Larsen, Karl Under vor sidste Krig

UNDER VOR SIDSTE KRIG

2
3

KARL LARSEN

📖 UNDER VOR SIDSTE KRIG
SAMTIDIGE
DAGBOGSOPTEGNELSER OG BREVE
FRA
MÆND OG KVINDER AF ALLE STÆNDER
SAMLEDE OG UDGIVNE
AF
KARL LARSEN

GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)
GRÆBE S BOGTRYKKERI

4
5

FORORD.

Paa en Maade, som dette Værks « Tillæg »vil gøre nærmere Rede for, er det lykkedes mig fra November 1895 at indsamle 1828 Breve og Dagbøger, nedskrevne i Krigsaaret 1864.

Det har været min Hensigt igennem et typisk Udvalg blandt dette Stof og ved et skønsomt Uddrag af det udvalgte at skabe en mangesidigt illustrerende og forholdsvis let læselig Memoiresamling af en egen Art.

Den skulde mindre give Begivenheder end Menneskers Syn paa Begivenheder. Dens Værdi var paa ingen Maade at søge i det historiske, men i det psychologiske og i Stilen. Den skulde endelig være skrevet af Folk fra de forskelligste Samfundslag og saa at sige samtidig med Tildragelserne, inden Erindringsforvanskninger fik for lang en Tid at virke i.

6

Selvfølgelig har Tilfældet delvis raadet for, hvilket Stof det er lykkedes at bringe til Veje, om end jeg har forsøgt en saa methodisk ledet Indsamling Som muligt. Adskilligt, som det havde været ønskeligt at finde repræsenteret, vil derfor savnes, og paa den anden Side har der indenfor nogle Grupper været en Overflod paa repræsentative Bidrag, hvor langt færre kunde have været mere end tilstrækkeligt.

Ved Uddragene af det udvalgte Stof har jeg undgaaet enhver Ændring i Henseende til Sprog og Stil, kun rettet Uagtsomheder og gjort Retskrivning og Tegnsætning korrekt og moderne. Derimod har jeg — rent fraset Resuméerne — søgt at sammentrænge Stoffet saa meget som det har været muligt, uden at dets Stil kom til at lide derunder.

For at tage et Eksempel er «I en Præstegaard paa Jyllands Hede » med sine c. 60 trykte Sider sammendraget af 185 tæt skrevne Kvartsider, og det ikke blot ved at enkelte Dagsoptegnelser er udeladte, men ogsaa ved at der blev taget Stof ud af de Afsnit, som medtoges. Den uøvede og ikke kunstnerisk arbejdende Skribent vil jo aldrig kunne undgaa en unødig Bredde med idelige Gentagelser og Medtagelse af Stof, som rene Idéforbindelser fører ham ind paa. Alt sligt er i min Bearbejdelse udeladt, for saa vidt det har kunnet gøres 7uden at øve Vold mod vedkommende Arbejders dilettantiske Stil.

At alle Forkortelser indskrænker sig til Udeladelse af hele Afsnit og Perioder og ikke er fremkomne ved Sammenstilling af løsrevne Sætninger er en Selvfølge. Hvor en Dagbogsoptegnelse eller et Brev er anført in extenso, findes dette angivet ved en *. Dog er i disse Tilfælde obligate Hilsener o. lign. som Regel ikke medtagne.

Endnu maa bemærkes, at jeg i hele Værket ved nye Inddelinger og til Dels ændret Tegnsætning har søgt at bringe Skribenternes virkelige Mening til at springe klart og plastisk frem. —

En hjertelig Tak skylder jeg alle dem, som, direkte eller indirekte, har bidraget til at skaffe mig Materiale, og jeg maa bevare i taknemmelig Erindring de mange andre, hvis Sendelser og Oplysninger vel faldt udenfor den givne Ramme, men hvis venlige Deltagelse var mig en levende Støtte og Opmuntring under Arbejdet.

København, i Februar 1897.

Karl Larsen.

8
I

TILLÆG

II
III

INDHOLD.

  • Side
  • Forord....................................... V
  • I. Del. De, som var hjemme.
  • En københavnsk Familje ....................... 11
  • I en Præstegaard paa Jyllands Hede.............. 44
  • Fyenske Almuesfolk ........................... 102
  • Fra et Bondehjem i Nordslesvig................. 123
  • Til Chefen for Iste Regiment ................... 143
  • Mellem Fjender i Vejle........................ 149
  • Jævne jydske Borgerfolk........................ 173
  • En Latinskoledreng i Aarhus.................... 184
  • Smaabilleder fra Land og By:
  • I. Unge Piger..................................... 195
  • II. En Gaardejer fra Landet.......................... 204
  • III. En Købmand i Silkeborg.......................... 205
  • IV. En gammel Landsbypræst til sin Embedsbroder....... 206
  • V. En Moder om sin fangne Søn..................... 208
  • VI. Paa Flugt fra Hus og Hjem....................... 212
  • Fra Lazaretterne i Flensborg.................... 216
  • II. Del. I Felten og Krigsfangenskabet.
  • Første Gang i Ilden, I—IV..................... 229
  • Billeder fra Fægtning, I—VIII................... 255
  • En Rytterkorporal i Felten...................... 297
  • En Student og frivillig paa nitten Aar............ 330
  • P'ra Officersaspirant til Reserveløjtnant ............ 363
  • Halv Seminarist, halv Bonde.................... 378
  • Bondesoldater................................ 393
  • Officerer .................................... 484
  • Tillæg.................................... 527
IV

4; Læger 4; Bibliotheksembedsmænd 2; Højskoleforstandere 2; Arkitekter 2; Almuesfolk paa Landet 2; Landhaandværkere 2; Gartnere 2; afsk. Underofficerer (heraf 1 Politibetjent) 2; Kontorister o. lign. 2; 1 (lodsejer; 1 Godsforvalter; 1 Direktør; 1 Lektor; 1 Vandinspektør; 1 Organist; 1 Sagførerfuldmægtig; 1 Vognmand; 1 mindre Handlende; 1 Haandværkssvend og 1 Savskærer.

København i Juli 1897.

K. L.

TRYKFEIL OG RETTELSER.

I en Del Eksemplarer er, ved en uheldig Ombytning af to Notater pg. 32—33, kommen til al staa, at Kand. Ottos 800 totalt nedskudte østrigske Husarer «har muligvis udviklet sig af Teten af de c. 4 Eskadroner Lichtensteinske Husarer, der deltog i Forfølgelsen og senere i Kampen ved Oversø osv.», i Stedet for: har udviklet sig af et mindre Tab, som de Lichtensteinske Husarer led ved et tilbagevist Angreb i Begyndelsen af Fægtningen.

Pg. 124, 12 L. fra n. Gulvet, læs: Gulven

- 125, 12 - - o. kærkommmen, læs: kær

- 128, 2 - - o. kummerligt, læs: kummerlig

- — 7 - - o. nogenlunde, læs: nogenledes

- — 12 - - n. sagde at, læs: sagde

— 8 - - n. der, læs: de

- — 6 - - n. dyrt, læs: dyr

- 133, 9 " - n. Moder, læs: Broder

139, 14 - - n. saadant, læs: saadan

- 140, 6 - - o. Han, læs: Ham

- 140, 16 - - o. skriv til min Fader, at han osv., læs: skriv, til min Fader snart

- 241, 5 - - n. Master, læs Masker

V

skrev til dem under Felttoget, dels endelig skrev ogsaa til andre om Indtryk vedrørende Krigen.

Indenfor disse fire Grupper fordeler Antallet sig som følger:

A. Deltagere i selve Krigen.

Faste Officerer 22 (med 2 Dagbøger og 435 Breve); værnepligtige Officerer 15 (I Dagbog og 350 Breve); Læger 3 (9 Breve); Dyrlæger I (I Dagbog og I Brev); faste Underofficerer 5 (2 Dagbøger og 7 Breve); menige og Underbefalingsmænd af de højere Klasser 8 (4 Dagbøger og 53 Breve); do. af Middelstanden 24 (3 Dagbøger og 219 Breve); do. af Landalmuen I I I (33 Dagbøger og I Visebog, 472 Breve). lait 46 Dagbøger, I Visebog og 1546 Breve.

B. Civile Personer, som under Krigen har levet i de okkuperede Landsdele.

Præster 2 (I Dagbog og I Brev); juridiske Embedsmænd 3 (I Dagbog og 2 Breve); Damer fra Præstegaarde 3 (2 Dagbøger og 18 Breve); andre Damer II (2 Dagbøger og II Breve); Forretningsfolk og Ejendomsbesiddere 3 (I Dagbog og 2 Breve); 2 Almueskolelærere (I Dagbog og I Brev); I Realskolelærer (I Dagbog); I Landinspektør (I Brev); I Skibsfører (6 Breve); I Telegrafist (2 Breve); I Latinskolediscipel (7 Breve) og I Bondekone (I Brev). lalt 9 Dagbøger og 52 Breve.

C. Slægtninge og Venner udenfor de okkuperede Landsdele til Brevskriverne fra Felten.

Af de højere Klasser 26 (155 Breve); af Middelstanden 17 (I Dagbog og 44 Breve); af Almuen 26 (84 Breve). lalt I Dagbog og 283 Breve.

D. Andre civile Brevskrivere om Indtryk vedrørende Krigen.

Juridiske Embedsmænd 2 (med 16 Breve); I afskediget Officer (I Brev); I Præst (I Brev); I Gymnasiast (I Dagbog); Bondekarle 2 (I Brev). lalt I Dagbog og i9 Breve.

De 126 Indsendere af det bearbejdede Materiale har fordelt sig som følger: Lærere 17; Gaardejere, Parcellister o. lign. 17; aktive og afsk., faste Officerer 14; Præster 13; Damer II (deriblandt 3 Officersenker); Forretningsfolk, Industridrivende og Haandværksmestre 9; Forfattere og Redaktører 5; Boghandlere 5; Civile Embedsmænd

VI

Indsamlingen af Stof til nærværende Arbejde paabegyndtes i November 1895, da mine første Cirkulærer udsendtes fra det Gyldendalske Forlag. De var forsynede med Kirke- og Undervisningsministeriets og de to militære Ministeriers Anbefaling og spredtes i et Antal af 7,000 til samtlige Landets Præster og gennem dem til Lærerne, til alle Distriktslæger, til Højskoleforstanderne, Formændene for Landboforeningerne, Vaabenbrødre- og Forsvarsbrødreforeningerne, de samvirkende Fagforeninger, foruden til en stor Mængde civile og militære Personer, om hvilke det kunde formodes, at de maatte være i Besiddelse af eller kunne skaffe anvendeligt Materiale. Desuden blev Cirkulærerne ved de paagældende Bestyrelsers Velvilje opslaaede i store selskabelige Foreningers Lokaler som Officersforeningens i København, de to Studenterforeningers, Arbejderforeningens af i860 o. lign. Sidst — men ikke mindst — maa endelig anføres, at Pressen saa godt som hele Landet over optog det væsentligste af Cirkulæret i sin Tekst og medgav det sin Anbefaling.

I April Maaned 1896 var som Følge heraf indkommet i alt 1348 samtidig med Krigen nedskrevne Breve og Dagbogsoptegnelser. Ved Udsendelsen af et nyt Cirkulære, der nævnede Indsamlingens foreløbige Resultat, og som atter anbefaledes af de allerfleste Blade, lykkedes det at indsamle endnu 480 Bidrag, der, efter Udsendelsen af nærværende Værks første Hefte er bleven forøget med 130, som det har været muligt at medtage til Bearbejdelse, saaledes at det hele samlede Materiale har udgjort 1958 Dagbøger og Breve.

Disse hidrører fra 292 forskellige Personer, som dels har taget ligefrem Del i Krigen, dels den Gang levede i de af Fjenden okkuperede Landsdele, dels som Slægtninge og Venner af Kombattanterne

9

I. DEL.

DE, SOM VAR HJEMME.

10
11

En københavnsk Familje.

Uddrag af 196 Breve.

Familjens Hoved er en pensioneret Officer, godt over Midten af Halvtredserne. Han har deltaget i Treaarskrigen og senere garnisoneret i Provinsen som Stabsofficer ved Fodfolket. I Løbet af Krigen opnaar han en administrativ, militær Stilling under Generalkommandoen i København. Hustruen er seks Aar yngre end han, og i deres Hjem bor den 23-aarige, ugifte Datter Louise.

Af Sønnerne er Otto 27 Aar gammel, theologisk Kandidat, stærkt optagen Lærer i Byens højere Skoler og forlovet med den 22-aarige Mathilde; Frederik er 25 Aar og Forvalter paa en Herregaard i Jylland; den yngste, Erik, en 20-aarig Student, er som Reserveløjtnant i 18de Infanteriregiment ved Armeen.

Omkring denne Familje i snævreste Forstand grupperer sig Bedstemoderen(Fruens Moder), de to ugifte Tanter Line(henved de 60) og Julie (henved de 50), Søstre til henholdsvis Faderen og Moderen, samt den unge Eriks jævnaldrende Ven, stud. jur. Peter j., der er nøje knyttet til sin Kammerats Hjem.

Alle skriver de i Perioden fra d. 16. Decbr. 1863 til ind i August 1864 til Løjtnanten, der svarer meget flittigt.

Inden det nye Aars Begyndelse udgør Juleaften 1863 Hovedpunktet i Brevvekslingen. Det er den første Jul, Erik har«tilbragt blandt fremmede », som Moderen skriver i sit Brev første Juledag, og «Gud ske Lov, at Børnene alle gør saa meget af deres Hjem ». Erik12har sendt sit Fotografi i Visitkortformatsit« Visitkort» efter datidig Sprogbrughjem, faaet VennenPeter til i al Hemmelighed at lade det dumpe i Familjens Brevkasse paa selve Juleaften og modtager nu i Breve fra Forældre, Sødskende og Tanter de hjerteligste Taksigelser for den fortræffelige Idé« at komme til os Juleaften og hilse paa hele Familjen, og tusinde, tusinde Gange Tak skal du have!» «Det ligner dig saa mageløst, saa Taarerne kom i Øjnene paa os alle » — skriver Moderen.

De forskellige Familjemedlemmers Julebreve til Sønnen ved Danevirke giver i deres Optællen af de fordringsløse Julegaver, der bliver udvekslede, ved deres Fremstilling af det hjemlige Interieur, gennem lejlighedsvis Berøring af de offentlige Tilstande et ret levende Indtryk af et dannet milieu over Middelklassen i Datidens København.

Søster Louise har malet et Pibebrædt med en bred Rosenbort og som« efter andres sigende skal være smukt, jeg selv tør naturligvis ikke bedømme det. Nu skal det hænge i din Stue og vente paa dig, til du kommer hjem », fra Faderen faar Løjtnanten« Newton Forster» , fra Broderen Otto«. Nybyggerne i Kanada», begge af Marryat; Ottos Forlovede giver et udskaaret Penneskaft, Tante Julie en efter Moderens Udsagn« nydelig lille Pennevidsker », og endelig kommer ogsaa gamle Tante Line med sit Brev og det deri omtalte Portræt af« Kunstens Yndling, Hr. Nyrop ».

Tante Line har øjensynlig ikke altid staaet for Familjens yngre Medlemmer i et ublandet alvorligt Skær; i Brev af 20. Decbr. beretter Louise blandt andet, at « Tante 13Line var her ogsaa i Mandags og var virkelig grundkomisk ... Det forekom hende, at der svævede en Due over Hovedet paa Frederik den Sjette, da han laa paa castrum doloris, men Otto gjorde hende opmærksom paa, at den vist saa var fløjet, da ingen anden havde set den. I Gaar sendte hun Bud herover efter sin Kikkert, men skrev til Moder om at svøbe den ind i Papir, for at Pigen ikke skulde faa Lyst til at se i den ». Men Moderen skriver paa samme Tid til Erik om Tante Line, der« kom i Søndags Formiddag, hun havde været i Kirke og bedt for dig, hun er meget forknyt », og Erik skriver til den gamle, der svarer ham og takker ham: « Jeg ser, at jeg er dig kær, og det gør mig godt. — Lev vel, du kære! Og tænk stedse med Godhed paa din Tante Line ».

Juleaften har Familjen været samlet hos Eriks Forældre; Tante Julie fortæller om, hvorledes de« efter Middagsmad og Kaffe kom ind til Julebordet, hvor der som sædvanlig var mange nydelige Ting » (selv fik hun en Skrivemappe, en Syltebog, et hvidt Forklæde o. lign.). « Aftenen gik jo godt, skønt ikke muntert, dertil savnedes der for meget; ogsaa bidrog efter min Mening Frederiks Breve til at stemme en alvorlig, de begyndte med Krig og endte med Krig, han skrev ogsaa selv, at han kom altid tilbage til det samme, skønt han kun vilde skrive om Julen. Dit Brev blev ogsaa læst højt.» I sit Julebrev til Erik skriver denne Broder Frederik, Forvalteren, ogsaa bl. a.:« Det er unægtelig en mørk Fremtid, vort Land gaar i Møde, truet næsten af hele Verden, uden en eneste Ven; i Sandhed, 14vi kan behøve alt det Mod og al den Styrke, som en retfærdig Sag kan give. Hvor det glæder mig at høre, at du er ved godt Mod, at du frejdig gaar Døden under Øjne — jeg tænker ofte, Gud give mig Mod til ret at blive en Soldat, ret at gaa i Kamp for Danmark uden Bekymring og hjælpe med mine forsvindende Kræfter til at værne det ».

Eriks egne, livlige Breve dengang fra Holsten indeholder ikke meget hverken om Døden eller Fædrelandet, men saa meget mere om gode eller daarlige Kvarterer og Fødevarer, om galante Værter, unge Damer og lignende Kantonnementspassiar. Medens Faderen skriver alvorligt, at« det skulde gaa højst besynderligt til, om alt dette Virvar skulde kunne endes ved Diplomatiens Hjælp, » haaber Broder Otto« endnu stadig, at det skal gaa af med det gode ».

Student Peter J. sender i Jideugen et Brev, der i al Korthed erklærer: « Her er en evig Vrøvlen herovre i politisk Henseende; i Forgaars gik vort Ministerium af, eller indgav sin Dimission er nok rettere, det gør mig meget ondt, nu skal vi vel igen til at have Indrømmelsen ». Ellers er det lange Brev kun fyldt af Fortælling om Ferieglæder, om Oehlenschlägers Værker, han er falden billig over hos en Boghøker, om Eriks Abonnementsplads i det kongelige Theater, som Peter nok skal faa overtaget af en anden ogsidst, ikke mindst—:«... Du kan være glad ved, at du ikke i Egenskab af Student var med til Kongens Begravelsestog, thi vi maatte staa i Espalier i Gaderne i over to Timer i 2 Graders Kulde for at holde Orden paa Folket; ja, det var en kold Svir for Fødderne, 15men vi stod da ogsaa allesammen og trampede som Heste. For Resten var det et smukt Optog; tænk, vi var 1200 Studenter en corps, og efter en Strid paa en Generalforsamling i Studenterforeningen mellem Huerne og Hattene, kom Huerne i Spidsen, og der var mellem syv- og ottehundrede Huer, det saá godt ud; jeg var naturligvis med Hue!» —

Det nye Aar begynder. « Her strikkes overalt i hele Byen, uldne Strømper, Trøjer, Tørklæder osv., og en Mængde gives i Penge », hedder det i Moderens Brev af den 12. Jan., « men desværre, det forslaar vist altsammen som en Draabe i Havet ». Af det sidste Brev, hun har haft fra sin « kære, kække Dreng » ser hun, at han, efter at have været daarligt anbragt, « nu igen lever paa en stor Fod ... paa den Maade kan det endda gaa an og udholdes en Tid, men de stakkels Menige, dem beklager jeg inderlig.» Hun fortsætter den 16. om det Par Muffediser, hun er ved at strikke til ham, om den Pakke med Kager, Chokolade og Appelsiner, der er under Vejs; Kulden er bestandig lige haard og bidende, «du gør dig ingen Forestilling om hvor meget jeg længes efter dig, og hvor meget jeg savner dig overalt, men Gud maa vide, hvornaar vi igen samles glade og tilfredse ... de Stakler derovre, paa dem tænker jeg tidlig og silde ... det er dog en sand Lykke, at man har saa meget at bestille, at man ingen Tid har til Grublerier! »

Baade Moderen og Otto meddeler som troværdig en Krønike om de Meza, der i Ottos Fremstilling lyder saaledes: « Du véd nok, at den franske General Fleury 16var ude at bese Danevirkestillingen. Han skal da have spurgt Meza, hvor længe han troede at kunne holde Stillingen, hvorpaa der opstod følgende Samtale:

M. Seks Dage.

F. Ikke længer?

M. Nej, ikke hvis Tyskerne stormer for Alvor.

F. Ja, men hvor stort tror De, at Tyskernes Tab da vil blive?

M. Mindst halvtresindstyvetusinde pr. Dag.

F. Ja, naar de saa har stormet i 6 Dage, antager jeg slet ikke, de tør komme den syvende.

M. Nej, det tror jeg heller ikke ».

I samme Brev fortæller Kandidat Otto, at der som Læger til Hæren, « saa vidt jeg véd har meldt sig flere hundrede frivillige Nordmænd ».

Man ser, at Rygterne begynder at tage Fart i en stærkt chauvinistisk Flugt.

Den I. Februar bryder Krigen ud, den 2. er Fægtningen ved My sunde, og 18. Regiment kommer i Ilden. Straks den 3. griber Otto Pennen: Du kære, gode Broder! Naa, du skulde da være blandt de første, der har været med til at banke Tyskerne af. I Morges læste vi Telegrammet fra Hovedkvarteret.

Det har vel været en varm Dag den første, kære Erik! Ja, du havde vel allerede Dagen iforvejen hørt Kuglerne pibe. Jeg tænkte nok, at Prøjserne vilde faa Prygl, og det vil de sandsynligvis faa endnu i lang Tid. Jeg tænker, at de ved denne Lejlighed har faaet deres Blod kølet; de har indbildt sig, at 17de kunde tage Slesvig, førend Østerrigerne kom, men det blev Løgn den Gang.

Her i København er Stemningen utrolig begejstret; man jubler og synger og raaber Hurra for 3. og 18. Regiment, og jeg kan tænke, at Stemningen ikke er daarligere ved Armeen. For Resten véd man her kun meget lidt om Kampen selv.

I Dag gaar her 4,500 Mand fra København. Kl. 3 rejste 2,500 Forstærkningsmænd og i Aften hele Fodgarden, komplet udrustet, 2,000 Mand stærk. Jeg har set dem trække igennem Gaden; de ser mageløse ud, og man paastaar her, at Prøjserne vil blive bange for Huerne alene.

Sig mig nu, hvorledes var Stemningen under Kampen? Troede I noget Øjeblik, at Tyskerne vilde indtage Stillingen? Kunde I selv se, at Prøjserne led langt større Tab end I? Man fortæller, at der var mellem 11 og 12,000 Prøjsere imod 2,500 Danske? Skriv lidt til mig om alt det.

Jeg kan ikke skrive mere, thi Blodet koger i mig. Jeg skal hilse dig fra Mathilde. Jeg skal hilse dig desuden fra alle Lærerne i Skolen og takke dig, fordi du ogsaa har bidraget til at skaffe Danmark en ny Hædersdag.

Din hengivne Broder

Otto.

Og samme Dag skriver Søster Louise til sin«egen, søde, lille Viktor: «Saa har du altsaa faaet din Ilddaab, som Fader kalder det! Hvor inderligt vi alle har takket Gud, fordi han denne Gang har bevaret dig, behøver jeg vist ikke at sige; Fader er sjæleglad, fordi 18de Danske har sejret, og fordi hans Søn har været med i den første Træfning; men du kan vel nok begribe, at det koger i ham for at komme af Sted, og endnu er der jo ikke den ringeste Udsigt dertil ... Moder er i Reglen rolig og fornuftig, men i Gaar var hun saa mageløs forknyt, hvilket hun, mærkværdig nok, og var i forrige Krig, hver Gang der fandt et Slag Sted. I Dag har hun det naturligvis meget bedre, og vi er alle saa glade; hun vilde gaa i Theatret i Aften. Hun indser selv, at det er nødvendigt for hende at søge nogen Adspredelse, og det er en god Ting. — Tante Julie er saa mageløs forknyt; Taarerne staar hende i Øjnene hvert Øjeblik, og dit Navn kan hun ikke nævne uden at komme til at græde. Ja, du kan tro, kære Erik, vi tænker alle tidlig og silde paa dig, og vi er alle stolte af dig.»

Faa Dage efter, den 6. Februar, sætter ogsaa Ottos Forlovede, Mathilde, sig til at skrive og det i meget løftede Udtryk:

Kære Erik!

Gud ske Lov og Tak, at du er kommen godt fra Træfningen ved Mysunde! Det gik nok varmt til der, og du var nok en af dem, der var mest i Ilden. Dine Kulsviere har nok ordentlig banket løs paa Preusserne; det er mageløst at 3,000 saaledes kan banke 9,000; paa den Maade gaar der jo 3 Preussere paa I Dansk, det kan vel nok lade sig høre. Men det er vel heller ikke altid, at de Danske, med deres bedste Vilje, kan gøre deres Sager saa godt som du og dine Kammerater ved Mysunde.

19

Tyskerne lyver da endnu bestandig, saa det staar efter ... Saa stopper Brevet pludseligt op, der følger nogle Linjers Mellemrum, og først efter Overskriften: den 7. Februar fortsættes:

Du ser, jeg er bleven pludselig afbrudt i Gaar, og det paa den sørgeligste Maade, nemlig ved Efterretningen om at Danevirkestillingen er opgivet. Du kan vistnok forestille dig, hvilket sønderknusende Indtryk det har gjort paa alle her; der er vist ikke mange Øjne blevne tørre i Gaar, og det er vist længe siden, det danske Folk er bleven grebet af en saadan Hjertesorg som den, at vi har opgivet det, vi allersikrest stolede paa. Folk i København er i det voldsomste Røre, de raaber paa, at det er Forræderi, og mange giver Kongen og Monrad Skylden; nogen maa de have at lade deres Raseri og Fortvivlelse gaa ud over. Mærkværdigt er det, at Lundbye ikke har faaet mindste Underretning om, at man vilde opgive Danevirke, før flere Timer efter at det var sket; det er dog den skammeligste Maade at tilsidesætte ham paa; var han bleven spurgt til Raads, var den ikke bleven opgivet uden Kamp.

Det er ikke alene de danske, det har bragt Sorg, om det saa var den engelske Minister, saa var han kommen til Lundbye, havde grædt og sagt: «Havde de blot holdt den to Dage, saa var der kommen Hjælp.» I dette Øjeblik kom Tante Caroline fra Byen og fortalte, at der har været et rædsomt Spektakel i Nat, og at flere er slaaet fordærvet. Vorherre maa vide, 20hvorledes alt dette skal ende, gid det maa blive bedre, end det nu ser ud til!

Det er ikke nogen fornøjelig Fødselsdag, Tante Julie holder i Dag; Familjen skal være samlet paa —gade i Aften, men det bliver ikke til Munterhed som ellers. —

Til Slutning vil jeg nu ønske, at Vorherre vil holde sin Haand over vort kære, gamle Danmark og lade dets Fremtid blive lysere, end det nu ser ud til; for ham er jo ingenting umuligt, og han forlader os dog ikke, om saa Alverden ellers gør det. Farvel og lev vel, kære Erik, gid vi snart maa høre noget godt nyt fra dig.

Din

Mathilde.

Samtidigt afgaar fra Moderen:

Mit kære, elskede Barn!

Den Almægtige har holdt sin beskærmende Haand over dig, og jeg takker ham hver Time paa Dagen, ja fra Morgen til Aften. Uagtet du ikke stod anført paa Listen mellem de saarede, var vi dog ikke rigtig rolige, før vi saà Brev fra dig selv, som indtraf i Aftes i Mørkningen. Den Glæde, vi alle følte, lader sig ikke beskrive, og Gud være lovet, at vi dog har den Trøst at modstaa den nedtrykkende Efterretning med, som i Gaar ankom her til Byen, at alt var opgivet, hvad hele Landet havde stolet paa og sat sit Haab til. Det er rædsomt! Stemningen er i højeste Grad nedtrykt.

Her var i Gaar Formiddag en Fru G., Søster til Major M., og vilde vide, om vi ikke igennem 21dig havde hørt noget om B., men i Gaar Eftermiddag havde hans Moder ogsaa faaet Brev. Senere paa Dagen kom Student K. for at bede os fra hans Svoger L. om at pille Charpi; han var ved Lazarettet i Flensborg, men havde været her ovre med saarede og var straks rejst igen. Louise er ufortrøden ved Arbejdet, jeg er jo mindre stadig, og desuden gik jeg i Kirke i Formiddag.

Bare jeg vidste, hvorledes du har det, og hvor du er. Farvel min kære, kære Dreng! Gud beskytte dig!

Din længselsfulde

Moder.

Og Faderen, den gamle Soldat, tilføjer nogle Sider: Min egen kære Erik!

Inderlig Tak for de Par Linjer, du sendte os, skrevne efter Slaget. Nu har du jo ogsaa prøvet en Kamp, og jeg kan ikke noksom takke Forsynet, at det baade holdt sin beskyttende Haand over dig og opretholdt dit Mod i Farens Stund. Ja, min kære Erik, jeg skjuler ikke, at jeg er stolt af dig og er rolig for, i hvilken Kamp du end oftere skal deltage, du ogsaa som hidtil vil vise dig som en brav og ærekær Soldat. Efterretningen, vi modtog i Gaar, har gjort et saa nedslaaende Indtryk paa alle, at det ikke lader sig beskrive, og desværre har det alt fremkaldt Gadeoptøjer, som fandt Sted i Gaar Aftes udenfor Kongens Palæ og der i Nærheden ...

At Grundene til Danevirkestillingens Opgivelse har været «af aldeles strategisk Natur » tvivler Faderen intet Øjeblik paa. Men han udraaber med Smerte: «Denne 22Danevirkestilling, hvortil hele Nationen havde sat sit Haab og sin Stolthed, den skulde vor Armee forlade uden blot et Forsøg paa at holde den, og det efter en saa glimrende Kamp som ved Misunde, hvor vore Soldater viste, at de spørger ikke om Fjendens Tal, men kæmper til det yderste! Ogsaa paa Armeen maa det have virket mageløs nedslaaende.» «Men» — slutter han —, «vi vil trygt stole paa, at Danmarks Skæbne ligger i Guds Haand, og at Hævnens Time igen vil oprinde for os». —

Det ligger nær i den sidste Passus at se en Reminiscens fra hin mærkelige Monrad'ske Proklamation, som ikke var bleven Kongen forelagt, uagtet den var underskreven med Majestætens Navn og offentliggjortes i«Berlingske Tidende» s Aftennummer for d. 6. Febr. Dens Slutningspassus var den stærkt gammeltestamentligeDen almægtige Gud give, at Hævnens Time snart maa slaa for al den Uret, der tilføjes mig og mit Folk!» Kongen rettede den, som bekendt, i Proklamationens endelige og for Hæren bekendtgjorte Skikkelse til:« Den almægtige Gud give, at Sejren snart maa krone en retfærdig Sag!» —

Tumulterne i Hovedstaden omtales forøvrigt i Familjens Breve til Løjtnanten kun yderst lidet efter Selvsyn, mest efter mere eller mindre paalidelige Andenhaandsmeddelelser og almindeligt udbredte Rygter. Moderen fortceller d. 9de:

I Søndags var vor Pige ude hos en Broder paa Christianshavn; da hun skulde hjem, var alle Broer hejst op, der var Spektakler i Brogade, hvor Minister Monrad boede, tilsidst har de kørt Sprøjterne frem og 23overøst dem med Vand, de første blev saa forfærdede, at de styrtede til Jorden, det hjalp, saa skiltes Pøbelen ad; især har det været rædsomt i Amaliegade, hvor der skal være slaaet Ruder ind i Kongens Palæ.

Tre Gange, fortalte Peter i Aftes, har Flokken været udenfor Studenter-Foreningen og forlangt, at Studenterne skulle stille sig i Spidsen.

Erik har, efter at Retræten er fuldendt, lige faaet Tid til at henkaste nogle Linjer paa en Stump Papir til Familjen og faar øjeblikkelig Tak og Svar fra Søsteren Louise:

København, den II. Februar 1864.

Min egen, kære, lille Erik!

I dette Øjeblik har vi modtaget din lille sørgelige Seddel, og endskønt vi blev meget glade ved at høre fra dig, gør det os dog usigelig ondt at se dig skrive i den Tone, du, som har holdt dit Humør saa brillant hele Tiden; derfor kan jeg ogsaa begribe, at du maa have haft det forfærdeligt, inden det kom saa vidt. Min stakkels, kære, lille Broder! Jeg lægger mig aldrig nogen Aften til Sengs uden at tænke: Gud give Erik laa her i mit Sted! Hvor vi dog alle skal kappes om at kæle og dægge for dig, hvis Gud lader dig komme hjem til os igen! Nu har du dog med Guds Hjælp faaet Hvilé, og kender jeg dig ret, vil det ikke vare længe, inden du er den gamle igen. Hvor stolte vi alle er af dig, kan jeg umuligt sige; Peter mener, at du mindst maa blive Ridder, og glæder sig over, at din Kone da vil blive ved at være Frue. 24Du ser da, at vi ikke ganske har glemt at spøge, uagtet Sindet er tungt og nedbøjet.

Gud véd, om du nogensinde faar den Pakke, Moder sendte over til dig, eller om de Herrer Prøjsere spiser de Kager, der var bagt til dig. I den Pakke med Uldtøjet, Tante Amalie sendte, var der to Chokoladestænger og nogle røde og hvide Pebernødder fra mig; Gud give, du har faaet noget af det paa den strenge Marsch; her fortælles, at I har marscheret 18 Timer i Træk, 14 er allerede næsten mere end et Menneske kan udholde; naar du kan være i den Grad sammensunken, hvor maa saa ikke de svage have lidt!

Fru J. græder Glædestaarer over dig; Gud véd, hvad alt det er, du skal trakteres med, naar du kommer der igen. — Hele Staden piller nu Charpi til de stakkels saarede, som skal udvise en mageløs Taalmodighed; Folk strømmer ind til dem med Syltetøj og andre Forfriskninger, Gud ske Lov, der bliver gjort alt muligt for dem. — Fru H., Fru S. [to Officerers Hustruer] og vi har lovet hinanden, at den første, der fik Brev, skulde lade de andre det vide, og nu har vi alle tre faaet i Dag. Fru H., som fik sit først, formodentlig fordi hun bor i samme Hus som Posthuset, kom straks herhen for at lade os det vide; man bliver ved denne Lejlighed bekendt med alle Mennesker. — Blot du faar alle de Breve, der bliver skrevne til dig i denne Tid, vi vil dog nødig have, at du skal beskylde os for Dovenskab i den Retning, da vi véd, du længes 25efter Brev; men alt befinder sig formodentlig i den største Forvirring.

Hvor det ogsaa var tungt, at I skulde blive nødt til et saadant Tilbagetog! Du kan trøste dig med, at Prøjserne ikke har lidt mindre end I. De maa stedse kampere under aaben Himmel. I de tyske Blade staar der, at de danske har kæmpet med stor Tapperhed. Her siges, at der har været en Artillerikamp i det nordlige Slesvig, hvor Fjenden har lidt forfærdeligt, men noget bestemt véd man ikke. Gud give nu, at dit næste Brev maa være skrevet i din gamle Tone; vi tænker paa dig tidlig og sildig og drømmer om dig om Natten; havde vi dig dog blot her igen! — Farvel! Hilsen fra Fader og Moder.

Din kærlige Søster.

Fra Dybbøl sender Erik nærmere Efterretning, som ved sin mangelfulde Datering og Uoverensstemmelsen i forskellige Tidsangivelser endnu røber Eftervirkningerne af Tilbagetogets Forvirring.

Dybbøl, den 9.(?) Februar 1864.

Min kære Søster!

Jeg havde ikke troet, at det var muligt at udholde saadanne Anstrengelser, som vi har maattet døje i de sidste otte Dage, men nu har jeg endelig faaet en Nats Søvn, og den har styrket mig. — Efter den, som jeg hører, hæderlige Kamp ved Mysunde, hvor specielt 18. Regiment udmærkede sig, var jeg meget vel fornøjet, og jeg syntes, at Feltlivet var en ren Svir, men de Strabadser ovenpaa var næsten uudholdelige, ja, vi havde da ogsaa 26én i vort Kompagni, der blandt de utallige Marodører frøs ihjel om Natten.

Da vi havde ligget i Brodersby ovenpaa Affæren, blev vi den næste Morgen Kl. 4 jaget ned til Mysunde, hvor vi blev den Dag, uden at der passerede noget, hvorpaa vi gik til Fiiring, hvor vi sov en Nat og den næste Dag om Aftenen Kl. 8 pludselig fik Ordre til at marschere, da Danevirkestillingen var opgivet.

Det var den sørgeligste Efterretning, man kunde faa, og vi begyndte da en Marsch, hvis Mage jeg aldrig har oplevet; vi marscherede 14 Timer i Træk paa den Maade, at vi marscherede 5—10 Minuter og stod et Kvarter, blot fordi Trænet foran os ikke kunde komme frem. Jeg gik foran Kompagniet, og foran mig red nogle Dragoner, og tilsidst sov jeg aldeles, saaledes at hver Gang de stoppede foran mig, vendte jeg Ansigtet mod Bagpartiet af Dragonhesten. Saaledes gik det hele Natten, og Kl. 10 den næste Morgen var vi i Flensborg, hvor vi fik en Modtagelse, hvis Lige jeg aldrig har kendt; Soldaterne fik alt muligt: Kaffe, varm Middagsmad, Ø1, Cigarer o. s. v. Jeg fik Middagsmad to Steder; det ene Sted en ypperlig Bøf og en hel Flaske mageløs Rødvin foruden Kaffe og Cigarer. Et saadant Virvar, som der var i Flensborg, har jeg aldrig set, men jeg har ikke Tid til at beskrive det. Da vi afmarscherede efter 4 Timers Hvile, stormede Folk ud med Brød, Tobak, Ø1 o. s. v., som de gav Soldaterne. Vi marscherede da til Kollund i Sundeved, hvor vi hvilede i 5—6 Timer, hvilket styrkede meget.

27

Kl. i om Natten kom en Artillerist kilende: Prøjserne havde taget et Batteri, en halv Fjerdingvej fra os. Vi kom straks paa Benene og blev formeret til Fægtning, og vi stod opstillet hele Dagen med drivvaade Fødder; det var rædsomt, kan du tro, thi Sneen fygede om os fra oven og neden. Endelig trak vi os tilbage, men da vi var kommet en Fjerdingvej, maatte vi stoppe, fordi Trænet var kørt først. Det var en rædsom Efterretning, da vi var udmattede, havde ikke faaet Mad i 3 Dage og havde drivvaade Fødder; endelig var Prøjserne saa skikkelige at køre Kanoner op, og saa gik vi tilbage. Atter en temmelig streng Marsch, og til Slutning kom jeg paa Feltvagt, det var drøjt. Hele Natten strømmede Marodører gennem Kæden, som naar Drenge gaar fra Skolen og om Morgenen.

Nu er jeg her i Dybbøl, og da Fjenden rykker frem, slutter jeg Brevet.

Din hengivne

Erik.

Faderen svarer d. 14.. Februar:

Min egen kære Erik!

Du har nu ogsaa prøvet Feltlivets Strabadser i Ordets egentlige Betydning, men ogsaa har du jo udholdt dem tappert; ikke sandt, min kære Erik, du er jo nu kommen dig ganske efter Udmattelsen. Da jeg modtog dit kære Brev af ingen Datum og intet Opholdssted, men skrevet med Blyant, indsaa jeg straks, hvad I har maattet udholde; en Nattemarsch paa denne Aarstid, til Dels i glat Føre maaske og, det er det værste, uden Fødemidler, er noget, der 28ikke er at spøge med; kun den, som selv har prøvet noget lignende, kan dømme derom, og jeg genkaldte mig straks den 3. April 1849, hvor vi fra tidlig Morgen til langt ud paa Natten vandrede om fra den ene Ende af Sundeved til den anden, og hvor Bataillonerne var saa opløste, at et Par fjendtlige Eskadroner, som havde gjort et rask Indhug, let vilde have oprevet hele Armeen; dette er i Grunden den alvorligste Side af Feltlivet, thi selve Kampen er for intet at regne imod dette; men nu har du jo ogsaa prøvet det Stykke.

Du maa, kære Erik, gøre dig det til en fast Regel altid at have noget haardt Brød i din Rejsetaske, thi Sult og Strabadser forliges ikke, men det er nok noget, du alt har bragt i Erfaring, og nu Gud ske Tak, at du efter Omstændighederne har det godt.

For Resten vedvarer stadig Damernes Omsorg for at sende Uldtøj, Fødevarer og Lækkerier over til Erik, og de paakalder hans Bistand i Anledning af dem, som andre Kvinder gaar omkring i Ængstelse for. Der er en Menig i Løjtnantens Kompagni, hvis «stakkels Kone i 14 Dage ikke har hørt det ringeste om Manden, hun forhører sig alle Steder, hvor hun tror at kunne faa nogen Oplysning om ham, men forgæves. Nu tror hun bestemt, at han er skudt, da her jo ikke endnu er kommen nogen fuldstændig Liste over de døde.» Og Eriks Søster har haft Besøg af Fru H., gift med en Løjtnant ved samme Kompagni som Broderen, hun « havde ikke hørt fra ham, siden hun fik Blyantsbrevet, saa naar du skriver, maa du endelig omtale, hvorledes han har det. Det kan jo ofte ske, 29at hun faar Brev lige saa tidlig som vi, men det modsatte kan ogsaa være Tilfældet, og i denne Tid er Trøst blot en Time tidligere store Ting.»

Stemningen er meget nervøs og trykket; den ellers fredsæle Louise skriver i Brev af 16. Febr.: « Her siges, at « Rolf Krake » har anrettet en forfærdelig Ødelæggelse paa Fjendens Batterier ved Egernsund, men noget bestemt har man endnu ikke hørt derom; gid det var sandt; man kan nok trænge til en lille Opmuntring i disse sørgelige Tider.» Moderen fortæller, hvorledes «det var netop i disse fortvivlede Dage, hvor hver Time bragte nye Efterretninger om døde og saarede, at Budet kom her med et stort Brev fra Krigsministeriet, jeg modtog det og rystede over hele Legemet, da jeg straks troede, at Fader skulde af Sted. Det var saa en [af Erik afsendt] Anvisning paa de 15 Rdl. Det lader ikke til, som Krigsministeren agter at bruge Fader, og jeg ser det jo helsta, ..... Ja, min kære Dreng, du er min sidste Tanke, naar jeg slumrer ind, og den første, naar jeg vaagner ... » Og, med Hentydning til Skildringen i Eriks Brev om Tilbagetoget, ender Skrivelsen med det moderlige Raad: «Sørg for Guds Skyld, saa vidt det staar til dig, at være tør om Fødderne!» Et Brev af noget senere Datum fra Eriks Bedstemoder slutter med det inderlig velmente: «Lev nu vel, du kære, og vogt dig for Kuglerne!»

Foruden Faderen, hvem det gamle Soldaterblod bestandig volder megen Uro, ønsker Frederik paa sin Herregaard i Jylland stadig mere og mere brændende at komme med i Felten. Den 20. Febr. vender han,30der hører til «Udsætterne», i et Brev tilbage til en tidligere fremsat Tanke om at træde ind som Aspirant i den Kavaleriskole, som aalmes d. i. Marts, men hans Stilling lægger ham Hindringer i Vejen, han skammer sig«hver Aften, naar jeg i en lun Stue gaar i min ypperlige Seng, medens alle mine jævnaldrende lider Kulde og Sult og slaas for Fædrelandet. Du kan nok tænke dig, at jeg ikke er glad.»

Den to Aar ældre Theolog, Otto, gaar under Krigeni Henhold til Resol. af 4. Junimed de andre Medlemmer af Studenterkorpset over i Københavns Borgervæbning, han er forøvrigt i sine Breve et karakteristisk Udtryk for en stærkt patriotisk Tro paa Overdrivelser og Rygter. Som et Eksempel, der tæller for mange, tjener hans Brev af 18. Februar:

«Iblandt hvad jeg nærmest vil skrive til dig i Dag, skal der være et Par Episoder af første Regiments Kamp ved Bilskov, Smaating, som jeg har hørt af saarede, der er kommen hertil. II. Bataillon sluttede nemlig Karré mod 800 østerrigske Husarer og fordrev dem ved en Salve ind i en Skov, men her laa første Regiment i Baghold og nedskød hver Mand; de bad ynkelig om Pardon, men den kunde ikke gives, fordi Kampen kun var bestemt til at dække Tilbagetoget. Af de 800 Kavallerister kom der ikke saa meget som én Hornblæser ud af Skoven igen. Da de senere kom paa Infanteriet, skød de først paa 5 Skridts Afstand alle Kuglerne lige igennem Hovederne paa Østerrigerne, og af et Regiment Jægere kom der kun 26 Mand tilbage (det sidste er efter Østerrigernes egne Beretninger). De danske havde 312,500 Mand i Kampen og mistede 700 Mand, dels saarede og faldne; Østerrigerne havde 3,000 saarede og faldne; to Dage efter Kampen begravede de omtrent 1,200 Mand.

Smed J. havde forvildet sig en Smule, og to Østerrigere holdt ham Bøssepiberne for Brystet og forlangte, at han skulde overgive sig, men inden de vidste et Ord af det, havde han jaget en Kugle i Brystet paa den ene og en Bajonet i Livet paa den anden, hvorpaa han holdt følgende skønne Ligtale over dem: «Nej! den gaar inte, Granberg!» Kand. theol. Paludan-Muller skal have gjort vidunderlige Ting under en Bersærkergang. Efter at have knust adskillige Pandeskaller baade paa Heste og Mennesker, slog han Kolben af sin Bøsse itu paa Hovedet af en Østerriger, hvorpaa han drog sin Bajonet og jagede med sine Hænder i Maven paa en anden, greb dennes Gevær og huggede videre løs midt iblandt dem. Siden er han ikke set, han er desværre vistnok faldet. Bataillonen gjorde to storartede Bajonet-Angreb; første Gang gik det med tændt Cigar i Flaben, hvilket skal have imponeret Fjenden en hel Del, anden Gang gik det med Opsangen: «Paa'en, paa'en, paa'en igen! gamle Ferdinand Ludvigsen!» — Mere i Morgen!

Den 19. Februar.

Begivenhederne har taget en ny, og, jeg kan rigtignok ikke nægte, i mine Øjne uventet Vending. Prøjserne er rykket op i Jylland. Nu er det Tidspunkt kommet, da Evropa ikke kan taale det længer, 32og se du blot, hvad jeg nu siger: om kort Tid skal vi have Hjælp baade af Frankrig og Sverig.

Jeg skal hilse dig mange Gange fra A. og fra B; sandsynligvis har J. eller B. skrevet noget om dig hertil, thi der tales en hel Del i Byen om dine Bedrifter ved Mysunde. Der gaar desuden et Rygte her i Byen i Dag, men det maa du ikke fæste synderlig Lid til. Der fortælles nemlig, at alle de Menige ved 18. Regiments i. Kompagni er blevne Danebrogsmænd, alle Officererne ved samme Afdeling er blevne Riddere af Danebrog. Jeg tror imidlertid ikke rigtigt paa det, førend jeg enten har læst det i Avisen, eller jeg har hørt noget nærmere fra dig om det. Det følger naturligvis af sig selv, at du ikke omtaler det for nogen.»

Det lønner sig for en Gangs Skyld at sammenligne denne Art under Krigen evindeligt forekommende Fantasterier med Virkeligheden. Paa dansk Side deltog i Arrièregardens Fægtning ved Oversø c. 3000 Mand med 2 Kanoner, medens Østerrigerne havde en 5000 Mand med 8 Kanoner. Vore mistede af faldne og saarede II Officerer, 163 Underofficerer og Menige samt 6 Officerer og 603 Underofficerer og Menige som usaarede Fanger og savnede. Fjendens Tab var 30 Officerer, 376 Underofficerer og Menige faldne og saarede samt 27 Underofficerer og Menige savnede.

Kandidat Otto og hans saarede Hjemmelsmænds 800 totalt nedskudte østerrigske Husarer har muligvis udviklet sig af Teten af de c. 4. Eskadroner Lichtensteinske Husarer, der deltog i Forfølgelsen og senere i Kampen ved Oversø, og som ved Helligbæk gjorde33Indhug paa de danske Køretøjer, men forjoges ved Bagtroppens Ild, uden at der hverken i det danske eller tyske Generalstabsværk om Krigen omtales noget Tab for Husarerne ved denne Lejlighed. I det hele mistede de under Forfølgelsen og ved Oversø I Officer og 19 Mand. At de tændte Cigarer under Bajonetangrebet hører hjemme i Fantasiens Verden, behøver næppe at tilføjes.

Den 22. Februar forefaldt en større Rekognosceringsfægtning ved Dybbøl, i hvilken ogsaa 18. Regiment deltog. Erik telegraferer straks efter Affæren. Dagen derpaa skriver Louise:

Min egen kære Erik!

Den Glæde, din Depeche i Gaar vakte, kan jeg ikke beskrive. Jeg stod lige og skulde til Byen for at informere, da det kimede, som om Huset skulde falde ned; jeg lukkede op, og saa var det da et Telegram fra Sønderborg; jeg kan ikke nægte, at Benene rystede under mig, før vi havde læst det, ja, og bagefter rystede jeg af Glæde, saa jeg knapt kunde staa. Jeg brød mig nu ikke om Informationerne, men styrtede afsted for at bringe de gode Efterretninger [til de forskellige Officersfamiljer] Først ned til Major M's, hvor jeg var saa heldig at træffe Fru G., der lige var ifærd med at gaa hjem, saa den lange Vej slap jeg for; derfra til Fru H., der dansede rundt og blev aldeles ellevild af Glæde; saa til Fru B., som jeg slet ikke kendte, og som nær var gaaet rent fra Koncepterne, uagtet jeg sagde hende, at hendes Mand var uskadt, før 34jeg sagde hende, at han havde været i Ilden; hendes Tak og Velsignelser kunde slet ingen Ende faa. Siden gik jeg til Kaptajn L. og der blev naturligvis stor Glæde. Det var en mageløs Idé at telegrafere, og vi takker dig alle tusinde, tusinde, titusinde Gange derfor, og jeg takker dig desuden for den Glæde, du forskaffede mig med at jeg skulde bringe den gode Efterretning; jeg har ikke følt mig saa glad, siden du rejste, som da jeg i Gaar i Sne og Regn og snavset op til Nakken stormede rundt. Jeg vilde skrive til dig i Gaar, men saa kom Fru H. herhen, og saa blev det for- sildig. Fru H. kommer her ellers saa jævnligt; i Aftes maatte hun herhen for at tale rigtig om det Telegram, thi hun var altfor glad til at kunne sidde rolig hjemme.

Ogsaa Moderen takker ham for den hurtige Efterretning med de meget karakteristiske Ord: « Det er med en mærkværdig Ro, at man læser Efterretningen, naar man forud véd, at ens kære er i Behold.»

Otto er stadig i en løftet Stemning og uberørt af Nederlagene, han har d. 25. Februar Efterretninger,«saa paalidelige som den Slags Ting kan være i en saa bevæget Tid som denne », om, at« England, Italien og Frankrig er parate til at skride ind med væbnet Haand, » og « naar den Tid kommer, da I kan rykke Syd paa igen, vil vistnok Jubelen være uendelig i den danske Armee. I kan være rolige for, at vi her i København paaskønner Eders Udholdenhed og Trofasthed, og det skal ikke mangle, at vi skal paaskønne Eder, naar I kommer tilbage. Jeg giver Champagne; det er et Ord. »

35

Løjtnanten skriver meget flittigt, glad og taknemmelig over Brevene fra Hjemmet, men den 9. Marts skænder han paa Søsteren:

I hyler jo derhjemme over, at jeg aldeles ikke omtales i Rapporten fra Mysunde, men hvorfor vil I gøre jer saa megen Ulejlighed? Jeg anser det for fuldstændig i sin Orden, thi jeg har jo ikke gjort, at Skanserne ikke blev tagne; jeg har jo kun gjort, hvad enhver Soldat har at gøre: parere Ordre, og derfor bør man min Sandten ikke omtales; der er kun én Ting, der krænker mig, og det er, at der er bleven Folk omtalte, som vitterlig har staaet dækket i Skansen hele Tiden uden at gøre for 4 Skilling Nytte. Jeg tænker især paa én Mand (og deri er alle enige med mig), som du forresten ikke kender. Hvad det vigtigste er, det er, at mine egne Folk var fornøjede med mig, da de har den største Lejlighed til at bedømme det, saasom vi jo altid er sammen. Naa! Affæren er jo længst forbi, og det vigtigste er jo, at jeg er rask og stærk nok til at kunne udholde et endnu værre Stoss ved Dybbøl.

Louise svarer igen, at de « hyler da egentlig ikke saa meget », og Moderen « gør det ondt, at du finder mine Breve triste, det er mod min Vilje, det kan jeg forsikre dig; tværtimod, jeg gør mig al mulig Umage for at skrive i en munter Tone.»

Faa Dage efter slutter Otto et længere Brev med de indtrængende Linjer:

Kære Broder Erik! Hvis du vil gøre en god Gerning, skal du skrive et Brev, rigtig fuldt af Mod og godt Humør, om du ogsaa i den Anledning maa 36gøre nogen Vold paa dig selv, thi Moder er i denne Tid helt marode, saa at jeg endogsaa er bange for, hun skal blive syg, naar hun ikke bliver muntret lidt, og det staar ikke i andres Magt end din.

Belejringen af Dybbølstillingen skrider fremad, og den med hver Dag heftigere og heftigere Beskydning har bragt Erik til at sende et højst alvorligt Brev til sin Broder Otto, der den 13. April svarer: Min egen kære Broder!

Det er Aften, sent paa Aftenen, jeg er kommen hjem fra Frederiksberg og jeg skulde egentlig i Seng, men dit Brev « in secreto » har sat mig i en saadan Stemning, at jeg ikke kan andet end straks at skrive et Par Linjer til dig.

Kære Erik! Du maa sandelig ikke sige Farvel til mig. Jeg er nu tvertimod saa frejdig, og jeg stoler saa sikkert paa, at Vor Herre vil lade mig se dig igen hel og holden, at jeg ikke paa nogen Maade vil lade den Tanke, at noget andet skulde hænde, faa Indpas, og jeg vil ogsaa gøre mit til at bibringe dig en anden Anskuelse. Hver eneste Aften, kære Broder, beder jeg til Gud, at han vil holde sin beskærmende Haand over dig, og lige saa sikkert som det er, at den Gud vil bevare, kan intet i Verden krumme et eneste Haar paa, lige saa sikkert haaber jeg, at han vil holde sin Haand over dig. Det glæder mig ogsaa at kunne lade dig vide, at baade Moder og Fader og Louise er ved godt Haab, og det er derfor min Bøn til dig, kære Broder, at du vil stræbe at være det samme. Ligger der dig 37noget paa Hjerte, saa skriv kun til mig, og hvor dybt det end smerter mig at høre om den Slags Ting, skal jeg dog altid være villig, og du kan være rolig for, at hvad du i saa Henseende skriver til mig skal blive gemt til den lykkelige Dag, da du selv kan læse det igen og tilintetgøre det, om du har Lyst.

Tanken om, at vi her snart skal se dig igen, fylder os alle med et frydefuldt Haab; husk paa, at ikke en Spurv falder til Jorden uden Guds Vilje, og du kan være vis paa, at jeg saa indtrængende som muligt, saa varmt som mit syndige Hjerte formaar det, skal anraabe Gud i Himlen om at beskærme dig; vær forvisset om, at Mathilde gør det samme; og du kender Moder og Fader og vore andre Sødskende godt nok til ikke at tvivle derom. Husk paa, at Vor Herre holdt sin Haand over Fader i en treaarig Krig og jag alle Tanker om noget andet bort! Hører du, kære Erik, jeg er nu sikker paa, at alt skal blive godt, baade for det kære Fædreland og for vor kære Familje.

Saa kommer Stormen d. 18. April med dens haarde Kamp for Eriks Regiment. Han telegraferer til Forældrene saa hurtigt, det er ham muligt, og nu følger deres Breve til Tak.

Først Moderens: *

Gud velsigne dig, min dyrebare elskede Erik, fordi du saa hurtigt forkortede den grusomme Uro og Angst, hvori vi alle var. Det er en Følelse, som ingen forstaar, som ej har følt det; men desværre, der er ingen i det hele Rige, som ikke 38disse Dage har følt og kendt den Angst og Elendighed. Der kom øjeblikkelig Bud rundt, det vil sige, jeg gik selv, og Mathilde, som var her, skrev til Frederik. Tak! tusinde Tak for Depechen og Tak, almægtige Skaber, for mit Barns Liv! Her vrimler af gode, deltagende Mennesker, som spørger efter dig. Jeg kan ikke skrive mere, Gud beskytte dig.

Din lykkelige

Moder.

Og paa Bagsiden heraf skriver Faderen:

Min kære, kære Erik! *

Hvorledes skal vi takke Forsynet for, at han har holdt sin skærmende Haand over dig, min kære, dyrebare Søn, ikke blot i Mandags, men under den i Krigshistorien hidtil ukendte Hagl med Projektiler. Hvad jeg har lidt i Mandags og i Tirsdags, da jeg vidste, Kampen fandt Sted, og intet vilde sige derom hjemme, lader sig ikke beskrive; min Tak til Forsynet lader sig kun tænke, og min Sindsstemning i de forløbne I 1/2 Døgn maa jeg opsætte til en anden Tid at meddele dig, thi i Dag formaar jeg det ikke; der skal Tid til at faa Blodet igen i sin rolige Gang. For i Dag maa du tage til Takke; jeg beder kun til Gud, at han vil sende dig sund og frisk hjem, og med hans Bistand kommer det maaske hurtigere, end vi for Øjeblikket tænker det. Tusinde Hilsener fra alle, men mest fra

din hengivne

Fader.

Broderen Otto var«efter at have faaet din Telegrafdepeche fuldstændig henrykt af Glæde; vi drak din Skaal 39i Punch, og eg blev fuld — ja, just ikke meget, men noget svirende var jeg, det kan jeg ikke nægte; jeg tror, Mathilde begyndte at blive bange, thi for at faa Blodet i den rette Cirkulation maatte jeg ind i Sovekammeret og dukke mit Hoved i koldt Vand — saa gik det over.» —

Moderens Haab om snart at faa sin kære Dreng at se igen vinder i den kommende Tid hurtigt mere og mere i Styrke: « Siden vore nu har forladt Frederits, saa er der vist ikke mere Tale om at gøre Modstand; man vil vide, at det er efter Englands og Frankrigs Anmodning, at det er sket, og opgiver vi Frederits, kan der vist endnu mindre være Tale om at kæmpe paa Als, Fa'er mener, at Krigen er forbi ... Kaptajn B. er kommen hjem, han har faaet en daarlig Fod, hans Kone er lumsk glad, kan du tro.» Og den 2. Maj fortsættes i samme Aand:« Ja, min kære Dreng, jeg tror nok, man anser det for heldigt for Danmark, om Striden blev kæmpet ud med Englands og Frankrigs Hjælp, men det synes jeg ikke om, jeg vil helst have Fred, og det næsten for enhver Pris; jeg længes saa usigeligt efter at faa dig hjem igen, at jeg ikke kan sige det, og mere nu end tidligere, da jeg tror at øjne en Mulighed.»

Blandt Mændene i Familjen er Otto bestandig højst optimistisk stemt. Moderen stikler ogsaa i et Brev til ham, der er « saa frygtelig krigersk. Det er saa nemt at kæmpe, naar man selv bliver hjemme.» Faderen ser som gammel Militær og erfaren Mand adskilligt betænkeligere paa Situationen. Han skriver d.5. Mai: 40Af Rygter har vi jo nok, og deriblandt Hidsendelsen af den engelske Kanalflaade, fulgt af en fransk Eskadre, men jeg siger som du: Kom først og lad os vide, hvad I vil, før jeg glæder mig til noget ... At føre Krig paa den Maade, vi for Tiden gør det, er sandelig for Soldaten i Ordets egentlige Forstand utaaleligt. At kæmpe med Modstandere, som ikke blot i Antal, men fornemlig i alle Slags Vaaben er os saa overlegne, er tilsidst nedslaaende, og hvem i Verden, undtagen en Hr. Ploug og Bille, vil bilde sig og andre ind, at vi kan staa os i Kampen mod to af Evropas største militære Magter; de raaber paa vor Overlegenhed til Søs, en dejlig Overlegenhed, som de ulykkelige Jyder nu maa betale med deres hele Ejendom og Velfærd for mange Aar, maaske for deres Levetid; men dertil tages jo ikke Hensyn af de Herrer bag Pulten. Det er og bliver en ussel Tid, i hvilken slige Partier skal kunne angive Tonen. Hvem var Skyld i Pøbeloptøjerne her i Byen efter Dannevirkestillingens Opgivelse, hvem er Skyld i Mandefaldet d. 18. April? Var dette andet end en sørgelig Tragedie, opført for at berolige Hr. Sørensen? Jeg kan næsten skrive mig tosset i Hovedet, naar jeg tænker derpaa, men der vil sandelig komme en Regnskabsdag for alt det Blod, der er flydt, ikke blot paa denne ulykkelige Dag, men for de mange, mange Dage, de har ført Soldaterne til Slagterbænken; bliv kun, min kære Erik, der vil og maa trænge Lys igennem Mørket. Hvorfor ofre mellem 5 og 6,000 Mand, hvor man har det saa tydeligt for Øje, at vor lille Flok maa 41bukke under? Er det at føre Krig? Og nu alt det uhyre Materiel, vi har mistet, naar skal vi igen kunne faa det erstattet? Hvorfor forlod vi Fredericia uden Sværdslag? Fordi vi indsaa, at saa snart Fjenden havde skudt den befæstede Lejr i Smadder, hvilket han med sit Skyts med Lethed vilde have gjort, kunde ikke en Kat komme hverken til eller fra Fæstningen. Man siger, vi ikke har kendt hans langtrækkende Skyts; godt, vi har lært det at kende, og det længe før den 18. April, hvorfor alligevel dog ofre saa mange Mennesker paa Forsvaret af en Grushob? Nej, det er og bliver et Ansvar, intet Menneske kan bære.

Efter Vaabenhvilens Udløb gaar Prøjserne over til Als, og Erik er atter den 29. Juni stærkt i Ilden. Glæden over hans Frelse giver sig blandt Familjen lignende Udtryk som efter Dybbølstormen, Faderen tilføjer: «Vel er Prøjserne vore Fjender, men det maa man indrømme, den Overgang er glimrende udført, og at de har deres Sager i Orden, lader sig ikke nægte; gid vi stod paa samme Trin i materiel Henseende, men der er vi mange Aar tilbage. Saaledes skal det være, intet Fedteri, men paa engang staar det, som det skal staa.»

Otto skriver den 7. Juli i en ganske nedstemt Tone, der er uden al Krigslyst og blot kan svinge sig op til at give ondt af sig over England og dets Holdning overfor Danmark.

Resten af den Korrespondance, der nu vedligeholdes til ind i August Maaned, frembyder intet af 42almindeligere Interesse; ingen tror mere rigtigt paa en alvorlig Fornyelse af Krigen, og Brevene fyldes med allehaande rene Familjeanliggender.

Det Spørgsmaal, om ikke Erik for sin hæderlige Deltagelse i Krigen kunde gøre Krav paa nogen Udmærkelse af den ene eller den anden Art, er gentagne Gange dukket op i Løbet af Felttoget.

Engang da Sønnen for en kortere Tid har faaet betroet Førelsen af Kompagniet, skriver Faderen:

København, den 14. Maj.

Min kære Erik!

Tak for dit kærkomne Brev af 10. dennes, der glædede mig og os alle inderligen, men det overraskede ingenlunde mig; jeg skulde kende min Erik kun daarligt, naar jeg ikke vidste, at du til enhver Tid af yderste Evne har stræbt efter at opfylde din Pligt; det skulde dog være besynderligt, at jeg fra saa mange forskellige Sider altid har hørt dig blive omtalt med Hæder, naar det ikke virkelig var Tilfældet, men hvad der glæder mig inderligen er, at det ogsaa er blevet bemærket af dine nærmeste Foresatte. Tro du mig, min kære Søn, det gaar ofte saaledes i Livet, at den, der uden Bram, uden at fremhæve sig selv gør Fyldest i sin Gjerning, og til disse hører Gud ske Tak du, bliver forbigaaet af langt udygtigere, men som besidder det Talent at kunne gøre sig selv til en allerhelvedes Karl, og det lykkes som oftest disse sidste at trænge igennem. Det glæder mig derfor dobbelt, at du med din rolige, ærlige Karakter dog 43ogsaa er bleven rigtig skattet, thi hvad enten din nye Funktion vedvarer ti Dage eller ti Maaneder, hvilket jo er afhængig af saa mange Omstændigheder, har man dog nu vist at have den Tillid til dig at betro dig et større Kommando, og jeg ser ogsaa af dit Brev, at du finder dig glad og lykkelig derover, hvilket man ogsaa bør være; thi saa meget er sikkert, ikke enhver ung Løjtnant havde man anbetroet Kompagniet til; det eneste, jeg kunde have ønsket dig, var, at du blot engang havde ført det i Ilden.

I Brev af Io. Juli udtaler Erik beskedent: « At man ikke er angst og bange, men søger at muntre Folkene op efter bedste Evne, det fortjener min Sandten ingen Ros, det er ikke mere end ens forbandede Pligt og Skyldighed, naar man er Officer.» Otte Dage efter kan Faderen glæde ham med den lille Indiskretion, at han er indstillet til at modtage Medaillen for Tapperhed. Og det kan ikke geraade den unge Erik til Skam, at denne Dekoration, hvis Indstiftelse var bebudet ved Resolution af 8. Marts 1864, overhovedet aldrig naaede at blive til Virkelighed.

44

I en Præstegaard paa Jyllands Hede.

Uddrag af en Dagbog paa 185 Kvartsider, ført regelmæssigt, dog ikke hver Dag, fra d. 12. Febr. til d. 19. Decbr. 1864.

Forfatterinden er en Embedsmandsdatter fra Sjælland, Lærerinde hos de midaldrende Præstefolk for tre Pigebørn fra 9 —12 Aar.

Den 12. Februar 1864.

Som vi i Aften sad ved Tebordet, sagde Fru K.: «Man burde dog i Grunden holde Dagbog i denne Tid, saa rig paa Tanker og Følelser, Haab og Frygt —.» Vi var alle enige i at man burde, og endelig blev det besluttet, at jeg som den, der har mest ledig Tid, skulde bruges dertil.

En af vore svenske Digtere siger: « Beslut och handling är ett hos qvinnan, » og jeg maa i Aften sande disse Ord, thi da først Lysten til dette Arbejde var vakt hos mig, maatte det udføres, og det straks.

Det er en stormfuld Aften, Jord og Himmel staar i et, og store Sneskyer flyver mod Vinduerne. Naar jeg ikke var saa modig en Kvinde, som Naturen nu engang har dannet mig til, kunde jeg godt lade mig skræmme og antage det for Masser af Tyskere, som stormede mod Ruderne; det lyder afskyligt og Stormen hyler 45som Brøl af vilde Sværme. — Slette Romaner begynder ofte med Skildringen af et sligt rædselsfuldt Vejr; i Aften kunde en Forfatter godt sætte en saadan i Gang uden at afvige fra Sandheden. — — Hvor er vore Jenser i denne Aften? Ja hvor? Vi véd intet, thi Aviserne kommer uordentligt i denne Tid, og skønt vi i dette patriotiske Hjem daglig sender Bud til F., faar vi intet. Vi sidder med Hjærtebanken, naar den Tid nærmer sig, da vi kan vente Budet tilbage; naar vi ser ham, løber vi skælvende imod ham, fordi vi ikke tør se Nyhederne; dog bliver vi altid skuffede; enten opnaar vi intet eller en gammel Berlinger uden nyt, stundom en ny « Riber » med gammelt nyt. Kolding er barrikaderet, derfor er Posten i Uorden.

Hvor meget har vi ikke vore modige Jenser at takke for? Hvor meget har de ikke gennemgaaet i de 6 Uger, medens Danevirke var besat? Hvor megen Kulde i denne haarde Vinter, Overanstrengelse, Nattevaagen, alle Savn, uden at Taalmod og Krigsmod har svigtet! Man blev varm om Hjertet, naar man læste om Stemningen ved Hæren, og man fik en Følelse af, at det at være dansk Soldat, maa være den misundelsesværdigste Lod i Livet. Intet bider paa ham, Sult, Kulde, Træthed, alt er for intet at regne, naar han skal ud at kæmpe for sin gamle Moder. Hun har Grund til at være stolt af sine Sønner, der for hendes Skyld gaar jublende Døden i Møde; men det maa ogsaa være en god Moder, som har fostret saadanne Sønner.

Hvor mange rørende Træk har jeg ikke været Vidne til her i Præstegaarden, hvor alle kommer med 46deres Sorg for at faa Raad og Trøst! Paa den Maade kommer man ofte Sorgen nær, men henter ogsaa Overbevisningen om, hvor meget ædelt og stort der ofte skjules i den usleste Hytte. Rørende er gamle Elses Sorg over hendes eneste Søn, hendes « Pejter», som hun, hvis det blot gik an, inderlig gerne gik i Døden for. Rorende er igen hans Breve til gamle Else; hver Linje aander Kærlighed og Ømhed for den gamle Moder, hvis bedste Glæde og Støtte han er. Hvor gerne vil han ikke indbilde hende, at han har det bedre end alle de andre; men Moderfølelsen er skarp og lader sig ikke skuffe. Hun aner nok, at Pejter gør det for at trøste hende, og derfor strømmer Taarerne Dag og Nat; maaske de helligste Øjne kan udgyde, thi hvem elsker os som Fader og Moder?

Gamle Else er Spindekone hos Fru K., se, det er Begyndelsen paa Historien; senere har hun nok mærket, vist ofte, at fattig og sorrigfuld Mand eller Kvinde ikke uændset gaar denne Dør forbi. Derfor kommer hun, hver Gang det er hende for tungt om Hjærtet, eller hver Gang en lykkelig Dag har bragt hende et Brev fra Pejter. Hun græder, naar hun kommer, og hun græder naar hun gaar, hun græder hver Gang Pejters Navn bliver nævnet, saa Taarerne flyder under hele Besøget. Forleden kom hun med hans Billede for at vise, hvor køn han er; den Dag strømmede Taarerne stærkere end sædvanlig, thi han fyldte sit 27de Aar, og det var mere end Elses gamle Hjerte kunde bære. Øjnene tindrede af Glæde gennem Taarerne, da vi alle, den ene efter den anden, ved at se Billedet udbrød: « Hvor han er køn, » og naar vi saa 47tilføjede: « Han ser ud ligesom Else, » var hun ganske krum af Undseelse og Glæde. « Ak! » sagde hun til Fru K., da hun saà lille Hans gaa og lege, « ja havde man blot Pejter saadan, ak Madam! Det var en dejlig Tid, da han gik hos mig som lille, da var a lykkelig, skønt a ofte it havde æ Brød i Huset. » — Vor Herre bevare ham! Det beder vi alle om, vi er saa bange for ham.

Ikke mindre rørende er Dortheas Sorg og Ømhed for hendes Broder. Dorthea er Husets Kokkepige; hun har under hele Krigen vist den ømmeste Søsterkærlighed. Om Natten — denne Trøst for saa mangen en Vunde — har hun ikke engang Ro. Først sidder hun oppe til Kl. 12 for at strikke Strømper og senere Sjaler, som er sendt til Armeen. Det er ikke saa let at arbejde saa sent for en Pige, der gaar i travl Gerning hele Dagen. Naar hun saa endelig kommer til Hvile, tillader Uroen hende ingen Søvn; mange Gange maa hun op for at se, om der ikke er mer eller mindre Is paa de tilfrosne Ruder; thi hun véd, at de Stakler ved Armeen maa fryse haardt, da de ikke kommer i Seng, men maa ligge paa muggen Halm uden Dyner.

Hvor mange har jeg ikke hørt gøre den Ytring: « Jeg skammer mig ved at gaa i min varme Seng, » eller: « Gid jeg kunde overlade min varme Seng til en forfrossen Soldat, hvor gerne vilde jeg da selv sidde oppe!» — De var saa stive af Is ved Lejren, at Skæget røs, og de saa' ud som Snemænd, naar de kom paa Vagt, og maatte lægge sig i Kulde og paa muggen 48Halm; men Modet var altid frejdigt og glad, og det er dejligt at høre om for os her hjemme.

Dortheas Broder har forladt en ung Kone, som i hans Fraværelse har født ham en Datter, som hans Længsel stunder til i alle hans Breve. Sidst skrev han til Søsteren, at Konen og han havde aftalt at læse begge til bestemt Tid hver Aften den samme Salme, deri fandt de en stor Trøst; thi da var det dem som mødtes de i Bønnen. Der gaar en smuk og from Følelse gennem denne Aftale, som ret greb mig, og en dyb Poesi, som vidner om, at der rører sig noget mer end almindeligt i den simple Mand her i Landet, det viser ogsaa, at de begge har fundet det « Ene Fornødne », i hvis Besiddelse man kan udholde den tungeste Smerte.

En Kone her i Sognet fik Brev om, at hendes Mand laa syg paa Lazarettet i Slesvig; straks efter Gennemlæsningen lukkede hun sin Dør og gik paa sine Fødder de mange, mange Mil ned til ham; det lille Træk viser ogsaa Opofrelse. Utallige saadanne Ting hører til Dagens Orden og gør et godt Indtryk, da det afmaler den gode Aand, som er i Folket. Og hvor mange Gaver er ikke strømmet ind tusindvis fra alle Landets Egne? Lige fra den rige Adel til den fattige Tjenestepige, hver kom med sin Skærv: Penge, Tæpper, Trøjer, Tørklæder, Strømper, alt i Mængde, saa Armeen er forsynet og ikke mere udsat for Mangel. Stemningen var prægtig alle Vegne. I Norge og Sverrig er der dyb Medfølelse; Damekomiteer er sammentraadte og har sendt stor og stadig Hjælp. Her i Præstegaarden har vi alle strikket paa Kraft; Fru K. har 49ofret hele sit Forraad af Uld, saa vore Fingre er i stadig Bevægelse. Naar jeg undtager den Tid, jeg har ydet, har jeg endnu kun ofret 8 Skilling paa Fædrelandets Alter til højrødt og hvidt Garn til at pynte Sjalernes Borte med; jeg er for Tiden i min fattige Periode, dog haaber jeg, min Tid vil komme, da jeg paa Grund af Flod i Pungen kan ofre mere. Vi har nu strikket 12 Pund Uld op og vi har « gjaldret » over vort Arbejde, for at bringe Sejr i Tingene, ligesom vore Forfædre gjorde, og vi har som Fortidens Kvinder sunget: « Sejr i din Arm og Sejr i din Fod og Sejr i hvert dit Ledemod » — saaledes sang de, naar Ridderne drog i Leding, siger de gamle Kæmpeviser.

Den 13. Februar.

Ja, saaledes har Stemningen været i alle disse Uger, medens Danevirkestillingen har varet. Da — i Søndags — kom et Budskab, som kastede os alle næsten i Støvet, saa modløse blev vi. Danevirkestillingen opgivet uden Kamp og uden Krigsministeriets eller Kongens Vidende!

Her i Præstegaarden er ubeskrivelig Sorg; Søster Julie er her, og vi sad ved Middagsbordet, da Budskabet kom; vore Livretter, Suppe og Haresteg, dampede, men hvem kunde have Tanke for Bordets Glæder! Vi havde alle kun én Følelse, en dyb, isnende Sorg: vor Stilling tabt, Døren aaben for Fjenden! Fru K. var aldeles knust den første Dag, hun sad maalløs og stirrede hen for sig, og min første Tanke var, hvorledes vi skulde faa hende i Havn. Dog — Dagen efter havde hun opmandet sig og foregik os andre med et godt Eksempel; hun følte nu, at man ikke i Ulykken maa sidde som den, der er uden Haab 50og Tro, nej, at det netop er i Farens Stund, man skal holde Modet oppe. Nu er hun næsten ved bedre Mod end Præsten, som har taget sig Tilbagegangen inderlig nær. Jeg vilde ønske, at han sad midt i Landstinget, thi hans varme Følelse og energiske Karakter kunde vist gøre godt der. Saaledes altsaa staar Sagerne; vor Armé er paa Als og Dybbøl, ellers véd vi intet. Der har været Sammenstød ved Flensborg, hvor vi har mistet mange Mand, 8 Officerer. Det er en streng Tid og dog en livlig og bevæget Tid, som bringer det gode i Folk for Dagen. Intet Offer er for stort, vi føler alle, vi er Børn af én Moder, og at denne Moder kun kan komme ud af Nøden ved trofast Sammenhold.

Vi har gaaet i Angst for vor rare Havemand «Ness»; han staar for Tur til at kaldes ind, og vi tager alle megen Del i hans Indkaldelse, da han er Familjefader for en lille, fattig, men lykkelig Flok, der bestaar af Kone og 5 Børn. Han sagde en Dag, at «Belone»(hans Hustru) aldrig sov rolig om Natten i denne Tid, men ofte vaagnede med Skrig og Graad, da hun altid drømte, at han drog fra hende til Krigen. Se, det er Tegn til, «Belone» ikke er skabt til Amazone; men ak! de ejer kun hvad han tjener, dog — om de end ejede «Guldet hin røde», var Sorgen lige stor, naar han drog bort, thi der bor dyb Poesi under Ness' og Belones Tag.

Han tog hende med hjem fra Fyen efter forrige Krig, og han maatte tage hende uden Lov, thi den rige Gaardmandsdatter maatte ikke faa den fattige Soldat, men derfor kæmper de ogsaa med smaa Kaar.

51

Da hun kom til hans sorte Hede fra sine lyse, duftende Skove, blev Hjertet lidt trangt, og Længselen stundede mod de grønne Træer, som Ness ikke havde ved sin Hytte. Dog — Kærligheden er opfindsom, den lærte ham at plante Pil paa Grøftekanten, og, som han selv udtrykker sig: «Inden kort Tid sad hun i den dejligste grønne Skov, som nogen kunde ønske sig det.» Han har en Gang trukket Fru K. derop for at vise hende den Herlighed, han med saa glimrende Farver havde skildret hende; hun fandt den kun sølle, skønt rørende i sin Nøjsomhed. Hele Familjen samt Koen, deres trofaste Støtte, gaar ind ad samme Dør, dog de finder alt saa bekvemt og dejligt der hjemme ved den fattige Arne og ønsker intet uden altid at maatte leve for og med hinanden.

Søster Julie har haft travlt med at strikke i denne Tid lige som vi andre; hun har løbet om for at indsamle, men fandt just ikke megen Varme, skønt hun holdt et politisk Foredrag alle Vegne. Uden just at fornærme Foredraget maa jeg næsten antage, det ikke har opflammet, thi der er kun kommet lidt ind i Forhold til andre Steder, og hun tilstod, at de flere Steder modtog hende, som tiggede hun Hoser til egne Ben. Selv har hun kastet sine Hænders Gerning over en lille Skræder, som hun klæder i Uld fra Top til Taa. Vel véd jeg, hun altid har haft «faible» for denne Kunst, men med Bestemthed véd jeg ikke, om denne faible er Grunden, eller det er af Delikatesse mod hendes Pung, for enhver véd da, at der gaar mindre Uld til Skræderben end andre Ben? Dog, nu husker jeg, at hun endte Strømpen her ovre, og at den var saa stor, 52at jeg tror, hele Skræderen kunde krybe i den; det ligner ogsaa kun lidt Julie at have nogen smaalig Grund til Godheden for Skræderen, thi hun spørger altid Hjertet før Pungen, hvilket ofte svier til hende.

Ja, hvor forunderligt det gaar, og hvor lidt kan man se frem i Tiden! Det anede os ikke, da vi for noget over et Aar siden kom til denne ensomme Hedeegn, at vi saa kort efter skulde sidde midt i Krigstumlen.

Hvor jeg mindes den Aften, jeg kom hertil, som om kun faa Timer var svundne siden. Julie og jeg, som aldrig havde været skilte, skulde nu prøve denne Sorg, da vort Hjem ved den elskede Faders Død var lukket for os. Vel var det en stor Trøst, at vi begge havde faaet Lærerindepladser i samme Sogn, et Held, vi takkede et kærligt Forsyn for. Julie skulde til Herredsfogden, jeg hos Præstefamiljen. Vi kunde saaledes mødes, og Skilsmissen var ikke saa smertelig, men Samlivet var dog brudt, og det var med dyb Bedrøvelse, jeg havde sat hende af ved den venlige Herredsfogedbolig, hvorpaa jeg selv ene kørte hen over den sorte Hede i den mørke Aften med Støvregn i Ansigtet, alt graat i graat.

Jeg var, som sagt, bedrøvet og i Feber, før jeg havde set Beboerne af Præstegaarden, det var jo min første Plads, derfor var jeg mere modløs. Og dog — hver Gang, der faldt en Taare fra mine Øjne, var det mig, som en Stemme i mit indre sang Salmen: «Rejs op dit Hoved, al Kristenhed; opløft dit Øje, slaa ej det ned!» — Hvorfra kom den Stemme? Den kom 53fra en trofast Ven, som har lovet at være de «faderløses Fader» og som holder Løfter evindelig.

Da jeg rullede ind i Præstegaarden og jeg saa Lysene i Bevægelse for at gøre Tjeneste ved Modtagelsen, medens Lænkehunden, som nu er min bedste Ven, gav Hals, bankede mit Hjærte stærkt, men jeg var dog ved lidt bedre Mod.

Og da den venlige Præstemand kom ud og i al Gemytlighed raabte til mig: «Er det Dem, som vil være her?» havde jeg saa megen Besindelse, at jeg kunde svare i samme Tone: »Ja, hvis De vil have mig?» og da han tilføjede: «Ja, De kan jo staa af og lade os se paa Dem,» sprang jeg let om Hjertet af Vognen og sad kort efter mellem det kærlige Præstepar og de søde Børn og takkede min Gud, som havde ført mig hid. — Præsten har senere fortalt mig, han havde saa ondt af mig, da han vidste, det var første Gang, jeg skulde prøve Livet uden for Hjemmet, at han var lige saa bevæget som jeg, da han hørte Vognen, og med Vilje, for at man ikke skulde mærke Bevægelsen, var gaaet over i den spøgende Tone.

Men jeg fordyber mig nok i gamle Minder og maa tilbage til Nutiden! Gid man kunde hæve Tæppet lidt for det, som skal komme; men jeg maa nok, som Fru K. siger, man skal i Krigstider, være fornuftig og leve i det nuværende. Hun taler jo af Erfaring, da hun saa godt som har gjort forrige Felttog med.

Vi har jo lige fra Kongens Død, den 15. Novbr., levet i en stadig Uro for det, som vilde ske, thi alt gærede jo. Jeg husker saa tydelig Dagen før og kan ikke lade være at berøre den lidt. Frøken B. var her, 54vi fik os en Whist og en lille Opmuntring, som bestod i en Solbærrom. Vi blev saa kaade, vi to Lærerinder, at Fru K. tilsidst blev træt af den megen Lystighed, i det mindste bød hun god Nat, bedst som Vittighederne fløj fra vore Læber. Vi tømte Flasken, hvad vi havde Tilladelse til, der var ikke saa meget, og saa' vor Fremtidsskæbne, som Frøken S., vor Sybille, udtydede i Kortene; vi lyttede i Spøg, hun tog det for ramme Alvor. Næste Dag læste vi højt i en af Auerbachs Landsbyhistorier (den lille Abbed), og i Mørkningen fulgte jeg Frøken B. paa Hjemvejen. Da jeg kom tilbage, fik Præsten et Brev, og kort efter kom han, saa bleg som et Lig, ind til os og sagde: «En forfærdelig Tidende! Kongen er død.»

Vi blev alle forfærdede, da vi vidste Landets Nød, om Gud kaldte vor ejegode Konge i det Øjeblik. Børnene stak alle i at græde højt. Fru K. maatte tilsidst bede dem huske paa, at det ikke var Gud, der var død. Vi turde slet ikke omtale det for lille Hans, da vi kendte hans Begejstring for Frederik den «Lyvende», som han i sit Barnesprog kaldte ham; derfor vilde vi ikke bedrøve hans lille, varme Hjerte. Dog hans syge, gigtsvage Tante, som aldrig er tavs Diplomat, meldte ham det, og han kom brølende ind til os. Hans Sorg var ikke stille og mild, men lignede ret hans hele Væsen. Han trampede, fordi de «lemme Tyskere» (som han sagde) havde slaaet «Frederik den Lyvende ihjel.» Hans Moder forsikrede ham, at ingen havde slaaet Kongen ihjel, men Gud havde taget ham op til sig en kort Tid; nu begyndte han at true op i Luften og raabe: «Ækle Vorherre! Du skal ikke tro. 55jeg vil læse Aftenbøn for dig.» Hans Sorg rørte mig, jeg kunde ikke lade være at faa Taarer i Øjnene ved at se denne lille Patriot sidde med Hovedet paa en Stol og græde, fordi hans Helt var død.

Ja, Sorgen over Kongens Død var dyb, maaske ingen Sorg for nogen Konge har været dybere; det var, som vilde simpel Mand vise Sorgen ogsaa i Kjolen, thi alle, baade rig og fattig, er i dyb Sorg, endog Børnenes Dukker. «Han har gjort for os, hvad ingen anden har gjort,» siger simpel Mand og Kone, «se derfor vil vi ogsaa sørge dybt for ham, vi kan dog aldrig vise ham Taknemmelighed nok.» Det har grebet Menigmand, at han i sine sidste Feberfantasier laa og kommanderede Tropperne paa Dannevirke, hvilket jo ogsaa viste, hvad der laa ham nærmest paa Hjerte.

Begravelsesdagen var der Sørgefest i alle Kirker over hele Landet. Børnene og jeg var Dagen forud oppe at pynte vor lille, kønne Kirke med Gran og sort Flor paa Prædikestol og Alter samt med Lys, som var tændt under Gudstjenesten. Her var en smuk Højtidelighed; Kirken var fuld af Bønder, i hvis rørte Ansigter det var klart at læse hvad de havde mistet og hvad de havde ejet. Pastor K. holdt en smuk og kraftig Tale, hvori han skildrede flere Smaatræk af Kongens Liv.

Den 14. Februar.

Fru K. er tapper i denne Tid, Præsten mere modløs, han ser urolig ud og gaar fredløs ud og ind uden Hvile eller rolig Søvn om Natten; jeg tror bogstavelig, han lever kun for vor politiske Stilling. Lille Hans er 56ogsaa med Liv og Sjæl i Krigen; forleden Morgen raabte han: «Kom ned til os, Holger danske!» og da Præsten spurgte, hvad han vilde med ham, svarede han: «Han skal ned og staa paa Danevirke.» Om Aftenen kom jeg ind i hans Sovekammer, og da jeg spurgte ham, om han havde læst sin Aftenbøn, svarede han med nedslaaet Stemme: «Ja, jeg har, Tonny, i Aften har jeg bedt den to Gange, for jeg er saa bedrøvet for de stakkels Soldater.» Han er en værdig Faders værdige Søn. Han har et rørende, trofast og dansk Hjærte, den Dreng, og Gud hører sikkert med Velbehag paa hans barnlige Bønner. Nu er jeg færdig med mit sidste Sjal. Gid det var sikkert hos en Jens!

Aften den 14. Februar. Uagtet jeg er søvnig, maa jeg dog, før jeg gaar til Ro, aflægge et lille Besøg i min Bog. I Dag kom en Mand fra Hovedstaden, han sagde: «Folk gaar med Knive og Knipler paa Gaden, Stemningen er urolig.» Der har været en lille Forpostfægtning ved Dybbøl, hvor vi har mistet 30 Mand; den kaldes heldig for os i Aviserne. — «Gefion» er trængt ind i en norsk Havn af to danske Skibe. Fru K. tror, Gefions Hjærte har banket af Glæde ved at se dansk Flag, jeg deler hendes Mening og føler næsten Vished om at faa det igen. Stakkels Gefion! som i sidste Krig maatte sænke sit stolte Dannebrog og nu i saa mange Aar har maattet bære det tyske Flag. Af livløse Ting er for mig ingen saa talende som et Skib, det er mig, som havde det Sjæl, og jeg tror, der er meget at læse i Gefions Mast og Skrog: de mange Aars Lidelser under tysk Fangenskab og nu — Haabet om atter at komme hjem 57at vifte med sin blodrøde Dug og atter — Frygten for ikke at blive befriet fra sin hjemløse Tilstand. — Jeg bliver nok sværmerisk og maa dreje min Pen bort fra Fantasus' Greb i den.

Haderslev er besat af Tyskere, og Frederits erklæret i Belejringstilstand, Posten over Varde og Kolding ophørt, vi lever i komplet Uvidenhedstilstand. Fjenden staar kun 6 Mil fra os; bange er jeg ikke, men underlig er Tanken at komme i Fjendevold, nu kan vi vente dem hver Dag. Her var en Mand i Køkkenet i Dag, som sagde til Fru K., at naar Tyskerne kom, vilde alle Jyllændere komme Nord fra med Køller og Økser. «For vi vil itte være Tyskere, og Madammen kan trou, at æ Jyllændere er farlig raa Folk, næsten som æ Sjællændere.»

Hr. B. har været her i Dag, vi har politiseret ivrigt; Fru K. er en hel Skjoldmø, der skjuler sig en saadan under det rolige Ydre. Naar hun taler, tier jeg, fordi hun siger alt, hvad jeg mener, og jeg synes, to er for meget af den Slags, thi saa kan ingen anden komme til Orde. Gid mange var saa varme i Aanden, som Familjen her, baade ude og inde; mange Steder trækkes Nathuen ned. —

Forleden havde vi en lille, men heftig Fornøjelse, nemlig en Løbeseddel; det lever vi af i denne Tid, Dagen efter kaldes de gerne tilbage som usande, men saa har man dog den korte Glæde; den Dag lød den: «De danske taget 4000 til Fange ved Dybbøl.

Napoleon draget over Rhinprovinsen med 196,000 Mand. Svenskerne i Vente.»

58

Den kom fra en Hr. B. til Præsten, som ikke var hjemme. Frøken S. og jeg aabnede den, da vi tænkte, det var en Regning, der skulde besvares, thi det var en aaben Seddel. Vor Overraskelse var stor; Børnene jublede, og med Glædeshyl løb de om og blev efterfulgt af 3 Piger og Havemanden Ness, til hvilket Tog Frøken S. og jeg sluttede os for at søge Fru K., som fandtes i Sovekamret. Vi havde nær skræmmet Livet af hende, thi hun kunde ikke høre, det var Glædeshyl, og antog det for en Ulykkes-Tidende, da vi 10 forfløjne Mennesker kom farende over hende. Hun var nær besvimet, da vi slog Kres om hende, som om vi skulde til at lege «Munken gaar i Enge» — hun tænkte, Gaarden myldrede af Fjender. — Kl. er 11½, jeg kommer aldrig i Seng før efter Midnat.

Den 15de, Aften silde.

I Morges kom Præsten op paa Skolen for at spørge, om jeg vilde høre nyt fra Krigspladsen, saa var Søren G. i Køkkenet eller rettere Folkestuen; han var Dagen forud kommen fra Tønder. Skønt det var midt i Timen, fløj jeg af Sted, men Sørens Maade at fortælle paa var hverken fængslende eller sammenhængede, saa jeg trak mig snart tilbage. Han har med Undtagelse af et Hus kun set tyske Flag. De troløse Slesvigere er efter min Mening et usselt Folkefærd, som kun holder med Overmagten, dem lige meget om dansk eller tysk.

I Dag har Præsten været paa Sønderskov; han medbragte Aviser, som indeholdt meget, især om Træfningen ved Bustrup og Oversø, men Blod er flydt baade paa dansk og tysk Side; de sidste har mistet 591200. De stakkels Københavnere var saa trætte, at de kastede sig ned paa Jorden, men de har jo ogsaa været i Ilden, mine elskede Sjællændere! Mange hæver sig til Forsvar for Generalerne, og Redaktøren af et vist Blad bliver tiltalt haardt for hans fornærmelige Udtalelser han vil nok forstaa at svare. Stemningen i Norge er rørende; Bidragene strømmer en masse, endog Daglejerne giver deres haardt fortjente Dagløn. Bladene mener, at Tyskerne har omgaaet vor Armé, som var bleven helt ødelagt, dersom den ikke var trukken tilbage. Maaske — noget uklart er der endnu, og ingen har skældt mere ud end jeg, Gud give, det var uden Grund; thi langt lettere er det at bære vor Stillings Opgivelse, om Nødvendigheden er Grunden, end om der klæber en Brøde derved.

I Eftermiddag har vi læst højt i «Tjenestepigen», en yndig Bog. Det er forunderligt, at naar noget ligger mig tungt paa Hjertet, kaster jeg mig altid med Lidenskab over Romaner, i de glade Dage derimod er jeg kold for dem, læser da kun nyttige Bøger og holder mest af Romanen i mit eget indre.

Den 16de.

I Dag er Stemningen lidt modfalden; i Aftes var vi bleven oplivede ved at læse Beretningerne om Affæren ved Flensborg, hvor man mener, Fjenden har mistet 2000 Mand. 3dje Dragonregiment er kommet her til Egnen; de ligger om F.; paa E. har de 70. Alle Broer er afhuggede her omkring, som forbinder os med Slesvig. Vi er afskaarne med al Forbindelse, ser hverken Breve eller Aviser. Vore kære véd ikke, hvad Vej de skal finde os; det er drøjt, næsten endnu tungere, end at 60vi maa undvære vor dejlige Formiddagskaffe; det hyggelige Maaltid ligger som et Offer paa Fædrelandets Alter. Offeret ydes ikke paa nogen smuk Maade fra min Side, thi jeg føler langt mere Savnet end Glæden ved at bære det frem.

Ritmester M. og Løjtnant S. ligger paa E.; vi véd ikke, hvorfor de militære er her i Egnen, men vi er forknytte og venter daglig Fjenden fra Kolding. Da lille Hans hørte, at vore Soldater var i F., løb han fra Bordet for straks at gaa derned. Han trak en lille, fedtet Skindpung op af Lommen for øjeblikkelig at uddele 5 Enesteskillinger, som fandtes i den. Han brølede, da han ikke maatte, thi han vilde ned og lede efter sin Fætter, som ingen véd hvor er. «Tante» — Fru K.'s syge Søster — er ikke saa patriotisk; hun kom med en Bemærkning i Dag, saa Præsten maatte op at skænde paa hende og bede hende forskaane os for lignende. Himlen maa vide, hvor dette selviske Væsen er bleven Søster til den patriotiske Fru K.! Hun taler aldeles som en tysksindet og finder Fjenden saa «ridderlig». Vi véd jo nok, at hun i sin Enfoldighed ikke mener det saa slemt, men det er irriterende at høre paa, saa maa hun før falde tilbage til sin gamle Flamme, nemlig hendes Gigt og hendes Draaber, Krydderposer o. s. v., som før har været hendes Livs Maal, at bringe det i bedste Orden.

Jeg har ingen Ro til Arbejdet, min Flid er paa Flugt; men jeg haaber at gribe den igjen, denne min trofaste Ven, der har fulgt mig gennem hele Livet, i Glæde som Sorg — thi Arbejde er Lægedom for mangen Vunde.

61

Den 22. Februar.

Jeg har været i H., hvilket er Grunden til, at jeg ikke har skrevet de sidste Dage; vel havde jeg min Dagbog med, men det var en forgæves Spekulation, at komme til at skrive der. Jeg havde stærk Blæst og Sne imod mig, men jeg frøs ikke og var endog varm, da jeg traadte ind i Herredsfoged P.'s hyggelige Hjem, hvor Kaffemaskinen stod og ventede paa mig. Kort efter mig kom Proprietær M. ridende med Budskabet, at Tyskerne holdt ved F., paa den anden Side af Kongeaaen, altsaa kun en Mil herfra. Skønt vi længe har ventet dem, greb det os dog dybt. Han fortalte ogsaa, at Kolding er fuld af Tyskere, altsaa er de nu i Kongeriget.

Vi blev alle rystede og sad hele Aftenen og ventede paa, at en Sværm skulde komme ridende ind i Landsbyen. Der gik straks Stafet til Hovedkvarteret for at melde vor Armé Fjendens Ankomst til Egnen. Soldaterne havde Dagen forud forladt E., hvorhen véd man lige saa lidt som hvor de Tropper nu er, som var i Kolding.

Jeg sov slet ikke Natten mellem Lørdag og Søndag, thi vi havde om Aftenen læst «Fædrelandet», hvori en saa udførlig Skildring stod fra flere Officerer om Tilbagetoget. Hvor utroligt har de ikke lidt af Kulde, Sult, Mathed og Overanstrengelse! Det er i Smag med det franske Tilbagetog 1812, kun med den Forskel, at dér var det 100 Mil, her kun 14. Jeg kunde ikke faa Søvn for Tanken paa hvad de har lidt, og jeg synes, at vi aldrig kan gengælde vore trofaste Jenser, hvad de har gjort for os.

62

I Gaar kom Præsten til Middag hos Herredsfogdens; vi læste en køn lille Fortælling, inden han kom, medens Husets Herre sov. Om Eftermiddagen kom atter Proprietær M. samt hans Broder og Svigerinde fra S.; Julie læste højt i «Fædrelandet», vi var alle indignerede over det Slør, som hviler over Danevirkestillingen og over de tyske Forrædere.

23. Februar.

I Nat har 150 Tyskere gæstet S., se det er ikke faa, og vi maa med dyb Frygt og Erkendelse af, hvor hjælpeløse vi er ved vor egen ringe Magt, udtale Bønnen: «Frels os fra det onde» — naar vi om Aftenen læser vort Fadervor. Ak! hvor ofte læser vi det ikke i de gode Dage med Hast og Ligegyldighed. Hvor sandt er det ikke, hvad jeg en Gang hørte min Broder udtale i en Prædiken, at om vi læste vort Fadervor hele Livet, kom vi aldrig til at læse det paa den rette Maade. Den Gang var disse Ord mig dunkle, nu forstaar jeg dem godt; der er saa meget gaaet op for mig, som tidligere var uklart.

De Kolding Borgere har givet sig i Klammeri med Tyskerne; jeg synes, det er ganske modigt, de andre finder, at det er ganske dumt, thi de kan intet udrette, da de helt er overladte til Fjenden og vore danske Soldater er trukken bort. Det viser, Kolding Borgere ikke hører til de lunkne, som holder med Overmagten.

Samme Aften eller Nat Kl. I. *

Skønt Klokken er et, kan jeg ikke gaa til Ro, før jeg har skrevet et Par Ord. Kolding er saaledes omringet af Fjenden, at Beboerne hverken kan komme ud 63eller ind, de Stakler! Og saa vil Tyskerne aftvinge dem 1000 Rdl. daglig, ellers tager de selv Pengene ved Plyndring. I Gaar tog de 600 Tønder Havre, Byen blev besat af de Kæltringer den 18. Februar. Dette fortalte en Mand fra Koldingegnen i Ribe til to Mænd her fra Sognet. Rygtet melder ogsaa, at Dybbøl Skanse er taget; Gud forbyde, at det er sandt! De fægter daglig dernede; Tyskerne har lidt stort Tab, Rolf Krake er tapper og har løst 70 Skud; den gør dem stor Skade. En Mand af vore om Bord er haardt saaret, en let. Manden fortalte ogsaa om et Sammenstød mellem 8 danske og 100 tyske Dragoner. De danske vilde ikke overgive sig, men fægtede tappert og blev naturligvis nedsablede alle. Den sidste kom halvdød til Kolding; da Folk saá ham, græd de, men han sagde: «For mig skulle I ikke græde, jeg er hævnet!» — derpaa døde han.

Jeg tror ikke, Jorden har Mage til vore Jenser; hvor godmodige er de ikke ved Siden af den Tapperhed og hvor taalmodige i alle deres Lidelser!

Jeg læste i Gaar om en Soldat, der var saaret og kom paa samme Ambulancevogn som to saarede Tyskere; de havde kørt sammen til Lazarettet, og da de kom der, var de bleven saa gode Venner, at de bad om at maatte dele Værelse. Det karakteriserer saa aldeles vore Jenser; naar Kampen er endt, bor der ingen Hævnfølelse i Hjertet; her viste det jo ellers et lignende Sindelag hos Tyskeren, men jeg er aldeles vis paa, det er den danske Soldats Idé med det Værelse, de vilde dele, thi Godmodighed er ikke Tyskerens Grundtræk. —

64

Vi havde ellers et slemt Besøg i Gaar af sikkert tre Spejdere. Præsten hørte en Vogn og gik ud for om muligt at høre nyt, thi vi Stakler lever i en Uvidenhedstilstand og maa nøjes med løse Rygter. Paa Vognen sad tre Mænd, som han indbød til en lille Forfriskning. Da jeg hørte, de kom fra Hæren ved Vejle, gik jeg ned i Folkestuen for ogsaa at høre lidt. Saa snart jeg kom ind, saá jeg, hvad for Fyre det var; den ene var fra Rendsborg, den anden fra Flensborg, og den tredje udgav sig for en Mand fra Vestervedsted. De sagde, de kom fra den danske Armé, som de havde fulgt paa Tilbagegangen fra Danevirke. Det mærkedes straks, at det var usandt, thi ellers, naar her kommer Folk i denne Tid, aabner de ret Hjerterne, udtaler deres Sorg og Frygt og fortæller os alt, hvad de véd. Disse sad stille og skulende, med Ansigter, hvorpaa Synden stod malet. Der var ikke gemytligt under Besøget; thi det var ret, som gav en Indskydelse os alle den samme Idé. Der var almindelig Tavshed under Maaltidet, de spiste og drak i Stilhed; den ene sad hele Tiden og saá ængstelig mod Døren og var forvirret, som om han frygtede, man skulde bede om hans Pas. Af den Slags Folk myldrer her i denne Tid i Egnen; der blev grebet en Spion i B. i Dag.

Den 24de.

Præsten er i H., Fru K. ligger og er temmelig daarlig af sin sædvanlige Sygdom, jeg har siddet nede ved hendes Seng, men har veget Pladsen for Jakob B., som kommer lige fra Vejle og har lidt nyt, som jeg vil nedskrive. Han har besøgt Broderen, der ligger i 65Vejle som Soldat. Der kom i Gaar Brev fra Hovedstaden, — nej, Telegram, mener jeg, som han læste i Vejle. Tyskerne tog i Gaar Dybbølby, men blev dreven tilbage af vore tapre Jenser, meldte Telegrammet, saa Rygtet om, at Skansen er tagen, er usandt. Det gaar varmt til dernede, vi hører uophørlig stærk Kanonade. Tyskernes Tab er stort, ja Rygtet siger 10,000, men det er vel overdrevent.

I Dag fik vi tre gamle Ribeaviser med otte Dages gamle Nyheder fra andre Blade.

Den 27., Søndag Aften.

Avisnyt er der ikke, utallige løse Rygter, som jeg ikke vil omtale, da de altid tilbagekaldes Dagen efter. Jeg læste et Digt, hvori England bliver udskældt forfærdeligt, — jeg under dem det nok! Tyskerne har taget et Batteri ved Stenderuphage, Nord for Alssund, som desværre gør vor Sømagt Skade, da det spærrer Vejen. Rygtet siger, at vor Konge er bleven hvidhaaret; han har en vanskelig Stilling, stakkels Konge!

Fru K. er syg i denne Tid, faa Kvinder lider som hun med sit Land. Min Søster og hendes Frue har samlet 63 Rigsdaler ind til Støvler til de stakkels Soldaterben, — «Enkens Skjærv!» Ingen Aviser i 14 Dage, vi lever af glimrende, men destoværre usande Rygter, for Eks. at vi har gjort 10,000 Fanger og skudt den tyske Prins. Hvem mon der laver Rygterne?

Vor Kokkepige har da faaet Brev fra sin Broder, som hun har gaaet i en saa stor Angst for. Hun kom ganske bleg op paa mit Værelse og fortalte mig det. Jeg blev ogsaa bleg af Angst, da jeg saà hendes Ansigt, det anede mig ikke, at det var et Glædesbudskab, 66hun bragte. Den trofaste Sjæl! Her var almindelig Jubel i Huset over hendes lykkelige Budskab.

I Dag havde vi Besøg af en Degn i et af Nabosognene, som Præsten holder meget af, han var ogsaa modfalden, som Stemningen for Tiden er alle Vegne. Vi begynder at frygte Danmarks Død, thi det ser sort ud; men endnu har vi dog ikke sluppet Haabet.

Den 29de Febr.

I Aftes var vor Husven B. her; han bragte flere Rygter, men det er, som jeg sagde tidligere, saa flovt altid at skulle tilbagekalde de Rygter Dagen efter, som jeg nedskriver den foregaaende. Han meldte saaledes, at den prøjsiske Prins er saaret, — ja, man har endog sagt, han var skudt paa Lyksborg Slot, hvor nogle af vore Folk havde givet ham en Kugle, fordi de ikke kunde taale ham paa det Slot, Frederik den Syvende elskede saa højt, og er saa nylig død paa. Saaret er han, det Uhyre; som en komplet Nar sidder han i «Illustreret Tidende» med et Dødningehoved paa sin Hat. Han er Broder til vor Prinsesse Anna.

Tyskerne har været i «Vejen» og spurgt Kromanden, hvor vore Tropper laa for Tiden, og han, Fæet! har sagt: De ligger i «Bække». At et Tossehoved som han dog ikke kan narre dem og sige gal Besked; her var dog vist en Nødløgn tilgivelig. —

«Dagbladet» siger, at Vestmagterne kommer snart; jeg tager nu ikke Hatten af, før jeg ser dem; jeg tror ikke paa det Vrøvl. Prinsen af Wales har udbragt en Skaal, i hvilken han har udtalt det Ønske, at Tyskerne, lig de gamle Ægyptere, maa synke i det røde Hav; det synes Dronning Mama vist ikke om, hun er jo 67tysk med Liv og Sjæl. Vore Forposter har taget 140 Fanger ved Kolding. Hurra! Hurra! Det er dejligt! Man bliver ret grusom i Krigen.

Den 6te Marts.

Flere Dage er svundne, siden jeg sidst skrev, thi Sorgen, som hersker rundt om i Landet, er ogsaa kommen ind i vor fredelige Præstegaard og har taget Sæde ved Arnen. Vor kære, ejegode Præst lider af en heftig Lungebetændelse. I Nat var han meget syg; jeg vaagede, og mange Tanker fra den Tid, som jeg aldrig kan glemme, da jeg sad ved den elskede Faders Dødsseng og talte hans Aandedrag, — Tanker saa sørgelige fra hine Dage steg op i min Sjæl. Faders Aandedrag i de første Dage af hans Sygdom var ikke heftigere end Præstens i Nat.

Fra Faders sidste Dage gik Tanken igen til den ængstelige Mulighed, om Herren nu ogsaa vilde kalde Præsten til de evige Boliger? Paa den Sorg for os alle ved dette Tab, og Fru K. som ensom Enke med den dybe Hjærtesorg, som aldrig vil glemmes! Alt som jeg tænkte, klagede Præsten sig, Feberen blev heftigere, og Smerterne tog til, af og til var han vild. Kl. 4 gik jeg til Ro, og Karlen kørte efter Lægen, som har været her i Dag; han siger, at Tilstanden er farlig, i hans Alder svæver den mellem Liv og Død.

Af Krigsnyt intet, alt staar lummert og truende, som ulmer der et Uvejr. Natten mellem Torsdag og Fredag hørte jeg stærk Kanonade; det lød som Torden, hvilket jeg tænkte, det var; nu hører jeg, at flere Folk i Stenderup er vaagnede ved Lyden og har været ude for at undersøge, hvad det var.

68

Den 8de Marts.

Hvor mange Tanker paakommer mig ikke ved at nedskrive denne Dato, min elskede Moders Fødselsdag! Tanker, som baade indeholder Glæde og Vemod. Hvor mange Minder fra den svundne Tid, som altid bragte Fest og Glæde i vort lykkelige Hjem, saa langt tilbage som jeg kan huske, lige fra min tidligste Barndom til hendes Dødsdag. Fra denne Dag fik Festen en anden Stemning eller Karaktér, men Fader og vi Søstre holdt dog vor vemodige Mindedag til Ære for hende, som vi havde elsket saa højt og savnede saa inderligt. Vor Dagligstue var altid festlig denne Dag med friske Moskranse paa alle Malerierne og udsprungne Svibler og Tulipaner paa Faders Plads samt et nymalet Blomsterstykke til Fader fra Julie. Vi var altid i vore Søndagsklæder, og saa snart vi havde drukket vor Morgenthe, fulgtes vi alle tre med hinanden hen paa Kirkegaarden, og naar vi saa kom hjem til vor hyggelige Formiddagskaffe, kom den kære, trofaste Barndomsveninde Anna imod os, ligeledes i sin Søndagsdragt; thi ingen Glædes eller Vemods Festdag kunde tænkes i vort Hjem uden hendes Nærværelse. Mange Taarer trillede ned ad Kinden paa saadanne Dage ved Tanken og Talen om den elskede Moder, hvis Savn aldrig kunde forvindes. Det var altid, som om Fader og vi Søstre paa disse Dage knyttedes nærmere til hinanden, som vilde vi paa begge Sider udfylde Pladsen og Kærligheden. Aldrig glemmer jeg Fader, naar han kom ind med sin hvide, broderede Vest, som kun blev benyttet paa de vemodige Festdage i Hjemmet, og saa det fromme, kærlige Udtryk i hans velsignede 69Ansigt! Nu er alt fra hin Tid Minder! Hjemmet er lukket, og Arnen er slukket; men Gud ske Lov for Minderne!

Den 9de.

Præsten er slettere. Gud forbyde, at han skal tages fra os; jeg tør ikke tænke derpaa, og dog har Lægen i Dag sagt til mig, at han er farlig syg; i hans Alder er Tilstanden meget farlig. Natten var ogsaa ussel, ubeskrivelig Uro og Feber; jeg vaagede til Klokken fire, han sov ikke hele Natten. Vi sendte Klokken fire Vognen efter Lægen, som var hos en dødssyg Patient flere Mil borte, til hvem man først havde sendt Vogn til Kolding, hvor Østerrigerne havde nægtet Adgang, saa den stakkels dødssyge Kone maatte ligge i Vaande, medens Karlen havde kørt 19 Mil efter vor Læge til hende. Det lyder utroligt, men er dog Sandhed; Forholdene er sørgelige. Doktor B. kom først hertil Kl. 3½ Eftermiddag.

I Gaar var Proprietær M. her til Kaffe og Frokost; han fortalte, at Tyskerne er i F., hvor de har været fra i Forgaars. De har kastet alle Broer af, hvilket tegner til, at de vil forlade Jylland og frygter for at blive forfulgte. Jeg har drømt to Nætter om Tyskere med dragne Sabler. Gud forbyde slige Scener her i denne Tid!

Samme Dags Aften Kl. 9.

I Nat skal jeg igen vaage over vor kære Præst, som er meget daarlig, skønt Fru K. er saa glad, da hun finder, at han er bedre; men den Ro, som er over ham, er blot Mathed. Tyskerne har forladt Kolding og er draget højere op i Jylland; nu er de snart i 70Skanderborg og Aarhus hos mine gode Venner dér. I Dag har jeg haft Brev fra Maja og Marie, begge Breve handler kun om Krigen og Landets Nød. De skriver, at Stemningen i Hovedstaden er vrøvlet; de giver meget bort og slaar tappert om sig med Vrøvl og Sludder i alle Kanter, megen Talen og liden Handling paa højere Steder, skriver de. Her véd vi jo intet og lever som udenfor alt fra den Kant. Et Brev er en hel Begivenhed.

Den Iode Marts.

Præsten er meget, meget daarlig; vi gaar vist en forfærdelig Tid i Møde.

Tyskerne drager højt op i Jylland; Vejle er stærkt besat. Der har været Kamp baade i Vejle og Kolding. To Tyskere har været hos Ribe Amtmand og udskrevet 14,000 Rdlr. daglig for Ribe Amt. Det er en tung, tung Tid; alt er sort i sort, hvor jeg ser hen.

Den IIte, Aften Kl. 8.

Snart vil vist Døden holde sit Indtog i dette lykkelige Hjem; Præstens Tilstand er, som har han kun faa Timer, inden han gaar hjem til den evige Glæde.

Pastor H. og Proprietær B. har været her, men ingen maa komme ind; Præsten ligger stille hen, man mærker, han føler sin Død. Jeg læste en Salme for ham i Middags; han bad selv om «Alt staar i Gud Faders Haand»; han vilde ingen højtidelig have, sagde han. Hvordan Fru K. kommer over det, véd kun Gud, som lægger Korset, men som ogsaa sender Trøsten. Hun fik saa ondt før; Gud hjælpe hende og sende hende sin Fred og Kraft! Det vil han nok; thi hun hører ham til.

71

Tyskerne skal husere slemt i Vejle; de kaster Købmændenes Varer paa Gaden og gramser om dem, og de er der i den Mængde, at en fattig Urmager har halvtresindstyve i Logis. I Dag har de afhentet Ribe Amtmand, nu faar vi dem vel snart — dog i disse Dage er man kold og sløv for alt uden for Hjemmet her og vor kære Præst.

Den 14de.

Jeg glemmer rent Krigen for alle vore huslige Sorger, uagtet jeg har meget at melde. Der har staaet Gadekamp i Vejle, en Kone og flere Børn siges at være skudte, man fyrede ind ad Vinduerne. Slaget var blodigt, men Tyskerne hævner sig ved at lade Mænd og Kvinder arbejde paa deres Skanser og køre Grus. Man siger, at Pastor S. og alle Jellinge Seminarister kører Grus; jeg synes, det er for galt, til at man kan tro det, og ingen Magt skulde faa mig til at køre Grus, saa tog jeg hellere en Kugle i Hjertet! Doktor B. siger rigtignok, jeg tog den ikke, og idet han sagde det, stak han mig med en fin Saks i Armen, og da jeg skreg, raabte han: «Kan De se, De tog den ikke, naar De ikke en Gang kan taale saadan en lille Saksespids i Armen uden at skrige.»

I Vejle jager Tyskerne Folk ud af deres Senge og lægger sig selv deri, de Uhyrer! Her fra Landsbyen sendes 37 Ægtvogne, fra Annekset 14. Præsten ligger i den salige Tro, at vi har Vaabenhvile; vi maa jo holde alt hemmeligt for ham. Det er en gyselig Tid. Vi kan ikke mere skrive til nogen Kant, faar ingen Aviser, vi er skilt fra Verden og dens Larm, vi lever af Rygter — det er en underlig Tilstand, men forunderlig 72spændende; Faren har noget pirrende ved sig, som næsten er fængslende; jeg kan ikke forstaa mig selv.

Den 17de.

Præsten har flere Kræfter, begynder at spise ogbliver lidt gnaven, hvilket vi anser for gode Tegn; thi han har hidindtil været saa from som en Engel. Borgmesteren i Ribe, som Tyskerne afhentede forleden, har skrevet hjem, at Ribe maa belave sig paa Indkvartering, thi han vil ikke indgaa paa deres skammelige Fordringer, han vil før lade dem tage selv. De forlanger 6000 Rdlr. daglig i 6 Dage. Vor gamle Dyrlæge har været her i Dag for at træffe Lægen. Han er en sød, gammel Mand; jeg har en forunderlig øm Følelse for alle gamle Mænd siden Faders Død.

Samme Aften, den 17de.

Nu er Huset til Ro, det er min Vaagenat. Præsten sover saa sødt; jeg sidder ved hans Seng og skriver, Notabene saaledes at Lampens Skin ikke forstyrrer ham. Gid denne Søvn maa bringe Sundhed og Kræfter!

Børnene og jeg gik i Dag en Tur; vi var paa Hjemvejen inde hos B.s. Vejret var yndigt, Markerne begynder at faa et grønt Skær. Nu begynder den Tid, jeg elsker, naar man glæder sig over hvert Græsstraa og lille Blad i Grøfterne, der bliver ligesom levende. Der er ingen Tid paa Aaret, hvor man mere paaskønner Guds Gaver i Naturen; senere hen bliver man mere ligegyldig, som altid, naar man har for meget af det gode.

I Dag er B. i Kolding med Leverance til Tyskerne. Hans Hansens Kone sagde i Dag, at Udleveringen her fra Sognet blev i en Uge 2500 Rdlr. Det er da sandt, 73at Tyskerne vilde kujonere de danske til at arbejde paa Skanserne i og om Vejle.

Den 18de. Frøken S. sidder ved min Side og spaar sig selv derefter skal jeg til det; dog bliver jeg ikke længe oppe, da det er min Sovenat. Da jeg vaagede til Kl. 6 i Morges har jeg Lov at være lidt søvnig, og jeg har heller ikke Tillid til Kortenes Løfter og Fortællinger som Husjomfruen, der tror paa dem som paa et Evangelium. Vor Patients Tilstand er som i Gaar.

Den 19de. *

Jeg synes dog, vi kan kalde Præsten lidt bedre, uagtet Lægen ikke vil vide af det. Hans Broder kom igen før, ganske uventet. Vi blev glade og tænkte, han kom for at se til Broderen; men desto værre har Besøget en mere alvorlig Grund. Han er flygtet for Fjenden, som skalter og valter saa rædsomt i den Egn, at man kan fortvivle, naar man hører, hvad de byder os danske. De tvinger alle Mennesker til at arbejde paa Skansen om Frederits. Altsaa, de ikke alene fordrer, vi skal arbejde paa vort Lands Fordærv, men at de skal stilles saaledes, at vore Kanoner i Frederits nedskyder de danske først. Det er en Nidingsdaad, som Historien, idetmindste ikke den nyere Tids Historie, ikke kan vise Mage til, og den vil i Aarhundreder brændemærke den tyske Regering. Min Trøst er, at Stormagternes Ære ej kan se paa det, thi det vilde ogsaa brændemærke dem for Efterverdenen, om de stille saà paa slige Scener i kultiverede Lande. Det er forfærdeligt!

Onkel V. siger, at Kolding Borgere stod opstillede 74som Slagtekvæg for at modtage Ordrer fra Tyskerne. De Stakler, de vil vist foretrække Kugler for Panden og arbejder vel ikke, uagtet man siger, at Arbejdet gaar rask frem paa Skansen. Tirsdag skal nok Slaget staa. De stakkels, stakkels Jyder, og mit arme, ulykkelige Danmark! Naar vil dog Hjælpen komme?

Den 20. Marts, Aften.

I Krigstider gaar det underligt op og ned; nu siges der, vi har staaet os udmærket ved Frederits, og at netop det, at de har brugt de danske til Skansen, har opflammet vore Soldater, saa de har kæmpet som rasende Mennesker og trængt Fjenden tilbage til Gudsø. Ligeledes ved Dybbøl kastet dem 3 Mil tilbage og taget 2400 Fanger. At Østerrigerne har kastet Vaabnene, og at Prøjserne maatte bankes frem, se, det er vel kun Rygter, men af den Natur, som opliver, om de end er upaalidelige. Der fortælles ogsaa om Oprør i Galicien og Ungarn, og at Tyskerne derfor skal hjem at hjælpe; men det er vel ogsaa usandt. Garibaldi har nok rejst sig i Italien, gid han vilde komme at hjælpe os!

Den 22. Marts.

Præsten er stadig bedre, Gud ske evig Tak og Lov! Det er jo paa den Maade en yndig Paaske, vi her i Hjemmet gaar i Møde, men med Hensyn til Livet udenfor Præstegaarden gaar det sørgeligt til for Øjeblikket. Ribe er fuldt besat af Tyskere, det varer vist kun kort, før vi faar dem her.

Den 5. April.

Atter er der gaaet lang Tid. Mit Humør er tungt, og jeg føler ingen Lyst til at skrive. Julie har tilbragt 75Paasken her, ogsaa sin Fødselsdag, og det bliver vel den sidste, vi skal tilbringe sammen, thi til Maj flytter hun, og saa er det Samliv endt, som alle har lykønsket os til, og som har gjort, at vi aldrig har følt Skilsmissen ret. I de Aar, vort Hjem har været opløst, har dog vore Pladser saa nær hinanden gjort, at det har været os, som har vi levet sammen. Vi har delt hver Sorg og Glæde; jeg tør slet ikke tænke paa den første Maj, som fører os saa mange Mile fra hinanden, vi to, som er én Sjæl og én Tanke — dog, lad mig ikke komme ind paa dette Thema! Nu er Præsten oppe flere Timer hver Dag; det er yndigt at se ham saa rask.

Om Krigen har jeg ikke skrevet længe, fordi utallige modsatte Rygter mødes, som er kedsommelige at nedskrive, da man daglig hører, det er Opspind; jeg kan ikke forstaa, hvem der laver sligt, men mit Herskab siger, at det hører Krigstiden til, det var ligedan i 1848. Nej, jeg vilde vente, til jeg fik noget afgørende og sandt, enten ondt eller godt, og nu har jeg, Gud ske Lov, noget rigtig godt at meddele. Vi har anden Paaskedag gjort brillante Affærer, en glimrende Sejr over en stor, overlegen Magt og kastet Fjenden tilbage med uhyre Tab. Dynger af tyske, saavel saarede som døde, ligger paa og om Dybbøl Skanse.

Bladene myldrer af Breve og Beretninger, som er mageløse at læse om, men er umulige at gengive. Det kan formelig flamme i mig, naar jeg læser om Livet derovre; jeg kan ikke andet end ønske mig midt i det, dog helst som Kriger. Vi har ogsaa taget nogle 76Husarer nede i Vejle-Egnen, dog husker jeg ikke hvor mange. I det hele begynder vore Udsigter at lysne, uagtet Tyskerne bliver mere uforskammede; nu venter vi Svenskerne, og vi faar mange Beviser paa andre Landes Medfølelse for vor Sag, og det er altid opmuntrende.

Udholdenheden her i Jylland er rørende, thi om Tysken end udsuger os og røver nok saa meget, kender Jydens Udholdenhed ingen Grænse; han haaber stadig paa de lyse Dage og den retfærdige Sag, som Gud nok vil hjælpe. Paa mit elskede Sjælland forekommer det mig, at Modet er svagere og Stemningen mere trykkende. Jeg er i det hele kommet til den Overbevisning, at Sjællænderen har mere Varme straks, men opgiver Sagen hurtigere, hvorimod Jyden er langsommere, men mere sejg og udholdende i Følelsen, som brænder med mindre Glød, men derfor med stadigere Ild, som ikke forbrænder sig selv.

Den 6. April.

I Dag har Pastor B.s været her; jeg kan godt lide det Par. Aftenen var, skønt kold, meget smuk. Himlen var saa luerød, at jeg fik Lyst til at synge: «Did, hvor Solen gaar ned, bor min Lykke». Thi saadan en Himmel maa Ingemann have set i sin Tanke, da han sang om «Slottet i Vesterled, der stod mageløs bygget med de gyldne Fløje», eller rettere «smykket» og af «Vor Herre bygget». Jeg elsker Ingemanns Morgen- og Aftensange med den dybe religiøse Følelse i hver Linje; vi forstaar dem saa godt her i den stille Præstegaard paa Heden.

I Gaar kom her tre Ægtvogne forbi; Folkene kom 77ind og fortalte os en Del varme Beretninger fra Als, hvor de kom fra. De var fra Horsensegnen, og efter Bestemmelsen skulde de kun være paa Als 24 Timer, men saa tog Tyskerne dem i Brug i 3 Uger, og de kom kun hjem ved at liste sig bort en Nat. De havde hverken Mad til sig eller Hestene, og naar de bad Tyskerne derom, svaredes der, de kunde jo stjæle. De var saa forsultne og fik Mad baade til sig selv og Hestene.

I Nat drømte det mellemste af Børnene, at hun bivaanede et stort Slag, hvor hun saá Vorherre i hvid Dragt førende de danske, senere saá hun et mindre Slag, hvor Vorherres Haand kom ud fra Himlen og hvilede over de danske.

Den 8. April.

Det gaar blodigt til ved Dybbøl; man kan ikke andet end ængste sig, de skyder Dag og Nat og har taget nogle skjulte eller lukkede Skanser, jeg véd ikke, hvad det er, men slemt er det da, thi man mener, de gennem dem kan skade vore Skibe. Gud i Himlen! Frels os fra, at de tager Als, thi det blev et forfærdeligt Blodbad; over vor halve Armé er dér, tænk alt det dyre Blod, som skulde flyde! Det var den forfærdeligste Ulykke, som for Øjeblikket kunde ramme Danmarks Hjerte. Tre Fjerdedele af Sønderborg er brændt; det gaar forfærdeligt til dernede.

Den 24de.

Hvad vi saa længe har frygtet er nu sket, Dybbøl er taget af Fjenden, og en Kamp saa blodig, at man kan gyse ved Tanken derpaa, har fundet Sted. Vore elskede Soldater har kæmpet med et Mod og en Udholdenhed 78som gør baade dem og os Ære, og maaske ingen Nation staar saa højt for Tiden i fremmede Magters Øjne som den danske. Hvor stort Tabet er vides ikke endnu, man anslaar det til 5,000 med døde, saarede og fangne. Megen Sorg er trindt om i Landet, mange Enker og faderløse fjern og nær, alligevel er Modet og Troen paa Guds Naade imod os ikke tabt endnu, uagtet 40,000 Mand i disse Dage rykker op i Jylland, som allerede er besat til Viborg, og truer med at overskylle hele Landet.

Det er gribende at læse Beretningerne om Kampen ved Dybbøl. Det kan skære i Hjertet at læse om Lidelserne i Hæren, ja dybt i Hjerteroden smerter det, om end vore Soldater staar med Glorie af Mod, Tapperhed og Udholdenhed. Løjtnant Anker, som har udmærket sig saa meget, er taget til Fange, men har i den Grad udmærket sig ved sit Heltemod, at han har indtaget Fjenden og alle; Prinser o. s. v. sender ham Deputationer, som skal tolke deres Beundring og indbyde ham til Hoffet i Berlin, en Ære, han vist betakker sig for. Der staar i Avisen, at han i Hamborg kun vil tale dansk, og at alle løber efter ham for at se hans Helteskikkelse. Indtil det sidste blev han tro ved Forsvaret af sin Skanse Nr. 2, som han, da alt var tabt, selv fornaglede Kanonerne paa, inden han gav sig til Fange. Han har nu i to Maaneder forsvaret den med et Heltemod, som søger sin Lige.

Altsaa — nu er Jylland okkuperet, og Himlen véd, hvor længe vi kan sidde i Ro. — Her i Hjemmets lune Rede har vi det fredeligt og godt, vi har haft travlt med Haven. Jeg fulgte Julie paa Vej i Morges 79for sidste Gang; paa Søndag tager hun derfra, vi var begge vemodige og tunge om Hjertet. Storebededag var jeg i H. med Pastor B., vi kørte lige til Kirken, hvor Julie og alle Herredsfogdens mødte mig. Vi fik en dejlig Prædiken; i det hele var det en smuk og højtidelig Gudstjeneste, som maatte gribe alle. Talen blev som Følge af Tiden holdt i politisk national Aand, Præsten sagde, hvad der ogsaa er sandt, at det vilde være en Hykler, som i denne Tid sagde, han tænkte mere paa det himmelske end det jordiske Hjem, og den Synd tilgav Gud os, som selv havde indblæst i vore Hjerter den helligste af alle Følelser, den for vort Fødeland. Han udviklede det saa smukt og bad Gud sende os Naade og Velsignelse, saa vi beholdt det rette Mod, nemlig Taalmod; hu ha, det kan vi alle trænge til!

Den 30te.

H—sted er stærkt besat af Fjenden, hver Gaard har Indkvartering. Vi er jo heldigt stillet, at vi ikke ligger lige ved Landevejen, thi skønt Fjenden til alle Sider farer paa Krys og tværs gennem Sognet, er Præstegaarden fri. Frederits er rømmet af de danske og besat af tyske, det er et nedtrykkende Budskab. Nu er vi stakkels Jyder i tysk Vold, alle vore Jenser er dragne fra os. Gud være lovet, nogle af dem er endnu i god Behold; det vilde jo ogsaa være forfærdeligt, uden Resultat at lade dem slagte, som det skete ved Dybbøl med vore modige, trofaste Krigere.

I Gaar var vi paa det smukke S—skov; Vejret var rædsomt, men Skoven staar i tyk Knop lige til Udspring, og Skovbunden er det dejligste Blomster-tæppe. 80Hvor denne Tid paa Aaret er henrivende, naar hele Naturen, ja hvert et lille Blad, taler om Opstandelse og Udødelighed; vi har jo altid alvorlige Tanker i denne Tid — selv om man kan spøge og le lidt udvendig; kommer man i Naturen, faar man Haab og Trøst. I Morgen kommer Julie og bliver her en Tid; skønt jeg glæder mig saa uendeligt, er det dog med vemodig Følelse, jeg tænker paa hende.

Den 2. Maj.

Det gaar forfærdeligt til i disse Dage, vore Affærer er saaledes paa Spidsen, at det enten maa bære eller briste. Til alle Sider tykt besat af Fjenden. Postgangen standset, ingen Breve eller Aviser. Vi faar kun Nyhederne gennem usandsynlige Rygter, saaledes i Gaar fortaltes: at Kongen var slaget ihjel af Københavns Pøbel, da Frederits var rømmet; andre sige? den blev rømmet paa Grund af en engelsk Note.

Den 10. Maj. Tyskerne sværmer rundt til alle Sider i Egnen og tager Folks Heste; saaledes har de taget Nabopræstens Heste; det er næsten ubegribeligt, de ikke har fundet Vej til vor Præstegaard, vi venter dem dagligen, men de udebliver. Jeg har læst en Prædiken og bragt et Sigtebrød til den fattige Kone, ogsaa hun er mere syg end ellers og den fjollede Datter mere fjollet, alt er tungt at tænke paa. Stadig de samme Rygter om Vaabenhvile, fransk og engelsk Flaade; det opløser sig nok i, at den østerrigske Flaade er kommen op i Nordsøen. Maanen skinner saa yndigt ind til mig; det er saa underligt at se ud i den stille, fredelige 81Natur, følende sig som udenfor Verden og dog vidende sig saa nær ved Ufreden; en grel Modsætning!

Den 19. Maj.

Da Karlen skulde til Ribe Dagen før Pinse, bestemte Julie og jeg at tage med, da de har ventet os i hver Ferie, fra vi kom til Egnen, at tilbringe vor Fest der.

Ved Ribe Anlæg mødte jeg den første Tysker; det gør et underligt Indtryk at se den første Fjende Ansigt til Ansigt, jeg har aldrig følt det før, men noget hidtil ukendt rørte sig i min Sjæl. Til Familien B. kom vi til Kaffe og Frokost, overalt vrimlede af Tyskere. Da vi holdt udenfor, raabte Borgmesterens Fuldmægtig, vi skulde skynde os at køre tilbage med Vognen, thi de tog alt, hvad de saà, den Dag af Heste og Vogne. Kusken fòr af Sted med Vognen uden at bede, jeg vilde været med, men Julie og Fru B. trak mig i Benene og vilde ikke høre tale om Afrejse.

Efter Frokost gik vi ud og saà lidt paa Fjenden, der stod for os i alle Nationers Skikkelse. De saà afskyelige ud, og selv Officererne sagde, det var Bærmen af den tyske Armé. Det er interessant nok at se de forskellige Folkeslag, flere var næsten sorte, saa mørke var de, og mange vilde Kroater, der mere lignede Dyr end Mennesker.

En fattig Kone havde i de Dage mistet sit Barn i Ribe og var gaaet ind til Nabokonen, som havde saa mange dejlige Blomster, for at bede om nogle at pynte det lille Lig med. Hun fik Afslag, da Konen solgte sine Blomster og ikke vilde give dem bort. Kort efter aabnedes Døren, og en vild, tysk Flok styrtede ind, 82afskar alle Blomsterne, som de pyntede deres Hatte med, og fòr derpaa atter ud, og ind hvor det lille, fattige Barn laa Lig i sin Kiste. Da de saà Liget, faldt de alle paa Knæ og bad en Bøn, derpaa tog de Blomsterne af Hattene og strøede paa Barnet, saa Blomsterne kom alligevel paa rette Sted. Det var et forunderligt Træf, ret som om Guds Finger havde ledet Tyskernes Gang.

Man bliver lidt blød om Hjertet, naar man hører om menneskelige Følelser hos de Asner. Saaledes fortalte Fru B., hun en Dag havde set en tysk Soldat ligge udenfor Kirken med foldede Hænder, hensunken i Bøn, og en Soldat havde gaaet og grædt paa Kirkegaarden. Sølle Bæster! De bliver jagede som Hunde fra Sted til Sted og lider maaske af Hjemve. De Menige har jo kun at lyde, men de, som leder Røvertoget, over dem komme Straffen, som er Herrens! Vi er smaa og hjælpeløse Stakler.

Som sagt, der myldrede af Tyskere og alle saà ækle ud; de myldrede i Haven, hvor de laa og pjaskede, dels i Baaden og dels i Vandet, som de lod til at synes om. De har den Dyd, at de er renlige, og de gør ikke andet, naar de er i Kvarter, end vadske og børste sig. De sang med stygge, underlige Stemmer, skreg og hylede som vilde Dyr.

Pinsemorgen stod vi op for at gaa i Kirke; som vi stod færdige til denne Vandring, kom Fru A. for at indbyde os til Aften og tillige bede os for at se 400 Østerrigeres Ankomst til Byen.

Vi vilde nu i Kirke, og skønt hun gjorde alt for at animere os til at gaa efter Fjenden i Stedet for 83efter Gud, blev vi dog vort Forsæt tro og lod os ikke rokke, men gik til Domkirken, hvor vi hørte en dejlig Prædiken af Provst B. Da han var midt i den, hørte vi klingende Spil, og med fuld Musik holdt Tyskerne deres Indtog; de stillede udenfor Kirken, saa Provsten maatte afbryde sin Tale. De drog ind med den «tapre Landsoldat», hvorpaa de ved Kirken spillede en Salme, medens de alle knælede ned med Hænderne for Øjnene og bad.

Jeg følte en forunderlig bitter Følelse i mig, medens tunge Taarer trillede ned ad Kinderne; Modsætningen var saa grel — den høje, dejlige Pinsefest, og den for os saa haarde Fjende, knælende Side om Side, fejrende samme Fest, bedende til samme Gud som vi — det var bitre Følelser, som kom i Hjærtet! —

Om Aftenen i Selskabet var Familjen, vi besøgte, i den Grad begejstrede over deres Logerende, «Baron de la M.», at de forekom os som halve Tyskere. I det hele ærgrede vi os over det Mylder af pyntede Damer, thi de kunde i Sandhed ikke gøre mere Stads, om det havde været danske Tropper, end de her gjorde af de fjendtlige med Hensyn til Pynt, Koketteren og Spadseren; det havde været Damerne til større Ære, om de havde siddet hjemme bag nedrullede Gardiner.

Fru A. stod med hele Overkroppen ud ad det aabne Vindu for at se efter de smukke Officerer og var næsten vred paa os, fordi vi foretrak Kirken for den Fornøjelse. —

Vi var i høj Grad udbudne og blev vist en mageløs Gæstfrihed i de Dage; vi kunde næsten ikke overkomme de mange Indbydelser Formiddag, Middag og 84Aften, ja endog den Dag, vi rejste, blev der gjort Sel skab for os, som vi da ikke deltog i. Folk var i høj Grad venlige, og vi morede os yndigt tidlig og silde, ikke mindst hjemme i den smukke Havestue med den romantiske Udsigt ud over den dejlige Have, hvor alt stod i fuldt Flor.

Det var ogsaa ganske morsomt at se de mange Tyskere, uagtet jeg hader de Bæster, og der var noget i Ripensernes Jubel, som stødte min finere og ædlere Følelse og min Danskhed. —

Doktor B. havde tre i Logis; at de var gode imod dem var meget naturligt, men det Lefleri mellem de unge Damer og Officererne stødte os alle, uagtet vi godt kunde se, der stak en Skønhed næsten i hver Løjtnantskjole. En Dag var der Concert, Officererne havde skrevet Program til alle Familjer, vi fik ogsaa et, men vilde ikke nedlade os til at give Møde; der var saamænd ogsaa nok foruden os. De spiller udmærket, jeg har aldrig hørt dejligere Musik end Østerrigernes, de har nogle aparte, klangfulde Metalinstrumenter.

Den 24. Maj. Da jeg før sad og skrev til Maja, kom der Bud efter mig; der var kommen en østerrigsk Officer for at bestille Kvarter til 14 Mand, hvoraf vi skal have en Hauptmann og hans Oppasser. Det er et Tordenslag for os alle, men herved er intet at gøre. Herredsfogden var med. Her var en udmærket Scene mellem Pastor K. og ham, som jeg aldrig vil glemme. Præsten førte Tyskeren hen for Frederik VII's Billede og sagde: «Ja, her ser De vor elskede afdøde Konges Portræt, 85hvis Minde lever i alle danske Hjerter; De maatte ønske, De havde en saa folkekær Konge hos Dem.» Derpaa førte han ham hen til Eugène Beauharnais og sagde: «Og her ser De Franskmanden; til ham staar nu vort Haab». Tyskeren bukkede og saà gal ud. Jeg fandt det udmærket, men Fru K. blev ulykkelig for det, og senere kom Kusken ind med den Hilsen fra Herredsfogden, at den tyske Officer havde sagt, at, havde han ikke set, Præsten var syg, havde han ikke taalt hans Bemærkning, og han vilde bede ham være forsigtig med næste Officer, da det ikke var sagt, han vilde taale slig Tale.

Den 28. Maj.

Nu er altsaa Huset fyldt med Tyskere, og hvad vi længe har ventet som noget forfærdeligt, er nu sket, og som det saa ofte gaar i Livet, nu vi er i det, er det ikke saa slemt.

Vor Hauptmann er en smuk og nobel, høj, ung Officer med et rart, alvorligt Ansigt; han er forgudet af sine Soldater, som sagde, de brød sig ikke om godt Kvarter selv, naar blot han fik et godt Logis. Hans Oppasser er ogsaa rar, han hedder «Gallus» og gaar hele Dagen i Køkkenet; det er forbavsende, hvor han og Pigerne — især Kirsten — kan forstaa hinanden, han taler tysk, hun dansk og stundom — han dansk og hun tysk, et malebarisk Sprog, som de dejlig gensidig forstaar. Her er Liv i den ellers rolige Præstegaard; da han er Bataillonschef, stiller alle Soldaterne hver Dag her i Gaarden og præsenterer sig for ham. Forleden fik de alle Lønning, det var morsomt at se, og den Dag var vi alle, store og smaa, med Næsen paa 86Ruden. Soldaterne ligner vore Jenser og ser skikkelige ud, sølle Stakler, som er sendt saa langt fra Hjem og Slægt for at slagtes!

Vor Hauptmann var forleden i Ribe og kom hjem med Skødet fuldt af Kager til Børnene og Sukkergodt, hvad der forskaffede ham et Besøg af dem Dagen efter; han kyssede lille Hans tre Gange. Han har et Gods i Steiermark, er gift og har en lille Søn som Hans, derfor holder han saa meget af ham. Forleden viste han Præsten et Billede af vor «tapre Landsoldat» og den kongelige Familie og ytrede, vi havde ingen bedre Venner end Østerrigerne, som ikke mere vil slaas med os, men vende hjem, naar Vaabenhvilen er endt.

Den 30. Maj.

Alt gaar sin Gang, vi ser Tyskerne paa alle Kanter, men her er de skikkelige og Soldaterne morer sig prægtigt. Saaledes var forleden en af dem klædt ud i en af Pigernes Dragt og gik om som Dame med hele Sværmen efter sig. Disciplinen er streng, en af Soldaterne har siddet to Nætter i Klokketaarnet, fordi han kom for silde hjem, og en har ligget lænket af en anden Grund, som jeg ikke kender. Vor Hauptmann kom atter i Gaar hjem med Kager til Børnene, vi finder ham stadig yndig og nobel i sin Færd, og han synger saa dejligt; Pianoet er flyttet ind i Salen til hans Afbenyttelse.

I Gaar havde vi Besøg af to østerrigske Officerer, som kom for at besøge Hauptmannen, der var bortrejst. De kom da kun til Salen, hvor Præsten stoppede dem, de klagede over Kedsomhed, de sølle Bæster; ingen her vil have med dem at gøre. Vi gaar i stor 87Frygt for Elses Søn, han er den eneste i Sognet, som ikke lader høre fra sig; gamle Else er nær ved at dø af Sorg og er hoven af Graad, stakkels gamle Else! Jeg kan ikke udholde at se den Sorg og de Taarer.

Den 2. Juni. *

Nu er vi begyndt paa Aarets yndigste Maaned, men Tyskerne har nok i Aar taget vor Sommer, thi det fryser om Natten, og om Dagen gaar vi rundt med forfrosne Ansigter uden at føle en mild Luftning fra nogen Kant. Vi er bleven lidt bange for vor Hauptmann, thi Rygtet fortæller nu, han er saa streng mod sine Soldater, og at han stundom faar som Bersærkergang af Heftighed, saa vi er lidt urolige ved Tanken om at Vaabenhvilen snart er udløben, og at han saa som et rasende Menneske kommer ind og ødelægger og plyndrer alt.

Der er i det hele noget uhyggeligt ved Tanken om, at vi snart igen skal have Krig, til alle Sider er vi omringet af en mægtig Fjende. Hans hele Opførsel under Hvilen har her været beskeden og human, han vil ikke engang have mere end èt Vokslys tændt om Aftenen og vil ikke have Salen for ej at berøve «Damerne» Instrumentet, en Beskedenhed, som er større end man kan vente den af en Ven, end sige af en Fjende.

Den 6. Juni.

Dagene svinder i ensformig Ro uden politisk nyt, Østerrigerne opfører sig godt, og vor Hauptmann er rar, skønt vi har været vred paa ham, thi han har skudt vor Gøg og oven i Købet hængt den op i 88Gaarden paa en Dør som Trofæ. Først var han paa Jagt efter den i Haven, — denne vor kære Nattergal, som vi holdt af. Han laa som en kaad Dreng helt hen ad Gangen for at se, hvorfra den kukkede. Han har sagt til Pastor B., han ikke kunde sove for den om Natten, saa snart han lukkede Øjnene, hørte han det «Kukkeri». Han har noget barnligt ved sig og morer sig i al Uskyldighed, leger med sine Soldater, mader Høns og Ænder, springer over Snore og ser paa, at «Svip», Pastor B.s Hest, bliver striglet 2 Gange om Dagen, hvilket han har givet et Par Soldater Ordre til udføre; vi er bange, han tager hele «Svip», naar han har faaet ham smuk nok.

I Gaar var der stor Fest i Stenderup, vore Piger var budt med til Bal, men de hverken vilde eller maatte; Hauptmannen kom først hjem Kl. 5 i Morges, det var ikke for tidligt; de lod Raketter gaa op i Aftes.

Den 9. Juni. *

I Nat er alle vore Tyskere rejste, og her er bleven Ro og en underlig Tomhed i Huset, ja lille Hans gaar endog og græder, fordi de er borte, men haaber nu paa dansk Indkvartering. Vi var alle lidt vemodige ved at se dem drage bort, thi dels har de opført sig skikkeligt og dels hører det ikke til den menneskelige Natur — i det mindste ikke her i Danmark — at vedblive med at nære Had. Krigen er unaturlig, og det er forunderligt, den Tid ikke kan komme, da det ene Menneske ikke skal myrde det andet. Østerrigerne holder af de danske, de hader Prøjserne, siger de, og er kede af den hele Krig, de vil ikke slaa paa vore Soldater, 89men bliver næppe fri, der er vist ingen, der spørger dem om hvad de vil. Gallus (Oppasseren) var meget bedrøvet i Aftes og forsikrede, at nu gik de den visse Død i Møde i Stedet for at komme til Hjemmet, som de sukkede efter og havde haabet at komme til efter Vaabenhvilen. Det ser uroligt ud, men vi véd hverken ud eller ind. Vor Hauptmann kom ikke og sagde Farvel, men efterlod et Brev, hvori han bad Præsten hilse «den beiden Damen» — (Julie og jeg) og sagde, han «kyssede vore Hænder» — en Talemaade, han altid brugte, naar han bød Farvel; vi følte os jo smigrede over Venligheden, den lød saa ridderlig; her i Landet kysser Herrerne ikke paa Hænderne. Det er saa ynkeligt, at de sølle Østerrigere endelig skal bankes til at slaa paa os danske, naar de meget hellere vil være vore Venner.

Samme Dag senere. * Hvor stor var ikke min Forundring i Middags, da jeg stod ved Vinduet og vor Hauptmann kom knaldende ind i Gaarden og med glædestraalende Ansigt svingede Hatten til Vinduerne som en god gammel dansk Ven. I «Vejen» havde de faaet Kontraordrer, derfra skulde de vende tilbage til Kvarteret og blive endnu 14 Dage, da Vaabenhvilen er forlænget. De var alle saa glade og, ubegribeligt nok, jeg syntes ogsaa, her blev Lystighed i Præstegaarden, og at vi baade ude og inde med livlige Følelser saà vore tyske Kammerater drage ind i Gaarden. Julie og jeg mødte senere hele Regimentet, som kom marcherende, Soldaterne nikkede glade til os som Venner, der længe har været skilte. Der er noget glad gemytligt og i høj Grad godmodigt 90ved Wienerne, som minder mig om mine elskede Københavnere. De Stakler! De vil saa nødig slaas med os, nu bliver de vel fri.

Den II. Juni.

Medens Julie læser den franske Lektie med de ældste Børn, fordi jeg har spillet med lille Jenny, vil jeg skrive lidt i min Dagbog. I Gaar talte jeg første Gang med vor Hauptmann, thi her i dette danske Hus undgaar vi alle Møder og nøjes med en Hilsen uden Ord. Julie og jeg spadserede i Haven og vilde gaa ind for at faa lidt Skygge i det store Lysthus men blev meget alarmerede, da Hauptmannen sprang os i Møde som en Raket og indledede i den Grad en dyb Konversation om Krig og Fred, om Dans og Kortenspil, om Hjem og Børn, som han forsikrede, han elskede af ganske Hjerte. Han er mageløs livlig, men pludrer saadan paa, at man næsten ikke kan følge ham; det er vist, fordi han saa sjelden taler, saa skal han have sagt saa meget; det var, som man tog Tappen af en Tønde, men naturligvis er det god Vin, som kommer fra Tønden. Han er vakker baade at se og høre paa, og Samtalen varede ikke kort, vi fik meget at vide, men blev afbrudt af Stupigen, som kom og kaldte til Bords. Han fulgte os til Døren og gentog Ordene fra Brevet: «Ich küsse ihnen die Hände», — et Wienergalanteri, som hos os lyder saa gammeldags; men yndig er han.

Vi døde ikke i Synden, da vi kom ind, og de sagde alle med Pastor B. i Spidsen, at vi havde nok ikke løbet fra ham, men efter ham; vi gav Svar til Gengæld og sagde, at vi vilde gøre hvad der stod i vor Magt, for at faa en lignende, salig Time.

91

Den 14. Juni.

I disse Aftener har vi haft komiske Scener med vor Hauptmann. Han kom i Søndags hen til Køkkendøren, hvor Julie, Børnene og jeg stod, og spurgte om vi holdt af «Feuerwerk»? Hertil svarede vi «Ja» uden at tænke videre derpaa. Vi mærkede nok, han og Oppasseren havde travlt med at arrangere noget og hørte omsider, de agtede at afbrænde et Fyrværkeri til Ære for os. Der var Bal i «Stenderup», men Kl. 10 kom Indbydelsen til os om at træde ud i Haven, og Hauptmannen var gaaet fra Ballet for at antænde Fyrværkeriet. Folkene, Børnene, begge Præsterne samt Julie og jeg mødte paa Plænen; men trods alle Anstrængelser vilde det ikke tænde, og efter et Par Timers forgæves Venten gik vi ind, ledsaget til Døren af Hauptmannen, som baade var flov og gal i Hovedet.

For at give Vreden Luft gav han sig til at udskælde en fuld Soldat, som ogsaa havde forladt Festen og foretrak at være Tilskuer af Fyrværkeriet. Han blev jaget ind ad den ene Dør og kom ud ad den anden, saa han tilsidst for Ulydigheds Skyld skulde have rigtig Straf, og vi maatte have den rare Pastor B. ind for at bede godt for ham. Pigerne havde lukket ham til Side, og det var næsten komisk at se vore danske godmodige Piger slæbe af med den døddrukne, tyske Soldat, for at denne skulde slippe fri for Hauptmannens Straf — ventelig at ligge krum, thi det er det sædvanlige.

I Aftes tordnede og lynede det stærkt; vi fik Omelet, og vor Hauptmann fik ogsaa et Stykke op; af Glæde over det — thi han er en stor Slikmund — tror jeg, 92han sprang lige op af Sengen for igen at arrangere Fyrværkeri, thi i Seng var han, da Pigen bragte ham Omeletten.

Kort efter raabte Gallus ind ad det aabne Havevindue: «Nun geht das Feuerwerk», og ud kom hele Familien atter trods de flammende Lyn og Regnen, der dryppede fra alle Blade.

Scenen fra forrige Aften fortsattes, vi ventede og Krudtet futtede, men vilde ikke tænde. Nu tog Hauptmannen det Parti, ikke at blive vred, men forene sin Latter med vor og ledsagede os atter til Døren med Løftet om det en anden Aften. Forrige Aften sagde han: «Morgen ganz gewiss», nu sagde han: «Morgen vielleicht».

Maggi og jeg saa hvad der var skjult for de andres Blikke, at han var i dybeste Negligé, thi den store Kappe blæste til Side og lod os skimte den hvide Dragt underneden.

Den 16. Juni.

Den Dag, Pastor B. rejste, kom der en straalende østerrigsk Officer til Gaarden, og kort efter fik vi Bud fra Hauptmannen, om Fruen var hjemme; travlt fik vi med at gøre fint, da vi anede Besøg. Omsider aabnedes Døren og ind traadte — ikke vor Hauptmann, som aldrig har haft Benene inden for vore danske Døre; men den fremmede, der præsenterede sig selv som Hauptmann — jeg husker ej det malebariske Navn; han logerede paa S — skov og mødte som Oldgrandsker for at faa Oplysning om en stor Runesten, der staar ved Kirken. Det var heldigt, Fru K. vidste den latinske Inskription, og nu maatte vi rask tale op 93med ham, saa godt vi tre Stympere formaaede. Vi viste ham Stenhamrene, og han saa paa Malerierne o. s. v.

Han var en smuk Mand med et gyselig strengt Blik, et rigtig Fjendeudtryk, vel høflig og gentil, men med et Udtryk i Øjet, som om det vilde være ham et lige saa let som behageligt Arbejde, at bore en Dolk gennem os alle tre. Jeg kan ellers ganske godt lide, naar en Fjende møder som Fjende, thi jeg har altid fundet, at Østerrigerne er for sødttalende.

Nu rejste vor Hauptmann til Ribe, naturligvis for at købe et nyt «Feuerwerk».

Den 27. Juni.

Mange Dage er forløbne, siden jeg sidst skrev, Tyskerne er rejste, og før Afrejsen havde vi to Gange «Feuerwerk». En Aften gik jeg nede i Haven, vor Hauptmann og «Gallus» kom hen til mig for at spørge om jeg vilde se «Feuerwerk», jeg bad, om jeg maatte hente de andre, som ogsaa kom alle Mand, endog Fru K., hvilken sidste holdt sig i tilbørlig Afstand. Raketterne gik godt og tabte sig i Himlen som Stjerner, Børnene var henrykte, thi de har jo aldrig set sligt, og jeg, sølle Stakkel, fik ligesom lidt Tivolifornemmelser, uagtet jeg ikke fandt Lighed mellem her og der, men det er saa længe siden jeg har været med til lidt Gøgl. Raketterne blev skudt ud med Hauptmannens egen Haand og gik godt og højt, hvorimod en Troldkælling ikke vilde tænde. Et Par Kanoner gik godt, men et Ildhjul faldt ned af Træet, hvori det var hængt op, netop som det gik allerbedst. Hele Haven stod i Røg og Damp og myldrede af Østerrigere.

Det var forunderligt nok at se vor stille, danske 94Præstehave omskabt til et Tivoli og alle de glade tyske Soldater mellem os danske, de hoppede og klappede for hvert Knald. Wienerne minder mig altid om Københavnerne, det samme barnlige godmodige og glade som mine elskede derhjemme over Sø og salten Vove.

Den i saa høj Grad udpræget dansksindede Pastor K., bestod en haard Kamp mellem sit Had til Tyskerne og sit gode Hjerte, som ikke tillader ham at hade det enkelte Individ.

Den Aften var Hauptmannen ret i sit Es, fordi hans «Feuerwerk» endelig lykkedes. Han indbød os til at gæste sin Familie i Østerrig, saa skulde han rigtig more os, han antager vist, at det i det mindste er Julies og min Opgave blot at more os, thi han taler kun med os om Dans og Lystighed, han finder, vi faar for lidt af den Slags.

Den Aften var han fornøjet baade med os og sig selv, thi han lovede os to lignende Aftener, og det i langt større Stil. Næste Dag kom Gallus henrykt løbende til os og fortalte, de havde faaet Vaabenhvile i to Maaneder, og hans Herre rejste til Halsted lige saa henrykt for at udbede sig Permission for med Gallus at tage hjem til Østerrig i den Tid. Gallus var helt forvirret af Glæde ved Tanken paa Besøget hos Fader og Moder, han klappede i Hænderne, og Herren kørte lige saa glad til H—sted. Dog — Glæden fik en brat Ende, han kom meget bedrøvet og nedslaaet hjem, Rygtet var usandt, som havde staaet i «die Presse», Afmarchen var bestemt til to Dage senere.

Den sidste Dag var Præsten med Frue og Julie i 95Ribe, jeg skulde blive hjemme for at indgyde Fjenden Respekt. Julie havde om Morgenen talt med Hauptmannen nede i Haven, hvor han havde lovet at vente med Antændelsen af Fyrværkeriet, til de kom hjem, dog kunde dette Løfte ikke holdes, thi de skulde tidlig op for at afmarschere næste Dag; de ventede en Time men saa blev det futtet af.

Der var den Aften saa mange Østerrigere, at Tonen blev altfor munter, og Børnene og jeg maatte trække os tilbage til den lille Lund, da jeg ikke fandt det passende at staa i al den Komers. Saavel Gaardens Folk som Tyskerne var saa kaade, og mange fremmede var strømmede til, omkring fra Sognet, baade tyske og danske. Tyskerne var vemodige ved Afskeden fra Sognet, hvor de har haft det godt under den lange Vaabenhvile, dog mindre end første Gang. Hauptmannen bad Præsten om Tilladelse at skrive og sende «Kleinigkeiten», naar han kom hjem til sit Gods.

Dagen efter kom 4 stakkels Østerrigere, som havde ligget paa Haderslev Lazareth. De kom for at spørge om Vej, og saá lidende, syge og bedrøvede ud. Jeg maatte gaa, fordi jeg kom til at græde og løb lige mod Julie, som gik af samme Grund. De fik Kaffe og Frokost i Overflødighed, og jeg mindedes Skriftens Ord: «Hungrer din Fjende, giv ham Mad; tørster han giv ham Drikke». —Det var netop denne Tanke, som rørte mig; de sad her ved Fjendebord, vildfarende, lidende og ulykkelige, de Stakler, i et fremmed Land, langt fra alt hvad de elskede. Denne Medlidenhed med Fjenden er en forfærdelig Følelse! —

96

9. Juli.

Vor noble Hauptmann med sine Folk drog gennem Halsted forleden; den Nat drømte jeg saa meget om ham, han har vist sendt os en Tanke paa den Tur. Gid han levende maa komme hjem til sin unge Kone og lille Dreng; hans hele Optræden her var saa ædel, saa man glemte, han var en Fjende. Vi fik alle saa mange Hilsener fra ham med Manden, som kørte ham til «Vejen».

Stakkels gamle Else har nok mistet sin Søn; vi har længe gaaet i Bekymring for ham, da hun slet ikke hørte fra ham efter Dybbølslaget. Hun har grædt i al den Tid, som Hjertet skulde briste, det var næsten ikke til at udholde at se paa hende. Præsten skrev forleden til Regimentschefen og fik det Svar, at ingen vidste noget om ham, han var enten død under Kampen, eller ført saaret bort; alle Oplysninger var umuligt at opspørge. Stakkels gamle Else! Hendes Sorg er uden Grænse. Pejter var jo hendes Glæde og Lyst her i Livet. Vor Herre bringe hende sin Fred og Trøst; thi vi andre Stakler formaar saa lidt her.

Dorthea Kokkepige har været paa Als at besøge sin Broder; hun gik 10 Mil, og forsikrede, hun kunde gaaet dobbelt saa langt blot for at sé ham; ja, hun gik jo 20 Mil, thi hun gik jo ogsaa tilbage. De to Sødskendes Kærlighed er i høj Grad rørende; han stod paa Vagt, da hun kom, og kendte hende ikke, da hun søgte ham der; —men «Jøsses» —sagde hun, «sikken Glæde der blev, han blev lige saa murehvid, og ingen af os kunde tale». — Nu ligger han maaske ogsaa død, 97thi vi har jo mistet 3,000 paa Als, da Tyskerne tog den.

Hvilken forunderlig Ulykke vi har med os i denne Krig, som om Gud ret vil have os i Knæ; vi har vel trængt til det, vi var vist ikke ydmyge nok, da vi begyndte!

Den 13. Juli.

I Aftes var Herredsfogdens her, Vejret var dejligt, vi drak baade Kaffe og The i Haven; her var saa behageligt og hyggeligt. Om Aftenen fik vi megen Musik, vi gav alle Bidrag; dejligt, man har de smaa Glæder inden Døre, og en Lykke, man midt i alle disse Ulykker dog kan lade sig hendrage dertil og for en Tid glemme det stakkels Land og de mange bedrøvede Mennesker.

Den 18. Juli.

I to af Egnens Præstegaarde har Fruerne gjort Skandale ved deres Lefleri med Fjenden, saa selv Officererne fandt det væmmeligt, og det vil sige meget, da det var dem, som fik Viraken. I Præstegaarden hos os kom Fjenden ikke inden for Familjens Døre, det eneste Samkvem vi havde, var det lille «Feuerwerk»; men hos de Familjer, der omtaltes paa E., dansede Fruerne og Lærerinden med dem om Aftenen; det gør ikke nogen dansk Kvinde Ære. Flere Damer i enkelte, ja to, Nabobyer har ligeledes prostitueret sig. Det er sørgeligt, at vort Køn i en saadan Trængsels Tid kan forglemme sig; her er utallige Historier i den Retning. Igaar fulgte Hr. og Fru L. os til H. Den ældste Søn er kommen hjem fra Krigen; hans Bryst har faaet et stærkt Knæk, saa han vel næppe kommer til Kræfter mere. De stakkels «Jenser» har gennemgaaet 98saa meget med Nattevagt o. s. v., da vi nu har saa faa. Han havde staaet Strandvagt i 3 Nætter i Træk, og de faa Timer, han sov, tilbragte han i et aabent Skur, hvor det blæste og regnede ind. Han sagde, at de Soldater han levede imellem, ærgrede sig meget over de højere Officerers Tolerance lige over for Fjenden. Dagligen, naar de blev afløst fra Nattevagten, fik de en Kugleregn fra Fjenden; men de maatte ikke besvare den, sagde Officererne, for ikke at irritere Fjenden; det lyder mistænkeligt. Mange af de lavere stillede Officerer siger, at de snart ikke mere kan være bekendt at tjene i den danske Armé; thi der er saa mange mistænkelige Ting, som forefalder, der tyder paa den sørgelige Vished, at der er Forræderi med i Spillet.

Et sørgeligt Syn var det paa Herregaarden E. at se de mange Ægtvogne, som kom fra Varde, fyldt med store Læs af Sæd, Tobak, Urtekram o. s. v. Først kom en Flok tyske Husarer, saa 60 Vogne med fyldt Læs, og saa sluttedes Toget atter af Husarer og en lukket Vogn med nogle Embedsmænd, de bragte med som Arrestanter. Hvad der var det værste var, at de hele Vejen har banket paa vore Bønder. At tænke sig, at vore frie selvstændige Bønder skal danse under Svøben, det piner Hjertet.

Den 23. Juli.

I Gaar gav jeg Ferie, et Tidspunkt Børnene, saa vel som jeg, hilste med Glæde, og dog var jeg ulykkelig, da vi sang vor Afskedssalme, thi jeg kunde ikke lade være at faa Taarer i Øjnene og vilde nødig have, Børnene skulde se det. De sad med deres glædes-straalende 99Ansigter og vilde vist antaget mig for smaatosset, om de havde set en Taare i mit Øje, hvorfor jeg af al Magt søgte at trænge den tilbage.

Saa uendelig mange Tanker greb mig, da vi sang: «Til vor lille Gerning ud, gik vi smaa fuldglade, Viljen saá den kære Gud, hjalp os, som vi bade». Har vi bedt ham paa den rette Maade? Og har jeg og vi alle været opfyldt af vor Gerning i den sidste Tid? Nej og atter Nej! — Meget andet har opfyldt vor Sjæl og vor Tanke end Gerningen paa Skolen, den har i lang Tid været en Biting, og ofte har vi været opfyldt af andre Ting og sløjet af med den.

Dagbogen fortsættes, om end kun med sparsommere Bidrag, under en Rejse i Sommerferien, og efter at Lærerinden igen er vendt tilbage til sin Præstegaard. Saaledes noteres, den 12. September:

I Gaar havde vi Besøg af H. G. med alle B.s Børn, som bragte mig to Breve, en sjælden Gave i denne Tid. Det ene var fra Skanderborg, hvor de har haft det strengt; siden 12. Marts Indkvartering og Plager i alle Retninger; hele Brevet er en lang Jeremiade. Det andet var fra min kære, trofaste Anna, men af en mere livlig Natur. Det indeholder ikke Klager, men Skildringer af Forlystelser, som de for Tiden svælger i i Køge; en forunderlig Modsætning! Der ligger 800 Mand, der iblandt 50 Officerer og utallige frivillige Studenter og Kunstnere, som tjener Værnepligten af paa den Maade. Disse i Forening gør ikke andet end arrangere Forlystelser. Modsætningen er skærende — mellem Livet i Jylland og Livet paa Sjælland, men 100Forholdene bevirker det; vi sidder her med vor Sorg, omringet af Fjenden, og synes, at alle maa føle som vi.

Den 2. Novbr. bemærker Forfatterinden selv, at hendes Optegnelser nu kun uegentligt tør kaldes for en Dagbog. «Freden er underskreven», siger hun, «det værste, som kunde ramme os, thi ved dens Underskrivelse er Haabet om at beholde Slesvig tabt. Hvor Grændsen skal være, véd jeg ikke; men den skal vist meget nordlig, thi der skal være Takkefest i Prøjsen, et Bevis paa, at Resultatet er sørgeligt for os.

Saaledes endte altsaa denne Krig, som har kostet saa meget dyrebart Blod, saa mange Taarer, og ak! saa megen Skændsel, thi at Forræderi har været iblandt vort Folk, derom haves ingen Tvivl, siger de, som har Indsigt, og denne ulykkelige Tid vil staa med sorte Pletter i vor Historie.

Det er en forunderlig Tanke, at Gud ikke har været med vor retfærdige Sag; men han har vel fundet, vi trængte til dette Tugtensris, siden det er kommet; thi Hovmod og Letsind har trængt sig sørgeligt ind i Folket, saa knækkes skulde vi vel. Jeg kan ikke taale at synge Fædrelandssange eller sligt; det er saa skærende — naar vil Danmark forvinde det? For Øjeblikket har man en Følelse, som vil det aldrig forvindes. —

Endnu forekommer der en Hændelse, som bringer Fjenden en sidste Gang i umiddelbar Berøring med Præstegaarden og dens Beboere. Herom berettes, den5. Novbr.:

I Aftes var her et Læs Tyskere af dem, som var her i Sommer, for at efterspore en stakkels Desertør. De satte Heste og Vogn ind i Stalden, fik noget at 101spise, ladede deres Bøsser, tog en Jernlænke frem til at binde ham med, om de fandt ham, og begav sig paa deres blodige Jagt.

De gik hele Natten i Mørke og søgte efter ham; vi var i Dødsangst for ham, at de skulde finde ham, men Gud ske Lov kom de tilbage med uforrettet Sag!

Fra nu af forekommer kun enkelte, med lange Mellemrum nedskrevne, sørgmodige Betragtninger over Freden og Landets Tilstand eller Optegnelser af ganske privat Natur. Man mærker, hvorledes Dagbogen kun fortsættes paa Grund af gammel Vane, indtil den den 19. December ganske stille dør hen. —

102

Fyenske Almuesfolk.

Uddrag af 45 Breve, vekslede mellem Mand og Hustru.

Manden, Gunner, er en 28-aarig Arbejdsmand i Odense, Husmandssøn fra Assensegnen, under Krigen Underkorporal i 19. Infanteri- Regiment.

Hustruen, Dorthea, er en 39-aarig Gaardmandsdatter fra samme Egn. De har været gift i et Par Aar og begge kun nydt Almueskolens Uddannelse.

Allerede fra Nyborg, inden Afrej sen til Slesvig, skriver Manden den 29. Novbr. 1863 et Brev, angaaende forskellige praktiske Ting, hans civile Tøjs TilbagesendeIse m. v., og slutter:

... men nu vil jeg ønske dig al Held og Lykke, og at Herren vil holde sin beskærmende Haand over Eder alle, og at Herrens Engel maa omsvæve Eder, og at du, min udvalgte, maa bære dette med Taalmodighed til den Dag, da Herren vil føre mig tilbage til dig, min udvalgte og bedste Ven paa Jorden. Dog jeg haaber med Guds Hjælp, at det ikke skal vare saa længe, og da vil min Hjemkomst vist blive lige saa glædelig som min Bortrejse var bedrøvelig.

103

... Og til Slutning hilses du tusinde Gange fra din oprigtige og kærlige Ven og tusinde Hilsener til mine smaa Piger fra deres kærlige Fader.

En Skrivelse fra Frederiksstad af 3. December fortæller lidt om Byen og Indkvarteringsforholdene,

... men hvad ellers det skal blive til, véd vi endnu ikke; men vi haaber dog, at det snart skal faa en Ende, at jeg kan komme hjem til dig, min allerkæreste Ven, og Gud give, at det snart maatte ske, for det er jo min, den kæreste Glæde paa Jorden at komme hjem til Eder, mine eneste, Eder, som jeg elsker fremfor alle paa Jorden ...

Begge Breve er overskrevne: Min kære, høj elskende Kone!

Herpaa svarer Hustruen fra Odense den 8. December: Min kære, højtelskende Mand! *

Da jeg i Dag har modtaget dit kærlige Brev, vil jeg straks svare derpaa. Jeg kan nok tænke, at du længes lige saa meget efter Brev som jeg, for det er jo min eneste Glæde og Trøst at faa Brev fra dig. Det glæder mig dog meget at høre, at du kommer i Seng. Gud gid det kan vedvare; men desværre, det er jeg bange for, at det kan ikke, for Rygtet gaar her i Dag, at Tyskerne er rykket ind i Holsten. Hvad jeg hidtil ikke har været utaalmodig, maa jeg nu blive, men jeg vil bede Almagtens Gud holde sin beskærmende Haand over dig, at Guds Engle maa omslynge dig, saa er du jo uden al Fare.

Ja, min kæreste Ven her paa Jorden, jeg kan ikke beskrive mine Bønner og Ønsker over dig; men Gud give, at de maa blive bønhørt, at du maa 104komme lige saa rask hjem til mig, som du rejste bort fra mig, og da er der dog ingen større Glæde for os, end naar vi samles igen, og Gud give, at det snart maa ske! Men jeg vil bede den gode Gud at give os Taalmodighed paa begge Sider til at bære alt, hvad der er forelagt os, og give dig Kraft og Styrke til at udføre, hvad der er bestemt for dig.

Gud gid jeg havde Pengene, jeg kunde leje for dig, da holdt jeg ikke den sidste Skilling for god, og jeg har i Drømme flere Gange set, at du kom hjem. Ja, Gud gid, at den Dag var nærmet sig!

Vi er dog ellers raske. Din lille Pige har været temmelig urolig, siden du rejste, men det er naturligvis min Skyld. Jeg skal hilse dig fra Peder, Maren og Marie og især fra Rasmus, han har været to Gange inde at se til mig. Min kæreste Ven, kan du ikke faa saa megen Tid at skrive et Brev til dem, det har Rasmus bedt om; du kan jo lægge det inden i mit. Rasmus begynder at frygte, for nu er der indkaldt lige til Forstærkningen; men saa bliver der nok lejet for ham.

Min kæreste Ven, trænger du ikke til Penge? Da skriv endelig til mig, saa skal du faa, og jeg har købt 2 Pund Smør, hvis jeg maa sende dem til dig, og noget Kød eller Ost kan du ogsaa faa, hvis det kan lade sig gøre at sende det til dig. Lad mig endelig vide, hvad du trænger til, det skal du faa, for saa vidt det staar i min Magt.

Jeghar i Dag ogsaa modtaget Brev fra din Moder og har bestemt at skrive til hende i Morgen og saa give dem din Adresse. De har ikke modtaget det 105Brev, vi skrev til dem, for de spørger, om vi har faaet Gaasen.

I Dag har jeg meldt mig, for der bliver uddelt Hjælp til alle dem, hvis Mænd er rejst i Tjenesten; men hvor meget véd jeg ikke endnu. Jeg mødte Hans Pedersen paa Gaden en Dag, og fik den Daler, han skyldte os. Jeg har faaet 700 Tørv à 24 Skilling Hundrede. Jeg har faaet lidt Uld at karte og spinde, saa med Guds Hjælp har det ingen Nød for os. Den II. Decbr. følger et Brev af ganske lignende hidhold. Efter praktiske Oplysninger om Brevforsendelsen følger Udtryk for hendes Længsel, til Dels i de samme Ord og Vendinger som tidligere:

... det er min eneste Glæde og Trøst at faa (???)rev fra dig. Gud give, den Dag var naaet, at du var hjemme hos mig, da var al min Sorg slukket, da var der dog ingen større Glæde for mig, da var mine glade og lykkelige Dage igen indfunden sig, o, da vilde jeg af Hjertet takke Gud og prise mig lykkelig! Men Gud véd, hvornaar det sker; jeg synes, at det ser saa mørkt ud; her gaar Rygtet, at de om nogle faa Dage skal slaas, saa det er jo ikke godt at være taalmodig, men Gud give os begge Kraft og Styrke til at bære den tunge Skæbne, der er paalagt os, og Gud holde sin beskærmende Haand over dig, at hans Engle maa omslynge dig, saa er du jo uden al Fare, og at du maa komme lige saa rask hjem til mig, som du rejste fra mig ...

Slutningen af Brevet opfordrer ham indstændigt til endelig at skrive om hvad han trænger til.

Manden svarer fra Meldorf den 14.. Decbr.:

106

Min kære, højtelskende Kone!

Da jeg i Aftes og i Dag har modtaget begge dine Breve, tager jeg straks Pennen for at tilmelde dig, at jeg, Gud være lovet, har det meget godt; men det kommer jo an paa, hvor længe vi skal blive liggende her, for det bliver vistnok snart afgjort, til hvilken Side det saa bliver; men de fleste mener dog, at det ikke bliver til Krig, og det ønsker vi ogsaa alle, at vi kunde blive fri og saa snart kunde komme hjem til Eder, mine kæreste, og Gud give, at det snart maatte ske, saa var jeg glad og lykkelig. Men vi maa have Taalmodighed, for den gode Gud, han styrer nok alting paa det bedste, vi véd ikke, hvorfor det skal være godt, for Gud prøver Menneskene paa saa mange Maader, men slaa blot din Lid til ham, for han mager nok alting paa det bedste, og paa ham kan vi sikkert stole. Og Gud holde sin beskærmende Haand over Eder, og at I maa leve lykkelig og være frimodig, for Gud hjælper os nok til det bedste, min kæreste og hengivneste Ven ...

Den 16. allerede skriver hun fra Odense:

Min kære, højtelskende Mand!

Jeg har i Aften modtaget dit kærlige Brev, og det er min største Glæde og Trøst at høre, at du er rask og har det godt, saa Gud give os begge Taalmodighed indtil at du kan komme hjem til mig. Jeg længes saa meget efter dig. Du hører ikke, min kære Ven, hvor ofte vi siger: Gid vi havde Fader hjemme! Augusta siger saa ofte til mig: Græder du 107nu igen, Mo'er, du har jo dog ikke nødig at græde, for vi har jo dog noget at spise endnu, og jeg har jo givet dig alle mine Penge til Brød og Smør. Men hun faar altid det Svar: Jeg græder ikke for Penge, men for Fader, og saa siger hun: Ja, bare han var hjemme, saa var jeg saamænd glad. — Ja, det ønsker vi tusinde Gange. Det er en stor Glæde at se din lille Pige, hvor hun forfremmer sig. Gid du saá det! Jeg ser saa ofte i Drømme, at du er hjemme ... I Dag siger de, at paa Lørdag rykker Tyskerne ind i Holsten, og det er den Dag, da Kongen skal bisættes, og saa tror de, at de kommer til at slaas den Dag, men Gud forbyde det; Gud give, at det kan blive stillet hen foruden Krig! Gud holde sin almægtige Haand over dig, thi den, Gud bevarer, er uden al Fare ... Fra din kæreste Ven Dorthea J.

Under den strenge Kidde i Slutningen af December Maaned frygter Dorthea for, at Manden i sine Breve ... «vistnok ikke nænner at fortæller mig saa strænge du har det ... hvordan havde du det med dine Fødder paa Marsen? ... Gud holde sin beskærmende Haand over dig, og Gud gid mine Breve maa altid træffe dig ved et godt Helbred og et taalmodigt Sindelag ... Maa jeg sy et Mavebælte og sende til dig, det kan vist nok være meget nødvendigt! Kom hjem at holde din Fødselsdag hos mig; hvis jeg vidste, at du snart kom, saa vilde jeg købe en Gaas til Steg ...

Tusinde kærlige Hilsener til dig, min søde Ven, fra 108mig og dine smaa Piger. Vi er, Gud være lovet, raske og ønsker at høre det samme Gode fra dig.

Fra din kære Kone Dorthea J.

Juleaften skriver hun:

Min kære, højtelskende Mand!

Din kærlige Skrivelse af 20. dennes har jeg med Glæde modtaget. Det glæder mig meget at høre, du er rask; samme Gode kan jeg tilmelde dig fra os ... Medens de andre morer sig i Aften, da skal min Fornøjelse være at skrive til dig. Gud gid du var saa nær, at jeg kunde tale med dig, da var der jo ingen større Glæde for mig. Men Gud véd, om den Dag er ikke nærmere, end vi tror; jeg beder saa meget dertil, thi naar Nøden er størst, er ofte Guds Hjælp nærmest.

Min kæreste Ven, sig mig, hvad din Juleaftensmad bestod af. Jeg har i Dag købt et Fireskillings Hvedebrød, og deraf spiste vi os et Stykke til et Kop Kaffe, saa vi var ligesaa tilfreds med det, som de andre med deres rige Maaltid.

I Morgen skal vi have Suppe, for vi har faaet nok et Stykke Kød fra Slagteren. Jeg skal hilse dig fra Rasmus i A—. Han bød os derop i Julen, men jeg takkede for Budet. Det er langt fra, at jeg kan trække den lange Vej med Barnet paa denne Aarstid.

I Dag har vi faaet Penge igen. Du maa tro, min kæreste Ven, at det er underligt for mig, hver Gang jeg skal hente Penge. Jeg kunde ikke skjule mine Taarer i Dag, da jeg stod dernede, og 109saa spurgte den ene af Herrerne, om jeg nylig havde hørt fra Manden. O, min kæreste Ven her paa Jorden, Gud give, at den Dag var oprunden, at du bestandig maa blive hjemme hos mig. O, da kunde der jo dog ikke tænkes nogen større Glæde for mig. Vores lykkelige Dage, de var kun saa faa, men Gud kan jo gøre dem dobbelt glade og lykkelige, naar du nu kommer hjem til mig igen. Der er maaske mere godt tilbage for os, end vi selv kan forudse.

Jeg gratulerer dig paa din Fødselsdag og ønsker dig alt Held og Lykke i Fremtiden, og den gode Gud altid holde sin beskærmende Haand over dig! Jeg har tænkt at bage en lille Kage til os til din Fødselsdag og ønsker, at du, min bedste Ven, kan komme og spise med. Hvis jeg blot kan tænke mig en Ting at sende dig til den Dag, men jeg véd ikke, hvad det kunde være. Hvis du kan sige mig noget, da skal du faa det. Glem ikke et Par Ord til Maren og Peder. Tusinde kærlige Hilsener fra mig og dine smaa Piger og fra din kære Kone

D. J.

Kom snart hjem til os!

Af Mandens Breve til hende i December og Januar Maaned er det af 30. December særlig typisk: Min kære og højtelskende Kone!*

Jeg tager i Aften Pennen for at tilmelde dig, min kære og højtelskende, at vi nu er afrejst fra Meldorf til Frederikstad. Vi rejste fra Meldorf i Søndagsaftes Kl. 4½ og kom til Heide om Aftenen Kl. 7; der blev vi saa indkvarteret den Nat. Næste Dag maatte 110vi paa Forpost, og i Gaar maatte vi marsere hertil; det var en meget stram Mars, vi kom først i Kvarter Kl. 6½, og i Dag maatte vi paa Arbejde Kl. 7½ over i Holsten paa en Skanse, som bliver sløjfet; det er en Skanse, som er opført i Sommer og er kuns lige bleven færdig og, efter hvad de siger, har den kostet 60,000. Det er mange Penge til ingen Nytte, men de maa jo ikke have den der, derfor bliver den nu ødelagt, for at Tyskerne ikke skal faa noget Gavn af den. Efter hvad vi hører, bliver vi vistnok ikke her ret længe, vi skal nok til Mysunde; men hvornaar ved vi ikke endnu.

Indskusionstropperne har nu besat hele Holsten; da vi rejste fra Meldorf, samme Aften, rykkede de derind, og samme Dag som vi rejste fra Heide skal ogsaa de besætte den, saa Gud skal vide hvad det skal blive til; vi maatte jo snart ønske, at det maatte blive afgjort, til hvilken Side det saa skal blive, endskønt jeg tænker, at det nok bliver godt.

Vores Juleaften var god, vi fik Flæskesteg og Kartofler og et Stykke Julekage og et Glas Vin, saa det var jo meget godt i de Omstændigheder, vi har det; men vores Nytaarsaften vil vistnok ikke blive saadan, for vi ligger saa mange her og alligevel giver Indbyggerne os ikke noget her.

Jeg har det ellers godt, har et meget godt Helbred og bærer min Skæbne med Taalmodighed; ja Gud give, at den Dag var kommen, at jeg maatte komme hjem til dig, min udvalgte og aller kæreste Skat, ja, jeg beder saa ofte derom, og Gud give, at min Bøn maa vorde opfyldt. Himlens Herre bevare Eder 111og gid hans Engel maa omsvæve dig og vifte al din Sorg og Nød bort og give dig Taalmodighed, og slaa kun du din Lid til ham, han hjælper nok, og. han er den bedste Hjælper, saa haaber jeg med hans Hjælp, at vi forenede maa med Glæde samles for aldrig mere at adskilles, førend Gud engang skal adskille os.

Jeg skal hilse dig fra Søren J., jeg og han er nu Sloffer her. Nu slutter jeg med tusinde Hilsener til dig min allerbedste og kæreste Ven, og til mine smaa Børn sender jeg mine Hilsener. Lev vel, min bedste Ven!

Gunner C.

Jeg ønsker dig et glædeligt Nytaar og al Lykke og Held, samt at vi maa snart samles igen.

Gunners andre Breve fra denne Tid er nærmest kun Varianter af det samme Themasom Grundmotiverne i dette sidste Brev jo allerede forekommer anslaaede og tildels udførte i tidligere. Der tilføjes kortfattede Oplysninger om Kvartererne, Øvelserne, den vanskelige Lejlighed for at komme til at skrive, lidt om Danevirkestillingen o. lign.

Efter Retræten fra Danevirke har Hustruen i længere Tid ikke hørt fra sin Mand, og hun «har gjort sig de mangfoldigste Tanker». Hun har «hørt og spurgt alle Vegne, men alt forgæves indtil i Dag, da gik jeg paa Hospitalerne, og endelig fandt jeg en Mand fra 6. Kompagni og sagde, at han havde talt med dig for 112otte Dage siden, da var du rask. Du kan tro, min kære Ven, at det letted godt paa mig».

Dagen efter, endnu inden hendes Skrivelse er sluttet, modtager hun Mandens Brev«med stor Glæde». Hun har sendt ham Penge og spørger, om de rigtig er komne, ellers har hun taget Bevis paa Postkontoret og skal nok sørge for, at han faar dem. «Jeg har meget Mod paa at rejse til dig, blot jeg vidste, hvem jeg kunde faa til at passe min lille Pige ... Min Sorg er alene for dig, jeg kan ikke beskrive mine Ønsker og Bønner over dig, min kære Ven, men Gud give, at de maa blive bønhørt, at den almægtige Gud maa holde sin beskærmende Haand over dig og føre dig med Helbred hjem til mig, for der er jo kuns hans Hjælp at stole paa. Sig mig, min kære Ven, om du har modtaget et Himmelbrev fra mig? Jeg kan ikke beskrive min Glæde over dit Brev; min Taalmodighed var nær ved at gaa over. Sig mig, om du kommer i Seng.

Du hilses tusinde Gange fra din kære Kone og Børn, vi er raske.»

Under Datoen den 26. Februar 1864. fortsætter hun:... Du er aldrig ude af mine Tanker, især om Aftenen, naar jeg gaar til Sengs. Den maa du dog bestandig savne. Du havde nu heller ikke det Held at komme her til at lære Rekruter. Jeg har nu tænkt, min kære Ven, at sende lidt Smør, et Ost og et røget Kød eller en Rullepølse, hvilket du helst vil have ...

Rygtet har gaaet her i disse Dage, at Tyskerne har trukken dem tilbage over Kongeaaen. Er det 113Tilfælde, min kære, mon I da ikke kan blive fri for at slaas med dem, det var jo dog at ønske, og Gud give, at der var en Ende paa det ...

Vi har nu talt saa smaat om, min kære Ven, at faa den lille Pige i Kirke, jeg véd ikke, hvad du synes, hun bliver saa stor, jeg vilde ønsket, du kunde se hende, og jeg kan jo bedre gøre lidt af det [@9@/9: nøjes med at gøre lidt ud af det] naar du ikke er hjemme ...

Jeg skal hilse dig fra saa mange, at jeg kan ikke huske det ... gid vi snart maa have den Glæde at samles for aldrig mere at adskilles, førend den gode Gud vil adskille os ...

Manden skildrer sit Feltliv i Brev fra Fredericia den 21. Februar:

Min kære, højtelskende Kone!

Da jeg nu har ventet saalænge og ingen Brev har faaet fra dig, min kære, højtelskende, vil jeg i Dag tage Pennen for at underrette dig om, at jeg nu er kommen tilbage til Fredericia efter at have været paa Forpost ved Kolding en otte Dages Tid. Vi var paa Forpost hveranden Dag; men Natten imellem Onsdag og Torsdag blev vi blæst ud og maatte trække os tilbage til en By, som hedder Gudsøe, og der maatte vi saa tage Forpoststilling, og saa maatte vi ligge paa Marken den Nat. Det var den tredje Nat, at vi havde ligget paa Marken, dog uden at vi naaede at se dem; men den ene af vores Batailloner kom dog til at skyde paa dem, men vi 114har endnu ikke været i Lag med dem, og det er jo ogsaa det bedste at være fri for.

Der er et af vores Regimenter, det er første, de har tabt temmelig mange; det er Københavnere, de fleste, og saa de andre er Sællændere, de har mistet omtrent Halvdelen, men en stor Del er taget til Fange, og ellers de andre har dog ikke tabt større endnu. Men Gud ved, hvorledes at det nu skal gaa, om Stormagterne nu ikke vil tage dem lidt af Sagen, da de nu er gaaet over Grænsen ind i Jylland, for ellers paa den Maade kan de jo oversvømme hele Landet, for vores den lille Hær kan jo langtfra ikke staa sig imod den store Overmagt, som disse to store Riger stiller imod os; men jeg haaber, at Stormagterne vil nok nu gøre en Ende paa det ...

I et Brev tre Dage senere genfindes de samme fredsommelige Tanker: ... Vores og de fjendtlige Forposter staar jo ikke ret langt fra hverandre, men Gud véd, om de snart vil rykke paa, for de har jo staaet der længe endnu; men det kan jo være, at de slet ikke kommer herned, hvilket var jo ogsaa det bedste for os ...

I Løbet af Marts Maaned skt iver Hustruen en hel Række Breve:

Odense, den 8. Marts 1864.

Min kære, højtelskende Mand!

... Vi har spurgt, at Fader er syg, men Gud give, at han maa leve lidt længere endnu, det er vistnok Gavn for os. Erindrer du, min kære Ven, paa Tirsdag er det vores Bryllupsdag. Gid du var hjemme, saa kunde vi dog fejre den!

115

I Søndags Nat drømte jeg, at jeg fandt 2 Frimærker, hvorpaa stod 2 Kroner, og syntes jeg, at det var Sleppengren og Demesia [Schleppegrell og de Meza], og saa under hver af dem stod disse Numre 1792 og 1764, og for nogen Tid siden drømte jeg om 50. Jeg er nu meget paa Tanke om, at hvis der blev sat paa disse to høje Numre, da blev der vunden. Hvis at der ikke maa være 17 foran i dem begge, maa der være 18 i det sidste, for det saà jeg først, men saa syntes jeg, at det blev forandret til 17.

Jeg har tænkt paa, naar Christian kommer igen, at faa et Par Soldater mere til at spise her, om jeg ikke kan tjene lidt ved det, for Haandarbejde kan jeg ikke tjene noget med ...

Gud holde sin beskærmende Haand over dig og føre dig snart med Helbred hjem til mig. Tusinde kærlige Hilsener fra os

Din hengivne Kone ...

Blot du kan læse det! Det er skrevet med den lille Pige paa Skødet.

Odense, den 11/3 1864.

Min kære højtelskende Mand!*

Da jeg hører, de i disse Dage har slaas ved Fredericia, er jeg meget urolig, førend jeg faar Brev fra dig, min bedste Ven, men jeg véd jo, at du skriver, saa snart du kan, men der er formodentlig kun daarlig Tid og Lejlighed.

Min Bøn er bestandig, at den almægtige Gud vil holde sin beskærmende Haand over dig. Der er jo kuns ene hans Hjælp at stole paa, og den er jo ogsaa 116den bedste, for den, Gud bevarer, er uden al Fare, for det ser vistnok mørkt ud for Danmark; efter Avisen faar Tyskland flere Hjælpetropper endnu, saa vi maa jo ene slaa vor Tillid til ham.

Ja, min bedste Ven, havde jeg blot Pengene, der skulde snart blive lejet, for jeg holdt ikke den sidste Skilling for god, og hvis at jeg kunde vinde i Lotteriet, skulde der snart blive sat paa de Numre, jeg drømte, saa maaske at jeg kunde leje for dig.

Jeg er bange for, at der er langt tilbage endnu med Krigen, men vi maa jo have en god Tro og Taalmodighed, for den algode Gud kan jo gøre det godt, førend vi tror det. Jeg har et Ønske, min Ven, bedste Ven, men véd ikke, om du synes om at opfylde det, og det er dit Visitkort som Soldat. Jeg skal nok sende Pengene, hvad det koster.

Jeg har rigtignok tænkt meget over at rejse ned til dig, og kunde vi jo blive taget af paa et. Men jeg véd ikke, hvad det bliver til, for det er jo ikke saa godt for den lille Piges Skyld, og at tage hende med, det kan vel sagtens ikke gaa, og naar jeg ikke kan træffe Returvogn baade frem og tilbage, vil det vistnok koste mig for meget, saa gerne som jeg ønsker at tale med dig, min kære Ven. Men er det Guds Villie, lader det sig vel gøre paa en Maade.

Gud give, at der var en Ende paa den Krig, at du kunde komme hjem til mig, min Ven. Jeg kan godt tænke, at du maa døje i alle Henseender, men den gode Gud styrke dig til at bære Livets Byrder med Taalmodighed, at Guds Engle maa omslynge dig og udfri dig fra den Fare, du synes at være 117udi. Men naar den alvise Gud bevarer dig, er der jo ingen Fare for dig, og jeg har dog bestandig den gode Tro. Maaske, min kære Ven, at du kan faa den Pose Skidentøj sendt med hjem med en af dem, der følger de andre til Arméen.

Din kære Kone

Dorthea J.

Odense, den 21/3 1864.

Min kære højtelskende Mand!

... Jeg hører, at Tyskerne har gaaet paa Fredericia i Søndags, og du kan tro, min kære Ven, at jeg er meget urolig for dig, men jeg véd, at du haver dit Haab og Tillid til Gud, og saa haaber jeg ogsaa, at han bevarer dig fra den Fare, du synes at være udi.

Jeg har nu i to Nætter i Drømme vaaren i Frederits og søgt efter dig og har ogsaa funden dig og talt med dig, og jeg saà, at du var rask. Jeg synes dog, at det har trøstet mig lidt, for den gode Gud har flere Gange i min store Sorg trøstet mig i Nattens Drømme, og det har været Tilfælde, som jeg har drømt, og saa vil jeg haabe, at det er ogsaa denne Gang. Det er nu bestemt, at vores lille Pige skal i Kirke Skærtorsdag, vil Gud, at alt gaar vel.

Nu skal der 2 af hvert Kompagni her i Byen. Gud véd, om det skal træffe Christian [hendes Broder]. Det er heller ingen Gavn for mig.

Gud give, at mit Brev maa træffe dig ved godt Helbred. Tusinde kærlige Hilsener fra os alle, og Gud holde sin beskærmende Haand over dig!

Din hengivne Kone ...

118

Langfredag den 25/3 1864.

Min kære, højtelskende Mand!

Dit kære Brev har jeg i Dag modtaget. Det er jo en stor Glæde for mig at høre, at du er rask, thi uden det er der jo ingen Glæde mere for mig. Jeg har i disse Dage været meget utaalmodig over dig, men jeg vidste jo nok, at du skrev, saa snart du kunde. Men, min kære Ven, du behøver dog ikke at skrive saa lange Breve, naar du har saa daarlig Lejlighed dertil. Naar blot jeg faar at vide, hvorledes du har det, og om du trænger til noget, saa er jeg saa godt fornøjet.

Her siges nu, at Tyskerne er rykket ud af Jylland. Er det Tilfælde, min bedste, synes jeg dog, at du skulde have lidt sendt, for det kan du vist nok trænge til. Du kan jo døje nok endda, for du faar vist meget lidt Hvile og Ro. Gud véd, hvor du kan blive ved at udholde det, men den gode Gud styrke dig og holde sin beskærmende Haand over dig og føre dig snart hjem til mig, jeg længes saameget ...

Lad mig endelig vide, hvad du trænger til, det skal du faa.

I Gaar var vores lille Pige i Kirke, og de fik Flæskesteg og Kalvesteg, varmt, og derpaa gik de ud at spasere, og saa kom de at spise og drak The, og de var meget muntre. Men mit store Savn var du; du var bestandig i mine Tanker.

Jeg har selv bagt Hvedebrød og Julekage, som de fik til Kaffe og The, for Christian har faaet 2 Skæpper Hvede hjemmefra, og jeg har faaet 2 Skæpper 119Rug fra A., hvilket de ingen Penge vilde have derfor, saa jeg kan nok bage et Brød til dig ...

Den 8. Marts havde der ganske rigtig været en lille Fægtning ved Frederits, men i Brev af 14.. Marts fortæller Manden, at «vores Regiment naaede ikke at komme videre i Ilden, der var kuns 4 Mand af vores 8de Kompagni, der blev saaret, men det var kuns let ... Men Gud véd, hvornaar at de nu rykker paa igen, for de staar nu kuns en lille halv Mil fra Byen, det kan jo komme til at koste mange Ofre, hvis de vil bombardere Byen; men jeg tror, de vil faa besværligt ved at tage den ... det er ene min Glæde og Trøst at høre, at mine allerkæreste befinder sig vel, thi uden det vilde Livet blive mig alt for kedsommelig, men vi maa jo være taalmodig og finde os i, hvad den gode Gud paalægger os, og jeg finder mig Gud ske Lov ogsaa godt deri; men jeg beder dog den gode Gud saa ofte om, at den Dag snart maatte komme, at Freden igen var indtraadt i vort elskende Fædreland, at enhver maatte drage hjem til sine efterladte, thi hvor mangen en Kone maa ikke savne sin kære Livsledsager, og hvor mangen en Pige maa ikke savne sin elskende, samt hvor mange Forældre maa ikke savne deres kære Sønner, som alle maa drage i Kampen for sin elskende Fædreland. O, Gud give, at Sejren snart maa krone vores Vaaben, det er mit Ønske og min Bøn til Gud Fader i Himlen, og hvis det er os tjenligt, vil den algode ogsaa høre vor Bøn ...»

Det bliver April, og Manden skriver flittigt, bl. a. den 5. April, med en Indledning, som følger;

120

Min kære højtelskende Ven!

Medens jeg sidder her i mit stille Kammer, iler mine Tanker med Lynets Fart imellem det vide Rum, som adskiller os to fra hverandre; skønt mange Mile fjernet fra dig, min inderlige og højtelskende, føler mine Tanker sig, som om jeg var hjemme hos dig min udkaarne Skat ...

Den p. i samme Manned om Natten faar hans Regiment«Ordre, at vi skulde pakke alting sammen og skulde have været til Als, men det blev vi, Gud ske Lov, fri for, for, eftersom jeg hører, vil Kommandanten ikke af med vores Brigadekommandør, og han vil ikke af med sin Brigade, og derfor haaber jeg, at vi nok faar Lov at blive her ... Her er alt endnu roligt undtagen enkelte Patroljer, som de fremsender for at afsøge, hvorledes vores Stilling er, og af og til veksles her nogle Skud, men dog sjælden, at der er nogle og træffer ...

Samme Dag udtaler Konen sin Ængstelse i Anledning af Rygterne, om at hans Regiment skal tage Del i Dybbøls Forsvar. Hun begynder med at takke saa meget for det Portreet, han har sendt og ønsker blot «det havde været dig personlig ... Sig mig, hvad det har kostet, skal jeg nok betale det, for det er vel kuns knap for dig med Penge. Jeg kan nok sende dig lidt, min bedste, for dit Fodtøj trækker vel mange Penge. Saa længe jeg har, skal du faa.»

Men htm slutter: «Mit Sind er nu gjort meget uroligt igen, for der siges, at 19. Regiment skal til Als. Er det Tilfælde, kan jeg jo aldrig være rolig, for der slaas de jo hver Dag.»

121

Efter Dybbølstillingens Erobring udtaler Manden endnu en Gang i Brev af 22. April sin Taknemmelighed, fordi han ikke kom derned, «det var et meget stort Held for os, at vi ikke kom derover, for saa havde der vistnok mange været gaaet tabt.» For Resten mener han, at nu «afholdes der jo en Konference, og maaske at de kan faa det stillet hen, at det maaske kan blive til Fred, for hvis ikke at det bliver det, vil det vist blive en hel evropæisk Krig, for saa maa vist Stormagterne tage dem af vores Sag, for jeg kan ikke tro, at det kan gaa saadan ret længe, for da vil hele Danmark blive ødelagt. For du kan tro, min udvalgte, at Jylland har lidt meget af al den Indkvartering, de har haft; thi de har jo ranet og brændt af, saa det er skændig at høre paa saaledes som de har behandlet Jylland, men maaske at de kan komme til at betale det dyrt nok. Fyenboerne véd ikke noget af Krigen imod disse stakkels Jyllændere.»

Da Fredericia er rømmet, kommer 19. Regiment den 1.2. Maj til Vendsyssel. De Breve, der fra da af og indtil Krigens Slutning veksles mellem Mand og Hustru frembyder intet ud over hvad de tidligere allerede har indeholdt. Der er den samme Glæde over hinandens Kærlighed, den samme Længsel efter Hjemmet og det Øjeblik, da «den glade Dag skal oprinde for mig», som han skriver,«at jeg kan komme til at beskue dig, min højtelskende Ven og blive hos dig for bestandig.» Der er den samme Taalmodighed, med hvilken han udholder Adskillelsen og det ham usympathetiske Feltliv og hun Savnene hjemme, begge i Følge122en religiøs Tankegang, som i et af hans Breve af Maj Maaned finder sit mest ejendommelige Udtryk. Han skriver: «Jeg takker Almagtens Gud, fordi han endnu til denne Dag har holdt sin beskærmende Haand over mig, at han har bevaret mig fra hvad der kunde skade mit Helbred; og mit Ønske er blot, at Freden snart maa komme, og at jeg maa igen forenes med dig for aldrig mere at adskilles, førend det er den alvises Vilje, at vi skal adskilles for igen at forenes med dig i det andet Liv, hvor hverken Krig eller Sorg vil fængsle vores Hjerter, men dér evig leve i Fred, en Fred, som ikke findes paa denne syndefulde Jord. Da er al min Sorg forsvunden, og da er der ingen af de jordiske Sorger mere.» —

123

Fra et Bondehjem i Nordslesvig.

Uddrag af 24 Breve, vekslede mellem Mand og Hustru.

Manden, Jakob, er en 31-aarig Gaardmandssøn og Boelsmand fra en Landsby i Nærheden af Haderslev. Under Krigen tjener han som Menig i 22. Infanteriregiment.

Hustruen, Katrine, er en 32-aarig Gaardmandsdatter fra samme Egn.

De har været gift i godt fire Aar og begge kun nydt Almueskolens Uddannelse.

Det første Brev, som Hustruen sender til sin Mand fra Hjemmet, er skrevet af en anden. Det er den 24-aarige Gaardmandsdatter Marie, som fører Pennen i hendes Navn. Hun meddeler, at «jeg har allerede nydt Hjælp, idet jeg modtog 5 Rbd., som er frivilligt Bidrag af Tavlen, der gaar om i Kirken hver Søndag. Vi har det, Gud ske Lov, godt, og Børnene er ogsaa mere raske nu, som for du rejste». For Resten berettes i al Korthed om Mandens Broder, der ogsaa er indkaldt som Soldat, om «en ulykkelig Begivenhed, der er sket her i Byen», idet«Peter Jensen har taget sig selv af Dage ved at hænge sig paa Loftet», og Brevet slutter med «mange kære Hilsener fra dem alle 124herhjemme, men først og sidst fra din lille, rare, søde Kone og de smaa ikke at forglemme».

Men d. p. Januar er det Konen selv, som skriver, med en langt ringere Skrift og i en betydeligt mere ubehjælpsom Stil end Maries. Brevets Hovedindhold lyder saaledes:

Kære Mand!

Din Skrivelse af den 3. Januar har jeg rigtig modtaget, hvoraf jeg ser, at du er rask. Det er rigtignok det første, jeg ser efter i dine kære Breve, for saa vil den algode Fader vist give dig Mod og Styrke, kære Mand, til at udholde, hvad der vil møde dig. Det gør mig rigtignok meget ondt, at du skal gaa saa meget igennem, men jeg har den faste Tro til Gud, naar Nøden er størst, saa hjælper han.

Jeg kan tilmelde dig, kære Mand, at jeg er rask, og vores smaa Børn ere ogsaa nogenledes; naar Hosten ikke er paa dem, saa kan de nok løbe paa Gulvet og sige Hurra for de danske, og naar nogen spørger dem: Hvor er Eders Fader? «Han tjener Kongen, men han kommer knap [@9@/9: snart] hjem igen,» siger de. Hvilken større Glæde kunde jeg ikke faa her paa Jorden.

Jeg kan tilmelde dig, kære Mand, at din Farbroder T. ligger Lig i disse Dage. Han laa kuns til Seng i faa Dage; min Broder var til H.-Marked i Gaar for at købe en Gris; vi fik ingen, for de var saa dyr. Dér var vores gamle Fader, som fortalte ham det. Han vilde komme over at besøge mig, naar han var jordet, hvilket jeg er glad ved, saa 125kan vi jo tale om dig, kære Mand, det er mig det kæreste, jeg kan høre.

Dine Klæder har jeg faaet og jeg skulde hilse mange Gange fra ham [som bragte dem]; jeg kunde næsten ikke tale med ham for Graad, men han trøstede mig og sagde, du var godt tilfreds ...

Jeg kan og tilmelde dig, kære Mand, at vores Præst vilde og til Arméen, han vilde rejse paa Tirsdagen, han haver sendt Bud over til Byen om at give ham din Adres, saa vilde han se, om han ikke kunde tale med dig. Det vilde vist være dig en kærkommen Fremmede; nu gaar jeg op til ham i Morgen og taler med ham, om hvor du er.

Nu afbryder jeg min ringe Skrivelse; skriv mig til om du kan læse det, kære Mand, saa vilde jeg hellere selv skrive. Flittig Hilsen fra mig og vores smaa Børn. Adjø, kære Fader, til vi ses igen, det ønsker

din oprigtige Kone

Anna Katrine C.

Mandens hidtidige Breve til hende har egentlig ogsaa alle tydet paa, at han var ganske godt tilfreds. Allerede den II. December skrev han fra København, efter at han«nu har faaet Hovedstaden at se», hvor der var«en svær Masse Soldater. De gik paa Gaden i store Flokke og agerede». Han og hans Kammerater blev modtagne af deres gamle Major, nu Oberstløjtnant,«og det var en stor Glæde at se ham, og han sagde, at her var gamle Hoveder, som han kendte, saa svarede jeg, at vi ogsaa kendte ham, det blev han fornøjet over». Og Soldaten trøster sin Kone efter bedste Evne:

126

«Og jeg haaber nok, at Gud vil give mig Styrke og Mod i min Pligt og Kald, at jeg kan gennemgaa det med Ære, som Skæbnen byder. Du maa heller ikke sørge, kære Kone, for mig; for det gaar saa mange saadan; de, som har mødt i København, er næsten gift allesammen.

Nu intet videre denne Gang end flittig Hilsen til Bekendte og din kære Broder og Søster, men først og sidst være du og vore for alt hengivne Børn hilset, de taler vist og om mig og raaber Fadernavnet; jeg kan rigtignok ikke høre det, men jeg tænker nok, at der er en anden Fader, som hører det, og hvad der er ren og uskyldig bliver ogsaa bønhørt. Adjø, lev vel, til vi ses igen, det ønskes af din hengivne Mand».

Den 3dje Januar indleder han sit Brev fra Sydbrarup i Slesvig:«Jeg kan ikke undlade, end at jeg skal tilmelde dig et Par Ord om min Tilstand, da vi nu er kommen i et nyt Aar, da jeg, Gud være lovet, er rask og sund, endskønt vi er bleven afprøvet i disse Dage». Der skildres nu en højst besværlig Sejlads fra Korsør til Flensborg og en lige saa anstrengende Marsch ind i Slesvig, men han trøster sig med at han har«lidt Malle i Knokken» [Marv i Knoglerne], jeg kan nok holde ud, naar Gud vil blot unde mig Helbred og Sundhed. Hvad Krigen angaar, saa tror jeg ikke, det bliver til noget, det kommer mig ikke for, jeg er dog for det meste godt stemt ... Nyt kan jeg ikke tilmelde dig noget af, end at de vrevler godt indbyrdes ved Regimentet, Tyskerne [den holstenske Del af Mandskabet] vil synge «Merumslungen», men saa faar de paa Hatten af Aalborgerne; men vi styrer 127dem nok, de Par Mand; de vil kaste deres Patroner bort». Og han slutter:«Men først og sidst være du og de smaa hilset paa det kærligste fra mig. Jeg tænker nok, at de kan kende mig, naar jeg engang kommer hjem igen, jeg véd, at du nok skal holde Fadernavnet i Hukommelse. Kære Kone, adjø, lev vel, til vi ses igen og vær taalmodig og uforsagt, saa sviger Tro, Haab og Kærlighed ikke».

Den samme gode Tro, til at Krigen skal drive over, udtales i Brev af 15. Januar,« ... og I maa heller ikke tro, at jeg er forsagt, at mine Kammerater skal se nogen Ynk paa mig, saa længe som jeg maa beholde min Hilsen og Sundhed. Hvad Sorg jeg bærer i Hjertet, det holder jeg ren og hellig ved mig selv; jeg tænker rigtignok tidt paa dig, kære Kone, og vores smaa Børn, men jeg kan straks fatte mig og tænker, det har jo endnu ingen Fare, det bliver nok godt igen, førend man tror og tænker. Immer op med Hovedet! Det er Soldatens Liv, og det skal du ogsaa tænke og takke Vor Herre og sige: Vær du kuns, min Pige, af Landsoldaten stolt! — Det er godt, at vi kan længes efter hverandre; der er mange, desværre som ikke er betynget med sligt ... »

Ganske jævnt og stilfærdigt svarer Hustruen i en lille Skrivelse af 22. Januar, i hvilken hun for første Gang hentyder til den store Begivenhed, der forestaar derhjemme.

Kære Mand!

Din Brev har jeg rigtig modtaget og den blev jeg hjertelig glad ved, jeg var saa bange for du 128var bleven syg, da Vinteren var saa haard og du havde det saa kummerligt, kære Mand, men jeg beder til den algode Gud, at du maa beholde din Helbred og Sundhed, saa vil vi haabe, der kommer en Glædens Tid for os igen.

Jeg kan tilmelde dig, at jeg og vores smaa Børn er nogenlunde raske endnu, men den Tid vil jo vist snart komme, som jeg kunde have Trøst behov fra dig, kære Fader; men jeg tænker nok, der er en anden Fader, som vil bønhøre mig i denne Stund. Jeg kan ikke skrive mere om det, for mine Taarer løber saa stærk.

Jeg har saa mange flittige Hilsener til dig fra saa mange Venner; de kommer og trøster mig; Skolelærer A. kom en Aften og bad mig om at se din Portræt og en Brev fra dig, og det blev jeg jo glad ved. Men da han saá dit Portræt, saa sagde han: Han staar rigtig køn, men da han læste dit Brev, saa klagede kan sig. Men han trøstede mig og sagde, at naar du blot kunde holde det ud, saa troede han ingen Krig, der blev; han gav vores lille Søn 3 Mark, dengang han sagde ham Godnat.

De har givet mig 10 Daler, og nu har min Broder købt 2 Grise, der har kostet 8 Daler, dem er jeg glad ved, de er store, de kan have alle Slags; saa vilde jeg sælge den store, da det er dyrt. H. fik jeg ogsaa betalt, inden han rejste.

Jeg vilde gerne skreven noget mere, men maa nu afbryde for denne Gang. En flittig Hilsen til dig, kære Mand,

fra din sande Kone ...

129

Manden takker d. jo. Januar for Efterretningen om at hun«er nogenlunde rask, hvilket glæder mig meget, og samme Gode kan jeg og tilmelde dig igen». Han mener at«jeg tænker nok, det snart skal vise enten fra eller til, og vi vil haabe til det bedste. Hvad vores Skæbne skal være, det vil vi overbringe i Guds Haand, hvad enten det er sørgelig eller glædelig og saa vaage og bede om hans Hjælp og Bistand, at vi maa bevare Troen i et rent Hjerte. Og Gud give, at du maa udstaa dine forestaaende Lidelser med Taalmodighed, og du maa høste Velsignelse og Glæde af hvad Gud har betroet dig at bære under dit Hjerte. Vi véd kuns lidt hvad der vinker os i Møde her paa Banen, men vi vil jo haabe til det bedste, og saa bliver det nok godt igen».

Danevirkestillingen forlades, og d. 10. Februar fortæller Manden fra Als, hvorledes han af hendes sidste Brev«har set, at I er nogenlunde ved Helsen, og samme Glæde kan jeg og tilmelde Eder igen, endskønt vi bliver rigtignok afprøvet i denne Tid, siden Slaget ved Mysunde har vi næsten ikke haft Tornystret af Ryggen ... Den Nat, som vi skulde retirere, marserede vi saa hele Natten, og saa uden for Flensborg maatte vi paa Forpost paa Fastelavns Søndag og stod ude hele Dagen i den gruelig Fry og Knag [@9@/9: Frost og knagende Kidde], og saa hen mod Aften var vores Armé kommen igennem», men«det var skændig, at vores skulde forlade Danevirkestillingen, det er vores Jenser ikke fornøjet med, dersom vi ellers skal blive at slaas med 130dem, men det kan jo være, det kan blive godt med det første.

Saadan en Retirade, som vi maatte tage! Det er grueligt at tænke paa som vores Soldater saá ud; de kom i store Kolonner fra alle Afdelinger. Jeg var rigtignok ikke godt fornøjet i de Dage, da de bombarderede Danevirke for min Broder, for deres Regiment var haardt med i de Dage, men, Gud ske Lov, han er dog uskadt. Det er ogsaa tungt for hvem det træffer; der var to Tvillingbrødre, som var Rodekammerater, som blev skudt ...

Jeg har modtaget et Par Underbukser og en Par Halvstrømper fra S.-Sogns Giverinder, hvorfor jeg overbringer min hjerteligste Tak, og forglem ikke at hilse vedkommende. Kære Kone! Det fornøjer mig meget, at det gaar saa godt hjemme med vores Sager; sælg kun Hesten, for vi kan sagtens faa en Hest igen, naar Krigen har Ende.

Nu afbryder jeg min Skrivelse for denne Gang, da det bliver alt for vidtløftigt at fortælle dig alt, hvad som jeg véd, og saa beder jeg dig at hilse alle Bekendtere og Venner og dine Sødskende, men først og sidst være du hilset paa det kærligste og dine smaa Børn, og Gud giv, at jeg snart kunde komme hjem igen til Eder! Og saa vil jeg haabe, at jeg kan blive hilset med en anden højt betroet Gave, og Gud giv dig Styrke og Haab i Smertens Stund!» Og der følger efter de sidste Hilsener og Navnet endnu den lille Efterskrift: «Skriv snart igen, kære Kone, da det er mig kær!»

Den 23. Februar«tager» han igen«til Pennen», men131han«har ikke rigtig Humør til at sammensætte saa meget»; med sit Kompagni, hvorved han gør Tjeneste som Ordonnans og Ambulancesoldat, gaar han Forpostturene ved Dybbøl igennem og har været med under Fægtningen d. 22., hvor«Kuglerne i tusindvis kom over Hovedet paa os» og«der faldt mangen fra vores Kompagni, og de tager nogle væk hver Dag af os .... Og Gud i Himlen véd, hvad det skal blive til, det ser ikke saa godt ud for os nu, for vi faar saa mange Folk ødelagt baade i den ene Retning og den anden; men jeg haaber dog, at Gud snart vil gøre det godt for os paa en Maade, og jeg haaber dog endnu, at jeg kommer hjem igen en Gang». Han har faaet Brev fra en Svoger i Hjemmet og ser deraf, at«Jordemoderen var hos dig paa Fastelavns Mandag, og jeg længes meget efter at høre fra dig, kære Kone, det kan du nok tænke, og Gud hjælp og styrk dig og os alle i Nødens Stund!»

Den samme Blanding af jævn Feltlivsskildring og ængstelig Længsel efter at erfare noget om det, som skal ske derhjemme, præger et Brev af 19. Marts, men hverken det eller andre Breve fra Marts Maaned er naaet Hustruen, som allerede d. 15de har født sit Barn til Verden. Allerede samme Dag har hendes Broder skrevet, og d. 21de skriver Marie i hendes Navn og fortæller, at«saa blev det, Gud ske Lov, godt om Natten Klokken I; det varede jo ikke saa længe, men til den Tid var det meget strengt for mig, og jeg savnede jo ogsaa min kære Mand til at dele 132Smerten og derefter Glæden med mig over at se en stor, velskabt Dreng.»

Endnu d. 4. April har Hustruen intet hørt fra Manden, og hun skriver selv:

Kære Mand.

Jeg kan ikke undlade end at skrive til dig, kære Mand, da jeg ikke har faaet Brev fra dig siden den 29. Februar. Tak J. mange Gange for hans kære Brev, da han skrev lige saa vel om dig som om sig selv; den glædede mig meget, da jeg fik den 7 Dage efter min Forløsning. Han skrev, at du vilde skrive en af Dagene; det er sørgelig, kære Mand, at dit Brev ikke kan komme til Stede, jeg er saa bange for, at du ikke er rask, men en Trøst fik jeg i Gaar, F. D.s Pige fik Brev fra K., han skrev Hilsen fra dig, kære Mand.

Du har jo vist heller ikke faaet vores Breve. Den første skrev min Broder den 15. Marts; da blev jeg velsignet af Vor Herre med en stor Søn; jeg var glad, ved jeg kunde melde dig denne Tidende til Paaskefesten. Jeg lagde 5 Daler i Brevet den samme Gang, og to er der skreven siden.

Jeg kan Gudskelov lade dig vide, at jeg er godt paa Bedring igen, men den Længsel og Savn efter dig, den trænger mig til Hjertet, kære Mand; men Gud hjælp og styrk og beskyt dig, det beder jeg Vor Herre om. Gud giv Fred, til du kunde komme hjem igen til mig og vores smaa Børn; større Glæde kunde jeg ikke faa her paa Jorden mere.

Jeg skulde hilse dig fra Præsten, han var her paa Palme-Søndagen at døbe vores lille Søn, han 133kunde ikke tale med mig og om dig, uden han maatte vende sig om for at skjule hans Taarer, da Krigen ligger ham tungt paa.

Vores lille Søn er døbt efter dig; Præsten vilde have det, og det syntes jeg og godt om; han sagde: Den Tid, som Barnet er født i, den glemmer I aldrig. Han bad mange Bønner baade for mig og dig, han bad til Vor Herre om din Hjemkomst, og jeg takkede ham; han talte med vores Børn og klappede dem; han saà din Portræt, han sagde, du staar modig, og saa bad han mig om at se en Brev fra dig. Han glædede sig over, at du bad til Vor Herre, han trøstede mig.

Nu vil jeg afbryde, kære Mand, for denne Gang, jeg kan ikke godt taale det længere. Jeg beder dig, at du skriver saa snart som muligt, jeg er saa bange, for at du mangler Penge, naar Brevene ikke er kommen til Stede. Min Søster Bine er her og vil blive her, saa længe til jeg kan selv. Flittig Hilsen fra vores smaa Børn; de har været ovre ved deres Moster i 16 Dage, men nu er de kommen hjem igen, da jeg nu, Gud ske Lov, kan være noget oppe. Flittig Hilsen fra Moder og alle Venner, især fra P. D.; han har været her at pløje Grønjord i Dag. Nu ikke mere denne Gang, kære Mand, flittig Hilsen til dig fra din til Døden trofaste Kone

Anna Katrine K.

Skriv snart igen!

Manden har imidlertid dog faaet Maries Brev i Hustruens Navn, og allerede d. 30. Marts svarer han, efter at være kommen tilbage til Als fra Dybbølstillingen,134hvor han stod med sit Kompagni under Kampen d. 28. Marts. Han begynder straks til venstre med et stort og udhævet:«Til Lykke, kære Kone, ønsker jeg dig!» og først efter et lille Mellemrum følger:

«Din kære Brev af 21. dennes har jeg rigtigt bekommet den 24. ds. og ser deraf det, jeg længe har ventet efter, nemlig den store Glæde, som gaar mig til Hjertet, og da jeg tillige ser, at det er en stor og velskabt Søn.

O, Gud ske Lov, at du har det godt overstaaet, min lille, kære Kone, og Gud give os Styrke og Kraft til at takke og prise hans Naade, som han lader hvile over os. Jeg mangler næsten Ord til at fremstamme min Tak til Himmelens og Jordens Herre og Skaber, som han udviser mod mig, at han bevarer mig Helsen og sunde Lemmer i den farefulde Tid, da her er mangen modig Mand, som bliver lemskudt i denne Tid.»

Resten af Brevet skildrer Træfningen d. 28. Marts, indtil « «Rolf Krake» kom ind i Sundet ved Broagerland og gav dem op i Flanken, det gav Løsen», der fortælles hvor«strengt det er at være paa Forpost nu, for man skal ligge i Løbegravene og Traverserne hele Døgnet igennem, for hvert Øjeblik hedder det Dæk, og Granatstumperne og Jord, det suser over Hovedet paa os næsten hele Dagen igennem, men Gud ske Lov, det saarer dog ikke saa mangen af os. Mads L.'s Søstersøn, Mads, han er død, han fik begge Ben skudt af i Skanserne; det er haardt for hvem det træffer, Gud trøst og styrk dem og os alle ... Og derpaa Gud i Vold! — Din sande Jakob C.»

135

Den p. April er der «ikke noget videre at skrive end at det bliver jo længere, jo strengere i Stedet for bedre. ... Gud i Himlen bevare os, dersom I saà Krigsskuepladsen, saa vilde I styrte af Forskrækkelse; alt er nedskudt og afbrændt ved Stillingen, men lad det nu være godt, men det er dog rædsomt at tænke paa. Kære Kone! I Dag har jeg været til Alters, og det var en stor Trøst for mig, men der var en, jeg manglede; du kan vistnok løse Gaaden ...»

Faa Dage efter er Jakob paa Sygehuset i Rudkøbing«fordi han har faaet en Byld, lige paa Ryggen, som Tornystret skal sidde ... Lægen siger, det er af Kuld og Strabadserne og vaade Fødder; ja, kære Ven, det er strenge Tider, vi lever i, der bliver mangen rask Karl ødelagt; de, som ikke bliver skudt eller saarede, faar andre Svagheder, men desværre, der bliver mange skudt og saarede ... et er en Guds Mirakel, at de ikke falder, hver en Sjæl, da paa hele Linjen er Jorden næsten ompløjet [af Granaterne] over alt». Konens sidste Brev er nu kommen ham i Hænde, og«du være takket mange Gange, den var nær ved at presse Taarer i mine Øjne. Min Kammerat græd saadan, at Vandet flød ham ned ad Kinderne, da han hørte den, men nu er han nok skudt, eftersom en saaret af vores Kompagni fortalte mig. Han var gift og havde det ligesom os. Hvilken Sorg for hans kære Kone, saadan rørende Breve som hun skrev til ham! ... Gud giv, at jeg kunde komme hjem og omfavne dig og de smaa Børn, ogsaa den lille Jakob!»

136

Efter Dybbølstillingens Fald skriver hanstadig fra Langeland—:

«Kære Kone, jeg var dog meget heldig, at jeg kom paa Hospitalet, den Gang da det gik saa haardt til ved Dybbøl den 18de dennes. Vores Regiment er helt opløst tilligemed 2det Regiment; der er nok kuns 200 Mand af hvert Regiment tilbage igen, ellers er de nedskudt eller fangne ... Ja, jeg takker Gud mange Gange, fordi jeg ikke var med den Gang, og du maa heller ikke forglemme at falde ned i Bøn, fordi din Mand blev trukken ud af Ilden den Gang, og saa vil vi nu snart haabe paa bedre Tider igen med Guds Hjælp. Min Kaptajn blev skudt den Dag og mange andre, brave Officerer; det gjorde mig ondt, da jeg saà hans Navn paa Listen, da han holdt meget af mig.» Hustruen paa sin Side beretter ind i Maj Maaned om sin første Kirkegang:

«Jeg var i Kirke sidste Søndag, og det var rigtignok en kedelig Dag for mig, da jeg manglede min Ægtemages Nærværelse; men en Trøst var det for mig, da Præsten bad saa køn for mig og for min Forsørger, til enhver Menneske var meget rørt ved det, da Krigen ligger ham saa tungt paa Hjertet. Men, Gud ske Lov, jeg fik Brev 2 Dage før den Dag fra dig og det havde Præsten spurgt, saa kom han hen til Vognen og sagde Til Lykke med min Kirkegang, og saa talte han med mig om dig; jeg kunde næsten ikke svare ham.»

Paa den Tid er hendes Mand atter ganske rask;137hans Kompagni var d. 18. April bleven fuldstændig oprevet, alle Officerer og faste Underofficerer og en stor Del af Mandskabet var faldne, Resten fangne; nu er det bleven kompleteret med Rekruter og ligger paa Fyn i gode Kvarterer. Jakob skriver i Begyndelsen af Maj:

«Da jeg er kommen i Geledet igen, saa har jeg ingen Ro, førend at jeg skal tilmelde dig min Tilstand, da jeg nu er rask igen og staar som en Mand i de samme danske Rækker, og Gud giv os Styrke og Sundhed, saa haaber jeg nok, at Enden bliver god og giver os Glæde igen.

Jeg tænkte, at jeg skulde snart haft kommen hjem, men det bliver nok ikke Tilfældet endnu. Jeg længes efter at høre fra Eder der hjemme, om I faar Eders Korn lagt i Jorden og om du nok kan styre din lille Jakob, og hvad Christen og lille Ane Katrine siger om ham, og om de kan vugge ham lidt, for nu er de vist vokset godt og kommen dem godt til at tale, saa kan de vel nok fortælle noget, som kan fornøje dig og din omgivende Søster og Broder, da jeg véd, I har mange besværlige og sørgelige Timer i denne Tid.

Ja, Gud giv, at jeg en Gang kunde komme hjem; det vilde glæde mig meget, naar jeg kunde genskue det, som jeg af Hjertet elsker, og saa vi kunde have Fred og Ro i Landet; det var at ønske, for nu gaar det nok haardt til med de stakkels Landsmænd, men Gud styr og led det til det bedste i hvad vi siden skal gennemgaa!»

138

En fjorten Dages Tid efter er der kommen et Danebrogskors til den af Kompagniets Mandskab, som Folkene selv maatte kunne enes om, og nu fortæller Jakob d. 22. Maj, at hans Kammerater har stemt paa ham som første Mand,«altsaa fejler det vistnok ikke, dersom ellers Gud vil unde mig Helsen og Sundhed og spare mig i Live». De af det gamle Mandskab, som fra Hospitaler o. lign. er komne til Kompagniet igen, véd Besked med, skriver Jakob, at Kaptajnen,«som nu er død og borte», noterede hans Nummer paa anden Paaskedag, og for Resten tilføjer han beskedent, at «det er ellers en stor Ting at være yndet og have god Kammeratskab i den Stand; Rekruterne er ogsaa glade ved mig, for jeg véd jo Besked og kan hjælpe dem lidt til Rette med Tjenesten. Nu, kære Kone, afbryder jeg for denne Gang med den Glæde, at jeg ser, du har været i Kirke tillige med din lille Søn ...»

Hustruen takker ham d. 28. Maj:

Kære Mand!

Dit kære Brev modtog jeg i Gaar, som glædede mig meget, da jeg deraf ser, at du er nogenlunde rask, hvilken Gode kan jeg tilmelde dig igen.

Vores lille Søn bliver bedre; du kan tro, kære Mand, at jeg har ventet dig hjem, da der er kommen nogle hjem af de gamle, men det kan jo ikke ske, men vi maa glæde os og tænke: Har vi Jesum i vort Hjerte, o, da har vi Glæde nok, saa vil Vor Herre vist give os Fred igen, at vi maa samles igen her paa Jorden med stor Glæde.

Du kan vist nok huske, kære Mand, naar vi 139har siddet i vor Enlighed og talt om Krig, saa gav du mig Trøst og sagde: Det kan være, jeg kan komme hjem med Hæderstegn; det vilde glæde mig meget og alle danske Hjerter her i Byen; vores gamle Fader var ogsaa meget glad ved den Brev, du havde skreven efter Slaget, da han læste den den Dag, han var at besøge mig. Han var saa glad ved Børnene; han gav lille Anne 2 Daler, som vi skulde skifte [@9@/9: dele], men Christen saá lidt bedrøvet, men saa sagde vores Fader: Jeg vil give dig en Bog, og der skal være en Vrøvl [(???): en Hønserede]i, og der vil jeg lægge de første Æg, og siden skal du dertil samle. Han var glad ved, at alting saá godt ud her hjemme.

Nu vil jeg fortælle dig, kære Mand, hvorledes det gaar med Arbejdet her hjemme. Der gik en Seddel om, at alle Mænd af Sognet skulde møde, og det var saadant bestemt af de L.-Mænd, at naar de gjorde Arbejdet, saa skulde vi ikke have Penge; men det vilde de fleste af Mændene her i Byen ikke have. Den Dag, de skulde samles, kom Peder D. og Klavs D. over til mig og fortalte det, og saa sagde Peder D.: Nu siger jeg, at du har lejet mig dertil, og det mærkede Præsten lige straks, at det skulde gøres godvillig. Jeg maa rigtignok sige, kære Mand, at de gør det med Glæde og gør det godt; jeg takker dem inderlig derfor. Vi er 8 Koner her i Sognet, og vi faar Penge ligesom vi har Børn, nu faar jeg 6 Daler, som Klavs D. betaler mig, jeg maa rigtignok sige, han er dansk af Hjertet ...

140

Kære Mand, vores Kreaturer ser meget godt ud. Jeg har jo en stor Kalv, som du vil blive glad ved, og vores Faar har tre Lam. Rug og Hvede staar rigtig godt; min Broder Jens var her i Pinsefesten, han sagde, det er det bedste Stykke Rug, jeg har set i Sommer. Han og min Broder Hans græd meget, da de læste dine Breve, jeg takker dig ogsaa mange Gange, fordi du skriver saa kønne Breve til mig.

