✂

✂ SLÆGTEN

✂

JOHAN SKJOLDBORG

✂ I SKYGGEN. Fortællinger. (1893). 3. Oplag 1912.

✂ EN STRIDSMAND. Fortælling. (1896). 5. Oplag 1922.

✂ KRAGEHUSET. Fortælling. (1899). 3. Oplag 1912.

✂ ALMUE. Billeder afsides fra. (1900). 3. Oplag 1912.

✂ WOLLE KROGH. Jydsk Folkelivsbillede. 1901.

✂ GYLDHOLM. Arbejderroman. (1902). 4. Oplag 1922.

✂ BJÆRREGAARDEN. Fortælling. (1904). 5. Oplag 1922.

✂ SARA. En Kærlighedshistorie. (1906). 3. Oplag 1922.

✂ SØFUGLEN. Skildring fra Havet. 1908.

✂ ENSOMME FOLK. Fortællinger. (1909). 2. Oplag 1912.

✂ IDEALE MAGTER. Skuespil. 1911.

✂ UDMARKSFOLKENE. Artikler og Taler. 1912.

✂ PER HOLT. (Gyldholm II). Roman. (1912). 2. Udgave 1922.

✂ HIMMERLANDSBROEN. Fortællinger. 1913.

✂ MIKKEL LARSENS DRENGE. Folkelivsskuespil i 3 Akter. 1914.

✂ SPILLEMANDENS HJEMKOMST. Fortælling. (1914).

✂ 2. Udgave 1922. DYNÆS DIGTE. 1915.

✂ NYE MÆND. Fortælling. (1916). 5. Oplag 1918.

✂ ARBEJDETS PERSONLIGHEDSVÆRDI. 1920.

✂ JENS JAKOBS SØNNER. Roman. (1920). 6. Oplag 1920.

✂ PRÆSTEN I LØGUM. (1ste Bog). (1921). 2. Oplag 1921.

✂ ROMANER OG FORTÆLLINGER. I—IV. 1921.

✂ PRÆSTEN I LØGUM. (2den Bog). (1922). 2. Oplag 1922.

✂ UDVALGTE FORTÆLLINGER I—II. 1922.

✂ SKYER OG SOLGLIMT. Fortællinger. 1923.

JOHAN SKJOLDBORG

📖 SLÆGTEN
SKUESPIL I TRE AKTER

GYLDENDALSKE BOGHANDEL ∙ NORDISK
FORLAG • KØBENHAVN • MCMXXV

✂

✂ AL RET FORBEHOLDES FORFATTEREN

✂ PRINTED IN DENMARK
OYLDENDALS FORLAGSTRYKKERI
KØBENHAVN

✂

PERSONERNE I FØRSTE AKT

✂ GRAVES KRISTENSEN, Bonde i „Hedegaard“, c. 42 Aar.
ANN’ KATRIN’, hans Kone, c. 44 Aar.
KRÆSTEN, deres Søn, c. 21 Aar.
PER KOLD, Gammelkarl i Gaarden, c. 43 Aar.
KIRSTEN, Ungpige i Gaarden, c. 18 Aar.
SIGRID, Højskolepige, c. 20 Aar.

✂ Handlingen foregaar paa „Hedegaard“ i det nordlige Jylland i Slutningen af 1860erne. Tidligt Foraar.

✂

FØRSTE AKT

✂ Hedegaards Dagligstue. Gamle Bondeblomster i Vinduerne, f. Eks. Christi Blodsdraabe, Interiør fra Slutningen af 1860erne. Bilægger. Langbord og Panelbænk. Prentede Ligvers. Konfirmationsvers og et enkelt, trykt Himmelbrev paa Væggen. En Dragon til Hest. Et 8. Dages Klokkeværk.

✂ Udsigt til Have med forblæste Smaatræer. Stendige; bag dette opadskraa nende, dyrkede Agre, og længst i Baggrunden Lyngbakker med Gravhøje.

✂ Kirsten sysler ivrigt i Haven; skuffer Gangene. Ann’ Katrin’ gør pænt i Stuen, pudser Vinduer, vander Blomster, støver af, flytter omkring ved Tingene, retter paa Skilderierne o. s. v.

GRAVES.: (ind i Arbejdstøj).
Naa, du har nok ogsaa travlt, lille Mor, til han kommer hjem.

ANN’ KATRIN’.: Det er da ikke saa sært, Graves, nu han har været borte fra os et halvt Aar.

GRAVES.: A tykkes ikke, a har Lyst til at bestille mere idag.

ANN’ KATRIN’.: Nej, gaa du bare ind i Sovekammeret og ta’ lidt andet Tøj paa, — det kan vel ikke vare saa længe inden han kommer.

GRAVES.: Det er ikke nemt at sige lige bestemt, for han skrev jo, han vilde ta’ om ad Katrup, der var nogle Kammerater fra, som han fulgtes med, — og der er ogsaa den Pige fra, som har været paa Højskole sammen med dem.

ANN’ KATRIN’.: (mærksom).
Hvad er det, hun hedder?

GRAVES.: Sigrid, tror a.

ANN’ KATRIN’.: Hvad mon det er for en Pige?

GRAVES.: A tror nok hun er noget Lærerinde paa Skolen, men det er da ellers en Bondepige.

ANN’ KATRIN’.: Mon det er en Gaardmandsdatter?

GRAVES.: A tror det.

ANN’KATRIN’.: Naa, men han er her nok snart.

GRAVES.: Længe varer det ikke.
(Lille ophold.)

ANN’ KATRIN’.: (bekymret).
Bare nu Kræsten har haft godt af den Tur, Graves.

GRAVES.: Hvorfor skulde han ikke det?

ANN’ KATRIN’.: Det aner mig, at der er noget muggent ved det Højskolevæsen, saadan noget sært aparte. Kræsten kunde lige saa godt bleven gaaende herhjemme ved os— — (i udbrud) Hvorfor skulde han egentlig hen paa den Skole?

GRAVES.: (rolig, værdig).
For det første, for det han havde Lyst til det.

ANN’ KATRIN’.: Lyst og Lyst, — der er saa meget et ungt Menneske kan ha’ Lyst til.

GRAVES.: Der er da ikke noget ondt i det her. Og hvis Kræsten kunde faa Oplysning og den Slags ud af det, saa var det da Synd at holde ham fra det, han er dog vort eneste Barn, Ann’ Katrin’.

ANN’ KATRIN’.: Ja, hvis, hvis, men hvis han nu har faaet fine Nykker i Stedet for?

GRAVES.: (fast og værdigt).
Kræsten skulde helst komme noget længere frem og blive klogere end hans Forældre. Vi har haft saa travlt Ann’ Katrin’ med at dyrke Heden op og den Slags, og det er jo gaaet os godt — —

ANN’ KATRIN’.: (glad.)
Aa, ja, Graves, Gud ske Lov for det.

GRAVES.: Ja, men vor Søn, han skulde gerne opleve det, vi ikke har faaet med. (hæver sig) A tror der i det hele kommer en ny Tid for vi danske Bønder, — det staar saadan for mig.

ANN’ KATRIN’.: Ja, ja Graves, a kender ikke til andet end at Kræsten er det bedste vi har.

GRAVES.: Ja, det er han. — Det er gaaet os godt, Ann’ Katrin’, vi to har lavet et Stykke Arbejde (med stille selvfølelse) det har vi. Men Kræsten, han vil ogsaa komme til at lave et Stykke Arbejde — ( i Fremsyn) maaske videre frem end vi nogensinde havde tænkt os.

ANN’ KATRIN’.: A forstaar mig jo ikke paa den Slags Ting som du gør, Graves, men gaa nu ind og lav dig lidt i Stand.

KIRSTEN.: (har nu og da været at se i Haven og er nu atter fremme).

GRAVES.: Da skal a love for, at Kirsten ogsaa har travlt, he he!

ANN’ KATRIN’.: (glad).
Ja, hun var oppe med Solen idag, for — som hun sa’e — Haven skal sandelig være i Orden, naar Kræsten kommer hjem.

GRAVES.: (dvælende).
Kirsten er vakker.

ANN’ KATRIN’.: (med Eftertryk).
Hun er ligefrem en gæv Pige. — Bare hun havde haft noget mere, men Forældrene har jo kun et Boelssted, og der er mange Børn.

GRAVES.: Aa, hvad— —

ANN’ KATRIN’.: (halvt smilende).
Hvad si’er Per Kold?

GRAVES.: Ja for det første har han nu haft det saa travlt, at Sveden drypper af ham, der skal jo være saa fint, saa fint i hver en Krog, hvert eneste Straa bliver pillet op. (høtidelig) „Hans Hjem skal staa rede“, sier han, he, he. Og nu er han ved at vaske sig.

ANN’ KATRIN’.: Vasker han sig! — A tænker, han holder næsten lige saa meget af Kræsten som vi andre.

GRAVES.: (eftertænksom).
Det er nu bleven hans Kærlighed.

ANN’ KATRIN’.: Ja, den anden slog jo fejl for ham, stakkels Per — Er han svirende i Dag?

GRAVES.: Nej, — ikke mere end reglementeret.

ANN’ KATRIN’.: Han har været os en god Hjælper.

GRAVES.: Det har han, og vi skylder ham stor Tak.

ANN’ KATRIN’.: (med Forstaaelse).
Han vil jo saa gerne være i Nærhed af dig, Graves.

GRAVES.: (varmt).
Vi er gamle Venner og Soldaterkammerater.

ANN’ KATRIN’.: A tror saamænd ikke, han kunde leve andre Steder.

GRAVES.: (fast).
Det skal han heller ikke komme til.

ANN’ KATRIN.

✂ (tilsluttende).

Nej, det skal han ikke — —

(Per fløjter.)

Nu kommer han.

GRAVES.: (ind i Sovekammeret).

PER KOLD.: (helligdagsklædt, rygende Pibe, gemytlig).
Goddaw, Ann’ Katrin’.

ANN’ KATRIN’.: Goddaw Per, nu du allerede i Stadstøjet.

PER KOLD.: Ja, men du er nok kommen bagefter med dit Arbejde idag, Ann’ Katrin’, hva’ ha!

ANN’ KATRIN’.: A var henne ved Laj-Konen inat, hun fik en bette Dreng, og det sinked’ mig en Del.

PER KOLD.: (glad).
Nu er a færdig, he he, nu kan han komme, naar han vil. (højtidelig) A sier, hans Hjem skal staa rede.

ANN’ KATRIN’.: Ja, Kræsten skal være velkommen.

PER KOLD.: Velkommen? Ja det manglede Fan flyttme bare! (rørt) Aa, hvor har det været kedsomt, han har været henne saalænge — (pludselig heftig) Hvad Satan skal det ogsaa til med saadan noget? Det er ikke andet end Storhed og nymodens Skidt!

ANN’ KATRIN’.: Graves syntes det jo.

PER KOLD.: (klør sig bag Øret, betænkelig).
Hm, — ja Graves er Pinnede klogere end baade mig og dig, Ann’ Katrin’, men det her! — — ( ryster paa Hovedet) A kunde forstaa, om Kræsten havde været henne og tjene Kongen, det er der Dannels’ ved. Ethvert Menneske har godt af at være Soldat,— især Ved Dragonerne.
(fløjter for sig selv nogle Toner af en Dragonvise, synger en Linie: „Hugge med Sabelen saa hun piber“, og fløjter Resten af Tonen. — Imidlertid er)

ANN’ KATRIN’.: (bleven færdig; hun gaar hen til det aabne Vindue, hvor Kirsten viser sig)
Naa, er du ogsaa færdig med dit?

KIRSTEN.: Ja.

ANN’ KATRIN’.: Jamen det er godt, skynd dig saa med det andet.

KIRSTEN.: (horper glad af Sted).

ANN’ KATRIN’.: (til Per Kold).
Se saa, Per, nu skal Graves og dig ha’ jer lige en bette Puns, inden Kræsten kommer, for saa skal vi jo først rigtig ha’ Kaffe.

PER KOLD.: (oprømt).
Det var ret, Ann’ Katrin’, du er Sørenme en rigtig Kone.

ANN’ KATRIN’.: (ud i Køkkenet).

PER KOLD.: (ser lidt paa Skilderierne, deriblandt en Dragon til Hest, og siger for sig selv):
Ja Graves var en flot Dragon, se hvor han sidder paa en Hest!
(fløjter lidt af Dragonvisen).

GRAVES.: (ind fra Sovekammeret).

PER KOLD.: A staar og ser paa din Hest fra dengang, han var et stolt Dyr, men du var ogsaa god ved ham, Graves.

GRAVES.: Det var da Synd andet.

PER KOLD.: Synd! ja det var da ligefrem lumpent. Og klog var han, begavet, knusende begavet til al Ting.

GRAVES.: Der var alligevel en Ting han ikke kunde komme rigtig efter — hans Højdespring var ikke godt, ærlig talt.

PER KOLD.: (mut).
Ikke godt og ikke godt, hvem er fuldkommen? Er du kanske?

GRAVES.: (smiler).
Nej, Per — og han var ogsaa god nok, som han var.

PER KOLD.: (dvælende i Mindet).
Ja. Det var en skøn Tid, Graves.

GRAVES.: Det var jo Ungdommens Dage, Per.

PER KOLD.

✂

Vi glemmer dem aldrig. Og sikken Humør, du.

(synger): 10

✂ Om Morgen staa tidlig op,
strigle Hesten aa gie Fowr.
Siden skal vi ud aa ride,
hugge med Sabelen, saa hun piber —
Didelude, lidelude, lidelude lej!
Didelude, lidelude lej aa — —

GRAVES.: (nynner med paa Omkvædet).

ANN’ KATRIN’.: (ind med Kaffekopperne, standser og ser paa dem — de vender Ryggen til — og ryster paa Hovedet).
Kom nu her I to gamle Dragoner og faa jer en Puns, bare lige en bette Drip til Kræsten kommer.

GRAVES.: (henter Klukflasken og sætter sig for Enden af Bordet).

KIRSTEN.: (ind med Kaffekanden, hun er noget nervos — atter ud).

ANN’ KATRIN’.: (efter hende).
Du kommer da ogsaa ind og faar en Knaldtaar med.

KIRSTEN.: Ja ligestraks.
(ud)

PER KOLD.: (hentydende).
A tykkes hun var lidt urolig, — hun venter nok ogsaa paa Kræsten. Jo, Søren fra Højgaard, der har gaaet og lusket her i Vinter — du faar sgu vaade Fødder, bette Søren, hæ hæ, for det bliver Kræsten, det kan du godt be’ din Fadervor paa. Ha ha! — Og Kirsten bliver pænere Daw for Daw.

ANN’ KATRIN’.: (afkølende).
A kan ikke vide, om Kræsten har nogen særlig Tanke for Kirsten paa den Maade, de er jo bare groet saadan op sammen fra Børn af. ( selvfølende) Nu er Kræsten jo saadan stillet, at han vel omtrent kan faa hvem han vil ha’. Og Kirsten har jo ingenting.

GRAVES.: (let irettesættende til Ann’ Katrin’).
Det var heller ikke store Sager vi to havde, Ann’ Katrin’? men vi vilde da nødig regnes ringere for det.

PER KOLD.: (pikker med Langemand i Bordet).
Nu skal du passe paa dig selv, Ann’ Katrin’? det vil a raade dig. Her er et Kapitel, det kender a til.

ANN’ KATRIN’.: Nu, han har været paa Skole tænker a for Resten ikke, han ser til hende paa den Maade i al Fald.

GRAVES.: (stille, med vægt).
Hvis Kræsten ikke vil se til 11 Kirsten for det han har været paa Højskole, saa vil han nok heller ikke kendes ved os, er a ræd for.

PER KOLD.: Kræsten — ikke kendes ved os! Saa kender du vist ikke din egen Dreng.

KIRSTEN.: (ind).

ANN’ KATRIN’.: (som for at tale om noget andet).
Den her Pige, han har været paa Skole med, hvad mon det er for en? (til Per Kold) kender du noget til hendes Familie? Hun er jo fra din Egn.
(Kirstens Opmærksomhed spændes.)

PER KOLD.: Jo, det er velhavende Folk. Og noget belæste, de har altid staaet øverst paa Kirkegulvet ved Konfirmationer og saadan. Men der er noget vildt ved dem, en af dem har hængt sig, en anden af dem lavede en Flyvemaskine, og a tror Fa’n flytt’me ogsaa der er en af dem, der er Mormonpræst.

ANN’ KATRIN’.: Men de har vel ellers Gaard allesammen?

PER KOLD.: Det har de, — tho de er da for Resten noget i Slægt med Damgaards her i Byen.

ANN’ KATRIN’.: (genkendende).
Naa dem!

PER KOLD.: Ja, det er jo svære Folk, med paa det ny og no’en der maser paa, der er flere af dem, der siger „jeg“ til dem selv. Og nu hende vi snakker om, hun er jo saa kommen ind paa det her Højskolevæsen.

ANN’ KATRIN’.: Ja, Gud ved hvad det egentlig er for noget?

PER KOLD.: tænker sig om).
Hja, hvad er det, det er nok i al Fald saameget en kælen Slags Folk, saavidt a kan forstaa. De er nu for det første Brødre og Søstre allesammen. Og de taler meget om Aanden ha, ha. Saa var der ifjor en Søster, som Aanden ikke vilde komme over, og Præsten i Katrup maatte da saa ta’ hende i Enrum inde i Sengekamret, og han lukket Døren efter sig for ikke at blive forstyrret i Andagten, ha ha. Og Aanden skulde nok være kommen saa voldsomt over hende, hæ hæ.

GRAVES.: (mut).
Det ved du jo slet ikke noget om Per, Folk de siger saa meget.

PER KOLD.: Da ved a én Ting, for a har selv hørt det, 12 engang a var med min Bror til Foredrag. Der var en Taler, der præked om en, der kaldtes Stærkodder, et Mennisk’ eller hvad en skulde kaldes, der havde to Par Arme, to Par Ben — tho saadan noget, det er da noget Pævs.

GRAVES.: Mon det nu skulde tages bogstaveligt, Per?

PER KOLD.: Gu’ skulde det saa, for Taleren sa’, at der var en, der hed Tor, der rykkede et Par Arme og et Par Ben af ham, og det gjorde ingenting, den her Stærkodder, han gik ligegodt for det, hæ hæ.

GRAVES.: (tvivlende).
Der har været noget andet under alligevel.

PER KOLD.: Jamen a hørte det selv, Graves. Og min Bror fortalte, at de var dus og lige hver een, enten de var Præster eller andre Folk, og at Katrup-Præst sa’ til hans Karl: Vil du muge idag, Niels, eller skal jeg? — Det var en køn Præst saadan en, hæ hæ.

ANN’ KATRIN’.: Ja En skulde nap tro, de var rigtig kloge.

PER KOLD.: Nej skulde En vel, og Folk snakker saameget om det.

GRAVES.: Det er ikke altid de ringeste, at Folk snakker mest om.

PER KOLD.: Jamen saa meget kan En da forstaa, at det hele er noget overdreven Væsen. Og a tror nok det passer, at Højskolefolkene har lige lovlig meget at gøre med Kærligheden. Saa siger a vist ikke for meget. — Ja, den Kærlighed, den Kærlighed, hæ hæ. (vender sig til Kirsten) Hvad siger du til det, bette Kirsten, a tykkes, du ser saa modfalden ud?

KIRSTEN.: (paataget kæk).
Mig! He — nej.

PER KOLD.: (drillende for Spøg).
Det er ogsaa længe siden Søren Højgaard var her og se til dig.

KIRSTEN.: Aa dit Sludrehoved. Ham bryder a mig slet ikke om.

PER KOLD.: Nej a ved det nok, bette Mor, der er nemlig en anden, hæ.

KIRSTEN.: En anden? (ubehagelig berørt) Hvem skulde det være?

PER KOLD.: Kan du taale at høre det?

KIRSTEN.: (tier).

PER KOLD.: Skal a sige det — skal a?

KIRSTEN.: (ser ned, med let Skælven i Stemmen).
Det kan du selv om.

PER KOLD.: Han kommer hjem idag.

KIRSTEN.: (rejser sig pludselig og gaar let bøjet ud til højre). (Lille Pavse.)

GRAVES.: (bebrejdende).
Det skulde du ikke ha’ sagt, Per.

ANN’ KATRIN’.: Du kommer saa sært plumpende med det, Per.

PER KOLD.: (erkendende).
Ja, det var fejl. (ked af det) Det er ogsaa Satans. (medfølende) Og saadan en bette dejlig Pige.
(Ophold.)

GRAVES.: Hm! Nu er Kræsten her nok snart.

ANN’ KATRIN’.: Gud ved, om han nu har taget no’en Forandring.

GRAVES.: Gid det saa var til den rigtige Side.

PER KOLD.: Det er det nok, Graves. (spekulativ) Og — æ — tja — man ved ikke, det kan saamænd gerne være, at der kommer en ny Tid for Bondeslægten, som du snakker om. For se din Far, Graves, han kørte i stiv Vogn, du kører i Fjedervogn (gemytlig) og det kan Fan flyttme gerne ske at Kræsten kommer til at køre i Karet, ha ha! (de ler alle tre ved det utænkelige — atter spekulativ) Hja, man ved det ikke, man ved intet paa denne Klode, (gemytlig), Men a bryder mig ikke om at komme til at køre i lukket Vogn. (tii Graves) saa skulde vi to gamle Dragoner sidde bag i Fjedersædet med en Kusk paa Bukken, — nej, Fan flyttme om a vil, he he. (de ler alle tre) Men lad os nu ikke glemme, hvorfor vi sidder her, Graves, — skaal nemlig! He he!

KIRSTEN.: (aabner Køkkendøren).
For lidt siden kørte der en Fjedervogn ind i Damgaard. Kræsten var med, han stod af oppe ved Korsvejen, han er her straks.

ANN’ KATRIN’.: (rejser sig).
Kom og tag Kopperne ud, Kirsten.
(ud) 14

PER KOLD.: Naa, a kommer i Tanker om, der er skam en bette Ting endnu, a skal ha’ set efter.
(ud)

GRAVES.: (efter et Par Vendinger hen over Gulvet ud tilvenstre for at ta’ imod Sønnen).

KIRSTEN.: (tager af Bordet, imens hun iagttager)

KRÆSTEN.: (der gennem Vinduerne ses kommende gennem Haven. Han standser nu og da, idet han med Glæde lægger Mærke til, hvor pænt der er gjort i Orden).

KIRSTEN.: (iagttager ham stadig, men tilbagetrukket. — Graves møder Kræsten derude. — Da Kirsten hører deres Stemmer i Forstuen, bliver hun usikker, om hun skal bilve eller ikke. — Hastig ud. De to andre ind fra venstre).

KRÆSTEN.: (et kønt, ungt Menneske med et lyst og vaagent Udtryk).

GRAVES.: (opstemt ved Sønnens Hjemkomst, klapper ham paa Skuldren).
Naa, bette Kræsten, ja da walkommen til dit Hjem.

KRÆSTEN.: Tak Far!

GRAVES.: (tænder velfornøjet sin Pibe).
Nu Kræsten — nu skal vi rigtig ha’ snakket sammen.

KRÆSTEN.: Ja, der bliver meget.

GRAVES.: Herhjemme er jo ikke sket store Forandringer, — ja, vi har da faaet Svinestalden lavet om, mens du har været væk; den trængte ogsaa til det, men det kan vi jo se siden.

ANN’ KATRIN’.: (ind fra Køkkenet).
Nej, er du der Kræsten, det Var endda godt, du kom hjem igen. (gir Haand; med Hænderne i Siden). Hvordan har du haft det?

KRÆSTEN.: Jo Tak, godt.

ANN’ KATRIN’.: (betragter ham fremdeles, pludselig)
Er det dit pæne Helligdagstøj, der ser saadan ud. (drejer ham rundt) Og der mangler en Knap. (bebrejdende) Den kunde du da gerne selv ha’ syet i, a havde da givet dig baade Naal og Traad med. (med Smil) Nej I Karlfolk er sgu ikke meget værd til den Slags.

KRÆSTEN.: Der var ikke Tid til det, vi havde saa meget andet at tage Vare, — og det er jo da heller ikke den Slags, der er Hovedsagen.

GRAVES.: (bliver opmærksom ved den sidste Sætnings Betoning).

ANN’ KATRIN.: Aa, vis-vas, det er gjort paa en halv 15 Minut, (folder Hænderne over Maven, i betragtende Glæde) Ja ja, Gud ske Lov, du kommer hjem til os igen.

GRAVES.: Ja ja, det si’er a da ogsaa — —

ANN’ KATRIN’.: (peger paa en frodig Dannebrogs-Fuchsia, der staar mellem de mange andre Blomster i Vinduerne; glad).
Kan du se din Blomst, Kræsten?

KRÆSTEN.: (smiler).
A har set den, Mor.

ANN’ KATRIN’.: Da du var en bette Dreng, kunde du saamænd sidde en halv Time og se paa den. A undrede mig over’et, men a tænkte ved mig selv: Der skal altid staa en Christi Blodsdraabe i Kræstens Hjem.

KRÆSTEN.: (ser sig om, synker hen i umiddelbar Glæde ved at være hjemme).

GRAVES.: (viser rundt paa de mange Blomster i Stuen).
Ja Mor, hun er en Blomsterven, hun har saa’n en Fornøjelse af dem, — og det har vi andre da ogsaa. Kom her og sæt dig!

KRÆSTEN.: Ja det er skønt at være hjemme. Og a synes det er en Skam af mig, at a ikke har længtes mere end a har, men alt det ny a fik Øjnene op for, det tog min Tid og mine Tanker.

ANN’ KATRIN’.: A tykkes nok du er saa bleg om Næbet, — det er al den Læsen. — Fik I en ordentlig Føde?

KRÆSTEN.: Jo Føden den var saamænd god nok, — det er jo da for Resten heller ikke det, der er det vigtigste paa saa’n et Sted.

GRAVES.: (atter mærksom ved Kræstens Tonefald).

KRÆSTEN.: (sætter sig paa Endebænken).

ANN’ KATRIN’.: Du fejler da ikke noget?

KRÆSTEN.: Nej, Helbredet er godt nok, det er ikke det.

ANN’ KATRIN’.: Er der da noget andet i Vejen?

KRÆSTEN.: Det er ikke nemt at blive rigtig klar over al Ting.
(Lille Pavse).

GRAVES.: Synes du ikke, at du har haft noget ud af Turen, Kræsten?

KRÆSTEN.: (sikker).
Jo, absolut.

GRAVES.: Ja, du kan vel mærke, at du har faaet flere Kundskaber?

KRÆSTEN.: N—aa, det er jo ikke det, det er just ikke Kundskaber, det gælder om.

GRAVES.: (kritisk).
Hvad har du da været paa Skolen for?

KRÆSTEN.: (kvier sig, han er ikke for at begynde paa det, og paa den anden side, saa skal det jo ud).
For Livet — a har faaet et nyt Syn.

GRAVES.: Naa, paa hvad?

KRÆSTEN.: Det hele — Menneskene og Livet.

GRAVES.: Hvordan skal det saa forstaaes?

KRÆSTEN.: Det er ikke nemt at sige, uden a skal holde et Foredrag for jer.

ANN’ KATRIN’.: (der er bleven mere og mere betænkelig).
Et Foredrag, kan du holde Foredrag, kan du ikke — — a havde nær sagt noget andet!

GRAVES.: A er ræd for bette Kræsten, at naar du ikke kan svare med faa Ord, saa er du ikke selv klar over æ Sag.

KRÆSTEN.: Det kan godt være, — det er heller ikke saa nemt — — (ser op, fjernt hen) Men I forstaar mig vist ikke nu.

GRAVES.: Da var det rigtig slemt, Kræsten, om vi ikke skulde kunne forstaa hverandre.

ANN’ KATRIN’.: (sukker).
Nej, a tænkte det nok, — det Var en Skidt Rejse den.
(ryster paa Hovedet)

KRÆSTEN.: (afgørende).
A er bleven vakt — saa er det sagt med et eneste Ord.

GRAVES.: Jo, — men hvad vil det saa sige? For vi vil jo gerne forstaa dig, kan du nok tænke — —

PER KOLD.: (ind ad Døren tilvenstre, hilser glad paa Kræsten).
Walkommen hjem, Kræsten (gir Haand) — fra Udenlandsrejsen, he he!
(Der finder foreløbig et Spil Sted mellem Graves og Kræsten)

KRÆSTEN.: Tak!
(glad ved at se Per)

PER KOLD.: Naa kunde du nok klare dig med dem derude, — a tænker det vel, for du skriver en god Haand, og du kunde ogsaa nok regne dine Stykker er a vis paa.

KRÆSTEN.: (smiler).
Jo, det kunde nok gaa.

PER KOLD.: Ja, den der er god til at regne og skrive, han kan sagtens. I havde vel ogsaa Gymnastik? — A kan tænke det — og Bajonetfægtning?

KRÆSTEN.: Jo.

PER KOLD.: Men havde I noget Sabelhugning?

KRÆSTEN.: Nej, ikke videre.

PER KOLD.: Ja se, det er noget Kludder, for Fodmanden kan aldrig klare sig for Dragonen — ikke ogsaa Graves?

GRAVES.: Ja, det kommer jo an paa — —

PER KOLD.: Nej, det kommer slet ikke an paa, for naar Fodmanden falder ud saa har han ingen Magt over hans Gevær, (demonstrerer ved Fagter) og naar a tar min Parade, saa skal a hugge igennem det Dingelværk som en Svedske, og er inde paa ham lige med det samme. Ikke ogsaa?

GRAVES.: Ja — jo.

PER KOLD.: Dertil kommer, at vi sidder højt, og han staar paa Jorden, ja, men det er en stor Forskel. Og saa har vi den lange Øvelsestid, Graves, vi er de raskeste Karle og har lært vort Kram.
(nikker stadfæstende)

GRAVES.: Jo, naar de er lige dygtige, saa vil a ogsaa sige — —

PER KOLD.: Ja, det kan der slet ingen Spørgemang være om — en dygtig Hest, en rask Dragon, og en kraftig Arm — — hu-it! (gør en Bevægelse som om han huggede sin Modstander sønder) (til Kræsten) Men det har I altsaa ikke lært noget af, og hvad kunde det heller blive til paa et halvt Aar.

GRAVES.: Hør, Mor, hvad bliver det til med den Kaffe?

ANN’ KATRIN’.: Aa, det er sandt, — a tror, a glemmer alting idag. (raaber ud af Køkkendøren) Kom ind med no’en Kopper, Kirsten — og Kaffen.

GRAVES.: (til Kræsten).
I lærte vel ogsaa andre Ting end Gymnastik og Skrivning og Regning?

KRÆSTEN.: Ja, ja. Vi havde ogsaa Historie, Geografi, Mythologi, Geologi — og saa naturligvis Foredrag, det var jo det vigtigste.

PER KOLD.: (beundrende).
Ja, er det nu ikke Satans, he he.

ANN’ KATRIN’.: Og du kunde nok faa det i dit Hoved, Kræsten?

KRÆSTEN.: Jo—o.

PER KOLD.: (peger paa Kræsten).
Ja, ham — han skul sgu nok ta’ fra, det de andre kan stoppe ind i Lugen.

KIRSTEN.: (ind med Kopper, bliver staaende med Bakken).
Walkommen hjem, Kræsten.

KRÆSTEN.: (rejser sig, overrasket, som saa han hende for første Gang, varmt).
Tak, Kirsten.
(vil give hende Haanden, hjælper hende med Bakken o. s. v. de Gamle kigger til hverandre — Kirsten ud)

PER KOLD.: (til Kræsten).
Ja, hun er bleven til saa møj en knøv Pige, det er Kirsten.

GRAVES.: Kirsten er gue nok.

ANN’ KATRIN’.: Nu er hun jo ogsaa lige i Alderen.

PER KOLD.: (gemytlig til Ann’ Katrin’, syngende).
„Naar Pigen gaar ind i sit attende Aar — —“ (fløjter næste Linie).

KIRSTEN.: (ind med Kaffekanden).

ANN’ KATRIN’.: (samlende).
Naa, lad os saa faa en Taar god Kaffe.

GRAVES.: Hvormange var I paa Skolen, Kræsten?

KRÆSTEN.: Godt Halvtreds.

ANN’ KATRIN’.: Ene Karle?

KRÆSTEN.: Der var ogsaa en bette Pigehold.

ANN’ KATRIN’.: Var hun med der, hende der er i Familie med Damgaards?

KRÆSTEN.: Ja, Sigrid! Hun var en Slags Medhjælper.

ANN’ KATRIN’.: Hvordan er hun?
(Kirsten lytter opmærksom)

KRÆSTEN.: Hun er vældig dygtig — og begejstret saadan. Hun kommer forresten herhen ligestraks, hun var med Vognen.

ANN’ KATRIN’.: Hvad vil hun her?

KRÆSTEN.: Hun vil gerne se mit Hjem.

ANN’ KATRIN’.: Er I da fortrolige?

KRÆSTEN.: Nej, ikke saadan, Mor. Vi har tit talt om, 19 hvad vi kunde gøre for vor Egn. For naar Een selv er bleven vækket og glad ved det En har oplevet, saa faar En saa’n Lyst til at andre skal opleve det samme.

KIRSTEN.: (snuser Luft til sig, bliver forlegen).

PER KOLD.: (rynker Brynene, han vil bort fra Spørgsmaalet Sigrid).
Hør — nu — hm, alle I unge Mennesker, I tog jer vel en glad Aften en Gang imellem, kan a tænke?

KRÆSTEN.: Ikke paa den Maade, du tror.

GRAVES.: (til Per).
De havde jo travlt med at læse, Per, det er ikke saa’n som den Gang vi to var henne. (skænker for sig selv og Per) Værsgo’ Per!

PER KOLD.: Skal Kræsten ikke ha’ noget?

KRÆSTEN.: A bryder mig ikke om det.

PER KOLD.: Aa, lige en bette Drip for at klinke med os to. (de skaaler) Var der no’en pæne Piger derhenne, Kræsten?

ANN’ KATRIN’.: Aa, du snakker altid om de Piger.

PER KOLD.: Ja, for de er saa rare, saa rare (til Ann’ Katrin’) i al Fald inden de bli’er gift, hæ hæ (til Kirsten) ikke ogsaa, Kirsten?

KIRSTEN.: (ser ned).

PER KOLD.

✂

Og derfor vil a saa gerne snakke om dem. (hans Ansigt bliver paa een Gang alvorligt, ser hen for sig, sukker) Der er jo nemlig no’en, der maa nøjes med at snakke om dem — (afbrydende) Men det vil vi ikke tænke ved nu. (som han skubber en Byrde af sig) Nej! (griber sin Puns og synger eller deklamerer med Galgenhumor) Nej,

✂ Vi vil fryde os imens det er Sommer,
Bladene falde saa hastelig af Træ,
og det skal være før Vinteren kommer,
og førend Gigten den gaar i vor Knæ.
Pigerne smiler, naar Verden er sur,
Vin er den bedste af al Slags Mixtur.

(De andre visr Forstaaelse af, at de godt ved. hvad der er i Vejen med Per).

ANN’ KATRIN’.: (til Per).
Det er svær nok Per, du kan huske dine Viser endnu. (til Kræsten) Ja, nu kan du da høre, Kræsten, at du er kommen hjem til Hedegaard igen, he.

KRÆSTEN.: (nikker mildt).

GRAVES.: Ja, ja, — Per han er gue nok. Skaal Per.

PER KOLD.: (til Kræsten).
Alle I unge Mennesker paa Skolen, I kunde da heller ikke tie stille, I maatte da synge en Gang imellem?

KRÆSTEN.: Vi sang hver eneste Dag.

PER KOLD.: Det kan a nok tænke, Kæresteviser og Soldaterviser?

KRÆSTEN.: Nej, ikke den Slags — —

PER KOLD.: (idet han ser paa Kræsten, pludseligt afbrydende)
Ved du hvad Ann’ Katrin’, a sidder og ser paa Kræsten, han er vokset, tror a (de andre ler) — Ja a har dit Maal, bette Ven. (gaar hen og viser paa Dørkarmen) Her er Mærkerne, da du var seks Aar — og otte Aar — og tolv Aar — og da du var nitten, hæ hæ.

ANN’ KATRIN’.: (fornøjet).
Jo, det passer gue nok Per, he he.

PER KOLD.: (til Kræsten).
Ja, der er mange Ting En kommer i Tanker om, nu du er her hjemme igen. Kan du huske den Gang Damgaards Tyr var efter dig, da var Kræsten en bette Kaa’l, men a reddede dig, he he! — Kan du huske det?

KRÆSTEN.: (venligt)
Jo Per, det kan a godt.

ANN’ KATRIN’.: Ja det er sandt, vi har haft mange skønne Timer med hverandre. Kan du huske, Per, da du gik i Kalkgraven sønden til, — du lignede grangivelig en Gipsfigur, da Graves endelig fik dig hevet op, ha ha.

PER KOLD.: Ja, da a kom fra Skræm Marked (ryster paa Hovedet) ja uha! da var a fuld, det var for møj, det kan a ikke lide at snakke om.

KRÆSTEN: (der ogsaa er bleven optaget af de hjemlige Minder).
Men ved I hvad, a kan huske fra den samme Dag, saa længe som det er siden, — at Per i Lommen havde et stort, rødt Æble i Markedsgave til mig.

PER KOLD.: Aa, Herregud bette Kræsten, kan du huske det.

KRÆSTEN.: Om a kan huske det! A glemmer det aldrig, det var det første Æble a ved, a har set, og a synes, at a aldrig siden har set saa stort og saa rødt et Æble.

KIRSTEN.: (til Per).
Og a fik en Dukke af dig den Gang, men den havde rigtignok taget Skade, for det du havde været i Kalkgraven.
(de ler allesammen)

PER KOLD.: (til Kirsten).
Men ved du, hvorfor du fik den Dukke, Kirsten?

KIRSTEN.: Nej.

PER KOLD.: Jo, Dagen før bukkede vor Vædder dig over Ende, din bette Trold, du skreg saa ulykkelig og kom rendende hen og puttede dig lige ind til mig, du var jo saa bette den Gang, — og saa tænkte a: Kirsten hun skal ha’ en Dukke til Markedsgave i Morgen. (glad) Jo, a kan godt mindes det, hæ hæ — (pludselig grebet af Hyggefølelse). Aa, ved I hvad a tykkes, vi sidder saa herligt ved hverandre igen. Det var godt du kom hjem, Kræsten.

GRAVES.: Ja, det er skønt. Men nu har Kræsten været paa Højskole. Og naar vi har Tid, skal du sige os noget om det. Det vilde a gerne høre noget om, Kræsten.

KRÆSTEN.: Ja, det skal a. Og a synes, a har saa meget, saa meget at fortælle Jer, (begejstret) — det er som en hel ny Verden, der er dukket op for mig.

PER KOLD.: Du sa’ Kræsten, at I ikke sang Kæresteviser og Soldaterviser, — men hvad sang I da?

KRÆSTEN.: Folkesange.

PER KOLD.: Folkesange? — hvad er det for no’en?

KRÆSTEN.: Ja dem kender I ikke.

PER KOLD.: Jamen syng jen for os.

KIRSTEN.: Aa ja, gør det.

ANN’ KATRIN’.: Kan du virkelig synge, Kræsten?

GRAVES.: Ja, lad os høre.

KRÆSTEN.: (tænker sig om). (Lille Pavse.)
Ja, det er jo ikke saa’n no’en sjov Sange, kan I nok tænke.

GRAVES.: Det er jo lige meget Kræsten, Livet er jo heller ikke ene Sjov.

KRÆSTEN.: (samler sig, synger ud af sin Sjæl, simpel, følt og naturlig). 22
✂ Undrer mig paa, hvad jeg faar at se,
over de høje Fjælde!
Øjet møder nok bare Sne,
rundt omkring staar det grønne Træ,
vilde saa gerne over;
tro, naar Rejsen det vover.
Ud vil jeg, ud, aa saa langt, langt, langt,
over de høje Fjælde!
Her er saa knugende, tærende trangt,
og mit Mod er saa ungt og saa rankt,
lad det faa Stigningen friste,
ikke mod Murkanten briste.

(Der er bleven stille, det er en ny Tone og en ny Mand i den gamle Bondegaard.)

GRAVES.: Det er for Resten en pæn Sang. A forstaar den kanske ikke helt, men den lyder godt.

ANN’ KATRIN’.: (forundret).
A troede ikke du kunde synge, Kræsten.

KIRSTEN.: (er stille betaget, som havde han sunget for hende alene).

PER KOLD.: (spytter).
Jo, den lyder hel godt, men der mangler lidt Riv og Hiv i den, (op) — naa, men a skal ud og se til Bosserne, (gaar)

KIRSTEN.: (er hensunken i Tanker).

ANN’ KATRIN’.: (opdager det og siger hastig til Kirsten).
Du maa endelig skynde dig ud til Suppen. (Kirsten ud. — til Kræsten) Det er svært som du kan synge, Kræsten.

KRÆSTEN.: Det er en af de Ting a fik Sans for paa Højskolen.
(Lille Pavse.)

GRAVES.: Hør Kræsten, du sa’ før, at du havde faaet et nyt Syn — paa alting.

KRÆSTEN.: Ja, det er netop det a har.

GRAVES.: Paa al Ting?

KRÆSTEN.: Ja.

GRAVES.: Men da du nu idag kom kørende ind i din Hjemegn, saa var den da den samme som før.

KRÆSTEN.: Nej.

GRAVES.: Hvordan det da?

KRÆSTEN.: Aldrig har Lærkerne sunget over Hedegaards Marker som idag.

GRAVES.: Naa, jamen det var jo godt nok. — Og Folkene her omkring i Huse og Gaardene her i din Barndomsegn?

KRÆSTEN.: Nej — ikke de samme som før.

GRAVES.: Naa, heller ikke?

