✂ Litteraturens Historie kan kun opvise faa Sidestykker til den mægtige Udvikling, som Oehlenschlæger gennemlevede omkring 1805. Hvor man hos andre Digtere er vant til at regne med Perioder paa lange Aaremaal, er der her Tale om faa Aar, ofte blot om Maaneder. Mellem »Aladdin« og »Hakon Jarl« er der kun et godt halvt Aar, mellem Udgivelsen af »Poetiske Skrifter« og af »Nordiske Digte« kun to. Og dog fornemmer Læseren tydeligt Vejen fra den straalende Ungdom i det første Værk til den »besindige Mandighed«, der kunstnerisk og menneskeligt præger det andet. Allerede her staar vi ved det afgørende Vendepunkt i Oehlenschlægers Digterliv.

✂ Mellem de to Hovedværker ligger dybtgaaende personlige Oplevelser. »Nordiske Digte«s Fortale er dateret Paris 1807; Studenten fra »Langelandsreisen« var kommet ud i den store Verden. Bag sig havde han Opholdet hos Steffens i Halle 1805, hvor han havde digtet sin første Tragedie og læst Græsk med Schleiermacher, og Berlinermaanederne i 1806 med det frugtbare Samvær med nogle af Tysklands betydeligste II Aander: Fichte og Humboldt. Han havde vundet Goethes Venskab i Weimar og i Dresden gjort Tiecks Bekendtskab. Og han havde som ufrivillig Tilskuer fra sit Værtshus i Weimar overværet Slutningsscenen af det store Verdensdrama Slaget ved Jena: Preussernes Flugt og Franskmændenes sejrrige Indtog i Goethes og Schillers By. Han havde set mere og lært mere i dette Rejsens første Aar end i hele sit tidligere Liv.

✂ Brevene til Hjemmet og de ypperlige æstetiske Afhandlinger: Fortalen til »Nordiske Digte« og Svaret til Værkets Anmelder, Capt. Abrahamson, vidner om en sikker Myndighed, en næsten overmodig Selvbevidsthed. Han var en Mand, og han lod Vennerne føle det. Opholdet i Halle udviklede sig til et Brud med Steffens, der ikke kunde »vænne sig fra den gamle Vane, at ville beherske min Smag«, og dermed med den romantiske Skole overhovedet; et Brud, som stadig uddybedes under Udenlandsrejsen. Uviljen mod Romantikernes katolicerende Tendenser, Harmen over deres Fordømmelse af Lessing og Schiller og deres lunkne Anerkendelse af Goethe førte Oehlenschlæger over i Klassicismens Lejr. Med Valget af Kunstformen for sine tre Digtninger gør han bevidst Front mod Skolen: Eposet, det antike Drama, den historiske Tragedie. Op mod den brogede, lunefulde Mangfoldighed sættes nu den store, simple Stil: »Kraft og Eenfold er de tvende Hovedpiller for Indgangen til ethvert Kunstens Tempel.«

✂ Der er her snarere Tale om en Selvbesindelse, en Afklaring, end om en indre sjælelig Omvæltning som den, Steffens havde fremkaldt i Sommeren 1802. Allerede i Fortalen til »Poetiske Skrifter« III havde Oehlenschläger fremsat en Trosbekendelse til det objektive i Kunsten, som slet ikke passede i Romantikens Kram (sml. I, S. XXIV-XXV), og baade fra »Thors Reise« og fra »Hakon Jarl« fører der Forbindelsestraade bag ud til tidligere Digterværker og Planer. Men saavel i teoretisk Ræsonneren som i kunstnerisk Praksis følger han nu konsekventere end tidligere et rent klassicistisk Program. Hvor han udformer sin nye Kunstlære, lyder dens to store Bud: Kunsten skal være objektiv og den skal være national.

✂ Oehlenschlægers Æstetik, som Fortalen giver en meget smuk Prøve paa, staar i Gæld til det 18. Aarhundredes idealistiske Kunstlære. Kunsten er Evighedens Organ. Kunstværket et Afbillede af Kosmos, en Verden, der lyder sine egne Love, og som hviler i sig selv i harmonisk Afsluttethed og Selvstændighed. Kunsten skal skabe Helheden; den skal samle, hvad der i Livet findes spredt og adskilt. Dens Maal er derfor i dybeste Forstand at genskabe Virkeligheden, det varige, blivende, renset for alt tilfældigt, som skjuler den sande Norm. Dens Opgave er at skildre det alment menneskelige og det store menneskelige. Den er typisk og upersonlig; Kunstneren selv skal forsvinde bag sit Værk. Kunstsind bestemmes i et Brev til Ørsted som »sindig Opmærksomhed paa Skjønheden i det Objektive, reen for al personlig Interesse«. Og idet han optager Ordet om Digteren som en Seer, bruger han det til paa en ny og slaaende Maade at definere Forskellen mellem Klassicisme og Romantik: »Deri bestaaer Homers himmelske Skjønhed og Shakespeares, at det er den almindeligste Natur, seet med IV det ualmindeligste Øie. Derfor kaldte man ogsaa de gamle Digtere Seere. Mange af de endog bedste Nyere har man Ret til at kalde Drømmere.« (Til Ørsted, 6/12 1807).

✂ Goethe var det store Eksempel. Hans Poesi var objektiv og universel, Oehlenschlægers objektiv og national. Homer tiltrak ham ikke blot ved »den individuelle Natur«, »det Charakteristisk-Naive«, men ogsaa ved »det eiendommelig Nationale«, »det Store-Græske«. Det hedder nu, at »den sande originale Digter er sin Nations og sin Tids Organ«, og at »det eiendommelig Nationale er Poesiens ædleste Blomst«. Det er betegnende, at de »Nordiske Digte« er skrevet paa den store Udenlandsrejse. Først Fraværelsen fra Hjemmet og Længslen efter det vakte den bevidst nationale Følelse hos Digteren. Den gjaldt ikke blot Fædrelandet i snævreste Forstand, men Tvillingrigerne, det dansk-norske Monarki. »Hakon Jarl« kaldes udtrykkeligt i Fortalen for et »Billede af mit Fædrelands Historie«.

✂ Men det klareste Udtryk for det nationales Væsen fandt Digteren i Mytologien. Den »bestaaer af rene, store Natur og Menneskeforhold, er et Product af en heel Nations Karakter, Tænke og Følemaade. I den er intet halvt, intet tilfældigt, altsaa intet prosaisk«. Hvad der var mislykkedes for det 18. Aarhundredes Mænd, lykkedes her fuldt ud for Oehlenschlæger. Han kaldte den nordiske Mytologi til nyt Liv i Folkebevidstheden, og han pegede paa Skatte, som det skulde blive de følgende Slægtleds Opgave at hæve ikke blot i Danmark, men ogsaa i Sverige og Norge, ikke blot i Poesien, men ogsaa indenfor Billedkunst og Musik. Overfor denne for nordisk V Aandsliv i det 19. Aarhundrede saa betydningsfulde Kendsgerning er det mindre væsentligt, at den sent udformede, rent vestnordiske Opfattelse at Nordens Gudeverden ikke har meget at gøre med hjemligt Hedenskab i Danmark; at Oehlenschlæger dernæst har tilpasset det mytologiske Verdensdramas indbyrdes Kronologi efter sine egne Planer, og at Reminiscenser fra Antiken paa forskellig Maade har forvansket Billedernes Ægthed. Afvigelser og Forsyndelser har allerede Grundtvig paapeget, og han har faaet mange Efterfølgere. Men Oehlenschlæger var Digter, ikke Religionshistoriker.

✂ I god Overensstemmelse med Fortalen er det da den mytologiske Idé, der udgør Enheden i »Nordiske Digte«. »Thors Reise« skildrer Gudelivet paa dets solbeskinnede Højde. Baldurs Død er Krisen, Guldalderens Afslutning, hvor Ufreden og Vildskaben med Lokes grusomme Straf kommer ind i Verden. Og i »Hakon Jarl« følger saa Undergangen, Ragnarok, en udartet og derfor dødsdømt Religions sidste Kamp. Digteren gør selv sin Kritiker opmærksom paa, at »Baldur« med Hensigt følges af »Hakon Jarl«. »Dersom Baldur ikke var død, kunde Hakon aldrig offret sin Søn i Lunden, det skrækkeligste, men ogsaa det sidste Exempel paa hedensk Fanatismus.« (Svar til Abr. S. 43). Oehlenschlægers Værk skildrer som Grundtvigs fire Aar yngre »Norners og Asers Kamp«. Trilogiens sidste Del kunde med Rette føre som Undertitel: »Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord«.

✂ Programmet Kraft og Eenfold er med størst Mesterskab omsat i digterisk Praksis i den første af de tre Digtninger: Thors Reise til Jothunheim. Her ses ogsaa tydeligt - gennem Værkets Udviklingshistorie - den trods alle Frontforandringer ubrudte Sammenhæng i Oehlenschlægers Produktion. Det lille Epos, et af Digterens originaleste og mest fuldendte Arbejder, synes skabt i en lykkelig Inspiration, men er i Virkeligheden Frugten af flere Aars Syslen med et genstridigt Stof. Medens »Hakon Jarl« blev digtet paa seks Uger, gik der over tre Aar mellem de første Forsøg paa at sætte den nordiske Mytologi i Vers og Hjemsendelsen af »Thors Reise«; ja, den oprindelige Plan blev først i sin Helhed udført med Udgivelsen af »Nordens Guder« 1819.

✂ I sin ungdommelige Besvarelse af Universitetets Prisopgave »Var det gavnligt for Nordens skiønne Litteratur, om den gamle nordiske Mythologie blev indført og almindelig antaget i Stedet for den græske?« (skrevet 1800) nævner han med Bifald den af Suhm udkastede Plan om at behandle hele den nordiske Mytologi i et stort episk Digt. Omkring 1803 er Arbejdet herpaa begyndt; et ypperligt episk Versemaal »Hildebrandstrofen« fandt han i den tyske »Heldenbuch« (en Samling fra det 15. Aarh. af kendte folkelige episke Digte fra Middelalderens Midte: »Ortnit«, »Wolfdietrich«, »Rosengarten« o. s. v.). Og som en Prøve offentliggjordes 1803 i Rahbeks »Charis« for 1804 »Første Sang af Edda«, der lidt vidtløftigt og tørt skildrer Gudernes Boliger og forskellige Embeder. Den skulde indlede et Epos paa 24 Sange, men Planen blev hurtigt (og med VII Rette) opgivet. 1804 begyndte Oehlenschlæger forfra, denne Gang med »det første Eventyr med Thor og begge Lokerne«, atter uden Held. Under Indflydelse af Goethes »homeriske« Dyre-Epos »Reineke Fuchs«, som han oversatte i Halle i September 1805, tog han paany, da »Hakon Jarl« var færdig, fat paa »Thors Reise«. I et Brev til Christiane (af 2/11 1805) ser vi, at Planen nu er blevet begrænset til Toget til Utgard og Tilbagereisen, bl. a. ogsaa fordi Versemaalet vilde falde for ensformigt ud, hvis det skulde gennemføres i »en stor Epopee« paa 24 Sange. »Hvad jeg i sin Tid mere vil behandle af Edda, skal skee paa andre Maader«. Heller ikke i Halle lykkedes det at faa Digtet færdigt, og det blev i den nærmest følgende Tid lagt tilside til Fordel for »Baldur hin Gode«. Men i Weimar blev Planen paany taget op, og i Dresden naaede han til Vejs Ende. Det var i August 1806.

✂ I sin Fortale har Oehlenschlæger aandfuldt og overbevisende gjort Rede for, hvorledes han selvstændigt har søgt at skabe et homerisk Epos, uden at benytte Homers ydre Form - som Voss og Goethe havde iklædt deres episke Digte (»Luise«, »Hermann und Dorothea«, »Reineke Fuchs«), og som han selv havde moret sig med at eftergøre i »Toget til Thorsing« (I, S. 154 ff.). Nu var han naaet til den kunstnerisk saa betydningsfulde Forstaaelse af den ubrydelige Sammenhæng imellem Stof og Form, som man savner i Folkevisegengivelserne i »Digte, 1803«. Han vidste, at »Diamanten skulde slibes i sit eget Støv«.

✂ Den dristige og geniale Sikkerhed, hvormed Opgaven er løst, bragte visse konservative Elementer i VIII Samtiden (som Abrahamson) til at stejle. Den nye Maade at behandle nordisk Mytologi paa (hvorved Oehlenschlæger, som Ørsted senere har udtrykt det, »har kaldet Valhal frem af Tidens Mørke«) kan bedst oplyses, naar man ved Siden af »Thors Reise« lægger to Digte af Baggesen: det graciøse, frivoltparodierende »Poesiens Oprindelse« i Wielands Stil og det tomt-buldrende Hexameter-Fragment om Odin. Thi Oehlenschlægers lykkelige Hemmelighed er den, at han fuldstændigt har kunnet leve sig ind i det gamle Stof, har kunnet træffe Stilens »Blanding af Alvor og Godtroenhed« og derved opnaa en »antikbarbarisk« Virkning. Det er et ægte Epos, et af de meget faa, det 19. Aarh. kan opvise. Og det kunde kun skabes af et Geni, der forenede frisk Umiddelbarhed med forfaren Kunst.

✂ Versemaalet, hvis rige Variationsevne Digteren tilgavns har udnyttet, giver paa Forhaand Digtet dets Duft af Middelalder. Sprog og Stil uddyber dette Indtryk. Til de tidligere nævnte Sprogkilder (II, S. VIII) kommer Resens Eddaoversættelse, og den heldigt gennemførte gammeldags Sprogtone bygger paa Valget af kraftfulde sjældne Gloser og gamle Bøjningsformer af tung Vokalvirkning. Med berettiget Stolthed peger Digteren paa dette Sprog, der »smager af Kilden og af Kiernen«. Stilen er skabt af en fortrolig Kender af et Folkeepos' Virkemidler: den omstændelige, bevidst kluntede Fortællemaade, de staaende Gentagelser, der undertiden udstrækkes til at omfatte hele Strofer, de formelagtige Folkevisevendinger (»med stor Ære«, »siger jeg for sand«, »jeg vil det ei fordølge«), der tjener som Fyldekalk, og de faste Tillægsord, der IX
simplificerer Personskildringen og letter Læseren en hurtig Orientering. Thor er bestandig »den Gud for Helte«, »den understærke Mand« (selv hvor Kræfterne tilsyneladende slaar mindre godt til); Utgarde-Loke »den lede Trold« eller »den onde Thusse« (ogsaa i neutral og forholdsvis venskabelig Tiltale!). Endelig er Kompositionen fuldtud Eposets. Allerede Emnet - en Rejse, farefuld og eventyrlig - leder Tanken hen paa Oldtidens store episke Digte (»Odysseen«, »Æneiden«), og Oehlenschlæger løfter sit Værk op i en højere Sfære ved i dets Midte - uden Hjemmel derfor i Eddaen, men ganske i Overensstemmelse med Homer og Vergil - at lade sin Helt besøge Dødsriget. Fortællingen skrider frem i et jævnt sindigt Tempo med Interessen ligelig delt mellem alle Oplevelserne, der i det Hele nøje svarer til Snorres Fremstilling i Eddaens 38-41 Fortælling. Indtil omsider den smukke idylliske Afslutning, Digterens egen Tilføjelse, ligesom indrammer Eventyret ved at vende tilbage til Rejsens Udgangspunkt. Efter de gamle episke Digtes Skik har Oehlenschlæger endvidere krydret Handlingen ved at indlægge en Række mytologiske Episoder. Afsnit som Thors og Utgarde-Lokes Ordkamp om Verdens Skabelse tjener til at give Digtet dybere Perspektiv. Men Episoderne kan ogsaa indgaa som et organisk Led i Kompositionen. Med stor dramatisk Virkning lader Digteren Loke fortælle de tre Myter til Thors Forherligelse (de to er hans egen Opfindelse), som ledsager Gudens tre Styrkeprøver. Den ondskabsfulde Modsætning mellem den skrydende Maade, Loke udbasunerer »Bedrifterne« paa, og deres lidet heltemæssige og smigrende Karakter bidrager X til at sætte Thors Uheld hos Jetten i endnu ugunstigere Lys - indtil hans Taalmodighed omsider brister, og han forbitret lukker Munden paa sin skadefro Følgesvend.

✂ Ved Smaaændringer brydes Ensformigheden, og der skabes en rigere psykologisk Motivering. Bag Utgarde-Lokes omstændelige Beretning om Kogleriernes virkelige Væsen mærkes stadig hans stigende Angst og Thors bestandig mere truende Mine. Og af en enkelt Scene har Digteren ved en mærkbar Forandring i Fortælletonen skabt et uforglemmeligt, gribende Optrin: Thor, der tvinges i Knæ af den gamle Kvinde. Her bryder Alvoren pludselig ind i Digtets groteske Verden; det er Straffen for Thors Selvraadighed; Nederlaget, der gør Ende paa hans Heltelykke: Forgængelighedens isnende Møde med den blodrige, sunde Livskraft.

✂ Personskildringen grupperer en Række staaende Typer udenom en levende og mægtig Midterskikkelse: Thor. Om ham samler alt Lyset sig; ved sin gennemførte heroiske Opfattelse af Guden forvandler Oehlenschlæger Snorres respektløse Skildring til et Heltedigt. I Eddaen er Thor i enhver Henseende Utgarde-Loke afgjort underlegen. Oehlenschlægers karakteristiske Afvigelser tjener alle til at lade hans Helt træde klarere og større frem.

✂ Baggrunden for Thors virkelige Storhed er Skildringen af Jettens hemmelige Angst. Trods de Prøver paa godt Humør, som vi ogsaa møder hos Asernes Fjende midt under Løjerne, skælver han af underkuet Frygt. Hans Fejghed midt i alt Kogleriet danner en mægtig Folie for Thors aabne Mod. Dernæst gøres Thors Bedrifter drabeligere, Virkningen XI af hans Kræfter føles stærkere, og han skaanes for Situationer, der ikke godt kan forenes med hans Værdighed. I Edda maa han krybe gennem Tremmerne paa Gitteret ind i Utgard; hos Oehlenschlæger støder han djærvt Porten op med sit Spyd. Da han slaar Skrymner tredie Gang, føles det i Edda, som om »noget Mos udaf Grenene faldt ned i Hovedet paa mig«, medens det nu fornemmes som Faldet af en Gren. Og det er kun hos Oehlenschlæger, at han løfter Midgardsormen med saa vældig Kraft, at Uhyret sættes op gennem Hallens Tag. Og endelig er Thors Skikkelse, trods den enkle, episke Psykologi, der er Digtets egen, karakteriseret med en ganske anden Fylde og Rigdom, end Snorre indlader sig paa. Digteren har i ham fundet en Helt, som han forstaar tilbunds, en beslægtet Natur. Derfor kan han samtidig beundre ham oprigtigt for hans rænkeløse Storhed og alligevel have et Smil tilovers for hans mandige Naivetet.

✂ Thor bliver et let Bytte for Jættens Snedighed. Han er for aaben og for naiv; han stoler for stædigt paa sig selv og fortryder forsent sin Overilelse. Men han bevarer gennem alle Omskiftelser sit Hovede højt løftet og sin Værdighed uplettet. Hans urokkelige Mod lader sig ikke skræmme af Utgarde-Lokes mærkelige Kunster. Det hedder med Rette Gang paa Gang om ham, at han er dristig og tryg. Og det sammensatte i hans Væsen gør ham saa levende for os; han forener rask, myndig Stolthed, der paa sine Højder viser hans guddommelige Vælde, med rent menneskelige, elskværdigt opfattede Karaktertræk: ubændig Hidsighed, der dog gemmer megen godlidende Venlighed, mut Fortrydelighed.

✂ Han er ærlig baade i Følelsen af sin Kraft og i den bitre Bekendelse af sit Nederlag. Denne uhøjtidelige Opfattelse af Storheden er velgørende dansk. Thor er et ægte Udtryk for Oehlenschlægers egen kongelige Stolthed og elskeligt naive Umiddelbarhed.

✂ I Edda er Thor en komisk Figur. Hos Oehlenschlæger ligger det komiske i Situationerne, han kommer i - og Tonen er lystig med de kolossale og drabelige Løjer, det gigantiske og det groteske, der er over alle Eventyrene. Men Thor er upaavirket heraf. Han fremkalder højst et Smil, men han vækker aldrig Latter; man glemmer aldrig, at han er »den Gud for Helte«. Af Oehlenschlægers egne, noget kunstige Udlægninger af sit Epos' Idé (se S. 8) kan uden Betænkelighed Modsætningen mellem »skiult Værd og giøglende Pral« godkendes. Grundfølelsen i dette heroiske Digt er den sympatiske Humor, der forener hjærtelig Beundring for det mandigt store med det forstaaende Smil over de alt for menneskelige smaa Svagheder.

✂ »Baldur hin Gode« er det yngste af de »Nordiske Digte«. Ideen til dette mytologiske Sørgespil er vistnok opstaaet under Genoptagelsen af Arbejdet paa »Thors Reise« i Halle, idet de Afsnit af Resens Eddaoversættelse, som Digteren har benyttet, følger umiddelbart efter Fortællingen om Thors Bedrifter. Som det var Tilfældet med det lille Epos, saaledes ser vi ogsaa her Oehlenschlæger indlade sig i bevidst Kappestrid med den samtidige store tyske Litteratur.

✂ Til Goethes »Iphigenie auf Tauris« var der i Tyskland efter Aarhundredskiftet kommet tre nye og interessante Forsøg paa at tilføre det moderne Drama friske Impulser fra den græske Tragedie: Fr. Schlegels »Alarcos« (1802), A. W. Schlegels »Ion« (1803) og især Schillers »Braut von Messina« (1803). Dristigst var Tilslutningen til Grækerne hos Schiller, der i Fortalen til sin Tragedie havde givet Nyklassicismens Program. Ganske vist var Hovedversemaalet den femfodede Jambe, kun i Heltens store Selvopgør afløst af Grækernes højtidelige seksfodede (»Trimetret«), men Handlingens skæbnesvangre Forløb var nøje studeret efter Sophokles' Teknik i »Kong Oidipos« og - det var den afgørende Nyhed i Forhold til Forgængerne - Schiller havde paany indført Koret i Tragedien. Dets dybsindige Sange udfylder Mellemrummene mellem de forskellige »Akter«, der lige saa lidt her som i »Baldur« længere betegnes som saadanne. Stykket tiltalte ikke Oehlenschlæger, som fandt, at der var et absolut Misforhold mellem Emnets middelalderligt-kristelige Tankeverden og den antike Skæbnetragik. Det er da navnlig Schiller, han har haft i Tankerne, naar han baade teoretisk (i Fortalen) og praktisk i »Baldur« har villet vise, under hvilke Forudsætninger den græske Form lod sig anvende paa et ikkegræsk Stof. Og samtidig med at han ved at vælge et Sujet, der laa den græske Myteverden saa fjernt som muligt, forstod at hævde sin Uafhængighed i det stoflige (i Modsætning til Goethe og A. W. Schlegel), søgte han i det formelle at give en fuldstændig Efterligning af en græsk Tragedie, hvad ingen af de tyske Digtere havde vovet. »Baldur« XIV skulde føre Beviset for, skrev han til Fru Rahbek, at den rene Form ikke var ham fremmed.

✂ Det var i Halle, at Interessen for den græske Tragedie var blevet vakt hos Oehlenschlæger. Han havde her haft den Lykke at gøre den store Teolog Schleiermachers Bekendtskab. Han læste Græsk med Digteren og fik til Gengæld hos denne Undervisning i Dansk. Schleiermacher gennemgik Sophokles' »Oidipos paa Kolonos«, gjorde ham gennem Oplæsning fortrolig med Sprogets karakteristiske Velklang, lærte ham at kende og forstaa Korsangenes indviklede metriske Bygning. Det har øjensynligt betydet meget for »Baldurs« Digter, at det blev en udpræget lyrisk og temmelig udramatisk Tragedie som »Oidipos paa Kolonos«, der viste ham Vejen til Antiken. Senere supplerede han sine Erfaringer med et Studium af Aristoteles' Poetik.

✂ »Baldur hin Gode« er et Forsøg paa at skabe et primitivt Drama, bevidst fremmed for Samtidens gængse Begreb om »Teater«. Den højtidelige Dialog i det brede, vægtige Trimeter, der nu for første Gang anvendtes paa Dansk, afbrydes stadig af Korsangene (som i Antal langt overgaar det sædvanlige i en græsk Tragedie, og som til Tider giver Stykket en næsten operaagtig Karakter) og de store episke Budberetninger. Tragedien virker næsten som en Art Overgangstype mellem Epos og Drama, og derved formidler den paa en meget virkningsfuld Maade Springet fra »Thors Reise« til »Hakon Jarl«. Tanken om at lade »Nordiske Digte« fremtræde som en afrundet Helhed har sikkert spillet en Rolle for Oehlenschlæger; oprindeligt skulde Bindet kun have omfattet det første og det sidste af de tre XV Værker. Som »Baldur« kompositionsmæssigt skaber Enheden af de »Nordiske Digte«, saaledes tjener Tragedien ogsaa, som allerede nævnt, til tankemæssigt at knytte alle tre Digtninger sammen under et fælles ledende Synspunkt.

