Schandorph, Sophus Thomas Friis's Historie. - 1904

II

        

III

S. SCHANDORPH

ROMANER

FOLKEUDGAVE

ANDET BIND
THOMAS PRIS'S HISTORIE

GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG
KØBENHAVN OG KRISTIANIA
1904

IV

THOMAS FRIS'S HISTORIE (1881)

2

        

3

FØRSTE DEL. BARNDOM.

I. Degnen og Gaardmanden.

Landsbyen laa i en Halvkreds om den temmelig høje Kirkebakke, hvis jævne Skraaning mod Nord dannede den største Del af Præstegaardens Have. Ved Foden af det bratte sydlige Affald laa Skolen. Det var en af Frederik IVs, paa det gamle Ryttergods opførte grundmurede Skolebygninger, med lave, brede Vinduer og smaa Ruder, med et solidt og lunt Udseende. Adskilt fra den ved en lille Kørevej laa Gymnastikpladsen med sin temmelig primitive Klatremaskine, der ikke var fri for at minde noget om en Galge. Den skælvede og knagede, naar en tung grødnæret Bondedreng, pustende som en fed Hund paa en hed Sommerdag, med Sveddraaber perlende ned ad Kinderne, gjorde fortvivlede Forsøg paa at faa "Legemet til at blive et skønt Udtryk for Aanden", hvilket Degnen erklærede var Gymnastikens Formaal; det havde han læst i et Penning-Magasin. Ved Siden af Pladsen laa Gadekæret, hvis grønblakkede Vand om Sommeren fejedes af Piles og Hyldebuskes Grene; men nu struttede de i Vejret, kandiserede med Rimfrost. Over Markerne laa drysset et tyndt Snelag. Gadekæret var tilfrosset og befolket med en ikke ringe Flok af Landsbyens Drenge og Piger, som fejede hen ad de mange Glidebaner, hvis blanke, brunagtige Striber krydsede den mørkegraa, matte Isflade, og i hvilke Træskosømmene og Støvlesinkerne atter havde ridset hvide, flossede Furer. Stundom gik Slidet ud over mindre solide Klædningsstykker end Støvler og 4 Træsko: en Dreng eller Pige satte sig paa Hug; en tog fat i hver af den siddendes Arme og rutschede saaledes vedkommende hen ad den glatte Bane. Som oftest faldt den trukne om paa Bagdelen, og nu maatte Bukserne eller Skørterne holde for, medens Tilskuerne applauderede med Hurra. Kun to tilstedeværende toge ikke Del i Tummelen: den ene var et Barn, der endnu bar en Dragt, som gjorde det umuligt af den at afgøre, til hvilket Køn Individet hørte, - det stod uden for Døren til en lille Indsidderbolig, der laa paa Marken tæt oven over Gadekæret, og var aldeles hensunken i Stirren ud i Rummet og i Nydelsen af en stor Rugbrødsstumpe med Svinefedt paa. Fedtet blev under Fortæringen sorgløst tværet ud over hele Ansigtet fra øverst til nederst, og selve Haartotterne, der vare saa hvide som Tanden paa et nystøbt Spiddelys, klistredes fast til Panden af Svinefedt. Den anden Betragter var ingen ringere end Skolelæreren selv, der stod ved Gymnastikpladsens ene Ende, rygende af en kort Pibe, med en gammel, fedtet, graa Bulehat, et vældigt rødt Tørklæde af strikket Uldgarn snoet tre Gange om Halsen, med Uldsokkerne uden paa Bukserne og sorte franske Træsko paa Fødderne. Det var en temmelig høj, før Mand, hvis brede røde Ansigt med den flade Profil udtrykte Følelsen af Embedsværdighed lige over for Børn, Indsiddere og Husmænd, af snu Gemytlighed lige over for Gaardmænd og af Underdanighed lige over for Præster. Han og Børnene havde nu Juleferie; det var den anden Dag efter Julehelligdagene; de tæt tilfrosne Ruder i Skolestuen vare Tegn paa, at Landsbyens aandelige Liv for Tiden holdt Siesta, men Skolelæreren syntes dog at føle det som sin Pligt med kontrolerende Myndighed at vaage over sine Disciples Ferieforlystelse. Blev Legen ude paa Isen for vild, naar f. Eks. et mindre Barn blev skubbet til Side af et større, saa det faldt, lød straks hans formanende Røst; men paa Grund af hans særegne Betegnelse af Børnene, vilde det for en uindviet have været ufatteligt, til hvem hans Advarsler rettedes. Han tiltalte nemlig ikke Børnene ved deres Navn, men betegnede dem ved Forældrenes Haandtering:

- Hej, Du Hjulmand! Kan Du ikke lade Træsko-Anes Tøs være, hvad?

En Gang raabte han endog til en temmelig stor Dreng:

- Naa, Du Jordemoder! Er Du nu paa Spil igen?

Drengens Moder var Jordemoder; men han var iøvrigt Frugt af et fuldkommen legitimt Ægteskab; Faderen var Bødker; paa Landet anses imidlertid en Jordemoders Mand kun for et Appendiks 5 til Konen, og Degnen kaldte altid Parrets to Sønner: den store og den lille Jordemoder.

Han blev afbrudt i sin pædagogiske Praksis ved et - God Dav, Fris, glædelig Fest!

Det kom fra en Gaardmand, der kom gaaende ad Kørevejen og røg paa en sølvbeslagen Merskums Pibe; hans laadne Hue sad helt ned i Øjnene; over hans Træsko snoede Halmviske sig op ad Benene, oven paa Strømper og Bukser, for at holde Benene varme i den gennemtrængende Frostblæst.

Degnen vendte sig og svarede:

- Tak; i lige Maade, Ole Sørensen! og rakte Haanden ud mod Bondemanden.

Skolelærer Fris forsømte aldrig en Lejlighed til at faa sig en Passiar. Han stod sig godt med Gaardmændene, hvis Gildekost han ingenlunde foragtede; og da han var en udmærket Firkortspiller, kunde han i Reglen gøre Regning paa at gaa nogle Mark rigere fra en festlig Sammenkomst. Det vilde dog være at gøre Degnen Uret at tro, at han gik derhen med Planer om at trække sine medspillende op. Som det langt overvejende Flertal af sine Medmennesker var han ikke Karakter-, men Situationsskuespiller; han benyttede kun Lejligheden, naar den kom, han søgte den egentlig ikke.

- Fryser Ole Sørensen? spurgte Degnen Gaardmanden og lagde en kærlig Omhu i Tonefaldet,

- Nej - ikke større.

- Det fryser ellers 8 Grader i Dag.

- Det var Satan, sagde Ole Sørensen.

- Jeg staar ellers og passer paa Drengene og Tøsene der ude paa Gadekæret. Man maa jo dog sørge for, at de ikke kommer en Ulykke til. Man har jo før hørt, at en har brækket en Arm eller et Ben ved at falde paa Isen.

- Ja Gu' har man saa, svarede Ole Sørensen.

- Man har jo selv et Barn, Ole Sørensen. Aa, ja - nu skal min Dreng jo konfirmeres til Paaske.

- Det var Satan, sagde Ole Sørensen.

- Jo, han skal saamænd. Præsten har jo været saa god at læse med ham et Par Aar sammen med sine egne Sønner; min Dreng skulde med til alt, saagar til Latin. Naa, det Sprog faar han vel ikke stor Brug for. Jeg har jo i Sinde at sætte ham i Købmandslære. Men Skade kan det jo heller ikke gøre.

- Nej det kan 'et vel ikke, sagde Ole Sørensen.

6

- Drengen er skrap i Skolen, naar jeg selv skal sige det. Det sagde da ogsaa Biskoppen, da han var her paa Visitats forgangen Sommer.

- Det var Satan, sagde Ole Sørensen.

- Ja. Han skriver formelig en flydende Haand. Men én Ting gør mig bange. Mens min stakkels Kone endnu var rask, fortalte hun ham altid Eventyr og Historier i Mørkningen af Vinteraftenerne; det satte Drengens Fantasi i Bevægelse, og det tror jeg man skal tage sig i Agt for. Hm - kender Ole Sørensen det franske Ord Fantasi?

- Næ-j, sagde Ole Sørensen.

- Naa - ikke det? - Hæ - ja - det vil sige . . . saadan Indbildning. Nu skal jeg forklare Ole Sørensen det. Jeg sætter nu, at Ole Sørensen gaar ud i sin Mark, mens Kornet staar paa den. Jeg sætter nu, det er almindelig toradet Byg, der staar paa Ole Sørensens Mark.

- Ja, for jeg saar aldrig seksradet Korn, bemærkede Ole.

- Meget vel. Men, hvis nu Ole Sørensen sagde til sig selv: Sikken dejlig Skov! der er Bøg og Eg og El og Ask og øvrig Skovbestand - og hør, hvor Fuglene prise Skaberen i ukunstlede Toner højt i Træernes Toppe - og saa det ikke var andet end Græshopper og saadant noget Skab, som sprang i Kornet, saa var det jo ingen Virkelighed.

- Nej, for det var noget Vrævl, sagde Ole og gabede.

- Ganske rigtigt. Men saa havde netop Ole Sørensen brugt sin Fantasi i Stedet for sine Sanser.

- Aa ja, saagu', sagde Ole.

Læserne have allerede set, at Ole Sørensen var en medgørlig Mand i Samtale. Men man tager fejl, naar man tror, han var en Tosse. Han var endog genial og agtedes som en stor Autoritet paa ét Gebet - det var paa Svinenes. Hans Svineopdrætning ansaas som et Mønster paa hele Egnen; han tog første Præmie ved hvert Dyrskue; selv Avisforvalteren paa Herregaarden spurgte ham til Raads, naar han skulde gøre Indkøb. Naar Ole Sørensen saa paa et Svin eller en Gris og gjorde sine Bemærkninger om Dyret med en Sikkerhed, der vidnede - jeg havde nær sagt - om et psykologisk Skarpsyn - Det bliver nogle snavs Grise, der falder efter den So; det er et taab'ligt Kræ - eller - der er et "undt Sind" i den Ornegris, saa vare slige Dikta sikre Orakelsprog, i Følge hvilke Soen blev bestemt ikke til "Griseso" eller "Leveso", men fedet op til Slagtning, medens 7 der ved en Operation blev sat en Dæmper paa Ornegrisens truende Tendenser. Men, forlangte man Grunde, blev Ole Sørensen om mulig endnu tværere end før og brummede: Ja ethvert Menneske har jo sin frie Vilje, og saa kunde ingen Verdens Magt faa et Ord mere ud af ham.

Den Anseelse, som enhver Dygtighed, der giver et haandgribeligt Udbytte, nyder, og det ikke mindst paa Landet, bevirkede, at Ole Sørensen blev en af de Bønder, som Skolelærer Fris gjorde mest Kur til: men han holdt nok af at vælge Samtaleemner, der gav ham selv Lejlighed til at vise sin overlegne Kundskab. Hans Passiar hverken kedede eller morede Ole Sørensen, thi, naar man ikke talte om hans egen Bedrift, var det ene Thema ham lige saa kært som det andet.

Under Samtalen var Gadekærets Publikum lidt efter lidt forsvundet; ikkun den lille hvidhaarede Unge stod endnu paa samme Plads som før, uden at være bleven færdig hverken med sin Gloen eller sin Fedtebrødsstumpe.

- Gaar Ole Sørensen ikke ind med og tager en Æbleskive med en Sopken til? spurgte Fris.

- Tak den, som byder! svarede Ole.

- Ja, det er jo Juletid, saa skal man jo nyde noget.

- Ja, det kan man alstillens i Højtiden. Med disse Ord fulgte Ole Skolelæreren ind ad Døren i Stuen.

Den var ikke lille, men lav. Loftet støttedes af to tykke Bjælker og var betrukket med stortærnet graat Tapetpapir; Væggene vare beklædte med lysebrunt dito med blaa Blomster i. Lige over for Døren stod en lang, haardsædet Sofa, hvis Overtræk var af hjemmegjort grønt og sortstribet Hvergarn. Over den hang et gammelt Kobberstik, en allegorisk Figur, der forestillede "Krigen", en gruelig barsk, gammel Karl, i hvis Lokker og Skæg en frygtelig Stormvind suste, med vildt opspilede Øjne og voldsomt knudret Muskulatur, et løftet krumt Glavind i den højre og en vildt flagrende Fakkel i den venstre Haand, - i Baggrunden saas brændende Templer og omstyrtede Søjler; under Billedet meldte en lang fransk Inskription blandt andet, at Kunstneren dedicerede sit Værk A MONSEIGNEUR LE DUC DE ROHAN. Neden under dette Kobberstik hang et lille koloreret Portræt af Frederik VI, set i Profil, i rød Generalsuniform, med en uhyre høj, lyseblaa, guldbroderet Krave og en gigantisk Epaulet. Det store Billede var atter flankeret af to Silhuetter, begge tagne i Profil fra venstre Side, forestillende Degnen og hans Kone; den 8 første i Spidskjole og holdende Piben stift frem for sig som et Dækvaaben mod Angreb; den sidste med noget uformeligt noget foran sig, hvorved Kunstneren efter kyndiges Beretning havde tænkt sig en Strikkestrømpe. Til venstre for Indgangsdøren fra den murstensbelagte lille Gang stod en gammeldags Tromlekakkelovn med et Reliefbrystbillede af Frederik IV med Allongeparyk paa; over dette fandtes Indskriften: SOLI DEO GLORIA og under det LAURVIG Q. VERK. I Flugt med Kakkelovnens brede Side stod et stort Skærmbræt, overmalet med et Landskab, der røbede de uskyldigste Forestillinger om de perspektiviske Love og om Bitoners Anvendelse i Koloriten; de belyste Dele af Træerne vare spinatgrønne, de beskyggede kulsorte; Vandet havde en Farve, der nærmest lignede det lyseblaa i det danske Fodfolks Bukser. At der var nogen bag dette Skærmbræt, røbedes af Stønnen og Hosten fra det Indelukke, der dannedes af de to ombøjede Fløje. Det eneste levende, man saa i Stuen, var to Børn: en Dreng og en Pige, der læste i samme Bog ved et lille Bord foran Vinduet. Drengen var godt og vel fjorten Aar, men hans lille, spinkle Skikkelse gav ham Udseende af at være et Par Aar yngre. Hans Farve var noget gulladen, men dog uden noget usundt Udseende, den mindede om et sydlandsk Barns fint broncerede Teint. Hans Næse var fin og skarp: hans Øjne mørkebrune, det hvide i Øjet spillede over i det blaa; det tætklippede, tykke Haar var sortebrunt. Han var tarvelig klædt i en graa Dragt af tykt Tøj; paa Benene havde han graa Uldstrømper og tyksaalede Fedtlæders Sko. Pigens Klædedragt var finere baade af Stof og Snit; hun var blond og krøllet, rød og hvid, struttende af Sundhed med store mørkeblaa Øjne, hvis Blik let vekslede Udtryk; det var som farvede Hjul drejede sig om de sorte Pupiller. Det gule Vinterlys hvilede bredt over dem og over Bogen, som de læste i. Drengen kunde ikke følge med Pigen, skønt hun tidt saa rundt om sig eller ud ad Vinduet; det vakte næsten Mistanke om, at hun ikke læste Bladet helt, alligevel vendte hun det, selv om Drengen bad hende bie lidt; da lo hun blot, saa paa ham med sine spillende Øjne, og, naar han med den flade Haand holdt fast paa Bladet for at hindre hende i at vende det, kneb hun ham i Huden paa Bagen af Haanden, til han adlød; længe saas de røde Mærker af hendes smaa skarpe Negle paa den brunlige Hud. Tilsidst blev hun helt ked af at læse; hun passede sit Snit og slog resolut Bogen i med en høj Latter over Drengens forbavsede og forfjamskede Udseende.

        

9

Inden han endnu havde bestemt sig for at være vred eller le med, spurgte hun pludselig:

- Naar er det, Du skal være Butiksdreng?

Drengen saa forskende paa hende; han sporede noget bag dette Spørgsmaal, som han ikke holdt af. Men atter faldt hun ind, før han havde betænkt sit Svar:

- Vil Du gerne være Butiksdreng, Thomas?

- Aa-aa-h!

- Hvorfor vil Du ikke være Student? Det skal mine Brødre være; for Fader siger, at kun de, der er Studenter, er rigtig fornuftige Mennesker.

- Aa Gud, - sukkede det bag Skærmbrættet, - saadan noget kan Smaafolk ikke tænke paa, lille Henriette.

Lille Henriette lænede sig tilbage i Stolen, slog de smaa Ben med de hvide Strømper og sirlige Brunels Støvler over Kors og stirrede stift paa Drengen. Noget efter spurgte hun:

Naa, Thomas, naar Du nu kunde blive, hvad Du vilde, hvad vilde Du saa være?

Drengen undgik hendes Blik og bed sig i Læben. Han havde været lige ved at sige: Tordenskjold, Napoleon eller Aladdin, et eller andet stort; det kunde være det samme, hvad det var, naar det bare var noget mægtigt, noget glimrende; men hans Kritik lige over for det barnagtige vaktes, før dette kom til Udbrud, da han saa Henriettes inkvisitoriske Øjne rettede paa sig; han følte, hun var mindre Barn end han. I sin Søgen efter et fornuftigt Svar fandt han intet andet end følgende, der ganske underkastede sig Pigebarnets Tankegang:

- Jeg tror, jeg helst vilde være Student.

- Ha, ha! Der kan Du se. Men Din Moder siger, at I ikke har Raad til det. Det maa være kedeligt.

Drengen blev fri for den pinlige Situation ved sin Faders og Ole Sørensens Indtrædelse. Den sidste nikkede tørt til Børnene og sagde, idet han med Knoen pegede paa Pigebarnet:

- Det er nok Præstens, den der.

Henriette satte en knibsk, spids Mund op og tilsendte Bonden et knusende Blik; men der skulde Projektiler til at slaa Hul i et saadant Pandser af Flegma, som han besad.

Degnen bød Ole sidde ned, gik hen i et Hjørneskab og fremtog deraf en Tallerken med Æbleskiver, som vare overdryssede med hvidt Sukker, samt Brændevin og Øl. Efter et Par indledende Bemærkninger om det behagelige i at faa Mad overhovedet, 10 drejedes Talen hen paa Kammerherrens ny opbyggede Svinehus og dets Beboere, som Ole Sørensen gennemgik én for én og karakteriserede, - men vi tør ikke dvæle ved denne Samtales tekniske Enkeltheder. Da den var færdig, pavserede Ole, sukkede, men tog straks derefter fat paa den ottende Æbleskive. Maaltidet trak længe ud, thi Ole var ikke den Mand, der sank sin Mad, før han tilbørlig havde tygget den. Da han endelig havde besørget den tolvte Æbleskive, stod han op, takkede Degnen for Mad, nikkede igen til Børnene og rettede følgende Ord til Skærmbrættet :

- Glædelig Fest, Madam, Tak for Spisen og god Bedring!

- Det bliver aldrig bedre med mig, sagde den syge Kone.

- Det kan s'gu godt være, sagde Ole Sørensen og nærmede sig Døren.

Degnen sagde, idet han fulgte ham ud:

- Se snart indenfor igen, Ole Sørensen! men, idet han lod, som han blev greben af en pludselig Idé, gik han helt ud i Gangen med Bonden. Det var heller ikke paa nogen Maade Ole Sørensens Mening saadan umiddelbart at begive sig ud paa Vejen; havde Degnen ikke ledsaget ham, var han sikkert bleven staaende nogen Tid i Døren og havde betragtet Landevejen, Gymnastikmaskinen, Gadekæret osv., før han havde sat sig i Gang. Men nu gik Degnen efter ham, kom snart paa Siden af ham, tog ham i Knaphullet og sagde med en hemmelighedsfuld Mine:

- Vil . . . vil . . . hør . . . vil Ole Sørensen sælge tre Par Smaagrise til Foraaret?

- Ja-a - næ-j - jo-o, det kunde jo nok hænd's. Men se - at - jeg troede ikke, De havde Brug for mere end én Gris.

- Hæ - sagde Degnen og smaalo; hvad tager Ole Sørensen for Parret?

- Man kan jo snakke om det, mente Bonden.

Degnen missede med Øjnene og saa paa Ole med et smiskende Blik. Denne forandrede ikke en Mine og gengældte ikke det kærtegnende Øjekast; han forstod meget godt, at der var noget i Gære, og var paa sin Post. Han sagde:

- I Aar bliver Grisene i god Pris. De kan kanske løbe op i en 12 Rigsdaler Parret.

Fris nærmede bestandig sit Ansigt mere og mere til Oles, uden at denne forandrede sit Hoveds forover ludende Stilling. Degnen gjorde en pludselig Overgang: 11 - Hør, Ole Sørensen, det kæreste, man har i Verden, det er dog ens Børn.

- Jeg synes, De før talte om Grise, Fris.

- Bi lidt, Ole Sørensen! Ole Sørensen kender jo den tykke Købmand Kramer i T. . . . Forstaar Ole mig saa?

- Næ-æ-j.

- Jo, ser De, Ole Sørensen; jeg var jo forgangen oppe i T. for at se om en Plads til min Dreng til Foraaret. Han kan jo ikke komme noget bedre Sted end hos Kramer; der er jo en svær Handel. Den tykke Kramer sagde hverken ja eller nej.

- Nej, det er han for stor en Spekulanter til, sagde Ole.

- Men han sagde saadan i Talens Løb: Ja, Fris, jeg kunde have svær Lyst til tre Par rigtig gode Grise, af Ole Sørensens udmærkede Race, sagde han udtrykkelig, hæ, hæ (her klappede Fris Bonden hurtig og kærlig paa Skuldren) - kunde De skaffe mig dem for en halv Snes Daler Parret? - Ja, saa forstod jeg jo nok den tykke Kramer - man er jo ikke en ren Tosse, hvad Ole Sørensen?

- Det er en lav Pris, svarede Ole, hvis Forfængelighed vel var bleven kildret lidt ved det igen bekræftede Ry, der gik af hans Svineavl, - han var ikke af den Slags Folk, der uden videre gav efter for saadanne Indtryk. Han kløede sig bag Huen og fortsatte:

- Men det er da ligegodt sandt - vi kan - ja - lad mig se - vi kan blive enige endda.

Der gik et Glædesglimt over Degnens store Ansigt.

Ole tog atter Ordet:

- Det er ellers nogle dejlige Katøfler, De altid avler nede i Deres Vænge, Fris.

Degnen fik nu Alvor.og Spænding i sine Miner og sagde:

- Aa - ja-a -

- Kanske jeg kan faa nogle Tønder af dem for billigt Køb, naar Tiden kommer?

- Det er et Ord, sagde Degnen med kraftig Røst, der ledsagedes af et lige saa kraftigt Haandtryk. - Saa forstaar vi hinanden, Ole.

- Ja det er sikkert nok, sagde Ole og satte sig i Bevægelse ud ad Døren til Kørevejen, men saa først et Par Gange op og ned ad Huset, saa op til Vindfløjet paa Kirketaarnet, før han gik videre.

Denne diplomatiske Forhandling afgjorde den lille Thomas 12 Fris's foreløbige Skæbne. Der blev skrevet til Købmanden, som mod sikkert Løfte om de tre Par Grise af Ole Sørensens berømte Tillæg lovede at tage Drengen i Lære førstkommende Foraar.

II. Degnen Kone.

Hvor var den blonde, rødmussede, fedladne Degn kommen til den spinkle Dreng med den mørke Hudfarve og de brune Øjne, hvem Præstens Drenge kaldte en Jødesmavs, naar de bleve vrede paa ham? Vi maa et Øjeblik ind i Stuen igen, om bag Skærmbrættet til den syge Kone. I mange Aar havde hun lidt af Brystsyge. Paa denne Plads havde hun nu siddet ubevægelig al den Tid, hun ikke tilbragte i sin Seng, indsvøbt i Shawler, med Fødderne i et Par Filtsko, som hun atter havde stukket i et Par Sivsko. Det om Hovedet bundne Tørklæde lod kun en lille Stump Ansigt til Syne, gulblegt med smaa røde Pletter paa Spidsen af de magre Kinder, en spids i Tippen rød Næse, men ud af dette mumieagtige Ansigt funklede et Par mørkebrune Øjne, hvis farvede Kredse omgaves af en blaahvid Rand. Øjnene havde den hektiske Febers brændende Glød.

Som ung Seminarist havde Degnen været en Slags Huslærer hos en Møller, der havde sin Mølle i Fæste af en Herregaard, hvis Gods var under Administration, og hvis unge Besidder opholdt sig i Udlandet. Paa Egnen gik der mange Sagn om Herremandens eventyrlige og forvildede Liv; der fortaltes endog en Gang, at han var bleven Røverkaptejn et Steds i Italien eller Spanien. En skøn Dag fik Herregaarden en ny Funktionær, der vakte almindelig Opsigt: en lille sortsmudset Mand med Ringe i Ørene, Fløjels Jakke, og, hvad der den Gang var en stor Sjældenhed, med Skæg over hele Ansigtet. En Portnerbolig ved Indkørselen til den lange Allé, der førte op til Gaarden, og som i adskillige Aar havde været tom, blev nu optagen af den fremmede, der kaldte sig Laffy og talte et forskrækkelig gebrokkent Dansk. Egnen erfarede snart af Godsforvalteren, at den halvgale Herremand havde givet Ordre fra Udlandet til, at denne Fyr skulde bo i det gamle Portnerhus, som, skønt det saa ud, som det skulde 13 falde ned i Hovedet paa Folk, slet ikke blev istandsat. Til Erstatning for Huset og dets Smule Have skulde Hr. Laffy fungere som Kammerjæger d.v.s. Rottefordriver paa Gaarden, hvis Folk snart vidste at fortælle, at det aldrig kunde gaa rigtig til, saadan som han havde Magt over alt Slags Utøj . . . det var ved Sympathimidler, at han fordrev det, sagde man. Forresten var han meget høflig mod alle, og snart overvandt endog Bønderne Frygten for hans "Troldskab" og befandt sig vel ved hans Talent som Rottefordriver. Da han besøgte Møllen, hvor Seminarist Fris var, kunde denne ikke bare sig for at lapse sig over for Husets Folk med sin rigtignok saare ufuldstændige Kundskab til Tysk og indlade sig i Konversation med Kammerjægeren, der til Fris's Trøst lod til at tale lige saa forkert Tysk som Dansk, saa Seminaristen kunde være saa kæphøj, han vilde; Kammerjægeren gjorde ingen Udsættelse paa Korrektheden af hans Tysk. Men pludselig forsvinder Kammerjægeren fra Portnerboligen og dukker op som en Slags Købmand i den nærmeste Købstad, hvor han etablerede en lille Bod med finere Isenkram- og Galanterivarer, Parfumer og Sæber og drev ved Siden af denne og sin forrige Kammerjægerforretning tillige den som Ligtorneoperatør og Haarklipper. For at faa et mere solidt, borgerligt Udseende havde han afraget sit store Skæg, men hans danske Sprog forbedrede sig ikke. Han blev for saa vidt naturaliseret, som han efterhaanden ikke veg for nogen indfødt i Smag for dansk Kornbrændevin. Man havde aldrig hørt noget om, at Hr. Laffy havde været gift, men samtidig med, at han etablerede sig som Købmand, kom der en voksen, ikke længere ganske ung Datter frem. Hun var mørk som Faderen, men langt højere. Trods de noget falmede og indfaldne Kinder havde hun usædvanlig regelmæssige og kraftig skaarne Former. I et halvt Aars Tid stod Fader og Datter paa Sladderens Dagsorden i Byen; man gættede paa, hvad Landsmænd de vare: Nogle paastod, de vare Zigøjnere, andre, at de vare Italienere, atter andre gættede paa ungarsk eller bøhmisk Oprindelse. En ældre Premierløjtnant, der lige havde omskiftet sin Garnison i Altona med denne lille sjællandske By, troede at have set Jomfru Laffy paa et Theater i Sankt Pauli i Hamborg, hvor hun havde sunget og spillet Komedie. Da han en Gang fremsatte denne Gisning ved det af gamle Ungkarle besøgte Middagsbord paa Klubben, dukkede en Erindring op hos en gammel Kaptejn, at han i Fredericia havde set Faderen ved Markeder, snart trækkende om med en Kamel,

        

14 snart visende en Sælhund frem. Kun det lavere Borgerskab optog den udenlandske Købmand og hans Datter i deres Kreds. Han var som altid høflig og snaksom, uden dog at meddele noget om sin Fortid; Datteren var derimod distræt, naar hun, hvad der var sjældent, besøgte en Haandværkerfamilje. Man blev snart opmærksom paa, at hun og Faderen kun vekslede saare faa Ord, hurtig og sagte, i et Sprog, som ingen forstod. De brave Madamers almindelige Dom om Jomfru Alberta (saaledes kaldte hun sig) lød omtrent som følger: "Det er en skabagtig Tøs; om Aftenerne i Sommertiden sidder hun i et Syrenlysthus i Faderens Have og slaar Triller, og alle de Bøger, hun kan faa fra Lejebibliotheket, sluger hun. Det er ellers mærkeligt, for hun snakker slet ikke Pludervælsk som Faderen."

Seminarist Fris købte af og til en eller anden Bagatel i Hr. Laffys Butik og fik sig en Konversation med sin gamle bekendt paa forkert Tysk. Paa et Bal i en Pavillon i Byens Lystskov saa han Datteren for første Gang. Han var den Gang en ganske net, rød og hvid, sund og stærk ung Fyr. Hun sad meget over; kun en ganske ung, syttenaarig Skriver paa Amtsforvalterens Kontor dansede med hende; men under Dansen kom der et forunderligt Liv i hende: Øjnene glødede varmere, Kinderne fik en høj Rødme, og langt lettere end nogen af de andre Damer fløj hun hen over Gulvet; og det var, som hun mere førte sin Kavaller end han hende. Da for følgende Tanke op i Fris: Der er s'gu noget mellem denne Laffy og den gale Herremand: det er naturligvis ham, der har skaffet ham i Vej. Den gamle Skolelærer i Balstrup er aflægs . . . hm . . . Videre gik han ikke denne Gang; men, naar han kom til Byen, forhørte han sig saa lumskelig om Jomfru Alberta; ingen kunde sige hendes Rygte noget paa . . . det med Sangen i Haven, ja, hvad gjorde det? Fris gjorde hver Aften den Sommer den lange Spaseretur fra Møllen til Købstaden, gjorde sin Ronde om Byen, til han kom til et Sted paa Spaserestien, hvortil Hr. Laffys Havelaage gik ud. Her hørte han Jomfru Albertas Sangtriller flyve ud i Maaneskinnet. Ingen vil tro, at Fris nogensinde havde haft særligt Anlæg for Romantik eller Maaneskinsdrømme, men et Par Gran Poesi har altid det mest prosaiske Individ i sig; nu kom disse Par Gran til at operere, da Situationen bragte dem til at samvirke med en halvfærdig Beregning, som Fris ikke havde havt Mod til at rykke ind under sin Bevidstheds fulde Lys: Trillerne i Maaneskinnet gav Fris det aktive Stød; han lettede Klinken 15 fra Havelaagen, gik ind og friede til Jomfru Alberta og fik et stille og melankolsk Ja. Kort efter fik han et Skolelærerembede paa Egnen og giftede sig. Men, hvis den ellers saa lune og besindige Fris næppe tør frikendes for den Mistanke, at have spekuleret i sin Svigerfaders Midler, saa er det vist, at Spekulationen var uheldig. En skøn Morgen ventede Naboer og Genboer forgæves paa at se Hr. Laffy lukke sin Bod op som ellers. Rettens Folk fandt de fleste Skuffer og Reoler tomme; der var kun nogle Stykker Palme- og Kokussæbe samt nogle Flasker mer end tvivlsom Eau de Cologne og en Del Messingbrystnaale, Urkæder og Ørenringe, og ingen saa mere noget til Hr. Laffy. Hans Datter var nu Degnekone; men det viste sig snart, at hun havde taget storlig fejl, da hun af sin Elskers Fremkomst i Maaneskin efter hendes Sang havde sluttet, at han var "ein poetischer Mensch". Degnen var inderlig misfornøjet med sin Kones Ekstravagancer, som f. Eks. naar hun deklamerede tyske Digte foran Spejlet i deres Dagligstue og det med saa kraftig Stemme, at der samlede sig Hobe af gloende Bønderdrenge uden for Vinduet, der diskuterede, hvorvidt Degnens Madame kunde "mane", eller om hun bare var Komediantspiller. Ja, det gik saa vidt, at Præsten bad Fris holde sin Kone hjemme fra Kirken, saasom det havde været umuligt, trods alle Paamindelser, at faa hende til at lade være med at overdøve hele Menigheden ved sin meget stærke, skønt noget medtagne Sangstemme samt sætte Tremulanter paa de adstadige Koralmelodier. Madam Fris blev yderlig opbragt paa den prosaiske Verden, der paa enhver Vis stablede Hindringer op for hendes poetiske Aandsflugt; navnlig gav hun voldsomme Scener med Manden, i hvilke hun i Heden kom til at tale Tysk og kaldte ham "ein Schafskopf und ein prosaischer Holzklotz"; efter en saadan Udladning gav hun sig til at græde og hulke og satte sig gerne ned i Haven; hun bandt da alenlange Kranse, som hun pyntede baade sig og Stuerne med. En Sommermorgen tidlig, da hun vaagnede, blev hun saa henrykt ved at høre Fuglesang lige uden for sine Vinduer, at hun for op, fyldt af Glæde over hele Verden, kastede et Kys paa Fingeren til sin snorkende Mand, gik ud i Mark og Have og flettede med stor Færdighed lange Guirlander, som hun, uden at nogen mærkede det, behængte hele Skolestuen med; derefter stillede hun sig paa Lur for at se, hvor henrykt Fris maatte blive over den Overraskelse. Degnen kom ind med sin Pibe i Munden for at lægge Forskrifter og Læsetabeller til Rette,

        

16 inden Børnene indfandt sig; naar hans Arbejde saadan laa umiddelbart for Haanden, var han gerne noget gnaven, og det varede længe, før han opdagede det Puds, hans poetiske Hustru havde spillet ham. Uagtet denne maatte kunne have sluttet, hvorledes han vilde tage det, blev hun aldeles rasende, da han, efter at have kastet et flygtigt Blik paa hele den glimrende Dekoration, aabnede Døren og raabte: Tag alt det Skidt ned, Børnene maa jo tro, at jeg er bleven gal. Hun kaldte ham en Sjælemorder, der pinte de stakkels Børn med de kedsommeligste Ting og ikke kunde forstaa, at de trængte til at faa den golde Skoletid oplivet af Farve og Duft. Bønderne antog begribeligvis først, at hun ikke var Vigtig i Hovedet; men de lærte snart at faa Respekt for hende, da der udbrød en Skarlagensfeberepidemi i Byen; hun var en udmærket Sygeplejerske, trodsede Smitte, Nattevaagen, Savn af al Slags, og dette eksalterede Fruentimmer, hvis Sind aldrig var i Ligevægt til daglig Brug, viste sig da som det mest taalmodige og opofrende Menneske. Med stor Veltalenhed mødte hun de fattige Husmænds og Indsidderes Utilbøjelighed til at at kalde Læger og overvandt deres sanitære Fordomme; af sine ringe Midler gav hun dem Penge til at købe Medicin, bagte Kager til Børnene, naar de bleve raske, sendte dem Syltetøj og dsl. Senere viste det sig, da hun havde set Lægen lægge Forbinding paa en lille Piges brækkede Ben, at hun havde et stort Talent i den Retning; med et vidunderlig behændigt Haandelag haandterede hun siden slige Bandager, saa Lægen endog senere lod hende hente for at hjælpe ham. Bønderne indrømmede nu, at, om ogsaa Degnekonen var gal med visse Vinde, saa var det vist bare, fordi hun ikke var bleven doktorlærd i sin Tid; var hun bleven det, saa havde hun været skrappere end alle kloge Koner og " Doktre" tilsammen.

Først efter fem Aars Giftermaal, vel omtrent i sit 35te Aar, fødte Skolelærer Fris's Kone en Søn. Hendes spinkle, nervøse Natur blev vældig rystet ved Katastrofen; længe svævede hun mellem Liv og Død. Hun forvandt aldrig dette Knæk; hendes Bryst var ødelagt, og hun begyndte at spytte Blod. Men med hendes Svaghed indtraadte der en hel Forandring i hendes Væsen. I sit Barn havde hun faaet noget, der fyldte hende, og den legemlige Mathed tæmmede ogsaa det før saa eksalterede Sind. Efterhaanden som Drengen voksede til, blev Moderen svagere og mildere; de forkludrede Indtryk fra en raat slugt Roman- og

        

17 Versmasse formede sig nu i de stille og rolige Timer til en mild belyst Billedrække. Da Drengen blev en seks-syv Aar, fortalte hun ham alle Slags, Historier, hvori Reminiscenser fra hendes Læsning løjerlig slyngede sig sammen med noget selvdigtet eller selvoplevet, hvis indbyrdes Grænser hun ikke selv var sig bevidst. Fris var imidlertid bleven forflyttet til et andet Landsbykald i en fra det forrige langt borte liggende Egn, og der kendte Folkene kun hans Hustru som en stille og syg Kone, der, som vi have set, tilsidst blev reduceret til at føre et Liv bag Skærmbrættet, hvor hun kun beskæftigede sig med sin Søn og Præstens lille Henriette; thi dette Barns Skønhed havde straks indtaget hende for det. Hun fortalte nu ingen Historier mere; det kunde det stakkels Bryst ikke taale; nu maatte Thomas læse for hende; ofte faldt hun i Søvn under Læsningen, men det saa ud paa hendes Mund, der sagte bevægede sig i Søvne, sorn om Drømmene knyttede de brudte Traade igen.

III. Thomas Fris's Forsmag paa den klassiske Dannelse. Pastor Birk og Familje.

Som Degnen roste sig af for Ole Sørensen, havde Bispen ved sidste Visitats lagt Mærke til den lille Thomas's udmærkede Eksamenspræstationer. Degnen havde naturligvis heller ikke forsømt nogen Lejlighed til at lade Sønnen brillere ved at lade ham opramse Lærebogens Paragrafer med tilhørende Forklaring af Bibelsteder, ved at lade ham vise, at han kunde en stor Masse Aarstal i Danmarks Historie, og endelig ved at holde Haanden over et Stykke af Landkortet og lade ham nævne alle de betydeligere Byer, hvis Navne skjultes af Haanden. Men Gudernes Misundelse lurede paa at straffe Degnen for hans Triumf. Blandt de Byer, som han lod sin Søn nævne, var ogsaa Athen.

- Godt, sagde Degnen, meget rigtigt. Og Athen er . . .?

- Hovedstaden i Grækenland, svarede Drengen uden Tøven.

18

- Rigtig. Véd Du - nej, det véd Du sagtens ikke - hvad Grækenland hed i gamle Dage?

Thomas tav; thi det vidste han ikke.

- Naa, sagde Fris; det er ogsaa det samme. For Resten - og her tilkastede han Biskoppen et betydende Blik - for Resten hed det Hellespont.

Et Smil, der veksledes mellem Bispen og Præsten, viste straks den snilde Degn, at han havde gjort en Buk; men han lod sig ikke mærke med noget og fortsatte. Da Skolevisitationen var til Ende, sagde Biskoppen til Præsten ved Frokosten i Præstegaarden:

- Det var en særdeles flink og opvakt lille Dreng, Skolelærerens Søn.

- Det er det virkelig, sagde Præsten.

- Han burde vel egentlig sættes til Studeringer?

Præsten trak paa Skuldrene.

- Naa ja, der er smaa Kaar, naturligvis! Men hvem véd, hvad der kan vise sig med Tiden? . . . De talte om, Pastor Birk, at De selv læste Latin med Deres Sønner. Kunde denne nette lille Dreng ikke deltage i den Undervisning? Det vilde jo ikke koste Dem nogen yderligere Ulejlighed.

- Jo - det kan han saa godt, sagde Præsten, og en let Rødme gled over hans ungdommelig fine Ansigt, der var omsluttet af graa Haar og næsten hvide Bakkenbarter, medens han, for at skjule Forvirringen, rettede paa sine Briller med Skildpaddes Indfatning og Guldstænger.

- Det er dog altid en lille Kærlighedsgerning, ogsaa en Art Sjælesorg, sagde Bispen, idet han saa paa Præsten og understregede ved Tonefaldet det sidste Ord.

Pastor Birk stak Fingeren ned under sit hvide Halstørklæde og trak i sin ene Flip. Han følte godt den skjulte Snært i Repliken. Hvad man kalder Sjælesorg, var hans svage Side.

Han var i sin Tid en smuk, næsten pigeagtig fin Student, Søn af en Etatsraad og overordnet Embedsmand i København, der førte et selskabeligt og æsthetisk Hus med aabent Bord for flere af Datidens Digternotabiliteter. Sønnen havde fra Barndommen af indsuget en fast Tro paa alle Avtoriteters Berettigelse i Aands- og Samfundslivet. Høflig og artig hjalp han Konferensog Etatsraader af og i Overtøjet, naar de kom og gik, lyttede andægtig til de yngre Poeters Oplæsning af deres Produktioner, 19 digtede selv i Smug, uden at vise sine Aandsfostre til de virkelige Digtere; han gemte dem til Kammerater, der ingen Forstand havde paa Poesi, men som, i Følge det den Gang fastslaaede Dogma om Poesiens Hellighed, ikke turde andet end lade, som de interesserede sig derfor; og i en Kreds, hvor han selv følte sig som den mest funderede, holdt han nok af æsthetiske Forelæsninger og slaa om sig med dem af de Hegelske Kategorier, som han kendte fra Heibergs Afhandlinger. Da han skulde vælge et Embedsstudium, valgte han Theologi, thi det var dog "det idealeste"; i den Virksomhed, som det aabnede, havde dog "det poetiske Moment" en stor Betydning; hvilken Poesi var der ikke baade i Biskop Mynsters Prædiken og personlige Fremtræden! Den unge Student var almindelig vel lidt; han havde ingen Kanter, var altid mild, høflig og venlig; altid i Stemning baade til Diskussion med sine jævnaldrende og til et lystigt Lag, hvor han lo om Kap med de andre, men aldrig gik over Stregen; det kostede ham ingen Anstrængelse at vise Maadehold, det laa i hans Natur; en fin, omhyggelig prøvende Nippen til alle Nydelsers Bæger laa bedst for ham. Da han havde let ved at lære og ikke af nogen indre Trang dreves til at fordybe sig selvstændig i Studierne, kunde han samtidig pleje Selskabeligheden, besøge alle Forelæsninger, Eksaminatorier og skriftlige Øvelser (hans Specimina rostes af Professorerne for deres klare og behagelige Stil) og hjemme læse paa sine Kollegier, saa han efter tre Studenteraar absolverede den theologiske Attestats med admodum laudabilis. Straks efter friede han til en høj Embedsmands Datter, Dronningen paa Datidens københavnske Baller, fik Ja, opfyldte alle mulige Pligter, som kan fordres af en ærbar forlovet; stadig fulgte han med paa den Maade, at han havde Næsen ude efter Tidens aandelige Fænomener, vidste paa anden Haand Indholdet af Tidens Ærkekætter Strausz's "Jesu Leben", men kendte tillige alle de Argumenter, hvormed hans uholdbare Paastande skulde gendrives, og i de Aar, han som forlovet theologisk Kandidat opholdt sig i København, fik han Lejlighed til at begejstres for Martensen, der da traadte op som theologisk Docent; for sin forlovede, hendes Veninder og ældre Damer udviklede han, hvorledes Selvbevidstheden ikke var avtonom, idet den ikke af sig selv kunde erkende Religionens Absolute; men ud fra Troen som Forudsætning og Udgangspunkt udfolder den spekulative Theologi sig. Efterat en saadan Udvikling havde

        

20 trættet de i Begyndelsen saa beundrende Damer, gik han til Klaveret og sang Chr. Winthers:

En Sommerfugls Vinge
var tidt mit Begær,

eller oplæste Digte.

Da hans Fader døde uden at eflerlade sig en Skilling, var det forbi med det glade og nydelsesrige Liv. Det følger af sig selv, at, da han havde Adresse til saa mange formaaende Personligheder, skaffede disse ham straks et "Begyndelseskald" i Jylland. Han drog ind i sin nye Virksomhed med de ædleste Hensigter: han vilde ikke alene prædike i vel overvejede, vel formede, med Kirkens Tro og den nyere theologiske Videnskab stemmende Taler; han vilde tillige virke forædlende, dannende paa sin Menighed. Blød og let bevægelig, som han var, gik han i Begyndelsen hen, hvor der var Sygdom og Nød, trøstede, som han bedst kunde; men Folkene forstod ham ikke, og han forstod ikke dem. Han kunde nu ikke, som i gamle Dage, ty til sin Faders Pung, thi hans Kaar vare smaa; hans Svigerfader var pludselig bleven afskediget; der ymtedes om, at det var for Kassemangel; hans Kone var misfornøjet og kedede sig i den ensomme Egn og under de tarvelige Forhold; selv havde han ingen aandelig Tilførsel; Bøger havde han ikke Raad til at købe; hans aldeles uproduktive Aand kunde ikke trives uden andres Tanker. Efter et Par Aars Forløb døde hans Hustru; hun visnede hen som en Stueblomst, der fra Urtepotten var bleven plantet ud i det frie. Det saa ud, som Pastor Birk skulde synke sammen; i sin Fortvivlelse søgte han alle Kald, der blev ledige, for dog at komme bort fra det forfærdelige Sted; det lykkedes ham efter faa Aar at komme til den frugtbare Egn, hvor vi nu finde ham i et rigtig godt Præstekald. Livet blussede op i ham paany; han var jo kun lidt over tredive Aar. Hans Husholdning fordrede kvindelig Hjælp; det følte han; men gifte sig uden Tilbøjelighed kunde han ikke rime med sin Respekt for Idealet. Han fik da en Dame i Huset, der var mindst lige saa gammel som han selv; hun havde tidligere været Lærerinde, havde Kundskaber og var musikalsk, og, skønt den første Ungdomsfriskhed var borte, havde hun dog endnu smukke Øjne, lidt beslørede af en begyndende Tvivl om at finde sin Plads i Verden, og blonde, rige Krøller om den smukke, hvide Nakke. Anden Gang prøvede Pastor Birk Amors Magt, fandt, at han huserede noget roligere 21 anden end første Gang, men trøstede sig med den platoniske Distinktion mellem den lille og den store Eros; sidstnævnte maatte sikkert være mere alvorsfuld og sat; det maatte være ham, der nu inspirerede ham.

Resignationens Slør svandt som Taage for Solen, da Frøkenen blev Frue; snart antog hendes lidt tørre Figur junoniske Former; Æsthetik og Musik bleve lagte paa Hylden; hun virkede med Kraft i Køkken og Kælder, for fra Selskab til Selskab og holdt mange Selskaber selv. Pastor Birk var ikke helt ud glad. Han vovede af og til at fremkomme med en Klage over, at han aldrig fik rigtig Tid og Ro til at fordybe sig i sin Gerning og vedligeholde sine Kundskaber; Fruen bed ham af og mente, at han for længe siden maatte have erhvervet sig den fornødne Rutine; naar hun skaanede ham for Selskabelighed og Meddelelse af sine Trakasserier med Tyendet og andre huslige Sorger fra Fredag Middag til Søndag Eftermiddag, maatte det vel være nok. I en kuet, nedtrykt Stemning udarbejdede Pastor Birk da sine Prækener. Han lagde en omhyggelig Plan, han mejslede sin Stil efter Mynsters og kunde under Memoreringen med en lille literær Forfængelighed glæde sig over de vel afrundede Perioder; men, naar han holdt Prædikenen, havde han en bestemt Følelse af, at han talte ud over Hovedet paa sine Tilhørere, til Hvælvingsribberne, til Kirkevinduerne, til Alterlysene - kun ikke til Menneskene - ak, de forstod næppe en eneste af de Tanker, som han med saa megen Omhu havde stiliseret. Og, naar han kom hjem, havde han ingen at betro sine Sorger til. Paa Herregaarden, hos Kammerherrens, glædede han sig vel ved den fine Mad og de ekscellente Vine; men, naar han huskede paa sin aandrige Ungdomskreds i København, hvad var saa denne træagtige Stivhed i Samtalen, denne Bøjen til Side, naar han strejfede ind paa Omraader, som der udkrævedes lidt Dannelse og Læsning til at færdes i? Mod Fødselsaristokratiet følte Præsten sig som Studenteraristokrat.

Hans Hustru skænkede ham to Sønner, men døde ved Datteren Henriettes Fødsel. Pastor Birk skildrede i Ligtalen over hende sit uoprettelige Tab; han mente jo, hvad han sagde; han havde jo fældet mangen Taare ved hendes Dødsleje . . . og dog! Ja, han greb sig virkelig i at føle ligesom en Lettelse, en Fornemmelse af, at han var en fri Mand; det var, som et større Luftrum omgav ham. Følelsen af at være Herre i Huset skød saa stærkt op i ham, at den fordrede et eller andet Udtryk 22 lige straks (det var dog for Resten nogle Maaneder efter Dødsfaldet, thi i nogen Tid er man altid i Stand til at føle konventionelt). - Pastor Birk bestilte en hel Del Bøger, som vare udkomne siden den Tid, han havde maattet opgive den Luksus, at holde sit Bibliothek vedlige; nu skulde den spekulativ-theologiske og den poetiske Traad atter knyttes. Men hvor underligt! Da Pastor Birk begyndte at læse Theologi, gik det slet ikke let mere; hans Hjerne, der nu i en Aarrække ikke havde øvet sin Fordøjelsesevne, vilde ikke tage imod de spekulative Kategorier som i gamle Dage. Pastor Birk aabnede og aabnede atter Bøgerne, læste en Side eller to, saa forblev Resten uopskaaren, og de gamle, populære Uge- og Maanedsskrifter, der længe havde været ham Surrogater for aandelig Føde, kom atter til Ære. Selv Poesien morede ham ikke mere; han syntes ikke den havde den bevægede Klang som i hans Ungdom, thi hans egen Skyld kunde det jo ikke være! Var hans Prædiken ikke bestandig smagfuldt og ordentlig udarbejdet? Det skrev jo dog Bispen i Visitatsbogen. Var han bleven gammel og sløv? Det modsagde jo Spejlet, der trods det tidlig graanede Haar og Skæg viste et ungdommeligt Ansigt næsten uden Rynker; han var jo ikke bleven stort federe, siden han var tredive Aar. Uagtet dette Selvforsvar, der støttedes paa uigendrivelige Grunde, led Pastor Birk under en melankolsk Tomhedsfølelse, der gjorde ham gnaven og irritabel, uskikket til paa nogen som helst Maade at gribe ind i Livet; hans Børn gik, som man siger, for Lud og koldt Vand; i Køkken, Stald og Lade, i Gaarden som paa Marken huserede Folkene, som de vilde, og trods sit store Kald og ingenlunde overdreven flotte Husførelse kom Pastor Birk mere og mere i Gæld, efter at han var bleven Enkemand. Forholdet mellem ham og Menigheden var køligt-velvilligt, thi, uagtet Pastor Birk tidt i sit Indre kunde rase over dens liden Paaskønnelse af den gode Prædikant, den havde, var han altid høflig og artig mod Gaardmændene; han kunde ganske vist være grov mod Smaafolk, men han fortrød det straks, gav gode Ord og hjalp gerne til af sin private Lomme, hvor Fattigkassen ingen Hjælp vilde give, dels fordi han ikke følte Kraft til at besejre en mulig Modstand i Sogneforstanderskabet, dels virkelig af naturlig, blød Godhjertethed.

En Fredag, sent paa Formiddagen, ville vi kikke ind i Præstens hyggelige, lune Studerekammer med Vinduer ud til den terrasseformede Have. Lyset smilede muntert gennem de 23 smaa Ruder og morede sig med at tegne Figurer paa det stribede Gulvtæppe og at blinke sølvagtig i de Støvpartikler, der svirrede i en let dirrende Pyramide henne fra den store Reol ind imod det midterste Vindue. Pastor Birk laa i sin krølhaarstoppede Fjersofa, rygende paa en lang Pibe. Udtrykket i hans Ansigt vekslede mellem gnaven Misfornøjelse og mat Resignation; han vendte sig tidt fra den ene Side om paa den anden, læste et Par Sider i "Aftenlæsning", lagde derpaa Tidsskriftet paa en Stol, der stod ved Siden af Sofaen, for atter at tage det. Han var aabenbart i daarligt Humør, som han altid var, naar han skulde gaa over til en hvilken som helst Beskæftigelse, men paa den anden Side var han ogsaa gnaven, naar han intet havde at bestille. Om et Øjeblik skulde han til at læse Latin med sine Sønner og Degnens Thomas. Han tænkte nu, som altid, naar denne Undervisningstime nærmede sig, med Ærgrelse paa, hvor Sønnerne vare dovne og uvorne; de havde begyndt at repetere den i et Aar møjsommelig indbankede Formlære - og, o ve! - de havde aldeles glemt Deklinationerne, alle fem! Thomas kunde altid sin Lektie, men, da han maatte følges med de andre, kom han heller ingen Vegne; ikke en Gang den Sjælesorg, Biskoppen havde paalagt ham, saa Præsten bære Frugt. Endelig var det Fredag. Altsaa heller ingen Fred i Eftermiddag. Naar han havde spist til Middag og drukket Kaffe, skulde han i Færd med sin Prædiken: tænke, skrive, udstryge, file, afglatte, og det altsammen for de Bønderknoldes Skyld, som ikke gad komme og høre ham, eller som, hvis de kom, gabede eller sov.

Han tog Uret op af Lommen; Klokken var lige paa Slaget.

- Det er dog uforskammet, sagde han med en sagte dirrende Underlæbe, de Knægte kan ikke en Gang passe Tiden.

Han blev ved at holde sit fine Guldur foran sig; den lange Viser passerede Tolvtallet.

- Det er dog uhørt; og i barnagtig Arrighed kylede Præsten Tidsskriftet, hvori han læste, fra sig; han vilde have det hen paa Skrivebordet, men det tørnede mod den skarpe Kant, saa det gik fra hinanden og faldt ned paa Gulvet.

- Aa Herre Gud, sagde Pastor Birk med næsten grædende Stemme, hvordan skal man nu faa sanket det Stads sammen, naar Læsetasken skal videre. Man har dog aldrig andet end Bryderier.

Men han rejste sig ikke og samlede Bladene sammen. Nu bankede det paa Døren. Præsten kæmpede for at naa den 24 Selvbeherskelse, der behøvedes til at sige "Kom ind" i en høflig Tone. Det varede en Stund, og, før Resultatet naaedes, bankede det anden Gang.

- Kom ind, kom ind, kom ind, kom ind! raabte Præsten; denne fornyede Banken havde rent styrtet hans Arbejde over Ende. Døren aabnedes sagte og forsigtig; det var Skolelærerens lille Thomas med sin latinske Grammatik og Læsebog under Armen. Han bukkede; hans første Blik paa Præsten bekræftede, hvad hans Raab havde bragt ham til at slutte; han blev staaende tæt ved Døren.

- Hvor er Konrad og Ferdinand?

- Jeg har ledt efter dem, men . . .

- De Slubberter! - Hør . . . kald paa Sidse!

Drengen adlød. Et stort Bondefruentimmer kom løbende paa sine sorte Uldsokker i et saa tungt Luntetrav, at Gulvets gyngende Bevægelse bragte Bøgerne til at ryste i Reolen og Vandkaraffen og Glassene til at klirre.

- Hvor er Drengene?

- Ja - se - ja - der er nu først Kunrad. - Ja - han sidder lige godt nede i Borgestuen og spiller Trip, Trap, Træsko med Mads Røgter.

- Hm - hm, det er virkelig nydeligt, Hm! hvad spiller de om?

- Ja, det kan vel ikke være om andet end om Brændevin.

Præsten sukkede dybt, kæmpede, resignerede og spurgte:

- Og Ferdinand?

- Han staar ude i Møddingehullet; han sagde, at han vilde prøve, om hans nye Fedtstøvler ikke trak Vand.

- Vil Sidse befale - hører Sidse? befale Drengene fra mig af øjeblikkelig at indfinde sig.

Snart hørte man Sidses skingrende Stemme gennemrunge Gaard og Hus:

- Kun . . . rat! Fer - de - nant! Vil I komme ind og læse, og det lige strast, ellers bliver I ulykkelige, skulde jeg sige fra Præsten; men Raabet maatte gentages.

Endelig kom to opløbne Drenge, der vare voksede for lange til deres Klæder, gaaende ind i Stuen med slentrende og løj Gang. Faderen rejste sig i Sædet, tog sine Briller paa, rettede paa Flipperne, purrede sig i Haaret, stillede sig hen med Ryggen støttet til Skrivebordet og den ene Haand stukket ind under Vesten. Han begyndte sin Tale med værdig Alvor, men, alt 25 mens den mere og mere gled over i Crescendo, bleve ogsaa Udtrykkene mindre vel overvejede:

- Børn, Børn! efter hvem kan I have arvet den cyniske Natur? I ere fødte af en usædvanlig - ja, jeg har Ret til at sige det - af en usædvanlig dannet og intelligent Slægt. Kan ikke Erindringen om Eders tidlig tabte Moder bringe Eder paa alvorligere Tanker? Er det passende for Dig, Konrad, at spille Kort med den ringeste af din Faders Tjenestefolk? Og Du, Ferdinand! man træffer Dig i en Mudderpøl. Ja, Du kan snart naa dit Ideal, at komme i Niveau med Svinene. Og saa lader I Eders Fader vente . . . det, det er uforskammet; I havde fortjent at faa tørre Prygl, I Lømler, I Døgenigte, og I faar det, saa sandt jeg lever, hvis I tiere bære Jer saadan ad; ja ligefrem tørre Hug paa Jere Rygstykker.

Dermed rev han Bøgerne ud af Haanden paa Konrad, sparkede til en Iltang, der laa ham i Vejen paa Gulvet, og dels af Træthed efter den udstaaede Sindsbevægelse, dels for at vise sin Foragt for de uvorne Sønner, kastede han sig ned i sin Sofa, saa Sædets Staalfjere ringende slog mod hinanden, med Ansigtet ind mod Væggen og Ryggen ud mod Drengene, der gjorde en betydningsfuld Pantomime til hinanden; den bestod i, at de rakte Tungen ud og kneb det ene Øje til, det skulde sige:

- I Dag vanker der.

- Læs op, Thomas! sagde Præsten.

Thomas læste op, oversatte, gjorde Rede for Substantivers og Adjektivers Bøjning, uden at Pastor Birk behøvede at spørge ham.

Præstens ældste Søn, Konrad, havde imidlertid benyttet Tiden til at lange hen paa Skrivebordet efter en Cigarstump, der laa i et Askebæger; efter flere gentagne Forsøg var det lykkedes ham at faa en Svovlstik til at fænge ved at stryge den mod sin Trøje tæt under Armhulen; nu tændte han Stumpen og tog nogle vældige Drag, bestandig skjulende den bag ved sig, saa snart hans spejdende Øje saa Faderen gøre en Bevægelse.

