✂

📖 Lykken
bedre end
Forstanden
Et Lystspil
i fem Optog

af
Johan Herman Wessel

udgivet af Henrik Andersson

København ADL 2001

✂

PERSONERNE.

Orgon.
Julie, hans Datter.
Erast, forelsket i Julie, von Bodens Søn under tiltaget Navn.
von Boden, Erastes Fader, Julies Beiler.
Philip, Erastes Tiener.
Stephen, Orgons Gaardskarl.
Jesper Oldfux,
Philips Handlangere
Karen Smeds,
En Hyrekudsk.

✂ Scenen er i første Optog paa Gaden, og siden i Orgons Huus.

✂

Første Optog.

✂

Første Optrin.

Erast og Philip.

Erast.: Jeg forfølges af Creditorer! Jeg trues med at skilles fra den, hvis Tab vil blive mig smerteligere end Døden! hvilken fortvivlet! hvilken gruelig Forfatning! Men jeg har selv villet min Fordærvelse. Der er da slet igen Redning, Philip? Ingen Udveie til at faae laant disse tusinde Rigsdaler?

Philip.: Nei, som jeg siger Herre, alle de, som jeg anmodede derom, spurgte strax, om der var Pant? og naar jeg svarede, at der var en Vexelobligation lige saa god som en Pant, sagde de: jeg havde Ret, Herrens Vexelobligation var saa god som det beste 4 Pant; men de erindrede just i det samme, at de ingen Penge havde i Cassen.

Erast.: Og min Creditor? intet Middel til at faae ham til at bie?

Philip.: Jo men, den grove Karl, da jeg var hos ham i Formiddag, havde jeg belavet mig paa en Tale, som, at jeg selv skal sige det, var baade fyndig og bevægelig; men før havde jeg ikke udtalt den første Periode, førend han faldt mig ind med disse trøstelige Ord: Hør, søde Faer, spar sin Veltalenhed til bedre Leilighed, og hils Erast, at enten betaler han mig mine Penge i Aften, eller ogsaa sidder han i Morgen ved sit Vingebeen.

Erast.: Jeg Ulyksalige! Julies gierrige Stiffader vil bruge min ulykkelige Forfatning til at retfærdiggiøre sin Troeløshed, i at bryde det Løfte, han gav hendes Moder paa hendes Dødsseng, om at ikke tvinge sin Stifdatters Tilbøielighed. Jeg mister Julie. Jeg er det elendigste Menneske paa Jorden; dog - var jeg mindre ulykkelig, saa var Himlen ikke retfærdig.

Philip.: Hvad er det dog for Bebreidelser, De giør Dem selv, Herre? længe har jeg været nysgierrig for at vide det; men jeg har forgieves ventet paa at De 5 skulde udlade sig derom med mig; dersom De havde mere Fortroelighed til mig, kunde det hændes, at jeg forsøgte noget for at redde Dem. Fortæl mig Deres Historie.

Erast.: Til hvad Nytte? det vilde forøge min Græmmelse, uden at gavne mig.

Philip.: Det vilde altid Gavne Dem saa meget, at De vandt derved mit Venskab, ja, smiil kun ikke, ret mit Venskab. Kiendte De mig ret, saa kunde det ikke være Dem ligegyldigt. Lad os høre, hvad det er for Forbrydelser.

Erast.: Til hvad Ende? Nu da: Jeg har en Fader -

Philip.: I den Forbrydelse er jeg tredobbelt skyldig; thi mine Byes Folk giette paa tre; men Feilen bestaaer ellers ikke deri, at De har en Fader, men at De har dulgt det for mig.

Erast.: Jeg taler ikke mere til Dig; det naragtige Sladder, hvormed Du afbryder mig, falder mig alt for kiedsommeligt i den Forfatning, jeg er i.

Philip.: Da faaer De dog see at finde Dem deri; thi skal jeg bruge mine Talenter til Deres Beste, saa maae jeg være i godt Lune, og det bliver jeg ikke, om jeg ganske stiltiende skal anhøre Deres Fortælling, som efter al Anseelse bliver tør og alvorlig. Begynd igien: Jeg har en Fader -

Erast.: Lad saa være da. Min Fader er en riig og anseet Stands-Person i Provinzerne; han holdte mig ved Universitetet i Gøttingen.

Philip.: Jeg kom ikke længer end i femte Lectie i Skoelen.

Erast.: Efter to Aars Forløb befalede han mig at reise hiem.

Philip.: Og jeg reiste fra den Bye, hvor jeg gik i Skoelen, fordi Byefogden vilde befale mig at bie.

Erast.: Eftersom jeg endnu ikke havde fuldendt mine foresatte Studeringer, bad jeg om Tilladelse at blive der endnu et Aar; min Fader afslog mig det, jeg fornyede min Begiering men forgieves.

Philip.: See hvor næsviis en Fader kan blive! De lod ham vel ikke faae sin Villie?

Erast.: Efter mange igientagne Forestillinger, som intet udrettede, skrev jeg ham tilsidst et Brev til, hvori min fortrædelige Sinds Forfatning kom mig til at overskride den Ærbødighed, en Søn skylder sin Fader.

Philip.: Det kunde hændet den beste, og vi ere alle Mennesker. Hvad svarede han derpaa?

Erast.: Det første jeg derefter saae fra hans Haand, var en Bekiendtgiørelse i de Gøttingske offentlige Blade, hvori alle og enhver advaredes intet at betroe mig; da han herefter intet betalte af hvad Gield hans Søn giorde.

Philip.: Jeg har ofte læst det, som var værre, om mig i Aviserne.

Erast.: Jeg havde arvet for meget af min Faders Hidsighed, til at kunde taale en Forhaanelse, som aldrig pleiede overgaae uden de nedrigste og liderligste Personer ved Universitetet. Forbitrelse og Skamfuldhed giorde mig rasende, jeg trak min Kaarde -

Philip.: Og stak Dem formodentlig ihiel paa Stedet? Ikke?

Erast.: Jeg vilde i min Afsindighed giennemboret mit Hierte; men nogle af mine Venner, som vare nærværende, hindrede mig. Da jeg var nogenledes kommen til mig selv igien, tog jeg en anden Beslutning, lod som jeg var overtalt af mine Venners Formaninger og samtykkede i de Midler, de foresloge, til igien at forsones med min Fader; men samme Aften forføiede jeg mig ganske hemmelig fra Byen, og tog ved et blindt Valg Touren først til Hamborg og derfra over Lybek hid til Kiøbenhavn, hvor jeg foresatte mig at ernære mig med hvad jeg havde lært, og aldrig mere betiene mig af en Faders Understøttelse, som saa høiligen havde fornærmet mig.

Philip.: Saa slog De reent Haanden af den Stakkels Fader?

Erast.: Imidlertid har jeg siden faaet at vide, at man i Gøttingen troede, at jeg havde opsøgt et forborgent Sted og der fuldbyrdet det Forsæt, man første Gang havde hindret mig fra at iværksætte;

Philip,: (sagte.) Denne Fortælling falder mig saa kiedsommelig, som den første Akt af en Comoedie; (høit.) nu, enfin, Herre, saa kom De her til Byen.

Erast.: Jeg havde kun været her nogle Dage, da jeg indsaae min Daarlighed; jeg besluttede at afbøde min Forseelse hos min Fader, men førend mit Forsæt kom til Virkelighed, fik jeg ved en Hændelse see Julie.

Philip.: Og saa besluttede De at blive hvor De var?

Erast.: Alle de Yndigheder -

Philip.: Spring dem forbie allesammen, de giøre intet til Sagen.

Erast.: Jeg besluttede da at vove alleting heller end at forlade Byen uden at have aabenbaret Julie min Kierlighed. Til Lykke traf jeg en Mand af nogen Anseelse her i Byen, Hr. Leonard, som havde været min Hofmester i mine yngre Aar, og endogsaa da vandt han mit hele Venskab og Fortroelighed; jeg aabenbarede ham min Tilstand, han biefaldt min Kierlighed, men lastede mit øvrige Forhold. Imidlertid da han kiendte min Faders Hidsighed, holdt han det for raadeligt at holde mit Opholds Sted dulgt, indtil Heden havde sat sig hos ham. Jeg fik ved hans Hielp Adgang i Orgons Huus, under Navn af een af Leonards Paarørende, og var saa lykkelig at vinde Julies Hierte; at Orgon i Be- 10 gyndelsen samtykkede i vor Kierlighed, og nu bryder sit Løfte; at Rygtet derom, saavelsom Hr. Leonards Død er Aarsagen, hvorfor mine Kreditorer forfølge mig, det veed Du.

Philip.: Ja det veed jeg, men jeg veed ikke, hvorfor De i hele tre Fierding Aar ikke har seet til at blive forligt med Deres Fader.

Erast.: Aarsagen var at jeg paa eengang vilde berette ham min oprigtige Fortrydelse, og den Lykke jeg havde giort ved at ægte Julie i Haab om deslettere at tilfredsstille hans Vrede, naar han saae, at det ikke var Nøden, som drev mig til at falde ham tilfode. Nu veed Du den hele Sammenhæng Philip! Hvad Raad har Du nu at give mig?

Philip.: Slet intet uden dette, at De gaaer hiem, skriver en Ægteskabs-Kontrakt færdig og venter paa min nærmere Ordre.

Erast.: Jeg haaber Du kiender mig for vel, til at Du skulde paa min Regning begaae Nedrigheder for at hielpe mig; paa den Maade vil jeg ikke hielpes.

Philip.: Ja hvad kalder De Nedrigheder; for Exempel er det Nedrighed at kyse en gammel gierrig Tosse til at holde et Løfte helligt, som han har i Sinde at bryde.

Erast.: Vil Du kyse Orgon, og hvormed vil Du kyse ham?

Philip.: Jeg har allerede i to Dage arbeidet for Deres Bedste uden at sige Dem et Ord. Orgon er bange for Spøgelser, og denne Banghed skal komme ham til at underskrive Kontrakten, og naar den er underskreven, saa vil vi læt faae baade Kredit og Penge.

Erast.: Hvilket Indfald; hvorledes?

Philip.: Jeg har udstuderet en Plan til en Comoedie i to Acter; thi de maae vide jeg har været Statist i to Aar ved Skuepladsen, saa jeg forstaaer mig paa de Ting; og jeg er forsikret at min Comoedie vil endes som en anden med et lykkeligt Giftermaal.

Erast.: Men hvoraf veed Du, at han er bange for Spøgelse?

Philip.: Hans Gaardskarl og Geheimeraad Stephen, som jeg ved Løfter og gode Ord har faaet paa min Side, har fortalt mig, at, naar han vil have Penge af ham, saa giør han en liden fordækt Allarm, lader Stole og Borde bevæge sig ved Hielp af Seilgarns-Traade, og derefter tager Penge for at sidde oppe ved hans Seng og vaage over ham om Natten; at benytte sig af denne Svaghed hos Orgon, for at hindre ham fra at giøre Julie og Dem ulykkelige, det er dog vel ingen Nedrighed?

Erast.: Men det er en Urimelighed, at vilde tænke -

Philip.: Mine Talenter og Orgons Eenfoldighed hæver denne Urimelighed. Giør mig den Tieneste Herre, at giøre hvad jeg har sagt. De skal snart faae Bud fra mig; der er Stephen, vi har noget at tale sammen. Gaae Herre!

Erast.: Himmel! denne Dag skal bestemme min Skiebne. (han gaaer.)

✂

Andet Optrin.

Stephen og Philip.

Philip.: Du seer saa fornøiet ud Stephen! har Du nu vel studeret Din Rulle, for at faae den første Skræk i Blodet paa Orgon?

Stephen.: Det har jeg sagtens, Monsieur Philip; men sandt at sige, saa gyser det i mig, naar jeg tænker paa, at jeg skulde være med at drille min egen Herre saa grovt, og nu, Gud skee Lov, behøves det ikke -

Philip.: Slidder, Sladder! Du har jo før drillet ham paa Din egen Haand, hvorfor gysede det da ikke i Dig?

Stephen.: Ja det var en anden Sag, det var kun en lille Smule; men paa den Maade, som Monsieur Philip vil have det, kunde man jo kyse Livet af ham.

Philip.: Men Stephen, Du har jo lovet med Haand og Mund, at Du vilde være mig behielpelig i at frelse Frøken Julie, som Du siger, er saa god mod Dig?

Stephen.: Ja, det veed Gud hun er; jeg under hende ogsaa alt Godt, og giorde jeg ikke det, saa var jeg en lumpen Karl, det var jeg.

Philip.: Og endda vil Du ikke giøre Dit til at afvende den Ulyksalighed og Fortvivlelse, hvori hun vil styrtes, dersom Orgon ikke samtykker i hendes Giftermaal med Erast.

Stephen.: Han bruger saadanne hiertebrækkende Talemaader, Monsieur Philip, saa jeg maae græde, skiønt jeg ingen Aarsag har, for Herr Orgon talte jeg nu med, han er min Troe bedre ved hende, end vi havde tænkt. Han har faaet en anden Mand opspurgt til hende fra Holsteen, som siger sex; han er saa riig, og den skal hun min Troe have Bryllup med i Morgen.

Philip.: Hvad Pokker! hvad siger Du? hvem er det? hvor er han?