KRÆSTEN.: Nej, for nu forstaar a, at de er lige saa dorske som deres Kreaturer.

GRAVES.: (langsomt).
Det var meget sagt af et ungt Menneske.

KRÆSTEN: (ivrigt).
Er der no’en af dem der tænker paa sønderligt andet, end hvad de skal æde i Morgen og hvor mange Penge de kan faa for det og det?

GRAVES.: N—aa.

KRÆSTEN.: Er der no’en af dem, der f. Eks. tænker paa, at vi har et Fædreland?

GRAVES.: Naa — ja — saadan.

KRÆSTEN.: Jamen er det et Folk? — Og saaledes har a faaet nye Øjne at se alt med.
(Lille Pavse.)

GRAVES.: (i Spænding).
Hm, — end dine Forældre?

KRÆSTEN: (tier).

GRAVES.: Sig det bare. Vi skal jo forstaa hverandre.

KRÆSTEN: (krymper sig ved det, bøjer sig forover, ser mod Gulvet).

GRAVES.: Kom saa med det, Kræsten.

KRÆSTEN: (stilfærdig, alvorlig).
Aldrig synger I en Sang, en rigtig Sang, aldrig taler I om noget aandeligt, kun om Køer og Faar og Heste. Og ingenting læser I.

ANN’ KATRIN’.: Jamen Kræsten, vi har da baade det Ny Testamente og „De bedendes Kæde“.

GRAVES.: Ti stille, Ann’ Katrin’, (han vil ikke forstyrres) Har du no’en Plan for Fremtiden?

KRÆSTEN.: Ja.

GRAVES.: Og hvad vil du saa?

KRÆSTEN.: Ta’ en Gerning op — a vil vække Folk her paa Egnen til det ny Syn.

ANN’ KATRIN’.: (bekymret).
Men du vil da vel nok blive ved og pløje og saa som du plejer.

KRÆSTEN.: (ænser ikke Moderens Bemærkning).
En Vækkelsesgerning blandt Bønder.

GRAVES.: (tænker over det).
Kan du faa Bund i det, Kræsten?

KRÆSTEN.: Ja. A vil lære dem at synge de danske Sange, og at hvad Danmark var, kan det atter blive.

ANN’ KATRIN’.: (sukker, ryster paa Hovedet).
Aa, Herregud.

GRAVES.: (grunder).
(Pavse.)
Hvordan skulde det saa gaa til i Praksis?

KRÆSTEN.: (lidt forlegen).
A havde tænkt somtid at samle dem i Hedegaard. Sigrid og mig har paa Skolen talt noget om at saadan kunde vi gøre. A ved nu ikke, om hun egner sig til det, a tror det ikke, — men i hvert Fald.

ANN’ KATRIN’.: Aa, a tykkes der er kommen noget saa fremmed over Kræsten.

GRAVES.: Ja, lad os nu Sove paa det. (rejser sig, stiller Flasken i Bænkekrogen) Og lad os nu foreløbig gaa ud i Stalden og se paa det dagligdags.

KRÆSTEN.: Ja, lad os det, Far.

GRAVES.: (mens de gaar ud tilvenstre).
Ser du, det gamle Svinehus var for ringe — —

ANN' KATRIN'.: (flyver op, seende efter de to).
Aa ja, a forglemmer mig selv, hum hum, sikken Redelighed. — Nej a sa’ det nok. (nikker) A Sa’ det nok.
(ud ad Køkkendøren)

PER KOLD.: (ind, tørrer Panden, drikker af Ølkovsen, der staar paa Bordet, kigger til Flasken der staar i Bænkekrogen).
Bare en Drip i sin Nedermund. (drikker) Det styrkner. (staar lidt og tænker) Der kan nemlig godt blive Knuder paa æ Traad i Hedegaard endnu. (spekulativ) Hvem kender Alverdens Væsen.

KIRSTEN.: (ind i et hastigt Ærinde efter noget paa Gardinhylden over Bilæggeren.

PER KOLD.: Saa fik vi Kræsten hjem igen, det er du da ogsaa glad ved, Kirsten?
25

KIRSTEN.: (fremmed).
A bliver ikke her i Gaarden.

PER KOLD.: (forbavset).
Bliver du her ikke?

KIRSTEN.: Nej, a vil ikke være her, a vil væk.

PER KOLD.: Hvad er detteher for noget?

KIRSTEN.: (bevæget).
Jo, saa kan hun, den anden jo komme her.

PER KOLD.: (alvorlig).
Nu skal a sige dig en Ting, bette Kirsten, — nu skal du passe paa. Tror du ikke, a kender til den Slags?

KIRSTEN.: (blødt).
Jo det ved a godt, Per.

PER KOLD.: Naa, — der er ingenting i Verden, En skal være saa varsom med som med det, for det kan gælde Ens Liv og Ens Lykke. Selvfølgelig skal du blive her. Og vær du saa ganske rolig og naturlig som du plejer og ligesom du er, saa skal du bare se, bette Kirsten, — du kan tro mig.

ANN’ KATRIN’.: (kalder fra Køkkenet).
Hvor bliver du af, Kirsten!
(Kirsten ud.)

PER KOLD.: (ser hen for sig.
Ak ja, saamænd. Naa (han skal ud til sit Arbejde igen, vil gaa. Da opdager han genuem Vinduerne Sigrid, der kommer vandrende gennem Haven). Hvad Søren er det! (gir et Fløjt) Det er hende Højskoledamen. Hm! (retter sig) ja ja, kom bare an!
(fløjter „Dengang jeg drog af Sted“)

SIGRID.: (ind fra venstre iført en Slags Reformdragt med nordiske Motiver. Sølvbaand om Haaret).
Goddag.

PER KOLD.: Goddaw.

SIGRID.: Er dette Kræsten Gravesens Hjem?

PER KOLD.: Jow.

SIGRID.: Er det maaske hans Far?

PER KOLD.: Nej det var ikke saavel.

SIGRID.: Hører du til Gaarden?

PER KOLD.: Ja ogsaa til Fuldkommenhed.

SIGRID.: Du er maaske Røgter?

PER KOLD.: Jow, det kan siges.

SIGRID.: (ser sig om, gaar frem og tilbage, hen for sig).
Dette her ser noget gammeldags ud.

PER KOLD.: Jow, — ogsaa helt igennem.

SIGRID.: (marscherer).
Her trænger nok til at blive ryddet op paa flere Maader.

PER KOLD.: (staar urokkelig som en Bølgebryder og iagttager hende skarpt og med Uvillie. Med et lunt Smil)
Har Damen gaaet langt idag med Forlov?

SIGRID.: (standser).
Hvorfor det?

PER KOLD.: Jo for De er da ikke træt endnu, kan a forstaa.

SIGRID.: (svarer ikke, ser vurderende rundt paa Lokaliteterne, peger til venstre).
Se, der bagved er vel Storstuen?

PER KOLD.: Jo det passer.

SIGRID.: Har den nogenledes Størrelse?

PER KOLD.: (irriteret.
Vil du kanske købe æ Gaard?

SIGRID.: Jeg har mine Tanker, jeg har mine Planer, og jeg er kommen for at tale med Kræsten Gravesen, er han ikke til Stede?

PER KOLD.: Er du kanske hans Kæreste?

SIGRID.: M-n-naa — jeg er hans Veninde, jeg er hans Raadgiverske. Jeg er hans, — hans — ja, hvad man i gamle Dage kaldte hans Skjoldmø.

PER KOLD.: (forbavset).
Hans Skjoldmø?

SIGRID.: Ja, — paa godt nordisk Sprog.

PER KOLD.: (bryder ud i et Grin).

SIGRID.: Er det virkelig saa morsomt?

PER KOLD.: Hi — ja, hæ hæ — for saa’n en Mø har a Fan flytteme aldrig hørt Snak om før, ha ha — — En Skjoldmø — aa, nej endda hæ hæ!

KIRSTEN.: (ind efter en Morter, der staar paa Hylden over Kakkelovnen. Hun sender i Farten Sigrid et skarpt Øjekast. hurtig ud).

SIGRID.: (ser efter Kirsten, da hun gaar.
Hvor gammel er hun der?

PER KOLD.: Ved Lag nitten Aar.

SIGRID.: Er hun Tjenestepige?

PER KOLD.: Ja, det vil sige, hun er vor Nabos Datter, 27 men ligesom hjemme her. (drillende) A tror nok, Kræsten har hvisket lidt til hende. Jow, a tror nok der er noget imellem dem — for hun er jo saa pæn.

SIGRID.: Nej, min gode Mand, Kræsten Gravesen kan ikke nøjes med hende.

PER KOLD.: (vred).
Da er hun Fa’n flytt’me en pæn Pige, om der er pæne Piger til.

SIGRID.: (ler haanlig).

ANN’ KATRIN’.: (nysgerrig ind fra Køkkenet).

SIGRID.: Goddag, er det Kræsten Gravesens Mor?

PER KOLD.: Ja, — hm — det er en Skjoldmø, hæ hæ, der vil snakke med Kræsten.

SIGRID.: (irriteret til Per Kold).
Aa, De, med Deres Bemærkninger, De kender jo ikke det danske Sprog.

ANN’ KATRIN’.: (irettesættende).
Ja, hvad er det for noget sær Snak, du kommer med, Per.

PER KOLD.: Ja Gu’ er det noget Snak, det har du Ret i, Ann’ Katrin’, men det er ikke mig, der har begyndt og nu gaar a.
(griner)

SIGRID.: Jo, Kræsten og mig har været paa Skole sammen, vi to har ført mange Samtaler med hinanden, og saa vilde jeg gerne se hans Hjem.

ANN’ KATRIN’.: Naa det er dig, der er i Familie med Damgaards, du er jo ellers fra Katrup?

SIGRID.: Ja.

ANN’ KATRIN’.: (gir Haand).
Walkommen. Dine Forældre har en Gaard?

SIGRID.: Ja.

ANN’ KATRIN’.: Hvor stor er den?

SIGRID.: Jeg tænker halvanden Gang saa stor som den her.

ANN’ KATRIN’.: Værsgod og sæt dig ned.

SIGRID.: (med Begejstring).
Det er en begavet Søn I har. Kræsten Gravesen er Nummer eet.

ANN’ KATRIN’.: (smigret.
Ja, han har altid været en rar Dreng.

SIGRID.: (vidtfavnende).
Han har en stor Fremtid for sig.

ANN’ KATRIN’.: (betænkelig).
N-aa, det kan vist været det samme med det. (Der høres Fodtrin i Forstuen) .... Der har vi vore Folk.
(Graves og Kræsten ind fra venstre)

KRÆSTEN.: (til Sigrid).
Goddaw Sigrid og velkommen her.

SIGRID.: (giver ham Haand, varmt).
Tak Kræsten Gravesen.

KRÆSTEN.: (til sin Far).
Det er Sigrid, som a har snakket om.

SIGRID.: (hilser paa Graves).
Goddag — Ja, Kræsten og mig deler jo det nye Livssyn med hinanden!

GRAVES.: (iagttager hende).
N-aa, ja.

SIGRID.: Vi har talt om, at der skulde vækkes Liv i denne døde Egn, og at vi to vilde ta’ en Gerning op her.

GRAVES.: N-aa.

KRÆSTEN.: Ja, her bor a altsaa.

SIGRID.: Det er en gammel Gaard, men den ligger kønt med Oldtidshøjene der i Baggrunden.

ANN’ KATRIN’.: (til Sigrid, lidt angst).
Du er da vel opfødt ved Bondearbejde?

SIGRID.: Jo, jeg er en Bondepige, (begejstret til Kræsten). Tænk Om Vi kunde Samle Folk her. (til Forældrene halvt undskyldende) Ja vi er jo saa optaget af den Tanke, vi har faaet, om I kan forstaa det.

GRAVES.: Det kan vel være knap nok, — naa, men I to er altsaa enige?

KRÆSTEN.: Ja, vi — — — —

SIGRID.: (tager rask Svaret).
Ja vi er, og jeg syntes jeg maatte se Kræstens Hjem. Hertil har vi knyttet saa mange Tanker .... Og jeg kan se for mine Øjne, hvorledes Folk kommer strømmende paa de store Dage, naar Dannebrog vajer over Hedegaardens Tag — jeg kan se det.

GRAVES.: (kniber Læberne sammen).
Naa, det er allerede bestemt, at saadan skal det gaa?

KRÆSTEN.: Naa—aa — — — —

SIGRID.: Ja synes I, Kræstens Forældre, ikke ogsaa, at det var herligt, om Hedegaard paa den Maade blev indskrevet i Historien som et fast Punkt i den ny Bondetid?

GRAVES.: (klør sig bag Øret).
Den ny Bondetid, — ja, det er jo det! — Hvad siger du, Kræsten.

KRÆSTEN.: Vi kan jo tale om det i Rolighed.

GRAVES.: (betænkelig).
A er ræd for, at der ingen rigtig Bund er i det her. Og i hvert Fald kan vi ikke uden videre jage til med det.

KRÆSTEN.: Det er heller ikke Meningen, — vi vil prøve at forstaa hverandre.

ANN’ KATRIN’.: Nej, a har heller ingen Tro til, at der kan komme rendende et Par unge Mennesker og vælte et Sogn paa et Par Dage.

SIGRID.: (med virkelig Tro og Glæde).
Jo, I skal se, hvor skønt det vil blive for os allesammen, (stærkt) Og nu ingen Betænkeligheder.

KRÆSTEN.: (tilføjende).
Ja, hvis vi bare kan ta’ rigtig paa Sagen.

GRAVES.: A tykkes det er godt nok, at unge Mennesker er optaget af Fremtiden, men det her kan skam ikke gaa saa’n een — to — fire.

SIGRID.: Jo, I skal se, — og Storstuen kan laves om til Mødesal eller vi kan bygge til — —
(da bryder)

ANN’ KATRIN’.: (forbavset ind).
Hvad er det du siger, — skulde vi lave vor Gaard om, og ha’ alle de fremmede Mennesker rendende her! Men Herregud, Graves, hvad er det for noget, vi er kommen ind i her.
(ser hjælpeløst til ham)

GRAVES.: (retter sig).
Ja hov hov, nu, fremmede Dame!

SIGRID.: (stærk).
Nej, der kan ikke gaas paa Akkord med den Slags.

KRÆSTEN.: (stille, alvorligt til Sigrid).
Saadan maa du ikke tale her.

ANN’ KATRIN’.: (til Kræsten).
Naa, da var det godt, du kunde sige et Ord, Kræsten.

SIGRID.: (heftig).
Kræsten er jer Søn, alle snevre og fedtede Hensyn maa vige, og I har Raad til det.

ANN’ KATRIN’.: (ryster paa Hovedet).
Det bliver værre og værre.

KRÆSTEN.: (advarende til Sigrid).
Sigrid! Pas nu paa!

SIGRID.: (ivrigere endnu).
Det kan ikke hjælpe, der maa tages et klart Standpunkt fra Begyndelsen.

GRAVES.: (bestemt).
A mener, at der bliver ikke noget ud af den Plan.

SIGRID.: Jo, naar man har Troen, det er Tidens Krav, og Kræsten er begavet, han kan samle de Unge her til en Slags Højskole, hvad jeg kunde hjælpe ham med — — Jeg ser det for mit indre Øje altsammen!

GRAVES.: (fast til Sigrid).
Der bliver ingenting ud af den Plan her. A vil selv raade for min Gaard, og i alle Tilfælde snakke grundig med Kræsten.

SIGRID.: (heftig).
I Gamle vil altid kvæle de unge Spirer med jeres iskolde Ord (mere heftig) — Om I kunde.

KRÆSTEN.: Hør nu Sigrid — —

SIGRID.: (afbryder, i stigende Extace).
Det vil komme til at knage og brage i de gamle Fuger, kan I tro, dog „Ro er ej det bedste, men at man noget vil“.

GRAVES.: (henimod Sigrid, vred).
Nu skal du tie stille.

KRÆSTEN.: (gaar urolig, opgivende, ryster paa Hovedet).

SIGRID.: Det er altid de Gamles Tale — —

ANN’ KATRIN’.: (opbragt til Sigrid).
Det er da forskrækkeligt og komme saadan hovedkulds væltende ind i vort Hjem og lave saa megen Spektakel og Ufred.

GRAVES.: (højt og værdigt med underlagt Indignation).
Hør nu fremmede Dame. Dersom det var mig, De besøgte, saa ved a nok, hvad a vilde sige, men nu er De Kræstens Gæst, og saa maa han svare. — Kom saa Ann’ Katrin’ og lad os passe Vort.
(ud tilhøjre) (lille Pavse)

SIGRID.: Hvad siger du saa, Kræsten Gravesen?

KRÆSTEN.: A siger, at du har ødelagt det hele — ikke 31 alene for dig selv, men du har ogsaa gjort det sværere for mig.

SIGRID.: Hvorfor stod du da ikke ved min Side?

KRÆSTEN.: (med Vægt paa hvert Ord).
Fordi du ikke havde Ret.

SIGRID.: Ikke Ret! Var vi ikke enige i vort Syn og vor Tanke? Jeg spørger bare.

KRÆSTEN.: Jo, men ikke paa den — Maade.

SIGRID.: Hjemme hos Far og Mor synker nok Modet, Kræsten Gravesen.

KRÆSTEN.: (meget kraftig).
Far har Ret i, at der skal være Bund i det, og den skal vi mærke hele Tiden. — A har godt mærket paa det sidste, at med dig kan a ikke følges, din Maade kan a ikke bruge, og det er a ogsaa bleven særlig klar over idag. Det er forbi.

SIGRID.: Forbi?

KRÆSTEN.: Ja, det er forbi.
(lille Pavse)

SIGRID.: (med faldende Mod).
Aa, Kræsten, saadan havde jeg ikke tænkt, at det skulde gaa. Jeg kom saa glad.

KRÆSTEN.: (mildere).
Ja, Sigrid, Tanken er ogsaa smuk nok, og den er rigtig nok, men Sigrid, — du er ikke skikket til at føre den ud i Livet. I al Fald ikke hos os. Det kan ikke hjælpe, — du taber din Ret hele Tiden, — — og der skal være Bund i det, som Far siger.

SIGRID.: (stille).
Aa, det er mit Væsen, det er mit hidsige Blod, naar jeg møder Modstand.

KRÆSTEN.: Jo, men her er noget, der er vigtigere end baade dig og mig. Sagen er for stor til at hindres ved saadan noget. — Vi maa ha’ Folk med, og vi maa mærke Bunden hele Vejen.

SIGRID.: (ivrig).
Tror du ikke jeg mener mit Standpunkt?

KRÆSTEN.: Jo det ved a godt, Sigrid. Derfor gør det mig ogsaa ondt, at du tar forkert paa Sagen. Men vi to kan i al Fald ikke arbejde tilfælles i denne Sag — det er umuligt.

SIGRID.: (bøjet).
Er det helt umuligt?

KRÆSTEN.: Ja, det er, Sigrid. Det er netop det a har forstaaet den sidste Tid og særligt idag. Du er saa underlig overdreven, — og det er forbi. Det gør mig ondt, men der er ikke noget at gøre ved det.

SIGRID.: (sætter sig ned og ser ned, bedrøvet).
Aak ja, at man har saadan et Sind. Og jeg havde dog tænkt mig hvor skønt vi skulde ha’ gennemført vor Tanke, — for jeg kan se det tydeligt for mig, — ja, og jeg tror ogsaa, det vil komme til at gaa saaledes, — undtagen det, at jeg altsaa ikke er med i det.

KRÆSTEN.: Jamen a vil alligevel takke dig, Sigrid, for vor Skoletid, den glemmer a ikke, og a skylder dig ogsaa meget.

SIGRID.: (rejser sig, behersket).
Det er jeg glad for at høre. — Men vi skal altsaa skilles, Kræsten.

KRÆSTEN.: Ja, — men som Venner, Sigrid.

SIGRID.: Venner, — skal vi aldrig mødes mere?

KRÆSTEN.: Lad Fremtiden afgøre det. De Baand, der knytter mig til mit Barndomshjem, til Hedegaarden, er stærke, a vil ikke bryde dem, for saa tar a Styrken fra mig selv, mærker a.
(lille Pavse)

SIGRID.: (stille og fattet).
Ja ja, jeg vil ikke dynge Sten paa din Vej. (rækker ham Haanden) Farvel Kræsten Gravesen og LeVVel!
(Sigrid gaar stille ud til venstre) (Kræsten gaar i Uro frem og tilbage over Gulvet)

PER KOLD.: (viser sig udenfor Vinduet, som han aabner, griner)
Nu skred hun sgu Skjoldmøen, hi hi, — med lange Skridt.
(fløjter „Dengang jeg drog afsted“)

KRÆSTEN.: (ænser ikke Per Kold, han bliver ved at gaa urolig).

PER KOLD.: (iagttager Kræsten, for sig selv).
Ja, a kan sgu forstaa, at saa’n et Kvind-mennisk’ kan sætte dit Hoved i Hvirring, bette Kræsten. (snyder sin Næse med Fingrene) Men saadan er de den Slags.