✂ Handlingen er gennemført med den yderste Simpelhed, der giver Afkald paa ethvert ydre dramatisk Virkemiddel. Bevidst tager Digteren Afstand fra Intrigespillets Forviklinger. »En Tragedie er intet Epigram, der skal knalde af med en Pointe«. I en Række af store, enkle Billeder ser vi Bestræbelserne for at undgaa Opfyldelsen af den skæbnesvangre Spaadom og dernæst den haabløse Kamp for at gøre det skete usket, kalde Baldur tilbage fra Dødsriget. Begivenhederne anskueliggøres oftest gennem Korsange og Budberetninger; mellem de sidste findes Skildringen af Gudernes Sorg og Baldurs Baalfærd - en enestaaende Prøve paa Oehlenschlægers kunstneriske Formaaen i dens højeste Kraft. Kun enkelte Scener virker direkte dramatiske: Baldurs Død med den frygtelige Pause under Hødurs Monolog, før Fortvivlelsen bryder frem; Scenen mellem Frigga og Heimdal, hvor Gudinden forstaar, at hendes Søn for evigt er tabt for hende.

✂ Til den enkle Handling svarer Dialogens stille Højtidelighed og rolige Bredde. Ogsaa her er Fremgangsmaaden anti-dramatisk. Abrahamson klagede over de lange Repliker, »en Afhandlingstone, der ikke godt kan forliges med Dramatiskheden«. Oehlenschlæger svarede, at »stærke Charakterer og dybsindige Gemytter udtale sig klart, tydeligt og omstændeligt for hinanden«. Sproget er simpelt og ædelt, giver udmærket den Stemning af ophøjet XVI Fjærnhed, som Digteren har tilstræbt; Ordforraadet er meget mere begrænset end i »Thors Reise« og »Hakon Jarl«. En Undtagelse danner Scenerne hos Hel ved Billedstilens shakespeareske Naturalisme. I Korsangene giver Digteren sin sproglige Fantasi frit Spil; de er mægtige Pragtstykker af musikalsk Ordkunst, hvor Ordenes Klangværdi og Rytmernes Musik er udnyttet med forbavsende Dristighed og Sikkerhed. »I Svartalfekoret spænder han Sprogets Klangbuc til det yderste, endda udover den græske Grænse« (Vilh. Andersen).

✂ I Overensstemmelse med Oehlenschlægers Opfattelse af den græske Tragedie kommer Personskildringen kun i anden Række i Sammenligning med Handlingen. Det typiske er fremherskende paa det individuelles Bekostning; Guderne virker rent plastisk - som en Række Billedstøtter. En Undtagelse danner Loke; hans Monolog bryder paa en noget stødende Maade Stykkets Tone, og hans Psykologi er en anden end den, vi ellers møder i Sørgespillet. Han er den sammensatte Natur overfor de simple, klare Skikkelser, Personifikationen af Misundelsens, Forfængelighedens og Fornægtelsens Aand. Der er noget af en Baggesens negative Væsen og meget af den franske Revolution i ham - han kæmper for Frihed, men mener Anarki. Han virker som en mærkelig Anakronisme, et moderne Væsen i en urfjern Sagnverden.

✂ I »Thors Reise« havde Oehlenschlæger forherliget Kraften og Vovemodet. Thors Modsætning er Baldur. Han er helt igennem passiv, og han stunder mat og træt mod Døden. »Kun Daarskab strider kraftløs mod Nødvendighed.« Digteren har inderliggjort XVII sit Værk ved at lægge Tragediens Tyngdepunkt i den fromme, menneskekærlige Guds eget Sind; vel fældes han af Lokes Ondskab og Friggas Ubetænksomhed, men han er i Kraft af sin egen Natur hjemfalden til sin Skæbne. Hermod kan ikke frelse den, hvis fjerne Røst lyder fra Dødsmørket: »Forstyr ei Søvnen ved min Moders muldne Bryst.«

✂ I det store Verdensdrama har Oehlenschlæger fremstillet Baldurs Død som »det gode Princips Undergang«, der aabner Vejen for Vold og Vildskab, udtrykt i Tragedien ved Lokes Straf. Men sit dybeste Udtryk faar Værkets Idé i Scenen hos Hel: Modsætningen mellem Liv og Død. Her anslaar Digteren »Tilværelsens Grundakkorder.« Og Døden sejrer. »Baldur« er en Digtning om Forgængeligheden, der med Rette ender med en uopløst Dissonans.

✂ I Forholdet til Kilden har Oehlenschlæger taget sig forskellige Friheder. Adskillige Ændringer skyldes Trangen til en fyldigere Motivering. Scenen med Mimer forklarer Friggas Glemsomhed, og Digteren angiver nu en bestemt Grund til, at den unge Pige (Loke) af Gudinden faar Anvisning paa Mistelteinen: den skal bringes ud af Verden! Hos Snorre røber Frigga ligefrem den skæbnesvangre Hemmelighed. Det er i Eddaen hende og ikke Freya, der tilbyder sin Kærlighed til den, som vil føre Baldur hjem fra Hel. Men der er ogsaa store principielle Afvigelser. Hos Oehlenschlæger modstilles Jætter og Guder som Tilværelsens onde og gode Magter, og Utgarde-Loke faar Skylden for at have anstiftet Baldurs Død. Baldurs Død gøres til Vendepunktet i det store Verdensdrama, kædes sammen med Lokes Straf og bliver derved som en Indledning til Ragnarok.

✂ Herimod har Mytologerne med Grundtvig i Spidsen taget til Genmæle.

✂ Hjemme var det egentlig kun Christiane, der rigtigt kunde glæde sig over »Baldur hin Gode«. De fleste af Vennerne forholdt sig køligt overfor Stykket; Kritiken viste ikke megen Forstaaelse. Grundtvig gjorde Indsigelse paa Mytologiens Vegne. Dahlmann og andre fandt, at man kun med Urette kunde betragte det under Synspunktet »græsk Tragedie«. Den onde Vilje, der benyttede sig af Friggas Glemsomhed til at fremkalde Katastrofen, kunde ikke sammenstilles med den upersonlige græske Skæbne.

✂ Selv har Oehlenschlæger utvivlsomt lagt større Arbejde i dette Værk og ofret det mere dybtgaaende teoretiske Overvejelser, end det ellers har været hans Sædvane. Det vidner ogsaa baade Fortalen og Svaret til Abrahamson om. Men han har næsten fra først af følt det som et Eksperiment, der dog var hans egentlige Natur fremmed. Allerede 3/2 1807 skrev han til Fru Rahbek: »At forresten Shakespeare ligger mig nærmere end Sophokles er naturligt. Jeg vilde ikke skrive flere Stykker som Baldur, men at dette ene er skrevet, glæder mig.«

✂ Senere var det ikke frit for, at han havde Skrupler i den Anledning. I Forelæsningerne over Ewald 1810 fældede han en skarp Dom over sin Tragedie. Den savnede, mente han, i for høj Grad naiv Kraft og Menneskelighed til at ligne en Tragedie af Sophokles, og dens Sprog var for rigt og for pynteligt, til at det kunde maale sig med Diktionen i Ewalds »Balders Død«. 1818 omgikkedes han med en Plan til en fuldstændig Omarbejdelse. Provst Fr. Schmidt hørte ham forelæse en Prøve, hvor Trimetrene var XIX omstøbt til femfodede Jamber, og det var bl. a. Hensigten »scenisk at fremstille Freyas Tilbud af sin Kærlighed for den, som vil hente Baldur fra Hel, som et Beviis paa Asernes Udartning efter hans Død«, ligesom der efter den almindelige Veklage skulde bringes »en trøstende Udsigt til hans Gjenfødelse i Christendommen«. Heldigvis blev det dog ved Tanken.

✂ Eftertiden har dømt anderledes. Den har givet Digteren Ret i, at »Baldur hin Gode« er et Værk for de Faa og aldrig vil kunne opnaa den Folkeyndest, der er blevet »Aladdin« og »Hakon Jarl« til Del. Men den bøjer sig i Beundring for Geniet, der har kunnet trænge sit eget digteriske Selv saa fuldstændigt i Baggrunden, at det i en fremmed og uprøvet Kunstform har formaaet at frembringe et Hovedværk i Rang med dets Digters største. Var »Baldur hin Gode« kun et storartet teknisk Eksperiment, vilde det højst kunne aftvinge en faglig Anerkendelse af »det godt gjorte«. Men bag den store Stil fornemmes bestandig det indre Livs rige Fylde. Det er objektiv, men det er ogsaa sjælfuldt almenmenneskelig Poesi. »Det er hans og, saa vidt jeg ser, den hele litterære Hellenismes strengeste kunstneriske Bedrift.« (Vilh. Andersen).

✂ Afgørende for Oehlenschlægers senere Udvikling blev Samlingens tredie Stykke »Hakon Jarl hin Rige«, der aabnede hans Tragediers lange Række som den første og i flere Henseender anseeligste af dem.

✂ De ældre Romantikere var ypperlige Kendere af andre Tiders og andre Folkeslags Skuespildigtning, men nogen praktisk Interesse for Teatret havde de ikke. Det alvorlige Drama indtog kun en beskeden Plads i deres Produktion, og deres Skuespil var næsten altid beregnede til at læses, ikke til at opføres. Endnu »Aladdin« var et saadant stort Læsedrama. »Hakon Jarl« derimod var skrevet for den danske Skueplads, og med dette Forsøg paa at skabe en Nationaltragedie havde Digteren gaaet i Lære hos Samtidens betydeligste Dramatiker, Friedrich Schiller, som Romantikerne hæftigt forkætrede. Stykkets Tilblivelseshistorie betyder derfor Oehlenschlægers Selvstændighedserklæring overfor hans tidligere Læremestre.

✂ »Hakon Jarl« er skrevet i Halle under Opholdet hos Henrik Steffens i Efteraaret 1805. Oehlenschlæger kedede sig; Byen forekom ham »en aaben Begravelse«, og han led af Hjemvé. Saa fandt han paa Universitetsbiblioteket Schønnings Folioudgave af Snorre og standsede i Olaf Trygvasons Saga ved Kapitlerne om Hakon Jarls Død og Olafs Ankomst til Norge. Emnet havde han tidligere behandlet i sit berømte Digt »Hakon Jarls Død« (I, S. 6), men han følte, at der var Stof til mere end en Romance i det. Han vilde skrive et Drama.

✂ Det skulde efter den første Plan have været et romantisk Heltespil om Olaf Trygvason, og heraf blev den første Akt færdig i September. Men under Arbejdet og - tør man ogsaa sikkert antage - under de Schillerstudier, som Digteren nu følte »Pligt, Nødvendighed og Attraa« til at foretage, og som ganske ændrede hans Synsmaade, flyttedes Handlingens XXI Tyngdepunkt for ham fra Olaf til hans Modstander. Det tilfredsstillede ham ikke at give en ny Version af »Aladdin«-Problemet, et poetisk Selvportræt dennegang i nordiske Omgivelser. Han valgte den vanskeligere Opgave at sætte sig ind i den besejredes Psykologi og skildre hans Storhed i Undergangen. Da Stykket efter Oehlenschlægers eget Sigende er skrevet paa 6 Uger, og da det laa færdigt den 25. November, maa han altsaa i Begyndelsen af Oktober Maaned have taget fat paa sin Tragedie.

✂ Det har været hans Hensigt at give Værket den store historiske Baggrund, og Snorres Beretning er derfor undervejs blevet suppleret med Læsning i Schønnings kaotiske, som righoldige Norges Historie, hvoraf han har noteret sig adskillige Enkeltheder. Tilskueren skulde forstaa, at han stod overfor et betydningsfuldt Tidsskifte, ikke overfor en isoleret Begivenhed, og det er lykkedes godt: Indtrykket er fyldigt uden at være overlæsset. Og to vigtige Scener: Offerscenen, som hos Snorre (Olaf Trygvasons Saga Kap. 42) finder Sted under Slaget ved Hjörungavaag, og Samtalen mellem Olaf og Auden (smst. Kap. 64), der ikke har nogen Tilknytning til Olafs første Komme til Norge, indføjedes nu som betydningsfulde Led i Handlingen.