Stephen.: Jeg veed ikke hvor han er, men enten er han kommen til Byen, eller han kommer strax, for det har han skrevet fra Roeskilde: og min gamle Herre er saa fornøiet, for han troer, at han har nogle Penge med sig, som han havde lovet at kræve ind 15 for ham i Altona; det er min Troe ikke mindre end 5000 Rdlr.

Philip.: Gid vi havde dem; men ellers er det en deilig Tidende, og det fortæller Du med saadan Fornøielse?

Stephen.: Ja, er det ikke nok at være fornøiet over? først, at Frøkenen kommer saa got an, faaer en Herregaard og saa megen Herlighed, og siden, at vi undgaaer at skræmme Livet af min gamle Herre.

Philip.: Saa tænker Du, Julie kan overtale sig til at ægte nogen anden end Erast? denne Tidende, som Du anseer for saa glædelig, den vil bringe hende til den yderste Fortvivlelse.

Stephen.: Nei, han kiender hende ikke saa vel som jeg, Monsieur Philip; hun er min Troe lige saa forstandig, som enten jeg eller han; hun veed min Troe nok, hvad der er det bedste.

Philip.: Men saadanne fornemme Folk, Stephen! de have halstarrige Tilbøieligheder; det er dem ikke lige meget, hvem de gifte sig med, og naar de først have skienket deres Hierte til een, saa er det dem afskyeligt at ægte nogen anden. See, det forstaaer Du Dig ikke paa.

Stephen.: Siden jeg selv har været gift, saa burde jeg dog vel forstaae mig noget paa det, og det kan jeg sige: endskiønt der var aldrig et ondt Ord imellem mig og min Kone, Gud glæde hendes Siel, saa havde jeg gierne byttet hende bort for en anden, som havde havt mere til Beste, naar det ikke havde været for Syndens Skyld, at sige, siden vi vare ægteviede Folk.

Philip.: Ja, det kunde jeg gierne troe Dig til; men veed Julie noget af dette nye Giftermaal?

Stephen.: Jeg troer ikke endnu, for Huusbond fik nyelig Brevet, og gav sig strax til at studere paa Contracten, som der skal skrives om Giftermaalet og Mødernearven. Tænk, hvor riig han er, den hun skal have, han lader hendes Arv blive staaende hos Herren, saa længe han lever; men ellers kan det nok være, at Pernille har sagt hende det, for jeg bad hende derom, at Frøkenen kunde jo før jo heller blive glad; hun har længe nok været bedrøvet, den Stakkel.

Philip.: Du tænker altsaa, at det er Julie kun om at giøre, at blive gift. Hør Stephen! for at overbevises om at Du tænker feil, saa gaae ind og un- 17 derret Dig om, hvad Virkning denne Tidende har giort paa hende.

Stephen.: Ja gierne, jeg længes ret efter at høre, hun er glad, og det er jeg vis paa, hun er.

Philip.: Men hør nu, dersom Du mod Formodning finder hende bedrøvet?

Stephen.: Nei, hun er min Troe ikke saa tosset.

Philip.: Men sæt, det skulde skee, saa maae Du strax begynde at recommendere mig hos Orgon paa den Maade, jeg har sagt, saa jeg kan have frie Gang i Huset, og tillige passe paa, at sige ham ude for alle, undtagen Jesper Oldfux og Karen Smeds, som høre til vor Spøgelseshistorie; thi vi maae have Huuset ryddigt.

Stephen.: Hiertens gierne; men det behøves min Troe ikke, det veed jeg vist. Farvel saa længe. (han gaaer.)

✂

Tredie Optrin.

Philip,: (allene.) Den Stephen er alt for svag og alt for eenfoldig til store Foretagender, og enhver anden Mester end jeg vilde have Møie med at giøre Karl af ham; jeg tænker ellers paa de Penge, vores Rival har krævet ind i Altona. -

✂

Fierde Optrin.

Philip og von Boden

(uden at merke hverandre.)

Philip.: Men jeg sætter, at disse Spøgelser ikke vilde slaae ret an paa den Gamle, hvad vilde der da blive af?

Boden.: Det er besynderligt, jo nærmere jeg er ved at giøre dette Skridt, jo betænkeligere forekommer det mig.

Philip.: Dog, det er vel ikke mueligt, at dette Anlæg skulde mislykkes mig, den Gamle er alt for dum dertil.

Boden.: Da Orgon ved sin Ven i Holsteen foreslog mig dette Partie med sin Stifdatter, tog jeg derimod med den største Glæde.

Philip.: Ja, jo mere jeg tænker derpaa, jo vissere er jeg paa et lykkeligt Udfald; Orgon vil give Stifdatter og alt, hvad han har, til Priis.

Boden.: Den Gang ansaae jeg det for det sikkerste og eeneste Middel til at lindre min Græmmelse over et kiert Barns Forliis, og nu, nu seer jeg tusinde Farligheder ved dette Ægteskab.

Philip.: Men sæt, at Orgon ikke har tusinde Rigsdaler i Cassen, hvor faaer da Erast Penge fra i Aften? hvor faaer han dem fra? faae den Skam der veed. Kunde jeg treffe Herremanden fra Holsteen, saa maaskee jeg forsøgte paa, at faae de Penge, han har indkrævet for Orgon, til Laans saa længe, til jeg kunde betale dem igien.

Boden.: Den Gang fandt jeg ingen Urimelighed i, at en Mand paa 50 Aar giftede sig med en Pige paa 17, men nu -

Philip.: Hvad mon den Mand vil saa nær Orgons Huus? han agter sig nok derind; men Stephen har ventelig allerede faaet Efterretning om Julies Tilstand, saa jeg haaber, han ingen Audience faaer.

Boden.: Dog, Julie er en Undtagelse fra alle andre Piger paa 17 Aar.

Philip.: Han taler om Julie, nu har jeg nok, nu kiender jeg ham; det er uden Tvivl vores Rival.

Boden.: Man har beskrevet mig hende lige saa dydig og fornuftig, som hendes Stiffader er bleven afmalet tosset og gierrig.

Philip.: Han har ganske sikre Efterretninger.

Boden.: Men hvor længe skal jeg staae i Betænkninger? Jeg maae dog engang gaae ind. (gaaer til Døren, og vil banke.)

Philip.: Med Tilladelse, min Herre, vil De tale med nogen her i Huset?

Boden.: Ventelig, siden jeg just vil banke paa, som De seer.

Philip,: (sagte.) Gid han var saa dum, som han er ubehøvlet. (høit.) Jeg troede, det var en Artighed af mig, min Herre, at sige Dem, det var en forgieves Umage, siden der er ingen hiemme, og jeg havde ikke ventet, De skulde blive vred derfor.

Boden.: Jeg er slet ikke vred. (han banker.)

Philip.: Det var dog en skiøn Ting, at faae Penge imellem Hænderne. Disse Landsbyejunkere fra Provinzerne skal være meget ærlige Folk, og følgelig - (Boden banker igien.) gid nu Stephen ikke biede saa længe, at Orgon selv lukker op, og tager Holsteneren fra mig.

✂

Femte Optrin.

Stephen, von Boden, Philip.

Stephen.: Hvad Dievelen banker I efter? Herren er ikke hiemme.

Philip.: Stephen, skammer Du dig ikke at tale en honet Mand saa til?

Stephen.: Om Forladelse, Monsieur Philip; jeg saae ikke, han var med, og derfor troede jeg ikke, at Monsieur hørte til Spøgelseshistorien.

Philip.: Jeg har ikke den Ære, at kiende denne Herre; men det er let at see, at han er af Stand, og at Du burde begegne ham med Ærbødighed. (sagte til Stephen.) Hvor er Orgon?

Stephen,: (klynkende.) Han sidder og skriver i Contoiret, og Frøkenen, siger Pernille, er færdig at døe af Bedrøvelse.

Boden.: Hvad mon den Hvisken betyder?

Philip.: Denne Mand er Frieren fra Holsteen, han maae fremfor alle holdes fra Huset. (høit.) Som jeg siger, Stephen, beed Herren strax om Forladelse for Din Uhøflighed; det skal ellers gaae Dig ilde, naar Din Herre kommer tilbage.

Stephen.: Jeg beder om Forladelse for - -

Boden.: Det har Du stor Aarsag til, min Søn; men siig mig, er Frøken Julie heller ikke hiemme?

Stephen.: Nei, naadige Monsieur, for jeg vil tiene ham; de ere ude begge to. (han gaaer.)

✂

Siette Optrin.

Philip, von Boden.

Philip,: (sagte.) Jeg fik et Indfald; jeg troer, jeg vover en Dyst ex tempore med Herremanden; jeg troer, jeg laaner Penge af ham. (høit.) Det kunde jeg sagt min Herre før; min Cousine og min Farbroder tog ud i Visite i Eftermiddag, og spiser formodentlig i Byen i Aften.

Boden.: Er Julie Deres Cousine?

Philip.: Ja; men med Tilladelse, jeg har en Mistanke, er ikke min Herre fra Holsteen?

Boden.: Jo.

Philip.: En Herremand der?

Boden.: Ganske rigtig.

Philip.: Og De spurgte om min Cousine, det slaaer mig aldrig feil, De er min tilkommende Svoger. Lad mig omfavne Dem, vær velkommen, min kiere Svoger. Nu Gud skee Lov De kom, her har været en Længsel efter Dem.

Boden.: Det fornøier mig, at treffe i Dem en Beslægtet af Frøkenen, og jeg beder Dem om Forladelse, at jeg ikke tilforn har begegnet Dem som saadan.

Philip.: De gav mig nyeligen temmelig kort Svar; De er at undskylde, siden De ikke kiendte mig; men tilstaae mig nu oprigtig, Herr Svoger, ansse De mig ikke for en af disse Løsgiengere, som vil giøre sig nødvendig hos Fremmede, for enten ved Tiggerie eller Spitzbubestreger at profitere ved Dem?

Boden.: Bevar os, min Herre, det kan jeg ikke tilstaae Dem; men det er vist, at jeg ikke ansaae 25 Dem for den, De er. (sagte.) Jeg veed neppe endnu hvad jeg skal ansee ham for.

Philip,: (sagte.) Jeg er bange for, han er for klog. (høit.) Det er overalt kun smaa Ting at tale om; men hvad var det jeg vilde sige - - (sagte.) gid jeg vidste, paa hvad Fod jeg skulde tage ham. (høit.) Min Farbroder har sagt mig, at Herr Svoger havde paataget sig at indcassere nogle Penge - -

Boden,: (sagte.) Han maae dog være den, han giver sig ud for, siden han veed alle Omstændigheder saa vel. (høit.) Ja den Commision har jeg skildt mig saa vel ved, at Deres Farbroder skal blive vel tilfreds. Jeg har faaet hver Skilling.

Philip.: Hvad siger De? hver Skilling, det var jo 5000 Rdlr.?

Boden.: Ja, og jeg bringer ham dem allesammen.

Philip.: Det vil vist giøre Dem dobbelt velkommen hos ham.

Boden.: Det er mig kiert nok; men der er en Ting, som skulde være mig langt kierere. Hør min Herre, De kan giøre mig en Tieneste.

Philip.: Det vil jeg giøre med al Fornøielse; jeg har ogsaa en Tieneste at udbede mig af Dem.

Boden.: De behager at sige hvad det er, og vær forsikret, at dersom det staaer i min Magt -

Philip.: Siden, siden, Herr Svoger! De behager først at sige, hvori jeg kan tiene Dem.

Boden.: Allene, Herr Svoger, ved at svare mig oprigtig paa hvad jeg spørger om.

Philip,: (sagte.) Det var endda vel, at han kunde engang beqvemme sig til at kalde mig Herr Svoger (høit.) Af mit ganske Hierte.

Boden.: Tør De forsikre mig, at jeg bliver Frøkenen velkommen? jeg maae tilstaae Dem aabenhjertigen, at jeg føler en Slags Frygt i Henseende til Uligheden af vores Alder, Julie er -

Philip.: Julie hun er min Troe ordentlig forliebt i Dem. Just hvad man kalder forliebt.

Boden.: Nu smigrer De mig for meget, min Herre; dersom jeg ikke bliver hende modbydelig, saa naaer jeg alt, hvad jeg nu kan haabe. Overalt: hvorledes 27 var det mueligt, at hun kunde være forelsket i en Person, som hun aldrig har seet?

Philip.: Har hun aldrig seet Dem?

Boden.: Nei, hverken hun eller hendes Fader.

Philip.: Da har hun min Troe ladet sig nøie underrette om alt hvad der angaaer Dem, og det var efter hendes Beskrivelse, at jeg kiendte Dem for min Svoger. Deres majestetiske Gang, Deres mandige Vext, Deres smukke sorte Øine, som Masoeur Julie saa tit har beskrevet, var just det, som røbede Dem for mig, da jeg fik Dem at see.

Boden.: Hvad skal jeg slutte af dette Hyklerie? Er han en Skielm, eller et skikkeligt Menneske? (høit.) Min Herre, De skal aldrig kunde troe, hvor besværligt det falder mig, at høre saa overdrevne Smigrerier.

Philip.: Jeg har intet sagt i Hensigt at smigre Dem, min Herre. Det er min Cousines egne Ord. Jeg vedder, det skal ikke falde Dem besværligt, at høre dem af hendes Mund. Hun giver alt hvad hun siger saa yndige Vendinger. Jeg siger det ikke fordi hun er min Cousine; men De faaer rigtig en sød Kone i hende, kiere Svoger.

Boden,: (sagte.) Det er vist nok en Bedrager. (høit.) Det giør mig ondt, min Herre, at jeg ikke kan troe mig saa høit anskreven hos Frøkenen, som De siger.

Philip.: Kierlighed frygter altid, Herr Svoger; det er ikke længere end siden i Morges, da jeg af Spøg fortalte hende, at De var kommen, at hun svarede mig: det kan ikke være, mit Hierte siger mig nok, naar Hr. - - naar min beste Ven er her.

Boden.: (sagte.) Han veed ikke engang mit Navn, det maae være en Spitzbube.

Philip,: (sagte.) Mon han merkede, at jeg ikke veed, hvad han hedder.

Boden.: Jeg syntes, De standsede ved mit Navn, det kan dog ikke være Dem ubekiendt?

Philip.: Det er just det, jeg staaer og forundrer mig over. Det kalder jeg, at være tilgavns glemsom; ha, ha, ha! jeg maae lee af mig selv.

Boden.: Det er selsomt, at min Herre - -

Philip.: Nei, hielp mig ikke, jeg hitter det nok; det begynder med von - - det er ikke to Timer siden jeg hørte Masoeur Julie nævne Dem. De har Ret, Herr Svoger, det er selsomt, at et Navn, man har hørt saa tit - - det er endelig ikke den første Gang, det er hendet mig, det skeede forleden Sommer med min kiødelige Broder; nu er han død og borte - Den Historie maae De høre, den er alt for snurrig - Jeg møder ham - - men skulde jeg dog ikke komme paa Deres Navn, von - von -

Boden,: (sagte.) Jeg vil give mig et uret Navn. (høit.) Jeg vil hielp Dem, min Herre, mit Navn er Dorian.

Philip.: Dorian? Nei, von Dorian vil De sige; nei, De forvilder mig ikke, von Dorian er Deres Navn. - At der var et R i, det erindrede jeg; thi jeg har saa tit fixeret Søster Julie dermed, at hun ikke kunde sige sin Kierestes Navn reent; for hun skurrer paa R - von Dorian, siger hun, men det klæder hende ikke ilde. (afsides.) Jeg troer, jeg slipper godt ud af denne Knibe.

Boden,: (afsides.) Hvilken Spitzbube.

Philip.: Apropos! jeg lovede at fortælle Dem den Passage med min Broders Navn, som jeg ogsaa - -

Boden.: Her er noget koldt, min Herre, at staae saa længe paa Gaden; om De behager, saa fortæller De mig det en anden Gang; men vær saa artig at sige mig, hvori De forlanger min Tieneste. (sagte.) Jeg gad vide, hvad den Skielm har i Sinde med mig.

Philip.: Jeg har betænkt mig, Herr Svoger! det vilde lade for frit, just det samme Øieblik, jeg faaer Dem at see - -

Boden.: Slet ikke, siig De kun frem.

Philip.: Det er saa, vi ere Svogre; men endda - - det er sandt, mig skeede derved en stor Tieneste, og De tabte intet - men dog - jeg er dog undseelig. - - Hvad der er mig og min Farbroder imellem, det er en Fortroelighed, De maaskee ikke skiøtter om -

Boden.: Jeg beder Dem, Herr Svoger! Jeg vil troe mig æret ved Deres Fortroelighed.

Philip.: Siden De da forsikrer mig, at De ikke vil fortørnes derover, saa er Sagen denne: Min Farbroder er bleven mig vred; han er, som De maaskee vel har hørt, noget vanskelig, som de gamle Folk pleier være; og jeg bebreidede ham forleden Dag vel haardt hans Paaholdenhed i Henseende til Dem og Julie. De veed nok hendes Møderne Arv - -

Boden,: (sagte.) Hvorfra veed han alting saa nøie? (høit.) Ja jeg forstaaer Dem.

Philip.: Derover blev han fortrydelig, stod op, hentede sit Testamente, som han for nogen Tid siden har giort, og hvori jeg var betænkt med en skikkelig liden Capital, og rev det i Stykker for mine Øine.

Boden,: (afsides.) Hvad mon han har i Sinde med denne Historie?

Philip.: Vi ere alle dødelige, Herr von Dorian. Min Farbroder er desuden en skrøbelig gammel Mand - hvor snart skulde han ikke rykkes fra Verden? 32 og hvilket Tab for mig, om sligt skeede, førend jeg var bleven forligt med ham.

Boden,: (afsides.) Det kan ikke være uden min Forbøn hos Orgon, han vil have; jeg bliver ikke klog paa ham.

Philip.: Jeg har søgt mangfoldige Leiligheder til at forsones med ham, men han vil aldrig høre mig; for nu at faae ham i mildere Lune, og nøde ham til at tale med mig, saa var det, jeg vilde bede Herr Svoger, at han vilde tillade, at jeg maae bringe ham de Penge, De har indcasseret for ham.

Boden.: Ha, ha! slap det derud!

Philip.: Det vilde foranledige en Samtale imellem ham og mig, som jeg saa længe omsonst har ønsket, og den Glæde, han ville finde over at have faaet disse Penge, er jeg forsikret paa, skulde have gode Følger for mig. Et fornøiet Hierte, Herr Dorian, kan ikke hade, og - De veed -

Boden.: For Kortheds Skyld, saa vil jeg sige Dig, Landsmand! at jeg hedder ikke Dorian, at der er intet R i mit Navn, og at Du er en Skielm.

Philip.: Forlad mig det, jeg er ingen Skielm; men - -

Boden.: Forlad mig det, Du er virkelig en Skielm. Jeg boer paa Kræmmercompagniet, til Din Efterretning, om Du skulde faae i Sinde at forsøge Din Konst paa mig tiere.

✂

Syvende Optrin.

Philip,: (allene.) Jeg taber mig selv af Skamfuldhed og Forbittrelse. En Mand fra Provinzerne driller mig i mine aabne Øine; mig, som i fire samfulde Aar har reist paa mine Talenter, og aldrig tilforn udstaaer saadan Skam - - men skal denne Spot ikke hævnes? - dog, det forbistrede Stokhuus forbyder jo skikkelige Folk at tage en anstændig Satisfaction for saadan Fornærmelse. Ifald det gaaer galt, kan jeg ikke engang vente Medhold af min Herre, han vilde udtyde min Ærekierhed til Nedrigheder. Men Æren, ja Æren, gaaer for alt. Jeg har et Anlæg. - Ja, von Dorian, eller hvad Pokker han hedder, skal endnu i Aften 34 bekiende mig for sin Mester. Det er endnu for tidlig at spøge, og jeg vil stræbe at anvende ved den Tid, jeg har tilovers. I Aften skal desuden Erast have 1000 Rdlr., som Orgon maaskee ikke har liggende, og i Morgen, naar jeg bliver røbet, saa - ja i Morgen hitter man altid paa Raad. En Medhielper maae jeg have. Stephen taaler ikke at være Medvider i noget stort Foretagende. Det gyser saa i ham. Men Jesper Oldfux, i ham gyser det ikke, ham maae jeg faae til at være mig behielpelig i at faae Orgon ud af sit Huus, og ham, som ikke hedder von Dorian, ind igien.

[(]han gaaer.)

✂ Ende paa første Optog.

✂

Andet Optog

✂

Første Optrin.

Orgon og Stephen.

Orgon.: Jeg har sagt Dig før, og jeg siger Dig endnu engang, Stephen, jeg vil slet ikke høre noget om disse Spøgelsehistorier; jeg troer dem jo dog ikke, og hvad nytter det saa, at lade mig dem fortælle?

Stephen.: Naar Herren ikke vil høre dem, saa vil jeg ogsaa tie dermed.

Orgon.: Men det, som Du siger, forekom Dig saa fælt, er maaskee mødt Dig uden for Huuset, enten paa Gaden eller andensteds; naar saa er, kan Du sagtens for Løiers Skyld fortælle det.

Stephen.: Nei, det var saa men her nede i Gaarden. Jeg kom just gaaende. -

Orgon.: Hold Din Mund; jeg har jo sagt Dig, jeg vil intet høre deraf. Lad os tale om noget andet. Du sagde nyeligen, at Philip tog mit Partie mod hans Herre.

Stephen.: Ja, det giorde han min Troe, som en brav Karl.

Orgon.: Jeg kan ikke nægte for, at det jo altid er forekommet mig, som om der var meget Godt ved denne Philip; men var Du virkelig nærværende, da det skeede?

Stephen.: Ja jeg var Marre lige saa nær ved dem, som jeg nu er ved Herren.

Orgon.: Og det, som den Stakkels Philip sagde til mit Forsvar, var allene Aarsagen, hvorfor hans Herre saa ilde medhandlede ham.

Stephen.: Ja det var saa men.

Orgon.: See, hvilken uforskammet Monsieur maae den Erast ikke være. Jeg har fra Begyndelsen af seet i hans Ansigt, at der ikke boede uden Ondt i ham, og jeg tager sielden feil af Ansigter. Men hvad kunde Philip sige til ham, siden han tog sig det saa nær?

Stephen.: Han sagde - - han roeste Herren, som jeg nys fortalte.

Orgon.: Det gav jeg ikke Agt paa. Lad høre, hvordan udlod han sig?

Stephen.: Han sagde: Herr Orgon var en brav Mand og en god Fader, som ikke vilde give sit Barn til en Prakker.

Orgon.: Ih! det forstaaer sig, det giver jo den sunde Fornuft; og hvad sagde han saa videre?

Stephen.: At Orgon var en Gnier, en Pengepuger, en Spitz -

Orgon.: Det sagde Philip!

Stephen.: Nei, det svarede Erast.

Orgon.: Du Sluppert, hvem spørger Dig om Erast? -

Stephen.: Men det følger saaledes derpaa, Herre, for - - for Philip sagde siden intet, førend Erast havde sagt dette, at Herren var en - -

Orgon.: For Dievelen, Philip svarede ham dog vel engang paa den lange Remse?

Stephen.: Det var ingen lang Remse, det var kun tre fire Ord, nemlig dette, at Herren var en Gnier -

Orgon.: Skurk! hvad svarede Philip, hvorfor maae jeg ikke faae det at vide? Dit Skarn. (Han ryster Stephen lidt.)

Stephen.: Jo saa min Troe maae Herren saa; Philip sagde: Orgon er en fornuftig Mand, og I er et Tossehoved.

Orgon.: Vel talt. Der fik min gode Erast en kiøn lille Skose. "Orgon er en fornuftig Mand, og I er et Tossehoved." Tag han den paa sin Tallerken, Monsieur Stratenjunker, ha, ha, ha, Philip er kun en Tiener, men han har min Troe mere Forstand i sin lille Finger, end vore Tiders unge Herrer i deres hele Hoved. Nu meere, Stephen.

Stephen.: Saa kom Erast igien, og sagde: Herren var lumpen - nederdrægtig -

Orgon.: Hold Munden, Dit Fæe. Hvad svarede Philip? - - nu? taler Du?

Stephen.: Jeg tænkte, jeg skulde holde Munden, mit Fæe.

Orgon.: Snik, Snak, hvad svarede Philip?

Stephen.: Han sagde: een Orgon er meere værd end 100 Eraster.

Orgon.: Fortreffelig. Man maae lade den Philip, at han ikke er forlegen for Svar. Hvad sagde han videre? -

Stephen.: Der blev ikke talt videre.

Orgon.: Jo vist blev der vel saa; tænk efter, saa hitter Du nok derpaa. Nu snart.

Stephen,: (sagte.) Der er intet andet for, jeg maae fortælle denne Løgn endnu den tredie Gang. (høit.) Han sagde: Orgon er en brav Mand og en god Fader, som ikke vil give sit Barn bort til en Prakker.

Orgon.: Det kalder jeg at tale med Forstand. Jeg har neppe talt fire Ord med Philip, og han kiender mig bedre og veed bedre at dømme om mig, end de, jeg dagligen omgaaes; og siden?

Stephen.: Saa sagde den anden, at Herren var en Gnier, en Pengepuger -

Orgon,: (holder ham for Munden.) Er det af Ondskab, Din Slyngel, at Du igientager Erastes Sliddersladder saa ofte?

Stephen.: Nei saa min Troe giør jeg det ikke af Ondskab; men Herren vil, at jeg skal fortælle mere, naar jeg allerede er kommen til Enden, og derfor har jeg tre Gange maattet begynde paa nye igien.

Orgon.: O Du er et dumt Fiog, som ikke engang kan fortælle tydeligen, hvad Du selv har hørt og seet; naar Du har noget ubehageligt at berette, naar Du taler om Syner og Dievelskab, ja saa skal jeg love for, at Du har Munden til din Tieneste; men er der noget Reelt, jeg vil vide af Dig, saa raisonnerer Stephen som en Østers. Gaae Din Vei, og lad Pernille sige Frøkenen, at hun kommer ind til mig. (Stephen gaaer.)

✂

Andet Optrin.

Orgon: , (allene.)
Julie vil vist nok giøre Indvendinger imod dette Giftermaal; men det vilde være mig en stor Forskiel, at betale hendes Mødernearv strax ud paa et Bredt til Erast, og derimod sidde inde dermed min hele Livstid, naar hun faaer von Boden. Det er sandt, han vil nok behage hende mindre end Erast, siden han skal være noget til Aars; men for Pokker, jeg maae vel heller vilde tiene mig selv, end hende. Enhver er sig jo selv nærmest.

