↩ - Naa ja, mit Barn, sagde Fruen. Jeg blev ogsaa praktisk Skandinav. Den unge Lieutenant ved de skaanske Husarer, Baron Axel Cederhjelm blændede mig paa et Bal, da Kronernes Lys gav hans mørkeblaa, med Guldsnore tæt besatte Trøje en Glans som en Riddervams fra Renaissancetiden - og saa sang han som en Troubadour fra Provence. Han var uden Formue, og da vi blev gifte, boede vi temmelig tarveligt paa en af de svenske Officersgaarde i Skaane. Min gode Mand var vist bleven forvænt paa Fyen. Han levede sammen med rige Godsejersønner. Pengene smeltede hen, mens Gælden groede op som Ukrudt og kvalte os. Men indtil da sang min Mand - ja jeg kan sige Dag og Nat - sang Glæden op til overstrømmende Jubel, naar han f. Eks. havde vundet i Spil, og sang Forknytteisen bort, naar han havde tabt. Den gode Gud havde begavet ham med et herligt Sind - ja, mange vilde have kaldt ham letsindig . . . Han kunde ikke gøre for det - det skyldtes hans Nation og hans Stilling. Det eneste, jeg har mod min kære Broder, er, at han er saa stræng i sin Dom over Cederhjelm. Den Mand burde aldrig have bundet sig i et Ægteskab; der var flagrende Sommerfuglenatur i ham . . . han var som Folmer Sanger i "Hjortens Flugt".