Kære Mand, skal jeg ikke sende dig Penge eller Strømper eller Skjorter, jeg er saa bange, at du mangler noget. —Nu vil jeg afbryde for denne Gang; en flittig Hilsen fra alle mine Sødskende og Venner, men først og sidst være du hilset fra mig og vores smaa Børn. De siger til mig: Moder, skriv til min Fader, at han snart vil komme hjem!

Anne Katrine C.

Straks d. 2. Juni svarer han igen:

Kære Kone og Børn! *

Din Skrivelse af 28. Maj har jeg rigtig bekommet ved Appellen og hvoraf jeg ser, at I er raske, og, Gud ske Lov, samme Gode kan jeg ogsaa tilmelde Eder igen, og jeg kan ogsaa hilse dig fra Jesper N., han er ogsaa rask; han har været for at besøge mig 2 Gange, og jeg har set den Brev fra dig til ham, og jeg har ogsaa været i Assens med ham. IIte Regiment er nok ogsaa kommet til Fyen, de er nok i Faaborg paa Tiden, og jeg haaber ogsaa nok, at Anders er ved Helsen; ja Gud ske Lov at man har Helsen! Ja, kære Kone, du skriver, om jeg ikke snart kommer hjem; det véd jeg slet 141ikke, det lader ikke til paa Stillingen hos os, for vi har 5 Timers Øvelse om Dagen og alt forberedes, til at vi skal paa en igen, og de Dage er jo snart henrunden med Vaabenhvilen, men Gud véd, hvad det skal blive til. Din kære Søster skrev, at du begyndte at pippe saa smaat efter mig, men det skal du ikke, du maa ikke vente mig, før du ser mig, det har jeg jo altid sagt, naar jeg rejste, og andet kan jeg heller ikke sige endnu.

Det var jo dog glædeligt for dig, at min Fader kom over at se til dig, ja han har ogsaa skreven en smuk Brev til mig, at han ikke vidste at bære den Sorg for dig, dersom jeg skulde falde, og at alting saa' godt ud hjemme hos dig, og at dine Søskende var hos dig den Dag. Og jeg har ogsaa skreven ham en god Brev til igen.

Ja, kære Kone, nu afbryder jeg min Skrivelse for denne Gang med stor Fornøjelse, og jeg beder dig af Hjertet, at du hilser de gode Mænd, at jeg overbringer dem minhjerteligste Tak for den altfor store, opofrende Godhed, som de udviser imod os, og jeg vil bede den gode Gud, om at han vil lægge sin velsignede Haand i al deres Vandel og lade sin Fred bo i deres Hus, jeg kan ikke gengælde dem derfor paa anden Maade. Og jeg beder Gud, om at jeg maa staa og slaas som en ærekær Broder i de danskes Rækker og stride for min gamle Moder Danmark, saa haaber jeg, at Enden vil blive god for os allesammen, vi skal jo kun staa fast i Trængselens Tid.

Ja, kære Kone, nu slutter jeg med min hjertelige 142Hilsen til dig og dine smaa betroede Børn og alle dine Søskende og gode Venner, og saa vil vi haabe til det bedste og paa en glædelig Gensyn. Og derpaa befaler jeg dig og alle Gud i Vold, og lev vel, til vi ses igen, det ønsker jeg, din til Døden hengivne Mand

Jakob C.

Jeg mangler ikke noget.

Med dette Brev slutter den lille Samling.

143

Til Chefen for 1ste Regiment.

Efter I. og II. Infanteriregiments hæderlige Affære ved Oversø viste Nationen paa mangfoldige Maader sin Taknemmelighed mod de flinke Soldater. Selv naar de fantastiske Overdrivelser af deres Færd reduceredes til hvad der virkelig var sandt, blev der nok tilbage at være glad og stolt over. Begejstringen kaarede sigi maaske vel rigelig Gradsærlig I. Regiment, Københavnerne, til Genstand. De blev Kælebørn for Pressen og en stor og indflydelsesrig Del af Befolkningen. Der dannedes anselige Komitéer for Indsamling af Bidrag til dem, og deres Chef, som var en offentlig vel kendt Personlighed, blev stærkt fejret. Fra de forskellige Klasser af Samfundet modtog han ogsaa talrige private Vidnesbyrd om Sympathi.

Et Par Prøver turde her være paa sin Plads:

Først er der et Brev fra en anset, yngre dansk Forretningsmand og tidligere dansk Konsul, nu bosat i Paris.

Skrivelsen er ledsaget af et Udklip fra den franske«Journal illustré», hvor en Afbildning viser nogle Kolonner stærkt galliceret dansk Fodfolk med bredskyggede 144Huer, Napoleonskæg og Zouavkogekar paa Tornystrene. De rykker ud i mægtige Skyer af hvid Krudtrøg, der bølger i et nøgent Landskab med Antydninger af Gærder og bladløse Træer. Teksten til Billedet taler om en «événement mémorable digne de ne pas être oublié par la posterité». [En mindeværdig Begivenhed, som ikke bør glemmes af Efterverdenen.] Og den fortæller om, hvorledes «le premier régiment de l'armée danoise se dévoua pour assurer le salut commun ... son colonel s'empressa de faire élever quelques retranchements, et pendant cinq heures du combat le plus meurtrier, le régiment danois tint en échec toute l'armée confédérée ... lorsque la fumée de la poudre s'éleva lentement du champ de bataille 2,200 hommes sur 3,000 qui composaient le régiment étaient tués; le colonel, le lieutenant-colonel et tous les officiers étaient morts.

— Le premier soin du remplaçant du général en chef de Meza fut de mettre à 1'ordre du jour de l'armée le brave I er régiment.

Hélas, il n'en restait plus que le souvenir.» [I. Regiment i den danske Hær ofrede sig for det heles Frelse ... dets Oberst lod hurtigt opkaste nogle Forskansninger og i fem Timer, under den mest morderiske Kamp, holdt det danske Regiment hele den allierede Armé Sta?igen ... da Krudtrøgen langsomt hævede sig fra Slagmarken, var 2200 dræbte af Regimentets 3000 Mand; Obersten, Oberstløjtnanten og alle de øvrige Officerer var døde.Hærens nye Overgeneral, i General de Mezas Sted, lod, først af alt, det tapre I. Regiment sætte i Dagsbefalingen for Hæren. Ak, det var nu kun til i Mindet!]

145

Og Brevet lyder:

Søndag d. 22. Februar. *

Højvelbaarne Oberst!

Jeg ser i Dag i «le journal illustré» en lille Skizze af Deres brillante Kamp ved Oversee, og jeg tillader mig at sende Dem den. Som Udførelse er den jo meget maadelig, men den beviser dog, at det ikke er alene Danmark, som kender Deres Heltedaad, men at Bladet vidste at behage sine Abonnenter ved at gengive denne Kamp, hvorom alle Aviser har underholdt deres Læsere, og som alle Læsere har enstemmigt beundret.

Jeg er glad over denne Anledning til at bringe Dem og Deres heltemodige Regiment min Beundring og som dansk min Tak. De kan næppe begribe de sørgelige Dage, jeg tilbragte, efter at vor tapre Armé havde maattet forlade Danevirke. Med Angst og Mismod tænkte jeg paa vore stakkels Jenser, som i Mulm og Mørke forfulgtes af en overlegen og hovmodig Fjende. Tyske Beretninger fortalte om Prøjsernes og Østrigernes Væddeløb for at afskære os Tilbagetoget og tilintetgøre vor Armé. Da kom Depechen, som fortalte, at Iste Regiment «par une resistance héroique» havde stanset Fjenden og frelst Arméen. Da aandede jeg atter frit, alt blev Lys og Dag, og jeg begræd ikke mere Dronning Thyras kolde Vold, da jeg hørte, at et andet, levende Danevirke vidste at værne om vort kære gamle Fædreland.

Takket være Dem og Deres Regiment tilbragte jeg stolte Dage. Alle talte om Oversee, alle Blade 146beundrede vor Armé, og en Ven kom til mig, som havde spist hos Thiers, og fortalte, at denne Verdens største Historieskriver havde med varm Beundring talt Danmarks Sag, og han havde ytret, at Slaget ved Oversee var saa brillant, at man maatte gaa tilbage til Oldtiden for at finde noget, der lignede denne Haandfuld Folk, som opofrede sig for Arméens Frelse.

Her i Frankrig er alle Sympatier for os, og hver Gang Tyskerne faar Prygl, er Folk saa glade, som om det var Frankrig selv, der havde slaaet til. En Krig med Prøjsen vilde blive hilst her med Jubel, og man haaber, at man kommer med inden Enden.

Jeg beder min Svoger A. at sende Dem fra København 100 Rdlr., som De godhedsfuldt vil disponere over ganske efter eget Skøn. Skulde De bestemme Dem til at drukne Pengene i en god Punch, saa beder jeg Dem at sætte al Beskedenhed til Side og i mit Navn at udbringe et længe, længe Leve for det Iste Regiment og dets tapre Oberst.

Jeg forbliver

Deres ærbødige

N. N.

Derefter kan et Brev anføres fra en Ioaarig lille Pige, hvis Forældre (Embedsfolk i en sjællandsk Provinsby) er i Slægtskabsforhold til Regimentschefen, som er hendes Gudfader. Brevet er øjensynlig blevet til under de voksnes Øjne og ikke uden Paavirkning af deres Skrivefærdighed, men den barnlige Stil bryder dog tydeligt igennem.

147

Den patriotiske unge Dame skriver:

Den 20. Febr. *

Da jeg havde meget Lyst til at skrive til min Gudfader, og Fader sagde, at det kunde gaa an, besluttede jeg at gøre Alvor deraf. Det, jeg vil skrive til Dem om, er, at det har bedrøvet mig meget at høre, at Danevirkestillingen er tabt. Det tyder paa Fædrelandskærlighed og Mod, at første Regiment, da Hæren skulde trække sig tilbage, bad om at maatte være de sidste og at dække Hæren. Det er skrækkelig at tænke sig, hvor de stakkels Officerer og Soldater har maattet lide baade af Hunger og af Kulde. Hestene styrtede jo om af Træthed. Nu kan vi vel alle stole paa, at Soldaterne kan forsvare Dybbøl, saa at Tyskerne ikke kommer over til Als. Med mit Brev følger en Kasse Cigarer fra Fader, som beder Dem ikke forsmaa den, da De vel ikke saa godt kan faa dem. Nu Farvel, lev vel, jeg haaber, at de danske maa vinde. Fra Deres Guddatter

Anna.

Endvidere forekommer to unge Mænd af Almuen, som tilbyder Obersten deres Tjeneste som frivillige.

Brevets Retskrivning, Tegnsætning og Inddeling er i Gengivelsen uforandret bibeholdt som en enkelt, for Datidens Bondealmue ret karakteristisk, Prøve.

N. pr. Aarhus d. 20 April 1864.

Herre

Oberstleiutnant Regimentscommandøir Bech. Jeg tager mig herved den ærbødige fridhed at 148skrive Dem til da jeg og en af mine Venner Længe har haft Lyst at komme i Tjennesten og da vi ere for unge til at blive udskrævet henvender vi os til Dem om De ikke Godhedsfuld vil optage os som frivillig og vort høiste ønske er at komme til første Inftreirægement jeg hæder Niels Peder N. og er 19 Aar den 25 Mai og min Ven Peder J. fylte 19 Aar 8de Marts.

Bekke er vi friske og ikke os bevist nogen Lægems Svaghed jeg er ogsaa saavelsom Peder J. ikke udvandt i at omgaas med Skydevaaben og det skal stædse vere formaalet for os at erhverve os den færdighed som udfordres for at vere en God Soldat Ligesom at erhverve os vores Foresattes Agtelse og Yndest. Vi hafte alt forlengesiden melt os men vi maatte jo have vores Forældres Samtykke vi beder Dem Herr Oberstleiutenant om at opfylde vort ønske og skal vi møde vad Dag De bestemmer.

ærbødigst Niels Peder N.

Peder J.

149

Mellem Fjender i Vejle.

Uddrag af en Dagbog paa 68 Kvartsider, ført hver Dag fra d. 18. Februar til d. II. Juni.

Forfatterinden er en ung, 20-aarig Pige, Datter af en højerestaaende, juridisk Embedsmand i Vejle.

Hendes Fader var paa Krigens Tid 57 og Moderen 50 Aar.

Paa Dagbogens første Blade gives i korte Træk Situationen inden Fjendens Ankomst.

Den 19. Februar. Fredag. *

Gik roligt for os, men med stadig Indrykning i Byen af vore Tropper.

Den 20. Februar. Lørdag. *

Rolig; der blev lagt Forhug af Grantræer nede ved Sønderbro; Fjenden i Kolding med en Styrke af 3000 Mand.

Den 21. Februar. Søndag. *

Kl. 12 rædsom Alarm; Fjenden med Patrouille ved Viuf Kro; 7. Regiment udsendt paa Rekognoscering; Kl. 3 Fjenden atter trukken sig tilbage; 4 Kompagnier af II. Regiment kom om Eftermiddagen; Løjtnant G. var endnu hos os, og vi havde en rar Søndagaften.

150

Fra den 22. Februar til den 8. Marts gaar Tiden ret roligt med Indkvartering og Officersbesøg; Major G. og forskellige andre Officerer spiller hyppigt L'hombre med Herredsfogden, «Løjtnant K. og jeg spillede Sonater og andre Ting.» Man foretager Spasereture i Omegnen «for at se Forhugget og Befæstningerne, jeg kunde imidlertid ikke se, at der var saa overdrevent meget gjort i Stand.»

Om Fjenden noteres den 25., at han fra Kolding «sendte en Patrouille til Egtved, men uden at tage noget videre. Ingen Fægtning med vore Soldater, som ved Hjælp af en Kones Advarsel reddede sig.» For Resten«fandt vore Officerer, at Stillingen ved Vejle var en aldeles uforlignelig Stilling og talte stærkt om et alvorligt Forsvar her Nord for Byen.» Den 28. fandt«en Patrouillefægtning Sted mellem vort og fjendtligt Kavalleri i Blaakjærskov. En dansk Dragon af Give Sogn» [den bekendte Niels Kjeldsen af 6. Dragonreg., 4. Fsk.] «udviste et mageløst Heltemod og blev først efter en voldsom Modstand dræbt, 3 danske Dragoner tagne til Fange.» Dagen efter omtales Træfningen ved Vorbasse med dens 33 prøjsiske Fanger, og derefter fortsættes, længere hen i Dagbogen:

Onsdag den 2. Marts. *

Roligt. Om Aftenen rædsom Kommers; der kom nemlig 3 Parlamentærer til General Hegermann-Lindencrone, og han modtog dem paa Petersholm. Den første spurgte, om vi vilde godvillig forlade Vejle, herpaa svaredes «Nej». Den anden spurgte til den fangne Officers Befindende, som vi tog tilfange ved Vorbasse, herpaa svaredes «Godt». Den tredje, om det ikke var 151det bedste, at Patrouillefægtningerne blev ophævede; herpaa svaredes: « Comme vous voulez, Messieurs.»

Tirsdag den 8. Marts. *

Denne rædsomme Dag oprandt meget roligt, men omtrent Kl. 10 kom Fader og spurgte Frederik, om han vilde gaa hen at se nogle Fanger, vi havde taget i Morgenstunden.

Et Øjeblik efter blev der blæst Allarm, og straks var jo alt i Oprør; II. Regiments 4 Kompagnier, som ikke var paa Vagt, blev beordret ud i Stillingen; Kavalleripikettet red ud. Kl. II kom Fangerne ridende her forbi, de bestod i 4 østerrigske Windisch-Grtz-Dragoner, ledsaget af de danske Dragoner, der havde taget dem til Fange; den ene var saaret paa Halsen, men red dog. En Officer, Grev Czernim, som vi ogsaa havde taget til Fange, var saa haardt saaret, at han maatte køre til Horsens i en lukket Vogn.

Kl. 12½ kom imidlertid Kavalleripikettet tilbage; Kaptajn S. red ud for at hente II. Regiment tilbage. Løjtnant K.'s Peter kom ogsaa tilbage og vi ventede da, at der i det mindste den Dag ikke vilde komme nogen Fjende hertil.

Da Klokken var 2 begyndte Kommersen da for Alvor. Alt Kavaleri, som havde været paa Forpost, kom tilbage og gik Nord paa, den ene Stafet galoperede gennem Gaden efter den anden; saa vilde Fader have, at vi, Moder og jeg, skulde køre ud paa Landet, men idet vi tog Tøjet paa, sprang der en Granat her lige udenfor paa Gaden. 14 Vinduesruder søndersloges, Gardinet hang i Pjalter, Vinduessprossen gik itu, og en stor Granatstump sprang ind i Dagligstuen. Hele 152Familjen gik da efter Md. S.'s Anmodning ned i Kælderen, hvor vi stod i den rædsomste Angst og under den rædsomste Kanon- og Geværtorden.

Derpaa hørte vi vilde Skrig, Raaben, Hujen og Musik, ja klingende Musik, uh ha! Saa hørte vi vore egne, søde Soldaters Raaben, idet de løb gennem Gaden og saa en Tyskers ækle Skraal! Vi stod omtrent nu 3/4 Time dernede, saa kom vi ind i Md. S.'s Stue, og derfra saà vi, hvorledes Tyskerne (Østerrigerne) i tusindvis drog Nord paa.

Kl. 7 indtraadte der Stilhed i Kanontordenen, som stadig var hørt Nord fra; saa stormede Tyskerne tilbage i Byen og indkvarterede sig selv med dragen Bajonet, saaledes at vi fik herop 66 Menige, 3 Officerer og 3 Oppassere. De Menige fik straks Smørrebrød, hvilket var det eneste, der nogenlunde stoppede og stansede deres Raseri; de mente nemlig stadig, at der var danske Soldater skjult omkring i Husene, da de danske Soldater i den søndre Del af Byen havde skudt fra Vinduerne.

Paa Retræten af de Syd for Byen værende, danske Soldater var II Soldater af II. Regiment komne for sent til at naa ud, inden Fjenden havde besat den Udgang af Vejen, som de skulde gaa, og var nu i deres Angst sprungne ind i vor Have. De 6 fik civile Klæder, men de 5 maatte gaa ned at overgive sig, og Fader maatte med blødende Hjerte staa ved Siden af og se derpaa.

Natten var rædsom, ikke en halv Times Ro, da Soldaterne stadig løb op og ned og der var almindelig Uro og Tummel. De fleste af de Menige var Ungarer, 153som ikke kunde et Ord tysk. Her paa Gaden blev den Dag skudt: Hr. H., død, en Skrædersvend saaret i Benet, en lille Pige i Foden, og en lille Dreng; Md. W. blev skudt i sin Stue. Østerrigerne led et voldsomt Tab. Vi fik nogle saarede, men flere af vore blev tagne tilfange. Kaptajn S. af II Regiment blev fangen og saaret; han er paa Æresord hos Konferentsraad D. [Amtmanden].

Onsdag den 9. Marts. *

Om Morgenen gik der voldsomme Kavaleriregimenter, Infanteri og Artilleri Nord paa. Vore Tropper sagdes at have slaaet Forposterne tilbage, men efterat Fjenden har besat Byen vides jo aldrig noget bestemt om vore egne. En rædsom Tummel i Byen. Transport af saarede fra Valpladsen ind til Lazareterne. Stemningen aldeles fortvivlet. Her i Huset en gyselig Støj af de menige, en Skrigen, Løben og et Svineri, som der vist aldrig er set Mage til. Ingen Nattero.

Torsdag den 10. Marts. *

Tidlig om Morgenen blev Moder kaldt, da de menige gjorde Oprør imod Pigerne, som ikke straks vilde give dem Kaffe. De var aldeles rasende og omringede Moder og skreg og raabte, men Moder fik dem til Tavshed, og nu kom 5 ad Gangen ud og fik deres Skaal Kaffe. Endelig Kl. 12 marcherede da de menige bort, og nu havde vi da kun de 3 Officerer og deres Oppassere samt et Par Underofficerer. Ingen Nattero.

Fredag den II. Marts. *

Fik vi en meget net Oberløjtnant H. i Kvarter. Stemningen meget slet. Rekvisitioner til Skansearbejde 154Syd for Byen, hvilket nægtedes, og derpaa blev der Folk dreven sammen og tvungne til at arbejde: alle Seminaristerne fra Jelling, Pastor M., Skolelærerne U. og B., kort sagt hvem Fjenden med dragen Bajonet tvang dertil. Intet Nyt ellers. Rekvisition om Mad til Skansearbejderne; med Besvær skaffet.

Lørdag den 12. Marts. *

Rekvisitioner om Mad til Skansearbejderne, som i en Fart blev sendt derud. Om Aftenen blev Arbejderne løsladte og kom her paa Kontoret forat erholde Passérsedler. De saà rædsomme ud, en af Seminaristerne var i Slobrok og Sivsko, en anden havde de taget Ur og Kæde fra. De var i Køkkenet for at drikke lidt, og saa fik de ogsaa lidt at spise.

Tirsdag den 15. Marts.

Løjtnant H. efter en rørende Afsked draget bort, og en anden Løjtnant kommet i hans Sted; hans Tjener, en Ungarer, kan ikke forstaa et Ord tysk.

Torsdag den 17. Marts.

Om Aftenen kom her 2 Underofficerer for at rekvirere 2 Ligkister, 3 Kranse, 3 Grantræer og 3 Ligklæder over Kisten. Der er nemlig død 2 Menige af II. Regiment og 2 af 3. Dragonregiment og en østerrigsk Underofficer. De skal begraves i Dag den 18. Marts. Ceremonien skal udføres af deres egen Præst.

Tirsdag den 22. Marts.

Om Middagen kom her en Hauptmann med en Kadet (Fændrik). Ordentlige Folk. Hauptmanden viste Fader en Forlovelsesring, en Revolver og en dansk Spidskugle, endvidere spildte han Rødvin over sin Seng og Gulvet. Fændriken spiste godt og takkede. Den 155prøjsiske Oberløjtnant ser vi aldrig noget til, han faar kun Kaffe om Morgenen, forresten lever han paa Værtshus.

Onsdag den 23. Marts.

Den forlovede Hauptmann og den spisende Fændrik rejste i Morges. Kl. 2 kom her en prøjsisk Major von B. og hans Adjudant Løjtnant von F.; deres Oppassere er en Underofficer og en Skriver. I Dag kom med Prøjserne 3 danske Infanterister af 13. Regiment, de var Overløbere; det var sørgeligt at se, men alligevel en Velsignelse at se den danske Uniform engang igen.

Torsdag (Skærtorsdag) den 24. Marts.

Temmelig rolig. Løjtnant von F. og Major von B. gjorde os en meget fin Visit i Formiddags. Kyraserofficeren siges at skulle rejse, og en Doktor har allerede anmeldt sig selv.

Udskrivning af Heste her i Byen. Købmændene W., R. o. s. v. har de frataget Hestene.

Lørdag den 26. Marts.

Vor Indkvartering afrejst Kl. 5. En Masse Tropper bestaaende af Infanteri og Artilleri drog Syd paa; vi saà derimellem den forlovede Hauptmann og hans spisende Fændrik. Der siges, at Dronningen af England er gaaet af og Prinsen af Wales er bleven Konge, og at han har faaet en Vaabenstilstand i Stand, saaledes at Tyskerne inden den I. April skal have Jylland rømmet.

Tirsdag den 29. Marts.

Nogle af vore Infanterister fra Frederits er bleven ilandsatte ved Rosenvold og har derfra begivet sig til Landsbyen Assendrup, hvor de i en Bondegaard tog 15622 røde Husarer og 25 Fleste. Dette er sket Natten mellem Mandag og Tirsdag. Vi fik om Eftermiddagen en Major af de røde Husarer og en Overlæge med 3 Tjenere. Majoren rasede, over at vi havde taget hans Husarer og sagde, det var imod al Krigsbrug, Maaden hvorpaa vi havde taget dem; dernæst spurgte han Fader, om Fader var dansk eller tysk sindet. Det siges, at Garibaldi er landet i Frederits??

Onsdag den 30. Marts. *

I Formiddags var Majoren uforskammet mod Moder, forlangte Middagsmad Kl. I, uden at have leveret Naturalforplejning, og spurgte derpaa, om Moder var en Tysker, thi hun talte jo tysk som en indfødt; Moder svarede, at hun vel var født i Holsten, men at hendes Fader havde været dansk General, og at hun aldeles ikke regnede eller nogensinde havde regnet Holsten til andet end til Kongeriget Danmark. Efter denne Tale vendte Hr. Majoren hende Ryggen.

I Eftermiddag stærkt Røre, alle Kufferterne bringes bort, der pakkes, Bagagevognene kører Syd paa, de syge flyttes bort. Alt tegner til, at de skal bort i Nat. Gud give dog det var Sandhed!

Torsdag den 31. Marts. *

Vores Major red da ud om Natten Kl. 2, men kun for at fange en Spion, som de antog havde hjulpet de danske til at fange de røde Husarer; Spionen var E. fra — gaard, som de nu i Formiddags bragte som Fange hertil, siddende mellem 2 Husarer med spændte Pistoler; han kom straks for en Krigsret og blev saa ført til Magdeburg eller Spandau. Om Middagen kom de 157atter med en gammel Landmand, hvis Karl havde hjulpet de danske at trække Hestene ned til Stranden. Vort Haab blev aldeles skuffet med Hensyn til at de skulde bort, tvertimod kom her om Formiddagen 5000 Østerrigere og et Batteri, som drog Nord paa. Temmelig Røre i Byen. Stemningen fortvivlet. Vejret: Solskin og yndig Luft.

Fredag den 1. April.

Moder maatte i Morges ind til Frøken B., og tale hendes Indkvartering til rette, da de var uforskammede imod hende. Sognefoged M. blev i Gaar Aftes ført som Arrestant herind, men blev i Dag atter løsladt. I Eftermiddag kom de med en Bonde og hans Søn, som de har mistænkt for Spioneri. Stemningen komplet fortvivlet. Vejret: Regn med Slud og Blæst.

Søndag den 3. April.

Moder fik en nydelig lille Anretning forærende af den gamle [prøjsiske] Doktor, bestaaende i nogle dejlige Æbler og Violer og Sirener.

Mandag den 4. April.

Jeg spillede for første Gang i Dag, efter at Fjenden er kommen hertil.

Tirsdag den 5. April.

Formiddagen temmelig rolig, men i Eftermiddag stor Uro, da Prøjserne har set et Skib, som lagde til ved T. Prøjserne er kørt ud, Officererne rider omkring, Vogne kører fra Magasinerne, Infanteriet løber med fuld Oppakning af Sted, de tror nemlig, at det er et Dampskib, som har Kanonbaade paa Slæbetov, men det indskrænker sig nok til, efter private Folks Mening, at være et engelsk Skib med Kul til Gasværket. 158Her staar Skildvagter rundt omkring, man kan næsten ikke komme udenfor Byen.

Lørdag den 9. April.

I Morges kom Tjeneren og skulde hilse fra Majoren at Kommandanten og hans Adjudant gerne ønskede at spise sammen med Majoren og Doktoren i Dag, her var nu deres Naturalforplejning, om Moder vilde være saa god at tillave det til dem. Kl. 2 kom her altsaa Herrerne og spiste lystig og drak Champagne, ungarsk Vin og Rødvin, til Dessert havde de Appelsiner og Medisterpølse; Majoren sendte Moder og mig 4 Appelsiner ind efter Bordet.

Mandag den II. April.

Der er Tale om en Omkvartering her i Byen, da Prøjsere og Østerrigere ikke kan enes i én Gaard; men da her er lutter Prøjsere i Gaarden, skal ingen Omkvartering finde Sted her.

Tirsdag den 12. April. *

Temmelig roligt om Formiddagen; om Eftermiddagen kom her en Mængde Vogne for at bortkøre Korn her fra og fra Horsens, som de havde taget paa Røvertoget om Søndagen i Horsens. Om Eftermiddagen gik jeg hen for at besøge Frøken H. og paa Kirkegaarden stod da opstillet 12 à 14 Prøjsere, som, idet jeg lige kom forbi dem, lagde Geværet til Kinden, som om de vilde skyde; der stod en Løjtnant ved Siden af dem, men jeg var modig og gik ikke et Skridt hurtigere end før, og Prøjserne saá med Forbavselse efter mig; de mente vist, jeg skulde have løbet af Sted. Vejret var med Solskin, men koldt og Blæst.

159

Lørdag den 16. April.

De fjendtlige Officerer er nu fast bestemte paa at ville have Bal her; hvor de vil faa Damer fra, maa Gud vide, thi tvinge kan de da ikke godt.

Søndag den 17. April. *

Vi havde en rædsom Dag. Kl. II 1/2 om Formiddagen blev der blæst Allarm, Trommen gik og alt var i Oprør, ingen vidste hvad Grunden var hertil, det var en rædsom Spænding. Alle Bagagevogne og Karrer blev kørt Syd paa langt udenfor Byen, Artilleriet kørte i Gallop Nord paa, derefter kom Infanteriet, der ligger her i Byen; saa varede det en halv Time, saa kom et østerrigsk Batteri fra Vinding med Bedækning af østerrigsk Infanteri fra Vilstrup, derefter kom de prøjsiske Kyrasserer og saa til Slutningen de østerrigske Husarer; Kyrassererne ligge i Højen og Husarerne ogsaa ude paa Landet.

Efter at alt nu var stormet som rasende Nord paa, kom Kyrassererne efter et Kvarters Forløb tilbage og standsede Husarerne, som ikke var komne ud af Byen endnu, derefter drog hele Selskabet tilbage og efter en Times Forløb var de alle komne hjem; det hele havde staaet paa fra II 1/2 til 4, og Grunden til Alarmen var vore danske Dragoner og noget Infanteri, som havde været i Linved og taget nogle af Forposterne; men det var Prøjserne, som havde Vagt, og deraf kom det, at der blev en saa rædsom Alarm. Her uden for blev i Hastværket en Hest, som kørte Træn, aldeles ødelagt, hele Bringen blev reven op paa den, et Par Heste kom til Skade nede ved Sønderbro, saa det havde de gode Prøjsere for deres Alarm.

160

Det var en rædsom Spænding, inden man fik at vide, om de danske var her i Nærheden eller hvad der var Grunden til den gruelige Kommers. Det var næsten, som om der var Hekseri med i Spillet, saa hurtigt som de østerrigske Jægere kom marchfærdig ud af Kvartererne; 10 Minuter efter Alarmsignalet havde lydt, løb de med fuld Oppakning ud ad Landeveien, endskønt de gik i al Ro og Mag med deres Naturalforplejning, da Signalet lød; Officererne sprang formelig ned ad Gaden uden Kapper, som de stod og gik, i den tynde Uniform, kun med Huen paa Hovedet. — Vejret er yndigt.

Mandag den 18. April.

Om Eftermiddagen fik vi den rædsomme Efterretning, at Dybbøl var taget, og 2500 Fanger havde Tyskerne taget. Vi har et svagt Haab endnu om, at det er Usandhed, men det er vel desværre sandt, Gud hjælpe os dog! Stemningen er i højeste Grad forknyt og fortvivlet. Vejret yndigt. Prøjserne har skraalet « Hurra » som gale Mennesker.

Onsdag den 20. April.

I Dag gaar der atter det dejlige Rygte, at Dybbøl ikke er taget, man mener, at det kun er nogle Skanser, der er tagne, det er en rædsom Pine at gaa i, man véd intet med Bestemthed.

Torsdag den 21. April. *

I Dag er Rygtet om Dybbøls Fald da bleven fuldkommen stadfæstet. Der kom gennem en hemmelig Vej en Avis, hvori hele Indberetningen fra vores Overkommando stod, det var en rædsom, rædsom Ting at læse, og det værste er, at vi jo nu i mange Dage kan 161gaa uden at faa nærmere Efterretninger derom. Konferencen, som vi havde haabet paa, er da nu atter opsat til den 25. Vores Major og Doktor kom da ikke bort om Natten men er nu først rejst i Eftermiddag Kl. 4 efter at have gjort en Visit og takket mange Gange, hvilket de virkelig ogsaa havde Grund til. Prøjserne, der kom her i Gaar, er her endnu i Dag, men der er kommet en østerrigsk Kommandant, og her skal nok kun blive Østerrigere i Byen, gid det var saa vel! Yndigt Vejr.

Fredag (Store Bededag) den 22. April. Vi er i Dag for første Gang siden den 18. Februar en hel Dag fri for Indkvartering.

Mandag den 25. April.

Solskin, varmt og yndigt, alt begynder at blive grønt og at sætte Knopper, o, Gud!

Lørdag den 26. April.

Kronprinsen kom omtrent Kl. 8 i en lille Kalechevogn med en anden Vogn bagefter. Han kørte med 2 Heste, der sad en Herre ved Siden af ham, den bageste Vogn var en lukket Wienervogn; der var meget liden Pragt eller noget som helst kongeligt at se ved det hele. Musiken spillede ved Amtsgaarden, da han kom. Et af de Kompagnier, der kom i Dag hertil, havde 3 Danebrogskompagnifaner i Spidsen, det var rædsomt at se!

Onsdag den 27. April. *

I Dag ankom hertil en Bataillon Jægere (prøjsiske) de blev indkvarterede her i Byen. Den gamle Wrangel kom hertil i Dag, Kl. 8 Aften. Musik og Jubel, da han kom, af Soldaterne; han bor paa Apotheket. I 162Formiddag var der Revu paa Torvet, Kronprinsen uddelte Ordener til Soldaterne og Officererne. De danske Fanger af II. Regiment, som blev tagne tilfange helved Vejle, er i Dag, godt forsynede med Penge og nye Støvler, sendt Syd paa. En Mængde prøjsiske syge kom hertil fra Horsens i Dag. Vejret yndigt.

Torsdag den 28. April.

I Dag er det min kære Tante C.s Fødselsdag, vi kunde desværre ikke tilskrive hende en Linje.

Af Betydenhed skete intet i Gaar. Vi saá den gamle Wrangel ride her forbi med den unge Wrangel, som bor her; da de kom her forbi, viste den unge herop, at han boede her. Derved saá vi dem begge rigtig mod Dagens Lys. Den gamle ser ud som en rigtig smuk, gammel Mand, med hvidt Skæg og Haar, den unge er en smuk Mand, temmelig mørk. De havde været oppe paa L., hvor de havde bedt om en Gren af en smuk Christi-Torn, som N. har i Haven, de vilde have den hjem med til Prøjsen.

Fredag den 29. April.

Her er stort Røre i Anledning af Frederits' Opgivelse, men endnu større i Anledning af at Wrangel har udskrevet her fra Byen alene en Skat af 50,000 Rd. til Søndag, og dersom han ikke fik dem, vilde han tage Gidsler i Stedet. Der bliver naturligvis svaret Nej til Pengenes Udlevering; Gud maa vide, hvad han saa gør. I Nat er her kommet Løjtnant L. til. Han ser ogsaa godt ud. De synger og fløjter hele Dagen. Blæst, Solskin, Regn.

Lørdag den 30. April.

I Nat havde vi en rædsom Nat. Omtrent Kl. 12 163blev der ringet stærkt paa Døren, men da vi vidste, at Døren var aaben, troede vi, det var for Spøg, eller at de ikke vidste, at Døren var aaben; imidlertid gentog Ringningen sig nu 4 à 5 Gange, og der blev talt ude paa Gangen, saa nærmede der sig Skridt til vores Sovekammerdør, og der blev banket paa Døren. Moder spurgte: « Hvem er der? » hvorpaa der blev svaret: « Ich soll den Herrn G. sprechen. »

Fader havde nu hørt Ringningen og kom ud paa Gangen til dem. Det var 2 prøjsiske Officerer, der øjeblikkelig forlangte at efterse Faders Kasse. Kassen staar i Sovekammeret, og Fader sagde til dem, at hans Kone laa derinde. « Ja, det gjorde dem ondt, men hun maatte dog staa op. »

Fader vedblev at forsikre dem, at han ingen Penge havde, men at alt var bortsendt; Fader sagde til dem, om de vilde se hans Bøger, saa gik de da op paa Kontoret. Imedens de var der, fik vi en Pose med nogle Sparekassebøger og nogle andre Papirer ud af Faders Pengekiste.

Moder var imidlertid bleven saa alarmeret, at hun fik Krampe; da Officererne og Fader kom ned fra Kontoret, skreg Moder af Krampe. Da de hørte det, vilde de dog ikke ind i Sovekammeret, men forlangte Nøglen til Pengekassen; med den gik de da; men det varede en lang Tid, inden vi fik Moder bedre og kom til Ro igen; det er dog nogle rædsomme Mennesker, uh ha!!!

I Morges kom de to Officerer igen og undersøgte Pengekassen, men der er intet andet i den end nogle 164af Faders Klæder, de undersøgte dog alt og gik slukørede bort herfra.

En af Officererne, der var her i Nat, havde den Frækhed at hilse herop til Vinduerne, da han red forbi; vi mødte dem senere begge paa Gaden, de hilste med stor Venlighed.

Gamle Wrangel kaster Penge i Grams paa Gaden, han gaar i Barndom, løb i Gaar i Gala hele Apoteket rundt efter Fru F. og kaldte hende sin Datter, sagde Du til hende o. s. v. Stemningen er meget, meget trykket; og der frygtes almindelig for i Morgen, da Svaret skal gives paa Pengefordringen; der menes, at Wrangel saa vil tage 12 ansete Mænd af Byen som Gidsler for Pengene.

Søndag den I Maj.

I Formiddag var Løjtnanterne Wrangel og L., i fuld Puds, herinde og gjorde Visit, de var meget høflige og artige; for dem var Frederits' Rømning ogsaa en Gaade, de talte beundrende om Landsoldatens Monument i Frederits. I Eftermiddag var der sat Vagt ved hver Gade, saaledes at Folk var nødsagede til at blive i deres Hjem, vi kunde f. Eks. ikke komme ned til Onkels eller til Kirken, men var reducerede til det Stykke fra Klubben til et lille Stykke forbi Amtsgaarden.

Anledningen hertil var, at Borgerrepræsentanterne havde sagt « Nej » til Wrangels Fordring om de 50,000 prøjsiske Daler, og da de sagde Nej blev de arresterede; nogle af Borgerrepræsentanterne er nu imidlertid Forretningsmænd [m. H. t. Forplejning, Indkvartering o. s. v.] 165i denne Tid, de fik Lov til at være fri, men i Stedet for tog de Justitsraad J., Konsul L. og Uhrmager W.

For at forebygge, at Befolkningen i Vejle skulde gøre Oprør, var Vagten opstillet i Gaderne. De arresterede skal i Morgen tidlig Kl. 6 tilligemed de arresterede fra Horsens, som kom hertil i Eftermiddag, (de var arresterede af samme Grund) føres til Rendsborg. I Eftermiddag blev alle Manufaktur-Butikerne lukkede, en Patrouille gik omkring og skulde skrive alt, hvad der var i Butikerne, de vilde da hente det i Morgen, men en Time efter kom der Bud til Købmændene, at de dog maatte handle endnu indtil videre.

Jo, det er dejlige Ting, man oplever; Gud fri os dog snart ud af dette rædsomme Herredømme!

Onsdag den 4. Maj.

Gamle Wrangel lod i Gaar Pastor W. kalde til sig, og efter at have talt noget med ham bad han om at se Kirken, og da de kom ind i Kirken, knælede Wrangel for Alteret og bad W. om at velsigne ham; han er en løjerlig en.

Torsdag (Christi Himmelfartsdag) den 5. Maj.

I Dag omtrent Kl. I saá vi ud paa Gaden, og da kom der 5 danske Soldater gaaende under Bevogtning; vi blev naturligvis uhyre forskrækkede og bedrøvede, men fik snart at vide, at det var 5 Overløbere af 21. Regiment, som havde faaet fat i en Baad og i den var gaaet fra Bogense til Lejerre-Herred, hvor de var gaaet i Land; de havde sprættet Nummer og Kokarde af og kastet Oppakning og Vaaben. Uh, de ækle Mennesker! De blev indkvarterede her i Byen, ligesom de tyske Soldater, aldeles paa fri Fod. Jeg saá i Dag 166et aldeles henrivende Fotografi af Prinsessen af Wales og hendes lille Søn; Kronprinsen af Prøjsen sendte det ind til Frøken B., om hun havde Lyst til at se det, han havde lige faaet det sendende, og han tænkte, det kunde interessere at se, da det var en dansk Prinsesse.

Der blev i Dag fortalt en lille Historie, som rigtignok tyder paa, at den gamle Wrangel hverken er nogen stor Kristen, eller at hans Forstand er meget lys endnu. Det var nemlig den Gang at Dybbøl var taget, saa skrev jo den prøjsiske Konge til Prins Frederich Carl: « Næst Hærskarernes Herre, takker jeg dig, min Prins o. s. v. » En Officér bemærkede til Wrangel: « Det er da underligt, at Deres Excellence ikke er nævnt i Kongens Depeche. » Hertil svarede Wrangel: « Ikke nævnt! Jeg nævnes jo allerførst, der staar jo: « Næst Hærskarernes Herre », det er jo mig! »

Mandag den 9. Maj.

I Dag skulde da altsaa Spørgsmaalet om Vaabenstilstanden afgøres, men vi blev, som vi jo altid bliver, skuffede, thi Konferencen blev opsat til i Morgen, og Gud maa vide, om den saa bliver samlet, eller atter opsat, og dersom den bliver samlet, om den da vil føre til vor Befrielse; vi vil saa gerne atter være frie Mennesker og leve med vore egne Venner og Slægtninge. — Der er kommen en Masse Heste, som Fjenden har taget Nord paa; men, Gud ske Lov, endnu er der ingen af vore tro Dyr kommet.

Tirsdag den 10. Maj. *

Denne Dag har været en rædsom Dag; Fader fik nemlig Kl. 10 en Skrivelse fra Kommandanten, hvori 167han rekvirerede 30 Bønderkarle, der skulde møde Kl. 4 om Eftermiddagen for at passe Hestene og føre dem videre bort. Fader skrev da først, at han maatte have Ordren gennem Amtet, men Amtet vilde ikke have noget at gøre med Sagen og raadede Fader til at leje 30 Mennesker, thi derved blev det jo en frivillig Sag for hvem der vilde gaa med eller ej, Amtet mente ogsaa, at dersom Fader ikke gjorde det, da vilde Prøjserne tvinge hver Mand dertil. Fader vilde først ikke; saa kom der Brev igen fra Kommandanten, at dersom de 30 Karle ikke var der til Kl. 4, da maatte de bemægtige sig Faders Person, indtil der kom de 30. Klokken blev jo altsaa 4, og der kom ingen Karle, saa kom der Bud efter Fader fra Kommandanten, vi blev jo rædsomt ulykkelige, saa gik der nogen Tid, Fader kom da hjem, og Enden blev, at Fader maatte leje Folk, som nu i Morgen Kl. 10 skal rejse med Hestene. Men inden Sagen blev ordnet, var vi jo rædsomt til Mode.

Om Eftermiddagen kom da Vaabenstilstandens Afslutning, men under hvilke Betingelser vides endnu ikke; dersom de Prøjsere skal blive her under en 4 Ugers Vaabenstilstand, saa opsiger jeg vores Regering Huldskab og Troskab. Blot de dog drog bort! Gud, hjælp dog til at de kommer bort! — Yndigt Vejr.

Onsdag den II. Maj. *

I Dag var omtrent lige saa rædsom som i Gaar; om Formiddagen gik Rygterne om Vaabenstilstanden med aldeles Sikkerhed, men tillige det rædsomme Rygte, at Fjenden under de 4 eller 6 Ugers Vaabenstilstand skulde blive liggende her.

168

Om Eftermiddagen havde vi det mindre opbyggelige Syn at se en Kommando, bestaaende af 16à 20 Soldater med 2 Officerer og en Intendant, gaa fra Butik til Butik, tage Pengene ud af Skufferne, spørge Købmanden hvor højt han vurderede sit Lager, sætte Skodderne for Vinduerne, lukke Butiksdøren af og sætte 2 Skildvagter, en udenfor Huset og en inde i Gaarden. Det var en meget smuk Handling af Prøjserne, det maa hæve dem i Verdens Øjne.

Alle de andre Soldater stod færdige til, saa snart Generalmarchen lød, at storme ud af deres Kvarterer, naar Folk heri Byen skulde gøre Oprør imod Kommandoen. Nej, det nyttede saamænd ikke, der er kun en, der kan fri os ud af denne Pine, og det er den almægtige Gud! Han hjælper os ogsaa nok, naar han finder, det er Tiden til at hjælpe; men ydmyge maa vi være og se at lade være at blive bitre stemt imod Regeringen, som lader os herovre aldeles ligge links.

Der har jo været en for os heldig Søfægtning ved Helgoland. — Yndigt Vejr.

Torsdag den 12. Maj.

Om Formiddagen kom Løjtnant L. herind, for, som han sagde, at fortælle os om Vaabenstilstanden og dens Betingelser; Vaabenstilstanden var jo begyndt den samme Dag og skal vare i 4 Uger, vi har ophævet Blokaden, og til Gengæld skulde Fjenden leve paa egen Bekostning her i Jylland, for Resten er alt uforandret, og vi Stakler herovre skal stadig beholde det rædsomme Tryk.

Kl. 5 spiste alle Stabsofficererne og gamle Wrangel hos Kronprinsen; der var smuk Musik under Taflet, 169og Kl. 6½ kørte Kronprinsen og Prinsen af Hohenzollern med Suite til Berlin.

Jeg smagte nogle Frugter fra Prinsens Taffel, som var henrivende. — Yndigt Vejr.

Lørdag den 14. Maj *

Løjtnant Wrangel stadig daarlig. Frygtelig Kommers om Morgenen, Kl. 5 drog alle Prøjserne Nord paa, omtrent Kl. 12 kom Østerrigerne, det var Brigaden Dorinus og Brigaden Dobrezinsky. Butikerne er stedse lukkede.

Om Eftermiddagen var alle Dannebrogsfanerne ude fra Husene, omvundne med sorte Baand, Gaden blev bestrøet med Blomster, der ventedes nemlig Premierløjtnant Rasmussens Lig; han blev saaret ved Dybbøl og fangen og blev nu som død overleveret os igen. Kl. 8 kom Ligvognen fra Kolding her til, hans Ligkiste blev belagt med Kranse, Vaabenbrødrene med deres Faner og Skyttelavet med deres Faner tog imod Ligvognen ved Sønderport og drog foran den gennem Byen; den blev fulgt af en uoverskuelig Menneskerække som fulgte den til Horsensvejen, hvorpaa den gik Nord paa til Hesselballe, hvor Løjtnant Rasmussens Kone og Børn er; dér skal han begraves paa Tirsdag. — Yndigt Vejr.

Mandag (2. Pinsedag) den 16. Maj.

Om Morgenen kom Løjtnant Wrangel ind for at sige Farvel, han takkede for vores Godhed imod ham og bad, om han atter maatte bo hos os, naar han igen kom til Vejle. Kl. 10 red han bort til Horsens. Om Eftermiddagen gik Fader, Frederik og jeg ud i Nørreskov; der var Musik, det vil sige østerrigsk Musik, 170der var en Mængde Mennesker ude og naturligvis en rædsom Mængde Østerrigere. Musiken lød smukt, Skoven saà pragtfuld ud, og Vejret var henrivende. De spillede den ny tapre Landsoldat, og da de havde spillet den 2 Gange igennem, udbrød de i et tordnende Hurra; de gode Folk gør næsten for meget af det gode. Saaledes fortælles der ogsaa, at Østerrigerne vil give en Koncert, hvor Indtægten skulde tilfalde vore faldnes Efterladte. Det er næsten ubegribeligt, men dog et Bevis paa hvilken ædel Nation det maa være.

Onsdag den 18. Maj. *

I Morges fik vi et Brev med tysk Udskrift, og da vi aabnede det, faldt der et Visitkort ud, som var et Fotografi af en østerrigsk Oberløjtnant H. som har ligget hos os i Kvarter; han er den af Officererne, der i Grunden har haft det mindst bekvemt her, da han maatte bo i det lille, mørke Gæsteværelse, da alt andet var optaget, men han var noget af det høfligste og taknemmeligste, der gives paa Jorden; nu skrev han en Gang endnu for at takke for Opholdet, og for at vi ikke skulde glemme ham, sendte han sit Fotografi og bad om vore igen; han bor i Kolding for Tiden. Fadetskrev nu til ham i Dag og sendte ham sit Fotografi, vore skal han naturligvis ikke have. Musiken spiller hver Eftermiddag fra 6 til 7½ paa Raadstuetorvet, det er ganske morsomt at høre paa, vi kan sidde ganske rolig i Stuen og høre Musiken, thi de spiller saa kraftigt og smukt. Her kom i Formiddag en lille Afdeling Pionerere til Byen, men endnu er vi da slupne for Indkvartering, siden Løjtnant Wrangel rejste. Yndigt Vejr.

171

Søndag den 22. Maj.

I Eftermiddag kom her [de danske Officerer] Oberst A. og Løjtnant B. med en Ordonnans for at konferere med Tyskerne om Demarkationslinjen; det var et henrivende Syn at se dem. Jeg mødte Ordonnansen paa Gaden og sagde « Goddag » til ham, han lo over hele Ansigtet og hilste.

Torsdag den 26. Maj.

I Dag er en af Faders bedste Sognefogder bleven slaaet halvt fordærvet af nogle østerrigske Soldater, som han forbød at plukke Blomster i en Have; der er indledet Forhør, og Kommandantskabet blev det straks meldt til.

Koldt i en rædsom Grad, vi fyrer formeligt i Kakkelovnen. Ungarerne skriger af Kulde og svøber sig ind i deres graa Kapper.

Torsdag den 31. Maj.

Her gaar livsalige Rygter om Vaabenstilstand paa 3 Maaneder med de fjendtlige Troppers Rømning af Jylland!! Gud i Himlen give dog i sin Naade, at det var Tilfældet!!!!

Søndag den 5. Juni.

Vi her i Byen tilbragte denne ellers saa store Festdag i fuldkommen Stilhed. Om Morgenen havde Østerrigerne stor Kirkeparade, og de var alle saa pyntede og stadselige. Her var strøet grønt og Blomster paa enkelte Steder udenfor Husene, men ikke udenfor os, da vi ikke vilde begrave Grundloven, thi man strøer jo grønt til Begravelser.

Onsdag den 8. Juni.

Almindeligt Rygte om Krig. Telegrafen gaaet itu 172mellem Kolding og Vejle, altsaa kan intet erfares om Konferencen. Yndigt Vejr.

Torsdag den 9. Juni.

I Dag kom der Efterretning om 14 Dages Forlængelse af Vaabenhvilen, ja, det er da altid bedre end Krig, men det er dog rædsomt alligevel.

Fredag den 10. Juni. *

Moder saà i Dag for første Gang den grønne Skov; vi kørte nemlig en lille Tur i en lejet Vogn og med lejede Heste, desværre! Der ventes flere Tropper hertil i Dag. Yndigt Vejr.

Lørdag den II. Juni.

Gud ske Lov, at dette ikke er den sidste Dag inden Krigens Udbrud, nu faar de nok en Fredsbasis lavet i Konferencen. Her er kommet mange, mange Preussere til i Dag og et Kompagni Østerrigere. Fjenden har nok forladt Aalborg, ser vi af Aarhus Avis, Gud maa vide, om det betyder noget! —

Hermed sluttes denne Del af Vaabenhvilen, Gud give, at den Del, vi endnu har tilbage, maa føre Danmark til en nogenlunde hæderlig Fred; saa kunde maaske Jyden endnu faa noget for sin Udholdenhed!!

173

Jævne jydske Borgerfolk.

Uddrag af 7 Breve til en Korporal (senere Fourér) i 10. InfanteriRegiment fra en ca. 6o-aarig Snedkermester i en af de større, østjydske Købstæder.

Korporalen, en itng 24-aarig Københavner, var den 4. Januar kommen til Byen med et Detachement fra Frederikshavn, paa Vejen til Regimentet, der laa i Kantonnement i Landsbyerne langs Ejderen. Han var kun I½ Dag indkvarteret hos Snedkermesterens Familje, som fattede en saa stor Sympathi for ham, at der underholdtes et Brevskifte imellem dem endnu flere Aar efter Krigen.

Den 4. Februar 1864. *

Ærede Hr. Ven! Først maa jeg takke Dem for Deres venlige Brev, der glæded os alle, da vi deraf ser, De endnu er i god Behold, og vort fælles Ønske er, at De maa gaa uskadt ud af den store Kamp, som forestaar Dem og enhver dansk Soldat. De kan tro, vi er alle spændte paa at høre nyt fra vor kære Armé, hvor vi har saa mange Venner, og vi ser da efter, om 10. Regiment har været med.

174

Min Datters forlovede er nu i København at lære, og som vel ej varer længe, inden han skal ogsaa med. Dersom der sker noget Angreb, ønsker vi gerne at høre fra Dem, hvorledes det er gaaet Dem.

Fra mine Pigebørn sendes Dem hermed en Pakke, som de beder Dem ikke at forsmaa for sin Ubetydelighed. Vi talte om Dem og det Undertøj, der sendtes til Arméen, og vi var af den Mening, at Deres Beskedenhed ej tillod Dem at modtage noget deraf, og da ønskede mine Pigebørn at maatte sende Dem denne lille Pakke med Bøn om at underrette os om, hvad De muligt kunde have Brug for.

Nu noget for noget, siger man. Jeg skal bede Dem fra min Kone om at faa sendt Deres Portræt, som hun saà, De havde her i Byen.

Jeg ønskede saa gerne at høre Deres Mening, om De tror, at vi kan holde Danevirkestillingen.

Og nu til Slutning bedes De modtage en venlig Hilsen fra os alle ved Deres med Agtelse

H. C. P.

Den 16. Februar 1864. Gode Ven!

... Jeg har i et af Brevene bedet Dem fra min Kone, om De vilde vise hende den Tjeneste at sende Deres Portræt, som hun saà her i Byen. Deres Lighed med vor afdøde Søn gør, at hun saa ofte omtaler Dem, og De kan tro, at hun ofte beder til den gode Gud, at han vil beskærme Dem i disse store Farer, De er underkastet. Derfor vilde det være hende særdeles kært at have Deres Portræt.

175

Her gaar det Rygte, at der bliver en Vaabenstilstand, men i Aviserne staar, at Tyskerne skal jages ud af Slesvig; Gud véd, hvilket er sandt.

De modtage herved en venlig Hilsen fra os alle ved deres hengivne

H. C. P. Vi er alle raske.

Den 10. April 1864.

Kære Ven!

De kan ikke tænke Dem den Glæde, Deres kære Brev gjorde i vort Hus. Vi havde set i Bladene, at De var haardt saaret, min Kone og Børn græd meget derover, for De vil næppe tro, hvor kær De er os, og vi har hele Tiden fulgt 10. Regiment med Opmærksomhed, derfor er det os en stor Glæde at høre, De er i god Bedring. Jeg har tilskreven et ungt Menneske, en god Ven af os, om at forhøre, om De er i København, og at han der skulde opsøge Dem og skaffe os Underretning om, hvorledes De har det; jeg haaber, det er lykkedes ham.

Hvad os angaar, da har vi og vor Plage af Tyskerne; i den Tid, her var saa mange, havde vi af hele Huset kuns vort Sovekammer, det øvrige har de og Halm i alle Værelser og en Lugt af dem, der ej er gaaet bort endnu. Vi havde nu været af med dem i 14 Dage siden Paaskedag, kuns Patroljer kom ind til Byen, men i Gaar, Søndag, kom en stor Styrke og fordrev vores ud af Byen, hvorved der opstod et Sammenstød paa Sønderbro, hvor der faldt 4 Tyskere, og siden et paa den nordre Side, hvor der faldt en af Iste Regiment og toges en til 176Fange. Da de havde faaet det udleveret, de forlangte, som var meget betydeligt, afrejste de igen Kl. 4 Eftermiddag, og straks efter havde vi det kære Syn at se Dragonerne, som De kan tro har det godt her, de kunde gerne tage nogle Kammerater med, da den ene er bedre ved dem end den anden.

Den fangne i Gaar fik de straks samlet 30 Rdl. til i Rejsepenge, og Prøjserne vilde selv give ham mere Mad, end han kunde spise. Der kom i Gaar en hel Del ind til os og bad om Fodlapper, og min Kone udtrak da en Skuffe, hvori mine Strømper laa, enhver greb da et Par og sagde « ich bitte », og omringede os, saa at vi maatte lade dem løbe med dem alle, jeg har nu kuns dem, jeg har paa; straks efter kommer der to af dem, der fik Strømper, og bragte mine ny Morgensko; en Polak havde i Tumlen stjaalen dem, og af Erkendtlighed havde de frataget ham dem og bragte mig dem.

Paa deres Opførsel kan vi som Fjender ej klage, og vi tog ogsaa altid imod dem med hvad der var i Spisekamret; nogle Steder, hvor de ej gjorde det, har de ej heller haft det saa godt. Jeg havde altid saa mange, at jeg fik iblandt 2, ja 3, Korporaler, og disse laa i vor Sal og blev beværtet det bedste, vi kunde, og de holdt da god Orden over de menige og udjagede dem, der ej hørte til Kvarteret, da der ofte kom nogle beskænkede om Aftenen, som ej kunde finde deres Kvarter, og de vilde ligge i Værelserne.

De første, der kom, var Østerrigere, at sige fra alle Provinserne, mange kunde ej et tysk Ord, de 177haardføreste Mennesker, jeg har set. Det var et skrækkeligt Vejr med Storm og Sne, men ude i Rendestenen stod de med bare Fødder og vadskede deres usle Støvler og Fodlapper, vred dem af, lagde dem om Fødderne igen og trak Støvlerne paa, uden at det gjorde dem det mindste. Inde i Værelserne gik de med de bare Fødder. Prøjserne hadede de, men om de danske sagde de, at de skulde have en Lavrbærkrans. Prøjserne er nogle Uslinger, sagde de alle.

Min Søn havde Bryllup i disse Dage, og det var for dem en stor Højtidelighed, og de gjorde alt, for at der skulde være roligt. Det var en daarlig Tid at holde Bryllup, men Gæsterne var kun hendes Formynder og jeg. Grunden var, at min Søn havde indtil 40 Mand, og han kunde ej passe sin Forretning, da han ej kunde forlade Stuen, og hun ej vilde derned, før de havde Bryllup, og tilmed kan hun tale godt tysk.

Nu vil vi være mer glade, dersom vi i Morgen kunde faa Brev fra min Datters forlovede J. Han kom som Rekrut til 8. Regiment, og uden at faa Nummer maatte han for ved Dybbøl, hvor han stormede 3 Gange. Der faldt 200 af Regimentet, 5 ved hans Side, og deres Oberst H. Vi fik hans Brev, som var skreven den 26. Marts, 12 Dage efter, og har siden ej hørt fra ham, hvorfor vi er meget bekymrede. Han skrev der, han havde truffen flere Venner, men Dem havde han ej kunnet finde, men han haabede nok, det vilde lykkes, da han havde Deres Adresse, men de fik jo Forfald.

178

Kunde De, naar De forlader Sygehuset, faa en lille Permission, da staar mit Hus Dem altid aaben, og det vil glæde os alle at modtage Dem, at sige, dersom Tyskerne ej skulde komme og tage Kommandoen fra mig.

Nu være De paa det venligste hilset fra os alle ved Deres altid hengivne

H. C. P.

Den 26. Maj 1864. *

Min gode Hr. F.!

Med Glæde har jeg i Dag modtaget Deres Brev og ser, De er i god Bedring, hvilket glæder os alle i Hjemmet, da vi af en Slagter K. fik den Efterretning, at de ej kunde faa Kuglen ud af Hoften, og at De havde lidt saa meget.

Det maa da ellers være behageligt for Dem, at De kom til Deres Hjem og Familje og den dejlige København. Jeg har i flere Aar glædet mig til at gøre en Tur dertil paa en 14 Dage og vil ogsaa gerne gøre en Tur dertil i Sommer, dersom vi blot kan blive Tyskerne kvit, ellers bliver der intet deraf. Jegplejer da at gøre nogle Indkøb af Kaffe og Sukker til Vinteren, saa jeg for det meste tjener Rejsen.

Hvad Tyskerne angaar, da har jeg altid kommen godt ud af det med dem. Vi har nu 52. Regiment Prøjsere, deraf har jeg i den Gaard, jeg selv bebor, 2 Underofficerer og 4 menige. De første ligger i vor Sal, vi har sat Møblerne paa Loftet, og de sidste i Gæstekamret og Værkstedet. De faar daglig ½ Pund Kød pr. Mand, Brød, Ris eller store Byggryn. 179Det er jo en simpel Levemaade. Min Kone kan ikke se paa, at de Stakler staar og spiser det tørre Brød med Salt til, vi giver dem derfor Smør paa og koger dem deres Mad og tillaver det til dem. De faar og lidt Kaffe, som vi og koger 2 Gange daglig til dem; de er ogsaa meget taknemlige derfor. Vi har hver Dag dem til Øvelse i min Toft, som har været brugt til Vognpark og derved er ganske ødelagt for Græsning i Sommer, saa jeg maa holde mine Kreaturer inde, hvilket for mig er et stort Tab.

Hvad nu den Vaabenhvile angaar, da er der vel ingen, der kan have nogen Mening derom, men jeg er af dem, der har et godt Haab, og vil bære alt med Taalmodighed, og hvor kan man andet, da vore Soldater har lidt saa mange Savn og Lidelser for os!

Jeg gentager det her, kom en lille Tid over til os, naar Omstændighederne tillader det, De vil være os alle kærkommen; jeg længes efter en Aften at faa alle dem, jeg kender, der har lidt for os, til et lille Sold og høre dem fortælle, hvorledes de har haft det. Min Kone beder mig, at De vil underrette hende, om Kuglen er tagen ud, da denne Slagter har gjort hende bange, jeg skal og takke Dem for Portrætet.

Nu vil jeg ønske Tyskerne ude af vort Land og at jeg kan komme til den kære København, som er min største Fornøjelse, og træffe Dem ved et godt Helbred.

180

Modtag til Slutning en venlig Hilsen fra os alle ved Deres hengivne

H. C. P.

Min Datters forlovede ligger paa Fyen og er rask.

Den 7. Oktober 1864.

Gode Ven!

Deres Brev af 22. f. M. har jeg med Glæde modtaget og ser, De befinder Dem vel, hvilket just ej er Tilfældet med os alle her i Huset, da den strenge Tyfus nu ogsaa har ramt os, idet min ældste Datter Marie ligger meget syg af den... Jeg har den Tro, det er af den Indkvartering, vi har haft, da vi alle maa ligge, 6 Mennesker, i ét Sovekammer.

I Dag forlod alle Prøjserne Byen Nord paa, i Morgen kommer der 5000 Østerrigere, 2 Musikkorpser, hver 60 Mand, og 200 Officerer, det bliver en ordentlig Byrde. Jeg véd ej hvor mange jeg faar, men min Søn faar en Officer og 14 Mand. De er saa skikkelig at overlade os et Værelse i Huset, Resten raader de for. Hvor der er nu en stor Familje, maa de ligge paa Loftet, de forlanger og alt kasernemæssigt med I Mands-Senge; skal vi nu skaffe Sengklæder dertil, saa véd jeg ej, hvad det skal blive til, da det er umuligt. De forlanger og af Byen en indelukket Skydebane paa 800 Alen med Vinduer i, store Hø- og Halmmagasiner skal bygges; det ser ud til, vi beholder dem i Vinter, og hvad skal der blive af for Lys og Ildebrændsel til saa mange Mennesker? — Vi vil nu haabe paa, det snart faar en Ende, som mange tror. Til deres Afrejse i 181Dag brugte de 190 Bøndervogne, det er meget streng for ogsaa Landmanden...

Nu vil jeg slutte med en venlig Hilsen og med det Ønske, at vi snart maa ses bedre til Mode, end jeg er i dette Øjeblik, da Sygdom er et stort Onde, hvor der er saa uroligt som her...

I Brev fra den første Brevskrivers Søn, en 28-aarig Brænderiejer i samme By.

Den 11. April 1864.

Kære Ven!

Skønt det er første Gang, jeg skriver Dem til, har De vel ikke noget imod jeg kalder Dem saaledes, da jeg og hele min Familje har betragtet Dem som en Ven, siden De var hos os, og har vi hele Tiden fulgt Deres Regiments Bedrifter med stor Opmærksomhed for at erfare, hvorledes det gik Dem.

De kan deraf se, hvor stor Sorg det vakte for os, da jeg forleden læste i Avisen, at De var blevet haardt saaret; jeg sendte øjeblikkelig Stafet hjem med Budskabet derom, og det kunde ikke have vakt større Bedrøvelse, om det havde været min Svoger selv, der jo ogsaa er paa Als ved 8. Regiment; min Kone (for jeg er nylig bleven gift med min Kusine, som De jo ogsaa kendte fra Deres Ophold hos os) og hele den kvindelige Del af Familjen græd som for en Broder; De kan deraf se, at vi tænker meget paa Dem, mere end De maaske har troet. Vi er derfor alle saa glade, da vi i Dag hører, at De er sluppen nogenlunde derfra, og at De er i Bedring. Blot det nu maa blive ved at gaa fremad, 182og at De snart maa blive rask er nu vort største Ønske, og at De snart maa komme og besøge os.

Vi har her været plaget meget af Fjenden; under hans første Fremrykning havde jeg 40 Ungarer i Kvarter, men de opførte sig dog nogenlunde ordentlige, kun var det en Plage at de fleste ikke kunde tale tysk, men Underofficererne kunde alle tysk. Næste Dag havde jeg polske Jægere med store Fjederbusker i Hatten og derefter Bøhmer, Kroater og Slavonier, og Gud véd, hvad alt det Rak hedder, Østerrig har sendt os paa Halsen, men alles Mening er dog, at vi hellere vil have Østerrigerne end Prøjserne, da der er en grusom Disciplin blandt Østerrigerne, og hvem der var saa lykkelig at have Underofficerer, dér opførte de sig gerne godt, man behøvede blot at sige det til dem, naar der var noget i Vejen med Mandskabet, de skulde da snart ved Prygl og Ørefigen lære dem at være høflige. Jeg havde to Underofficerer, som jeg var god imod, for at De skulde holde Orden...

Der hersker ikke den store Mandstugt blandt Prøjserne som blandt Østerrigerne. Lige overfor mig stillede et Kompagni Østerrigere, og naar der var en Stakkel, der kom forsilde, regnede der Prygl og Skældsord ned over ham; naar der kom et Regiment igennem Byen, skulde man ikke se en eneste, der hinkede, thi hvis Officererne saà det, fik han Prygl, naar de traadte af, derimod kunde man se, naar de var traadt af, mange komme slæbende Lemmerne efter sig...

De er vist ked af mit Vrøvl nu, og jeg vil derfor 183holde op, gid vi nu snart maa se Dem rask hos os, det længes vi alle efter. Skriv mig snart til og lad mig vide, hvorledes det gaar dem og lidt om Deres Felttog. Da jeg véd, en Soldat, der ligger paa Hospitalet og trænger til meget, ikke altid er godt beslaaet, haaber jeg ikke, De forsmaar medfølgende 4 Rdl. fra en Ven, som holder meget af Dem.

De hilses nu paa det hjerteligste fra min Kone og fra hele Familjen ved Deres hengivne

Aug. P.

184

En Latinskoledreng i Aarhus.

Uddrag af 7 Breve til Familjen fra en c. 18-aarig Gymnasiast ved Kathedralskolen i Aarhus, Søn af en sjællandsk Købmand og Skibsklarerer.

Aarhus, den 5. December 1863.

... Da jeg nu samme Dags Eftermiddag Kl. 5 kom fra Skolen og gik over store Torv, blev jeg forbavset ved at se Soldater staa opstillede der. Ved at høre mig for erfarede jeg, at det var Resten eller rettere sagt Efternølerne af II. Bataillon (den Bataillon, der saa hæderligt udmærkede sig i forrige Krig, f. Eks. ved Bau.) Det var mørkt, men tilsidst opdagede jeg dog August [Brevskriverens Broder].

De blev nu opraabt efter Nummer og fordelt i Kvarter hos Byens Borgere, August skulde saaledes tilligemed en anden have ligget hos en Drejer i Badstugade, men min Værtinde havde indstændigt anmodet ham om at tage ind hos hende, naar han kom tilbage, og da han fik mit Husnummer opgivet, angav han det for Løjtnanten og fik saaledes sit Kvarter forandret. Derpaa fik de Ordre til at møde 185paa Pletten samme Nat Kl. 2 og skiltes saa ad. For nu at lette hans Byrde tog jeg hans Tornyster paa Ryggen og Geværet i Hvil, og saa marcherede vi...

Den Tornyster er dog et tungt Møbel, alene af at bære den fra Torvet og her hjem gjorde det ondt i Brystet, dog skal Bøssen være værre, da man vænner sig til Tornystren, saa at man ikke kan mærke, at man har den paa, hvorimod Bøssen altid trætter.

Vi tændte saa Lys i min hyggelige Dagligstue, og jeg saà nu først hans smukke, splinternye Uniform med den blaa Frakke, lyseblaa Benklæder, varme Overfrakke, blanke Sabel, polerede Bøsse og nette Felthue. De er fri for de uhensigtsmæssige Chakoter, tillige har han været saa heldig at faa en blød Tornyster i Stedet for de gamle haarde, da han kendte Vaabenmesteren fra de 10 Ugers Ophold i Aalborg.

Vi fik nu en god Aftensmad, og min Ven S. paa Bankkontoret, der bor Dør om Dør med mig, trakterede ham med en Toddy, derpaa passiarede vi tre til Kl. 9, hvorefter August fik sig en Lur paa min Sofa, og jeg satte mig til at læse.

Kl. I vækkede jeg ham, han fik da en Bid Mad og et Glas Ø1 og sin Madpose vel stoppet. Derpaa gik vi hen paa Torvet, hvor de ventede til Kl. 3, hvorpaa vi marcherede ned til Broen, og jeg havde den Fornøjelse at bære hans Bøsse for ham.

Der var kun faa tilstede. Efter adskillige Hurra'er og Afsyngelsen af den tapre Landsoldat sejlede nu 186de tapre Jenser ud af Havnen i stille Vejr med klart Maaneskin til Kiel...

Angaaende Stemningen her i Byen, da er den meget krigerisk, og disse natlige Troppe-Indkvarteringer tjener jo til at forøge Spændingen. Dersom denne Spænding ikke var til at hæve de sunkne og slunkne Livsaander, vilde her være meget kedeligt, da alle Forlystelser er stansede, og vort Skolebal er opsat til Februar; men jeg for min Del har heller ingen Lyst til at more mig, naar jeg tænker paa det, som vore tapre Jenser maa døje.

Hvem der blot kunde gaa med! Det er naturligvis drøjt, men naar man havde den fornødne Styrke og Udholdenhed, bilder jeg mig ind, at det er mindre slemt end denne Spænding, man nu er i, og den Følelse, at man skal sidde i sin Kakkelovnskrog som en sløv og uvirksom Politiker. Naar man ikke har hverken den tilbørlige Alder eller Kraft er det naturligvis Daarskab at tænke paa at gaa med, men dersom jeg havde den, saa svarer jeg ikke for mig selv.

Jeg kom ikke i Seng i Nat førend Kl. 4½, da jeg jo skulde passe paa, at August ikke sov over sig, men til Gengæld blev jeg hjemme fra Skolen i Dag, hvad saa end Professoren tænker.

Da August rejste, bad han mig hilse Eder alle i det gamle Hjem, hvilket jeg lovede og herved udretter. Gid han maa have Lykken med sig, den kære Broder!

Aarhus, den 12. Marts 1864.

Sandsynligvis det sidste Brev førend Postforbindelsen ophører, da Fjenden kun er I½ Mil herfra!

187

Der holder en Eskadron Husarer Syd for Byen parat med dragen Sabel, og en Eskadron Dragoner red nu Syd paa, de øvrige Tropper ere Vest paa ad Silkeborg til.

Skolen har nu fri til Tirsdag, da vi venter Fjenden hvert Øjeblik, og Byen er i stærk Bevægelse; Havnen er aldeles tom og ser flov ud. 7. Regiment rejste til Als i Fredags Morges, og i Gaar kom Helsingørs Rekruter, som straks gik Nord paa. Det bliver uhyggeligt, hvis Fjenden kommer i Nat...

Aarhus, den 16. Marts 1864.

Naa — Gudskelov vajer atter Danebrog ved Havnen, Skibene begynder at komme igen, og Kirkeklokkerne, der forstummede medens Fjenden var her, da ingen maatte gaa op i Taarnet, lyder atter klart og ligesom hoverende.

Men hvorledes ser det ud i den øvrige Verden, thi siden Lørdag er hverken Aviser eller Breve komne hertil. Tusinde Rygter cirkulerer her angaaende Fjendens ilsomme Tilbagetog: « Et Udfald fra Fredericia », « Napoleon er gaaet over Rhinen », « Italienerne ind i Venetien » o. s. v., men Meningen er, at ingen véd noget. Man føler sig lettet og haaber, at han vil blive borte med det samme.

Det første, som det tyske Pak gjorde, var at skære Telegraftraadene over, og de har gjort ligesaa Syd paa, saa det kan jo vare længe, inden den kommer i Orden igen...

Aarhus, den 23. Marts 1864

Faders Brev af den 18. modtog jeg i Gaar med Posten over Aalborg; det er en lang Omvej, som vi 188forvænte Aarhusianere daarligt kan finde os i, da vi jo plejer at faa dem med Dampskib direkte. I dette Øjeblik sejlede Postdampskibet ind i Havnen, saa nu er det jo paa den gamle Fod igen, naar blot Fjenden ikke gaar højere op end til Horsens, hvor han ifølge en paa Raadstuen opslaaet Plakat er rykket ind i Dag. Jernbanebefordringen herfra er nu stanset, idet Hjulene er tagne af Lokomotiverne, for at Tyskerne ikke skal bruge dem.

Du kan tro, det var ret uhyggeligt, da Fjenden var her i Byen, at se dem sprænge i voldsom Fart igennem Gaderne, jeg har aldrig i mine Dage set Heste, der kunde løbe saa hurtigt; man kunde neppe følge dem med Øjnene.

Det var Søndag, og Folk var paa Benene, jeg stod ved Frederiksport med en Del andre Folk, da vi saà en Hob komme løbende ad Vejen og efter dem 3 østerrigske Husarer med spændte Pistoler og dragne Sabler, senere hen kom prøjsiske Dragoner og endelig ca. 3000 Mand.

De stod opstillede paa Torvet, og det var ret interessant at se de forskellige Nationer. Af Infanteri var der et Regiment Bøhmere, smaa Folk, ikke større end jeg, med graa Frakker til Knæene, bundne om Livet, uden Oppakning, smaa Bøsser med lange Bajonetter, lasede Støvler (de skelede vildt til vore), trekantede Hatte med grønne Fjer. Uhlanere eller østerrigske Husarer med hvide Kapper, hvide Chakots, der saà ud, som de var af Pap, og smaa Sabler (de jydske Dragoner kalder dem Møllerkarle med Smørknive, da de ikke kan hugge igennem vores Kapper).

189

De prøjsiske Dragoner saà anstændigere ud med mørkeblaa Frakker og Pikkelhuer.

De [fjendtlige Soldater] opførte sig ordentlig, men var naturligvis overmodige, saaledes brød Bøhmerne ind i Byens Tivoli (Vennelyst kaldet), brændte Borde og Stole og tog flere Ting. Jeg var naturligvis til Stede alle Vegne, men var dog saa forsigtig i Førstningen at holde mig tilbage, da de tog Folk til Vejvisere, hvem de traf paa; men senere var der ingen Fare.

En Episode var jeg Vidne til: en prøjsisk Officer holdt til Hest paa Torvet med en Cigar i Munden, som han ikke havde Ild i, og da hans Uniform var stram, kunde han ikke faa Haanden i Lommen efter Svovlstikker, hvis han ellers havde nogle. I det samme gik en af mine Lærere forbi med tændt Cigar, og da Tyskeren i en grov Tone forlangte Ild, smed min Lærer sin Cigar i Rendestenen uden at give ham Ild og fjernede sig, hvorover Tyskeren blev rasende og bandede...

Første Regiment danner et Slags flyvende Korps her i Jylland og drager snart Nord paa og snart Syd paa, alt eftersom Fjenden flytter sig. Det er raske Fyre, de Københavnere, de har Alarmhus i vor Gymnastiksal, hvor de om Aftenen opvarter os med Sange og lystig Snak.

Vor Skole er kun bleven afbrudt den ene Dag efter Prøjsernes Ankomst, nemlig Mandagen, paa hvilken sidste Fjenden ikke var her i Byen, men kun om Søndagen. Det var en stor Spænding vi var i d. 13., og den paafølgende Uge var vi alle i 190daarligt Humør, da vi var uden Efterretning fra Omverdenen og stadigt ventede Tyskerne. Men nu er vi store paa det igen, og forleden Dag havde vi det mærkelige Syn, at der fra Havnens Dyb pludselig dukkede Baade op; de var bleven sænkede, da Fjenden kom, men nu er allerede flere Skibe ankomne...

Aarhus, den 27. Marts 1864.

Om Fjendens Stilling erfarede vi ved en Plakat Langfredag, at han var i Horsens og havde sendt Patrouiller ud mod flere Landsbyer, hvoriblandt Lundum, senere er ingen Efterretning kommen. Om vor Hær her véd man intet, hverken om Stillingen eller Styrken, kun et Par Kompagnier af I. Regiment, en Eskadron Husarer og en Eskadron Dragoner trækker her igennem Byen, snart Nord paa, snart Syd paa, og altid de samme.

Man ymter om, at vor Hær her ikke er synderlig større, men det er vist en Fabel, thi i Dag kom Kongen hertil incognito paa Postdampskibet Freja med Krigsministeren, Trap og 10 andre, dog ikke paa det med Posten ombord, men sandsynligvis fra Als.

Ingen vidste det, saa at jeg, der var nede paa Broen, da Freja kom, gik min Vej, da det ankrede udenfor Havnen, ud til Marselisborg Skov, hvorfra jeg dog snart efter saà Dampskibet sejle ind i Havnen og hørte et rungende Hurra, endskønt jeg var ½Mil borte. Jeg anede da Uraad, ilede tilbage til Broen og kom tidsnok for at se Kongen, der saà godt ud, iført en Infanteri-Uniform med en lille, blaa 191Hue paa Hovedet, og som, skønt det regnede tæt men fint, gav Kur til Nobilitas. Han kørte straks bort, omgiven af en Livvagt, der bestod af én Dragon. Jeg aner, at Fjenden kommer herop, naar han hører det, ligesom tidligere da Kronprinsen kom...

Aarhus, den 14. Maj 1864.

Vi har nu i tvende Uger været udelukkede fra Omverdenen, og det har været en højst ubehagelig Situation, det skal jeg ikke nægte.

Den 27. April om Aftenen ankom her pludseligt en prøjsisk Patrouille, der frembragte et frygteligt Røre i Byen. Tyskerne! Tyskerne! lød det, alle kom til Vinduet, i Gadedøren, og nogle, som f. Eks, jeg, løb ned paa Broen og Havnen, hvor der laa tolv Skibe foruden Postdampskibet, men inden en halv Times Forløb var de som blæst bort, og Tyskerne indtraf for sent ved Havnen, hvor de stod og ærgrede sig, men vi fra den anden Side af Havnen, der alle havde været med at hive Skibene ud, gav dem et kraftigt Hurra.

Den næste Dag kom et Garderegiment fra Skanderborg marcherende ind i Byen med fuld Musik, og dermed var Okkupationen begyndt. Min Værtinde fik 4 Mand i Indkvartering, hun skulde koge deres Mad og give dem tør Kost, Resten fik de ved Natural-Forplejning. De var særdeles skikkelige, ikke det mindste paastaaelige, men høflige og taknemmelige som overalt i Byen; naturligvis forefaldt der imellem nogle drukne Optrin, men det kan de danske Soldater jo ogsaa opvarte med. Ja, 192Soldaterne er brave Folk, men Officererne er noget Kram.

For Resten gaar alt sin rolige Gang, i det mindste hvad mig angaar; man kan gaa i Skoven og i Skolen og hvor som helst man vil, og det eneste, jeg har lidt derved, er for det første det ærgerlige Syn af dem og dernæst, at man ingen Aviser og Breve kunde faa. Men alt bliver en Vane... Det har været meget vanskeligt at læse med Fynd i denne Tid, og det har undertiden været Tilfældet paa Skolen, at baade Læreren og vi har været aldeles konfuse i Hovedet...

For Resten kan vi ikke fatte den Vaabenstilstand, thi da Dampskibet kom i Torsdags Aftes, maatte det ikke lægge til ved Broen, og ingen maatte komme i Land, det maatte lægge sig midt i Havnen, og Vagt stod paa Broen. Herover blev Folk, der var til Stede, forbitrede, og det haglede med Skældsord over Prøjserne. De sølle Soldater stod i Masse og saà nok, at Folk var forbitrede paa dem, men de kunde ikke forstaa, hvad der blev sagt; det er altid en Trøst, at man kan skælde dem ud. Derpaa kom en Patrouille til og raabte « Platz » og Købm. S., der stod forrest og ikke kunde komme tilbage, blev stødt for Brystet og maatte under Eskorte af 3 Pikkelhuer paa Raadstuen, men blev trøstet ved et rungende Hurra. Dampskibet kunde først lægge til den næste Formiddag, Kl. 10.

Det uundgaaelige maa man finde sig i, men naar man har Vaabenstilstand og ikke engang maa hejse Danebrog, det er rasende ærgerligt, og de tyske 193Officerer, skjønt de vidste at der var Vaabenstilstand, sagde frækt, at de havde ingen Ordre.

En tysk Officer, som i Lørdags Eftermiddag lod hejse Danebrog, er bleven arresteret, og i Gaar, Fredag, slog Falckenstein en Plakat op paa Raadstuen, hvori stod, at han ikke taalte noget Danebrog hejset eller nogen Slags Optog. Herved sigtede han til en Begravelse, der fandt Sted i Gaar, af en menig ved Iste Regiment, der er død her og hvorved Damer i Sørgeklæder mødte i Kirken og unge Damer udførte Sang, og et Følge, bestaaende af de højeste og laveste, strakte sig fra Kirkens Dør lige ud til Kirkegaarden, det største, der nogen Sinde har fundet Sted i Aarhus.

Aarhus, den 20. Maj 1864.

... Vi har nu faaet hertil Polakker fra Posen, det er smaa Fyre, ikke større end jeg, og meget skikkelige; de hader Tyskerne, skælder dem ud og siger, at det er noget « Koth », og fremdeles « det var os, de jog forrest ved Dybbøl, saa kom de selv bagefter med deres Musik ».

For Resten gaar alt her sin jævne Trit, og Tyskerne ignorerer vi aldeles; det er jo altid lidt at se paa, men forøvrigt respekterer vi dem ikke en Smule. Man siger, at de tyske Officerer har forskrevet deres Koner hjemme fra, og forleden Dag kørte Skurken Falckenstein med 4 Skimler for sin elegante Vogn, hvori, foruden Officerer, sad en Dame, hvilken man formoder er hans Kone. Apropos bemeldte Falckenstein blev det ogsaa fortalt om ham, at da han paa Opmarchen gennem Jylland i det fjerne fik Øje paa 194Horsens Tugthus, der med sine mange hvide Bygninger præsenterer sig som et Slot, udbrød han begejstret: « Der vil jeg have min Residens! » Skade at vi ikke fik ham anbragt der! [Den samme Historie fortælles i Horsens almindeligt om Wrangel.]

Jeg er ellers rask, arbejder ivrigt, gaar om Morgenen tidligt og om Eftermiddagen en Tur ud i Skoven med min Bog, hvor der er mere Ro til at læse, og saa faar jeg en Motion med det samme. —

195

Smaabilleder fra Land og By.

I.

Unge Piger.

A.

I Brev fra en 18-aarig jydsk Skolelærerdatter fra Landet, Husjomfru hos en Præstefamilje i Skanderborgegnen, til sin Broder, Handelsbetjent og Underkorporal i 7. Infanteri-Regiment.

... Præstegaard den 15/4 1864. * Fredag.

Min inderlig elskede kære Peter!

Det er saa frygtelig længe siden jeg har faaet Brev fra dig. Det er 8 Dage siden. Jeg vil da haabe, du er i Fredericia endnu. Der gaar de mest forskellige Rygter; man siger, at I er paa Als for at forsvare den nordre Side, atter andre, at 7. og II. Regiment skal herover i Jylland for at hjælpe I Regiment.

Du kan tro, vores fredelige, lille Landsby ser helt krigerisk ud i denne Tid. I Søndags kom der en 196Deling af I Reg. I. Comp. og en Løjtnant A., som saà alt andet ud end Militær, men det var rigtignok ogsaa en juridisk Kandidat, men han var saa gruelig klodset, saa at jeg blev helt forbavset ved at se, at I. Regiments Officerer saà saadan ud. Jeg har altid haft saadan høje Begreber om I. Regiment, men for Resten var det vist et meget godmodigt Menneske.

Der var omtrent 100 Mand her i Byen. Imidlertid fik de ikke Lov til at blive længere end nogle Dage (hvad er det nu, jeg sidder og skriver, jeg kom nemlig til at tænke paa en af de andre Officerer), end til næste Dag, saa maatte de af Sted; aldrig saa snart de var borte, kom der et andet Kompagni og en Løjtnant B., som heller ikke blev længere end til næste Dag. De holdt Forpost ved K—Bro hver Dag. Det følger naturligvis af sig selv, at alle Officererne ligger her tillige med deres Tjenere og Kuske.

Løjtnant B. var marcheret til G. med sit Kompagni for at synes, og imidlertid kom der et andet, saa at de maatte vige Pladsen. Det var Premierløjtnant C. med 200 Mand, som ogsaa skulde være her i Byen. Det var om Lørdagen, de kom, og i Dag, Søndag, er det først taget bort for at rekognoscere Fjenden.

I hans Kompagni var der 2 unge Løjtnanter, 22—23 Aar gamle, to særdeles vakre unge Mennesker. Løjtnant D. var et overordentlig smukt Menneske, det smukkeste, sorte, krøllede Haar, man kan tænke sig, og dog var han ingen Jøde, hvis du maaske tror det! Det var et rent Naturmenneske, saa munter, og jeg tror ikke af de almindelige unge Spradebasser, som ikke mener et Ord af hvad de siger. Stakkels 197unge Menneske! Begge hans Forældre var døde, og han stod ganske alene i Verden med 2 smaa Brødre. Ikke et Menneske vilde sørge over hans Død, hvis han skulde falde, sagde han, men hidtil har han været mageløs heldig. Han var med ved Oversø og Vejle, og altid hvor I. Regiment har været i Ilden. Soldaterne faldt omkring ham som Fluer, og flere Kugler gik igennem hans Kappe og skød Remmen af hans Sabel, men han slap aldeles uskadt. Det kan man kalde Held, saa at man rigtignok kan se, hvem Gud vil bevare, er uden Fare. Hans Moder var adelig, han havde hendes Vaaben i en Signetring, men der var ikke Tanke af Stolthed hos ham.

Premierløjtnant C, véd du vel nok, har været taget til Fange, men er kommen til Armeen igen; det er en overordentlig rar og elskelig Mand, jeg holdt saa meget af ham; jeg var ogsaa hans Yndling, fortalte han. Han sagde, han kunde saa godt huske Mennesker, naar han havde set dem, saa spurgte jeg, om han troede, han kunde huske mig, hvis han engang fik mig at se igen, saa sagde han, « at disse Øjne kunde han ikke glemme! »Jeg kan ikke begribe, hvad mærkværdigt der er ved mine Øjne. I mine Øjne er de da frygtelig stygge. Synes du ikke ogsaa?

Hans Æressabel blev sendt hertil fra Kongen i Onsdags, det var en smuk Sabel. Løjtnant E. maatte næste Dag paa Vagt ved K—Bro i 48 Timer, saa at han desværre ikke kom igen. I Dag skulde han være kommet, og saa skulde D. af Sted, men saa kom imidlertid den Ordre, at de skulde rykke 198op i Nat. E. (det er rigtignok frygtelig utydelig skrevet, det Navn) var ogsaa et smukt og rart Menneske.

Det er for Resten uhyre morsomt i denne Tid; det er morsomt at komme til at kende saa mange Officerer. Der har været 16her. — I Dag har Kirsten hos H. været her; de har det godt hjemme.

Søndag.

Det er frygtelig kedelig, at Brevet ikke er sendt før. Men i Lørdags fortalte man, at 7. Regiment var kommet til Aarhus, og du kan nok tænke min Glæde ved Haabet om at se min elskede Broder, derfor blev det ikke sendt bort.

I Dag er der atter kommet et andet Kompagni. Kaptajn F. og I Løjtnant. 2 Faner er plantet udenfor Døren og Skildvagter i Gaarden!

I hvor travlt vi har det, glemmer jeg aldrig at opsende mine varmeste Bønner til den almægtige for min kære Broder. Gud være med dig, min kære lille Peter. Skriv snart! Farvel! Farvel! Hils Bekendtere. —

B.

Uddrag af I Brev til en Veninde fra en 20-aarig Borgerdatter fra Fredericia.

Spørring, den 15. Novbr.

... Nu skal du høre lidt om min Rejse fra D—gaard og hertil. Da vi kom til Gjedved, begyndte Prøjserne at grassere, og overalt saà man dem sjokke omkring; 199i Skanderborg var der fuldt af ElisabethGarden.

Da jeg kom til Aarhus, vrimlede der overalt af Prøjsere af alle Slags. Imidlertid skulde jeg med mine Ledsagere have Aftensmad; vi gik ind i Hotel Skandinavien. I Spisestuen sad to prøjsiske Officerer, saa jeg blev lidt benovet ved uden videre at skulle sidde til Bords paa et offentligt Sted med dem. Den ene var den Grev v. W., der laa i Eders Præstegaard; jeg kendte ham paa det skaldede Hoved og den blaa Uniform; den anden var en ganske ung. Af deres Tale, i hvilken de af og til for Spøg blandede lidt dansk ind, som de havde lært her oppe, hørte jeg, at der næste Dag skulde være en stor Glædesfest i Byen, af Glæde over at de nu var forløste fra Torturen at skulle være i Jylland, Gablentz med hele Generalstaben skulde komme dertil, Østerrigerne havde lejet et Dampskib i Haderslev, som skulde sejle fra den ene By til den anden og tage paa, hvem de kunde faa. Derfor var det formodentlig, at der var saadant et Oplag af Officerer i Aarhus, alle Hoteller var fulde af dem og Byen med.

Den skaldede Prøjser sad meget ivrigt og beskrev, hvor pragtfuld Festen var arrangeret, og udbrød til sidst et højt « Uh ha! » (et Udraab, der er almindeligt blandt Jyder). Den unge Løjtnant kunde ikke dy sig; han saà paa mig og gav sig til at le, og jeg maatte trække paa Smilebaandet...

200

C.

Uddrag af 2 Breve fra en 26-aarig Datter af en Købmand og Skibs- klarerer paa Sjælland, Lærerinde i en Præstegaard ved Horsens.

L - Præstegaard, den 12. Aug.

Vi har atter haft Indkvartering af Prøjsere og ikke alene her i Præstegaarden, men paa alle Gaar- dene her omkring har 1 å 2 Officerer af 3. Garde- Regiment med deres Oppassere været indkvarteret til fuld Forplejning. De kom i Begyndelsen af Maaneden og blev ca. otte Dage De opførte sig dog upaaklageligt, men var til stor Gene, thi hvor Lejligheden er saa lille som her, kan det ikke helt undgaas, at man kommer i Berøring med dem, i Særdeleshed da de, for ikke at kede sig, lægger an paa at faa Samkvem med Familjen.

De to Officerer, vi havde, en Kaptajn v. N. og en Løjtnant v. U. blev indlogerede i det østlige Gavl- værelse, der vender ud mod Landevejen og ligger ved Siden af Skoleværelset, som har det andet Gavl- vindue mod Øst. Fra de to Værelser kommer man ind i et større, som blev Officerernes Dagligstue, og gennem det og Havestuen maatte Børnene og jeg flere Gange gaa, naar vi skulde ned til Maaltiderne; det var meget genert, men kunde ikke forandres, og det maatte tidt give Anledning til Samtaler, hvilke de altid søgte.

En Dag, det var en Eftermiddag, fik jeg Lejlighed til at give dem paa Hovedet; jeg stod ved et aabent Vindu, og pludselig kom Løjtnant v. U. forbi. Han indledede straks en Samtale med mig, hvilken jeg saa 201ledte hen paa Politiken og paa den uretfærdige Krig, de havde paaført os. Han vilde naturligvis forsvare den, men formaaede det kun daarligt. Imidlertid havde hans Kaptajn staaet i Nærheden, hvilket jeg ikke vidste; pludselig traadte han frem ved Siden af Løjtnant v. U. og gav sig til at svare for ham for at hjælpe ham imod min Paastand. «Ah,» udbrød jeg, «Hr. Kaptajnen vil hjælpe sin Løjtnant! Det er to imod en ligesom hele Deres Krigsførelse, to Stormagter mod en lille.» Kaptajnen blev saa flov, at han straks retirerte og forsvandt. Det morede mig saa hjerteligt, at jeg havde mestret dem, jeg saà jo tydeligt, at de erkendte deres Uret, og jeg nød ret min Triumf.

At Kaptajnen imidlertid ikke tog mig min Udtalelse fornærmeligt op, erfarede jeg Dagen efter. Da nemlig Børnene og jeg skulde ned gennem Værelserne til Frokost, hørte jeg saa megen højrøstet tysk Talen i Værelset ved Siden af og kunde tænke, at der var kommen flere Officerer til, hvorfor jeg siger til Børnene: «Vi vil ikke gaa ned imellem alle de Herrer, lad os hellere springe ud af Vinduet og gaa rundt om Huset», hvilket de var parate til og hjalp mig ud til sidst. Det gik let nok, og vi kom ind til vor Frokost, men at komme samme Vej tilbage lod sig ikke gøre, og vi begav os, alvorlige og stilfærdige, tilbage gennem Værelserne, men midt i Havestuen kom Kaptajn v. N. imod mig med opløftet Pegefinger og siger paa tysk: «Hvor kommer De fra? De er ikke gaaet her igennem til Frokosten!», og jeg maatte jo bekende, 202hvordan det var gaaet til. «Det maa De ikke gøre en anden Gang», fortsatte han, «vi gør Dem ingen Fortræd; gaa De kun roligt her igennem.» Du kan heraf se, at vi kunde slet ikke undgaa dem; men de var altid høflige og dannede i deres Optræden.

En anden Gang vilde de endelig hjælpe os i Haven med at afplukke Buskfrugten, der skulde syltes, inden den blev annekteret. Det var en Eftermiddag, Provstinden, hendes Piger, Børnene, et Par unge Damer fra Nabolaget og jeg laa hver ved sin Busk. Pludselig traadte fire prøjsiske Officerer ind i Haven og gav sig ivrigt til at hjælpe. Jo, jeg takker, det var en rar Hjælp, men Frugten kom af Buskene, og vi turde jo ikke afslaa Hjælpen.

Tilsidst havde det nær set galt ud for os med den Indkvartering. Præstegaarden var jo Samlingsstedet for alle Egnens Officerer, en Aften var de saaledes forsamlede i større Mængde, og vi hørte i Afstand deres ivrige Diskussion. Pludselig blev de afbrudt ved Ankomsten af et Ordonnansbud, og vi erfarede straks, at de havde faaet Ordre til at forlade Egnen den næste Morgen. Det blev til vort Held, thi den ivrige Diskussion blandt dem den Aften, hørte vi senere, gjaldt en Skovtur, de havde aftalt, der den næste Dag (en Søndag) skulde have gaaet for sig, og hvortil hver Officer skulde indbyde sin Vært med Damer i deres egne Vogne, — det havde været et net Optog, og som vi ikke havde kunnet undslaa os for, en hel Forsmædelse, som vi nu undgik, og i Stedet for blev vi heldigvis helt fri for dem.

203

At man i det hele taget var moralsk tvungen til at vise dem en vis Grad af Høflighed, udviste deres Opførsel paa andre Steder, hvor man ikke vilde respektere dem og deriblandt paa en Gaard et Par Mil fra os, hvor Herren i Huset, en Proprietær T., beholdt Hatten paa, naar han færdedes i de Værelser, hvor de tyske Officerer opholdt sig. Det smagte dem naturligvis ikke, og de lod ham det vide, men han svarede dem rask, «at i sine egne Værelser havde han Lov til at gaa med Hat paa». Nu blev det rent galt, og de tvang ham til ude i Gaarden i sine egne Folks Paasyn med Hatten i Haanden at bukke for dem. Inde i Huset maatte hele Familjen, Mand, Kone og 6 Børn opholde sig Dag og Nat i Børnekammeret ved Siden af Køkkenet, saa længe de tyske Officerer opholdt sig paa Gaarden. De øvrige 6 Værelser paa den anden Side af Køkkenet havde de bemægtiget sig ...

L., 25 Sept. 1864.

... Endnu er vi ikke færdige med Indkvartering her i Præstegaarden, for Øjeblikket har vi en prøjsisk Kavaleriløjtnant, Grev A. v. W., med Hest og Oppasser, der har været her i flere Uger. Han er stilfærdig og medgørlig, men vil ogsaa gerne i Lag med Familjen. Saaledes sidste Søndag, da Sønnerne var hjemme og et Par unge Damer var her, havde vi besluttet at spadsere ned i Skoven for at plukke Nødder. For at nu Prøjseren ikke skulde se os, gik vi ad Køkkenvejen og gennem Baggrunden, og vi troede at have undsluppet ham saa heldigt; men det var nu ikke saa nemt. Medens vi paa Halvvejen 204til Skoven hvilte os under nogle dejlige skyggefulde Bøgetræer — hvem ser vi træde frem hen imod os andre end Hr. Greven, der fortalte, at han havde observeret, at Selskabet var gaaet ud ad Køkkendøren og gennem Baggaarden og bad os, om han ikke maatte være med, hvad jo maatte indrømmes, og han var utrættelig i at plukke ned af Træerne ...

II.

En Gaardejer fra Landet.

I Brev af en ældre Mand tidenfor Bondestanden, Ejer af en Bondegaard i Østjylland.

Brevskriveren var under Krigen flyttet med sin Familje til Middelfart og havde efterladt en Bestyrer, som ikke viste sig paalidelig, hvorfor Ejeren selv maatte tage en Tur hjem for at se til Gaarden. Herfra skriver han Brevet til sin Hustru.

S., den 18. April 1864. *

Kære Kone! Jeg lader dig vide, at jeg er lykkelig og vel kommen hertil, og jeg har efterset det, som du talte med mig om, men alt er brækket og taget bort; det ene Spillebord er borte, den mørke Sofa er spoleret, Storspejlet er slaaet itu, Klokken ramponeret, Vejmandens Datter har taget den derned, og jeg tror nok, den kan gøres i Stand. Pigens Seng og Sengested er borte, den Dragkiste paa Loftet er ramponeret og Skabet ovenpaa ligeledes, tilligemed 205dens Indhold m. m. Alle Yderdøre og Porte er brædt, Vinduer slaaet i Stykker. Alt Korn og Fourage er borte, og vi maa samle op paa Marken til Køerne. Alle Træer i Haven, som J. planted, er hugget, Bierne borte, Stakiter og Laager er ogsaa brændt, Gardiner ligeledes borte. 2 Køer har kælvet, men Mælk giver de ikke noget; for det første bliver de ikke godt fodret, og saa gaar Østerrigerne ogsaa ud og malker dem. Begge Faar har faaet hver 2 Lam, hvoraf de 2 var dødfødt.

Jeg er i Mening om nok at faa Marken besaaet og kommer derfor ikke til Fyen, førend den er besaaet. Ved T. er Plankeværket ved Haven, Lysthuset, Havelaagen og Broen og 3 Porte borte, og Bryghuset er ligeledes borte. Husarerne rider i Haven, men den ser dog ellers nogenlunde ud.

Jeg og M. logerer hos J. E., og jeg gaar i en hvid Vadmels-Trøje og et Par Træsko, som jeg har laant hos Vejmanden.

Den første Entré, jeg saà paa, var, at de kom og slog mig 15 Vinduesruder i Stykker med Kolben. Jeg ønsker gerne nu, at Vor Herre vil snart befri os for de Kæltringe!

III.

En Købmand i Silkeborg.

Uddrag af I Brev fra en midaldrende næringsdrivende i Silkeborg.

Udateret.

Prøjsernes Antal her i Byen udgjorde omtrent 4000 Mand. Deres Opførsel var nederdrægtig og 206røveragtig, især maatte de handlende undgælde, hvor de stjal som Ravne. Hos mig gik det taaleligt og stjal de næppe for over 40 Rd., hos andre handlende, navnlig D. og T., ryddede de omtrent Butiken, og deres Tab er ganske vist neppe under 500 Rd. Deres Rekvisition her i Byen var 40 Kreaturer, 5000 Pd. Flæsk, 500 Pd. Kaffe, 1200 Pd. Tobak, 10000 Cigarer, 2000 Pd. Ris, 1½ Td. Salt og 1200 Potter Brændevin samt 300 Fl. Vin. Denne Ordre modtog vi om Natten Kl. 11½ og skulde levere de samtlige Varer om Morgenen Kl. 7, og blev det omtrent leveret, naar undtages Kreaturerne, hvoraf vi kun kunde skaffe II Stkr. Jeg var paa Gaden hele Natten og var Vidne til at mange Vinduer blev ituslaaet.

Vi er forøvrigt her i Silkeborg ved godt Mod og ser Tiden frejdig i Møde ...

IV.

En gammel Landsbypræst til sin Embedsbroder.

I Brev fra en 71aarig Sognepræst i Sydsjælland til en 65aarig Kaldsfælle fra samme Landsdel.

Originalens Retskrivning, Tegnsætning og Inddeling

er bibeholdt.

Tak, kjære Hr. W.! for Deres venlige Brev. Ja sandelig dele vi her Skjæbne med Dem i disse sørgelige og nedtrykkende Tider; og hvor er vel det 207ærlige danske Sind, som ikke i disse Dage er nedtrykt? Selv da, om man ikke har, som De, en kjær Datters Mand iblandt de kjæmpende og haardt trykkede Fædrelandsforsvareres Række, eller som vi, to Sønner, som boe i den Linie af Landet, som Fienden i disse Dage hjemsøger, nemlig Carl i S., og Christian i H. midt imellem Aarhuus og Randers. Denne sidste har 5 Børn, den ældste 6à 7 Aar, og den yngste udøbt. Carl skrev mig i Torsdags Aftes til, da stod Fienden 1½ Miil syd for Skanderborg, og han meente, at det var sidste Gang, Posten denne Sinde ville komme til at afgaae fra S.

Kan De huske, at De for nogen Tid siden skrev mig til, at De ønskede det kgl. Danske Cancellie og Stemanns Dage tilbage; o Gud! hvor jeg i lang, lang Tid har deelt dette Ønske, og jeg troer virkelig, at, skal Danmark ikke knuses, saa er der ingen anden Redning for det end i dette Ønskes Opfyldelse; og vist er det, om man end vil kalde mig en ussel trælbunden elendig Slave, jeg vilde hilse den Dag, da jeg saae dette Ønske gaae i Opfyldelse, med Glæde og Jubel; thi hvad har de sidste 16 Aar bragt Landet? Ødelæggelse!

Ja, ganske vist har det styrende Danmark, dog vel meest ledt dertil af det skraalende hovmodige indbildske Danmark, viist sig som en kaad Dreng, der har trodset alle saavel indlandske Venners som ogsaa de udenlandske Magters Raad; og som man reder, maae man jo ligge; og Gud hjælpe os! vi ligger saamænd net i det. Hele Europa har opgivet os, og finde os ikke værdige til at det for vor Skyld 208skulde løfte en blot truende Finger. Jeg kan ikke indsee andet, end Tiden er der, til at Danmark skal dele Polens Skjebne; nu i Guds Navn! min Tid er vel ikke lang endnu; og min Alder og min Erfaring igjennem mit ikke korte Levnetsløb har da lært mig, med Taalmod og Hengivenhed i Guds Villie at finde mig i det Uundgaaelige.

Nu Farvel! Gud beskytte Dem og Kone og Datter og hendes Mand; hils Deres Kjære fra os! og lad os, baade De og vi her, dvæle med Taknemmelighed mod Gud ved Erindringer om de henrundne Dages Glæde, og deraf øse Trøst for de nærværende Dages Trængsel

Deres hengivne

H. W. N

H. den 14de Marts 1864.

V.

En Moder om sin fangne Søn.

I Brev fra en henved 60-aarig, svagelig, ofte sengeliggende. Enke efter en Arbejdsmand. Sønnen er c. 23 Aar gammel, Skomagersvend og Menig i I Infanteriregiment, 5. Komp,

Aarhus, den I. August 1864.

Kære P.!

Jeg har med Glæde modtaget Deres Brev af 21. Juli og med Bedrøvelse læst den sørgelige Liste, der, hvad min Søn angaar, er meget rigtig; jeg vil nu begynde min Fortælling.

Den 2. Juli, om Aftenen ved Klokken 10, blev 209jeg betaget af en mere end almindeligt vemodig Angst, jeg sad ved mit Vindue til Kl. 12½, jeg sagde til Maren: der er en af Drengene i Fare, jeg sov kuns den Nat fra Kl. 3 til 4, stod op og gik omkring til Kirketid, da lagde Ængstelsen sig noget. [Ifølge den danske Generalstabs Værk om Krigen 1864, III. pg. 271, blev I. Infreg.5. K. d. 2. Jidi, Kl. 8—9 Aften, beordret til Aalborg for i Forening med de derværende Dragoner at overfalde en ad Hobrovejen fremrykkende, fjendtlig Styrke. Herved hidførtes den næste Dags Morgen, Kl. 4., Affæren ved Lundbye.] Jeg gik atter om Eftermiddagen med min Angst og Sorg til Herrens Hus, og det var jo Søndag Eftermiddag. Det var, som mit Hjerte skulde briste, til jeg saa overmaade kom til at græde, saa jeg ikke næsten kunde sandse at gaa ud af Kirken. Ud paa Natten var Angsten ved Guds Hjælp overstaaet, men jeg var saa forstyrret, at jeg heller ikke sov den Nat mere end 2 Timer.

Mandagen gik roligere, men jeg følte en Slaphed og Forknythed, som det var mig sagt: du skal berede dig paa noget sørgeligt, hvilket vi, desto værre, altid gør i denne sørgelige Tid. Om Mandag Nat sov jeg uafbrudt 7 Timer og følte mig meget styrket. Jeg takkede Gud for hans Mindelse og beredte mig til at tage imod, hvad der kom. Jeg véd og tror, min Herre Jesus, at intet sker uden hans Vilje; han kender det bedst, det er vor store Trøst.

Jeg havde lige sat mig til Rokken, saa kommer Peders Svigermoder og siger, at hun havde hørt, at der skulde komme Fanger i Dag, men mere vidste 210hun ikke. Jeg fik da snart Tøjet paa og op til vor Præst, jeg vidste jo ikke, om enhver maatte komme til Fangerne. Han skulde jo sørge for, at jeg kunde komme til dem, hvilket han en Time efter kom og underrettede mig om, at der var sørget for, at jeg skulde faa Bud og tillige komme ind og se, om han [Sønnen] var der eller høre noget om ham. Har De da faaet Bud, spurgte han, da De er saa vis paa, at han er med. Ja, paa en Maade næsten, har jeg faaet Bud, jeg frygter nu for at høre det allerværste.

Det var en Spænding, kan De tro, til Kl. 2 kom en af Naboerne og hilste mig fra min Søn; de kørte forbi Mølleporten med ham, og han hilste med Haanden til sin Moders Hus, men han saà frisk ud. I Øjeblikket takkede jeg Gud, han ikke var saaret; men Fange — Fange, ak, det var just dette, jeg altid har frygtet! Men det er det, der styrker mig, at dette maa Vor Herre nu indse, er til hans Vel; nu skal han lære at bøje sig under et Slaveaag i et fremmed Land. Han var nedslaaet og ønskede: gid jeg var ved mit Regiment! De var indelukket i Kasernen. Jeg havde her Adgang og hele Familjen, og en Times Tid kom der og andre Venner derop, men ikke mange, da hele Gaden var fuld, som det var udenlandske Dyr, de vilde se.

Eftermiddagen randt snart bort. Jeg og Trine blev hos ham til Kl. 9½, hvilket vi kan takke Underofficeren for, der var en ældre Mand, der sagde mig, at Kl. 5½ maatte jeg komme i Morgen, saa skulde han sige Skildvagten Besked om at lade 211mig gaa ind, Kl. 7 skulde de køre om Onsdag Morgen.

Det var meget besværlig at komme derud, men det gik jo an, og jeg fulgtes med ham ned ad de høje Trapper. Jeg syntes, det lettede mig, saa jeg nok kunde gaa lige saa rask som han. Jeg sagde ham da det sidste Farvel, og ligeledes Trine og hans Søskende; og denne Underofficer, som for Resten saà ud til en barsk og mandig Krigsmand, løb de klare Taarer ned ad Kinderne paa ved at se paa os; han havde dog været med ved Dybbøl og vist ikke grædt, mens det stod paa, saa man kan se det forunderlige, at Synet af andres Smerte giver Menneskehjertets Følelser Luft. Han har formodentlig selv været Fader.

Fra Horsens fik jeg Hilsen tilbage fra min Søn, og siden har vi intet hørt. I Dag er det 4 Uger, siden han kom hertil. I det sidste Brev, jeg skrev ham til, bad jeg ham til Slutning gøre sin Pligt og saa overlade Gud det øvrige. Dette haaber jeg, han har gjort, hvilket er min Trøst. Han er lige saa vel udsat for at blive syg eller komme til Skade som Fange, og Gud kan bevare i Krigen dem, han vil, og den, hvis Time er udrunden, frelser ingen, om han saa krøb i en Hule. Peders Broder fik begge sine Arme brudte og var ikke i Krig, men blev dog læget og blev Militærarbejder i samme Aar. Peder har staaet i flere Farer og blev ikke saaret, saa se her paa Guds Almagt! Han saarer og udenfor Krigen.

Vi har det godt. Prøjserne er meget skikkelige, 212ja tillige høflige, men vi frygter jo nu og haaber tillige, de er ikke meget glade ved Fyen. Vær nu Gud befalet!

M. V.

Vi maa passe ikke at skrive noget, der kan røre ved Krigen.

VI.

Paa Flugt fra Hus og Hjem.

I Brev fra en højere stillet, juridisk Embedsmand i Byen Slesvig.

København d. 12. Februar 1864. *

Efter at være kommen hertil som Flygtning er jeg efter 16 Dages Rejse nu kommen saa vidt i Ro, at jeg kan fortælle Eder noget om det, jeg har oplevet.

I samme Øjeblik som Østerrigerne rykkede ind om Morgenen, den 6te, efter at vore Tropper nogle Timer tidligere i største Stilhed havde forladt Skansen, og jeg med største Spænding lyttede efter det første Kanonskud, der vilde være Signalet til en dødelig Massakre, var vi omgivne af en stor Mængde, tildels velklædt, hovedsagelig fremmed Pøbel, bevæbnet med tykke Knortekæppe, hujende og skrigende, samt nedrivende og ødelæggende ethvert kongeligt Vaaben, Skilderhuse o. s. v.

Eftersom de enkelte Afdelinger i tætsluttede, i fortrinlig Orden marcherende Rækker fik Øje paa Gottorp Slot, istemmede de et Hurra, og snart begyndte 213Indkvarteringen. Min Frygt for, at der var tiltænkt mig en Del af disse til Dels vilde Knægte (af hvilke mange stjæler), der gik og spejdede op ad Husene, var dog ugrundet, og jeg begyndte allerede med Ro at sætte mig ind i Situationen, da Pigen kom og meldte, at der var en Del ubekendte Mennesker nede paa Gaden, der forlangte at faa mig i Tale. Jeg sagde, at de, der ønskede at tale med mig, kunde komme op til mig, og straks efter kom 4 fremmede Gentlemen, efter Udseende at dømme unge Haandværkssvende, der i Borgerskabets Navn erklærede, at jeg var afsat og havde at forlade Byen inden 4 Timer, med Tilføjende, at samtlige Embedsmænd til den Tid vilde være ude af Byen, i modsat Fald maatte vi befrygte Vold.

Den Tilladelse, der blev mig givet, at vente til næste Morgen for at tage Kone og Børn med, kunde jeg ikke gøre Brug af, dels fordi det var umuligt at faa Vogn, dels fordi man ventede Optøjer, Illumination o.s.v. samme Aften, — og med tungt Hjerte lod jeg min ubeskyttede Familje tilbage. Efter at Gretchens Fader, en stor stærk Fisker, min Skriver og flere havde lovet og garanteret mig, at de skulde tage sig af min Familje, begav jeg mig sammen med A. og Amtssekretær B. til Rendsborg, hvor jeg traf sammen med flere udviste, og heldig undgik Pøbeloptøjer.

I Rendsborg fik jeg den Idé at søge foreløbig et Tilflugtssted hos v. D., søgte ham forgæves i W., hvor jeg erfarede, at han opholdt sig i Udlandet, og rejste, til Dels for at undgaa Ubehageligheder paa 214dette lille Sted, hvor enhver fremmed bemærkes, og efter at være regaleret med nogle Sneboldte i Nakken af hannoveranske Soldater paa Jernbanen til Altona — men paa Vejen mellem dets Stationer W. og H., stødte Toget mod et andet, Lokomotiverne flettedes ind i hinanden, Godsvognen splintredes, og nogle Vaggoner, navnlig den, hvori jeg havde Plads, blev gjort ubrugelige. Selv fik jeg, hvorfra véd jeg ikke, et Slag paa mit højre Øje, hvis Omgivelser svulmede op i den Grad, at det neppe var synligt, og maatte med de andre Passagerer i Snefog stige ud og gaa en Fjerdingvej, indtil vi bleve gæstfrit optagne i et Privathus og mit Øje forsynet med kolde Omslag.

Ankommen til Altona først Kl. 4 om Morgenen i Stedet for Kl. 9 Aften, indlogerede jeg mig i nærmeste Hotel, gik til en Læge og fik 6 Igler, hvorpaa mit Øje efter 6 Dages Forløb var restitueret, kun at det var omgivet af store, blaa Pletter. Fra Altona indgav jeg, efter at have læst Zedlitz's Proklamation, Ansøgning om Genindsættelse i mit Embede i Henhold til den mundtlige Instruks, der var givet Embedsmændene om at forblive ved deres Embeder saa længe som muligt, men det ligger dog ikke i Prøjsernes Politik at genindsætte nogen dansk Embedsmand, og efter at have arrangeret det fornødne, gik jeg til Lübeck, næste Dag til Travemunde, ombord paa et svensk Dampskib, der dog ikke kunde holde Søen, men efter nogle Timers Fart maatte vende om.

I Selskab med flere fordrevne Embedsmænds 215Familjer, paabegyndtes Farten næste Dag, men Vejret blev slettere og slettere, Frost og Snefog; Bølgerne slog over det hele Dæk, Skibet tørnede et Par Gange mod Bunden, og Elendighed, Søsyge var ret paa sit højeste — men Skibet holdt, Gud ske Lov, vi ankom til Malmø og næste Morgen hertil, hvor jeg har fundet et godt Ophold. — Min Kone har ikke lidt nogen Overlast, men har tvertimod modtaget flere Tilbud om Hjælp; naar Aarstiden tillader det, kommer hun og Børnene hertil.

216

Fra Lazaretterne i Flensborg.

Uddrag af Optegnelser paa 48 Kvartsider af en i Flensborg bosiddende, 33-aarig Dame, gift med en Auditør ved den danske Hær.

... Vi havde sørget og haabet; men alt som den 18. April nærmede sig, blev Haabet om, at Dybbøl kunde holde sig, svagere og svagere, og de to Dage, som gik forud for Stormen, var for mig saa tunge og uheldvarslende, at jeg syntes, at selve Slaget ikke kunde blive haardere.

I længere Tid havde vi daglig hørt Kanonaden fra Dybbøl, naar vi bare gik udenfor Nørreport, og, naar der ikke var Vognrummel eller anden Larm i Gaderne, ogsaa inde i Byen. Slesvigholstenerne løftede Hovederne højere og højere, og Rygtet gik, at vi nok skulde faa at vide, naar Dybbøl var falden, da alle Kirkeklokkerne da skulde ringe, noget som imidlertid ikke skete, da man sagde, at Wrangel havde forbudt det.

Den 18. kom, og Rygtet gik allerede, at Skanserne blev stormet. Folk gik ned til «Danske Høj» i Klusris Skov, ¼ Mil fra Byen, hvor de gennem lange 217
Kikkerter mente at kunne se Kampen. Det var, som naar et Uvejr nærmer sig og enkelte store Regndraaber forst kommer, før Skylregnen begynder. Folk ilede gennem Gaderne ned ad Landevejen for at høre, hvad der var sket, nogle med fornøjede Miner, og man var da ikke i Tvivl om deres politiske Trosbekendelse, andre med Bekymringen malet i hvert Træk, men alle i spændt Forventning om at faa Rygterne bekræftet eller modbevist. Endelig viste de første Vogne sig med fangne Officerer, som laa eller red paa Kanten af Vognene, der kun var forsynede med det Agebræt, hvorpaa Kusken sad. Det gøs i os at se, hvor mange der kom — hvor mange menige maatte der ikke være, naar der var saa stort et Antal Officerer, og dog var Antallet af disse langt større, end vi havde frygtet. Ja, nu nærmede de sig — de saà ud som Oldinge, disse trætte og forpinte Stakler, med Skæg og Ansigt belagt med et tykt Lag af Støv og Smuds. De var tørstige og rakte Hænderne ud, raabende: «Vand! Vand!» Men Ulanerne, disse Ulykkesfugle! jagede paa dem, de maatte ikke standse, og saa utrolig det end syntes, maatte de løbe for ikke at blive traadt under Hestehove. Det var en Følelse, som alt inden i mig snøredes sammen, og nu, da der er gaaet Maaneder hen efter den Dag, føler jeg endnu noget deraf ved at skrive derom. Lang Tid efter kunde jeg ikke udholde at skrive eller tale derom — Saaret blødte for stærkt, naar der for tidlig rørtes ved det. Endelig maa Begyndelsen af det lange Sørgetog være naaet til den danske Kirke, hvor det skulde overnatte, og der maatte standses. Dette var en Solstraale i Mørket og 218bragte mig ud af min forstenende Sorg. Hurtigt kom alle i Bevægelse, alt spiseligt og drikkeligt blev bragt ned, Cigarer og Markstykker kom ogsaa med, og for hver lille Haandsrækning fik vi et varmt, hjerteligt Haandtryk eller et Skub af et Hestehoved, der jog os bort — for at gaa til de næstkommende. «Er alle Skanser da taget?» «Er Fjenden paa Als?» Det var Spørgsmaal, som hele Tiden genlød, og Svaret var i Reglen bekræftende paa begge Dele. Det var bleven Aften, og nu kom Vognene med Marodørerne, dem maatte og kunde der ogsaa hjælpes paa, men Natten bragte de lange Vognrækker med saarede og lidende, som der kun kunde hjælpes lidt paa ved at give dem kolde Omslag paa de brændende Saar, og her manglede heller ikke kvindelig, frivillig Hjælp. Officererne var bragt til Borgerforeningen, og at de ikke kom til at mangle Vederkvægelse og Hvile er der allerede skrevet offentlig om af en af Officererne selv, men de menige savnede heller ikke noget, da der blev bragt saa rigeligt med Fødemidler, at de ikke engang kunde forbruges, ja, der trakteredes endogsaa med Punch! Lejet var vel kun Straa, men den har kun et ringe Begreb om vor Armés Udmattelse og Overanstrengelse, som ikke kan forstaa, at dette var et kongeligt Leje for de mødige Stakler. Og dog var der endnu Humør i mange af dem, og det lød ikke sjeldent opmuntrende til os: «Aa, vi kommer snart igen, lille Jomfru!»

Men Morgenstunden belyste andre Skikkelser, som ogsaa laa paa Straa, men uden at finde Hvile. Side om Side laa de, kun enkelte af dem stønnede lidt. Kvinder og Børn bragte store Spande, fulde af søde 219Supper og andet, men de Stakler brændte af Hede og trængte oftere til noget koldt at lædske den brændende Tørst paa. Foruden de saarede, der hele Natten kom kørende, vedblev der næste Dag at komme flere og flere med Sejlskibe. Alle offentlige Skoler og andre Bygninger blev taget til Lazaretter, og dog var der ikke Plads nok, men enkelte private Huse maatte ogsaa foreløbig benyttes. Der blev jo om ikke mange Dage bedre Plads, da der, især i Begyndelsen, daglig døde mange. — Morgenstunden bragte Lægehjælp til de saarede alle Vegne. Dagen før havde der nemlig ikke været en eneste militær Læge i Byen, da alle var beordret til Valpladsen, saa at de saarede, som allerede da laa i Flensborg, den 18. maatte ty til de civile Lægers Bistand. De civile Læger var ogsaa virksomme, efter at de prøjsiske var kommen tilbage til Flensborg, der var nok for alle Mand at tage Haand i; men — underligt nok — vore Folk havde mere Tillid til de prøjsiske Læger end til vore.

Da der var ydet den første foreløbige legemlige Hjælp, var vore saaredes næste Ønske at skrive eller faa skrevet til Hjemmet. Ikke mange var i Stand til selv at gøre det, men tog med Tak mod mit Tilbud at skrive for dem. Der, i Halmen, vilde det have været mig for besværligt at skrive alle de Breve. Jeg skrev da deres Navne og Adressen til den, der skulde skrives til, ligesom hvor de var saaret, og om det var haardt eller let. «Skriv kun, det er et let Saar, ellers bliver hun saa forskrækket,» det var det almindelige Svar, for desværre var det næsten alle Forstærkningsfolk med en talrig Børneflok.

220

Undertiden kan Sorgen gøre vore danske Folk saa underlig indesluttede og frastødende, men det gælder kun at finde det rette Ord, som kommer fra Hjertet, for at finde Vej til deres Hjerter og løse Tungebaandet paa dem. Saaledes var der paa det her omtalte Lazaret en, som jeg tydeligt saà var inderlig bedrøvet, trods de korte Svar, han først gav mig. Han, som de fleste af dem, var meget støvet og smudsig i Ansigtet, men fra hvert Øje ned ad den graaligbrune Kind var der en lysere Stribe. Jeg vidste jo straks, at det var Taarerne, udgydt i Stilhed, der havde efterladt disse Mærker, og jeg maatte jo derfor have lidt mere at vide om hans Forhold. Det varede heller ikke længe, før jeg saà, jeg havde ikke taget fejl. Brevet skulde skrives til hans Kone, og det var Frygten for, at hun og de fire Børn skulde savne noget, ikke Smerten i Saarene, der bragte Taarer i Øjnene. Han var haardt saaret, navnlig i Armen: «Det fik jeg,» sagde han, «da jeg saà, min Løjtnant var ved at falde om af et Skudsaar, han havde faaet, saa vilde jeg gribe ham, for at sætte ham hen ved et Gærde, men det blev der ikke noget af, da jeg knap selv kunde slæbe mig af Sted hen til Gærdet. Paa Vejen der hen fik jeg den anden Kugle i Benet » Jeg fik siden at høre, hvor flink og net hans Kone var, af Folk, der havde set til hende og understøttet hende lidt; for at hjælpe «dem der hjemme», er den bedste Balsam, man kan gyde i Soldatens Saar. Jeg hørte Folk sige om den samme Mand, at han var kedelig — de har ikke forstaaet at anslaa de rette Strenge hos ham, har ikke set hans Ansigt straale, naar han læste Brevene fra 221hans Kone. Hun skrev sande Kærlighedsbreve, som mellem nyforlovede, til sin «velsignede Mand». — Jeg har læst mange Soldaterkoners Breve og glædet mig inderligt over den Aand, der besjæler vor Bondestand, som den, der ser flygtigt paa den, aldrig lærer at kende, da den ligger skjult under det jævne Væsen.

En anden af de saarede, som rørte mig dybt, var ogaaa en Forstærkningsmand, en jydsk Husmand (den forste var en Sjællænder) med 6 Børn, og hvis Kone hver Dag ventede det syvende. «Ja, skriv kun for mig,» sagde han, «men skriv endelig pænt til Mutter og trøst hende godt med, at jeg kun er let saaret. Kun én af de Saarede, der laa, tiltalte mig ikke; men det var ogsaa kun den eneste af henved 40 Stykker. Han vilde, at jeg skulde skrive til hans Forældre, at han var haardt saaret i Benet, hvilket han rigtignok ogsaa var, da han døde et Par Uger efter. En var der, som jeg ikke vilde skrive om, at han var let saaret, da jeg tydeligt saà, der var ikke længe igen for ham. Han var saaret i Ryggen ud gennem Brystet og led meget men uden at klage sig og takkede kun flere Gange Gud, at han ikke var gift. Hvor smerteligt var det ikke for mig at faa de kærlige Forældres Brev til deres eneste Søn, da Vor Herre allerede havde kaldt ham til sig! Jeg sendte dem en Lok af hans smukke, sorte, krøllede Haar. Hans Uhr og andre Ejendele, som de kunde ønske sig, havde Prøjserne berøvet ham, før han kom til Flensborg. Endnu én var der, som Lægerne ogsaa straks havde opgivet. Han saå saa kraftig og frisk ud, men var saaret gennem Underlivet af en Granatstump, som havde 222sønderrevet Tarmene. Han maatte senere lægges ene i en Stue, da Lugten ved ham var saa slem.

Før Dybbøls Fald var det almindeligt, at de menige Prøjsere drog grædende bort fra deres Kvarterer, naar de skulde til Dybbøl, nu havde Piben faaet en anden Lyd, saaledes, at de haanede vore saarede Soldater, der laa i Halmen ved Siden af dem, og selv Haansordet «Hannemands» havde en dansk Flensborgerinde hørt. Jeg hørte aldrig noget af den Slags, men gjorde hvad jeg formaaede, for at de ikke skulde gøre hverandre Livet for surt, og det gik ogsaa bedre, end man de første Dage skulde have troet. Den 20. var alt ordnet i de nye Lazaretter og altsaa ogsaa i det lille, jeg i Forening med et Par Damer havde paataget mig Omsorgen for. Der var kun nogle og tredive, men det var saa heldigt, at der var et overvejende Antal danske. «Nu har vi faaet vor Afsked,» sagde en af de vakre, flensborgske Koner, som havde været utrættelig med i de to Dage og Nætter at pleje de saarede. Hun saà bedrøvet ud, og uagtet det vist vilde været hende umuligt at vedblive saaledes, tror jeg dog, hun var bedrøvet over Søstrenes Ankomst, da hun, i sin kærlige Iver, mente at kunne udholde, hvad det skulde være, naar det var for vore kære saarede.

Det var af «de graa Søstre», vi fik paa vort Lazaret, og jeg vil altid mindes dem med Taknemmelighed for den kærlige Pleje, de ydede vore Folk. Hver Stues Syge roste sin «Søster», som den bedste af dem alle, og jo svagere den saarede var, des kærere havde han «Søster». «Det er den bedste Pige jeg har kendt», sagde en af dem til mig.

223

Den samme skrev jeg et Brev for, efter hans egen Diktat: «For saa kommer dog min Aand i Brevet,» sagde han. Han begyndte Brevet med at opmuntre sin Kone til at være inderlig glad, da han havde ombyttet den sørgeligste Tilværelse med den skønneste og udtalte sig fremdeles i lignende begejstrede Udtryk om sit Ophold paa Lazarettet. Saa taknemmelige var de Stakler for det lidet, vi gjorde for dem, at jeg ofte næppe kunde tage det for Alvor, naar jeg ikke havde set Taarer i Øjet med det samme. Jeg kan aldrig blive træt af at rose deres mageløse Beskedenhed. — Deres Brevveksling var meget livlig, saa jeg i Reglen havde en 5 til 6 Breve daglig at besørge for dem, men hvad der var endnu mere rørende var, at det flere Gange hændte, at en Broder kom 20 Mil borte fra, vandrende paa sin Fod for med egne Øjne at forvisse sig om den syges Tilstand. En Gaardmands Kone vilde ogsaa besøge sin Mand, men han var saa forunderlig sikker paa, at han om 14 Dage skulde komme hjem, at han bad hende opgive den Plan. De 14 Dage gik jo rigtignok, uden at han kom hjem, men dog fik han nogen Tid efter Hjemlov, da han var for svag til igen at gøre Krigstjeneste. En anden Gaardmandskone, som ogsaa vilde besøge sin Mand, fik jeg det forhindret for, da Manden var bleven saa vansiret i Ansigtet af en Kugle, som havde taget Underlæben og en Del Fortænder bort og gaaet ind i Tungen, saa han ikke kunde tale, men da han skrev særdeles godt, saa hjalp han sig og var meget taalmodig. Han havde kun været gift i 6 Uger, og dog skrev den unge 23aarige Kone til ham: «Jeg synes slet ikke, du skal 224bryde dig om, hvordan du kommer til at se ud. Jeg vil være meget tilfreds, naar du bare kan komme til at tale som før, ja, saa maa vi være meget glade, at du hverken har mistet Arme eller Ben.» Men desuagtet kunde det dog nok være, at det vilde have været hende meget tungt at se, hvorledes han saà ud, saa vi fandt det raadeligst for hende at vente, til han var opereret, som han blev, da Saaret var lægt. Et slemt Ar faar han jo: «Men det kan jeg bære med Ære», sagde han. Han var en Slesviger; men forstod ikke tysk, hvilket syntes at forundre Prøjserne meget. To andre Slesvigere var der paa Lazarettet, som jeg ogsaa havde megen Glæde af, især den ene. De, som alle Slesvigere, kunde jo gaa hjem, naar de var helbredede, men den ene paastod med Bestemthed, at han ikke vilde modtage Frihed af Prøjserne, da han ikke vilde love, ikke at tjene Kongen af Danmark, saa vilde han hellere følge sine Kammerater i Fangenskab. Jeg roste ham, og den anden lod sig opmuntre af hans Eksempel og gik med i det frivillige Fangenskab.

Der var ogsaa muntre Scener, thi vore unge Jenser fornægter aldrig deres Natur. Saaledes var der en ung Jyde, som var til alles Morskab. En Dag kom jeg, da en Prøjser var i Færd med at skulle lære ham at læse tysk. Jeg raadede ham til hellere at lære Prøjseren dansk, hvilket han straks gik ind paa, da han ikke kunde blive klog af Tysken. «Ser du nu her,» sagde han, «det kan du nok forstaa, at der staar Rolf Krake!» Ja, det kunde han forstaa, da Prøjserne havde megen Respekt for vort Pantserskib. — Ligeledes maatte jeg 225le hjertelig en Dag ved at læse et Brev, som en anden Jens havde skrevet. Han havde faaet en Kugle ind gennem den venstre Kind, som var gaaet langs de forreste Tænder i Undermunden, men taget Kindtænderne bort i den højre Side, og saa gaaet ud gennem Kinden. Han skrev til en Broder og Svigerinde: «Jeg kan da mælde jer, at jeg er løben over til Prøjserne, det vil da sige paa en honnet Maade, for først skod de mig i Kajen, og siden tog de mig til Fange o. s. v.» Jeg laante ham saa «Kærlighed uden Strømper», og den morede ham kosteligt. Bøger kan man aldrig have for mange af til at laane dem, men især griber de med Begærlighed gudelige Smaaskrifter, som de undertiden kan vedblive at læse om igen hver Dag, men bliver saa ogsaa meget fornøjet, naar de faar en anden Bog, for: «denne kan jeg næsten udenad», hedder det saa. Holbergs Komedier, Saxo og Snorre, er de Bøger, som blandt Bønderkarlene helst læses.

Det var altid en Sorg for os, paa begge Sider, naar nogle af vore saarede var saa vidt, at de skulde sendes til Lazarettet i Rendsborg, og saaledes hændte det da en Gang, da nogle danske Damer tog Afsked med nogle Jenser ved Jernbanen, at en Østerriger maa have fundet, at de saà meget bedrøvede ud, for han gik hen til dem og sagde: «De skal saamænd ikke være saa bedrøvet, for de faar det godt, og de danske har mange flere Fanger end vores.»

En Morgen kom jeg ind paa Lazarettet og fandt alt i en forunderlig Bevægelse. Jeg fik snart Grunden at vide. En af vore, som var fuldkommen helbredet, 226men havde faaet Lov at blive som Tolk for Lægen, var om Natten flygtet, og det var jo rigeligt Stof til Samtale. De fleste var vrede paa Flygtningen, men jeg tog det Parti at skylde den prøjsiske Læge for, at han havde hjulpet ham af Sted, hvilket vakte Munterhed, og saa var Vreden forbi. En lille skikkelig Prøjser, som havde ligget paa samme Stue som Flygtningen, havde mærket, at han rømmede bort, men ladt, som han sov, da han vilde have gjort det samme i hans Sted, sagde han. Prøjserne udspredte et Par Dage efter det Rygte, at han var fangen igen ved Dybbøl; men ingen havde set ham, saa vi troede det ikke, og det viste sig, at vi gjorde Ret deri, for kort efter fik vi Brev om, at han lykkelig og vel var kommen med en Skipper til København, hvor han var bleven hjempermitteret, da han var af Forstærkningen.

Jeg talte tidligere om en anden Forstærkningsmand med 6 Børn. Hans Saar var ikke farligt, men han blev mere og mere tungsindig, vilde ikke spise og mente selv, han var meget syg. Jeg talte med Lægen om ham, og denne forsikkrede, at han intet fejlede, men havde Hjemvé. Jeg bad ham da om at udvirke, at han fik Hjemlov, hvilket han først slet ikke vilde gaa ind paa, men vilde have mig til at bilde ham ind, at han skulde faa Lov at rejse hjem, naar Saaret var lægt. Det vilde jeg naturligvis ikke gaa ind paa, men fik ham ved idelige Bønner til at love mig hans Frihed. Vor Blaakappe kom sig og fik Hjemlov; men Lægen gav de danske Kvinder det Vidnesbyrd, at de var endnu mere haardnakkede end Mændene. —

227

II. DEL.

I FELTEN OG KRIGSFANGENSKABET.

228
229

Første Gang i Ilden.

Imellem mange psychologisk interessante Indtryk fra Fægtning har der kunnet udvælges en lille Gruppe, som mere eller mindre direkte giver Stemningen hos vedkommende Menneske den første Gang, han stod overfor Fjenden og i Fare for sit Liv. Der er valgt Repræsentanter for forskellige Samfundslag og militære Grader.

I.

I Brev fra en 21aarig theologisk Student og Reserveløjtnant i 22. Infanteriregiment, Søn af en velstaaende, københavnsk Haandværksmester, der paa Krigens Tid var død.

Als, d. 23de Februar.

Elskværdige Familje!

Det er da indtruffet og overvundet, det betydningsfulde Moment, som jeg saa længe med en vis, ængstelig Attraa ventede; den er gennemgaaet, denne stolte Prøve paa Ro og Tapperhed; jeg har af Prøjsernes Haand modtaget min Ilddaab.

Efter at have tilbragt Natten mellem den 20de 230og 21 de paa aaben Mark ved Ragebøl Kro i en bidende Kulde, kommanderedes vi om Morgenen til Pythuse, ½ Mil omtrent fra Dybbølskandser, for at indtage en Stilling, igennem hvilken Feltvagterne, om Fjenden skulde angribe dem, kunde trække sig tilbage. Vi (Officererne ved de to herhen kommanderede Kompagnier foruden Bataillonens Underlæge, Doktor H., en Mand, hvis prægtige Humør jeg skylder saare meget) gjorde os det rigtig bekvemt i de med muggen Halm og ituslaaede Møbler udstafferede Værelser. Da Kaptajn M. fortalte, at det var hans Kones Fødselsdag, blev vi hurtigt enige om at sende Bud til Sønderborg (omtrent ¾ Mil) for at købe de til Højtideligholdelsen af denne Festdag nødvendige Drikkevarer. Dette udførtes, og vi havde nu en glad Aften, men paa Grund af den foregaaende Nats Anstrengelser har jeg ikke kunnet taale Punchen, saa jeg, efter i længere Tid at have kæmpet med en stærk Bjørn, tilsidst faldt besejret om paa et Knippe Halm, hvor jeg blev liggende med det samme.

Kl. 7 vaktes jeg og led stærkt af de saakaldte Tømmermænd, hvorfor jeg ikke mægtede at bekvemme mig til at rejse mig op for at drikke noget Kaffe, som stod paa Bordet. I det samme faldt flere Skud, og et Par Minuter efter sprængte en Ordonnans hen til os for at melde, at Fjenden var kommen kørende i en uhyre Mængde Vogne og nu sloges paa Kraft med vore Feltvagter.

Vi rykkede nu frem ad Vejen til Undsætning, men holdt os foreløbig i en tæt Kolonne midt paa 231Vejen og afventede nærmere Ordre. Imidlertid hvinede Prøjsernes Kugler iblandt os, og mangen brav Soldat segnede om her, inden han endnu havde kunnet komme til at løsne et Skud mod Danmarks Fjender.

Det er ikke behageligt at staa saaledes med Hænderne i Skødet og lade sig skyde. «Modig eller fejg?» Det Spørgsmaal opkastede jeg vist for mig selv over hundrede Gange i disse ti Minuter, og Svaret lød: «Fejg!». Ja, jeg bekender det; da jeg stod der, da var jeg en fejg, en elendig Kryster; — men jeg beder dem, der sidder hjemme i deres Stue og dømmer mig, om selv at prøve en saa morderisk Ild, og det uden selv at turde løfte en Haand, sige et Ord eller løsne et Skud. Til Lykke varede det ikke længe. 1ste og 2den Deling kommanderedes ud i Kæde for at optage Kampen, medens 3dje og 4de Deling (jeg) endnu holdtes i Reserve paa Vejen. Endnu et Øjeblik stod jeg og «opgjorde mit Regnebræt», da kom 18. Regiment styrtende i største Uorden tilbage, forfulgt af Prøjserne. Forvirringen greb ogsaa mine Folk, den paniske Skræk drev dem ind blandt 18de Regiments Mandskab og tilbage mod Skanserne.

Men da alt syntes tabt, — da vaagnede jeg op. Med en Stok, som jeg havde i Haanden, slog jeg en af mit Mandskab til Jorden; derpaa trak jeg min Sabel og udbrød: «Den første af andet Kompagni, som retirerer uden Ordre, bliver hugget ned!» Virkningen var forbavsende, de tilbageblevne skottede til mig for at se, om det virkelig var mit Alvor, 232men der maa have været noget vist imponerende ved mig, thi de blev. I det samme fik jeg Ordre til med min Deling at besætte et Gærde, der løber en halv Snes Skridt Øst for Pythuse, og det blev mig betydet, at jeg ikke maatte forlade denne Post, førend Kaptajnen ved et Stød i sin Fløjte kommanderede det. Jeg besatte Gærdet, og i en halv Time udholdt jeg en i Sandhed morderisk Ild, der især blev frygtelig, efter at 1ste Deling, hvis tapre Fører var haardt saaret i Armen, var gaaet forbi mig for atter at indtage en Stilling bag mig. Prøjserne benytter de i Terrænet tilbydende Sænkninger fortræffeligt, saa at man i Reglen ikke ser dem, før de er en lige paa Livet; jeg havde desuden faaet en saa bestemt Ordre, at den ikke kunde misforstaas, hvorfor jeg rolig blev, hvor jeg var. Da sprang pludselig, — jeg fortæller paa Ære Ting, som hundrede med mig vil bevidne — knap ti Skridt fra mig en prøjsisk Officer og en Mængde Soldater frem paa Siderne af Pythuse, som de imidlertid ubemærket havde besat.

«Modig eller fejg?» spurgte jeg mig selv; men nu lød Svaret: «Modig!» Tanken om mit Hjem svævede dunkelt forbi, Tanken om alt hvad jeg maatte opgive; men det var kun et Øjeblik, tusend Gange kortere, end jeg bruger til at fortælle det. Min Regnkappe gjorde mig kendelig, — da lød i det samme Kaptajnens Pibe. «Feuer, Feuer!» raabte den tapre Prøjser, idet han pegede paa mig; men et Sekund før havde jeg allerede peget paa ham og raabt: «An, fyr!» Officeren faldt, og vor kraftige 233Salve gjorde i det hele taget stærk Virkning paa vore Fjender. Vore Geværer var imidlertid næsten alle afskudte, og derfor: «Tilbage, løb!» kommanderede jeg, og nu løb vi, det bedste vi havde lært, over Marken til det næste Gærde. Jeg behøver neppe at tilføje, at vi paa denne Vej fik en Salve, der dræbte eller saarede omtrent 15 af mine 45 Folk, og at Kuglerne specielt peb mig om Ørene, men det eneste, der tog Skade, var min Regnkappe, i hvis nederste Kant der blev skudt en Flænge, og mine Hænder, som jeg rev slemt til Blods paa Tjørnehækken, der stod paa det Gærde, over hvilket vi voltigerede.

«Modig, modig!» saaledes jublede det i mig, og fra dette Øjeblik af faldt det mig slet ikke ind, at mit Liv var i Fare. Vi trak os hen imod Skandserne, og Kampen forblev staaende her i nogen Tid, indtil 6te Regiment rykkede os til Undsætning, da gik det fremad, som det før gik tilbage, Fjenden retirerede skyndsomst, vi kom atter til Pythuse, og under alt dette hvirvlede Kuglerne om os, medens de svære Kanoner oppe fra Skandserne sendte over vore Hoveder et Alvorsord til den flygtende Fjende.

Kampen var endt, Bataillonskommandøren kom, Regimentskommandøren kom, alt var som en Drøm, alt var mig, som havde jeg intet oplevet deraf; men Vognene, der langsomt rullede til Sønderborg med de saarede og døde, de alvorlige Ambulancer, der højtideligt skred frem paa de snedækte Marker for at oplede de faldne, var de levende Vidnesbyrd om, at her havde staaet en Fægtning. Min Kaptajn 234stod og talte med Regimentskommandøren; jeg hørte, det var om mig, han talte, det var mit Mod, han beskrev, min Tapperhed, han roste; nu traadte han hen til mig, trykkede min Haand og sagde: «Maa jeg lykønske Dem til Deres Ilddaab, De har som en tapper Soldat staaet Deres haarde Prøvelse.« En tapper Soldat! Ja, det føler jeg; fra det Øjeblik af, da jeg kom til at handle, fra det Øjeblik af har jeg ikke tænkt paa den Mulighed, at jeg kunde blive ramt.

«Befalingsmændenes Forhold var fortrinligt, og de gave Mandskabet et glimrende Eksempel», saaledes hedder det i Rapporten, og da min Kaptajn oplæste dette Sted for mig, bemærkede han: «De er sandelig ikke den, hvem denne Ros mindst tilkommer, De viste Dem ved Pythuse som en modig og determineret Officer».

Min elskede Moder, mine kære Sødskende, min brave Christian, hæderlige Niels, min elskværdige Familje, modtager en Soldats kærlige Hilsen! Breve i Mængde modtages paa det gamle bekendte Sted hos

Eders hengivne

V. K.

P. S.

Kære Moder! 1023 Tak for det tilsendte, som skal gøre ypperlig Virkning. I en Parenthes bemærker jeg, at jeg ingen Penge kan sende, da jeg paa Kampdagen har tabt min Portemonnæ med 20 Rbd. Jeg har maattet laane af Løjtnant H., dog haaber jeg at skulle kunne komme ud af det, da 235jeg nok alligevel til syvende og sidst faar min Rejse godtgjort. Tusend adieu!

Vaabenfællcr af den unge Brevskriver mindes endnu den Dag i Dag hans overstrømmende Glæde umiddelbart efter den lykkelige første Fægtning. Selv faldt han d. 18. April i Løbegraven mellem Skandsetne II og III som«tapper Soldats» —

II.

I Brev, skrevet som en udførligere Beretning af en ca. I9aarig Kadet til hans Fader, en større Manufakturhandler i København.

Fregatten «Niels Juel». Maj 1864.

... Kl. 8 fik jeg Vagt. Med min Kikkert besteg jeg Kryds-Stænge-Saling, som i Dag flere Gange blev mit Observatorium ... Vi satte da Kurs mod Helgoland for at høre om Depecher fra Ministeriet.

Dagen iforvejen, efter at vi havde mødt Englænderen [den engelske Fregat«Auroras»], var flere Ting gjort klare til Slag. Kahytterne og Ruffet var forsvundne, og man saà nu de aabne Porte klare til at modtage Kanonerne, tillige var en Del rustne Kugler bleven anbragt i Kuglekransene rundt omkring; dette tillige med en Del andre Tilberedelser gav Skibet et vist alvorsfuldt Præg.

Snart fik vi nogle Master i Sigte under Helgoland, men fra Stænge-Salingen fandt jeg ud af, at det var Aurora. Paa samme Tid saas Røg i SSV, men endnu var der ikke mere at se. Kl. 10—11 blev Røgen tydeligere, jeg gik atter til Vejrs og 236
opdagede 5 Gange Røg, og straks efter blev der prajet fra Fortoppen: «Dampere om Bb.!» «Hvor mange kan du se?» «5!» var Svaret. Snart saà jeg Skibene, saa at jeg paa: «Kan De se noget derfra?» kunde svare: «De to forreste er Fregatter, og de tre andre kan man næsten ikke se!» «Hvordan ligger de?» «Saadan omtrent,» viste jeg med Kikkerten. Løjtnanten kom da ogsaa op, og efter at være tilfredsstillet, fulgtes vi ad ned. Der blev da sat Damp op, Sejlene blev beslaaede og Bramræerne tagne til Dæks. Derefter blev der gjort Klart-Skib, og Eskadrens Skibe løb den kommanderende paa Siden, hvorpaa Kommandøren uddelte sine foreløbige Ordrer til Skibene og paalagde Cheferne at holde Linjen godt sluttet under Bataillen. Vi formerede da Kølvandslinje og fortsatte vor Kurs mod Helgoland. Fjenden lod ogsaa til at at stevne Helgoland. Nu var alt klart til Slag. Brændevin og Ø1 blev delt om til Folkene, som sad og smaasnakkede ved deres Kanoner og en Gang imellem kastede et nysgerrigt Sideblik gennem Portene til Fjenden. Kommandøren gik rundt for at overbevise sig, om alt var i Orden, og talte til Folkene omtrent saaledes: «Der er Østerrigerne, Folk, der kommer de ude, husk paa, at de har været med til at pine og plage vore stakkels Soldater i Land, lad os betale dem det; men lad os være rolige og sindige, lad os huske paa, at det gælder ikke om at skyde, men om at træffe, lad mig se, at hver Mand gør sit, den sidste Mand i Skibet kan gøre lige saa meget, som den første, for han kan skyde en god Kugle ud, det kan 237denne ikke.» — En af Folkene udbragte et «Leve Kommandøren», men han tyssede paa dem og sagde: «Lad os gemme det til siden!» Folkene gik saa til deres Kanoner, og Kommandøren gik op paa Broen.

En højtidelig Stilhed var udbredt over hele Skibet. En Ven af mig, en lille Guldspurv, som jeg om Morgenen havde udfriet af Doktorens Fangenskab, fulgte endnu stadig med os, nogle sagde, den var fulgt med fra Norge; den sad nu ganske ugenert og kvidrede paa Jollebommen og ventede ikke den alvorlige Scene, den skulde blive Vidne til. Folkene sagde, den bringer Lykke. — Jeg stod paa Ruffet, hvorfra man havde dejlig Udsigt over det hele. Da Linjerne nærmede sig til Skæringspunktet, drejede vi Bb. over ned paa Fjendens Stb. Side, og vi nærmede os nu hinanden paa modsatte Kurser.

Mærkeligt var det, saa lidt Situationen virkede paa mig, jeg fandt det hele i højeste Grad interessant, men endnu havde ingen uhyggelig Følelse eller Anelse om den forestaaende «graadforvoldende Kamp» indfundet sig hos mig; sandt nok, endnu var intet forefaldet, men nærmest, tror jeg, maa det tilskrives noget Sherry, som havde den Virkning at forhøje Stemningen til denne visse Gemytlighed, der lader os se alt fra den lystige Side. —

Vi var imidlertid komne paa deres Skudvidde, det glimtede derovre fra hans drejende Kanon paa Bakken, Røgen væltede frem; det saà meget godt ud. Alles Øjne var henvendt paa ham, men pludselig maatte vi udbryde med Obersten: «Jeg tror, Gud forbande mig, de skyder med skarpt!» thi med et 238hørtes en hvirvlende Susen i Luften, og plask, der smækkede den ned i Vandet tæt Vesten for os! Men vi fik ikke Tid til at tænke over det, det glimtede igen, Hovedlinjen var der, men lidt for højt, ræsonnerede vi for os selv som ved almindelig Skiveskydning.

Nu begyndte han at smælde løs over det hele. Uf! hvad var det, tænkte jeg, det snurrede for mit ene Øre, den var i en altfor uhyggelig Nærhed, jeg havde stor Lyst til at sige «helle min Leg», men det gik nok ikke. Nu kunde vi begynde at tale med. «Godt Sigte, Folk, skyd, naar I kan, Roder forfra,» kommanderede Chefen, og saa begyndte vore Brumbasser. Den stakkels Guldspurv kunde ikke lide dette, den flagrede frem og tilbage, og lidt efter var den borte. Derimod havde vi en Hane i vort Hønsehus, jo mere vi skød, des mere og højere galede den til stor Fornøjelse for alle; den har nu livsvarig Pension hos Kommandøren.

Linjerne passerede hinanden; jeg hørte et Skrig henne fra Falderebet, hurtig saà vi naturligvis derhen, jeg saà da Løjtnanten sidde paa Hug og tage sin Hue op fra Dækket; jeg troede, han var saaret, men nej, hvorimod vi hørte Kommandøren sige: «Bær den Mand væk!» Da Løjtnanten kom agterud, sagde han, at det var T., der havde mistet et Ben. — Det var min bedste Ven ombord, og min Kammerat paa Dækket, han havde en Gang sagt: «Ja, en af os bliver da nok pillet væk der oppe.» Han havde Ret, nu ligger han der nede under Doktorens Behandling, mon jeg skal samme Vej, mon en Kugle 239ogsaa har Adresse til mig, skal det være Ben, Arm osv. osv.? — den Slags Tanker kommer der nok af, naar man ikke har andet at tænke paa, men Gud ske Lov, der kom noget at bestille for mig.