✂

Tredie Optrin.

Orgon og Julie

Orgon.: Jeg har en Sag af Vigtighed at tale med Dig om, min kiere Datter.

Julie.: Man har berettet mig, at De har taget en Beslutning i Henseende til mig, som vil koste mit Liv; men min kiere Fader, jeg vil troe, at man har bedraget mig; bør jeg troe andet? bør jeg troe, 42 at De vil tvinge mig til at indgaae en Foreening, som vilde være mig afskyeligere end Døden selv?

Orgon.: Hun taler, min kiere Stifdatter, som om hun havde lært det uden ad af en Roman: vær lidt mere jevn, lidt mere koldsindig, om hun behager. Hvem er det, hun har saa stor Afskye for at faae til Mand?

Julie.: Enhver anden end Erast.

Orgon.: Ih! da maae hun see at skille sig af med den Afskye; for det første, er den latterlig; for det andet, er den unyttig.

Julie.: Himmel! er det mueligt, at min Fader taler mig saaledes til! Deres Gruesomhed presser de bitterste Taarer af mine Øine.

Orgon.: Ja, hvad kan jeg giøre derved, at hun tager sig Smaating saa nær? er det hende om at giøre, at jeg skal tale anderledes, saa vær kiøn sindig, min Datter, og brug sin Fornuft, saa vil vi uden Tvivl snart blive eenige; Hr. von Boden er en sindig, en forstandig og en riig Mand, og Erast er - -

Julie.: Allene i Stand til at giøre mig lykkelig.

Orgon.: Nei, om Forladelse, det var ikke just, hvad jeg vilde sige; Erast er en Prakker, og - -

Julie.: Dersom han ikke er riig, saa har jeg jo Midler nok til os begge.

Orgon.: Naar jeg har udtalt, saa vil jeg høre hendes Svar; Erast er tillige en Spradebasse, en peen Mosiø, en Grønskolling, som ønsker sig hendes Penge, for at kunde tilgavns flankere, som inden stakket Tid vil sætte alting overstyr, og som beleer hende, fordi hun har ladet ham ved sin Sladder sætte sig forliebte Griller i Hovedet.

Julie.: Ak! min Fader, kan det være mueligt, at De et Øieblik har seet Erast, og er i Stand til at mistænke ham for nedrige Hensigter? mit Hierte er mig Borgen for hans Redelighed; det siger mig uden Ophør, at det er den Oprigtigste, den Elskværdigste - -

Orgon.: Ja, Hierte hid og Hierte did; disse Hierter veed ikke hvad de sige. Lyd hun kun mine Raad, jeg har Erfarenhed, og jeg veed bedre end hendes Hierte, hvad der tiener hende; jeg har udseet 44 hende en bemidlet Mand, som er sat; hun forstaaer mig vel, som er ingen Spøttegøg mere. Han kommer til Byen i Aften, og vil strax i Morgen holde Bryllup; og det er hendes Gavn og min Villie, at det skeer. Jeg veed, de unge Piger vil gierne være pyntede til slig Lejlighed; gaae derfor nu ind, bring sin Stads i Orden til i Morgen. Hun har nok af det Slags tilforn, saa hun behøver intet Nyt at kiøbe. Gaae, min lille Datter, vær ikke egensindig tvertimod sin egen Fordeel.

Julie.: I hvilken gruesom Forfatning bringer Deres Følesløshed mig. Jeg er saa beklemt, at jeg neppe kan tale.

Orgon.: Den sag er jo heller ikke værd at tale mere om. Hun veed min Villie. Gaae ind, og slaae sig til Roelighed saa got som hun kan, og troe mig, otte Dage efter Bryllupet, vil hun befinde sig ret vel i von Bodens Selskab; hendes nærværende Misfornøielse er kun en Overgang, slet intet andet; jeg er en gammel Mand, jeg veed de Ting.

Julie.: Jeg beder paa mine Knæe - -

Orgon.: Ret lige nu bliver jeg kied af alle disse Modsigelser - -

Julie.: Tillad, min Fader! at jeg maae giøre det sidste Forsøg! taal, at jeg taler, uden at De afbryder mig.

Orgon.: Nu da, siden hun lover, at dette bliver den sidste Gang, hun siger mig imod, saa vil jeg høre hende; staae op.

Julie.: (sagte.) Himmel! Rør hans Hierte. (høit.) Den vigtigste Aarsag, hvorfor min Fader maatte bevæges til at lade mit Hierte bestemme Valget af min Elsker, er uden Tvivl ikke falden ham ind. Erindrer De det hellige Løfte, De gav min døende Moder? med hvor dyre Forsikringer, De forbandt Dem til, ikke at tvinge mine Tilbøjeligheder. Min Moder troede maaskee, at De ikke kiendte i nogen høi Grad De Følelser, som ere Grunden til ømme Hierters Vee eller Vel; hun fandt mig føelsom, og frygtede, at De mod Deres Villie skulle giøre mig ulykkelig, naar De blot lod Dem veilede af den kolde Fornuft, uden mindste Hensigt til min Tilbøielighed; den Opdragelse, jeg skyldede hende, var hende Borgen for, at jeg ikke kunde giøre et uværdigt Valg. Dyrebare Moder, ømmeste Veninde, mine Taarer have hver Dag vidnet om Dit Værd og mit Tab, og paa denne fæle Dag - jeg gyser -

Orgon.: Hun er min Troe pudseerlig nok at høre paa -

Julie.: Dog, hvad seer jeg! denne Dag er ikke mere fæl. Min Faders Agtpaagivenhed og milde Aasyn bortjager den bittre Smerte, som betog mit Hierte. Denne Dag skal krone mine Ønsker. Tael min kiere Fader, siig mig, De tillader: at jeg giver Erast min Haand og mit Hierte; nyd den Vellyst, at have giort to Mennesker for Livstid lyksalige, som evig ville velsigne Dem derfor. Min allerkiereste Fader! jeg seer, Deres Svar vil glæde mig, jeg er alt forvisset -

Orgon.: Uden at smigre hende, min kiere Datter, saa taler hun meget vel for sig.

Julie.: Saa vel, som jeg nogensinde ønskede at tale, siden jeg har kunnet giøre Indtryk paa min Faders Hierte -

Orgon.: Sliddersladder med hendes Indtryk. Jeg tilstaaer, det er en Tidsfordriv, engang iblant at høre hende tale; hun har et ganske artigt og besynderligt Sving nok paa hvad hun siger; men i Grunden er det jo dog kun Fisfias og Comoediesladder; gaae hun kun ind, min Datter, som jeg siger.

Julie.: Grumme Fader -

Orgon.: Halstarrige Datter, jeg vil ikke høre et Ord mere.

Julie.: Himmel! frels mig fra den ulyksalige Skiebne, som truer mig. (hun gaaer.)

✂

Fierde Optrin.

Orgon, (allene.)

Orgon.: Som jeg seer, saa vil det gaae hende lidt til Hierte, at forlade Erast; men naar jeg tager Sagen paa en alvorlig Fod, saa faaer hun vel at lade sig sige; men hvor bliver min tilkommende Svigersøn af? jeg synes, han burde allerede været her.

✂

Femte Optrin.

Orgon og Philip.

Philip,: (uden at være seet.) Nu vil det snart komme an paa, om Stephen har kundet faa ham til at troe min Hengivenhed til ham. (høit.) Underdanige Tiener, Herr Orgon; jeg beder, at De tilgiver mig min Dristighed - -

Orgon.: See, god Dag, min kiere Philip, hvor gaaer det?

Philip.: Kun maadelig, min Herre. Jeg har en Begiering til Herr Orgon, om han i nogle Dage vil unde mig et Tilflugtssted i sit Huus, imod min forrige Herre, Erasts Voldsomheder; han har truet mig med at giennembore mig, og jeg arme Menneske veed mig ikke sikker paa mit Liv; kiere Herr Orgon, jeg forlanger intet uden Huuslye, og jeg vil derfor med Fornøielse giøre al den Opvartning, De vil forlange af mig.

Orgon.: Hierteligen gierne, min kiere Philip; jeg kan see af hans Physionomie, at han er en ærlig og fornuftig Karl, og hans Herre har vist nok Uret; men siig mig, hvorfor er han bleven ham saa vred? -

Philip.: Fordi jeg ikke kunde taale, at han udøste uforskammede Skieldsord imod en vis fraværende Mand her i Byen, som jeg troede, enhver burde bære Høiagtelse for.

Orgon.: Og hvem var denne Mand, Philip? -

Philip.: Jeg beder, Herr Orgon forlader mig, at jeg ikke kan sige Dem hans Navn -

Orgon,: (han kysser Philip.) Du er en fortreffelig Karl, Philip; jeg veed allerede, hvem Manden er. Du skal ikke forgieves have tænkt og talt vel om mig. (han pønser lidt) Jeg var i Stand til at give Dig Kost og Løn, dersom mine Omstændigheder tillode det; men hør, fortæl mig - -

✂

Siette Optrin.

Jesper Oldfux, (forstilt drukken.) De forrige.

Oldfux.: Mig Forlov at spørge; er her nogen hiemme? -

Philip,: (afsides.) Skam faae Jesper Oldfux, jeg kiendte ham neppe igien. (høit.) Er I forrykt Mand? I seer jo, her er Folk inde.

Oldfux.: Hvor Dievelen kan jeg vide, om den er her, som jeg skal tale med.

Orgon.: Hvem skal I tale med?

Oldfux.: Spørger I mig, saa spørger jeg jer - I maae for Pokker vel vide det best, naar I eier Hiemme her i Huset - Er I fulde, eller er I gale? Han skal have en Datter, kan I nu komme mig paa hans Navn -

Philip.: Er det Herr Orgon?

Oldfux.: Ih! Det var et Under, ja vist er der Herr Orgon. (til Philip.) Er det jer? med Forlov. God Dag, Herr Orgon; jeg skal hilse fra een, som er min Herre - -

Philip.: Nei, Landsmand; dette er Herr Orgon.

Oldfux,: (vender sig til Orgon.) Ih, jeg tænker vel, det er Hip som Hap. Nu da, jeg skal hilse jer fra min Herre, at I stan- 51 do pedo kommer til ham; saa skal I faae en grumme Hoben Penge.

Orgon.: Hvem er Din Herre?

Oldfux.: Det er min Herre; forstaaer Folk ikke Dansk her i Byen? havde det været i Flensborg, Een havde giort mig det Spørgsmaal, saa vilde jeg bandet paa, han var gal.

Orgon.: Er Din Herre fra Flensborg?

Oldfux.: Ja ogsaa, ogsaa jeg, som er fra Flensborg; vi ere nu to fra Flensborg, og Vognen staaer ude, som skal føre jer hen til ham; men om Sommeren ligger vi paa Herregaarden uden for Flensborg -

Orgon.: Hvad hedder Din Herre, er ikke hans Navn von Boden? -

Oldfux.: Vel sagt, saa kalde de Fornemme ham; men vi andre kalde ham Herren.

Orgon,: (til Philip.) Det er min tilkommende Svigersøn. (til Oldfux.) Hvorfor kom Din Herre ikke til mig? Han havde lovet mig det.

Oldfux.: Han er daarlig, og saa bad han, jeg skulde sige jer, han var træt, og af den Aarsag vilde han snakke med jer i Aften.

Orgon.: Jeg er utaalmodig efter at faae at vide, hvordan han har forrettet en vis Commission, jeg gav ham; og jeg maae kiøre derhen; hør, hvor logerer Din Herre?

Oldfux.: Jeg vidste det før; jeg troer, det er en Compagniegaard.

Philip.: Det er Compagniestrædet -

Oldfux.: Ja takke jer, for I veed det, I, som boer her i Byen.

Orgon.: Hvem boer han hos der? -

Oldfux.: Der skal være Kræmmere i Huuset; men jeg har min Troe ingen seet af dem.

Philip.: Det er hos Kræmmeren i Compagniestrædet, Herre.

Orgon.: Ja, det bliver nok der; men den Vei er saa lang. Jeg faaer dog vel tage derhen; men dette drukne Sviin kan ikke følge mig -

Oldfux.: Ih! vist drikker jeg en Draabe nu og da, af og til; men det er aldrig at kiende paa mig; jeg saae ind om Døren hos en Brændeviinsmand, da jeg hentede Vognen; men derfor kan jeg gierne endnu - - Ah! lad os drikke en Draabe, mens vi ere sammen - - Lad os giøre det. (han sætter sig, og slumrer.)

Orgon.: Vil han følges med, Philip?

Philip.: Ja, gid jeg kun torde; men Erast veed, jeg har taget min Tilflugt hid, og jeg frygter for at faae Arm eller Been ituslagne, dersom jeg vover mig ud af Huuset; kan ikke Stephen følge Herren?

Orgon.: Jo men.

Philip,: (raaber igiennem Kulissen til Stephen.) Stephen!

Stephen,: (uden for.) Ja.

Philip.: Bring Herrens Hat og Stok, Du skal følges ud med ham.

Oldfux.: Lad os drikke en Draabe, medens vi ere sammen - -

Philip,: (til Orgon.) Hvor skal vi hen med dette drukne Menneske? jeg tænker, at det beste bliver, at Herr Orgon underretter hans Herre om den Tilstand, han er i, saa kan han selv lade ham hente.

✂

Syvende Optrin.

Stephen og de forrige.

