✂

✂ PRÆSTEN I LØGUM

✂

JOHAN SKJOLDBORG

✂ I SKYGGEN. Fortællinger. (1893). 3. Oplag 1912.

✂ EN STRIDSMAND. Fortælling. (1896). 5. Oplag 1922.

✂ KRAGEHUSET. Fortælling. (1899).3. Oplag 1912.

✂ ALMUE. Billeder afsides fra. (1900) .3.Oplag 1912.

✂ WOLLE KROGH. Jydsk Folkelivsbillede. 1901.

✂ GYLDHOLM. Arbejderroman. (1902) .4.Oplag 1922.

✂ BJÆRREGAARDEN. Fortælling.(1904) .4. Oplag 1912.

✂ SARA. En Kærlighedshistorie. (1906) .3. Oplag 1922.

✂ SØFUGLEN. Skildring fra Havet. 1908.

✂ ENSOMME FOLK. Fortællinger. (1909) .2. Oplag 1912.

✂ IDEALE MAGTER. Skuespil. 1911.

✂ UDMARKSFOLKENE. Artikler og Taler. 1912.

✂ PER HOLT. (Gyldholm II). Roman. 1912.

✂ HIMMERLANDSBROEN. Fortællinger. 1913.

✂ MIKKEL LARSENS DRENGE. Folkelivsskuespil i 3 Akter. 1914.

✂ SPILLEMANDENS HJEMKOMST. Fortælling. 1914.

✂ DYNÆS DIGTE. 1915.

✂ NYE MÆND. Fortælling. (1916). 5.Oplag 1918.

✂ ARBEJDETS PERSONLIGHEDSVÆRDI. 1920.

✂ JENS JAKOBS SØNNER. Roman.(1920) . 6. Oplag 1920.

✂ PRÆSTEN I LØGUM. (1ste Bog).(1921) . 2. Oplag 1921.

✂ ROMANER OG FORTÆLLINGER.I—IV. 1921.

✂

✂ COPYRIGHT 1922 BY GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG, COPENHAGEN

✂ OPLAG: 3000 EKSEMPLARER

✂ GYLDENDALS FORLAOSTRYKKERI
KØBENHAVN

✂

I

✂ Da Pastor Bang blev fjernet fra sit Embede i Løgum, bosatte han sig foreløbig i Limfjordens Hovedstad. I Aalborg er der mange Skoler, mange store Forretninger og Kontorer, stærk Fremdrift med mange Slags Virksomheder af forskellig Art, saa der maatte være en Mængde Sjangser i alt Fald for det daglige Livsophold.

✂ Det hele var jo kun foreløbigt. Indtil han kom ind i den Gerning, der var bestemt for ham. Og hvis det blev en Foredragsvirksomhed, saa laa Byen enestaaende med Baner straalende ud til alle Sider.

✂ Han flyttede ind i en Smaagade i den gamle Bydel, hvor der laa nogle lave Enetages Huse med to Lejligheder i hvert.

✂ Huset var gulkalket med grønmalede Vinduer og Døre, og her var roligt, saa det mindede lidt om Landet.

✂ Dertil kom, at til den ene Side i Gaarden var der et ret stort Skur, der engang havde været brugt til Slagtehus. Der kunde han pakke sine 6overflødige Møbler hen. For den lille Treværelses-Lejlighed kunde ikke rumme alt, hvad de havde haft i Præstegaarden.

✂ En Dag kom der kørende ind i den lille Aalborggade fem Flyttelæs, fem Bondelæs i Rad med Præstefamilien paa en Fjedervogn i Spidsen. Gaardmændene i Løgum havde nemlig af sig selv tilbudt at køre den lange Vej for deres Præst.

✂ Det var en hel Karavane. Det kan nok være, der kom Ansigter i Vinduerne i den lille Gade. Og da Karavanen standsede, strømmede Børnene til, store og smaa, smudsige og rene, mange barhovedede, men alle med store, nysgerrige Øjne.

✂ Af Hestenes Næsebor stod ved hvert Pust to graa Aandevifter ud i den kølige Oktoberluft. Dampene fra de svedige Kroppe omhyllede snart de kraftige Dyr. De rystede sig for at skubbe Seletøjet lidt af Leje. Og de staldede syrligt mellem de smaa Huse.

✂ Nogle af Nabo- og Genbokonerne laa med Næsen mod Ruderne, andre gjorde sig Ærinde i Gaden og skulede imens til Flyttelæssene ...... Sikke dog en Masse! Hvad var det for Folk? Saa mange Skabe, Kar og Baljer, Blomster .... og sikke pæne Stole! Ogsaa ægte Mahognimøbler, — der var vist noget muggent ved dether … Og min Salighed et Piano. Hvad var det dog for Mennesker, der flyttede ind her?

✂ Aflæsningen er begyndt. Anders Vestergaards 7Søn fra Løgum var en af Kuskene, han var allerede noget svirende. Men det var Lars Thybo, der vakte mest Opmærksomhed. Han var en gammel, ugift Karl, der i mangfoldige Aar havde været en tro Tjener i Mads Høgs Gaard, hvor han havde vænnet sig til at gaa og snakke højt med Dyrene og med sig selv. Nogle mente, han var lidt smaatosset til Tider. Idag skulde han have Æren af at køre for Præsten til den store Købstad. Han havde kastet Luen, og det umaadelig tykke, vejrslagne Haar buskede sig om hans store Hoved som en Brynge Hø. Det ene Ben var kortere end det andet, og paa det havde han en Træsko, der var forhøjet med vældigt Jernbeslag, saa det skraldede forfærdeligt, naar han gik paa stenlagt Gade.

✂ Denne Buskmand syntes Børnene var morsom. De saa til hinanden og tørrede Næsen; ham udvalgte de. De andre Mænd lod Lars Thybo kommandere og regere, som han var vant til hjemme i Stalden. Hans Røst og hans haltende Træskogang hørtes overalt, hele Tiden.

✂ Børnene lo til hinanden. Lars Thybo gjorde Lykke.

✂ Hans og Else hjalp til, der var mange Smaating, som de kunde bære ind. De syntes, at dether var nyt og mærkeligt, som i et Æventyr; de havde aldrig flyttet før.

✂ Der var noget, de ledte efter. Endelig fandt 8Hans sit Skib, som Sivert Fisker havde lavet til ham derhjemme i Løgum.

✂ Han undersøgte det, og det havde ingen Skade taget. Det var malet graat med en rød Kant langs Lønningen. Det var i en fin Orden. Han holdt det ud fra sig. Det skulde for Resten ha’ et Navn, det skulde staa der agter, men han havde ikke hidtil fundet et, som han syntes om.

✂ Da de andre Drenge saa dette fine Skib, stirrede de paa det med rynkede Bryn. Nu vidste de, hvad det var for en Slags Folk, der flyttede ind. De syntes ogsaa nok, at Tøsen dèr lignede en af de fine Dukker.

✂ Saa faldt der en Fustage ud af Haanden paa et Par af Mændene, og der trillede en Mængde Æbler ud. Det gav et Sæt i alle Børnene ved Synet af de dejlige røde, gule og gyldne Frugter — og de gjorde store Øjne.

✂ Men den høje, blaaøjede, rødblonde Mand, som flyttede ind, tog saa mange Æbler, at der kunde blive eet til hvert af Børnene. Alle fik de, ikke een blev glemt. Manden var selv glad for at dele ud, kunde de se paa ham. Det var en virkelig fin Mand, ham, det var de sikre paa.

✂ Hans lagde Mærke til, at Else stod bøjet henne ved en af Vognene, og han kunde se paa hendes Ryg, at hun græd.

✂ Han løb til. Ak, der laa den store Dukkestue, som Jens Karl hjemme i Præstegaarden havde givet 9hende til Fødselsdagen, knust. Ja det var sørgeligt, det kunde han godt forstaa.

✂ „Søster,“ sagde han, „den skal jeg nok gøre i Stand for dig. — Du skal ikke græde, lille Søster,“ gentog han. Han vidste ikke, hvorledes han skulde trøste hende. Men det gjorde ham ondt, for han forstod, hvor stor en Sorg det var for hende. Den yndige Dukkestue med Vinduer og Gardiner og Møbler — altsammen laa det der smadret for hendes Fødder. Det gik bevidst op for ham i et Nu, hvor meget han holdt af sin Søster. Det var næsten, som han paa een Gang blev voksen et Øjeblik, og — det blev han klar over — han vilde altid staa ved hendes Side i Livet ........ Nu vidste han, hvad hans Skib skulde hedde — Else skulde Navnet være, og med Guldbogstaver skulde det skrives.

✂ Imidlertid havde Fru Baltzer, Murerens Kone — hun var særlig dygtig til den Slags — faaet opsnuset, hvem de ny Folk var. Det var altsaa en Præst, der var flyttet ind.

✂ En Præst! Men Gudfader bevars! ....

✂ Ja, ham Præsten i Løgum, der var bleven afsat, fordi han mod Biskoppens Vilje havde giftet sig med en Fraskilt.

✂ De aandede mer roligt. Naa, ja—a. De havde allesammen anet, at der var noget muggent ved dether.

✂ Jamen de var godt nok gifte, det var sikkert,10sagde Fru Baltzer, hun havde særlig udforsket det Punkt.

✂ N—aa, ja—a, nu fik de se.

✂ Da de andre Kuske var færdige, gik de en lille Tur ud i Byen. Men det skulde Lars Thybo ikke have noget af. Han vilde blive som Vagt ved Vognene. Hvem vidste, hvad Drengene og andet Skarnsfolk kunde finde paa — han havde ingen god Tro til de her Købstadfolk.

✂ Lars gik lidt langs ad Gaden. Et Sted hang der et Støvleskilt, der boede altsaa en Skomager. En Købstad var jo næsten fuld af Forretninger. Paa de to Hjørner boede en Bager og en Købmand overfor hinanden. Dørklokken ringede hele Tiden, og Folk kom og gik, een ud og en anden ind. Dingelingeling! Og hver Gang mindst en Krone ud af Lommen. Dingelingeling! Og atter en Krone ud af Lommen. Ja det er nu forskrækkeligt. Og der gror ingenting paa Brostenene.

✂ Han blev ked af at drive frem og tilbage og satte sig paa en Vognstjert med Ryggen imod Forsmækken, rigtig mageligt med Hænderne i Lommen. Han tog sig en frisk Skraa og mumlede hele Tiden noget ved sig selv. Saa begyndte han saa smaat at synge. Det var en Vise om de tyrkiske Sørøvere fra Algier:

11

✂ Den første Salve Kaptajnen han skod,
da skod han tre Mand over Bord.
Kom lystig nu, Karle, kom, lad os gaa paa!
Nu Hurra og med et frisk Mod.

✂ Han spyttede langt hen mellem hvert Vers.

✂ Der var mange Vers, og efterhaanden, som han levede sig ind i Slagets Tummel med Røg, Damp og blinkende Knive, hævedes hans Røst mer og mer, og tilsidst sang han Omkvædet ganske højt

✂ Kom lystig nu, Karle, kom ....

✂ Børnene samledes atter omkring ham. Med det korte Ben, der svingede som et Pendul, slog han Takten. De havde aldrig set saa stor en Træsko, det havde været sjovt at løfte paa den.

✂ „Hva’ Dæwlen staar I her og glor efter,“ skældte Lars. „I skulde gaa hjem til jer Mor og lade hende snyde jer Næse og stoppe jer Hoser. Har I ingenting at bestille?“

✂ Børnene lo af fuld Hals. De jublede, det var en hel Komedie.

✂ Men saa viste den fremmede Mand sig i Porten, ham, der havde givet dem Æblerne. Og saasnart han stod foran dem med sit venlige Ansigt, blev Børnene straks stille. De kunde lide den Mand. De forstod godt, at han vilde, de skulde gaa.

✂ Kort efter kom de andre Løgumfolk. Og efter at de havde drukket Kaffe hos Fru Karen, gled Vogntoget ud af den lille Gade. 12— Præsten og Fru Karen fortsatte med at slæbe omkring med Møbler. De løftede de tungeste Ting, og smilede til hinanden i Følelsen af deres Styrke. De gik ellers saa stille omkring, som om de hemmeligt hver for sig bar paa alvorlige Tanker.

✂ Lyset var forlængst tændt, og de havde gjort saa megen Skik, at de kunde sove der den Nat.

✂ Else var søvnig. Med Anstrengelse hævede hun langsomt Øjelaagene med de lange, mørke Øjenhaar. Hans, der lignede Faderen, rynkede Brynene og søgte at holde sig kæk. Det havde jo været en anstrengende Dag.

✂ Forældrene er naturligvis ogsaa mødige efter al Dagens Besvær. Men der er en yderligere Grund til deres Tavshed. Hvad nu? Det er det Spørgsmaal, som uvilkaarligt dukker op i hver ledig Stund.

✂ Fruen kan ikke helt frigøre sig for den stadige Spekuleren over, om de nu har handlet ret, eller de ikke har handlet ret.

✂ Og Præsten tænker ogsaa sit. Hvor er Guds Vej? Det er jo den, han vil følge. Hvor er den? Og saa paa een Gang farer der gennem hans Sind en sær Følelse af Usikkerhed — ligesom der ingen Bund var og intet fast at holde sig ved. Det er underligt, men det er der. Det bliver ham paa een Gang klart, at han staar overfor et nyt Afsnit i sit Liv. Og i Øjeblikket befinder han sig som en 13Mand paa den vilde Hede — saadan farer det gennem hans Sjæl.

✂ Men hurtigt bliver han atter rolig. Jeg sidder jo her hos min Hustru og mine Børn. De er jo hos mig, og jeg kan naa dem med min Arm. Og Gud er til. Hans Øje vaager over os, og hans Løfter kan vi stole paa, hans Ord varer evindeligt.

✂ Alle forstaar tydeligt, at naar de nu sidder her i denne lille Stue i Smaagaden, saa er det ikke Løgum Præstebolig. Det er en Forandring.

✂ Og hvad nu?

✂ Saa siger Fruen, idet hun ser sig om: „Her er saamænd helt hyggeligt, Jørgen, ikke?“

✂ „Jo,“ svarer han vaagnende og helt livlig, „ja, men det er jo kun foreløbig, naturligvis. Jo, her er ganske godt ..... Men nu vil vi til Ro, lille Børn.“

✂

II

✂ DA Præsten vaagnede næste Morgen og saa sig om, var han ikke straks klar over Stillingen her, hvor han laa i en fremmed Stue. I samme Øjeblik linnede Else Døren og kiggede gennem Spalten. Hun lukkede varsomt igen, og han hørte dem alle tre le. Saa forstod han, at han havde sovet for længe. Han saa paa Uret — det var dog for galt. Og han, der altid var Morgenmand.

✂ Naa, det varede ikke mange Minutter, inden han stod i Spisestuen. De fandt det alle saa morsomt, at det netop var Far, der havde sovet over sig. Det forstod han godt, og de tog velfornøjede Plads ved Davrebordet med gammeldags Øllebrød.

✂ „Naa, lille Else,“ sagde han og strøg hende over Haaret, „har du saa drømt noget i Nat?“

✂ „N—ja,“ svarede hun og sukkede betydningsfuldt, hun sukkede med hele Overkroppen.

✂ „Naa?“

✂ „Jeg drømte, at jeg var ude at flyve.“

15

✂ „Var det i Flyvemaskine?“ spurgte Hans.

✂ „N—ja i Flyvemaskine, tror jeg nok. Og saa —“ hun havde saa megen Mad i Munden, at hun maatte gøre et lille Ophold.

✂ „Og saa kom der Uvejr, og saa blev jeg saa bange. Og det lynede, og det tordnede rundt om os, uh, det var frygteligt — Hans var ogsaa med, og han var ogsaa bange.“

✂ „Det er ikke sandt,“ smaalo Hans.

✂ „Jo—o du var, du var ogsaa bange, Hans.“

✂ „Aa, det er jo bare noget Sludder,“ slog Hans det hen og tog en ordentlig Mundfuld.

✂ Else saa kærligt op til sin Mor. „Men du, Mor, holdt om os begge to.“

✂ „Var Far ikke med?“ spurgte Fruen.

✂ „Nej, Far var ikke med. Men da det var allergalest, saa kom Far, og saa fløj vi højt op over det altsammen, helt op mellem Stjernerne. — Ja, det drømte jeg.“

✂ „Naa, og du, Hans?“

✂ „Jeg? — jeg drømte ikke noget,“ svarede Hans foragteligt.

✂ „Nej, Hans, han drømmer ikke.“ Moderen ruskede ham for Spøg i den rødlige Haartop.

✂ Da Hans var færdig med sin Øllebrød, lænede han sig mæt tilbage. „Høkeren henne paa Hjørnet, det er en sjov Mand, he, he!“

✂ „Hvordan det?“

✂ „Jo, han gaar paa et Træben.“

16

✂ „Det er der da ikke noget sjovt ved, vel, lille Hans,“ bemærkede Moderen.

✂ „Nej, men han kan snurre sig saa morsomt paa det i den lille Butik, og han er saa tyk. — Og naar Folk gaar, rækker han bare over, skubber Døren i efter dem og siger: „Døren lukker sig selv. Tak, Fru Baltzer, Døren lukker sig selv.“ Saa snurrer han paa Træbenet som en Top. „Tak, Fru Haaning, Døren lukker sig selv.“ Dørklokken ringer, og han snurrer sig igen, he, he. — Og saa snakker han hele Tiden, hele Tiden, he, he. Du skulde prøve at gaa derover, Far.“

✂ Da de var færdige med Davren, stillede Moderen og Else i bare Arme og med opkiltet Skørt.

✂ „Naa, det kan nok være!“ udbrød Præsten.

✂ „Ja, og saa kan I andre to tage fat ude i Skuret,“ svarede Fruen med friskt Humør.

✂ Præsten og Hans kastede snart Trøjerne, for de døjede med at faa Møblerne pakket saa tæt sammen, at deres Høvlebænk kunde være der, og at de kunde komme til den. For det var noget, som de begge var lige opsatte paa, at den skulde ha’ Plads — den kunde de ikke undvære.

✂ Da omsider alt var kommen i den ønskede Orden, hængte Hans sit Skib op, saa det svævede under Loftet. De var meget fornøjede.

✂ Da de var naaet saa langt, skingrede en Fabriksfløjte i Nærheden, snart flere rundt omkring. Derpaa slog det gamle Kirkeur tolv sindige Slag, 17rungende over Byens Tage, og de kunde høre, hvorledes Fødderne begyndte at trippe hen gennem Smaagaden. Der var Børn, der var Unge, enkelte listende, langsomme Gamle, der var ogsaa en Halt. Men over dem alle hørtes Kræn Haanings jernbeslaaede Træsko. Han marsjerede taktfast som en gammel Soldat, viste sig i Porten i sin Bluse og blaat Lærredsforklæde, som Gaardskarle bruger, og svingede ind i Gaarden med faste Skridt, som om han var under Kommando hjem til Middag. Hjem til Middag allesammen.

✂ Da Pastor Bang om Eftermiddagen sammen med Hans rensede Gaarden og spulede Rendestenen, faldt han i Tanker med Kosten i sin Haand ..... „Se, nu gaar jeg her og fejer, det er underligt. Det havde jeg ikke tænkt mig.“ — Flygtigt jog det kildrende gennem hans Tanke: „Du er en mærkelig Mand, en særpræget Personlighed, ikke som andre …“

✂ Men med eet skælvede det dybt i hans Sjæl. Der paafaldt ham en besynderlig Angst for, at han skulde have grebet fejl. En sær Tvivl kom over ham: Var han grundfæstet i Livets Dybder? …

✂ Hvor let var Livet egentlig ikke hengledet for ham hidtil, i Bondegaarden derhjemme paa Landet, i de sorgløse Studieaar i København og sidst i Løgum Præstekald. 18For det med Afskeden, nu han tænkte nærmere over det, — ja, det var ganske vist grundig prøvet, vel overvejet paa bedste Maade, ærligt og redeligt, ogsaa for Guds Aasyn, det var sandt, men det var dog gaaet for sig ret ligefrem, næsten selvfølgeligt, fordi det endelig havde forekommet ham saa naturligt, saa harmonisk rigtigt. I hvert Fald — det syntes han nu — var han ikke bleven gennemrystet i sin Grundvold.

✂ I det hele havde han egentlig, nærmere betænkt, aldrig været ude i Livets Uvejr, ikke endnu rigtig prøvet, hvad han kunde holde til. Var det ikke hidtil gaaet for ham næsten af sig selv?

✂ Hvad saa nu? Ja, hvad saa nu? ......

✂ „Men Far,“ raabte Hans, „staar du og falder i Staver! Ha, ha!“

✂ Præsten vaagnede ved sin Drengs Kalden. „Far“ — hvor var det et yndigt Navn for ham at høre, som en liflig Tone for hans Sjæl. Den Lykke var simpel og sand.

✂ Det var smukt Vejr, selv om det var hen paa Aaret. Der var Mildhed i Luften, Solen skinnede igennem. Spurvene oppe paa Taget hjadrede og pjadrede. Den lille Gaardsplads afsluttedes i Baggrunden med en Brandmur, og bag den laa Overretssagførerens Have med nogle gamle Trær. Et af dem, en Kastanie, bredte sig ud over Muren, og det varede ikke længe, før Præsten og hans Søn havde bragt en hvidmalet Havebænk hen under 19dens mægtige Krone, og der satte de sig nok saa fornøjede.

✂ „Sikken et Held,“ sagde Hans.

✂ „Ja, det har du Ret i,“ smilede Præsten. Fruen havde faaet Øje paa dem, og hun kom nu ud med et Bord, som hun satte foran dem.

✂ „Denher er næsten lige saa stor som Kastanien derhjemme i Løgum,“ udbrød Else og saa vigtig op paa dens Krone.

✂ Og saa drak Præstefamilien Kaffe ved det hvide, dugede Bord under Overretssagførerens Kastanie, der gennemskinnet af Sol rejste sig statelig i sin sidste, gyldenbrune Skønhed.

✂ Madam Haaning lurede hele Tiden paa Præstefamilien. Snart gjorde hun sig et Ærinde ud i Gaarden, snart stak hendes spidse Næse frem bag Gardinet, men trak sig hastigt tilbage, naar hun mente sig opdaget. Og nu, hun saa dem sidde der under Kastanien, rystede hun paa Hovedet. Ja, saadan var jo de fine Folk, saa letsindede.

✂ Da Madam Haaning lidt efter viste sig, traadte Pastor Bang hen til hende. „Vi er jo Naboer,“ sagde han og bød hende Haanden.

✂ Hun rimpede Munden sammen og skulede til Præsten med sine smaa, mørke Øjne.

✂ Men Pastor Bang snakkede frit frem om alting: hvor længe de havde boet her, hvor mange Børn de havde — og den Slags, saa de var snart i Samtale.

20

✂ Manden havde været Gaardskarl hos den store Tømmerhandler Smith lige fra den Tid, de havde holdt Bryllup; alle Børnene var gifte og hjemfarne — hun forklarede ham ogsaa, hvor de boede. Og ellers var de for Resten oppe fra Hanherred.

✂ Jo, Præsten fik god Besked.

✂ Præstens Øje faldt paa Madam Haanings Blomsterflor i Vinduerne. Planterne pressede sig ligefrem mod Glasset, som om de i deres Livsfrodighed skulde sprænge Ruderne: Pelargonier, Geranier, Gyldenlak, Kristi-Blodsdraaber, skønne, straalende, festlige, alle vel tilpas.

✂ Her havde de to jo et Røringspunkt, og Enden paa det blev, at Præsten kom indenfor.

✂ Luften var lunken, indelukket. — Der sad en gammel, svær Kone i en Bedstemoderstol. Hun havde en fiks lille Kappe paa sit graa Haar, og rundt om hende var der stoppet Puder. Hun sad godt og helt fint, den Gamle, uagtet hun var Svigermor til Konen i Huset.

✂ „Ja, hun der har været en stor og rig Gaardmandskone, ja saamænd har hun saa — hun er tunghør, hun kan ikke høre, hvad vi siger“ — Madam Haaning gjorde et Ophold.

✂ Præsten spurgte og spurgte med sit Blik, og saa tilføjede hun: „Giftermaalet var ikke efter hendes Sind — der var en anden, det er ikke saadan med det. — Saa begyndte hun paa dether“ — 21Madam Haaning gjorde en Bevægelse med Haanden, som om hun drak. Præsten nikkede, hun nikkede igen og rystede paa Hovedet, det var ren Pantomime. Men det foregik bag den Gamles Stol, saa hun hverken hørte eller saa noget.

✂ „Der kom kun Ulykke ud af det,“ sluttede Madam Haaning, „og tilsidst gik det altsammen til Rotterne.“

✂ Den Gamle rettede sig. „Hvem er æ Mand?“ spurgte hun tunghørt lyttende.

✂ „Det er de ny Folk her ved Siden af. Han er Præst.“

✂ Den Gamle saa kritisk paa ham.

✂ „Er det ham, der har været Præst i Løgum?“

✂ Ja, det var det.

✂ „Naa, ja saa har a da hørt noget om det.“ Hun kiggede atter paa Præsten.

✂ Han talte venligt til den Gamle og sluttede med, at hun sad saa fint. „Hun dér er nok god ved Dem.“

✂ Den Gamle svarede ikke, men der kom Bevægelse i hendes forkomne Træk.

✂ Madam Haaning fulgte Præsten ud i Gangen, saadan var de kommen i Snak. Da sagde han til hende, hvor sjældent og hvor smukt det var, som hun behandlede sin gamle Svigermoder.

✂ Madam Haaning blev forlegen, hendes Hænder var pludselig i Vejen for hende.

✂ Men saa sagde hun: „Ja, det har nu sin Aarsag, 22det har alt i Verden. Se, hun har engang været god imod mig, da alle andre var efter mig.“ .... Madam Haanings Læber skælvede. — „Aa, hvor var jeg ulykkelig den Gang. — Det er jo ligemeget nu. Men jeg kan aldrig glemme hende det, aldrig. Og saa længe jeg kan røre et Lem, skal jeg ogsaa nok passe hende … Det vil sige, jeg kan jo ikke bære det store Kvindemenneske, og gaa kan hun næsten ikke, men saa hjælpes vi ad med det, naar min Mand kommer hjem. — Farvel.“

✂ Lidt efter lød der smuk flerstemmig Sang og Musik inde fra Præstens Lejlighed.

✂ Og der var for Resten flere af Naboerne, der linnede et Vindue for at høre paa det.

✂

III

✂ EN Morgen tidlig vaagnede Pastor Bang. Men hvad vaagnede han til? Ikke til nogen Gerning. Dagen havde intet Krav til ham som til andre Mænd. Ikke skulde han i den gamle Kirke forkynde for Folk, hvad han kendte til Guds Væsen. Ikke heller skulde han besøge gamle Anders Vestergaard eller Degneenken eller Sivert Fisker eller se ind til de to Kvinder i Poppelhuset eller til den gale Smed. Eller vandre hen over Løgum Marker til Fjordbrinkerne.

✂ Nej, og han vaagnede ikke alene til saadanne sørgmodige Tanker, men til Bekymringer, — Bekymringer for det daglige Brød. Ja, nu var han paa det Punkt. Saadan var Virkeligheden nu.

✂ Det var ikke blevet til noget med Foredragsvirksomheden. Han syntes dog, han havde meget at fortælle Menneskene. Han havde godt nok skrevet forskellige Steder hen til Bekendte og gode Venner, mente han, det var. Ja, han havde endog tilbudt sig saa at sige gratis. Men en Præst, der havde giftet sig med en Fraskilt og var bleven afsat — man var i de hæderlige, borgerlig-skikkelige, 24dogmatisk-forsigtige Kredse ikke særlig opsat paa at have ham tilstede. Selv om nogle i deres Hjerter ikke var uenige med ham, og selv om andre nok kunde ønske at se og høre denher Løgum-Præst, saa blev de holdt nede af det hemmelige Tryk, der forkrøbler saa mange Liv i Dan marks Sogne: Hensynet til, hvad Folk vil sige. Ja, selv om han, Pastor Jørgen Bang, havde været en stor Aand, vilde man dog i Foredragsforeningerne have været yderst varsom, for ikke at føre fremmed Tale af en anden Aand ind i den folkelige Foredragssal, for ikke at forarge, for ikke at støde her og der. Man maatte fremfor alt holde sammen paa det — for tænk, om Foredragsforeningen skulde gaa i Stykker! ...... Løgum- Præsten var begyndt at se kritisk paa flere Forhold.

✂ Skolevejen viste sig at være helt umulig. En Studiekammerat, der var Skolebestyrer der i Byen, havde aabent sagt til ham: „Du har baaret dig dumt ad, min Ven, og du maa ta’ Konsekvensen.“

✂ Og Kontorarbejde — ja, det var ikke hans Lyst, det var ikke den Gerning, han havde drømt om, men han vilde foreløbig paatage sig det for at tjene Føden til sig og sine, naar der ikke var anden Udvej; men det var ikke til at faa. Der var saa mange, der søgte. Aa, alle de Gange, han var gaaet forgæves, havde faaet halve Løfter til at begynde med, og saa tilsidst Skuffelse. Nu idag 25skulde han paany prøve hos en Direktør, hvis Frue kendte lidt til nuværende Fru Bang. Og det var sidste Gang — det var ganske unyttigt at blive ved paa den Maade .....

✂ Han afbrødes i sine bedrøvelige Tanker ved Kræn Haanings taktfaste Træsko-Skridt gennem Gaden. Det lød som en klingende Appel til Dagens Arbejde.

✂ Men ikke for Løgum-Præsten.

✂ De stod op i Præstens Hus og var straks inde i Morgentravlheden. Else var saa urolig. Først kunde hun ikke finde Haarbaandet til den ene af sine Fletninger; dernæst løb hun rundt og søgte efter sin Verdenshistorie, mens hun beklagede sig og forundrede sig over, hvor den dog kunde være bleven af. Hans sagde ikke et Ord, men han fandt baade Haarbaandet og Historiebogen, som han stak til hende. Fruen tilberedte Morgenmaaltidet. Præsten bar Brændsel ind.

✂ Saa kom det rolige, højtidelige Øjeblik, da de tog Plads ved Davrebordet, der, selv om det kun var dækket med saa simple, gammeldanske Retter som Øllebrød og Mælkegrød, dog var duget rent og hvidt. Og de bøjede Hovederne, mens Præsten indviede den ny Dag med Korsets Tegn og et Øjeblik samlede Sindene i Hjertets stille Tale til den Gud, han troede paa.

✂ Børnene skyndte sig afsted med Skoletaskerne paa Ryggen. Udenfor Vinduerne raabte de atter 26deres morgenfriske Farvel, og Hans tilføjede muntert, at Vejret var dejligt.

✂ Forældrene smilede til hinanden. Aa, de Børn!

✂ Naa, men det var altsaa denher Direktør, han skulde tale med. Han søgte ham forgæves om Formiddagen, først Klokken to kunde han træffe Konsulen, blev der sagt.

