Schandorph, Sophus BIRGITTES SKÆBNE (1888)

BIRGITTES SKÆBNE (1888)

254 TIL MIN GAMLE VEN
PROFESSOR CHR. AGERSKOV
HENGIVNEST FRA
FORFATTEREN
255

FØRSTE BOG.

I.

Øverst oppe paa et Højdedrag, lige hvor det faldt brat ned mod en Hulvej, laa Stenbjerggaardens Bygningskompleks.

Tre Længer af utilhugne Kampesten, lave med høje og bredt udludende Spaantage, dannede Gaardsrummet. I Midten spredte en stor Tærskemaskine sine Arme ud i det vidtstrakte Gaardareal.

Noget fra Længerne med brede aabne Mellemrum ud mod Marken knejsede Stuelængen, ny, kedelig og vigtig. Den havde en høj Kælder, en høj Stueetage, en høj Kvist og var tækket med Skifer.

Højt, som den laa, susede Vinden stadig om dens Gavle. Vindfløjen drejede sig i evig Knirken. Store Sværme af Krager med baskende Vinger og hæse Skrig kredsede stadig om Gaardens Bygninger, mest efter Høsten, naar Stakkene stod i Geled langs Ladelængen. Skud efter Skud knaldede hver Dag op i Flokken, ikke faa dalede i en langsom Bue ned til Jorden med tunge dødbringende Hagl i Kroppen, men hvad hjalp det? Flokken trak højt skrigende bort, men kun for at afløses af andre, lige saa højt skrigende, susende og graadige Flokke. Intet Under, at Stenbjerggaarden i Omegnen bar Øgenavnet Kragenborg.

Bag Stuelængen laa det anselige Stykke Jord, der var udlagt til Have. Men Gaardens Ejer havde ladet det skabe sig, som det selv vilde. Buske og Træer vare skudte op, ledeløse, lange, tynde, utrivelige. De svajede for Vinden som Siv med deres sparsomme Bladtotter i Toppen. I den store Plæne midt for Huset var der store skallede Pletter; Græsset saa altid halvvissent ud. Midt paa Havefaçaden gjorde Døren med Glasruderne en 256 højst ynkværdig Figur. Der var ingen Trappe under den, aldrig aabnedes den, for den var spigret til.

En enkelt Pæon, en enkelt Rose, en enkelt Valmue, en enkelt Georgine løftede under de vekslende Aarstider en skraat ludende Krone højt mod Solen. Det var som byzantinske Helgenbilleder med fine drømmende Hoveder, med lysdrukne Blikke, men skæve i Holdning og med ynkelige Lemmer. Blomsterne havde nok af Sol i den skyggeløse Have med den tørre Jord. Den Jord gav dem ingen Næring; de maatte leve af Himlen - akkurat som hine gamle Byzantinere.

Stuehuset havde mange meget rummelige Værelser, men de var lige saa kolde og tørre som Haven. Paa Væggen med grov fedtglinsende Oljemaling hang hist og her engelske Lithografier - Jagtstykker, snart forestillende en Kronhjort omringet af Hunde, i Kamp med dem, en fældet Hund med Indvoldene hængende ud af den flængte Bug, snart var det Herrer og Damer, brutale store Figurer paa store Heste. Disse Lithografier afvekslede med daarlige Oljetryk: Tordenskjold med zinnoberrøde Ærmer under Harnisket, Baches Jægerdreng med Kødfadet efterstræbt af de graadige Hunde. Saa var der Konger med Karmin paa Kindknoglerne og æbleskivefarvede Epauletter.

Der var baade Hængelamper og Lysekroner, alle i kroagtig Smag med plumpe, dinglende Prismer; der var dansebodsagtige Lampetter spigrede fast i Dørstolperne; der var fløjels- og rippsbetrukne Møbler, men altfor faa og smaa. I "Salen" stod et gammeldags ovalt Mahognibord omgivet af fem klodsede, lueforgyldte Gyngestole... Og med alt dette var Stuerne lige saa tomme og uhyggelige som Haven; man frøs som i den. Man syntes, at Vinden blæste paa tværs og paa langs gennem Huset; at Vintersneens Fygen og Sommersolens skærende Straaler havde fri Passage overalt.

Hyggeligst, lunest og venligst var Stalde og Lade med propert Betongulv, pænt holdte Krybber og Strøelse. I Udhusene randt Livets Pulsaarer paa Stenbjerggaarden. Derind strømmede Udbyttet af Markerne. Oprindelig stenede, tørre og bakkede, vare de ved Mergling, Overrisling og allehaande omhyggelige Dyrkningsmidler blevne tvungne til at give god Høst baade af Hø og Sæd. Thi Gaardens Ejer Hans Peter Korneliussen var en dygtig Landmand; han havde "fulgt med" i alle Maader baade i Jordbrug og Mejeri.

Hans Fader hed Peder Hansen. Han havde ved Giftermaal med en rig Amagerpige, Jane Dirks, faaet Raad til i Halvtredserne 257 at købe sin Gaard af den offentlige Stiftelse, som i de Aar solgte Fæstegods til billige Priser. Han var en jordgrisk Mand, og, inden han døde, fik han købt en Gaard til af en Fæstegaardmand, der ligesom han var bleven Arvefæster. Det var 140 Tønder Land tilsammen. Han var Bonde; men, siden han fik Amagerpigen, forandrede han Dragt, opgav Omgangen med de andre Gaardmænd og søgte Møllere, Prangere og den nærmeste Købstads Købmænd.

Racen var stærk, blodrig, men kort levende; havde altid efter Evne nydt Livet i Erotikens laveste, Mad og Drikke i ikke stort højere Former. Peder Hansen døde pludselig ligesom sine Forfædre af et Slag, omtrent et halvt hundrede Aar gammel. Hans Enke fulgte ham efter et Par Aars Forløb; hun var ogsaa noget ældre end han. Der var kun to Børn, Sønnen Hans Peter Korneliussen, 25 Aar gammel, og Datteren Birgitte, 5 Aar gammel. En Del mellem dem liggende Børn vare alle døde.

Peder Hansen havde i sine sidste Aar været meget paa Rejser som Heste- og Kvægpranger. Sønnen, der havde faaet Lov til med Myndighedsalderen at tage Efternavnet Korneliussen, havde, lige fra han kunde haandtere Heste og Vogn, rejst med Faderen fra Marked til Marked og tidlig paa "Trommesalen" i København erhvervet sig Anseelse som snild Handelsmand trods sin højtalende Aabenmundethed, og haandfaste Gemytlighed. Den sidste Egenskab lagde han for Dagen ved vældige Skulderslag og venskabelige Puf i Side og Mave lige overfor dem, han handlede eller drak med.

Da han efter Forældrenes Død blev "sin egen Mand", fortsatte han den Levevis, han var opvokset i, med Rejser til alskens Markeder. Man saa ham altid i den Tid, da der ikke var stort at bestille med Landbrug og Gaardens Drift, i en Jagtvogn med to Heste for, bestryge Landevejene, højt knaldende, højt fløjtende, i lynende Fart med Hjulskinnerne gnistrende mod alle Flintesten, som Vognen traf paa sin Vej.

Men ingenlunde forsømte han at "drive sin Gaard". I Høstens Tid hang han i som en Karl, forrest i Mejernes Række, mens Sveden perlede ned ad hans Tyrenakke. Han nød saa stor Respekt hos sine Folk, at de ikke stævnede ham, naar han pryglede dem, og det skete af og til. For Korneliussen forstod sig paa det største som paa det mindste i sin Bedrift, var ikke bange for at tage Møggreben ud af Haanden paa en Tjenestedreng og efter et eftertrykkelig udlagt Ørefigen at vise ham, hvorledes han skulde "sprede". Og saa denne trompetskraldende Stemme, som lød fra 258 Gaardens ene til dens anden Ende, denne Bringe, bred som en Præmiestuds, dette Helskæg, tæt som et Tjørnekrat, denne vældige Haand med den røde Signetring paa venstre Langfinger, denne Haand, der kunde lægge sig i fast Venskabelighed og i tyngende Vrede paa Folks Skulder, saa de mærkede Taget gennem hele Rygsøjlen! Og saa den Respekt, han indgød ved, trods al Farten om, al Prangen og Svir, alt Kortspil og Jagt, at kunne passe Gaarden saa brillant. Han leverede godt Smør og god Ost til en Grosserer i København; hans Køer tog Præmie ved Dyrskuerne.

Han var mindst lige saa jordgrisk som sin Fader. Inden ti Aar efter dennes Død havde han forøget sit Areal med 50 Tønder Land; først fem Aar derefter fik han i Stedet for det gamle rent bondemæssige Stuehus opført det nye. Det stod og ventede paa en Kone. Men paa det Felt led Hans Peter Korneliussen sin første Skuffelse.

Det var paa en Jagt. Han havde skudt fire Ræve. Jagten fandt Sted i Skoven, som tilhørte den Domæne, hans Fader i sin Tid havde købt Gaarden af. Overførsteren, Kammerherre Kolbe, var selv til Stede. Efter Byttets Levering slog han Hans Peter Korneliussen paa Skulderen og sagde:

- De har skudt før i Dag, min gode Mand.

For første Gang følte den bondefødte Proprietær en saa fortrolig Berøring af en adelig Haand, og han følte den som et Ridderslag. Han havde aldrig været lille i sine egne Øjne; nu voksede han sig kæmpestor i samme Øjne. Han havde drukket godt ved Jagtfrokosten i Skoven, uden at blive fuld - det havde han aldrig været - han havde blot Følelsen af, at fra nu af var intet umuligt for Proprietær Hans Peter Korneliussen.

Efter endt Jagt var der Middag paa den nærmeste Købstads Gæstgivergaard. Blandt de deltagende Gæster, som alle havde været med paa Jagten, var en tysk Herregaardsforpagter. Han blev fuld under Maaltidet, og i Drukkenskab drak han Dus med Hans Peter Korneliussen i Kognak til Kaffen. Han opfordrede ham til at køre hjem med sig paa Gaarden og se paa en Ko, som Forpagteren vilde sælge. Korneliussen tog Forpagteren paa Ordet, og trods hans Udsættelser og Vrøvl og alkoholdige Forsikringer af, at de skulde drikke meget mere endnu og blive endnu "fidelere" Venner, fik Hans Peter Korneliussen spændt for sin egen og Forpagterens Vogn en Times Tid efter Dusdrikningen. Han sagde til Forpagterens Kusk: 259 - Saa kør' vi Væddeløb, Lars!

Forpagteren havde endnu saa megen Besindelse, at Æresfølelsen gylpede op i ham, men var dog saa drukken, at hans Fantasi løb af med ham.

- Potz tausend raabte han, nun irrer Du Dich, min gote Korneliussen, und Deuflen skal hole Dig, Lars, wenn inte mine Røte renner Korneliussens Brune at hete Helvede til.

- Hvad holder vi paa, Langheim? spurgte Hans Peter Korneliussen rolig.

- Ja, wat holder vi po?

- Kommer jeg først, sagde Korneliussen, saa faar jeg Deres ældste Datter.

- Den Wette er billig... gut, Du gamle Fuchsschiesser... très bien, som den Franzos siger. Parlez-vous français... le Diable m'emporte... den forstor Du inte, Du Bauer - denn Du bist ein alter Bauerflegel... verstehst Du?

- Ja wohl, und was behas, sagde Hans Peter Korneliussen, satte sig haardt i sin Vogn og kørte med Smæld og Gnistren ud ad Gæstgivergaardens Port.

Forpagterens Kusk Lars var snart paa Siden af ham, thi han følte sin Ære engageret, længe efter at hans Husbond og Herre var flydt hen i en mør Masse sammen med sin lodne Hue, Pels og Fodpose.

Og saa gik Kørslen med vanvittig Fart langs Hovedlandevejen. Piskene smældede, Fjedre og Hjulkarme klang, Hestene prustede som Trompeter, Hjulene gnistrede og skurede pibende mod Skærverne, af og til brølede de kørende Varsko ud i den sorte Høstnat. Hans Peter Korneliussen blev dog Sejerherre, og et Minut før Forpagterens Vogn svingede han om Plænen med Flagstangen i Midten foran det lange, lave, hvide teglhængte Stuehus, som var Forpagterbolig.

Forpagteren havde sovet Rusen ud paa Vejen. Da han saa en Karl, en Lygte og en Trappestige ved Vognen foran sig, erindrede han dunkelt, at han havde havt mere at gøre med Hans Peter Korneliussen, end hans Værdighed som Herregaardsforpagter strængt taget tillod.

Han maatte dog foreløbig bekvemme sig til at huse ham. Den efter sin Husbond vaagende Pige fik Ordre til at anvise Hans Peter Korneliussen et Gæstekammer, mens Værten forsvandt tavs og hurtig.

Gæsten fik Kaffe den næste Morgen, men, da han kom ned 260 i Stuen, viste ingen sig. En Pige gav ham Besked om, at Fruen laa syg, og at Forpagteren og de to Frøkner tidlig om Morgenen var tagne bort til Barnedaab hos en Svoger.

Hans Peter Korneliussen var ikke saa dum, at han ikke kunde lugte Lunten. Han lod straks spænde for og lod som ingen Ting. Men hans Stolthed var dybt saaret.

Der er ingen Vidner paa følgende Historie, men den gik lange Tider om paa Egnen ledsaget af dyre Forsikringer om dens Troværdighed.

Hans Peter Korneliussen traf Forpagteren paa Gæstgivergaardens Keglebane ved næste Dyrskue. Han behandlede ham som en god Ven og trakterede ham, til Forpagteren blev fuld. De gik ud sammen med hinanden om Livet.

Forpagteren kørte hjem. Næste Morgen skulde hans Hustru have opdaget, at han havde et blodunderløbet Øje, Strimer rundt paa sin Krop - og hvad der var det forsmædeligste: Skægget paa den ene Side Ansigtet var klippet tæt af; og i Øret sad et Klip som paa et mærket Faar.

Historiens Sandhed benægtedes fra Forpagterens Venner. Han var jo noget fugtig, det vidste jo alle; han var bleven syg efter Dyreskuet og maatte holde Sengen i nogle Dage.

Hans Peter Korneliussen snakkede paa Krosteder og med Prangere om Forpagterens Datter paa en mystisk Maade. Han havde tilbragt en eneste Nat paa Gaarden - og - naa da? Men han skulde ikke have mere af den Frøken.

Saa længe hans Fæller drak med ham, lod de, som de beundrede ham, men ingen troede et Ord af hvad han sagde. Dog ingen gad optræde som Frøken Langheims Ridder.

Vist er det, at siden den Tid blev Stuehuset paa Stenbjerggaard staaende i den halvfærdige Tilstand, som vi har set det i.

II.

Paa den anden Side af Hulvejen uden for Stenbjerggaard slog Jordsmonnet en stor Fold. Det gik først et Stykke op, som om det vilde tage Mod til sig efter at være kommet saa højt op. Men Modet eller Kraften maa have svigtet i Urtiden. Den sidste 261 Hævning var, som sagt, kun bleven til en Fold. Saa sank det jævnt ned i en Fordybning, som lavest nede gav Plads for et smalt, men bestandig tæt rislende Vandløb.

En lille Anstrængelse fra Jordsmonnets Side mærkedes paa den anden Side Vandløbet. Men det var ogsaa den sidste. Det var en sølle Skraaning, hvad Højde og Stejlhed angik. Men Naturen havde villet noget, havde ikke villet give sig fortabt i det sidste Øjeblik.

Den saare lave Skrænt havde Skov paa sig. Den Skov var vist bleven noget mishandlet i Aarhundredernes Løb, i de Tider, da Domænens Administration lod hugge ned for Fode. Det var nu et Stykke ret tyk Underskov af Bøg, Eg, El og Elm. Hist og her vidnede mosovergroede, meget tykke og brede Stubbe om stoltere Tider.

Nede i Dybdedraget var der nogen fed, men ogsaa megen sur Jord. Den var lige saa haard at faa noget ud af som den stenede Jord paa Bakkedraget, den deroppe, som hørte til Stenbjerggaardens Areal.

Kragerne led ikke det fugtige, lod det til. De fløj lige over "Slugten" og lod Storke og Viber og andre Vadefugle om de fugtige Enge, Moser og det rislende Aaløb, nippede blot en Smule af de højeste Stakke, som tilhørte Gaarden hinsides Bækken.

Det var ellers en god Gaard; den havde været endnu bedre, inden Mølleprivilegierne blev ophævede i Begyndelsen af Halvtredserne. Den var bleven købt til Arvefæste af den "offentlige Stiftelse", endnu tidligere end Stenbjerggaardens oprindelige Areal.

Den Gang var der noget fint ved at være Møller. Den Stilling satte en "udenfor Bondestanden", gav Lejlighed til Omgang med Forpagtere, mindre Proprietærer, Skolelærere - ja endog med ikke altfor herregaardsstræbende Præster.

Der havde ogsaa været fede Gilder med Gaase-, Ande-, Kyllinge- og Kalkunsteg paa Stenbæks Møllegaard i gamle Dage. Da imponeredes man af de lave Stuer i Vaaningshuset, hvor Tapetet fra Væggene fortsatte sig op under Loftet og bøjede sig under dets store Bjælker. De Bjælker kunde en høj Mands Haar bestryge. I Fyrrerne stod Stenbæk Møllegaard, hvad Omgang og social Anseelse angik, ikke lidt over Stenbjerggaarden, hvor Bonden og Prangeren Peder Hansen tronede. Han var og blev en Stud. Han havde ondt ved at faa sin laadne Hue af, naar han kom ind i en Stue; han fik ondt af de Cigarer, man bød ham, og røg stadig Kastrups Blaamand. Han vilde ikke 262 købe Klædesklæder, men gik i Vadmel; han aflagde aldrig sine Transtøvler, vilde ikke en Gang spendere Blanklæders Støvler ved Bryllupper, Begravelser og Barsler.

Mølleren i Stenbæk var en anset Mand lige til sin Død 1850. Han efterlod sig en Søn Lars Povlsen. Han arvede Møllen og Jorden. En Datter havde indgaaet Ægteskab med en eksaminatus juris, med hvem hun var bleven forlovet, mens han var Fuldmægtig paa Stiftelsens Godskontor. Siden blev han Underretsprokurator et Sted i Jylland. Der fortaltes paa Egnen, at Peder Hansen fra Stenbjerggaard havde friet for sin femtenaarige Søn Hans Peter Korneliussen til Møllerens tyveaarige Datter, men var bleven vist tilbage. Vist er det, at Peder Hansen i sine sidste Leveaar aldrig satte sin Fod i Stenbæk Mølle og ikke en Gang lod male der.

Mølleren havde været to Gange gift. Sønnen Lars Povlsen var henved de fyrre, da han gik ind til Bedriften. Hans med Prokuratoren gifte Halvsøster var kun nogle og tyve.

Lars Povlsen var en lille Mand, tidlig rundrygget, rynket, glat graahaaret og glat barberet. Han havde arbejdet en Smule jævnt paa Markerne og i Møllen, havt sine smaa Elskovshistorier med Bønderpigerne; hans Liv var gledet saa jævnt som Bækken, paa hver Side Møllehjulet. Han var fed og rund som Møllegaardens Grise, mente ingen noget ondt, følte sig sikker paa sin Fremtid, havde et blidt Sind og megen Madlyst. Han grinede lunt ad Peder Hansen og hans Søn Hans Peter Korneliussen, som altid hang paa Landevejene og prangede og tuskede. Han havde indtil nu mange Gange tænkt paa et Udsagn af Sognets gamle Præst, som havde konfirmeret ham:

- Har man Religion og lidt Arv i Baghaanden, saa skal man ikke plage Vorherre med Bønner om mere. Jeg véd jo, at naar jeg gaar af, saa giver Kongen mig Pension, og - Du lille Lars Povlsen - Du faar en brillant Pension efter din gamle hæderlige Fader.

Saa gik Mølleprivilegierne alt Kødets Gang. Lars Povlsen var Medunderskriver af en Adresse til Rigsdagen, som anholdt om deres Bibeholdelse, og han havde ment, at det hele klarede sig nok. Og da det ikke klarede sig, var Lars Povlsen temmelig lige glad, "for gaar det ikke paa den ene, saa gaar det nok paa den anden Maade." Der var jo dog over 90 Tønder Land til Stenbæk Møllegaard.

Og saa laa den saa kønt i Slugtens Dybde med disse 263 Levninger af en Skov op ad Skrænten. Fra denne Skrænt løb et Par rislende Kildevæld ned i Møllesøen, hvor de om Sommeren boblede op mellem de brede svømmende Aakandeblade og de store hvide og gule Liljekroner og lange slimede Stilke, som udfoldede sig i drivende Fylde.

Som disse Aakander drev Lars Povlsen sit Liv hen, mens det gik jævnt tilbage for ham. Han lod det gaa, som det kunde, og, hvis han havde kunnet fransk, havde han rimeligvis gjort hin Konges Mundheld: "Après moi le déluge" til sit. Nu sagde han: "Ja de 90 Tønder Land maa vel sagtens kunne føde et enligt Menneske."

Han gad ikke gøre mere ved Møllen. Han gav sig straks for den hurtig opdukkende Konkurrent, som ikke var nogen mere eller mindre end den nye Ejer paa Stenbjerggaarden, Hans Peter Korneliussen. Saa snart Hans Peter havde arvet Gaarden, købte han en Boislod helt paa den anden Side Slugten og den gamle Stenbæk Møllegaards Areal, byggede der en Vejrmølle, som han lod drive med Kraft og Omsigt, og snart forlod de fleste Møllegæster den gamle Vandmølle og gik til den nye Vindmølle. Kun nogle stokkonservative gamle Gaardmænd, Venner af Lars Povlsens Fader, blev ved at køre til Stenbæk Vandmølle og drak Snapse og Øl i Møllestuen med Sønnen, som de i mere end en Menneskealder havde gjort med Faderen.

Efterhaanden som disse Mænd døde, standsede Møllens Drift. I Begyndelsen stod Hjulet stille i lange Tider; slimet grønt drev ned ad Tremmer, Radier og Akse; saa tørrede det grønne hen eller drev ned i Renden, saa stod alt Træværket tørt, saa faldt det fra hinanden. Tremmerne løsnede sig, hang og dinglede, faldt over hinanden, til de langsomt og sikkert naaede Møllerenden. Møllesøen laa og gloede. Det var med Nød og næppe, at Lars Povlsen fik lettet Stigborene for den stundom truende Oversvømmelse. Som det gik udvendig, gik det indvendig i Møllehuset Kværnene skred ud af deres Leje, Melstøvet blev sort paa Hjul og Valser; Hjul og Valser traadte ogsaa ud af deres oprindelige Stilling; hvad der skulde være vandret eller lodret, blev skævt. Hele Mølleværket led Tæringsdøden.

Ja, der var altid de 90 Tønder Land - saa Sk... være med det hele, tænkte Lars Povlsen endnu en Aarrække.

Heller ikke led han nogen Nød. Han brød sig ikke om at bruge meget, blot han var fri for at holde Regnskab med, hvad han brugte. Han saa sin Nabo paa Stenbjerggaarden vokse sig 264 mægtigere og mægtigere. Først lo han ad Hans Peter Korneliussen, og med dvaske Menneskers sejge Vigtighed kritiserede han hans Mejeri-, Vandings-, Merglings- og Drænings-Projekter.

- Det bliver aldrig fed Jord, om han saa graver Møg tre Alen ned... Lad ham kun pille Sten op... Der er fler, hvor de kom fra... den Tæ'skemaskine har længere Arme end Hans Peter... den skal nok sla' hans mange nyskabte Gumpekærrer i Smadder... Hæ, Kampestenslader... Vandmejeri! Det ene er for tørt, det andet for fugtigt... Lad ham sælge Smørret og selv æde Vallen... saa snyder de ham inde i København... og han æder sig Kolérasyge til en skøn Dag, osv. osv.

Umærkelig som Aarene gik, spændte Stenbjerggaarden sig som en knugende Ring om Stenbæk Møllegaard. Thi Lars Povlsen lod Jorden være Jord. Hans Sæd var ikke god, og selv sit Hø lod han ved langsom og træven Høstmaade fordærve af Væde fra oven og fra neden. Sit Husvæsen overlod han til en Pige. Ingen troede om hende i Egnen, at hun stjal, men man snakkede højt om, at hele Husets Førelse ved sin Uorden aad Gaardens Ejer op, og man ymtede lønlig om, at der om Natten hivedes Kornsække ned gennem Gavllugen paa det gamle Ladeloft; der hviskedes om, at et Par "Huskællinger", som man beskyldte for at have staaet i et intimt Forhold til Lars Povlsen, drev en lille Forretning med Smør og Fedt med den nye Landsbyhøker.

En skønne Dag opsagde Lars Povlsens Svoger, Prokuratoren i Jylland, ham den store første Prioritet i Stenbæk Møllegaard, hans Kones Arv. I nogen Tid havde man ymtet om paa Egnen, at samme Prokurator var bleven benyttet af Han$ Peter Korneliussen i en Proces, han havde med en Kvægpranger fra Vejlekanten. Der sivede det Rygte ud, at Hans Peter Korneliussen efter Terminstid vilde købe Stenbæk Møllegaard. Præsten sagde til Birkedommeren:

- Korneliussen følger visse Fyrsters Politik i Fortiden, nemlig den saa kaldte Arronderingspolitik. Stenbæk Møllegaard skiller hans gamle fra hans nye Besiddelser. - Havde han levet i Middelalderen, var han bleven en Borgrøver, sagde Birkedommeren.

Nu først mærkede Møller Povlsen, at hans Midler slap op, og at Faren for Næringssorg rykkede nær. Syndfloden var i Anmarsch... og han var kun et halvhundrede Aar... Han kunde leve længe endnu.

Paa sin Maade var han lige saa hoven som sin Nabo. Hans 265 Familje havde i sin Tid havt mere Jord end de paa Stenbjerggaarden; den var langt ældre Selvejere - eller Arvefæstere, hvad der jo kom ud paa et... han, Lars Povlsen vilde ikke tigge nogen om noget. Han vidste godt, han kunde faa Penge hos Hans Peter Korneliussen, men vidste ogsaa, at Naboen kun vilde laane ham dem for efterhaanden at faa ham "filuteret" ud af Gaarden, og før vilde Lars Povlsen "lade Sognet føde sig", end Stenbæk Møllegaard skulde komme ind under Stenbjerggaarden.

Saa skulde følgende hændes:

Mens Lars Povlsen sad nede i sin dybe Have en Efteraarsdag under Kavilæbletræerne, hvis blodrøde Frugter løsnede sig i sagte Fald og saa med et Sæt dumpede ned i Græsset, og mens de gule Blommer besørgede samme Forretning langsommere og stilfærdigere... ja saa gloede Lars Povlsen i Vejret.

Oppe paa den høje Skrænt hinsides Hulvejen stod Hans Peter Korneliussen med en Bøssepibe vendt opad.

Et Skud knaldede. En to tre Krager beskrev hver sin Bue i Luften, saa faldt de i en ret Linje ned i Hulvejen.

- God Morgen, Nabo! lød Hans Peter Korneliussens Trompetstemme helt dybt ned i den gamle Have ved Stenbæk Møllegaard.

Lars Povlsen studsede lidt over denne Gemytlighed, som faldt helt ud af den i mange Aar saa bestandig holdte kolde Tone mellem Stenbjerggaard og Stenbæk Møllegaard. Men Lars Povlsen lettede paa sin læderstive "Flækkehue" og sagde:

- God Morgen!

- Til December skal vi af med Prioriteterne, Lars Povlsen, raabte Proprietæren fra Stenbjerggaard ned til Mølleren.

Møllerens lille Ansigt sank sammen i lutter Rynker, og med Opbud af al Kraft i sin pibende Røst raabte han opad:

- Vi klarer os vel allesammen!

- Ja, Gud ske Lov! trompetede Hans Peter Korneliussen nedad.

En Stund stod de to langsynede Selvejere og saa paa hinanden, Kragejægeren paa Grusgravskrænten, Mølleren gennem det halvvisnede vaade Løv paa sine Frugttræer.

Kragejægeren var kommen et Stykke nedad. Mølleren syntes, at Hans Peter Korneliussen var kommen ned paa hans Grund. Instinktmæssig løftede han sin Kæp som for at værge sig, men det gamle "Egespir" faldt mat ned.

Hans Peter Korneliussen skred bred og stor ned af en Sti og over Vejen og var over Marken.

266

Lars Povlsen gjorde et svagt Forsøg paa at løfte sin Kæp, men naaede kun at faa den i Højde med sine Knæ. Jo nærmere Hans Peter Korneliussen kom ham, desto mere sank Kæppen. Tilsidst faldt den slapt ned mod Jorden.

Lars Povlsen var meget ilde til Mode. Hans Peter Korneliussen havde aldrig været i hans Have... Og saa skulde han se det forfaldne Møllehjul, det hængende Straatag paa Længerne og alt det ruinerede Væsen allevegne! Det var "kreperligt"! Desuden var Rygtet om Naboens Plan om at købe hans Gaard ved Hjælp af hans Svoger i Jylland naaet til hans Øre.

Lars Povlsen klamrede sig et Øjeblik til Haabet om, at Hans Peter Korneliussen vilde gaa uden om Stenbæk Møllegaard, og hvad dertil hørte, over paa den anden Side, derover hvor hans nyeste Jordtilliggende og Vejrmøllen laa. For det gjorde han jo ellers altid, og aldrig før havde han snakket til ham.

Haabets Stav brast da ogsaa straks for den lille Møller. Hans Peter Korneliussen gik uden om Havestakittet, over Broen over Møllerenden, forsvandt bag en Længe for atter at komme frem ved Laagen, der fra Gaardsrummet førte ud til Haven. Snart stod han over for Bænken, hvor Lars Povlsen sad ubevægelig og sejg trods sin Spænding.

- Er det tilladt? sagde Proprietær Korneliussen, mens han skød sin svære Person plus sin Riffel i Skulderremmen gennem den smalle Laage, hvis halve Tremmer var borte og Resten brøstfældig. Lars Povlsen svarede intet og blev siddende. Korneliussen satte sig ved Siden af saa tungt, at Mølleren havde en Følelse af, at Bænken "gav sig ved det".

- Jeg skal hilse fra Svogeren, Prokurator Klemming, raabte Korneliussen med skingrende Gemytlighed og slog sin Nabo paa Skulderen.

- Hæ, hæ, lo Lars Povlsen tvungent. Han havde mere Lyst til enten at græde eller skælde ud.

- Ja, han bad mig hilse sin Svoger i det sidste Brev, jeg fik fra ham.

- Værs'go og hils igen, naar De skriver ham til igen.

- Det var jo kedeligt, at han opsagde Dem sin store første Prioritet.

Lars Povlsen sank helt forover. Hans Kæp gravede i Jorden ihærdig som en Rottehund, mens hans Næsetip og Kasketskygge nærmede sig hans Knæ. Han mumlede halv uforstaaelig:

- Aa hvad! Det kommer man vel nok ud af.

267

- Natyrligvis, Povlsen, natyrligvis. For Deres gamle Nabo, undertegnede Hans Peter Korneliussen, han er til Tjeneste, naar De vil. Det er han....

Hans Peter Korneliussen sluttede sin højt udslyngede Frase med en sonor Ed og et Slag paa sit Bryst.

Alt, hvad der var af Kraft i Lars Povlsen, blev tvunget sammen i dette Øjeblik af alle Arrighedens, Misundelsens og Hadets Dæmoner. Han rejste sig op ved Stokken, saa den krummede sig ved det og slyngede ud imod den vældige Proprietær en Ed, som var lige saa malerisk, som Proprietærens var højt klingende og sagde:

- Nej, før skal jeg komme paa Fattighuset og rende om med en Hvedebrødskurv paa Ryggen om Søndagene.

- Ja, ja! ja, ja! Godt Ord igen! sagde Korneliussen, lo højt, slængede Bøssen paa Skulderen, rejste sig, satte sig i Bevægelse, som vilde han gaa bort, men blev staaende i Havegangen en halv Snes Skridt fra Lars Povlsen.

- Ja, De kunde jo klare det hele paa en meget nem Maade, Povlsen. Naar De sælger, bliver der dog altid en pæn Livrente til Dem.

Mølleren følte sit Luftrør snøre sig sammen. Hans Mund fraadede. Han var gennempint af et kraftløst Raseri. Følelsen, der var sandest og laa dybest i ham, den Følelse, at han ved Uduelighed og Dovenskab havde ladet sin gode Gaard styrte sammen over sit Hoved, den vilde han naturligvis ikke vedkende sig. Han manede da op alt det onde, han vidste om Stenbjerggaardens Ejere i to Slægtled: deres Løgn og Pral, deres Griskhed og Uordholdenhed. Paa den Maade fik han sin Modstanders Synder til at veje tungt og sine egne reducerede til intet.

Hans Harme gjorde ham først stum. Derpaa fik den frembragt et Chok gennem hans Nerver, saa han ved Stokkens Hjælp fik rejst sig fra Bænken. Hans opspilede Øjne hæftede sig stift paa Hans Peter Korneliussens brede, flade Ansigt med den korte tykke Næse og de udbulnende svære Læber. Hans Peter Korneliussen mødte disse stive Blikke med et Smil, hvori det var hans Mening at lægge en verdensmandig Storforagt, men det sande Udtryk blev en brutal Pukkén paa hans Overvægt i legemlig og i pekuniær Styrke.

Hvad Møller Lars Povlsen fik sagt i sit dirrende Raseri, kan ikke nedskrives ordret. Han bandede paa, at før skulde han hænge sig i sit Svinehus, end at nogen, der hørte Stenbjerggaard 268 til, skulde faa hans Ejendom og allermindst Hans Peter Korneliussen, mellem hvis Ansigt og en anden Legemsdel han gjorde en drastisk Sammenligning.

Hans Peter Korneliussen besvarede Kynismen paa en efter hans Mening dannet Maade. Han spyttede Langspyt til den ene Side, drejede sig paa Hælen, saa den skruede en Masse vaad Muldjord op og sagde:

- Ta'en med Ro, Pedersen! og forlod Fjendens Terræn.

Da Lars Povlsen havde tabt ham af Syne, brast han ud i et arrigt Barns Graad.

III.

Landmandens stille Tid kom. Hans Peter Korneliussen fór langs Landeveje og Jernbaner og var næsten aldrig hjemme. Lars Povlsen faldt hen i sin gamle Døs og holdt den vedlige ved jævnt Snapseri, var aldrig helt fuld eller helt ædru.

Efter et Besøg i Jylland hos Prokurator Klemming lagde Stenbjerggaardens Ejer Hjemvejen over København. Han havde i mange Aar leveret Smør til en Grosserer ude paa Kristianshavn. Prokurator Klemming havde givet Hans Peter Korneliussen Oplysninger, som kunde bruges med Hensyn til deres fælles Ønske angaaende Stenbæk Møllegaard.

Saa skred da - det var i Begyndelsen af December - Hans Peter Korneliussen en Formiddag gennem Porten paa det gamle Købmandshus paa Kristianshavn, op ad den brede Trappe med Smedejerns Rækværk, prydet med blanktskinnende Messingknapper. Tæpperne, der dækkede den midterste Del af Trinene og holdtes fast af Messingstænger, havde tidligere imponeret Hans Peter Korneliussen, saa han ikke havde turdet anbringe sine brede Fodfladers hele Kraft mod Trappen, men var gaaet op paa Tæerne, I Dag følte han sig stoltere. Han ønskede Tæpperne bort for rigtig at sætte Hælene rungende mod Trinene. Prokurator Klemming havde bevist ham, at han i en bestemt Situation havde Overtaget over Grossereren, og med Hans Peter Korneliussens Opfattelse af hele Livet som et stort Prangeri kunde 269 denne Følelse ikke andet end løfte ham til den højeste Art lyriske Begejstring, som han nu var i Stand til at rumme: saadant et begyndende Storhedsvanvid.

Det fandt sit mest storartede Udtryk i det Diktum, han indvendig gentog under saadanne Omstændigheder:

For mig kan baade Grever og Baroner rejse ad Helvede til. Jeg skylder ikke nogen noget... Og se... Grosserer... det kunde jeg s'gu ogsaa blive... hvad Øjeblik jeg vilde.

Han blev ikke i Dag imponeret ved Indskriften C. B. Qvist & Co. - de dybt indgravede Bogstaver i den tykke blankt straalende Messingplade paa Døren til Kontoret paa første Sal. Dens Genskin mødte endog et saa fængeligt Storhedsstof i Hans Peter Korneliussens øjeblikkelige Hjærneforfatning, at den tændte Lysten til at kline en tredobbelt saa stor Metalplade paa Døren til den Stue paa Stenbjerggaard, som han kaldte sit Kontor. Det vil sige den Stue, hvor han betalte Løn til sine Husmænd og andre Arbejdere om Lørdag Aften, og hvor der for Syns Skyld stod et Skrivebord og nogle smalle Reoler, garnerede med en hel Bibel, et nyt Testamente, nogle udklippede Feuilletonromaner, Hefteskrifter om Landvæsenet og populær-lægevidenskabelige Bøger til Brug for Mennesker og Dyr.

Firmaet C. B. Qvist & Co. havde gjort store Forretninger i alskens Fedevarer og var navnlig blevet rigt ved Handel med Svinefedt og saltet Flæsk. Stifteren og Chefen var oprindelig Høker, en halv Bonde fra Fyen. Han var nu en gammel Mand mellem de Treds og Halvfjerds, tæt undersætsig, lidt under Middelhøjde, meget skallet, med en stærk under Hagen løbende Bakkenbart. Han havde ikke lært ret meget i sin Tid, men havde foruden sin Handelsbegavelse havt saa megen naturlig Opvakthed, at han skrev nogenlunde ordenlig Dansk og talte det vel med et stærkt Anstrøg af fynsk Dialekt, men uden iørefaldende Sprogfejl. Han undgik omhyggelig alle fremmede Ord.

Han var bleven Enkemand allerede i Høkertiden og havde kun en Søn. Christen Bollerup Qvist hed han ligesom Faderen. Det var Faderens Mening med ham, at han først skulde være Student og saa have Del i Forretningen. Da han var en halvvoksen Discipel i en lærd Skole, begyndte C. B. Qvist den ældre for sin eneste Søns Skyld at "føre Hus". Han købte den store, gamle Handelsgaard paa Kristianshavn fra Storhandelens Tid i Slutningen af forrige Aarhundrede, lod den restavrere i samme Stil, som den var fra først af - en Art Louis-Seize Stil.

270

Af sin flittige Avislæsning havde han lært, at der var noget i Bygningsvæsenet, som hed Stil. Da han havde købt Gaarden, fik han straks fat i en dygtig Arkitekt, pruttede noget med ham, men Arkitekten maatte indrømme, at han ikke var af de værste Grosserere, han havde havt med at gøre. Og, da C. B. Qvist først var kommen til et Resultat angaaende Pengespørgsmaalet, sagde han til Arkitekten med Ro og værdig Alvor:

- Hva' det konstneriske ango'r, saa har De fri Raa'ig'he'.

Han tog en "pænere" Husbestyrerinde og to Piger, købte et mørkt sølvknappet "Liberi" til en af sine Pakhuskarle, saa han ved Lejlighed kunde agere Tjener, begyndte med at holde Børneballer for Sønnen. Da Sønnen var i næstøverste Klasse i Skolen, havde han en saa stor Kreds af Kammerater og Omgangsforbindelser, at Faderen med et heldigt Resultat holdt "voksne Baller". Der kom baade civile og militære Embedsmænds og fine Handelsmænds Børn, og efter en slig Fest betroede Grosserer Qvist sin "Frøken":

- Dan'et Tovne, Frøken La'eberre (d.v.s Lagberg), ikke et simpelt Ord. Det er dov rart, Vorherre har gi'et En Raa' til at opdra' sin Søn paa den Maa'e.

Erotiken, som paa Ballerne vaktes hos den unge C. B. Qvist i romantisk Form, slog, som det saa ofte gaar, i Praksis tidlig ud i mindre noble Former. Før han blev Student, maatte Faderen pekuniært klare en Historie med en Kassererske i en Vinhandel. Da Artium nærmede sig, var den unge C. B. Qvist nervøst ødelagt. Han faldt igennem om Sommeren, fik Lov at gaa op til Jul og naaede da tredje Karakter. Saa laa han atter syg i længere Tid, og Faderen var ganske enig med Huslægen, der af flere Grunde ansaa den københavnske Luft for mindre heldig for den unge C. B. Qvist. Den langt opløbne, ret fint udseende Fyr med de magre Ben, den blege Hudfarve, det sortebrune i Panden nedkæmmede Haar, de noget smægtende mørke Øjne, de store, pattebarnsagtig sugende og fugtige Læber, havde desuden erklæret, at han slet ikke havde Lyst til Handelen.

Den ældre C. B. Qvist var en Mand med megen Selvbeherskelse og nogen Selvkritik. Han bebrejdede sig, at han havde ladet Sønnen gaa for Lud og koldt Vand, skændte ikke, men tog en Beslutning. Sønnen blev sendt ud at lære Landvæsenet paa en større Gaard i Jylland. Fra Principal og Forvalter fik Faderen stadig enslydende Besked om den unge C. B. Qvist: En skikkelig 271 Fyr med temmelig daarligt Haandelav, men pæn, ja altfor pæn,... og saa var der det med Pigerne! Grosserer C. B. Qvist maatte rejse over og ordne Sønnens erotiske Resultater et Par Gange.

Da han var 25 Aar, købte Faderen en større Bondegaard til ham. Næppe var et Aar gaaet, før han ansaa det for rigtigst at sælge den med Tab for at undgaa et større i Fremtiden. Til Købet og Salget havde han anvendt Hans Peter Korneliussens Svoger, Prokurator Klemming.

Med alt dette sad Hans Peter Korneliussen inde, da han aflagde Besøg hos sin gamle Handelsven, Fedevaregrosserer C. B. Qvist. Men trods sin inderlige Trang til at brede sig med Brask og Bram og agere beskyttende Kammerat lige over for den store københavnske Handelsmand, vandt dog den lune Prangerberegning Overhaand, og han traadte med vanlig aabenhjærtig Beskedenhed ind i Grossererens Kontor og lod blot sin Stolthedsfølelse ytre sig ved at gaa med Hatten paa Hovedet gennem det forreste Kontor med et dundrende God Da' til Kontoristerne, henslængt omtrent, som naar han paa et Marked hilsede en Kvægkommissionær af anden eller tredje Rang.

Chefens eget Kontor var noget mørkt og vendte ud til Gaarden. Midt i den stod fra gammel Tid en stor Hængeask, der om Sommeren spændte sin Skærm næsten over hele Gaarden, men nu skrævede ud som et tøjløst Paraplystativ. En rund Bænk løb om Stammen. Nu glinsede dens Rygstød og Sædetremmer af fedtet Fugtighed.

Af de to længste Vægge optoges den ene af et ferniseret Danmarks-, den anden af et dito Evropas-Kort med tykke sorte Rullestænger foroven og forneden. Gulvets Basttæppe knagede under Hans Peter Korneliussens brede Støvlesaaler, efterat Grosserer C. B. Qvist lidt gnavent havde raabt: Kom ind!

Det var nærmest paa de brede rødbrune Hænder, som med deres smaa Fordybninger over Knoerne mindede om stramt stoppede Hynder, at Grossereren kendte Proprietæren, da samme Hænder tungt lagde sig over Skrivebordets opstaaende Liste.

- Naa, det er Korneliussen! God Da', Korneliussen!

-... Da', Hr. Grossé'r!

De var gamle Handelsvenner. C. B. Qvist var en stilfærdig, Hans Peter Korneliussen en larmende Mand. Deres gensidige Snildhed bragte dem hver paa sin Side til at mødes saaledes, at 272 Grossereren talte lidt højere og Proprietæren lidt sagtere, end det var dem naturligt.

Proprietæren kom med sin Regning. Grossereren kastede den ud gennem Døren til det andet Kontor og beordrede, at den skulde gøres op. Det gik tavst og hurtig.

- De befinder Dem vel? spurgte Grossereren.

- Tak, som man kan det i disse Tider! svarede Proprietæren og lo med et højt Udbrud, der skulde vise, at "de daarlige Tider" var ironisk ment.

- Ja, for os er Ti'erne ikke u'mærkede, sagde Grossereren.

- Nej, jeg tror det nok, sagde Proprietæren og lo som før, kun lidt, ganske lidt sagtere.

- Ja, De har da høstet godt.

- Ja, Gud være lovet og takket!... Men efter en god Høst bliver Priserne somme Tider lavere.

- Aa de Landmænd, som har købt i de go'e Ti'er, de kansagtens.

- Ja, nu er vi jo i visse Maader Medkollegaer, Hr. Grossé'r.

Ja, vi handler jo med samme Sort Produkter, Korneliussen.

- Ja vel paa den Maade. Men Grosse'ren har jo selv paa en anden Maade en Gaard i Jylland.

- Det er min Søns, svarede Qvist lidt snærrende.

Hans Peter Korneliussen slikkede sig fedt over Læberne.

En ung Kontorist kom ind med en stor Protokol. Grossereren og Proprietæren gjorde deres Regnskab op. Den sidste fik sine Penge, og en ny Forretning blev aftalt. Under Opgørelsen havde Korneliussen efter Opfordring taget Plads ved Siden af Qvist foran Skrivebordet Da de var færdige, sagde Qvist:

- Et Glas Vin, Korneliussen!

- Nej, Tusind Tak!

- Jo vist...

- Nej Tak!

- Jo vist!

- Ja, saa vil jeg ikke sige Nej.

Grossereren bestilte Portvin gennem et Talerør. Inden den blev bragt ned, sagde Korneliussen:

- Kan ellers hilse fra Deres Hr. Søn, Hr. Grossé'r. - Har De været i Jylland?

273

- Ja ovre at plaffe lidt i Moserne efter Ænder. De véd, jeg har min Svoger, Prokurator Klemming derovre.

- Hm, hm! Hvad siger De om Tingene? For saa maa De vi'e noget.

- Hva' fa'ler? Om... om... Naa... ja Hønsejagten, den er jo god.

Grossereren satte et snu smilende Handelsansigt op og gik saa langt ned mod Proprietæren, som hans Værdighed paa nogen Maade tillod. Han sagde:

- Ja Gaarden der ovre maa vi jo se at realisere.

- Ja disse Gaarde i Jylland... de er nu... saa som saa.

- Ja... og paa Sjælland er de ikke til at veje op med Penge.

- Aa - aa - Men man skal jo se sig for... men, naar man gør det... saa kan man endnu faa en god Gaard for skikkeligt Køb. Og Grosse'ren er jo en Mand, der har været paa Landet før... og, naar De har en ung Søn, som er Landmand, saa var det jo ikke saa helt skævbenet, synes jeg, at hans Gaard laa lidt i Nærheden, saa De kunde kikke lidt ud til den imellem.

C. B. Qvist skænkede et nyt Glas Portvin med Topmaal for Hans Peter Korneliussen, og, mens han saa gennem Vinduet ud i Gaarden, sagde han med distræt Ligegyldighed:

- Men saadan en Gaard kender De jo ikke, Korneliussen.

- Nej desværre... for saadan paa Lager har jeg dem jo ikke. Hæ, hæ, hæ... Ja nu siger jeg Grosse'ren Farvel og Tak for denne Gang.