Orgon.: Ja, deri har han Ret, lille Philip; saa kan Krabaten ved samme Leilighed faae en lille Erindring for en anden Gangs Skyld; farvel saa længe, min kiere Philip, jeg beder ham passe vel paa Huuset i min Fraværelse. (Orgon og Stephen gaaer.)

✂

Ottende Optrin.

Philip, Oldfux

Philip.: Tak, min kiere Jesper, det gik ret vel; men har Du ogsaa afrettet Kudsken?

Oldfux.: Aa, ja, han lovede at kiøre saa langsom, at vi ikke skulde faae Orgon tilbage paa en heel Time; han kan desbedre giøre det, siden han har det slette Føre at skylde paa.

Philip.: Løb da hen paa Kræmmercompagniet, og siig von Boden, at Orgon er kommen upasselig hiem, og ønskede at see ham hos sig; jeg skal imidlertid gaae ind i Orgons Sengekammer, og skabe mig saa orgonisk til, saa jeg vist ikke skal være god at kiende igien; glem saa ikke Jesper, at lukke Gadedøren i Laas, naar vi først har faaet ham ind.

Oldfux.: Men staaer vi ikke Fare for, at overrumples af nogen af Huusets Folk?

Philip.: Slet ikke. Pernille gaaer ikke fra Frøkenen, og Stephen er ude; skynd Du Dig kun. (de gaae.)

✂ Ende paa andet Optog.

✂

Tredie Optog.

✂

Første Optrin.

Philip,: (i Orgons Sloprok og Nathue.) Nu, min kiere Herremand, det skal undres mig, om Du vinder ogsaa denne Dyst; men jeg tænker paa, naar jeg nu har faaet disse 5000 Rd. og deraf betalt det ene 1000 til Erasts Creditor, hvor skal jeg da giøre af de øvrige? reise bort fra Byen, det var venteligen det eneste Middel til at nyde dem i Roe; men saa maatte jeg flye strax, og min Herre gaae Glip af sin Kiereste; det giør jeg for alting ikke. Overalt, naar Erast bliver Eier af Julies Midler, og jeg forklarer ham Sagen, og leverer ham, hvad jeg har tilbage, efterat de nødvendige Udgifter ere fradragne, saa vil det nok finde sig; men der falder mig en Ting ind: at disse Penge imidlertid ikke skal ligge frugtesløse, saa vil jeg bruge dem til at giøre Spøgelsestildragelsen mere selsom, og altsaa mere troeværdig for Orgon; men der troer jeg Oldfux kommer trækkende med den anden Synder. (Han sætter sig ned, og reiser sig som med Møie, naar von Boden kommer mod ham.)

✂

Andet Optrin.

von Boden, Philip, Oldfux.

Oldfux.: Der sidder Herren. (Han gaaer til Side.)

Boden.: Deres Tiener, Herr Orgon; det giør mig ondt, at jeg skal finde Dem ved saa slet Helbred. Tag ikke fortrydelig op, jeg kommer i mine Reise-Klæder.

Philip.: Det er nok min Svigersøn; velkommen Hr. von Boden; bliv De ikke vred, for jeg skikkede Bud til Dem; De seer, jeg er undskyldt for at komme til Dem; behag, at sætte Dem ned. (han faaer idelige Anstød af Gikt.) Aa den Gikt, den Gikt bliver min Død -

Boden.: Jeg ynker Dem meget; jeg haaber ellers, Herr Orgon, at alting bliver efter vor skriftlige Aftale, og at Deres Datter, som De selv har forsikret, uden Tvang antager mit Tilbud; jeg maae tilstaae, at jeg i den Henseende har havt nogen Tvivl -

Philip.: Aa, vær kun uden al Bekymring derfor, Herr Svoger; en sat Mand, som De, er just det, hun ønsker sig; hun er ingen Elsker af det flygtige Væsen; men hvordan løb det af med den Commission, De paatog Dem for mig? Deres sidste Brev gav mig godt Haab.

Boden.: Jeg meldede slet intet derom i Brevet, Herr Orgon -

Philip.: Au, Au, den Gikt dræber mig - De skulde aldrig troe, hvad det er en Plage. Hvad jeg ellers vilde sige - Jeg meente just, det var got Tegn, at De intet meldte derom, for jeg sluttede, at det skeede for at giøre mig paa eengang des gladere, naar Pengene kom saa uformodentligen.

Boden.: Deri har De saa men sluttet ret, jeg har Deres hele Tilgodehavende i min Tegnebog.

Philip.: Er det mueligt. Det var dog mere, end jeg forestillede mig. De giver mig min Sundhed igien. Nei alvorligen, har De altsammen?

Boden,: (tager Pengene ud af Bogen.) Der ere de, behag at see, om der er ikke 5000 Rdlr.

Philip.: Omfavn mig, Herr Svoger; o, hvor jeg er Dem ikke forbunden.

Boden.: Men De skulde vel ikke troe, at jeg har været nær ved at miste disse Penge i Dag. En Spitzbube, som ansaae mig venteligen for et godt Stykke Karl, og som vidste, Himlen veed hvorfra, hele Sammenhængen imellem Dem og mig, vilde skildt mig ved dem, under Paaskud, at han var Deres Brodersøn, at De var bleven ham vred, og at han ikke vidste andet Middel til at forsones med Dem igien, end ved at bringe Dem i egen Person de 5000 Rdlr., som jeg havde indcasseret for Dem i Altona; men jeg var ham for klog.

Philip.: Ja, det havde nok ingen Fare; den skulde staae tidligen op, som skulde føre Dem bag Lyset, om jeg ellers seer ret paa Dem.

Boden.: Da forsikrer jeg Dem, han giorde mig næsten tvivlraadig i Begyndelsen; men til Skielmens Ulykke, vidste han ikke mit Navn, og derved blev han røbet.

Philip.: Seer man, saa nær var De dog ved at blive bedragen; havde han vidst Deres Navn, saa maaskee - -

Boden.: Endda havde jeg aldrig troet ham; uvittig var Knægten just ikke, saavidt jeg merkede; men jeg har endnu aldrig ladet mig narre af nogen Spitzbube, og naar det skulde skee, saa nægter jeg ikke for, at jeg jo troer, der skulde et temmelig forslagen Hoved dertil.

Philip.: Som jeg sagde før, jeg troer heller ikke, det lod sig let giøre, at tage Dem ved Næsen; men desuagtet, saa var det mueligt, at De kunde treffe Deres Mand -

Boden.: Gid jeg aldrig maatte treffe nogen farligere, end den foregivne Brodersøn af Dem, saa var jeg sikker nok.

Philip.: Siig De kun ikke det, faaer han Dem endnu engang fat, saa tør han blive farlig nok; for slige Krabater, naar deres Anlæg er engang slaget Feil, saa bliver de desmere listige.

Boden.: Derfor vil jeg være ganske roelig; og jeg vilde give ham Tilladelse at bruge al sin List mod mig, og betale ham oven i Kiøbet for sin Umage, om den lykkedes ham - Nei, i godt Folk her i Byen har alt for smaa Tanker om dem, som ere fra Provintzerne. Men lad os ikke tale mere der- 61 om; for at komme til min Commission igien. Skulde De vel troe, at Hieronymus var den hurtigste til at betale af alle Deres Skyldnere i Altona?

Philip.: See, var han den hurtigste? det tilstaaer jeg; det er jo ellers en Bedrager.

Boden.: En Bedrager; (Philip har idelige Anstød af Gikt) af hvad Aarsag? om De tænkte saa, burde De i det mindste tie dermed i min Nærværelse, siden jeg er ham paarørende. Men hvor har De ellers i saadan Hast faaet de Tanker fra? I Deres sidste Brev skriver De jo, at De tvivlede om, at han betalte Dem nu, siden De ved en senere Handel, hvorover Regningen endnu ikke var opgiort, maaskee vilde blive hans Skyldner, og nu - -

Philip.: Bevare os, er det Hieronymus, De taler om? ja det er en anden Sag; jeg sidder her i Taaget, og synes, De talte om den anden, som boer der - - hvad hedder han? - - han, som De veed nok - -

Boden.: Argante maaskee? dog, det kan ikke være - -

Philip.: Jo, ganske rigtig, jeg skal siden sige Dem; jeg kan neppe høre eller see for bare Pine; aa, aa, veed De slet intet Middel mod Gikt, Herr Svoger? et Huusmiddel, som ikke var for kostbart; thi disse Doctorrecepter falder - - (det banker.) Jesper! (han hvisker til Jesper, som gaaer til Døren.) kan man ikke veie op med Penge, og jeg vælger heller at døe af Gikt, end af Armod og Sult.

Boden,: (sagte.) Det er en retskaffen Gnier.

Jesper,: (kommer tilbage og hvisker til ham.) Det er Erast.

Philip.: Om Forladelse, jeg maae forlade Dem et Øieblik; aa, aa nei, det gaaer ikke an, jeg kan ikke reise mig; tør jeg uden Fortrydelse bede Dem trine ind i det andet Kammer saa længe. Der er en Mand ude, som vil tale med mig, og som ikke gierne vilde være seet; De veed, disse Cavalierer trænger til Penge; det er en halv Time paa at giøre.

Boden.: Uden Omstændigheder, Herr Orgon; med Fornøielse.

Philip.: Jesper, tag et Lys, og viis Herren ned i Storstuen: Før vi skilles ad i Aften, Herr von Boden, skal De faae Qviteringen for Pengene og Ægteskabscontracten underskreven.

Boden.: Ret vel, Herr Orgon; Deres Tiener saa længe. (Boden og Jesper gaaer.)

✂

Tredie Optrin.

Philip, (allene.) (kaster Orgons Klæder af sig.)

Philip.: Saavidt kom vi, Hævn har faaet; men jeg nægter ikke for, jeg begynder allerede at føle en Slags Bekymring i Henseende til Følgerne. Gid von Boden kun var en ordholdig Mand, gid han kun vilde lade Tingene blive som de ere; jeg skulde vist ikke forlange Betalning oven i Kiøbet for min Umage.

✂

Fierde Optrin.

Philip, Jesper Oldfux.

Philip.: Løb ned til Vexelereren paa Hiørnet, og siig ham fra Erast, at der ere de Penge, han skyldte ham; lad ham qvittere, det forstaaer sig, og naar Du gaaer tilbage, saa tag Karen Smeds med Dig, at vi kan have alting paa rede Hænder, og begynde at spøge, og gaae igien, saasnart Orgon kommer hiem. (det banker, de gaae begge til Døren.) Er Herr Erast allene?

Erast,: (uden for.) Ja, luk op, snart -

✂

Femte Optrin.

Erast og Philip.

Philip.: Min Herre, om Orgon havde været hiemme? hvad i al Verden kan bringe Dem til, tvertimod min Advarsel, at komme her i Huuset? -

Erast.: Den yderste Fortvivlelse. Julie skal have Bryllup i Morgen med en Fremmed, som er kommen til Byen i Dag. Man har sagt mig, at han var her; jeg vil tale med ham, og forestille ham, hvor stor Uret han giør Julie, saavelsom mig. Kan det ikke bringe ham paa billigere Tanker, saa skal jeg giennembore hans Hierte, eller han mit. Har Du ikke seet ham? hvor finder jeg ham?

Philip.: Jo, jeg har baade seet ham, og talt med ham; og der har De min Haand paa, at han ikke skal faae Orgon eller Julie i Tale, førend Deres Ægteskabscontract er underskreven. Spar derfor Deres Hidsighed.

Erast.: Du har for stor Tillid til Din Duelighed, Philip; i en saa vigtig Sag for mig, tør jeg ikke slaae min Lid til Dig allene.

Philip.: Da har De dog Aarsag dertil; thi for det første har jeg tilfredsstillet Deres Creditor, og for det andet har jeg erhvervet mig Orgons Fortroelighed, saa jeg nu gaaer her som Barn i Huuset. Heraf maae De dog vel slutte, at jeg duer til noget -

Erast.: Jeg tilstaaer, at det forøger min Tillid til Dig; men siig mig, min Creditor? hvordan? jeg frygter, Philip -

Philip.: At jeg har begaaet nogen Nedrighed paa Deres Regning, ikke? Nei, saa langt derfra, Herre, at jeg tvertimod derved har tient min egen Ærekierhed, lige saa meget som Deres Roelighed; jeg skal siden underrette Dem om Maaden; men Tiden er knap, jeg venter Orgon snart hiem, og vi maae først overlegge vore Sager. Har De skrevet Contracten, som jeg bad Dem?

Erast.: Ja, den er her.

Philip.: Saa kan De blive her med det samme; gaae ind i det lille Kammer næst ved denne Stue, og naar De hører et Skrig, saa kom nogle Minutter derefter ned, og foreviis Contracten, saa skal jeg være Mand for, at Orgon skal underskrive den; jeg skal siden ved Pernille besørge, at Frøkenen ligeledes kommer; en halv Times Tid kommer De nok til at bie -

Erast.: Det, som Du allerede har udrettet, og det Mod, Du viser, overtyder mig næsten; jeg vil følge Dit Raad: men siig, veed Julie allerede - (det banker, og Erast gaaer ind.)

Philip.: Hvem er der?

Oldfux,: (uden for.) Luk kun Oldfux ind.

✂

Siette Optrin.

Oldfux, Karen Smeds, (med en Bylt Linnet) og Philip.