✂ Skulde man tro Fortalen, var det først og fremmest Shakespeare, som Oehlenschlæger her tog til Forbillede. Schiller nævnes kun tilsidst som i Forbigaaende. I den almindelige Forherligelse af Shakespeare, som dog ikke vidner om nogen dybere Fortrolighed med hans Digtning, og i den almindelige og saa uretfærdige Fordømmelse af den franske Tragedie XXII fulgte han kun Traditionen fra Lessings Dage, der i hans Samtid var blevet genoptaget af Romantikerne. I Selvbiografien og i Brevene hjem møder vi derimod atter og atter Schillers Navn. Hvor Shakespeare var det teoretiske Ideal, betød han den praktiske Virkeliggørelse af det moderne Drama i den store Stil, tilpasset efter Nutidens Teaters Krav, ikke efter en primitiv Middelalderscene. Thi - som jeg andetsteds har søgt at paavise det - det store Forbillede for »Hakon Jarl« er Schillers Mesterværk »Wallenstein«. Hos Schiller fandt han den shakespeareske Karaktertragedie og Grækernes Handlingstragedie forenet. Og det er værd at lægge Mærke til, at allerede Jens Kragh Høst, der anmeldte Førsteopførelsen af »Hakon Jarl«, bedømmer og beundrer det udfra en rent schillersk Opfattelse af Tragediens Væsen.

✂ Schillers Tragedie søger at sammentrænge en rig og forviklet Handling i et saa kort Tidsrum som muligt, hvor den saa kan udfolde sig med intensiv Styrke. Dramaets Kærne er det psykologisk frugtbare Øjeblik, hvor Handlingens Traade mødes, og hvorfra der er de store Udsyn baade til Fortid og til Fremtid. Denne stærke Koncentration træffes sjældent i den virkelige Verden, men Schiller lærte, at Digteren stod frit overfor Historiens enkelte Begivenheder, naar han blot ikke forfalskede dens Aand. I Overensstemmelse hermed har Oehlenschlæger sammendraget Begivenheder, der spænder over omkring halvandet Aar (fra Thorer Klakes Sendelse til Olaf og til Hakons Død) til kun tre Døgn, ligesom han har koncentreret Handlingen om Egnen ved Hlade. Herved naaede han, omend med en Del Besvær XXIII overfor det Materiale af Kendsgerninger, han havde at operere med, det samme, som i væsentlig Grad betinger Virkningen af »Wallenstein«: Handlingen, der ruller som en rivende Lavine, naar den først er sat i Gang. Tragedier af denne Type viser den pludselige Omskiftelse af Lykken, der i det kortest mulige Spand af Tid fører Hovedpersonen fra den højeste Glans til den dybeste Fornedrelse og en beskæmmende, uværdig Død. Helte som Wallenstein og Hakon er Kolossalskikkelser, men - som i Bibelen - Kolosser paa Lerfødder.

✂ Handlingen tjener nu til at kaste Lys over Hovedpersonens Karakter, og dens Skema fra første Akts Eksposition til sidste Akts Katastrofe bestemmes af den ejendommelige Dobbelthed i Opfattelsen af den tragiske Helt, som vi finder hos Schiller og hans danske Elev. Dramaet handler om Heltens Undergang, og denne Undergang maa have sin Aarsag i hans eget Væsen. Der maa nødvendigvis være et Element af Skyld, Brøde; den uskyldige Lidelse er ikke tragisk. Men samtidig skal Digteren skabe Sympati for sin Hovedperson, vise hans menneskelige Storhed. Straffen rammer ikke ufortjent, men Modgangen frigør alle de bedste Kræfter hos Helten. Han kæmper dristigt mod Skæbnens Overmagt - de stærke Kræfter, han selv har sat i Bevægelse, og som han ikke længere formaar at beherske -, og naar han tilsidst maa bukke under, efterlader han hos Tilskueren et mægtigt Indtryk af, at skønt hans Nederlag udadtil er fuldstændigt, virker hans Personlighed, lutret for alle Slakker, større og mere imponerende, end da han ved Stykkets Begyndelse stod paa sin Magts Tinde. Det er derfor Tragikerens XXIV vanskelige Opgave at skabe det rette Balanceforhold mellem Heltens gode og hans slette Egenskaber. Dette naaes ved »Belastningen« af ham i Stykkets første Halvdel, Aflastningen, Lutringen i dets sidste.

✂ De tre første Akter handler om Hakons Brøde: hans lumske Anslag mod Olaf og hans skændige Planer overfor Lundesolen - samt om den Omstændighedernes Tvang, der krydser dem. Efter at Hovedpersonen udførligt er præsenteret for os i første Akt, træder han mere tilbage i de to følgende. Vi skal hos ham selv finde Forklaringen paa hans Fald, men vor Sympati maa ikke svækkes for stærkt. Derfor skydes hans samvittighedsløse Hjælpere (Thorer Klake) i Forgrunden, hvorved han selv ligesom befries for noget af Skylden. En fremtrædende Plads i Stykkets første Halvdel indrømmes der Modspilleren, Olaf. Som Hakons jævnbyrdige Medbejler maa hans Skæbne i samme Grad optage vor Opmærksomhed, og Mødet mellem de to faar sin særlige Spænding, fordi det er to lige vældige Magter, der tørner sammen. Første Del af Tragedien er rig paa Episoder; Interessen er fængslet paa forskelligt Hold. Nu forenkles Handlingen i de sidste Akter, og Tempoet stiger: Skæbnens Hjul er sat i Gang. Hakon træder helt i Forgrunden; han kæmper ikke længere blot for sin egen Magt, men for en større Sag, Gudernes; hans Skikkelse vokser for vore Øjne. Desværre afsvækkes den store Virkning i den mattere sidste Akt, hvor Figuren gaar itu for Digteren.

✂ I Schillers Aand har Oehlenschlæger dernæst søgt at give Værket dybere Perspektiv ved at udvide sin XXV Karaktertragedie til et Idédrama, hvorved ogsaa Helten selv kommer til at tage sig større og værdigere ud.

✂ Hakon er Landets enevældige Hersker; nu higer han kun efter Magtens ydre Tegn: Kronen. Derfor er Olaf, den fødte Arving til Kongeværdigheden, ham i Vejen. Først med ham falder den sidste Hindring for at naa det ønskede Maal. Denne Tanke er helt igennem Oehlenschlægers egen Opfindelse, og ved en nøjere Efterprøvelse vil man let se, at den i Virkeligheden ikke kommer til at betyde noget afgørende for Handlingens videre Forløb. I Kilderne findes der ingen Hjemmel for Hakons Kongedrømme; tvertimod undrer Schønning sig over, at han aldrig har søgt at tage Kongenavn - maaske fordi det passede hans Stolthed bedre som Jarl at herske over Konger. Men bag Hakons Skikkelse fornemmer man den verdenshistoriske Situation fra Tragediens Tilblivelsesaar. Problemet var blevet aktuelt, da Napoleon 1804 satte Kejserkronen paa sit Hovede, og »Hakon Jarl« er digtet i nogle af de mest spændende Uger i Aaret 1805. Under Udarbejdelsen fandt Kapitulationen ved Ulm Sted; faa Uger efter Fuldendelsen stod Slaget ved Austerlitz.

✂ Af større Vigtighed for Handlingen er dog den næste Tanke: Kampen mellem Hedenskab og Kristendom. Kilderne kender ikke noget til Hakon Jarl som en særlig Troens Forsvarer, og fint viser Oehlenschlæger, hvordan han først efterhaanden bliver det. Oprindelig er Gudernes Sag ham kun et Paaskud til at fremme sine egne ærgerrige Planer. Men da Modgangen rammer ham, og Farens Omfang bliver ham klart, da føler han, at der staar større Ting XXVI
paa Spil: nu gælder det Kampen mod Gudernes og Heltelivets Fjender. Afstanden kan maales, naar man sammenligner Løftet om det store Sejrsoffer i første Akt med det frygtelige Sonoffer tilsidst, hvor Jarlen vil bringe de vrede Guder det bedste - og dræber sit eget Barn. Paa dette Punkt sætter den religiøse Idé afgørende ind: Hakons Menneskeoffer betegner Asatroens yderste Udartning. Præsten Tangbrand læser ogsaa Hornets Indskrift, men for ham er det bedste, Mennesket kan give Gud, et uskyldigt og taknemligt Hjerte. Det er den nye Tro, der skal underlægge sig Landet. Ogsaa Olaf stilles i fjerde Akt overfor det religiøse Problem. Samtalen mellem Kongen og Auden, der prøver paa at kaste Tvivlen i hans Hjærte, er en Hovedscene i Stykket. Her gives en ny Formulering af Modsætningen mellem Kristendom og Hedenskab: Syden overfor Norden, Kærligheden overfor Kraften. Auden indvender med Olafs Lære, at den er uforenelig med Nordboens Temperament og Natur. Men over hans gribende Appel til Kongen: Dreng, lad mine Graner staae! overser man ofte, at Digteren her lader Tangbrand faa det sidste Ord. Han repræsenterer det historiske Syn, der afviser Audens romantiske Naturbetragtning. Hvor Auden dvæler ved de evigt bestaaende Modsætninger, dér udtrykker Præsten Udviklingens Lov. Ogsaa Asatroen har vel paa sit højeste anet de evige Sandheder, men dens Mission er afsluttet, dens Tid er forbi. Den er død. Olaf er Fremtidens Mand. I Stykkets Komposition har disse Scener deres vigtige Plads: Audens Optræden forbereder paa sin Vis Hakons Offer, der maaske er det dramatiske Højdepunkt i hele XXVII Tragedien. Og selve Offerscenen tjener til, som Rahbek fint har set, atter i nogen Grad at vende vor Sympati fra Hakon til hans Modstander. Tænker vi Erlings Drab bort, siger han, bliver Olaf kun »en lykkelig Voldsmand, som favoriseres af Omstændighedernes Held«. Og endelig medfører dette blodige Optrin, at Einar opsiger sin Herre Huldskab og Troskab. Ungdommen forlader ham, som Max Piccolomini forlader sin beundrede Wallenstein.

✂ Ved at sætte Kronen som Maalet for Hakons Stræben og ved at lade hans sidste Kamp blive Striden for Nordens gamle Tro mod Sydens nye Lære har Oehlenschlæger givet sin Helt mere heroiske Dimensioner, end han havde det i Kilderne. Og dette har han iøvrigt helt igennem set som sin Opgave. Ikke blot er den centrale Kontrastscene, Mødet med Olaf, fri Digtning; Jarlen erfarede først Kongens Ankomst til Landet, da han paa sin Flugt for Bønderne var taget til Thora paa Rimol. Ogsaa Skildringen af hans Død og Begravelse er (i Schillers Aand) bevidst uhistorisk af Hensyn til den tragiske Værdighed. Hos Snorre snigmyrder Karker Hakon i Svinestien; hans Hovede sættes paa en Stang, Kroppen brændes. Heller ikke det store afgørende Slag mellem de to Partier kender Historien noget til. Hakon Jarl blev Offer for en ligesaa pludselig som ublodig Revolution, og det var slet ikke Olaf, men Bondeoprøret, der fældede ham.

✂ Det er da hverken den fuldt forstaaelige Trang til at tage Kongenavn, som volder Hakons Ulykke, ej heller gaar han i Døden som en Martyr for Asalæren. Forklaringen paa hans Fald maa søges andetsteds, og den er mindre heroisk: det er hans »Forseelser XXVIII mod Kiønnet«, som Digterens Samtid diskret udtrykte det. Denne Side af Hakons Personlighed - Fyrsten, der efterstræber sit Folks Døtre - er kommet til Udtryk i et Par meget levende Scener, og det var et Emne, som interesserede det 18. Aarhundredes Dramatikere (Lessing). Set under denne Synsvinkel er hans Skæbne Individualistens, der forsynder sig mod Samfundets Orden og Moralens Bud, og som den retfærdige Gengældelse rammer.

✂ Tragediens Idé lader sig altsaa ikke anskue under et enkelt samlende Synspunkt. Digteren har til Skade for Helhedsindtrykket ikke rigtigt kunnet forlige sine egne Konstruktioner med den historiske Virkelighed, som han jo alligevel paa afgørende Punkter har følt sig bundet af.