- Rejser De hjem straks?

- Om et Par Dage. For jeg vilde jo nok nogle Gange paa Komedie... Man ser aldrig saadan... noget af det højere ude paa Landet.

- Kommer De en Gang her forbi...?

- Ja... Gud véd det...

- Saa se herop!... og saa kan vi tale saadan om et og andet.

- Jeg skal se ad.

Idet han rejste sig, kunde Hans Peter Korneliussen ikke undlade at give sin Storhedsfølelse Udslag i et løjerligt Klask med Tungen og et stærkt Slag af den ene Støvlehæl mod den anden. - Kun under den næste Samtale med C. B. Qvist vilde han gaa med paa at kalde ham Hr. Grosse'r og finde sig i, at C. B.

274

Qvist kaldte ham slet og ret ved Navn, men, det lovede han sig selv, at, havde han først Spillet vundet, saa vilde han, naar C. B. Qvist sagde Korneliussen, sige Qvist til Gengæld.

Hans Peter Korneliussen blev længe i København. Først en otte Dage efter denne Samtale viste han sig som tilfældig paa C. B, Qvists Kontor. Han snakkede op ad Vægge og ned ad Stolper, men lagde meget vel Mærke til, at Grossereren ikke hørte stort efter, hvad han sagde. Samtidig med, at han snakkede, gjorde han i Tanker Honnør for sig selv af Højagtelse for sit diplomatiske Talent.

Han havde rejst sig og budt Farvel, stod alt med sin store Haand om Dørlaasen, da han henkastede:

- Nu er der for Resten en brillant Gaard at faa paa Sjælland, og det for rimelige Penge.

- Saa - aa? Har De ikke Tid et Øjeblik?

- Fandens daarlig (Proprietæren følte sig nu stor nok til at sige Fandens).

Grossereren bestilte Vin gennem Talerøret. Nu udfoldede Hans Peter Korneliussen sin hele Veltalenhed til Anbefaling af Stenbæk Møllegaard. Han dulgte ikke, at den var forsømt, men paaviste ved de mest detaillerede Planer til Forbedringer, hvorledes den kunde blive til en Mønstergaard. "Natyrligvis" skulde "Grossere'n" selv tage ud og se paa Varerne.

Skildringen vakte foruden Handelsinteresse en egen Art Lyrik hos den gamle landsbyfødte Høkergrosserer. Den fede Jord, den fede Eng, hvor man ligesom kunde læse Smør paa hvert af Græssets glinsende Blade og paa hver Koblomme, det lille Stykke Skov - ja han kom til at mindes sit kære, gamle Fyen, sin Barndom osv. Dette lille Stykke Sjælland maatte ligne et Stykke Fyen. Slikken efter Stenbæk Møllegaard mimrede C. B. Qvist med Munden, som man jo siger, at hans Landsmænd gør ved Synet af en god Boghvedemark.

Enden blev, at han straks tog ud paa Egnen, men, advaret, som han var af Stenbjerggaardens Ejer, aflagde han ikke denne et Besøg eller saa meget som nævnede hans Navn for Møller Lars Povlsen.

Hvor nødig denne end vilde ud af sin Rede, indsaa han nu af de opsagte Prioriteter og indstrømmende Krav, at han maatte ud. En Trøst var det, at han ikke blev tvungen til at sælge til Hans Peter Korneliussen og kunde klare Historien med Prokurator Klemming derovre i Jylland.

275

Med bøjet Ryg, uden at se sig om, drog han ud af sin Slægts Ejendom og lejede sig for Stumperne ind som Kostgænger i et Møllehus i Købstaden. Der smaavrøvlede, smaadrak og smaakortspillede han Tiden hen ligesom hjemme, og dermed randt hans Tilværelse ud i Sandet.

Den unge C. B. Qvist var altsaa Ejer af Stenbæk Møllegaard.

IV.

Der oppe i den høje Kvist i Stenbjerggaardens Stuelænge i det brede Dobbeltvindue stod en fem og tyveaarig Pige i en blaa og brun stortærnet Kjole, med svære, blændende hvide Arme lænede fast mod Karmen. Rolig, uden glitrende Spil, glinsede det flammede rødgule Haar i Vaardagens kolde Eftermiddagslys. Hun havde de rødligblondes glimrende, hvide og sunde Inkarnat. Lidt for førladen var hun selv i Forhold til sin Højde, for, som hun der lænede sig fremad, syntes Kjolen at trues med en sprængende Spænding over Brystet.

Kragerne var i sædvanlig skraalende og kredsende Virksomhed. I den hviddisede Dag stænkede deres Fart tynde, langt henslængte Blæksprøjt som i en uhyre Masse hvidt Trækpapir.

Imellemstunder blev der dyb Stilhed.

Saa hørtes Rislen af alt det Vand, Foraaret gør levende. Alt saa fugtigt ud. Pløjejorden var sort som en Mose; Vintersædens blaagrønne saa vaadt ud, Grøfternes Vand stod svagt blinkende, sortebrunt op til Randen.

Over alt en sur, grødet Luft som i et Vaskerhus.

Stille var det, men trods Roen i Luften svajede og dinglede de vidjeagtige Stammer nede i Haven. Et grønt Skær arbejdede sig op nede fra Jorden fra Urter og fra nogle Buskes frembrydende Blade. Klæbrig Fugtighed i Knopperne syntes at virke paa Øret; man troede at kunne høre knagende, knitrende Lyd af bristende Hylstre. En brudt Cirkellinje af Krokusblomsters fine Guldbægre lyste op fra et Bed midt for.

Det hvidt og gyldent skinnende Pigebarn blev ved at se ud over Landet fra det høje Stade, uden at lægge Mærke til nogen 276 Enkelthed, men i Sindet glidende mageligt over i det hele. Hun var godt kendt med det, var hjemme.

Saadan havde hun staaet og stirret i en taalmodig Forventning om, at noget skulde ske; men saadan stod hun saa tidt i timevis, fordi hun ikke havde stort andet at bestille. Nu vidste hun slet ikke, hvad hun skulde tage sig til. Læse gad hun ikke; hun havde i Dag lige læst Ingemanns "Kong Erik og de Fredløse" til Ende for femte Gang.

Hendes Helt var Ridder Helmer Blaa, som havde slaaet - Gud véd, hvor mange af sine Svogre ihjel for at vinde sin dejlige.

Det var Hans Peter Korneliussens "lille Søster" Birgitte, der stod der i Kvistvinduet.

Tidlig var hun forældreløs. Hendes mange Aar ældre Broder havde aldrig gjort hende Fortræd.

Naar Gilderne efter Jagten dundrede gennem Huset, naar Bægre klang, naar Latteren skraldede - saa havde Hans Peter forbudt hende at vise sig dernede.

- Kommer Du derned, Birgitte... Fanden skal osv. osv...., hvis jeg ikke tæ'sker Dig flad med en Hundepisk.

Naar Hans Peter var noget drukken, kælede han endogsaa for hende, tog endogsaa sin Frimurerring, der saa løjerlig gik ud og ind, af sin Finger, søgte at faa den om hendes temmelig brede Næsetip og sagde:

- Jeg overtræder alt, hvad jeg har bandet paa i hele den store Verden, hvis det nogensinde kommer saa vidt, at Du - din lede Tøs - ikke kan faa bjerget Føden. Han blev rørt over sin egen Kærlighed, saa han græd, og sagde videre: Før skal jeg sælge mine sidste Par Bukser og min sidste Hønsehunds Skind, før Du skal mangle "Jule- og Æggemad".

Hans Peter Korneliussen holdt for hendes Skyld Læsetasken, ja købte af og til Morskabsbøger til hende. Hendes gamle Broder vilde ikke have, at hun skulde "rode og svine" i Køkken og Kælder. - "Jeg er saadan socialt stillet, at min Søster ikke behøver at blive en sort So."

Naar hans Gæster spurgte efter hende, generede Hans Peter Korneliussen sig ikke for at sige til Skovrideren: "Pst" og til sine Kammerater: "Hold Kæft! Min Søster har inte noget med Jer Rødder at gøre."

Birgitte var saare uvidende. Hendes Broder havde holdt et Par Lærerinder til hende, men Pigebarnet havde ikke gidet lære 277 noget, var uartig mod Gouvernanterne. De kedede sig desuden til Døde paa denne Gaard; thi Ejeren var kun hjemme, naar han holdt sine raa Sold. Naar Birgitte klagede over sine Lærerinder, blev de opsagte; tilsidst blev hendes Broder ked af at se paa surmulende Gouvernanter og betale Regninger paa Skolebøger. Det var allerede galt nok, at han havde anskaffet et Klaver. Det blev aldrig rørt, efterat den sidste Gouvernante var rejst.

Altsaa - Birgitte voksede op som Træerne og Buskene i den forsømte Have. Men hendes Races Blod var stærkere og federe end Havens Grund; hun var fuldvoksen, stor og svær, da hun var 15 Aar.

Hun kunde godt arbejde i Mejeri og Køkken, naar hun gad være over det. Men det gad hun kun af og til. Hverken Mejersken eller Kokkepigen turde skænde paa hende, og der var heller ingen Anledning dertil, dels fordi det Var dem det samme, enten hun lærte noget eller ej - det kunde maaske endog være fordelagtigst for dem, om hun intet lærte - dels fordi hun var dvask, godmodig og aldrig kom nogen for nær.

Penge fik hun tidlig Sans for. Den Sans var vel en Arvelod. Det morede hende at faa nøjagtig Besked om, hvad Broderen gav for de gode Klæder og andre Ting, han forærede hende. Alle de rede Penge, hun fik af ham, puttede hun i sin Sparebøsse, og, da hun havde samlet 200 Kroner, viste hun dem med Stolthed til sin Broder og bad ham sætte dem i Sparekassen. Hans Peter bandte da fire Eder i Træk paa, at hun var den brillanteste Tøs, der nogensinde havde stukket i et Par Strømpeskafter.

Romanlæsning morede hende en Tid.

Endda var Læsningen af den ikke hendes største Morskab. Nej, Himmerigsmundfulden nød hun, naar hun kom i Seng om Aftenen. Saa gennemgik hun det læste, gjorde sig selv til et, snart med en, snart med en anden kvindelig Romanfigur. Hun var Fru Helene i "Valdemar Sejer", men digtede Romanen om, saa hun tilsidst fik Kongen efter Bengjærds Død; hun var Dronning Agnes i "Erik Menveds Barndom", men hun blev gift med Drosten, som hun skaffede et Kongerige i Stil med Sancho Pansas Ø. Senere digtede hun H. F. Ewalds Romaner om til egen Fordel og Forherligelse, efter at have læst alle Ingemanns adskillige Gange. I Dag, da hun stod og saa ud over Landet, fordybede hendes Øje sig i Slugten, hvor Stenbæk Møllegaard laa. Hun badede sig i den svulmende Møllesø, hvilede sig lunt i den for Vinden skærmende Have, tænkte paa Æblehaven ved 278 Høsttid... aa, der var dejlig lunt dernede; det huskede hun fra de Par Gange, hun i sin Barndom havde leget i den gamle Have.

Gid Ridder Helmer Blaa vilde komme sprængende fra Stenbjerggaardens høje Marker, fulgt af hundrede - eller lidt flere eller lidt færre Svende - gid de alle vilde sætte over Hulvejen og saa i lynende Flugt ned ad Bakken og holde et Maaltid med Bægerklang og Elskovsviser i den dybe Have! Gid Horn og Skalmejer vilde klinge! Gid de vilde slaas! - Slaas om hende! Gid den høje Ridder maatte sejre og komme til hende og lægge sig selv og adskillige store Herregaarde for hendes Fod. For "en Hytte og hans Hjærte" havde Birgitte Korneliussen aldeles ikke Sans. Ja, der stod hun - stor og svær som en Kone, pjanket drømmende som et trettenaars Pigebarn!

Hendes lidet markerede, men kønne Ansigt stod i svømmende Omrids, med fine Dun langs Profillinjen, i den hvide Vaardag.

En rullende Lyd kom fjærnt fra nede mellem Bakkerne. - Tys - tys! - Gid de lede Krager dog vilde holde Mund!... Saa, nu tier de et Øjeblik. - Nej, det hjælper ikke. Den Rullen har helt fortaget sig. Hvor laa det dødt og kedeligt, det hele Land!

- Jo, jo... der kommer Lyden igen. Hulvejen længere til venstre mellem de store Bakker havde gemt den. Brat højnede Vejen sig; et Stykke af den kunde ses fra Kvistvinduet. Sikken en Fart de to Vogne, som nu viste sig, maatte være i for at komme i skarpt Trav op ad Bakke!

Det forreste Køretøj med de blankbrune for, det kunde Birgitte udenad. Hendes Broder sad alene paa "Jagtvognen" paa dens forreste Sæde, bredende sig i tryg Herskervælde som en Konge paa et Herrekort. Pisken laa lænet til hans højre Overarm som et Scepter. Tømmerne laa flot daskende ned over Overlæderet; det saa ud, som om Hans Peter Korneliussens Kæmpenæver med Hjorteskindshandskerne lod Tøjle være Tøjle. Flot virrede de blankbrune med deres sorttottede Hoveder. Birgitte fik en ny Bekræftelse efter de mange paa, at man var flot kørende paa Stenbjerggaarden.

Men se, der kom jo et andet Køretøj tæt bag efter! Mon de to Vogne kørte om Kap? Nej, det var dog morsomt. Birgitte rettede sit Øje saa skarpt, hun formaaede, ud i Retningen.

Nej, det maatte hun tilstaa - det var fint, det, der kom efter. To temmelig smaa rødgule Heste med hvidgule Manker og 279 blinkende Topper paa Issen! Paa et højt, meget højt Sæde sad en bleg i fin Pels indhyllet og med Bjørneskinds spids Hue bedækket Mand og kørte med Tøjlerne løftede langt højere end hendes Broder. Under Huen laa Overskægget som en lang sort Stribe.

Det fik Birgitte lige set, saa dukkede begge Vogne ned mellem et nyt Par Bakker, og Lyden tabte sig.

Jo, det maatte alligevel være Stenbjerggaardens gamle og Stenbæk Møllegaards nye Proprietær, der dystede paa den nylig mod skarpt Grus forbedrede Vej.

Nu kom de frem igen, begge Vognene, oppe paa den sidste Bakkekam, hvorfra de skulde svinge ind i Gaarden mellem to af Kampestenslængerne. Birgitte saa, at bag paa den fremmede Vogn sad en livréeklædt halvvoksen Dreng med høj Hat og dvask dinglende Hoved.

Som de svang ind, lød hendes Broders messingdirrende Stemme i raa Gemytlighed:

- Ja, de brune er Durkløbere, rare Qvist! saa jeg vandt ogsaa det sidste Spil. Trr.... Trr.... er her ikke et eller andet Bagbæst her i Gaarden, der kan komme og spænde fra og sætte Trappe til? Anders... din Pukkelokse! hvor er Du? - Om Forladelse, Qvist!... Ja, jeg forstaar nok, De skaaner de gule, inden De bliver vante til de forbandede skarpe Veje her. Anders, rub Dig - først hen til Proprietær Qvist. Har Du ingen Levemaade, Din Dromedar?

Den unge Proprietær var ved Hjælp af sin Groom allerede kommen ned. Hans Peter Korneliussen vilde ikke staa tilbage for den langt yngre Mand i Proprietærflothed. Uden at benytte Stigen, blot støttende sig paa Anders's Skulder, saa den undersætsige, hjulbenede Karl sank i Knæ ved det, hev han sig ned med et Sæt, saa Stenbroen gungrede under hans Støvlehæle. Han raabte, saa Genlyd vaktes fra Ladelængen:

- Ja, Middagen slipper De inte for, min gode Qvist, og Hønsene maa snart være paa Spid, og det var Synd, om de skulde blive brændte, men vi har en halv Times Tid til at tage en Sindkøler her paa Gaarden... Ja saadan kalder vi nu noget Sodavand med en Smule Kognak i her paa Egnen i de senere Aar. I gamle Dage kaldte vi det en Bajots-kinos! Ha, ha, ha! Er De med paa den, Qvist?

Saa brølte han ind gennem Døren: - Jomfru Kristensen! Sindkølere paa Bordet!

Birgitte havde trukket sig længere ned i Vinduesfordybningen, 280 saa kun hendes Næsetip med Fimrehaarene stak frem for Gardinet. Hun havde længe havt Lyst til at se den nye Ejer af Stenbæk Møllegaard, for hun havde gjort sig den Forventning, at han dog ikke hørte til den laaddenhuede eller bulehattede, fedtlangstøvlede og uldtørklædeomsvøbte Race af Landmænd, som hun var vant til at se besøge Stenbjerggaarden. Thi det var kun ved Jagtgilderne, at lidt finere Eksistenser viste sig.

Han overgik langt hendes Forventninger, om han end ikke kom nær op til hendes Helte med "Silkebrogens de vide Poser, Korduanskind og røde Hoser."

Som han stod her nær sin Vogn og Hestene med Blinktopper og den høflig ventende Groom i grønt Livrée med Sølvknapper, iført en grøn med fint Skind kantet Spaserepels, med viksede Støvler til midt paa Skinnebenene, disse fine Støvler med Kruser, som var de gjorte med et Pibejern... ja saadan, som han var, var der dog en langt ringere Afstand mellem Ridder Helmer Blaa og Proprietær Qvist end mellem samme Proprietær nedad til Omegnens Proprietærer, Forpagtere og Møllere.

Var han monstro adelig, siden han kørte med Blinktopper?

Bare hun havde turdet gaa ned og kredense hans Bæger - skønt hun ikke kunde udstaa Blandingen: Kognak og Sodavand!

Men det turde hun ikke for sin Broder, som altid sagde: Mandfolk skal være Himmelhunde, men unge Piger skal være som lige udsprungne hvide Roser! Fingererer nogen paa Dig, min Unge, saa har jeg en Lab, og den er lige slem, enten den falder flad eller knyttet.

Birgitte hørte Tale og Klinken under sig. Det kriblede i hende af Lyst til at høre de Ord, som kunde komme ud over de smalle fine Læber under det tynde Overskæg. Aa, Herre Gud! saa saa han endda saa bleg og daarlig ud! Bare han havde det rigtig godt! Og tænk! Hvor tynde var ikke den Smule af hans Ben, som hun havde set mellem de viksede Støvler og den lækre, bløde Spaserepels! Saadanne Pelse havde Birgitte kun set i København baarne af enkelte, meget fine Herrer paa Østergade og Langelinje og af et Par unge Grever eller Baroner paa Landet. Hvad var hendes Broders store til Hælene naaende rottegraa Kørepels mod Proprietær Qvists?

Han saa daarlig ud, stakkels unge Fyr!... Men hvor fin! Det var lige godt nydeligt, det Skæg.

Uden at have fattet nogen Beslutning listede hun sig ned ad Trappen mellem Kvist- og Stueetagen, som udmundede lige ud 281 for Dobbeltdøren til Stenbjerggaardens store ufuldstændig møblerede, genlydrungende Dagligstue.

Hans Peter Korneliussens Stemme lød ud under Akkompagnement af Næveslag i Bordet og Ringlen og Klirren af Flaske, Glas og Bakke:

- Lad mig om'et, Qvist! Er jeg Deres Ven, eller er jeg'et inte? Her er baade Gemytlighed og Hjærtelav inden for min store Hundeskindspels. Kom til mig om alt, hvad der angaar Gaardens Drift, og De kan bande Dem ned i det sorteste Helvede paa, at det bliver en Mønstergaard, samme Stenbæk Møllegaard. Jeg skal sørge for alt det mere nyttige, sørg De selv for Stadsen! For det med Blinktopper og Raceheste... og med Champagne, som De gav paa Gæstgivergaarden i Dag - det skal, min S'æl til i Deres Stilling. Kommer igen, Qvist! Kommer igen, sa' Manden, han gav sin So Flæsk. Hvad, Qvist? Inte? Repræsentationsudgifter, unge Ven!

En løjerlig Røst, oprindelig blød som et Træinstruments Klangfarve, men med en skrattende Bilyd, som samme Instrumenter faar under fuskeragtig Behandling af den blæsende, sagde i langsom søvnig Takt:

- Den gamle klager jo allerede over Udlæggene.

- Sødeste Ven, det beviser jo bare, at ha'nte har det, der nærmere kan kaldes - saadan konsekvent Tænkekraft. Ja, vel stammer han fra Landet. Men det var fra den Tid, vi alle var Bondebæster og levede af stegt Flæsk og hjemmebrygget Øl. Nu skal der s'gu, min S'æl, repræsenteres, Qvist, og De, som har Tagene inde fra de højere sociale Cirkler i København, De er nødt til det mere end en anden, som er født her paa Egnen... Hvad er'et?... Vil Krokodillerne bide Dem, Qvist?... Gab højt! Det linder. Og saa (en Prop fór knaldende ud fra en Sodavandsflaske og hoppede elastisk hen ad det tæppeløse Gulv) tag denne herre for Hjærtet! det giver saa nydelig Luft, naar Kæferen har været efter en om Formiddagen. Ja, det kender De nok fra Studentertiden, Qvist, for den Gang gik De nok paa alle mulige Kroer og Knejper i hele Akselstad ved Øresundet, som Digteren siger. Hva', Qvist? Nyser De, Qvist?... Prosit, Qvist! Det linder altsammen.

Den utætte Fløjdør var sprungen op. Birgitte saa nu de to pelsbeklædte Mænd sidde i den kolde, uhyggelige Stue. Deres Aande sendte Damp ud i det store Rum.

Proprietær Qvist sad i Sofaen og ligesom gispede efter Vejret 282 Lige over for ham sad Hans Peter Korneliussen paa en Stol med udspilede Ben og Huen paa Hovedet. Sodavandet flød hen ad Bordpladen, gik over Bredderne paa Bakken som Vandet i Stenbæk Møllesø.

Qvist sukkede og nøs, nøs og sukkede. Hans Øjenlaage hang tungt ned over Øjnene. Tunge Draaber hang i den tynde Moustache og paa Pelsens Brystbesætning. Han klynkede:

- Hør De... Korneliussen! jeg er rædsom ked af det hele.

- Tag nu Livet baade med Gemytlighed og Alvorlighed, lille Qvist! Sørg for, at bare Hjærtet er godt, om ogsaa der sidder en Ræveunge bag Øret. Det er nu mit Livsprincip, og derfor har Vorherre hjulpet mig til den Smule, jeg har at bide og brænde.

- Men uh... naar man nu arver en Kapital, som man kan leve af, hvorfor vil den gamle pine og plage en til at pine og plage sig selv? Først blive Student, og saa Landmand? Hvad, Korneliussen?

- Jo, véd De hvad? Det er en social Pligt. Man skal lade andre leve med sig selv.

Et lidt haanligt Smil krusede den unge Proprietærs tynde Læber:

- Puh! Hvis man laa pjaltet og sulten i en Rendesten, mon der saa var et eneste Menneske, som følte det som sin sociale Pligt at tage en op fra samme Rendesten?

- Aa jo, Qvist! Der er megen Godgørenhed i Verden, svarede Hans Peter Korneliussen og foldede sine Hænder til en stor Pude paa Pelsen over Maven. Men der er noget specialistisk med Dem, Qvist. De har levet, mens De var ung; vi andre har først levet, efter at vi blev tredive Aar. Derfor er De lidt mat i Bagsokkerne, min gamle Ven! Men det er sundt at leve paa Landet. De faar nok Stivelse i Knæhaserne med Tiden. Og betro Dem bare til Hans Peter Korneliussen! Hvad Fordel kunde jeg have af at raade Dem til andet end det bedste? Ellers havde jeg ikke ladet Prioriteten staa i Møllegaarden, for i den Grad er jeg da hverken Fjols eller Hjærtemenneske, at jeg vilde sætte Penge til... De ser paa Klokken? Ja, saa kører vi over til Deres. Nu skal jeg sørge for, der bliver spændt for i en Ruf.

Han brølte paa Anders gennem Vinduet inde fra sit Kontor. Den unge Proprietær faldt sammen og dannede en Bylt med Pelsen. Han sukkede ynkelig.

283

Birgitte listede sig op paa sit Kammer. Kort efter saa hun Broderen og Qvist køre over Gaarden; den sidste usikkert hoppende og svinglende i Vognsædet.

Hans "Groom" hviskede ham noget i Øret. Det foranledigede, at Proprietær Qvist vendte sig om, lige før hans Vogn skulde svinge om Hjørnet paa en Længe, just i samme Øjeblik, som Birgitte troede at kunne vove sig til at aabne Kvistvinduet uden Fare for at blive set.

Der blev vekslet et Blik fra det høje Sæde i Proprietærens Vogn og fra det høje Stade i Stenbjerggaards Kvistvindue. En Rødme steg op i den unge Proprietærs hvide og magre og i den unge Piges hvide og buttede Kinder. I en Fart smækkede Birgitte Vinduet i, for Proprietær Qvist holdt Hesten an og blev ved at skotte op mod Vinduet. Birgitte krøb bag Gardinet; men gennem den aabne Stribe mellem dette og Vinduet saa hun Manden fra Stenbæk Møllegaard køre ud, stadig vendende sig fra Hestene og seende opad, knibende Øjnene sammen mod Lyset.

Endnu en Rullen af Vogne, saa døvede Bakkerne langs den dybe Tværvej, der løb ned til Møllegaarden, Lyden, og alt blev igen dødstille.

Ikke en Gang Kragerne var ved Haanden.

Husholdersken paa Stenbjerggaarden, Jomfru Kristensen, og Husets Datter led ikke hinanden. Lige fra sin Barndom havde Birgitte betragtet hende som sin Fjende. Hun kunde huske hende saa langt hendes Erindringer gik tilbage, først som en rank og smuk Pige med Ørnenæse og en "forfærdelig Kæft", som Tjenestefolkene kaldte det. Hun kunde huske, hvor hendes Fader og hun maalte hinanden Skæppen fuld. Siden havde hun set Scener mellem hende og sin voksne Broder - Kys i Krogene og ensomme Spasereture. Dem havde Pigerne fniset ad og givet Kommentarer, som Birgitte først ikke forstod, men hvis Betydning senere gik op for hende.

Flere Gange havde Jomfru Kristensen været borte og var saa kommen tilbage igen. Baade ved hendes Bortrejse og Hjemkomst havde Karle og Piger fniset og hvisket i Krogene.

Birgitte kunde ogsaa mindes Knald af Broderens Hundepisk, efterfulgt af Skrig, hvori hun kunde kende Jomfru Kristensens Røst.

Nu var Jomfru Kristensen tynd og kroget som en Snittebønnestang, Næsen lignede et Kragenæb; sur og arrig var hun, og, naar hun og Birgitte vekslede Ord, var de knubbede.

284

- Der er ingen Ting, der er væmmeligere end Arrigskab, kunde Birgitte sige.

- Der er ingen Ting, der er væmmeligere end Dvaske- og Dovne-Lars'er, kunde Jomfru Kristensen sige.

Men, da de stundom begge to af og til fik Trang til at snakke, mildnede denne Trang den uvillige Stemning; saa kunde de finde nevtrale Omraader, hvor de kunde mødes. I Dag ydede det første Besøg af Stenbæk Møllegaards nye Ejer et saadant Gebet - efter Jomfru Kristensens Mening.

Birgitte gik ned ad Trappen straks efter, at Vognrummelen var hendøet. Da hun naaede Afsatsen, saa hun Jomfru Kristensens spidse Næse overrage en Bakke med ringlende Flasker og Glas, som hun bar fra Dagligstuen ud over Gangen. Jomfru Kristensen saa Birgitte, men tog straks sine Øjne til sig og sagde ud i Vejret, som talte hun til Luften:

- Saadan noget Sjapperi langt hen paa Eftermiddagen! Og saadant et Skabebæst, som kører med "Topper"! Pyh! Der kommer nok den Tid, han ikke har andet tilbage end Lus og lange Negle! Og saa lader han sine Folk kalde sig Godsejer! Det har nok væ't en rar Søn inde i København! Det kan man da se paa ham. Han er blomraadden indeni.

- Aa - han er Student! sagde Birgitte.

Nu vendte Jomfru Kristensen Hovedet op mod Birgitte og sagde:

- Saa meget mere skammeligen er det, at han'te har bedre Forstand, end at han skaber sig som en anden Abekat og Barjads. Kan man kanskesens give Baronen paa 90 Tønder Land, om ogsaa Hartkornet er godt?

- Hans Fader er nok styrtende rig.

- Aa, saadan nogle Spækhøkere! Rige i Dag og Prakkere i Morgen!... Det saa man med Brændevinsbrænder Akselsen i Korsør.

Birgitte var kommen nogle Trin ned ad Trappen. Jomfru Kristensen havde sat Bakken paa et Bord i Gangen og var rykket lige hen til Trappens nederste Trin. Luften begyndte at blive svanger med Krigs- og Sladrelyst.

Jomfru Kristensens flydende Tunge fortalte Detailler om den unge Qvists Liv, Detailler, som røbede mere Erfaring end Finfølelse. Birgitte sagde, at der var de Fruentimmer, som var værre end de værste Mandfolk. Jomfru Kristensen erklærede, at de værste af alle Fruentimmer, det var dem, der stjal Dagene 285 fra Vorherre og ikke gjorde Guds Gavn fra Morgen til Aften og sad og fik alleslags simple Tanker, mens de gik og drev. Birgitte mente, at de aller værste Fruentimmer var de, som var i en tjenende Stilling og lagde sig efter deres Husbond. Ja, mente Jomfru Kristensen, det kunde der være noget i; men, naar et Fruentimmer lagde sig efter "afrakkede" Mandfolk, som havde været Kærest med Markedssangerinder, saa maatte hun være meget simpel. Ja, det indrømmede Birgitte; men der var endnu værre Fruentimmer. Det var dem, som lagde sig efter at opsnappe alle de værste Mandfolkehistorier, der var til. Saa græd Jomfru Kristensen og talte om Verdens Fristelser og om den Utaknemmelighed, samme Verden viste mod dem, der satte deres Kræfter til i lang og tro Tjeneste.

Det nevtrale Gebet var blevet til en Valplads. De krigsførende blev mere og mere højrøstede og skreg om Kap med Kragerne om alle Stenbjerggaardens Længers Gavle. Højest skreg den gamle Krage, Jomfru Kristensen. Hun var rykket et Par Trin op ad Trappen. Kun to Trin skilte Modstanderne. Pludselig fik Husets Datter en Følelse af, at denne Diskussion var under hendes Værdighed. Birgitte gjorde brat omkring og gik med vrissende Skørter i Fart op ad Trappen til sit Kammer, hvorfra hun endnu i et Minut hørte Husholderskens skrattende Røst.

Det var mer end halv mørkt, da hun kom ind i sit Værelse. Nu brast hun i Graad og erklærede for sig selv, at hun var glad over, at hun ikke havde grædt i den væmmelige Jomfru Kristensens Nærværelse, for saa kunde hun have troet, at hun, Birgitte, brød sig det allerfjærneste om Hr. Qvist, for det Dyr, Jomfru Kristensen, tænkte jo kun paa Mandfolk. Birgitte slog med den flade Haand til alle de Genstande: Stole og andre Møbler, som hun mødte paa sin Vandring paa langs, paa tværs og rundt om i sit Værelse.

Da hun var ked af det, gik hun i Seng. Hun var længe om at faa Magt med sin Graad og Hulken. Hun plejede ellers aldrig at græde over Jomfru Kristensens Uforskammethed. Det var dog ækelt, at hun græd nu.

Hun laa og spurgte sig selv, hvorfor hun græd. Noget i hende fordrede et Svar, noget andet i hende vægrede sig bestemt ved at indlade sig med dette spørgende noget.

Hun kom til det Resultat, at det var skammeligt, at saadan en Ting som Jomfru Kristensen vilde bagtale en ung Mand. For 286 saadanne Fruentimmer som Jomfru Kristensen, de var dog værre end de værste Mandfolk.

Men hvorfor havde Mandfolk Lov til at være saa gale? Det grundede hun en Del paa. Hvorfor var Verden bleven saa fordærvet i vore Tider? Den Gang Ingemanns Helte levede, da var jo baade Mænd og Kvinder saa rene og nydelige, og, naar de ikke var det - ja, saa ramte Straffen dem, som den ramte Kong Erik Glipping i Finderup Lade.

Blundende drømte hun om den ædle Prins Otto af Danmark; og Drømmen malte ham i den unge Qvist's Lignelse. Saadan maatte Prinsen have set ud, da Svend Trøst første Gang saa ham bag Ruden hos Købmanden i Sakskøbing.

Hun vaagnede ved Vognrummel. Det var hendes Broder, der kom hjem. Hun hørte ham rømme sig som en Trompet og gabe som en brølende Kalv, famle tungt om i Forstuen, tørne først mod Bordet saa mod Dagligstuedøren.

V.

Birgitte stod siden den Dag mange Gange og spejdede. Hendes Blik hvilede især paa de store Popler, som helt omgav Stenbæk Møllegaards Have. Saa hun et Køretøj med Blinktopper, mærkede hun sit Hjærteslag helt oppe i Struben og en Hede stige op i Hovedet.

Enkelte Gange kom Qvist igen i Følgeskab med hendes Broder til Stenbjerggaarden. Men Besøgene vare kun korte. Hans Peter Korneliussen gjorde sjælden Selskaber eller Traktementer i sit Hjem; dertil benyttede han Gæstgivergaarde og Krosteder. Jagtgilderne var ophørte.

Birgitte havde gærne ligesom ved Hr. Qvist's første Besøg listet sig ned og kikket gennem Døre, vilde maaske endog have vovet at udæske sin Broders Vrede ved et Ærinde i den Stue, hvor de sad og drak; men første Gang, hun aabnede sin Dør og vilde ned ad Trappen, mødte hun Jomfru Kristensens Øjne ved Trappens Ende, gnistrende som et Par Sildehoveder i Halvmørket.

Hun var gnaven, da Træerne løvedes saa tæt, at de ganske 287 dækkede Udsigten til Møllegaarden. Bare den unge Proprietær derovre ikke var syg! Han saa saa daarlig og saa mager ud.

Det eneste ikke bondeklædte Mandfolk, Birgitte saa til stadig Brug, var den to og tyveaarige Jens Knudsen. Han havde lært Landvæsenet paa Gaarden og tjente nu som Forvalter med 300 Kroners aarlig Løn og fri Station. Han var bondefødt, og hans Talesæt bar meget kendelige Spor af sjællandsk Dialekt. Det var en noget lavstammet Fyr med et bredt, kødfuldt skægløst Ansigt, en stor smilende Mund, tindrende store Øjne, der saa leende ud i Tilværelsen, hvad enten han spiste eller arbejdede.

Han havde altid vist Husets "Frøken" et bredsporet Galanteri. Ved Maaltiderne rakte han hende Laagfade og Sauceskaale med et Buk saa dybt, at han var lige ved at berøre Dugen med sin Næsetip med Smilehullet i. Hændte det, at hun tabte en Gaffel, eller at en Serviet gled paa Gulvet fra hendes Skød - bums! saa hørte man Forvalter Jens Knudsens Knæ slaa mod Gulvet, og der laa han rodende bred og tung, til han fik bjerget det tabte, som han da afleverede med Buk og Skrab, saa hans sinkeforsynede Støvlehæle skurede mod Plankerne.

Var Husets Herre nærværende, skraldede han op:

- Du skulde, min S'æl, tage Kondition som Page, Jens Knudsen... men det maatte ikke være hos Sultanen i Konstantinopel - hva', Jens? Hellere hos Paven i Rom - hva', Jens?

Pligtskyldigst sekonderede Forvalteren Proprietærens Lystighed. En let fornærmet Grimace krummede da Jomfru Kristensens Læber; for, skønt hun ikke forstod Hans Peter Korneliussens geografiske Hentydninger, forudsatte hun altid, at, hvad hun ikke forstod af hans Tale, var noget sjofelt. Birgitte følte sig for højt hævet, til at lade sig mærke med, om hun forstod det eller ikke. Men det med Konstantinopel, det kunde hun huske fra sin Skolelærdom.

De smaa Buske paa Bakkeskrænten ned mod Hulvejen var helt grønne. Og saa stod de purrede ud som Bukler i en Allongeparyk.

Nede omkring Stenbæk Møllegaard svulmede det grønne, frisk svajende og susende.

Møllesøen var helt mørk af alt det grønne, som spejlende sig maatte kaste sig ned i den.

Naar Klokken var mellem ti og elleve, rullede Hans Peter Korneliussen ud af Stenbjerggaard til sine Prangerfarter. Saa var Birgitte ene. Da hun ikke vilde tale til Jomfru Kristensen, 288 havde for megen Æresfølelse til at henvende sig til Karle og Piger, maatte hun - naar hun ellers vilde tale til nogen - tale til Jens Knudsen. Hun gjorde det nødig.

Hun spaserede om i den skyggeløse Have, saa op ad den smagløs-velhavende "Hovedbygning", lod Øjnene glide op over Kvisten... Gud, hvor Birgitte Korneliussen kedede sig!

Udad, ned, op... om igen... Ja, der stod en for tidlig født kedelig blegrød Rose og daskede paa en lang Stilk i en bladfattig Busk.

Birgitte Korneliussen maatte af Længsel... eller Kedsommelighed nedværdige sig til at sænke Blikket ned mod "Hovedbygningens" høje Kælderetage.

Fra et lavt Vindue i samme Etage lyste Jens Knudsens Ansigt ud som en rød Fuldmaane. Kinderne grinede fra den ene Karm til den anden.

Frøken Birgitte havde sin Parasol med. Hun slog den ikke op, men fæstede af og til dens Dupsko i Gruset med selvejeragtig Myndighed.

Flere Gange gik hun Haven rundt; kom hver Gang forbi det Vindue, som rummede Fuldmaanen ved højlys Dag. Den blev irriterende bredere og bredere for hver Gang, hun passerede den. Og hun, Birgitte Korneliussen, knejsede mere og mere storagtig hver Gang.

Det var et stort Etikettespørgsmaal, om Jens Knudsen eller Birgitte Korneliussen skulde tale først.

Da Birgitte for ellevte eller tolvte Gang bestrøg det aabne Vindue, hvorfra Jens Knudsen sendte sin Piberøg ud i Haven, lød der mod hende følgende Ord:

- He... Der skal være Skovbal i Pavillonen paa Søndag.

Birgitte fandt det under sin Værdighed umiddelbart at give sig i Kast med Jens Knudsen. Hun tog med sin højre Haand om en veg, højvoksen Aksketræsstamme og vendte Ryggen til Vinduet.

- Ja, men der skal nu lige godt være Skovbal i Pavillonen paa Søndag, sagde Jens Knudsen igen.

Birgitte ytrede ud i den vide Verden gennem Luften, med Ryggen stadig vendt mod Forvalteren:

- Bondebal!... God Fornøjelse!

- Nej, Gu'er'et ej; for saa vilde jeg heller ikke komme der. Nej, det er Fugleskydningsselskabet i R-, der er Entrippenører. Han... ham... Qvidst... der ovre fra... han... ja 289 ... men det siger den store Stine ovre fra Møllegaarden... han vil med. Og saa bliver det jo d'atte saadan fuldstændig sjaafelt.

Birgitte saa over Skulderen ned i Retning af Kældervinduet og mumlede:

- Mon nogen herfra kører derop?

- Nej, det kan jeg aldrig tro, sagde Jens Knudsen med et Grin.

Birgitte kunde paa Stemmen mærke den stærke Udspiling af Kinderne. Nysgerrigheden bragte hende til at se sig om. Da Jens Knudsen saa hendes Ansigt lige mod sit, slog han ud i et stort Grin. Birgitte blev smittet og lo ogsaa højt. Men hun tog sig straks i det, rettede sin Krop saa rank, at Kjolen spændte stramt over Gorgen.

- Men saa vendte hun sig til Siden, saa Jens Knudsen knap kunde se hende i Profil. Hun borede atter i Gangens Grus med sin Parasol og lod, som om hun med stor Interesse fulgte en tolv fjorten Kragers larmende Flugt gennem Luften. Jens Knudsen sagde:

- Ja - se... Propr'etæren kommer jo nok til Fugleskydningen og ta'r sin Andel i Beværtning og hvad dertil hører... Men han tager vist til Byen nogle Dage forud, saa, hvis Frøkenen vil til Bal, saa kommer vel... hi, hi, hi... saa kommer vel jeg til at køre Frøkenen baade ud og hjem... hvis ellers Propr'etæren tillader baade, at Frøkenen og jeg...

- Jeg er lige glad, hvem der kører for mig, sagde Birgitte.

- Ja, det forstaar sig.

Hans Peter Korneliussen havde slet ikke noget imod, at hans "lille Søster" tog til Bal, men han vilde bare skyde og drikke. Han gik straks ind paa hendes Forslag at lade Jens Knudsen befordre hende frem og tilbage.

Birgitte havde ikke været paa disse Skovballer, siden hun var ganske ung. Thi allerede da havde hun følt, at hun var "deklasseret" der.

Avlsforvalterne fra Herregaardene brød sig ikke om hende; for, naar alt kom til alt, var hun jo dog egentlig en Bondetøs. De foretrak Købmandsdøtrene fra Byen. Og den Gang var hun lille og spinkel. Avlsforvalterne vilde nok fornemme, at der "var noget at tage paa", naar de dansede. Første og fineste Kavaller var en Farmacevt, Provisor paa Byens Apothek. Han bar Napoleonsskæg og svingede Embedsmændenes Døtre. Til ham 290 saa Birgitte op. Naar hun kunde have naaet at faa ham til Kavaller! Men han var "anderswo engagirt". Birgitte blev Oversidder den ene Dans efter den anden. Hun kom til at hade Skovballerne, sagde stramt Nej, naar hendes Broder tilbød hende at tage med.

Nu vidste hun, at Proprietær Qvist vilde komme. Muligvis var der nu en Chance for hende.

Og Dragonmusiken fra Næstved skulde spille. Det var ikke de sædvanlige Bonde-Bier-Fiedlere!

VI.

Jens Knudsen gik tre Dage med bankende Hjærte. Det var af lutter Fryd og Glæde og af Forventning om endnu større Fryd og Glæde.

Tidlig om Morgenen sang han, naar han inspicerede Fodergangen i Kostalden. Først var det kun Melodien, men saa kom Ordene af sig selv:

Ja, hvis i Skovens Hal
vi hørte Valsen klinge -
ja tænk, om her blev Bal,
hvor skulde jeg da svinge
min Skat
den hele dejlige Nat!

Saa gav han sig til at danse, saa Trætøflehælene trængte gennem Halmen og dumpt slog Takt mod Betongulvet.

Og hopsasa, falalalala,
falalala! falala!

Røgteren havde aldrig set "Forvalteren saa taav'lig". Bare han ikke bliver daarlig, tænkte han.

Jens Knudsen havde Lyst til at prøve paa, om han kunde faa Overskæg og faa det snoet ud i Spidser. Men saa megen Forstand havde han dog tilbage, at han indsaa, at det kunde der ikke blive Tid til. Saa maatte han sørge for at blive barberet, 291 saa at hans Ansigt blev saa glat som en Piges. Rigtignok var han vant til at barbere sig selv, men han førte en Le og en Mejegreb langt bedre end en Barberkniv, som altid efterlod Haar hist og her. Flere og flere Mangler i hans Udstyr randt ham i Hu. Han maatte tage til Byen et Par Dage før Fugleskydningsballet.

Det var godt, at Proprietæren kørte ud en Morgen tidlig, et Par Dage før Ballet. Jens Knudsen lagde da ud rned en Enspænder, kørte i lynende Fart til Byen, købte sig et Sæt sorte Klæder hos den nye Ekviperingshandler... og en Genstand, han næsten skammede sig ved. Ved Købet af den havde hans Lyrik aldeles overvundet hans Fornuft. Samme Genstand kostede 12 Kroner. Stolthed og Fortrydelse førte en dump Strid i Jens Knudsens Sjæl, da han kørte hjem til Stenbjerggaarden.

Den oprandt, Fugleskydnings- og Baldagen. I den tidlige Morgenstund var Hans Peter Korneliussen rullet af Sted og havde hentet Proprietær Qvist. De maatte ile, for de skulde til den store Frokost.

Det var ved Middagstid, da Jens Knudsen holdt for Døren med en lille Vogn med højt Kuskesæde og lavt Bagsæde.

Blinkende Solskin over alle Veje, fuldt udsprungne Træer i Haven. Syrenerne knyttede deres buttede lilla og hvide Næver i gemytlig Leg ud mod Tilværelsen. Guldregnblomsterne hang i vældige Klaser og overdækkede de grønne Blade som Broderiet Bundens Fløjel paa en Galauniforms Krave.

Højt til Vejrs sad Forvalter Jens Knudsen. Hans Hoved var for første Gang i sin Ejers Liv smykket med en høj, splinterny Cylinderhat, den Genstand, det havde kostet ham Overvindelse at købe, dels fordi han tænkte paa sin Pung, dels fordi hans Selvironi havde protesteret mod denne Pynt. Over hans Ansigt laa en Blanding af selvtilfredst Velvære og en højtidelig Spænding. Hans Tunge slikkede stadig hans Læber, og hvert Øjeblik snøftede han eller rømmede sig. Han turde ikke se paa "Frøkenen", da han hørte hendes Trin paa Trappen, ikke en Gang, da han mærkede en svag Sænkning gennem Vognfjedrene, da hun besteg Jerntrinet, og en let Klingren, da hun satte sig paa det bageste Sæde. Han tog sin Cylinderhat af i smilende og spændt Tavshed, vendte sig halvt om, og, inden han satte Hatten paa, strøg han frygtsomt-kælent sit Frakkeærme om Puldens Silkelød og pudsede et Bar Støvgran af Skyggens Overside.

- Kør saa! sagde Birgitte.

292

Jens Knudsen slog et Knald, som gav Ekko mod den store Ladelænge. Hestene kabriolerede, og i strygende Fart gik det ud af Gaarden. De hvirvlende Hjul løftede en tæt Støvsky.

Avlskarlen stod paa det nederste Trappetrin og fulgte hele Scenen. Da Vognen var et Stykke borte, sagde han:

- Forvalteren er ikke billig i Dag.

- Han skaber sig, det Dyr... saadan en Bondeknold, lød det oppe fra det aabne Vindue i Entréen.

Avlskarlen vendte sig om og saa Jomfru Kristensen staa glorød i Ansigtet i samme aabne Vindue. Genskinnet fra Kind og Hage strøede Roser ned paa hendes hvide Smække.

Avlskarlen vendte sig igen, lettede paa Huen tvært og langsomt. Han var lige godt paa Forvalterens Parti mod Husjomfruen, "for det var en led Ting."

Køretøjet kom til Syne paa Bakkekammen hinsides Hulvejen. Jens Knudsens nye Hat glinsede i Solen som en bronceret Hjælm. Som en tynd Taagesky flagrede Birgittes Slør ud til Siden.

Dyb Søndagstysthed laa over Stenbjerggaardens Gaardsrum og Længer. Tærskemaskinens Arme struttede dumt og ørkesløst ud til begge Sider fra den gule, fortraadte Plæne.