- Gaa videre, Konrad! sagde Præsten.

Oversættelsen gik an, thi han havde skrevet de danske Ord med Blyant over den latinske Tekst; men han strandede straks paa Grammatikens mindste Skær.

- Manus - hvad Køn?

- Maskulinum - (en Trækning i Præstens Skulder advarede ham) nej - nej, Femininum.

26

- Dekliner! -

- Nominativ: manus; Akkusativ: manum; Genitiv: mani . . .

Denne Bommert tvang Præsten op af Sofaen med Lynets Fart. Han stillede sig tæt foran sin Søn, knyttede begge sine smaa, fine Hænder, paa hvis venstre Pegefinger en Signetring og paa hvis højre Ringfinger to Forlovelsesringe funklede, op mod Loftet og udbrød:

- Barn! Barn! Hvad har din Fader forbrudt, at han skal trækkes med slige dyriske Børn? Sandelig, det er ikke at undres over, at Dumhed og Uvidenhed tager til, alt som Tiderne gaa, at Respekten for Lærdom og Kundskab forsvinder, naar en saadan Slægt vokser op. Raaneden vil brede sig i sin væmmeligste, sin modbydeligste Skikkelse, - men det kan jo Bondevennerne glæde sig ved. Her sidder jeg, jeg, som har Laud til alle mine Eksamina, endog admodum Laudabilis til Attestats, og slæber og slider med slige . . . Oksepander. Ja, ja, gør mig den Tort at vokse op som Bønder, en Race, jeg hader og foragter. Ud paa Øjeblikket, I vanartige Børn! jeg vil ikke se Jer mere for mine Øjne.

Aarerne svulmede i Pastor Birks Pande, der glødede ildrød, og uden at huske paa, at Ferdinand just ikke den Dag havde givet faktiske Beviser paa Dovenskab, tog han sine Sønner i Kraven med hver Haand og spændte dem ud af Døren.

Saa drog han et dybt Suk, skænkede et Glas Vand af Karaffen og stillede sig, uden at huske Thomas's Nærværelse, hen i Vinduet og saa ud. Den forgyldte Kirkefløj blinkede i Solskinnet; Sneen paa Kirketaget med den struttende tomme Storkerede, den mørkerøde Mur med det evig grønne Vedbendtæppe, de fine, blaalige og rosenrøde Toner langs Sneen paa Jorden, Grenene, der stod, fugtig glinsende, op i det rolige Lys - alt det saa han; var det dette Billede af Fred, af rolig Klarhed, der rørte ham? Var det gamle Minder, en halvdunkel Bevidsthed om et ufrugtbart Liv, Ærgrelse over sine Børn? - nok: der løb Taarer ned ad Præstens Kinder.

Thomas saa halv frygtsomt, halv forbavset paa Præsten; med Undtagelse af sin Moder havde han aldrig set et voksent Menneske græde. En Bevægelse af ham røbede hans Nærværelse for Præsten, der blev rød i Hovedet, men straks gik hen til ham og lagde begge Hænderne om hans Hoved.

- Du er en rar Dreng, lille Thomas! sagde han; saa lagde 27 han Armen om hans Skulder og lænede sig tungt paa den, medens han igen saa ud i sin stille, tæt omhegnede Have.

- Er det sandt, Thomas, at Du skal i Kræmmerlære, naar Du er bleven konfirmeret? spurgte han lidt efter.

- Ja, sagde Drengen og saa ned i Gulvet.

- Hm - naa din Fader kan slet ikke afse Penge til at sætte Dig i en Latinskole.

Præsten saa tankefuld hen for sig. Pludselig løftede han Hovedet, som om han havde faaet en Idé, hvilken han vilde meddele Thomas; men han tog sig i det. Han havde tænkt paa selv at tilbyde Hjælp, men det faldt ham straks ind, at han jo var i Borg og Gæld og snart selv skulde betale for sine to Drenge paa Sorø Akademi. Men han vilde gaa til Kammerherren og forestille ham, at det var hans Pligt at hjælpe en saa opvakt Dreng - ja det vilde han, men det var jo ikke værd at sige noget derom til Drengen, før han kunde meddele ham et Resultat. Men han anticiperede Glæden over sit ædle Forsøg og dets heldige Udfald; den lyste hen over hans Ansigt, mens han venlig klappede Drengens Haar.

- Hvordan har din Moder det, lille Thomas? spurgte han.

- Det er kun daarligt.

- Ja, jeg maa og skal besøge hende og bringe hende den Trøst, jeg formaar. Hils hende mange Gange! Du er en god Dreng.

Thomas gik. Da han om Mandagen kom til Præsten, var denne forlegen og kold imod ham. Søndag Eftermiddag var han kommen til det Resultat, at han ikke paa nogen Maade kunde udsætte sig for at faa et Afslag paa sin Bøn af Kammerherren; det Stød kunde hans Værdighed ikke taale. Det var bedst at rekognosere Terrænet gennem Godsforvalteren. Naa - og saa maatte man jo tale med Degnen, den kedelige, lune Praas. Der var meget at gøre, det maatte opsættes til Pastor Birk fik bedre Tid. "Ja, naar faar jeg ulykkelige Mand Tid?" Der var noget i ham, der hviskede, at han altid havde Tid, men en anden Stemme raabte himmelhøjt: Jeg har ikke Tid; han kunde eller vilde ikke dømme disse Parter imellem; saa hviskede atter noget i ham, at det var hans Pligt, medens det andet raabte: Hvad kommer den Dreng Dig ved? Han led under denne dumpe Procedure i sit Indre og blev vred paa - Thomas, som han flere Gange snerrede ad under Undervisningen, hvis Totalresultat med Hensyn til klassisk Dannelse vi overlade Læseren at slutte 28 sig til af det foregaaende; thi, da Præsten kun kunde give ham den Tid, der blev tilovers fra at skænde paa sine Sønner, og denne Tid var to Tredjedel af hver Time, gik han just ikke rask frem. Mellem Thomas og hans Studiekammerater havde Forholdet altid været vaklende; dels vare de ældre end han, dels vare de Præstens Sønner og han Degnens Søn, dels endelig havde de Sans for at ride Heste til Vands og staa paa kammeratlig Fod med Karlene, hvad der ikke laa for Thomas. Naar de ikke kunde faa fat i disse sidste, kunde de vel nedlade sig til at lege med Thomas: spille Bold eller Pind, kaste Stene om Kap over Kirketaget og krybe i Træer, men det endte gerne med, at en af Præstens Drenge knubsede ham; Thomas, som let blev hidsig, slog straks igen, men Følgen blev, at han som den mindre fik Prygl. Da dimitterede Sejrherren ham gerne med den Replik:

- Stik Du nu af med dine Tærsk, Du sorte Jøde, og rend hen og leg med Tøsen!

Henriette tog da med stor Glæde mod Thomas's Selskab og gik gerne hjem med ham, thi han kunde finde paa Lege, der mere faldt i hendes Smag. Han havde udklippet en stor Del af ham selv med Blyant tegnede og med en Farvelade kolorerede Figurer, der især forestillede Personerne fra Ingemanns Romaner, og, skønt de alle vare tegnede en profil fra venstre Side, lod han dem i Sammenspil fremstille Bogens af ham selv dramatiserede Fortællinger, hvorved det rigtignok hændte, at Elskeren i Frierscenerne maatte henvende sine Repliker til Elskerindens Ryg, men det gjorde ikke noget; Børnene morede sig, og Degnens Tjenestepige paastod, at Drengen skabede sig lige saa godt som de Komediantspillere, hun havde set, mens hun tjente i Købstaden. Disse Dramaer havde desuden den Fordel, at de kunde begynde og ende, naar det skulde være, men denne Egenskab bragte stundom Uenighed mellem Thomas og Henriette; thi, naar hun blev ked af Forestillingen, og han ikke agtede paa, at hun kneb ham i Armen, gabede højt eller trallede en Melodi for at tilkendegive ham sin Vilje, saa blev hun hidsig, for med Hænderne hen over Bordpladen og rodede alle Konger og Dronninger, Riddere og Frøkener, Svende og Tærner sammen i en Klump. Saa blev Thomas vred, og saa surmulede de begge en Tid. Drengen fik forøvrigt snart en Følelse af, at, naar Henriette havde noget bedre ved Haanden, brød hun sig ikke om ham. Naar han kom op i Præstegaarden med den Plan at faa 29 hende med til Leg eller til Strejftog i Mark og Skov, og hun f. Eks. havde Besøg af Godsforvalterens Pigebørn, var Henriette vigtig og ubehagelig; hun hviskede og fniste i Krogene med de fremmede Børn eller ogsaa legede hun travlt og højrøstet med dem og lod, som om "Degnens Dreng", som hun titulerede ham, naar han siden kom paa Tale, slet ikke eksisterede. Hidsigheden kogte i Thomas ved slige Lejligheder; han besluttede i sit Hjerte aldrig mere at tale til Henriette, ret at lade hende føle en isnende Kulde; men naar et Par Dage efter den krøllede, smidige og vævre Unge viste sig paa Degneboligens Dørtærskel, bragte hun et saa smilende Solskin, et saa livligt Farvespil med, at Drengen helt glemte sin heroiske Beslutning.

Det Aar, da Thomas skulde konfirmeres, kom Paasken meget sent og Foraaret meget tidlig. Allerede stod Stikkelsbærbuskene i Præstens Have med klæbrige, harpiksduftende Knopper, og det brune i de sammenfoldede Krusninger gled over i det lysegrønne i det halvudfoldede Blad; i de mange smaa Vandløb, der sivede ud langs Kirkebakkens Affald og ridsede dybe Furer, var der et lystigt, syngende, susende og svulmende Liv; den store Slusegrøft, der gik under Kørevejen ud i Gadekæret, væltede en bred, skummende, bragende, sølvglitrende Vandmasse ud i dette; der stod en syrlig, fugtig Damp op fra den sorte bløde Muldjord, der var mættet af alt det Snevand, den havde suget ind i lange, tørstige Drag. Thomas strejfede om i de hjemlige Omgivelser, nød alt dette begyndende Liv, ubevidst, som et Barn kan nyde det, eller rettere følende sig hyggelig, skærmende omsluttet af det, venlig sammensmeltet med det hele uden at gøre sig Rede Enkelthederne. Tanken om, at han snart skulde fra Hjemmet, kastede kun en flygtig Skygge i hans Sind. Han gjorde sig ikke klart, at Tiden nærmede sig stærkt, han skød denne Begivenhed ud i en fjærn Fremtid, saa det mørke Punkt trak sig mere og mere sammen til en lille bitte Prik, som næppe kunde ses. Han drev henad mod Hegnet til Præstens Have; mon ikke Henriette skulde være til at faa fat paa? Saa vilde han have foreslaaet, at de skulde gaa ud sammen til deres Sommeryndlingssted. Men i Haven var der ikke et Menneske at se. Han gik helt uden om en af Præstegaardens Længer, dernæst ind ad den halvaabne Tofteport, der næsten var fyldt af en stor Arbejdsvogn, og ind i Gaarden, hvor han fik at vide af en Pige, at Præstens Sønner, Henriette og den fremmede "Eleverdreng" vare gaaede ud

        

30 sammen. Saa begav Thomas sig alene ud til Stedet, som var faldet ham i Tankerne.

Det var ved Udkanten af Skoven. Der skød ligesom et lille Forbjerg sig frem fra Højderyggen, der ellers, jævnt skraanende, gled ud i meget vidt strakt, tæt bebygget og frugtbart Sletteland, ud over hvilket Havet saas i Horizonten. Til begge Sider svang det tilbagevigende Højdedrag sine blødt bølgende Linjer, hvor Skovkrat og dyrket Jord mødte hinanden. Lige ud for Øjet udfoldede sig den brede Slette, hvor de mange hvide Kirketaarne og spredt liggende Huse stod skarpt frem i Dagen, medens de sammenbyggede Byer med Havernes og Kirkegaardenes Træer dannede Grupper til hyggelig Hvile for det vidt om glidende Blik; ude i det fjærne laa Havet som et hvidt, vatret Atlaskesbaand, ikke som paa Sommereftermiddagene som et hvidglødende Baal, der mattedes, efterhaanden som de fjærne Huses Vinduer flammede i den dalende Sols Refleks og gav en fuldstændig Illusion af en Ildebrand; nej, nu paa denne Vaarformiddag vare Farverne, om end rene, saa dog mildere og roligere: sagte dirrede det paa Skovkrattets yderste Buske fastsiddende lysebrune Løv i Luftens lyseblaa; Højdedragenes gulgrønne Linjer smeltede gennem mørkebrune Overgange ud i den sorte Pløjejord; som milde, i Smil blinkende Øjne tindrede overalt i Landskabet det i Liv og Fylde rindende, hvilende, ud af Jorden sivende Vand i Grøfter og Kær, Bække og Aaløb.

Børn have vistnok saare sjælden Blikket opladt for Naturen; men Thomas holdt af Stedet for den vidtstrakte Slettes Skyld, hvor de Kampe, som han lod Heltene fra Ingemanns Romaner, hvilke han fortsatte og udvidede, føre paa dette Terræn: der i den Gaard, der var helt omgiven af Popler, laa Erik Glippings Mordere i Baghold, medens den unge Konge med sit metalblinkende, fjervajende, brokadestruttende, fløjelsbølgende Følge sorgløs og uskyldig red forbi, uden at ane noget ondt; men se! den trofaste Drost Aage eller en anden ædel Personlighed har udspejdet Stimændenes lumske Færd; som disse med overlegen Mandsstyrke faldt over Kongen og hans Mænd, falder den ædle Personlighed med sin tapre Skare, der har været skjult i nogle underjordiske Gruber, som Drengens Fantasi havde lavet ud af de Grusgrave, han havde set, de arge Fjender i Ryggen; de hugges ned og under Sang og Hornmusik sprænger den sejrrige Skare over Sletten ud til Kongeborgen ved Havet. Men denne Leg paa den store aabne Scene legede Drengen kun, naar han 31 havde Henriette med og kunde fortælle hende det hele; nu, da han atter saa dette Sted, som han ikke havde benyttet til det Brug siden sidste Sommer, var han ikke fri for at skamme sig lidt over disse Børnestreger; han drev Mindet om dem ud og dvælede ved et andet. Sidste Sommer, i Slutningen af Juni, da den høje Rug gulnede, havde han tidt, naar han var færdig med sine Fantasikrige og træt, sat sig med Henriette i Kanten af Rugmarken; de havde saa lagt sig helt tilbage og stirret ind imellem de Side ved Side tæt staaende knejsende Aks, hvis gule Masse spættedes af blaa Kornblomster, vilde Valmuer med de røde Blomster, der lignede let slukkelige, livlig opblussende Flammer, og blegkarmoisinrøde Klinteblomster; hans Kind havde berørt hendes hvide, kølige Skulder, hendes gule Krøller havde strejfet hans Pande - han havde kysset hendes Skulder; hun havde vrisset og sat et Ansigt op, der udtrykte den dybeste Væmmelse, men havde kort efter lét og selv givet ham sin Mund at kysse, hvad imidlertid ikke hindrede hende i at gentage Gebærden og tørre sig ivrig om Læberne med den buttede, nøgne Arm med de bløde og fine Dun, der flimrede i Lyset som Sølv. Saa laa de ganske stille i nogle Minuter, som inddyssede af Rugstraaets tørre, forfriskende Duft; Aksene lukkede sig over deres Hoveder ved et Vindpust, der snoede sig ned ad Bakkeaffaldet, og det var for Thomas, som han svømmede i en sagte glidende og susende Strøm med den gullokkede Pige.

Som han borede sig ned i disse Minder, hørte han Latter og Tale i Nærheden - det maatte komme fra Skoven - ja - han kendte Konrads, Ferdinands og Henriettes Stemmer, den fjerde var ham fremmed. Han havde ikke Lyst til at se sig om og blev staaende med Ryggen vendt mod den Kant, hvorfra de kom; men, da Konrad raabte meget højt:

- Der staar Thomas og glor, vendte han sig og saa et Syn, der just ikke opbyggede ham. En stor Dreng, klædt i en blaa Klædes Dragt med blanke, skinnende Knapper i Vesten og Spidskjolen, med en Cigar i Munden, spaserede forrest med værdige Kavallerpromenadeskridt med Henriette under Armen; Konrad og Ferdinand kom ledeløst slentrende bag efter, medens de morede sig med at gøre Forsøg paa at spænde Ben for hinanden eller slaa hinandens Huer af. Efter at den store, fremmede Dreng havde spilet Kæverne ud og pustet Røgringe ud i Luften, sagde han højt til Henriette:

- Du! Du skulde have set det sidste Bal paa Akademiet.

32

Du kan være rolig for det var chic. Jeg førte Kotillonen op og fik over en halv Snes Sløjfer. Næste Gang maa Du se at faa Lov af den gamle at komme der; jeg skal sørge for, at Du bliver Baldronning.

Thomas nikkede til Henriette; hun saa det ikke eller lod saadan. Da Parret kom lige hen paa Siden af ham, saa han, at der i den store Drengs forgyldte Knapper var Billedet af en Fugl - det var altsaa en Elev af Sorø Akademi med dettes Emblem, Fugl Fønix, i Knapperne. Soraneren saa paa skraa paa Thomas og spurgte Henriette:

- Hvad er det for en højstæret samtidig?

- Det er en af Faders Konfirmander, Skolelærerens Søn, svarede hun, som om hun maatte tænke sig lidt om for at erindre sin Legekammerats Eksistens.

Akademieleven lod Øjnene glide ned paa Thomas's store, klodsede Sko, derpaa langs op ad hans grove graa Dragt, der var gjort til at vokse i, pustede atter Ringe ud og sagde:

- Man kan se, din Skræder holder Modejournalen, min Dreng.

Dermed vendte han sig til Henriette, kyssede hende paa Kinden og skubbede til Thomas med Skulderen, saa han nær var falden paa Næsen. Thomas blev ligbleg, og hans brune Øjne formelig gnistrede, og, inden den fremmede Dreng kom et Skridt fra ham, fik han et Slag i Næse og Mund, saa Cigaren røg ud i Luften, trillede hen ad Jorden og hoppede ned ad Brinken; den fine mørkebrune Silkeslips med hvide Striber og den stivede Skjortekrave besprøjtedes med Blod, og et vældigt Slagsmaal opstod; begge Parter dængede hinanden til af Hjertens Lyst; Præstens Drenge saa til; det var ikke fair play, fandt de, at blande sig i Kampen, men deres Sympathi var paa Thomas's Side, thi de havde set sig arrige paa Sorødrengen, deres Fætter, som tilbragte nogle Feriedage i Præstegaarden, paa Grund af hans fine Manerer og soignerede Paaklædning.

- Det var Ret, Thomas, sagde Ferdinand, mul kun Lapsen, kram hans stivede Flipper! Saadan - nu har Du Undertaget

- Bums, der ligger s'gu Akademisten!

De laa der begge to, men Thomas øverst. Hurtig rejste han sig op, hans første Øjekast søgte Henriette. Hun var ildrød i Hovedet, og hun besvarede hans Blik med en af Forbitrelsens Graad halvkvalt Replik:

- Du er en væmmelig Gadedreng, Thomas!

33

Som to hinanden krydsende Lynglimt vekslede de to Børn et ondt Blik; det varede et Sekund. Da for Thomas i Spring ind ad Skoven til; han saa og hørte intet af, hvad der var paa hans Vej; han løb som en løbsk Hest, saa, hvis et Led eller en Bom havde spærret ham, vilde han være løbet lige bus paa. Han søgte kun hjem, tog Skolelærerboligens lille Have i faa Spring; da han var kommen ind i Dagligstuen, satte han sig hen i Krogen nærmest Døren. Da tog Graaden Magten fra ham, saa han gav sig til at hulke højt.

Hans Fader, som sad i den anden Ende af Stuen midt i Sofaen med Piben i Munden og arbejdede paa en Liste, der skulde afgive Grundlag for Idømmelsen af Skolemulkter, løftede langsomt Hovedet og sagde:

- Hvad er det for noget? Er det Dig, din lange Dreng? Flæber Du?

- Græder Du, min Dreng? lød det bag ved Skærmbrættet; straks fulgte Hosten efter.

Thomas gik til sin Moder, satte sig paa Sivskammelen ved hendes Fødder og lagde Hovedet i hendes Skød, som han havde gjort, da han var lille, naar hun fortalte ham Eventyr og Historier. Nu vandt han Herredømme over sig selv og forsøgte at give en Fremstilling af, hvad der var hændet ham. Degnen havde taget Piben ud af Munden og holdt den opløftet i den ene Haand i en lyttende Stilling.

- Saa for en Ulykke, sagde han, da Thomas havde endt sin Beretning, skal jeg nu have Spektakler for de Hvalpes Skyld? Kunde Du ikke have ladet, som du ikke saa den fremmede Dreng? Man skal ikke spise Kirsebær med de store, saa faar man Stenene i Øjnene. - Derpaa slog han ind i det samme officielle Foredrag, som naar han læste i Kordøren i Kirken, foldede efter gammel Vane Hænderne og lod Tommelfingrene dreje sig om hinanden: End ydermere skulde Thomas have tænkt over, at han snart skal bekræfte sin Daabspagt; sligt burde vel have kunnet indgyde ham mere alvorlige Tanker.

- Drengen har Æresfølelse, sagde Madam Fris med usædvanlig Livlighed.

- Æresfølelse - puh - sagde Degnen og pustede foragtelig en Røgsky ud i Stuen. - Hm! Stort skal det være, men skidt og forbandet er det. Naar Drengen kommer i Købmandslære, saa skal han kanske ogsaa af Æresfølelse - 34 Sludder - smække Kunderne paa Kassen, naar de udsætter paa Varerne - hvad!

Madam Fris rystede paa Hovedet, men sagde ikke mere. Degnen brummede videre:

Ja, for fine Folk passer fine Fornemmelser sig. Men enhver maa indrette sine Fornemmelser efter, som han har Raad til; ellers ender han i Fattighuset. Hm - hm, hm . . . Nu blev hans Brummen uartikuleret og gjaldt aabenbart kun hans Forsømmelseslister.

Degnen kunde have sparet sig sin Frygt for Ubehageligheder med Præsten, thi denne fik aldrig Efterretning om Thomas's Kamp med hans Søstersøn, som den store Sidse havde vasket Blodet af med en lidenskabsløs Koldsindighed, som om hun vaskede en Uldklokke; kun da hun kom til den stribede Slips, lod hun sig forlyde med, at det var fælt, at saadant et fint Stykke Silketøj var spoleret; men det var dog godt, at det var hændedes en Fyr, der havde Raad til at købe sig et nyt, og at det ikke var en fattig Pige som hende selv, som var kommen til den Ulykke.

Thomas var ogsaa uden Grund beklemt, da han sidste Gang gik til Konfirmationslæsning; Præsten var venlig imod ham og roste ham varmt i Modsætning til de andre Børn, lutter animalia bruta, tilsammen en rudis indigestaque moles cui lumen ademptum. Pastor Birk kom ofte frem med latinske Fraser, naar han læste med Konfirmanderne; de gav hans Hidsighed et Udbrud, som ingen Skandale kunde gøre, da ingen forstod dem; muligvis kunde de have en imponerende Virkning paa en enkelt, for ophøjede Indtryk mere modtagelig Bondedreng.

IV. Konfirmationen. Faderens og Moderens Afskedsord.

Første Søndag efter Paaske, da Thomas skulde konfirmeres, var det et mørkt og taaget Vejr. Himlen saa usigelig gnaven ud; den var aabenbart mest oplagt til at græde, men vidste ikke, om den gad været over det. Vel et Par Timer før Gudstjenestens Begyndelse saa man Pastoratets Familjer komme til Fods eller 35 til Vogns, alt efter deres Vilkaar, og efterhaanden opstille sig i Grupper og Rækker paa Kirkegaarden; der stod de mandlige og kvindelige Konfirmander med stiv og genert Holdning i den nye, uvante Stads, Drengene med Haaret klippet ganske tæt af i Nakken, men som oftest vare to lange Lokker redte fra Tindingerne ned paa Kinderne; Pigerne skjulte deres Salmebøger under hvide . Lærredslommetørklæder; de højtidelige Ansigter stod ubevægelige, nogle havde endnu de sirlige Korsklæder, andre havde bart Haar paa Købstadmanér; da Degnen Fris kom med sin Søn, overstraalede denne alle sine Kammerater ved sin nye sorte Klædes Dragt; han bar endog sorte Skindhandsker. Degnen bevægede sig frit om paa Kirkegaarden; snart var han fortrolig, snart nedladende i sine Henvendelser til de forskellige. Da Præsten kom Klokken ni, veg man ærbødig til Side; han gik hilsende gennem Rækkerne, med en adspredt og alvorlig Mine. Han tænkte paa de forskellige Taler, han skulde holde, under de mange Stadier i Kultus paa denne Dag. Han havde skrevet, studeret og memoreret dem alle med den største Samvittighedsfuldhed.

Men det gik Pastor Birk som sædvanlig. Da han havde talt nogen Tid, havde han en pinlig Fornemmelse af, at hans Ord magtesløse susede højt over de mange Hoveder, spredte sig fladt ud under de lave Hvælvinger og røg ud i Luften gennem de utætte Kirkevinduer.

Thomas stod øverst blandt Drengene. Naar en Konfirmand blev Svar skyldig paa Præstens Spørgsmaal, gjorde denne en værdig Haandbevægelse hen imod Thomas; han kunde altid klare det. Degnen triumferede i sit Bur oppe i Koret, purrede sig i Haaret, kneb Øjnene i og nikkede gentagne Gange langsomt, da Thomas forklarede, hvad Transsubstantiationen hos Katholikerne var for noget. Nu kom der en Pavse, som Degnen skulde udfylde ved at synge en Salme og samtidig ombære Tavlerne. Han stemte af alle Livsens Kræfter i:

Alene Gud i Himmerig
skal Lov og Pris tilhøre;

men, da han ved dette Punkt var ved den Stol, hvori hans Ven Ole Sørensen sad, der en hel Time igennem havde fordrevet Tiden med at vrikke et stort Firtommersøm ud af Muren, afbrød han Sangen og spurgte hurtig:

- Hørte Ole Sørensen, at min Dreng kunde klare det fremmede theologiske Ord?

36

- Næ-j, svarede Ole og bed et Stykke Skraa af. Degnen fortsatte da Strofen:

Han skabte alt saa viselig,
til Held han alt vil føre -

og gik saa videre.

I Thomas rørte der sig en dunkel Trang til at blive bevæget; han syntes egentlig, det var hans Pligt paa en saa højtidelig Dag; bestandig saa og lyttede han: der maatte dog vel komme noget, der kunde læske denne Trang. Præstens Ord klang for hans Øre som en kold, korrekt foredragen Etude for en Tilhører, hvis Sjæl tørster efter Musik for Gemyttet. Faderens brægende Salmesang, som kun ledsagedes af en dæmpet nynnende Mumlen og Grynten fra Stoleraderne, kunde ikke blive mere for ham paa denne Dag end paa enhver anden, snarere gik det første Gang op for Drengen, hvor hæslig det lød. Han saa op mod Hvælvingerne; der saa han kun den afskallede Kalk paa de plumpt hvidtede Ribber, de grønne Fugtighedspletter i Hvælvingernes Flige, de til forskellige Tider indsatte Vinduer, der alle sad skævt og usymmetrisk; han saa ud af Vinduerne; Luften laa tæt, blytung, ubevægelig op imod Ruderne - intet, intet!

Endelig var man naaet saa vidt i Akten, at Præsten skulde til at affordre Løftet og uddele Velsignelsen, Det gik Pastor Birk denne Gang, som det altid gik ham. Han havde beredt sig paa at sige nogle Ord til hver Konfirmand, tillempede efter dennes Forhold og Vilkaar; han havde i Undfangelsens sangvinske Øjeblik glædet sig til det Indtryk, som disse Ord dog maatte gøre paa Børnene og Forældrene; men aldrig saa snart fik det skrevne Mæle, før det lød klangløst og mat; de naaede intet Øre, Taleren selv blev kold og mismodig; Forældrene saa tørt hen paa ham; Børnene sænkede pligtskyldigst Hovederne, men der kom ikke en Taare i noget Øje. "Perler for Svin", hviskede Pastor Birks Stolthed inden i ham.

Han havde begyndt med den øverste af Pigerne og gik saaledes Raden nedad, hvorpaa han tog fat paa den nederste af Drengene og gik opefter. Han blev koldere og koldere, bestandig blev hans Tone mere lektiemæssig. Allersidst kom han altsaa til Thomas. De saa paa hinanden. Drengens smukke, mørke Øjne havde tidt virket tiltalende paa Præsten, der altid havde havt Skønhedssans; hans Flid og Skikkelighed havde i 37 Modsætning til hans egne Sønners Dovenskab aftvunget ham en Slags Agtelse; havde han ikke været hans Skolelærers Søn, havde Præsten maaske ytret det for ham mere aabent og varmt. Nu skulde han ud i Livet; det klare, livlige Hoved skulde nu bruges til smaalig Udregning af smaalig Profit i en uhyggelig Fedtebod; der skulde atter en smuk Spire i Naturen gaa til Spilde ligesom . . . ja Pastor Birks Ungdoms- og Manddomsliv lynede i ét Mindeglimt forbi ham. Der kom en let Skælven i hans Stemme, da han udtalte den rituelle Formel, og, da han derpaa henvendte de specielle Ord til Thomas, gik han rent fra, hvad han havde skrevet op hjemme i sit Studerekammer. Nu var Pastor Birk intet mindre end Improvisator, og det, han sagde, var hverken betydeligt eller aandfuldt; men det var naturlige, brave og bevægede Ord fra en ældre Mand til en ung Knøs. Sognefogden sagde til Ole Sørensen, der var hans Nabo i Stolen:

- Det var lige godt pæne Ord, dem til Degnens Dreng.

Ole havde for et Kvarterstid siden faaet Firtommersømmet vrikket helt ud af Væggen og havde i den Tid anvendt en ikke ringe Haand- og Fingerkraft for at faa det stærkt krogede Søm rettet ud. Han svarede Sognefogden, uden dog at slippe sin Beskæftigelse:

- Saa gu' var 'et saa.

Da det hele var forbi, bleve de konfirmerede trykkede i Hænderne og lykønskede saa godt som af alle de tilstedeværende. Da Thomas ved sin Faders Side nærmede sig Præsten, opdagede han Henriette, der holdt sig halvt ved Siden af, halvt bagved sin Fader. Da han havde modtaget dennes Haandtryk og Gratulation, mødte Henriettes Øjne hans med et ventende, men koldt, overlegent Blik. Drengen følte noget i sig, der bestemt forbød ham først at henvende Ordet til hende; han var ikke alene den fornærmede, men ogsaa Dagens Helt. Hverken Præsten eller Degnen anede, hvad der foregik mellem Børnene. Da Henriette havde ventet en Stund, trak hendes Underlæbe sig frem foran Overlæben til en spodsk Grimace, hun vendte brat Ryggen til sin Legekammerat og gik ned mod Præstegaardshaven, medens Thomas og hans Fader gik til den anden Side.

Næppe vare de komne til Skridt, før Thomas kom til at græde. Faderen for lidt i Vejret; han var nær ved at udbryde: "Hvad skader Dig nu, Dreng?" men han tog sig i det, thi han var altfor korrekt en Embedsmand til ikke at indrømme, at ved visse Lejligheder maatte man give den andægtige Følelse noget 38 Spillerum, naar den ikke varede for længe eller ytrede sig for voldsomt.

Resten af Dagen gik hen med at modtage lykønskendes Besøg i Hjemmet. Den syge Madam Fris led svært ved Bøndernes Passiar, der oplivedes af Søsterkage, Kaffe og gammel fransk Vin, og end mere af Konernes delikate Henvendelser til hende af følgende Art:

- Hiane, dog! Nu ser De da rigtignok endnu vovere ud end sidst. Herre Gud, Madam, nu kan De da ikke gøre det længere end til lidt over Mikkelsdag; men det er jo godt, at De faar Drengen i Kondition, forinden De selv skal af Sted.

Thomas gik adspredt om, besat af én Tanke: hvorledes han skulde bære sig ad med at gøre Henriette en rigtig følelig Fortræd, og derpaa . . . ja saa vilde han straks falde hende om Halsen. Den næste Dag sad han for det meste stille hos sin Moder, der ikke kunde eller vilde tale, men som bestandig kærtegnede ham; hun saa ud, som der ogsaa laa en Vægt paa hende, der tvang hende ned i pinlige Grublerier.

Dagene gik. Endelig kom den sidste Aften, Thomas skulde tilbringe i Hjemmet. Det var begyndt at skumre, da Aftensmaden var fortæret; Thomas stod og saa ud ad Vinduet gennem Havegærdets Pilegrene mod den dalende Sol. Først nu tænkte han rigtig paa, hvad der forestod ham. Gennem Luften i Præstegaarden havde han indaandet den Forestilling, at man for at blive noget stort nutildags maatte man i alle Tilfælde være Student; Parodien paa de gamle Napoleons- eller Alladdinsplaner havde allerede taget Livet af disse. Nu skulde han være Kræmmerdreng! Hidtil, naar han havde set ud i den nærmeste Fremtid, thi længere gik hans Tanker ikke, havde han altid havt et eller andet lyst Punkt at hvile ved: en Ferie, en Fødselsdag, hans eller Henriettes; nu var det, som han saa ud ad en lang, lang Landevej, der ingen Ende tog, hvor der ikke var et skyggende Træ, ikke en Højning eller Sænkning, ikke mindste Udsigt til det mindste Eventyr.

Degnen havde faaet Aftenpiben tændt og laa i Sofaen; han fandt, at der var Anledning til at anvende den sidste Aften til at snøre en moralsk Madpose og give sin Søn dens Indhold med paa Vejen; men det sammenhængende Foredrag havde han ingen Styrke i; hans pædagogiske Gerning havde jo Form af Spørgsmaal og Svar, Efter at have rømmet sig flere Gange og lagt 39 en vis Betænkelighed ind i disse uartikulerede Lyd, stoppede og tændte han en frisk Pibe og begyndte:

- Hør Du, Thomas! Sig mig - hvilke ere nu en Handelslærlings Pligter?

Thomas blev udreven af sine Drømmerier og var saa lidet forberedt paa dette Spørgsmaal, at han saa helt forfjamsket paa Faderen. Denne gentog Spørgsmaalet i den samme officielle Eksaminationstone. Thomas vedblev at stirre paa ham. Fris var fra Skolen saa vant til, at hans Søn svarede meget hurtig paa de Spørgsmaal, han henvendte til ham, at han studsede, og, da han selv egentlig ikke havde tænkt sig en bestemt Form for det Svar, han forlangte, blev han gnaven. Han gentog Spørgsmaalet tredje Gang i en vred Tone, men Thomas blev ved at tie.

- Du er jo en Klodrian, sagde Degnen. Hvorfor véd du ikke det?

- Jeg har aldrig tænkt over det.

- Aldrig tænkt over det? Men det er meget letsindigt af Dig ikke at tænke paa de særegne Pligter, som det Dig i Livet beskikkede Kald paalægger Dig. Hæ - Degnen Fris valgte altid Kancellistilens Ordstilling, naar han vilde være pathetisk; naar det skulde gaa rigtig højt, kom der nogle Strøg af Messekollekterne til.

Der blev en Pavse, thi for sin Honnørs Skyld var Degnen nu nødt til at forsøge at formulere en Besvarelse paa sit Spørgsmaal. Men hans Tankegang arbejdede med Besvær, og Tankerne faldt fra hverandre i usammenhængende Brokker som følgende Sentenser:

- Naa - ja først og fremmest maa Du altid staa paa din Principals Fordel, uden dog derfor at undlade høflig Behandling mod de Butiken søgende Kunder . . . hent mig en Glød ude i Køkkenet, min Pibe gik ud (Degnen havde denne Pavse nødig til videre Forberedelse og fortsatte først, da Drengen, der kom med en Tørveglød i Ildtangen, havde lagt den i hans Pibehoved) . . . Naa, næst efter din Principal maa Du forstaa at rette Dig efter hans Svende og udvise lige over for dem sømmelig Beskedenhed . . . Hm . . . Og saa maa Du ikke pibe, hvis Du til Vinter skulde faa Frost i Hænderne, ja maaske ogsaa i Fødderne, hvad der er værre; men det har de fleste Butiksfolk. Heller ikke maa Du spise for mange Rosiner eller for meget Kandissukker, ellers vil Du paa én Gang faa daarlige Tænder og ødelægge din Mave maaske for bestandig . . . . vent lidt . . . .

40

hent mit Lommetørklæde i min sorte Frakke; mit ene Næsebor er forstoppet; det er de forbandede Blanklæders Støvler, som man forkøler sig med i den kolde Kirke . . . Godt; (Degnen var længe om at skaffe sig Luft i det omtalte Næsebor) . . . Naa . . . og, naar Din Principal (her blev Tonen langsom og vægtfuld; Taleren dvælede med Velbehag paa Participierne) - naar din Principal, paaskønnende den af Dig i hans Tjeneste forhaabentlig udviste Iver, skulde lade Dig et lille Gratiale tilflyde ved Nytaarstid eller efter en Markedsdag, maa Du være sparsommelig og ingenlunde hengive Dig til den taabelige Misforstaaelse, at en Skilling er ingen Ting. En Skilling hist og en Skilling her bliver mange Skillinger, snart løber det op til de 96 Skillinger, og saa har vi straks Daleren. Der ser Du selv . . . hvad? . . . Og . . . fremfor alt lad det aldrig gaa Dig af Minde, at for at nyde Guds Gaver og Velgerninger, ham til Lov og Dig til Gavn, maa Du afstaa fra det onde og gøre det gode . . . se, derfor . . . maa Du fremfor alt være ærlig og redelig og staa paa Din jordiske Husbonds bedste . . . Glem ikke Din Hovedregning; det er det af alle Dine Skolefag, som vil komme Dig mest til Nytte. Ser Du . . . Bønderne . . . det vil sige, navnlig de ældre af dem, der aldrig har nydt godt af de fortrinlige Læreres Undervisning, som i de senere Aar har virket paa Landet . . . de kan slet ikke regne i Hovedet . . . Ser Du, jeg mener . . . Du kan godt lade dem give et Par Skilling mere for Pundet af Puddersukker, Risengryn og saadant noget, end Aftalen var, naar Du kan regne hele Købesummen sammen i en saadan Fart, at Bonden ikke kan følge med; det sætter Hr. Kramer megen Pris paa . . . Naa . . . ja . . . saa tror jeg ikke, der er mere. Ja, det forstaar sig: Du maa aldrig glemme de Religionens Lærdomme, som Pastor Birk og jeg har indprentet Dig, og for hvis Tilegnelse Du offentlig gjorde Regnskab for Menigheden den højtidelige Stund, da Du fornyede Din Daabs Pagt.

De sidste Ord fremsagdes i Prædiketone; men i Stedet for Amen pustede Degnen Munden ud i en Tud og blæste en Sky Røg ud med et Smask af Læberne. Med lettet Samvittighed, fordi han havde gjort sin Pligt og gjort den godt, rejste han sig og gik ud for at fodre sin Gris.

Kort efter lød den svage Stemme bag Skærmbrættet:

- Thomas! bist du noch hier, mein Kind?

Drengen saa forbavset hen imod den Kant, hvorfra Ordene lød. Hans Moder havde aldrig talt tysk til ham, og den 41 fremmede Akcent i hendes Dansk var han opvokset med fra sin Barndom; kun naar Henriette havde talt om det, havde han tænkt paa, at hans Moder var Udlænding, men havde aldrig følt sig nysgerrig efter at faa mere at vide. Faderen, som ikke var synderlig stiv i tysk, havde for et Par Aar siden begyndt i nogle Aftentimer at forsøge paa at lære Drengen lidt tysk, men var gerne falden i Søvn, saa den Kundskab til moderne Filologi, som Thomas fik af sin Fader, vel knap var saa stor som den, han modtog af Pastor Birk i den klassiske.

Drengen forstod dog saa meget, at han straks gik til sin Moder, der bredte Armene ud mod ham, favnede ham, strøg med de lange, magre Hænder ned ad hans mørke Haar og holdt saa hans Hoved imellem dem; det var som der lagde sig en grublende Taage over de hektisk glinsende, sorte Øjne.

- Lege deinen Kopf hier in meinen Schoosz - setze dich auf den Schamel, ganz wie als Du klein warst . . .

- Hvorfor taler Du tysk til mig, Moder? spurgte Drengen. Hun strøg sig over Øjenbrynene, lukkede Øjnene og rystede paa Hovedet.

- Det er sandt . . . jeg . . . jeg kan ikke samle noget mere. Ach, gid jeg kunde tale tysk til Dig; mit eget Sprog har jeg jo rent glemt . . . Hør Thomas . . . det er den sidste Aften vi er samlede . . . Du er nu stor . . . men jeg vilde gerne fortælle Dig en Historie som i gamle Dage . . . blot jeg har Kræfter . . . Du kan daarlig forstaa det . . . men siden . . . om en fem, seks Aar . . . dersom Du erindrer, hvad jeg har sagt, saa tænk paa denne Aften! Nu vil jeg fortælle Dig en Historie om en lille Pige . . . ja hun er død for mange, mange Aar siden; det første, hun kunde huske, ach . . . men hun vidste aldrig, om hun havde drømt det, eller om hun virkelig havde set det. . . var et dunkelblaat Hav, dunkelgrønne Træer, der stod ganske stille op i Luften, der var lige saa dunkelblaa som Havet; altid var det en velsignet Varme, og tidt glitrede Luften ganske gylden. Og saa kunde hun huske, at Muren paa hendes Hus var kridene hvid, men til Tider saa blev den helt broget af Roser og store hvide og blaa Klokkeblomster, der væltede sig . . . oh . . . badede sig, druknede sig i Solen . . . ja . . . og saa kunde hun huske, at, naar hun vaagnede om Natten, lød der Instrumenter og stærke, dejlige Stemmer op til hendes Kammer; saa slog hun Øjnene op . . . saa blinkede Vandet af Lysprikker, og der flød Baade i en bred Lysstribe. Men saa kom en Tid, som hun næsten slet ikke huskede noget 42 fra . . . hun syntes, at hun ikke saa andet end lange, stygge Veje, meget stygge Stuer, hvor hun sov og spiste i, og hun syntes, at det immer blev koldere og koldere; hun græd mere og mere, og den Mand, der sagde, han var hendes Fader, bankede hende mere og mere; hun vidste slet ikke, om hun havde havt nogen Moder. Han lærte hende at spille paa Mandolin og synge Sange i det Sprog, som de talte dernede, i det Land, som hun først huskede . . . men det var knap, hun forstod det mere; hun kunde næppe rigtig tale, da de tog bort med hende . . . Oh . . . men saa en Aften, saa klædte de hende i en dejlig rosarød Kjole med Sølvstjerner i og med sølvstjernede, søde Englevinger paa Ryggen . . . wunderhübsch war sie . . . hun kom ind med de andre Mennesker, hun ellers havde set om sig, men nu var de pyntede og malede i Ansigterne; hun havde nok set dem før saadan, men det var der nede fra, nu var hun selv med . . . hun og en anden lille Pige lavede den pragtfulde Slutning paa det hele, de holdt hver i sin Ende af en Krans; saa tændte de stærke, ganske blodrøde Lys paa hver Side . . . oh, hvor de klappede og raabte Bravo dernede. Og længe, længe var disse Klap og Bravoraab den lille Piges Hjertensfryd; naar hun blot hørte dem om Aftenen, kunde hun godt taale at sulte og fryse og blive banket om Dagen; alt det andet, som hun hørte og saa, var som bag et Flor; det var, ligesom hun blot drømte det. Hun rejste med de mange Mennesker fra det ene Sted til det andet i det store Land, og dets Sprog blev nu det, hun talte; hun glemte rent sit Fædrelands Sprog. - - Ach - men hvor hun kunde sværme og drømme, - o - det er det sande Liv; det, man lever saadan daglig - det er Løgn, Thomas. Se, hun talte med Stjerner og Blomster, og de lovede hende en dejlig Ridder, der en Gang skulde føre hende til et - o - underskønt Land, til et Slot paa Bjerget, hvorfra hun kunde se det store, blaa Hav, som hun kendte fra sin Barndom. Og - Du - han kom; og det var et rent Æventyr. Pigens Fader bragte ham med til det fattige Kammer, hvor hun boede; og han saa ud som et af Ridderbillederne, som den unge Pige havde set paa de dejlige, brogede Glasruder i Kirkerne og paa de gamle Raadhuse i det store Lands Byer; han havde de store, klare Øjne, der kunde løfte sig saa sværmerisk op mod Solen, Maanen og Stjernerne; hans blonde krusede Haar hang langt ned i Nakken, og saa havde han Korsskæg - og - oh - hvor drappierte han sig i sin fine, blaa Kappe. Och - de kom til at leve som i Paradis, for han var

        

43 rig; nu spiste de de skønneste Frugter og drak de sødeste Vine, og han lærte hende baade at læse og synge; han kunde synge Kærlighedssange i alle mulige Sprog, - oh - saadan at man sank hen og døde rent væk af lutter Salighed:

Alle deine Wünsche brechen
ihre Früchte hier in Ruh;
Milch und Honig flieszt im Bächen,
Töne wie vom Himmel sprechen
Labsal dir und Segen zu.

Hun nynnede disse Ord ganske sagte og faldt et Øjeblik hen som i en Slummer. Et underligt, saligt Henrykkelsessmil udbredte sig over det magre Ansigt; den hektiske Ild i Kinderne luede stærkere op; Munden bævede sagte, og Trækninger gennemjog det svage Legeme. Pludselig slog hun Øjnene op og saa paa Drengen med et saa forvildet Blik, at han blev bange, men det skiftede straks Udtryk og hvilede som før ømt rugende paa ham. Men hun tav stille og syntes at have glemt den begyndte forvirrede Fortælling.

Drengen havde hørt efter, søgt at samle, hvad han hørte, men alle Omrids gled ud for ham; der var af og til noget, der eggede ham til at forstaa - og dog var der ligesom en Modstand i ham mod Forstaaelsen. Han blev ved at se paa Moderen, der endelig hviskede:

- Jeg fortalte Dig nok en Historie?

- Ja . . . det var om den . . . den Troubadour og den Pige fra . . . var det ikke fra Italien?

Madam Fris klemte de foldede Hænder mod Brystet og fortsatte næsten hviskende under jævnlige Afbrydelser af Hoste:

. . . Og dog forlod han hende! Og tænk: Et Par Aar havde de levet sammen; han havde digtet Sange, som hun havde sunget, og de havde sunget sammen, men saa . . . ja . . . hun kunde en Dag se i hans Øje og høre paa hans Stemme, at . . . noget begyndte at lokke ham bort fra hende; snart lo han ikke mere med hende, men af hende; og saa lavede han Sange, som spottede Kærlighed og sødt Sværmeri . . . En Dag var han væk . . . helt borte. O, min Gud, Barn . . . ja, saadan, som hun nu fik det, kan jeg ikke fortælle Dig. Nu trak den Mand, som kaldte sig hendes Fader, hende igen med; hun skulde synge og danse, men der var ingen Klang i Stemmen, og det var ligesom der sad Blyklumper under hendes Ben, og hun blev graa i Ansigtet, og 44 hun fandt paa al Slags dumt Tøj . . . det vil jeg ikke fortælle Dig om; men hun troede, at hun kunde finde Venner ligesom ham, men hun tog fejl hver Gang. Faderen sagde, at nu havde de ikke mere noget at leve af, men at han . . . han, Du véd - havde lovet dem, at de aldrig skulde lide Nød. Og saa rejste de til hans Land, men han selv kom aldrig. Der sad hun ene . . . for Faderen strejfede Landet rundt . . . i et lille fattigt Hus . . . og det var hans Hus, Du. Hu! Der rislede Sneen tæt ned; til Tider voksede den helt op til Vinduerne; og hun ønskede mangen Gang, at den vilde gaa op over Taget og lukke for al Ting og begrave alt, hvad hun kunde erindre sig. Ja, hun, som havde været Künstlerinde, hun saa nu kun de mest prosaiske Mennesker - det var frygteligt - hendes eneste Trøst var, naar hun kunde læse Bøger, men helst de mest tragiske og melankolske. Saa flyttede de til en lille By. Først morede det hende at se paa de unge Krigsmænd med de blanke Hjælme og de raslende Sværde . . . ach, det var dog noget skønt - men de saa ikke til hende . . . hun var saa graa i Ansigtet, og for at spotte hende gjorde Skæbnen hende ikke mager, men fed. En Aften sad hun i dyb Melankoli og sang gamle Sange; hun saa en; hun syntes, at han lyttede, men han lyttede ikke; det var ikke sandt - ach - den Fejl har hun siden bødet for i mange Aar, lige til sin Død, for hun er død for - ja, det er maaske hundrede Aar siden. Men i hendes sidste Aar fik hun en Ven, en sød, lille Ven; ham elskede hun, ganske som man kan elske en Engel; derfor kom hun til at holde af alle, alle Mennesker, før hun døde - men hun er død for længe, længe siden.

- Blev hun Nonne? spurgte Drengen spændt.

Moderen nikkede. Denne tavse Bekræftelse beroligede ham i første Øjeblik, thi jo længere Fortællingen skred frem, rejste der sig paatrængende og ængstende Spørgsmaal i Thomas's Sind, som han ikke turde fremsætte.

- Naa - naa - hun blev Nonne, gentog han for sig selv; skønt det var en tragisk Udgang, var han dog ret fornøjet med den.

Han rejste sig og lagde sin Kind op til Moderens, og han stod længe saaledes, idet han støttede hendes sammenfaldende Overkrop. Hun blev tungere og tungere; hun var slumret ind, og hendes Aandedræt arbejdede med en forfærdelig Hurtighed. Han lagde hende da til Rette i Lænestolen, saa godt han formaaede det; da Faderen kom ind igen, maatte de bære hende i Seng.

45

V. Degnens Søn i Kræmmerlære.

Købstadens brunrøde Tegltage solede sig behagelig i Majmiddagens tempererede Sollys, da Degnen Fris med sin Søn ved Siden af sig i Agestolen kørte ad Byens Hovedgade, hvis Stenbro bragte Vognen, der ingen Fjere havde, til at skumple og hoppe, op til Torvet, hvor Kramers store Købmandsgaard laa. Den tykke Købmand stod og skrævede i Butiksdøren, med Hænderne begravede i de muleposeagtig dybe Bukselommer, hvis shirtingsforede, trekantede Snipper hang langt ned paa hver sin Side. Det var en lille, tyk, kortbenet Mand med stærkt kruset, brunt Haar, der groede ham dybt ned i Panden, med et glat raget, nubret og pluskæftet Ansigt, hvori den store Klumpnæse var det eneste fremspringende Punkt. Der var udbredt en sikker Selvtillidsfuldhed over Mandens hele Væsen. Naar han havde sagt en Replik, selv om det var den mest dagligdags Ting af Verden, plejede han at knibe det venstre Øje sammen, nikke bifaldende ad sig selv og klaske med Tungen, som han nød sine egne Ord med en Gourmands Velbehag. Han var Formand for Byens Borgerrepræsentation, i hvilken Egenskab han med stor Ihærdighed, imod den gamle, nu afdøde Byfogeds sejge Modstand, havde faaet sat igennem, at der blev lagt Fliser paa det ene Fortov i Hovedgaden; hver Gang han passerede denne Gade, gik han altid paa sine kære Fliser, kneb Øjet sammen, nikkede til sig selv og mumlede: Det er akkurat, som man gik paa Københavns Gader - derpaa kom Klasket med Tungen. Dernæst var han Byens største Købmand; Bønderne, der endnu den Gang havde noget tilbage af Avtoritetstroen paa den Købstadkøbmand, de handlede hos, søgte i Masse til hans Butik, der havde en fortræffelig Beliggenhed midt paa Torvet, og bag ved hvilken der var en Skænkestue, hvor der ikke alene serveredes danske Snapse, men ogsaa Kirsebærbrændevin, ung hvid Rom og sød, gul Ekstrakt, og hvor der - naar Handelen og Fortæringen havde været nogenlunde rigelig - gaves en Cigar i Tilgift, som Kramer, efter hvad der sagdes, købte sækkevis hos Fabrikanten Radekop i København.

Der stod nu nu altsaa Hr. Kramer i Døren til sin Krambod, i en vis hjemlig Negligé: graa Frakke, brun Vest knappet tæt 46 op i Halsen, uden synligt Spor af Linned, og nedtraadte, broderede Morgensko, i hvilke de store, med hvide Uldsokker beklædte Fødder bredede sig i ugenert Magelighed. Saaledes præsenterede han sig skrævende, i det glade Dagslys, da Degnen Fris svingede om Hjørnet til Torvet. Fris, som straks opdagede den tykke Købmand, fandt, at han ogsaa paa sin Side burde gøre et eller andet imponerende, derfor slog han saa pompøst et Knald, som hans Pisk formaaede, saa de gamle røde, i Erindring om deres Ungdomsskraft, tog et Ryk i Vognen, der hoppede højt i Vejret paa en chikanøst opragende, toppet Brosten.

- Naa, det er Fris! God Dag, Fris! Værs'go' og kør ind i Gaarden, Fris! sagde Kramer med henkastet Nedladenhed og vendte sig for at gaa bag ud gennem Butiken og ud i Gaarden, hvor han atter viste sig.

- Naa, det er Drengen? Hm! Har det ikke i Højden; men vi har jo Tiden for os, sagde Købmanden.

Ja, Hr. Kramer, det er et højtideligt Øjeblik for en Fader, sagde Fris, idet han baglængs krøb ned ad Vognen, med den ene Fod paa Akslen og det andet Ben søgende Jorden.

- Gu' er det saa, Fris. Fremtidens Bane er - ja - afhængig af Fremtiden og andet . . . sligt. Man ved, hvad man har, men ved man, hvad man faar, Fris? nej, det ved man skam ikke, Gu' gør man ej. Tiderne bliver vanskeligere og vanskeligere for Handelsmanden; bestandig mindre Avance . . . Naa, Mads - hvad staar Du der og gaber efter? Kom og spænd fra, Din Drønert!

Den tiltalte var Gaardskarlen, der stod i Stalddøren og kløede sig op ad Benene; nu nærmede han sig i tungt Luntetrav, som en Ko, man jager ad.

Da de tre øvrige havde spist Frokost, og Fris havde afgjort nogle Ærinder i Byen, tog han Afsked med sin Søn og sagde:

- Husk saa paa, hvad jeg har indskærpet Dig . . . kort sagt, bliv et stræbsomt Menneske til Gavn og Glæde for Dig og Din Næste, at det kan gaa Dig vel, først i dette Liv og fornemmelig i det tilkommende!

Denne Gang var Degnen virkelig rørt, men han ejede nu en Gang intet andet Udtryk for det alvorlige end de Former, som hans mangeaarige Beskæftigelse med Balles Lærebog havde ydet ham.

Da Faderen var rejst, antog Kramer en mere myndig Principaltone over for Drengen: 47 - Naa, Du der - Thomas - er det ikke saadan, Du hedder; jo vist hedder Du Thomas; nu følger Du med mig ud i Butiken. I Dag skal Du opmærksomt se efter, hvordan det gaar til paa saadant et Sted, at Du kan begynde at tage fat i Morgen den Dag. Den, Du nærmest har at holde Dig til er Frandsen. D u maa nu kalde ham Hr. Frandsen og lystre ham, som det var mig selv. Forstaar Du nu ogsaa, hvad jeg har sagt Dig? Jo, det gør Du vel nok; Du skal jo være letnem af Dig.

De gik gennem Dagligstueu ud i Butiken. Mellem disse to Rum var der en Dør med en rund Glasrude i, foran hvilken var trukket et lille, grønt Gardin med Løbebaand; paa Butikssiden var der lige under Ruden ophængt en Plakat, klistret paa Pap, hvor Kapiteltaksten var optegnet med sirlig Frakturskrift. Butiken var et stort, daarlig belyst Rum, Under de sorttjærede Loftsbjælker hang Ruller med Sejlgarn, som man vandt ned, naar det skulde bruges til Ombinding af Pakkerne, store Bundter af Staaltraad og Tækkegarn, samt hvide Slibestene paa Søm, der gik gennem deres firkantede Midterhul. Langs Ydervæggen ud mod Gaden var opslaaet store Trækasser, hvori der var Køkkensalt; ved Siden af dem stod Tønder med Tjære, Tran, grøn Sæbe og Spegesild, hvilke i Forening gav den Luft, man indaandede, dens Præg. Hvor der var Plads, stod eller hang det grove Isenkram: Spader, Leer og andre Avisredskaber; fra Hylderne indenfor Disken prangede Sirts og Kattun i brogede Farver, fra andre blinkede Messing- og Tinknapperne, der som Prøve sad uden paa Pakkerne. Tre Mennesker vare beskæftigede der: to unge Fyre og en ældre oppe i Halvtredserne. Han gik i en grøn Kalmuks Frakke, med et rødt, uldent Tørklæde om Halsen, blaa Klædes Kasket med en bred Puld og en uhyre Skygge, store Trætøfler paa Benene og med to Totter Bomuld struttende ud af Ørene. Til ham henvendte Kramer sig:

- Det er den nye Dreng, Frandsen.

Den tiltalte løftede Ansigtet, som hidtil havde været skjult af Kasketskyggen. Noget mere surt end dette Ansigt kan man næppe forestille sig. Det var gennemgaaende præget af en dyb Indignation; Mundvigerne vare i en stedsevarende Stræben efter at bøje sig nedad til et Udtryk af den dybeste Foragt. Den graalige Grund i hans Ansigt var tærnet af et tæt Net af røde, hverandre krydsende Striber. Ved Principalens Ord løftede han sin store, røde Haand med den store, røde Uldgarnsmuffedise om 48 Haandledet op til Kasketskyggen, og sagde i en Tone, som om han blev fornærmet:

- Naa! -

- Han er noget lille, sagde Kramer; han duer endnu ikke til at bære noget.

Frandsens Læber dannede en nedadgaaende Halvellipse.

- Gedehams! mumlede han.

- Ja, ja, Frandsen; tag Dem nu at Knægten!

- Ja-a-vel, svarede Frandsen uendelig tvært.

Dermed var Thomas dimitteret til den merkantile Dannelsesanstalt. Ordene "Student" - "Kræmmerdreng" stødte skærende sammen i hans Tanke, da han saa sin Mentors raa uvelvillige Træk.

De unge Svende besørgede Kunderne med Haand- og Tungeraphed; men, da Principalen havde anbefalet Thomas til Frandsen, faldt det Drengen ikke ind at nærme sig dem, og han ventede paa, at denne sidste skulde henvende Ordet til ham. Men Frandsen værdigede ham ikke et Øjekast; han var i Færd med at veje nogle Poser Sukker af, og hver Pose, der havde gennemgaaet Vægtprøven, satte han vredt og haardt ned paa Disken. Endelig langt om længe vendte han sig om, saa paa Thomas, pegede paa de endnu uafvejede Poser og derefter paa Vægtskaalen, saa gjorde han kort omkring og gik hen mod en Bonde, der stod ved Disken. Thomas fattede, at han skulde fortsætte Frandsens Arbejde; han havde jo nok en Forestilling om, hvorledes man vejede, men hverken kendte han Vægtlodderne eller vidste, hvor meget enhver Pose skulde veje. Han stod tvivlraadig og vovede ikke at tage fat. Da Frandsen havde besørget Bonden, vendte han sig om mod Drengen.

- Fæ! sagde han.

- Men maa jeg spørge - stammede Thomas.

- Nej Gu' maa Du ej. Tror Du ikke, jeg har andet at bestille, end at svare Dig?

Dermed puffede han Drengen lidt til Side, tog et Halvlispundslod, holdt det op for Øjnene af ham, pegede paa Poserne og gik hen til en ny Kunde.

Da Vægteren raabte ti om Aftenen, forlode de to unge Svende Butiken, efterat den ene havde lukket Butiksdøren til Gaden og spærret den med en svær Jernstang. Thomas blev staaende og gav Agt paa Frandsen, thi ved Middagsbordet havde Principalen sagt, at han skulde dele Værelse med ham.

49

- Hvad glor Du paa? spurgte Frandsen.

- Hr. Kramer sagde . . .

- Jeg ved det nok. Gaa straks ind i Kammeret!

- Ja, men hvor er det?

- Hvor det er? Skal jeg være Din Tjener?

- Ja, men -

- Hold Mund!

Der rørte sig i Thomas en Blanding af Harme og Forknythed, der maa have givet hans Ansigt et usædvanligt Udtryk, thi Frandsen studsede, idet han kløede sig i Hovedet og gjorde en underlig Grimace til Drengen. Saa slukkede han de to Lamper, der hang over Disken; efter at have tændt en Tællepraas i en Jernstage, gik han hen i en mørk Krog af Butiken og tog bag en Reol en lang Pibe, rakte Drengen den og pegede paa en Skuffe. Denne Gestus forstod han, han var vant til at stoppe sin Faders Pibe, og han udrettede Frandsens tavse Ordre, medens denne tømte Pengeskuffens Indhold ud i en stor Lærredspose, som han bar ind i Dagligstuen. Da han kom tilbage, rakte Drengen ham den stoppede Pibe og strøg en Svovlstik af og vilde stikke den til Pibehovedet.

- Er Du gal? Tror Du, jeg æder Svovl? raabte Frandsen og gik et Par Skridt tilbage.

Thomas gik hen og lavede en Fidibus.

- Se, se, sagde Svenden med et svagt Anstrøg af Anerkendelse; nu begynder han at skønne. Kom saa med!

De gik igennem Skænkestuen, hvor der var en lummer Os af Øl, Brændevin og Bondetobak, derpaa over en lille Gang og vare nu i deres fælles Sovegemak, et lille Kammer med kalkede Vægge, to Senge, to Stole, to umalede, smaa Fyrretræs Borde, hvoraf det ene bar de nødtørftigste Vaskeapparater. Frandsen begyndte at klæde sig af uden at mæle et Ord, men den Akt tog Tid. Han havde mange Lag Klæder paa sin Krop, og for første Gang i sit Liv saa Thomas et Menneske, der brugte dobbelt Besætning af Benklæder uden paa Underbenklæderne, thi mellem disse og de yderste Klædesbenklæder bar Frandsen sorte Skindbukser. Mellem de forskellige Klædningsstykkers Aftagelse spaserede han op og ned i Kammeret med en mørk Mine; afvekslende lød et dybt Suk eller Repliken: Naa for Satan i hede danske Helvede!

Thomas laa forlængst i Sengen, da han saa Frandsen i Færd med at forrette et helt løjerligt Nattoilette. Svenden tog en 50 gammel Klædeshue, hvis Skygge var sprættet af, paa Hovedet, og over Underbenklæderne snoede han et uhyre, uldent Mavebælte, der naaede op under Armhulerne. Det var den løjerligste Figur, man kunde tænke sig, som han der sad paa Sengefjælen med den skyggeløse Hue ned over Ørene, de læggeløse Ben med de spidst fremstikkende Knæ i uldne Underbenklæder, uden paa hvilke de blaa Uldstrømper vare trukne op til midt paa Laarene, og de store Fødder i Trætøflerne. Han brummede:

- Alle sine Forkølelser faar man ved at sparke Dynen af sig om Natten.

Han blev siddende i nogen Tid og syntes med Velbehag at betragte den forfærdelige Masse Uldtøj; saa spurgte han Drengen :

- Sover Du?

- Nej! -

Frandsen saa et Øjeblik ærgerlig og betænkelig ud, men syntes tilsidst at tage en Beslutning. Efter at have blinket hen mod Thomas, peget ud i Retning af Butiken, rystet barsk paa Hovedet og truet med knyttet Næve, stak han Armen dybt ind under Sengen og hentede en Trepægleflaske ud. Til Drengens store Forbavselse rakte han den over til ham med en Gebærde, at han skulde smage paa den.

- Kun ganske lidt! Dreng. Hører Du!

Thomas vædede Læberne og fandt, at det smagte fortræffelig; det maa have malet sig i hans Mine, thi Frandsen rakte Tungen ud, missede med Øjnene, vel at mærke, uden at smile, tog derpaa Flasken og drak en Slurk.

- For ikke at forkøle sig, sagde han. Kogt Vand, Sukker og Citron og en ubetydelig Draabe Rom.

Dermed slukkede han Lyset.

Om Morgenen Kl. 4½ blev Thomas vækket af en Karl, der listede sig ind paa Hosesokker. Da Drengen havde faaet Øjnene op, var det første, han saa, Frandsens gamle Hue, der tittede lidt frem over den uhyre gule Sengedyne med højrøde Striber, ud fra hvilken der gik en Orgelfuga af Snorken. Karlen tyssede med Haanden, pegede hen paa den anden Seng og sagde:

- Han der sover til Kl. 7.

I Butiken traf Thomas de unge Fyre i en stemningsfuld Konversation med to Tjenestepiger paa en 17-18 Aar, som hvinede og fniste ad hvert Ord, der blev rettet til dem. Den yngste og grimmeste Svend fandt sig tilsidst foranlediget til at føre sin Samtale hviskende med den lille, kappeklædte Stuepige; men han 51 maa være kommen et Stykke udenfor hendes ellers ikke snerpede Smags Grænser, thi den lille Ting gjorde en brat Drejning, vrissede med Nakken og sagde indigneret:

- Føj, Beck! og løb ud af Butiken.

- Sej, Du Dreng, raabte nu Beck til Thomas, fik Du Klø af den gamle igaar Aftes?

- Nej, jeg gjorde ikke.

- Havde han Brændevinsflasken i Sengen hos sig?

- Det har jeg ikke set -.

- Saa se bedre efter og fortæl os noget om det i Morgen! Jeg vil raade Dig til at lade være at sleske for den gamle Gris; Du staar Dig bedst ved at holde Dig gode Venner med os.

Der herskede en anderledes højrøstet og ugenert Tone end i Gaar, da Frandsen var til Stede; de to Svende rev stadig Vittigheder af sig til Kunderne, jog Drengen vildt om efter, hvad der skulde hentes, og gav ham af og til et Knubs, naar han tog fejl. Det begyndte at koge inden i ham, han kæmpede for at holde en Eksplosion nede.

- Dreng - lød Becks storkeknebbrende Røst - skriv ind i den lange, smalle Bog: l Lispund Risengryn 16 Mk. 8 Sk., ½ Flaske Petroleum l Mk. 8 Sk., 2 Pund Soda 8 Sk.

Thomas adlød.

- Lad mig se, hvordan Du skriver, Dreng! Naa, rub Dig herhen med Bogen! Du skriver ikke saa galt. Men hvordan er det, Du staver? Det heddej Ris sengryn, inte Risengryn.

- Det staves med ét s. At stave det med to s'er er galt.

- Siger Du, at jeg kan gøre noget galt? - Dermed gav Beck ham et kraftigt Klask med Bagen af Haanden. Nu kom Eksplosionen, thi Thomas, hvis Stolthed havde været hans korrekte Orthografi, der i Skolen havde skaffet ham Ros af Præst, Provst og Biskop, blev aldeles ude af sig selv: der sænkede sig som en Sky mellem hans Øje og Genstandene i Rummet, men Skyen gennemkrydsedes af hvide Gnister; han greb efter det første det bedste og fik fat paa en lang Stang med en lyreformet Krog, der brugtes til at tage Staaltraad og sligt ned fra Loftet, og, medens Becks Arm anden Gang hævede sig, ramte denne Stang den paa en meget ublid Maade. Den anden Svend gabede maalløst paa Scenen; Beck udstødte et Vræl af Raseri; hans nye Svendeværdighed var ham mindst lige saa hellig en Ting som Orthografien var det for Skolelærersønnen; og der vilde maaske være sket noget i Købstadens indre Handelshistorie aldeles uhørt 52 hvis ikke Døren til Skænkestuen pludselig var gaaet op, og Frandsen havde vist sig.

- Hvem gør Spetakel? spurgte han.

- . . . Det . . . det . . . Drengen ta'r igen, naar jeg slaar ham . . . hvæsede Beck.

- Naar Dreng og Svend slaas, er det Svendens Skyld, lød Frandsens lakoniske Højesteretsdom.

I Henrykkelsens nervøse Opspænding løb Thomas hen og vilde gribe Frandsens Haand. Frandsen slog til hans Haand og sagde gnavent:

- Din Hvalp! hvilken Replik efterfulgtes af et Knips paa Næsen; Drengen opfattede det som et Kærtegn.

Man maa ingenlunde tro, at Thomas kom Frandsen nærmere paa Grund af denne Begivenhed. Da han om Aftenen, modig ved det halve Medhold, den gamle Svend havde givet ham, vovede sig til at begynde at tale, fulgte Frandsens: "Hold Mund!" lige saa hurtigt efter Drengens Ord som Knaldet efter Glimtet, naar Tordenskyen staar lige over Hovedet. Alligevel følte Drengen sig tryggest, naar han var ene med den gamle Særling; Principalen, Hr. Kramer, saa han ikke meget til; han holdt sig i en imponerende Afstand og modtog kun Referater af Frandsen, der bestyrede hele Butiksvæsenet, medens Købmanden selv personlig ledede Brænderi og Studehandel samt varetog sin kommunale Tillidspost. Naar han viste sig for Butiksfolkene, var det kun paa Tærskelen mellem Boden og Dagligstuen, altid i en skrævende Stilling med begge Hænderne begravede i de mægtige Bukselommer, saa slog han stundom et Slag hen mod Døren til Torvet, hvilket han mønstrede fra Tærskelen, og nikkede til Slagterne og Tørvebønderne med en Blanding af Nedladenhed og Fortrolighed. Tidt vendte han sig imidlertid ind mod Butiken, nikkede til Frandsen, der tvært lettede paa Huen; naar han saa paa de andre, var Øjekastet ledsaget af en alvorsfuld Rømmen.

Kun ved Middagsbordet saa Thomas noget til Familjen; der spistes i to "Hold"; han hørte til det andet. Madam - eller som man begyndte at kalde hende, Fru Kramer - var en lille, spinkel, spidsnæset Kone, der saa ud, som hun altid frøs og var nær ved at græde af Kulde; hun talte altid i en klynkende, sødlig-formanende Tone. Næsten hver Potageskefuld, som hun øste op af Terrinen, ledsagede hun med et Suk, og, medens saa Holdet Beck & Thomas spiste, sad hun og krøb sammen med Hænderne under Forklædet. Alt i Stuen var bomstille, man 53 hørte kun Skeer eller Gafler af og til skrabe mod Tallerkenerne, eller Kramer rømme sig henne i den store Lænestol paa Forhøjningen ved Vinduet, hvor han læste sig i Søvn ved Byens Avis. Frandsen viste sig aldrig i Familjens Stuer; han havde Privilegium paa at faa serveret paa sit Kammer, og i de 8 Minuter, som han brugte til sit Maaltid, turde ingen forstyrre ham under noget som helst Paaskud.

Det var en Lørdag Aften, da Thomas som sædvanlig havde tændt Frandsens Pibe. Han vilde til at begive sig til Kammeret, da pludselig Frandsens Stemme lød:

- Hø! -

Thomas vendte sig om.

- Du gør klogt i at holde Munden, hvis Du ser og hører noget siden.

Thomas saa spørgende paa Frandsen, der slog ad ham med Haanden og sagde:

- Gaa saa i Seng!

Han adlød i en Fart, men faldt ikke i Søvn, thi Frandsens Advarsel gav ham Stof til at gruble over. Noget efter hørte han Døren aabnes fra den lille Gang. Saa kom Frandsen med Lys og et Par Ølglas, som han satte paa det Bord, der stod foran hans Seng; derpaa gik han atter ud og bar en Bænk fra Skænkestuen ind i Kammeret. Tredje Gang bragte han en vældig sort Thepotte, fra hvis Tud en hvirvlende Damp snoede sig ud i Stuen. Han kastede et Blik hen mod Thomas's Seng og gjorde en ærgerlig Grimace, da han opdagede Drengens vidt aabne Øjne.

- Sov, og det straks! sagde han.

Drengen lystrede, saa vidt det lod sig gøre, ved at knibe Øjnene sammen; men han forbeholdt sig en ganske lille Smule Syn ved at lade en Sprække staa aaben mellem sine øverste og nederste Øjelaag. Det varede ikke længe, før han hørte den Dør gaa, der førte fra den lille Gang ud til Torvet; saa aabnedes Døren til Kammeret, og ind traadte en lille, undersætsig, hjulbenet Mand, hvis mørke Haar struttede ud til alle Sider som Piggene paa et Pindsvin. Under Hagen havde han en lang Skægdusk, der laa ud over hans Vest som en Pelskrave, den blaa Frakkes lange Skøder dinglede ham om Benene, paa Hovedet havde han en underlig formet lodden Hue med en trekantet Klap paa hver Side af den spidse Puld. Thomas kendte ham: det var Smed Johansen, som handlede hos dem. Hverken han eller Frandsen sagde god Aften eller gjorde den fjerneste 54 Antydning til at hilse hinanden; Frandsen lod blot høre et tvært Naa! Uden at sige et Ord gik Smeden hen til Bordet, tog en kort Pibe med et stort Træhoved op af Lommen, tændte den ved Tællelyset og satte sig lige over for Frandsen. Efter en halv Snes Minuters Forløb sagde Frandsen:

- Vil Du have Puns?

Smeden nikkede; Frandsen tog Thepotten og skænkede i det ene Ølglas, som Smeden tømte i en Slurk. Atter en lang Pavse. Denne Gang var det Smeden, som afbrød den.

- Det er ordentlig ækelt at se paa saadan en Tværdriver og Tørvetriller som Dig.

- Tak, i lige Maade! svarede Frandsen. Har Du spist Aftensmad?

- Aftensmad? Hæ! - Ja det er da sine stive fire Timer siden. Ja Gu' har jeg spist Aftensmad.

- Vil Du have noget Aftensmad?

- Nej Tak, jeg skal saamænd ingen Ulejlighed gøre Dig.

Frandsen gjorde sin haanlige Trækning med Mundvigene, rejste sig og foretog med stor Langsomhed et Par Vandringer mellem Bordet og et lille Skab, ud fra hvilket han tog et halvt Rugbrød, en Spegepølse, en Fjerding Anchiovis, et Stykke Ost, en Brændevinskaraffe og Snapseglas. Han smed de forskellige Fødevarer vredt hen ad Bordet. Smeden tog ganske flegmatisk Piben ud af Munden og stak den ned i Baglommen paa sin Frakke, skar sig en Rundtenom af Rugbrødet, der mindede om et Stykke Favnebrænde, dertil en forsvarlig Skive af Pølsen, skænkede en Snaps med Top paa, og gav sig saa til at spise, som om han ikke alene ikke havde spist Aftensmad, men som om han hverken havde faaet noget til Frokost eller Middag. Frandsen støttede begge Albuerne mod Bordet og Hovedet paa begge Hænderne, idet han betragtede Smeden stift.

- Hvad glor Du paa? Kan Du ikke lade mig spise min Mad i Ro, snerrede denne.

- Jo. Men bare Du vilde lade være at skabe Dig. Hvorfor sagde Du, at Du ingen Mad vilde have?

- Man kan mærke, Du aldrig har været mellem ordentlige Folk. Skal man straks sige ja ligesom en anden Bondeknold? Jeg plejer altid at vise Levemaade.

- Naa saadan, mumlede Frandsen med et anerkendende Nik. Da Smeden havde spist, tørte han Munden med Bagen af 55 Haanden og denne atter paa sin Vest under Armhulen og knurrede:

- Det er alligevel noget ledt Fylderi at spise to Gange til Aften.

- Aa Sludder! sagde Frandsen.

Atter en af de lange Pavser! Smeden satte nu Albuerne paa Bordet og indtog samme Stilling som Frandsen. Saaledes sad de og gloede paa hinanden en rum Tid. Smeden sluttede den lange Mellemakt med et Suk:

- Det skulde nogen have sagt for en Snes Aar siden!

- Hvad for noget? spurgte Frandsen.

- At vi skulde blive saadan et Par Tværdrivere, lød Svaret.

- Hold Mund, Johansen!

- Og at det saa skulde være en Smule Tøs, det hele drejede sig om.

- Hæ - ja. Hvor gammel er nu hendes Nikolaj?

- Han bliver jo Svend til Majdag; saa han maa vel - ja - være sytten Aar. Hør Du - ud med tre Mark til Ringeren, som passer Moderens Grav der ude i Stokkeby.

Frandsen smed tre Markstykker hen ad Bordet og sagde:

- Han holder den vel ordentlig med Blomster og saadant noget Pilleri?

- Ja s'gu, som det kunde være en Provstedatters Grav.

To, tre Ølglas blev tømte i Tavshed. Efter det tredje for Smeden hidsig i Vejret, hug i Bordet saa der sad Mærke af Knoerne i den fedtede Fyrretræs Plade og raabte:

- Ja, men der har aldrig i denne By været et saa dejligt Pigebarn som Pottemagerens Mine.

- Hold Mund, Johansen! brummede Frandsen og vendte Hovedet om til den anden Side.

- Havde hun taget en af os, blev Smeden ved, saa var vi ikke blevne saadanne to Tørvetrillere, som vi er.

- Jo; saa var da en af os bleven en Tørvetriller.

- Det er s'gu ogsaa sandt! sagde Smeden og nikkede gentagne Gange eftertænksomt med Hovedet; - men - føjede han til - Dig havde hun nu ligegodt aldrig taget.

Nu røg Frandsen hidsig op fra Stolen:

- Hvad bilder Du Dig ind? Tror Du, hun saa til saadan en Smedebælg?

- Sagde Du Smedebælg, din Rosinpiller?

Frandsen kløede sig paa Næsen og sagde: 56 - Det er noget farligt Sludder for to gamle, fornuftige Mennesker at skændes om. Hun vilde jo ikke have nogen af os.

- Nej, det har Du da endelig Ret i, sagde Smeden og satte sig rolig ned igen. Fanden tage den tyske Dansemester! At ogsaa saadant et Bæst skulde komme til Byen! Men, naar hun skulde komme galt af afsted, saa var det dog godt, at Næverne sidder ordentlig paa den Dreng, hun fik.

Frandsen drak igen, rejste sig, gik over til Johansen, ruskede ham blidt i Nakken og sagde:

- Du kunde ikke have været bedre imod ham, om det havde været din egen Søn.

- Hvad er det nu for noget Vrævl, Frandsen. Nu er det jo Dig, der skaber Dig. Du har jo givet til Klæder og Skolegang; jeg har jo bare givet ham Føden, og de to sidste Aar har jeg jo havt Nytte af ham i Smedien.

- Naa, ja, saadant noget kan man jo nemt blive enig om; for sulte kunde Drengen jo ikke; Moderen var jo død, og den Vindhas var jo fløjet med Vildgæssene. Men hvor var vi to dog gale paa hinanden, da vi begge to havde forset os paa hende paa det Borgerbal ovre paa Raadstuen tredje Juledag!

- Ja. Vi sloges jo ude i Raadstugangen. Du fik ellers Klø ved den Lejlighed, Frandsen.

- Gjorde jeg? Saa? Det husker Du bestemt fejl i, for den Gang kunde jeg drive en ganske forfærdelig Skalle.

- Ja, men det har altid været sløjt med dine Armkræfter, sagde Smeden. Naa ja, ja, enhver kan jo være god for sig, og Du har altid været et mageløst godt Menneske, Frandsen.

- Nej, det er Dig, der har været et godt Menneske, Johansen. Kan Du huske, da vi mødtes i Ellekrattet nede ved Aaen? Vi var nok begge gaaet ud og mule Bedrøvelsen af, da Ulykken var sket med Mine Koldrup. Du tog mig s'gu helt bevægelig ved Haanden og sagde, at, siden Skæbningen nu havde lavet det paa saadan en Façon, saa skulde der være Venskab mellem os baade paa Jorden og i det andet Liv oppe i Himlen.

- Ja, men kan Du huske, at det var Dig, der sagde, at nu, da Mine var død, saa maatte vi sla' os i Kompagniskab om at tage os af Ungen?

Nu havde Rørelsen og Punschen faaet en saadan Overmagt over begge de gamle Fyre, at de begyndte at hulke højt, og snart fik de Hikke. Derpaa snakkede de saa smaat i Munden paa hinanden, og Thomas, som af og til var falden i Blund og atter 57 vaagnet op, kunde ikke finde Sammenhæng i deres Tale eller skelne deres Repliker ud fra hinanden. Han blev sig dog først ret bevidst, da han saa Smeden tage en ujævn og bugtet Retning hen mod Døren og Frandsen rejse sig op for at følge ham ud. Dernæst saa han dem staa Favn i Favn i den aabne Dørkarm paa den mørke Baggrund, medens Tællelysets Flamme viftede for Trækvinden, saa underlige Skygger flakkede om paa de brunrøde, grove Ansigter med de primitive, ukultiverede Træk, af og til saa han Taarerne funkle i begges Øjne, medens de sang:

Fryd Dig ved Livet
i dine Dages Vaar,
pluk Glædens Rose,
før den forgaar.

og saa langsommere med drævende, sentimentalt Udtryk:

Man skaber sig saa gerne Kval
og søger Roser uden Tal,
men vandrer Liljen kold forbi,
som blomstrer ved vor Fo-o-o-d.

Thomas kunde ikke afvinde sit Arbejde nogen Interesse. Han længtes efter sin Moder, efter det frie Land, Skoven, sit Udsigtspunkt over den store Slette, de stille Drømmerier og de smaa Dramaer med Henriette. Frandsen skændte tidt paa ham og rystede paa Hovedet, naar han vejede eller maalte.

- Skidt Haandelag, brummede han, Klatmikkel og Klodsmajor!

Søndag Formiddag fra 9 til 4 var Butiken lukket. Den sky Landsbydreng havde ingen jævnaldrende Bekendtskaber gjort og var i den Tid overladt til sig selv. Et Par Dage før Søndag glædede han sig til denne Fritid, og, naar den saa kom, vidste han ikke, hvad han skulde gøre med den. En Bog, han kunde læse i, fandtes ikke; han drev da rundt paa Markerne om Byen, medens Tanker og Minder i tidt skiftende, uregelmæssige, uklare og brudte Former steg og sank i ham. Hans Moders Fortælling den sidste Aften, de tilbragte sammen, styrede hans Tankers Kurs tidt hen imod, men der var ham noget uforklarlig uhyggeligt ved den, han drejede af fra den, naar hans Erindring havde begyndt at fordybe sig i den. Saa tænkte han paa den underlige Latinundervisning hos Pastor Birk, overfor hvilken hans 58 Kritik vel nu var vaagnet, men den stod dog for ham som en brudt Fortsættelse om noget, som han nu helt var afskaaren fra. Paa sine Vandringer havde han opsøgt sig et Slags Hvilested, men det var ikke saa smukt som hans Yndlingsplet paa Højden ved Skovkanten der hjemme. Det var midt ude paa en Mark, hvor noget Brombær- og Tjørnekrat voksede omkring en dyb Mergelgrav og ned ad dens lerede Skrænter. Han klavrede ned ad de stejle Bredder og stod paa en nu af tyndt opløbet Græs næsten overgroet Sti, der løb rundt om Vandet. Han var forkuet og træt; han kunde staa hele Timer og hviske for sig selv Vers, han kunde udenad; han tænkte ikke paa Indholdet; det var en tankeløs Dvælen i Rytmernes Takt, en ubevidst Stræben efter at fylde Tiden uden at tænke. Han slog da Takten i Vandet med en lang Pilekæp, saa Hundestejlene vare i stadig Forfærdelse og spredte sig i pilsnare Stimer til alle Sider.

Det var en varm Julidag, hvor Lyset laa blændende over den vidtstrakte Mark, hvor ingen Træer, ingen Hævninger eller Sænkninger i Terrænet dæmpede eller fordelte det. Som en tørstig søger til en Kilde, søgte Thomas til Mergelgraven med det forkrøblede Krat om Randene, tog sin Kæp og begyndte sin sløve, underlige Leg, en ægte lyrisk-dansk Beskæftigelse. Med det adspredte Halvsyn, som han ofrede Omgivelserne, opdagede han paa den anden Side Vandet en Skygge bevæge sig fremad paa Skræntens Væg, til den pludselig standsede og blev staaende. Han fæstede da Øjet i Retningen og saa en Mand staa ovre paa den modsatte Bred, vel en halv Snes Alen fra ham; den fremmede betragtede ham stift og, som det forekom ham, med Opmærksomhed.

Han saa ikke ud som Folk i Almindelighed. Hans hvide Haar fejede i lange Krøller Skuldrene paa Frakken; han bar ikke Halstørklæde, men en bred nedfaldende Skjortekrave, hæftet sammen i Halsen med en Guldknap, hvori atter en vandklar Sten blinkede. Det glatragede Ansigt havde fine, næsten kvindelige Former, men Kinderne og Øjenlaagene hang slappe ned, og de store mørkeblaa Øjne saa trætte og anstrængte ud. Han rørte sig ikke af Pletten og blev ved at se paa Thomas, der efterhaanden blev lidt uhyggelig ved denne ufravendte Stirren. Endelig satte han sig langsomt i Gang, gik langs Vandet, drejede om og kom over paa samme Side som Thomas, hvem han stedse nærmede sig. Drengens Hjerte bankede, den fremmede saa helt mystisk ud; han turde ikke se paa ham, men blev ved ihærdigere end 59 nogensinde at rage i Vandet med Pilekæppen. Men tilsidst rykkede den fremmede ham ganske nær, han saa hans lange slaabrokagtige graa Frakkes Skøder lige ved Siden af sig. Der var ikke andet for end at ænse hans Nærværelse: Thomas saa til Siden op mod ham og tog sin Hue af. Den fremmede blev ved at betragte ham med samme nysgerrig-spændte Mine.

- Hvem hører Du til? spurgte han med en hæs, blød Stemme og rømmede sig stærkt straks efter.

- Jeg er i Lære hos Købmand Kramer, svarede Thomas.

- Hvad hedder Du?

- Thomas Fris.

- Thomas? . . . Saa? . . . Din Fader er . . .?

- Skolelærer Fris i Lundeby.

Den fremmede lukkede Øjnene og sænkede Hovedet. Han begyndte at nynne en Melodi; den forekom Thomas bekendt, men det var ham ikke muligt at orientere sig, hvorfra han kendte den. Saa gav han sig atter til at se paa Drengen med et sært Smil.

- Holder Du mere af at rage i Vandet end i Sildetønderne i Boden?

- Aa - aa -, svarede Drengen forlegen.

Den fremmede borede Taaspidsen af sin ene Støvle i Jorden, lukkede atter Øjnene og strøg Haanden over dem.

- Hør . . . hm . . . er din Moder levende? mumlede han.

- Jo, men hun er altid syg.

Den fremmede nynnede igen den samme Melodi; Thomas blev helt forbavset, thi nu gik det op for ham, at det var den samme, hans Moder havde sunget til nogle fremmede Ord, da han var lille, og hun endnu kunde synge. Den fremmede blev ham mere og mere uhyggelig; han ønskede inderlig, at han vilde gaa. Da lød hans Stemme igen, medens det samme Smil krusede Musklerne om hans Mund og de endnu kødfulde Læber.

- Kunde Du ikke have mere Lyst til . . . til at gaa paa Æventyr, Fanden i Vold, over hele Verden, spille Komedie, snart hist, snart her, snart med Bjerge til Kulisser, snart med pragtfulde Skove, hvor Hyrdinder danse og slaa Tamburinerne i Luften, og . . .?

Thomas saa op, nu stirrede den fremmede igen paa ham og lo højt, da han saa hans sky Blik.

- Han er gal, tænkte Thomas.

- Nej, Du er bange for din Pels, Dreng! lo den fremmede 60 igen; ja den maatte Du risikere, hvis Du vilde paa den Galej. Har Du læst om en, der hed Bellerofon, der faldt ned fra Luften, da han red paa Ryggen af en bevinget Hest?

- Ne-j.

- Saa skal jeg fortælle Dig det. Bellerofon var en græsk Kongesøn . . . her standsede han, forvred Munden som en, der pludselig bliver inderlig ked af noget, sparkede en Hob Grus og Smaasten ud i Vandet og sagde:

- Nej, det er bedre, Du gaar hjem og rager i Sildetønderne og bevarer din Moralitet. Véd Du, hvad det er?

- Nej -

- Jeg s'gu heller ikke. Men Du har noget umoralsk i dine Øjne, trods det at Du er en Bondeknold.

Den fremmede slog en drengeagtig-vrængende Latter op, gik sin Vej, kom med Besvær op ad Skrænten, hvor den var lavest og mindst stejl, og forsvandt bag Brombærbuskene. Thomas steg op paa den modsatte Side og saa den gale Mand gaa hen ad Marken, men i en Retning, der førte fra Byen. Han begav sig straks hjem, thi nu nærmede Kramers Middagstid sig. Han tænkte hele Vejen paa, hvem den gale Mand dog kunde være. Han kunde ikke være fra Byen, hvor det to Maaneders Ophold omtrent havde lært Thomas at kende alle Beboerne af Udseende.

Ved Middagsbordet var Thomas ene med Familjen; Bech og den anden Svend vare ikke hjemme. Idet Fruen rakte Thomas Grynsuppen, satte hun sit bittersødeste Smil op:

- Har lille Thomas været i Kirke? spurgte hun.

- Nej. -

- Gaar lille Thomas aldrig i Kirke?

- Jo - hjemme gik jeg i Kirke.

- Det maa lille Thomas ogsaa gøre her. Det er rent galt, naar Folk kommer ud af den Vane.

- Drengen har sin Fritid fra ni til fire om Søndagen, sagde Kramer let henkastende; desuden er han for ung til at forstaa - hvad min Fætter, Præsten paa Fyn, kalder Depositionen i en Præken.

- Undskyld, lille Fatter, men han er da konfirmeret; og hans Fader er da paa en vis Maade en gejstlig Person.

- Snak! Degne er ikke gejstlige, sagde Kramer med Intelligensens hele Overlegenhed lige over for sin Ægtehalvdels Uvidenhed; de har jo ikke Ordination.

Nu var Købmanden færdig med sin Middagsmad, rejste sig, 61 modtog Tak for Mad, satte sig i Lænestolen, foldede Hænderne over Maven og sagde, samtidig med at han gabede som en stor Hund:

- Ak ja - ak ja! Nu vilde jeg ønske, at hvert Menneske paa den hele Jord var saa mæt som jeg.

Saa sov han de retfærdiges Søvn; Signalet lød fra hans Næse.

Fruen gav sig til at tragte Kaffe. Da hun var færdig dermed, kastede hun et Blik hen paa Manden, og, efter at hun havde forsikret sig om, at han hverken saa eller hørte, vinkede hun ad Thomas, listede sig paa sine Filtsko hen til Døren til Lejlighedens "Sal", der kun blev brugt, naar der var Selskab, drejede forsigtig Laasen og gjorde Tegn til Thomas, at han skulde følge hende, men tyssede tillige for at betegne, at han skulde gaa sagte. Thomas adlød, og, da de begge var inde i Salen, gik Madamen hen til en Mahogni Piedestal, der stod i et af Stuens Hjørner, tog et Stykke Sandkage ud, som hun rakte Thomas med et Nik og et kærtegnende Smil, derpaa gjorde hun igen en tyssende Bevægelse ind mod den anden Stue og spurgte sagte:

- Hør, min søde Dreng, hvad tager Frandsen sig for om Aftenen?

- Han . . . han sover.

- Ja vel. Men drikker han ikke?

- Ne-e-j.

- Hvad snakker han og Smed Johansen om, naar de er sammen?

- Aa - om alle Slags.

- Som - for Eksempel?

- Aa - om hvordan de dansede paa Ballerne i deres unge Dage - og - jeg véd ikke.

- Naa virkelig ikke om andet?

- Nej -

- Hm. Hør, min egen Dreng, kom lidt nærmere! Jeg maa tale med Dig. Gud, Du stakkels Barn, som skal være nødt til at se paa saadanne Ting. Men hvorfor har Du ikke i sin Tid sagt det til min Mand og mig, der jo er Dig i Faders og Moders Sted?

Thomas forstod ikke et Ord, saa paa Fru Kramer med opspilede Øjne og spurgte:

- Men - hvad - mener . . .

- Skab Dig nu ikke, sagde Fruen med et pludseligt Omslag fra det ømme til det arrige. Du er jo en stor Dreng og maa 62 vide Besked om det højst umoralske Forhold, som længe har fundet Sted mellem den væmmelige gamle Frandsen og den Tøjte til Mette. Ja, nu kan hun have det saa godt; alting er opdaget. Naa- naa, hvad har Du set? Men saa svar dog Barn og bliv ikke rød i Hovedet! Jeg er jo en gammel gift Kone.

Thomas vidste meget godt, at samme Mette og Bech legede Kærestefolk! det var han stor nok til at forstaa, men det var første Gang i hans Liv, at et kvindeligt Væsen havde villet diskutere slige Sager med ham; han blev først rød i Hovedet, saa paakom der ham en voldsom Trang til Latter, under Kampen med hvilken han fremstammede:

- Men det er jo ikke Frandsen . . . for . . .

- Naa, saa det er ikke Frandsen? fusede Fruen ud, og, medens Foredraget blev crescendo, blev Takten allegrissimo - Nej nu skal man bare høre! Naa det er ikke Frandsen! Naa, saa det er det ikke? Jeg skal, ved den levende Gud, sige min Mand, hvor nedrigen Du kan lyve. Føj, føj skamme Dig! Du, som er bleven konfirmeret for ikke et halvt Aar siden! Du vil maaske oven i Købet lyve min Mand det paa! Hvad! Jo Du er, ved Gud i Himlen, en net Fisk. Gaa bare . . . føj! -

Da Thomas var gaaet, lukkede Fru Kramer Piedestalen og sagde:

- Det er en dum Dreng, han faar aldrig mere Sandkage.

Da Drengen kom ud i Butiken, styrtede han næsten over Ende af Latter.

- Hold Mund, Dreng! sagde Frandsen. Hvad griner Du af?

- Fruen siger . . . (her bøjede han sig hviskende til Frandsen, at de unge Svende ikke skulde høre det) . . . hun siger, at det er Dem, der er Kærest med Mette.

- Pjanke-Malene, sagde Frandsen og kastede et foragteligt Blik hen mod Ruden i Dagligstudøren.

Mellem Frandsen og Fruen havde der i en lang Aarrække, saa længe Frandsen enevældig havde styret Butiken, været ført en stille, men forbitret Krig paa Afstand. Tidligere havde hun taget af Varer, hvad hun havde Lyst til, men Frandsen fordrede nøjagtig Kontrabog med Huset som med de fremmede, og, naar Kramer vilde have Manufakturvarer til sin Kones Pynt, fandt han hos Frandsen den sejgeste Modstand, saa han tidt maatte vende tilbage til sin Ægtehalvdel med uforrettet Sag. Husets Frue vilde gerne tro alt ondt om Frandsen; om hun virkelig troede den Historie, som hun opvartede Butiksdrengen med, er 63 ikke let at sige; men, da hun af Hjertens Lyst ønskede, at den skulde være sand, gjorde det skuffede Ønske hende forbitret paa den i hvert Fald aldeles uskyldige Dreng; men den Slags feminine Logik er endda et ikke saa sjeldent forekommende Fænomen.

Frandsen kunde ligesom lugte, naar Fruens spidse Næse nærmede sig Dørruden. Det havde Thomas mærket, thi naar Frandsen halv nynnede og halv brummede følgende Linjer:

Gid Fanden havde Kællingen,
saa fjottegal hun er,

var han vis paa at se Fruens Ansigt bag Glasset, naar han vendte sig hen derimod.

VI. Sommermarkedsdagen.

Sidst i Juli Maaned skulde der være Sommermarked i Købstaden. Allerede den foregaaende Dag havde de tilrejsende Kræmmere og Gøglere havt travlt med at opslaa deres Telte paa Byens Torv og et Stykke ned ad Hovedgaden; disse Telte med deres Diske af uhøvlede Bræder, der først paa Festdagen skulde beklædes med Lærred, havde de liberalt overladt Byens Drenge at lege i Aftenen før Markedsdagen. Men paa denne Dag straalede de med Manufaktur- og Galanterivarer; fra den gamle, tykke Italiener Borellos Bod udgik en Duft af Pomade og Essenser, der kappedes med den, som Genboteltet præsterede; dettes Ejer, der paa det flagrende Lærredsskilt var angivet som P. Neumann, Parfumør, Frisør og Ligtornelæge, var i en stadig Krig med Gadedrengene, der rettede det irriterende Spørgsmaal til ham, om hans Salver ikke bestod af Svinefedt med Duesnavs i, saa kom Kage- og Legetøjsteltene, hvis Diske frembød Rækker af de bekendte med et rødt Sukkerlag bedækkede Peberkager, som trods Udsælgerskernes mildest talt uappetitlige Hænder massevis fortæredes af Bønderbørnene, medens de finere af Byens Drenge viste deres mere dannede Smag ved at vælge Butterdejgskager fyldte med 64 Æblegrød. Ned ad et Par mindre Gader var der opstillet Træstilladser, hvorpaa Byens Skomagere og Sadelmagere havde ophængt deres Varer; i Skomagerens Udsalg saa man tidt en Bondedreng for første Gang i sit Liv foretage den betydningsfulde Handling at tage et Par Fedtlæders Støvler med lange Skafter paa, og en stolt Selvfølelse farvede da Purkens Kinder, naar han satte sig i Gang med Bukserne stukne ned i Skafterne og lod Sinkerne klinge og skure mod Brostenene; hist saa man en voksen Bondepige købslaa om et Par Blanklæders Sko, medens hun bly skjulte sin sorte Uldhose ved at trække den Fod, hvorpaa hun nys havde prøvet en Sko, højt op under sit Skørt; foran et Sadelmagerstade prøvede en landlig Løve, en velstaaende Gaardmands Søn, med Cigaren til Vejrs i den ene Mundvig, en stor Kørepisk ved at svinge den over Hovedet til et vældigt Knald. Se der lange Geledder af unge Bønderpiger, der spasere Haand i Haand og spærre hele Gaden! der river en sig løs fra Rækken for at give en landlig Kurtisør Haanden. Den sidste staar stille, griner over hele Ansigtet, medens Pigen ærbar slaar Øjnene ned i Stenbroen. Ridderen siger til sin Dame:

- Hæ - Ja. - Se god Dag, Stine . . . Du er nok kommen til Marked i Dag?

- Ja det er Du vel ogsaa.

- Ja Gu' er jeg saa.

Nu følger en Afbrydelse i Dialogen; Karlen staar nogen Tid og ser paa Pigen, der endelig drister sig til at slaa Øjnene op; en Latter, der begyndte med en næsten umærkelig Smaafnisen, stiger tilsidst i den Grad, at hun maa sætte sit Lommetørklæde for Munden; det klukker i hende, og Vandet render ned ad hendes Kinder. Karlen ler ogsaa; saadan staa de og le et Par Minuter, saa kommer Ansigterne i de sædvanlige rolige Folder; endnu veksles et Blik; Karlen strækker Haanden ud og siger:

- Ja, saa byder jeg Farvel, Stine!

- Farvel, Hans! siger Stine og skynder sig med at naa de andre Piger for atter at indtage sin Plads som Led i den brudte Kæde.

Paa Torvet har Kramer sin Teltbod lige ud for sin Butik; men der viser hverken han eller Frandsen sig; begge nære de en dyb Foragt for Markedskræmmere, men Kramer har altid udtalt det, at han fandt, at det var hans Pligt ved Markederne at vise, at Byens Købmænd førte reellere Varer og til moderatere Priser end disse "Jødesnuder", der rende Landet rundt og ikke holde 65 fast Butik i nogen Købstad. Derimod florerer Beck i sin fulde Storhed i Markedsboden. Han rullede Baand op, maalte det forlangte Stykke, viklede det øvrige om Rullen igen, bredte det ene store Stykke Tøj efter det andet ud over Disken med en Flothed og Overlegenhed, der ingenlunde forfejlede sin imponerende Virkning paa Publikum; thi, om end en eller anden Bondepige ytrede, "at den bøvede Kramers Svend lige godt var en taab'lig Rad", havde de egentlig intet imod, at han tiltalte dem med "Jomfru" og af og til vovede et Forsøg paa at tage dem under Hagen. Thomas rasede indvendig, naar Svenden øvede sin Vittighed paa ham. "Op med Muskaten, Page!" sagde Beck til ham, naar han skulde have et Stykke Tøj eller en Papæske med Tørklæder eller Handsker i bragt ned fra Hylderne. "Forsvind i de nedrige Regioner!" raabte han, naar Drengen skulde trække et Stykke Lærred frem fra de skjulte Hylder under Disken.

Paa Hjørnet af Torvet og Hovedgaden laa Brændevinsbrænder Paubs Lade. Til dette Lokale havde Markedets æsthetiske Producenter taget deres Tilflugt. Den store, tjærede Ladeport var skjult af et Lærreds-Forhæng, hvorpaa der var afmalet nøgne, menneskelige Figurer i de Tyngdeloven mest trodsende Stillinger; de krøb op ad Vægge som Fluer, og legede samtidig i Luften med gyldne Æbler eller bar Ambolte paa Brystet, paa hvilke tre andre nøgne Mænd hamrede løs af alle Livsens Kræfter. Foran dette Maleri, hvis Originalitet bestod i en ganske særegen Kødfarve, der gjorde alle de fremstillede Mennesker til røde Indianere, var oprejst et Stillads, hvorpaa der stod fire levende Mennesker: to i Trikot, der slog Folder op ad Benene, samt med blaa Fløjels Mavebælter med Sølvpailletter: en i engelsk Generals-Uniform: rød Kjole med Guldepauletter, hvide Benklæder og stive Rytterstøvler; en i rødt og gult Klownskostume med spidspuldet Filthat paa Hovedet. I en dialogiseret Reklame udvikledes der for Publikum, at inde i Laden kunde man faa Kunster at se, der vare foreviste for Kejserne af Østerrig, Rusland, Marokko og Brasilien under pyramidalsk Applaus, ekvilibristiske Eksercitier, Jonglør- og Eskamotørkunster - alt for den billige Pris af 12 Skilling, Børn 8 Skilling, og alt imens skulde Musje Bajazzo med "hymoristiske" Indfald forlyste de højtærede Tilskuere. Da Dialogen var endt, tudede den engelske General i en stor Vognmandstrompet; en høj frugtsommelig Kone i grøn Fløjels Nattrøje og falmet, lyseblaat Silkeskørt, der stod under Stilladset for at indkassere Pengene, raabte med en Røst, der i skringrende

        

66 Styrke kappedes med Trompeten: "Treten Sie mal ein, entrez Messieurs et Mesdames, værscheartig, tolf Schilling for Vachsne, ote Schilling for Börner". En gammel, fuld Skomagersvend indlod sig paa at optræde som Opponent mod Reklamen og erklærede, at alt, hvad de Komediantspillere kunde gøre, var noget saa harsk Tøjeri, at en ordentlig Mand absolut maatte have tre Malurtbitre til 3 Skilling Stykket ovenpaa til at styrke sig paa; hans Opposition støttedes med jublende Bifald af en Flok Gadedrenge, der endte med at trække Skomagersvenden i Frakkeskøderne under Raabet: Sprækkeisen skal staa paa Hovedet! Hurræ for Sprækkeisen! Skomagersvenden følte sig ikke smigret ved denne Hylding; han langede efter de nærmeste af Drengene, men de gav sig til hujende at løbe i Flok; Sprækkeisen satte efter dem, men opgav Jagten, thi følgende Skiltinskription paa et Markedstelt:

HER UDSKENKES:
CRAMBAMBOLI, RATAFIA, CANEEL &
EGGESNAPS, KIRSEBER-AQVAVIT
SAMT CITRON-ØLL,

interesserede ham saa levende, at han, efterat have studeret den grundig, dinglede ind i Teltet og lod Drengene være Drenge.

Blandt Publikum foran Ladeporten finde vi vore gamle bekendte: Skolelærer Fris og Gaardmanden Ole Sørensen. Degnen hørte med Alvor og Kritik paa Forestillingen paa Stilladset: Ole hørte ogsaa efter, men hverken med Interesse eller Kritik: han tog det som et Fænomen, der kunde være lige saa berettiget som de mange Fænomener, der ikke vedkom ham. Da Dialogen og Episoden med Skomagersvenden vare forbi, sagde Skolelæreren :

- Hvor de kan snakke, de Mennesker!

- Ja, de taler godt for dem, sagde Ole.

- Men der er ikke meget Indhold i, hvad de siger.

- Aa, hver snakker jo for sine Varer.

- Deres Kunster er dog vist egentlig noget Snavs.

- Ja, det er de vel. -

- Skal vi gaa ind og se paa det, Ole Sørensen?

- Næ-j.

- Aa, det kunde dog kanske være ret morsomt for en Gangs Skyld.

67

- Aa ja saa Gu'. Det kunde det kanske ogsaa.

- Vil Ole med?

- Næ-j.

- Nu synes jeg, Ole Sørensen er sær. Rigtignok er det noget Gøgleri; for saa vidt bør man jo ikke billige det i en saa alvorlig Tid som vor, . . . men for en enkelt Gangs Skyld.

- Hver maa jo tjene Føden paa sin Maade, sagde Ole,

- Naa ja, det mener jeg ogsaa. Skal vi saa derind, Ole Sørensen?

- Nej, det er noget, der ikke rager mig.

Fris mærkede, at der intet Udkomme var med Ole Sørensen, og opgav Ævret for denne Gang. Han var kørt til Byen med Gaardmanden og havde saaledes sparet sine egne Heste og Vogn, hvorfor han fandt, at han paa Markedsdagen burde holde Ole med Selskab. Han vilde naturligvis ogsaa se til sin Søn, som han vidste stod i Kramers Markedstelt, men dels havde han en Forudfølelse af, at han muligvis kunde blive rørt, og Degnen holdt ikke af at faa sit Sind sat i Bevægelse paa nogen som helst Maade, dels havde han spekuleret i og faaet et tvetydigt Løfte om Ole Sørensens kyndige Hjælp til at faa solgt en Fedekalv, som havde ligget bunden bag i Vognen, og som en Dreng havde trukket ud til den Plads, hvor Heste- og Kvægmarkedet holdtes. Derhen styrede de nu deres Gang.

Det var paa en Fælled uden for Byen. Alt som de kom nærmere, fyldtes Luften af en Kostalds sødlige Lugt; Ole Sørensens Næsebor udvidede sig, og med samme Vellyst, som adskillige andre Næser føle ved Indaandingen af Blomsterduft, indaandede Ole den hjemlige Atmosfære; der kom endog en Antydning af et Nydelsens Smil i hans lyseblaa Øjne og om hans tykke Læber, som han gentagne Gange slikkede med Tungen.

Paa Fælleden holdt fine Heste, bestemte for Kunder fra Herregaardene; de vare iførte Lærredsovertræk med røde Sømme og dito Kantninger om Øjenhullerne; men der var ogsaa usle Udgangsøg, der stod søvnige og plirede med Øjnene, kun i Kurs hos Hesteslagtere, der snarest mulig vilde slagte og flaa dem. Prangerne gik omkring med, den tillidsfulde og overlegne Mine, som findes hos Virtuoser, der føle sig hjemme i deres Kunst, med langskaftede Støvler paa Benene og Hesselkæppe i Haanden, med hvilke de slog de Heste, der stod dem i Vejen, over Lænderne, medens de skubbede Køerne til Side ved Hornene. De udstrøede med rund Haand deres Vittigheder til alle Sider.

68

En Bondedreng sad med dyb Alvor over Skrævs paa et gammelt, loddent og fnosset Udgangsøg. En forbigaaende fin Pranger spurgte ham:

- Er det et Faar eller en Ko? min rare Dreng!

Drengen blev ikke i mindste Maade bragt ud af Fatning, men sagde med den alvorsfulde Tørhed, hvormed man beretter et ubestrideligt Faktum:

- Det er en Hest.

Fris fandt snart Drengen med Kalven, der nu laa dovent henstrakt paa Jorden og søgte at faa ud af det nedtrampede og afsvedne Græs, hvad den formaaede; den hædrede kun sjældent den omgivende Tilværelse med et skødesløst Sideblik.

Af Politik (som vi straks skulle se) havde Ole Sørensen skilt sig fra Degnen, lige før de kom til Markedspladsen. Fris stod nu foran sin Kalv. Et Par Kvægprangere nærmede sig og saa først paa Kalven, dernæst paa Degnen, der gjorde alt sit for bag en værdig Rolighed at dække sin indre Spænding.

Nu kom Ole Sørensen gaaende meget langsomt fra en hel anden Side af Fælleden end den, mod hvilken Indgangen var. Han var tilsyneladende dybt optaget af at pirre ved et Stykke Fyrsvamp, han nylig havde anbragt i sit Merskumspibehoved, lettede paa Huen ad Fris, som om de først saas nu, og sagde:

- Naa, der er jo Skolelæreren hjemme fra vort. Det er lige godt en god Kalv, De har der, Fris.

- Ikke sandt? sagde Fris med en sveden Mine, der beviste, at han forstod Bonden.

- Kanske Ole Sørensen vil slaa en Handel med mig?

- Næ-æ-j. De er altid for dyr med Deres Kalve, Fris, sagde Ole og kløede sig i Nakken.

- Hvad koster den Kibbe? spurgte en af Prangerne.

- Tyve Daler, sagde Fris ligegyldig henkastende.

- Farvel, sagde Prangeren i en decideret Tone.

- Farvel, farvel, sagde Fris som før.

Prangerne holdt sig alligevel i den nærmeste Omegn, og, alt mens de besaa andre Kreaturer, skottede de af og til hen til Kalven, Degnen og Ole Sørensen. .

- Naa, saa Ole Sørensen og jeg kan ikke blive enige? sagde Fris.

- Ja - se - at Kalven er god, det skal jeg aldrig nægte. Kammerherren paa Kærstrup giver kanske det for den, som De 69 forlanger, men saa kan De jo lade mig faa den for de atten og lade mig tjene det Par Daler for gammelt Bekendtskabs Skyld.

- For gammelt Venskabs og Bekendtskabs Skyld - ja -; naa, to Daler er ogsaa Penge; hm . . . ja, jeg vil ikke være paastaaelig.

Nu gjorde Prangeren fra før kort omkring og raabte:

- Tyve Daler er budt.

- Kalven er Deres, sagde Fris.

Degnen fik straks Summen udbetalt og gik langsomt bort. Den Autoritet, som Ole Sørensen nød som Kreaturkender, havde bestemt Prangeren. Ole stod en rum Tid paa samme Plet og summede sig efter den overordentlige Veltalenhed, han havde udviklet. Endelig satte han sig i Gang og sagde, mens han strøg forbi Prangeren:

- Der tog De noget rent Dukketøj fra mig.

Oppe i en af Byens Gader stødte han til Degnen, som ventede paa ham der. De nikkede til hinanden, og Fris sagde med bevæget Røst:

- Ole Sørensen er dog min bedste Ven.

- Det kan nok hænd's, sagde Ole med en næsten umærkelig Antydning af et Grin.

- Hvormed kan jeg nu tjene Ole Sørensen igen? spurgte Skolelæreren halv kælent, halv urolig.

- Aa, det et jo itte noget ikke, mumlede Ole og bed en Skraa af.

De gik videre, Degnen bestandig lurende paa, hvad Ole nu vilde forlange af ham, thi han vidste, at han hyldede det samme politiske Princip som vor Tids store Statsmand: do ut des. Men Ole blev tavs. I en Skomagerbod købte han sig et Par Vandstøvler, som han pruttede tre Mark af paa. Da de nærmede sig Torvet, sagde han:

- Per Ol'ens Dreng, Lavs, er nok temmelig skrap til at læse.

- Aa ja, sagde Fris nølende og forsøgte at læse i Bondens ubevægelige Ansigt

- Han vogter ellers Svin hos mig.

- Saa? Ja, han gør nok saa (Fris vidste det naturligvis meget godt).

- Ja Gu' gør han saa. Han trænger vel ikke saa farlig til Læsning i Sommer? Jeg kan vel beholde ham ved Grisene, uden at han bliver mulkteret for det? Se, Forældrene er 70 det jo skidt med, og de Firskillinger løber jo altid op for en anden en.

- Aa, Gud velsigne Ole Sørensen, udbrød Fris, synlig lettet, fordi Bonden ikke forlangte en vanskeligere Tjeneste af ham. - Drengen kommer saamænd nok gennem Verden, fordi han ikke faar læst noget i Sommer; vi presser bare lidt stærkt paa, naar den Tid kommer, han skal gaa til Præsten. Aa Gud, hvor vi to mageløst godt kan komme ud af det, Ole Sørensen.

- Saa Gu' kan vi det, svarede Ole og skulede med det ene Øje op til Degnen.

Fris følte sig løftet, fri og glad; han mente nu, at han kunde se sin Søn uden at blive overmandet af Rørelsen. Han tændte sig en Cigar og bød Ole en med, det var en Luksus, som han sjælden tillod sig. Ole saa paa Cigaren og puttede den i Lommen.

- Ja - se, der oppe i Kramers Markedsbod staar nu min Søn. Ens Børn vokser til, Ole Sørensen, sagde Fris.

- Ja, hvad Fa'en skal man sige til det? svarede Ole.

Drengen saa sin Fader komme; jo mere han nærmede sig, jo mere bredte Smilet sig over hans Ansigt. Havde han turdet det, var han sprunget over Disken og ilet ham i Møde. Degnen blev noget betænkelig, da han saa det Liv, der spillede i Drengens Øjne; han vilde ikke for alt i Verden give Scener midt paa Markedet og udsætte sin Holdning for Kritik af Bønder fra Sognet. Han nærmede sig langsomt og gravitetisk, rakte Haanden over Disken til Sønnen og sagde:

- Naa, god Dag, min Dreng! Skal hilse fra din Moder. Drengen spurgte med Øjet, Faderen trak paa Skuldrene og sagde:

- Naa ja . . . flæb ikke! hun bliver jo ikke bedre for det. Du kan se, at jeg har det godt, og jeg kan se, at Du har det godt. Saa maa vi endda være fornøjede. Gør Knægten Gavn? spurgte han Beck.

- Dejligt Drengebarn, især naar han sover, svarede denne og smiskede ved at udstøde en for Kræmmersvende ejendommelig Hvislen gennem Fortænderne til en Tjenestepige, der brast ud i en hvinende Latter.

Fris tilkastede ham den fornærmede Værdigheds Blik og gav sig til at tale sagte med sin Søn. Ole saa med sit svedne lille Øje paa Svenden; efter en lang Tøven sagde han:

- Skytten oppe hos Kammerherren vil have sig en 71 Vindspillerhund. Kanske den unge Fyr der kunde hjælpe ham med at købe Bæstet? Maa jeg faa lidt af det Tøj der til et Forklæde til vor Tøs?

Ved straks at optræde som Kunde og ved sin urokkelige Alvor havde Ole Sørensen afskaaret Beck Muligheden til en skarp Ripost, hvis han ellers havde kunnet præstere en saadan. Medens han vendte sig for at tage Tøjet, stak Ole sin Haand ned i Bukselommen, ragede noget i den, til han fandt det Tremarksstykke, han havde afpruttet Skomageren. Han saa paa den, vendte den nogle Gange, saa derefter paa Drengen og sagde med sænket Stemme:

- Kanske det falder lille Thomas lidt kedsomt sommetid. Her er noget til at more Dig for en Søndags Tid, naar de slipper Dig løs fra Boden.

Da Drengen var kommen sig af sin Overraskelse og vilde takke, afværgede Ole det ved at snyde sin Næse med Fingrene. Ingen af de andre havde set, hvad der foregik.

Da Thomas saa ud paa Torvet, blev han en Skikkelse var, der stærkt spændte hans Nysgerrighed og genkaldte ham det underlige Møde ved Mergelgraven hin Søndag Formiddag. Jo, det var virkelig den samme Skikkelse med de flagrende, hvide Krøller ned ad Nakken og den hvide, udfaldende Skjortekrave med den blinkende Knap i. Han stod lige ud for en anden Markedsbod, hvor en Række Bønderpiger dannede et helt Geled foran Disken, med en Tegnebog eller noget lignende i Haanden, hvori han skrev eller kradsede noget med en Blyant; hvert Øjeblik forandrede han Stilling, snart stod han bagved Pigernes Række, snart saaledes, at han havde den paa Siden - tegnede han dem? Eller hvad skulde det betyde? Det lod ikke til, at det generede ham, at de forbigaaende kom til at støde og puffe til ham. Thomas kunde ikke lade være at se paa ham og hørte kun med et halvt Øre sin Faders Formaninger til Flid og Sparsommelighed; denne opdagede hans Distraktion, og at hans Øjne vare rettede hen mod et vist Punkt; han vendte sig om, og just i samme Øjeblik stak den fremmede den lille Bog i Lommen og skulde lige til at passere forbi Degnen, som ogsaa studsede let ved at se et saa uvant Fænomen; men den fremmede saa ikke paa ham, men ind mod Boden og mødte Thomas's mørke, stirrende Øjne. Han gjorde brat Holdt, betænkte sig lidt og gjorde derpaa en hastig Drejning, der bragte ham til at indtage Pladsen mellem Fris og Ole Sørensen lige over for Thomas. Der var 72 denne Dag en svag Rødmen paa Kinderne og mere Liv i Øjnene bag de store, nedhængende Øjenlaag. Straks sagde han, pegende mod Thomas:

- Det var Dig, der sagde, at Du var Søn af Graziuccia . . . nej . . . af . . .

Medens Thomas forbavset spilede Øjnene op, gav det et Ryk i hans Fader, der skiftede Farve og saa ud, som han havde Lyst til at løbe bort.

- Jeg sagde, jeg var en Søn af Skolelærer Fris . . . og der er min Fader, svarede Drengen.