KIRSTEN.: (ind fra Køkkenet).
Nu er Suppen snart færdig, Kræsten, — du maa da være sulten.

KRÆSTEN.: (vaagnende).
Ja, for Resten — —

KIRSTEN.: Du har vel knap nok haft Tid at tænke paa 33 det, saadan en Tummel der har været her idag. Men nu skal du faa en rigtig god gammeldags, hjemmelavet Hønsekødssuppe med gule Fedtperler paa, — hvad siger du til det.

KRÆSTEN.: (interesseret).
Den skal rigtignok smage.

PER KOLD.: (fløjter sagte: „Det var en Lørdag Aften“, lukker varsomt Vinduet og trækker sig stille tilbage)

KIRSTEN.: Ja, din Mor har selv lavet den, hun vidste jo, at det var det bedste hun kunde byde dig. (fortrolig) Hun er rendt ud og gi’ Kalvene, (med Ynde) og saa vilde a lige smutte ind et Øjeblik og byde dig rigtig velkommen hjem igen, — nu de er væk allesammen.

KRÆSTEN.: (optaget af hendes friske, naturlige Væsen, betragter hende nøje).
Hør Kirsten, — a synes du er bleven saa — saa — at du er vokset.

KIRSTEN.: (smiler).
Det er vist ikke meget, Kræsten.

KRÆSTEN.: (glad).
Jo, det synes a.

KIRSTEN.: (ubevidst koket).
Synes du?

KRÆSTEN.: Ja det synes a.

KIRSTEN.: (smaaler).

KRÆSTEN.: (ler ogsaa alvorlig).
Naa, men hvordan har du for Resten haft det, mens a har været væk?

KIRSTEN.: Godt, det kan En da sagtens.

KRÆSTEN.: Kan du sagtens, hvordan det?

KIRSTEN.: Jo, naar En vaagner hver eneste Morgen saa let som en Fowl, og Kokken gaaler og Solen skinner — og Dagens Arbejde staar for.

KRÆSTEN.: (mærksom).
Ja, men er Arbejdet ikke et fattigt Liv — for dig? Hvad kan du faa ud af at muge og malke?

KIRSTEN.: Fattigt! Tykkes du det er fattigt?

KRÆSTEN.: (lidt opstillet).
Ja, — naar man ikke kender Løftelsen og det nye Syn.

KIRSTEN.: (med stille Alvor).
Snak ligefrem Snak Kræsten, saa er du sød.
(kort Pavse. Kræsten tænker sig om)

KIRSTEN.: Hvad a kan faa ud af Dagen? Jo, a si’er til mig selv: Nu skal du være rigtig flink, saa Ann’ Katrin’ 34 kan blive glad, og Graves kan se venligt til dig — din Far har saadan gode Øjne. Og saa — saasnart a begynder at røre mig, saa har a jo „Trofast“ ligestraks med Forpoterne op ad mine Skørter, og Hønsene mylrer omkring mig, de har jo ventet mig, og Køerne dryner, de vil gerne malkes, — der er En ogsaa velkommen. Og naar a nikker til Per Kold, saa fløjter han som en Stær — tykkes du det er fattigt?

KRÆSTEN.: (tier).

KIRSTEN.: A si’er tykkes du det er et fattigt Liv?

KRÆSTEN.: (gaar lidt).
N-ej, — n-ej, men der mangler alligevel noget, hvis der ikke er mere.

KIRSTEN.: Mer? Det kan En da ha’ nok med at gøre hele Dagen.

KRÆSTEN.: A si’er, der mangler alligevel noget — — Du skal paa Højskole Kirsten!

KIRSTEN.: Aa, det ved a ikke.

KRÆSTEN.: Og blive vækket.

KIRSTEN.: Det ved a saamænd ikke hvad er.

KRÆSTEN.: Nej, det er netop derfor du skal der. Og lære de nye Sange.

KIRSTEN.: (oplivet).
Saadan no’en som den du sang før — ja, det kunde a for Resten godt lide. Sang er dejligt — — (pludselig forskrækket), aa, det her gaar ikke, a skal af Sted.

KRÆSTEN.: (tager hendes Haand).
A tror, der er noget, du længes efter?
(lille Pause)

KIRSTEN.: (ser stadig nedad).
Det Ved a ikke. (pludselig ser hun op, med Angst, Glæde, ubevidst skælven) Nu skal du la’ mig gaa, Kræsten — hvad tænker din Mor —. — — der er hun.

ANN’ KATRIN’.: (staar pludselig i Sovekammerdøren, stramt).
Naa! (gaar frem, til Kræsten — Kirsten smutter ud) Den anden er hun Væk? Ja, du har rigtignok givet os noget at tænke ved i Dag.

GRAVES.: (ind fra venstre, fra Sovekammeret).

ANN’ KATRIN’.: (henvendt til ham).
A si’er lige til Kræsten, at han rigtignok har givet os noget at tænke ved.

GRAVES.: (rolig).
Ja, men lad os da saa ogsaa tænke rigtig 35 ved det. (henvendt til Kræsten) Har du svaret den fremmede Dame?

KRÆSTEN.: Ja.

GRAVES.: Hvad sa’ du til hende?

KRÆSTEN.: Hun kommer ikke mere her.

GRAVES.: Naa, det var godt.

KRÆSTEN.: (rømmer sig).
Men a vil sige med det samme, at mine Tanker bliver ikke anderledes for det.

ANN’ KATRIN’.: (klagende).
Du vil blive ved at gøre dine Forældre imod?

GRAVES.: (rolig).
Ja, ja, Ann’ Katrin’, lad os nu høre, hvad Kræsten vil sige.

KRÆSTEN.: (vender sig til Moderen, med stigende Kraft).
Nej, Mor, det er ikke for at gøre jer imod. Men a er kommen til at forstaa, at a ikke alene er fra Hedegaard Sogn, men a har et Fædreland og hører til et Folk, som nys har lidt et stort Nederlag, det vil a — saa ring som a er — være med til at rejse igen — paa alle Maader — — (meget fast og bogstavret i Udtalen) og dette kan ikke rokkes.

ANN’ KATRIN’.: (vugger med Hovedet, klagende).
Men Herregud, Kræsten, hvordan er det, du er bleven!

GRAVES.: (med Vægt henvendt til Ann’ Katrin’).
Nu skal du være stille, Ann’ Katrin’, Kræsten vil jo ikke noget ondt. (til Kræsten) Der er kun en Ting, a vil spørge dig om, og som du maa svare mig ærligt paa.

KRÆSTEN.: Hvad er det?

GRAVES.: Din Vækkelse, dit ny Syn, som du siger, er det noget som ligger dig varmt paa Sinde? A mener, er det noget som (peger paa sit Bryst) som du kan mærke herinde hver eneste Dag, og noget som du vil vove noget for?

KRÆSTEN.: (sikker).
Ja.

GRAVES.: Saadan rigtig ærligt?

KRÆSTEN.: (ser paa Faderen, aaben og fast).
Ja, Far.

GRAVES.: Gud ske Lov min Dreng, saa er det ingen Sag, — men der skal være Bund i det.

ANN’ KATRIN’.: A tykkes du sa’ Gud ske Lov, Graves?

GRAVES.: (afgørende).
Ja, for det vor Søn er et ærligt Menneske. For Resten — ved du, Ann’ Katrin’, ved a, er der no’en, der ved, hvad saadan noget som Kræsten har i hans Tanker, hvad det kan komme til at betyde for vor Slægt?

ANN’ KATRIN’.: Nej, men a kan ikke faa i mit Hovede, hvad Nytte det er til.

GRAVES.: Det gør heller ikke saa meget, lille Mor, vi Ældre kan jo ikke føre noget frem alligevel, vi kan kun gi’ Plads for det ny, hvis vi synes at der er Mening og Karakter i det. (med Vægt) Og derfor skal du, Kræsten, faa Lov at beholde dine Tanker i Fred for os, og det ikke med Tværhed, a si’er — i Fred. Og lad os saa se Fremtiden an.

KRÆSTEN.: (hjerteligt)
Tak for det, Far.

GRAVES.: (hen og henter sin Pibe).

KIRSTEN.: (aabner Køkkendøren).
Nu tror a nok Suppen er færdig, Ann’ Katrin’, om du vil komme ud lidt.

ANN’ KATRIN’.

✂

Ja, idag glemmer a alt hvad a skal passe, naa, men du kan godt begynde at dække Bord, Kirsten.

Graves er færdig til at gaa)

Nu gaar du da ingensteder Graves, for nu skal vi spise.

GRAVES.: Nej, a gaar bare udenfor et Øjeblik, du ved nok, Ann’ Katrin’, naar a har noget særligt at tænke paa, saa vil a gerne være lidt ene ude i det fri. (mod Døren til venstre; vender sig) Men a kommer snart igen.

KRÆSTEN.: (nikker til ham). (Mens Kirsten dækker Bordet, gaar Krsesten hen til Vinduet og staar der med Ryggen til Publikum og ser ud. Samtidig ses Graves i Haven, han standser midtfor, seende ud over Markerne og Heden. Da Kirsten ser Graves staa der, bliver hun stille, lægger Knive og Gafler sagte om; hun gaar hen til Kræsten og lægger sin Haand paa hans Arm og siger):

KIRSTEN.: Hvad tænker du nu paa, Kræsten?

KRÆSTEN.: (drejer Hovedet).
A tænker paa, at det nok alligevel ikke bliver saa svært at komme igennem, naar vi ser paa ham der — og den Vej han har gaaet.

KIRSTEN.: (tager hans Haand og trykker den).
Tæppe.

✂

PERSONERNE I ANDEN AKT

✂ GRAVES KRISTENLEN, 62 Aar.
ANN’ KATRIN’, 64 Aar.
KRÆSTEN, deres Søn, 41 Aar.
KIRSTEN, hans Kone, 38 Aar.
UNG-GRAVES, deres Søn, 16 Aar.
PER KOLD, 63 Aar.
SIGRID, gift med Proprietær Toft, 40 Aar.
Pastor AXELSEN, 50 Aar.
KAREN, hans Datter, 15 Aar.
DOKTORFRUEN, 42 Aar.
JENS GRAM, en Bonde, 38 Aar.
LARS ROLIGHED, en Bonde, 39 Aar.
EN GENDARM, 30 Aar.

✂ Handlingen foregaar paa Hedegaard i Slutningen af 1880erne.

✂

ANDEN AKT

✂ (Samme Stue som i første Akt, men Møblerne i Firsernes daarlige Smag Langbord, fast Bænk, Bilægger og 8 Dages Klokkeværk fjernet, for Buffet, Chaiselongue og Tobaksbord o. s. v. Billederne paa Væggene fra Første Akt er ombyttede med Fotografier af et Højskolehold, af Præmiehingst og Tyr, Grundtvig, Bjørnson, Dalgas og Fjord, samt et Olietryk, en Mand der venter ved Færgen, eller lign. og Billedet af Fr. VII der underskriver Grundloven. Tilvenstre i Forgrunden er der kommet en Dør ind til Graves’ og Ann’ Katrin’s Aftægtsstue, hvor de gamle Møbler ses, naar Døren er aaben. Træerne er vokset i Haven. De dyrkede Agre i Baggrunden naar nu ud til Gravhøjene i Heden.

✂ Graves, Ann’ Katrin’ og Per Kold kommer ud af Aftægtsstuen, hvor de har nydt en ekstra Kop Kaffe. Ann’ Katrin’ har de tomme Kopper med paa en Bakke. Graves hen til Tobaksbordet og stopper. De andre to tøver lidt).

PER KOLD.: (ser sig om).
Nej, a kommer nu aldrig til at finde mig rigtig tilpas i den her Stue.

ANN’ KATRIN’.: (sætter sig).
Det gør a nu heller ikke, — ikke som i den gamle.

PER KOLD.: Nej inde i jeres Stue, der er En anderledes 38 fortrolig, der er da ordentlig Bord og Bænk, som En er vant til. Og der er ogsaa en rigtig gammel rosom Klokk? (tager en frisk Skraa) Og saa er det her jo ogsaa en Afholdsstue, — det er sært Kræsten vil med paa saadan en Sag. (spekulerer) Men det er vel Tidens Fordringer.

ANN’ KATRIN’.: (halvvred).
Aa, skidt med Tiden.

GRAVES.: (der nu er færdig med at stoppe og tænde Piben).
Ja, det vil a nu ikke sige, a tykkes egentlig det er gaaet godt nok, — i det hele taget.

PER KOLD.: Jo godt nok paa en Maade. Kræsten er bleven en berygtet Mand — — aak ja, der er mange Folk, der nuomstunder har Ærinde til Hedegaard, — hja Gu’ er der saa.

GRAVES.: Ja, det har taget en stor Forandring fra før.

ANN’ KATRIN’.: A skal love for det, nu skal alle Mennesker til Hedegaard med deres Sager.

PER KOLD.: Ja vi kan vel næsten sige, at Hedegaard er bleven som et Kontor for hele Sognet, — er det for meget, Graves?

GRAVES.: Nej, det kan godt siges.

PER KOLD.: Og Kirsten klarer sig sgu ogsaa godt.

ANN’ KATRIN’.: (beundrende).
Ja, det er svært som hun kan snakke med alle Slags Folk, — li’saa rolle.

GRAVES.: (nikker).
Vi tog ikke fejl, da Kirsten blev Kone i Gaarden.

PER KOLD.: Nej — det var da godt det ikke blev hende, den anden, „Skjoldmøen“, hæ hæ. Ja, a griner, naar a tænker paa hende, hun var en hel Krigskarl, og sikken en Marsch hun kunde stille an, hæ hæ.

ANN’ KATRIN’.: Hun blev alligevel stor Proprietærfrue her i vort Sogn, selv om det var en Enkemand hun blev gift med, — og det gik rask.

PER KOLD.: Ja saadan er de Damgaardsfolk, huj og hej og paa en Studs med det hele, — og hun vilde jo giftes.

ANN’ KATRIN’.: Hun er nu den sværeste her i Sognet næst efter Doktorfruen, der kan En se.

GRAVES.: (smilende).
Hun holder skam Foredrag i den her Tid.

ANN’ KATRIN’.: (hunt).
Foredrag! Kan hun holde Foredrag, — hvad er det om?

GRAVES.

✂

Det er skam om, at Danmarks Kvinder skal samle sammen til nogle Kanoner som Gave til Københavns Befæstning.

ANN’ KATRIN. Aak — sikke Uro og sikken Re’lighed baade med det ene og det andet.

PER KOLD.: Ja du har Ret i det, Ann’ Katrin’, det rumler godt. — A kan nu ikke forstaa, at Kræsten kan ha’ alt det i hans Hoved han har at gøre med og saa — (pikker i Bordet) det er det som er Kunsten — og saa alligevel passe hans Gaard og gaa frem i Velstand.

GRAVES.: Ja — jo — det er alligevel de nye Methoder, de nye Maader, det er Køerne, det er Smørret.

KIRSTEN.: (ind fra Køkkenet med en Christi Blodsdraabe i hver Arm, moderlig bred og god).
Naa her sidder I ved hverandre og faar jer en god gammeldags Praat.

PER KOLD.: Akkurat Kirsten, saadan noget godt gammeldags Snak er ikke at foragte — (skriftret) især i disse Tider.

KIRSTEN.: Nej saamænd Per. (til Ann’ Katrin’, mens hun sætter Blomsterne tilrette). Det er svært som Utøj plager Blomsterne. Nu har a gi’et dem et ordentlig Bad, for a vilde nødig Kræstens Blomster skulde gaa til.

ANN’ KATRIN’.: Ja, det var da ogsaa en Skam, om vi to Kvinder ikke kunde holde Liv i dem, — er der noget, a skal hjælpe dig med, Kirsten?

KIRSTEN.: Nej Tak, lille Mor.

ANN’ KATRIN’.: (efter hende).
A kommer for Resten snart. (til Graves) Hvad var det du sa’ Graves — ja at det var Køerne og Smørret. Nu skal vi jo til at lave Smør paa en Fabrik, he he, ja a griner sgu af det. Sig mig — I er da Karlfolk — mener I nu virkelig, det kan la’ sig gøre, og at der kan blive fint Smør, naar de har kørt og slantret med Mælken en halv Dags Tid, — a tror det nu ikke.

PER KOLD.: A tvivler Pinnede ogsaa.

GRAVES.: Jo-v, a tænker det gaar. Det ser ganske vist mærkeligt ud, men Kræsten har jo i Grunden aldrig taget fejl endnu med det han har begyndt paa — ikke ogsaa?

ANN’ KATRIN’.

✂

Jo, det er sandt nok, Graves.

(lille Pavse)

Og derfor er det ogsaa Synd, a har staaet ham imod saameget som a har — (røn) A har ikke kunnet la’ være, for det, a har syntes, det han vilde var forkert, men a har fortrudt det, a er ked af det.

PER KOLD.: (irettesættende).
Ja og du har ingen gyldig Grund til det, Ann’ Katrin’, andet end det, at du er — et Kvind’menneske. Du skal være stolt af Kræsten!

ANN’ KATRIN’.: Jamen det er a da ogsaa, Per, det er vi jo allesammen.

PER KOLD.: Ja, for hvem er det Folk spørger om, hvordan al Ting skal gaa? Hvem er det, der smider Herremænd og Proprietærer ud af deres Stillinger og sætter Bønder i Stedet? Værsgod, a spør bare.

ANN’ KATRIN’.: Ja, tho det er da Kræsten.

PER KOLD.: Det er din Søn, Ann’ Katrin’, ved du det?

ANN’ KATRIN’.: (ydmyg).
A ved det godt, Per.

PER KOLD.: Naa. Du var vranten, da Kræsten vilde paa Højskole — og ærlig talt var a ikke selv saa grov forgrint af det — men se, hvor det gaar! Og nu kan du jo godt lide de her Højskolesange, naa. Og de si’er nok, at Kongen udnævner Præsterne til deres Kald og Embede, men da Pastor Axelsen kom hertil, da var det Fan flyttme Kræsten Gravesen, Hedegaard, der satte æ Præst paa hans Stol. Og saadan helt igennem, (skriftret) Saa der er aldeles ingen gyldig Grund til Klage.

ANN’ KATRIN’.: Nej, nej, bette Per, men det forstaar a ogsaa godt selv.

PER KOLD.: (pikker i Bordet).
Jo, men Kvind’mennesker, det er Kvind’mennesker, de gnaver og gnaver og de bliver ved og bliver ved, og derfor læser a dig Texten en Gang 41 imellem. ( slaar over, gemytlig) For a kan Satens godt lide dig, Ann’ Katrin’, det ved du ogsaa nok, og saa behøver vi ikke snakke mer om det.

GRAVES.: (der har smilet under Pers Tale).
Ja Per, han er gue nok. Og det er Kræsten ogsaa. Der er kun een Ting, a frygter for (betænkelig) og det er det politiske, han nu er inde i, a er ræd for, han skal komme galt af Sted.

PER KOLD.: (spekulativ).
Ja, a vil indrømme, der kan maaske være Fare for det.

GRAVES.: Ja, for her er det jo ikke alene Herremænd og Proprietærer, her er det jo selve Øvrigheden i Landet.

PER KOLD.

✂

Øvrigheden! men a mente at Øvrigheden var Retten, og naar det her ikke er Ret, hvordan kan det saa være Øvrigheden, der laver det.

Hør Graves, hvad er det egentlig det her „Provisorium" for noget, kort sagt?

GRAVES.: Hm, ja se Ministeriet vil jo ha’ Penge, mange Millioner til Københavns Befæstning, og dem vil Folket — altsaa Rigsdagen ikke bevilge. Se saa er det, at Ministeriet jager Rigsdagen hjem og selv tager Pengene af Kassen, og den Lov kaldes provisorisk.

PER KOLD.: Jamen Død og Pine, hugger de det selv — kan det ogsaa gaa?

GRAVES.: Se der er det jo Striden staar. Ministeriet siger ja og Folket siger nej. Ministeriet sender Gendarmer paa os, og Folket køber Rifler.

PER KOLD.: (spekulativ).
Ja det er sgu en vanskelig Sag, den kan nemt blive gal — —

ANN’ KATRIN’.: (der under de sidste poiitiske Repliker har kigget ud i Haven).
Vil I nu se, der kommer Præstens Karen med noget i Haanden. I skal se det er en eller anden bette Ting fra Haven — er hun ikke vakker, saadant et ungt, dejligt Mennisk’!
(de andre kigger)

GRAVES.: Jo, En bliver glad alene ved at se hende, a savner hende ligefrem, naar hun ikke har været herovre en to-tre Gange om Dagen.
42

ANN’ KATRIN’.: Hun har nu ogsaa altid været din Pige, Graves.

GRAVES.: Hun har jo redet paa mit Knæ, da hun var en bette jen.

PER KOLD.: Og ligefrem er hun som en Bondepige, det er efter Fa’ren.