Jens Knudsen kørte videre i Galop med skurende Skinner og ringlende Hjulkarme. Han og det solbeskinnede grønne Land udvekslede lystige Grin. De forstod hinanden. Han kørte uden om mange Køretøjer og følte sig dem langt overlegen. Hans Hjærtes Jubel brød ud i en høj Fløjten af Melodien til:

Vil Du nu bare la'e Hønen gaa,

men han tog sig i det, fandt, at det ikke var rigtig passende at fløjte, naar han kørte for Frøkenen. Saa sank hans Tanke atter bredt ned i Stolthedsfølelsen over, at han kørte for Frøkenen, og saa fløjtede han igen:

Til alle smukke Pigers Ros og Ære,

skældte sig selv ud for en Klaade, lo med Selvironi, applauderede sig selv, fordi han lo ad sig selv, knaldede med Pisken, berusede sig i Knald og Fryd og Glæde.

Og se, hvor mageløs Sæden tegnede! Sikken Rug paa de fleste Marker! Han syntes, han ejede alle de Marker, solgte deres Produkter til høj Pris og forærede "Frøkenen" en tyk 293 Lænke af et Armbaand, af den Slags, han havde set omslynge Kammerherrens Datters Haandled.

Naar hans Lyst til at vende sig og se om paa "Frøkenen" var ved at skylle ham over Hovedet, hidsede han Hestene med Tilraab og Smæld, indtil "Frøkenens" Stemme myndig bød ham:

- Kør ordentlig, Knudsen!

Saa følte han, om den høje Hat sad fast, fløjtede beroligende ad Hestene og lod dem gaa i skarpt Trav.

Han havde havt nemmest ved at køre uden om Købstaden for at naa Skoven. Men han maatte vise sig paa Gaderne i sin Stads og sin Triumf.

Saa kørte han gennem Byen i Galop og nikkede til Kræmmersvendene, som stod i Butiksdørene. Fugleskydningsdagen var en Slags Helligdag. Der var ikke stort at bestille hos Købmændene. De var næsten alle til Fugleskydningsfrokost.

Da Jens Knudsen med sin Dame naaede Pavillonen i Skoven, var Skydningen nylig afsluttet.

En lang Procession af Skytter med alskens Bøsser: enkelte Rifler, Doubletter, Bagladere, som kunde knækkes over oven for Kolben, store gamle "Muskedonnere" - svingede i Slangelinje ind mod Pavillonens Hovedindgang. Bugtningen blev efterhaanden mere kantet end en Slanges Gang, paa Grund af, at adskillige Geledder havde drukne Fløjmænd.

Forrest var Hans Peter Korneliussen, forrige Aars Fuglekonge, gaaet Arm i Arm med den, i Kraft af Guds Naade og sin Formands, Hans Peter Korneliussens, Nedskydning af Brystpladen, paa Tronen optagne Drot. Det var Bestyreren for Byens Realskole. Da nu Byen for en halv Menneskealder siden havde havt en Latinskole, gav Borgerskabet ham egenmægtig Titel af Rektor, og Cand. phil., forhenværende københavnsk Timelærer og Legepladsinspektør Holmstrand havde med et paa Skrømt opsat, blidt afværgende Øjensmil over Brillerne efterhaanden taget mod Titulaturen. Thi det var dog en "videnskabelig" Realskole, han stod i Spidsen for.

Jens Knudsen maatte holde sine Heste an, mens Processionen passerede. De sprang kaadt i Vejret, men Jens Knudsen var i Stand til baade at "præsentere" dem og holde deres Begejstring inden for de tilbørlige Grænser.

Samme hestebetvingende Evner havde Skæbnen ikke skænket Slagter Gregersens to Sønner, begge Slagtersvende. De sad sammen i sorte Kjoler og hvide Slips, den ene med laadden Hue, 294 den anden med felthueformet Kasket, i samme Sæde paa en Enspændervogn.

Enspænderhesten led ikke Musiken. Den gav sig til at rende rundt. Enspændervognens Stænger knagede om Kap med Skagler og Tøjler. Mens den yngre Broder sloges med Hesten, forargedes den ældre Broder over, at de Bønder og Smaaborgere, som stod i Række paa hver sin Side af Vejen, ikke kunde holde deres Latter tilbage.

Thi vendte den ældste af de unge Gregersener sig om, tog den store sorte, langhaarede Hund, der laa bag i Vognen, i Nakkeskindet og kylede den ind i Spotternes Flok. Da det var en blød, fed og godmodig Vandhund, gjorde den ikke mindste Skade, hvor den faldt. En Gaardmandssøn, der stod med Piben i Munden, ytrede rolig:

- Peter Grejersen har ligegodt Ta'vet, for han er vant til at smide Grise ned fra sin Vogn.

Da Processionens sidste Geled var svunget ind i Pavillonen uden andet Uheld, end at en gammel Tømrer, forhenværende Løjtnant ved Brandkorpset, efter den megen Punsch paa Formiddagen var dinglet bagover paa Dørtærskelen, udbrød Jens Knudsen, halv vendt om mod Frøkenen:

- Se Pavillonen, hvor den er bleven nydelig!

En Borger fra Byen raabte op imod ham:

- Det skylder vi "Riktoren".

Kalkpudsen over Halvstensmuren paa den lave Fagade var, siden Knudsen sidst saa den, bleven overdækket med horizontalt liggende tynde Fyrrebræder. Samme Façade var i Dagens Anledning smykket med Guirlander af Gran, Roser og Liljer.

Der var ikke Tale om at komme ind i Pavillonen endnu. Champagnepropper knaldede, og Hurraraab gjaldede derindefra.

Hans Peter Korneliussen, den afgaaende Fuglekonge, knæsatte den nye, "Rektor" Holmstrand. Hans Peter Korneliussen havde endda skudt ham Gevinsten til. Saa meget desto lettere kunde han være ædel.

Jens Knudsen skyndte sig med at faa spændt fra og anbragt Heste og Køretøj. Frøkenen tog hans Arm, uden at tænke over det. De var begge spændte paa at høre, hvad Hans Peter Korneliussen havde at sige.

De fik lige boret sig ind. Proprietærens Røst rungede som en Trækbasun.

... Og, naar jeg nu overgiver min forhenværende Værdighed 295 i nye og bedre Hænder, saa er det med Stolthed, at jeg gør det, fordi Forsynet har sørget for en Efterfølger af mig, som baade er en kla'sisk dannet Mand og en... Mand, som har sørget for, at denne gamle Pavillon har faaet en ny Façon... eller rettere sagt: den nordiske Oldtids Façon, saadan som det vilde fryde vore ældgamle Forfædre: Vikingerne, Bersærkerne, Aserne og den gamle Slaggud Thor og alle de dejlige Gudinder med Freja i Spidsen. (Bravo, Hør, Bravo!) Thi dette... denne Sal... og den hele Pavillon er bleven til en Bjælkehal (Bravo,... den er hørt!... Hys... ingen socialistiske Raab... Proprietær Korneliussen har Ordet)... men hvem er Hanebjælken? (Rungende Latter). Det er min Efterfølger paa Fuglekongens blomstersmykkede Trone, Hr. Rektor Holmstrand. Han leve!

Ni Skud af nogle bitte smaa Kanoner! Fanfare!

Slagter Gregersens Enspænderhest blev hel tosset. Hestene for nogle nys ankomne Vogne med Balgæster skabede sig ogsaa under Salven.

Arrestforvareren, der fyrede Kanonerne af, og som ikke var aldeles ædru, lagde sig til Hvile i Græsset efter Anstrængelsen.

Der blev Larm, og utaalmodige Ytringer kom frem fra de af Vognene udstegne Balgæster, fordi de ikke kunde komme frem. Thi Tilskuerne, der under Processionen havde staaet pænt i to Rækker, havde klumpet sig sammen i en uformelig Masse. Kun løsrevne Ord af "Rektorens" Svartale lød ud:

- Og, havde jeg Evne som Vilje - saa skulde ved Siden af den nordiske Bjælkehal oprettes et Erekteion... (Bravo!)... ja Propylæer (Bravo!)... Nordens Guder ere vore, det danske Folks Uridealer (Bravo... hør!)... men evig slaaer Foibos Apollon sin Lyra hen over alle Evropas civiliserede Folkeslag (Han leve!)... og fra det solrige Hellas's Strand kom Æskylos udødelige Toner, Toner, som strakte sig til vor egen Skjaldedrot, Adam Oehlenschläger - og...

Her blev Talen uhørlig paa Grund af de dundrende Brøl. Trompetfanfare! Atter maatte Arrestforvareren protse Kanonerne af. Efter det sidste Skud faldt han om i Græsset, hvad enten nu den sidste Bajer havde oversteget hans Kræfter, eller en Skomagerdreng, der stod ved Siden af ham, havde spændt Ben for ham. Arrestforvareren paastod det sidste, slog efter Skomagerdrengen uden at ramme ham og gjorde et mislykket Forsøg paa at fange ham.

296

De unge, der skulde til Bal, fik sig nu efterhaanden boret ind i "den nordiske Bjælkehal", ikke uden adskillige Ulemper for Damernes Underkjoler og Pletter paa deres hvide Balsko.

Væggenes Fyrreplanker og det Sprinkelværk, som skulde forestille "Hallens" Bjælkeloft, vare behængte med Guirlander ligesom Yderfaçaden. Tre "Naturlysekroner", omvundne med Gran og Egeløv, hang og dryppede Stearinklatter ned paa Gulvet. En Handelsbetjent blev vred paa sit Kjoleærmes Vegne og erklærede det for et "svinagtigt" Arrangement i vore Dage, da man havde saa mange baade udmærkede og prisbillige Belysningsapparater. En Kollega fra en Specialforretning i Manufakturfaget replicerede overlegent:

- Men kan De ikke forstaa, Kaspersen, at det hele er gjort for at holde det hele i Stilarten?

Selskabet stod delt i Grupper, repræsenterende Byens for det meste hjemmegjorte Rangforordning. Dens Grænser var noget flydende. Nogle faa Købmændsdøtre hørte til første Klasse, de andre strakte sig gennem alle Rangklasser nedad.

Jens Knudsen og Birgitte følte sig hjemløse. Ved Bondeballer hørte de til første Klasse; her var de ganske deklasserede. De stod alene for sig selv, sørgelig ensomme.

Det store Kvantum Mod, Jens Knudsen havde erhvervet sig under Kørselen, var snart forbrugt. Birgitte knejste trodsig ud i Vrimlen, stejl og haard som en uindtagelig Klippefæstning.

Alt tegnede til en Gentagelse af Erfaringerne fra tidligere Skovballer. Inden Dansen tog sin Begyndelse, vilde den nye Fuglekonge hilse paa Ungdommen. "Rektoren" forsømte aldrig nogen Lejlighed til Repræsentation.

Smykket med det brede grønne, sølvbræmmede Baand, bærende det med en lignende Selvfølelse som en Elefantridder sit blaa, traadte han ind gennem Spisesalens Dør. Hans blegfede store Ansigt svulmede af Glæde over Tilværelsen, specielt over "Rektor" Holmstrands Tilværelse, og over Fuglekongeværdigheden. Hans Øjne svømmede ud over Brillerne, hen over alle de blottede Halse og fremdukkende Barme. Hans tykke Læber sugede alt dette unge og friske til sig med Begærlighed. Hans Mundvige sivede af Fugtighed som en forelsket Hanhunds.

Hans brede venstre Haand med de korte hvide Fingre løftede sig som til en salvelsesfuld Velsignelse, i den højre holdt han et Champagneglas højt løftet:

- En Skaal for den skønne, frodige Ungdom, frisk og frodig 297 som det nyfødte Bøgeløv hist ude, under hvis dæmrende Hang Tonerne snart skulle svæve ud i den herlige nordiske Sommernattestund, den Ungdom, i hvis Friskhed vi ældre skulle bade os for at vinde Styrke til Dagens Gerning, til Livskampen, til Klippevandringen mod Idealets solfunklende Tinde... Ungdommen leve!

Champagneglassene klirrede, og Hurraraab lød inde fra Herrerne i Spisesalen.

"Rektoren" borede sig ind mellem de brusende Skørter i første Rangklasse, trykkede Mødres og Døtres Hænder, koketterede over Brillerne til alle Sider, talte sagte med de smukkeste Døtre og Mødre for at nærme sit Ansigt saa tæt til deres som muligt, bestandig sugende med Læberne.

Dog vilde han som ny Fuglekonge gøre sig populær i alle Samfundslag. Han passerede videre, huldsalig hilsende med Haanden til alle Sider, henvendende venlige Ord og deltagende Spørgsmaal til Mødrene og klappende mandlige Medlemmer af det jævnere Bourgeoisi paa Ryggen.

- Hvordan gaar det med Deres Rhevmatisme, lille Frue?... Karl gør gode Fremskridt i Skolen, De vil sikkert faa Glæde af ham... Naa, det er Dem, der har meldt Deres Søn ind, gode Hr. Jakobsen; han har gode Attester fra Borgerskolen... gid han maa blive til Pryd for vor Skole og en Fryd for dem, der har sat ham ind i Verden... Naa, det er Deres Skyld, han er bleven meldt ind i Realskolen, Fru Jakobsen? Ja, ingen véd bedre end Kvinden, og specielt Moderen, at Kundskab er Magt. Han gik tilbage gennem det aabne Rum midt i Salen.

Der stod Birgitte og Jens Knudsen - en lille Holm midt i et Sund.

"Rektoren" studsede, da han saa Birgitte en face. Hun ragede højt op over sin lavstammede Kavaller. En lysegul ulden klar Kjole med Guipurer, diskret nedringet, med en højrød Valmue i Gorgens Hulning, det rødblonde Haar sat op i en den Gang ikke moderne Pompadourfrisure... og hvilke Arme - snehvide, kølige, som om de vilde svale "Rektorens" champagne- og portvinshede Pande... Alt dette fængslede Fuglekongen. Lidt for massiv, lidt koneagtig, lidt uædel i Profilen - men hvad? En moden Mand vurderer modne Yndigheder. For en dansk Fuglekonge af hans Dimensioner var en Dame af den Kaliber ret passende. Men "Rektoren" var Idealist, det paastod han ved alle mulige Lejligheder, og hans Fantasi var altid rede, naar han 298 bød den "idealisere", selv de mest realistiske Situationer. Den mødte ogsaa, samme Fantasi, da han befalede den at gøre ham selv til Zevs og Damen til Io; men Fantasien changerede straks, da det pludseljg randt ham i Hu, at Io var bleven forvandlet til en Ko. Den lod ham vedblive at være Zevs og gjorde Birgitte til Danae. Samtidig glædede han sig over, at han, Mathematikeren ex professo, hvad han altid kaldte sig, kunde bevæge sig saa frit og overlegent i den klassiske Mythologi. Han følte sig i Rang med virkelige Rektorer ved Statens Latinskoler.

Han stod længe foran Birgitte og nød hende over Brillerne med sit kælne Skraablik.

Bagved Birgittes venstre Skulder kikkede Jens Knudsens Øjne op. De saa ud som Øjnene paa en veldresseret Hund, hvem den halvglemte Bidelyst kommer op i under ganske ekstraordinære Forhold.

"Rektoren" sagde med en fløjelsblød, dyb Røst, idet han rakte sin Haand ud mod Birgitte:

- Det forekommer mig, at jeg kender Dem, min Frøken.

Han spiste med Øjne og Læber den Rødme, der gød sig ud over Birgittes Ansigt og Hals.

Jens Knudsen skældte sig selv ud for et Bondebæst, men følte, at han kunde faa dette Skældsord mortificeret ved at vise, at han havde dannede Manerer.

Han klukkede op som en Kalkun og sagde i mere sjællandsk Tonefald end ellers:

- Maa jeg præsentere Frøken Korneliussen fra Stenbjerggaard.

- Ah, Søster til min Forgænger paa Tronen, Io "Rektoren" fedt... Haaber, at Frøkenen ret vil kunne nyde Fylden af Ballets Glæder.

Af Hensyn til de første Rangklasser turde han ikke dvæle længere ved Birgitte.

Jens Knudsen og Birgitte blev ved at være Ø i Sundet. "Rektoren" gik ind i første Klasse Gruppe, hvor han erklærede, at "den lille Korneliussen" derhenne vist fortjente en bedre Skæbne end at være sin Broders Søster... for den Broder er en "dissolut" Herre. Byfogdens Frue hviskede til Distriktslægen, at Rektoren altid havde saadanne Udtryk ved Haanden, at han kunde sige al Ting uden Anstød.

Ballet begyndte. Fuglekongen "Rektor" Holmstrand aabnede 299 Polonæsen med Byfogdens Frue. Uden Aftale eller Engagement trak Jens Knudsen af med Birgitte.

Ingen engagerede hende til første Dans. Jens Knudsen dansede med hende i salig Fryd trods hendes tvære Ansigt og trods det, at hun knap gad svare ham, naar han talte til hende. Denne Fryd at holde hende i sine Arme var ham nok.

Hans Salighed var saa overvældende, at han elskede alle Mennesker paa hele Ballet, at han ikke ænsede Birgittes vrede Fnysen, naar han kom ud af Takten, ikke, at Sveden, der randt ned ad hans glatte Kinder, opløste Stivelsen i hans Flipper og trængte hed ud igennem Klædet paa hans sorte Kjoles Ryg.

I Mellemtiden mellem første og anden Dans førte han hende ind i Spisesalen. Han følte et Øjeblik til sin Portemonnaie. Jo, saa vidt han kunde føle, laa der 8 Tokronestykker i den.

Han raabte højt:

- En Flaske Champagne!

- Er De gal, Knudsen? sagde Birgitte,

- Ja, Gu'er jeg saa, Frøken, svarede Jens Knudsen og lo, uden at lægge Mærke til, at Birgitte gjorde en Grimace ad hans Latters gungrende Skrald.

- Og... lad mig se... seks Glas! raabte Jens Knudsen videre.

Da Opvarteren kom med dem, satte Jens Knudsen det første Glas med en saadan Vælde mod den med en plettet Dug bedækkede lange smalle Bordplade, at Stilken knak.

Et nyt... for D'ævlen... et nyt, Opvarter!

Jens Knudsen svor i sit indre paa, at han ikke var bange for at betale alle seks Glas. Men noget andet i ham bød ham at beherske sin heroiske Indskydelse. Han sørgede for, at de andre fem Glas ikke gik over i Stilken.

- Værs'go', Værs'artig! raabte han ud i den nærmeste Kreds og fordelte Glassene.

Apothekerens og Amtsforvalterens Døtre med deres Mødre stod nærmest

Amtsforvalterens Datter, en lille sammentrængt Brunette med Lattertrang i Øjne, Næsebor og Mund, tog om Glassets Stilk og sagde Tak.

- Upassende, Elvina! sagde Moderen og lagde en tung Haand paa Datterens Haandled. Du er jo ikke præsenteret for den Herre... og (det øvrige blev sagt hviskende).

Apothekerens Frue fjærnede øjeblikkelig sin Datter fra Bordet.

300

Jens Knudsens Champagne tabte Skummet, perlede svagere og svagere i de spidse Glas og stod til sidst død og dvask.

- Skaal, Frøken! raabte Forvalteren til Birgitte, og Tak!... Han saa ud i Kredsen: Hvem vil have Champagne?

Et Par Smaaborgerdøtre rakte deres brede Hænder i hvide Handsker ud mod Glassene. Deres Mødre forbød dem ikke at drikke. Kun en Bagermadame vilde "smage med" og toldede ikke ubetydeligt af sin Datters Glas.

Hvis Apothekerens og Amtsforvalterens Hustruer og Døtre var gaaede ind paa at drikke Champagne, var Forvalterens Aktier muligvis stegne hos hans Dame. Men hun vilde ikke klinke med de to smaa Borgerdøtre og deres Mødre. Hun tænkte paa Stenbjerggaardens Areal og følte sig som Proprietærdatter. Hun maatte dog staa over en Bager- og Blikkenslagertøs... Saadan nogle Embedsmændsdøtre! Embedsmændene maatte jo være forsultne, siden de altid raabte paa højere Gage... og Apothekeren! Saadant noget storsnudet Rak! Spanske Flueplastersmørere og Salvepiskere!

De, der havde Jorden, saa og saa meget Hartkorn... det var dem, der forede dem alle. Hun klyngede sig til de Maksimer, hun havde hørt fra Barnsben af.

Der klappedes inde fra Dansesalen. Jens Knudsen vilde trække af med Birgitte, og Birgitte var lige ved at lade ham raade.

Døre aabnedes fra nogle Smaaværelser. Tobaksdamp hvirvlede ind i kolde, ildelugtende Skyer.

- Sludder, Qvist, bliv her! Saa lægger vi en Bassette, Qvist!

Det var Hans Peter Korneliussens Røst.

- Nej, jeg vil s'gu ind at danse.

- Børnestreger!

- Nej, jeg vil danse... Jeg vil...

Og ind i Spisesalen tren den spinkle Proprietær fra Stenbæk Møllegaard. Birgitte holdt saa kraftig tilbage i Jens Knudsens Arm, at han ikke, uden at opbyde sin brutale Kraftoverlegenhed, vilde have kunnet tvinge hende med sig. Af Ridderlighed "gav han los".

Qvist's mørke Øjne skinnede mat som døsige Lygter. Over Kindknoglerne laa en dyb Rødme. Han var ikke sikker i Holdningen. Hans store stivede Skjortebryst posede ud i en stor Bue, vinplettet og skæv.

Skottende over Skulderen lod Birgitte sig nu føre af Jens Knudsen ind i Dansesalen. Jens Knudsen havde en Følelse af, 301 at han maatte tage uendelig blødt paa hende. Hans krummede Arm var lige saa uvirksom som hendes paa samme Arm slapt hængende Haand. De gled ind sammen som i Følge en stiltiende Overenskomst. Birgitte skottede bestandig bagud over sin venstre Skulder.

De første Par var dansede ud inde i Salen. Uagtet Jens Knudsen ikke havde engageret Birgitte til anden Dans, havde han betragtet det som en Selvfølge, at han var hendes Kavaller, da ingen anden havde meldt sig.

Da Birgitte var kommen ind i Salen, kunde hun vende sig helt om og se paa den unge Qvist. Hun opdagede straks, at alle de unge Damers Øjne søgte ham.

Var det Forargelsens lokkende Magt, der nu drev ham? Han havde Lyst til at forarge dette Selskab med dets fladbundede Selvtilfredshed og velnærede solide Hold i Tilværelsen. Som han der stod, bleg, mager og tyndbenet, med Spor af en Rus, med nedkæmmede Lokker i Panden og halv opløst Slip, med sin tuschsorte smalle Knevelsbart - hvilken Modsætning til røde og hvide blondhaarede Studenter, til den korrekte Farmacevt, til tætbyggede Avlsforvaltere med struttende Kinder og tjørnekrattætte Helskæg, til Kommis'er med stolpestærke eller pølsesvulmende Bentøj. En Aabenbaring fra en nervøsere, mere nydelseserfaren, maaske mere fordærvet Verden.

Men dette "Anløbethedens" Præg gjorde ham pikant. Købstaden havde jo hørt, at han havde været grusom slem i København, at han havde sat én Gaard over Styr, og de faa Besøg, han som Proprietær paa Egnen havde gjort i Byen, havde indskrænket sig til Gæstgivergaarden. Der havde han drukket og spillet med et Par unge Købmænd. Altsaa: en Ungdomsforfører.

- Ved Gud... om han ikke ryger Cigar i Salen! sagde Distriktslægens Frue til Byfogdens.

- Ja, jeg henvender mig til Balinspektøren, sagde Byfogdens Frue og satte sig i Bevægelse.

Men det opdagedes, at Hr. Qvist ikke røg, at den Cigarstump, han holdt mellem to Fingre, var slukt.

- Alligevel er det labansagtigt, sagde Byfogdens Frue til Distriktslægens.

Langsomt bevægede den unge Qvist sig ned ad Salen, mens han mønstrede Damerne.

- Lad vær' at se paa ham, Kamilla! sagde Byfogdens Frue til sin Datter.

302

- Han ser paa unge Piger paa en upassende Maade. Hold dine Øjne hos Dig selv, Elisabeth!... hans Toilette er saa derangeret, at det virkelig er... naa (Distriktslægens Frue fortsatte hviskende sine Bemærkninger til Byfogdens Frue).

Qvist syntes ikke at finde Behag i første Rangklasses Damer. Han passerede forbi dem.

Byfogdens Frue blev coquelicot i Hovedet.

- Kan De se, sagde hun til Distriktslægens Frue, han søger de simplere Lag.

- Was passt, das muss sich finden, svarede Distriktslægens Frue - hun havde i sin Tid været Gouvernante paa en Herregaard og var Byens æsthetiske Orakel... Mon han virkelig er saa rig, som de siger?

- Faderen staar for 45,000 om Aaret, sagde Byfogdens Frue - men de Grosserere i København! I Dag Millionærer, i Morgen Stoddere.

- Gud véd, hvor saadan en er bleven Student?

- Tredje Karakter, sagde Farmacevten, som havde hørt Repliken, idet han bukkede, vendte sig om og engagerede Distriktslægens Datter.

- Ja, det er jo ikke stort bedre end Præliminæreksamen med første, sagde Byfogdens Frue, hun kunde ikke lide, at Provisoren ikke valgte Frøken Kamilla.

- Vil De se... han tager den... hende derude fra Stenbjerggaarden, sagde hun og kneb næsten Distriktslægens Frue i Armen. Hvordan var det nu De sagde før?... Was passt...

- Das muss sich finden. Det er af Goethe.

- Ja det véd jeg. Vil De se?

Qvist var standset foran Birgitte. Han saa stærkt paa hende, som om han, den blege Fyr, sugede dette stærke Pigelegemes Blod til sig, lig en Vampyr. Han saa paa hendes rosenrøde, lidt udspilede Næsebor, paa hendes dunflimrende uregelmæssig kønne Ansigt, paa hendes faste store Barm. Han følte sig stærk og ædru. Vinrusen var som bortdunstet. Han ænsede ikke, at Jens Knudsen betragtede ham som en vagtsom Porthund. Der kom Liv i Qvist's Øjne og lidt Rødme over hans Kinder. Han blev modig og genvandt sit drevne Rouévæsen fra københavnske Danselokaler, men tilsatte det ubevidst med den beslægtede, kun lidt finere Routine fra københavnske Bourgeoisballer.

- Det er Frøken Korneliussen, sagde han med blød, sprukken Stemme.

303

Birgittes Øjne straalede bredt varmende ud over ham.

- Véd De, hvor jeg kender Dem fra, Frøken?

Nej, det kunde Birgitte naturligvis slet ikke vide. Hun rystede lidt paa Hovedet, bestandig øjenstraalende. Qvist vedblev smilende:

- Oppe fra Taarnet paa Stenbjerggaardens Borg, fra Gluggen.

Han sagde det med ironisk Parodi eller flovsende Pathos, omtrent som man taler til en Demimondedame. Men Stilen var ny for Birgitte. Hun var ikke nær dum nok til at tage den for Alvor, langt fra ikke kyndig nok til at fornærmes. Qvist fortsatte, idet han betragtede hendes smukke Tænder, der skinnede ud i Lyset som fugtige Perler:

- Deres Broder ruger over Dem som over en gylden Skat. Jeg har været flere Gange paa Stenbjerggaard, men kun set et Glimt af Guldet... fra Borgens Taarn.

Birgitte lo. Qvist lo med, temmelig kaad og højt.

- Ja, jeg har præsenteret mig selv. Denne Dans, Frøken?... Ikke "anderswo engagirt?" Vel?

Birgitte tog mod hans Arm. De stillede sig i Række. Jens Knudsen stod ene tilbage. Alt inden i ham kogte af Forbitrelse. Og han turde ikke engang spytte paa Gulvet som en foreløbig Udladning. Han gik ned til Enden af Salen, klemte Panden og Næsen mod en dugget Rude, sukkede lydelig, mens han knyttede Næverne.

Qvist og Birgitte talte livlig sammen. Jens Knudsen tog for sig af, hvad der stod ham nærmest. Det var en lille firskaaren Vognmandsdatter. Hun saa ud, som hun var fortættet ved et kraftigt Tryk paa Isse og Fodsaaler, saa sammentrængt var Figuren. En løjerlig Besætning af Kornblomster laa i en langstrakt Krans fra højre Skulder ned over Maven og løb op under venstre Arm. Hun tog tvært mod Jens Knudsens Engagement.

Birgitte og Qvist dansede ud. Parret vakte Opsigt og Forargelse.

Proprietær Qvist trykkede sin Dame tættere til sig, end det var sømmeligt efter Købstadens Moralbegreb. Han sank underlig sammen under Dansen og blev mindre end sin Dame.

- Gud, hvor de danser vildt, sagde Byfogdens Frue til Distriktslægens.

- Ligefrem sanselig, hviskede Distriktslægens Frue... og, naar Dansen faar den Karakter, saa er den ikke skøn mere, saa er den...

304

Hun hviskede nogle Ord saa sagte, at Byfogdens Frue ikke hørte dem. Men hun anede Meningen og nikkede til den anden Frue med indigneret Forstaaelse.

Og dog var Dansen for Birgittes Vedkommende uskyldig. Hun vidste ikke, hvorfor hun var saa glad, eller hvad hun gav sig hen i.

De fløj jo let over Gulvet. Hendes Herre var let som en Fjer. Det forekom hende, som det ikke var ham, der førte hende, men hende, der førte ham.

Stundom var det, som smeltede han bort mellem Hænderne paa hende. Hun saa op efter ham. Da brændte hans Øjne mod hendes. Hun følte sig oplagt til at beskytte ham, syntes, han var "sød" som et Barn. Det var nok muligt, han havde været et temmelig uartigt Barn; det havde hun jo nok hørt adskilligt om. Men Birgitte havde altid fundet artige Børn kedelige.

I Hvilene var Qvist træt og sank mat smilende hen paa en Stol. Men naar deres Tur kom igen, rejste han sig med et Sæt, og de fór ud.

Han engagerede Birgitte til næste Dans. Hun lo og sagde Ja, ænsede ikke, at Jens Knudsen lagde Mærke til det, og at han, da Dansen var færdig, arrig slap sin Vognmandsdatter, gik igen hen og satte Ansigtet op mod Salens duggede Rude. Og hun kunde jo ikke ane, at Jens Knudsen hviskede ud mod Rudens Flade:

Saadan en!... skal han danse godt? Han ser jo ud, som han skulde af med alle sine Indvolde, naar han sætter af.

I næste Mellemrum knaldede Champagnen i Spisesalen. Qvist havde skænket til højre og venstre og fik bedre Afsætning end Jens Knudsen. Første Rangklasses Mødre og Døtre tog trods indvendig Protest og hviskende Indignation mod Proprietærens Gavmildhed. De nikkede formelt, da han løftede sit Glas imod dem; han lo til Birgitte, hun lo med.

- Nej, det er dog for galt, sagde Byfogdens Frue til Distriktslægens. Han gør vist Nar. Kom! sagde hun til sin Datter.

- Kom! sagde Distriktslægens Frue til sin.

Men, inden Fruerne gik, tømte de, hvad der var i deres Glas. Qvist vinkede til de to unge Frøkener, at de skulde gøre ligesaa i Smug. De kunde ikke bare sig for at le, fulgte ogsaa hans Vink i al Hast, før Mødrene fik gjort omkring, og lod Kjolernes Bagdele forarget ringle og svanse til begge Sider. Først da denne 305 Bevægelse var fuldbyrdet, maatte Døtrene lystre, da Fruerne paa én Gang raabte:

- Naa, Kamilla! Kommer Du?

- Naa Elisabeth! Kommer Du?

Endnu i Døren vendte de sig og udvekslede et let smilende Minespil, et tøseagtigt Koketteri med Proprietæren fra Stenbæk Møllegaard.

Ballet gik sin Gang til den lyse Morgen. Qvist inklinerede baade for Frøken Kamilla og for Frøken Elisabeth. Mødrene rasede over Frækheden, men til ligefrem at gøre Skandale og protestere, havde ingen af dem borgerligt Mod. Hele Natten beholdt han Birgitte som fast Dame, men gjorde stadig inklinerende Strandhug paa første Rangklasses Territorium.

Qvist vakte mere og mere Opsigt. De indfø.dte lod sig imponere. Harmen mod ham formildedes: mens dens Skyer trak sammen om Birgitte. Man gjorde hende ansvarlig for alle de Rygter, der fortaltes om Broderen. Hun var en "fræk Ting", mente nogle Mødre af anden Rangklasse.

Da Ballet var endt, og de dansende brød op, mens Morgenen slog lys og kold ind ad de aabne Døre ud til Skoven og ubarmhjærtig blottede krøllede Balkjoler, forpjuskede Frisurer, slaskende Blomster, blege Kinder, røde Øjne og trætte Legemer, saa Birgitte sig om efter Jens Knudsen. Hun bød ham spænde for i en Tone, som var han hendes Kusk.

Han sad i Spisesalen og var lige bleven færdig med en Boeuf, som han havde spist med Harme og Forbitrelse, hvilket dog egentlig ikke skadede hans Appetit, men forøgede hans Tyggekraft. Og den trængte "Boeuffen" højlig til.

Qvist var gaaet ind i Spilleværelset. Han spurgte efter Hans Peter Korneliussen. Han havde jo kørt med ham til Fugleskydningen og havde selv ingen Vogn. Værten skulde hilse Qvist og sige, at Korneliussen var kørt sammen med en Slagter fra København. De vilde ud og se paa Kalve, men Proprietær Qvist kunde køre med hans Søster og Forvalter.

Qvist pakkede sig ind og naaede ud paa den aabne Plads foran Pavillonen, ligesom Jens Knudsen havde svunget sig op paa Forsædet. Qvist svang sig op paa det bageste Sæde ved Siden af Birgitte, skønt der var bedre Plads paa det forreste. Hun skreg lidt, lo saa, da Qvist fortalte hende, hvad hendes Broder havde sagt. Jens Knudsen havde vendt sig om og forstenedes som ved Synet af et Medusahoved. Han kunde ikke en Gang 306 faa sin Røst tøjlet til at faa udtalt, at der var bedre Plads paa Forsædet. Han slog et Knald højt som et Pistolskud, svingede saa brat, at Vognen hældede svært derved, og kørte af Sted, som han var gal. Han vendte sig ikke en eneste Gang om, men spyttede arrig ud over Forlæderet.

VII.

Alt imens sad Birgitte og C. B. Qvist jun. paa den fjergyngende Vogns Bagsæde.

Begge var de godt indpakkede, C. B. Qvist paa Grund af Københavner-Kuldskærhed, Birgitte af landlig Vane.

Den kølige Skærsommermorgens Luft strøg dem om Kinderne. Det var forfriskende som en Hoveddouche i et varmt Bad.

Straks faldt Qvist i Søvn. Birgitte skottede hen mod hans ned over Kinden liggende lange sorte Øjenhaar.

- Herre Gud, hvor han sover, det Skind! Som et Barn i sin Vugge! Han aandede saa dybt... saa uskyldig - saa syntes det Birgitte... sukkede ved Gud, i Søvne! Den bløde Knevelsbart bølgede under Aandedrættet. Det var næsten Synd ikke at kysse den, saa sød saa den ud, sort mod det hvide fine Ansigt, Ibenholt mod Elfenben.

Her var saa meget at tage sig af, saa meget at beskytte, hæge om - syntes Birgitte.

Hjulskinnen skurede stærkt mod en Sten paa Vejen. C. B. Qvist jun. vaagnede med et Suk, dybere end dem, han drog i Søvne.

Da var de komne ind i en Skov, som sluttede om Kørevejen fra begge Sider. De silkebløde frynsede Bøgeblade bugnede ud i al deres Ungdomsglæde. Og fra Jordens Bund, ned fra de dirrende Trækroner stod en usigelig frisk, svag syrlig Duft.

C. B. Qvist nøs. Birgitte kunde ikke bare sig for at le. Qvist smilede. Deres Øjne mødtes. Qvist sukkede... Birgittes Læber skinnede ham imøde som en saftig fuldmoden Frugt. Han følte Begær til at kysse dem, men manglede Kraft til at beslutte sig. Han saa ud, som var han lige ved at slaa over fra Smil i Graad. Nu syntes Birgitte, at han saa "grinagtig" ud, 307 og hun lo højt. Saa brød Graaden ud hos C. B. Qvist jun.; han græd nervøst, hulkede formelig.

- Men... dog! sagde Birgitte, og hendes Træk glattede sig ud i Alvor.

Qvist skammede sig og dukkede Underansigtet ned i sin Ulstercoat. Det slap Birgitte ud af Munden:

- Naar De ikke er lykkelig og glad - hvem kan saa være det?

Hans Hoved dukkede frem gennem den opsmøgede og tilknappede Krave.

- Jeg? mumlede han.

- Ja, De er jo baade dannet... De er jo Student - ikke?... Og De er jo rig... og De er fra København... og De har kunnet rejse udenlands. Man siger jo, at De har været i Paris. Tænk... hvad skal saa en anden en sige?... Gud, hvor De fryser!

Birgitte løsnede Rejsetæppet, som hun havde svøbt om sine Ben, og bredte det ud over Qvists Skød. Han rykkede endnu tættere ind mod hende. Hun vidste ikke ret, om hun led det eller ikke. Han lagde forsøgsvis Armen slapt om Livet paa hende. Hun skød den nænsomt fra sig.

- Mig har aldrig nogen brudt sig om, mumlede Qvist.

- Aa Snak... Deres Fader har vel ladet Dem faa alt, hvad De vilde have.

- Tyve Kroner om Maaneden, fra jeg var tolv Aar.

- Sikken en Masse Penge! Hvad sagde Deres Moder til det?

- Puh. - Hun døde, da hun havde bragt mig ind i Verden.

- Det gjorde min Moder ogsaa. Der blev en lille Pavse. Men, vedblev Birgitte, min Broder har aldrig givet mig tolv Kroner om Maaneden.

- Sikken en Gris!

De lo begge lidt. Birgitte tog til Orde:

- De er jo Student.

- Det piskede min gamle mig op til. Gud - hvor det var væmmeligt.

C. B. Qvist jun. spyttede. Birgitte vedblev:

- Men saa den Gaard i Jylland?

- Ja, men Herre Gud, hvad skal jeg med de Gaarde? De koster den gamle mange Penge... og jeg... jeg bryder mig Fanden om Landvæsen.

308

- Hvad vil De da være?

- Aa... Officer... nej... det vilde jeg heller ikke, Frøken...

- Ja, men hvorfor kunde De ikke blive Officer?

- Det er Eksaminer igen, Frøken Korneliussen! - Uh, de Eksamina!

- Hvordan siger De, Eksa...

- Mina...

- Naa hedder det saadan?

- Leve Latinen, Frøken! hvad hedder De? jeg mener til Fornavn...

- Jeg hedder Birgitte.

- Birgitte... naa? Jeg er saa syg, jeg er saa elendig... uh... saa træt!

Birgitte flyttede fra ham og lod ham beholde Tæppet helt

- Kan De ikke være lidt god mod mig, Birgitte? Hvad? Aa... De... Frøken Birgitte... aah... saadan at have en, der var rigtig god mod en!

- Aa... der er vel nok, som vil være det mod Dem.

- Ja - det har jeg troet... Jeg har betalt mange Penge til Pig... til... naa til Folk, som jeg troede vilde være gode... uh, saadan kærlige imod mig... Det er noget Sludder. De vilde bare have Penge. Jens Knudsen slyngede hviskende Eder ud fra sit Sæde.

Den unge Qvist hviskede:

- De er sød. De er kraftig og sund. Aa - De er saadan, som jeg vilde ønske, at jeg selv var... Er De vred, Frøken Birgitte?... Det kan godt være, at jeg er fuld... hvad?

- Jo, det tror jeg nok, De er.

- Kan vi aldrig komme til at tale sammen mere?... Hvad? Naar De spaserer lidt over Højderyggen og saa ned... mod Møllegaarden... Hvad? En køn Sommeraften. Aa, dér er saa dejligt, naar Buskene luner, naar Bladene klaprer... De... Frøken Birgitte!... saa kommer jeg til at mindes Sange, som jeg hørte i Selskaber i København synge af store Sangere:

Hvor tindrer nu min Stjerne?

og...

Du, som har Sorg i Sinde...

og...

Husker Du den Aften, da vi hjem over Marken gik?

309

... Er jeg vel fuld? Hvad Frøken Marie... Eller... nej... Det var Frøken Bir... gitte!

- Jeg véd ikke, hvad De mener, Hr. Qvist!

- Ses vi aldrig mere?

- Jo, det gør vi kanske nok.

- I Krattet... der oven for Møllesøen?

- Nej.

- Jo... Frøken Birgitte! Nu, i Juni Maaned, naar Vejret saadan bliver lunt og rart... Hvad?

- Nej...

-Jo.

- De er en løjerlig Fyr, Hr. Qvist!

- Hvad... kommer De ikke en Aften ned i Krattet? Hvad?

- Nej, jeg gør det ikke, Hr. Qvist!

- Jo, De gør.

- Nej.

Han vilde slaa Armen om hendes Liv. Hun afværgede det med en Kraft, som han blev bange for. Han sank sammen igen. Han saa igen ud som et sovende sygt Barn.

Hun bøjede sin Mund hen mod hans. Lige i det samme slog han store, forbavsede, søvndrukne Øjne op, og Birgitte fór tilbage som stukken af en Gedehams.

Da overrumplede Qvist hendes Styrke og kyssede hende.

Birgitte blev pligtskyldigst vred og sagde til sig selv, at hun ikke havde kysset igen. Hun vendte sig surmulende bort fra Qvist.

Jens Knudsen blev ved at køre, saa Hjulskinnerne stadig slog Gnister mod blottede Flintestene i Vejens Makadamisering.

- Knudsen... kør om ad Møllegaarden! sagde Birgitte med et haardt Knubs af sin Kno mod hans Skulder.

- Jeg er lige glad, brummede Knudsen, drejede af og lød "Frøkenens" Bud.

Proprietæren fra Stenbæk Møllegaard stod af ved sin Havelaage, lidt skuffet, og forsvandt mellem Træerne.

Jens Knudsen svingede ind i Stenbjerggaarden i en Fart, saa Hjulene skurede mod Karmen. Fjedrene sang.

Han hjalp ikke "Frøkenen" af, vendte sig ikke, da han hørte hende arbejde med Nøglen i Indgangsdørens Laas. Han var glad over, at det kostede hende Mas at faa den op.

310

Først da han havde hørt, at Nøglen var drejet om indvendig fra, satte han Vognen i Bevægelse. Han gav et Slags Skrig fra sig, og, da han saa en Guldregnbusk, som Dagen i Forvejen havde straalet ham en Forjættelse imøde om Lykken, hivede han sin høje Cylinderhat op i den høje Busk og sagde:

- Hæng Du der til evindelige Tider, Dit Halløjbæst til 12 Kroner!

Han sov ikke, da han kom i Seng. Han laa med sin gennemsvedte Manchetskjorte og frydede sig over dens Ødelæggelses Vederstyggelighed.

Da Klokken var 9, stillede han til Frokost. Hans Sindsbevægelser havde gjort ham skrupsulten.

"Frøkenen" sov naturligvis.

Den store Jomfru Kristensen sad og drak den anden Kontorkop Kaffe, da Forvalteren kom. Han spiste en hel Spegesild med Æg og drak en Snaps, delte den med et dybt Suk og sukkede ogsaa, da den anden Halvdel var besørget.

Jomfru Kristensen blev opmærksom derpaa. Hun mærkede straks, der var noget i Vejen med ham. Hun var af de ulykkelige Eksistenser, som aldrig kunde lade være at føle en hemmelig Fryd, naar det gik andre ilde. Det var maaske en Slags Kammeratskabsfølelse, for hende var det jo ikke gaaet godt i Verden. Hvorfor skulde det saa gaa andre bedre?

- Det var et dejligt Bal, Knudsen! sagde hun og lod sin Tungespids glide frem og tilbage over sine Læber.

- Mageløst, sagde Jens Knudsen og skar sig et Stykke Rullepølse.

- Hi... var 'et?... De drikker ikke Deres anden Snaps, Knudsen!... Dansede De meget?

- Dansede!... Ja, S.- vælte mig. Jeg er hudesløs paa alle mine ti Tæer... og den anden Snaps... den skal... den skal ned paa dem. For det gør ondt, men linder bagefter.

Han heldte Snapsen ned i sine Støvleskafter, skar sig en Skive Ost staaende, spiste den, mens han gik ud og sagde til Jomfru Kristensen:

- Tak, Jomfru! Jeg skal ingen Kaffe ha!... I Nat har jeg faaet den Kaffe, jeg skal ha'... og det for lange Tider.

Da han var gaaet, skænkede Jomfru Kristensen smaaleende den til Jens Knudsen bestemte Kaffe ud i sin Kop, faldt saa i Tanker, medens hun nynnede:

311

Thi det er Gammen
at vandre sammen,
naar Hjærteflammen

er... er... Pyh!

Hun tømte Koppen og sagde:

- Naar Mandfolk er skikkelige, saa er det nogle Fjolser,... og naar de har en Smule Forstand..., saa er det nogle Vindhaser eller nogle... Forrædere... og... og - uh!

VIII.

Umærkeligt havde Hans Peter Korneliussen taget hele Kommandoen over alt, der laa nede i den lave Dal.

Der var meget, som skulde gøres, før Stenbæk Møllegaard blev en Mønstergaard. Han havde faaet Qvist til at lade grave en uendelig Masse Grøfter, til at mergle og dræne. Der var et Liv og et Arbejde overalt paa de Marker, som i et Par Menneskealdre havde ligget og drevet.

- Møllen... ja hvad var den værd? Den Profit, den bragte, kunde Qvist ganske rolig overlade den tykke Møller Kaspersen i Ny-Eskildstrup Vejrmølle, for han skulde leve af Blæst, sagde Hans Peter Korneliussen.

- Nej, vi skal leve af dette hersens, Qvist! raabte han og borede med sin Støvlehæl i den sorte Muldjord; dette hersens (saa tog han en Haandfuld fugtig brun Jord, lugtede først til den og stak den saa op mod Næsen paa Qvist)... dette hersens bliver, som det er til evige Tider. En lille Smule Arbejde... en hel Hob Møg... noget Mergel... nogle Lerrør... saa gaar det af sig selv. Jeg skal, Fanden piske mig, gøre Dem rig, lille Ven!

Ja, der blev arbejdet og vendt op og ned paa de gamle Marker, som laa under Stenbæk Møllegaard.

Fanden i Vold med Møllesøen! Pin alt Vandet ud af det gamle Mosehul! Der kunde blive en god Eng ud af den. Var fedt og stort Græs ikke mere værd end det Vandpløre? Som Eng kunde det blive en Guldgrube.

312

Den unge C. B. Qvist lod Hans Peter Korneliussen handle, som han vilde, og takkede ham oven i Købet.

Aa, hvor det var dejligt at have en, der tog sig saadan af Tingene! C. B. Qvist jun. kunde ligge til Klokken elleve om Formiddagen, for Proprietæren fra Stenbjerggaarden var der tidlig om Morgenen. Hans vældige Røst lød og gav Ordrer, udskældende til højre og venstre. C. B. Qvist laa i Sengen, beundrede Hans Peter Korneliussens Dygtighed, blev beroliget, sov ind igen, let forbavset over, at Korneliussen gad have det Mas.