✂ »Hakon Jarl«s største digteriske Værdier ligger imidlertid mindre i Komposition og Tankeindhold end i Menneskeskildringen og i Stilen. Maaske er Olaf lidt almindeligt holdt som den unge ridderlige Helt; først naar den oehlenschlægerske Hidsighed kommer over ham, bliver han rigtig levende. Men Hakon er Digterens størst sete og rigest udførte Karakterstudie. En virkelig Herskertype - imponerende, en herlig gammel Helt, og samtidig et levende og et stort Menneske. Den vældige tragiske Patos i fjerde Akt og Lystspilscenerne i Bergthors Smedie og med den vrede Thora er lykkedes lige fortrinligt og baaret af samme myndige Værdighed. Kun sidste Akts sentimentale Selvbetragtninger klæder ham ikke. Digteren har forstærket det tragiske Indtryk ved gennem mange Smaatræk at fremhæve, at Jarlen er begyndt at ældes, selvom XXIX han endnu drømmer, at han staar i sin fulde Manddomskraft.

✂ Mellem Bifigurerne er Einar sikkert en af Oehlenschlægers allerbedste Skikkelser. Han har den djærve Ungdom, den ordknappe Raskhed, som man ofte savner i de senere Tragediers blomstrende Veltalenhed. Og i den fortrinlige Karker har han tilført sit Værk et Element af humoristisk Realisme som vel ikke var »Wallenstein«s Digter fremmed, men som dog navnlig er studeret hos Shakespeare. Dødsscenens Blanding af Komik og Gru med Hakons Søvngængeri er ogsaa i den store Brittes Manér, men er iøvrigt ikke faldet helt vellykket ud.

✂ Lige saa original som Karaktertegningen er ogsaa Stilen; Oehlenschlægers friske, naturlige Diktion er helt uschillersk. Den er mere frigjort her end i »Baldur«, fast og dog rund. Den kan rammende forme en prægnant Sætning, men den ejer ogsaa det store lyriske Udsving, hvor en plastisk Fantasi faar Billederne til at leve. I Modsætning til de senere Tragedier taler hver af Hovedpersonerne sit eget særprægede Sprog. Der er tydelig Forskel paa Hakons brede, gemytfulde Værdighed, Olafs ædelt blomstrende Lyrik, Einars raske Slagfærdighed, Thoras ægte kvindelige Tale og Karkers sløve Vrøvlen.

✂ For første Gang siden 1807 forelægges hermed et samlet Optryk af »Nordiske Digte«, hvis enkelte Dele hidtil har maattet søges spredt i Udgaverne af Oehlenschlægers Værker. Læst i deres oprindelige Sammenhæng giver de tre berømte Digtninger et helt og stort Udtryk for den Længsel mod Norden, XXX som var den digteriske Drivkraft i Udenlandsrejsens første Aar. I det Fremmede fandt han sig selv. Og den skønne Fortale lader os se ind i Kunstnerens Værksted paa et Tidspunkt, hvor hans Kunst havde naaet Højder, som den ikke senere skulde overgaa.

FORTALE.

✂ Stoffet til denne Samling, der egentlig burde udgiøre den tredie Deel af mine poetiske Skrifter, er nordisk; da min ny Forlægger, ved at give Bogen et forandret Format, ønskede en anden Titel, har jeg kaldet den: Nordiske Digte.

✂ Thors Reise, hvormed Samlingen begynder, er, paa en noget forandret Maade, allerede digtet i Aaret 1802. Det skulde dengang været Begyndelsen til et Epos i fiirogtyve Sange, hvori jeg vilde bringe hele den nordiske Mythologie. For at kunne dette, saae jeg mig om efter en Form. At skrive det i Hexameter, var en Idee, som, hvis jeg maa udtrykke mig saa, indignerte min æsthetiske Moralitet. Det forekom mig ikke anderledes, end at mane de gamle Skygger op af Graven, for at slaae dem ihiel paa ny. Hvad var det, der bragte mig til at behandle dette Æmne? Var det en blot homerisk Begeistring, der trængte til at yttre sig i et Echo, og derfor søgte hen til de nordiske Klipper, som til Vægge, hvorfra den sydgræske Sang kunde slaae tilbage, som Gienlyd? Nei, det var Nordens Karakter selv, disse Fielde 4 selv, der vinkede mig, rige Metalaarer, med deres Diamanter, der blot behøvede at slibes, for at skinne i eiendommelig Glands. Men jeg forglemte ei, at Diamanten kun lader sig slibe i sit eget Støv.

✂ At der til at skrive et hvilketsomhelst stort Digt hører æsthetisk Modenhed; at Kiendskab med Homer bør indbefattes under denne Modenhed, vidste jeg vel. Homer var mig saa lidt fremmed, at den meget mere blev mig et af Hoved-Drivehiulene til dette Foretagende. Hvad der især henrev mig i Homer var det eiendommelig Nationale, det Charakteristisk-Naive, det Store-Græske, den individuelle Natur. Formens Ypperlighed kunde jeg kun erkiende, forsaavidt den var en nødvendig Betingelse, for disse Hovedsager. Ved at læse Oldtidens skiønneste Digt, begyndte en ny Verden at bevæge sig i mit Indre. Jeg fik Lyst, saavidt mine Kræfter vilde tillade det, at digte noget lignende; det vil sige: ei til ængstelig at copiere Iliaden eller Odysseen, som Malerne i vore Dage copiere Rafael; men den homeriske Natur vakte min; det Græske begeistrede mig til det Nordiske. Jeg fik Lyst til, i mit eget Sprog, ved egen Nationalitet at virke og yttre mig, saaledes som de gamle Rapsoder paa deres Viis havde giort det, i sin Tid; kort sagt: at copiere den homeriske Frihed.

✂ En saadan Frihed bestaaer ikke i vild Vilkaarlighed. Jeg indsaae vel, hvad der giorde dette herlige Digt frit, var en vis bestandig overskuende Rolighed, en fuldkommen Legemliggiørelse af Sangeren med sin Gienstand, en Afsondring af alt øiebliklig Personligt, en tydelig Skuen og plastisk Fremstillelse af enhver Ting; en Hensigt med det Hele, der gik ud paa det Hele selv, uden andre ephemeriske Hensigter; 5 alt dette forbundet med en uskyldig Barnlighed og Tro paa Guderne. Dette vil sige, en moden, kraftig Frihed, der nødvendig maatte yttre sig i et genialisk Produkt. At efterligne denne aktive Frihed, holdt jeg for at være den sande homeriske Efterligning fra Stoffets Side.

✂ De homeriske Digte have givet Anledning til en ganske anden Art af poetisk Virksomhed, der ved denne Leilighed maa omtales for at forekomme Misforstaaelser. De have foraarsaget et aktivt Studium fra Formens Side, et Studium, som, for at give Grandskeren Vished om sin Erkiendelse og sin Forstand paa den homeriske Sangart, tvang ham til at besynge andre Gienstande paa denne Maade. Portrait-Malere stille ofte deres Billed paa Hovedet, eller see det giennem et Speil, for ved denne middelbare Skuen at forfriske sig Synet, ved det Pikante i en forandret Seemaade. Saaledes gik det de genialiske Kunstnere, der af Natur og ved Studium havde faaet Kald til fuldelig at indsee Skiønheden i den homeriske Form. De maatte, ligesom de Franske have giort ved de italienske Malerier, tage den blotte Farve af Tavlen og bringe paa nyt Lærred, det vil sige: bringe den blot homeriske Form over paa et nyt Stof, for paa denne Maade at redde den fra Undergang. Saaledes opstode Vosz's og Goethes Mesterstykker, der evig fra denne Synspunkt ville fortiene en høi Plads i den nyere Litteratur; ei at tale om deres eiendommelige Skiønheder. At jeg maatte erkiende det Gode i denne Maade; at det goethiske Udbrud: »Auch Homeride zu seyn selbst noch als Letzter ist schön« maatte være falden mig paa Hiertet, troer jeg at have viist i mit lille Digt: »Toget til Thorsing« i Langelandsreisen, 6 hvori man vil see, at den homeriske Form ei er mig ubekiendt.

✂ Men her var det, som sagt, en anden Sag. Kunstneren vil ei bestandig gientage Eet og det Samme, men fremtræde ny og original. Det samme, som havde drevet Vosz og Goethe til at skrive store hexametriske Digte holdt mig derfra. For dem var det noget Nyt, noget eiendommelig Vovet, hos mig vilde det kun bleven Efterligning af en Efterligning. Med et lidet Stykke, som Studium betragtet, var det en anden Sag, men noget stort Nyt kunde jeg umulig beqvemme mig til at behandle paa denne Art. Meget mere syntes den overhaandstagende Hexametersyge mig at være en Epidemie, der af alle Kræfter maatte modstrides. Det gik med dette, som det er gaaet med saa meget, een fortienstlig Daad gav Anledning til mangt et taabeligt Abespil. Det var nu ikke længer nok at kunne overføre den gamle Form i de gothiske Sprog som en Side mere, hvorved de bleve uddannede; nei, denne fremmede Form skulde nu ganske fortrænge den originaloprindelige. Hvad var det monoton- gothiske Riim mod den græsk- metriske Velklang? De Godtfolk glemte, at de ikke skreve Græsk, men med alt det endnu bestandig Gothisk. De glemte at det gothiske Riim, saavelsom det græske Hexameter ikke var noget Produkt af kritisk Lækkerhed eller aparte Mening; men en Blomst, fremsprungen af Sproget, Naturen, og Nationernes store Omveltning, udklækket og hævdet af Sekler; uendelig mere værd og af en meget dybere Naturgrund end alle forfængelige Nyheds-Paradoxer. Derved opstod da nu og slig en Syndflod i Tydskland, at man vel har Aarsag til at bede som Boileau Rimerne 7 i sin Tid, blot med en Smule Forandring: ni prendre pour genie un amour de faire des Hexametres.

✂ Alt dette tilsammentaget bragte mig nu til at bryde Isen paa en anden Maade. Om jeg besad den genialiske Kraft? Om det vilde lykkes mig? Hvilken Kunstner spørger om det, naar han vover sig til et Arbeide! Han føler sit Inderste fuldt; han føler sig drevet - han vover. Der hører Mod til at synge som til at stride, siger Bragi i Baldur hin Gode. Den som med Vished troer at kunne forud beregne Udfaldet; som vel endog kalder sligt Vovestykke uforskammet Indbildning om sig selv; kan være vis paa, at han ligesaa lidt er skabt til at bedømme Helten eller Sangeren, som til at vorde dem.

✂ Udfaldet viste, at jeg i Henseende til mit Emne havde taget mig for meget for. Jeg havde valgt de kraftige, muntre trefødede Jamber, hvori den tydske Heldenbuch er digtet. Da mit Værk skulde være episk, ei lyrisk, kunde jeg ikke bruge vore egne fiirlinede, eller egentlig med Cesur forsynede tolinede Romanze-Vers, hvilke i et stort Digt vilde blevne altfor monotone. Ja, selv de Vers? jeg valgte af en større Stiil, holdt jeg op med, af samme Frygt. Da jeg havde digtet det første Eventyr med Thor og begge Lokerne, lagde jeg Digtet hen.

✂ Ved at tage det frem igien, i en senere Tid, indsaae jeg det var ikke Versene, men Stoffet selv, som havde bragt mig til at standse. Jeg fik den Overbeviisning: det vilde vorde umuligt at behandle hele den nordiske Mythologie episk, da det som Mythologie maatte spille over i Alt. De forskiellige Stoffer maatte fordre forskiellige Former; hvad der begunstigede 8 det Ene, maatte betynge det Andet, og qvæle Digteren under Arbeidet. Her var det ikke Achils Vrede, eller Odysseus Flakken der kunde besynges i een Tone. Snart var Emnet episk, snart dramatisk, snart lyrisk; nu tragisk, nu comisk; hist lunefuldt, her alvorligt; her spillede Phantasien, hisset Sensibiliteten Hovedrollen; ofte var Mythen et giøglende Spil med barokke Forestillinger, ofte en didaktisk Moral, eller Naturallegorie etc.

✂ Følgen af min Undersøgelse blev: at jeg havde giort vel i at skrive Thors Reise paa denne Maade, og vel i at standse med den; fordi hvad der skulde følge ei havde den episk humoristiske Colos-Natur, der udfordredes til at lade sig udskiære i disse diærve Træsnit. Jeg besluttede altsaa, istedet for at fortsætte Digtet efter den gamle Plan, at omarbeide det til et selvstændigt Digt. Dersom Læseren i disse Sange finder en Mythus paa den uden sindigt Overlæg spildte Kraft; dersom han finder Striden mellem skiult Værd og giøglende Pral, mellem organisk og anorganisk Natur, udtrykt i et grotesk, tro Billed af den nordiske Oldtid og dens Forestillinger, her - saa er Thor ikke reist forgieves til Jothunheim.

