I.

✂ Professor Karl Larsen har i sin Kronik af 1. ds. indgaaende beskæftiget sig med det for ethvert musikdyrkende Menneske betydningsfulde Spørgsmaal: Menneskemusik kontra mekanisk Musik. Han har fuldkommen rigtigt paavist, hvorledes Mekaniseringen stille og støt underminerer det »levende« Musikliv, og den Pessimisme, der præger hele hans Artikel, faar særligt Perspektiv, naar han betragter den fuldstændige Hjælpeløshed og Raadvildhed, hvormed den altovervejende Del af Repræsentanterne for det levende Musikliv lader sig slaa af Marken.

✂ Professor Karl Larsen bemærker, at man enkelte Steder har Øjnene aabne for den truende Fare og har taget Kampen op, men han paapeger ikke nærmere, hvorledes denne Kamp føres og fremtidig agtes ført. Som Repræsentant for en Generation, hvis hele Indstilling og Arbejde maa blive afgørende bestemt af den standende Kamp mellem Menneske og Mekanik, føler jeg Trang til at redegøre lidt nærmere for denne Side af Sagen, 27 Forhold, som naturligvis optager mine jævnaldrende og mig i ganske særlig Grad.

✂ Man bør selvfølgelig ikke undlade at afveje Mekaniseringens gode Sider mod dens slette. Men lad det her være nok at fastslaa, at Mekaniseringen paa forskellige vitale Omraader nedbryder Værdier, som den ikke giver anden Art af Valuta for. Herom er saa godt som alle musikalske Mennesker enige. Slem er den Forfladigelse i Indstillingen over for de musikalske Værdier, som er Resultatet af, at Musik er blevet en alt for billig og »nem« Vare. Næsten værre er den gennemførte Passivitet, Afvænningen fra al selvstændig musikalsk Virksomhed. Disse Sider af Sagen har Professor Karl Larsen indgaaende gjort Rede for.

✂ Men Spørgsmaalet er altsaa nu: Hvad er der at gøre?

✂ Erfaringen synes at vise med nogenlunde Bestemthed, at gennem Koncertsalen lader Mekaniseringen sig ikke bremse op. »Vitaminerne« er ganske vist i Orden, men Koncertsalen er for dyr og for ubekvem til at kunne konkurrere med den billige og magelige Radio. Her er Slaget tabt. Som et Eksempel af de mange herhjemme paa, at der intet er at udrette, kan jeg nævne Glyptotekets Aarskortkoncerter, som jeg i en Aarrække har hjulpet Direktionen med at tilrettelægge. For 3 — tre — Kroner faar Folk: Adgang til Glyptotekets Samlinger i et Aar, til 2 à 3 Koncerter med de bedst mulige Kræfter og til en hel Række kunsthistoriske og arkæologiske Foredrag af inden- og udenlandske Videnskabsmænd. Trods det, Glyptotekets Festsal vel nok er den skønneste og mest stemningsfulde Ramme om en Musikopførelse, der for Tiden kan fremskaffes i København, trods det man stadig har bestræbt sig paa at engagere de 28 allerbedste inden- og udenlandske Ensembler med et lødigt, men ikke for svært Program, og trods de enestaaende billige Adgangsvilkaar, smelter Publikum Aar efter Aar ind, saa at jeg nu med blødende Hjerte maa bøje mig for Direktionens Ønske om, at Koncerterne, der giver stor Udgift og lille Indtægt, fremtidig udgaar af Glyptotekets Foranstaltninger.

✂ Man kan da med Rette spørge, om vi fuldstændig er prisgivet Mekaniseringen. Jeg mener heldigvis at kunne svare med et kraftigt: Nej! Der er et Omraade, som end ikke den mest sublime Mekanik kan erstatte: Menneskets Glæde ved musikalsk Selvvirksomhed, den være sig saa primitiv, den være vil. Paa den Front og dèr alene kan Angrebet mod Mekaniseringen føres med nogenlunde Udsigt til Held. Det er netop den store Skavank ved Koncertsalen, at den ligesom Radiolytten forudsætter Publikums Passivitet, den rene Modtagerindstilling. Kampen mod Mekaniseringen maa føres under Parolen: Vækkelse af den musikalske Aktivitet. I denne Kamp bliver det ikke den store udøvende Kunstner, der fører Hovedslaget, men den store folkelige Pædagog, en helt ny Type i Musikens Historie.

✂ *

✂ Professor Karl Larsen nævner med Rette Tyskland som Hovedarnestedet for de nye antimekaniske Bestræbelser. Lad os da her kaste et Blik paa en af de typiske Institutioner, hvorfra disse Angreb udgaar.

✂ Ude i Neu-Köln, i Berlins sydøstlige, urolige Hjørne, leder den tyske Komponist Ernst Lothar von Knorr »Volks- und Jugendmusikschule, Berlin-Süd«. I en stor Kommuneskolebygning gives der tre Aftener om Ugen 29 fra 19—22 Musikundervisning for enhver som helst, der ønsker at deltage, for den beskedne Pris af 2 Mk. om Maaneden. Nogen »Optagelsesprøve« kendes ikke. Elevernes Deltagelse er ikke indskrænket til én Aften om Ugen. De kan komme paa Skolen lige saa meget, de vil. For 12 Mk. maanedlig kan de yderligere faa Undervisning i et Instrument (dog ikke Klaver). Den normale, billige Undervisning omfatter: »Hörkunde«, d. v. s. Uddannelse af Øret, Nodelæsning, Træfsikkerhed. Endvidere Korsang i Grupper, der efter Interesse og Tilbøjelighed dyrker fortrinsvis enten ældre eller yngre Musik; Stemmelægning; Sammenspil; Musikhistorie; Musiksociologi og for de mere fremskredne: egentlig Musikteori og Komposition. I Tilslutning til den musikhistoriske Undervisning foranstalter Skolen Koncerter med professionelle Musikere efter en nøje overvejet Plan med Arbejder, der ligger over Elevernes tekniske Ydeevne. De opførte Værker gennemgaas nøje med Eleverne i Forvejen, og de meddeler bagefter i Timen deres Indtryk af det opførte. — Et folkeligt Musikkonservatorium, vil man sige. Ja, i Anlæg, men ikke i Aand. Her lægges der ikke Vægt paa at uddanne den enkelte til »udøvende«; Arbejdet er i Overensstemmelse med hele den nye sociale Indstilling overvejende kollektivt præget: Sammen spil, Sammensang. Formaalet er først og fremmest at vække Elevens Musikglæde og frigøre hans Trang til musikalsk Selvvirksomhed, hvad enten han synger eller spiller. I næste Række spørger man efter Præstationens Kvalitet.

✂ Over Halvdelen af min Studierejse paa det Anckerske Legat benyttede jeg til at leve mig ind i Forholdene paa Neu-Kölnerskolen. For at faa det størst mulige 30 Udbytte satte jeg mig regulært paa Skolebænken: deltog i Undervisningen i »Horkunde« og sang efter ringe vokal Evne med i »Forsøgskoret« to Timer om Ugen. Sent vil jeg glemme de Timer, jeg dér tilbragte sammen med unge Ekspeditricer, Kontordamer, Smaahaandværkere, Metalarbejdere etc., Mennesker for hvem et væsentligt Problem ved Undervisningen var — Sporvognspengene! Bortset fra den rent ideelle Glæde ved Arbejdet, der ikke tyngedes af Hensynet til nogen Koncertpræsentation, har jeg lært mere om Korkomposition i disse Timer end af alle de Korkoncerter tilsammen, jeg har hørt i mine tidligere Aar. Og Sammenspilstimerne. Jeg erindrer en Dag, jeg havde hørt Orkesterprøve i en af de store berlinske Orkesterforeninger. Der sad en Skare overarbejdede, trætte Musikere, der i den kortest mulige Prøvetid uden nogen som helst Garanti eller Interesse for deres personlige Tilegnelse skulde piskes op til at præsentere et svært symfonisk Værk. Nedslaaende, glædesløst. Samme Aften var der tilfældigvis Sammenspilstime i Neu-Köln. Hvilken uendelig Forskel! Bevares, det lød ikke saa kønt. Men hver Tone var baaret af en Friskhed, en Glæde over blot det »at spille« og over Tilegnelsen af det spillede. Der var intet Hastværk. Gik noget skævt, tog man det om, til det var forstaaet over hele Linjen og gik af sig selv. Og de Spillendes Glæde smittede, saa man selv, skønt staaende udenfor, oplevede Værket paa en helt anden Maade, end hvis det var blevet pænt serveret i en Koncertsal. Er dette et musikalsk Tilbageskridt? spørger man sig selv. Ja, én Ting er sikkert: det folkelige Sammenspil kræver en anden Litteratur end den, der lever, og trods slemme Kaar jo nok vil vedblive at leve, i Koncertsalen. 31 Wiener-Klassikerne og det 19. Aarhundredes Musik egner sig ikke rigtigt til at blive »maltrakteret« af Dilettanter. Men man er for Tiden ved at grave en herlig ældre Litteratur frem der synes som skabt for Amatører, og hvilket Arbejdsfelt aabner der sig ikke for de unge produktive Musikere fra vor egen Tid! Her er dog endelig Brug for deres Evner. Jeg kan tilføje af Erfaring, at den saa slemt udskregne »Modernisme« ikke er ringeste Anstødssten for disse Mennesker, naar Værkerne blot er rigtig teknisk tilrettelagt, og den rigtige Mand staar for Ledelsen. Man har jo netop her Mulighed for den Gentagelse, Uddybning og Forklaring, som ikke kan gives ved Koncertens ene Overhøring.

✂ Neu-Kölnerskolen er kun en af mange i Tyskland. Over hele den aktiviserende Bevægelse lyser ét stort Navn: Fritz Jöde. Jeg raader enhver Berlinerfarer: hvis han har Held til at komme paa et Tidspunkt, hvor Jöde holder »aaben Sangtime« (med indtil 2000 Mennesker!) og han kan slumpe til at faa en Billet: Lad Filharmoni og Opera fare for en Gangs Skyld og tag ud og syng under Jöde. Det er uforglemmeligt. Jeg skal ikke forsøge at beskrive, hvorledes J. bærer sig ad med at synge med alle disse Mennesker, for ingen, der ikke har oplevet det, vilde tro mig.

✂ *

✂ »Jamen det er jo ogsaa Tyskland!« vil man sige. Ja vel, men Tyskerne er nu ikke saa meget mere musikalske end vi. Vor største Hemning er af temperamentsmæssig Art: Angsten for at hengive sig i en Stemning; Danskere har svært ved at stille sig op og synge løs. Og der er jo aldrig gjort noget rationelt for at vække dansk Musikalitet. Nu har Mekaniseringen — heldigvis, havde 32 jeg nær sagt — tvunget os Musikere ud af vor Dvaletilstand, og der er gode Tegn til, at en ny og bedre Æra vil bryde frem, skønt vi kun lige befinder os i Starten. Der udfoldes Bestræbelser for at forbedre den danske Skolesang og for at sikre de private Musiklærere en grundigere Uddannelse (Statseksamen). Oprettelsen af den første Folkemusikskole i København er et Spørgsmaal om — kort — Tid. Vi Unge, der tager os af den Sag, har — i hvert Fald for Sangens Vedkommende — endda Haab om at komme til at nyde godt af Bestemmelserne om kommunale Fortsættelseskursus, noget, der ikke findes Sidestykke til i Tyskland, hvor de økonomiske Arbejdsvilkaar efter de seneste Meddelelser, der er tilgaaet mig, er deprimerende slemme. — Skal vi da hengive os til haabløst Sortsyn, fordi en stor Del af vort Koncertliv gaar ad undas? (Blot det, der blev tilbage, var helt godt!) — Bestemt nej. Vi har jo alt at vinde. Naturligvis er det svært for en Kunstner, der er opvokset i Troen paa Koncertsalen som det musikalske Livs alleregentligste Brændpunkt, at forstaa, at Virkefeltet nu ligger væsentlig andetsteds. Det er jo ikke blot Mekaniseringen, men hele den sociale Udvikling, der ligger bagved den Forskydning. Men selv om det i Øjeblikket kan volde Vanskeligheder at »stille sig om«, er det musikkulturelle Arbejdsfelt, der ligger foran os vel nok saa tillokkende, at vi uden større Sorg kan vende Ryggen til Koncertsalens problematiske Lavrbær. Sine Evner skal man saamænd nok faa Brug for alligevel.

✂ Der tales fra visse Hold saa meget om en ny, folkelig Kultur. Skulde en saadan kunne tænkes, uden at netop Musiken indtog en Hædersplads? Det er jo dog den eneste Kunstart, der kan udøves og nydes i Fællesskab.

II.

✂ Prof. Karl Larsens Kronik i Politiken den 1.—3. er sikkert blevet læst med lige saa megen Interesse som Smerte af Landets faa Musikelskere i gammeldags Forstand; der foregaar en Revolution i Koncert- og Musiklivet i Øjeblikket, der ikke alene medfører utallige Musikeres Arbejdsløshed, men ogsaa lægger hele Musikdyrkelsen om; det er nødvendigt at tage Stilling til Spørgsmaalet, som tvinger sig mere paa for hver Dag der gaar.

✂ Efter den sidste fuldstændige Statistik, jeg har set over Antallet af Radiolyttere i de forskellige Lande, staar Danmark i 1929 som Nr. 1 med 87,93 Lyttere for hvert Tusind, et Antal, der langt overflyver det nærmest efterfølgende: Sverige med 70,03 pr. Tusind; Tyskland har kun 49,1 pr. Tusind; senere Tal (Oktober 1930) viser 106,6 pr. 1000 for Danmark, men kun en Stigning til 50,6 pr. 1000 for Tyskland; med andre Ord, Radioen trives i Danmark, som intet andet Sted, og da en meget stor Del af det Stof, der udsendes, er Musik, er Spørgsmaalet om Musiklivet i Danmark i høj Grad brændende.

✂ Det bliver nødvendigt at undersøge, hvorledes Musiklivet i Danmark har været før og under Radioens Fremtrængen, og her maa man gøre sig klart, at Koncertlivet kun er en Del af Musiklivet og afhængigt af dette. Ved Musiklivet forstaar jeg det musikalske Liv, der rører sig ogsaa uden for Koncertsalen, altsaa i Hjemmene, i Skolerne, i Amatørforeningerne baade for Kor og Instrumentalensemblerne; det er klart, at hvor der rører sig et livligt Musikliv, der kan ogsaa trives et Koncertliv, mens omvendt et Koncertliv kun kunstigt kan 34 holdes i Live, hvor der intet Musikliv findes. Dette sidste er Tilfældet i Danmark.

✂ Da Dalcroze for 10—12 Aar siden var heroppe paa sin Rundrejse til forskellige Lande for at undersøge de musikalske Forhold, var han forfærdet over det danske Musikliv, og afslutter sine Betragtninger desangaaende med den Bemærkning, at først og fremmest var en Reformering af Skolesangundervisningen meget presserende — Radioen havde ringe Indflydelse dengang; denne lille Bemærkning af en Fremmed viser, at Aarsagen til Koncertlivets Undergang allerede den Gang virkede: det forsømte og hensygnende Musikliv.

✂ Det er vigtigt, at man erkender, at det ikke er Radioen og Grammofonen alene, der slaar vort Koncertliv i Stykker, men at det har sin egen indre Aarsag; medens den mekaniske Musik uundgaaeligt medfører en frygtelig Misère for Musikere, saa behøver den slet ikke at dræbe Musiklivet, tværtimod, det er jo ikke til at komme uden om, at ved Grammofonens og Radioens Hjælp kan Musiken naa ud til helt nye Krese og vække den musikalske Virkelyst.

✂ Stiller man Spørgsmaalet saaledes op: Er det bedre, at man undlader at høre et Kunstværk, end at man hører det, selv om det kun er i Radioen? saa er den mekaniske Musikgengivelses Betydning oplagt, idet Musiken ikke længer er en fuldkommen eksklusiv Kunst, men har Mulighed for at blive af Betydning for Massen.

✂ Naar man som Musiker læser Radiolytternes Ønsker, saa forfærdes man over den daarlige Smag — men hvorledes skulde den være anderledes i et Land, hvor der intet er gjort for Musikopdragelsen; hvor ofte hører man ikke, at Radioen bør være musikopdragende; det kan 35 den nu ikke undgaa at være, naar den spiller god Musik, men ud over det kan den næppe virke opdragende; de, der ikke i Forvejen er opdragne, lukker simpelt hen deres Apparat, naar det instruktive begynder. Der spilles i Øjeblikket i den danske Radio saa megen Musik, at Musikelskere kan faa Næring, noget andet er, at der tillige spilles en Masse ligegyldig eller værdiløs Musik til Underholdning for musikalsk uudviklede. Skal Radioens Programmer bedres, saa maa det komme som et Forlangende fra Lytterne, og det vil ikke ske, før der er gjort et enormt musikopdragende Arbejde.

✂ Spørgsmaalet om Musikopdragelse er langtfra saa lige til. Først og fremmest maa selve Almenhedens Forestilling om Musik som noget rent æstetisk, noget for kun særligt anlagte, udryddes; ligeledes maa den stærke Adskillelse mellem Lægmanden og den Professionelle mindskes. Vi maa nærme os den græske Opfattelse af Musik, hvor man efter Polybios’ Beretning ikke var en god Statsborger, hvis man ikke deltog i Musikudøvelsen. Musikdyrkelsen var et af deres Hovedopdragelsesmidler, den var i høj Grad karakterdannende. Romantiken med dens Hang til det stærkt individuelle, det sære og originale, har fjernet os det videst mulige fra denne Opfattelse, og hvor man, som i Tyskland, søger tilbage til den græske eller middelalderlige Musikopfattelse, dèr søger man ogsaa ind til den sunde, udifferentierede og folkelige Musik fra før 1800, eller nyere Musik skrevet paa det Grundlag.

✂ De tyske Undervisningsavtoriteter har udpræget Forstaaelse af dette. Leo Kestenberg, Ministerialrat i det tyske Undervisningsministerium, skriver i sine »Richtlinien für Musikunterricht in den Volkschulen«: 36 »Die Musik muss vor allem enge Fühlung mit den Unterrichtsfächern erstreben, die es gleich ihr mit dem Seelischen, Ethischen und der Karakterbildung zu tun haben.« Denne Opfattelse gaar ustandselig igen gennem hele Skriftet og gennem hans Ministerialbestemmelser for Privatmusikundervisningen i Prøjsen. Den samme Opfattelse af Musiken som social Faktor gør sig gældende i Fritz Jödes kolossale Arbejde med den musikalske Ungdomsbevægelse, der i høj Grad fjerner sig fra Opfattelsen af Musik som en Beruselse, der passivt modtages i Radio og Koncertsal, men netop ser Maalet i den aktive Udfoldelse; Musiken gør os ikke verdensfjerne og drømmende, men strammer os aandeligt op og gør os oplagte.

✂ Med andre Ord, man har i Tyskland Øjet aabent for, at det gælder om at arbejde paa Musiklivet gennem Skolen og gennem Ungdomsarbejdet, dèr ligger vor Tids Musikeropgaver; læser man tyske Musiktidsskrifter, saavel som vort eget fortræffelige »Dansk Musiktidsskrift«, igennem, saa ser man, at største Parten af Artiklerne er pædagogiske, det er nemlig dèr, Brændpunktet ligger.

✂ I Danmark er dette Arbejde ogsaa begyndt; Sanglærerne ved Københavns Kommuneskoler er vel orienterede og interesserede, og har selv taget Initiativet til Reformer i Sangundervisningen; Skoledirektionen er interesseret; der er Planer fremme om Folkemusikskoler, og endelig ser det ud til, at Undervisningsministeriet vil behandle »Musikpædagogisk Forening«s Forslag om en statsanerkendt Privatmusiklærereksamen. Netop denne nye Form for Musikeren, Musikopdrageren, der foruden sin manuelle Færdighed har pædagogisk, historisk og teoretisk Indsigt, bliver der Brug for i Fremtidens 37 Musikliv. Alting tyder paa, at Korsangen vil trives igen som det allernaturligste Udtryk for Musikglæde, og vil en Tid Klaveret maaske forsømmes, saa vil der blive taget fat paa de i lang Tid glemte Melodiinstrumenter, der egner sig til fælles Musikudøvelse sammen med Kor.

✂ Er Musiklivet først i Gang, skal Koncertlivet nok af sig selv opstaa i de rette Former, og det vil igen komme til at influere paa Radioen, og omvendt kan der gennem Radioen ske et stort musikalsk Oplysningsarbejde, naar det sker netop med det Musikliv for Øje, som der arbejdes paa. Radioen og Musiklivet maa kunne arbejde sammen.

✂ Det vilde være meningsløst at indpode Børn og unge Mennesker Foragt for Radio eller Grammofon; tværtimod, de skal oplæres til at lytte til disse to Ting; deltager de selv i Musikudøvelse, kender de godt den klanglige Distance mellem virkelig Fremførelse og Radio- eller Grammofongengivelse; Grammofonen med gode Plader burde være et musikalsk Inventar, der fandtes i enhver Skole; man kan netop ved de mekaniske Instrumenter faa 10 Gange mere at vide om Musik end tidligere, og nu er Radio og Grammofon naaet saa vidt, at selv en Musiker, selv om det ikke er en Nydelse, kan holde ud at høre paa det; Koncertlivet i dets nuværende Form vil utvivlsomt dø; det gør det ogsaa i Tyskland; man maa nemlig betænke, at Forholdene i Øjeblikket er saaledes, at de, der har Raad til at gaa til Koncert, har ikke Tid, og de, der har Tid, har ikke Raad. Spørgsmaalet drejer sig nu ikke mere om Byerne alene (for Danmarks Vedkommende næsten kun København), men gennem Radioen er Landet draget med ind i Spørgsmaalet om Koncert- og Musikliv.

✂ Udlandet kender udmærket Nytten af de mekaniske Instrumenter. Nylig var der et stort Møde i Mannheim om Grammofonens kulturelle Betydning, hvor det i høj Grad blev understreget, hvor stor en Rolle den spiller i al Undervisning; der er da ogsaa i Tyskland fortræffelige musikalske Udgivelser af Grammofonplader med Musikopdragelse for Øje, som bliver brugt paa de fleste Læreanstalter.

✂ Naturligvis kan det at lytte til mekanisk Gengivelse lige saa lidt som passiv Koncertlytten erstatte musikalsk Selvvirksomhed, men det kan lige saa saa godt animere som sløve, under alle Omstændigheder kan jeg ikke indse, at Radio og Grammofon kan skade Musiklivet mere end et Koncertliv med tomme og flove Virtuospræstationer.

✂ De mekaniske Instrumenter har blot tilspidset Situationen, man opdager det gabende Svælg mellem Koncertliv og Musikliv; hidtil har Pressen kun interesseret sig for Koncertlivet, hvad der arbejdes paa inden for Musiklivet har kun været omtalt i Fagskriftet; men der er Arbejde i Gang; mens det gaar nedad med Koncertlivet, gaar det svagt fremad med Musiklivet.

✂ Vi har herhjemme et Fond, der understøtter Videnskab og de bildende Kunster, og vi staar højt i de to Kategorier; men Musiken har altid været stifmoderlig behandlet; hvis Offentligheden forstod, hvor stor Betydning Musiken har, vilde den yde Musiken den økonomiske Støtte, som den trænger til, og som den ikke, som de andre Kunster, kan faa; Musiken er den mest sociale af Kunstarterne; lad Børnene opdrages til Respekt for Sangen, lad de, der viser Evne, fra Skolerne faa Støtte til Instrumentalundervisning, saa at de kan spille og 39 synge sammen, lad dem faa Opmuntringer for det, lad dem mærke, at man helt fra oven tager Musiken alvorligt, lad dem endelig faa 2 Timers Sang om Ugen, og de vil mærke, at Musiken staar i Sammenhæng med alle Sider af Livet, og hvad de lærer som Børn, faar de Brug for Livet igennem, og kan til enhver Tid føre det videre. Jeg føler med Prof. Karl Larsen den største Medlidenhed med de mange Kunstnere og de mange Musikens Arbejdere, der bliver ramt af Elendighed paa Grund af den mekaniske Musik, men der er her, som paa andre Omraader, Krisetilstand; dette maa ikke føre til en uberettiget Pessimisme, der lægger al Skyld over paa den mekaniske Musik. Lad os arbejde positivt paa et aktivt Musikliv og Koncertliv, og lad os erkende, at Radio og Grammofon kan komme Musikliv og Koncertliv til gode, selv om de kun er Afglans af virkelig Musik.

FRA ORD TIL HANDLING.

✂ Naar man søger at bryde igennem Dovenskab, Tankeløshed, Fordom, skabes der ofte nok en vis Bevægelse, men ikke mindst hvor de nævnte Laster er krydsede med Forretningsinteresser, lægger denne sig almindeligvis hurtigt af sig selv, som en Morgenbrise dør hen om Formiddagen. Stenen, der var bragt til at rulle, volder yderst sjælden noget Skred i Bevidsthederne, den udvikler sig ikke til Lavine, men falder stille til Ro i det bestaaende, og saa kan man jo, i den hæderlige Sisyfos’ Fodspor, prøve at trille Stenen op ad Bjerget igen. Alt for tit er det netop det, som tænkende Mennesker herhjemme tilbringer deres meste Tid med!