Degnens Øjne fløj mellem den fremmede og hans Søn; Ole Sørensen, som ikke havde den mindste Interesse i den hele Scene, vendte Ryggen til de spillende og stod skrævende med begge Hænderne i Bukselommerne og saa ud over Torvet, idet han af og til spyttede til begge Sider for dog at fordrive Tiden med noget. Beck havde travlt med at ekspedere et Par Kunder. Den fremmede tog Maal af Degnen med Blikket, der paa en Gang havde et spottende og ynkende Udtryk, som Degnen søgte at afparere ved at lægge Alvorsmandens urokkelige Værdighed i Holdning og Mine. Thomas fulgte dette stumme Spil med den største Interesse. Han saa ogsaa, hvorledes den fremmede Mand ligesom samlede sig, strøg sig over Panden og sagde i en fornem, ligegyldig Tone:

- Naa, det er Hr. Fris. De har vel faaet Svaret paa Deres Brev til mig . . , ja, det er længe siden . . . en Del Aar . . .?

Fris's hele Person overvældedes af stupid Forfærdelse:

- Gud, det er Hr. Kammerjunk . . . Kammerherre . . .?

- Jeg hedder Friehling, jeg har ingen Titel.

- Ja, jeg maa ærbødigst takke . . . jeg . . . min Kone . . . det var den Gang vanskelige Tider . . . saa vi var nødt til . . .

Den fremmede slog foragtelig med Haanden og afskar Degnen Fortsættelsen, idet han sagde:

- Jeg kommer vel til at tage mig af den Dreng. Er det en Stilling at sætte ham i? Kom med mig, jeg vil tale med Dem. Skynd Dem!

Dermed pegede han med Stokken ned ad Gaden. Fris strammede sig, saa godt han kunde lige over for de tilstedeværende, til hver af hvilke han henvendte et Smil og et 73 Skuldertræk, da Friehling havde vendt Ryggen til Boden, men han adlød alligevel Opfordringen og den bryske Kommando.

- Hvad er det for en, der løber med din Fader, lille Thomas? spurgte Ole Sørensen, der først sent havde lagt Mærke til, at der var noget usædvanligt paa Færde. Thomas kunde ingen Besked give, men Beck sagde:

Aa, det er den gale Friehling nede paa Aagaarden. Han har en Skrue løs,

- Saa-aa? sagde Ole.

- Han viser sig ellers sjælden i Byen, men paa Markedsdagene trakterer han Pigerne fra Landet i Konditorteltene. Det har nok været en ordenlig . . . Naa da!

- Er han saadan hel taab'lig og gal? spurgte Ole igen og kløede sig under Huen.

- Splittergal, rent rundtosset, svarede Beck og lo i selvbehagelig Glæde over sin Virtuositet i det sproglige Udtryk.

Bare han ikke gør Degnen Fortræd, brummede Ole, omtrent uhørlig for de andre. Hæ . . . vi er dog kørt sammen til Marked . . . jeg kunde s'gu dog ikke lide han kom noget til.

Og Ole tog et Øjeblik Maal af det Forspring, de to havde vundet ned ad Gaden, før han satte sig i Gang, først i almindelig Skridtgang, derpaa i et Luntetrav saa tungt, at Stenbroen gungrede som under en Diligencehests Hovslag; han vidste af sin Erfaring som Kusk, at den Gangart holdt ud i Længden. Da Gaden ikke hørte til dem, hvor der fandtes Markedsstader, var den ikke meget befærdet og frembød ingen Hindringer for Oles Operationsplan. Da Fris og den fremmede vare komme uden for Byen paa en Vej, der fortsatte Gaden, antog Ole atter sin adstadige Gangart, thi nu var han kun et halvhundrede Skridt fra dem. De gik tilsyneladende uden at veksle et Ord; Degnen, som stadig saa omkring sig, opdagede med et Ole bag ved sig og nikkede hemmelig til ham; hans Vens Nærhed syntes at berolige ham.

Vejen, der var beplantet med høje, gamle Poppeltræer, gik ned ad Bakke, til man naaede et lille Aaløb, over hvilket der førte en Bro af hugne Sten. Straks til venstre, naar man kom over denne Bro, saas en stor Trægruppe, næsten i Størrelse som en lille Lund, men Træbestanden, der var Linde-, Kastanie- og Frugttræer, viste, at det maatte være en plantet Have. Allerede uden fra kunde man se, at den i lange Tider maatte have skøttet sig selv, thi Jorddiget var skredet ud i Grøften, og enkelte 74 Staver af et Stakit, som vare tæt begroede med gult Lav, stod enten og dinglede, betyngede af de indenfor staaende Buske og Træers ned- og udhængende Grene, eller vare med Jorden styrtede ned i Grøften; Levninger af Kaprifolier stak i uregelmæssige Totter frem mellem Tremmerne og hang ned mellem Grøftekantens yppige Nelde- og Skræppevegetation. Man anede bag ved dette Vildnis en fugtig, moseagtig Køling paa den varme Midsommerdag. Da den fremmede og Fris skulde passere Indgangen mellem de to Portstolper, der bar Spor af Perlemaling, og hvis rustne Hængsler ikke i lang Tid havde baaret Laage eller Dør, rev de hængende Grene Hatten af Degnen; man maatte bukke sig for at komme ind. Ogsaa Havens Indre tydede paa Forfald og Forsømmelse. Der var en mægtig Lindeallé, hvis Trætoppe vare tæt sammenslyngede foroven, men det mellem Trærækkerne liggende Rum var begroet af langt opløbet Græs, Nelder og Vejbred; det syntes oprindelig at have været en Kørevej. Den fremmede styrede straks til højre ind i et fuldstændigt Vildnis, hvor enkelte forvoksede Jordbærplanter og kæmpemæssige, forruskede Aspargestoppe, forvildede Rosenbuske med spredte og atrofiske Blomster, en ensomt gloende Ildlilje eller en Tot Lupiner stak op mellem Græs og Ukrudt som melankolske Minder om en forsvunden Kultur. Under Fødderne knagede hvert Øjeblik de nedfaldne, skøre Kviste fra de gamle, sparsomt beløvede Æble-, Pære- og Kirsebærtræer, af hvis for kort Tid siden nedfaldne sparsomme Blomster enkelte smudsige, hvide Fnug endnu laa dryssede hist og her, fastklæbede til Ukrudtplanters fugtige og frodige Blade, der allevegne trodsig væltede op fra Bunden; hist og her svajede et ensomt, af en tre, fire svagt rødmende Smaakugler bestaaende Hindbær, ligesom gispende efter Lyset. Efterhaanden blev Plantevæksten lavere og tyndere, og Fris mærkede Stenbro under Fødderne. Det Rum, man nu kom ud i, havde tidligere været et Gaardsrum; et Par faldefærdige Huse, hvoraf Halvdelen øjensynlig var reven ned, vare rimeligvis Levninger af Stald og andre Udbygninger; nu kom atter et overgroet Stakit med to lignende Portstolper, som de yderste ud imod Vejen, men mellem disse var en lukket Laage, Den fremmede tog en Nøgle op af Lommen og drejede den om i Laasen. Fris's Ansigt blev ængstelig spændt og saa tilbage efter Ole Sørensen, der, anstrængt af den besværlige Gang gennem alt dette Vildnis paa den varme Sommerdag, havde taget sin Klædes Hue af Hovedet og stod midt ude i det høje Græs

        

75 og Ukrudt og fejede Sveden af Panden med Pegefingeren. Den fremmede, som gik først ind ad Laagen, sagde med en haanligutaalmodig Tone, da han mærkede sin Ledsagers Tøven:

- Naa? værs'god! I det samme vendte han sig om, blev Ole Sørensen vár i Frastand og saa Minespillet, der veksledes mellem Fris og ham.

- Hvad er det for et Eksemplar? spurgte han Fris.

- Ja . . . det er . . . min bedste Ven . . . Selvejergaardmand Ole Sørensen; vi er tagne sammen til Marked, og vi plejer . . . ja vi plejer aldrig at skilles ad, naar vi saadan er ude.

Den fremmede brast ud i en kort og høj Latter, og der for et næsten overgivent Glimt op i det matte Øje.

- Værs'go, Hummer! tag kun Klister med, sagde han.

Degnen gloede maalløst paa ham; literære Hentydninger vare spildte paa ham; egentlig følte han en afmægtig indre Arrigskab, thi det blev ham forholdsvis hurtig klart, at den sære Mand gjorde Nar af ham, og Stedet med Omgivelser var ham uhyggeligt og gav ham Følelsen af Usikkerhed. Den fremmede vinkede ad Ole og pegede paa Laagen. Bonden satte sig i langsom Gang og knyttede Haanden fast om sin tykke Hesselkæp.

Paa den anden Side af Stakittet, hvis indre Side var skjult af gamle Hylde-, Syren- og Jasminbuske, laa den Bygning, der tidligere havde været Gaardens Vaaningshus, et temmelig smalt Hus med høj Stueetage og Sadeltag af glacerede Tegl, som ved Levningerne af Stukrundstaverne, de foroven fladt buede Vinduer tydede hen paa noget forhenværende herskabeligt. Man gik op ad en Stentrappe, hvis dinglende Jerngitter klang, navnlig ved Oles besinkede Støvlers tunge Trin, kom ind i en rummelig Forstue med grønmalet Panel, med sparsomt Lys fra de med grønne Jalousier dækkede Vinduer paa hver Side Indgangsdøren, lige over for hvilken var en anden Fløjdør, tildækket med et tykt, uldent Tæppe. Til venstre for de indtrædende stod en mindre Dør halv aaben, og, skønt Degnen Fris ikke havde noget stærkt udviklet Organ for det romantisk-forfærdende, gøs det dog i ham, da han saa et blegt Ansigt under et underligt, højt Hovedtøj, et fremad krummet, hjelmformet Sæt, et Par vrede, sortegraa Øjne, der kastede alt andet end gæstevenlige Blikke ud mod de indtrædende; af Størrelsen sluttede han, at det var en Kvinde, thi den lange, sorte Talar, der sad tæt om Kroppen, og under hvilken der ikke syntes at være Underklæder, kunde ikke give ham sikker Oplysning om Individets Køn, Fris blev lidt beroliget, da 76 Friehling med et Spark slog Døren i; nogle vrede Ord, udtalte i et uforstaaeligt Sprog, vare næppe naaede til de indtraadtes Øren, før Husets Vært slog det uldne Tæppe til Side. Hans Gæster vare nær gaaede bag over, saa underligt forekom dem det Rum, de fik Indblik i. Fra de to høje, smalle Vinduer lige over for dem, der vare skjulte af karmoisinrøde Gardiner, og som Solen stod lige paa, væltede et rødt Lys ud imod dem, som ved at mødes med Forstuens Halvmørke frembragte noget dæmrende forvirrende, der gav alle Genstande underlige Former og Farvetoner. Væggene inde i Værelserne vare helt bedækkede med Billeder, over hvis forgyldte Rammer der laa et glødende Skær. Fris saa paa Ole, der nu ogsaa var ved at gaa fra Koncepterne og hviskede:

- Bare man var udenfor igen!

- Forlad mig ikke, Ole Sørensen! hviskede Fris bønlig.

- Dette herre, gaar aldrig rigtig til, mumlede Ole.

- Naa kom saa ind, sagde Værten med en bydende Haandbevægelse.

Fris puffede til Ole Sørensen; han vilde have ham ind først. I Form af følgende Betragtning: ja vi er da to mod en, vandt Oles naturlige Rationalisme Sejr; han bed Tænderne fast i Skraaen, klemte kraftig om Kæppen og gik ind; Fris fulgte ham. Hr. Friehling satte sig ned og pegede paa to med blaat Silkedamask betrukne Stole med rund, forgyldt Ryg; Gæsterne satte sig paa dem saa yderlig som muligt, som om de vare bange for dem.

Friehling sad paa en Kanapé foran et Skrivebord med Siden til de andre. Han havde lagt sin Haand over Øjnene og Panden, medens han støttede Albuen til Bordkanten og gjorde hverken Mine til at ville forandre sin Stilling eller tale. Fris lod Øjnene glide om paa Billederne, der bedækkede Væggene, men kunde aldeles ikke forstaa, hvad disse halvfuldførte, nøgne eller paaklædte Kvindeskikkelser, som de alle forestillede, skulde betyde ; han betragtede dem halv med en vis Fornøjelse, halv med en pligtmæssig officiel Forargelse. Det hele var ved at flyde sammen for ham, da han i Krogen bag ved sig, hvor Lyset faldt roligere, opdagede et Billede, der var mere udført end de andre; det løb ham koldt ned ad Ryggen, da han rigtig fik Syn paa det. I en Skov ved et Vand laa en halv nøgen Kvinde blot med et let Gevandt over Underlivet udstrakt med Spidsen af Fødderne i Vandet, en vild Rosenbusk bøjede sig ned over hendes Hoved; i hendes venstre Arm hvilede et Slags Strengeinstrument; hendes 77 brune Øjne saa lige ud paa ham - han kendte dem . . . der var noget, der kriblede og krablede i ham . . . men tog han fejl? Han vilde ønske, at han gjorde det Han skottede til Friehling, der sad ubevægelig i samme Stilling, stødte til Ole Sørensen, der sad som paa Forpost, og hviskede, idet han pegede ,paa Billedet:

- Kan Ole se, hvem det ligner? Hvem mon det skal forestille?

Ole saa flygtig op uden fjerneste Interesse og svarede:

- Aa det er vel Mutter Marie . . . eller kanske Frederik den sættes gamle Enkedronning, som de begravede nede i Roskilde forgangen Aar.

Nu før Friehling op, saa sig forvildet omkring som en Mand, der lige vaagner af Søvne, betragtede sine Gæster med et forundret Blik, rystede paa Hovedet og spurgte:

- Hvad vil De? . . . De . . . er?

- De vilde tale med mig om . . . min Søn, svarede Degnen. Fris saa nu, at Friehlings Øjne søgte hen i Krogen til Billedet.

- Naa ja . . . ja. Drengen maa lære noget. Hører De!

Fris trak paa Skuldrene og sagde:

- Det koster Penge, og Skolelærerens Lønning . . .

- Jeg betaler. Vil De gøre Deres Regning, jeg gider ikke tænke paa det Kram.

- Men, om jeg maa tillade mig . . . jeg takker baade for det Tilbud og for . . . for . . . Da Drengen var født, var mine Vilkaar meget fortrykte, og da Hr. . . . Kam . . . Hr. Friehling tidligere har . . . kendt min stakkels Kone . . . Her satte Degnen et Ansigt op, som en, der tager engelsk Salt.

- Ja vel, ja vel . . . den Sag er jo afgjort. Husk nu at ordne det med Sønnen. Min Hukommelse er ikke stærk; De maa besørge og ordne alt, forstaar De?

Degnen gned ivrig Laarstykkerne paa sine Benklæder, rokkede frem og tilbage med Overkroppen og rømmede sig betænkelig gentagne Gange.

- Vil De sige noget, saa skynd Dem! lød Friehlings Stemme . med sit korte, hovmodige Tonefald.

- Ja, hvis jeg maa tillade mig . . .

- Sig hvad De vil! mig er det ligegyldigt.

- Ja . . . jeg mente . . . var det just nødvendigt, at han kom saadan til at studere? Hvis man satte ham paa et af disse Handelsakademier.

78

- Jeg kender ikke de Idiotanstalter. Saa kan han lige saa godt blive i Fedteboden.

- He - ja. Men jeg hører bestandig Præsterne sige der ude paa Egnen, at Theologernes Antal er saa stort, at de ikke kan vente Ansættelse, før de er fyrretyve Aar.

Friehling lo højt. - Tror De jeg vil understøtte Deres Søn til at blive Præst?

- Til hvad da? - om jeg maa være saa fri, sagde Fris. Mediciner - aa - ja . . .

- Til at blive ingen Verdens Ting . . . akkurat det samme, som jeg er,

Ole Sørensen saa paa Friehling og tænkte, at han maaske ikke var saa gal, som han gjorde sig, at han maaske gjorde Nar af Degnen, der svarede:

- Ja, men det kan jeg dog som Fader ikke . . . uden videre gaa ind paa.

- Servi, glebæ adscripti, brølede Friehling som en rasende, idet han rejste sig op og slog i Bordet, saa det gav et Sæt i begge hans Gæster; Fris løftede Armen som for at afbøde et Slag, Ole Sørensen stak Kæppen frem til en Slags Parade. Det syntes, som om disse pudserlige, uvilkaarlige Gestus atter forvandlede Værtens Stemning; der tændtes igen en Lystighedsgnist i Øjet; han bukkede for de to siddende, en for en, og spurgte særdeles høflig:

- Tør jeg byde de Herrer et Glas Champagne?

Tak den, som byder, sagde Ole Sørensen ganske forretningsmæssig; denne Replik' havde han sagt i saa lang en Aarrække, hver Gang nogen havde budt ham spiseligt eller drikkeligt; tilmed var det gaaet over hans Madtid, og nu kunde han maaske spare et Par Mark paa en Beværtning; ja maaske fire, thi han anede nok, at Fris vilde hænge paa, saa han ikke kunde undgaa at byde ham noget. Paa Fris udøvede Ordet "Champagne" en bedaarende, imponerende Virkning; han havde aldrig smagt den Drik og havde tidt i sin Ungdom misundt rige Borgere, naar de paa Klub- eller Skovballer lode sig servere disse Flasker med den sølvblinkende Hals og de knaldende Proppe. Imidlertid var Hr. Friehling gaaet ud af Stuen, og kort efter lød ind til de ventende en Ordveksel i et fremmed Sprog; det var klart, at den skarpe Fruentimmerstemme skændte og var vred, og at Husets Herre tvang hende til noget, hun nødig vilde gøre; samtidig med Skænderiet hørtes Klirren af Glas, og et Par Minuter 79 efter kom den Skikkelse, de havde set ude fra Forstuen, til Synemed Flaske, Glas og et Fad Kager, men, medens hun satte det hele haardt paa det største Bord i Stuen, tilsendte hun de to fremmede et Blik, som hun havde Lyst til at æde dem.

- Det er et ledt, arrigt Kre'tur, enten det saa er et Mandfolk eller et Fruentimmer, hviskede Ole til Fris, som tyssede paa ham, da Hr. Friehling i det samme traadte ind, huldsalig smilende. Saasnart den talarklædte, ubestemmelige Domestik var forsvunden bag Døren, som blev smækket i med Rabalder, gik han hen og aabnede en Piedestal, hvorfra han udtog en Karaffe og fint slebne Glas, som han stillede hen paa Bordet ved Siden af Champagneflasken med dens Tilbehør.

- Vi besøge først Kejser Frederik af Hohenstaufen paa en af hans Borge paa Sicilien, saa siden efter kan vi holde Indtog i Paris med Kætteren fra Béarn, sagde Friehling og pegede først paa Karaffen, saa paa Champagneflasken.

Atter et spørgende mistænkeligt Øjekast fra Degnen til Ole; denne besvarede det ikke; men paa Friehlings indbydende Bevægelse til at tage et af de slebne Glas, hvor den guldgule Vin funklede i Stuens røde Lysskær, gjorde han paa sædvanlig Bondemanér Ophævelser, derpaa nippede han til Glasset; først efter en fornyet Indbydelse tømte han det med et . . . Ah! Degnen drak straks sit Glas, men søgte at vise Levemaade ved at smage langsomt paa det. Da Værten pegede paa Kagerne, sagde Ole:

- Ja vi maa vel have en Bid Brød til Snapsen, Fris! og derpaa gave begge Gæsterne deres Sult Tøjlen, medens Værten sad og saa paa dem som paa Dyr i et Menageri, der blive fodrede. De slugte næsten en Kage i hver Mundfuld, samlede Krummerne op i Hænderne og kastede dem tilbage i Munden, hvorefter Ole slikkede Fingrene og den indre Haandflade.

- O, Æsthetik "des Hässlichen"! udbrød Friehling leende og skænkede paany af Karaffen. Befinder de Herrer sig nu noget bedre?

- Ja, det lindede ligegodt, sagde Ole med et Suk.

- Det er en ædel Vin, sagde Fris salvelsesfuldt, dejlig Drue. Den hedder jo . . .?

- Oinos, svarede Friehling, strøg sine lange graa Krøller bagud, satte sin Fløjels Kalot paa Sned, knappede sin Skjortekrave op i Halsen og lænede sig tilbage i Stolen, idet han holdt sit Glas i Vejret. Fra de slebne Rande skar Regnbuefarverne Degnen i Øjnene, saa han skærmede for dem med Haanden, medens Ole 80 sad forover bøjet, holdende Foden af sit Glas med begge Hænder. Efter at adskillige Glas vare tømte, og alles Kinder havde faaet stærkere Farve, og Øjnene glinsede blankere, fik Friehling med en øvet Haands Færdighed Champagneflaskens Prop løst, med et Knald som et Pistolskud fløj den op mod Loftet, i Ole gav det et lille Sæt, og Skummet fra Flasken, som Friehling holdt i Haanden, sprøjtede hen i Ansigtet paa Fris, om det nu skete tilfældig eller ved et maliciøst Drilleri.

- Skynd Dem, drik! raabte Værten, og Gæsterne sugede den skummende, søde afkølede Drik med Begærlighed; Degnen saa næsten kælen ud. Friehling tog nu en stor Krystalpokal ned fra en Konsol, fyldte den med Champagne og drak den næsten ud. Med den i Haanden stod han og stirrede ud i Luften med fugtig-tindrende Øjne; pludselig udbrød han:

- Og han - han vil sætte sig imod, at hans Søn bliver ingen Ting. Han er gal. Den, der er noget, lever ikke; eller, hvad der er værre, hans Liv er gemenere, lavere end Dyrets, der dog nyder paa sin dumme Maade. At leve er at nyde, og Nydelsen er evig, spillende, glitrende Bevægelse og Forandring, en hvirvlende Dans gennem Rnmmet, ligesom Verdenskloderne, der svinger sig lystig i Universets Dansesal, enten de nu udstraale Lys i det uendelige eller gemme den hvidglødende Kærne bag den tynde Skal og vellystig indsuger Lysbringernes Straaler. Op med det store Verdensbal! Forstaar I? Kloderne danser i Ætherens flydende Masse. Bravo! Men vi skal ogsaa boltre os i det flydende, som vi nu gør det i Vinens Strømme. Fanden i Vold med det faste! Ja, der er ikke noget fast. Det er Løgn med alt dette faste. Jorden farer jo afsted som en besat, hurtigere end en Snurretop i den vildeste Fart; Jorden danser, mine Herrer!

- Hvad gør den? brummede Ole Sørensen og stemmede de sinkebeslaaede Støvlehæle og Hesselkæppen mod Gulvet. Friehling lo højt og vedblev:

- Ja, det gør den, og I danser med. Alt, hvad I tror er sandt, er Løgn. Bag den Verden, I ser og hører, lurer en anden, en herligere, mægtigere, rigere; men kun den indviede véd det. Selv for Jer . . . Prosaikere . . . løftes der i dette Øjeblik en lille Flig af det bedragerske Hylster, fordi I i dette Øjeblik har drukket god Vin. Se op mod Dagen! Blinker den ikke med stærkere Glans? Bryder ikke hver Farve renere og dybere frem? skyller ikke Luften, syngende og duftberusende om Jeres bankende Tindinger? I ædel Vin og skønne Kvinder vil denne højere 81 Verden altid beruse sig. Om alle Guder dør, to vil bestandig leve. Den gamle Dionysos dukker evig ung op af sin Drueflod, - snart blød, drømmende, med et stille Smil, rolig udgydt paa Lejet med kvindebløde Hofter, som han gør i Druen fra Gironde og Rhinen, snart vildt sværmende med alle Mænader og Satyrer til Følge som i Sydens Muskateller, snart begejstrende til Sang og tvingende til Dans som i Champagnens knitrende, perlende Bølger. Den anden Guddom, der aldrig dør, er Afrodite. Hun er ogsaa født af det flydende, opsteget af det evige Hav. Er ikke enhver skøn Kvinde en Aabenbaring af hende fra det Øjeblik, Knoppen dæmrer frem bag Bægerbladene, til Blomsten svulmende udfolder sig og længselsfuldt aabner Favnen? Aa, Du gamle Mester! - (her slog han med Haanden ud efter en Kopi af en tiziansk Venus, der hang over Sofaen) - Du var en trofast Præst i Guddommens Tjeneste - se, hvor de guddommelig brede Former glider ud i Lynets Guldstrøm! Dumme, taabelige Mennesker! Naar der er Duft at indaande, Vin at drikke, Kvinder at favne, og I derved kan blive Guder - saa gør I Jer til Konger, Dommere, Præster, Glosegranskere - og hvad véd jeg? - Hører De, De der! Graziuccias Søn - ja vrid kun Mund! - Sønnen af denne dejlige, glødende, søde Kvinde, der druknede i Kærlighed . . . han, han skal lære at nyde, som jeg har nydt, til han ligesom jeg nyder i Minde og Drøm og kan lade de frydfyldte Øjeblikke passere Revy som tindrende Perler -

Her rev han Portrætet henne i Krogen ned fra Væggen og holdt det i sine strakte Arme ud foran sig en Stund og lagde det saa med et Suk paa Bordet. Nu vendte han sig, lod Øjnene glide rundt paa forskellige Studier og Skitser af Kvindefigurer paa Væggene og mumlede:

- Hm - hun var den skønneste - dog falmede hun - og - ja saa var Guddommen flygtet, og Hylsterets dumme Skal tilbage.

Nu styrtede Taarerne ud af hans blanke Øjne; han greb Champagneflasken, skænkede Resten af dens Indhold ud i Glassene, saa Skummet flød ud til alle Sider; pludselig drev han Flasken med et langt Kast ud igennem den aabne Dør til Forstuen, hvor den splintredes mod Gulvets Fliser.

- Aa - naar ikke de knuste Hjerter blev tilbage! raabte han næsten hvinende, sank over i Stolen og kastede sit Ansigt ned mod Bordets Flade.

Lydløst gik en Sidedør op, som om den havde staaet paa 82 Klem i Forvejen, og for tredje Gang viste den sorte ubestemmelige Skikkelse sig. De graa Øjne lynede de fremmede forbitret i Møde; hun strakte Armen med en bydende Gestus ud mod Døren til Forstuen og raabte:

- Allez-vous en!

- Ja, saadan siger Kammerherrens Skytte til sine Hunde, naar han vil have dem afsted, sagde Ole Sørensen. Vi kommer vel til at liste af, Fris? Manden har faaet for meget. Det kan saa let træffe paa en Markedsdag.

Fris tøvede noget; Friehlings Løfte om Understøttelse til Sønnen syntes han dog, han skulde have nærmere formuleret; men han indsaa, at det næppe vilde kunne ske i Dag, hvorfor han fulgte med Ole. Da han vendte sig om i Døren, saa han, at den gamle, som dog vel maatte være en Kvinde, havde grebet Friehling om Livet, klappede hans hvide Lokker og syntes at hviske ham venlige, veltalende Ord i Øret.

Tavse gennemvandrede Fris og Ole den overgroede Have; først da de atter stod paa Landevejen og havde Udsigt til Byen, drog Fris et befriende Suk.

- Han var aldeles gal, sagde han og rystede paa Hovedet.

- Ja - nej - jeg tror nu, det er bar Udspekulerthed, svarede Ole.

- Men det var jo noget forfærdeligt Sludder, han kom med. Et Menneske skulde ikke være noget - skulde være ingen Ting, bare drikke Vin og have Kærester?

- Ja, naar man har Raad til det, er det jo en meget god Profession.

- Men forstod Ole meget af, hvad han sagde?

- Ne-e-j. Men han snakkede fælt godt for sig. Han kunde da være Præst, hvor det skulde være.

- Det, tror jeg, Ole Sørensen tager fejl i. Det, han sagde . . . ja, det var dog vist noget højtravende Afguderi.

- Det kan s'gu godt være, svarede Ole og gabede. Men det løb rigtig lindt fra ham.

Da de nærmede sig Byen, sagde Fris med et prøvende Blik paa sin Ledsager:

- De Kager smagte godt . . . men egentlig mæt blev man da ikke af dem.

- Ne-j. Man er jo sjælden saa mæt, at man ikke kan tage en Bid Brød og en Sopian.

83

- Har Ole Sørensen noget bestemt Sted, hvor Ole plejer at spise her i Byen?

Ole skottede til Degnen gennem den ene Øjenkrog og svarede:

- Nej saa Gu' har jeg ej.

- Jeg saamænd ikke heller.

Ole blev ved umærkelig at smaagrine. Op ad mod Torvet kom de til et Hus med Værtshusskilt; ud ad de aabne Vinduer lød højrøstet Tale af mange Gæster. Fris gjorde Mine til at standse og skottede op til Ole; men denne fortsatte sin Gang. Først efter at de vare gaaede en halv Snes Skridt, sagde han til Fris:

- Jeg synes, de snakkede om Middagsmad, Fris.

- Ja - jeg nægter ikke - lidt varmt.

- Hæ - ja - se, Kalven fik De jo godt solgt.

Det gav et Ryk i Degnen, derpaa bed han sig i Læben.

- Hæ - og han - den taablige Mand - han lovede Dem jo Penge; det fik jeg da ud af det altsammen.

- Hm - tror Ole, at han? - aa saagu' gør han ej.

- Ja, De har jo Vidner paa det. Han kan ikke gaa fra det.

- Ole mener . . .?

- Aa, jeg mener, at jeg kan se paa Dem, at De fælt gerne vil give et Par Omgange Flæskesteg med Rødbeder og saa en fire Sopianer til.

Degnen gjorde en Ansigtsbevægelse, som han sank noget, men der var intet at gøre ved. Ole gjorde omkring, og de gik ind paa den nysnævnte Beværtning. Det, Ole havde faaet at drikke, havde egget ham til at drille Degnen en Smule og føje et nyt diplomatisk Fif til det, han havde præsteret paa Kvægmarkedet. Fris maatte altsaa bestille Mad og betale, men under Maaltidet fik han en lys Idé. Han nippede kun lidt til sin Snaps, medens Ole tog hele tre, hvilke gjorde en synlig Virkning paa ham, thi, da han havde spist, slog han i Bordet med en hos ham næsten ubegribelig Livlighed og sagde:

- Jeg er ikke bange for at give to halve Punser.

- Skal vi ikke have et lille Slag Firkort ovenpaa Maaltidet, Ole? sagde Fris.

- Degne, det er de største Rævepelse, jeg kender, sagde Ole, slog atter i Bordet og raabte: Men jeg er ikke bange for en Firkort, det har jeg ingen Tid væ't.

Fris fik straks hvervet en Gaardmand fra Sognet, som han 84 havde opdaget i Gæstestuen, denne fik fat i en lille mager Mand i en noget luslidt Købstadsdragt; Fris havde en Følelse af at have set ham før, men vidste ikke, hvor han skulde føre ham hen. Firkortspillet kom i Gang, og, skønt den fremmede spillede godt, var Degnen hans Mester; Ole Sørensen var mat og sad og halvsov over Kortene; den anden Bonde var heller ikke klarhovedet, og efter en Snes Omgange havde Degnen til sin inderlige Glæde ikke alene indvundet, hvad Middagen havde kostet ham, men havde endog et Overskud af en Mark. Midt i Søvnigheden lysnede dog et Bevidsthedsglimt i Ole; han forlangte, at Regnskabet skulde opgøres, betalte sit Tab og erklærede bestemt, at han ikke vilde spille mere; Fris havde heller ikke noget imod at holde op, mens Legen var god; én Fugl i Haanden er bedre end ti paa Taget, tænkte han, da han strøg de fire Mark og otte Skilling ned i sin strikkede Uldgarnspung.

Ole Sørensen var falden i Søvn med Næsen trykket mod Bordet; den anden Bonde bød Farvel og gik. Den lille Mand i den luslidte Frakke lod sine smaa Øjne løbe om i Stuen som en forsigtig spejdende Rotte, derpaa gik han hen til Fris, stak sit blege, koparrede Ansigt tæt ind mod hans paa en saa nærgaaende fortrolig Maade, at den ellers ikke delikate Degn uvilkaarligt bøjede Nakken tilbage.

- He - hi, sagde han, medens Øjnene stadig gjorde deres Runde, vi to kender nok ellers hinanden, Hr. Fris.

- Ja . . . jeg synes . . . at . . .

- Hi - he . . . ja det synes jeg med, Hr. Fris. Vi har før slaaet en Firkort og en Brus sammen i Savby Mølle, hvad behager?

Og han begyndte at stikke sin ikke aldeles rene Pegefinger med den tæt afbidte flade Negl ind i et af Degnens Knaphuller og bore rundt i det.

- Naa ja . . . De var paa Godskontoret paa Favrbogaard. Det er Hr. . . . Hr. Poder.

- Kan De selv se? He - hi. Den gamle Møller kaldte mig Niels Neglebider. Aa, det var gemytlige Dage, hvad behager? Jomfru Alberta! naa da! Ja jeg siger ikke noget, Fris . . . men den skar ordentlig - he - hi - hi! Naa, ja . . der er meget forandret i Verden i det hele taget og da ogsaa paa Favrbogaard. Ja det véd De bedre end jeg, hvad?

- Nej, jeg véd saamænd ikke, svarede Fris, synlig ubehagelig til Mode.

85

- Ikke? naa? Om Forladelse, sagde Poder, smaalo og smaskede med Tungen. Jeg saa Dem dog for et Par Timers Tid siden gaa forbi med den gale Friehling.

- Ja, hvordan er det egentlig med ham? mumlede Fris, for jeg forsikrer Dem, jeg har aldrig set ham før i Dag.

- Naa ikke - hm! Hvordan lever Deres Kone?

- Meget syg - staar ikke til at redde, svarede Fris hurtig.

- He - Herre Gud, Herre Gud! Naa ja, hvad skal man sige til det? Finde sig i Skæbnen eller Vorherres Vilje, ligesom man nu tager det. Se, se, meget syg? Hør Fris, gaa med et Øjeblik over paa mit Kontor - jeg er nu Kommissionær her i Byen, og, om jeg selv skal sige det, juridisk Konsulent for mange Mennesker - jeg bor et Par Huse herfra; jeg vil Fandens gerne tale med Dem.

Fris's Nysgerrighed vandt Sejer over hans Ængstelighed, og han fulgte ud med Poder efterat have bedet Værten at sige til Ole Sørensen, naar han vaagnede, hvor han var at finde. Poder og Fris traadte ind i en lav Stue, hvor et hvidmalet plumpt Skrivebord, hvis grønne Multumsbetræk sad i flossede Trevler, stod midt paa Gulvet, og hvor plumpe Reoler langs den ene Væg udsendte en muggen, fedtet Luft, der i Forbindelse med gammel Tobaksrøg og Lampeos frembragte den for slige Bureauer ejendommelige Atmosfære. De paa Skrivebordet liggende Stempelpapirsdokumenter bare alle Spor af at være bekrammede af smudsige Fingre eller plettede af Øl og Punsch; et Par sjofle, kolorerede Hamborgerbilleder af to Kvindfolk, hvis Paaklædning var saa umoralsk som vel muligt, og af hvilke den ene bar Navnet: Röschen aus Wien, den anden Käthchen aus Müchen, prydede den Reolen modstaaende Væg.

- Naa, saa De véd ikke noget om den gale Friehling endnu, Fris? spurgte Poder, da han havde sat sig paa den knagende og vrikkende Skruestol, og hans Gæst i en Sofa med forrevet sort Damaskesbetræk. - Naa ikke? hm, hm! . . . Men, hvis det nu var til betydelig Fordel for Dem at vide noget . . . hvad, min gode Fris?

Degnen var ganske vist ikke nogen stoisk Dydshelt, men han var heller ingen Kæltring. At hver Mand var Tyv i sin Næring - nu ja - det fulgte nu af Verdens Vilkaar; det var der ikke noget at sige til, men uden for sin Næring maatte man ikke være Tyv. Saaledes stod det omtrent til med hans ethiske Livsanskuelse, og, da han ikke troede, at Poder var af de Folk, 86 der holdt sig ovenstaaende Grænse efterrettelig, svarede han standhaftig: Nej. Den lille Kommissionær tav en Stund, bestandig fikserende Fris, og, da han ikke kunde opdage noget i hans store flegmatiske Ansigt, begyndte han følgende Fortælling, som han af og til afbrød ved at bide sine Negle og klø sig i Næse og Øren med et Penneskaft.

- Favrbogaard er Fanden i Vold. Lige fra Faderen døde . . . Sønnen var vel en Snes Aar . . . har han jo flakket om og været helt skruetosset. Da den gamle Godsforvalter Andersen blev gammel og vrøvlevorn, fik jeg jo lirket ud af ham, at Ferdinand Friehling rendte rundt, saa med en Skuespillertrup, saa med en Liniedanser- eller Beriderbande i Italien, i Frankrig, i Tyskland - og hvad véd jeg; bestandig med en ny Kæreste, kanske med flere paa én Gang . . . han var, min Salighed, ligesom Stortyrken. En Søstersøn af den gamle Andersen, der rejste paa en Videnskab eller saadant noget Skidt, fortalte, da han kom hjem, at han havde set vor fjollede Herremand køre om i en tysk By ved høj lys Dag med Fjer i Hatten og med en Sangerinde eller saadan en Dukke ved Siden af sig - hvad 'faler? Student var han jo, men den lille Tabel har han s'gu aldrig kunnet . . . og den maa man huske paa ogsaa i Kæresterier . . . hvad siger De til det, gamle Pidagog? hvad?

- Ja, Død og Pine! det maa man rigtignok, svarede Degnen.

- Naa, alt det har De aldrig vidst? Se, se! Ja, han har en Gang været Kæreste med en, der hed . . . hvad Fanden kaldte han hende nu? (her vred han nogle Rynker paa Næsen og stak Tungen ud mellem sine Gummer) . . . De véd det s'gu dog vist, Fris . . . Grasutzki . , . Grajutzka? Deres salig Svigerfader . . . ham . . . Rottefæng . . . om Forladelse, Købmand Laffy har aldrig omtalt det?

- Det Bæst! udbrød Fris med Overbevisningens Inderlighed. Jeg holder ikke af. at tale om ham.

- Naa ikke? Ja, han er ellers død for over femten Aar siden som Staldmester ved en Beridertrup i Hamborg. De ser, jeg véd god Besked. Han fik Penge sendt fra Godskassen lige til det sidste . . . Hør, Fris, vedblev Kommissionæren, rejste sig fra Stolen, gik hen og stak Ansigtet lige op i Degnens, - lad os forstaa hinanden! Jeg har jo set Deres Kvittering for de trehundrede Daler, De havde skrevet til Ferdinand Friehling om, til Hjælp til Deres nyfødte Drengs Opdragelse. Alt gik gennem mine Hænder paa Favrbogaards Godskontor, 87 Fris lod Hovedet synke og stirrede ned paa de Blækstænk, hvormed Gulvet var oversprøjtet.

- Naa, og hvad saa? Hvad vil De? spurgte han med næsten lukkede Læber.

- Bare gøre en lille Forretning i Favør af os begge to, sagde Poder med en Latter, der hvislede ud gennem hans sorte Tandstumper . . . Men det er sandt, værs'go', min gode, gamle Ven, jeg har glemt at byde Dem en Cigar, værs'artig . . . og han bød Degnen en Cigar af en Karduspapirspakke, som han tog op af Lommen. Han vedblev:

- Ja . . . ser De . . . Favrbogaard maatte jo sælges; der var optaget den ene Prioritet værre end den anden i den . . . naa da! . . . De kan tro den Kavallér havde brugt Penge. For en halv Snes Aar siden kom han tilbage - ganske gedulgt . . . afrakket var han, drak gjorde han . . . ja, der var s'gu ikke noget at kikke efter . . . og, hvad han ikke var tosset før, saa var han det nu. Vil nogen kalde det Guds Straf, saa for mig gerne. Han reddede dog en halvfjerdsindstyve tusind Daler godt og vel . . . det Svin! Saa købte han sig det fjollede Sted, Aagaarden her nede; der er ikke Spor af Jord til, det er Levning af en gammel Parcel af et Gods, der blev slaaet i Stykker for over et halvt hundrede Aar siden; men det morede det gale Asen, at der saa ud som i Rakkerens Forstue. Mig smed man fra min Stilling, og ingen tænkte paa, at jeg i en halv Snes Aar havde styret hele Favrbogaards Gods, mens den gamle Andersen gik i Barndorn . . . naa, man maa jo takke sin Gud, at man i Aarenes Løb havde reddet nogle Spareskillinger, og at man havde holdt sin Jura vedlige . . . bi lidt, Fris . . . bi lidt - her ragede han i en Reolhylde mellem nogle fedtede Dokumenter, til han fandt et, son? han knipsede en Støvsky ud af og saa blæste paa - hvad vil De give mig for den Lap Papir, lille Fris? De kan jo Tysk? . . . hvad behager? - og Poder slog venskabelig Fris paa Maven med Pegefingerens Kno - jeg har s'gu' 'købt den Lap for mine egne fattige Penge af salig Drejermester Moses Abrahamson i K-, som Deres salig Svigerfader havde solgt det til, da det kneb for ham.

Degnen tog Papiret og anstrængte sig for at tyde den tyske Tekst. Saa vidt han kunde forstaa, var det en simpel Forskrivning, dateret Pesth og tyve Aar gammel, uden Stempel eller retslig Avtorisation, hvori Friehling forpligtede sig til at udbetale "Impresarioen" Janos Lafrys Adoptivdatter, "Istvana, auch Graziucia 88 genannt", naar hun maatte fordre det, en aarlig Sum, der dog ikke maatte overstige 700 Guiden. Underskriften var næsten ulæselig for Sving og Kruseduller.

- Hvad giver De mig for den, Fris? spurgte Poder og kneb det ene Øje til.

- Saadan et slet og ret Stykke Papir gælder ingen Ting, sagde Degnen.

- Nej, ikke for Retten; ellers kan De være rolig for, at Deres salig Svigerfader havde drevet Fordringen igennem; men han, Jøden Abrahamson, fortalte mig, at Laffy havde villet prygle Datteren til at gøre den gældende . . . naa ja, det er delikate Historier, kære Fris . . . Jøden har sagtens ikke overanstrængt sig med Betalingen for den Lap; jeg betalte den s'gu dyrt nok, men ser De, jeg kendte jo Ferdinand Friehling og tænkte: Kommer Lappen i de rette Hænder; ja saagu' gaar Ferdinand i Tøjet,- hi, hi, hi! Et halvt hundrede Daler, Fris - Gud bevares, - ikke kontant - men paa en Veksel - og saa faar De Lappen. Hvad, gamle Pidagog? Hi - hi - vi faar os kanske snart en Firkort sammen igen . . . den spiller De Satans fint. - Her dunkede Poder atter Degnen gemytlig paa Maven.

Fris vred sig dels under ubehagelige Minders Tryk, dels under stadige Smaaryk af sin Samvittighed, der advarede ham mod at indlade sig paa noget saa sjofelt, dels under en lokkende Udsigt til at komme til Penge paa en saa nem Maade. At hans Kone aldrig vilde give sit Samtykke dertil, vidste han; men, da han efter sin Søns Fødsel gjorde et Attentat paa den, om hvem hans Kone i et fortvivlet-eksalteret Øjeblik havde sagt, at han var den eneste Mand, hun havde elsket, havde han jo dog handlet uden hendes Vidende, og Pengene havde han faaet. Dog ogsaa den Gang varede det længe, før han havde faaet Bugt med sin Samvittighed; skulde han nu til at bestaa den samme ubehagelige Kamp, han, der satte Sindsligevægten saa uendelig højt? Han stod der som en til Dyd og Moral nogenlunde optugtet Hankat, for hvem en pludselig stiller en hel Gaaselever frem og siger: Æd Kat! og Katten lider under den smertelige Kollision mellem Vellyst og Dyd, vover ikke at handle, men slikker sig i Mundvigerne og paa Forpoterne. Degnen kløede sig gentagne Gange, snart bag Øret, snart paa Overarmen, alt imens han følte Poders smaa, stygge Øjne stikke sig i Ansigtet og hans Knoer bearbejde hans Mave som bestandig mere paatrængende Opfordringer til ham om at tage sin Beslutning.

89

Havde han endda havt Ole Sørensen ved Haanden som Raadgiver, en, han kunde fordele Ansvaret paa! Poder tog endelig til Orde:

- De faar s'gu Mønten, saasnart De viser ham Lappen; fjollet er han, og Gentleman vil han være, saa længe han har en Femdalerseddel.

- Ja . . . saa smider han en dem i Hovedet paa en Maade, som . . . mumlede Fris.

- Puh - Skidt! Penge er Penge, enten Fanden man faar dem i Hovedet eller i Haanden; De er ikke Forretningsmand, som De er Firkortspiller, min gode Fris.

- Kan jeg ikke faa Lov til at betænke mig paa det? spurgte Degnen i en halv ynkelig Tone.

- Saa Gu' kan De det, Fris. Men først vil jeg sige Dem, at han der ude paa Aagaarden har slaaet sig til Vinen, siden det ikke gik mere med Kærestevæsenet - og, hvis han kniber sammen en skøn Dag - saa god Morgen, mine blanke Støvler! Hvad Fris? Saa maa vi nøjes med de gamle Fidtstøvler, he, he! Og ser De, - jo længere Varen ligger hos mig, desto større er jo mit Rentetab, saa jeg maa lægge paa Afstaaelsessummen.

- Hvor meget? hviskede Fris ængstelig.

- Lad os sætte . . . ja . . . en Daler om Ugen i den første Maaned . . . naa, saa stiger det, men det kan vi jo altid tale om.

- Jeg maa betænke mig, sagde Fris og gjorde et energisk Skræv hen mod Døren.

- He - naa - ja - som De vil. Farvel, Fris, hils hjemme.

Da Degnen var ude af Døren, gned Poder sig i Hænderne og sagde:

- Du kommer s'gu' nok igen, min gode Arspisker! naar Du har læst lidt i Lærebogen om Pligterne mod sig selv.

Fris gik tilbage til Værtshuset, hvor han traf Ole Sørensen vaagen, men dvask og tvær efter sin Rus, hvad der ikke var Fris imod, thi selv var han ikke i nogen meddelsom Stemning. Tavse gik de opad mod Torvet; det var allerede begyndt at skumre; Kræmmerne begyndte at lukke Boderne, fra alle Sider hørtes Raslen af de bortkørende Vogne, hvis Kuske udtrykte den Begejstring, som var fremkaldt ved de i Dagens Løb nydte Drikkevarer, ved at sætte Hestene i stærkt Trav, medens 90 Vognenes hele mandlige Besætning brølte, sang og jublede, og Hjulene slog Gnister mod Brostenene, alt under lystigt Akkompagnement af Byens Hunde. Efter et adspredt og tørt Farvel til sin Søn, fulgte Fris med Ole ned til den Købmand, hvor den sidstes Heste og Vogn stod, for at køre hjem med ham. Den lille Thomas stod i Butiksdøren og saa sin Faders brede Ryg forsvinde om Hjørnet. Drengen ønskede, at han havde kunnet klistre en Seddel med Hilsen til hans Moder paa benævnte brede Ryg; han havde ikke kunnet faa Hilsenen over sine Læber, da Degnen rakte ham to Fingre og slet ikke syntes at tænke paa ham, da han tog Afsked. Han maatte jo dog have hørt noget af den fremmede Mand angaaende ham. Thomas var ligefrem vred paa Faderen.

Hjemkørslen, under hvilken Ole sad og smaasov og kun af og til vaagnede for at tjatte den fjermer Hest lidt med Pisken, var en Tortur for den stakkels Skolelærer. Hver Gang han lukkede Øjnene i Haab om at slumre fra Dagens forstyrrende Indtryk, dukkede snart Friehlings uforklarlige, snart Poders uhyggelige Skikkelse op for ham, snart filtredes han ind i gamle Ærgrelser og prikkende Fornemmelser, som drillende svang sig op af mangeaarig Syvsovertilstand. Han var gnaven og urimelig mod Skolebørnene de følgende Dage. Han og hans Hustru taltes saa sjælden ved og saa hinanden saa lidt, at hun intet mærkede. Men han havde ikke Ro paa sig nogensinde, naar han tænkte paa, hvad han havde Udsigt til at vinde, hvis han turde være Kæltring efter Poders Anvisning, og paa det Tilbud, som Friehling frivillig havde gjort ham, at sørge for hans Søn. Fris havde aldrig taget den Snak om, at Thomas skulde studere, for Alvor; vilde nogen have betalt, hvad det kostede, var han vel i sin Tid gaaet ind derpaa, men nu var det for sent, nu var jo Drengen i en god Vej . . . og denne Friehling . . . dels var han jo gal og ikke til at lide paa, dels var der jo disse forbandede gamle Historier, som han nu havde erfaret, at Poder var fuldstændig inde i. Om nu sligt rygtedes i Sognet? Sæt f. Eks. Præsten fik et Nys derom. Nej, man kan s'gu' aldrig have Ro og Fred . i dette Liv! gentog han over halvtredsindstyve Gange om Dagen, og hver Gang hvæsede et Suk ud af hans brede Bryst som et Pust fra en Blæsebælg.

91

VII. Vendepunktet i Thomas's Liv.

Ogsaa i Thomas's Sind havde de Repliker, der bleve vekslede foran Kramers Markedsbod, kastet Uro og Spænding. Hvad havde denne Mand med ham atgøre? Hvor skulde han faa det at vide og i det hele erfare noget om ham? Frandsen kunde det ikke hjælpe at spørge, og af Beck vilde han ikke faa anden Besked end dumme Vittigheder. Jo tydeligere Friehlings Skikkelse malede sig for hans Fantasi, desto mere droges han af noget æventyrligt med dets paa en Gang lokkende og ængstende Magt. Skulde noget lignende som det, han i sin stille Drømmeverden havde kvæget sig ved, naar han stod paa Højden ved Skovkanten derhjemme, bryde ind i det sløvende Dagligdagsliv, der gjorde ham forknyt og dvask? Hvorfor havde denne Mand lagt Mærke til ham? Om dette Spørgsmaal kredsede Drengens Tanker bestandig uden at kunne drage Kredsen nærmere ind mod en Besvarelse. Han gik om som i Drømme, gjorde al Ting avet om og blev hyppig vakt ved Frandsens Udbrud: Fæ! Torsk! o. desl.

Friehling, som de første Par Aar efter sin Indflytning paa den allerede den Gang forfaldne Aagaard, stadig havde været paa Dagsordenen i Købstadens Samtaler, var nu som en død Mand, der aldrig kom for mere. I gamle Dage broderede Sladderen en Masse forfærdelige Ting om enkelte løsrevne, paa maa og faa opsnappede Fakta af hans æventyrlige og vilde Liv; samtidig vare Byens Honoratiores nysgerrige efter at komme i Kast med den vidtberejste forhenværende Herremand og endnu formuende Mand; men Friehling havde paa en radikal Maade tilbagevist enhver Art Tilnærmelse; Følgen var en først larmende, forbitret, saa efterhaanden hendøende Forargelse; nu efter saa mange Aars Forløb var et Skuldertræk det højeste, der opnaaedes, naar hans Navn tilfældigvis blev nævnet. Deraf forklares det ogsaa let, at Skolelærer Fris, som først blev forflyttet til denne Bys Omegn nogle Aar efter Friehlings Ankomst til den øde Gaard, ikke havde hørt det ringeste om ham og vilde have troet, hvis hans Tanker havde stødt paa ham, at han var langt borte fra Danmark, om han ellers levede.

En Lørdag Aften, nogle Uger efter hin mærkelige Markedsdag, da Thomas havde lukket og slukket og tændt Frandsens 92 Pibe, kunde han af dennes Forberedelser slutte, at han ventede Smed Johansens Besøg. Frandsen havde hele Dagen været endog usædvanlig mut og tvær imod ham, og, da Frandsen var kommen ind i Kammeret, hvor Thomas var ved at knappe sin Vest op, blev han staaende stille foran Drengen og saa stift paa ham. Han rystede flere Gange paa Hovedet, endelig brummede han:

- Klathaandet! uoplagt til Forretninger! - Gaa i Seng og sov!

Snart bebudede tunge og langsomme Trin i Gangen Smedens Komme. Som sædvanlig indlededes Scenen ved en lang, tvær Tavshed fra begge Sider. Først da Smeden havde faaet et Par Snapse til Livs, tog han til Orde:

- Hvad vilde Du mig saa i Aften?

- Ingen Ting.

- Vrævl, Frandsen! Du sagde jo til min Svend, da han købte Nellikesøm hos Jer i Morges, at jeg skulde se her over.

- Saa? Det har jeg glemt. Vil Du have Punsch, saa skynd Dig, inden den bliver kold!

Smeden tog Thepotten og skænkede. Lidt efter spurgte han:

- Hvad er det saa, Manden nede paa Aagaarden vil gøre med Drengen?

- Hvad for en Dreng?

- Bare Du vilde lade være at skabe Dig! Det var jo Dig selv, der forgangen Aften her ude i Gangen, da jeg gik fra Dig, fortalte, at Manden fra Aagaarden sidste Markedsdag havde sagt, at han vilde have fat i Jeres Butiksdreng. Sagde Du ikke selv, at Drengen ikke duede til Handelen, men at han var skrap til Læsning og Skrivning? Hvad?

- Det kan jeg ikke huske, sagde Frandsen.

- Jo, men Du gider ikke lukke Kæften op, din Tværdriver. Det er derfor, Du vil have mig til at snakke med Drengen. Tror Du ikke, jeg har spekuleret dine Rævestreger ud.

- Snak saa med ham ad Helvede til! snærrede Frandsen, saa kan jeg da sidde i Ro.

Smeden rystede paa Hovedet ad Frandsen som ad en Person, som man beklager har en Skrue løs, og sagde:

- Hej Du Dreng der henne i Sengen! (her rejste Thomas sig over Ende), er det sandt, at Manden fra Aagaarden lovede din Fader ude i Markedsboden forgangen Markedsdag, at han vilde lade Dig oplære?

- Ja . . . saadant noget mente han vist.

93

- Og Du er ked af at være i Butiken?

- N e-e-j-ja-a, stammede Thomas.

- Sludder, Dreng! det er Du, sagde Frandsen, hvem Punschen havde givet røde Kinder og gjort mere ekspansiv.

- Ja, hør nu, Frandsen, sagde Smeden, og slog i Bordet, enten skal Du eller jeg vrævle med Drengen. Du bær' Dig, min Sæl, ad, ligesom Du var Kancelliraad, ligesom han, den duknakkede Postmester . . .

- Jeg er s'gu' ligesaa god som en Etatsraad - tror Du, jeg stikker op for Byfogden, den kalveknæede Dannebrogsridder, saadan en Kantøffelsnude . . .

- Nu skal Du være ordentlig, Frandsen, for nu er Du fuld.

- Ja, men saa vil jeg ikke være ordentlig, for, hvis jeg er fuld, saa er Du meget mere fuld . . . drivende fuld.

Smeden fandt, at han burde være den overlegne i Situationen, og klappede Frandsen paa Skulderen:

- Der er ingen af os, der er fulde, vi er bare . . . saadan . . . rævedannede . . . hvad Du?

- Ja, det er sandt. Immer Ræven bag Øret . . . men, Dæ'len . . . Hjærtet ogsaa immer oven over Kallunet, Johansen! . . . Men Livet - aa - det er saa bedrøveligt!

- Ja, men det var dog nok lige godt om Drengen, vi skulde tale , . .

- Drengen . . . hvad for en Dreng?

- Ham der henne i Sengen.

- Det er rigtig, sagde Frandsen, men det skikker sig ikke for mig at vrævle med vores egen Læredreng . . .

- Nej, det var jo hele Tiden Meningen, at jeg skulde koge det Flæsk. Men Drengen skulde vel have Besked fra sin Fader?

- Ham faar han s'gu' ingen Besked fra.

- Saa? Hvorfor?

- Fordi det er . . . saadan En, som jeg ikke kan lide . . . saadan en Tværdriver . . . en Tørvetriller.

- Saa synes jeg netop, at Du maatte holde meget af ham.

- Hør nu - din Smedetamp!

- Saa, saa, saa! . . . Saa skal vel Drengen nu i Morgen, det er Søndag, gaa ud paa Aagaarden og tale med Manden?

- Ja, det kan Du da begribe, dit Fæ. Det var det, Du skulde have sagt lige straks. Det var jo bare derfor, jeg havde Bud efter Dig.

94

- Ja, saa er det jo godt altsammen.

Alle de vekslede Repliker vare blevne fremsagte med den langsomste, sjællandske Rolighed. Smeden rejste sig nu for at gaa, Frandsen rejste sig ogsaa, de saa et Øjeblik paa hinanden, saa tog Smeden endnu en Gang sit Glas, stødte det mod Frandsen s og sagde:

- Førend jeg gaar . . . Du . . . Mines Skaal!

- Ja, det forstaar sig. Aa, Herre Gud! nu er hun i Himmerig, Johansen!

- Det er hun, Satan hente mig! sagde Smeden.

Og de to gamle Karle lagde Hænderne paa hinandens Skuldre og sang med snøvlende Stemme:

Fryd Dig ved Livet
i dine Dages Vaar!
Pluk Glædens Rose,
før den forgaar!

Thomas havde lyttet med Spænding. Ytringen om, at Faderen var en Tørvetiller, kriblede i ham; det var ligesom en Formel for den ubestemte Vrede, han havde følt mod ham hin Markedsdag, og nu følte han den skærende Smerte, der knuger et Barn, naar Kritiken vaagner hos det lige over for dets Forældre; Minder om hans Faders og Moders underlige Samliv, som han tidligere ikke havde tænkt sig kunde være anderledes, lagde sig nu tungt paa hans Sind, efterhaanden som det ene efter det andet af disse Minder klarede sig ud til bestemte Billeder. Maaske den fremmede Mand kunde føre ham ind i en lysere, friere Verden; der maatte dog være noget bedre og gladere til end det, han hidtil havde set, og, var han først i Besiddelse af noget saadant - ja - hvad saa? Jo, allerførst vilde han søge Præstens Henriette og hendes Fætter og møde dem med Trods paa Panden og Foragt i Øjet. Ja - han maatte ud paa Aagaarden i Morgen, det var klart; han var ikke bange for den fremmede Æventyrmand.

Men, som det saa ofte gaar, at den Beslutning, som man synes, man er fast i, naar man lægger Øret til Puden, vækker Rædsel, naar man vaagen og nøgtern anskuer den, og Dagslyset falder skarpt paa den, - saaledes gik det ogsaa med Thomas's Beslutning, da han Søndag Morgen klædte sig paa. Han hørte Friehlings korte, haanlige Latter; han tænkte sig Muligheden af at blive kastet ud af Døren. Nej, han vilde ikke gaa til Aagaarden.

95

Medens han hurtig besørgede sin Paaklædning, skottede han hen til Frandsens Seng: den sorte Hue rørte sig ikke paa den hvide Trækpude. Thomas spekulerede paa, hvorledes han aldeles lydløst kunde slippe ud ad Døren, og vovede Forsøget, da Frandsens Stemme standsede ham i Farten ved Tilraabet:

- Dreng! -

Thomas gjorde kort omkring.

- Naar Butiken er lukket Klokken 9, gaar Du straks ud til Aagaarden og spørger, hvad Manden vil Dig.

Nu var der ingen Redning. Klokken ni iførte den stakkels Dreng sig med bankende Hjerte sin sorte Konfirmationsdragt, hæftede hvidt Hæfteplaster paa nogle store Rifter, han havde paa sine røde Hænder, og glattede sit Haar med Vand. Den korte Vej til Aagaarden forekom ham at være umaadelig lang, en via doloris. Fik da Garverens okkermalede Hus med de aldeles usymmetrisk anbragte Vinduer mellem Bindingsværkets Bjælker, eller Distriktslægens, af pæne, gule Flensborgersten opførte, med hvid Udfugning og store, arristokratiske Ruder forsynede Fagade, eller Lotterikollektricens glasskabagtige 3-Fagshus med de mange smaa Ruder og Kastanietræet foran aldrig Ende? Endelig kom han uden for Byen, og da gav han sig til at løbe i det stærke Morgensolskin . . . ja, nu var han ud for Aagaardens Have, hvor de to hvidmalede Stolper stak af mod det mørke grønt; men Drengen løb videre, over Broen hinsides Aaen, derfra kunde han se den anden Side af den hvide pavillonagtige Hovedbygning med den paa mange Steder afskallede hvidtede Mur med pjusket, udhængende, forsømte Espaliertræer, hvis ufrodig, men ubændig voksende Grene havde revet Lægter og Tremmer over Ende, som dels laa paa Jorden, dels struttede ud i Luften i de mest forvirrede Linjer. For alle Vinduer vare Gardinerne trukne til, det saa ud, som om det var Bolig for døde eller for en Prinsesse i en fortryllet Skov. Thomas satte sig overskrævs paa en af Jernlænkerne mellem Stenene, der dannede Broens Rækværk, og saa ned paa Aaens smaa Strømhvirvler, der skyllende vred sig mellem Bundens Stene . . . nej, han turde ikke gaa ind i Haven, i det mindste ikke straks; der sad han, snart dysset af det sagte, rislende Vand, snart pludselig opskræmmet af Drømmene, naar et Vindstød bragte Sivenes tørre Blade til klaprende at slaa mod hverandre, medens samtidig et skarpt Lysglimt lynede gennem Rørtykningens svajende Masse.

Ja, der gik vel et Par Timer hen paa den Maade, og Thomas 96 maatte beslutte sig. Naar han kom hjem til Middag, vilde Frandsens ubønhørlige Regnskabskrav til ham angaaende Forrettelsen af hans Ærinde være forfaldent. For at faa Ende paa Betænkelighederne, stak han atter i Løb ad Skraaningen ned mod Aaen, ad en fugtig, gyngende Mosesti langs Aaen paa den ene og Haven paa den anden Side, saa han uden at tilbagelægge Vejen gennem det tilgroede Vildnis, som hans Fader og Ole Sørensen havde gjort hin Markedsdag, naaede hen til den modsatte Fagade af Bygningen. Men her var ingen Dør; han maatte omgaa Huset og ind ad den eneste Indgang. Med fortvivlet Fasthed tog Drengen i Laasens Haandgreb, med et Spring var han inde i Gangen. Her stod Stuedøren paa vid Gab, Portieren var trukken til Side, og det røde Lys slog Drengen lige i Ansigtet. Han blev staaende som lamslaaet over, hvad han saa og hørte.

Lige for ham inde i Stuen sad Friehling i en violet Fløjels Slaabrok og en rød Klædeskalot paa Snur paa de graa Krøller; han holdt et Glas med Vin i den udstrakte Arm; foran ham stod paa Gulvet en ivrig gestikulerende Kvindeskikkelse, sort klædt, med et Florshawl, der syntes faldet fra Hovedet, hængende ned om Ryg og Midie, med kridhvidt Haar, der flimrede som Sølv paa den røde Lysgrund. Hun var vred og talte et Sprog, som Thomas ikke forstod. Under Talen nærmede hun sig Friehling mere og mere; da hun kom tæt til ham, svang han sit store Glas og overdøvede hendes Tale ved følgende Strofer, som han sang med stærk, men rusten og gammel Stemme:

Farver, som rigt paa Pokalen sig bryde,
Bud fra den solhvide Dag!
Perler i Vinen, som knitrende syde,
lær mig med trodsende Jubel at nyde
Livet i vældige Drag!

Eder jeg kalder! Som mægtige Aander
skal I nu stande mig bi,
tænde i Flammer de livløse Spaaner,
rejse den Kraft, som sig gispende vaander
- før - ak saa jublende fri.

Ungdommens Kraft! jeg med Trylleord nøder
atter til Dysten Dig ud!
Brændende Attraa i Blodet Du føder,
Aarerne banker og Tindingen gløder.
Snart er jeg stærk som en Gud.

97

Kvinden var ham nu lige inde paa Livet og greb med en kridhvid, mager Haand om hans Haandled, saa Vinen spildtes. En vanvittig Overstadighed brændte i hans opspilede Øjne, og han sang lige ind i Ansigtet paa hende:

Tror Du, jeg skælver for Dødningelin?
Tror Du, jeg gyser for Benradens Grin?
Rosernes Purpur skal Ligklædet skjule,
Lys vil jeg tænde i Øjnenes Hule.

Dødningens Øjne skal brænde saa klart,
vi to vil danse i flyvende Fart.
Ud over Grøfter og Gærder vi sætter,
Knoglerne rangle; det er Kastagnetter.

Saa rejste han sig, slyngede Armen om Kvindens Liv og svang hende et Par Gange om i Stuen under høj Latter, hvis ejendommelige Klang Thomas genkendte. Hun tog fra sig og gjorde Modstand saa godt, hun kunde; men han plagede hende ikke længe, tvang hende blidt hen mod Sidedøren og satte hende ud af denne. Som han vendte sig og vilde gaa hen til den Guéridon, hvorpaa han havde sat Vinglasset fra sig, opdagede han Thomas, der stod stiv som en Billedstøtte i den aabne Dør ud til Forstuen. Han ravede et Par Skridt tilbage, men pludselig rettede han sig og sagde med rolig, munter Stemme:

- Naa, unge Fyr der . . . her kom De nok paa Komedie. Hvad vil De?

Thomas kunde ikke svare; Friehling tog en Lorgnet op for Øjet.

- Naa . . . naa! det er Dig, der er Søn af . . . det er Dig, jeg saa der oppe paa Torvet? Det er Dig, der ligner din Moder . . . Sludder! Jeg har aldrig kendt hende.

Han stampede i Gulvet, som for at kommandere sig selv til Besindelse. Imidlertid lod Thomas Øjnene glide om i Værelset og saa med Forundring de mange Billeder; han kunde ikke begribe, hvad Friehling vilde med alle de nøgne, halvfærdige Figurer; hans Blik gled ogsaa hen paa Maleriet i Krogen af den Kvind'e med Strængeinstrumentet i Armen; han saa blot længere paa det, fordi det omtrent var gjort færdigt; men han kunde ikke som Faderen opdage, at denne unge, frodige Skikkelse havde nogen Lighed med en, han kun havde kendt som syg og udtæret.

98

Friehling opdagede imidlertid hans Blikkes Retning og mumlede:

- Du skal ikke bryde Dig om de dumme Billeder. De er lavede af en Tusindkunstner, som baade kunde være bleven Poet, Maler, Skuespiller og Musiker, hvis han ikke havde fundet, at Mangfoldigheden var saa dejlig og Enheden saa forbandet kedelig. Du forstaar ikke et Ord af, hvad jeg siger.

- Nej, sagde Thomas.

- Det er sandt; Du er Kræmmerdreng. Morer det Dig at være Kræmmerdreng?

- Nej.

- Du vilde hellere studere. Du vil være Præst. Det er en værdig Ærgerrighed for en Degnesøn. Nu kan jeg huske din Fader. Han var her forleden. Har han ikke talt til Dig om, at jeg? . . . naa! Har han ikke sagt Dig noget.

- Nej. Men De sagde oppe ved Markedsboden . . .

- Det kan jeg ikke huske et Ord af. Men, hvis Du vil være Præst, Byfoged eller saadant noget, saa gider jeg ikke have med Dig at bestille. Jeg hader alle nyttige Medlemmer af det borgerlige Samfund; det er gale Mennesker, som tror, at de lever i en Realitet. Men det er lutter Løgn. Slid og Slæb er kun Kretiners og Idioters Livsmaal; lad dem rode i Affald, Fejeskarn og alskens Uhumskhed. De, som er fødte med hint clairvoyante, indre Blik, der bag Dødens Nat kan se de store, svundne Tiders Liv i forklaret Glans, renset fra Tilfældighedens Støv og Smuds, de Mennesker hører til det udvalgte Oligarki, Verdens nobili veneziani, og de er fødte til at nyde; for dem er Cypervinen (her slog han Haanden hen mod den halvtømte lille Krystalpokal) for dem er hun der (her pegede han mod Kopien af Tizians Venus); ja, hvis Du blot har forstaaet en Smule af, hvad jeg siger, Dreng, saa vil det værste, det kedeligste Vrøvl i Livet kunne blive Dig Genstand for Nydelse; hvis jeg har kastet en Gnist ind i Dig, der har tændt hin Romantik i Dig, saa vil der komme Liv i Spegesildene i Købmandens Fjerdinger; de vil springe ud over Fjerdingens Rand, blive Guld- og Sølvfiske, der svømmer om i Butiken, der er bleven forvandlet til et stort Akvarium, hvor Svendene glider om som skævøjede Flyndere, Principalen skyder Farten med aaben Flab og opspilede Øjne som en uhyre Skatteborgertorsk, Kunderne vimser om som latterlige Bløddyr, Skrubtudser, Hummere og Rejer. Det vil blive evige Løjer. Gaa nu hjem og se paa den Komedie og kom saa 99 og fortæl mig, hvad din Principals Kone forvandler sig til i det mærværdlige Akvarium!

Det sidste havde Drengen helt vel forstaaet; han kom til at le, og den lystige Stemning gav ham Mod. Han sagde frejdig:

- Aa, det kan jeg sige i Forvejen. Hun bliver en Hornfisk. Friehling rejste sig rask op, gik hen og tog Drengen om Hovedet, idet han raabte:

- Bravo, min Dreng! Hvor Du ler kønt! - aa den Latter kender jeg . . . Du er en rar Dreng. Jeg skal for din Skyld gaa til Byen i Dag og tale med din Købmand . . . det er jo ham paa Torvet? Hvad hedder han nu?

- Kranier.

- Hm; naar jeg blot ikke glemmer det . . . den Hukommelse! mumlede Friehling og bankede sig med Knoen paa Panden. - Efter at have betænkt sig lidt, tog han et helt Ark Skrivpapir og en Rødkridtspen og malede med kæmpemæssige Bogstaver som paa et Skilt:

- Købmand Kramer! I Eftermiddag. Drengen, der ler som G.!

Medens Thomas gik hjem, pintes han af dette G. Friehling havde jo ogsaa hin Markedsdag spurgt, om han var Søn af en Person, hvis Navn begyndte med G. Du forbarmende Gud! - hans Moders Fortælling den sidste Aften, han var hjemme! Der tvang sig en Forbindelse mellem denne og Friehlings mystiske Hentydninger frem i Drengens Sind, men han mægtede ikke at klare den. Det havde smertet ham, da hans Kritik vaagnede lige over for hans Fader; var der nu ogsaa noget at sige paa hans Moder, der stod for ham saa hellig som Gud selv? Nej hende kunde, hende maatte der ikke kunne falde den ringeste Skygge paa. Denne Halvforstaaelse af, hvad hans Moder havde fortalt ham, denne Skimten af noget uhyggeligt bag det lokkende æventyrlige i Friehlings Person og Væsen arbejdede smertelig i Thomas's umodne Tanke; som kuet af en Vægt, hans Skuldre vare for svage til at bære, sank han ned paa en af Vejens Stenpæle, skjulte Ansigtet i sine Hænder og græd.

Da han kom ind paa sit Kammer, saa han Frandsen sidde paa sin Seng, rygende paa sin Pibe. Han besvarede ikke Thomas's Hilsen, men tog af og til Piben ud af Munden for at spytte tilmaals efter et Søm, der havde løftet sig op fra et halvløst Bræt paa det ujævne og gyngende Gulv. Drengen var for betaget til at kunne sige noget, og Frandsen vilde nødig dale 100 ned fra sin Værdighed ved at spørge. Begge vare forlegne ved Situationen. Frandsen maatte bryde Isen, og det skete ved et:

- Naa!

- Ja, svarede Thomas.

- Sikken et Klodrianssvar! Hvad saa, for Satan?

- Jo han vil nok . . . han vil tale med Hr. Kramer i Eftermiddag.

- Hm! saa skal Du vel væk!

- Ja . . . det skal jeg vel. Og Thomas saa vist paa Frandsen. Denne gengældte hans Blik med sammentrukne Bryn og upspilede Næsebor og mumlede saa:

- He! Hvem skal saa tænde min Pibe om Aftenen? Jeg vil ikke have flere Drenge at passe paa.

Han kløede sig flere Gange i Nakken og rundt paa forskellige Steder paa Kroppen, medens hans Ansigt forvredes af de løjerligste Grimacer. Saa rejste han sig paa en Gang fra sit Sæde, satte Piben fra sig op mod Sengen, stod og betænkte sig, indtil han gik rask hen mod Thomas, tog ham ved begge Ørene og væltede hans Hoved bag over, og til Thomas's store Forbavselse trykkede han et Kys paa hans Mund, men røg straks tilbage, som om han havde brændt sig, og raabte:

- Skrub ud med Dig . . . naa, kan Du komme afsted!

Thomas satte sig paa en Bænk i Skænkestuen, overvældet og sær tilmode; han holdt egentlig saa meget af den .gamle besynderlige Svend.

Hen paa Eftermiddagen, da Klokken vel var seks, viste Friehlings høje Skikkelse sig i Butiksdøren. Frandsen saa hen paa Thomas og vred Mund.

- Er Købmanden hjemme? spurgte han.

Spørgsmaalets Tone var saa fornem og ligegyldig, at Frandsen blev stødt og gjorde et Tegn til Beck, at han skulde svare, og denne svarede ved at nikke og pege hen mod Døren til Dagligstuen. Kramer laa paa Sofaen og blundede, for op ved den lydelige Indtræden og forbavsedes i høj Grad ved at se Friehling, fra hvem han af og til ved Bud fik Bestilling paa Portvin og Madera, men som han aldrig havde talt med.

- Portvin eller Madera, højstærede? stammede han.

- Nej, Drengen.

- Drengen? He - Drengen?

- Ja, Deres Læredreng. Han duer ikke til Handelen.

101

- Noget uoplagt, noget tankeløs . . . siger Frandsen, som har hele Detaillen under sig.

- Saa tager jeg ham med mig i Morgen.

Har højstærede Forældrenes Samtykke, saa kan jeg i og for sig ikke have noget derimod. For ser De, Geni skal der jo ogsaa til i vores Fag, og, naar Drengen ikke har det, saa . . .

Kramer standsede i sin Tale, da han mødte Friehlings umaadelig haanende Øjekast, men han fandt, at her var det nødvendigt at holde sin kommunale Værdighed op imod hans Foragt for det borgerlige Erhverv; han spilede derfor Benene ud fra hinanden, borede begge Hænderne ned i sine dybe Bukselommer, spidsede Munden til en Tud, alt i Haab om at erhverve en en garde-Stilling.

- I Morgen Klokken 12 møder Drengen hos mig, og Klokken 11 kan De sende mig 12 Flasker Madera; men, duer de ikke, faar De dem i Hovedet igen.

Kramer bukkede dybt, og Friehling skyndte sig ud af Døren. Da han var ude, slog Kramer efter Døren med Haanden og sagde:

- Hvis man ikke var Forretningsmand, saa skulde rigtignok saadan en . . . Flab . . . faa et Spark ud af Døren. - Han saa sig om i Stuen, om hans Kone muligvis var tilstede og kunde applaudere dette tapre Udbrud; da hun ikke var til at opdage, brummede han hen for sig selv:

- He - Fruentimmer! Ja, naar man skal bruge dem, er de der aldrig, men, naar de helst maatte være Fanden i Vold, ja saa er de der s'gu altid. Ja, sikken en Verden! Regine! - raabte han ud af Køkkendøren - Regine! Herre Gud, gaar Du nu derude og roder? Du skulde have hørt, hvordan jeg balberede den tossede, storsnudede Karl nede fra Aagaarden. Naa da! Jeg sagde, at jeg gerne vilde slaa ham tolv Flasker Madera i Hovedet, hvis han ikke var ordentlig og høflig.

Konen viste sig, sødbittert smilende, i Døren i Køkkenforklæde med Smække og opsmøgede Ærmer.

- Gud! gjorde Du det, Kramer, sagde hun.

- Ja Gu' gjorde jeg saa. Nu kan Du gerne gaa til dit Arbejde igen, min Pige!

Kramer var saa glad ved den Tanke at have gjort en Heltegerning, at han tilsidst troede fuldt og fast, at han havde givet den "gale Friehling" en ordentlig Afrøfling, og undlod ikke samme Aften i Klubben at give en dramatisk Fremstilling af den 102 voldsomme Scene, der havde fundet Sted imellem dem. Derefter kom Drengen paa Tale, og Grunden til, at Friehling vilde tage sig af ham uden videre, blev naturligvis forklaret derhen, at han var hans virkelige og Skolelærer Fris hans titulære Fader, penne officielle, fra Rangforordningens Terminologi hentede Formel blev fremsat af Byfogdens Fuldmægtig og gjorde saa megen Lykke, at den gik fra Mund til Mund i hele Byen. Poder hørte den allerede samme Aften, da han med nogle simplere Borgere sad nede i Gæstgivergaardens Beværtning i Stuen, hvor Vittigheden, der var sagt i 1ste Sals aristokratiske Klublokale, blev rapporteret af en Billardmarkør. Han anede, at noget var kommet i Gang, der krydsede hans Plan, og, da et Par Skrivelser, han havde sendt til Skolelærer Fris, vare forblevne ubesvarede, besluttede han at tage ud til ham.

Det var altsaa den sidste Eftermiddag, Thomas skulde tilbringe i Kramers Forretning. Han søgte at erhverve et mildt Ansigt hos Frandsen, men denne var, om muligt, endnu surere og tværere end sædvanlig, han sagde ikke en Gang "Hold Kæft" til ham, naar han tiltalte ham, men kun "Bøh", ledsaget af den bekendte Sænkning af Mundvigene efter en forhøjet Maalestok. Først da Aftenen kom, og de skulde i Seng, mærkede Thomas noget usædvanligt hos Frandsen. Da Drengen vilde til at klæde sig af, standsede Frandsen denne Operation ved et kort "Holdt!" Selv gik han op og ned ad Gulvet og bearbejdede med en voldsom Energi sin Skraa, medens han samtidig baade snusede og røg. Efter flere forgæves Tilløb til at tale, som han udtrykte ved pludselig at standse sin Gang og se paa Thomas, arbejdede endelig disse Ord sig frem:

- Smeden kommer i Aften.

Derpaa gik han ud og gav sig til at lave Punsch. Ti Minuter efter kom Smeden. Da de havde siddet lidt og tiet, gjorde Frandsen først en Hovedbevægelse hen mod Smeden og pegede saa paa Thomas.

- Kan Du ikke lukke Kæften op selv? snerrede Johansen.

- Nej, svarede Frandsen i samme Tone.

- Du skal have Puns med iaften, sagde Johansen til Thomas, der blev vár, at der stod tre Glas paa Bordet.

Nu skænkede Frandsen op i alle tre Glas, men kom mere Vand og Sukker i Thomas's end i de to andre.

- Skal Du ikke sige saadanne . . . nogle Formaninger . . .

103

saadan . . . noget moralsk Tøjeri til Drengen, nu, da han skal ud i Verden? spurgte Smeden Frandsen.

- Du er et Fæ, Johansen.

- Tak, i lige Maade! riposterede Smeden.

Frandsen tømte sit Glas, slog i Bordet og raabte:

- Ja, men det er Du s'gu. Hvis jeg nu bryggede saadant noget sammen til den Dreng, som skal sættes baade til Hebraisk, Latinsk og Filusufi og . . . Fanden og hans Oldemo'r, saa vilde jo Drengen om et Par Aar, naar han var bleven oplært i alle Slags finere Tankegange, bare sige, at det var noget nederdrægtigt Sludder, jeg havde sagt, og kanske skrive det op til Komediebrug eller saadant noget.

- Det er der noget i, brummede Smeden. Men det skal lige godt være Din Skaal . . . for lige til i Morgen siger jeg Du til Dig, Thomas, for Du har lige godt været en rar Dreng og den gamle der . . . han er helt valen om Hjærtet over det, at Du skal væk, og han har haft Sorg og Vemodighed nok i Verden, og det har jeg med, og saa vil jeg bare ønske, at det maa gaa glattere for Dig, og det samme mener Frandsen der, og, om ogsaa Du sætter os begge to ind i en Komediebog, naar vi først er døde og begravne, saa er jeg lige glad. Skaal, min Dreng!

Frandsen trak Huen ned for sine Øjne, medens han stødte sit Glas mod Thomas's, vendte sig derpaa om og snød sin Næse stærkt og lydelig gentagne Gange, endelig tog han sit Glas, som han tømte langsomt; først da dette var gjort, løftede han Huen fra Øjnene. Nu tømte Smeden sit Glas, for han vilde "holde Aaretag", sagde han; nu var han ogsaa paa det Stadium, hvor Rørelsen overfaldt ham.

- Tag Dig i Agt for Fruentimmerne, min Dreng! raabte han og slog i Bordet; den, der kan blive fra dem, han er et lykkeligt Menneske, for alle Fruentimmer . . . det er noget Skab . . . undtagen hende . . . Skaal Frandsen! Skaal for salig Mine! . . . men Fanden i Vold med alle andre Fruentimmer!

Dette Thema gentoges adskillige Gange uden synderlige Variationer. Da det langt om længe var udspillet, og en kort Pavse opstod, slog Smeden igen i Bordet og raabte:

- Nu siger jeg Drengen det!

- Nej, Du skal holde Mund, siger jeg, sagde Frandsen.

- Men jeg siger det alligevel, paastod Smeden. Ser Du, Thomas! Naar en, der hedder Nikolaj, som vi to har stukket lidt til, bliver Smedesvend, og det bliver han til Efteraaret, og 104 det saa skulde være gaaet galt med Manden paa Aagaarden paa den ene eller den anden Maade . . . for der er ingen, der har Brev paa at leve længere, end Vorherre vil . . . ser Du . . . saa kan Du komme til Grovsmedemester Matthis Kristoffer Johansen og til Handelsbetjent Rasmus Andre's Frandsen . . . og saa kan Du sige: Op med Sparekassebøgerne! Det volder det, at Du har været skikkelig mod den gamle Hansnegl der ovre . . . nej bliv siddende! der skal ikke koges Havresuppe over det! . . . saa kan Du ellers holde Mund og drikke Din Puns . . .

Tungerne svigtede snart de to gamle, og ved Midnatstid skiltes de med den uundgaaelige Afskedssang: Fryd Dig ved Livet.

Da Thomas Mandag Morgen havde snøret sin Bylt, sagt Farvel til Kramer og Familjen, gik han ind i Kammeret for at tage sit Tøj og nærmede sig Frandsens Seng; men denne, som laa med lukkede Øjne og Ansigtet ud mod Stuen, gjorde en Vending helt omkring, saa det knagede i Sengen, og der stod en Sky af Dun ud fra den vældige stribede Dyne, hvori han begravede sit om til den anden Side vendte Ansigt. Drengen gik ud til Aagaarden. Da han var kommen uden for Indgangen til Haven, hørte han en Vogn komme rullende ad Vejen bag ved ham, og, medens han drejede ind mellem Laagestolperne, hørte han, at den holdt stille. Det var en aaben Ekstrapostvogn med rød Postillon paa, som gav sig til at blæse i sit Horn. Efter nogle Minuters Vandring gennem Havens Vildnis naaede Thomas Pavillonen, men Døren var lukket, og han maatte dundre paa den med den tunge Jernhammer. Noget efter saa han den grønne Persienne for Vinduet dirre lidt og et Ansigt skinne frem bag de fra hinanden fjernede Tremmer, men, uagtet han ventede en Stund endnu, hørtes der ikke en Lyd i Huset. Paany skrattede Posthornet, og utaalmodige Piskesmæld lød ude fra Vejen. Thomas bankede igen, nu hørte han derinde Larmen af Døre, som smækkedes i; Yderdøren blev reven op; Friehling viste sig i Slaabrok, der dækkede den dybeste Negligé, han rev sig aabenbart løs fra en Person, der inde i Gangen søgte at holde ham tilbage ved Armen. Hans Blik var opskræmmet og forvirret; han studsede, da han saa Thomas, men pludselig klaredes hans Træk:

- Naa, det er Dig? Nu husker jeg . . . og Vognen - rigtig. Gaa ud og sæt Dig op i den og sig, at jeg kommer straks!

Thomas gik ud til Vognen og gav Kusken den Besked. Denne var en ung, fed Knøs, hvis trivelige Kinder tydelig kunde ses paa begge Sider af hans Hoved, naar man betragtede ham bagfra.

105

Da han erfarede, at han muligvis kunde komme til at vente en Stund endnu, bøjede han resigneret Hovedet med den røde Klædes Kasket paa forover og satte sig i Lave til at sove med Piskeskaftet mellem Benene under Forlæderet. Skønt Thomas nok havde en Anelse om Rejsens Maal, vækkede han Kusken, efter at have svunget sig op ved Siden af ham paa' Sædet og spurgte:

- Hvor skal vi hen?

Postillonen aabnede ikke Øjnene, ja næppe Munden, medens han mumlede Navnet paa den Landsby, hvor Thomas havde hjemme; kort efter begyndte han at nikke; Hestene saa ud, som de havde Lyst til at følge hans Eksempel, men Fluerne og Bremserrie, der summede under Trækronerne, som hvælvede sig ud over Vejen, lod dem ikke i Fred; hvert Øjeblik hørte man Skyklappernes Lyd, naar Hestene rystede paa Hovedet for at skræmme de nærgaaende Snyltegæster bort; i fornødent Fald maatte de opbundrie Haler gøre Tjeneste; deres tunge Knuder klaprede af og til dumpt mod Rumperemmen. Det var varmt, tungt og diset Graavejr, uden at det umiddelbart truede med Regn. Thomas sad, medens han ventede, og saa ned paa Aaen, der randt dovent, pligtmæssigt af Sted; dens graagrønne Vand fejedes af Guldsmedenes Vinger, og Myggesværmen løb hen over det som en tynd Støvsky. En dyssende Summen og Brummen lød alle Vegne fra; snart afgav Kuskens sagte Snorken sit Bidrag til Orkestret.

Det varede vel en halv Time, før Friehling viste sig med et Shawl over Armen ved Udgangen af Haven. Thomas sprang ned fra Sædet for at hjælpe ham op; ved denne Bevægelse vaagnede Kusken og lettede en lille Kende paa Huen.

- Hvor langt er der til - den By? spurgte Friehling.

- Aa, godt og vel halvtredje Mil, svarede Thomas og kom saaledes Postillonen i Forkøbet, der samtidig havde begyndt med at sige:

- Aa - ja . . . jeg ved det s'gutte . . . men se . . . at . . . det maa jo staa paa Timesedlen.

- Hvor længe skal vi være om den Tur?

- Ja . . . se . . . vi har jo en Time til Milen, naar det er ad Biveje, hvor der ingen Sjassé (chaussé) er, svarede Postkarlen.

- Kører Du derhen paa mindre end to Timer, faar Du en Daler i Drikkepenge og lige saa meget Brændevin, Du vil drikke i Kroen.

- Saa naas det vel nok altsammen, svarede Postillonen, og 106 det langsomt optrækkende, fedtede Smil syntes at ville udvide hans Kinder i det uendelige.

Thomas hjalp Friehling op ad de ikke meget magelige Jerntrin paa Vogntrappen, der havde en stærk Tendens til at bøje sig ind under Vognens Fading. Han vilde igen indtage sin Plads hos Kusken, men Friehling gjorde Tegn til ham, at han skulde sætte sig ved Siden af ham. Da Vognen havde sat sig i Bevægelse, vendte Friehling Ansigtet mod Thomas, bøjede sig ned mod ham og betragtede ham vist. Der laa et vemodigt Træk om hans Mund, og Læberne kom i en vibrerende Bevægelse; snart borede han sine Øjne fast og forskende ind i Thomas's, snart lukkede han dem til, medens et Smil strøjfede hen over den fyldige Mund. Thomas rørte sig ikke, men sad som fasttryllet, saalænge Friehling saa paa ham; han vilde saa gærne have gjort et Ryk til Siden for at glide bort fra disse store, dunkle, blaa Øjnes Aag, men han mægtede ikke at gøre en Bevægelse. Endelig strøg Friehling ham over Panden; hans Lillefinger gik med et dvælende Tryk hen over Drengens Øjenbryn, saa smilede han igen, rystede mat og melankolsk paa Hovedet, svøbte sig ind i sin Paletot, lænede sig tilbage og sad ubevægelig med lukkede Øjne, men Læberne vibrerede stadig, tilsidst hørte Thomas en sagte Nynnen; det var hin Melodi, han havde hørt Friehling nynne, da han saa ham første Gang ved Mergelgraven ude paa Marken - den Melodi, han kendte fra sin Moder. Han rykkedes i Tanken til Hjemmet, som Farten nu gik imod; den samme Angest, som var paakommen ham Dagen i Forvejen, faldt klam og knugende over ham. Uh! den Melodi! Endelig tav den; Friehling syntes at sove, men, hver Gang den søde Duft fra en Lind i en Have, fra en Kløvermark eller fra frisk Hø væltede sig ind over Vejen i den fugtige, varme Luft, udvidede Friehlings Næsebor sig, hans Øjne aabnede sig paa Klem, han nød denne Duft med samme Intensitet, som en Kender nyder et Glas fin Vin. Jo nærmere Thomas kom Hjemmet, desto mere sammensnøredes hans Hjerte. Og, da Vognen svingede om Kirkebakken, og det uvante Syn af en Postvogn med rød Kusk fik Ansigter, som Thomas saa godt som kendte alle, lokket hen til de smaa Ruder i Husmandshusene eller hele Figurer ud i Dørene, af hvilke den øverste Lem var slaaet tilbage, tirrede disse gloende Øjne og gabende Munde ham; han havde Lyst til at vrænge efter dem.

- Var det til Kroen, jeg skulde køre? spurgte Postillonen, mens han holdt Hestene en Smule an og antydede en Drejning 107 af Hovedet mod sine Passagerer; han havde ikke glemt det carte blanche med Hensyn til Fortæring, som han havde faaet af Friehling.

- Friehling fór op af sin Døs, saa omkring sig og svarede intet, før han ved at opdage Thomas ved sin Side kom til Besindelse.

- Nej, vi skal til . . .

- Til Skolen, sagde Thomas.

- Men Herren lovede mig Levemaade i Kroen.

- Æd, til Han revner! sagde Friehling; kør først os hen, hvor vi skal, saa kan Han køre sig selv til Kroen og hente os om . . . hm! En halv Times Tid er vel nok. Ikke, min Dreng?

- Jo, det er det vist.

Saa! Der var Gadekæret med Pilene; der laa det gamle Hus oven over; der laa Indsidderkonens ældste hvidhaarede Dreng paa Maven tværs over Vejen og rodede Mudderet i en derværende Pøl op i en spids Bunke. Kusken maatte raabe "Varsko", ja endog standse, før Ungen gad flytte sjg.

- Hvad bestilte Du der, Du taab'lige Rad? sagde Kusken med nogen Indignation.

- Jeg legede med Møget, svarede Ungen med uforstyrret Sindsro og smed sig ned igen, da Vognen var kørt videre.

Foran Skolebygningen holdt et Enspænderkøretøj med fraspændte Skagler; den magre Krik havde faaet drejet det lidt til Siden for at gnave af noget Græs, der voksede tæt op til Husets Mur. Den virrede lidt med Hovedet, baskede lidt med Halen og prustede lidt ved Synet af de to Kolleger foran Holstenskvognen, men gav sig snart i Lav med at gumle Græs igen.

Efter gammel Vane tudede Postillonen i sit Horn og smækkede med Pisken, da han holdt stille. Det lod ikke til, at nogen vilde komme for at modtage de ankomne; Thomas sprang da af og saa gennem Vinduerne til Skolestuen, at Døren mellem denne og Gangen hurtig aabnedes og lukkedes, og, da han fik Yderdøren op, stod hans Fader lige for ham, men han saa ogsaa en sort Frakkeryg i en Fart smutte ud af en Dør, der førte ud til Gaarden paa Husets modsatte Side.

Fris hilste ikke sin Søn, ja syntes ikke en Gang at se ham; der var noget forstyrret og forfjamsket udbredt over ham, medens han hjalp Friehling ned og aabnede Husets Indgangsdør med en indbydende Bevægelse. Friehling blev staaende uden at gøre Mine til at følge den.

108

- Værs' artig! mumlede nu Degnen og gentog sin Gestus; men Friehling besvarede den med en anden, der paa en bydende Maade opfordrede Fris til at blive udenfor. Som en Dreng, der gerne vilde sætte sig op mod sin Lærer, men ikke tør og derfor lystrer ludende og tøvende, nærmede Fris sig sin Gæst. Thomas betragtede med pinlig Forbavselse det hele Minespil; han fik Følelsen af, at Friehling kuskede hans Fader som en Slave.

- Gaa ind, min Dreng! sagde Fris til Thomas, der tydelig mærkede, at Faderens Stemme rystede; det var første Gang, han havde set ham miste sin Ro og sejge Sikkerhed. Thomas gik ind i Skolestuen; han turde ikke gaa ind til sin Moder. Gennem Vinduerne saa han Postvognen vende og køre bort; han saa Friehling og Faderen veksle nogle Ord, den sidste bestandig bevarende sin ludende Holdning, mens han bestandig ængstelig skottede hen til Enspændervognen med de fraspændte Skagler. Da Postvognen var ude af Syne, saa Thomas en lille Mand i luslidt sort Frakke komme frem om Hjørnet paa Huset fra Haven eller Gaarden, derpaa pludselig standse; Friehlings og hans Øjne mødtes, og med en Fart, som ingen skulde have tiltroet den aldrende, mat udseende Mand, sprang Friehling hen til Enspændervognen, fik med Lynets Fart revet Pisken ned fra Sædet og drevet den lille luslidte et vældigt Slag med Skaftet over Ryggen. I sin Forbavselse rev Thomas et Vindue op, og han hørte Friehling raabe med rasende Stemme:

- Gemene, væmmelige Dyr! Jeg takker de gode Guder, der tredje Gang undte mig at prygle Dig.

Den lilles Øjne sprudede Ædder og Gift.

- I Dag er her Vidner paa voldeligt Overfald, sagde han.

- Jeg betaler gerne hundrede Daler for den Fornøjelse at skamprygle Dig, Din klamme Igle, brølte Friehling, hvis Kinder blussede, som Blodet skulde sprænge hans Hoved; Du har altid stolet paa, at jeg ikke gad være over at skaffe Dig i Rasphuset, men det kunde dog hænde, at jeg en Gang fik Lyst til at lade en anden Slubbert rodo op i mine Papirer og bevise Dine Snyderier; det er derfor bedst, Du tager Dine Prygl med Anstand. Der er Din Pisk; afsted med Dig!

Den lille skidne Mand spændte hurtig Skaglerne fast og kørte afsted saa hurtig det gamle Øg formaaede at løbe. Thomas havde for længe siden genkendt Kommissionær Poder, hvem Frandsen lejlighedsvis havde karakteriseret ganske vist kortere, men ikke synderlig mildere, end Friehling nu gjorde det.

109

Friehling saa efter Vognen og sagde uden at henvende Ordet til Fris:

- Hm! første Gang fik han Prygl, fordi han knælede som en Slave og kyssede min Haand, for at jeg skulde smide den gamle Forvalter bort og sætte ham i Stedet; anden Gang pryglede jeg ham, fordi han havde snydt baade mig og den gamle Andersen; nu pryglede jeg ham . . . aa . . . fordi det Slimdyr dukkede op, ligesom jeg tænkte paa at gøre noget, som Folk kalder godt . . . Godt! hm . . . ja mod mig selv, ha, ha, ha.

Latteren vakte ham af Drømme, han syntes først nu at huske, hvor han var, og at Fris var til Stede. Efter et fortsat kort Latterudbrud, sagde han til denne:

- Undskyld - hvis den Herre er Deres Omgangsven . . .

- Nej . . . vi har . . . han har jo villet gøre nogle Smaaforretninger med Folk paa Egnen . . . med mig . . .

- A coquin, coquin et demi, sagde Friehling og trak paa Skuldrene. Det randt Thomas i Hu, at Pastor Birk en Gang havde anvendt denne Talemaade og forklaret den; derfor bed den i ham paa Faderens Vegne, da han hørte den i denne Sammenhæng. Nu, fortsatte Friehling, tager jeg altsaa Deres Søn hjem med og sørger i alle Maader for ham; er han, som hans Ansigt lover, skal jeg se, om jeg kan kaste Brande ind i ham, der kan faa hans Aand til at flamme, men, hvis han er . . ., ja . . . hvis han har indoles paterna . . . saa lover jeg Dem, at jeg skal formaa ham til at studere Theologi.

- Gud give, det var saa vel, for det er en god Stilling, mumlede Degnen, der af gode Grunde ikke forargede sig over de latinske Ord; tværtimod, hans Tanke dvælede med Velbehag ved Slutningen af Friehlings Replik. Kunde han en Gang høre sin Søn præke i Byens Kirke og stikke den hovne Pastor Birk ud, vilde det jo give ham, Degnen, hans Fader, et betydeligt Rygstød i Sognefolkenes forøgede Agtelse. Det med at kaste Brand i Aanden, det er saadant noget højtravende Sludder, som ikke har mere at betyde end Portulaksblade paa Kødsuppe. Vil han gøre saadant noget ved Drengen, saa for mig gerne; det gør hverken fra eller til, tænkte han. Men i Morgen vilde han rigtignok fortælle rundt om i Byen, at hans Søn skulde være Præst.

- Men vil højstærede slet ikke træde indenfor? spurgte han.

Friehling rystede paa Hovedet.

- Ja, der er desværre uhyggeligt, vedblev Degnen, nu ligger 110 min Kone altid til Sengs; for sad hun dog oppe bag et Skærmbræt, men nu . . .

Ja, men jeg rnaa sige Farvel til Moder, lød Thomas's Stemme ud af Vinduet.

- Hvad? . . . er Du der, i Skolestuen? ja, men Moder, siger jeg, er syg.

- Men jeg vil se hende.

- Vil? se, se? Saa det vil Du?

- Ja, han skal sige Farvel til sin Moder, sagde Friehling.

Degnen bukkede med sammenbidte Læber og brummede nogle uforstaaelige Ord om, at han absolut maatte op til Præsten i Embedsforretninger; han tænkte nemlig med Gru paa, at en bevæget Scene forestod mellem Moder og Søn; den vilde han ikke være med til.

- Gaa Du kun ind til Din Moder, sagde Friehling til Thomas, saa venter jeg.

- Men dog ikke herude, sagde Fris.

- Jo, jeg spaserer lidt frem og tilbage og rundt omkring. Gaa bare!

Degnen tog Vejen op mod Præstegaarden. Thomas gik gennem Dagligstuen ind i Sovekammeret, hvor de korte, stødvise Aandedræt henne fra Sengen med det rødstribede Sirtses Omhæng for, lød ham i Møde og skar ham i Hjærtet. Men han nærmede sig ikke fri og frejdig som før; der laa nu noget imellem ham og den, han havde elsket højest paa Jorden, hans Barndomstankers ubesmittede Madonna. Langsomt gik han hen mod Sengen og fjernede Gardinerne lidt. Endnu blegere og mere indfalden end før laa hans Moder der med lukkede Øjne uden at røre sig, uden at det syntes, at hun mærkede Lyden af hans Skridt. Den ene Haand laa oven paa Dynen; den saa saa skør ud med de skarpt fremtrædende Mellemhaandsben med slap gulhvid Hud over og med dybe, blaalige Hulninger imellem, som om den maatte knække ved et haardt Tryk. Thomas berørte den ganske sagte, der gik en let Sitren gennem Armen, men den syge aabnede ikke Øjnene. Thomas mærkede Taarerne trænge sig op i hans Øjne og Munden bæve af frembrydende Graad.

- Moder! sagde han med rystende og smertelig Stemme; det er mig, det er Thomas.

Den syge Kone slog Øjnene op, et Anstrøg af Rødme fór op 111 i Kinderne og af Glæde i de matte Øjne. Hun lagde sin anden Haand oven paa Thomas's.

- Kys mig! hviskede hun.

Hvorfor følte Thomas en Modstand i sig, før han adlød?

- Farvel, Moder! sagde han, jeg . . . jeg tager bort fra Kramer.

- Hvorhen? spurgte hun med en af Forundringens Bevægelse styrket Stemme.

Thomas tvang følgende Svar møjsommelig frem:

Hr. Friehling vil tage sig af mig.

Thomas følte et Ryk i sin Arm. Den syge klamrede sig til den for halvt at rejse sig op i Sengen. Hendes brune Øjne fik en blank Glans; de stærke, sorte Øjenbryn krummede og bugtede sig; Hænderne klemte fast om Thomas's Arm; der gik en Vridning gennem hendes hentærede Legeme; men det varede kun et Øjeblik. Langsomt faldt hun tilbage paa Hovedpuden, slap Thomas's Arm og foldede Hænderne tæt over Brystet, medens hun saa opad, og store Taarer piblede frem og dirrede i Øjenhaarene. Saaledes laa hun et Minuts Tid; hendes Aandedræt kappedes i Hurtighed med det lette Slaguhrs Perpendikel henne fra Krogen. - Stilheden afbrødes af en klaprende Lyd; et Vindpust fra Haven udspilede det nedrullede Gardin for det aabne Vindue, Rullegardinstangen tørnede mod Vindueskarmen, og samtidig brød en stærk Lysstraale ind i det dæmrende Kammer; da lød ude fra Haven den Melodi, som Thomas kendte saa vel; Ordene, som han ikke forstod, bleve nu tydel udtalte:

Fra le bellezze rare io m'aggirai
Per poter rincontrare sincero amore.

Oggetto come te io non trovai,
Che mi ferisce in sen l'afflitto cuore.

(Iblandt al Verdens skønne drog jeg vide,
søgte min Elskovs rette Maal at møde:

Men ej Din Lige fandt jeg nogen Tide,
som Du fik ingen Hjærtet til at bløde.)

Det var en af disse let og lykkelig undfangne italienske Melodier, som enhver kan lære i en Fart, hvori Lidenskabens og Følelsens abstrakteste Omrids ere trukne klart og elementært, og som derfor lettest slaar an hos den for udannede eller halvdannede poetiske Naturer ejendommelige, ukritiske Sentimentalitet, 112 saa vel som hos den lade nydelsessyge, der ikke vil anstrænge sig for at fordøje et æsthetisk Indtryk.

Næppe havde Melodiens første Toner lydt, før den syge, som tvungen af en Fortryllelse, der gav hende en nervøs Spændkraft, havde rejst sig paa Hug; den stirrende Ekstase, der først malede sig i hendes Træk, opløste sig i et Udtryk af begærlig Nydelse af hver Tone, af hvert Ord; Øjnene, der straks havde aabnet sig og udstraalet et febrilsk, forceret Liv, lukkede sig halvt, Munden laa hen i et lyksaligt Smil, Stillingen var lyttende, Aandedrættet blev uhørligt, som om det ikke turde vove sig frem; Armene bredte sig favnende ud i Rummet. Først da Sangen standsede fór hun sammen, saa sig forvildet omkring, som om hun søgte nogen; da Blikket saa mødte Thomas, blev det næsten forfærdet; hun kastede sig tilbage i Sengen, trak Lagenet op over sit Ansigt og sagde med en Røst som et bedende Barns:

- Ach - nej - ach nej; han maa ikke se mig, han maa ikke komme ind - saadan som jeg ser ud, nej, nej . . . o nej! Luk Døren, Luk Vinduet! Sig, at jeg er død. Jeg véd, han er derude, men jeg tør ikke . . .

En indvendig Kulde knugede og rystede Thomas; begge hans Hænder klemte fast om Sengestolpen. Han sendte et fortvivlet, længselsfuldt Øjekast ud i Haven gennem det andet Vindue, som Gardinet ikke var rullet ned for: der saa han det sunde, solglade i den blaa Sommerhimmel, i Buskene med de belyste Bladerande . . . Hvilken Modsætning til hans stakkels Moder og Friehling: til det syge, det sønderrevne, det forpinte, det udskejende - hvor vaandede han sig under dets Tryk; Anelsen og Uklarheden var værre end Forstaaelsen og Visheden; det snoede sig om ham som en Slanges kvælende Favntag. Mod hans Vilje pressede hans Tanke sig frem, idet han mumlede halv sagte:

- Jeg hører ham til; jeg maa følge med ham.

- Ja, ja, hviskede Moderen; han kan lære Dig wunderbare, store, pragtfulde Ting . . . og Du er jo ikke en Kvinde; Du vil ikke blive ulykkelig ved det. Farvel, min søde, min egen Dreng! bliv en stor, poetisk Mand . . . han er vel ikke derude? - her slog hun Lagenet lidt fra sit Ansigt . . . se efter! han maa ikke se mig.

Thomas gik hen og saa ud i Sprækken mellem Rullegardinet og Karmen; han opdagede Friehling staaende ganske stille med Hænderne over Brystet og med Øjet skarpt rettet mod Vinduet. Uvilkaarlig gjorde Thomas en afværgende Bevægelse ud imod 113 ham; Friehling besvarede den med et spørgende Blik, Thomas nikkede alvorlig, da vendte Friehling sig om og gik langsomt bort. Dette skete i faa Sekunder, saa Thomas uden synderlig Forhaling kunde svare sin Moder:

- Nej, Moder, her er ingen uden jeg.

Hun favnede ham lidenskabelig; hendes Taarer vædede hans Kinder.

- Farvel, Moder! sagde han, rev sig løs og gik ud af Sovekammeret. Han følte sig inderlig lettet, da han gennem den aabne Dør fra Gangen til Vejen saa Vognen med den røde Postillon paa Forsædet svinge ned langs Gadekæret. I samme Øjeblik kom Friehling frem fra Laagen ved Siden af Skolehuset, der førte ind til Haven, og Thomas gik straks ud paa Vejen. - Da Vognen holdt stille, saa han, at hans Fader selv anden kom gaaende ned ad Kirkegaardsbakken; han kendte snart Pastor Birk, da han saa hans Brilleglas flimre i Solen. De naaede Vognen i samme Stund, som Friehling beredte sig til at bestige den.

Pastor Birk tonede frem med en vis værdig Langsomhed; den maatte han, mente han, vedligeholde lige over for sin Degn, hvem han ikke vilde lade se, at han interresserede sig altfor meget for hans Søn. Derfor havde han ogsaa, da Fris fortalte ham den nyeste Vending i Thomas's Livsskæbne, dulgt sin Glæde og blot sagt en almindelig Lykønskningsfrase; endelig havde han lænet sig tilbage i Stolen, sat det samme officielle Ansigt op, som han havde i Stand til Fris, naar denne Lørdag Eftermiddag kom og spurgte, hvilke Salmenummere "hans Velærværdighed" ønskede opslaaede paa Kirkevæggenes Tavler til Søndag og saa spurgt: - Deres Søn kommer vel og hilser paa den Præst, der har læst med ham og konfirmeret ham? Nu kom Degnen Fris i yderlig Vaande; thi han anede godt, at, hvis han gjorde et saadant Forslag, vilde den "storsnudede" Friehling afvise det med Haan, og ham var han mere bange for end Pastor Birk. Han stammede noget om, at "Kammerherren", som han nu mod bedre Vidende udnævnte Friehling til for at imponere Præsten, øjeblikkelig vilde køre hjem med Thomas. Saa havde Præsten med en officiel Haandbevægelse udtalt sine gode Ønsker for Thomas's Vel; men, da Degnen allerede var ude i Gangen, kom Præsten efter ham, tog sin Hat og gik ud med ham uden at sige et Ord; han følte en uimodstaaelig hjærtelig Trang til at se den opvakte, kønne Dreng, med hvis Ve og Vel hans Tanke havde beskæftiget sig uden praktisk Resultat. "Jeg vil nok se Deres Søn og hilse 114 paa Kammerherren", havde han sagt til Fris. Nu var denne stakkels Mand atter paa Pinebænken; han forudsaa, at, hvis Præsten gav Friehling denne Titel, kunde hin risikere et bidsk Svar; han lod derfor et Par Ord falde om Friehlings Særheder, hvoriblandt den var, at han kun vilde kaldes ved sit Navn; men Pastor Birk syntes ikke at tage sig denne Advarsel videre ad notam. Da han nærmede sig Vognen, løb Thomas ham i Møde, og i Smug gav Præsten ham et varmt Haandtryk og et kærligt Blik, medens han lagde Haanden paa hans Hoved med en rituel Embedsmandsmæssighed. Friehling blev siddende ubevægelig i Sædet og lettede skødesløst paa Hatten til Svar paa Præstens særdeles høflige Hilsen. Degnen luskede et godt Stykke til Siden for at undgaa Præsentation og sligt; han havde allerede fat i Haandgrebet til Laasen paa sin Dør for i værste Fald at kunne foretage et ilsomt Tilbagetog. Imidlertid henvendte Pastor Birk, der lige over for en Mand, han ansaa for en fornem Person, ikke ønskede at præsenteres af sin Degn, Ordet til Friehling:

- Maa jeg hilse paa Kammerherren og . . .

Her blev han afbrudt meget brydsk:

- Jeg er ikke Kammerherre; jeg er pensioneret Skuespiller, Menestrel og Knejpesanger.

Præsten tog det Parti at le forlegent og bukke. Saa rømmede han sig, lagde Overkroppen lidt tilbage, rettede paa sine Briller og sagde igen:

- Det kan ikke andet end glæde mig, dette unge Menneskes forhenværende Lærer og Sjælesørger, at der gives denne flittige, vel begavede og vakre Dreng Lejlighed til at forberedes til den videnskabelige Vej.

- Hm, sagde Friehling; jeg har tænkt paa at forberede ham til at blive Korybant ved Gudernes Moders, Kybeles, højst opbyggelige Tempeltjeneste der ovre i Trapezunt, hvor Kristoffer Kolumbus's Fætter i sin. Tid var Ærkebisp.

Fris var allerede løbet ind, efter at han havde vinket Farvel til sin Søn; thi, uagtet han ikke forstod et Ord af, hvad Friehling sagde, mærkede han godt, at han var lige saa krakilsk stemt mod Præsten som mod ham selv.

Thomas saa med Taarer i Øjnene paa Præsten, der nu vendte sig om og gik, indvendig dirrende af Harme og ildrød i Ansigtet.

- Kør! sagde Friehling. Hør Du - her henvendte han Talen til Thomas, - til hvad Munkeorden hørte han?

115

- Munkeorden? Det er Præsten her i Byen; han er jo Lutheraner.

- Du er dum. De forskellige Munkeordener gaa igen i alle Bekendelsers Præsteskab. Overalt er Kapuzinerne de talrigste; det er dem, der synger i Kor:

Natur und Geist - so spricht man nicht zu Christen.
Deszhalb verbrennt man Atheisten,
Weil solche Reden höchst gefährlich sind.
Natur ist Sünde, Geist ist Teufel;
Sie hegen zwischen sich den Zweifel,
Ihr miszgestaltet Zwitterkind.

Men han der var ingen Kapuziner. Bi lidt . . . han var en Theatiner. Han saa ud til at passe til at være Skriftefader for Markiser og Grevinder imellem tredive og fyrre.

Thomas følte, at der fra nu af laa en Kløft mellem hans Hjem, hans Barndomsminder og Fremtiden. Han søgte at tvinge Tankerne bort fra, hvad han havde oplevet denne Dag; men, naar han bøjede dem mod Fremtiden, gjorde de ham bange. Var det en god eller en ond Mand, der med en Myndighed, der blev mere og mere gaadefuld for Thomas, jo længere han tænkte derpaa, havde taget et Greb i hans Liv? Medens Friehling tilbragte de Timer; Hjemkørselen tog, i den samme tilsyneladande lethargiske Tilstand, som da de droge ud, og Thomas paa den Maade, der alt er antydet, sad Degnen Fris hjemme og vaandede sig under al den Uro, som den nedrige Skæbne havde sendt ind i en Tilværelse, hvis højeste Stræben var Ro og jævn Bekvemmelighed. Han var gaaet ind i Skolestuen, havde sat sig op paa Kathederstolen, medens han søgte at hvile sit Hoved paa Kathederets Pult, men han kastede det fra den ene Side til den anden som et uartigt Barn. Samtidig førte han en brummende og sagte hvæsende Tale med sig selv, hvilken, omsat i et nogenlunde forstaaeligt Sprog, vel omtrent har lydt, som følger:

- Hm, saadan en . . . ja, hvad skal man sige? Han har jo altid havt Penge nok, og saa bliver jo de fleste Slaver af deres Lidenskaber! Men at jeg, netop jeg, skulde være saa ubesindig at faa den Kone, jeg fik; jeg kan egentlig ikke begribe, hvad der stak mig . . . Og at den gamle Laffy netop skulde være saadan en Bønhas og Plattenslager! Men maa jeg spørge - kan jeg gøre ved det hele? Hvad behager? Og at han . . . han det gale Dyr netop skulde bo i den By, hvor jeg sender min 116 Dreng hen, at han skulde faa snuset op, hvem han var! Ja, er det ikke, som en havde lavet det hele bare for at ærgre mig og skaffe mig Vrøvl! Der stod Drengen nu saa rart hos Kramer. . . naa, det kan jo ogsaa være godt, om han bliver Embedsmand og pensionsberettiget . . . Saa var det tossede Menneske grov mod Præsten! Naa, Præsten kan have godt af at se, at der er dem, der kan være endnu mere storsnudede end han selv er; men Ulykken er, at det altsammen gaar ud over mig . . . mig, som dog ikke kan gøre det mindste ved det hele! Og det Bæst . . . den Lommeprokurator, den Tyveknægt . . . det er det allerværste! Lokker han ikke tyve Daler. . . for de tredive fik jeg dog pruttet ham af . . . ud af en stakkels, fattig Skolelærers Lomme. Prygl fik han da i Guds Navn . . . men nu bliver jeg maaske stævnet til Vidne for Retten . . . saa sidder jeg min Sæl net i det med ham, den gale. Men Drengen kan da ogsaa i Tiden refundere mig de tyve Daler, hvis han, den gale, giver ham Lommepenge . . . naa, det gør han dog vel . . . hvad skal saadan en Hvalp med Lommepenge? Der kan være Farer nok for hans Moralitet endda. Naa (her tog han det vel bekendte, fedtede Poderske Dokument op af Lommen). . . der er det forbandede tyske Papir! Var Kæltringen bare kommen saa meget som en Time senere . . . naa da . . . saa skulde jeg rigtignok have givet Gentlemanden; men jeg kunde jo dog ikke uden skriftligt Bevis være sikker paa, at det gale Dyr vilde staa ved sit Ord og virkelig sørge for Drengen. Hm . . . ja, det kunde vel stikke ham, naar han var i gal Kulør en Morgenstund, at smide Drengen ud til mig igen . . . efter at have nedbrudt Agtelsen for hans Fader hos ham oven i Købet, saa det er da i ethvert Tilfælde bedst, jeg beholder det forbandede Papir. Den almægtige Gud skal vide, at jeg gærne vil være en hæderlig Mand; men Nøden kan jo tvinge en til at være . . . jeg vil ikke sige Kæltring . . . men dog lidt røget. Ja den, som ser i Løndom, véd ogsaa, at jeg alle mine Dage har været forsigtig . . . hæ! - hvad har jeg saa havt for det? Nej. . . dersom der er Ret og Retfærdighed i denne raadne Verden, saa vil . . . Naa, det maa man jo ikke en Gang sige i et hidsigt Øjeblik; det kaldes jo Ugudelighed og Vantro. Men, dersom jeg kan blive klog paa Verden, saa vil jeg hedde Mads. Degnen Fris var en lykkelig Natur, for saa vidt som han var saaledes organiseret, at Søvnen hurtig indfandt sig hos ham efter enhver aandelig eller legemlig Anstrengelse. Saaledes ogsaa nu.

        

117

Det urolige Hoved kom til Hvile paa Kathederets skraa Pult, og en stille Slummer, hvorfra kun enkelte høje Snorkelyd af og til tonede ud, gav det trætte Hjærte Ro.

VIII. Paa Aagaarden.

Friehling og Thomas sad i den lille Spisestue i den gamle Havepavillon; ogsaa i dette Værelse var der ved de nedrullede Jalousier og sammentrukne Gardiner frembragt et farvet, mystisk Lys; men, medens det var rødt i Dagligstuen, var det grønt her. Den fine Opdækning, det gennemsigtige, tynde Porcelæn, de to Karaffer, en med rød og en med hvid Vin, som Friehling til Thomas's Forundring skænkede ud i store, pokalagtige, slebne Glas, som han hvert Øjeblik holdt op og lod spille i Lyset; den sortklædte, smalle Kvindeskikkelse med det hvide Hovedtøj, der opvartede dem og af og til mælede nogle Enstavelsesord i et fremmed Sprog med Husets Vært, medens hun forøvrigt betragtede Thomas med et forskende, men ikke uvelvilligt Blik - alt dette fyldte hans Fantasi, saa de uhyggelige Billeder fra den første Del af Dagen lidt efter lidt fortrængtes. Der var ogsaa en hyggeligere Stemning over Friehling, end Thomas hidindtil havde kendt hos ham. Da Kaffen var bragt, saa Thomas ham rulle en Cigaret - det havde han aldrig set før - og med Velbehag indaande den krydrede, aromatiske Røg, der i lyseblaa Ringe dansede omkring i det grønne Skær, hvori Stuen laa.

- Ja, jeg vil selv læse med Dig, sagde han, jeg tror selv, mit Humør vil have godt af det. Men Du maa være letnem. Kommer Du med kluntede Spørgsmaal, saa sender jeg Dig øjeblikkelig til filologiske Gedebukke og mathematiske Stokfisk, som for Alvor tror paa Grammatiken og paa Logarithmerne. Jeg vil - tror jeg - blot lære Dig græsk; det kan godt være, at jeg har glemt det - naa, det er egentlig heller ikke Sproget, jeg vil lære Dig; nej, jeg vil vise Dig de nøgne, salvede Athletkroppe, der snor sig som Slanger om hverandre paa Palæstra: jeg vil føre Dig ind paa deres Marmortheatre, hvor Ordene lyde saa klangfuldt og rytmisk som Kaskadens Straaler, der brydes mod 118 Bassinets Vandflade . . . jo, saa vil jeg lære Dig italiensk; det vil sige saadan, som dette Sprog taltes i Farver, i Vatikanets Loggier og Stanzer, imellem Basilikaernes Søjler; ja, det er sandt - Du skulde da ogsaa lære det spanske i Riddersporernes Klang og Mandolinens Dirren under Balkonen, i Silkeslæbenes Raslen og i Øjnenes Funklen gennem Maskens Øjenhuller, i Klingernes Krydsen ved Fakkelskinnet; ja, engelsk med, Du - i Efteraarsstormens Hvin, naar den snor sig om Skovens Stammer, og Maanen flammer som et Baal paa Himlen, naar Fortvivlelsen og Vanviddet raser ud paa Heden, og Tordenen akkompagnerer dem med Basunbassen, og alle Pedalerne paa dens Orgel arbejde - i Spøgelsetrin paa Skansen, der luder brat ned mod Havet, naar Brændingen pisker Fraaden i Vejret, saa den griner mod Maaneskinnet. -

Nu lukkede hans Øjne sig, han sad stille med et henrykt Smil paa Munden og tav længe. Da han atter lukkede Øjnene op og saa paa Thomas, lo han og sagde:

- Det bliver vist en underlig Undervisning!

