↩ Ludvig Skovs Tvivl, som han selv havde ægget op i sig om Almas Evner for at holde sit Sind frit for hende, svandt hen som Røg i Luften. Hun havde sejret. Thi han fornam, at alt, hvad der havde gæret og boblet i hende, nu med et Slag steg frem i lutret Klarhed lige for hans Øjne og Øren.