✂ Netop derfor har det glædet mig, at de Ord, jeg med nogen Energi i Politiken fremførte angaaende, hvad jeg døbte »Menneskemusiken«s Skæbne (Kronikerne for 22. Januar og 1. Marts i Aar), ikke synes lige med det samme at være blevet borte i Radiofoniens Æter.

✂ Under alle Omstændigheder har de givet Anledning til talrige Udtalelser rundt omkring af Forfattere og Musikmennesker, nu sidst i Politikens Søndagsnumer af de unge Komponister og Musikpædagoger Jørgen Bentzon og Finn Høffding.

✂ Med Tilfredsstillelse har jeg konstateret, at just det, jeg hævdede som det allervigtigste i Kampen for levende Musiks Frelse, ogsaa stilles i første Række af disse musikalske Fagmænd, der begge er i Begyndelsen af Trediverne og saaledes har Aarene for sig til det praktiske Arbejde i en stor Sag, der jo først og fremmest maa paahvile deres unge Slægtled.

✂ Ved min Omtale af Øjeblikkets musikalske Forhold i Tyskland tillod jeg mig at fremhæve, at »Skole og Hjem søges! — det vigtigste af alt! — generobret fra Grammofonens, Krystalapparatets og Højttalerens dovne Overfladiskhed til tidligere Dages personlige Beskæftigelse med Instrumenter og Musiklitteratur, Node og Skrift,« ligesom jeg understregede, at blandt den mekaniske Musiks Forsyndelser var »sidst og mest«, at den havde »nedbrudt den Musikundervisning og musikalske Udøvelse i Skolen og Familien, der er Grundlaget for alt Musikliv i et Samfund.«

✂ I Harmoni med saadanne Ord skriver nu Jørgen Bentzon om Nødvendigheden af, at der skaffes Tilfredsstillelse for det, »som end ikke den mest sublime Mekanik kan erstatte: Menneskets Glæde ved musikalsk Selvvirksomhed«. Fængslende fortæller han efter personlig Erfaring om von Knorrs berlinske »Volks und Jugend-Musikhochschule«, der staar i den store, moderne Musikpædagog Fritz Jödes Tegn. Et folkeligt musikalsk Opdragelsesinstitut, hvor alt er lagt an paa Vækkelse af den musikalske Aktivitet! Et Arbejde, der øves af unge Ekspeditricer, Kontordamer, Smaahaandværkere, Metalarbejdere, fjernt fra Forsøg paa at uddanne den enkelte til »udøvende«! I Overensstemmelse med»hele den nye sociale Indstilling overvejende kollektivt præget: 42 Sammenspil, Sammensang«! — Maalet er »Vækkelse af den musikalske Aktivitet«. Og »i denne Kamp,« slaar Jørgen Bentzon til sidst fast, »bliver det ikke den store, udøvende Kunstner, der fører Hovedslaget, men den store folkelige Pædagog, en helt ny Type i Musikens Historie.«

✂ Jørgen Bentzon peger her paa noget absolut rigtigt: I den levende Musiks Kamp mod Tilintetgørelse ved mekanisk Overmagt maa vi have mobiliseret alt, hvad der hedder Musikpædagogik og Musikpædagoger i Landene, fra Folkeskolens til Privatundervisningens og en Jöde’sk folkelig Musikbevægelses. Men i den vidt forgrenede Kamp er og bliver Musikpædagogiken dog kun at ligne ved de tekniske Vaaben i Krigen, Pionererne og Artilleristerne, der undergraver og sønderskyder Fjendens Stillinger. Det egentlige Kampvaaben, Infanteriet, som henter Sejren hjem paa sin Bajonet, vil bestandig være Kunstneren, den udøvende Kunstner, Koncertsalens, Operahusets — Kirkens, for vel at erindre en af de allerbetydeligste og stadig virksomme Musikfaktorer her i Verden. Dette synes Jørgen Bentzon mig betænkeligt at glemme i al sin prisværdige Iver for Udviklingen af musikalsk Selvvirksomhed.

✂ Den unge Musikpædagog og Komponist driver det til at sige, at Radioen har sejret over Koncertsalen (hvormed Operaen staar i nøje Forbindelse). Mekanikmusiken, den »billige og magelige« (man bør tilføje den klangændrede og som mixed pickles med alt muligt tilsammen serverede) staar allerede som Triumfator. I Koncertsalen, hedder det kategorisk hos Jørgen Bentzon »er Slaget tabt«.

✂ Ja, hvis det var Tilfældet, saa maatte der bare vindes et nyt. Thi gaar Koncertsalen og Operahuset tabt, kan 43 selv de mest henrykte Dilettanter, der under moderne kollektive Former faar »deres Trang til musikalsk Selvvirksomhed« tilfredsstillet, saa vist ikke redde den levende Musik. Vi vilde staa over for et musikalsk Kulturfald i den Grad, at Musikvenner vilde anlægge Samlinger af gamle Grammofonplader for, ved Hjælp af disse Herbarier, i Kraft af Erindring og Kombination, at holde Mindet om virkelig godt udført Musik i Live.

✂ Koncertsalen og Operahuset — saavel som Kirken — skal de fortræffelige Musikpædagoger, hvis Arbejde der er Grund til at ønske alt muligt Held, nu alligevel »lassen stahn«. Den musikalske Selvvirksomhed er sikkert, ikke blot efter Jørgen Bentzons og min egen, men ogsaa efter alle andre forstandige Musikvenners Mening den uerstattelige Basis for et virkeligt, positivt betonet, Musikliv. Men Grundlag er ikke Tinde. Koncertsal (og Opera) er saa langtfra for den musikalsk godt opdragne Tilhører kun af »passiv Karakter«, han møder ingenlunde de fremragende Instrumentalister eller Solospillere med »den rene Modtagerindstilling«, der kan sammenlignes med det almindelige Radiolytten. For det første gavner det hans »aktive« Musikuddannelse at følge virkelige Kunstneres Præstationer, der er hans egne saa langt overlegne, og dernæst kan Musikvennen og Dilettanten paa mest anskuelig Maade i Koncertsalen stifte Bekendtskab med Værker, som han selv aldrig aktivt vil kunne naa til at behandle, f. Eks. Wienerklassikerne eller de tyske Romantikere, der af Jørgen Bentzon meget klogt findes lidet egnede til at blive »maltrakterede« af de kollektivistiske Dilettanter. Hvorfor da ogsaa disse Arbejder ved Undervisningen skal erstattes med »en herlig ældre Litteratur, der er som skabt 44 for Amatører«, foruden med den Musik, som »unge produktive Musikere fra vor egen Tid« vil blive inspireret til at frembringe.