Det var anderledes end i Jylland, hvor ingen havde hjulpet ham. Derfor maatte det gaa, som det gik der. Men her! Det gik jo af sig selv. Den gamle inde i København kunde ikke gøre saa meget Vrøvl, som han hidtil havde gjort.

Saa kom Forsommeren, og saa kom Høhøsten.

Hans Peter Korneliussen forsvandt, da Høhøsten var endt paa de gode smaa Enge. C. B. Qvist jun. sad ene i de lave, lange, smalle Stuer med Tapetpapir paa Vægge og Lofter. Korneliussen selv havde kun lille Høhøst paa sine høje og tørre, om end i et Par Generationer udmærket behandlede Jorder. Nu genlød atter Landevejene af hans Galopkørsel og smældende Piskeknald.

Ligesaa ene som Qvist paa Stenbæk Møllegaard sad Birgitte paa Stenbjerggaarden. Der var dog den Forskel, at Qvist et Par Dage efter Ballet ikke tænkte synderlig paa Birgitte, og at hun Dag for Dag følte hans Billede mere og mere tage hendes Hu fangen.

Hans Tilsynekomst havde straks bragt hende Bud fra en anden Verden, og det stod fast for hende, at det maatte være en højere Verden. Ordet "Intelligens" havde hun maaske hørt, men det meldte sig ikke for hendes Tanke som Udtryk for hin Verdens Indhold eller Aandekreds. Snarere knyttede hun til den Verden Forestillinger om noget lunt, tæt, som svære Gardiner og Portierer, tykke bløde Tæpper og varme dunkle Farver, en fin, krydret Duft, alt i Modsætning til hendes Hjems store, tomme, planløst og ufuldstændig møblerede Rum, hvor Vinduerne klaprede, naar det blæste, hvor den herskende Duft frembragtes af lange Støvler, Pelse og Kavajer, Fodposer, Køkkenos og Vasketøj. Saasnart hendes Fantasi blev overmandet af hans Billede, svøbte hun sig ind i et Shawl, følte sig straks lunt forvaret som i et Kabinet, som hun mindedes fra en Herregaard, hvor en Kammerjomfru havde vist hende om i Herskabets Fraværelse.

313

Der var jo ogsaa saa lunt og glinsende nede i Dalen med den gamle Haves tætte Træer, med det frodige Græs, med den rolig tindrende Møllesø og det fløjelsagtige Mos paa Møllegaardens gamle Straatage, dem, Kragerne fløj saa højt over.

Hun befandt sig bedst, naar hun havde Magt til at lade hans Billede vokse og tydeliggøres langsomt i hendes Sind, naar hun længe kunde stirre ind i hans mørke Øjne, lade sit Blik glide over det blege Ansigt, som fortalte om Erfaringer, som underlig eggede hendes Nysgerrighed. Hun havde en halv Viden om den Art Liv, hans Ansigt antydede. Jomfru Kristensen fnisede raat, naar hun talte om ham, og sagde: Han har vist havt "Syllifis". Den Følelse, hun havde havt hin dæmrende Sommermorgen, da de kørte fra Bal: at hun kunde værne, hæge, skærme om ham/ kom forstærket igen. Hun lod ham lægge det fine, blege sorthaarede Hoved til sit Bryst, trykkede det fastere og fastere mod det og lagde sine Hænder om hans Kinder. Hun følte hans kølige Læber klæbe sig tæt til hendes som i hin duggede Morgen.

Ja, saa kunde hun føle sit Blod brænde, saa hun selv blev bange derfor, og saa endte det gerne med, at en lidenskabelig Graad overmandede hende. Den hulkede igennem forvirrede, tunge Drømme, naar hun om Aftenen var falden i Søvn; den kunde bryde frem i al Livets Vælde om Morgenen, naar hun vaagnede.

Hvor det syntes hende en Evighed siden, hun havde set ham!

Det var en tung hed Sommeraften i Juli. Luften summede af Myg og duftede af Lindeblomster. Birgitte havde sat sig i det eneste nogenlunde tætte Lysthus i det af Havens Hjørner, der vendte ud mod Kørevejen. Hun sad med omhyllet Hoved, rugende over det, der fyldte hendes indre. Hun smilede med halvaabne tørre Læber, Øjenlaagene vare sunkne til. Hun sukkede, thi hendes Bryst var saa betynget, og dog vilde hun nødig have lettet det ved et stort Suk. Nej, hun nød med en Art Vellyst baade det tyngende og de mange smaa, delvis befriende Sukke. Hendes Sind laa bundet i en Tilstand mellem Sorg og Fryd. Hun længtes efter at blive fri for den; men, havde nogen eller noget i samme Øjeblik tilbudt hende at komme ud af denne Stemning, saa vilde hun have bedet om at blive i Ro, at sidde, som hun sad.

En sagte Lyd af en knirkende Dør i Stuehusets Kælderetage smertede hende, og hun var dog ellers alt andet end nervøs.

314

En lys, bred Skikkelse kom ud af Døren og steg op ad Trappetrinene. Birgitte krøb sammen i Lysthusets dunkleste Krog.

Skikkelsen saa ikke derhen imod, syntes at have stor Fart, smøgede sig tæt langs Muren og ud ad en Laage. Birgitte havde straks set, at det var Jomfru Kristensen.

Hun følte en Vrede... eller var det Misundelse? - stige op i sig. Nu var Hans Peter Korneliussen vist i Nærheden; nu skulde de træffes... og... hvad havde man for at være et ordentligt Fruentimmer?

Den arrige Jomfru Kristensen, som Birgittes Broder mange Gange havde svoret paa at ville jage ud af Gaarden med en Hundepisk, hun dominerede stadig og fik Lov til at være saa gal og arrig, som hun lystede... og nu...! Nu gik hun Gaardens Herre i Møde, og saa skulde de spasere sammen. Det vidste Birgitte godt, at de gjorde, det havde Pigerne fnisende betroet hende.

Vrede, Trods, et dragende Begær rev og sled i hende. Hun løb op paa Bakkekammen og saa Møllegaardens Have badet i den varme Aftendis dernede, saa Møllesøen rødme svagt. Hun lød det som drog og kaldte, gik ud af Haven og ned paa en Sti hinsides Kørevejen, en stærkt nedad skraanende Genvej til Møllegaarden. Hun sagde flere Gange til sig selv, at hun var gal, men hun gik alligevel; ja, da Stiens Skraaning blev brat, løb hun.

Stien førte ud til en anden jævn Sti. Paa det jævne blev Birgitte betænkelig, gik langsomt og fæstede Øjnene dvælende paa alt omkring sig. Stien var begrænset af et tæt gammelt Pilehegn oven paa et gammelt Jorddige. Det var spættet af alskens Blomster. Der stod Bakkestjernen med sin bløddunede, rødliggraa Dusk, Gærdesnerlen med sin følsomme hvide Klokke svajende paa den slyngede Stængel, Blæresmældens Kapsler bovnede ud og lokkede til at prøve, om man kunde faa et hyggeligt lille Knald lokket ud ved at trykke paa den graagrønne Tingest. Den blaa Kampanula nikkede koket til Snerlen. Knopurten rejste sin karmoisin-violette Fjerbusk. Ranunklen holdt sit blankt polerede gule Bæger op, for at det kunde fyldes med Aftensol. Og mellem alle disse spraglede Riddere stod Bynke og Røllike som Bønder "paltuge og graa".

Birgitte blev staaende, sugede hver Blomst ind i sit Øje; hun havde altid godt kunnet lide dem, men aldrig ofret dem saa langt dvælende Blikke.

315

Stenbæk Møllegaards Have løb i en smal Strimmel paa den anden Side det gamle Dige med kronende Pilehegn. Birgitte troede at mærke Jordbærduft. Hun kunde fra gamle Dage mindes de lange smalle Jordbærbede i denne Del af Haven, vidste ikke, at de nu laa i et Vildnis med lange, tynde Skud daskende langt hen over Stien, forsømte i mange Herrens Aar.

Hvem der turde kravle over Hegnet og plukke Jordbær - uh, spise Jordbær! Suge dem, køle sig ved dem, læske sig... aa Jordbær fra Stenbæk Møllegaards Have! Nogle af dem var hvide, kunde hun huske, og de hvide var de sødeste.

Hun kunde magelig bryde over Gærdet gennem Pilehegnet... det havde hun en Gang gjort som lille Pige, var ogsaa bleven opsnappet af Lars Povlsen, som da smilende havde sagt:

- Ja, havde det været en af Korneliussens Køer, og jeg havde taget den op paa min Bygmark, saa havde det kostet en Specie; men, da det er saadan en lille Kviekalv, saa kan det blive ved et Kys.

Hun havde faaet et Ørefigen af Broderen, da hun lidt pralende fortalte ham sin Bedrift. Jo - den Klavretur maatte prøves. Hun græd og lo paa én Gang. Hun turde ikke, men hun vilde alligevel.

Det knagede i Gærdets Blomster og Græs. Hun fik fat i en af de gamle Piles sejge, nedhængende Grene. Hun tog fat i den, svang sig op, mærkede en fin krydret Duft, da hun var paa Gærdets Top. Hendes Fart var saa stærk, at hun rutschede ned ad den modsatte Skraaning og efterlod Levninger af sin tynde klare Kjole i Farten. Der var lidt Smaatjørn paa den ene Side Gærdet.

IX.

Den krydrede Dufts Kilde blev synlig i Form af lyseblaa Røgringe. De hvirvlede lystig gennem Havegangen om de tætte gamle Hasselnøddebuskes Blade, alt mens de jog hinanden og opløstes.

Birgitte satte begge Hænderne for sit Ansigt, betvang et Skrig, vilde vende om og klavre tilbage over Gærdet.

316

Da raslede og knagede det i Hasselbuskene, og den unge Qvist tonede frem i lysegraa ensfarvet Heldragt og en lille Straahat paa Hovedet.

Birgitte, hun, som hidtil i sine Drømme havde været saa stærk, næsten moderlig beskyttende over for den lette fine Fyr, var ved at synke i Knæ og falde om paa Stien. Hun hørte et - "Ah, ha, se, se!" der lød frækt eller koldt. Der var noget overlegent i Tonen, noget, som baade irriterede og imponerede hende: en slap foreløbig Forbavselse, der ved det andet Udraab gik over i en rolig, erfaren Forstaaelse.

Han havde lagt Armen om hendes Liv. Hun følte hans behandskede Haand gribe hendes. Proprietær C. B. Qvist jun. gik med Handsker; han vilde skærme sine Hænder mod Myggestik og mod Solbrændthed.

Birgitte gjorde et svagt Forsøg paa at staa imod. Hun veg for hans Modstand, skønt hun følte, at hun sagtens kunde have revet sig løs. Det kriblede i hende med en Væmmelse nærliggende Fornemmelse, da han lagde sit pomadeduftende fedtede Haar til hendes Kind. Ja, hun vilde gerne have givet en halv Snes Kroner for at være paa den anden Side Gærdet med Pilehegnene.

Imidlertid sank hun hen i Magtesløshed og lod sig føre af ham, kom først til sig selv, da de sad i en stor, lav Stue, som hun vel mindedes fra sin Barndom. Hun kendte det tapetserede Bjælkeloft, som den Gang syntes hende saa moderne og elegant.

Nu var Stuen propfuld af nye og polstrede Møbler. Paa Væggene hang en Masse Fotografier. Det var flovt at se paa dem, for de Mennesker, der var paa dem, var alle sammen nøgne. Det stærke Pigebarn krøb sammen i et Sofahjørne af Angest for disse smaa graabrune Fotografifigurer.

- Det er en uartig Knejpe, hvad lille Frøken? Men vi er jo nødt til at rive hele Kassen ned, for ikke en skønne Dag at faa Bjælkerne ned i Hovedet. Bare man gad! Saa vilde jeg bygge en Villa - flottere end Brobergs forrige i Taarbæk. Hvorfor er De saa tramtrarisk? Op med Hovedet! Lad os more os! Nu skal De bare se!

Vævert rejste han sig, fór over Gulvet med halv listende, halv dansende Trin, drejede Nøglen af til et Sideværelse, gik ud ad en anden Dør, hvis Nøgle han drejede af udenfra. Birgitte blev siddende og brast i Graad. Hvad havde hun dog gjort?

317

... Hvordan havde hun dog baaret sig ad?... Aa, hvem der dog kunde komme bort!

Hun maatte bort; hun turde ikke blive...

Hun saa sig om. Vinduerne laa lavt ud mod Haven. Hun aabnede et, steg op paa en Stol... vips, hun var ude, aandede tydelig og raabte: Gud ske Lov!... fløj saa af Sted og naaede glødende og sveddrivende Stenbjerggaarden, hvor ingen havde bemærket hendes Fraværelse.

Da Qvist ikke fandt hende, da han kom ind med Champagne, sagde han:

- Den dumme Tøs!... Naa... kender jeg hende ret, kommer hun nok igen. Men hun skal tages paa en anden Manér.

Det var en af Qvists Ærgerrigheder at være Kvindebetvinger, og denne Ærgerrighed var ikke uberettiget inden for en vis Sfære af Kvinder.

Med en Blanding af naiv Forfængelighed og fordærvet Fantasi glædede han sig til at udvide sit Operationsfelt til "pæne" Piger paa Landet. Pæne Piger! Aa hvad? Søster til saadan en Rod som Hans Peter Korneliussen! Gud véd, om hun er saa pæn?

Champagnen var tagen frem. Men drikke den alene, det var altfor kedeligt. At drikke den sammen med den Klods, der agerede Forvalter, en, som Hans Peter Korneliussen havde skaffet ham, var under C. B. Qvist juniors Værdighed, det Fæ vilde jo hellere have Øl eller sjofel Toddy.

Søge Hans Peter Korneliussen vilde han heller ikke. Nej, han laa vel paa Landevejene paa en Prangerfart. Han hadede i dette Øjeblik den "Rod"... fordi han ikke kunde undvære ham, fordi han drev hans Gaard kyndig og myndig, fordi han kunde blokke den gamle i København for Summer, som C. B. Qvist jun. slet ikke fik Lov at disponere over til flotte Heste eller store Dîner'er eller til adspredende Københavnsrejser. Nej - de blev allesammen smidte ned i Drainrør og Grøfter. Aa, hvor ærgrede han sig over, at Møllesøen skulde tørres og de gamle Træer fældes! For han, C. B. Qvist jun. - han havde dog fra sin Studentertid en Slags Forestilling om gamle Træers, gamle Møllesøers, gamle Vandmøllers Romantik. Det var muligt, det var Sludder altsammen; men, naar det var Sludder... ja saa kunde man lige saa godt drikke eller elske sig ihjel... for mase med Jorden og selv haandtere Møggreben... uh...!

Jeg var et Fæ, at jeg lod Pigen løbe. Var hun bleven her... saa... ja... saa var den Tid gaaet. Ja, saadan en 318 Fjols jeg er! Mange Gange har jeg ladet gode Piger slippe fra mig og i sidste Øjeblik maattet tage til Takke med noget... uh...

Mørket havde tilsneget sig Magten over Stuen. Kun den urørte Champagneflaske sendte Reflekslys ud fra sin brede Bug. C. B. Qvist jun. var ved at græde af Arrigskab som en uartig Dreng, der ikke kan faa sin Vilje - maaske fordi han ikke selv véd, hvad han vil.

Eller var det blot Arrigskab, der nu gjorde ham saadan til Mode?

For hans Minde traadte frem kønne, milde Pigeansigter fra hans tidligste Ungdoms Baller. Hvorfor lod han sig drive ud paa Bummel af Vennerne og indlod sig med en hel anden Slags Piger? Ja, det var der nu ikke noget at gøre ved, for... ja, det var maaske Damernes Skyld... Livets... Samfundets... Naturens Skyld... at netop, naar man paa en Balaften glædede sig ved unge Damers Danseglæde, ubevidste Flirtation, fine Former osv. osv.... saa faldt man, naar man kom ud i den mørke Nat, i daarlige Hænder... og et Menneske er dog kun et Menneske.

Nej det var dog for galt! Sad han og angrede, at han ikke var bleven et dydigt Fæhoved? Nej, det var dog bedre at være en "Bisse" end en "Bede".

Disse københavnske Knejpekategorier lokkede en Smilkrumning frem over hans store Læber. Aa, hvem der dog sad i "Kisten", paa "National"... eller selv i et Telt i Dyrehaven eller i Charlottenlund!

Og hvad saa? Det havde han jo ogsaa været saa led og saa ked af, at han blev glad, da hans Fader besluttede sig til at gøre ham til Landmand. Da var han jo en Tid gaaet lange Omveje for ikke at se disse forbandede Knejper eller møde et af disse blege forsvirede Venneansigter, der var ligesom Spejle for ham.

Hvor hele Verden var væmmelig! En umaadelig stor Slimklat!

Ja, men der havde dog været baade nogle pæne Damer og ogsaa nogle simple Piger, som havde været skikkelige imod ham.... Aa, det var kedeligt, han havde ladet Birgitte Korneliussen slippe saadan. Hun havde ogsaa noget godt i sine Øjne, naar hun var lidt paa Afstand. Og saa var hun saa stor og stærk! Der var virkelig noget moderligt ved hende... Aa, bare hun var bleven! Han syntes, det vilde være saa rart, saa dulmende, 319 om han nogle Timer kunde sidde ganske stille med hende, Haand i Haand og Kind mod Kind.

- Aa Sludder!... Det var dog ikke blevet ved det! Det er vel bedst, det gik, som det gik.

Du forbarmende Gud! Gaa i Seng nu? Klokken var ikke elleve... Gaa ud at spasere?... Nej, mange Tak... alene! Læse?... Nej det var for anstrængende at læse. Der kunde jo kun vare Tale om at læse en fransk Roman... og det var længe siden, han havde havt fat i sine franske Bøger, var kun naaet paa sin forrige Gaard til at læse knap Halvdelen af "Mademoiselle Giraud, ma femme", det havde været et fælt Mas... og siden den Tid laa de gule Hæftebind uopskaarne.

Han slængte sig paa en Chaiselongue, hug Panden ned mod en Pudes Fløjel og sov. Han vaagnede ved at den tidlige Sommermorgensol skar ham i Øjnene.

Og straks hørte han ude i Gaarden en Stemme, som kommanderede og skældte ud. Han kendte den kun alt for vel. Hans Peter Korneliussen maatte være kommen hjem fra sine Farter og paa Vejen have sejt ind paa Stenbæk Møllegaard. Han behandlede den som sin egen, det Asen! Gud, hvor den søvndrukne unge Mand afskyede ham. Turde han bare kyle ham noget i Hovedet.

Men det var saa langt fra, at C. B. Qvist jun. turde gøre det, at han derimod dukkede sig ned for ikke at blive set fra Vinduet, krøb luskende og ludende gennem Stuen ind til sit Sovekammer, kastede sig halv paaklædt paa Sengen, bandte og sukkede nogle Gange og faldt saa i Søvn.

X.

Birgitte var hin Aften faret af Sted som en jaget Raa over Stub og Sten, først paa sivende og boblende, saa paa stenet og og knastør Grund. Med tæt tilhyllet Hoved havde hun sneget sig ind paa Stenbjerggaarden.

Hun tog ikke Shawlet af Hovedet, skønt hun belavede sig paa at klæde sig af og gaa i Seng. Lys gad hun ikke tænde. Aa, hvor hun skammede sig!

320

Vognrummel, Piskesmæld og brølende Kommando lød. Hendes Broder kom altsaa hjem i Aften. Saa knagede de tre Egetrin, som fra Entréen førte op til Dagligstuen, som under en Elefants Trin.

Tydelig hørte hun ogsaa, hvordan han rumsterede i Dagligstuen, raabte paa varm Kyllingesteg og Vin. Jomfru Kristensen talte imellem. Birgitte kunde ikke høre, hvad hun sagde, ikke en Gang da Talen løftede sig til Skænderi. Derimod hørte hun tydelig, at hendes Broder afbrød hende med et sjofelt Skældsord og raabte:

- Hold Kæft! Du véd, hvor Hundepisken hænger.

Birgitte kunde høre paa hans Stemme, at han ikke var ædru.

Der blev stille, efterat Jomfru Kristensen tudgrædende var gaaet ned ad Kældertrappen.

Et Øjeblik efter lød en Banken mod Loftet og Broderens Raab:

- Birgitte! Bir-git-te! Er Du i Seng? Bir-git-te-!

Hun tøvede lidt, fandt, det var bedst, hun gik ned. Thi det var tidligere hændt, naar hun ikke svaret, at Broderen i et Anfald af drukken Kærlighedsfølelse var steget op til hende, havde tilsmudsket hendes pæne Gulv med store Støvler, havde kærtegnet hende, mens han lugtede af Tobak og Spiritus, og havde efterladt en forpestet Luft i Værelset. Hun vilde hellere gaa ned, skønt hun var saare bange. Sæt, Broderen vidste, hvor hun havde været. Der sad han i stærkt Lampeskær, der gjorde det svære Ansigt rødglødende, mens Øjnene skinnede som fortinnet Kobbertøj. Han spiste og drak. Ved Siden af hans Kouvert laa en stor vidt aaben skrævende Brevtaske paa Bordet og oven paa den en Bunke fedtede Sedler.

- Er Du der, min egen, egen Tøs! raabte han... Her er et Glas! Drik med Din gamle Broder!... Hvad... en lille Smule! Tror Du, jeg vil drikke Dig paa Pelsen? Nej... Du er det eneste rare, jeg har kendt i mit Liv. Og, naar jeg ikke har sørget for Dig, som jeg burde, med Lærdom og finere Dannelse, saa er det... ja, det er ikke min Skyld... for jeg... holder saa meget af Dig... Vil Du kysse mig?... Jeg skal skylle min Mund først... Ser Du... der er Møntsorter... Dem har jeg tjent ved at bytte ét Par Heste... og sælge ét Par Heste... og ved... noget, som ikke rager Dig. Kan Du gribe, Birgitte?

Han rullede nogle Tikronesedler sammen i en Klump og kastede den i Hovedet paa hende og sagde:

- Køb Stads... Guldtøj... Silkekjole... Fløjelskaabe...

321

Hør Du, naar Du skal giftes, saa skal Du enten have en Rangsperson... eller en rigtig rig Proprietær... eller en studeret Mand... for Jens Knudsen... ham beder Du vel ogsaa om at bide sig i sine Griseøjne... den Bondeplag!... Nej, Du kan tage, hvem Du vil... i hvilken Sjanger Du vil... bare det er prima Bonitet... og saa God Nat, min Unge! Bare jeg altid var saa kærlig i Hjærte, Lever og Lunge, som jeg er i dette Øjeblik. Det bliver jeg saa tidt, naar jeg har været knusende gal i Hovedet som for et Øjeblik siden... Er Du træt?

Han tog lindt om hendes Hoved med sine mægtige Hænder, som om han tog paa en tynd Alabastvase, og.i hans udhængende Øjne stod et Par Taarekugler. Lampelyset spejlede sig i dem.

Birgitte skyndte sig at kysse ham og sige God Nat. Hun hørte ham boltre om dernede, derpaa lægge sig paa Sofaen, saa snorke forfærdelig.

Birgitte sov ikke. Der jog en Hær af Billeder gennem hendes Hoved, men det ene jog det andet, før hun kunde faa fat i noget. Men Broderens Ord, at hun skulde have en Mand af første Sort, klang som et genkommende Thema i det vilde Jagtstykke, der spilledes i hendes Sind.

I Morgendæmringen hørte hun Broderen raabe nede i Gaarden og køre ud af den. Hun kunde skønne, at Vognen kørte i Retning af Stenbæk Møllegaard. Hun kom til at græde. Det lettede. Hun fik Ro i sit Sind og faldt endelig i en haard Søvn. Instinktmæssig havde hun stukket Sedlerne under sin Hovedpude. Det var det første, hun greb efter, da hun vaagnede.

Hun drømte om sorte, mat smægtende Hundeøjne, om en lille fin Fyr, som hun kunde kysse ihjel, som hun kunde bære paa sine Arme. Og Dagen efter gik hun i en Døs. Alle Billeder fra Romanlæsningen var døde i hendes Fantasi. Hun manede ikke en eneste Helt frem til Sammenligning med det mørkøjede, sarte Barn. Hun omspændte en lille, blød klam Haand, følte en blinkende Diamantring paa Lillefingeren køligt i sin Haand, følte Diamanten skure skarpt imod hendes egen Haands fyldige indre. Hun pressede Diamanten ind, saa det næsten gjorde ondt.

Hun var saa inde i sine Fantaseringer, at hun saa paa sin Inderhaands store Pude, om ikke Diamanten havde sat et skarpt Afpræg deri.

Gud véd, hvad saadan en Diamantring kostede? Der var et halv hundrede Kroner i den Seddelklump, hendes Broder havde 322 kastet hen til hende. Mon de alle vilde gaa med til en Diamantring? Eller var det maaske ikke nok? I saa Fald vilde hun spare og bunke op, til hun kunde faa købt sig en Diamantring.

Aldrig var en Dag gleden saa hurtig for hende. Hun havde aldrig bestilt en Smule, da den sagte Skumring meldte sig, og hun havde dog aldrig kedet sig et eneste Øjeblik, hun, der dog saa ofte kedede sig.

Som om det var en selvfølgelig Sag, som om hun lystrede en naturlig tilvant Trang, gik hun ad samme Vej ned ad Møllegaarden til som i Gaar Aftes.

Broderen var kørt bort straks efter Middag.

Hun gik hastig, til hun naaede ind under Træernes Skygge. Saa sank der Køling ned over hende som en blid Douchestraale. Hun saa Møllegaardens gamle hvide Gavle gulne i det begyndende Aftenlys.

Myg summede mellem Levningerne af Møllesøens Ellekrat. Hun lyttede. Alt var stille.

Pludselig plaskede en Frø fra Stien ned i Vandet, der sivede om Stubbene. Den svage Lyd skræmmede hende, saa hun nær havde skreget. Hun saa Stuehusets lave Vinduer derovre flamme, som var der Ildebrand bag dem.

Hun vendte om og løb hjem.

Næste Dag gik som den forrige. Om Aftenen kom hun Stenbæk Møllegaard et hundrede Skridt nærmere; saa turde hun ikke gaa videre. Det var maaske den Gede, der sprang ude i Møllesøen, som gjorde hende bange, ligesom Frøen havde gjort hende bange i Gaar Aftes.

Tredje Aften naaede hun det blomsterspættede Gærde. Nej kravle over det... ikke for alt det, der var til i Verden!

For det var det floveste, hun havde gjort i sit Liv, at kravle over det Gærde.

Hu... hun syntes, hun kunde lugte den fine Cigarrøg fra forleden. Hun sprang ned i den tørre Grøft, krøb sammen i den paa Hug-Stilling, gemte sit Hoved i Overstykket, sporede og lyttede gennem Luften med bankende Hjærte.

Det var Snak; det var Indbildning. Der var ingen Røg. Der gik ingen bag Gærdet. Det var et Vindpust, der tog fat i Pilene, det var Duft fra en gammel Poppel. Ja, men der var nu alligevel noget, som rørte sig derinde bagved!... Nu blev det borte. Alt var dødstille. En Humlebi begyndte at brumme 323 om Blomsterne tæt bag hendes Hoved, mens Myggene pibende svirrede under Piletræernes Blade.

Nu brødes Stilheden. Der kom virkelig nogen, ikke i Haven bag Gærdet, men paa Stien, der løb tæt forbi den lave Grøft. Birgitte kunde ikke forblive skjult, og hun kunde ikke naa at klavre op ad Hegnet ind i Haven.

Der var intet andet at gøre end at rejse sig og gaa hjemad, mens hun endnu havde noget Forspring.

Hun rejste sig hurtig, turde ikke se hen til den Side, Skridtene lød fra, turde ikke afhylle sit Hoved, ikke løbe. Mens alle hendes Pulse slog, som skulde de sprænges, tvang hun sig til at gaa ad Stien i Retningen hjemad i jævn hurtig Fart.

Skridtene bag ved hende blev hurtigere og hurtigere, kom nærmere og nærmere.

Hun maatte sætte i stærkere Fart. Den, der kom bagefter, gav sig til at løbe. Birgitte løb ogsaa. Hendes Klæder suste og bruste.. Midt under Løbets Angest kunde hun dog tænke paa, at den der bag ved maatte kunne se hende langt op ad Benene. Det var ækelt.

Det er ikke saadan at løbe med lange Klæder. En Mand overmander let en Kvinde i Væddeløb.

Det gik et Stykke op ad Bakke. Som en Dreng i Tagfatleg længselsfuldt higer mod Fristedet, naar han føler ham, "Den, der er 'en", bag ved sig og i Tanken ser den fremrakte Haand langende efter hans Skulder, saaledes higede Birgitte mod Omdrejningen af den dybe sandede Vej. Thi i Højde med Bakkekammen laa Stenbjerggaarden knejsende over Plateauet og beherskede Resten af Vejen. For Spejderblik fra Stuehusets Vinduer turde Forfølgeren næppe udsætte sig.

Mens hun hørte Myggesværmen pibe ind i hendes Øren og hendes Klæder skratte eller smaahvine i det vilde Løb, følte hun en Haand slaa paa hendes Skulder, og et Øjeblik efter en Arm slynge sig om hendes Liv, mærkede en hed stønnende Aande i sin Nakke.

Der var kun to Skridt til Omdrejningen.

Birgitte skreg og sank i Knæ. Armen, der laa om hendes Liv, slappedes. Den var ikke stærk nok til at holde hende oppe. Det var hende selv, der havde Kræfter til ikke at segne og falde ned paa Vejens skarpe Grus.

Efter et sagtere Skrig, født af Aandenød, drejede hun Hovedet.

Et Ansigt med sorte Lokker pjuskende ned i Panden, med 324 et Par luebrændende Øjne, blegt, men med mørkerøde glødende Kinder lagde sig op til hendes. Hele Skikkelsen sank sammen i hendes Arme. Efter Løbet var Birgitte stærkere end den unge Qvist. Han havde sat alle sine Kræfter til; hun havde en god Rest tilbage.

Ganske stille, som dreven af en Nødvendighed, som tvang hende til ubetinget Hengivelse, vendte hun om. Han havde igen taget hende om Livet, da han var kommen sig lidt; hun lod sig føre af ham, hvorhen han vilde. De gik uden om Pilegærdet, ind ad en lille Laage overludet af en tæt, berusningsduftende Hyld, gennem mørke fugtige Gange ind ad den lave Havestuedør.

Birgittes Vandringer til Møllegaarden gentoges Sommeren igennem. Ejeren ventede hende ved den lille Laage. Champagnen knaldede, og i den dybt dæmrende Stue lod Qvist Munden løbe, fortalte, hvor ulykkelig han havde været, hvor hans Liv havde været overskygget af Kedsomhed... men nu...!

Han kunde som et kælent Barn lægge sig paa Knæ med Hovedet i hendes Skød, ret give sig hen i hendes moderlige Beskyttelsestrang. Hun kunde sno Lokker af hans sorte Haar om sine Fingre, tysse paa ham, naar klynkede over hendes Broders hovmestererende Adfærd, skænde paa ham, naar han fortalte. hvor mange Penge han sidst havde tabt paa Keglebanen paa Købstadens Hôtel, formane ham til at gøre Regnskab; hun skulde nok hjælpe ham med det. Han lovede at opgøre sin Status og forelægge hende den næste Aften. Det blev naturligvis ved Løfterne. Han fik Skænd, efterlignede et Barns klynkende Graad, saa lo han, tog hendes Glas, drak af det og morede sig med at sætte sine Læber paa det Sted, der var fugtig dugget af hendes.

Det var tyste Orgier i Mørke. Thi tidlig blev der mørkt i Havestue og Dagligstue. Æbletræerne skyggede tæt udenfor, og det gamle Ferskenespalier, der aldrig bar Frugt, men saa mange desto flere Blade, skjulte halvt Ruderne. Duft af Cigaretter og Vin bølgede tæt under det lave Lofts Bjælker i lune, stærke Strømme. Glas- og Latterklang lød dæmpet. Smilende tyssede de ad hinanden, naar de vilde klinke eller le.

Mens Høsten stod paa, turde de ikke ses, thi da var Hans Peter Korneliussen meget hjemme og færdedes meget paa Møllegaarden og dens Jorder.

Dagene blev kortere, Stuen blev mørkere. Udenfor vandedes Frugttræernes Blade med Guldglans; Kavillerne sad saa tæt saa 325 tæt; de skinnede i Aftensolen som purpurfarvede Lamper. Duft stod ind i Stuen af de gule Blommer, som i Masse laa ved deres Træers Fod.

Paa Vejen hjemad fulgtes de to ad et Stykke ned i Hulvejen forbi boblende, sivende, rislende Vand, mens Himlen furedes af en Raketild af Stjerneskud.

Det var en Aften langt hen i September. Himlen var helt overtrukken. Qvist og Birgitte havde længe siddet tavse. Det vil sige, Birgitte havde begyndt med at vise sig tung og tavs, og Qvist var altid lige som hun var.

Pludselig brast hun i Graad. Han hørte hende hulke. Det var saa mørkt, at de ikke kunde se hinanden. Birgitte saa ikke, at Qvist gjorde en mat, vranten Vridning med Overkroppen.

Var han ikke ulykkelig nok og saa led og ked af det hele? Hvis hun gav sig til at flæbe og være vranten, saa maatte hun hellere blive borte. Naar hun ikke kunde fordrive ham Tiden, hvad skulde han saa med hende. Han havde aldrig brudt sig om en Pige længere, end hun havde moret ham.

Vinen stod og drev i Flaske og Glas.

Qvist sukkede og gabede højt. Nu var han lige ved at græde... Hvad havde han gjort hende? Hvorfor kunde hun ikke være ordentlig?

Han var saa mat og træt i Aften, at han gruede for at følge hende hjem som for et Hoveriarbejde. Men det var alligevel bedst at faa det snarest muligt fra Haanden. Han rejste sig og tog en Paletot paa.

- Er Klokken saa mange? hviskede Birgitte.

Hendes Stemme dirrede.

- Det er saa væmmelig mørkt derude, mumlede Qvist.

De gik gennem Haven uden at sige noget. Da de kom til den lille Laage, hvor de store tætte nedhængende Buske hyllede Stedet ind i et uigennemtrængeligt Mørke, faldt Birgitte pludselig Qvist om Halsen, knugede ham, saa han stønnede ved det, og hviskede ham noget i Øret.

Det gøs ham gennem Marv og Ben. Han greb efter Laagestolpen. Hans første Tanke var:

Nu slaar Broderen mig ihjel...

Han mumlede:

- Ja, saa maa vi jo se... at... Jeg maa til København... Men der vil jo gaa en Maanedstid... ja en Maanedstid... saa...

326

Det summede i hans Hjærne... Han maatte... han maatte gøre noget... for ellers kunde han risikere, at Broderen... han var i Stand til alt... Han maatte til København og finde paa et eller andet. Han fulgte Birgitte til sædvanligt Sted, kyssede hende aandsfraværende, saa ikke efter hende, løb hjem, tændte Lys, vred sine Hænder, skældte sig selv, Birgitte, sin Fader, Hans Peter Korneliussen, hele Verden ud, bandede den Dag, han blev født, satte Champagneflasken for Munden og tømte den, ravede saa i Seng, næsten døddrukken.

Den næste Dag bragte en Dreng Hans Peter Korneliussen et Brev, der fortalte, at Proprietær Qvist var syg og laa i Sengen. Han kunde ikke se nogen som helst i de første Dage, maatte ikke gaa ud, ikke tale med nogen.

- Det Kyllingehoved!... Jeg har s'gu heller ikke noget, jeg skal have sagt ham mere, sagde Korneliussen... Hvad skader Dig, Birgitte... Fik Du et Sildeben i Halsen? Naa tag en Slurk Øl og skyl det ned med!

- Nej... jeg maa ovenpaa. Jeg har saa ondt.

- Læg Dig, min Tøs! Jeg skal bringe Dig lidt god Portvin... Det gaar nok over, for vor Familje har Marv i Benpiberne. Vi er ikke raadne i Knoglerne som Fjolsen derovre.

Han pegede i Retning af Stenbæk Møllegaard.

XI.

Hans Peter Korneliussen slog Døren op paa vid Gab til Firmaet C. B. Qvists yderste Kontor. Han saa straks, at to Kontoristers Pladser paa den ene Side af en Dobbeltpult stod ledige. Han nikkede bekræftende til sin egen Tanke. Han blev ædel i det Øjeblik. Han fusede ikke gennem Ekspeditionskontoret paa den flotte, uforskammede Maade som før, dvælede endog en Stund foran Skranken og nikkede halv gemytlig, halv nedladende til hver af de fire Personer, som rejste Hovederne fra Bøger og Papirer og standsede de skrattende Penne. Hans Peter Korneliussen's Øjne løb hurtig om som en Rottes. Han gav igen sin 327 Tanke et Bifaldsnik. Tanken var: "Nu har jeg den gamle Flæsketyv i Skruestikken."

Proprietæren gjorde en Drejning paa Støvlehælen og spurgte ud i Lokalet:

- Naa, der er stadig Vejr i Bælgen her paa Værkstedet...? Og Fatter er derinde? Hvad?

Uden at faa eller vente Svar tog Hans Peter Korneliussen i Laasen til Chefens Kontor et saa myndigt Greb, som om han var vant til at gaa ind og ud som Herre, betænkte sig dog og bankede flygtig paa, inden han lukkede op.

Kontorfolkene saa op fra deres Arbejde og paa hinanden indbyrdes. Blikkene udtrykte paa en Gang Forargelse og en ny Bekræftelse paa, hvad de længe havde anet. Der undslap den yngste Kontorist Ordet:

- Bondestud.

Den gamle Bogholder tyssede ad ham, sukkede, skrev videre. Arbejdet fortsattes uden Ord. Pennene skrattede som før.

Den gamle Grosserer havde ikke faaet Tid til at sige: Kom ind! og, da Døren smækkedes op forinden, fór han op fra sin Stol. Han tog sig dog straks i det og betvang sin Vrede ved at tage fast om sin ru Hage med sin store knoglede Haand.

- Ja det er natyrligvis galt med Møntsorterne igen, Fatter! sagde Proprietæren... Med Forlov?

Han smed sig i en Stol. Den gamle C. B. Qvist betvang en begyndende Dirren i Stemmen. Den lød med mere fynsk Tonefald end sædvanlig:

- Ka' Di'tte huske, hva jeg sa' sidst, Korneliussen?

- Hm jo. Men lige over for en eneste Søn tager en kærlig Fader jo sommetider sit sidste stærke Ord tilbage.

- Véd De, hvad den samme eneste Søn har kostet mig?

- Aa - jo-o... lad mig se... jo vel saa. Jeg kan omtrent regne det ud paa nogle Smaating nær, sagde Korneliussen og lo lidt.

- Jeg smi'er ikke en Øre mer i de forbandede Gaarde. Jeg gør'et ette Korneliussen.

- Sødeste Ven! jeg sagde Dem jo ærlig og redelig forud, at den Jord vilde æde en Hob Sedler og klingende Mønt; men jeg garanterer Dem, at holder De ud et Par Aar... saa...

C. B. Qvist sen. lagde sine Albuer paa sin Pult, saa stift paa Hans Peter Korneliussen og sagde, idet han forcerede sin ellers saa douce Stemme op i en skrigende Falset: 328 - Je' gør'ed min S'æl og Salighe' ette. Ikke en Øre.

- Se, se! Vil De da have, at Sønnen skal gaa fra Gaarden?

- Ja. Lad ham saa rejse til Brasilien og vogte Faar! Jeg kan ikke mere.

- Saa-aa-aa? Hvad? Hvordan bliver vi da af med den Gaard? For jeg har dog første Prioritet... og...

- De kan jo tage den.

- Jeg? raabte Hans Peter Korneliussen med en dreven Prangers ypperlig spillede Indignation... saa var jeg sagtens paa Fattigvæsenet til næste Aar. Der skal Formue til, min søde Fa'r!

- Ja vel. Det har De jo.

- Aa, Gud hjælpe mig... ha... ha... ha! Dag og Vej, Slid som en Hest for en gammel Tærskemaskine! Spændt for, min kære... slemt spændt for. Seletøjet knager hvert Øjeblik.

- Ja, ja, saa lader jeg Gaarden straks gaa til Auktion.

- Hm... hm! Véd Deres Søn af, at De tænker paa det?

-Ja.

- Hm... hm! Og det er bestemt

- Saa sandt jeg tror paa et Liv paa den anden Si'e Graven; jeg gør'ed ette, Korneliussen!

- Naa, det er saadan? Det er Alvor.

- Ja, Fa'jen pine mig, det er'ed.

- Og vores Mellemværende med Smør ekssetera.

- Ti'en vil vise det, Korneliussen. Det klarer sig a' sig selv.

- God Morgen, Hr. Grosse'r!

- God Morgen!

Med et Minde om svundne Dages fornemme Overlegenhed over den Bondeproprietær gav C. B. Qvist sen. Hans Peter Korneliussen et Vink hen imod Døren.

Hans Peter Korneliussen var ikke fri for at ofre Qvist en sympathetisk Følelse. Han tænkte: "Det er rigtigt - man skal skyde Skidtet op i sig, saa længe der er lidt Gang i Pumpeværket. "

I det yderste Kontor helligede han de arbejdende Kommis'er en kristenkærlig Tanke. Han slog ud med sine Slagternæver til begge Sider og sagde helt salvelsesfuldt: 329 - Gid det maa gaa Jer alle godt i Verden, I unge Mennesker!

Saa huskede han, at Bogholderen var en gammel Fyr, og sagde til ham:

- Gud være med Deres kære Hustru og elskelige Børn, Jensen!

Med jublende Samvittighed gik Hans Peter Korneliussen ned ad den tæppebelagte Trappe og sang:

Stenbæk Møllegaard er min!

Sikken en Afrunding af Jordene!

Hans Peter Korneliussen havde en af de foregaaende Dage været paa Børsen. Han havde ellers intet at gøre der, men han havde lugtet Uraad med Hensyn til Firmaet C. B. Qvist & Co.

Han havde ladet, som om han søgte den gamle Grosserer deroppe paa Børsen. Han spurgte en fælles bekendt, en anden Grosserer, om, hvorledes den kære gamle Fyenbo levede. Vedkommende mente, at han levede godt; men det Smil, som ledsagede Svaret, blev straks opfattet af Hans Peter Korneliussen som tydende paa, at C. B. Qvist ikke var, hvad han havde været. Som en klog Jagthund sporede han videre og fik sin tidligere Frygt bekræftet.

Hans jordgriske Klo havde nu Tag i Stenbæk Møllegaard. Nu maatte den kunne faas til en saa lav Pris, at han let kunde taale et Tab paa det Smør ved C. B. Qvists Konkurs. Da han gik fra C. B. Qvist & Co.s Kontor, var han vis paa sin Sejr.

Han følte Trang til at belønne sig selv for sin Klogskab og sin Lykke... ja, der var Restavrationen paa Kvægtorvet! Der var god og solid Mad, og der var et Publikum, som kunde vurdere en flot Mand fra Landet. Der var endelig Haab om en Handel.

Paa Vejen derud klappede Proprietæren afvekslende sin Frakke paa det Sted, hvor han kunde føle Tegnebogen indenfor, og sine Benklæder der, hvor han kunde føle sin store Portemonnaie. En svag klingende Raslen af Guld besvarede hans Tag paa det sidste Sted.

Ja, Gu' havde han Raad til at købe den Tyr, som han vidste blev udbudt til Salg derude af en Kvægkommissionær. Han skulde - det bandede han højt og dyrt paa - overbyde alle lysthavende. Tyren blev købt. Proprietæren og Kommissionæren 330 spiste forloren Skildpadde, Flæske- og rød Oksesteg. Af den sidste gravede de om Kap den saftige Mørbrad ud, saa de frembragte en hul Grotte. En Slagter, der senere kom til, ærgrede sig over, at de to Fyre havde taget det bedste, inden han kom til, og ytrede mut henkastende til Hans Peter Korneliussen efter dennes sidste Udgravning:

- Den Herre faar sig noget Mørbrad.

- Proprietæren svarede:

- Tror De, vi æder Møg ude paa Landet?

Kommissionæren lo; Slagterens Bryn trak sig truende sammen. Hans Peter Korneliussen svarede ved at lægge Gaffel og Kniv fra sig, skyde Manchetterne tilbage over sine vældige Haandled og vise Begyndelsen af Armene. Saa pillede han ved sin Ringfingers Agat og sin Lillefingers Diamantring, som vilde han tage dem af.

Kommissionæren gav ham et spændt Sideblik. Han handlede baade med Slagteren og Proprietæren og frygtede for ikke at kunne bevare sin Nevtralitet, hvis det skulde komme til Kamp mellem to slige Stormagter. Men der var i Dag noget mildt oppe i Hans Peter Korneliussen, noget, han med Nydelse af sin egen Ædelhed glædede sig ved at lægge som en Dæmper paa sin Stolthedsfølelse.

Han strøg sine Manchetter med de store Guldknapper i hen ad Bordet og spurgte Kommissionæren med et Hovednik i Retning af Slagteren:

- Kender De den Herre, Olivarius?

- Det er Slagtermester Prytz, svarede denne hurtig.

- Naa, saa godt Ord igen, Hr. Prytz! sagde Korneliussen. Har jeg ædt fra Dem, saa kan De drikke fra mig... Hej... Opvartergarçon... en Flaske Klikko (d.v.s Cliquot).

Forsoningen var straks tilvejebragt. Flere Slagtere, Prangere og Kommissionærer kom til. Der champagneredes til over Middag. Af og til kom der Portvin, for det "satte" Champagnen, paastod Slagter Prytz. Hen ad Dugen randt skummende gule og stille blodrøde Bække. Den skærende sene Sol morede sig med dansende at bade sig i de rislende Strømme paa Dugen og kobberforhude de svære Ansigter om Bordet.

Korneliussen udbragte Selskabets Skaal, sagde, at i Dag var det den lykkeligste Dag i hans Liv, men det var nu foreløbig en Hemmelighed, hvori hans Lykke bestod. Men det gik i Regelen et Menneske godt i Verden, naar samme Menneske frygtede 331 sin Gud og ærede sin Konge, og begge Dele gjorde han F- hente sig.

Han fik et rungende Hurra efter denne Tales Slutningsord. Han var ikke mere drukken, end at han kunde præstere en virkningsfuld Sortie. Han sagde:

- I faa vel valgte Ord... ja det er Grin natyrlig... men i faa vel valgte Ord udbringer jeg et Glas for vort elskede gamle Danmark. Og, naar jeg tænker paa gamle Danmark, hvordanne kan man saa la' vær' med at tænke paa de Hovednæringsveje, som nærer og føder dets bedste Sønner, saa de faar Marv i Knoglerne til at gribe om Sværdet, naar Moderen kalder paa dem. Følgelig en Skaal for Agerdyrkning og Kvægavl, for hvad var vi uden Brød og Kød, mine Herrer! Men, da her (han pegede paa to tilstedeværende) tillige er to vel bekendte Hestehandlere tilstede, saa anser jeg det baade for tids- og hensigtssvarende at sige, at vi, min Salighed, har Raad til at holde Luksusheste, og det vilde være skidt, hvis vi ikke havde det. Altsaa en Skaal for Agerdyrkning, Kvægdrift og den ædle Hesteavl!

