↩ Koncertsalen og Operahuset — saavel som Kirken — skal de fortræffelige Musikpædagoger, hvis Arbejde der er Grund til at ønske alt muligt Held, nu alligevel »lassen stahn«. Den musikalske Selvvirksomhed er sikkert, ikke blot efter Jørgen Bentzons og min egen, men ogsaa efter alle andre forstandige Musikvenners Mening den uerstattelige Basis for et virkeligt, positivt betonet, Musikliv. Men Grundlag er ikke Tinde. Koncertsal (og Opera) er saa langtfra for den musikalsk godt opdragne Tilhører kun af »passiv Karakter«, han møder ingenlunde de fremragende Instrumentalister eller Solospillere med »den rene Modtagerindstilling«, der kan sammenlignes med det almindelige Radiolytten. For det første gavner det hans »aktive« Musikuddannelse at følge virkelige Kunstneres Præstationer, der er hans egne saa langt overlegne, og dernæst kan Musikvennen og Dilettanten paa mest anskuelig Maade i Koncertsalen stifte Bekendtskab med Værker, som han selv aldrig aktivt vil kunne naa til at behandle, f. Eks. Wienerklassikerne eller de tyske Romantikere, der af Jørgen Bentzon meget klogt findes lidet egnede til at blive »maltrakterede« af de kollektivistiske Dilettanter. Hvorfor da ogsaa disse Arbejder ved Undervisningen skal erstattes med »en herlig ældre Litteratur, der er som skabt 44 for Amatører«, foruden med den Musik, som »unge produktive Musikere fra vor egen Tid« vil blive inspireret til at frembringe.