↩ Kræn Spillemand smurte Buen. Nu vilde han selv tage 2den Stemme, Sønnen maatte spille 1ste Violin. Nu var han paa Højden af Situationen, nu var der Mening i Tingene. Og saa lavede han en Sekonda, der satte et helt nyt Liv i Selskabet. Han lagde Violinen tæt til Kinden, Fingrene løb paa utrolig Maade over Strængene, og Harpiksstøvet røg og føg under Buens hastige og faste Strøg. Det var Frihaandsarbejde, men hans Sjæl var i det; han fandt paa de mærkeligste Greb; stundom lød det som et helt Orkester; altid var der et kildende Humør, en ægte Livsglæde i hans Musik.