Men Thomas hørte ikke de sidste Ord; han søgte at fange nogle af de Billeder, der under de første sprang frem i hans Fantasi under det hurtig svindende, mystiske Strejflys og saa gled ud i det dunkle som dissolving views. - Den gamle Kvinde kom ind og tog af Bordet.-Thomas var temmelig sikker paa, at det var fransk, hun og Friehling talte sammen; men han var altfor optaget af Indtrykket fra Friehlings sidste Ord til ham, at han kunde være rigtig opmærksom paa deres Gestus og Minespil og maaske slutte sig til, hvad der var Tale om. Da hun var gaaet ud, sagde Friehling, hvis Ord lød for Drengens Øre, som de kom fra en anden Verden:

- Nu gaar jeg i Seng. Tag ud af Reolerne inde i Salonen en Hob Bøger . . . det er det samme hvilke - alt, hvad jeg har af den Slags, er godt - og gaa saa op paa Dit Kammer - op ad Trappen ude i Entréen - Du finder det nok.

Klokken var næppe mere end syv; det var endnu lyst, og Solskæret var næppe afdæmpet. Thomas undrede sig, men adlød; han tog ned fra en af Reolhylderne nogle Bøger med danske Rygtitler. Ude i Gangen stod den gamle Dame lænet til Vindueskarmen; hun nikkede med et venligt, men vemodigt Smil til Thomas, lukkede en Dør op og gik op ad en Trappe, efter at have givet ham Tegn til at følge efter. Thomas bemærkede hendes usædvanlig smalle og fine Fødder med hvide 119 Svikkelstrømper i de Brunels Sko. Ved Trappens Slutning blev hun staaende og pegede gennem en aabenstaaende Dør ind mod et lille Værelse, sagde nogle Ord, hvis rent materielle Lyd gjorde et behageligt Indtryk paa Thomas ved noget metalklingende og en musikalsk Markeren af Ordenes Udgangsstavelser; men hun afbrød sig, rystede paa Hovedet, nikkede til ham, og, mens hun gik ned ad Trappen igen, opfangede Thomas to Ord, som han havde hørt Præstens Henriette oversætte af sin franske Lektie; det var:

- Pauvre petit!

I det lille Kammer, med et Vindue ud til Haven i den lodrette Del af Sadeltaget, bar adskilligt Præg af Forfald; Karnissen langs Loftet havde hvert Øjeblik Lakuner i den Hulstav af Stuk, der forhen havde prydet det; Oljefarven var paa mange Steder skallet af Væggene, hvorpaa der hang nogle gamle Kobberstik efter de berømteste Mestres saakaldte "bodfærdige" Magdalenaer, blandt hvilke Tizians med det fyldige, stærke Legeme, om hvilket det kreppede Haar snor sig som Guirlander, og de snarere i Kærlighedslængsel end i Anger opad rettede Øjne især tiltrak sig Thomas's Opmærksomhed. Men, hvad der mest henrykte ham og forekom ham at være en mageløs Luksus, var en ganske lille Sofa med et saare falmet, grønt Fløjels Betræk, der stod mellem Vinduet og Sengen. Med barnlig Fryd satte han sig hen i den, magelig lænet mod dens polstrede Ryg, saa ud af Vinduet, hvor de mange Trætoppe hvilede lige saa magelig som han i den stille Sommeraftendæmring og kastede stærke, kølige Skygger ud over det forvirrede Mylr af Planter, der dækkede Jorden, men i de belyste Partier stod en gylden, mild Glød; i en Aabning mellem to mægtige Linde fremtonede i lang Frastand Byens brunrøde Kirketaarn med det spidse Spir over Trappegavlene; øverst flimrede den forgyldte Vindfløj, lysegul som en Lampeflamme i Dagslyset. Af og til dirrede den hele Planteverden ved et let Vindpust, der vederkvægede som en mild, glad Livsytring midt i den almindelige Hvile, og som syntes at gøre denne dobbelt nydelsesrig bagefter. Thomas blev dragen ind i denne Hvile; hans Sjæl summede sig efter de sidste Dages vekslende, for det meste skræmmende og oprivende Indtryk; Tankernes ængstelige, famlende Higen hen mod Fremtiden standsede, den bløde Dæmring sank ned som et dølgende, køligt Slør over de pinlige Minder fra Hjemmet; det var som et Bad i et Stille, dunkelt Vand, som af og til, med lange Mellemrum, sagte 120 gennemkrydsedes af lette Krusninger, hvori Lyset legede, oplivende og forjættende.

Endelig kom Mørket. Thomas kunde ikke se mere, han blev reven ud af sin Hensynken i Livet derude. Paa det lille Bord stod to Stearinlys, en Luksus, der imponerede ham, og som han barnagtig glædede sig til at nyde. Inden han tændte Lys, lyttede han; Huset var saa dødstille, som om intet levende beboede det. Da lavede han sig til Rette; gennemsaa den Bunke Bøger, han havde taget, og valgte den danske Oversættelse af Homers Iliade. Navnet havde en højtidelig Klang for ham; den var allerede anslaaet i det Par Epitheta, som det usle Kompendium af Verdenshistorien, han i sin Tid havde læst, tillagde Homer og hans Digtning; thi, hvor trivielle de end var, havde han en Følelse af, at vedkommende Forfatter hilste dem med en usædvanlig Honnør. Thomas slugte den ene Sang efter den anden. Hvor tegnede disse Typer og Situationer sig klart i hans Sjæl ved deres storslaaede Simpelhed, hvor fangede ikke Billedernes ædle Realisme denne Dreng, der var vant til at leve i Mark og Skov! Paa de langt nedbrændte Lys opdagede han imidlertid, at Klokken maatte være mange og lavede sig til at gaa i Seng. Da han havde slukket Lyset, hørte han en Lyd underneden af Døre, der aabnedes og lukkedes; der maatte altsaa nogen i Huset være oppe. Kort efter troede han at høre en raslende Puslen under sit Vindue nede i Haven. Han opdagede, at Maanen var staaet op, at den stod med sit luende Horn over et af de store Træer og oplyste en bred, forfalden Plænes høje Græs og opgroede Planter, medens Sølvstrømme rislede langs Trækronernes Konturer, og sorte Skygger sælsomt gennemskar det hvide, der bredte sig ud over Plænen og glimtede bævende inde mellem Stammerne. Pludselig saa han en lang Skygge kaste sig ud over den aabne Plet; det maatte være af et Menneske. Den svandt hurtig i Længde, og nu kom Friehling tydelig frem i det fulde Maanelys, der beskinnede hans hvide, krøllede Nakkehaar. Han vandrede over Plænen, draperet i et Shawl, og holdt noget i Haanden, som Thomas ikke kunde skelne, hvad var. Friehling gik hen og satte sig under en Busk, der stod i Skygge. Thomas kunde nu kun dunkelt se Skikkelsens Omrids, Da lød der en ganske svag, klimprende Strængeklang, og kort efter en Sang i en aandeløs, hurtig Takt; den kendte Thomas ogsaa fra sin tidlige Barndom, da han tidt havde hørt sin Moder nynne den:

121

Quando vedi la' Rosina,
Mi si accese il cuor nel seno,
E non posso far di meno
Che pensarvi e notte e dì.

È constante la Marietta,
La Teresa, la Carolina,
Ma l'amor della Rosina
Non giammai più scorderò.

Det blev ganske stille, men snart løftede Stemmen sig atter under Buskene. Denne Gang var det egentlig ikke Sang, men en Art Recitativ, ledsaget af Strængeakkorder. I den stille Nat kunde Thomas opfatte hvert Ord:

Hør Strængene kalde
i Midnattens Stund!
Jeg maner Jer alle
fra aarelang Blund
til Liv i de flimrende
Maaneskinsstraaler,
til Festen med glimrende,
vinfyldte Skaaler,
hvor Skuldrene blinke,
dugsprængte, i Glansen,
hvor Hænderne vinke
og klappe i Dansen,
hvor Barmene stige
i sejrende Trang
som Bølger bag Dige
ved Stormflodens Tvang.
Jeg vil favne Jer alle
i den natlige Stund;
saa rejs Jer af Blund!
hør Strængene kalde!

Friehling tav igen, bøjede sig forover med Haanden over Brynet og syntes at stirre skarpt hen i en bestemt Retning. Et Par Strængeakkorder gik forud for følgende Vers:

Jeg ser Dig under Hylden,
min drømmende, tyske Brud;
den drysser Blomsterfylden
paa Halsens bløde Hud.

Med Hovedet lidt bøjet,
i stille Lytten Du staar,
122 med fugtig Glans i Øjet,
Dugdraaber i dit Haar.

Usigelige Sukke
gør Barmen saa fuld, saa trang;
og søde Længsler vugge
den tungt i Bølgegang.

Tys!. . . gennem Natten klinger det lokkende Underhorn.
Det drager Dig og tvinger
som ingen Stund tilforn.

Da stryger, lig Nattevinden
langs dugget Græs Du hen,
at favne under Linden
den fremmede Ungersvend.

Nu kom et kort Præludium . . . et let, flot, lidt ordinært, musikalsk Motiv i Dansetakt som Indledning til følgende Strofepar:

Se det hvide, som derhenne
gennembryder Skyggerandens
skarpe Linie! Hvad? . . . En Fod,
smal og smidig! . . . Parguienne!
Tror Du ej, jeg kan det gætte?
Det er din og ingen andens,
min charmanteste Fanchette
med det skummende, kokette,
knitrende Champagneblod!

Ja, nu ser jeg Dig - poliske,
lille, kattevævre Pige!
hvor Du smidig snor din Krop,
blotter dine perlefriske
Tænders Rad bag Purpurbuer,
der har Kys foruden Lige,
for hvis Styrke fast jeg gruer,
naar i Dansen Blodets Luer
stiger i din Hjerne op.

Efter et Par nye, kraftige Akkorder lød atter et Forspil fra Strængeinstrumentet. Det var først et sentimentalt, halvt kælent, halvt pathetisk Thema, hvoraf det ikke fremgik klart, om det hele skulde rages for Alvor eller for Spøg. Men, inden Øret kom i Hvile ved en afrundende Slutning, afbrødes alt ved et hvinende, disharmonisk 123 Greb. Der forløb saa meget som et Minut, før Friehling begyndte igen med følgende Recitativ:

Gækkes jeg ikke af Luna, den Løgnerske?
- Støttet paa Benenes drejede Søjler
ser jeg Dig staa, Du min søde Zigøjnerske,
sværmerisk troende, selv naar Du gøgler.

Rystende Lokkernes blaasorte Manke,
let som en Nattergal fletter Du Trillerne,
Øjnene skinne som Kulperler blanke,
farvede Hjul surre rundt om Pupillerne.

Kærligheds Jubel og Kærligheds Taare
funkler og perler i Sange saa smægtende:
Omkvæd som Liebesgluth, cuore, amore
ud kan Du slynge med Armene fægtende.

Mens mine favnende Arme Dig fængsler,
sværmer din Tale blandt Stjerner platonisk;
sukkende tolker Du himmelske Længsler,
blandende Tungemaal rent babylonisk.

Næste Sekund kan Du skælde og smælde,
hidset af Skinsygens vrede Megære!
Ak - hvilken Masse af bundtrivielle
Fraser fra Godtkøbsromaneraes Sfære!

Blanding af Racer - jeg véd ikke hvilke -
brister i Graad Du, naar højest Du glæder Dig,
skifter Du Lød som changerende Silke,
helst dog for Spejlet. Du véd, at det klæder Dig!

Friehling tav; hans Fingre klimprede lidt paa Strængene, medens han synes hensunken i Drømmerier, da Thomas atter saa en Skygge kaste sig hen over Plænen, og nu kom noget hvidt til Syne . . . han kendte den gamle Dame, der trippede hen over Plænen; Friehling mærkede aabenbart intet, før hun greb ham i Armen; da sitrede han først voldsomt og sank derpaa sammen, hans Hoved faldt ned paa Brystet, viljeløs lod han sig føre ind af hende, der mumlede nogle hurtige, vrede eller skændende Ord i det fremmede Sprog, som Thomas nu havde opdaget var Fransk.

Thomas var bleven helt opreven, ved hvad han havde set og hørt. Atter rykkede noget imod ham, som var stærkere end han 124 og fordrede Forstaaelse af ham; og han turde ikke bestræbe sig for at forstaa. Mekanisk gik han i Seng; naar han slumrede ind, væltede Drømmebilledernes Kaos sig over ham; han kunde ikke skelne noget enkelt Billede, thi, ligesom det vilde træde frem, vaagnede han, lyttede angest, saa sig om i det maanebelyste Værelse; og, naar det gik op for ham, hvor han var, sukkede han, bespændt af Angst og Gru. Da han endelig ved en Opvaagnen saa, at det var Dag, stod han op og klædte sig paa mekanisk, som han var gaaet i Seng; derpaa satte han sig ved Bordet, med Hovedet i sine Hænder i sløv Rugen over sig selv; af og til hviskede han: Aa, min Moder! Moder!

Da Trætheden tvang ham til at forandre Stilling, tænkte han et Øjeblik paa at flygte fra dette forvildede, vanvittige Hus. Men hvor skulde han flygte hen? Hjem? Nej, ikke for alt i Verden. Til Frandsen? Men han kunde jo ikke yde ham Ly. Til Smeden, der havde holdt Afskedstalen til ham med det venlige Tilbud i? Men Knøsens Fantasi var allerede ramt af det forholdsvis luksuriøse i Huset, hvor han var; skulde han nu bytte sit smukke Værelse med et Hul hos Smeden og spise med ham og Svendene ved en skiden Dug, hvor Bordfællerne sad , med sorte Arme og opsmøgede, forfærdelig snavsede Skjorteærmer? Hans Barndoms Storhedsattraa dukkede atter op og tog Tag i ham; naar alt kom til alt, var dog vel Friehling den eneste af dem, han kendte, der maaske kunde give ham et Stød fremad mod disse Længslers Maal. Hvem véd - maaske vil han gøre mig til sin Arving . . . jeg er maaske dog . . . her standsede han; atter turde han ikke tænke videre. Havde han arvet fra sin Fader Skyheden for at drage Sjofelismens Konsekvenser, men tillige Muligheden til at tænke sjofelt? Vist er det, at han følte Trang til at skære de Tanketraade over, der begyndte at spinde sig ud af ham; han tog da fat paa Oversættelsen af Iliaden der, hvor han slap i Gaar Aftes, og læste fort.

Han læste længe; han blev flere Gange træt og saa ud af Vinduet og om i Stuen, men af Angest for sine egne Tanker tog han atter fat, læste og læste.

Endelig afbrød knirkende Trin paa Trappen Husets Dødsstilhed. Døren til Thomas's Kvistkammer aabnedes; den gamle Dame traadte ind i sin sædvanlige sorte, snævert sluttende Dragt med en Bakke, hvorpaa der stod en Tallerken med en rygende Kotelet og en lille, hvid Glaskaraffe med rød Vin i. Hun pegede 125 ned ad mod Gulvet, sagde: Chut! og gik ud, truende med Pegefingeren, som for at mane til Tavshed.

Thomas læste og læste igen. Han var vist færdig med en halv Snes Sange, da han følte sig træt, løftede Øjnene fra Bogen, saa omkring sig og lyttede. Alt var dødsstille, selv i Haven saa Træer og Planter ud, som de stod og sov i Middagssolen. Ingen kunde ane, at denne døde Have om Natten havde været Scene for underlige mystiske Begivenheder, for et Liv i en fantastisk Søvngængerverden. Thomas trak Hovedet fra Vinduet, da han opdagede den gamle Græsbænk under den store Rødtjørn, hvorfra Sangen og Spillet havde tonet om Natten i Maaneskinnet. Mekanisk tog han en ny Bog ud af den lille Reol; det var en gammel Udgave af Oehlenschägers Hakon Jarl. Den kendte han godt; han havde i sin Tid laant den af Pastor Birk, havde forsøgt at læse den for Henriette paa deres Yndlingssted; hun var drilsk den Dag og var falden i en virkelig eller forstilt Søvn midt i første Akt; Thomas trak paa Skulderen ved Mindet om denne "Tøs"; han var vokset et Par Hoveder over hende og over Landsbyidyllen, syntes han. Nu vilde hans Tanke ikke . binde sig til Bogen; han sank igen hen i sløv Rugen. Da fik han pludselig en Følelse, som han var indespærret i et Fængsel; han trak tungt sit Vejr i den af Morgensolen ophedede Stueluft. Møblernes Betræk viste sig for ham i dets falmede Skikkelse; de Huller, Træormene havde boret i Tusindtal paa Kobberstikkenes Rammer, de brungule Pletter, som Fugtigheden havde spættet selve Billederne med, Sprækkerne og de bristede Blærer i Væggenes Oljefarve, Bruddene i Loftskarnissen og Hulstaven . . . alt det forfaldne, om Forladthed vidnende i hans Omgivelser, som den ubarmhjærtige stærke Sol blottede, forhøjede Indtrykket af det kloster- eller fængselsagtige. Dreven af en uimodstaaelig Befrielsestrang, som dog Frygten bragte til at ytre sig saa lydløst som muligt, aabnede han Døren ud til Trappen, listede sig ned ad de knagende Trin, kom ud i Entréen, hvor Døren stod aaben til Friehlings sædvanlige Opholdsværelse; endog Portieren var trukken fra. Værelset var tomt. Thomas stod og lyttede til alle Sider; ikke en Lyd! Han gik ind, stod atter stille og lod Øjnene glide rundt paa Vægbillederne, til de standsede ved det tidligere omtalte Maleri: den næsten nøgne Kvinde med Strængeinstrumentet i Armen, der laa ved Skovbækken, hvori hun vædede Spidsen af sine Fødder. Han saa og saa, lokket og tvungen af noget, der fordrede Gætning; han syntes, at han kendte Ansigtet, 126 endog meget godt; han maatte have set det før; han søgte i sin Erindring . . . endelig fandt han Traaden . . . men i samme Øjeblik han fandt den, gjorde han en ufrivillig Bevægelse tilbage, hvorved han rev en tung Alabastes Papirpresser ned ad Skrivebordet. Den faldt paa Gulvet med stort Bulder. Et Sekund efter røg den lille Sidedør op, og den gamle Dame viste sig, ilede i Fart over Gulvet, rev Thomas voldsomt i Armen og raabte:

- Montez, montez donc, Monsieur est malade, laissez-le tranquille. On vous servira là-haut; montez donc!

Thomas hørte nogle Ord, men de lød for ham, som bleve de sagte langt borte og ikke vedkom ham; han lod det gamle, franske Fruentimmer ruske og rive i hans Arm, som var han en død Genstand. Han blev ufravendt ved at stirre paa Billedet. Den gamle slap ham.

- Est - il fou? mumlede hun, saa forbavset paa ham og opdagede, hvorledes hans Blikke ufravendt stirrede hen i den ene Kant af Stuen. Hun fulgte deres Retning, traf Billedet, studsede et Øjeblik, hvorpaa hun syntes at anstille en Sammenligning mellem Thomas og den malede Skikkelse; saa slog hun Hænderne sagte sammen og mumlede:

- Pauvre, petit, pauvre, petit. Maintenant j'ai tout compris.

Hun tog Thomas under Armen, gjorde Tegn ind til Friehlings Sovekammer, tyssede og rystede paa Hovedet, pegede ud ad Gangdøren og opad, derpaa fulgte en lang Ordstrøm, hvoraf Thomas naturligvis knap forstod et Ord, men Tonen, hvori den blev udtalt, var venlig dyssende, beroligende som en Moders, der vil tale et Barn til Rette. Thomas lod sig lede af hende; hun gik med ham op ad Trappen og ind i hans Værelse, hvor hun støvede Møbler og Skilderirammer af, betragtede under stadig Hovedrysten og kvidrende Smaasnakken Oljemalingens brustne Blærer paa Væggen, den forfaldne Gesims og deslige, gik derpaa ud, idet hun sagde:

- Courage, cher petit Monsieur! Oh quel monde, petit Monsieur, quel monde!

Med Gru saa Thomas atter den ørkesløse Ensomhed i Møde, som han ikke kunde holde Mindets og Frygtens uhyggelige Skikkelse borte fra. Han var gaaet ned for at træffe Friehling og mulig faa at vide, hvad der dog var hans Mening med ham, om han dog ikke skulde lære noget, bestille noget. Men kunde det i det hele nytte at vente nogen som helst fornuftig Besked af 127 denne Mand? Jo mere Thomas tænkte paa ham og hans Færd, desto mere fæstnedes han i Tanken om, at han var gal; derom vidnede alt, lige fra hans aandsfraværende Væsen og Mangel paa Hukommelse til hans urimelige Uartighed mod Pastor Birk og hans Nattefærd i Haven. De elementære, ethiske Begreber, som Landsbydrengens, kun af Katekismus og Lærebog understøttede Tanke havde optaget, bragte ham til at konstruere følgende Hypothese: Gud har straffet Friehling, fordi han har gjort min Moder Fortræd og bedraget hende; det er Samvittighedsnag, der gør ham gal. Nu vil han prøve paa, om han kan gøre sin Synd mod min Moder god igen ved at gøre noget for mig, men . . . som der staar i Skriftstedet: Viljen til det gode haver han vel hos sig, men at udrette det gode finder han ikke Kraft til. Og Knøsen fortabte sig i metafysisk-moralske Granskninger over Forholdet mellem Kødets Lov i Lemmerne og Aandens Lov; han følte et Øjeblik Lyst til at opsende en Bøn om, at Gud vilde hjælpe Aandens Lov til Sejer i Friehling, hvad der jo baade vilde være til Gavn for ham selv og for Thomas; men, da han skulde til at formulere denne Bøn og sætte sig i den bedende Stilling og udføre de konventionelle Gestus, kom han - o ve! - til at tænke paa sin Fader, naar han aldeles tankeløst haspede de udenad lærte Bønner op i Kordøren . . . nej, han kunde ikke bede; det var altfor flovt!

Hans nye pinlige Tankesituationer afbrødes ved Trin paa Trapperne; han kendte nu, at det var den franske Husholderskes. Hvad mon hun vilde?

Hun nikkede ved sin Indtrædelse mildt til Thomas, medens hun paa samme Tid spilede Øjnene op, som om hun vilde forberede ham paa noget, spænde hans Forventning. Hun havde en stor Mappe under hver Arm; dem lagde hun paa Bordet, gentog sit Øjenspil, vinkede ad Thomas.

- On s'ennuie, n'est-ce pas? Voilà du passetemps - og resolut slog hun den ene Mappes Bind op, saa det klaskede mod Bordpladen. Mappen indeholdt nogle store og meget smukke Prospekter af Parises Monumenter og mest karakteristiske Partier i Prospekter.

- Ce carton-ci est instructif, sagde hun; eet autre est pour rire, il faut commencer par l'instructif.

Hendes Minespil var saa tydeligt, at Thomas anede Meningen; hun blev straks det forstaaende Udtryk i hans Ansigt vár; opmuntret ved det begyndte hun nu at fortælle løs, medens hun 128 lagde Billede efter Billede frem for ham. Thomas tabte naturligvis øjeblikkelig Traaden, men det mærkede hun ikke; hun blev trøstig ved at fortælle og suplerede ved Svar paa sine egne Spørgsmaal hans Tavshed, saa hun virkelig bildte sig ind, at de førte en Samtale, naar hun f. Eks. pludrede løs som følger:

- Notre - Dame, oh - une cathédrale énorme, mais énorme ? - Certainement. - C'est un grand pays que la France? n'est-ce pas? - Mais oui; le plus grand pays du monde. Et voila le Louvre . . . et la Seine . . . une riviére si magnifique. Qu'en dites-vous? Vous dites: qu'on ne saurait s'imaginer rien de plus joli que ce Paris. - Vous avez raison, ça va sans dire. Og saaledes videre i det uendelige.

Den gamle Husholderske savnede aabenbart til daglig Brug Lejlighed til at lette sin Trang til at udtrykke sig. Hun havde nu fundet en Tilhører, som rigtignok ikke forstod hende, men til Gengæld lod hendes Tales Katarakt fuse ud af Hjærtens Lyst. Og under sin Tale havde hun rykket sin Stol hen til Thomas; nu spillede hendes ivrig gestikulerende, smalle Fingre med usædvanlig lange og omhyggelig pudsede Negle tæt forbi hans Øjne; af og til trak han Næsen tilbage af Frygt for et Sammenstød; navnlig naar begge hendes Pegefingre krydsedes som Geværer i Bajonetfægtning, saa Neglene blinkede i Solen.

Fra den Dag af holdt "Mademoiselle Fanchette" -hun havde gjort Thomas begribeligt, at det var hendes Navn - den unge Knøs med Selskab adskillige Timer om Dagen; den Kombination, som hun hurtig havde gjort den Gang, hun saa hans Sindsbevægelse foran Portrætet, havde ført hende til det Resultat, at Thomas hørte Huset til, og dette havde rent forandret hendes Stemning lige over for ham. Hun tog nu hele Bundter Linned op med sig, som hun syede paa og reparerede, bestandig snakkende. I mange Dage var Friehling aldeles usynlig og uhørlig; naar Thomas spurgte Mademoiselle Fanchette med Øjet, svarede hun blot:

- Malade encore, mais pas de danger. Non, non, du tout.

Mappen med Pariserprospekterne, Læsning, en bestandig stigende Interesse for at forstaa noget af Mademoisellens Tale ved først at lægge Mærke til, hvad hun kaldte de forskellige Ting, hun pegede paa eller syslede med, og slutte sig til Overgangene derimellem fordrev Tiden ret godt for Thomas - i alle Tilfælde blev den Tungsindssky, der i den nærmest foregaaende Tid var dreven tættere og tættere sammen om hans Sind, spredt paa en velgørende Maade. Thomas havde hørt op at spørge til Friehling; 129 han søgte at lade være at tænke paa ham eller dog at holde hans Billede i Afstand.

En Formiddag havde den gamle Fanchette bragt ham Frokosten, selv spist med ham, klinket med ham flere Gange, naar hun havde blandet en Smule Vin paa Bunden af Ølglasset med den firedobbelte Portion Vand, og raabt: Trinquons, petit Monsieur; à votre salut . . . est-il joli ce petit gars? eh? Est - ce qu'il manquera de femmes? Jamais. Åh, ah, ah! Ne devenez pas trop malin - eh! Da opdagede hun den anden Mappe, som hun i sin Tid havde bragt op paa Værelset.

- Eh, eh, raabte hun, voila de quoi rire, og slog den op paa Bordet.

Det var en stor Samling meget flygtig og meget flot udførte Træsnit, der forestillede dansende eller kurtiserende Par i groteske, halvt umulige Stillinger og Bevægelser. Her dansede en spinkel, ung Mand, hvis Fez med den vajende og vidt spredte Kvast sad paa Snur ned over det ene Øre, med et vældig fedt, midaldrende Fruentimmer med dinglende Gorge, som med chargeret Koketteri overdængede ham med Smil og Lueblik, mens hun løftede Kjolen og fremviste et Par Ben som Smørfjerdinger; hist kastede en ung Kvinde, hvis opløste Lokker stod som Vimpler stift ud i Luften, sin brodequinprydede, lille Fod op paa Skulderen af sin Herre, en værdig, ældre Kavaller med Flipper, der stødte sammen foran Næsen og med en Cravate, der naaede til Underlæben, og som indtog sin Dansestilling paa en saa officiel Maade, som om han forrettede en for Samfundet betydningsfuld Embedspligt; paa et nyt Blad saas to Kvinder, der omsnoede hinanden i forvredne Boabugtninger; den ene var klædt som Mandfolk i en Slags Figarodragt, kort Trøje med Broderi paa Brystet og Skuldrene og et paa den ene Skulder nedhængende Net, utrolig snævre Knæbenklæder og Strømper, der lod hver Muskel komme til Syne; den anden bar næsten illusoriske Skørter, saa korte og tynde vare de; begge satte latterlig-sentimentalt forelskede Miner op, mens de stræbte efter at kysse hinanden i en særdeles vanskelig Stilling, og i samme Manér vare alle Billederne. Alle ledsagedes de af Mademoiselle Fanchettes høje Latter, hvinende Udraab (eh, eh - ih!), Haandklap og vidtløftige Eksegese.

Hun lagde aldeles ikke Mærke til, at Thomas sad alvorlig og hverken forstod eller morede sig over denne rent lokale Pariserkomik; hun gik mere og mere op i Beskuelsen af Billederne, holdt det ene efter det andet Blad med udstrakte Arme hen for 130 sig for at faa det paa rette Hold for sine langsynede Øjne. Hendes Læber begyndte at bevæge sig, som drømmende nynnede hun med sin gamle, brægende Stemme Takter af forskellige Dansemelodier, saa slap hun Billedet med den venstre Haand, med hvilken hun løftede lidt i sine Klæder, stak Foden frem og begyndte at rokke med den, de falmede og matte Øjne fik Farve og Glød, hun gjorde et Par Dansetrin - men paa en Gang slog det om i hende; forbitret kastede hun Billedbladet hen ad Bordet, skubbede heftig til Mappen, saa den gled ned paa Gulvet og spredte sit Indhold vidt ud til alle Sider.

- Je suis folie, raabte hun og hulkede - oh, mon Dieu, mon Dieu! qu'ai-je fait pour étre trompée comme ça? Oh-c'est un monstre, c'est un vil séducteur c'est un . . . ouf . . . que ce Frilin! Il m'a trompée, moi, ta mère, toutes les femmes, il les a . . . . . .

En Klokkelyd hørtes neden fra.

- Sacristie! raabte Mademoiselle Fanchette, tørrede sine Øjne i en Fart, fik hurtig Ansigtet sat i Lave og ilede ud, saa Klæderne susede efter hende.

Et Lys gik igen op for Thomas, men han skøttede ikke om at benytte dets Skær til vidtløftigere Granskninger. For at undgaa dem gav han sig til at samle Billedbladene sammen og lægge dem ind i Mappen. Da han vilde ordne dem, fandt han iblandt dem Blade af et helt andet Udseende og af forskelligt Format; han lagde dem for sig, og, da hans Øje faldt paa et af dem, var det en Blyantstegning af en Kvindes Overkrop; hun laa med Armene slynget om Nakken, Hovedet liggende paa skraa, hvilende paa den højre Overarm, Øjnene vare tillukkede, om Munden laa et beruset Smil, som Thomas slet ikke forstod. Han bladede videre i samme Papirsbundt . . . lutter Kvinder i Stillinger, som han heller ikke forstod, bestandig med en Variation af det samme Smil og det samme betagne, halvdrukne Udtryk; nogle af Tegningerne vare let overstregede, og ud for disse, der syntes at være kasserede af Tegneren, stod henkastet Karikaturfjæs, der rakte Tunge eller gjorde lang Næse hen ad den bag Overstregninger halvt skjulte Figur. Paa en Gang afløstes de tegnede Blade af beskrevne. Det var aabenbar den samme Haandskrift, skønt den stundom var rystende, spredt og ulæselig, stundom formede sig til urimelig store Bogstaver, der mere vare tegnede end skrevne. Først fandt Thomas nogle Vers i Sprog, som han ikke forstod; men intet Digt var fuldført; de brød gerne af 131 midt i en Strofe eller en Linje. Der kom andre Lapper med danske Vers, men de vare dels saaledes overstregne, at man kun kunde læse enkelte Ord; ud for dem stod da gerne malet med Rødkridt Ord som "Vaas", "Sludder", dels vare de kun Begyndelsen til Digte, hvoraf blot et Par Strofer vare fuldførte . . . det var bestandig Kærlighed, de handlede om. Nu kom et længere sammenhængende Stykke i Prosa; først tydelig og stort skrevet, saa flød Skriften i rystende og sjuskede Træk; saa rejste den sig atter til næsten kalligrafisk Regelmæssighed for atter at demoraliseres. Thomas læste:

Virkeligheden! denne døde Klods. Den er intet, før den erobres af mig, gøres til Middel for min Nydelse; paa den Maade tvinger jeg den ind i mig selv; kan den ikke bruges dertil, sparker jeg den til Side som andet Skarn, jeg møder paa min Vej, ja den eksisterer slet ikke i den Friehlingske Filosofi. Men denne Filosofi har som alle Systemer sin Akilleshæl. Jeg elsker Midlet, saa længe det tjener til min Nydelse; er jeg mæt, kaster jeg det bort, jeg maa gøre det, og dog . . . jeg har sørget, ja grædt højt over, at jeg gjorde det, jeg maatte gøre; en dum Inkonsekvens! Men c'ètait plus fort que moi . . . Et Liv uden Nydelse er værre end Død. Det vil sige: uden aandfuld Nydelse, en saadan, der fylder hele ens Væsen, som Fantasien, oplivet ved Haabet og Længselen, forud svælger i, inden Nydelsen er indtruffen, og bagefter potenserer til en mangfoldiggjort og idealiseret Genklangsnydelse i Mindet . . . . . . . . . Elskov er den centrale Nydelse; om den har jeg grupperet alt, hvad der ellers har tiltrukket eller begejstret mig i Kunst, Poesi, Natur o. s. v.; det var for mig Elskovens Staffage, dens Terner, dens Udstyr, Midler til at vække, forskønne og forlænge den. Læste jeg om en skøn eller kraftig mandlig Skikkelse eller saa den i Marmor eller Farver, hentede jeg straks dens kvindelige Pendant; jeg parrede da de to sammen i Fantasien, nød deres Elskov som det kunde være min egen. Jeg maa have optegnet Masser af disse mystiske Fantasisyzygier, der i al Fald ere morsommere end de gamle Gnostikeres Sammenkoblinger af to impotente Begreber. Jeg kan huske, at jeg f. Eks. har bestemt den farnesiske Herkules for Tizians store Venus i Dresden; for den elegante Fyr, der kaldes Cesare Borgia i Palazzo Borghese i Rom, bestemte jeg Palma Vecchios tre venetianske Piger; den milesiske Venus skænkede jeg til Shakespeares Henry Percy; Murillos hvide og blaa Madonna i Louvre skulde have en af Velasquez's unge og 132 flotte Pager; jeg har befriet Laokoon for Slangerne og ladet ham indgaa en Forbindelse med Rembrandts Datter i hendes modne Alder; jeg tog Riberas San Lorenzo ned fra Risten og trøstede ham med en af Rubens's fyldigste Blondiner i hans Elskovshave; Correggios bodfærdige Magdalene glemte sin Ruelse i Armene paa en af Caravaggios mest forsorne Udhalere; San Sistos Madonna skal ombytte sine Himmeldrømme med et Kys til den belvederiske Apollo. Det ser ud som noget Vaas, men, hvis jeg havde gidet være Digter, havde jeg skrevet en vældig Romancecyklus om Afkommet af disse Syzygier. Hvilken brillant Racekrydsning! Men jeg har aldrig havt Tid til at være Poet eller Kunstner: det er godt, at der findes slige asketiske Fyre, der skrive eller male i Stedet for at leve. Den gamle Dante Alighieri har alligevel været en af de fornuftigste, naar man forstaar ham ret. Han forbereder sig til Mødet med Beatrice i Paradiset ved at stimulere sig til Nydelsen ved Synet af Helvede og Purgatoriet; han forbereder det salige Øjeblik paa den mest raffinerede Maade; i en herlig Kvindes Favn naar man til Erkendelsen af det højeste; Dante har fuldkommen Ret i at identificere Theologia med sin Elskerinde. Det er muligt, at hun for almindelige Øjne har været et ganske almindeligt Fruentimmer. Men de, der ere begavede med den mystiske Clairvoyance, se bag Hylsteret til Væsenet; de have Øjet aabent for den sande Verden, der ligger skjult bag ved den, som et almindeligt Kretinersyn opdager; enhver kan se, at der staar et Træ; kun en Mystos kan fremmane Dryaden og favne hende under det duftende Løv i Sommermidnatstunden.

Nu fulgte ulæselige og overstregede Partier, saa en Del Citater i fremmede Sprog, noget var skrevet med Bogstaver, som Thomas ikke kendte; han antog, det var græsk. Saa kom der følgende Fragment:

Disse franske Bourgeoises ere som Burrer. Jeg har jaget denne F- bort over en halv Snes Gange; listet mig til at rejse fra hende; hun har Sporsans som en Hund; hun har altid vidst at træffe mig igen, ak . . . ikke som en vred Elvira, men som en resigneret Ménagère, der vilde sørge for mine Skjorter og caleçons . . . som en Slags blid, moralsk Evmenide . . . jeg holder mere af Alekto, Tisifone og Megæra. Graziuccia kradsede mig med Neglene, naar hun var jaloux.

Thomas bladede med Feberhast adskillige Blade om. Hans Øje faldt da paa følgende Sted:

Jeg maa give Platon Ret, naar han i Apologien lægger Sokrates 133 i Munden, at Digterne ikke vide, hvad de selv sige, men at de ere besatte af "Musernes Mani", at der er noget andet, der taler igennem dem. Saaledes endogsaa Holberg, som man antager for nøgtern og rationalistisk. Rent forkert! Han er Mystiker og Romantiker som alle virkelige Digtere - Molière er slet ikke Digter, men en homme d'esprit i kondenseret Form; Franskmændene forstaa sig ikke paa skreven Poesi, kun paa Livets. Jeppes Selvforsvar og Indlæg til Fordel for Drukkenskaben er et sandt Dithyrambesujet, som den komisk-bondeagtige Form gør end pikantere. Han siger guddommelige Sandheder. Jeppe har aabenbart været en stor Erotiker, men er strandet paa Elskovs Hav. Nille er ung, og han er gammel. Sat sapienti! Han maa søge Livsnydelsen, hvor han kan finde den; han drikker da, saa faar han Kurage, saa kan han magte sin Hustru; ja Rusen gør ham endog til Baron, det er den, der bringer ham, hvad han maa anse for Paradisets Glæder. Denne Tanke ligger naturligvis bag ved Indklædningen, hvorved den vulgære Grinebideropfattelse stopper. De gamle Theologer havde Ret: ethvert aands-inspireret Ord har tre Fortolkninger; den verbale, den moralske og den mystiske. Kun de udvalgte magte den sidste, formaa at løfte Symbolets Slør, Forhænget til Adyton . . . . . . . . . . . . For saa vidt den Kanaille, der nærmest omgiver mig, taler om mig, siger den ganske sikkert, at jeg i de senere Aar har været fordrukken. For mig gerne! Jeg saa hellere, at den sagde værre Ting: at jeg havde begaaet Blodskam, var Mordbrænder og Giftblander. Kære Kretinere - de pensionsberettigede inklusive! Jeg er en guddomsbegavet Vindrikker, siden jeg er kommen over de tres; I ere Svin til Hobe, som profanere Guden Lyaios's Gave ved at bruge den til at skylle plumpe Kødmasser ned i. Bakchos ligger blødt udgydt paa sin Pantherhud, hensunken i et saligt Drømmesmil, med aabnede Læber og sænkede Øjelaag. Det er dette Drømmesmil, Vinen skal frembringe. I denne Tilstand har den bakchosindviede Evne til at vække de døde til Live og faa de henvisnede til at blomstre . . . . . . Ja, jeg vækker den hele Skare af Eder, skønne Mænader, under Cymblers og Pavkers Klang . . . I ere berusede som jeg . . . al Eders Dumhed og Trivialitet er bortskyllet i de perlende Strømme . . . I rejse Eder rankere, duftende Salve har gjort Eders Lemmer smidigere . . . I kan sno Jer omkap med Slangerne om Eders Arme . . . . . . . . . . . . . . . . . . Jeg nyder ved Vinens Hjælp kraftigere end før, ikke dumt forhastet som før. Nu er jeg selv en Gud, der 134 skaber af intet. Jeg skaber nu den sande, den ideale Tilværelse; den uden om mig med alle sine idiotiske Institutioner: Kirke, Politi, Sprøjtevæsen, Kontorer, Universiteter og Pengevæsen, dette Gøgleri, som Kretinerne kalde Virkeligheden, eksisterer aldeles ikke; jeg fornægter den Verden, den kommer mig ikke ved; jeg har knust den, som Jøde-Herakles har jeg Tag i Filistertemplets Piller, men det skal ikke knuse mig; jeg er stærkere end som saa; . . . naar jeg har styrtet det, blæser jeg kun paa det, og det Monument, som Kretinerne troede var ære perennius, ryger til alle Sider som Fnug, blot for min Munds Aande . . . . . .

Her blev Thomas forstyrret i sin Læsning ved en usædvanlig Bevægelse og Støj under neden. Han hørte Stemmer og Trin af flere Mennesker, Døre, som bleve lukkede op og i; Mademoiselle Fanchette skældte og smældte paa fransk; han hørte de fremmede le, men til Friehling hørte han intet. Hvad kunde der være paa Færde? Ved at lytte atter og atter opfattede han intet, der kunde lede ham til en Forstaaelse. Medens han stod og overvejede, om han turde gaa ned eller ikke, faldt hans Øje hen mod det aabne Vindue og ned i Haven, hvor han for første Gang siden sin Ankomst i Huset saa et Par fremmede ugenert spasere over den store Plæne. Den ene var en tyk Herre, der trods en meget elegant, ensfarvet Dragt af nyeste Snit og en hundelænkeagtig, vældig Guldkæde med et stort Signet, der daskede hen over hans store Mave, trods de engelske Whiskers, der brusede om de fede, oppustede, røde Kinder, dog mere lignede en pyntet Slagter end en Gentleman; naar han vendte Ryggen til, skinnede Solen paa hans brunrøde, noprede Nakke, der bovnede ud over det blaa Silkeslips som en Pude, hvori Fylden klemmes op neden fra. Hans brede, højre Haand med en stor Signetring paa Pegefingeren og en mindre paa Lillefingeren gestikulerede med skødesløs, afvisende Overlegenhed til den anden Person, i hvis fidtede, forkrøblede Skikkelse Thomas med Skræk genkendte Kommissionær Poder. Nu var han sikker paa, at der ventede Huset noget ondt.

De to Personer kom under Spaseren paa kryds og paa tværs saa nær til Huset, at deres Ord kunde opfattes fra Thomas's Stade. Han hørte Poder sige:

- Nej, Hr. Parelius, aa nej, gaa ind synes jeg nu slet ikke vi skulde.

- Hvad er det for noget Sludder? Hvorfor inte? lød den tykke pyntedes raa Stemme i den grimme københavnske Pøbeldialekt.

135

- Aa jo, saadan en Smule Homanitet med Manden . . . hvad?

Den tykke slog et raat, højt Grin op:

- Skab Dig inte, Therese! Nej, hør, ved De hvad - den var s'gu for stram. Jeg tror, Gud straffe mig, at saadan en durkdreven, gammel Kæltring faar Opstød af Moralitet og saadant noget Skidt.

- Hi - hi - hi, . . . De er nu altid saa - hæ . . . saa vittig, Hr. Parelius, men se . . . jeg mener . . .

- Op med Lektien, min gamle Bavian . . . men riælt Spil! husk paa, det er en Snes Aar siden, jeg var Fjols og troede paa den Slags Kinderpulverrecepter, som De begyndte at traktere mig med.

- Ja . . . se, naar Fogdens Folk er der inde, saa er der jo, hvad der behøves til en Fogedforretning. Hvad skal vi der saa?

- Se, hvor han kniber ud, det slatne Firben. Men jeg vilde jo se, hvad det Kram, han har der inde af Møbler og Uglebilleder, kan være værd omtrent. Det ved De jo lige saa godt som jeg, Pudder , . . og her slog Hr. Parelius med sin fede, store Næve Poder oven i hans fidtede, graa Hat, saa den faldt ned over Øjnene paa ham.

Poder purrede sig lidt i Hovedet, satte Hatten nogenlunde i Lave og lo til Hr. Parelius med ydmyg Anerkendelse af hans nedladende Gemytlighed.

- Saa gaar vi altsaa ind. Hvor er Indgangen til Beværtningen, gamle Bondebalber?

Poder skuttede og vred sig, kløede sig paa Næsen og gav sig endelig til at bide sine Negle.

- Hører De, hvad jeg siger? Nej, værs'artig, vi spiser ikke Frokost før 11; den giver jeg paa Postgaarden, sagde Hr. Parelius og slog Poders Fingre bort fra Munden af ham. - Kom saa!

Han vilde trække ham med ved Armen, men den lille Kommissionær gjorde sig fri og sagde:

- Jeg vil sige Dem, Hr. Parelius, at samme Person er et voldsk og galt Asen. Han tager det første, han faar fat paa, og kyler det i Hovedet paa os. Han er som en uvane Tyr.

Den tykke lo som før, smøgede sine Frakkeærmer lidt tilbage, bøjede sine store Manchetter om og lod de vældige Næver spille i Luften.

- Saadant noget har jeg vaarén med til før, sagde han med majestætisk Ro.

136

- Ja Dem, en fin Mand og en stor københavnsk Kommisionær, rører han vel ikke, men . . .

- Ho, ho, sagde Hr. Parelius med et vældigt Latterskrald, slap det derud, Pudder? De er ingen Hund efter Klø? Hvad? Er De bange for saadan en gammel Drukkendiderik, som han jo skal være.

Thomas gik nu ned ad Trappen for at komme ned i Værelserne, før det noble Par kunde naa saa vidt. Allerede i Gangen fik han Indtryk af Forstyrrelse. Der stod to tykke Stokke i en Krog, to Politibetjenthuer og en høj, sort Hat fyldte Vindueskarmen; snavsede Fødder havde afsat betydelige Spor paa det ellers blanke, bonede Gulv; en Regnkappe bredte sig sans fagon over en fløjelsbetrukken Stol, der var flyttet der ud fra "le salon", som han havde forstaaet var Fanchettes Benævnelse paa det største Værelse, Friehlings sædvanlige Opholdssted. En lille Dør til venstre, som han ikke før havde set aaben, stod paa vid Gab: derinde foran en høj Seng med hvide Gardiner af en Form, som Thomas aldrig havde set før, sad den gamle Fanchette paa en Stol, med Hovedet næsten bøjet ned i Skødet, rokkende frem og tilbage; hendes Hulken søgte hun at kvæle i det hvide Tørklæde, som hun skjulte sit Ansigt i. Thomas traadte stærkt i Gulvet for at faa hende til at se op; men hun blev siddende, bestandig rokkende og hulkende; hun hverken hørte eller saa.

Thomas gik hen mod Dagligstuedøren, der som sædvanlig stod aaben, men Portieren var trukken uordentlig til Side. Af og til hørte han monotont udtalte Ord: Nr. 23. En fløjelsbetrukken Lænestol.

- 24. En dito dito.

- 25. Et forgyldt Spejl med tilhørende Marmorkonsol med forgyldte Ben.

- 26. Et ovalt Spejl med udskaaren Ramme.

- 27. Et dito dito.

Efter ethvert af disse korte Diktater løb en Pen skrattende over et Papir, saa standsede den, og en monoton, snøvlende Stemme gentog det sidst dikterede.

Da Thomas gik over paa den anden Side af Døren, kunde han se dem, som spillede denne Scene, nemlig: anden Byfogedfuldmægtig og Byens to Polibetjente. Fra Landet kendte han, hvad det vil sige, naar Sognefogden lod "skrive" for resterende Skatter eller anden Gæld. Men her, hos den rige Mand? Hvorledes kunde det gaa til?

137

Forretningen fortsattes i samme monotone Gang. Døren ud til Gaarden gik op; i Aabningen blinkede den store Guldkæde paa Hr. Parelius's Mave. Tilbagetoget var afskaaret for Thomas, der nu resolut gik ind i Dagligstuen, hvor ingen syntes at give Agt paa hans Nærværelse midt under Travlheden. Kort efter traadte Hr. Parelius ogsaa ind; Poder var bag ved ham, dækket af hans Krops Masse, og, da han, efter at have ladet sine stikkende Øjne løbe rundt i Stuen, ikke opdagede noget faretruende, gik han ind, men Øjnene gled stadig fra den ene til den anden af de to lukkede Sidedøre, medens han samtidig holdt sig i lige Linje ud for den aabne Dør til Entréen for at have en sikker Retraitelinie i paakommende Tilfælde. Parelius smed sig ned i en Lænestol med de store, med lakerede Støvler prydede Fødder strakte ud paa en Gyngeskammel, tog et mægtigt, af rigeligt Metalbeslag blinkende og raslende Cigarfutteral op af Lommen og raabte ud i Stuen:

- Hvis nogen vil ryge, er her Cigarer.

De fungerende Mænd afbrøde Forretningen og greb graadig de Cigarer, som Kommissionæren med naadig Flothed rakte ud med begge Hænder. Hr. Parelius kontrolerede med Øjnene de Genstande, som Fogdens Folk skrev op, og sagde over sin ene Skulder til Poder:

- Der kommer s'gunte meget ud af alt dette gamle, a'rakkede Kram, Pudder!

Derpaa søgte han at give sin Tyrehals et mageligere Leje ved at lade sin Pegefinger beskrive en Kreds mellem den og Flipperne, der var stive som et Bræt, og lod Øjet løbe rundt paa Væggens Billeder, der nu stod for Tur til at skrives.

- Dette hersens Kunstvæsen . . . det bliver skam vanskeligt, sagde Byfogdens Fuldmægtig og borede sig i Øret med Penneskaftet; hvad skal man skrive i Kataloget? Det er vel nogle romerske Gudinder, og jeg kender ikke noget til Mythologi eller Anthologi, hvad de nu kalder de Sager; og (her gav han sig til at hviske): Han selv har lukket af for sig og siger, han er syg.

- Gudinder! hi, hi, hi! grinede Poder; ja, det er s'gu nogle dejlige Gudinder. Han nærmede sin Mund til Parelius's Øre og sagde halv højt: Det er Ferdinands gamle Kærester.

- Jeg har selv Lyst til at købe de Sulevarer, sagde Parelius, saadant noget dekorerer altid i en flot Salonlejlighed, som jeg har inde i København. Der er Lofter ligesom i Koncertsalen paa Sommerlyst. Jeg lader en Malersvend fikse Billejerne op, saa 138 kan jeg s'gu godt være dem bekendt. Skriv bare: deverse Billejer, og sla' mig dem til ved Aktionen for en billig Penge.

Han rejste sig dovent op ved at stemme sig mod Lænestolens Arme, saa det knagede i dem, strakte sig og gabede, pillede ved sin Cigar, syntes misfornøjet med den, kastede den hen i en Krog, tog sit Futteral op, befølte et Par Cigarer, lugtede til dem, rystede paa Hovedet og fandt endelig en, der bestod Censuren. Den tændte han og smed den brændende Svovlstik paa Brysselertæppet, uden at ænse, at den sved et stort Hul i det. Nu spaserede han om med Hænderne stukne i Bukselommerne bag fra, saa Frakkeskøderne spredtes til Siden og aabnede Udsigt til den kødfuldeste Del af hans Legeme. Med skrævende Ben gik han meget langsomt omkring - at den sorte, blankt skinnende Silkehat hele Tiden havde siddet paa Snur paa Hovedet, bør maaske tilføjes - og betragtede Billederne. Da han kom til hint, flere Gange omtalte, lagde han Hovedet skiftevis til begge Sider, kneb snart det ene, snart det andet Øje sammen, videde atter Flipperne ud om sin Hals, og sagde:

- Flot Kadaver! Satan spille mig! steg op paa en Stol, løftede Malenet ned fra Krogen og holdt det ud for sig for i Mag at beskue det; men et pludseligt Ryk rev det ud af hans Hænder, Billedet klaskede mod Gulvet, alles Øjne vendte sig mod Stedet, hvor Larmen og Bulderet kom fra, og saa en sekstenaars Knøs med glødende Kinder og Øjne, der skød Gnister af Raseri, sætte sin Støvlehæl paa Billedet og dreje den haardt rundt i Lærredet.

Thomas havde mærket noget skyde op i sig, der vilde drive og tvinge ham ud over enhver Grænse! det var samme Følelse, som da han i Præsteshaven styrtede sig som et vildt Dyr over den fremmede Dreng, der kyssede Henriette og forhaanede ham. Det blev sort for hans Øjne, og, medens han udførte Handlingen, gennembrød kun nogle hvide, hinanden krydsende Lynglimt Mørket omkring ham.

Hr. Parelius og Fogdens Folk brugte nogen Tid, før de orienterede sig i, hvad der gik for sig; Kommissionærens første, uvilkaarlige Bevægelse var at løfte sin Næve til et Slag; men, da han saa Thomas's vildt rullende Øjne og fortrukne Mund, spurgte han ud til de tilstedeværende:

- Er den Dreng gal? Hvad er det for en Bisse?

- Det er Husets Plejesøn og Arving, sagde Poder grinende; hun paa Billedet er i forbandet nær Familje med ham, hi, hi, hi!

139

Paa et Vink af Byfogdens Fuldmægtig tog den ene Politibetjent Thomas ved Armen og førte ham ud af Stuen, Som en altfor stærkt spændt Fjer faldt hans Kraft slapt sammen; hans mørke Kinder, der nylig havde havt Teglstensfarve, vare nu bleggule, Tænderne klaprede, og Benene rystede under ham. Som en død Genstand lod han sig bringe ud i Gangen; han havde en dunkel Fornemmelse af, at en anden Haand tog fat i ham og trak ham til Side, men dermed ophørte hans Bevidsthed.

Imidlertid suplerede Poder sin Forklaring af det skete. Fuldmægtigen bemærkede:

- Ja hør, ved De hvad - jeg kan egentlig godt lide, at Drengen gjorde det. Tænk, om det var en af os, der havde set sin Moder blive saadan behandlet. Man kan egentlig ikke sige noget imod det.

- Aa nej, saagu', bemærkede Parelius efter nogen Betænkning; jeg vilde s'gu heller ikke rigtig kunne lide, om jeg saa min gamle Mutter malet af paa den Maner . . . aa nej, saagu'!

- Poder vilde nu være lige glad, enten det var hans Moder eller hans Datter, naar han kunde faa tre Mark for hende, sagde Fuldmægtigen med et foragteligt Skraablik hen paa den indenbys Kommissionær.

- Hi, hi! grinede denne og bed sine Negle, medens han mumlede: Det kunde s'gu da heller ikk gøre noget.

- Se, han har min S'æl boret Støvlehælen helt gennem Lærredet og massakreret hele Hovedet og den "svolmendes Barm", sagde Parelius. Sikke'n Tyvedreng! Ja, ja, Rammen er vel det, der er mest værd ved hele Spilleværket.

IX. Fallentens sidste Dage.

Den sidste Rest af den forhenværende Herremands, Ferdinand Friehlings, store Formue var nu forsvunden. Hans vilde Ungdoms- og Manddomsliv i Udlandet havde medført den første store Katastrofe: Salget af hans Fædrenegods. Om det gjorde noget stærkt Indtryk paa ham, fik ingen at vide; da en af hans Ungdomsvenner følte sig for hos ham, fik han det Svar, at han 140 havde glemt, at Godset var solgt . . . jo nu, da det blev nævnet, huskede han det, men han var lige glad. Imidlertid trak han sig, som man ved, tilhage i et Eneboerliv med sin allerede da midaldrende franske Husholderske. Hun havde søgt at indføre Orden og Økonomi i hans daglige Liv; af de Embedsmænds Fruer i Byen, der oversaa det tvetydige i hendes Forhistorie, som Rygtet havde bearbejdet og omdigtet, paa Grund af hendes Nationalitet, og som brugte hendes Passiar til Sprogøvelser for deres Døtre, havde Fanchette benyttet sig til at lære at gøre Indkøb, at kende danske Penges Værdi osv., men hun var ikke at formaa til at gøre endog de svageste Forsøg paa at lære dansk; saaledes undgik hun, trods sin Snildhed, ikke at blive snydt baade af Leverandørerne og de Tjenestepiger, hun holdt, men snart igen afskaffede. Desuden var der ikke Tale om, at Friehling vilde forandre det mindste i sine luksuriøse Vaner, og navnlig tog hans Forbrug af sjeldne og fine Vine til Aar for Aar. Fanchette søgte utrættelig at mane og advare sin Herre, baade naar han rekvirerede kostbare Retter, og naar han hele Dagen sad og drak af de dyreste Vine; men, baade naar hun gjorde dette, og naar hun forlangte et praktisk Raad af ham, blev hun afvist med Haan eller Spøg, ligesom hans Humør nu var til. Den gamle Sagfører i København, som lige fra hans Ungdom havde havt med Familjens Pengesager at gøre, underrettede ham tidt nok om, at, hvis han forlangte saa meget om Aaret, maatte der tages op af Kapitalen; Friehling svarede ham blot ved at gentage sin Rekvisition. Allerede da stiftedes Begyndelsen til Vekselgælden. Den gamle Sagfører døde; hans Fuldmægtig overtog hans Forretning, og Friehling, som aldrig havde set ham, lod ham faa sine Sager under Behandling; det var jo det nemmeste. Det var i Begyndelsen af Halvtredserne, da der var stærkt Liv i Handel, Industri og Pengevæsen, som bragte Svindel og Humbug med i Følge. Friehlings unge Sagfører havde ivrig kastet sig ind i store Spekulationer; uden Vanskelighed imødekom han sin Klients Fordringer. Da kom Krisen 1857; Sagføreren fallerede; Friehlings tiloversblevne Formue var gaaet med i Svindelens Malstrøm; men, da han aldrig læste eller blot gennemsaa Forretningsbreve eller Regninger, men saasnart han ved første Øjekast saa, at en modtagen Skrivelse indeholdt noget saadant, kastede han den til Side, og, naar han havde en Bunke af dem, sendte han den til Sagføreren; kun Vekslerne skrev han altid under. Friehlings Veksler, der i flere Aar vare blevne fornyede, vare ved Sagførerens

        

141 Fallit blevne opkøbte af Kommissionær, Stillingskommissær og Diskontør Parelius, der tillige var Ejer af to af Hovedstadens eleganteste Bordeller; denne Herre stod i livlig Forretningsforbindelse med Kommissionær Poder, som han navnlig brugte til at indkassere de tvivlsomste og smudsigste Fordringer rundt om paa Landet, og, da denne fik Nys om Friehlings Forhold, eggede han Parelius til at gaa frem paa den skaanselløseste Maade mod hans gamle Fjende. De Skridt, der foretoges, inden Parelius erhvervede Eksekutionskendelse osv., bragte naturligvis den lokale Øvrighed til Friehlings Kundskab, men denne kunde eller vilde ikke forstaa Sagens Sammenhæng; han havde jo før havt lignende Pengevanskeligheder, men dem havde Prokuratoren klaret for ham, og lige fra sin Barndom havde han levet i den Forestilling, at Penge kom af sig selv. Da Øvrigheden trængte paa ham, overgav han Sagen til en Prokurator i Byen, og, da denne søgte at forklare ham hans fortvivlede Stilling, hørte han ikke efter eller lod i hvert Tilfælde, som han intet forstod. - Gør, som De vil, sagde han. At han imidlertid havde en Anelse om eller Ængstelse for noget forestaaende uhyggeligt, er mere end rimeligt, thi i den sidste Tid havde han drukket næsten dobbelt saa meget som ellers og været aldeles utilgængelig. Overfor den gamle Fanchettes Spørgsmaal havde han vedligeholdt en haardnakket Tavshed og var bleven i Sengen. Da Udpantningsdagen kom, laa han tilsyneladende bevidstløs hen; Lægen, som Fanchette havde hentet, rystede paa Hovedet. Poder havde ikke turdet benytte sig af den ham af Parelius givne Fuldmagt af gammel Frygt for at faa Prygl, og, medens Fogedforretningen foregik i Dagligstuen, Spisestuen og i Fanchettes Værelse, laa Friehling i sit Sovekammer uden at røre sig og tilsyneladende uden at vide, hvad der foregik om ham.