Philip: See, ere I der, kiere Børn; nu Karen, har Du studeret vel over?

Karen.: Aa, ja mig skal han ikke frygte for -

Philip.: Ja Oldfux endnu mindre; dog maae vi have en Prøve paa den sidste Act, formedelst - - (det banker.) Gaae ud igiennem Gaarden, og stiller jer siden bag Døren, og kommer saa ind efter det Signal, jeg har sagt. (de gaae.) [(] det banker igien.) Hvem er der?

Orgon,: (uden for.) Det er Orgon; luk op -

✂

Syvende Optrin.

Orgon, Philip, Stephen, (som strax gaaer ind med Orgons Hat og Stok.)

Orgon.: Hvorfor er Døren lukt i Laas?

Philip.: I Laas? - - ja vist er den lukt i Laas. Kan De giette hvorfor?

Orgon.: Hvad giette? svar mig paa mit Spørgsmaal.

Philip.: Herr Orgon er i saa slet Lune, er der hendet Dem nogen Fortred? det skulde giøre mig ont.

Orgon.: Det troer jeg, at jeg kan have Aarsag til at være fortrædelig. Det var jo lutter Slidder-Sladder, den drukne Lømmel foer med; der var ikke, og har aldrig været nogen von Boden hos Kræmmeren i Compagniestrædet; og saa begierte 69 den forbandede Hyrekudsk 24 Skilling for Vognen, gid han faae en Ulykke, den Knegt; jeg tænkte, jeg aldrig havde kommet hiem igien, saa langsomt kiørte han -

✂

Ottende Optrin.

Hyrekudsken, Orgon, Philip.

Hyrekudsken.: Nu hvad bliver der af, faaer jeg ikke Pengene for Vognen?

Orgon.: Hør, min kiere Mand, jeg har jo sagt jer, jeg har ingen Vogn bestilt; lad den betale jer, som har bestilt den -

Kudsken.: I har kiørt i den, og I skal, gid jeg faae en Ulykke, betale den; tænker I gamle Knark, jeg kiører Grassat med jer for min Plaseer? nei, Høe og Havre koster andet; om mine Bæster sultede ihiel, vilde saa I trække Vognen for dem? vilde I det? nei, see mig til den gamle Gnier!

Orgon.: Hold Din Mund, Din grove Tølper; der har Du Penge, gaae Din Vei.

Kudsken.: Der er jo kun en Mark; jeg skal Drollen splide mig have 24 Skilling.

Orgon.: Hu, Din Kieltring; der har Du dem, gaae nu Fanden i Vold.

Kudsken.: Jeg tænker nok, Herren giver mig et Par Skilling i Drikkepenge; jeg pleier altid -

Orgon.: Jeg skal pleie Din Ryg, Din Slyngel, gaaer Du ikke Din Vei.

Philip,: (sagte.) Du skal faae Drikkepenge siden. (høit.) Hør, I grove Bøffel, nu har I faaet jer Ret, og gaaer I nu ikke, saa skal I faae andet at vide.

Kudsken.: I skal bie længe, til jeg kiører jer igien. (han gaaer.)

✂

Niende Optrin.

Orgon og Philip.

Orgon.: Jeg zittrer af bare Ærgrelse; de 24 Skilling kunde jeg jo lige saa gierne kastet ud af Vinduet; (med en skieldende Tone.) og han, Philip, hvorfor talte han ham ikke haardt til, førend jeg havde betalt ham Pengene? Hvorfor var Døren lukt i Laas? hvorfor kan jeg ikke faae Svar derpaa? det er jo en halv Time siden, jeg spurgte ham derom, og hvordan seer han ud i Hovedet, han var jo pudret for nyelig? (Philip betænker sig.) faaer jeg Svar paa, hvad jeg spørger om, eller maaskee er det noget, som jeg ikke maae vide?

Philip.: Jeg tilstaaer, jeg vilde nødigen, Herr Orgon skulde vide, hvad der var Aarsag deri; thi det vil give ham nye Anledning til Ærgrelse; men at han ikke skal have mig mistænkt for nogen listig Forbeholdenhed, saa er Sagen kortelig denne: Erast har været her i Deres Fraværelse, og søgte efter Herr von Boden, som han vilde myrdet, og da han fik mig at see, vilde han lære sig til paa mig; men til Lykke var jeg stærkere, og fik ham ud igien; derfor lukkede jeg siden Døren i Laas, og derfor seer mit Haar saa ud.

Orgon.: Hvilken Uforskammenhed! men hvor blev dog den fordrukne Lømmel af? jeg havde dog Lyst til at give ham nogle Stokkeprygl for sin Umage.

Philip.: Hans Herre har været her, til al Lykke var han gaaen, førend Erast kom; han gav Knegten nogle dygtige Rap af sin Stok, hvoraf han strax blev ædrue og løb paa Døren.

Orgon.: Har von Boden været her? hvor boer han?

Philip.: Herr Orgon troede, at han boede hos Kræmmeren i Compagniestrædet; der er nogen Lighed i Navnet; han boer paa Kræmmercompagniet; nu er han ikke hiemme, men om et Qvarteers Tid lovede han at komme tilbage: thi han sagde, han havde noget at afgiøre med Dem i Aften; det var Pengesager, saavidt jeg hørte.

Orgon.: Da er det vel, at han kommer; jeg vil gaae ind og berede Julie til at tage imod ham, imidlertid bring mit Skrivertøi ind (de gaae.)

✂ Ende paa det tredie Optog.

✂

Fierde Optog.

✂

Første Optrin.

Stephen og Philip.

Philip.: Jeg tilstaaer Dig reent ud, min kiere Stephen, jeg havde aldrig tænkt Dig til at kunne spille Din Rolle saa vel; om Du virkelig havde seet Orgons Gienfærd, kunde Du ikke fortælle det bedre; hvor var det mueligt, at Du før var i saa stor Knibe, som Du fortæller, da Du skulle berette Orgon mit og Erasts Uvenskab?

Stephen.: Det var en langt anden Sag, det var noget Nyt for mig; disse Løgne om Spøgelser, er jeg derimod længe øvet i; men de mange Penge, jeg skal levere Orgon, hvor ere de komne fra? jeg er saa bange for, Monsieur Philip, at han vikler mig ind i nogen Ulykke.

Philip.: Vær kun uden al Sorg derfor; min Herre har nyelig faaet en hoben Penge, og han har laant 74 mig dem, til at giøre vore Pudserier rimeligere -

Stephen.: Ja, det kunde min Troe ogsaa behøves, at det var saadant besynderligt, som kunde giøre ham nysgierrig; thi ellers vilde han ikke være saa let bragt til at høre Fortælningen, thi han frygter.

Philip.: Der er han. Paa Din Post. (de gaae.)

✂

Andet Optrin.

Orgon,: (allene.) (sætter sig ved Bordet.)
Det er en Evigheds Flæben paa den Pige; men enten Du græder eller Du leer, min gode Sted-Datter, skal Du i Morgen den Dag være von Bodens Kone; det skal jeg være Dig Mand for. (han skriver.)

✂

Tredie Optrin.

Stephen og Orgon.

Stephen,: (som om han ikke blev Orgon vaer.) Aa, den Stakkels Herre, hvad ondt mon der er paa Færde med ham? hvor er han i saadan Hast kommen til at see saa elendig ud?

Orgon.: Hvordan seer jeg ud, er Du afsindig?

Stephen.: Au, au, sidder Herren der?

Orgon.: Er Du rasende? maae jeg ikke sidde, hvor jeg vil?

Stephen.: Jo gierne, Herre; men - - gid jeg aldrig havde sat min Fod her i Huuset. Giv mig en Sopken at styrke mig paa, Herre, ellers døer jeg af Angest.

Orgon.: Du er gal, og Sopken er intet Middel mod Galskab, desuden har jeg andet at bruge Penge til.

Stephen.: Jo, De er den rigtige Herr Orgon, det kan jeg høre; den anden holder ikke saa paa Skil- 76 lingen. Ak, jeg arme Menneske! gid jeg aldrig havde sat min Fod her i Huuset.

Orgon.: Du er jo ordentlig fra Din Forstand. Hvad er det for en anden, Du taler om?

Stephen.: Der er 3000 Rdlr. tag [sic] dem, Herre, jeg tør ikke bære dem længer. Ak! jeg bliver aldrig Menneske meer.

Orgon,: (tager Pengene) Hvad seer jeg! hvor er Du kommen til disse Penge, hvem har flyed Dig dem?

Stephen.: Herren.

Orgon.: Hvilken Herre?

Stephen.: Herr Orgon.

Orgon.: Jeg?

Stephen.: Nei.

Orgon.: Ja paa min Ære er Karlen gaaet fra Forstanden, der er jo ingen Orgon i Byen foruden mig.

Stephen.: Gid det var saa vel, Herre; men maae jeg ikke gaae paa Porten?

Orgon.: Hør, Stephen, jeg begynder at merke Sammenhængen; Du har stiaalet disse Penge, og Frygten for at blive røbet, giør Dig forrykt i Hovedet. Har Du baaret Dig uforsigtig ad, saa sig det; jeg kunde maaskee tiene Dig med et Raad.

Stephen.: Det er ikke saa vel, Herre, at de ere stiaalne; gid jeg aldrig havde sat min Fod her i Huuset.

Orgon.: Hvad ere de da? hvor er Du kommen til dem?

Stephen.: Herren har godt, som ikke troer paa sligt; derfor faaer han intet at see.

Orgon.: Har Du nu havt Syner igien? jeg har jo forbuden Dig, at fortælle mig saadant Tøierie.

Stephen.: Jeg vil ikke heller, Herre. Philip kom just løbende til, da han hørte mig græde.

Orgon.: Hvorfor græd Du?

Stephen.: Jeg havde nok Aarsag.

Orgon.: Saae det saa fælt ud?

Stephen.: Det saae ud, som om Herren skulde være meget syg.

Orgon.: Som om jeg skulde være syg; var det da min Gienfærd?

Stephen.: Ak, gid jeg aldrig havde sat min Fod her i Huuset.

Orgon,: (afsides.) Jeg begynder at ryste over min hele Krop. (høit.) Men hvem giver Dig Tilladelse at fortælle saadant? hvorfor holder Du ikke Din Mund, som jeg engang for alle har sagt Dig -

Stephen.: Herren spørger mig jo selv ud?

Orgon.: Saa kan Du jo lade være at svare mig; men hør, fik Du disse Penge til mig?

Stephen.: Det maae jeg ikke svare paa.

Orgon.: Naar Du har fortalt det eene, saa kan Du sige det øvrige med. Lad mig høre.

Stephen.: Men Herren maae ikke blive bange.

Orgon.: Er det saa forfærdeligt, saa tie heller stille; dog, jeg bliver jo ikke mere bange, end jeg er. Fortæl.

Stephen.: Jeg stod nede i Brændeskuret, og da jeg skal til at gaae, seer jeg Herren staae for mig ganske bleeg og afmægtig, som om han var halv død. Jeg vilde just spurgt, hvad der skadede ham, da han leverede mig denne Pakke, og sagde med en veemodig Stemme; jeg kan ikke bare mig for Graad; "sørg for, disse Penge blive uddeelte til min trængende Næste, paa min Begravelsesdag, for" og disse Ord brølte han ud, som en der raaber Mord; "for, sagde han, jeg døer." (Stephen brøler ud de to sidste Ord, og naar Philip kommer ind, giver først han, og siden Orgon et Skrig.)

✂

Fierde Optrin.

Philip, Orgon, Stephen.

Philip.: Hvad? ere I bange for saadan Bagatel, om mig?

Stephen.: Det er Philip.

Orgon.: Det er Philip.

Philip.: Men siig mig, hvor kan I blive bange for levende Mennesker?

Stephen.: Vi har faaet saadan Skræk over os; den, som leverede mig Pengene i Brændeskuret, var ikke Herr Orgon.

Philip.: Det seer jeg; Herr Orgon er ikke saa syg, som Du afmalede den anden; det er jo desbedre. (imedens Philip og Orgon taler, tager Stephen en Seilgarnstraad om Foden af Bordet.)

Orgon.: Han kan aldrig forestille sig, Philip, hvad Skræk jeg har faaet i Blodet.

Philip.: Hvad vil De legge saadanne Ting på Hiertet; tag Pengene, og bryd Dem ikke om Resten.

Orgon.: Mener han da ikke, det har noget ondt at betyde? troer han ikke, det har været noget Dievelskab?

Philip.: Nei vist ikke. Hvad vil De troe Stephen; den Ærtekielling var i Stand til at giøre Dem til lige saa stor Poltrong, som han er selv.

Stephen.: Dersom Monsieur Philip havde seet det, jeg saae, talte han min Troe anderledes.

Orgon.: Hold Din Mund, han har Ret; havde ikke Din Fiante nær kyset Livet af mig? men han er kiek, Philip, det maae jeg lide; men hvem mener han ellers det har været?

Philip.: Det veed jeg just ikke; men Spøgelse har det ikke været, for de, troer jeg ikke, ere til.

Orgon.: Han er af mine Folk, jeg troer det heller ikke; men tænk sig om, hvem han ellers kunde troe dertil.

Philip,: (grunder lidt.) Mon ikke Erast har spillet Dem dette Puds?

Orgon.: Men han er jo en Prakker, og de mange Penge -

Philip.: Det er sandt, det kan ikke være ham. (grunder lidt.) Nu har jeg fundet det ud; jo, det er til visse et Menneske.

