Schandorph, Sophus Uddrag fra BIRGITTES SKÆBNE (1888)

↩ Lenoir bævede i sit indre over Videnskabens Magt til at udfinde alt. Han havde nok hørt Tale om Psykologi, hørt Bournonville nævne Ordet, men aldrig havde han været klar over, hvad det var for en Videnskab, mindst havde han anet, at det var saa farligt at komme dens Dyrkere nær. Lenoir var ligbleg. Den kolde Sved sprak ud paa hans Pande, og fra hans Isse 446 overrislede den Resten af Nakkens krøllede Polkahaar. Saa brast han i Graad. Det hjalp ham til at faa Mælet igen. Han talte hurtig, men stammende: