- ↩
- VALA
-
kommer.
✂ Ei for evig! Du fortvivler, og i din Fortvivlelse
Skuer Du med graadfuldt Øie slet igiennem Tidens Slør,
Høie Frigga! Jordens Dronning. Men den gamle Vala spaaer,
Hvad i Nornens dybe Kilde hun ved Stierneglimt har læst.
Lokes Ondskab længe seirer, det er vist; og Grumheds Nat
Dækker Asernes Bedrifter, saa dem Jorden glemmer fast.
Men naar dybt den gamle Verden siunken er i Tidens Mulm,
Løfter stærk Alfader Jorden græsgrøn giennem Havets Skum.
Thor er dræbt, men Mod og Styrke, Gudens Sønner, dræbtes ei.
Asa-Baldur, Asa-Hødur vaagne da som Dag og Nat,
Sætte sig i Lund og tale broderligt om svunden Old.
Og der ligger, som et Brætspil, næsten skiult i høie Græs,
Tryllet om til gyldne Brikker, den forsvundne Heltetid.
410 Reddet har en Mand og Qvinde sig fra Verdens Undergang.
Lif selv vorder Stammefader til en ung forædlet Slægt,
Aukthors Hammer Asa-Baldur da Du smedder til et Kors,
Og i Kraftens Sværd sig slynge Fromheds Lilier, Yduns Frugt.