✂ Ved To-Tiden sad Jørgen Bang i det forreste Kontor, der halvvejs havde Karakter af Venteværelse, sammen med en Del andre audienssøgende paa en lang Bænk, der stod lige indenfor Døren.

✂ Han befandt sig atter paa den ydmygende Ventebænk. Skriverne og Folk, der kom og gik, strejfede ham med Blikket paa en særegen Maade, syntes han. Og jo længere Tid der gik, des værre blev det. At han skulde vente lidt, inden han kom ind, det var rimeligt, men blive ved at sidde her, — ja, det var, som om han skulde i Forhør og arresteres.

✂ Men naturligvis, naar han vilde opnaa noget, maatte han søge det, og naar han søgte det, maatte han finde sig i Forholdene, ikke sandt. Og var han bedre end de andre, der sad her, selv om han kunde Græsk og Latin og havde været Præst i Løgum? Eller havde de andre her paa Bænken det ikke paa samme Maade?

✂ Jo, vel nok. Det, der satte ham ned i Rang, var, at han sad her og søgte Arbejde af Naade 27som en Trygler, der skulde tigge om det, der var et Menneskes naturlige Ret.

✂ Nu havde han søgt og søgt, ikke fine Embeder, ikke høje Stillinger, kun ganske simpelt Arbejde for at ernære sig og sin Familie.

✂ Enhver skulde prøve den Krænkelse at blive vraget Gang paa Gang, saa blev alle nok enige om, at Adgang til Arbejde var et Menneskes naturlige Ret. Først ved at prøve Livet erfares, hvorledes Livet er ..... Ja, dether var noget andet end at være Gaardmandssøn hjemme paa Landet og senere Sognepræst. Og dog — hvor bedsk det end syntes ham, var der noget værdifuldt ved dette her ogsaa, noget ramt og redeligt, noget lærerigt, fordi han fik et oprigtigt Indblik i Livets Virkelighed, i andre Menneskers Liv, i Tusinders Skæbner, i noget, som før havde været skjult for hans Øjne.

✂ Endelig kom hans Tur.

✂ Da Løgum Præst i sine simple Klæder stod over for den elegant udhalede Konsul, tænkte han: „Med hvad Ret skal saadan et slikket Kalvehoved bestemme over mit Liv!“ Det fløj gennem Hjernen som et Stjerneskud.

✂ „De søger noget Kontorarbejde, Hr. — hm — Bang. Hja, jeg vilde gerne imødekomme Deres Ønske, om det var muligt, saa meget mer som min Hustru, der vist kender Deres nuværende Frue ganske lidt, .... naa ....“ 28Konsulen iagttog Jørgen Bang fra hans Halsklud og lige til hans grove Støvlesnuder og sagde saa: „Men det er vanskelige Tider.“

✂ „Ja, for nogle Mennesker er det vanskelige Tider.“

✂ Præstens hentydende Tone overhørte Konsulen og spurgte: „De kan selvfølgelig Tysk og Engelsk — kan De Portugisisk?“

✂ „Nej, men jeg tror snart at kunne lære saameget ....“

✂ „Det er et meget vanskeligt Sprog, vil jeg sige Dem“ — Konsulen hostede og tog en Pastille.

✂ „Naa, synes De det?“ Der var noget spidst i Spørgsmaalet. Præsten kunde ikke dølge et Smil. Han var vis paa, at denne Mand var en aldeles uudviklet Person, født til Stillingen. Og saadan en skulde indtage et Magtsæde i Samfundet og bestemme over andre Menneskers Liv.

✂ Konsulen var dog næppe mere dum, end at han mærkede Jørgen Bangs Uvilje, for der gik en kølig Skygge over hans Ansigt, og efter at have anført nogle almindelige Talemaader rejste han sig, som om han tog en Beslutning: „Ja, desværre, jeg har ikke noget, som vil passe for Dem, — jeg kan dog ikke ligefrem afskedige en Mand, for at De kan komme til, — synes De vel?“

✂ „Paa ingen Maade.“ Præsten rejste sig ogsaa.

✂ „Ja, Hr. — hm — Bang, undskyld — men jeg synes ikke, De har baaret Dem klogt ad, naa — 29De kommer jo nok ind i et eller andet lille Embede — Farvel!“ Konsulen rakte Præsten tre Fingre.

✂ Jørgen Bang berørte de tre Fingre, og med et ironisk Smil og en dyb Bøjning sagde han: „Farvel, Hr. Konsul!“

✂ Han havde en vældig Fart paa, da han kom ud af Kontoret. Han blev ved at kile afsted og stødte ved hvert Skridt Stokken fast mod Brostenene.

✂ Hans Gang blev dog snart mere rolig, efterhaanden helt langsom — tilsidst standsede han og tænkte sig om.

✂ Hvad nu?

✂ Ja, for nu havde han søgt og søgt i det uendelige, alt forgæves. Nu var det Slut. Han vidste intet Raad mere. Og han kunde overhovedet slet ingen Mening finde i det hele.

✂ Hjem vilde han ikke — hvad skulde han sige? At han var en uværdig mellem Mænd, en udskudt? Han følte sig nedværdiget, som om han havde gjort noget galt og ikke vidste hvad.

✂ For første Gang i sit Liv — han vilde ikke hjem. Han drev ganske planløst omkring i Gaderne, og lidt efter lidt summede Tankerne døsigt hen.

✂ Da saa han følgende Billede for sig: Han var Barn og legede en Vinter derhjemme ved Stranden, hoppende fra det ene Isstykke til det andet. Tilsidst kom han ud paa en Flage, der var saa 30stor, at han slet ikke kunde vippe den, ja, han kunde endog gaa langt frem og tilbage og rundt om paa den som paa rigtig landfast Is. Og den sejlede. Det var morsomt. Men før han anede det, sejlede den ud over Fjorden med ham. Da blev han saa angst, som han aldrig før havde været. Men hans fattige Skrig kunde ingen høre, for der var ingen Mennesker tilstede. Ene og forladt paa sin lille Is-Ø drev han længere og længere fra Land. Han mindedes saa grant, hvorledes han raabte paa Mor og Far, hvordan hans lille Hjerte bankede i Fortvivlelse. Men landløs var han, og landløs drev han videre ud over Livø Bredning.

✂ Han kom vel i Tanker om det, fordi han ogsaa nu syntes at drive landløs ud over Livets Bredning ...... Han vandrede og vankede, op ad den ene Gade, ned ad den anden — helst ad de mørke og snævre, kun ikke hjem.

✂ Pludselig stod han ved Havnen og stirrede paa det livlige og muntre Arbejde der. Se, hvor det gik.

✂ Det slog ham, at der stod mange andre og stirrede paa det samme Arbejde ligesom han med den samme Sygdom i Blikket. Det havde han ikke før lagt Mærke til. De stod længe og stirrede, vankede saa noget omkring ligesom han, og naar de kom forbi hinanden, kiggede de til hinanden med det samme sky, undselige Blik.

31

✂ Noget efter stod de igen ligesom han selv og lyttede til Arbejdets Musik.

✂ Det var Mænd, der ligesom han selv havde Kone, Børn og Hjem, men intet Arbejde. De Folk var hans Kammerater — dem, han havde Fælleslod med.

✂ Aa, ja, Arbejdets Musik! Liflig var den at høre — hvem der kunde springe ind i Dansen med det samme. Men det kunde man jo ikke faa Lov til. Og — han var ogsaa bange for derved at forstyrre Guds Tanke med ham, for det kunde dog alligevel ikke være det Arbejde der, som var den særlige Gerning, Gud havde bestemt for ham paa Jorden ......

✂ Aa, det Vrøvl om det Kald .... ja, nu var han en fri Præst, en rigtig Præst, som han mente, han var, da han flyttede fra Løgum, ha, ha, ha! Jo, han skulde love for det. Nu var han den Mand, der fremfor alt skulde lytte til Guds Røst for ved næste Skridt at sætte sin Fod i det rigtige Spor, ha, ha, ha! — Jo Tak. Nej, nu skulde han fremfor alt se at finde noget Arbejde, han kunde fortjene sit daglige Brød ved ..... Ja, arbejde, hvor var det herligt. Giv mig et Stykke Arbejde, saa kan vi altid tale om det andet! „Aa, ja, giv mig et Stykke Arbejde!“ sang det i hans Bryst. Men ak — det var jo netop det, han ikke kunde faa.

✂ Han mødte nogle fine Herrer, der drev over Torvet, saa pudsede og pressede, som var de 32kommen lige ud af en af Butikkerne derhenne i Strøg-Gaden; de var nok ogsaa Arbejdsløse — bare paa en anden Maade. Ha! Og Gud skulde have skabt dette Samfund og denne Verden, — nej!

✂ Han drejede ind i Strøg-Gaden, hvor den ene Butik straalede og glimrede af Sølv og Guld mere end den anden ..... uh, hvor det var væmmeligt. Han smuttede ned ad den første Sidegade.

✂ Han trak Vejret roligere.

✂ Her var der nogle Folk, som fra en Vogn hejsede fyldte Sække op til en Pakhuslem paa Kvisten … Og der sad tre smaa, fattigklædte Børn paa Fortovet og legede med tre tomme Tændstikæsker. Han standsede — for de var saa indtagende ved enhver lille Bevægelse og ved deres barnlige Pludren. De var snavsede, blev han vàr, da de saa op, men deres Øjne — hvilket Bud fra Sjælen i en fortumlet By.

✂ De Barneøjne rørte hans Hjerte. Han blev staaende. Og han blev glad, for han mærkede som et Kildevæld i sit Bryst.

✂ Ja, men se — saaledes er altsaa Tingene skabte af Gud .... i deres Anlæg. Udviklingen er saa Menneskenes Sag, Mening og Maal, og Forholdene er deres Lykke eller Skændsel — se, det maa de om. Ja,

✂ stort er alt, hvad Gud har gjort, og klart er Barnets Øje.

33

✂ De tre legede ubekymret videre; en fjerde, den mindste, lod sin lille, buttede Pegefinger følge en Lysstribe fra den synkende Sol, som var trængt igennem til den snavsede Gyde. ......

✂ Pludselig paakom der Præsten en stor Længsel efter sit Hjem. Han skyndte sig afsted den kortest mulige Vej. Ilede — hjem!

✂

IV

✂ FRU Karen Bang syede flittigt. Børnene vilde hun gerne holde pæne, og de var i den Alder, da de sled haardt paa Strømperne og paa Tøjet. Dertil kom, at hun ogsaa selv syede alt nyt, ikke alene til dem, men ogsaa til sin Mand. Det var forsaavidt let med Jørgen, som han ogsaa i den Henseende var fordringsløs, han gik altid i simpelt, hjemmegjort Hvergarn, som forøvrigt klædte ham udmærket, syntes hun. Derfor havde hun ogsaa hos Maren Væver i Løgum forsynet sig dermed, saa hun havde nok for flere Aar.

✂ Og godt var det, for det saa ikke lyst ud for dem nu. Jørgen havde ment, det skulde gaa saa glat med at faa noget at fortjene, men — nu kom nok ogsaa hans Tid.

✂ Det var kun trist, at den syntes at falde sammen med det Tidspunkt, da han knyttede sit Liv til hendes. At hun skulde være Malurten i hans Bæger, den Mands, der havde lært hende det største af alt.

✂ Hvorfor truede nu de mørke Skyer? Var det hendes Skyld? Var det hans? Var det kirkeligt 35Smaasyns? Var det Overilelse? Var det Tilfældighed? — Hvem kan sige det. Men saadan er Livet, vanskeligt, indviklet. Og det er maaske godt.

✂ Det var maaske godt at prøve og erfare tilgavns, selv om det ikke altid var behageligt. Hun skulde i hvert Fald forblive ham en trofast Ven.

✂ Det var jo nemlig ikke alene Pengespørgsmaalet, der pinte ham, — og det kunde jo ikke nægtes, at han i den sidste Tid var bleven ikke saa lidt pirrelig, noget, hun aldrig før havde kendt hos ham. Hun vidste godt Hovedgrunden: Hans nagende, tvivlende Tanker om, hvad Gud vilde bruge ham til.

✂ Nej, det saa ikke lyst ud.

✂ Bare han vilde blive mere hjemme. Disse evindelige Vandringer gjorde ham urolig. De bragte ham Skuffelse paa Skuffelse. Som oftest var hans Sind bittert, naar han vendte tilbage, stundom oprørt over, hvad han havde set og tænkt. — Nu vilde hun prøve at faa ham til at blive hjemme hos hende, læse, falde til Ro, bare til Ro.

✂ Ja, Gud ved, hvorledes det vil gaa os. Foreløbig var Hovedtingen det daglige, den ligefremme Dagligdag, Fod for Fod. De havde nok en lille Smule Pension, men hun havde aldrig kendt Mage til, saa lidt Forslag i Penge der var her paa Brostenene. Husleje, Brændsel, Lys, Føde, ja, hun forstod ikke, hvorledes det skulde gaa i Fremtiden. 36De var begge enige om, at det var en Slags Snyderi at ta’ paa Kredit, naar man ingen Udsigt havde til at betale, men det blev de da nødt til, selvfølgelig, til bedre Tider. Saadan gaar det altsaa til med den Slags. Ganske vist var hun nu temmelig sikker paa at faa det, hun kunde overkomme af Hedebosyning, fra en Forretning. Hendes Prøver var bleven beundret, Sagen saa godt som i Orden. Men alligevel .......

✂ Nu, Børnene var i Skole og Jørgen ude paa sine Vandringer, vilde hun gaa over til Detailhandleren for at købe lidt og saa tale pænt med Manden om at faa lidt Kredit. Han var for Resten saa venlig, det var i Grunden alle Mennesker i Nabolaget, syntes hun. Som nu Kræn Haanings, her ved Siden af — ja hun smuttede jævnlig ind til dem, fordi der var saa smukt et Forhold mellem Svigermor og Svigerdatter, noget saa sjældent, altid Godhed, Stilhed og Fred. Og Blomster var der fyldt med overalt som i et Drivhus. Naturligvis — snakke vilde hun jo, nysgerrig var hun jo, Madam Haaning, men morsom saa hun ud, naar hun rimpede Munden sammen og skulede lurvorn skraat hen til Siden. Og hvor Jørgen havde Ret i, at vi Mennesker maatte ta’ hverandre, ligesom vi var ..... Naa, men nu vilde hun den lille Tur.

✂ Der var et Par Trappesten op til Detailhandelen, Butiksdøren havde Glasruder med Gitter 37af tynde Jernstænger for. Dørklokken ringede, Marius Yde, skallet, rundhovedet, fedladen, stod selv bag Disken som altid, let svedende og venlig, glad snurrende paa sit Træben.

✂ „Godda’, Frue — fint Vejr — skal straks være til Tjeneste.“

✂ Da han havde ekspederet et Par Smaafyre, fremkom Præstefruen med sit Ærinde. — Aa, det skulde de nemt komme over, mente han, han gjorde det let for Fru Bang.

✂ Pludselig forandredes hans Ansigt, han saa spørgende paa Fruen: „Min Hustru vilde vist gerne tale med Dem, vil De ikke være saa venlig at træde indenfor. Jeg har lovet det. Denne Vej. Værs’artig.“

✂ Han førte hende gennem et lille Opholdsrum ved Siden af Butikken til Stadsstuen. Med en vis Stolthed aabnede han Døren. Her stod tæt pakket fuldt af sprinkelagtige Møbler med Plydsesbetræk og Klunkfrynser, ogsaa et opretstaaende Piano.

✂ Han gjorde et lille Ophold, for at Præstefruen uforstyrret kunde nyde alle disse Ting.

✂ „Ja, undskyld, Frue, her er ikke varmt, det er jo ikke en Stue, vi bruger, kan De nok tænke,“ sagde han helt højtideligt. „Værsgod at ta’ Plads, min Hustru kommer straks.“

✂ Dørklokken ringede, Træbenet dunkede. Nej, det kunde Fru Bang nok se, at Stuen her 38ikke var til Brug. Men hun forstod, at den alligevel havde sin Betydning, den stod der som et Tegn paa Familiens Fremadstræben under det daglige Arbejde. Og derfor var der Drøm og Haab ogsaa bag dette ..... men Gud ved, hvad de vil mig.

✂ „Undskyld“ — det var Fru Yde — „jeg havde lidt travlt, aa værsgod og sid.“ Hun var en fin lille Kone, men saa’ svagelig ud, som om hun havde lidt meget af Sygdom i sine Dage.

✂ „Hm, ja, De spiller og synger meget ovre hos Dem, Fru Bang. Jeg linner gerne lidt paa Vinduet. Jeg elsker nemlig Musik og Sang, men jeg har aldrig haft Lejlighed til nogen Undervisning.“

✂ Der var noget yndigt, lidt vemodigt over den Kvinde, syntes Fru Bang.

✂ „Nu har vi en eneste lille Datter, jeg vilde saa gerne, hun skulde lære noget.—Jeg tror, hun har et godt Øre. Og saa har vi tænkt, om vi ikke kunde faa Dem, Fru Bang, til at spille med hende — selvfølgelig vil vi betale Dem godt for det. Men det var saa nemt, lige her ved, og saa var hun fri for Spillefrøken og alt det. Dether var saa hyggeligt, synes vi, men jeg véd ikke? …“

✂ „Jo, med Fornøjelse,“ svarede Præstefruen.

✂ „Aa, det var dejligt.“ Fru Yde nærmede sig indtagende og spurgte, om Fru Bang ikke vilde prøve Instrumentet, saa de kunde høre, hvordan det kunde spille.

✂ Hun kaldte paa Datteren, Marie, der var et 39noget forvokset, lidt sky Pigebarn med Moderens udtryksfulde Øjne. „Jo, Fru Bang vil godt, lille Marie, og saa vil du nok være flittig.“

✂ Præstefruen spillede løs.

✂ Hr. Yde viste sig i Døren, hans Maaneansigt skinnede af Glæde. Det var deres eget Instrument, der spillede her i deres eget Hjem.

✂ „Hvor er det yndigt.“ Fru Yde sukkede. — „Du har vel nok et Glas, lille Far.“

✂ Træbenet dunkede, den mørke Portvin fyldte Glassene, og de hilste paa hinanden til en Besegling af den Aftale, de nu havde truffet. Det var en hel Fest.

✂ „De bliver maaske ikke boende her ret længe,“ prøvede Fru Yde.

✂ „Det var jo ikke Meningen, dether skulde jo kun være foreløbig.“

✂ »Ja, Jeg kan tænke det, ja ja.“

✂ Og da Præstefruen gik, stod Hr. Yde som sædvanlig bag Disken. „Tak, Fru Bang. Døren lukker sig selv. Tak!“

✂

V

✂ DA Børnene havde fundet Døren lukket, søgte de ind til Haanings; der mente man, at Fruen bare var et Ærinde ude. Saa gik de over i Skuret, hvor de havde Lov at muntre sig. Hans skyndte sig allerførst med at dække noget til henne i en Krog bag Høvlebænken, det var Elses Dukkestue, han hemmeligt arbejdede med.

✂ „Hvad er det der?“ spurgte Else.

✂ „Det er jo ligemeget, ikke?“

✂ „Jeg tror, jeg véd, hvad det er.“ Hun skød Skuldrene i Vejret og nikkede smilende med halvlukkede Øjne.

✂ „Nej saamæn véd du ikke, Else.“ Hans gjorde Slyngen klar, den var nemlig hejset op, fordi der var vel lidt Plads til den.

✂ Her traf Fru Bang dem. Og hun fortalte om Besøget hos Detailhandleren, at hun var inde i den fine Stue, og at hun skulde have den lille Datter til Spilleelev.

✂ „Faar du saa Penge for det?“ spurgte Hans.

✂ „Selvfølgelig — de Mennesker er for Resten saa rare, synes jeg.“

41

✂ De sad længe og ventede. De kunde ikke forstaa, hvor deres Far blev af. Det begyndte allerede at skumre.

✂ Hvad kan der dog være kommen i Vejen, spurgte Fruen sig selv mange Gange. Han gaar der og vanker paa Gaden altid, bare han vilde blive mere hjemme.

✂ Børnene forstod, at Moderen blev ængstelig, og da blev ogsaa de urolige.

✂ „Det er underligt,“ sagde Moderen højt og saa op paa Klokken. Hun tænkte: Han skulde da vel ikke være gleden ud i Havnen, for han gaar saa meget dernede, hvor Skibene losser og lader .... Eller paa Værtshus? Det sidste kom plumpende meningsløst ind i hendes Tanker. Herregud, han er jo saa nervøs den sidste Tid. — Vi maa tale rigtig sammen.

✂ Fruen syede, Børnene pakkede Bøger ud og pakkede Bøger ind og flyttede tankeløst om med deres Smaating.

✂ Imens anspændte de sig ved enhver Lyd paa Gaden.

✂ Der blev efterhaanden aldeles uhyggelig stille.

✂ Pludselig raabte Else jublende: „Der er Far!“ Hun havde et særdeles skarpt Øre, saa hun kunde, før de andre, høre hans Skridt og Egekæppens Stød mod Stenbroen.

✂ De tændte Lampen. De saa hans Ansigt. Han var vred over noget.

42

✂ Fru Karen saa vist paa ham. „Du blev saa længe borte, Far?“

✂ „Ja, jeg har været paa Politistationen,“ svarede han mørk og satte sin Kæp hen i Krogen.

✂ „Paa Politistationen!“ Enhver slap, hvad de havde i Hænderne.

✂ „Jeg var nemlig gaaet ind i en Forretning, for der laa et lille Stykke Ost, som jeg syntes om, — jeg kunde da i al Fald spørge, hvad det kostede. En fattig Kone vilde købe Paalægs-Rester for IO Øre. De havde intet, men der var et Par mugne, røgede Sild, dem maatte hun godt ha’, sa’ Jomfruen. Betjenten havde staaet udenfor og set det, og kan I tænke Jer, han vilde arrestere hende for Betleri, hun havde ingen Penge givet for Sildene, havde han lagt Mærke til. Konen fortalte, hvordan det var gaaet til. Men det kunde ikke hjælpe, hun skulde paa Stationen. Hun bad for sig, hendes Mand laa syg derhjemme, sagde hun. „Ja, den kender vi nok,“ sa’ Betjenten.

✂ Saa traadte jeg til og forklarede, at det var rigtig nok, hvad Konen havde sagt, hun havde ikke betlet.

✂ „Naa ikke det,“ sa’ Betjenten bare og trak af med Konen, der begyndte at græde.

✂ Præsten rystede sin Haand: „I kan tro, at Stokken begyndte at blive varm i min Næve.“

✂ „Hvad gjorde du saa, Far?“ spurgte Hans.

✂ „Hvad jeg gjorde, Hans, jeg fulgte med paa 43Stationen, forlangte at vidne, og selvfølgelig blev Konen fri. — Hvor den stakkels Kone blev taknemlig — over saa selvfølgelig en Ting. Men Betjenten knurrede til mig i Døren: „Dem skal jeg huske.““

✂ „Ja, jeg glemmer heller ikke Dem,“ svarede jeg. „Haha.“

✂ „Var han stor, Betjenten?“ spurgte Hans, „tror du, du kunde ha’ ordnet ham?“

✂ „Det véd jeg ikke, lille Hans, det tænker man ikke paa i saadan et Øjeblik .... Her er Osten.“ Han tog frem et bette lille Stykke. „Det er jo ikke ret meget, men jeg fik Lyst til at ha’ det med hjem.“

✂ „Der er store Lufthuller i,“ sagde Else, mens hendes lyserøde Tunge hastig for over de mørkrøde Læber.

✂ Børnene gik ind i den anden Stue for at læse Lektier.

✂ Præsten satte sig tavs ved Bordet, hvilede Hovedet i sin Haand med Fingrene hen om sin Pande, og engang imellem sukkede han. Han begyndte at læse lidt, men snart skød han Bogen fra sig.

✂ Der er meget stille.

✂ „Jørgen — jeg synes, det er længe siden, vi talte rigtig sammen, — altsaa om det, vi tænker mest paa begge to.“

✂ „Jeg har ingen Penge nu mere, Karen“ sagde han med lav Røst.

44

✂ „Jeg kan betro dig, at jeg har faaet Bestilling paa al den Hedebosyning, jeg kan præstere, og det betales vist ikke saa daarligt.“

✂ „Og det har du ordnet i al Stilhed!“ udbrød han.

✂ Hun smilede næsten undselig. „Jeg har skamogsaa idag faaet en Spilleelev — Detailhandlerens lille Pige. Og der kan maaske komme flere.“

✂ „Naa“ — han rejste sig — „jamen saa mig, Karen. Her gaar jeg som en Ørkesløs, en vraget Mand .... er der ikke kommet Brev endnu fra de Foreninger?“

✂ Hun rystede paa Hovedet.

✂ Han gik hastig frem og tilbage, standsede saa. „Noget maa der jo være i Vejen. Hvad er min Fejl, Karen?“

✂ Hun tænkte sig lidt om. „Ja, ærligt talt kan jeg ikke se, du har andre Fejl end den, at du ingen Fejl har.“

✂ „Aa, det er bare saadan løse Ord, der ingenting betyder,“ svarede han utaalmodig.

✂ Saa lod hun Sytøjet synke. „Hør, Jørgen, der er særlig een Ting, jeg gerne vil vide, vil du svare mig ærligt og ligeud paa det.“

✂ Han standsede, lyttende.

✂ Hun saa bestemt paa ham: „Har du fortrudt, at du valgte mig — ja sig det bare oprigtigt, Jørgen, for det er jo alligevel deraf, saa mange Vanskeligheder er opstaaet.“

45

✂ Paa een Gang blev hans Øjne klare og rolige. Han tog begge hendes Hænder. „Karen,“ sagde han, „jeg har i sin Tid, saa godt jeg formaaede, beraadt mig med Gud og min Samvittighed om den Sag, og jeg siger dig, Karen, og det er da godt, jeg er sikker paa een Ting, at hvis jeg nu stod i den samme Situation, jeg valgte paa samme Maade.“

✂ Hun holdt sig rank, men Duggen over hendes Øjne samlede sig til Taareperler.

✂ „Naar jeg i den sidste Tid har faaet Uro i Sindet, saa er det af andre Grunde.“

✂ „Jeg kender dine hemmelige Tanker, Jørgen,“ sagde hun blødt.

✂ „Ja, hvis jeg skal tvivle om, at det er Alvor, saa kan jeg tvivle om alt, — om alt, siger jeg dig,“ tilføjede han heftigt.

✂ „Nej, Jørgen,“ Fru Karen talte fast og sikkert, „nej, der er i hvert Fald eet, som du aldrig kan tvivle om, og det er, at jeg er din. Din Drøm er m i n Drøm, din Sorg er min Sorg, og din Glæde er min Glæde — til Døden.“

✂ Da løftedes hans Bryst ved Kærlighedens Magt. „Aa, Karen, hvor du er stærk, fordi du er tro.“

✂ „Men vi maa tale sammen engang imellem om det, der er vigtigt, det maa vi, Jørgen, tale aabent til hinanden om, hvad vi tænker.“

✂ Else aabnede Døren og spurgte, om de ikke snart skulde spise.

46

✂ „Jo, Børn,“ sagde Præsten, „men kom her et Øjeblik, sæt dig til Klaveret, Karen.“

✂ Og saa sang de:

✂ „Vor Gud han er saa fast en Borg …“

✂ De sang sig sammen, Fruens sjældne, mørke Stemme, Børnenes lyse og Præstens mandige Røst. De sang sig tæt og trygt sammen, mere og mere for hvert Vers. De sang Tro, og de sang Fred.

✂

VI

✂ EN Dag skraldede det i den lille Gade, Staal mod Sten. Det var Lars Thybo, der i sine voldsomt beslaaede Træsko larmede ind mellem de smaa Huse, afvekslende med et langt Skridt og et kort Skridt. Ansigter viste sig bag Ruderne, Børn kiggede i Portene og lo til hinanden, de havde ikke glemt ham endnu. Lars skred vældigt og selvfølende frem i sit landsbysyede Vadmelstøj med en stor Pakke under Armen og styrede lige mod Præstens Hus.

✂ Hans og Else kom halende bagefter med Skoletaskerne hoppende paa Ryggen; de havde set et Skimt af ham paa Gadehjørnet.

✂ Stor og bred stod Lars der i Køkkenet, omringet af hele Præstefamilien, saa de næsten fyldte det lille Rum.

✂ „Se det havde I ikke tænkt, at I skulde se Lars idaw, ha, ha.“ Han lo sundt og stærkt. De kunde lugte hans Kisteklæder og Løgum-Vadmel.

✂ Han pakkede ud paa Køkkenbordet et Stykke Stegeflæsk, et stort Stykke stribet Flæsk, Ribbenssteg, Medister og en Rullepølse. Det var bare lidt 48Slagtemad fra Mads Høgs, sagde Lars og smaagryntede vel tilpas.

✂ Præstefamilien saa og saa paa al den dejlige Kødmad, Øjnene skiftede fra det ene til det andet, fra det stribede Flæsk til den friske, prikkede Medister, fra Ribbensstegen til den buttede Rullepølse. De maatte røre lidt ved det altsammen. De blev meget oprømte. „Ja, det er dejlig Slagtemad,“ lo Lars ved Tanken om alle de Mundfulde, der kunde blive til Præstefolkene.

✂ „Saa har a her en Sigtekage, for vor Mo’r kunde huske, at Præsten godt kunde lide dether mørke hjemmebagte Sigtebrød.“ Han lagde det paa Bordet, mørkebrunt paa Skorpen var det og blankt af Æg.

✂ Endelig stak han en Flaske Fløde til Fruen. „I har jo ingen Køer herude.“

✂ Hans og Else saa forundrede til, om Lars kunde blive ved.

✂ Baade Fruens og Præstens Øjne duggedes ved den Hilsen ude fra Løgum.

✂ „Men Lars — ta’ dog Tøjet af!“ udbrød Fruen.

✂ Han viklede et hjemmestrikket Klæde af, der var slynget en to-tre Gange om Halsen, saa langt var det, det endte i Frynser, var brunt og prydet med Borter i røde og grønne, klare Farver.

✂ Dernæst rykkede han Luen af. Hans Haar var langt og tykt, men fint barberet var han altid, — 49der var ingen, der kunde sætte en Ragekniv op som Lars Thybo, det var bekendt i flere Sogne.

✂ Endelig trak han sine Træsko af. „Nej, behold dem dog paa,“ indvendte Fruen.

✂ Men da blev Lars alvorlig. „Nej, bette Frøw, a har rigtignok aldrig været Soldat, og a har heller ikke været langt omkring, — men derfor behøver En ikke at være ubehøvlet.“

✂ Han puttede nogle Straaender ind, der stak ud fra Halmviskene, og paa sine blaa Hosefødder med hvide Taaspidser gik han langsomt ind i Stuen og satte sig rigtig godt tilpas i den Stol, der blev sat frem for ham.

✂ Præsten blev saa hyggelig stemt ved at have Lars i Stuen, at han efter gammel Vane vendte sig mod Tobaksbordet for at stoppe en Pibe, men det blev ikke til noget, for han kom med det samme i Tanker om, at Tobak var en Luksus, han forlængst havde strøget af Forbrugslisten.

✂ „Naa, saa De er kørende til Aalborg, det er nok sjælden?“

✂ „Ja, for der er jo langt, og deher Købstæder, dem skal En vare sig for. Nej, men vi skulde ha’ hentet os en Vindmotor, — a er nu ikke saa meget for det Værkeri, men Mads Høg han tøkte det nu, og tho han er jo da endelig Manden i Gaarden, naar det kommer til Stykket. Men at betale Fragt af saa’n en Svend, det behøvs jo ikke, naar En har Heste og Vogn selv. A tog et Læs Svin 50med herud, saa En napper jo alligevel et Par Øre ved Turen, og det er Ørene, det kommer an paa, ha ha, ja Gu’ er det saa. Hestene forsømmer ikke noget med det paa denher Tid, og a tog Mellemmader med, saa a behøver bare at købe mig en 01. Men der er Umag ved det, ja det er der, og det er Folk ked af nu om Tider.“ Lars rystede sit buskede Hoved. „En skulde ikke tøkkes, der var no’en Samvittighed i saa’n Mennesker.“

✂ Snart kom der Kaffe og en Tallerken Smørrebrød paa Bordet, og Lars lod med god Appetit sine store, hvide Tænder skære hvast gennem Maden og stoppede bravt ind i sin brede Mund, mens han besvarede Præstens mange Spørgsmaal angaaende, hvorledes Løgum Folk havde det nu.

✂ Hans og Else frydede sig over Lars Thybos djærve Ord og Væsen, de betragtede ham optaget lige fra hans Top og til hans morsomme hvide Hose-Taa.

✂ Og saa fortalte han, at Lars Persens havde mistet et Føløg, at Sivert Fiskers Anton var kommen hjem fra Klondyke og gik omkring med smaa Guldklumper i Lommerne, at der var Mund- og Klovsyge paa Løgum Enge, at Skolelærerenken da endnu levede, at Smeden havde hængt sig i sit Hosebaand, at Taget var blæst af Anders Vestergaards Lade .....

✂ Lars fortalte, ligesom det kom ham i Tankerne, det ene mellem det andet.

51

✂ Præsten kunde se for sig alle de kendte Ting: Husene, Grøngaden, Poppelhuset og Smedens Hyld, Markerne, Fjordbrinkerne, Stuerne og Stierne, hvor han saa trygt havde færdedes — og Menneskene, Menneskene, de fattige, de rige, de glade, de syge, de sorgfulde. Og den skønne, gamle Kirke.

✂ Alle fire lyttede til Fortællingen fra deres gamle Boplads. De syntes, de kunde lugte Tingene og høre Lydene derudefra. Det var, som hele Løgum By og Egn med Lars Thybo var vandret ind i Stuen her.

✂ Og de blev saa underlig stille, da Lars gjorde et Ophold.

✂ „Ja, I glemmer det nok aldrig,“ sagde Lars, „og vi glemmer heller ikke jer.“ Han puttede en Finger ind i Munden, for der var en Brødkrumme, der havde sat sig fast et Sted, og det generede ham saa nederdrægtigt.

✂ „Og den ny Præst, ja det var saa skid-skøn til at begynde med, — men det er for møj. Vi véd nok, at Helvede er til, for vi er da ikke Hedninger, og vi véd ogsaa nok, at vi kommer der, hvis vi ikke er skikkelige, det er klaar, men denher, han render os ligefrem baglæns ind i Helvede hverjen, og det er s'gu for møj. Det er Saterne for møj.“ Han ræbede og tog sig en frisk Skraa.

✂ Lars saa' sig om. „Her er for Resten en bette pæn Lejlighed. Men hvor har I nu jer Tørv? .... 52Naa, kan de være ude i det Skur.“ Han saa ud af Vinduet og rystede paa Hovedet. „Sten og Sten og Sten — ikke en eneste Plet svot Jord, det maa være strengt at leve her .... Folk er ogsaa taabelige, de stabler Sten paa Sten herinde i de høje Huse i Stedet for at dyrke Jorden og avle noget.“

✂ Hans Øje faldt paa Pianoet. Hans Udtryk forandredes pludseligt, der gik en barnlig Glæde over hans Træk. „Aa spil en bette Stykk' for mig,“ sagde han til Fru Bang. „A har aldrig hørt saadan en rigtig.“

✂ Det vilde Fruen gerne, og saa vilde Lars nok ogsaa synge en Vise bagefter, tilføjede hun.

✂ Mens Fruen spillede, sad Lars med foldede Hænder og aaben Mund. Hans højre, hvide Hosetaa vippede Takten op og ned.

✂ Hans's og Elses Øjne lo, men de beherskede sig.

✂ Da Fruen var færdig, kom der et Ophold. Lars blev ved at stirre paa Instrumentet en lille Tid. Saa trak han Vejret dybt: „Det er mærkeligt, den Lyd, der kan være i saa'n en Kass'.“

✂ Præsten nøs, og Fruen vendte sig om.

✂ Lars maatte frem med en Vise. Men det var ikke nemt at vælge, for der var den om Borgmesteren fra Strassburg, der var den om en Adelsmands Datter fra Burgunderland, den om Admiral Nelson med det ene Øje og den om de tyrkiske 53Sørøvere fra Algier ..... Lars troede næsten, at de skulde ha' den om den utro Sofia, som bor i Arendal. — Hm!

✂ Det var en Gang i Norge, jeg var knap atten Aar,
dengang jeg blev forlovet, det hændte sig en Vaar,
det var en Aften silde i Lu-unden saa grøn,
at jeg mon begære den Jomfru saa skøn.
Hun venlig til mig smilte, hun rakte mig sin Haand,
hun sagde kærligt til mig: Nu knytter vi vort Baand.
Saa vare vi forlovede i Maanederne ni,
men saa kom der en anden, og saa var det forbi.
Men da vi var sejlfærdig og skulde gaa ombord
at lette vores Anker paa den Arendalske Fjord,
da, som vi stod og hivede, af Kræfterne vi sang,
kom hendes Bro-oder med Brevet udi Haand.
Hils du din kære Søster saa vennelig fra mig,
jeg elsker ingen anden i Norges Land og Rig'
men nu er Sejlet strukket, og alting er gjort klar.
Farvel, utro Sofia, som bor i Arendal.

✂ Lars sang paa gammeldags Vis med Stødtone, Triller og Sløjfninger, men med en henrivende Trohjertethed. Og derfor var der ingen, der lo af ham, selv om de lige i Førstningen var stærkt fristet dertil.

✂ Lige da han var færdig, rungede Kirke-Klokkeslag hen over Tagene. Lars vaagnede op til Virkelighedens Verden og udbrød: „Nej hvor det lyder pænt, det er alligevel rosomt. ... Men er den 54saa mange, a skal virkelig skynde mig, ja, ja, nu har de to Brune bedet og er godt tilpas.“

✂ Han tog hjertelig Afsked og fik mange Hilsner med til Løgum.

✂ Der blev tomt efter ham.

✂

VII

✂ ENDELIG, endelig kom der Brev til Pastor Bang om at holde Foredrag. Det var Noas Due med Oliebladet til Præstens Hus i Smaagaden. Det var, hvad han saalænge havde haabet paa — ikke nogen Indbildning længer, men Opfyldelsen af, hvad han havde drømt og følt. Han skulde ikke sørge mere, snart vilde Jorden grønnes for ham.

✂ Nu skulde han ud og blande sin Røst i Folkets Liv.

✂ Det var en Søndag, han skulde rejse. En smuk Dag var det. Natten havde strøet et tyndt Lag Sne saa blødt over alle Træer og Tage.

✂ De kiggede ud i Gaarden og udbrød allesammen paa een Gang: „Nej se!“

✂ Kastanien, der fra Overretssagførerens Have bøjede sig ind over Muren til deres Gaard, stod saa skøn og festlig med Sneens lette, fine Pragt som et Smykke over dens Krone. Luften var klar og kølig, og det var ganske stille.

✂ Præsten trak det nye Tøj paa, som Fruen havde syet til ham af Løgum-Hvergarn. Det strittede en lille Smule, fordi det var nyt og stift, men det 56passede ham godt nok. Og Børnene syntes, deres Far var fin.

✂ Præsten var den første, der var ude i Gaarden, hvor han med løftet Hoved inddrak den rene Morgenluft.

✂ „Nu er Far glad,“ sagde Hans.

✂ „Ja, min Dreng, og Gud ske Lov for det.“

✂ Else kom daskende ud i Køkkenet og vilde have Kaffe, inden hun vadskede sig, fordi det var Søndag.

✂ De fulgte alle tre Far til Toget. Og Folk i Smaagaden sagde, at nu skulde Præsten ud og holde Foredrag, for han havde Tæppe over Skulderen og Taske i Haanden.

✂ Da der var vinket Farvel, blev de tre enige om at gaa en Tur. De steg op ad Luftbroen over Jernbanen, kom gennem Kildeanlæget og op ad Skovbakken. Det var ejendommeligt, helt højtidsfuldt at gaa her paa det hvide Snetæppe mellem de tavse Træer, der ikke rørte sig som af Angst for at ryste det fine Lin af, som Nattens Sne havde prydet dem med.

✂ Her var let at aande. Deres Hud blev frisk og sval.

✂ De talte ikke meget.

✂ Tilsidst stod de paa Skovbakken, det var jo deres hemmelige Maal. De længtes efter at se langt vesterud, hvorfra de var kommen, til Bakkerne og de hvide Kirker.

57

✂ De blev længe staaende ganske tavse.

✂ Det begyndte paany at sne tæt, saa baade det fjerne og det nære forsvandt for deres Blik, et Tæppe blev rullet ned for deres Minders Land. Selv Aalborg By tilhylledes. Vor Frelsers Kirke saas nogenledes tydeligt gennem Tykningen, tildels Budolfi, men kun som en bleg Tegning skimtedes Frue Kirkes Taarn, hvis Spids nu og da stak frem af de svævende Sneskyer.

✂ Saa fulgtes de ad ned gennem Skoven, og da de kom ud paa Vesterbro, straalede Solen atter. Det var oplivende, og Fru Bang tænkte straks paa, at en Taar Kaffe vilde smage godt nu. Dagligkaffen var strøget for længe siden, men de plejede at faa en Søndags-Taar, og hun syntes, at Dagen idag var sjælden, nu Jørgen atter var i Virksomhed, saa de turde maaske tillade sig at købe en Kage. Og de begyndte at se paa alle Butikkerne, de kom forbi hjemefter, for at udsøge sig det bedste og det billigste.

✂ Fru Bang havde ofte tænkt, at Børnene skulde forstaa Jørgens og hendes Forhold og alt det rigtigt. Børnene var da store nok, og man vidste jo ikke, om de gik og spekulerede ved sig selv og fik en forkert Mening ud af det. Der havde aldrig været talt direkte med dem om dette Punkt. — Maaske var de klar over det, saa det var selvfølgeligt for dem. Men for hendes egen Skyld maatte Sagen nævnes. Og saa traf det sig idag, 58da de sad hos hinanden om Eftermiddagen, at Hans pludselig spørger:

✂ „Er din første Mand levende endnu?“

✂ Der kan man se.

✂ „Det tænker jeg,“ svarede Fru Karen.

✂ „Faar du aldrig Brev fra ham?“

✂ Fru Karen greb Lejligheden: „Nej, lille Hans. Vi er døde for hinanden.“

✂ Else løftede sit Blik spørgende mod Moderen, mens hun lyttende hvilede Hovedet i sin Haand.

✂ „Se, Børn, Livet er nemlig kun i Kærligheden, og naar den dør, saa er Livet mellem de to Mennesker ogsaa dødt. Forældre elsker deres Børn, og Børnene elsker deres Forældre, i Almindelighed, — ja, men der er Børn, der hader deres Forældre. Alting kan gaa til, Kærlighed kan ogsaa forgaa ...............“ Saaledes talte hun lidt, men mærkede, at Børnene ikke rigtig fik fat paa det, de skulde forstaa. Derfor brød hun brat af: .... „Og saa slog han mig.“

✂ „M-e-n,“ sagde Else.

✂ „Sikken Slave,“ undslap det Hans. „Hvor bor han?“ Hans Næsefløje blev levende, som om han havde Lyst til at opsøge den Herre.

✂ Hun mente nu, de forstod, at den Mand var en fremmed og var død for hendes Hjerte. De var tilfredse. De brød sig ikke om at tale mere om det.

59

✂ Pludselig udbrød hun bevæget: „Aa, hvor er I dog søde!“ Og hun slog Armene om dem begge to.

✂ Der kom en Mand forbi Vinduet. „Det er Opfinder-Skomageren henne i Gaden,“ sagde Hans.

✂ Det bankede paa Døren. Om Præsten var hjemme. Naa, ja, for han vilde gerne ha' talt med ham. Han troede nok, at det var en Mand, der kunde forstaa ham, det havde han fundet ud. Og ikke en som de andre, ha, ha.

✂ Han grinte noget fjollet, syntes Fruen, og slog sig paa Laaret med sin Hue. „Naa men altsaa, der er ikke noget at gøre idag, — men der var altsaa noget specielt.“ Han grinede og gik.

✂ „Var han ikke beruset?“ spurgte Fruen.

✂ „Jo, han drikker sommetider. Han er Opfinder,“ svarede Hans. —

✂ Det skumrede allerede. De blev dog ved at sidde lidt i Mørkningen, det var saa hyggeligt, naar de havde Tid til det, og idag var det jo Søndag.

✂ Else tog Moderens Arm. „Du kunde ellers godt fortælle os et Æventyr eller en lille Historie, hva', Mor?“

✂ „Jeg véd skam ikke.“

✂ „Aa jo.“

✂ „Jeg kan ingen huske i Øjeblikket.“

✂ „Bare en lille en.“

✂ Fruen smilede. „Naa, ja, der var altsaa engang 60—“ Else skuttede sig allerede. „Der var engang en Lærkefamilie. De boede ved Kanten af en Markvej lige ved en Ager Rug, der lunede for Nordenvinden. Reden var ellers omgivet af Gul-Snerre, Maries Sengehalm, I véd nok, BlaaKlokke og Løvetand, saa de boede rigtignok fint.

✂ Familien bestod af Far og Mor og to Børn, og de levede lykkeligt sammen. Moderen rugede over Ungerne, og Lærkefader sang hver Dag de herligste Sange.

✂ Men saa en Dag kom der en Ko gaaende hen ad Vejen, og den traadte i Lærkereden, saa den blev helt ødelagt og ikke til at bo i. Der stod de.

✂ Lærkefar sang ikke mere, og Moderen var meget bedrøvet. Men da de havde sørget en Tid, flyttede de ind i Rugageren mellem de høje Straa, hvor ingen kunde se dem, og hvor Koen ikke kom. Og saa en Dag sang Lærkefar atter højt af Glæde.

✂ Saaledes skal man aldrig give op, naar noget gaar galt, men bare holde ud.“

✂ Else hældede sig til sin Mor og sagde: „Véd du hvad, Mor, jeg tror, det er noget, du selv har digtet, — men det er ogsaa ligemeget“, tilføjede hun.

✂ Saa fik de Lyset tændt, for Else syntes, de skulde spille „Rakker“, for det var dog ligesom en særlig Dag idag.

✂ „Jo, det er det i Grunden ogsaa, lille Else.“

✂

VIII

✂ DET var opmuntrende for Præstefamilien, at Præsten nu og da blev kaldt ud til Foredrag. Ganske vist var det ikke ofte, men det traf. De saakaldte vakte og kirkefaste Kredse var ikke hidsige efter at tilbyde Løgum-Præst deres Talerstole.

✂ Hans Sind var imidlertid vendt i den Retning. Han var nu hjemme hele Tiden. I godt Vejr sad han ofte under Kastanien og tænkte, han ordnede sine Tanker, saaledes som han vilde føre dem frem for Folket.

✂ Desuden kom der ikke saa sjælden en eller anden, der vilde tale med ham, det var Smaafolk med deres Sorger, Folk, der økonomisk eller aandeligt var i Nød eller Vilderede.

✂ Hver Dag gik han ind til den Gamle hos Haanings ved Siden af, hvem han var til stor Opmuntring og Opbyggelse. Og en Dag var der kommen en Mand fra Gaden om Hjørnet, om Præsten ikke vilde se ind til dem, de havde ogsaa en Gammel i Huset.

✂ Det tog til med den Slags.

✂ Opfinder-Skomageren var tit hos Præsten, for 62nu havde han endelig fundet et fornuftigt Menneske, sagde han.

✂ Skomagerens Idé om den sammenfoldelige Støvle forekom Præsten upraktisk. Derimod lyttede han til Talen om et Balanceapparat til en Flyvemaskine. Naar Maskinen hældede for stærkt til den ene Side, skulde Apparatet straks og rent automatisk sætte en Roset af Smaavinger i Bevægelse nedenunder den hældende Vinge, hvorved den vilde blive pustet opefter, saa Flyvemaskinen atter kunde gaa sin fine, ligevægtige Flugt.

✂ Præsten forstod, hvilket Sving disse Forsøg satte paa Skomagerens Liv, og bad ham udarbejde en Model. Det kan nok være, Skomageren fik travlt, han havde i den Tid næsten daglig sin Gang i Præstens Hus, saa Beboerne begyndte at tænke, at maaske Skomageren ikke var saa tosset, som de havde ment.

✂ Saaledes var Præsten optaget. Og imens sad han og ventede paa Opfordring til at tale til Folket.

✂ I denne Tid gik han somtid vesterud af Byen langs Fjorden, langt ud, hvor Fjorden, Engene, Kæret og Strandfuglene mindede ham saa meget om Barndommens Egn. Derved befæstede han sig i Hjemmets Grund. Minderne vrimlede frem. Han saa for sig sin Mor, der gik stille omkring i den gamle Limfjordsgaard i sin Hvergarnskjole og med Sirtseshuen over det fine, smaarynkede Ansigt. 63Og hendes kære, gamle Mund, der forøvrigt talte mindre end hendes levende, sjælfulde Øjne. Hendes Blik havde altid velsignet ham, naar han rejste bort, det havde fulgt ham, hvor han siden færdedes, og det havde kærligt hilst velkommen, naar han atter stod paa Hjemmets Dørtærskel. Ja, de Øjne fulgte ham endnu, hun var under Mulde, med Bøn om, at han maatte blive et godt Menneske og en brav Mand ....... Du kan stole paa din Dreng, lille Mor!

✂ Naa, men altsaa nu gjaldt det, hvad han skulde sige til Folket, og hvorledes. Hvor ofte er det ikke sagt, at Gud elsker Menneskene, sagt og sagt og sagt. Hvorledes skulde han sige det paany?

✂ Til Trods for Folkets Fejl og Fald og alt, hvad der med Rette kunde indvendes, var det dog i høj Grad modtageligt for skønne, menneskelige Tanker og Idéer. Folket havde et yndigt Sind. Det var hans Erfaring. Og det maatte ogsaa gælde overfor det herligste Budskab paa Jorden.

✂ Det er jo sandt, at som Solen, der i dette Øjeblik gaar ned i Vest over Fjorden, lyser med sin Pragt over disse vaade, øde Efteraarsmarker, saaledes, men uendeligt mere glansfuldt og evigt, lyser Guds Kærlighed over Jordens fattige Liv. Ja, det er sandt ....

✂ Men det er jo ikke den skønne Tale, det kommer an paa. Hvor ofte er den ikke Ord, Vrøvl, Praas, Skum. Bliver der ikke talt nok? Bliver der 64ikke talt alt for meget? Slaas ikke Kirkens Folk indbyrdes om Meninger, om Smaating i Tale og Skrift paa offentlige Steder, saa Støvet ryger om Ørene? — Og det var jo slet ikke det, der skulde gøres, ikke det, der tiltrængtes. Det var jo Livet, der skulde leves, Dagliglivets Fordybelse. Dér er Punktet.

✂ Naturligvis krymper Folk i Almindelighed sig ved for Alvor at tro paa Alkærlighedens Gud, hvis denne Verden fuld af Uret skal være et Udtryk for hans Væsen. Det er ikke til at undres over.

✂ Men saa igen: Hvorledes kan Larven dømme om Sommerfuglens Solskinsflugt? Den Slags kan kun gribes af Tro.

✂ Præsten standsede pludseligt sin Vandring ....

✂ Tror du selv?

✂ Ja. Jeg tror paa Guds Kærligheds Dyb, hvori al Synd og Død forsvinder, visner hen som Løvet, segner ned mod Støvet, — og det er jo det, jeg vil fortælle Menneskene. Det er jo mit Livs Lykke: Troen paa Lysets og Kærlighedens Sejr tilsidst. Det, der gør mine Mil paa Jorden lette at vandre.

✂ Ja, Troen bærer jeg som en hellig Flamme varsomt i mit Bryst. Men det er sandt, at sommetider synker den, og stundom synes den nærved at slukkes.

✂ Dette var hans Bekendelse i Enrum.

✂ Han vendte tilbage til Byen. Idet han i Mørkningen kom over Nytorv, stod der paa Kong 65Kristians Fodstykke en ung Mand og talte for en tilfældig Flok. Det var ikke fængslende, det var de sædvanlige, gudelige Talemaader, udslidte, stemningsløse Ord om Omvendelse og Frelse.

✂ Men paa een Gang fængsledes han virkelig. Den unge Mand henvendte sig til de unge Mennesker, der var samlede, talte som en god Ven og Kammerat, kaldte dem til Livets Alvor. Præsten blev grebet, fordi den unge Talers Ord i al deres Jævnhed havde Livets Varme. Det var virkelig en Røst fra Sjælen her paa Stengaden mellem de høje Huse.

✂ Men det varede kun et Øjeblik, saa lød atter den almindelige religiøse Tales søvndyssende Summen.

✂ Præsten gik. Og imens spurgte han sig selv: Hvorfor venter du paa Bud, hvorfor staar du ikke frem som denne unge Mand og taler om, hvad du tror? — Det kunde han ikke overvinde sig selv til, han undsaa sig, der var noget, der mødte fra, han syntes, han vilde bryde Sandheden i sin Natur derved — ja, han vidste ikke ......

✂ Du tør ikke, kan ikke, vil ikke, og dog vil du være en Forkynder i dit Folk, ha, ha!

✂ Men da fløj det gennem hans Tanker: Bedre er det at pløje og saa end at rende rundt og handle med umodne Frugter.

✂

IX

✂ Havde Fru Bang før ønsket, at hendes Mand ikke skulde flakke saa meget, men blive hjemme, saa var hendes Ønske nu til Overmaal bleven opfyldt.

✂ Han gik ikke ud mere, — jo, ind til Haanings, en lille Tur til Detailhandleren eller Mureren, der var sygelig, men ikke udenfor Smaagaden.

✂ Stille og tavs færdedes han derhjemme. Naar Solen en Gang imellem brød gennem de graa Efteraarsdage, sad han gerne ude i Gaarden under Kastanien; han havde slaaet en fast Bænk op under dens Grene. Regnede det, stod han tit inde i Skuret ved Høvlebænken.

✂ Han læste ogsaa en Del. Og stadig det samme. Fru Bang fulgte det nøje, hun kiggede i den opslaaede Bibel, naar han gik udenfor. Det var om Jesus, der helbreder en Spedalsk og Høvidsmandens Dreng. Jesus stiller Stormen paa Søen. Jesus helbreder to Blinde og en Besat. Jesus helbreder en Maanesyg. Jesus ynkes over Folket. Jesus bespiser fire Tusinde Mand i Ørkenen ........

✂ Dette var det, han læste om igen og om igen.

67

✂ Det var besværligt for Fru Bang at blive klar over ham. Han lod til at være ligeglad med de daglige Fornødenheder og alle jordiske Ting. Han talte ikke meget, men naar det skete, var det kun smukke og gode Ord, der udgik af hans Mund. Børnene kærtegnede han med en usigelig Ømhed, der bandt deres Hjerter endnu inderligere til ham, selv om de anede, at der vist var noget galt fat med ham.

✂ Der var kommet noget livsfjernt over ham, hvad der ellers ikke laa for den Mand. Det var, som om kun hans Sjæl levede. Hun vidste ikke, hvad hun skulde tro, hun syntes nu, han sløvedes, rask var han ikke. Kun eet vidste hun bestemt, at hun elskede ham højere end nogensinde, og at han nu især trængte til en god Kammerat. Hun passede sit Hus, sine Elever, sin Syning om muligt endnu mere energisk end før.

✂ Det var en sær, stille Tid paa den Maade. Men ellers var der flere og flere, der fik Ærinde til Præstens Hus. Madam Haaning smuttede tit derind, bare et Øjeblik, sagde hun, for at snakke lidt. Hun holdt uopfordret Præstens underrettet om alt, hvad der skete hele Gaden igennem. Som nu hende i Nr. 15, der har Vadskeri — sørgeligt. Ja, hun levede vist ordentlig nok paa den Maade, nu i al Fald, hun var jo ældre. Men ham Mandfolket, der kom en Gang imellem, en, der arbejdede mange Steder, — flygtig naturligvis og altid 68fuld, altid fuld. Og altid Spektakler. Hvis hun lukkede Døren for ham, saa sprængte han den. Han vilde se hende, det bandte han blodigt paa, for han elskede hende og ingen anden i hele Verden. Det havde han altid gjort, og det vilde han blive ved med, saalænge han kunde se Solen. Men altid Spektakler. Om ikke andet, saa knaldede han en Rude — der skulde ske noget.

✂ Aa ja saamæn! Madam Haaning tørrede Næsen med sit Forklæde og sukkede, som om det var sørgeligt, hun skulde sidde her og fortælle slige bedrøvelige Ting, men det var hun jo nødt til, for det var sandt .......

✂ Og tænk, de siger, hun kan godt lide det. Hun længes efter ham, siger de, men hun vil ikke gifte sig med ham alligevel. Naar han kommer til hende, er de uens, og naar han er væk, sørger hun. Det har de nu holdt gaaende saaledes i flere Aar.

✂ Madam Haaning lagde Armene overkors: „Er det nu ikke underlig med Menneskene?“

✂ Fru Bang fandt det ganske underholdende en kort Tid at høre paa Madam Haanings Fortællen, fordi hun ledsagede den med et saa udtryksfuldt Minespil. Snart trak hun Øjenbrynene op som i den største Forbavselse, snart sænkede hun Mundvigene i dyb Bedrøvelse, snart knejsede hun, dybt forarget langt ind i Sjælen, og snart var hendes Ansigt et helt Rynke-Spil af inderlig Fornøjelse. En hel Skuespillerinde.

69

✂ Og naar hun holdt op, faldt hendes Træk straks til Ro i hendes sædvanlige Daglig-Maske med skulende Blik og sammenrimpet Mund.

✂ En Dag kom Fru Baltzer, Murerens Kone, „Spejderen,“ som de kaldte hende i Nabolaget, fordi hun havde en enestaaende Evne til at udforske, hvad der skete paa Menneskenes hemmelige Veje. Hun var frueagtig i Klædedragt og Lader, hun var født i Aalborg, Datter af en Blikkenslager og ikke en Bonde som Madam Haaning.

✂ Det var Præsten personlig, som hun ønskede at tale med. Det var i Anledning af et Brev fra Sønnen i Amerika. Først var der nogle Ord, som hun ikke rigtig forstod. Men saa var der ellers det særlige; han skrev nemlig, at Onkel Peter, altsaa hendes Mands Bror, var død. Og der maatte da være noget efter ham. Han var ugift, saa der var hverken Kone eller Børn til at arve ham, og han havde i mange Aar været velhavende. Af de to andre Brødre, han havde herhjemme, var ham i Thy død for flere Aar siden, og den anden var paa Aarhus Sindsygeanstalt som uhelbredelig. — Fru Baltzer havde selv undersøgt Sagen. Saa nu gjaldt det om at være vaagen. Om Præsten vilde hjælpe hende med det skriftlige og saaledes, at ingen fik sin Næse deri.

✂ Saaledes kom de til Præsten, den ene med et, den anden med et andet.

70

✂ Opfinder-Skomageren havde i denne Tid sin Gang i Huset næsten hver Dag, de søgte nemlig Patent paa hans Balance-Apparat.

✂ Præsten tog venligt mod dem alle, og en Dag spurgte Fru Karen ham, hvorledes han dog kunde holde ud at høre paa alt det, for der var jo saa megen tom Snak imellem.

✂ „Jo, min Ven,“ havde han svaret „de gaar saa glade og lettede ud af Døren.“

✂ Ja, men Dagene gik med den Slags, og hvad kom der ud af det for dem selv? — „De gaar saa lettede“ — aa, hvor det lignede Jørgen. Og ret betænkt var det sandt. Ja, det var jo egentlig sandt. Et godt Menneske har altid Ret.

✂ Og paa en Maade var det rosomt og hjemligt, at de havde faaet saadan Forbindelse med Smaagadens Folk og vundet deres Tillid. Men nu deres egen Sag .....

✂ Dog, — hun ender stedse ved den Mand, der har vundet hendes Hjerte, Sjæl og Tanker, alt, hvad hun ejer, ham vil hun trofast følge alle sine Levedage, saalænge hun kan aande, for alt det, han har skænket hende.

✂ Hvordan det saa gaar.

✂

X

✂ FRU Bang havde faaet en Musikelev til fra Detailhandlerens Bekendte, der boede om Hjørnet, og stadig havde hun jo sin Hedebosyning, men det var alligevel meget vanskeligt at begaa sig økonomisk.

✂ Regningen voksede hos Detailhandleren, der ganske vist endnu snurrede elskværdig omkring paa Træbenet, Bageren var ogsaa flink, det var de alle, men hun var klar over, at det kunde ikke blive ved at gaa i Længden, hvis der ikke kom nye Indtægter. Og det blev ikke til noget med Jørgens Foredrag. Nu havde han nok skrevet et Par Artikler, som han vel fik en Smule for, men det forslog ikke.

✂ Og det var værst for Jørgen selv, at han ikke kom i Plads, ikke i Arbejde, ikke kunde finde den Vej, han hemmelig stred for.

✂ Ja, hvad skal det hele blive til.

✂ Men som Smaafolk bliver man vænnet af med at se langt frem.

✂ Og Julen, der nu staar for, kommer de nok over i hvert Fald. —

72

✂ Pastor Bang var netop gaaet hen for at købe et Juletræ. Først gik han en Tur gennem Gaderne med de store Butiksvinduer, hvor de pragtfulde Udstillinger lokkede til sig, ikke mindst fattige Børn i Træsko og nedskredne Sokker. Blaafrosne, med fugtige Næser kunde de blive ved at staa der og stirre ind i det jordiske Paradis. De glemte Vinterens Kulde og Haardhed for Længsler og Drømme.

✂ For de fine Børn i Pels og Gamasker aabnede Dørene sig ind til alle Herlighederne, Julelys, Julegodter, Julegaver.

✂ Der er to Verdener.

✂ Men de Rige, som her gaar ind og ud med deres Børn ved Haanden, de kender ikke Skellet, de forstaar det ikke, det kan han se paa dem, de véd slet ikke, det er til. Selen gnaver ikke dem, de kender ikke Fattigmørket og tænker ikke over det, fordi de er paa den lyse Side.

✂ For hvis de gjorde det, saa havde de ikke det Udtryk i deres Ansigter, som de har.

✂ Han huskede fra sig selv som Gaardmandssøn, som betrygget Studerende, som Sognepræst, — jo, han vidste nok, naar han tænkte sig om, at der var et Skel mellem de to Verdener, og han følte det ogsaa til Tider, syntes han, men han forstod det først rigtig for Alvor, da han selv kom til som nu at staa midt i Virkeligheden.

✂ Men han fik nok takke Vorherre ogsaa for det, 73takke for, at hans Forstaaelse af Livet nu blev udvidet til at omfatte Jordens Fattige. Tænk at være i Forstaaelse med de Fattiges Millioner i Verden, saa mange rene af Hjertet, i Fællesskab med deres Nød og Sorg, Vrede og Bitterhed, Haab, Drøm og Tro. En Rigdom baade for hans Hjerte og hans Forstand.

✂ Jo, det var nok værd at takke Gud ogsaa for det.

✂ Men Guds Villie er disse Modsætnings-Tilstande ikke. Saaledes kan Kærlighedens Væsen ikke udtrykke sig. Derfor vil Udslettelsen af Skellet mellem de to Verdener være at tjene Gud. Og det maa ske ved Mennesket, ikke ved en øjeblikkelig Indgriben af Guds Magt. Det skal netop ske ved Mennesket selv. Dér ligger Udviklingen. Det er Sagen. Ja saaledes er det.

✂ Mens han gik dér i Juleglansen, faldt det ham ind, at Jordens Kongesønner var født af højfornemme Dronninger, men hvem fødte Himlens Kongesøn?

✂ En fattig Jomfru sad i Løn,
sad i Løn,
og fødte Himlens Kongesøn.

✂ Saa var han ved Torvet, hvor Juletræerne forhandledes.

✂ Aa, se de mange Træer, saa grønne og friske her midt i Kuldens Vinterdage. Han saa dem for sig allesammen med tændte Lys i Grenene rundt 74om i de mange Hjem, med Julepynt og med glade Børn omkring, mens Julesalmerne toner. Han frydede sig ved Tanken om, at han snart skulde bære et af dem hjem. Saa skulde Hans og han ude i Skuret sætte Fod paa det, og Mor og Else pynte det inde i den strengt aflukkede Stue. Hvor der i Grunden er meget smukt til paa Jorden.

✂ Han spurgte om Prisen paa et, han havde udset sig, det var han nødt til med de Smaapenge, han raadede over.

✂ Ti Kroner.

✂ Han gentog sit Spørgsmaal, da han mente, Manden havde forsnakket sig.

✂ Han fik samme Svar, og Manden var ganske ædru.

✂ Han spørger flere, samme Resultat. Han siger til en af dem, at dether er da udenfor al Rimelighed.

✂ Hja — der er lille Tilbud og stor Efterspørgsel, svares der.

✂ Aa, I med jeres Tilbud og Efterspørgsel, skal vi ogsaa støde paa det her?

✂ Han spørger paa mindre Træer. Det gaar ligedan. Han bruger bitre Ord. Men Handelsmanden trækker paa Skuldrene, at saa kan han jo bare lade dem staa.

✂ Endelig standser han ved et bette lille Træ.

✂ Fem Kroner.

✂ Og da Pastor Bang bliver vred, svarer Manden 75beskedent, at han kan ikke sælge det billigere, hvis han selv skal tjene en lille Smule.

✂ Naa saadan, det er altsaa andre, der staar bagved, som tager Pengene. Ja selvfølgelig. Stadig det samme.

✂ Træerne sælges hurtigt til dem, der kan betale. Præsten og de andre Smaafolk gaar omkring og venter. De kan ikke tænke sig andet, end at der maa blive et lille, billigt et tilsidst, de vil nødig komme hjem uden Juletræ. De taler til hinanden om de ublu Priser, og de taler højt, for at Handelsmændene skal høre det. Men de svarer bare med et Smil.

✂ Der er en Kone, der begynder at fnyse og skælde ud. Selvfølgelig har Konen Ret og vinder Bifald. Men da hun bliver altfor højrøstet og grov, trækker Smaafolket sig tilbage fra hende. De vil ikke være simple, og det er Juleaften.

✂ Men de skotter grinende til hinanden, fordi hun smører den Handlende godt ind.

✂ Tilsidst er der kun noget afbrækket Stads igen, tre sammenbundne Grene til to Kroner. Og tilsidst er ogsaa det væk.

✂ Pastor Bang og de andre Fattigfolk forlader Pladsen og lusker ind ad Smaagaderne.

✂ Og Hans og Else havde glædet sig saameget til det Træ. Præsten harmedes. Selv Børnenes Juleglæde skal Begærlighedens smudsige Hænder tilsvine.

76

✂ Men hvorfor fandt Folk sig i det? Hvorfor tog de ikke ganske roligt Træerne til en rimelig Pris og gik med dem? Hvorfor blev de ikke enige om det?

✂ Fordi de var vænnet til megen Uret.

✂ Men hvorfor fandt han sig deri, han, der var oplyst, var Præst? Hvorfor havde han ikke fulgt den Tanke, der var opstaaet hos ham, og samlet dem til Handlen? Ja, hvorfor? ....

✂ Hans og lille Else, I faar intet Juletræ iaar.

✂ Det er Bøllernes Skyld. Af den Mands Ord ved Træerne havde han forstaaet, at der var andre, som tog Pengene. Saadan er det alle Steder, det er de usynlige Røvere, der er de værste, de frækkeste. Man kender ikke Personerne, men de samler sig i det dunkle til en fjendtlig, ond Magt. Og de er stærke. Skjult som Edderkoppen sidder de og spinder Fangenettet. Saadan er det. Og de er meget stærke.

✂ Derfor, Børn, faar I intet Juletræ iaar.

✂

XI

✂ PASTOR Bang sover uroligt om Natten. Fruen hører hvert af hans Suk, og hvor ofte han vender sig i Sengen.

✂ Bare jeg kunde faa ham ud igen, tænker hun, langt hellere det, selv om han vilde vende tilbage i opstemt Uro, end dette her. Et saadant indelukket Liv er ikke noget for en naturfrisk Mand som Jørgen. Men han er ikke rask.

✂ En Dag fik hun ham dog afsted. Han var noget kuldskær, men han vilde dog ingen Ovefrakke have paa, kun sin vante, solide Hvergarns Klædning.

✂ Hun saa efter ham, da han gik. Han holdt sig rank, men der var ingen Sving i Stokken.

✂ Han spadserer gennem Gaderne uden at tænke videre ved nogen Ting, driver hid og did. Omsider gaar han istaa uden for en Slagterbutik. Der var Kalvekød og Svinekød og Oksekød. Flæskeskinker og Forfjerdinger og Bagfjerdinger hang i Jernkroge og fyldte det store Vindue. Der kunde blive mange Bøffer, dejlig Suppe og dejlige Frikadeller af det. Han blev staaende. Han fik 78lunkent Vand i Munden. Det var længe siden, han havde faaet rigtig Kødmad mellem Tænderne. Det slog ham, at det var lige saa længe siden, de derhjemme havde smagt den Slags. Pludseligt var det, som om han vaagnede efter en lang Søvn ....

✂ Han saa paa een Gang for sig sit fattige, fattige Hjem. Han saa sin Hustrus Kamp for Tilværelsen. Han erindrede med eet Hundrede Smaating, der viste, hvor tappert hun stred, Ting, som han altsaa havde faaet Indtryk af, men som havde været dulgt i hans Bevidsthed til denne Stund. Hendes Flid med Elever, med ihærdig Syning, hendes Omhu for at holde Børnenes Tøj vedlige, hendes Sparsommelighed paa ethvert Punkt, hendes Omtanke for alt, hvad han burde have hjulpet hende med — hendes trofaste, uendelige Taalmodighed. Det vil altsaa sige, hendes Kærlighed .....

✂ Da blev hans Øjne brændende, han stod der med Blikket mod Slagterboden, han kunde ikke holde Taarerne tilbage.

✂ Han var en ringe Mand.

✂ Dybt nedbøjet gik han videre. Ja, det havde han været.

✂ Det forekom ham, at han forude saa en Mand fra Løgum, han lignede ham i hvert Fald paa Ryggen. Han søgte en ensom Gade, han vilde ikke træffe Bekendte nu, mindst derudefra.

✂ Ak ja, det skønne Løgum — Menneskene, 79Menneskene der. Og der havde han haft en Talerstol og en Gerning, syntes han da ......

✂ Man synes saa meget. Han satte sig paa en Trappe og tænkte sig om.

✂ Han syntes ogsaa, at Gud forvist havde lovet ham en særlig Tjeneste i hans Vingaard. Og saa viste det sig, at han var ubrugelig.

✂ Ak ja, man synes saa meget. Man véd ingenting, og man er ingenting af sig selv. Hvor er min Ungdoms Mod og min Manddoms Styrke! Her sidder jeg forladt i en By, der vrimler af Mennesker. Mænd i Arbejdstøj gaar forbi, Folk fra Kontorerne gaar forbi, den Dreng gaar sorgløst fløjtende forbi og knebrer Takten dertil med to Pinde, han holder i sin højre Haand. Jeg er dem alle ligegyldig.

✂ Han rejser sig brat. Han vil hjem. Han tager lange Skridt. Han vil hjem, hjem. Han iler afsted ligeud, saa Folk vender sig og ser efter ham. Han flygter som en Forbryder gennem Byens Stenørken.

✂ Han trækker først Vejret lettere, da han naar Smaagaden og ser Skomagerens Støvleskilt og Murerens graa Hus. Og dér ligger jo hans eget, gulkalkede Hus med grønmalede Vinduer.

✂ Han standser et Øjeblik i Porten og summer sig, før han gaar ind.

✂ Der er dækket til Spisning, og det med en pæn, hvid Dug, men der er næsten ikke andet paa 80Bordet end det tørre Brød. Nu ser han det. Og det er for dem, der er ham kærest paa Jorden. De eneste.

✂ Han gaar lige hen til sin Kone og siger: „Jeg er en ringe Mand, Karen.“

✂ Hun forstaar øjeblikkelig, at der er sket noget med ham, hun kan ogsaa se det paa ham. Saasnart han har sagt de Ord, véd hun, hvad han tænker, hun véd det altsammen, og der triller en Taare ned ad hendes Kind, det er længe siden, det hændte, hun har ikke haft Tid.

✂ Der staar de hos hinanden og deler Livets Sorger.

✂ „Du — en ringe Mand,“ siger hun saa. „Nej, Jørgen.“

✂ „Mon det er d e t, der er i Vejen for mig, at jeg ikke er angst, ikke helvedes-angst for mine Synder?“

✂ „Dine Synder, Jørgen, saa ser det nok galt ud for os andre, nej, men du har været syg, Jørgen, du har været i Tvivl .... Nu vil jeg sige dig noget: Du, Jørgen, har lært mig at tro paa Guds uendelige Kærlighed til os, ja men saa tvivler du da vel ikke selv?“ Hun talte roligt og fast, og hun blev ved. Og mens hun talte, sad han stille og hørte paa hendes Ord, der faldt som vederkvægende Regn paa en afsveden Græsmark.

✂ Da hun var færdig, tog han hendes Haand og saa paa hende med et Blik som i deres Kærligheds første Dage.

81

✂ Der lød rappe Trin paa Gaardens Stenbro.

✂ „Der er Børnene, Jørgen.“

✂ Saa spiste de fire deres tarvelige Maaltid sammen.

✂ Og om Aftenen lød der ud fra Præstens Hus hin gamle Sang:

✂ Befal du dine Veje
og al din Hjertesorg
til hans trofaste Pleje,
som bor i Himlens Borg.
Han, som kan Stormen binde
og lede Bølgen blaa,
han kan og Vejen finde,
hvorpaa din Fod kan gaa.

✂

XII

✂ SAA kom Stunden, da Fru Bang hviskede sin Mand i Øret den Hemmelighed, det er Kvindens mest bævende Fryd at meddele den, hun elsker.

✂ Saasnart han hørte det, — ja det stormede til hans Hjerte med Styrke og Mod. Han mærkede selv, hvor hans Øje fik Glans, hvorledes alting vendte sig paa ny for hans Blik.

✂ Et lille Barn givet ham i hans skælvende Hænder.

✂ Karen! Karen!

✂ Hvorledes kan Glæden komme saa pludseligt til et Menneskes Hjerte.

✂ Han kunde ikke være inde. Han svang sin Stok. Han maatte ud under aaben Himmel.

✂ Han kommer Vesten ud af Byen. Se, hvor det grønnes! Græsset i de afsides Grøfter, spættet med Løvetand, dette ensomme Græs er mest grønt af alt. Men se, ogsaa Rugagrene, norden for Fjorden, og Skansebakkens Træer er friskgrønne. Og idet han ser sig om der, hvor han staar mellem unge Haver, ja da brister Knopperne, og det yndefulde, 83foraarsgrønne Farveskær lysner omkring ham.

✂ Paa Kastanien derhjemme og de andre Træer, de ser af Overretssagførerens Have, havde han ikke lagt videre Mærke dertil, men her ser han med eet, at nu er det Foraar i Danmark. Han lader Vaaren drage ind i hans Sind. Hvor Verden bliver stor og herlig saadan en Dag, og hvor Livet vider sig og breder sig til en frodig Slette.

✂ Han vender tilbage ind mod Byen. Ved Obels Plads ser han Skipper Madsen paa hans gamle Jagt, han er ved at gøre Grejerne klar. Som sædvanligt har han Shagpiben i Munden og de graa Gummiseler i Kryds over den blaastribede Skjorte. Det var længe siden, Pastor Bang havde set ham — naar han i sin Tid kom til Løgum Strand og lastede Kartofler. Men han er altsaa til endnu.

✂ „Godda', Madsen! Nu synger Lærken over Limfjorden.“

✂ Den gamle Skipper tager et mægtigt Drag af Piben og ser gennem Tobaksskyen, som om han vilde sige: „Hva' Fa'n er det for noget Sludder!“

✂ „Skal De snart ud at sejle?“

✂ „Ja vi kan da for Fa'n ikke blive liggende her og raadne ved Bolværket!“

✂ Videre. Sikken Masse Smaabaade paa Fjorden, og i hver en Mand eller to, der pilker, strutter i Snoren, pilker Sild, blinkende Foraars-Fjordsild. 84Der ligger tremastede, firmastede, femmastede Skibe paa Rheden og midt i Strømmen en stor Amerika-Damper, som lægter en Last over i de smaa Limfjords-Skuder, der ligger tæt omkring det vældige Skrog som Ællinger om Moderanden. Præsten ser sig videre om, han tæller tyve rygende Fabriksskorstene. Livet vinker, Arbejdet kalder, kalder paa Mænd i Tiden. Ved Kajerne larmer Spil og Kraner, Kullene rasler, Kæderne synger ......

✂ Dér skal han snart være med.

✂ Thi hans Beslutning er nu taget. Han sælger de overflødige Møbler, som kun fylder op, betaler, hvad de skylder, kommer lidt ovenpaa, og saa tager han rask fat paa hvadsomhelst. Han vil med begge sine Næver have fat i Virkeligheden, i Livets Hverdage. Hans Løgum-Tid ligger i Søndagsskær.

✂ Han sætter sig paa en Fortøjningspæl ved Molen og ser paa det glidende Vand. Han glemmer Jordens Larm. Der strømmer en Flod mod det evige Hav. Der bliver stille i hans Sind. Han takker Gud for Livet. Ganske ligefrem for Livet. Saa stor en Gave i Grunden. Han takker for Lykken derhjemme og for det unge Liv, som spirer dér. Hans Hjerte er fuldt af Tak. Han bliver ydmyg i sine Tanker. Han vil gerne være Guds mindste Barn. Hvad er vel Alverdens Storhed og Kald.

85

✂ Nu begynder han fra Bunden som simpel Mand. Og han véd, at Gud vil velsigne ham.

✂ Hensunken i saadanne Tanker vækkes han ved en klar, klingende Foraarslatter. Det er Hans og Else, der staar lige ved ham og ler. De var paa Hjemvejen fra Skolen gaaet ned om Fjorden, de havde staaet længe ved Siden af ham, uden at han havde mærket det, men nu kunde de ikke styre sig længere, ha, ha. Han syntes ogsaa, det var morsomt, og saa fulgtes de tre hjemefter.

✂ Else var bleven ranglet og langbenet, saa hun var næsten saa høj som en voksen Dame, hun tog Faderens Arm og hældede sig til ham. Men Hans gik selvstændig ved Siden af og talte om, at han snart skulde have sit Skib i Vandet.

✂ Og det var, som Solen skinnede paa Fru Karens Ansigt, da hun saa dem, saa glad blev hun.

✂ „Men det er sandt,“ sagde hun, da de var kommen til Sæde, „der har været en Mand, som absolut vilde tale med dig, Fa'r, og det lod til at være meget vigtigt.“

✂ Hvem det var?

✂ Ja det vidste hun ikke, for han gik saa hastigt, han vilde komme igen imorgen. Det var en lidt pukkelrygget Mand med et fint, blegt Ansigt og Lorgnet, han var vist studeret.

✂ Hvad var nu det?

✂

XIII

✂ DET var Redaktøren af „Limfjordsposten“, Mikkel Nielsen, der vilde tale med Pastor Bang. Han stak næste Formiddag sit skægløse, blege, spidse Ansigt med de glimtende Lorgnetter ind ad Døren, hilste venligt, næsten hjerteligt paa Præsten og gav ham Haandtryk, som om de havde kendt hinanden personligt.

✂ Han var en lille, pukkelrygget Mand med en skarp, fast Profil, langt, mørklokket Haar og store, noget udstaaende Øjne af en ualmindelig lysblaa Porcelænsfarve. Intelligensens Lys spillede over hans Ansigtstræk.

✂ Pastor Bang kendte nok Redaktøren af Udseende, han havde set og hørt ham ved forskellige Lejligheder ude i Landet og dér beundret hans klare Tanker, der fremsatte paa hans Maade syntes at være selvfølgelige og uomtvistelig rigtige, der var tilsyneladende ikke mere at drøfte, naar han havde talt. Og dog var han beskeden i sin Optræden. Han gav Indtryk af at være næsten ydmyg over for de store Idéer, hvis Tjener han var.

87

✂ Mikkel Nielsens Historie, som den fortaltes Mand og Mand imellem, kendte han ogsaa lidt til: Fattig Skræddersøn, vanfør, begavet, hjulpet frem til Lærereksamen, Journalist ved „Limfjordsposten“, hvor han langsomt havde tjent sig op, til han nu sad i Redaktørstolen som Chef for det indflydelsesrige Blad. For dér, hvor Mikkel Nielsen vil hen, der kommer han ogsaa. Det var blandt andet denne stilfærdige Energi, denne Ærgerrighed, der, skjult under Beskedenhedens Kaabe, efterhaanden aftvang Folk i Almindelighed stor Respekt, saa der dannede sig den Forestilling om ham, at han i det lange Løb var uimodstaaelig, der var ingen Vej udenom ham, det, han vilde, det skete.

✂ „Ja, kære Pastor Bang, jeg gaar lige til Sagen. Jeg fandt Deres Afskedigelse meningsløs, De har skrevet et Par Artikler, som jeg har bidt Mærke i, jeg er pludselig kommen til at mangle en Mand ved Bladet, — vil De gøre mig den Tjeneste at ta' den ledige Plads?“

✂ „Limfjordsposten, uafhængigt Organ for Politik og Kultur“, havde Pastor Bang læst i mange Aar, og om han end ikke altid havde bifaldet dets Synspunkter, saa havde han dog fundet det udmærket redigeret. — Og nu skulde han selv være med at forme denne Folkelæsning. Det var et Tilbud lige ind ad Døren, en Vej, der pludselig aabnede sig, en Vej, han slet ikke havde tænkt sig. Ja, saadan gaar det.

88

✂ Præsten blev saa overrasket, at han sad tavs en Stund.

✂ Redaktøren fortsatte: „Selvfølgelig faar De Gage, saa De kan leve, men foreløbig bliver det jo smaat. Ganske vist er De Teolog“ — den forhenværende Seminarist smilede svagt — „men i Bladvirksomhed er De jo en Begynder, ikke sandt. Naa, ja, jeg tænkte paa Deres Situation, og her har De mit Tilbud, — hvis De ikke er optaget paa anden Maade?“

✂ Præsten tænkte, at det dog var en prægtig Mand. Selvfølgelig var de snart enige om Sagen, og Pastor Bang kunde næppe beherske sin Glæde.

✂ Redaktøren rejste sig: „Skal vi saa sige, at De møder paa Kontoret imorgen Klokken otte. Deres Gage kan De hæve, naar De vil, fra den Iste at regne, selv om vi er et godt Stykke hen i Maaneden. Og Tak for, at De hjalp mig over denne Vanskelighed, Pastor Bang.“

✂ Præsten forstod, at den sidste Bemærkning var fremgaaet af Finhed. Jo, han havde ikke taget fejl af den Mand.

✂ Pastor Bang skyndte sig at meddele sin Hustru Nyheden. Han stod dér for hende helt forundret, som om en Gave fra Himlen uventet var faldet i hans Hænder.

✂ Og det var der jo virkeligt.

✂ Fru Karen stod høj og rolig, præget af den stille, alvorlige Glæde, der kommer dybt fra Ens 89Hjerte, naar det gaar godt for den, man elsker.

✂ „Ja er det ikke mærkeligt, Karen — vi véd ingenting, forstaar ingenting, vi gaar i Taage. Men Gud kender de Tusinde Stier, og han leder enhver til hans Sted, naar bare han faar Lov. Bare han faar Lov. Og der gaar man og er ængstelig, fuld af Bekymring, Vankelmod, Tvivl og Vantro, et stakkels utaalmodigt Menneske. „Dog skal engang vi finde, naar Taagen er forbi: Ej Skæbnerne var blinde, men blinde var kun vi.“

✂ Og hvem skulde ha' tænkt, at det var paa den Vej, min Gerning laa. Det er altsaa med Pennen, jeg skal virke.“ Han gik frem og tilbage over Gulvet og blev ved at tale, optaget som han var af dette ny. „Jeg har ofte tænkt over, hvilken Betydning saadan et Blad kunde have, der hver eneste Dag Aaret rundt gaar ind i mange Tusind Hjem og læses af mange flere. Og hvilket Ansvar de har, der skriver det. Ja. Og saa kom jeg netop til „Limfjordsposten“. Det var altsaa alligevel ingen falsk Drøm, jeg nærede, ikke Indbildning og Fantasteri. Aa ja, stadig at holde sit indre Kald fast! .... Og det var altsaa gemt til mig, — hvorhen skal vi vende os, Karen, med vore takfyldte Sind uden til den levende Gud.“

✂

XIV

✂ Præsten sidder ved et lille Bord i en Krog ved Telefonen, som han passer. Han retter lidt paa Sproget i nogle lokale Meddelelser om Als Kirsebær og en stor Aal, der er fanget i Mou. Der er nok et Par yngre Journalister paa Kontoret, men de er ældre i Faget og har finere Arbejde. Naa, det er jo ikke Meningen, at han skal blive ved at sidde i den Krog altid, det er kun en Begyndelse.

✂ Der kommer Bud fra Trykkeriet om mere Manuskript, og der er mere Korrektur at læse.

✂ Hallo! Telefonen ringer med smaa Mellemrum fra alle Verdens Hjørner. Der er ikke megen Tid til at anstille Betragtninger, for det, der er nærmest ved Haanden, maa først passes. Det ringer om en Automobil-Ulykke i Algade, om et Guldbryllup i Himmerland, en Sognefoged i Vendsyssel vil tale med Redaktøren personlig, der er Ildløs i Hjørring, det store Lod i Lotteriet er faldet i Nørre-Sundby ....

✂ Det var Satans! siger en af Journalisterne, hvem er det? ....

91

✂ En Dreng kommer ind ad Døren med en Nyhed, det er om en Løbskkørsel paa Frederikstorv. Han faar en Krone. Det var lidt, siger han. Det er det vel ikke, svarer Journalisten, naar vi gi'r femogtyve Øre for et brækket Ben. Drengen bliver staaende og graver imens med Fingeren i Næsen. Naar du en Gang kommer tilstrækkeligt højt op dér, kan du saa sende mig et Postkort, siger Journalisten. Skal det være koloreret, svarer Knægten, og saa er han ude af Døren ...

✂ Hallo, hallo! Rovmord i Thy ....

✂ Det hører jo altsammen med til et Blad og skal gøres, men det er ikke den Slags Ting, der særlig interesserer Præsten, — skønt det alligevel er ganske morsomt at sidde her, hvor Nyhedernes Kilder springer.

✂ Mere Manuskript, mere Korrektur, mere Telefon.

✂ Der kommer et Amtsraadsmedlem fra Landet ind ad Døren. Han vil tale med Redaktøren selv. Han bliver vist ind i det næste Kontor, hvor foruden Redaktøren Redaktionssekretæren har Sæde.

✂ Redaktøren aabner Døren til et tredie Kontor, det Allerhelligste, et Rum, der er indhyllet i Mystik, det er dér, Mikkel Nielsen udøver sit berømte Trolderi, som Løgum-Præsten foreløbig ikke kender noget til.

✂ Saaledes glider Dagen nu for Løgum-Præst.

92

✂ Naar han ved Fem-Tiden gaar hjemad og er færdig med sin Dagsgerning, har han en behagelig Følelse af, at han har tjent sin Føde, og en tryg Fornemmelse af at have sikret sin Familie det daglige Brød i al Beskedenhed. Saa kommer jo nok det, han venter paa, en eller anden Gang. Det egentlige ved Bladet altsaa. —

✂ En Eftermiddag kommer Præsten strygende gennem Gaderne i stærk Fart. Idag bliver Lille- Søster to Maaneder. Hun har mørkt Haar, hun kommer nok til at ligne Mor. Og de bette smaa Negle paa Fingrene, de er ligefrem skarpe. Han hører ikke Vognlarmen, ser ikke Menneskene.

✂ Ikke før han skal svinge om et Gadehjørne. Han holder sig pludselig tilbage, dér ser han nemlig Hans og Else i heftig Ordveksel med en Skolekammerat, en opløben Fyr, der haanende vrænger til Else: „Din langbenede Præstetøs“. I samme Nu slynger Hans sin knyttede Næve lige i Synet paa den fremmede Dreng. Saa er det besørget. Og uden et Ord gaar Hans videre med Else, ganske rolig og hel værdig.

✂ Den Hans er en bette fast Knop, der gør kort Proces. Præsten ler ved sig selv, ha ha. Det var i Grunden meget godt klaret.

✂ Han indhentede hurtig Børnene, der fortroligt sluttede sig til ham. Han siger, at han fra Bladet har to Fribilletter til Cirkus iaften. Else klapper i Hænderne. Hans trækker lidt paa det, for han 93har noget, han skal have gjort færdigt ude i Skuret, siger han.

✂ „Idag er Lille-Søster to Maaneder gammel,“ siger Faderen glad.

✂ „J—a, hvor er hun s-ø-d, den lille Stump!“ Else aander det smaaleende ud.

✂ Da de kom hjem, sad Vadskerpigen fra Nr. 15 dér og ventede, hun var før gaaet forgæves, nu maatte hun tale med Præsten.

✂ Hun var en kraftig, flot bygget Kvinde med et friskt, godt Ansigt, — kun var der en Uro, en Angst, en Flakken i hendes Blik.

✂ Det var svært at faa begyndt paa det, der tyngede hende. Derfor sagde Præsten nogle faa Ord, der i sig selv var temmelig ligegyldige, men ved deres venlige, medfølende Tonefald bidrog til en fortrolig Luft mellem dem.

✂ Ja, Præsten vidste vel nok, at der somtid kom en Mand til hende, for det gik jo ikke stille af. „Se den Mand og mig har haft noget sammen en Gang. Vi tjente begge to paa det samme Sted.“

✂ Det lod ikke til, hun kunde komme videre.

✂ Om det havde baaret Frugter, spurgte saa Præsten.

✂ „Jamen det var ikke fuldbaarent, det var i al Fald ikke levende.“

✂ Saa gik hun i Staa igen.

✂ Men endelig ved Præstens Hjælp fik hun da fortalt, at de havde gravet det lille Lig ned paa Kirkegaarden 94i en frisk Grav. Det var fire Aar siden, og ingen Mennesker i hele Verden vidste det før nu, men hun kunde ikke bære det længere, — og nu var det sagt.

✂ Hun aandede ud i et dybt Suk, — et Øjebliks Lettelse for fire Aars hemmelig Sorg og Samvittighedsnag i et ensomt Menneskes Liv.

✂ Hun sad bøjet og ventede paa, hvilken Dom nu Præsten vilde fælde over hende.

✂ Saa hørte hun hans Røst. „De kan være glad for, at De ikke blev fristet til at begrave et levende Barn.“

✂ „Aa, Gud, ja.“

✂ Da hun havde siddet lidt, spurgte hun, om hun skulde gaa til Politiet. „Det er vel det rigtigste?“ Hun stirrede paa Præstens Mund, for at hun kunde tage Svaret lige saa hurtigt, han rørte Læberne.

✂ „Ja, hvis De føler Dem drevet til det, ellers behøves det ikke. De kommer maaske i Forbedringshuset, hvad ikke kan gavne nogen, kun ødelægge Dem selv. — Tror De paa Gud?“

✂ „Ja ja.“

✂ „For saa er det jo nærmest en Sag mellem ham og Dem.“

✂ Jo, det havde hun i Orden.

✂ „Ja, lad saa kun Græsset gro i Fred over den Tue ..... Men sig mig, er I Kærester endnu?“

✂ „Han har ikke rørt mig siden. Jeg har altid 95været bange for ham, og dengang blev jeg saa frygtelig angst, som om jeg stod lige i Tugthusets Port.“

✂ Præsten tænkte sig lidt om. „Elsker De den Mand?“

✂ „Ja, — men jeg tør ikke.“

✂ „Tror De, han elsker Dem, rigtig af sit Hjerte?“

✂ Hun smilede for første Gang. „Ja, det gør han.“

✂ „Jamen kunde I to Mennesker da saa ikke komme til at forstaa hinanden i et godt Samliv?“

✂ „Jeg er saa bange.“

✂ „Det maa kunne la' sig gøre.“

✂ „Han skriver stadig til mig.“ Hun fremtog et Brev, som hun foldede ud og rakte Præsten.

✂ Han læste det grundigt.

✂ „Nu vil jeg sige Dem noget — jeg tror nemlig, han gaar til ved dether og De maaske ogsaa — vil De ærligt af et godt Hjerte og i fuld Alvor prøve et Samliv med den Mand? “

✂ Det var næsten, som hun var til Brudevielse. Præsten talte saa smukt og naturligt, saa hun pludselig blev helt tillidsfuld og svarede frejdigt „Ja.“

✂ „Vil De saa lade ham vide, at jeg vil gerne tale med ham.“

✂ Hun brast pludselig i Graad. Men det varede kun et Øjeblik.

