Larsen, Karl Militarismens Fallit

MILITARISMENS FALLIT

2

UNDER KRIGEN HAR KARL LARSEN UDGIVET:

Under den store Krig. I915.

Set og tænkt under den store Krig I-II. 1915.

Krig, Kultur og Danmark. 1916.

Fronten. 1916.

Den gamle og den unge Kejsers Tyskland. 1917.

Dødens Besøg. 1917.

Tre Mænd (Siemens, Zeppelin, Abbe). 1918.

3

KARL LARSEN

📖 MILITARISMENS
FALLIT

NYT NORDISK FORLAG
KØBENHAVN OG KRISTI ANIA
MCMXIX

4

Nærværende Skrift gengiver — i lidt udvidet Skikkelse — et Foredrag, holdt i Marts Maaned 1919 for „studentkåren“ i Lund og i „Arbejderforeningen af 1860“ og „Arbejdernes Læseselskab“ i København.

FR. BAGGSS KGL. HOFBOGTRYKKERI KØBENHAVN

5

I

Tyskland er knust, »Militarismen« har spillet Fallit, og vi faar Sønderjylland igen!

Under dette aandelige Himmeltegn kan man sige, at Danmark gik ind i Aaret 1919.

Og det er ingen Hemmelighed, at den overvejende Del af det danske Folk var glad, ikke blot over en af disse Kendsgerninger — eller formodede Kendsgerninger — men netop over den hele Konstellation.

Militarismens Baare blev der endda ganske særligt sparket til.

Mod Slutningen af det gamle Aar overværede jeg et Studentermøde, hvor Indlederen var en Mand, der almindeligt gælder for en Kender af Tyskland. Han skildrede dette Land som en gennem Sejren over Frankrig i 1870 ganske berust Nation, der i Løbet af Aarene indtil 1914 blot havde arbejdet sig dybere og dybere ind i sin Sejrsrus, der altsaa nu var endt med et Delirium. Det tyske Folk havde været ledet af militaristiske 6 Junkere, der selvfølgelig kun ønskede fortsatte militære Sejre, af nationalistiske Historieskrivere, der stemte tysk akademisk Ungdoms Sind i imperialistiske Toner, sidst og ikke mindst af den offentlige Menings mange »Altyskere«, der vilde bringe Tyskland til at herske over Verden — som Amerikanerne siger det, naar de (med mere agitatorisk end sproglig Færdighed) oversætter »Deutschland, Deutschland über alles!« netop i den Aand. Den saaledes udviklede, stadig stærkere tyske Militarisme havde betydet en stigende Trusel mod Verdensfreden og »en frygtelig Fare« for smaa Stater, ikke mindst dem, der var Tysklands nærmeste Naboer. Derfor var det — som Taleren udtrykte sig — »godt, det var gaaet, som det gik«, at denne tyske Militarisme — der saaledes inderst inde havde forvoldt Verdenskrigen — var bleven knust og blandt andet havde maattet slippe Sønderjylland ud af sine Kløer.

Levende Tilslutning!

Under den paafølgende Diskussion fremstillede en anden akademisk Taler og Historiker, med straalende Øjne og begejstret Røst, sine Rejseindtryk fra Revolutionens Tyskland, hvor hans nærmeste Omgang havde været den nordslesvigske Rigsdagsmand og en af det revolutionære Regimentes høje Embedsmænd (der for Resten senere af Ebert-Scheidemann blev lyst i Band som spartakistisk kompromitteret).

7

Først havde denne Herre i Warnemünde set Landstormfolk beskæftigede med at nedtage Kejserens Billede fra Paslokalet, og da dette af forskellige Grunde ikke vilde lykkes, sagde en af dem: »Aa, lad ham hænge, han er færdig (er ist erledigt)!« — I Berlin var Taleren paa Gaden bleven standset af nogle feltmæssigt bepakkede Frontsoldater, der paa egen Haand var ude for at finde Vej til Friederichstrasse-Banegaard. »Fire Aar igennem har vi levet som Dyr i Skyttegrave«, sagde de, »nu vil vi være Mennesker« — Og da vor Hjemmelsmand kom hjem paa sit Hotel og i Selskab med dettes Inspektør bevægede sig op ad Trapperne, mødte der ham det allerprægtigste, idet han saa soldaterklædte Personer komme ud fra forskellige Værelser med Sabler i Gehæng over Armene og BrowningRevolvere i Hænderne, medens Inspektøren sagde til en ældre Officer, der kom til Syne i Korridoren: »Der er Besøg hos Dem, Hr. Oberst!«, hvorpaa den værgeløse Officer — sluttede Taleren med Varme — »rettede sig« for Soldaterne, der gik bort med de fra hans og hans Kammeraters Værelser stjaalne Vaaben.

Disse tre Smaabilleder betegnede for Taleren det nye Tyskland, der skulde opbygge Fremtiden paa Militarismens Grav.

Som et stort litterært Navn sang i et af vore mest udbredte liberale Blade:

8

Hil nye Tid!
Ny Tid — vor Tid.
Vi nar rustet dem, som skal føre din Strid.
Vi vrister dig ud af Døgnherskerens Vold,
Tilværelsen skal ikke mere være gold,
Du er blød som Voks i den Stærkes Haand
Du smeltes af Vilje, du formes af Aand,
Nu staar den gamle Uret for Fald,
En ny Tid fødes. Vi følger dens Kald.

— Men naar nu Glæden over den tyske Militarismes Sammenbrud var saa inderlig, og Tilliden til de Kræfter, der faktisk har besejret den, saa stor, som det anførte kunde tyde paa, hvorfor gav da denne Glæde her i Danmark sig ikke noget rigtigt Udslag ud over visse Møder, nogle Pressespalter og Festerne for Sønderjyderne?

Hvorfor fulgte man ikke de naive Indsendere eller sentimentale Journalister, der i Aviserne opfordrede os til taknemlig Jubel over det hele?

Hvorfor faldt vi ikke hinanden aandeligt om Halsen? Hvorfor gav vi ikke med smilende Mund hinanden højtidelige, oprigtigt tillidsfulde Løfter om i Fællesskab at arbejde den kommende Lykke i Møde?

Hemmeligheden turde være, at Glædens Sol lige fra første Færd har været fordunklet af en lille Tvivlens Sky, der er bleven sortere og sortere for hver Dag, der gik.

9

Ikke, at Tyskland ikke skulde være knust. Det er Tyskland grundigere end noget Land siden Carthagos Dage, og kun overbetænkelige — eller fintfølende — Sjæle her i Danmark turde mene nu at burde holde deres Glædesudbrud herover tilbage? Den saarede Løve vil ikke kunne lange ud efter noget Æselsspark, saa lidt som den har Sans for værdige Menneskers Deltagelse; den er bleven ramt i baade Rygrad og Hjærne og skriger mod Himlen i Smerte, Skuffelse og Harme, medens den flænser med Kløerne i sine egne Saar.

Men, om det, at Tyskland er slaaet lam for lange Tider, er saa ovenud gunstigt for Verden og særligt for de smaa Nationer indenfor Verden, er et Spørgsmaal, der allerede er begyndt at nage en Smule. Havde Tyskerne egentlig ikke været et svært konkurrencedygtigt Folk, som det var godt at have med ved Bestemmelsen af Priserne paa Raastoffer, Forbrugsartikler, færdige Varer o. s. fr? Var det saa heldigt, at disse Priser nu vilde blive fastslaaede uden Tyskernes Medvirkning, først og fremmest under Hensyn til de mægtige Storfolks Interesser, der havde besejret Germanerne, og som kunde skabe knugende Monopoler? Havde ikke ogsaa et købedygtigt Tyskland været en bedre Kunde for mange Smaalandes Eksport end det forarmede Land, man nu længe fik at regne med?

Og var til syvende og sidst denne frygtelige Militarismens Lindorm, der skulde have ruget over 10 Folkenes baade materielle og aandelige Skatte, virkelig dræbt ved, at tysk Militær laa under for andet Militærs Overmagt og først og fremmest for bristende militær Aand indenfor dets egen Front og Hjemmefront, medens Modstandernes holdt?

Var Militarisme overhovedet et specielt tysk Produkt, der vilde svinde ud af Tilværelsen med »Antimilitarismen«s voksende Indflydelse indenfor det tyske Samfund? Kunde det ikke gaa med denne forbistrede Militarisme som med Nissen, der hoppede ned i Tønden og flyttede med til en anden Lejlighed, f. Eks. over paa den anden Side af Vogeserne?

Og var, naar det kom til Stykket, Militarisme i det hele taget noget saa forfærdeligt, naar man saa hen til den Samfundsordning, der nu bestræbte sig for over Militarismens Lig at tage den hele Verden i Besiddelse, fra Rusland over Tyskland og videre — ved Hjælp af ganske det samme Jern og Blod, der havde været et af Militarismens Tegn.

Et af Militarismens Tegn? Blandt flere? var der flere? Og hvad var de andre for nogle?

Hvad betød ind i sin inderste Kærne denne Militarisme, der netop gennem Tysklands — og ikke de andre krigsførende Magters — Nederlag sagdes at have spillet saa ynkeligt Fallit?

11

II

For at søge at klare disse flagrende Spørgsmaal ud fra hinanden, er det maaske bedst først at slaa noget af det fast, som Militarisme ikke er.

Militarisme er ikke ensbetydende med Militærvæsen, Krigsberedskab, Hær- og Flaademagt. Et Land kan have et mægtigt Militærvæsen uden at kunne kaldes militaristisk i moderne Forstand. Det i hvert Fald indtil Verdenskrigen ubetinget ikke »militaristiske« engelske Folk besad f. Eks. Verdens kvantitativt betydeligste og kostbareste Militærvæsen, hvis Krigsskibe svømmede paa alle Have, og som spandt et Net af Militærstationer og Militærbesætninger ud over hele Jorden.

Militarisme hænger heller ikke sammen med, om et Folk driver imperialistisk Magtpolitik eller ikke. Thi — for at blive ved Storbritannien — det ikke militaristiske England er imperialistisk Magtpolitiks Foregangsland paa Jorden. Dets Politik fra Dronning Elisabeth og fremefter har nedkæmpet Sømagterne Spanien, Holland, Frankrig, røvet Danmarks Flaade og ført talløse Kolonialkrige, der blandt andet lader Kiplings Tommy Atkins synge: »Bring mig hinsides Suez, hvor de ti Bud ikke gælder«; Storbritannien har lige til de allersidste Dage praktisk bekendt sig til en imperialistisk 12 Magtpolitik med Jern og Blod, hvis Vælde ikke har kunnet brydes af de engelske Moralister, Digtere, Politikere og til Dels ogsaa praktiske Forretningsfolk, som periodisk har kunnet tale og skrive imod den. Det vilde være at lade Hønen lære af Ægget, om man — hvad der forøvrigt under Verdenskrigens hysteriske Agitation er bleven forsøgt — vilde lade engelsk Verdenspolitik i nyeste Tid være influeret af Bismarcks, Treitschkes og — Bernhardis Aand.

Selv den, der tager Afstand fra Udtryksformen, maa underskrive Tankegangen i den russiske Kommunist Bucharin's Ord angaaende Hovedmotiver til Verdenskrigen, hvor han skildrer samtlige store imperialistiske Staters Verdenspolitik med Ordene: »Allerførst gaar det ud over de smaa Folk i Kolonierne, svage, undertiden vilde Stammer, der lidt efter lidt ødelægges af de store Røverstater. Der opstaar mellem disse en Kamp om Fordelingen af de »frie« Lande, som endnu ikke er stjaalne af en af de »civiliserede« Stater. Derefter følger saa Kampen om det, som allerede tidligere er stjaalet. Det er indlysende, at denne evige Kamp om en Fordeling af disse Kolonier gør Verden blodigrød og hadefuld. Her føres Krigen mellem jættestore Kæmper, mellem Verdens største Riger, bevæbnede med de mest fuldkomne, dødbringende Maskiner. — Verdenskrigen, der brød ud i 1914, og som raser endnu den Dag i Dag, er den første, 13 der føres for en endelig Deling af Verden mellem de »civiliserede« Røveres Uhyrer. Verdenskrigen rev de fire gigantiske Hovedrivaler, England, Tyskland, Amerika og Japan med i Dødedansen. Og Kampen føres kun for at faa endelig afgjort, hvilken af de fire Røverbander der skal sætte sin blodige Hæl paa Verdens Nakke og jernhaardt træde de andre i Støvet.« —

Stater kan have Militærvæsen og drive Erobringspolitik, gaa frem med Ild, Jern, Blod — som altsaa England overfor Spaniere, Hollændere, Franskmænd, Danskere, Indere, afrikanske Negerfolk, Boere, eller Nordamerika overfor Indianere, Mexikanere, Spaniere og dog — med Rette — føle sig i begrebmæssig Modsætning til en Militarisme som den moderne tyske.

Det logisk rigtige heri ses let, naar man følger de to Hovedangrebslinjer, som er fulgte af Ententen i dens Kamp mod den tyske Militarisme.

Det første Stød rettedes imod, at det tyske Riges Udenrigspolitik skulde ledes ikke af parlamentarisk udpegede og af Parlamentet afhængige civile Politikere, men derimod af Militærkabinet og Generalstab med den øverste Krigsherre — Kejseren — i Spidsen.

Man turde vel ikke benægte, at naar det tyske Rige var bleven til igennem en Række Erobringskrige, saa byggede det paa samme Grund, som alle andre Stater i Verden, England, Rusland, 14 Frankrig, Japan, Sverige, Danmark, blot med den Forskel, at nogle havde været mere dygtige og heldige i deres Erobringspolitik end andre, og at den for nogles Vedkommende laa længere tilbage i Tiderne end for andres. Men — fraregnet de Stater, der efterhaanden var blevet saa smaa, at de ikke længere kunde række op til Udenrigspolitikens store Spisebord — var der blandt de virkeligt placerede nogle ældre Stamgæster, der i hvert Fald foreløbigt havde spist sig mæt, eller hvis Appetit kunde tilfredsstilles i et sindigere Tempo, medens andre — og blandt dem i første Række Tyskland — kun havde siddet kort ved de store Fade og derfor var udrustet med en drabelig Appetit, tilmed da det i enhver Henseende var i Vækstaarene. Heraf opstod en Fare for Uenighed, ja Slagsmaal mellem alle Bordets Gæster, og, som Lord Curzon under Krigen udtalte det i Overhuset, man kan ikke forlange, at en stor Stat med mægtige økonomiske og Prestigeinteresser hele Jordkloden over i Længden skal finde sig i, at alle disse Interesser kun fører en »taalt« Tilværelse, og af Havenes Beherskere naarsomhelst kan sættes ud af Spillet, hvad der jo netop skete under Verdenskrigen. Derfor var der aabenbart Fare for, at det Tyskland, som efter at have opnaaet sin kontinentale Magtstilling havde sendt sine Produkter og Mennesker ud over Havene og var begyndt at kolonisere, vilde foretage et land- og 15 sømilitært Fremstød for at opnaa en Tilvækst af sit Herredømme i Verden (agitatorisk kaldte man det et Herredømme over hele Verden, et »Verdensherredømme«). Herigennem kunde Uro, Krig, Nød bringes over Menneskeheden, og denne Menneskehed — eksklusive altsaa de 68 Millioner Tyskere—forudsattes i de store Træk tilfreds med den nuværende politiske Fordeling paa Jordkloden, særligt udenfor Europa, og dens naturlige Tendens til at lægge mere til den, der allerede havde meget. —

Den af militære Idealer og militær Ærgerrighed opfyldte tyske Officerskejser og hans Generaler forudsattes nu at være særligt tilbøjelige og i Kraft af det tyske »Autokrati« at have særlig let ved at bringe saadan Krigsulykke over Verden.

Og Faren i saa Henseende øgedes yderligere af den anden Ejendommelighed ved den tyske Militarisme, nemlig en i hele det tyske Folk gennem den almindelige Værnepligts Opdragelse udviklet militær Tankegang.

Med al Krigsophidselsens Overdrivelse er Tyskland bleven betegnet som Nutidens eneste militært agressive Stat, hvis Befolkning alene blev opdraget i militær Aand, og hvis Ledelse tilmed i Kraft af dens autokratiske Princip var lagt i en enkelt Mands Haand uden anden Persons eller Institutions Medansvar indentor Folket. Herud fra naaede man da ogsaa konsekvent til den Tanke at ville stille Kejser Wilhelm for en Domstol som den 16 ansvarlige Ophavsmand til Verdenskrigen, paa samme Maade, som man vilde dømme en Privatmand, der pludseligt i fredeligt Selskab gav sig til at trække Kniven og kaste sig over de Tilstedeværende for at plyndre dem for Uhre og Ringe Aarsagerne til nationale Krige og ganske særligt til en Krig, der omfatter saa store Nationer og mægtige Interesser som den sidste, er utvivlsomt saa mangfoldige, at Ansvaret aldrig vil kunne lægges paa en større eller mindre Kreds af Mænd, endsige paa en enkelt Mand, hvor megen afgørende Magt der end synes lagt i hans Haand. De eller han kan allerhøjst komme til at tage en Beslutning om Tidspunktet for Krigens Udbrud, hvor de da vil handle efter bedste Skøn og i Henseende til Sindelag og Klogskab maa staa til Ansvar for Historiens — iøvrigt noget lunefulde — Domstol De virkelige Ophavsmænd til slige store nationale Krige er historiske Forhold, økonomisk Konkurrence, forskelligt Samfundssyn og meget andet, som indenfor de enkelte Samfund forener de herskende med de beherskede i gensidig Afhængighed Og naar Marskalk Foch for nylig har sagt, at »Demokratier som vore angriber aldrig; de ønsker at leve i Fred og vokse i Fred,« saa turde slige Demokratier saa godt som militære Autokratier gennem den Kejser, der hedder Folkestemningen og hans Organer i Presse og politiske Repræsentationer finde Vejen til baade Forsvarskrigen 17 og Angrebskrigen, naar Omstændighederne har bragt Situationen til at modnes. Man erindre de demokratiske amerikanske Fristaters Holdning overfor Spanien med dets Kuba og Filippiner og — hvad der ligger særligt nær ved Tanken paa Marskalk Fochs Paastand — den tredje franske Republiks Krigshistorie, som viser, at end ikke de langt mere overskuelige, rene Kolonikrige behøver noget autokratisk Militærregimente for at komme i Stand; thi det kan vel næppe hævdes, at det var det uskyldige franske Demokrati, der blev angrebet i Tonkin, Madagaskar, Marokko.

Hvorom alting er, havde jo imidlertid Tyskland selv allerede efter den første — borgerlige — Revolution af Oktober 1918 gennemført det parlamentariske System, frataget Kejseren Retten til at erklære Krig og slutte Fred, lagt Hærledelsen ind under den parlamentariske Minister o. s. fr., kort sagt i alt væsenligt afskaffet den tyske Militarisme, som Ententens Folk og mange Neutrale med dem betragtede som en hele Verden truende Form for en Stormagts politiske Ledelse.

Og samtidig pidskede et politisk, litterært og folkeligt Tyskland med sandt Flagellantraseri sin syndige Krop ogsaa for den Militarisme, der var noget helt andet og uendeligt interessantere i national og social Henseende, nemlig den, som betød hele Nationens Gennemtrængen af militær Opdragelse, 18 Aand og Syn i Kraft af prøjsisk Udvikling af almindelig Værnepligt.

Det skulde blive den anden tyske Revolution af 1918 — den socialistisk-bolshevikiske Novemberrevolution — forbeholdt, meget hurtigt, at drage den logiske Konsekvens af denne for Ind- og Udland energisk demonstrerede Anger.

Under »Arbejder- og Soldaterraadenes« Førerskab brødes ogsaa denne Militarisme i Ruiner.

I Kraft af hvad?

Til Gunst for hvad?

Besvarelsen af disse Spørgsmaal sammen med en Redegørelse for den tyske Militarismes historiske Udvikling fører ind i det allerdybeste af dette mærkelige Kulturfænomens socialt ethiske Væsen.

III

Den, som har et virkelig personligt Indtryk af de forskellige tyske Folkestammer og kender noget til Tysklands Historie op igennem Tiderne, ved, at Tyskerne inderst inde er lidenskabelige, sentimentale og romantiske, lyriske, musikalske og spekulative, selvoptagne og egenraadige, og at derfor deres politiske Tilværelse fra Middelalderen til langt ind i det nittende Aarhundrede er foregaaet under stærke Stemningssvingninger, i indbyrdes Kiv og Strid, der medførte en Splittethed, 19 som alene svagt og forbigaaende lod sig forene under nationale Synspunkter.

Det romerske Rige af tysk Nation gled i Seklernes Løb ud i en Sump af konkurrerende Særbevægelse, hvoraf moderne Tids bredere Befolkning reddede sig aandeligt ind i et jævnt arbejdsomt og hyggeligt Filisteri, medens højere begavede og bedre oplærte flygtede op mod Digtningens og Tænkningens, Musikens og Mysticismens Tinder, hvor der, i forbigaaende bemærket, blæste en i materiel Henseende ofte overmaade barsk Vind.

En tysk Forsker har træffende bemærket, at man om den moderne tyske Aandskulturs store Fædre kunde sige: Deres Rige var ikke af denne Verden! Ja, han har paavist, hvorledes den tyske aandelige Guldalders største Mænd klart har udtalt sig imod en politisk Verdens Naadegaver. Friedrich Schlegel formanede: Ød ikke Tro og Kærlighed paa den politiske Verden, men bring i Videns og Kunsts guddommelige Verden dit Inderste til Offer i den evige Kulturens hellige Ildstrøm!« Goethe skriver i 1799 til Professor Hottinger i Zürich: »For den, der kan hæve sig ud over sin Tid, er Fædrelandet intet Steds og alle Vegne«. Schiller har udtalt: »Tysk Rige og tysk Nation er to forskellige Ting. Det var aldrig de tyske Fyrsters Hoveder, som bar det Tyskes Majestæt. Tyskeren har fjærnt fra det politiske grundet sig et eget Værd, og selv om Imperiet maatte forgaa, saa vilde den tyske 20 Værdighed bestaa«. Ja endogsaa Fichte spørger saa sent som i 1805: »Hvilket Fædreland har den i Sandhed dannede kristelige Europæer?« Og han svarer: »I sin Almindelighed maa man sige Europa og specielt den Stat i Europa, som staar højst i Kultur«.

Kun i et af de tyske Lande havde der i Løbet af et Par Aarhundreder indenfor visse Lag af Befolkningen udviklet sig en anden Aand. Det var i den af de tyske Stater, som man kan kalde Tysklands Amerika, hvor Pionerer og Kolonister, Krigere, Landmænd, Forretningsfolk fra alle tyske Lande og for den Sags Skyld ogsaa Flygtninger fra Lande udenfor Tyskland havde fravristet slaviske Folkeslag deres Land paa lignende Maade som Amerikanerne tog Prærierne fra Indianerne.

