↩ Almas foreløbige Sympathi sank atter, da Prædikanten forviklede sig haabløst i Citater af Apokalypsen og talte om Staden, hvis Murværk var Jaspis (som han udtalte paa en latterlig Maade), som var bygget af rent Guld, lig det rene Glar, med Ædelstene paa Muren, der atter havde til Grundstene, Jaspis, Safir, Kalcedon, Smaragd, Sardonyks osv. osv. Uvilkaarlig frastødte denne uplastiske, forpakkede Poesi hende, usmagelig som den er for al vesterlandsk Fantasi . . . Hun huskede en Samtale mellem Kaptejn Hald og Lægen, hvori hin havde erklæret, at Johannes's Aabenbaring sikkert var det ældste Skrift i det ny Testamentes Samling, et Vidnesbyrd om den oprindelige Jødekristendom, og havde paapeget Modsætningen mellem den og Paulos's fint komponerede, af græsk Aand befrugtede Tale paa Torvet i Athen, saaledes som den gengives i Apostelhistorien. For at illustrere sine Ord havde han netop oplæst, hvad han kaldte den gamle "Pastiche"-Profetis Ord om den himmelske Stad, og derefter Paulos's Tale. Han sagde: