Oehlenschläger, Adam HAKON JARL HIN RIGE

HAKON JARL HIN RIGE ET SØRGESPIL

226

        

227

PERSONERNE:

  • Olaf Tryggvesøn, Konge i Dublin.
  • Hakon Hlade-Jarl, hin Rigekaldet, Norges Behersker.
  • Erling, hans Søn.
  • Thorer Klake, Kiøbmand.
  • Carlshoved , Olafs Frænder,
  • Jostein, Olafs Frænder
  • Einar Tambeskiælver, en ung Bueskytte .
  • Bergthor, Smed, Trøndernes Laugmand.
  • Gudrun , hans Døttre
  • Astrid , hans Døttre.
  • Orm , deres Fæstemænd.
  • Thorvald , deres Fæstemænd.
  • Thora, Jarlens Kiæreste.
  • Tangbrandt, Præst.
  • Anden, en gammel enøiet Mand.
  • Grib, Thorers Træl.
  • Karker, Jarlens Trælle.
  • Stein, Jarlens Trælle
  • Leif, Jarlens Trælle.
  • Et Bud.
  • Inger, Thoras Pige
  • Hadding, hendes Svend

Præster, Kæmper, Bønder, Trælle.

228

        

229

FØRSTE ACT.

HLADE.

En Plads med Træer, uden for HAKON JARLS Gaard, hvortil en Del af Bygningen vender ud med aabne Vinduer; KARKER og GRIB sidde under et Træ ved et Madfad og et Ølbæger. Man hører Larm og Lystighed inde i Høisalen.

KARKER.

Hør, hvor de støie! hvilken Lystighed!
Jeg hører Thorer Klakes Røst, din Herre,
Han taler om sin udenlandske Reise.

GRIB.

Det giør han vel i, den er værd at høre,
Hvordan han snildt har tusket sine Varer
Rundt om paa hver en Kyst, i alle Stæder,
Og faaet Guld og Sølv derfor i Mængde.
Et listigt klygtigt Hoved er min Husbond,
Han burde levet under Harald Graafeld.

KARKER.

Hvorfor just under ham?

230
GRIB.

Det var en Konning
Som hialp paa Kiøbmandskab og Landets Opkomst.
En Konning, som til Nytte for sit Land
Aflagde Purpurkaaben med sit Guld,
Og svøbte sig i ydmygt Faareskind.

KARKER.

Og derfor har man kaldt ham Harald Graafeld?

GRIB.

Til evig Ære; ja naturligviis;
En Høker-Konning! al hans hele Flaade
Var Handelspramme; Septret var en Alen;
En herlig Helt!

KARKER.

Men tag dig vel i Agt,
At ei du roser ham just alt for meget;
Nu raader Jarlen, og han lider ei
At man for meget taler om de andre.

GRIB.

Tak for dit Raad, min snilde Ven!

KARKER.

Selv Tak.
Men hør! fortæl mig ogsaa noget nu,
Vi hører ingen Ting; her maa vi sidde,
Og kukkelure i vor Eensomhed.

GRIB.

Ha! hvo der kunde nu gaae ind, og sætte
Ved Bordet sig, og med ulænket Haand
Guldhornet gribe, blandt de andre Frimænd!

231
KARKER.

Bevares! hvilke høist forvovne Ord,
Tag dig kun vare! find dig i din Skiebne,
Vi er nu engang født i Trællestand.

GRIB.

Og dermed dysser du din Siel i Dvale?

KARKER.

Hvorfor ei det? Det som man ei kan ændre,
Det faaer at blive, som det er.

GRIB.

Ja vel.

KARKER.

Hvad mangler os? har vi ei bragt det vidt?
Dig lider Thorer Klake, Hakon mig.
Nu det forstaaer sig selv, jeg har det bedre
End Du; Din Husbond er en Kiøbmand kun,
Min derimod er meer, han er en Jarl
Og den fornemste Jarl i hele Landet;
Har hele sexten andre under sig,
Saa han er færdig ved at være Konge.
Nu? er min Skiebne ikke god? Tilforn
Jeg maatte kiøre Plougen, stange Møg,
Og sove mangen Nat i Svinestien;
Nu har jeg gode Klæder, herlig Mad,
Lidt at bestille, Vinterstuen luun,
Faaer sielden Prygl.

GRIB.

Du fødtes til din Stand.

232
KARKER.

Det samme har min Herre Hakon sagt.
Han ledte længe, før han fandt en Svend
Som jeg. Han har sit eget Lune, seer Du,
Han siger, som er sandt, en Træl maa lyde,
Maa være tro, men uden Stolthed selv;
Maa være stærk og værge om sin Herre.

GRIB.

Kort alt, hvad man forlanger af en Hund.

KARKER.

Saasnart Jarl Hakon saae mig første Gang
Fandt han mig saadan, som jeg burde være;
Han saae min brede, lave Pande, saae
Paa mine korte, tykke Fingre, paa
Min platte Næse, paa mit satte Væsen,
Og alt var netop, som han ønskte det.
Nu er jeg daglig om ham; der er Faa,
Der veed saa god Beskeed, som jeg, om alting,
Hvad han forretter mellem Aar og Dag.

GRIB.

Tys! Stille! Tys! Nu tale de derinde
Igien om Olaf Tryggvesøn.

KARKER.

Hvad er
Det for en Olaf?

GRIB.

Ak! en herlig Helt,
Har været Træl, som jeg; nu er han Svoger
Til Kongen i Dublin, ja Konning selv.

233
KARKER.

En født og baaren Træl?

GRIB
sukker.

Født var han ei,
Han var en Kongesøn.

KARKER.

Ja paa det Lav!
Saa er det ingen Sag at blive Konge.

GRIB.

Som Olaf blev det, var det ingen let Sag,
Thi baaret under Moderhiertet var
Ham Skiebnen allerede fiendtlig sindet.

KARKER.

De reiser sig. Staa op! der kommer Jarlen
Fra Daurebordet alt, med sine Mænd.
Hakon Jarl og hans Kæmper gaae over Skuepladsen.

GRIB.

En herlig gammel Helt er Hakon Jarl,
Han kneiser vældigt, som en knudret Eeg
Blandt alt det andet Smaakrat.

KARKER.

See nu gaaer han
Nok sin sædvanlige Spadseregang,
Nu maae jeg ind at rydde Bordene,
Og have Opsigt med de andre Trælle.
Vil du gaae med?

234
GRIB.

Nei, jeg vil blive her,
Her i den store Høisal, som er bygget
Saavel for mig som for den bedste Helt.

Gaaer ind imellem Træerne.

KARKER.

Stort skal det være! Snap du efter Luften,
Saa slikker jeg Tallerknerne, lad Thor saa
Bedømme hvem af os der var fornuftigst.

Gaaer.

En Offerlund med de tolv store Guders Billeder af udhugne Graastene; i Midten Odins. - Solen gaaer ned og kaster sine Straaler hen over dem. GUDRUN og ASTRID kommer ind i Lunden; den første med en Blomsterkrands.

ASTRID.

Gudrun! Gudrun! hvor fører du mig hen?
Hvad vove vi? De høie Guders Lund,
Hvor ingen uindviet Fod tør træde.

GUDRUN.

O! den som elsker trofast og oprigtigt,
Er viet ind; og det giør du som jeg.

ASTRID.

Mit Hierte banker. Søster! seer du, seer du
De store Guder, hvor de staae alvorligt,
Og skue strængt og truende herned?
Fortørn ei Guderne, min Søster! kom.

235
GUDRUN.

Ei see de alle lige strængt herned.
Den høie Frigga smiler moderligt.
Og seer du hist den smekkre, skiønne Freya?
Og ei blot moderlig, men elskovsfuld
Hun smiler hid til sine unge Døttre.

ASTRID.

Hun frydes ved din siældne Skiønhed, Gudrun,
Og veed, som hver en Norges Ungersvend,
At du est Lunde-Sol.

GUDRUN.

Min gode Astrid!
Gak du nu ikkun hiem foran, og lav
Vor Fader Nadveren tilrette smukt.
Han smedder paa Jarl Hakons Kongekrone,
Og naar han holder inde med sit Arbeid,
Da er han træt og hungrig, som den bedste.
Gak du foran, jeg følger dig, saasnart jeg
Har faaet færdig denne Blomsterkrands.

ASTRID.

Forgiæves Arbeid kun. Hvortil den Pynt?
Orm kommer, veed du jo, dog ei i Aften.
I Morgen er den vissen.

GUDRUN.

Gaa foran
Og lad mig ene.

ASTRID.

Nu, du est forelsket,
Forelskte søger Eensomhed. Naturligt!
O see hvor Solen hist gaaer deiligt ned
236 Og titter med sin gule, røde Lue
Ind i det sorte Krat. Saaledes titter
Den ene Lunde-Sol hen paa den anden.

Hun gaaer.

GUDRUN.

Nu er jeg ene. Store, hellige Guder!
Fortørnes ei, at en uskyldig Mø
Indtriner med en bange frygtsom Fod
I Eders hemmelige dunkle Lund.
O, søde Freya! min Gudinde! min!
Siig, tør jeg vove det? Her har jeg flettet
En Krands af dine hulde Blomster. Sødt,
Som lyse Alfer, stode de og leged
I Sommersolens Aftenrøde. Freya!
Tilgiv din Mø, at hun med bange Fied
Sig nærmer her din høie Billedstøtte,
Og at hun slynger let sin Blomsterkrands
Om dine hvide Lokker.
Hun stiger op paa Foden af Billedstøtten, og sætter Krandsen om Freyas Hoved. I det samme kommer Hakon Jarl og Thorer Klake. Gudrun bliver staaende frygtsom og stille paa Billedstøtten.

HAKON. THORER.

HAKON.

Her er vi ene. Her i denne Lund
Tør ingen træde uden Odins Præster
Og Hakon.

THORER.

Ædle Herre, Jarl! Din Tillid
Giør Thorer stolt.

237
HAKON.

Du troede altsaa, Thorer!
At hvad der blev fortalt ved Daurebord
Om Olaf Tryggvesøn, at det var Nyt
I mine Øren?

THORER.

Efter din Forundring
Og din Opmærksomhed at dømme, kort sagt,
Hvis jeg skal troe, hvad mig dit Ansigt sagde,
Saa var det Nyt.

HAKON.

Stol ikke paa mit Ansigt.
Mit Ansigt hører mig til, det maa lystre
Sin Herre. Derfor, hvad jeg tyktes,
Det tyktes jeg; det nødtes jeg at tykkes
Imellem Sværmen. Her vi er allene;
Viid altsaa, at jeg kiendte Tryggvesøn
Før du i Dag opmærksom mig har giort.

THORER.

Det er heel rimeligt, at Heltens Rygte
Er ogsaa naaet til dine Øren, Herre!
Men, som mig synes, taer du denne Sag
Meer end almindelig høitidelig.

HAKON.

Ræk mig din Haand paa, at du est mig tro.

THORER.

Det vedst du, Herre! Al min hele Velfærd
Fik jeg fra dig. Du gavst mig Skibe. Dig
Jeg ene takke maa for al min Lykke.

238
HAKON.

Du est af mine Folk, min gode Thorer,
Dig har jeg længtes efter. Du est snild
Til at udføre, hvad du har i Sinde,
Og kommer en uventet voldsom Hindring,
Da est du kiek, og bruger Sværd og Øxe,
Saa godt, som nys du brugte din Forstand.
Saaledes bør det være.

THORER.

Odin gav os
Særskilte Kræfter; hver maa bruges; ei
Den ene maa forsømmes for den anden.

HAKON.

Hvad Mennesket er skabt til, føler han,
Og medfødt Drift udvikler medfødt Kraft,
Han sætter det igiennem, som han kan,
Og anden Grund behøver ei hans Daad.

THORER.

Du taler snildt, min vakkre Herre.

HAKON.

Jeg
Har altid følet Lyst til at beherske,
At styre Norges gamle Rige, var
Min høieste, min største Tanke.

THORER.

Herre!
Den var dig værdig, og hvad du har ønsket,
Det har du naaet.

239
HAKON.

Ei ganske, gode Ven!
Ei ganske. Meestendeels, men dog ei ganske.
Endnu dog kaldes jeg kun Hakon Jarl,
Til Jarlen er jeg født og baaren. Den
Behøved ei saa strængt at strides for.

THORER.

Det kommer an paa dig, naar selv du vil,
Saa nævne alle dig med Kongenavn.

HAKON.

Jeg haaber selv, at mine stolte Nordmænd
Vi føle, det er mere værdigt at
Beherskes af en Konning end en Jarl.
Paa første Thing, som nu jeg sammenstævner,
Jeg bære vil mit stolte Ønske frem.
Den gamle vakre Kæmpe Bergthor Smed,
Arbeider flittig paa min Kongekrone,
Naar den er færdig, bliver Thinget sat.

THORER.

Det gaae, hvordan det vil, du est dog Konge.

HAKON.

Dig rører ikkun Fordeel som en Kiøbmand,
Den ydre Glands maa heller ei foragtes,
Den har jeg kæmpet til med List og Magt.
En Møes Omfavnelse er ei saa salig
Som Kronens om den Kongelige Tinding.
Fast har jeg naaet mit Maal, men Dagen graaner,
Og Urten bugner under Aftenduggen,
Som Eivin Skaldaspilders Vise lyder.
240 Mit sorte Haar afbrydes hist og her
Med hvide Lokker. Ræk mig hid din Haand.
Thorer rækker den, Hakon klemmer, og siger derpaa underlig nedslaaet:
Før klemte jeg, saa Blodet flux sprang ud
Af Neglerødderne, som Most af Frugt.
Siig mig oprigtig, følte du mit Haandtryk?

THORER.

En Mand bør aldrig ømmes ved et Haandtag,
Om det er nok saa strængt.

HAKON.

Mit var ei strængt,
Det vil du bilde mig kun ind. Seer du
Min Pande, hvor den alt er giennempløiet
Af Rynker?

THORER.

Rynker pryder jo en Mand.

HAKON.

Men Norges Møer kan ikke lide dem.
Kort sagt, min Ven! jeg ældes, jeg blier gammel,
Det mærker jeg, og derfor vil jeg nyde
Min Aftenstund; min Sol skal synke ned
I rolig og i herlig Purpurrødme;
Og vee den Sky, som vil fordunkle den.

THORER.

Ret saa, min Drot! men hvor er den?

241
HAKON.

I Vesten.
Naturligviis! Der, hvor den ei skal være.

THORER.

Du mener Olaf i Dublin.

HAKON.

Han stammer
I lige Linie fra Harald hin
Haarfagre. Ven! Du kiender Norges Bønder,
Et herligt, trofast, tappert Kæmpefolk!
Men fuld af Overtro og Fordom dog.
Jeg vædder, at min hele Værd, min Magt
Forglemtes over Olafs Kongefødsel,
Ifald det blev bekiendt, at han var til.

THORER.

Det troer du kun.

HAKON.

Troer? troer kun? Thorer Klake,
Jeg kiender mine Folk, og skulde nu
Den vilde Sværmer, denne Landsforræder
Bestige Thronen?

THORER.

Landsforræder, Herre?

HAKON.

Jeg stod med mine Mænd ved Dannevirke,
Og mine Mænd var Nordmænd, ned vi droge
At hielpe Harald Gormsøn. Olaf stod
Paa Fiendens Side, hialp den christne Otto
242 At brænde Nordens Fæstning. Landsforræder?
Det undres dig? Og er da den ei saa
Som bliver sine Fædre-Guder troløs?

THORER.

Ei troløs. Tryggvesøn har aldrig troet
Paa Nordens Guder.

HAKON.

Og en Gudsbespotter!
Han skulde sætte sig paa Norges Stol?

THORER.

Hvo tænker slig en Tanke?

HAKON.

Jeg, min Ven!
Og Olaf maaskee med, den hele Haralds Æt,
Naar han undtages, reent var røddet ud.
Min Jarle-Æt er gammel, stor, som den;
Fra Arilds Tid har Hlade-Jarlen været
Den Mægtigste næst Kongen; Kronen nærmest.
Nu er der ingen meer, en Sværmer kun,
Som har fornægtet nordisk Tro og Sæd,
En frikiøbt Træl; født i en Skov paa Reisen,
Da Faderen var død; midt i en Udørk.
Hvor saare let at vorde Kongesøn
Paa saadan Viis. Ved alle Valhals Guder
Han skal ei hindre mig. I høie Aser!
Han skal ei fræk bestorme Eders Magt.
Du vise Odin! stærke Auka-Thor
Og Freya!
Han gaaer hen i Baggrunden mod hendes Billedstøtte, og bliver i det samme Gudrun vaer.
Ha, hvad ser jeg! hvad er dette?

243
GUDRUN.

Ak ædle Herre Jarl! Tilgiv mig! Ak!
Jeg plat forgaaer af Blussel og af Skræk,
Jeg veed det er forbudent sig at nærme
Til Nordens Guders dunkle Helligdom.
Tilgiv mig, ædle Herre!

HAKON

forundret.
Vakre Mø!
Hvad giør du her i Lunden? Komst du hid
At lytte til min Tale? Jeg forfærdes!
En Speider du?

GUDRUN.

Ved Freya, ved min Uskyld,
Jeg har ei hørt et Ord, jeg alt forlængst
Var sprunget ned, men Frygten for at falde,
At røbe mig!

HAKON.

Hvad vilde du da her?

GUDRUN.

Ak, Nøden tvinger til at sige alt:
Jeg er din Smeds, din gamle Bergthors Datter,
Orms Fæstemø fra Lyrgia, Herre! derfor
Jeg bundet har en Blomsterkrands til Freya,
Og voved mig i Lunden. Ak! tilgiv!
Jeg vilde smykke din Gudindes Isse.

HAKON.

Ha, lykkelige, skiønne Sammenkomst,
244 Du est den fagreste blandt Møer i Lunde,
Som derfor de forelskte Ungersvende
Har givet Navn af Lunde-Sol?

GUDRUN.

Ak Herre!
Lad mig nu stige ned, jeg lover helligt,
At aldrig meer jeg sætter her min Fod.

HAKON

til Thorer.
Ved Freya i Folkvangur! hun er skiøn!
Kom, vakre Glut, kom, lad mig hielpe dig!

Han løfter hende paa sine Arme og bærer hende saaledes frem paa Skuepladsen.

Let som en Fiær, og dog et frodigt Blomster,
En svulmende, en sluttet Lillieknop.
Siig mig mit Godt! hvad synes dig vel om
Dit Sæde paa Jarl Hakons Kæmpearm?

GUDRUN.

For alting, ædle Herre! sæt mig ned,
Vanær ei dine Guders Helligdom.

HAKON
sætter hende ned med et forvirret Sideblik til Guderne.

Vanær? Min skiønne Pige! siig, hvordan
Kan dine søde Læber tale saa
Barnagtigt? hvilke trinde hvide Hænder.

Han kysser dem.

GUDRUN.

Ved alt hvad helligt er, lad mig nu gaae.

245
HAKON

slynger sine Arme om hendes Liv.
Og dig har gamle Bergthor listig giemt,
Og naar jeg vilde see dig var du borte,
Var i Besøg - Thor veed det - Hos din Moster
I Guldbrandsdalen.