Linjerne havde passeret hinanden. Nu drejede Fjendens Formand op mod os, da vi drejede ned mellem Østerrigerne og Prøjserne; disse havde nemlig trukket sig for om vor Linje for at skyde os for ind. Men de Kunster lod de snart være med, da de derved nær var blevne afskaarne, de forcerede da tilbage, glemte rent, at de skulde skyde os forind, hvorimod Østerrigerne vendte om pr. Kontramarch, det uheldigste, de kunde finde paa, og kastede sig imellem os og Prøjserne. Ved denne deres Vending fik begge Fregatterne over ét vore Bredsider langskibs. Da de begyndte Drejningen, frygtede vi, den gjaldt Hejmdal, og derfor gav Kommandøren Ordre til Signal til Hejmdal om at slutte bedre. Dette Signal kom ret tilpas til at give mine Tanker en anden Retning.

Nu begyndte Kampen paa Liv og Død. Den foregaaende Manøvre havde formindsket Afstanden betydelig til 6—800 Alen, og Skydningen fortsattes paa denne Afstand, idet Østerrigerne fulgte jævnsides med os og dækkede Prøjserne. Niels Juel sloges hovedsagelig med Schwarzenberg, Jylland og Hejmdal med Radetzky; det gik Slag i Slag; Krudtrøgen kunde næsten ikke faa Tid til at trække bort, vor Buldren lød i et væk; men der imellem hørte man dog Granaternes klagende Lyd, og vi lærte snart saa fuldkommen at bukke os ned efter Takten, naar 240vi kunde hore, at de var i Nærheden, se dem var der ikke Tale om for Røg.

Vi opdagede hurtigt, at de der ovre skød for højt, thi meget faa ramte Skroget; et Skud ramte Bergineraaen, det kom paa langs ad den og slog blot Smut paa den, saa en Del smaa Splinter regnede ned over os, jeg saà forventningsfuldt der op, thi jeg har jo læst om Ræer og Stænger, der falder ned osv., og ventede her at se en halv Raa dingle i et Par tynde Ender, men den forblev hel og holden hængende paa sin Plads. Et Øjeblik efter hørte jeg et Klask i Rælingen og saà et fint udklippet Hul i Finkenettet om Bb. Skuddet var gaaet igennem nogle Køjer og havde væltet nogle ud, saa de var nær ved at falde i Vandet. — Vi hørte et Bum og mærkede ligesom en sagte Skælven under os, det var et Skud i Skroget, sagde en af Flagmændene; det var ligesom et Suk, der gik gennem Skibets faste Dele, som om det vaandede sig ved sit Saar; Øjeblikket efter et Knald og Ruderne i Skylightet klirrede og gik i Stykker; senere fik jeg at vide, at det var en Granat, der var sprungen paa Batteriet og havde dræbt en Mand og saaret en fem—seks.

Man tænkte naturligvis sit ved alt, hvad man hørte og saa; men der var ikke megen Tid til hver Ting. Hvad der især imponerede, var, da Krydsfald kom ned; det var ikke, som jeg havde tænkt, at det kom klaskende ned i Hovedet paa os, nej, det var som om det langsomt sank i Knæ og majestætisk dalede ned fra Vejret, saa at vi fik vel Tid til at komme af Vejen for det. Naa, saadan tager det sig 241ud, tænkte jeg, men i det samme smældede det henne i Skorstenen, og en lang, brandgul Røgsøjle udviklede sig paa den anden Side af den, det var aabenbart en Granat, der sprang. Hvad var det? Det saà for Resten ganske net ud: et stort Springvand af Splinter væltede ud af Skibssiden henne ved Broen; heldigvis var den Kanon, der plejede at staa paa det Sted, kørt bort.

«Herre, hvad skal Enden blive, hvis det bliver længe saadan ved», tænkte jeg, da en Granat sprang oppe i Forre Mærs; den røg forfærdeligt, og man saà Træstumper, Støvler og Nattrøjer flyve ned, men Gud ske Lov, der var dog ingen Menneskedele i dem, det var blot Mærsetønden og dens Indhold. Paa Lyden og paa Mærkerne af Granaterne og Kuglerne fandt jeg ud af, at de mange hundrede, som var bleven sendt efter os, var gaaet over os mellem Finkenettet og Mærsene, og man maa være dem megen Tak skyldig, for at de var tillige gaaet imellem Masterne.

Vi laa her i en voldsom Granatild; med hvert Sekund, vil jeg antage i det mindste, fløj der én over den lille Plet, hvor vi stod, de kom nærmere og nærmere ned, allerede var 2 Hovedtove overskudte i Storvantet lige over Rælingen, nu flængede en Kugle et stort Hul i vort Faldnet, saa at de overklippede Master hang og dinglede ned mod Dækket, og et Øjeblik efter blev det endnu mere forrevet af et andet Skud. Jeg stod netop og tænkte paa, at nu skulde vi nok til at træfies, thi de foregaaende Træffere maa man snarere antage for Afvigeiser 242fra den almindelige Kurs, Kuglerne tog; alle var rolige, enhver passede sit Arbejde uden at tage videre Notits af, hvad der foregik omkring ham, man hørte kun gennem Kanonskuddene Kommandørens Kommandoord til Roret, vore Skud faldt ligesaa regelmæssige som hidtil, intet tydede paa den ringeste Forandring i Kraften, hvorimod Fjendens Skydning var aftaget betydelig i Hurtighed, — da lød pludselig en Stemme: «Der er Ild i ham, hans Forre-Mærs brænder!»

Et Øjeblik standsede alle for at se det saa velgørende Syn, Alvoren, som havde behersket alle Ansigter, maatte vige for den mest ubegrænsede Munterhed, med fornyede Kræfter betjentes atter Kanonerne, og Kugle efter Kugle mindede ham om, at nu var Sagen afgjort. «Nu løber han!» raabte nogle, og et kraftigt Hurra rungede over til ham som Svar paa denne Opdagelse. Ganske rigtig, Schwarzenberg havde faaet nok af det, Røgen væltede ud af hans Batteriporte, og hans Forre-Mærs og alt omliggende stod i lys Lue; han holdt af ned mod Helgoland og fik derved Vinden agterind, saa at Ilden ikke udbredte sig til de andre Topper; med det store, luende røde Flag paa sin Fortop og den graagule Røg, der væltede ud deraf, saà han frygtelig ud, da han løb bort. Gud ske Lov, jeg ikke var der ombord!

Kuglerne regnede ned over ham fra alle vi danske, og han fik vist slemt agterind, til hans Kammerat Radetzky kom op og dækkede ham. «Lad ham løbe, skyd paa den anden», kommanderede Kommandøren, 243og med Hurraraab vendtes Kanonerne mod denne. Et Øjeblik fortsattes denne Kamp, til han gik samme Vej som de andre; Prøjserne var naturligvis væk for længe siden.

Vi gjorde nu Signal til Eskadren om at jage og satte efter dem efter at have hilst paa Radetzky med vore Bredsider agterind. Men vi vandt kun smaat ind paa dem, idet vi vedblev at fyre med vore Bougkanoner og de med deres Spejlkanoner; jeg véd ikke, hvad vore gjorde, men deres ramte ikke; efter et Kvarterstids Jagt blev vi nødt til at stanse, da var vi paa nevtral Grund, og der blev hejst Signal til at holde inde med Kampen, hvorefter Skuddene døde bort, og Bataillen var altsaa til Ende. — Straks begyndte Reparationerne til Vejrs, thi vi kunde jo vente dem ud igen for at fortsætte.

Nu var der ret Lejlighed til at se sig om. Dækket, man gik paa, var bedækket med Stumper og Stykker af alt muligt, Tovender, Træstumper, Granatstumper, og hist og her fandt man ogsaa Stumper af Ben og Arme, som desværre tilligemed Blodpølene var de sørgeligste Minder. Alle var helt graa i Klæderne af Krudtrøgen og sorte i Ansigterne af Gud véd hvad. Skibssiden i Nærheden af Kanonmundingerne var ganske forkullet, Dækket næsten sort af Smuds. Jeg følte paa Kanonerne, de var ganske varme af de omtrent 40 Skud, de hver havde besørget. Paa Batteriet havde Stormasten faaet en Del Granatstumper i sig; agter paa Chefens Spisebord laa et Kort, der saà forfærdeligt ud, det var 244rent oversprøjtet af Blod og Hjerne af det ulykkelige Menneske, der fik Hovedet slaaet i Stykker.

Det var løjerligt at se disse Huller, hvorigennem de ubudne Gæster var trængt ind, den yderste Klædning var i Almindelighed klippet rundt ud, hvorimod Tømmeret og Inderklædningen var flænget ud og løsrevet fra Siden paa et stort Stykke; det er det, der er det værste til at slaa om sig.

Da jeg havde overtaget T.'s Vagt, fandt jeg deri et godt Paaskud til ikke at besøge de saarede, for min Lyst var just ikke stor efter at komme ned og se paa Amputationerne, især da man hørte nogle forfærdelige Skrig dernede fra; det var én, der ikke kunde blive bedøvet og som nu fik tre Fingre skaaret af. Jeg gik derfor op paa Dækket igen, og her var ogsaa nok at bestille. For det første skulde der passes paa Østerrigerne, der laa nede under Helgoland og blæste Damp af; Aurora bevægede sig imellem dem, vel for at se til; Branden var nu noget sagtnet, men med ét faldt Forrejsningen ned paa Dækket, gloende og brændende som den var, og dette tydede jo egentlig paa, at de ikke vilde komme ud saa snart.

Imidlertid løb de andre Skibe i vor Eskadre den kommanderende paa Siden, og Kommandøren lykønskede dem til Resultatet og spurgte til deres Befindende; Chefen for Jylland udbragte et «Leve vor tapre Kommandør!» der besvaredes af Mandskaberne med vedvarende Hurraer, saa at Kommandøren tilsidst, ganske vred over ikke at kunne faa Ordet, bemærkede: «Det var da Satan til Skrigen!» Der var 245ogsaa særdeles Lystighed til Stede, og det var jo ikke saa underligt.

Saaledes forløb en 1½ Times Tid, saa blev Eskadrechefen ked af at ligge der og se paa dem og satte Kurs mod Smaldyb for at faa de saarede i Land og saa næste Dag at fortsætte Værket, nemlig at blokere Fjenden ved Helgoland. Men Skæbnen vilde det anderledes, thi om Natten kom en Fiskerbaad fra Helgoland blandt andet med en Ordre fra vort Ministerium til at gaa til Christianssand for Ordre. Planen til Fortsættelsen af Fjendtlighederne faldt altsaa af sig selv, og vi beholdt vore saarede ombord, og, efter at have talt med Kapt. Hammer, gik vi Nord paa ad Norge til ...

III.

Uddrag af I Brev fra en 26-aarig, ugift Underkorporal i 18. Infanteri reg., cand. phil. og Bibliotheksassistent, Søn af østjydske Proprietærfolk.

Sølyst ved Trolleborg den 2. Juli 1864.

Kære Forældre!

Jeg vilde allerede i Gaar have tilskrevet Eder for at supplere min foreløbige Melding fra Faaborg, men blev forhindret ved at modtage den dobbelte Udnævnelse til Underkorporal og Furér ved 1. Kompagni, noget, der mindre skyldes mine Meriter end den Omstændighed, at vi den 29. mistede saa overordentlig mange Folk.

246

Jeg skal nu forsøge at give Eder en Slags Forestilling om hin Dags Begivenheder, for saa vidt de angik mig selv. Om Aftenen den 28. afmarcherede Kompagniet fra Barakkerne bag Sønderborg for at udføre noget Skansearbejde i Løbegravene nede ved Rønnehave og Kjærvig. Det var en March paa en Mils Vej, med fuld Oppakning, i Søleføre, og vi var derfor ikke saa lidt trætte, da vi ankom til Bestemmelsesstedet omtrent Kl. 10. Men værre blev det, da vi tog fat paa Arbejdet, thi vi havde en Anelse om, at Fjenden vilde angribe med det første, og enhver anstrængte sig af yderste Evne. At Angrebet skulde komme samme Nat, ventede rigtignok ingen, og som Bevis derpaa tjener det, at vi ikke havde ladet Geværerne. Den Deling, hvortil jeg hørte, havde faaet sit Arbejde anvist i en Skanse lige over for Sandbjerg Skov, og vi hørte hele Tiden, hvorledes Fjenden tømrede og hamrede derovre, og hvorledes Vognene kørte frem og tilbage. Os frapperede dette imidlertid ikke, da vi ofte havde hørt noget lignende under Vaabenhvilen, men oppe i Rønnehave- Batteriet maa de have anet Uraad, thi med et saà vi en Granat flyve over i Skoven, lidt efter nok en do., saa en 3dje og 4de, og hvad der ikke før var Spektakel i Skoven, det blev der nu ved Skuddene. I Parentes vil jeg bemærke, at intet Fyrværkeri i Skønhed kan maale sig med en Granatregn i en mørk Nat.

Fjenden forholdt sig i øvrigt lang Tid saa godt som aldeles rolig, han svarede kun med ét Skud paa vore, og vi lavede os allerede til at gaa hjem, udmattede 247
og forkomne som vi var. Da saà vi paa en Gang, omtrent Kl. 2, langs med hele Skoven en Række lysende Punkter og ude paa Søen en utallig Mængde Baade, som det syntes, tæt behængte med Lanterner og Fakler. Det var imidlertid hverken det ene eller det andet, men Gevær- og Granatild. I samme Øjeblik hører man Raabet: «Broen er lagt!» og kort efter: «Nu er han ovre!» Det hele saà ud som en Drøm, saa hurtigt gik det, men det blev snart til en blodig Virkelighed. Alle Batterierne paa den modsatte Side af Sundet begyndte at udspy en Regn af Kugler og Granater, som mindede om Dybbølskansernes Bombardement, og samtidig stormede Fjenden paa oppe, hvor vor I Deling laa, lige ud for Rønnehave. Nu kan I tro, vi fik travlt med at lade Geværerne og faa Tøjet hængt paa, og derefter løb den Korporal, der kommanderede vor Afdeling, og jeg op til Stedet, hvor de kæmpede, og spurgte, om vi kunde være dem til Hjælp med vort Mandskab (15 Mand), eller om vi hellere skulde samle os med vort eget Kompagni for at komme under ordentlig Kommando. Som jeg før antydede, vort Kompagni laa kun der ude paa Arbejde og var derfor spredt paa mange forskellige Steder, medens 4. Regiment besørgede den egentlige Forposttjeneste. Man svarede os, at de var stærke nok til at afslaa Angrebet, og at vi skulde søge at blive samlede. Det gjorde vi da, idet vi under en stadig Granatregn trak os op mod Landsbyen Kjær, hvor vi fandt vor Kompagnikommandør og det meste af Regimentet. Næppe havde vi været her nogle Minuter, før vi 248saà en Mængde Soldater af 4. Regiment, og især en Mængde Artillerister, komme løbende forbi med det Raab: «Fjenden er lige i Hælene paa os, alle Skanserne er forladte!» o. s. v Begge Dele viste sig ogsaa at være rigtige, og hvad navnlig Opgivelsen af Skanserne angaar, da bestyrkede Artilleriet os andre i den meget ufordelagtige Mening, vi hidtil med skellig Grund har haft om dets Tapperhed.

Nu blev vi da endelig ført frem mod Fjenden. De to første Delinger af vort Kompagni (der iblandt jeg) skulde tage det første Stød. Vi kastede os ind paa en ganske lille Mark, der paa alle fire Sider var omgivet af levende Hegn. Her laa vi da op mod det ene Gærde og fyrede en Tid lang, og Kuglerne peb lige saa hurtigt om Ørerne paa os, som man kan tælle, men paa en Gang hedder det: «Vi er omgaaede paa begge Sider!» Kuglerne begyndte at krydse hverandre, og Prøjsere sprang over de to Gærder i vore Flanker. Da kommanderede Kaptajnen, der laa bag ved os med 3. og 4. Deling: «Tilbage!» og nu gik det, saa hurtigt det kunde, gennem Kugleregnen og over det bageste Gærde. Nu maatte 3. og 4. Deling modtage det næste Angreb, medens vi gik endnu et Stykke længere tilbage; saa retirerede de og vi maatte holde for, og paa den Maade gik det nu timevis fra den ene Mark til den anden, gennem Tjørnekrat, over Gærder og Vandpytter, gennem Kornmarker etc., indtil vi var nær ved at segne af Udmattelse. Vi opgav ikke et eneste Sted, hvor det var muligt at holde sig nogenlunde, uden efter en haard Kamp, to Gange stormede 249vi selv frem og kastede Fjenden tilbage, men vi var altfor uendelig faa.

Naar I nu spørger mig, hvorledes min Stemning var under alt dette, og hvilke Fornemmelser jeg havde ved første Gang at være i Ilden, da tør jeg svare ved mit Æresord, at jeg var saa ligegyldig og rolig overfor Ilden, som om jeg gik paa Østergade. Jeg mærkede ikke engang noget til den Hidsighed, der saa ofte skal betage Folk, naar de har løsnet det første Skud. Kun én Ting besværede mig, det i højeste Grad anstrengende Løb, og det endog i den Grad, at jeg en Gang tænkte: Du holder det ikke ud, hvis du ikke kaster dig ned. Jeg valgte imidlertid en anden Udvej, idet jeg nemlig besluttede mig til at retirere i sindig Gang, og det hjalp mig virkelig til Kræfter igen. Tre Kugler ramte mig, men dog blev jeg ikke saaret. Den ene var mat og gav mig et slemt Dunk i Hovedet, men gjorde ellers ingen Skade, ikke en Gang paa Chakoen. En anden gik lige tværs igennem Chakoen, idet den strejfede Haaret. Den tredje gik 1½ Tomme ind i min oprullede Kappe og flængede den slemt. Denne sidste Kugle har jeg nu i Lommen ...

IV.

I Brev fra en Menig i 10. Infanterireg., ca. 30aarig, gift Husmand og Daglejer fra Hedeboegnen paa Sjælland. Han var født Gaardmandssøn i en Familje med mange Børn og havde kun nydt Almueskolens Undervisning.

250

Brevskriverens Retskrivning og Tegnsætning er uforandret gengivne, men, for at lette Læsningen, er Brevet inddelt i nogle Afsnit, medens Originalen gaar ganske ud i et. Verset mod Slutningen, Underskrift og Efterskrift er sat nøjagtigt som i Brevet. — For ikke at svække Virkningen af den i sin Helhed højst typiske Skrivelse er den allerede under dette Afsnit anført in extenso, uagtet kun en Del af den har Hensyn til den første Gang, Manden var i Ilden.

Hørup paa Als den 4de Marts 1864.

Gode Venner!

Jeg griber i Dag til Pennen for at opfylde vad jeg lofte Eder da jeg reiste fra —løv men i maa undskylde mig for det jeg ikke før har skrevet til Eder thi vi har meget at tage vare paae.

Jeg vil nu fortælle Eder min Skjæbne saagodt som jeg kan; Vi reiste fra Kjøbenhavn den 30 Januar om Formiddagen Kl. 11½ med et Damskib dette seilede vildt med os og løb paa Grund om Natten Kl. 2½ i kan vel let begribe hvilken angst vi her kom i som ikke er vand til at ferdes paa Søen, men Lykken var bedre en forsynet. [Denne Vendinger ikke individuel, men hørtes, i hvert Fald tidligere, almindeligt blandt Bønder fra Brevskriverens Egn.] Stormen var stærk og Bølgerne meget urolige, og derved vaglede Skjibet sig selv løst igen, men der blev sagt at naar vi hafte kommen 30 Favne lengere ind saa hafte vi 700 Mand med Skib og aldt bleven begravet i Bølgerne. seeri her kjære Venner her truede den første Fare os men Herren holdt dov sin Hond over os.

Den 31 om Eftermiddagen Kl. 2½kom vi til Flensborg der blev vi indqvarteret om Natten om 251Morgenen Kl. 7 den ite Februar maserede vi til Slesvig der kom vi til om Aftenen Kl. 7 og maatte lige paa Gaden i 2 Timer i et hort Frost saa blev vi endelig indqvarteret paae Gortorb Slodt. om morgenen K 7 den 2den maserede vi til Danevirke hvor vi blev afdel 50 Mand til hver Kompagni og jeg kom til 5te og dette Kompagni laae i en Bye som hed Lille Reide saae maserede vi dertil og blev indsat i blandt bar Slesvigere. Her kom vi hverken fortilli eller forsildig men lige tilpas,

dagenefter kom vi paa Piketvagt og om Eftermidagen Kl. 3½ kom der ordre at en Fjendelig Patrollie rykkede frem i mod Kjeden, nu skulde Piketvagten jo udsende Patrolie imod den og her traf det midt nommer tilligemed flere, vi var vel en 10 Mand men da vi fik Prøiserne at see saa var di 1OO Mand baade Kavalleri og Indfanteri her kunde vi jo indttet opstille men begønte at træge os langsomdt tilbage igen, men Prøiserne gav os ikke lang Tid at betænge os i di sende os en Hilsing som vi aldri hafte hørt før, thi de sende os Kugle paa Kugle og vi motte løbe indtil vi kom til at lige bag et høidt Gjærde og saa fik vi forstærkning saa kan i troe at vi besvarede deres Hilsing paa Dansk men saa reterert di tilbage igen saa var det forbi for den dag. Vi fik en Forstærkningsmand saaret.

Men dagen efter d. 4 saa møtte di os igen næsten paa fastende Hjerte en mengde Kavallerie rykkede frem imod os, men disse klødte vi stragx tilbage men saa hafte vi nær bleven omringet af Indfanteri, i kan troe vi var i knive og vi sagte til hverandre 252at ingen af os kom levende til Skandserne. Vi hafte Fjenden foran os og Vand bagved Vi motte løbe igennem Byen og til en Bro men Gud vor di skud paa os da vi kom paa denne Bro det var grusondt at høre, i det jeg sprank over en Grøft slog en Kugle lige ved mit Høire Been i Jorden og sprang omtrendt en Alen i veiret og faldt derpaa til Jorden igen jeg kunde godt haft taget den med men det gav jeg mig ikke Tid til. Jeg blev saa træt saa jeg tilsidst maatte gaa ganske sindig medens Kuglerne slog rundt omkring mig, men den gaade Gud holdt dov sin Hond over mig. Endelig naate vi saavidt at vi kom bag ved 2 af vores Kanoner og saa stormede Prøiserne frem paa den omtalte Bro, men saa sende disse 2 Kanoner dem nogle Kadesier langs ad Broen saa Folk og Heste de faldt som fluer. siden blev vi afløste saa ved jeg [ikke] hvordan det gik vi fik kun 2 saarede saa det gik meget bedre end det saa udtil. Siden har jeg været heldig og ikke været nærved hvor Kuglerne har valderet. [Hverken den danske eller den prøjsiske Generalstabs Værker om Krigen 1864. omtalersom rimeligt erden kortvarige Vekslen Skud imellem den danske og den prøjsiske Patrouillc den 3. Februar. Derimod nævnes den lille Affære Dagen efter i det danske Værk (pg. 252) saaledes:« Kl.7—8 Formiddag stødte et fjendtligt Gardekompagni med en Deling Kyradserer paa Forpostkompagniet af 10. Regiment ved Kl. Reide. Kompagniet indtog Fægtningsstilling langs Jagel-Reide Vejen, men trak sig, da Stillingen ikke kunde holdes, tilbage over Dæmningen under Dækning af Ilden fra 253Hovedpostens to Kanoner. Den lille Fægtning kostede Prøjserne I Kyradser saaret og en Hest skudt, medens vi havde I saaret, I usaarct fangen og 3 savnede Menige.» Den pr øj s. Gens to.'s Værk (der vurderer de danske til 2 Kompagnier), taler om den«unbedeutendes Gefecht, in welches von Churburg 2 dän. Geschütze eingrijfeny» og angiver Tabet paa begge Sider som det danske, kun at den saarede Dansker opføres som død.]

Den 5te om Aftenen Kl. 9 motte vi masere fra fra Dannevirke som i jo allerede for længesiden ved, men hvorledes det gik til det ved jeg ikke for der var ingen Fjender efter os; vi maserede i 2 Nætter og 2 Dage indtil vi naate Sønderborg i hort Frost og Snefog og med Is belagte Veie, og næsten uden ville og Mad, vi motte haste thi Fjenden forfulgte os. I kan tro Kjære venner at dette var en grusom tuer, der var mange og fik det paa den ritigrade som di aldrig forvinder.

Nu har vi vor Stilling ved Dybel og der har vi ogsaa Fjenderne og her bliver næsten hver dag nogle Saarede og Døde det er grusomt at see hvorledes det gaaer til her Folkene i Dybel Bye er reist fra deres deilige Grundmurede Stæder og alle di stæder der liger os iveien for udsigten for Skandserne dem brænder vi af eller nedbryder. Hvad der gjør mig mest ondt at see er at di fattige Folk kommer her Grædende ind til Sønderborg med deres fattige Stumper vad di kan berre ogsaa med deres smaa uskyldige Børn ved Honden og ikke ved hvor di skal hen. det er et sørgeligt syn at see, og saa di mange saarede og døde som man seer det er en 254Jammerlig Tid vi lever i og vad faaer vi udaf det vil Stormagterne ikke Hjælpe os da bliver det hele spolert thi vi kan ikke staa imod vore Fjender thi di er alformange det er umuligt,

Jeg har nu ikke længere Tid denne gang. jeg er ved en god Hilsing og det same ønsker jeg at spørge fra Eder Alle der Hjerne. Imorgen skal jeg masere [til] Dybel igen og paa Forpost saa det er det første Brev jeg skriver til Eder maaske jeg aldri korner til at skrive mer. I Man og Kone være hilset fra mi paa det Kjærligste og ligeledes være H. P. og hans Kone Forældre og Børn Hilset fra mig paa det Kjærligste. Ei heller maa i forglemme at hilse Hans P. hans Søster og hendes Mand og for det øvrige alle som kjender mig Jeg skal hilse H.'s Sidse fra hendes Broder Peder J. Han er min side kammerat vi har vor Mad tilsammen Han er ved Hilsen Lev alle vel det ønskes af mig

Gud være med Eder
Gud være med mig
Gud ver med enhver
Som Sorrigfuld er

Soldat Peder H.
ved Iode Indfanteri Regimendt
5te Compagni No —.

I maa undskylde mig jeg kan ikke sette Frimærke paa thi jeg kan ingen faa her paa Landet.

255

Billeder fra Fægtning.

Uddrag af I Brev fra en Korporal i I Infanteriregiment 5. Komp. om sin Deltagelse i Kampen ved Sankelmark. Brevskriveren er c. 30 Aar gammel, ugift, Sadelmagersvend, Søn af en Sadelmagermester i København, havde i sin Barndom gaaet i den Melchiorske Borgerskole, senere paa sin Profession rejst 6 Aar i Udlandet og fra 1863 at regne begyndt at forberede sig til Skolelærereksamen, som han i 1866 ogsaa tog for derefter at blive Lærer paa Landet.

Grejs ved Vejle, d. 25. Februar 1864.

Kære Forældre!

... Da Klokken var bleven 2—2½ om Eftermiddagen d. 6. Februar, rykkede Regimentet ind paa Marken ved Siden af Vejen, 5. og 8. Kompagni udstillede Fægtningskæde, og en knap halv Time efter begyndte Fjenden at aabne Ilden ved at sende en Del Granater ind over Hovedet paa os. De var øjensynligt for en stor Del rettede mod en bagved værende Skov, hvor Fjenden har formodet, at vi havde en større Styrke i Reserve. De første Granater gjorde derfor kun meget ringe Skade. Fægtningskæden blev straks forstærket, og nu kom jeg 256med ud i den. To Kanoner kørte op bag os, og besvarede Ilden fra Fjendens, men dette havde kun til Følge, at denne kørte frem med endnu flere og dængede os til med Granater i en ubeskrivelig Grad. Vor Premierløjtnant laa med det ene Halvkompagni, det hvortil jeg hører, i Vinklen af et Grøftegærde ud mod Chausseen, og os havde Fjenden særdeles Kik paa, da vi saa temmeligt beherskede Vejen. Da han derfor i nogen Tid uafbrudt havde rettet sine Granater ind paa os, saaret og dræbt adskillige Folk, sendte han os et Regiment Kavaleri paa Halsen; disse naaede os imidlertid knapt, før de blev saa vel modtaget af os, at Kommandøren skyndte sig at svinge Sablen i den Retning, der nu skulde følges, og saa trak de sig ud af Fægtningen efterladende sig en Del skudte Heste. [Det har sin Interesse at sammenligne dette sindige Øjenvidnes Beretning med den ovfr. I. Del, pg. 30 givne, fantastiske Skildring af samme Begivenhed].

Nu fortsattes Skydningen med Granater, men vi holdt roligt ud bag den Dækning, vi havde af et lavt Gærde, og imidlertid begyndte Infanterikolonnerne at vise sig paa forskellige Steder. Da disse var kommen os tilstrækkelig nær, udsendte de en temmelig tæt Kæde, som ligeledes søgte at rydde Chausseen paa begge Sider, men det varede længe, førend de opnaaede Hensigten, og da imidlertid Granatilden var ophørt, kunde vi rolig ligge bag Gærdet og pille de dristigste væk, efterhaands som de kom for meget tilsyne. Men omsider trængte saa stærke Kolonner paa, at vi maatte forlade den 257Stilling, hvorfra vi hele Tiden havde gjort Fjenden et saa betydeligt Afbræk.

Min Opmærksomhed blev netop i dette Øjeblik for kort Tid afledet fra Træfningens Gang, idet en sørgelig Begivenhed fandt Sted i min Nærhed. Premierløjtnant G., i hvem jeg under Affæren havde lært at skatte en heltemodig og uforsagt Soldat, og hvem vi for en stor Del skylder, at vi holdt Stand, segnede om, truffen af en Geværkugle i Underlivet. Han rejste sig straks efter halvt op og overdrog Kommandoen til vor Sekondløjtnant, men netop nu maatte altvæk, som kunde løbe, og G. gjorde da ogsaa et Forsøg paa at komme bort og bad, om en vilde hjælpe ham. Jeg fik ham da under Armen og søgte at bringe ham ud af Ilden og ned til Reserven, hvor Baarerne holdt. For mig var dette Øjeblik det uhyggeligste under hele Affæren, jeg kunde naturligvis kun komme langsomt afsted med en saaret under Armen, og Geværkuglerne peb i Luften og pidskede Jorden til alle Sider.

Til Bevis for, hvor lidt man iøvrigt kan opfatte af alt det, der foregaar omkring en i et saadant Øjeblik, skal jeg kun bemærke, at Sekondløjtnant S., som i dette Øjeblik løb mig lige forbi, efter Affæren ikke vidste, at G. var saaret, og at Kommandoen var ham overdragen; først da jeg fortalte ham, at han, idet han løb os forbi, fik en Geværkugle paa Sabelklingen, saa den sang, og at han blev staaende og saà den efter, vendte sig endog om til os med en Bemærkning over den spildte Ammunition, først da kunde han finde sig til Rette i denne Episode af 258Dagens Gerning. Dette være sagt uden Forkleinelse for Manden, thi han viste sig for Resten som en brav Gut. Den samme Lov skal de allerfleste af vore Officerer have, saavel de ældre som de yngre.

Da jeg havde faaet G. anbragt paa Baaren og løsnet Klæderne fra Saaret, tog jeg atter mit Gevær og saà nu Fjenden i Stormskridt rykke ned ad Vejen i smuk Orden. Vor Reserve havde dannet Kompagnikarréer nede i en Fordybning, og medens jeg undrede mig over denne Opstilling, da der intet Kavaleri var at se, afskød jeg mit Gevær og havde netop faaet ladet igen, da jeg saà de østerrigske Jægere med deres store Plumager i Chakoen, endnu bestandig i den skønneste Orden, skøndt de havde lidt betydeligt under Fremrykningen, trænge ind igennem Aabningen paa Gærdet og her netop støde paa et af Kompagnierne, med hvilket de krydsede Bajonnetter. Et Øjeblik var det tvivlsomt, hvilke der skulde holde Stand, men vore maa formodentlig have ladet sig skræmme af den lange Kolonne, de saà for sig, skønt denne ikke havde nogen stor Modstandskraft, da den havde ondt ved at udvikle sig; kort sagt, Kompagniet, jeg tror det var 3., gav efter, og nu var de øvrige Kompagnier til ingen Nytte. Disse havde ellers ved en lille Svingning til højre og venstre kunnet tage den indtrængte Del af Kolonnen i begge Flanker, og den var da enten bleven tilintetgjort, eller den havde revet hele den øvrige Del, som endnu stod paa Chausseen, med sig tilbage, hvor den var kommen fra.

Imidlertid skal jeg ikke kunne afgøre, om det 259var uheldigt, at vore ikke stod fastere her paa dette Sted. At vi skulde vige, og at vi kun sloges paa dette Sted for at lade os slaa tilbage, det følte hver Mand, og havde vi staaet fast her, rigtignok for Øjeblikket i en fordelagtig Stilling, men lige over for en langt overlegen Fjende, hvis bestemte Optræden viste, at der kun tænktes paa at komme fremad saa hastigt som muligt, havde vi staaet fastere her, siger jeg, da var der forefalden en morderisk Nedsabling, men Fjenden var bleven trængt et Stykke tilbage igen, og han havde faaet mere Respekt for os.

Siden forsvarede vi os i Kæde, saa godt det lod sig gøre, fra Hegn til Gærde og fra den ene Forhøjning til den anden; nogen rigtig Modstand var der ikke mere Tale om; men imidlertid var Mørket faldet paa og Fægtningen hendøde lidt efter lidt ...

Ovenstaaende Skildring er øjensynligt skreven af en intelligent og koldblodig Mand, som, under sin Deltagelse i Fægtningen, ikke har glemt at interessere sig for saa vidt muligt at følge det heles Forløb. Og han har set og husket rigtigt. Naar man jævnføret hans Beretning om den Del af Kampen, han har kunnet overskue, med vor Generalstabs, vil man finde, at Korporalens Beskrivelseforuden sine fængslende individuelle Momenterhelt igennem giver en anskuelig Udførelse af den officielle kortfattede og teknisk udtrykte Beretning. —

260

II.

Uddrag af I Brev fra en Korporal i I. Infanterireg. I Kp. om Kampen ved Sankelmark. Brevskriveren er en 25aarig, ugift Smedesvend fra København, der kun har nydt en tarvelig Skoleuddannelse.

Wittenberg, d. 16—3. 64.

Kære Broder!

Du kunde maaske have Lyst at vide, hvorledes det er gaaet mig.

Da vi ikke kunde blive længer hvor vi var, løb jeg tillige med mange andre tilbage, endskøndt jeg altid havde gjort mig den Tanke, at naar Fjenden først er saa nær, da kan det ikke godt hjælpe at løbe, da man dog vil blive ramt af Kuglerne; men hvorledes det end gik eller ej, saa kom jeg af Sted, men efter at have løbet 30—40 Skridt faldt jeg i en af de Pløjegrøfter, som gik parallel med Chausseen og var fyldt med Sne. Hvad der bevirkede mit Fald var, at jeg kort før var bleven ramt af en Granatstump over venstre Ankel, som dog ikke har gjort anden Skade end slaaet Skindet lidt af, men Benet gjorde lidt ondt; et andet Stykke har ramt min ene Støvlehæl og slaaet et dybt Hul deri.

Da jeg var falden og straks søgte at samle mig op, kom 4 Østerrigere til, hvoraf den ene rev mig Riflen ud af Haanden, den anden trak i min Sabel, som imidlertid hang fast i Brødposeremmen med Kvasten, og da det derfor varede dem for længe, blev de gnavne, en sat mig Bajonnetten for Brystet, en anden hævede Kolben for at slaa til; men idet 261han slog, trak jeg mig med et Ryk tilbage, saa Slaget ramte mit venstre Knæ, og Bajonnetten slog jeg til Side med Haanden og blev jeg liggende ganske stille paa Ryggen; imidlertid havde de faaet min Sabel ud, og nu tog Fanden dem alle fire.

Da jeg havde besindet mig lidt, tænkte jeg paa at komme i Sikkerhed, da vore egne Kugler generede mig temmelig meget; jeg fik mig samlet op og hinkede paa ét Ben ind bag det Gærde, hvor vi først havde staaet. Her laa en halv Snes Østerrigere, som havde gemt sig. De tog meget venligt imod mig, vi drak sammen, de kaldte os brave Dänen og roste vor Skydning; de sagde selv, at deres Tab var stort, især af Officerer.

Jeg benyttede nu Tiden til at undersøge, hvor vidt jeg havde taget Skade; Knæet blev straks saa tykt, at jeg knap kunde have det i Bukserne, tilligemed at det gjorde Satans ondt. Ellers havde jeg ingen Skade taget med Undtagelse af de to Granatstumper, som havde ramt mit venstre Ben, (mærkeligt nok alt paa det venstre Ben!); min stakkels Chako havde faaet en Strejfkugle paa højre Side.

Da jeg havde faaet brækket en Gren af for at bruge den som Stok, maatte jeg, tillige med flere, tilbage og maatte slæbe mig til Isted Kro, hvor vi laa om Natten ...

Brevskriveren adskiller sig ikke lidet fra sin Kammerat i samme Regiment, men fra femte Kompagni. Han er i Kraft af sit Temperament og vel noget ved Omstændighederne gaaet ganske op i hvad der kom262ham selv ved i allersnevreste Forstand, og man ser igennem hans Brev et ejendommeligt, genremæssigt Udsnit af Kampen og Slagmarken. Efter saaledes som I Kompagni deltog i Fægtningen, maa han utvivlsomt være bleven saaret i Begyndelsen af Affæren.Han skriver som Krigsfange fra den prøjsiske Fæstning Wittenberg.

III.

Uddrag af en Dagbog, ført under hele Krigen og Krigsfangenskabet efter Tid og Lejlighed af en menig i 20. Infreg. 6. Kp., 33 Aar gammel, gift Landsby-Tømrer og -Murer fra Sundeved i Slesvig. Optegnelserne drejer sig om Kampe ved Fredericia og Dybbøl. — Almueskolens Uddannelse.

Den 8. Marts var vi paa Forpost ved Krybily, dér angreb Prøjserne os, vi stod som Reserver, 1ste Kompagni var i Kæde, en Deling af vores Kompagni kom i Kæde til Forstærkning, første Kompagni kom tilbage til os, som stod i Reserver opstillede langs Chausseen.

Vi kunde tydelig se, at Fjenden opkørte Kanoner ved Tavlov Kirke, det varede heller ikke længe, førend de sendte os nogle Granater langs hen over Kompagniet, men faldt i en Mose og gjorde os ingen Skade. Da vi næsten var omgaaet af Fjenden, maatte vi i Løb ned igennem en Skov og over Markerne i den slemme Føre, som det var, da det i de sidste Dage har tøet stærkt, og der er dygtig Sne og Jorden er ikke optøet til Bunds, saa at det 263paa de pløjede Marker blev til en Mudder til midt paa Benene, og løbe skulde vi for at opnaa Maalet, saaledes at Fjenden ikke fuldstændig omringede os.

Bag ved mig hørte jeg nogle Klask, jeg saà tilbage; det var en Dragon-Ordonnans, der kom ridende alt hvad Hesten kunde springe af Sted lige forbi mig. Marken er som sagt bedækket med Sne, saa at Overfladen er lige, om der ogsaa er Huller i Jorden; jeg antog, at det maaske kunde være en Mergelgrav; Hesten styrtede i Vandet, og med saadan Fart fløj Dragonen ud af Sadelen ud over Hovedet paa Hesten og kom til at staa paa den anden Side af Hullet med Tøjlen i Haanden, og med et Ryk i Tøjlen sprang Hesten op, og Dragonen var hurtig paa dens Ryg igen, og væk var han; jeg saà ham ikke mere.

Vi fortsatte vort Løb, da Fjenden traadte lige saa stærkt paa os, som vi kunde retirere, indtil vi naaede Stovstrup, hvorpaa vi marcherede ind til Fredericia. Første Kompagni, som var samlet med os paa Chausseen, blev omringet og fangentaget paa 8 Mand nær, som om Aftenen kom tilbage.

Den 19. Marts om Morgenen Kl. 7 stillede vi i marchfærdig Stand og marcherede ud imod Stovstrup og afløste dér en Feltvagt. Jeg og min Rodekammerat, som var en Rekrut, afløste en Vedetpost Kl. 9, men næppe havde vi staaet der en Time, førend jeg i en lang Afstand foran mig saà store Kolonner baade Infanteri og Kavaleri af Fjenden rykke frem. Det varede heller ikke længe, førend vi foran os saà en tæt Kæde rykke frem, helt ugenert 264frit og uden Dækning, ned i en Slugt paa venstre Flanke af vor Post. Min Rodekammerat sagde til mig, om vi ikke skulde trække os tilbage, thi se, dér til venstre, dér gaar de andre Poster tilbage! Nej, sagde jeg, det behøves ikke endnu, thi her, hvor vi staar, kan Fjenden ikke lange os. Men næppe havde jeg udsagt dette, førend vi fik en Salve af Kugler; en Kugle ramte paa Enden af Spændet paa min Livrem, saa at Spændet og den ene Patrontaske fløj bort; uden at jeg mærkede noget Stød faldt jeg dog til Jorden. Jeg sprang op igen, tog Livremmen og den ene Patrontaske i den ene Haand og Geværet i den anden og gik tilbage til Feltvagten, hvor jeg fik min Livrem bundet sammen om Livet igen og kunde atter optage min Plads i Rækken med mine Kammerater; vi maatte trække os tilbage ind imod Fæstningen.

Et Tobakshus, som vi kalder det, et Hus, som Indvaanerne har til at tørre Tobaksblade i, var bleven erobret af Fjenden, og dette skulde vi atter indtage med Storm. Jeg sagde til Kommandørsergenten, at jeg havde ingen Patroner. Han havde den Dag taget en Slurk mere end som sædvanligt af de vaade Varer og sagde til mig: Du hører til min Deling og jeg befaler, at du følger med, enten du har Patroner eller ej.

Vi stormede op imod Tobakshuset, men da vi blev overdænget af Fjendens Kugler, lød Signalet: Fald ned! Dér laa vi dejlig paa Skud for Fjenden; hvis de vilde have taget ret Sigte, kunde de have skudt os allesammen, men Kuglerne gik for højt. 265Min højre Sidemand fik en Kugle i den ene Hofte, og min venstre Sidemand fik en Strejfkugle i det ene Ben, det var de to eneste menige, som blev saaret af vores Kompagni; vores Kompagnikommandør, Premierløjtnant R., fik en Kugle i det ene Ben.

Det lykkedes os ikke at tage Tobakshuset; vi maatte tilbage igen og tog Dækning bag nogle Møddinger, som var kørt ud paa Marken; det blev Aften, og da vi hele Dagen havde været i Ilden, ventede jeg at blive afløst, men Afløsningen kom ikke. En stor Del af Mandskabet havde ingen Patroner, saa at vi næsten var værgeløs, naar Fjenden faldt paa. Midt paa Natten fik vi Patroner udleveret, en Del af os har Taprifler og nogle har Minierifler, men alle fik vi Patroner udleveret til Minierifler, de sagde, at de havde ingen Patroner mere til Tapriflerne.

Jeg fik her en Idé om, hvor ondt det er at lide Tørst; i min Brødpose havde jeg endnu Mad, men kunde ikke nyde noget for Tørst. Rent Vand kunde vi ikke opdage, jeg var saa tørstig, at jeg drak nogle Mundfulde af det Vand, som sivede ud af Møddingen, men kunde dog ikke imodstaa den væmmelige Smag; jeg sagde: Vand skal jeg have, hvor jeg saa skal hente det fra. Jeg listede mig omkring og kom ud paa Chausseen og fandt der et Hul, hvor nogle Drænrør havde deres Udløb, jeg fik der en velsmagende og vederkvægelig Drik. Jeg fyldte min Feltflaske og listede mig tilbage igen; jeg maatte afsted nok en Gang derhen, for at vise nogle af mine Kammerater Vejen til Vandhullet ... 266Soldatens Skildring fra Kampen ved Fredericia d. 8. Marts illustrerer livligt Gencralstabens korte Beretning om, hvorledes 20. R. 6. K., efter at have staaet i Reserve for I. K.,«saa hurtigt som mulig søgte tilbage ad den foreskrevne Retrætelinje, ubekymret om Forbindelsen med I. Kompagni» [der ogsaa ganske rigtigt blev fanget helt og holdent].

Det derefter følgende i Fremstillingen giver den anskuelige Omskrivning af Generalstabens (II, pg. 232 ff.): D. 19. Marts foretog Fjenden den befalede snevrere Cernering af Fredericia ... Kl. 910 meldtes fra Forposterne, at en fjendtlig Kolonne af alle Vaabenarter gik mod Trælle ... Forpostkompagnierne af 20. og 21. Regiment gjorde Forsøg paa at tilbageerobre Forpostterrænet, men forgæves ... —

Fra samme Bondesoldats Haand hidrører en Redegørelse fra Dybbøldagen, som følger:

Om Aftenen blev vi afløst og blev ført ned imellem Skanserne og Brohovederne til højre for Chausseen, hvor vi laa i en Grøft og udhvilede os; men sove kunde vi ikke, da Granaterne nok skulde holde os vaagen. Den 18. tidlig om Morgenen begyndte det med en voldsom Kanonade fra Fjenden; det holdt paa i flere Timer. Med ét blev det roligt og Skydningen ophørte, omsider kunde vi høre Geværskud. Vi blev kaldt til Gevær, vi kunde se den tyske Fane oppe paa Skandsen. Der blev kommanderet: Formér Kæde til venstre. Det var ned imod Vemmingbund. Der lød Stormsignal, og vi stormede op imod Skandsen.

Da vi første Gang havde stormet og skulde 267storme anden Gang, blev jeg opmærksom paa, at vi var omgaaet paa vor venstre Fløj. Jeg kunde straks indse, at hvis vi ikke skyndte os for at komme tilbage, vilde vi enten blive skudt til Hobe eller ogsaa blive taget til Fange. Jeg tog Flugten tilbage, alt hvad jeg kunde løbe, indtil jeg blev standset ved en dyb Grøft. Jeg sprang ned i den, den var næsten halvfuld af Vand og Mudder, af opløst Ler; jeg fik Vand i mine Støvler. Hvor dumt! tænkte jeg ved mig selv. Jeg kravlede op ved den anden Side, tog Flugten videre hen imod en afbrændt Gaard, hvor vestre Gavlende endnu sad og ragede op i Vejret; jeg løb ind af en Døraabning for at tage Muren til Dækning for Kuglerne.

Ligesom man hører den Knitren, naar Grantræet brænder, saaledes plaskede Kuglerne paa den anden Side af Muren. Der var flere danske Soldater dér, da jeg kom derind; de løb ud af den samme Døraabning, hvoraf jeg var kommen ind, og forsvandt for mig. Jeg løb ogsaa og tog Retningen efter Brohovederne.

Jeg opnaaede først et lille Gærde, hvor en Officer og 7—8 Mand stod dækkede; jeg faldt ned ved Siden af dem. Fjenden var nær paa, og Officeren befalede at skyde, og i samme Øjeblik rejste de sig og løb imod Nord; jeg rejste mig og løb lige imod Øst, for om muligt at jeg endnu kunde komme ned til Brohovederne, og imens peb Kuglerne i Luften og om Ørerne paa mig, saa at det var et Under, jeg ikke blev truffet.

Fra Brohovederne affyrede de danske Geværsalver op imod Fjenden, ligesom jeg opnaaede en lille Jordvold. 268Jeg sprang over den og kastede mig til venstre ned bag Jordvolden, hvor jeg havde god Dækning for Fjendens Kugler. Endnu kom en Soldat løbende og sprang over til mig, kastede sig ned bag Volden noget til højre fra mig, vi laa der i en Krysild og kunde ikke komme længere tilbage; jeg laa paa Maven med Næsen lige mod Jorden og Armene udstrakt over Hovedet. Terrainet foran mig var noget højere, end hvor jeg laa, saa at Kuglerne fra Brohovederne fløj oven over mig, kuns en Kugle gik igennem Hjørnet paa min Tornyster.

Det forekom mig, at jeg havde ligget længe; jeg hørte en Stemme, det var min Kammerat, jeg vidste ikke, at han endnu var i min Nærværelse. Han sagde: Kammerat, er du levende eller død; jeg troede jeg var alene! Jeg sagde til ham: Jeg véd ikke, at du er mig saa nær. Hvad skal vi gøre? sagde han. Jeg mente, at det bedste var at forholde os ganske rolig, saalænge denne Skydning vedvarer, om der saa kunde findes en Lejlighed til at komme ned til Brohovederne. Vi forholdt os begge ganske rolig. Omsider hørte jeg, at der sprang nogle over Jordvolden imellem os, og det forekom mig, at jeg kunde høre, som om det var Kedler, som klaprede paa Tornystrene. Skulde det være Tyskerne, tænkte jeg, nej, det kan ikke være saaledes, at de gaar her lige ned imod Brohovederne. Omsider hørte jeg Smaasnakken paa den anden Side af Volden; jeg lyttede og kunde høre, at de talte tysk; jeg blev varm i Blodet, og forekom det mig, at naar de ser, at du ligger her lige over for dem og min Kammerat 269lige tæt derved, maaske de kunde have Lyst til at skyde en Kugle igennem os eller ogsaa jage Bajonetten i os; jeg tænkte, her er ikke andet at gøre end at overgive sig. Jeg raabte til dem og bad om Pardon. De raabte saa igen til mig: Sind Sie verwundert? Jeg sagde: Nej! So miissen Sie gleich hierüber kommen.

Skydningen vedvarede fra Brohovederne, og det var første Gang, jeg var bange for, at jeg skulde blive skudt, naar jeg hævede mig fra mit Leje. Jeg tog Mod i Brystet, rejste mig i en Hast, og idet jeg sprang op paa Volden, greb en af Tyskerne mig i Brystet og halede mig over til dem. Min Kammerat kom ogsaa ubeskadiget over, og nu var vi Fanger. Vi laa hos dem i nogen Tid, førend vi kom tilbage, og i den Tid talede min Kammerat uafbrudt med Tyskerne; med et tog Slynglen Felthuen af, knugede den sammen i Haanden, rev Kokarden af, kastede den paa Jorden og stampede paa den. Nu vilde jeg gerne vide, hvor han hørte hjemme, jeg talede lidt med ham og spurgte, hvorfra han var. Jeg er fra Flensborg og er Cigarmager, naar jeg kommer hjem igen, lød Svaret. Jeg tænkte: Blot jeg kunde faa mig hævnet paa dig, saa skal den værste Straf ikke blive dig for haard!

Ved Afløsningen kom vi tilbage over Valpladsen og ikke ganske uden Fare for Kuglerne, thi endnu blev der skudt fra Brohovederne, og nogle Granater faldt der ogsaa. Det var et sørgeligt Skue at se de mange af mine Kammerater, som laa der nedskudte. Tyskerne var opsamlede og bortførte, men 270alle Danskerne laa endnu, og ikke alle saarede var optaget. To Ambulancer af Prøjserne var i Færd med at lægge en saarede Forstærkningsmand af vores paa en Baare; de sagde til os: Det er en af Eders Kammerater, ham maa I bære hen til Forbindingsteltet. Vi tog ham og bar ham ned til Chausseen til Teltet, hvor der var en Del flere danske Fanger. Derfra blev vi under stærk Bevogtning ført langs Chausseen Vester paa ...

Det er højst ejendommeligt, at denne Menigmand har deltaget i sit Regiments saa beundrede Angreb paa de sejerrige prøjsiske Stormkolonner, uden at det saa at sige har efterladt sig Spor i hans ellers saa stærkt detaillerede Optegnelser.«Der lød Stormsignal, og vi stormede op imod Skandsen. Da vi første Gang havde stormet og skulde storme anden Gang ...», det er alt det, som denne Mands Erindring har bevaret fra da han i Geleddet, Side om Side med Kammeraterne, var med til at udføre et Stød, om hvilket f. Eks. v. Waldersee (Der Krieg gegen Dänemark) bemærker, at det blev«mit vieler Energie eingeleitet und von den Troupen mit grosser Bravour durchgeführt». Soldaten maa med sit Kompagni have deltaget i Erobringen af en afbrændt Gaard, som (i Følge vor Generalstabs Værk)«efter mange Ofre toges og besattes». Fra den afbrændte Gaard blev der gjort et Forsøg paa at trænge videre frem, men paa dette Tidspunkt har hans opskræmte Fantasi ladet ham se fjendtlige omgaaende Bevægelser, der den Gang ikke kan have fundet Sted, og han«tog Flugten tilbage». Saasnart han nu handler271paa egen Haand, er han den sikre Iagttagelses og den omhyggelige Skildrings Mand.Alt hvad han skriver, viser Paalidelighed i Opfattelse og Gengivelse. En Enkelthed som den, at Officeren (pg. 267) med sit lille Kommando maa løbe mod Nord, medens Fortælleren søger videre mod Øst, kan tjene som Eksempel.

IV.

Uddrag af I Brev om Stormen paa Dybbøl fra en menig i 20. Infreg. 2 Kp., ugift, 26aarig Kontorist, Søn af en jydsk exam. jur. og Gaardejer. — Almueskolens Uddannelse, suppleret ved Undervisning i Hjemmet.

Brevskriveren behandler den samme Episode af Kampen d. 18. April som hans Regimentskammerat ovenfor.

Voldtofte pr. Assens, d. 23. April 1864. Den 17. kom vi igen paa Forpost og besatte Løbegravene imellem Nr. 7 og 8. Her skraalede Granaterne os som sædvanlig om Ørerne, og mange slog ned rundt omkring os. Vi lærte her, som i Almindelighed, snart at opdage, hvorfra Skuddene kom, der var rettede mod os, saa at vi kunde advare vore Kammerater i Tide. Om Aftenen kunde vi erfare det af Glimtet, og om Dagen af Drønet fra Fjendens Skyts. Naar der raabtes: «Dæk, en Lærke!» da havde vi ikke saa meget at befrygte, da disse Granater om Natten viste sig i stor Afstand med en lang lysende Hale efter sig med en egen vibrerende Lyd, som gav dem Navnet Lærker, og kom 272i en mindre stærk Fart, saa at man i Forvejen omtrent kunde se, hvor de faldt, og derhos først sprang nogen Tid efter Faldet. Naar de imidlertid sprang, tog det sig smukt ud om Natten, da der kastedes lutter lysende Projektiler i lysende Buer rundt omkring. Blev der imidlertid raabt: «Dæk, en sort!», da skulde hver Mand nok vide at dække sig i en Fart, da disse kom hurtigt og usynlige og derimod sprang, idet de berørte Jorden. Ligeledes dækkede man sig temmelig hurtigt, naar der blev raabt: «Dæk, en Oldenborre!», som var Stykker af Granater, der snurrede gennem Luften omtrent med Lyden af en Oldenborre. Intet generede os dog mere end de Skud, vi modtog i Flanken, hvorved en Del Granater sprang i selve Løbegravene, dog uden at gøre anden Skade, end at en Stump traf en Forstærkningsmand nogle faa Skridt fra mig, som blot slog ham paa Armen uden at skade af nogen Betydenhed. Ligeledes slog en ned i en Jordhytte bag ved mig, som jeg sad og spiste min Frokost, som imidlertid ej anrettede anden Skade end overdænge os med Jordog Lerklumper, skønt den slog helt igennem og Hytten var fuld af Folk. Et Stykke faldt ved min Smørdaase, og det har vel været sulten, da det selv inviterede sig. Forøvrigt gik alt godt denne Dag.

Om Aftenen gik vi igen tilbage som Reserve bag Brystværnet, hvor vi tog os en Lur til om Morgenen Kl. 3, da alt til enhver Tid stod i Alarmstilling dette Klokkeslet. Op ad Dagen kunde man dog igen lægge sig for atter at sove lidt, men henved Kl. 10 blev vi allarmerede, den 18de, ved at 273høre Geværkugler hvisle over Hovederne paa os, og inden ret mange Øjeblikke var alle paa Benene og i Fremmarch ad Skanserne til. Vi var ej heller avancerede ret langt, før vi allerede opdagede Fjenden i kort Afstand fra os. Vi drev ham imidlertid tilbage til Dybbøl Mølle, men da han rykkede stærkt paa venstre Fløj, som blev dreven tilbage, blev vort Kompagni beskudt i Flanken, hvorved mange faldt.

Jeg var med en halv Snes Mand næsten rykket frem til Dybbøl Mølle, hvor det vrimlede af retirerende Prøjsere, paa hvilke vi skød af alle Kræfter og som ogsaa ilsomt trak sig tilbage, da Prøjserne rykkede saa stærkt frem paa det Kompagni, som var paa vor højre Flanke, at dette maatte retirere, og Fjenden saaledes ogsaa kom paa højre Flanke af os. 4 Prøjsere kom springende en Snes Skridt fra mig og raabte: «Halt, gefangen!», jeg vilde imidlertid ikke give mig og lagde an paa dem, hvorpaa de ilsomt dækkede sig i en Grøft, hvorved jeg fik Forspring og slap med at de alle fyrede efter mig, dog uden at træffe. Foruden disse fire vrimlede det af Fjender bag Gærdet, hvor disse kom frem, og Kuglerne hvislede saaledes om Ørerne af mig, at jeg formelig kunde mærke Lufttrykket af dem, ligeledes slog de som en Hagelbyge om Fødderne, saa der stod en Støv rundt omkring mig.

Jeg gik imidlertid ganske rolig tilbage til mine Kammerater, da jeg ikke kunde udholde at løbe. Med de øvrige Tropper retirerede jeg tilbage bag Sønderborg, hvor vi endelig var i Sikkerhed. Over 274Broen sprang den ene Granat efter den anden, herfra slap man dog ogsaa. Af hundrede og nogle og halvfjerdsindstyve Mand blev vi kun nogle og fyrretyve Mand tilbage med Tabet af alle vore Førere, med Undtagelse af 2 Korporaler (af hvilke dog den ene havde et ganske let Strejfskud i Laaret) og 2 Underkorporaler ...

V.

Uddrag af 2 Breve fra en Korporal i 2. Infreg. 6. Kp., c. 26 Aar gammel, ansat som faglig Medhjælper hos en stor Fotograf i Kobenhavn. Søn af en Organist og Lærer i en lille, østjydsk Købstad. Begge Breve handler om Fægtninger ved Dybbøl. — Borgerskolens Uddannelse.

Wollerup, den 26. Februar 1864.

Kære Forældre!

... Vi skulde paa Forpost. Vi havde lige faaet aflost 17. Regiment, og var i Færd med at lave os nogle Hytter af Halm, da det sneede stærkt. Da blev der raabt «Til Gevær», og et Øjeblik efter var Kæden, som vi havde udsat, retireret i Linje med os.

Ved det første Skud faldt min Sidemand. Han klagede sig nogle Minuter, før han døde, han havde faaet Kuglen gennem Maven. De fleste tog nu til deres Snapseflasker; jeg kunde ikke have drukket noget for aldrig det. Det var en underlig Følelse, der paakom mig, og havde der været Tid dertil, tror jeg, jeg havde faaet ondt ved det sørgelige Syn af den døende; men nu var der noget andet at tage vare.

275

Kuglerne fór over og imellem os med en uhyggelig Lyd, vi retirerede hurtigt over til de nærmeste Gærder, hvor Kampen fortsattes, og hvor vi maatte lade tvende saarede ligge. Vi maatte atter retirere, og da var det værre for os, thi vi havde en stor, pløjet Bakke for os og lige bag os Prøjserne, som sendte os en forfærdelig Masse Kugler. Jeg kunde tilsidst, med flere andre, ikke løbe længere og fik Sting, men gik roligt til Gærdet, hvor jeg i en Fart kom over uden anden Skade, end at jeg stod i en Grøft i Vand til over Knæerne.

Jeg havde ikke mere end 5 Mand tilbage af mine Folk, de øvrige var løbne, og foruden 5 Mand af en anden Deling, vi 10 Mand maatte holde Gærdet tilligemed Kompagnichefen, der stod ganske rolig paa Vejen i den stærkeste Kugleregn og ved sin Spot over de fejge bidrog til, at efterhaanden flere kom til. Det var dog nær gaaet os galt, da en menig ganske forskrækket udraabte «Der kommer Kavaleri». Vi havde ondt ved at holde paa Folkene, der ikke vidste, hvor de skulde dække dem, da vi fik Kugler baade fra Siderne og forfra. Jeg spurgte Folkene, om de alle havde ladet, og noget efter, da Troppen var kommen os nærmere, og vi havde godt Sigte, fyrede vi alle, og Vejen var i Øjeblikket, som den var blæst; de skiltes ad i Midten og veg til Siderne og derefter væk med deres saarede Kammerater! Det hele varede, syntes jeg, kun et Øjeblik; jeg havde skudt en 20 Skud.

Prøjserne forsvandt med en beundringsværdig Hurtighed, og nu fik jeg 3 Mand og Ordre til at 276gaa frem for at undersøge en Skov og nogle Gaarde og vor gamle Stilling, Feltvagten med Halmhytterne. Jeg stødte ikke paa nogen Fjende, men overalt var Spor af, at han havde været der; vi havde paa Retræten flere Steder paa Vejene væltet Vogne og lagt Harver og hvad vi kunde finde til at spærre med; det havde de stukket Ild paa, men vore Halmhytter havde de ikke rørt. Jeg fandt en prøjsisk Patron paa Vejen, og jeg troede, at det muligvis kunde være den, som var bestemt for mig; den gør nu ingen Skade.

Jeg nærmede mig da Skoven paa den sikreste Maade og fandt ogsaa den forladt, og kun i den sidste Gaard var der Prøjsere, som forlod den, lige før jeg kom og gerne kunde have taget os alle fire ...

Ovenstaaende giver et Billede af en af General v. Goeben ledet Rekognosceringsfægtning foran Dybbøl d. 20. Februar. I Følge vort Generalstabsværk (II, pg. 131) rykkede Generalen, mider et tæt Snefald, med en 3—4. Kompagnier og en Deling Kavaleri frem mod vore Forposter, som maatte trække sig tilbage med et Tab af 15 Mand, medens Prøjserne havde 3 saarede.

Samme Brevskriver skildrer Stormen paa Dybbøl:

Den 17. om Eftermiddagen drog vi fra Ertebjerg i godt Humør, og hele Regimentet var i sin fulde Styrke paa lidt nær. Ikke mange tænkte paa, at det var sidste Gang, Regimentet gik den Vej, vel vidste vi, at det ikke kunde vare længe, men i Morgen død tænkte dog ingen paa.

277

Vi besatte Stillingen i Nr. 5 og Løbegraven mellem den og Nr. 6. Om Natten havde vi en voldsom Kanonade at tage imod, mærkeligt nok, at vi kom derud uden synderligt Tab af Mandskab, jeg var med den svenske Løjtnant i Skanse 5.

Vi gik frem og tilbage i Skansen hele Natten og søgte saa godt som muligt ikke at tænke paa Granaterne, da det dog i Grunden kom an paa Lykken, og der ingen Steder i Skansen mere var nogen Dækning. Fjendens Infanteri var imod Sædvane den Nat meget rolig, hele vor Styrke var paa Benene, endog Reserverne inde ved Brohovederne stod opstillet, Kanonerne var ladet med Kartæsker og rettede, Espingolerne ligeledes, yderst stod hver Mand med Geværet i Haanden færdig til at give Ild, naar Fjenden paa sædvanlig Tid, Kl. 3—4, begyndte Kampen. Fra Als fløj vore Granater ud over hele vor Stilling som lysende Raketter over vore Hoveder, krydsende Fjendens, 4—5 Stykker ad Gangen, springende tæt udenfor vore Skanser og kastende Stumperne ud til Fjendens Grave. Fra Fjendens Batterier gik det Knald i Knald, Jorden rystede, i Luften hvislede tusinder takkede Bly og Jernstumper, Splinter, Sandsække og Jord, imidlertid forhindrede dette ikke, at nogle sad og sovnede hen ad Morgenstunden; Løjtnanten og jeg skiftedes til at gaa om og vække og holde vore Folk aarvaagen. Imod Forventning udeblev Fjenden den Nat, ikke et Geværskud blev vekslet; jeg tænkte ikke videre derover, men at de højere Krigskunstnere ikke gjorde det, begriber jeg ikke.

I Dagningen blev Sandsække opstablede for 278Kanonmundingerne, for at bevare os dem i brugbar Stand, da Fjenden ellers, naar han kunde se dem, straks demonterede dem. Da det blev lyst, begyndte en hidtil ukendt Kanonade. Fra hver Pjese, Fjenden kommanderede over, blev skudt saa hurtigt, der kunde lades, langs hele Stillingen fra alle Fjendens Batterier; det gik saa hurtigt, som var det Geværsalver. Ilden var rettet paa Skanserne, og stadig faldt Folk derinde. Vi fik Ordre til at rykke ud af Skanserne og søge Dækning i vore Dækningsgrave. Enkelte Poster, som udstilledes for at holde Udkik, laa ofte døde, uden at vi vidste det. Vi var nu virkelig i en daarlig Forfatning til at modtage Fjenden. Kanonerne kunde først bruges, naar Sandsækkene var borttagne, Skanserne og Løbegravene var næsten tomme, Folkene laa nedgravede i Huler og Grøfter. Var Fjenden kommen om Natten, havde han faaet det varmt; nu var det med hans uhyre overlegne Antal ikke nogen stor Heltegerning for enhver anden Fjende end netop Prøjserne.

Kl. 10 sagtnedes Kanonilden noget, men nu blev vi raabte ud med «Fjenden er lige uden for». Ingen tog det nu bogstaveligt, men da vi styrtede ud i Løbegraven, fik vi Syn for Sagen. Hvor besynderligt det end var, Fjenden var virkelig lige uden for. En Masse Geværkugler modtog os fra Skytter, der var placerede i vore tidligere Skyttegrave, som Fjenden om Natten i al Stilhed havde gravet i Forbindelse med hinanden, og hvorfra nu Stormkolonnerne blev formerede. En hvid Masse paa korte, sorte Ben kom hurtigt ind mod os, det var en Kolonne hvoraf 279hver Mand foran sig bar en stor Halmsæk, bagved dem den virkelige Angrebskolonne. Fjenden overvandt vore Forhindringer paa den letteste og sindrigste Maade af Verden, de første Par Mand klippede med en Saks Staaltraadsgitteret over, de næste kastede et Par Puder paa vore Fodangler, og hele Kolonnen løb over uden at stanse en Minut ved disse Forhindringer, som havde kostet os baade meget Arbejde, Penge og Folk at indrette.

Begivenhederne maa nu tænkes at foregaa i Minuter, og hurtigere end jeg kan skrive dem. Geværkuglerne faldt saa tæt, som naar man kaster Ærter paa en Talerken. Fjenden betegnede sin Vej ved at efterlade Lig, og ofte faldt en Halmsæk, men Kolonnens Størrelse aftog dog ikke synderligt derved, et Par Minuter kun, hvori vore faa Folk højst kunde gøre 2 Skud, og Fjenden stod 4 Skridt fra os, alle med ladt Gevær, og vi med tomme. Der kunde nu ikke let skydes fejl, og den Salve vi fik, dræbte en Masse af vore Folk. Nu opstod med nogle virkelig tapre Prøjsere et Slags Haandgemæng, Bajonetfægtning, Kolbeslag, en forvirret Blanding af Geværskud, Hyl og Skrig og Dødssuk og Jamren; de fleste af Prøjserne foretrak paa lidt Afstand at skyde paa os, vi kunde naturligvis ikke slaas og lade paa en Gang og altsaa ingen [videre] Skade gøre dem, de dristigste af dem gik ganske nær og skød en kæmpende Dansker, og saaledes maatte vi da, da vi omtrent havde mistet det halve Mandskab, og vi blev omgaaet af Fjenden, som længere nede havde brudt igennem, og som gik ganske nær og beskød os i Ryggen, overgive os.

280

Det hele skete i et Øjeblik, Løjtnanten kom næppe ind i Skansen, som han forsøgte paa, [den paagældende Officer naaede ganske rigtigt ikke ind i Skansen], jeg fulgte ikke hans Eksempel for ikke at trække mere Mandskab bort, men blev staaende med Folkene paa det Sted, hvor det øjensynligt var Fjendens Bestemmelse at bryde igennem, og hvor vi ogsaa først stødte sammen, men Kampen blev dog straks almindelig for vort vedkommende langs vor Front. Kolonnerne med Halmsækkene styrtede sig i Graven og fyldte den øjeblikkelig, men først da de havde forvisset dem om, at Skansen næsten var tom, og i Stedet for at skade dem kunde tjene som Tilflugtssted for vore Kugler, efter at have dræbt den svage Besætning, blev Stormen almindelig.

Først vovede Enkeltmand at plante Fanen lidt oppe paa Skraaningen. En anden, som forsøgte at stikke den i højere oppe, trillede død ned i Graven, men omsider stod den prøjsiske Fane paa Brystværnet af den elendige, gennemskudte Skanse. Kampen rasede endnu i Løbegraven. Prøjserne, at sige Stormkolonnen, var lutter pur unge Mennesker, og deres Anfører ligeledes meget ung, et smukt Menneske med det gladeste Ansigt; han var meget tapper og den første, der stod i vor Løbegrav, han opmuntrede sine Folk ved begejstrede Ord og var overalt, men saa forsvandt han pludselig; han maa være trillet ned til flere Kammerater, da han stod tæt ved Graven.

Jeg havde endnu en Gang faaet ladet, alene for at skyde ham, og maatte nu nøjes med en gal Prøjser, som vist var fuld, da Fraaden stod ham ud af Munden.

281

Idet Skuddet gik af, følte jeg et Stød i venstre Skulder, men tænkte ikke derover; jeg vendte Geværet om og slog løs med Kolben, men min ene Arm var kraftløs og Geværet blev straks slaaet fra mig. Jeg stod et Øjeblik ganske forvirret, indtil en fyrede sit Gevær af lige mod mit Hoved og Kuglen rev et Stykke Skind af min Underlæbe, da satte jeg mig ned og bad «Ske din Vilje, Gud!». Kampen fortsattes maaske et Minut endnu, da overgav vi os. — Nu hed det «Alles was gehen kann, marsch!». Det var desværre ikke meget af det raske Kompagni, der kunde gaa, vist Halvparten laa døde og døende; jeg kunde jo nok have gaaet med, men vilde ikke, jeg var saa ærgerlig, bedrøvet og saa ulykkelig. Jeg blev alene tilbage i Graven, ikke for at hjælpe mine haardtsaarede Kammerater, der laa og jamrede dem; nej det tænkte jeg endnu ikke paa, jeg haabede endnu, at vore skulde slaa Fjenden tilbage, og jeg komme med dem. Ja, var Fjenden kommen om Morgenen men nu — nu stod vore Reserver med Geværerne i Pyramider, den svage Reserve i vor næste Stilling maatte retirere. 9. og 20. Regiment kastede sig imod Fjenden og drev den voldsomme Overmagt to Gange tilbage, men led selv skrækkeligt derved, og maatte omsider ogsaa overlade Fjenden denne Stilling. Fjenden lod stadig nye Masser rykke frem, Kanoner køre op og vendte vore egne Kanoner, som var saa godt lavet til, og som vi ikke kunde bruge paa Grund af de ulykkelige Sandposer, som var opstillede foran dem, imod os. Nr. 6. var taget kort efter os, og Nr. 7 kort efter ligeledes, paa samme 282Maade som vor Skanse; hver Skanse havde sine Kolonner at kæmpe imod.

Saalænge Kampen foregik lige bag os, slog vore egne Kugler rask ned i Graven til os, og jeg havde Besvær med at slæbe nogle saarede, der endnu var Liv i, hen hvor de kunde ligge dækkede. En af de prøjsiske Underofficerer var saa bange for, at vi halvdøde Mennesker, hvoraf jeg var den eneste, der kunde gaa, skulde falde dem i Ryggen, og trak derfor en Kanon af, der var rettet til at bestryge Graven, hvori vi laa lige til Nr. 6. Kanonen var ladet med Kartæsker (store Geværkugler), og Ladningen regnede ned langs Graven og gjorde Ende paa fleres Lidelser. Jeg hørte deres Samtale, da et Par andre vilde afholde ham fra at fyre paa os, og jeg kom ogsaa lige bag en Travers, da Kanonen gik af.

Der kunde nu ikke tænkes paa at komme tilbage, om jeg end kunde løbe som en Hare, men jeg var nysgerrig efter at se Fægtningens videre Gang. Da den nu trak sig stadig mere ned mod Brohovederne, kunde jeg ikke se synderlig mere, og jeg eftersaà nu mine nærmeste Omgivelser. Fire var endnu i Live, og jeg forbandt nu, saa godt det lod sig gøre, og fik omsider fat paa et Par prøjsiske Læger. Det var sørgeligt med den Masse Lig af Venner og Bekendte og Folk, som jeg havde gjort hele Felttoget sammen med. Efter at jeg var bleven forbunden, blev jeg kørt til Nybøl Vandmølle, og derfra pr. Skib, mellem saarede af begge Slags, til Flensborg ...

283

Korporalens Fortælling fra 2. Regiments Kamp den 18. April er i sin Skildring af Begivenhedernes Gang nøje overensstemmende med Generalstabens Fremstilling II, pg. 403. Den er skreven den 2. Juni, paa Garnisonshospitalet i Kjøbenhavn, godt 6 Uger efter Dybbøls Fald. I Mellemtiden var Korporalen i Flensborg undveget fra prøjsisk Fangenskab og over Hamborg, Lilbeck og Malmø naaet til København, hvor han, ret naturligt, i den første Tid havde lidt en Del af sit paa den besværlige Rejse forværrede Saar. Brevet indeholder ogsaa en Undskyldning til Forældrene, fordi han ikke har kunnet nedskrive nogen udførligere Beretning tidligere.

VI.

Uddrag af Optegnelser om Kampen paa Als, nedskrevne til Hjemmet, fra Fyen op imod den 24. Juli, af en c. 25aarig menig i 18. Infreg. 3. Kp., eksam. polyt. og akademisk uddannet Arkitekt, Søn af en Haandværksmester i København.

Den 29. Juni om Morgenen laa jeg og sov i Halmen i Ulkebøl, da Døren blev slaaet op og en Underkorporal raabte ind ad Døren, at vi skulde staa op og møde paa Alarmpladsen. Jeg vaagnede og hørte en ganske forfærdelig Kanonade. Havde man ikke vækket mig, var jeg rimeligvis sovet fra den. I en Fart kom jeg op. Aftenen i Forvejen havde jeg lagt mine Støvler under Hovedet, under min Tornyster, noget jeg ellers aldrig gør; i en Fart fik jeg dem paa, Kappen rullede jeg i en Fart, 284og da jeg kom ud, saà jeg vore Hornblæsere i Byen og Baraklejren ivrigt i Færd med at blæse Appel. Vi skyndte os hen til Kirken, hvor vor Alarmplads var. Alle Mand var paa Pletten, vor Kompagnikommandør, Premierløjtnant N. sagde her til os, at paa Grund af den heftige Skydning maatte vi ud ad Kjær til; men «jeg antager ikke, at der vil blive nogen Brug for Eder i Dag; men hvis det skulde blive Tilfældet, saa haaber jeg, at enhver vil gøre sin Pligt, og lad os se at holde godt sammen»; vi brølte naturligvis «Jo!» og nu gik det ud ad Kjær til.

