Schandorph, Sophus FRIGJORT (1896)

FRIGJORT (1896)

184

        

185

I.

Et voldsomt Vejr var blæst op en Dag sidst i November. Var det Sne eller Regn? Store plørede Masser væltede ned under vilde Hvin. De Folk, der skulde om Hjørner, blev piskede som af Svøbeslag. Frakker smækkedes om Ejernes Knæ, Hatte og Huer blev revne af Hovederne af Vejrets ondskabsfulde Gadedrengehumør; Skørter snoede sig om Benene, som havde et synligt Mas med at komme los; Paraplyers Silke og Taft blev flaaede af Stativerne, og nogle af disse sidste gik med i Købet. De passerende, som havde prist deres Lykke, fordi de havde faaet Plads i Drosker, sad og holdt paa de klaprende Ruder, gennem hvis Indfatninger Vinden tvang Væde ind, saa den drev langs Glasset; det ene efter det andet voldsomme Tag rev i Ruffet, der knagede og sukkede som Skibsspanter i haardt Vejr paa Havet Tagsten efter Tagsten ramlede ned og knustes med et skraldende Klask mod Stenbroen. Træerne, hvor de fandtes, vred sig i de vildeste Bugtninger; de bladløse Grene klaprede med en tør Lyd mod hinanden; Stammerne knagede i Dødsangstens Vaande. Det var et vildt, uharmonisk, rent djævelsk Kor af Lyde, forpinte, kvalfulde, rasende. Saa tog det paa med Grin, spottende hvert Individ, som var ude og længtes efter Ro og Lunhed. Strømme af Snevand rislede gennem Gaderne. Genskin af Gasblussene, der svajede som smaa gule Fjerbuske, legede kaadt i det riflede Vand, der sprøjtede højt over Fodgængernes Ankler og over Hjulenes Aksler.

Himmel og Jord dannede en sort Masse. Gaslygterne aabenbarede kun tæt Nedfald af Sne og Regn, svagt tindrende Fnug 186 og Draaber, der joges om og hvirvlede i den mest forfløjne Heksedans.

Stundom lød galgenhumoristiske Raab gennem det hele i lystige københavnske Slangtalemaader som følgende:

- Det er en vaad Galopade, den i Aften. Hold fast, Jomfru!

eller:

- Der er Skum i Vandet, Sprækkeisen. Bare man havde lidt Kognak til at spæde det op med!

eller det lød efter en Droske, der drev af Vand og slingrede som et Fartøj i Søgang:

- I Aften bliver der ingen Postelinsture med Pigen og Jo'nen!

En raa Latter blandede sig da mellem Stormens Susen og Hvinen, Regnens Piasken og Pladren.

Gennem de oplyste Ruder i Urtekræmmervinduerne saa's mange Piger med Kurve. Ansigterne var røde, Haaret forpisket; Pandekrøllerne laa klistrede fast eller var opløste. Grinende Svendes Tænder skimtedes; der lød lette Hvin ud, naar Dørene aabnedes. Pigerne arbejdede sig ud og frem med Hoveder paa Sned som Kalve, der sætter i Løb.

Om et af Hjørnerne paa de ny Gader fra Vesterbros Passage ned mod Kalvebod Strand søgte en i Kaabe og Regnkappe indsvøbt Kvindeskikkelse at klare sig frem. Straks da hun drejede om, blev hun formelig kastet tilbage. Hendes Paraply var i Dødsfare. Hun reddede den med Nød og næppe ved i en Fart at slaa den ned og overgive Ansigtet til den isnende Væde. Sløret var alt længst vaadt og slapt som en Karklud, og den sorte Hattefjer var krøbet sammen som en forpjusket Skade.

Endnu et Sæt af alle Livsens Kræfter! Jo - det lykkedes! Hjørnet var klaret, men nu kom et Vindpust fra Siden, der bragte hende til at vakle et Par Skridt og drev hende op mod en kraveopsmøget Herre. Han greb hende kærligere, end hun skøttede om, aabnede en tandløs Mund under et Par graa dryppende Moustacher og sagde i en blid Dulciantone: - God Aften, min Frøken! Skal jeg ikke ledsage Dem i det forfærdelige Vejr?

Med et vredt, ret kraftigt Ryk gjorde Damen sig løs fra ham og vilde styre tværs over den brede, svagt bebyggede og mod Stranden helt aabne Gade. Herren slog ind paa samme Kurs og arbejdede sig efter hende op mod en af Tværvejene til Gasværkshavnen, paa hvis Hjørne der lød en raa Sang ud fra en Brædehytte. Døren til Skuret aabnedes i det samme, og Lyset der inde 187 fra aabenbarede et Par sorte Kulsjovere, som dinglede ud og kilede sig ind mellem Damen og den kraveopsmøgede. De lod til at have Forstand paa den Art Situationer og Fornemmelse af, at det lille Kvindemenneske ikke var tilbøjeligt til et Engagement. Thi de slog alle tre en ikke synderlig velklingende Latter op, og den ene sagde hen mod den kraveopsmøgede Herre: - Der er ingen Bid i Aften, gamle! og gjorde ligesom en afspærrende Bevægelse hen imod ham.

Saa hurtig, som han formaaede, gjorde Herren en Manøvre til Siden. De tb sorte Fyre var ikke lystelige at se til eller gode at komme i Lav med. Den lille Dame fik Lejlighed til at vinde et Stykke ned ad i Retning af Stranden og fik følgende Ord med paa Vejen af de to sorte: - Hun stikker nok ned til en yngre Jon nede paa en af Skuderne. Det er ogsaa en bedre Varmedunk end saadan en gammel spatbenet Rad. Bare hun'te blæser i Vandet ne'r til Vandrotterne?

De istemte en Sang, som snart blev slugt af Stormen og Plasket

Kampen blev værre og værre for Damen. Mange Gange stod hun stille og stønnede under et svagt og flygtigt Læ fra et Skur.

Endelig tog hun et foreløbig befriende Pust, da hun omtrent var naaet ud til Bolværket, hvor Skibe laa og gyngede, og Eftervirkningen af Vejret paa den fri Strand smækkede og plaskede mod deres Sider og mod Bolværket, mens Takkelagen peb og snurrede.

Hun var naaet til et højt Plankeværk om en Tømmerplads eller noget saadant. Det skærmede lidt. I Flugt med det, som en Art Fortsættelse deraf laa et Hus af Bræder; det var Tømmerpladsens Ekspeditionskontor. En Lygte stod og viftede tæt nedenfor dets trefags Façade og oplyste den blankvaade Væg: alle de tre Fag var mørke med nedrullede Persienner.

Døren sad i Gavlen ud mod Stranden. Over den var et Slags Dobbeltfag. Derfra skinnede Lys. Damen blev næsten slynget ind mod Væggens Planker af Vinden, da han bøjede om Hjørnet. Støttende sig til Dørkarmen søgte hun at komme til Aande. Pustende stod hun og lod Blikket glide ud i Mulmet, der var svagt isprængt med røde Pletter fra Skibslygter foroven og forneden, saa flere Gange op og ned ad Brædehusets Gavlvæg, lyttede og skottede opad mod det belyste Dobbeltfag. Endelig bankede hun, saa stærkt hun formaaede, tre Slag med sin Kno paa Væggen.

188

Efter en kort Stunds Forløb forsvandt Lyset deroppe; Trappetrin knagede, en Nøgle blev drejet om i Døren.

- Det er mig, Alfred, sagde Damen.

- Ja vel, svaredes der. Nu skal jeg gaa i Forvejen med Lampen op ad Trappen. Sikken et Vejr, Du kommer med, Alma!

Damen gik pustende op. De stod i en temmelig lille Stue, som var møbleret med en Del Omhu, man kan ingenlunde sige med Smag. Den tunge Chaiselongue med sit klodsede mørkkarmoisinrøde Fløjel, kantet med tykke Snore, mindede om Sæderne i en første Klasses Jernbanekoupé. Skrivebordet var af Nøddetræ og med en Del rokokoagtige Forsiringer, men dets nipsagtige boudoiragtige Former knustes af Sofaen og en stor Lænestol med imiteret Gyldenlæders Betræk; en stor Portière af olivengult Peluche, der aabenbart havde været i Marskandiserhænder, var atter for svær til den smalle Væg. Et Par sentimentale store Lithografier, det ene forestillende to Børn, der hvilede deres krøllede Lokker paa Maven af en stor Newfoundlænderhund, det andet en Baad med en bagudlænet Dame, der tankefuldt holder Rorpinden, mens hun med himmelvendte Øjne lytter til en i florentinsk Renæssancedragt kostumeret lang Drengs Mandolinspil; nogle store Fotografier af Kniplings og stofombrusede moderne Damer med Vifter og sortkjolede Herrer som Staffage, udgjorde Væggenes kunstneriske Udsmykning. Bøger var der meget faa af, og de stod og faldt over hinanden bagerst paa Skrivebordet. Men de var alle i stærkt farvede Shirtings Pragtbind. Ellers var alt saa rent, som der var blæst, eller rettere, som om det var et Dame- ikke et Herreinteriør.

- Fy, hvor Du er vaad . . . kom lad mig faa Dit Tøj af og ud i Gangen, sagde Herren, da han saa, at den unge Pige havde noget paa Hjærte, hun vilde sige straks.

Hun standsede sin begyndte Replik og slog Sløret til Side, før hun lod sig hjælpe Overtøjet af.

Det var et lille kønt, rødmusset og friskt Ansigt med store mørkeblaa Barneøjne, der i dette Øjeblik saa bekymret-alvorlige ud, en uregelmæssig, men ikke styg Næse, en fyldig Mund med buede, stærkt farvede Læber. Da Hatten kom af, aabenbarede sig et tæt kruset, kort klippet brunt Haar; og Handskerne skjulte, som det nu viste sig, et Par meget smaa, nydelig formede buttede Hænder, som dog kunde blive endnu mere tiltalende ved en omhyggelig Pleje.

Herren var middelhøj, vel næret. Hans brune Øjne havde en 189 intetsigende Blankhed, en ensformig Livlighed. Hans sortebrune Haar var skilt i Midten med oberkellneragtig Omhu; bag den soignerede Moustache laa der, ligesom stenograferet, et lille Smil, der fjærnt mindede om visse Bravourdanseres eneste Ansigtsmimik under deres Præstationer.

- Hvad er der i Stykker, lille? spurgte han med en korrekt deltagende Bestræbelse i sin blide, lidt læspende Stemme . . . Ja et rædsomt Vejr? Du er forpustet, søde Alma!

Han satte sig over for Chaiselonguen, hvor hun havde taget Plads, tog sit Lommetørklæde op og viskede nogle Kulfnug fra hendes Pande.

- Nu er Fa'r død, sagde den unge Pige stille.

- Det var. . . han havde nær rejst sig, men satte sig hurtig i Lave i sin forrige Stilling, strammede Læben, saa Smilet forsvandt, og vedblev:

- Ja, det giver jo Anledning til forskellige vemodige Tanker. Naa Herregud - ja han var jo i længere Tid mere død end levende . . . men i hvert Fald er det jo aldeles passende, at Du ofrer ham nogle Taarer. Kærligheden til Forældre er altid en ædel Følelse. Men det maa trøste Dig, lille Alma, at der var jo intet at haabe for den gamle Mand andet . . . end . . . hvad man haaber for alle Mennesker.

- Ja, sagde den unge Pige og saa ned for sig, men det er dog saa underligt trist nu, og om det ogsaa var en Indbildning, saa synes jeg, at jeg ligesom havde noget at holde mig til, saa længe Fa'r levede. For jeg har jo fortalt Dig saa tidt, hvor lidt mine Halvbrødre bryder sig om mig. Jeg har altid været dem til Besvær. Og jeg kan jo dog ikke gøre for, at min Fader giftede sig anden Gang som ældre, og at jeg mistede min Moder, da jeg var lille. Alfred, jeg føler mig saa ene, saa ene.

- Ja vel, selvfølgelig, ja vel ... Men Dine Brødre bliver maaske blidere ved Sorgen. Det er der jo adskillige Mennesker der bliver.

Og da Alma sagte rystede paa Hovedet, sagde han:

- Og Din Kurator, Overretssagfører Klasen? Din Fader har jo maaske skiftet, da han giftede sig anden Gang, saa de ældre Børn har vel faaet en Del af deres Arv.

- Ja det forstaar jeg mig ikke paa.

- Men søde Alma; jeg har jo saa tidt bedt Dig om at faa den Sag klaret, at vi - at Du kunde vide, hvorledes Du egentlig 190 sad i det. Naa - lad os haabe godt - Men at Du ikke i Tide forhørte Dig . . .

- Men jeg forstaar mig jo ikke paa de Ting, og jeg synes ikke det var rigtig fint . . .

- Aa jo, naar det sker paa en fin Maade.

- Ja, hjælp mig. Nu er Du jo min eneste Støtte.

- Selvfølgelig.

- For nu er Du den eneste, der holder af mig. Og Du holder jo rigtig meget af mig?

- Jeg forsikrer Dig, jeg holder saa meget af Dig, som det er mig muligt at holde af nogen. Ellers havde jeg virkelig ikke udsat mig for at faa Vrøvl med Grossereren og Folkene ved at sætte Dig Stævne paa Værelset oven over mit Kontorlokale . . . ja heller ikke udsat Dig for, hvad der kunde følge paa for en ung Piges Renommé. Ikke sandt - det er dog Bevis nok. Kys mig, søde Alma! Du ser egenlig saa mageløs godt ud, naar Du er saadan noget vemodig.

Hans Øjne skinnede endnu blankere end ellers, og Smilet videde Munden bredere ud. Han fik en hektisk Rødme paa Kinderne. Hendes Øjenlaag sænkedes, Blikket blev troskyldig hengivent. Hendes Lokkehoved sank sagte ned paa hans Skulder, efterhaanden hang hun tungere og tungere, som søgte hun al sin Støtte ved ham og mere og mere opgav sig selv.

Paa én Gang fik hans Øje sit forrige Udtryk. Han rettede sig stramt, skød hende blidt fra sig, lagde kun Armen om hendes Liv, satte hende ned i Chaiselonguen og tog selv Plads ved hendes Side, løsnede Armen fra hendes Liv og beholdt kun hendes Haand i sin. Han mærkede lige netop, at den bløde Inderflade var køligklam. Han hviskede til hende:

- Alma, jeg haaber, Du mærker og indser, at jeg er en Gentleman, der ikke vil eller tør misbruge Din Tillid. Ikke!

- Jo-o, sagde hun, men hendes Blik var spørgende og uforstaaende. Umærkeligt gled hendes Haand ud af hans. Hun vidste ikke, hvorfor hun følte sig forladt . . . skuffet . . . eller hvad det nu var. Hun sank sammen i Sædet. Hovedet faldt forover, hun stirrede ned i Gulvtæppets rhombeformede Figurer med de røde Kanter og den røde Roset midt iden grønne Bund. Graaden brød i hende.

- Lad mig nu se, at Du er en fornuftig Pige og behersker Sorgen og lader være at gaa fra den ene Yderlighed til den anden.

191

Før var Du for rolig, og nu synes jeg, Du er for bedrøvet . . . eller eksalteret.

Alma gjorde en Kraftanstrængelse og fik Magt med Graaden. Det lykkedes hende at se bestemt i Øjnene paa sin Kæreste. Og jo længere hun betragtede ham, desmere udøvede disse metalblanke Øjne en Art suggestiv Virkning paa hende. En kold Strøm rislede gennem hendes Nerver. Stemmen bævede kun ganske svagt, da hun sagde:

- Du vil vel saa snart sige til min ældste Halvbroder, at - -

- At ... hvad?

- At vi er forlovede.

- Naa - Ja vel, ja vel. Jeg skal nøje opgøre min Status og forelægge ham den ... for han er jo Forretningsmand. Det er jeg ogsaa, men jeg tror nok, at jeg har mere Sans for ... for ... for det, man kalder for Poesi . . . eller Idealitet og sligt. Ellers havde jeg ikke været saa glad ved vore hemmelige Sammenkomster her hos mig. Jeg har ogsaa været stolt af at trodse de konventionelle Regler. Har Du ikke tidt fundet, at jeg i saa Henseende var ret modig?

- Jo-o, svarede Alma næsten uhørlig og slog Øjnene ned.

- Ja, det forstaar sig, Du har ogsaa været meget modig, tilføjede han hastig, favnede og kyssede hende igen, men ikke saa varmt som før.

Pludselig brød han af og saa paa sit Uhr. Alma fulgte hans Bevægelser.

- Venter Du nogen? spurgte hun. Skal jeg gaa?

- Gaa? Søde Alma, tror Du jeg vil jage Dig bort? Naar har jeg været saa brutal? (Han udtalte "brytal"). Nej, men jeg glemte desværre, at sige til min Ven Otto Strange, Du véd, Søn af Kulfirmaet Strange & Co., limited, at jeg var engageret i Aften. Bare han ikke kommer. Ja det forstaar sig (han smilte lidt) . . . vi kan jo slukke Lyset, saa lader det jo, som om jeg ikke var hjemme.

- Nej, nej . . . jeg vil gaa.

Alfred betænkte sig lidt og sagde:

- Ja, men saa følger jeg Dig til Vesterbro, og saa kan Du køre hjem med Sporvognen. - Ja jeg kan jo tage en Droske, hvis Du ønsker.

- Nej Tak. Men følg mig blot til Vesterbrogade.

- Saa gerne, min søde Pige.

192

Da Alfred Vaage havde faaet Alma placeret i Sporvognen ved Tivoli, gik han ind i Wivels Restaurant.

I et Separatværelse sad et Par Herrer.

- Naa Du kom endelig, sagde en blond, meget pyntet Yngling med en bedunet Overlæbe. Du kunde vel ikke slippe Pigebarnet.

- Ingen Udelikattesse, Strange! Det er en pæn Dame.

- Jeg véd s'gu nok, hvem hun er.

- Ja vel. Hendes Fader er lige død.

- Se, se! Hvordan er Boets Status?

- Det kan man ikke rigtig blive klog paa.

- Ah - saa venter Du med at publicere Sagen?

- Ja i vore Tider kan man ikke leve af bar Romantik.

- Nej. Vi har ogsaa bestilt først Østers, saa Hjerper, Saint-Peray mousseux ... og saa kan vi tænke over, om vi skal tage en Romanée eller en Chåteau Lagrange . . . kender Du den?

- Nej Død og Pine! Jeg har aldrig smagt det Mærke før.

- Saa tager vi den. Og saa bagefter. - Ja vi kan altid snakke, om vi skal tage Champagnen hos Carla i Strandstræde eller Petra i Rosengaarden.

II.

En Klump uformelige sorte Skikkelser, som halvt flød hen i den tæt rugende blytunge graa Taage stod og saa ned i deres Silke- eller Filthatte, mens Præsten til Vejrs paa et knagende Brædestillads bad Fadervor ned over forhenværende "Brolæggerog Harthugger", eller som hans Titulatur lød i de senere Aar "Brolægnings-Entreprenør" Knud Knudsens aabne Grav. Saa skrattede Tovene, i hvilke Ligbærerne sænkede Kisten, ledsaget af et dæmpet: "Tag skrappere ved i højre Spænd", saa hørtes Pusten af Ligbærerne, saa et dumpt Plask i Gravens vaade og plørede Bund, saa surrede Tovene skarpere og raaere end før. En høj svær Mand med et meget rødt glat barberet Ansigt og en mindre, meget fed og opdunset med et rødt Fuldskæg fulgte ham op ad de Trappetrin, Præsten nys havde forladt. En besløret 193 Dame havde sat Foden paa det nederste Trin for at følge dem, men den første Herre vendte sig om og tilkastede hende et haardt, truende Blik og en kort nedad pegende Gebærde.

Den store saa ned i Graven med en vis værdig-sørgende Alvor, den tykke med Skægget syntes at være lidt mere bevæget, men Bevægelsen var vistnok flygtig, i det mindste slog den snart over, thi da han, ved at stige ned, nær havde snublet paa det sidste usikkert gyngende og af Præstens Saalers Affald smattede Trin, sagde han: "Gid saa ogsaa Fanden havde saadan noget svinevornt Arbejde".

Nu faldt Jordklumperne rungende paa Kistelaaget, mens Kransene dyngedes op til en Slags Stak paa den sortgule, klægede Lervold og paa Brædestilladset.

De to Herrer stillede sig op i Gangen med de dryppende Buksbomhækker langs Kanten, i Rad sammen med et Par andre Herrer og lod det ikke store Følge haandtrykkende passere forbi. Da denne sidste Akt, ledsaget af et Par opbyggelige Ord fra Præsten til de to Herrer, var overstaaet, hilste de flygtig paa de to fjærnere Slægtninge og begav sig paa Vej til Tospænderkarethen, som holdt uden for Kirkegaardsporten med Ruffet skinnende, overlakeret af Himlens sejge og fede Væde.

Den mindre Herre sagde til den større:

- Du Laurids . . . jeg tror, Alma kommer sjokkende bag efter. Vi maa vel tage hende med i den lukkede Kasse, at hun ikke skal blive altfor sokkevaad.

Den anden Herre sagde:

- Jeg véd ikke, hvad det skal til, at Fruentimmer render med til Begravelser. Men hun - Alma - hun har jo baade kortklippet Haar, og Fa'rs Pige Line siger, at hun ryger Cigaretter. Jeg sagde til hende, at hun skulde blive herfra. Hun er kommen alligevel. Lad hende nu gaa hjem paa sine Ben. Nu skal hun vide, synes jeg, at hun ikke kan føjte og fare som i den gamles Tid. Nu skal hun danse efter min Pibe.

- Det bliver s'gu ingen Galopade; det bliver en Fandens langsom Vals. Det var da godt, vi fik den gamle blokket for Skillingerne, for ellers var hun bleven dyr nu.

- Du skulde hellere vælge nogle andre Udtryk, Bertel. Hun faar jo flere Renter, end om Pengene stod fast.

Den tykke spilede sine Kinder op, sendte et fløjtende Pust ud og nynnede:

- God Morgen, mine blanke Støvler!

194

- Ti stille! Nu skal hun tage en Plads. Hvad skal der blive af hende, naar hun gaar og driver her i Byen?

- Hun kan jo bære sig ad ligesom sin salig Moder; give sig til at bestyre Huset for en gammel Enkemand og ende med at blive Varmedunk i hans Seng.

- Naa - Du synes, at Moderens Historie med den, vi nylig fulgte til det sidste Hvilested, var saa rar for os?

- Nej - fy for Fa'en! Men ethvert Menneske er dog en Slags Tyv i sin Næring.

- Bertel, jeg synes ikke, Du bruger Ord, som passer sig paa en Dag som denne.

- Nej. Og dog var jeg ved at vande Høns, da de havde puttet den gamle Stentramper rigtig ned. Det er noget forbandet noget, den Død og Begravelse.

- Ja, der er altid noget meget alvorligt - og - vemodigt og gribende.

- Ja, det er en sejg Kommenskringle at bide i.

De var ved Vognen. Kusken stod med Hat i Haand ved den aabne Dør. Man saa nu nogle Ligbærere komme, passere tværs over Kørevejen og ind i en Have, der laa foran et Beværtningssted.

- De skal ned i Ligbærerknejpen, bemærkede Bertel ret tankefuldt, man kunde selv trænge til en Hivert. - Hva' Kusk?

Kusken bukkede og sagde:

- Ja i saadant fugtigt Vejr bliver man, om jeg saa maa sige, ikke fri for at blive noget snapsetidig.

- Gør Dig dog ikke til Kammerat med Kusken, sagde Laurids, da de sad i Vognen. Man skal aldrig være gemytlig mod saadan nogle i vore socialistiske Tider.

- Nej, det er sandt. Men man glemmer det. Men der kommer hun, Alma. - Kan Du ikke unde hende at faa det lidt oventørt?

- Nej. Kør, Kusk!

Og Brolægningsentrepenør Knud Knudsens to Sønner af første Kuld: Laurids, der havde Borgerskab som Grosserer, men drev Spekulationer med Grunde og Byggeforetagender, og Bertel, der havde været Hørkræmmer, men afvekslende kaldtes Handelsagent og Kvægkommissionær, kørte hjem til Fædrenegaarden i Admiralgade. Halvsøsteren Alma arbejdede sig ad samme Vej under sin Paraply gennem de dyndede Gader og den surt lugtende Taage.

Det var en gammel Gaard med rødstribet overmalet Puds, 195 med en mørk brolagt Port, i sin Tid gennemløbet af en Rendesten, som senere efter Sundhedslovens Bud maatte forsvinde. En grim mørk Trappe med jernbeslagne Trin førte op til de gammeldags indrettede og udstyrede Lejligheder. Tiderne havde tvunget Ejeren til at knibe et Stykke fra Køkkenrummet for at frembringe en ussel Entré uden Lys og Luft. Straks kom man ind i et stort Trefagsværelse, "Salen". Oprindelig blev den kun brugt ved festlige Lejligheder, og alle dens Møbler havde til daglig Brug været bedækkede af Overtræk af hvidt Shirting, som benævnedes med det barokke Navn "Busseronner" (bourgerons). Stukloftet havde en Hulstav under Gesimsen. Lærred var spændt over Væggenes Felter, i hvis Mellemrum var anbragt riflede, perlemalede Panelstykker i Lighed med dem, der smykkede Vinduesfordybningerne. Men efter Brolægger Knudsens første Kones Død fik de voksne Sønner Faderen til at bøje sig saa vidt for Tidens Krav, at "Busseronnerne" blev tagne af Sofa og Stole, og at "Salen" blev benyttet til daglig Brug. Det var det eneste ordentlige Værelse i Lejligheden. Den anden Stue til Gaden var lille og smal; man maatte bore sig mellem de store Møbler for at komme frem. Den havde tidligere tjent baade til Opholds- og Spiserum for hele Familjen, thi den lange, mørke Spisestue til Gaarden brugte Mand og Kone til Soveværelse, Sønnerne fik, da de blev større, et Kammer paa den anden Side Køkkenet

Brolægger og Harthugger Knudsen var en stor og stærk Mand; hans ældste Søn Laurids var hans udtrykte Billede, men den yngre Bertel lignede sin lille trivelige Moder, som døde, da hun var omkring de fyrre. Mange Aar var Knud Knudsen Enkemand. Sønnerne voksede op, som Vorherre vilde det. Faderen satte dem i Efterslægtens Skole, men da de ikke gad gaa der mere, kom de ud i Lære straks efter deres Konfirmation med en grundig Ringeagt for al boglig Lærdom.

De var ikke længe om at slutte af, hvad de hørte sige omkring sig, at deres Fader var en formuende Mand. Han havde jo tjent sine Penge i "de gode Tider" ved altid at være den lavest bydende ved Licitationer paa offentligt Brolæggerarbejde, og den Mester, som kneb sine Arbejdere ubarmhjærtigst paa Lønningerne, ikke egenlig af Haardhjærtethed eller usædvanlig Griskhed, men saadan var han bleven behandlet inden han blev sin egen Mand, og kunde ikke tænke sig, at nogen Mester kunde forsvare for sin Samvittighed at give en Skilling mere i Løn, end han var nødt til. Gamle Knudsen spiste og drak meget, men han tog 196 mest Hensyn til Kvantiteten af sine Mad- og Drikkevarer, blot de var fede og stærke.

Den ældste Søn var først i Murer-, den yngste i Hørkræmmerlære, blev Svende og Mestre, men Laurids begyndte allerede tidlig at spekulere, og en Tid lang gik det godt. Saa syntes det at gaa tilbage, men ingen kunde rigtig blive klog paa, hvorledes hans Sager egentlig stod. Bertel gik fallit efter at have været etableret i faa Aar, saa gik han og smaaprangede i forskellige Fag, og, naar det kneb, stak den gamle lidt til ham. Brødrene ventede jo at faa Kapital, naar Vorherre en Gang tog "den gamle Graastensfrisør", - et af de mange Øge- eller Kælenavne, som Bertels lavkøbenhavnske Jargon havde paa Lager til Faderen.

Men saa gjorde Brolægger Knudsen dem en fæl Streg i Regningen.

I største Stilhed havde den gamle været en stor Erotiker. Mødte han paa Trappen en Tjenestepige, ja endog en yngre Sælgekone, som tiltalte ham, gav han sig i Snak med Vedkommende. Var hun villig til at indlade sig, kneb han hende i Kinden, og i adskillige Tilfælde blev det ikke derved.

Under sin Enkemandsstand havde han havt en ældre Husholderske i Huset, men hun døde med aldeles uplettet Rygte, thi om end hendes Husbond ikke var nogen Kostforagter, havde dette magre, skeløjede Kvindemenneske dog ingen Tiltrækning for ham. Men en skøn Dag overraskedes Sønnerne, da de Søndag mødte til det sædvanlige Familjemaaltid paa Sagosuppe og Flæskesteg, ved, at en ung, køn Kvinde traadte ind. Brolæggeren sagde ganske tørt:

- Det er Jeres ny Stifmoder.

Sønnerne forstummede af Rædsel og Harme. Der blev ikke talt et Ord under Maaltidet fra nogen af Siderne. Paa et Vink af Laurids rejste Bertel sig paa samme Tid som han, dog først, efter at de i en for dem usædvanlig broderlig Enighed havde ladet Flæskestegen med tilhørende Rødbeder og store melede Kartofler vederfares fuld Retfærdighed.

De mødte næste Søndag. Den unge Stifmoder bød dem velkommen. De svarede ikke; det vil sige: Bertels brede Mund krummede sig til en eller anden Flovse, men et advarende Blik fra hans Broder bandt hans Tunge. Da de var ved at gaa, sagde den gamle:

- I skal ingen Ulejlighed gøre Jer med at komme igen.

Den unge Kone paa 28 Aar, der havde ægtet den 58-aarige 197 Mand, fødte først et Par Børn. De døde i en spæd Alder. Saa kom der et, som levede, og det var Alma. Der blev en Slags Tilnærmelse fra de voksne Sønners Side, da det syntes, som om der ikke var Livskraft i det ny Kuld, deres Fader satte ind i Verden. De talte nu til Stifmaderen, og da Laurids giftede sig, var baade hun og Faderen til Stede ved Brylluppet i Brudens Moders, en velstaaende Slagterenkes Hus. Desuden aftvang Laurids Faderen en vis Agtelse, thi hans Byggeforetagender syntes at bringe ham Penge ind, og i paakommende Tilfælde var den gamle rede med Laan og Kavtioner. Bertel gik sin egen skæve Gang. Han giftede sig ikke, fik ingen Penge af den gamle, men blev nok hjulpen til en eller anden foreløbig Forretning ved Broderens Indflydelse og bjergede sig fra Dag til Dag. Den lille Almas Tilblivelse forbitrede dem, men de holdt Ørene stive, at ikke den gamle skulde lukke Pengekassen for dem; thi Laurids's Hustrus og hans egen Mødrenearv forslog ikke som Driftskapital til hans store Entrepriser og Køb, og Bertel havde, som man vil forstaa, længst spist sin op.

Deres Stifmoder døde i sin fjerde Barselseng efter en dødfødt Dreng.

Da foregik der en sær Forandring med Brolægningsentreprenør Knudsen. Han havde været tvær og utilgængelig lige over for Sønnerne, gnaven over for den unge Kone, hvem han kun betragtede som en Hun, ligegyldig overfor den lille Alma. Nu grebes han af en næsten vanvittig Kærlighed til dette Barn. Han kunde pjadre og pjanke med hende hele Timer som en Barnepige eller Goldamme, lege med hende som en jævnaldrende, synge fjollede Vers som "Ulen, Dulen, Dof, Fingen, Fangen, Fof", " Gulerøddder og Hønsefødder og Halsen af en Svane - men hvem, som kysser Pigerne, han har en hæslig Vane" og le om Kap med den lille Unge, uden nogen af dem vidste, hvorfor de lo. Bertel erklærede for sin Broder, "at den gamle Bysvend nok begyndte at blive mør paa Bergamotten". Den gamle tænkte nu kun paa at spare sammen til Pigebarnet, satte sig i Forbindelse med en Sagfører, der var bekendt som en snild Anbringer og Forvalter af Penge og Boer og lukkede ganske sin Kasse og Kredit for Sønnerne. Bertel gik fallit nok en Gang, men var temmelig lige glad og begyndte nu at drive om paa Kvægtorvet, hvor han prakkede sig et og andet til i de mange underjordiske Grene af Mellemhandel og sligt. Han havde tillige lovet sin Broder ikke at sætte sine Ben hos den gamle og aldrig lade, 198 som den "snottede Tøs" eksisterede. Bertel sagde: "Det kan Du tage Gift paa; jeg skal aldrig kramme den klatøjede Kattekilling." Men da det en Dag kneb svært for ham med Penge, og han var bleven afvist af Broderen, brød han sit Løfte, gik til den gamle, som sad med den lille Pige paa Skødet, klagede sin Nød, men blev vinket af med en Haandbevægelse hen mod Døren. Da fik han en genial Idé. Han slog begge Armene om Halsen paa Alma og sagde med bævende Røst og med de hos stærkt drikkende Individer altid tjenstvillige Taarer:

- Saa hjælp Du mig da, Du søde, lille Guds Engel!

Da gryntede den gamle lidt, satte Barnet fra sig, gik ind og hentede et Par Sedler, som han kastede hen til Bertel.

Brolægningsentreprenøren blev paa en Maade religiøs. Hver Søndag tog han Barnet med til Højmesse. Alma hørte naturligvis ikke efter Præstens Ord, men sov eller smaalegede stille under Prædikenen. Muligvis forstod hendes Fader ikke stort mere deraf, men var dog saa meget med, at hver Gang en af Treenighedens Personer blev nævnet, eller Præsten udtalte et Ord som Forsoning, Genfødelse, Anger, evig Salighed og desl., dukkede der frem Minder fra hans egen Konfirmationsundervisning. Da sænkede han ydmyg Hovedet og foldede andagtsfuld Hænderne.

Efterhaanden som Alma voksede til, blev Holmens Kirke hendes kæreste Sted; thi hun fangedes paa en egen Maade af Orgelspillet og Sangen. Mens hun sov drømmeløs under Talen fra Prædikestolen og Bønnerne fra Kordøren, drømte hun vaagen under den musikalske Del af Gudstjenesten.

Naar de gamle Koralers lange Noder, givende sig god Tid, fyldte Rummet op under de brede, fladt spændte Hvælvinger med Stukkaturornamenterne, sad den lille Pige i Stolestadet ved Siden af sin Fader, gav sig i Ro og Mag hen i de dvælende Toner, alt mens en sær Højtidelighed byggede sig op i hendes Sind.

Og dog legede hun med hver Tone som med en Kammerat, lige fra den fødtes oppe fra det store Orgel med de sølvskinnende Piber, og Sangen i Orgelmusikens stærke Favn båres ud i Rummet, til Tonen døde hen for at give Plads for en ny. Barnet omdannede den til et levende Væsen, der fortsatte sit vandrende Liv fra Orgelgalleriet op ad Kirkevæggens blegt farvede, tværstribede Tapetpapir og klatrede op, til den standsede i Hvælvingens Slutsten foroven. Hun legede, at hun greb den der, og saa begyndte hun samme Leg med dens Afløser.

199

Hun sang tidt derhjemme disse Koralmelodier med sin spæde, klingre Barnerøst: "Vor Gud han er saa fast en Borg", "Hvo véd, hvor nær mig er min Ende", "Alene Gud i Himmerig" osv. osv. Men det var kun, naar hun var ene og sikker paa ikke at kunne høres, at hun lod dem klinge ud. Om Aftenen, naar hun laa i sin Seng, i samme Kammer som Husets Tjenestepige, sang hun dem indvendig, og under Mindet om deres Toner faldt hun i Søvn.

Da hun kom saa vidt, at hun lærte Religion i Skolen, knyttedes der slet ingen Forbindelse mellem Salmemelodierne og det, hun der fik meddelt. Religion blev for hende et Fag som Geografi eller Regning, som mange Gange blev klinet paa og regnede af, indtil et eller andet deraf hang ved, men som en død Masse uden for hendes sjælelige Organisme.

Kom hendes Halvbroder Laurids en enkelt Gang til Faderen i Forretningsanliggender, lod han, som om Alma ikke var til. "Jeg betragter hende som Luft", sagde han til sin Broder Bertel og var stolt af den dannede Frase, han havde lært. Naar Bertel trængte til en lille pekuniær Haandsrækning fra Broderen, vilde han overbyde ham i Foragt for Halvsøsteren og sagde: "Ja, det gør jeg ikke en Gang, jeg æstimerer hende ikke mere, end det Skidt, jeg træder paa." Men indvendig protesterede han og sagde til sig selv: "Stakkels lille Buksetrold! Jeg skal s'gu ikke gøre hende Fortræd;" og blev han vred paa Broderen over, at han fik Afslag, gik han Alma i Møde, naar hun vendte hjem fra Skole og sagde: "God Dag, min Tøs! Det glæder mig at se, at der tændes Kiggetøj i Dine smaa Glugger. Der bjerger Dig nok en Jon, naar Du er groet i Vejret." Naar Barnet saa uforstaaende paa ham, lo han og stak et Kræmmerhus med Slikkerier til hende, stundom endog en Femøre.

Alma gik i Byens bedste Pigeskole. Da hun var munter og rigtig køn i sin Opvækst, kønnere, end da hun blev voksen, var kvik og letnem, saa hun hjalp mindre vel udstyrede Kammerater baade ved at skrive deres Stile for dem og listig soufflere dem under Overhøringen, blev hun inviteret til deres Familjer, hvor der var mere Dannelse og bedre Manerer, end hun var vant til at se hjemme. Hendes Fader var henrykt og sagde:

- Hun kan s'gu te sig mellem Grever og Baroner.

Den gamle mærkede ikke, at Alma, der i de finere Kredse teede sig taktfuldt og beskedent, lagde et tykkere Lag af Fornemhed paa sig, naar hun var hjemme, saa at hun blev skabagtig.

200

Han troede, at det skulde være saadan. Ja, han blev saa imponeret, at han lod være at bande i hendes Nærværelse og lagde sig efter at sige meget, i Stedet for "møjet".

Den aldrende Mellemting af en Husholderske og Tjenestepige, tidligere nævnet ved sit Fornavn Jensine, men nu kaldet Jomfru Stensballe - hvilket Navn Bertel paa en sjofel Maade forvanskede - forkælede Alma endnu mere end Faderen. Navnlig beundrede hun hendes Klaverspil. Ikke fordi Jomfru Stensballe var musikalsk, men fordi "de smaa Fingre rendte som Trommestikker lige saa bredt, som Klaveret var. Ja hun spiller saamænd lige saa fort og rapt som ham, der spiller Klaveret ude i "Kisten", og det var dog saadan en, som skulde tjene sin Føde ved det samme."

Men lige før Almas Konfirmation stængtes de fine Huse pludselig for hende. Thi en af hendes Kammerater, i hvis Forældres Hus hun ikke kom, og som derfor maatte vente sidst med Hjælp med Stile og Lektier, gjorde en Meddelelse til sine Veninders Mødre, der kompromitterede Alma.

Pigebarnet sagde:

- Uh Moder, jeg har opdaget, at Alma Knudsen ikke er anstændig. Du kan bare tænke Dig: Hver Dag, naar hun gaar fra Skole, saa kommer der en ung Herre med høj Hat og broget Slips ud paa Marmorbroen, og saa gaar de sammen, og saa, kan Du tænke Dig, saa gaar De ind i en Port sammen, og saa . . .

- Saa . . . saa, saa, sagde Moderen, det er ikke passende for Dig at gaa videre, Alice. Du véd vel ikke mere? Godt. Du maa heller ikke skaffe Dig mere at vide. Det er godt, at vi aldrig har set den Brolæggerdatter her i Huset, og jeg begriber ikke, at Etatsraadinde Kretschmer f. Eks. ganske har kunnet afse fra hendes Ekstraktion.

Fruen lod Historien gaa videre. Den var ogsaa sand, ligesaa sand som de Historier, der kunde fortælles om de halve af de store Skolepiger, for de havde ogsaa "Mødekærester". Der var imidlertid det at bemærke, at disse sidste var store Latin- og Realskoledrenge med korte Jakker og Filthatte, men at Almas bar Redingote og Cylinder og ikke gik i Skole, samt at Alma udviklede sig tidlig i legemlig Henseende, og at hendes Gorge begyndte at vække Misundelsens Forargelse hos tidligere gode Veninder. Hendes Halvbroder Bertel havde snart gjort den Opdagelse og sagt til Alma, da han rakte hende et Kræmmerhus Figner: 201 - Du kan snart være Dine Mælkebøtter bekendt.

Den unge Kurtisør hed Alfred Vaage. Han var, som han udtrykte sig, Søn af et større Kornfirma i en Provinsby, var efter et forgæves Forsøg paa at slippe gennem en lærd Skole, kommen paa sin Morbroders, en Brædegrosserers Kontor. Han havde alt nu, da han var en nitten Aar gammel, været Balløve i en vis Mellemsfære - ikke i de meget store Grossererhuse, men ved Baller hos rige Haandværksmestre og Handelsfolk, der manglede et lille Plus af Dannelse for at komme med i Bourgeoisiets finere Kredse. Det var Alfred Vaages Ærgerrighed at komme det Trin opad og havde Haab derom efter at han paa Kasinomaskerader og Karnevaler ved rigeligt Traktement af Champagne havde fæstet Opmærksomheden paa sig hos Sønner af første Klasses Huse. Hans altid omhyggelige Paaklædning og kolde og glatte Væsen hjalp ham ogsaa paa Vej.

Tidlig havde han betragtet det som en Selvfølge, at han maatte gifte sig Penge til. Paa sine Vandringer fra Kontoret til sit Middagsmaaltid havde han passeret den fashionable Pigeskole, hvori Alma Knudsen gik; havde med Kendermine mønstret de store Piger, og hans Valg var faldet paa Alma. Kourtoisiet begyndte med tilkastede smægtende Blik og Smil, blev til Ordveksel, saa til Følgeskab, saa fra Almas Side til fortrolige Meddelelser om hendes Skæbne og Vilkaar, mens han kun gav forsigtige og sparsomme Oplysninger. Kort før hendes Konfirmation blev det til Udveksling af Kys i Porte.

Saa blev den gamle Brolægningsentreprenør ramt af et Slag og sank hurtig hen i en sløv Tilstand, som efterhaanden udviklede sig til ren Idiotisme. Nogle uhyggelige Aar oprandt for den ganske unge Pige. Hun havde ingen bekendte og kom saa godt som aldrig ud. Hendes Halvbroder Laurids kom nu hvert Øjeblik i Huset, undersøgte det efter at have vidst at faa fat i Nøglerne til den gamles Gemmer, havde stundom en uhyggelig smilende, guldbrillesmykket Herre med. Alma erfarede snart, at det var Laurids Knudsens juridiske Tillidsmand, en Overretssagfører, en af de saakaldte "Byggeprokuratorer". Der kom flere og flere ubekendte Folk i Broderens Følge. Laurids talte aldrig til Alma, vekslede af og til nogle Ord med Husholdersken, som gerne græd efter saadan en Samtale og sagde til Alma:

- Jeg forstaar ikke, hvad han siger, men det er vist en gruelig haard Mand.

Alma søgte stundom at nærme sig sin Halvbroder, men han 202 skubbede hende saa at sige bort med Øjnene, og da hun en Gang, da han havde taget nogle Papirer ud af et Skab, vovede sig til at sige:

- Laurids, jeg vilde gerne spørge . . . maalte han hende fra Top til Taa, som vilde han knuse hende med Blikket og sagde:

- Naa saa det vilde Du? Men jeg vil ikke svare.

Da var det, at hun, ene og forladt, klamrede sig til sin Elsker. Han var, for at sætte sig ind i Havneekspeditionen og hvad dertil hører, flyttet ud i Firmaets Kontorbygning ved Gasværkshavnen, hvor han boede alene med Pladsbetjenten. Naar Alma i Skumringen gik ud at spasere, ilede hun derud. Men ... ja hun tog vel fejl . . . men hun gik stundom grædende hjem med Følelsen af, at hun vist var kommen sin Ven utilpas, saa underlig tvær og adspredt var han.

Saaledes sneg sig tre Aar hen, til den gamle Brolægger døde paa hin stormfulde Novemberaften.

III.

Der var klamt og koldt inde i afdøde Brolægger og Harthugger Knudsens store Stue. Den var næsten endnu mere trist end Ruskvejret derude.

Omkring det gamle ovale Mahogni-Divanbord, der laa helt overdækket med uappetitlig fedtede Dokumenter, sad fem Mandspersoner, alle i Overfrakker og med Hattene paa Hovedet, og Alma i Kaabe.

En mumlende Stemme lød med korte Pavser og med mange Intervaller af hm - hm - hm - naa - aah, af Rømmen og korte Afbrydelser af Spørgsmaal fra de andres Side. Denne Stemme udgik fra en af de i Sofaen siddende, en omhyggelig klædt midaldrende Mand med Guldbriller paa Næsen og et konstant Smil om Munden, der holdt sig under Oplæsningen. Det var Laurids Knudsens Prokurator. En høj mager, glat barberet dødningealvorlig og en lille tyk gemytlig udseende fuldt beskægget Herre sad og skrev Notitser op, og det var dem der af og til 203 krydsede de ramsende Oplæsninger og Forklaringer med korte, næsten uhørlige Bemærkninger, fremførte i en dorsk, ligegyldig Tone.

Den sidste, der under Faderens Imbecilitet var bleven Almas Kurator, og ligesom de to andre var "Byggeprokurator", spurgte Alma efter en lang Opramsning af den guldbrillede, hvori 1ste, 2den eller 3die Prioriteter og Gadenavne og Husnummere og Tal og Kreditforenings, kongelige og andre Obligationer og Veksler og Regninger fra Murere, Tømrere, Malere, Snedkere, Navne paa Kavtionister løsnede sig uforstaaeligt, halvt hørligt ud fra det øvrige, som hun hverken hørte eller forstod . . .

- Har De forstaaet, Frøken?

hvortil hun hviskede hovedrystende:

- Nej.

Men den guldbrillede gik videre, og saaledes blev det ved, mens Regnen udenfra akkompagnerede. Dette Spørgsmaal og dette Svar gentoges Gang efter Gang, men ingen af de i den hele Forestilling medspillende syntes at give den mindste Agt derpaa. Og den, der spurgte, gjorde det saa ligegyldigt og formelt, som om han af Pligt eller Konveniens vilde tage Hatten af, naar han paa Gaden mødte en Person, han ikke rigtig vidste, hvor han skulde føre hen.

Laurids brummede en Gang op fra Papirerne, som han uafbrudt læste i:

- Det er s'gu lige meget: Bare videre!

Den lange, tynde Byggeprokurator, den afdødes Sagfører, fandt sig foranlediget til af og til at sukke og ryste paa Hovedet, rejse sig og gaa et Par Gange op og ned ad Gulvet med Hænderne i Ryggen og en Bestræbelse efter at lægge et bekymret Udtryk i sit Ansigt.

Bertel Knudsen rejste sig ogsaa af og til, gabede, saa hans Kæber knagede, endte sin Gaben med et Suk, gjorde saa en Drejning hen mod Vinduet, greb sig i at fløjte Melodien til "Rundt paa Gulvet" eller en anden lige saa populær Vise, standsede ved et strængt Blik fra sin ældre Broder, satte sig sukkende og gabende atter paa sin Stol. Og da Alma en Gang paa sin Kurators stadig genkommende Spørgsmaal havde svaret sit Nej, tillod Bertel sig at bemærke:

- De kunde nok lige saa godt blive ved at sige "Lirum Larum, Katten gør Æg" - hvad Alma?

204

Men Laurids rejste sig i Sædet. Denne Gang sendte han Broderen et rasende Blik og sagde med Dirren i Stemmen:

- Naa, Du synes, at Du skal sige Flovser ved en saadan højtidelig Anledning? Har Du heller ikke forstaaet et Ord af det hele ... af, hvordan vi sidder i det?

Bertel fløjtede.

- Saa gaar vi videre, sagde Laurids.

- Nej, jeg vil, at Frøkenen skal forstaa Sagen, sagde Kuratoren og saa ærlig ud.

Bertel nynnede:

I Verdens lystige Byggespil
ryger hver Skilling ad Helvede til.

Ja nu holder jeg Kæften hermetisk i, afbrød han paa et nyt knusende Blik af Laurids.

Kuratoren sagde:

- Frøkenen skal og maa forstaa. De overlod med fri Vilje Deres Brødre al Deres Arv til at gøres frugtbringende i udmærkede Byggeforetagender. Ikke?

- Jo, nu kan jeg huske det ... Der var Tale om saadanne store Bygninger, hviskede Alma, mens hun spejdede ud i Luften som for at fange en Erindring. Kuratoren vedblev:

- De og jeg købte en Byggegrund til 200,000 Kroner. De udbetalte som Ejer 100,000.

- Jeg? spurgte Alma.

- Eller jeg efter Deres Fuldmagt, sagde Kuratoren smilende.

- Den var s'gu ren, sagde Bertel.

Kuratoren nikkede til ham med et jovialt Smil:

- Ja vel. Brødrene udbetalte andre 100,000 mod Sikkerhed i Grunden til 4 pCt.

- Var jeg med der? sagde Bertel. Det var Satans! . . . Jo, det er s'gu sandt, tilføjede han efter et Blik fra Broderen.

Almas Kurator gik videre.

- Vi begyndte at bygge, men paa Grund af Materialernes og Arbejdslønnens bratte Stigen var Pengemidlerne udtømte, før Bygningen kom under Tag, men det var nødvendigt at fortsætte. Jeg burde maaske den Gang have indhentet Deres Samtykke.

- De har begaaet en formel Fejl der, sagde den guldbrillede.

- Skidt, sagde Laurids Knudsen. Alma vilde i hvert Fald have givet sit Samtykke . . . Svar, for Satan!

205

Han rejste sig og gik hen mod Alma med en Mine, som om han vilde slaa hende, hvis hun vovede en Indvending. Hun bøjede Hovedet Det kunde tages for et Nik.

Kuratoren sagde:

- Deres gode Brødre, som vilde varetage vort - altsaa Deres og vort Tarv, ydede Penge mod anden Prioritet til 5 pCt.

- Ikke, mine Herrer?

- Jeg? Nej den onde . . . sagde Bertel.

- Jo, raabte Laurids.

- Naa, saa maa jeg have glemt det, mumlede Bertel, rejste sig, bed en Skraa af og gik hen og trommede en Melodi paa Ruden.

Kurator gik videre:

- Ved slige Lejligheder maa Ducører udbetales, samt Salærer . . . 30,000 Kroner . . . naa, ja, ja. Det kom vi over. Vi haabede paa Laan af offenlige Midler, før Taget var rejst. Nej. De kære Brødre havde risikeret alt. Leverandørerne fordrede deres Penge, Prioritetshaverne deres Renter.

Bertel nynnede:

Alting, selv Kavtionen
blev til Bolledej,
derfor gik Ballonen
den forkerte Vej.

- Hold dog Din Mund! . . . Dette er Alvor, sagde Laurids.

Bertel svarede indvendig med en folkelig Opfordring til at kysse sig paa et uartigt Sted.

Kuratoren rømmede sig, og hans Tone blev lidt vemodig.