Brøl i det uendelige. Taleren drak ud, hev sit Glas mod Gulvet, smed Opvarteren to Tokronestykker i Hovedet og forsvandt.

- Det er Satans, saa han har Ordet i sin Magt, sagde Slagter Prytz til Kvægkommissionæren.

- Ja, af saadant et Bondebæst at være, bemærkede den ene Hestepranger.

Hans Peter Korneliussen var nær ved at finde Vesterbros Passage for smal til den Udfoldning, han følte Trang til.

Da han opdagede en Juvelerbutik, fik han en Idé.

- Gitte skal min Salighed have et Armbaand saa tykt som Jerngrimen til min nye Tyr i Dagens Anledning.

Han købte et vældigt ét. Det var kønt af mig at huske hende, tænkte han. Det fortjener jeg en lille Kaldô (cadeau) for.

Saa købte han en Ring og satte den oven over Lillefingerens Diamantring. Han lod dem begge spille i Solen, mens han gik op ad Frederiksberggade og over Gammeltorv. I Trods spyttede han mod Springvandet.

332

XII.

En Dreng holdt med hans Vogn ved Jernbanestationen.

- Kom, Lars Fæ! sagde Proprietæren til Drengen. Nu skal Du smage, hvad Du aldrig har smagt før, Lars.

Lars gloede op mod sin Herre, frygtsom, mistænkelig. Han mente, at hans Herre vilde "gøre Nar".

Hans Peter Korneliussen trak Drengen i Trøjekraven ind i anden Klasses Ventesal.

Paa Buffeten stod en Frugtskaal med en halv Snes Kager i Kummen.

- Æd dem, Lars! raabte Proprietæren.

Lars lod sig det ikke sige to Gange. Paa faa Øjeblikke var Frugtskaalens Glasbund tom.

- Giv den Tyrekalv en sød Snaps! raabte Hans Peter Korneliussen til Opvarteren. Svensk Banko... det vil sige, af den eftergjorte... den nationale... hvad, Rasmussen!

Opvarteren lo med humoristisk Forstaaelse.

Drengen drak den søde Drik med Graadighed.

- Du har vel løst Skaglerne, Lars Kvæg? sagde Korneliussen.

- Ja, Herre!

- Saa kom, mit Nussebarn!

Under Bifaldsraab fra Opvarteren og et Par Folk i Ventesalen tog Hans Peter Korneliussen sin Dreng i Frakkekraven og i Benklædernes Bagstykke, sparkede Døren op, saa Ruderne klirrede, bar ham ud, smed ham op paa det lille Bagsæde paa Vognen, greb selv Tøjlerne og kørte hjem i en Fart som et galt Menneske.

- Det er Satan til Karl, sagde en af de bifaldsytrende Borgere hen til Opvarteren.

- Ja, og det underligste er, Hr. Lund, sagde denne, at egentlig talt saa er Hr. Korneliussen af Bondeslægt. Men jeg forsikrer Dem for, at ingen Greve eller Kammerherre her paa Egnen er saa flot med Drikkepenge. Man skulde tro, at han i Udlandet havde stoderet til Hertug eller Markise.

I strygende, klirrende, gnistrende Fart gik det til Stenbjerggaarden.

Den sikre Udsigt til den betydelige Arealforøgelse, det billige Køb af den dejlige Tyr... det var det solide Grundlag for 333 Hans Peter Korneliussens Triumfator-Følelse. Derover svævede som en lyrisk Damp Bifaldsraabene over hans Talerpræstationer paa Kvægtorvets Restavration og over hans athletiske Bedrifter paa Jernbanestationen.

Klokken tre fire gjorde han et saa flot Sving om en af Stenbjerggaardens Længer, at Vognen heldede stærkere end Jernbanewaggoner paa en stor Kurve. Drengen, som var falden i Søvn, var lige ved at falde af.

Kom med Trappen, en eller anden Han- eller Hunkamel! brølte han.

Vogntrappen blev bragt. Gaardens Ejer kastede et Blik ud over Gaardsrummet og fandt sit Værk, Kampestenslængerne, saare godt, nikkede mod Stuehuset og fandt det meget pænt. Det skulde snart blive pænere!

I Entréen kylede han sit Overtøj i Favnen paa Jomfru Kristensen og var nær ved at vælte hende over Ende. Hun mente, at han var fuld, da hun saa hans rødglødende Ansigt, sveddryppende Pande og stærkt udtrædende Øjenkugler. Hun tog da mod alt, hvad han smed hen til hende uden Kny. Desuden holdt han sin Pisk i Haanden. Han saa ud til alle Haande.

Han blev staaende et Øjeblik med Hatten paa Hovedet og Pisken i Haanden og saa sig om underlig adspredt. Han pegede med Pisken ned mod Døren til Kælderen. Jomfru Kristensen gik hen mod den, skottende sky efter ham over Skulderen, forsvandt saa bag den og mumlede, mens hun gik ned ad Trappen til Køkkenet:

- I Dag er han rigtig fuld, det Svin!

Hans Peter Korneliussen var overvældet. Vistnok var han fuld af frydefuld Stolthed, men Følelsen var ham saa stærk, at han syntes, den knugede ham. Det skummede og boblede inden i ham. Han kunde have Lyst til at brøle sin Gevaltighed ud i alt det Rum, han kunde omfatte med sit Syn, og faa sit Brøl gengivet af vældigt Ekko fra den vide Synskredses Kuppel.

Foreløbig slog han et Knald med Pisken. Det rungede som et Pistolskud i den store Entré. Alligevel var det ham for flovt, det Knald. Han drev Pisken hen mod Væggen. Skaftet slog Hul i samme Væg, saa et Stykke Kalkpuds dryssede ned.

Nej, til Vejrs! Op, hvor han kunde se ud over sit Areal! Ud over hele Stenbæk Møllegaards og Stenbjerggaardens "tilliggende" Jorder.

Med tunge Skridt, saa Egetrinene knagede derved, skred 334 han op ad Trappen til Kvistetagen. Et Øjeblik tænkte han paa sin Søster og paa det Stads, han havde købt til hende, men den store Hovedstrøm i hans indre skyllede alle Bitanker til Side. Da han var kommen til Døren til hendes Værelse, ænsede han ikke, at den stod aaben, og at ingen var i Stuen. Birgitte eksisterede slet ikke for ham i dette Øjeblik. Ikke en Gang hans nye Tyr havde han Plads til i sin Sjæl.

Et tindrende, skærende Efteraarssolskin strømmede gennem Ruderne. Hans Peter Korneliussen slog Vinduerne op i det midterste Dobbeltfag og lænede sin hele store Overkrop ud over Karmen.

Alt det, der laa der neden under, var hans.

- Det er min Jord... det er min Jord! raabte han jublende.

Han bredte Armene ud, ned i Retningen af Stenbæk Møllegaard. Det vilde være evigt Sjov, om han kunde spytte saa langt, at Projektilet naaede Møllesøen, som nu glimtede saa koket gnistrende op imod ham. Den kunde skabe sig, saa meget den vilde, den skulde tørlægges til Eng. Det kunde blinke saa broget i rødt, brunt, gult og grønt, saa meget som det gad, Løvet paa de gamle Bøge, de bredbenede Elle, de tætte Pile, de ragopskudte Popler dernede. De skulde bløde for Øksen, en for en. Veddet skulde sælges og Røddernes Aske gøde Jorden. Alt det sivende Vand skulde suges op af Drænrør, tvinges til artigt at samle sig i Grøften. Der var gjort noget for C. B. Qvists Penge, men der skulde gøres meget mere.

Ja, ved Skoven hinsides Sækkeløbet, der endte Hans Peter Korneliussens Rige. Der begyndte Herregaarden Oddersholms Territorium. Derved var intet at gøre. Herregaardens Areal havde han aldrig tænkt paa, tosset var han dog ikke. Det gjorde godt i Øjnene og i Tanken, at de mødte den Skov, hvor skulde de ellers have fundet Hvile? Men ellers var alt hans, saa vidt hans Syn rakte ud over de blaagrønne, graaviolette og sortebrune Marker, over de tindrende Vande over de graagule Markveje.

Han maatte have Luft. Et Brøl som fra en Bøffels Lunger buldrede ud over Gaarden. Kragerne fløj skrigende fra Tagmønninger og Stakke og susede ud over Hans Peter Korneliussens Territorium.

- Der er Plads nok til Jer Rak med, raabte han, han, som saa tidt havde været saa arrig paa Kragerne, at han, om han havde evnet, havde plaffet hver og en af de sorte Asener ned.

335

Nu følte han ingen Vrede over nogen Medskabning; han var stor nok til at kunne indrømme dem alle Plads i Tilværelsen.

Under Begejstringens Højtryk løftede hans Fantasi sig til et vældigt Jagtgilde, inden Aaret randt ud. Nu var han en saa stor Proprietær, at han turde haabe at se Baronen paa Oddersholm, Kammerherren paa Ringstrup, ja Kammerherre og Overførster Stjernskjold fra København, dem, han paa Jagterne havde maattet holde sig i Afstand fra. Champagnen skulde flyde hen ad Gulvene, tre fedt spækkede Dyrerygge skulde ryge paa Bordet, Flødesaucen skulde skumme til den som et Hav. Gæsterne skulde blive saa "stjernefulde", at de "skulde mindes den Kæfert, de havde faaet i Hans Peter Korneliussens Hus, saalænge Vorherre sparede deres Liv her paa Jorden."

Skumringen løftede sig langsomt op i Rummet, Solen gik ildrød ned. Fugtig Kulde slog mod Hans Peter Korneliussens Ansigt og ramte hans Bryst gennem den opknappede Vest.

Endnu sendte han en sidste uartikuleret Strofe af Sejershymne ud oyer sin megen Jord, denne Gang langt mere dæmpet end før, som en Brummen af en Bastuba, der prøves af Musikeren.

Saa vaagnede han, saa sig om i Stuen. Der var noget at glæde sig til endnu, selv nu, da Mørket snart vilde berøve ham Synet af hans megen Jord... Ja... der var Tyren.. , den kom i Morgen... og der var Birgitte. Der var Guldstadsen!

- Hvor Fanden er hun? brummede Proprietæren og saa sig om i Værelset. Først nu huskede han paa, at det var Birgittes Værelse, han stod i.

- Nej... hun var der ikke. Saa var hun vel neden under. Han gik ned.

Han slog Dagligstuedøren op og stormede ind.

- Birgitte! Birgitte! Hvor er Du, min Tøs?... Hvor i Djævlens Rige er hun? Bir... git... te!

Det klang gennem de store, halvtomme Værelser.

Hans Peter Korneliussen var ikke vant til, at nogen ikke kom, naar han kaldte.

Han rev Døren op til Spisestuen, Dagligstuekakkelovnen rakte en lang rygende Tunge ad ham paa hans Bag.

Er hun da i Køkkenet? Saa river vel Kristensen og hun Tarmene ud af Livet paa hverandre.

Under en ny gadedrengeagtig Demonstration fra Kakkelovnens Side gik han ud i Entréen og raabte sin Søsters Navn ned ad Køkkentrappen.

336

Intet Svar.

- Kristensen... da for Satan!

Husjomfruen viste sig i hvidt Forklæde med Smække og med en stor Kødkniv i Haanden.

- Hvor er min Søster?

- Véd'et virkelig inte.

- Er hun ude?

- Ja, naar hun 'te er hjemme, maa hun vel være ude.

- Vil Hun svare manerlig, Jomfru Sisken, hva'?

- Frøkenen (Ordet udtaltes, som var det indsyltet i Galde, før det kom frem)... Frøkenen er vel, hvor hun altid plejer "vant" at være om Aftningen i snart et halvt Aars Tid.

- Hvor er det?

- Der ovre...

- Hvad for noget Sludder?

- Paa Møllegaarden. Det er mærkeligt, De ikke har hørt, hvad alle Mennesker paa Egnen har talt om.

- Jeg har andet at gøre end høre paa Kællingevrøvl. Hvad mener De?

- Pyh... At hun er forlovet med den unge Qvist.

- Det er... det er Løgn, brølede Hans Peter Korneliussen og holdt den knyttede Haand tæt mod Jomfru Kristensens Ansigt. Hun fór ikke tilbage, det var næppe, at hun blinkede.

Det imponerede Hans Peter Korneliussen. Som kyndig Kortspiller mærkede han, at Jomfru Kristensen maatte have Trumfer i Baghaanden. Hans Hidsighed veg for hans Snildhed.

Jomfru Kristensen kendte ham. Hun sagde med det blideste Tonefald, hun kunde opdrive:

- Slaa De kun, Korneliussen!

- Kom herind! sagde han og pegede med Støvlespidsen mod Dagligstuedøren.

Jomfru Kristensen saa, at hans store Hænder rystede. Lillefingerringens Diamant dirrede som en Dugdraabe paa en Stængel. Hans Peter Korneliussen betvang sit Raseri med en saadan Kraftanstrængelse, at det gjorde ondt i hele hans vældige Krop.

Husjomfruen adlød med et Smil som en Spillers, der nu er sikker paa sin Gevinst. Hun satte et sødladent-roligt Ansigt op og sagde:

- Stakkels Korneliussen! Jeg vidste, det vilde gøre et dybt Indtryk paa Dem.

337

- Hold K-! Aflever saa Deres Sludder!... Sæt Dem, for Djævlen! Hvis Din Rakk.... Sæt Dem, Jomfru Kristensen!

Han udstødte et Suk som en saaret Tyr. Jomfru Kristensen skottede op mod ham.

- Jeg generer mig for Dem, Korneliussen, naar jeg skal sige, hvad jeg véd.

- Generer Dig, Din... den... Hvad? Plejer vi to ellers at genere os for hverandre, Kathrine Kristensen? Hi, hi, hi!

Hans fremtvungne Latter hvinede som et Lokomotivs Signalpibe.

- Jo, "Frøkenen" er forlovet med Hr. Proprietær Qvist til Stenbæk Møllegaard. Er det Løgn, maa De stikke mig med den Kødkniv lige i Hjærtet.

Hun rakte ham Kniven. Han kylede den hen mod Kakkelovnen, saa Skaft og Blad skiltes og faldt bragende paa Gulvet. Endnu en fortvivlet Anstrængelse!

- Naa... Det skal jeg nok forpurre, sagde han og lo med sammenbidte Tænder. Jeg skal slaa den Hvalp i Kardusen, saa han skal bide sig i Navlen.

- De kan 'te naa ham, Korneliussen, for han er stukket af for en to tre Dage siden. Ingen har set noget til ham.

- Naa... hvad skaber De Dem saa for? Saa er den Forlovelse jo ad Helvede til, sagde Proprietæren og drog et Befrielsens Suk.

- Pyh... ja vist saa! Frøkenen er... langt henne... Vil De lade være at sla', saa skal jeg hviske Dem det.

- Skabedyr... Hvad mener Hun?

Husjomfruen rejste sig. Hendes Øjne straalede af Sejershovmod. Man kunde se, at hun havde været køn. Hun hviskede Korneliussen en lang Historie i Øret. Hun maa have givet ham uigendrivelige Beviser paa sin Beretnings Sandhed. Hans Ryg krummede sig, hans Hoved sank mere og mere. Da hun havde endt sit hviskende Referat, rejste han sig ved Hjælp af Haandfladerne, som han støttede mod Bordet.

Han var blaarød i Ansigtet, og de opsvulmede Tindingaarer dannede Zigzaglinjer. Det hvide i hans Øjne var blodigt.

Brat rejste han sig i sin hele Højde og Bredde. Han greb Jomfru Kristensen under Armene. Hun skreg og hvinede. Han løftede hende højt fra Gulvet tre Gange. Hun hvæsede:

- Vil De slaa? Jeg raaber om Hjælp!

338

Han lagde hende sagte ned paa Gulvet, satte sin Støvlehæl paa hendes Pande, men ogsaa ganske sagte, blot markerende, hvad han havde Lyst til, rejste hende op og sagde:

- Gaa... Jeg skal ikke gøre Dig noget, Din forbandede Hugorm!

Hun forsvandt lydløst.

Da styrtede Hans Peter Korneliussen sit Legeme over Bordet Panden slog haardt mod Egepladen.

Han græd højt med Hulken og Skraal, med en Barnegraads Blanding af Arrigskab og Bedrøvelse. Hans Tænder bed i Træet. Han rev store Totter Haar af sit Hoved og kylede dem ud i Stuen.

Han havde aldrig anet, at der var noget Punkt i ham, hvor han kunde saares saa forfærdelig smerteligt.

Der var ikke meget Rum til Følelse i denne jordbegærlige, pengegriske, efter alle dyriske Nydelser graadige Kødmasse, i dette forsvirede, forspillede, forprangede, tilsølede Individ. Og dog, nu var han som ramt i en Pulsaare paa en Plet, hvor Huden var tynd.

Som en udfusende Blodstrøm randt en uafbrudt Minderække forbi ham:

Han, den store, stærke Dreng, kørte den lille Søster om i den gamle Bondegaardshave, smed store Dynger Rosenblade i Favnen paa hende, for at hun skulde lege med dem. Han havde altid været uforskammet mod sine Forældre; til den lille Birgitte havde han aldrig sagt et ondt Ord. Kort før hendes Konfirmation havde han været i København og torvet. Han snød sin Fader for 25 Rigsdaler, for dem forærede han Birgitte en Guldkæde i Konfirmationsgave. Fra Markeder i Købstæderne havde han altid havt Godter med hjem til hende. Hun havde altid faaet Lov til at gøre, hvad hun vilde, for ham, der ellers svang sin Hundepisk over alle Gaardens Fæ og Folk.

Aldrig havde han brudt sig om, enten hun var flittig eller doven; han havde aldrig fordret Arbejde af hende; hun havde for ham maattet sove, saa længe hun gad, spise saameget hun vilde.

Nu havde han den megen Jord. Hvad kunde det nytte? Mon nogen Godsejer, mon saa meget som en af de kongelige Skovridere vilde sætte sin Fod paa Stenbjerggaarden, nu, da Husets Datter havde bragt saadan en Skændsel over Familien?

Birgitte havde igen bragt ham i Jævnmaal med Rakket.

339

Arrigheden vandt Sejer over Bedrøvelsen. Han sprang op, gik ud i Gangen og tog sin Hundepisk ned fra Stativet. Birgitte skulde have Prygl, tørre Prygl, naar hun kom, om hun saa skulde ligge død for hans Fod. Han knaldede vildt med Pisken.

Men Birgitte kom ikke.

Hun havde været borte i tre Dage, sagde Jomfru Kristensen næste Morgen.

XII.

Ja, det var tre Dage siden, Birgitte for sidste Gang i Mulm og Mørke havde listet sig over til Møllegaarden. Hun fandt Stuehuset mørkt. Der var ikke Lys bag et eneste Vindue. Havestuedøren var lukket. Forgæves bankede hun det gamle Signal paa Dør og Rude: først et stærkt Slag, saa med et længere Mellemrum to hinanden følgende svagere.

Strygende sig om Hjørnerne som en Kat havde hun omgaaet Stuelængen og var kommen ind i Gaardsrummet. Bækken, som løb igennem den, glimtede dorsk som et søvnigt Hundeøje. Hun lyttede... Næppe skelnede hun sagte dryppende Lyd.

Der henne i en af Længerne, hvor Qvist havde lavet en Folkestue i Stedet for den gamle, som havde ligget midt i Huset... der gloede et Lys ud fra de to lave Vinduer. Hun standsede og lyttede ved hvert andet Trin, med Angestens Graad i Halsen.

Det var rædsomt! Her, hvor hun burde være Herskerinde og Frue, her sneg hun sig om som en Tiggertøs. Og hun stammede jo fra Stenbjerggaarden med de mange erhvervede Tønder Land!

Sidste Gang, hun havde truffet Qvist, laa han i Sengen. Da han saa hende, græd han først som et uartigt Barn, og saa sagde han:

- Intelligensen giver Ret til Forførelse.

Birgitte havde grundet over disse Ord. Hun havde ikke kunnet faa Magt med dem. De laa som en ufordøjelig Klump i hendes Organisme.

Herre Gud! Han maatte jo gifte sig med hende, i København, i al Hemmelighed!

340

Hun raabte - det vil sige, hun raabte ikke - men hun forestillede sig, at hun raabte:

- Her er jeg! her er jeg! Kom, lad mig ikke blive det elendigste Menneske paa Jorden!

Hun faldt nu ned paa de plumpe, utilhugne, kønrøgsbestrøgne Stene i Længens Sokkel. Det lindrede, da hun følte Smerte i det ene Knæ.

En Dør gik op. Hun lagde sig plat ned paa Jorden og krummede sig sammen til en uformelig Bylt.

En stor Hund kom springende ud af Døren. Det var Ajax, Qvist's fine hvid- og brunplettede Hønsehund.

Den gøede hvinende og klagende ud i Luften.

Birgitte fløjtede ganske sagte ad Ajax. Hunden snøftede, tog et Øjeblik enafventende Stilling. Birgitte kunde se dens Snude. Lyset inden for Vinduerne skinnede paa den.

Ajax klynkede og baskede med Halen op ad Dørkarmen. Saa kom den sært drivende, krybende, bestandig klynkende hen imod hende, snusede til hende og peb ynkelig. Hun tog den om Hovedet. Hendes Taarer faldt ned paa dens Pande.

Det havde Ajax vel næppe nogen dybere Forstaaelse af. Men han lod sig lindt tvinge ned af hendes Favntag, lagde sig med en kort Grynten ved Siden af hende og afbrød kun sin Tavshed ved enkelte smaaklagende Lyd.

Den Hund havde altid været tilstede, naar Birgitte og den unge Qvist havde siddet i den lavloftede Havestue. Og, naar han og hun var kede af at kæle for hinanden, havde de kappedes om at faa Hunden til at kæle for dem.

- Jeg kommer dog til at gaa fra Dig, Ajax, sagde Birgitte med Graad i Halsen.

Ajax sagde ikke noget, men lod til ikke at være enig med Birgitte. Mens hun lænede sig op mod Dørkarmen, smed Ajax sig over hendes Fødder og varmede hende som en Fodpose.

- Han er, min S'æl, stukket af, lød det ud fra Borgestuen.

Røsten var Avlskarlens.

- Det griner Korneliussen fra Stenbjerggaarden ad, lød en Pigestemme.

- Ja, for det er ham, der har balberet den snollede Grossererdreng fra København, sagde Avlskarlen. Men det er nu lige godt lige meget. For Hans Peter Korneliussen er jo en farlig stor Stud, men han er s'gu dog et Mandfolk. Tror Du ikke, jeg forstod, hvad der voldede det, at han immer kom her 341 og kommanderede og skreg op med Drænemestere og Grøftegravere. Nu kan han faa Gaarden for billigt Køb. Og saa har han saa mange Tønder Land, at man næstendels kan regne ham for en Herremand.

Birgitte forstod ikke... og forstod dog paa en vis Maade. Løsrevne Ord fra Broderen og hans Omgangsvenner, Slagtere og Prangere, samlede sig i dette Øjeblik som Straaler, der af et Hulspejl tvinges sammen til en Flamme.

Hun forstod, hvad hun i Øjeblikket behøvede at forstaa, hverken mere eller mindre. Forstaaelsen trængte sig ind paa hende med Naturtrang:

Qvist var borte. Hendes Broder vilde have Stenbæk Møllegaard.

Hun rejste sig, kold, klog og besluttet. Det vil sige: Beslutningen var vild, gal og tosset. Hun vilde endnu denne Nat spasere til Købstaden... og saa! Ja, hvad saa? Men hun maatte væk.

Uden at tænke paa, at nogen kunde opdage hende, rejste hun sig og gik rask ud af Gaarden, rundt om Haven, den vante Vej. Pilene dirrede i Vinden og smed vaadt lige i Ansigtet paa hende. Hun følte, at hun kunde græde om Kap med de dugvaade dryppende Blade, for hun havde jo Minder tilfælles med dem. Men hun vilde grave Grøften mellem Stenbæk Møllegaards Haves Pilehegn og sig selv en halv Snes Gange bredere, end den var, fylde Grøften med Vand op til Randen, spigre den lille, saa gemytlig kælent knirkende Laage til for evig.

Ja, først maatte hun hjem. Saa vilde hun pakke den pæne, lille Haandkuffert, den aldeles urørte lille Haandkuffert, som hendes Broder havde givet hende til Fødselsdagsgave for et Par Aar siden.

Hvor saa, hvor følte hun tydelig de bløde karmoisinrøde Spænderemme. De stod endnu kønnere for hende, nu, da de skulde bruges, end da hun saa dem første Gang skinne med mat Glans mod Kuffertens gulgraa Lærredsovertræk.

Det var løjerligt, at hun kunde tænke paa saadant noget, nu, da hun var saa dybt fortvivlet, blev næsten fornærmet paa sig selv, fordi hun tænkte paa karmoisinrødt og graagult. Og endnu mere tosset var det, at Tanken paa de bløde karmoisinrøde Smaaremme, der nu snart skulde ind i de blanke Spænder, bevirkede, at hun ikke tænkte paa det ækle Vejdynd, hendes Fødder æltede i.

Nu var hun naaet op til det høje Punkt. Hun kunde se 342 Lysene fra Stenbjerggaarden. Gud, hvis hendes Broder var kommen hjem! For hvem kunde vide det, saadan som han fløj og fór?

... Vaf, vaf... Et halsende Aandedræt og Lyden af smaa Kløers Kratten i Vejpløret.

Ajax var løbet efter hende. Og, da han saa hende staa stille, fik han formodentlig en Fornemmelse af, at de begge to, han selv og Birgitte, var uden for fjendtlig Rækkevidde. Han sprang og smaahvinede, som han var fjollet, og satte sine skidne Forpoter helt op paa Brystet af hende.

- Skal vi to følges ad? sagde Birgitte. Saa græd hun, saa hendes Hulken blev hørlig.

Hunden sprang omkring hende, smækkede sin logrende Hale mod Nederdelen af hendes Kjole, smaagryntende som en lille Gris.

Hun mærkede ikke, at nogen paa Stenbjerggaarden saa hende fare op, pakke og tage Kufferten. I hvert Fald var Ajax diskret. Hun mærkede ikke til ham. Først da hun stod uden for Havelaagen paa Vejen, gjorde Hunden et Spring, gryntede, smaaklagede og tog i Løb et langt Stykke forud for Birgitte.

Hun havde aldrig anet, at det kunde blive saa tungt for hende at bære den pæne lille Kuffert.

Det var bælgmørkt, for der var et Stykke Skov, et langt Stykke Skov paa hver Side af Vejen. Tidt satte hun sig paa en Afvisersten.

Ajax holdt Kontrol med hende. Naar hun forslæbt og forgrædt havde siddet en Stund, hørte hun hans Aandedræt, opdagede lidt efter hans Øjne skinne gennem Mørket, mærkede hans Hoved i sit Skød, følte hans fugtige Snude strejfe Bagen af hendes Haand.

- Saa faar jeg dog Dig med fra Møllegaarden, Ajax, sagde hun, kyssede dens Hoved og tog den om Halsen... Det er altid noget... en Hund... ligesom jeg selv... nej, jeg er meget ringere end Du, Ajax!

Saadan en Beslutning som den, Birgitte havde taget, ruger en Tid tungt over den besluttende som Tryk af mange Atmosfærer. Hun gik støt, stønnede støt igennem Mørke fra Siden, fra oven og fra neden.

Der kom af og til enlig Vandrer - en Mand eller et Fruentimmer - for det kunde hun ikke skelne uden paa Stemmen, naar de sagde: "God Aften!" I det skikkelige Bondeland Danmark mødes sjælden ved Nattetid Folk, som vil hinanden ondt.

343

Naar der er sagt god Aften fra begge Sider, er begge Parter i Regelen beroligede.

Birgitte tænkte paa den Dag, da hun i skarpt Trav, i det flunkende Køretøj og med den af Salighed skinnende Jens Knudsen som Kusk kørte til Skovbal. Og saa tænkte hun paa Turen tilbage.

Turen derhen og dens Fører, Jens Knudsen!... Ja, den Gang havde hun set ned paa den og ham... Og Tilbageturen... Aa, derfra stammede hendes forfærdelige Ulykke og Forsmædelse.

Vejen snævredes ind. Skoven lukkede sig fra oven.

- Aa, Du store Gud! Er der ingen, som vil hjælpe mig? klynkede Birgitte ud i den sorte Nat.

Hun mærkede, at hun var lige ved en Grøft. Gennem det tætte Mørke glimtede Vandet op. Det maatte staa helt op mod Grøfteranden.

Skulde hun?... Vandet var vist dybt... Ja, men saa vilde hun sætte den nye Kuffert til. Med hende selv kunde det jo være det samme. Men hvad havde den pæne Kuffert og det nye Tøj, der var i den, hvad havde de gjort?

Var det Selvopholdelsesdrift? Var det Kuffertens og dens Indholds Skyld?

Birgitte fjærnede sig fra det lokkende Glimt, der lovede Forglemmelse af alt, ud paa den brede Alfarvej, der førte til Købstaden. Den lovede ingen Ting.

Skoven slap op. Nu dansede Høstvinden frit over Markerne, og Regnen drev fra Siden ind paa Birgittes Kinder.

Hun havde glemt Hunden, men Ajax havde ikke glemt hende. Han kom i Firspring, smaatbjæffende mod den næsvise Regn. Han frøs og nøs, som havde Vinden sprøjtet ham Snus i Næsen.

Der laa Byen nede. Hun kunde slutte det af de vidt fra hinanden spredte Lysprikker. I første Øjeblik var det hende en Slags Trøst, at hendes Flugts Maal ikke var længere borte.

Men hvad saa? Hvorfor løb hun til den By, stønnende, pustende, besværet? Vilde hun finde Ly og Hvile der?

Det blev dog den værste Ydmygelse af alle de Ydmygelser, hun kunde tænke sig. Det storsnudede Rak i Byen havde aldrig villet æstimere hende for noget, selv da hun var "Frøken Korneliussen", "Proprietærens" Søster fra Stenbjerggaard, og det bare, fordi hun stammede fra Bønder.

344

Hvad vilde hun i den Købstad?

Nu først klarede hun sig, hvad et Instinkt straks maa have sagt hende, da hun dreves hen mod Byen. Hendes Gudmoder - hendes Bedstefaders Halvsøster, "Slagtermo'r Diana"- boede der. Og hun havde sluttet af, hvad hun havde hørt, at hun ogsaa i sin Tid var "kommen skidt afsted", som det lød i det Bondesprog, hun mindedes fra sin første Barndoms Omgivelser, inden Broderens halvkøbenhavnske Prangerjargon havde erobret Stenbjerggaardens Konversationstone.

XIV.

Hans Peter Korneliussen havde altid kaldt sin Grandtante "Slagtermo'r Diana". Hun var Frugt af hans Bedstefader, Gaardmandens sene Ægteskab med sin Tjenestepige, en Skandale og Ærgrelse for Familjen, allenfals fordi det splittede Arven, det Giftermaal. Men Moderen døde kort efter Barnets Fødsel. Pigen var døbt Konradine, Faderen forkortede det til Dine. Da han var død, kaldte Hans Peter Korneliussens og Birgittes Bedstefader, Konradines Halvbroder, som for Skams Skyld maatte taale den overkomplette Halvsøster i sit Hus, hende for Diana. Hun havde, efter Sagnet, faaet et Barn med en Officer, der havde ligget paa Opmaaling der paa Egnen. Barnet døde. En Slagter, der kørte rundt og købte Kalve hos Bønderne, fandt sig ikke generet af hendes Fortid og ægtede hende. Han skal have ført Proces med Birgittes Fader om en Arv paa 200 Rigsdaler.

Familjen paa Stenbjerggaarden havde længe holdt "Slagtermo'r Diana" i Afstand. Hun havde sat sin Borgerstolthed op mod sine Slægtninges Bondestolthed. For hendes Mand, Slagter Slinge, var en Søn af Købstadens anseteste Mand.

Der gik Myther i Byen om Slagter Slinges Fader. Han havde ogsaa været Slagter, men han ejede en hel Række Huse i en af Baggaderne: "Stenstuegade". De Folk, der var gamle, da daværende Slagter Slinge og hans bondefødte Hustru Konradine var henholdsvis 45 og 20 Aar, vidste at fortælle, at Byen havde været helt anderledes og prægtigere end i disse nye usle Tider.

Det var forvirrede Sagn uden Sammenhæng.

345

Se - Kirkens Taarn, det var nu kullet. Oppe om den firkantede Platform var der sat et Træstakitværk. Men i gamle Dage var der et Spir, og det Spir var saa højt, at det kunde ses i fire Miles Omkreds, naar der bare ikke var Skov imellem. Og mellem den Kirke og det forhenværende Kloster var der en underjordisk Gang.

Saa brændte Klosteret, saadan omtrent 1806 - de gamle erindrede ikke Aarstallet saa nøje - men det var da før Engelskmændene kom til Landet - og saa brændte noget af Kirken, og Spiret smeltede ved Heden, og det smeltede Kobber blev solgt til den forbandede Jøde, Kobbersmed Meyer, Byens eneste Jøde, og den Jøde blev en rig Mand ved den Lejlighed, rædsom rig. Den gamle Købmand Domenicus Richter, som nok stammede fra Ungarn eller Bøhmen - det kunde man læse paa hans Ligsten nede paa den gamle nedlagte Kirkegaard - hvis ellers nogen kunde læse den udviskede Skrift paa den forvitrede Sandstensbund - han - Domenicus Richter - han paastod, at Jøden Efraim Meyers Obligationsbunke var en halv Alen i Højden, og den Bunke stammede fra Kobbertaget.

Det var krænkende for kristne Købstadborgere, at Jøden havde tjent saa gyseligt ved et kristeligt Spirs Kobberbelægning.

Meyer vilde leve paa jødisk Vis og tog Kød fra København.

Den gamle Slinge skulde, hed det, have antaget en jødisk Slagtersvend fra København og leveret Kobbersmed Meyer lige saa "jødehelligt" Kød, som han kunde forlange.

Saa havde Slagter Slinge og Kobbersmed Meyer været farlig gode Venner, og hvordan de nu lavede det eller ikke lavede det, saa blev de myrderlig rige.

Sikke dejlige Tider! sagde de gamle. Naar det var Frederik VI's Geburtsdag, saa drog Borgerne i Procession til Raadhuset, og i Spidsen for Processionen gik en stor Stud. Den forærede Slagter Slinge hvert Aar til sin Fødekommune. Han havde klistret Guldpapir om Studens Horn, og om Studens Krop var snoet meget listig en stor Granguirlande, der først endte under Halen med en stor Bonderose af mørkerødt Bomuldstøj. Og saa havde Slinge givet fedt og sødt Øl og Rompunsch rundt til hele Borgerskabet, og alle vare glade og fulde, efter at have drukket "Skjoldungens" (Slagter Slinge sagde "Sjoldingens") Skaal. Studen...ja den blev vel slagtet, og dens Kød serveret for Borgerskabet. Mærkeligt nok, det kunde ingen huske. Den aarlige Studs Skæbne var rent falden ud af Traditionen.

346

Det maatte endvidere paaskønnes, at, medens Kobbersmed Meyer drog til København og blev rigere og rigere, saa lagde Slagter Slinge sine trætte Ben paa sin kære Fødebys Kirkegaard.

Men der var nok ikke saa meget efter Slagter Slinge, som man havde troet. Allenfals - Formuen skulde deles mellem hans fire Børn. De tre forlod Byen, kun Augustinus Slinge blev tilbage. Han stod sig nogenlunde godt. Det var ham, der i sit 45de Aar ægtede Konradine... Bondetøsen... Dermed tabte han sin "kvalificerede" Agtelse i Byen. Ellers var der ikke noget at sige paa Augustinus Slinge. Øgenavnet Diana fulgte Konen paa hendes Vandring fra Land til Købstad. Optaget i Borgerskabet som ligestillet med andre Haandværkeres Koner blev hun aldrig.

Ægteparret var barnløst. Slagter Slinge junior døde en Snes Aar efter Ægteskabet. Da Enken havde solgt den gamle Slagtergaard og affundet sig med Arvingerne, flyttede hun ned i et lille Hus i en Sidegade. Det købte hun billigt.

Hun krøb sammen i det gamle Hus. Dets tre Fags Façade var helt kønrøgsoverstrøgen over den ru Kalkpuds. I denne Puds grinede baade Smaastene og Glasskaar ud, naar Solen skinnede paa Huset. Hvert af de tre Vinduer havde en ydre flad Indfatning i svagt Relief, rektangulære med struttende udstaaende Kvadrater i alle fire Hjørner. Under hver af disse Kvadrater var der lavet smaa draabeformede Klatter. Stadsen om Vinduerne holdtes altid kalkhvidtet.

Der var Hammer paa Døren. Vilde man ind, maatte man slaa den mod en Jernknub. Saa kunde det være - det kunde ogsaa ikke være - at Slagtermo'r Diana viste sig med Lin og Gyldenstykkes Huebul. I de senere Aar, da Madam Slinge var kommen paa den forkerte Side af Firserne, hændtes det oftest, at hendes gamle Pige aabnede Døren og hvislede gennem de tandløse Gummer:

- Madamen sover.

De besøgende var i Regelen gamle reducerede Haandværkere, som vilde laane Penge, mens de endnu havde en Smule Følelse af "borgerlig" Ære tilbage eller tigge et Par Mark, naar de ulykkelige Omstændigheder havde berøvet dem denne Ære, deres sidste moralske Holdepunkt, og drevet dem tæt ind imod eller over Fattighusets Dørtærskel.

Spildt Umage! Slagtermo'r Diana laante aldrig Penge ud, gav heller aldrig Penge bort.

347

Hun slægtede sin Race paa i saa Henseende. Paa den Gaard, hun stammede fra, og paa de Gaarde, som senere blev købte til, gav man ikke meget bort.

Der stod et gammelt Hestekastanietræ paa Fortovet udenfor Slagtermo'r Dianas sorte Hus. Det var fint i sin Tid at have Træer foran Huset. Nu var der ikke andre Huse tilbage med Træer foran end Madam Slinges.

Der laa en Slags Mystik over dette Hus og over Madam Slinge. Huset og hun havde mange Gange overlevet de Huse og de Mennesker, som nu var de toneangivende i Byens Borgerskab. Hendes Mands Fader levede, som sagt, i Traditionen som en mystisk Figur. Hendes Mand var glemt; hun var sat til Side af Tiden. Smaa Drenge og Piger var ikke sikre paa, om ikke "Slagtermo'r Diana" var en af de Hekse og Troldkællinger, de havde læst om i Eventyrbøgerne. I hvert Fald tjente hun til at give Forestillingerne om saadanne Figurer et Slags Liv. Byens Borgmesters lille Pige, som havde læst H. C. Andersens "Snedronningen", paastod, at "Lappekonen" og "Finnekonen" maatte begge to være saadan nogle som "Slagtermo'r Diana", som Borgmesterens lille Datter for Resten aldrig havde set. De jævnere Borgerfolks Drengebørn, som om Efteraaret samlede Kastanier til at slaa hverandre i Hovedet med, i tryg Ro under Apothekerens Kastanietræer, strøg ængstelig forbi "Slagtermo'r Dianas" Kastanietræ. Kun de allerdristigste snappede i Forbifarten en tornet sprukken Kapsel, hvorfra den blanke brune Skal blinkede ud. Vedkommende skottede dog ængstelig op til de hvidrandede Vinduer med de smaa Ruder, om ikke det rynkede Ansigt med næsten sammenløbende Næse og Hage eller den glinsende Nakkebul paa Fløjelshuen skulde vise sig bag de løjerlige smaa Ruder, hvoraf nogle skinnede i alle Regnbuens Farver. Hvis da en saadan kastaniesamlende Dreng saa den gamle hvidgule Næse eller den gyldne Huebul eller blot Strikkepinde glimte, saa løb han nakkedukkende forbi uden at vove at tage det ønskede Bytte op fra Brostenene. Men traf han Fæller med lignende kastaniegraadige Tendenser længere nede i Gaden, saa kunde det hænde sig, at der blev udbragt et ironisk Hurra for "Slagtermo'r fra sytten hundrede og Hvidkaal".

Den gamle Kone og hendes gamle Pige lod ikke til at ænse, hvad der foregik hinsides de solbrændte Ruder ude paa Gadens Stenbro. Kom de uden for de tre smaa Stuer, saa var det i den lille Have bag Huset, og den var aflukket med højt 348 Plankeværk til alle Sider. Selv om en nysgerrig Dreng dristede sig til at klavre op ad Plankeværket for at titte ind i det hemmelighedsfulde Rum, fik han ikke stor Løn for sit Vovestykke. Thi de gamle, i mange, mange Aar ubeskaarne Frugttræers Kroner var vokset sammen til et dækkende Tag over den lille Have; Ribs- og Stikkelsbærbuske var groede op i mer end Mandshøjde; Drengen, der skottede over Stakittets Rand, saa kun mellem alt det Løv nogle Blomster i de gamle Bede, alt efter Aarstiderne: spredte Tulipaner og Hyazinther, sparsomme Roser i bladrige Buske, lange gloende Nelliker, dinglende Lupiner, dugvaade frysende Georginer og en enkelt Gang en glitrende Huebul. To gamle Fruentimmer drev langsomt gennem Stierne. De blev hyppigere borte, end de kom frem, mellem alt det tætte grønne, der bunkede sig op i en to tre Etager: Ribs- og Stikkelsbærbuskene, Frugttræerne og to over det hele opragende store Lindetræer.

I den mørke Aarstid saas aldrig Lys bag de mangesprossede Vinduesfags smaa Ruder. Kun om Vintermorgenerne kunde en usædvanlig tidlig opstaaet forbigaaende eller længe oversvirende med Forbavselse opdage Lysskær bag Fagene i "Slagtermo'r Dianas" sorte Hus.

Hun stod op og gik i Seng med Hønsene.

Hans Peter Korneliussen og Birgitte aflagde hende én Gang om Aaret Visit. Det var paa den gamle Kones Fødselsdag i April. Hun modtog dem ordknapt og fornemt paa sin Vis. De fik Chokolade, Sukkerkringler og Solbærrom. Hans Peter Korneliussen sagde altid ved Afskeden:

- Skal jeg hente Tante i Kane eller i Vogn?

Den gamle Kone svarede:

- Tak, Hans Peter!

Men hverken havde Hans Peter Korneliussen hentet hende, eller hun af egen Drift besøgt sine Frænder paa Landet, ikke siden hun "for Skams Skyld" som den eneste kvindelige Slægtning havde baaret Birgitte over Daaben.

Naar Hans Peter Korneliussen en enkelt Gang havde omtalt den gamle Grandtante for sin Søster Birgitte, var det med en vis moralsk Indignation for det Fejltrin, hun havde begaaet. Det gør jo, at man inte saadan uden videre kan anerkende hende; men, hvis der ligger nogle gamle Penge i Hosesokker paa hendes Kistebund, eller der er nogle Sparekassebøger, saa maa det jo blive i Familjen, saa derfor maa vi s'gu gratulere den gamle 349 Slagtersjæl paa hendes Geburtsdag. I Tider som vore Tider maa man s'gu være om sig, min Tøs! Selv om den gamle Sidse intet ejer synderlig, saa er den gamle Smadrekasse af et Hus og den lille Haves Grund dog en tre Tusind Kroner værd.

For Birgitte havde den gamle Kone staaet som en skræmmende Skikkelse, der truede og varslede ondt over Familjen, Hun havde sjælden tænkt paa hende. Skete det en enkelt Gang, ønskede Birgitte for Resten, at hun havde kendt den Officer, hun var falden for. Der havde aldrig i hendes Liv været Officerer "paa Opmaaling" paa Stenbjerggaarden. Det var ikke for det - hun - Birgitte - kunde sagtens holde dem fra Livet, men det vilde dog være morsomt at tale med og være nær de Mennesker, som hun kun havde set skinne i Frastand med blinkende Knapper, sølvrandede Chakoer og raslende Sabler.

XV.

Klokken var godt og vel fire om Morgenen, da Birgitte naaede den lille Købstad.

Gaden laa mørk og øde. Alle Lys var slukte. Birgitte mærkede kun, at hun var kommen til Byen paa, at Stenbroens toppede Stene gjorde ondt i hendes ømme Fødder.

En stor Hund med ildgloende Øjne fór højt gøende imod hende fra et af de allerførste Huse. Hun var ved at skrige. Ajax havde hun helt glemt Men, ligesom den store Bykøter var ved at fare op ad hende, muligvis uden mindste bidende Hensigt, hørte hun et velkendt "Vaf". Det var Ajax, den smidige, stærke, fine Hønsehund. Han tog et Tag i Køterens Nakke. Køteren hvinede og sluskede af. Saa blev Ajax og Køteren borte i Nattens Mørke.

Tante Diana... ja, til hende maatte jo Birgitte ty hen. Hun gik gennem de mørke Gader, var nær falden ned i en dyb Sluse, hvor to Rendestene løb sammen og slog deres plumrede Vande mod hinanden - akkurat som Ajax og Køteren - for siden at forsones i en bred Rendesten med stærkt Fald ned mod "Slagtermo'r Dianas" Gade.

Men det var jo for tidligt. Hvordan skulde Birgitte komme 350 ind paa denne Tid til... Død og Pine!... hun maatte huske paa at kalde hende Grandtante Konradine...?

Hun fløjtede. Der svartes: "Vaf, Vaf!" Hunden kom pilende op imod hende. Hønsehunden og Køteren havde rimeligvis afsluttet deres Bekendtskab.

Det var dog højst mærkværdigt!

Birgitte stod med sin Fod paa det nederste af de tre Trappetrin, der førte op til Slagtermo'r Dianas... nej til Tante Konradines lille Hus... Messingknappen paa Jernrækværket laa tung og iskold i hendes Haand... Der var Lys!

Det fór gennem hendes Tanke: - Hun er vel ved at dø, den gamle! Der er en Doktor derinde. Derfor er der vel Lys paa denne Tid.

Ligemeget! Birgitte havde Fortvivlelsens opsamlede spændte Mod i sig. Et Slag med Hammeren mod Jernknubben!

Der sneg sig gennem den gamle Dør med sprukne Firkanter i Fyldingen en Lugt som af noget bagt, noget varmt, krydret. Noget... ja, hvad var det? Kaffe og frisk Hvedebrød.

Birgitte tøvede. Thi ingen svarede paa hendes Slag med Dørhammeren. Ajax blev ogsaa utaalmodig, lagde sig paa Ryggen og sølede sig i Gadesnavset.

Pst, pst!... Jo... Gardinet løftedes. Et ildrødt Ansigt kom til Syne i en trekantet Aabning. Kun en Masse rødt og en stor tandløs Mund var, hvad Birgitte kunde skelne. Hunden løb, og den slap Birgitte ud af Syne.

Med et desperat Mod drev hun anden Gang Hammeren ind mod Jernknubben.

Den røde Ansigtsmasse med den gabende Mund blev staaende i den oplyste Trekant.

Tredje Hammerslag.

Det røde Ansigt forsvandt. Gardinet gik ned. Der blev lukket op.

- Hvem Fa'en i hede... hvem er det?

- Tante Konradine!... aa, hjælp mig!... Tante Konradine! skreg Birgitte.

- Madam Slinge... der er en Hund med, Madam!