✂ Koncertsalen maa — i Forbindelse med Kirke og Opera — være og forblive den levende Musiks Højborg, der skal holdes for enhver Pris, selv med de største Ofre. Falder den, vil den styrte ødelæggende sammen over selv den prægtigst ledede, musikalske Selvvirksomhed af Dilettanter. Kunstneren er og maa blive det ivrigt dyrkede, i mangt og meget nødvendige, Forbillede og belærende Mønster for Amatøren. Saa vist som selv de ypperste Symfoniorkestre vil komme til at spille for tomme Bænke, hvor en aktiv, musikalsk Opdragelse mangler, saa vist vil selv en Fritz Jödes Opdragelse af sine Elever løbe ud i baade prætentiøs og »maltrakterende« Dilettantisme, hvis de virkelgie Kunstneres Gardermaal tabes af Syne.

✂ Og det tør sluttelig nævnes, at med al Respekt for kollektivistisk Musikundervisning og dens Resultater oplever den, der er musikalsk udviklet gennem sin Dilettantisme, næppe det allerinderste i Musik gennem Samvirke med sine Kammerater i et »folkeligt Sammenspil«. Det aabenbarer sig langt snarere for ham i lykkelige Øjeblikke, naar han, forstaaelsesfuldt og ærbødigt lyttende, sidder for fremragende Instrumentalkunstneres eller Solisters Fødder, alene med dem mellem Koncertsalens, Operahusets, Kirkens Hundreder af andre »Tilhørere«.

✂ — For at vise, hvor afgørende Koncertsalen allerede har tabt Slaget mod Radioen og »som et Eksempel af de mange herhjemme paa, at der intet er at udrette« inden for dette Omraade, nævner Jørgen Bentzon Glyptotekets Aarskoncerter, som Direktionen nu paa Grund af 45 slette økonomiske Erfaringer har maattet dømme til Ophør. Men det er et Eksempel af alt andet end generel Art.

✂ Man fik 2 à 3 Koncerter om Aaret mod at løse et Aarskort til Glyptoteket à 3 Kroner, der tillige, siger Jørgen Bentzon indigneret, »gav Adgang til en hel Række kunsthistoriske og arkæologiske Foredrag af indenog udenlandske Videnskabsmænd« (som foregik paa Koncertaftenerne i Glyptotekets Festsal).

✂ I dette Arrangement er efter min Mening sammenhobet en hel lille Række psykologiske Fejl, der fuldt ud forklarer, at disse ellers saa smukke Koncertaftener har maattet ophøre. For det første er Folk maaske nok bleven noget sky for alt, hvad der hedder »Aarskort«, hvis pekuniære Indløsning, selv om paagældende Sum er forholdsvis ringe, har en Tilbøjelighed til at komme ubelejligt. Dernæst siger det gamle latinske Ord med Rette: Multum, non multa, det vil sige: Nok meget, men ikke meget forskelligt! og det musikalske Publikum skræmmedes ved Sammenblandingen af Musik med Foredrag inden for en Sfære, der ikke paa Forhaand kunde antages at have dets særlige Interesse. Endelig ligger Lokalet, uanset dets ubestridelige Stemningsfuldhed, Bevidstheden ganske fjernt som Koncertlokale. Mennesket er et Vanedyr, og Lokaler har deres Psykologi. Jeg har oplevet, hvorledes engang et stort dansk Firma, der laa paa vedkommende Branches »Strøg« i en af Verdensbyerne, paa Grund af den overdrevne Leje flyttede til et ikke blot meget billigere, men langt smukkere og mere praktisk Lokale i en nydelig Sidegade til dette Strøg, faa Skridt fra Hjørnet — — men skyndsomst maatte flytte tilbage igen; Publikum vilde ikke gaa det Par 46 Skridt! — Naar Glyptotekets Direktion har ønsket at udvide sine kunstneriske Interesser til ogsaa at omfatte Musiklivet, burde den, efter en passende Pressejubel over denne aandelige Elasticitet hos en i Forvejen saa højt fortjent Bestyrelse, have ydet sin Musik tvangfrit og uden videnskabelige Anhang samt — i et af de Lokaler, hvortil Koncertpublikumets Ben saa at sige finder hen af sig selv. Naar Koncerterne saa var indarbejdet under Glyptotekets Fane, kunde man rimeligvis — hvad der oven i Købet vilde have givet Lejlighed til ny Reklame — have faaet dem hjem til Museets Pragtsal. Man kan kalde sligt latterligt, men med den Sort Latterligheder vil Menneskekendere regne. Ud fra Glyptotekskoncerternes Skibbrud lader der sig ingen almindelige Slutninger drage ....

✂ — Finn Høffding følger i sin Fremstilling nøjagtig samme Grundlinje som Jørgen Bentzon, men trækker den mindre strengt og klart op og virker i det hele en Smule forvirrende ved lidt vaklende Betragtninger over Mulighederne for Samarbejde mellem »aktivt Musikliv og Koncertliv« paa den ene Side og Grammofon og Radio paa den anden, selv om disse sidste Fænomener ogsaa for ham »kun er Afglans af virkelig Musik«. Jørgen Bentzon havde kort erklæret, at man — selvfølgelig — »ikke bør undlade at afveje Mekaniseringens gode Sider mod dets slette. Men lad det her være nok at fastslaa, at Mekaniseringen paa forskellige vitale (ja, netop vitale!) Omraader nedbryder Værdier, som den ikke giver Valuta for«, og Finn Høffding fortæller intet nyt ved at oplyse, at mekanisk gengivet Musik kan have sin Betydning for god musikalsk Undervisning og for den enkeltes Musiknydelse. Naturligvis. Jeg søgte at 47 udtrykke samme Tanke med de Ord, at den mekaniske Musik »kan være af Værdi for den, der er fortrolig med levende Musik og forstaar at trække fra og lægge til«.