- Private vilde ikke laane Penge paa Grunden; offenlige Midler kunde ikke faas. En mindre Leverandør erklærer Dem . . . og mig - fallit . . . truede med Eksekution. Ejendommen gaar til Avktion . . . jeg bad Deres salig Fader om at forkynde Dem efter en blid Forberedelse paa det sørgelige Udfald af saa mange brave Menneskers Arbejde ... ja de stakkels fattige Arbejdere tabte jo ogsaa . . . Jeg kan se, De faar Taarer i Øjnene, lille Frøken . . . Men der er Trøst beredt. Deres gode Brødre kan snart købe Ejendommen for 150,000 Kroner: - ja Grunden og Bygningens Opførelse har spist Deres Kapital . . . men naar Deres Brødre faar solgt den ... saa vil de ikke forlade Dem . . . vær rolig . . .

- Er Du med paa den, min Tøs? sagde Bertel.

206

Den guldbrillede Sagfører sagde:

- Min gamle Ven, Deres Kurator og jeg, har altid staaet paa Deres, den unge moderløse Piges Interesse . . . men hvem kunde forudse Prisstigning, Striker og sligt . . .? Hvad min Frøken?

Alma løftede sit Øje ud paa de forsamlede Herrer. Referatets Enkeltheder havde hun næppe forstaaet, men saa meget kunde hun forstaa, at hun var falden mellem Rovdyr.

Der brændte sig sammen i hende en haard, stor Klump - sammensat - ja af hvad? Af Had, af Rædsel, af Harme, af Foragt, af Fortvivlelse . . . aa - kunde hun kaste den fra sig! Kunde den springe som en Dynamitbombe og splintre det om Bordet siddende Rakkerpak i tusinde Pjalter, saa disse Keltringers blodige Kødtrevler kunde dække Loft og Vægge i den kolde, fugtige Sal, hvori hvert Menneskes Aandedræt udspyede Gift...

Hun tog med Hænderne op i de store Muskler paa sine Overarme og klemte Neglene ned i Kødet for ikke at bryde ud i et Hyl som et dødssaaret Dyr - eller i en Graad - som det vildeste Tøbrud - eller for ikke at løfte Hænderne mod Himlen med en fortvivlet Fordring om Retfærdighed.

Men . . . hun sank slappet ned i Sædet . . .

Hendes Broder Laurids, der hele Tiden havde betragtet hende stift, spurgte nu, mens hver en Muskel i hans Ansigt sad stramt:

- Har Du noget at sige mere?

- Nej, sagde Alma, slog let ud med Haanden, som vilde hun kyse noget væmmeligt noget fra sig.

Der blev forelagt Alma nogle Papirer, og hendes Underskrift blev forlangt. Hun skrev under og føjede med en Art Trods eller Humor en stor Krusedulle til sit Navn.

Hun havde aldrig nogen Sinde set sin ældste Halvbroder med saa blide og bløde Miner som nu. Han, som nylig havde givet hende den Forestilling, at han helst vilde sparke hende i Hjærtekulen med sin Støvlehæl, om han turde for Lov og Politi, lagde for første Gang sin store Næve paa hendes Skulder. Det skudrede i hende, som om en Tudses Bug havde slæbt sig over hendes nøgne Hud. Hans Stemme lød læspende blød som en Urtekræmmersvends, der befrier sine Tandstumper for Levninger af Mandler, Rosiner og Bolcher.

- Min kære Søster . . . Du slægter vor fælles kære Fader paa . . . synes at være resolut i Forretningssager ligesom den salige i sine Velmagtsdage.

207

- Det har Frøken Alma altid været, sagde Kuratoren.

Alma vilde ikke tro sine egne Øjne, da hun syntes at se Taarer i hans.

Den guldbrillede Overretssagfører sagde med en Røst som en Præsts, der uddeler Herrens Velsignelse:

- Der er intet skønnere og kristeligere end at Brødre og Søstre leve endrægtig og kærlig sammen.

Kuratoren sagde:

- Ja nu, min kære lille Frøken, nu maa jeg, som hidtil efter ringe Evne har søgt at være Deres Fader i Deres kødelige Faders lange Svaghedstilstand, sende Dem ud i den vide Verden. Men Deres kære Broder har lettet mit Hværv. Han har skaffet Dem et Hjem hos sin bedste Ven, Proprietær Blunk paa Havgaard, hvor De kan opfylde en Datters eller yngre Søsters Gerning hos hans svagelige Hustru. Deres Broder, Grossereren, vil udbetale Dem 300 Kroner aarlig, saa De bliver ret uafhængig. Men mellem saa nære Slægtninge vilde det være unødvendigt at oprette et Dokument. - Ikke?

- Jo, svarede Alma.

Hun følte noget, som om man havde flænget Kødet af hendes Ben, og som om der blæste en isnende Vind gennem Piberne.

Den guldbrillede rejste sig og sagde:

- Saa kan vi vel skilles med det Ønske, at den treenige Gud vil vaage over den faderløse.

Alle rejste sig, til Dels synlig rørte paa Bertel nær, han gabede og syntes at være lige glad. Hænder raktes ud mod Alma. Hun rakte dem alle en løs, kold Haand.

Bertel blev lidt tilbage, da de andre var ude af Døren. I en Fart sagde han til Alma:

- Ja, ja, min Tøs - hvis Laurids vil være en Skidrik, saa véd Du at jeg vil være en Gentlemand, og den onde skal sprøjte i min Hals, om Du inte har en uegennyttig Ven i undertegnede Bertel A. Knudsen . . . Der har Du to Kroner til en lille Ekstrasnaps paa Dampskibe og Jernbaner . . . pas bare paa, naar der er lidt Ophold ved Stationerne, hvor der staar paalagt Smørrebrød.

Bertel gav, ligesom Enken i Evangeliet, alt hvad han ejede.

208

IV.

Den sunde og kønne Pige følte sig ude af Stand til at tænke, næsten til at tale. Som fra det fjærne eller i Drømme hørte hun sin ældste Halvbroder bestemme Dag og Time for hendes Afrejse. Hun var lige glad. Alle de gamle Omgivelser, Værelserne, Møblerne, Gardinerne var blevne hende fremmede, som laa der et Overtræk af et andet Stof over dem alle. Hun saa forundret op paa det gamle Tyende, naar hun hørte hende hulke eller saa hende græde, men svarede sig selv: Det er sandt . . . hun er jo kastet ud ligesom jeg.

En Gang overvandt hun sig til at vise hende Deltagelse og spurgte hende, om hun græd af Frygt for Fremtiden.

- Ja for Deres Fremtid, Alma, jeg kan sagtens, min gamle Søster har en Systue, og saa faar jeg pænt, stille Arbejde med at sprætte op, for det er det eneste, mine Øjne duer til. Men De . . . Alma . . .? Det er for Dem, jeg græder.

Der rørte sig for første Gang i Alma noget ... ja man kan vel kalde det - Storsnudethed, siden det kom frem i en saa tøset Form:

- Aa skidt! Man har før set Hundehvalpe, der skulde druknes, redde sig op af Vandhullet.

- Ja stort værre, end De har havt det her i den senere Tid, kan De vel ikke faa det, mumlede den gamle og sænkede Hovedet . . . Men det er sandt . . . der var et Bybud med et Brev.

Alma tog Brevet. Det var Alfred Vaages Haandskrift. Hun rystede lidt paa Haanden, da hun aabnede det; der kom en Smule Strøm i de lammede Nerver. Der stod:

Kære Alma!

Hvor meget det end smerter mig, maa jeg dog afgive følgende Erklæring med samt Motivering.

Endskønt jeg er Forretningsmand, har jeg dog altid været villig til at yde, hvad der i Regelen benævnes den ideale eller ideelle Side af Livet, en fra min Side hidtil fuldkommen forsvarlig Anerkendelse, hvad Du muligvis har erfaret ved at se, at jeg af ringe Evne kunstnerisk har forskønnet mit enlige Hjem, hvor jeg nu allerede har gennemlevet adskillige vemodige Øjeblikke. Men da Fattigdommen jo er en uovervindelig Hindring for at dyrke det dekorationsmæssige i Livet, og jeg desværre erfarer, at Status 209 i Din kære hensovede Faders Stervbo nærmest maa kaldes Insolvens, og da Erfarenhed tilmed lærer, at de mere romantiske Ungdomsfølelser ere som Liljerne paa Marken, der blomstre i Dag, men i Morgen kastes i Ovnen, saa vilde I° et eventuelt Ægteskab blive fuldt af Savn, som jeg frygter i høj Grad vilde være generende for os begge. IIdo vilde jeg næppe opnaa mine nærmestes Samtykke til ovennævnte Forbindelse. Og selv ved et saadant opnaaedes, vilde Du, IIItio inden Sagens Afslutning, være visnet og have tabt Din nu saa tiltalende Ungdomsfriskhed. Begrundet paa disse Betragtninger har jeg anset det for min Pligt ved nærværende at underrette Dig om, hvorledes min aandelige Status er, idet jeg dog trøster mig ved at være sikker paa, at Tiden vil læge denne Smerte for mit Vedkommende, ligesom jeg haaber, at det samme vil blive Tilfældet for Dit, hvortil ogsaa dette trøsterige Moment føjer sig, at Du er gaaet lige saa ren og uskyldig ud af mine Arme, som før vor hidtidige Forbindelse. Henvisende Dig til Religionens Lærdomme og Fornuftens Raisonnementer er jeg Din altid erindrende Ven
Alfred Vaage.

Der stod et langt Sving under Navnet, som kunde læses Alfred Vaage & Co.

Alma stod nogle Sekunder med Brevet i Haanden. Hele Rummet løb rundt, syntes hun. Det sortnede for hendes Øjne.

Værelset var næsten ryddet. En pakket Kuffert stod midt paa Gulvet. Hun saa sig om, nikkede til den som til sin sidste Støtte og satte sig paa den med Hænderne hængende mat ned, mens Brevet endnu hang i de slappe Fingre.

Da arbejdede sig følgende Ord frem, lydelige, og mens hun hørte dem, som om de kom fra en anden Person end hende selv, saa hun sin Aande sno sig som Tobaksrøg i den fugtige og kolde Luft:

- Jeg har set mange Dokumenter i denne Tid. Jeg har ikke forstaaet et Ord af dem. Dette forstaar jeg. Hun bøjede sig til Siden, foldede atter Brevet ud paa Kufferten, lod sin Pegefinger langsomt følge det frejdig-flotte Sving under Navnet og brast i en høj, larmende Latter, der rungede i den tomme Stue og vakte Resonansen i det ellers saa døde Rum.

Det gamle Tyende ilede til, helt forskrækket, som om Huset var ved at ramle sammen. Hun begyndte i en formanende Tone, da hun saa Alma sidde og vride sig i Latter med Brevet i Haanden.

210

- Men lille Alma maa ikke glemme, at dette Hus dog er et Sørgehus.

- Ja ... ja, stønnede Alma . . . men jeg har faaet et saa fornøjeligt Brev, at jeg ikke kan lade være at le, om jeg saa skulde sprænge mig selv.

- Hm, sagde den gamle og saa mistænksomt paa hende.

- Ser Du ... dette Brev vil jeg gemme paa mit Bryst. Det skal være mig et Bevis paa, hvad evig Troskab vil sige.

- Ak, mit Barn! . . . Barsens den ogsaa er rigtig . . . saadan til ... i dette herre Liv. En anden Sag er det med det andet Liv, for der skal det jo være meget bedre med alting, siger man.

- Ogsaa i Helvede? sagde Alma og lo videre.

- Pst - pst ... saadan noget taler man ikke om.

- Hvorfor ikke? Jeg har da læst, at der er mange Præster, som holder stærkt paa Helvede.

- Ja - det er jo deres Profession, saa det er der ikke noget at sige til. Men jeg synes ikke, det er rigtig passende for en anden en, som ikke har studeret de Ting, at snakke om saadan en uhyggelig Stiftelse. Det kan være galt at komme paa Almindeligheden . . . men det andet - nej føj! Saa maatte man da have været paa Kristianshavn eller paa Vridsløselille, inden det kunde komme saa vidt med en.

- Tror Du Hr. Laurids kommer i Himmerig?

- Pst . . . pst . . . med Tiden . . . bare ikke for hastig . . . det vil jo vare noget . . . Men lad os hellere faa fat paa Indpakningen . . . For i Morgen tidlig skal vi jo skilles.

Den ellers saa tørre gamle Pige brast i en hikkende Graad. Alma misundte hende, skønt hun havde Fornemmelsen af, at hendes Krampelatter havde lettet hende noget. Men det vilde lette mere, maaske helt, hvis man kunde græde.

Den gamle var undselig over, at hun græd. For at sprede sig lod hun sine missende smaa Øjne løbe op og ned ad Væggene, blev formelig glad og trøstet, da hun saa Levningerne af en Spindelvæv hænge og svifte i et Hjørne, fik fat i en Fjervinge, som laa i Vinduet, flyttede Kufferten, steg op paa den med møjsommelig Hiven med Knæerne som Mellemmænd og fejede Fnugget ned, pillede det op og kastede det ud af Vinduet.

Den næste Morgen stillede Almas Kurator med Droske. Hun lod sig, ligesom før, behandle som en død Ting, takkede ikke for de to Tikronesedler, han stak til hende i Rejsepenge fra 211 hendes kære Broder, der i Grunden havde mere Hjærte, end man skulde se paa ham.

Den gamle Pige havde fjærnet sig for at slippe for at tage Afsked.

Alma vendte sig ikke om efter sit Fædrenehjem. Snart kørte hun i tæt Taage ad Jernbanen gennem Sjælland. Dug sad paa Ruderne forinden, Taagen laa som en uigennemtrængelig Hindring for at se nogen udenfor. Alma kneb sig op i Kupéens Hjørne og lukkede sine Øjne.

Hun havde længe ikke ænset sine medrejsende i Damekupéen: tre gamle Kvindfolk, der maalte hinanden og hende med den forudfattede Uvilje og Mangel paa Høflighed, som ikke er usædvanlig mellem Kvinder, der uden at kende det mindste til hinanden, i Regelen plejer at være grove og tvære over for deres Kønsfæller paa Rejser, i Theatre og i lignende Situationer. Skønt der var rigelig Plads, saa en gammel Dame sig arrig paa, at hendes Genboerske, der sad paa samme Side som Alma, lagde sine Ben op paa Bænken. Da den gamle Dame flere Gange havde rømmet sig og betragtet hende, der sad paa samme Bænk, et meget omfangsrigt og tæt indhyllet Individ, for om mulig at faa Assistance hos hende til fjendtligt Angreb, men baade saa og hørte, at hun snorksov, rømmede hun sig endnu højere og sagde:

- Naa da! Det er ved Gud pænt, dette herre! Naa, da! Hvad?

Hun flyttede sig lige over for Alma, rørte som af Vanvare hendes Skinneben med sin Støvlesnude, naturligvis uden at bede om Forladelse. Og da Alma blev siddende i samme Stilling med tillukkede Øjne, sukkede hun, og næste Gang gjorde hun et øjensynlig ilde ment Angreb paa Almas Ben - hendes Berørelse var lige ved at ligne et Spark.

Samme Resultat omtrent Alma trak blot sine Ben til sig. Damen sagde da ud i Luften uden at henvende sig til nogen:

- De skriver om saa meget i Aviserne. At det ikke skal falde nogen ind at skrive om, at der ikke er Plads til Folks Ben i de væmmelige Jernbanekupéer.

- Det kommer an paa, hvordan man sidder, lød det fra hendes nu ved Størstedelen af Bænkens Længde skilte Naboerske, en høj, ranglet Kvindeskikkelse.

- Saa? Generer jeg maaske Dem? . . . Nej, men jeg tror, jeg vil bære mig ad ligesom hun der, - (den gamle Dame pegede med sin Næse paa den halvt liggende og tilsyneladende 212 helt sovende Dame paa Almas Bænk) . . . skønt - naar jeg skal være oprigtig - saa ynder jeg ikke, at man lægger Benene op paa Bænkene, ligesom simple Mandfolk paa sjofle Beværtningssteder. Men naar en bærer sig saadan ad, saa kan en anden lige saa godt gøre det.

Den store ranglede havde paa Kvindevis opdynget et Bjerg af Vadsække, Kurve, Tæpper, Pakker etc. paa det tomme Stykke Bænk. Idet den tykke, til Livsytringer i Form af Arrigskab saa haardt trængende gamle Dame, med Besvær svang den nederste Del af sit tunge Korpus op, brugte hun sit Angrebsvaaben, Foden, mod hele Obstablingen, saa et Par af de bløde Collis ramlede ned.

- Det kan jeg ikke gøre ved, sagde den gamle fede Dame med stigende Kamplyst i Tonen, at man bruger Sæderne til Bagagerum . . . Nej, det kan jeg virkelig ikke gøre ved.

Det blev den ranglede for meget. Hendes tynde Læber aabnede sig for et Par Fortænder, gule, krumme som paa en gammel Hest - af den Slags, der, for visse Aarsagers Skyld, bærer Halmvisk bag Ørerne -.

Samtidig med, at den ranglede bøjede sig ned for at redde Overdelen af sin Pyramide, nærmede hun Ansigtet med Tandapparatet ind mod den angribende Part. Hendes Øjne var saa bidske som en Tævehunds, naar man vil røre ved dens Unger.

Den fede blev synlig bange for de Fortænder og de Øjne, og da hun saa den handskeløse Haand med de mægtige Knogler og Knoer, fandt hun sig beføjet til et Tilbagetog. Hvad kunde ikke saadant et rædsomt stort arrigt Fruentimmer, - der aabenbart var skrækkelig ukvindeligt - ikke finde paa? Den fede hjalp sin Fjende med at samle en af de store bløde Pakker op. Det var et fredeligt Skridt som af en Magthaver, der føler, at han har gjort et krigersk Skridt, uden at have Magt til at føre en Krig med Kraft og med Udsigt til Alliancen Hun sagde:

- Ja, naturligvis beder jeg om Forladelse, men De maa selv indrømme . . .

og nu flyttede hun sig saa tæt ind til den ranglede, som Stabelen tillod det, bøjede sig uden om den og hviskede en lang Ramse, mens hun bestandig pegede med Næsen paa de sovende Damer lige overfor.

Den ranglede sagde højt:

- Jo, hende kender jeg - som alle Mennesker - fra Gaden, hvor hun i sin Tid strøg baade tidlig og silde, og allerede mens hun gik i Skole, løb hun med Mandfolk . . .

213

Hun fortsatte længe hviskende. Nu blev den tykke saa interesseret, at hun for anden Gang - virkelig af Vanvare - rev Opstablingen ned - men denne Gang sagde hun:

- Aa, Gud velsigne Dem! - om Forladelse ... Nu skal De se ... nu flytter vi det hele op i det Hjørne, saa staar det bedre . . .

I sin Iver glemte hun at dæmpe Stemmen, da hun sagde:

- Og der er ikke en Skilling efter Faderen? Ja Straffen kommer . . . Gud det er saa sikkert, saa sikkert, at den kommer . . . Naa saa De hedder Frøken Springborg ... og er Søster til Prokuratoren . . .? Ja, det var den Gang han og jeg dansede paa Skydebanen! Ak ja, alle Mennesker mødes og skilles i denne Verden! Det er egenlig saa interessant at tænke paa det. Man kommer til at at tænke paa Gud og saadant noget.

Nu pegede den ranglede med sin Næse paa Alma.

Alma havde følt et Stød gennem sine Nerver. Springborg hed jo den guldbrillede Byggeprokurator ... det gik op for hende, at de to Damer stak deres grimme Næser i hendes Sager, og blev end yderlig forvisset derom ved gennem den lille Sprække hun frembragte mellem sine Øjenlaag, at se samme Organer i livlig Bevægelse hen mod hende.

De tav en Stund, efter at den tykke havde stødt den ranglede paa Armen. Mon de skulde have opdaget Sprækken imellem Øjenlaagene? Saa rykkede Damerne hinanden endnu nærmere og hviskede hinanden i Øret. Men Interessen for Samtalens Emne bragte snart den ranglede til at tale hørligt:

. . . Ork! Blunk paa Havgaard ... lad os ikke snakke om ham! Hvordan sidder Landmændene i det nu om Stunder? . . . De kan tro, min Broder, Overretssagføreren . . . han véd det bedre end Landmændene selv. Han har en frygtelig Masse af dem i sin Lomme, men Gud véd, om han er glad ved det, Fru Sparck? . . . Men hans Hoveddyd ... ja desværre . . . man kan ogsaa kalde det hans Hovedfejl, det er, at han ikke kan taale at se Folk blive helt ruinerede . . . Han lader dem hænge saa længe ved de udpinte Gaarde, som det nogenlunde er muligt, før han tager dem. En Gang, det véd jeg bestemt, havde han en fire fem saadanne Kasser paa Halsen - ja saadan kaldte han dem selv, for De kan nok begribe, at en Kvinde aldrig kunde finde paa saadant et Ord.

- Ja det er noget simpelt, men det er meget betegnende, sagde den tykke.

214

Nu kom der fra den ranglede en lang Historie om hendes Broders Forretninger. Alma forstod intet deraf. Det vrimlede med Tal ...

- Ser De, det var nu 150,000 Kroner ... de gik jo ... saa var der 120,000 ... ja de giver vel 5 pCt. ... ja ser De, det er meget i vore Tider, men nu maa han, skam, redde sig ud af det med Knudsens . . .

- Tys . . . Frøken Springborg!

- Ja vel.

- Et mistænksomt Blik over til Alma. Igen sagte Hvisken! Men saa tog Ivrigheden atter Magten fra Forsigtigheden . . .

- Fru Blunk! Naa da, Fru Sparck! Jeg er vis paa, at det meste af hendes Daariighed er ... - saadant noget, som kun Mandfolk taler om.

- Uh nej, da? Frøken Springborg.

- Jo-o-o, sagde den ranglede Frøken og ledsagede hver O-Lyd med tunge alvorsfulde Nik.

- Men Manden da, Frøken Springborg?

- Min Broder og andre Mandfolk bruger det Udtryk om ham, at han er et Fjols. Se, jeg skal nu til Præstegaarden i Kyndby . . . Aa, gamle Pastor Lamm, min Fætter, han er saa sød, men han har en Kapellan - og han er Indremissionær.

- Føj! sagde Fru Sparck.

- Aa ja, til Dels, indrømmede Frøken Springborg. Men i vor Tid . . . (hun hævede Stemmen og vendte Ansigtet mod Alma) kan unge Mennesker af begge Køn have godt af at vide, at Religionen er stræng, og at det ikke gaar an for unge Piger at have Gadekærester, inden de faar lange Kjoler. Med Alderen kan man altid slaa af paa Religionen i dens fulde Strænghed.

- Ja, alting kan overdrives.

Den tykke stod af ved en Mellemstation. Den ranglede og Alma gik over mod Færgen. Men Alma tabte hende af Syne i Taagen, der gjorde Hav og Himmel til en hvidblaa Masse og slugte alle Genstande. Dampbaaden skar den igennem som en Kniv en Klump Uld.

Men Taagen, der først havde virket inddyssende og lindrende paa den unge Pige, havde ikke mere den samme Magt over hende. Hun sad med en indre Angst. En ond Nisse flyttede med hende i Form af den store Heks med de lange gule Tænder, en, som sad inde med de stygge Minder fra det københavnske 215 Hjem. Hun skulde altsaa slaa sig ned i Nærheden af hende. Men hun var advaret. Hun havde set Halmvisken bag Øret, der betegnede den gamle Hoppes Bidskhed.

Ved den første Station hinsides Vandet skulde Alma, som hendes Kurator havde sagt, befordres "pr. Akse" til sit Bestemmelsessted "Havgaard", hvis Navn hun havde glemt, til hun hørte den ranglede nævne det i Kupéen.

V.

Uden for den af Væde drivende Stationsbygning, der som de fleste af sine Fæller paa Landet kunde opstilles som Model for en Arkitekt, der konkurrerede til en Grimhedspræmie, holdt et stort Skrummel af en lukket Vogn. Dens Kaleche og paaheftede Ruf var helt tæt uden Vinduer. Paa Bukken sad en Kusk i blaa, livréagtig Frakke. Knapperne paa den faldt i det røde og Huens Tresse i det grønne. Paa Almas spørgende Blik mælede den uendelig tvært udseende Kusk:

- Nej det er itte hende, jeg skal ha' med, de' er den a'nen, og pegede med Pisken hen mod Trappen bag ved Alma, der pludselig følte sig skubbet til Side, først af en Bylt Bagage, som en Drager bar, derpaa af et langt, levende Væsen.

- Vognen er til mig, sagde Væsenet, og Alma kendte de store, gule Tænder. - Sikken en Indretning! Den Vogn kan jo ikke noget levende Væsen komme ind i.

Og til Drageren:

- Herre Gud, hjælp mig op! ... Kusken kan jo ikke gaa fra Hestene.

Det kunde Kusken vist meget godt have gjort, om han havde gidet, thi de to gamle brune stod saa rolig som et Par drøvtyggende Køer og saa ud til at ville blive staaende, saa længe de ikke blev tvungne af Sted.

Drageren sendte et Blik til Kusken, som denne dog syntes alt for dvask til at gide reflektere paa, og sagde, uden at have vundet det eftertragtede Publikum:

- Ja saa maa den Madame eller Jomfru undskylde, at jeg skyder paa fra den forkerte Ende.

216

Frøken Springborg vendte sit Ansigt imod ham. Da Drageren saa Tænderne, tog han Huen af, knappede Ruffet op, og gennem den derved frembragte trekantede Aabning hev han hende ind i det sorte Rum ved et Tag i hver Side i Stedet for det, han havde truet med at anvende.

Da Vognen kørte, søgte hans Øjne til Alma, for om mulig at finde Publikum for en ny vittig Bemærkning, der kom frem i følgende Form:

- Gu' ve', om det gamle Øg ka' tygge Fo'r, men bi'e, det ka' hun, Fa'en e'e mig . . . Hvor sku' elle's den Dame hen?

- Til "Havgaard". Er her ingen Vogn her?

- Den kommer fø'st med Ti'en. De javer ette derovre. Ma'en, han er novet døsig a' sig ... Jo-v . . . der tro'r jeg lige godt, han kommer ... det er den Plet hisset henne. Jeg vé' ette, om den Frøken ka' sé 'en, for jeg ka' kende Fodslaget paa den brunblissede, der gaar fjermer, for den har "Mok" i Benene. Ja Blonk han si'er nok ette saa fælt godt i det, si'en de lave Kornprisers Ti, saa han ka'tte være kørendes som en Kammerherre saad'n som i gamle Dave.

Henne paa Vejen saa Alma noget bevæge sig frem i Taagen som Benene af Torbister i et mægtigt Fad afskummet Mælk. Snart hørte hun Vognen rumle, og den og Tilbehør kom tydeligere frem.

Det var en lille let Vogn med to Stole, den forreste større og bekvemmere end den bageste. En Mand i Pels og brun blød Hat kørte den.

- Sa'e jeg 'et ette nok, sagde Drageren og nikkede triumferende, sa' jeg 'et ette, at det lige godt var Blonk fra Havgaard. Og de' æ', Fa'en e'e mig, ogsaa ham, ja, de' e' 'et s'gu, de' ska' ingen afdisputere mig; nej det ska' der s'gutte, for ham er det. Naa ska' De sel' se, Frøken, om jeg ette faar Ret.

Herren holdt an og hilste med Pisken.

Det var en ganske køn Mand omkring de fyrre, med en stor blond Knebelsbart, flot opadkrummet. Han aabnede et Par lysegraa, tunge og venlige Øjne og med en ret blød Stemme spurgte han:

- Er det Frøken Knudsen? Undskyld, at De har maattet vente . . . Jeg blev forsinket i Byen.

Han sprang af Vognen og hjalp Drageren med Bagagen.

- Jeg tror Frøkenen sidder mageligst og lunest ved Siden af mig paa Forsædet. Vi har en knap halv Mil at køre ... og min Landauer, den er i Stykker.

217

Drageren grinte underlig smørret og sagde:

- Ja de Hjulmænd, det er nogle fæle Sinkebæster. Det er vist over et Fjer'ingaar de har havt med den Landauer at gøre. Ja saad'n har enhver sine Sorger.

Herren havde travlt med at knappe Forlæderet. Han hjalp Alma op, og de kørte.

Drageren saa efter dem:

- Hæ, mumlede han. Det kan blive fornøjeligt nok for Blonk at faa saa'dnt et pænt Pigebarn paa Gaarden, for Kællingen skal jo have Dø'kuller til sine Ti'er. Se, hvor hellens Blonk strænger sig an for at faa Aangdomsmo' sat i de brunblissede! Hæ, hæ, hæ! De passer før for en Gumpekasse eller en Mergelkasse end som for en Jagtvogn . . . Hæ, hæ, hæ! De er ikke bedre end som Præstens gamle "Kuler", men der er ingen, der forlanger, at de ska' spille Komedie i deres Alderdom. Stort ska' 'ed være. Skidt og forbandet er det! Ja, de' er 'ed, saa sandt som jeg vil dø som et kristent Menneske.

Drageren havde Ret. Det gik ikke længe i skarpt Proprietærtrav. De gamle Heste faldt snart af paa den flotte Kørsel, som Proprietær Blunk vilde pirre dem op til. Deres Muler sank ludende mod Jorden, og Fodslaget blev mattere og mattere.

Proprietærens Næse faldt ogsaa, efterhaanden som hans Hestes Mod knækkede, modløst ned mod Forlæderet. Han skottede paa skraa op mod Alma, syntes at føle Trang til at sige noget. Han tog sig i Knebelsbarten, som han syntes at have strammet op "för tilfället" for at imponere sin Kones ny Selskabsdame. Taagen slappede den. Den blev slapt hængende som paa en længst afskediget Major fra Tiden før Hærloven af 1867.

Han sukkede ud i Taagen. Endelig sagde han, tvingende Ordene langsomt og stakkat frem:

- Ja, nu er vi der snart . . . Tarveligt Hjem, Frøken Knudsen . . . Overretssagfører Springborg har vel sagt Dem . . .? Naa ikke? Hm! Jo, min stakkels Kone er saa svagelig . . . Hm! ... Er De saadan . . . meget . . . jeg mener - er De meget religiøs, Frøken? . . . Naa heller ikke det? , . . Hm! Ja, ja.

Proprietær Blunk sukkede igen, men denne Gang syntes det, som om Sukket bar en Bekymring op fra hans Bryst og lettede det.

Gennem en Række Længer svingede de ind i en Gaard foran et temmelig langt hvidt Bindingsværks Træhus med to Popler paa 218 hver Side af den brede Indgangsdør, som aabenbart før havde været en Port.

En Karl kom med en Vogntrappe, da Proprietæren alt var sprunget af. Han førte Alma ned i det brolagte forhenværende Portrum, der skilte Vaaningshuset i to Dele, men som nu var blevet en Gang og var muret til ud mod Haven.

Fra en Dør til venstre kom en høj ung Mand ud i det samme. Alma saa Proprietærens Ansigt gøre en sær Vridning og fra et ærgerligt Udtryk med Møje glide ud i et forbindtligt

- Ah, Hr. Pastor . . . naa ... ja jeg maatte jo hente Frøkenen ... De véd ...

- Ja, sagde den tiltalte, Deres Hustru har sagt mig alt.

Alma mødte hans Mine og mønstrede hans Person. Han havde store, brune, dvælende Øjne med en stiv Glans, der syntes at komme dybt inde fra. Et tæt mørkebrunt Skæg dækkede det meste af det lange smalle Ansigt. Selv var han lang og tynd, lidt duknakket. Men alt i alt maatte han kaldes en ret køn Mand.

Han rakte Haanden mod Alma, der tøvede lidt med at modtage den. Paa Præstevis lagde han sin anden Haandflade over hendes Haand, saa den laa som i et Futteral. Hun saa op mod ham.

- Gud være med Dem i den Gerning, De gaar ind til, sagde Præsten og gik hilsende ud.

Proprietæren fløjtede, mens han hjalp Alma Tøjet af. Hun troede at genkende Melodien til en af sin Halvbroder Bertels Yndlingsviser:

"Nu skal Du ha' Din varme Mad".

Han dvælede en Tid med at hjælpe hende. Hans Øjne blev livligere end ellers, mens de gled op og ned ad hendes sunde, fyldig drejede Former, det slanke Liv, de brede Hofter, og, da hun selv havde trukket Handskerne af, ad de hvide, smidige Hænder. Og nu gik det ret op for Alma, at det var en køn Mand: kraftig og fyldig, dog høj og svaj. Det stærke og bløde Overskæg havde ved Siden af sig paa de barberede Kinder og paa Hagen Tegn paa, hvor vældig en Skov der kunde gro ud, hvis den fik Lov til det. Haaret var svært kruset, hang blødt lidt ned over Panden og var klippet tæt over en svær, rød Nakke. Hans svage, bløde Røst, noget vagt i hans Holdning, de noget døsige eller dovne Øjne dannede en sær Kontrast til den øvrige 219 Skikkelse. Han rødmede endog, syntes Alma, da han rakte hende sin store, brungule, men vel formede og omhyggelig plejede Haand med de Ord:

- Velkommen her i Huset, Frøken ... Nu skal jeg føre Dem ind til min Kone . . . Hun er, desværre ... ja De har vel hørt det ... sjælden . . . saadan helt rask. Men Overretssagfører Springborg har anbefalet Dem som saadan et udmærket Selskab for hende, fordi ... ja - at De saadan . . . jeg mener ... er ligesom hun selv - saadan temmelig religiøs af Dem.

Alma saa forundret paa ham og sagde:

- Jeg kender næppe Overretssagfører Springborg, har næppe talt to Ord med ham.

- Saa-aa-aa? Ikke? Men det er en klog Mand . . . Jeg troede, at Deres Hr. Broder, Grosserer Knudsen, og Overretssagfører Springborg var . . .

Alma fik atter en irriterende Bekræftelse paa hvorledes der var disponeret over hende, som over en viljeløs Genstand eller et generende Møbel i Dødsboet, der skulde fejes ud. Hun sagde ret haardt:

- Min Halvbroder og jeg kender saa lidt til hinanden.

- Hm - naa - naa-aa. Den store Forskel i Alder ... Naa - De er ikke saadan ... jeg mener saadan overdreven religiøs? Jeg synes, De sagde før ... at

- Nej, det er jeg ikke.

- Ja, Munterhed vil De s'gu ikke finde stort af her, desværre. Nu skal jeg sige det til min Kone, at De er kommen, for hun taaler ikke godt Overraskelser. Og det kan være at Præsten saadan har kørt hende lidt mør.

Saa betragtede han Alma, men fandt intet i hendes Ansigtsudtryk, som tydede enten paa Bifald eller Mishag, paa Sympathi eller Forargelse.

Han gik ind ad en Sidedør, efter med stor Forsigtighed at have drejet Laasens Greb saa lydløst som muligt.

Alma saa sig om. Det var et stort, temmelig lavt Værelse med mange tæt siddende Loftsbjælker. De grønt-oljemalede Vægge havde store falmede Firkanter, der tydede paa, at der tidligere havde hængt Billeder af ret anselig Størrelse. Et elegant stort Nøddetræs Bord stod foran en lang, polstret Sofa med et noget forslidt brunt Fløjelsbetræk og smaa Støvsamlinger i Stopningens Riller og Gruber. Og Proprietæren havde, saa hun nu, mens han havde talt, tegnet Figurer med Fingeren paa Bordpladen. De to kønne Møbler stod og saa sig om efter manglende Fæller i 220 Møblementet, thi det bestod kun af et Par tarvelige Gyngestole og højryggede Rørsædes-dito. De hørte uden Tvivl oprindelig til en Spisestuemontering.

Der var halvkoldt i Værelset. Den store, hvide Kakkelovn fungerede tungt. En Porcelænsplade var falden af, og lange Sprækker i dens Naboplader truede dem med samme Skæbne. En Messinglysekrone, irret og dunkel i Metallet, skuede som en forarmet Hidalgo fornemt lurvet ud i den uhyggelige Stue. Vinduerne maatte vende ud til Haven, thi nogle Grene tegnede sig som graa Striber i den hvide Taagemasse.

Der lød Stemmer ind. En syntes at tysse eller berolige, en anden at skænde. Af den sidste lød følgende Ord ind i den store Stue:

- Nej . . . nej . . . Lad mig dog være ene . . . Jeg vil ikke . . . jeg kan ikke. Aa lad mig være ene med min Gud og Frelser. Gaa, gaa!

Derpaa en høj Graad næsten som et uartigt Barns.

Proprietær Blunk kom ind holdende Hænderne om sine Kinder, som en Dreng, der kommer fra en Afrøfling hos sin Lærer. Men med en vis trodsig Frejdighed sagde han højt:

- Saa skal vi s'gu ha' en tarvelig kold Frokost oven paa den varme. Det vil linde.

Men, som om han frygtede for at have været uartig, rettede han sig strammere og sagde:

- Ja det var dog for varmt at køre i den Pels.

Han aabnede en Dør til et andet Værelse, og Alma saa en Spisestue med faa Rørstole af samme Slags som de i Dagligstuen, ellers var der kun en Buffet, som bredte sig dovent og forlegent i Tomheden. Og Frokosten bestod kun af lidt Spegeskinke, to haardkogte Æg og en Ost saa stor som en lille Møllesten og ikke stort blødere at skære af. Et stort Bondefruentimmer, hvis Udseende tydede paa kronisk Snue, kom ind med Kaffen.

Den baade kolde og tørre Frokost blev fortæret i Tavshed. Husets Herre syntes af og til at have Lyst til at ytre sig, idet han løftede Hovedet og tørrede sin Mund, men saa sank atter Øjnene hen i denne dvaske Resignation, som var deres staaende Udtryk, og Hovedet dukkede ned over Tallerkenen, Proprietær Blunk spiste langsomt og spiste meget. Alma var længst færdig, mens hendes Principal fortærede det ene tykke Stykke Rugbrødssmørrebrød efter det andet. Var det sandt - eller var det 221 Indbildning? Alt var saa tyst, at hun troede at høre det dryppe uden for de tæt duggede Vinduer.

- De skulde nu vel se Deres Værelse, sagde Blunk, da han endelig var færdig og tørrede sig om Mund og Hage . . . Jeg tror, min Kone blunder ... De maa undskylde, at jeg beder Dem om at gaa sagte.

Gennem Dagligstuen gik de sagte listende ind i et ved Enden tilmuret Stykke Korridor, hvor Bindingsværksvæggenes Bjælker traadte skarpt frem som Knokkelapparatet paa en mager Hund. Da de kom forbi den første Dør til højre, tyssede Proprietær Blunk igen, saa ængstelig hen imod den og holdt Haanden for Øret som et Hørerør. Saa aabnede han en Dør, og gennem et hvidkalket Rum, hvor der stod Linnedskabe og et Bord med opstablede Bunker af Skidentøj, kom de gennem et Par halvmørke Kamre ind i et ret rummeligt Værelse.

- Ja her maa De tage til Takke, Frøken, hviskede han . . . Jeg skal kalde paa Dem, naar min Kone kan tage imod Dem . . . Ja-a-a . . .

Værelset maatte være fugtigt. Thi det falmede Tapetpapir hang flere Steder løst daskende. Møblementet var en Jernseng, et Skab, en Komode, hvorpaa der stod en ussel Gibsminiatur-Statuette af Thorvaldsens Kristus, en forfalden Gyngestol, en Puf og et Par af de evige Rørstole.

Atter maalte han hende fra Top til Taa, fik et fornøjet Glimt i Øjet, sukkede, rømmede sig og gik.

I sløvt Tungsind pakkede Alma ud og ordnede sine Sager saa godt, som Omstændighederne tillod det. Hun var glad ved at have noget at tage fat i, glædede sig formelig til at faa en Fjervinge eller en Støvekost fat, Ting, som hun aldrig tidligere havde gidet røre ved. "Det var jo dog et meget større Værelse end det, jeg havde i København. Det skal nok blive pænt."

Der var lagt godt i Kakkelovnen, der var rart varmt, og den evindelige Taage derude forekom hende at lune.

Noget tungt og dumpt og hurtigt lød ude i Korridoren. Uden at banke paa Døren kom Bondepigen fra Frokosten ind paa sorte Uldhosesokker og sagde:

- Fruen vil snakke med Frøkenen, og det strakst. Ellers bli'r hun saa gal, saa det er noget my'religt, for hun er fælt utid'ig af sig.

Alma trak sorte Handsker paa for at være repræsentativ og 222 fulgte Pigen med Uldhosesokkerne gennem Korridoren. Pigen pegede til venstre, bankede sagte paa en Dør.

- Ja, lød det derindefra.

En Lugt af Kamfer, blandet med andre Apothekersager slog Alma i Møde. Hun saa et blændende Lys fra en stor Hængelampe. I en Fart skelnede hun en stor Jernseng med glinsende Messingknapper, med et broget Silketæppe over og derefter noget hvidt i en stor, polstret Lænestol à la Voltaire og opdagede deri en Skikkelse i kniplingsombølget Peignoir. Lampelyset gød Reflekser over Damens store, kreppede, rødblonde Haar, der faldt ned i to tykke Kaskader over Halsen og det hvide Gevandt.

Et Par trinde, hvide Arme og trinde Hænder med en glimtende Diamantring paa venstre Lillefinger bredte sig ud, og en blød, kælen Røst klang syngende:

- Aa, mit søde Barn! Hvor jeg har ventet Dem - jeg kan sige med sugende Længsel. Kom i Deres nye Moders Favn! Erstat mig det dybe Savn af en kærlig og forstaaende Datter. Alma nærmede sig. Damen rejste sig halvt op og greb hende med Armene, knugede hende ind mod et kødfuldt Bryst og bedækkede hendes Mund, Kinder, Hals og Haar med hede, brændende Kys.

Det kunstige Lys ved Dagen, den bedøvende krydrede Luft i Stuen, den sangagtige Stemmeklang, det varme, det bløde, det hvide virkede paa Alma, som om hun pludselig havde tømt et stort Glas Muskateller. Damen satte hende paa sit Skød og blev ved at kysse hende og stryge hende ned ad Nakken med en blød, fugtig Haand. Alma saa op i et Par store, noget udvældende, mørkegraa Øjne, ekstatiske i Udtrykket som en i Bønnen henreven Helgenindes eller Madonnas.

- Aa, vedblev Fruen, hviskende Alma ind i Øret. Jeg er nu saa glad og rolig. Frisk og stærkt Blod rinder gennem mine Aarer ... det er Blodet af den, der har forløst os alle . . .

Og med en pludselig Overgang til livlig og hurtig Takt:

- Jeg kendte Dem længe før De kom. De ser ud aldeles, som jeg havde forestillet mig Dem. Jeg har anet, at De har lidt store Skuffelser og i en ung Alder gennemgaaet stor Sjælekval . . . Hvor jeg véd det fra? . . . Ak, jeg har faaet tørre, prosaiske Efterretninger og Fakta, men en poetisk Natur, som er oplyst af Troens Flamme, forstaar at kombinere og komponere ... En temmelig ordinær Kvinde - nu - for Gud er vi alle elendige og usle - har paa sin Vis fortalt Deres Liv ovre i 223 Præstegaarden paa en ondsindet og uforstaaende Maade, men jeg, jeg stakkels syge og forpinte Menneske, jeg forstod, at der laa en Opgave for mig i at frelse en stridende Sjæl. Jeg samlede da al min Energi og sagde til ham, min Mand: Den Kvinde skal være min Datter, og jeg vil gøre hende til et Guds Barn, til en bodfærdig, men som skal juble ved sin Bod og erkende, at Sorg i Verden er Underbygning for den himmelske, straalende Glæde. Som Jesus elsker jeg dem, der syge og sorrigfulde ere . . . Aa, jeg bliver saa mat, min Kraft svinder.

Hun slap Alma, ordnede "sit udslagne Haar i to symmetriske Strømme, lod sig glide tilbage i Stolen og sine Arme hænge løst ned over dens Arme, lukkede sine Øjne og lagde Benene over Kors.

Ja vist var hun smuk: regelmæssige Træk, Ansigtet lidt for svært og fedt, Legemsformerne lige ved at være laskede . . . men alligevel. . . Øjenbrynene tegnede som med en Tuschpensel, Læberne var buede og fine og Hænderne næsten idealt skønne.

- Mon hun sover? spurgte Alma sig selv, da hun saa hende aande dybt med udspilede Næsebor og halv aabnet Mund med Tændernes fugtige Perler skinnende ud i Lyset.

Hvor var det hedt og tungt i dette Værelse, hvis polstrede Møbler og røde Tapet med store gyldne Blomster, klæbet paa udspændte Lærredsfelter, stod i en saa skærende Modsætning til den øvrige Lejligheds afgnavede og dekadente Udseende.

Alma vidste ikke, hvorhen hun skulde vende sig. Hun blev staaende og saa sig tosset paa de røde, tæt samlede Gardiner, hørte sig tosset paa al den Buldren og Knitren i Porcelænsovnen, paa Fruens dybe, næsten snorkende Aandedræt. Var det hele Virkelighed . . . eller en Theaterdekoration?

Fruen aabnede sine store Øjne paa Klem, smilede, nikkede mildt til Alma, vinkede hen mod en Guéridon med Marmorplade og forgyldt Fod, der stod ved Siden af hendes Voltairestol og hviskede:

- Læs det andet Brev. - Jeg mener det næst øverste i Bunken.

Og Udtrykket i Ansigtet med de tilknebne Øjne blev underlig lystigt eller frivolt som paa en Varieté-Sangerinde, der skal til at intonere en alt andet end hellig Vise. Hun føjede til:

- Lisez, et vous verrez, mademoiselle!

Fruen sank atter tilbage og syntes at sove.

224

Det var kun et Brudstykke, klippet ud af en større Skrivelse. Alma læste.

- De ser, kære Blunk, at Sagernes Stilling just ikke kan kaldes gunstig, og at det er os umuligt at skaane Dem for Afbetalingen til December Termin.

Der er imidlertid et Middel, hvorved De saa at sige, kan afbetale noget in natura, som kan godskrives Deres Konto. Den tiloversblevne Datter af gamle Brolægningsentreprenør Knudsen af dette uheldige Ægteskab, som var den første Aarsag til Boets nuværende Misère, er nu uden Subsistensmidler, og for Øjeblikket kan hendes Broder, Grosserer Laurids Knudsen, i sin prekære Stilling jo intet afse, og den yngre Broders saa at sige kroniske Insolvens er Dem jo bekendt. Jeg foreslaar Dem at tage Frøken Alma Knudsen i Deres Hus, som paa Grund af Deres Frues af mig og Deres Venner saa hjærtelig beklagede stadige Svagelighed, kunde trænge til Selskab og Pleje, hvilke altsaa paa den Maade uden kontant Udgift for Dem vil kunne erhverves mod Føde og Ophold. Vedkommende synes at være et meget stilfærdigt Menneske, men under Faderens beklagelig lange Sygdom har hun manglet ethvert Holdepunkt og skal have været kvasi-forlovet med en ung Handelskontorist ved Navn Vaage, hvis Ansættelse i et respektabelt Firma dog ikke forhindrede ham i at søge de for Ungdommen saa demoraliserende Variétéer og der samt andetsteds staa i Forbindelse med mindre heldige kvindelige Eksistenser. En saadan ung Pige vil under en saa religiøs Dames Ægide sikkert snart bringes paa rette Vej. Hun vil blive besørget direkte til Dem, om hvilket De skal faa betids Underretning.

Dermed endte Afklippet.

Under Læsningen var Alma bleven blodrød. Hun havde været under Spionøjne. Det Krapyl vidste om det Forhold, hvorover den dybeste Skam, den mest oprivende Harme blev vakt i hende. Disse Følelser arbejdede i hende, som skulde hendes Bryst sprænges og Stumperne af hendes Legeme ryge til alle Sider som splintrede af en Granat.

- Aa Gud, aa Gud! skreg hun - det første Skrig hun havde udstødt i sin lange Sjælevaande, og sank sammen. Hendes Knæ stødte haardt mod Gulvet. Hun maatte opmande den sidste Modstandskraft for ikke at falde helt hen som et dødt Legeme.

225

Alma følte noget fugtigt paa sin Pande.

Fru Blunk havde rejst sig og begyndte at kærtegne Alma.

- Deres Sjæl raabte . . . Deres Sjæl længtes som Hinden efter Vandbækkene . . . Jeg siger Alma til Dem! Min Datter . . . min Søster, mit Barn . . . vælg . . . hvad vil De være? . . . Læg Deres Hoved i mit Skød! Som Jesus elsker jeg de sorrigfulde . . . Kys mig!

Hun kyssede Alma med fugtig sugende Læber, sank saa tilbage i sin Lænestol.

Alma vidste ikke, om hun sad, laa eller stod, om hun sov eller vaagede. Saadant noget som dette havde hun aldrig oplevet. Hun vaktes ved, at den samme bløde, søvnige, syngende Røst som før slog om i en hastig Takt og et verdsligt Foredrag, da følgende Ord gik ud fra Lænestolens polstrede indre:

- Var han saa smuk, den unge Mand? Hvad? Dejlig? Bedaarende? - Hvad - dæmonisk? . . . Fortæl mig lidt om ham! . . . Aa nej, nej! Jeg vil ikke høre det ... Jeg er Deres Moder . . . Deres Opdragerinde til Kristum . . . Jeg har været Lærerinde, skal jeg sige Dem ... en Præposition, der betegner en Bevægelse, har Akkusativ efter sig ... Ha ... ha! ... Naa . . . naa:

Visselulle nu Barnlil,
sov nu sødt og sov nu længe,
skønt Din Vugge stander stil,
uden Dun og uden Gænge.

Nej . . . bliv vaagen . . .! Nu skal De høre! Jeg har altid Trøsten ved Haanden, fordi jeg véd, at den kun findes ét Sted . . . Rejs Dem, Barn!

Og med en Kraft som en helvoksen Karl hev hun Alma op med de Ord:

- Gud er stærk i de svage - og satte hende i Stolesædet, saa Træet knagede derved.

Hun tog et nyt Testamente ud af den lille Bogstabel paa Guéridonen, slog op, rakte Alma Bogen og sagde myndig:

- Læs! idet hendes hvide Fingre angav Stedet.

Det var i Johannes-Evangeliets indskudte uægte Kapitel om Kvinden, der var grebet i Hor, og det berømte Replikskifte mellem Jesus og Farisæerne om, hvorvidt hun skulde stenes, hvor Optrinet ender med Mesterens Ord til Kvinden: Gaa og synd ikke mere!

226

Da Alma havde endt sin næsten uhørlige Læsning med de klassiske Ord, rejste Fru Blunk sig igen, trak hende trods et uvilkaarligt Modstandsforsøg hen paa sit Skød, tog hende om Hovedet og tvang det tilbage som for at se ret fast paa hende. Efter et Øjebliks Forløb lukkede hun Øjnene til, smilede og hviskede:

- Men saa vidt kom det jo ikke med Dem . . . Vel? . . . Nej. Og ser De, naar Herren tilgav en saa stor Synd og aabenbart har stillet den ulykkelige Kvinde højt over hendes Anklagere, hvor meget mere vil han da ikke hos Dem tilgive Kødets Fristelse, som De jo overvandt - ikke? Aa, se hvor bly hun er, det lille Lam! Ak, ja, det er mig, der nu glemmer, at De er et Barn ... ha, ha ... men med for Resten meget udviklede Former . . . Jeg skal sige Dem: Jeg har saa mange Interesser . . . ogsaa Interesse for Plastik, saa meget som det er en kristen Kvinde tilladt.

Hun lod Haanden stryge op ad Almas faste Overarm, kneb kærtegnende i den indre faste Muskel og sagde:

- Solidement bâtie! Kan De Fransk?