KAREN.: (med Fletning ned ad Ryggen).
Godda’, naa her sidder I og lurer, jeg har lige plukket de første Jordbær, men der er kun to til hver af jer, ha ha — det var ikke mange, ha ha. Ikke før i Morgen.
(byder rundt, Graves først)

ANN’ KATRIN’.: (smiler).
A kunde nok tænke, Graves skulde ha’ først.

KAREN.: Ja det skal han, ikke ogsaa, ha ha.

GRAVES.: (smiler og klapper hende faderligt).

ANN’ KATRIN’.: A tykkes der er to Bær tilovers?

KAREN.: Jeg troede, at Ung-Graves var til Stede, men saa kan jeg selv spise dem.

ANN’ KATRIN’.: Nej, det skal du ikke, saa bliver han ked af det, han er her lige med det samme, han er ved at staa op.

KAREN.: Er han ikke staaet op endnu, den Drive-Mikkel. (holder et Jordbær ud for sig) Hvornaar er Ung-Graves’ Ferie forbi? Hvorlænge skal han egentlig gaa paa Latinskolen?

GRAVES.: Han skal jo være Student, bette Karen.

UNG-GRAVES.: (kraftig Yngling, noget bleg og lidt blaseret).

KAREN.: Naa, der er du endelig, nu har vi spist alle Jordbærrene, der er ingen til dig.

UNG-GRAVES.: Ah, Jordbær! (smasker) Hvorfor skal jeg ingen ha’?

KAREN.: (straffende for Spøg).
Fordi du er en lang, uartig Dreng, der ligger og snuer til Middag.
(Ung-Graves vender sig krænket om, hun tager selv det ene Bær, lister sig bag paa ham og putter det sidste Bær i hans Mund)

UNG-GRAVES.: (ta’r om hende og rykker hende i Fletningen).
Ha — saa fik jeg det alligevel.
(De gamle ser fornøjet til)

KAREN.: Du har altid saameget med den Fletning at gøre, jeg tror jeg klipper den af.

UNG-GRAVES.: Ja, det skulde du gøre, (smiler) saa kunde jeg til Vinter faa mig et Par Haarvanter af den li’esom Gammel-Jørgens.

KAREN.: Aa, du er en rigtig én, — du tænker altid paa dig selv ....

UNG-GRAVES.: (skælmsk).
Hvem skulde jeg ellers tænke paa?

KAREN.: Paa mig naturligvis og alle vi andre.

UNG-GRAVES.: Saa fik jeg nok mere at gøre, end jeg kan bestille.

KAREN.: Ja for du bestiller vist ikke ret meget, ha ha, — andet end fjante og danse med Pigerne.

UNG-GRAVES.: (skelmsk).
Der er ingen, jeg bryder mig om at danse med uden med dig.

KAREN.: (ler).
Ja, du er vist en rigtig En. (Ung-Graves tar om hendes Fletning; hun frigør sig) Er det nu galt igen med den Fletning, — naa, vil du saa med ud lidt, det er ikke Vejr at være inde i.
(De to unge ud tilvenstre. Man ser dem straks efter komme frem i Haven, hvor de under de næstfølgende Repliker leger og fjanter)

PER KOLD.: (hentydende).
Mon det skulde blive de to en Gang?

ANN’ KATRIN’.: Saadan noget ved man ikke, Per, nej det ved man ikke.

PER KOLD.: (pludselig).
Hør, hvorfor skal egentlig saa’n en Klør som Ung-Graves gaa paa den Skole hele Tiden? Han er saa stærk som en bette Nordbagger, og han har et Haandelag for Skovl og Greb som en Avlskarl, hvorfor? — spør a.

GRAVES.: Hm, ja Kræsten mener jo, at han selv er for lidt oplyst, han mærket det, sier han, naar han er sammen med 44 de Store og skal klare for sig. Se saa er det han vil ha’ Sønnen frem, forstaar I, saa Ung-Graves ikke saadan som han selv skal staa tilbage, naar han engang skal til. — Og saa tror a ogsaa nok, han kan lide at vise de Store, at en Bondedreng kan li’esaagodt blive Student som de andre, — a ved det ikke, men a tror det.

ANN’ KATRIN’.: Jamen, Graves, han skal da vel hjem og ha’ Gaarden engang.

GRAVES.: Ja, det er vel nok Meningen.
(Landposten kommer gennem Haven ind i Køkkenet, hvor han plejer at aflevere Posten)

PER KOLD.: (rejser sig).
Der er Landposten, saa ved a, du skal til at sluge Aviser, Graves, jo du æder dem ikke, du sluger dem sgu.

ANN’ KATRIN’.: Ja, vor Far er da bleven saa slem til at læse Aviser den sidste Tid.

GRAVES.: A ved ikke om det er slemt, men det interesserer mig, a kan godt lide at læse om hvad der sker, og om den ny Tid.

ANN’ KATRIN’.: Nu skal a hente Bladene til dig.
(ud i Køkkenet)

PER KOLD.: Ja, nu kan du se efter Provisorierne, Graves, saa ser a efter Grisene, hæ hæ.
(gaar fløjtende ud)

ANN’ KATRIN’.: (ind med Aviserne, som hun rækker Graves, der aabner den første og gaar ind i Aftægtsstuen. Ann’ Katrin’ gaar hen til Skrivebordet med Brevene, som hun nøje efterser udvendig hver enkelt).
Her er minsæl ogsaa et Brev fra Amtmanden!

KRÆSTEN.: (ind fra venstre — kommer ude fra Samfundet — tankefuld).
Goddaw Mor.

ANN’ KATRIN’.: Walkommen hjem Kræsten. Her er endda no’en Brevskaber til dig.

KRÆSTEN.: (hen til Skrivebordet, løber hastigt Brevene igennem).

ANN’ KATRIN’.: (staar og ser til Han opdager, at hun staar der endnu, som om hun vilde tale med ham)

KRÆSTEN.: Var der noget, Mor?

ANN’ KATRIN’.: Hm, ja der er noget, der trykker mig.

KRÆSTEN.: Sig mig, hvad det er, Mor. Sæt dig ned.

ANN’ KATRIN’.: (forlegen).
A ved ikke, hvordan a skal sige det. — Hm, men du husker jo nok a var meget imod, du kom paa Højskolen.

KRÆSTEN.: (kølig).
Ja.

ANN’ KATRIN’.: A var heller ikke mest for, at du fik Kirsten til Kone.

KRÆSTEN.: Nej, det var du ikke.

ANN’ KATRIN’.: Og dine Paafund og alt det nye Væsen og dine Møder og Udfarter kunde a jo heller ikke saa godt lide.

KRÆSTEN.: (kold).
Nej, det har a mærket tit nok. (næsten haardt) Og hvad er der saa i Vejen nu?

ANN’ KATRIN’.: Ja, hm, nu er det, a er kommen i Tanker om, at a har baaret mig fejl ad. Og det er a ked af.

KRÆSTEN.: (overrasket, vender sig lyttende imod hende).
N—aa?

ANN’ KATRIN’.: Jo, for du har vist haft Ret, og du har gjort os megen Glæde ved det, du er bleven den Mand du er. — Og a har næsten altid været imod det, du har lavet, og det er det, a er ked af. (bevæget) Du mit eneste Barn, Kræsten, — a burde jo ha’ holdt med dig.

KRÆSTEN.: (i en blød Tone).
Jamen det kommer jo af, lille Mor, at du ikke har kunnet forstaar det, du har ikke kunnet faa det i dit Hovede, det er Sagen. Du har været en god Mor, men du er jo levet op i Arbejde, vi kan vel gerne sige Slid og Slæb, og derfor er der bleven noget forsømt. Det forstaar a saa godt.

ANN’ KATRIN’.: (rørt).
Hvor du egentlig er god, Kræsten.

KRÆSTEN.: Nej, men det er saadan det skal ses.

ANN’ KATRIN’.: Naa, men har du aldrig været vred paa mig, Kræsten, for det a har gaaet imod dig?

KRÆSTEN.: Nej, ikke uden et Øjeblik af Gangen. Men a har somtid været ked af det, at du ikke kunde følge med og være fælles med mig.

ANN’ KATRIN’.: Ja, det er netop det. Og a har tit tænkt: Kræsten kan vist ikke lide dig.

KRÆSTEN.: (lægger sin Haand paa hendes Skulder).
A har altid vidst hvordan dit Hjerte var, Mor, men hvor er det alligevel godt, at du siger det, du nu har sagt.

ANN’ KATRIN’.: (bevæget).
Aa, Herregud, Kræsten, hvor er a selv glad for, at a fik det sagt.

KRÆSTEN.: Mor, — hvis vi Mennesker kunde faa os til at snakke noget mere ligeud med hverandre, saa kunde vi blive mangen Sorg kvit.

PER KOLD.: (kalder fra Køkkendøren).
Ann’ Katrin’ — du maa Sørenme komme ud og hjælpe mig lidt, a stoler bedst paa dig — men det skal være med det samme.

ANN’ KATRIN’.: Jøsses — det er nok galt med Smaagrisene.
(ud)

GRAVES.: (fra Aftægtsstuen med Briller paa Næsen og Avisen i Haanden).
Er du her Kræsten? Her skal du høre det sidste, (ser i Avisen) Her er en Gaardejer Thornum i Vendsyssel, der er bleven arresteret i Anledning af Riffelbevægelsen. A tror, a kender hans Far fra 5te Dragonregiment, Bynavnet passer godt nok, han var af de her stille, fine Karle, ja — og nu læser vi her, at hans Søn er arresteret.

KRÆSTEN.: Jamen det er da ikke for noget ondt eller slet, det er jo bare for det, han vil vove noget for Frihedens Sag, (med hævet Røst) for din og for min Frihed, ikke sandt?

GRAVES.: Ja, a ved ikke rigtig, — men arresteret er han, og i Kachotten sidder han.
(Lille Ophold. Kræsten gaar frem og tilbage)

KRÆSTEN.: Hør Far, — kunde du ikke tænke dig, at du hellere vilde se din Søn gaa i Arrest som en fri Mand, end han skulde leve ude som en Kujon og en Slave?

GRAVES.: (tier og tænker).

KRÆSTEN.: A mener, kunde du ikke tænke dig et saadant Tilfælde?

GRAVES.: (ser vist paa Sønnen).
A ved det ikke, bette Kræsten, — der er meget at overveje ved det. (lille Pavse, ser igen i Avisen) Her staar ogsaa, at Gendarmerne har skudt paa to Mand paa Skræm Marked — — Det er da forskrækkeligt, virkelig skudt to Mennesker, — og tæt her ved os!

KRÆSTEN.: Ja, det er alvorlige Tider i Danmark nu.

GRAVES.: (ser vist paa Sønnen).
A er ræd for dig, Kræsten, du er jo med i det altsammen, — hvad er i Virkeligheden din oprigtige Mening om Sagen?

KRÆSTEN.: Min Mening er, at i disse Dage oplever vi et Stykke Danmarks Historie. Du kan vel huske lidt fra Hov-Tiden, Far, eller Tale om det, da Bonden maatte ta’ sin Hat af for Herremandens Abekatte, da han blev hundset af enhver Skriverdreng paa offentlige Kontorer og haanet af Gadedrengene i enhver Købstad, ikke ogsaa?

GRAVES.: Jo, det passer (nikker), Jo det passer gue nok.

KRÆSTEN.: Og saa fik vi Friheden i 49.

GRAVES.: (oplivet)
Ja, sikken Forandring.

KRÆSTEN.: A kommer i Tanker om engang, mens a var Dreng, at a saa dig, Far, ved en Grundlovsfest.

GRAVES.: Aa ja, sikke dejlige Grundlovsfester vi havde den Gang.

KRÆSTEN.: Du stod i dine egne Tanker i al Stilhed og hørte paa Talen om Friheden, — og saa randt der en Taare ned ad din Kind.

GRAVES.: (hen for sig).
Ja, ja — se, se, — hum, hum!

KRÆSTEN.: Jamen Far, a glemmer det aldrig, for da forstod a første Gang, at Folkefrihed er en meget vigtig Sag.

GRAVES.: Se, gjorde du det, bette Kræsten, hum, ja.

KRÆSTEN.: Se, dengang var a kun en Dreng, nu er a en Mand, og nu forstaar a det tilgavns. (varmt) Og derfor er det min Mening, at nu er det Bondens Prøvetid, om han har Friheden kær eller ikke, og om han er den værd eller ikke.

GRAVES.: Jamen, Kræsten, ved Vold og Magt! ... Ja, a er ikke rigtig klar over det endnu, men a bliver det maaske siden.

PASTOR AXELSEN.: (ind fra venstre, en rask, jævn Mand, klædt som en Bonde i hjemmegjort Tøj, kun ved sit hvide Halsbind adskiller han sig)
Godda’ Graves! Godda’ Kræsten! — (ivrig) Naa, hvordan gik saa Mødet i aftes i Katrup, var der no’en Folk?

KRÆSTEN.: Salen kunde ikke rumme dem.

AXELSEN.: Og der blev oprettet en Riffelforening.

KRÆSTEN.: Selvfølgelig, og nu er vi organiseret her paa Egnen.

AXELSEN.: Vi er jo gode Venner, Kræsten, vi er Fortrolige og jeg var din Ungdomslærer paa Højskolen, jeg vil spørge dig endnu en Gang, — er du selv klar over, hvad du foretager dig i denne Sag?

KRÆSTEN.: Ja, fuldstændig.

AXELSEN.: Og du er ogsaa klar over, at du gør Oprør og er hjemfalden til Straf?

KRÆSTEN.: A er klar over hele min Stilling og Handling.

AXELSEN.: Og du tror, der kommer noget godt ud af at gaa Oprørets Vej.

KRÆSTEN.: Da a var paa Skolen, holdt du Foredrag for os om de Goder, der kom ud af den franske Revolution, kan du huske det Axelsen, a glemmer det ikke.

AXELSEN.: Jo — men — se det her er noget andet. Vor Regering vil jo ikke noget ondt. — Du ved jo godt, Kræsten, at det Folk, der ikke vil værne sit Land, har ingen Ret til at leve. Selv et Dyr værger sin Rede. Naar nu Folket ikke vil det og saaledes glemmer sig selv, saa maa Regeringen, der har Ansvaret for Ledelsen, handle.

KRÆSTEN.: (heftig).
Vor Regering er Forbrydere — politisk set.

AXELSEN.: Det er dog nogle mærkelige voldsomme Udtryk — (ser bedrøvet paa ham) af dig Kræsten, jeg synes det er 49 fremmed for dig — Regeringen er nu engang vor Øvrighed.

KRÆSTEN.: Er det en ret Øvrighed, der bryder Landets vigtigste Lov?

AXELSEN.: (til Graves).
Hvad siger De, Graves, til alt dette?

GRAVES.: A si’er at der skal være Bund i det.

KRÆSTEN.: (ivrig).
Maa a spørge, er Folkets Grundlov ikke den faste Bund i den her Sag? ....

GRAVES.: A si’er en Gang til, der skal være Bund i det, Kræsten.

KRÆSTEN.: Vi stoler paa vore Førere.

AXELSEN.: Ja, det er ogsaa udmærkede Mænd, der har stor Betydning ved at vække Folket politisk, — men derfor kan de jo godt se fejl.

GRAVES.: Ved I, hvad a har gjort, uden nogen ved det — a har skam købt Billedet af de fem Venstreførere. Jo, a læser saa meget om dem, og de siger saa mange gode Ting, tykkes mig. Saa fik a Lyst til at se dem selv. — A har det herinde i min Stue — a fik det i Gaar. — Vil I se det? Det er pænt.
(gaar alle tre ind i Aftægtsstuen)

UNG-GRAVES.: (og Karen ind fra venstre, han ser sig om).
Hvor er de henne, vor ædle Fædre? (opdager det) Naa, de drøfter selvfølgelig Provisoriepolitik.

KAREN.: Er det ikke ogsaa et alvorligt Spørgsmaal i disse Dage?

UNG-GRAVES.: H-jo, saamænd, men de tar saa naivt paa det, at det i al sin Højtidelighed ligefrem bliver komisk. (smiler) Som nu forleden et Udvalg var i Aalborg og købe en Tønde Revolutionskrudt, nok saa hemmelighedsfuldt.

KAREN.: Virkeligt?

UNG-GRAVES.: Ja, den staar sgu omme i Jens Grams Tørvehus, jeg har selv set den, ha ha!

KAREN.: Tror du det bliver til noget?

UNG-GRAVES.: Nej, — ikke andet end Snak og Vrøvl — 50 — naa, men jeg skulde ha’ Besked. Tar du saa med den Køretur til Byen.

KAREN.: (smiler).
Jeg ved skam ikke.

UNG-GRAVES.: Vist gør du Saa, Karen, (op, rask hen og aabner Døren til Aftægtsstuen helt) Hør Far, nu har Per smurt Fjedervognen, skal han saa køre mig til Byen? Ja, for han vilde gerne vide det?

KRÆSTEN.: (inde fra Aftægtsstuen).
Nej, a skal nok selv køre, men det haster jo ikke.

UNG-GRAVES.: Naa, ja saa siger vi det. (til Karen) Skal vi gaa om og se til Revolutionskrudtet, ha ha. Eller op paa Gravhøjene ....
(De unge ud tilvenstre. De andre tre ud fra Aftægtsstuen).

KRÆSTEN.: Gud ved, om ikke de Adjunkter og dem inde i Købstaden forkludrer Drengen for mig, men a tænker, der skulde være saa megen Bondenatur i ham, at han skulde holde.

AXELSEN.: Nu overdriver du igen, Kræsten, — jo du gør. Og nu vil jeg bare spørge dig om een Ting, hm, hm, — naar det nu kommer til at gaa løs som det tegner til, vil I saa virkelig skyde andre danske Mennesker med jeres Rifler?

KRÆSTEN.: (trækker paa det).
N—aa, det kommer neppe saa vidt.

AXELSEN.: Du vil altsaa ikke skyde, men hvorfor saa alt dette?

KRÆSTEN.: Jo, naar Regeringen ser og mærker, at Folket er vaagnet og vil byde Modstand, saa kan du nok tænke, at den gir efter.

ANN’ KATRIN’.: (ind fra Køkkenet, nikker til Præsten).
Goddaw Axelsen. Naa, ja a tyktes I blev saa højrøstede herinde. Kan I ikke forliges, — det er vel det her Politik.

AXELSEN.: (venligt).
Vi er ikke enige, Kræsten og jeg, men derfor ....

ANN’ KATRIN’.: A er saa grov ked af den Politik, den gir saa megen Uro og Ufred i Hus.

GRAVES.: (beroligende).
Jamen, lille Mor, det er ikke for nogenting Ondts Skyld. Og vi kan jo ikke forlange, at der slet ingen Forandringer maa ske.

ANN’ KATRIN’.: Jo—o, det er sandt nok.

AXELSEN.: Ser du det Ann’ Katrin’. Og nu bagefter er du jo godt fornøjet med de Forandringer, der hidtil er foregaaet her i Hedegaard.

ANN’ KATRIN’.: Jo, — men a kan nu ikke lide det her Politik, der er noget grimt ved det, — og a kan ikke for-staa — —

PER KOLD.: (ind i det samme).
Det kan a heller ikke, men vi passer vort, Ann’ Katrin’.

ANN’ KATRIN’.: Ja, Per og mig passer Søerne og Køerne, mens I andre snakker, det skal der jo ogsaa nogen til.

PER KOLD.: Goddaw i Stuen, Goddaw Axelsen.

AXELSEN.: Godda’ Per. (skæmtende) Naa hvad sir Per saa?

PER KOLD.: A si’er En bliver tørstig, naar En skal bestille noget, (skænker sig et Glas Øl af en Flaske, der staar paa et lille Bord i en Krog) Ah! — det er nemlig min Politik.

GRAVES.: Den er ogsaa gue nok, Per.

KRÆSTEN.: Hvormange Grise fik saa Holstebro-Soen den her Gang?

PER KOLD.: Tretten.

KRÆSTEN.: Det er jo helt godt.

PER KOLD.: Jo, og nu har vi fire Læg Grise i fire Baase, det ene Læg større end det andet, li’esaa pænt Trip-Trap-Træsko, hæ hæ. (alvorlig) Ja, det er skønt at se. Men du kommer til at bygge til Stalden, Kræsten, hvis det skal blive ved at gaa paa den her Maade.

KRÆSTEN.: (tilfreds).
Det bliver der vel nok Raad til, Per.

PER KOLD.: (bedrøvet).
Men den ene er død for mig, — ja I kender jo selv Soen, En skal de første Dage passe paa saa Sat — — (med et Blik til Præsten) saa, saa hm, Sørens.

AXELSEN.: Naa, den vil æde Grisene?

PER KOLD.: Akkurat. (undskyldende) Men den kan saamænd ikke gøre for det, det er en Sygdom.

KRÆSTEN.: Du skal ikke være ked af det, Per.

ANN’ KATRIN’.: Nej, for er der død een for dig, saa vilde der være død to for enhver af vi andre.

GRAVES.: (nikker).
Det sæder.

AXELSEN.: En af tretten er da heller ikke saa meget.