✂ Det første af de tvende følgende Sørgespil, hvilke begge ere skrevne paa min Reise i Tydskland forrige Aar, skulde nu synes at være bleven til efter de modsatte Grundsætninger til denne, jeg nylig har opstillet; da Baldur hin Gode saa temmelig er en reen græsk Tragoedie. Men denne tilsyneladende Modsigelse haaber jeg snart at hæve for den Indsigtsfulde. Det er Digteren kiert at fremtræde ny og original, har jeg sagt, deels i Henseende til Stoffet, deels i Henseende til Behandlingen. Lige saa almindeligt 9 det nu er bleven, paa de senere Tider, at skrive metriske Epopeer, lige saa ualmindeligt er det at see en reen Efterligning af Aeschylos eller Sophokles. Det jeg har angivet som en roesværdig Grund til Goethes og Vosz's Arbeider maa her tiene til mit Forsvar. Mit Digt er her ikke Efterligningen af en Efterligning, men en Efterligning fra første Haand. Hverken i det tydske eller i det danske Sprog, altsaa i intet, var der skrevet en Tragoedie heelt igiennem i Trimetrer med metriske Chore førend min Baldur. Man har i de senere Tider meer eller mindre søgt at copiere de græske Sørgespil. Dette er ikke Tilfældet her. Som Vosz og Goethe med Homer, har jeg ikke copieret Sophocles i et græsk Sujet, men bragt hans Aand over i en anden Verden og ladet den gienføde sig i en anden Natur.

✂ Man vil maaskee sige: Hvorfor har du valgt Baldur? Hvorfor skulde han efter sin anden Død lide Døden tredie Gang, ved at opofre sin National-Karakteer, som et Experiment for din Nyhedssyge? Jeg svarer: Ikke Lyst, til at skrive en græsk Tragoedie, har bragt mig til at vælge Baldur; men Baldur, som først besielede mig, har tvunget mig til at skrive en græsk Tragoedie.

✂ I min Barndom var Evalds Balders Død det egentlig første Digt, som fra Formens Side giorde Indtryk paa mig. Dette Sørgespil og Rolf Krage vakte de første Funker af nordisk Digterild i mit Hierte, de gave mig de første Ahnelser om den gamle Heltetid, og bragte mig til, med Begierlighed, at gribe efter mere af den Slags, hvilket jeg i den ny Litteratur kun fandt lidet af, maatte altsaa søge hen til den Gamle. Saaledes kan jeg vel sige, at jeg lidt 10 efter lidt, alt som ældre Aar og mere Kundskab førte det med sig, saa temmelig er bleven fortrolig med den nordiske Oldtids Historie og dens Mythologie. Med Tiden blev det mig ikke nok at kiende den tilfulde, jeg vilde erkiende den, forstaae den. Man sagde mig: det var et Virvar uden Mening; mig kom det altid mere for, som en Mening, hvori der med Tiden var kommet Virvar. Dette er for nærværende Tid min fulde Overbeviisning; og en stor Deel af de Myther, man hidindtil har foragtet som monstrøse Udvæxter af en vild Phantasie, forekommer mig at være skiønne Digtninger, forbundet med didaktisk Allegorie og Verdens-Betragtning. Blandt disse er udentvivl Baldur een af de største og af Tiden mindst forstyrrede.

✂ Der vil maaskee findes De, som kalde det en utilgivelig Dristighed af mig, at skrive en Baldur efter Evald; en Ilias post Homerum. Nogle vil maaskee finde en blot Forfængeligheds Stræben heri, en Lyst til at overtræffe det hidtil af Nationens Kunstdommere almindelig erkiendte bedste Digt, etc. Disse maa jeg svare: at de giøre mig Uret. Hvo der giør det af Vildfarelse blot, haaber jeg at overbevise; lidenskabelig stump Personlighed har intet at giøre i Kunstens Rige, skylder Kunstneren intet Forsvar.

✂ Jeg har nemlig under Arbeidet saalidt tænkt paa mit Forhold til Mængden og paa den Roes, der kunde indhøstes, at jeg meget mere fra Begyndelsen af vel indsaae, hvorledes dette Drama efter sin Natur, hvis det ogsaa vilde lykkes, maatte blive en Lekture for et indskrænket Publikum, der paa ingen Maade vilde giøre det Indtryk paa Mængden, som Balders Død. Hvad der drev mig til at behandle dette 11 Emne var, at jeg fandt det stort, og ubrugt. Jeg fandt nemlig i Mythologien en ganske anden Baldur end Evalds. Dermed vil jeg ikke sige, at Evald har misforstaaet og omgiort den gamle Mythus; han har øst af en anden Kilde, brugt et andet Stof. Der gives to Baldere i den gamle Historie: En mythologisk Gud hos Snorro, en historisk Heros hos Saxo. Den sidste har Evald brugt, og fra sin Synspunkt handlet ret; den første har jeg brugt, og troer ikke at have handlet uret.

✂ I Evalds Balder spiller, efter Sørgespillets almindelige Natur, den menneskelige Karakteer og Sensibiliteten Hovedrollen; her træde Naturkræfterne selvhandlende frem, menneskeligpersonificerede, objectivlegemliggiorte. Hiin Musa maa røre Læserens Subjektivitet mere, fordi hun spiller paa den personlige Medlidenheds Strænge, min slaaer med stille Ro Tilværelsens Grund-Accorder. Interessen her er ikke et enkelt Væsens, men den hele Menneskeslægts Liv og Skiebne. Dermed vil jeg nu paa ingen Maade sige, at mit Sujet er større end det andet, meget mindre mit Værk. Hvad der gaaer i det Almindelige, kan ikke giennemtrænge det Enkelte, og hvad der giennemtrænger det Enkelte, kan ikke udbrede sig over det Almindelige. I Kunsten er det ikke Stoffets Udstrækning eller Indskrænkning, men Behandlingen, Udførelsen, som giver Tingen sin Værdi. Een Kunstner kan være stor i det Smaa, en Anden liden i det Store. Min Hensigt er med disse Anmærkninger kun at lede Læseren til at nyde og bedømme min Baldur efter sin Natur. Uden at tale om Behandlingen altsaa, hvilket ikke tilkommer mig, forholder Stoffet sig i den evaldske Balder og min, som Farverne til en 12 Marmorblok. Af hine kunde giøres et Maleri, af denne en Billedstøtte. Saa er skeet. Ligesaalidet som man nu kan bebreide Maleriet, at det kun er en Overflade, uden Lemmer og Existenz, ligesaalidt bør man forekaste Billedstøtten Mangel af Farvesmæltning og behagelig Illusion af Liv og Bevægelse. I hiint Drama gaaer et godt Væsen til Grunde, her det gode Princip. Det er en philosophisk-poetisk Naturallegorie. Jetterne (den onde Natur) overtaler Loke (det fristende vaklende Øieblik) til at dræbe Baldur (Fromheden). Dette bliver muligt ved Friggas (Jordens) og Asernes (den gode Naturs) Letsind. Den sorte Daad iværksættes ved den blinde Hødurs (Skiebnens) Haand. Saavidt er Mythen moralsk didaktisk. Nu fortsætter den sig som en phantasierig Betragtning af den objektive Natur. Dødens Huler aabne sig under Jorden. Modsætningen af den dristige, kraftige Guddom Hermod, og Ligene i Niffelheim. Stræng ulykkelig Skiebne, Hævn og Had i Hel. Det i Boble springende Haab i hendes Løvte. Den melancholske Tø i Naturens Graad over Baldur. Gudernes Grumhed (efter Fromhedens Død) i Lokes Straf. Jordskielvet, i hans Rysten i Hulen. Den rørende qvindelige Hengivenhed i Signis Daad med Skaalen. Endelig Jordens Jammerskrig, der midt i sin Ulykke rører Hiertet til Vemod, og tvinger til en christelig Ahnelse, til en Tro paa et Hisset, netop fordi det er ude her.

✂ Alt dette har jeg meent at finde i den mythologiske Baldur; det fandt jeg ikke hos Evald, saalidt som Evald kunde finde det hos Saxo. Hos denne er Baldur en historisk Person, en Søn af den angelsaxiske Fyrste, Odin, der gav sig ud for at være den 13 gamle Gud, ifølge Troen paa Sielevandringen. Dette har givet Anledning til, at Krigen mellem hans Søn Balder og den danske Kong Hother er forvexlet med og forblandet med Mythen om Asa-Baldur og Asa-Hødur

✂ Hvorledes nu dette Emne bragte mig til at skrive en græsk Tragoedie, vil jeg kortelig giøre Regnskab for. Jeg saae mig, ligesom i Thors Reise, om efter en passende nordisk Form; men jeg fandt ingen; thi hele den gamle nordiske Litteratur viser intet Spoer af noget dramatisk Digt, med mindre man vil regne de lyriske Dialog-Fragmenter i Sæmunds Edda derhen. At disse rimbogstavede korte Vers vare mig ubrugelige, indseer den Kyndige lettelig. Hvad skulde jeg da giøre? I hvilke Vers skulde jeg digte? I den femføddede dramatiske Jambus? Hvorfor da ikke engang i den sexføddede, der er den ægte, og hvoraf den femføddede først er afledet i den nyere Tid. En romantisk Form kunde jeg ikke give mit Sujet, thi det var ikke romantisk; det var plastisk, og havde mere tilfælles, efter sin Natur, med den antike, end med den romantiske Tragoedie. Den uendelige Skiebne, det Enfoldige i Handlingen, det store Optrin, hvortil Menneskehoben maatte være et deeltagende høitideligt Chor, det med Dramaet blandede Episke, der nødvendig af en indtrædende Person maatte fortælles; alt dette laae i Emnet selv, og gav det en stor Lighed med de græske Sørgespil. Den femføddede nyere Jambus, mere smidig, ubunden og indifferent, retter sig efter enhver Karakteer, og er af den Aarsag netop saa fortrinlig i den romantiske Tragoedie. Det alvorlige, strænge, af Jern smeddede Trimeter vedligeholder en fremtrængende egen Tone, hvilken 14 vel tvinger det Enkelte under sig, men giver just derved det Hele en Høitidelighed, en Old-Ærværdighed, som her kom mig meget vel tilpas. Da nu Baldur desuden, som en Aser, var i Slægtskab med de gamle Heroer, saa giorde jeg mig ingen Samvittighed af at bruge denne Form, der passede sig saavel til mit Stof. Udfaldet viste ogsaa, i det mindste mine Venner og mig selv, at jeg ikke havde handlet urigtigt. Under Digtningen føiede sig alting meget vel for mig, paa denne Maade; hvilket er for Digteren det bedste Beviis, da en feil valgt Form under Arbeidet noksom hævner sig. Jeg fandt ogsaa i de anapestiske kortlinede antike Chorvers nogen Lighed med de ellers saa ubrugelige islandske Vers, hvis Kunst ligger i Riimbogstaverne. For at bevise denne Lighed har jeg et Par Gange blandet dem ind mellem de antike, og troer ikke, det har forandret Tonen i det Hele.

✂ Hvad nu overalt Tonen i Sproget angaaer, saa blev den ikke udenlandsk eller fremmed, fordi jeg brugte den antike Jambus; thi Jamben ligger næst Trochæen dybest i vort Sprogs egentlige Natur, er, saa at sige, det danske Vers selv, hvilket paa ingen Maade kan siges om Hexametret. Vil man nu beskylde mig for Inconseqvens ved at have forkastet de romantiske Vers her, og ved at have brugt dem i Thors Reise, saa undskylder jeg mig paa denne Maade: Begge Digte skulde, efter deres Natur, være i gammel Stiil; men i et Drama fra den gamle Tid maa Stilen være ældre, end i en Fortælling. Fortællingen forudsætter, at Begivenheden er skeet, jeg kan altsaa vælge mig en følgende Tid efter min egen Smag, hvori jeg sætter, at den bliver fortalt; 15 og saaledes giorde jeg i Thors Reise; for at give Digtet Ærværdighed og en vis tillidsfuld Enfoldighed, satte jeg Fortællingstiden i den brede Grændse mellem Hedenskab og Christendom, hvorved jeg blev istand til at bruge et passende gothisk-episk Versemaal. I Baldur maatte alting være hedensk, fandt jeg ingen Form for mig, fandt jeg den græske Form passende, overensstemmende med vort eget Sprogs Natur, ubrugt - og valgte den altsaa. Og saaledes troer jeg nu at have hævet en ved første Øiekast tilsyneladende Modsigelse.