✂ Og Vadskerpigen gik oprejst bort fra Præstens Hus. —

96

✂ Da hun var borte, spurgte Fru Karen om hendes Historie. Fruen havde nemlig efterhaanden faaet en levende Interesse for sin Mands Deltagelse i Menneskenes Skæbne, fordi hun havde forstaaet ved de Træk, hun havde været Vidne til, at her var man bag ved Snak og Præken og inde paa de afgørende Punkter i det virkelige Liv.

✂ „Lille Far,“ sagde hun, „jeg synes, vi har det saa godt nu. Vi bryder os jo ikke om fin Levemaade eller mange Penge. Vi har vort daglige Brød, vi kan komme i Teatret og til Koncert en Gang imellem, du staar foran en Skribent-Virksomhed, du venter dig meget af — og saa har vi hinanden, Jørgen, og vore Børn,“ tilføjede hun med stor Varme.

✂ Else raabte nu om, hvad for en Kjole hun skulde have paa i Cirkus. Lille-Søster græd, og de spæde Lyd var for dem begge som en yndigt rislende Kilde at høre.

✂

XV

✂ DEN gamle Kastanie stod sommerfrisk i Solskinnet med sine silkegraa Blomstertoppe som tændte Julelys over hele den brede Krone. Dens lyse Løvtag skyggede ind over Muren til Præstens Gaard, hvor der var dækket et nydeligt Kaffebord. Porcellænskopperne med de blaa Tegninger var allerede sat frem paa den hvide Dug. Det var Elses Fødselsdag.

✂ Jens Karl, den haandsnilde, der havde tjent dem i Løgum Præstegaard, var i denne Tid inde til Mønstring i Aalborg. Han besøgte næsten hver Dag Præstefamilien og var ogsaa tilstede nu. Han var for Resten kommen helt belejligt, fordi han havde kunnet hjælpe Hans med paany at fuldende Elses sjældne Dukkestue, der var bleven smadret ved Flytningen. Nu stod den dér paa Bordet fiks og færdig.

✂ Da Else saa den, ny opstaaet, var hun ganske rørt, fordi Hans var saa trofast og utrættelig god imod hende.

✂ Men det var mærkeligt, — hun interesserede sig pludselig ikke mere for Dukkestuen, ikke 98Spor. Selvfølgelig beundrede hun den og sagde mange pæne Ting i den Anledning, men naar hun skulde være ærlig, kunde hun nærmest ikke fordrage saadan en Dukkestue .... lige paa een Gang. Og da den havde staaet lidt paa Bordet, fjernede hun den.

✂ Nu, saa sad de hos hinanden under Kastanien den stille Sommeraften. Jens Karl blev spurgt ud om Forhold og Personer i Løgum, hvad Præstefamilien aldrig kunde blive træt af at høre paa. Længe blev de ved at tale derom, mens Solen sank, mere og mere, og Fuglepip og Fuglesang fra Træerne i Overretssagførerens Have blandede sig ind i deres Smaasnak.

✂ Kirkeurets Klokkeslag lød gennem Stilheden, og Fruen foreslog, at de skulde synge flerstemmigt:

✂ I fjerne Kirketaarne hist
nu Aftenklokkerne ringer —

✂ Saa sagde de Godnat, og Præsten fulgte Jens Karl ud i Porten .... Men hvad er det for en Masse Mennesker uden for Skomagerens? Hvad er der paa Færde?

✂ Nu kunde Præsten høre Skomagerens Røst, han var svirende. Det var nok i Anledning af, at han havde faaet Patent paa sit Balance-Apparat, for det havde han virkelig, og der havde igaaraftes staaet en lille Notits derom i „Limfjordsposten“. Af den Grund var han naturligvis bleven overstadig 99glad. Han var meget højt oppe. Han raabte til Mængden. Hvem der kom forbi, standsede og sluttede sig til. De æggede ham til at udfolde sig saa festlig som muligt. En Betjent viste sig paa Hjørnet. Det var nok bedst, Præsten gik derover, inden Skomageren blev for voldsom.

✂ Han raabte naturligvis op om sit Patent, men nu kunde de bare vente, han skulde, som han kunde bande, opfinde en Mekanisme, saa man kun havde behov at trykke paa nogle Knapper tre Timer i Døgnet for at have rigelig Føde og Klæder, — nemt endda .....

✂ Han gik frem og tilbage paa Fortovet foran sit Hus og svingede med Armene. Folk lo af ham, og bag Ruderne kiggede Konen og Børnene ængstelige ud.

✂ Betjenten nærmede sig. Præsten trængte sig gennem Mængden, der forøvrigt veg til Side, saasnart de saa, hvem det var. Der blev lydløst stille. Præsten gik hen til Skomageren, tog ham venligt ved Armen, og de fulgtes ind ad Døren ganske stilfærdigt uden Ord.

✂ Mængden skiltes i Tavshed. Kun sagde enkelte til hinanden: „Det er det samme, den Løgum-Præst han er mærkelig, han kan s'gu ordne Paragrafferne.“

✂

XVI

✂ Redaktør Mikkel Nielsen sad i det inderste Kontor i den inderste Krog af sit Spind og lod Tankerne løbe hen ad Livets Traade.

✂ Han huskede endnu med uforglemmelige Træk de Ydmygelser, han som den af legemlige Skavanker livsmærkede Dreng havde været udsat for. Maaske det nok ofte var sket i Tankeløshed, men alligevel var det dybt saarende for et ærekært ungt Menneske. Det havde hærdet hans Sjæl og modnet ham tidlig.

✂ Allerede i disse unge Aar havde han lagt Planen til en stigende Linie i sit Liv, han vilde ikke alene tvinge Mændene til at regne ham for fuldgod, nej, han besluttede at ville herske over Mænd. Og han havde gennemført den Linie, ganske vist med Smil i Øjet, men med sammenbidte Tænder, gennem mange haarde Aar.

✂ Og nu — ja, de Ledende i hans Læsekreds, selv Rigsdagsmændene, de pæne, velskabte Mænd, der pyntede legemligt i Magtens behagelige Sæde, dem havde han, Krøblingen, gjort til sine Vasaller. Han havde i Virkeligheden underlagt sig Landet, 101saa langt „Limfjordsposten“ naaede ud. Det stod tildels i hans Magt at fjerne disse Hædersmænd og indsætte andre. De vidste det vel ogsaa selv, derfor herskede der et udmærket Forhold mellem ham og dem.

✂ Mikkel Nielsen smilede.

✂ Ja selv de politiske Førere kom sjælden gennem Byen uden at hilse paa ham og raadføre sig med ham.

✂ Saaledes sidder Redaktøren — ligesom den Gerrige, der tæller sine Guldskillinger i det skjulte Rum.

✂ Hvad har han saa haft ud af det?

✂ Hvadfor en Lykke ?

✂ Ingen Kvinde var ham nær i hans daglige Liv, ingen lille Barnehaand puttede sig tillidsfuldt i hans. ......

✂ Han saa længe frem for sig.

✂ „Limfjordsposten“ — det var hans Kærlighed paa Jorden. Det var hans Barn, som han havde set vokse og trives Aar for Aar. Hver Dag, naar Bladet var færdigtrykt og udstillet i Vinduet, stod han selv udenfor og frydede sig over det indtil den mindste Annonce, ja selve Typerne.

✂ Og hvad der betød noget ganske andet og mere: De Idéer, der vækkedes til Live hos ham i den store politiske Kamptid, da hans unge Sjæl flammede, saa han glemte sit eget, og han løftedes af Magter, der var stærkere end han selv — aa, hvor 102det var en lykkelig Tid — disse Idéer havde sejret ogsaa ved hans Hjælp. Han havde været med i sin Tid, hvor Landskampen havde staaet paa med „Limfjordsposten“ i Spidsen som en Fane. Han havde været med til at vække Befolkningen, han havde opdyrket dens Sind, ligesom en Hedebonde opdyrker sit Bo i Lyngens Land.

✂ Og nu kunde han glæde sig ved at se hen over de politiske Agre, som han havde fravristet Ødemarken.

✂ Men han havde vundet det, dengang han glemte sig selv, — som det altid gaar.

✂ Han rejste sig og tog frem af et japanesisk Skab en lille, udsøgt Cigar, som han tændte.

✂ Men naar han huskede paa den Hensynsløshed, alle de Kneb og Hundekunster, han i Grunden siden havde anvendt for selv at naa frem, saa blev han ikke glad. Naa, men det var nødvendigt, for han vilde frem, han vilde have Oprejsning i Livet, saa maatte han jo betale, hvad det kostede. Vil man Maalet, saa maa man ogsaa ville Midlerne. Der er ingen Vej udenom.

✂ Hm!

✂ Det allerbedste i hans Liv var nok alligevel alle de mange Gange, hvor han privat havde hjulpet de fattige, tilsidesatte, livsmærkede Povl'er og Per'er. Og det, at ingen vidste det.

✂ Derved havde han i Livets Tummel forskaffet 103sig en lille fredlyst Plet, der ikke var tilsmudset af Døgnets Støv .....

✂ Naa, men til Sagen. Der blev nok Valg inden næste Foraar, saa det var ikke for tidligt nu at forberede Kampagnen. Og der var en Del Sogne i en Folketingskreds nordenfjords, der var noget usikre. Det var en stridig og egensindig Befolkning, som han altid havde behandlet med Varsomhed. De var meget religiøse. Nu havde han tænkt, om ikke Pastor Bang kunde anvendes til at bearbejde den Del af Valgkredsen. Han var jo en tiltalende Mand og selv religiøs, desuden afsat af Statskirken, det var en Fordel her, hvor det vrimlede af Sekter. Bare han nu ikke ogsaa var egensindig. Praktisk var han vel ikke. Hans Opgave skulde jo være at tale og skrive noget religiøst i al Almindelighed, endelig ikke ud fra noget bestemt Standpunkt, bare saaledes, at Befolkningen dér kunde faa det Indtryk, at „Limfjordsposten“ sikkert var et Blad for dem.

✂ Det var bedst, Pastor Bang kom til at forsøge, hvad han duede til. Han havde for Resten faaet et udmærket godt Indtryk af den Mand.

✂ Redaktøren klemmer paa en elektrisk Knap under Bordpladen for at kalde Præsten ind. Mikkel Nielsen kom til at smile, for han havde ikke saa sjældent vildført, duperet en Bonde ved Hjælp af denne hemmelige Knap. Der er megen Mekanik til, he he. Ogsaa i Politik, he he.

104

✂ Pastor Bang sad som sædvanlig ved Telefon og Korrektur. I en lille Pavse var hans Tanker fløjet ud til Landet ved Løgum. Det var det fineste Høstvejr, han kunde se den hvide Rug bølge over Bankerne derude og høre Høleernes muntre Sang. Og her sad han i sin fedtede Krog med Bogtrykkersværte i Næsen.

✂ Redaktøren vil tale med Dem, sagde en af de unge Journalister.

✂ Hvad mon der nu skulde ske.

✂ „Hvilke Tanker har De gjort Dem, Pastor Bang, angaaende Deres Stilling her ved Bladet? Har De overhovedet Lyst til Bladvirksomhed?“

✂ Bang svarede, at herefter mente han, at hans Livsgerning vilde ligge ved „Limfjordsposten“, — naar han bare kunde komme til.

✂ „Udmærket, — se, efter Høst afholdes nordenfjords det aarlige, store, politiske Efteraarsmøde med Talere fra flere Sider. De faar nu den Opgave at referere det, i det hele behandle det for vort Blad. Lad os saa se, hvorledes De tar paa Spørgsmaalet. — Det er altsaa en Aftale. Tak, ja, mere var der ikke.“

✂

XVII

✂ EN Dag, Pastor Bang havde været ude i Løgum-Egnen, kom han hjem med et Barn. Det kan nok være, de gjorde store Øjne derhjemme. Han satte hende op paa Bordet. „Naa, hvad synes I om hende, det er Marie,“ sagde han og strøg hende over det ganske lysblonde Haar.

✂ Hans og Else forstummede, men Fruen tog den lille Pige til sig og kyssede hende. „Aa, Herregud, det lille Væsen, det er Skolelærerenkens lille Datter.“

✂ „Ja, Fru Jensen dør en af Dagene, jeg fik da sagt Farvel til hende, jeg skulde hilse mange Gange, hun dør roligt nu,“ sagde Præsten.

✂ Saa vidste Hans og Else ogsaa Besked, at det forældreløse Barn skulde have sit Hjem her hos dem for Fremtiden.

✂ Fruen holdt Marie ud for sig. „Er hun ikke sød, Børn!“

✂ Jo, de skulde alle hen og røre ved hende og byde hende velkommen.

✂ Og den nyankomne blev tryg ved al den Venlighed, hun saa frisk og glad ud, der var en Glans 106af Sundhed over hende, som hun stod der i Stuen som en Blomst, der nys var sprungen ud.

✂ En stor Kedel Vand kom over Ilden, og Marie kom i Bad. Alle hjalp til, de var helt optaget af den lille, splitternøgne Søster, som laa der i Karret og sparkede.

✂ Næste Morgen var alle tidligt vaagne, som om det var Markedsdag, eller de havde vundet i Lotteriet, eller de iaftes havde faaet en yndig og mærkelig Ting, som var ny, og som de derfor skulde op og kigge lidt til. Nu var det jo ogsaa Søndag.

✂ Der var meget at gøre for Fru Bang, nu var der altsaa to smaa Børn og saa godt som fire Voksne. Hun raadede kun over tre smaa Rum, men hun var jo kraftig, og de andre hjalp hende med alt i Huset, med at feje, vadske op, børste Støvler. Desuden hentede Hans hver Søndag Formiddag udenfor Byen Mark- og Engblomster til at pynte op med. Else var ogsaa flink, men naar hun ikke skulde paa Kursus, holdt hun meget af at daske halvpaaklædt om og, allerbedst som hun støvede af eller skrællede Kartofler, at sætte sig til Klaveret. Sommetider skændte Fru Bang over det, men det var sjælden, for det var mærkværdigt, hvad det Pigebarn kunde faa ud af Instrumentet, især naar hun satte sig til det af ren Lyst. Fru Bang mente nu, at hun blev Kunstnerinde.

✂ Efter Middagen fandt saa Strandturen Sted. 107Præsten tog sig af Marie, Hans havde sit Skib under Armen, Else og Moderen skiftedes til at bære Madkurven og køre Barnevognen.

✂ Madam Haaning var ude i Gaarden, inden Toget satte sig i Bevægelse. Hun skulde da ogsaa se den lille ny Pige, som Præsten havde hentet ude i Landet. Hun stod med Hænderne under Forklædet og saa' dem drage glade af Sted. Hun skuttede sig — de dér havde Nutiden og Fremtiden for dem. En anden en — ja En var da for Resten ikke saa gammel, men Livet var gaaet saa sært, saa ens, saa fattigt i Grunden. En havde ikke forstaaet det saadan som deher.

✂ Der var ikke saa kort ud til det Sted, hvor de havde fundet sig en Plet, hvor ingen andre kom, en dejlig, grøn Strandbrink, hvor de kunde sidde som paa en Græsbænk, og nedenfor laa en Strimmel Sand med Muslingskaller og Perlestene, som Bølgerne skvulpede over.

✂ Her var deres faste Udflugtssted. Her var de grønne Enge med broget Kvæg, den blaa Fjord med hvide Sejl, de lette Sommerskyer og den lyse Luft med flyvende Fugle. Ja, og saa Stilheden.

✂ Hans sejlede med sit Skib. Else pjaskede barbenet i Strandkanten, Marie rodede rundt i Sandet, saa hun fik baade Øren og Næse fyldt, men hun lo af det hele.

✂ Forældrene sad paa den grønne Brink og nød Hvilen og Freden. Selvfølgelig badede de ogsaa, 108det gjorde de allesammen, men mest laa de og dasede, mens den lune Sommervind kildede deres Øren.

✂ Saa kom det Tidspunkt, da Madkurven pakkedes ud paa Grønsværet som Bord. Der var Mellemmader med Radiser, med Karse, med Purløg, med kolde, kogte Kartoffelskiver, ogsaa nogle med Ost og enkelte med en Skive Æg paa hvert Halvstykke. — Fru Bang var en Mester til at finde paa det afvekslende og det billige. Det var et herligt, landligt Maaltid ude i den friske Luft, fordi de havde en god Appetit.

✂ Og naar Solen dalede henimod Aften, drog Toget tilbage igen ad Engstierne og Strandvejene, til de naaede de larmende Stengader og fandt Præstens lille Hus mellem Byens høje Bygninger.

✂

XVIII

✂ PRÆSTEN kom sent hjem fra det store, politiske Efteraarsmøde. De sov alle undtagen Fruen, der lavede en Kop Te, inden ogsaa hun gik til Ro.

✂ Men han satte sig til at arbejde med sit Referat, medens han havde Mødet i friskt Minde.

✂ Det var nemlig vigtigt, saare vigtigt, mente han, at faa sandfærdigt frem, hvad der var sagt fra begge Sider. For det første, fordi det var ærlig Fremgangsmaade, og dernæst, fordi det vilde tvinge „Limfjordspostens“ egne Læsere til ogsaa at overveje Modpartens Grunde .... aa, at virke ret og redeligt for Folkets Udvikling og Adling — nu arbejdede han atter i Guds Tjeneste.

✂ For ham personligt var dette Stykke Bladarbejde tillige af særlig Betydning, da det var Indledningen til hans Gerning med Pennen i Haand, hans Svendestykke saa at sige. —

✂ Frejdig og fortrøstningsfuld rejste Jørgen Bang sig fra sin Plads, da han næste Formiddag blev kaldt ind til Redaktøren, der allerede om Morgenen havde udbedt sig Manuskriptet til Gennemsyn.

110

✂ „Værsgod at ta' Plads, Hr. Bang. Jeg maa sige Dem, at det i een Henseende er det bedste Referat, jeg nogensinde har læst af et Møde.“

✂ Saa uforbeholden en Ros havde Bang ikke ventet.

✂ Men saa tilføjede Redaktøren: „Og dog er det ubrugeligt.“

✂ Bang vidste ikke, hvad han skulde tro, og stirrede paa sin Chef.

✂ „Er det da ikke rigtigt nok?“ spurgte han.

✂ „Jo, fortræffeligt, objektivt set, men det er uegnet til „Limfjordsposten“ — som det er.“

✂ „Kan „Limfjordsposten“ ikke anvende et Referat, som er sandfærdigt? Det kan ikke være Redaktørens Mening.“

✂ Redaktøren rømmede sig. „Se, hvis vi nu trykker Deres Referat, hvor vore Modstanderes Standpunkter er lige saa klart og kraftigt fremsatte som vore paa ethvert Punkt, saa vil vore Læsere komme i Tvivl om, hvilket der er det rigtige.“

✂ „Saa tvinges jo netop vore Læsere til at tænke selvstændigt.“

✂ „Jamen det er jo slet ikke Formaalet. For en Avis er Formaalet først og fremmest at udbrede visse bestemte Meninger som de eneste rigtige.“

✂ „Det skal da vel i al Fald være Meninger, som man selv anser for rigtige.“

✂ „Heller ikke det er strengt nødvendigt, ikke i Enkeltheder. Man maa selvfølgelig i det store og 111hele ha' et Maal for Øje, som man mener er til Folkets Gavn, men i Døgnets Svingninger maa det mindre vige for det større.“

✂ „Det var en net Oplysning,“ bemærkede Bang.

✂ „Det er praktisk nødvendigt, kære. Ja, man maa endog, hvis det rigtig skal due, ikke alene agitere direkte, man skal — indsnige, om De vil, de rette Meninger i Publikum lige fra Spidsartiklen og til den mindste Notits.“

✂ „Hr. Nielsen,“ udbrød Jørgen Bang heftigt, „De aabner her for mig et Perspektiv af bevidst Falskneri.“

✂ Mikkel Nielsen smilede: „Kære Bang, jeg drager kun Tæppet til Side for Redaktørens Værksted. Lad os ta' et beskedent Eksempel. Et Barn falder ned fra tredie Etage i Saxogade, København, og slaar sig ihjel. Et Blad som „Limfjordsposten“ vil bare skrive: „I Saxogade er et Barn ved et Uheld o. s. v.“ — det er nemlig ikke vor særlige Opgave at fremdrage Fattigkvarterets Usselhed for stærkt i Folks Erindring. Derimod bør et socialdemokratisk Blad, hvis det forstaar sit Kram, skrive: „Ude i Saxogade o. s. v.“ Fra dette lille Ord u de, som er stillet i Spidsen, stiger nemlig straks en mørk Tone, der fremmaner den sociale Uretfærdighed ...... En Avis, kære Bang, er et Kunstværk, hvert Ord skal vælges med Hensyn til, om det har den rigtige Farve, og den rigtige Farve, det er den, vi vil ha' frem.“

112

✂ Bang bemærkede: „Jeg kan forstaa, at den samme Ting kan opfattes forskelligt af forskellige Personer, eftersom nu deres Væsen, Livssyn og Stemning er, det er naturligt, ærligt, ubevidst. Men“ — han rejste sig i Sædet — „den bevidste Fortoning og Fortien, som De her taler om, er uredelig og maa absolut ødelægge baade dem, der leder, og dem, der ledes. Det er min bestemte Mening.“

✂ „Tvivler ikke.“ En Antydning af et Smil viste sig ved Redaktørens Mundvige, idet han gjorde en let Bøjning. „Men det er den eneste Vej, saaledes som Verden nu engang er. Vil man Maalet, maa man ogsaa ville Midlet. Og saa maa De ikke glemme, at vi jo fører Folket i den Retning, som vi mener, der tjener dets sande Vel.“

✂ Jørgen Bang trak paa Skuldrene. „Kan De da ikke forstaa, selv fra det Synspunkt, De anlægger, hvilken Magt det vilde give et Blad at være oprigtigt paalideligt, virkelig aabent og frit, ja selv Modstanderne .......

✂ „Ha, ha, vore Modstandere,“ lo Redaktøren, „de vil bare ta' det som en Indrømmelse og benytte det imod os. Nej, Bang, De er et Barn i Politik.“

✂ Jørgen Bang rejste sit Hoved. „Det faar være med det, som det vil, jeg vil i hvert Fald bestræbe mig for at være et redeligt Menneske.“

✂ „Gud bevares. Sig mig, mener De, at „Limfjordsposten“ 113har haft nogen Betydning for Befolkningen?“

✂ Ja, det mente Bang.

✂ „Men hvis jeg ikke havde anvendt min Metode, saa var Bladet gaaet ind i Løbet af fire Kvartaler baade økonomisk, — ja og dermed politisk.“ Redaktøren rejste sig og tilføjede venligt: „Jeg forstaar godt, at De som en ideel Mand stødes over adskilligt. Og maaske kan der ogsaa komme en Tid, da det ikke er nødvendigt at gaa frem paa den Maade. Maaske ..... “

✂ „Den kommer i al Fald ikke, saalænge Deres Metode praktiseres,“ indskød Bang.

✂ „Men foreløbig,“ fortsatte Redaktøren, „saalænge Folket er saa uselvstændigt, som det er, skal det ledes, ledes, kære .... “ Pludselig afbrød han sig selv heftigt: „Nej, de skal s'gu køres med en Firhestes Pisk, skal de, unter uns gesagt. Men“ — atter skiftede Mikkel Nielsen Udtryk — „men, og det er det fine ved Sagen, uden at de selv mærker det. Blød Tøjle, fast Haand, hja, det er en Kunst, Hr. Bang.— — Naa, men nu skal De se her.“ Manuskriptet var forsynet med en Mængde Udstrygninger og Tilføjelser, det var bearbejdet. „Se saaledes skal det være, saa gaar det fint.“

✂ Jørgen Bang saa flygtigt paa det „Jamen hvordan kan De rette paa det, De var jo slet ikke tilstede!“

✂ „Ha ha, jeg kender jo hele Rummelen. Men 114læs det nu igennem i Ro, saa skal De se, det er ikke saa tosset. — Jeg kan godt lide Dem, Bang, De har noget af det samme, som jeg selv havde, da jeg var ung: Det ideale Krav i Tide og Utide, det ideale Krav Søndag og Hverdag og Formiddag og Eftermiddag. Idealet er en Dronning, ganske vist, ja en Gudinde, men, som Baggesen siger:

✂ En Fejl har dog min Pige,
som det lidt fordunkle vil.
Denne uforlignelige
er desværre ikke til.“

✂ Han klappede Bang venligt paa Skulderen. „Naa, saa sætter vi Referatet flot op paa forreste Side med stor Overskrift. De skal se, det gaar nok altsammen.“

✂

XIX

✂ Beretningen om det store, politiske Efteraarsmøde tog sig storartet ud i Avisen. Det kunde ikke nægtes, at Jørgen Bangs Arbejde den Dag prægede Bladet. Og dog befandt han sig ilde.

✂ Hvad vilde de Mennesker, der havde været tilstede ved Mødet, tænke om ham. Det var jo ikke noget sandfærdigt Referat, de maatte tro, at han var af lav Rang som Menneske.

✂ Naturligvis mærkede Bladets Læsere ingenting, de var vant til Turen, de syntes maaske endog, det var fortræffeligt. Journalisterne og Politikerne, der var tilstede, vilde nok mene, at det var fint klaret.

✂ Men Jørgen Bang var skuffet. Det Indblik, han havde faaet i Redaktørens Værksted, var nedstemmende.

✂ Han talte til sin Hustru derom, som om alt. Og atter drog Skyggerne over Præstens Hus. —

✂ Men efterhaanden faldt han til Ro i den Betragtning, at det var jo slet ikke den politiske Side af Bladets Virksomhed, der interesserede ham, det var Oplysningen, der skulde være hans Virkefelt, 116det, der kunde paavirke Læsernes Aand og Hjerte.

✂ Og saa skrev han en stor Artikel om „Fællesskabet med de fattige“. Dem, der er fattige paa Føde og Klæder, fattige paa Evner og Kundskaber, fattige paa Dyder og gode, skønne Tanker, Fællesskabet med vore fattige Brødre og Søstre, hver i sit Sogn og alle i vort Land. De, der ikke fornemmer dette Fællesskab, er fattige for Alvor. Han skrev om Sjælens Rigdom ved at føle dette Fællesskab, og om Lykken ved at eje det Sind, som var i Jesus, det Sindelag, som ogsaa er al virkelig god Politiks eneste Kilde, — saa simpelt og ligefrem er det.

✂ „Hja,“ sagde Redaktøren, da han havde læst Manuskriptet, „det er meget smukt, Hr. Bang, men det er ganske vist ikke „Limfjordspostens“ særlige Opgave at præke den Slags, der nemt kan bortlede Opmærksomheden fra det, som det gælder om nu.“ Han rettede sit Blik fast paa Bang. „Og nu er det Valget, og kun Valget, der staar for.“ Han lænede sig tilbage og lod atter Blikket løbe ned ad Siderne. „Det er smukt følt, det er ogsaa rigtigt, men lad os lægge det hen til efter Valget — til Agurketiden,“ smilte han. — „Ja, Tak, Hr. Bang.“

✂ Audiensen var forbi. —

✂ Pastor Bang fik travlt med noget andet. Vadskerpigen fra Nummer 15 havde nemlig endelig 117vovet at svare Ja til Carlsen, den rasende Bejler, der lod til at forvandle sig til en stille og god Mand, nu hans Drøm opfyldtes. Han havde trods alt sparet sig en lille Kapital sammen, og de skulde nu foruden Vadskeri have Rulle og Grønthandel.

✂ Men Sognepræsten vilde ikke vie dem. Det gjorde dem meget ondt, netop fordi der havde været noget Kludder med dem. Hvorfor skulde de mærkes med en sort Plet i Offentlighedens Øjne, som om deres Kærlighed var af ringere Art end andre Menneskers.

✂ I deres Sorg tyede de naturligvis til Pastor Bang. Han tog straks fat, først prøvede han at overtale Sognepræsten, men denne var ganske forhærdet. Saa søgte han videre og fandt da ogsaa i en anden By en Præst, der gik ind paa at vie dem.

✂ Middagen indtoges paa Hotellet i den fremmede By, og der manglede sandelig ikke noget paa Bordet. Tilstede var kun et Par nære Slægtninge samt Hr. og Fru Bang.

✂ Var der end ved Sognepræstens dømmende og krænkende Optræden kommen Misstemning ind i Forholdet, saa jævnede den Tale, Pastor Bang holdt ved Middagen, den ganske ud. Han udtalte blandt andet, idet han ønskede Brudeparret hjerteligt til Lykke, at det eneste Mærke, man havde paa, om et Ægteskab var rigtigt eller forkert, var den ene Ting, om Parterne hver for sig under 118Samlivet blev bedre, forædledes, eller de blev ringere hver for sig og saaledes nedsatte hinandens Livsværdi. Ægteskabet var Ildprøven. Pastor Bang havde jo saadan en egen hjertelig Maade at sige Tingene paa, saa de græd alle sammen. Og det var dejligt at blive rigtig bevæget paa saadan en Højtidsdag.

✂ Men den Historie gav Pastor Bang Anledning til paany at tage de kirkelige Frihedskrav op til Overvejelse, og han skrev en stor Artikel derom.

✂ Redaktøren syntes, at den var rigtig frisk, dejlig hensynsløs. „Og det er ikke ilde for et Blad“ — han blinkede bag Lorgnetglassene — „en Gang imellem at indtage et Særstandpunkt, selv imod Flertallet af Læserne, i et ikke altfor aktuelt Spørgsmaal. Det gør nemlig Indtryk af, at Bladet er selvstændigt, ledet ud fra et ideelt Standpunkt. Og det vækker Tillid. — Naa men altsaa, Artiklen er god, og den skal frem, dog ikke i Øjeblikket.“

✂ Og dermed blev Artiklen lagt hen i Skuffen til de andre.

✂

XX

✂ Engang var Jørgen Bang langt ude i Nordsiden af Læsekredsen til et Par Møder og en stormende Generalforsamling i et Landbo-Anliggende. Det var blevet sent om Aftenen, saa han havde boet i Kroen om Natten og kom nu cyklende til Stationen for at naa det første Tog. Det var bitterlig koldt, saa det rigtig sved og bed i Ørene, det blæste en Storm og var begyndt at sne stærkt. Desuden var det saa tidlig paa Dagen, at det endnu var mørkt.

✂ Han tænkte paa sin nuværende Gerning. Ogsaa den var bleven ham en Skuffelse. Han havde nok sit daglige Brød ud af den, men han kunde ikke faa udtrykt det, der levede i hans Sjæl, det, der syntes ham en Gave fra Gud, og som han skulde dele ud af. Der var saa megen Humbug forbunden med den journalistiske Virksomhed, syntes han. Den passede i al Fald ikke for ham — endnu .....