Alma rystede paa Hovedet og hviskede med en forkrammet Fugleunges ynkelige Pip:

- Jeg har aldrig lært det ordentligt . . . lidt kan jeg.

- Det var jo mageløst, udbrød Fru Blunk, slap Alma og klappede i sine Hænder. Jeg savner saa tidt en pligtmæssig Livsgerning, som ikke er for svær for den Mathed, Gud har straffet mig med som en Pæl i Kødet lig Apostlen Paulus. Jeg vil hver Dag læse Fransk en Time med Dem. Aa, jeg skal glæde mig over Deres Fremskridt, som en Moder over et sundt og smukt Barns Vækst. Ak ja.

Fruen skjulte en Gaben med Haanden og sagde:

- Bliv ikke utaalmodig, mit Barn - De maa bære over med den skrækkelige Træthed, der aldeles pludselig kommer over mig. Jeg maa sove. Det skulde De ogsaa gøre. De maa jo være ødelagt af den skrækkelige Rejse . . . Aa, jeg takker den gode Gud for denne Halvblund, jeg kan ligge i. Da svæver der et Tog under mit Øjelaag, og jeg ser alle de hellige Skikkelser, Jesus, Apostelskaren drage levende forbi med straalende Guldglorier, mens dejlige Hymnetoner suser for mine Øren og dysser mig hen - o! Det er en Forsmag paa den evige Glæde i de himmelske Boliger. Lad mig være en Tid uforstyrret mellem dem ... lad mig høre Himmeriges Klokker ringe som den fromme 227 Dronning Dagmar før sin Død ... Ja jeg dør ogsaa snart. "Mig længes efter de Sjæle."

Alma beredte sig til at gaa, da Fruen pludselig slog sine Øjne op og sagde:

- Kom blot, naar jeg lader Dem kalde; ellers ikke. Jeg er ikke altid saa blød og god som nu. Pælen i Kødet kan gøre mig ond og hidsig. Og saa græder jeg timevis af Anger. Men mod Dem vil jeg være sød og kærlig, og til Dem vil jeg opspare alt det gode, der rummes i min stakkels syndige og forpinte Sjæl.

Da Alma strøg forbi Guéridonen, faldt hendes Øje paa det gule Omslag af en Bog, der var bleven afdækket, da Fruen havde taget det øverst liggende ny Testamente ud af Bunken. Alma læste de store Bogstaver:
ADOLPHE BELOT:
MADEMOISELLE GIRAUD, MA FEMME.

Hun tænkte, mens hun gik ud af Døren:

- Det var da en underlig Titel.

Hun drog sit Vejr med et saa dybt Aandedræt, at det blev et Suk. Denne Kvinde havde rent forskræmt hende. Hun havde Lyst til at løbe sin Vej . . . Men hvorhen? Hun var mere ene og forladt end nogensinde.

Graaden stod hende i Halsen, da hun gik gennem Dagligstuen, og da hun kom ind i Spisestuen, overmandede den hende, og en høj Hulken brød sejrrig frem.

- Puh! lød det i det halvmørke Værelse.

Alma saa nu Proprietær Blunk sidde ved Bordet, hvor Frokosten endnu stod anrettet, og skære sig en forsvarlig Skive Spegeflæsk. Hun maatte passere lige forbi ham, hvis hun vilde ind i sit Værelse, standsede og turde ikke gaa videre.

- Trænger De ikke til en Bid Saltmad? lød Proprietærens Røst, meget blidt og næsten frygtsomt. Ser De, jeg har set mig lidt om i Staldene ... og De har jo - hm været derinde . . .! Jeg mener ovenpaa saadan indelukket Luft gør noget salt godt. De talte længe med min Kone? . . . Var hun . . . saadan . . . "aufgeregt"?

- Fruen var meget livlig.

- Og vil nu sove?

- Ja.

- Hm! Præsten har været her og har vel strammet . . . jeg mener . . . flammet hende op til Andagt og saadan noget . . .

228

Saa hun er vel træt, Stakkel . . . Naa De skal ikke have en lille Bid? ... Ja, ja! ... Jeg har været inde i Deres Værelse og tilladt mig at sørge lidt for Deres Kakkelovn. Nu tror jeg nok, der er rart varmt. Og saa har jeg ladet flytte en Sofa derind. Den er ikke saa pæn, som den skulde være, men den er dog bedre end slet ingen Sofa.

VI.

I flere Dage saa Alma intet til Fru Blunk. Det hed sig, at hun laa og ikke vovede at tale.

Proprietæren var faamælt som før. Naar han stoppede op i en Replik, fortsatte han den paa sin Vis ved at fløjte.

Alma traf ham kun ved de tarvelige og af meget ensformige Retter bestaaende Maaltider. Stundom hørte hun en Vogn rulle ud af Gaarden og saa Proprietæren køre ud alene, pelsindhyllet og dampende af Kørepiben med det uhyre Træhoved.

Hun hørte ham stundom gaa frem og tilbage i "Kontoret", en lille Stue ud til Gaarden, og hans Gang ledsagedes af Suk.

Naar hun kom i Nærheden af Køkkenet, lugtede hun af og til, at der blev stegt Vildt, men det var altid uden for de sædvanlige Maaitider. En Gang saa hun den store Bondepige, stadig gaaende dumpt paa sine sorte Uldsokker, bære en Bakke ind til Fruen. Foruden det tildækkede Porcelæn stod der en halv Flaske Vin paa Bakken.

Langsomt og tungt sneglede Tiden forbi Alma. Hun, som ellers ikke havde været synderlig flittig med Hænderne, sad nu hele Dagen ved Vinduet i sit Værelse ud mod den taageslørede Have og syede, hæklede, broderede, som hun skulde tjene Føden ved Dagløn.

En dump Stilhed rugede over det hele Hus. Dørene aabnedes eller lukkedes, saa tyst, som om den, der aabnede og lukkede, selv sagde "tys", hver Gang det skete. Og evig dryppende Taage derude!

En Dag sagde Proprietær Blunk ved Frokosten med den evige Spegeskinke, da han mente at læse et Spørgsmaal i Almas Øje:

- Rent splintrende galt . . . Hun dør vist fra mig.

229

Han brast i Graad, den store, stærke, kønne Mand. Graad smitter ligesom Latter. Alma kom ogsaa til at græde. Men da blev Proprietæren helt forlegen eller gnaven.

- Ja, hvad Fa'en kan det hjælpe, sagde han, rejste sig, tørrede sig om Munden med Servietten og gik ud uden at afvente Pigen paa Hosesokkerne og Kaffen. Alma var alene, da hun kom.

Pigens umeddelsomme Væsen havde ikke opmuntret Alma til at henvende et Ord til hende.

Denne Gang saa Pigen sig om i alle Stuens Hjørner, og da hun havde forvisset sig dm, at Alma var ene, lod hun sine Hænder falde ned paa Hofterne og drog et Par dybe Suk. Suk syntes at være Livsomkvædet i dette Hus.

- Ja, sagde hun, som hen for sig. Nu skaber hun sig værre end nogensinde derovre.

- Er det saa daarligt med Fruen?

Som om der var gaaet Hul i en tæt tillukket Blære, fusede Ordstrømmen ud af den store Pige i en Lokaldialekt, som det vilde være trættende at gengive nøjagtigt:

- Hun fejler s'gu ingen Ting. Hun sover som en Stud, æder som en Fedeso og "møjer" sig som en Spædekalv. Ja, jeg siger det akkurat, ligesom det er. Den sorte Præst han tror nok, at han kan mane hende, men han, han gør hende mere rundtosset end hun før var, naar han kommer og lægger Skrifterne ud for hende. Andre Mennesker og Manden med maa gnave Ben som Hunde, og hun skal fyldes med dyre Fugle og endnu dyrere Vin og æstimerer ikke bajersk Ø1 mere end som Vandet ude i Møddingepølen. Og saa har hun saadan en herlig Mand, der slider som en Karl og aldrig drikker sig fuld, "udentagen" naar hun har plaget ham Sjælen ud af Livet.

Alma havde nok lært det Dogme, at pæne Folk ikke skal familiarisere sig med Tyendet, men Trangen til at høre menneskelig Tale efter den lange Tavshed og Ensomhed fik hende til at glemme sin Værdighed. Hun spurgte:

- Hvad fejler egentlig Fruen?

- Ikke andet end det, at hun er taav'lig ligesom en "ovsen" Ko.

Alma rejste sig og vilde gaa ind, men Pigen skrævede langt til Siden som en stor Ildtang og stillede sig lige i Døren til Almas Værelse.

- Hun er Datter af en fæl fornem Fader, der nok var Kammerjunker eller saadant noget, men han stjal nok af Kongens 230 egen Kasse, siger de, og derfor skar han sig vel dybt, da han skulde balbere sig, og saa var Aanden ude af ham med det samme. Saa maatte hun tjene paa Herregaarde som Skolelærerinde, og saa tog hun vor Mand. Han havde Penge nok, og her kom baade Grever og Baroner og Skidt og Møg og aad og drak, saa det var noget ræddeligt. Og saa sank Hveden i Pris, og saa kom det ene, og saa kom det andet, og da her ikke var noget mere at æde, og ingen Drikkesorter i Kælderen, saa blev alle de fine Bø'stenbindere herfra, som godt var.

- Og nu kommer her ingen?

- Jo, der kommer jo den gamle Præst og hans Fruentimmer saadan snavlende til Tider og saa han den unge Kap'lan, han den lange, som Frøkenen saa den Dag, De kom. De siger, han kan mane Folk ned i Helvede; det skal jeg ikke sige noget om, men det véd jeg, at han gør Folk taav'lige med alt det Dævelskab, og man kan være simpel nok paa Forstanden i Forvejen, saa jeg vil s'gu'tte miste den Smule, jeg har, og la'r heller vær' at gaa i Kirke, for mens den gamle Præst havde sit Vejr, saa snakkede han pænt, saa man var helt gla' ved sig selv, naar man havde hørt ham, men nu har han i de mange Aar snakket Vejret ud af Livet paa sig og hvæser som en udlevet Gase. Det er ellers Synd for ham, for det er "værkelig" en yndig gammel Mand at se paa og har saadan et mildt Øjesyn, men Kap'lanen han glor paa Folk som en Raabuk i dens gale Tid. Hvad kan det saa hjælpe, at han har saadant et pænt sort Skæg ligesom en Korporal eller General eller saadant noget? Nej, det kan det s'gu da itte ... Ja, Frøknen skulde ellers ha set dette Hus for en halv Snes Aar siden. Naa da, da, da, da! Stuerne var saa fulde af Møbler, at et voksent Mandfolk knap kunde spytte uden at ramme Fløjelsbetræk og al Slags broderede Sager, som laa og flød hen over dem. Men se, efterhaanden som Hveden faldt, og siden den Prokurator fra København, ham, Springpaa, eller hvad han hedder, som er Broder til den lange Humlestave, der ligger halve Aar ovre i Præstegaarden og æder, jeg siger, siden han den Springpaa satte Penge i Gaarden, og siden det blev rent taav'ligt med Hveden, og siden Fruen rendte mere og mere avet om, saa røg Møbler og Betræk og Skilderier ud af Stuerne og Vinflaskerne ud af Kælderen og Rævensbenssteg og andre Sulevarer ud af Køkkenet og de fire Piger blev til mig og saa en snottet Tøs, som ikke er til andet end til at skælde ud for det værste, der er til paa Jorden ... Ja, hvis Frøkenen vilde 231 komme en Smule Øjeblik ud i Køkkenet, saa skal De høre et Syn, som er forskrækkelig at tænke paa, og som det bare linder en Smule at snakke om for saadan en som mig, for Avlskarlen siger bare hold Kæft! til alt, hvad man siger til ham. Det vil sige, naar han er gal i Hovedet, for naar han er glad, eller han er fuld, saa griner han og siger: Ka' Du holde op med at knage, Din gamle Høvlebænk! Saa det er rigtignok en stor Glæde for en anden en, der altid skal gaa og tie ligesom en stivmulet Hoppe, at snakke med en Dame, der ræsonnerer saa fornuftigt, som Frøkenen nu gør.

Alma følte det formelig som en Lindring at høre paa den store Piges Vrøvl. Det var dog noget levende i de døde Rum, denne knagende, tørre Stemme, der gjorde Avlskarlens Lignelse ret forklarlig.

I Køkkenet hørte Alma hende opramse Navnene paa de Kar og Redskaber, der havde fyldt de tomme Pladser, som nu gabede ned fra Tinrækken og fra mange Kroge paa Væggene. Da hun pegede op paa en saadan Krog, brast Pigen i Graad og sagde højt hulkende:

- Der hang en mageløs stor "Kastrolle" af Kobber, et dejligt gammelt Stykke, som det var en stor Glæde at polere, for den kunde komme til at skinne som det bare røde Guld.

Der hørtes en skinger Klokkelyd, der blev heftigere og heftigere.

- Saa, nu er Fa'en igen los, sagde Pigen ... nu ringer hun, som Huset skulde falde ned . . . den Fiskefrikadelle!

Hun satte i tungt Luntetrav og kom tilbage i usædvanlig Fart og sagde pustende:

- Frøkenen skulde ind til Fruen, og det straks . . . Skynd Dem, ellers bliver vi begge to ulykkelige.

Alma traadte ind til Fru Blunk med bankende Hjærte.

Fruen sad i Lænestolen i Peignoir og med udslagent Haar som sidst og bredte Armene ud. Hendes Øjne straalede, der laa en Art Forklarelse over hendes smukke Træk, som kun skæmmedes af for stor Kødrighed.

- Mit stakkels Barn! De maa have savnet mig. Har De ikke længtes en lille, bitte Smule efter mig?

Alma var nødt til at svare Jo.

- Ja, De er sød og huld, som Deres Navn siger. De er ikke Spor af bitter paa mig?

Alma var nødt til at svare Nej.

232

- Da har jeg været bitter paa mig selv. Aa, hvor jeg har lidt! Læg Deres smaa Hænder paa mine Tindinger! Føl, hvor de brænder og banker!

Alma kunde hverken mærke, at de brændte eller bankede. Fru Blunk vedblev:

- Jeg har i mange Dage følt Kærligheden blive kold i mig. Jeg kunde ikke finde paa et ret kærligt Ord til Dem. Men jeg Daare! Jeg søgte Kilden til Kærlighed i min egen syndige og forpinte Sjæl i Stedet for i det hellige Ord.

Det ny Testamente kom frem, og Fruen læste Kærlighedshymnen i 1. Kor. 13: Om jeg end talede med Menneskers og Engles Tungemaal, men havde ikke Kærlighed, da var jeg et lydende Malm eller en klingende Bjælde o. s. v.

Ja, hun læste brillant! Stemmen klang som sagte Musik og blev brugt med næsten dramatisk Færdighed. Den steg og faldt kunstnerisk, de skønne Ord kom alle til deres Ret, hendes Øjne beduggedes, og som en stærk Finale i et Musikstykke klang Kapitlets Slutningsord:

"Saa bliver da Tro, Haab, Kærlighed, disse tre; men størst blandt disse er Kærligheden."

Alma blev virkelig rørt, og hendes Øjne fyldtes med Taarer. Hvor var Fru Blunk dejlig! Og saa da hun var færdig og sad nedsunken i en salig Henrykkelse.

En Vogn hørtes rulle ude i Gaarden. Fru Blunk fór sammen med et Skrig.

- Jeg vil ingen se! Bliv hos mig, stønnede hun . . . Men hvem er det? Nej gaa ikke! Jeg kan ringe paa Mette, der kom ind og sagde:

- Det er Kap'lanen!

- Ham maa jeg modtage, sagde Fruen - bed ham vente, til jeg er paaklædt. Aa, De hjælper mig nok, lille Alma.

I en Fart blev de udslagne Lokker nogenlunde ordnede ved Hjælp af et Baand, saa de kun faldt ned over Nakke og Ryg. Fruen rejste sig med ungdommelig Raskhed, hjalp sig selv i en vid, ulden, sort Kjole, spændte en bred, gul Læderrem med Staalspænde om Livet, saa stramt, at hendes svære Bryst helt fyldte det forreste af Kjolelivet. I sin Iver slog hun til Almas Hænder, naar hun vilde hjælpe hende, saa sig om med et rask Blik, opdagede den gule, franske Bog paa det lille Bords Plade, rev den ned paa Gulvet og besørgede den med et Spark ind 233 under Lænestolen. Hun lo kort, løftede Pegefingeren og sagde til Alma med Efterligning af en Skolepiges Diktion:

- Ikke sladre, lille Alma! Det er en af den kære Pastor Kristensens smaa Særheder, at han hader Fransk ligesom Ammen i "Barselstuen" Latin og Græsk.

Hun fniste tøseagtigt. Alma vilde gaa, men Fruen sagde myndig:

- Bliv! -

VII.

Pastor Kristensen traadte ind, lang, kroget og sort. Hans mørke Øje sendte i Forbigaaende et Blik paa Alma og derpaa et paa Fruen, idet han hilste hende. Fruen forstod det Spørgsmaal, der laa i Øjekastet. Hun smilede lidt og sagde:

- Ja, hun er af vore.

- Hm - naa -? lød det langtrukkent fra Præsten.

Alma tænkte:

Hvad mener hun med det?

Hun maatte atter yde Fru Blunks dramatiske Talent en tavs Hyldest. Den malerisk bodfærdige Helgeninde sad nu som en artig lille Pige i sin uldne Kjole og det nedredte Haar med den uskyldige Pandeskilning.

Hendes Profil vendte mod Præsten, saa det hele Ansigts Fylde ikke faldt i Øjnene.

- Hvorledes har De det med Jesus? spurgte Pastor Kristensen Fruen.

- Jeg har i længere Tid ligget i Vaande og længtes efter ham, svarede hun. Det var mørke Stunder, da han syntes at svinde længere bort, jo mere jeg søgte.

- Ja, det er en af Djævelens Kunster at gøre Menneskene lunkne i Troen. Hvad er det, hun hedder, den unge Pige der?

- Alma Knudsen.

- Rigtig. Jeg har hørt det, Maaske De alt ogsaa har erfaret

denne Smerte i Sjælen, ikke at kunne finde Jesus i Deres Hjærte.

Alma blev ildrød, vidste ikke, hvad hun skulde sige. Hun 234 troede at se et Smil svagt antyde sig paa Fruens røde Læber, mens Øjnene bevarede deres fulde Troskyldighed.

Pastor Kristensen sagde til Alma:

- Lær i Tide at uddrive Djævelen af Deres Kød ved megen Bøn og Faste ligesom Fru Blunk.

Alma maatte kæmpe med Mindet om Duften af det stegte Vildt, som den store Mette bragte Fruen.

- Men nu er Jesus atter hos Dem? spurgte han Fru Blunk. Ret inderst i Deres Hjærte?

Fruen smilede kælent-ydmygt op til ham og sagde:

- Ja. Jeg har lige nu forelæst den lille Alma de hellige Ord, han taler gennem hans udvalgte Apostels Pauli Mund.

Hun pegede paa det opslaaede ny Testamente.

Præsten rynkede sine stærke, sorte Bryn, saa de løb sammen.

- Det Sted, hvor herligt det end er, er De ikke stærk nok i Troen til at vælge. Jeg skulde kende Dem daarligt, hvis Djævelen ikke brugte Dem til med Snedighed at fortolke disse Ord, saa at De bruger Dem til at trøste Dem med, som om alt var godt, og De havde Fred og ingen Fare. For Dem gælder det om stadig at staa paa Vagt mod den, der anfører Aandevæsenerne under Himlen - Djævelen. De skal Dag for Dag ruste Dem med de Vaaben, De skal omgjorde Deres Lænd med Sandhed, iføre Dem Retfærdighedens Panser, ombinde Deres Fødder med Kampberedthed fra Fredens Evangelium, gribe Troens Skjold for at udslukke alle den ondes gloende Pile, tage paa Dem Frelsens Hjælm og Aandens Sværd - Efesierne 7, 12 og følgende . . . De skal læse om de Rædsler, som Apostlen fra Patmos udslynger mod Verdens forfærdelige Synd og Ondskab, dem han hørte fra Herren i den fodside Kjortel, med Guldbæltet om Brystet, med syv Stjerner i sin højre, medens et skarpt Sværd stod ud af hans Mund, og han skinnede som Solen i sin Kraft. De skal læse om det sjette Segls Brud, efter hvilket Jorden skælvede, Solen blev sort som en Haarsæk og Maanen rød som Blod, Stjernerne faldt ned paa Jorden, og Himlen veg, lig en Bog, der sammenrulles. Skælv saa for Lammets Vrede. Lad Basunernes Torden knuse Deres Sjæl med Angst. Fly da i Aanden ned i Fortvivlelsens vide Ørken og sørg, græd over Deres Synd! Har De ikke selv bekendt, hvor dybt De var falden i Synd, at Lysten har brændt, i Deres Kød, at De har tilbedet Dyret med de syv Hoveder? Har De ikke?

Han tog i hendes Skulder, rystede den og vedblev: 235 - Som Babylon, den store Skøge, har De bolet med Verdens Konger: med Forfængelighed, med Blødagtighed, med Løgnagtighed, med Dovenskab, med hedensk Kunst og Visdom.

Fruen vred sig som en Orm, mens den store, haarde og stærke Haand bestandig bearbejdede hende. Hun stønnede:

- Ja men jeg har jo arbejdet og arbejder stadig paa min Saliggørelse i Frygt og Bæven.

- Aa, hvad gør De! Nu siger jeg Dem: Staa op, tag fat i Deres daglige Gerning og læs hvad Apostlen siger om Kvinden 1. Kor. 7. Gør en Trælkvindes Dont stille, mens Sorg over Verdens og Deres egen Synd brænder i Deres indre . . . Gør det endnu i Dag! Saa farvel . . . jeg skal til Onsløv Skole og prædike for de hellige der . . . Farvel, Alma ... De maa komme i Kirke paa Søndag, saa skal jeg siden tale med Dem om Deres Sjæls Frelse.

Pastor Kristensen gik ud efter at have givet hver af Damerne et Haandtryk af begge sine Haandflader.

Fruen sad et Øjeblik med Haanden for Ansigtet. Saa sprang hun op, let som en Kat og sagde:

- Herligt . . . Det er som en kold, kraftig Straaledouche, der giver Styrke, Mod, Omløb og Varme i Blodet efter først at have stivnet det til Is. Nu skal De se, hvor den har styrket mig! Hvor Guds Ord faar levendegørende Kræfter i den prægtige Mands Mund!

Hun trak Støvler paa sine Fødder, surrede Nakkehaaret sammen i en stor Knude, tog ud af Skabet et snehvidt Forklæde med rød Bort og Kniplinger om Smækken, bandt det om sig og sagde:

- Kom Alma! I Dag arbejder vi i al Ydmyghed paa ringe jordiske Ting. Men De skal se, hvor Herren lægger sin Velsignelse deri . . . Siden saa angrer og beder vi sammen . . . Nej det er sandt - ikke før jeg har holdt mit Løfte, at læse Fransk med Dem. Aa, De skal blive une petite Parisienne.

Den tunge, dovne, bløde Røst, som kun fik Kraft og Klang, naar hun læste op, lød nu i hurtig Takt som en glad Fuglekvidder.

Hun saa sig i Spejlet, nikkede ad sit Billede, syntes at finde det saare godt, tog Alma om Livet, og, mens hun nynnede Valsen af "Faust", dansede hun med hende gennem Mellemværelset ind i Spisestuen, hvor den store Mette var ved at lægge Dugen paa til Frokostbordet.

236

Mette saa flygtig op, uden at der fortrak sig en Mine i det brede Ansigts uforstyrrede, dvaske Udtryk. Alma hørte hende mumle:

- I Dag er 'ed nok Søndenvind.

- Sagde Du noget, Mette? spurgte Fru Blunk.

- Næ-æ-æ-j, sagde Mette; jeg sa' itte novet.

- I Dag skal vi have en ekstraordinær Frokost, Mette, sagde Fruen. Hvad har vi af Madvarer?

- Itte novet, svarede Mette.

- Snak, gamle tro Sjæl! Vi maa have en And i Huset.

- Ja til Middag.

- Naa, saa spiser vi den til Frokost. Steg den . . . Kan De se, Alma, jeg véd paa en Prik, hvad der er i Huset. Præsten har Ret. Gud er ogsaa i det smaa og ringe, i en Husmoders trivielle Gerning. Staar der ikke skrevet: Sørger ikke for, hvad I skulle æde og drikke, thi det skal gives Eder i samme Time.

Alma kom til at le, hun mærkede, at Fruen citerede falsk.

- Saa, nu maa De med ud i Køkkenet. De skal jo ogsaa lære Husholdning hos mig. Var det ikke Meningen? Kom, mit Barn!

Saa gik det ud i Køkkenet. Fruen fór om, vims som en hvid Mus i et Bur, tog selv fat paa at gøre Anden i Stand med opsmøgede Ærmer, morede sig over, at hendes hvide Hænder og Arme overstænkedes med det brune Blod af det slagtede Dyr, sugede en Gang Blodet af med Læberne og sagde:

- Hvis jeg ikke var bleven religiøs, var jeg bleven en blodtørstig Kvinde, en Messalina, en Brynhilde, en Fredegunde, en Hervør. Jeg er, kort sagt, en meget sammensat Natur.

Mette stod bagved, beskrev med sin Finger en Kreds paa sin Pande, saa hen paa Alma og mumlede:

- Hun er rundtosset!

Fruen lagde selv Anden i Stegegryden, skrællede Kartofler, lavede Sauce, gav saa Mette Ordrer, rensede sine Hænder og Arme i Vasken, skreg, da hun mærkede det iskolde Vand, og sagde:

- Atter en Isdouche! Fortsættelse af Pastor Kristensens Prædiken! . . . Alma . . . Tro ikke, jeg spotter, jeg aner en dyb Harmoni i Tilværelsen, en Sammenhæng, en Traad, ledet af Guds Finger . . . Her er Støveklude! Hjælp mig, Alma! Alt i Huset skal skinne blankt som det pure Guld, naar min kære velsignede Mand kommer hjem.

237

Det resterende Køkkentøj blev taget ned. Fruen, Alma og Mette og en ganske ung opløben Tøs, skurede og pudsede. Saa for Fruen med Alma i Haanden ind i Stuerne, hver med sin Støveklud og Fjervinge. Fruens Hænder og Arme arbejdede l blændende Fart. Hun besteg Stole og Sofa, fejede Spindelvæv ned med en lang Kost, støvede, bankede, saa Skyer stod ud, aabnede Vinduerne for den kolde Taage, paastod, at Luften gav hende herkuliske Kræfter. I utrolig kort Tid var Stuerne rensede og Bordet dækket, da Proprietær Blunk kom.

Han saa sig om uden at røbe Overraskelse eller Glæde. Men Fruen sprang hen imod ham og saa opad ham som en kælen Hund, krystede, kyssede og krammede ham, uden at ænse hans sørgmodige, tunge Mine.

- Min egen, søde Ven! Pastor Kristensen har været her.

- Naa, har han det?

Han har paavist, at jeg har syndet imod Dig, fordi jeg ikke hver Dag raader over det Kærlighedsvæld, som Du fortjener, at jeg udøser over Dig, Du gode, fromme Sjæl! Du stille Martyr! Harmoniske, dybe Natur!

Proprietæren slap endelig ud af sin Frues kvælende Favntag og Kærtegn og rettede paa sit Haar og Skæg som en forpjusket Fugl paa sine Fjer.

Fruen stillede sig foran ham, holdt ham med Armene paa hans Skuldre i nogen Afstand fra sig - og Alma maatte tilstaa for sig selv, at hun saa bedaarende ud.

Det lysnede i Mandens Øje, der gik som et Solglimt over hans Ansigt. Nu syntes Alma, at det var et meget smukt Par.

Han greb hende om Livet, løftede hende i sin stærke Arm og kyssede hende paa hendes hvide Nakke under den mægtige, flettede Knude.

Hun sagde til Alma:

- Ser De, mit Barn! Tag dette til Eksempel, naar Gud har vakt Elskoven i Deres Hjærte, og denne Elskov er bleven til Ethik i et kristeligt Ægteskab ... Se, Karl ... se!

Mette kom nu med Anden. Og kvidrende løb Fruen ind i sit Værelse og kom tilbage med en Flaske Vin i Haanden.

- Det har jeg sparet op til af Husholdningspengene. Det er Madeira. - Sig saa, at Du har en sød, lille, økonomisk Kone, Karl.

Der spistes med en Appetit, der navnlig for Proprietærens Vedkommende næsten var glubende.

238

- Ser Du! det klarer op! Solen kommer med Glans og skinner ned paa det af Gud mest velsignede Ægtepar, dens Øje har set, raabte Fru Blunk, svang sit Glas, hvori den gyldne Vin blinkede med Sølvreflekser, og pegede ud mod Haven.

Taagen flød hen i store, flossede Masser, Himlen afslørede sig blegblaa. Træernes Konturer fik Form og Liv. Vinden ruskede i Grenene, saa de klaprede. Det vaade Græs skinnede, overstrøet med lyssugende Perler. Det sortebrune Muld svulmede op i Gangene. To hvide Kirketaarne rejste Takkegavlene op i Luften, frejdigt skuende ud over den flade Egn. Popler og Pile svajede, der var Liv og Flugt i alt. Som en kaad løssluppen Dreng hvinede Stormen gennem Gaard og Have.

Fruen sang med en Jubeltrille med opløftet Glas:

Kølige Druer,
Kærligheds Luer,
o, hvor I atter bestorme mit Bryst!

rev sig ud af Mandens Favn og raabte:

- Mit Flygel! Mit Flygel! . . . Ak, det er her ikke mere. Det er ofret paa min kostbare Sygdoms Alter som et Brændoffer til Barmhjærtighedens Gud. Aa, Karl, Karl! Hvorledes skal jeg gengælde Dig al Din Kærlighed og Opofrelse? . . Aa, Du skal se, hvor jeg skal være sparsommelig og mindes Apostelens Ord, at Manden er Kvindens Hoved som Kristus er Menighedens! . .. Vi skal nok faa Raad til et nyt Flygel . . . Ikke sandt, Karl, jeg faar et nyt Flygel? Det skal være det sidste Glas Vin, som drikkes i dette. Hus. Jeg vil leve af Rugbrødssmørrebrød uden Paalæg, af Vand; jeg vil vænne mig af med Kaffe og The, indtil jeg faar et Flygel igen, hvorpaa jeg kan tolke min Fryd for Herren min Gud og over det herlige Liv, han efter sin fra evige Tider fattede Beslutning har udkaaret mig til.

Hun sank atter til Mandens Bryst. Alma vidste først ikke, hvor hun skulde gøre af sine Øjne, men uvilkaarlig droges de hen til det tæt omslyngede Par, og hun tænkte paa de Dage - det forekom hende, som det var hundrede Aar siden - da hun øm og troskyldig havde omfavet den Træblok, Alfred Vaage.

Hun saa Fru Blunk bide sin Mand i Øreflippen.

Hun sagde:

- Tak Pastor Kristensen! ... De gav mig en Indsprøjtning af varmt Blod, og med et Ryk tog hun fat i Manden og trak ham med sig ind i sit Værelse.

239

Den store Mette var kommen ind fra Køkkendøren, uden at nogen havde lagt Mærke dertil. Hun stod i Døraabningen stiv som en Skildvagt. Da Ægteparret var forsvundet, brød der et tørt Grin ud gennem hendes Næse.

- Naa da, da, da! Ja hun kan suge ham ud til den sidste Draabe, den Sat'en. Og det la'r hun unge Tøse som os to se paa! . . . Hæ? De har ellers ikke ladet andet tilbage af den And end Skroget ... Nu faar hun ikke andet til Middag end det, for der er ikke andet . . . Hun holder ellers mere af at flænse i skært Kød end af at gnave Ben . . .Hæ! Ja, saadan er hun nu indrettet.

Alma gik ind til sig. Hun følte sig hed i Hjerne og Blod.

Solen stod nu højt over Haven, hvor Stammer og Grene, Græs og Stene skinnede i vaad Glans, og paa den sorte Jord mylrede gnistrende Pailletter.

Hun faldt uvilkaarlig paa Knæ for Solen, som hun ikke havde set i maanedsvis, og rakte sine Arme imod den, som bad hun til den, en af disse stille Bønner ud af en saa svulmende Stemning, at den kvæler Ordene i Fødselen.

Da saa hun en Menneskeskikkelse derude i en rank, kraftig Mand. Han var i en bondeagtig Arbejdsdragt og med Pibe i Munden, hvorfra han blæste lyseblaa Skyer, der boltrede sig igennem Luften i dansende Ringe. Hans store, mørkebrune Fuldskæg struttede af Kraft som hele hans Figur. De store brune Hænder glimtede i Lyset. Han saa paa hende. Et elfenbenshvidt Tandapparat som paa et Rovdyr blottedes, mens Øjet var mildt og skikkeligt.

- Aa, det var ikke andet end Karlen Lars!

Men hvor var det en smuk Karl! En stolt Husar kunde der blive ud af ham! Hvis han svang en Klinge, maatte han kunne hugge sin Mand igennem som Heltene i Sagaer og Kæmpeviser.

Han tog Huen af og sagde:

- God Morgen!

240

VIII.

- Sikken dan en Re'lighed! sagde Mette og lod Hænderne falde ned paa sine Laar, mens hun stod med opsmøgede Ærmer over en Vaskerballe, og den grønne Sæbe skummede over hendes brune haarede Arme. Hun gav ikke Alma Tid til at spørge videre, men fortsatte:

- Ikke saa meget som en Klejne til Jul! Hun siger, at man skal bede i Julen og ikke æde. Og det véd jeg da lige fra jeg var en Tøs, der netop var vænnet til Renlighed, at Vorherre har befalet en at holde Julen hellig med fed Mad og Æbleskiver. Næ - hun siger, at "Ky" (Kød) volder alt ondt. Derfor æder hun nu Fisk, men Rødspætter er meget dyrere end som Ky! I Gaar hang hun ved Manden som en Gedehams ved en Smørblomst, og i Dag har hun spyttet ad ham. Det har jeg selv set. Nej, sa' hun, hun vil ligge og græde over, at Vorherre blev født til Verden bare for at lide ondt og blive pint. Og det vilde hun ligge og tude over i dele den velsignede Juletid.

- Sagde Mette noget til det?

- Nej, for saa var hun bleven saa smadrende gal, at det havde været forskrækkeligt at se og høre paa. Men jeg tænkte s'gu mit, det gjorde jeg, ja Gu' gjorde jeg saa.

- Saa-aa?

- Ja, det gjorde jeg netop. For jeg tænkte: Det maa jo ha' væ't den Mands egen Vilje; for havde han villet, kunde han jo ved sin Almægtighed ha' maset alle de Jødetampe som Utøj. Ja, Gud ske Lov for Dem, Frøken, for De har lige saa megen Tænkekraft, som det ku' væ't mig selv. Nu skal vi kun ha' stegt Flæsk og et Par haardkogte Æg til Julenadver. Grisene er solgte, saa Pølse og Rævensbenssteg, det ser vi ikke noget til. Men jeg skal liste lidt Hve'emel og en Bid Smør og et Par Æg ud, og dem laver jeg til Lars, Tøsen og mig selv, og jeg skal nok holde et Par varme til Dem og lægge dem ind i Deres Seng, at de ikke skal blive kolde, saa kan De æde dem, inden De sover.

Ja, det var en trist Juleaften. Proprietær Blunk og Alma sad alene ved Bordet med ludende Hoveder. De kunde høre Grenene knække og knage ude i Haven. Da de rejste sig, sagde han sagte og frygtsomt:

- Vi skal vel i Kirke i Morgen?

- Ja, hviskede Alma.

241

- Hm, sagde Proprietæren i en Tone, som om han havde været gladere, hvis hun havde sagt nej.

Der var faldet en let Sne om Natten. Den havde overstrøet Træer, Tage og Jord med et let hvidt Lag Pudder.

Alma og Proprietæren steg op i den gamle Jagtvogn, hvis Lakerings og Overlæders Sprækker Solskinnet pietetløst røbede. Mette var heller ikke videre hensynsfuld, da hun bragte Fodposen, og sagde:

- Jeg ku'tte finde den anden Fodpose.

Blunk rødmede og sagde:

- Giv Frøkenen den der.

Han slog et hidsigt Knald med Pisken.

De to alderstegne Heste syntes et Øjeblik at mindes deres Raceblod og Ungdomsmod; de forsøgte sig i en Art Kapriol og slog ind i et skarpt Trav, der dog snart faldt af i den jævneste Luntegang. Proprietær Blunk sukkede ud gennem sit rimpudrede Overskæg og opgav foreløbig Evret med Hensyn til at være flot kørende.

Men da et Par propfulde Bøndervogne kørte forbi ham, blev han rød i Hovedet og haard mod sine Heste og drev ubarmhjærtig paa dem. Det knagede i Skagler og Hammeltøj, som længst var uvante med Overanstrængelse. Og end yderligere steg hans Krænkelse, da han mærkede en ny Vogn lige ved sin Bagsmæk og hørte en Bonde, hvis Stemme han kendte, raabe:

- Nej - det er lige godt Synd at jage saadan paa, Hans. Manden fra Havgaard vil ha'e Fortræd af det.

Det var den gamle Sognefoged i den nærmeste Landsby. Han talte saa til sin Søn, der kørte Familjen til Kirke.

Den Art overbærende Delikatesse fra en Bondes Side skar Blunk i Hjærtet, især da det var en politisk Modstander, der ved flere Folkethingsvalg havde været Stiller af Venstrekandidaten, mens Blunk havde stillet Modparten.

Gennem Rækker af mørkt klædte, alvorlige og tunge Skikkelser, uhyggelige Kontraster til den over Jorden og Træerne blinkende fine, jomfruelig glade Sne gik Proprietær Blunk og Alma over Kirkegaarden.

Først lagde hun Mærke til en gammel, meget høj, men ganske krumbøjet Mand, med store, grove Træk. Han maatte have været en Kæmpe i sine Velmagtsdage. Han støttede sig til et ligeledes meget stort Kvindemenneske. Alma kendte sin Rejsefælle paa de truende gule Tænder. Proprietæren tog Hatten dybt 242 af for Parret, rakte Haanden ud mod den gamle Herre, som fæstede et Par store, milde, meget lyseblaa Øjne paa ham og Alma. Blunk præsenterede.

- Frøken Knudsen - Pastor . . . men blev afbrudt af det store Kvindemenneske, der nu viste sine blaarøde Gummer plus Tænderne; saa paa Alma, som hun vilde snappe efter hende, og sagde:

- Vi maa ind i Kirken, Hans ... Vi staar jo her og bliver forkølede. Skynd Dig!

Den gamle Herre knurrede lidt, men lod sig uden Modstand føre videre.

Saa viste Pastor Kristensen sig i Ornat i den Laage, som fra Præstegaardshaven førte til Kirkegaarden.

Præstekjolen sad temmelig tæt om det lange, magre Legeme. Han skred langsomt gennen Rækkerne af blottede Mandshoveder og nejende Kvinder, med halvtillukkede Øjenlaag, hvorimellem de luende brune Øjne skinnede ud med hed Glød, stadig bukkende, uden at fæste sit Blik paa nogen. Sneen sprængte hvidt i hans tætte, sorte Fuldskæg. Lydløst gik han hen mod Kirkedøren gennem den lydløse Skare, fulgt af ydmygt tilbedende Blikke, især fra Kvinderne, der foldede deres Hænder paa Lommetørklæderne over Salmebøgerne. En høj, ung Bondekone lod høre en snøftende Hulken. Pastor Kristensen løftede sine Øjne lidt mod hende og nikkede langsomt og alvorligt. Først da han var gaaet ind, fulgte Menigheden ham ind i Kirken og placerede sig, Mænd og Kvinder paa hver sin Side.

Skolelæreren, en ung Mand med Henri-Quatre-Skæg, i fin sort Selskabsdragt, snarere lignende en Oberkellner end en gejstlig fungerende, lagde for med Bønnen, begav sig saa hen ved en Side i Koret og spillede paa et Orgelharmonium.

Sangen løftede sig, men overragedes af Pastor Kristensens Røst, dyb som en Kontrabas. Det dirrede gennem Almas Nerver. I Sangen lød stundom noget som en vild, kvidrende Jubel, snart noget som en fortvivlet Bæven, Nød og Vaande. Nogle af Menigheden, især af Kvinderne, kunde Teksten udenad, sang sig op i en eksalteret Stemning, der røbede sig ved feberblussende Kinder og ved en Sangen gennembrydende hulkende Ruelse.

Der susede aabenbart stærke Strømninger under de hvide, salpeterplettede Krydshvælvinger gennem den sødsure Luft. De syngendes Aande stod ud i den som en Røg.

Stolestaderne og de i Skibet opstillede Bænke var propfulde.

243

Præsten laa knælende foran Alterbordet. Han saa ud, som han overvældet mere og mere sank sammen. Og da han rejste sig for at messe, og hans Bas alene gennemdirrede Kirkens Rum, lignede han med sit lange Skæg, sin høje, smalle Skikkelse i den underlig snævre Præstekjole, med Bogen i de magre Hænder under den hvide Særk og den røde, guldkantede Messehagel, en Helgen paa et byzantinsk Billede.

Salmerne bestod af mange Vers, men det var saa langt fra, at Menigheden var træt eller sløvet, at den tværtimod sang stærkere og intensivere. Alma fandt endog Sangen larmende. Hun stjal sig til at skotte over til sin Principal lige over for hende i Mandsstolene. Hun saa ham gentagne Gange holde Haanden for Munden.

De fleste Hoveder og Rygge krummede sig under Sangen som Aks under en Storm. Kun ét Hoved lyste som et Fugleskræmsel over en duvende Kornmark - Frøken Springborgs. Hun sad stram som en Grenadér, der nok skulde kunne præsentere sit Værge - de store Tænder - baade for Gud og Fanden, uden at blinke.

Pastor Kristensen stod paa Prædikestolen med højnet Blik og foldede Hænder, da Menigheden endelig var i Færd med den sidste Salmestrofe. Endnu var den sidste Tone ikke udsunget, da der hørtes en halv skærende, halv brægende, enkelt Mandsrøst synge.

Alma vendte sig brat og saa et gammelt, aldeles skaldet Hoved i et Stolestade. De rindende røde Øjne var blinde, Ansigtet var gennemfuret af Rynker, et Par uhyre sorte Hænder løftede sig ekstatisk i Vejret. Han sang følgende fire Linjer, men vildt uden Melodi:

Nu rinder Lammets dyre Blod,
det soner Verdens Syndebod,
og Himlen staar i salig Glød,
i Helved luer Flammen rød.

En Bondekone, Almas Naboerske, trak hende i Kaabeærmet og hviskede hurtig:

- Det er den blinde Skræder fra Onsløv; han haver profetisk Gave og kender alle Hemmeligheder.

Og Alma saa Pastor Kristensen bøje Hovedet, som om han lyttede med Andagt.

Da begyndte han paa Indledningsbønnen, der henvendte sig 244 til Gud om, at Profetiens og Tungetalens Gave rigelig maatte udbredes i hans Menighed, som i dens store Dage, at alle vilde rystes og falde paa Knæ for den Frelser, der i Dag var født.

Det var Synd at sige, at han prædikede om "det glade Budskab". Nej, han sagde blandt andet, at kun de hellige i Sandhed kunde glædes ved Herrens Fødsel, og de hellige var kun en ringe Flok. Men de lunkne, som Herren vilde udspy af sin Mund, og de vantro, som istemmede Helvedesfyrstens Spot over de troende, var langt i Overtal. De lunkne gik i Kirke om Søndagen og levede som Hedninger de søgne Dage; de vantro gjorde Horehuse og Skuespilhuse til deres Kirker og dansede om Guldkalven som Jøderne under Sinai Bjerg. De lyttede til liderlige Toners og rimede Ords leflende eller brunstige Klang i Stedet for til hellige Salmer og satte Dampen, Elektriciteten og hvad alle de Kræfter hed, over den hellig Aand og hans Aandepust i den hellige, almindelige Kirke. Nej, før der ret kunde prædikes Juleglæde, maatte Verden med Anger og Sønderknuselse have strøet Aske paa sit Hoved og kastet sig hulkende til Jorden og selv bede om Herrens Straffedom. Selv de hellige maatte kæmpe hver Dag med Djævelen, der gik om baade som en brølende Løve og søgte dem, han kunde opsluge, og krøb langs Jorden som en listig Slange, for at bide de troende i Hælen og forgifte det Blod, de havde drukket af Herrens Kalk. "Husk paa Ordet, der lød som Spaadom kort efter Herrens Fødsel igennem Simeons Mund, at dette Barn er sat mange i Israel til Fald og Oprejsning og til et Tegn, som modsiges." Sluttelig bad Præsten for Menigheden og bønfaldt den om at bede for ham, der stadig maatte kæmpe mod Djævelen under Frygt og Bæven, under Hulken og Taarer, bede, at han ikke skulde overliste ham gennem Køds og Blods Vilje og vriste ham ud af Favnen paa den Frelser, som var født os i Dag.

Alma gjorde først Modstand mod disse Tanker, men - hun blev overvunden og græd og skælvede snart som saa mange andre i Kirken. Der var en Begejstrings Vælde over Præsten; ingen kunde mistænke disse fanatiske og vilde Ord for at stamme fra Hykleri. Den personlige, mandige Myndighed fik Tag i det lille Pigebarn. Hans Røsts Ekko rungede gennem hendes Nerver, som et Orgels Basbasun. Det gik op for hende, at hun havde været et Verdens Barn, og hun lovede sig selv at tænke paa sin Sjæls Frelse. Dog - hun turde ikke tale med Fru Blunk derom. Hende var hun angst for eller led ved.

245

Hendes Elskovseventyr med Kommisen paa Kontoret ved Havnen stod nu for hende som en stor Synd. Hun havde jo set med uren Attraa paa en Mand. Det blev hende klart.

Proprietær Blunk mødte hende ved Udgangen. Han saa hendes Betagethed. Han sagde lidt smilende: - Gaa nu ikke hen og bliv tosset ligesom ... hm ... saa mange andre. Husk paa, hvad den svenske Præst sagde efter sin Prædiken: at Menigheden ikke skulde græde, for det turde være Løgn altsammen.

Alma hørte eller forstod ham ikke ret.

Proprietæren plejede at lade sit Køretøj staa i Præstegaarden, mens han var i Kirke. Da han stod i Gaardsrummet og vilde gaa ud af Porten, mens Karlen spændte for, traf han den gamle Præst og hans heroiske Slægtning, Frøken Springborg. Den gamle bad ham venlig at gaa ind i Præstegaarden og spise Frokost, men fortrød det, da han mærkede et Ryk i sin Arm.

Men Ordet var udtalt, og skønt Frøkenen saa ud som Edder og Forgift og hverken hilste Blunk eller Alma, gik de ind.

Alma haabede at faa Pastor Kristensen at se endnu en Gang. Hun følte sig tvungen inden for en Tryllekreds, som han havde draget om hende.

Forlegen høflig bad den gamle Præst de fremmede tage Plads, mens Frøkenen raslede med Kaffekopperne, som vilde hun slaa dem i Stykker.

Pastor Kristensen traadte ind i Ornat. Da han saa Alma, undslap der ham et "Ah!" der ikke vidnede om Ubehag ved at se hende. Han tog hendes Haand mellem begge sine og sagde med sin umaadelig dybe Bas:

- Gud styrke Dem i al Deres Gerning.

Det gav et Sæt i Frøken Springborg, som hørte det henne fra Kaffebordet. Hun vendte sig, saa op og ned ad Alma og Kapellanen og fnøs.

Pastor Kristensen foldede sine Hænder og saa ned i Skødet, inden han spiste. Han talte ikke et Ord, og under rugende Tavshed klirrede Gafler og Knive, ja man kunde høre det knække i den gamle Præsts Kæber. Pastor Kristensens Øjne veg sjælden fra Alma. Hun mødte dem en enkelt Gang for straks at slaa sine ned og stræbte at klare sig, hvad denne Præsts store Øjne sagde. Thi de vekslede i Udtryk og Glans uden at bevæge sig. Snart forekom de hende kærligt hvilende eller ubehjælpsomt spørgende som en stor og god Hunds, snart tændtes der i dem en hed Glød, som hun ikke kunde, turde eller vilde søge Udtydningen af.

246

Hun vred sig under deres Virkning, maatte anvende al mulig Selvbeherskelse for ikke at røbe sig ved ydre Uro.

Pludselig syntes han at tage et Tag i sig selv og gav sig til at spise, baade hurtig og meget. Mange Stykker tykt Rugbrød med tyndt Smør og Paalæg forsvandt gennem hans blussende røde Læber. Brat nedslugte han en stor Kop Kaffe, rejste sig med et Sæt, hilste og gik ud i Gaarden, hvor Vognen, der skulde køre ham til anden Tjeneste i Annekset, holdt forspændt. Kort efter gik Frøken Springborg ud og smældede Døren i efter sig.

Den gamle Præst drog et befriende Suk, skar sig en tyk Skive Sylte, rakte hen mod et Hjørneskab ved Siden af Sofaen, hvor han sad. Han rakte Tungen lidt ud og missede med Øjnene, mens han halede en lille Karaffel og to smaa Glas frem til sig og Proprietæren. Da de vare tømte, kom der lidt Liv i den gamles lyseblaa Øjne. Han rettede sig en Smule i Sædet og sagde:

- Ja, det var en stræng Juleprædiken.

- Ja, man blev mere glad, naar man i sin Tid hørte Dem præke, Hr. Pastor, sagde Blunk.

- Tidernes Ugudelighed, den megen Fornægtelse og negative Kritik har vel gjort denne strænge Retning nødvendig. Ja - den Pastor Kristensen taler som en Mand, der har Myndighed. Jeg tænkte i sin Tid altid paa Ordet: Dømmer ikke, at I ikke skulle dømmes.

- Ja, Gud hjælpe os alle til Hobe! sukkede Blunk. Vi har nok ikke saa meget at lade hverandre høre.

Den gamle Præst stirrede tankefuld hen for sig og sagde, som om han førte en Enetale:

- Hm! Ja, jeg har siddet ved den store Mands Fødder - ham, "Kæmpen mellem Skjalde, som med Orgelklang i Bryst kunde Liv af Død fremkalde med sin Kirkeklokkerøst". Af ham lærte jeg, at vi først skulde blive dygtige Hedninger, inden vi blev Kristne, og at Korset var den rette Forlængelse mod oven af Thorshammeren, og, at naar Solguld faldt paa det kristnede Fæste, saa begyndte Glæden ved den Herre, som led og døde for os. Thi vi voksede i Visdom og Naade, mens vi stadig knælede for Korsets Tegn i Skjoldet, hvor Løver springe og Hjærter staa i Brand . . . Men jeg maa have taget fejl. Nu er jeg halv knust af Lamhed og Sløvhed . . . Derfor maa jeg nu ydmyg og uden Modstand lytte til Ordet om den evige Fortabelse, om Ormen, der aldrig dør, og Ilden, der aldrig slukkes. Og jeg kan ikke med Mund eller med Pen faa den gamle Seer i Tale 247 og spørge om hans Raad. Nu er det vel snart en Menneskealder siden, at hans isgraa Skæg sank ned paa hans Bryst i Døden.

Der blev en lille Pavse, og Proprietær Blunk, som ikke var rigtig "med", syntes, at han dog burde fylde den, og det slap da ud af ham med et Suk;

- Ja, hvad Fa'en skal man sige til det?