Det var skrækkelige Dage for den gamle Fanchette og Thomas. Hun græd, susede og fægtede fortvivlet med Armene i Luften, og, naar hun var træt, lagde hun sig ind paa sin Seng i forstenet Fortvivlelse, fór saa igen op til Thomas for at søge Trøst; man kan forstaa, hvilken Trøst den stakkels Dreng kunde give hende, som han ikke en Gang kunde tale med.

En Aften vovede Thomas sig til at søge Frandsen, ja dristede sig til at banke paa Døren ud til den lille Gang mellem hans Kammer og Skænkestuen. Ingen svarede, skønt han saa, at der var Lys i Frandsens Værelse. Han gentog sin Banken, men med samme Resultat. Tredje Gang dundrede han de tre Slag, 142 som han huskede var Smed Johansens sædvanlige Signal. Da saa han Lyset bevæge sig; det blev mørkt i Frandsens Kammer, og tunge Skridt af Trætøfler lød i Gangen.

- Der vanker ingen Puns i Aften, Du Smed, lød Frandsens Stemme ud gennem Gangen. Jeg har Mavepine.

- Det er mig, Thomas Fris.

- Hvad vil Du, Dreng?

- Jeg vilde gerne tale med Dem.

- Ja, men jeg vil ikke tale med Dig.

Thomas var allerede vendt om med sænket Nakke og var gaaet et Par Skridt hen ad Torvet, da han hørte Frandsens Røst:

- Hvor bliver Du af?

Thomas vendte om igen:

- De sagde jo -

- Hold Mund og skrub ind! Skal jeg staa her og forkøle min Mave for din Skyld?

Frandsen gik foran, Thomas fulgte ham. Frandsen havde næsten fuldent sit vidtløftige Nattoilette og stod i Underbenklæder med det gigantiske Bælte om Maven og de blaa Uldhoser op om Laarene, Benene i Trætøfler og den skyggeløse Hue paa Hovedet. Han satte sig paa Sengefjælen uden at sige noget eller at se paa Thomas. Thomas vidste ikke, om han skulde tale først eller bie, til Frandsen spurgte ham. Saaledes opstod der en Pavse, som Frandsen afbrød ved at sige:

- Naa da?

Thomas fortalte i Korthed Sagernes Stilling paa Aagaarden. Da han havde endt sin Beretning, var det hele Svar:

- Øh!

Thomas sad helt forknyt, foroverbøjet paa Stolen og gned sine Hænder tæt og langsomt mod sine Benklæder. Noget efter sagde Frandsen:

- Gaa nu, for nu skal jeg i Seng.

Thomas udbrød grædefærdig:

- Men hvad skal jeg gøre?

- Ingen Ting, svarede Frandsen.

Thomas rejste sig op og nærmede sig Døren med dukket Nakke og stærkt sammenknugede Hænder. Frandsen sad paa Sengefjælen og hivede op i sine Strømpeskafter, saa det knagede i Maskerne. Da Thomas var nær ved Døren, hørte han en Tøffels Træhæl dundre haardt mod Gulvet; noget efter lød endnu haardere Slaget af den tilsvarende Hæl; i et langt Skræv med 143 sine tynde Ben havde Frandsen naaet ham og grebet ham i Skulderen med et Tag med begge Hænder, saa Fingrene kneb i Kødet; han snurrede Knøsen om imod sig og saa op og ned ad ham. Han blev ved at holde fast paa ham.

- Det er ækelt, saa Du bliver lang, sagde han, idet han syntes at maale hans Højde med sin egen.

Han gjorde nogle Grimacer, der fortrak baade Mund og Næse, slap Knøsens Skulder med den højre Haand, bevægede Tommelog Pegefinger langsomt ind mod hans Næse og gav ham endelig, hvad man i Drengesproget kalder en ordentlig Begmand, og brølte "Bøh!" ind i Ansigtet paa ham. Saa skød han ham gennem Gangen og ud ad Gadedøren, hvis Nøgle han omhyggelig drejede to Gange om; men straks efter hørte Thomas to Drejninger til den modsajte Side; Døren aabnede sig ganske lidt, og Frandsens Stemme lød ud igennem den:

- Smed Johansen! Din taabelige Dreng!

Thomas vendte sig:

- Skal jeg tale med ham?

- Nej, Gu' skal Du ej. Tror Du, en bosat Borger i Byen har noget at tale med Dig om? Jeg siger bare: Smed Johansen og jeg! Av for Satan, hvor det trækker!

Døren faldt i med et Smæld, og Nøglen blev atter drejet om to Gange. Thomas gik hjem med et lille Lysglimt i Sindet. Til disse to sære, gamle Pebersvende knyttede sig hans Haab og Trøst; Hjemmet laa i en fjærn Taage, som han ikke turde løfte; han tænkte paa dets Skikkelser som paa forlængst afdøde.

Avktionsdagen nærmede sig, da det gamle Sted ved Aaen helt skulde ryddes. Thomas havde i de mellemliggende Uger intet set til Friehling; af Tonefaldet i de Repliker, som den gamle Fanchette, der nu ikke, som i de første Dage, bestandig græd, henkastede til ham, af den mysteriøse Mine, hun antog, naar hun lagde Fingeren paa Næsen og løftede Øjenbrynene op i Panden, syntes det ham, at hun ikke var aldeles haabløs og fortvivlet. Fremmede Folk gik ind og ud af Huset i de Dage; en Gang hørte han Byfogedfuldmægtigens Stemme ude i Gaarden sige til en anden fremmed Person:

- Er han da gal, Hr. Doktor?

- Tilregnelig er han allenfals ikke, lød Svaret.

- Jeg har maattet tale med ham, men han svarer mig paa Sprog, som jeg ikke forstaar.

- Hm! Mig svarer han slet ikke, men ler ad mig, naar jeg 144 vil tale med ham om hans Sygdom. Bliver der slet ingen Ting tilovers?

- Jo, en Masse Gæld.

- Hm! Ja saa bliver en Plads paa en Sindssygeanstalt for offentlig Regning det eneste.

- T-ja! svarede Fuldmægtigen i den beklagende Tone, som officielle Folk have til Disposition ved slige Lejligheder, og som tillige udtrykker Vedkommendes Overbevisning om, at der ikke er videre ved den Sag at gøre.

Saa kom Avktionsdagen. Tidlig om Morgenen ryddedes Værelserne for Møbler, der bleve slæbte ud i Gaarden, hvor et Slags Telt var opslaaet med Plads for Avktionarius og hans Skrivere samt for den Del af Publikum, der mødte tidsnok til at faa Plads paa et Par Bænke, bestaaende af et uhøvlet Bræt paa to Pæle, der løb langs et ligesaa primitivt Bord. Den gamle Fanchette græd nu igjen voldsomt, medens Thomas og hun sad paa en Køkkenstol, hver i sit Hjørne af den tomme Salon, paa hvis oljemalede Vægge Maleriernes tomme Pladser havde efterladt store, falmede Firkanter og Ovaler, hvor nu intet mere dækkede Rister og Sprækker i Væglærredet og i Loftsgesimsen, og hvor det dæmpede, farvede Lys, frembragt ved Gardiner og Portierer, nu gav Plads for den urolige flakkende Belysning fra Efteraarshimlen, hvor Solen af og til brød skærende frem af de jagende Skyer og kastede sine Straaler mod Ruderne, saa det skar i Øjnene. Hver Lyd gav Ekko i de tomme Rum, hvor den hidtil var bleven døvet af flere Lag Tæpper og af de polstrede Sofaer og Stole, hvis falmede Fløjl grinede mod Solen ude i Gaarden. Blæsten rev i Vinduerne, saa Sprosserne klaprede, og Ruderne klirrede. Saa kom der Øjeblikke med Stilhed som i en Gravhvælving; man kunde høre den syge Mands tunge Aandedræt helt inde fra Sovekamret gennem Spisestuen; i saadanne Øjeblikke rettede den gamle Fanchette sig, krummede sin tynde, kloagtige Haand om Øret, tog sine Brunels Sko af og listede sig med Kattefjed paa de tynde Svikkelstrømper med løftet Skørt gennem Spisestuen og lagde Øret til Sovekammerdørens Nøglehul.

Snart lød Tale, der sank og steg, Hosten og Latter ude fra. Thomas gik ud i Gaarden og saa nu, hvor Havens høje Græs og Buske ubarmhjertig nedtrampedes af de tilstrømmende Avktionsgæster, hvoriblandt han kendte adskillige af Byens Borgerskab; der var ogsaa en Del Bønder og endelig en Hob Drenge, som gav sig til at slaas med de nedfaldne Frugter, og som navnlig, 145 da de fandt et Par Hestekastanietræer, der havde strøet de tornede grønne, bristede Kapsler, ud af hvilke den rødbrune Frugt blinkede, i rigeligt Maal ud i Græsset og Gangen, udstødte et jublende Hyl og gave sig i Færd med at tildænge hverandre med disse ypperlige Projektiler. Et Bryllup, en Begravelse, en Sprøjteprøve, en Fugleskydning, en Session, en Avktion ere saa vigtige Afbrydelser i en dansk Købstads daglige Liv, at det lokker alle ledige Eksistenser, navnlig Gadedrenge og Fattighuslemmer, til at hædre slige Festligheder med deres dvask begloende eller fløjtende og klinkspillende Nærværelse. Snart klirrede ogsaa de hultkrummede Kobberskillinger, hvormed dette sidste Spil nok kan drives til sin yderste Finhed, mod alle Husets Vægge og det gamle Stakits Tremmer; under Hvin, Skændsmaal, Skubben og Sparken til Side maaltes Afstanden mellem de kastede Skillinger ved Spænd med de snavsede Fingre, paa hvilke Jord og Grus nu afsatte et nyt uorganisk Lag. Avktionen var ganske vist Anledningen til det talrige Møde af denne ledige Ungdom, men det var langt fra, at den begyndte Forretning forstyrrede dens Spil eller Slagsmaal. Avktionarius, Byfogdens Fuldmægtig, havde indtaget sit ophøjede Stade i Teltet; med en virtuosmæssig Tungefærdighed lød hans Stemme i stadig Crescendo, fra Allegro til Allegrissimo:

. . . En grøn Fløjls Lænestol! . . . 10 Daler er buden, 1 Mark, 10 Daler og 1 Mark . . . og otte, 10 Daler 1 Mark og 8 Skilling, og to Mark (her kom en sænkende Bevægelse med Hammeren), 10 Daler og 2 Mark! Ingen bedre? 10 Daler og 2 Mark! 10 Daler og 2 Mark. - Saa lød det afgørende, kraftige Slag af Messinghammeren . . . Det var Skrædermester Petersen, sagde Avktionarius sagtere efter at have sikret sig den sidst bydendes Identitet.

- Det er mageløst, saa han raaber kønt op, bemærkede en Bonde til sin Nabo. Han kan bralre højere op end den nye Præst i Hvalsø, ham, der snakker om det levendes Ord.

- Ja, men Barias var lige godt skrappere sidste Sankt-Hans Markedsdag nede uden for Bagerens Lade.

- Ja jeg véd 'et sku'tte, replicerede den første; Fuldmægtigen sætter da i som en Tyr. Det er ellers mærkeligt, at saadant et klejnt Menneske kan have saadan en grov Stemme. Men jeg synes, der er ligesom en Slags Beværtning der henne ved Stakittet. Hvem mon der hønser? Skal vi se lidt derhen?

Og de to tykke Bønder fik skubbet sig ud fra Bænken og 146 gik hen til Stakittet, hvor der ud imod Haven stod et lille Bord. Det var Prøveflasker fra Friehlings Vinkælder. Som Spurve, til hvem man kaster Brødsmuler i Grams, vare Folk styrtede til for at smage; de trængte sig om Bordet, skød hinanden til Side, bukkede sig ned og borede Armen ind mellem de foranstaaende for om mulig paa den Maade at bjerge et af de fuldt skænkede Glas; stundom lykkedes det, stundom faldt det ud til, at Glasset væltede, og at dets Indhold udgødes i Ærmet eller ned ad Frakken paa en nærmere staaende, der da udtrykte sin Harme med en Ed og en høflig Tiltale, som: - Naa, se sig for, Svinebæst! Et Par Købmænd spillede Vinkenderes Rolle, nippede sagte til deres Glas, kneb Øjnene til, smaskede gentagne Gange med Tungen og nikkede eller rystede paa Hovedet, alt efter Prøvens Udfald. De havde næppe nogensinde smagt ordentlig Vin i deres Liv; den elendige, med Sukker og Sprit tilsatte Tarragonavin, der kaldtes Sherry, og som blev til Portvin ved Hjælp af en Smule rød "Farve", dannede Hovedbestanddelen af deres Vinlager, hvoraf de forsynede Byens simplere Beværtningssteder og Oplandets Landsbykroer.

Thomas løb ud og ind fra Gaarden til Stuerne og omvendt; mod sin Vilje saa og hørte han skarpt alt, hvad der foregik, saa Poders blege, klamtfedtede Ansigt grine tæt oppe ved Avktionarius, saa Hr. Parelius maale Gaarden med en Beriders eller Erobrers stolte Skridt, med den blanke Silkehat paa Snur, Tommelfingrene i hver sin Vestelomme, med den store Guldkæde snoet om Fingrene paa den venstre Haand; af og til tog han Cigaren ud af Munden for at fløjte en Knejpevisemelodi eller for overlegent larmende at spytte langt ud fra sig. Stundom nærmede han sig Avktionarius og pegede paa et Nummer i det foran paa Bordet liggende Katalog; Avktionarius tilkendegav sin Forstaaelse ved et Nik midt i sin Ordstrøm.

Paa en af disse hensigtsløse Farter mellem Husets Indre og Avktionsstedet løb Thomas lige imod en bred Skikkelse, der stod og gloede op ad Huset; aldrig saasnart genkendte han den, før han instinktmæssig veg til Siden; han haabede med Held at kunne undgaa Skikkelsen, der tilsyneladende var aldeles optagen af sin Beskæftigelse; men Skikkelsen skrævede pludselig ud mod den Side, hvor Thomas vilde iværksætte sin omgaaende Bevægelse, og holdt sin Hesselkæp ud i samme Retning, en Manøvre, der viste, at samme Skikkelse var særdeles øvet i den Idræt at "genne" Grise. Thomas blev nødt til at blive staaende.

147

- Det er jo vor Degns Søn - ham Thom's? sagde Ole Sørensens velkendte Røst. Dette kunde Thomas trods sin nuværende Frakkedragt ikke benægte. Han blev staaende stille; det samme gjorde Ole, og saaledes stod de vel et Minut tavse og saa paa hinanden.

- Det er nok egentlig skidt, sagde Ole, da han forgæves havde ventet paa et Ord af Thomas. Jeg hører, at han, Manden, ikke kan blive ved Stedet.

Thomas saa ned i Jorden.

- O-o-d . . . ham? Hvad bliver der af ham? Jeg mener ham selv, ham, Thom's selv? Ole fandt det ikke passende at sige Du til den store Knøs; De fandt han for høfligt og valgte derfor han. Da Thomas ikke svarede, svarede Ole sig selv og sagde:

- Det bliver nok ogsaa skidt.

Nu maatte Thomas, hvor nødig han vilde, bryde den næste Pavse. Ordene bleve ham næsten siddende i Halsen, da han spurgte:

- Hvordan er det med Moder?

- Det er ogsaa skidt.

- Og Fader?

- Det er ogsaa skidt.

- Er han ogsaa syg?

- Næ-æ-æ-. Men han vil ikke rigtig triv's mere; alt Fedtet falder af ham.

- Hvordan . . . har . . . De det selv?

- Jo-o-o. Det er ligesom en Smule bedre.

- Har De da været syg?

- Næ-æ-æ-j.

- Thomas gjorde en svag Bevægelse til at fjerne sig, men standsedes ved en ny "gennende" Gestus af Gaardmanden.

- Se - ja . . . se . . . der er vel aldrig blevet opfødt nogen . . . saadan . . . nogen Grise paa dette Sted?

- Nej der er ikke.

- Nej, det kunde jeg jo nok tænke. Men Smaakre'tur . . . Høns og saadant noget?

- Jo, Husholdersken har holdt Høns og Ænder.

- Ja, det kunde jeg jo nok tænke. Se . . . og de skal vel sælges.

- Ja det skal de vel.

148

- Ja, det kunde jeg nok tænke. Er det Kokkekinesere, de Høns?

- Det véd jeg saamænd ikke.

- Nej, det kan jeg nok tænke; det véd han vel heller ikke . . . Er de stumprumpede?

- Nej de er ikke.

- Nej, det kunde jeg jo nok tænke; det er de vel ikke . . . Se nu . . . ham - Manden, Friddensberg, eller hvad han hedder, han har vel en Hob gode Gangklæder?

- Jo-o.

- Ja, det kunde jeg jo nok tænke . . . Kanske man kunde faa dem raabt op under et og købe hele Bylten?

Thomas dirrede indvendig af Forargelse, men tvang sig og sagde kort:

- Det véd jeg virkelig ikke.

- Nej, det kan han jo ikke vide; det er rigtig nok, det kan han s'gu itte ikke. Men Fuldmægtigen maa vel vide det.

- Det maa han vel.

- Ja Gu' maa han saa; det maa han da.

Et tredje Undvigelsesforsøg fra Thomas's Side hindredes paa ny af Ole Sørensen paa sædvanlig Vis.

- Han . . . han selv . . . han Thom's, han vil vel ikke op i Kramers Bod igen?

- Nej -.

- Nej, det kunde jeg jo nok tænke. Jeg har jo snakket med den gamle Svend om det.

Thomas blev nu opmærksom og betragtede Gaardmanden stift.

- Ja jeg har s'gu, bekræftede denne; men se . . . der skal jo mange Penge til; og Hveden har det været snavs med i Aar.

- Hvad mener De? spurgte Thomas og rykkede uvilkaarligt et Skridt nærmere. Ole veg et tilbage og sagde ligesom undskyldende:

- Men Rugen og Kornet*) har der jo ikke været noget at klage paa.

Nu blev Forholdet det omvendte af, hvad det var for lidt siden. Nu var det Thomas, der rykkede frem, og Ole, der retirerede for Thomas's indtrængende og spørgende Blik. Han gik langsomt med skrævende Skridt i Retning af Avktionsteltet og holdt ved et skraat og sky Øjekast, som han sendte Thomas ud *

149 over sin Skulder, samt ved den nu i en afværgende Stilling udstrakte Kæp Degnens Søn i en passende Afstand fra sig. Under en Pavse, som Avktionarius gjorde, og som han benyttede sig af til at klare Stemmen ved en halv Bajer, nærmede Ole Sørensen sig og henvendte et Par Ord til ham, idet han lettede paa sin laadne Hue og benyttede sig af Lejligheden til med det samme at klø sig i Hovedet. Avktionarius svarede med et afvisende Udslag med Haanden og en rystende Hovedbevægelse. Ole brummede noget, som ingen kunde forstaa, lagde sin Skraa til Rette i Munden med Tungen, borede sig ind til et Sæde paa den uhøvlede Fjæl, der tjente til Bænk langs Avktionsbordet, hvor han taalmodig sad i en krumbøjet Stilling i en meget lang Tid, som han søgte at fordrive ved at spytte ned for sig mellem Bordpladen og sig selv. De Genstande, der opraabtes, skænkede han ikke et Øjekast; først da Avktionarius kom til Rubriken Gangklæder, rettede Oles Øjne sig hen imod ham, uden at han forøvrigt skiftede Stilling. Nu rykkede to af de tilstedeværende, en gammel og en ung Mand, med udprægede jødiske Ansigtstræk, nær hen til Avktionarius og den Karl, som udbredte vedkommende Klædningsstykker paa Bordpladen, befølte Tøjet, rystede paa Hovederne og løftede paa Skuldrene. Ole Sørensen skottede mistænkelig til dem.

- En Dyffels Vinterfrakke . . . meget tykt Tøj . . . 20 Rigsdaler, raabte Avktionarius, medens han lod Øjnene løbe mellem de to jødiske Handelsmænd.

- Gammeldags Facon! Maa helt sys om, sagde den yngre og rynkede Næse. Ti Daler.

- Ti Daler er buden!

- Og otte Skilling, raabte den gamle.

- Og tolv Skilling, raabte den yngre endnu højere.

Bestandig bød den ene den anden over med fire Skilling; Budene faldt hurtigere og hurtigere, ved hvert Overbud gnistrede de brune Øjne forbitret over til hverandre. Endelig naaede de til 12 Daler. Der blev nu Stilhed; Avktionarius løftede Hammeren.

- Jeg byder en Mark til, sagde Ole Sørensen.

Som trukne i en Snor drejede begge Handelsmændenes Ansigter sig hen mod Bonden, der rolig tog sin Skraa ud af Munden, svøbte den i et Stykke graat Karduspapir og stak den ned i Vestelommen.

Med faa Forandringer gentog det samme sig ved ethvert af 150 de efterfølgende Klædningsstykker; Ole lod de to jødiske Marskandisere byde, til han mærkede, at Budene begyndte at falde i et langsommere Tempo, saa bød han en Mark eller otte Skilling til, alt efter Omstændighederne. Avktionarius studsede, og efter at have tilslaaet Ole Sørensen tre Par Benklæder, spurgte han ham:

- Vil Ole Sørensen oprette en Handel med brugte Gangklæder?

- Det kan godt hænd's, svarede Ole med uforstyrret Ro. Det er jo snavs med Hveden i disse Aar, og det bliver kanske værre.

Da en klækkelig Hob Klædningsstykker og Linned var ham tilslaaet, rejste han sig op fra Bænken, tog en vældig, fidtet Skindpung op af Bukselommen, løste Læderlidserne op, som holdt den sammen, og sagde:

- Ja se - naar jeg lægger Pengene paa Bordet, kan jeg vel tage alle disse Dele med mig?

- Værs'artig, sagde Avktionarius.

Ole kunde knap spænde om Bylten med begge Armene. Møjsommeligt fik han banet sig Vej gennem Publikum med samt sin Byrde, der vakte den klinkspillende Ungdoms satiriske Opmærksomhed, og under Tilraab som:

- Tag Jer i Agt for, at I ikke taber alle Jeres ti Par Bukser, Fatter! skred Ole med stoisk Rolighed gennem Haven hen mod dens Udgang. Paa hver Side af Haven, støttede til Laagestolperne, stod de før omtalte Handelsmænd.

- Hør, min gode Mand! raabte den yngre ham i Møde; jeg giver to Daler mer for hele Bylten, end De selv har givet.

- Jeg giver tre! raabte den gamle, før den første havde endt sin Frase.

- Det var Satan, sagde Ole og satte sig, noget forpustet, paa en Afvisersten ude paa Vejen.

- Tre og tre Mark, raabte den yngre.

- Det var altid tre Mark til, sagde Ole.

- Faar jeg saa Bunken?

- Næ-æ-j, sagde Ole.

- Lad vos se paa de enkelte Sager; vi kan handle om hvert Stykke for sig, bemærkede den gamle.

- Værs'go, sagde Ole.

Den yngre tilkastede sin Kollega et hadsk Blik.

Nu blev en Del enkelte Klædningsstykker befølte og 151 bekrammede; de to handlende bød stadig hinanden over; i Reglen fik den yngste det sidste Bud, men Ole svarede hverken Ja eller Nej, men lod Sagen gaa sin uforstyrrede Gang. Da hele Bylten var sorteret og vurderet, gjorde den højstbydende en hurtig Addition og vilde ved den bevise Ole Sørensen, at nu havde han tjent syv Daler ved Handelen. Ole kløede sig bag Øret, mens han, uden at bevæge et Lem, stirrede ned mod Jorden. Saa løftede et dybt Suk hans hele Overkrop i Vejret, Haanden søgte ned i Lommen til Skindpungen, som han befølte, tog op, vejede i Haanden og vred den øverste tomme Del mellem Fingrene.

- Saa er Klæderne mine, sagde den yngre Handelsmand og pegede ned paa dem, hvor de laa udkrammede paa en Græsrabat mellem Vejen og Havegærdet.

Ole svarede ikke; han vred nu Pungen, saa det knagede, skottede omkring sig, som han vilde søge Raad hos Træer, Buske og Gærdestaver, og ridsede dybe Furer paa kryds og paa tværs i Vejens Grus med sin Hesselkæp med et saadant Tryk, at Kæppen var nær ved at knække. Nogle svage Trækninger gik over hans ellers ubevægelige Ansigt; Øjnene borede sig atter ned i Jorden.

- Syv Daler er mange Penge, mumlede han næsten uhørlig, da Ordene sivede ud mellem de sammenbidte Tænder.

- Hvad 'faler? spurgte Kræmmeren spændt.

- Jeg sagde ingen Ting, svarede Ole.

- Kan jeg saa tage Klæderne? spurgte den første utaalmodig og raslede med sin Pengepung.

Ole rejste sig tungt op fra sit Sæde. Hans Mund aabnede sig til Svar, men der gik ingen Lyd ud af den. Fra Øjenkrogene fulgte han med Blikket den fremmedes Pung, som gjorde svage Pendulsvingninger i Luften.

- Naa, kan jeg saa tage desse hersens Tøj, hvad? lød Stemmen igen.

- Næ! svarede Ole kort og højt. Straks derpaa lettede et Suk hans Bryst, og hans Ansigt antog sit sædvanlige flegmatiske Udtryk, medens han bukkede sig og samlede Tøjet sammen.

- Vil den Mand gøre Nar ad Folk? spurgte den yngre handlende med en Røst, der skingrede som en falsk Trompet.

I den roligste, tværeste Tone gav Ole ham et Gensvar i Form af en populær Opfordring, som jeg ikke tør nedskrive, og begav sig ud paa Vejen op mod Byen, atter med sin Byrde i Favnen, medens han holdt Hesselkæppen mellem Tænderne. Avktionen 152 havde lokket den lystigste Del af Byens Gadeungdom til sig, og Ole Sørensen slap, uhindret af satiriske Stikpiller, op gennem Gaden til Torvet, hvor han gik ind ad Døren, der førte til Købmand Kramers Skænkestue.

Der sad Frandsen og Smed Johansen ved hver sin Ende af den umalede Fyrretræs skurede Plade, hvorpaa Smeden tegnede Figurer af det spildte Øl og Brændevin. Frandsen betragtede ham et Par Minuter indigneret og sagde:

- Kunde Du saa lade være med det Svineri?

- Nej, svarede Smeden, jeg bliver ved, for jeg er gal i mit Hoved.

Just som denne sidste Replik faldt, traadte Ole ind ad Døren og bredte Klæderne ud paa Bordpladen.

- Naa, sagde Frandsen og gav sig tavs til at undersøge de enkelte Stykker. Snart nikkede han lidt, snart gjorde han Grimacer, eftersom de behagede ham eller ej! Ole, som var mat baade efter den udstaaede Sjælekamp og af at slæbe den store Bylt, satte sig paa en Stol i Krogen tæt ved den gamle Bilæggerovn, der udstraalede en stegende Hede i den lave Stue; snart tydede hans Hoveds nikkende Bevægelse paa, at han var falden i Søvn, hvad end yderligere bekræftedes af en svag Snorken, ikke ulig en gammel Kats Spinden.

- Nu snorker han, det Bondebæst! brummede Smeden.

- Hvad rager det Dig? sagde Frandsen.

- Jeg er gal i mit Hoved, sagde Smeden igen.

- Det er af lutter Gerrigskab, sagde Frandsen.

- Gerrigskab? Nej, jeg siger ikke noget imod at give den gale Mand nede fra Aagaarden og hans tyske Jomfru Tag over Hovedet og en Bid Mad; jeg siger heller ikke noget imod at hjælpe Degnen Fris's Dreng, men jeg ærgrer mig over, at de skal hentes i Vognmand Olsens nye Wienervogn. De fire Mark, det koster, er ligefrem smidte i Rendestenen.

- Du skulde skamme Dig noget, sagde Frandsen. Jeg pressede Bonden der henne til at købe alle Mandens Gangklæder og forære ham; han gør ikke Vrævl bagefter, men sidder og snuer ganske rolig. Og Du, som er bosat Borger i Byen, vil lade Dig lumpe af en Bonde.

Efter at have præsteret en lang, knurrende Mumlen tav Smeden og fortsatte sin forrige Idræt, at tegne Figurer af Øl- og Brændevinssjatterne paa Bordet. Lidt efter vaagnede Ole Sørensen 153 henne i Kakkelovnskrogen med en Gaben, der var saa lang, at han foretog en Tredeling af den, saa den lød:

- Aa ja . . . Gu' ja . . . aa ja saa Gu'!

Frandsen sendte ham et af sine foragtelige Skraablik med obligat Mundgrimace. Saa rejste han sig op og gik med Hænderne korslagte paa Ryggen frem og tilbage i Skænkestuen, mod hvis Gulv hans med Sinker forsynede Støvlehæle trampede vældig. Hans Ansigt fik et endnu surere Udseende end sædvanlig; og at der rørte sig noget højst mærkeligt i hans Indre, viste sig dels ved, at han under en af disse Spasereture op og ned ad Gulvet kastede sin Hue, der næsten aldrig forlod hans Hoved, og som selv om Natten erstattedes af et ældre Eksemplar af Arten, hen ad Bordet, dels ved en hyppig Rømmen, der var ligesaa mange Tilløb til at tage Ordet, men som hver Gang stoppede. Tilsidst gik han - mod Sædvane - ikke ud i Butiken, men ind i sit Kammer, hvis Dør han slog haardt i efter sig. Smeden og Gaardmanden tede sig som Skoledrenge, naar de slippe for en striks Lærers Opsyn; de saa først paa hinanden, saa hen imod den tillukkede Dør, saa sendte Smeden Ole et ganske lille Nik, som denne gengældte.

Der var aabenbart fra begge Sider en Trang til Meddelelse; men begge Parterne havde en Modstand at overvinde, Ole paa Grund af sin Mistænkelighed og Forsigtighed, Smed Johansen paa Grund af sin naturlige Tværhed og Ordknaphed, endvidere var der saa meget af gammel Købstadborgerstolthed i ham, at han ikke vilde give sig for meget hen overfor en Bonde. Baade han og Frandsen, der indtil for faa Aar siden uden videre havde sagt "Du" til enhver Bonde, havde med stor Selvovervindelse og efter indbyrdes Samraad gjort Tidsaanden den Indrømmelse, at undgaa ethvert Tiltalepronomen ved stadig at gentage Vedkommendes Navn. Endelig vovede Ole Sørensen at bryde Isen:

- Det kommer lige godt til at koste mange Penge, sagde han.

- Gu' gør det saa, replicerede Smeden.

- Ja, det gør s'gu. Og hvad rager saa det hele en.

Ole havde vovet sig for vidt frem, thi, skønt Johansen efter i meget lang Tid at have modstaaet sin Ven Frandsens indtrængende Opfordringer til at indrømme Friehling og hans Husstand foreløbig Husly og Føde, stadig fandt, at det var noget urimeligt noget, saa vilde han dog ikke have Udseende af at holde med Ole, som Frandsen en Gang, da han var kommen til Bys, havde ladet skænke saa rigelig for, at han havde afpresset 154 ham Løfte om ogsaa at spæde til. Smeden besvarede Gaardmandens sidste Refleksion med en afvisende Haandbevægelse. Ole lod Tungen glide over Læberne, krummede sig helt forover og sad og stirrede ned i Gulvet med begge Hænderne knyttede om Hesselkæppen. Spirerne til en lettende, gensidig Udtalelse kvaltes i Fødselen; et godt Stykke Tid mæledes der ikke et Ord af de to tilstedeværende i Kramers Skænkestue.

Døren til den gamle Svends Kammer gik op, og han selv viste sig i en lang, brun Klædesfrakke, højt og stramt bundet sort Silkehalstørklæde, men uden synligt Spor af Kraver eller Flipper. En sort Silkehat, hvis Lød forøvrigt spillede i det røde, sad ham dybt ned i Panden. Uden at henvende Talen bestemt til Smeden eller Ole sagde han kort og kommanderende:

- Saa gaar vi hen og henter Vognen.

- Det jager ikke, svarede Smeden tvært, trak sin korte Pibe op af Baglommen, strøg en Svovlstik af mod Bænken og tændte Piben. Da Ole saa dette, luede ogsaa Modet til passiv Modstand op i ham; han holdt Svovlstikken op mod den varme Kakkelovn og fik ogsaa Ild paa sin korte Merskummer, hans Galapibe, som han altid havde med, naar han var i Købstaden.

Frandsen tog sit store, tykke Sølvspindeluhr op af Lommen, saa længe paa det, mens hans Mundvige beskrev endnu spidsere Vinkler end sædvanlig. Han gik hen til et Skab over Skænken og tog en Flaske ud deraf.

- Jeg vil have en Snaps sød Ekstrakt, sagde han, for jeg fryser.

Efterat have skænket et Frimurerglas fuldt, spurgte han i den ligegyldigste Tone af Verden:

- Vil I have et med?

- Nej jeg vil ikke, svarede Smeden.

- Nej, ellers Tak, sekunderede Ole.

- Saa kan I lade vær', sagde Frandsen, tømte sit Glas og vilde til at sætte det ind i Skænkeskabet igen. Smeden saa langlig hen til ham; Ole strøg sin Mund med Bagen af sin nøddebrune, ru Haand og kneb Øjnene til.

- Var det Ekstrakt, Du sagde? spurgte Smeden og saa ud ad Vinduet, som om hàn tænkte paa andre Ting.

- Talte jeg kanske ikke højt nok? snerrede Frandsen.

- Jo-o-, saa vil jeg nok have en Snaps.

- Altid er der Vrøvl med Dig. Der! - og nu skød han Flasken og Glasset hen til ham.

155

Smeden drak og kastede Blikket spørgende mellem Frandsen og Ole Sørensen, men Frandsen bevarede en urokkelig Tavshed. Da sagde Smeden:

- Skal Du ikke byde Ole Sørensen en Snaps?

- Jeg har budt ham en.

- Ja, men Du véd da nok, at ude paa Landet bruger man ikke saadan at sige Ja straks.

- Vil Ole Sørensen have en sød Snaps med?

- Ja, nu siger jeg Tak den, som byder, svarede Ole.

Nu var Ceremoniellet overstaaet, og Frimurerglasset cirkulerede flittig. Det var det, Frandsen vilde. Han vidste, at Hjerterne ofte bleve bløde paa Folk, naar de fik noget at drikke, og han vilde tale til Hjertet hos sine to Gæster. Men han vidste ogsaa, at han vilde gaa istaa tyve Gange, hvis han var nøgtern; derfor tog han sig selv adskillige Opstrammere for at faa Flugt i den Tale, som han havde brygget paa, medens han i stor Langsomhed havde foretaget sit Toilette inde i det lille Værelse, Da hans lange Erfaring sikkert viste ham, naar Smeden var paa det Stadium, at han let blev rørt, tøvede han, til denne havde drukket den femte søde Snaps. Med Hensyn til Ole Sørensen maatte han løbe an paa det uvisse; men Smeden var ogsaa Hovedfæstningen, der skulde overgive sig paa Naade og Unaade for det sidste afgørende Angreb. Efter den lange, tavse Glæde over Snapsene slog Frandsen i Bordet og raabte:

- Menneskene er noget rigtigt Skidt og Skab!

- Ja det er sandt, svarede Smeden og nikkede bifaldende, medens Ole af Mangel paa Sans for slige abstrakte Almindeligheder skænkede sig en frisk Snaps. Frandsen vedblev:

- Og man er meget tiere gal i Hovedet, end man er glad.

- Ja, det er et sandt Ord, svarede Smeden. Ole drak den første Tredjedel af Snapsen.

- Og det hjælper s'gu ikke, om en ved Sparsommelighed har faaet bunket en Stabel Specier eller Femdalersedler sammen.

- Ja . . . jeg véd 'et s'gu dog itte, indvendte Ole sagte og frygtsomt.

- Nej, det hjælper s'gu ikke, siger jeg, for jeg véd det (et nyt Slag i Bordet). Ser Du, Johansen, vi har hverken Kone eller Børn, og vi to véd, hvad vi véd. Da vi var allermest gale, ser Du, saa blev vi glade, da Specierne fik Gang til den lille Nikolaj, ham, Mines Nikolaj; nu kan han s'gu selv tjene dem, 156 saa der er ingen Fornøjelse ved at give ham flere; naar Folk er udlærte, skal de tjene deres Brød.

- Det er rigtig, sagde Smeden.

- Ja ellers sagde jeg det ikke. Ja Gu' er det rigtigt; det behøver Du ikke at sige mig. Men nu har jeg kendt mange Læredrenge, men aldrig har jeg havt saadan en Dreng, som Degnens Dreng. Han var en rigtig Torsk i Butiken, for han gloede ud over alting, hvad han tog fat paa; men netop de, der glor saadan, de har det herinde (her prikkede Frandsen sig paa Panden). Og, dersom Du, Smed, og saa Ole Sørensen ikke holder, hvad I lovede mig, da vi for et Par Uger siden sad her ved dette Bord og drak røde Kirsebærsnapse, saa . . . ja saa vil s'gu Forsynet og Guddommeligheden og dette herre . . . ja . . . det deroppe sige til Jer en Gang i det andet Liv . . . at I har været nogle Fedteprinser, og hvad Enden saa bliver paa det, det véd I bedre end jeg. Og at Du, Johansen, som alle dine Dage har været saadant et mageløst godt Menneske (her gik Stemmen over i Graad, og Smeden græd med) vil snakke noget om, at Du har klistret noget Tapetpapir paa Væggene i din ene Stue ud til Gaden for at huse en gammel en, som det er gaaet galt for Fruentimmersludders Skyld, ligesom det er gaaet os to, og som har været en sær Kantøffel, ligesom vi to er, og som har taget sig af Degnens Søn . . . ja nu har jeg glemt, hvad jeg vilde sige . . . men saa er der, F- klø mig, ikke Dyd eller Kristendom i Leveren paa Dig . . . og hvis Du vil være en Prakker for en Wienervogns Skyld, der skal hente en gammel, syg Mand, saa er Du ikke værdig til at bære Navnet Smedemester Johansen, som altid har været et Hædersnavn blandt denne Bys Borgere . . . og se, hvis Ole Sørensen viser nogen Slags Gerrigskab, saa vil Forsynet nok straffe Ole Sørensen ved at tage al Trivsel fra Ole Sørensens Grise og Ungkvæg.

Ole Sørensen blev helt bleg. Han havde allerede drukket saa meget, som der hørte til for at rokke hans ellers rent rationalistiske Stilling til alt metafysisk; sæt nu Kramers gamle Svend kunde kaste "et ondt Øje" paa Kreaturer! Han udbrød:

- Nej holdt . . . nej holdt . . . jeg skal nok hjælpe Degnens Thom's . . . og Gangklæderne har jeg betalt, som jeg lovede.

- Saa gaar vi over til Vognmanden og tager Wienervognen, sagde Frandsen. Han gik selv foran; de to andre fulgte i nogle Skridts Afstand. Ole hviskede til Smeden:

- Han er farlig præstelærd, Kramers gamle Svend.

157

- Ja, naar han faar et Par Glas, snakker han forskrækkelig bevægelig, sagde Smeden, idet han tørrede sine Øjne og snød sin Næse. Frandsen gik nu over Torvet med sænket Hoved, helt mat af den uhyre Anstrængelse; Sveden perlede paa hans Pande, og han trak Vejret hurtig og stødvis. Han sagde ved sig selv, at det skulde gaa haardt til, hvis han nu i otte Dage lukkede sin Mund op uden til de allernødvendigste Ord. Det var forøvrigt noget helt usædvanligt, at Frandsen forlod Butiken paa denne Tid af Dagen; Fru Kramer trykte sin spidse Næse flad mod Dagligstuens Rude for inderlig oprørt at se efter Frandsen; hendes Mand stod med skrævende Ben paa Torvet og tyggede sin Cigarstump flad; Frandsen lettede i Forbigaaende paa Hatten ad ham; det kunde aldrig være faldet ham ind at give sin Principal nogen som helst Forklaring eller at spørge ham om Forlov til at gaa sin Vej. Frandsen satte aldrig sin Fod i Brændenet eller i Studestalden, men i Butiken betragtede han sig som Enehersker; han havde tidt med Selvfølelse sagt til Smed Johansen:

- Kramer - hæ - lad ham passe Fæet, jeg skal nok passe Folkene.

Nede paa Aagaarden var Avktionen endt, og de tilstedeværende Folk vare gaaede hver til sit. Det var blevet sen Eftermiddag; Larmen var nu bleven afløst af Dødstilhed, der pludselig afbrødes af Skridt, der drønede tungt gennem det tomme Huses Stuer, hvor det før af Gardiner og Draperier afdæmpede og farvede Lys nu grinede spottende i hele sin prosaiske, ubarmhjertige Skarphed gennem Ruderne, medens Vinden ruskede i Vinduerne, saa Sprosserne klirrede, og banede sig Adgang gennem mangfoldige Utætheder og Huller, saa Støvlaget, der fordum havde samlet sig under Gulvtæpperne, af og til blev levende og hvirvlede sig lavt langs Gulvet. Der, hvor Malerierne havde hængt, var Væglærredets Oljefarve afbleget eller sprukket, saa de graabrune, grove Traade stak sig frem med plebejisk Skamløshed, ligesom oppe under Loftet Gesimsens Stuk afbrødes af den blottede Rørbeklædning. I Salonens Kroge stod hele eller ituslaaede Flasker; i Vindueskarmene fandtes Avisstumper, glemte eller oversete Bøger og Pjecer, skidne og bestøvede, mellem skaarede Underkopper og fodløse Vinglas. Da Døren, der bandt stærkt, gik op fra Sovekammeret, klaprede og dirrede det, som om det gamle Hus skulde falde sammen; et stort Stykke Kalkpuds faldt klaskende ned fra Kakkelovnspladsen paa Jernpladen 158 foran Kakkelovnen; samtidig peb Vinden gennem Røret og frembragte en sagte Ringen i det tynde Jerns utætte Sammenføjninger.

Friehling skred tungt fremad, med den højre Arm om Thomas's Skulder og den venstre stukken ind under den gamle Fanchettes højre Arm. Han bar en lang, graa Frakke og en Rejsehue paa de smukke, graa Krøller. Øjets Blik svævede ubestemt ud i Rummet, det saa ud, som løb det uden om alle Genstandene, men om Munden laa et underlig distræt Smil. Han var bleven meget magrere og blegere; den før saa fyldige og stærke Hals's Muskler hang nu som matte Kødlapper; det tætte, karmoisinrøde Net i hans Ansigt stak nu grelt af mod det bleggule; Hændernes Aarer vare stærkt fremtrædende, medens Huden imellem dem laa rynket og løs. Af Fanchettes Ansigt saas kun Næsen og to smalle Strimler paa hver sin Side af den bag den gammeldags, sorte Fløjels-Kyse; et langt, sort Overstykke hang tæt ned om den tynde Krop. Ved Siden af disse to Figurer tog den sunde, næsten voksne Dreng med det tætte, sorte Haar, de rødbrune Kinder og de blanke, sorte Øjne sig ud som et Symbol paa Liv og Virkelighed, der protesterede mod hine som mod blodløse Omrids, manede op fra Skyggeriget, fra Drømmeverdenen.

I Forstuegangen stod Friehling stille, og de to andre standsede med ham. Han drejede Hovedet om og rettede Øjnene gennem den aabne Dør ind i sin tomme Dagligstue. En Trækning gik over hans Ansigt; den slog ud i en svag Latter. Saa nynnede han med næppe hørlig Stemme:

Jordens gudar, all er lycka
Är ett stoft, ett glittergrus:
Fattigdomen vid sin krycka
Lemnar lätt sitt trånga hus!
Movitz går till nästa krogen,
Borgar der fornöjd ett krus,
Tar ett rus,
Tapper och trogen,
Somnar vid ett sexörs-ljus.

- Oh, je connais eet air, sagde Fanchette; il n'y a rien de plus affreux.

Friehling lo igen, lod Blikket glide op og ned ad hende og nynnede:

159

Posséder dans sa hutte
Une table, un vieux lit,
Des cartes, une flûte,
Un broc que Dieu remplit,
Un portrait de maîtresse,
Un coffre et rien dedans;
En gai! c'est la richesse
Du gros Roger Bontemps.

Nu græd Fanchette, saa hun hulkede.

- C'est . . . c'est terrible . , . mais c'est charmant, sagde hun og tørrede Øjnene under Kysen.

Da de kom ud af den sidste Dør og skulde til at gaa ned ad Stentrappens Trin, mærkede Thomas, hvor Benene krummede sig mat under Friehling. Han tog et Tag i hans Arm for at stivne ham; Friehling mumlede i Øret paa Fanchette:

- C'est toi qui as trébuché, la vieille! Raidistoi. Il faut faire mille lieues à pied maintenant. Il faut . . . il faut faire le tour du monde.

Fanchette bøjede sig bag hans Nakke og rystede paa Hovedet til Thomas.

De kom ud i Haven. En klam, kold Vind slog dem i Møde. Lindene og Kastanietræerne vare omtrent nøgne; de affaldne lysegule Blade laa klæbede mod Græsset og den fugtige Jord; Vanddraaber gled sejgt, gummiagtigt ned ad Stammer og Grene; den kryddersøde Lugt, der er ved Efteraarsløvet, bares af Vinden lige imod de udtrædende. Det havde været Bygevejr med ruskende Regnskyl de sidste tre, fire Timer; nu var Himlen klar over den gamle Allés nøgne Toppe; et stikkende Lys faldt paa skraa ned i den; Friehling lukkede Øjnene med et Udtryk af Vrede og Smerte paa én Gang. Et fugtigt Blad faldt ned i Ansigtet paa ham og blev hængende; han løftede Haanden fra Thomas's Skulder, rev det af og kastede det fra sig, som var det et hæsligt Dyr, det var ham væmmeligt at røre ved. Han klemte Øjnene endnu fastere i. Han sagde med et Smil, der dog lige saa meget var en Grimace:

- Luk Øjnene i, Dreng! Hører Du?

- Ja, svarede Thomas.

- Har Du gjort det?

- Jo jeg har. Thomas forstod godt, at det var bedst at snakke ham efter Munden.

- Ja, for alt det, vi saa før, var Løgn. Det er Sommer, varm Sommer med Oranger og Druer. Er det ikke?

160

- Jo, svarede Thomas.

- Kan Du se sorte Øjne, brune Ansigter, kraftige broncegule Halse med røde Koraller om der henne bag Løvet i Loggiaen?

-Jo.

- Synes Du, vi gaar langsomt? - Han hang nu saa tungt paa Thomas's Skulder, at denne var lige ved at synke i Knæ.

- Nej.

- Nej, det har Du Ret i. Det gaar i en strygende Fart. Kan Du se, hvor Landskabets Linjer synker og stiger med en diset Guldrand langs alle Omridsene?

-Ja.

- Det er meget varmt. Friehling dirrede samtidig af Kulde, saa hans Tænder klaprede. - Man bliver tørstig. Spring op i det Osteri . . . det med den smalle Stentrappe, som Roserne slynger sig op ad, og hent noget Vin.

Thomas stod et Øjeblik raadvild. Han turde ikke slippe Friehling og vidste ikke, hvorledes han skulde bære sig ad. Han saa paa Fanchette, der blinkede til ham. Ordet "Vin" havde hun forstaaet Hun arbejdede noget ud af en Lomme paa Indersiden af sin Kaabe - det var en halv Flaske Vin, som hun satte op under Munden paa Friehling, bag hvis Ryg hun hviskede til Thomas:

- Tout ce que f'ai pu sanver des griffes de cette canaille.

Friehling tømte hele Halvflasken, som han kastede fra sig og sagde:

- De har vino chiuso her. Naa, det er Marsalla? Jeg vilde hellere havt Falerner. Men kan Du nu se, vi er i Vinens Land, min Dreng? Hold bare Øjnene lukkede!

Hans Stemme blev svagere; Ansigtsmusklerne hang mer og nier slappe ned; hans Ben mattedes; han faldt helt forover. Thomas maatte gribe ham om Livet.

- Vi har gaaet meget langt. Jeg tror, jeg er træt, sagde han og forsøgte paa at le, men det blev til en stønnende Hoste.

Thomas fik ham drejet til Side og lænet op mod en tyk Lindestamme. Fanchette slap hans Arm; hun var nær ved at besvime af Træthed. Friehling aabnede Øjnene og saa omkring sig som en, der vaagner af Søvne.

- Giv mig min Stok! sagde han.

Thomas vidste ikke, hvad han skulde svare. Den tykke, guldknappede Bambusstok, som Friehling bar, naar han gik 161 udenfor sin Ejendoms Grænser, og som Thomas godt huskede fra den Gang, han første Gang traf ham ved Mergelgraven ude paa Marken, havde han hørt blive raabt op ved Avktionen.

- Giv mig min Stok! gentog Friehling med et mat og dog underlig drillende Smil.

- Den . . . den . . . er, stammede Thomas.

- Solgt ved Avktion, vil Du sige, Din dumme Dreng. Det er Løgn. Her har ingen Avktion været. Men den Kæltring - ham, Skriveren . . . Poder . . . har stjaalet den.

- Ja, det er sandt, sagde Thomas.

- Ser Du, jeg husker bedre end alle I andre. Hm . . . hvad var det nu, han havde stjaalet - han - Skriveren fra Favrbogaard ?

- Det var Deres Stok.

- Tag en Knippel op fra Jorden og giv mig den.

Thomas adlød, idet han bukkede sig ned og tog en Kvist op efterat have vinket til Fanchette, at hun skulde holde fast ved Friehling, der stod lænet til Lindestammen. Friehling greb Kvisten, bankede med den paa Stammen og lagde Øret til, hvor han havde banket. En lyttende Spænding strammede de slappe Træk, den afløstes af en ængstelig, spørgende Mine.

- Hørte Du ingen Ting?

- Nej.

- Du er en Bondeknold. Jeg - jeg hørte Dryaden svare mig. Den store Pan er ikke død. Jeg vil videre.

Den møjsommelige Vandring begyndte igen. Thomas havde ved et Bud fra Frandsen samme Formiddag faaet at vide, at der vilde holde en Wienervogn beredt til Friehling oppe" paa Vejen udenfor Haven; han stræbte nu efter at naa dette Maal. Det var i Løbet af Dagen gaaet op for ham, at den gamle Kræmmersvend havde sin Finger med i et eller andet Redningsapparat, der skulde kastes ud til de skibbrudne paa Aagaarden.

Det var nu blæst stærkt op; det mærkedes tydeligere nu, da Træerne ikke længere gave Læ. Store Skymasser med lasede, evig skiftende Rande hang helt ned i Horizonten. Den synkende Sol brød stundom igennem, saa Skyernes skidenbrune Partier bleve kobberfarvede med blanke Rande, som glimtede hvidglødende, saa det skar i Øjnene. Løvet hvirvledes i store Buer fra Haven ud over Vejen, en Del af det fangedes af Aaens smaa, krusede Bølger, paa hvilke de gule, brune og røde Blade hvirvlende og hoppende dreves med af Strømmen, som skvulpende 162 brødes mod Bropillerne, medens Vinden tog i de Jernkæder, der forbandt Stenpælene foroven, som i Forbindelse med disse Kæder dannede Broens Rækværk. Der var en Raslen, Knitren, Knagen, Skvulpen, Susen og Hvinen i Rummet rundt om, en trodsig Uro, et hvileløst, glædeløst Liv, fjendtlig og drilsk stemt mod de Eksistenser, Mennesker, Dyr og Planter, der skulde færdes i det. Snart piskede Vinden de vandrendes Klæder ind imod Kroppen, og gjorde alt muligt for at rive Hatte eller Huer af Hovedet paa dem, snart piskede Regnen dem skraat og stridt paa Ansigt, Kind eller Nakke, snart skar Solen dem ondskabsfuldt i Øjnene, medens den fugtige Klamhed isnede Hænder og Fødder; Træer, Buske og Planter bleve tvungne til de mest forpinte Vridninger, Snoninger og Bøjninger; af og til hørte man et skarpt, tørt Knæk; en Kvist eller en Gren faldt ned, men Lyden af dens Fald døvedes af det opblødte Vejdynd eller det vaade Græs under Havens Træer. Stundom klang det syngende i Tremmerne paa Havens forfaldne Stakit.

Ligesom vore tre vandrende kom ud paa Vejen, fejede et stærkt Vindstød hen over Aaen; den blev sat i stærk krusende Bevægelse; dens graa Farve blev dunkel-violet; der gik en skingrende Piben gennem Luften; Regnen slog sine Pile lige i Ansigtet paa de tre, som de kom udenfor Havens Laagestolper. Friehlings Rejsehue blev reven af ham; det lykkedes Thomas at standse den i Flugten; men, da han atter vilde sætte den paa de graa Haar, slog Friehling til hans Haand, han vilde ikke have den paa. Men det var, som denne Bevægelse udtømte hans Kræfter; han sank nu saa tungt i Knæ, at han tvang Fanchette med sig, o'g, hvis ikke Thomas havde faaet ham styret hen mod den samme Afvisersten paa Vejen, hvorpaa Ole Sørensen havde siddet nogle Timer i Forvejen, var han falden om paa den smudsige Vej.

Der sad han nu, mens Vinden ruskede vildt i de lange, hvide Krøller, og mens Regnen bearbejdede hans Ansigt; store Draaber flød ned ad hans Pande og Kinder; hans lange Frakke var reven op; det regnede helt ind paa Brystet af ham. Efter en Lyd fra hans Strube, som baade kunde kaldes Rallen og Latter, sagde han, uden at se paa Thomas eller Fanchette, der laa paa Knæ paa hver sin Side af Stenpælen, for at støtte ham om Livet:

- Tror I paa alt dette: Fallit, Avktion, Udjagelse . . . Regn og Storm? Det er Løgn altsammen!

163

- Vil De dog ikke have Huen paa? Maa jeg dog ikke knappe om Dem? spurgte Thomas.

Friehling gjorde en afværgende Bevægelse. Thomas saa med Forfærdelse, hvorledes hans hele Ansigt antog en fremmed Karakter, Øjnene fik en stikkende Glans; Næse og Hage blev skarpere og spidsere; Kinderne faldt ind, og deres Ben skød sig ligesom længere frem; Hudfarven blev gulgraa, Skægrødderne strittede frem som smaa Staalpigge, hans Legeme faldt mere og mere tilbage; Thomas maatte arbejde sig hen bag ved ham og holde ham om Livet med begge Arme; Fanchette var sunket helt sammen og sad ubevægelig i Græsset ved Friehlings Fødder.

Den syge strammede sig endnu en Gang op, saa vildt og med et trodsigt, haanende, stærkt Blik ud om sig, lo op mod Regnen og knyttede Haanden ud i Vejret:

- Løgn! Løgn! raabte han, saa slappedes alt i ham; en Trækning for igennem ham; alt Udtryk veg fra Ansigtet; Øjnene brast . . . han var død!

Det skrattede og klirrede oppe paa Vejen af Vognhjul, der skar dybt og tungt i Gruset, saa Hjulkarmene rystede. Man kørte langsomt, som vidste man, at det blev en Ligkørsel.

Thomas glattede de forvildede hvide Haar paa den døde Mands Hoved, slog Frakken tæt om ham og bedækkede hans Ansigt med sit Lommetørklæde efter at have lagt ham udstrakt paa Græsrabatten mellem den gamle Have og Landevejen; Fanchette blev ved at sidde sammenkrøben i en lille, sort Klump, ubevægelig og med tilhyllet Hoved; kun en svag Kuldegysning røbede af og til, at der var et levende Væsen under den snævre, sorte Kaabe.'

Den lukkede Vogn holdt stille ude paa Vejen. Ole Sørensen kravlede tungt ned fra Bukken, medens Frandsen og Smeden kom ud af Vogndøren. De bleve staaende et Stykke borte, da de saa Gruppen foran Havens Indgang; de to sidste satte sig først i Gang; Ole fulgte et Par Skridt bag efter dem.

- Han er vist død, sagde Thomas til Frandsen, og han lettede det hvide Lommetørklæde lidt fra Friehlings Ansigt, da Frandsen bøjede sig ned. Den gamle Svend nikkede og saa paa Smeden. Der stod de to gamle Særlinge med en stille, ærlig Andagt udtrykt i deres Træk; Frandsen foldede Hænderne ned foran sig; Smeden rullede sit Skægs Hagedusk om sine store, sorte Fingre; Ole Sørensen stod med skrævende Ben og ludende Hoved; han støttede begge Hænderne paa Stokken, som han 164 holdt foran sig. Det var en sær Forsamling, der omgav den aristokratiske Epikuræers, den hallucinerede Romantikers sære Dødsleje.

Men det var praktiske Folk, som ikke vare vant til at tale om deres Følelser. Tavsheden brødes først af Ole Sørensen, der sagde:

- Ja - hvad skal man sige til 'et?

- Nej, det er der ikke noget at sige til, mumlede Smeden.

- Tag ved og lad os faa ham løftet ind i Vognen! sagde Frandsen.

- Jeg havde endda faaet Stuen lavet saa pænt, sagde Smeden ; jeg havde flyttet Skilderierne af Kronprinsen og Kronprinsessen, de, som hang i min øverste Stue, ind i hans Kammer.

- Tag nu ved! gentog Frandsen.