✂ Saa skimter han forude en lille Skikkelse, der arbejder sig frem mod Uvejret. Gud ved, hvad saadan en lille Svend er ude efter saa tidlig og i det Vejr. Han ser nu, at det er en lille Dreng, og 120at han hverken har Strømper paa Fødderne eller Tørklæde om Halsen. Og han gaar og græder. Hvem har dog gjort ham Fortræd? Hvordan hænger det sammen?

✂ Han springer af Cyklen. Der staar den lille, halvpaaklædte Dreng skælvende af Kulde og ser op paa ham med et sky og ængsteligt Blik.

✂ Jørgen Bang faar Rede paa Tingen. Husbonden, han tjener, har jaget Drengen ud i Kæret efter nogle Unghøvder, da han var bange for, at Uvejret skulde drive Dyrene i Grøfterne.

✂ „Kunde han ikke selv ha' hentet dem?“ spurgte Bang.

✂ „Nej, naar han faar os sat i Arbejde, gaar han lidt i Sengen igen.“

✂ „Jamen der var vel voksne Karle paa Gaarden?“

✂ „De skal bestille noget andet, det er jo mig, der skal passe Høvderne.“

✂ „Hvorfor fik du ikke mere Tøj paa?“

✂ „Jo, han havde kaldt paa mig een Gang, men saa var a saa uheldig at falde i Søvn igen, og saa var det, han blev vred og jaged mig ud. Det var jo ogsaa slemt, om Unghøvderne skulde gaa til.“

✂ „Hvad hedder din Husbond?“

✂ „Niels Gadegaard.“

✂ „Aa ham.“ Bang kendte godt denne fremtrædende Bondes Navn, der saa ofte prangede i „Limfjordspostens“ Spalter.

121

✂ Bang fik ud af Drengen, at han til daglig fik haarde Ord og ofte Knubs og Slag. Naa, om en Dreng har dygtig med Arbejde og faar et lille Dask en enkelt Gang, det var vel ikke saa rent galt, men denne Uvenlighed i det daglige, det brutale Sind kan et Barn ikke taale. Og det Billede af Niels Gadegaard, der tegnede sig for Bang efter Drengens Beretning, oprørte ham.

✂ „Godt, min lille Ven, følg du bare med mig tilbage til Gaarden.“

✂ Men Drengen blev staaende. „Hvad er De?“

✂ „Journalist.“

✂ „Af dem, der skriver i Bladene?“

✂ „Ja, — kom saa.“

✂ „Nej, det tør a ikke,“ svarede den lille.

✂ „Naar jeg følger med?“

✂ Der gik et Udtryk af Haabløshed over Drengens Ansigt. „Nej, ham er der ingen, der kan klare sig for, nej, det tør a ikke.“

✂ Bang tænkte sig om et Øjeblik. „Hvordan er Manden i den Gaard dér ved Vejen?“ spurgte han saa.

✂ „Ham — det er en meget flink Mand, ja det er en rar Mand, kan De tro.“

✂ „Følg saa med derind og faa noget Tøj paa i al Fald.“

✂ Drengen betænkte sig. Det var selvfølgelig behageligt t komme i Hus i dether Vejr, men han 122sagde alligevel tvivlraadig: „End saa Høvderne kommer galt af Sted?“

✂ „Det faar vi nok ordnet,“ svarede Bang og tog fast om den lille Haand.

✂ Da Bonden i Gaarden her ved Vejen var sat ind i Sagen, blegnede han og pressede Læberne sammen i Vrede. Men han sagde ikke noget. Han vilde heller ikke fortælle videre ondt om Gadegaard, men Bang fik dog Drengens Beretning om sine Forhold stadfæstet.

✂ „Sæt dig nu hen til Bordet og faa en Taar varm Kaffe, min Dreng,“ sagde Bonden venligt „saa skal a nok faa Høvderne hentet til dig.“

✂ Bang vilde absolut tilbage og tale med Gadegaard.

✂ „Det er vanskeligt at blande sig i den Slags,“ sagde Bonden, „De kan jo godt prøve det, men De faar saamænd ikke noget ud af det.“

✂ Paa Vejen til Gadegaard blev Bang mere og mere oprørt over Sagen. Naturligvis kan ingen være fuldkommen, heller ikke Niels Gadegaard. Men lad ham drikke sig fuld og vælte og brække Arme og Ben, naa, det var jo ogsaa forkert, men at være ond mod et Barn, der værgeløst var givet i hans Vold, det var dog noget ganske andet — fy for Satan! Han fik mere og mere Lyst til at hilse paa den Herre.

✂ Gadegaard modtog Bang i sit Undertøj med 123Sovekammerdøren paa Klem. „Værsgod og sæt Dem, skal straks være der.“

✂ Gadegaard følte sig smigret ved, at „Limfjordspostens“ Repræsentant vilde besøge ham, maa- ske det ogsaa gjaldt om en Udtalelse til Bladet.

✂ „Sikke Vejr,“ sagde Gadegaard, da han kom ind, han kiggede ud af Vinduet. „Det er da forskrækkeligt. A har nogle Unghøvder ude i Kæret, bare de endda ikke kommer til Skade.“

✂ Saa sagde Bang ligeud: „De tænker nok mere paa Høvderne end paa den stakkels Dreng, De har jaget halvpaaklædt ud efter dem i det forrygende Vejr.“

✂ Gadegaard studsede, Bang havde overrasket ham. „Har De set noget til ham?“

✂ „Ja, jeg traf ham paa Vejen. Det er Synd, som De behandler den Dreng, Gadegaard, det kan De ikke være bekendt.“

✂ Gadegaards knudrede Pande rynkedes: „Er De kommen her for at holde Forhør? Det synes a, De skulde lade Socialdemokraterne om.“

✂ „Nej, men for at tale Drengens Sag.“

✂ „Hvad Fanden kommer det Dem ved.“

✂ „Ethvert Barn i Landet kommer os alle ved,“ bemærkede Bang.

✂ „Er det mine Tjenestefolk, eller er det Deres, er det Dem, der skal betale dem, eller er det mig?“

124

✂ „De har jo ogsaa ellers handlet ilde med Drengen“

✂ Gadegaards Udtryk blev rasende. „Har han sagt det?“

✂ „Nej, jeg har spurgt det, og jeg kan lige saa godt sige Dem ligeud, Gadegaard, at hvis De ikke forandrer Dem overfor Drengen, saa skal De høre fra mig.“

✂ Gadegaards Øjne blev rødsprængte. „Saasnart Knægten kommer hjem, skal han faa lige saa mange Tærsk, der kan ligge paa hans Krop!“

✂ Jørgen Bang rejste sig truende: „Det kan De vove, saa skal Offentligheden faa at vide, hvorledes den store Frihedsbonde i Gadegaard behandler sine Tjenestefolk.“

✂ Men da lo Gadegaard vildt og af fuld Hals. „Hvad bilder De Dem ind, saa'n en forrendt og afsat Præst, der sidder og faar Naadsens Brød ved vort Blad. Hvis a telefoner til Redaktøren, hvad der skal staa i Bladet om den Sag, saa kommer det den Onde renneme til at staa der.“ Han huggede Næven i Bordet.

✂ „Ogsaa, naar det er Løgn?“

✂ „Selvfølgelig, det manglede bare. Men for Resten skal a nok sørge for Deres Opdragelse. Det manglede bare, at vi skulde føde saa'n en ondskabsfuld Person, for at han kunde rakke os til i vort eget Blad. Nej, min Far,“ Gadegaard rejste 125sig stor og stærk. „Kan du nu se at komme ud lidt rask, ellers skal a den Onde renneme nemt flytte saa'n en Skriverdreng.“

✂ Bang fandt det i dette Tilfælde klogest at gaa. Og med Gadegaards rasende Haanlatter bag sig forsvandt han atter ud i Snevejret.

✂

XXI

✂ Jørgen Bang glemte ikke Niels Gadegaards Tjenestedreng. Stadig saa' han for sig den lille Fyr, som Skæbnen havde været saa ublid imod. Og samtidig kom han til at tænke paa de mangfoldige andre Børn, der naturligvis havde det paa samme Maade. Det gjorde hans Sind uroligt.

✂ Han holdt sig underrettet om Forholdene i Gadegaard, og da han erfarede, at de nærmest var bleven værre efter hans Besøg, skrev han en brændende varm Artikel om Sagen. Den begyndte saaledes: „Hvad er Kærnen i Religion og Politik? Er det Publiceringen af visse Meninger og en ydre Indøvelse i visse Læresætninger? Nej, Kærnen er et hemmeligt Forhold til Gud og de høje Idealer, et personligt Forhold, der har Værdi for Menneskets Hjerte, og som giver sig Udslag i det daglige Liv ved at gøre godt og handle ret.“ Derefter fulgte en Skildring, som blottede Virkeligheden, for at Sandhedsgrunden, som det nye skulde bygges paa, kunde ryddes — med Forholdene i Gadegaard som Eksempel. Og endelig en Appel til „Limfjordspostens“ Læsere.

127

✂ „Hja,“ Redaktøren trak paa Skulderen, da han havde læst Artiklen. „De viser os Afstanden mellem Ideal og Virkelighed. Egentlig nyt er det jo ikke forsaavidt, men det er skrevet med megen Varme. Der er ogsaa noget sundt og æggende i det. Ærligt talt er det s'gu ogsaa paa sin Plads“ — han godtede sig ligefrem — „og de har min Salighed godt af at faa det at vide, de Bæster.“

✂ Han gik heftig frem og tilbage over Gulvet. „Det ved Gud, de har.“

✂ Men saa standsede han, han tog Hold paa sig selv. „Aber es geht nicht.“

✂ Mikkel Nielsens Udtryk forandrede sig. „Nej, det gaar ikke. — De kunde ogsaa gerne ha' lavet et Eksempel saadan i Almindelighed i Stedet for det, som enhver kan se, er Gadegaard.“

✂ „Jeg tænkte ikke paa noget journalistisk eller taktisk eller den Slags. Der er en Tjenestedreng, der hedder saadan og saadan, og han bliver mishandlet af sin Husbond, det er den Dreng, vi maa hjælpe, ikke sandt?“

✂ „Jo-o, men ad Lovgivningens rolige, parlamentariske ej. Kære Bang, „Limfjordsposten“ er jo egentlig ingen ligefrem filantropisk Anstalt, vel?“

✂ Det trak sammen i Bangs Udtryk. „Er De bange for at ta' fat paa en fremtrædende Mand i Læsekredsen, naar han handler saa modbydeligt?“

✂ „Jeg sværmer ikke for det,“ svarede Redaktøren.

128

✂ „Bladet er ellers ikke saa ømfindtligt, naar det gælder en Modstander,“ bemærkede Bang spidst.

✂ „Nej selvfølgelig, hvis der er et politisk Moment i det.“

✂ „Er det da slet ikke Meningen med Bladet at bibringe Folk Forstaaelsen af det, der er Sjælen i Politiken?“

✂ Redaktøren blev pludselig utilnærmelig, han lukkede helt af, det var, som han tog en streng og fornem Maske paa. „E-nej, helst saa lidt som muligt af den Slags.“

✂ „De gaar med Bind for Øjnene, Mand!“ udbrød Bang.

✂ Redaktøren smilede spotsk: „Jeg ser det, jeg vil se.“

✂ Bang trist: „Jeg begynder at forstaa Bladvirksomhed.“

✂ „Det glæder mig.“

✂ „Artiklen kommer altsaa ikke frem?“

✂ „Nej.“

✂ „Fordi Gadegaard er Bladets stærkeste Støtte paa sin Egn?“

✂ „Akkurat.“

✂ „Og De generer Dem ikke for at sige det?“

✂ „Nej, jeg ønsker nemlig ikke at begaa Selvmord.“

✂ „Maaske Bladet endogsaa, hvis han angribes, vil ta' Manden i Forsvar i hans brutale Optræden?“

129

✂ „Ja, forsaavidt det er muligt.“

✂ Bang rejste sig, hans Ansigt blussede: „Og man er med i saadan et beskidt Foretagende!“

✂ „Kedeligt for Dem.“

✂ „Jeg troede, De var en ærlig og ideel Mand.“

✂ Redaktøren gjorde en let Bøjning.

✂ „Og en stærk og modig Mand.“

✂ „Tak.“

✂ „Nu ser jeg, at De i Virkeligheden er en — Kujon.“

✂ „Beklager.“

✂ „Ja, det er min aldeles bestemte Mening.“

✂ „Tvivler ikke.“

✂ Bang forlod øjeblikkelig Mikkel Nielsens Allerhelligste og brasede gennem de ydre Kontorer lige ud paa Gaden i frisk Luft.

✂ Da Bang var gaaet, smilede Redaktøren. „I Grunden en herlig Mand, den Bang,“ tænkte han. „Gud ske Lov, at den Slags Folk ikke uddør, dem kan vi ikke undvære. Heller ikke rent praktisk, de holder Varme i Dejen.“ Og paany smilede Redaktøren.

✂

XXII

✂ Jørgen Bang tog Vejen lige ned til Stranden, hvor Vinden luftede gennem hans Haar og svalede hans Pande.

✂ Han vilde ikke op paa Kontoret mere, ikke idag i al Fald, der var kun en Times Tid til Aften. Han kunde ikke faa sig til at gaa derind igen lige med det samme, saa fik det gaa, som det vilde.

✂ Det, at hans Gerning paa Jorden skulde ske med Pennen i Haanden, var altsaa ogsaa en Misforstaaelse.

✂ Det hele saa' sørgeligt ud for ham. Han blev vel nødt til at opgive Drømmen om et særligt Kald, et særligt Ærinde, for hvis Skyld han var sendt til Jorden. Ja, det maatte han.

✂ Nuvel. Han vilde se Sagen lige i Øjnene, vilde een Gang for alle tage Afsked med de Tanker, med den skønne, men falske Drøm, selv om det gjorde ondt. Det var jo i og for sig ikke nogen fremmed Fornemmelse, den, at saaledes vilde det gaa ham.

✂ Han satte sig paa Bolværket, sad længe bøjet over sine Tanker.

131

✂ Endelig løftede han sit Hoved. Naa, i Guds Navn da.

✂ Jeg har jo mit Hjem, mine Kære. Er det ikke nok til at fylde et Menneskes Liv? Er ikke Hjemlivet det vigtigste med Hensyn til Lykken paa Jorden? Jo, det er nok dertil, vi skal naa allesammen, og det, vi rigtig skal lære at forstaa. Det er i Hjemmets Have, at de Guldterninger, Menneskene en Gang tabte i Græsset, atter skal findes.

✂ Og naar han nu skulde til at tage Livet paa den Maade, saa kunde han jo ligesaa godt sidde paa et Aviskontor og telefonere og læse Korrektur, som noget andet. Det var jo et Arbejde, der skulde gøres. Og saa var det i økonomisk Henseende beroligende. Nu var de snart mange derhjemme, og maaske der kom flere. Nej, han vilde ikke paany ud i Fattigdommens og Arbejdsløshedens Elendighed, ikke ud i de nagende Bekymringers lange Nætter. Nej, nu ikke mere. Og han kunde jo blive siddende paa „Limfjordsposten“s Kontor, saalænge han kunde røre et Lem .....

✂ Men nu var det slet ikke engang vist, efter hvad der var sket idag, at Redaktøren vilde have ham der mere.

✂ Skulde han saa atter kastes ud i Brændingen? Det var Synd ogsaa for Karen og Børnene .... Sikken Kone han havde faaet i hende. Dér havde han rigtignok ikke grebet fejl. Hun var en Kvinde, 132der kunde bestaa det virkelige Livs Ildprøve. Og hendes rene, opofrende Kærlighed — han blev paa een Gang saa taknemlig, saa taknemlig.

✂ Nu havde han taget sin faste Beslutning.

✂ Der sank en dyb Fred i hans Sind.

✂ Det er forunderligt, at saadan noget kan komme saa pludseligt. Ligesom et Skib, der fra det urolige Hav drejer lige om Pynten og glider frem i smult Vande. Paa een Gang.

✂ Nu vilde han skynde sig hjem til Karen, han vidste, hun var spændt paa, hvad Redaktøren havde sagt til Artiklen.

✂ Saasnart han var indenfor Døren, fortalte hans Hustru, at Fru Baltzer, Murerens Kone, havde været der, og hun var saa ulykkelig, de kunde ikke betale deres Skat, Manden havde jo været svagelig, og Pengene fra Amerika blev det ikke til noget med. Der var skrevet hos dem, nu kom Kongens Foged og tog Møblerne. Jeg lovede, at du skulde hjælpe dem, det kan du vel nok, Jørgen.

✂ Han mente nok, at der kunde faas Henstand o. s. v., naar han gik op til Skattemyndighederne.

✂ Naa, men saa Artiklen.

✂ Ja, han fortalte hende alt, som det var gaaet for sig, gengav Samtalen og skjulte ikke heller, at han havde forladt Kontoret i Vrede.

✂ „Det kan jeg saa godt forstaa, Jørgen,“ udbrød hun. „Ja, det kan jeg rigtignok.“

133

✂ „Men nu véd jeg jo ikke, om Redaktøren vil ha' mig mere?“

✂ Fruen svarede ikke. Hun stod og tænkte energisk med rynkede Bryn og fast Blik, som om hun søgte en ny Vej i Virvarret.

✂ „Det er noget rigtig Humbug.“ Disse Ord mumlede hun ubevidst frem. Hendes fulde Tanke, hele hendes Sjæls Kraft var nemlig samlet om noget andet end den Avis. Hun blev fremdeles staaende i samme Stilling, spejdende fremefter.

✂ Jørgen Bang holdt sig tavs en Stund, han vilde ikke forstyrre hende. Han tænkte sit.

✂ Omsider sagde hun afgørende: „Jeg synes ikke, Jørgen, at du skal være ved den Avis mere. Og jeg tror, at du nu er paa en Livsprøve.“

✂ „Karen! Véd du, hvad jeg har mest Lyst til?“

✂ Hun saa hastig paa ham, for der var saa frisk en Glæde i hans Tonefald. Hun var spændt.

✂ „Jeg har allermest Lyst til at gaa til et regulært legemligt Arbejde, Karen, saa jeg kan leve som en fri Arbejder i al Beskedenhed og vi kan fordybe os i Hjemlivet, — ganske simpelt.“

✂ Da udbrød hun: „Aa Gud ske Lov, saa er vi paa den faste Bund!“

✂ Han bemærkede, at han troede, det noget var Haanings Skyld, at den Lyst var bleven saa stærk. Jo, for naar han havde hørt hans ærlige, trofaste Skridt hver Dag, han gik fra og til sit Arbejde, saa havde disse Træskoringes regelmæssige Slag 134mod Stenbroen daglig mere og mere ringet den Lyst ind i hans Sind.

✂ „Jamen jeg tror, det er godt, Jørgen!“ svarede Fru Karen glad.

✂ Saaledes endte denne betydningsfulde Dag for Løgum-Præsten og hans Hustru.

✂

XXIII

✂ NÆSTE Morgen gik Præsten til sædvanlig Tid noksaa rank gennem Smaagaden hen til Kontoret, og der var svært Sving i hans Stok.

✂ Han satte sig paa sin Plads, uden at der var noget at mærke. Redaktøren kom gennem Kontoret og hilste venligt, som han plejede, og ikke den mindste Trækning i hans Ansigt røbede nogensomhelst indre Bevægelse.

✂ Bang gav sig til at telefonere og læse Korrektur. Og saa begyndte det sædvanlige.

✂ Der kommer jævnlig Bud med Regninger, en Bonde vil tale med Redaktøren selv, en Automobilulykke i Sankelmarksgade .... det er ikke meget. Men saa indløber der Meddelelse om en Strejke paa Kærs-Mølle Fabrik, og at en Landsby brænder paa Mols .... det hjælper. Og da der saa kommer Telegram om, at en førende Politiker, der en Tid har trukket sig tilbage, atter vil kaste sig ind i Valgkampagnen, hvad der kan afstedkomme mange Vanskeligheder paa den politiske Kampplads, saa stiger Interessen pludseligt som en Bølge gennem Kontorerne.

136

✂ De senere Meddelelser er ikke saa oprivende: Hingsten „Karmark“ har brækket et Ben, og Kongen af Spanien har faaet Influenza. To af Journalisterne konfererer højt Korrekturen, først om Lotterigevinsterne, dernæst en Beretning om Stivsyge blandt Svinene, og endelig Bladets Søndagstanker om Syndernes Forladelse og det evige Liv, — de jager det igennem altsammen i den samme ligegyldige, ensformige Køre ......

✂ En Stemme siger: „Maa jeg laane en Traad.“

✂ Saa stikker Faktoren Hovedet ind ad Døren, han maa ha' den sidste Korrektur med det samme, der er ikke Plads til mere i Bladet, det haster.

✂ Da den sidste Form er gaaet ned til Trykkeriet, banker Bang paa Døren til det Allerhelligste, der maa en Afslutning paa Sagen.

✂ Redaktøren ser venlig op. „Var der noget særligt, Hr. Bang?“

✂ Bang kan ikke dølge et Smil. Ja der var det, at han ikke længere vilde blive ved „Limfjordsposten“.

✂ Redaktøren ser skraat hen paa ham. „Vil De maaske prøve et andet Blad?“

✂ „Nej, jeg skal sige Dem, Redaktør Nielsen, naar jeg ikke, som jeg havde tænkt, er skikket til at udføre en aandelig Gerning i vort Folk, saa vil jeg gøre et redeligt legemligt Arbejde, der tar man ikke fejl. Men jeg vil ikke sidde paa et Aviskontor 137og tjene mit Ophold ved Smaaløgne og falske Referater.“

✂ Redaktøren sad en Stund tavs efter disse Ord. Derefter saa han op paa den høje, lyse, stovte Mand, der her stod for ham. „De er Idealist, Hr. Bang!“

✂ „Nej,“ svarede Løgum-Præst ganske stilfærdig. „Jeg er en jævn Mand, der fremfor alt vil ha' Fred med mig selv.“

✂ „Har De nu rigtig overvejet det Skridt, kære Bang, med Hensyn til Deres Familie og saa videre, der er jo da ogsaa i Livet visse ydre Sider, der har deres Betydning.“

✂ „Det Indre skulde vel helst bestaa sin Prøve ved Forholdet til det Ydre.“

✂ „Naa, ja ja. Det har virkelig glædet mig at lære Dem at kende, det maa jeg sige. — De kan vel nok være hos mig, til Valgkampagnen er forbi ? — Ja, Tak for det. — De kan da godt se op til mig en Gang imellem, — fordi De bliver Arbejder, behøver De da ikke at blive storsnudet,“ smilede Redaktøren.

✂ Derefter tog han frem af det japanske Skab en Æske og bød Bang en Cigar af det særlig sjældne Mærke.

✂

XXIV

✂ Jørgen Bang havde faaet fast Arbejde i den gamle Tømmerhandel, der havde sine egne Kajer langs med Fjorden og sin egen store, indhegnede Plads, der laa for sig selv som en By i Byen med Gader mellem Tømmerstablerne og Oplagshusene.

✂ Der var nogle, der snakkede om, at gamle Købmand Smith, der endnu stod i Spidsen for Forretningen, havde været saa stenrig, at to Heste ikke kunde trække hans Penge ud af Gaarden. Men det lod nu til, at hans Børn og Svigersønner kunde gøre det med Lethed.

✂ Gamle Smith var ligetil med alting og tog ikke smaalige Hensyn. Han spurgte Bang, da han søgte Stilling, hvad han var, og hvor han havde været før. Og da han fik Svaret, lo han hjerteligt. „Naa, det er Dem, der ikke maatte faa den Kone, De vilde ha', for det hun var fraskilt, ja sikke noget Puns .... Men hvorfor blev De ikke paa Aviskontoret?“

✂ „Jeg vil gerne være et hæderligt Menneske ...“

✂ „Ha, ha, ha,“ afbrød Købmanden ham.

139

✂ „De maa ikke misforstaa mig, jeg mener: efter mine Begreber.“

✂ „Nej, jeg misforstaar Dem s'gu ikke, for Bladene, det er noget Rak. Naa, men desværre, vi har ikke Brug for flere Mænd paa Kontoret.“

✂ „Kontoret, — jeg vil da ogsaa langt hellere være ude paa Pladsen.“

✂ „Som almindelig Arbejdsmand?“

✂ , Ja, ja, jeg holder meget af at tumle med Tømmer.“

✂ Da lo Købmanden igen. „De er Fa'n flytt'me et Mandfolk, De kan begynde imorgen .... De er vel ikke Socialist?“

✂ „Maaske noget, der er værre, men det kommer vel iøvrigt ikke Sagen ved.“

✂ „Jo, jeg vil“ — han bandte igen — „ikke ha' Dem til at spolere mine Folk, men lad os nu se.“ —

✂ Nu kom der en god Tid for Præstefamilien. Der var ganske vist i Jørgen Bangs Stilling ikke noget at fraase med, men de havde vænnet sig til en jævn og nøjsom Levevis. Og hvad der betød saa meget, det var, at Bang aldrig havde befundet sig saa vel som nu, det skulde da være i hans Barndom.

✂ Vel var hans Liv senere paa Skoler og Universitetet gaaet roligt hen, og vel var Tiden i Løgum yndigt henrunden, men han havde aldrig i en Grad som nu mærket saa tryg en Ro, saa dyb en Fred, saa sikker en Ligevægt mellem det Indre og det 140Ydre i hans daglige Liv. Det var, ligesom han gennem mange Lag var trængt ned til et bundfast Staasted.

✂ Aldrig havde Morgenen, naar han gik til sit Arbejde, eller Aftenen, naar han gik til sit Hjem, aldrig havde Dagen idag forekommet ham saa værdifuld som nu. Ikke med Jubel eller stormfulde Tanker, men med Harmoni i hans Sjæl.

✂ Han var bleven stille for Herren. Han forstod nu, hvad det dejlige Ord „stille for Herren“ vilde sige, saa Fred og Naade kunde dale over Ens Sind som Dugg over Græsset.

✂ Han kom til at holde mere og mere af sin Tømmerplads. Det daglige, legemlige Arbejde blev ham kærere og kærere. Han forstod paa en ny Maade, at Arbejdet er for Mennesket det samme, som Vandet er for Fisken og Luften for Fuglen. Og for Alvor fattede han nu, hvor sandt det var, hvad han tidligere havde tænkt og talt om, at Adgang til Arbejde er en Menneskerettighed.

✂ Han kom til at holde af de gamle Skuder fra Norge og fra Bottenhavet. De havde Livets Træk i deres Skrog og de store Haves Sus i Ræer og Vimpler. De havde prøvet noget. De laa nu stille ved Bolværket som erfarne Væsener, der mindes Livets Begivenheder. De blev ham kære i al deres Forskellighed. De havde hver sit Navn. Naar de kom op ad Fjorden, kendte han dem paa Afstand, og naar de satte deres Sejl og forsvandt mellem 141Limfjordens Bakker og Enge, saa tænkte han, om han mon skulde se dem oftere.

✂ Og saa den friske Lugt af Tømmer, de forskellige Dufte, han kunde vejre af Gran og Fyr fra Skandinaviens Skove.

✂ Jo, denne Tømmerplads var et helt lille Rige for sig selv. Og Plankerne og Brædderne sang deres Sang, naar de blev lossede og læssede, hver med sin Lyd under Arbejdets Gang. Og Bølgerne skvulpede om Pælene.

✂ Jørgen Bang blev munter af Sind, hvad en frisk Mand vanskeligt kan undgaa, naar han har sundt legemligt Arbejde.

✂

XXV

✂ EN Dag kom der en lille, speget HanherredMand gaaende over Pontonbroen. Per Klit var fregnet, og hans Haar var stridt og vejrbleget. Han var smaattrinet, for han var gammel, men der var noget besluttet over hans Gang — han vilde, hvad der end skete, blive ved at gaa i samme, rolige Takt, indtil han kom frem dertil, hvor han vilde.

✂ Da han kom til Aalborg Havn, begyndte han at spørge efter Løgum Præst. Det var ogsaa tilstrækkeligt, for det Kendingsnavn blev Jørgen Bang ved at gaa under, det Navn kendte de fleste; meget hørte Folk om den Mand, og der kom saa tit nogen og spurgte efter Løgum-Præst. Man vidste ogsaa nok, i hvilken Gade Præstens Hus laa, men idag var det nu saa nemt, for han arbejdede hernede paa Tømmerpladsen ved Fjorden, der kunde han træffes.

✂ Per Klit traf i Porten selve Købmand Smith, der spurgte, hvad han ønskede.

✂ Ja, det var da Løgum Præst, han vilde snakke med.

143

✂ Hvad han vilde ham?

✂ Jo, Per Klit var bleven snydt af Øvrigheden, det var flere Aar siden, men da ikke længere, end han nok kunde huske det. Og han vilde da ha' hans Ret, om han kunde faa den. Han havde været ved mange Sagførere, men ingen vilde ha' med Sagen at gøre, naturligvis fordi det var Herredskontoret, der havde snydt ham. Og kunde LøgumPræst nu ikke hjælpe, saa var der ingen, der kunde.

✂ Hvad det drejede sig om?

✂ Ja, tho det var da de 600 Kroner, som Per Klit havde haft staaende i Jens Vilhelms Hus, og da han saa endelig vilde ha' Pengene, nu han blev gammel, saa var Obligationen ingen Ting værd, og det var endda selve Herredsfuldmægtigen, der havde skrevet Papirerne, — ja, sikke da nøj Satens Kram.

✂ „Det kan Løgum-Præst skam ikke gøre noget ved,“ sagde Købmanden. „Fuldmægtigen er jo ogsaa Sagfører, og det kommer ikke Herredskontoret ved.“

✂ „Kan han ikke gøre noget ved det? — Jo, Gu' kan han saa. Naar han ifjor kunde skaffe min Svoger hans Ret ved Hjørring Amtmand, saa kan han pinnede ogsaa skaffe mig min Ret ved en Herredsfoged.“

✂ „Ha, ha, ha! Tror De, han kan hekse?“

✂ „Det véd a ikke,“ svarede Per Klit, „men at 144han kan mer end hans Fadervor, det har vi set Eksempler nok paa.“

✂ „Desuden er den Fuldmægtig jo død for flere Aar siden.“

✂ „Ja, ja, men Herredsfogden, han lever, og han maa vel som enhver anden Mand rette for, hvad hans Karl har bedrevet — min Ret vil a Dælen risterne ha', om den kan faaes.“

✂ Købmanden lo. „De maa vist heiler rejse til den kloge Kone i Vindblæs med den Historie, ha, ha!“

✂ „Hvor kan a træffe Præsten?“ spurgte Per Klit. Han brød sig ikke om dether Vrøvl, han vild' til Sagen.

✂ Købmanden viste ham Vej og sagde, han skulde skynde sig og snakke færdig med Præsten, ha, ha, nu han spiste sin Formiddags-Mellemmad, ellers gik der for megen Tid til Spilde, og her var jo ikke noget Sagførerkontor. —

✂ Saa snart Per Klit havde forklaret Sagen, var Jørgen Bang straks klar over, at der var begaaet Uret mod den Gamle, hvis det passede, hvad han fortalte. Og Bangs Hjerne begyndte øjeblikkelig at arbejde, mens han tav og ivrigt tyggede paa sin Mad.

✂ Per Klit sagde heller ikke noget, han sad bare og stirrede hemmeligt paa Løgum-Præst, hvad Resultat han nu kom til.

✂ „Der er eet Punkt, et eneste Punkt —“ sagde endelig Bang ...

145

✂ Da smaalo Per Klit afbrydende og spyttede en lang Straale: „A tænkte minsæl nok, der var et galt Sted i Rebet, ha, ha.“

✂ „Der er eet Punkt, der er det afgørende, ... om Fuldmægtigen som Herredsfogdens Repræsentant har glemt at indføre Pantet i Pantebogen eller ikke — men det véd De vel ikke noget om ... Ja, ja, jeg skal faa Sagen undersøgt og gøre mit bedste. “ Bang rejste sig og gjorde sig færdig til at fortsætte sit Arbejde. „Det er jo mange Penge for Dem at miste, især nu, De er gammel. De er vel ikke gaaet herud?“

✂ „Nej, a er agende med Lars Futrup, der er til Begravelse i Vadum, og a kan age hjem igen. Hvor meget er a skyldig?“ tilføjede den Gamle.

✂ Men Bang smilede og sagde, at naar bare Per Klit fik sine Penge, saa var det godt.

✂ Da Jørgen Bang om Aftenen gik fra sit Arbejde, kom han til at tænke paa, hvor underligt det var gaaet, at han mer og mer fik med andres Skæbne at gøre. Naar det saa kunde hjælpe dem, var der en stor Tilfredsstillelse deri. Men Skomageren f. Eks., ja, han levede videre paa sit Balance-Apparat. Patentet var rigtignok røget i Lyset, for han havde ikke haft Raad til at betale den aarlige Afgift, saa praktisk var der ikke kommet noget ud af det. Men Skomageren havde dog svunget sig op til et vist Højdepunkt, ogsaa i Naboernes Omdømme, hvad der havde en vis Værdi. Ellers gik 146det jo ved det gamle. — Derimod var der kommen en hel Omvæltning hos Vadskerpigen i Nr. 15. Og det var dem, der skulde ha' været i Tugthuset. Baade Vadskeriet og Grønthandelen gik udmærket. Manden, Carlsen, var flittig, Skikkeligheden selv, og de levede lykkeligt sammen, saa vidt man kunde forstaa. Hos dem købte Præstens alt, hvad de brugte af Grøntsager, men naar der skulde betales, sagde Carlsen hver Gang: „Det er lige meget med det“ og vinkede af med Haanden.

✂ Ja, det er skønt, naar det gaar saa godt. Og i hvert Tilfælde — man kan jo ikke lade være med at hjælpe Folk tilrette, naar de har den Tillid til En.

✂ Men det kunde jo ikke nægtes, at den Slags tog mer og mer af hans Fritid og drog ham ud af det Hjemliv, der var blevet hans Ideal. Vel indøvede de endnu flerstemmige Sange, de læste højt derhjemme, og om Helligdagene foretog hele Familien de smaa Udflugter til ensomme Steder, helst langs Stranden. Men naar han nu ofte var ude to, tre Aftener om Ugen og mangen Gang hele Søndagen, naar nogen var kommen i Klemme og sendte Bud efter ham, saa gav det et Skaar i det stille Hjemliv.

✂ — Han traadte glad ind i sine tre smaa Stuer, hvor Møbler og Billeder var ordnet med fin Smag, hvor der altid var rent og altid pyntet med Blomster.

147

✂ Der laa Brev til ham fra en Aftægtskone i Øst Himmerland. Folk var den sidste Tid begyndt at skrive til ham, naar der var noget i Vejen for dem. Brevets Udskrift lød saaledes: „Til Løgum-Præst i Aalborg“. Det var det hele. Han smilede ved det. Det havde dog godt nok truffet ham. Naa ja, han maatte jo ud til hende, selv om det ikke var lysteligt. Noget godt kom der altid ud af det. Hans Fortællinger i Familiens Kreds om de Træk af det virkelige Liv, han oplevede paa sine Ture, var i Grunden fuldt saa fængslende og levendegørende som selve Digternes Bøger.

✂ Efterhaanden anede og forstod Familien, at deres Smaamandshjem var et Midtpunkt i en sjælden, en hemmelig Verden af sælsom Skønhed, at der fra det uanselige Hus i Smaagaden udgik usynlige Straaler til mange Sider.

✂ Og de kom ogsaa til at forstaa, at det gjorde ikke deres Hjem ringere.

✂

XXVI

✂ FAR og Søn havde gjort den lille Gaardsplads rigtig fin. Naar Bang var kommet fra Arbejde og Hans fra Skole, saa var det gaaet for sig.

✂ Gaardspladsen begrænsedes jo bagtil af Overretssagførerens Havemur, der var saa høj, at den satte afgjort Skel mellem de to Verdener, den rige Mands gamle Have med store Træer og brede Spadseregange, og saa Smaagadens FattigmandsGaard.

✂ Men Hans og hans Far havde altsaa nu for det første kalket den Side af Havemuren, som vendte ud til dem, gul, en bestemt, lysegul Kulør, som de begge syntes om, og den øverste, tækkede Rand havde de givet en rød Farve. Dernæst havde de plantet Stokroser, der nu i Højsommeren stod skønne med store lysrøde, mørkerøde og sorte Blomster op ad den gule Mur. Og midt for Muren spredte Kastanien sine Grene ud over Bordet og den hvidmalede Bænk.

✂ Det var Fruens Fødselsdag. Desuden skulde Hans om faa Dage ud at sejle med en AalborgBark, der skulde gaa med Cement ud over de 149dybe Vande. Endvidere var det afgjort, at Else til Efteraaret skulde paa Musikkonservatoriet, da en velstaaende, musikalsk Frue, der selv i sin Tid havde frekventeret Konservatoriet, havde faaet Tiltro til Elses musikalske Evne og, foreløbig i alt Fald, vilde bekoste hendes Uddannelse.

✂ Saa der var nok at tænke paa, og det skulde saa samles altsammen til en lille Fest paa vor Mors Fødselsdag.

✂ Fru Bang vilde ogsaa, det skulde være en festlig Dag. Derfor dækkede hun i det fine Vejr ved den Tid, Bang og Børnene kunde ventes hjem, Aftensbordet ude under Kastanien. Det var ikke, fordi hun havde saa lækre Sager at byde paa, men Dugen var hvid som Sne, Radiser og Tomater pyntede ved deres smukke røde Farver, og en Lerkrukke fyldt med Margueriter, som Hans Aftenen før havde plukket paa en Mark udenfor Byen, smykkede Bordet. — Her samledes de da: Hans i sit nye Sømandstøj, som han selv havde tjent ved om Morgenen før Skoletid at hjælpe Fiskermanden; Else i en blomstret Musselinskjole med gul Bund, og med et rødt Baand om sit mørke Haar, der faldt i Bukler ned om Ørene; Faderen i sin sædvanlige Hvergarnsdragt, Moderen i hvid Vadskestofskjole med sort Fløjls-Sløjfe om Halsen, og Lærerenkens lille Marie og deres egen Anna, ganske ens klædte i lyseblaat Sirts. De skiftedes til at have Lille-Søster paa Skødet, og den 150sidste Bang, et lille, buttet Drengebarn, sov i sin Vogn, der stod ved Bordet — han skulde dog og- saa være med.

✂ De sad der med klare Øjne og forventningsfulde Udtryk. Og Kastanien bredte sine fingrede Blade som velsignende Hænder ud over dem.

✂ Men det særlige kom jo egentlig først frem senere, da Chokoladen og Kaffen blev serveret. Dertil var Haanings indbudt — de to Familier var kommen til at omgaas hinanden helt fortrolig til Dagligbrug.

✂ Der laa en rød Rose ved Fruens Kuvert. Hun saa den nok, men af en Slags Forlegenhed lod hun som ingenting, og det var jo ogsaa galt. Else hviskede til hende, at den var fra Far. Da tog hun den og førte den til sine Læber, og samtidig saa hun med et lykkeligt Smil om til ham. Men hurtigt bøjede hun Hovedet ned over sin Kop.

✂ Præsten rejste sig. Som de alle vidste, skulde jo snart de store Børn forlade deres Hjem. Og det kunde jo ikke nægtes, at det var et særegent Øjeblik baade for Børn og Forældre. „Naar du, lille Hans, snart er ude i Verdens Tummel, lad mig saa se, min kære Dreng, at du danner dig en fast Karakter. Og jeg vil sige jer begge to, Hans og Else, at naar I længes, eller I føler jer ene og bliver bedrøvede, saa send jere Tanker hjem til os, til jer Mor og mig. Vi tænker paa jer ved Nat og ved Dag. I skal vide, nu I rejser fra 151os, at hvor I end befinder jer i Verden, saa er jert Hjem en altid vaagen Modtagestation for jere hemmelige Tanker. Og hvordan I end er, og hvordan I end har det, saa vil vi altid med Længsel vente jer hjem. Det er jeg glad for at kunne sige jer paa Mors Fødselsdag — for det er det jo idag. Og jeg vil takke dig, kære Karen, for, hvad Du har været for mig og vort Hjem. — Skal vi saa hilse paa Mor og ønske hende til Lykke!

✂ Jørgen Bang gav et Tegn til Hans og Else, og de sang da Sangen, han havde digtet til „Vor Mor“.

✂ VOR MOR

✂ Vor Mor hun staar som Hyld i Hegn
saa bred og mild i Vaarens Tegn,
vor Trøst for Vinterklage.
I Ly af hende: lunt at bo,
i Læ af hende: godt at gro
mod lyse Sommerdage.
Vor Mor hun bærer Sol i Hus,
og deraf skinner Fad og Krus,
hvert Blad paa Blomsterranke.
Og derfor straaler Barnets Blik
ved hvert et Solskinskys, det fik,
hvert Ord og hver en Tanke.
Vor Mor hun bærer Mad paa Bord,
hun sysler stille uden Ord,
og Fred i Hus hun ynder.
Men naar hun rynker Panden vredt
og Øjet gnistrer, bli'r der hedt
i Stuen for en Synder. —

152

✂ En har i Livet Modstand mødt,
en anden har sig følt forstødt,
en tredje Lykken fundet.
Der væves mørkt, der væves lyst,
men alle Traade har saa tyst
vor Mor paa Rokken spundet.
En Lærke fryder ved sin Sang,
og Klokken kalder med sin Klang
paa os, mens Livet skrider —
men Moders Røst, den fik vi kær,
fordi den lød vort Hjerte nær
i vore Barndomstider.

✂ Fru Bang sad overrasket og bevæget og hørte paa Sangen til hende. Da den var færdig, maatte hun dog sige en Ting, syntes hun. Men det blev ikke til andet end: „Tak, Børn, Tak skal I ha', Tak, Børn .... aa,“ afbrød hun sig selv, „jeg véd ikke, jeg synes, jeg er saa fjollet idag.“ Og saa lo hun og græd paa een Gang.

✂ Snart fik de noget andet paa Tale. De morede sig med at fortælle muntre Smaatræk. De sang ogsaa Bellmann.

✂ Og da det blev tilstrækkelig mørkt, listede Hans og Else ned i Skuret efter fire Papirlygter, som de selv i al Hemmelighed havde lavet. Dem hængte de op i Træet, hvor de lyste festligt — en hvid, en grøn, en blaa og en rød — og vidnede om, hvilken Højtidsdag det var.

✂ Saa kom Tiden, da Haanings sagde Godnat og gik ind til sig selv — de syntes, at de havde aldrig 153været med til saa fin en Fest. Som de Folk altid kunde finde paa noget smukt. Se, det kunde en anden ikke, men yndigt var det.

✂ Inden Bangs gik til Ro, sang de flerstemmigt:

✂ Lær mig, Nattens Stjerne,
at lyde fast og gerne,
ej at vige fra den Vej,
Himlens Gud tilmaalte mig!
— Lær mig, Nattens Stjerne!

✂

XXVII

✂ EN Dag standsede Gamle-Smith Bang, der kom gaaende over Pladsen, og spurgte oprømt: „Naa, hvordan gaar hun saa, Bang? Dether Arbejde er nok noget, der passer Dem, hva'? Hør, Bang, sig mig engang — det interesserer mig nemlig — naar De nu gaar her og arbejder hos mig, tænker De saa ikke somme Tider: Han tjener for mange Penge, Svinet — det er altsaa mig, ha, ha?“

✂ „Jo,“ svarede Bang straks, „det tænker jeg tit.“

✂ „Og saa bliver De misundelig?“

✂ „Nej, Hr. Smith, det gør jeg ikke.“

✂ „Ikke det?“

✂ „Nej, for det er værst for Dem selv.“

✂ Tømmerhandleren studsede.

✂ „Jo, de fleste rige bliver saa dumme.“

✂ „Ha, ha, ha!“

✂ „Ja, kloge nok med Hensyn til, hvem der kan gribe mest, men saa mærkelig dumme paa selve Livet.“

✂ „Ha, ha, ha! End saa de fattige?“

✂ „De meget fattige altsaa — jo, det er omtrent lige saa galt.“

✂ Den gamle Tømmerhandler nærmede sig mere 155til Bang. „Sig mig nu, naar vi snakker ærligt, vilde De ikke ønske, De selv var rig, Bang?“

✂ „Nej, det vil jeg bede Gud fri mig fra, saa vel som fra Armod.“

✂ „Og det er Deres virkelige, oprigtige Mening?“

✂ „Absolut, Hr. Smith. — Men det er jo slet ikke nogen ny Opdagelse, det er gammel Visdom. Kun er det ganske vist sjældent, at Folk gør Alvor af det.“

✂ „Ja, men naar De nu tænker paa Deres Børn?“

✂ „Netop, naar jeg tænker paa mine Børn.“

✂ Gamle-Smith stod lidt i sine egne Tanker, hans Ansigt faldt i dybe Folder.

✂ „Maaske har De Ret,“ sagde han stille. „Maaske har De Ret.“

✂ „Nej, Hr. Smith, der er ingen Anledning til at misunde de rige. Men der er Grund til at bekæmpe dem, saa vidt de ta'r saa meget for sig selv, at der bliver for lidt for andre til en menneskelig Tilværelse. For Resten: rig—fattig .... det er Forholdene, Hr. Smith. Guds Tanker er det i alt Fald ikke, at Rigdommen skal gøre Mennesker grimme paa een Maade, og Fattigdommen paa en anden.“

✂ „De er altsaa tilfreds, Bang, med Deres beskedne Kaar her?“

✂ „Ja, det ved Gud, jeg er — naar jeg bare har Arbejde.“

156

✂ „Naa, men for at tale om noget andet: Hvordan gik det med ham Per Klit, eller hvad det var, Karlen hed derude fra Jammerbugten?“

✂ Jo, Bang fortalte, at da Fuldmægtigen som Herredsfogdens Repræsentant havde glemt at indføre Per Klits Pant i Pantebogen, var Fejlen paa Kontorets Side, og dette havde Bang meddelt Herredsfogden i et meget kraftigt Brev ...

✂ „Som De aldrig fik Svar paa, ha, ha!“

✂ „Jo, Herredsfogden tilbød skam at betale Halvdelen, hvis Per Klit dermed vilde erklære den Sag for at være ude af Verden.“

✂ „Fik De Pengene?“

✂ „Ja, ja. Der var netop 30 Tikronesedler. De kan tro, at Per han talte dem mange Gange,“ smilede Bang.

✂ „Det var som Fanden — det var godt skuldret, ha, ha! Ja, nu er det Herredsfogdens Jubilæum iaar, og han staar lige til Ridder af Dannebrog, og saa vil han naturligvis ikke ha' Vrøvl, ha, ha, jo saa'n er Mennesker, Fa'n flytt'me. — Men hvorfor kunde nu Sagføreren ikke ordne det?“

✂ „Aa, for Sagførerne var det jo bare Forretning — og den var jo tvivlsom.“

✂ „De har mange af den Slags Sager?“ spurgte den gamle Tømmerhandler interesseret.

✂ „Ja, stadig flere ... hør, De kunde vel ikke undvære mig Lørdag Eftermiddag, Hr. Smith?“

✂ „Hvor skal De saa hen?“

157

✂ „Aa, det er et Par velstaaende Gaardsmandsbørn, der blev gift med hinanden; men rigtig forkælede begge to og uprøvede, ufrest i Livet, som de var, vilde de ikke bøje sig efter hinanden. Han blev raa og slog hende. Hun gik fra Hjemmet med sine to Børn og har nu en lille Manufakturforretning, og de søger Skilsmisse. Det ser ud til, at hun ikke kan beholde sine Børn. Den stakkels Kone er ulykkelig over det — ja lige ved at fortvivle. Hun skrev til mig: „Kan Mennesker forbyde mig at leve sammen med mine Børn, saa kan de ikke forbyde mig at dø sammen med dem.“ Hun er ude af sig selv.“

✂ „Hvad vil De nu gøre ved det?“ spurgte Smith.

✂ „Konen skal selvfølgelig beholde sine Børn,“ svarede Bang rask.

✂ „Ja, det kan De s'gu sagtens sige, ha, ha!“

✂ „Jeg rejser selvfølgelig lige til Manden og taler med ham om Sagen.“

✂ Den gamle Tømmerhandler saa vist paa Bang.

✂ „Véd De, hvad jeg gjorde, hvis jeg var Manden? Jeg drev Dem ud af Gaarden med en Hundepisk. Hvad Satan kommer det Dem ved?“

✂ „Det kan jeg ikke forstaa, De kan sige. Skulde en stakkels, fortvivlet Moders Skæbne ikke komme os andre ved? Det var en mærkelig Tankegang, Hr. Smith.“

✂ Den Gamle summede sig paa det og sagde saa: „Selvfølgelig er Manden en Svinehund, og kan De 158klare Sagen, er det godt gjort, men den tror jeg nu ikke paa. — Men lad mig høre siden, hvorledes det gaar, for De er jo en hel Prokurator, ha, ha!“

✂ Gamle-Smith gik. Han rystede paa Hovedet, lo imellem og slog til Smaastenene med sin Stok.

✂

XXVIII

✂ Der var stor Bevægelse i den stille Landsby. Fra Mark og Toft, fra Gaard og Hus, ja selv fra ringe Hytter kom mørkklædte Kvinder og Mænd langsomt gaaende, mange med Kranse.

✂ Paa Vejen standsede de i Smaagrupper og talte om det gruelige, som var sket. Og saa fortsatte de til Forsamlingshuset.

✂ En 30-aarig, noget aandssvag Karl havde staaet i Forhold til en 13-aarig Pige, der tjente i samme Gaard. I Angst for Følgerne havde han myrdet hende.

✂ Nu laa hun her i sin Kiste, den stod midt i Forsamlingshuset. Hendes Mor, hendes blinde Far og hendes syv mindre Søskende holdt sig nærmest Kisten — der udenom stod saa Sognets Folk tæt, helt ud paa Gangen, saa de, der siden strømmede til fra alle Sider, maatte nøjes med Pladsen udenfor de aabne Vinduer.

✂ Der var saa mange Kranse, at ikke alene Kisten var dækket, men der optaarnede sig en hel Høj ved Siden af. Saa stor var Befolkningens Deltagelse.

160

✂ Folk her paa Egnen var ikke følesløse. At der her i Sognet fandtes Mennesker, der kunde begaa saa grusomme Ting! At noget saadant overhovedet kunde finde Sted her, hvor Befolkningen var saa hæderlig og pæn i hver eneste Henseende .... Ja, ja — Gud fri os!

✂ For havde det været i Købstaden, for ikke at tale om København, det var jo en hel anden Sag.

✂ Og saa stod de der saa uskyldige i Sørgeklæder, Mænd og Kvinder, Hoved ved Hoved med opløftede Bryn og nedtrukne Mundvige.

✂ Da Degnen havde sunget en Salme, kom der en Pause, og man skottede til Siden, om der ikke skulde være et Menneske, der kunde sige et Ord, det kunde der rigtignok trænges til.

✂ For sent var der kaldt paa Løgum-Præst, til at han kunde have forhindret noget, men han var tilstede. Og nu, da der kom et Ophold, traadte han pludselig frem og bad om Lov til at tale.

✂ „Dette er i Sandhed en sørgelig Begivenhed,“ begyndte han med kraftig Røst — „et Barn, der er skændet og myrdet midt iblandt os her i en stille, dansk Landsby. Det er forfærdeligt.“

✂ Kvinderne sukkede og begyndte allerede at tage Lommetørklæderne frem.

✂ „Men det forfærdelige ligger ikke i, hvad en Aandssvag og et Barn har bedrevet.“

✂ Folk studsede og vendte sig mod den talende.

✂ „Nej, det forfærdelige ligger deri, at ingen af 161de gode Mænd og Kvinder, der her er forsamlede om Kisten, har søgt at forhindre, hvad der er sket, uagtet I saa let kunde. Og uagtet I absolut burde. Men ingen har altsaa følt sit Ansvar — ikke Husbondsfolkene, der hver Dag havde for Øje, hvad der foregik, ikke Præsten, ikke Værgeraadet, ikke Sognefogden, ikke Skolelæreren, ikke en eneste af Sognets Folk, uagtet alle kendte Forholdet og talte om det.

✂ Se, det er det forfærdelige ved den Sag, at et helt Sogns Folk med alle Autoriteter i Spidsen saa fuldstændigt har manglet Ansvarsfølelse.“

✂ Der var aandeløst stille i Forsamlingen. Alles Blik var paa een Gang i Forargelse og Forbitrelse vendt mod den talende.

✂ Han tilføjede, at han vidste, der blandt Befolkningen endog hentydende var spøgt nok saa gemytligt med det omtalte Forhold, ogsaa overfor de paagældende selv. „Hvor kan Mennesker dog handle saa skændigt!“

✂ Forbitrelsen tiltog i Forsamlingen. Enkelte mumlede indbyrdes, at det dog var et grimme Menneske — at komme her og skamskænde hele Befolkningen. Var det en Tale ved en sørgelig Begravelse!

✂ Men Præsten talte videre om, hvor let alle disse Kranse her kunde have været sparede, og hvor uendeligt smukkere det vilde have været. Thi den Sorg, som her udvistes, det var en hyklerisk 162Sorg af en Befolkning, der havde vist sig at være uden Ansvar, uden Samvittighed.

✂ Nu saa nogle af Mændene til hinanden, om de skulde blive ved at finde sig i dether.

✂ Præsten sluttede med, at paa Grund af Samfundets Vankundighed og uvidende Hjerteløshed vilde Elendigheden blive ved, indtil vi hver for sig kom til at forstaa, at vi er alle Skyld i hverandres Brøde.

✂ Han tilføjede, at ingen havde bedet ham om at tale her, og at han slet ikke havde tænkt, han vilde. Men han havde ikke kunnet modstaa en Drift i sin Sjæl, hvor saa mange var samlet, ogsaa mange „hellige“, at vi mer og mer kunde komme til at forstaa vort Ansvar i det virkelige Liv.

✂ Da Præsten sluttede, gik der en ond Mumlen gennem Forsamlingen.

✂ Paa Kirkegaarden gik Herredsfogden, der var tilstede i Uniform, hen og hilste paa Løgum-Præst og takkede ham for, at han havde talt om Ansvaret. „Ja, her trænges rigtignok for Alvor til, at vi forstaar vort Ansvar allesammen.“

✂ Men da Folk saa Herredsfogden tale med Løgum-Præst, sagde de til hverandre: „Nu faar han skam læst og paaskrevet, den Svend. Det har han ogsaa fortjent. Mon han bliver arresteret? Det var ikke formeget — det er en grimme jen, ham.“ —

✂ — Af denne Begivenhed rejste der sig i mange 163Blade en Hvirvel, en Støvsky af heftige Angreb paa Løgum-Præst for hans tølperagtige Optræden ved den Lejlighed. Ja, Raseriet gav sig ogsaa Udslag i anonyme Breve til ham, fulde af forbitrede Ord.

✂ Over alt dette blev han en kort Tid nervøs. Han blev bange for, at han skulde have overskredet sin Grænse, saa han skulde have handlet urigtigt.

✂ Men det varede ikke længe, inden han atter blev rolig og fast i sit Sind og sikker paa sin Vej.

✂ Dertil bidrog yderligere den Tilkendegivelse af Sympati, som ogsaa blev ham til Del. Saaledes modtog han et Brev fra en Lærer af „Indre Mission“, der — „skønt De for mig er ukendt,“ skrev han — takkede ham for det Mod, han havde vist ved paagældende Lejlighed. — Og en Arbejder, der var født paa Landet, men nu boede i Hovedstaden, skrev begejstret til ham, at der var Tusinder af Arbejdere, der stod bag ved den Tak, han her fremførte til den Mand, der havde talt saa modige Ord, hvor alle andre havde tiet.

✂ Et Smaamandsblad skrev, at Løgum-Præst ikke fortjente Utak men Tak. Han havde jo talt mod det onde, fordi han vilde det gode.

✂ Men det, der særlig gav ham Ro og dyb Fred i Sjælen, det var den sikre Følelse af, at Gud var med ham.

✂

XXIX

✂ Løgum-Præsts Optræden ved den myrdede Piges Baare, hvor ogsaa Bladenes Referenter var tilstede, vakte ualmindelig Opsigt, en Opsigt, der forplantede sig i Ringe til videre og videre Kredse, til fjernere Egne — ja over hele Landet.

✂ Indsendere for og imod bredte sig i Bladenes Spalter. I Redaktionsartikler blev Begivenheden omtalt, og de forskellige Partiers Presse begyndte at udnytte den hver paa sin Vis.

✂ En Dag stod Redaktøren af det social-demokra-tiske Blad, Jensen, en fremtrædende Mand i Partiet, i Præstens Stue. Fru Bang bad ham komme igen eller vente, til hendes Mand, der var paa Tømmerpladsen, om lidt kom hjem til Middag.

✂ Han foretrak det sidste. Han saa sig om i Stuen. Møblerne var jo ikke synderlig anderledes, end man finder dem i mange Arbejderhjem nu om Dage, men der var i Opstillingen af dem og i Anbringelsen af Billederne paa Væggen noget fint, som ikke var almindeligt. Saa var der jo de mange Bøger. Og se, hvor Fruen hist og her havde 165prydet med Blomster, og det var skam bare saadanne simple Blomster, man kan plukke i Vejgrøften. De havde naturligvis ikke Raad til at købe i Butikkerne, men se, hvor smukt. Ja, de var naturligvis fattige, der kan ikke føres Herreliv paa en Arbejders Løn. Naa, men nu havde han et Budskab til dem. Han gned sig i Hænderne og smilede, for han kunde tænke sig til, hvor glade de vilde blive. Saadan en Mand fortjente det virkelig ogsaa.

✂ Da Jørgen Bang viste sig i sin Arbejdsbluse, hilste Redaktøren og præsenterede sig. „Sikken Succes De har haft ... Ja,“ sagde han med det samme, „det kan nok være!“

✂ Bang saa spørgende paa ham. „Succes? Med hvad, mener De?“

✂ „Alle Blade skriver om Dem i Anledning af den myrdede Pige.“

✂ „Naa, det er det, De kalder Succes,“ smaalo Bang ligegyldig og satte sig. „De Blade har altid saa travlt.“

✂ „Ja men kære, De er paa een Gang bleven bekendt i hele Landet.“

✂ „Det bryder jeg mig slet ikke om at være,“ sagde Bang uvillig.

✂ „Kan De da ikke se, hvad det betyder? Nu ligger der en stor Sjangse lige for Dem.“

✂ „Hvad er det for en Sjangse?“

✂ „En Dag kommer der et Tilbud fra det store 166Parti om en god, fast Stilling — det er jo en udmærket Sag, De har kastet Dem over.“

✂ Men Præsten lo bare og svarede, at han skulde ikke have nogen god, fast Stilling hverken ved det ene Blad eller det andet. Det havde han faaet nok af, og han var fuldstændig tilfreds, som han havde det.

✂ Redaktøren troede ikke, det kunde være hans Mening, og sagde: „At være Arbejdsmand er jo dog ikke noget for Dem.“

✂ „Ikke det? Arbejdet her i den fri Luft, det passer mig storartet, og jeg er ikke mer bunden end den Mand, der skal passe sit Embede. Og selvfølgelig er jeg anderledes fri Mand end en Journalist ved et Blad eller en Redaktør i et Parti.“

✂ „Ja men Anseelsen, Indflydelsen, kære.“

✂ Præsten lo igen: „Den Anseelse og den Art Indflydelse kender jeg nok.“

✂ „Tænk Dem, Pastor Bang, De kunde maaske endog opnaa at blive Rigsdagsmand.“

✂ Da lo Præsten endnu mere. „Nej, uha endda, ha, ha!“

✂ „Nu vel, Pastor Bang, saa siger jeg det, som det er: Jeg har her Tilbudet om en god, fastlønnet Stilling med det samme ved Bladet.“ Redaktøren straalede over hele Ansigtet — ogsaa, fordi han kunde hjælpe denne brave Familie, som det med Urette var gaaet saa ilde i Livet.

167

✂ Men Pastor Bang svarede ham straks uden Betænkning et absolut: Nej Tak!

✂ Redaktøren blev ligefrem bleg, saa stærkt bevægedes hans Indre af Forbavselse over et Menneskes Uforstand. Han havde aldrig før staaet overfor et saadant Tilfælde.

✂ Pastor Bang tilføjede: „Jeg skal sige Dem, Hr. Redaktør, at Politik er i saa høj Grad bleven til Taktik og Mekanik, at det knirker endog i Socialdemokratiet. Derfor har jeg ingen Tro til en fri Stilling, heller ikke indenfor Deres Blad.“

✂ Redaktøren protesterede voldsomt og hævdede sit Blads Frisind.

✂ Bang spurgte, om det, han skulde skrive, ikke vilde blive censureret ud fra rent partimæssige Hensyn.

✂ „Jo selvfølgelig.“

✂ „Ja, det er jo saa den samme Historie, som jeg kender.“

✂ „Nej, der er den Forskel, Hr. Bang, at vi er de fattiges Talsmand over for de rige, — derfor hører De hjemme hos os.“

✂ „Ja, det er der jo noget rigtigt i. Jeg har saa ofte paa mine Ture erfaret, hvorledes Præster og andre, der skulde repræsentere Retsind og Højsind, svigter Gang paa Gang. Det er jeres Ret og jeres Ære, at i den Slags Sager vender I rigtigt. Og det er jo ogsaa jeres Interesse. Men altsaa — i min Virksomhed vil jeg staa frit.“

168

✂ Redaktøren kunde endnu ikke opgive Tanken. „De skulde betænke Dem, Hr. Bang. De staar langt sikrere med os i Ryggen.“

✂ „Jeg ønsker kun Pressens Støtte, naar jeg handler ret,“ svarede Pastor Bang værdigt. „Og jeg gaar ud fra som en Selvfølge, at jeg i den Henseende altid kan stole paa Dem.“

✂ Redaktøren tænkte sig om endnu en Gang. „Men hvor faar De Penge fra, Hr. Bang? De skal jo dog leve.“

✂ „For det første har jeg jo mit Arbejde hos Tømmerhandler Smith ....“

✂ „Det er en rigtig Socialisthader, ham,“ afbrød Redaktøren. „Hvad siger han nu til det, De foretager Dem?“

✂ „Han? Han interesserer sig levende for det.“

✂ „Det kan jeg ikke forstaa,“ udbrød Redaktøren.

✂ „Jo, ser De, Hr. Redaktør! Der er ikke synderlig Forskel paa os som Mennesker betragtet. I Almindelighed er det saaledes, at hvis en Storbonde gaar fra Gaarden til Arbejdsmandens Stilling, saa bliver han en umaadelig ivrig Fagforeningsmand, og hvis en Arbejder vinder det store Lod i Lotteriet og bliver Arbejdsgiver, saa glemmer han de gamle Principper.“

✂ „Jamen han, Tømmerhandleren, han interesserer sig da ikke for Deres Virksomhed saa meget, at han støtter Dem?“

169

✂ „Jo, naar jeg efter hans Ønske fortæller ham om mine Ture og der er noget, han synes særlig godt om, saa stikker han mig en Seddel.“

✂ „Det er mærkeligt for en Kapitalist, — men vil De da ikke ha' vores Penge?“

✂ „Jo, det vil jeg meget gerne, hvis I har Lyst til at støtte Sagen, men jeg vil ikke bindes. Forleden var der en Arbejder i København, der sendte mig 100 Kr. fra nogle Kammerater. De havde læst om en gammel Mand, som jeg havde skaffet Ret, og Arbejderen havde selv en gammel Far i det afsides Sogn. Saadan gaar det.“

✂ Redaktøren rystede paa Hovedet. „Det er jo alligevel noget usikkert, der kan høre op naarsomhelst.“

✂ „Nu vel, saa lad det høre op. Hidtil er det gaaet godt.“

✂ „Naa, ja, ja,“ sagde Redaktøren. „Jeg troede nu, at De i Deres Situation vilde blive glad for vort Tilbud. Gid De aldrig maa fortryde Deres Standpunkt, for saadan et Tilbud foreligger ikke hver Dag. — De er vel ofte ude?“

✂ „Ja, det tager til Dag for Dag. Der er nemlig flere forurettede i Danmarks Land, end baade De og de fleste aner.“

✂ „Kan De ikke fortælle mig et lille Træk fra de sidste Dage?“

✂ „Jo, det kan jeg nemt. — En fattig Dreng blev overfaldet af sin Husbonds Børn, der slog ham 170gul og grøn og stak en Pind op i Enden paa ham. Drengens Far var arbejdsløs og modløs, men hans Mor var nidkær, og det, der krænkede hende særligt, var det, at rige Folks Børn kunde gøre ved hendes Dreng, hvad de vilde, fordi han var fattig. Hun sendte Bud efter mig. Vi fulgtes ad ud i Marken til Husbonden, og jeg talte til hans Værdighedsfølelse som Menneske. Han indrømmede, der var sket Uret, og spurgte, hvorledes vi skulde ordne det. — Naar en Hund river et Par Bukser i Stykker, kan det nemt blive 50 Kr., og en lignende Bøde maa De i det mindste betale for dether. — Det var nu ikke saa lidt — han vilde give 40 Kr. Og dermed var Konen tilfreds. 40 Kr. er en god Skilling, nu Manden er arbejdsløs, og navnlig var hun glad over den Ting, at hun, den fattige, havde faaet Oprejsning over for den rige. — Jeg ordner Hundreder af den Slags Sager uden Lov og Politi til Parternes Tilfredshed.“

✂ „Ja, sikke dog en Slavekarl, den Storbonde. Det Træk maa vi ha' i Bladet.“ Redaktøren tog Blyanten frem.

✂ „Nej, det skal slet ikke i Bladet. Den Bonde gik jo ind paa Rimelighed. Det, der var i Vejen her, det var mere daarlig Slendrian og gammelt Sneversyn.“

✂ „De er en underlig Mand, Pastor Bang,“ bemærkede Redaktøren.

✂ „Redaktør Jensen, man maa ikke vige tilbage 171for uden Skaansel offentlig at blotte Ondskab og Uretfærdighed. Men man maa ikke leve af at skandalisere Folk. Det er jo det gode, vi vil — ikke sandt.“ Præsten tilføjede, mens der gik en Lysning over hans Ansigt: „Og tænk Dem, da vi kom hjem med de 40 Kr., var Konens Far, en gammel Mand, kommen tilstede. Han forundrede sig over, at en Mand som jeg vilde rejse saa lang en Vej og ha' al den Ulejlighed for andre Menneskers Skyld uden at tage Penge for det. Han sad og mimrede med Munden, mens Taarerne randt. Det var det mærkeligste, han nogen Sinde havde oplevet ..... Naa, men nu har jeg ikke mere Tid, Hr. Redaktør — jeg skal paa Arbejde. — Ja, det blev jo en Skuffelse for Dem, men Tak for Deres venlige Tanke!“

✂

XXX

✂ NU var Løgum-Præst kendt ikke alene i Aalborg, men over hele Nordjylland; der kom oftere og oftere Bud efter ham, og ikke saa sjældent holdt han offentlige Møder i de Sogne, hvor der var noget galt paa Færde.

✂ Saaledes underrettede en Husmand i Vendsyssel ham om, at en Lærer i deres By gennempryglede de fattige Børn —, en Propietær mishandlede sin Plejesøn, og der var mere, naar først han kom derop.

✂ Ved Plakater, der blev klistret paa Telefonpæle og paa Smediedøre, indvarslede Løgum-Præst til offentligt Møde. Det vakte et forfærdeligt Røre i Sognet, saa da Bang kom tilstede, var Husmanden, der havde skrevet efter ham, ganske ulykkelig. Han vilde absolut, at Mødet skulde opgives. De er saa vrede, saa vrede. De har flænget alle Plakaterne ned, og de har truet. Det gaar aldrig.

✂ Men det skrækkede ikke Bang. Han undersøgte Forholdene, blev sikker i sin Sag, og til den fastsatte Tid drejede han ind i Gaarden, hvor Mødet skulde holdes.

173

✂ Der var Masser af Mennesker, saa alle Rum i Gaardens Stuehus var fyldt. Nogle sad og svirede; de sagde spydige og ondskabsfulde Bemærkninger til ham, da han gik forbi. Andre stod tavse og nidstirrede ham. Alle Vegne onde Blikke.

✂ Bang var klar over, at han ikke kunde faa Magt over de oprørte Mennesker, naar de dels var fordelt inde i Stuerne, dels stod udenfor. Og fler og fler strømmede til.

✂ Derfor fik han det ordnet saaledes, at Mødepladsen blev forlagt til Friluft, en Toft mellem to Gaarde; og en Vogn blev kørt frem til Talerstol.

✂ Under alt dette blev det sent. Det var Aftenmøde og i April, saa Referenterne maatte have en Lygte tændt for at se.

✂ Baade Læreren og Sognepræsten var tilstede og for Resten alle Slags Folk. Og Publikum var spændt, som naar Tæppet ruller op for en Scene. I Førstningen, mens Bang talte, blev han ofte afbrudt med grove Tilraab. „Hvor kommer Du fra? Hvem har haft Bud efter Dig? Nu kan det være nok af den Slags! Lad os sende ham hjem igen, den Flab!“ Men Bang tabte aldeles ikke sin Ro, og med et ligefremt, flammende Sind talte han de forurettedes Sag. Han blottede skaanselsløst, hvad Sognet havde forbrudt mod de svage.

✂ Først omtalte han Proprietærens Forhold, og de fleste var klar over, at der var noget om Snakken. De havde da heller ikke synderligt imod, at 174han fik nogle Rap over Snuden. Saa det tæmmede lidt paa Forsamlingen.

✂ Og da han saa tog fat paa Skolelæreren, vandt han snart de fleste Smaakaarsfolk, hvis Børn Lærerens Uretfærdighed var gaaet ud over. Med stor Styrke henvendte han sig direkte til Læreren med disse Ord: „De skulde søge Dem en anden Livsgerning, for til at være Børneopdrager egner De Dem ikke.“

✂ Skolelæreren blev desperat, knyttede Næven op imod Bang og truede med Sagsanlæg. Men Bang svarede ganske rolig: „Tag De bare fat! Jeg har mine Papirer i Orden.“

✂ Da var der ikke faa, der saa anderledes paa Løgum-Præst og syntes, at han i hvert Fald var en hel Karl. Og der var ingen Uro, da han sluttede.

✂ Nu fandt Sognepræsten Anledning til at træde op imod den fremmede Mand, som tillod sig at skandalisere denne Egns Befolkning, der var lige saa god som andre Steder.

✂ Men det skulde Præsten ikke have gjort.

✂ Straks rejste Løgum-Præst sig paany. Han fortalte, at han paa sin Vej gennem dette Sogn havde været inde i en forfalden Hytte, hvor han fandt en yderst svagelig Kone alene med sine mange forsultne Børn. Manden var langt borte paa Arbejde. Af disse Børn var der et paa tre Aar med et blindt Øje, der stod ud af Hovedet som en 175Glaskugle, stort som et Koøje. Og et andet Barn, der kun var et halvt Aar gammel, kunde slet ikke aabne Øjnene. Men under den blaalige Hud bevægede sig noget, som om det kunde være Øjeæblerne.

✂ Han malede et gribende Billede af det sørgelige Hjem, og der gik en Uhyggefølelse gennem Forsamlingen.

✂ „Det er her i Sognet,“ fortsatte Bang. „I kender Folkene, de bor hjælpeløse midt iblandt jer. Véd den ærede Sognepræst ikke noget om det? Det kan ikke være muligt andet, da Pastoren er Værgeraadets Formand. Hvorfor har da Pastoren ikke rørt sig for at hjælpe disse forkomne Mennesker og deres stakkels Børn?“

✂ Nu var det Løgum-Præst, der tilspurgte. Og han havde nu mange af Forsamlingen paa sin Side.

✂ Han sluttede saaledes: „Jeres Præst staar hver Helligdag paa Prædikestolen og beder for de fattige og de syge, men det er jo kun tomme Ord, naar han ikke en Gang besøger dem eller i mindste Maade tager sig af dem. Men I gode Sognefolk, der her er samlede, I maa ikke lade den Familie i Stikken under Livets vanskelige Kamp. Bliv enige om at hjælpe dem, giv dem Brød, og sørg for, at Børnene kan komme under Lægebehandling!“

✂ Da Bang denne Gang sluttede, var Forsamlingen 176ganske i hans Haand, for han havde rørt ved dens Hjerte.

✂ Vel var der en trællesindet Husmand, der stod op og sagde, at det kunde være rart at vide, hvem den var, der havde sendt Bud efter denher fremmede Mand, for det var nok en, der havde villet gøre sig vigtig.

✂ Men Husmanden gjorde ingen Lykke med det.

✂ Derimod var der en frisk, brun Pige ude fra Lyngbakkerne øster i Sognet, der frejdig sagde, saa alle kunde høre det, at hun vilde takke Løgum-Præst for, hvad han havde sagt, og hun vilde aldrig glemme denne Dag.

✂ Hende syntes Forsamlingen bedre om.

✂ Bang sluttede Mødet med, at han ikke var kommen her for at gøre ondt, men netop for at gøre godt. Og naar der gentagende var spurgt om, hvem der havde haft Bud efter ham, i hvis Navn han kom, da vilde han svare, at han kom i Jesu Navn, Tømmermandens fra Nazaret.

✂ Efter Mødet søgte flere hen til ham, et Par Gamle og nogle andre, der følte sig forurettede. De samledes om ham. Han trøstede dem og tog sig af deres Sag.

✂ — Inden der var gaaet en Maaned, var den fattige Familie hjulpet og de blinde Børn under Lægebehandling.

✂ „Ja, for paa Bunden er Menneskene bedre end deres Rygte,“ sagde Løgum-Præst saa tit.

✂

XXXI

✂ Fru Bang var ofte alene nu om Tider, da Manden næsten stadig foretog Rejser til nære og fjerne Steder.

✂ Ja, ene — hun havde jo Børnene naturligvis, de velsignede Børn, der alle var friske og raske. Nu skulde de ældste af det yngre Hold til at gaa fra Haanden. Hans var allerede saa vidt, at han havde samlet Penge til at gaa paa Styrmandsskolen for, naar han kom hjem til Jul. Og Else skulde paa Stipendium til Paris og uddannes videre i Musik. Livet skrider, mens Tiden gaar.

✂ Men nu var der længe imellem, at de kunde sidde i Ro sammen med deres Far ude under Kastanien. Det var kun en forholdsvis kort Tid, de rigtig havde nydt det stille Hjemlivs Fred og daglige Glæde. Det var nemlig, som om de besværede og forurettede havde en hemmelig Forbindelse, saa de kunde meddele hinanden, hvor de skulde ty hen, og hvor Løgum-Præst boede. Og det havde udviklet sig saa stærkt, at Jørgen havde faaet Telefon og ved Hjælp af denne nu, da han var bleven kendt, ordnede en Mængde Sager paa en nem Maade og derved sparede Tid og Rejser.

178

✂ De kom til Jørgen med alle Slags Sager — ogsaa Forbrydere lettede deres Hjerte. Andre kom en Gang imellem bare for at sidde og tale med ham, det trøstede dem. Alle gik oplivede fra ham. Jørgen var i Grunden baade Læge, Skriftefader og Præst. Som Gud dog skænker Mennesker forskellige mærkelige Evner ......

✂ Pludselig lo Fruen højt for sig selv. Forleden sad der nemlig en noget skørhovedet Mand og ventede paa Præsten. Manden mente, at han var 50 Aar forud for sin Tid og skred som en Lygte frem foran Menneskeheden. Han kom en Gang imellem, naar han var daarlig tilpas. Han sad trolig og ventede. Pludselig siger han: „Hør, Frue! Deres Mand skulde Sate'me ha' ti Tusind Kroner om Aaret for at sidde og snakke med os andre.“ — Hun syntes, det var saadan et pudsigt Indfald. Men ikke saa tosset, ha, ha!

✂ Ja, Præstens Hus i Smaagaden var blevet et søgt Sted som de hellige Kilder i gamle Dage .... O, Jørgen, min Elskte! Det var altsaa alligevel rigtigt, dette med Kaldet i din Sjæl til en særlig Guds Gerning paa Jorden. Hvor har Du været tro! Og hvor har vi levet lykkeligt!

✂ Det var rigtignok ikke Meningen, da vi flyttede ind her, at det skulde blive vort Hjem for alle Dage. Men nu har vi faaet det kært. Herfra gaar vore Børn ud, og hertil vender de tilbage.

✂ Hun havde det sidste Aar — noget, hun længe 179havde drømt om — faaet indrettet det nydeligste lille Gæsteværelse oppe paa Loftet til Børnene, naar de som voksne besøgte Hjemmet.

✂ Det hele var i Grunden forunderligt, som det var gaaet. Ogsaa med Hensyn til Pengene. Selvfølgelig var det smaat, men det gik meget godt. De savnede intet nødvendigt, og naar det saa skummelt ud, havde der hidtil altid aabnet sig en Lysning. Naturligvis havde de rent økonomisk Jørgens Arbejde paa Tømmerpladsen at falde tilbage paa. Men Jørgen skulde jo helst fortsætte den Virksomhed, som der viste sig at være saa stor Trang for. Og der kom Penge — saa fra den ene og saa fra den anden — ikke saa sjældent fra Folk, af hvem man aldeles ikke skulde have ventet det. Og hvem den Mand var, der hver Maaned anonymt sendte en fast Sum til Jørgens Virksomhed — ja Jørgen mente jo nu, det var Redaktør Mikkel Nielsen fra „Limfjordsposten“. Det kunde godt ligne ham, sagde Jørgen.

✂ Naa, men Gud havde velsignet deres Liv og deres Ægteskab. Det var Summen af det hele. —

✂ Samtidig med at Fruen gik i disse Tanker, var Bang paa Tømmerpladsen nede ved Stranden og tumlede med det friske Træ fra Skandinaviens duftende Skove.

✂ Den gamle Tømmerhandler var til endnu, men var bleven krumbøjet. Han søgte Bang for at faa at vide, hvorledes det var gaaet med den Sag og 180med den Sag, og for atter at høre et lille Træk ude fra hans mærkelige Gerning i Folket. GamleSmith syntes nemlig, at det var noget af det mærkeligste, han havde oplevet.

✂ Og saa fortalte Bang da om sin sidste Tur til et Par gamle, alderdomsunderstøttede Folk i et afsides Sogn. En Husmand, der var Nabo til dem, havde skrevet, at Bang skulde komme derhen og se. Og det var ganske frygteligt. Den gamle Mand havde en Brokskade, saa han døjede med at rokke afsted. Konen havde ligget i Sengen i syv Aar af Lamhed i den ene Side. Begge var de lusede, hele Huset urent. Og nu havde Musene ædt Tæerne af den gamle Kones lamme Fod.

✂ Tømmerhandleren pressede Læberne sammen for at skjule sin Bevægelse, da han hørte dette om de to stakkels gamle Mennesker, og saa slog han sin Stok haardt mod Bræddestablen.

✂ „Saa snart jeg kom hjem, telefonerede jeg til Sogneraadsformanden, om han øjeblikkelig vilde sørge for, at de to gamle Mennesker blev anbragt paa et Alderdomshjem eller hos gode, private Folk. Han indrømmede straks, at der maaske nok burde gøres noget. — „Hvis I vil holde Sogneraadsmøde om Sagen, skal jeg komme tilstede, og vi kan tale om det; men jeg kan kun paa Søndag.“ — Ja, det kunde ikke lade sig gøre, for Præsten, der var i Sogneraadet, skulde præke. Og to andre Medlemmer var Missionsfolk, og de gaar ikke til 181Sogneraadsmøder en Søndag. „Er de virkelig kristne, kommer de nok.“ — Imidlertid havde jeg talt med de Gamles Svigersøn, der boede i et andet Sogn, og han vilde godt ta' dem i Pleje, hvis han maatte faa hele Understøttelsen fra Forældrenes Kommune, saa det Sogn, han boede i, ikke skulde betale noget, for ellers kunde han ikke faa Fred her, da han selv var fattig. — Svigersønnen fulgte med til Sogneraadsmødet i Søndags. Det hele blev ordnet i Løbet af en halv Time saaledes, at Svigersønnen skulde have 1500 Kr. om Aaret, der skulde sendes ham med Tolvtedelen forud hver Maaned, og de Gamle skulde bringes til deres fremtidige Hjem i Sygebil med det samme. — Ja, saadan gik det til.

✂ Gamle-Smith skældte ud over de Bondebæster, der kunde behandle et Par gamle, fattige Mennesker saaledes, og han bandte Fa'n flytt'mig mange Gange. Saa spurgte han: „Der er een Ting, min gode Bang, som jeg ikke kan forstaa: Hvordan kan De faa Folk til at gaa ind paa Deres Forslag?“

✂ Bang stod tavs lidt. „Ja, det er i Grunden ogsaa mærkeligt. Jeg forstaar det heller ikke rigtigt selv. Men for det første har Folk jo nu faaet en vis Respekt for min Metode, og dernæst, Hr. Smith, naar man kalder paa det kongelige i et Menneske, saa kommer det ogsaa frem. Vi kan i det hele ikke fælde Dom over hverandre, fordi 182vi ikke kender Forudsætningerne — ikke heller vore egne — det er der kun een, der gør. Og derfor, Hr. Smith, er hans Dom, der engang fældes over os allesammen, den mildeste.

✂ — Gamle-Smith listede en Seddel ned i Bangs Haand og gik stille og bøjet hen over Pladsen.

✂

XXXII

✂ EN Dag kom Løgum-Præst ad Markvejen hen til et Boelssted, der laa i Udkanten af et Sogn. Konen stod i Bryggersdøren og vadskede. Bang spurgte hende, om han maatte ha' Lov at tale med Marie, det elleveaarige, forældreløse Plejebarn, som af Værgeraadet var anbragt der i Huset.

✂ Jo, det fik han Lov til.

✂ Barnet og han gik østen om Husgavlen.

✂ „Hvorledes har du det, lille Marie?“

✂ Hun begyndte straks at græde.

✂ Bang lagde venligt en Haand paa hendes Skulder: „Er de onde imod dig?“

✂ Marie smøgede Ærmet op, — Armen sad i eet blodigt Kød. Konen havde slaaet hende, nappet og knebet hende mange Gange om Dagen gennem de tre Aar, hun havde været der i Huset, saa at Saarene ikke havde kunnet faa Tid at heles.

✂ „Det er godt, min lille Pige,“ sagde Bang, „følg du nu med mig.“

✂ Han spurgte Konen, om Marie maatte følge med ham til Lægen. Og Konen nægtede det ikke. Dernæst fik han Naboen med sig, en Husmand, der 184havde foraarsaget Bangs Tilstedekomst, for at han kunde være Vidne til, hvad Bang foretog sig, da Marie var under Værgeraadet.

✂ Først gik Turen til Fotografen, derfra til Lægen, der udstedte en Attest for, at Barnet var mishandlet, og saa til Herredskontoret, hvorfra der blev ringet til Sognepræsten, Værgeraadets Formand, om han var hjemme, for nu kom Løgum-Præst straks med et Barn, som Værgeraadet havde anbragt i Pleje.

✂ Bang overrakte Lægens Attest til Sognepræsten, der, saasnart han havde læst den, med stor Heftighed sprang hen imod Bang: „Naa, De er Løgum-Præst, naa saadan ser De ud!“ Han maalte ham fra Top til Taa. Derpaa stampede han i Gulvet og næsten raabte: „Hvad har De at gøre i mit Sogn!“

✂ „Det kan De se af Attesten,“ svarede Bang.

✂ Sognepræsten truende: „De har vakt Tvivlen hos dette Barn, De har nedlagt en Gift i denne Barnesjæl, som hun maaske aldrig vil forvinde ... De var ikke bedre værd, end at en Møllesten skulde hænges om Deres Hals!“

✂ Bang svarede først roligt, at han følte sig i Overensstemmelse med Jesu Ord, at hvad I har gjort med en af mine mindste Smaa, det har I gjort mod mig. Og saa rejste han sig i Vrede: „Er De virkelig Præst, og har anbragt et Barn hos saadanne Mennesker?“

185

✂ „Det er et kristeligt Hjem, vil jeg sige Dem.“

✂ „Kristeligt!“ udbrød Bang. „Nej, det er et skinhelligt Hjem, et ondt og grimt Hjem, nedrige Mennesker, der har mishandlet et forældreløst Barn. Og det har D e ladet gaa i tre Aar uden at skride ind!“ Bang slog ud med Haanden.

✂ I Vrede greb Sognepræsten fat i Bangs Haand. Og de rykkedes kraftig frem og tilbage, mens de bidsk stirrede hinanden ind i Øjnene, saa Husmanden, der var med som Vidne, mindelig bad dem passe paa, at det ikke skulde gaa over til Haandgribeligheder.

✂ „Skal vi tilgive hinanden vor Hidsighed,“ sagde Sognepræsten og satte sig forpustet.

✂ „Jeg har ikke noget at bede om Tilgivelse for,“ svarede Bang.

✂ Da Sognepræsten havde summet sig lidt, spurgte han: „Hvad er det saa, De vil med denne Pige?“

✂ „Hun skal aldrig tilbage til det gamle Plejehjem, hun skal tages derfra endnu idag.“

✂ Sognepræsten rejste sig: „Det har De slet ingen Ret til at kræve.“

✂ „Nej, men det har De baade Ret — og Pligt til at gøre som Værgeraadsformand, og det skal De.“

✂ Sognepræsten traadte nærmere: „Og hvis jeg nu ikke vil, hvad saa?“

✂ Bang svarede aldeles omgaaende: „Saa telegraferer jeg øjeblikkelig til Overværgeraadet, at jeg staar med et forældreløst Plejebarn, der er mishandlet, 186og som Værgeraadets Formand nægter at tage under sin Beskyttelse, og at jeg afventer Overværgeraadets Afgørelse med Hensyn til, hvad jeg skal gøre ved Barnet.“

✂ Sognepræsten kneb Øjnene sammen: „Det er svært, saa klog De er.“

✂ Men Bang svarede med en gennembrydende Myndighed: „Nu har De, mens jeg ser paa det, at meddele Plejeforældrene skriftlig, at Barnet kommer ikke tilbage igen, og at Værgeraadet har taget det under sin Beskyttelse.“

✂ Sognepræsten protesterede til at begynde med, fordi Bang blandede sig ind i Forholdet. Han vred sig længe ved det. Men tilsidst gik han ind paa foreløbig at beholde Barnet i Præstegaarden. —

✂ — Imens var der en Gaardmandskone fra Egnen, der selv havde været Plejebarn, som hørte om, hvor ondt den lille Pige havde haft det, og opsøgte Løgum-Præst med Tilbud om at tage Barnet for at være god imod det.

✂ Og saaledes blev det ordnet. Marie kom i et nyt Plejehjem hos den gode Bondekone, der ikke havde glemt sin egen Barndomstid. —

✂ Men Værgeraadet holdt Møde om, hvad der kunde gøres imod Barnerøveren. Og man vedtog og førte til Protokols, at Sognepræsten skulde rejse til København til Overværgeraadet for at forhandle om, hvad der kunde foretages mod LøgumPræst.

187

✂ — Fra den Rejse kom Bang ind til Aalborg med sidste Tog om Aftenen. Han var træt men lykkelig i sin Sjæl over, at lille Marie nu var bragt i tryg Havn.

✂ Paa Fortovet holdt nogle unge Mennesker stort Spektakel med Hujen og Larmen, der lød stygt i den stille Maaneskinsaften.

✂ Saa er der en af Flokken, der siger: „Dér kommer Løgum-Præst.“

✂ De saa ham komme vandrende i sine simple Klæder med Egekæppen i Haanden. Og de vidste, at han havde været ude at gøre godt mod Menneskene.

✂ Der blev stille, mens han gik forbi. Uvilkaarligt løftede de paa Hatten. Han genhilste og saa' paa dem med sine venlige, blaa Øjne.

✂

XXXIII

✂ EN Gang gik Løgum-Præst ad Vejene i Nordvest-Himmerland. Han var ikke slet saa let i Fodskiftet som tidligere, men han bar sit Hoved lige højt og ædelt.

✂ Han havde været et Par Steder henne og ordnet nogle vanskelige Forhold. Desuden havde han gæstet et Ægtepar, som mente, de skyldte ham deres Lykke. De havde nemlig i sin Tid faaet saa hel forkert begyndt paa deres Samliv, at det en Tid saa' ud til den rene Ruin paa alle Maader. Der havde ogsaa været en fremmed Mand med i Spillet, og det var i det hele en indviklet Historie. Men Pastor Bang havde dengang talt og handlet saaledes, at alt var kommen i den rette Gænge. Det havde de aldrig kunnet glemme ham, og han havde skriftligt lovet dem at se indenfor, naar han kom den Vej.

✂ Og det kunde ikke nægtes, at det havde været yndigt for ham at besøge det Hjem nu i Sammenligning med før. Marken stod ren, Haven fin, Vinduerne fulde af Blomster og Stuerne af Drenge og Piger. Og der var Husfred.

189

✂ Folkene var helt rørte, da de gensaa Pastor Bang, og de trykkede hans Haand. Der blev ikke talt et Ord direkte om de gamle Skader, men Hjemmet talte, Blikkene talte, Betoningen, Minerne, hele Samværet talte om den Forandring, som de stedse vilde være Løgum-Præst taknemlig for.

✂ Opfyldt af Glæde vandrede han videre nordefter. Han kom til at tænke over sit Liv, som han gik der i Ro ad den ensomme Vej.

✂ Hvor var der ikke givet ham rige Gaver! Sundhed, Arbejde, Virksomhed og Hjemlivs-Lykke. Og dagligt Brød — helt underligt mange Gange, underligt for Menneskers Øjne.

✂ Livet havde formet sig anderledes, end han havde tænkt. Men nu forstod han det. Nu, han skuede tilbage over det, saa' han Linierne saa klare, saa simple, saa naturlige. Saa lykkeligt havde det føjet sig altsammen.

✂ Hvor var det godt, at hans herlige Kvinde blev givet ham, ellers vidste han ikke, hvorledes det skulde være gaaet ham. Godt, at han gik ud af Embedet, ikke blev siddende og slumrede ind. Godt, at han lærte at forstaa de Fattiges Fællesskab, godt, at han ikke blev siddende som Livsslave paa Aviskontoret. Og godt, at han blev tro, selv om det kunde synes, han tabte derved, thi da han mistede sit Kald, vandt han det netop og blev en Tjener for Gud, en af hans Vagtmænd paa Jorden.

190

✂ Først nu var det bleven ham bevidst, alt dette. Da han gik fra sit Embede, da han forlod Bladkontoret, idet han stadig fastholdt sin egen LivsVurdering, ja, da var det halvt ubevidst med Hensyn til, hvor det vilde ende. Han havde fulgt en Drift i sin Sjæl og været den tro, en Drift, der heller ikke var af ham selv, men vel nok var hans allerstørste Gave.

✂ Saaledes ser han nu, at han er vokset roligt og sundt under Livets Sol og Vejr som et Træ, indtil det naar sin fulde Højde.

✂ Han føler sig uendelig taknemlig. Hans første Tanke om Morgenen er Taknemlighed som den sidste om Aftenen. Og det er ikke alene mod Gud i det høje, men hans Sind er saa fuldt af Lov og Tak, at han maa dele med alle Mennesker, han kommer nær.

✂ Ja, han synes, at selv Fuglene, der synger over hans Hoved, og Kvæget, der græsser paa Agrene, ja, endogsaa Blomsterne, der staar her i Vejgrøfterne, hvor han gaar frem, — dem alle sammen skylder han noget.

✂ Ved Aftenstid naa'r han Løgstør Bakke, hvor han standses af Limfjorden. Han gaar oppe langs den stejle Skrænt bag Byen og ser ud over den lille Købstads røde Tage, over den skønne, blaa Fjord, og han kan mærke Duften fra Byens grønne Haver op imod sig.

✂ Blikket løfter sig videre til det bakkede Hanherred 191nordenfjords indtil Bulbjerg, der hæver sig som en Skybanke fjernt ude bag Holmene og Vejlerne, og Blikket stryger Synsranden rundt til de blaanende Ø-Lande mod Vest omkring Livø Bredning.

✂ Han tæller tolv Kirker.

✂ Forundret staar han paa den høje Skrænt og ser Himlen aabne sig over Hannæsland og Solen skride ud af Vestens gyldne Port, mens Skyerne i Nord og Syd laaner dens Glans.

✂ „En Dag gaar ogsaa jeg ud af Horisonten,“ tænkte Løgum-Præst.

✂ Og saa kommer den store Mester.

✂ Og har i Hjertedybet
sit Billed klart han set,
saa glædes den høje Mester, —
saa er hans Gerning sket.

192