- Naa, naa, ja, hvad saa? gryntede en hæs Stemme inden fra... hvad vil de gøre en? Lad dem bare komme! Det er jo tidlig paa Dagen.

Duften af Kaffe og Hvedebrød fór aldeles tydelig ud i den 351 lille flisebelagte Forstue, saa den indsmuttende Ajax kom til at nyse derved.

Hunden og Birgitte kom ind i en lavloftet Stue.

Mørkegrønne hang to store Loftsbjælker tæt ned over Rummet. Oprindelig perlemalede, nu mørkegraa Paneler, hvis Fordybninger afgrænsede de raktangulære Flader med tykke sortagtige Streger, bedækkede Væggene.

Bag et gammelt aflangt "Divanbord" midt i en hvergarnsbetrukket Sofa med højt Rygstød og høje Sidestykker, som dannede hele Skabe med Døre i, sad en stor, svær gammel Kone. Kridhvide glatte Haar glinsede som Sølv frem under en bondeagtig Hue i Skæret af to tykke Tællelys i et Par svære Messingstager. En meget tykmavet Kobbermaskine stod paa Bordet, ved Siden af den to flade Tallerkener, den ene med en Stabel af Smør, den anden med en Stabel af rosingarnerede Tvebakker.

Der faldt stærkt Lys paa den gamle Kones Ansigt. Det var et tæt flettet, uigennemtrængeligt Net af Rynker paa en hvidgul, slapt dinglende Hud. Et Par smaa mørke Øjne brændte koldt under slappe Laage. Næsen stod langt og spidst ud som et Fuglenæb. Ja, hvis en af Stenbjerggaardens Myriader af Krager kunde naa en Alder som den gamle Konradine og kunde vokse og kunde blive fra blaasort til hvid... ja saa maatte en gammel Krage fra Stenbjerggaarden se ud som "Slagtermo'r Diana".

Nu stod lige over for hende hendes unge Slægtning - kraftig og bred, som hun selv havde været, men dødtræt og vansiret efter sit Fejltrin.

- Tante Dine... jeg... er... jeg er Birgitte... Din Guddatter...

- Fra Gaarden derude, lød den gamles hæse og dybe Stemme... naa, det er ellers sjældent, at I der ude fra kan komme i ordentlig Tid til en. For jeg staar op Klokken tre og gaar i Seng Klokken syv.

- Skal Hunden med ind? sagde Pigen, rød og fed, som hun var, med en blommet Nattrøje, hvis Skøder sluskede ned om et graat Shirtings Skørt.

- Jeg har havt Hunde før... og Hundene paa Gaarden derude har altid været bedre end Menneskene, sagde Madam Slinge. Lad den Hund bare komme ind!

Ajax luskede sig langs Væggene og krøb ind i et lavt hvælvet Rum under Tromlekakkelovnen.

Fra den Ovns Tromle udgik en Lugt af Potpourri-Rosenblade, 352 som lavede en underlig Blanding med Stuens Kaffe- og Snustobaks-Atmosfære.

Den gamle mønstrede Birgitte med sine langsynede Øjne. Hun slog en lille Latter op og sagde:

- Naa saadan! Det er det, der er i Vejen... Er det en Officer... hæ, hæ, hæ,... hvad? Har der været nogle ude at maale op?

Overanstrængt til det yderste sank Birgitte med et lille Hvin ned paa Listetæppet. Hun kunde kun mumle utydelig:

- Jeg er rendt hjemme fra og har løbet hele Natten.

- Giv hende noget Kaffe, Lene, og lad hende saa komme i Seng! sagde Slagtermo'r Diana til sin gamle Pige.

Lene - den gamle fede Pige - fniste lidt, skænkede en til Randen fyldt hvid blaablomstret Kontorkop Kaffe, smurte tykt Smør paa de hjemmebagte fede Tvebakker, bød Birgitte dem. Birgitte spiste og drak som i Søvne, mens den gamle Kællings Krageøjne rugede over hende.

- Hun sover og æder paa samme Tid, sagde den gamle Slagterkone... Hun kommer godt ud over det hele, saadan som hun har det... Ja, vi bliver oppe, Lene! Hun kan jo ligge i din Seng... Se, hvor hun sukker... Aa ja... Men det er en stor Sejer for mig, at det er gaaet hende saadan! Hun er langt henne. Gud ske Lov for mig og Dig Lene!... Hævnen kommer, ja Gu' kommer Hævnen! Gud ske Lov, at man lever og ser den... Hvor langt mon hun egentlig er henne?... Hvad, Du Lene? For Du kender det jo li'saa godt som en anden. Hæ - hæ! Hvad, Lene?

Der var en kynisk, ugenert Tone mellem den ældgamle Slagterkone og hendes gamle Pige. De vekslede Repliker om forskellige delikate Enkeltheder, saa Birgitte blev baade rød og bleg.

Ajax knurrede.

- Ja, der var s'gu en Hund med, sagde Lene.

- Er det en Hanhund? spurgte Tante Dine Birgitte.

Hun nikkede.

- Ja, Racen er god ude fra de forbandede Gaarde paa den Kant; Hunde er det eneste gode, de har lagt til. Og, naar man ikke faar Mas med Hvalpe - det er jo en Hanhund - lad saa Bæstet blive, Lene!

Ajax gjorde først et Spring, lagde sig saa ned, snøftede og krøb kælent frygtsomt hen til Birgitte.

353

- Det er en pæn Hund, sagde Slagterenken. Den maa stamme fra de Hunde paa Stenbæk Møllegaard.

Den gamle Konradine saa atter paa Birgitte, maalte hende. Det lo gennem alle hendes Ansigts tusinde Rynker; to store Fortænder og røde Gummer lo med ud i Lampelyset - plumpt hoverende.

- Hæ... Manden derude... ham... der nu har Gaarden... ham... Amagertøsens Søn... jeg kan sku'tte huske, om han er din Broder eller dit Søskendebarn... den Avvekat! Han lader vel, som han er gyselig stødt paa Mansketterne... hi, hi! Det Svin! Jeg har jo set ham jolre her forbi, uden saa meget som at løfte paa Kabudsen... og saa kører han, som han mindst var Hofjægermester... og hvad tror han, at jeg kerer mig om ham... ikke s'gu mere end som saa.

Slagterenken knipsede en Rosin hen ad Dugen, rejste sin tunge Krop op ved Hjælp af den mod Sofakanten støttede venstre Haand, mens hun truede ud i Stuen med den knyttede højre, stor og bred, som den var, med højt svulne Aarer i den graagule Hud.

- Ja, I derude!... Men jeg skylder Jer ikke noget, ikke en gammel Mark.

Hun vilde sagt mere, men kom til at hoste. Hun stod der og truede - en kraftig Ruin af en blodrig brutal Race.

- Sæt Dem dog nør! sagde Lene; det er jo ingen Nytte til at blive arrig, Madam! Skal Jomfruen og Hunden blive her?

- Har Du nogen Penge... Du der? spurgte Slagterkonen. Modet skød op i Birgitte. Hun sagde:

- Jo, dem har jeg nok af.

Rigtig! Dask bare paa Lommen! Det har altid klædt Jer godt... Ja, gaa saa i Seng! Du og Hunden kan blive, til Du er færdig med din Forretning. Lene og jeg er staaet op nu; nu begynder vores Dag... Og se... det med Pengene... det sagde jeg mere for at ærgre Dig... for, Gud ske Lov, jeg har Raad til at Føde baade Dig og din Hund og flere til. Ja, ja, min Tøs! Det er ikke saa galt ment. I vores Familje har vi meget i Kæften, men... sov godt, min Unge! og sørg godt for hende, Lene! Giv Hunden en Slat Fløde og noget varmt Vand!

354

XVI.

De to gamle Kvinder havde foret Birgitte med udmærket solid Kost. Lene havde plejet hende som et Barn, ganske vist uden mindste ydre Ømhed, thi hun var tvær og sur. Birgitte viste sig aldrig paa Gaden. Hendes Grandtante talte sjælden direkte til hende. Hun skældte kun af og til Familjen ud, men forvekslede stadig dens Generationer. Af og til talte hun sjofelt; det generede Birgitte mest. Jomfru Kristensens Stil var ligefrem elegant i Sammenligning med Tante Dines.

Alt gik vel - som det skulde gaa. Lene holdt Huen for den lille Pige: Birgitte bar hende selv. "Slagtermo'r Diana" gav paa Daabsdagen Chokolade saa tyk, at Skeen næsten kunde staa ene i Koppen, og Lene havde bagt en stor Kringle, hvori der ikke var sparet paa Smør, Æg, Rosiner og Sukkat. Den var hel lysegul indvendig.

Men Dagen derefter, da Birgitte sad og vuggede sin lille Pige oppe paa det enlige Kvistkammer, kom Lene derop og sagde:

- Madamen vil lige godt snakke med... ja... med Jomfruen - hæ! Ja, ja, der er ikke noget "undt" ment, i hvad jeg siger, for jeg er egentlig ikke mere Jomfru end som De... Og min Dreng, han staar ved Brandvæsenet inde i København - og Tøsen der kan s'gu godt faa en Kammerraad med Tiden for den Sags Skyld. For Ole, ham, der tjener hos Brændevinsmanden, ham med det nye Brænderi med den store Skorsten, han siger, at det gaar videre og videre frem med simple Folk, og at Rakket nok skal komme ovenpaa... hæ, hæ, hæ! Og det vil lige godt more mig, naar jeg en Gang fra min Grav kan se Lars Torvegris ride paa Ryggen af Borgmesteren... hæ, hæ, hæ! Men saa var'et, at Jomfruen - hæ - vi to Jomfruer, hva'?... saa var'et, at De skulde nør til Madamen, for hun vilde lige godt snakke med Dem. Jeg skal nok visse Tøsen. Skynd Dem! Den gamle er gal i Dag. Edderen og Forgiften staar ud af Øjnene paa hende... uh!

Den gamle Pige efterlignede paa en yderst grotesk Maade "Slagtermo'r Dianas" fornemste Mine og Anstand.

Birgitte gik ned ad den stejle Trappe med de knagende Trin. Hendes Grandtante sad i sin Sofa. Birgitte syntes, at Linet om hendes Hue var stivere end ellers, at dette Lin bød sin Rand ud som en Knivsod, der længtes efter at skære i et eller andet.

355

Madam Slinge saa ond ud. Hendes Mund stod halvaaben; hendes Tunge laa i det store Mellemrum mellem de vidt skilte Par Fortænder som en Snog mellem to Stene.

Hun med det dovne gamle Fedt paa sig saa sig en Stund mere og mere arrig paa denne unge, stærke Kvinde med det sunde Embonpoint, det svulmende Bryst, de røde Kinder, det struttende blonde Haar.

- Det var bedre, om Du var død i Barselseng, sagde Slagterkonen... Det er ellers en rar Broder, Du har... for han er jo din Broder... Manden derude paa den Gaard, som de har snydt sig til... hvad? Nu kan jeg huske det. Han har ikke sendt mig en Skilling til Kost og Pleje. Og, hvis I tror, at jeg har noget, saa ta'r I fejl. Og det, jeg har, det skal jeg nok æde op, før jeg dør, og det, der bliver tilbage, det skal Lene ha', for, før vilde jeg pines i det hede Helvede, end at den velsignede Familje ude paa den forbandede Gaard skal se en Halvskilling af salig Slagter Slinges Markstykker. Og, var det ikke gaaet mig, ligesom det gik Dig, saa havde jeg hverken undt Din Hund, Din Unge eller Dig selv en Stumpe med Fedt paa. Pyh... Ti nu stille, for jeg kan ikke taale at snakke mere! Vejret gaar fra mig... Hvorfor staar Du saadan og glor? Lad være at glo paa mig!... Kan Du kanske betale for dit Ophold? Hold Din Mund!

Harmen gennemdirrede Birgitte. Brat gjorde hun omkring og gik ud af Stuen, uden at ænse den gamles hæse Raab.

- Vil Du blive... vil Du blive og høre, hvad jeg har at sige... Vil Du...!

Stemmen blev siddende i Struben... hun kunde kun ralle.

Da Birgitte var ude af Stuen, brast "Slagtermo'r Diana" ud i Graad. Den var raa og kort som hendes Latter. Men den lettede, den Graad; det onde i hende kom ud med den. Hun kunde igen snakke højt med sig selv og sagde:

- Det er ogsaa et fælt arrigt Sind, der er i hele den forbandede Familje... Det Skrog af en Tøs!... Den ene har s'gu 'tte noget at lade den anden høre... Jeg maa se, jeg kan lave mig saadan til, at jeg bliver skikkelig imod hende... Lene... Lene! Hvor er Du henne, Dit gamle Dejtrug?

Inden Madam Slinge fik Svar - maaske kunde Lene ikke høre hendes Kalden - stod Birgitte for hende med sit Gulduhr i Haanden.

- Der, Tante Dine... og Tak for alt godt!

356

Den gamle bøjede Hovedet og tog sig med Haanden bag i Huebullen.

- Jeg tror, der er noget honnet ved Dig, brummede hun. Det er god og rigelig Betaling for Udlægget... og jeg kommer vist endda til at skylde Dig noget. Lene har skrevet det hele op, det med det Regnskab. Luk Kommodeskuffen, den øverste, op! Der maa det være. Kan Du faa lidt Fart i Lemmerne, hvad?

Birgitte maatte lyde. Jo, der laa et gammelt gult Papir i den øverste Skuffe i Kommoden under det gamle Pillespejl. Da Slagterenken saa det, lo hun og sagde: Læs! - Lige akkurat det koster det.

Nogle ældgamle Opskrifter var det:

Betalt en Jordemoder................ 5 Rigsbankdaler
For Pleje paa Sygehuset............. 10 Rigsbankdaler
Til Barnetøj...................... .. 8 Rigsbankdaler 24 ß
Iait... 23 Rigsbankdaler 24 ß
Dertil modtaget af min Stedmoder..... 10 Rigsbankdaler
Iait... 33 Rigsbankdaler 24 ß
hvorfor kvitteres
Conradine Olsdatter.
m. p. P.*)

R.... 18de Julii 18...

Uhret er meget mere værd, sagde den gamle. Har Du 33 Daler... ja, nu kaldes det jo Kroner... og det bliver vel saadan en 70 Stykker. Ikke? Naa, det har Du, Du skal give mig lige det samme, som jeg tiggede mig til i sin Tid. Naar Du har Penge, kan Du tage dit Guldskidt tilbage. Du kommer dog til at sælge det Kram.

Slagterenken lod Uhr og Kæde rutsche hen ad Bordpladens blanke Voksdug og sagde:

- Men om nogle Dage maa Du flytte herfra. Du skal aldrig have det saa fælt meget bedre, end jeg havde det. Hæ... jeg havde ogsaa sanket nogle Skillinger ude paa den forbandede Gaard... Se Dig saa om efter noget!... det maatte jeg gøre. Jeg maatte tjene for Pige. Du er ikke for god til det heller.

* 357

Birgitte saa stift paa den gamle. Hun kunde hverken faa et taknemmeligt eller et forbitret Ord frem. Det sloges saadan inde i hende, at intet kunde komme ud af hende. Hun stod tilsyneladende sløv og ligegyldig og saa paa de gamle Øjne, der blinkede lumsk. De mindede hende fjærnt om hendes Broders, Hans Peter Korneliussens, triumferende listig blinkende Blik, naar han halvfuld kom hjem og pralede af sine Prangerbedrifter. Birgitte saa for første Gang som ved et Glimt, at Slægten bar paa en Arv af Storsnudethed og Griskhed. Det laa nu over den som en Skæbne. Og Birgitte sagde, mens hun gik op ad Trapperne:

- Ja, vent lidt! Lad mig blot faa skrabet saa meget sammen som I to (hun mente Tante Dine og Broderen), saa skal vi faa Jer i Tale.

Men i Byen vilde hun blive. Hun vilde ikke være i for lang Afstand fra de to, som hun nu skulde kæmpe sig op til Jævnmaal med, hvad Udkommet angik. De skulde se hendes Vækst - og muligvis misunde hende.

Kærlighedsromanen var død i hende. Hun bar hverken gammel Elskov eller nyt Had til Qvist. Han var fløjet med Vildgæssene - eller Kragerne - det var hende lige meget hvorhen. Hun saa med Ligegyldighed i Avisen, at Handelshuset C. B. Qvist & Co. var gaaet fallit, og en Hentydning til begaaet Vekselfalsk fra Sønnens Side.

Hun tog en korrekt Afsked ledsaget af en kold Taksigelse med den gamle, saasnart hun havde arrangeret sine Sager. Den gamle sagde:

- Jeg synes, Du knejser i Dag som en Kat med et Aalehoved. Ja, ja! Det skader ikke. Se til, der kan blive noget af Dig, og at Du kan faa saa meget, saa de ærgrer sig ude paa den forbandede Gaard!

Hun spurgte slet ikke, hvor Birgitte vilde hen og hvad hun vilde leve af. Det maatte hun selv om. Penge trængte Birgitte jo ikke til. Den gamle forsikrede sig selv med Stolthed, at, hvis Birgitte havde trængt til det, saa havde hun givet hende de 70 Kroner tilbage. Hun gjorde det ikke, var dog lige saa fornøjet med sig selv, som om hun havde gjort det.

Lene bar Birgittes Tøj, mens Birgitte bar sit Barn. Ajax sprang snart foran, snart bag dem, snart paa Siden af dem.

Da de skiltes ved en Kop Kaffe i Birgittes Bolig, sagde Lene:

- Ja, jeg ser jo nør til Dem, naar den gamle sover. Hun er nu ikke saa gal, som hun lader. Hun er ikke af dem, der 358 snuser efter i Køkken og Spisekammer og spionerer ud, om en anden en kan trænge til lidt tykkere Smør eller Fedt paa Brødet, end hun selv smør' paa. Det volder det, at hun selv er fra Landet. Naar bare man holder Kæven tæt i og lader hende snakke, saa sætter det onde sig snart. Og se, Jomfruen kan vel faa en Taar Kaffe tilovers, naar en anden en passer den rigtige Tid. For Folk fra Landet er ikke saa nærige med Fødevarer som de, der er fødte i Købstæderne.

        

359

ANDEN BOG

I.

Birgitte havde etableret en Handel. Forretningen begyndte med Traad, Garn, Sy- og Strikkeapparater. Saa faldt hun paa at gaa paa Torvet Torvedagene og slaa ind med en Slags en gros Handel med Bønder og Gartnere. Hun løste saa Spækhøker- og Grønthandlerborgerbrev. Efterhaanden vovede hun sig til Konserver fra København. Det gik sikkert, men langsomt frem. Efterhaanden glemte eller tilgav Borgerskabet hendes "Fejltrin".

Amtsforvalterens Frue, en rar stort skaaren Dame født i Hamburg, erklærede, at den lille Grøntmadames Broder var den, der havde Skylden; hun var pæn... man burde hjælpe hende, det var bode christlich och human.

Birgittes Butik vendte ud til et Stræde. Hun havde baaret sig ret snildt ad med at faa den lejet.

Det store Kompleks af Bygninger paa den udstrakte Grund tilhørte Købmand, Brygger og Brændevinsbrænder Ellekilde. I flere Slægtled havde hans Familje domineret Byens Handel: først Handel med alle mulige Sager, Bryggen af sødt-fedt og tyndt-surt Øl, Brændevinsbrænderi, Studefedning, Hesteprangeri, derpaa større og større Koncentration. Manufakturvarerne opgaves først. Saa kom Turen til Galanteri- og finere Isenkram-Varer. Tilsidst førte Butiken kun grove Varer. Købmandsforretningen i snævrere Forstand blev et Appendiks til Studestald, Brænde- og Bryggeri.

Den nuværende Ejer var væsentlig Kornhandler. Studefedningen betalte sig ikke mere, siden Jernbanen var kommen; 360 Brænderiet kunde ikke konkurrere med Spritfabrikkerne; derimod var Bryggeriet, som nu var blevet "bajersk", en brillant Indtægtskilde. De fra Slægt til Slægt opdyngede Penge vare blevne godt administrerede. Den nuværende Ejer af Forretningen bar Oldefaderens Navn Jeremias Ellekilde. Butik og Skænkestue var endnu samlede i et meget langt Rum. Det indtog Stueetagen ud mod Hovedgaden i den solide grundmurede to Etages Bygning, opført af hans Fader, med brede, smaarudede Vinduesfag. Paa første Sal var der højloftede, svagt belyste Stuer med gammeldags Møbler. Men, da Jeremias Ellekilde var en fyrretyveaarig Pebersvend, brugte han kun sin første Sal, naar han som Byraadsmedlem gav sine to aarlige Gilder for Byfogden, sine Kollegaer og Byens Embedsmænd. Til daglig Brug benyttede han tre mindre Værelser i Stuen. Jeremias Ellekilde var tillige Kunstelsker. Væggene i hans Opholdsværelse var fyldte med Billeder, og dem havde han faaet for godt Køb. Han forenede sin mæcenatiske Tendens med sit af Naturen givne og ved Tradition opelskede Købmandstalent. Han vilde købe sine Varer saa billigt og sælge dem saa dyrt som muligt Han havde i en Aarrække indbudt unge Kunstnere, der om Sommeren drog paa Studierejser rundt i Landet, til at bo i hans Hus. De blev godt forplejede. Stundom laa der en fem seks Stykker i hele Maaneder. Jeremias Ellekilde fik paa den Maade mange Billeder forærende til Tak for sin Gæstfrihed, andre købte han for godt Køb. Hændtes det nu, at nogle af disse unge Kunstnere i Aarenes Løb vandt Ry, saa solgte Jeremias Ellekilde deres Billeder. Han stod i den Anledning i stadig Forbindelse med en Glarmester og Kunsthandler i København. De prangede og pruttede skriftlig og mundtlig.

Som han selv var en dygtig Købmand, agtede han ogsaa Energi og Foretagsomhed hos andre. Han havde hjulpet ikke faa af sine Svende til Købmandsforretninger, ikke faa af sine Karle til Køb af en Husmandslod eller af en Høkerbod paa Landet. Ikke at han forærede dem noget, han var en striks Kreditor, men ret flot med Forskuddet til at sætte vedkommende i Gang.

Han - ligesom alle Byens Folk - kendte Birgittes Historie. Han hadede hendes Broder, som en Gang i Jeremias Ellekildes yngre Dage, da han var mindre dreven i Hestehandel, havde snydt ham grundig ved at sælge ham et Par Køreheste, hvoraf den ene viste sig at være bovlam og den anden spattet.

Da Birgitte foreslog ham at indrette en Butik i den nu næsten ubrugte Længe, den forrige Studestald, som vendte ud til Strædet, 361 saa svarede Ellekilde intet, bevarede sin hovne Magnatmine, alt mens han mønstrede hende som et Kreatur, der muligvis kunde være Tale om at købe.

Resultatet var: Pigebarnet er stort og stærkt. Saadanne Fruentimmer, som ere komne saadan afsted, de har tidt megen Energi. (Jeremias Ellekilde udtalte det Enerschi, og han var stolt af sin Viden; han sagde ogsaa Scharibaldi). At Racen var handelsdygtig, det havde han til sin Spot og Skade erfaret. Han sluttede ogsaa, at Hans Peter Korneliussen vilde blive lynende gal, hvis han tog sig af den forstødte Søster. Naa, og saa er det jo en Velgerning; det maa man ogsaa tænke paa, for der er jo dog et Liv efter dette... og, naar man kan være Kristen foruden det at være Købmand - hvad Fa'en vil de forlange mere?

Men han meddelte ikke Birgitte sin Beslutning. Han endte Avdiensen med en Haandbevægelse og med Ordene:

- Man kan faa Besked i Overmorgen. Jeg skal tænke paa det. G'maaren!

Han lukkede selv Døren op for Birgitte. Da hun gik igennem Butiken, smiskede Svenden til hende og frembragte den for Butikssvende ejendommelige Hviskelyd med Tungen mod Tænderne. Han sagde til Drengen, da hun var ude paa Gaden:

- Solidt Bygningsarbe'de, Nikolaj,! Hva'?

- Har hun'te et Barn? Hva', Vimmelmann?

- Jo vel. Og kan faa flere, Nikolaj. Vej saa Kaffen af, mit eget Kamelføl! Det var ret. La'et gaa med Omelethed, Du!

Da Birgitte næste Gang kom og spurgte efter Hr. Ellekilde, gav Svenden hende med en efter Principalen kopieret fornem Tone følgende Svar:

- Skulde sige, at det ansøgte bevilges.

Saa afførte han sig sit officielle Klædebon, blev Privatmanden Kristian Vimmelmann og sagde med det samme ubeskrivelige Sammenspil mellem Tunge og Fortænder:

- Kommer kanske i nærmere Bekendtskab, hva' 'faler? Naa inte? Føj, det var uhyggeligt.

Thi Birgitte vendte ham Ryggen og imødekom slet ikke hans Kourtoisi. Men Vimmelmann maatte vise sig overlegen over for Butiksdrengen og sagde til ham:

- Den var mere styg, Nikolaj. Hun er af den hampre Sort Fruentimmer. Men godt Tømmerværk. Sikken et Spænd over Bringetøjet, hva'?

Det var et gammelt Bindingsværkshus, hvori Birgitte havde 362 sin Butik til Gaden og to smaa Stuer til Gaarden. Fra dem havde hun Udsigt til den modstaaende Længe, nu et Bryggen. De gule Murstensvægge vare sværtede i Flammefigurer af nedslaaet Røg. Den taarnhøje Dampskorsten sendte stadig en Masse ud, der lignede nyklippet Uld af et sort Faar, og denne Masse hvirvledes tidt ned og lagde Taage over Gaardsrummet.

Butiken laa paa Solsiden. Etagen oven over havde ingen Vinduer, blot sorte, næsten altid lukkede Lemme. Den brugtes til Kornloft. Naar Birgitte havde gjort sine Torveindkøb tidlig paa Morgenen, blev hun i helt godt Humør, naar hun saa de lange okkergule Mure staa æggefarvede i Solen, og Bindingsværkets sorttjærede Bjælker uregelmæssig tærne den store, langog højstrakte Flade.

Den store Grund var endnu ikke helt fortæret af Nyttens Fordringer. Af Ellekildernes forhen saa vidt omtalte Have med store Blomster- og Urtebede, med mange Frugttræer, med sit vidtløftige Krat af Hindbærbuske, berømt for sine store, dejlige gule og røde Frugter, med Damme, hvor Karper og Karudser trivedes i frodig Yngel, var der endnu en betydelig Rest tilbage. Blomsterbedene var ikke passede; der groede højt Ukrudt op mellem de mange Rosenbuske. Et stort Stykke var nu optaget af Rhabarber-, Asparges- og Jordbærbede. Det var lejet ud til en Gartner. Over Dammene laa Andemad som et tykt græsgrønt Tæppe. Man skulde tro, man maatte kunne spasere over al denne Andemad. Karper og Karudser var glemte. Maaske trivedes de i Søen under Andemaden. Maaske aad de sig fede i den. Jeremias Ellekilde havde aldrig tænkt paa disse Fisk. Han tænkte paa sit Korn, og hans Husholderske Jomfru Slinge, Broderdatter af "Slagtermo'r Dianas" Mand, som langt havde overskredet den paa katholske Synoder for Præstehusholdersker bestemte 45 Aar, havde mere Sans for Kød- end for Fiskemad.

Paa nogle Punkter skar det nye store Segmenter ind i det gamle. En stumpvinklet Trekant af den gamle Have løb tæt forbi Gaardsrummet til den Fløj, hvor Birgitte boede. Dette Stykke var ofret til Oplagsplads for Brænde. Thi Jeremias Ellekilde handlede ogsaa med den Artikel. Han købte op ved Herregaardenes Skovavktioner og leverede baade Favnebrænde og smaat hugget Brænde til Køberne. Fra den tidlige Morgenstund lød Øksers skarpe og korte Hug og Saves langtrukne smaahvinende Lyd ind til Birgitte.

Saa kom der et Stykke gammelt paa den anden Side 363 Trekanten paa Hjørnet af en Vej, bag om Byen. Det var den fjerde Linje af Ellekildernes Grund, den skæve Firkant. Hinsides Grøften til venstre var der Udsigt over Marker til dæmrende Skovkamme. Bag den højre Grøft knejste et gammelt perlemalet Stakit, der endnu grinede lystig ud i Solen under sin Vægt af overgroede Buske. Dette Stakit havde været Jeremias Ellekildes Bedstefaders Stolthed, thi dets Stænger eller Tremmer vare drejede med megen Kunst i Stil med Korgitteret i Byens Kirke. De havde store pudeagtige Udvækster midt paa, mindre oven over, og endte i et knapagtigt bredt, trindt Ornament. Det betegnede den gamle Haves yderste Grænse.

Grøften ind mod Haven var i gamle Dage holdt under stræng Rensning, som var det en Fæstningsgrav. En "kinesisk" Bro med perlemalet Stakit førte over den.

Nu var Grøften overgroet af vilde Skud fra Havens Buske, af Skræpper, Skarntyder og Nelder. Perlemalingen paa Broens Rækværk skallede af som skoldet Hud, og hist og her sad en Tremme og dinglede. Hele dette Stykke Havejord ventede paa anden Bestemmelse - Jeremias Ellekilde havde i flere Aar tænkt paa at bygge en Dampmølle der. Den kunde besørges af Maskinen i Bryggenet. Men han var en besindig Mand og saa Tiden an.

Hvis denne Dampmølle kom, saa maatte endnu noget falde, noget, der ogsaa havde været en Genstand for den samme gamle Besidders Stolthed. Det var en lille køn Bygning inde i Haven, et hvidt Hus med høj Stueetage og en ikke lav Kvistlejlighed i Sadeltaget. Den Bygning lignede de Pavilloner, som hist og her findes spredte i Herregaardshaver. To riflede Lisener afbrød de hvide Vægflader. De løb op paa de bredeste Piller imellem de to sidste af de tre Vinduesfag paa hver Side af Døren. Pavillonen, eller hvad man nu vil kalde det lille Hus, bar Vidne om Byens daværende første Murers noget udvandede Forestillinger om Louis Quinze-Stil. I det Hus laa Jeremias Ellekilde, Bedstefaderen, "paa Landet". Han havde musikalske Tendenser og spillede med i en Kvartet for Strygeinstrumenter. Han selv, et Par Lærere ved den da bestaaende lærde Skole i Byen og Stadsmusikant og Snedkermester Brænning strøg om Sommeren deres Dilettanttrang ud gennem Havestuens aabne Døre og lod Markerne genlyde af deres Præstationer. Siden havde hvidklædte Damer, nedringede om Barmen, med Brunels Sko over Sviklestrømperne danset til 364 samme Strygeinstrumenters Fortolkning af Menuetten i Elverhøj og gamle Valse.

Endnu levede den yngste af Deltagerne i Kvartetten - en længst afskediget Adjunkt fra den gamle Skole, ved sin Afsked benaadet med Titel af Overlærer. Hans Navn var Tofte. Han beboede Pavillonens Stueetage og var vel sine halvfjerdsindstyve Aar. Ogsaa Kvisten i Sadeltaget rummede en Levning fra den gamle Latinskole. Det var en afskediget Gymnastiklærer ved Skolen, privatiserende Danselærer for By og Omegn, i sin Tid" Figurant ved det kongelige Theater i København. Daværende Adjunkt Tofte havde vidst at faa sin Rektor til at vælge en afskediget Danser i Stedet for en afskediget Underofficer til Lærer i Gymnastik. Det vakte i sin Tid en Del Forargelse.

De to gamle boede i denne Enklave, i dette gamle Hus, som de moderne Institutioner i Form af et eksisterende bajersk Ølbryggeri og en paatænkt Dampmølle rykkede nærmere og nærmere ind paa Livet. De truede med at sluge "Pavillonen", ligesom den kommunale Realskole forlængst havde slugt den gamle "kongelige" Latinskole.

II.

Birgitte hang i. Hun vaskede "fint" og strøg for Folk. Handelen gik straks godt og var i stadig Fremgang. Med stolt og grisk Glæde tog Birgitte Haandfulde af Smaapenge op af Skuffen hver Aften. Naar hun havde gjort op, hvor meget der var, saa løftede hendes Fantasi Pengestablen højt, langt højere, end den var, saadan som den maatte blive om en halv Snes Aar, hvis det ellers blev ved at gaa, som det tegnede til.

Hun havde taget "en Tøs" til at passe sin lille Pige og til at gøre forskellige grove Arbejder.

De, som trivedes bedst i den gamle Bindingsværkslænge paa Ellekildernes Grund, var samme lille Pige og Hunden Ajax. Den trænerede Jagthunds slanke og fine Knokkelbygning omhylledes mere og mere af Fedt. Kun Benene bevarede de slanke, ægte Former. Til sine Tider foretog den sine Farter. Men det meste 365 af sin Tid tilbragte den tæt ved Kakkelovnen i den ene Bagstue med en stadig Søvn, kun afbrudt af gøende og sukkende Drømme, fremkaldte af en Blanding af speciel Hundefantasi og almen-dyriske Fordøjelsesbesværligheder. Ajax blev stadig dovnere og dummere, samtidig som den blev frommere. Hjemme slæbte den sig tungt vraltende fra Stuens ene til dens andet Hjørne. Ude blev den kælet for af alle. Selv den storsnudede Bryggeriformand fandt Glæde i at kæle for dens lange Øren, der hang ned som et Par forede tykke Silkelapper paa hver Side af dens lange, skikkelige Hoved.

Ajax og Pigebarnet - hun var døbt Therese - delte den søde Mælk fra Jeremias Ellekildes Kostald. Der var ogsaa stort Venskab imellem dem. Therese kunde slaa Ajax, trække ham i Halen, mase sit Ansigt ind mod hans kolde, fugtige Snude, lægge sin Haand ind mellem hans Tænder, de Tænder, som kunde have knust samme Haand, hvis de havde gidet være over det. Hunden og Pigebarnet væltede sig paa Gulvet og indtog ugenerte Stillinger i Rubens's Stil.

Birgitte sørgede for dem med Mad og Varme; men af Kærlighed havde hun ikke stort tilovers for dem. Hendes hele Hjærte var nu fængslet til Pengeskuffen.

Naar Birgittes Dagsarbejde var forbi, var hun saa træt, at hun kun tænkte paa Søvn. Naar i et Par ledige Minuter Erindringerne fra hendes Romanlæsning paa Stenbjerggaarden uvilkaarlig meldte sig, jog hun dem bort med haanende Ord som:

- At man har kunnet græde over saadant noget Sludder! Nej, der er andet i Livet, som er meget mere til at græde og grine over end de gamle Fyre. Puh!

Afbrydelserne i de ensformige, arbejdende, pengeskrabende Dage var Besøg af "Slagtermo'r Dianas" Lene og Jeremias Ellekildes Husjomfru. Birgitte lod dem drikke Kaffe og lod dem sludre væk, ønskede dem tidt langt borte, men mente, med rent handelsmæssig Betragtning, at det ikke gik an at støde dem.

Det var i det tredje Aar i hendes Forretningsliv, at Ellekildes Jomfru sagde til Lene:

- Og nu har jo han, Korneliussen paa Stenbjerggaarden, taget hende, den Jomfru Kristensen. Ja, det er dog en Trøst for saadan en stakkels Pige, for naar hun i saa mange Aar...

Lene slurfede i Hast en Mundfuld Kaffe af Underkoppen og sagde:

- Ja, det er jo hans Skyldighed; men saa kommer jo Pengene 366 ikke hen, hvor de skulde komme... Mon Jomfruen derinde hørte det? Hvad?

De to gamle fniste lidt, ikke fordi de egentlig vilde Birgitte noget ondt, men mere af en almindelig Glæde over, at Folk, de betragtede som staaende over dem, gled nedad.

Birgitte havde, trods sin Travlhed, meget godt hørt, hvad de sagde. De Navne "Korneliussen" og "Jomfru Kristensen" gjorde hende lydhør. Det var, som et lammende Slag gik fra hendes Isse ned til hendes Fodsaal.

Denne Jomfru Kristensen, Genstanden for hendes fleraarige Had og Foragt, som hun havde behandlet fra ovenaf nedad, i Følelse af, at hun, Birgitte, var den egentlige Herskerinde paa Stenbjerggaarden, denne Jomfru Kristensen, som hendes Broder havde sparket fra sig for sin "lille Søsters" Skyld... hun sad nu som Frue og herskede baade over Stenbjerggaarden og Stenbæk Møllegaard.

Billederne fra den sidste Gaard: dens bugnende Træer, dens tindrende Vande, Stunderne i de lave Stuer, hvor Champagnen havde sprøjtet mod Loftet for hendes Skyld, hendes Skam, hendes dybe Fald i social Henseende, den bestemte Følelse af, at Sejeren i Kampen mod Stenbjerggaarden nu var uendelig sværere... det snørede sig som et Staaltraadsnet om hende. Hun gav et Skrig fra sig. Den lille Therese skreg op i en højere Tonart henne fra Bagstuens Kakkelovnskrog. Ajax løftede Hovedet og sagde "Vaf", men dermed var dens Energi udtømt. Den lagde sig atter til at sove.

- Sa' De noget, Jomfru Korneliussen? spurgte Jeremias Ellekildes Husjomfru.

Birgitte tog en Kaalstok og vred den itu, uagtet den repræsenterede et Par Øres Værdi. Hun samlede sig sammen til en Rankhed som en lodret staaende Jernstang og sagde, uden at vende sig om:

- Nej!

- Hørte De, hvad jeg fortalte?

- Ja. Men hvad kommer det mig ved?

- Nej saagu!... De kan jo være ham foruden, sagde Husholdersken og saa over Underkoppens Rand over til Lene.

- Ja, det synes jeg ogsaa, at hun kan, sagde Lene. Men det er lige godt kreperligt, naar Pengene render saadan fra en. Det véd jeg fra vores gamle. Derfra er hendes Ondskab og 367 Arrigskab kommet, for ellers vilde hun saamænd være meget skikkelig.

Det brød inden i Birgitte. Hendes første Tanke var at misunde de to gamle Fruentimmer al den Kaffe, de drak fra hende. Den kunde da spares. Hendes næste Tanke "var at skille sig af med Ajax paa en eller anden Maade, men den Tanke kunde hun ikke tænke til Ende, thi en frembrydende Graad kom paa tværs af den og knækkede dens Vækst over. For den Hund var den eneste, der havde været god imod hende, da hun havde det værst.

Men nu var Stenbjerggaarden og Stenbæk Møllegaard gledne ud af hendes Hænder, der dog bestandig havde famlet i Haabets trøstende Drømme efter den megen Jord. Og. :. den skulde tilfalde Jomfru Kristensen!

Med Skældsord, som vældede op af hendes fra Slægten arvede raa og stærke Naturbund, som rent sprængte det i de sidste Aar fortyndede Fernislag, med Graad, der brød frem som den smeltede Sne ved Foraarstiden i Grøfterne langs Arvejordens Lodder - hug Birgitte Panden mod Disken i sin Butik. Hendes Haars Nakkeknude løstes; den blonde Masse væltede ned over hendes Ryg. Hun knækkede sine Negle ved at bore dem ind i Diskepladens fremspringende Rand.

Hendes Broder havde hin Aften fortvivlet set ud over sine Gaardes store Jordtilliggende. Hun saa nu i Fantasien ud over det samme Terræn... det havde Jomfru Kristensen stjaalet fra hende.

Men hvad kunde det hjælpe at græde? Nej, Penge, Penge, Penge!

Hun gik ind i Bagstuen, bandt sit Haar op, bøjede sig ned og kyssede den lille Therese, som sov paa den snorkende Ajax's Mave, og svor en Ed - ja, paa hvad?

Men den skulde gaa ud over Jomfru Kristensen... det vidste hun, om hun end ikke kunde faa Façon paa dens Indhold... den skulde være en Forbandelse over Jomfru Kristensen og en Velsignelse over den lille Therese.

Paa Hjørnet mellem Bindingsværkslængen og den moderne grundmurede Hovedbygning spandt Ellekildes Jomfru og Slagtermadamens Lene videre paa Konversationens Ende. Jomfruen sagde:

- Ja, Lene vil nok faa at mærke, at Kaffen bliver tyndere inde hos Jomfru Korneliussen. Det er jo allerede nogen Tid 368 siden, hun holdt op med at give Sukkerkringler. Og man faar tre af den Slags Sukkerkringler for to Skilling i gamle Penge henne hos Bager Krause! Fire Øre... ja det lyder af saa meget, men det er og bliver dog to Skilling. Nej - Gerrigskab, Lene, det er en styg Last. Men saadant noget gerrigt Skab, de bliver jo rige. Og hoven skulde hun, ved Gud, ikke være, for enhver Kat i hele Byen véd jo, hvordan hun er kommen afsted. Saa jeg synes nok, hun skulde lade vær' med at spæ' Kaffen og nok kunde give en Kringle, naar ordentlige Folk kommer til hende.

- Jq; jeg siger nu, at Mandfolk, de er meget væ're end som Fruentømmer, sagde Lene, saa jeg kan godt forstaa, at Jomfru Korneliussen kan mene det, hun mener om den bøvede Hans Peter ude paa Stenbjerggaarden og om den Jomfru Kristensen. Jeg holder lige godt med Jomfru Korneliussen.

- Naa, saa det gør Lene! brød Husholdersken ud, forbitret over, at en Tjenestepige vovede at modsige hende. Ja, for Lene - det véd jeg ellers nok - er jo ogsaa i sin Tid kommen forkert afsted, og det er Lenes Madmoder jo ogsaa. Men en anden en, som har holdt sig pæn, tænker jo noget anderledes.

- Ja, en kan jo være heldigere end en anden, sagde Lene, der er jo dem, der kan gøre, hvad det skal være, uden at det kendes.

- Hvad mener Lene med det?

- Lige det, jeg siger.

- Ja, Lene skal saamænd ikke genere sig. Men den Slags Tale er jeg ikke vant til at høre. Lene kan gærne komme og pløre to Spølkummer i sig af Jomfru Korneliussens slattede Kaffevand; jeg skal nok blive fra den ene Spølkum, og saa kan jo Lene snakke med "Slagtermo'r Diana" og høre paa den Heks's sjofle Passiar, for hendes Mund er jo noget af det mest beskidteste, der tænkes kan.

Hvert af de to arrige Fruentimmer røg hver til sin Side om Hjørnet, mens Vinden susede i deres Skørter, vred dem til Siden og blottede Former, som ingen Skønhedsdyrker vilde have sat Pris paa.

Først da Lene var kommen et halvt hundrede Skridt ned i Strædet, og da Købmand Jeremias Ellekildes Husjomfru længst var forsvunden om Hjørnet, fandt Lene en Replik, som forekom hende passende at have sagt, mens Tid var. Hun satte sin Torvekurv ned paa Stenbroen for med indre Kraft og dæmpet 369 Brummen at kunne ekspedere sin Slagreplik hen ad Strædet som gennem et Talerør:

- Ja; ja, Jomfru! Fordi De gaar med Bommesis Underbukser, skal De ikke tro, at jeg vil tigge Dem om noget. Jeg faar nok Føden saa længe, som jeg skal træde paa denne syndige Jord.

Tryg i Overbevisningen om, at det var godt sagt, gik Lene hjem til Madam Slinge.

En tre fire Dage drak Lene Birgittes fortyndede Kaffe uden Sukkerkringler, saa stødte Ellekildes Jomfru til, og efter en kort, ceremoniel Surmulen fra begge Sider gik alt som før.

Birgitte undte sig knap Føden. Hun levede meget daarligere end Barnet og Hunden.

Der var en stolt Følelse, som overragede alt andet i hendes Sind. Den fyldte hende helt den Dag, hun kunde sætte surt tjente 2000 Kroner ind i Købstadens Diskontobank. Den Bank havde hidtil givet 8 Procent. Fra nu af spekulerede hun med sine Penge og tjente godt.

Hun lo op mod Solen. Kaffen blev atter stærkere til de to besøgende. Ajax fik mere Mælk og flere Klap. Den lille Therese blev dænget med Kærtegn, Moderen kaldte hende sin Tusindfryd.

Birgitte tænkte paa samme smaa karmoisinrøde Blomsters naivt struttende Kronblade. Saadan struttede ogsaa den lille Thereses Fingre i Vejret, naar hun instinktmæssig mærkede, at det gode var oppe i Moderen.

Uheldigvis gik et Ismejeri i Købstaden fallit. Birgitte tabte 3000 Kroner ved den Lejlighed.

Hun græd og rasede i Stilhed. Det gik ud over den lille Therese og den fede Ajax. De maatte passe sig selv. Therese græd, og Ajax gryntede. Ajax kunde ikke lade Therese ligge i Fred. Ajax skulde vende sig just i det Øjeblik, Therese sov sødest paa den ene Side af dens tykke Vom.

Birgitte sled mere og mere. Hun købte Fjerkræ ind hos Bønderne, solgte det med en lille Avance til de gode Familjer i Købstaden. Embedsmændenes Fruer kom til at holde af Butiken. Den var som blæst af Renlighed, og Jomfru Korneliussen mødte aldrig i skødesløs Paaklædning eller med sorte Fingre. Paaklædningen var en sort Merinos Kjole, et hvidt Forklæde med en lille tarvelig Knipling om. Hun koketterede med sin Renlighed. Saasnart hun havde rørt ved Sillerier, Jordskokker, Asparges eller 370 andre Grøntsager, der kunde efterlade Smuds paa Hænderne, gik hun hen og vaskede dem paa en demonstrativ Maade ved et i et Hjørne anbragt Fyrretræs Natbord, og, var der Rangspersoners Fruer til Stede, brugte hun Neglebørste.

Men hun havde tabt 3000 Kroner!

Naar hun var ene, krævede hun vildt af Luften sit Tab tilbage som Augustus sin Feltherres Legioner... Tænk... saadant noget Rak, som kunde snyde et fattigt Menneske for saa mange Penge!

De 3000 Kroner maatte vindes ind i Hast, i en lynende Fart.

- Om jeg saa skal stjæle dem, sagde Birgitte en Aften, da hun lagde sig i Sengen ved Siden af den lille Therese. Hun kyssede Barnet, saa det vaagnede ved det. Den lille Therese vrissede og smaagræd. Ajax gryntede lidt og drømte videre. Men Birgitte kunde ikke falde i Søvn. Hvor skulde dog de tabte 3000 Kroner komme fra?

De maatte generhverves - generobres! Men der gik Aar efter Aar... Tiderne var ikke som før.

III.

En høj Stue, næsten seks Alen til Loftet, lange rektangulære Tapetfelter, indrammede mellem brede riflede, perlemalede Pilastre - saadan var Stuen, hvori karakteriseret Overlærer, afskediget Adjunkt ved Købstadens længst nedlagte Latinskole, Hans Vilhelm Tofte, nu paa tyvende Aar henlevede sine Pensionistdage. Mange Reoler, ikke stort over Mandshøjde, naaede paa alle Vægge over Træpanelet et Stykke op i Tapetfelterne og Pilastrene. Oven paa dem stod smaabitte Buster. Der var Sofokles's, Demosthenes's, Sokrates's, Platons og Aristoteles's; der var Shakespeares, Calderons, Molières, Goethes, Holbergs, Ewalds, Oehlenschlägers. Knap synedes nogle smaa Lithografier i Mahogny- eller Palisander-Rammer midt i de store Tapetfelter. Dels var det Portrætter af de samme, som Dværgbusterne forestillede, dels suplerede de Galleriets plastiske Afdeling. Der var Hauch, J. L. Heiberg, 371 Hertz, Chr. Winther og Paludan-Müller; der var Dr. Ryge, N. P. Nielsen, Karl Winsløw, Fru Anna Nielsen, Fru Heiberg, Holst, Bournonville; der var Spinoza, Hegel, Steffens og Sibbern.