Liget blev baaret ind i Vognen og kørt til Smedens Hus; den lille Stue, som han "havde lavet saa pænt", og hvor han vilde huse den forhenværende Godsejer, blev nu Ligstue. At Begivenheden vakte uhyre Opsigt i Byen, er selvfølgeligt. Den fine Portion fandt nu, at Friehling dog havde været en interessant Person; Toldinspektøren syntes at kunne huske, at Friehling i sin Ungdom virkelig var bleven udnævnt til Kammerjunker, og at hans Moder havde været en født Komtesse; Byfogden lovede ham at undersøge Sagen; Resultatet af hans Forskninger blev, at Toldinspektøren havde Ret paa det nær, at hans Moder var en født Baronesse; Byfogden fandt, at en saadan Mand ikke burde ligge Lig i en Stue, der vendte ud til Smed Johansens Gaard, men indsættes i det nye Kapel i gothisk Stil, der for et Aar siden var bygget paa Kirkegaarden; og Enden blev, at Friehling blev begravet under Klokkeklang, ledsaget af Byens Embedsmænd i Galauniform; og Byens Sognepræst skildrede ham i Ligtalen som en Sjæl, der higede mod det himmelske Lys, hvis Tanke altid var rettet op mod det evige, hvorfor han havde glemt det timelige; han udviklede, hvorledes han nu skuede den Skønhed helt, som han herneden havde glædet sig ved i stykkevis, og hvorledes han nu blandede sine Hymnetoner med de himmelske Hærskarers evige Kor om den Almægtiges Trone.

165

X. Slutning.

Nu hændtes det løjerlige, at Thomas og Fanchette kom paa Mode i Købstaden. En Branddirektørs Frue, som i sin Ungdom havde været i Italien i Egenskab af Gouvernante hos en adelig Familje, og som i sin modne Alder anonymt skrev originale Noveller til Feuilletonen i Byens Avis, lavede noget sammen om en mørk Byronsk Natur, der bar paa forfærdelige Samvittighedsnag, men tillige var uhyre genial, og fra sin Borg ved en rullende Flod, som randt forbi en gammel Urskov, agerede ædel Røver og Samfundsforsyn ved at plyndre fra de rige og give til de fattige, som forøvrigt hadede alle Mennesker undtagen en Søn, han havde med en Italienerinde, skøn som Rafaels Fornarina, og en Kvinde, der en Gang havde reddet hans Liv ved at forbinde de Saar, han havde faaet i en forfærdelig Tvekamp. Historien blev anset som fuld Virkelighed, og Forfatterinden modsagde det ikke, naar der gjordes Hentydninger dertil i Selskaberne, og hendes Mands listige Smil og Hovedrysten tjente til end yderlig Bekræftelse for de efter triviel Romantik hungrige Dannelsesfilistre paa, at den ædle Røver var Friehling, og Genstandene for hans Beskyttelse og Ømhed, Fanchette og Thomas.

Den rigeste Købmands Frue, hvis Mand var Agent, samlede Penge sammen; Rygtet derom udbredtes til den Landsby, hvor Thomas havde hjemme; Degnen indtog en afventende, passiv Stilling; Pastor Birk tegnede sig for et aarligt Bidrag til Thomas's Studeringer og blev saa varm om Hjertet, at han fik Mod til at gaa op til Kammerherren paa Gaarden og anmode ham om ogsaa at bidrage til den unge Fyr, der nu for Præstens Fantasi voksede op til et Fremtidsgeni, som han først havde opdaget. Thomas gjorde en Tur hjem, men fandt sin Moder som et levende Lig uden Bevægelse og Bevidsthed, sin Fader ligesaa forlegen og tilbageholdende, som han selv var; derimod var Pastor Birk emsig og enthusiastisk og beklagede, at hans Datter Henriette, som var paa en højere Dannelsesanstalt i København, og hans Sønner, som vare i en Latinskole, ikke kunde have den Glæde at se deres kære gamle Legekammerat; han skildrede for Thomas Studenterlivets Herlighed og København som en By, der funklede af Aand og Intelligens, og som han, der færdedes i sligt som i sit Element, inderlig fortrød nogensinde at have 166 forladt. Han læste sine af sirlige Maroquinsbind omsluttede, haan'dskrevne Digte fra hans Ungdom op for sin unge Ven, som han kaldte ham, og tog ham en Dag med op til Herregaarden for at hilse paa Kammerherren, der havde lovet Thomas 100 Daler om Aaret i fem Aar. Degnesønnens Hjerte bankede, da han skulde stedes for Egnens fornemste Mand, som han kun havde set trone med sin hvide Knevelsbart bag Wienervognens Rude, naar den med fire Heste med Blinktopper paa Hovedstolene, med guldtresset, blaa Kusk paa Bukken og sølvtresset grøn Jæger bagpaa, let havde rullet forbi ham paa Landevejen, og hvem han havde betragtet som et Væsen, der stod i et helt andet Niveau end de Personer, han ellers saa færdes omkring sig. Hjertet bankede stærkere, da han gik op ad den brede Trappe med det massive, perlemalede Rækværk, betraadte det bløde Tæppe, der dæmpede Lyden af hans Fodtrin, medens Præsten nød Glæden af at spille en Rolle, som var han fuldkommen hjemme her, og flot afskedigede den Tjener, der kom ud ad en Dør paa 1ste Sals Trappeafsats, med en Haandbevægelse, som vilde han blæse ham bort.

- Kammerherren venter os, sagde han med et fornemt Sideblik ud over Brillerne, idet han mønstrede Friehlings sorte Kjole, som Smeden havde ladet sy om til Thomas, med en ikke ganske fornøjet Kritik. Saa hviskede han til Thomas:

- Nu ikke for generet! Knap Kjolen op, træk Handsken af Din højre Haand!

Tjeneren lukkede en Dør op. Pastor Birk og hans Protegé kom ind i et stort, meget højt Værelse. Midt paa Parketgulvet stod et stort Egetræsbord med massive Ben, der paa Midten svulmede ud i Kugler. Paa Vægpanelerne sprang i regelmæssige Mellemrum de lillafarvede, af brede forgyldte Rammer omsluttede, rektangulære Partier, der foroven og forneden gik over i svungne og bugtede Linjer, frem fra de smallere, hvidmalede, doriske Pilastre, der naaede fra Loft til Gulv. Præsten, der den Dag rigtig var opsat paa at imponere, kastede sig magelig ned i en af de store Lænestole, af hvilke Bordet var omgivet, og gav sig til at læse i en Avis.

Den fornemme Mand lod længe vente paa sig. Det kriblede i Pastor Birk. Han saa op fra Avisen, rundt om i Stuen med et vredt Blik, tog Uhret op og sagde:

- Om fem Minuter gaar jeg, rejste sig op og knappede 167 sin Frakke. Lidt efter satte han sig igen og strakte Benene ud fra sig.

Thomas var for optaget af, hvad der forestod, til at han ret kunde paaskønne sin Mentors Storhed. I samme Øjeblik blev en Laas drejet om; Pastor Birk rejste sig hurtig fra Stolen og indtog en Holdning, der slet ikke havde noget heltemæssigt-udfordrende.

Kammerherren skred langsomt ind over Tapetdørens Tærskel. Det var en høj, statelig Mand med en vældig Skaldepande, endnu sorte Øjenbryn, som han idelig skød op i to høje Buer; under den kraftige, krumme Næse skilte sig en mægtig, hvid Knevelsbart; men Øjnene, der skulde tolke Meningen med disse stærkt markerede Ansigtslinjer, sagde ikke det mindste; deres graa Pupiller stod stive og ubevægelige, med et repræsentativt, fuldstændig tomt Udtryk.

Efter det første stive Buk fra begge Sider, stod Kammerherren og Præsten et Øjeblik stille; den første satte sig saa langsomt i Bevægelse; det samme gjorde Præsten. De mødtes midt paa Gulvet; Kammerherren strakte en løs Haand ud mod Præsten, der besvarede den ved lige saa løst at passe sin Haand ind mellem Kammerherrens Tommel- og Pegefinger; de respektive Haandflader berørte næppe hinanden.

- Hr. Pastoren befinder sig vel?

- Tak, jo, og Hr. Kammerherren?

- Ikke ilde; gaar an.

Kammerherren pegede paa en Stol til Præsten, at han skulde tage Plads; men da han selv blev staaende, bukkede Præsten og blev ligeledes staaende.

- Det er den unge Fris, som jeg skulde præsentere for Kammerherren.

- Fris? - he! Fris . . . jeg erindrer ikke.

- Skolelærer Fris's Søn, som Kammerherren lovede at ville hjælpe til Studeringerne.

- Hm . . . naa.

- Jeg vilde takke Hr. Kammerherren . . . mumlede Thomas. Ordene blev siddende i hans tørre Strube.

- Be'r . . . Glæder mig, om De kunde gøre rigtig udmærkede Fremskridt og . . . hm!

Kammerherren "pustede; hans Knevelsbart bevægede sig som en Tot Græs for Vinden.

Man stod igen og saa paa hinanden. Kammerherren 168 rømmede sig flere Gange. Derpaa sagde han, uden at fæste sine stive Øjne paa nogen enkelt:

- Den unge Mand vil studere . . . he . . . hm . . . Theologi ?

- Det tror jeg næppe, svarede Præsten.

- Naa - ikke?

- Theologien ligger ikke for vor Tid, sagde Pastor Birk.

- Aa nej, muligvis. Der er flere Chancer for Kemien. Den unge Mand skal vel i Skole i . . . i . . . Sorø for Eksempel?

- Nej, han er for gammel til at komme paa en Opdragelsesanstalt, svarede Præsten.

- Aa ja, muligvis.

Pastor Birk vilde ikke for alt i Verden have Thomas i samme Skole som sine egne Sønner, der vare luddovne og Fukser hver i sin Klasse. Den paafølgenne Pavse blev afbrudt af Kammerherren, der, efter at have kastet et flygtigt Blik hen til Vinduet, sagde:

- Ustadigt Vejr. Klarer dog maaske op. Hvem ved?

Præsten svarede ved at trække paa Skuldrene. Kammerherren fandt sig beføjet til igen at ytre sig:

- Tænker, Kapitelstaksten bliver god i Aar.

Præsten trak atter paa Skuldrene. Nu var det aabenbart, at der ikke var mere Samtalestof tilbage. Pastor Birk bukkede, modtog en ligesaa mat Antydning af et Haandtryk som før af Kammerherren, som denne Gang havde den Naade at række Thomas sin højre Pegefinger med Signetringens grønne Agatplade. Derpaa gik Parret saa lydløst, som det var kommet.

Pastor Birk havde forud instrueret sig selv i en Rolle, der skulde tage sig godt ud for Thomas eller dog imponere ham. Men han var kun halv fornøjet med sig selv; ja maaske var han, hvis han havde kunnet eller vilde gaa til Bunds i sig, slet ikke fornøjet. Først bebrejdede han sig selv, at han med instinktmæssig Respekt for den indtrædende fornemme Mand havde rejst sig fra det Sæde, han saa flot havde indtaget, medens han var alene med Thomas, dernæst, at han ikke tydelig havde bragt en ironisk Overlegenhed til Orde i de Repliker, han havde vekslet med Kammerherren. Længe sad han tavs og sur i Vognen ved Siden af Thomas; og hans daarlige Humør voksede end mere ved den Tanke, der nu meldte sig, at det var Fredag. Han skulde altsaa om Aftenen udarbejde sin Prædiken og tænkte 169 med Gru paa, hvor lidet han var i Stemning; han gyste paa Forhaand for de Raderinger og Overstregninger han vilde komme til at gøre, inden han fik et i Oktav sammenlagt Folioark tæt beskrevet; thi saa meget maatte der til, for at Prædikenen, foredraget i behørig langsomt Tempo, kunde vare de reglementerede 40 à 45 Minuter. Thomas mærkede, hvor urolig han sad, hvor han vred og vendte sig paa Vognhyndet, og saa flere Gange op paa ham. Præsten fik en Mistanke om, at Thomas muligvis kunde have fundet Kammerherren mere imponerende end ham; han tvang sig derfor til at indlede en Samtale med ham:

- Det er nok første Gang, Du har staaet Ansigt til Ansigt med en fornem Mand, sagde Pastor Birk. Naa - hvad synes Du saa om ham?

- Ja-a-.

- Tal frit ud til Din gamle Ven og Sjælesørger, sagde Præsten og var ved at faa Taarer i Øjnene over den kærlige Humanitet i hans Ord og Tankegang i dette Øjeblik, mens han greb Thomas's Haand mellem begge sine Haandflader. Jeg er vis paa, Du fik ikke noget meget betydeligt Indtryk af vor skikkelige Kammerherre. Hvis jeg kun kendte ham fra den Samtale i Dag, véd Du, hvad jeg vilde sige? Jeg vilde sige, at han stod som en dum Stivstikker. Hvad? (De sidste Ord sagde Præsten smilende og hviskende). Hvad? Denne Stilling? ha, ha, ha. Og Præsten tog sin Overfrakke til Side, stak Tommelfingeren ind under Vesten og lod de andre Fingre lege med Uhrkæden; det var Kammerherrens Avdiensgestus. - Men jeg behandlede ham overlegen - ikke sandt? Lagde Du Mærke til den rolige, jeg tør sige, værdige Ironi i min hele Maade at tage ham paa? Man skal holde den Slags Folk tre Skridt fra Livet og lade dem føle den . . . den . . . Intelligens og Aandsdannelse, man har i Baghaanden. Aa, den er de i Grunden saa bange for. Naa - for Resten er han god af Hjertet, og Du maa jo være ham taknemmelig for, hvad han vil gøre for Dig. Gid jeg kunde gøre ligesaa meget! Gud skal vide, at det var mit højeste Ønske.

Nu glimtede en Taare virkelig bag Guldbrillerne, og Præsten lagde velsignende sin Haand om Thomas's Nakke, thi Huen bedækkede jo Issen.

Nogle Dage efter skulde Thomas afsted til Købstaden for at sige Farvel til sine Venner og Beskyttere der; endnu samme Aften skulde han afgaa til den By, hvor Pastor Birk havde meldt 170 ham ind i Latinskolen. Afskeden med Faderen var kort og forlegen paa begge Sider; Skolelærer Fris var noget ked over, at han aldeles havde ladet sig sin Fadermyndighed spille ud af Hænderne, medens han dog ikke pralede lidt for Bønderne og Skolebørnene af den glimrende Bane, som han forudsatte laa aaben for hans Søn. Thomas havde lige faaet Lejlighed til at liste sig hen til Moderens Seng, men flygtede straks, forfærdet ved det levende Lig, der laa.

Med beklemt Hjerte kørte han afsted med Præsten. Da de holdt udenfor Ole Sørensens Gaard, spurgte han Pastor Birk om Tilladelse til at gaa ind og takke Gaardmanden, som Præsten under allehaande Paaskud havde forhindret ham i at besøge. Pastor Birk kunde ikke lide Ole Sørensen, som engang havde erklæret for ham, at han kun besøgte Kirken, naar han, som han sagde, havde Ærinde, d. e. naar han fulgte Lig, stod Fadder eller var med til Bryllup. At Ole, Sognets rigeste Bonde, aldrig ofrede mere end det strængt lovbefalede, paastod Præsten var ham aldeles ligegyldigt, men det beviste dog, at han havde Ret til at kalde ham "en sveden Materialist og en rigtig Plebejer". Men han turde ikke forbyde Thomas at gaa derind, nu især, da den unge Fyr forlangte det med en usædvanlig Bestemthed. Naar Pastoren mødte noget saadant, saa for han rasende op, naar det var lige overfor Personer, han enten beherskede aldeles eller ikke kunde udstaa; traf han det hos Folk, der var stærkere end han, eller som han holdt af, bøjede han altid til Siden.

- Naa ja, det skylder Du ham vel, sagde han og lod Kusken holde stille. Da Thomas kom ind i Gaarden, saa han dens Ejer staa paa Møddingen med en Greb og sprede Møg, Han gik hen til ham og sagde:

- Nu mange Tak for, hvad De vil gøre for mig, Ole Sørensen, og Tak for Deres Venlighed den Markedsdag!

Ole svarede kun med en Grynten uden at ophøre med sit Arbejde. Men Thomas stillede sig lige ud for ham og rakte Haanden tæt hen imod ham. Da slap Ole Møggrebens Skaft med den højre Haand, tørrede den ned ad det ene Bukselaar og bød Thomas den.

- Ja . . . det er rigtignok en Fa'ens Spekulanter . . . han, Kramers gamle Svend, sagde Ole. Det har været mig en dyr Skænkestue den.

- Nu maa jeg rejse, sagde Thomas, paa hvem Bondens 171 Ytring gjorde et ydmygende Indtryk, da han godt forstod, hvad der laa bag ved den.

Ole saa op paa ham med det ene Øje. Han havde aabenbart Lyst til at sige noget godt, thi han saa saa skikkelig-alvorlig ud, men han kunde ikke faa et Ord frem. Han borede nu Greben stærkt ned i Gødningen, skuttede sig og sagde: Tøv lidt! jeg kommer straks, gik ind i Stuen og kom ud med en langagtig, smal, uregelmæssig formet Karduspapirspakke. Han rakte Thomas den og sagde:

- Se, han den lille Niels, som vor Mo'r døde med - kan han huske det, Thom's?

- Nej -

- Nej, det kan han heller ikke, for han var vel ikke født den Gang; saa det kan ikke huske.

Thomas opdagede nu, at Pakken indeholdt en lille Pibe med Hornrør og Merskumshoved med Sølvbeslag.

- Ja se, Niels døde jo, da han var to - nej, han var kun halvandet Aar - det Pibetøj skulde han have havt til sin Konfirmation. Men se, saa døde han, og nu er det jo ingen Nytte til for ham.

Ole saa i det Øjeblik saa god ud, at Thomas bevæget greb hans Haand.

- Ja, se . . . at . . . vedblev Ole . . . se . . . at . . . hvis Pibetøjet ikke passer for en Studenter eller saadan en, se saa kan Thom's jo bytte det med en Pibe med Postelins Svampedaase og kanske faa en Dalers Penge i Bytte for Sølvbeslaget. Ja Farvel, lille Thom's!

Smed Johansen, som hurtigere blev sentimental end Frandsen, vilde gærne have sagt Farvel til Thomas, men Frandsen forbød ham 4et. Thomas fik til Svar, at han ikke var hjemme, og, da han gik til Frandsen, brølte denne Farvel til ham ud af Dørsprækken og slog straks Døren i efter sig. Men, medens Pastor Birk og Thomas kørte paa Landevejen, der førte til den lærde Skoleby, sad de to gamle Gaster i Frandsens Kammer foran den med Punsch fyldte Thepotte, græd af Rørelse over forgangne Tider og over deres respektive fortræffelige Hjerter. Aftenen endte med Frandsens Slutningsreplik:

- Jeg ved Fanden, hvordan det har sig med mig; men naar jeg faar lettet paa Speciebunken i Sparekassen, saa bliver ogsaa Samvittigheden, eller hvad de nu kalder det Stads, meget lettere.

172

ANDEN DEL.

I. Den lærde Skolegang.

Fire Aar omtrent maatte Thomas tilbringe i den lærde Skole. Den Tro, hvormed han betraadte den, at den var den eneste Vej til Aandens forjættede Land, en Tro, som hans Faders Ydmyghed overfor Præsten og denne sidstes akademiske Selvfølelse allerede i hans tidligere Barndom havde præget fast i hans Sind, den samme Tro var i de første to Skoleaar en stærkt fremaddrivende Kraft. Med den naiveste Overbevisning om, at den latinske Grammatik var en Vaulundurs Nøgle til Skattenes Bjerg, havde han med aandelig Strudsfordøjelse indtaget saa store daglige Portioner af den, at han snart var en af de flinkeste Latinere blandt sine i Reglen et Par Aar yngre Klassekammerater. Han troede paa sit Arbejde, han glædede sig ved Tanken om Pastor Birks Beundring, naar han fik at se, hvor langt han var kommen frem, siden han læste Latin hos ham sammen med Præstens Sønner. Sammenligningen, som Thomas stadig anstillede mellem det Arbejde, han nu gjorde, med det, han i sin Tid forrettede i Kramers fedtede, kolde og uhyggelige Butik, hævede end mere Latinskolelærdommen i hans Øjne. Han udviklede sig sent i legemlig Henseende, og, medens han sled i Grammatik og Gloser under orthodokse Madvigianeres bondeagtige Indtærpning, som ikke brød sig det mindste om den poetiske Skønhed hos Homer, men særdeles meget om en sjælden Form af Aoristus secundus, foregik der ligesom en aandelig Forbening i ham. Det bløde stemningsfulde, latter- og taarenemme Barn, Drengen, der kunde 173 fare op i rasende Hidsighed, var foreløbig trængt tilbage for en rastløs, fremadhigende, korrekt Skolediscipel, som derfor ogsaa stadig fremhævedes som Eksempel for de andre af Rektor og Adjunkter. Kammeraternes Drillerier gled let af ham og ophørte derfor ogsaa snart. Minderne fra hans Barndom meldte sig sjælden, Genlyden af Landsbyklokkens Klang, af hans Moders Sange blev svagere og svagere, Erindringer fra den underlige Episode med Friehling jog han skyndsomst tilbage som noget uhyggeligt, noget Irrationelt, imod hvilket den grammatiske ogmathematiske Analyse var den bedste Kur; Forfængeligheden, som stadig fik Næring ved gode Karakterer og Ros i Skolen, ved anerkendende, korte Breve fra Pastor Birk, hvem han maanedlig sendte sine Karakterbøger, og ved det næsten ydmyge Væsen, hans Fader viste lige over for ham det Par Gange, han besøgte ham, bidrog altsammen til at løfte hans Nakke, stramme hans Ryg og hærde de bløde Dele i ham. I Ferierne tog han gerne hjem med Kammerater; Pastor Birk skøttede ikke om at have ham hjemme for ikke at sætte Præstens Sønner helt i Skygge og for ikke at gøre sin Degn modigere; da en Byfogedsøn fra en Købstad inviterede Thomas med sig, erklærede Pastor Birk skriftlig, at han skulde tage derimod, da - som han udtrykte sig - Thomas's intellektuelle Uddannelse skulde supleres med den sociale, og det kunde kun ske ved Omgang med Embedsfamiljer. Fra Frandsen og Smeden hørte han ikke; den første fandt, at Skribentvirksomhed ud over Forfattelsen af Handelsbrevene var altfor anstrængende, og Smedens Fingre havde lige saa ondt ved at holde paa en Pen, som hans Tanker havde ved at forme sig til skriftlig Meddelelse. Kun én Gang i det andet Skoleaar havde Thomas modtaget følgende lakoniske Brev i Kvartformat og foldet sammen uden Konvolut:

Jeg lader hærved Tommas Frids Hvide, at jeg kan Treffes i Vide Kroe, klokken Eldeve Søndag faarmiddag med Venlige hilsninger fra Frandsen.
Johansen.

I den øvede, men gammeldags spidse Skrift paa Adressen genkendte Thomas Frandsens Haand. Thomas begav sig til den en halvanden Fjerdingvej fra Byen beliggende Kro. Han fandt Smed Johansen staaende i den store Lade, der tjente til Rejsestald, i Færd med at løse Hestens Skagler paa sit lille 174 Enspænderkøretøj. Med et skraat Sideblik havde han opdaget Thomas's Komme, men han bøjede sig kun dybere ned over Skaglerne, idet han mumlede nogle uforstaaelige Ord mellem Tænderne. Thomas stod forlegen og tavs et Minuts Tid, saa rømmede han sig og sagde: "God Dag, Hr. Johansen!" men Smeden svarede ikke.

- Hvorledes lever Hr. Frandsen? spurgte Thomas.

- Han er galhovedet, som altid, lød det lakoniske Svar.

- Tager De hjem nu? spurgte Thomas efter en ny Pavse.

- Ja - nej - jeg skal et Ærinde ind i T. (det var Thomas's Skoleby).

Thomas blev ikke glad; han vilde genere sig ved at færdes ved Siden af Smeden, hvis han mødte en Lærer eller- en Kammerat; men Pligtfølelsens Reaktion mod den stygge Tankegang meldte sig dog straks, og for at gribe den i Flugten sagde Thomas hurtig:

- Saa kan jeg maaske køre med Dem?

Smeden slap Skaglen, vendte sig om og saa paa Thomas.

- Ja det var rart, hvis . . . jeg . . . hvis "vi" vilde det.

Han vilde ikke sige "De" til Thomas; "Du" kunde han heller ikke sige, uagtet han havde lovet Frandsen det.

Efter at have indtaget en lille Forfriskning i Kroen, kørte Smeden og Thomas hen ad Landevejen. Smeden holdt Hesten næsten i Skridtgang. De forholdt sig begge tavse. Smeden sagde kun af og til:

- Ja, hvad skal man sige til det?

Et hundrede Alen fra Indkørselen til Byen standsede Johansen sit Køretøj og sagde:

- Nu er det bedst, "vi" staar af, Thomas . . . jeg mener, det er bedst, at Thomas Fris staar af.

Thomas saa spørgende paa ham. Smeden havde bøjet sig forover. De kæmpemæssige Hænder med de store, ru og sortrandede Negle knugede fast om Piskeskaftet. Derpaa mumlede han ned for sig, som om han talte til Halmen paa Vognbunden:

- Jeg har ingen Blanklæders Støvler paa . . . og se . . . saadan . . . Fedtstøvler og laaden Hue, det er ikke noget at agere med, naar "vi" skal gaa ved Siden af mig og møde alle disse Riktorer, Overlærere og Studenterdrenge, som der er i denne By. De skal dog ikke have det at grine af. Se saa til, at "vi" kommer af Vognen, Thomas Fris. Jeg skal bare ind at 175 se paa en af Postholderens Fjervogne, saa kører jeg videre. Adjøs.

Der sænkede sig noget som en tæt Hætte ned over Thomas's Hoved. Han saa og hørte intet omkring sig; han var indesluttet under Hætten alene med sin egen Følelse af Ydmygelse og Skamfuldhed. Han følte Lyst til at bede Johansen om at gaa med ham under Armen gennem alle Byens Gader, forbi Rektors Vinduer, men han vidste ikke, hvorledes han skulde formulere denne Følelse i Ord. Da Smeden havde tøvet et Par Minuter, sagde han halv gnaven:

- Det maa nu blive, som jeg har sagt.

Thomas steg af Vognen. Hætten blev siddende over hans Hoved, til han naaede det Hus, hvor han var i Kost. Der laa Brev til ham fra hans Fader, hvad der var en stor Sjældenhed. Der stod i det:
Min kære Søn!
At din stakkels Moder for fjorten Dage siden omskiftede Kødets Forkrænkelighed med det evige Liv, og at hun for fjorten Dage stededes til den sidste Hvile paa Sognets Kirkegaard, dette er det vorden min sørgelige Pligt at meddele Dig. Men ved den Sorg er der jo intet at gøre uden at søge den i Kristendommen for al Sorg indeholdte Trøst, hvilket jeg véd, Du vil gøre, tilmed da Du har lettere derved end mangen anden, efterdi Du nu nyder godt af en udvidet Religionsundervisning længe efter din Konfirmation og læser den hellige Skrift i dens rigtige Sprog, i hvilken Henseende jo de, der betræde den studerende Bane have et stort Fortrin, f. Eks. lige over for Seminarister. Desuden var jo bemeldte din stakkels Moder i mange Aar, rent ud sagt, til ingen Ting i den timelige Verden, saa at man maa prise den Almægtiges Visdom, naar han har taget hende over til sig i Evigheden, hvad Hr. Pastor Birk ogsaa bemærkede med andre Ord i den ved Graven holdte trøsterige Tale. Der var stort Følge og mange skønne Kranse. At jeg ikke har meldt Dig dette store Tab tidligere, er, fordi jeg vidste, at Du som en kærlig Søn vilde gøre alt for at komme hjem til din af Dig saa højt elskede Moders Begravelse, hvilket vilde have forvoldt Forsømmelse i Studiummet for Dig og Bekostning for mig og andre, hvorfor jeg fandt, at Fornuften maatte gives Forrang for Følelsen, saaledes som jeg altid har maattet gøre i et Liv, hvis haarde Pligter, i Forbindelse med tarvelige Embedsindtægter, der daarlig 176 have kunnet bære Omkostningerne ved en anstændig Jordefærd, med Alderen mere og mere tynge
Din Dig altid ømt elskende Fader
N. O. P. Fris.

Thomas følte, at der blev slaaet stærkt til Lyd i hans Sjæl. De gamle Minder fra Hjemmet bag Kirkebakken, Menneskene, der færdedes der, Udsigten fra Skovskrænten over det vidt strakte Landskab, Henriettes Barneansigt i dets Solskinsøjeblikke, hans sidste Møde med Moderen, det æyentyrlige i hendes Liv traadte skræmmende tæt ind imod hans Bevidstheds Midtpunkt. Han sank sammen paa en Stol med Brevet i Haanden, læste det endnu en Gang, brast ud i en krampagtig Latter, der umiddelbart slog over i Graad. Hans Blik strejfede saa om paa Genstandene, der fandtes i det lille Kammer; de saa underlig fremmede ud; han syntes, at de ikke i mindste Maade kom ham ved; Gaarden, som hans Vindue vendte ud til, gjorde et modbydeligt Indtryk paa ham; i hans Indre ophobede der sig en Dynge af Forbitrelse mod noget usselt, smaat, gement udregnende, som det forekom ham, at han var kommen i Berøring med; en attenaars Ynglings revolutionære Idealitet rev Skoledrenge-Kostumet af ham, og nogle Ord af Friehlings Manuskript randt ham ihu:

"Tilværelsen uden om mig med alle sine idiotiske Institutioner: Kirke, Politi, Sprøjtevæsen, Kontorer, Universiteter og Pengevæsen, dette Gøgleri, som Kretinerne kalde Virkeligheden, eksisterer aldeles ikke", - og han var sikker paa, at han nok som Samson en Gang skulde vælte hele Historien over Ende; hvad Friehling havde drømt om, skulde han, Thomas Fris, gøre til Virkelighed. Ordet "Ideal", som han tidt havde hørt nævne, ogsaa af sine Lærere, men hvortil han havde havt Møje med at knytte nogen Forestilling, fik Form i et Billede - en Kvindes, hvis Træk vare sammenvævede af hint skæbnesvangre Portræt af den unge, halvnøgne Kvinde i Friehlings Salon og af det krøllokkede Barn, han havde siddet med i den høje Sæd hjemme. Han saa udfordrende ud i Rummet, han søgte en Fjende; han havde noget at hævne: det var den Uret og Sorg, hans Moder havde lidt i Livet, noget at naa og vinde . . . ja hvad var det? Ja, det var "Idealet". Og hvad var det? Ja, foreløbig Verdens dejligste Kvinde. Han slog til de Skolebøger, der laa paa det lille Bord foran Vinduet; det var for ham ligesom Brokker af den Verden, han vilde hævne sig paa; den Verden, der havde 177 ødelagt hans Moder og Friehling, bragt ham selv - til at skammes ved sin Velgører Smed Johansen osv. osv. Bøgerne faldt paa Gulvet, paa en nær, der, idet den røg hen ad Bordpladen, aabnede sig. Thomas's Øje faldt ned paa Bladet. Det var Odysseens 11te Sang. Han læste følgende Vers, hvis Kasus og Tempusformer han i Begyndelsen af Skoleaaret havde analyseret uden at tænke paa Indholdet:

...[x][x][x][x][x] '[x][x][x][x]' [x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x]
[x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x] [x][x][x][x][x] '[x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x].
[x][x][x][x] [x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x]. '[x][x][x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x].
[x][x][x][x] [x][x] [x][x][x] [x][x] [x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x], [x][x][x][x][x][x][x] [x] [x][x][x] [x][x][x][x][x][x]
[x][x][x][x][x]'. [x][x][x][x] [x]'[x][x][x][x] [x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x].
[x][x][x] [x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x].
..[x][x][x][x][x] [x][x][x], [x][x] [x][x] [x]'[x][x] [x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x],
[x][x][x][x] [x][x][x] [x][x][x] '[x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x] [x][x][x][x] [x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x],
[x][x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x];
[x] [x][x] [x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x]' [x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x]
[x][x][x][x][x]', [x][x][x]' [x][x][x] [x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x];
[x][x] [x][x][x][x][x][x]. [x] [x]'[x][x][x][x][x]' [x][x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x].
[x][x] [x][x][x], [x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x], [x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x],
[x][x][x][x] [x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x]
[x][x][x]' [x][x][x][x], [x][x][x][x] [x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x], [x][x][x] [x][x][x] [x][x] [x][x][x][x][x][x][x].
[x][x] [x][x][x] [x][x][x] [x][x][x][x][x][x] [x][x] [x][x][x] [x][x][x][x][x] [x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x].
[x][x][x][x] [x][x] [x][x][x] [x][x] [x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x]
[x][x][x][x][x]. [x][x][x][x] [x][x] [x][x][x][x][x] [x][x][x][x] [x][x][x][x]' [x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x].
[x][x][x][x] [x]', [x][x][x]' [x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x][x][x].*)

* 178

De underlige, saa simple, af en saa dyb Vemod beaandede Vers slog ned i Thomas. Han erindrede sig den sidste Gang, han saa sin Moder. Hvor gerne havde han da grebet hendes Sjæl for ret at tale med hende; men var Sjælen ikke flygtet og svømmet ud i en Taage, som Antikleias Skygge for Odyssevs? Havde ikke en brændende Ild langsomt fortæret hendes Liv? Den forbitrede Stemning, som Faderens Brev havde vakt i ham, som han ikke havde villet eller turdet give den rette Adresse, men som han (hvad ældre og mere udviklede Personligheder saa ofte gøre i Kraft af samme Mangel paa Klarhed og af samme mere eller mindre berettigede Hensynsfuldhed) havde almindeliggjort og ladet gaa ud over Samfundet en bloc, denne Stemning havde den gamle Digters Ord smeltet til en bevæget Vemod, og op af denne Grund skød Længsler efter en tabt paradisisk Tilstand. Skoledisciplen gik drømmende omkring; Troen paa hans daglige Arbejdes Værd havde faaet et stærkt Stød; det poetiske Grundelement i hans Natur var vakt til en Protest mod Undervisningens Formalisme, der i Frikvartererne brød ud i haanende Kritik af den Lærer, der læste græsk med dem og lod dem hakke Homers svulmende Skov til grammatisk Pindebrænde. Der kom store Diskussioner op om denne Sag mellem Klassekammeraterne, efterat de ved Sommerferien vare rykkede op i Gymnasialklassens nederste Afdeling, der delte sig i to Partier: det ene, der erklærede Thomas's Opposition for noget overspændt Vaas - og til dette Parti hørte de, der betragtedes som de flinkeste Disciple - det andet, som kun for saa vidt holdt med Thomas, som det gav ham Ret i, at Grammatiken var det afskyeligste Tøjeri, men paastod, at alle de gamle vare nogle kedelige Vrøvlehoyeder, væsentlig skabte til at plage og pine unge Mennesker og vanskeliggøre dem Adgangen til fremragende Pladser i Samfundet . . . dette Parti bestod af de Elever, der ikke kunde eller vilde lære Grammatik, men nok vilde være Studenter. Rektor og Lærere anede ikke, hvad der foregik saa langt under deres høje Sfære; men i Lærermøderne var det stadig Genstand for forundret Drøftelse, at den før saa flinke Elev Fris, der nød Stipendier af Skolen, synlig gik tilbage i de klassiske Discipliner. Ingen anede, at den store Dreng paavirkedes 179 Stærkt af Indholdet af, hvad han læste; at han begejstredes for Oidipus i Kolonos og samlede sine Indtryk af Sofokles's dejlige Tragedie i en eksalteret Romance, hvori han omsatte Antigones og Oidipus's Skikkelser i moderne, dilettantagtig behandlede, romantiske Figurer; ingen anede, at Ovids Metarmorfoser gjorde et stærkt pathologisk Indtryk paa ham, samtidig med at hans legemlige Udvikling pludselig tog Fart, saa han i Løbet af sit tredje Skoleaaar blev voksent Menneske. Et beklagende Brev fra Rektor til Pastor Birk over Thomas Fris's mindre tilfredsstillende Præstationer i den senere Tid, bragte denne til at gøre en Tur til den lærde Skoleby. Hvor blev han forbavset ved at høre sin Degns Søn svare ham selvbevidst paa hans Bebrejdelser, erklære, at Skoleundervisningen var aandløs og aandsdræbende, at Læreren i græsk var en fuldblods Filister osv.

- Nej, nu skal De høre, Hr. Pastor, udbrød Thomas og bladede i en hel Hob Papirer, for hvilke en gammel Avis tjente til Omslag - nu skal De høre, hvem der bedst har forstaaet Sofokles, Overlærer Krusberg eller jeg.

Og, inden Præsten kunde begynde sin Motivering af, at Overlærer Krusberg i Kraft af sit Laudabilis til store Filologicum maatte forstaa alle Fænomener i den græske Literatur, havde Thomas intoneret sin Romance om Oidipus i Kolonos, og læste den med en saadan Pathos, at den gamle æsthetiske Dilettant blev reven med og i sit stille Sind maatte indrømme, at Rytmeog Rimkunsten var gaaet meget frem, siden han som ung Student skrev Vers med forpinte Betoninger af Ordene og med Rim som ser og er. Hans Hjærte følte Trang til en varm Anerkendelse, men Jalousien og Fornuften indgav ham en Formaning til Thomas at holde ud det Par Aar og nogle Almensandheder om et realt og positivt Kundskabsgrundlag for enhver, der vilde vie sig til aandelig Syssel. I sit Indre haabede han, at Thomas vilde blive en anset Digter; han bad i sit stille Sind til Gud om at maatte opleve den Dag, da han kunde se hans Billede med Biografi i et illustreret Ugeblad, der naturligvis ikke vilde undlade at nævne ham, Pastor Birk, som den, der først havde opdaget Talentet og taget sig af det.

Thomas vilde følge Pastor Birk ned til Gæstgivergaarden, hvor hans Vogn holdt. Pastoren bad ham med paafaldende Iver om at lade det være, og, da Thomas blev ved at trænge paa, udbrød han med mut Hidsighed: 180 - Men jeg vil ikke have det.

Hele et atten-nittenaarigt Menneskes pirrelige Stolthed væltede sig pinligt i Thomas's Sind ved denne uhøflige Affærdigelse af et høfligt og velment Tilbud. Men den fra tusinde Barndomsindtryk, gennem alle Porer indsugede Ydmyghed og Resignation, som var et Resultat af den sociale Sfære, hvori han var opvokset, var stærk nok til at forebygge en Eksplosion. Thomas bed Tænderne sammen og knyttede Hænderne, saa Knoerne bleve hvide, for at tvinge sig. Pastor Birk gik. Da blussede et Indfald op i Thomas. Han vilde mætte sin Trang til Trods i dette Øjeblik. Han regnede ud, at, naar han løb ad en Sti tværs over en Mark, der laa bag ved Haven til det Hus, hvori han boede, maatte han kunde naa til en Svingning af Landevejen, før der var Mulighed for Pastor Birks Køretøj at komme saa vidt. Han løb afsted i en saadan Fart, at han aandeløs og med højt blussende Kinder ankom til sit Bestemmelsessted, før han øjnede nogen Vogn komme fra Byen. Han rev en Gren ned fra et Piletræ paa Gærdet bag Grøften og sprang op paa en af Vejens Stenpæle; fra dette ophøjede Stade vilde han svinge Pilegrenen ud i Luften hen mod Pastor Birks Vogn som en Trodsens og Protestens Fane. Men Vognen lod vente paa sig saa længe, at den pathetiske Staalfjer i Thomas's Sind slappedes; en dæmrende Fornemmelse af, at han vilde blive en komisk Figur paa den Pæl, med den Pilevaand i Haanden, bragte ham til at stige ned fra sin Piedestal og indtage et beskednere Sæde paa Grøftens græsbevoksede Rand.

Pastor Birks gamle Wienervogn, der var købt paa en Avktion efter Distriktets Provst for tyve Aar siden, kom tungt skumplende paa sine noget matte Fjedre, med stærkt dirrende Ruf og dybt skærende Hjul. Pastorens æsthetiske Sans og højborgerlige Lyst til ikke at sættes aldeles i Skammekrogen af de aristokratiske Køretøjer havde bragt ham til at anskaffe et Kuskelivré af blaat Klæde med to smaa Sølvtresser paa Kraven, hvide Knapper med en Grevekrone, men naturligvis uden Vaaben under, og en blaa Kasket med Sølvsnor. Samme Livre gik i Arv fra den ene Avlskarl til den anden; Præstens Avlskarle maatte nemlig gøre Kusketjeneste. Den, til hvem Livreet først blev syet, var stor og robust; nu var det en lille, spinkel Fyr, om hvem Frakken hang som en Sæk, og hvis smalle Skuldre slet ikke kunde udfylde, hvad den oprindelig fordrede, medens hans brede Hoved var for stort til Kasketten, der klemte Panden saaledes, 181 at der stadig sad en rød Halvcirkel paa den som Mindesmærke om de Ture, paa hvilke den tyndtbeskæggede og rødnæsede Søren havde fungeret som Livkusk. Det var en gammel bekendt for Thomas, denne Præsteekvipage. Han havde i sin Barndom følt sig imponeret af den. Nu syntes han, at den var et komisk, gammelt Skrummel. Hans Pathos, der havde rejst sig saa stærkt, fik endnu et fladgørende Slag til paa Hovedet, der tvang ham saa dybt ned ad Grøfteskraaningen, at kun Hovedet med den bløde, sorte Filthat ragede op over samme Grøfts Rand, og Ansigtet sad midt imellem Vejbred, Blaaklokker, blegrøde Kløverblomster og gule Agermaaner. I det aabne Vognvindue, der vendte ud til den Side, hvor han laa, skimtede han i det fjærne noget hvidt, som skinnede i Sollyset. Efterhaanden som det kom nærmere, antog det en kegleagtig Form; paa nært Hold viste det sig at være en blottet Arm med tilhørende Haandled og en Haand. Thomas's Hjerte bankede højt; det hvide og fyldige, fugtig-kølige i denne Arm og Haand, som badede sig i Aftenlys og Aftendug, Lysreflekserne, som blinkede paa de rosenrøde Negle, lokkede og drog ham, og i det Øjeblik, da Vognen var lige ud for ham, lænede den, hvem Armen og Haanden tilhørte, sig lidt ud ad Vinduet. Et Par store, funklende blaa Øjne, beslørede af lange, mørke Øjenhaar, en smukt skaaret Profil: en lille, lige Næse, en fyldig, svulmende Mund og en kraftig, kløftet Hage, et under Silkerejsehætten trodsigt udvældende, krøllet, blondt Haar samlede sig til noget saa betagende, at Knøsen følte en varm Blodstrøm banke i Aarerne og stemme sig tæt op for Hjærtet. Armen og Haanden forsvandt pludselig i den mørke Grund; Ansigtet bøjede sig længere ud; . . . hun saa aabenbart hans brune Øjne lue op fra Grøfteranden mellem Blomsterne; der blev et Møde paa nogle Sekunder mellem de blaa og de brune Øjne: Nysgerrighed, Forbavselse, Sympathi sendte sit Bud ud imod Betagethed, uklar, men hedt svulmende Attraa, en Sværm af genvakte, i Omrids og i Fylde forstørrede Minder . . . hun sank tilbage i Vognens Indre, han , . . ja, han gled som en beruset dybere ned ad Skraaningen, til han mærkede Vandet i Grøftens Bund væde hans Fødder og Ankler, og Skraaningens Græs og Planter skure mod hans Ansigt.

Thomas vandrede hjem. Det var for ham, som han sejlede fuglelet gennem Luften, som om Luften veg for ham og delte sig i to sølvglitrende Strømme med svagt rislende Klang som Kanalens Vand for Svanens hurtige og lydløse Flugt. Af det

        

182 store, fugtige Kvindeøje havde han drukket en Beruselsens Drik; der løb hed Æther gennem hans Aarer. Han saa i Hallucinationens Nervespænding Idealet personliggjort i "Kvinden", den eneste, hende, hvis Øje havde mødt hans. Fra dette Billede, der traadte frem fra en gylden Grund som en farverig Mosaik af den hellige Jomfru i en Basilikas funklende Koncha, udstraalede Barndommens Sommerdages Sollys, blankt og bredt, som naar det dansede hen over den vide Slette, tindrede paa Vandene og brændte paa de fjærne Ruder; fra det flammekrusede, askefarvede Haar udgik en duftende Strøm, hvori Thomas vekselvis genkendte Forsommerens krydrede Hø og søde Jasminer, Midsommerens narkotiske Kaprifolier, og den tørre, pirrende og eggende Duft fra Skov og Have i Efteraarstiden; det forekom ham, som han hørte en Sang udgaa fra de kraftig buede, mosrosefarvede Læber, der lød om Livets Fylde og Herlighed ved Naturens bølgende Bryst og højt pulserende Hjærte, og højt om ham og hende lukkede sig den høje Sæd; Vipperne klang mod hverandre som Sølvbjælder, Stubberne glinsede som Guldtraade i Solen; i tavse Mellemrum lød Aftenklokkens rungende Slag, mens Storken med klaprende Vingeslag sejlede gennem Luften deroppe med det røde Næb luende i Lyset som blankt Kobber.

Fra den Dag fik Drømmelivet mere og mere Magt over Thomas, hvorved en anden Side af hans Natur, den paa fædrene Side arvede praktiske Sans og sindige Beregning stundom brød reagerende igennem og hindrede ham i rent at glemme Dagens og Vejens Arbejde. Men, naar han skulde være lykkelig, maatte han sænke sig ned i sin Fantasiverden og svælge i Fremtidssyner, hvori han sammen med "Hende", "Idealet", "Madonna", oversat i simpel Stil: Henriette Birk, gennemlevede de mest salighedsfyldte Situationer. Saaledes hengik Slutningen af hans Skoletid; naar han sank for dybt hen, kom enten Degnen Fris's Genganger i hans Væsen eller et manende Brev fra Pastor Birk som Svar paa en mindre god Karakterbog og trak ham ved Haarene, saa han atter satte Foden paa det tørre Land, læste sine Lektier og skrev sine Stile.

Han fik en ret pæn første Karakter til Afgangseksamen og gav naturligvis straks Pastor Birk og Frandsen Underretning derom og angav Dag og Tid, da Rektor vilde foretage den højtidelige Proklamation i Skolens Solennitetssal. Pastor Birk svarede ikke; han var altfor fortvivlet over sin yngste Søns tredje Karakter ved Sorø Akademi; at Frandsen skulde svare, faldt det 183 aldrig Thomas ind at vente, og han vidste jo, at Johansen behøvede mere Tid til at skrive et Ord i "Sammenskrift" end til at "brodde" en Hestehov. Hvor overrasket blev Thomas ikke, da han under Rektors i antik Lapidarstil holdte, med Gnomer spækkede Tale under Proklamationsakten lod sine Øjne strejfe om i Salen, ved at opdage den gamle Svend længst tilbage blandt Tilskuerne i lang sort Frakke med sit røde Uldtørklæde paa Armen. Han stod der ligesaa sur og tvær som bag Disken i Kramers Butik, besvarede Thomas's lille Nik med den gamle Grimace med Mundvigene og forsvandt, kort før Akten var forbi. Thomas ilede straks ned ad Gaden; men, da han var kommen et halvt hundrede Skridt fra Gæstgivergaardens Port, saa han Smed Johansens bekendte Enspænderkøretøj rulle ud af denne i saa stærk Fart, at han lige fik Tid til at genkende Smeden og den gamle Krambodsvend paa Sædet. Der var ikke Tale om at kunne løbe dem op.

Rusgildet holdtes af de unge Studenter og deres Kammerater, der til næste Sommer stod for Tur, i en Skov hinsides den ved Byen liggende Sø, hvor der laa et lille Værtshus paa en Bakke, Paa det lange Træbord flagrede de gule Stearinlysflammer hid og did; af og til gik en af dem ud, og Tanden sendte i Forbindelse med Punschebollen gulbrune Røghvirvler op imellem Trækronerne med de kulsorte Blade. Reminiscenser fra Klassikerne i Forbindelse med Kopiering af Tonen i Studenterforeningen herskede i løjerlig Blanding ved Gildet. De unge Mennesker havde bekranset sig til Symposiet; det brunlige Egeløv hang dem ned over Øjnene; den første Vise, der blev sungen, var en gammeldags Drikkesang, hvor naturligvis Flaccus rimede paa Bacchus; den anden var en Lovprisning af Studentens glimrende Kaar som Forkæmper for Idéen i Almindelighed og den skandinaviske Idé i Særdeleshed; Danmarks Bøg, Norges Gran og Sverigs Birk flettedes i Sangen sammen til en højhvalt Løvsal, der skyggede over Sundet og Skagerak. Thomas havde slet ikke Interesse for Politik; han havde desuden ikke havt Raad til at være med i øverste Klasses Avisforening, hvor "Fædrelandet" og "Dagbladet" holdtes og gav Anledning til en livlig Diskussion mellem Klassens to Hovedpolitikere: en Søn af en ældre, grundtvigiansk Præst, der foretrak det første Blad, og Sønnen af Distriktslægen i Byen, der som spirende Fritænker gottede sig over "Dagbladets" ironiske, let persiflerende Omtale af det religiøse og kirkelige og skeptiske Holdning lige over for den

        

184 politisk-dynastiske Skandinavisme. Thomas havde i al Hemmelighed skrevet en Sang for Kvinden; det havde været hans Hensigt at foredrage den med al den Begejstring, hvormed den var skreven; men, hver Gang han saa ud paa disse af Punschedunst og Lysskær brunrøde Ansigter, som Egeløvet hang ned i Øjnene paa som Haaret paa fulde Folk, hver Gang han hørte en Tale om den ham fuldstændig ligegyldige og ubekendte Politik, sank hans Mod og hans Haab om at vinde nogen som helst Sangbund i den Kreds. Da saa Distriktslægens Søn tog Ordet for Kvinden, men i en Tone, der skulde være humoristisk og stundom under Tilhørernes uhyre Jubel strejfede det tvetydige, kogte det i ham; men den omtalte Præstesøn kom hans Protest i Forkøbet ved at erklære, at han vilde drikke en Skaal for den nordiske Mø, Valkyriernes Ætling, og ikke for grinende Fadebursterner eller nymodens Gadestrygersker med Strutskørt (Krinoline). Skønt Thomas trykkede hans Haand til Tak, mens de andre skoggerlo, var der ham dog noget fremmed i Udtryk og Tankegang; han stod tavs og saa paa Selskabet og fik mere og mere Følelsen af, at han var fremmed for hele Kredsen. Han listede sig ud mellem Træerne, hvor de sorte Skygger af Menneskene, af Bordbenene, af Lysene strakte sig langt ind, gennemskærende den af Maanelys hvidprikkede, løvdækte Bund med den hemmelighedsfulde Raslen, medens det sagte susede foroven i Trætoppene. Han mindedes Friehlings Raab paa Træets Dryade; hans Benægtelse af, at den store Pan var død; han fjærnede sig mere og mere fra Larmen, og støttet til en ung Bøgestamme svømmede han hen i Drømme; Scenen, da Friehling sang i Haven, stod levende for ham; Sangens Ord brød efterhaanden frem i hans Minde; han nynnede den sagte; det var, som saa han hin Skikkelse fra Vognvinduet vinke ham langt nede mellem de underste Stammer paa Bakkeheldet; mere og mere besat af den ved hans lette Rus forstærkede Illusion løb han ned ad Skraaningen mellem de tynde Stammer . . . jo . . . nej . . . jo, det var intet Drømmebillede: en rank Kvinde stod der i det hvide Skær, skyggende med den krummede Haand over Brynet, men med Øjnene vendte op ad som i salig Beskuelse. Han aabnede Favnen imod hende; hun veg lidt til Side, han greb hende om Livet, han mærkede lidt Modstand, han bøjede sit Ansigt ind mod hendes, hun trak det lidt tilbage; han syntes at hendes Øjne luede som Ild; han vovede at trykke et Kys paa hendes Læber; det blev varmt besvaret; et Kys endnu, et til; da klang det paa godt sjællandsk:

        

185 - Nej Jøsses! de kan s'gu vist se det deroppe!

Han mærkede nu, at hans Hænder rørte ved Hvergarn. Som en Mand, der pludselig faar en Spand Vand over Hovedet, følte han en Kysten i alle sine Lemmer . . . Drømmen var borte; den ideale Skikkelse i det tryllende Skær var jo den Bondepige, der havde opvartet dem hele Aftenen; med et Spring var han adskillige Skridt fra hende, og, skønt han syntes at høre disse Ord:

- De behøver jo ikke saadan at rende, - for han af Sted med en saadan Hastighed, at han nær var løben lige ud i Søen.

Der laa de to Baade, i hvilke de unge Studenter og Gymnasiaster vare roede over. Med en dump plaskende Lyd slikkede Smaabølgerne deres Bove. De vuggede sig i drømmende Velbehag; de haarde Sivblade slog med sagte Smæld mod hverandre, stundom nejende sig og fjærnende sig en Smule fra hverandre, naar en Brise borede sig igennem deres Tykning. Maanen slog et uhyre langt, bredt og glitrende Baand paa skraa hen over det graablaa Vand som en pragtfuld perlebesat Sværdrem over et kæmpemæssigt anløbet Staalkyrads.

Thomas følte som en Glød i' Hjernen. I første Øjeblik efter den sidste Episode, for hvis Komik han aldeles manglede Sans, havde han følt sig Graaden nær; han havde strøget sit Frakkeærme haardt over Læberne, som om han vilde rense dem for en Besmittelse; men langt hurtigere, end Ord kunne skildre det, var denne Stemning slaaet om; han saa atter de mørke Pupiller, hvorom de farvede Ringe svang sig som Møllehjul; han følte de faste og fugtige Læber . . . han vilde vende om . . . nej, nej, raabte han højt, tog sig om Tindingerne, løb ud paa Broen, der gyngede under hans Fødder som et Springbræt; et Spring sendte ham ned i den Baad, der laa fortøjet ved Broens yderste Ende. Vand og Skum, hvis Perler lynede forbi hans Øjne, bestænkede hans Hænder. Han saa et Øjeblik ud over den udbredte prægtige Vandflade med de dæmrende Skovkamme paa den anden Side. Der maatte være fri, kølende, læskende Luft ude paa Vandet. Han maatte derud. Deroppe blandt Kammeraterne stod han jo ene og uforstaaet; Friehlings Hovmod blev ham klart, de ufattede Sjæles Højhedsvanvid syntes ham den højeste Heroisme. Bort fra Menneskene! Ud i Naturen! Brat og haardt drejede han Nøglen til Baadens Lænke; Laasens Fjer brast. Et kraftigt Sæt med den ene Aare mod Bunden! Baaden skurede sig ud, Sivene klaprede, hvislede og med en pibende 186 Lyd gled Fartøjet, der var blevet flot, ud paa det aabne Vand, og en lang Stribe lyste agterude, mens en sukkende Lyd hørtes.

Ja vist faldt en kvægende Køling ned over hans Hoved, ja vist lindrede den bløde Skvulpen mod Baadens Sider, hvorigennem Vandet sivede som en underjordisk Kilde op igennem den sorte Muldjord, den sviende Brand af Punschens og Favntagets Rus, ja vist tændte det hvide, bredtstraalende Maanelys og de ned ad den lyse Himmel ilsomt rislende Stjerneskud en kyskere Lue i ham, men det var kun for at tvinge ham ud i en ny Fantasmernes Hvirvelstrøm.

Det blaahvide Maaneskær gennemtrængte Rummet, halv aabenbarende, halv dølgende dets Genstande, forrykkende Afstands- og Størrelsesforhold. Her sprang en fuldbelyst, skovklædt Pynt saa skarpt frem, at den syntes at ville standse den med dæmpet Skvulpen drivende Baad, hist dulgte alt sig bag samme Pynts Skygge i et uigennemtrængeligt Mørke; Kystlinjen afslørede og tilhyllede sig i hurtig Afveksling som en koketterende Kvinde.

Thomas lænede sig fremad med Hænderne foldede over Baadens spidse Forstævn. Han holdt Øjnene lukkede for at inderliggøre og sænke Billedet af den maane- og stjerneklare store Nat i sig.

Billedet afspejlede sig for hans indre Syn, befolket med fantastiske Væsner. Hoveder dukkede op og ned langs Søens maanebeskinnede Stribe med Lokkerne spredte, svømmende i Lysstrømmen, indtil hun løftede sig højt over dem alle, med de glansrige Øjne rettede paa ham, med de marmorhvide Arme bredte imod ham; han hørte Klang gennemsitre Rummet, hist paa den maanebelyste Pynt stod Friehling, med Ansigtet luende af Begejstring, og sang til sin Mandolin, over hans Skulder kikkede et Par sorte Øjne . . .

Nej, nej, raabte Thomas igen. Han saa omkring sig. Alt var mørkt. Maanen var gaaet ned, Himlen var dækket af Skyer; en kold og klam Luft gennemisnede ham. Uvilkaarlig knappede han sin Frakke og smøgede Kraven op. Han maatte have sovet en Stund, thi hvert Spor af Rusen og Begejstringen var forsvundet; han følte sig særdeles nøgtern til Mode; han følte sig som en Tosse, der havde taget en Baad, der ikke var hans, men som var lejet af Selskabet. Han søgte at orientere sig, men det var saa mørkt, at han ikke kunde danne sig noget Begreb om, hvor han var: om han var nærmest ved den Side hvor Byen laa, eller ved 187 Skoven, hvor Studentergildet holdtes. Himmel og Vand vare lige sorte, der faldt nogle Regndraaber paa hans Hænder. Han tog en rask Beslutning, greb Aarerne og roede. Et eller andet Sted maatte han jo naa Land. Fra Aandens højere Mathematik var han dalet ned til en ren elementær Regning. Han tænkte paa, hvad han vilde studere, og mente, at Jura dog var det sikreste. Hang han godt i, saa kunde han dog maaske blive'Kandidat om fem Aar og vinde hende. Standsforskellen udslettedes jo ved hans Studentereksamen; der gik jo en demokratisk Aand gennem Tiden; saa meget havde han i hvert Fald opfattet af sine Kammeraters Politisering. Ja, han maatte indhente sin forsømte Kundskab i Politik, hvis han vilde være en rigtig Student. Jura maatte være den daglige Kost; Drømmene maatte forbeholdes til Sønog Helligdagene. Hu! han skulde klemme paa Juraen, som han nu klemte paa Aarerne.

Hvide Striber viste sig i Horizonten; hvor de stod, maatte være Øst. Skyerne fortyndedes og laa en Stund som et let Slør over den hvidnende Himmel. Thomas kunde se, hvor han var: det var ikke saa meget langt fra det Sted, hvorfra han var stævnet ud. Det var omtrent lyst, da han atter stagede Baaden ind mellem Sivene. Han kendte et Par Kammeraters Stemmer, som lød usikkert og lallende oppe paa Land.

- Ja . . . men Baaden maa være der . . . for . . . hvor skulde den ellers være?

- Nej, den . . . den er borte, derfor gik jo alle de andre i den anden Baad.

- Ja, jeg vilde ikke med, for jeg vidste, at Baaden maatte være der.

- Ja det vidste jeg med . . . Men nu tror jeg ikke, den er der . . . for . . . Du, hvis den var der, saa maatte den være dér.

Den tiltalte pegede ned paa Broen og saa i det samme, at den virkelig laa der.

- Ja der er den ogsaa, udbrød han triumferende.

- Aa Sludder! . . . jo, der er den saagu' ogsaa, sagde den anden, og Fris sidder i den. Du, Fris! Har Baaden ikke hele Tiden ligget der?

- Jo, svarede Thomas.