Disse de forskellige tyske Stammers Foregangsmænd i Tysklands far east — med et efterhaanden betydeligt Islæt af Jøder — havde skabt det tyske Prøjsen — efter Navnet oprindeligt Betegnelsen for slavisk Land — under drøje Afsavn; de havde bygget Boliger, dyrket Jord, gjort Forretninger, i det hele taget bragt disse Overdrev, fjernt fra de gamle tyske Lande mod Syd og Vest, i Kultur. Og med Vaabenmagt havde de maattet besejre Modstand af ganske anderledes alvorlig Art end den, der mødte en moderne Tids Kolonister paa den anden Side af Atlanten.

Prøjserne, som de med et Samlingsnavn kaldtes, 21 maatte blive Krigere, militære Erobrere, der havde lært at lyde kyndige Krigshøvdinger og kunde byde over Undergivne, de maatte som Herrer forstaa at administrere nye Landerhvervelser, der militært skulde sikres mod at gaa tabt igen, de blev Landhandlere og anden Slags nøgterne Forretningsfolk.

Og de ældste og ældre Pionerers Efterkommere kunde intet Øjeblik hvile paa deres Laurbær. Deres Land var netop et af Krigslykke og Handelschance formet Koloniland, der ikke laa roligt afbalanceret indenfor naturlige Grænser og husede en i Oprindelse og Udvikling nationalt ensartet Befolkning. Omkring en Krigsherre og en Krigsfane maatte Prøjserne naturligt samles. Den prøjsiske Stat, som deres Historie i en dem alle bevidst Tid havde skabt, maatte blive en Art timelig Guddom, som Pionerfolket tjente i fælles Vilje til, økonomisk og kulturelt, at hævde og udvikle denne Samfundsbygning, der var tømret op efterhaanden, som Bjælkehuse i jomfruelig Skov, der mere og mere ryddes omkring dem.

Prøjsens Historie fra Middelalderens Korstogsdage mod Slaverne over Frederik den Stores Erobring af Schlesien og de polske Lande til Wilhelm den Førstes Tider er en stadig videre Udbredelse af de prøjsiske »Farver«. Det er træffende, naar den kendte prøjsiske Nationalsang synger: »Jeg er en Prøjser; kender I mine Farver?« Mine 22 Farver, ikke mit Sprog, mit Land, mit Folk, men mit krigerske Kendetegn, den Kokarde, som er Symbolet paa mit Samfunds organiserede Statsmagt.

Men ved Siden af, at prøjsisk Historie stadig pointerer det prøjsisk statslige, har den, i afgørende Tilfælde været nationalt tyskfarvet, fra Frederik den Stores Sejr ved Rosbach over Ludvig den Femtendes Soldater, gennem Frihedskrigen 1813 og det store prøjsisk-tyske Toldforbund i 1834 til Sejren over Frankrig 1870. Prøjsen blev, naar det kneb, selve den tyske Roland, der afbødede Sværdslagene fra Tyskernes tidligt nationalt samlede Naboer mod Vest, og som gik i Spidsen for at bryde Englands trykkende økonomiske Overmagt efter Napoleonstiden. Prøjsen blev Helten, der ikke blot havde Vagten mod Moskoviter og andre Slaver Øst paa, men som ogsaa tog Førerskabet mod de Vælske, der havde erobret gamle tyske Landsdele og under Napoleon dikterede hele Tyskland dets Skæbne fra Paris. Gennem sine Soldater og militært methodisk arbejdende Bureaukrater, sine Teknikere og Videnskabsmænd blev Prøjserne Førende i Tysklands udenrigspolitiske og økonomiske Emancipation.

Den berømte engelske Historieskriver Macaulay siger i sin Omtale af Frederik den Stores Sejr over Marskalk Soubise: »Aldrig havde den teutonske Folkestamme vundet en saadan Sejr over 23 Franskmændene. Budskaberne derom fremkaldte et almindeligt Udbrud af Glæde og Stolthed hos hele den store Familie, som talte de forskellige Mundarter af Arminius' gamle Sprog. Frederiks Navn begyndte at erstatte Manglen af fælles Regering og en fælles Hovedstad ... Da først viste det sig, at Tyskerne udgjorde et Folk ...«

Og under Krigslandet Prøjsens Førerskab rejste i 1813 hele det Tyskland, hvis Goethe havde fundet Fædrelandet intet Steds og alle Vegne, sig imod den geniale Italiener, der havde gjort Frankrig til sit Fædreland for, som han udtrykte sig, »at skabe et stort føderativt forbundet Europa, saaledes som jeg maatte holde det for overensstemmende med Aarhundredets Aand og til Gavn for Civilisationens Fremskridt«. —

Den tyske Folkestamme, der havde det meste Fremmedblod — mere eller mindre vel opsuget — i sit Statslegeme, greb, ud fra sine Statsinteresser og med militær Haand, det tyske nationale Banner og tog Førerskabet for at jage den fremmede Universal-Kejser ud af Friedrich Schlegels, Goethes, Schillers Lande. Prøjsiske Patrioter gik i Spidsen for Kampen mod Napoleons kosmopolitiske Idéer og bidrog først og fremmest til at bryde Sympatien for dem i Tyskland og bane Vej for en tysk-national Selvhævdelse, der vægrede sig ved at være Fremmedes Tjenere under Kampen for »Civilisationens Fremskridt«. —

24

Da Fremmedherredømmet var knust, reorganiserede Prøjsen sin Hær efter originalt udformede, moderne Principer, det gennemførte ensartet Forvaltning af de mangfoldige Territorier med forskellig overleveret Administration, som var bleven Landet tilkendt paa Wienerkongressen, og det løste denne Opgave — efter en prøjserfjendtlig dansk Historikers Udsagn — med »mønstergyldig Orden og Fasthed«.

Men Prøjsen gik atter ud over sine egne Interesser og i Marken for Tysklands Sag gennem sit energiske Arbejde for at fremme praktiske Videnskaber, Industri og Handelsliv i Sammenhæng med Startningen af en hel ny Toldpolitik, der altsammen sigtede mod England efter Waterloo og de Priser, Briterne foreskrev det fattige Tyskland. Paa Trods af heftig Modstand fra baade Englands og kortsynede tyske Staters Side lykkedes det Prøjsen atter at vinde en national Sejr for Tyskland og gennem sine Toldforordninger og Toldforbund, der omkring 1840 omfattede de betydeligere tyske Lande, føre Tyskland fra at være Englands ydmyge Aftager et mægtigt Skridt frem til at blive dets virksomme Konkurrent.

Men under hele denne Udvikling gik det mange af det gamle Tysklands idealistiske Tyskere alt for smaat med det »Civilisationens Fremskridt«, som de havde ønsket fremmet under Førerskab af nationalt tyske eller i hvert Fald tysktalende og 25 tyskskrivende Mænd. Den prøjsiske »Reaktion«, der var fast forankret i gammelprøjsisk militær og bureaukratisk, faglig Organisation og interesserede sig virksomt for videnskabeligt, teknisk, industrielt, statsøkonomisk Fremskridt, havde liden Sans for indrepolitisk eller doktrinært social Udvikling. Den opfattedes hurtigt som Muren, der spærrede den internationale Friheds Lys ude fra Tysklands Hus og som skulde væltes, hvad der ogsaa blev forsøgt og i første Omgang lykkedes i Revolutionsaaret 1848 under Feltraabet: Frihed, Tyskhed og Tysklands Enhed. Alligevel hedder det f. Eks. i et Brev af 21de August 1848 fra den unge Werner Siemens, som den 20de Marts havde skrevet til sin Broder om den »skrækkelig skønne Nat«, der havde »bragt Tyskland en Menneskealder fremad«: »Du maa ikke for uretfærdigt fordømme den prøjsiske Reaktion. Nu skal der skabes noget stort, nemlig et tysk Fædreland: det er dog endnu et stort Spørgsmaal, om og hvorledes det kommer i Stand ... I Prøjsen har det lavere Folk en vis prøjsisk Patriotisme, den mest holdbare Basis, der staar fast i Nødens og Farens Stund, og tillige den gamle Krigsberømmelse, der altsaa er skabt af Selvtillid. I hele det øvrige Tyskland er Folket i sit store og hele ligegyldigt — det er den væsentlige Forskel. Og det er for Tyskland en Lykke, at der dog endnu et Sted i Tyskland findes en Patriotisme, 26 der vilde kunne blive Kærnen i en fremtidig tysk Patriotisme«.

Gennem disse Ord af en højst intelligent Iagttager, der stod i prøjsisk Tjeneste uden selv at være Prøjser, som tvært imod var udgaaet fra et af det gamle Tysklands Hjertekamre, Thüringen, ser man lige ned til Bunden af Forholdet mellem Prøjsens og Tysklands Historie.

Paa den ene Side staar et centraliserende anlagt, nøgternt, i strengt Arbejde opdraget, tysk Folk, hvis Idealitetstrang udløser sig i Offervillighed overfor sin Stats politiske, økonomiske og øvrige kulturelle Herlighed; paa den anden Side flokkes en Række andre tyske Folkeslag uden stærk politisk Rygrad, føderativt stemte, tilbøjelige til at søge deres Idealer i Retning af et tysk Førerskab paa Musikens og Kunstens, Videnskabens og Litteraturens almenmenneskelige Omraader.

IV

Det blev Prøjsen, som med sin Militærmagt og Embedsstand, sin hele gennem dets Historie naturnødvendigt udviklede Fagkundskabens, Organisationens og Disciplinens Aand, gennem militært og civilt Arbejde, tilsidst i Vaabenkamp, fik samlet alle de splittede tyske Stater til en politisk Enhed.

27

Prøjsisk Militarisme fik — for at tale populært — bragt »Trit, Kæft og Retning« ind i tysk Aand. Den samlede alle de enkeltvis ilende Fjed til den store »Takten«, der, som Bjørnson sang, er »halve Magten«; den stoppede Munden paa de lige saa mange Meninger, som der var Hoveder, afskar med sin magtfulde Autoritet de endeløse Diskussioner, der løb ud i Mangel paa Beslutsomhed, saa at baade Vilje og Intelligens kvaltes i Vrøvl; den gav tysk Selvglæde en fælles Retning gennem Nedkæmpning af Selvraadigheden og med Krav til Offerviljen. Den kunde bruge som Devise sin prøjsiske Filosof Immanuel Kants Ord: »Jeg sov, og jeg drømte, at Livet var Lykke; jeg vaagnede, og jeg saa, at det var Pligk« ...

Prøjsisk Militarisme, som den vandt Krigen 1870, kunde føre sin Stamtavle tilbage til Frederik den Stores Fader, Frederik Wilhelm den Første, der supplerede sine lejede Soldater med Tropper, udskrevne i Henhold til et »Cantonreglement«, som udtalte, at »enhver prøjsisk Undersaat er født Soldat (für die Waffen geboren)« og for saa vidt altsaa allerede forkynder den almindelige Værnepligt. Men dels var hele Adelen (der væsentligt tjente frivilligt som Officerer), de største Pengemænd og visse kommercielt fremragende Stæder (f. Eks. Berlin) fritagne for at stille Soldater, dels — og navnlig — stødte Militærpligten paa saa alvorlig passiv Modstand hos Befolkningen, at 28 det — som Treitschke siger — »ikke engang lykkedes en Jernvilje som Frederik Wilhelms nogensinde blot tilnærmelsesvis at naa op til det Antal Tropper, som foresvævede ham«. Og hans Søn fjernede sig fra Faderens Tilløb til Gennemførelsen af en almindelig national Soldaterpligt. Undtagelserne blev under den store Fritz bestandig flere, hans berømteste Hære, hvori Officerskorpset holdt virkelig national Begejstring og Lidenskab oppe, bestod helt overvejende af hvervet Mandskab. Scharnhorst var det, som under Arbejdet paa Prøjsens Genrejsning efter Nederlaget mod Napoleon — i 1808 — vendte tilbage til Grundtanken fra Frederik Wilhelms Cantonreglement, inspireret af en ny Tid, der i de franske Revolutionshære havde kaldt alle et Lands kampdygtige under Fanerne til Forsvar for Republiken; han udformede senere militært Tanken om en saadan virkelig almindelig Værnepligt uden det Stillingssystem, Napoleon havde anvendt. Og gennem langt og energisk Arbejde, under baade hæmmende og æggende Modstand, fejrede den almindelige Værnepligt i Tredserne sin fulde Gennemførelse i Prøjsen, indtil dens System i 1870 stod sin Prøve baade militært og tysknationalt.

En prøjsisk Junker var Tysklands store nationale Statsmand, og med uimodstaaelig Kraft trængte nu den Aand, der tidligt havde udviklet sig indenfor prøjsisk Hærvæsen og Administration, 29 ud i hele det tyske Samfundslegeme. Den prøjsiske »Militarisme« blev til en tysk Militarisme, der uniformerede, kan man godt sige, alle de tyske Lande og de tyske Befolkninger ud i saa at sige alle Beskæftigelser.

Gennem den almindelige Værnepligts Højskole for hele den tyske Befolknings voksne mandlige Ungdom bredte denne Nationalmilitarisme sig med det hele prøjsiske Opdragelsessystem i Følge over alle tyske Lande.

Der udvikledes en tysk Nationalmilitarisme, som blev et af Nutidens ejendommeligste Kulturfænomener og faktisk — hvad jeg i Begyndelsen af Krigen andet Steds har udtalt — »den betydeligste Kulturværdi, det moderne Tyskland overhovedet har udviklet, Tysklands egentlig originale Indsats i Nutidskulturen«. Den betød en gennem utrættelig Flid og uselvisk Hengivelse, i Menneskealdre oparbejdet, kæmpemæssig Organisation af Viden og Kunnen, Underordningsevne og Førerdygtighed, Forudseenhed og Vovemod, altsammen baaret oppe af en religiøst opfattet Offervillighed indtil Døden. —

Militær Uddannelse maa nødvendigvis uddanne Sansen for selv det tilsyneladende ubetydeligste, fordre pinlig beregnet og beregnende Nøjagtighed, kræve Forudseenhed, lynsnar Beslutsomhed, hensynsløs Sætten Energien ind — altsammen under Bevidstheden om, at vedkommende Individ i det 30 overvejende Antal Tilfælde ikke høster noget Resultat for sig selv af det, han lider, handler, ofrer.

Og ligesom det enkelte Menneske af den moderne militære Opdragelse maatte udvikles til at kunne blive en avtomatisk fungerende lille Maskindel af et ham overlegent Hele, maatte han efter Omstændighederne kunne optræde som en med alle Evner i potenseret Form virkende Personlighed. Den menige Mand, der kunde blive ført som en lille Brøkdel af sin Kolonne, fik i et særligt Hverv, som Vagtpost, Ordonnans, Patruljefører Brug for den højest udviklede, selvstændige Konduite.

Tendensen i moderne militær Uddannelse gik netop ud paa at bevare en Menig i hver Fører og udvikle en Fører i hver Menig. —

Ud fra disse Synspunkter og i Kraft af stadig opøvet og udviklet Praksis var der i de sidste henved halvt hundrede Aar før Verdenskrigen i Tyskland bleven skabt en national Hær, hvoraf saa at sige hver eneste tysk Mand havde været Medlem, en i teknisk og moralsk Henseende lige kæmpemæssig Organisation, hvis Taktslag og Tempo gik over til at blive det ganske arbejdende Tysklands.

Det militære Trit lød i Skolen, fra den laveste til Universitetet, det var Industriens, Handelens, Arbejderbataillonernes.

Tyskeren blev Soldat, naar han — fra et som oftest veldisciplineret Hjem — 6 Aar gammel kom 31 i sin Skole, der ikke var noget Biografteater til behageligst mulig Meddelelse af Kundskaber, men først og sidst en streng Pligtskole; han var under hele sit Livs Virksomhed faktisk i Trøjen og byttede den først med Ligskjorten.

Hver en løbende Dag under den dybeste Fred inden Krigens Udbrud arbejdede Tyskerne i alle deres Fag og Professioner fuldkommen lige saa »militaristisk«, som da de rykkede i Felten. Der var mere Militarisme i et tysk Modemagasin end i mangen en Smaastats Hær ...

Før Krigen havde jeg Lejlighed til at tale indgaaende med tyske Handelsmænd, der arbejdede i Brasilien eller Argentina. De kunde kritisere meget af, hvad »Junkerne« og Officererne regerede op med hjemme i Tyskland, men uden at de tænkte over det, lød det militære Taktslag gennem al deres Nøjsomhed og Flid, Forsigtighed og Beregning, skaanselsløse Udholdenhed og Energi og ikke mindst i deres Ærgerrighed ud over den rent personlige Tilfredsstillelse og Fremsynet langt paa den anden Side deres egne Grave.

Disse Handelens Mænd marscherede i Række og Geled med Industriens Folk, af hvilke f. Eks. Wilhelm v. Siemens — i Tidsskriftet »Nord und Süd« — udtalte, at saaledes som Verdensøkonomien i vor Tidsalder har udviklet sig, »befinder Industrien sig altid i Krig, den enkelte Industridrivende ligesom svømmer omkring i et Hav af Afhængighed, hvori 32 han samtidig kun redder sin Eksistens ved selvstændigt at risikere den. Den økonomiske Udvikling foregaar i en stadig Kamp mellem Egoisme og Solidaritetsfølelse, mellem paa den ene Side Frihed og Selvstændighed, paa den anden Side Orden og Indskrænkning. Denne Kamp udkæmpes gennem et videnskabeligt systematisk, pligttro Arbejde lige ned i Tingenes Grund med selve Ens Tilværelse som Indsats«.

Nøjagtigt det samme Grundsyn som Soldaternes Militarismes! Samme Indordnen af den enkelte under et Hele, samme disciplinerede, fagmæssige Arbejde, samme pligttro Offervillighed!

Og et saa uvildigt Vidne som den tyske socialdemokratiske Digter Richard Dehmel skriver — i »Deutsche Rundschau« December 1918! — efter at han selv som 50aarig Frivillig har gjort Krigen med: »Først ved min Uddannelse til Soldat er det blevet mig rigtig klart, hvilken opdragende Betydning der ligger i den fælles Vaabentjeneste. Det er dér, de fleste unge Mennesker først lærer at se ud over deres snevre Synskreds og give Agt paa den store Helhed, hvori Menneskets Handlinger er indføjede. I alle andre Skoler er det ganske omvendt; dér tjener Organisationen Elevens aandelige Egennytte, forbereder ham til et særligt Erhverv; kun middelbart bliver han belært om, hvilken Betydning hans Uddannelses Formaal har for det almindelige Velfærd; 33 og det overlades til hans Egensind, hvor vidt han vil tage efter denne Belæring. Hvorimod Soldatens Uddannelse umiddelbart og uafladelig er indstillet paa at udvikle et Fœllessind. Ved et System af planfulde Øvelser bliver Opmærksomheden vedvarende rettet mod den pludselige Befaling, hvis Endemaal er en præcis Samvirken af leddelte Masser. Det foregaar altid under Forudsætning af, at man staar overfor et afgørende Øjeblik, en farefuld Overraskelse. Dette skærper Aandsnærværelsen. Og den enkelte Mand bliver klar paa sin Værdi for hele Troppens Mandstugt. Han lærer saaledes efterhaanden selv at befale og træffe selvstændige Beslutninger indenfor sin Lydighedspligts Grænser. Hans Sans for Orden og System og hans Frihedstrang bliver fæstet til og i hinanden; det, at man lærer ham et udad til oprejst Væsen, styrker den indre Oprigtighed, hvad der altsammen er af blivende Værdi for hele Mandens Livsførelse. Naar man ser bort fra ondsindede Foresattes Overskridelser, er det, som man, især fra vore Fjenders [Dehmel burde have tilføjet og fra alt for mange Tyskeres!] Side principielt har indvendt imod denne militære Opdragelses Stramhed kun udsprunget af et overspændt Frihedsbegreb, som ikke staar i den personlige Menneskeværdigheds Tjeneste, men kun er Udslag af Trang til at følge egoistisk Vilkaarlighed. Og denne egoistiske Trang lader sig hverken forene med tysk Sind 34 eller med den menneskelige Civilisation i sin Almindelighed, saa kan andre Nationer nok saa bestialsk holde sig selv for Nar med den! Det største Bevis for, hvilken Værdi til Frihed der laa i den militære Diciplin afgav inden Krigen det tyske Socialdemokratis Organisation, som der ikke fandtes Mage til i noget Land, og som kun var kommen i Stand i Kraft af vor militære Uddannelses forbilledlige Indflydelse

Tysk Industri, Teknik og Handel opad til og nedad til, blandt Arbejdsgivere og Arbejdere var af Nationalmilitarismens Aand bleven inspireret til Verdenserobringer, ligesom dets Videnskab gennem en militært beaandet Organisation naaede sit i moderne Tid overvældende, praktisk anvendelige Arbejdsresultat, der fik Indflydelse ud over Jordkloden.

Sikkerlig er denne Udvikling ikke foregaaet uden paa Bekostning af noget værdifuldt i tidligere Tiders Kultur, som det jo altid gaar her i Verden. Men lige saa sikkert var denne i intim Forstaaelse med det, som behersker hele vor, Maskinernes, Tidsalder.

Gang paa Gang i de rindende Aar maatte en lidt opmærksom Iagttager spørge sig selv: Var den tyske Nationalmilitarisme egentlig andet end en heldig fundet politisk Tilpasning til den af vor moderne Maskinudvikling skabte Form for Tilværelse med vældigt tiltagende Befolkningers 35 uimodstaaelige Breden sig over internationale Kæmpemarkeder, hvor Masseforbruget er uniformeret, og hvor gigantiske Interesser kræver den minutiøseste og aarvaagneste Forberedelse, den mest energisk gennemførte Handling under den skrappeste Konkurrence?

Havde Tyskerne ikke fundet et Løsningsord for vor imperialistiske Masse- og Maskin-Tid? Besad deres nationale Religion ikke Betingelser for at kunne blive en Verdensreligion? Saa man ikke blandt andet i Asien, Fremtidens mægtige Folkekedel med uoverskuelige Muligheder, Tyskernes smaa gule Lærlinge i fuld Gang med at udnytte de tyske Lærdomme under de gunstigste Konjunkturer?

Og selv om Tyskerne tabte i den tilstundende Verdenskamp, vilde saa ikke Sejrherrerne — som saa ofte før i Historien — optage de Overvundnes Kulturvaaben?

V

Vi ved, at da saa Verdenskrigen kom, tyede selv Englændere og Amerikanere ind til den almindelige Værnepligts Princip og skabte under rigelig Paavirkning af tysk Militarisme den uhyre Krigsmagt, hvormed Krigen førtes til Ende; vi ved af Englændernes egne Udtalelser og Handlinger, hvorledes de under Krigen i mangfoldige Henseender 36 paaskyndede en allerede begyndt Tendens og tog til Forbillede for deres Handel, Industri og Samfundsorganisation den af det nationalmilitaristiske Tyskland skabte Udvikling. Vi ved, hvorledes de militært, kommercielt, industrielt bekæmpede Tyskerne med de fra det militaristiske Tyskland hentede Vaaben, og — vi har oplevet, at Tyskerne selv brød disse Vaaben i Stykker, strakte de nøgne Hænder op mod Fjenderne og bad om at blive deres Sejrsherrers Medarbejdere i en idealistisk kaldet Kamp, der netop benævnede sig »antimilitaristisk«, og ganske særligt anti den tyske Militarisme.

Det var Skytten, der ikke ramte og saa slog sin Bøsse itu.

Det var Eleven, der bankede sin Lærer, fordi han ikke havde kunnet magte Opgaven.

Det var Forretningsmanden, der udleverede sin sidste Vare til den Konkurrent, der havde faaet lempet ham alle de andre fra.

Maatte det ikke synes at være det glade Vanvid, som man siger?

Og saa er der alligevel menneskeligt set en dyb »Mening« i det nye Tysklands Raseri mod sin gamle Militarisme, som nu faar Skylden for alle Ulykker fra den slette Politik og nedefter. Der er i denne Bevægelse en naturlig Reaktion mod noget af det væsentlige i Militarismens Aand. Den retter et logisk set i og for sig rigtigt Stød mod en af 37 Militarismens Hovedsvagheder, som ligger netop Side om Side med dens største Styrke.

Den tyske Militarisme forlangte af den enkelte — han være sig Bydende eller Lydende, Soldat eller ikke — offervillig Ydelse indtil Kræfternes yderste Anspændelse, ja indtil Døden, til Bedste for den Stat, der omfattede alle, var udgaaet af Slægtledene før os og skulde fortsætte sig i de kommende, den, som bandt nulevende, afdøde og vordende sammen i en uforgængelig Udvikling.

Og dette uhyre Offer blev bragt, ikke blot af de tyske Hære og alt hvad der mere eller mindre direkte hang sammen med dem, men ogsaa i største Udstrækning af Landets civile Befolkning, Kvinder og Mænd.

Heri laa baade Hemmeligheden i Militarismens uhyre Styrke og Spiren til dens frygtelige Fald, fordi denne Lydighedens Offervillighed indtil Døden, under Anerkendelse af en ubetinget Autoritet, er af religiøs Karakter og kun kan opretholdes af den, som tror.

Den Dag kom, da Troen glippede, Troen paa, at Militarismen gennem Folkets næsten overmenneskelige Ofre af Arbejde og Gods, Helsen og Liv vilde kunne vinde Krigen til Konsolidering af Tysklands politiske, økonomiske og øvrige kulturelle Velfærd.

Da slog den saa højt spændte Lydighed over i sin Modsætning og blev til Oprør mod Militarismens 38 Autoritet, vild Anklage mod dens hele System og dettes inderste Kærne, Offerviljen og Lydighedspligten.

Da gjorde den af saa stærk en Selvtugt kuede menneskelige Egenraadighed sig i rasende Harme fri.

Med en Løbeilds Hast maatte Kritiken og Kampen brede sig — med stigende Uretfærdighed — fra Militærvæsenet og Politiken til det borgerlige Livs Arbejdsformer og moralske Indhold. Officerers og politiske Institutioners, Bedriftlederes, Præsters, Opdrageres, Fagforeningsorganisationers Autoritet rystedes i Bund og Grund.

Da blottede Kampen mod Militarismen sig som det, den ogsaa under roligere Tider og Former inderst inde altid har været, nemlig Kampen mod Autoritet, Kampen for Hævdelsen af Jeget, Menneskets Befrien sig fra Selvkontrol, Krigen mod Tugt og Selvtugt.

Det var begyndt med, at man vilde skabe mere betryggende Former for Udøvelsen af Autoriteten, indskrænke dens Absoluthed, fordele dens Ansvar, stille Mandskabsrepræsentationer ved Siden af Officererne, parlamentarisere Forfatningen, afskaffe Monarkiet, bygge den nødvendige Samfundstvang op paa hele Folkets fri Vilje; men man rutschede med rivende Fart ud i Konsekvensernes hensynsløse »Tagen selv«: Lønforhøjelser og Arbejdsfrihed, 39 Indtægter, Indflydelse, Nydelse, uden Tanke paa andre og paa Fremtiden.

Og for Enden af det hele rasende Løb rejste sig som det lysende Modsætningernes Tegn — atter det blanke Sværd.

Det bolshevikiske Diktaturs Sværd. —

VI

Kampen indenfor Tyskland mod den tyske Militarisme har aldrig hvilet, selv ikke da Virkningerne af Militarismens Skole gav sig de mest blændende Udslag i økonomisk Henseende og i Retning af Prestige hele Verden over.

Selvfølgelig var Nationalmilitarismen kun optaget af den tyske Befolkning som den Art sociale Værdier begribes og tilegnes af et Folk, bevidst af de faa, ubevidst af de mange, hyppigt fra disses Side under Angreb paa de Principer og Synspunkter, de i Virkeligheden praktisk følger. Og lige saa selvfølgelig havde Militarismen gennemtrængt de forskellige Samfundslag i forskellig Grad og med forskellig Villighed og Varme, ligesom den bestandig stod under Indflydelse af den endnu virksomme, om end ofte helt latente, Modsætning mellem prøjsisk Patriotisme og tysk kosmopolitisk Tendens.

Mange var de Navne, som tysk Antimilitarisme 40 betjente sig af; under taagede Deviser har den fægtet; Klarhed og Ærlighed var ikke dens Hoveddyder.

Retsindige var de — isolerede — Tolstojanere og andre religiøse Idealister, der, ud fra en bestemt Opfattelse af Guds Kærligheds Væsen og i Kraft af virksom Næstekærlighed forkastede Militarismens Offerlære som usædelig, fordi den bundede i Krigen, der betød organiseret Ophævelse af Menneskekærligheden. De kom i Modsætningsforhold til andre religiøse Mennesker, der saa Krigen som et af Guds ufattelige Kærligheds klarende og tugtende Redskaber, men mødtes med dem i det Krav til personlig Offervillighed overfor Næsten, som kendetegner Gudsfrygt, og deres Kamp mod Militarismen førtes i Handling og Eksempel mere end gennem Agitation.

Ganske anderledes optraadte den med hver Dag betydningsfuldere Finanskapitalisme og den uendeligt forgrenede borgerlige Intelligens, der materielt og aandeligt beroede paa den.

Finanskapitalismens hele internationale Fundament, Bygningssystem og Maskineri var bestandig bleven mere kompliceret, fintmærkende, ømtaaligt og fandt sig daarligt til Rette med Militarismen, der saa let kunde bringe de gyldne Cirkler i Fare. For en Livsopfattelse, hvis Devise var Gevinst, stod Militarismens Offertale som absurd; naar man selv tjente den højst mulige Frembringelse af Velvære, 41 Kunst, Litteratur, maatte krigersk Heroisme synes raa og barbarisk, lige saa fjern fra Livets attraaværdige Maal som en skiden Slagmark med Stank og Jammer fra kunstneriske Sale med aandfulde Menneskers Glæde over Verdens kulturelle Mangfoldighed. Krigen var for Finanskapitalismen en Kæmpebølle, udrustet med alle Jernets, af det skønne og smidige Guld ellers overvundne eller oversmurte Urinstinkter, en Forstyrrer og Ødelægger, som man nok kunde se var i Stand til at bringe visse Fordele og føre Kulturudvikling med sig, men som gjorde dette med alt for brutale Ofre, gennem voldsomme Omvæltninger, under en Forstyrrelse og Ødelæggelse, der bestandig var forbunden med den største Risiko, som hyppigt kun medførte positive Tab eller dog for sin Gevinstside maatte regne med ubehagelig langt Sigt.

Den industrielle, kommercielle, kulturelle Verdensliberalisme taalte desuden ikke godt at se Blod og have Smerte, Nød og Pine for Øje, den ønskede Livets bitre Piller forgyldte og helst endda betaget saa meget af deres Bitterhed som muligt; den var ømskindet overfor sig selv og paa andres Vegne, som den, der lever med Kone og Børn i god Komfort og tilmed har Forretningsinteresser — og menneskelig Glæde — af, at andres Komfort ogsaa stiger.

Men Liberalismen anerkendte dog med Sindsro Kanonbaaden som en energisk Handelsrejsende, 42 der lejlighedsvis aabnede nye Markeder med større Overtalelsesevne end selv den behændigste og tungesmidigste, fredelige Repræsentant, og Liberalismens Modvilje mod Blod og Nød svandt betydeligt med Afstanden, i hvilken den befandt sig fra de Dele, og med den større eller mindre Fordel, der kunde flyde af Blodet og Nøden.

Liberalismen undervurderede saa vist ikke Militærmagt baade som en Jernstang for Døren og en Løftestang ind til Pakhuset; den tilkendte Militærpersoner sin Agtelse i Forhold til den Nytte, de aktivt — eller passivt blot ved deres Eksistens — kunde yde økonomisk og anden kulturel Virksomhed; den underkendte heller ikke det gavnlige i Nationalmilitarismens Opdragelse af Befolkningen til Pligtfølelse, Flid, Orden, Resoluthed o. s. fr.; men den maatte i Følge sin Natur se alt Militærvæsen under en Bedrifts økonomiske Synspunkt og foretrække det militære System, der kunde gøre Fyldest med de forholdsvis billigste Omkostninger, og den maatte først og sidst bekæmpe den specifikt militære Aand, der fulgte med den militære Opdragelse, Kammen, der svulmede paa Nationalmilitarismens Hoved, Blodet, der kunde skyde den op i Kinderne og faa Hjertet til at banke lidenskabeligt, Glæden ved Sværdklang i Følelse af Magtens Poesi, hele Militarismens Hævden sig og sine — fra Soldaten til Generalen — en særlig 43 Ære, inkommensurabel med Liberalismens Gentlemanbegreb.

Liberalismen vilde — som Menneskeheden saa ofte i stort og i smaat — have Aversen uden Reversen.

Ord som Lord Curzons om det stolte og stærke Folk, der ikke i Længden kunde være økonomisk baseret paa en »taalt« Tilværelse, forstod man ikke; saadan kunde Lorder tale og deres tjenende Følge, men ikke den, der historisk havde arbejdet sig fredeligt frem gennem Kløgt og Snildhed, med Hatten i Haanden overfor den, der beholdt Hatten paa, men som den ærbødige Mand dog forstod til syvende og sidst at faa i sin Lomme. —

I Kraft af Liberalismens Livsprincip, der udnyttede hvad udnyttes kunde som Raastoffer eller Hjælpemidler i sin Produktion, benyttede den Militarismen, hvor den havde Gavn af det, men søgte altid at holde dens Omkostninger saa langt nede, som det paa nogen Maade syntes forsvarligt. Og den formindskede efter Evne Militarismens kvalificerede sociale Anseelse til Bedste for sin egen, idet den overfor Militarismens Offer og Ære stillede den alt forstaaende og tilgivende Fredsælhed, som er den værgeløses bedste Vaaben.

Let fik den Øje paa Militarismens Skrøbeligheder: Faren for Udviklingen af en Rutine, der erstattede Opdragelsens sædelige Selvtvang med Tvang af rent ydre Art, hvoraf kunde opstaa Uselvstændighed, 44 Øjentjeneri, Brutalitet. Tilbøjeligheden for militært paavirket Styre til at overføre det militære absolute Autoritets- og Magtprincip paa ydre og indre Politiks gyngende Interessegrund. National Militarismes lidet udviklede internationale Kundskab og Finfølelse. For ikke at tale om de Svagheder, der kunde udvikle sig indenfor Militarismens pædagogiske og bureaukratiske Udformning: overdreven Haardhed, Reglements pedanteri, Skemasyge.

Mod alle disse Systemets menneskelige Ufuldkommenheder rettede Liberalismen en til Tider meget irriteret Kritik, der dog som Regel var forsigtigt snigende og ikke angreb hensynsløst.

De voldsomme Fremstød overlod man det af Liberalismen sufflerede Socialdemokrati.

Bourgeoisen skubbede, som saa ofte før, Arbejderen frem foran sig, naar der skulde slaas, og det blev da ogsaa Industriarbejderen og hans Fæller, der tilsidst slog Militarismen ned, til Liberalismens foreløbige Fryd og Glæde.

Med alle Liberalismens Vaaben og med det Plus af Lidenskabelighed, som voksede op af Folkemassens virkelige materielle og aandelige Trang og Nød i mangen Retning, kæmpede tyske socialdemokratiske Politikere og Skribenter mod den militaristiske Tvangsorganisationens Aand — der i Virkeligheden var deres egen.

Naar Socialdemokraterne protesterede mod Militarismens 45 umenneskelige Ofren Individernes Særmeninger og Særinteresser for blind Lydighed mod det store Hele og dets Opgaver, angreb de i Virkeligheden deres eget bærende Princip, som endog forlanger af Arbejderen, at han eventuelt skal se bort fra noget saa dybt menneskeligt og ægte sædeligt som Pligten til at ernære Hustru og Børn; ubønhørligt har han selv at sulte og lade Familjen sulte fremfor at gaa ud af sin Fagforening og nære sig og sine ved hæderligt, men »uorganiseret« Arbejde.

Og naar Socialister rasende angreb den prøjsisk-tyske Magtpolitik, der havde skabt Riget med dets Kolonier og holdt det hele magtfuldt sammen, ikke uden vanskelige Kampe mod Løsrivningsbestræbelser fra fremmede eller fremmedsindede Folkedele, angreb de i Virkeligheden Kullene, Malmlejerne, Raastofferne, som det skyldtes, at de ikke længere — som i Tysklands politisk magtløse Tider — maatte stævne ud over Havene for at tjene deres Brød, men nu havde tilstrækkeligt hjemme at tage fat i og — paa tyske Skibe — kunde bringe, hvad der yderligere var fornødent hjem til Forbrug og Forarbejdelse.

Foruden skønne Drømme om Almenfred og Broderkærlighed mellem Folkene — som Socialdemokraterne delte med Liberalismens og alle andre politiske Systemers Ideologer, saa længe Verden har staaet — var det ægte i Socialdemokraternes 46 Angreb mod Militarismen deres Protest mod Autoritetens Forankring i det nedarvede, langsomt evolutionerende Monarki i Stedet for i et radikalt revolutionerende Massedemokrati.

Bolshevismen drog den rette Konsekvens heraf, idet den, til bedre Sikring af det nye Samfund (hvis Skikkelse Bolshevikerne holder i endnu mere skizzemæssige Omrids end Socialdemokraterne) skar Demokratiet opefter væk og erstattede Socialdemokratiets langsommere Revolutionering i Kraft af Lovgivningens »fredelige« Tvang med en hurtigere Proces, der gjorde Brug af Ild og Sværd ...

Denne Bolshevisme er det tyvende Aarhundredes vældige Revolutionsbevægelse, der retter et lige saa elementært Angreb paa vor bestaaende Kultur som de barbariske Stammer mod den gamle romerske.

Dengang var det fra mørke Skoves Skygger eller nøgne Steppers Øde, at primitive Folkeslag kastede sig over kultiverede Lande med rige Stæder, udviklet Kunst, Mennesker, som førte deres Liv under socialt forfinede Former.

Og det, som holdt Barbarerne sammen, var den krigersk udtrykte Vilje til at naa over Skovenes Skygger og Steppernes Øde frem til det Kulturens skinnende Lys, som de netop opfattede barbarisk, men med et brændende Begær.

Kulturlysets Herlighed vilde de bemægtige sig og lade skinne for sig, saa godt, de nu forstod 47 det, eller anede, at de engang kunde komme til at forstaa det. Og for deres begærlige Vilje var der en uimodstaaelig Glæde alene i dette at kunne røve Lyset fra de andre, for hvem det havde skinnet saa længe, og ødelægge det af Lysets Herlighed, de ikke begreb, og som var dem imod paa Grund af den Underlegenhed, de dunkelt følte overfor det.

Uden mindste Skrupler overfor hvad der gik i Løbet, fordi de manglede enhver Forudsætning for at kunne maale det, vilde de under Magtudfoldelsens Beruselse skaffe sig selv Plads og Materialier til at forme et Samfund, hvis Skikkelse de roligt overlod Fremtiden, blot Herredømmet var deres. Om det blev af Templer, de byggede deres Hestestalde, maatte blive dem fuldkomment ligegyldigt.

Nu er det fra vore Storbyers, Storbedrifters, Storgodsers Goldhed og Skygger, at Barbarerne — ledede til Dels af Overløbere — er brudt frem mod vor nedarvede Civilisation, saa god eller daarlig, den nu kan være.

Aristokratisk Militarisme, liberalt Borgerskab, organiseret Socialdemokrati er altsammen de gamle Romere imod dem.

Man har — som Romerne overfor Barbarerne — prøvet paa at forhandle, købe og indrømme dem til Ro; men ingen Bestikkelse eller Indrømmelse kan i Længden hjælpe, alle vil de gaa til Bunds 48 som Lerpotter, der støder mod det bolshevikiske Proletariats Jernvilje til at erobre Magten i Tro paa dets Evne til at omskabe Samfundet.

Bolshevikerne kan kun mødes med Magt, men vel at mærke Magt, der har en fast Tro paa sin moralske Berettigelse.

Tvivlende og tøvende Modstand, med Kompromiset siddende i Ryggen og Angsten i Hælene, vil blive knust af Bolshevikerne og det med Livets fulde Ret.

Thi intet har Ret i den levende Verden som ikke ejer Magt til at vinde Sejr.

VII

Der slumrede i den tyske socialdemokratiske Arbejder ved Krigens Udbrud en Bevidsthed om den tyske Militarismes sædelige Værdi ogsaa for ham, saaledes som bl. a. Dehmel har fremhævet den. Ellers vilde han ikke saa glat og villigt være »sprunget ned i Skyttegraven«, som en fremragende dansk socialistisk Forfatter nylig har udtrykt sig.

Den fra »krigslysten« Side fremkaldte »Ophidselse « omkring Krigsudbrudet, som med Held skulde have apelleret til lavt liggende menneskelige Instinkter og derigennem fremkaldt den feberagtige Henførelse, der bragte det tyske Folk ud i Krigen, vilde sikkert kun have forslaaet til de første 49 Dage. Tyskernes 4 Aar igennem trofast førte Kamp mod urimelig Overmagt var kun mulig ved, at deres store Masse i Militarismens Rammer, dens Organisation og Arbejdsmaade fandt noget hjemmevant, en Arbejdsfrakke, som de trak i med en Følelse af Fortrolighed.

Og i Krigens første for Tyskerne sejrrige Aar udviklede der sig faktisk en Tilnærmelse mellem det militaristiske sociale Kongedømme og Arbejderne, som fik et træffende Udtryk i den populære Betegnelse »Kejsersocialisterne« og skaffede sig interessante Udslag i tysk socialistisk Litteratur.

Kongedømmet og dets Mænd i snevrere Forstand forsømte at udnytte denne Situation igennem retfærdige Indrømmelser til Arbejderklassens berettigede politiske Selvfølelse, og da saa Krigslykken var slaaet om, efter at Kræfterne havde været underkastet overmenneskelig Anspændelse, greb Skuffelsen og Smerten, Krænkelsen og Hadet Masserne, og de sønderbrød rasende baade politisk System og Militarisme i en ansvarsløs, fantastisk Tro til, at Masserne paa Modstandernes Side vilde gøre noget lignende, saa at det hele kunde ende lykkeligt i almindelig Fred og broderlig Forstaaelse hinsides alt Nationalhad.

De mødtes i internationale Fantasier med de højere, liberalistiske Klasser, der troede paa en Folkenes Selvbestemmelsesret og et Folkenes Forbund, med Tyskland som ligebyrdig Deltager, 50 blot det gjorde sig værgeløst og bekendte sine Synder uden at rippe op i Fjendens.

For Øjeblikket — det vil sige i Marts 1919 — maa det nye Tyskland, der er bleven hilset saa varmt i Skrift og Tale, siges endnu at være højst problematisk.

Det blev ingen gennemført socialistisk Stat, hvor ny organiseret Tvang med en klar sædelig Idé for Øje afløste Militarismens. Det er en provisorisk Dannelse, hvis Skabere og Ledere staar paa forskellige politiske, sociale, religiøse Standpunkter, og som kun vil kunne rigtig samles omkring to Opgaver: at slaa Bolshevismen ned og at klare ud af det udenrigspolitiske Nederlag, der for hver Dag er blevet tydeligere, saa gunstig en Situation som muligt for Lands og Folks Udvikling, taget i al Almindelighed.

Tyskland befinder sig i en Nødstilstand, hvoraf det maa prøve at redde hvad reddes kan indad til og udad til. Under hvilke Former dette kan ske, ved intet Menneske for Øjeblikket; der er foreløbig handlet efter bedste Beskub uden alt for indgribende Forsøg paa at gennemføre bestemte Systemer ...

Det liberalistiske Tyskland forsøgte jo at frelse sig ud af den truende Nød ved Natten til den femte Oktober 1918 at springe lige paa Hovedet ind i de Wilsonske Punkter med Folkenes Selvbestemmelsesret 51 og det internationalt kontrolerede, alle Nationer omfattende, Folkenes Forbund.

Det var som at springe ud fra 4de Sal i et brændende Hus — efter at Redningsnettet er taget væk.

Man kan mene om de Wilsonske »Punkter«, hvad man vil. Man kan opfatte dem som Udtryk for ophøjet Idealisme og dybtskuende Statskløgt, og man kan opfatte dem som en lidet fremragende Blanding af selvglad Seminarisme og Kvækertanker; man kan tro paa det Fredens Evangelium, de præker, eller være overbevist om, at den rette Vej til at skaffe permanent Ufred her paa Jorden vil være at drage den Wilsonske Folkenes Selvbestemmelsesret igennem vore af historisk Udvikling økonomisk og militært bestemte Lande, der stadig befinder sig paa de forskelligste Alderstrin, én Stat i Opgang med stærkt Fødselsoverskud og ekspansiv Trang, en anden mættet og konservativt bestemt, én i Besiddelse af fin afbalanceret Kultur, der først af alt søger at bevare Ligevægt, en anden ukultiveret med Trang i første Række til Bevægelse og Handling.