✂ Hvad nu Hakon Jarl angaaer, som slutter Samlingen, har jeg Lidet at sige om det i Særdeleshed, men da det er mit første Skridt paa Skuepladsen, og mit første Arbeide af dette Slags, tillade man mig at giennemløbe Adskilligt i Almindelighed; hvilket eengang for alle maa tiene til et Program for, hvad jeg med Tiden mere kunde forfatte i denne Digtart.

✂ Den høieste Gienstand, en Digter kan bringe paa Theatret, er udentvivl en historisk Bedrivt. Da enhver Nation har sine egne Bedrifter, saa følger heraf, at enhver Nation ogsaa bør have sit eiendommelige Nationalskuespil. Dette eiendommelig Nationale er Poesiens ædleste Blomst, og bliver den forsømt og nedtraadt for spidsfindige hiddemonstrerede Convenienzers Skyld, saa hævner det sig, som vi see i den franske Tragoedie: Helten bliver en aerostatisk Rytter, og Handlingen løser sig op i deklamatorisk Ordpragt. Det er ikke Stedet her vidtløftig at drøfte de franske Tragoediers Væsen eller Uvæsen, hvilket desuden siden Lessings Tider noksom af ham selv og Andre er skeet. Det gielder ikke at angribe den, men at forsvare sin egen Sag mod 16 dens Angreb. En grundig Videnskabsmand, en genialisk Kunstner bør virke paa Mængden, mener jeg, og bringe den videre ved sin Indsigt og sin Daad, ei lade sig tyrannisere og tilbagestøde af dens Fordomme. Hvad vil nu da alle disse Befalinger og Forordninger sige? En Digter har en Gienstand for Øie, som begeistrer ham, som han vil behandle, og som han troer med Harmonie og sammenholdet Interesse at kunne fremstille os. Velan, han giøre det! Har han opfyldt disse Betingelser, saa har han frembragt et Kunstværk, og vi ere ham Tak skyldige. Hvorledes han vil komme ud af det - det er hans Sag; og hvad er al Verdsens Regler andet, end senere Tiders Optegnelser om, hvorledes foregaaende Tiders Kunstnere ere komne ud af det? Disse Optegnelser og Bemærkninger ere fortienstlige i og for sig, da de bevise et grundigt Studium af en foregaaende Kunst; kun skulde man ikke bruge dem til at qvæle efterfølgende Kunster med. At den Studerende giøres opmærksom paa disse Forhold, at han lærer at kiende og indsee dem, er en nødvendig Green af hans Dannelse; det er uundværligt for en Kunstner at have historisk Indsigt i sit Fag; Lærlingen maa føres i Ledebaand, saalænge han ikke kan gaae selv, det er vist nok; kun maa man ikke glemme, at man leder Barnet, for at det skal vorde Mand, at der til at vorde Mand hører Selvstændighed, og at Selvstændighed kun bestaaer i at kunne staae paa sine egne Been.

✂ Alt hvad jeg tilforn har talt om eiendommelig Form, beder jeg, man vil erindre sig her, da Reglen ikke er andet end Formens Forskrifter. Kun hvad der ligger i Kunstens Natur selv, kan bestandig gielde 17 for en absolut urokkelig Regel. Regelen er efter mine Tanker kortelig denne: Et Kunstværk maa være ordnet harmonisk og selvstændigt.

✂ Hvorledes nu denne Orden og Selvstændighed skal modificeres, kommer an paa det specielle Digts Natur. Der gives ingen Orden slet hen. Hvad der er Orden i eet, kan være Uorden i et andet. I det menneskelige Liv, hvor Friheden hersker, bliver Orden blot at ansee som Betingelsen for en Handling; saasnart man betragter Handlingen som Betingelsen for en Orden, har Menneskeheden forstenet sig; vi træde da over fra den organiske til den anorganiske Natur, vi crystallisere os slavisk efter Naturlove, hvorigiennem Fornuften ei kan trænge, og hvad vi kalde Kunst, bliver i Ordets egentlige Forstand et afhængigt Naturaggregat uden Bevidsthed, der, for at forstaaes, maa betragtes i sin Afhængighed til andre Gienstande.

✂ Man har, siden Aristoteles Tider, efter ham opstillet trende Eenheder, som nødvendige for et Drama: Tidens, Stedets og Handlingens Eenhed. - Langt fra at have noget imod disse Regler i og for sig, ønsker jeg blot at maatte tage dem i en noget mere udvidet Betydning, end man pleier. Dersom man nemlig ved Tiden vil forstaae Tidsalderen, ved Stedet Egnen, ved Handlingen den i sig rundede selvstændige Bedrift, saa kan disse Regler passe sig paa alt, hvad paa nogen Maade fortiener at kaldes Drama. I denne udvidede Betydning blive disse Regler ikke længer blot Forskrifter for visse Tiders Kunst; meget mindre fordomsfuld Convenienz, men evig i Naturen grundede Betingelser for de tvende Kunstfordringer: Harmonie og Selvstændighed.

✂ Enhver Digter, der vil skrive et Digt, maa have en vis Idee, han vil udføre; dette er den sande Musa, der besieler ham; hvad enten det nu er en moralsk Mening, et Billed, en Sindsstemning, en Begivenhed eller en Handling; thi denne vagante Flakken, denne dunkle, umodne Hensigtsløshed, som findes i Livet, giør Aanden nedslagen og indkneben, istedet for at hæve og udvide den. Netop dette Chaos tvinger Verden til Kunst, som en bedre Verden, han skaber sig selv, ved sin fornuftige Kraft, for at ordne og fuldende det, som i det timelige Liv kun findes forvirret og halvgiort. For at kunne dette, maa han indskrænke sig; maa han med Besindighed ordne, med Tydelighed overskue; thi tøileløs Vildhed er i det physiske Liv den meste Aarsag til alt Ondt. Vi kunne derfor intet andet tage til Old-Mynster end det Hele selv; i Tiden: Menneskeslægternes optegnede Bedrifter; i Rummet, den stumme Natur.

✂ Ved at betragte disse tvende Sider af Livet, aabenbarer der sig en Almeenaand, en Harmonie, der lidt efter lidt viser os det evige store Kunstværk selv, der aldrig er overseet af et fornuftigt Hoved forenet med et fromt Hierte. Ved at skue denne Orden og Befæstning i det Hele, begeistres Mennesket til det ædleste, høieste Mod; dette Mod skynder ham til at gienføde og sammentrænge det Hele i det Enkelte, - og det er Kunst! Lykkes nu en saadan Heltedaad, saa bliver Produktet deraf den begavede og dannede Aands høieste Vederqvægelse. I et saadant Værk, der er sammensat af lutter Virkeligt, men som i sin Sammensætning først bliver 19 overnaturligt,*) forædles Livet, som fatteligt og overskueligt. Vi finde os trøstede og styrkede ved Bevidstheden af denne forstaaede Overskuelighed, som vi ved eiendommelig Fornuft og Villie selv have forskaffet os; deri bestaaer den Glæde, Nydelsen af et Kunstværk frembringer. Vi indsee, at den Aand, som kan overskue, ordne og forædle Livet i sin lange Række, umulig kan være afhængig af Øieblikkets Betingelser; dette forvisser os paa den kraftigste Maade om vor Udødelighed. I det vi med Klarhed fatte Ordenen og Hensigten i det enkelte Værk, blive vi istand til at ahne det evige Værks Orden og Hensigt. Den ulykkelige Frygt og Tvivl der altid er en Følge af Sygelighed eller Halvdannelse, forsvinder; og vi see fra Morgen til Aften i Forsynet den gode Gud.

✂ Heri bestaaer Kunsternes Nytte; de afhielpe vort høiere Væsens evige Trang, give Sielen sin Næring ved en sand, hellig Nadvere; og fortiene saaledes vel at sættes i Lag med den borgerlige Virksomhed, der gaaer ud paa at afhielpe Øieblikkets Trang og **) Der maa giøres stor Forskiæl paa det Overnaturlige og Unaturlige. Overnaturlig er al Kunst, da den netop bliver Kunst ved at hæve sig over den daglige Naturs Sphære. Et Eventyr, hvori Phantasien paa en sindrig Maade spiller med Naturkræfterne, for at levendegiøre og legemliggiøre sig en Idee, er altsaa ikke mere unaturligt, end et Digt, hvori de menneskelige Egenskaber og Handlinger sammentrænges paa en Maade, der i Livet aldrig finder Sted, skilles fra al uvedkommende Indblanding, der i Livet er en Umulighed, og udtrykkes i et Sprog, der i Livet aldrig tales. Lessings Nathan den Vise er ligesaa overnaturlig som Shakespeares Sommernatsdrøm. Unaturligt er det som fiendtlig reiser sig for at forstyrre Naturen, ei det som ordner, forædler og udvider den. 20 at give Legemet sin Næring; dersom ellers Sielen fortiener at sættes i Rang med Legemet, dersom ellers det Hele er af samme Vigtighed som det Enkelte.

✂ For at frembringe Kunst, altsaa, maa vi indskrænke os; thi kun den guddommelige Kraft er uindskrænket; denne Indskrænkning forudsætter Skranker. Paa en fornuftig Maade at afstikke disse Skranker, lære vi ei ved noget despotisk Herrebud udenfra, men lidt efter lidt virker den æsthetiske Dannelse og Modenhed indenfra paa vort Sind, og derved ledes og bøies af sig selv vor frie Villie. Det hele kunne vi ikke optage i vort Væsen, for frugtesløs Flakken maa vi vel vogte os, der bliver os altsaa intet andet at giøre, end at fæste Øiet paa et vist Hovedpunkt, og at skiære dette Parti saaledes fra det Hele, at Hovedpunktet kommer til at staae selvstændigt og fremtrædende i Midten, saa at det Øvrige, som omringer det, udgiør en Indfatning, der er afhængig af Hovedsagen, som det Grønne om en Rose, som det beskedent tilbagetrædende Dunkelblaa om en Stierne. Dette ligger i Tingenes Natur, og deri bestaaer i et Skuespil Handlingens Eenhed.

✂ Hvad nu Tiden og Stedet angaaer, saa kan Reglerne for dem ledes af det allerede Sagte. En indskrænket Handling forudsætter en indskrænket Tid, og ligesaalidt, som Digteren kan fremstille alle Handlinger, saalidt kan han være allevegne. At der altsaa er Pligter at iagttage i Henseende til Tid og Sted, som i Henseende til Handling, er vist nok, saa vist som det paa den anden Side er, at de have deres individuelle, selvstændige Grunde, som hiin, og lige saa vel som hiin forsmaae al conventionel Fordom.

✂ Tidens og Stedets Forandring eller Uforandring er nemlig aldeles afhængig af Digtets Natur, af Digterens Tarv. Hvorfor blot de Emner skulle være behandlingsværdige, der lade sig klemme mellem fiirogtyve Timer, eller imellem fire Vægge, indseer jeg ikke. Hvormangt et fortræffeligt Sujet efter denne barbariske Indretning derimod maatte gaae tilgrunde, indseer jeg meget vel. Grækerne forandrede ikke Scenen, fordi deres Dramer ei behøvede det. Deri giorde de vel. Vi forandre Scenen, fordi vore Dramer behøve det; deri giøre vi vel. Det vilde være ligesaa daarligt at skifte uden Aarsag, som at lade det være, naar man trængte dertil. Ingen af Delene har noget Værd i sig selv, men kun forsaavidt Kunstneren med Forstand og Indsigt bruger det, til Nytte for sit Værk. Jeg begriber ikke, hvad mere høitideligt og ædelt der er i bestandig at stirre paa en Sal, end at see den omskiftet til et andet Værelse, en Skov, en Plads, etc. Tvertimod, denne Vexling forfrisker Phantasien, naar den bruges med Smag; og hvormeget bidrager ikke ofte Stedet til en Begivenheds Interesse?