✂ Men naar Talen er om den mekaniske Musiks ødelæggende Virkninger, tænkes der netop ikke paa Mindretallet af Musikere, Musiklærere og musikalsk skolede Musikvenner, derimod paa de Hundredtusinder, som hver eneste levende Dag, der gaar, er den mekaniske Musiks Terror undergivet, med dens Fordærvelse af Klangsansen hos Ubefæstede, med dens forfladigende Programmer, der ikke bliver bedre, fordi daarlige Koncerter, som Finn Høffding anfører, kan bringe noget lignende — vel at mærke til saa uendeligt færre! Og med dens nedbrydende Mangel paa respektfuld Indstilling over for Musik — denne ærbødige Forudglæde, som vi andre kendte og dog heldigvis endnu kender fra Koncertsal, Teater, Kirke. —

✂ Men med visse Indvendinger foreligger der den glædelige Kendsgerning, at de to Musikeres Indlæg vidner om en Vilje hos Ungdommen inden for de rette Lag til at kaste sig i Breschen med stærk personlig Indsats. For det skal der til. Saa vil under Kampen Uklarheder svinde og noget overanstrengte Teorier komme til elastisk at føje sig efter det levende Livs Krav.

✂ Det ene fornødne er, at der nu omsider i Enighed og Samdrægtighed af baade ældre og yngre Musikfolk og Musikvenner skrides fra æggende Ord til vækkende Handling i planmæssigt gennemført Arbejde.

EN SUPPLERENDE BEMÆRKNING.
Særlig om »Radioforfatningen«.

✂ Professor Karl Larsen gør mit Eksempel med Glyptoteket mere tosset, end det er. Det er jo ikke saadan, at Folk ikke har kunnet finde Vej til disse Koncerter. Der var næsten fuldt Hus til hver Koncert — med tilhørende Foredrag — for ca. fem Aar siden, men nu svinder Publikum ind Aar for Aar, trods et nærmest stigende kunstnerisk Niveau.

✂ I Spørgsmaalet Mekanisering og Konservatisme vedkender jeg mig Konservatisme, for saa vidt det drejer sig om for Musiklivet at bevare værdifulde Værker, der ikke egner sig til Transmission. Men ellers ligger saa sandelig Konservatismen paa Radioens Side. Det evige Krav om Lethed medfører en stadig Fasthamren af forrige Aarhundredes musikalske Tankevaner i Lytteribevidstheden, saa megen Optimisme kan man ikke nære med Hensyn til de Kaar, en eventuel original, samtidspræget Radiomusik vil faa. — »Hensynet til Lytternes 49 Penge.«: Dette evigt gentagne, usigeligt irriterende Argument! Et ubegrænset Tyranni betalt med beskedne 10 Kr. aarlig! Tænk blot paa, hvilken Behandling der er blevet Musikerstandens Interesser til Del ved den nye Radioforfatning: Ingen Repræsentant i Radioraadet og én eneste i Programudvalget, udpeget af — Trafikministeren uden saa meget som en Indstillingsret for de Institutioner, der repræsenterer Musikerne. Man spørger: Hvad har været Regeringens og Rigsdagens Tanke med denne Umyndiggørelse, og hvad har de officielle Repræsentanter for vore Interesser sagt, og hvad siger de nu til disse Urimeligheder?

ET SIDSTE ORD
OM LEVENDE OG MEKANISK MUSIK.

✂ Politiken — og for Resten ogsaa andre Blade — har bragt en stor Del Indlæg i Spørgsmaalet om levende Musiks Kamp mod Mekaniken. Som den, der indledede hele Diskussionen, turde det, ifølge gammel Hævd, være mig tilladt at fremføre nogle for mit Vedkommende afsluttende Bemærkninger.

✂ Kun rent i Forbigaaende tillader jeg mig at takke de musikalske Fagmænd, der i rigt Maal, offentligt som privat, gav mig deres hjertelige Tilslutning. Men jeg forlader dem med det samme, thi min Interesse omfattede ikke i første Række dem, hvem Skoen trykker, men derimod de Stakler, der mener i den mekaniske Musik at have fundet et Par magelige Syvmilestøvler, der, ganske af sig selv, raser rundt med dem i al Musikens Herlighed.

✂ Den Herlighed, hvori de havner, gav et Billede mig engang forleden et drastisk Indtryk af.

✂ Jeg standsede paa en Spadseretur foran et glimrende arrangeret, mægtigt Udstillingsvindue i en førende Musikhandel. Dèr prangede massevis Reklameplakater for den nyeste ved Afstemning blandt »Lytterne« med en 51 Majoritet af 26,000 Stemmer kronede Vals. Den hedder: »Jeg sidder derhjemme og lytter—«, og dens Titelblad er smykket med en Fremstilling af en ung Mand, der har en Pige paa Skødet, og oplivet lytter til en Højtaler. — Jeg kan ikke gøre for det, men jeg kom til at tænke paa en anden symbolsk Fremstilling af »Lyttere«, der ganske vist er over 400 Aar gammel: Rafaels Billede af den hellige Cæcilie. Dér staar hun, Orgelets Opfinder, omgivet af andre hellige Kvinder og Mænd, med sit Instrument sænket i Haanden og herlige Giger og Fløjter for sin Fod. Henrykt skuer hun opad og lytter til Englenes Sang.

✂ Lyttere før og nu! I 1516 og i 1931! Selvfølgelig gaar vi fremad og har blot at lystre Fremskridtet!!

✂ — Et københavnsk Blad pegede under Diskussionen berettiget paa den larmende Dyndbølge af mekanisk Musik, som skylles ud over netop de hundred Tusind Hjem fra Morgen til Nat: »Tro ikke, at Lytterne aabner deres Sind for Musiken, at de sidder tavse og betagne og indsuger den, som Musikelskeren gør det, naar han sidder i en Koncertsal. Nej, de rasler med Strikkepinde og Kaffekopper og Spillekort, Børnene læser Lektier og løser Regneopgaver, samtidig med at de lytter til den niende Symfoni, unge Piger læser Romaner; stadig koger det i Højttaleren .... Beethoven, Henry Carlsen, ædel Musik og Schlagere .... Musikken burde være en Højtid i et Menneskeliv. Nu er Æteren blevet en Lirekasse, og om nogle Aar vil Jordens Lyttere sandsynligvis hade Musik.«