Orgon.: Gud skee Lov, det var vel, min kiere Philip. (til Stephen.) Skam Dig, Du kiellingagtige Tosse, med Din Gienfærd og Dine Syner - Nu, min kiere Philip, hvem har det været?

Philip.: Herrens Naboe er en lystig Fætter, og disse Optøger ere ham lige nok; han har uden Tvivl giort det, for siden at have Løier deraf.

Orgon.: Min Naboe; vi har jo været Uvenner i mange Aar.

Philip.: Saa har han giort det af Ondskab.

Orgon.: Men Pengene.

Philip.: Ja, det er sandt. Det kan ikke heller være ham - Men De giør virkelig ilde baade mod Dem og mig, Herre, deri, at De undersøger Sagen saa nøie; det giør Dem mere uroelig, og jeg begynder selv at blive ilde til Mode. Jeg sætter, at det ikke havde været et Menneske, saa kan det i det høieste ikke have været uden en Dragdukke, og den - - (Stephen, som er gaaet et Stykke hen i Stuen, trækker Bordet og skriger.)

Orgon.: Aa, aa, bevare os.

Philip.: Jeg bliver forfærdet. Herr Orgon, forskræk Dem ikke.

Orgon.: Hvad var det, Philip? trøst mig, trøst mig.

Philip.: Gid jeg kunde; jeg kan selv neppe drage min Aande for Angest, det er den første Gang, jeg har seet noget saadant; men hvad er dette? (Orgon skiuler sit Ansigt, for ikke at see.)

✂

Femte Optrin.

Karen Smeds, de forrige.
(Karen Smeds, som har hvidt Tøi med sig, kommer ind som nogen skiød hende med Magt, og taler med Heftighed.)

Karen:: I forbandede gamle Knark, I skamløse Menneske; tænker I, jeg er en gemeen Qvinde for jer. Hvor blev han nu af?

Orgon.: Frels mig, Philip, hvem er det?

Karen.: Han er her jo ikke?

Philip,: (til Orgon.) Det er en meget skikkelig Syekone, som jeg kiender, vær ikke bange. (til Karen.) Hvad er hendes Ærende, lille Moer?

Karen.: See, er det ham, Monsieur Philip; den gamle Mand, som boer her, var nys nede at kiøbe noget Liigtøi hos mig, og bad mig følge ham hiem dermed; og da jeg kommer til Døren, vilde jeg give ham Æren, at gaae først ind; saa sparker den grove Tølper mig, saa jeg nær havde faldet hovedkulds ind af Døren; endskiønt den gamle 85 Knark saae saa elendig ud, at jeg var bange for, at han ikke skulde hænge sammen til han naaede sit Huus. (imedens hun taler, trækker Stephen Traaden om Bordfoden igien.)

Stephen.: Det er min Troe Herrens Gienfærd, som har været hos hende.

Orgon.: Aa, jeg ulyksalige Menneske.

Philip.: Hør, Moer! hun tager feil; det er ikke Hr. Orgon, hun har talt med -

Karen.: Jo min Troe var det ham; jeg kiender jo Ansigter igien, endskiønt det er bleven hesligen forandret.

Philip.: Troe hun paa mine Ord; det har været en Spitzbube.

Orgon.: Aa, skield ham ikke, Philip.

Philip.: Og kom hun igien i Morgen, saa skal hun maaskee faae Oplysning derom.

Karen.: Jeg vil da giøre det paa hans Ord. Far vel.

Philip.: God Nat, sov vel.
(hun gaaer.)

✂

Siette Optrin.

Orgon, Philip, Stephen,

Orgon.: Ak! jeg elendige Menneske; der er ingen Redning for mig nu.

Stephen.: Desværre, nu seer han, hvad han ikke vilde troe.

Philip.: Jeg staaer endnu i Betænkning, hvad jeg skal troe derom.

Orgon.: Saa er han ogsaa et vantroe Beest. Det er jo formasteligt, at ville nægte, hvad man seer for Øinene. Det forværrer kun Sagen, og - - (Stephen trækker.)

Alle Tre.: Aa, aa, aa -

Orgon.: Nu er det klart; jeg er forloren, jeg er dræbt; ak Himmel, hvilken Pine.

Philip.: Ak, nu tvivler jeg ikke mere.

Stephen,: (afsides.) Den Stakkels Herre, nu giør det mig ondt, at vi have bragt ham i den Tilstand; jeg er færdig at græde over ham.

✂

Syvende Optrin.

Jesper Oldfux, de forrige.

(Han har Haarene i Hovedet fremtrakt, og kommer ind som om en trak ham hastigen frem.)

Oldfux.: Slip mig, au, au, slip mig; gid I faae en Ulykke, jeg skal prygle jer død, I gamle Beenrad; hvor er han?

Philip.: Hvad vil han, min kiere Mand?

Oldfux.: Jeg skulde tage Maal af en Liigkiste til den forvorpne Skabhals, her boer; og da jeg er kommen i Forstuen med ham, og venter paa, at han skal gaae først ind, trækker han mig ind efter Haarene, saa jeg tænkte, han havde trukket Hovedet af mig. Han seer ud, som han vilde døe paa Stedet; men gid han faae Last og Skam, saa sandt som han har Kræfter.

Stephen.: (giør Miner til Oldfux at gaae.) I gaar Feil, Falille; det er ikke her. (afsides.) Den Stakkels Herre.

Orgon.: Gid jeg var død. Ak Himmel! hvilken Pine.

Philip.: Nei, det er ikke her, for Herren har ikke været ude.

Oldfux.: Da fulgte han mig jo langt ind i Stuen? saa maae det have været en Spitzbube. Jeg maae ud at søge ham. (han gaaer.)

✂

Ottende Optrin.

Orgon, Philip, Stephen.

Orgon.: Kommer, kiere Børn, bringer mig i min Seng. Aa, jeg elendige Menneske. Jeg føler alt, jeg bliver syg; jeg har en hidsig Feber, jeg lever ingen Time. Ak! jeg arme Mand -

Stephen,: (grædende afsides.) Den forbandede Philip; jeg troer, jeg aabenbarer alle Ting.

Philip.: Jeg vilde gierne trøste Dem; men jeg selv -

Orgon.: Der nytter ingen Trøst. Jeg ulyksalige Mand, jeg er død i Øieblikket. Hielp mig ind i mit Kammer.

Stephen,: (afsides.) Den forbandede Philip er Aarsag i alt - (De gaae, og Philip tager Pengene, som ligge paa Bordet.)

✂ Ende paa fierde Optog.

✂

Femte Optog.

✂

Første Optrin.

Orgon, Stephen.

Orgon.: Men det falder mig næsten utroeligt, Stephen, at der kan ligge saa megen Ondskab i noget Menneske. Den Philip og den Erast maae være de største Spitzbuber i Verden. Men hvor er det mueligt, at hans Herre, som Du siger, skulde leveret ham alle de Penge? han har jo ingen selv.

Stephen.: Ja, det veed jeg min Troe ikke; men saa sagde Philip mig.

Orgon.: Men siig Du mig, Stephen, hvor kunde Du have det Hierte i Dit Liv, at sammenrotte Dig med den Skielm, for at pine Sielen af Livet paa mig?

Stephen.: Jeg beder om Forladelse derfor, Herre; og Herren har jo lovet mig, at han vilde tilgive mig 92 alt; det er jo ogsaa allene af Kierlighed til Herren, at jeg har aabenbaret alle Ting; mit Hierte blødte i mit Liv tilsidst, ellers kunde jeg jo tiet stille.

Orgon.: Jeg har lovet Dig, at Du skal blive frie, og jeg vil holde mit Løfte; men paa de Vilkaar, at Du holder gode Miner lige saa længe som jeg. Jeg vil have den Fornøielse, at sætte disse Spitzbuber i Bestyrtelse midt i deres bedste Leeg. Men fortæl mig, hvad skulde der videre foretages?

Stephen.: Først skulde jeg kyse Herren ind i Kammeret, og raade ham til at gaae ind i Stuen igien, under Paaskud, at der var nu alting stille; og naar Herren var kommen derind, saa skulde Karen Smeds agere Salig Fruens Gienfærd, og sige Herren, at han ikke maatte tvinge Frøkenen til at gifte sig, uden med den, hun vilde have -

Orgon.: Hvilken taabelig Opfindelse! det havde jeg snart kommet efter; tænkte de Dosmere, at narre mig med saadant dumt Tøi? giør Du imidlertid, som jeg har sagt - Har Du hentet Vagten?

Stephen.: Ja. den vil snart være her, og Døren og Porten er tillukt, som Herren befalte; men jeg hører nogen.

Orgon.: Lad os gaae ind. (de gaae.)

✂

Andet Optrin.

Philip, Karen, (klæd i hvid Spøgelsedragt.)

Philip.: Dragten har jeg intet at sige paa, en Grevinde kunde ikke skamme sig ved at gaa igien i de Klæder; men Declamationen kunde forbedres; hendes Stemme er for levende; den maae være mere huul og sagte. Forsøg endnu engang.

Karen.: Ja nok: "Orgon, døe med en god Samvittighed, fuldbyrd det Løfte, Du gav Din døende Leonore" -

Philip.: Ja, ret saa. Det mangler nu kun, at Talen skulde være paa Vers; men jeg haaber, den gamle Giek tager til Takke med hvad Huuset formaaer. Nu vil jeg give Stephen Signal, at han trækker ham ind; (han hoster) og naar den Gamle vel har sat sig, saa sniger hun sig strax bag ved mig. Gaae til Side saa længe.

✂

Tredie Optrin.

Orgon, Stephen, de forrige.

(Orgon sætter sig, og Philip staaer tvert over for ham.)

Philip.: Ærværdige gamle Mand, hvordan gaaer det Dem nu? I hvor forskrækket jeg er, saa føler jeg Deres Angest mere end min egen. Det skier mig i mit Hierte for Dem.

Orgon,: (sagte.) Den Spitzbube. (høit.) Jeg kan ikke tale for Angest.

Philip.: En Mand, af Deres Fortienester, en fornuftig Mand, (Karen sniger sig bag ved Philip.) en ærlig Mand, som har slet intet at bebreide sig i Verden; hvilket ædelt Hierte maae ikke lide ved at see ham lide! Au, au! (Han springer til Side, og Karen staaer for Orgon, som tillige med Stephen forestiller sig forbauset.)

Karen.: Orgon, døe med en god Samvittighed, fuldbyrd Dit Løfte, Du gav den døende Leonore. (Philip springer for ved hende, og hun giør sig liden, for at komme bort, uden at sees; men Orgon tager hende fat.)

Orgon.: Bie en lille Smule, Karen Smeds; jeg maae fuldbyrde det Løfte, jeg har giort om at lade Dig kagstryge og sætte i Børnehuuset for Din Livs Tid.

Philip.: Hvad er dette? vi ere om en Hals. (til Stephen) Du Forræder! dette ligner Dig.

Karen.: Jeg er ulykkelig. (hun græder.)

Philip.: Græd ikke. Lad os ikke tage Tingene paa en alvorlig Fod.

Orgon,: (til Philip.) Du Ærkespitzbube, Du skal hænges -

Philip.: Hænges? Man hænger dog vel ikke Folk, fordi de spøger?

Orgon.: Men fordi de stiæler og giør Spitzbubestræger.

Philip.: Jeg har intet stiaalet, og for Resten burde De takke mig; for jeg bliver Aarsag til, at De ikke mere skal forskrækkes ved den Skielms Optøger. (peger paa Stephen.) Han er allene Skyld i dette; han har forført mig, og fortalt, hvorledes han tit har narret Dem.

Stephen.: Herren har alt forladt mig alle Ting.

Orgon.: Aa ja; men ikke førend Du er hængt.

Stephen.: Aa, naadige Herre, jeg beder, straf mig ikke saa haardt.

Karen.: Forlad mig denne Gang; jeg skal aldrig komme tiere igien.

Orgon.: Ja Snak har vi nok af.

Philip.: Følg denne eene Gang mine Raad, Herre! giv os hver et Par Ørefigen, eller flere, om De synes, og lad os saa løbe. De har jo selv Skam deraf, dersom De rører saa meget derved, at det giør Opsigt.

Orgon.: Tak for den Omsorg, han bær for min Ære; hans Raad er meget sunde, men desuagtet vil jeg 98 nok lade ham hænge. (til Stephen.) Er Vagten hentet, Du Skielm?

Stephen.: Ja! desværre.

Philip.: Vagten? Har De hentet Vagt? (falder paa Knæe, og de andre med ham.) Forlad mig, Herr Orgon; jeg skal altid søge at fremme Deres Beste herefter.

Karen.: For Himmelens Skyld, Herr Orgon! allerkiereste Herr Orgon! giør mig ikke ulykkelig -

Stephen.: Naadige velbaarne Herre! jeg græder mine modige Taare.

Orgon.: Det er en sand Fornøielse, at see de Skielmer ydmygede ligge for mine Fødder; men at see jer to hænge, og Dig kagstryges, det vil endnu være en større.

Stephen.: Det har jeg for mit gode Hierte; jeg kunde ogsaa tiet stille.

Philip.: Jeg seer ingen Redning mere. Endnu værre! der er Erast; hvad vil der blive af?

✂

Fierde Optrin.

Erast, de forrige.