PER KOLD.: Jo, det ærgrer mig, Hr. Pastor, for vi Mennesker skal passe godt paa det, Vorherre vil unde OS. (smiler) Det var ellers en bette hvæl jen, rigtig en bette Knop. Men den var for bette, Hr. Pastor, — den var for bette — for denne Verden, (godt tilpas) Men der er tolv tilbage, tolv søde smaa bløde, blanke Pattegrise om en So — (med Glæde) — er det ikke et skønt Syn, Hr. Pastor?
(de andre smiler, ogsaa Pastoren)

AXELSEN.: Jo, det er det i Virkeligheden, Per.

GRAVES.: Ja, Per han er gue nok.

ANN’ KATRIN’.

✂ (ser ud af Vinduet, hvor to Damer kommer til Syne, i pludselig Uro)

Men hvad i Alverdens Riger er det for noget?

(Alle kigger ud).

Tho det er baade Doktorfruen og Proprietærfruen.

PER KOLD.: Proprietærfruen hun har været i Hedegaard en Gang før, — da var hun Skjoldmø, næ hæ.

KRÆSTEN.: N—aa, det er Kanonkvinderne.

ANN’ KATRIN’.: Kanonkvinderne! Men søde Frelser, hvad vil de dog her?

AXELSEN.: (forklarende).
De samler Penge ind hos Danmarks Kvinder for at skænke nogle Kanoner til Københavns Befæstning.

ANN’ KATRIN’.: Kanoner! A tror Folk bliver tossede nu-omtider. Ja a vil nu ikke være her, naar saadan et Par Fruer kommer.

KRÆSTEN.: Vil du lade Kirsten vide, at hun faar Fremmede.

ANN’ KATRIN’.: Jo jo da.
(ud til højre)

PER KOLD.: Og a skal ud til Soen igen.

KRÆSTEN.: A følger med for at se paa Sagerne.
(begge ud)

GRAVES.: (til Axelsen).
Gaa med ind i min Stue, der er noget a gerne vil snakke med Dem om, Pastor Axelsen.
(ind i Aftægtsstuen, der bankes) (tom Scene — Doktorfruen — bleg, nærsynet, bærer Lorgnet — Proprietærfruen — mere robust — ind fra venstre. De kigger sig nysgerrig omkring, de taler sagte sammen)

DOKTORFRUEN.: Her ser meget ordentlig ud.

PROPRIETÆRFRUEN.: Han er jo ogsaa efterhaanden bleven den første Bonde i Sognet, (halvt for sig selv) Det tænkte jeg nok.

DOKTORFRUEN.: Ja, hvordan — De har jo kendt Hr. Gravesen tidligere?

PROPRIETÆRFRUEN.: Det er længe siden. (vigtig) Det var før mit Københavnerophold. Vi har for Resten været paa Højskole sammen, — han var dygtig.

DOKTORFRUEN.: (fører Fingrene hen ad Møblerne for at se om der er støv)
Det lader ogsaa til, at her er nogenlunde rent. Det varer maaske ikke mange Aar, før Bønderne bor ligesom os andre. (bliver ved at se sig undersøgende om) Ja, det Billede der er nu naivt, men Herregud! — Og det der, hvad er det?

PROPRIETÆRFRUEN.: (ser efter).
Frederik d. VII underskriver Grundloven.

DOKTORFRUEN.: Naa, ja naturligvis, (ser sig om) Det er mærkeligt, at der ingen viser sig.

PROPRIETÆRFRUEN.: Hun skal maaske ha’ en ren Kjole paa først, Konen, hun er jo saadan en Hjemmefødning, der aldrig har været uden for Sognet, og hun gaar saamænd og jokker i det som en Tjenestepige.

DOKTORFRUEN.: Skal man nu sige Frue til hende?

PROPRIETÆRFRUEN.: Det er vi vist nødt til, for hvis hun ikke skriver under, saa faar vi ingen anden Bondekone med her i Sognet. Og det er flovt for os.

DOKTORFRUEN.: Betyder saadan een da saa meget?

PROPRIETÆRFRUEN.: Ja, hendes Mand er jo Amts-raadsmedlem og bliver snart Rigsdagsmand, (sukker)

DOKTORFRUEN.: Saadan en Bonde, han kan jo ikke engang sit Modersmaal! Ja, det er rigtignok en nivellerende Tid, vi lever i, alt skal slettes af det, der hidtil har raget op. Og naar det, at Ens Mand kan Latin ikke mere betyder noget, saa — — —

PROPRIETÆRFRUEN.: (hastig).
Hvad saa?

DOKTORFRUEN.: Ja — saa falder den sidste Skanse.

PROPRIETÆRFRUEN.: (hidsig).
Ja, den sidste Skanse for den aristokratiske Dumstolthed.

DOKTORFRUEN.: (fornem).
Lille Frue, den virkelige Dannelse viser sig navnlig ved, at man kan beherske sig — — Det er dog skrækkeligt, at der ingen viser sig. Det er uhøfligt.
(Køkkendøren gaar op og Kirsten viser sig i Bomuldskjole med opsmøgede Ærmer, som hun er i Færd med at folde ned)

KIRSTEN.: Fruerne maa undskylde, men a var ved at slagte en Kalv, og det er ikke saa nemt at rende fra.

PROPRIETÆRFRUEN.: (henimod hende, giver Haand).
Godda’, Fru Gravesen.

KIRSTEN.: Goddaw.

DOKTORFRUEN.: (giver ogsaa Haand, med synlig Overvindelse)
Godda’.

KIRSTEN.: Værsgod og sid ned.

PROPRIETÆRFRUEN.: Tak. — De boer saamænd hel pænt.

KIRSTEN.: Aa, det ved a skam ikke, hvad a skal sige til.

PROPRIETÆRFRUEN.: Jo, med moderne Møbler og den Slags.

KIRSTEN.: A tykkes nu det gammeldags var pænere, men det her er jo moderne.

PROPRIETÆRFRUEN.: (lidt spydig).
Og saa følger De glat-væk Moden alligevel.

KIRSTEM.: Ja, tho det gør vi jo allesammen.
(Lille Pavse; Proprietærfruen kigger til Doktorfruen, om hun vil begynde)

DOKTORFRUEN.: Ja, vi har naturligvis et Ærinde, Fru Gravesen.

KIRSTEN.: Det kan a vel tænke.

PROPRIETÆRFRUEN.: Og De er den første vi gaar til.

KIRSTEN.: (forbeholden).
Naa?

DOKTORFRUEN.: De ved nok, at Regeringen befæster København, fordi vore Officerer mener, at det er aldeles nødvendigt.

KIRSTEN.: (ligegyldigt).
Jo.

DOKTORFRUEN.: Det koster selvfølgelig mange Penge. Og nu er det, at vi danske Kvinder vil vise vort Sindelag og Offervillie ved at indsamle til nogle Kanoner til Hjælp.

KIRSTEN.: Hvormange Kanoner er det Meningen? —

DOKTORFRUEN.: Der er Tale om seks.

KIRSTEN.: (lunt).
Det var ikke mange.

DOKTORFRUEN.: Det skulde jo kun være et Udtryk for danske Kvinders Fædrelandssind.

KIRSTEN.: Jow.

DOKTORFRUEN.: (tager Listen frem).
Vi maa vel nok tegne Dem for et Bidrag, Fru Gravesen.

KIRSTEN.: Nej, det maa I rigtignok ikke, det vil a slet ikke være med til.

DOKTORFRUEN.: (forbavset).
Ikke det?

PROPRIETÆRFRUEN.: Det er rigtignok en Skuffelse — efter den Stilling Deres Mand indtager i Samfundet.

DOKTORFRUEN.: (irettesættende).
Her er ikke Tale om Mænd, her er kun Tale om, hvad vi danske Kvinder føler for vort Fædreland — — Men hvorfor vil De ikke være med, Fru Gravesen?

KIRSTEN.: Fordi det vil skade vort Land efter min Mening, — og saa kan a ikke lide Kanoner.

DOKTORFRUEN.: Jamen naar vore høje militære Embedsmænd siger, at det er absolut nødvendigt, saa vil De vel nok bøje Dem for de Sagkyndige.

KIRSTEN.: Nej, det vil a ikke, for det er ikke Embedsmændene, der skal bestemme den Slags Ting.

DOKTORFRUEN.: (fornem).
Naa ikke det. Hvem skulde saa, om jeg maa spørge.

KIRSTEN.: Det skal Folket selv.

DOKTORFRUEN.: (trækter. paa Skuldrene).
„Folket’?

KIRSTEN.: Ja. Engang var det Embedsmændene, men nu er det Folket.

DOKTORFRUEN.: (overlegen).
Bilder De Dem virkelig ind, at „Folket’ har nogen Forstand paa den Slags. Ja, jeg maa virkelig smile. Har De f. Eks. — ja undskyld — har De maaske studeret den teknisk indviklede Forsvarssag, saa De har nogen selvstændig Mening desangaaende?

KIRSTEN.: (værdig).
Nej, men a har læst det femte Bud, og det er vist tilstrækkeligt. Hvor meget Doktorfruen har studeret det Spørgsmaal, ved a ikke, — a spørger heller ikke om det. Og det kommer heller ikke Sagen ved.

DOKTORFRUEN.: Kommer det ikke Sagen ved!

PROPRIETÆRFRUEN.: Herregud, Fru Gravesen, naar ikke de, der forstaar sig paa det skal lede og styre, hvem skal saa?

KIRSTEN.: Vi skal styre os selv og bestemme selv. — Hvis vi en Daw her i Hedegaard beslutter at bygge et nyt Stuehus, saa sender vi Bud efter Murere og Tømrere og siger til dem, at nu kan de bygge for de Penge, vi vil ofre paa Sagen. Men det er os, der bestemmer, om vi vil bygge eller ikke.

DOKTORFRUEN.: (indigneret).
Vil De virkelig sammenligne Landets høje Øvrighed med Murere og Tømrere?

KIRSTEN.: (stadig rolig).
For mig er det ganske ligefrem, men a er jo ogsaa kun en Bondekone, (spids) For Resten er a nærmest ved at synes, at Murere og Tømrere bygger det op, som de høje militære Embedsmænd river ned.

PROPRIETÆRFRUEN.: (liter).
Men Gud, Menneske! De er jo ganske blottet for national Følelse og 57 Fædrelandssind! Hvordan kan De være Kræsten Gravesens Hustru! ....

KIRSTEN.: (rolig).
Aa, det er gaaet godt hidtil.

DOKTORFRUEN.: (til Proprietærfruen).
Jeg er enig med Dem, Fru Proprietær Jensen, i selve Sagen, men lille Frue, jeg maa atter minde Dem om Selvbeherskelse, — ja De maa undskylde.

PROPRIETÆRFRUEN.: (heftig).
Fordi Deres Mand er Doktor, har De vel ikke taget Graden, og det er os, med det store Hartkorn, der — — —

DOKTORFRUEN.: Saa, saa lille Frue — — (overlegen til Kirsten, idet hun samler sine Papirer). Ja Saa Farvel, Fru Gravesen, her er ikke noget at gøre for OS. (nikker, gaar fulgt af Proprietærfruen, begge forsvinder snakkende ud til venstre. Proprietærfruen vender sig i Døren og siger: Farvel — Madam Gravesen!

KIRSTEN.: Farvel, Farvel!
(hun staar lidt og smiler, saa smaaler hun)

ANN’ KATRIN’.: (ind fra Køkkenet).
A har lyttet ved Døren, hvordan kan du, og hvordan tør du tale saadan til de Fruer og gaa imod dem, det forstaar a ikke.

KIRSTEN.: Det er nemt nok, naar En er sig selv og tænker selv. Det lod for Resten til at Fruerne heller ikke var helt enige, hehe. (ud tilhøjre. Axelsen og Graves ind fra Aftægtsstuen)

GRAVES.: (afsluttende).
Ja ja, saa siger vi det, Axelsen.

ANN’ KATRIN’.: (til Axelsen, ængstelig).
Se nu der! (To Gendarmer ses i Baggrunden langs Stengærdet) Sikke no’en — de vil gøre Ondt — de har Bøsser med, er de ladt?

AXELSEN.: Ja, det er de.

ANN’ KATRIN’.: Uha endda! (Gendarmerne fortsætter). Hvad mener De om Kræsten?

GRAVES.: (nikker).

AXELSEN.: Jeg mener, at er der no’en der er en god Bund i, saa er det Kræsten Grvesen.

ANN’ KATRIN’.: Ak ja, bare det maa gaa godt. Naa, men sine Sager skal En passe i hvordan det gaar. (ud tilhøjre)
(To Bønder ind fra venstre, Jens Gram — bleg, sort Haar og Skæg, hvast Udtryk 58 — og Lars Rolighed, glatraget, lys og rund. De siger Goddaw og bliver staaende som Støtter ved Døren, som de ventede, at Præsten skulde fjerne sig)

AXELSEN.: Ja, nu gaar jeg, for her skal nok være Bestyrelsesmøde, kan jeg tænke. Farvel, Gram, Farvel! (ud til venstre)
Jens Gram og Lars Rolighed frem i Stuen)

GRAVES.: Værsgod og sætte jer ned, Kræsten er her lige med det samme.

JENS GRAM.: Ja vi talte med ham udenfor. Vi skulde jo ha’ Bestyrelsesmøde.

GRAVES.: I Riffelforeningen?

JENS GRAM.: Ja. — Du er vel for gammel, Graves, til at være med paa den?

GRAVES.: Saadan noget retter sig vel ikke alene efter Alderen, men der er jo meget at tænke ved i den Sag.

JENS GRAM.: A ved nok, du er en klog Mand, Graves, men a mener du er lig’ wal rolle.

GRAVES.: (smiler).
Tykkes du det, Jens.

LARS ROLIGHED.: Jo, det tykkes a endelig ogsaa, Graves. A laver ellers ingen særdeles Spektakler, men i den her Tid kan a ikke sidde stille (spytter) Nej a kan ikke.

KRÆSTEN.: (rask ind fra venstre).
Naa, velkommen Lars og velkommen Jens. (tager Papirer fra skrivebordsskuffen) Lad os straks gaa til Sagen.

GRAVES.: (sæter sig stille hen og kigger i en Avis).

KRÆSTEN.: Hvordan er det gaaet med Indsamlingen til Rifler, der hvor I har været?

JENS GRAM.: Det er gaaet storartet, de er med allesammen lige med det samme, de forstaar, hvad det gælder.

LARS ROLIGHED.: Ja, det er gaaet mig li’esaadanne, Folk er flinke. Den eneste, hæ hæ, der ikke vilde noget, var Kræn Kortegaard.

JENS GRAM.: Naa, ham den Nar. Det bedste, han ved, er at rende i Halen paa de Store og kysse dem i Enden, saa naar de er forsvarstossede, saa er han naturligvis ogsaa.
59

LARS ROLIGHED.: Der var kun en eneste Mand a gik forbi.

KRÆSTEN.: Hvem var det?

LARS ROLIGHED.: Det var Gammel-Jørgen eller (sagte) Gerrig-Jørgen, som vi kalder ham.

KRÆSTEN.: Naa ja.

JENS GRAM.: Det kunde sgu heller ikke hjælpe noget.

LARS ROLIGHED.: Nej, det mente a ogsaa.

JENS GRAM.: (arrig).
Saadan gammel gerrig Hund.

KRÆSTEN.: Det var alligevel en Fejl, Lars, at du gik hans Dør forbi.

LARS ROLIGHED.: Hvorfor det?

KRÆSTEN.: Det skal a sige jer. laftes i Mørkningen kom han hemmeligt ind til mig og gav mig en Hundredkroneseddel til Støtte for vor Sag.

LARS ROLIGHED.: (udbryder).
Hundrede Kroner! Gerrigjørgen! Nu har a sgu aldrig hørt Magen!

JENS GRAM.: (forbavset).
Hundrede Kroner! Ja, der kan vi se, det er det mærkeligste, a nogensinde har oplevet.

KRÆSTEN.: Vi maa huske paa, at det i det hele er en mærkelig Tid i Danmark i disse Dage.

JENS GRAM.: Det er et sandt Ord, Kræsten.
(lille Pavse)

LARS ROLIGHED.: A kan ikke glemme det med Gammel-Jørgen.

KRÆSTEN.: Nej, og saa sa’ han: A vil takke jer unge Mænd, og a vil bede jer passe paa, for ellers snupper de Store Fan slaa mig Friheden fra os igen.

LARS ROLIGHED.: Han maa alligevel ha’ fulgt noget med?

JENS GRAM.: Ja, og han holder ingen Aviser og kommer aldrig til Møder — — hvordan har han nu kunnet finde ud af at stemme rigtigt?

KRÆSTEN.: Ja, he he, — det sa’ han for Resten ogsaa. Naar der endelig skulde stemmes og rækkes Hænder i 60 Vejret, saa stemte alle dem med Handsker paa en vis Kandidat, og saa vidste han — sa’ han — at saa skulde han stemme paa den modsatte, (de ler alle tre)

GRAVES.: (sænker Avisen og tænker sig om. Stille halvt for sig selv).
Ja, der kan man se!

JENS GRAM.: Naar a træffer Gammel-Jørgen igen, saa vil a alligevel takke ham, for a har bedømt den Mand forkert.

KRÆSTEN.: Nej, det har du vist ikke, det tror a ikke, men han er et Eksempel paa, hvor dybt vor Bevægelse gaar i Folket, at selv en gammel paaholdende Mand, som Jørgen, — selv han aabner sin Pung.

JENS GRAM.: Jow, — men hvor faar vi fat i Riflerne?

KRÆSTEN.: Regeringen har udstedt en ny Lov, som forbyder Indførsel af Vaaben og forbyder Folk at øve sig i Vaabenbrug.

JENS GRAM.: (fnysende).
Ja, sikke noget Satens Rak, de vil kue os, om de kan.

KRÆSTEN.: Men nu har vi truffet Aftale med de andre sønderhenne. (Graves lytter opmærksomt) Vi kan faa alle de Rifler, vi vil ha’ sejlende hertil, og saa kan vi smugle dem ind over Nordstranden.

JENS GRAM.: Det er godt Kræsten, det kan vi sagtens, der er Smuthuller nok i Klitterne, ha ha.

LARS ROLIGHED.: Jo, det tror a endelig ogsaa nok kunde la’ sig gøre.

KRÆSTEN.: Befolkningen er med os hele Vejen. Men om alt det vi her snakker om er der ingenting skreven, det er altsammen mundtlig, der er ikke en eneste skriftlig Lap, de kan faa at snage i.

JENS GRAM.: Ha ha, ja det rigtig, Kræsten

KRÆSTEN.: (med ualmindelig Kraft og Højhed).
Og nu skal det vise sig, hvad den danske Bonde duer til.

GRAVES.: (rejser sig tænksom og stopper sin Pibe. Lille Pavse).
(Kræsten undersøger sine Papirer)

ANN’ KATRIN’.: (bestyrtet ind fra Køkkenet).
Der er en Gendarm i Gaarden! — Herregud, hvad er der nu ved det.
61

KRÆSTEN.: En Gendarm? N—aa, det er vel en eller anden Besked til Sogneraadet.

ANN’ KATRIN’.: Pas nu endelig paa og ikke lave noget galt, Kræsten, a er saa underlig angst.

JENS GRAM.: Du skal ikke være angst, Ann’ Katrin, tror du vi er ræd for en Gendarm.
(det banker)

ANN’ KATRIN’.: Uh! der er han!
(hastig ud til højre)

GENDARMEN.: (ind fra venstre. Hans høflige Hilsen besvares med kold Tavshed).
Er det her Sogneraadsformand Kræsten Graves bo’er?

KRÆSTEN.: (nikker).

GENDARMEN.: Er det maaske Dem?

KRÆSTEN.: (nikker).

GENDARMEN.: Jeg har en Tilsigelse til Dem fra Herredsfogden, (tager en blaa Seddel frem og læser): „Gaardejer Kræsten Gravesen, Hedegaard, tilsiges herved til at møde paa Katrup Herredskontor Fredag den 8. Kl. 10 Formiddag, som Formand for Riffelforeningen, at afgive Forklaring paa sit Forhold til denne Bevægelse".

JENS GRAM.: (udbryder).
Naa, begynder de nu paa den Maade, (hvæser) det Pak!
(Lille Pavse)

GRAVES.: træder myndigt frem).
Skal han arresteres?

GENDARMEN.: Ja, det er nok muligt.

GRAVES.: (alvorlig og fast).
Naa, er det kommet saavidt, at I skal arrestere ham, saa ved a, hvor a har min Plads.

JENS GRAM .: Det er godt, Graves.

KRÆSTEN .: sender sin Far et godt Blik).

LARS ROLIGHED.: (forsigtig til Gendarmen).
Men kan han da faa Straf.

GENDARMEN.: Ja, efter Loven.

JENS GRAM.: (besk).
Ja de provisoriske, haha. Nu kan En da tydelig forstaa, at de vil gøre ondt.

GENDARMEN.: Ogsaa efter Straffeloven.
62

LARS ROLIGHED.: Hvormeget mon det kan blive til, tror du.

GENDARMEN.: Det kan blive Fængsel eller Forbedringshus.

LARS ROLIGHED.: Gudfader bevares.

JENS GRAM.: Forbedringshus! (springer op) Nej nu kan a Satan risterne ikke sidde stille længere, — sikke da noget nederdrægtigt Rak!

LARS ROLIGHED.: Ja, det er sandelig for galt.

KRÆSTEN.: (rolig og fast).
I skal ikke ta’ jer det nær for min Skyld, a skal nok ta’ min Tørn. (till Gendarmen) Vil I ha’ mig, maa I hente mig!

GENDARMEN.: Det bliver med Magt.

KRÆSTEN.: Værsgod.

JENS GRAM.: (stiller sig op foran Gendarmen og ser foragtende op og ned ad ham)
Saadan en Dagdriver skal En føde paa! Og saa laver du ikke andet end Ulykker!

GENDARMEN.: Jeg tjener Loven og Øvrigheden saavel som nogen Embedsmand i Staten.

JENS GRAM.: Ha ha, ja det er s’gu en net Øvrighed den! Kan du ikke faa andet at bestille end at være Provisoristernes Hund, saa maa du heller gi’ dig til at være Rakker.

GENDARMEN.: De misforstaar vist Situationen, min gode Mand. Jeg vil gøre Dem opmærksom paa, at jeg er i Funktion, og De maa tale anstændigt til mig, ellers noterer jeg Dem øjeblikkelig.

JENS GRAM.: Noter ad Helvede til.

GRAVES.: (der hele Tiden har betragtet Gendarmen skarpt).
Hør du, a staar og ser paa dig, — du skulde vel ikke være fra Vejrum?

GENDARMEN.: Jo.

GRAVES.: A syntes nok, a skulde kende dig. Din Far er en pæn, en ordentlig og agtet Mand — (med Foragt) og saa vil du, en Bondes Søn, la’ dig bruge til Bøddeltjeneste over for din egen Slægt! — skam dig!

JENS GRAM.: Fy!
63

LARS ROLIGHED.: Ja fy endda!
(De nidstirrer Gendarmen, der bliver flov)

GRAVES.: (i Vrede).
Kan du komme ud af Gaarden.
(Gendarmen ud)

JENS GRAM.: Sikke da en Slamper!

KRÆSTEN.: (roligt).
Vi maa huske paa, at han kun er en Underordnet. Nu maa vi skynde os og faa gjort Alvor af en virkelig Landsorganisation ...

JENS GRAM.: Og skaffe Riflerne frem for nu er du vel klar til at skyde, Kræsten?

KRÆSTEN.: (tier lidt, tænker sig om).
Kampen kan blive lang og den kan maaske blive haard.

JENS GRAM.: Jamen a vil vide, om vi skal slaa til for Alvor, naar det gaar løs.

KRÆSTEN.: Hm, hm!
(summer sig endnu lidt)

JENS GRAM.: Ja, for ellers er det Saten risterne Vrøvl det hele.

KRÆSTEN.: (som en Tanke klaredes for ham).
Ja, naar Organisationerne er i Orden, og vi alle er enige, og der kommer Bud fra Ledelsen — ja. Selvfølgelig. Kampen maa føres igennem.

JENS GRAM.: Det er godt, Kræsten.

GRAVES.: (nikker).

ANN’ KATRIN’.: (forstyrret ind).
Herre Jesu Christ! hvad er der nu i Vejen! Det er første Gang der har været Politi i vort Hus siden Graves og mig blev gift, — hvad vilde han?

JENS GRAM.: Ikke andet end han vilde ha’ Kræsten i Forbedringshus, det er det hele.

ANN’ KATRIN’.: Du skal la’ være med at sige saadan noget Snak, Jens!

KIRSTEN.: (ind fra Køkkenet, roligt).
Skal du arresteres, Kræsten?

KRÆSTEN.: Ja, det lader til det.

ANN’ KATRIN’.: (slaar Hænderne sammen).
Sætter de dig virkelig ind! i Kachotten! Jamen, du godeste Gud!
64

GRAVES.: Vær nu ralle Ann’ Katrin’!

ANN’ KATRIN’.: Hvad i Alverden skal vi dog gøre! Nu har din Far og mig levet i Fred og Ro i al vor Tid, og saa laver du saadan en Re’elighed for os allesammen, (klagende) og vor Søn skal arresteres, Graves!

GRAVES.: Nu skal du tie stille Ann’ Katrin’ (fast) Kræsten staar paa hans Plads, hvor han staar.

ANN’ KATRIN’.: (til Kirsten).
Aa Herregud, hvad si’r du Kirsten, du er da ulykkelig!

KIRSTEN.: (rolig).
Nej, a er ikke, a har ventet det her længe. Det er gaaet, som a har tænkt mig. A er godt tilpas. Og ta’r de dig, Kræsten, saa skal vi nok passe Gaarden, som du var selv hjemme, vi ved, hvordan du vil ha’ det.

ANN’ KATRIN’.: Hvordan kan du sige det Kirsten!

GRAVES.: (træder frem, rømmer sig).
(Under Graves. følgende Slutningsreplikker samles de andre lyttende til hans næsten højtidsfulde Tale)
Nu har a siddet og hørt paa I yngre Bøndermænd, a har tænkt over, hvad I har sagt og hvad der er sket, og a har lagt Mærke til jert Væsen. Nu forstaar a, at der er ved at opstaa en ny Bondeslægt i Danmark, — for saadan noget havde vi slet ikke Mod til i min Tid.

KRÆSTEN.: Du skal ha’ Tak for de Ord, Far, — ikke for det a har tvivlet, men fordi, a altid har følt, det var godt at ha din Støtte paa min Vej.

GRAVES.: (med Klarhed og Magt).
Og du, Kræsten, min Søn, har idag gjort mig en stor Glæde, for nu har a ogsaa faaet Mod. Aldrig har a følt mig saa fri — aldrig. Nu har vi Bønder Sind og Villie til at gaa ind og sætte os ved Siden af Landets andre fri Mænd. — Lad dem kun nu sætte dig ind, Kræsten, din Slægt staar bag ved dig, — ja ikke alene din Slægt, men dit Folk.
Tæppe.

✂

PERSONERNE I TREDIE AKT

✂ GRAVES KRISTENSEN, 72 Aar.
ANN’ KATRIN’, 74 Aar.
KRÆSTEN, deres Søn, 51 Aar.
KIRSTEN, hans Kone, 48 Aar.
UNG-GRAVES, deres Søn, 26 Aar.
PER KOLD, 73 Aar.
Pastor AXELSEN, 60 Aar.
KAREN, hans Datter, 25 Aar.

✂ Handlingen foregaar paa Hedegaard i Slutningen af 1890erne. Sommer.

✂

TREDIE AKT

✂ Hedegaardens Stue. Der er kommen et Bogskab og en ny stor Lænestol, ellers Møblerne fra Anden Akt. Der er kommet et Par nye Billeder, Millets: l’Angelus og Corots „Skumringen" (en Gave fra Ung-Graves til Forældrenes Sølvbryllup).

✂ Naar Tæppet gaar op sidder Kræsten ved Skrivebordet og aabner Breve. Per ses i Haven, Ann’ Katrin’ ind.

ANN’ KATRIN.: Goddaw Kræsten.

KRÆSTEN.: (venligt).
Goddaw Mor.

ANN’ KATRIN’.: Du har vel ikke set Per?

KRÆSTEN.: (læsende).
Han gaar vist og pusler i Haven.

ANN’ KATRIN’.: (hen ni Døren).
Per!

PER.: (udenfor).
Javel!

ANN’ KATRIN’.: Graves. vilde gerne snakke med dig.

KRÆSTEN.: (har imidlertid aabnet et forretningsmæssigt udseende Brev, læst nogle Linier og slaar nu med en heftig Bevægelse Haanden i Bordpladen)

ANN’ KATRIN’.: (vender sig).
Men hvad er der da løs?

KRÆSTEN.: Nej, det er min Salighed dog for galt.

ANN’ KATRIN’.: Men Jøsses — der er da vel ikke sket en Ulykke?

PER KOLD.: (ind).
Goddaw i Stuen, — a synes I snakkede om en Ulykke?

GAMLE GRAVES.: (ind fra Aftægtsstuen).
Goddaw Kræsten
66

ANN’ KATRIN’.: Men hvad var der saa med det Brev, Kræsten?

KRÆSTEN.: (afvisende).
Aa — det var mine egne Sager — (hvas) Hvor er Drengen?

PER KOLD.: Han er nok et bette Rend over i Damgaarden, der har han jo noget Tilhold i Ferietiden. — Skal a faa fat paa ham?

KRÆSTEN.: (barsk).
Nej, det skal a nok selv ordne,
(ud)

ANN’ KATRIN’.: (ser efter ham).
Kan I sige mig, hvad der gaar af Kræsten den sidste Tid?

GRAVES.: Nej det kan a ikke —

ANN’ KATRIN’.: Han er bleven saa urolig.

PER KOLD.: Og saa vanskelig.

ANN’ KATRIN’.: Ja, a blev da hel bange for ham nu.

PER KOLD.: Mon han skulde være bleven fornærmet over et eller andet?

ANN’ KATRIN’.: Ikke over noget herhjemme, det tror a ikke.

PER KOLD.: Om han saa skulde være bleven stødt saa’n — i det offentlige? Han har jo med saa meget at gøre. Om han for Eks. skulde være bleven vred over det der stod forleden i „Stiftstidende" om straffede Personer i Provisorietiden?

GRAVES.: Nej, i det offentlige Liv kan Grunden ikke ligge, — han er jo ligefrem bleven tilbudt et Mandat til Rigsdagen, saa det kan ikke forlanges bedre. — Men hvorfor sa’ han nej?

PER KOLD.: Ja, hvorfor sa’ han nej til det?

GRAVES.: (smiler ved Tanken).
A vilde nu for Resten gerne ha’ set Kræsten paa Thinge, som en af Folkets kaarne Mænd.

ANN’ KATRIN’.: Aa — er der stort ved det, saa skulde han jo ha’ været hjemme fra hele Tiden?

GRAVES.: Ja, a kunde nu godt lide og ha’ set det.

KIRSTEN.: (ind fra Kokkenet med Kopper og Tallerkener, som hun sætter ind i Rufetten. — Samtalen standser paafaldende brat. Tavshed) 67

KIRSTEN.: (ser til dem).
Er der noget paa Færde?

GRAVES.: N—aa, vi sidder og snakker om, — ja, vi kan ikke forstaa, hvad der gaar af Kræsten, han er bleven saa underlig, ikke ogsaa?

KIRSTEN.: (sætter sig, sukker).
Ja, der er noget, der piner ham.

GRAVES.: Kan du tænke dig til, hvad det kan være?

KIRSTEN.: A tror det er noget med Ung-Graves.

ANN’ KATRIN’.: Med Ung-Graves.?

GRAVES.: Nej, det tror a ikke passer.

KIRSTEN.: Om det er noget med Examen eller saadan, a ved det ikke.

GRAVES.: Du ved nok Kirsten, at han altid er Nummer et, eller i al Fald ved den rigtige Ende.

PER KOLD.: Ja, Ung-Graves. han skal Sørenme nok klare sig, der bliver Kræsten sgu Bet — og du ogsaa Graves. ha ha — — Ja, det er mærkelig nok, Du satte Skik paa Hedegaard, Graves, Ann’ Katrin’ og mig vi hjalp dig. Vi dyrkede Jorden, som skrevet staar — ogsaa Fan flyttme til Gavns.

ANN’ KATRIN’.: Ja, hvor var det en skøn Tid i Hedegaard dengang. Men vi sled haardt.

PER KOLD.: Jamen altsaa, a vilde ha’ sagt — efter Graves saa kom Kræsten og han satte det store Svinghjul i Gang, saa det snurrede i hele Sognet.

ANN’ KATRIN’.: (beundrende).
Ja, a skal love for det.

: KIRSTEN.
Ja, det blev godt kendt, da Kræsten tog ved.

PER KOLD.: (hjertelig).
Og han fik Kirsten til at flytte til os.

GRAVES.: Ja, det var en god Dag den Dag.

KIRSTEN.: A har i Grunden altid været hjemme her, a har altid hørt til Hedegaard, ikke sandt?

ANN’ KATRIN’.: Ja, det er sandt, bitte Kirsten (lægger sin Haand paa Kirstens) Du kan tro, a har været glad mange Gange ved, at det gik som det gik med Kræsten og dig.
68

PER KOLD.: Ja, og ikke hende „Skjoldmøen", ha ha. En har alligevel oplevet meget i Hedegaard. Kræsten kan blive Rigsdagsmand, og Ung-Graves kan blive Herredsfoged, og En har kendt dem fra Smaa (Lille Pavse, sukker, alvorlig som i Øjeblikkets Forsagthed) Ja, I kan sagtens, I er oplyste Folk, men hvad er En anden? A har ikke lært andet end Balles Lærebog, og den kan a ikke huske et Ord af.

GRAVES.: Hvad du er, Per? Det skal a sige dig, du er Per Kold fra Hedegaard og vor bedste Ven.
(lille Pavse)

PER KOLD.: (mildnet, lunt).
Tror du, En kan klare sig med det, Graves? Ja, for En bliver jo ældre og ældre, og naar den store Examen kommer, saa kan I andre jo sagtens, men hvis ikke Balles Lærebog kan klare den, saa gaar a Fan flyttme herunter.

KIRSTEN.: (venligt).
Du klarer dig nok, Per, det tror a.

ANN’ KATRIN’.: Det skal han nok, for det har han altid gjort.

PER KOLD.: Naa tror I, ja I Kvind’mennisker I skal nok smutte igennem, det er jo vi Mandfolk, der tænker for jer — (opdager Ung-Graves og Karen, der spadserer ude hag Gærdet) Se der! (Alle kigger ud) Se de to har Fremtiden for sig.
(lille Pavse)

ANN’ KATRIN’.: Mon det skulde blive de to.

KIRSTEN.: Gid det var saa vel.

GRAVES.: Det vilde a ogsaa ønske.

PER KOLD.: Saadan gaar det ogsaa nok, Graves for det er Naturens Orden. (smiler) A tror nu ellers nok han har hvisket til andre Piger, den Svend.

GRAVES.: (lidt stødt).
Hvad ved du om det.

PER KOLD.: Jo, he he, a har set hans Øjne, naar han har været hjemme i Ferien, he he.

ANN’ KATRIN’ .: (i Beundring).
Han er jo saa pæn og begavet.

PER KOLD.: Ja, Kvindmennesker kan ikke staa for ham, de er væk, a har set det.

KIRSTEN.: Det synes a nu ikke saa godt om.
69

PER KOLD.: Aa, hvad, han er et ungt Menneske og har været ude i Verden, han kender nok mere til den end baade mig og dig.

KIRSTEN.: A li’er det ikke.

PER KOLD.: Der gaar saamænd ingen Spaaner af en Kvind’ for det en rask Karl snupper et Kys fra hende. Det kan i al Fald ikke gøre noget, om han følges med Karen.

KIRSTEN.: Nej, hvis han mener noget med det.

PER KOLD.: Naa, a skal ud og rette paa Stænget om Føløgets Baas, den er saa slem til at sparke det ned, Graves.

GRAVES.: Den har altid været noget urolig, men ellers er der vel ikke noget i Vejen med den?

PER KOLD.: Nej, ikke Spor, den er re’le nok. (ud, fløjtende Refrainet af Dragonvisen)
(Lille Pavse)

GRAVES.: Hm, hm. Der staar i Avisen, at Kræsten ikke vil modtage Mandatet af „private Grunde" — hvad er det for private Grunde, som vi, hans nærmeste ikke ved noget om?

KIRSTEN.: A kender ikke noget til det.

ANN’ KATRIN’.: En Ting ved En da, at det ikke kan være Pengesager.

KIRSTEN.: (gør sig klar til at gaa ).
Ja, hvem ved. En skulde da i al Fald ikke synes det. Men det vil snart vise sig, for vi maa og vi vil ha’ Besked. A tror ogsaa godt nok at Ung-Graves er noget flygtig af sig. (ud tilvenstre)

ANN’ KATRIN’.: Tror du ogsaa, han er flygtig?

GRAVES.: En kender det ikke.

ANN’ KATRIN’.: Han er maaske ked af de Studeringer, — mon han ikke længes efter at komme hjem og faa Gaarden selv, for det han synes, der er skønnest i Hedegaard, — a tænker det.

GRAVES.: N—aa, det kan a ikke vide.

ANN’ KATRIN’.: (smiler ved Mindet ).
Aa, kan du huske Graves da vi to begyndte, a tykkes næsten de første Aar er de skønneste i hele mit Liv. Ja, vi var saa unge og saa glade ved hverandre, Graves, selv om vi om Aftenen var aldrig saa trætte.

GRAVES.: Ja, det var jo Ungdommens Aar, lille Mor, og det er skønt vi kan mindes dem med Glæde, det skal vi være taknemmelige for. Menneskene skønner altid for lidt paa det de har, for det de altid higer efter det de ikke har.

ANN’ KARTIN’.: En burde jo være rolig, det er en Skam, og En kan ikke være det bekendt, men a har en sær Angst, — det kender du vel ikke noget til?

GRAVES.: Hvad er du angst for, Ann’ Katrin’.

ANN’ KATRIN’.: For vort Hus, for vor Slægt, for os allesammen, at det skal gaa galt.

GRAVES.: Ja, a er heller ikke fri for at mærke lidt til det.

ANN’ KATRIN’.: Tænk, gør du ogsaa.

GRAVES.: Ja. Jo naar alting lykkes hele Tiden, — det bliver ikke ved at gaa. Det er vist heller ikke sundt for Menneskene.

ANN’ KATRIN’.: (hjerteligt hen imod ham).
Og ved du hvad a er saa ked af?

GRAVES.: Nej, lille Mor.

ANN’ KATRIN’.: At Ung-Graves, vor kære Dreng, gaar fra os, han bliver en Fremmed for os, — ja tykkes du ikke Graves?

GRAVES.: (nikker).

ANN’ KATRIN’.: (rørt).
Er det ikke sørgeligt Graves?

GRAVES.: (dybt)
Ja, ham kan vi ikke undvære.

ANN’ KATRIN’.

✂

Ja, aa, hvis han ikke snart kommer hjem til Hedegaard, saa gaar han fra os, han gaar ud af vor Slægt.

(Ung-Graves og Karen ses i Haven, tæt ved Vinduerne).

Se der er de igen de Unge.

(De to Gamle iagttager dem lidt).

GRAVES.: Det er ikke Narrestreger de to taler om.

ANN’ KATRIN’.: Nej, det er det ikke.

GRAVES.: (de Unge nærmer sig).
De kommer vist herind. Det er bedst, Ann’ Katrin’, at vi lader de Unge snakke i Ro (begge ind i Aftægtsstuen. Ung-Graves og Karen ind fra Havedøren; de er meget alvorlige)
71

KAREN.: (frem og tilbage over Gulvet).
Naa, det er altsaa den Saakaldte fri Kærlighed. (frem og tilbage over Gulvet. Standser) — Hvor blev hun saa af?

UNG-GRAVES.: Vi skiltes som Venner.

KAREN.: Naa — ha! — ja.— — Jeg havde nok tænkt, at du var noget letsindig, Graves, men dether .... nej!

UNG-GRAVES.: Glem ikke, hvad vi har haft tilfælles, Karen. (med stille Hengivelse) Hvor staar det nu for mig i et Skønheds-Skær!

KAREN.: Ja, Graves, vi har leget sammen som Børn, og vi har vel egentlig leget lige til nu. Og selv om vi tit har drillet hinanden, saa har du Ret i — det er ogsaa bleven klart for mig den sidste Tid — vi har hele Tiden hemmelig følt, at vi hørte sammen.

UNG-GRAVES.: Ja, ikke sandt, Karen!

KAREN.: Men hvad du idag har fortalt mig — jeg indrømmer ærligt og redeligt — det har paa en brutal Maade revet Sløret fra mine Øjne.

UNG-GRAVES.: (med Ærbødighed).
Karen — at staa her for dig er som at staa paa hellig Jord.

KAREN.: Der er mange smukke Ord til, Graves.

UNG-GRAVES.: (fast)
Du maa ikke tro, at jeg vil løbe fra det, jeg vil overhovedet ikke løbe fra nogetsomhelst, det er nemlig mit faste Punkt. Men sandt er det, at først nu har jeg mødt det virkelig Store i mit Liv, — det er først nu blevet mig klart, rigtig bevidst, hvormeget du virkelig betyder for mig, Karen.

KAREN.: (urolig).
Jamen, hvad du har fortalt mig ..... nej, jeg kan ikke finde mig i det!

UNG-GRAVES.: Det gør mig ondt, hvis jeg har saaret dig, min Mening var jo kun, at for dig kan jeg ingen Hemmeligheder ha’, vi to maa ikke lyve for hinanden.

KAREN.: Nej, det maa vi ikke.
(Lille Pavse)

UNG-GRAVES.: Er det alt, hvad du har at svare mig?