✂ Nu at tale om Grækerne, da havde Retningen og Karakteren i deres Kunst ligesaalidt som i vor, en ræsonnert, philosophisk, men hvad der er bedre, en naturlig historisk Grund. Det kom sig saaledes. Paa Thespiskarren var Rummet indskrænket, siden blev det ved at være det, da man saae, at til de lyrisk-dramatiske Optog ingen Forandring behøvedes. Borgeroptrin paa Torvet, paa Pladsen for Regentens Huus, ved Alteret maatte være Hovedsagen i disse af mythologiske Processioner udsprungne Statsdramer. Sprogets Malm og Velklang maatte 22 bringe dem til i lyriske Udbrud at udtale de stolte Grundsætninger, de kraftige Yttringer af en sund og fri Heltetid. Vort Sprog har andre, ikke disse metriske Fortrin. I det Menneskeheden er bleven ældre, er dens Interesse, om den ogsaa har tabt noget af sin skiønne Enfoldighed, bleven almindeligere; vi interessere os ikke blot ved, hvad der umiddelbart griber ind i vore borgerlige Forhold, men ved alt Stort, som der skeer i Verden. Dette forudsætter adskilte Forhold. Den indvortes Aarsag er os vigtigere end den udvortes Virkning; derfor er Karakterudvikling Hovedsagen i vore Dramer, saaledes som den blotte Handling mere var det hos Grækerne. Hvor udvortes skiøn Existenz er det meest skattede hos et Folk, der maa et prægtigt urokkeligt Marmortheater foretrækkes; hvor de indvortes Motiver og deres Forhold til hinanden er Hovedsagen, der bevæge sig de bemalede Lærredsskiærme hurtig og let som vore Tanker og Forestillinger, der spiller Phantasie, Sensibiliteten og philosophisk Livsoversigt Hovedrollen, saaledes, som hist Sandsen for legemlig Skiønhed, og for den crasse Modsætning af Menneskets heroiske Kamp med Skiæbnen. Andre Tider andre Forhold, andre Forhold anden Kunst.

✂ Dette have de franske Tragoedieskrivere ikke indseet; istedet for at benytte den herlige franske Historie, saa fuld af Stof og Eiendommelighed, have de ængstelig copieret den græske Tragoedie i visse Henseender, i det de ganske have forladt den i Andre. For at kunne skrive en sand Tragoedie maa der herske sand Frihed i et Land. Dette var ikke Tilfældet i Frankrig, istedet for at male dierve Billeder af den foregaaende Tid, skulde deres Dramer være indifferente, 23 fornemme Hofforlystelser, der jo ingen Rapports maatte have til Øieblikket. Derfor kunde en vis Eleganz i Sproget (der dog tillige fængslede det og giorde det fattigt) blive den eneste Frugt af disse Bestræbelser; og omendskiøndt vi hverken kunne nægte Corneille eller Racine sieldne og udmærkede Talenter i det Enkelte og Underordnede, saa kunne vi dog i det Hele taget ikke tilkiende dem det høiere Digtergenie, der altid er forbunden med eiendommelig Kraft og Mod, hvor det fremtræder. Endnu mindre kunne vi skatte den Litteratur*) der er bleven staaende ved disse første Forsøg, ja som ei engang har kunnet hæve sig til deres Fortienester. Og hvad nu endelig den Kritik angaaer, som ei allene forsvarer denne Digtart, men endog vover at uddrage Regler af den, for andre Landes sande Kunst, saa maa vi erkiende denne Haardnakkenhed at være vel saa chinesisk, som den paa den anden Side Jorden i Asien; og de bekiendte Forordninger angaaende trekantede Hatte og skiødede Veste, forekommer mig ikke nær saa bizarre i den didhørende Æsthetik, som disse indknibende Convenienzer i den franske. Hvo der kan lade sig nøie med en saadan Drivhuusvext; hvo der kan foretrække en saadan i Urtepotten ængstelig udklækket Stilk, for de herlige Heltestammer, der fæste deres dybe Rødder i Fædrelandets **) At ved Litteratur her blot forstaaes den Tragisk-dramatiske, er indlysende. Af Lystspil besidder Frankrig en Rigdom, som faa Nationer. Men misforstaaet Græcicismus og forfængelig Higen efter Hof-Bifald maatte kiøle og fængsle Sørgespildigteren. Da Racine i en ældre Alder begeistredes af Religionen og ikke længer blot af Ludvig den Fiortendes Naadesmil, da han forlod Apollos og gik ind i Salomons Tempel, kort sagt, da han skrev sin Athalia, blev han stor. 24 gamle Skove, og ryste deres frodige Kroner diervt mod Himlen, den giøre det. Hvo der kan troe efter at have forandret hellig Mythologie til kold Hofdecenz, det stærkunderstøttende høitidelige Chor til en søvnig, kiedsommelig Confident, Kraft-Trimetrer til Pomp-Alexandriner, heroiske Grundsætninger og Begeistring til Sentenzer og Sentiments, det colossale Fatum til en lumsk Forelskelsesintrigue - hvo der, efter at have giort alt dette, endnu kan bilde sig ind at handle i den græske Aand, og at have skrevet en antik Tragoedie - den giøre det. Vi gothiske Nationer kunne det ei. Det ligger nu eengang i vor Natur ei at blive staaende ved det Ydre, men at trænge i det Indre; og ved at giøre dette erkiende vi en saa himmelhøi Forskiel mellem Græsk og Fransk, som imellem Sundhedsrødme og Sminke. Vi skatte den græske Litteratur, fordi den ved sin genialiske Kraft har vidst at forædle sin Nationalcharakter til Kunst. Dette ville vi og giøre ved vor; og saaledes troe vi at komme Grækerne nærmere end de Franske, med samt deres høitravende Kierlighed uden Strømper.

✂ Som et Forbilled for den nyere dramatiske Digter staaer den udødelige William Shakespeare, som en høitidelig Collossus i Baggrunden. Med sit eminente Genie, vidste han at forædle den gothiske Verden til Kunst, saaledes som de Grækere havde vidst at giøre det ved den antike. Hans Væsen bestod ikke deri, at han besad et eget Naturtalent, der ti Gange ledte feil, naar det eengang ledte rigtig. Hvor der er et stort Genie, der er saa stor en Trang til Dannelse og Kundskaber, som Lethed og Hurtighed i at forskaffe sig begge. Det af Naturen fortræffelige 25 Træ, staaer pludselig fuldt af Blomster, og disse Blomster modne sig pludselig til Frugt. Saa gik det Shakespeare, og hvo som i hans Væsen ei kan opdage Kundskaber og moden Oversigt: »sehen wir, woran es ihm gebricht, und heiszen ihn die Zeitung lesen,« som Udgiveren af Evald i sin Tid sagde.

✂ Men ligesaavist som det egentlige Genie er en pludselig Gave fra Himlen uafhængigt af Tidens og Omstændighedernes sædvanlige Gang, uforudseeligt og udemonstreerligt, saaledes er paa den anden Side en vis ved Flid, Lærdom og Exempel skyndet Fremgang til Perfektibilitet saavel i den æsthetiske som i den moralske Verden, kiendelig giennem hele Historiens Løb; der geraader Menneskeheden til den høieste Ære, saa vist som den er det gode Menneskes høieste Trøst. Om der nogentid atter vil fremtræde et saadant Genie som Shakespeare, veed Himlen; men at vi Nyere med al vor Ærbødighed og Kierlighed til denne vor Stamfader kunne finde Feil hos ham og Ufuldkommenheder er vel unægteligt. Saaledes lader det sig vel neppe modsige, at flere shakespeareske Dramer tabe sig i det brede, planløse; og omendskiøndt denne plastiske Helt aldrig lader dette Brede atter tabe sig i Luft; omendskiøndt han i sine Dramer aldrig holder op at være dramatisk, saa finde vi dog den Fordring, vi have opstillet som nødvendig, nemlig: Handlingens Eenhed, flere Gange utilfredsstillet. Dette er en Feil, der kan tilgives Shakespeare, hos hvem man mere maa beundre de Mirakler, han som første Mand, og som den der brød Isen, giorde; men os, som ere hans Efterfølgere, og som staae paa hans brede Skuldre, bør det ikke tilgives.

✂ En anden Sag, hvori jeg troer vi bør vige noget fra Shakespeare, ere de altfor hyppige og stærke Forandringer af Tiden og Stedet. Slige Forandringer geraade nemlig ikke Dramet til Last som blot Drama, men vel som et Theaterstykke, der er bestemt til Opførelse. Shakespeare havde en Undskyldning. Man renoncerte i hans Tid aldeles paa Decorations-Illusionen; men da nu virkelig Theater-Maskineriet og Maleriet formaaer at frembringe en Kunstnydelse af en ganske egen Art, naar det drives til en vis Grad af Fuldkommenhed; da Illusionen af Stedet forfrisker og understøtter Handlingen, saa er det billigt at man retter sig efter vore Tiders Tarv, saameget mere, da det, med nogen Øvelse lader sig giøre uden væsentlige Opoffrelser.

✂ Hvad Indskrænkningen af Tiden angaaer, saa troer jeg, at den, efter Naturen, maa udledes af Dramets Forhold til Skuespillerne, ligesom Rummet af dets Forhold til Skuepladsen. Det er yderst sielden at træffe en Skuespiller, der til Fuldkommenhed formaaer at give en Karakter objektiv reen i et vist Forhold; hvor meget vanskeligere maatte det vorde at spille en Karakter, i een Aften, af forskiællige Menneskealdere. Digteren behøver ei at bryde sig om denne Indskrænkning; thi den usynlige aandelige Kunst Poesien, har blandt saa mange Andre ogsaa dette Fortrin for alle øvrige Kunster, at den ei dependerer af mechaniske Betingelser; dette giør derimod saavel Skuespilleren, som enhver anden Kunstner, hvis Organ er et physisk Objekt; nemlig af sit Legeme. Sorte Streger i Ansigtet og lange Skiæg giør ikke disse Nuancer af den forandrede Alder; det maa blive plumpt og latterligt, og dette 27 er Aarsagen, hvorfor jeg troer man efter Kunstens Natur kan bestemme: et Theaterstykke kan kun vare saalænge, som Personerne deri blive uforandrede af Tiden.

✂ Hvad de gængse Fordomme med Sandsynligheden for Tilskuerne angaaer, saa kan den naturligviis efter den Maade, vi betragte Tingen paa her ikke have noget at sige. Intet er latterligere end at forlange virkelig Natur, hvor man kommer for Kunstens Skyld. Vi have sagt: Kunstens Væsen er at sammentrænge, hvad i Livet findes spredt og adskilt. Saaledes maa Tiden ogsaa sammentrænges, hvilket ikke vil sige, forkortes. Og lige saavel som jeg kan bilde mig ind, at der skeer dette eller hiint, og at der, medens Teppet er nede, mellem Akterne gaaer saa eller saa lang Tid hen, ligesaa let kan jeg i min Phantasie uddrage denne Tid noget længere.

✂ Imidlertid, hvilken Digter søger ei at tækkes sit Publikum, naar det kan skee uden Opoffrelse af det Vigtigste. Publikum er nu eengang vandt til at see Skuespil af een Dag, halvanden Dag, to Dage; jeg har forlænget min Hakon til saa omtrent tre, og haaber, at man ei tilregner mig denne Frihed for haardt. Tydsklands Schiller har i de nyere Tider begyndt at udvide Theatertiden noget, heri følger jeg ham, ligesom jeg ogsaa agter at følge ham i hans Indskrænkning og Maadehold. Man vil under Opførelsen af mit Sørgespil neppe mærke denne Udvidelse, thi i Akterne selv er ingen Pauser; og selv mellem Akterne er disse Pauser kun korte, da Stykket gaaer uafbrudt fort Dag og Nat. Paa denne Maade blev det mig muligt med nogle nødvendige Forandringer at sammentrænge Begivenhederne, 28 hvilket ellers vilde været mig umuligt; og paa denne Maade vil jeg vorde istand til at stille flere Billeder af mit Fædrelands Historie for mine Landsmænds Øine, dersom de skulde bifalde det første.

✂ De Grundsætninger, hvorefter jeg i disse Arbeider er gaaet tilværks, og hvorefter jeg i mine følgende Arbeider agter at gaae, har jeg nu forelagt Kunstdommerne, vidtløftigt, jeg tilstaaer det; fordi jeg troer, det er bedre, eengang for alle at bringe en Sag i Rigtighed end at føre lange Processer derom, især naar man, som jeg for nærværende Tid, er skilt vidt fra sit Hiem, og først langt om længe kan faae et Nys om, hvad der skeer, og foretages.

✂ Efter altsaa at have smeddet mine trende Helte disse trende Pandserplader sender jeg dem ud i Verden, hvor de fra dette Øieblik af maa forsvare sig selv.

THORS REISE TIL JOTHUNHEIM
ET EPISK DIGT I 5 SANGE

BALDUR HIN GODE
ET MYTHOLOGISK SØRGESPIL