Orgon.: See, skal jeg have den Ære at treffe Dem her?

Erast.: Det har inderligen glædet mig - -

Philip.: Tie, Herre; vi er røbede. (peger paa Stephen.) Det Afskum.

100

Erast.: Himmel!

Orgon.: Hvorfor lod Du ham ikke tale ud? han havde venteligen mange smukke Ting at sige.

Erast.: Jeg seer ingen Frelse, uden Døden.

Orgon.: See, vil han saa hastig døe fra min Datter? men apropos, før Junkeren døer; saa vær saa artig, at underrette mig, om de 3000 Rdlr., hans Tiener har at spøge med, ere hans eller nogen andens; skulde de ikke af en Hendelse være stiaalne?

Philip.: Nei min Troe er de ikke, jeg har laant - - - jeg har faaet dem paa en ærlig Maade; (sagte.) jeg veed ikke mere, hvad jeg skal sige.

Erast.: Hvad hører jeg? Du Ulyksalige!

Philip.: Herren veed jo ikke Sammenhængen.

101

Orgon,: (spodsk.) Nei, jeg maae holde med Philip, han dulgte det saa længe, det kunde dølges. See, der har vi saa men Frøkenen.

Erast.: Himmel! hvad seer jeg.

✂

Femte Optrin.

Julie, de forrige.

Orgon.: Spøgelserne slog ikke an, min Datter.

Erast.: Deiligste Julie! det er ude med mig.

Julie.: Hvordan, Erast! -

Erast.: Min Tiener, den Forræder - - jeg kan ikke tale -

102

Orgon.: Lad mig fortælle hende. Hans Tiener har, for at tiene ham, stiaalet nogle tusinde Rigsdaler; men det forstaaer sig, uden sin Herres Vidende, leg vel Merke dertil: uden sin Herres Vidende, hvad andet?

Julie.: Min Fader! De dræber mig. Troe ham ikke lastværdig.

Orgon.: Ih! langt fra. Det er Dyden selv. Naar han nu med de andre dydige Siele, der staae, kommer i Stokhuuset, saa kan hun der holde Bryllup med ham, om hun saa synes; jeg vil ikke tvinge hende, jeg har lovet hendes Salig - -

Julie,: (bestyrtet.) Min Fader! hvordan taler De? Erast, tael dog.

Erast.: Hvordan skulde jeg kunde tale til mit Forsvar i denne afskyelige Forfatning? men jeg vil hente den afdøde Leonards Fætter; Dorante kien- 103 der De jo for en retskaffen og ærlig Mand. Hans Vidnesbyrd skal retfærdiggiøre mig.

Orgon.: Ja, jeg forstaaer Dem; De holder det ikke raadeligt, at blive her længer. Jeg frygter, det vil blive for sildig, at faae Pas i Aften. Jeg beder, at hilse gode Venner i Skaane. (Han lukker Erast ud.)

✂

Siette Optrin.

De forrige.

Orgon.: Han faaer min Troe Kierligheden at finde paa denne kolde Aarsens Tid, og kanskee han er uden Penge oven i Kiøbet. Er det ikke rigtig Synd i ham, lille Frøken? Hvad siger den lille Siel?

Julie.: Min Fader! Deres Forhaanelse dræbe mig; jeg staaer det ikke ud, at blive her længer. (hun gaaer.)

Orgon.: Adieu, min dydige Datter!

104

✂

Syvende Optrin.

von Boden, de forrige.

Boden.: Magen til slig Uhøflighed har jeg aldrig været udsat for; lade mig sidde saadan Tid allene -

Orgon.: Der kommer uden Tvivl nok en Spøgelse-Doctor -

Boden.: Med Tilladelse; hvor er Herr Orgon?

Orgon.: Det er mig.

Boden.: De Herr Orgon?

Orgon,: (sagte.) Ret saa, det er rigtig nok. (høit.) Ja jeg forekommer ham ventelig ikke bleeg nok; ja jeg veed Beskeed. (til Philip.) Er det ikke Snedkeren?

Philip.: Jo vist.

Orgon.: Da jeg bestilte Liigkisten, kunde jeg neppe hænge sammen; ikke sandt?

105

Boden.: De sætter mig i Forvirring; hvad er det, De siger?

Philip,: (til Orgon.) De faaer ham aldrig til at bekiende; han er alt for giennemdreven. (sagte til Karen) Siig ham, at Orgon er gal.

Orgon,: (til Boden.) Hvad koster Liigkisten, Mester?

Boden.: Hvad vil dette sige?

Karen,: (til Boden.) Han er gal, det seer De vel.

Orgon,: (til Philip.) Hvad hedder han?

Philip.: Jesper Oldfux -

Orgon,: (sagte.) Jeg skal dog have Løier af ham. (høit.) Hør, Landsmand; Du troer vel ikke, jeg veed Dit Navn?

Boden.: Det kan nok være.

Orgon.: See nu paa mig, og skift ikke Farve. J-E-S. jes. P-E-R. Jesper Oldfux; troer Du nu, jeg kiender Dig? ha, ha, ha.

Boden.: Det er en pudseerlig Galskab, ha, ha, ha.

106

Orgon.: Lee Du kun; den leer best, som leer sidst, Du Spitzbube.

Boden,: (til Stephen.) Hvor er Orgon? kan jeg ikke faae ham i Tale.

Stephen.: I taler jo med ham; det er ham.

Boden.: Det er jo en gal Mand?

Orgon.: Plager den onde Dig? hvem har sagt, at jeg var gal?

Boden.: Den Pige, der staaer; men hvem har sagt Dig, Kammerat, at jeg hedder Jesper Oldfux?

Orgon.: Det har den Skielm, der staaer. (peger paa Philip.)

Boden.: Har han givet mig det Navn, min Ven? (han seer ham, og studser.)

Orgon,: (til Karen.) Siger Du, at jeg er gal? -

Boden.: Jeg falder i Forundring; jeg finder her en Skielm, som vilde luuret mig de 5000 Rdlr. fra i Eftermiddag, som jeg siden har betalt Herr Orgon.

107

Orgon.: Hvad hedder I da?

Boden.: Von Boden.

Orgon.: Jeg har jo ingen Penge faaet.

Boden.: Det veed jeg nok; Orgon har faaet dem.

Orgon.: Jeg er Orgon, i Dievels Skind og Been; og hvor er Pengene?

Philip.: (falder paa Knæe for Boden.) Jeg seer, der er intet andet for; jeg vil tilstaae alle Ting. Den Orgon, De leverede Pengene til, var mig.

Orgon.: Nu, Du er Galgen ærlig værd; hvor er Pengene?

Philip.: Jeg har de fleste -

Boden.: Og Resten?

Orgon.: Dem har ventelig hans Herre faaet; de ere uden Tvivl lige deelagtige -

Philip.: Nei; jeg vil dør paa, at min Herre aldrig 108 har vidst det mindste deraf, endskiønt jeg intet har giort, uden for at tiene ham.

Boden.: Hvem er hans Herre?

Orgon.: En lille Stratenjunker, som paa en skielmsk Maade, ved Hielp af disse smukke Folk, vilde i Dag have skildt Dem ved Deres Brud. (til Stephen.) Siig Pernille, at Frøkenen strax skal komme her ind. (Stephen gaaer.)

✂

Ottende Optrin.

Orgon.: (til Boden.) Jeg turde ikke vel vove, at arrestere ham, og han tager ventelig, saasnart mueligt er, Turen til Sverrig; men Vagten venter uden for paa disse kiere Venner, og jeg opsætter deres Heftelse, for at lade denne brave Karl, som saa troeligen har arbeidet for sin Herres Kierlighed, nyde den Husvalelse, at see hans Frøken Brud give Dem sin Haand.

Boden.: Men troer De ogsaa, Herr Orgon, at Deres Frøken Datter - -

Orgon.: Der har vi Mademoisellen.

109

✂

Tiende [sic!] Optrin.

Julie, Stephen, de forrige.

Orgon.: See der er Din tilkommende Mand, Julie, om Du ellers kan overtale ham til at blive det; hvis ikke, giør jeg Dig arveløs, og lader Dig indsperre. Dem fortænker jeg slet ikke, Herr von Boden, om De forskyder hende, efterat hun har kunnet fatte Godhed for en Landstryger. Jeg ønsker allene Sagen jo før jo hellere afgiort; lige meget, paa hvad Maade.

Julie.: Himmel! hvor min Siel lider!

Stephen.: Den stakkels Frøken! o, jeg er en Skurk!

Boden.: De forlader mig, Herr Orgon, at jeg ikke troer, Deres Frøken Datter fortiener saa haard Behandling; det Rygte, som har saa langt fra været overdrevet i Henseende til hendes Deilighed, kan ikke være opdigtede i Henseende til hendes Dyd og Forstand; og den Mandsperson, som har havt den Lykke, at behage hende - De tillader mig at sige Dem, jeg er forvisset om, at han maae besidde gode Egenskaber.

Julie.: Deres Ædelmodighed, min Herre, presser 110 Taare af mine Øine. De taler om Erast, som om De kiendte ham. Gid De kiendte ham! Himmel! der er han.

✂

Tiende og sidste Optrin.

Erast, de forrige.

Erast.: Min Ulykke vil, at jeg ingen Steds skal finde Dorante.

Orgon.: (staaer saa, at Erast ikke kan sees af Boden.) See! jeg vidste nok, det var for sildig at faae Pas. De kommer just til rette Tid, for at see et Optrin, som vil være Dem overmaade behageligt; Deres høitelskede Julie staaer just i Begreb med at give denne gode Herre sin Haand.

Erast,: (gaaer frem til Boden.) Jeg besværger Dem, min Herre - (paa Knæe.) Himmel! min Fader!

Boden.: Hvad seer jeg, min Søn!

Julie.: Erast, Deres Søn?

Orgon.: Hvad er dette? De har jo ingen Børn.

Boden.: Jeg troede ham død; jeg føler mig knap for Glæde; han er saa lykkelig, at være elsket af De- 111 res Datter; tillad, at han bliver Deres Svigersøn, paa samme Vilkaar, som jeg skulde været det.

Orgon.: Det kommer an paa Dem, om De vil overlade hende.

Boden.: Min Søn, omfavn Din Brud, omfavn Din Fader; jeg zittrer af Fryd. (til Julie.) Man havde sagt mig, at De havde ingen givet Deres Hierte; jeg vidste, hvor dyrebart det var, og vovede at ønske mig det. Forlad min Ubetænksomhed, og tag imod, at blive min Datter.

Julie.: Mit Hierte er alt for betagen; jeg kan ikke udtrykke al min Glæde og Erkiendtlighed.

Erast.: Det smerter mig, at min Fader finder mig igien paa en Dag, da man med Skin af nogen Rimelighed, tør mistænke min Ærekierhed.

Boden.: Naar Julie elsker Dig, min Søn, saa kan Du ikke mistænkes for Nedrighed.

Philip.: Jeg er min Troe heller ikke saa lastværdig, som Formodningerne ere store imod mig; min Nidkierhed for min Herres Beste - -

Erast.: Havde nær kostet min Ære -

112

Boden.: Men han tænkte, at giøre Dig vel; jeg undskylder ham.

Orgon.: Men jeg undskylder ham ikke, og jeg har Vagten uden for, som -

Boden.: I Dag maae ingen være bedrøvet; hvad der fattes i Pengene, skal jeg erstatte Dem, og mere, om De forlanger. Lad al Fortred, al Vrede være glemt. Lad os gaae ind, og fornøie os sammen.

Orgon,: (sagte.) Jeg troer, der vil blive noget at vinde ved ham. (høit.) For Deres Skyld skal jeg skikke Vagten tilbage, og saa kan I gaae jer Vei, I Bagbeester.

Philip.: Jeg holder saa meget af den Herremand, at jeg ikke gider krævet ham de Penge, han lovede at betale mig oven i Kiøbet, naar jeg kunde narre ham.

✂ Ende paa femte Optog.

Wessel, Johan Herman Lykken bedre end Forstanden. Et Lystspil i 5 Optog

📖 Lykken bedre end Forstanden Et Lystspil i fem Optog

af Johan Herman Wessel

København ADL 2001

PERSONERNE.

Første Optog.

Første Optrin.

Andet Optrin.

Tredie Optrin.

Fierde Optrin.

Femte Optrin.

Siette Optrin.

Syvende Optrin.

Andet Optog

Første Optrin.

Andet Optrin.

Tredie Optrin.

Fierde Optrin.

Femte Optrin.

Siette Optrin.

Syvende Optrin.

Ottende Optrin.

Tredie Optog.

Første Optrin.

Andet Optrin.

Tredie Optrin.

Fierde Optrin.

Femte Optrin.

Siette Optrin.

Syvende Optrin.

Ottende Optrin.

Niende Optrin.

Fierde Optog.

Første Optrin.

Andet Optrin.

Tredie Optrin.

Fierde Optrin.

Femte Optrin.

Siette Optrin.

Syvende Optrin.

Ottende Optrin.

Femte Optog.

Første Optrin.

Andet Optrin.

Tredie Optrin.

Fierde Optrin.

Femte Optrin.

Siette Optrin.

Syvende Optrin.

Ottende Optrin.

Tiende [sic!] Optrin.

Tiende og sidste Optrin.

📖 Lykken
bedre end
Forstanden
Et Lystspil
i fem Optog

af
Johan Herman Wessel