Alt var rent og ordentligt, men det oprindelig hvide Gibsloft saa vel som Busterne vare sværtede af mange Aars Pibe- og Cigarrøg. Der blev gjort flittig rent paa en vis Maade, men Hvidtning tillod den gamle Hr. Tofte ikke, og Jeremias Ellekilde var glad over at spare Udgiften til den hvide Kasse, der laa som et gammelt Citadel i Haven med den kinesiske Bro over den gravbrede Grøft. Jeremias Ellekilde havde uden stor Sorg set "den Smadrekasse" ramle ned over de gamle Beboeres Hoveder.

Den gamle Olje-Astrallampe paa det ovale Divanbord - thi Overlærer Tofte hadede Petroleum - lyste kun op i et lille Brudstykke, rundt om og opad, i den store og høje Stue i Aften. Der var endda Skærm over dens Kuppel. Men Lyset faldt skarpt og rødt ned paa den ene Side af den gamle Herres Ansigt; den anden Side laa i mørkebrun Rembrandts-Skygge. Hans Brilleglas stod hvidt ud i Rummet. Men i den belyste Side stod hans smaa, skarpe Træk skarpt ud, som var de skaarne af en fint arbejdende Xylograf. Det var som en Miniatur af den Claudiske Slægts Cæsarprofiler, uendelig formindsket til dansk Skikkelighed. Det tilbagestrøgne, kridhvide Haar, det hvide Halsbind uden Sløjfe gav Overlærer Tofte noget præsteagtigt. Det anede han ikke. Havde han anet det, vilde han maaske have gjort en Smule Ændring i sit Toilette.

Han sad og læste i en gammel Udgave af Oehlenschläger. Det var "Correggio".

Det gamle Rokkokotaffeluhr oven paa den gamle Mahogny-Chiffonnière slog syv Slag med dirrende Mol-Timbre.

Den gamle lukkede Bogen og sagde:

- Naa... er han ikke præcis... den Danser... hæ? Jo han er.

Det bankede paa Døren - dæmpet, ærbødigt.

- Kom ind! sagde karakteriseret Overlærer Tofte.

Og ind kom en Lommeudgave af et Mandfolk. Alle Forholdene i hans Legeme passede nogenlunde til dets Højde. Ansigtet var ikke uligt Overlærer Toftes. Næsen var mindre end hans, men ogsaa kroget. Og Ansigtet var lige saa glat barberet; kun et Par i deres Fart standsede Bakkenbarter laa smaat skaarne langs begge Tindinger. Øjenbrynene var store og buskede. Smaa Sølvprikker glimtede op fra den ellers omhyggelig barberede Hage, 372 Issen var noget skaldet, men ned i Nakken hang brillante krøllede Rester fra Ungdommens romantisk brusende Polkahaar. De store Fødder var stærkt udad vendte. Læggene tegnede sig kraftig under de sorte, temmelig snævre Benklæder.

- Bon soir, Monsieur Lenoir! mumlede Tofte.

- Det er nydeligt, saa De udtaler mit Navn. For her i Byen kalder de mig Lenordt.

- Det har De sagt mig fem hundrede Gange.

- Saa? Det erindrer jeg ikke - eller... rettere sagt... jeg erindrer det og takker Hr. Overlæreren.

De to afskedigede Latinskolelærere saa paa hinanden; Overlærer Tofte saa overlegent humoristisk ned paa forhenværende Sekonddanser ved det kongelige Theater, Lenoir; forhenværende Sekonddanser og afskediget Gymnastiklærer Lenoir saa uskyldig, længselsfuld forskende op mod Overlærer Tofte.

- Der er St. Croix Rom, og der er Sukker, og der er varmt Vand, min Hr. Schwartz!

- Overlæreren er saa hymoristisk, sagde den lille Mand. Saadan hed min Fader, den salig Solodanser, før han var i Paris. Lenoir gav sig til at blande Rom, Vand og Sukker, men kom kun meget lidt Rom i det store Glas.

- De er et Fæ, Lenoir! brummede Tofte.

- Jeg véd godt, at ældre studerende udtrykker sig saadan... bourgeoiskôst.

- Men ved Balletten havde I finere Manerer.

- Bournonville... Auguste, ikke Avgust, men Auguste Bournonville... han sagde til os smaa Theaterbørn, at vi skulde lægge os efter et dannet Sprog og efter den yderste Moralitet.

- Ja, den Mand ærer jeg, sagde Overlærer Tofte.

- Ja, det har Hr. Overlæreren sagt mig fem hundrede... pardon... meget ofte... Plastik... hvad, Hr. Overlærer... Plastik!... Jeg har først lært det Ords... saadan... dybere Hensigt og Betydning, naar han, den store Bournonville, sagde det paa Prøverne... og, var jeg ikke kommen til Skade med Benet...

- Saa havde De spillet Amor i Amor og Psyche, Lenoir!

- I denne storartede mythologiske Ballet... ja... Men jeg kom til Skade... og saa...

- He, he... kære, gamle Ven! Jeg forvred et Stykke Hjærne. Ellers var jeg bleven Sofokles. Véd De, Hr. Lenoir, véd De, hvem Sofokles er?

373

- Jo - saadan... en mere betydelig... en ret heldig Digter fra den græske og latinske Oldtid.

- Hi, hi, hi... det er meget godt, Lenoir!

- Ja, jeg beklager dybt, at jeg i min Ungdom ikke har faaet den højere, klassiske Dannelse. Bournonville sagde, at højere end Romerne og Grækerne naaede vi aldrig. - O Bournonville!

Overlærer Tofte blev rørt og lagde sin Haand paa den lille Mands Skulder. Lenoir fik Taarer i Øjnene. Han sagde:

- De er den eneste ved den desværre nedlagte Latinskole... som har forstaaet mig, Hr. Overlærer.

- Vi har levet rare Aar i vor Ungdom, Lenoir! sagde den gamle.

- Ja, der var, hvad jeg maaske tør sige... undskyld, hvis jeg udtrykker mig forkert... men. ,. men var ikke Idealerne, som Bournonville kaldte dem... en hel Del højere oppe end i vor Tid? Naar jeg tænker dybere derover, forekommer det mig, at de virkelig var bedre anskrevne den Gang.

- Vor Tid er ækel, højst modbydelig, sagde Overlærer Tofte. Gud ske Lov, jeg ikke mere skal rette latinske Stile! Al Sans for Latinitet er uddød.

- Det er meget sørgeligt, sagde Lenoir, uagtet han ikke forstod, hvad den anden gamle egentlig mente. Men han sænkede Hovedet og ofrede den uddøde Latinitet en fungerende Bedemands pligtmæssige Sorg.

- Der er nu den nye Rektor, sagde Lenoir efter en Pavse. Mon han har saadan dybere mythologisk Sans, Hr. Overlærer? Overlærer Tofte slog op en gryntende Latter og sagde:

- Mener De Realskolebestyreren? Jo han har.

- Saa-aa? spurgte Lenoir og saa spørgende paa Tofte.

- Kender De Svinereligionen? Hvad, Lenoir?... La religion des cochons?

- Fy - næ... pas du tout.

- Ja, men den har ogsaa sin Mythologi, min gode Hr. Lenoir!

- Saa-aa? Er det en virkelig eksisterende Religion, saadan af grisede Mennesker. Ja, der er saa mange Sekter i vor Tid, til Eksempel Mormonerne.

- Nej, Svinereligionen er meget ældre end som saa.

- Naa saadan... Sjovernes Système?...

374

- Aa ja, men de fine Sjoveres "Systéme", siden De udtaler et græsk Ord paa Fransk.

- Ja, om Forladelse! Fransk er det eneste fremmede Sprog, jeg har lært, og det af min salig Fader. Om Forladelse!

- Pas de quoi hedder det nok paa Fransk. Nej, ser De, min gamle Koreograf...

- Ja, saadan kaldte Bournonville Ballettens Kunstnere. Jeg havde glemt det vanskelige Ord.

- Kan De se... Ser De, Lenior! Svinereligionen stammer ikke fra de smudsig klædte, utøjbefængte, uappetitlige Sjovere, men fra Aandsplebejerne.

- Naa, det modsatte af Patricierne? sagde Lenoir og nikkede bifaldende til sig selv.

- Ti nu stille og vrøvl ikke, min gode Lenoir! Der gives Sjovere med guld- og sølvbroderede Kraver med store Epauletter, med Fløjels Maver.

- Nej... nej... det gør der virkelig ikke... Saa fortjente Mænd, som bærer saadanne... Decors...!

- Hør, Lenoir! Drik dog!

- Tak, Hr. Overlærer! Men Bournonville formanede os altid til at være modererede i alle Nydelser af spirituøse Drikke. Det skadede mit Fag.

- Ja, men nu, Lenoir.

- Det er sandt. Det er 40 Aar siden, jeg var Kunstner. Tak!

Lenoir tog mod Toddyen med et Suk og sagde:

- Men det var den ejendommelige Religion, som Overlæreren talte om. Jeg har megen Interesse for al Slags Mythologi. Men desværre er mine Kundskaber saa faa... De tillader mig ikke at gaa til Kilderne.

- Ja, men Kilden ligger lige for Deres Fod... Dernede.

Tofte sparkede ud med nedvendt Støvlespids.

- Hvor? spurgte Lenoir, følgende Støvlespidsen.

- For Pokker! Dernede, i denne dumme By. Der florerer Svinereligionen i al sin Styrke.

- Naa, her i Byen? Ja, det er ganske vist en meget... meget... lidet kunstnerisk By.

- Andesteg, Gaasesteg, Flæskesteg... først og fremmest Flæskesteg... det er de dumme Spidsborgeres Guder. Aa... at man nogensinde kom hertil og blev sat til at lære de Kræmmeres, Slagteres, Proprietærers,... ja disse ustuderte 375 Embedsmænds: Postmesterens, Toldforvalterens, Amtsforvalterens... Drenge... Latin og Græsk. Kan saadan nogle Plebejere forstaa Homer eller Horats?... Ja, undskyld, Lenoir! det kan De heller ikke. Men De har indaandet det kongelige Theaters Luft i dets store Tid. De (han klappede Nakkeresten af Lenoirs forhen store "Polkahaar"), De har faaet den umiddelbare Gave til at forstaa det skønne. Trods alle de Dumheder, De afleverer, saa er jeg saa rørt over Deres Pietet for Deres store gamle Lærer Bournonville, saa rørt, at... Skaal, Lenoir!

Overlærer Tofte havde Øjnene fulde af Taarer. Lenoir hulkede og stammede:

- De har altid anerkendt mig, Hr. Overlærer! Og en Anerkendelse... af... en Mand... med saadan enorm... klassisk Dannelse... ja, den har trøstet mig over min daarlige Fod og min forspildte Kunstnerbane. For jeg giver Dem min højeste »parole d'honneur" paa, at Bournonville sagde, at jeg i - - f. Eks. havde en ekstraordinær... Disposition til Pirouetter... og Entrechats... Naar jeg faar Lov til at støtte mig... Pardon... til den Stol... saa kan jeg endnu... marquere dem... Ser De, Hr. Overlærer... den Pirouette var ikke helt... saadan mislykket... Encore! (den gamle Herres Øjne lynede)...

... Nej... nej... det ene Ben! Jeg kompromitterer mig. Pirouetten knækkede over.

- Tak, gamle Ven! Tak! In magnis voluisse sat est

- Tak! det er trøsterigt...

- Ja, Lenior! Det, som jeg kan lide hos Dem, det er, at De er en knækket Kunstner; og hvorfor kan jeg lide Dem, netop for det?... Drik, Menneske!... Fordi jeg er en knækket... ja, skal jeg kalde det Videnskabsmand.. , eller... maaske Digter?

- Begge Dele, Hr. Overlærer, begge Dele!

- En er nok, min gode Lenoir! Men, hvis vi to havde levet i Athen!

- Mon Dieu! Hvis vi havde det! Der skal have været særdeles kønt - saadan i de fleste Forhold.

- Saa var jeg bleven en Sokrates eller en af hans Efterfølgere i [x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x].

- Var der saa kønt i den Poi...?

- Det var en Buegang, malet med prægtige Farver.

- Aa, som den blaa Grotte i Bournonvilles herlige "Napoli".

376

- Sludder!... Jo vel... saadant noget.

- Aa, fortæl mig videre, Hr. Overlærer, hvad vilde saa De og jeg være blevne til?

Den gamle Pensionist rettede sig, pudsede sine Briller, blandede Rom og Vand og lo sagte:

- Jeg vilde være bleven Arkont i Athen... Saadant noget som... Borgmester... Overpræsident... eller...

- Sapristie! Vilde De det? Ja... det er kedeligt, at Verden ikke mere skønner paa Videnskab og Kunst.

- Og De vilde være bleven [x][x][x][x][x][x][x]. Det vil sige... Balletmester.

Lenoir tog sig i Haarresterne og spurgte saa naivt som et Barn:

- Tror De virkelig, Hr. Overlærer, at det vilde være gaaet saaledes til i Athènes?

Til Svar tog den gamle Overlærer Lenoir igen om Haaret og mumlede:

- Jeg gør Nar ad os begge to.

- Naa, saadan? sagde den gamle Sekonddanser og sænkede mygt sit lille kønne Hoved. Ja, det var ikke rigtigt, at Regeringen nedlagde vor gamle, kære Latinskole.

- Véd De, Lenoir, at alle Latinskoler i vor Tid er... er... noget Sludder?

- Nej... Der... er dog Sorø Akademi f. Eks.

- Som de sætter Idioter til at styre.

- De er... om Forladelse... De er maaske dog lidt vel revolutionær... det vil sige... ja, Hr. Overlærer... men... ja... jeg har altid sat den klassiske Dannelse saa umaadelig højt.

- Det har jeg ogsaa, gamle Ven! Og jeg tror endnu, at, naar den gaar under, har vi Barbariet, Bondebestialiteten i fuldt Triumftog. Men lad det komme, det Tøj! Lad det komme! Vi to skal snart dø, Lenoir!

- Aa nej... det er saa trist at tænke paa. Men... enfin... naar den almægtige Gud vil... saa... ja saa...

- Drik, Lenoir!

- Tusind Tak! men...

- De har jo Sans for Rhytmer og Takt?

- Ja, hvis ellers Bournonville har lært os noget, saa var det det.

- Hør saa:

377

[x][x] [x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x]
'[x][x][x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x],
[x][x] [x][x][x][x][x]' [x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x]
[x][x] [x][x][x] [x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x],
[x][x] [x][x][x] [x][x][x][x] '[x][x][x][x][x][x]
[x][x][x][x][x] [x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x].

Saa, nu sover han, det Dyr... Aa jeg Pattebarn!

Toddyen havde været saa kraftig, at den sidste Mundfuld Græsk gjorde det helt af med den gamle Danser. Han snorkede sagte, vaagnede, da Tofte var færdig, og skyndte sig med at sige:

- Der er en overordentlig Velklang i de klassiske Sprog.

- Véd De, hvad de handlede om, de Vers?

- Noget... saadant mythologisk... ikke?

- Nej - om en Masse Kærester.

- He! saa - saa? Det var én Mand, der havde dem alle?

- Ja vel!

- Ja, Mennesket er skrøbeligt... og Kvinden er... ja, det véd Gud, hun er uhyre bedaarende. Der er nu - om Forladelse, Hr. Overlærer - men har De observeret denne unge Kone... eller... ja... hende, der handler med Legumer og sligt... der ud til den Gade?

- Er De forelsket, Lenoir?

Mit Fag, som Bournonville bestemte, inden jeg havde brukket ("Sig dog brækket", raabte Overlærer Tofte)... ja vel, brækket eller forvredet Ankelen... la cheville. (Nu saa Lenior triumferende paa Tofte; og Tofte gjorde en Grimace)... ja, saa skulde jeg danse i "demi caractère" eller i Fremtiden ogsaa mimisk fremstille "les jeunes amants"... he, he...

Overlærer Tofte gryntelo og sagde:

- Kan De blive forelsket endnu, Lenoir?

- Den gamle Danser slog sin højre Hæl mod sin venstre Læg, sagde:

- Hæ, hæ, hæ! og gjorde en svag Antydning af et højt Spring.

- Det var hende med Legymerne... hende Grønkællingen... eller Jomfruen?

- Ja, hendes Moral... mais enfin! Herre Gud! Menneskene er saa svage, Hr. Overlærer! Hvem der kaster den 378 første Sten, han er ren... nej... den er ren, som... nej... lad den, der er ren, kaste den første Sten!

Overlærer Tofte gned sig i Hænderne.

- Naa, men hun... Grønmadamen! Kan De lide hende, Lenoir?

- Jeg tror, Hr. Overlæreren moquerer sig med mig. Je m'en moque... aa ja, jeg var i Paris med min Fader, da jeg var tyve Aar. Lidt fransk Frivolitet hænger immer ved. Men jeg forsikrer Dem...

Nu kom det ondskabsfulde, den klassisk dannede Hovmod op i Tofte. Han mindedes, at den gamle Gymnastiklærer havde snorket ved de anakreontiske Vers. Han sagde:

- Véd De, at... hun... Madamen, Jomfruen... hun med Grønthandelen der ovre stjæler Brænde fra Dem og mig som en Ravn?

Lenior blegnede:

- Ja... længe har jeg mærket Svind i mit huggede Brænde i den pæne lille Stak i den lille Gaard... den Plads, som Hr. Ellekilde har overladt Dem og mig... det er skændigt. Vi maa melde det til Politiet.

- Jeg ikke, Lenoir!

- Vil Hr. Overlæreren finde sig i - at?

- Ja, Gu' vil jeg saa. Er D e Kunstner, Romantiker... hvad, Lenoir?

- Jeg er først og fremmest en fattig Mand, som maa passe paa sin lovlig erhvervede Ejendom. De véd selv, hvor ringe min Pension er.

- De kan jo Fransk.

- Ja-a- noget.

- La propriété c'est le vol.

- Min Ejendom er ved Gud ikke stjaalen.

- Hvis De melder Konen for Politiet, saa ses vi aldrig mere, Lenoir!

- Men hun tjener jo godt.

- Hvad kommer det Dem ved?

- Jo, men... Gud bevares... at stjæle!

- Det gør vi allesammen. Skaal!

- God Nat, Hr. Overlærer!

- God Nat, Hr. Hofballetmester!

Da Lenoir gik op til sin Kvist, gav Overlærer Tofte ham i en indre Monolog følgende Skudsmaal: 379 - Egentlig en dum Filister! Men vi Folk fra de Tider... Oehlenschlägers, Poul Møllers, Ryges... alle de Folks Tid... vi har noget, som de andre ikke har... Selv saadan en hinkende Danser. Han tror dog paa noget andet end Gaasesteg med Rødkaal.

Og, da Lenoir havde rullet sit Gardin ned for det lave, brede Dobbeltvindue paa sin Kvist i Sadeltaget, sagde han for sig selv :

- Kan man ikke baade være Artist og et moralsk Menneske paa samme Tid? Jeg har aldrig forstaaet, at saa mange store sceniske Kunstnere har været fordrukne, og endda har drukket paa Kredit. Og... at en betydeligere Videnskabsdyrker i de klassiske Fag som Overlærer Tofte... at han vil forsvare Tyveri... Gud véd, om jeg var bleven umoralsk, hvis jeg havde fortsat min lovende Kunstnerbane og ikke havde brukk... brækket mit Ben?

IV.

En Dag, da Birgitte ikke havde solgt meget, havde hun lagt sig paaklædt paa Sengen den kolde Vinteraften. Hun havde slukket Lysene tidlig, om Aftenen kom der aldrig Kunder. Skønt det frøs, havde hun ikke nænnet at lægge i Kakkelovnen, siden de usalige 3000 Kroners Forsvinden.

Den lille Therese laa trygt under Dynen. Skønt Birgitte rystede af Kulde, blundede hun hen og drømte.

Hun drømte, at hun kom kørende i sin egen Vogn, en lukket Vogn paa Vejen til Stenbjerggaarden. I Lommen bar hun en velspækket Brevtaske. Hans Peter Korneliussen havde Drømmen gjort det af med, Gud véd hvorledes, men han eksisterede ikke i den. Birgitte skulde hjem og tage Stenbjerggaarden i Besiddelse. Stenbæk Møllegaard var heller ikke til i Drømmen.

Hun kørte og kørte. Vejen fik aldrig Ende og lignede slet ikke den kendte Vej mellem Byen og Gaarden. Der var hele Tiden Vand paa begge Sider af den, noget underligt, stillestaaende Vand, paa hvis Overflade der stadig steg Bobler op, der brast med korte, høje Smæld. Vejen sænkede sig bestandig, og Vandet nærmede sig tættere og tættere dens Rand, sivede saa over 380 den, tilsidst plaskede Hjulene i det. Det steg til Navene, Boblerne blev større og større; deres smældende Bristen lød stærkere og nærmere. Men hun raabte: Til Gaarden, til Gaarden! Ellers faar jeg aldrig Jorden.

Hun saa ud ad sit Vognvindue. Det var noget ækelt Vand, grønt og ligesom slimet. Seje Masser som Frøæg drev om allevegne. Da hun saa nærmere til, vrimlede det af Frøer, Tudser, Snoge, Firben i forfærdelige Masser. Hun kunde høre Hjulene gennemskære eller knuse deres bløde Kroppe. Hun holdt bestandig Haanden paa sit Kaabebryst; inden for dette sad Brevtasken med 3000 Kroner i. Gud ske Lov... Vandet snævrede sig ind... der var en Bro... og hinsides Broen saa hun Stenbjerggaardens Kvistgavl under helt andre Omgivelser end ellers. Kun Kragerne var gamle bekendte. De vrælede hende imøde, syntes hun. Alt gungrede Vognhjulenes Skinner mod Broens Bræder. Men paa en Gang blev disse Bræder bløde, som de var af Læder, gav efter, langsomt, lidt efter lidt... Vandet sivede ind gennem Vognens Døre og Ruder, og Ruderne duggedes, mens det kvækkede i Vandet, og Kragernes Vinger strøjfede dem... "Min Tegnebog!" skreg Birgitte og tog sig til Kaaben... Den var der ikke. "Jomfru Kristensen har den", lød det ude fra Vandet... og Vognen sank. Vandet steg op paa begge Sider af Ruderne og skyllede ind. En stor Kæmpetudse gloede lige ind til Birgitte. Den holdt Brevtasken i sine Kraller. Tudsen havde Jomfru Kristensens Øjne... ja, den var Jomfru Kristensen selv... og dog en Tudse. Birgitte knyttede Haanden, skreg - og vaagnede i Bælgmørke, i isnende Kulde, med klaprende Tænder og dirrende Lemmer.

Det varede noget, inden hun fandt, hvor hun var. Det var godt, det var en Drøm. Jo, hun var hjemme, Therese sov ved Siden af hende. Hun kunde skimte Maanelys gennem de gamle utætte Skodder for Vinduerne ud til Gaarden, som hun havde lukket, for at de skulde lune lidt. Ja, det var godt, at det var en Drøm. Hun havde jo sin Tegnebog paa Brystet inden for Kjolen... Men de 3000 Kroner!

Eftervirkningen af Drømmens Rædsel, den friske eller fornyede Virkning af Tanken paa Tabet gjorde hende eksalteret. Hun sprang op, aabnede Skodderne og stirrede forvildet ud i det maaneoplyste Gaardsrum, mens det lød inde i hende: Hvor skal jeg dog faa mine 3000 Kroner fra? Hvor skal jeg dog faa dem fra?

381

Hun var ved at kvæles af Skriget, der pressede paa i hendes Strube, det Skrig, som hun ikke turde give fri og lade faa Luft.

Der saa underlig ud i det store Rum derude. Lutter Brænde: i langtrækkende høje Stabler, i spidsbuede, kuplede Stakke. Store hvide belyste Flader hørte brat op, saa laa der sort Mulm over et langt Stykke. De uregelmæssige Linjer foroven skar store Stykker Luft ud mellem Brændemasserne.

Det var dog en forfærdelig Masse Brænde! Og hun, Birgitte, maatte sidde her inde og fryse, maatte hylle sit Barn ind i tykke Dyner, fordi det Rak der oppe i det Mejeri havde snydt hende for 3000 Kroner.

Fra de Bygninger, der laa stuvede hist og her, fjærn og nær i Rummet, gnistrede Lys ud med lange Afstande imellem, langt nede, højt oppe. Mon der indenfor ret mange af disse belyste Vinduer var en saadan Hundekulde som i hendes mørke Hul?

Der langt henne til venstre, der, vidste hun, laa Borgestuen. Kendte hun det Tyende, det Pak, ret, saa fyrede de i, til Kakkelovnen var rødglødende, og klemte sig op om den.

Der midt for, der laa Stalden. Heste og Kvæg... de kunde sagtens! De varmede selv op. Hun vilde ønske, hun turde ligge i et Hul over Kostalden, som Røgteren gjorde. Der var varmt og godt. Hun smaatrippede med Fødderne mod Gulvet. De tyngede hende som et Par Isklumper.

- Jeg... jeg sidder her og fryser! Og jeg blev kaldt Frøken af alle Mennesker, er en Proprietærdatter og har været Kæreste med en studeret Mand!

Jeremias Ellekilde! Den tykke Pengebøtte! Hvad skulde han med alt det Brænde?... Det kunde more mig at tage et Skøn over, hvor mange Favne der var.

Det saa ud som en hel By. De lange Stabler var Gadernes Husrækker, de fritstaaende Kuppelstakke var Kirken, Raadhuset, Hospitalet, Fattiggaarden, Skolen osv....

Hendes Fantasi legede en Stund som et Barn med disse Brændemasser. Saa tog den paa at blive mere praktisk.

Blot en Tiendedel af en Stabel, blot det Halve af en Stak... det kunde give Varme til hende og Therese. Saa var man fri for det Svineri med Smedekullene og Riskvistene i Køkkenet, dem, hun ikke en Gang nænnede at bruge i sin Stue, siden hun havde mistet alle de Penge.

Og hvordan var det?... Jo, naar hun gik tværs over Gaarden, hvor Brændet var, saa kom hun jo til en anden Gaard, 382 hvor der var et mægtigt Kuloplag, hele Bjerge af Kul til Brug for Bryggeri og Brænderi og til Salg.

Det var syndigt, at en skulde sidde og ryste af Kulde, naar der lige uden for en laa en saadan Mængde "Ildebrand", som tilhørte en eneste Mand. Hun var akkurat af lige saa god Familje som han.

Ja, det kunde være morsomt at tage Maal af det Brænde og Kul. Nej, for Kullene var der jo et Gærde, og der var to glubske Pladshunde der indenfor.

Hun svøbte et uldent Shawl om sit Hoved. Hun passerede det smalle Gaardsrum, som hørte til hendes Lejlighed. Saa var der kun en bred Rendesten og saa et gammelt iturevet Stavrestakit. Saa var hun inde paa Brændepladsen.

Rendestenen var tilfrossen, gloede som Perlemor op mod hende. Da Isen knasede under hendes Skridt, rystede hun.

Hvad vilde hun derude? Var det ikke bedre at gaa ind igen?

- Sludder! Havde hun ikke Lov til at gaa ud? Hvad skadede det, at hun tog et Skønsmaal over, hvor mange Favne Brænde der laa der?

Hun søgte de Gange mellem Brændestablerne, hvor der var mørkest. Hendes Hænder gled langs deres Flader. Dejligt Favnebrænde! Sikke nogle Knuder. Hvor de maatte kunne knase i en Kakkelovn! Vaadt og fugtigt var alt nu, men hvor vilde det sprutte, knage og saa varme i en stor Ovn som den i den store Stue paa Stenbjerggaarden. Der sad nu Jomfru Kristensen... det ækle Kræ... lunt og godt.

Da Birgitte var kommen en mørk Gang til Ende, saa hun Maanelyset ligesom slaa ned foran sig. Ud fra den regelret opsatte Stabel gik en Slags Forbjerg af uregelmæssig henkastede Blokke af hugget Brænde.

Der var igen et gammelt Stakit. Det grinede hvidt i Maaneskinnet. Det var Træer bagved, højere Træer med struttende Kviste, som der rislede Lys nedad. Bagved et hvidt Hus. Birgitte havde havt saa travlt hidtil, at hun aldrig var naaet hen mod den Side af Jeremias Ellekildes Grund.

Højt oppe og nedenfor skinnede Lys gennem enlige Vinduer. Hvem mon der boede der?

Der var uhyggeligt. Mon nogen kunde se hende der oppe fra? Nej, det var vist ingen Ting. Sagtens et Karle- eller Pigekammer.

383

Imidlertid veg hun tilbage i Skyggen. Hun snublede over Brænde, der var faldet uden for Dyngen. Det gav en sagte og tør, næppe hørlig Lyd. Birgitte lyttede. Aabnedes et af Vinduerne der oppe? Hun syntes, at noget klirrede.

Hun satte sig paa Hug med tilhyllet Hoved. Hun mærkede ingen bestemte Tanker eller Minder, som plagede hende. Dog følte hun noget ruge tungt paa hendes Hoved, som om det uldne Shawl var blevet en Blyklump.

Hun syntes, at hun havde sovet længe, da hun gennem en lille Sprække gennem Shawlet saa omkring sig. Lyset i Vinduet øverst oppe og nederst nede var slukket.

Hu, hvor der nu var koldt i det Hul ud til Gaarden og bag ved Butiken!

Hun tænkte paa Kvistværelset paa Stenbjerggaarden. Der laa hun om Morgenen i sin varme Seng, vaagnede om Vinteren Klokken halv syv, naar Pigen listede sig ind, og hendes tykke Fodballer og tykke Uldsokker dumpt lød mod Gulvet. Saa tændte Pigen Ilden. Aa, hvor det var dejligt at høre det knitre, se Ilden blusse op glorød, forjættende Varme og Hygge til den Stund, da hun, "Frøken" Birgitte, skulde vaske sin nøgne Overkrop foran Spejlet med den store Svamp og glæde sig over sin hvide Hud og sit spidsbuede Jomfrubryst.

Nu kunde hun gaa skiden som et Svin, fordi hun hverken havde Tid eller Lyst til "Storvask". Og Brystet!... Tak! Nu lignede det Ammens paa Herregaarden, naar hun sad i Haven og gav Hofjægermesterens nyfødte Barn Næring.

Uh - alle havde lune og varme Stuer undtagen hun.

Et stort Greb! Hun fyldte Favnen med hugget Brænde, lod det glide ned i Forklædet, som hun havde lavet til en Slags Sæk. Det skulde være dejligt at høre det knage og se den røde Flamme i Kakkelovnen i Morgen tidlig.

Stundom i Løb, stundom listende og skottende som en Hunkat, der er paa Elskovsæventyr, bragte hun i Tørklædet Brændebyrden hjem. Hun holdt den fra oven fast med Hagen.

Hun havde nær tabt den, da Klinkefaldet paa hendes Køkkendør klirrede.

Hun lo underlig dødt og fjollet hen til den lille Therese, som sov paa sit grønne Øre. "I Morgen skal vi da ikke fryse, min Tøs!"

Hun lagde Høvlespaaner og Trækul til Rette med feberagtig Iver, som vilde hun beruse sig i Travlhed for at undgaa Tanker, 384 der lurede truende et Sted, gik saa i Seng, mere træt og udaset end efter travle Dages Arbejde. Da hun slukkede Lyset, var hun saa anstrængt efter Pustet, at hun udsendte et hivende Suk som en Brændehugger efter et anstrængende Øksehug. Men hun sov som en Sten uden Drømme.

Det første, hun tænkte paa, da hun vaagnede om Morgenen Klokken seks, var Brændet Eller havde hun blot drømt om det dejlige, huggede Brænde?

Hun tændte Tællelyset, saa sig om i det mørke Rum. Hun havde dog vist drømt. Naa, det var godt det samme. Det var dog bedre at fryse end at være Tyv. "Ja, ja da, saa fryser vi som sædvanlig, min Tøs!" sagde hun ved sig selv, henvendende Ordene til den lille Therese i Sengen.

Lysflammen slog nedad med osende Tande, da hun hurtig gik gennem Døren til Køkkenet for paa den komfurløse Skorsten at tænde et Baal af Riskviste og Smedekul til at at koge Kaffe ved. Hun saa ned paa sine Hænder, rimpede og røde, som de var, med Frostknuder paa Knoerne.

Det var alligevel dejligt at have noget Brænde, saadant Brænde, som hun var vant til at se blusse der hjemme paa den "forbandede" Gaard.

Hvor ser jeg ud! tænkte hun og saa paa sit Skørt, hvor Vattet gloede ud af Revnerne i det sorte Tøj.

Alt havde hun ladet forfalde, siden hun havde mistet sine stakkels Sparepenge. Selv det indvendige Tøj! Hun, som havde læst saa mange gode Bøger, som var oplært af en fin Guvernante, som havde læst Tysk og Fransk, om end hun aldrig havde lært det - hun gik nu her med laset Underskørt

Al mulig Bitterhed skød op i hende igen.

Der laa noget hvidt der i Krogen. Hvad var det? Brændet! Altsaa havde hun ikke drømt "Naa, det var godt det samme!" Naar man skulde synke ned i Krapylet, kunde man lige saa godt gøre det til Gavns. Saadan som jeg nu har det, er der ingen, der siger mig Tak for, enten jeg er saadan eller saadan.

I Aarenes Løb havde Birgitte med stor Lethed antaget den samme Udtryksmaade, som hendes Omgivelser benyttede. Den Fernis af "Dannelse", der laa over hendes tidligere Talesæt, slog straks Revner og faldt snart helt af. Det var Jomfru Slinges og. Lenes Stil, hun nu brugte.

Endnu stod hun en Stund og saa paa det hvide, fine Brænde. Der var saamænd ikke saa lidt endda. Det var dog maaske 385 bedst at bære det ud igen, naar det blev Aften og lægge det paa sin Plads. Ja, det vilde hun naturligvis gøre. For hun vilde virkelig ikke gøre sig til Tyv for noget Brændes Skyld. Hun var kommen af Folk, som ikke brød sig mere om en Favn Bøgebrænde end om det Snavs, de traadte paa.

Nej - blot brænde en Smule derinde, se det blusse... Resten kunde hun altid bringe tilbage.

Det kan nok være, det buldrede i den gamle lave Tromlekakkelovn. Birgitte vaskede først Therese, dernæst sig selv fra øverst til nederst i en dejlig varm Stue.

Det var altfor forførende. Skulde hun virkelig lade det gaa ud i Kakkelovnen? Nej, det var Synd. Hun lagde i igen. Men denne Gang fyldte hun ikke Kakkelovnen som første Gang. Af en Art Samvittighedsfuldhed lagde hun en to, tre Stykker af sine egne Tørv ind mellem Bøgebrændet.

Efter en længere Forhandling paa et af Hjørnerne af Jeremias Ellekildes Købmandsgaard mellem Jomfru Slinge og Lene om, hvorvidt det stemmede med deres Værdighed at besøge Birgitte, siden hendes Bagstue altid var kold og hendes Kaffe tynd, var de dog blevne enige om at se ind til hende i Dag.

- For tynd Kaffe er dog bedre end slet ingen Kaffe, sagde Jomfru Slinge.

- Ja, Jomfru Slinge faar vel god Kaffe inde hos Købmanden? sagde Lene.

- Men inte nok, Lene! For det er han gal med at knibe paa. Han leverer selv ud, hvad vi bruger.

- Sikke noget paa saadant et stort Sted!

- Derfor har saadan no'ne no'et, Lene!

- Ja, det er s'gu sikkert. Men saa gaar vi lige godt ind til Jomfru Korneliussen.

- Ja, siden hun er bleven saa hengiven til Gerrigskab, saa er det en god Gerning at bedrøve hende. Noget Grin maa man ha' i denne Verden, Lene!

- Ja, man faar s'gu ikke andet af den Slags end det, man selv ta'r sig. Det er mit Princip.

- Ja, det er s'gu ogsaa mit. For vi, som hører til den 386 tjenende Stand, om ogsaa den ene kan være lidt højere paa Straa end den anden...

- Aa, det kan vel gaa lige op.

- Kan det det? Saa-aa? Nej, det kan det nu slet ikke, Lene! for er der nogen, jeg hader, saa er det Socialisterne. For skal vi dele al Ting i Dag, saa bliver det lige skidt i Overmorgen. Der skal være Forskel paa Folk.

- Ja, det siger jeg ikke noget imod, brummede Lene, for det kan være skidt nok i Forvejen.

- Lad nu være med at tage min Tænkekraft fra mig, Lene! For jeg mente, at vi, som er i den tjenende Stand... ja, nu kan jeg ikke huske, hvad jeg vilde sige.

- Det er s'gu ogsaa lige meget.

- Nej, Gu' er'et ej. Det er slet ikke lige meget. For jeg mente, at de, som har Dug og Disk for sig selv, de skal gi' noget til dem, som (Jomfru Slinge gav sig til at græde)... til dem, som maa opofre deres Helsen og Sundhed for andre Mennesker, som, min Salighed, ikke skønner mere paa det end som saa.

Jomfru Slinge bed en Stump af Neglen paa sin Lillefinger og spyttede den langt ud.

- Se, se... Jomfru Korneliussen har nok Varme i Kakkelovnen i Dag, sagde Jomfru Slinge, da hun med Lene traadte ind i Stuen til Gaarden... Kan man saa komme frem for Dig, Dit Bæst?

De sidste Ord var henvendte til Ajax, som laa paa Siden lige inden for Døren, spærrende Indgangen med sine fire Ben og sin svulmende Bug.

- Vær'sgo og sid ned! sagde Birgitte.

- Forretningen gaar nok bedre, siden her er saa lunt, sagde Jomfru Slinge og saa hen til Kakkelovnen, hvor en Blikkedel stod og snurrede paa "Tromlen"... Død og Pine, De brænder Brænde, Jomfru Korneliussen!

- Kul er noget Svineri, sagde Birgitte mellem Tænderne og lagde sig tilbage i Stolen, mens hun draperede sig nervøst med 387 sit Uldshawl. Hjemme paa Gaarden brændte vi altid Brænde. Det vil jeg blive ved med.

- Ja, naar man betaler enhver sit, saa er der ikke noget at sige til det, bemærkede Lene.

Birgittes Øjne blev urolige og svævede fra den ene til den anden af Gæsterne.

Det ringede ude paa Butiksdøren. Birgitte skyndte sig ud for at handle. Jomfru Slinge og Lene stillede sig paa hver sin Side af Kakkelovnen med Ryggen op imod den.

- Der er da vel Tørv imellem? sagde Jomfru Slinge og saa ned mod det røde Ildhul.

- Det meste er s'gu Brænde.

- Der er ingen Mening i saadan én Dag at være forfalden til den yderste Gerrigskab og en anden Dag til saadan en Ødselhed. Derfor kommer saadan no'ne aldrig frem i Verden. Men, Lene! har Jomfru Korneliussen Raad til at brænde Brænde, saa har hun, min S'æl, ogsaa Raad til at give ordentlig Kaffe. Er den tynd, saa siger jeg det, ved den højeste Himmel, til hende uden videre.

- Ja, det kan der være noget i, sagde Lene, for jeg mener ogsaa, at det ene skal svare til det andet.

- Pst! der er hun, sagde Jomfru Slinge.

Birgitte kom ind igen fra Butiken. Hun syntes, at Jomfru Slinge og Lene saa saa løjerlig hen mod Kakkelovnen.

- En Kop Kaffe? mumlede hun.

- Nej Tak! sagde Jomfru Slinge.

- Ellers Tak! sagde Lene, jeg skal ellers ingen Kaffe ha'.

- Jo vist saa!

- Nej i de senere Tider bryder jeg mig saa lidt om Kaffe, sagde Jomfru Slinge. For i vore Tider er Kaffen ikke, som den var i gamle Dage. Det gaar med det, som med alting, det bliver immer væ're og væ're. Hvad Lene?

- Ja, det gaar vist tilbaves med de fleste Sorter af al Slags her i Verden.

Hvorfor kunde de gamle Hejrer ikke faa deres Øjne fra den Kakkelovn? Men Birgitte vilde ved Gud ikke lade sig sjofle af saadanne to Tjenestepiger. Vilde de have Kaffe... godt, saa skulde de faa den saadan, at deres Hjærter skulde gaa itu ved det.

I nervøs Arrighed hældte hun en Masse Kaffe i Posen paa Messingkanden. Se, det skulde de nu ogsaa glo paa, de to!

388

De to saa smaat leende til hinanden, og Glæden over den forestaaende Nydelse var saa stærk, at den maatte skaffe sig Luft i et lille Grynt fra dem begge.

- Ja se, det er s'gu Kaffe! sagde Jomfru Slinge, mens hun samtidig sugede et Stykke Sukker og en Slurk Kaffe ind.

- Jeg kan ikke begribe, hvor Mandfolkene gider drikke Brændevin, naar de lige saa godt kunde drikke Kaffe, sagde Lene.

Det ringede igen. Birgitte maatte ud i Butiken.

- Hvem der nu havde en Sukkerkringle! sagde Jomfru Slinge.

- Lad os vente, til Tiderne bliver bedre! For det gaar tilbaves for alle.

Birgitte kom igen med tre Kringler i Haanden. Men det var en billigere Art Kringler end de fra Velmagtsdagene.

- Dem der kalder man Ole Lehmanns, sagde Jomfru Slinge. Tre for to Skilling i gamle Penge! De sukker, Jomfru Korneliussen?

- Ja, enhver har jo sit med Sorger og Ærkrelser, sagde. Lene med Munden fuld af en Bid af Kringlen... Se, hvor Kakkelovnen glor rødt. Det er ligesom i gamle Dage hjemme hos Madamen, før de Kul kom op i Verden. Der er nu Vognmanden Herman Petersen. Han siger, at det er Rigsdagens Skyld med alt det Skidt, der er kommet op i de nyere Tider, og der er nu Skomager Ølting, han siger, det er Ministeriets.

- De er s'gu lige gode alle tre, sagde Jomfru Slinge.

Birgitte tænkte:

Det er væmmeligt at skulle høre paa saadant noget dumt Sludder.

Birgitte holdt det lokale Venstreblad og følte Sympathi med Oppositionen, egentlig ikke, fordi hun forstod, hvad den vilde, men fordi hun huskede, at Broderen altid havde raabt paa, at han var Højremand, og fordi det "fine Rak" i denne By, som ikke regnede hende for noget, hørte til Højre.

En kort Tid var der Tavshed i Stuen. Der hørtes kun de to gamle Fruentimmers Opsugen af Kaffe af Underkoppen. Efter Birgittes Opfattelse var den Maade at drikke Kaffe paa "rasende simpel", det var akkurat som Køerne, naar de slurfede Vand af det store Stentrug der hjemme paa den "forbandede" Gaard.

- Hvor er den lille "Rese"? spurgte Jomfru Slinge.

389

Den kraftige Kaffe havde gjort hendes Sind saa velvilligt, at hun gav Husets Datter et Kælenavn.

- I Skole, sagde Birgitte.

- Hvor gaar hun i Skole, Jomfru Korneliussen?

- Hos Frøken Dalberg, svarede Birgitte med løftet Næse.

Jomfru Slinges Velvilje svandt brat. Det var Byens fineste Pigeskole. Det var at udæske Gud og Mennesker at sætte et Barn af den Slags paa saadant et Sted, og det var en skammelig Mængde Penge at give ud for en, "der i de senere Tider havde været saa kneben paa en Smule Kaffe og et Par Kringler og nu leverede ,,O1e Lehmanns" i Stedet for dem af Butterdejg".

- Det er for tidlig at sende saadan et Barn i Skole, sagde Jomfru Slinge mut og overlegen.

- Ja, jeg vil nu have, at Barnet skal blive en dannet Pige, sagde Birgitte.

- Pyh! sagde Jomfru Slinge. Kan hun tjene sit Brød i Tiden ved at være dannet? Hvad, Lene?

- Jo, det kan s'gu godt hænd's, sagde Lene.

Birgitte vilde ellers have foragtet Lenes Mening om den Slags Ting; men en krigsførende Magt forsmaar ikke en allieret. Birgitte fyldte Lenes Kop af Kaffekanden, som hun beholdt i Haanden. Om Jomfru Slinge skulde have mere Kaffe, det beroede paa hendes fremtidige Holdning.

- Hvad mener Lene med det? spurgte Jomfru Slinge... Tak, Jomfru Korneliussen! jeg skal, ved Gud i den højeste Himmel, ingen Kaffe have.

- Saadan en Guvernante faar jo højere Løn end andre Tjenestefolk, svarede Lene. Jeg véd da, at Præstens i Oldstrup giver deres hundrede Daler i gamle Penge foruden Føden.

- Saa-aa? Det maa være nogle Fjolser, der vil give saa meget. Forpagteren paa Nordgaarden giver kun deres hundrede Kroner. Og det skulde Købmanden byde mig! Véd Lene, hvad jeg vilde gøre? Jeg vilde gøre saadan (Jomfru Slinge nejede saa arrig forceret, at der hørtes Bristen af et Baand eller en Lidse i hendes Klædedragt) og sige: God Morgen, Hr. Ellekilde!... Naa, og Therese! Ja, undskyld Jomfru Korneliussen!... et Barn, som ikke tør bære sin Faders Navn, hun bliver Skam aldrig taget til Guvernante i et finere Hus.

- Saa-aa? sagde Birgitte. Jeg skal vise hele Verden, at jeg kan faa mit Barn saadan frem, at hun... kan blive Hofdame hos Kejserinden af Rusland.

390

Lene fór op. Hun sad nærmest Kakkelovnen, hvorfra et Knald lød.

- Det er jo mageløst Knudebrænde, sagde hun. Hvor køber De det? spurgte hun... Hvad... græder De, Jomfru Korneliussen ?

Ja, Birgitte var bristet i Graad.

Lene saa bebrejdende hen til Jomfru Slinge. Da hun saa Birgitte græde, gav hun sig ogsaa til at græde. Det syntes nu Lene, at der ikke var stor Mening i; men, da de to andre græd, maatte hun med. Hun sagde:

- Ja, det meste i denne Verden, det er s'gu noget forbandet noget.

Sjappende løbende Skridt hørtes ude i Gaarden. Køkkendørens Klinkefald gik op uden at lukkes. Lydelig Barnegraad trængte fra Køkkenet ind i Stuen. Saa gik Døren mellem den og Køkkenet op.

Den lille Therese kom ind med sin strikkede røde Uldhætte, sine sorte uldne Muffediser, de smaa tynde Ben i røde Uldstrømper, Snørestøvler og Gummigalocher, med sin bitte, af Kulde røde Næse, højt grædende.

- Hvad er det, Therese? spurgte Birgitte.

Barnet stammede:

- Aa... det er Helga Lorenzen (det var Apothekerens Datter)... hun gaar og skælder ud... hun løb efter mig hele Vejen... og hun gaar og skælder ud. Uh-hu...!

- Hvad skælder hun Dig ud for, lille Rese? spurgte Jomfru Slinge.

- Hun... Helga... hun siger... at hendes store Broder Sjarles... ham paa Realskolen... hun siger, at han siger, at jeg er en Kore-Unge.

Der blev dødstille i Stuen. Fruentimmerne tømte stille deres Kopper. Jomfru Slinge og Lene vekslede alvorlige Blikke over samme Koppers Rande, medens Birgitte tavs kælede for den lille Therese, som laa paa Knæ paa en Skammel med Hovedet i hendes Skød.

Selv Ajax fandt Situationen alvorlig. Han benyttede Pavsen til at ytre sig med en høj Gaben ledsaget af et lige saa højt Suk.

391

V.

Der var Tid nok for Birgitte at sidde og tumle med alt det, der vældede op i hendes Sind som Skymasser paa en stormfuld Regndag i Høst, den ene mørkere og mere blytung end den anden.

Alle disse Mennesker, der var noget i denne By, de havde jo været nedrige imod hende, selv i hendes Velmagtsdage. Hun kunde nok huske det usalige Fugleskydningsbal. Havde de Folk, der var noget: Byfogdens, Doktorens, Apothekerens, været ordentlige mod hende, saa var det aldrig sket, som skete med hende. Og den Gang kunde da ingen sige noget om hende. Kunde hun gøre for, at hendes Broder var, som han var, og at den bulne Eddertudse, Jomfru Kristensen var til? Der skulde bare have hændt hendes Broder at faa et Apopleksislag efter et Sold, saa havde hun siddet paa Stenbjerggaarden og Stenbæk Møllegaard som Frue og kørt i Landauer med Liberikusk.

Hun hidsedes saadan op ved denne sidste Fantasi, at hun følte sig selv i sin Landauer i voldsom Fart hen ad Landevejen under smældende Piskeknald, under Hestehovenes skarpe Slag mod Makadamiseringen, mens Apothekerens Landauer blev ladt et Stykke bag ude. Hun saa sig tilbage... pyt... jo Apothekerens Heste var meget simplere, havde ikke Beslag paa Seletøjet som hendes, og Kusken saa, trods sit Livrée, ud som en rigtig Bondeknold. Nu tog Apothekerens Heste Fart igen... Ja pyt... De naaede nærmere... "Kør, om Du saa skal køre begge Heste ihjel, Hans"....

Hun skreg højt i Kapkørselens Spænding. Lyden af hendes Stemme bragte hende til Fornuft og Fortvivlelse.

Nu laa hun, Frøken Korneliussen, omtrent som den Æbleskrælling, der svømmede i Gaardens Rendesten lige under Vasketuden. Jo, hun kom vistnok til at køre i Landauer! Havde hun endda ikke mistet de Penge! Hun havde jo slidt for at hævne sig paa alt dette fine Krapyl, og, da hun havde tabt Pengene og opgivet Haabet om at naa det for sit Vedkommende, vilde hun opdrage Therese saadan, at hun skulde kunne stikke Honoratiores's dovne og dumme Unger i Lærdom og Kundskab; om hun saa skulde ofre sin sidste Skilling, saa skulde Barnet være Student, som hun i sit Blad havde læst, at Fruentimmer nu kunde blive.

Nu var Barnet blevet skældt ud! Ikke en Dag mere skulde 392 hun gaa i den Skole, ikke en Dag mere, om hun saa skulde sætte hende i Friskolen.

Therese maatte altsaa ned i Rendestenen lige som hun selv. Hun følte, hun havde ikke Kræfter eller Magt til at hindre det.

Gud! Gud! Det var vist ham, der straffede Barnet, fordi hendes Moder var... en Tyvekvind. Det var Gud selv, som havde lagt de onde Ord i Apothekerens Tøs's Mund.

Det var aldrig faldet Birgitte ind, saaledes som hendes religiøse Begreber nu var, at de himmelske Magter kunde forfølge hende i Længden, fordi det var gaaet hende, som sket var. Saa meget Rationalist var hun, at hun mente, at, naar Gud nu havde nedlagt naturlige Drifter i Menneskene, saa maatte han bære over med dem, naar disse Drifter løb af med dem. Men hun var opdraget i den faste Tro, at en Krænkelse af Ejendomsretten var en stor Synd, den maatte vist straffes. Men Fanden skulde være ordentlig! Naar hendes uskyldige Barn endogsaa blev skældt ud for en Horeunge, saa kunde hendes Moder jo lige saa godt opgive Ævret og blive ved at være en Tyvekvind. Ja, hun vilde "s'gu" stjæle fra dem allesammen, gøre dem Fortræd paa alle mulige Maader, snyde dem, om hun kunde komme til, for de var ikke bedre værd, naar de kunde sige saadant noget til et stakkels Barn.

Den næste Aften... flere Aftener med Mellemrum... tog hun Brænde med koldt Blod... listede endog behændig Favnestykker ud af Stablerne og rettede paa Opstillingen, saa det ikke saa let kendtes. Om Natten straks efter gjort Gerning havde hun en Sejersfølelse som en Viking, der har gjort heldigt Strandhug og berøvet sine Fjender, hvad han orkede. Om Morgenen kunde al Angerens Gru komme op i hende. En Gang, da hun stod foran sit Spejl, spyttede hun i Ansigtet paa sit eget Billede.

I Aften skinnede der igen Lys i et Vindue omme bag Stakittet og Træerne, det var i det nederste af dem, Birgitte tidligere havde set oplyste.

Vinduet stod endogsaa aabent. Hun kunde se en Masse Bøger med Forgyldning paa Ryggen, kunde se Røgen hvirvle derinde, nærme sig Vinduet, sno sig ud deraf.

Det var dog dumt, at hun altid havde glemt at forhøre sig om, hvem der boede i det løjerlige gamle Hus! Hun havde ikke en Gang rigtig set Huset, for fra hendes Vinduer ud til 393 Gaarden var der ingen Udsigt til det, og om Dagen kom hun aldrig paa den store Brændeplads.

Hu, ha!... i Maaneskin maatte man jo kunne se langt ud over den fra de Vinduer! Det isnede ned i hendes Knæ. Naa, i Aften var det da mørkt.

Du store Gud!... Hun hørte Skridt lyde inde i en af de lange smalle Gyder, som Brændestablerne dannede. Hun lagde sig plat ned i Skyggen bag det store Fremspring af hugget Brænde foran Favnebrændet og holdt sit Aandedræt tilbage.

Jo, ganske bestemt: der lød Skridt, dumpt, som om den gaaende havde Filtsaaler under Fødderne. Tungt, langsomt kom det nærmere. Det maatte være en, der vilde lure noget op.

Tænderne begyndte at klapre i Munden paa hende. Hun bed den saa haardt sammen, at det gjorde ondt. Alle hendes Sanser var spændte og laa paa Lur.

Hun lugtede Tobaksrøg... Naar han, der listede om, var ude efter noget, han vilde opdage, kunde han da ikke være saa tosset at ryge Tobak.

Tys! Der er han!

Birgitte følte den kolde fugtige Jord mod sin Kind, tænkte samtidig paa, at det var godt, hun havde sin ældste og daarligste Kjole paa, og saa lynede de Ord gennem hende, Ord, som ellers vilde have krævet et Skrig eller en vild Latter i Fødselen.

- Her ligger "Frøkenen fra Stenbjerggaarden" lige plat ned i Skidtet.

Nu korn de ganske stille til Verden. Alt, hvad der foregik i hende, skete tyst, men i flyvende Fart.

Op i Vejret rejste sig noget endnu sortere end den i Forvejen sorte Baggrund. Siden Skikkelsen røg Tobak, maatte det vel være et Mandfolk. Den havde ogsaa Mandfolkehøjde. Men... Klæderne... det var ikke noget Mandfolks. Birgitte kunde høre noget ligesom Skørter stryge mod Brændestablens Sider, og om Hovedet sad der noget, som maatte være et Shawl eller et Tørklæde.

Skikkelsen standsede ikke foran hende, gik tungt og stille forbi, bestandig ladende Tobaksluft efter sig. Ingen Ild saas.

Skikkelsen forsvandt oppe i den lange smalle Gang mellem Stablerne, Skridtene døde hen, Tobaksluften svandt. Kun troede Birgitte at kunne høre nogle Øjeblikke Skørterne - eller hvad det nu var - stryge sagte mod Brændet.

Hun vovede langt om længe at rejse sig paa Hug.

394

Du store Gud! Nogle Stykker hugget Brænde ramlede ned.

Birgitte satte Tænderne ind i sit Haandled for ikke at skrige. Alt Liv i hendes hele Krop havde sammentrængt sig i en Rædsel, der gjorde hendes Strube tør og hed.

Men hun fik sine Sansers Brug igen, som et Dyr i Dødsfare, da hun igen hørte Skridt og lugtede Tobak.

Den lange Skørtefigur kom igen, tæt ved hvor Birgitte laa... nu røg der Gnister fra den tæt nede ved Jorden.

Birgitte ventede et Greb... hun vilde vist have forsvaret sig som en til Døden jaget Rotte og bidt sin Angriber, hvor hun havde kunnet komme til... men der blev ikke noget Angreb. Skikkelsen passerede videre.

Var det Suk, Rømmen eller Hoste? For Birgitte hørte tydelig en Lyd og var klar paa, at det var et Mandfolk, den kom fra.

Saa knasede det som tørre Grene, man træder paa, tæt inde ved det gamle Stakit. Birgitte hørte Ord udtalte dybt:

- Stakkels Skind!

Saadan syntes hun i det mindste.

Det varede længe, inden hun gjorde natligt Besøg paa Brændepladsen. Men Vinteren blev strængere og strængere, intet tydede paa, at nogen havde mærket noget. Saa begyndte Birgitte igen, thi Indtrykket fra hin Aften glemte hun efterhaanden, som man glemmer en skræmmende Drøm.

VI.

Lenoir havde siden hin Aften hos Overlærer Tofte set nøje efter Svindet i sin Brændestabel. Det Krav kunde Kunstbegejstringen aldrig stille, at han skulde lade sig bestjæle. Lenoir var vis paa, at hans afdøde store Mester vilde give sin ringe Elev Ret i, at man havde Lov til at værne om Kunstnerens surt sammenskrabede Spareskilling.

Men Overlærer Tofte, der sagde, at han aldrig vilde se ham mere, om han angav Grønthandlersken for Politiet?

Aa, Overlæreren var med al sin Lærdom noget ekscentrisk, mente desuden ikke altid, hvad han sagde, var "Hymorist" (Lenoir 395 nikkede bifaldende til sin egen Menneskekundskab, snilde Iagttagelse og nette Udtryksevne).

Saa tænkte han med Sorg paa den virkelig nette unge Kvinde, som kunde falde saa dybt. Ved Gud, han havde fundet en Art Behag i hende. Mere end én Gang havde Erindringsbilledet af hendes fuldmodne Former bragt Varme i hans aldrende Blod, faaet hans Fantasi til i enlige Straaler at gøre noget overraskende dristigt, lige saa dristigt som de Spring og Pirouetter, han foretog i Tankerne, naar han laa i sin Seng om Aftenen. Hun vilde have taget sig saa brillant ud som Marketenderske mellem franske Soldater i en Ballet, en Idyl efter Krigen. Hvis nu hun, "la jeune femme aux légumes", var bleven oplært i Dansekunsten, og hvis han, Lenoir, ikke havde "brukket" sit Ben, saa vilde han have kunnet spille den unge til Løjtnant avancerede lille Tambourdreng og maaske fra Scenen spillet deres lille Amourette over i Livet. For stræbsom og sparsommelig, det var hun, den lille med Legumerne; og... at hun nu stjal Brænde... ja, det var en Overdrivelse af disse gode Egenskaber: Stræbsomheden og Sparsommeligheden... At Menneskene dog altid skulde overdrive! Selv saadan en betydelig Videnskabsdyrker som Overlærer Tofte, han overdrev dog virkelig det romantiske, naar han vilde formene en fattig Mand at værne om sin lovlige Ejendom.

Den lille Mand græd af Medlidenhed med sig selv.

Nej, han vilde, ma foi, ikke lade sig bestjæle. Det var uforskammet at nogen stjal fra ham, den fattige Mand! Det skulde meldes til Politet.

Dog nej!... Maaske Overlærer Tofte havde beskyldt den "lille med Legumerne" paa Drilleri, fordi han med sit ved Lærdommen uddannede Skarpsind havde opdaget, at han, Lenoir, havde lidt "amoureuse" Følelser over for hende.

Her maatte anvendes List og Snildhed.

Vist var det, at det svandt forfærdelig i Brændestablen; blev det saadan ved, holdt den ikke Vinteren ud. Og det dejlige Brænde! haardt og hvidt som Elfenben.

Skønt den gamle Danser satte uhyre Pris paa sin Nattero, besluttede han sig dog til at opofre den og udspejde, hvad der foraarsagede, at Brændestablen bar Spor af Hærværk om Morgenen.

Han slukkede tidlig Lyset i sin Stue. Saa sparedes den 396 Udgift, saa sparede han ogsaa paa sine Øjne, som behøvede Briller for at læse om Aftenen ved Lys.

Han sad med Ansigtet mod Ruden, stirrede ud over det store mørke Gaardsrum, beredt paa at gaa ned. Man maatte være varmt paaklædt for at vove sig ud i saadanne kolde Aftener.

Han havde en stor "Zephyr" d.v.s et uldent Tørklæde om sin Hals, en Skindtrøje indenfor Frakken, strikkede Uldstykker svøbt om Knæene, Muffediser om Haandleddene. Herre Gud! - Blandt de Raad, Bournonville havde givet de vordende Dansere paa Konservatoriet, var ogsaa det aldrig at forkøle "Ekstremiteterne". Den Mand kunde rigtignok give Raad for hele Livet.

Saa sad den gamle Danser der - tænkte paa sin elskede Lærer Bournonville og paa hans Discipels, sine egne haarde Vilkaar.

Det var klingrende Frost, ikke videre lyst, thi der var ingen Maane. Stjernerne alene besørgede Belysningen med deres smaabitte blaahvide eller hvidrøde Flammer, der hang højere oppe end Lamperne paa Theatrets højeste Maskinloft. Rundt om gnistrede smaa Snepartikler hen over Jorden og over de dunkelt fremtonende Brændestabler og Stakitstaver som sparsomme Pailletter paa et stort vidt spredt og højt foldet Gevandt.

Der var ogsaa knagende koldt i Lenoirs Stue, hvor han sad beredt til Udrykning mod den formodede Fjende dernede, tæt indpakket og med en Hue paa Hovedet, en gammel Hue fra de unge Dage, en Hue, som han omhyggelig havde skjult for Overlærer Tofte, fordi han vilde have lét af den. Den var af sort Fløjel med en bred til Siden nedhængende Puld og med en om Pande og Baghoved tæt sluttende Rand. En Hue af lignende Façon havde han set Bournonville bære paa Konservatoriet, efter at han var kommen hjem fra en Pariserrejse. Lenoir havde straks anskaffet sig en lignende, bevaret den i alle de Aar, han havde været praktiserende Danse- og Gymnastiklærer.

I Aften tog han Huen paa. Ingen Biskop kunde sætte sin Mitra om sin Isse med større Andagt.

- Jo, ved den gode Himmel! I Aften var der virkelig noget levende, der forstyrrede Omridsene af Brændestablerne nede paa Pladsen. Og det levende bukkede sig ned mod hans, Lenoirs Stabel.

Hvor bange end den gamle Danser var, fór han op som manet af en Pligt mod sig selv. Han maatte, han burde 397 være modig som Helten i Balletten Valdemar, smidig som Klavs Skirmen i "Erik Menveds Barndom".

Han mærkede ikke sit brukne, nej brækkede Ben - han tænkte virkelig paa Overlærer Toftes grammatiske Rettelse, mens han som en Vind fór ned ad Trappen for at udøve Selvforsvarets Retfærdighedshandling.

Der var en lille underlig Smøge, et Stykke Gang, som førte ud til Resterne af en Have. Gennem denne gik en overgroet Sti hen gennem den nedfaldne Stakitdør over en Jordbro over en Grøft, saa først kom man ind i Gaarden eller Vænget, hvor Brændet laa.

- Jo, ma foi, der laa en Figur bøjet over Brændestablen.

Men nu blev Lenoir bange, just som han havde beredt sig paa at træde op med Myndighed.

Thi Figuren kastede en Skygge ud til Siden, og Figuren var stor og svær. Lenoir havde en Følelse af, at Figuren kunde knuse ham. Figuren blev ved at ligge bøjet. Lenoir hørte en tør, tonløs Raslen af det huggede Brænde ned mod andet hugget Brænde i et udbredt Forklæde.

Med tør Strube sagde han i en temmelig dæmpet Tone:

- Føj, føj... Madam eller Jomfru! jeg siger... jeg siger, ved Gud i Himlen... ja, jeg siger i Morgen til Hr. Købmand Ellekilde, at man ikke kan have sit Brænde i Fred for Dem. Føj... De maa skamme Dem... Føj!

Da Figuren rejste sig og lod alt det falde, som den havde samlet op i Forklædet, og gav et lille Hvin fra sig, var Lenoir mindst lige saa bange som Tyven,

Ud under Stjernelyset raslede de smaat hugne Brændestykker helt hen over Lenoirs tykke varme Filtsko. Hans Modstander sank ned paa Jorden.

- Madam... eller Jomfru! stødte De Dem? De har vel ikke brukket - jeg mener brækket - en Arm... eller, hvad værre er, et Ben? Tillader De, at jeg hjælper Dem?

Han fik intet Svar. Efter nogen Tøven bøjede han sig ned mod Skikkelsen, der sad sammenklumpet paa Jorden med Forklædet op over Hovedet.

- Situationen er ikke aldeles fri for at være ret pikant, sagde Lenoir ved sig selv.

Det var mærkværdigt. Han følte noget varmt inden i sig, lige som naar han drak Toddy hos Overlærer Tofte, og han blev saa modig. Med et resolut theatralsk Knæfald sank han ned ved 398 Siden af den liggende, og hans Haand mødte noget, der var kraftigt og elastisk som solidt nyt Tapetsererarbejde i et polstret Sæde eller Hynde. Han fjærnede nødig sin Haand; den maatte skydes bort af en fremmed Haand.

- Véd De af, at det er mit Brænde? sagde han.

Intet Svar. Han vedblev:

- Naa, De vidste det maaske ikke? Saa skal jeg gerne tilgive Dem for denne Gang, naar De vil lade være at røre det mere. For jeg har sikkert mindre at leve af, end De har. De maa endelig ikke tro, at jeg er rig. Mig er det virkelig Synd at gøre fattigere, end jeg er. Jeg sparer paa alle mulige Maader.

Birgitte løftede sig lidt og hviskede:

- Jeg troede... jeg vidste ikke... men jeg har ikke Raad til at lægge i Kakkelovnen... for det er ogsaa blevet saa smaat for mig...

- De kender mig ikke?

- Nej.

Lenoir slog Hælene sammen som til en Slags Kompliment.

- Jeg skal ikke gøre Dem noget... vilde blot formane Dem... lede Dem bort fra Fristelser og... Debaucher... og... sligt... Hør... De er dog i sin Tid bleven konfirmeret... og har lært om Pligterne mod Deres Næste... og de ti Bud og... sligt... og det sjette Bud er jo det, som forbyder en... jeg vil ikke sige... stjæle... men... Nej... det sjette, det er jo ikke det, jeg mener, jeg husker saa daarlig Tal og Nummere... og... men...

Han hviskede og blev ved at hviske, stakaandet, spejdende til alle Sider. Hans Hjærte bankede...

... Men... muligvis kunde De fatte en Smule... varmere Følelse for en ældre Mand, som De jo dog skylder lidt Taknemmelighed, naar han aldrig siger til et Menneske, at De har... har approprieret Dem... et og andet, som... som dog strængt taget... ikke er Deres.

Alt mens Lenoir talte, pillede han ved Forklædet, som omhyllede hendes Hoved. Der var en stadig stille Kamp mellem hans og hendes Haand. Hendes skød bestandig lempelig hans til Side. Han lod hende gøre, som hun vilde, fandt endog denne lille Skærmydsel "ikke saa ubehagelig".

Da hun bestandig forblev tavs, steg hans Mod igen nogle Grader. Han hviskede:

- Muligvis... jeg véd ikke... men ,.. De kunde jo 399 give mig... til Erstatning for mit Brændetab... saadant... et (Stemmen døde ud i en halv uforstaaelig Fløjten)... saadan et lille Kys.

Men han hørte selv, hvad han sagde. Han blev skræmmet op ved det sidste Ords hvislende Lyd... "Mon Dieu... i min Alder, hvis Overlærer Tofte havde hørt det!"

Uvilkaarlig fór hans Øjne hen i Retning af den gamle Pavillon...

Hvad var det? Lys i hans Kvistværelse inden for Sadeltaget? Han havde ikke tændt Lys i mange Aftener.

Rædsel løb som en iskold Strøm gennem alle hans Benpiber. Var der ogsaa Tyve der?

Han glemte al en afskedstagendes Galanteri, al en Forbrydelseopdagers moralske og juridiske Myndighed, løb over Jordbroen, gennem det lille Stykke Have, aandeløs og hæsblæsende.

Birgitte vidste ikke, om hun havde været vaagen eller drømt. Hun havde afhyllet sit Hoved, stirrende med sløv og slap Forbavselse efter den lille Nisse eller Trold med den sære Hue, som svandt bag det gamle Stakit og de gamle Træstammer, der knagede og raslede under hans Fart.

VII.

Hvad var det for en underlig Lugt, der mødte ham, straks da han aabnede Døren, ned fra den gamle snoede Trappe med de trekantede Trin, langs hvilke en Smule Natlampe paa en lille Hylde uden for Overlærer Toftes Dør kastede en tarvelig Lysstribe.

Tjære, Tovværk, rustne Ankerkættinger? Den gamle Danser snusede om sig med virrende Næsebor.

Rædsel og Harme fór i ham. Hans Knæ rystede, og hans Haandled frøs trods de strikkede Stykker og de dejlige Muffediser. Denne Lugt sendte ham Bud fra noget af det værste, han havde oplevet, vakte hos ham Harme, Samvittighedsnag - en Masse nærgaaende, højst ubehagelige Følelser.

Han turde ikke gaa op; men han turde heller ikke gaa ned igen. Han havde en Fornemmelse af, at han dernede havde 400 gjort noget rent splittergalt og fra den myndige Opdagers og Ejendomshævders Rolle var gledet over i - rent ud sagt Forførerens. At hans gamle Blod dog kunde spille ham saadant et Puds!

- Hélas que nous sommes légers, nous autres Français, lød det inden i ham. Det, han nys havde oplevet i den stjerneglimtende Frostnat, det, der sikkert forestod ham... det var to Ender af en lang Livstraad, og begge mindede de ham om, at han var en Synder for Vorherre. Han søgte at trøste sig ved at sige: "Hm! - enfin- Kunstnerblod!" men det trøstede ham ikke rigtig.

Alt det løb i rivende Fart igennem ham, mens han var naaet til Overlærer Toftes Dør paa den første Trappeafsats. Han vilde gaa ind til ham, bede ham om at følge op med, sige, at han var bange for, at der var Tyve.

Han bankede paa Toftes Dør. Ingen svarede. Frygtsomt tog han i Laasens Haandgreb. - Nej. Han drejede det, aabnede Døren. Mørkt. Han rømmede sig højt. Intet rørte sig. Han sagde: "Hr. Overlærer!" - Intet Svar.

Han snusede Luft til sig. Som sædvanlig stærk Lugt af Pibetobak. Nok et Drag Luft! Det bragte ham Duften af varm Toddy.

Tofte maatte altsaa have været der for nylig. Lenoir blev ved at vejre, da han havde lukket Døren ud til Gangen. Oppe fra Trappen til sin egen Lejlighed mødte han samme Tobak- og Toddyduft.

Mon Overlæreren skulde være oppe paa Værelset samtidig med den, hvis Komme denne anden Lugt paa den nederste Del af Trappen havde truet ham med?

Egentlig turde han hverken gaa op eller ned. Men med et enfin strammede han sig op, endog til et Spring. Den gamle Herre tog to Trin ad Gangen paa sin Trappe og aabnede Døren, som fra Afsatsen førte umiddelbart ind i hans lille Dagligstue.

Det første, han lagde Mærke til, var, at det stærke Lys, han havde set nede fra Gaarden, laa dæmpet over Stuen.

Lenoirs Syn var ikke saa skarpt som hans Lugt. Han syntes ikke, han kunde se nogen i Stuen. Men fy... der var ogsaa Tobaksrøg... Det var ækelt. Og det var en tæt Tobaksrøg. Svineri i Grunden. Havde han, Lenoir, røget Tobak, vilde han aldrig have kunnet holde sig saa pæn med Linned, Gangklæder og Møblement.

401

Jo, nu opdagede han Personen i sin Stue, samtidig med, at han saa, at det ikke var hans egen lille Lampe med Porcelænskuplen, men Overlærer Toftes store Moderatør med den grønne Skærm, som trængte alt Lys ned over Divanbordet og gjorde de to Personers Ansigter brandrøde, tændte violette Striber paa Overlærer Toftes sorte Fløjelskalot og delte det krusede Haar paa den anden Figur i en rødbrun og sort Del.

- Ser De, hvem her er, Lenoir? sagde Overlærer Tofte.

- Jeg lugtede det, ved Gud i Himlen, nede paa Trappegangen, mumlede Lenoir i en gnaven Tone.

Men, da han saa den gamle Overlærers Mund paa hver Side nærme sig Øreflipperne, og da han vidste, at denne Grimace bebudede en, for Lenoir ikke fuldt forstaaelig, derfor saa meget mere generende Satire, sagde han hurtig:

- Louis, min kære Neveu... vær velkommen! kom herhen!

En temmelig lille, bredskuldret ung Fyr med en Profil lige saa fin som Lenoirs, men med rødbrun, af Sol og Vind bearbejdet Hud paa Næse og Kinder, rejste sig. Haaret var kortklippet, brusende ud til begge Sider i trodsige, brune Krøller, tætte som Egepurrer paa en jysk Bakke.

Noget tøvende lod Fyren sig falde i Lenoirs slapt aabne Favn og modtog hans franske Kys paa begge sine Kinder.

Den unge Mand bar en kort blaa Dyffels Jakke med store Hornknapper, en blaa- og hvidstribet Skjorte med store, ustivede nedfaldende Flipper, et mørkeblaat rødprikket Halstørklæde bundet i en sær Løbeknude.

Det lod ikke til at genere Lenoir, at hans kølige Kærtegn ikke blev gengældte varmere, end de var givne. Han slap snart den unge Sømand af sin Favn, saa op og ned ad ham, ledte lidt efter, hvad han skulde sige. Endelig fik han en brudt Ordrække frem.

- Den... det... den Sløjfe... eller rettere sagt Knude... paa den Kravat er ikke ganske aldeles fri for at være ret... karakteristisk.

Havde han sagt en Dumhed? Han hørte en Grynten fra Overlærer Toftes Strube. I en Fart sagde han:

- Hvor kommer Du egentlig fra, Louis?

Sømanden svarede:

- Med Aftentoget fra København, Onkel!

- Eh bien... nu vel... det var ikke det, men fra hvilken Ekspedition... eller hvad I kalder det...?

402

Vi gik fra Rio for... lad mig se, hvor længe siden er det? Overlærer Tofte sagde:

- Men, min gode Lenoir, er De dog ikke sjæleglad ved at se Louis igen? Se, hvor han er bleven stærk, køn, robust. Sikken et Krushoved. Min S'æl, som den farnesiske Herkules!... Herakles har sikkert været en lille tæt Karl som han. Føl paa de Armmuskler, Lenoir! Spænd dem en Gang, Louis... jeg mener den Muskel der paa Overarmen! Føl, Lenoir!

Sømanden smaalo, mens Tofte bredte sin Haand ud og tog et Tag i hans Kød. Lenoir lod sin Haand følge efter, men berørte kun flygtig vedkommende Overarms Muskel. Lenoir sagde:

- Ja, Vorherre har lige fra Barndommen af - det vil sige, fra Louis's Barndom benaadet Louis med ikke ganske ringe legemlige Kræfter. Og dog var han slet ikke flink til Dans. Bestandig raa og vilde Spring uden for Skønhedslinjen. Gud ske Lov, at jeg aldrig blev hans Lærer, men kun hans Censor!

Sømanden sad med ludende Hoved under den følgende Ordveksling mellem Tofte og Lenoir, mens han afvekslende sugede paa Spidsen af en af Overlærer Toftes lange Piber og i smaa Draaber sugede Toddy ind af det mægtige Toddyglas.

Overlærer Tofte sagde:

- De vilde jo have ham til Student og vilde have, at jeg skulde læse Latin og Græsk med ham, mens han gik i den dumme Realskole med den Hanskvast af en Bestyrer, som tvært imod Lov og Ret vover at kalde sig Rektor.

- Ja... og saa échapperede jo Louis trods alle Deres... og mine Opofrelser og saa at sige tvang mig til at lade ham gaa til Søs. Fy, Louis! Nu er Du en fem seks og tyve Aar, kunde dog allermindst være personnel, maaske residerende Kapellan, hvis Du havde havt en Smule Sans for højere videnskabelig... eller rettere sagt klassisk Dannelse... Men i Stedet derfor kom Du Oldenborrer og sligt i Lommen paa Din Lærer i Tysk, Hr. Petersen ved Realskolen.

- Var det for godt til saadan en halvstuderet Røver? udbrød Overlærer Tofte. Naar Seminarister trænger sig ind ved Skolen, som dog skal regnes til de højere Skoler, om det endda kun er Realskoler, kan jeg ikke fortænke Disciplene i, at de protesterer paa deres Maade... Du, Louis, var det vel saa kedeligt at læse privat Latin og Græsk med mig som at høre paa Bestyrerens oldnordiske Sludder?

403

- Ja-a-a (Sømanden lod sin Finger glide mellem Skjorteflippen og Halsen).

- Ja men, Louis, det, han, den tykke Bestyrer lavede til Jer i dansk Literaturhistorie...

- Uh, det om det subjektive og det... objektive i Poesien, sagde Sømanden og lo. Det var noget harsk noget.

- Var saa Latin og Græsk ikke morsommere alligevel, hvad, Louis? spurgte Tofte.

- Jo noget... men ikke meget, naar jeg skal være oprigtig. Det skulde da være Græsk. Der var nogle Verber, som lød saa grinagtigt.

- Din Slubbert... Du tænker paa det Verbum deponens, der betyder: jeg rejser, hvad? smaalo den gamle Tofte.

- Ja, saa var der Imperativ af det latinske Verbum, som betyder at brække itu, det morede mig ogsaa.

- De maa vist have lignet nogle højst ordinære Ord paa Dansk, sagde Lenoir.

Overlæreren og Louis lo. Lenoir gik frem og tilbage, turde ikke sætte sig paa en Stol i sin egen Stue.

Der blev en længere Tavshed. Under den stillede Lenoir sig i en Slags Positur med Albuen støttet mod en Konsol, Hovedet paa Siden og Benene over Kors, og sagde nogle Gange: Enfin! men bestandig sagtere og mere forknyt. Tilsidst sukkede han og sagde:

- Den, der tror Verden er Spøg, han tager fejl efter min Mening.

- Hvad tror De da, den er, Lenoir? spurgte Tofte og saa paa ham op over Brillerne.

- Det véd Overlæreren bedre end jeg, svarede Lenoir med en Blanding af Ydmyghed og Gnavenhed.

- Men De har en Livsanskuelse, Lenoir!

- Desværre mangler jeg klassisk Dannelse og Filosofikum. Det véd jeg nok; jeg har kun jævne Meninger som den: La vie est un combat.

Han sukkede dybt. Den gamle og den unge Mand nænnede ikke at le denne Gang. De saa sagtens begge en Taare som en lille Glaskugle glimte i Lyset fra den gamle Dansers ene Øje.

- Skal jeg lave Toddy til Dem, Lenoir? spurgte Tofte.

- Tak... men ikke for stærk! Men det er da en Skam, at Overlæreren skal beværte mig i mit eget Hus... men...

- Snak! Louis, lav Toddy til Din Onkel!

404

- Maa jeg hellere selv... jeg er bange for, han laver den som til Matroser. Han har altid havt Aspirationer hen mod det ekstravagante... Hm... imidlertid glæder det mig, Louis, at Du ikke bærer det Vildmandsskæg, som nu bruges af saa mange Mennesker, og holder Dit Ansigt under Kniven.

- Jeg tog det af i Rio, sagde Louis, for jeg troede, der var gaaet Lus i det.

- Føj, føj, føj... bestandig overdreven i dine Udtryk... Sligt er det ikke passende at sige.

- Ja, en Doktor kaldte det Skægpest. Og hvoraf kan saadant noget komme af andet end af nogle smaa Lus, som man ikke kan se.

- Jeg er vis paa, sagde Lenoir, at Overlæreren véd et mere passende Navn paa saadan nogle... nogle Naturgenstande. Men Du har altid valgt de allersimpleste Udtryk. I dine Drengeaar sagde Du altid det modbydelige Ord "Møj", skønt jeg rettede det til Smuds... og, skulde der endelig siges noget stærkt - saa i det højeste Snavs, naar det endelig blev aldeles nødvendigt at nævne noget malpropert... Nu synes jeg, at Du maa have set saa meget skønt... og syblimt... i de mange fremmede Lande, at Du maa have erhvervet Dig en ganske lille Smule Sans for det skønne og det passende.

- Jeg har s'gu ikke set andet end det bare Skidt. Jeg skal nok lade være at sige det andet uartige Ord, som jeg egentlig tænkte paa.

- Brasilien er jo dog et af de dejligste Lande paa Jorden, sagde Overlærer Tofte... Og, Du, Louis, har Du ikke været i Neapel? Hvad?... Vesuv, Pompeji?

- Jeg har ikke fjærneste Begreb om, hvordan de Lande ser ud.

- Vil De nu se, hvor ulærvillig han er, Hr. Overlærer! sagde Lenoir.

- Pst... Bliv ved, Louis! sagde Tofte.

- Naa for Dævlen... om Forladelse. Man kommer i Land, gaar paa Beværtningssteder, drikker sig fuld og saa... nej, Onkel, jeg kan se, Du ikke kan taale at høre, hvor man ellers gaar hen...

- Naar Du kunde skildre det lidt karakterisk og saadan... décemment... saa kunde det muligvis... til en vis Grad... ogsaa interessere ældre Folk, sagde Lenoir og gjorde et lille Hop fra sit Stolesæde.

405

- Det kan jeg s'gu ikke. De ligner hinanden alle Steder, de Knejper og... de...

- Du behøver ikke at nævne dem, sagde Lenoir.

Overlærer Tofte sagde:

- Lad os være fri for at høre om det, som Louis generer sig for at tale om! Det er jo Dem, der har Lyst til det sjofle, Lenoir.

- Om Forladelse, Hr. Overlærer, sagde Lenoir, mens hans Hoved faldt mat ned paa Brystet... De har Ret, man skal dadle unge Mennesker, fordi de har været paa saadanne Steder og ikke vise curiosité.

Louis vendte sig til Tofte:

- Tror De, jeg har set Vesuv og Pompeji? Hvor skulde en Matros komme der? Og, da vi laa i Havnen ved Neapel, var det saa stegende hedt, at man hellere sov end tog imod Landlov, naar det da ikke kneb svært, fordi man saa længe ikke havde smagt Vin eller set Fruentimmer.

- Nu holder jeg aldeles med Overlæreren, sagde Lenoir, og beder Dig at holde Dig til det, som... er convenable... Men fortæl videre!

Sømanden saa ned for sig, løftede saa Hovedet med en højst fortrædelig Mine og sagde:

- Ja, naar der skal klistres et Begplaster for Munden af mig, saa har jeg, den onde brodere mig, ikke mere at sige.

- Uh, hvor Du bander! føj, føj! raabte Lenoir. Havde Du havt klassisk Dannelse, kunde Du selv som Matros havt nogen Glæde af Pompejus og... og den blaa Grotte. Aa Napoli - den dejlige Ballet... Jeg har været en af Havaanderne i den blaa Grotte... Men hvad de nu hedder paa Latin... da jeg ikke var større end som saa... Ikke en Gang den blaa Grotte har Du set, Louis?

- Jo, der var en Beværtning paa Santa Lucia, saadan helt nede ved Vandet, sagde Louis eftertænksomt, den hed Alla grotta azzura, hvor jeg og nogle andre aad nogle smaa grønne Østers og drak os smadrende fulde i noget sur Vin... som vi maatte give fra os...

- Føj, Louis, føj... den Slags Skildringer gaar langt ud over Skønhedslinjen, sagde Lenoir... Det er gyselige Resultater, Du bringer hjem fra dine Rejser.

Louis havde set stærkt til Toddyglasset og selv betjent sig, mens de gamle nippede smaat.

406

Med et rejste han sig, tog en Violin, som hang paa Væggen, uden at ænse, at Lenoir sagde:

- Vil Du lade den hænge... ikke røre ved, hvad der hænger eller sidder i den bestemte Orden...

og begyndte med Fingrene at klimpre paa Strængene langs Violinens Hals. Den gamle vilde til at gnave videre. Men, da Louis havde klimpret et Par Takter - en aandeløs Takt i vild Galop - løftede Danseren Hovedet som en gammel Stridshingst. Hans kønne smaa brune Øjne spillede som paa et lille italiensk Firben, der soler sig. Uden at sige noget, fór han rask op fra sit Sæde, og, idet han raabte: Tarantellen, tog han Buen ned, rev Violinen ud af Sømandens Haand og gav sig til at spille Tarantelmelodien med skarpt pointeret Rhytme, ikke uden en vis Færdighed.

Tofte saa, at Sømandens unge Øjne fik en Glans og et Udtryk, der mærkværdig lignede Lenoirs. For første Gang gik der et Lys op for ham. Han sagde til sig selv;

- Jeg Fæ... som ikke har anet det før!

Næppe havde dette indre Udraab formet sig i den gamle Filolog, før Louis var sprungen ud paa Gulvet, og mens Lenoir spillede, dansede han.

Lenoir blev ved at spille, mens han raabte:

- Ikke knækkede Haandled!... Mere dégagé i Overkroppen "... Blødere i Hofterne! Bien! saadan! Dilettantmæssig, men slet ikke saa galt. Demi-caractère, min Dreng! Comme ça!... Mon jeg skulde?... Ja, jeg gør det. For det er alligevel galt, det, Du gør, Louis!

Uden at slippe Violinen røg han op som en løssluppen Champagneprop, gav et Skub til Sømanden, saa han faldt eller lod sig falde ned paa Gulvet uden at sige et Ord, Lenoir dansede og dansede, han glemte Violinen, kunde vel ikke heller behandle den i det rasende Tempo, som Dansen forlangte, men, uden at han vidste af det, sang han Melodien.

Louis blev liggende paa Gulvet med et underlig stivnet Grin paa Læberne. Den gamle Overlærer havde rejst sig op fra Stolen, støttede sin Haand paa Bordpladen og betragtede uden Spor af Ironi eller Satire Lenoirs Dans. Han nynnede endog Tarantelmelodien ganske sagte med, tog blidt Violinen op, da Lenoir tabte den, og hængte den lydløst op paa den vante Krog paa Væggen, fulgte hver Rhytme og dens Udtryk i Dansen, ænsede ikke Alderen og Stivbenetheden hos den udførende, brød 407 ud i Bravo og Haandklap, da Lenoir aldeles aandeløs, hivende som en gammel Hest, der har taget for svært et Tag i en belæsset Vogn, sank ned paa Stolen, mens han sukkede og sagde under megen Hvæsen:

- Inden jeg brak mit Ben, havde Bournonville... sagt til mig... at jeg en Gang skulde komme til at doublere Hoppe... i den Tarantel... i "Napoli". Men saa skete Ulykken... og saa... enfin.

Han blev siddende og saa hen for sig. Der piblede Taarer frem under hans Øjenlaag. Han saa sagtens for sig lange Skarer af brogede dansende Skikkelser mylre frem paa Scenen, danse mod og fra hinanden, bugtende sig, sluttende og brydende Grupper, mens Musik bruste fra Orkestret, mens Dirigentens Taktstok ragede op over det Sted, hvor den borttagne Soufflørkasse havde staaet under Skuespillet. Sveden haglede ned af hans Ansigt.

Ganske stille gik Tofte hen og rakte Lenoir et Glas og hviskede med bevæget Stemme:

- Kunstens Skaal! Den evig udødelige Kunsts Skaal!

Lenoir kunde ikke svare, men klinkede med en Taare paa hver Side af sin lille krumme Næse. Hans Øjne saa paa Tofte med samme Udtryk af Taknemmelighed som en lille brunøjet Hund, der har faaet Lov til at spise sig propmæt i sin Livret.

Men pludselig skiftede Øjnene Udtryk. De havde mødt Sømandens. De var brune som hans egne, men mørkere og blankere og i dette Øjeblik dvaske med et lille Glimt af Ironi. Den gamle Danser var ellers ingen skarp Iagttager, men det synes, at han var mere klarsynet-mistænkelig lige over for disse Par Menneskeøjne end over for alle andre. Lenoir fik paa et Sekund Udseende som en Olding. Hans indfaldne Træk røbede sig, alt mens han pustede, og hans Blik blev stikkende som et Krybdyrs.

- Min kære Neveu er nok ved at falde i Søvn, sagde han med famlende Arrigskab i Stemmen. Ja, han har altid havt mere Sans for... for... ja, for det meget lavt komiske... det vil sige, for at skabe sig som en Abekat... end... for... he... Den klodsede Maade, Du dansede paa før... det skulde formodentlig være... hvad dannede Folk kalder Satire... men som... som saadan nogle som Du gør til... Sottiser og til... Brr-rr-rr!

Louis rejste sig og tog sin Hat... Overlærer Tofte saa fra den ene til den anden, mens Sømanden nærmede sig Døren.

- Hvor vil Du logere i Nat, Louis? spurgte han.

408

- Jeg finder vel et Hul paa en eller anden Beværtning eller Logis for rejsende, svarede Louis; jeg er jo ikke saa brillant vant.

- Vil De nu se, hvor uvorn han er, Hr. Overlærer, raabte Lenoir. Det er for at kunne fortælle i saadan en... en ordinær Skænkestue til nogle andre... Ølbimpler... at han er min... enfin Slægtning, men at jeg ikke vil huse ham.

- Jeg synes heller ikke, De bød ham Husly, sagde Tofte.

- Han plejer ikke at være saa... saa ceremoniel og vente, til man byder. Han plejer at tage selv.

- Man lærer med Alderen at blive et bedre og mere vel opdraget Menneske, Onkel, sagde Sømanden og tog i Laasens Greb.

- Louis, sagde Lenoir... bliv dog... og, hvis jeg nogen Sinde har gjort noget for Dig...

- Det er s'gu ikke saa farlig meget, sagde Sømanden, stillede sig med Ryggen op ad Døren og saa ond og vred ud.

Lenoir vred sig lidt i sit Sæde...

- Jeg har altid havt daarlig Raad, mumlede han.

- En lidt venligere Modtagelse i Aften, vilde ikke have kostet et Greb i Pungen, sagde Sømanden. Toddyen er jo Hr. Toftes.

- Saa, saa, saa! tyssede Tofte... Bliv nu hos Din Onkel i Nat, Louis! Lig der paa den lille Tingest af en Sofa... hører Du... og vær en skikkelig Dreng! Jeg fik Dig jo altid til at være god i gamle Dage; naar det kaade kom op i Dig.

- Ja, mine Raad og Formaninger satte han, ved Gud, ingen Pris paa, sagde Lenoir.

- De var for gnaven imod ham, sagde Tofte, og det er De endnu... God Nat! Nu bliver Louis hos Dem i Nat... og gaar ikke hen og sover i et Logis, God Nat...

- De maa, ved Gud, ikke gaa fra mig, Hr. Overlærer... Han der kan finde paa... paa... paa...

- Paa hvad? sagde Tofte.

- Ja, det véd jeg ikke... Men ser De ikke, hvor han staar og... griner, rent ud sagt og ligner... og ligner...

- Dem, hviskede Tofte ham ind i Øret.

- Mon Dieu! udbrød Danseren og sank ned paa en Stol... Hvad er det, De siger?... Maa Louis ikke gaa ned hos Dem?... De har jo Plads... eller De har to Senge... Jeg tør ikke... Saadan en Matros!

- Louis... Du bliver hos Din Onkel! sagde Tofte.

409

- Jeg er lige glad, hvor jeg er, brummede Louis.

- God Nat, Lenoir! God Nat, Louis!

- Hr. Overlærer...

- God Nat!

Hurtig gik den gamle Tofte ud ad Døren. Lenoir og Louis blev ene tilbage.

XIII.

- Ja, som Overlærer Tofte sagde, saa kan Du jo ligge der paa Kanapéen. For nu gaar jeg i Seng.

- Tak!

- Men jeg holder ikke af, at Du ser paa mig, mens jeg klæder mig af.

Louis smaalo. I en Fart havde han Klæderne af sig, havde lagt sig paa den korte Sofa med en Stol foran til Fødderne.

Den gamle Lenoir tullede om i Stuen og i sit lille tilstødende Sovekammer, var rædsom længe om at børste Tænder, svøbte to Mavebælter om sig, gned sin skaldede Isse ind med én Slags, sine krusede Nakkerester af Polkahaar med en anden Slags Pomade, trak en hvid Nattrøje, der lignede samme Klædningsstykke hos Kvinder, uden paa sin Natskjorte. Saa eftersaa han Vinduesskodder og Døre, om de var lukkede. Alt imens havde han skottet hen til Louis. Han vilde have gnavet og gnirret, hvis han havde set, at han havde bemærket alt hans Nusleri. Nu hørte han ham snorke. Han sagde:

- Du er virkelig en konversabel ung Mand, min gode Louis... meget social dannet.

Svaret var en Næsetrompettone i høj Tenor.

- Det er ubehageligt med saadanne Personager, der snorker, rent ud sagt, brummede den gamle, mens han blev ved at trippe om med bare Fødder i Filtskoene og med tæt sluttende Trikotunderbenklæder, Nathue paa Hovedet, to Bælter om Maven og et Stykke Lakrits i Munden.

Hans Øje faldt hen paa Kanapéen, hvor Louis laa.

- Nej, det er dog for galt!... De bare Fødder ude i Verden!... Naa, han holder dem ret propre! Det var mere, 410 end man skulde have ventet. Men lægge sin Frakke over sig og stikke Benene ud!... Naa, det er Matrosvaner!... Men... nej!... Det gaar ikke an. Han bliver dødssyg. Han sparker den Frakke af sig og forkøler sin Mave. Og det er meget farligt.

Han gik hen og puslede i et Skab, trak en gammel løjerlig Tingest ud: en blaa Slagchenille med karmoisinrødt, falmet Multumsfoer. Den lagde han sagte og omhyggelig over den lydelig sovende Sømand, stoppede den ned om hans Fødder, blev staaende et Øjeblik og lyttede.

Han saa ned paa hans Ansigt, hvis smaa, fine regelmæssige Træk stod i en saa sær Modsætning til den rødbrune vejrbidte Hud.