Paa Vejen mødte os en Mængde Vogne med Flyttegods. Det var Bønderne fra Kjær, der flyttede ud. Vi mødte ogsaa Artillerister; de var de første, som sagde os, at Prøjserne var gaaet over. Senere mødte vi et langt Tog af Ambulancer; vi vidste, hvad der ventede os; maaske en af disse skulde bære os tilbage. Da vi kom længer frem, bekræftedes det af alle, at Prøjserne var paa Als. Vi mødte en Ambulance med en Officer, det var Kaptejn V. af 18. Regiment. Han havde faaet en Kugle i Skulderen, men spurgte dog hvad det var for et Kompagni. Vi mødte vor Brigadekommandør, Oberst K., han kom ridende imod os og sagde til os: «Lad mig se, at I gør Eders Sager bedre end 4. Regiment, som løb sin Vej.» Saadanne Ord i en venlig Tone har stor Virkning, men det er kun i et Slag, at Soldaterne hører dem, ellers vanker der kun Skældsord og Prygl. Vor Delingsfører, Løjtnant S., er saaledes en mærkelig, enestaaende Officer i sin Slags, han skælder aldrig ud; er der begaaet en Fejl, saa ser 285han igennem Fingre dermed og er altid venlig imod os. Vi holder ogsaa uhyre meget af ham, og det viste sig især den 29de.

Da han kommanderede «Bajonetten paa, former Kæde!» saa gik det med Liv og Lyst; vi maatte igennem en Hvedemark, som naturligvis blev aldeles nedtraadt, men saaledes er Krigens Gang. Vi kom ind i en lille Skov, her gik vi hen imod Udkanten og lagde os ned paa et Gærde; 100 Alen derfra var et andet Gærde, dér laa Prøjserne og skød paa os. Et Øjeblik laa vi stille bag dette Gærde, vi var jo trætte af at gaa den lange Tur. Vi skulde have haft Brød og Brændevin den Morgen, men fik naturligvis intet, saa vi var aldeles fastende. Jeg tog et Stykke Chokolade, og heldigvis havde jeg omtrent ½ Pægl Brændevin paa min Flaske, den drak jeg.

Vi fik ikke lang Tid til at hvile os her, Prøjsernes Kugler fløj imellem os, dog uden at saare nogen. Vi maatte enten gaa frem eller tilbage, vor Løjtnant foretrak at gaa frem. Løjtnanten var den første ude igennem Hækken og kommanderede os fremad, og vi kom ud igennem de tætte Hække i en Fart. Vi brølede Hurra af alle Kræfter og løb, lige saa hurtigt vi kunde, over Marken, hvorpaa der var høj Rug, og over imod det næste Gærde, hvor Prøjserne laa. Vi var naturligvis mageløs begejstrede, vi tænkte os jo allerede, at 4. Regiment var slaaet tilbage, og saa at Prøjserne løb, saa snart de saà «die mit den Chakoten»; i Aanden var vi jo allerede de sejrende. Dér hvor jeg laa, var der en Prøjser, som ikke var kommen hurtigt nok bort, ham tog vi ved Vingebenet 286og trak ham igennem Hækken og tog ham til Fange. Her laa vi og fyrede paa Prøjserne med rigtig Krigshumør, vi ventede jo, at vi snart skulde fremad, men det faldt væk; Løjtnanten, som ellers er bekendt for en meget rask Officer, sagde til os, at vi var omgaaet, og maatte trække os tilbage.

Det var en drøj Tur. Vi skulde gaa igennem en Rugmark; hvis man faldt dér, saaledes som f. Eks. Løjtnant H., saa kunde man være vis paa at blive liggende dér maaske en Dag, uden at nogen fandt én. Det havde vist været det rigtigste at løbe tilbage, men vi var jo aldeles udmattede og havde den svære Oppakning, saa vi gik aldeles rolige, uagtet Prøjserne var lige i Hælene paa os. Her faldt mange. En Landmand S., som var menig ved vort Kompagni, blev truffen af en Kugle i Laaret, mulig i Underlivet, han stod i en Grøft efter at være saaret og bad os saa bønligt om at tage ham med sig, men det var der ikke til at tænke paa. Han havde faaet sig en Stillingsmand, som var kommen til Als, og som skulde have modtaget Tøjet Kl. 7½den samme Morgen, og et Par Timer før fik S. en Kugle. To Prøjsere havde faaet fat i vor Hornblæser og vilde tage ham til Fange, saa kom vor Fløjmand, en stor, stærk Bondekarl fra Gjørsløse ved Frederiksborg og sagde nok saa tørt, «den gaar it», og saa slog han begge Prøjserne ihjel med Kolben og reddede sig selv og Hornblæseren. Det var i det hele rædsomt at se mangen Kammerat her, som blev liggende saaret og tiggede og bad saa ynkeligt, for at vi skulde tage dem med os.

287

Vi maatte altsaa tilbage igennem Skoven og over en Mark og kom ind til Kjær By. Jeg gik ind i en Gaard aldeles roligt og fyldte min Flaske med Vand, vi var kun 2 eller 3 Mand i Gaarden, og i det samme saa kom Prøjserne, men vi tog os rigtignok i en Fart en Udgangsbillet igennem Haven og naaede lykkelig Kompagniet. Det gik nu ganske piano ad Ulkebøl til, en Gang imellem holdt vi stille ved et Hegn og formerede Kæde, men det var i Grunden 3. Regiment, som sloges bedst her. I3 Timer gik de fra Hegn til Hegn og opholdt Fjenden, indtil vi kunde modtage ham ved Ulkebøl Kirke. —

Det var et storartet Skuespil, der frembød sig for os her, Baraklejren ved Sønderborg brændte foran os, og bagved brændte den storartede Baraklejr ved Ulkebøl; det er den mest storartede Ildebrand, jeg nogensinde har set. Vi blev stillet op i en Kæde mellem begge Lejre i en Rugmark. Her skulde vi opholde Prøjserne, og saaledes skulde det gaa hele Vejen, medens Trænet udskibedes fra Kegenæs. Prøjserne lod ikke vente paa sig, men da de laa dækket bag Gærder, og vi stod paa aaben Mark, saa maatte vi naturligvis tilbage. Her faldt ogsaa mangen Kammerat; min Sidemand H. faldt her, han fik en Kugle ind i Ryggen under Tornystren, den gik ud igennem Maven paa ham, og en Blodstraale stod ud af begge Huller. Han faldt straks om, men da han var meget afholdt, saa tog to Mand ham og slæbte ham med sig, men til sidst kunde han ikke mere og sagde: «Lad mig ligge, jeg kan ikke mer, skriv til min Moder». Da vi siden kom til Faaborg, skrev 288jeg til hans Moder, da vi gensidig havde lovet hinanden det, og jeg har senere maatte skrive en Gang til hende, da jeg fik Breve fra hende, hvori hun naturligvis var meget fortvivlet. Han var Søn af en Godsforvalter.

Da vi skulde tilbage, skulde vi over en bred Grøft, som var fuld af Vand. Foran mig gik en, som jeg saà faldt i den og blev aldeles gennemblødt, jeg kunde ikke lade være at le ad ham og tænkte, at jeg skulde nok gøre mine Sager bedre. Jeg tog derfor Tilløb og sprang til, men Jorden paa den anden Side var aldeles blød, saa jeg gled nok saa nydeligt ned i Vandet og blev aldeles vaad til Knæene, men det gjorde jo ikke noget under saadanne Forhold. Vi gik over imod de brændende Barakker. Jeg gøs for den Tanke, at vi mulig skulde igennem dem, men heldigvis gik vor Løjtnant udenom paa den Side, hvor Vinden bar fra.

Det var et storartet Syn, alle Barakkerne var der stukket Ild paa, kun to Barakker stod endnu paa Grund af, at det var Marketenderbutiker; disse Folk var straks løben deres Vej, og Butikerne blev naturligvis udplyndrede, en Soldat stod inde og skænkede halve Bajere i Masse, én løb med en lang Spegepølse, en anden med 4 Flasker Vin; Løjtnant S. reddede sig en tyk Endeskive med bart Smør, og da han triumferende viste den frem, saa kom en anden Løjtnant, og idet han løb forbi, tog han den fra ham. Nogle kom løbende med Spegesild, andre med Svejtserost; det er underligt, saa rolig man kan 289være under et Slag, thi Kuglerne fløj stadig imellem os under alt dette.

Der kom en løbende med 12 Bundter Svovlstikker og spurgte, om ingen vilde have dem. «Jovel», sagde Løjtnant S., «stik Ild paa Bulen!» I en Fart blev det ene Bundt strøget og lagt sammen med de andre og lagt op i Halmtaget, og Butiken brændte lystigt, da vi gik tilbage. Ved Barakkerne boede en Fotograf, hans Atelier brændte ikke, han blev rolig liggende i sin Seng og fotograferer rimeligvis nu Prøjserne.

Fra Ulkebøl gik vi ganske rolig i Retning af Hørupkirke; vi haabede at blive udskibede ved Høruphav. Den Mand, som havde reddet de 4 Flasker Vin, var kommen bort fra sit Kompagni, og kommen ind imellem os, og han maatte jo give noget ud. Vi var et Par Stykker, som fik den ene Flaske, Proptrækker havde vi ikke, saa slog vi Halsen af Flasken og drak deraf, Løjtnanten med. Vi traf her 2 Kanoner; hvis vi ikke havde faaet dem til at trække med os, saa var de bleven tagne; Prøjserne var ikke alene bag os, men ogsaa paa Siden af os.

Da vi kom ned til Hørup, drejede en Vej til højre ned til Havnen og en til venstre, som førte op i en Skov og gik ad Kegenæs til. Vi skulde have gaaet ad Vejen til venstre, men vi havde mer Lyst til at udskibes ved Høruphav end at gaa 1½ Mil endnu for at naa Kegenæs. Vi fik derfor vor Løjtnant til at gaa til Høruphav, og det var vort Held, thi kort efter kom en Dragon sprængende og meldte Oberst B., at alle de, som var i Skoven, var tagne til Fange, omtrent 500 Mand.

290

Ved Høruphav var der imidlertid ikke en eneste Baad. Det var gode Udsigter, foran os saà vi den slagne Landevej til Kegenæs, og der gik Masser af Soldater, men vi var de bageste af de allerbageste. Vi travede godt ud, og naaede et Regiment, jeg tror det var 10de, og nu fulgte vi et Stykke med dem, saa fik de Ordre til at indtage en Fægtningsstilling, og vi skulde gaa videre. 10. Regiment formerede Kæde paa den ene Side af Vejen langs et Gærde, paa den anden Side af Vejen var 2 Kanoner opkørt, som knaldede løs. Naar de saa havde opholdt Fjenden en Tid, saa gik Regimentet først tilbage og Kanonerne sidst, saa var der et andet Regiment og 2 andre Kanoner, som havde indtaget en lignende Stilling bag det næste Gærde, og saa begyndte de at knalde væk, saaledes gik det hele Vejen.

Prøjserne var imidlertid holdt op med at forfølge. Vi marcherede langsomt ad Kegenæs til; hvert Øjeblik gjorde vi Holdt, og lagde os ned i Grøfter eller paa Landevejen for at vente paa Prøjserne, men de kom ikke. Jeg havde stadig godt af mit halve Pund Chokolade. En havde et Stykke kogt Kød, deraf fik jeg en Mundfuld. Marchen generede mig ikke, min Tornyster og Chako havde jeg kastet og følte mig en Del lettere derved. Endelig saà vi da det forjættede Land, Kegenæs ...

Den danske Generalstabs Værk fortæller (III, pg. 218) kortfattet om 18. Reg. 3. Kp., at det«tog Stilling i Nørremark Skovs vestlige Udkant». 3. og 6. Kp. havde 6 fjendtlige Kompagnier overfor sig, af hvilke2915 angreb i Fronten, I i højre Flanke ... Stillingen i Skovudkanten maatte opgives, og Tilbagetog tiltrædes. Under dette synes det at være lykkedes Fjendeni det med levende Hegn og høje Kornmarker opfyldte Terrænuset at komme frem i Ryggen paa Kompagnierne. Derved blev Modstanden brudt ... Resten af Kompagnierne trak sig tilbage i sydøstlig Retning mod Kjær By ... »

VII.

Uddrag af et Brev om Kampen paa Als, fra den fra «En københavnsk Familje » i nærv. Værks I. Del kendte Student og Reserveløjtnant Erik i 18. Infreg. I. K.

Sølyst pr. Faaborg, d. I. Juli Aften.

Kære Fader!

Resultatet af Kampen kender du allerede nu, du véd at Prøjserne udførte det mest usandsynlige, du véd, at jeg lever i god Behold, og det trods den heftige Ild, hvori vi var, hvilket du kan se deraf, at vi mistede 2 Officerer og over 100 Mand, saa at jeg er den eneste Officer tilbage af Kompagniet. Og skønt Resultatet var saa sørgeligt, saa maa jeg dog sige, at det har været den interessanteste Kamp, jeg har oplevet; for første Gang følte jeg det romantiske ved en Kamp, men jeg forklarer det deraf, at vi ikke var deprimerede af Kulden eller Bombardementet, men mødte med næsten friske Kræfter — og saa af en Ting til, og det var, at vi gik fremad, 292vi hørte for første Gang et «Avancér», og fremad gik det med rungende danske Hurraer, saa at Prøjserne veg fra Hegn til Hegn, fra Hus til Hus. — Men jeg vil søge at give en detailleret Fremstilling af det hele, for at du kan sætte dig ind i det alt sammen. —

Den 28. Juni om Aftenen skulde vi paa Arbejde, og idet jeg gik fra Sundemark Barakker sagde jeg, aldeles uden at tænke paa noget, til Peter: «Hør! Bliver der Aliarm, saa pakker du alt ind og sætter Kufferten paa Karren og selv følger du med Trænet!» Vi rykkede da ud, og jeg blev placeret lige over for Sandbjerg Slot. Natten gik roligt, idet vi skød 3 Skud fra Nordre Rønhave Batteri, medens de kun svarede med et eneste. Omtrent Kl. 2½, da det begyndte at dages, og vi derfor lige straks skulde hjemad, stod jeg netop og talte med Løjtnant S., og han «vilde vædde paa, at der vilde gaa 8 Dage, inden Prøjserne var færdige med Forberedelserne til Overgangen», da vi paa en Gang begge raabte: «Men hvad er det!» Der bevægede sig nemlig en Ildlinje frem ad Vandskorpen, saa at det i Frastand saà ud som en Masse elektriske Gnister, der i en aldeles lige Linje bevægede sig fremad; samtidig dermed saà vi fra hele Storskoven en voldsom Blinken af Skuddene, ledsaget af den saa bekendte, skrattende Lyd. Vi tog da Tøjet paa, og da vor Ordre lød paa at samles paa Alarmpladsen ved Fiskebæk, saa løb vi tilbage, ved hvilken Lejlighed 4de Regiment haanede «dem med Chakoerne», men jeg tror nok, 293at vi paa et andet Stadium af Kampen viste, at vi dog ogsaa kunde gaa paa.

Vi samledes paa Alarmpladsen, og vi kunde nok mærke, at det ikke var deroppe, som det skulde være; snart kom der Ordre til, at vi skulde rykke frem til Assistance for 4. Regiment, og da vi lige var marcheret ind paa en Kløvermark, havde vi Prøjserne med deres Kugler lige paa os. Vi løb da tilbage bag Hegnene, hvor Kompagnierne blev ordnede, og hvor vi holdt Fægtningen staaende i en Tid, skøndt Prøjserne gik paa os med Stormkolonner, ledsagede af Tromme og Horn; tilsidst tvang de os ved en omgaaende Bevægelse til at retirere; vi havde dem her paa 5 Skridt, og trods det blev der i Løbet til det næste Gærde ikke en Mand beskadiget. Selv var jeg ikke aller yderst da, men V. og L. havde det Held; men en anden Gang — jeg husker ikke, om det var før eller senere — havde jeg dem paa en halv Snes Skridt, hvilket er det nærmeste, jeg endnu har været dem; jeg ærgrede mig ved den Lejlighed over en tyk, skutrygget og vraltende, prøjsisk Officer, der løb frem mod os, uden at det lykkedes os at skyde ham.

Snart herefter blev Kaptajn B. saaret, og havde det ikke været galt før, saa blev det det nu; thi Kaptajnen løb selvfølgelig tilbage, og en Masse af Folkene troede at skulle følge ham, indtil jeg endelig af M. fik at vide hvad der var i Vejen, og at jeg maatte overtage Kommandoen. Jeg raabte da: Holdt! og peb og brølte, og brølte og peb; men de, der havde fulgt Kaptajnen, var saa langt fra mig, at 294det var mig umuligt at samle noget. Kun en 50 Mand fik jeg skrabet sammen, og idet jeg søgte at finde Forbindelse med de andre Afdelinger, mødte jeg 7de Kompagni, der sagde, at der var givet Ordre til Fremrykning. Bajonnetten kom da paa, og fremad gik det med Hurra. Prøjserne stak af, deres Skyttekæde gjorde omkring, saa det var en Lyst at se paa, og vore Jenser leverede nogle Hurraer, der var regederlige. Det var egentlig dette Stadium af Kampen, jeg fandt interessant, tilmed da Situationen mindede mig saa meget om Billederne fra forrige Krig; saaledes vadede vi i Rugmarker, der var højere end os selv, og sprang over Gærderne og var muntre og glade.

Ikke desto mindre led vi meget under Fremrykningen; saaledes kan jeg huske, at der i et Nu blev 3 Mand saaret lige ved mig, og af dem var M. den ene; min ærede F. fik ogsaa en lille Rift i Frakken, og da han troede sig død, saa smed han alt, hvad han ejede og havde og kom saaledes hel og holden tilbage. Fra nu af gik vi hele Tiden tilbage, men vi havde ogsaa lidt betydeligt, saaledes er alene af 1ste Kompagni I Kaptajn saaret og I Løjtnant falden, foruden over 100 Underofficerer og menige. —

Du har da denne Gang faaet dit Ønske opfyldt, at jeg maatte føre Kompagniet i Ilden, og selv var jeg virkelig glad derfor, især da vi gik fremad. Flere af Folkene ved Regimentet har blodige Bajonnetter, og flere Officerer er saarede i Nærkamp; selv var jeg ikke i virkeligt Haandgemæng, men 295Løjtnant J. blev saaret af Kolbeslag, og skøndt han raabte Pardon, vilde Prøjseren dog desuden gennembore ham, men en Jens kom ham i Forkøbet og jog ham Bajonnetten i Maven, og da han saa faldt, men ikke vilde ligge saa rolig, som Jens ønskede, saa stak han ham et Par Gange til — saa fortæller i det mindste Øjenvidner. Major W. er set kæmpe som en rasende, men derpaa at blive overmandet; endvidere er saarede og døde i alt 9 Officerer af Regimentet.

Paa Retræten ved Hørup talte jeg med en fangen Prøjser, der var pærefuld, han vilde nu «stritten für Dannemark», og rev i den Anledning sin Kokarde af, men et saadant Svin har jeg aldrig set!

Uden at blive forfulgt naaede vi Kegenæs, og efter 2 Timers Forløb kom vi ombord i Frederik VI, hvor Søofficererne modtog os venligt og gav os alt, hvad de havde af Madvarer og om Aftenen desuden Madrasser og Tæpper ...

I har nu faaet en lille Beskrivelse om Begivenhederne, men mange smaa Episoder, som f. Eks. at Prøjserne gennemborede en syg af vore, der laa bag et Gærde, at en Mand fik en Kugle i Brystet lige idet han talte med mig o. m. a. er her ej Lejlighed til at omtale ...

En Ting stoler jeg paa, og det er, at Regimentet har bevaret sit Navn, thi det er min Overbevisning, at vi sloges ganske godt, og selv har jeg aldrig været saa godt oplagt som den Dag. —

Om 18. Reg's I. Kp. hedder det hos Genstb. (III, pg. 220), at det deltog i sin Bataillons«heftige Kamp» 296mod mere end 2 fjendtlige Batailloner mellem«mandshøje Kornmarker og talrige levende Hegn».« Trykket i begge Flanker og i Kamp med en betydelig Overmagt, formaaede Batailloncji ikke at holde Stand ... gik tilbage til en Stilling paa begge Sider af Kjær- Ulkebøl Vejen ...» Den unge Løjtnants Brev viser jo fra først til sidst den fortrinligste Stemning under og efter Dagens sørgelige Begivenheder. Ret interessant er en Sammenligning med III af«Første Gang i Ilden», som er skrevet af en dannet Menigmand fra samme Kompagni.

297

En Rytterkorporal i Felten.

Uddrag af en Dagbog paa 316 Kvartsider, ført regelmæssigt, saa at sige dagligt, fra Afmarchen d. 3. Decbr. 1863 til Hjemkomsten til Garnisonen, d. 6. Decbr. 1864. — Dagbogen førtes under Krigen paa løse Ark Papirer og i en saa sammentrængt Skikkelse som muligt; med passende Mellemrum blev disse Optegnelser sendt hjem og umiddelbart efter Krigens Slutning renskrevne og sat fyldigere i Stil.

Forfatteren er en 24aarig Korporal i 5. Dragonregiment, Husmandssøn fra Fyen, indtil Indkaldelsen i Militærtjenesten Hustømrer paa Landet; forlod senere Tjenesten som Sergent og Berider. — Almueskolens Uddannelse, suppleret med den som Underkorporal modtagne Undervisning i elementære Fag.

I Midten af December 1863 er Regimentet naaet et Stykke ned i det slesvigske, og Korporalen optegner d. 16. Decbr.:

Som tidligere bemærket spiller Alkovesenge en temmelig betydelig Rolle som natlige Gemmesteder for de gode Slesvigeres slumrende Legemer, saaledes ogsaa her. Ved Ankomsten viste min Vært mig to saadanne Senge i Dagligstuen og spurgte mig, om jeg kunde sove i den ene og de to Dragoner i den anden, hvori jeg indvilligede, saa meget mere som der ikke var Udsigt til at erholde noget bedre.

298

Aftenen tilbragtes i Dagligstuen sammen med Familjen. Da Klokken blev henad 10, begyndte jeg saa smaat at tænke paa Sengen, og det varede ikke længe, før Fatter og Mutter fik samme Længsel; men i Stedet for, som jeg havde ventet, at gaa til Ro i et andet Værelse, aabnede hun endnu en Alkoveseng og tillige med Manden begyndte Afklædningen efter først at have bragt et Barn til Ro i en Vugge; men ikke nok hermed, Pigen aabnede en saakaldet Slagbænk og begyndte at lave sig til Rette.

Jeg saà lidt paa dette, en saadan Familiaritet havde jeg endnu aldrig været i, men snart blev det mig klart, at vi alle skulde have fælles Soveværelse; jeg fandt mig rolig i det uundgaaelige og begyndte Afklædningen; nu skruede Mutter Lampen en Ubetydelighed ned, for at de mulige Blottelser ikke skulde blive altfor iøjnefaldende. Snart stod vi alle i dybeste Negligé, uden at sige et Ord, skelende til hverandre; saa forsvandt den ene efter den anden i de respektive Alkover, indtil Pigen endelig ene til sidst slukker Lampen og gemmer sig i sin Slagbænk.

Efter en Stund at have tænkt paa dette, hørte jeg den ene efter den anden udstøde visse Lyde, der var Tegn paa en blid Henslumren i Søvnens Arme, navnlig leverede Fatter og Mutter en fortrinlig Duet, endogsaa, som jeg tror, i Mol.

Det er ganske pudsigt at finde et mere end to hundrede Aar gammelt Sidestykke til denne danske Dragonkorporals Forbavselse over Slesvigernes familiære Alkovesenge i den polske Rytterofficer Jan Paseks Erindringer fra 1659. Han skriver (pg. 32 i S.299Rosznecki's danske Udgave):«Sengestederne er skndt ind i Væggen ligesom et Skab, og ovenpaa dynges der en forfærdelig Masse Dyner. De sover nøgne, som deres Moder har skabt dem, og anser det ikke for nogen Skam men klæder sig af og paa i hverandres Nærværelse og undser sig ikke engang for en fremmed men tager alle deres Klæder af ved Lys.» —

Den 26. Januar giver et Møde med«16. Infanteriregiment, der marcherede mod Nord» Kavaleristen Anledning til nogle Betragtninger over«Fordelen ved at være ridende under de forhaandenværende Forhold, navnlig med saadant Føre som i Dag.»

Vejene er overalt saa optraadte, at det øverste Lag af et lille Kvarters Tykkelse er en aldeles jævn og tynd Vælling, som ved hvert Skridt lukker sig om «Jensernes» Fødder og rimeligvis er dem til megen Gene. Har Dragonerne ogsaa deres Heste at passe, saa er det intet i Sammenligning med hvad Fodfolket maa døje under anstrengende Marcher; ikke at tale om mange andre Fordele, Rytteren har. Rytteriet kommer saaledes aldrig til i ublid Aarstid at ligge længere Tid under aaben Himmel, thi Hestene kan ikke udholde dette saa længe som Folkene, hovedsagelig fordi Folkene dog altid paa en eller anden Maade kan konservere sig lidt, medens Hestene er henviste til den Pleje, der ydes dem; ligeledes kan Rytteriet ogsaa i Kantonnement have flere Bekvemmeligheder end Fodfolket, derved at der aldrig er saa mange paa et Sted. 300j. Dragonregimentet havde i længere Tid Kvarter hos en tysktalende og tysksindet Befolkning, der i Begyndelsen forholdt sig meget kølig til de danske Soldater. Men paa Opholdets sidste Dag indføres følgende Linjer i Dagbogen:

Søndag d. 31. Januar.

Efter nu at have været her saa længe, var der for mange indtraadt saadanne Forhold, som gjorde Afskeden tung, ikke alene for de bortdragende, men ogsaa for de tilbageblevne. Som jeg et Sted tidligere har bemærket, kunde eller vilde min Værtinde ikke tale et dansk Ord, men efterhaanden viste det sig, at hun baade kunde og vilde. Jeg sagde saa tidt for Spøg til hende, at det var forbavsende hurtigt, hun havde lært vort Sprog, da hun dog fra Begyndelsen var saa total fremmed for det, hun lo saa ad det og svarede, at da hun lærte os at kende og saa, at vi var meget fredsommelige Mennesker, kom hun snart til at holde af os, uanset at vi var danske Soldater, og det gjorde hende hjertelig ondt nu, da vi skulde rejse, og end mere, da vi havde en saa usikker Skæbne for os. Lad hende være tysk eller dansk, ligemeget, hun var en af de flinkeste og omgængeligste Værtinder, jeg har haft. Vi har nu været her i 44 Dage og er selvfølgelig pligtige at betale for Kosten, men jeg, i det mindste, maatte intet give og blev endda ved Afskeden forsynet med mange Smaanødvendigheder; for dette og mere er jeg dem Tak og Ihukommelse skyldig til sildige Tider. Der tilføjes endnu en diskret affattet Linje, som

301

indeholder et lille Perspektiv: «Ogsaa af en anden Grund vil jeg mindes Byen Oxager!»

Krigen begynder ... og Natten mellem d. 2. og 3.

Februar blæses til«hurtig Udrykning». Herom hedder

det i Dagbogen:

Vi afholder hjemme i Garnisonen undertiden Øvelse i hurtig Udrykning, man skynder sig da hvad man kan og tror dermed ogsaa at kende hvad hurtig Udrykning vil sige, men dette er saa langt fra Tilfældet, at vi, da saadant i Nat skete, gererede os, som om vi aldrig før havde hørt det Signal. Forstyrrelse og Forvirring, Løben hid og did var den umiddelbare Virkning; en betydelig Aarsag hertil var jo rigtignok de højst uheldige Omstændigheder, under hvilke Alarmeringen skete saasom midt om Natten, i absolut Bælgmørke, øsende Regnvejr og forrygende Storm, og dertil Uvished om Fjenden maaske staar for Døren.

Jeg glemmer aldrig det Indtryk, som det gjorde paa mig, da jeg om Natten Kl. I vækkedes, ved at en Trompeter tæt udenfor Vinduerne blæste til hastig Udrykning. Jeg, og de andre med mig, for op, og enhver søgte sine Klæder, men ingen gav sig Tid til at tænde Lys. Om Aftenen havde vi ikke været forsigtige nok til at lægge Klæderne saaledes til Rette, at de let kunde findes; dette havde til Følge, at ingen kunde finde sit eget Tøj, men i Ophidselsen end mere blandede det alt sammen.

Efter flere forgæves Forsøg lykkedes det mig endelig at faa saa megen Ro bragt til Veje, at vi fik 302tændt Lys — men hvilket Syn! — Alt var rodet imellem hverandre paa Gulvet, Sengklæder, Gangklæder, Støvler, Armatur, ladte Pistoler og Karabiner, skarptslebne Sabler, Husgeraad af alle Slags, selv et Spejl, der selvfølgelig var i tusind Stykker, ikke at tale om en væltet Spand med Vand. Endelig fik enhver nogenlunde sine Sager samlede, og nu maatte der hurtigst muligt tænkes paa at faa Hestene sadlede og komme paa Pladsen. Hvorledes dette endda, saa hurtig som Tilfældet var, lod sig gøre, kan jeg næppe forklare mig, især da alt skete i næsten fuldstændig Mørke. Havde man ogsaa en Lygte, saa kunde den næsten ikke holdes tændt i dette rædsomme Vejr.

Omsider blev Eskadronen samlet; men det viste sig umuligt at kunne marchere i dette Mørke, hvorfor der blev rekvireret Folk til Ledsagelse med tændte Lygter. Eskadronens Ordre lød paa at stille ved Bollingsted, hvor alle Eskadronerne skulde møde og Regimentet derfra føres samlet til Danevirke. Paa Vejen til Bollingsted kom vi igennem en By ved Navn Langsted, hvor ogsaa Dele af Regimentet havde Kantonnement. Det var endnu saa mørkt, at vi intet kunde se uden de Folk, som gik foran med Lygterne; vi maatte derfor aldeles overlade til Hestene at finde de Steder paa de forøvrigt daarlige Veje, hvor der var bedst at gaa. Det er en temmelig naturlig Følge, at dette ikke altid lykkedes fuldstændig; ikke saa sjeldent gik en Hest fejl og faldt i Grøften eller snublede i de dybe Hjulspor, hvorved Rytteren bragtes i umiddelbar Berørelse med Uføret, 303men slige Smaating toges ikke i Betragtning, Marchen fortsattes, om end kun langsomt, til Bollingsted, hvor vi maatte holde henved en Timestid, til alle Eskadronerne var samlede og Regimentet da Kl. 4½ kunde afmarchere.

Fra Bollingsted gik Marchen til Lille-Danevirke. Det var nu næsten bleven Dag, skønt vi kun havde tilbagelagt ca. 3 Mil; men de uheldige Forhold havde bevirket, at der var medgaaet saa lang Tid ... Têten af Regimentet var nu i Nærheden af Skandserne, medens de bageste endnu var ⅛ Mil længere bagud; paa Vejen, hvor vi endnu marcherede, blev der givet Signal til at formere «Firer» og Ordre til at tage Overtrækket af Standarterne; vi troede, at vi med det samme skulde i Engagement; lidt efter blev der blæst «med Firer omkring» og gaaet lidt tilbage, derpaa frem igen, og atter tilbage, saaledes gik vel en Timestid uden at det blev til Alvor ... Henad Kl. 10 blev Regimentet ført lidt længere mod Vest, hen paa en Mark tæt ved ovennævnte Barakker; her blev der givet Lov til at sidde af Hestene og delvis at fodre, dog kun i smaa Afdelinger paa Tiden.

Det var en meget uheldig Plads, vi holdt paa, det var en lavtliggende Mark, hvor der i Efteraaret var saaet Rug, men nu i den stærke Tø var Jorden saa opblødt, at Hestene traadte saa dybt i, som der havde været pløjet. Efter et Par Timers Forløb var det næsten ikke længere mulig at vade gennem det dybe Mudder, og hvad det ikke havde været slemt, saa blev det, da der, for at give Hestene Bevægelse, 304begyndtes paa Manøvrering. Hele Morgenen og Formiddagen vedblev det at regne, og vi var selvfølgelig aldeles gennemblødte. Først ved Middagstid hørte Regnen op, dog uden at det blev saaledes, at det kunde tørre lidt paa Klæderne. En anden Ulempe begyndte nu ogsaa at vise sig i Form af Sult; kun meget faa havde været saa fremsynte om Aftenen at forsyne deres Spisekammer en Smule, thi om Morgenen i Skyndingen havde vist ingen haft Tid til at tænke paa Mad, end sige faaet noget med. Imidlertid hjalp vi hverandre lidt, saa Klokken blev omsider 4; da kom der Ordre til, at Regimentet kunde bryde op og gaa tilbage i Kantonnementet. Fjenden var nu rolig og der ventedes ikke mere Angreb denne Dag. Men vi var ikke kommen ret langt, før en Ordonnans indhentede Regimentet og gav Ordre til at vende om, da Forposterne foran Stillingen angrebes; men før vi kom tilbage paa Pladsen, var det allerede forbi og havde kun været en mindre Alarmering af et Par fjendtlige Kompagnier. For anden Gang begyndte vi Tilbagemarchen, denne Gang med mere Held, idet vi kom til Eggebæk Klokken henad 10, rigtignok i en jammerlig Forfatning, og desværre var der i de daarlige Kvarterer kun ringe Udsigt til at komme lidt paa Fode igen; navnlig kom det an paa at faa lidt at spise og Klæderne tørrede. Før der aftroppedes, fik vi Ordre til at stille i Morgen tidlig Kl. 4. Saaledes svandt den første Dag af Felttoget; en bitter Forsmag, saa meget mere som vi endda ikke havde været i Træfning! —

305

Den 4. Februar.

... Som allerede antydet, er der mellem Kantonnementet og den Plads, hvorpaa vi om Dagen holder, ca. 3 Mil, som marcheres Morgen og Aften. Hestene vil ikke i Længden kunne udholde den Tur, især da Hviletiden om Natten er saa kort og Forplejningen tarvelig, og tillige om Dagen staa paa et Sted og fryse i mange Timer.

Ved Middagstid var vi lige ved at komme i Træfning, i det mindste var vi da kommen frem og i Stemning. Ved nævnte Tid modtog 4. og 5. Eskadron Ordre til at angribe et fjendtligt Batteri, der havde protset af foran Stillingen og truede med at genere os meget; men da vi kom frem mellem Skandserne, saà vi Batteriet protse paa og køre bort, og vi kom altsaa ikke videre, men red tilbage igen til Regimentet ved Barakkerne ...

Fredag den 5. Februar.

Samme Tur til samme Tid i Dag som de foregaaende Dage, men i Løbet af Natten har Frosten tiltaget, saa det er tørt, og paa mange Steder er Vejene glatte og vanskelige at passere, en Følge af den hyppige Vekslen af Frost, Sne og Tø. Alligevel var vi paa den sædvanlige Plads Kl. lidt over 8.

I Dag holdt vi hele Dagen stille, heller ikke har der været Træfning af videre Betydning, thi vi har kun hørt meget faa Kanonskud med lange Mellemrum. Vi er selvfølgelig meget nysgerrig efter at vide, hvorledes Forholdene i det hele taget staar, men det er forbunden med temmelig store Vanskeligheder at erholde nogen paalidelig Oplysning, da Ordonnanserne 306er de eneste, der véd lidt og det endda ofte meget lidt, og dertil er det ikke let at faa fat paa dem, thi naar de rider med tjenstlige Overbringelser, maa de ikke standse for at fortælle Nyheder. Vi véd derfor ofte meget mindre Besked end udenforstaaende. Kl. 4½ brod vi op for at gaa i Kantonnement. Jeg har i Dag og navnlig i Eftermiddag lagt Mærke til, at en usædvanlig stor Mængde Ordonnanser har færdedes her omkring, lige som ogsaa flere høje Officerer er redne her forbi, jeg slutter heraf, at der er noget i Gære, men hvad, vides naturligvis ikke, men jeg antager et Udfald et eller andet Sted fra den faste Stilling. Jeg bestyrkedes i denne Tro, ved at vore egne Officerer, d. v. s. de højere, under Hjemmarchen red sammen og talte ivrigt; hvad der omtaltes, kunde jeg ikke i Forbimarchen forstaa ...

Lørdag den 6. Februar.

Altsaa stillede vi Kl. I, som Ordren i Aftes lød. Det var endnu uforandret Snestorm, dog blæste det næppe saa meget, men til Gengæld var Pladsen, vi holdt paa, en aldeles nøgen Mark uden Spor af Læ. Ikke, som vi havde troet, kom vi straks til at marchere, men i Stedet for blev der siddet af Hestene og givet Ordre til at fodre. Tiden gik, Klokken blev mellem 2—3, da ankom efterhaanden de andre 5 Eskadroner og ligesom os opmarcherede paa Marken for at fodre. Atter gik der nogen Tid, men det lod ikke til, at der endnu skulde være Tale om Opbrud, efterhaanden blev det mere besværligt at holde dette ud, især da Snestormen oven i Købet tog til. Folk og Heste var trætte og søvnige, begge kastede 307sig i Sneen trods Kulden og sov snart ind, der laa saaledes store Dynger af sovende Folk, næsten helt tilsneede, vi maatte (Befalingsmændene), skønt selv trætte og søvnige, anstrenge os til det yderste for at vække de sovende, hvad der kun med megen stor Besvær lod sig gøre, thi i modsat Fald vilde de ufejlbarlig have sovet ind i Evigheden. Det var haardt at holde her til Kl. 6½.

Ved den Tid ankom 3. Dragonregiment Syd fra, og vi blev sat i March, ikke, som vi havde ventet, mod Syd, men i Stedet for mod Nord ... Kun meget langsomt gik det fremad, saa at vi først Kl. henad 3 havde tilbagelagt den næppe 4 Mil lange March.

Ved Middagstid ophørte det med at sne, og Stormen lagde sig, men derimod blev det en stærk, klar Frost. Uagtet at Snevejret har varet siden i Aftes, er der dog ikke kommen saa meget Sne, at den egentlig hindrer Færdselen, kun hist og her er Smaarevler sammenblæste. Paa Ellund Mark ved Siden af Landevejen opmarcherede Regimentet og blev holdende en halv Timestid. 3. Regiment kom lidt bag efter og tog Stilling noget bag os henimod Byen Ellund.

Medens vi endnu holdt der, ankom Infanteriet og ligeledes opmarcherede paa en Mark i Nærheden. Det var forøvrigt ynkværdigt at se disse Troppers March, kun med stor Besvær slæbte den største Del sig frem, og saa snart der gjordes holdt, smed de sig ned uden Hensyn til Tid eller Sted ... Men blandt alle Uforstaaeligheder var det dog allerværst, 308da der lidt efter kom Ordre til at gaa i Kvarter men forinden at udstille Forposter mod Syd. Naar nu hertil kommer den højst koncentrerede Indkvartering i Ondaften Kro og Mølle samt nogle Smaasteder der tæt ved, skulde 2 Eskadroner (4. og 5.) indkvarteres, saa forstaar man let, at den Situation var vanskelig at klare, da det aldrig kunde falde nogen ind, at Danevirke kunde være forladt.

Indkvarteringen iværksatte man, rigtignok med megen Besvær, thi at faa Plads til 300 Dragoner og Heste i disse faa Steder, var ikke nogen let Sag, imidlertid var det dog lykkedes de fleste at komme i Hus, men før de sidste endnu var kommen ind, hørtes med et en temmelig heftig Skydning ikke meget langt borte i sydøstlig Retning, og paa samme Tid ankom en Ordonnans med Ordre til Udrykning. Han fortalte hvad der var sket, at DanevirkeStillingen var forladt sidste Nat Kl. I, altsaa ved den Tid, da vi i Morges stillede ved Eggebæk. Nu blev det hele os klart, nu kunde jeg forstaa de hidtidige Uforstaaeligheder. Men det var en nedslaaende Underretning det Haab, som hidtil havde holdt Stemningen oppe, var med et bristet, alt syntes tabt, og Modløsheden var saa meget større, som Slaget kom ganske uventet.

Vi kom altsaa til Hest igen, gik et Par tusind Alen i nordøstlig Retning over mod Ellund, hvor Regimentet havde Alarmplads, her forblev vi indtil videre ... Henad Kl. 10 begyndte det igen at sne og storme.

309

Søndag den 7. Februar (Fastelavn).

I Aftes fik vi Ordre til at holde paa Alarmpladsen i Dag Kl. 5, hvis vi ikke alarmeredes i Nat. Ved Ellund holdt Regimentet fra Kl. 5 til 8, da dette tilligemed 3de afmarcherede mod Nord til Søest. Det var en meget uhyggelig March, tildels glat Føre, Sne og Storm, meget koldt, kun langsomt kom vi af Sted, hvert Øjeblik gjordes Holdt; men værst af alt var dog Modløsheden og den nedslaaede Stemning, som overalt gjorde sig gældende. Ved Bov passerede vi 5. Infanteriregiment, som dér havde indtaget en Stilling og udstillet Vedetkæde paa Højderne Syd for Byen. Ved Bommerlund holdt vi i længere Tid, dels for at fodre, dels for at afvente Begivenhedernes Gang. Fjenden hørte eller saà vi ikke meget til, men det var jo klart, at han fulgte efter, men det uheldige Føre i Forening med Snestormen, der forhindrede enhver Udsigt, var naturligvis lige saa vel hemmende for Fjenden som for os ... Vi fortsatte altsaa Marchen mod Nord, til vi Kl. 8 Aften naaede Søelst i vedblivende stærkt Snevejr.

I denne By, som ikke er meget stor, skulde Regimentet gaa i Kvarter om Natten, naturligvis efter at de fornødne Sikkerhedstropper var udsendt. Der blev tildelt hver Eskadron 2 Bøndergaarde, i disse skulde ca. 150 Heste og Folk indkvarteres. Man skulde ikke tro, at det var muligt ved den Aarstid, hvor Kreaturer og Korn og alt er i Husene, i en almindelig Bondegaard at faa Plads til 75 Heste og Folk, men det lod sig gøre, endda uden at Gaardens Besætning toges ud. De mest utrolige Steder benyttedes 310til Hestestald, selv i et Hønsehus fik 3 Heste Plads; Svinestald, Kostald kort sagt ethvert Rum med en saa stor Dør, at en Hest kunde gaa, toges i Brug, især var Kostalden økonomisk benyttet. Et Lag Halm strøedes overalt, mellem Køerne, i Grevningen, i Fodergangen, overalt stod Hestene taalmodig findende sig i hvad Naboskab der tilbød sig.

Det er en mærkelig Fortrolighed, der efterhaanden i saadanne Forhold udviklede sig mellem Mand og Hest; det var meget almindelig at se Hesten ligge og Manden ovenpaa eller til Dels mellem Benene, begge sovende, jeg har aldrig set en Hest rejse sig eller gøre noget, saalænge Manden rolig blev liggende; heller ikke har jeg nogen Sinde hørt, at der har været afstedkommet Skade ved dette Fortrolighedsforhold.

Om Natten maatte Underofficererne skiftes til at have Vagt to Timer ad Gangen; dels for i paakommende Tilfælde hurtig at faa purret ud og dels for at føre Tilsyn med denne noget ekstraordinære Indkvartering. Det blev min Tur fra Kl. 10—12. Kort før Kl. 10 var Bagagevognene ankomne med Naturalforplejningen og Fourage (Havre) til Hestene, begge Dele udleveredes, før nogen maatte gaa til Ro. Vi fik i Dag Oksekød, og det blev mit Hverv i min Vagttid at besørge Underofficerernes Ration lavet til Bøf. Jeg gjorde mig fortrolig med Konen (en ung, smuk Kone for Resten) og fik hende til at besørge Tillavningen med min Assistance, ligesom hun ogsaa snarest mulig fik lavet Kaffe, hvormed jeg i hendes Selskab trøstede mig under Anretningen, 311medens alle andre sov. Kl. II ¾ var alt parat, og jeg vækkede da til Spisning, som i mindre end en halv Time var tilendebragt, og jeg afløst. Nu forskaffede jeg mig Adgang til en opvarmet Seng, hvori jeg efter at have lagt noget af Overtøjet salverede mig til Kl. 4. Det er en Selvfølge, at Hestene var opsadlede, og Folkene havde Tøjet paa. Det er endnu Snevejr.

Mandag den 8. Februar.

Som i Aftes befalet, stillede Eskadronen Kl. 5 ...

Vejen er i Dag paa mange Steder glat, dog gik det an, saa længe vi red paa Bivejene, men da vi ¼ Mil Syd for Haderslev kom paa Chausseen, var denne saa blank og glat som et Spejl, saa det var næsten en Umulighed at passere den med vore glatskoede Heste, ikke desmindre red vi vedholdende stærk Trav. Det er en Selvfølge, at dette ikke lod sig gøre, uden at en stor Del faldt, hvad jo ogsaa var Tilfældet; ikke sjældent saà man 2—3 Heste ligge paa et Sted, og med fortvivlede Anstrengelser forsøge at komme op, hvad der ikke var nogen let Sag, ikke alene fordi det var glat, men ogsaa fordi at den ene Hest, under sine forgæves Forsøg paa at springe op, slog en anden, som havde været heldigere, om igen. Uagtet der vistnok i Dagens Løb var falden over 50 Heste, véd jeg ikke et eneste Tilfælde, hvorved nogen er kommen til Skade, skønt det mange Gange saà farligt ud, naar Heste og Folk saaledes væltede sig mellem hverandre. Naar Marchen ellers er tilstrækkelig langsom, og Fjenden ikke er i Nærheden, sidder man af Hesten og trækker den, 312men under de forhaandenværende Forhold var dette ikke tilraadeligt.

Forst da vi kom til Haderslev Gader, sagtnedes Marchen til Skridt, men der gjordes ikke Holdt i denne By. En sjælden Godhed lagde Haderslev Borgere for Dagen, da vi red gennem Byen. Uagtet vi blev ved at ride uden at standse, beværtedes vi paa Hestene med Spise og Drikke af alle Slags. Hele Fade med skaaret Smørrebrød eller Hvedebrød, Æbler, Konditorsager, Stykker Kød, Flæsk (kogt eller stegt), Flasker med Vin, Spirituosa, Øl, ja selv Kaffe og varmt Ø1 bragtes os, endogsaa et Par Steder i Kopper. Midt i vor Modløshed var det en Glæde at se de gode Haderslev Borgere kappes om at hjælpe os. De vidste, sagde de, at var det gaaet uheldigt, saa var det ikke Soldatens Skyld; at han havde gjort sin Pligt, derom tvivlede de ikke ... Marchen fortsattes til Nord for Byen, hvor der paa Chausseen gjordes Holdt ca. I ½ Time. Havde Marchen fra Morgenen af været hurtig, saa blev den nu til Gengæld langsom, kun i Skridtgang kom vi fremad, og hvert Øjeblik holdt vi stille, saa vi først Kl. 6 naaede Kolding. At denne langsomme March var en naturlig Følge af Omstændighederne er indlysende, vi marcherede jo nemlig ikke i den Forstand, at Hovedopgaven er at blive bragt fra et Kvarter til et andet, men derimod gaar det ud paa, at vi til enhver Tid er parat til at møde en angribende Fjende, hvis Aarsag vi, naar vi ikke selv søger Fjenden, maa vente, til det behager ham at søge os. I Christiansfeldt, som vi red igennem, beværtedes 313vi ligesom i Haderslev, dog i mindre Maalestok.

Jeg havde været saa heldig ikke at falde med min Hest indtil i denne By, men her maatte jeg ned, rigtignok af den Grund, at min Sidemand faldt og i Faldet slog Benene fra min Hest, der ved dette pludselige Fald forslog Munden, saa den blødte stærkt; derved var intet at gøre, jeg maatte op igen og følge Trop. Det gjorde mig ondt for Dyret, og jeg skændte paa den menige, der saa uforsigtigt havde redet tæt ind paa mig, hvor hans Plads ikke var.

Under disse Forhold lærer man, hvad det vil sige at have en god Hest; ja, selv om denne er mindre god, indtræder der et Venskabsforhold, som man godt kan sige, er gensidigt, idet Hesten meget snart lærer at kende sin egen Rytter fra de andre. Jeg skal dog med et Par Ord forevige min tro og kære (kan jeg gerne sige) gamle brune Vallak, som trolig til Dato har baaret mig uden et Øjeblik at vise Modvilje, ja endog ved Lejlighed har vidst at finde Vej, naar jeg var ude af Stand til at vejlede den, f. Eks. da vi den 3. Februar i Eggebæk alarmeredes. Efter at være kommen til Hest, skulde jeg dengang hen i Præstegaarden, hvor Ritmesteren boede, for at afhente Estandarten; men det var et saadant Bælgmørke, at jeg, der forøvrigt ikke ser godt om Natten, ikke kunde se en Haand for mig, jeg maatte derfor overlade til Dyret at finde Vejen, og det var lige som den vidste Besked, thi uden at standse eller gaa et eneste Skridt fejl trods de forskellige 314Bøjninger, Vejen gør, gik den langsomt men sikkert, indtil den stod ved Præstens Port, der imidlertid blev lukket op, og jeg fik Estandarten med til Samlingspladsen. Det er en Regel, at naar vi kommer til Kvarter, jeg da først afleverede Estandarten, hvor Ritmesteren bor, og ligeledes ved Afmarchen afhenter den igen, men at Hesten deraf kunde vide Besked er næsten utroligt, men ikke desmindre sandt; jeg har mange Eksempler derpaa.

Som ovenfor er sagt, naaede vi henad Aften Kolding. Syd for denne By holdt vi paa Landevejen 2—3 Timer, et Ophold, der efterhaanden blev noget uhyggeligt, især da det i Mørkningen begyndte at sne meget stærkt. De Eskadroner, som var saa heldige at være i Têten, havde den Fordel at profitere af Koldingensernes Godhed, idet der bragtes en stor Del Smørrebrød, varmt Øl og Kaffe ud til os, men som kun naaede til de forreste, medens vi bageste maatte suge paa Lappen, som man siger. Klokken blev henad 9, da der gaves Signal til Opsidning og Afmarch, der imidlertid kun førte os lidt fremad, thi inde i Byen gjordes igen Holdt, og vi opmarcherede i en Gade i den sydlige Ende af Byen (Rendebanen). Her blev igen siddet af Hestene og givet Tilladelse til at fodre, for saa vidt der var nogen Fourage i Behold, hvad der viste sig at være meget lidt. Ingen maatte fjerne sig længere fra Hestene, end at de i et givet Øjeblik kunde være til Stede. Mer eller mindre forsultne var vi alle, saa der blev en Travlhed hos de nærmeste Værtshusholdere 315og Gæstgivere, hos hvilke sidste der især i Forvejen var overfyldt. Jeg havde denne Gang Held med mig, lidt ud paa Aftenen kom en Mand og skulde fra en Familje bede en eller anden hjem til dem for at spise til Aften, jeg var netop i Nærheden, og han henvendte sig da til mig; jeg havde lidt Betænkelighed ved at gaa med, da det var om i en anden Gade, men min Mave raabte højt, saa jeg overvandt let Betænkeligheden og fulgte med, efter forud at have sagt en menig, hvor jeg gik hen, for at han i paakommende Tilfælde kunde hente mig.

Jeg kom altsaa til ovennævnte Familje, der bestod af en ung Kone, Enke eller maaske Frøken, jeg véd ikke, hvilket hun var, men hun beboede en hyggelig og velmøbleret Lejlighed, og havde ved min Ankomst anrettet en delikat Bøf og ved Siden deraf ½ Flaske Portvin, noget der rigtignok kildrede mine Sandser; det varede nok ikke længe, før jeg kom af med Vaaben og Overtøj og paa min venlige Værtindes Anmodning blev placeret i Sofaen, hvornæst Maaltidet begyndte; hun viste mig den Opmærksomhed at tage Plads ved Siden af mig i Sofaen og forglemte ikke at skænke flittigt i mit Glas, ligesom hun ogsaa selv paa min Opfordring fik sit eget Glas, for at vi kunde klinke, ja vi klinkede flere Gange, saa at, da Maaltidet var endt, var Flasken ogsaa tom, og en vis behagelig Stemning traadte i Stedet for den tidligere, i det mindste for mit vedkommende, alt andet end behagelige.

I den første Time huskede jeg ikke Dagens udstaaede Besværligheder, lige saa lidt som at det ikke 316var tilraadeligt at blive saa længe fra Eskadronen, men blev rolig siddende i Sofaen hos min vakre Værtinde, der heller ikke lod til at have synderlig Hastværk. Imidlertid blev det mig dog klart, at jeg maatte gaa. Jeg tog da Afsked, om end nødig, og gik til Eskadronen, der heldigvis endnu holdt paa samme Sted. Klokken var nu bleven henimod 12. Imedens jeg havde været borte, havde Vejret forandret sig saaledes, at det nu ikke alene stormede og sneede stærk, men tillige regnede, en drøj Tur for vore Heste efter om Formiddagen at have haft en saa streng March og kun lidt at æde hele Dagen.

Imedens jeg var borte, var der sendt Furérskytter ud til en Landsby tæt Nord for Kolding for at gøre Kvarter til Eskadronen, og vi ventede hvert Øjeblik paa at komme af Sted, men Tiden gik, vi kom ingen Steder, Furérskytterne kom tilbage, endnu holdt vi paa Gaden uden Udsigt til Opbrud; saaledes gik Tiden til Klokken blev 2. At vi, naar det er Dag og Fjenden er at befrygte, da maa holde og afvente Tingenes Gang, er i sin Orden; men et saadant Ophold som dette, kan umuligt være betinget af den Grund, dels fordi Fjenden i det mindste er 6 Mil borte, og der desuden langt Syd for Kolding er andre Afdelinger med udstillede Sikringstropper, og dels fordi at ingen Fjende i dette forrygende Vejr og i et fremmed Land vil vove noget Angreb. Sagen har vist en anden Grund, uheldig eller maaske forsømt Dislokation af en eller anden overordnet ...

Tirsdag den 9. Februar.

Altsaa Kl. 2 kom der Ordre til Opbrud. Vejret 317var endnu for saa vidt uforandret, dog lod det til, at Regnen ophørte og det nu igen var ren Frost, men vedblivende stærk Sne og Storm. Det var ikke videre behageligt at sidde op i de af Regn gennemblødte og tillige med Sne belagte Sadler, men det hjalp ikke, vi maatte alligevel til Hest. De stakkels Heste var meget forkomne, flere viste Tegn til begyndende Forfangenhed, hvad der dog ikke kom til Udvikling, fordi Bevægelsen kom saa betids, at det forhindredes. Heller ikke stod det synderlig godt til med Folkene; Søvnmangel, Træthed, og for manges vedkommende tillige Sult, havde allerede forlængst begyndt at gøre sig gældende; selv jeg, som dog havde faaet en god Aftensmad, var, før vi kom af Sted, saa søvnig, at jeg faldt i Søvn, saa snart jeg et Øjeblik var stille, enten jeg saa stod og laa eller sad.

Omsider kom vi til Hest og blev sat i March, men ikke, som vi troede, derhen, hvor Furérskytterne havde bestilt Kvarter; Marchen gik Øst ud af Byen mod Snoghøj. Saa længe vi holdt inde i Byen, hvor Lygterne brændte, lagde vi ikke Mærke til det betydelige Mørke, det var trods Snevejret; først da vi kom udenfor opdagede vi, at vi ikke kunde se længere, end vi kom, ligesom ogsaa Stormen nu lod sig føle i hele sin Kraft og piskede Sneen omkring, saa man næppe kunde aabne et Øje. Samtidig med os afmarcherede ogsaa de andre Eskadroner. Ved Udkanten af Byen traf det sig, at 2. Eskadron fra en Sidegade kom ind paa Chausseen og blev blandet mellem vor Eskadron, en Ulempe, der let kunde 318have faaet ubehagelige Følger, idet man i dette mørke og forrygende Vejr umulig kunde kende hverandre eller kunde høre Kommandoen. Vi var afmarcheret med Roder, hvorved vi i to Rækker, en ved hver Side af Vejen, dannede et Slags Gaasemarch; denne Tur kendte Hestene saa nøje, og man kunde være sikker paa, at de nok skulde følge Trop. Jeg tillige med flere havde ikke hørt, at der straks udenfor Kolding var blæst: «4. Eskadron, Trav!» Vi red derfor rolig Skridt og fulgte Formanden i den gode Tro, at alt var i Orden, men da en Tid var gaaet, gjorde jeg et Forsøg paa at se mig lidt omkring og opdager da, at lige foran mig rider en med Estandart; da vi kun har en af disse ved hver Eskadron, er jeg straks paa det rene med, at enten er han eller jeg i fejl Plads. Ved at spørge mig for faar jeg at vide, at for længe siden er der blæst ovennævnte Signal, og at 4. Eskadron var langt borte ... Heldigvis havde Eskadronen ikke redet Trav ret længe, thi efter en lille halv Times Forløb indhentede vi den og sluttede til, uden at nogen lagde Mærke til os.

Ved denne hurtige March kom vi lidt i Aande og blev saaledes i Stand til lidt længere at modstaa Sløvheden, som allerede haardt tyngede de fleste ved Eskadronen; hver anden Mand sov paa Hesten, og de enkelte, som ikke kunde ride og sove paa samme Tid, var næsten lige saa ubehjælpsomme af Kulde og Mathed. Vi red og red, og blev ved i Skridt saa længe, til jeg ikke var bedre faren end de fleste andre, kun opdagede jeg, at jeg hørte til dem, 319der ikke kan sove paa Hesten. Jeg faldt hen i en underlig ubevidst Tilstand, i mine Fødder havde jeg faaet Kuldesmerter, men disse var aldeles ophørte, jeg kunde slet ikke mærke, om jeg havde Stigbøjlen paa Fødderne eller ikke, lige saa lidt som jeg med Fingrene kunde holde Tøjlerne, disse hang løse, og Hesten var aldeles overladt til sig selv; det mærkelige var, at hele Tiden, efter at denne Tilstand indtraadte, syntes jeg, at jeg red langs en Mur, hvorpaa Solen skinnede saa blankt, og jeg saà min egen og de andres Skygger bevæge sig langs ad Muren, og det forekom mig, at Lyset og Varmen ligesom generede mig, hvorfor jeg immer bestræbte mig for at ride ud fra den; dette havde til Følge, at jeg, paa hvad Maade véd jeg ikke, førte min Hest til Siden saa meget, at den faldt i Vejgrøften, men sprang hurtig op igen, uden at jeg kom ud af Sadlen; det eneste, jeg med Bestemthed mærkede, var, at Estandartstangen ved denne akavede Bevægelse gav mig et Slag paa Siden af Hovedet.

Endelig kom vi saa vidt, at der gjordes Holdt, og vi var nu i Byen, hvor vi skulde i Kvarter. Hvor vi var eller hvor langt vi havde redet, vidste jeg ikke. Der hengik nogen Tid, før Indkvarteringen kunde begynde, thi Byens Folk havde ingen Underretning derom, og tillige paa denne Tid af Natten. Vi søgte snarest muligt at komme af Hestene for paa Jorden at røre Benene lidt. Som sædvanlig forsøgte jeg at sidde af ved at hæve mig i venstre Stigbøjle, men da denne ikke var paa Foden, mislykkedes det naturligvis, alligevel fik jeg det højre 320Ben over Bagpakningen og lod mig saa glide ned af Hesten i den Tro, at naar Benene naaede Jorden, vilde jeg komme til at staa, hvad der denne Gang ikke slog til, thi disse nægtede mig deres Tjeneste, hvad der havde til Følge, at jeg faldt sammen i en Klump i Sneen ude af Stand til ved egen Hjælp at rejse mig. Jeg var selvfølgelig ikke den eneste, der befandt mig i denne Situation, flere havde samme Svaghed. Imidlertid varede det dog ikke længe, før jeg igen kunde rejse mig, og efter at have gaaet lidt frem og tilbage kom jeg igen nogenlunde til Kræfter. Omsider blev Indkvarteringen ordnet og vi gik i Kvarter. Byen bestod af fem Gaarde, hvori hele Eskadronen skulde være, men da det var temmelig store Gaarde, gik det nogenlunde an med at faa Plads, især da Folkene tillige gjorde hvad de kunde.

5te Dragonregiment udgjorde sammen med 3dje den Iste Kavaleribrigade i Hegermann- Lindencrones Division, som d. 8. Marts var i Kamp ved Vejle. Korporalens Eskadron holder og holder for at «afvente Begivenhedernes Gang», hører Kanontorden, ser Fjendens Artilleri i Stilling paa Møllebakken, og «betydelige Infanterimasser paa Skraaningen af Højderne», men «det ventede prøjsiske Kavaleri lod ikke høre fra sig» og efter 6 Timers Forløb «kom der Ordre til at gaa tilbage i nordlig Retning ... Denne 2½ Mil lange March var forøvrigt meget uhyggelig; meget mørkt, lidt Regn og daarlige Veje i Forbindelse med nedslaaet Stemning over den evindelige Tilbagegaaen gjorde, at alt gik tungt og døsigt» ... 321Dagen efter har Korporalen været ude med en Patrouille, og Dagbogen meddeler:

Da vi kom tilbage til Feltvagten, var det i sin Orden, at vi, naar Omstændighederne nogenlunde kunde tillade det, efter en saa anstrengende Tur havde Krav paa lidt ekstra Frihed, hvad der ogsaa i dette Tilfælde tilstodes os.

jeg lagde mig, efter at have underrettet Feltvagtkommandøren om hvor, i et Gæsteværelse paa en Seng, naturligvis med Klæderne paa, og faldt straks i en fast Søvn. Imedens jeg sov, havde Vejret forandret sig en saadan Grad, at det nu var det mest forrygende Vejr, man kunde tænke sig, Sne og Storm, saa man neppe kunde lukke et Øje op. Feltvagten var rykket ind i Rejsestalden, og holdt der i Ro, stolende paa, at vi, som havde været langt over 2½ Mil ude, ikke havde hørt nogen Fjende. Da Klokken var mellem 7 og 8, kom en civil Mand til Feltvagtkommandøren og fortalte, at han knap en Fjerdingvej fra Feltvagten havde set fjendtligt Rytteri. Denne Efterretning kunde naturligvis ikke lades upaaagtet; i Huj og Hast blev Feltvagten alarmeret og kom til Hest, og en Patrouille udsendtes for at skaffe Underretning. Alt dette foregik, medens jeg sov, ingen havde i Skyndingen husket paa mig, enhver især sørgede for sig selv; først da de var komne til Hest og med dragne Sværd i det forrygende Vejr holdt uden for Kroen og ventede paa Fjenden, opdagedes det, at jeg ikke var med; først da erindrede Løjtnanten hvor jeg var. Jeg havde uheldigvis glemt at underrette den Mand, som passede min Hest, om, 322hvor jeg var, og i Overraskelsens Øjeblik fik han ikke Tid til at søge efter mig; jeg blev derfor rolig liggende og vilde ufejlbarlig være bleven fangen i Sengen, hvis Fjenden virkelig havde været saa nær, som nævnte Mand fortalte.

Jeg blev imidlertid vækket ved det Udraab, at Fjenden var udenfor, en ganske vist noget ubehagelig Overraskelse, der havde til Følge, at jeg fór op som jeg var gal, og uden at erindre at jeg hverken havde Støvler eller Armatur, løb jeg ud i Gaarden for at søge min Hest. Dér virkede den kolde Sne paa Ophidselsen saa meget, at jeg opdagede min mangelfulde Paaaklædning, som jeg dog først, hvordan det saa end siden gik, maatte have fuldstændiggjort; men, som sagt, «en Ulykke kommer aldrig alene», uheldigvis var mine Strømper nu bleven vaade, og Støvlerne, som iforvejen var trange, kunde jeg naturligvis ikke komme i; efter at have rykket alle fire Stropper itu fik jeg endelig Foden saa langt ned, at det blev muligt, om end med Besvær, at gaa.

Nu gik det løs paa Hesten, men atter Uheld! De 5 Heste, som havde været paa ovennævnte lange Patrouilletur, var ved Hjemkomsten sat ind i en Kornlade, hvor der laa en Del løs Halm. Efter at de andre havde taget deres Heste, var min ved at være alene bleven meget urolig, havde rykket sig løs og som et vildt Dyr løb vrinskende omkring i Halmen. Sadlen var ved denne Lejlighed løsnet saa meget, at den var gleden rundt og hang under Bugen. Hovedtøjet dels hang paa Halsen og dels slæbte efter 323den, og Foderposen for Munden; naar nu hertil kommer en forrygende Snestorm, ikke saa meget som en Lygte at faa fat paa og endelig Fjenden for Døren, saa kan man tænke sig, at Situationen var uhyggelig.

Hvorledes det gik eller ikke gik, skal jeg ikke bagefter kunne forklare, men det varede ikke mange Minuter, før jeg var til Hest og ude hos de andre, som endnu med Spænding ventede paa Fjenden. Ikke længe efter kom den udsendte Patrouillle tilbage og meldte, at de Soldater, som hin Mand havde set, var danske Dragoner fra Nabofeltvagten. Det hele var altsaa blind Allarm; — et smukt Resultat efter saa megen Travlhed og saa stor Spænding! Efter denne tragi-komiske Scene rykkede vi igen ind i Rejsestalden, hvor vi saa holdt Resten af Natten, uden at nogen Fjende paa den ene eller den anden Maade lod sig mærke. Ved Midnat holdt det op med at sne og blev efter den Tid klar Frost.

Dagbogen optegner med stor Nøjagtighed Korporalens videre Skæbne under det nørrejydske Korps' Bevægelser. Det er en Fortælling om skuffede Forventninger i Retning af at komme i Kast med Fjenden, om forskelligartet Tjeneste, om Strabadser, om gode og daarlige Kvarterer. Men, efter at være kommen til Ro paa Mors, fremhæver den unge Underofficer det dog den 19. Marts som en afgjort Behagelighed, at «alt for os har været idel Bevægelighed, og den nørrejydske Arméafdelings Liv har været meget forskelligt fra den ensformige Tjeneste paa Als og i Fredericia ... Hvert Opbrud er en lille 324Begivenhed, og vi har levet i idel Travlhed og Virksomhed ». Han føler sig glad over den Sikkerhed, med hvilken der nu ikke blot «rykkes hurtigt ud», men ogsaa al øvrig Tjeneste efterhaanden udføres, og desuden røber den unge Mand et ypperligt Greb paa at gøre sig Tilværelsen saa behagelig som Omstændighederne tillader det. Et fortrinligt Eksempel i saa Henseende frembyder allerede Dagbogen den 18. Februar, hvor det hedder:

Da vi i Mørkningen red ind i Gaarden, lagde jeg Mærke til, at i en Dør i Forpagterboligen stod en Dame, som jeg syntes at kende, uden dog ret at være vis i min Sag; imidlertid tog jeg mig denne Opdagelse til Indtægt, for om muligt at profitere deraf under Opholdet her. Saa snart vi var kommen af Hestene, gav jeg min til den Mand, som jeg havde til at passe den, og gik saa paa Opdagelse efter ovennævnte Dame, og det viste sig, at jeg havde set rigtig, nævnte Dame tjente Forpagteren som Husjomfru og Mejerske, netop i den Stilling, hvor hun under de forhaandenværende Forhold kunde gøre mig meget godt, hvortil jeg vidste, at hun ikke manglede Vilje. Hun kendte mig straks og bad mig komme til sig i sit Værelse, hvor hun saa nok skulde sørge for mig. Forinden maatte jeg dog tage Forholdsregler for et muligt Opbrud. Jeg sagde derfor min Hestepasser Besked om, hvor jeg var at træffe, men tillige med det Paalæg om, at han ikke maatte sige nogen, hvor jeg var, og kun kalde paa mig i det Tilfælde, at Fjenden angreb og Eskadronen blev blæst ud. Nævnte Dragon anbefalede jeg til Husjomfruens 325specielle Bevaagenhed, saaledes at han ogsaa høstede Nytte af mit Bekendtskab. Efter saaledes at have taget de fornødne Forholdsregler, salverede jeg min Person i Jomfruens Værelse, hvor et veldækket Bord allerede ventede mig, hvilket jeg med behørig Raskhed straks gav mig til at bearbejde, og det lykkedes mig saa godt, at jeg næsten selv forbavsedes derved. Jeg kom ved denne Lejlighed til at tænke paa Ordsproget: «Hvad er Helten uden Mad og Drikke», thi efter endt Maaltid følte jeg mig stærk nok til at gaa paa, — jeg véd ikke hvad. Omsider kom Jomfruen ind og var færdig med sit Arbejde; vi passiarede da lidt, drak en Kop Chokolade og lidt andet Smaapilleri til Klokken blev lidt over 8. Hun tillod mig at ligge mig lidt i hendes Seng, da hun alligevel i den Urolighed i Nat ikke kunde benytte den; jeg tog mod Tilbudet, aftog Overtøjet, hvad der jo rigtignok var forbudt, og krøb i Seng, mens hun syede lidt paa mine Handsker og andre Smaating. — Længere henne finder man et slaaende Vidnesbyrd om den unge Mands friske Hensynsløshed til at faa det bedst mulige ud af selv de sløjeste Forhold. Det er den 14. Marts, da Dagbogen tillige giver et malende Billede af en Rytterindkvartering i Mulm og Mørke. Den lyder saaledes:

Efter nogle Smaauheld, som f. Eks. at ride fejl eller falde i Vandgrøfter, naaede Eskadronen Byen V. Klokken omtrent 2. Navnet By lod ikke til at være synderlig berettiget her, idet vi kun kunde 326opdage en eneste Gaard. Imidlertid boede Sognefogden i denne, og han er jo den Mand, vi ved saadanne Lejligheder maa søge. Efter nogen Besvær fik vi ham vækket og stillet paa Benene, og Ritmesteren gjorde ham forstaaeligt hvorom det drejede sig. Han korsede sig for, hvorledes det skulde lade sig gøre at indkvartere 2 Eskadroner (foruden os skulde ogsaa 6. Eskadron være her) i denne lille By. Men det hjalp ikke; noget maatte der gøres. Vi blev altsaa fordelte med en 30—40 Heste til hver Gaard. Endnu fremdeles regnede og stormede det, og det var tillige saa bælgmørkt, at man ikke kunde se en Haand for sig, en tilvisse ikke meget behagelig Situation, saa at Kvartererne, selv om de var noget daarlige, var os velkomne, især nu efter i 3 Døgn, paa faa Undtagelser nær, at have været paa Benene og tilbagelagt en Vejlængde af ca. 20 Mil ...

Jeg var saa heldig at blive hos Sognefogden, tillige med mange flere, naturligvis. Vi havde ikke i Mørket udenfor Gaarden kunnet iagttage Lokaliteterne og troede derfor, at naar vi først kom saa vidt, skulde Resten nok uden Vanskelighed følge; men det gik næppe saaledes. I Gaarden kom vi snart ind, men allerede der mødte os de første Ubehageligheder, idet den største Del af Gaardsrummet optoges af et næsten bundløst Møddinghul, hvori flere straks satte sig saa fast, at de kun med stor Besvær kom op igen; kun langs Husene var der en smal Gang, som til Nød kunde passeres, men dette kunde i Mørket ikke observeres. Egentlig 327Staldplads havde Manden kun til 3 Heste, og denne var optaget af hans egne, han anviste os derfor et andet Rum; men desværre dér kunde Hestene ikke komme ind, selv om vi tog Sadling og Pakning af. Her var altsaa ikke andet at gøre end at brække Hul paa Væggen, hvad der heldigvis ogsaa let lod sig gøre, da den kun bestod af Ris og Ler. Omsider kom vi saa i Hus med Hestene og fik Hullet lukket til med noget Halm. Ved nærmere Eftersøgelse viste det sig, at Plads var der rigelig af, idet der saa godt som ikke fandtes Skillerum indvendig; hist og her laa noget Halm og et enkelt Sted endogsaa utærsket Korn.

Medens vi havde travlt med Anbringelse af Hestene, havde Mutter i rigtig Forstaaelse af det nødvendige heller ikke været ledig; noget Smørre- og navnlig Fedtebrød blev i en Fart skaaret, og Kaffekedlen eller Gryden sat i Virksomhed, saa at vi, da vi kom ind, straks kunde faa lidt Forfriskning, som smagte godt, selv om Retterne var nok saa beskedne. Forøvrigt var det ikke saa meget Sulten som Mangel paa Søvn og de gennemblødte Klæder, der generede os. Som Kuriositet skal anføres, at Ritmesteren heller ikke ved denne Lejlighed var meget fintfølende, thi uden videre Omstændigheder krøb han i den Seng, som Manden og Konen havde forladt, trods dens mindre indbydende Udseende, i en Alkove med snavsede uldne Lagner (her bruges nemlig uldne Lagner, der saà ud som snavsede Hestedækkener). At faa Sengeplads her kunde der 328ikke være Tale om, hvorfor det blev enhvers Sag at sørge for Soveplads. Den Smule Halm, som var der, var selvfølgelig selvskreven som Logis; men dette Leje kunde ikke udholdes ret længe, thi de vaade Klæder gjorde det umuligt at holde Kulden borte, hvorfor man snart maatte paa Benene igen. Jeg gik lidt ud paa Rekognoscering og opdagede et Karlekammer med en Seng i, i denne laa rigtignok et levende Væsen, om Menneske eller Dyr kunde jeg i Mørket ikke se, men da jeg antog det første, gjorde jeg ikke mange Ophævelser, fik i en Fart Støvlerne og Kappen af og saa godt som muligt gemte mig ved Siden af den sovende Skabning, der rigtignok gjorde lidt Indsigelse, da de vaade Klæder berørte ham, men jeg lod mig ikke genere heraf, jeg lagde mig til Rette og sov snart ind. Hvad der videre passerede i Løbet af Natten, véd jeg ikke, thi jeg sov uafbrudt, trods ovennævnte Væsens Forsvinden, til Kl. II, da jeg vaagnede og befandt mig ene. Jeg havde tilvisse sovet godt, uagtet det var en yderst elendig Lejlighed, jeg befandt mig i, med en Seng af en saadan Beskaffenhed, at den kun med den største Velvilje kunde kaldes dette. Imidlertid havde jeg sovet godt og i det væsentligste faaet mine Klæder tørrede, saa nu var jeg ovenpaa og kunde igen rykke ud, naar det skulde være ...

Resten af Dagbogen kommer, som Begivenhederne udvikler sig og i Følge Sagens Natur, ikke til at indeholde væsentlig andet end de Ryttertilstande og Stemninger,329som den unge Underofficer allerede har behandlet i sin højst karakteristiske Stil.

Optegnelserne slutter med Ridtet «ad Chausseen til Randers, hvortil vi ankom den 6. December, Kl. 3 Eftmd. Dette var saaledes Slutstenen paa min Deltagelse i Krigen 1864.» —

330

En Student og frivillig paa nitten Aar.

En længere Redegørelse, skreven fra Garnisonsstedet, Odense, i Begyndelsen af August 1864 og i Løbet af faa Aftener efter hverandre til Brevskriverens Fader, en Sognepræst paa Landet.

Efter Løfte sender jeg dig herved den Fortælling om min korte, men ikke desto mindre indholdsrige Krigerstand.