Men om en Ting vil alle kunne blive enige, at de Wilsonske Punkter var opstillede under Forudsætningen: Hverken Sejrherrer eller Besejrede!

Og da Tyskerne kastede sig paa Knæ for Amerikas Præsident, erkendte de sig saa uhjælpeligt for besejrede, at han i sit Svar paa samtlige Allieredes Vegne straks maatte opstille Forlangendet om 52 Ententens ensidige Afgørelse af Rømningsbetingelserne og give Tyskerne de Tommeskruer paa for de kommende Forhandlinger om Vaabenstilstand og Fred, som hed »Sikkerhed og Garanti« for Opretholdelsen af de Allieredes militære Overlegenhed.

Novemberrevolutionen, der allerede var i fuld Udvikling, da de første Vaabenstilstandsbetingelser skulde nedskrives, har, for hver Dag mere den fik Lejlighed til at udfolde sig, skærpet disse »Forhandlingers« Karakter af rene Diktater, der overfor en bestandig afmægtigere Modstander udnyttede Sejren, saa at nu »Folkenes Forbund« er planlagt formet som en væbnet Verdensentente overfor et isoleret Tyskland. For at tale med Hertugen af Northumberland — tænkes den eftertragtede varige Fred mellem alle Verdens Lande skabt paa det »eneste sikre Grundlag«, nemlig »et omhyggelig opbygget internationalt Forsvarssystem, grundlagt efter de strategiske Krav og med en overvældende Overmagt for Forbundets bevæbnede Styrker«.

Det fra »Folkenes Forbund« foreløbig udelukkede Tyskland skal miste Land af største Betydning for dets økonomiske Trivsel og det ikke blot Land, der er befolket af fremmede Nationaliteter, som i Henhold til »Folkenes Selvbestemmelsesret« var at udskille fra det tyske Rige, men ogsaa rent tyske Landstrækninger, som af økonomiske eller strategiske eller historiske 53 Grunde i Sejrherrernes Favør maa gaa med i Løbet, paa samme Maade som Kolonier, Tyskland har erhvervet med samme Ret som alle andre Stater. Og paa den anden Side vægrer eller krymper man sig i hvert Fald ved at anvende »Folkenes Selvbestemmelsesret« til Gunst for Tyskland, saa at de tyske Østrigere kan blive optagne i det tyske Rige. Og dette Rige skal forvandles fra et selvstændigt politisk Samfund, der ud fra egne Synspunkter kunde varetage egne Interesser, til en aaben Arbejdsplads, hvor en værgeløs Befolkning skal trælle i andre Staters økonomiske og politiske Interesse. For at rydde op med Rode Tysklands Militarisme, som den havde udviklet sig i moderne Tid, skal det forbydes Tyskerne at opretholde den almindelige Værnepligt, og medens de sejrende Nationer forbeholder sig deres militære Standpunkter, reduceres tysk Hærmagt til en Politistyrke, der højst kan tjene det Formaal at opretholde Ordenen indad til, og som befinder sig under permanent Kontrol af den som »Folkenes Forbund« forklædte Entente ...

At Tyskerne ved Wilson-Springet af Oktober 1918 ikke blot knækkede baade Arme og Ben, men paadrog sig en betænkelig Hjernerystelse, turde lige fra første Færd af have været mangen udenforstaaende Iagttager klart.

Store Mængder af Øjeblikkets Tyskere synes endnu langt fra at have overskuet Ulykken i dens 54 fulde Omfang, men kun at være optagne af Harme over, at den øvrige Verdens Samariter ingenlunde iler den tilskadekomne til Hjælp, men snarere vender sig bort fra ham med et: Du ligger paa dine Gerninger! De forstaar heller ikke, at Ententens Folk ignorerer de ivrigt fremførte tyske Udkast til Udformning af »Folkenes Forbund«, der fra Oktoberkapitulationen at regne propaganderedes, ikke uden Understregning af, at først, naar Tyskerne kom med til praktisk at uddybe den store Tanke, kunde der blive noget rigtigt ud af den.

Der var heri noget af den naive Selvglæde og Selvovervurdering, der unægtelig er et generende Træk i tysk Karakter, og som altsaa viste sig ypperligt at have overlevet Ødelæggelsen af Militarismen, der naturligvis fremstilledes som Fader ogsaa til denne nationale Svaghed. Den er tværtimod paa ingen Maade karakteristisk for Militarismen. De »før-militaristiske« tyske Aandsheroer saavel som den sidste Menneskealders antimilitaristiske Forretningsmænd har i rigt Maal gennem »überschwänglich« Fremhæven af tysk Geni, Intelligens og Forretningsdygtighed, kompromitteret tysk Aand overfor den øvrige Verden. Ja selv efter skærpede Vaabenstilstandsbetingelser af den mest ydmygende Art, under de tyske Regeringers store Nød og Kvide med blot at holde Orden i eget Hus og dæmme op for Udsigterne til snarlig Hungersnød skrev den nye Tids Socialdemokrater 55 — f. Eks. i »Vorwärts« d. 26. Februar — med Stolthed om, at Tyskernes forestaaende Dannelse af en ny social Ordning er »et Verdensanliggende«, hvis Virkninger »ingen Kulturnation vil kunne unddrage sig«, og hvor man sikkert nu over hele Verden vilde »tiltro Tyskernes Videnskabelighed, Organisations- og Stabilitetssans Evnen til at skabe de mest egnede Former for det nye Samfundsliv og de bedste Methoder til at føre dem videre ud i Verden«. »De tyske Lovgivere«, hedder det videre, »maa altsaa gøre sig klart«, at de opnaar »den lige saa sjældne som værdifulde Lejlighed til at fremme hele Menneskehedens sociale og kulturelle Fremskridt ved at indføre Institutioner af forbilledlig Karakter«. Som om slige Ord ikke var det bedste Middel til at faa den øvrige Verden til af alle Kræfter at stritte imod at følge selv de muligvis allerbedste Forbilleder! — Naturam furca pellas ex — hun kommer dog igen, den Hex!

Og det »nye Tyskland«, der mener at have overvundet »Militarismen«, ikke blot hos sig selv, men gennem sin — vel at mærke sin — Tilslutning til Wilsonprogrammet i hele den øvrige Verden, synes foreløbig i hvert Fald at maatte regne med, at ogsaa Militarismens »Hex« er noget sejglivet; Spørgsmaalet er kun, hvem der rider den eller bliver redet af den under de nye Former, den kan komme til at antage.

56

Thi Tyskland besejredes ikke af Englændernes, Amerikanernes og de mange andre Folkeslags Masser af Mennesker, Penge og andre Hjælpemidder; det stolte nationalmilitaristiske tyske Rige med al sin aandelige og materielle Kraft laa i Virkeligheden under for en anden, højst udviklet »Nationalmilitarisme«, hvis Aand ikke — som den tyske — blev svigtet i det afgørende Øjeblik, nemlig den franske.

VIII

Selv om det maa indrømmes, at Franskmændene i deres Kamp fra 1914 til 1918 stod med det aabne Hav i Ryggen og med en Verden af Mennesker, Penge, Materiel og Levnedsmidler bag sig, medens Tyskerne var smedede i Hungerblokadens Baand; selv om Franskmændene altid sloges paa en forholdsvis kort Front, medens Tyskerne blev jagede Europa rundt fra Valplads til Valplads, saa var paa den anden Side Franskmændenes Land Hovedkrigsskueplads med al den Rædsel og Ruin, som dermed fulgte, deres Tab af Mennesker var forholdsvis langt større end nogen anden af de krigsførende Nationers, deres af dem forgudede Hovedstad blev paa det alvorligste truet og bombarderedes energisk, ja al den virksomme Understøttelse, Franskmændene fik, var endda i ret 57 lange, kritiske Perioder væsentligt kun Haab om Understøttelse. Men den franske Militarisme brød ikke sammen, hvad der utvivlsomt til Trods for alle de Allieredes Masser vilde have medført en hel anden Udgang af Krigen. Med beundringsværdig Bravur og Hensynsløshed, haard lige ind i Marven mod sig selv og imod andre, holdt den Folket oppe og tvang sig i det afgørende Øjeblik igennem til det militære Førerskab.

For saa vidt er dette intet Under, som Franskmændene er et af Verdens mest udprægede Krigerfolk og moderne Militærvæsens, Militærkunsts og Militarismes Fædre. Ikke for intet er de europæiske Nutidssprogs militære Udtryk i overvældende Grad franske, først i alle europæiske Lande havde den franske Konge allerede i det femtende Aarhundrede en staaende Hær som Støtte for sin Kamp henimod en centraliseret national Statsmagt og som Middel til at faa Landets Grænser udvidede mod Øst, nu, da den hundredaarige Krig imod England var forbi. Og fra Karl den Syvende fortsatte Bevægelsen sig over Ludvig den Ellevte, Frans den Første til Ludvig den Fjortende, der fuldendte Dannelsen af den nationalt franske Erobringsstat.

Revolutionen styrtede den gamle franske autokratiske erobrende Militarisme, men skabte en ny paa Grundlag af den almindelige Værnepligts Princip, som første Gang udtaltes i Forordningen 58 af 23de August 1793 med sin »levée en masse«, og fra 1796 laa den videre Udvikling af fransk Militarisme i Napoleon Bonapartes Haand med det Resultat, som ikke behøver nærmere Fremstilling.

Først gennem Kampen mod Korsikaneren og Uddybningen af den fra Frankrig overførte Tanke om almindelig Værnepligt arbejdede prøjsisk Militarisme sig frem til den Vej, ad hvilken den naaede sin moderne Skikkelse. —

Fransk Militarisme kom til Kræfter igen efter den Træthedsperiode, der fulgte ovenpaa det Napoleontiske Sammenbrud. Gennem afrikanske Kolonikriges gloire finder den atter Vej ind til sin gamle Plads i det franske Temperament og naar under Napoleon den Tredje, paa Trods af Halvtredsernes fredsstemte Periode, Triumfer paa Sebastopol og i Italien. Efter Nederlaget i 70 samler den sig omkring Revanchetanken, der — atter over Kolonikrige — under Tidsrum med vekslende Stigen og Fald fører til Vedtagelsen Aaret før Verdenskrigen af Forslaget om den treaarige Værnepligt, som med overordentlig Energi gennemfører moderne almindelig Værnepligts militære Udnyttelse.

Og med Hensyn til Bestræbelserne for igennem den borgerlige Skole at vække og fremme militaristisk Aand i en Befolkning bryder Frankrig under den tredje Republik ganske nye Baner.

59

Det franske Parlament appellerer allerede i 1871 til den første Republiks Forskrifter af 1791 om Oprettelsen af Skolebatailloner til Børnenes Opdragelse i Vaabenhaandværket, og samme Aar indføres særlige Øvelser i Ridning og Brugen af Geværet for Elever i de højere Læreanstalter. Med 1880 udstrækkes Barneundervisningen i Militærvæsen fra de højere Skoler til Folkeskolen. Det begynder med Indførelsen af Militærgymnastik, fortsætter med Oplæring i Geværeksercits og Skydning og ender i Forordningen af 6. Juli 1882, som foreskriver regelmæssige, udvidede, militære Øvelser under Ledelse af Officerer for alle Drenge fra 12 Aar og derover, Skolebataillonerne formeres, 200 til 600 Drenge stærke, og forsynes med Uniform, Vaaben og Fane.

Gennem ypperligt skrevne Lærebøger i Frankrigs Historie og »borgerlig Opdragelse« understøttedes maalbevidst Ungdommens Paavirkning i national, militaristisk Aand, paa Frankrigs store Mindedage afholdt Skolebataillonerne Parader for højtstaaende Officerer eller civile Statsembedsmænd, under Uddeling af Belønninger, Afholdelse af Taler o. s. fr. — Frie Sammenslutninger af unge Mennesker førte Skolebataillonernes Gerning videre, f. Eks. de tusinder af Foreninger i alle Byer og Landsbyer, der i Begyndelsen af det nye Aarhundrede sammenfattedes under den saakaldte »Fédération gymnastique et sportive des patronages 60 de France«, hvorom General Cherfils i et Skrift »Vers l'espérance« siger: »Dette er den kommende Dags Hær! Den vilde end ikke have nødig at tjene sine to Aar. Den er rede; den er gennemtrængt af militær Aand (elle est militarisée)«.

En af Frankrigs kendte Mænd, den berømte Fysiolog og Fredsven, Nobelpristageren Charles Richet, der saa med Bekymring paa denne Udvikling, skrev en halv Snes Aar før Krigen: »Hele Frankrig er en uhyre Feltlejr (un vaste camp retranché).« Og neutrale Iagttagere med nøje Kendskab til Frankrig — som i Norden Georg Brandes — gav samme Opfattelse Udtryk i lige saa bestemte Ord.

Det Blik for Krigens Kulturmission, som er et nødvendigt Grundlag for Udviklingen af enhver Art Militarisme, har i Frankrig skaffet sig klart Udtryk hos dets mest fremragende Mænd af de forskelligste Aandsretninger. — For blot at blive ved sidste Aarhundrede mødes den gammelroyalistiske Joseph de Maistre i saa Henseende med Socialisten Proudhon og den store Lærde Ernest Renan, der i sit Aaret efter den fransk-tyske Krig udgivne Skrift »La réforme intellectuelle et morale«, bl. a. skriver: »Krigen er en af Betingelserne for Fremskridt; Krigen er det Piskeslag, som hindrer et Land fra at falde i Søvn; Krigen 61 tvinger den selvtilfredse Middelmaadighed til at opgive sin Ligegyldighed.«

Og kun den Omstændighed, at tysk populærpolitisk Litteratur var mere udbredt i den internationale Læseverden end den franske kan det skyldes, at den tyske General Bernhardis krigsfilosofiske Betragtninger (som Ententen under Krigen propaganderede i sin Interesse) blev verdenskendt, medens den franske General Kesslers »la guerre« (1909) eller Oberstleutnant Montaignes »Vaincre« (1913) kun øvede Virkning indenfor Frankrigs Grænser uden udad til at kompromittere det Militarismens klare Grundsyn, hvorpaa de hviler.

»Krigen er for Folkene«, siger Kessler bl. a., »det, som den daglige Kamp for Tilværelsen er for det enkelte Menneske. Begge kroner de den med Held, som har forstaaet at gøre den bedste Brug af sine fysiske, sædelige og aandelige Egenskaber. Krigen foretager Udvalget imellem Folkene, som den daglige Kamp gør det imellem Menneskene ... Krigen er i Virkeligheden en religiøs Handling, der udføres af et Folk som tror paa sin Fremtid. Krigen fattes ikke af den, der har sluppet Idealerne, den synes barbarisk for de Positivister, som først og fremmest gaar ud paa at forbedre Livets materielle Vilkaar ... Humanitarismen og Pacifismen er farlige Bedøvelsesmidler, hvormed Fredens Doktrinarister gør 62 alt for at svække Folkenes Mandhaftighed, idet man snakker dem for, at Krigen er Pavser i Civilisationens Fremskridt; Historien beviser det modsatte ... Pacifisme har der været til alle Tider, dens rette Navn er Fejghed, det vil sige Individets overdrevne Kærlighed til sig selv, der faar ham til at sky enhver personlig Risiko, som ikke medfører nogen umiddelbar Fordel for ham. I et Materialismens Aarhundrede, der i stadig stigende Grad ser Nydelsesmennesker vokse frem i alle Samfundsklasser, maatte man finde paa en hæderlig Betegnelse, der kunde kaste et ærbart Slør over Egenkærlighedens og Frygtens lave Drifter.«

For Montaigne er Krigen foraarsaget af »Viljen til at leve, religiøs Tro, patriotisk Tro, Kærlighed til Frihed« — altsammen »Følelse, Lidenskab« (passion). Og Krigens Handlinger er »Opofrelse«, den højeste menneskelige Indsats. »Man har ladet Krigene være afhængige af Kongernes Lune eller Folkenes taabelige Delirier«, siger Forfatteren, »man har kaldt dem sociale, religiøse, politiske, nationale og nutildags økonomiske. Som om de ikke allerede havde været af økonomisk Karakter, og det, saa det forslog noget, dengang Horderne i Menneskehedens ældste stammende Dage sloges for at kunne fortære den dræbte Fjende! Alle disse Tillægsord er kun en Række forskellige Betegnelser, hvormed man giver et Fænomen Klæder paa, hvis Aarsager og Aabenbaring altid har været og er blevet de samme, og 63 som adlyder uforanderlige Love. Kilden til Krigen springer i Folkesjælenes inderste Dyb. Den opstaar af den lige saa dunkle som bydende Vilje til at leve, som leder alle menneskelige Handlinger«. Et Folks Vilje til at leve, til at bevare, hvad det har erhvervet, eller erhverve nye Betingelser for et mere storstilet eller finere udformet Liv bringer det til at støde sammen med et andet Folk, der er besjælet af lignende Vilje. »Og«, fortsætter Montaigne med tilstrækkelig tydelig Hentydning, »hvem har Uret, hvem har Ret? Det Folk, som angriber og trænger ud over sine Grænser, fordi dets Liv er klemt og spærret inde, eller det Folk, som forsvarer sig, fordi det intet vil miste af det stort anlagte Liv, som det Forfædres Dyder har sikret det«. Begge to har de Ret, og Krigen er retfærdig for begge Parter. Krigen er underkastet Naturlove, der saa lidt kan undviges som Tyngdeloven. Og disse Love lader det mindre værdifulde ligge under for det mere værdifulde. Thi »i Naturens Øjne er Livet ikke det intellektuelle Liv, eller Kunstens Liv; det er ikke Tanke, Drøm end sige Fornøjelse; det er Arbejde, Kamp, Anstrengelse; det er Handling«.

For at sejre, mener Montaigne, maa man besejre Frygten. For at besejre Fjenden, maa man først besejre sig selv. Overfor Frygtens egoistiske Følelse maa man sætte en lige saa dyb, men mægtigere, altruistisk Følelse. Instinktets Stemme skriger 64 under Slaget: Jeg vil leve, leve! Men en mægtigere Røst maa overdøve den med Raabet: Jeg vil sejre, sejre! Og som Montaigne i sit Værk Gang paa Gang taknemmeligt citerer de store tyske Pligtfølelsens og Ofrets Mænd, Kant og Clausewitz, Scharnhorst og Moltke, saaledes ender han en Sammenstilling af Krigens intellektuelle og dens moralske Momenter med en Sammenligning mellem den geniale Napoleon ved Waterloo og Prøjsernes »Marschall Vorwarts«. »Den skønneste Manøvre, jeg har set blive udført paa Jorden«, hedder det, » var den, han foretog, denne Olding, Blücher, som blev kastet til Jorden, traadt under Fødder af Heste, og som rejste sig af Støvet, stormede løs paa sine besejrede Soldater, stoppede dem paa Flugtens Vej og kastede dem fra Nederlaget ved Ligny mod Triumfen ved Waterloo. — Jeg véd ikke, om det var Videnskab, om det var Taktik, om det var Strategi, men jeg gør min Ed paa, at det var Handling, at det var Krig — at her talte et Geni, som var mere end Geni. Og Lidenskaben havde indgydt det sin Aande.«

Frankrig traadte ud i Verdenskrigen med klar Erkendelse af Krigs Begreb og Militarismes moralske Aand.

Og i denne Aand sejrede det med den Deputerede fra Nederlaget i 1870, Clemenceau, i Spidsen.

Fransk national Militarisme trængte ikke saa 65 afgørende ud i alle det civile Livs Aarer som den tyske, den blev i mindre Grad optaget af fransk Handel, Industri og Aandsarbejde, der ikke havde udviklet sig til en saa gennemført Organisation, som det var Tilfældet i Tyskland. Men i sin inderste militære Kærne ejede fransk Militarisme en snarest endnu mere glødende Troens Holdning end den tyske, og den forstod at fastholde hele det franske Folk under Hæderens og Heroismens Krone, hvor ofte den end kunde være en Tornekrone.

Med hvor vældige Ofre dette er sket, ved vi endnu ikke fuldt ud, saa lidt som hvor nær fransk Militarisme maaske har været Grænserne for sin Belastningsprøve. Men i hvert Tilfælde holdt den overfor den tyske Militarisme det »Kvarter« længere ud, som Clemenceau talte om.

Den franske nationale Militarismes Aand skaffede Ententen Muligheden for at sejre; den franske nationale Militarismes Aand søger nu at overskære sin overvundne, sekelgamle Nabofjendes Knæhaser; den franske nationale Militarismes Aand staar endnu oprejst for at tage imod den internationale Bolshevisme, som ramte dets Modstander i Ryggen, og som er under Opmarsch alle Vegne.

Vi staar ved Afslutningen af Aaringers frygtelige Krig imellem Nationer, og hele Verden zitrer under 66 Kampens Eftervirkninger. Nervøst famler den besiddende Del af Menneskeheden efter Freden med saa brændende en Trang, at den ønsker den sikret for bestandigt — som den længselsfuldt Elskende, der ikke kan nøjes med mindre end evig Kærlighed!

Saaledes har Mennesker, der havde noget at miste, gjort det før.

St. Pierres »Plan til en evig Fred« efter den spanske Arvefølgekrig, Monarkernes »hellige Alliance« efter Napoleonskrigene er moderne Forløbere for Wilsons »Punkter« fra Verdenskrigen i det tyvende Aarhundrede. Alle opstiller de mere eller mindre gennemtænkte Systemer til Opnaaelse af den som Lyksalighed ansete Tilstand paa det bestaaendes Grundvold.

De, der ingenting har, optræder nu, som før, mere handlingsmæssigt. I Bolshevikbevægelsen har de bekræftet Erfaringen om, at nationale Krige kun afløses af Borgerkrige.

Bolshevikerne vil sikkert fra borgerlige og socialistiske Kredse møde nye, mere eller mindre gennemtænkte Systemer, der skulde kunne bryde denne tidligere Turnus i Verdenshistorien. Thi ikke blot Militarismen i en af sine historiske Former, — der selvfølgelig ikke var Udviklingens sidste Ord — men Militarisme overhovedet skal jo have spillet Fallit.

67

Man turde foreløbig stille sig tvivlende overfor denne paastaaede Kendsgerning.

Tysk Militarisme er ligget under udad til og indad til — for hvor kort eller lang Tid?

Fransk Militarisme holder stadig Geværet i Anslag.

Og hinsides europæisk Bolshevisme og Ententens »Folkenes Forbund« skinner i det os nu saa nære Asien den opgaaende Sols Militarisme ud over Fastlandet og det stille Hav med de fra Tyskland erobrede Øer.

Man mindes uvilkaarligt det gamle Ord:

Kongen er død, Kongen leve!