Den gamle vedblev, uden at det syntes, han havde lagt Mærke til Proprietærens Ord:

- Mest gør det mig dog ondt for min gamle Menighed. Dens Livsglæde er slukket. Nu er der ingen glade Folkefester om Sommeren ovre i den lille Skov, da de begyndte med Sangen: "Velkommen i den grønne Lund, hvor Fuglene de sjunge" og fortsatte med Ingemanns Holger Danskes Rimkrønike: "I alle de Riger og Lande". Ja, ja: nu gaar Folk enten bøjede under Rædselens Aag eller løfter en hovmodig Pande og pukker paa deres Hellighed. Men det maa vel være saadan, det skal vel være saadan.

Proprietæren sagde:

- Pastoren har ellers været en Kraftkarl, lige til De fik den forbistrede Sygdom.

- Herren slog mig for mit Overmods Skyld.

- Er det sandt, at Pastoren kunde løfte en Tønde Sæd?

- Ja, svarede den gamle, og der skød et muntert Glimt op i Øjet ... Ja, jeg var stærk som en Kæmpe af Vælgten. Ja, det var længe før De kom her til Sognet, at der begyndte at komme Mormoner her, og de fik ikke faa med paa deres fordømte Lære. Jeg mødte dem, hvor de viste sig, og beviste dem baade ved Skriften og ved det lille Ord af Herrens Mund, at de fór med Løgn. Men de begyndte paa deres Vrøvl forfra igen. Værst var den Skræder, som De hørte synge paa egen Haand i Kirken i Dag; han prækede om de sidste Dages hellige og gentog det samme ti Gange i Træk. Saa løb Hidsigheden af med mig, og jeg gav alle tre Prædikanter et Livfuld Hug, ihukommende Apostelens Ord: "Den Tjener, som har kendt sin Herres Vilje og ikke har beredt sig eller handlet efter hans Vilje, skal have mange Hug". Og de to løb deres Vej og betraadte aldrig Sognet mere, og Skræderen omvendte sig til Kirkeordet og er nu, siger man jo, en Slags Profet.

- Ja, sagde Proprietæren, det var i de gode Tider, da man kunde lange en obstrinatsig Flab af en Karl en Lussing.

- Ja, men det staar opført paa min Syndeliste alligevel, sagde Præsten og sank slap hen.

248

I det samme stak en Næse og et Par Tænder ind ad Døren, som aabnedes paa Klem:

- Hans, Du skal ind og sove.

- Ja, ja ... Farvel Proprietær Blunk, farvel, lille Frøken! Tænk imellem paa den gamle Præst og bed for ham!

IX.

Ligesom over den nærmeste Egn hvilede en dødsklam Haand over den gamle Præstegaard, hvor i gamle Dage Børn legede at "væve Vadmel" i Havens Gange, og Klang af Kæmpeviser, af Grundtvigs og Ingemanns Sange, sungne af Bondestruber, frejdige som Trompeter, fyldte de lave, hyggelige Stuer.

- Naa kom saa Hans; Du skal sove.

Frøken Springborg tog denne Kæmperuin af en Fætter under Armen. De store Fødder slæbte fladt efter. Inde i Dagligstuen laa der Puder og Tæpper paa den lange, gamle Sofa med det haarde Hynde.

Fra den Dag af, da gamle Pastor Lamm pludselig blev ramt af et Slag, mens han læste i Grundtvigs Verdens Krønike for 100 Gang i sit lille Studereværelse med Udsigt til Havens bugnende Frugttræer, var han bleven saa bange for denne Stue, at han ikke var at formaa til at sætte sin Fod deri. Han turde ej heller være ene. Naar hans Kusine ikke var i Præstegaarden, maatte en af Pigerne sidde hos ham i Dagligstuen, ja endogsaa ligge hos ham om Natten i hans Sovekammer. Han havde en Gang vovet at bede Frøken Springborg derom, men hun havde afvist det med en saa jomfruelig-amazonisk Indignation, at han aldrig vovede at komme mere tilbage dertil trods Bevidstheden om sin fuldkomne Uskadelighed som Stuefælle med et hvilket som helst Væsen af modsat Køn. Med Nød og næppe opnaaede han den Indrømmelse, at Frøkenen sov i Studereværelset, men med aflaaset Dør.

Hun hjalp Pastor Lamms store Lemmer op paa Sofaen med et kraftigt Tag, idet hun sagde:

- Du venter med at tage Din Frakke af, til jeg kommer ud af Stuen. Du véd, at jeg aldrig i mit Liv har kunnet taale at se 249 et Mandfolk blotte sig i mindste Maade . . . Saa, sov nu, Hans, sov . . . Skynd Dig!

Præsten sov med høj Snorken, mens Sneen faldt tættere og tættere ude i Haven, og blødt rislende lagde sig tykkere og tykkere over Muld, Buske og Træer.

Og inde i Studereværelset med de gamle, just ikke mange støvede Bøger, endnu med gammel Tobakslugt udsivende fra Bindene, hvis æsthetiske Dels yngste Repræsentant var Chr. Winthers Træsnit, og hvis største Bestand var Grundtvigs Skrifter, satte Frøken Springborg sig. Det var hendes Bestemmelse rigtig at ville ærgre sig i Dag. Havde hun ikke havt et saa medlidende Hjærte, skulde Hans rigtignok have havt en ordentlig Overhaling ... ja han kunde jo faa den, naar han vaagnede. For denne sultne Proprietær, som var i hendes Halvbroders Lomme, hvem Prokurator Springborg kunde gøre Eksekution hos, hvad Øjeblik det skulde være, han kunde rigtignok gerne være lidt mere opmærksom mod hende. Og denne Rendemaske, som samme Prokurator - hun brød sig aldeles ikke om, at de kaldte ham Overretssagfører - for hun, Martha Springborg - hun blæste ad alle nymodens Drengestreger - den Rendemaske, som hendes Broder havde sendt ud paa Havgaard, for at hun kunde spise af paa, hvad han havde staaende i hendes Faders Bo, hun havde ikke lukket Munden op til hende. Ja hun skulde bare have prøvet paa det! Saa skulde hun snart have slaaet et Begplaster for den. Og saa Kapellanen! Han havde dog græsselig simple Manerer. Han formelig aad. Det kunde aldrig falde hende ind at bruge et saa sjofelt Udtryk som at æde, hvis det ikke fandtes i Bibelen. Det var formelig ækelt at se, saadan som han slog al Ting i sig med lige Behag, enten det var Byggrynsvælling eller den dejligste Hønsekødsuppe. Og sikken dan der ser ud i hans Værelse paa Kvisten! Sofaen var fuld af Uldsokker, ja af Klædningsstykker, hvis Navn ingen anstændig Kvinde kunde nævne, mindst i Mandfolks Nærværelse. Ja, hun ærgrede sig ogsaa over Hans, saa dvask han var. Hans havde rigtignok meget at takke hende for. Og han vidste det meget godt. Han var ikke saa dum, som han saa ud til. Da han havde forlovet sig for ... ja, det er nu lige meget, hvor længe siden det var, saa fortrød han det, og hun vidste nok, hvem han hellere vilde have, for han havde skrevet et Digt, der begyndte:

De Elfenbens Perlerader
bag Læbens røde Koral.

250

Det var da tydeligt nok. Men der var Kvinder, det kunde hun, Martha Springborg, bevidne højt og helligt - som respekterede Ægteskabets Hellighed, selv om det var et ækelt Ægteskab, og som desuden ikke æstimerede Mandfolk for mere end det Smuds, de træder paa.

Hun tog den nærmeste Købstads Avis og vilde læse dens Udklipsfeuilleton. Men dels kunde hun ikke finde Rede i Pagineringen, dels gik det daarlige Papir itu under hendes hidsige Knips. Da græd hun over, at Skæbnen blev ved at chikanere hende, rejste sig, skød Tænderne frem i deres mest bidske Stilling og sagde:

- Nej, nu skal jeg, sandt for Dyden, sige Hans ordentlig Besked.

- Ja, Du gaber, Hans . . . Men Du har slet ikke godt af at sove for meget. Og hvad skulde det til at invitere den forsultne Blunk og den væmmelige Tøs herind?

- Aa, det er jo saadan en rar lille Pige.

- Saa-aa-? Nej jeg har jo fortalt Dig, at hun . . .

- Hvem der er ren, kaste den første Sten.

- Det tør jeg gøre uden at blinke, sagde Frøkenen og rejste sig i sin fulde Højde.

- Hm . . . hm ... ja i visse Maader, sagde Pastor Lamm eftertænksomt.

- Saa i hvad for Maader, Hans?

- Jeg mener . . . saadan hvad Blufærdighed og Kyskhed angaar.

- Bliv ikke ækvivok, Hans! Det passer ikke for Din Alder og den Stilling, som Du dog paa en vis Maade endnu beklæder.

- Er der noget ondt i at nævne de Ord, lille Martha?

- Ja, der er. For man har ikke Lov til at tænke sig, at der er noget som helst Svineri til.

- Den Mening er da f. Eks. Genstanden for Din Beundring ikke af. Han hentyder jo altid til saadant noget i sin Tale.

- Hvad siger Du, Hans? Jeg holder virkelig ikke "Genstande". Maa jeg være fri for Insinuationer, Hans?

- Ja Du maa, min Pige.

- Jeg protesterer mod, at Du kalder mig Din Pige, Hans. Jeg har aldrig været nogens Pige.

- Naa ja, ja, ja, ja. Jeg mente ellers at ville sige . . .

- Jeg bryder mig ikke om, hvad Du vil sige.

- Ja, ja; ja, ja. Saa tier jeg stille, saa tier jeg stille, mit Barn.

251

- Jeg er ikke Dit Barn.

- Nej, nej, nej. Jeg siger jo ikke et Ord.

- Ja, men jeg kan fordre, at Du giver mig en Forklaring over, hvad Du mente med min Genstand.

Den gamle Herre grred sig paa Panden. Han kunde ikke huske, hvad han havde sagt.

- Hm ... hm ... ja, hvad mener Du? . . . Jeg . . .

- Naa saa Du gaar fra Dit Ord? Skikker det sig for en gammel Herrens Tjener? Du talte om en Genstand for min Beundring. Jeg kræver af Dig som Mand af Ære, at Du siger mig med fulde Navns Nævnelse, hvem Du mener.

- Naa-aa-aa! Jeg mente - ja jeg mente Pastor Kristensen. Frøkenen fnøs.

- Nej véd Du hvad, Hans! Det er det mest uforskammedeste, Du kan sige. Jeg er yderlig opbragt paa Pastor Kristensen. Men Du ser jo ingen Ting. Heller ikke, at Pastor Kristensen saa paa den . . . Ting . . . den Alma Knudsen, med . . . ja, hvad skal jeg kalde det? - presserende Øjne.

Pastor Lamm saa forbavset paa sin Kusine og lo smaagryntende.

- Ja I Mandfolk ler altid af, hvad der ikke er pænt. Mig ærgrer det, saa det tager paa mig. Jeg er slet ikke sikker paa Pastor Kristensen, siden jeg véd, hvad jeg nu véd.

- Saa-aa-aa-?

- Ja -a-a. Han er ude hver Nat og lader sin Lampe brænde paa Bordet. Han véd ikke, at Petroleum koster Penge, lader det til. Men jeg har Øjnene med mig. Vorherre har givet en Øjne, for at man skal bruge dem.

- Du hedder ikke for intet Martha, lille Ven. Du bekymrer Dig om saa mange Ting.

- Vil Du fornærme mig og sige, at jeg ikke vil sidde ved Jesu Fødder som Maria? Du kunde dog gerne la' vær med at blive personlig nærgaaende . . . Men nu vil jeg sige Dig, at jeg har opsporet, at Pastor Kristensen gaar sine egne Veje. Jeg sad i Mørke i Spisestuen og tænkte paa alle de Ærgrelser, jeg har døjet i det jordiske Liv. Saa hører jeg en gaar ned ad Trappen fra Kvisten, og saa hører jeg Døren gaa. Jeg hen i Vinduet! Og der ser jeg et langt Menneske, som virkelig var Kapellanen, gaa over Gaarden og ud i Haven og ind ad Kirkegaardslaagen. Og det bed jeg Mærke i, og siden sad jeg hver Aften i Spisestuen, og det var den ene Aften ligesom den anden. Men jeg har været 252 for undselig til at tale til noget Menneske derom ... og var ikke denne alt andet end moralske Ting kommen her i Dag, og Kapellanen ikke havde set paa hende paa den Maade, saa havde jeg holdt min Ærgrelse hos mig selv, som Gud skal være mit Vidne til, at jeg ellers altid gør. Men det vil jeg sige Dig, Hans, at sker det i Aften, at den unge Præst saadan løber ud om Natten ligesom de uanstændige Tjenestepiger i København, saa undersøger jeg Sagen.

- Naa - ja - ja -; ja, ja!

- Naa Du bryder Dig ikke om det?

- N-e-j.

- Og det er Din egen Kapellan! Ja Du vil komme til at fortryde det, Hans, komme til bitterlig at fortryde det.

Den gamle Præst smaagryntede igen. Frøkenen løftede sine Hænder mod Himlen fortvivlet over ikke at kunne faa sin Fætter til at dele hendes Ærgrelse. Hun foragtede Folk, der ikke vilde ærgre sig.

Endnu i Døren sagde hun:

- Jeg siger Dig, Hans, j'eg passer nøje paa - gik saa ud efter at have slaaet Døren haardt i.

I Spisestuen holdt hun følgende Enetale:

- Han var ikke en Smule klogere, før han fik Apopleksi. Og saadant et dvask Menneske har paastaaet, at han sværmede for det levende Ord af Herrens Mund. Han er selv saa død som en Spegesild; det skal jeg bevidne af Erfaring.

Mens gamle Pastor Lamm afvekslende sov eller nynnede grundtvigske Salmer, lyttende til fjærn Klokkeklang gennem Sneens bløde Dryssen, sad Frøken Springborg i Sideværelset paa en Forhøjning, mønstrende hvad der gik for sig i Gaarden, bankede alvorligt manende paa Ruden, hvis en Pige standsede for at "sludre" med en Karl, mønstrede gentagne Gange Fjerkræbestanden, om Tallet passede, efterat hun havde subtraher.et de Individer, som i Anledning af Højtiden havde maatte række Hals, fra Antallet, hun forefandt ved sin Ankomst, og tilfredsstillede sig selv ved mindst ti Gange at konstatere et rigtigt Resultat. Hun blev nu i et saa godt Humør, som hun kunde naa op til, thi, skønt hun i aller højeste Grad ærgrede sig over, hvad hun havde troet at læse i Kapellanens Øjne over for Alma Knudsen, var hun fornøjet med sin faste Beslutning om at udforske Pastor Kristensens lønlige Veje. Trods det, at hun rigtignok var altfor "selvfølende" til at holde Sladder med Pigerne, hvem hun kun helligede korte 253 og kategoriske Ordrer, var det hendes Pligt at have Ørene med sig. Nu da hun var misfornøjet med Pastor Kristensens kolde Ordknaphed lige over for hende, var hun ikke utilbøjelig til at slutte det værste af Karen Stuepiges Fnisen, naar hun saa Kapellanen styre ind ad "Strædet" til unge Niels Nielsens Gaard, hvor Konen faktisk var en af de smukkeste i Sognet og gjaldt for en af de mest hellige. Da Frøken Springborg fandt, at det var hendes Pligt at være à jour med alt, hvad der sagdes og gjordes i Præstegaarden, saa længe hun var der, fandt hun paa forsvarligt at bruge hvert Middel til at naa sit Maal, som f. Eks. at lytte uden for Borgestuedøren til Karlens, Husmandens og Pigernes Samtaler. Endnu Lillejuleaften havde Karlen sagt: Ja, ja, Maren Niels Nielsens sidste Tøs hun er da "kristen", véd jeg, for den unge Præst hedder jo Kristen Kristensen. Hun glemte endog at forarges, som hun ellers vilde have gjort, over Pigernes fjantede Fnisen.

Da Pastor Kristensen kom hjem fra sin Gerning i Annekssognet, var han ved Middagsbordet uafbrudt under Kontrol af Frøkenens Blikke. Men han gav ingen Agt derpaa og vekslede kun faa Ord med gamle Pastor Lamm som f. Eks., at Kirken havde været lige saa stoppende fuld som i Hovedsognet, at Herrens Finger synlig havde berørt ogsaa denne Menighed. Den gamle Herre udtalte pligtmæssig med foldede Hænder: "Herren være lovet!" Han syntes at falde hen i Betragtninger, sukkede flere Gange, og hans Distraktion benyttede Frøkenen sig af.

Der blev nemlig serveret Andesteg. Og hver Gang der var Fjerkræ paa Bordet, stod der en Kamp om Kilebenet mellem Pastor Lamm og hans Kusine. Ædelt og selvfornægtende sagde den ene til den anden: "Tag bare Kilebenet . . . jeg sætter ikke den mindste Pris paa det ... det er mig saamænd ligemeget, hvad jeg faar . . . jeg spiser akkurat lige saa gerne det ene som det andet Stykke ..." men den, der tog det, efterlod en dump Fortrydelse i Sjælen paa Modparten. I Dag listede Frøken Springborg Kilebenet lydløst til sig og havde halvt fortæret det, da hendes Fætter vaagnede af sine Betragtninger. Resigneret sukkede han og opgav Kampen. Den unge Præst gnavede det store Laarben og spiste den fede Gump. Frøken Springborg sagde til sig selv, at en Mand, der satte saa lidt Pris paa Guds Gaver, burde nøjes med samme Føde som Folkene i Borgestuen. "Ja vent Du til i Aften!"

Hele Eftermiddagen sad hun paa sin Forhøjning, glad som 254 en Helt, naar Kampens Stund nærmer sig. Hendes Strikkepinde klirrede som Kaarder, der krydses. Ved Thebordet gnistrede hendes Øjne, og hendes store gule Fortænder glinsede fugtigt, som en Ulvs, der vejrer det sig mere og mere nærmende Bytte.

Den gamle Præst gik tidlig i Seng.

Klokken slog ti, og den slog elleve. Frøken Springborg holdt sig stille som en Mus, strikkede ikke en Gang. Da knagede det ovenover paa Kvistværelsets Gulv og derefter paa Trappen. Kapellanen maatte tro sig sikker og ubevogtet, siden han slet ikke dæmpede sine Trin, men skred frejdig ned, som han havde den bedste Samvittighed.

- Jo, jeg takker!

- Naa, saa han vilde være listig! Jo vist! Han vilde lægge Vejen over Kirkegaarden og saa ud af den anden Port. Saa var han jo lige i "unge Niels Nielsens" Stræde d.v.s en Indkørsel fra Vejen til Gaardens Port mellem to Stengærder.

I en Fart var Frøkenen i Overtøjet. Det var blæst stærkt op, og den tidligere jævnt og blødt faldende Sne var bleven fygende og strid, den stak i Huden som Naale. Vinden hujede og hvinede i Pile og Popler. Stammer sukkede og bragede, tørre Kviste reves af. Længernes Straatage vred sig under Stormens lunefulde Greb og Kast.

Skulde Frøken Springborg opgive det hele? Nej. Hendes Ideal var at være en staalsat Karakter, og i denne Sag var hun videbegærlig som den grundigste Forsker.

Vinden snoede og flettede hendes Undertøj om hendes Ben som Sejl om tynde, men bomstærke Master. Hendes Blufærdighed løb ingen Fare, selv om hendes Ben skulde blottes, thi Folkene var længst gaaede i Seng, og Natten var mørk. Med Møje skelnede hun ved Hjælp af Sneens Genskær Pastor Kristensens lange sorte Skikkelse bevæge sig over Kirkegaarden.

Hvidmalede Kors og enkelte Marmortavler grinede ud i Mulmet som Lemmer og Hovedskaller af Dødninger. Det var alligevel rart, at Kapellanen gik der. Alene, uden Bevidsthed om et andet Menneskevæsens Nærhed, turde Frøkenen næppe have passeret en Kirkegaard under saadanne Omstændigheder. Med Fare for at blive opdaget af den, hun forfulgte, paaskyndede hun sine Skridt for at være ham saa nær som muligt, hvis en Fare skulde vise sig.

Men hvad var det?

255

Saa hun ham ikke nærme sig Vaabenhuset, gaa ind under den lille spidse Dørbue? Hørte hun ikke Nøglen hvine i Laasen?

Saa fræk kunde dog hverken han eller noget Kvindemenneske være, at de turde holde Stævnemøde i Kirken . . . Gud! og naar han nu lukkede Døren, saa var hun ene; og for ikke alt i Verden turde hun gaa ene tilbage over Kirkegaarden. Hun fortrød sin Ekspedition.

Nej han lod Døren staa uaflaaset. Hun hørte Nøgleknippet klirre og rasle i Laasen, hvor det hang.

Frøkenen stod og holdt sig i Dørens skarpe Murkant. Sneen føg mod hendes store knoglede Haand, og Kulden dødisnede den, mens alt om hende hvinede, suste og bragede. En Teglsten raslede fra Kirketaget, faldt ned og knustes med et skrattende Brag mod en Ligsten.

Gennem den utætte Dør saa hun Lys inde i Kirkerummet. En Art Trøst eller Haab søgte hun at suge ud af disse Lysstraaler. Det kæmpemæssige Møl søgte Lyset, og uden at ænse, hvad der kunde følge paa, aabnede hun Kirkedøren og gik med Hjærtet bankende op i Strubehovedet.

Alterlysene var tændte og flakkede som Vimpler til alle Sider. Først opdagede hun ikke et levende Væsen i det store, svagt dæmrende, iskolde, muggent lugtende Rum. Man hørte Vinden tude udenfor, Sneen fare i Raseri mod Ruderne og de gamle Vinduessprosser knage som Træernes Grene og Straatagene for et Øjeblik siden.

Paa én Gang saa hun en lang Skygge kaste sig henover Korgulvet, brydes, hvor den lave Hvælvings Sving begyndte, og fortsættes i forvredet Form ud i Kappen.

Kapellanens høje Skikkelse stod med Ansigtet vendt ind mod det gamle, udskaarne Trækrucifiks i den forgyldte Ramme, der tjente til Altertavle. Han havde løftet sine to Hænder over sit Hoved. Form- og farveløse stod de i det svage Flakkelys.

Den sorte Skikkelse rørte sig ikke af Stedet. Den havde ikke mærket, at nogen kom ind. Den gamle Pige krøb sammen og smøgede sig ind i et Stolestade. Nysgerrigheden begyndte at arbejde sig op gennem Forfærdelsen.

Hun hørte Sukke eller dybe, smertelige, uartikulerede Lyd fra hans Bryst gennem Stormens Stød og Vindens Hvin. Af og til hørte hun Ordene:

- Jesus, Jesus! Hjælp mig Jesus!

Pludselig kastede han sig ned paa Gulvet foran Alterbordet.

256

Det syntes, som om han stødte sin Pande mod Gulvet Og nu formede der sig nogenlunde forstaaelige Ord. Denne Stemme, der selv i Prædikenen lød brummende som en stadig henbuldrende, aldrig helt udbrydende Torden, der rugende hænger over en Skovegn, brød nu vildt ud i ulige Tempo og Klangfarve, som Vejret derude:

- Skal jeg aldrig blive sikker i Naadestanden? . . . Skal jeg aldrig blive fri for at føle Djævelen slide i mit Kød . . . Hvorfor har Du, o Gud, ikke gjort mig til dem, som Skriften kalder Gildinger fra Moders Liv? . . . Hvorfor kan jeg aldrig se paa en Kvinde uden med uren Attraa? . . . Herre, Herre, led mig ikke i Fristelse! . . . Herre, hvorfor forstøder Du min Sjæl og skjuler Dit Ansigt for mig? . . . Skal jeg støde de Kvinders Sjæle bort, som kalder paa mig, for at jeg skal forkynde dem det Ord, som de hungrer og tørster efter? . . . Bøj dog en troende Kvindes Hjærte til mig, at jeg kan blive som Dit Redskab, Morten Luther, ham, der helligede sit Kød, saa det blev Dig en Velbehagelighed ... Du véd jo, Du maa jo vide, at jeg tror paa hver Tøddel af Dit hellige Ord, og at jeg forkynder det rent og purt uden Menneskefrygt . . . Driv da Djævelen ud af mit ulykkelige Legeme, hvor han huserer som en nagende Kræft!

Han vred sig som en Orm, der trædes paa, rejste sig paa sineKnæ, slæbte dem hen ad Altergulvet, løftede atter sit Hoved mod Krucifikset og sagde:

- Ja, ja ... Nu ser jeg paa Dit hellige Aasyn, at Du har bønhørt mig . . . Tak, hjærtenskære Frelser. Og Du vil hjælpe mig til i disse hellige Juledage at forkynde det hellige Ord, saa det trænger som et tveægget Sværd til de hørendes Sjæle og vækker dem til kun at søge Din Naade ... Ja ja, Du har oprejst mine Ben, som Du havde knust.

Han rejste sig, og med de funklende Øjne løftede og med stærk Røst sang han:

O Du min Immanuel,
hvilken salig Himmelglæde
har Du gjort min arme Sjæl
ved Dit Korses Purpurvæde!
Fjendens træske Snare brast,
som mig Sjæl og Sind holdt fast

Med løftet Hoved gik han gennem Skibets Gang, efterat have slukket det ene Alterlys og taget det andet brændende i Haanden.

257

Inden han var naaet saa vidt, var Frøkenen smuttet ud af Døren, men Præsten var saa optaget, at han intet syntes at mærke. Hun løb, saa stærkt hun kunde, over Kirkegaarden, naaede Laagen længe før Pastor Kristensen, der først slukkede Lyset og dernæst lukkede Kirkedøren i Laas.

Da Frøkenen kom i Seng, tænkte hun meget over, hvad hun havde hørt og set, og sagde, inden hun slukkede sit Lys:

- Det er rædsomt . . . men alle Mandfolk har dog en yderlig sjofel Fantasi.

Fra den Dag af slog hun ind paa en vis overbærende Tone og et overlegent Væsen lige over for Kapellanen og var saa mild, som hun formaaede at være. Men saa snart der i hans Nærværelse kom et kvindeligt Væsen ind i Stuen, vogtede hendes Øjne paa ham, som en Politiofficiants. Dog strøjfede stundom en lille bitte smilende Antydning hendes Alvorsansigt. Hun vidste jo, hvad hun vidste.

X.

Fru Blunk var utilgængelig i Juletiden, lod sige, at hun laa under for sine Synders Vægt. De knappe Maaltider maatte holdes i Dagligstuen, fordi Spisestuen laa hendes Værelser for nær, og hver Gang hun hørte Klirren af en Kniv mod en Tallerken eller Raslen af Kopper, saa skreg hun - efter den store Kokkepiges Udsagn - som en Gris, der blev stukken. Hendes Diagnose af Fruens Tilstand gik ud paa, at det var den bare skinbarlige Dovenskab, "for det var knapt, at hun gad rejse sig for at lægge sit Møg".

Men efterhaanden blev Kokkepigen tavs over for Alma, for, som hun sagde til Avlskarlen, "nu har Frøkenen ogsaa faaet Bid i Kap'lanens Dævler".

Alma var som sat uden for Verden. Hvad hun saa og hørte, tog sig ud og lød for hende, som laa det i lang Frastand. Hun saa og hørte nær ved sig kun Pastor Kristensens dybe Bas og hans strænge Bibelord om Djævel og Helvede. Og hun bebrejdede sig, at disse Ord ikke skræmte hende nok, men at hun snarere følte en Vellyst ved at lade dem genlyde for sig.

258

Hun turde ikke tale til Proprietær Blunk om at køre til Kirke anden Juledag, hvor der var første Tjeneste i Annekssognet KI. 9 om Morgenen. Men hun maatte derhen. Hun stod tidlig op, mens Huset sov.

Det røg og føg med Sne. Hverken Vej eller Sti var at skelne. Den lille, kraftige Pige arbejdede sig frem som hin stormfulde Novemberaften til sin Kæreste, Grossererdrengen, men det var en endnu stridere Gang. Hun takkede Gud, fordi han havde sendt et saa haardt Vejr, og tænkte sig Muligheden af at faa Bod for sin Synd, hvis hun kæmpede sig igennem og led ondt.

Vejen var let at finde. De evige Pilehegn afstak den tydelig nok. Altsaa - trøstig fremad!

Hun stemte sig imod Vind og Sne, der skar i hendes Ansigt som Knive. Maalet vinkede i den af Menighedssang og Præstens Bas fyldte hvide Kirke, denne Verden for sig selv af hellige Tanker og Længsler.

Og da Præsten i brændende Ord og med flammende Blik havde skildret Stefanos' Martyrdød og hans himmelske Syn, følte hun en henrivende Gysen gennemrisle sig. Hun søgte Forkynderens Øje, men hendes Spørgen blev ikke besvaret med et Blik fra ham. Hans Øjne flammede frit ud i Rummet.

Paa Tilbagevejen kørte han hende forbi. Hun saa et Glimt af den tæt indhyllede Skikkelse inden for den gamle Kaleche. Et Øjeblik tænkte hun paa at bede om at køre med, men turde ikke. Nu havde hun Medvind; den tog i hende, saa hun næsten løb hele Vejen og kom hjem, rødglødende og dødtræt.

Hver Søndag gik hun i Kirke. Hun blev ikke indladt til Fru Blunk. Proprietæren og Pigen var tvære imod hende. Men Indtrykket af Omgivelserne strøjfede hende kun flygtigt. Hun levede i Pastor Kristensens Forkyndelse og læste stadig i Bibelen. Pigen sagde til Karlen, at siden den Præst var kommen hertil, var alle Fruentimmer blevne skrupdovne.

Almas Sind fyldtes med Billeder. Hun drømte med Josef om Faren fra Herodes, bar med Maria Jesusbarnet over Bjerge og Ørkener frem og tilbage til Ægypten og til Galilæa og hvilede med dem under en ensom Palme; sad med den tolvaarige Frelser under Tempelarkaderne blandt de vise, ledte efter ham sammen med Forældrene delende deres Sjæleangst og Spænding; sad til Bords ved Brylluppet i Kana og drak Vinen - som Jesus fra Vand havde forvandlet til sit hellige Blod. Hun følte sig helbredet paa Sjæl og Legeme med den spedalske og med Centurionens 259 Søn i Kapernaum. Hun mærkede, hvor Stormen stilnedes ved den truende Haand over Skumbølgerne paa Genesareth Sø. Hun bævede ved Tanken om, at hun muligvis kunde blive bunden i Knippe med Klinten og opbrændt, naar Høsten kom, inderlig bedende om at blive samlet med Hveden i Laden. Fortællingen om Arbejderne i Vingaarden satte hende i Spænding som en Roman. Hun var glad over dens lykkelige Opløsning, thi hun selv hørte vel til dem, der var komne i den sidste Arbejdstime. Saa kom Lignelsen med de fire Slags Sædejord, og da hun den Søndag i øsende Regn i den mørke Dag i Februar arbejdede sig gennem Søle og Slud ad den opblødte og opkørte Vej, saa hun efter, om Djævelen, der rev Ordets Frø ud af Hjærterne paa dem, der havde hørt det, ikke skulde være skjult bag en af de struttende Pilebuske i denne tætte Taage. Med Kristus følte hun sig døbt i Jordan. Fra Pastor Kristensens Mund dalede Duen over hende og slog sine Vinger tæt om hende. Hun kæmpede med Djævelen i Ørkenen, og naar Præsten hvert Øjeblik raabte: Vig fra mig Satan! mens hans Negle borede sig ned i Fløjlet paa Prædikestolens Støttepuder, saa borede hendes Negle sig ind i hendes Laar, og hun gentog Ordet for sig selv med et indre uhørligt Skrig.

Kokkepigen sagde om hende hjemme:

- Nu gider hun heller ikke røre sig til noget. Ja hun gør rigtignok heller ikke stort ved Føden. Den anden æder som en Møllegris. Hun mente sin Frue.

Naar Alma var ene, hvad hun næsten altid var, saa lavede hun Samtaler mellem sig og Pastor Kristensen.

Hvorfor kom han dog aldrig? ... Og dog - hvis han kom! Mon hun ikke vilde krybe i Skjul? . . . Det var godt, at Fru Blunk aldrig lod Alma kalde. Thi naar hun tænkte paa hende, syntes hun, at hun hadede hende uden ret at vide hvorfor.

Stundom jublede hun i sin Ensomhed og raabte: Jeg lever, jeg lever!

Thi hun levede med disse bibelske Skikkelser og Situationer. Den aandelig forsømte unge Piges Hjerne sugede graadig de ny aandelige Indtryk; de fór flokkevis derind som Luft i et længe afspærret, brat aabnet Rum. Hun sang stundom, og hun syntes, at Ekko svarede hende og gav hende Ret i, hvad hun sang og tænkte. For første Gang i sit Liv følte hun tydelig, at der var noget, der laa højt over Dag og over Vej. Aa - at gaa saaledes drømmende om og se ned paa, hvad der laa om hende!

260

- Det er mig, som vandrede jeg gennem Roser. Hver Angst for min Sjæl er mig en Fryd. Den kommer fra Evighedens Sale, fra Himlens Rum, hvor de salige jubler Halleluja til Guds Ære fra Evighed og til Evighed!

Betagen af Pastor Kristensens dumpe Bas sang Alma med dybe Alttoner. Hun blev forfærdet over den Klang og Styrke, der laa i hendes Stemme. Hun følte sig rammet af et Tilbageslag af denne Kraft, som hun aldrig havde anet, at hun ejede.

Da alt om hende sank mere og mere i Glemsel eller i Døs, og Søndagene kun dannede Oaserne i Taageørkenen, hvori hun vandrede, veg hendes Omgivelser langt tilbage i hendes Bevidsthed.

Blunk havde holdt sit Løfte til sin Kone og lejet et Flygel. En Aften i Skumringen slog Alma det an, havde i Begyndelsen saa megen Omsigt, at hun kun svagt berørte Tangenterne, men saa tog den opvældende Stemning Magten fra al Besindelse, og Slutningslinjen af en Salmestrofe: Ære være Gud i det høje! rungede med fuld Kraft gennem de resonansrige Rum. Alma følte Klangbølgerne lukke sig over sit Hoved som en badende i det skummende Hav.

Da aabnedes en Dør haardt og højt. Et Gys stivnede Alma fra Isse til Taa.

I den halvmørke Aabning stod Fru Blunk i sin Friserkappe.

Hendes Bryn havde trukket sig sammen. De var mørkere end ellers, og havde Alma været en klarere Iagttager i dette Øjeblik, vilde hun have opdaget, at Brynene glindsede, som om Tuschen ikke var tørret, og at Rispudderet sad lidt løst paa Kinderne.

Hun stod længe lige saa urørlig paa Dørtærskelen som Alma sad paa sin Stol.

Fru Blunks ellers saa fløjelsbløde Stemme, kælen som en elskovssyg Hunkats Knurren, lød nu tør og klaprende som en Storks Knæbren.

- Naa - altsaa løj Rygtet ikke ... og det Brev, jeg viste Dem, indeholdt Sandhed. Er De en sædelig Pige? Møder De for Guds Ansigt med en ren Sjæl? De vækker Forargelse i de helliges Menighed - prøv ikke paa at nægte det. I Stedet for ydmygt at bøje Deres syndebetyngede Hoved, knejser De og formelig sluger Pastor Kristensen med Deres store, sanselige Øjne for at forlokke en stakkels, søgende og bedende Herrens Tjener og hjælpe Djævelen med at friste hans skrøbelige Kød. Al Deres Salmesang er jo kun besløret Erotik til Pastor Kristensen. Farvel, Alma Knudsen! Det beror paa min Mand, om han vil 261 have Dem i Huset, men mig ser De aldrig mere. Jeg, som selv er musikalsk, kan høre, at, naar De synger de hellige Sanges Ord, saa klinger det jordiske Begær igennem disse Alttoner, som er de mest opæggende for Mændene. Og det skal brænde som Ild paa Deres Samvittighed, om De ellers har nogen, hvis De har berøvet mig Troen paa en Kvindesjæls Flugt paa hvide uplettede Vinger op mod Frelserens udstrakte Favn. Den Tro kan jeg ikke undvære, og har De taget den fra mig, saa bærer De et uendeligt Ansvar for Gud. Naar De ser mig modløs synke hen i Synd og Verdslighed, saa har De Deres Straf. Min Søvn - den, som mit forpinte Legeme saa højlig behøver, har De i hvert Fald røvet mig for mange Døgn. Jeg skal kæmpe for at overvinde mig til at bede Gud om at tilgive Dem.

Fru Blunk drejede sig brat paa Hælen, og lydløst forsvandt hun med fejende hvidt Slæb gennem Døraabningen.

Alma gik ind i sit Værelse. Hun undrede sig over, at hun ikke var mere gennemrystet. Men længe havde det dæmret for hende, at Fru Blunks Religiøsitet var af anløben Art, nu klarede hendes Kvindeinstinkt for hende, at hun, Alma, havde vakt Fruens Skinsyge. Et Øjeblik var det, som om et Glædesglimt - eller var det et Skadefrydsglimt? - lynede igennem hende. Skulde Fruen virkelig have den Mistanke, at Alma Knudsen kunde stikke Athalia Blunk ud hos - - -? Hun fór sammen, da Navnet higede op mod hendes Læber . . . Det var jo en Vanhelligelse, om hun turde fæste jordiske Tanker til en Apostelskikkelse.

Og dog . . .! Hun lokkedes mod disse Tanker, som mod en Afgrund. Kælenskaben og Ømheden, der i sin Tid havde bemestret sig hende under Møderne med hendes tidligere Kæreste, drev hende til at tænke sig Pastor Kristensen staaende for hende med Armene favnende udbredte, med Øjnene flammende som Ildsluer, med Læberne dirrende i salig Henrykkelse.

Hun turde ikke benægte for sig selv, at hun da vilde have styrtet sig til hans Bryst og klæbet sin Mund til disse røde, fugtige Læber ... og, da det var blevet hende klart, gav hun et Skrig fra sig og vaagnede til Liv. Hun saa skarpt alt rundt omkring sig: den maanebelyste Stue med de tarvelige Møbler, den blaanende Sne i Haven derude, de struttende Grene. Hun følte, hvor hun rystede af Kulde.

Ja, det var Verden: denne Sne og Kulde, disse kolde Genstande omkring hende, denne vilde Kvinde, denne forkuede Mand, 262 denne raa Pige, alt dette Forfald, al denne Forlorenhed - det andet var en tom Drøm, en syndig Rus i Elskovens søde, krydrede Vin.

Det kunde hænde sig, at Fru Blunk havde mere Skyld i, at Alma ikke sov den Nat, end at det omvendte var Tilfældet. Alma gik i Seng, lod sig melde syg til Aftensbordet, laa og vendte og drejede og tumlede de samme pinefulde Tanker. Hun kunde ikke en Gang bede. Hun var vist stødt ud af Naadestanden.

Næste Morgen, da den store Mette kom med The, spurgte Alma hende, om hun vidste, om Fruen havde havt en slem Nat. Mette svarede:

- Hun har sovet og snorket som den store So i sin Tid ude i Svinehuset. Nu er den ellers solgt. Hun var mat af Arrigskab. For unge Niels Nielsens bøvede Kælling har været og sludret med hende og præket for hende om al Slags Dævelskab. Den Gaardkælling er hellig, men ellers gnistrer hendes Øjne som en Tævekats, naar den løber.

Det gik op for Alma, hvorfra Fru Blunk havde de sidste Efterretninger om hende. Mettes Stil fik en Efterklang i Pigebarnets let paavirkelige Sind, da hun lo og sagde ved sig selv:

- Der er nok mange Hunde om det Ben - og da hun samtidig kom til at mindes sin Halvbroder Bertels Bøllejargon, bragte en Slags kold Douche hende ned paa Jorden. Hun gik ud til den Husgerning, hun længe havde ladet urørt, og gav sig i Konversation med Mette. Og Mette behøvede blot et Ord, saa gik det løs, som en Spilledaase, naar den er trukken op.

- Ja, unge Niels Nielsens Kone! Ja, hun er hellig. Ja, jeg troer det s'gu nok. Hun aad før alle sine Børn, end hun gav en fattig Stodder et Glas af den mest sjatne Centrifugemælk.

- Jeg har aldrig set hende her i Huset før.

- Nej, hun kommer bare, naar hun er utidig og ondsindet og er bange for, at et andet Fruentimmer er ude efter den lange Ka'p'lan. Saa snakker hun og Fruen hinanden op, saa de bliver helt rundtossede.

- Det er skammeligt blot at tænke ondt om en Mand som Pastor Kristensen.

Navnet smeltede hen i Almas Mund.

- Det er'et ogsaa. For en Mand i hans Stilling, og som er saadan oplært til at snakke for sig, han maa dog have lidt Sans for Renlighed, og Maren Niels Nielsen, hun synes, at det er Svineri at gøre for meget Vand beskidt, og naar man er saa bøvet 263 som hun er, saa maa man s'gu hverken spare paa Vand eller grøn Sæbe. Derfor staar der en Stank efter hende som efter en gammel Gedebuk. Saa kan jeg da bedre forstaa, at han kan faa Sind til Fruen, for hun vasker og pjasker sig som en Fiskeodder, og jeg vilde ønske, at en anden en kunde holde sine Fingre, som hun holder sine Tæer. Derfor vil hun immer vise sin bare Krop til en anden en, men det er ledt at se et nøgent Fruentimmer. Jeg har tidt set hende staa splitterragende nøgen foran hendes store Spejl og grine og kissemisse til sig selv, som om Spejlet var hendes Kæreste . . . Naa, i visse Maader siger jeg ikke noget til det, for en Præst er jo udgaaet fra Skaberens Haand som andre Mandfolk, saa Herregud! - om han ogsaa en enkelt Gang vrider Tøjret af sig oppe paa Gasebanken - saa - saa maa han selv se, hvordan han klarer sig med Vorherre, det rager jo ikke en anden en.

- Tror Mette da ikke, at han . . . taler ud af sit Hjærtes inderste Overbevisning?

- Jo ellers var han jo en skidt Knægt, for han faar jo sine gode Penge og sin Føde for det.

En Vogn rullede ind ad Porten.

- Nu har jeg hørt det Syn med! sagde Mette, slap Sleven, hvormed hun rørte Æggeblommer i det røde Lerfad og slog Hænderne mod sine Laar. Der kommer s'gu Kaptejnen . . . ham Branddirektøren.

Køretøjet var en Gig paa høje Hjul. Karlen kom springende med Vogntrappen. En høj mager Herre i Pels og spids lodden Hue steg let ned, skønt hans hvide spidse Moustache angav en ikke ringe Alder. Alma saa et fint lille Ansigt med Henri-Quatre-Skæg, en velformet lille, men noget spids Næse. Hvis en Tegner vilde lægge an paa at karikere ham, kunde han vel faa en Don Quijote-Type ud af ham.

Alma havde hørt Kaptejn og Branddirektør Hald nævne som Særling, Fritænker, en Mand uden Alvor, som næsten ikke omgikkes Egnens Folk . . . Han saa jo ret interressant ud. Hun opdagede nu, at han var betydelig over Middelhøjde, og at han bar sig rank som en ung Mand.

Han blev staaende paa Trappestenen, mens Karlen løb ud i Stalden og hentede sin Husbond. De to Mænd hilste paa hinanden, og Kaptejnen klappede venlig Proprietær Blunk paa Skulderen med sin handskeløse, fine men solbrændte Haand, paa hvis Lillefinger en Diamant legede Tagfat med Solskinnet.

264

Mette sagde:

- Ja det er ham, Manden stikker over til i al Gedulgthed, uden at hun derinde mærker til det. Jeg tænker, de to ta'r sig eri høj Paans sammen.

Alma fik travlt med at gaa. Da hun kunde beregne, at de to Herrer var komne ind i "Kontoret", listede hun sig igennem Dagligstuen for at gøre Toilette, uagtet hun indsaa, at hun næppe vilde komme den fremmede Herre for Øjne. Og skønt Samvittigheden protesterede stærkt i hendes indre mod, at hun kunde have saa verdslige Tanker, gik hendes gamle nysgerrige Kvindenatur over hendes unge Optugtelse i Hellighed. Hun gjorde sig saa køn, som hun kunde, satte sig ind i Dagligstuen og gav sig til at sysle med et Haandarbejde.

"Kontoret" havde Vindue ud til Gaarden, én Dør til Entréen og én til Dagligstuen.

Tilfældigvis stod den sidste aaben, saa Herrernes Stemmer lød ind.

XI.

Alma hørte vel bekendte Navne og Ting gentagne Gange: sine Brødres, sin Faders, det Knudsenske Bo, hyppigst dog Overretssagfører Springborgs Navn. Men det var det samme, der nu taltes om, som det, hun havde hørt derhjemme, og som uforstaaet var surret hende om Ørene og svundet hen i Luften: Om 1ste, 2den, 3die Prioriteter, om Kavtioner og Selvskyldnerkavtioner, om Byggekontrakter, Veksler o. s. v. o. s. v.

Da hørte hun Proprietær Blunk sige:

- Ja han den ældste Broder er naturligvis fallit, og den yngre . . .

- Har altid været det, er det og vil altid være det, lød nu den fremmedes Røst med en læspende, men ikke ubehagelig Bilyd. Og han, Prokuratoren - jeg har heldigvis aldrig set ham - er naturligvis en topmaalt Kæltring.

- Aa - han er en Spekulant som saa mange Forretningsmænd.

- Det er et mildere Ord for den samme Ting. Enhver, som 265 vil gøre sig rig ved at gøre andre fattige, er en Kæltring, om end saa alle Overinstanser i hele Verden og alle Lovbestemmelser ikke kan krumme et Haar paa hans Hoved. En Børsjobber, en grundende Svindler, en Arbejdsgiver, der betragter sine Arbejdere som en Vare og ... og en Byggeprokurator er for mig mere strafskyldige end Brandstiftere og Indbrudstyve.

- Ja, hvad bliver saa al Handel og Vandel, Hr. Kaptejn?

- Skal vi nu lade være med at filosofere, gode Hr. Blunk, og tænke paa Deres Sager? Lad os nu se, hvad den Slyngel af en Prokurator skriver.

Der blev en lang Pavse. Kaptejnen syntes at blade i Dokumenter eller gennemlæse Breve. Der undslap ham hvert Øjeblik et Udbrud af haanende eller indigneret Latter.

- Hæ! Nu taler han trøsteligt, den Tugthuskandidat! brød han ud ... Vinde to Processer! Især naar han fører dem! Ja, jeg tror det nok. Naar han har trukket Skjorten af Dem, vil han have Underbukserne i Tilgift

- Aa, Kaptejn ... De tror nu ondt om alle Mennesker. Overretssagfører Springborg har reddet mig ud af mere end én Knibe.

- Ja, for at bringe Dem dybere og dybere i Suppedasen . . . Nej, der er kun et for Dem at gøre - - -

- Ja, at lade det hele ramle . . . Det har De raadet mig til for Aar og Dag siden.

- Ja, og det skulde De have gjort allerede den Gang, saa havde De og flere andre været adskillige tusinde Kroner mindre fattige. Alle hidtidige Udveje har jo været Galgenfrist.

- Ja, men De vil da tabe 2000 Kroner, hvis jeg vil erklære mig fallit.

- Lille Hr. Blunk . . . jeg kan ikke præstere mere; jeg vidste, at jeg havde Raad til at spendere dem, men nu -. Ja selv om jeg kunde, vilde jeg ikke, nu, da det er mig klart, at De sidder i saadant et Edderkoppespind . . . Erklær Dem fallit. . .!

- Ja, hvis jeg var ene. Men jeg har jo en Kone -

- Ja, det har De jo paa en vis Maade.

- Hm - ja-a-a!

- Ja, nu hjælper ingen Kælenskab, gode Ven. Send Deres Frue paa en Sindssygeanstalt.

- Kaptejn Hald!

- Proprietær Blunk! . . . Hun er ligefrem gal 266 - Bare jeg havde hendes Forstand! . . . Herre Gud, hun er saa nervøs ... og saa religiøs.

- Pyh! Ja, siden den lange Kapellan er kommen hertil, saa er jo en hel Del Mennesker paa Egnen blevne gale. Denne ny Djævelstro er en Epidemi, værre end Tyfus og Kopper. Den blodforgifter vort Folk. Hysteriske Personer - ja der er ogsaa hysteriske Mandfolk - er de mest modtagelige for Smitte . . .

- De vil da ikke kalde den tykke "unge" Niels Nielsen for et hysterisk Mandfolk.

- Nej. Derfor er han og mange tykke Gaardmænd ogsaa kun hellige om Søndagen. Om Hverdagen snyder de hverandre af Hjærtens Lyst i Heste-, Kvæg-, Svine- og Gaardhandel ligesom i de gode, gamle Dage. Desuden Fromhed og Fiffighed kunne saa vel sammen "ligesom den Sommer og den Eng" i Kæmpevisen . . . Sæt nu jeg kunde skaffe Dem en Plads som Bestyrer af Andelsmejeriet i Tolstrup og hjælpe Dem med at klare for Fruen paa Bistrup . . . Død og Pine, jeg faar en Idé! Naar "die gnädige" er kommen til Hægterne, saa se at opnaa Ægteskabsskilsmisse. Lad hende saa gifte sig med Kapellanen. Hun gør det vist nok, og den lange Frøken Springborg, Deres ædle Beskytters tandfagre Søster, gaar jo og fortæller, at det eneste, der kan redde hendes Fætters Kapellan paa Legeme og Sjæl, det er et Giftermaal.

- Kaptejn Hald, hvis De ikke havde været mig en saa tro og uegennyttig Ven og Raadgiver . . .

- ... Saa vilde De udfordre mig? Hør, kære Ven! De er en god Mand, men De er for blød og kælen til at træde den brutale Sandhed under Øjne. De løber Livet igennem med Skyklapper for Øjnene. Handl en Gang, for Satan! Lad Prokuratoren og de andre Snydere slaas om Stumperne, de er nu en Gang ikke til at faa klinkede sammen ... og, ja bliv nu vred og smid mig ud, om De vil - ofr "die gnädige" paa Hellighedens Alter og lad Kapellanen faa hende . . . Men hvad er det, Blunk? Hørte De det ikke? -

. . . Alma havde ikke kunnet betvinge et fortvivlet og smerteligt Skrig. Det var, som et tveægget Sværd gennemskår hendes hele Organisme. Det blev sort for hendes Øjne, men hun vandt dog Kræfter til at løbe ind i sit Værelse, inden Herrerne kom ind i Dagligstuen. Men herides Haandarbejde laa paa Gulvet, og Blunk sagde: 267 - Død og Pine! Døren til Kontoret var ikke lukket i ... Skulde Frøkenen have hørt . . .?

- Hvilken Frøken?

- Hun, vi har i Huset . . . Frøken Knudsen, Søster til de to Brødre . . . Brolæggersønnerne . . . Jeg skulde føde hende . . . saa skulde der godskrives min Konto tre hundrede og halvtredsindstyve Kroner om Aaret. Det er ellers en rar Pige.

- Hm! Ser hun godt ud?

- Ja, hun gør . . . Men, hun har vist siddet herinde og hørt . . , hørt alt ... Dørene er utætte.

- Naa hvad saa? Hun har godt af at høre sit Skudsmaal. Er det godt, saa opmuntrer det hende, og er det daarligt, har hun jo godt af at høre den ubehagelige Sandhed, som jeg er vis paa, at De, gode Blunk, ikke turde sige hende i hendes aabne Øjne - lige saa lidt som De turde gøre det ved noget andet Menneske.

