↩ Ludvig Skovs Tavshed og ubevægelige Stilling bragte Kaptejn Hald til at rejse sig. Lægen hørte ham røre sig. Uden at se sig tilbage, gjorde han en tyssende Haandbevægelse hen imod ham som af Frygt for, at et Ord skulde bryde den dybe Tavshed i Naturen og den Andagt, der stille tindrede i hans Sjæl som en Alterlampe i et Kapel.