KAREN.: Ja. Jeg tror dig ikke rigtig — jeg maa ha’ 72 noget at holde mig til, og det maa blive din Sag at skaffe det. (ud)
(Axelsen og Kræsten ind i Samtale.)

KRÆSTEN.: Naa, der er du Graves. Ja Axelsen og mig taler om Tidens Spørgsmaal (mut) men det interesserer jo ikke dig?

GAMLE GRAVES.: (glider stilfærdigt ind fra Aftægtsstuen og følger Samtalen nøje)

UNG-GRAVES.: Jo, jeg interesserer mig nok for Tidens Spørgsmaal, men min Tid er ikke den samme som jeres Tid.

KRÆSTEN.: Det er hel underligt for mig, at du ikke bryder dig om det, som vi her i dit Hjem har kæmpet for, du der har faaet saamegen Oplysning.

UNG-GRAVES.: Hvilke Interesser tænker du paa?

KRÆSTEN.: Hele Fremskridtet i Tiden naturligvis.

UNG-GRAVES.: Fremskridtet — hvad vil det sige?

KRÆSTEN.: Det ved du vel nok — Fremskridtet i Samfundet.

UNG-GRAVES.: (trækker paa Skuldrene).
Samfund og Samfund — — hvad betyder det — ved Siden af det enkelte Menneskes Lykke (med særlig Vægt) virkelig Livslykke.

KRÆSTEN.: Stræber du efter den! — (pludselig inderligt) Graves! skal vi ikke tale aabent til hverandre?

UNG-GRAVES.: Jo, Far!

KRÆSTEN.: (fast).
Du er ikke lykkelig, Graves.

UNG-GRAVES.: Nej. Men der er kun eet Menneske, der kan sige det Ord, som vilde gøre mig lykkelig. Alle disse Fremskridtsord og Samfundsord, har jeg ingen Brug for.

AXELSEN.: Det kan ikke hjælpe Graves, du kan ikke staa uden for Samfundet. Og Tiden har skam ogsaa præget dig skal jeg love for, med al dens Tvivl og opløsende Tendenser.

UNG-GRAVES.: (vaagner kritisk).
Hvad tænker De paa?

AXELSEN.: For Eksempel den moderne Litteratur.

UNG-GRAVES.: (energisk).
Hvad den?
73

AXELSEN.: Jo, med al dens franske Aand og Væsen.

UNG-GRAVES.: (smiler og ryster paa Hovedet).

KRÆSTEN.: Ja, a kan jo ikke godt snakke med i det Sprog I taler, men vi ved jo alle, at Tidens Literatur er usædelig.

UNG-GRAVES.: (anholdende).
Har du læst Bøgerne, Far?

KRÆSTEN.: Det behøves vel ikke, det kan man jo læse i enhver Avis.

UNG-GRAVES.: (medfølende).
Forstaar du dog ikke, Far, hvor du blotter dig?

KRÆSTEN.: (lidt fiov).
A har saa meget at gøre, at der ikke levnes mig Tid til at læse videre Bøger.

UNG-GRAVES.: Jamen, det er jo ikke det, der gør noget her, naar du afholder dig fra at fælde afgørende Domme og bare siger, at det er noget du ikke kender til.

KRÆSTEN.: (lidt heftig).
Men a kender til dem, der sværmer for den moderne Literatur, og a har set, hvorledes den nedbryder deres Liv.

UNG-GRAVES.: Du kender jo slet ikke noget til de Mennesker, Far.

KRÆSTEN.: (bestemt).
Jo, Graves, desværre, a ved et bestemt Eksempel paa det — (ser vist paa Sønnen) Og det er sørgeligt, Graves. A maa sige dig, du har skuffet mig meget. Min Mening med dig, da du kom til Studeringen var, at du skulde vende rustet tilbage og kæmpe videre for de Ideer, a har faaet kær. Og saa er du jo nærmest imod mig!

UNG-GRAVES.: Ja, kæmpe for jeres Parti, for jeres Organisation — uh, disse dræbende Organisationer! Og jeres Mening, som er den, at en Højskolebonde er et helligt Væsen, ingen maa røre. (rejser sig — uroligt frem og tilbage) Aa — al den Tros-Snak og Tvivls-Snak, hvor er det fattigt, naar et Menneske hungrer og tørster efter selve Livets Varme.

AXELSEN.: Sagen er nok den, lille Graves, at du er af en anden Aand.

KRÆSTEN.: Ja, desværre.

UNG-GRAVES.: Jeg bryder mig kun om at være af 74 Sandhedens Aand, dér hvor der er fast Bund, saa Mennesket ikke skal forsumpe i Partier og Organisationer, men kan faa Lov til at udfolde sig frit og sandfærdigt.

AXELSEN.: Det er nok mere Selvraadighedens Aand end Sandhedens, naar det kommer til Stykket.… (til Gl. Graves) Hvad siger De Bedstefa’r?

GL. GRAVES.

✂

Hm, det er skønt nok at høre forskellige Meninger, men det er jo endelig ikke dem, det kommer an paa tilsidst, — (med særlig Vægt) det er jo Livet. — A er jo ikke af de Lærde, men a træffer somtid over et og andet, som a samler op, og a har engang hørt et Vers, der lød saaledes:

✂ „Dengang jeg vilde Lykken eje,
den flyede mig paa alle mine Veje.
Men da jeg vilde Lykken bringe,
den daled ned til mig paa Englevinge."

Der er kanske ikke stort ved det, men a tykkes nu, det er udmærket. Det er li’esom det lille Vers klarer det hele.

UNG-GRAVES.: (i forandret, blød, ærbødig Tone).
Det er mærkeligt med dig, Bedstefar, du snakker ikke Tiendeparten af det, vi andre snakker, men naar du siger saadant lille Ord som nu, saa har det en sælsom Værdi.

AXELSEN.: (til Gl. Graves).
Hvad synes De ellers om det Ung-Graves fører frem.

GRAVES.: Der er noget i det Drengen siger, meget at tænke ved og det interesserer mig — i høj Grad.

ANN’ KATRIN’.: (ind fra Aftægtsstuen).
A kommer ind til jer, for at tykkes, der er en sær Uro i Huset idag. (sætter sig)

KIRSTEN.: (ind fra Køkkenet).

UNG-GRAVES.: (varmt).
Bedstefar! du er ikke lærd, det er rigtigt, men du er vis. Du er en mærkelig, menneskelig Mand, Bedstefar! (begejstret) Du er den store Lytter til Livets Gang. Du sidder ved Kilderne. Der er saadan en Fred i din Nærhed. — Du er den Mand, jeg skylder mest af dem jeg har mødt. Jeg siger nu kun, hvad jeg ofte har tænkt.

GL. GRAVES.: Ja, det er meget godt, bette Graves, hm 75 hm, men nu maa vi, der sidder her, vide, hvad der er i Vejen her i Hedegaard, for der er noget Kludder etsteds.

KIRSTEN.: Jo, og nu maa du sige os Kræsten, hvad der er i Vejen, nu vi sidder her fortrolig med hverandre. (Karen stilfærdigt ind, draget til Stedet; holder sig i Baggrunden) Du vilde ikke være Rigsdagsmand — men hvad var det for „private Grunde" du tænkte paa?

KRÆSTEN.: Ja, se det er hele Graves’ Stilling, der har taget mit Humør, mere og mere. Med ham er det nemlig gaaet helt anderledes, end a havde tænkt. Vi sendte ham som Dreng af Sted for at han skulde dygtiggøres og komme hjem og hjælpe os med Fremskridtets og Frihedens Sag, — og saa kommer han nu egentlig som vor Modstander. (bøjet) Og han er vel ogsaa nærmest en Fritænker.
(Det gør et nedslaaende Indtryk; lille Pavse)

GL. GRAVES.: (til Ung-Graves).
Og hvad siger da saa til det?

UNG-GRAVES.: (med Alvor og Myndighed).
Dertil siger jeg, at I synger nok saa glade her i Hedegaard Sogn om „frit at tænke, tro og tale", men hvis man ikke tænker som I gør, og tror som I tror, og taler som I taler, saa er det forbi med Friheden. Men jeg har lært at forstaa, at Hedegaard Sogn er ikke hele Verden, og for det man har Højskoler, Foredrag og Andelstanke, derfor er man ikke ved Verdens Ende.
(Det virker ret stærkt; lille Pavse)

KRÆSTEN.: (farer pludselig hen til Skrivebordet efter en Haandfuld Brevskaber. Til Ung-Graves).
Og hvad siger du saa til den her Bunke Regninger?

UNG-GRAVES.: Hm, — hvad jeg siger?

KRÆSTEN.: (holder Regningerne frem).
Ja, hvad siger du til disse ubetalte Regninger?

KIRSTEN.: (til Kræsten).
Er de sendt til dig?

KRÆSTEN.: Ja, det er paa min Regning han har gjort Gæld, naturligvis.

KIRSTEN.: Men hvad har du da brugt de Penge til, Graves?

KRÆSTEN.: Ja, det vil a ogsaa nok spørge om.
76

UNG-GRAVES.: Hja — hvad har jeg brugt dem til —

KIRSTEN.: (bevæget).
Det anede mig (tæt til ham) Aa, min Dreng derude i Verdens Væsen! Det havde a aldrig tænkt om dig. Ja, mange Timer, naar a længtes efter dig, saa trøstede a mig med, at a skulde ha’ den Glæde at faa saadan en fin og dannet Søn.

KRÆSTEN.: Du maa da ha’ levet et ligefrem vildt Liv derinde i København!

UNG-GRAVES.: (rejser sig).
Hør, stop nu lidt! Dether skal ikke misforstaas! Jeg indrømmer, at jeg har brugt mange Penge, ogsaa for mange, maaske ogsaa til Ting, I herhjemme vilde forkaste og maaske med en vis Ret. Men jeg har aldeles ikke levet et løsagtigt Liv, som I formoder. Nej, de københavnske Aar har givet mig et stort aandeligt Udbytte, Overblik og Udsyn, de har beriget mit Liv. Ja, jeg vil endogsaa sige, at ved den Berigelse har mit Hjem her i Hedegaard i Virkeligheden faaet en ny Glans.

(Lille Pavse)

ANN’ KATRIN’.: Hvor mange Penge drejer det sig i Grunden om?

KRÆSTEN.: Det er flere Tusind.

KIRSTEN.: (forbavset).
Er det flere Tusind!

ANN’ KATRIN’.: (slaar Hænderne sammen).
Men du levende Skaber, — flere Tusind Kroner!

KRESTEN.: Det er i al Fald en tre—fire.

ANN’ KATRIN’.: (klagende).
Men Herregud i Himlen.…

GL. GRAVES.: Vær nu rolle, Ann’ Katrin’, — lad os høre hvad Ung-Graves vil sige.

UNG-GRAVES.: Ja hvad — I synes naturligvis det er saa forskrækkeligt, fordi I er vant til at regne med den lille Tabel i Dagliglivet. Og selvfølgelig, det kan ogsaa være meget godt, — men det har sin Begrænsning, Dagene kan nemlig let blive gnidrede som Smaaskrift.

KRÆSTEN.: A tykkes mig du er lidt for flot, bette Graves.

UNG-GRAVES.: Pengene er dog ikke til for at samles sammen, de er dog til for at bruges, ikke sandt?
77

KRÆSTEN.: Jamen ikke for at misbruges.

UNG-GRAVES.: Erfaringer kan nemt være et Par Tusind Kroner værd. (stærkt) Min Mening er i det hele, at I brave Folk i Hedegaard Sogn trænger til at benytte en større Tabel — i Livets Regnskab.

KRÆSTEN.: (frem og tilbage; standser).
Maa a spør’: Ved du selv Rede paa din Gæld?

UNG-GRAVES.: Selvfølgelig. Ogsaa nøjagtig.

KRÆSTEN.: (studser).
Nøjagtig?

UNG-GRAVES.: (tager en Bog op af Lommen ag rækker Faderen).
Her staar hver Øre.

KRÆSTEN.: Og det passer?

UNG-GRAVES.: Ogsaa til Punkt og Prikke.

KRÆSTEN.: Naa — ja — hm — Saa.… (gemmer Bogen i Skrivebordet)

PER KOLD.: (ind fra venstre). Hør Kræsten! hvad skal vi gøre ved det Stænge? Det Føløg bliver ved og sparker det ned, kan du ikke følge med ud og se paa det?

KRÆSTEN.: Det faar være til siden, — i Øjeblikket har vi andet at tænke paa.

PER KOLD.: (ser rundt paa de alvorlige Ansigter).
Ja, det kan a se paa jer. Men nu vil a ogsaa være med i det — hvad er det her foregaar?
(Lille Pavse)

ANN’ KATRIN’.: Ung-Graves har brugt for mange Penge i København.

PER KOLD.: Ikke andet end det! Er det noget at gaa og mule for. Det er sgu ikke nemt for et ungt, rask Mennesk’ som Graves at staa for æ Skrald paa saadan Plads — betal de Skillinger! Og vil I ikke, saa vil sgu a, saa En kan blive fri for den Surhed i Gaarden. (knapper Vesten op. Inderlommen er syet til, saa han maa ta’ Lommekniven til Hjælp. Han tæller langsomt nogle Hundredkrone-Sedler, en efter en) De her bette Ka’le kan vel nok løse de Beter, hæ hæ. A har aldrig været i København ganske vist, men a har Fan flyttme været i Randers, og a har ogsaa gaaet i Byen, ha ha. Kan du huske, Graves, ned ad Mortensgade og saa til venstre, er du med — huit! — — 78 Hvad Sørenme (laller om igen) En, to, tre. — Og saa meget har a set af Verden, at de her bette Ka’le kan jen Mennsk’ ikke svire op, om han saa soldede fra Morgen til Aften ti Aar i Træk, — derfor garenteres.

KRÆSTEN.: Ja du skal ha’ Tak, Per, men de kan ikke klare det.

PER KOLD.: (forundret).
Kan de ikke klare det! (forsagt) Kan de virkelig ikke klare det. Ja, saa staar det hele sgu stille — a kan forstaa mange Ting, og a kan forstaa, at Jorden er rund, men det her kan a Fan flyttme ikke faa ind i mit Hoved. (for sig selv) Ja, der har vi det, han skulde aldrig ha’ været fra Hedegaard, Fans ogsaa. (højt) A vil ligegodt sige saameget, at Ung-Graves skulde aldrig ha’ været afsted. Han har vist heller aldrig forlangt det. Og hvem har tvunget ham? Skulde det ikke være stort? Var det ikke en Smule for at prale? Ja, det er dig a spør, Kræsten Gravesen.

KRÆSTEN.: (stilfærdig, bekendende).
A har selv tænkt paa det samme. A vil ikke mere gøre mig til af noget. A er i den her Tid kommen til at forstaa, at det er det stille dagligdags Liv, det kommer an paa. Bare En kunde være stille, saa tror a ogsaa, En kunde blive lykkelig.

ANN’ KATRIN’.: (praktisk).
Men hvad saa nu? Vi skal ha’ Rede paa det — —

KRÆSTEN.: Ja, a véd snart ikke — han er ikke Bonde, han har ingen Eksamen, hvad er han til? hvad er han værd?

KAREN.: (træder kæk frem).
Hvad han er værd? Hvad Ung-Graves er værd? Han er den sandfærdigste og vel nok den stærkeste af jer allesammen, naar det kommer til Stykket — Og han har Fremtiden for sig. (med fuld Kraft og Bevidsthed) Jeg tør betro ham mit Liv!
(Bevægelse)

UNG-GRAVES.: (rask hen til hende).
Aa, Karen! (griber hendes Haand) Tak skal du ha’ — Tusind Tak for dit Svar! (til sig selv og dem alle med en usædvanlig, gennembrydende Kraft og Lykkefølelse) Nu er jeg glad — nu har jeg et Maal! Nu er jeg stærk. — —

AXELSEN.: (betænkelig).
Ja, dether synes jeg nu ikke saa godt om.
79

KAREN.: Jeg tænkte liesaadanne, Far’, men da jeg saa Ung-Graves staa der saa ene, var det paa én Gang som mit Hjerte blev levende.

PER KOLD.: Jo, Axelsen, lad dem faa hverandre, de passer saa knusende godt sammen. Og naar de begge to saa gerne vil — er det saa i Grunden ikke det vigtigste.

AXELSEN.: (ryster lidt paa Hovedet).
Hm, — ja — men.…

KAREN.: (ser spørgende hen til Gl. Graves).

GL. GRAVES.: (rejser sig).
Se, de Unge har jo hørt sammen fra Børn af, og vi har vel egentlig allesammen tænkt, at de skulde blive sammen ogsaa som store. Og véd I hvad (mildt) a tænker Karen er den, der kender Ung-Graves bedst, naar det kommer til Stykket.

AXELSEN.: (til de Unge).
Naa, ja ja da.

ANN’ KATRIN’.: Ja, men hvad saa med Ung-Graves og saadan?

UNG-GRAVES.: (livlig).
Det skal jeg sige dig, Bedstemor, nu vil jeg blive hjemme paa Hedegaard i mit Barndomshjem — det har jeg for Resten altid haft Lyst til og mere og mere i den sidste Tid. (stærk) Og nu skal der ta’s fat!

PER KOLD.: (glad).
Det er rigtig Graves, ha, ha, (gnubber sig i Glæde paa Albuen) Vi vil være ved hverandre allesammen — ikke ogsaa. Saa skal det Fanflyttme nok gaa.

GRAVES.: (gaar hen til Vinduet hvor han bliver staaende og ser ud)

PER KOLD.: Hør nu Godtfolk! (hiver Seddelbogen frem igen) Da En nu har faaet Hul paa Posen, ha ha, (holder seddelbogen i højre Haand og dasker den ned i venstre) Se, de bette Ka’le her, de Skal nu sættes hen til der kommer en ny Kræsten Gravesen paa Hedegaard. ( med Blink i Øjet til de Unge) for det kommer der naturligvis. Og den Dag han bliver døbt, den Bette, saa skal de her ligge paa hans Bord. (listig) I har kun set det ene Rum — jamen der er Fan flyttme to! (viser seddelbogen) ha ha ha! (blinker gemytl ig) Jo, hold bi, der er Penge i Kassen endnu!

ANN’ KATRIN’.: Du er en Prygl, Per. Det har du altid været (th Gl. Graves). A tykkes du falder i Tanker, bette Far!

GRAVES.: (vender sig langsomt).
A staar og ser paa vor Mark. 80 Der gaar Søndenvind og der gaar Nordenvind hen over vore Agre, at vort Korn kan modnes og blive fast i Kernen. Saa-ledes gaar det ogsaa med os her i Hedegaard. Livets Tilskikkelser kommer fra flere Sider, at vi kan modnes og vor Slægt kan leve. — De skal ha’ Tak, Axelsen, for at de Unge faar Lov at følges ad, det bæres mig nu for, at der bliver lyst paa deres Vej.

AXELSEN.: Det er ogsaa mit Haab, Graves.

GRAVES.: Saa gaar det hele kanske dog som a har tænkt. Ja, for Ung-Graves han har nu alligevel noget ved sig, som baade Kræsten og mig mangler.

ANN’ KATRIN’.: Aa, ved I nu hvad — a tykkes li’esom det bliver lettere altsammen — — (til Axelsen) Vil De ikke med ind i min Stue og ha’ en Taar rigtig gammeldags Kaffe.
(Begge ind i Aftægtsstuen. Gl. Graves gaar stille ud i Haven)

PER KOLD.: Hør Kræsten, nu maa du Pinedød ta’ dig sammen og følge med ud og se paa Føløget, hinner Baas, — for ens Sager skal En sgu passe enten det lyner eller tordner.

KRÆSTEN.: Naa, ja ja da, la’ os da saa se paa’et, Per.
(Begge ad Køkkenvejen, fulgt af Kirsten)

GRAVES.: (er gaaet gennem Haven og ses nu staaende paa Diget i Solfaldsskæret)

UNG-GRAVES.: (til Karen).
Saa kom du alligevel!

KAREN.: Jeg kunde ikke andet. Nu skal vi to vise, hvad vi duer til, — ikke sandt du!

UNG-GRAVES.: Jo, min Ven. ( tar hendes Haand)

KAREN.: Se, hvor smukt Solen gaar ned. Og se Bedstefar!

UNG-GRAVES.: Hvor han er stærk og stor!

KAREN.: Han er Slægten!

✂ Tæppe

Skjoldborg, Johan Slægten

JOHAN SKJOLDBORG

JOHAN SKJOLDBORG

📖 SLÆGTENSKUESPIL I TRE AKTER

GYLDENDALSKE BOGHANDEL ∙ NORDISKFORLAG • KØBENHAVN • MCMXXV

PERSONERNE I FØRSTE AKT

FØRSTE AKT

PERSONERNE I ANDEN AKT

ANDEN AKT

PERSONERNE I TREDIE AKT

TREDIE AKT

📖 SLÆGTEN
SKUESPIL I TRE AKTER

GYLDENDALSKE BOGHANDEL ∙ NORDISK
FORLAG • KØBENHAVN • MCMXXV