Det var at røre Proprietær Blunk paa hans ømmeste Sted. Han troede, at han var indvortes som udvortes: en smuk og djærv Kraftkarl . . . eller rettere sagt: han forstod at skræmme den stundom opstaaende Tvivl om sin Mandighed tilbage med en Trumf, som at han, Fanden gale mig, skulde vise hele Verden, at ... o. s. v. Han sagde det samme højt til Kaptejnen med disse Ord:

- Jeg! ikke turde? Jeg tør altid sige min Mening til hele Verden. Ja, Alma Knudsen er baade en meget smuk og en meget rar Pige. Som hun kan omgaas min stakkels syge Kone med englelig Taalmodighed! Som hun gaar stille og passer sig selv! Jeg er jo aldrig i Humør til at underholde nogen, og hun, lille Stakkel, kunde saamænd nok trænge til, at nogen tog sig af hende. Hun maa jo kede sig. Saa det er ikke saa underligt, om hun er bleven hellig af lutter Kedsomhed.

- ... Naa ikke andet! Saadant noget kan være en Børnesygdom, der skal overstaas ligesom Kighoste, Mæslinger og røde Hunde. Blot det ikke varer ved, eller slaar over i det modsatte Ekstrem. For jeg kan egentlig ikke lide fritænkerske Fruentimmer. Det er ligesaa ukvindeligt at være "esprit fort" som at ryge Tobak. Deri holder jeg med Franskmændene. Havde jeg en Kone, saa kommanderede jeg hende i Kirke en Gang om Maaneden - det vil sige ikke til en halvtosset, eksalteret Præst ... Nej en Mand kan være Voltairianer, en Kvinde maa ikke gaa ud over Rousseau.

268

De sidste to Sætninger laa uden for Proprietær Blunks Horizont. Han sukkede som sædvanlig lige over for Ting, han ikke magtede, og sagde ydmygt:

- De er en svær kundskabsrig Mand, Kaptejn.

- Jeg! Jeg er en Ignorant. - Eller hvad der er værre, en halvstuderet Røver . . . Jeg rendte af Skole, den Gang jeg kunde lære noget; nu læser jeg en Del, men føler altid baade Forkundskab og Hukommelse slaa klik.

- De er jo da Student? Ikke?

- Jo. Men Eksaltationen betog mig i 1848, og jeg løb med i Krigen, for at spille Dilettantviolin i Ouverturen til den skrækkelige Fiasko i 1864. Efter den faldt Skællene fra mine Øjne, og jeg saa, at det at være Officer i et lille lemlæstet Land, der aldrig kan tænke paa at føre Krig mere, ikke var til større Nytte end at være Chef for Borgervæbningen i Ringsted eller Skelskør. Da jeg i to Aar havde ligget i Garnison, gaaet fra Knejpe til Knejpe, fra Bal til Bal, fra Middagsselskab til Middagsselskab hos Omegnens Herremænd, hos Byfogden og Apothekeren, leget Kæreste med de kønne Piger . . . saa blev jeg led ved mig selv og tog Afsked. Heldigvis havde jeg lidt Skillinger. For med min Pension og Lønnen for det ansvarsfulde Embede, jeg røgter, vilde jeg knap have noget til en Snaps til Rugbrødet.

- Ja jag kan nu ikke forstaa, at De opgav den militære Løbebane. Nu rejser Folket sig igen og befæster Hovedstaden.

- Hm! dette Folk af Lyrikere og Fantaster, Ideologer og Drømmere skal nok faa lavet os et nyt Dannevirke og faa Understøttelse dertil af nogle Avancementsspekulanter. Naa - saa spilles den sidste Akt af den omtalte opera seria, og Finalen er vort Lands Undergang . . . Men De gør Ret i foreløbig at holde Dem paa den Side, De staar. Husk blot, hvad jeg sagde før: Gør Pinen kort for Dem selv. Lad alt ramle! Laan mig Papirerne og se over til mig midt i Ugen. Farvel, Blunk!

Kaptejn Hald var allerede ved Kontordøren, da Døren fra Spisestuen gik op, og Fru Blunk viste sig i sin diskrete sorte Dragt, med det helgenindeagtig-pandeskilte, glat nedkæmmede Haar. Hun saa udmærket godt ud i det klare, kolde Lys, og Armene, hvide, med ganske fin blegrød Alabasttone, boltrede sig i de side Ærmer, uden Kniplingsfyld, som hun i Dag bar til Trods for Moden.

- Men, Hr. Kaptejn! Hvilken glædelig Overraskelse!

269

Kaptejn Hald gjorde en Bøjning og en Kompliment, der røbede en grundig og solid Skole. Men paa hans Ansigt trak op et ubeskriveligt Smil, hans hvide Overskæg skilte sig ad, dets viksede Spidser stak ud til Siden som to slebne Syle.

- Hvad? Vil De afsted? Nej - det bliver der intet af, sagde Fruen. Hun havde nu faaet sin Røst stemt i en lokkende Fløjtetoneklang.

En ny Kompliment, lidt dybere, fra Kaptejnen:

- Min Frue, hvor dybt jeg end beklager det - kalder uopsættelige Forretninger mig hjem.

Et lille Smil og en Drejning paa Hælen, halv militær, halv dansemesteragtig - og han var lige ved Døren. Men med Lynets Fart havde Fruen faaet Flygelet aabnet og slog an, sang saa Beethovens Melodi til: "Kennst Du das Land, wo die Citronen glüh'n".

Kaptejn Hald slap Dørens Laasegreb. Han kunde ikke se Fruens Ansigt, altsaa ikke det triumferende, ondskabsfulde Glimt i hendes staalgraa Øjne.

Fru Blunk sang videre. Kaptejnen blev staaende med et komisk blandet Ansigtsudtryk, der vekslede mellem Sympathi og Protest. Stemmen laa højt, men der var noget forceret, skrigende. Noget unobelt, ja næsten simpelt, sentimentalt dæmrede frem i Foredraget af Linjerne:

Dahin! Dahin
möcht' ich mit Dir, o mein Geliebter ziehn.

Han sagde ved sig selv:

- Fanden skulde rejse til Italien med saadan en! Han blev dog ved at høre, og det morede ham at forme sin Protest mod denne Foredragsmaade, denne Trivialisering af sit Yndlingsdigt og sin kæreste Melodi.

Men - var det bevidst eller ubevidst, at Fruen forandrede Manér i den sidste Strofe:

Kennst Du den Berg und seinen Wolkensteg?
Das Maulthier sucht im Nebel seinen Weg;
in Höhlen wohn't der Drachen alte Brut;
es stürzt der Fels und über ihn die Fluth,
Kennst Du ihn wohl?
Dahin! Dahin
geht unser Weg! o, Vater, lass uns ziehn!

270

Den blev sunget med Lidenskab - ja fin var den ikke - slet ikke i Karakteren, men en sanselig, en korporlig Kraft brød frem af det sentimentale Jukseri eller Jaskeri - om end Anstrængelsen var hørlig.

- Det er splintrende galt, protesterede det inde i ham, . . . men der er en vis Slags Personlighed i det.

Da Efterspillet efter en flot Behandling var færdigt, vendte Fruen sig og rakte sin buttede Haand med rosenrøde Smilehuller over Knoerne ud mod Kaptejnen og sagde:

- De ser, jeg kender Deres Smag, Kaptejn Hald. Jeg véd, at denne Sang kan De ikke modstaa . . . enten den synges udmærket eller slet. Jeg véd nok, at jeg desværre synger den slet.

Hun saa stift forskende, sarkastisk paa den gamle Herre, nød Trækningerne i det magre fine Ansigt og tænkte:

- Gid jeg kunde tegne! Jeg kunde faa en dejlig Karikatur ud af ham, som mange finder er smuk og distingveret.

Nølende greb Kaptejnen hendes Haand. Hun tvang ham, saa at sige, til at berøre den med Knebelsbarten, snarere end med Læberne.

Med et hurtigt Ryk var han ved Døren, bukkede igen og afværgede med en Haandbevægelse Blunk fra at følge ham ud.

Fru Blunk slog Hovedet ned i sine Hænder og lo. Med dæmpet Stemme sagde hun til sin Mand:

- Han er henrivende, den magre musikgale Hidalgo!

Blunk svarede:

- Pst, Athalia! Du maa s'gu nødig fornærme ham . . . for han er mig meget nyttig.

- Lad mig rigtig faa fat i ham, og han vil blive Dig endnu mere nyttig.

Alma havde hørt Sangen. Som Kaptejnen var hun halvt beundrende og halvt forarget.

Med Haand under Kind havde hun sat sig i sit Vindue i Solskinnet.

Hun saa ud i alt det blaa og glinsende og sagde:

- Jeg kunde lære at synge den Sang bedre, tror jeg.

Gennem en Aabning i Havedigets Hegn saa hun Giggen jolre forbi, saa den hvide Moustache flimre i Solen og hørte et vældigt Knald.

Hun maatte have mere at vide om Kaptejn Hald. Siden hun havde set ham, havde hun ikke tænkt paa Pastor Kristensen.

271

Et Øjeblik efter fik hun en Slags Anger derover, men kunde ikke faa manet Præstens Billede frem i Hellys i sin Tankes Forgrund.

XII.

En Morgen kom Pastor Kristensen ned til Frokost, og som sædvanlig gik han tungt og larmende paa sine svære Fødder.

Frøken Springborg stod plantet midt i Stuen. Hun løftede tyssende sin Haand imod ham.

- Hans er meget syg. Han fik et Anfald tidlig i Morges. Doktor Skov er hos ham.

- Gud være hans Sjæl naadig! sagde Kapellanen, foldede sine Hænder og bøjede sit Hoved, satte sig stille ned og syntes at synke hen i Bøn.

Frøkenen saa ufravendt og skarpt paa Pastor Kristensen, men respekterede hans Andagt, indtil han med et Suk løftede sit Hoved og gentog: "Gud være hans Sjæl naadig!"

Da sagde Frøkenen:

- Aa, det vil han nok være. Der findes blandt hans Kollegaer dem, der er lige saa store og større Syndere.

- Det er sandt, sagde Kapellanen, tankefuldt nikkende.

- Hans har været hidsig og opfarende i sine yngre Dage, men det var snart ovre. Han var en god Mand.

- Efter Verdens Mening var han en god Mand. Men hvem kender Vorherres Tanker?

- Hans havde bedste Karakter til sin Eksamen, saa han maa vel kende dem bedre end saa mange andre.

Frøken Springborg, som erkyndigede sig om alt og alle, vidste vel, at Pastor Kristensen kun havde anden Karakters anden Grad, men da hun ikke var sikker i sin Latin, modstod hun Lysten til at sige: haudabilis secund."

Bondestudenten Kristen Kristensen blev saaret og følte Svien Han sagde, lidt polemisk:

- Kundskab opblæser, men Kærlighed opbygger.

- Hvad for en Slags Kærlighed? sagde Frøkenen med en 272 Røst, skærende ond som en Ragekniv - for der er mange Slags Kærlighed, Pastor Kristensen.

Han løftede langsomt sine store Øjne op mod hendes reptilagtigt stikkende Blikke. Hun brændte af Lyst til at gøre Kapellanen Fortræd. Hun vilde bide ham til Blods baade med Tænder og Øjne. Hun slap ikke sit Tag; hun var vedholdende i Bidet som en Grævlingehund.

- Vil De ind og meddele min Fætter Syndernes Forladelse? sagde hun. Han kan meget godt forstaa, hvad man siger til ham, og han kender godt Folk.

Pastor Kristensen blev staaende tavs og saa paa hende. Frøkenen sagde:

- Hans har altid været en sædelig Mand. Saadanne Folk som unge Niels Nielsens Kone og ... hvad er det nu hun hedder . . . hende derovre fra Havgaard . . . naa, Fru Blunk ... og den Brolæggerdatter fra København . . . dem kunde han slet ikke lide. Heller ikke bragte han Sognet større Regninger paa Alterlys ved at lyse Kirken op om Natten.

Kapellanens Pupiller dirrede. Der kom en Erindring op i ham, at han ligesom havde følt, at noget havde puslet i Kirken under hans natlige Samtaler med hans Gud. Men han havde ikke tænkt videre derover siden. En Følelse af Had mod dette store, hjerteløse Kvindemenneske blussede op i ham. Hans store Haand knyttede sig. Han følte et Øjeblik en levende Trang til at slaa de to store Gifttænder ind paa dette raa Fruentimmer, der havde beluret hans Mellemværende med Gud, som kastede Skarn paa hans Kampe og Anfægtelser, som havde sneget sig til at læse hans Sjælelidelsers lønlige Skrift.

Men, vant som han var til at tvinge "Disciplinen" over sine Sindsrørelser, tog han sig sammen. Den knyttede Haand foldede sig sammen med den anden; han klemte dem begge mod Brystet og sagde:

- Jeg vil ind og give min syge Broder et Guds Ord med paa hans sidste Rejse.

- De kommer maaske slet ikke derind. Doktor Skov er der, og det kunde ligne ham at forbyde nogen at komme ind til ham.

- Men en højere Herre end Doktor Skov befaler her, sagde Pastor Kristensen.

Frøkenen rettede sig i hele sin Højde og Knokkelstyrke og 273 nærmede sig Døren for i dens Karm at opstille sig som en afværgende Kerub.

Kapellanen gik rolig sin Gang, og da han kom paa Siden af hende, sagde han:

- Jeg gaar her i en højere Herres Ærinde; naar han byder, gælder intet menneskeligt Forbud.

Han rettede sin krumme Nakke prælatmæssig rank, følte sig inspireret af en snart totusindaarig Institutions Herskermagt, og vilde sikkert, om Frøkenen havde gjort Modstand, blidt skubbet hende til Side.

Men i det samme gik Døren sagte op, og en lille men meget svært bygget Mand viste sig. Det var praktiserende Læge Skov, der efter at have fungeret som Distriktslæge i Vakancen efter et Dødsfald, nu havde faaet noget af den afdødes Praksis. Han var Studenterkammerat af Pastor Kristensen, var kommen sammen med ham paa Regensen og havde altid behandlet Theologen drilagtigt. Han sagde med venlig Tone de burschikose Ord:

- Hold Dig fra ham, Kristen Storinkvisitor, og lad den gamle Herre slippe af med Vejret i Fred.

Pastor Kristensen gentog sine Ord fra før, om at han, som stod i en højere Herres Tjeneste, ikke ænsede noget menneskeligt Forbud.

Lægen svarede:

- Døden er nok den højeste Herre.

- Der er en Herre over Liv og Død, som Du ikke kender, Skov.

- Naa ja. Kan være. Men lad ham dø i Fred.

- Er han ved Bevidsthed?

- Han ligger og smaasynger.

- Jeg vil høre, hvad han siger, sagde Kapellanen og greb om Lægens Haandled. Jeg vil derind.

- Stop lidt, kære "grand inquisiteur" og lad det først være en Aftale, at Du ikke plager den gamle Herre med den nyeste Theologi ... for saa smider jeg Dig ud, Kristen.

- Jeg vil være ene med min Broder. Jeg vil sige ham et Alvorsord.

- Nej ... nej ... Gu' om Du maa. Skal vi ta' et Tag som i den gamle Regenskirke, da jeg verfede Dig fra Stolen, fordi Du havde siddet og gumlet i en hel Time paa en Avis, saa ingen andre kunde faa fat i den ... Du er halvandet Hoved højere end jeg, men jeg har Rygrad og Muskler. Nej jeg gaar 274 med, Kristen, for at Du paa en pæn Maade kan sige Farvel til den gamle Husbond, men nævner Du Fanden eller Satan eller Djævlen, hvad I nu kalder ham, saa . . . Men siden Du bor her i Huset og selv er Præst, vilde det vel være mest passende og pænt, om Du ikke kneb ud ved saadan en Lejlighed . . . Det var vist en rar gammel Mand ... Du skal s'gu være god ved ham og ikke plage ham.

Som for at sikre sig, at Kapellanen teede sig efter hans Vilje, tog Lægen nu hans Haandled, mens de begav sig ind til den gamle Præsts Dødsleje.

Midt i Stuen greb Lægen sin Studenterkammerat Præsten i Knaphullet og sagde:

- Du Kristen! - Anciennetetsprincipet regerer os dog.

Pastor Kristensen betragtede ham uforstaaende.

Lægen gik videre:

- Jo. I Præster har Anciennetet, og i Kraft af den viger vi andre for Jer, f. Eks. nu. Jeg havde Lyst til at smide Dig ud og lade den gamle Mand sove hen . . . men jeg tør ikke. I er saa mægtige som Murene paa de gamle Ruiner, som ingen Djævel kan faa sprængt, derfor har jeg opgivet at faa Jer væltede ... og det var min og mine samtidiges Ungdomsdrøm. Nu siger jeg som Bonden om Rundetaarn: Lad det staa!

Pastor Kristensen saa paa Lægen, rystede paa Hovedet og sagde:

- Vi forstaar slet ikke hinanden.

- Nej. Men saa længe jeg kan magte Dig, holder jeg paa Dit Haandled. Du tør ikke vriste Dig løs og gøre Skandale ved en Dødsseng. Jeg vil bruge min fysiske Magt i det korte Øjeblik, ingen kan kontrolere den. Værs'go, Kristen Kristensen!

Den lille herkulesbyggede Mand holdt sin Studenterkammerats Haandled som i en Skruestik, og hviskede:

- Du skal faa Lov at være General, men jeg er s'gu Din Stabschef.

Han aabnede Døren, der førte ind til den syge. Der laa den gamle Præst i lidt dæmpet Lys gennem de sænkede, lysegrønne Rullegardiner. Den hvide Haarmasse laa vidt bredt over Hovedpuden som Skægget paa Overlagenet. Det kunde være en Model for den døende Olding Ørvar Odd i Oehlenschlågers Fortælling. De stærke Knogler traadte frem i Tindinger og Kinder, og Trækkene syntes endnu større skaarne ved Magerheden og den voksagtige gule Bleghed.

275

De stærkt hvælvede Øjenlaag var lukkede, men de hvide Læber bevægede sig bestandig ligesom Hænderne med de dybe, blaalige Gruber mellem de skarpt fremstaaende Mellemhaandsben og Knoer. De famlede bestandig langs Lagenets Rand.

Noget som en dyb Nynnen lød i det tavse Værelse, hvor den troende Bondestudent og den fritænkerske Læge stod Haand i Haand tilsyneladende i god Forstaaelse. Pastor Kristensen vilde nærme sig den døende, men Læge Skov vedblev at holde hans Haandled med sit stærke Tag. Oldingens Stemme løftede sig lidt. Begge lyttede. Ordene blev tydeligere, og et Smil - lidt trodsigt syntes det Lægen - virrede under den gamles Mundskæg.

Pastor Kristensen greb rædselsslagen Lægens Arm med den Haand han havde fri, da han skælnede Ordene, som den gamle nynnede.

Muntert hos Aserne Mjøden
skal Ejnherien drikke,
Livet agter han ikke.
Leende gaar han i Døden.

Pastor Kristensen sled for at komme løs.

- Han dør jo som en Hedning, raabte han.

- Vil Du tie ... eller . . . mumlede Lægen og klemte fastere.

- Jeg beder Dig . . . slip mig ... lad mig sige to Ord . . .

- Nej . . .

- I taler om, at Kirken øver Vold og Tvang - og nu vil Du ... Er der intet, som er Dig helligt, Skov?

Der var noget saa stærkt i Pastor Kristensens Blik, at Lægen slap hans Haandled med en Bevægelse, som han kastede noget fra sig.

Kapellanen greb den gamle Præsts famlende Haand og sagde:

- Broder! Bekend Din Tro!

Øjenlaagenes Kugler aabnede sig, saa det hvide saas helt rundt om Pupillerne. De stirrede stift paa Pastor Kristensen. Lægen ilede til og tog hans anden Haand, og med et Tag tvang Pastor Hans Lamm sig halvt overende og holdt sig i den Stilling ved Kapellanens og Lægens Hjælp. Med en Røst, der peb gennem Luftrøret, fremsagde han hele det apostoliske Symbol, i hvilket den gamle Grundtvigianer havde set den ædleste Ekstrakt af den evige Sandhed.

276

Han var ved at falde tilbage, men hængte sig tungt i den Hyperorthodokses og den radikale Fritænkers Haand og nynnede med brudt og klikkende Røst den grundtvigske Salmestrofe:

Tag det sorte Kors fra Graven,
plant en Lilje, hvor det stod!
Ved hvert Skridt i Dødninghaven
Blomster spire for vor Fod.
Englevinger paa vor Grav
for den brudte Vandringstav!
Palmefugl for Askekrukke!
Frydesang for hule Sukke.

Da slappedes hver Sene og Muskel. Den gamle Præst blev de to stærke løftende for tung. Han sukkede og sank tilbage. - Mortuus, sagde Lægen sagte.

- Er han død i sin Herres Jesu Kristi Tro? sagde Kapellanen. Han glemte, hvem han talte til.

Lægen saa lidt spodsk paa ham og mumlede:

- Han er død, som Du og jeg vel vil dø - akkurat som vi har levet: i Dualisme og Uklarhed.

Doktor Skov vidste ikke hvorfor - han fortrød at have sagt disse Ord, der klang saa abstrakt-stemningsløst lige over for Kapellanens bekymrede Spørgsmaal. Atter fremtvang sig for hans Tanke Billedet om de gamle, usprængelige Munkestensmure.

Men hvad var det, der summede og brummede, som om en Bisværm havde fyldt Gaarden?

XIII.

Lægen saa en hel Del Mennesker staa derude, baade Kvinder og Mænd.

Solen, som nys havde skinnet saa klart, var nu helt bedækket af Skyer; det var "graa Frost." I blyfarvet Ensformighed rugede Luften over de fire Gaardsmure, hver en Farve laa død hen. Men tydelige stod de enkelte Fysiognomier og Skikkelser, der var betagne af samme ubevægelige Tunghed. Trækkene var stivnede i en fælles dump Alvor, der for et usympathisk Øje som Doktor Skovs tog sig ud som Stupiditet. Han syntes, at alle 277 Underkæbepartier enten forlængede sig eller forsvandt under nedhængende Overlæber, at en dyrisk Sløvhed og Stumphed betvang alt Sjæleliv.

Præstegaardens Folk havde lige fra den tidlige Morgen berettet om, at det var paa det sidste med den gamle Sognepræst. Budskabet var gaaet fra Gaard til Gaard, fra Hus til Hus.

Der stod gamle Koner Haand i Haand med hinanden eller med deres gamle Mænd; der stod Folk af alle Aldere, alle ganske ubevægelige. Døden, der havde gjort sit Besøg inde i Stuerne, hang ligesom en Kæmpeflagermus med udspilede Vinger over det hele Billede, formørkende, stivnende, isnende dets Figurer.

Saaledes stod nu en Del af den gamle Pastor Lamms Menighed. Mulig tænkte en og anden af de ældre - med stille Længsel eller med Anger og Ruelse - paa Livet i Sognet i hans Kraftens Dage, da hans stærke Baryton lige frejdig og glad sang for til de grundtvigske Salmer under Kirkens hvide Buer, og til de fædrelandske Opsange og Kæmpeviser under Skovens grønne. Ja, da dansede Karlene med sinkebesatte Støvler og Piben i Mundvigene paa Danseestradens Bræder i den lille Lund, og Pigerne hang rødblussende og sundhedsstruttende ved deres Arm, mens de stærkt farvede Huebaand susede og flagrede, og de broderede Huebulle glimtede. Den høje, svære, kønne Præst var ikke bange for nu og da at træde en Dans, og hans mest begejstrede Tilhængere mødte de hist og her svagt opdukkende pietistiske Betænkeligheder fra Folk som den hellige Skræder med den Slags Ord:

- Naar vor Præst gør noget, sker det til Guds Ære, og naar han danser, er det fordi han har Lov til at glæde sig over, at Kristus er staaet op i Paaske-Morgenrøden og har taget al vor Synd paa sig.

Og nu havde Pastor Lamms Kapellan Kristen Kristensen, Bods- og Helvedesprædikanten, vundet Ørenlyd hos alle. Han traadte ud paa den halvrunde Trappesten, og med sænket Hoved og foldede Hænder sagde han følgende Ord:

- Ja, den gamle Præst er død! Bed med mig om at Gud vil frelse ham fra Djævelen. Hans Tro var ikke som en Mands, men som et umyndigt Barns. Han glædede sig ved Jesu Forsoningsdød som et Barn ved en Sølvrangle og glemte de røde Blodstrimer efter Hudfletningen, og de Strømme, der randt ned ad Korsets Træ fra Naglegabene paa Hænder og Fødder og fra Lansestikket i Siden. Den Mand lukkede ogsaa Øjnene for 278 Satan, naar han omsurrede hans Øren som en graadig Rovfugl, og sang verdslige Sange for ikke at høre hans Vingeslag, der er det samme som den gamle Slanges Hvislen under Kundskabens Træ. Men Gud, hvis Naade gaar over al Forstand, og som gør alt, hvad ham behager, kunde dog maaske falde paa at fri ham fra at komme i Helvede. Lad os bede om det for ham, der nu er død, og for os alle, der snart skal følge ham efter . . . Amen!

Doktor Skov havde meldt Frøken Springborg, at alt var forbi. Hun havde svaret uden at fortrække en Mine:

- Ja vel. Det kan jeg begribe.

Lægen kunde ikke lide hende og hun kunde lige saa lidt lide ham som noget andet Menneske. Men da de begge fra det aabne Vindue hørte denne Tale, da mødtes deres Øjne i en fælles Forargelse. Lægen knyttede sin stærke, men her magtesløse Haand ned mod Forsamlingen, hvoraf ingen ænsede det. Den gamle, ondsindede Pebermø viste Tænder, en let Farve løb et Øjeblik over hendes gule Kinder, og hun kunde ikke tilbageholde Udbruddet:

- Det skulde have været i Hans Lamms Velmagts Tid. Han havde givet den Karl saadan en - og hendes store Haand langede en symbolsk Ørefigen ud i Luften - saa han havde ligget der - og hun sparkede sin Filtsko hen ad Gulvet.

Da Pastor Kristensen havde endt, besteg en stor, svær Kvinde en Sten foran Brønden, og som tidligere havde gjort Tjeneste som Vandingstrug.

- Uh, sagde Frøken Springborg, det er unge Niels Nielsens væmmelige Kone.

Lægen fandt hende ingenlunde væmmelig.

Under Bevægelsen faldt det sorte uldne Shawl, hun først havde om Hovedet, ned over Skuldrene paa hende.

Store, mandhaftige Træk, men regelmæssigt skaarne. Næsen havde en næsten græsk Form, Panden var lav, Hagen kraftig, næsten kugleformet og stod trodsig og energisk ud. Paa de brede, lidt vel flade Kinder tonede det hvide og røde fint ud i hinanden. Et uregerligt, hørgult Haar flagrede rebelsk i Vinden; de meget store, graa Øjne under stærkt hvælvede Laag blinkede med en vild Glands, mens hun kastede Hovedet tilbage og stemte med skingrende raa Soprantoner i en Salme. Efter det første Par Linjer stemte Forsamlingen med i Kor, den mægtige Gaardmandskones Sopran og Kapellanens Bas dominerede.

279

Salmen var meget lang. Doktor Skov opfattede kun enkelte Ord af Teksten, som Djævlen og Satan, Blod og Pine, Død og Dom, Himmel og Helved, og hver Gang, han fangede et af disse Ord, kriblede det i ham, og hans Ansigt fortrak sig, ikke at tale om, at hans musikalsk-dannede Øre led ved falske Toner og raa Overgange fra den ene Tonart til den anden.

Frøken Springborg forlod tilsidst Værelset i Forargelse over "det Kommers."

Men saa oplivedes Lægens Humør ved en lille Episode. En stor tyk Mand, der stod lige ved den bondeagtige Valkyrie og hidtil havde havt Hænderne, ja et Stykke af Armene borede ned i et Par Bukselommer, næsten af Muleposers Størrelse, tog sig et solidt Gab midt i en Salmelinje. Han blev synlig mere og mere adspredt, saa sig om, og hans Øje mødte en lavstammet, grim, ikke ung Bondepige, der bar en brun Straahat med en forpjusket sort Fjer. Han hviskede noget til hende. Hun nikkede, tog en Papirspakke op af Lommen, pillede den op, mens hun saa sig om i Kredsen med spejdende Øjne som en Odder, der vil fange Fisk, Da hun troede sig uiagttaget, halede hun en Rugbrøds-Rundtenom med Syltemælk som Paalæg frem, rakte . den tykke Mand den og spiste selv en lignende med Appetitost paa.

Den tykke Mand benyttede ivrig et Øjeblik, da Ceremoniellet fordrede, at han skulde tage sin Hat af. Han spiste graadig inde i Hatten. Doktor Skov saa ham fra Siden og kunde kontrolere det.

Lægen genkendte Pigen. Da han som ung Kandidat for nogle Aar siden for første Gang vikarierede for en Læge paa den samme Egn, havde han hjulpet hende under en vanskelig Fødsel. Han huskede, at hun angav flere Fædre til sit Barn. Han sagde ved sig selv:

- Denne bodfærdige Magdalene ligner ikke synderlig Correggios eller Tizians. Hvis hun ikke synder igjen, er det fordi ingen gider røre hende med en Ildtang.

Men hvad var det? Han hørte en Vogn holde uden for Porten, hvad der rent undgik den syngende Forsamlings Opmærksomhed. Thi den havde begyndt en ny Salme, og den tegnede til at blive mindst lige saa lang som den forrige. Nogle ældre Mænd havde tændt deres Piber i det korte Mellemrum.

Ind ad Porten traadte en høj, køn Mand i Pels, sammen med en temmelig lille Dame med en nydelig Figur og med Hovedet 280 flot siddende paa Kroppen. Hendes tætte Slør forhindrede Lægen fra at se hendes Ansigt. Herren - naa ja, det var jo Proprietær Blunk fra Havgaard, men det var ikke hans Frue, som Doktoren i sin Tid havde svunget paa Egnens Baller i tæt Favntag i den lystigste Galopade. Han vidste desuden fra den gamle Distrikslæge at hun var bundhysterisk og altid holdt sig hjemme.

Mens Proprietæren holdt sig i Baggrunden, borede den unge Dame sig med nervøs Ilterhed ind i de syngendes Række, til hun naaede næsten helt til Trappestenen. Den store, blonde Bondekone, sendte hende et ondt Sideblik, stoppede i sin Sang et Øjeblik. Det saa ud, som hun sank noget.

Da stemte den unge Dame i. Lægen blev helt forbavset over Kraften og Dybden i denne Altstemme og over den musikalske Maade, hvorpaa den brugtes. Det var et Indbrud af Civilisation og Intelligens i en uformelig Masse tilfældig sammendynget Udannethed og Uvidenhed. Endnu var denne Sang et godt Stykke fra at være Kunst, men det Instinkt, hvori Kunsten gror som en Blomst i sin naturlige Jordbund, syntes ham umiskendeligt at aabenbare sig.

Den store Bondekvinde blev blussende rød og satte i af sine Lungers fulde Kraft, mens hun fæstede sine Øjne stift paa den tilslørede. Det var som en Kamp mellem en Signaltrompet og en Cello. De to rykkede nærmere og nærmere hen mod Præsten. Doktor Skov kunde ikke se hans Ansigt, men troede at skælne en nervøs Uro i hans Legeme. Hans store Skulderblade dirrede bag den sorte Frakke, han vred sig let i Hofterne, hans store Fingre var i en kriblende Bevægelse.

I Sangkampens Iver gled Sløret fra Damens Ansigt. Det var fint og blidt i Formerne. Øjnene, der var mørkeblaa og laa lidt dybt, skinnede i Ekstase.

Om den var hellig eller profan, derover turde Lægen ikke stille nogen Diagnose endnu. Men det var aabenbart, at den opiltrede Stemning ikke gjorde hendes Sang sedlere, tværtimod den blev raaere derved og sank ned i Retning af det unisone Kors Niveau.

Der var Tid nok for Doktor Skov til at anstille skeptiskaristokratiske, politisk-pessimistiske Betragtninger. Han havde tidligere troet, at Massen let lod sig højne og forædle, naar Dannelsen plantedes i den. Men nu syntes denne lille Episode ham at bekræfte, at han i sine unge Aar havde tænkt som en Don Quijote, og at tværtimod Raaheden var stærkere end Dannelsen.

281

Den pietistiske Strøm, der i de senere Aar havde væltet hen over Landet, den, han i sit kyniske Læresprog kaldte en "Lues", var ved at kvæle den politiske Frihedsrørelse og Opsvinget, der var udgaaet fra den grundtvigske Folkehøjskole. Han knyttede sine Hænder i Lommen og ærgrede sig.

Endelig holdt Sangen op. Kapellanen gik ind blandt Mængden, trykkede først Bondekonens og Damens Hænder, men skyndte sig paafaldende hurtig bort fra dem. Nu gik han i Ordets bogstavelige Forstand fra Haand til Haand, mens en surrende Lyd fulgte efter Salmesangen.

Doktor Skov benyttede dette Øjeblik, da alle kappedes om at trykke Præstens Haand, til at gaa ud af Køkkendøren for ubemærket at komme til sin Vogn. Paa sin Vej bestrøg han den tykke Gaardmand, ham, der havde spist Smørrebrød sammen med hans fordums Barselpatient, og Proprietær Blunk, som stod for sig selv, i Samtale. Lægen opfangede følgende Replikveksel:

- Ja, ja Blunk, jeg har jo hørt, at det ender med Konkurs.

- Hm ... ja godt ser det jo ikke ud.

- Næ saamænd! Men da baade De og Fruen nu er vakte af Aanden, saa vil det nok linde for dem i Tiden . . . Men se, De er jo ikke endnu offentlig erklæret for at være under Konkurs.

- Nej.

- Saa kan De jo, inden det sker, og inden der skal holdes "Aktion" over det hele, overlade mig de to Kalve, De nok véd, for lidt godt Køb. De hellige maa ikke gerne nægte hinanden noget, véd De.

Lægen standsede uvilkaarlig sin Gang, slaaet af den højst pudsige Blanding af Andagt og Svinepoliskhed i Bondens Mine. Da Blunk havde sukket og svaret:

- Ja, men det er dog ikke rigtig honnet, Niels Nielsen, at sælge ud, naar man forudser en Fallit, og Bonden havde sagt:

- Jeg tror ikke, det er forbudt i Guds hellige Ord, nærmede Lægen sig og sagde højt op i Ansigtet paa "unge Niels Nielsen":

- Jo det er. For naar det forbydes at begære sin Næstes Okse og hans Asen, saa er uden Tvivl Kalve indbefattede i Forbudet. Spørg Pastor Kristensen derom. Han vil sikkert give mig Ret i min Fortolkning.

- Saa-aa-aa? sagde den tykke Bonde med en uendelig Dræven, saa med vred Foragt paa Lægen og fjærnede sig dukkende Hovedet og den fede Ryg. Lægen sagde til Blunk: 282 - Det er nok en from Mand, samme Niels Nielsen . . . Naa siden jeg ser Dem her, saa er De vel ogsaa bleven grebet af Naaden, eller hvad det kaldes.

Pyh ... Til en vis Grad maa man jo tude med de Ulve, man er iblandt. Ikke, Doktor?

- Jeg gør det ikke.

- Saa gaar det s'gu ud over Deres Praksis, som det for lang Tid siden gik ud over min . . . Nej jeg kørte tilfældigvis forbi, saa hørte jeg, hvad der var paa Færde, saa vilde Frøken Knudsen absolut af og se paa sit Sværmeri, Præsten.

- Naa det er den unge Dame med Altstemmen. Hun er ellers køn.

- Hun er nydelig, sagde Proprietæren og rødmede let. Ja Farvel, nu maa jeg se at faa fat i hende og køre hjem.

Lægen forsinkede med Vilje sin Afrejse, til Proprietæren og Alma var komne ham forbi. Han vilde nok se hende endnu en Gang.

- Ja Gu' er hun nydelig, Herre Gud, at saadant et friskt Barn ogsaa skal falde ned og tilbede Djævelen og alt hans Væsen og al hans Herlighed sammen med denne Hjord, hvor "unge Niels Nielsen" nok bærer de største Horn.

XIV.

Alma var vel fornøjet med, at Fru Blunk i mange Dage holdt sig utilgængelig. Hun fik at vide, af Pigen Mette, at hun nu "var farlig hellig," for enten sad hun og læste i Bibelen, eller sang efter en Salmebog, og naar hun var ked af det, saa tog hun en gul en, men den var trykt i "udenlandsk Stil," saa det lindede maaske for hende at læse gudelige Ting paa tysk, naar hun var træt af at være andægtig paa dansk.

Proprietæren kørte ud hver Dag, og naar han var hjemme, var han saa godt som altid i Udhusene. Alma havde en Fornemmelse af, at han undgik hende. Naar de var sammen til Bords, saa han aldrig paa hende, talte saa lidt som muligt til hende. Men han sukkede hyppigere og tungere end sædvanlig. Alma havde ondt af ham. Rygtet om en uundgaaelig nærmere eller 283 fjernere Katastrofe var forlængst naaet Tjenestefolkenes Øren og drøftedes i Køkken og Borgestue. Folkene roste alle deres Husbond: "han var en dejlig Mand at tjene, for han var baade bestemt og høflig, og siden det havde begyndt at knibe for ham, havde han ikke holdt sig for god til noget Arbejde, hvor "beskidt" det saa var." Til Gengæld levnedes der ikke Fruen Ære for to Skilling. Alma fandt sig endog foranlediget til at lukke Døren mellem Køkken og Borgestue, da Røgteren til Karlen Lars kaldte hende "en Møgmær" og diskede op med, hvor mange Kærester hun havde havt, mens hun var Lærerinde ovre hos Kammerherrens, og begyndte i stor Detail "in ipsissimis verbis" at berette om, hvad han havde set af Fortroligheder mellem hende og Kammerherren i det store "Sjasseminlysthus" bag ved "Vandhuset".

Mette, der havde nikket langsomt og højtidelig bekræftende under Mandfolkenes Ordveksel, hviskede nu til Alma:

- Det er saadant noget, hun sidder og angrer, derfor maser hun med al den gudelige Læsning. Ja Frøken, man lærer s'gu meget paa Landet, som Fruentimmerne inde i København ikke forstaar sig paa.

Var det ikke underligt? Da Alma passerede Spisestuen, følte hun sig mildere stemt mod Fru Blunk og troede at forstaa hende bedre. Hun sendte et Suk ind mod den Side, hvor Fruens Værelse laa. Da hun kom ind i sit eget, faldt hun hen i Betragtninger.

Havde hun ikke selv begaaet Synd i Tanker? Var det ikke forfærdeligt, at hun ikke kunde se paa Ordets mægtige Forkynder, som paa en Engel? Slog ikke hendes Hjærte anderledes, naar hun talte med en Mand end med en Kvinde, naar hun hørte hans Mandsstemme synge, end naar Fru Blunk en enkelt Gang havde ladet sig høre?

I sine rigelig tilmaalte ensomme Fritimer havde hun læst en Del. Hun havde tilladt sig at benytte det Bogskab, som stod i Skabeværelset mellem Fruens Værelse og Spisestuen, hvis Indhold saa ud til aldrig at blive rørt, saa støvet var de forgyldte Rygge og de kønne Bind.

Hun havde læst "Hjortens Flugt" flere Gange og følt sig vugget hen af disse smeltende, klingende Rytmer, der ubevidst føjede sig til lange Musiknummere med Ledemotiver, og hun havde mange Gange grebet sig i, at hun sang de berusende Elskovspartier højt, saa det klang i Stuen, Snart havde hun 284 inkarneret sig i Junker Stranges kyske Brud, snart i den viltre Zigeunerpige.

Var den Glæde ikke syndig, kødelig? Hun følte sig nu sikker derpaa. Bort med "Hjortens Flugt", "Aladdin", "Helge"! Hun besluttede sig til at læse den hellige Skrift fra Ende til anden, begynde med Verdens Skabelse i første Mosebog og først ende med de sidste Ord i Johannes's Aabenbaring.

Loven er ærlig, men - Holden . . .!

Foreløbig skaffede Genesis hende nok at bestille.

Denne lette Pigehjerne, til hvilken der ikke var naaet et bevidst idealt Indtryk under hele hendes Opvækst og første Ungdom, fyldtes med skønne orientalske Billeder. Hun kendte dem jo kun gennem Bibelhistoriens til Skolebrug tillavede Fortynding, der forholdt sig som et Oljetryksbillede til et Maleri eller fra hendes Standpunkt nærmest som Klavergengivelse af en pragtfuld Symfoni til den fulde Orkesterklang. Ud fra den brogede Tonemasse, de i Følge hendes særegne Organisation brusede ud i, arbejdede sig erotiske Duetter, hvori Isak, Jakob, Juda sang med en idealiseret Bas paa Grundlag af Pastor Kristensens Røst, medens Alttoner, dybe og smeltende, klang fra Rebekkas, Rachels cg Thamars elskovsbølgende Bryst.

Hun læste naturligvis for første Gang Episoden mellem Juda og Thamar. Havde hun læst noget lignende i en Roman, havde hun visselig ikke lagt Bogen fra sig, før hun havde læst Kapitlet til Ende, men hun vilde dog have følt sig forpligtet til at forarges og aldrig tilstaaet for nogen, at hun havde Anelse om saadanne Tings Eksistens.

Men hvor kunde der vækkes Forargelse ved noget som helst i den hellige Bog? Alma havde jo lært - efter den forkerte Oversættelse - at den "ganske Skrift" var indblæst af Gud, og tidt havde hun hørt Pastor Kristensen indskærpe i sin Prædiken, at den hellig Aand havde ledet de hellige Skribenters Pen. En Gang havde han kaldt de Naturforskere eller Kritikere, hvis Gransknings Resultater gik Skabelseshistorien, Bibelens ubetingede historiske Paalidelighed eller Miraklernes Virkelighed imod, for Antikristens Forløbere og Satans Tjenere.

Ja rigtignok var der Ting i dette 38te Kapitel, som hun ikke turde granske ud; rigtignok pippede en Slags Modstand frem imod den saare uforbeholdne Fortælling. Men af de Ord: "Hvor er den Skøge, som sad ved de to Kilder ved Vejen?" digtede hun en Scene ud efter sine Forestillinger om et orientalsk 285 Landskab, plantede en Palme mellem de to Kilder, smykkede Thamar og Juda i orientalske Gevandter, som hun havde set i sit Hjem paa et daarligt Litografi af Boaz og Ruth efter Horace Vernet. Hun broderede Farve og Stemning ind i Fortællingens Kanevas, fik en hel Opera ud deraf og blev ved at variere Vekselsangene, saa der af det ingenlunde romantiske Pars Elskov voksede noget frem, som Alma fandt højst poetisk.

Disse Fantasilege tyede hun til, naar hun en sjælden Gang havde været kaldt ind til Fru Blunk, og denne havde drillet eller haanet hende. Skønt Fruen i lange Tider ikke saa Fremmede, var hun dog godt med paa, hvad der snakkedes om i Egnen. Saaledes sagde hun en Gang:

- Har De hørt Alma, at "unge Niels Nielsen" af Omsorg for sin Kones Sjæls Frelse vil lade hende tage Bolig i Præstegaarden under Pastor Kristensens stadige Opsyn? Men nu er der desværre snart Ende paa hans velsignelsesrige Virksomhed. Han er jo for ung og har en for daarlig Eksamenskarakter til at faa det store Kald. Det nytter ikke, at Menigheden ansøger derom.

Alma ilede ud, fulgt af Fruens Latter, og tyede til sine Fantasterier.

En Dag havde Alma adspredt slaaet et Par Akkorder an paa det Flygel, som Proprietær Blunk havde lejet til sin Kone. Da hørte hun Fruen udstøde et hjærteskærende Skrig, Mette blev kaldt til, fik Ordre til at finde sin Husbond i flyvende Fart.

Fruen raabte ham i Møde:

- Smid mig den afskyelige Tøs paa Porten. Hendes Rygte forpester vort Hus. Nys har hun vovet at røre ved Flygelet. Jeg vil ikke se det mere med de Tangenter, hendes Fingre har besmittet Sælg det, byt det, skaf mig et andet!

- Ja, ja, ja, tyssede Manden.

Da han traf Alma i Spisestuen, hvor hun stod og rystede over hele Legemet, gik han hen til hende, tog hendes Hoved mellem sine Hænder og trykkede et Kys paa hendes Pande. Men efter denne resolute Handling blev han blodrød i Hovedet, sukkede og sagde:

- Bryd Dem om ingen Ting! Hun er jo ...

Og han gjorde en Kredsbevægelse med sin Pegefinger paa. Panden.

Alma fandt, at han saa "sød" ud, denne kraftfulde, kønne Mand, der lod sig trykke ned til myg Resignation og bar Aaget 286 saa taalmodigt. Blunk maa have læst et Spørgsmaal i hendes Mine, thi han sagde dæmpet og hurtigt:

- Aa, jeg holdt saa meget af hende. Hun var saa smuk!

Han skyndte sig ud af Stuen.

Men næste Gang de saas, vekslede de venlige Smil og Antydninger af Nik, uden at dog Samtalen kom stort ud over Enstavelsesord.

Foraaret kom med klar Himmel og straalende Sol. Ind i Huset lød Sang af det rindende Vand i Grøfterne. Muldet i Havens Bede blev mørkere, syntes at være i levende Bevægelse. Plænens Græs blev tættere, Straaene rejste deres Hoveder; en fugtig blank Grønhed kærtegnede Øje og Sind. Efterhaanden skød Krokus frem om Bedenes Rande, og en Søndag Morgen stod de pyntede i deres gule og violette Hovedsmykke og drak Solskin af Hjærtens Lyst. Lærken hang højt oppe over Træer og Huse, bebudede sin Ankomst og Vaarens Sejr ved sin sølvklingre Klokkerøst.

Alma sang med i en improviseret Vaarsang "uden Ord." Hendes Bryst løftede sig uden Tynge. Uden at hun vidste hvorfor, skabte Solen og Farverne, Grønsværets Glans, Lærkens og de levende Vandes Sang og Klang et Orkesterakkompagnement for hende. For første Gang saa dette Københavnerbarn Naturen slaa tusinde livstindrende Øjne op efter den lange kvægende Søvn.

Hun havde nær glemt at gaa i Kirke til Eftermiddagsgudstjenesten, og mens hun gik den stive Fjerdingvej, havde hun Møje med at berede sit Sind til Andagt, bebrejdede sig det, vilde tvinge sig, men hun blev draget med ind i al denne tindrende Glæde og higende Livslyst, som laa over den flade, ellers saa ensformige Egn. Kun Menneskene, der skulde samme Vej som hun, gik som sædvanlig duknakkede, med hængende Træk og mørke Miner, saa man kunde tro, at de var fornærmede over Glæden i Luften og paa Jorden. Solskinnet, som trodsig stænkede Sølv paa de gamle Spindelvæv i Krogene og, uden Pietet, spottende aabenbarede Salpeterklatterne paa Vægge og Hvælvinger, satte Alma helt ud af Stemning. Det drillede hende, det Lys. Hun saa, at Trækrucifikset paa Altertavlens Plads var ormstukket, ja Solen gjorde endog hendes Øre kritisk. Hver falsk Tone i Menighedens Sang gennemdirrede hendes Nerver. Hun blev træt af de lange Salmer, sungne af de snøvlende Stemmer.

287

Hendes smaa Fødder trampede mod Stolestadets Gulv som en utaalmodig Tilskuers under en for lang Mellemakt.

En Kaadhed, som hun saa godt kendte fra sin Skoletid, brød op i hende. Hun følte en prikkende Fristelse til at sætte i med sin Sangstemmes fulde Kraft og istemme Sangen af "Hjortens Flugt":

Du, som har Sorg i Sinde,
gak ud i Mark og Lund
og lad de svale Vinde
dig vifte karsk og sund.

Paa en Gang fór hun sammen, netop som i Skolen, naar Institutbestyrerinden kom ned midt under hendes Spilop, da Pastor Kristensens sorte Skikkelse dukkede op over Prædikestolens Rand. Ruelsen faldt over hende saa stærkt, at hun brast i Graad.

Prædikenen skulde nok slaa al verdslig Livstrods ned. Teksten var Luk. 11, 14-28 om en Djævleuddrivelse. Pastor Kristensen gik ud fra, at den i Teksten omtalte stumme Djævel var en af de værste. En saadan Djævel kom over dem, der rugede over syndige og verdslige Tanker og nød sit Køds Lyst i tavse og urene Drømme. Ja, da kunde Belzebul, Djævlenes Fyrste, yde en bedragersk Hjælp og ved Lokketoner bringe den besatte til at synge som en hedensk Skøge og tale som en opblæst lærd, men denne Sang og denne Tale var værre end Syndens Brand i Blodet.

Saa kommer den urene Aand, naar den, som Herren siger, har vandret gennem vandløse Steder og ikke har fundet Hvile, tilbage til det Hus, den gik ud af, og piner da Sjælen værre end før, saa dens Ejers Fingre krummer sig i Krampe og Fraaden staar ud af hans Mund og hele hans Krop vrider sig i Bryndens Pine. "Derfor skal I bede, at Herrens egen Finger maa gribe Djævelen, derfor skal I altid lytte til Guds Ord og bevare det i ethvert Livets Øjeblik."

Efter Prædikenens Slutning var Alma saa rystet, at hun maatte forlade Kirken, fulgt af forbavsede eller forargede Blikke. I denne Kirke plejede enhver at blive lige fra Degnens Indgangsbøn til hans sidste Ord i Fadervor.

- Skulde Præsten have hørt noget om mig? Det var jo, som hvert Ord var rettet til mig.

Under Graad og Hulken gled hun gennem det bankende Liv 288 i den blinkende Vaardag uden at se eller høre. Længe sad hun i dump, tanke- og ordløs Anger. Stumhedens Djævel var i hende. Blot hun nu kunde modstaa Fristelsen til at lade Belzebul befri hende for den onde Aand! Den vilde jo komme tilbage og være værre end før.

Som hun sad der og lod den dalende Sol, som tændte Havens Træer i Flammer og lod smeltede Guldstrømme risle over Blade og Straa, aldeles upaaagtet, tvang samme Sol sig myndig hendes Tanke til sig. Paa én Gang under en uvilkaarlig Drejning skar en blank Refleks hende skarpt i Øjnene.

Der stod jo en ny stor Genstand i Værelsets Hjørne.

Det var Flygelet fra Spisestuen. Under det stod en med Noder tæt stoppet Etagére og en Klaverstol.

Og Djævelen, eller Djævlene fór ud af hende gennem et højt klingende Jubelskrig. Et friskt Pust som ved en Drejning af Vinden, fejede ordentlig ud i hendes Hjærte og Hjærne. Hendes første Bevægelse var med et Spring at fare hen mod Instrumentet, aabne det, slaa nogle elementære Akkorder an.

Men var det ikke Belzebul, som havde drevet sine undergivne ud for at kommandere dem tilbage til et kraftigere Angreb?

Alma saa ud i det glødende Aftensolskin, blev ingen Djævle vår paa Flugt til de vandløse Steder, hvoraf der dog ellers var nok paa Egnen. Maaske havde Solen brændt deres Vinger, saa deres sorte Krop med Horn og Svans var plasket ned i den store, vandfyldte Grøft udenfor Havegærdet.

- Gud! at saadanne Tanker kan komme op i mig! . . . Aa, Pastor Kristensen!

Men hans Billede, som ellers saa tidt var mødt paa Pletten, naar hun havde manet det frem, viste sig ikke.