GUDRUN.

Hvad var der at see
Paa mig, en stakkels Bondes Fæstemø?
Ak, han er nidkiær, Herre, hvis han kom,
O slip mig.

HAKON.

Hvis han kom? o hvilken Rædsel!
Jeg skulde bede selv mig flux til Giest
Ved Eders Bryllup, og i Sandhed ei
Forglemme Morgengaven.

GUDRUN.

Lad mig gaae.

HAKON.

Du slipper ikke ud af Freyas Lund,
Før du har givet mig et Kys.

GUDRUN.

O Himmel!

HAKON.

O Himmel? Hvad? Hvordan? Den stolte Hakon,
Snart Norges Konning, nægter du et Kys,
Og skal han længe trygle?

246
GUDRUN.

Jeg forgaaer.
Han aftvinger hende et Kys. Hun flyer.

HAKON.

Du flygter, Hind? Den gamle Biørn formaaer
Ei længer rask at gribe dig i Flugten.
Men bie! Men bie!

THORER.

Jarl Hakon!

HAKON.

Hvilken Skiønhed!
Saaest du de lange gule Haar, hvor de
Var slynget rundt i store Flætninger,
Med røde Baand? Saaest du de runde Arme,
De blaa, de elskovsfulde Himmeløine?
Den hvide, fulde Barm, som trued med
At sprænge Sølverlænken?

THORER.

Kiære Herre!

HAKON.

O, hvad er Berglioths Skiønhed, hvad er selv
Thora fra Rimols Skiønhed, imod denne?

THORER.

Ved Odin, hun er smuk. Men ædle Herre,
Glem ei, hvorfor vi kom, erindre dig,
Du havde Ting af større Vigtighed
Her at betroe din Tiener.

247
HAKON.

Vigtighed?
Fastfrosne Istap! Ulmer ingen Glød
Af Elskovs Lue længer i dit Hierte?
Ha, føl da mit! det slaaer med Ungdoms Slag,
Og hvorfor skulde jeg da ønske mig
At være Herre til et frugtbart Land,
Hvis ei det var min Attraa som min Ret,
At plukke Blomsten, hvor den voxte frem?

THORER.

Men Olaf, kiære Herre!

HAKON.

Det er sandt.
Vel var det, at jeg strax blev hende vaer.
Hun svoer, hun havde intet hørt. Jeg troer det;
Hun er uskyldig, svoer det ved sin Uskyld.
Der kommer Jostein og Carlshoved; dem
Har jeg kun ventet.
Gaaer dem i Møde.
Nu velkommen hid!
Her har jeg tre af mine bedste Venner,
Hvi kan jeg ikke række hver en Haand
Paa engang.

CARLSHOVED.

Ædle Jarl, vor største Stolthed
Er, at du har os kiær.

HAKON.

I vide begge
Hvad der har længe lagt mig svart paa Hiertet,
Og hvi jeg kaldte Eder hid i Eenrum.
248 Den snilde Thorer, som jeg kun har ventet
For flux at rette ud mit Anslag, veed
Det kun saa halvskiæls. Nu saa hør mig da:
Mit Liv er svundet hen i Kamp og Uro,
Og mange Stene, meget vildtsomt Krat
Først maatte giennembrydes, luges, røddes,
Før denne Gran var mægtig frem at skyde
Med Kraften, som Alfader skienkte den.
I ere mine Venner, Eder kan
Jeg uden Tvivl betroe mit Hiertes Hensigt.
Mit Navn er agtet vidt og bredt i Nord;
Jeg stridt mig har til Norges første Mand;
Kun mine Fiender kan miskiende mig!
Den svage Harald Graafeld og hans Brødre
Fordærved Landet; uden Kraft og Styrke
Var ingen mægtig til at hævde sig
Den Ret, som var ham medfødt; som en Leeg
Af Troldmænd boltred de sig blandt hverandre,
Og sank for vexelsidig Morderhaand.
Kun Harald Graafeld var en Modstand. Jeg
Tilstaaer det, jeg lod Listen veie op
Mod det, som Skiebnen skienkte ham af Lykke.
Med Dannerkongens Broder, siger man,
At jeg har handlet slemt. Og hvordan det?
Den feige Kiøbmand, kied af Guld, fik Lyst
Til nu at faae en Part i Riget med
Fra Broderen, betroede sig til mig!
Jeg sveeg hans nedrige Fortrolighed,
Fik Harald Graafeld lokket did; (og alt
Ved Haab om Vinding kun) han, som Guldharald,
Fortiente ei at bære Kongekrone.
Ved Limfiord faldt de begge; Halse blev
Den fælles Grav for sløv Begiærlighed,
249 Og Harald Blaatand havde nu sit Rige
Udeelt og ubeskaaret, og ved mig.
At jeg har undsagt ham, da siden han
Forlangte Hyldest, Skat og Lydighed,
Det kan vist ingen Norges Mand fortryde.
Mit hele Liv, især mit sidste Værk
Ved Hiøringsvaag, da Jomsborgs Vælde sank,
Da Bue styrtet sig fortvivlet ud
Med Armestumperne i Pengeskrinet,
Har viist, at jeg besidder Kraft som Snildhed;
Nu daler Solen, kun en liden Stund
Er end tilbage af min Aftenrøde,
Og den skal ei fordunkles. Tryggvesøn
Er kun tilbage af den gamle Stamme.
Han sidder roligt, siger du, i Bretland?
Hvad siger du, forsigtigsnilde Thorer,
Naar jeg fortæller dig, at han er her?

THORER.

Her?

CARLSHOVED.

Her i Norge?

JOSTEIN.

Olaf, er det muligt?

HAKON.

Jeg maatte lee, da du ved Daurebord
Fortalte, Thorer! med en klygtig Mine,
Som vidned Vigtighed og Nyhed, om
Din Kongelige Ven hist i Dublin,
Den fromme Olaf, som om ei alt længe
250 Jeg havde havt et vaagent Øie med ham,
Da taug jeg. Nu er Tiden til at tale,
Saa viid: I Morges bragtes mig et Budskab
Fra een af Snekkerne, som Dag og Nat
Bevogter Kysten: Olaf drager med
En Flaade til Kong Valdemar i Rusland,
Men har paa Veien lagt sig ind ved Moster
For at besøge, som han kalder det,
Sit Fødeland.

THORER.

Kong Olaf! Er det muligt?

HAKON.

Om nu han virkelig paa sværmersk Viis
Er standset midt paa Veien, for at fylde
Sin Lunge med et Par Drag Klippeluft,
Veed ikke jeg, og vil ei vide det.
Men dette vil jeg vide, som du indseer,
Om under det uskyldige Besøg
Ei andet stikker. Jeg har Øie med ham.
Du est hans Giesteven. Hvor høist naturligt
At du besøger ham, naar du faaer høre
Hans Ankomst. Vinden er fortræflig, Thorer,
I Morgen est du der, naar Dagen gryer.
Vil du da nu bevise mig det Venskab
At seile ned til ham? Og medens du
Fortæller ham som Ven, hvad helst du vil,
Saa holder du de andre Rygter borte.

THORER.

Hvad er din Hensigt, Herre?

251
HAKON.

Som jeg siger,
At vide Olafs Hensigt; overalt
At komme ham til Livs. Du est en snild,
En vittig Mand, vant til at omgaas Folk,
Hvor let for dig at faae ham til at dvæle,
Til selv jeg kommer did med mine Skibe,
Han har jo og en Flaade; Kraft mod Kraft,
Det er paa gammel nordisk Viis. Mod dette
Kan intet siges, mener jeg.

CARLSHOVED.

Slet intet.

THORER.

Og hvormed skal jeg da forsinke ham?

HAKON.

Slaa paa de Strænge, som han bedst kan lide,
Syng ham den Vise, som han gider høre.
Fortæl - hvordan, det vedst du bedst min Thorer,
At Landet langtfra er tilfreds med Hakon,
At hist og her der mumles høit; at Bonden
Paa flere Steder venter kun et Vink
Og en Hærfører - Faa ham op i Land
Der møder jeg ham helst, jeg bliver gammel.
Og kan ei taale Søen. Blier han ei,
Men reiser, som han først var sindet, reiser,
Uagtet Kronen vinker huldt fra Landet;
Saa er han brav, saa har jeg giort ham Uret,
Saa seiler han sin Kaas, og jeg er rolig.

THORER.

Du taler viseligt, min Jarl! Jeg følger
Dit Bud, udretter det saa godt som muligt.

252
HAKON.

For intet skal du ikke have tient mig,
Min gode Ven!

THORER.

Det veed jeg vel, min Herre,
Jarl Hakon lønner altid kongeligt.
Dog veedst du al min Troskab.

HAKON

ryster hans Haand.
Vakre Thorer!

CARLSHOVED.

Kom Olaf, som kan være, for at hærge
Paa Kysterne, saa lider strax han Afbræk,
Og kom han for at speide Landet ud,
Saa falder han kun i sin egen Snare.

HAKON.

Og vil I følge med som Olaf Frænder,
For at stadfæste Thorers Ord?

JOSTEIN.

Han er
Vor Frænde, men du est vor Herre, Hakon!
Vor Ven; og hele vort Bedrag gaaer ud paa
At prøve Olafs Uskyld.

THORER.

Rigtig, Jostein.

HAKON
drager sit Sværd.

Saa sværger da paa denne blanke Glavind
253 I Odins, i de store Guders Lund,
At I vil trolig rette ud mit Bud.

DE TRENDE KÆMPER.

Det sværger vi ved Odin, Thor og Freyr!
Odins Billedstøtte styrter ned i Baggrunden.

JOSTEIN.

Ha, hvad var det?

CARLSHOVED.

As Odins Billed faldt!

THORER.

Reent styrtet ned i Gruus.

HAKON.

fatter sig og gaaer hen til Stedet.
Den skiøre Graasteen
Har længe havt en dyb, en aaben Revne,
Kom, seer I, det er mørkt; men seer I, Bruddet
Er gammelt, kun en liden Stump holdt fast,
Som kunde brydes ved den mindste Vind.
Nu ikke meer for denne Gang; i Aften
Ved Bordet kan vi tales bedre ved.
Gaaer nu, enhver til sit, og lad mig ene,
Før Farten samles vi ved Nadveren.
Thorer, Carlshoved og Jostein gaae.

HAKON

ene.
Ha, det er ikke gammelt, det er nyt.
Hellige Odin! hvorfor faldt dit Billed,
254 Var det af Mishag? Var det mig et Varsel?
Du ligger dybt i Gruus; med friske Blomster
Staaer Freya smilende. Betyder det,
At Sydens kiælne Elskov skal betvinge
Nordboens Kraft? Odin, forlad os ei!
Hielp mig at rydde snart din Fiende ud,
Som hader og som spotter kun din Magt,
Der den formasteligste Jothun liig,
Vil styrte dig fra Hlidskialf, fra dit høie
Ældgamle Sæde! Odin, vredes ei!
Han knæler.
Jeg lover dig et stort, et herligt Offer!
Ni og Halvfemsindstyve sorte Qvæg,
Og mine Fiender skal jeg slagte dig
I Medelhuus, ifald du skaffer mig
Den gyldne, skiønne, dyrekiøbte Krone.
Hlautbollerne skal ryge til din Priis,
Med Blod-neddypte Teigner skal dit Huus
Bestryges. Stolperne skal males røde
Med lunkent Blod. Jeg selv vil støde Sværdet
I Olafs Bryst. Af Dovres faste Marmor
Skal atter reise sig dit Billed frem,
Og trodse Evigheden.
Han reiser sig.
Mørket falder
Hen over Jorden med sit sorte Slør.
Han staaer nogle Øieblikke i stille Betragtning, derpaa siger han:
Jeg vil besøge Bergthor og min Krone.
Gaaer.

255

BERGTHORS SMEDDE.

BERGTHOR kommer ind med en Krone og en Hammer i Haand; GRIB med et Lys.

BERGTHOR.

Sæt Lyset der, og bring saa hid min Ambolt,
Skiøndt Dagen længes er det mørkt i Aften,
Og noget maa der endnu giøres færdigt.

GRIB.

Hvad I forstaaer at bruge Eders Hænder?

BERGTHOR.

Ifald det er dig kiært, som selv du siger,
Saa kan du gierne komme hid om Dagen,
Og træde Blæsebælgen, hielpe mig,
Saalænge som din Husbond er paa Hlade.

GRIB.

Jeg har ei andet Arbeid, kiere Herre,
Og Tiden falder tit mig grusomt lang.
At leve med de andre Trælle, er mig
Kun liden Fryd, hvad anden Omgang er der
For mig? Thor signe Jer i Thrudvang, Herre,
At I foragter ei en stakkels Træl.
Skal jeg nu træde Bælgen?

BERGTHOR.

Nei vist ikke.
Slip Bælgen, Dreng! lad staae, tag mig en Fiil.

GRIB.

Hvor det gaaer flink fra Haanden?

256
BERGTHOR.

Flink fra Haanden?
Forstaaer du dig paa det? Du skulde seet
Den Gang jeg smedded i min Ungdoms Tid
Qværnbider til Kong Hakon Athelstein;
Det gik! det var et Sværd, som kunde bide
I Stene, som i Kiød, men denne Krone
Blier langsomt færdig - Altid tidlig nok.

GRIB.

Den er jo næsten færdig, Herre!

BERGTHOR.

Færdig?
Nu snakker min Gaas. Disse Ædelstene
Skal sættes ind først.
Gudrun kommer.
Hvad! min Datter Gudrun?
Hvi kommer du saa hidseblæsende?

GUDRUN.

Ak kiere Fader! Hakon Jarl har seet mig.

BERGTHOR.

Hvor da?

GUDRUN.

I Lunden.

BERGTHOR.

Har jeg ikke sagt,
At jeg vil intet vide af den Renden
I Lunden, efter Urter, efter Blomster.
De milde Guder være takket, at
257 Du nu blier gift, saa er jeg dog befriet
Fra den Besværlighed at passe paa dig.
Hamrer paa Kronen.
Hør Dreng! det kan du troe, jeg smedder heller
Ti Kroner, end jeg vogter tvende Døttre.
Det Malm er skrøbeligt at handle med.

GUDRUN.

Ak kiere Fader, jeg er bange for,
Han kommer efter mig, hvad vil min Orm
Da sige?

BERGTHOR.

Efter dig? min gode Jarl!
Der bliver intet af; jeg kiender dig.
Kom Pige! ned med dig i Kielderen.

GUDRUN.

Ak, skal jeg atter sluttes inde der?

BERGTHOR.

Maaskee du heller vilde sluttes inde
I Hakons Arme?

GUDRUN.

Himmel! Kiere Fader!

BERGTHOR.

Jeg kiender ham, der er jo ingen Mand,
Som har i Fred og Ro for ham sin Hustru,
Sin Datter, Syster, Moder, Bedstemoder!
Ned med dig, siger jeg, i Kielderen!
Jeg er ei rolig, før jeg har dig vel
Der under Laas og Lukke. Vil du gaae?
Hvor er din Syster?

258
GUDRUN.

Astrid dækker Bordet.

BERGTHOR.

Det kan jeg selv; men holde paa jer Ære,
Det kan knap Laas og Jern mod Hakon Jarl.
Afsted! Afsted! I Morgen sender jeg
Jer bort; dig til din Orm, til Thorvald hende.
Saa maa de tage Skade selv for Hiemgield,
Ifald I komme noget til fra den Tid.

De gaae.

GRIB

betragter med stille Forundring Kronen, som ligger paa Ambolten.
Saaledes seer en Krone ud. Saaledes
Blier Kroner giort. Og naar den nu er færdig,
Saa sætter Hakon Jarl den paa sit Hoved.
Saa sværger Folket, og saa er han Konge.
Det er dog ret besynderligt.
Tager den i sin Haand.
Hvor den
Er rød; den er af nyt, af drevet Guld,
Og tung! hvor mange Pund mon troe den veier.
Mon jeg kan passe den?
Sætter den paa sit Hoved.
Den er for stor,
Dog kan jeg bære den, naar ned jeg laer den
I Nakken glide. Saa, nu gaaer det an -
En Krone er dog ei saa let at bære,
Som jeg har tænkt; den bøier fast min Nakke.
Gaaer op og ned af Gulvet.
Nu er jeg Konge.
Tager Filen.
259 Dette er mit Septer.
Sætter sig paa Ambolten.
Og dette er min Kongelige Throne.
Nu sidder jeg blandt mine Mænd paa Thinge.

HAKON JARL er uformærkt kommen ind under dette Optrin, han holder sig i Baggrunden, og betragter opmærksom Gribs Adfærd.

GRIB.

Det lover jeg Jer, mine stolte Normænd,
At jeg vil være Jer en naadig Konning,
Ifald I kaarer mig til Eders Drot,
Men hvis I med Opsætsighed og Vold
Modstaaer, hvad jeg med Billighed forlanger,
Da faaer I Last og Skam -
Blier Hakon vaer og forstummer af Skræk.

HAKON

rolig.
Det gaaer jo herligt.

GRIB.

Ak strænge Herre! harmes ei.

HAKON.

Du skielver
Paa Thronen, Dreng! det bør en Konning aldrig;
Om det saa stormer om ham rundtomkring,
Og truer ham med Død og Undergang,
Saa maa han sidde rolig med sit Spir.
Et dristigt, kongeligt, et værdigt Blik -
Saa lægger Stormen sig igien, og Himlen
Er blaa, og Solen skinner paa hans Guld.

260
GRIB.

Ak, I har Ret. Jeg føler alt for vel,
At jeg er ikke skabt til denne Ære.

BERGTHOR
kommer ind med et stort Nøgleknippe, som han putter i Lommen, da han seer Hakon.
HAKON.

God Aften, Gubbe!

BERGTHOR.

Hil dig hid, min Jarl!
Bliver Grib vaer, som sidder frygtsom, og tør ikke røre sig.
Hielp Vaulund! hvad betyder dette, her?

HAKON.

Han leger Konge.

BERGTHOR

halv afsides.
Det bliver Brug i Landet.
Af med den! est du gal?

HAKON.

Jeg kom for tidlig,
Fik halv kun hørt, hvad der blev lovt paa Thinge.
Er det din Svend?

BERGTHOR.

Det er min Smeddedreng,
Og Thorer Klakes Træl.

261
HAKON.

Og til en Træl
Betroer du Hakons Krone?

BERGTHOR.

Jeg fik Forfald,
Jeg maatte løbe lige fra mit Arbeid
Og lukke begge mine Døttre ned
I Kielderen. Imidlertid har Knægten
Sig understaaet -

HAKON.

Kiære! dine Døttre!

BERGTHOR.

Ja, Herre! I har nylig seet den Ene,
Nu er hun bange, og det er jeg selv,
At I faaer tiere Lyst at see det Syn,
Nu er hun under Laas og Luk! I Morgen
Jeg sender Bud til hendes Fæstemand,
Og holder Bryllupet, saasnart han kommer,
Saa maa han selv tae vare paa sit Gods.

HAKON.

Ei, Fader Bergthor! hvad er det for Griller?
Vedst du, at du fornærmer mig?

BERGTHOR.

Ti stille!
Det er jert ømme Sted, Herr Jarl! det veed I;
Lad os ei røre meer ved denne Streng.
Vil I nu prøve Kronen? Jeg har fundet
En gammel Jernring, som blev gravet op
262 I Offerhuset, midt i Medelhuus.
Den gik i Arv fra Søn til Søn. Min Farfar
Har derpaa smeddet Halfdan Svartes Krone.
Skiøndt denne Ring er rusten, er den kostbar,
Thi den er Kronens gamle Maal. Prøv nu!

HAKON

tager Kronen paa, den falder ham ned over Øinene.

BERGTHOR.

Den er for stor! Naar I den sætter paa
Saa sortner det for Eders Øine.

HAKON

vred.
Skaldepande!
Gav jeg dig ei mit Maal? hvor har du det?

BERGTHOR.

Thor veed det! det er kommen bort. Jeg tænkte,
Du skulde været Halfdans Krone voxen.

HAKON.

Ha, Bergthor! Bergthor! Du est gammel, du
Est snild og kunsterfaren, ærlig, diærv;
Jeg skaaner dig; men misbrug ei min Godhed.
Jeg gier dig endnu tvende Dage. Vee dig,
Hvis Kronen passer da ei Hakons Hoved.

Gaaer.

BERGTHOR

seer efter ham stolt og rørt.
Hvad vil du giøre mig? Mit Haar er hvidt,
Tre, fire Timer har jeg end tilbage,
263 Dem vil du røve mig? Og mener at
Jeg derfor skulde skiælve for din Vrede?
Nei! før skal Bergthor falde i sit Sværd
Før han skal smedde Kronen atter om.
Den bære Kronen, som er Kronen voxen.

Gaaer.

264

ANDEN ACT.

ØEN MOSTER.

SKOV OG FIELDE. I BAGGRUNDEN HAVET.

OLAF, TANGBRAND og Følge kommer fra Stranden med THORER KLAKE, JOSTEIN og CARLSHOVED.

OLAF.

Nu Thorer! Nu det kalder jeg et Venskabs,
Et Landsmandstykke. Seiler hid om Natten
For end at træffe mig. Du havde Ret,
Jeg havde været borte, var du kommen
Een Time mere sildig; thi det braser
Med gunstig Vind fra Land; den vendte sig
Ved Midnat. Men hvor fikst du vide, Thorer,
At jeg var her?

THORER.

Tilfældigviis, min Herre!
Fortaltes det i Gaar mig af en Skipper
Ved Jarlens Bord. Du vinder alles Hierter
Ved Giestfrihed og Mildhed, Konning Olaf!
Jeg mindtes mig dit Venskab i Dublin,
265 Den Gang mit Skib var bleven læk i Stormen;
Natten var skiøn og klar, og Vinden god,
Jeg var uværdig til din Godhed, Herre!
Hvis ei jeg havde ilet hid at hilse
Dig paa vor norske Grund. Da Vinden vendtes,
Da var det ei vor Krydsning, som fortrød mig,
Men Tanken, at maaskee den samme Vind,
Som hindred os, drev dig igien fra Kysten.

OLAF.

Jarl Hakon har dog intet derimod,
At jeg besøgte kort mit Fødeland?
Mit eget Skib kun ligger her i Fiorden,
De andre krydse midlertid paa Dybet,
Jeg forudsaa en, skiønt ugrundet Frygt,
Og vilde undgaae hver en mulig Tvivl,
Men hvem er disse Mænd?

THORER.

Du favner, Herre!
Din egen Slægt, Carlshoved hedder denne,
Og Jostein hin; de ere dine Fættre
Paa Moders Side, og gik gierne med
At hilse deres ubekiendte Frænde.

OLAF.

Min Slægt? O dobbelt da kiær og velkommen.

JOSTEIN.

Vær hilset Ola!

OLAF.

Ola! Jeg kan høre,
Du est en ægte Døl, du taler L'et
266 Saa fyldigt ud. Ak jeg formaaer det ei,
Jeg var en lille Glut, da med min Moder
Jeg maatte flygte fra mit Fædreland.
Saa regner I jer da i Slægt med Astrid?

CARLSHOVED.

Din Moder Astrid var vor Faster, Herre,
Vor Fader hendes ældste Broder, Halfdan.

JOSTEIN.

Saa er det Herre!

OLAF.

Altsaa Sødskindbørn.
I ligne Astrid. Ak det kan jeg see,
Skiøndt tidligt alt jeg mistede min Moder,
Du Jostein har, som hun, et Hul i Kinden,
Carlshoved du har hendes vakre Lokker.

CARLSHOVED.

Det glæder os, at du kan finde Liighed.

OLAF.

Nu siger mig da, mine gode Venner!
Hvordan staaer Hoven nu i Norges Land?
Jeg drog, som I maaskee har hørt, fra Irland
Til Rusland; Waldemar, min Fosterfader,
Er død, og Landet i Urolighed.
Ivan, hans Søn, min Ven, er christensindet,
Jeg iler ham til Hielp med Herreskiold,
Med Raad og Daad, med Kæmper og med Præster,
Jeg drog forbi - Jeg tænkte ei paa Norge,
Men da jeg fiærnt blev Klippens Graner vaer,
267 Da svulmede mit Bryst; da blev jeg heel
Forunderlig tilmode; og det var mig
Som om jeg pludselig igien erindred
En længst forglemt og sælsom Kæmpevise
Fra mine Barndoms Dage. Taarer brændte
Paa mine Kinder; Seilet slappedes,
Som skulde føre længer bort, og Vimplen
Udspændte som en Fugl sin røde Vinge,
Ret som den vilde rive sig fra Masten,
Og flagre hen i Land. Da blev det mig
Umulighed, at ile det forbi.
Jeg vilde see den Søn, som kunde vende
Sin Moder Ryggen kold, naar kierligt hun
Udstrakte mod ham sine hulde Arme.
For at forhindre Mistvivl landed jeg
Paa Yderkanten her af denne Ø,
Hvor ingen boe, hvor nogle Hyrdehytter
Kun titter ensomt iblandt Fieldene.
Men noget vilde jeg dog gierne vide
Om gamle Norrig, før jeg reiser længer.
Hvo veed, om mine Øine atter skuer
Det kiære Fædreland. Thi siig mig Thorer!
Hvor staaer det, godt og vel?

THORER.

Jo Herre, Norrig
Staaer endnu fast paa sine haarde Klipper,
Det er en dygtig Grund, som rokker ei
Saa let.

OLAF.

Det troer jeg nok! Det troer jeg nok!
Om det saa er den skiæggehvide Odin,
268 Saa kan han med sin hele Virksomhed
Ei bringe Eders Bierge til at knage,
Skiøndt han har prøvet det i mange Aar.

THORER.

Vel sandt, min Herre! Landet selv staaer fast
Og frodig blander Birken sig med Granen
Mens Solen bryder sine varme Straaler
Paa Klipperne, og modner Dalens Korn;
Og frugtesløst endnu som hidindtil
Slaaer Bølgerne mod Landets Marmorfod.
Dog, Herre! medens al Naturen blomstrer
I fredelig og stille Rolighed
Saa æder sig en stærk og voldsom Gift
Dog daglig meer igiennem Landets Indvold.

OLAF.

Hvad mener du? Jarl Hakon sidder jo
Heel rolig paa sin Stol i Trondelagen.

THORER.

Saa har han siddet alt en Stund, min Herre!
Men endelig har Norges Bønder fundet
Det usselt at beherskes af en Jarl.

OLAF.

Hvi giver de ham ei da Kongenavn?

THORER.

Og derom spørger Halfdan Svartes Æt?

OLAF.

Hvad ændse Norges Bønder Halfdan Svarte?

269
THORER.

Meer end du troer. De brave Norges Mænd
Har altid havt en indgroet Kiærlighed
Til den retmæssige, den sande Konge.

OLAF.

Dog styrer Hlade-Jarlen Riget alt
I atten Aar.

THORER.

Hvordan med List og Magt
Han kommen er til slig Besiddelse,
Det veed I selv, saa godt som een af os.
Hvo nægter Hakon Jarl vel Tapperhed?
Hvo nægter ham Forstand og siælden Kløgt?
I veed, hvorledes alle Sager stod;
Hvorledes Gunhilds Sønner hærjed om,
Og spildte, ved at vise idel Svaghed,
Den sidste Rest af Landets Ærefrygt.
Jarl Hakon overvandt dem kiækt i Strid,
Dertil det Venskab kom, som han forstod
At skaffe sig i Danmark hos Kong Harald.
Naar man vil vinde noget, maa man vide
Hvorledes alting staaer, det vidste Hakon,
Og uformærkt, ret som en snedig Kiøbmand,
Der veed at vende alting til sin Fordeel,
Kom Landet meer og meer nu i hans Hænder.
Kied af at stride, ønskte Bonden Ro,
Og derfor sad han rolig i sit Sæde.
Hvad fuldeligt befæsted ham deri,
Var Jomsborgs Tog, da han til Norges Ære
Nedslog den overgivne Ungdoms Vælde,
Som Jorden havde rundt om fyldt med Skræk.

270
OLAF.

Og nu i Glandsen af sin Herlighed
Foragtes han?

THORER.

Hvor høist naturligt, Herre!
Tilforn var Hakon klog, han vidste Klogskab,
Var ene det, som sammenholdt hans Magt,
Nu blev hans Navn beundret overalt;
Jarl Hakon, hed det nu, det er en Helt!
Han Jomsborg fældet har ved Hiøringsvaag,
Hvad modstaaer ham? Hvad rokker nu hans Magt?
Ved denne Ros, ved slig Berømmelse
Fast hovedsvimmel, glemte han sin Klogskab,
Forglemte han, at Bondens Kiærlighed
Er Thronens allerførste Hovedpille.
Han trodsed med sin Magt: og mente, nu
Behøvedes ei meer Forsigtighed.
Hver Higen i sit Hierte gav han Tøilen,
Og hver en Lidenskab fik frit sit Spil;
Da var han ikke længer fredegod,
Men stolt og herskesyg, da æred han
Ei længer hver Mands Eiendom, men giorde
Bestandig Indgreb udi Bondens Ret,
Hans Gods, hans Odelskab, ja endnu værre
Hans Viv, hans Døttre tog han til sin Gaard
Og lod dem gaae, et Offer for sin Lyst.
Hvad skal jeg sige mere? uformærkt
Begyndte Oprørsluen rundt at ulme,
Han frygted ikke for en fremmed Fiende
Og mærkte ei, at Fienden var i Landet,
At Kræften havde gnavet sig til Hiertet.
Nu lever han i evige Skiærmysler,
271 Snart faldes fra ham hist snart atter her,
Og Norge venter kun med Længsel efter
En tapper og retmæssig Drot, for rent
At styrte Hakon fra sit Herresæde.

OLAF.

Ha, Thorer! er det Sandhed, som du taler?

THORER.

Der stander Eders egen Slægt; lad den
Stadfæste mine Ord.

OLAF.

Min vakre Jostein,
Hvor bliver Hullet af i dine Kinder?
Du smiler ei. Saa fryder det dig ikke
At Norrig kaster af sin Slavelænke?

JOSTEIN

forvirret.
Jeg er for ung til at forstaae mig ret
Paa Landets sande Fordel, Herre! men
Hvad Thorer siger, har sin Rigtighed.

THORER.

Behøver jeg at sige dig, Kong Olaf,
Hvordan jeg blev tilmode, da jeg hørte,
At du var draget hid? Da troede jeg
Du havde faaet Nys om Landets Tilstand
Og nyttet Øieblikket; derimod,
Nu du har talt, erkiender jeg forundret
I denne Hændelse et Vink fra Himlen.

272
OLAF.

Ha, Thorer! Du har giort min Siel urolig.

THORER.

Som Frøet, naar det giærer under Jorden,
For udi Vaarens Tid at skyde Blomster.
Du har dog ikke glemt, fra hvem du stammer.

OLAF

i dybe Tanker.
Siig, var det ei fra Harald hin Haarfagre?

THORER.

I lige Linie paa Sværdets Side.

OLAF.

Hvis Moder Ragnhild drømte om et Træ.
Hun hviled nemlig i en Urtegaard,
Og tog en frodig Qvist udaf sin Taske;
Og som hun holdt den i sin høire Haand
Da blev den voxen; blev den til en Gren,
Hvis ene Ende peged ned mod Jorden,
Og fæsted Rødder, men den grønne Top
Steg høit til Himlen, blev saa svarlig høi,
At neppe hun den kunde øine meer.
Og Stammen den var rund og saare tyk,
Ned imod Jorden var den rød som Blod,
Men opad var den glat og sommergrøn
Med hvide Qviste, og den bredte sig
Med sine Arme over hele Norrig.
Var det ei saa?

THORER.

Saa siger Sagnet, Herre!

273
OLAF.

Var det ei Harald med de fagre Haar,
Der drømte underlig om sine Lokker,
Hvorledes nogle bølged sig til Jorden,
En Part til Knæet, en til Skuldrene,
Og nogle krused sig i spæde Krøller
Om Heltens Tinding?

THORER.

Ganske rigtig, Herre!
Da spaaede alle vise Mænd i Landet:
Det vidned om den store Kongeslægt,
Som skulde herske efter ham i Norden.

OLAF

staaer taus hensiunken.

THORER.

Hvad nye Tanker vaagne i din Siel?

OLAF.

Hvad nye Tanker! Ingen nye Tanker,
Kun kiære gamle Tanker, Ungdoms Drømme
Og Manddoms Forsæt.

THORER.

Dig, din Fødsel værdig.
Forlad mig, kiære Herre! men hvorfor
Har du tilforn kun yttret dog saalidet
Din Attraa og din Ret til Norges Throne?

OLAF.

Den stod for langt fra Haanden, Thorer! den
274 Var alt besat, og andre Tanker dengang
Indtog mit Hierte. Hiertets fromme Ro
Er mere værd, end alle Jordens Throner.
Min Higen drev mig hidindtil til Syden,
Til Steder, hvor den christne Tro blev lært.
Dog har ei Lykken hidindtil forfulgt mig,
Alt anden Gang jeg hersker i et Rige.
I Venden bød mig Elskov lægge Septret,
I Irland gav mig Elskov det tilbage,
Men dog end aldrig i mit Liv, med al
Min Tumlen og min Flakken, og mit Ophold
Blandt fremmed Folk, har jeg forglemt min Fødsel,
Og at jeg var en Kongesøn fra Norge.
Tit har naturligviis den Tanke vakt mig:
Grib Sværdet og forfølg din Fødselsret.
Men overalt jeg hørde, Norges Bønder
Var' glade ved at styres af Jarl Hakon.
Hvad var min Magt; der skal en vældig Magt
Til ind at trænge i et fremmed Rige;
Og kunde jeg ei vorde Norges Konning,
Dets blotte Roligheds Forstyrrer havde
Jeg ingen Attraa, ingen Lyst at vorde.

THORER.

Nu derimod staaer Sagen anderledes.
Naar Trønderne faaer høre, at der lever
En Sønne-Sønne-Sønnesøn af Harald
Haarfager, da vil intet holde dem
Fra strax at træde over paa din Side,
Saasnart du seiler ind i Tronhiems Fiord.
Om mit og dine Fættres Venskab, har
Jeg vel ei nødig at forsikkre dig.
Men det kan jeg dig helligen forsikkre,
275 At mange flere Mænd af Magt i Landet
Kun venter paa at vise dig der' Venskab.
At bringe flux dig dette glade Budskab,
Er, hvad som egentlig os hid har drevet,
Hvis derfor du vil følge Venskabs Raad,
Saa drag ei nu paa fierne Eventyr,
Men følg din Skiebnes og din Lykkes Vink,
Den har ei vinket dig herhid for intet.

OLAF

efter et Øiebliks Taushed.
Din Tidende har overrasket mig.
Forlader mig i dette Øieblik,
Hist under Træet finder I min Telt,
Qvæger og hviler Eder efter Reisen.
Jeg kommer efter, følger mine Kæmper.
Thorer, Carlshoved og Jostein gaae med Olafs Mænd. Olaf og Tangbrand blive tilbage.

OLAF.

Nu Tangbrand, du har staaet taus og stille.

TANGBRAND.

Og glædet mig kun ved din Lykke, Herre!
Du bliver Konning til et herligt Land.

OLAF.

Men over Hedninger, som spotte Gud.

TANGBRAND.

Desstørre vil din Hæder vorde, Herre!
Naar du har bragt dem paa den rette Vei.

276
OLAF.

Ja, Tangbrand! ja, jeg følger Himlens Vink,
Vel havde jeg bestemt mig først at drage
Til Garderike.

TANGBRAND.

Du har intet lovet.
Løst var det Rygte kun, som drev dig, Olaf.
Vant til Bedrifter kieded dig din Ro,
Du søgte Daad, som sømte sig en Christen;
Du følte i din Barm en medfødt Kraft
Til at stadfæste Himlens Magt paa Jorden.

OLAF.

Og tænk dig, Tangbrand! i mit Fædreland.

TANGBRAND.

Som Norges Konning kan du bedre hielpe
Den Garderikske Ivan, hvis han trænger.

OLAF.

Det bør sig Hielpen først vor Slægt og Venner,
At kristne Norge - store, skiønne Tanke!

TANGBRAND.

For Norge Garderike staaer tilbage.

OLAF.

Men Tangbrand! thi jeg skiuler intet for dig,
Ei blot af Fromhed glæder sig mit Hierte;
Det svulmer ved den skiønne, muntre Udsigt
At kunne hævde sig sin Ret. Jeg fødtes
Til Norges Krone. Siig mig, er det syndigt,
277 At Olaf ønsker sig den Lykke, som
Han fødtes til?

TANGBRAND.

Saa vist Gud er en Fader,
Og elsker sine Børn, nei, Olaf! nei,
At nyde Livets Lyst i al sin Fylde,
Naar fromt den nydes i Uskyldighed,
Det er at giennemskue Herrens Godhed.
Held den som altid seer i Livets Fryd
Et Gienskin af den fierne Herlighed.
Held dig! ifald det lykkes dig som Hyrde
At lede faderligt din christne Hiord.

OLAF.

Forlad mig, fromme Fader! ak, forlad mig!
Jeg trænger til at være ene nu.

TANGBRAND.

Christ styrke dig, min ædle unge Helt.

Gaaer.

OLAF

brister i Graad og kaster sig paa Knæ med foldede Hænder.
Mit Hierte smelter ved den store Tanke.
O gode Gud! er jeg det svage Redskab,
Som du har kaaret til at brede ud
Din Herlighed paa Jorden? Fader, see
Jeg stander i din Haand, din Villie skee.
Reiser sig begeistret.
Ja, ja! jeg føler det, jeg føler det,
Min Arm er stærk! Kraft luer i mit Bryst,
Ja, jeg skal være din Apostel, Herre!
Med dette Sværd, Forløser! som er giort
278 I Korsets Lignelse, med dette Sværd
Skal jeg bestride al den Frækheds Magt,
Som vil modsætte sig din Herlighed;
Og som en Hyrde i sit elskte Nord
Skal Olaf styre sin betroede Hiord.
Hvor Odins Tempel mørkt og skummelt stod,
Hvor ofte flød uskyldigt Hierteblod
Skal Røgelse og Myrrha nu kun ryge;
Sin Afgud skal ei Præsten blodbestryge.
Ei Raab af Offret, ei de vilde Skrig
Af Odins Præster om det blege Liig,
Uskyldig Harpeleg og Sang skal tone,
Og lyde imod Evighedens Throne,
Med hellig Andagt skal de samle sig,
For hist, Forklarede! at see kun dig,
Nødtørftighedens Trang skal da forglemmes,
Med Giestebud dit Tempel ei beskiæmmes,
Ikkun dit tause store Giestebud
Forkynde skal: Alt lever i sin Gud.
Bort Had og Vold og Mord og vilde Leire,
Uskyldighed og Kierlighed skal seire.

HLADE.

GIENNEMGANG I SKOVEN.

HAKON JARL kommer gaaende bevæbnet med Sværd, Skiold og Bue. THORA møder ham.

HAKON

standser forlegen.
Hvad seer jeg her? min Thora! lokker ogsaa
Det smukke Sommerveir dig i det Grønne?

279
THORA.

Hvad lokker dig? Vist ikke Thora. Vil du
Besøge mig? Jeg seer, du est bevæbnet.

HAKON.

Til Orlog, Thora! Jeg staaer færdig til at
Bestige Skibene med mine Mænd.
Vi gaae i Søen mod en Røver, som
Har hiemsøgt Kysterne.

THORA.

Ha, hvilken Lykke
Maa jeg da takke Hændelsen ei for!
Du seiler bort?

HAKON.

Jeg havde givet Karker,
Min Svend, Beskeed at bringe dig.

THORA.

Din Træl.

HAKON.

Min Tid var knap, det var mig selv ei muligt.

THORA.

O Hakon, Hakon!

HAKON.

Piin mig ei med Mistvivl.

THORA.

Du elsker mig ei meer.

HAKON.

Og var det saa,
Troer du da vel, at din Bebreidelse
280 Var mægtig til at tænde Luen atter,
Hvis den var slukt?

THORA.

Og saa tiltales jeg -
Jeg, som du elskte over Alt i Verden?
Troløse! hvilke søde Smigerord
Opfandt din Tunge. Jeg var ene den
Som kunde giøre Hakon Livet kiert!
Jeg var den eneste, som var i Stand til
At smelte Jernet i hans Krigerbryst,
At vænne det til huld Bestandighed!
Ha, jeg Eenfoldige! jeg troede dig,
Forlod mit Huus og Hiem, og oversaae
Mit Rygte, fulgte dig og gav mig hen.
Og nu - Ha! jeg fortiener denne Skiændsel.

HAKON.

Hvad Skiændsel? Thora! Blandt de Yndigheder
Og blandt de Fortrin, som jeg fandt hos dig,
Var det, at du var snild og fordomsfri.
Du taler om min Ubestandighed,
Og giør dig skyldig i den samme Feil.
Hvor er dit før saa frie Blik paa Livet?
Du siger, at du gavst dig hen til mig?
Du siger sandt; du giorde mig lyksalig;
Og hvad nu meer? Var det en Ungersvend,
Af dem, hvis Hierter Nattens Maane smelter,
Som vandt din Elskov? Sagde du ei selv,
Du elskte mig, fordi jeg var en Mand,
Og mellem dem den første, som du kiendte?
Hvad er da Mandens Daad? Er Mandens Daad
281 At sukke evig i den Elsktes Arme?
Du varst en deilig Enke. Paa din Gaard
Henrandt dit Liv kiedsommeligt og tomt,
Hvad offred du? Velbyrdig Norges Qvinde,
Og riig, selvstændig, kanst du, hvis du vil,
Foragte Alt, hvad Rygterne formaae.
To Maaneder har vi tilsammen nydt
Saa sødt, som noget Par i Freyas Sal.
Nu fængsler anden Gienstand Heltens Blik;
Forvovne Bønder vove hist og her
At knurre, tale høit; man giester Landet
Selv med Sørøverskibe. Det maa standses,
Det bør sig Norges første Mand at tænke
Paa Alt i Tide. I de første Uger
Vil neppe vorde nogen ledig Time
For Elskovs søde Spøg. Vær god, min Thora!
Drag atter til din Gaard, din Eiendom,
En liden Stund. Fraværelsen forstærker
Den matte Kierlighed. Vi sees igien,
Og da er Hakon dobbelt elskovsfuld.

THORA.

Og dermed er det giort, er det forbi!
Og med den matte usle Strøm af Ord
Er Thoras Tro og Kierlighed betalt!
Jeg har fortient det, ja, ved Asa Loke!
Jeg har fortient din falske Troløshed.
Du siger, jeg er klog og snild? Ja vel,
Saa klog og snild jeg altid er, at vist
Jeg veed, den Tale var kun spildt
Som vilde bringe den forsvundne Elskov
Tilbage i dit grumme, kolde Hierte.
Men at du med saa flink og færdig Frækhed
282 (Erhvervet ved utallig Troløshed)
Dig viser uden Skaansel, uden Blu,
Og uden al Bekymring for min Smerte,
Det knuser og det dræber mig.

Hun græder.

HAKON.

Ved Freya!
Du est mig kiær, min Thora! hvis det var
Min Hensigt, som du troer, at svige dig,
Da kom jeg ei, og bar ei frem mit Ønske
Med denne Rolighed, som du miskender.

THORA

opbragt.
Du lyver, Boler! ja ved Syn! du lyver,
Du kalder Freya til dit Vidne? Ha,
Sværg ei ved Freya! Freya vender bort
Sit rene Blik fra dit fortrukne Aasyn,
Skiørlevner! At jeg kunde elske dig!
Thi jeg har elsket dig, den eneste,
Som drog til dig af sanddru Kierlighed,
Var Thora. Thi hvad rørte mig din Høihed?
Min Slægt er gammel og berømt som din.
Forvildet, som jeg var, jeg drømte om
At kunne bringe Reenhed i dit Hierte,
Og Troskab. Odin! Naar var Loke tro?
Du kan ei sætte Priis paa sielden Skiønhed,
Kun drevet af en lav og dyrisk Drift,
Er ene Nydelsen, hvad du attraaer,
Forandring ikkun hvad dit Hierte ønsker.
En trivelig, rødmosset Bondepige,
Med stærke drøie Lemmer, udentvivl
En iblandt Thoras Tærner, har maaskee
283 Indtaget dig, og overtalet dig,
Enfoldig, som du est, at glemme mig.
Men hævnes vil jeg; jeg har Brødre, Hakon!
Og Frænder! bedre Kæmper, end som du.
Ved Asa Odin, de skal hævne mig.

HAKON

med opbragt Kulde.
Du taber Veiret, Thora! Giv dig Tid,

Han kalder. KARKER kommer.

Hvis du har meer at sige, see,
Der staaer min Træl; fortæl du Resten ham.
Det sømmer sig Jarl Hakon ei at høre
Paa matte Skiældsord af en opbragt Qvinde.

Han gaaer.

THORA.

Hvad vil du, usle Slave?

KARKER.

Skiældes ud,
Det hørte du jo at min Herre bød.

THORA

slaar ham.
Forvorpne Træl!

KARKER.

Skaan dig, min ædle Frue!
Du støder dine Hænder paa min Ryg.

THORA

fatter sig.
Ha, Thora! du fornedrer dig. Hvor blev
Din Høihed og din Stolthed? Træl, forlad mig.

284
KARKER.

Det har min Herre ei befalet mig.

THORA.

Hvad har han da befalet dig?

KARKER.

At jeg
Skal sige Eder, ædle Frue! Karmen
Staaer færdig til at kiøre Jer til Rimol.

THORA.

Det var da den Besked, du skulde bringe,
Hvortil din Herre havde selv ei Tid?
Vel, Karker! vel; han er vor fælles Herre,
Jeg lyder ham og reiser strax afsted.

Hun gaaer.

KARKER

kalder paa de andre Trælle. De komme.
Nu gik Fru Thora hiem, nu skal der flyttes,
Nu bærer Jer fornuftigt ad. Hun er
Lidt vred i Hovedet. Ifald I lade,
Som noget gik itu, saa er det muligt
At hun slaaer ogsaa Jer i Næs' og Mund.
Saa gik det mig; det krilled mig i Sielen,
Hun har to deilig bløde hvide Hænder,
Det kom mig for, som om hun havde trykt mig
I Næsen med en Silkepude.

LEIF.

Ei!

KARKER.

Hun vilde gierne blevet længer, seer du!
285 Det troer jeg nok, men det gaaer ikke an.
De andre maa ei heller være Stedbørn.
For nylig gik en Flok af vore Trælle
Til Lunde efter Gudrun, Bergthors Datter,
Hun træder ind igien i Thoras Plads.

LEIF.

Alt nu en ny?

KARKER.

Alt nu? Man hører strax,
At du har ikke længe været her;
Thi ellers vilde du vist sagt: Først nu?
To fulde Maaneder var Thora her,
Det gaaer ei an, som selv du kan begribe,
Naar det skal ordentlig gaae Landet rundt.

LEIF.

Gaae Landet rundt?

KARKER

bevisende.
Ja det maa være, seer du.
Vor Jarl, som har saa mange Ting i Hovdet,
Og som maa passe paa os allesammen,
Og som maa altid være, hvor det kniber,
Og som maa passe paa os allesammen,
Og har saa mange Ting i Hovdet, seer du!
Ham kan man ei fortænke jo deri,
At han, som har saa mange Ting i Hovdet
Og som maa altid være, hvor det kniber,
At han -

LEIF.

Ja jeg forstaaer dig nok, for saavidt.

286
KARKER.

Desuden siig du mig, min gode Leif,
Paa din Samvittighed, hvis du var Jarl,
Og kunde giøre, hvad du fandt for godt,
Om du ei giorde, hvad for godt du fandt?

LEIF.

Vel, hvad jeg fandt for godt, men ikke derfor
Det, som jeg fandt for slet.

KARKER.

Hielp Thor! for slet?
Man hører strax, at du er kommen nylig,
Og har ei hørt paa vise Herrers Tale;
Thi ellers vidste du at slig en Mand,
Der har saa mange, mange Ting i Hovedet
Og som maa altid være, hvor det kniber,
Og som maa passe paa os allesammen,
At han -

LEIF.

Ja Karker, jeg forstaaer dig nok.

KARKER
fortrydelig over at blive afbrudt.

Saa lad mig høre da hvad du forstaaer?

LEIF.

Du mener, at en saadan herlig Helt,
Som vaager over alle Landets Mænd,
Maa sove ud igien hos Landets Qvinder.

287
KARKER.

Det giver jo naturlig sund Forstand.

De gaae.

EINAR TAMBESKIELVER er under forrige Optrin kommen ind, og har sat sig paa Stubben af et Træ i Baggrunden for at giøre sin Bue i Stand; i det Trællene gaae, reiser han sig, og seer hen til den modsatte Side.

EINAR.

Hvo stander hisset der paa Veien? Ei!
Det er vor Husbond, det er Hakon Jarl,
Som kommer op igien fra Skibene,
Nu skal jeg spille ham et Puds. Man siger,
At ingen Ting kan giøre ham forfærdet.
Han lægger an og skyder ud af Scenen.
Ha, ha! der skiød jeg Busken af hans Hielm.

HAKON
løber i Harme mod Einar med opløftet Sværd, griber ham i Brystet, og siger:

Ha, kiøbte Stimand, flux bekiend! siig frem,
Hvad har man lovet dig for Hakons Liv?

EINAR

rolig.
Slet intet, Herre! Jeg behøver intet,
Jeg er ei heller Stimand, jeg er kommen
Af ædel Byrd; du kiender mine Frænder.

HAKON.

Hvo est du Nidding, og hvo er din Slægt?

288
EINAR.

Min Fader hedder Manddom, Herre Jarl!
I kiender ham, det er en gammel Knark,
Men rørig af sin Alder; Skiægget tykt,
Og Armen stærk; han har alt længe boet
Paa Norges Klipper.

HAKON.

Manddom? Nidding! dø.

EINAR

holder hans Arm fast tilbage.
Tak være Guderne, som gav mig Kraft
At holde Hakons Arm tilbage, ellers
Var det alt giort med mig.

HAKON.

Ha, hvilken runken
Seidkone laante dig sin Hexekraft,
At holde denne Kæmpearm.

EINAR.

Ja rigtig!
Min Moder, Herre! hun har lært mig det,
Hun er en Hex, som ganske ret du siger,
Dog er hun ikke runken, hun er rød
Og hvid, som Melk og Blod, hun hedder Sundhed,
Og er, som du, af gammel nordisk Slægt.

HAKON.

Nu skalst du døe.

EINAR.

Det er for tidlig, Herre!
Jeg er kun lidet over tyve Aar.
289 Du komst til kort, min ædle Herre! hvis
Du dræbte Norges bedste Ungersvende.

HAKON.

Elendige! og vilde du ei dræbt mig?

EINAR.

Ved Odin, og ved Norges Freya! nei.
Jeg vilde skyde Busken af din Hielm,
Og intet andet.

HAKON.

Og til Skive for
Din Øvelse du vælger Hakons Hoved?

EINAR.

Hans Hielmbusk, Herre! Ene kun hans Hielmbusk.
Det mored mig at giøre Hakon bange.
Man sagde det var svart at skrække dig,
Og derfor skiød jeg Fiæren af din Hielm.
Det Saar kan heles snart, det koster dig,
Ifald det kommer høit, en Hanesvands.
Forresten, hvis du holder i din Haand
En Sølverpenning, og jeg skyder den
Ei bort, og giør dig ingen Finger Skade,
Saa maa du kalde mig en Mareminde,
Og hænge mig op i det første Træe.

HAKON.

Jeg troer dig, Dreng! Dit Øie lyver ei,
Hist henne sidder i den grønne Birk
En Plet i Barken, sort og liden, kan
Du træffe den, saa Pilen borer sig
290 I Pletten ind og sidder fast, saa vil
Jeg troe din Tale.

EINAR

sigter og skyder.
Altsaa troer du mig.

HAKON.

Du est en prægtig Skytte. Du skal være
Bestandig om mig; vel, jeg har truffet dig.
Her Rygtet gaaer i Landet om en Yngling,
Som være skal den bedste Bueskytte,
Og jeg har stævnet ham op til min Kongsgaard.
Naar han nu kommer, skal han see, at vi
Har ogsaa Bueskytter her paa Hlade.

EINAR.

Lad ham kun komme. Jeg skal skyde med ham.
Hvad kalder han sig?

HAKON.

Einar Tambeskiælver.

EINAR.

Det hedder ogsaa jeg. Lad ham kun komme.
Jeg mærker jeg kan veie op med ham
I alle Ting, om saa det er i Navnet.

HAKON.

Hvad! du est Einar Tambeskielver?

EINAR.

Herre!
Den Ene. Bring mig flux nu til den Anden,
Saa skal vi nappes om den første Rang.

291
HAKON.

Ha, raske overgivne Ungersvend!
Saa est du kommen nu til Hakons Hof?

Tager ham under Hagen.

Hvor ung og stærk og smuk! Hvor overmodig!
Nu slige Svende er det just, jeg ønsker.
Siig, har du Lyst at tiene Hakon Jarl?

EINAR.

Hvis jeg kan tiene dig i et og andet,
Saa skal det glæde mig ind i mit Hierte,
Men her er jo saa roligt nu i Norrig,
Som i en gammel Kærrings Krog bag Ovnen.

HAKON.

Ei overalt saa roligt, som du tænker,
Jeg bruger stærke, tro, og kiekke Mænd.
Endnu i Dag gaaer jeg med mine Skibe
At dække den sydvestre Kyst af Landet
Imod en fremmed, maaskee farlig Fiende.
Vil du gaae med og spænde Buen til
Mit Gavn og Forsvar, og din egen Ære.

EINAR.

Ja, Herre! gierne. Hielp mig Thor i Trudvang,
Hvad har du der en deilig Bue, Herre!
Indlagt med Guld og Sølv; min, som du seer,
Er kun af Træ og seige Biørnesener.

HAKON

tager den af sine Skuldre, og giver ham den.
Tag denne Bue, Einar! og behold den
Til Pant paa Hakons Venskab.

292
EINAR

prøver Strengens Stramhed.
Ak! for veeg,
For veeg er Jarlens Bue. Herre! tag den
Igien. Den er for tung, den er for slap.
Min egen her er meget bedre.

HAKON.

Ha,
Du stolte Ungersvend. Foragter du
Min Gave? hvad?

EINAR.

Jarl Hakon eier noget,
Som Einar ei foragted, blev det budt ham.

HAKON.

Og hvad er det?

EINAR.

Du har en Datter, Jarl!
En Rose paa en Lillievaand var ikke
Saa bold; dog derom kan vi altid tale.

HAKON.

Saa troer du -

EINAR.

At jeg skal fortiene Berglioth.

HAKON.

Du sigter til et fiernt ophøiet Maal.

EINAR.

Saa bør det sig en vakker Bueskytte,
Min Piil indhenter fierne Maal, det vedst du,
Men Øiets kiælne Blik har ogsaa Pile.

293
HAKON.

Er Skytten skudt?

EINAR.

Det skal han sige dig,
Naar han har dræbt en Flok af dine Fiender.
Til Stranden, Herre!

HAKON.

Est du færdig alt?

EINAR

slaaer paa sit Kogger.
Jeg har mit Husgeraad paa Ryggen med mig.
Til Stranden, Herre! hurtig.

HAKON.

Raske Gut!
Jeg lider dig, fast som du varst en Qvinde.

EINAR.

Det var det sidste, som jeg vilde være.

De gaae.

BONDESTUE.

ORM sidder med sin Brud GUDRUN øverst ved Brudebordet; BERGTHOR hos hende. Paa den anden Side ASTRID med sin Fæstemand THORVALD. Flere Bønderfolk.

BERGTHOR.

Saa, lystig Børn! Lad Hornet gaae omkring,
Spar ikke Miøden. Den er god og gammel,
294 Den Tid jeg holdt mit Bryllup med Gundløde,
Da lagde jeg selv Tønden i min Kielder,
Og svoer en Eed, at ei den skulde brydes,
Før jeg fik holdt min første Datters Bryllup.
Og hvad jeg svoer, seer I, det har jeg holdt.
Jeg nyder Glæde paa min gamle Alder.
Er Pigen ikke brav, min gode Orm?
Ni Maaneder hun yngre er end Miøden;
Det vared hverken mere eller mindre,
Før min Gundløde bragte mig en Datter.
Jeg husker end, den første Gang jeg saae dig,
Da blev jeg vred, jeg nærved havde bandt dig.
Jeg skiændte paa Gundløde i sin Seng.
Jeg sagde, Qvinde! Hvad er det for Streger?
Hvad skal jeg med de Døttre? Skaf mig Sønner,
Som jeg kan lære føre Stang og Skiold -
Og dermed smed jeg Tøsen ned igien
I Vuggen.

ORM.

Men med Tiden, Fader Bergthor!
Fikst du dog Pigen kiær.

BERGTHOR.

Da hun blev større,
Saa veed jeg ei, hvordan det var; hun krøb
Omkring mig, vimsed om, og naar de Piger
Blier saadan henved femten sexten Aar,
Saa maa man holde af dem, om man vil,
Og om man ikke vil; man nødes til det.

ORM.

Den Gamle er i Aften ganske lystig.
Nu Thorvald! lad nu Hornet gaae omkring,
Der bliver ikke drukket her i Lauget.

295
THORVALD.

Ei drukket Orm? Min Gut! hvor vil du hen?
Det er fast gaaet mig som Konning Fiølner,
Der drukned i et Miødfad.

BERGTHOR.

Stille, Børn!
Hvad er det for en Larm derude?

THORVALD.

Sikkert
Fleer Venner, som vil giestes ved dit Bryllup.

Han gaaer til Døren; STEIN og en Flok bevæbnede Trælle træde ind.

Hvad vil I Børn? og hvorfor komme I?

STEIN.

Vi ere Hakons Trælle, vi er sendt
At melde Eder Herrebud.

ORM.

Har Jarlen
Faaet Nys om, vi er alle samlet her,
Og nytter derfor denne Sammenkomst,
Saa tal! Vi stande rede til at høre.

STEIN.

At I var her saa mange samlet sammen,
Det just formoded' Jarlen ei, skiøndt vel
Han vidste, her blev holdt dit Bryllupsgilde.

ORM.

Hvad er da Eders Ærind? Siig det frem!

296
STEIN.

Nu kort og godt, vor Jarl har sendt os hid
At hilse dig med Venlighed, Orm Lyrgia!
Han kiender dig, og veed, du est en Mand
Som est din Overherre tro og lydig.
Vor Jarl har nylig seet din skiønne Brud,
Og hun har flammet op hans Bryst med Elskov,
Han kan ei leve uden hendes Eie.
Han har forgiæves kæmpet mod sin Attraa,
Den Tanke, at en Undersaat skal nu
Besidde det, hvorefter han forsmægter,
Er ham utaalelig. Han haaber og,
At du vil ei forhindre ham hans Lykke,
Men at du sender ham sit Hiertes Attraa,
Og afstaaer ham din Kierlighed.

BERGTHOR

reiser sig.
Hvordan?

ORM.

I komme for at røve mig min Brud?

STEIN.

Ei for at røve, hvis du, hvorom Jarlen
Ei tvivler, slipper hende med det Gode.
En føie Tid du ikkun vente skal,
Saa sender venligt han din Brud tilbage
Ledsaget af Foræringer og Guld.

ORM.

Og slige Ord, forvorpne Træl! dem tør
Du forebringe mig? og slig en Fordring
Tør Jarlen giøre frie og stolte Nordmænd?

297
STEIN.

Heel mangen Brudgom, stolt og fri som du,
Har anseet Jarlens Fordring for en Lykke.
Vi haabed her at træffe dig allene
Med nogle faa udsøgte Venner, Orm!
At dette Budskab kommer noget brat,
Har tvende Grunde: først at Jarlen alt
Er steget paa sit Skib, og reist fra Hlade,
Dernæst: at saa du haster med dit Bryllup.
Det tvinger Jarlen, som du selv kan indsee,
At gribe til et kort og fyndigt Middel.
Derfor han har udtrykkelig befalet,
At bringe Gudrun med os til hans Gaard,
Og vogte hende, til han kommer hiem.
Hvad det angaaer at dømme om hans Daad,
Dertil formaster Ingen sig af os.
Vor Tunge er for svag til Hakons Ros.

Almindeligt Bulder.

BERGTHOR.

Det gaaer forvidt. Afsted! Afsted paa Stand
Forvorpne Trælle.

THORVALD

griber et Drikkehorn.
Hilser Eders Jarl
Og siig, at Thorvald drak hans Arveøl.

FLERE STEMMER.

Bort, Hakons Trælle! bort.

STEIN

til de andre Trælle.
Til Vaaben, Svende!

298
THORVALD.

I vover at forsøge Eders Afmagt?

ALLE.

Slaaer dem ihiel.

BERGTHOR.

Her har jeg smedet mig
En Hammer nylig af det bedste Jern,
Hvorhen den falder, styrter fire Trælle.

STEIN.

Slaaer, Svende! Slaaer.

BØNDERNE.

Hug ned den Øgleæt.
Strid. Efter nogen Modstand flygte Hakons Trælle, Mændene forfølge dem. Gudrun, som er falden i Afmagt, omringes af de forsamlede Qvinder, som søge at bringe hende til sig selv igien.

ASTRID.

Min Syster! elskte Gudrun! kom til Live,
De er alt slagne. Her er ingen mere,
Seer du igiennem Vindvet, hvor de fly.

Mændene komme tilbage. Orm, som bliver sin Bruds Tilstand vaer, styrter sig hen for hendes Fødder.

ORM.

Skaf Livet i min Brud! Hvad staaer I her,
Og klynker Qvinder. Hvor er Eders Kunst?
Skaf mig min Brud igien.

THORVALD.

Nu ved den store
Odin paa Hlidskialf, som beskuer alt,
299 Her hæver jeg mit blodbestænkte Sværd,
Besmurt med Trælleblod, med Blod, som flød
Af Hakons Venner. Jeg undsiger ham!
Ved Odin, Vil' og Ve! ved alt hvad helligt!
Jeg er ei rolig, før jeg blande kan
Hans Blod med Trællenes, og hævne saadan
Den Skiændsel, som min Broder var bestemt.

BERGTHOR.

Og skiøndt jeg alt er gammel, stiv og rynket,
Saa sværger jeg paa Hamrens røde Neb
At jeg vil hævne slig Forsmædelse.
Han vilde have sig en Krone hamret,
Ha, vi skal hamre ham. Jeg er den Ældste
I dette Lag, og jeg er Pigens Fader;
See, hvor hun ligger der, den arme Mø!
En falmet Blomst, i hendes Beilers Arme!
Forsamler Eder om mig, Bondemænd!
Og sværger paa min store, tunge Hammer,
Hakon den Ondes Fald.

ORM.

Gudrun! min elskte Mø!
Du aabner Øiet?

ALLE BØNDERNE
paa Hamren.

Hakon Jarl skal døe.

300

TREDIE ACT.

ØEN MOSTER.

Skuepladsen som i anden Act.

CARLSHOVED. JOSTEIN. GRIB.

GRIB.

Ja, som jeg siger Eder, kiære Herrer!
Jarl Hakon er alt landet her paa Moster,
Han ligger med sin Skibsflok under Ø
I Fiorden, paa den anden Kant, bag Skoven.

CARLSHOVED.

Og har ei Olaf mødt, da ud han seiled
At hente sine Skibe ind til Lands?
Besynderligt! thi om et Øieblik
Kan vi alt vente Kongen her tilbage.

GRIB.

Jarl Hakons Kløgt og Natten var ham gunstig.

JOSTEIN.

Saa staaer den norske Drot vel færdig alt
At hilse Olaf diærvt, saasnart han prøver
301 At gaae i Land. En stor og værdig Holm
For denne store Tvekamp.

GRIB.

Olaf er
Bestemt en Hilsen, men til Kampen, som
Er valgt, behøves ingen vældig Ø,
En aaben Kæmpeplads var plat ubrugbar,
Vi trænge til en mørk og skummel Skov;
Og den har vi jo her paa begge Sider.

CARLSHOVED.

Forklar dig tydelig. Hvad mener du?

GRIB.

En hellig Styrelse af Guderne
Har giort min Herres hele Løgn til Sandhed,
Men denne Sandhed har, som er naturligt,
Forandret hans, saavelsom Jarlens Forsæt.

JOSTEIN.

Forvovne Træl! hvor vover du at føre
Et saadant Sprog?

GRIB.

Det samme diærve Sprog
Jeg haaber, I vil føre, naar I kiender
Den rette Sammenhæng.

CARLSHOVED.

Tal ei forblummet.

302
GRIB.

Saa vider da, at neppe var Jarl Hakon
Lagt ud fra Hlade, før en hurtig Baad
Indhented ham, da seent han maatte krydse
Om Øerne. Den bragte ham det Budskab,
At der var skeet et Oprør og et Forbund
Blandt Thronhiems Bønder, for en Piges Skyld,
Som, efter Sæd, han vilde ladet hente.
Af Vælden, hvormed Vreden udbrød, saae man,
At Gnisten havde ulmet lang Tid alt.
Hvad var at giøre nu? I veed, at Jarlen
Beslutter hurtigt; da han havde grundet
En liden Stund, fandt han det mere vigtigt
At drage mod en vældig fiendtlig Konge,
End mod en Bønderflok. Han mente, Toget
Forøge skulde diærvt hans Krigerære,
Og skrække Bønderne. Men da han kom nu
Paa Dybet ud, og sendte Speidere,
Da fik han til sin store Sorg at høre,
At Olafs Flaade var langt mere talrig
End Rygtet havde nævnet ham paa Hlade.
Hvad var at giøre nu? han søgte Moster;
Her fandt han Thorer strax, sin høire Haand.
Fortvivle er ei Jarlens Sag, det veed man;
Hvis Eet ei lykkes, maa det andet prøves.
Det Forslag, som min ædle Herre giorde,
Blev samtykt: »Nøden tvinger mig! det er
De høie Guders Sag!« Saa var hans Ord,
Men sikkert ogsaa for sin egen Skyld,
Han ønskte nu den nye Giest af Halsen.
Jarlen var ilde stædt, blev det bekiendt,
Som Sagen stod, at Tryggvesøn var landet;
Saa vilde Kierlighed til Kongestammen,
303 Og Had mod Jarlen, begge to forenet,
End giøre Faren meget mere farlig.
Hvad skete da? Han taug; lod sine Mænd
Strax telte over sig; de kiende alle
Kun lidt til Sagen; han har bildt dem ind,
Det er en Røver, som han krydser efter.

JOSTEIN.

Og hvad er hans Beslutning nu?

GRIB.

Jeg tit
I mangen søvnløs Nat med Graad i Øiet
Har spurgt de høie Guder, paa mit Straa,
Hvi dog de havde sadt mit friske Liv
I den foragtelige Trællestand?
Tak være de alvise store Guder!
Thi uden dette var først Thorers Anslag
For sildig aabenbaret, uden dette
Svam Olaf i sit unge Adelsblod.

JOSTEIN.

Spænd længer vor Forventning ei, men tal.

GRIB.

Jeg hørte alt; Jeg var tilstæde ved det.
Jeg er hans Træl, en stakkels ringe Træl
Han følger ubemærket med, som Slæbet
I Herrens Skarlagsskind; hvad dølges ham?
I denne Skov da, for at være kort,
Skal Olaf lokkes hen af Thorer Klake,
Huldt under Venskabs Skin - og myrdes der.
Jarl Hakon venter i en Bondehytte
304 Paa Thorers Ankomst med det blege Hoved,
Saa gaaer han op i Fastland. Rogaland
Er huldt og tro, der samler han en Hær
Og splitter Irrerne, saafremt de vove
Paa Land at hævne deres Konges Død.

JOSTEIN.

Det har du hørt?

GRIB.

Ja, ved den fromme Baldur,
Saasandt mit Hierte er uskyldigt, Herre!

JOSTEIN.

Og dertil skulde vi ham række Haand?

CARLSHOVED.

Og vi har hiulpet til en saadan Daad?

JOSTEIN.

Ha, Grib! Jeg skammer mig, jeg rødmer for dig.

GRIB.

Det har slet ingen Ting at sige, Herre!
Naar først man kommen er saavidt, at rigtig
Man skammer sig, saa har man meer ei nødig
At skamme sig. Hvo havde vel formodet
En saadan Handling af en saadan Helt?
Jarl Hakon har to stærke Lue-Øine,
Som byder blot med deres Blik; de bød;
I lød; hvor stort at være Hakons Kæmper,
At have den Bevidsthed i sit Bryst,
Vi hialp den Helt, den store Mand paa Tronen?
Det drev Jer! Ikke sandt?

305
JOSTEIN.

Fra Tronen skal han.

CARLSHOVED.

Saa vist som Olaf er en værdig Helt,
Og Astrids Søn! Jarl Hakon skal fra Tronen.

GRIB.

Nu, Grunden den er god, det kan jeg mærke,
Men stille. Skibet nærmer sig til Stranden,
Nu lander Kongen. Seer I Snekken alt?
Hvad nu skal giøres, det maa giøres snart.
Naar I har Olaf ene, siig ham Sagen.
Min Husbond er i Skoven hist med Jarlen,
Naar han med sine Kæmper sagte skynder
Sig did, saa har han dem i Buret begge.
Hvordan det gaaer, saa er dog Magten Olafs.
Maaskee skal noget alt da være giort,
Men stille! hører I de skiønne Toner
Fra Skibet? hører I den fromme Sang?
Ak hvor det lyder deiligt over Vandet!
Farvel, nu maa jeg ile til min Herre
I Skoven. Glemmer ei, hvad I har lovt.

Han gaaer.

JOSTEIN.

Nei sikkert ei.

CARLSHOVED.

Nu standser Skibet. See
Nu stiger Kongen ud med sine Mænd
Og Munkene. - Seer du, de rækker ham
Det røde Banner med det hvide Kors.

JOSTEIN.

Det røde skal betyde Heltemodet,
306 Det hvide Christendommens Fred og Uskyld.
De nærmer sig, kom, lad os gaae tilside.

KONNING OLAF
træder frem med det store Banner i sin Haand, fulgt af sine Mænd og Munkene. De sidste bryde ud i følgende Chor:

Cæli deus sanctissime!
Qui lucidas mundi plagas
Candore pingis igneo
Augens decoro lumine,

Infunde nunc piissime
Donum perennis gratiæ
Fraudis novæ ne casibus
Nos error atterat vetus.

Expelle noctem cordium!
Absterge sordes mentium!
Resolve culpæ vinculum!
Everte moles criminum!

O tu, sole serenior!
Et balsamo suavior
Veni, veni rex optime,
Pater immensæ gloriæ!

Til Opførelsen er ovenstaaende saaledes forandret:

Skibet standser ved Strandbredden, hvor man seer Konning Olaf med det store Korsbanner i sin Haand omrinringet af sine Mænd og Munkene. I det de nærme sig hører man dem synge følgende Chor i det Fierne:

Forjages skal den dunkle Nat,
O Himmel, af din Straale brat,
Den sidste sorte Dæmringsky
Med Torden fra din Bue flye.

307
OLAF

hæver sit Banner høit, og støder det fast ned i Jorden.
Her planter jeg det christne Banner dybt
I Norges Grund. Igiennem Fieldets Stene
Det som et Træ skal skyde stærkt sin Rod,
Og det skal blomstre frem og bære Frugter,
Ja syvfold qvægende livsalig Frugt.
Med Længsels og Bodfærdighedens Taarer
Dets Rødder vandes skal, og fromme Suk
Skal komme bølgende som lune Vinde,
Og modne Saften i det fulde Bæger.
Som Fuglesang skal Menighedens Røst
Til Himlen qviddre, i den høie Hvelving,
Og som en gammel hundredaarig Steneeg
Skal Træet brede sine stærke Grene
Ud over Fædrelandet, i dets Ly
Skal Venskab, Kierlighed og Fromhed ile,
Og stirre fra den moderlige Stamme
Med andagtsfulde Blik i Aftenrøden;
Og i dets hellige, dets rene Bark
Skal Norges Konger skiære deres Navne.
Uskyldighedens Blomster trindtomkring
Skal holde Vagt, som lyse Engler smaa,
Kongen stiger ud med sit Følge og gaaer midt frem paa Skuepladsen med sit Banner i Haand. Naar Præsterne have dannet en Halvkreds omkring ham, fortsætte de Sangen med lydelig Røst:
Opvarmes skal det kolde Nord,
O Almagt, af dit Kraftens Ord,
Din Helt du skiænkte Magtens Sværd,
Han fælde Mørkets Trolddomshær!
308 Og støde Nattens Spøgelser tilbage.
Forfærdet bort fra Christendommens Træ
Skal Odin med sit ene lumske Øie
Fly bort til Ørknerne, til nøgne Field,
Og prøve der vanmægtige Forsøg
Paa at erhverve sig sin tabte Magt,
Der skal han hyle, som en saaret Ulv;
Men Træets Blade skal som Englevinger
Bortvifte Troldens græsselige Glam,
At ei de skrække Landets fromme Søn
Som tillidsfuld sødt under Løvet blunder.

CHORET.

Amen!

OLAF.

Tak, at I fromt bekræfted' mine Ord,
I gode Brødre! Tak! O! mindes I
Da Skibet nys drog Øen Stord forbi?
Der Hakon Athelstein, min Formand sad,
Da han blev kaldet fra sit Giestebud
Til Slaget, hvor han døde Heltedød.
O Hakon, ædle Hakon! fromme Hakon!
Athelsteins Fostre! Gode blide Frænde!
Du visned som en altfortidlig Blomst
I Nattefrosten, og din fromme Rod
Var ikke mægtig til at trænge sig
I Nordens kolde, stolthaarnakked' Field;
Men du har lagt den første Spire ned,
Evig velsignet være du i Himlen!
Der est du sikkerlig; skiønt ei du mægted
At kæmpe mod Vildfarelsen. De tvang dig
At smage Hestelever; tvang din Læbe,
Som vilde klæbe sig til Pagtens Kalk,
309 At ruge over deres Offerboller.
Da var ei Tiden kommen, ædle Hakon!
Nu smiler du fra Himlen ned til Olaf,
Som triner kiek i dine fromme Spor.

CHORET.

Amen!

OLAF.

Tak, kiere Brødre! Tak! Og vender atter nu
Tilbage! Styrker Eder efter Reisen,
Thi vore Landsmænd har alt teltet Skibet,
Og I har viet Landet ind med Sang.
Gaaer, fromme Brødre! gaaer med Himlens Fred.

Choret gaaer bort, Olaf bliver tilbage med sine Kæmper.

OLAF
til CARLSHOVED og JOSTEIN, som nærme sig.

Nu, mine kiere Frænder! Vakkre Brødre!
Vil I nu staae mig bi, som sanddru Venner?

JOSTEIN.

Herr Konge!

CARLSHOVED.

Konning Olaf!

OLAF.

Nu, hvad er det?

JOSTEIN

knæler.
Tag vore Hoveder!

310
CARLSHOVED

ligesaa.
Ja, tag dem, Herre!

OLAF.

Hvad vil den underlige Adfærd sige?

JOSTEIN.

Vi har bedraget dig.

CARLSHOVED.

Bedraget dig.

OLAF.

Umuligt! Hvad? Bedraget mig? Hvorledes?
Var alting Paafund, har I lokket mig
I Jarlens Vold?

CARLSHOVED.

Spar Eders Frygt, min Herre!

OLAF.

Jeg frygter ei for Helved; endnu mindre
For Hakon Jarl. Stat op! hvortil den Knælen?
Kast Jer i Knæ for Gud, hvis I har syndet,
Og skielver for Retfærdighedens Arm.

CARLSHOVED.

Min ædle Herre! Thorer Klake løy,
Men alt, hvad han fortalte dig er Sandhed.

JOSTEIN.

Thi Hakons Tyranni har nylig giort
Til Sandhed, hvad der digtedes for dig.

311
OLAF.

Saa Landet er i Oprør.

CARLSHOVED.

Herre! Ja.

OLAF.

Og Hakon?

JOSTEIN.

Her.

OLAF.

Her?

CARLSHOVED.

Med et ringe Tal
Af Skibe. Intet mod din Flaade, Herre!

OLAF.

Hvad vil han da?

JOSTEIN.

I Lumskhed giøre, hvad
Han havde haabet offentlig at kunne.
Thorer er en Forræder, han skal lokke
Dig hen i Skoven mellem Træerne
Og give dig dit Banesaar.

OLAF.

Er Hakon
I Skoven? Kommer Thorer Klake ene?
Hvor stor er Jarlens Magt?

JOSTEIN.

Ei stor som din.
Alt skal gaae af i allerstørste Stilhed,
312 Thi Hakon frygter næsten meer, Kong Olaf!
For sine egne end for dine Kæmper.
De Norske maa ei vide, du est her,
Det vilde bringe Saaret til at buldne,
Hakon er ene i en Bondehytte,
I Skoven vil du finde Thorer Klake,
Og for at være sikker i din Sag
Lad dine Kæmper følge med dig,
Saa har du Styrke nok mod Hakons Styrke.

OLAF.

Hvordan forstaaer jeg slig forvirret Sag?
Og hvad forvisser mig, at denne Gang
I tale Sandhed? I som nylig har
Tilstaaet mig et sligt Forræderi.

JOSTEIN.

Just at vi har tilstaaet det, maa vise,
At vi har ingen Deel i denne Daad.
Jarl Hakon havde Lyst at kæmpe med dig,
Han bad os følge Thorer hid for at
Opholde dig, til selv med Magt han kom.
At søge Kamp og Strid er nordisk Sæd,
Han var vor Herre og hans List og Snildhed
Forstod at lokke lettelig vor Ungdom.
Du var vor Slægt, men kun vi kiendte dig,
Som den, der giorde Hakon Freden tvivlsom.
Vi gik. Nu har sig Sagen midlertid
Heel pludselig forandret, og med den
Hakon sit Forsæt. Nys først har vi hørt det.
Saasnart vi vidste det, fikst du det vide,
Forraadt dig var en let Sag, hvis vi taug.
Vort Digt til dig, vor Tillid til en Nidding,
313 Fortiener Straf. Jeg bød dig nys mit Hoved!
Det kanst du tage, men mistænk mig ei.

OLAF.

Hvad skal jeg med dit Hoved, raske Svend!
Behold det selv! du har det nødigt, mig
Det vilde lidt kun nytte.

CARLSHOVED.

Ædle Olaf!

JOSTEIN.

Saa tro mig paa mit Ord, og følg mig flux,
Hvis ei saa drag igien paa dine Skibe.
Men sniger sig ei Thorer hist med Grib
Imellem Træerne?

OLAF.

Jeg øiner hisset
Den anden Flok af mine Mænd. De lande.
Dem vil jeg underrette først, saa skal de
Omringe Øen; om en liden Stund
Er Hakon fanget med sin hele Yngel.
Til sine Mænd.
Følger med dragne Sværd igiennem Skoven,
Og giør Jer rede til en Lossejagt.
De gaae.

THORER KLAKE og GRIB komme hurtig ind fra en anden Kant; den første med en Kurv og en Daggert i sin Haand.

THORER.

Der gik han. See! der gik han med sit Følge
At hvile sig i Norges Sommergræs,
314 Ha Olaf, skynd dig ei saa stærkt! Den kommer,
Den lange Hvile, før du venter den.
Nu Grib, forstaaer du vel hvad jeg har sagt?

GRIB.

Hvert Ord, min ædle Herre! saare vel.

THORER.

Du løber til, og støder Daggerten
I Brystet paa ham, mens han sidder hos mig.

GRIB.

Vel, kiere Herre!

THORER.

Naar han nu er død,
Saa hugger du hans Hoved af, og lægger
Det ned i denne Kurv, og følger mig
Til Hytten, hvor Jarl Hakon venter os,
Saa giver han dig Frihed strax, og binder
En Glavind ved din Lænd.

GRIB.

Vel, vakkre Herre!

THORER.

Begrib den Ære, som du nyder, Grib!
Tænk dig, du vorder Olafs Banemand,
Ham, som vil rødde Odins Lære ud,
Ham dræber du! Om nogle hundred Aar
I Krøniken man finde vil dit Navn,
Og sige: denne Daad har Grib fuldbragt.

315
GRIB.

Jeg længes inderligt, min vakkre Herre!
Alt længe har jeg ønsket mig en Daad,
Som kunde hæve mig af Trællestanden.

THORER.

Det veed jeg; og den faaer du nu, min Grib!
See, seer du denne skiønne slebne Daggert,
Saa glimtende, som Nattens Lys i Vandet.
Seer du, hvor den er spids, hvor den er skarp?

GRIB.

En herlig Kniv!

THORER.

Det er ei nok med det;
Du seer kun halvt dens gode Egenskaber,
Thi mærker du i Staalet denne Rende,
Som løber ned mod Odden.

GRIB.

Ja, min Herre!

THORER

smiler lumsk.
Saa liden, som den er, saa er den dog
Veien til Hælheim, Grib!
Seer sig om.
Her er dog ingen?

GRIB.

Slet ingen. Det var kun en sulten Ravn,
Som skreg paa Fieldet hist.

316
THORER.

Den skriger efter
Sit Bytte, Grib! Thi seer du denne Rende,
Som løber ned fra Hialtet - Seer du Hialtet
Er huult - og denne Fieder - du forstaaer mig!

GRIB.

Nei, Herre!

THORER.

Det er sandt; saa skiønne Sager,
Saa kunstige, dem kiender man kun lidet til
Her i det plumpe Nord. I Velskland har
Jeg paa min Reise kiøbt mig denne Dolk,
Jeg tænkte nemlig, som det var i Sandhed,
Hvo veed, hvortil vel den kan bruges?

GRIB.

Rigtig.

THORER.

Altsaa min Grib, har du ei ofte seet
En saaret Kæmpe, som med samt sit Saar
Er kommet sig igien, og bleven karsk.

GRIB.

Heel ofte, Herre!

THORER.

Men, naar nu et Stød
Skal være vist og sikkert, seer du selv,
Hvor lidt man stole kan paa Armens Kraft.

GRIB.

Jeg veed dog ei, naar Armen kun er stærk.

317
THORER.

Hvad, stærk? Hvad er da menneskelig Styrke?
Men seer du, denne Dolk er fyldt i Hialtet
Med en heel sielden kostbar Saft, som flyder
I Saaret flux, og blander sig med Blodet,
Og levrer det.

GRIB.

Ha, nu forstaaer jeg først!
Gift!

THORER.

Tys! Raab ei saa høit. Der har du Dolken.
Bær dig forsigtig og fornuftig ad.
Du est ei vant at bruge Vaaben.

GRIB

vugger den i Haanden.
Herre!
Jeg faaer en sælsom Lyst. Veed I, hvortil?

THORER.

Nei, Grib! Dit Øie flammer. Nu hvortil?

GRIB.

At støde den i Eders eget Bryst.

THORER.

Grib, est du rasende?

GRIB.

Staa stille Herre!
I kan jo vel begribe, det er Spøg.

THORER.

Men saadant Spøg!

318
GRIB.

I mener, for en Spøg.
Var det for grovt.

THORER.

Ja, Grib! det var for grovt,
Og nu er ikke Tiden til at spøge.

GRIB.

Saa vil vi gaae alvorlig da til Værks -
Du skriger atter Ravn, saa tag dit Bytte.
Han støder ham Dolken i Brystet.

THORER

styrter.
Troløse! Du har giennemstødt mit Hierte.

GRIB.

Det ei sandt. Hvad kalder du dit Hierte?
Den kolde Kiødklump i din venstre Side
Gier du dog ikke dette Hædersnavn?
Den følte aldrig, hvordan skulde den
Da føle dette Stød? Umuligt, Thorer.

THORER.

Forræder!

GRIB.

Du har nævnt dit eget Navn.

THORER.

Ha, det er sandt!

Døer.

GRIB.

Det skulde du betænkt
En Kiende før. Nu er det alt for silde.
Betragter ham.
319 Der ligger han, og svømmer i sit Blod.
Hvor er nu dine Rænker og din Snildhed?
Kan du ei finde paa et vittigt Indfald,
At stille Blodet med? Enfoldig nu,
Med Næsen op i Veiret, ligger han,
Og ei hans hele Livs Forslagenhed
Formaaer at hindre Veien ham til Nastrond.

OLAF. CARLSHOVED. JOSTEIN. FØLGE.

OLAF

til Grib med draget Sværd.
Hvor er din Herre? Træl.

GRIB

peger paa Liget.
Der ligger han.

OLAF.

Hvad! Thorer Klake i sit eget Blod?

GRIB.

Han seiler ned ad Elivagas Bølger
Til Niflheim.

OLAF.

Hvo har dræbt ham?

GRIB.

Høie Konge!
Han selv har dræbt sig ved sit Niddingsværk.

OLAF.

Forkynd!

320
GRIB.

Han vilde overtale mig
At støde denne Daggert i dit Bryst,
Thor veed, hvorfor? Han har formodentlig
Vel havt en indre Ækkelhed for, selv
At bløde sine Hænder.

OLAF.

Og hvad saa?

GRIB.

Jeg Dolken fik, forsynet vel med Gift;
Jeg skulde støde den i Tryggvesøn,
Men jeg tog feil, og stødte den i Thorer.
Nu ligger han halstarrig her paa Jorden,
Og taler ei et Ord. Før løb hans Tunge,
Med samt hans lille sledske røde Øie,
Ustadigt skotted det snart her, snart der,
Kun aldrig roligt, kiækt; nu seer det roligt.
Men dumt og døsigt, som igiennem Horn.
Ak Herre! I kan ikke troe, hvor hurtig
Min Husbond har forandret sin Natur.

OLAF.

Du brave Træl.

GRIB.

Hvis Thorer kunde tale,
Saa skulde han bekræfte mine Ord.Han loved mig at blive Hakons Mand,
At vorde fri, at føre Stang og Skiold,
At drikke Miød paa Bænk i Kæmpesalen,
Hvis jeg forretted vel min Dont; men Herre
Det kom mig for, som det var alt for dyrt,
At kiøbe Hakons Miød med Olafs Blod.

321
OLAF.

Ha, vakkre Ungersvend! Siig! Vil du heller
Da være Olafs Mand? Og vil du trofast
Bestandig stride for ham, som din Konge?
Og sidde, til et Mærke paa hans Venskab,
Iblandt hans bedste Kæmper.

GRIB

med Taarer i Øinene.
Ak Herre, Konge!
Nu smelter I min Stolthed med Jer Godhed.
Sligt bydes mig? Saa er da Timen kommen,
At jeg skal bryde mine Trællebaand?
Ak jeg maa græde som et Barn. Tilgiv mig!

OLAF.

Dig var jo lovet Frihed af din Jarl.

GRIB.

Ak, hvilken Frihed! hvilken Frihed, Herre!
Jeg skulde kiøbe Kroppens usle Frihed
Med Sielens; skulde miste Trællenavnet
For først at blive til en rigtig Træl.

OLAF.

Du christne Hedning, kom giv mig din Haand.
Hvad hedder du?

GRIB.

Grib var mit Trællenavn.

OLAF.

Saa kald dig Grif, og lad en vældig Grif
Med stærke Farver male paa dit Skiold,
Som slaaer en Edderslange ned til Jorden.

322
GRIF.

Ha, jeg forstaaer Jer! Denne Edderslange
Er Thorer Klake. Odin! det er prægtigt.
O Herre! I belønner kongeligt.

OLAF.

Kald Odin ei! vanmægtig er hans Magt,
Du seer hans Aand i hans Tilbedere.
Hvor er nu Hakon?

GRIF.

Her i Skoven, Herre!
Hist i en Bondehytte med sin Træl.
Der venter han paa Thorer med Jert Hoved.
Men jeg vil hugge Thorers Hoved af
Og lægge det i Kurven, Herre Konge!
Saa bringer I Jarl Hakon Thorers Hoved,
I Stedet for han skulde bringe Eders.

OLAF.

Nei, Grif! Nei! død er død. Gaaer mine Mænd
Og jorder dette døde Legem hisset.

GRIF.

Bag Nelderne i Grøften.

OLAF.

Jorder det
Bag Hyldebusken hist, at den kan strøe
Sit hvide sørgelige Blomster ned
Paa Graven. Grif! du maa ei være grum,
Du maa ei hade efter Døden.

323
GRIF.

Herre!
Siig mig kun bare, hvad der sømmer sig,
Saa skal I see at jeg skal bedre mig.

OLAF.

Følg mig i Stilhed nu til Hakon Jarl.

GRIF.

Saa maa vi denne Vei, min ædle Konge!

De gaae.

ET AFSIDES STED I SKOVEN VED EN
BONDEHYTTE.

HAKON JARL. KARKER.

HAKON.

Har du nu vel forrettet, hvad jeg sagde?

KARKER.

Ja, Herre Jarl! Jeg sagde dem paa Skibet,
At du var gaaet op i Landet, for
At trække Veiret blandt de kolde Træer,
Fordi det var for hedt paa Søen nu
I Middagsstunden; hvilket kom deraf,
Formedelst at den hede Sol den har
Den Vane, at den skinner ned paa Vandet,
Og saa fra Vandet atter op igien,
Saa man har ondt derved at giøre, thi
Paa Søen er der altid tvende Sole,
At sige ikke meer, end een paa Søen,
324 Men een paa Himmelen og een paa Søen,
Det giør jo to; og det er hele Sagen.
Paa Landet er man plaget kun af een,
Og derfor var du gaaet op i Land.

HAKON.

Og at jeg vilde holde Maaltid her,
Det sagde du vel ogsaa?

KARKER.

Herre Jarl!
Det kan I ogsaa sagtens tænke. Naar forglemmer
Jeg Maden, og hvad Maden anbetræffer?
Det er det allerbedste her i Verden;
Skiøndt rigtig nok, man paa den anden Side
Vel kunde vende ind, at ogsaa Drikken
Kan ha' sin store Nytte. Det forstaaer sig,
Jeg sagde: Jarlen æder her sin Daure.
Paa Vandet skvulper Skibet op og ned,
Saa faaer man Maden i den gale Hals,
Hvad kan det hielpe?

HAKON.

Ret, min Karker! Ret!
Du est en vittig Gut. Gaae nu og hielp
Kisping at syde. Jeg vil være ene.
Naar Thorer kommer, eller Thorers Svend,
Saa lad dem frit kun træde flux herind.

KARKER.

Godt, Herre Jarl! det alt skal efterkommes.

325
HAKON.

Gid kun jeg havde flere slige Svende,
Saa var jeg sikker, hvor jeg gik og stod.
En Hund er ikke nær saa tro og stærk,
Og dertil kommer dog, at han kan tale,
Et Redskab og et Vaaben! uundværligt.
Jeg bytted ham ei for det bedste Sværd.
Sætter sig.
De andre med de skarpe Blik, og med
De kloge Ord, de staae ei til at tro,
Skiøndt Thorer - Thorer! har du hilset Olaf?
Har du alt sendt ham bort til sine Guder
I Luften hist?
Støtter Haanden til sit Hoved og grunder.
Det var ei min Beslutning,
Den kom fra Thorer. Thorer maa forsvare
Sin Daad for Odin - Odin vil ei vredes.
Hvad? Skulde denne Vanvid ei forhindres,
Som trued med at styrte Guderne
Fra deres gamle Stole? Olaf vilde
Ei blot tilrane sig min Kongemagt,
Men endnu meer, Valfaudurs. Lad ham falde!
Thi brat, thi hurtig maa den hele Sag
Forandre sig, hvis alt skal end gaae godt.
Det er den høie Tid at standse Stormen,
Det er den høie Tid, den høie Tid!
I graaner, mine Haar. Men hvide Lokker,
I snart skal vorde gule, giver Tid kun.
De skielmske Møer spotted mig tilforn,
Fordi mit Haar var sort og ikke guult.
Giv Tid, I Børn! Guult, guldguult skal det vorde.
Det skal forgyldes af den gyldne Ring.
Hvo kommer der? Ha, sikkert Thorer Klake,
326 Han loved mig at bringe Olafs Hoved,
Mit Blik sig vægrer ved at skue did.

Han bliver siddende i sin forrige Stilling.

OLAF TRYGGVESØN træder ind, hyllet i en graa Kappe med en siid Hat paa Hovedet.

HAKON

uden at vende sig.
Min vakkre Thorer Klake, er det dig?
Er alting lykkedes, og bringer du,
Hvad du har lovet? Svar mig, Thorer Klake!

OLAF.

Alting er gaaet, som det burde, Herre!
Men undskyld Thorer, at han selv ei kommer,
Og bringer Eder hid Kong Olafs Hoved!
Det faldt ham vanskeligt. Thor veed, han havde
En Slags Modbydelighed for at bringe
Det selv, og sendte mig.

HAKON.

Vel, vel, saa gaa,
Og grav det dybt i Jordens Mørke ned.
Jeg vil ei see det selv. Mit Øie taaler
Ei slige Syn, det staaer for mig i Drømme.
Grav Liget ned, og siig din Herre, Træl,
At strax han kommer.

OLAF.

Thorer Klake sover.

HAKON.

Han sover?

327
OLAF.

Middagssøvn, stivt har han strakt sig
Hen under nogle dunkle Hyldebuske.

HAKON.

Saa væk ham da! afsides. Nu sove, efter slig
En Gierning? Thorer! Jeg beundrer dig,
Du har et sieldent Mod. høit. Gaa, væk ham, Træl!

OLAF.

Men vil I ikke først see Olafs Hoved?

HAKON.

Nei, har jeg sagt, nei.

OLAF.

Herre Jarl! I troer,
At det seer skrækkeligt og hæsligt ud,
Men intet mindre, Herre! Olafs Hoved
Seer ud saa sundt, som noget her i Landet.

HAKON.

Gaa, siger jeg.

OLAF.

Nu har jeg aldrig seet.
Jeg havde hørt at Jarlen var en Helt,
Som faa i Norden, og han frygter for
At see et livløst og afhugget Hoved.
Hvor vilde I da skielve, Herre! hvis
I saae det end paa Kroppen.

328
HAKON

vender sig forbittret.
Træl! du vover -
Hvor har du det?

OLAF

tager Hatten af og slaaer Kappen tilside.
Paa mine Skuldre, Herre!
Tilgiv mig at jeg bringer Eder det
Paa denne Viis, der faldt mig mageligst.

HAKON.

Hvorledes! Olaf! Ha, Forræderi!

OLAF.

Min Gubbe! Spar dit raske Heltemod.
Vov ingen Dyst med Olaf, husk, at endnu,
Han har sit Hoved heelt og ubeskaaret,
Og at din svagelige Oldings-Kraft
Er ikkun for den hovedløse Olaf.

HAKON.

Ha, Niflheim.
Falder ind mod Olaf.

OLAF

slaaer Sværdet tilside, og siger med tordnende Stemme:
Saa vær rolig, siger jeg,
Og stik dit Sværd i Balgen. Mine Mænd
Omringe Huset; mine Skibe veie
Vel op mod dine. Jeg er kommen for
At vinde Landet i en ærlig Feide.
Du selv har lokket mig med Rænker til det.
Nu staaer du som en Træl, foragtelig,
329 Indviklet i din egen Snare. Jeg
Vil ei benytte mig af denne Fordeel,
Som Skiebnen skienker mig. Jeg stoler paa,
At jeg kan dristig gaae dig under Øiet.
Dit Anslag, som du seer, er gaaet ilde,
Din Thorer svømmer i sit eget Blod.
Du seer, det var mig let at gribe dig;
At slaae dig ned var endnu mere let.
Men jeg bekiender mig til Christi Lære,
Og jeg foragter denne usle Fordeel.
Thi vælg imellem tvende Kaar: Bliv Jarl
Paa Hlade, som du varst, og sværg mig Troskab,
Hvis ei, da fly! Hvor vi da sees igien,
Det gielder blodige og røde Pander.

HAKON

stolt og rolig.
Det sidste vælger jeg, det sidste, Olaf!
Du kalder mig en Nidding og en Træl?
Det lokker høit et Smil paa mine Læber.
Man hører, at du est en Yngling, Olaf!
Kaadmundighed og Overmod er det,
Hvormed din Alder melder sig. See mig
I Øiet, Olaf! og betragt min Pande,
Har du hos Trælle fundet sligt et Blik?
Og finder du, at Feighed og at Lumskhed
Har smaalig foldet denne Pandes Rynker?
Jeg lod dig lokke. Ja naturligviis,
Jeg vidste, du behøved kun et Vink,
For strax at flagre efter Lokkemaden,
At i din kloge Siel du agted mere
Dit Slægtskab med en uddød Kongeæt,
End Hakon Jarls beundrede Bedrifter,
330 At kun du vented paa en Leilighed,
For at forstyrre Gubben i sin Ro.
At denne Færd jeg ønskte overstaaet,
Jo før jo heller, kan det undres dig?
At jeg bedrog en Sværmer, som foragter
De høie Guder, kan det undres dig?
Og kan det undres dig, at jeg tillod
Min Kæmpes Anslag, da en fiendtlig Skiebne
Lod til at ville styrte - mig ei blot -
Men Valhals Guder?

OLAF.

Hakon! mindes du,
Erindrer du dig, Hakon! at du selv
Har været Christen? At du lod dig døbe,
Af Biskop Poppo, at du siden sveeg
Din Eed? Hvormange Eder har du sveget?

HAKON.

Forbandet være dette Øieblik,
Da overilet af den sledske Munk,
Jeg lod mig daare ved en ussel Kunst.
Han kunde bære ildrødt Jern i Haand,
Naar først den vel var overstrøgen med
En Hexesalve.

OLAF.

Gamle, blinde Gubbe!
Jeg ynkes over dine sølvgraa Haar.

HAKON.

Ha, spar din Ynk! Saa som du seer mig her,
Seer du det sidste Glimt, den sidste Gnist
Af gammel nordisk Kraft og Helteliv,
331 Den skalst du ikke slukke, Ungersvend,
Med dine sygelige Feberdrømme.
Jeg veed det vel, det er de Christnes Sæd
At ynke, at omvende, at forbedre;
Vor Sæd er den: dybt at foragte Eder,
At pønse paa Jer Undergang og Død,
Som Gudernes og Heltelivets Fiender.
Det Hakon giør, og derudi bestaaer
Hans Niddingsfærd. Ved Odin og ved Thor
Du skalst ei slukke Norges Kæmpeild
Med dine fromme, vaade Drømmeskyer.

OLAF.

Velan! det kommer an derpaa, vi skilles,
Vee dig! naar næste Gang vi atter sees.

HAKON.

Vee mig! om jeg da ikke knuser dig.

OLAF.

Himlen vil treffe dig med sine Flammer.

HAKON.

Ha, Thor skal splintre Korset med sin Hammer.

De gaae hver til sin Side.

332

FIERDE ACT.

HLADE. OFFERLUNDEN. HAKON JARL. ET BUDSKAB.

HAKON.

Forkynd dit Budskab, siig det uden Frygt,
Og uden Forbeholdenhed! hvor gaaer det?
Har Bondehæren samlet sig?

BUDET.

Ja Herre!
Forbittrelsen har sammenstimet dem.
Orm har paa fire Veie fra sin Gaard
Sendt Hærorf rundt omkring og budt Enhver,
At han bevæbnet skulde drage hid,
Og faae dig dræbt. Han sendte Bud til Haldor
Paa Skierdingstad, og han har atter sendt
Budstikken længer om. Med ham har Sigurd
Den skiønne Brynjolfs, før din Frilles, Husbond,
Forenet sig, samt Alf og Skialm fra Rimol,
Der komme for at hævne deres Syster.
De føre Hæren an med Orm og Haldor,
Den sammensamler sig i Orkedalen.

333
HAKON.

Jeg stoler paa min gode Kæmpeskare,
Med faa, men vel bevæbnede, med kiække
Krigsvante Mænd det blive skal en let Sag
At splitte fra hinanden en ukyndig
Og sammenløbet Bønderflok.

BUDET.

Men, Herre!
Den er alt stor, den bliver daglig større,
Forbittrelsen har vel bevæbnet dem.

HAKON.

Med øieblikligt Mod, som svinder bort,
Saa snart jeg kommer med mit Sværd. Hvad mere?
Har Olaf nærmet sig med sine Skibe?

BUDET.

Ja! han er løbet ind i Tronhiems Fiord.

HAKON.

Hvordan? I Fiorden her? og uden Modstand?
Har Erland? har min Søn ei mødt ham?
Og hindret Veien ham?

BUDET.

Ak Herre Jarl!

HAKON.

Hvi sukker du? tal frit! hvad er der skeet?

BUDET.

I Morges lagde Olaf ind i Fiorden
Med fem skioldhængte, lange Krigerskibe,
334 Da var din Søn, din Erland, der med tre;
De andre laae i Vigen, dybest inde.
Det var en taaget Dag, og Erland mægted
I denne Hast ei dem et Vink at give,
Først meente han, at det var dine Snekker,
Men da de nærmed sig, da saae han vel,
At det var anderledes; vilde vende
Mod Landet; men det var for silde, Olaf
Gik med sit Følge hurtig ind i Fiorden.
Han troede, du varst selv, hvor Erland var,
Og bød enhver af sine Mænd roe flink.
Da Erland og hans Mænd nu kom til Lands,
Og da hans Seiler løb paa Grund, da sprang han
Med sine Kæmper overborde; thi
Hvad skulde han udrette vel med tre
Smaasnækker, uden synderlig Bemanding,
Mod fem, som vrimled af staalklædte Mænd?
Han svømmed under Vandet, og forsøgte
Paa denne Viis igien at naae til Land,
Men Olaf havde tabt ham ei af Sigte,
Han saae den lyse Brynie, saae hans Skiold,
Som overgik i Skiønhed alle Andres;
Bestandig troede han, at det var dig,
Og raabte: »Hakon! Denne Gang undgaaer du
Ei Døden! Husker du, da sidst vi taltes?
Da svoer vi, at det gieldte røde Pander.«
Med disse Ord greb Kongen til en Roerpind,
Og skiød den hen - O Herre! skaan mig for
At sige meer, og skaan dig for at høre!

HAKON.

Tal! Tal! han skiød Roerpinden af sin Haand?

335
BUDET.

Og traf din Søn mod Hovedskallen, saa
Hans Tinding brast, og Hiernen vælted sig
I Havet.

HAKON

skiuler sin Smerte.
Har du meer at sige?

BUDET.

Olaf
Fortrød, det ei var dig, han traf saa vel;
Hans Kæmper dræbte mange Mænd, endeel
Fik Fred, af dem erfared Kongen,
Hvor Bondehæren staaer, og hvordan den
Er sindet mod dig, Herre!

HAKON.

Er der meer?

BUDET.

Nei, Herre Jarl!

HAKON.

Saa gaa!
Budet gaaer.
Og du blev vred,
Fordi du ikke trafst mig, Olaf? Ha,
Du kunde aldrig truffet bedre. Ham
Ham trafst du ei; min Erland trafst du ei,
Ran tog ham i sin moderlige Favn
Og hæved ham, den fagre Ungersvend,
Til Valhal. Men hans Fader har du truffet;
Dybt har du truffet Hakon i sit Hierte.
O! Erland! Erland! O min Søn! min Søn!
336 Bevæget, Hakon? Taarer paa din Kind?
Ha, det er længe siden. Hakon Jarl,
Du bliver gammel, græder som en Qvinde.
Han var mig kiær, han var min Alders Haab,
Thi Erik stormer om paa egen Haand.
Jeg havde seet i ham min Eftermand.
Hvor er I alle svundne, mine Drømme?
Han grubler et Øieblik, derpaa siger han forfærdet.
Det gaaer tilbage! Ha, det gaaer tilbage!
Hvorledes? Hyller Taager sig om Valhal?
Blev Odins gyldne Stol i Hlidskialf rusten?
Har den alt tabt sin Glands? du grønne Frigga,
Ha, est du visnet hurtig, Moder! som
En Birk i Høst? Har atter Loke stiaalet
Dit Guldkar, Ydun! med den røde Frugt?
Hvor er din Hammer, Thor? Hvor, Asatyr!
Din stærke drabelige venstre Haand?
Siig, høie Skare, har du hyllet dig
I Mulm, og fulgt til Hæl den fromme Baldur?
Op, Hakon Jarl! Op, gamle norske Kæmpe!
De kalde dig en Hedning. Hædersnavn.
Ja vel en Hedning, Hakon! thi du strider
For Hedenold. Til Vaaben og til Seier.
Tilgiver Hakon, høie, store Guder!
At han har glemt Valhalla over sig.
I høre det! I høre det. Fra nu af
Er dette Liv for evig ofret Eder.
Den skiønne Drøm, at Aftensolen skulde
Forgylde denne Tinding, før den sank,
Er svundet hen. En Storm har hævet sig
Med Rusk og Slud, og hyllet Solen ind;
Og inden Himlen bliver atter blaa,
Nedblinke Stiernerne paa Hakons Høi.
337 Ran tog min Søn, min Erland; Erling har jeg
Vel end tilbage - Men hvor kan jeg haabe
At denne spæde Spire skulde trodse
Orkanens Magt? - Saa være det da svoret
Ved Ædelstenene i Odins Krone,
De blanke Stierner; Aukthor, ved din Vogn,
Som vender ned sin lyse Stang hver Midnat,
Fra nu af lever jeg for Valhals Guder.
Hvis Stolthed rev mig hen; tilgiv mig da,
Du skiønne Saga! du fortrylled mig,
Og var det Mishag over min Idræt,
Som fik dig til at rynke Panden, Odin!
Da kræv et Offer! kræv, hvad helst du vil,
Og du skal faae dit Krav.

Stein kommer ind med et stort Guldhorn.

HAKON.

Hvad bringer du?

STEIN.

Et Bytte fra din Fiende, Herre Jarl!
Du veedst, at Olaf havde sendt en Flok
Bygmestere til Lands, for strax ved Stranden
I Skoven hist ved Fiorden op at mure
Et Huus, et, som de kalde det, en Kirke
For deres nye Guder. Du befoel,
Som billigt, strax en Flok af dine Mænd
At gaae derhen og hindre deres Daad,
Det skeete, som du bødst. Imidlertid
Fandt Olafs Svende ved at grave dybt
I Jorden, dette Horn. Det har vi nu
Erobret, Herre Jarl! og bringer dig det.

338
HAKON.

Vel Stein! har flere bragt det hid end du?

STEIN.

Vi er en Flok.

HAKON.

Saa lad jer vel beværte
I Borgestuen. Hver skal have sig
Saa stort et Horn med Miød, som dette her.

STEIN.

Det skal vi tømme paa din Sundhed, Herre!

Gaaer.

HAKON.

Et herligt gammelt Offerhorn af Guld,
Af drevet Guld; et sieldent gammelt Horn.
Paa denne Plads har udentvivl tilforn
Et Tempel staaet for de høie Guder.
Der skulde de nu bygge dine Kirker
Og dine skumle Munkeceller, Olaf?
Ret, mine Mænd, at I fordrev dem; Ret,
At I tilvandt mig denne gamle Skat,
Saa skiøn, som hellig. - Der er skrevet Runer
Om Hornets Rand, lad see, hvad er der skrevet?
Læser:
Brøster for din Brøde
Din Lykke, Bonde!
Gak til høie Guder
Giv dem det bedste.
Hakon staaer længe truffet og forbauset, derpaa gientager han Verset igien langsomt, og og med Vægt.
- Giv dem det bedste -
Det vil I altsaa Burs og Børes Børn?
339 Det bedste vil I, saa vil I formildes.
Ha, jeg forstaaer dit Vink, du høie Skuld,
Jeg seer dig hyllet i dit hvide Lin,
At sidde under Asken Ygdrasil;
Dybt stirrer du i Urdurs Kilde. Siig,
Er Vandet rødt? Forlanger Bølgen Blod.
Det bedste! og hvad er det bedste da?
Min Erland faldt; I har jo alt det bedste!
Men det har Hakon ikke offret Eder,
Og han skal give selv det bedste hen,
For at erhverve sig den svundne Lykke,
Som brast ham for hans Brøde; thi han glemte
Valhalla over sig. - Giv dem det bedste!
Jeg har endnu en lille vakker Gut,
Med gule Haar og Øine blaa som Gimle,
Uskyldig som den klare Morgenstund,
Og rask og vældig som en Buk paa Fieldet,
Den sidste Draabe af mit Manddoms Blod.
Ham kræver I dog ei? Du lyse Freya!
Du kræver dog ei, hvad du selv har givet?
Grunder.
De høie Aser kræve to Slags Offer,
Eet for at hævde deres Pragt og Herskab,
Da falder Qvæg, da falder fangne Fiender,
Da hvirvle Glædesflammerne fra Jorden,
Og Odin smiler i sit Fader-Sæde.
Det andet Offer ryger til Forsoning,
Dets Luer dæmper ikkun Valhals Vrede,
Da bløder Hiertet, medens Offret bløder,
Det skeer i Stilhed uden Sang og Klang,
Det er til Straf, det bringes Guderne,
Til Miskundhed, naar de har vendt os Ryggen.
340 Betragter Hornet.
Her staaer det roligt gravet ud i Guldet
Med tydelige Træk: Giv dem det bedste!
Og hvorfor bragtes det mig netop nu,
I Øieblikket da jeg svor Valfadur
At virke kun for ham? I Øieblikket
Da jeg tilstod - Fy Hakon, ingen Svaghed,
Thorgierdur Horgabrud! du gridske Skioldmø,
Som følger Kæmperne i Striden, paa
Den hvide Ganger, med et Klæde farvet
I lunkent Blod om dine brede Skuldre,
Med Dødens Glavind i din stærke Haand;
Dit sorte Øie gløder efter Rov,
Du strækker ud din Haand, din Daggert blinker.
Vel, Hakon lyder; Hakon skielver ei.

Han gaaer.

SKOV.

TANGBRAND. GRIF

TANGBRAND.

Vel at jeg finder dig, min Grif! hvor er
Kong Olaf? hvad vil dette Væsen sige?
Hvor blev han med den gamle Mand?

GRIF.

De gaae
Endnu bestandig her i Skoven sammen,
Og tale snart om dette, snart om hiint.
Sær udelader sig den Gamle tit
Paa en utydelig forblommet Maade
Om Olafs Daad.

341
TANGBRAND.

Jeg var der ei, hvordan
Kom det sig Grif! Hvorledes er han kommen?

GRIF.

Vi sad just over Pintse-Aftens Gildet,
Fornøiet, munter, omkring Egebordet,
Kong Olaf var ret overgiven oprømt;
De treen en gammel Gubbe ind ad Døren,
Eet Øie har han kun; han satte sig
Ved Døren; men Kong Olaf, som er altid
Saa vænnesæl og giestfri, bad ham komme
Og sætte sig hos ham; derpaa begyndtes
Der med en klog og heel vidtløftig Samtal,
Den Gamle kunde sige alle Ting,
Han vidste selv Beskeed om hvad forlængst
Var skeet i Landet og paa disse Steder.
Han gantedes, men paa en egen Maade,
Som plat ud ei var efter Olafs Smag;
Han sagde, som jeg mærker, helligholder
I her Forvirrelsernes Fest! I mindes
Den Aften, da de fromme Brødre hver
Fik Lyst at snakke paa sin egen Maade,
I Munden paa hverandre. Mener du
At de fra den Tid har forstaaet hinanden?
Tilsidst det faldt den gamle Mand for hedt
I Salen, og da Sommernatten var
Saa luun og varm, saa bad han Olaf gaae
En Vandring med sig giennem Skoven. Kongen
Gav efter for hans Bøn. Jeg fulgte ham
Bestandig i en Afstand. Ak, Hr. Bisp!
I kan ei troe, hvorvidt de vandred om,
Den Gamle førte Kongen stundom ud
342 Paa Fieldekanterne, og pegte langt
Ud over Landet, mens han talte - Maanen
Nedskinte klar. Det var ret underligt;
Thi naar man stod kun nogle Skridt derfra,
Den Gamle i sin sorte Kappe saae
Ud som en Trold. Jeg vilde ønske, Kongen
Nu vilde sig begive hiem til Sengs,
Thi det er seent, og Natteduggen falder.

TANGBRAND.

Hvor er han? før mig hen til Kongen, Grif!
Forlængst gik Solen alt i Vesten ned,
I Morgen, naar den stiger, smiler den
Med hellig Blik paa Pindses Sommerfest
Og end er Aftenmessen ikke siunget.
Hvorledes skal jeg dog forstaae min Olaf?
Saaledes før han pleied aldrig glemme
Sin fromme Pligt; Kom, lad os søge ham!
De gaae.

Olaf kommer vandrende ind fra den anden Side med Auden. Denne har en sort Kappe paa og en Hætte paa Hovedet.

AUDEN.

Ja, jeg forstaaer dig nok, min Ungersvend!
Den skiønne Sang i disse hvalte Kirker,
Den smeltede dit Hierte og dit Blik
Henreves af de smukke Billeder,
Du troede vist det maatte være Sandhed
Alt hvad du følte, og hvad nu du følte,
Skal alle Nordens Lande føle med,
Hvis ikke, smage Kraften af dit Sværd.
Er det ei saa?

343
OLAF.

Du est en gammel Gubbe,
Du est nu engang stivnet i din Tro,
Dig kan jeg ei fortænke i, at du
Kun kalder min Bedrift, Forvildelse.

AUDEN.

Du siger, jeg en stivnet i min Tro,
Det er et godt, et saare vel brugt Udtryk,
Og siig mig, Olaf, hvad du mener her,
At jeg skal være; kunde man ei sige
Om Alt, at det var ligesaa; thi Tro
Kan dog vel ikke kaldes andet end
En egen synderlig Tilbøielighed,
En Drift som driver Kraften i vor Siel
Mod det usynlige, det store Udspring,
En Drift, som er forskiellig, efter Væsnet,
Den virker paa; forskiellig efter Tiden,
Den virker i; forskiellig, som Naturen.
Saaledes stræber disse Graner, Olaf!
Og dette høie Field. Den kiække Maade
At hæve deres stolte Nakker frem
Er, saa at sige, deres Tro. Du seer
De har den samme Tro tilfælles; thi,
Som du begriber, er det ei for Intet,
At overalt, saavidt dit Øie rækker,
Og overseer det frie Nord, at Alt
Bær Præget af en egen Aand, eet Væsen.
I Sydens Dal, der er det anderledes,
Der flade sig de stive smækkre Løv
I runde bløde Blade. Stammen kneiser
Ei længer der med ranke Skud fra Jorden,
Den bukker sig i fromme Krumninger
344 Mørkt under Hvelvingen, omtrent saaledes
Som dine Munke, naar de holde Messe.

OLAF.

Besynderlige Gubbe.

AUDEN.

Hvor nu Himlen
Er mørkeblaa, hvor Solen daler rød
Hver Aften, hvor de vellystfulde Lunde
Indbyde kun til Elskov og til Sang,
Der vaagner Strengelegens, Sangens Kunst,
Man griber Farver, for at efterligne
Den smukke Straaleglands og Blomstervrimmel;
Og Kierlighed, som spøger overalt,
Blier Præget, som sig trykker paa det Hele.
Hvor derimod Naturen mere stræng
Frembyder flere Steen end Blomster, hvor
Den faldne Snee indhyller Aaret halvt
Med sine hvide Lagen, men hvor ogsaa
De haarde Sener strammer sig bestandig
Med mere Styrke; hvor det blier en Dyd,
Naturen lærer, at undvære, og at
Forsvare vel med Kraft den sparsomt givne
Indhegnte Fryd - der toner ingen Sang,
Der glimrer ingen skiønne Billeder,
Men i de lange Vinternætter aabner
Sig Sielen taus med høie Manddoms Tanker,
Der voxer frem den indre Blomst og lukker
Sig som en Rose omkring Qvindens Hierte,
Og som en skiøn og reen og dristig Lilje
Om Mandens Hierne. Ei paa strammet Lærred
Med snart forsvundne skyggeblandte Farver,
345 Af Fieldet selv, det uforgiængeligste,
Sig reiser Guderne fra Jordens Skiød,
Og skue roligt hen med Tankeblik
Ned over Dalen. Den medfødte Kraft
Blier drevet af en medfødt Trang til mandigt
At øve sig, da triner Kraft mod Kraft,
Og Tapperhed og Manddom bliver Præget
I Nord, som hist i Syden Kierlighed.

OLAF.

Forunderligt.

AUDEN.

Naar nu en Yngling, som
Af Hændelsen var kastet ned til Syden,
Tilbage kom og bragte med en Kurv
Af spæde velske Blomster, og fik Lyst til
At plante dem i Norges Klippe-Rifter;
Naar Granen og naar Birken overalt
Stod ham i Veien, og han fældte nu
De gamle store Skove kiækt, og skaante
Selv ei det vældigste, det bedste Træ,
Paa det hans Roser skulde have Plads
At voxe, Olaf! - hvis du saae hans Daad,
Hvad vilde du da kalde den?

OLAF.

Viig fra mig!

AUDEN.

En Helt, ei sandt! En Kæmpe for den gode,
Den skiønne Sag, og Gubben derimod,
Som sagde: Dreng! lad mine Graner staae,
Din spæde Urt ei trives paa mit Field,
Hvad vilde du vel kalde ham?

346
OLAF.

Som dig.

AUDEN

seer ham stivt i Øinene.
Og hvem er jeg?

OLAF.

Auden har du jo kaldt dig.
Hvem er du?

AUDEN.

Ja, hvem er jeg? Vise Yngling,
Du vedst jo alt, du maa vel kiende mig.

OLAF.

Du har eet Øie kun.

AUDEN.

Har Lyset flere?
Natten var klar med samt sit ene Øie;
I Morgen skinner Solen med det andet.
Erindre dig, hvad du har hørt. Erindre
Det Maanskin, som i denne Sommernat
Helbredende har trængt sig i dit Hierte.

OLAF.

Gud! giv mig Kraft! For allerførste Gang
Har Tvivl og Angest spændt sig om mit Bryst.
I det Olaf vender sig mod Auden gaaer denne bort med hurtige Skridt, og forsvinder mellem Træerne.

TANGBRAND og GRIF komme.

347
TANGBRAND.

Ha, træffer jeg dog endelig dig her,
Min Konge! Jeg har søgt dig overalt,
Hvordan skal jeg forstaae det, fromme Olaf,
At du forglemte Aftenbønnen reent?
Det har du endnu aldrig hidindtil,
Og mindst paa en saa høi og hellig Aften,
Som denne.

OLAF.

Tangbrand! vender sig. Hvor blev Gubben af?

TANGBRAND.

Jeg veed det ei. Men glem den gamle Hedning,
Som har forvildet dig med sine Taler.

OLAF.

Ha, Tangbrand! Er alt Aftenmessen holdet?

TANGBRAND.

Da Sol gik ned, da var jo Tiden, men
Du hørte ei, du mærkte ei mit Vink,
Den Gamles Tale lokkede dit Øre,
Ret som Sirene-Sang.

OLAF.

Hvem er den Mand?

GRIF.

Slet ingen kiender ham blandt dine Kæmper,
Mig kommer han heel sær og sælsom for,
Han ligner Odin hist i Jarlens Lund.

OLAF.

Han kaldte Auden sig.

348
GRIF.

Nu, Auden, Odin,
Det falder ud paa Eet.

TANGBRAND.

Min Olaf! sikkert
Har een af Odins Præster giestet dig,
Og søgt ved vildsom og forblommet Tale,
Paa Hakons Vink, at vende dine Tanker.

OLAF.

Han være, hvo han være vil, saa er han
Et Nattespøgelse fra Mørkets Engle.
Han søgte at bevise mig, hvor stor
Den Uret var, at rive Folket fra
Sin gamle Tro.

TANGBRAND.

Og til Beviis derpaa
Saa malte han dig vel med stærke Farver,
Hvor skiønt den gamle Lære tog sig ud
I dette kolde Nord. At ogsaa den
Blev engang indført af en fremmed Helt,
Langt fra et andet østligt Land, derom
Blev der vist intet ymtet under Talen.

OLAF.

Ha, Tangbrand! Du har Ret, den gamle Lære
Den blev jo ogsaa indført. Hvad er da
Hans hele Tale værd om Kæmpetroen,
Som Norden selv har avlet, selv har givet
Sit Præg!

TANGBRAND.

Slet intet, Olaf; thi saa lidet
349 I Norden, som paa noget andet Sted,
Det tilladt er at offre Broderblod,
Og at forglemme alle milde Dyder,
Hvad skulde vel modstaae den vilde Strøm,
Og den Fordærvelse, som Tiden avler,
Hvis ikke Tiden ogsaa stundom avled
En Helt, som kiæk forjog den tykke Taage,
Og brød Sædvanens Lænker?

OLAF.

Vel, min Tangbrand.

TANGBRAND.

Det være langt fra mig, her at fordømme
Den gamle Lære, i sit dunkle Udspring,
For intet har ei Gud forundet den
At virke vidt, udbredt og diærvt paa Jorden;
Nu er den kun en mærkelig Ruin;
Den høie Fader hisset har bestandig,
Til visse Tider, steds, paa visse Maader
For Verdens Øine aabenbaret sig;
Da var ei endnu Christi Lære hørt.
Det bør sig Mennesket at gribe efter
Det bedre; nu at hænge ved den gamle
Halv misforstaaede, halv forglemte Lære,
Var sandt Afguderi.

OLAF.

Nu taler Sandhed.

TANGBRAND.

Giv dig i Herrens Haand, og lad dit Hierte
Bedaares ei af underfundig Tale.
Du har paataget dig et herligt Værk,
350 Udfør det, som en Helt, saa vil dit Navn
Velsignes eengang vidt og bredt i Norden.
Du seer hvordan det gamle Hedenskab
Alt gisper mat, det raller alt i Døden,
Jarl Hakon yttrer intet uden Afmagt.
Hvad mægter han?

OLAF.

I Morgen haaber jeg
At hellige den høie Pindse-Dag
En Seier over Hakons Hedninger,
Og over ham; alt Dagen graaner hisset,
Min Hær alt færdig staaer, kun først en Bøn,
Saa flux til Slag.

TANGBRAND.

Hans Trælle rante mig
Det Offerhorn, som jeg i Grunden fandt,
Og som jeg vilde ladet smedde til
En Alterkalk. Der stod et gammelt Sprog
Paa Hornet, som jeg fuldvel kunde lide.
Der stod: Ifald dig brøster for din Brøde
Din Lykke, Bonde! gak til høie Guder,
Giv dem det bedste; denne Indskrift skulde
Min Kalk beholdt; hvad kan vel gives bedre
End et uskyldigt og taknemligt Hierte.
De rev det af min Haand, men lad dem det,
Gud Herrens Straf vil følge dem, saavel
For dette Ran, som for hver anden Synd.

OLAF.

See Solen pipler alt bag Havet frem,
Snart lyser den med sine røde Straaler
Paa Norges første, skiønne Pindse-Dag;
351 End har vi ingen Kirke. O! men kommer
Og lad os ile til Capellet, som
Naturen gravet har i Klippen hisset.
Der skal de høie Hymner stige fromt
I Morgenrøden, og forjage kiækt
Med Nattens Mørke alle Hiertets Tvivl.

TANGBRAND.

Nu taler du dig værdigt, fromme Konge!
Tangbrand og Olaf gaae.

GRIF

som har staaet i Tanker hidtil.
En Præst, et Sendebud fra Jarlen? Ja
Heel rimeligt. - Men jeg veed nok, hvad jeg troer.

Gaaer.

OFFERLUNDEN.

HAKON JARL kommer med sin Søn ERLING ved Haanden.

ERLING.

Det er saa koldt, min Fader!

HAKON.

Kiære Søn!
Det kommer af, at det er end saa tidligt.
Du fryser Barn.

ERLING.

Det er det samme, Fader!
Jeg er saa glad, fordi du loved mig
At jeg skal Solen see, naar den staaer op.
Det har jeg endnu aldrig seet tilforn.

352
HAKON.

Seer du de røde Straaler hist, som bryde
I Østen frem?

ERLING

slaaer Hænderne sammen.
Ak, hvilke skiønne Roser!
Ak, hvilke skiønne Roser! hvor de blusse!
Men, kiære Fader! siig mig dog engang,
Hvor kommer alle disse Perler fra,
Hvormed den hele Dal er overstrøet?
O! hvor de glimter imod Roserne!

HAKON.

Det er ei Perler, det er Morgenduggen,
Det som du kalder Roser hist, er Solen.
Seer du, den reiser sig?

ERLING.

O, hvilken Kugle!
Hvor purpurrød? O, kiære Fader! kan vi
Ei reise hen engang til Morgensolen?

HAKON.

Mod Solen stræber hele Livet hen.
Thi seer du denne skiønne røde Glands,
Som straaler hisset, det er Odins Øie,
Det andet, som, du seer, om Natten skinner,
Med mere mat og mere hvidlig Lue,
Har han nu sat i Pant i Mimers Brønd,
For at erhverve sig den Drik, som giør
Hans Øie mere friskt og mere skarpt.

ERLING.

Hvor er da Mimers Brønd?

353
HAKON.

Det store Hav
Dernede, dybt, som velter imod Klippen,
Det er den gamle Mimers dybe Brønd,
Den styrker Odins Øie. Dobbelt skiøn
Sig hæver Solen, liflig vederqvæget
Af kiølne Morgenbølger.

ERLING.

O! nu stiger
Den alt for høit, nu kan jeg ikke taale
At see derhen; det brænder mig i Øiet.

HAKON.

Alfader stiger paa sin Stol i Hlidskialf,
Snart overskuer han den hele Verden,
Den gyldne Throne blinder Jordens Øie,
Hvo tør formaste sig at skue Livets
Og Dagens Konge i sin Middagsglands.

ERLING

seer sig frygtsom om.
Hu! Hu! min Fader! hvad er det for fæle
Og gamle hvide Mænd, der staaer i Skyggen
Bag Træerne?

HAKON.

Tal ikke saa, min Søn!
Det er de høie Guders Billeder,
Af Mennesker i Stenen gravet ind.
De blinker ei med stærke Sommerflammer,
For dem kan Askurs Sønner knæle roligt,
Og see med Ærefrygt i deres Blik,
Kom lad os nærmere betragte dem.

354
ERLING.

O nei! min Fader, jeg er bange, seer du
Den gamle Gubbe, med det lange Skiæg,
Han seer saa grumt og hæsligt paa mig. Ak
Han giør mig ganske bange.

HAKON.

Erling! Erling!
Det er Gud Odin. Frygter du for Odin?

ERLING.

Nei, Odin frygter jeg slet ikke for;
Den rette Odin, som er hist i Himlen,
Han giør mig intet; han er god og skiøn,
Han kalder Blomsterne af Jordens Skiød,
Han skinned nylig selv jo som en Blomst.
Men denne blege, hvide Trold, han stirrer
Som om han stod mig efter Livet.

HAKON.

Ha!

ERLING.

Min Fader, lad mig hente mig min Krands,
Som jeg lod hænge hist paa Busken, da
Du vilde vise mig, hvor Solen opstod,
Og lad os saa gaae hiem igien, min Fader,
Fra disse fæle gamle Billedstøtter,
Thi du kan troe, den gamle grimme Mand,
Han mener det ei heller godt med dig.

HAKON.

Hent Krandsen, Barn! og kom saa flux tilbage.

Erling gaaer.

355 Et Offerlam maa være festligt smykket,
Hellige Guder! seer fra Valaskialf
Jarl Hakons Tro og Tillid af hans Daad.

ERLING
kommer tilbage med en hvid Blomsterkrands om sine Lokker.

Her er jeg, kiære Fader! med min Krands.

HAKON.

Knæl nu, min Søn! for Odin før du gaaer,
Ræk begge dine Hænder høit mod Himlen,
Og siig: Alfader! hør den lille Erling,
Og tag ham i din milde Varetægt!

ERLING

kaster sig paa Knæ imod Solen, strækker sine Arme ud, og siger barnligt og roligt uskyldigt:
Alfader! hør den lille Erlings Bøn!
Og tag ham i din milde Varetægt.
Hakon, som staaer bag ved ham, hæver sin Daggert under Bønnen og vil støde til; men han taber den af Haanden. Erling vender sig tillidsfuldt og roligt om, tager den op, og siger, i det han reiser sig:
Der tabte du din Daggert, kiære Fader,
Hvor den er skarp og blank? naar jeg blier stor,
Saa faaer jeg ogsaa slige Vaaben, for
At hielpe dig mod dine Fiender, Fader!

HAKON.

Ha, hvilken Trold nedlægger slige Ord
Bestandig i din Mund, for at
Forfærde mig?

356
ERLING.

Hvad feiler dig, min Fader!
Hvad har da Erling giort? hvi est du vred?

HAKON.

Kom, Erling! følg mig bag ved Billedstøtten.

ERLING.

Ak, bag den slemme Mand!

HAKON.

Følg mig, og lyd.
Der voxer Roser bag ved Billedstøtten,
Men ingen hvide Roser, røde Roser,
Blodrøde Purpur-Roser! Ha, det er
En Lyst at see, hvor flux de voxe frem.
Følg, siger jeg, og lyd!

ERLING

græder.
Ak, kiære Fader!
Jeg er saa bange for de røde Roser.

HAKON.

Afsted! hist galer Heimdals Hane lydt.
Det er paa Tiden nu, det er paa Tiden.
De gaae bag Skuepladsen.

EINAR TAMBESKIELVER

kommer hurtig ind, bevæbnet med Spyd og Bue.
Hvor er han da? Man sagde mig, at han var
I Offerlunden; her er ingen Jarl,
Hvor er han da? hvad vil han her? det gielder
Nu om at slaae, og ei at holde Bøn.
Han lytter. M

an hører Barnets Skrig bag Skuepladsen.
I Guder! hvad var det? Jarl Hakon! Hakon!

357
HAKON

kommer ind med blodige Hænder.
Hvo kalder mig?

EINAR
bestyrtet.

Ha! hvad vil dette sige?

HAKON.

Hvad vil du?

EINAR.

Hakon! kalde dig til Strid.
Kong Olaf hurtig har forenet sig
Med Bondehæren. Alting trækker op
Nu mod din Kongsgaard. Dine Mænd staae færdig.
Jeg har forenet dem. Nu søges du.
Men du varst ingensteds at finde. Har du
Nu atter ofret?

HAKON.

Ja.

EINAR.

Hvad har du ofret?

HAKON.

Mit Offer ligger bag ved Odins Billed.

EINAR.

Det skal vel hielpe stort.

Gaaer for at see det.

HAKON.

Nu er det sket.
Nu Mod og Kraft.

358
EINAR

kommer forfærdet og forbittret tilbage.
Ha! gamle runkne Seidmand!
Hvad har du giort?

HAKON.

Formildet Odins Vrede,
Ofret min egen Fryd, mit eget Haab,
For Norges Held!

EINAR.

Saa knuse Nither mig,
Med Køller og med Steen i Niflheim, hvis
Jeg end et Øieblik skal bruge Buen
For dig og for din Skiebne, skiøndt jeg elsker
Din Datter, Berglioth.
River en Guldkiede af sin Hals.
Der har du din Kiæde,
Som den, jeg river hver en Lænke bort,
Som bandt mig før til dig, du blege Blodmand!
Jeg gaaer at tiene Olaf Tryggvesøn,
Din Tid er kommen. Du har lært mig gyse
For dine Guder. Olafs Gud skal seire.
Hvad holder mig derfra, at med mit Sværd
Jeg styrter dig paa Stand til Hæl? Men nei!
Meer offentligt og skiændigt vorde skal
Dit Fald. Thi fange, fange vil jeg dig
Og hielpe Olaf, til at hænge dig
Op i den høieste, den værste Galge.

Han gaaer.

HAKON.

Det maa jeg høre.
Man hører Lurer og Trompeter langt borte. Der raabes:
Hakon! Hakon!

359
HAKON

drager sit Sværd:
Nu er Timen kommen,
Som vælger mellem Odin eller Christus.
Hør hvor det toner, det er lutter Skioldmøer,
Lutter Valkyrier, som flagre hen
I Luften, og med frygtelige Raab
Til Kampen kalde; rædsomt svulmer Aaren
I Heimdals Pande, saadan blæser han
Af alle Kræfter i sit Giallerhorn.
Thorgierdur Horgabrud! giv Tid! jeg kommer.
Min Erling har jeg ofret dig. Ham skal
En talrig Flok af dine Fiender følge.

Han gaaer.

360

FEMTE ACT.

SAL PAA RIMOL.

Nat. THORA og INGER sidde ved et Bord ved noget Haand-Arbejde. Lysene paa Bordet ere næsten brændt ned i Stagerne.

THORA.

Inger! du est nok søvnig, som jeg mærker.

INGER.

Det er alt længe over Midnat, Frue!
Men stille! banker det ei nu paa Porten?
Der er de.