✂ Radiomusikens aandelige Nedbrydningsarbejde, ved at den oversvømmer Landet, pietetløst optaget af Masserne, med Kulmination i Pigen, der sidder paa Skødet, 52 53 indtil Kontakten knipses fra, og man foretager sig noget andet, var just et Hovedpunkt i mit Angreb paa den mekaniske Musik (eller som det rettere bør hedde, mit Forsøg paa at kalde en musikalsk Kulturkamp til Live for levende Musik). Og dette svækkes ikke ved, at en Række elskværdige, men glemsomme, Indsendere imod mig betoner det netop af mig selv først og gentagende fremhævede, at mekanisk Musik kan have aandelig Betydning for dem, der ejer Opdragelse ved levende Musik i Forvejen, forstaar at vælge og lægge til og trække fra — i øvrigt et ringe Mindretal af de bestemmende Millionlyttere! Dog vil jeg anbefale en af disse Indsendere, den, efter egen Fremstilling, med levende Musik fortrolige Dr. Hoffmeyer, der nyder saa megen »dejlig« Musik pr. Grammofon og Radio ude i Slangerup, ikke at lade der gaa alt for langt imellem de Rejser, Doktoren fortæller, at han foretager til København for at høre rigtig Musik. Han medgiver selv det uomtvistelige, at Grammofonen »kun er et mangelfuldt Surrogat for den direkte modtagne Musik«, at ydermere »Højtalerens Klanggengivelse ikke er saa god som Grammofonens«. Og enhver Kunst kræver en vis Vedligeholdelse og Pleje, om Receptiviteten skal bevares. Den megen Nydelse af Margarine svækker Smørsmagen! — Her staar vi over for en fælles Lov for alle Kunstarter. En af Evropas største Rembrandt-Kendere har engang fortalt mig, hvor uendelig meget sværere det var ham at »holde Ørene stive« over for et omtvisteligt Rembrandtbillede, naar han fandt det paa et afsides russisk Herresæde efter ugelange Rejser i kunstnerisk kulturforladt Bondeland, end naar han saa’ det i sit daglige Milieu under Dagens stadige Gentagelse af Kunstindtryk ....

✂ Men, hvorom alting er, den udmærkede Læge paa Landet, der fortræffeligt repræsenterer et stort Antal Radiovenner, særlig uden for de store Byer, konkluderer, at »den mekaniske Musik ikke blot er Tidens givne Vilkaar, men ogsaa dens store Mulighed«. Andre har udtrykt noget lignende under Overskrifter som »Stormen fælder Træer« og med Bemærkninger om at »der er ikke Grund til at udgyde altfor mange Taarer, fordi Radioen paa sin Sejrsgang træder nogle Koncerter ned. I enhver Overgang er der altid noget, der gør ondt, men Livet skal ses paa langt Sigt«.

✂ Det med Livet og det lange Sigt er højst belærende (det skyldes ogsaa en Præst, der formodentlig paa langt Sigt betragter Radioens Tømmen af Kirkerne). Men der hører sikkert nok kun et beskedent kort Sigt til at faa Øje paa de skæbnesvangre Virkninger af den mekaniske Musik for Musiklivet.

✂ Dr. Hoffmeyer mener, at Radioen har »med ét bragt Musiken ud til to Millioner Mennesker, som aldrig før har hørt ordentlig Musik .... alle de fattige Folk ude bag Kær og Mosen .... faar Alverdens dejlige Toner lige ind i Stuen .... kan der være Tvivl om, at der nu dannes Grundlag for en Musikkundskab og Musikforstaaelse som aldrig før? Og de, som har Kaldet, vil naturligvis ikke undlade at søge til Instrumentet«. — Man maa unægtelig spørge til dette »Naturligvis«: Hvorfor i al Verden? Og hvorledes? — Doktoren fortæller om sig selv, at nu staar den Violoncel, han tidligere dyrkede, og Luten, han spillede paa, hver i sin Krog af Stuen, »mens Palestrinakoret synger i Grammofonen«. Altsaa den gennem levende Musik uddannede Mand, der har kendt »Instrumentet«, bringes af den mekaniske Musik 55 til at forlade det. Saa skal vel nok Folkene fra Kær og Mose og Arbejderkvarterer og Villaer, som »med ét« faar al Verdens »dejlige Toner« serveret pr. Mekanik, søge til Instrumentet! Skulde Kendskabet til Logikens og Psykologiens Love mon ogsaa høre til de »Træer«, som Stormen fælder«?

✂ At Mekaniken gør saa mange inden for Musikerfaget brødløse, »forfærder naturligvis« Doktor Hoffmeyer, »men,« spørger han, »var der dog ikke for mange af dem og alt for mange Middelmaadigheder .... « Og, trøster Doktoren, »de store Kunstnere kan den mekaniske Musik ikke undvære; dem byder Tiden netop de rigeste Muligheder, og De (@9@/9: jeg) kan være forvisset om, at det bliver ikke blot økonomisk.«

✂ Hvorledes tror Doktoren egentlig, at de store Kunstnere opstaar, som Mekaniken hidtil ikke har kunnet undvære (for med Tiden vil Lyttermajoriteten udmærket godt kunne fremtvinge en Bespisnng med meget smaa Brød og Fisk). Er de store Kunstnere ikke til Dato bleven til gennem levende Livs almindeligere Musikkultur, der vel ikke kunde bringe Middelmaadighederne frem til Højderne, men som var det fælles Grundlag, ud fra hvilket de Store hævede sig op gennem Hjem, lavere og højere Skole, Kirke, Koncertsal, Opera, i personlig Udøvelse paa alle disse Steder. Hvis noget af disse musikalske Dannelsescentrer undergraves eller blot hemmes (saaledes som det faktisk paa mange Maader allerede er sket, i høj Grad ved mekanisk Musiks Indflydelse), saa vil det hurtigt være forbi ikke blot med de smaa, men ogsaa med de store Kunstnere. De falder ikke ned fra Himlen ....

✂ — Men dybest set gentager — under forskellige 56 Masker — den mekaniske Musiks Forsvarere ene og alene det, ogsaa paa alle andre Omraader evindeligt repeterede: Det er »Udviklingen«, som det er meningsløst at prøve paa at kæmpe imod.

✂ Alle massesuggererede Medløberes evige Ord!

✂ Netop mod Strømmen er dog det meste af frugtbar religiøs, social, kunstnerisk Udvikling her paa Jorden bleven fuldbyrdet.

✂ Og selv om de, der nu hele Civilisationen over kæmper imod den mekaniske Musiks kvælende Omfavnelse af Folkene, kun er en lille Skare, selv om den synes magtesløs over for de tre store M’er: Mammon, Mekanik, Masse, der for Øjeblikket betragtes som uovervindelige Herskere, saa vil vi dog forblive »lydige mod Spartas Love« og mindes, at der, paa Trods af al overfladisk Sandsynlighed, efter et Thermopylæ kom et Salamis. —