- Hvad er det? Et Glas med Krokus og en enkelt Hyazinth, plukket af en Potteplante!

Fra Klaveret listede den fine, forjættelsesrige Duft sig ud i Værelset fra de blegrøde Klokker.

- Jeg sku' be', om Frøkenen vilde komme ind og drikke Thevand, lød Mettes Røst bag Døren.

Proprietær Blunk sad ved Bordet. Hans Øjne straalede Alma saa glade i Møde, at han røbede sig som Arrangør af hendes Værelses Ommøblering. Men samtidig bevægede han Hovedet 289 hen i Retning af Fruens Værelse og løftede Pegefingeren højtidelig som for at besværge sin Medvider ikke at røbe ham.

Alma rakte ham sin Haand. Han greb den, kyssede den, blev rød, sukkede og sagde:

- Ja Glæden bliver ikke lang. Vi kan vente hver Dag at blive smidt ud ... Naa den Dag den Sorg!

Han tømte en Snaps i et rask Drag.

XV.

I Præstegaarden var Luften i høj Grad krigssvanger. Frøken Springborg var nu fuldt enig med sig selv, at hun hadede Kapellanen. De havde kun kort Tid til at være der sammen. Thi, skønt Menigheden havde samlet Masser af Underskrifter paa en Adresse til Kultusministeriet for at faa Pastor Kristensen til deres Sognepræst, vilde sikkert hans daarlige Eksamenskarakter og ringe Anciennetet være uoverstigelige Hindringer for, at han kunde opnaa et stort Embede, oven i Købet uden Enke paa Kaldet eller Pension til Formanden. Frøkenen havde hellig lovet sig selv at gøre Kapellanen Livet saa surt som muligt, foreløbig med følgende Begrundelse:

- Det er formelig forargeligt at se et Menneske spise saa uanstændig meget.

Frøken Springborg havde i de senere Aar under Paaskud af at pleje sin gamle, svagelige Slægtning gjort lange Besøg hos ham, med Myndighed bemægtiget sig Husets Styrelse og gjort store Forsyninger til Husets Vinterforraad navnlig nu til denne Vinter. Hun havde beredt sig paa at hjemføre hele Ladninger Proviant, hvis noget menneskeligt skulde hænde gamle Pastor Lamm. Og det kunde hun gøre med god Samvittighed og i fuld Overensstemmelse med Skriftordet, at en Arbejder er sin Løn værd. Hun havde jo aldrig taget mod en Skillings Løn; det var langt under hendes Værdighed. Følgelig maatte hun være i sin fulde Ret, om hun nu efter Præstens Død bjergede nogle røgede Skinker og Gaasebryster, adskillige Snese Æg, nogle af de lokale Hvedekager m. m. Pastor Lamm havde været saa tossegod i sin Tid at lade alskens Kællinger og Stoddere faa gratis Mælk og 290 andre Fødevarer og endda give dem rede Penge til, skulde da hans Kusine være mindre berettiget til at tage Tiende af Præstegaardens Fødevarer end al Slags Rak? Og nu spiste Kapellanen værre og værre Dag for Dag. Sommetider tre dybe Tallerkener Søbemad, fire store Stykker Kød eller Fisk, fire Kontorkopper The og Kaffe. Ved hvert Maaltid ærgrede Frøkenen sig, saa hun dirrede derved. Det hjalp ikke, at hun aldrig bød ham mere end én Gang. Med adspredt Mine rakte han tavs sin Tallerken ud mod hende, naar han vilde have mere. Hun opdagede snart, at det var aldeles unyttigt, at hun næsten intet spiste ved Bordet for at stille sig op som en rørende Modsætning til hans Graadighed. Rigtignok tog hun bag efter rigelig Oprejsning, naar hun kom ud i Køkken og Spisekammer, hvor hun gik og smaaspiste fra Morgen til Aften.

Frøkenen belurede hvert af Kapellanens Skridt. Hun passede paa, hvor længe han blev i Kirken om Aftenen under sine enlige Andagtsøvelser, lod udspejde, i hvilke Bøndergaarde og Huse han havde sin Gang, og hun fik konstateret, at han var daglig Gæst hos "unge Niels Nielsens", at han og den store svære Kone tilbragte Timer alene, som det hed sig med Salmesang. En saadan lød ogsaa ud over Gaardsrummet og Vejen, "men de maatte dog af og til hvile sig og tage sig andet til".

Hendes medforbundne og Spion var den lille pyntede Skolelærer Tronsager, et helt usædvanligt Eksemplar af den Samfundsklasse.

Han gav Diplomaten lige over for Menigheden, passede sin Gerning nøjagtig, saa ingen kunde komme ham til Livs fra den Side, udtalte sig baade i og uden for sin Funktion som en strængt troende, snakkede Pastor Kristensen efter Munden, sagde ham i Begyndelsen Komplimenter for hans beaandede Prædikener, indtil Præsten mut frabad sig det. Frøken Springborg, som var besjælet af en levende personalhistorisk Interesse, fik opsnuset, at han havde været i Konditorlære, før han kom paa Seminariet. Det hævede ham for Resten i hendes Øjne, at han var Københavner, og snart opdagede hun, at han havde stor Lyst til at snakke, og vidste Besked om alt og alle i Egnen.

Skolelæreren aflagde hende ofte Besøg i hendes ensomme Timer, og da imponerede han hende ved sit Kendskab til det lavere Bourgeoisi i København, især dets Skandaler, tilbød at læse Feuilletonen baade i "Berlingske Tidende" og Egnens lokale Blade op for hende, og naar Oplæsningen var færdig, leverede 291 han hende en Kritik, hvori han med Færdighed anvendte de gængse kritiske Avisfraser: ikke ret gennemtænkt Plan - Bredde i Udførelsen - overfladisk Psykologi - men adskillige gode Enkeltheder og momentvise Frembrud af Talent - flydende Stil og Foredrag osv. osv. osv. Den sidste Art Præstationer interesserede ikke Frøkenen stort, men hun lod, som hun lyttede for at vinde ham og siden pumpe ham ud, til han havde leveret den sidste Draabe af Egnens Skandalepøl. Skolelærer Tronsager bevarede dog stadig en vis Forbeholdenhed i Udtrykket, pavserede tidt og frembragte en Lyd med Tungen, som om han smagte paa, hvad han havde sagt.

- Synes De ikke, at Pastor Kristensen skulde være lidt mere forsigtig, Tronsager?

- Tja, min Frøken! Han er som Apostelen Paulus - han agter det for intet at dømmes af en menneskelig Dag.

- Er han da mere end et Menneske? Hvad?

- Nej han har vel sin Del af Arvesynden.

- Ja det kan De være vis paa, Tronsager. Han spiser værre end en Tærsker.

- Han tænker ikke over det, min Frøken, opfyldt som han er af Trosproblemer o. desl.

- Troen! Ja vist. Men Gerningerne, Tronsager.

- Er jo dog i vor lutherske Kirke, hvad man med et fremmed Ord kalder det sekundære.

- Hvad tror De, han bestiller hos "unge Niels Nielsen"?

- Frøkenen mener vel hos "unge Niels Nielsens" Kone? Tja-a-a. Man maa altid vogte sig for at tro onde Tungers Bagvaskelse.

- Aa - De har altsaa hørt noget, Tronsager?

- Man kan jo ikke stoppe Voks i sine Øren, min Frøken, som hin gamle Oldtidshelt for Syringernes Røst.

- Vil De have et lille Glas Solbærrom, Tronsager?

- Tusind Tak! ... Ja jeg véd ikke, om Frøkenen taaler et dristigt Ord.

- Ikke, naar det er sjofelt, Tronsager,

- Gud nej . . . Men "unge Niels Nielsens" Kone skal jo have sin fjerde lille om fire Maaneder.

- Saa-saa-saa? Saadant noget maa De ikke gerne nævne, Tronsager.

- Om Forladelse, min Frøken . . . men jeg mente, siden det var en gift Kone - 292 - Saa meget desto værre, Tronsager.

Deres Øjne mødtes i et aldeles ubeskriveligt Udtryk. Skolelæreren sugede voldsomt paa sin sidste Replik og sank en lille Draabe af Solbærsnapsen. Han tog igen fat:

Pastor Kristensen er ellers mageløs god mod fattige. Forleden gav han et Par knap halv slidte Støvler bort.

- Ja jeg saa nok, da jeg var oppe paa hans Værelse . . . ja for at se efter, om der var gjort ordentlig rent, at et Par Fedtstøvler var borte. Hvem har faaet dem?

- Den gamle Anders Søren.

- Unge Niels Nielsens Røgter! udbrød Frøken Springborg næsten jublende, viste sine Fortænder, der næsten stod i Skum af Fryd, og skænkede et Par Draaber Solbærrom i Skolelærerens Glas, skønt denne pro forma afværgede det med Haanden. Hun sagde:

- De hører vel aldrig noget om, hvordan det staar til ovre paa Havgaard?

- Nej, min Frøken, ikke direkte.

- Er hun stadig skrupgal?

- Hun kan nok daarlig forliges med den unge Dame der i Huset. Det er naturligvis noget Snak, det, de siger.

- Hvad for noget?

- Det tør jeg ikke sige Frøkenen.

- Jo, for de Mennesker derovre betragter jeg som en Skandale for Egnen, saa om dem maa De sige, hvad De vil.

- Jeg tør ikke, Frøken! Det er saa rædsomt.

Frøken Springborg skænkede en ny rød Draabe i.

- Vælg bare Deres Udtryk, Tronsager.

Skolelæreren snoede sit lille Overskæg, vred sin lille Krop, rettede paa sin lille stive Flip og sagde med en Røst, som om hans Tunge var bestrøgen med sød Creme:

- De siger, at Fruen har saadan ejendommelige Tendenser.

- Dem har hun altid haft nok af. Naa og hvad saa?

- Men den unge Dame interesserer sig mere for Pastor Kristensen - naturligvis saadan aandeligt end for ...

- Hvad for noget?

- For Fruens Tendenser . . . Men skaan mig Frøken . . . og spørg min Pige Johanne, som har hørt det af unge Niels Nielsens Pige; for hun tjente jo i Efteraaret som Lillepige paa Havgaard. Hun er desværre ikke paalidelig i moralsk Henseende, 293 for hun er i samme Situation som sin nuværende Madmoder, om end ikke paa et saa fremrykket Stadium.

- Siges der noget om den Tøs og . . .?

Hun pegede op mod Loftet, mod Kvistværelset Skolelæreren svarede:

- Nej ved den Lejlighed har Bagtalelsen ikke været paa Spil imod . . .

Tronsagers Pegefinger løftede sig nu i samme Retning som Frøkenens.

- Mod hvem da, Tronsager?

- Ja Johanne snakker om den Lægprædikant, som besøger Pastor Kristensen og de andre hellige her i Sognet og somme Tider holder Gudstjeneste i Skolen om Vinteren og i Havrebjerg Grusgrav om Sommeren. Men det Pigebarn har nu - om Forladelse - en forfærdelig Sladretunge.

- Snakker hun ikke noget om, at han (atter pegede hun mod Loftet) har sine Møder med hende - den Tøs fra København, for De har jo nok hørt, hvordan hun skabede sig mod "unge Niels Nielsen"s Kone og kunde lade hende have ikke Fred til at synge paa hin Sorgens Dag, som aldrig ganger mig af Minde . . . Jeg skal sige Dem, hvorfor jeg spørger. Post-Ole bringer hvert Øjeblik Brev fra Havgaard . . . Kender De den Jomfru Knudsens Haandskrift?

Skolelæreren betænkte sig, rystede beklagende paa Hovedet; mens Frøkenen tilføjede:

- Ja for hendes Fader var egentlig Brolægger. Min Fader var nu Kammerraad . . . Ser De, han (Fingeren pegede mod Loftet) er jo, hvad simplere Folk kalder en Gris, saa jeg benytter enhver Lejlighed til at støve af og gøre det lidt ordentligt deroppe. Og saa fandt jeg i Gaar denne Konvolut paa Gulvet. Paa Façonen saa jeg, at det var en af dem, som Post-Ole havde med fra Havgaard. Kender De Haandskriften?

- Det er Fru Blunks. Hun skriver paa engelsk Façon.

- Aha! Se, se!

- Desuden tror jeg, at Pastor Kristensen er bange for den anden. Han ser aldrig til hende i Kirken i den senere Tid. Den rædsomme Johanne siger, at ... nej, jeg vil ikke sige det.

- Hun siger naturligvis, at det er for risikabelt med saadanne løse og ledige Personer? At de gifte Koner er sikrere. Føj! hviskede Frøkenen.

- Frøkenen er saa skarpsindig. He-he he! ... Men Gud, 294 der kommer Pastor Kristensen. Han kommer fra "unge Niels Nielsens". Se, hvor han formelig vrider Hænderne og stirrer ned i Jorden . . .

- Gaa ud gennem Haven og bag om, Tronsager. Naar man har hørt saa megen giftig Bagtalelse, saa véd man aldrig, hvad han kunde finde paa at sige, naar han saa os to ene sammen.

Frøken Springborg var ladet med gift- og galdefyldte Granater og brændte af Lyst til at slynge dem ud mod Kapellanens sorte Hoved. I Dag ludede det dybere end nogensinde, og Ansigtet var fortrukket som hos én, der lider store Smerter. - "Men, hvor han aad, det Dyr! Ja han kunde rigtignok trænge til at bede Bordbøn baade før og efter Maaltidet, for saadan en Appetit kunde aldrig være Gud velbehagelig."

Men medens hun sad og aflurede det rette Øjeblik ved Frokostbordet til at lade sit Sprængstof eksplodere, bankede det paa Døren, og Landpostbudet kom med Posttasken. Der var Brev baade til Pastoren og Frøkenen. Den sidstes lange Syn kendte straks paa Pastorens Konvolut samme Haandskrift som paa den, hun havde opsnappet. Hun fik lige set, at hendes Brev var fra hendes Broder, Byggeprokuratoren, men det hastede mindre med at læse det end med at iagttage Pastor Kristensens Færd under Læsningen af hans Brev. Men til hendes Skuffelse stak han Brevet i Lommen og fortsatte sin distræt og graadige Spisning.

Frøkenen kunde ikke rigtig blive klar paa sin Angrebsplan. Naa, der var dog Tid endnu. Hun kunde jo læse det Brev.

Efter at have gennemløbet et Par Linjer, gav hun et højt Skrig fra sig. Hendes Ansigt blev gustenblegt som et Ligs. Hun tabte Brevet ned paa Gulvet Hendes Hænder rystede, saa de hamrede mod Bordet.

Kapellanen rejste sig fra Stolen. Han, som ellers knap vovede at tiltale Frøken Springborg, gik hen til hende, lagde sin Haand paa hendes Haar og sagde:

- Husk, at i Jesus er Trøst for al Verdens Sorg.

Som alle ondsindede Naturer blev Frøkenen arrig, naar en Sorg ramte hende, og søgte straks efter et Væsen, hun kunde skyde Skylden over paa. Hun, der ellers, og især i Pastor Kristensens Nærværelse, passede paa sig selv som en Smed, brød ud i et rent Fiskerkællingesprog:

- Det er den væmmelige Brolæggertæve, der har suget den sidste Draabe ud af Boet. Hvor min Broder er et dumt Høvede! Men jeg skal . . . jeg skal ... ah! Han har vel selv haft at 295 gøre med den Mær, siden han har tilstaaet hende en Krone om Dagen, Ilge saa meget, som han har givet sin egen kødelige Søster. Men Himlen vil straffe eller hævne mig, mig, der aldrig har hørt et godt Ord af nogen, fordi jeg ikke havde en fed Krop ... Nu kan jeg sulte i min . . . modnere Alder. Men Hævnen kommer.

Hun rev Totter af sit graa Haar og kylede dem hen ad Gulvet, efter at have skubbet Præsten fra sig.

Blidt lød hans Basrøst:

- Forband ikke, men velsign dem, De mener har gjort Dem Uret. Omvend Dem til Jesus og bed ham bede sin Fader om Tilgivelse for Deres Synder.

Nu blev den store Frøken helt ude af sig selv.

- Og det siger De ... De! De, som præker Hellighed og æder som et Rovdyr.

- Jeg? sagde Kapellanen og rystede paa Hovedet med en saa uskyldig Forbavselse, at det var klart, at hans glubende Appetit var ham ganske ubevidst.

- Og De, som . . . som - ja nu siger jeg det s'gu lige ud ... De, som staar i et utugtigt Forhold til flere gifte Koner ... jo De skulde hellere sørge for Deres egen Sjæl og lade andre passe deres!

Kapellanens store Træk stivnede. Frøken Springborgs Øjne sendte Gift og Edder mod ham. Han vred sine Hænder, saa deres Knogler knagede. Da undslap der ham et kort Skrig - og hans lange Legeme faldt dumpt drønende mod Gulvet. Frøken Springborg lo med en Furies Jubel - vildt skingrende. Hun skreg:

- Jeg lader spænde for. Jeg kører rundt i Hovedsognet, i Annekssognet, i alle de kirkeløse Landsbyer og fortæller, at den hellige Mand er en Skørlevner ... og en ... ja det skal jeg nok sige til Fruentimmerne ... ja og til Provsten ... ja og til Redaktøren af Avisen . . , Nu tuder han. Ha, ha!

Kapellanen hulkede, saa hans Skulderblade arbejdede derved.

- Sæt Din Fod paa min Nakke som paa en Træls, træd paa mig, og jeg vil takke Herren og Dig, fordi I har knust mine Ben, i hvis Marv Djævle har pustet Begærets Gift . . .

- Hvad berettiger Dem til at sige Du til mig, Hr. Pastor? Nu bliver De uopdragen foruden Deres øvrige Syndighed, sagde Frøken Springborg, som saa ham ligge og vride sig som en Orm.

296

Ud fra hans udvældende mørke Øjne trillede store Taarekugler ned i hans Skæg.

- Jeg beder Dig, Kvinde . . . jeg bønfalder Dig, hulkede Kapellanen, sæt Din Fodsaal paa min Hals, spyt mig i mit Ansigt!

- Tak skal De ha'. Jeg har rigtignok bedre Opdragelse end som saa. Hvem kalder De Kvinde, maa jeg spørge? Min Fader var Kammerraad, man kan mærke, at Deres var en Bonde.

Da hun nævnede sin Faders Rangtitel, randt Indholdet af det nys modtagne Brev op for hende med ny Styrke. Hun tilføjede:

- Ja og nu er jeg ruineret, kan komme paa Ladegaarden, eller blive Lem paa Almindeligheden eller i Vartov. Og det for saadan nogle Kæltringers Skyld.

Kapellanen sagde:

- Jeg vil komme hen, hvor der er evig Pine, hvor Ormen aldrig dør, hvor Ilden aldrig udslukkes, hvor ingen vil dyppe sin Finger i Vand og læske min Tunge, naar Ilden brænder mit Kød . . . Men jeg véd, hvad jeg vil gøre. Jeg vil kalde de hellige sammen i Kirken; jeg vil bekende min Synd for Herrens og Menighedens Ansigt, sige højt, at jeg er en Horkarl, og jeg vil sønderrive min Præstekjole . . .

- Det er godt for Dem, at De finder, at De har Raad til det, sagde Frøken Springborg, bestandig hulkende over sine Fremtidsudsigter; men det lysnede en lille Smule i hendes Sind ved Udsigten til at opleve en stor Skandale. Skyerne trak sig dog straks efter sammen. Nu sank hun om paa Stolen og græd, mens Pastor Kristensen blev liggende, ligeledes grædende og hulkende. Hun skældte sin fallerede Broder, Byggeprokuratoren. Familjen Knudsen, Proprietær Blunk og Kone ud henholdsvis for Fæhoved, Rakkerpak, Idiot, fjantet Kælling; han skældte Djævelen ud for den fule Menneskemorder, Løgnens og Syndens Fader, Skarnets og Fluernes Gud. Hun jamrede over Fremtidsbilledet: Almindeligt Hospitals Lemmestiftelse, han over den sikre Udsigt til Helvedes evige Kvaler.

Omsider arbejdede Præsten sig op. Han saa om sig med et forvildet Blik, mens hans Haand fór over Panden.

Havde han ikke drømt? Var virkelig hans Synd bleven aabenbar. Ja, denne store onde Kvindeskikkelse, som sad sammensunken og grædende paa Stolen, var ham en Bekræftelse paa, at han var en mærket Mand med en saare ringe Udsigt til Frelse og det endda kun gennem Anger, Bod og Ydmygelse. Alle de trøstende og kærlige Ord til Syndere i Evangelierne og 297 Brevene, dem, han aldrig havde fremhævet for andre i sin Prædiken eller for sig selv i sine Bønner, radede sig nu i hans Erindring sammen som Perler paa en Rosenkrans; han greb efter dem; de lød for hans indre Øre ... jo maaske var der Frelse for ham, hvis han aabent bekendte sin Synd, tog den paa sig og løb, betynget med hele dens Vægt, ud i Ørkenen som hin Buk hos Jøderne.

Han maa, uden at vide eller ville det, have sagt nogle af disse Ord højt, thi da han var ude af Døren, sagde Frøken Springborg midt i sin Graad:

- Ja, saadan en Buk!

gik saa videre i sine Jeremiader. Som Anger, Bod og Naade og Skriftens Kærligheds Ord glimtede ind i Kapellanens fortvivlede Sjæl, fik hun et dæmrende Haab ved Mindet om, at hendes Broder mange Gange var anset for at staa paa Fallitens Rand, men altid havde reddet sig. Det var jo muligt, at han med Vilje havde ladet sig falde i Grøften, efter i Forvejen at have tømret Stigen, ad hvilken han listelig kunde kravle op igen, efter i Faldet at have kastet generende og tyngende Ting fra sig.

Nej Gu' om hun vilde rende ud i Ørkenen! Først redde, hvad hun kunde af Provianten i Fætter Hans's Præstegaard, saa ind til København. Føde vilde hun i al Fald have nok af for lange Tider. Kanske hun endda kunde gøre en god Handel med nogle af Fødevarerne. Gud maatte da være naadigere mod hende end mod Pastor Kristensen, for den Slags Synder som hans var hun allenfals garanteret imod for Fremtiden.

XVI.

Fru Blunk, som i Aar og Dag ikke havde forladt sit Værelse og i Uger ikke sin Seng, færdedes nu i Huset til stor Misfornøjelse for den store Mette, thi Fruen lod hende ikke i Ro et Øjeblik. Til Alma talte hun saa lidt som muligt, lod hende mærke med, i hvor høj Grad hun oversaa hende, medens hun viste en vis resigneret Blidhed over for Manden. Han var derimod meget tilbageholdende over for hende, men sagde for Resten "ja" til alt, hvad hun med indsmigrende Fløjterøst forlangte af ham. Blandt 298 andet kørte den i saa lange Tider svagelige Dame, der før skreg, naar et Vindpust fra en anden Dør traf hende, hver Dag ud alene og var selv Kusk. En lille Enspændervogn med ét ordentligt Sæde og et tarveligere Baglængssæde, indrettet til at slaas op og ned, blev malet og gjort i Stand til hende, thi den havde i lange Tider staaet ubrugt i Vognremisen. Fruen sagde, at nu gjorde den friske Luft og Bevægelsen hendes syge Sind og Legeme saa inderlig godt. Men hun vilde være ene, ganske ene med Gud og saa studere hans Aabenbaring i Naturen efter at have studeret den saa længe i de hellige Skrifter. Hun gennemgranskede nu den dybe Symbolik i Naturens Liv og fandt alle Vegne Sindbilleder paa og Foruddannelser af de aabenbarede Troslærdomme. Proprietæren trak umærkeligt paa Skuldrene, naar hun deklamerede Vers af Oehlenschlægers Jesu Kristi Liv i den aarlige Natur, og naar hun vendte sig fra ham, gjorde han en lille Grimace til Alma.

Naar Fruen saaledes var borte, stundom i flere Timer, blev Proprietæren gerne inde i Stuen. Han syntes at have opgivet sin tidligere flittige Syslen paa Mark og i Stald. Han sukkede lidt hyppigere og bad stundom Alma om at synge for sig, "for", sagde han, "De synger som et naturligt Menneske". Saa sad han inde i hendes Stue, lyttede tavs til Sangen, saa tavs paa hende. Af og til blev hans Øjne fugtige.

I sin rigelige Fritid benyttede Alma flittig Noderne og øvede sig paa egen Haand. I hendes tidligere Aar havde hendes Musiklærerinde stadig rost hendes Evner, men dadlet hendes Flid. Nu var det gaaet op for hende, at hun i Musiken kunde leve et Liv. Hun gik saaledes op i Sang og Spil, at hun gled bort fra, hvad der foregik omkring hende; hun sank ikke hen i Grublerier og Drømme af den tidligere Art. Naar hun tænkte, var det paa at overvinde tekniske Vanskeligheder paa Klaveret og i Stemmens Brug, fortvivlede vel af og til, men æggedes straks efter til at tage fat med nyt Mod.

Pastor Kristensen og hans Forkyndelse gled umærkelig ud af hendes Sind; tilsidst glemte hun endog at gaa i Kirke. Hun gik lange Ture i det usædvanlig skønne og varme Foraar, og hvad hun hørte og saa af glinsende grønt, af Solskin og Skyflugt, hørte af brusende og klagende Lyde, omsatte sig i Toner, af hvis Kaos der groede Motiver og Melodier ud.

Hun læste ogsaa, men blev ængstelig ved Steder som Badehusscenen i "Helge" og Romeos og Julies Elskovsord i Sydens 299 Sommernat. Thi hun følte det nærmest som en Smerte, naar de gamle hede og tunge Længsler væltede op i hende. Naar hun sang eller spillede, blev de flygtigere og gladere.

En Dag, da Solen ret ødslede med at sprede Liv og Glæde og ligesom tog det op med den stærke Storm, der bøjede Hegnenes Pilegrene med deres "Skæg" i alle Retninger, var Alma gaaet meget længere bort fra Gaarden end sædvanlig. Hun kunde ikke blive ked af at kæmpe sig frem mod Vinden i den tindrende Vaardag, og hendes Tanker svømmede i hurtig Flugt om Kap med de hvide solbræmmede Skyer, naar de som Svaner drev af Sted i det klare, livfulde Lufthav.

Hun var entret over et Dige, havde bøjet de svage Pilegrene til Side, saa ud over et stort nys pløjet Agerland Havet ligge mørkeblaat med skummende Bølger i lystigt Jag mod den flade Strand. Gud véd, om de ikke kunde naa op helt til Land, om . de tog deres bedste Tag. Hun fik en barnagtig Lyst til at lokke dem til sig med Sang, beredte sig til at stemme i af fuldt Bryst, men standsede, da hun saa en højst sælsom Skikkelse brat tone frem paa en lille Højning i Terrænet.

Det maatte være en høj Mand. Han havde ingen Hovedbedækning. Haaret stod vildt til alle Sider, pisket af Vinden.

Alma saa ham standse paa den lille Forhøjnings Kam og staa høj og ensom i det øde Landskab, løfte rystende Arme mod Himlen, og lidt efter lød et Skrig, som skar Luften igennem, vildt hvinende som fra et Væsen i Dødsvaande.

Uvilkaarlig saa Alma sig om efter Ly eller Skjul, saa ræd blev hun over denne Tilsyneladelse, uden at hun fik Tid til at tænke over hvad det kunde være for en Skikkelse, dette Spøgelse ved Middagstid i klart Solskin.

Hun gav sig til at løbe. Der laa langt til venstre et lille Krat, som hun tidt havde set, naar hun gik til og fra Kirke. Hun havde tænkt paa at besøge det, naar det grønnedes, naar Anemonerne spættede dets Bund og muligvis Nattergalekoloraturer klang bag dirrende Blade.

Uden at se sig tilbage, løb hun hen imod Krattet, hæmmet stærkt i Farten af det klægede Pløjemuld. Der løb en grøfteløs Markvej tæt forbi Krattets Rand.

Men hvad var det? Alma standsede sit vilde Løb og havde nær ved et Skrig røbet sin Forbavselse, glemte rent den sorte Skikkelse, hun flygtede for.

I Skygge af de lave Træer, tæt ind mod Krattets Rand stod 300 Fru Blunks Enspænderkøretøj. Hesten græssede med løsnet Hovedtøj. Enspænderstængerne var ogsaa løsnede. Tømmerne var snoede om et Forhjul.

Nysgerrigheden overvandt den ny Angst, og hun borede sig ind i Krattet. Grenene piskede hendes glohede Kinder og ruskede hendes Haar end mere i Ulave, end det før var.

Hun opdagede paa en Smule Lysplet et Slags Skur med Vægge og Tag af Græstørv. Det saa saa forfaldent ud, som om et Spark kunde rive det overende.

Alma kom ind paa Siden af det; skimtede noget bevæge sig gennem den utætte Vægs Huller.

Da lynede noget hvidt og broget om Hjørnet, og et Par Sekunder efter stod Alma lige over for Fru Blunk i hendes hvide Kaninskindslag, hendes lille, paa Siden opkrampede graa Hat med stift struttende Fuglevinger.

Fruen gik et Par Skridt tilbage, og hendes blege, fyldige Ansigt med den lille Minois-Profil blev overgydt af en pludselig Rødme. Øjet blev fra forskrækket giftigt stikkende. Dets matte graa tændtes og glimtede som slebent Staal med gullige Reflekser.

Fru Blunk kastede sine dragonagtige Kørehandsker paa Jorden. Hendes buttede hvide Haand løftede sig krummet op, hendes lange, spidst tilskaarne Negle tog Retning mod Almas Øjne. Alma løftede Haanden værgende op for sit Ausigt, mens der fra Fru Blunks Mund udgik en Lyd mellem Hvæsen og Latter.

Men saa pludselig som Vinden vender sig, faldt hendes Træk i Hvil, det vrede Glimt i Øjet veg for et muntert. Fingrenes Krumning sank, og hun holdt begge Hænder op i Lyset, og mens hun betragtede dem, sagde hun: - Naa, kære Barn! Jeg véd vel, at De er bleven min brave Husbonds Confidente. A la bonne heure! . . . Fortæl ham endelig Sagen, at hans Blod ikke faar et Opkog å la Othello, det Skind. Det kan han ikke taale, saa risikerer han en Apopleksi. Om lidt kommer Pastor Kristensen, min Sjæls Læge. De kan tro, jeg har erfaret, at Guds Ord har en lægende Kraft, baade for Legeme og Sjæl. Nu jubler min Sjæl glad i Herren, og mit Legeme er saa stærkt og smidigt, at jeg kunde danse med David foran Arken. Jeg har Stævnemøde her med Pastoren. Fortæl det kun til alle. Det er dumt, at jeg ikke selv har gjort det.

Fru Blunk lo højt, men havde ikke faaet let ud, før der hørtes knagende og knækkende Lyd i Krattet og en pibende Stønnen. Lidt efter stod en Skikkelse for dem i iturevne sorte Klæder 301 hængende i Laser om den lange, duknakkede Krop. Det mørke krusede Haar vred sig som Slangerne paa et Medusahoved; det store Skæg var pjusket som Marehalm i Storm paa en Klit. Hvide Striber af Fraade hang i det. Hans Øjne var underløbne med Blod, og blodige Rifter farvede hans Ansigt.

Begge Kvinderne for tilbage med et Skrig.

Han lo med en tør Latter:

- Jeg er ude i Ørkenen for at lade mig friste af Djævelen. Nys stod jeg hist paa Bjerget og saa al Verdens Herlighed for min Fod . . . alle dens Riger og Stæder med Tempeltinder og Borgspir ... og jeg sagde: Vig fra mig, Satan! Og han veg .. . Men nu er han der igen! Han er der i hendes Skikkelse, der (han knyttede Haanden mod Alma) . . . han har sunget for mig gennem hendes Mund . . . Vig, besatte Kvinde!

Han vendte sig mod Fru Blunk, svang sig med et vildt Skrig hen mod hende, krystede hende i sin Favn, som vilde han dræbe hende, og raabte:

- Du er benaadet! Herren har velsignet Dit Liv! Se Du skal føde en Søn, og hans Navn skal kun være Hellig, Hellig, Hellig! han skal gøre Bod for vore Synder, dem jeg paa Søndag vil aabenbare for Guds Menighed. Jeg vil sige, at Du er en Hore og jeg en Horkarl . . . saa det skal runge ned i Helvede. Men Djævlene skal ræddes over min Anger og min Bekendelse. Jeg skal da dø, men paa Vejen til Helvede vil Jesus række mig Haanden og rive mig bort fra den . . . men Du skal leve til Dine Dages Maal er fuldt, til Du haver født Sønnen Immanuel. Indtil da skal Du bære Navnet Thamar.

Fru Blunk kæmpede med ham. Hendes store Haarmasse udgød sig over hendes Skuldre.

- Marie Magdalene! Ja Du er som hun Herrens Tjenerinde, skreg han i vanvittig Jubel.

Da slappedes hans Arme. Han faldt til Jorden og rev Fru Blunk med i Faldet.

Alma kunde ikke røre et Lem. Hun stod med Haanden knuget om en tynd Bøgestamme. Den rystede sammen med hende.

Kapellanen laa i Krampetrækninger med fraadende Mund og rullende Øjne. Fru Blunk havde rejst sig paa Knæ, laa med Ansigtet i sine Hænder, med Ansigt, Ryg og Bryst oversvømmet af Haarets gyldne, kreppede Masse.

Alma syntes, at hun hørte en Vogn. Uvilkaarlig raabte hun:

- Hjælp, Hjælp!

302

Intet svarede.

Hun gentog Raabet, som om hun maatte sprænge sine Lunger.

Denne Scene varede en Evighed. Endelig hørte hun Lyd i Krattet. En aldrende, høj og mager Herre med hvide Moustacher kom frem. Alma kjendte Kaptejn Hald.

- Hvad i al Verden er dette? sagde han.

- Pastor Kristensen . . . der . . . maa være bleven vanvittig . . .

Kaptejnen svarede:

- Det har han været længe, det Skind! Opdager De først det nu?

Med faa Ord fortalte Alma, hvorledes hun og Fru Blunk var blevne overraskede her i Krattet.

- Hm, sagde Kaptejnen og nærmede sig Kapellanen, der nu laa stiv uden at røre sig. Han betragtede Fru Blunk med en let Rysten paa Hovedet, gik hen til hende og sagde:

- Giv mig Deres Haand. Gener Dem ikke for Deres Negligé . . . jeg er en gammel Herre . . . Maa jeg bede Damerne vente et Minut.

Han kom tilbage med en køn, stor Bondekarl. Alma genkendte Lars fra Havgaard, rødmede let, da han hilste hende høflig. Kaptejn Hald sagde:

- Ja det er sandt Lars flyttede over til mig i Gaar, da det var den 1ste ... Vi har været nede ved Stranden efter Tang . . . Lars, tag med ved Præsten der. Jeg skal køre ham hjem . . . Det er jo Fruens Vogn, som staar der ude. Vil Du køre Damerne til Havgaard, Lars?

Tavse stod Fruen og Alma, mens Kaptejnen og Karlen slæbte afsted med Pastor Kristensen. De kom pustende tilbage. Fru Blunk havde i en Fart faaet sit Haar bundet op. Hun blev hjulpet op i Vognsædet.

Lars vilde til at slaa Bagsædet ned, at Alma kunde faa Plads der. Hendes og Kaptejnens Øjne mødtes.

- Er De Frøken Knudsen? spurgte han:

Naa-aa . . . Hm! Véd De ikke Besked om, hvad der skal foregaa paa Havgaard en af Dagene? Naa ikke - Fruen ikke heller?

Fru Blunk rystede paa Hovedet.

- Naa heller ikke? sagde Kaptejnen med et lidt ondt Smil. Ja saa er det maaske bedst, jeg forbereder Dem derpaa. Gaarden, 303 Besætning og Indbo skal sælges ved Avktion paa Grund af Grosserer Laurids Knudsens og Overretssagfører Springborgs Konkursbo.

Fru Blunk, som havde faaet Sløret ned for sit Ansigt, sagde i en blød, vemodig Tone:

- Guds Vilje ske nu og i al Evighed!

Kaptejnen sagde i en knastør Tone:

- Ja det gør den nok; det behøver Fruen sikkert ikke at være bange for ... Men hør, min Frøken! De vil altsaa ikke kunne blive paa Havgaard. Kør hjem med mig til Pilebo . . . ja det er rigtignok kun en Sandvogn, og Agestolen er ikke videre bekvem. Men for en Gangs Skyld?

Alma var saa gennemmattet af hvad hun havde oplevet og ved Kaptejnens sidste Beretning, at hun ikke kunde opdrive den mindste Viljesytring, Kaptejnen løftede hende resolut op i Vognen. Derefter puslede han ved Tangen bag i Vognen, hvori Pastor Kristensen laa udstrakt uden Livstegn, lavede et Hovedgærde til ham, saa godt han formaaede, svang sig op og kørte.

Da de fra Markvejen var komne ud paa Sognevejen, holdt han an og lod Lars køre et godt Stykke forud med Fru Blunks Vogn.

Han spurgte Alma:

- Hvem er der i Præstegaarden til at pleje den Guds Mand der bag i?

Da han intet Svar fik, gentog han Spørgsmaalet. Alma vaagnede af sin Døs og sagde:

- Ja ... der er vel ingen ... Ja, Frøken Springborg . . . men . . .

- Hu ha! Hun bider vel Resten af Livet af ham med sine Stødtænder . . . Hm . . .! Det er bedre, han indtil videre kommer til at ligge fortøjet paa Pilebo. Saa kan min gamle Søster faa styret sin Hovedpassion: at pleje Syge ... Ja, ja min Frøken! Nu kan De jo se, hvordan De kommer ud af det med den gamle Dame - hvad der for Resten er temmelig let - se, hvordan De befinder Dem, bliv, saa længe De har Lyst.

Men . . . Hr. Kaptejn . . . jeg véd ikke, hvad jeg skal sige . . .

- De behøver heller ikke at sige noget . . . Men jeg har jo nok hørt af den brave Blunk, at De ikke levede i en ubetinget god Atmosfære derovre.

304

Alma kom til at græde. Kaptejnen lod ikke til at bemærke det og vedblev:

- Det kunde jeg for Resten slutte mig til. Jeg er nemlig ingen ubetinget Beundrer af den Dame, som Lars kører hjem ... De er musikalsk, har jeg hørt . . . synger? Ja saa kommer vi nok ud af det. Musik er det eneste, man aldrig bliver arrig paa, naar den blot ikke er altfor slet ... Ja det forstaar sig ... med dens Udøvere er det en anden Sag.

Vognen drejede ind paa en smal Vej, bekranset af gamle Popler, svingede ind i et Gaardsrum med to smaa Udhuse til hver Side, med et lavt, temmelig langt Vaaningshus. Bindingsværksvæggene og en Del af Straataget var overgroet af Vedbend. De smaa Ruder blinkede i Solen.

XVII.

Kaptejn Hald hjalp først Alma ned, førte hende ind i en stor Forstue, hvis hvide Vægge vare overhængte med Vaaben: Kaarder, Rytterpallasker, Hjelme, Kyradser, Hellebarder, Partisaner, gamle Geværer og Pistoler, saa det blinkede og skinnede der fra alle Kanter. Dernæst bad han hende træde ind et Øjeblik, mens han fik sørget for den syge; han skulde saa straks komme.

Værelset, hvori Alma kom ind, var rummeligt, men Bjælkeloftet ludede lavt ned. Tre af dets Vægge dækkedes helt af Reoler. Bøgernes tarvelige men sirlige Vælskbinds Rygge blinkede mildt ud med de forgyldte Striber Titler. Møblerne, store og solide, var gammeldags og i en vis Forstand jævne, men de skinnede af Sirlighed; ikke et Støvgran var at se paa Skrivebordet. En Mængde Piber hang paa Brættets smaa Elfenbensknager, rangerede efter deres Længde, saa regelmæssigt som Soldater i ret Front. Et storartet Flor af Hyazinther, dunkel- og rosenrøde, i en Skala af blaa, krémefarvede og snehvide Farver, duftede ud fra de slanke Glas, der stod tæt i de to lave, smaarudede Vinduesfags Karme. Disse Vinduer vendte ud til Haven.

Den var vel ikke en Fjerdedel i Omfang som den forfaldne store Have paa Havgaard, men hver Plet vidnede om den 305 omhyggeligste Pleje. En stor Dam laa midt i den, dyb-mørkeblaa, kranset af Græsrabatter, hvori der var mørke cirkelformede Partier med Blomsterplanter og fine Naalebuske; midt i Dammen var lavet en lille Ø, fra hvilken en knoppende Lind omringet af en rund Bænk knejste, en perlemalet Bro førte over til Øen . . . alt i smeldende Solskin.

Det varede en Stund, inden Husets Herre kom igen, helt omklædt i ensfarvet Dragt: brun Jakke, Vest og Benklæder, med Flipper og Manchetter stive og blanke, Overskægget opvikset og oppudset. Han skinnede af samme Sirlighed som hele Interiøret.

Han tog Alma ved Haanden og førte hende ind i en Stue, der indtog hele Husets Dybde og havde Vinduer baade til Have og Gaardsrum. Møblementet var i Mahogni med gul Indlægning. Først traf Almas Øjne en vældig Sofa med høje Skab-Opstandere paa Siden og brunt Silkedamaskes Betræk. Side om Side hang Kobberstik efter klassiske Italienere, Spaniere, Flamlændere og Hollændere; det brogede Gulvtæppe fortsatte sig til Støttehøjde op ad Træpanelet. Karmene var fulde af Planter og Blomster i Urtepotter. I en lav Messinglysekrone stod en Urtepotte, hvorfra en Klematis slyngede sig over Stukloftet og hang i Festons ned over Gesimsen, og Vedbend slyngede sig om Dørkarmene. Et Flygel stod midt paa Gulvet. Alt var lunt og tæt; alt udaandede Fred, Hygge, solid gammeldags Velstand.

Paa en Forhøjning ved et af Vinduerne ud til Haven sad en gammel Dame. De paa tværs under Kappen siddende Krøller skinnede saa hvide, som var de pudrede. Profilen var kort og skarp; et Par blaa Øjnes fredelige Mildhed stemmede udmærket med Omgivelserne. Hendes sorte Dragt var Mønster paa tarvelig Sirlighed. Paa den gulhvide, magre Haands Lillefinger funklede en glat Rubin i Ringen, det eneste Smykke den gamle Dame bar.

Kaptejn Hald præsenterede:

- Min Søster, Baronesse Cederhjelm - Frøken Alma Knudsen.

Damen rejste sig, steg ned fra Forhøjningen, betragtede Alma en Stund, derpaa tog hun hendes Hoved mellem sine Hænder og kyssede hende paa Kinden. En øm, svag Røst sagde i langsom Takt:

- Vær velkommen, mit Barn! Hvis Deres Ansigt siger Sandheden, saa vil jeg komme til at holde rigtig meget af Dem.

Den unge Pige, som hele sit Liv havde levet i Udannethedens, Løgnagtighedens, Mistænksomhedens, Forlorenhedens, 306 Hæslighedens Atmosfære, saa forbavset paa Baronessen, blussende rød og med Taarer i Øjnene. Skulde hun virkelig mene, hvad hun sagde?

Dette lille fine Ansigt, der var som skaaret i gulligt Alabast, disse milde Øjne, i hvilke et Ondskabs- eller Vredeslyn syntes umuligt at kunne tændes - tilhørte det et levende Væsen - eller var det en Aabenbaring fra en anden Verden? Alma stammede :

- Tak . . Deres . . Deres Naade.

- Kald mig Fru Cederhjelm, lille Frøken, og hvis De kommer til at holde lidt af mig, kald mig saa Tante Vilhelmine. Rigtignok bar min salig Mand den svenske Friherretitel, men han ejede virkelig ikke mere af et Baroni end De og var simpel Ritmester ved de skaanske Husarer, og min Broders og min salig Fader var ikke højere paa Straa end Gardekaptejn og Kammerjunker her i Landet.

Alma fandt, at det var noget forfærdelig fornemt og blev end rødere end før. Baronessen nikkede til hende med el lille Smil og spurgte sin Broder;

- Hvor har I anbragt den syge?

- I det nordre Gæstekammer.

- Det var udmærket, min Ven. Men lad saa Døren blive fri mellem min Stue og det Gæsteværelse. For hvis det bliver slemt med ham om Natten. .....

- Varer Sygdommen længe, maa han vel køres til Hospitalet i Byen, sagde Kaptejnen.

- Nej, nej, kære Kristian Frederik! Han vil faa det saa uhyggeligt og kun faa ren mekanisk Pleje.

- Men sæt nu, han bliver aldeles rasende, slaar og river og bider.

Den gamle Dame svarede roligt:

- Ja saa maa jo Din Karl ligge derinde, hvis det kommer an paa fysiske Kræfter. Men jeg vil være ved Haanden. Jeg har sendt Husmandskonens lille Pige over til Doktor Skov. .... Stakkels unge Mand! Ja man skal aldrig være ekstravagant

- Du vilde ikke gaa og høre ham i Kirken, da Du havde hørt ham én Gang.

- Nej, det var saadant noget stygt noget . . . han havde saa meget at fortælle om Djævelen. Det mindede mig om den forfaldne Karl Jens, som Du havde forgangen Aar, som altid paakaldte Djævelen, naar han var beruset.

307

- Ja saa sagde han: Djævelen æde og tygge mig, sagde Kaptejnen.

- Ja var det ikke hæsligt at høre, lille Frøken! Og jeg syntes, at Pastor Kristensen altid prædikede over det Thema, saa at den berusede Karls Ord kunde sættes som Motto over hans Prædiken, hvis han lod den trykke. Er den unge Mand bleven vanvittig, saa er det vist, fordi han har tænkt mere paa Djævelen end paa Gud. ... Ja Du ler, kære Kristian Frederik.

- Du ser fejl . . . jeg lo slet -ikke.

- Om Forladelse, min Ven, men jeg synes, at det kunde ligne Dig at le. ... Men, lille Frøken . . . hvad i al Verden skal det hæslige Væsen til? Han kan jo ikke eksistere . . . han maa være en Fiktion. Skulde den algode og barmhjertige Gud taale saadant et Afskum?

Kaptejnen sagde med et lille Smil:

- Men han findes jo omtalt i Bibelen, kære Vilhelmine. Bibelen forudsætter jo hans Eksistens.

Den gamle Baronesse blev lidt rød:

- Jeg vil ikke disputere om Theologi, men har Du Ret, saa ....

- Tager Bibelen fejl . . .?

- Ja. Dens Forfattere maa have været hildede i Tidens Overtro.

- Ja, lille Vilhelmine, men Kristus selv nævner ham.

- Saa har de, der har skrevet hans Ord op, misforstaaet dem. Skal Gud være Enehersker, en god, retfærdig Gud, som man kan ty til, naar man er bedrøvet, og trøstig lægge al sin Sorg paa, saa kan han ikke dele sin Magt med saadan en modbydelig Person. Du er en god Mand, min Broder, men Du har en fatal Lyst til at disputere. Jeg véd nok, at Du kalder saadant noget Dialektik ligesom afdøde Dr. Søren Kierkegaard, som var en herlig Aand, men forfærdelig drilsk. . . . Somme Tider angriber Du Gud, og nu vil Du forsvare Djævelen.

Nu lo Kaptejnen virkelig, da han mærkede, at hans gamle Søsters Tale slog ind i et hurtigere Tempo end sædvanlig. Han gik hen til hende, klappede de graa Haar under Kappen og sagde:

- Du er en gammel Rationalist, Vilhelmine.

- Du kan kalde mig, hvad Du vil, men jeg mener blot, at vi stakkels, svage Mennesker skal have Støtte og Trøst, naar v tror paa Gud og beder til ham eller beder hans Søn tale vor 308 Sag hos ham, som han jo har lovet os. Hvad vilde det hjælpe os, naar Gud under al vor Andagt og inderlige Henvendelse til ham i al Fortrolighed, skulde tillade saadan en modbydelig Fyr at staa bagved og vrænge ad os og faa os til at bryde de Løfter, vi giver Gud i Bønnen. Dersom jeg troede det, vilde jeg virkelig ikke turde sige alt det til Gud, som jeg betror ham, naar jeg er bedrøvet. Jeg er nu en gammel Kone, men jeg vilde blive rød som et dryppende Blod, hvis den grimme Karl havde staaet bag ved og havde hørt, hvad jeg siger til Gud ... og hvorledes vilde det ikke gaa en ung Pige som den lille Frøken der . . .? Men hvorfor skal Du altid hidse mig saadan op, kære Kristian Frederik? Du har jo faaet mig til at gaa lige til det passendes Grænse.

Kaptejnen klappede hende igen og gik ind i sit Værelse.

Den gamle Dame tog Almas Haand og sagde:

- Min kære Broder er det herligste Menneske, der eksisterer. Men han er nu Dialektiker. Han kan godt forsvare i Morgen, hvad han har angrebet i Dag, og siger de forfærdeligste Paradokser. . . . Kom mit Barn og lad mig vise Dem Huset.

Orden, Sirlighed, gennemført Skønhedssans strømmede Alma i Møde fra Stuer, Køkken, Kælder, Skabe, Kommoder og Kister. Alt var saa bekvemt og saa klart ordnet, at enhver straks maatte kunne finde sig til Rette i dette Hus.

- Ja her maa De foreløbig tage til Takke, lille Ven, sagde Baronessen, da hun havde ført Alma ind til et lille Værelse i Husets Sydende, ad hvis aabne Vindue en bladløs Vinrankegren havde listet sig ind. De skal nok faa en lille Sofa og lange Gardiner. Til Sommer vil De glæde Dem ved Blomsterfloret og dets Duft derude. Kan De se - der kommer Havet frem i Hugget mellem de to Pile. Det kan jeg ogsaa se fra mine Vinduer. Ud mod det retter sig altid mine Øjne, naar jeg beder min Morgen- og Aftenbøn. For Havet, skal jeg sige Dem, fører min Tanke langt, langt bort fra Jordens Smaating, ind i det uendeliges Favn. Da tier al Uro i mig, og jeg hviler trygt i denne Favn som Barnet ved Moderbrystet, dysses ind og drømmer om en Verden, hvor der hverken høres en falsk Tone eller et usandt Ord.

Alma lyttede til den gamle Frues Ord som til en Adagio-Musik paa et klingert Spinetklaver. Den var ensformig, men alt var Sandhed i den - ikke en falsk Tone, og det milde Øje lyste som en stille Stjerne.

309

Alma skammede sig over det, der tidligere i ensomme Timer var gaaet igennem hendes Sind, ved den uvilkaarlige Sammenligning med denne gamle Kvindes frejdige Mod til at aabne sin Sjæls Lønkammer. Ja - at hun kunde og turde det! ... Det maatte være, fordi alt derinde i hende var rent og nydeligt som hendes Omgivelser. Havde Alma turdet, vilde hun have faldet hende om Halsen og kysset hende. Saadanne Ord havde hun ingensinde hørt af noget Menneske. Fru Cederhjelm fortsatte:

- Ja, De ser paa mig og synes vist ligesom min kære Broder, at jeg snakker saa meget. Lad os nu gaa ind og høre til den syge Præst.

Der var ingen i Dagligstuen. Da Alma rettede sine Øjne op mod Billederne paa Væggen, tog Fru Cederhjelm hende ved Haanden, førte hende fra det ene til den andet, fortalte hende, hvad de forestillede, hvem Maleren var, hvor Originalen fandtes. Da de stod foran et Kobberstik af Tizians Magdalene fra Palazzo Pitti i Firenze, sagde hun:

- Ja hun skal have været en stor Synderinde. Der siges endog, tror jeg, at Kristus har uddrevet en Djævel af hende. Jeg forklarer det saadan, at hun ved at høre saadanne Ord som dem i Bjergprædiken og ved at se denne idealt skønne Skikkelse - og jeg er vis paa, at Thorvaldsens Statue ligner ham paa en Prik - har faaet sine Tanker vendt bort fra Fjas og Daarlighed. Derfor straaler hun nu af Sundhed og Skønhed, er ikke vildt opreven, men tænker med stille Vemod paa ham, der var hendes Ideal. .... Det er for mig en Gudsdyrkelse at se paa disse Billeder. For mig maa Religionen være skøn, mild og harmonisk, forædle vort Liv og vort Væsen. Gud kan mindst af alt være en arrig og vred Gud. Jeg kan meget lettere tænke mig, at han ler af vore Synder, end at han bliver hidsig og pudser den ækle Djævel paa os.

Kaptejn Hald traadte hurtig ind og sagde:

- Han er rent furibund derinde. Han er vaagnet af sin Afmagt, skriger, sparker, vil baade rive og bide. Jeg har kaldt Lars til, og han har alle sine Kræfter behov for at holde ham i Sengen. Han kalder paa Jesus og skælder Djævelen Huden fuld.

- Lad mig . . . lad mig! sagde Baronesse Cederhjelm og vilde gaa ud gennem Døren, hendes Broder var kommen ind ad. Han stillede sig i Aabningen.

- Nej, lille Vilhelmine . . . han har sparket Tæppet af ... ligger halvnøgen.

310

- Aa, hvad lægger jeg Mærke til det hos et stakkels sygt Menneske. Du véd jo, at min stakkels Mand døde i Vanvid og bar sig ligedan ad. ... Kun én Ting, Kristian Frederik . . .!

Hun tog ham til Side, hviskede ham noget i Øret, men da Kaptejn Hald ikke hørte skarpt og sagde: "Hvad behager?" maatte Fru Cederfeld løfte Stemmen, saa Alma hørte Ordene:

- Hans Fødder er da ikke altfor skrækkelig malpropre . . . for saa kunde jeg let miste min Selvbeherskelse og faa . . . malaise.

- Han har Strømper paa, sagde Kaptejnen smilende. Men hvad vil Du der . . .?

- Jeg har Greb paa at tage syge véd Du. .... Ja lille Frøken! jeg vil ligefrem opfordre Dem til at gaa med. Jeg har Horreur for det hæslige og gaar helst afvejen for det, men stammer det fra Sygdom og Ulykke, saa bør et kristent Menneske træde det under Øjnene. Hun tog Almas Haand. Kaptejnen rystede paa Hovedet.

Ja det var ikke noget smukt Skue, der bødes den gamle Dame og den unge Pige.

Med vildt strittende Haar og Skæg, med sønderrevet Linned sad den syge Mand paa Hug. Karlen Lars holdt ham om Livet for at forhindre ham fra at vælte sig ud af Sengen. Lars sagde til sin ny Husbond:

- Ja, Hr. Kaptejn, han er værre at holde end en Vrinsker, der skal skoes. Fanden staar i ham.

Den syge saa paa de indkomne med rullende Øjne og skreg:

- Ja ... det er sandt! . . . Aa hjælp mig mod Djævelen!

Fru Cederhjelm gik stille hen imod ham og lagde sin lille fine Haand paa hans svedperlende Pande:

- Glem Djævelen, kære Pastor; bed hellere til Gud.

- Han har forstødt mig. Jesus svarer mig ikke, naar jeg spørger.

- Spørg stille og pænt ... og De skal se. Den Mand forstod sig paa lidende Mennesker, og han hørte de sørgendes Raab.

- Men Djævelen!

- Fy .... han er slet ikke til uden i forrykte Menneskers Indbildning.

Præsten kæmpede med Lars, mens han raabte:

- Er Djævelen ikke til? Jeg føler hans Klo i alle mine Ledemod.

311

Lars slog Armen om hans Liv og sagde

- Ho-a Ho-a . . . stille, stille!

ligesom han sagde til en vilter Hest, naar Smeden skulde lægge Sko paa den, og fortsatte:

- Det er Sat'ens, saa han kan ta' fra sig. Men jeg skal nok faa Overtaget.

Lars tvang Præsten til at ligge. Fru Cederhjelm puslede ved hans Hovedpude. Saa klappede hun ham igen og hviskede:

- Vi vil jo kun være rigtig gode imod Dem. Vær nu god mod os og hvil Dem.

Pastor Kristensen tog sig til Brystet og rev en Flænge i sin Skjorte. En Skov af brune, krusede Haar som paa et Vilddyrs Krop aabenbarede sig i det skarpe Lys. Alma vendte sig om, da han ved et Spark rev Tæppet til Side og viste et Par lange tynde, laadne Ben.

Kaptejn Hald mumlede:

- Du sublime au ridicule il n'y a qu'un pas.

Saa sagde han til Fru Cederhjelm:

- Bondestudentens akademiske Lærdom er skrabet af. Dyret viser sig i sin oprindelige Skikkelse.

Alma lænede sig mod Væggen og græd. . . . Denne Præst havde en Gang for hende staaet som en ideal Skikkelse, en virkeliggjort Form for hendes hede Længsler og stærke Drømme. Hun hulkede med hele sit Legeme.

Den gamle Frue bøjede sig over den syge, trak Tæppe og Lagen sammen om ham og klappede hans store ru Hænder. Et Øjeblik laa han hen uden Kamp. Kun smaa Sitringer gik igennem ham. Han hylede ikke mere, men stønnede og sukkede dybt. I de vidt opspilede Øjne dannede sig store Taarekugler.

- Han er bleven rolig, hviskede Kaptejn Hald. Din Haand, gamle Søster, er som et fordelende Plaster, naar Du lægger den paa et sygt Sted. ... Du kan vist give los, Lars.

- Ja det er ikke sikkert, Hr. Kaptejn. For jeg har mærket, han er ligesom Vrinskerne i alle Maader. De lader paa en Gang pæne og ordenlige, men Fa'en tro dem! Lige med et sla'r de Enden i Vejret, bider og sparker værre, end de nogen Tid har gjort.

Fru Cederhjelm blev ved at klappe Patienten paa Haand og Pande, og de konvulsiviske Trækninger syntes at tage af.

Han saa op paa hende og sagde:

- Er Du ikke Profetinden Anna, Fanuels Datter, af Asers 312 Stamme? Hun, som ikke veg fra Templet, tjenende Gud med Fasten og Bønner Nat og Dag?

Fru Cederhjelm nikkede og sagde:

- Ja vel, ja vel.

- Naa - og (han pegede paa Kaptejn Hald) er det ikke Simeon?

- Jo, svarede Kaptejnen og strøg sig om Knebelsbarten for at skjule et Smil.

- Hvor er Maria med mit Barn? sagde Kristensen, og hans rullende Øjne søgte om i Stuen.

Nu fandt Lars det som sin Pligt at tage Affære og pegede hen paa Alma. Et nyt Anfald af Raseri kom over den syge.

- Det er Løgn. Det er den Kvinde, ud af hvis Øjne Djævelen stirrer ... tag hende bort . . . eller ... nej ... tving hende hen til mig ... at jeg kan drive Djævelen ud af denne Maria fra Magdala . . .

Alma flygtede ud af Stuen. Lars maatte atter kæmpe med den rasende, og Kaptejn Hald maatte hjælpe ham.

En Vogn rumlede mod Gaardens Stenbro. Det var Lægen Skov. Han kom ind i sit Overtøj og gik hen til den syge.

- Vil Du øjeblikkelig ligge stille, Kristen! sagde han kort.

- Aa Du, Belials Barn . . .

Den syge saa paa Lægen med et hadefuldt Udtryk i Øjet. Skov fæstede ganske ubevægelige og rolige Øjne paa ham og sagde:

- Lig stille!

- Aa ... Du ... Ludvig Skov ... er det Dig?

- Ja.

Aa . . . vil Du hjælpe mig med den latinske Stil og det græske Stykke hos Herodot? . . . Ellers faar jeg aldrig Artium og bliver aldrig Præst, men maa nøjes med at blive Degn. Hvad hedder nu [x][x][x][x] ad verbum?

- Det skal jeg nok klare, Kristen, sagde Lægen. Jeg skal piske Oversættelsen i Dig, til Du kan den udenad. - [x][x][x][x], [x][x][x][x], [x][x][x][x][x][x][x]...

- Ja rigtig. Men Du maa ikke lede mig i Fristelse og føre mig hen til det Sted, Du véd, hvor de letfærdige Kvinder synger de Viser og ægger Kødets Lyst.

- Nej. vist ej, nej vist ej!

- Giv mig Din Haand derpaa.

313

- Ja vel, ja vel!

- Og sig ikke, at Moses og Profeterne og det ny Testamentes hellige Skrifter er falske.

- Nej de er ægte, Kristen.

- Har Du omvendt Dig, Ludvig?

- Ja vel!

- Naa. Kan Du se, at jeg er stærkere end Du?

- Ja vist!

Kristensen saa triumferende paa de tilstedeværende og sagde:

- Jeg har vundet en Sjæl for Himmerige. Jeg vil ikke blive overantvordet til den evige Fordømmelse . . . Ser I, hvor Gud er stærk i de svage? Jeg bringer ham Ludvig Skovs Sjæl.

Der kom Ro over hans Træk; han faldt om paa Puden. Lars slap ham med et Lettelsens Suk.

Lægen tog sin Glassprøjte frem og gav Præsten en Morfinindsprøjtning. Fru Cederhjelm holdt stadig paa hans Hoved.

Kaptejnen og Lægen gik ud sammen.

- Han er vel leveret? sagde Kaptejn Hald.

- Ja.

- Vaagner han mere? spurgte Kaptejnen og saa stift paa Lægen.

- Hvis han vaagner ... ja saa kan man ikke ønske ham noget værre.

- Han har vel samlet sammen til den Sygdom i mange Aar?

- Han har havt Satyriasis fra han var 17 Aar. Vi gik jo sammen paa Artiumskursus. Hu-ha!

- Hm - Den Sygdom har jo de fleste Sekterere og religiøse Fanatikere lige fra Muhammed og Thomas Münzer ned til nogle ærede samtidige havt.

- Ja, nu ser jeg herover hen ad Aften.

- Gav Du ham en meget stor Portion Morfin, Ludvig Skov?

- Hvorfor ser Du saadan paa mig, Onkel . . . Det bliver jo min Sag.

- Jeg har tidt tænkt paa, at det er en Skam, at det er Lægerne forbudt at give en inkurabel Patient Naadestødet. Man giver et dødsjaget, anskudt Stykke Vildt Fangst, man skyder en gal Hund; kun Menneskene skal sejgpines og steges langsomt paa Risten.

- Du kan faa en bedre Begrundelse af den Sag af Theologer end af Medicinere, Onkel ... Vi sidder jo stadig i 314 middelalderlig Overtro til op over Ørene. Faar Kristen Kristensens Meningsfæller Magten, kan vi komme til at opleve Heksebrændinger.

XVIII.

Fru Cederhjelm forlod ikke den syge, slap ikke hans Haand. Han laa stille hen i dyb Søvn. De før i Krampe forvredne Træk havde glattet sig til Ro. De lange Flænger, han havde revet i sit Ansigt, blødte ikke mere.

Stille gik hun hen, tog Svamp og Kam. Forsigtig redte hun det vildt pjuskede Haar og Skæg, vaskede hans Ansigt og Hænder rene for Blod og Smuds, strøg varsomt sin Haand over hans Pande og hviskede:

- Se.. . han ser jo formelig køn ud! Hvil dog nu, stakkels forpinte Sjæl!

Hun foldede sine Hænder, hendes Øjenlaag sænkedes. Hun syntes at bede. Eftermiddagslyset spillede ned paa hendes hvide Forhaar og Krøller i hendes Rings Rubin glimtede som et bedugget lille Mosroseblad; fine Skygger tegnede sig paa de magre, elegante Hænder og tynde Fingre. Hun kunde ligne en gammel Kvindeskikkelse af Rafael.

Kun den syges dybe, dumpe Aandedrag og et Væguhrs Dikken lød ud i den stille Stue.

Inde i Dagligstuen sad Alma og hørte paa Kaptejnens og Lægens fortsatte Samtale. Den sidste havde bestemt sig til at blive og afvente, hvorledes det gik med den syge.

Kaptejnen sagde:

- Véd Du, Ludvig, at denne Historie har angrebet mig? Der var Kraft og Lidenskab i denne stakkels Bondetheolog, og det er der ikke i de blege, friserede og blaserede Studenter, som kommer fra de civiliserede Lag. Der var Stof til en Reformator og en Martyr i ham.

- Vilde Du ønske, at en Reformation efter hans Hjærte skulde vinde Sejr i Landet? Dens Maal er vanvittig Fanatisme; dens Følge vilde være (han saa paa Alma og fortsatte hviskende) coïtus mixtus ritu bestïarum.

315

- Jeg ønsker naturligvis ikke, at han og ligesindede skal faa Magten. Men jeg har en forholdsvis Sympathi med enhver stærkt udtalt Kraft og Begejstring, selv om den forfølger Maal, som jeg ikke forstaar eller billiger.

- Hm! Hans og hans ligesindedes Maal er at bestialisere og aandelig trælbinde Menneskene, demoralisere dem ved at præke for dem, at en Kulsviertro paa visse historisk umulige og fornuftstridige Begivenheder og bevislig uægte Skrifters Fortællinger, vil frelse dem. De af dem, som ikke er gale, maa være Hyklere og Spekulanter. Kristen Kristensen var nu gal, og hans Pave, Retningens Chefer, hører til den sidste Kategori.

- Nej, nej, nej ... for de sidstes Vedkommende protesterer jeg. En af dem er min Skolekammerat. Han er et borneret Hoved, en energisk, haardhændet Natur, uden al Dialektik i sin Tanke, aandelig enøjet, men med dette ene Øje ser han paa en Maade skarpt nok. Hans sunde, normale Legeme har altid varet ham mod saadanne Ting, som Staklen derinde er bleven drevet til. Jeg traf samme hellige Metropolit i en Jernbanekupé for nogen Tid siden. Han spurgte mig: "Gør de hellige dygtige Dumheder i jeres Egn? Bare den Kristensen ikke slaar for galt til Skaglerne!" Ja vel er Kristensen gal paa sin Vis. Men store Kræfter og stærke Drifter har brudt og gæret i ham. Mangel paa Tænkeevne, paa Smag og Dannelse har gjort, at de er ramlede sammen til et vildt Kaos. Du kan tro, han har lidt, hvad Du og jeg ikke aner. Folk af hans Art ender let i Galskab eller Drukkenskab ... og det er just ikke altid de daarligste Individer, som det gaar saadan.

- Nu kender jeg igen Onkels gamle Parodokser.

- Ja, kald det, hvad Du vil, Du skal faa flere af den Slags. Véd Du, at Du og Dine Medstridere har en stor Skyld i, at Pietismens Sæd har faaet Vækst her i Landet.

- Videre, Onkel, sagde Lægen og lo.

Under den følgende Samtale søgte han flere Gange forgæves Almas Blik. Hun sad musstille og lyttede. Kaptejnen sagde:

- I prækede fra Tage og paa Gader en Filosofi, som for den store Mængde ude i Terrænet var lige saa uforstaaelig som for min Bindehund. Lige nylig erhvervede, rent videnskabelige Resultater kastede I som Haandgranater mod tusindaarige Institutioner. Endnu bedækkede med Sod og Kulstøv fra Arbejdet i jeres Laboratorier præsenterede I jer for et gabende højstæret Publikum, der naturligvis ligesom opskræmmede Kaniner og 316 Rotter for ned i Hullerne i det gamle Murværk. Jeg vil slet ikke tale om, at I ved Jeres høje Raab og uudformede filosofiske Klumper forargede den Art religiøse Naturer, som hører til de fineste og bedste i Slægten. I glemte rent, at den Religion, som I mente var forældet - jeg mener det med, hvad dens Former angaar - var udsprungen af den ædleste Sjæl, af det kærligste Gemyt, hvis Røst endnu klinger gennem Aartusinders Forvrængning og aandløse Forkludring. Ja vist er Kirken under alle Skikkelser ved Kompromiser med Staten for at faa Del i Magten her i Verden, naaet langt bort fra den oprindelige Kristendom. Ja vist er sarte Følelser og store Syner æltede til sejge og haarde Dogmeknolde af Præsters og Professorers plumpe Næver - men de har nu en Gang faaet den store Mængde til at tro, at de har den paalydende Valuta, og deres Kurs vil ikke svinge synderlig i lange, lange Tider. Men kan I præge Spinozas, Kants eller Darwins Tanker til gangbar Skillemynt? Det vil vare endnu længere. Hold jeres Sandheder for jer selv, til de har faaet den Form, at Folk kan forstaa dem.

- Ja ... men saa er vi forlængst døde, Onkel Hald!

- Ja hvem siger, at I skal høste jert Arbejds modne Korn? Historien gaar ikke saa rask.

- Hvad skulde vi da arbejde for?

- For Arbejdets egen Skyld, for Pokker! Nej véd I hvad, I Nutidsmennesker? Der er en Dyd, som hedder Resignation. Man kan ogsaa kalde den Fantasiens fyrstelig-fornemme Dovenskab. Den passer ganske vist bedst for stræbende Aander uden bestemt Talent. Det er Talentets Ulykke, at det nødvendigvis drives til hen mod Popularitet, og det gør Talentet plebejisk i vor Tid, naar det maa finde sig i høflig at bukke for en vulgær Reklame . . . Aa, Frøken, vi keder Dem.

- Nej, nej, sagde Alma, der havde fulgt med lyttende Øre og spændt Tanke. Nu mødtes Skovs og hendes Øjne for første Gang, men i Almas laa nærmest en kold Nysgerrighed. Lægen vendte sine andetsteds hen, og pludselig udbrød han:

- Onkel Hald! Se ud! Hvad Fanden er det for et Optog?

Henne paa Indkørselsvejen bevægede en sort Masse sig langsomt. En syngende Summen kom nærmere og nærmere. Efterhaanden skelnedes de enkelte Figurer: nogle Mænd, men dog flest Kvinder. De standsede et godt Stykke fra den aabne Gaard og syntes at raadslaa. En Kvinde, stor og bred som et Mandfolk, 317 gik frem af Menneskeklumpen og syntes at tiltale den som en Fører sin Afdeling.

- Hu ha! Nu faar vi s'gu Skandale, sagde Doktor Skov. Det er "Unge Niels Nielsens" Kone.

Kaptejnen blev rød - og det gjorde Alma ogsaa. Hun listede sig ubemærket ud. Kaptejnen sagde:

- Ludvig - kommer den Kælling herind, saa tager jeg min gamle Firhestepisk og ...

Lægen lo og sagde:

- Nej lad os hellere tage hver en de gamle Hellebarder ude i Entreen, støde dem i den store Kælling og som rette Barbarer dræbe Barnet i Moderens Liv.

Kaptejnen lo og sagde:

- Ja vel . . . Men udsendes hun som Parlamentær fra Fjendens Hær, maa vi dog forhandle med hende.

Stor og svær med det svangre Underliv trodsig skudt frem, med de lysblonde Haar strittende ud gennem Hovedtørklædet, helt sort i Klæder, skred "Unge Niels Nielsenu Kone ud fra den mørke Klump, i gult Eftermiddagslys, uden at se tilbage, til højre eller til venstre gennem Gaardsrummet hen mod Indgangsdøren. Et kraftigt Tag i Laasen med den store Haand i den sorte Bomuldshandske! Laasgrebet rørte sig ikke. Hun tog et Tag til. Nej det var ikke til at rokke.

- Er der ingen Karl eller Pige paa dette Boelssted? raabte hun med stærk Røst ud i Rummet. Jeg sku' tale med Manden paa Stedet.

Nej - intet Svar. Gaarden laa tom, Længerne smilte høflig afvisende i Solskinnet fra tre Sider. Laasegrebet rørte sig ikke trods al hendes Rokken og Vriden. Den store Bondekvinde saa ikke eller vilde ikke se den lille Porcelænsknap, der satte det elektriske Ringeapparat i Bevægelse.

Hun dundrede paa Døren med knyttet Haand, haardere og haardere, saa hendes Knoer tilsidst gjorde ondt og blodplettede Handskerne. Døren forblev ubarmhjærtig uhaandterlig.

- Er her ingen hjemme? raabte hun, saa det skingrede med Ekko.

Intet Svar! Alt tavst som en Grav.

Hun raabte nu, som om hendes Lunger skulde sprænges:

- De helliges Skare er her! Den vil se Ordets Forkynder! Vi vil tale med vor Præst, som man haver bemægtiget sig mod Herrens Vilje.

318

Ja - Længerne slog Lyden tilbage mod dens Ophav.

- I Faderens, Sønnens og Aandens Navn! Luk op! raabte "Unge Niels Nielsens" Kone igen, dundrede paa Døren, rev i Laasegrebet.

Intet rørte sig uden Ekkoet.

Kvinden trak sig tilbage ud i Gaardsrummet og saa sig om til alle Sider.

Nede paa Vejen stod endnu den sorte Menneskeklump. Hun vinkede, og frem traadte en Mandsskikkelse, lavstammet og tyk. Han syntes at parlamentere med de sammenklumpede, inden han satte sig i langsom Gang, alt mens han spyttede til begge Sider.

Det var "Unge Niels Nielsen", der kom med den evindelige Pibe i Munden, med de skraa Ræveøjne stadig skelende ned mod Næsen. Først da han kom i Linje med de to Udhuse til højre og til venstre, løftede han samme Øjne og saa til begge Sider. Men ogsaa Udhusenes Døre var lukkede. Paa det korte Stykke Vej fra Gaardsrummets Begyndelse til Stuehusets Indgangsdør benyttede "Unge Niels Nielsen" Tiden til en Bøn til Herren, om han (Gud) vilde sørge for, at han (Unge Niels Nielsen) kunde faa en god Handel i Stand med Kaptejnen eller hans Karl om den Kalv, han følte maatte befinde sig inde i Udhuset til venstre, for der vidste han, at Kaptejn Halds to Køer var. Og han, der studerede Kvægformerelsen som en Statistiker Folkeforøgelsen, vidste, at Kaptejnens røde Ko havde kælvet for en Maaned siden, ja han havde vidst, at samme Ko var med Kalv, endnu før han fik at vide, at hans Hustru var med Barn, og han vidste, at Kaptejnens Kalv var faldet efter den udmærkede Tyr paa Herregaarden Stolberg.

- Ka' Du ta' og komme, eller ka' Du'tte? raabte hans Hustru til ham.

- Jeg gik li'e aa ba' til Vo'herre, svarede "Unge Niels Nielsen" fromt vrissende.

- Je' ka'tte begrive, hvordan man skal komme ind ad den Dør. Je' har tæ'sket mine Knoer til Blo's.

- Det skal gaa med Elektresetet, Maren, sagde "Unge Niels Nielsen" med kundskabsrig Overlegenhed. Man ska' li'egodt trykke paa den Smule Knap der.

- Je' er ette for'et, sagde Konen og vinkede med Tegn til, at han selv skulde behandle det hende ukendte Apparat.

"Unge Niels Nielsen" stak Tungen ud af den modsatte Mundvig af den, hvori hans Pibe hang, saa sig om, inden han 319 trykkede paa Knappen, maaske for at sikre sig en Retrætelinje til Kostalden, i hvis nu aabnede Dør Lars knejste, høj, stærk og køn, thi Niels tog nogle lange Skræv der hen imod, da han hørte den elektriske Klokkes fint dirrende Lyd.

Kaptejn Hald viste sig. Han hilste tørt høfligt paa den store, frugtsommelige Bondekvinde og sagde:

- De ønsker . . .?

Konens Ansigt var i Niveau med Kaptejnens hvide Knebelsbart, gennem hvis Haar Cigaretrøgen sivede ud i smaa, lyseblaa Hvirvler.

- Jeg vil se min Sjælehyrde, sagde Konen højt, myndigt, bogstavret i Udtalen.

- Hvem mener De? ... Kontortiden er kun fra 9-12.

- De andre hellige staar der, sagde Konen og pegede ned mod Gruppen paa Vejen.

- Ja saa?

- Og vi vil alle se den Herrens Tjener, som man ved List og Svig haver unddraget os.

Hendes Underlæbe bevægede sig frem til Underbid. Hun saa helt glubsk ud. Kaptejnen kastede Cigaretstumpen ud i Gaarden og sagde:

- Jeg forstaar ikke den Kone.

- Niels! raabte Konen. Kom hit!

Niels Nielsen stod i dyb Samtale med Lars i Døren til Kostalden, og enten han nu ikke hørte eller ikke vilde høre - han kom ikke.

Konen gjorde en stor vinkende Bevægelse mod Gruppen nede paa Vejen. Langsomt og nølende satte den sig i Bevægelse, standsede flere Gange, men hver Gang den standsede, vinkede hun bestandig mere myndigt og utaalmodigt. Kaptejnen tændte sig en ny Cigaret og stod støttende sig til Dørstolpen uden at forandre en Mine.

- Jeg kalder paa mine Brødre og Søstre i Herren, sagde Konen.

- Ganske som det behager Dem, sagde Kaptejnen . . . Det er rart mildt Vejr.

Endelig var Gruppen - fire Mænd og en halv Snes Kvinder naaet ind i Linje med Udhusenes Gavle.

- Vil I ikke alle se den Mand, der haver jævnet Vejen for Eder til Himmeriges Rige? raabte Maren Niels Nielsen ud imod dem.

320

- Jo-o-o- lød det i et langt udtrukket snøvlende Kor.

Da Maren Niels Nielsen saa sin Hær bag ved sig, sagde hun til den cigaretrygende Mand:

- Kvinderne gaar til Graven som i Skriften. Vi vide vel, at kun den ene kunde opstaa til Herlighed her paa Jorden, men vi vil græde over den, som haver ført os til Herren.

Kaptejnen fik en kaad Idé: At tage et Sværd og en Rytterpistol i sin Forstue og holde dem ud mod Truppen, bede Doktor Skov iføre sig et Harnisk, lade ham agere Djævel og saaledes faa en burlesk Scene i Stand med disse forrykte Mennesker, som hans mønstrende Øje gled hen over. Men saa saa han et ganske ungt Pigeansigt, der blidt og mildt, troende og længselsfuldt tonede frem under Hovedklædet. Hun kunde godt have staaet Model for en Maler, der vilde fremstille en af de Kvinder, der søgte ud til Kristi Grav. Gamle Minder fra Barndommen, erhvervet Humanitet, inderlig Sorg over Slægtens Ynkelighed samlede sig til en stærk Strøm, som i et Sekund gennemstrømmede hans Nerver. Han tog i Skyderne paa Dørens Fløje, aabnede den paa vid Gab og sagde:

- Træd kun ind!

En Del af Kvinderne skottede angst til Rustningen og Vaabnene paa den hvide Væg. Den unge, blide Pige, som uden at ane det havde bragt Kommandanten til at aabne Fæstningen, greb Maren Niels Nielsen i Armen og pegede paa det sortegraa Harnisk. Maren nynnede mumlende:

Og mylred Djævle frem paa Jord,
vor Undergang at volde,
vi frygte ej: Hans Magt er stor,
han Sejren vil beholde.

Skaren stod i Dagligstuen. Nogle skottede halv ængstelig op til de mange Billeder - ja nogle af dem forestillede jo hellige Ting - men alligevel - Jesus kunde da ikke have siddet og sviret med saadan nogle Fyre ved Brylluppet i Kana som paa Kobberstikket efter Povl Veronese . . . nogle saa jo ud som Bajadser og Beridere paa et Marked, og værst var de Tampe, der sad forude og gned paa Basviolen . . . Nej føj! Det hele var vist lavet til for at gøre Nar af det hellige, for at bespotte Gud.

- Behag at tage Plads, mine Damer og Herrer, sagde Kap tejnen med en Haandbevægelse.

321

Ingen rørte sig. Gruppen trykkede sig sammen til en Klump. En Kone hviskede til en anden:

- Han staar bare og gør Nar.

Døren til et Sideværelse blev aabnet. Doktor Skov kom frem, vekslede et Blik med Kaptejn Hald og sagde:

- Mortuus!

Kaptejnen betænkte sig lidt, vendte sig brat om mod den sammenstuvede Gruppe, vinkede ad den, at den skulde følge ham. Folkene saa tvivlraadige paa hinanden. Et Par unge Kvinder tog hinanden i Haanden og trykkede sig tæt sammen.

Maren Niels Nielsen traadte frem. Nu vinkede hun ad Folkene.

Gennem et Par Værelser kom de til en anden Dør, hvorfra kunstigt Lys slog ud i Dagen.

Der laa Pastor Kristensen i Sengen, med Dødens Voksbleghed over de store Træk. Men de var nu alle faldne i Ro. Haar og Skæg stod blankbrunt mod de kridhvide Lagner og Pudevaar, bredte sig ud over dem, og Ansigtets blodige Rifter gav det et Martyrpræg.

Gamle Fru Cederhjelm sad ved Sengen endnu holdende Ligets Haand i sin. Det bøjede Hoved laa i stærk Skygge.

Et Øjeblik stod Skaren stille. Da den gamle Frue saa den, rejste hun sig og foldede Ligets Hænder over dets Bryst. Da foldede alle deres Hænder. Selv Doktor Skov gjorde det ganske uvilkaarlig, bebrejdede sig rigtignok straks derpaa, at slige Fagter var gaaet over til at blive en Refleksbevægelse, fordi Aarhundreders Overtro havde listet sig ind i Nerver og Blod, en tyngende Arv fra en Række Forfædre.

Da Folkene faldt paa Knæ, stak han Hænderne i Lommen og gik ud af Stuen, mens Kaptejn Hald rolig blev staaende ligesom de andre. Ja han saa ret velvillig paa dem, var bagefter ikke enig med sig selv, om han var rørt af en almindelig religiøs Andagt eller af kunstnerisk Velbehag over det Interiør, den kønne Lysvirkning, de bevægede Mennesker, blandet med en forholdsvis velvillig Forstaaelse af det brudte Menneskeliv, hvis uharmoniske Evner og Drifter nu var gaaede til Ro, gledne ud i deres Udspring: det store Nirwána.

Fru Cederhjelm havde rejst sig - for hende var det hele ikke rigtig sympathisk. Hun havde en vag Fornemmelse af, at hendes Broder havde lavet en Slags Tableau, og mod det var 322 der noget i hende, som oprørte sig i blid Revolte. Hun vilde glide ud af Stuen.

Næppe havde hun naaet Døren, før hun saa den store Gaardmandskone næsten med et Spring løsne sig fra de andre, fare hen mod Sengen, kaste sig over Liget med et vildt, dyrisk Skrig. Gruppen sprængtes fra hinanden til alle Stuens Hjørner.

Maren bedækkede den dødes Ansigt med vilde Kys og raabte:

- Jeg vil slikke hans Saar som Hundene Lazarus's, og skal han gaa til Helvede, vil jeg følge ham gennem Svovlluerne ned i det allerdybeste i Satans Skød.

Hun græd i brudte, vilde Brøl som en saaret Ulvinde, rev sig i sit store, krusede, gule Haar, borede Neglene ind i Kinder og Hage.

Kvinderne hvinede; Mændene tog Piben ud af Munden og saa dumt bestyrtede paa hverandre. Kaptejnen løb ud, kaldte paa Doktor Skov og sin Karl, og med dem alle tre kæmpede den rasende Kvinde, sled og rev, forsøgte paa at bide og slaa, og mens Rædsel stivnede de tilstedeværendes Miner, fik de hende slæbt ind i den anden Stue. Da de slap hende, sank hun afmægtig om paa Gulvet.

"Unge Niels Nielsen" var omsider naaet ind fra Kostalden. Han stod et Øjeblik og saa paa sin Kone, mod hvis Pande Lægen slog et vaadt Haandklæde. Han sagde:

- Maren ... se til, at Du kan faa Naaden op i Dig og vær ikke saa galhovedet. Ja, det er jo skidt nok, at Præsten er død, for hvem skal nu faa drevet Djævelen ud af saadant et Fruentimmer?

Hun blev baaren ud, og da Lars lagde hende i Vognen, sagde han til Niels Nielsen:

- Jeg har kørt Ligvognstur én Gang og efter Doktor én Gang i Dag. Skal der hentes Jor'mo'r, maa Du s'gu selv køre, Niels, for Du er da nærmest til det.

- Ja-a-a, sagde Niels nølende eller tvivlende, det maa jeg vel være.

323

XIX.

Da alt Buldret var stillet, fandt Fru Cederhjelm Alma siddende sammenkrøben i Dagligstuens mørkeste Krog.

Siden Egnen var bleven "opvakt", havde Opvækkelsen ogsaa faaet Udslag i en livlig cirkulerende Sladder og Bagvaskelse, der fra Køkken og Borgestue hvirvlede sig op i Dagligstuerne. Pastor Kristensens erotiske Bedrifter blev af hans Modstandere gjort større og værre, end de var, og Almas Sværmeri for ham, der havde ytret sig synlig ved hans Prædikener og højlydt ved den burleske Sangerkamp efter gamle Pastor Lamms Død i Præstegaarden, var naturligvis heller ikke gaaet Ram forbi. Fru Cederhjelm var i sin Ensomhed ogsaa bleven bestrøget af Rygtet, men havde ikke ytret andet end: "Stakkels unge Pige - det er Synd at hudflette hende; hun kan have det stygt nok i Forvejen hos den ekstravagante Fru Blunk." Haarde Ord og stramme Domme var ikke hendes Sag. Kaptejnen havde blot trukket paa Skulderen og fundet en Bekræftelse paa en af sine Yndlingstheorier, den, at religiøs Fanatisme altid frembragte et forhøjet seksuelt Liv, men havde gennem Proprietær Blunk faaet Sympathi for det forladte lille Pigebarn, der drev om for Lud og koldt Vand. Han kaldte Fru Blunk for en væmmelig Snog.

Alma havde undergaaet en helbredende Kur, efterhaanden som det blev hende klart, at hendes Frue havde realiseret, hvad hun selv kun havde drømt om i vilde Fantasier. Præsten var intet for hende mere.

Men nu, da han var død i hendes umiddelbare Nærhed, mødte hendes Fortid op i hendes Samvittighed og krævede hende til Ansvar. Nu sad hun der dybt kuet og bøjet.

Sagte nærmede den gamle Frue sig den knuste Skikkelse med det brune Haar glinsende i den sene Dag, med de smaa hvide Hænder dækkende over Ansigtet. Hun lagde Haanden paa hendes Haar og sagde dæmpet:

- Min stakkels lille Pige! ... Vil De ikke nok se op paa mig!

Alma gemte sit Hoved ved hendes Bryst. Fru Cederhjelm tog det mellem sine Hænder, løftede det op mod sit Ansigt, saa ind i Almas taarefyldte, mørkeblaa Øjne og blev slaaet ved den Smerte, de rummede.

Da Alma mødte Fruens store, gode Øjne, blev hun 324 umiddelbart greben af deres Klarhed og Ro. Hun syntes, hun kunde se lige ned til en ren Sjælebund, som man ser gennem en klar af Strøm og Jord aldeles uplumret Kilde lige ned til Grundens hvide og rene Sand.

Hendes øjeblikkelige Følelse var en Trang til at omfavne og kysse den gamle Dame i ildfuld Tilbedelse som en andægtig et Helgenindebillede, men hun tvang denne Trang tilbage. Thi hun fornam med en Art musikalsk Instinkt, at noget saadant vilde have skræmmet Fruen som noget plumpt, ubehersket og derfor uskønt, disharmonisk. Fru Cederhjelms Sjæl var stemt for en Mozarts, en Gades, ikke for en Liszts eller Wagners Musik.

Hun lod sig kysse paa Panden af Fru Cederhjelm, som sagde:

- Har De syndet, lille Ven - saa er det sikkert kun i Tanker ... Ja, det kunde jeg jo nok se. Og skulde vi straffes for det - saa Gud naade os alle!

- Det har De vist ikke en Gang gjort, hviskede Alma.

- Kæreste Barn -! Det har jeg rigtignok, sagde Fruen og lo i en Tone, der klang som ét Slag af en fin Sølvklokke. Nu skal De se - nu, da alt dette er overstaaet, saa bliver her saa stille og pænt i Huset, og Sommeren rykker frem derude. Alt det vil læge de Saar, De kan have i Deres Sjæl.

- Der er dog gode Mennesker til, hviskede Alma hen for sig.

- Ja, Gud ske Lov! Ja véd De hvad, Barn, jeg tror, at alle Mennesker kunde blive gode, hvis de blev plantede om i god Jord . . . Men saa er det saa pudsigt - der er gode Mennesker, som skammer sig ved at være gode. Min Broder, det bedste Menneske paa Jorden, som har været meget for mange, som har været alt for mig, han paastaar, naar man takker ham, at han er den argeste Egoist, og bare bærer sig ad, som han gør, fordi han vilde blive arrig paa sig selv, hvis han handlede anderledes. Han siger, at al hans Stræben blot gaar ud paa at gøre Livet behageligt for ham selv, og han paastaar, at naar han gør det for andre, er det blot for at gøre sin Sindstilstand mere raffineret behagelig. "Jeg gør mit Selvbehag flerstemmigt," siger han, "det unisone keder mig."

Her var lige saa stille i dette Hus som paa Havgaard hos Blunks. Men hist ovre laa der og rugede alskens sørgelige Stoffer i den tunge Luft; her var hyggeligt, lyst og klart

Tidlig om Morgenen arbejdede Kaptejn Hald i Haven, baade med Spade, Rive og Kniv. Snart laa han paa Jorden og bandt Blomster op, snart gik han over Plænerne trækkende en 325 Haandtromle, snart stod han og klippede Buskene, sørgende for, at der paa flere Sider var fri Udsigt til Havet. Det lod ikke til, at hans Embede var meget besværligt. Der kunde gaa Dage hen, uden at der kom Folk paa hans Kontor, som ogsaa mere lignede et Studereværelse end et Ekspeditionslokale. Præcis Kl. 9 gik han ind fra sin Syssel i Haven, læste et Par Timer, mødte saa i tarvelig, men sirlig Formiddagsdragt, helt igennem saa pudset som et pillet Æg, uden Spor af Efterladenskaber fra det grovere Morgenarbejde. Baade Frokost- og Middagsbordet med faa, men friske og gode spiselige Ting, altid med en lille Buket og store Vinglas, hvori der kun skænkedes én Gang, ved hver Kuvert Stundom kørte Husherren ud i Forretninger i sin Gig. Om Eftermiddagen læste han for Damerne, der sad hver ved sit Haandarbejde.

Det var det bedste af ældre og nyere Literatur, dog altid valgt med Damerne for Øje, thi han var konservativ, sagde han, paa Kvindespørgsmaalets Omraade. Han opdagede snart, at Alma ikke kunde følge en Oplæsning i noget fremmed Sprog, og tilbød sig at vejlede hende en Time hver Dag, afvekslende i Engelsk, Fransk og Tysk. Uden at plage hende med synderlig Grammatik, blot ved at oversætte langsomt for hende f. Eks. af Macaulay, af Merimée, af Goethe, fik han nemt listet Forstaaelsen af Sprogene ind i hende, og en Dag udbrød han:

- Ah - nu véd jeg, hvoraf det kommer. De er musikalsk . . . Det havde jeg jo rent glemt ... Ja, ja, et musikalsk Øre leder til Forstaaelsen af alle Kunster og Videnskaber - er i det mindste en nødvendig Forudsætning for hurtig og fin Tilegnelse . . . Hvorfor har De ikke selv spillet og sunget lidt for os?

- Det turde jeg ikke, sagde Alma, og saa ned i sit Skød . . . Kaptejnen og Baronessen kan saa meget - og jeg er saa forsømt.

- Ha, ha! Men det er sandt: De kender os saa lidt. Man skal føle sig hjemme, føle sig tryg, mærke, at man tør give sig hen, hvis man vil præstere noget, der er Aand og Liv i. Vi venter saa, til De er vis paa, at De vil blive hos os ... Ja, det er kedeligt, at Klaveret staar i Dagligstuen. Jeg tør ikke lade det flytte ind paa Deres Værelse. For skønt min Søster ikke har rørt det i mange Aar, er hun saa vant til at se paa det ... det er jo hendes Ejendom, at hun vilde blive bedrøvet, om hun ikke havde det for Øje. Paa sin underlige Maade synes 326 hun, at hendes afdøde Mands Sjæl ligger gemt i det. Denne svenske Baron og Officer var bundmusikalsk -. Ja han var kun det. Hm! ja, han var godmodig ... det var han . . . Men hvor fik De Lejlighed til at spille og synge ovre paa Havgaard? Slangen - jeg mener Fruen - maatte jo briste, naar dens Edder kom i Kog af Misundelse.

Alma fortalte, hvorledes Proprietær Blunk havde flyttet Klaveret ind i hendes Kammer.

Kaptejnen kastede et hurtigt og skarpt Blik paa hende. Hun undgik det, eller hun opdagede det ikke. Kaptejnen sagde:

- Ja, min ny Karl fortalte, at han aldrig havde hørt nogen synge saa "livagtig" som Frøkenen. Han havde tidt staaet ude i Haven om Aftenen, og han sagde, at saa havde han været mere andægtig, end han nogensinde havde været i en Kirke. Ja han føjede til: "Somme Tider kunde det klare Kildevand rende ud af mine Øjne, saa taav'lig blev jeg ved at høre paa, at hun kunde spille og synge paa én Gang." Og Proprietær Blunk, som ellers ikke giver sig af med at producere Lyrik, har sagt om Dem: "Naar Frøken Alma synger, saa fornemmer man, at man selv har Hjærte i Livet." De maa altsaa være en Sirene ... en Loreley!

- Jeg kan slet ingen Ting, har aldrig lært at synge, hviskede Alma, rød lige ned til Øreflipperne.

- Saa meget desto bedre ... Ja, det er min Mening - for saa er De i hvert Fald ikke bleven forkludret og faaet Deres naturlige Røst forstemt ved det Pres, som en professionel Sanglærer plejer at bruge for at faa enhver Kvindestemme dreven op i en ren Grisediskant. . . . Hør, min Frøken - véd De, at i Overmorgen holdes den tredje Avktion - Tvangsavktion ovre paa Havgaard? Blunk har sat mig nogenlunde ind i Deres Sager. Oprigtig talt, denne Indsigt har ikke bragt mig til at omfatte Deres nærmeste med synderlig varme Følelser. Aner De, hvorledes man har taget sig af Deres Sager?

- Jo - ane det, det gør jeg.

- Jeg vil sige Dem, De er bleven snydt og har ladet Dem snyde og bedrage og skrevet under paa de urimeligste Ting.

- Ja, hvad skulde jeg gøre? Jeg turde ikke andet. Jeg forstod mig jo slet ikke paa Jura . . . jeg har jo ingen Ting lært.

- Pyh! Det manglede blot, at De havde læst til Artium, skrevet latinske Stile og faaet Blækklatter paa Deres smukke Fingre. Men hvor De bliver rød over ingen Ting, kære Frøken!

327

Hendes Øjne løftede sig op paa den smukke aldrende Mand, der stod rank og slank, med det hvide Haar og Skæg blankt forgyldt af Solskinnet, der faldt bredt flammende ind gennem Vinduet.

Hendes lange silkebløde Øjenvipper beslørede let de mørke Øjne, der i dette Øjeblik betragtede ham med et varmt Udtryk i deres fugtige Glans. Lyset spillede i de fine Dun paa Kindernes Hud. Det herligt formede Bryst steg og sank i sund, jomfruelig Kraft. Langs det sortebrune Haar laa blanke Lysstriber.

Den mer end tresindstyveaarige Officer følte Lys og Varme strømme sig i Møde fra hende; han kunde føle Blodets Strøm rinde i sine Aarer. Han sagde i en mindre sikker Tone end sin sædvanlige:

- Hvis det kan ske - vilde De saa lægge Deres Skæbne i min Haand?

Et fuldtonende "Ja" var Svaret,

Hvorledes gik det til? Ja hvorledes gaar saadant noget til? Kaptejnen vidste det ikke, men han følte den skønne unge Piges Arme om sin Hals. Deres Læber mødtes. Men lige som det var sket, fjærnede han hendes Arme, lagde sine Hænder paa hendes Skuldre, holdt hende i saa lang Afstand fra sig, som hans Arme rakte, og sagde:

- Ja, - De har ikke noget imod at vælge mig til Kurator i Stedet for den . . . Herre inde i København, der har røgtet Deres Tarv med samme Samvittighedsfuldhed som Ræven Gaasens.

Alma mærkede en kold Douchestraale gennem hele sit Legeme, blev bleg og straks derpaa blussende rød. Ganske ugenert sagde Kaptejn Hald:

- Ja vor Time er færdig i Dag, Frøken. Jeg faar mod Sædvane lidt travlt i disse Dage, men min Søster vil saa læse med Dem.

Alma gled ud af Stuen.

Kaptejn Hald gik hen foran sit Barberspejl. Han skar en Grimace, besaa stift sit Spejlbillede og lo lidt. Han mumlede:

- Gennem hele Livet lurer der en Parodi paa ens gode Forsætter.

Han truede ad sit Billede:

- Gamle Tosse! Husk paa, at en af Dine Yndlingssentenser er, at det værste, man kan blive, det er at blive latterlig for sig selv. Har jeg ikke over for Ludvig Skov paastaaet, at den 328 gamle Tosse Molière ærlig fortjente de Horn, som Armande Béjart kronede ham med, og at Arnolphe i "Fruentimmerskolen" aldrig bør aflokke én et Gran Sympathi? . . . Hun er ogsaa farlig kælen, det gode Barn! Nej, Vilhelmine skal s'gu baade læse og musicere med hende. Men man maa skam se, at skaffe Pigebarnet en rigtig solid Forelskelse.

Han sagde til Fru Cederhjelm, da han kom ind i Dagligstuen :

- Jeg kører bort i Forretninger og bliver borte i Morgen. Ja, jeg kommer ikke hjem før i Overmorgen Aften. Jeg vil til Avktionen paa Havgaard . . . Hør Du ... er den lille Frøken gaaet ind paa sit Værelse? Naa ... tal meget med hende, skaf hende dygtig meget at tænke paa i disse Dage.

XX.

Fru Cederhjelm og Alma talte og læste sammen, og ved Fruens stilfærdige Aabenhjærtighed blev den unge Pigeskyhed hos Alma snart overvunden. Især efter at hun under Spasereture i det knoppende Landskab og i den nu af Avrikler og Hyazinther, af Paaskeliljer og pragtforjættende Tulipaner gennemduftede og overspraglede Have, havde faaet noget at vide om Søskendeparrets Fortid.

Kaptejnen, som var den yngste, havde været Kælebarn i Hjemmet. Det opløstes ved Faderens Død, just som Sønnen var bleven Student. Moderen var død i Børnenes meget tidlige Alder. Den ældre Garderkaptejn Hald var en velhavende Mand; hans Børn vare velsete i Hovedstadens Kredse og paa Herregaarde. Den 24aarige Frøken Vilhelmine kom i Huset hos sin Moster, der var gift med en adelig Stamhusbesidder paa Fyen.

- Ja det gik fra Bal til Bal, fra Selskab til Selskab, og Kong Kristian den 8de, der som Kronprins havde staaet Fadder til den unge Hald, som bar hans Navne, var stundom Gæst hos "Onkel Kammerherre"! Kristian den 8de stod for den gamle Frue i ideal Glans, som en Type paa mandlig Skønhed og ridderligt Courtoisi. Hun havde aldrig begrebet, at denne Konge ikke var tilbedet af 329 sit Folk, og at dette Folk med Begejstring havde tiljublet hans Søn, Frederik VII, som blev ved at være en "stor uartig Dreng".

Et Par Aar var hengaaet i Glæde og Lys for Frøken Hald. Da udbrød den første slesvigske Krig. Hendes Broder havde lige taget anden Eksamen, havde begyndt at studere Jura med en diplomatisk Løbebane i Udsigt, men nu meldte han sig som frivillig, kom ind paa Kommandoskolen, blev Lieutenant, udmærkede sig ved Fredericia, saa han fik Ridderkorset trods sin Ungdom, gik saa over i den regulære Armé.

Da det svenske Hjælpekorps laa paa Fyen, sloges Herregaardene om de smukke og belevne Officerer. Det gik med straalende Baller og flotte Dinerer, og Officererne tændte mangen fin Frøkens Hjærte, medens de menige var farlige for Tjenestepigerne og Underofficererne for Husjomfruerne.

- Naa ja, mit Barn, sagde Fruen. Jeg blev ogsaa praktisk Skandinav. Den unge Lieutenant ved de skaanske Husarer, Baron Axel Cederhjelm blændede mig paa et Bal, da Kronernes Lys gav hans mørkeblaa, med Guldsnore tæt besatte Trøje en Glans som en Riddervams fra Renaissancetiden - og saa sang han som en Troubadour fra Provence. Han var uden Formue, og da vi blev gifte, boede vi temmelig tarveligt paa en af de svenske Officersgaarde i Skaane. Min gode Mand var vist bleven forvænt paa Fyen. Han levede sammen med rige Godsejersønner. Pengene smeltede hen, mens Gælden groede op som Ukrudt og kvalte os. Men indtil da sang min Mand - ja jeg kan sige Dag og Nat - sang Glæden op til overstrømmende Jubel, naar han f. Eks. havde vundet i Spil, og sang Forknytteisen bort, naar han havde tabt. Den gode Gud havde begavet ham med et herligt Sind - ja, mange vilde have kaldt ham letsindig . . . Han kunde ikke gøre for det - det skyldtes hans Nation og hans Stilling. Det eneste, jeg har mod min kære Broder, er, at han er saa stræng i sin Dom over Cederhjelm. Den Mand burde aldrig have bundet sig i et Ægteskab; der var flagrende Sommerfuglenatur i ham . . . han var som Folmer Sanger i "Hjortens Flugt".

- De mistede ham tidlig?

Den gamles Dames Mundvige vibrerede lidt. Hun bøjede sig og rettede paa et lille opbundet Takstræ og svarede:

- Vi var kun gifte i 8 Aar. Cederhjelm døde meget - meget pludselig. - Hun tilføjede hurtigere og sagtere: Jeg tror af Krænkelse over at en yngre Kammerat sprang forbi ham. Men saa tog jo min Broder sig af mig, og hvad han har været 330 for mig, er ikke til at beskrive. Han har lært mig at finde Trøst i aandelig Sysselsættelse efter mine ringe Evner. Han har maaske én Fejl. Han kan ikke respektere overordnede, som staar under ham i Hoved og Kundskaber. Derfor maatte han søge Afsked, kort efter at han var bleven Kaptejn. Ja tænk Dem, lille Ven . . . han sagde en Gang i et glad Lag, at hans Oberst for sin Dumheds Skyld burde degraderes til Idiot af anden Klasse ... det blev bragt videre ... og De forstaar. Nu siger han selv, at han ikke bar sig rigtig ad. Men det var sandt, hvad han sagde, thi en Spøgefugl af Avditør ved Oberstens Regiment fik Obersten til at tro, at Shakespeare var bleven dræbt af Voltaire i Duel, og Obersten ... ja der er vel ingen, der hører os - men Obersten fortalte en gammel, længst afdød, meget højtstaaende Dame den Historie ... og hun troede den ... og hun fortalte den til sin Gemal - og han ... ja han troede den ogsaa.

Fru Cederhjelm lo med tre klokkeklingende Toner.

Alma blev, som sædvanlig, rød i Hovedet, thi Oberstens kronologiske Bommert og dens Følger stod ikke rigtig klart for hende. Hun var nær ved at ønske, at hun aldrig var kommen i dette Hus, hvor man blev latterlig, naar man ikke var lærd.

Men samtidig syntes hun, at hun maatte hævde sig.

Hun saa ud over de grønnende Buske med de krusede endnu i Hylster bundne Blade, over Vaarblomsternes Flor, og følte, at noget borede i hende og tvang et Kildespring frem i hendes Sjæl, og uden at hun tænkte derover, tog hun en stor Sangtrille. Den gennemløb et langt Register og gik meget dybt ned fra en temmelig stor Højde. Og, som om en Dæmon havde besat hende, udtalte hun snart meningsløse Ord, snart sang hun paa de Vokaler, som passede til Tonerne; snart inspireredes hun af Hyazinthernes, snart af Avriklernes Duft, snart af Paaskeliljernes gult, snart af de lysegrønne Blade paa Buskene, snart af Havet, der langt ude rullede skummende ind mod den flade Strand - en primitiv Musik og en endnu mere primitiv Tekst.

Fru Cederhjelm studsede. Hendes første Tanke var: Mon Pigebarnet er gaaet fra Forstanden ? - lyttede, nikkede og rystede med Hovedet, endte med at lægge Haanden paa Almas Skulder. Da Alma standsede sin Sang, sagde Fru Cederhjelm:

- Ak - skulde Wagner ligge i Luften? Kender De hans Musik?

- Kun fra to Koncerter og fra "Valkyrien", som jeg har hørt i København.

331

- Jeg har aldrig forstaaet ham - jeg har afskyet ham . . . mon han har ment saadant noget, som De sang der?

Alma saa paa hende - blev pludselig bange for ved sit Svar at blive lige saa idiotisk som Kaptejn Halds forrige Oberst, og med Hænderne for Ansigtet satte hun i springende Løb og for ind i Huset. Da hun var standset, udbrød hun:

- Gud, hvor jeg har baaret mig tøseagtigt ad! gik ind i sit Værelse og kastede sig paa sin Seng.

Fru Cederhjelm sagde, da hun løb:

- Der er dejligt Stof i Røsten . . . jeg mærkede godt, at hun sugede Musik af Blomster og Blade som en Bi ... Men . . . men . . . min smukke unge Sanglærer, Rung, vilde aldrig have fundet sig i saadanne Ekstravagancer ... Ja, man maa jo se at følge med. Jeg vil gaa ind og skrive nogle Motiver op ... for der var gode Ting, som jeg forstod . . . Men . . .

Fru Cederhjelm hørte et Piskeknald, og gennem Udhugningen i Buskadset saa hun en Vogn holde paa Vejen. Det var jo hendes Broders . . . Hun raabte glad:

- Naa er Du endelig der, Kristian Frederik! Men hvad er det?

Hun saa to Mand paa Giggens Sæde, men de sad saa tæt op ad hinanden, at man kunde tro, at det var én tyk Mand.

- Jeg maatte tage Ludvig Skov op paa Vejen, sagde Kaptejnen. Vi har holdt et Øjeblik her udenfor. Vi saa og hørte Virtuosinden og saa hendes Publikum: Vandet derude, Buskene, Blomsterne og Dig. Gaa ned, Ludvig Skov, jeg gider ikke køre ind i Gaarden med to i et Gigsæde. Lars vilde more sig derover og muligvis blive udisciplineret, naar han saa, at hans Husbond saa lidt respekterede sig og sit Køretøj.

Lægen sprang ned. Kaptejnen kørte rundt og ind i Gaarden, kastede Tømmerne til Lars og gav ham en Ordre. Lidt efter kom Doktor Skov spaserende.

- Jeg skulde tale med Frøken Knudsen straks, sagde Kaptejnen til Pigen, der stod i Entréen for at hjælpe Herrerne af med Overtøjet.

Pigen overbragte Ordren lige saa kategorisk, som hun havde modtaget den. Alma maatte rette paa sit forpjuskede Haar og skynde sig ind. Hendes Hjærte bankede op i hendes Hals.

Baade Fru Cederhjelm og Lægen Skov var til Stede i Dagligstuen. Kaptejnen gav Alma Haanden, tog et Dokument frem og sagde: 332 - Ja, min Frøken, jeg véd, at De har skrevet under mange Dokumenter uden at læse Indholdet ... Vil De behage . . .?

Det var en Ansøgning i Almas Navn om, at Kaptejn og Branddirektør Hald maatte blive hendes Kurator for Fremtiden, da hun nu havde taget Ophold paa Landet og frygtede for at besvære Overretsprokuratoren i København med dette Hverv. Alma skrev under.

- Jeg har været ved Avktionen ovre paa Havgaard, sagde Kaptejnen, og købt nogle Pillerier, som Lars nu skal hente. Ja Blunk er der sørget for. Han faar den Plads som Bestyrer af Andelsmejeriet. Den skønne Frue gik om med Straaleglans i Øjne og Haar, karesserede Publikum, var lige ved at kysse Avktionarius, sagde til mig, at hun var glad over at være bleven fri for den Pine og Spænding, hun havde gaaet i aarevis. Nu vilde hun rejse til Syden, "wo die Citronen blühn" . . .

Jeg bad hende om ikke at spise for mange Citroner for ikke at blive sur i Maven. Hun vilde hellere, sagde hun, være "Bänkelsängerin" i Syden end Borgfrue i Norden.

- Vilde hun ogsaa kysse Dig, Onkel Hald? sagde Skov.

- Hellere vilde jeg kysse den gamle Malene i Fattighuset, hende, som skraar, svarede Kaptejnen og spyttede . . . Naa det hele er jo et Bjerg af Kæltringestreger, en Opdyngning af Snavs, som ingen kan gide røre ved, for der er om den oprindelige Dynge sammenslæbt Volde af Skarn og gravet Grave fyldte af stinkende Møddingvand, som en Gentleman ikke kan storme uden at blive snavset fra Top til Taa. Det er for saa vidt en udmærket Befæstning, og den hæderlige Byggeprokurator Springborg har ledet Arbejdet som Overingeniør.

- Ja, jeg fandt mig ikke i saadant noget, sagde Doktor Skov. leg vilde spille med dem, saa længe jeg orkede. Der er dog vel Lov og Ret i Landet.

- Aa, ja, sagde Kaptejnen. Men jeg har længst resigneret paa at drive den Lov og Ret igennem lige over for Lovtrækkere. Jeg har én Gang været saa dum - det var i Sverrig . . .

Han stoppede pludselig paa et bedende Blik fra Fru Cederhjelm.

- Naa ja, vedblev han. Frøken Knudsens hidtilværende Kurator købte Gaarden, hed det sig. Han bød en Tredjedel af, hvad Blunk i sin Tid gav for den. Det er naturligvis Humbug. Den sølle Gaard bliver en Bold, som kastes fra den ene Kæltring til den anden i aarevis. Den fanges naturligvis definitivt af den 333 mest drevne Kæltring. Jeg tør holde en Flaske god Sherry paa, at Byggeprokurator Springborg fanger den tilsidst, efter at have flaaet Skindet baade af den ene Bold og af en halv Snes, der siden kommer med i Spillet.

- Det er dog et trøstesløst Syn paa Verden, sagde Lægen. Konsekvenserne vilde jo blive, at man skal taale alt og lægge Hænderne i Skødet.

- Man skal lære at erkende, hvad man magter, og hvad man ikke magter. Man skal ikke bilde sig ind, at man har Ret til at fordre Trøst af Livet paa et hvilket som helst Omraade. Frem for alt skal man undgaa at spille den ukaldede Samfundsreformatorrolle. "Skomager, bliv ved Din Læst! -" ja, men sørg for, at de Støvler, Du syer, bliver af første Sort. Erkend, hvad Du kan erkende, spræng ikke Dig selv og end mindre andre ved at agitere dem op til noget, som hverken Du eller de formaar at naa til.

- Tak, Onkel Hald, jeg mærker Snærten.

- Ja jeg vilde ogsaa ramme Dig og de populære-videnskabelige Foredrag, Du holder hist og her. Man skal overhovedet ikke popularisere Videnskaben. Den vil aldrig forstaas af Mængden, naar den ikke er af den Natur, at den paatvinger den Forstaaelsen ved sine umiddelbare praktiske Resultater. Men Din populariserede Kosmogoni og Evolutionstheori vil kun tjene til at forplumre uforberedte Hjærner og faa dem til enten at bortkaste de Illusioner, som de hidtil har befundet sig vel ved, eller ogsaa til at fanatisere sig op i modsat Retning. Den aandelige Epidemi, som er kommen over Landet, er til Dels en Følge af, at I - ja undskyld - at I filosofiske og naturvidenskabelige Dilettanter ikke har kunnet lade jævne Folk passe deres Dont om Hverdagen og gaa i Kirke om Søndagen.

- Og fyldes med Løgne, brød Lægen hidsig ud.

- Nu tænker Du lige saa bondsk som den stakkels Fyr, der døde derinde. Menneskehedens bedste Drømme er ikke Løgne. Sandhedskærnen i dem vil altid bestaa. Vi glæder os endnu den Dag i Dag ved antik Kunst, som hviler paa græsk Religion; og skønt vor Tid just ikke udøver Bjergprædikenens Moral, er jeg sikker paa, at den en Gang vil faa en straalende Renaissance.

- Men Dogmerne, Dogmerne, Onkel Hald!

- Lad dem visne af sig selv som krængede Ærtebælge.

- Hm! Ja, og mens Græsset gror, dør Horsemor.

- Vi har talt om det før. Hvis vi tror, vi skal opleve hvad Grundtvig kaldte "Gyldenaaret", bliver vi narrede ligesom Apostlene, 334 der troede, at de i levende Live skulde se deres Mester som Triumfator i den gyldne Sky . . . Dogmerne vil nok gaa af Mode. Men den store Mængde vil bære dem i mange Aar, ligesom Landalmuen længe bar Kofterne og Pludderbukserne, der tidligere havde været Herremændenes Dragt. Nu bærer Bønderne baade Jaquetter og Redingoter, enkelte af deres Rigsdagsmænd vel endogsaa Livkjole. Og i aandelige Sager gaar det endnu langsommere . . . Hvorfor ler Du, Ludvig Skov?

- Aa - bliv ikke vred, Onkel Hald. Men der rinder mig i Hu et Ord af en berømt Kritiker, der siger om den gamle Rabbi i Gutzkows "Uriel Acosta", at han er Erfaringen, som ryster sit tunge Hoved.

- Saa er den gamle Jødepræst formodenlig den fornuftigste Mand i Bogen, som jeg ikke kender. Dog vilde jeg ønske Dig, Ludvig Skov, at Du, naar Du har passeret de tres, ikke maa være mere tunghovedet, end jeg er det. Jeg føler mig saa let, at jeg kunde have Lyst til at slaa ind paa en ny Métier. Jeg burde have taget theologisk Eksamen i min Ungdom i Stedet for at blive Officér i en Armé, som efter den sidste vanvittige Krig blot hænger som en Klump om Benet paa vort lille Land.

- Ja, det er nu sandt, faldt Fru Cederhjelm ind. Hun og Alma havde opmærksomt lyttet til Mændenes Samtale, mens de syslede med Sytøj og Broderi. - Kristian Frederik var bleven en udmærket Prædikant med sine Talegaver og sit smukke Organ.

- Ja, hvis Onkel Hald vilde prædike, vilde jeg gaa i Kirke, sagde Doktor Skov. Men hvad Slags Præst vilde Du saa være, Onkel? Jødepræst som Gutzkows gamle.

- Nej, jeg vilde have fulgt Strauss's Raad til hans humanistisk-sindede Ven, Merklin, da han søgte at formaa ham til at blive i sit Embede. Jeg vilde have stræbt, uden at vække Anstød, efter at bøje Menigheden behændigt og blidt hen mod humane og ædle Tankegange. En dannet Mand med et mildt Sind - det havde jeg mindst af alle i min Ungdom - kan være til uendelig Nytte og Trøst her ude paa Landet. Men ikke en efter Fornemhed anglende Storprælat som Mynster eller en fortysket Professor som Martensen.

- Du vilde vist have vundet et stort Kvindepublikum. Ikke sandt, mine Damer?

- Jo, svarede Fru Cederhjelm fast og bestemt.

- Hvad mener De, Frøken Knudsen? spurgte Doktor Skov. Alma saa ham staa der, stærk og undersætsig, med spillende 335 livlige Øjne, med sit brune solbeskinnede Haar, der krusede sig over de kraftige Tindinger og den herkulesagtige Nakke, der viste sig under hans livlige Hovedbevægelser. Hun saa kort, men varmt paa ham og sagde:

- Jeg - tror det for Resten qgsaa.

Nu brast de alle fire i Latter. Lægens klang højest og lystigst. Alma saa atter fast paa ham. Var han smuk? Nej, men hans Latters Kraft og Frejdighed stod i Harmoni med Foraaret derude, med den krydrede Blomsterduft, med de saftige, svulmende Stængler og Blade, med det rigt fødende Muld, med den stærke Luft Beruset af Duften, der bølgede ind ad det aabne Vindue, baaren af Solskinnets Gyldenvinge, løftet af en Tankeudveksling, der var saa ny for hende, oprømt ved Tanken om, at et Liv kunde føres i saadan stille, tindrende Glæde som i dette hyggelige Aflukke hos de to gamle Søskende . . . gik hun hen til Flygelet og sang den første Sang, der randt hende i Hu. Hun vidste ikke, hvad hun gjorde. Hun maatte gøre saaledes.

Det var ikke første Rangs Musik - det var kun Pagens Drikkevise af "Lucrezia Borgia", og den danske Tekst var mere end tarvelig. Men Sangen laa lige som lagt til Rette for hendes Stemmemidler, og den usammensatte Livsglædes Udbrud i de let fængelige Rhytmer, det ungdommelige Letsind i Komposition og Stemning, det overraskende i Pigebarnets pludselige Ugenerthed tog hendes lille Publikum med Vold.

Først saa man overrasket paa hinanden, saa tog man hinanden i Haanden, og da Sangen var til Ende, førte den gamle Frue an i Bifaldet, og en rungende Klapsalve brød ud, saa Messinglysekronen dirrede derved. Fru Cederhjelm blev straks lidt forlegen ved det lydelige Udbrud af sin Begejstring; hun havde aldrig fundet det passende, at en Dame klappede i et Theater, og nu var hun selv optraadt som Chef de la claque. Hun tog Alma om Halsen og kyssede hende. Alma slog Armene tæt om hende og kyssede hende stærkere, end Fruen egentlig syntes om.

Kaptejn Hald havde bemærket, at Doktor Skov ufravendt havde betragtet Alma, mens hun sang, at han nu, efter at den lange Omfavnelse var hørt op, drømmende blev ved at stirre paa hende. Han nikkede stille og sagde:

- Ja, Frøken Knudsen, der kan gro skønne Blomster op af Deres Stemmes Muld. Men der er meget, uendelig meget for Dem at lære. Jeg har en Gang sagt, at Talentet er en tvetydig Vuggegave. De vilde maaske være lykkeligere, hvis De 336 indskrænkede Dem til at more Deres Venner end ved at uddanne Dem kunstnerisk. Dog derover raader ingen af os. Men Deres Stemmes Muld maa pløjes, harves, tromles - og det gør somme Tider ondt i Sjælen. Tilmed fordrer Talentets Uddannelse Resignation af en Art, som ogsaa kan blive farlig. Den bringer tidt Sjælens rent menneskelige og bedste Følelser til at visne. Liver, som et Virtuosindivid fører, frister i hvert Fald til at klatte sine Følelser ud i Smaamynt. Da det ikke ligger for mange kvindelige Kunstnere at være Vestalinder, hvad de egentlig burde være, saa bliver de i Regelen . . .

- Men Kristian Frederik, udbrød Fru Cederhjem, det er Synd, hvad Du vil sige.

- Véd Du det i Forvejen?

- Ja det véd jeg godt.

- Naa ja ja da. Der bliver jo altid Tid at tale om det ... Hans Øjne gled med et underligt Smil mellem Alma og Doktor Skov. Han sagde:

- Du, Ludvig! Du har jo gennemgaaet Konservatoriets Klaverskole i Dine Studenteraar.

- Og forlod den paa Dit Raad, Onkel Hald; og jeg takker Dig derfor. Du havde Ret, da Du sagde, at jeg vist kunde være bleven en dygtig Musiklærer.

- Naa, har Du ikke Lyst til at praktisere som saadan nu? Din Lægepraksis er jo tagen af, siden Dine Patienter blev hellige.

- Hvad mener Du?

- Bliv Frøken Knudsens Musiklærer. Kom her et Par Gange om Ugen - og lær hende noget.

Med et ubehersket Glædesudbrud mødtes Almas og Lægens Hænder. Kaptejnen og hans Søster vekslede det sædvanlige lille Smil.

- Men hvad er det? udbrød Kaptejn Hald - der staar jo Arbejdsvognen. Lars maa være kommen tilbage.

Han aabnede Vinduet til Gaarden og raabte:

- Lars! . . .

Han opdagede Karlen, som stod lænet op ad Stuehusets Væg med Haanden i det grønne Espalier. Lars fór frem, som om én havde rusket i ham.

- Hr. Kaptejn! sagde han og gjorde "ret" med Huen i Haanden.

- Du maa jo være kommen for længe siden.

337

- Det er jeg ogsaa.

- Naa?

- Tillader Hr. Kaptejnen?

- Ja. - Han gjorde et Tegn til Lars, at han skulde tage Huen paa.

- Se, jeg hørte saadan en dejlig Sang, og saa maatte jeg blive ved at staa og høre videre.

- Hvad for en Sang?

- Aa, jeg kendte den ovre fra Havgaard. Ja, undskyld, Hr. Kaptejn, men Frøkenen har saadan nogle Toner i Livet, at det ... det ...

- Hvad for noget?

- Saadan bævrer i Marven inde i éns Knogler, Hr. Kaptejn. Man har baade godt og ondt af det.

Alma var kommen hen til Vinduet, rødmede, thi hun huskede, at hun havde syntes godt om den kønne Karl i Haven paa Havgaard. Lars havde været hende et flygtigt Lysglimt i den stadig rugende Taage derovre. Hun lukkede Vinduet, da hun mærkede, at Lars saa paa hende.

Kaptejnen bad Lægen om at gaa ud med sig. De to og Lars masede med et stort Møbel, der laa bag i Vognen, slæbte det ind, skruede dets adskilte Bestanddele sammen inde i Almas Værelse.

Saa gik Kaptejnen og Lægen atter ind i Dagligstuen, hvor Fru Cederhjelm og Alma sad i Sofaen, Haand i Haand og Kind mod Kind.

Kaptejnen sagde:

- Frøken Knudsen . . . Deres Arm! - Ludvig Skov - vil Du tage min Søster.

Herrerne førte Damerne ind i Almas Værelse, i hvis Midte stod et Flygel i Mahognikasse.

Kaptejnen sagde tørt og roligt:

- Der staar Deres Instrument ovre fra Havgaard ... Ja, det fylder temmelig meget i Rummet.

- Det er ikke ... det er ikke mit . . . stammede Alma.

- Jo, nu er det, Skam, Deres, min Frøken, sagde Kaptejn Hald og lo. De skal spille paa det i Fred, og Ludvig Skov skal bruge det til Deres Undervisning . . . Nej bliv bare ikke rørt, min lille Frøken. Jeg er en røget gammel Herre. Jeg kunde faa det for Røverkøb paa Avktionen, og jeg benyttede mig deraf som 338 en jødisk Marskandiser. Der staar ogsaa den Chaiselongue derovre fra. Det ser grimt ud med en Seng i et Opholdsværelse.

Alma fik Øjnene fulde af Taarer, havde Lyst til at omfavne baade Kaptejnen og Lægen, turde ikke, og saa maatte Fru Cederhjelm igen holde for.

XXI.

Ludvig Skov var en Fættersøn af Kaptejn Hald. Hans ret formuende Fader, militær Overlæge, døde kort efter den anden slesvigske Krig som Følge af Overanstrængelse; Ludvigs Moder var allerede død. Hans Halvonkel blev hans Formynder og satte ham i den nærmeste Latinskole, da han som afskediget Kaptejn havde købt den lille Landejendom. Men det var en af Kaptejnens Theorier, at et ungt Mandfolk helst maatte tumle sig paa egen Haand, og lod sin Myndling fuld Frihed i hans Studenteraar i København. Den faldt sammen med stærke aandelige og politiske Bevægelser.

Den varmblodige unge Fyr optog de kækt udslyngede Ideer med Begejstring og udtalte sig med den mest aabenhjertige Hensynsløshed. Han blev umulig i sine helt eller halvt fornemme Familjeforbindelser. Da han var bedre forsynet med Penge end Kammeraterne, der for Størstedelen var fattige som Kirkerotter, blev han en Slags Førstemand i deres Kreds paa Kaféer og Restauranter. Og det, at han havde forarget og trodset Kommandører, Oberster og Kammerjunkere i sin Familie, omgav ham med en Glorie, der havde Skær af et Martyrium.

Han spillede paa Klavér, improviserede raske Motiver til Opsange; der blev profeteret ham en glimrende Fremtid som Komponist eller Virtuos. Han gik ind paa Konservatoriet, og hans Jernhelbred tillod ham at dyrke Musik, Literatur og Orgier med lige stor Energi. Han hang især i med Musiken, og i hans Hoved tumlede sig Ideer om Kompositioner, der kunde indtage et moderne Riberhus eller lige som "Den Stumme" ildne Folket til Storm mod Snobberiet i Kirke og Stat, alt mens han med pligtskyldig Resignation underkastede sig Klaverspillets Fingergymnastik og Musiktheoriens Matemathik. Det endte med, at den 339 videnskabelige Side optog hans Hovedinteresse, og trods hans bestemte Maal, at blive Kunstner, fjærnede han sig derfra og kom til at spille tørt og lærdt.

Saa kom han over til. Kaptejnen i en Ferie. Han vidste, at Onkel Kristian Frederik og Tante Vilhelmine var store Musikelskere, men de var vel ikke komne længere end til Beethoven. Nu skulde han lære dem noget.

Tante Vilhelmines Flygel bævede første Gang ved Udførelsen af Listzske og Wagnerske Stykker, og Tante Vilhelmine bævede ogsaa, tavst indrømmende, af hun ikke var "fulgt med". Hun sagde venligt, naar han havde spillet et Stykke til Ende:

- Det er grandiost.

Kaptejn Hald sagde ingen Ting, før han en Aften sad alene med sin Fættersøn ved en Cigar og et Glas Toddy:

- Du Ludvig Skov! Jeg véd ikke, om den Historie, man har fortalt mig om Thorvaldsen, er sand eller ikke. Der siges, at en romersk Ven fik ham overtalt til at se en ny Statue i en ung Kunstners Atelier i Rom. Vennen faldt hen i Beundring over dens anatomiske Korrekthed og dens fuldendte tekniske Gennemførelse. Thorvaldsen gav ham Ret i alt, men saa kold ud. "Hvad mangler der da?" spurgte Vennen. Saa skal Mesteren have betænkt sig og endelig sagt: "Der mangler s'gu ingen Ting, uden dette . . . dette Fanden gale mig!"

- Og Du siger: Fiat applicatio, sagde den unge Mand og for op . . . God Nat, Onkel Hald!

- God Nat, min Dreng.

Skov tumlede hele Natten med sine Tanker og sov ikke. Men næste Morgen sagde han rolig til Kaptejnen:

- Jeg har bestemt mig til at studere Medicin. Kaptejnen studsede lidt og spurgte:

- Føler Du Kald til det?

- Nej. Men af alle Embedsstudier er det mig det mindst modbydelige. Jeg kan dog vel leve som Læge uden at blive Embedsmand, det vil sige Statsbindehund, eller dog en Hund med Mundkurv paa.

- Du kunde vel blive en udmærket Musiklærer.

- Det vil sige: Jeg kunde bidrage til at opdrage unge rige Tøse til Luksusdyr. Jeg synes, det er nok, at de ruinerer deres Fædre eller Mænd ved Pynt og Dovenskab. Skulde nu jeg hjælpe dem til at plage deres Fournissører med slet Musik ... I Kunsten: aut Cæsar, aut nihil! 340 Kaptejnen rakte ham Haanden.

Ludvig Skov studerede altsaa Medicin med den ham naturlige Ihærdighed. Han opgav Samlivet med de filosoferende, æsthetiserende og revolutionsprædikende Venner, men ikke sine Ideer. Han led ved at se dem i Aarenes Løb besejrede og besvegne, deres Mænd blive chikanerede og forfulgte; ved at se sin Politik knuses, og det gamle, som han havde kaldt rustent, mølædt, ormstukkent Kram, komme til større og større Ære og Værdighed. Han tog Eksamen, rejste over til sin Onkels Egn, og nedsatte sig, efter at have været Vikar, som selvstændig Praktiker. I Begyndelsen, gik alt vel, men da den pietistiske Bevægelse vandt Magt, da hans Studenterkammerat Kristen Kristensen, i hvem han kun saa en aandelig Undermaaler, blev dyrket som en Helgen, holdt han ikke længere sin Tunge i Lave. Hans længe betvungne voldsomme Temperament brød ud i Forhaanelser, ikke alene mod den Form af Religion, han saa gro i Vejret, men i hidsige Paradokser mod Bibel og Kirke. Det var allerede begyndt at gaa tilbage med hans Praksis.

Onkel Hald havde aldrig tilbudt Skov at bo i hans Hus. Thi Kaptejnen mente, at et dagligt Samliv mellem to Mandfolk trivialiserede dem for hinanden, og sagde, f. Eks.:

- Hvis jeg fik at vide, at et Mandfolk, som boede her i Huset, havde en Ligtorn, vilde jeg ikke kunne holde ud at spise ved et Bord sammen med ham.

Lægen havde lejet to Værelser i en Kro, en halv Mil fra Kaptejn Halds Sted.

I Erotik var Ludvig Skov ikke langt fra at være Kyniker, rigtignok mest i Theorien og i Munden, thi i Praksis var han ikke værre end ugifte Mandfolk i Almindelighed.

Han havde fundet et æsthetisk-sensuelt Velbehag ved Alma den Dag, han saa hende i Præstegaarden. Siden kaldte han hende en hellig Taske. Da han saa hørte hende synge, blev han varm om Hjærtet, vilde ikke være ved det og haanede i Tanken saadanne Eksistenser, som var født med en Lirekasse i Brystet. "Men Fandens godt saa hun ud."

Da han havde taget mod Kaptejn Halds Opfordring til at undervise Alma, skældte han sig selv ud, mens han gik hjem, og bestemte at skrive Dagen efter, at han ikke saa sig i Stand til at paatage sig det Hverv. "Den Tøs med de svømmende, kælne Øjne blev dog aldrig Kunstnerinde. Altsaa nu skulde han hjælpe til at opdrætte et Luksusdyr?" 341 Saa gennød han hendes varme, faste Haandtryk, den berusende Duft, han syntes udgik fra Haarets tætte Masse.

- "Og jeg hader jo Syngepiger som Pesten! Maaske hun er hellig endnu! Ptøj . . . Naa, og selv om hun blev, hvad man kalder Kunstnerinde! . . . "Elsebet, gaa ind og sy paa Din Ramme, det er nok saa godt!" - Ak ja! Jeg har i Grunden hele den forsmaaede Kærligheds Had til Musikens og Sangens Gudinde! Jeg vil ikke lade mig fange igen i den forbandede Kokettes Garn! Lad mig hellere tylle amerikansk Olje i disse Bondebæster! Det driver dog maaske lidt Hellighed ud af dem."

Han, den radikale Demokrat - og det var han endnu i Theorien - var nu nær ved at holde med Luther, at man skulde slaa Bønderne ned som gale Hunde, naar de blev hellige ligesom Gendøberne i Westfalen.

Da han fik tændt Lys i sin Stue, fandt han paa Bordet en Bog i Korsbaand. Det var et Hefte af et Værk over Filosofiens Historie, som han havde subskriberet paa. Han tog straks fat paa den. Han var ikke særlig filosofisk anlagt, og Læsningen faldt ham svær. Men Arbejdet jog Grillerne ud af hans Hjærne og erstattede dem med Tanker. Han følte sig klaret og løftet, især da han naaede gennem Afsnittet om Macchiavelli.

- Det er et Mandfolk! sagde han og læste højt Macchiavellis Ord:

"Overalt hvor der skal tages en Beslutning, af hvilken Statens Velfærd afhænger, maa man ikke lade sig standse af Hensyn til Retfærdighed eller Uretfærdighed, Menneskelighed eller Grusomhed, Ære eller Vanære, men med Bortseen fra alt andet holde sig til det, der kan frelse Staten og hævde dens Frihed."

Og han slog i Bordet:

- Lad Onkel Hald sige, hvad han vil ... jeg vil hævde min lille Organismes Frihed. Jeg skriver et afslaaende Svar.

Han skrev til Kaptejn Hald, læste videre, følte sig mere og mere ægget til at stræbe op mod den italienske Renaissances Tænkere i Hensynsløshed.

Da han laa i Sengen, lo han ad sig selv.

- Jeg troede s'gu dog, jeg havde overstaaet mine Børnesygdomme. Nej, gamle Ven, skriv Dine Recepter ... og bild Dig ikke ind, at Du er en Mand af Bronce.

Han tænkte atter paa Almas faste Haandtryk og taknemmelige Blik, sagde forgæves:

- Hvad Fanden kommer dette Pigebarn mig ved? Hun er 342 vel skabt som de andre - maaske ligesom jeg selv med en stærk "Fysik" . . . Naa saa meget desto værre . . . Om Morgenen fandt han sit Brev, læste det, fandt det latterligt med samt dets "hovne Lakonisme overfor Onkel Hald".

Nej, han vilde gaa over til Pilebo og høfligst motivere sit Afslag paa Anmodningen om at undervise "det kælne Pigebarn med Sælhundeøjnene".

Men da han saa de venlige og varme Miner hos Fruen, Kaptejnen og Alma, indaandede Interiørets stille og venlige Harmoni, kunde han ikke sige de Ord, han havde indstuderet under Gangen derover. Kaptejn Hald sendte ham sit skælmsk barnlige Blik, som han altid havde, naar han vilde glæde andre, og som gjorde denne Dialektiker og kolde Refleksionsmand udi egen Indbildning ungdommelig naiv at se til.

- Ludvig Skov, vil Du tage Frøkenens, saa tager jeg min Søsters Arm, sagde Kaptejnen.

Nu gik det atter til Almas Værelse. Langs Væggene hang Guirlander af Havens Foraarsflor; de nys komne Pinseliljers Hvidhed dominerede. Paa Bordet var lagt en lille Damaskes Dug, paa en blinkende sølvhvid Bakke stod et Stativ med en italiensk Fiasco i Kurvefletning, omvunden af Violer og grønne Blade.

Alt duftede stærkt i den milde, regn- og grødesvangre Dag og laa i et dæmpet, stille Lys. Fuglekvidder og Duft bares ind gennem det aabne Vindue i Husets Sydgavl.

Alma stod tavs med taarefyldte Øjne og gentog for sig selv for tusinde Gang: Hvor kan der dog være saa gode Mennesker til? Hun turde ikke kærtegne Fru Cederhjelm; hun havde en Fornemmelse af, at hun ikke syntes om det forrige Gang.

Doktor Skov saa kun mellemfornøjet ud. Han var vred paa sig selv, fordi hans faste Beslutning faldt for venlige Menneskeminer, Blomsterduft og Fuglekvidder, fordi dette "Scenearrangement" dog var altfor barnagtigt . . .

Kaptejnen skænkede i fire fine Glas, i hvis Rande Blomsternes og Bladenes Farver spillede i sagte Leg og dæmpet Skær i den graa Dag. En krydret Duft blandede sig med Blomsternes og det friske Løvs.

- Undervisningen i Musik skal indvies i nogle Draaber Vin fra Musikens Land, sagde han. Det er lidt Syrakusaner, som jeg for mange Aar siden fik gennem en gammel Ven i Marinen.

Han klinkede, og den langsomme, andægtige Dvælen, hvormed han sugede den guldgule Vin, smittede de andre.

343

Alma kunde ikke begribe, at noget kunde smage saa herligt som denne krydrede søde Guldvæske. Et Billede af Fremtiden lagde sig for hende: én uendelig lang Hal med blegrøde Søjleskafter, omsnoede af alskens dejlige Blomsterguirlander, omviftede af tonende og duftende Briser. Hun slog en lang Sangtrille, men standsede, da hun saa Lægens kolde Mine.

Fru Cederhjelm sagde til ham:

- Husker Du, Ludvig, at Du lod alle Dine Noder fra Konservatoriet ligge her, fordi, sagde Du, Du ikke vilde have dem under Øjne som daglige Fristere? Her ligger de paa Klaveret.

- Ja saa lader vi Lærer og Elev alene, sagde Kaptejnen og gik ud med sin Søster.

Ja nu var det umuligt for Skov at protestere. Resolut satte han Stole foran Klaveret, bladede i Nodebunken, mens han mumlede:

- Jeg kan næppe lære Dem at synge . . . Kan De spille Klaver? Naa ikke? Saa meget desto bedre. Men De kan da læse Noder? Det var endda rart.

Han lagde et Skolestykke af elementær Art frem. Alma skottede lidt bange op til ham - og sagde:

- Er det det? Ja, men det er for let

- Naa! Dette da?

Alma spillede det igennem uden at standse.

- Ja, men saa har De jo lært at spille - naa saadan? Ja Meningen er vel, at De vil lære at akkompagnere Deres egne Sange? Ja, saa tager vi fat paa en anden Maade . . . Men den Sang foragter De vel? Det er Mendelssohns til Heines Tekst.

Alma sang "Auf Flügeln des Gesanges".

- Fy, hvor De siger Deres Tekst forbistret Hør nu, hvorledes det lyder for mine Øren.

"Auf F-ü-en-æs Ge'anges
"Erzlibke dra' ich di faar - -

- Den første Time var ikke meget lovende, sagde han til Kaptejnen, da han tog Afsked. Hun er aldeles udisciplineret . . . Skal hun blive til noget, maa hun lægges ordentlig i Selen.

- Saa gør det, sagde Kaptejnen.

Alma tabte ikke Modet. Hun arbejdede og arbejdede. Skov kom regelmæssig, men var altid tilbageholdende. Han talte koldt og klart om hendes Spil. Hun fik kun Lov til at nynne Sangen; han rettede stadig paa Akkompagnementet. Alma gik saa stærkt 344 op i Arbejdet, at hun ikke tænkte stort paa Læreren, mens han sad hos hende. Men, hvor kunde hun længes efter ham! En Gang sagde han:

- Fingrene sidder godt paa Dem. Men De har en forbistret Tendens til at spille Rubato. Til Akkompagnement hører klar Korrekthed. Det skal bestandig sige til Sangen: Skab Dig ikke, Therese! Det skal være et Udiryk for den sunde Fornuft . . .

Og senere:

- Syng, naar De er alene. Deres Øre er godt. . . Stemmen - ja den har jeg ingen Forstand paa. Saa sagde han den Dag til Kaptejnen:

- Maa jeg komme her hver Dag, Onkel Hald? Her er ingen ordentlig syge her paa Egnen. Du havde Ret: Jeg burde have været Musiklærer.

Han fortrød, hvad han havde tilbudt, og sagde til sig selv, da han gik hjem:

- Hun er mig for klog, den Tøs. Det er ængsteligt, saa hun forstaar alt, hvad man siger til hende! Somme Tider gør hun det bedre, end jeg har lært hende. Hun æder og fordøjer Musik som en Ko Græs.

Stundom fortalte han hende om Komponisternes Liv, karakteriserede dem kort og koncist.

Dagene gik; Sommeren skød frem, Bøgen svang sine Silkeflag, Frugttræerne tog deres Pudderparykker paa, Fuglekoret forstærkedes stadig. I Haverne blomstrede og duftede Jasminer, Roser og Liljer, og Blomsterguder af mindre Rang traadte frem paa Scenen for at spille deres Roller i det store lyriske Sommerdrama.

Alma havde nu lært sig en Mængde Sange. Naar hun og hendes Husfæller var komne ind fra Haven om Aftenen, sang hun for dem ved Klaveret i Dagligstuen. Saa spillede Fru Cederhjelm en enkelt Gang Stykker af sin Ungdoms romantiske Musik paa det gamle Marschallske Flygel med den blide Guitarklang. Man gik nu senere i Seng. Fra 10-ll½ læste Kaptejnen højt, og om Morgenen fortsatte Fru Cederhjelm Almas Sprogundervisning.

345

XXII.

Hvad der imidlertid var foregaaet udenfor i Terrænet, var kun som flygtige Vindpust trængt inden for den lille humanistiske Enklaves Poppelhegn.

Kaptejn Hald havde ikke gidet fortælle de Trivialiteter i Møder paa Herredskontoret o. s. v. o. s. v., han havde maattet gennemgaa i Anledning af Pastor Kristensens Død i hans Hus. De mange private Forespørgsler, Trusler og Skældsord i private, altid anonyme Skrivelser havde han ikke besvaret. Herredsfogden, oprindelig Kontorchef i Kultusministeriet, maatte indrømme, at Kaptejnen havde været fuldstændig loyal og korrekt i sine Meddelelser om hin uhyggelige Katastrofe, men denne tørre Lakonisme, der skyede Kancellistilens vidtløftige Perioder og lange Udviklinger, viste, at Kaptejnen manglede den rette Kontoruddannelse, og røbede kun liden Sans for det, der burde interessere en Embedsmand.

- Han skriver fire Linjer, hvor der burde være halvtreds, sagde Herredsfogden til sin Fuldmægtig; han snupper al Ting af, som om det var under hans Værdighed at udforme en ordenlig Indberetning . . . Det skal nu være genialt. Se nu dette herre:

"Personel Kapellan K. Kristensen blev funden af mig og min Karl Lars Larsen i Strandkrattet den 6te April 189. . sammen med Fru Blunk fra Havgaard og Frøken Alma Knudsen fra København i halv bevidstløs Tilstand. Lægen Ludvig Skov til Stede. Død samme Nat paa Pilebo, plejet af min Søster Enkebaronesse Cederhjelm. Liget kørt til sin Hjemstavn, Præstegaarden, næste Formiddag.

. . . Sikke noget Jaskeri! Han siger vist ligesom Tscherning, det gale Menneske, at et Ministerium kunde styres af Underofficerer.

Doktor Skov havde flygtig berørt for Kaptejnen og Fru Cederhjelm, at der havde været stor Tilstrømning, Graad og Tænders Gnidsel ved Begravelsen, at de hellige i Menigheden indstændig havde ansøgt om en ny Præst af samme Retning som Kapellanen, men at Sagen trak ud. Ministeriet maatte vist have faaet noget at vide, som gjorde det betænkeligt ved de ny helliges Liv paa Egnen.

Alma havde intet faaet at vide, havde heller ikke spurgt. Det var lykkedes hende at faa et Jerntæppe anbragt mellem Fortid 346 og Nutid. Om Dagen var hendes Aand og Legeme i stadig og sund Virksomhed; hendes Nattesøvn var tryg og drømmeløs.

Da Vejret var rigtig mildt, kørte Fru Cederhjelm til Kirke hver Søndag i Nabosognet, hvor en gammel, nevtral Præst var ansat. Hun sagde:

- Hans Præken er rigtignok noget søvnig, men Skolelæreren synger smukt og spiller godt paa Orgel. Alene det at høre de gamle Salmer til Orgelspil, kalder gode Tanker frem i mig, og jeg trænger til en Kirke for ret at bede og komme sammen med Gud.

Alma ræddedes ved Tanken om atter at betræde et Kirkerum. Hun var glad, at ingen direkte opfordrede hende til at tage med, og lod, som hun ikke forstod Kaptejnens let henkastede Ytringer om, at Kvinder havde godt af at gaa i Kirke, at den lyriske Side af Gudstjenesten var noget for dem, at de kun kunde blive fromme ved Religion, og at den "intellektuelle Kærlighed til Gud" var noget maskulint.

Men den gamle Herre holdt ikke altid sin Tunge i Ave, trods den Theori, han udtalte, at man i Kvinders og Børns Nærværelse skulde veje hvert Ord som et Guldkorn. Han havde i Damernes Nærværelse sagt til Doktor Skov, som paastod, at Religionernes Tid var forbi:

- Snak, Ludvig! Paulos har Ret, at vi ser kun i et Spejl, i en mørk Tale. Vor Tids Menneskers Religion bestaar i, at vi dyrker vort Arbejde med ydmyg Ærefrygt for Maalet. Og ved Arbejde mener jeg ikke saadant noget som mine Branddirektørforretninger eller Dine Klystérindsprøjtninger, men Arbejdet paa vor egen Fuldkommengørelse i Retning af Erkendelse, Dannelse og Aandsoptugtelse. Der er Forskel paa Arbejdet for Mad og Drikke og paa det indre Arbejde paa at harmonisere sig selv. Saa finder man en Gud eller flere Guder, det er ligegyldigt hvor faa eller hvor mange. Men den, der ikke finder noget guddommeligt fremgaa af sin Stræben, har heldt Vand i Danaidernes Kar. Skov sagde:

- Men det er jo noget ubestemt og uklart.

Kaptejnen sagde:

- Ja var det begrænset og haandgribeligt, vilde det ikke mere være guddommeligt. Religionen ophører først, naar man har fundet de vises Sten eller det eneste udelelige Grundstof.

Disse Ord slog ned i Alma. Hun sled af alle Kræfter med Musik og Læsning. Hun skimtede stundom "hint guddommelige".

347

Det æggede og tvang hende frem og lagde Glans over hendes Arbejde i Musik og Bøger.

Det var en Søndag Morgen. Fru Cederhjelm var i Kirke, Kaptejnen var kørt ud. Alma havde siddet ved sit Klaver, spillet og sunget. Da saa hun ud, fandt overalt Solglæde og udfoldet Planteliv. Hun havde just sunget:

Jeg gik mig ud en Sommerdag at høre
Fuglesang, som Hjertet monne røre,
i de dybe Dale
blandt de Nattergale
og de andre Fugle smaa, som tale.

Den Slags Sange havde Doktor Skov raadet hende til at synge, "for dem kan ethvert Bæst forstaa".

Mens Genlyden af de sidste Toner dirrede, fik Alma Lyst til at gaa ud og plukke vilde Blomster paa Marker, Diger og Grøftekanter. Saa vilde hun ordne dem i en lang Guirlande til Pryd for Frokostbordet.

Let klædt, i hvidt, med det brune Haar frit bølgende ned ad Ryggen, gik hun paa sin ungdomslette Fod med Følelsen af glad Kraft og Elasticitet i alle Lemmer ud i det frugtbare, flade Terræn, fuldt af hvidnende og blaagrøn Sæd paa Agrene, af viftende graalige Pile, med fint svungne, store Linjer.

Hun fandt "hint guddommelige" i denne hjemlige, saa simple, usammensatte Natur, i det stille tindrende Solblink. Hun gav sig hen deri uden at reflektere, følte sig tryg som Fisken i Vandet, som Barnet paa Moderskødet. Alle onde Minder var dyssede hen, Tilværelsen var lutter Fred og Glæde. En stærk Højning eller brat Sænkning vilde have forstyrret hende.

Hun satte sig paa en Grøftekant og nød Skræntens spættede Flora. Københavnerbarnet kendte ikke Navnene paa de smaa Blomster med de silkefine Kroner, gennemsigtige som farvet tyndt Glas. Mens hun plukkede og ordnede, for hun sammen. Tonerne af en fjærn Salmesang ramte hende.

Hun saa ned ad den brede Vej. Som en lille uvejrsvarslende Sky bevægede sig en sort Menneskeklump midt i alt det lyse og solbeskinnede hen i Retning af hende. Alma anede et truende Indbrud i sin glade Stemning af noget mørkt, trist, og en Angst betog hende. Hun vilde flygte hjem, rejste sig og gik ned ad Vejen. Hun kunde nu skelne disse Ord i Sangen:

Og myldred Djævle frem paa Jord,
vor Undergang at volde. - -

348

Ved disse Ord brød Fortidens Minder saaledes ind paa Alma, at hun ræddedes ved alt, væmmedes over sig selv. Hun kastede Blomsterne fra sig, som om hun havde opdaget en Skruptudse iblandt dem. Jo der laa jo den Grusgrav, som havde været en saa yndet Plads for Sekterernes Gudstjeneste, hvor Pastor Kristensen saa tidt havde fanatiseret dem op til Graad og Hulken, naar han lod Djævelen og Helvede spille i Svovlluernes Glans. Mod denne styrede Menneskeklumpen hen. Nu skulde der vel igen holdes en af disse Taler, hvis Ord sved og brændte al Glæde og sund Følelse ud af Menneskesjælen, al Frodighed og Skønhed ud af Naturen, der hævnede sig ved at slavebinde Fanatikerne i en af sine mægtigste Drifter i vild og dyrisk Form. Nu, da hun havde følt sit Liv ranke sig og vokse op mod Sol og Lys, skulde hun tvinges ind paa Gengangere fra den Tid, da hendes Aand rugede i Instinkternes Mørke, da hun havde søgt den dumme Kræmmerdrengs Favntag og havde drømt sig ind i den gale Sværmers Arme. Endnu var hun ikke naaet saa vidt som Kaptejn Hald, der sagde, at han nødig vilde undvære Fanden som en komisk Figur, lige saa lidt som han vilde ønske Titel og Rang afskaffet af Hensyn til, at de frembragte saa mange Farcefigurer til Glæde for alle Elskere af det burleske. Nej, hun følte Væmmelse og Harme, naar hun hørte samme Djævel nævne; hun var hans personlige Fjende.

Hun kunde ikke faa Fødderne i Gang til Flugt. Hun saa Menneskeklumpen vælte ind paa Marken og skjules af den Fold i Terrænet, bag hvilken den hellige Grusgrav laa.

En Vogn kom kørende og holdt stille ved Stien til Grusgraven. En sortklædt, tæt besløret Kvinde steg ned, hjulpen af en stor bondeklædt Mand i lang Frakke. Hans sortebrune lange Skæg skinnede i Solen saa blankt som et Par viksede Støvleskafter. Hun kendte den kønne jydske Lægprædikant Morten Blide. Hun havde ikke hørt ham prædike, men han havde en Gang været paa Havgaard, var bleven modtaget af Fruen i Enrum. Hun havde hørt dem synge Salmer inde i Fruens Værelse, derpaa set ham forsvinde lige saa lydløst, som han var kommen. Et Vindpust fejede Sløret lidt fra Damens Ansigt - det var Fru Athalia Blunk.

Men nu den tykke købstadklædte Herre med den bredskyggede graa Hat?

Var det muligt? Kunde Alma tro sine egne Øjne?

349

Det var hendes Halvbroder, Bertel Knudsen, den altid under Konkurs værende Handelsmand fra København.

Uvilkaarlig rettede hendes Fødder sig hen i den Retning, hun for et Minut siden skyede som Pesten. Nysgerrigheden er et Københavnerbarn af hendes Afstamning i Kødet baaren.

Bertel hilste hende med udbredte Arme og med Pisken og raabte til Parret:

- Ka' De selv se, Frue og Morten Blide! Hun kommer drivende af sig selv ligesom en Æbleskrælljng i en Rendesten i Regnvejr . . . eller, om Forladelse . . . hun bliver dreven af Naaden. Det er det, hun gør. D'ævlens Bøsse slog Klik, da han sigtede paa min elskede lille Søster.

Fruen besvarede Bertels Talemaade med et nedladende Smil. Hun hilste alvorlig-venlig paa Alma, rakte hende Haanden, som Alma nølende rakte hende. Fruen sagde:

- Det maa vi alle prise Herren for, at han har bevaret Dem i Troen, skønt De sover i Hedningenes Telt. Deres kære Familje er bleven meget bekymret ved Efterretningen derom. Det vil vare lidt, før Gudstjenesten begynder, vi venter paa de hellige der ovre fra Skelby. I den Tid kan De tale med Deres kære Broder, som nu er en af vore.

Alma var i den nervøse Tilstand, hvor den ene Stemning brat slaar over i sin Modsætning. Da hun saa Bertels tykke Ansigt anstrenge sig for at se andægtigt ud, kunde hun ikke holde Latteren tilbage, da Fru Blunk og Prædikanten havde vendt Ryggen til for at gaa ned til Grusgraven.

Bertel studsede.

- Er Du slets inte hellig mere, Alma?

Alma gjorde en sparkende, foragtelig Bevægelse ned i Retning af Grusgraven.

- Det var forbandet, sagde Bertel og kløede sig under Bulehatten . . . Hvorfor stak Du da her "ner"?

- Det var ikke min Mening, men ... da jeg saa Dig . . .

- Ja Blodets Røst lader sig ej neddæmpe, sagde Bertel med Forsøg paa at tale i Præketone . . . Naa, ja, men saa bliver Du vel ikke saa græsselig forarget, naar jeg af gammel Vane kommer til at nævne Fa'en eller Satan? Se, hvor hun griner! Før rystede Du som en Høne i Tordenvejr, naar man saa stift paa Dig. Naa "den udvikler sig" nok, som de nu siger paa Beværtningerne inde i København. Men det var jo pænt, at Du vilde hilse paa mig, da Du saa mig. Kan Du heller inte li' brændte 350 Mandler mere? Naa dog? Væ'sgo, min Unge! (Han bød hende af et stort Kræmmerhus, som han tog op af Lommen). Men hør Du, kan Du ikke i nogle Dage lade, som Du var hellig - bare for at gøre mig en Tjeneste? Hva' Du?

- Er Du bleven hellig, Bertel? Hvordan er det gaaet til?

- Jo, ser Du, min Unge, man er jo Forretningsmand. Jeg er sla'et ind i en ny Branche, efter at det ramlede for Laurids. Saa maatte jeg jo igen gøre Konkurs. Jeg gør nu i alle Sorter af Bruslimonader, Citronøl og andre Drikke uden Alkohol i. Ser Du, de hellige, de holder jo paa Maadehold i Drik - naa, saa ta'r de det jo ikke saa nøje med Kys i Smug og de deraf følgende Konsekvenserier. Men naar man vil gøre Forretninger paa de Steder, hvor de hellige har Overtaget, saa maa man s'gu høre Prækener og synge Salmer. Man hører jo saa meget Sludder af al Slags, og det gør inte saa nøje med en Pølse i Slagtetiden. Og der maa være noget i al den Rel'ion, de driver, for, det maa man lade dem, det er nogle durkdrevne Rævemikler i al Slags Handel, og den, der vil pudse dem, maa staa tidlig op. Ja, dygtige er de. Paa Forretningernes Boldgade ta'r jeg, Fa'en brodere mig, Hatten af for dem. Og det er jo især Fruentimmerne, man skal se at faa tyllet de tynde og søde Drikkevarer i, og de er jo spilhellige, saa en anden en maa jo ogsaa se at faa fat i Naaden og saadant noget. Og saa siger de jo her paa Egnen, at den gamle Kaptejn, som, saa at sige, har vristet Dig ud af Din Slægts Favn, hverken tror paa Gud eller Fanden. Men det er ka'ske Løgn - hva' Du?

Alma sagde med en vis Selvfølelse:

- Han har en højere Forestilling om det guddommelige, end alle Præster tilsammen.

- Det var Saten! sagde Bertel, er han saa udspekuleret? Drikker I Vin i det Hus?

- Ja, hver Dag.