Som du véd, havde jeg lige fra Krigens Udbrud villet tage aktiv Del i den; det eneste, der hindrede mig, var dit Forbud. Til sidst fik jeg i Slutningen af Maj Brev fra dig, hvori du ikke ligefrem forbød mig det, men overlod til mig selv at gøre, som jeg vilde. Straks den næste Dag var min første Gang ned til Gammelholm for at lade mig optage mellem de frivillige. En gammel Sergent, jeg traf dernede, fraraadede mig imidlertid mit Forsæt paa det alvorligste og mente, at jeg var altfor spinkel til at kunne taale Krigens Strabadser; da min Standhaftighed imidlertid holdt Stand, fik jeg Ordre til at møde to Dage efter, anden Pinsedag, for at blive undersøgt og indskreven. Til den bestemte Tid mødte jeg ogsaa rigtigt og 331
befandt mig i Selskab med en udsøgt Samling af menneskelige Individer, hvis skjorteløse Krop hos flere nysgerrig kigede ud i Verden og lod formode, at de af pekuniære Fordele blev bevægede til at tjene deres Fædreland. Imidlertid blev jeg ikke optaget paa Grund af, at jeg hørte hjemme i Odense-Lægdsrulle; enten skulde jeg skaffe mig et Flyttebevis eller gaa til Odense. Jeg valgte det sidste, og et Par Dage efter befandt jeg mig som frivillig menig i andet Rekrutkompagni, kommanderet af Løjtnant A., forhenværende Spillemand ved Dragonerne. Kapt. B. var Skolens Kommandant; han var ilde lidt mellem alle Soldaterne for den Haardhed, hvormed han straffede de mindste Forseelser, og der blev sagt om ham, at han ikke kunde tjene i den aktive Armé, fordi Soldaterne i hans Kompagni havde truet med at skyde ham i den første Batalje. Vor Løjtnant var en godmodig lille Tyksak, som ikke havde meget Begreb om Infanterieksercits; han antog aabenbart, at en af Hovedtingene var at kunne skælde dygtig ud, hvilket han ogsaa gjorde med en mageløs Virtuositet og Tungefærdighed, naar han, som det imidlertid sjeldent var Tilfældet, holdt Kompagnieksercits. Underofficererne havde derfor deres frie Spil, og naar de blev trakterede med en halv Bajer, kunde vi gøre, hvad vi vilde, hvad vi ogsaa i Virkeligheden gjorde. Min Sidekammerat var fra Odense, en forhenværende Forvalter P., og ham havde jeg at takke for alle de Begunstigelser, jeg nød; ved hans Hjælp havde jeg faaet en splinterny Uniform (Rekruterne gaar ellers i gamle, forslidte), havde faaet Lov til at gaa 332
civil og blive ude om Aftenen, saa længe jeg vilde. P. og jeg besøgte jævnlig Løjtnanten og da P. havde Hest og Vogn til sin Raadighed, inviterede han A. med Kone til Køreture, og vi havde derfor aldeles frit Sprog kunde gøre og lade, som vi vilde. Dersom Tiden, der var bestemt til at eksersere i, virkelig var bleven udfyldt dermed, vilde det have været strengt nok; vi maatte møde om Morgenen Kl. 5, undertiden før, og havde Øvelser til Kl. 10, om Eftermiddagen atter fra Kl. 1½ til henimod 7 Aften, men, som sagt, den halve Tid blev tilbragt med at ligge i Græsset og fortælle Historier. Henimod Slutningen af Skoletiden, da vi havde faaet vore Kapper og Tornystre, blev vi indøvet i noget, der kaldtes Marchøvelser; disse bestod i, at vi provianterede godt ud og travede saa ud af Byen med Løjtnanten i Spidsen, der pustede og stønnede ved denne usædvanlige Anstrengelse. Var vi først ude af Byen, spadserede vi i al Gemytlighed ud til Halvmilepælen paa Nyborg Landevej, lejrede os i Græsset, spiste og drak; og efter Omstændighederne efter 2 —4 Timers Hvile gik vi hjem igen og blev af Løjtnanten erklærede som fortræffelige til at marchere. Tre Uger omtrent varede Skolen, efter at jeg var traadt ind i den, og i den Tid skete der ingen mærkelige Begivenheder. En Dag blev vi inspicerede af et Par Officerer, der samlede frivillige til Aarøes Korps; jeg meldte mig og der blev sagt mig, at jeg senere skulde faa Ordre, om hvor jeg skulde støde til det, en Ordre, som imidlertid aldrig kom, saa efter Skolens Slutning brugte jeg min Ret som frivillig til 333at vælge hvilket Regiment jeg vilde til og forlangte at komme til 5te, der dengang laa paa Als.

Den 17. Juni blev Skolen sluttet; om Aftenen holdt vi menige et stort Bal i Hunderup Skoven (I (???) pro pers.); Løjtnanten var vor Æresgæst, Damerne havde fri Entré, og de mødte ogsaa i et tilstrækkeligt Antal. — Foruden mig var der en 5 à 6 andre frivillige, der skulde til Als; en Skolekammerat af mig, Student H., fik Kommandoen over os tilligemed Marchruten, der imidlertid kun lød paa, at vi den 20de skulde være i Faaborg, uden at Mellemstationen var bestemt. Den 19. Juni om Formiddagen begav vi os altsaa paa Marchen. Det var en varm Sommerdag, og den fulde Oppakning uvant for os at bære. Da vi havde tilbagelagt omtrent ½ Fjerdingvej, lejrede vi os, gjorde et dygtigt Indhug i vor Proviant, og holdt derpaa et Krigsraad, præsideret af vor Kommandant, hvori det blev besluttet, (vi var nemlig alle enige om, at det vilde være et Fandens varmt og ubehageligt Arbejde at marchere til Faaborg) at sende nogle Mand tilbage mod Odense for at rekognoscere, om Terrænet var frit. Hvis dette var Tilfældet, skulde enhver møde med sine Pengemidler; disse skulde saa anvendes til det almindelige bedste og en Vogn skaffes til Veje. Lykken var os gunstig, vi kom baade lykkelig ind i Byen, fik en Vogn og nu gik det med Sang lystig ud ad Faaborg Landevej. Vor vise Kommandant lod paa Vejen udgaa følgende Befaling til sine lydige Soldater, efter at jeg var bleven udnævnt til hans Adjudant: «Jeg og min Adjudant tager for Natten vort 334
Standkvarter i Korinthe Kro, Hovedstyrken af Armeen procederer til Faaborg, tager vel Vare paa min og Adjudantens Bagage og understaar sig ikke i at vise sig offentligt, før jeg og min Officer har holdt vort Indtog og jeg har meldt Armeens Ankomst til den kommanderende General». Disse diktatoriske Befalinger blev ogsaa punktligt adlydte; Kommandanten og jeg tilbragte en behagelig Aften med at spadsere omkring i de smukke Anlæg ved Holstenshus og laa i Korinthe Kro om Natten. Imidlertid viste det sig, at den ærede Kommandant ikke havde været aldeles uegennyttig i at vælge Korinthe til Standkvarter, thi han erklærede mig, at han den næste Morgen tidlig vilde gaa ud at besøge en vis Skovfoged. Jeg maatte ikke straks følge med, men fik Lov til at komme et Par Timer bagefter; Skovfogden viste sig ganske rigtig at have nogle smukke, unge Døtre. Imidlertid havde vi kun kort Tid til at opholde os hos den gæstfri Familje og begav os tilbage til vor Kro; her traf vi en Købmand fra Faaborg, der først inviterede os til Middag og saa til at køre med ham til Faaborg, hvor vi ogsaa et Par Timer efter holdt vort Indtog paa en standsmæssig Maade, kørende i en Kabriolet med to smukke, brune Heste for. I en lille Gæstgivergaard, der var opgivet som Mødested, traf vi ogsaa ganske rigtig Armeens Hovedstyrke ivrig i Færd med at spille Billard. Vor Kommandant samlede sin Troppestyrke og vi afmarcherede i tilbørlig Orden til Pladskommandanten, hvor vi fik vore Kvarterbilletter og Ordre til at blive i Faaborg til videre Ordre. Vi slog os 335altsaa til Ro i Faaborg, blot vor Kommandant maatte melde sig hver Morgen Kl. 8 for at høre, om der var noget nyt. Jeg fik mit Kvarter anvist hos en gammel Enke, der ikke vidste alt det gode, hun vilde gøre mig. Jeg havde et Værelse for mig selv og blev trakteret med Æble- og Stikkelsbærgrød til alle Tider af Dagen. I tre Dage beærede vi Faaborg med vor Nærværelse; den 24. Juni om Morgenen Kl. 8 fik vi Ordre til om en Time at holde os færdig til Afrejse med en Jagt til Høruphav. Det var et stygt Vejr med Regnbyger og en halv Storm fra NV., men Ordren maatte jo pareres, og vi seks Mand gik ombord, og saa snart vi vel var ombord, lettede Jagten, der var ladet med Granater, og stod ud efter. Den næste Morgen ved Solopgang kastede vi lykkeligt Anker ved Hørup og blev vækkede fra vort Leje paa Granaterne med Dundren fra de prøjsiske Batterier ved Dybbøl, hvorved der blev erklæret, at Vaabenstilstanden var forbi.

Det var en broget Scene, der viste sig for os paa Stranden, da vi kom op paa Dækket. Der laa fuldt af Skibe, her lossedes Proviant, der Kanoner og Heste, paa Stranden fór Dragoner frem og tilbage, og der var et Liv og Tummel i den tidlige Morgenstund. I Land maatte vi melde os hos EtappeKommandanten, og vor lille Karavane blev nu skilt ad; kun H., Forvalter F. og jeg skulde til 5. Regiment, der var stationeret i Sundsmark. Det var en prægtig Sommermorgen, vi havde for os, da vi gik gennem de store Skove Sønden for Sønderborg, og vi skyndte os heller ikke for stærkt, saa det var 336
over Middag, inden vi naaede vort Kvarter i en Bondegaard i Sundsmark By. Forud for vor Ankomst derhen havde vi meldt os hos Regimentskommandøren, Major M., og H. og jeg var bleven ansat ved 6. Kompagni, F. under Broder Peters Kommando ved 4de. Som sagt, i en Bondegaard i Sundsmark traf jeg mine fremtidige Kammerater, der lige havde faaet deres Klipfisk og Vælling til Livs og nu laa omkring paa Halmen røgende Tobak, skrivende Breve eller foretagende sig andre nyttige Beskæftigelser. Og et blandet Selskab var det; der var en norsk Bonde, en svensk Handelsrejsende, en theologisk Kandidat, en Skuespiller, en Handelsbetjent, en Skolelærer o. s. v. Vi to ny ankomne blev med Jubel optagne i Samfundet og trakteret med Levningerne af det lukulliske Maaltid. Lang Tid til Ro og Betragtning over vore ny Bekendte fik vi ikke, thi snart fik vi at vide, at vi skulde paa Forpost om Natten; Vaabnene blev efterset og pudsede, og hen paa Aftenen marcherede vi af Sted; hvor vi tog vor Stilling, véd jeg ikke, det var bag nogle afbrændte Gaarde. Paa Vejen derhen opvartede Prøjserne os med den første Granat. En gammel Forstærkningsmand, Aborre (fra Aborrebjerget ved Assens), tror jeg havde begyndt for mig et populært Foredrag over Prøjsernes forskellige Granater: «Sér du,» siger han, «der er nogle, vikalder Lærkeunger, de siger kluk, kluk! men — Dæk!» brøler han i det samme, og jeg og en Del andre Rekruter, der kun kendte Krigen fra Illustreret Tidende, og som nu hørte en Granats ominøse Hvinen, 337kastede os ned paa Maven midt paa Vejen, hvor der ikke var mere Dæk, end om vi havde staaet lige foran Kanonen. Vi blev imidlertid noget flove, da vi saà de andre le ad os, Granaten var fløjet langt over Hovedet paa os; imidlertid var Aborre bleven afbrudt i sin interessante Afhandling, da han kort efter blev sendt ned til Stranden som Lyttepost.

Der skete intet mærkeligt om Natten, og den næste Morgen tidlig gik vi til Sundsmark Barakker, hvor vi skulde hvile os om Dagen, for atter at rykke paa Forpost om Natten. Barakkerne var lange Træhuse, hvor man laa behageligt, paa Halm, Side om Side, og sov fortræffeligt med sin Tornyster under Hovedet, uagtet «Svinefjerene», som Halmen kaldtes, kunde rose sig af at underholde en talrig Befolkning af smaa, sorte og graa Plageaander. Eftermiddagen benyttede jeg til at spadsere omkring mellem Barakkerne, traf flere af mine Skolekammerater og hørte en Prædiken af Pastor Clausen under aaben Himmel, medens Artilleriilden dundrede ude i Kæden. I Tusmørket om Aftenen rykkede vi ud paa Forpost, ganske stille gik Marchen for sig, for at Prøjserne ikke skulde blive opmærksomme ved Larmen og faa Øje paa Kolonnen og give os nogle Granater, medens vi marcherede over Bakkerne til Kjær By, hvor vi skulde afløse Strandvagten. Der fandtes her dobbelte Skyttegrave, en tæt ved Stranden, en anden et Par hundrede Alen tilbage, men de var forbundne med hinanden ved Forbindelsesgrave. Uden noget Uheld blev Afløsningen fuldført, og vi indtog vor Stilling i Skyttegravene ved Stranden. Det var en blikstille Sommernat, 338kun afbrudt ved Kommandoraabene fra Artilleristerne, der arbejdede paa en Skanse ikke langt fra os. Ogsaa fra Sundeved-Siden hørte man op mod Sandbjerg Skov af og til Kommandoer og en Lyd, som om Bjælker læssedes af Vogne. En lille Avisodamper fra Augustenborg passerede ned gennem Sundet, og General Steinmann med nogle Officerer inspicerede Forpostkæden. Den korte Nat var snart gaaet, og om Morgenen kunde vi orientere os i vor Stilling. Ret over for os paa Sundeved laa Stengaardene eller rettere Ruinerne af dem, thi kun Stenmurene stod tilbage ligesom af Dybbøl Mølle, som det har kostet Prøjserne saa mange Granater at faa Bugt med. Mod Nord havde vi Sandbjerg Storskov, og paa Aissiden Kjærvig. Dagen gik med lidt Skydning fra begge Sider, navnlig Granatild, og vi saà et Eksempel paa, med hvilken Præcision Prøjserne benyttede deres Kanoner. Nogle hundrede Skridt Nord for det Sted, jeg stod, havde de i Skyttegraven en af de store Voldrifler, hvormed man kan skyde nogenlunde sikkert paa en Afstand af 1200 Alen. En dygtig Skytte havde med den skudt en prøjsisk Artilleriofficer paa en lille Skanse lige overfor, og straks blev der fyret paa Skyttegraven, hvis Brystværn Granaterne ogsaa rigtig gennemborede uden dog at ramme en Mand.

Hen imod Aften blev det livligere, Støj og Spektakel hørtes ovre fra Sundeved; det var de prøjsiske Soldater, som fik ekstra Rationer Grog uddelt. En af dem fandt paa at komme helt ned til Stranden og synge: «Oh Hannemann, oh Hannemann! Du hast verloren ganz dein Land.» Han skulde skydes, og 339
Nordmanden blev udvalgt til den Hædersforretning; med stor Sindighed lægger han an paa Brystværnet, sigter og — Kuglen plaskede midt ud i Sundet. Vi havde rigtignok gaaet med Skud i Geværet i et Par Dage, og det havde regnet, saa Ladningen var bleven fugtig. Der blev forsøgt fiere Skud paa ham, og et af disse har rimeligvis været nær ved ham, da han skyndsomt krøb ned i et Hul. Peter, med en anden Løjtnant, kom ned i vor Del af Skyttegraven, han stod med sine Folk nærmere oppe ved Kjærvig; de sidste Ord, han sagde, var: «I Morgen kommer Prøjserne, men jeg haaber, at de skal faa dygtig Bank!». Da det blev mørkt, blev vi afløst og tog Stilling som Piket i de bageste Skyttegrave. Her havde vi Lov til at stille Geværerne i Pyramide og hvile os lidt ovenpaa de 24 Timers Forposttjeneste. Der var en Soldat, der kaldtes Sognefogden, en Fyenbo; hvad han hed, véd jeg ikke. Den samme Sognefoged havde et mageløst Fortællertalent og en Rigdom paa Eventyr, og vi plejede om Natten at lejre os om ham og høre paa hans Fortællinger, der blev fortalt i rigtig bredt fynsk. I denne for Danmark saa skæbnesvangre Nat skulde vi imidlertid ikke faa Lov til at høre en af hans Historier om en fortryllet Prinsesse til Ende, den sidste han fortalte, stakkels Fyr! Kl. 1½ omtrent kom vi alle paa Benene i et Nu ved en voldsom Granatild; i enkelte Smaapavser hørtes tydeligt Geværildens Knitren. Det var et prægtigt Syn at se den Mængde Ildblus langs op med Kysten, men hvad der nærmere gik for sig, vidste vi ikke, men ventede, opstillet i Kompagnikolonne, med stor Ængstelse 340
Dagens Frembrud. Snart sagtnede Granatilden betydeligt, derimod hørtes nu saa meget skarpere Pelotonilden. Prøjserne havde altsaa forsøgt en Overgang og var virkelig kommen over paa Øen. Endelig brød den saa længselsfuldt ventede Dag frem, og vi saà nu en Mængde Baade i Sundet, ud for Sandbjerg Storeskov. Hvad var sket? Ingen vidste Besked, ingen Ordre kom, ensomme og forladte stod vi. Vor Kaptajn stod paa en lille Forhøjning og saà med sin Kikkert paa Baadene; jeg hørte ham sige til Premierløjtnanten: «Det er tydeligt, Prøjserne er kommen over, men da vi ikke blev alarmerede, er de rimeligvis bleven sprængte af 4. Regiment, og Geværilden, vi hører, hidrører fra disse forsprængte Afdelinger.» En Stund stod vi endnu, men da ingen Ordre kom til nogensomhelst Aktion, vilde Kaptajnen lade os, som det var vor Tur, marchere tilbage til Sundsmark Barakker for at faa lidt Hvil efter 36 Timers Tjeneste. Vi begav os altsaa paa Vej, men var imidlertid ikke kommen ret langt, førend en Ordonnans kom sprængende, gav en Melding til Kaptajnen, og vi maatte marchere til Surløkke Batteriet, der blev heftig beskudt af Fjenden, og flere Granater slog ned mellem os, mens vi var i Færd med at rulle vore Kapper sammen og gøre os rede til Kampen. Dog blev ingen ramt af Granatstumperne, der hvinende fløj om Ørene paa os eller rodede Jorden op tæt ved os. Her saà jeg dog den første saarede, en Artillerist, der blev baaret ud af Skansen; han var bleven frygtelig tilredt af en Granatstump og laa i en hel Pøl af Blod paa Ambulancen. Geværkuglerne begyndte nu at pibe 341omkring os, mens vi begav os til en lille Kratskov, i hvis Front vi blev opstillede langs med et Gærde. Skansen blev forladt af Artilleristerne, og Kanonerne var bleven ødelagte, om af Fjendens Ild, véd jeg ikke. Artilleristerne saà imidlertid ganske fornøjede ud over at være slupne, da de kom løbende ned forbi os og tilraabte os et: «Nu stikker vi nok af!»

Lang Tid stod vi ikke ørkesløse, snart saà vi 18. Regiment trække sig tilbage over Markerne fra Kjærby, og 5. Regiment fik Ordre til at optage Kampen med den forfølgende Fjende; 6. Kompagni stod yderst paa Fløjen, nærmest ved Sundet; vi blev opløst i Skyttekæder og der blev blæst: «Til Angreb! Bajonnetten paa!», og med Hurra brød vi gennem Gærdet, blev modtaget med nogle voldsomme Salver fra den prøjsiske Skyttekæde bag Gærdet paa den anden Side af Marken. Det kostede adskillige Livet, vor flinke, lille Løjtnant M. faldt med en Kugle gennem Knæet, men fremad maatte vi, og det modsatte Gærde tog vi. Men det var imidlertid bleven forladt af Prøjserne, der nu dukkede op bag ved det modsatte Gærde. Der begyndte nu en regelmæssig Kamp mellem Skyttekæderne. Hovederne dukkede op og ned bag Gærdet, og Kuglerne peb omkring én, naar man et Øjeblik kigede op over Dækningen for at udfinde et passende Maal. Sognefogden og jeg laa sammen; vi havde en fortræffelig Stilling med Benene i en Vandgrøft og var begge ivrigt beskæftigede med at skyde paa nogle prøjsiske Kolonner en 300 à 400 Alen fra os. Pludselig hører jeg ham udstøde et Skrig og et «Hjælp mig!» og han faldt forover med Ansigtet 342
mod Grøftevolden. Jeg hjalp ham lidt til Rette og fik ham stillet med Ryggen op mod Volden. Da jeg derefter saà mig om, ser jeg til min ikke ringe Forbavselse, at de danske er i Færd med at forlade Marken, jeg saà nogle enkelte springe over Gærdet paa den anden Side, og et Kompagni Prøjsere i Luntetrav løbe op ikke mere end 30 Skridt fra mig, dækkede af Markens Sidegærde. I en Fart var jeg paa Benene og rendte, hvad Remmer og Tøj kunde holde, jeg hørte Kuglerne suse lige forbi mig. Der bliver fra en af Prøjserne raabt: «Halt!», jeg vender halv Front mod dem, faar Øje paa en, der med Bøssen til Kinden sigter paa mig, i samme Nu fyrer han, og jeg — falder forover uden Bevidsthed. Rimeligvis har Bevidstløsheden kun varet et Øjeblik, thi da jeg kom til mig selv, slog de danskes Kugler endnu ned rundt omkring mig. Der var imidlertid fuldt af prøjsiske Soldater paa Marken, jeg følte en stikkende Fornemmelse i Brystet og kunde kun med Besvær trække Vejret; imidlertid rejste jeg mig op paa Knæene, men blev straks taget under Armene af et Par Feltskærere, der førte mig hen til en Læge. Jeg havde i min Uniform et lille rundt Hul, lige hvor Hjertet skulde sidde under den, og var egentlig lidt forundret over, at jeg endnu var i Live. Uniformen blev knappet op, og det viste sig da, at Kuglen havde slaaet mod min Træpibe, var gaaet gennem min Regnskabsbog og et Cigaretui og ud under Armen, det eneste Spor, den havde efterladt paa Kroppen, var en rød Plet. «Sie haben einen glücklichen Schuss bekommen«, 343sagde Doktoren, og jeg kunde jo ogsaa med Rette være glad over at være sluppen saaledes fra det. Der var imidlertid nok at gøre for Lægen, og jeg blev overladt til en Soldat, der skulde transportere mig til Kjær By. Han tog mig meget broderligt under Armen, bar min Tornyster for mig. Kamplarmen havde imidlertid sagtnet, og man hørte kun af og til Skydning ned mod Sønderborg og saà Blusset af de brændende Barakker ved Sundsmark. Jeg lagde Mærke til, at min Ledsager havde, ligesom jeg ogsaa havde set det hos mange andre, et Dødningehoved tegnet med Blæk paa det hvide Bind, de bar om den venstre Arm. «Ja,» siger han, «wir haben geschworen keinen Pardon zu geben». Da jeg imidlertid anførte mig selv som et Eksempel paa, hvor daarlig han holdt sin Ed, svarede han: «Die Preussen sind gutmüthig, sie können es nicht thun ».

I Kjær By, der var slemt medtaget af den haarde Kamp, og hvoraf flere Huse var brændte, mødte vi et Regiment af de røde (ziethenske) Husarer, der med spændte Karabiner hurtigt red ned ad Sønderborgvejen. Jeg blev bragt ind i en Gaard, hvor der allerede var en Del saarede, og snart kom flere bag efter, saa at der snart var omtrent 50 dels Prøjsere og dels danske, de fleste haardt saarede. Vi danske, omtrent 30 i Antal, blev placerede i Loen; der var imidlertid ikke tilstrækkelig Halm, saa at mange maatte ligge paa det bare Logulv; Prøjserne laa omkring i Stuerne. Det var kun en lille Bondegaard. Beboerne havde i Haven gravet en Kule i Jorden; herhen havde de bragt 344deres Kostbarheder og havde selv taget Bopæl der. Af mine forrige Kammerater traf jeg her den stakkels Sognefoged, der aabenbart ikke havde længe tilbage at leve i. Han vidste ikke, hvor han var, og talede i Feberfantasier. Tillige traf jeg Svenskeren, der havde faaet et Kødsaar i Laaret. Imidlertid, dér laa vi, og som det lod til, blev vi aldeles glemt, ikke et Menneske kom til os, det blev Aften, endnu ingen. De saarede havde kun faaet en foreløbig Forbinding paa selve Kamppladsen og trængte til at faa ordentlig Pleje. En prøjsisk, letsaaret Polak og jeg, gjorde hvad vi kunde for dem, gav dem at drikke, lagde Bandagerne om, saa godt vi kunde, fik Konen i Huset til at koge lidt Mælk, som hun fik, Gud véd hvorfra, men som blev en sand Lædskedrik for de haardest saarede; men kun de aller færreste fik noget, de fleste maatte se tørmundet til, dog heldigvis Vand var der nok af.

Natten kom — og det en Nat, som jeg sent vil glemme. En ynkelig Lampe var bleven hængt op under Hanebjælken, den lyste kun saa meget, at man kunde skimte, se var der ikke Tale om. Det var saa koldt, Vinden tudede gennem Sprækker i Døren og Lervæggene, Regnen dryppede ned gennem det utætte Tag. Jeg var træt til det yderste, men det var umuligt at sove blot et Øjeblik; jeg havde sat mig hen i et Hjørne med Ryggen mod Muren, uafladelig lød Jamren og Klynken, og i Halvmørket kunde jeg skimte den blodplettede Halm og de Skikkelser, der sukkende og jamrende vred sig paa den. Jeg havde faaet en Spand Vand ind om Dagen 345og lædskede dem, der trængte til det. Morgenen kom og stadig ingen Læger; først efter Middag kom ganske tilfældig en civil Mand til Gaarden, og ham fik jeg til saa hurtig som mulig at gaa til Sønderborg og melde til en eller anden prøjsisk Avtoritet, hvordan det stod til. Et Par Timer efter kom endelig de længe savnede Læger med Lazaretvogne til øjeblikkelig Bortskaffelse af de saarede. Jeg blev straks taget i Tjeneste som Tolk. Med Lazaretvognene kom der to Officerer, Løjtnanterne H. og T., den første spurgte mig om Navn, og da han hørte det, fortalte han mig, at han laa i Kvarter i Nabogaarden til A. Præstegaard [hvor Brevskriverens Fader boede]. Jeg kom op i en af Lazaretvognene og maatte køre med ham til Hørup for at opdage, om der var flere saarede, der var glemt, ligesom vi i Bondegaarden. At der ingen Læger var kommen til Gaarden havde sin Grund i, at man havde glemt at hejse et hvidt Flag paa Huset.

Vi begav os altsaa paa Vejen; endnu laa døde spredte rundt omkring; tæt udenfor Kjær var der samlet 60 paa et Sted. Det var et stygt Syn at se dem ligge der i det klare Solskin med de blaalige, hos de fleste i Dødskampen frygteligt fortrukne, Ansigter; udplyndrede var de alle. I Nærheden af Hørup lejrede vi, o: de to Løjtnanter og jeg, os paa en Eng, og jeg fik noget at spise, hvad jeg trængte haardt til, efterat jeg, siden et ringe Maaltid Tirsdag Aften, aldeles intet havde nydt indtil denne Tid, omtrent Kl. 4 om Torsdag Eftermiddag. At se en menig, dansk Soldat holde Maaltid med prøjsiske Officerer 346maa have forbavset de menige i høj Grad, thi de samlede sig i Mængde og kigede nysgerrig paa, hvad Enden vilde blive paa det. Vi fandt ingen saarede i Hørup og begav os derfra til Augustenborg. Paa Vejen derhen fandt vi i et lille Husmandshus min gamle Ven, Aborre, der laa og droges med Døden med et Skudsaar gennem Brystet. Da han aabenbart laa paa sit yderste og sandsynligvis vilde dø under Flytningen, lod H. ham ligge. Fra Augustenborg kørte vi tilbage til Sønderborg, hvor vi først ankom, da det var mørkt. Løjtnant H. vilde nu have mig anbragt paa et Hospital, men jeg erklærede, at det vilde jeg ikke, da min Skade ikke var den Ulejlighed værd at lægge sig paa et Hospital for den. «Ja,» svarede han, «so soll ich Sie eigentlich an die Wache abliefern, das will ich aber nicht; wenn Sie mit mir nach Hause gehen wollen, will ich Ihnen ein gutes Nachtquartier geben, aber eins versprechen Sie mir, Sie laufen heute Nacht nicht weg». Med Glæde tog jeg imod hans Tilbud; han laa i Kvarter i en Gaard en Fjerdingvej udenfor Sønderborg; der kørte vi altsaa ud, holdt et lukullisk Maaltid af Skinke og Æg, røg en Cigar derpaa og passiarede en Timestid, saa delte min ædelmodige Fjende sin Seng med mig, og vi sov begge fortræffelig efter de hafte Anstrengelser. Den næste Morgen laante min fortræffelige Vært mig 10 Thaler, mine Pengeaffærer var temmelig derangerede, jeg var kun Selvejer af i R, og jeg blev afleveret til Vagten i Sønderborg; nu var jeg altsaa for Alvor Fange, og det fik jeg ogsaa snart at føle.

347

Den «Feldwebel», der kommanderede Vagten, begyndte straks at skælde mig ud for «Hannemann», erklærede de danske for fejge Hunde og Prøjserne for tapre Karle. Da jeg svarede ham, at det viste tilstrækkelig deres Tapperhed, at de havde Mod til at haane en forsvarsløs Fange, blev han rasende, greb sit Gevær, satte mig Bajonnetten for Brystet, og truede med at vise mig, hvad det vilde sige at fornærme en Prøjser. Da Trudslen imidlertid ingen Virkning gjorde paa mig, morede han sig med at fortælle de andre Soldater, hvordan han skulde faa udvirket, at jeg kom til at arbejde i Spandau paa Fæstningsværkerne, bundet med Lænke, der endte i en Kugle af en Gud véd hvor mange Punds Vægt. Imidlertid blev Vagten snart afløst, og af det ny Vagtmandskab blev jeg i enhver Henseende behandlet ordentlig. Imidlertid var der bleven bragt 3 Overløbere, Slesvigere fra Tønder-Egnen, ind paa Vagten, senere kom en fjerde til, de havde skaaret den danske Kokarde af Kasketten og sang «Schleswig-Holstein». Vagtlokalet bestod af to Stuer, en forhenværende Manufakturbutik og et lille Værelse indenfor, i dette inderste Værelse var der strøet Halm paa Gulvet og det blev benyttet som Soverum. En dansk Kone, der boede ovenpaa i samme Hus, var saa venlig at bringe mig nogle Sengeklæder ned. At hævde min Ret til dem, havde jeg haardt nok ved, navnlig om Natten, thi Prøjserne krøb saa tæt som mulig op til mig for ogsaa at faa en Part af dem. Traktementet, de prøjsiske Soldater fik, var meget fordringsløst. Et Par Gange om Dagen kom en Gryde ind med Kaffe 348(nominelt), og heraf kunde enhver af Hjertens Lyst drikke, af tørt Brød var der ogsaa tilstrækkelig Forsyning; Sukker, Mælk og Smør var Luksusartikler, som ikke saàs; til Middag fik vi elendig Vandsuppe og Ris og et lille bitte Stykke Kød. Konen ovenpaa havde inviteret mig til Kaffe; jeg bad Vagtkommandøren om Tilladelse dertil og vilde give mit Æresord paa, at jeg vilde komme tilbage igen. Han erklærede imidlertid «dass ein gemeiner Soldat kein Ehrenwort habe», men lod mig imidlertid senere gaa derop, ledsaget af en Soldat med Pikkelhue og Gevær for Sikkerheds Skyld. Mens jeg drak min Kaffe, sad det stakkels Bæst i hele sin stive Stads og saà med længselsfulde Blikke hen efter Kaffekanden. Jeg bad derfor Konen om at give ham en Kop ogsaa, og uden hverken at sige Tak eller noget drak han Kaffen. Da han havde faaet den til Livs, sagde han: «Die Dänen schlagen sich gut», og dermed var hans Konversationstalent udtømt. —

I Sønderborg var jeg til Løverdag Middag (2. Juli), da jeg fik Ordre til, ledsaget af en Mand og en Gefreiter, at marchere over Graasten til Flensborg. Overløberne skulde med, men da de havde Lov til at gaa, hvor de vilde, naar de blot fulgte, havde jeg alene Æren af det ledsagende Mandskab og blev transporteret ud af Sønderborg med en Mand foran mig og en bag ved, begge med spændte Haner paa deres Bøsser. Ved Dybbøl Skanser var vi saa heldige at komme til at køre med en Ægtvogn; med mine Bevogtere stod jeg mig fortræffeligt. Jeg 349
havde vundet deres Hjerter ved at traktere dem med Kaffe og «Köhm» i den første Kro, som vi kom til. De viste mig Sammensætningen af deres «Zündnadel» og forærede mig Kugler og Patroner «zum Andenken». Vi kom først til Graasten hen imod Aften og begav os straks til Slottet. Her blev jeg ganske alene anbragt i en stor Sal i Frontfløjen, naturligvis med Vagt for Døren. Jeg havde lagt mig paa min Kappe, som jeg heldigvis havde bevaret, og den vakte en prøjsisk Artillerists Havesyge. Først bød han mig Penge for den (en hel prøjsisk Daler), men da jeg ikke vilde af med den, begyndte han at true, trak sin Sabel og vilde have den med Magt. Da jeg imidlertid standhaftig blev liggende, blev han tilsidst ked af at gøre flere Anstrengelser og gik bandende bort, men jeg beholdt min Kappe. Den næste Morgen gik Rejsen for sig igen, atter fik vi fat i en Vogn og naaede Flensborg ved Middagstid. Her blev vi straks ført op paa Hovedvagten, vore Navne blev nedskrevne, Overløberne blev sendt hjem og jeg blev sendt til — Tugthuset. Her blev jeg modtagen af en Del fangne Kammerater, de stimlede sammen om mig, og jeg maatte op paa en Tønde og fortælle om Aisaffæren, alt hvad jeg vidste. Der var her omtrent 150 Fanger, de fleste fangne ved Sankelmark eller hørende til Daues Kompagni, der blev fanget ved Fredericia. De havde altsaa allerede længe været i prøjsisk Fangenskab og var nu komne til Flensborg for at blive udvekslede med de faa Prøjsere, vi havde i Kastellet i København. Da jeg var bleven stukket ind 350
mellem dem, gik jeg i de sangvinske Forhaabninger, at jeg ogsaa skulde hjem med dem, men jeg skulde snart paa en sørgelig Maade blive skuffet. Imidlertid var der Lystighed og Glæde i Tugthuset. Flenborgerne sendte Spande, fulde af Kaffe og Sødsuppe, hen til os tillige med hele Kurve fulde af Fastelavnsboller og Pandekager. Damer besøgte os og forærede os røde og hvide Sløjfer. Jeg gjorde Bekendtskab med en ung Pige, der boede i Huset ved Siden af, hun stak Hovedet ud af Vinduet, jeg gjorde det samme i Tugthuset, og saa gik Samtalen helt flydende. Til Mandag Aften gik jeg her i Herlighed og Glæde, saa kom det Tordenbudskab, at jeg den næste Morgen Kl. 7 skulde afgaa til Rendsborg og forblive der «bis weitere Ordre». Det var jo fornøjeligt! Jeg blev noget melankolsk ved denne Efterretning, hvilket rimeligvis bevægede en Trænkusk til at spørge mig, om jeg ikke havde Lyst til «at stikke af», han havde nogle civile Klæder, som jeg gerne maatte benytte. Jeg gik ind paa Forslaget, og da det blev mørkt, traf vi vore Forberedelser. Vi laa i første Etage i en stor Sal, hvortil der imidlertid stødte to smaa Værelser, et i hver Ende; det ene blev benyttet af danske Fanger og havde et Vindue, der stødte op til en smal Gyde mellem Tugthuset og Nabogaarden mod Norden, det andet blev benyttet af det prøjsiske Vagtmandskab. Trænkusken fik sine Klæder frem og gemte dem i Halmen til senere Afbenyttelse, i Gaarden havde jeg faaet Fingre i et Reb, der var brugt til at tørre Tøj paa, det blev ligeledes lykkelig bragt op og gemt i Halmen, og 351
ed Midnatstid skulde Sagen gaa for sig — men ak! En prøjsisk Skildvagt havde faaet Post i Gyden, og spankede med lange Skridt op og ned under Vinduet, saa der var aldeles ingen Udsigter til at komme bort, Forsøget maatte altsaa opgives. For at hævne mig, vilde jeg forsøge at rive en stor slesvigholstensk Fane ned, der var plantet lige uden for Porten, ved Hjælp af et Par Mand, der holdt mig i Benene, forsøgte jeg det, men ogsaa den spottede mine Anstrengelser, det var mig ikke muligt at røre den. Med skuffede Forhaabninger lagde jeg mig hen i den halvraadne Halm, der var strøet paa Gulvet, men det var mig umuligt at sove, og ved Daggry var jeg paa Benene igen. Tanken om at flygte havde jeg ikke opgivet men vilde lade det komme an paa Lejligheden, som heller ikke længe lod vente paa sig. Tugthusgaarden er en firkantet Gaard med Bygninger paa alle fire Sider; en Port førte ud til Gaden, den stod aaben, men var bevogtet af to Skildvagter, i den nedre Ende en Porthvælving med to Porte. Den øverste af disse var aaben, og der var ligeledes posteret en Skildvagt. Ved Daggry var jeg gaaet ned i Gaarden og saà da, at Skildvagten ved Bagporten havde forladt sin Post og var gaaet midt op i Gaarden. Jeg gik ned forbi ham, uden at han lagde Mærke til mig, kom ned i Porten, derfra ind i Hestestalden, hvor jeg hurtig fik et Vindue op, sprang ud i en lille Have, skar Kokarden af min Hue, entrede i en Fart over et Plankeværk og befandt mig nede ved Havnen! 352Hurra, nu var jeg fri! Men nu kom Spørgsmaalet, hvorhen?

Den eneste jeg kendte i Flensborg var Bødker P., til ham havde jeg Dagen i Forvejen sendt et Brev og fortalt ham, at jeg sad som Fange i Tugthuset lige overfor, men han havde hverken ladet sig høre eller se; til ham vilde jeg altsaa ikke gaa. Jeg besluttede da at gaa ud til Kobbermølle-Skoven og lade Lykken raacle for Resten. Var jeg først ude af Byen, var Faren ikke stor, i Byen havde jeg at befrygte at blive kendt af prøjsiske Soldater, der havde haft Vagttjeneste hos Fangerne. Det gik imidlertid godt, vel mødte jeg flere Vagtpatrouiller, men blev ikke anholdt. En dansk Soldat, der havde skaaret Kokarden af sin Hue, var et altfor almindeligt Syn i Flensborg, til at nogen skulde have brudt sig derom. Det var en mageløs dejlig og frisk Sommermorgen, og den Følelse, at jeg var fri, gav den forøget Skønhed; snart havde jeg Flensborg bagved mig, og efter en Times Gang naaede jeg Kobbermølle-Skoven, som jeg kendte saa godt fra min Drengetid, hvor jeg mangen Gang havde leget Røver, mindst tænkende, at jeg en Gang som en Slags fredløs skulde tage min Tilflugt til den. Jeg krøb ind i et Krat og gav mig til at overveje, hvad der var at gøre, og besluttede da om muligt at tage til Kaptajn Hammers Vesterhavsflotille som det Sted, der var nemmest for mig at naa. Jeg vidste den Gang ikke af, at Østerrigerne havde besat Vestkysten, men havde hørt, at der laa danske Tropper paa Fanø og antog, at jeg kunde komme derover fra Vester Vedsted ved Ribe. Imidlertid vilde jeg 353blive i Skoven til om Aftenen og saa begive mig paa Vejen til Højer. Vejret var imidlertid for smukt til saaledes at ligge i Hi i et Krat, og jeg gav mig derfor til at spadsere omkring i Skoven. Kort efter traf jeg en gammel Kone og en lille Pige, der samlede Mos til Ligkranse; jeg gav mig i Tale med dem, og Konen lod til at være ivrig dansksindet. Samtalen blev ført paa plattysk, pludselig siger den lille Pige noget til Moderen sagte, hvorpaa denne svarede Nej og giver sig til at le. Da jeg spurgte, hvad det var, svarede hun, at Pigen bildte sig ind, jeg hørte med til Fangerne i Tugthuset, hun havde lagt Mærke til mig paa Grund af Kuglehullerne, jeg havde i Uniformen. Da jeg mente at kunne stole paa Konen, fortalte jeg hende, hvorledes Sagen hang sammen, og bad hende om muligt at skaffe mig nogle civile Klæder i Flensborg, at jeg lettere kunde komme bort. Hun gik ind derpaa, Pigen blev hos mig, og jeg udpegede som Mødested en Ellemose, hvor jeg selv laa godt gemt, men havde Udsigt over nogle Bakker, hvorover hun skulde komme, saa at jeg kunde slippe bort, hvis hun vilde forraade mig. Efter nogle lange Timers Ventetid kom hun endelig tilbage og bragte ganske rigtig i en Sæk nogle Klæder. I en Fart holdt jeg Omklædning bag en Busk og traadte frem forvandlet til en ægte Haandværksbursch, iført bundløse Støvler, et Par tyndslidte brune Bukser med Huller paa forskellige Steder, en dito Frakke og et stort, rødt Tørklæde om Halsen, en gul Kasket; i Lommen havde jeg et «Skin» [tyske Sckein], som Bagersvend Heinrich 354Jacobsen, og i Haanden en Pakke Smørrebrød, omhyggelig indviklet i et rødt Tørklæde; Forvandlingen var meget vellykket. Min Uniform blev puttet i Sækken, jeg hjalp Konen at samle den fuld af Mos og tog saa Afsked fra hende for at begive mig ud paa andre Eventyr.

En Tid lang drev jeg endnu omkring i Skoven, saà Fangerne fra Tugthuset syngende marchere forbi ad Chausseen; hen paa Eftermiddagen begav jeg mig selv paa Vejen, ogsaa syngende af Hjertens Lyst, som det sig hør og bør for en «Burschs», ad Tønder Landevej, var inde i en Kro undervejs og fik mig en Seidel Bier til mit Smørrebrød. Da det blev mørkt, var jeg allerede kun en Mils Vej fra Tønder. Soldater havde jeg ikke set mange af paa Vejen og troede den hellige Grav vel forvaret i den Retning, indtil jeg som sagt var kommen i Nærheden af Tønder; i en stor Bondegaard lige ved Vejen var der Dans og Lystighed, og hvide Frakker, blaa Bukser og blanke Knapper viste snart, at Østerrigerne spillede Dansekavalerer her, Grupper af dem stod passiarende udenfor Døren. Et lille Stykke længere frem stod en Skildvagt udenfor en Smedje, jeg gik over paa den anden Side af Vejen for at slippe utiltalt forbi, men det lykkedes mig ikke, Fyren vinkede ad mig og jeg kom over til ham. «Siehst du da, Kammerat, sie ist noch nicht zu Bette gegangen», sagde han og pegede op til et lille Kvistkammervindue lige over for, hvor man ogsaa rigtig bemærkede en kvindelig Figur bag ved det halvt tiltrukne Gardin. Da jeg bejaede Rigtigheden af 355dette Spørgsmaal, raabte Vagtkommandøren ud fra Smedjen: «Was giebt's!» «Nichts» svarede Skildvagten, men jeg skyndte mig imidlertid af Sted for ikke at faa ubehagelige Spørgsmaal. Imidlertid havde det begyndt at regne, og jeg krøb ned i en Høstak, hvor jeg sov fortræffeligt et Par Timer, for saa atter at vandre af Sted. Ved Daggry kom jeg gennem Tønder og mødte mærkelig nok en hel Del Mennesker paa Gaden, men det var lutter østerrigske Officerer, og de gik enkeltvis, altsaa havde de ikke været til Gilde, men — quiescat in pace — jeg vil ikke fremføre Beskyldninger mod de tønderske Damer.

Det begyndte imidlertid at regne, og gennemblødt til Skindet kom jeg Kl. 6 om Morgenen ad nogle Biveje og Stier til Højer. Uden at møde en eneste Uniform kom jeg til Onkel V.'s Hus; Tante Hanne stod i Gangen og strøg og saà lidt forundret paa den Lazarus, der hilste hende med et «Godmorgen Tante!». Jeg blev imidlertid mageløst modtagen. Uheldigvis havde de en østerrigsk Officer i Indkvartering, som hvert Øjeblik gjorde sig et Ærinde ind i Stuen, og naturligvis ikke maatte se en fremmed af et saa mistænkelig Ydre; om Aftenen vilde Skæbnen, at der skulde komme fremmede, og jeg gik glip af Lejligheden til at tilbringe en Aften med den elskværdige Familje, inden jeg atter begav mig ud paa Rejser. Om Natten Kl. I½brød jeg op igen, hele Familjen var samlet i Dagligstuen, vi sad i Mørke, intet Lys blev tændt for ikke at vække Opsigt. Det var en mørk Nat, taaget Luft og Rusk. For ikke at gaa gennem Byen, sprang jeg gennem 356et Vindue ud i den lille Have, kom lykkelig uden om alle Skildvagter og befandt mig snart paa Landevejen til Ribe. Regnen strømmede ned, saa jeg til sidst tog min Tilflugt til en Kro, Regnen tog af, og jeg var saa heldig at komme til at køre med en Bondevogn, der skulde til Ribe. Da det imidlertid ikke var min Hensigt at tage derhen, men til Vester Vedsted, bøjede jeg fra Landejen og vandrede ad nogle Biveje til Landsbyen. Jeg var atter her saa heldig ingen Soldater at møde og tog ind i Kroen. Jeg saà nu en Del anstændigere ud, havde lagt Bagersvende-Kostymet og aabenbarede mig i hvide Bukser og Straahat, en stor Regnkappe, en tyk, ulden Vinterfrakke og et Par Tøjsko, unægtelig en underlig Klædedragt for en Turist, som jeg nu gik for. Af Navn kendte jeg Pastor S. og besluttede at gaa til ham for at bede om Raad og Vejledning til at udføre min Plan: at gaa til Manø og derfra til Fanø. Jeg traf Præsten hjemme, og i hans Studerekammer fortalte jeg ham, hvad jeg vilde. Han bad mig følge sig, og vi gik op paa Kirkegaarden, hvorfra man har Udsigt over Vesterhavet.

Manø er en lang, smal 0 omtrent en Mil fra Fastlandet, men i Ebbetiden er Vandet saa lavt, at man kan gaa eller vade der over ad en bestemt Vej, der er mærket med Riskoste, men Windischgrätz-Dragoner med lange, hvide Kapper og Hjelme, der blinkede i Sollyset, medens de red frem og tilbage langs Stranden, viste hvor omhyggeligt Østerrigerne bevogtede Overgangsstedet. «Der ser De, hvorledes Forholdene er,» sagde Præsten, «navnlig i de sidste Dage er Vagterne bleven fordoblede, og den ene Vogn fuld af 357
Soldater og Officerer fra Ribe kommer efter den anden, man har nemlig set Røgen af Hammers Kanonbaade og de befrygter en Landgang. De kan være glad, at De uhindret er sluppen her ud, thi der holdes et skarpt Øje med alle fremmede. Saa vidt jeg véd, gives der imidlertid en anden Vej til Øen, som de gamle Folk i Byen véd Besked om, og som ikke bliver bevogtet, muligvis De paa den Maade kan komme bort. Vi gik tilbage til Præstegaarden, og Præsten overgav mig til sin Familje, medens han gik ud for at skaffe Oplysninger. Snart kom han imidlertid tilbage. En gammel Bonde, Peter M., der boede tæt ved Præstegaarden, kendte den anden Vej. Præsten mente, at det var bedst, jeg gik ned til ham og talte med ham. Peter M. fortalte mig da, at den anden Vej var betydelig længere end den almindelig brugte, og det vilde blive et altfor voveligt Forsøg at gøre for mig, da jeg maatte begive mig paa Vej om Natten og alene, ingen fra Byen vilde gaa med mig, ikke af Frygt for Fjenden, da de let kunde komme bort, men fordi de ikke kunde komme tilbage igen. Medens vi talte sammen, saà vi to Dragoner komme ud fra Kroen. Peter M. spurgte, om jeg havde været der; da jeg bejaede det, svarede han: «Død og Pine, det er en gal Historie, Manden er en ivrig Hjemmetysker, der er Spion for Fjenden, og fremmede er det aldeles ikke tilladt at komme hertil i disse Dage.» Dragonerne red lige op til Præsteboligen, fem Minutter efter kom de ud derfra og red lige ned mod M.'s Hus. «Nu gælder det Dem,» sagde han, og i et Nu fik han mig op paa 358Loftet, ned i en Kiste med Lærred, dette oven paa mig, og der laa jeg da forberedt paa, som Gustav Vasa, at blive stukken med en Klinge. Jeg hørte Hestehovene klapre paa Stenbroen udenfor Huset og laa i stærk Spænding og ventede paa hvad der nu skulde gaa for sig. Imidlertid hørte jeg dem kort efter ride bort, og M. befriede mig af mit Fængsel. Dragonerne skulde paa Strandvagt og havde tigget Flæsk, det var det hele. Om Aftenen kom Peter H. hen til os og vi tre holdt Krigsraad, som faldt ud til, at Peter H. om Natten vilde følge mig ned over Heden, forbi Ribe til Haderslev Landevej, og jeg vilde saa forsøge min Lykke paa Slesvigs Østkyst. Som sagt, saa gjort, jeg sov et Par Timer hos M., noget efter Midnat kom Peter H. og hentede mig, fulgte mig over Heden, saa at jeg stødte til Haderslev Landevej ved Skærslevmølle, hvorfra jeg fortsatte min Vej ad Gram til. Det var en meget varm Dag og temmelig anstrengende med en stor Regnkappe, som Solstraalerne havde opvarmet, saa jeg næppe kunde taale at holde Haanden paa den, at vandre ad den temmelig sandede Vej. I Kroen i Gram fik jeg den første danske Avis i Haanden, et Eksemplar af «Berlingske Tidende», og læste: «Frivillig, menig Nr. 157, N. N., haardt saaret og falden.» Det er med en egen Følelse, man læser om sit eget Dødsfald; det viser ligeledes, at man ikke altid kan stole paa «Berlingske».

Her midt i Slesvig var det, som om der slet ingen Krig var, ingen Soldater saàs, og alting var fredeligt og roligt. Fra Gram gik jeg til Østerlinnet, den gamle Præstefrue faldt mig om Halsen, kyssede mig 359og kaldte mig «sin gamle Dreng». Præsten tog lidt mere koldt imod mig, han var, som rimelig, lidt bange for Følgerne, det muligt kunde have for ham, dersom det skulde komme ud mellem Folk. Jeg vilde straks have gaaet bort igen, men det maatte jeg paa ingen Maade faa Lov til, og blev der saa i Ro og Mag til næste Dags Aften. Jens S. lovede at skaffe mig et Sted, hvor jeg kunde være i Ro og Fred, og hvorfra jeg rimeligvis kunde faa en Lejlighed til at slippe over til Fyen. Vi kørte fra Østerlinnet om Aftenen og kom midt om Natten til Tvendes Minde ved Vonsild. Ejeren B. bankede vi op af hans Nattesøvn, og da han havde hørt min Historie, tog han imod mig med stor Hjertelighed og lovede mig Hjælp og Bistand i enhver Retning. Jens S. kørte hjem igen og jeg blev paa Tvendes Minde. Endnu den samme Dag red B. til Kolding og kom tilbage med den Besked, at jeg kunde blive sat over til Fyen, men skulde afvente nærmere Efterretning inden otte Dage.

Nu levede jeg et Herreliv paa Tvendes Minde, strejfede omkring i Moserne og Skovene, spiste Jordbær og hyppede Kartofler og var en Genstand, som kostede den gamle Husholderske megen Hovedbrud. Der hvilede et mystisk Slør over mig, og hun anstillede forskellige Forsøg baade hos B. og mig for at faa at vide, hvem jeg var og hvor jeg skulde hen. Jeg var jo kommen dumpende ned i Huset midt om Natten, hun havde ikke engang set, om jeg var kommen gaaende eller kørende. Jeg ejede kun én Skjorte, paa den stod der N. N., og B. kaldte mig Vilkens, nej, 360
det var til at blive gal over. Tilsidst fik den gamle Sjæl imidlertid Ro; den Dag, jeg rejste, fortalte B. hende under Tavshedsløfte, hvorledes Sagen hang sammen. De otte Dage gik imidlertid og der kom ingen nærmere Efterretninger; da Østerrigerne, efter hvad der fortaltes, arbejdede ivrigt paa Forberedelserne til en Overgang over Lillebelt til Fyen, og jeg nok ønskede at støde til mit Regiment, inden det gik for sig, besluttede jeg at rejse videre og forsøge min Lykke Syd paa. En skøn Morgenstund fik B. altsaa de brune spændt for, og vi begav os ad Vejen til Haderslev. Da vi kom ud paa Landevejen mellem Kolding og Kristiansfeldt, mødte vi det ene Kompagni Pionerer efter det andet, baade Prøjsere og Østerrigere, alle styrende Nord efter. Paa Vejen traf vi ogsaa en General med sin Stab; da vi ikke hilste dem og rimeligvis har forekommet dem mistænkelige, havde vi kun passeret dem et lille Stykke, da en af Officererne kom galoperende tilbage og befalede os at holde. «Wer sind Sie!» raabte han. B. fortalte, at han var en Bonde fra Koldingegnen, der skulde til Haderslev med Smør, men undskyldte sig tillige, at han ikke kunde tale tysk. «Tal De kun dansk», svarede Officeren paa aldeles rent dansk, «det forstaar jeg godt». Han vilde se vore Papirer, men vi havde naturligvis ingen, og B. sagde, at han troede ikke, han behøvede dem for at køre til Haderslev. Officeren erklærede imidlertid, at vi ufortøvet i Haderslev maatte gaa til Herredsfogden og skaffe os Legitimationspapirer, han kom tilbage den samme Vej om Eftermiddagen 361og skulde vel vide at finde os igen. Til Haderslev ankom vi uden videre Uheld, og B. fulgte med mig op til Herredsfogden; efter en Del Besvær og kun derved, at B. gik i Kavtion for mig, fik jeg et Pas lydende paa Kristian August Hansen, hjemmehørende i Odense, der efter at have lært Landvæsnet hos B., ønskede over Liibeck at begive mig hjem, og blev de «respectiven Behorden» anmodede om at hjælpe mig, hvor de kunde. B. kørte snart efter hjem igen, jeg blev i Haderslev til om Aftenen og besaa Byens Mærkværdigheder i Selskab med en prøjsisk Kyrassér. Om Natten kørte jeg med Dagvognen fra Haderslev, kom om Morgenen for anden Gang til Flensborg, kørte derfra med Jernbanen over Hamborg til Lubeck, hvortil jeg kom samme Dags Aften.

I det gamle, mærkelige Lubeck var der stor Stads, der var Schiitzenfest for Nordtyskland, og en Mængde fremmede havde samlet sig i den Anledning; der blev turnet og skudt til Skive. I Hotellet traf jeg tre danske Studenter fra Ribe; de var Russer og behandlede mig med stor, nedladende Venlighed, de antog mig nemlig for en Sømand, i hvilken Tro jeg lod dem blive, og lyttede med stor Opmærksomhed til deres belærende Bemærkninger. Den næste Dag afgik Dampskibet «Eliida» over Malmø til København. Jomfruen om Bord kaldte mig «han», saa medtaget var min Klædedragt imidlertid bleven. Med prægtigt Vejr gik Rejsen for sig, vi saà Møens Klint ved Solopgang og kom op ad Formiddagen til København.

362

Her traf jeg paa Toldboden en Bekendt, der hilste mig med det lidet smigrende Tilraab: «Hvad Fanden, er du ikke kreperet? Jeg troede, at du var slaaet ihjel for længe siden; det har staaet i Bladene!» —

363

Fra Officersaspirant til Reserveløjtnant.

Uddrag af 32 Breve fra en 22-aarig Handelskommis i en sjællandsk Provinsby til sine Forældre samme Steds. Faderen er Malermester og Tegnelærer, bl. a. ved Realskolen, hvor Sønnen har nydt Undervisning indtil Konfirmationsalderen. Den unge Mand staar ved 3. Infanteriregiment.

København, den 8. Januar 1864.

Kære Forældre!

For første Gang paa min nye Indtrædelse i Livet, da jeg nu for Eftertiden skal staa paa mine egne Ben, og ikke som forhen, naar jeg manglede eller skulde gøre en Ting, at jeg kunde henvende mig til Eder, tilskriver jeg Eder dette Brev; det er ikke saa meget for at fortælle noget nyt som for at takke Eder for den Tid, som jeg har tilbragt hos Eder. Da jeg nu ved, at det ikke er nogen Morskabstur, at man er paa, føler jeg først hvad det vil sige at være borte fra Hjemmet. Men med Tiden hjælper det vel, men det letter alle Tider, at man nu ved at skrive dog paa en Maade kan staa i Berørelse med Eder. Jeg har da meldt mig i Dag ...

364

Den 12. Januar 1864.

Nu lidt om Forholdene her. Vi er, som sagt, 300 Mand, deriblandt er Studenter, Rigsdagsmænd, Grosserere, Baroner, Fuldmægtige o. dsl.; vi havde stor Generalforsamling her i Gaar indbyrdes, nogle Studenter holdt Tale, der blev oprettet en Læseforening, Musik- og Sangforening. Kontingentet er I (???) mdl .... Vi har det meget godt endnu, men det bliver snart værre, da de bedste kan vente at komme over om en syv Uger. Uniformen faar vi først om en otte Dage ...

Den 24. Januar 1864.

Eders sidste Brev glædede mig meget med Hensyn til Eders venlige Ønsker til mig, men paa den anden Side bedrøvede det ogsaa mig at høre, at C. [en nær Ven af Familjen] er indkaldt. Jeg havde dog troet, at han skulde have faaet Lov til at blive hjemme. Jeg ser saa sjeldent Bladene og var derfor saa uforberedt paa det, at han skulde ind, at jeg tabte rent Lysten til at more mig den Aften (jeg havde nemlig bestemt at gaa i Teatret) at jeg kun gik mig en Tur ... Om saa ogsaa C. skal ligge der ovre i nogen Tid, saa tror jeg ikke, at det vil vare saa længe, inden han kommer hjem igen, da det jo koster Landet uhyre at holde den Masse Mennesker paa Benene, og kommer det ogsaa til Krig, da bliver han som Forstærkningsmand ikke Deltager i Slaget, uden det skulde være meget nødvendigt, og maa man derfor stole paa Gud, at han vil styre alting til det bedste og ellers forvente ved et godt Humør, hvad han tilskikker os. Jeg vil derfor ogsaa 365haabe, at I ikke taber Eders Humør. Jeg véd nok, at man ikke kan glæde sig over det, men man maa se Sagen fra den rigtige Side ...

Hvad angaar med Hensyn til mig, da har jeg det godt, vi maa hænge godt i ... Uniformen har vi ikke faaet endnu, men den kommer om nogle Dage ...

Jeg gaar ikke meget ud, men bliver for det meste hjemme, skriver og læser ... Den første Dag, jeg var hos N. N., var der en Apotekerfrue og en Frøken, en Præstedatter fra Kallundborg, de syntes saa godt om mig og spørger bestandig om mig, skønt jeg kun talte med dem en ½ Time. Jeg syntes, det netop var en god Begyndelse, det var Dagen iforvejen, inden jeg meldte mig her paa Skolen, men nu frygter jeg, thi her skal kasseres en 50 Stykker, saa det kan godt være, at jeg er iblandt dem, jeg vil ikke haabe det, men man maa finde sig i Skæbnen ...

Alting er ellers saa dødt her i København, det er ligesom man var paa Landet ... Nattegn kan man faa til Kl. I, men man faar det kun nødigt. Jeg har ikke haft det endnu og skal heller ikke have det ...

Den 2. Februar 1864.

... Jeg har da nu faaet Uniformen, og det er en rigtig smuk og god Dragt. Benklæderne er af lyseblaat, stribet Klæde, Frakken véd I jo nok, hvorledes den er. Kappen er af mørkeblaat Klæde, stor, varm og fuldkommen, Kasketten mørk, og koster den Slags 20 (???) Jeg er, ligesom jeg var 366støbt om igen, og det er en Fornøjelse at gaa nu paa Gaden og modtage alle de Hilsener af Soldater. Imidlertid faar I mit Portræt hjem snart i Uniform ...

Den 27. Februar 1864.

... Forleden Dag gjorde jeg Officerstjeneste, og I skulde se mig gaa stolt foran hele Troppen med uddragen Sabel igennem Gaderne ...

Den 17. Marts 1864.

Alting er en Overgang, og saaledes er det ogsaa med mig. Jeg har nemlig nu faaet Ordre til at afgaa til Armeen, det vil da sige ikke til den aktive, men jeg kommer til at ligge paa Als. Jeg afrejser i Morgen, Fredag, tidligt med Banetoget Kl. 7 her fra, og hvis Fader da vilde tage ned til Korsør, vilde det glæde mig meget. Jeg har saa meget at fortælle ham ...

Alt mit Tøj er i Orden, jeg kan hverken have mere eller mindre, end jeg har; den eneste Ting er, om Fader vil tage 5 Rdl. med til mig, flere vil jeg ikke have. Du kan jo tage af mine egne ...

Vær nu bare endelig ikke bedrøvet, kære Forældre, men stol paa Gud, han vil nok bevare mig, og alle her inde siger, at jeg uskadt vil slippe hjem. Desuden er der jo alle Tegn, til at Krigen snart er forbi, og for det første kommer jeg jo ikke med. Jeg har først faaet Ordre i Gaar, ellers havde jeg bedt om Orlov ... Lev nu vel kære Forældre, og dig, min kære Moder, sender jeg mit Farvel. Jeg kan ikke sige Farvel til dig, men jeg er ved godt Mod, og jeg véd med min indre Overbevisning, at jeg kommer uskadt tilbage. Derfor 367trøst dig, ellers vil det bedrøve mig mere at vide, at du var bedrøvet. Men Fader kommer, og saa faar jeg de 5 Rdl. og ikke mere. Jeg har nok at bære, saa jeg hverken kan have det ene eller det andet ...

Sønderborg, den 24. Marts 1864.

Jeg er da kommet til Sønderborg efter en nogenledes stadig Overfart. Kun kom vi paa Grund ved Svendborg, men kom efter en 4 Timers Forløb flot igen, og anløb vi Fyenshav, hvor vi blev landsatte og indkvarteret paa et Høloft. Næste Morgen meldte vi os hos Regimentet, efter at have gaaet I ½ Mil, og blev med Hjertelighed modtagne af Officererne. Næste Morgen afmarcherede vi til Sønderborg, hvor vi straks maatte begive os til Skanserne. Jeg tør ikke fortælle noget mere, hvorledes det gaar med Hensyn til Tyskerne, da Loven forbyder det; kun kan jeg tilmelde, at jeg har det godt og er ved godt Helbred.

I Gaar kom der Skrivelse fra Krigsministeriet, at vi sidste Aspiranter skulde staa paa samme Fod som de først afgaaede, og skal vi uden Undtagelse gaa alle Graderne igennem. Flere af de første Aspiranter har ogsaa aflagt deres lange Sabler og er oppakket som menige ...

Høruphav, den 29. Marts 1864.

... Forleden Dag blev jeg højtideligt udnævnt til Korporalskabsfører, det vil sige, jeg har ingen Distinktioner faaet, men har jeg i det mindste Kommandoen, og nyder jeg megen Venlighed baade hos Officererne som hos Mandskabet ved Kompagniet ...

368

I Gaar Nat havde vi en ordentlig Batallie med Tyskerne, og de skal have lidt voldsomt. Vi blev alarmerede om Morgenen, men kom ikke af Sted, da Slaget nok omtrent var forbi den Gang. Men der skal ogsaa noget til at tage Dybbøl-Skanserne; det er et storartet Værk, som vil koste Blod, men jeg tror heller ikke, at Tyskerne vover mere at begynde paa at storme ...

Jeg længes saa meget efter at høre alt [hjemme fra], da det er den eneste Ting, at man som Soldat her kan have at more sig med ...

Sønderborg, den 31. Marts 1864.

Eders Brev har jeg modtaget i dette Øjeblik, og iler jeg med, da jeg har nogen Tid tilovers, at skrive Eder til, for at I ikke skal tro, at jeg ikke har faaet det. — Det glæder mig meget at høre, at I er saa vel til Mode, og det var heller ikke saa farlig, som man tror, at være i Krig, og er jeg virkelig oprigtig, naar jeg siger, at jeg er ved godt Mod og Humør. En Ting, som kan glæde Eder, er at jeg er uhyre godt lidt af Kaptajnen og Officererne; jeg har en Kammerat, en Aspirant ligesom jeg, og om os har Kaptajnen sagt, at det var Folk, han kunde bruge, og at vi skulde ogsaa frem, da han holdt meget af os.

I Dag faar vi den første Distinktion, I Snor og I Knap. En af os skulde have 2 Snore, men da Kaptajnen kun havde kendt os i disse 8 Dage, skulde vi vente, indtil han saà, hvem der var den dygtigste. Naar vi er paa Post, taler jeg gerne med min Løjtnant, en Svensker, et herligt Menneske, og 369ryger vi en Cigar sammen, taler om Literatur og deslige ...

Ulkebøl, den 7. April 1864.

Eders sidste kære Brev har jeg modtaget, og har jeg ventet paa det med Længsel, da jeg først har faaet det i Dag, tillige med Pakken, hvorfor jeg takker meget. Jeg kan nok tænke, at det er rædsomt at faa at vide, at stakkels C. er død, men saa tænk paa mig!

Da jeg fik Eders Brev, fik jeg Lov af Kaptajnen at gaa bort, skønt det er forbudt, da vi stod i Reserven den Dag, men skulde jeg ende Rejsen paa 3 Timer, og der var en Mils Vej dertil. Regn var det, til jeg omtrent kom til Augustenborg, da kom Solen frem. Lige med et begyndte Kirkeklokkerne at ringe. Det lød saa højtideligt; der var noget i mig, der sagde, at han var væk, men dog følte jeg en indre Fred, som jeg ikke godt kan forklare, og som endnu denne smukke og nydelige Egn, som Augustenborg ligger i, bidrog endnu mere til at forhøje. Jeg vidste jo, at han havde det godt, endskønt man følte Sorgens Pil; jeg kom nu ind paa Kontoret og spurgte om ham. De slog op i Protokollen, og jeg hører nu Resultatet; mine Taarer løb frit, men de trøstede mig. Mange kommer saaledes dér og maa gaa bort med samme Besked som jeg.

Da jeg kom hjem igen til Kaptajnen og meldte mig, spurgte han, hvorledes han havde det. Jeg svarede, han havde det godt, da han var død; da kom han til mig, tog mig i Haanden, og idet en Taare løb ham ned ad Kinden, sagde han, at mange 370maatte saaledes miste deres kære, og det var en tung Tid for Danmark. Ja, kære Forældre, vær ikke bedrøvet, men trøst Eder! Jeg véd jo nok, at C. var Eder kær, men han har det jo godt, og naar først de første Sorgens Dage er forbi, ser man hvad der er ret, og jeg føler nu, hvor ondt det end gjorde mig, dog en indre Fred. Det er, ligesom han omsvævede mig og lader mine Tanker uden Bitterhed for ham. Kære Moder, vær glad og tænk paa, at Gud gør alt til vores bedste, og det vilde gøre mig meget ondt, at jeg skulde tro, at du har tabt Modet, men jeg vil haabe, at du for min Søsters og min Skyld vil søge at opmuntre dig saa vidt som muligt og søge at glemme det bitre ved Sorgen. Jeg har det ellers godt og har det saa roligt, da Tyskerne forholder sig saa rolige ...

Sundsmark, den 15. April 1864.

... Jeg kan ikke takke nok for alle de kærlige Ord og Hilsener, jeg faar tilsendt, og det er først ved Farer og Modgang, at man lærer Livet at kende, og at føle, hvad man før har haft, men det er en god Skole, man gennemgaar, og det vil med Guds Hjælp nok en Gang komme mig til Gode ... For Resten trænger jeg for Øjeblikket hverken til det ene eller det andet ... Jeg har det ellers saa godt og er saa rask, som jeg har været nogensinde. Jeg er bleven brun som en Tater, og mit Skæg begynder nu ogsaa at vokse til noget, og vær bare ikke ængstelige for min Skyld! Gud, han vil nok for eders Skyld holde sin Haand over mig.

Jeg kan ikke andet end indrømme, at det ser 371noget betænkeligt ud med Tyskerne. De staar os nu saa nær, at man næsten fra Skanserne paa venstre Fløj kan raabe til dem. Vore Kæder har ellers hele Tiden været saa nær hinanden, at deres Soldater og vore er gaaet sammen og har drukket af hinandens Feltflasker. Det er ellers rædsomt som de skyder med deres Granater, den ene Gaard efter den anden skyder de i Brand, men I véd jo af Bladene mere end os, og vil jeg derfor ikke skrive mere om dette ...

I Morgen, d. 16., skal jeg paa Forpost igen ... Vi har haft nogle drøje Ture; at ligge 48 Timer paa den aabne Mark er ikke saa rart, men jeg trives ved det.

Lad mig nu se, kære Forældre, at I er ved godt Humør og ikke taber Modet, saa skal I nok se, at alt bliver godt, og slutter jeg derfor min ikke saa korte Skrivelse med det Haab, at det maa træffe Eder sund og frisk, og takker jeg Eder mange Gange for alt godt ... Her, hvor vi ligger, det er i Barakkerne, har vi det meget komfortabelt. Det er næsten som Dyrehavsbakken, med Butiker, Marketendere. Hver Middag fra Kl. 12 spiller Fodgardens Musik for os, hvilket er en herlig Nydelse ...

Den 19. April 1864. *

Mine kære Forældre!

Jeg er sund og frisk, vi har haft en haard Bataille, Fjenden taget Dybbølstillingen, vi har mistet mange Folk.

Intet videre, da jeg lige er kommet over paa Als, da jeg skriver dette. Eders hengivne

N. N.

372

I Hast.

Nærmere Underretning følger, naar jeg faar Tid. Vi var haardt i Ilden, min Løjtnant blev saaret.

Sundsmark, den 23. April 1864.

Min kære Moder, ja, det har været din Fødselsdag og jeg har ikke hverken skrevet eller kunnet personlig gratuleret dig, men tro derfor ikke, at jeg derfor har tænkt mindre paa dig, nej, derfor har jeg for meget i mine Tanker, men man lever jo i en bevæget Tid, og jeg forsikrer dig, at jeg véd ikke hvad Dag eller Dato, man har for det meste, Søndag, Helligdag eller Hverdag, alle er det samme ens, man gør sin Tjeneste uden at tænke derover. I Dag er det store Bededag, men man fik det først at vide i Middags. Jeg vil derfor haabe, du tilgiver min Glemsomhed og modtager min sildige Gratulation, som derfor ikke er mindre hjertelig. Gid alting maa vende sig til det gode, og at du maa faa alle dine Ønsker opfyldt, og jeg kan ikke sende dig anden Lykønsknings-Present, end at jeg er sund og frisk ...

Jeg vil nu give Eder en Beretning om Affæren den 18de ... Jeg laa og sov og skulde netop vækkes for at indtage et godt Middagsmaaltid, som bestod i Flæsk og Kartofler, da Kuglerne begynder at falde, og jeg fik at vide, at Tyskerne havde taget Skanserne. Snart havde jeg Tøjet paa, og nu gik det fremad, men snart saà jeg, at jeg var omgiven paa alle Sider. Kompagniet fik nu Ordre at fordrive Fjenden. Med Hurraraab gik det nu et Par Marker fremad; jeg tror nok, jeg gjorde min Pligt.

373

Kaptajnen var meget syg, men var dog med. Han fik et Stykke Ost og Brændevin hos mig. Løjtnanten sagde til mig, at hvis jeg ikke kunde faa Folkene frem paa anden Maade, skulde jeg bruge min Sabel, da han saà, at jeg opførte mig, som jeg skulde.

Nu fik Tyskerne Forstærkning, og nu maatte vi retirere i en Fart. Vor Retrætelinje var langs Stranden, her var en Slugt, som vi skulde igennem fyldt med Mudder, hvor mange blev siddende fast, jeg kom dog lykkelig igennem, skønt jeg sank i til Knæene. Oppe paa Bankerne stod Prøjserne og skød paa os, og her var det, vi mistede saa mange Folk ... Jeg naaede her min Kaptajn, som var aldeles udmattet. Jeg fik ham under Armen, og vi kom lykkeligt ind til Brohovedet, hvor han sagde til mig, at jeg havde gjort min Pligt, og bad mig at samle Kompagniet, som var bleven adsplittet ...

Jeg er da bleven Underofficer, og fra Kompagniet er jeg bleven indstillet til Løjtnant. Mine kære Forældre, endnu skal I ikke tale om det til nogen, da det jo nu kommer an paa Regimentet, om de vil indstille mig til Ministeriet, men i det mindste se efter i Avisen, om min Udnævnelse ikke skulde være der om nogen Tid, og send mig da Avisen under min gamle Adresse.

Jeg var i Gaar fremstillet for Regimentskommandøren, som talte til mig om mine private Forhold og takkede mig for min Opførsel. Men det er jo ogsaa underligt, at jeg skulde blive indstillet tillige med de første Aspiranter, som kom her over før 374mig, saa det kan jo gerne være, at jeg ikke bliver det. Men i det mindste har mine egne Officerer da fundet mig værdig til at optages i deres Midte, og Kompagnikommandøren er dog en Greve.

Hvis jeg nu skulde blive det, da skal jeg straks tilmelde Eder det, og saa kan I tilmelde Familjen, og hvem I vil, det, men til den Tid Tavshed.

Tilsend mig ogsaa de Aviser, hvori der staar omtalt Slaget og alt. Vi mistede mange Folk, men dog de fleste som Fanger. Men det er ingen Skam for Danmark, thi vore Skanser og Kanoner blev aldeles demonterede og var ikke andet end Ruiner ...

Jeg har i dette Øjeblik været hos Kaptajnen; han sagde til mig, at jeg var indstillet til Officer, og at Regimentet havde indsendt Ansøgningen, men at det derfor ikke var sagt, at jeg blev det, da det kom an paa Ministeriet, men han haabede, at dette maatte ske. Jeg takkede ham for hans Godhed; han svarede: «De har altid vist Dem som en flink og et herligt Menneske, og De har Dem selv at takke for alt.» Han var saa rørt, da han sagde dette; jeg haaber, at det glæder Eder at se, at jeg her ogsaa kan gøre mig afholdt ...

Als, den 25. Juni 1864.

Som Løjtnant ved 3. Regiment tilskriver jeg Eder dette. Jeg havde næsten ikke troet, at Indstillingen vilde blive taget til Følge, men det glæder mig nu baade for Eders og min egen Skyld, da jeg ikke kunde taale, at Folk skulde tro, at jeg ikke duede til noget. Jeg kan tillige glæde Eder med, at jeg nok ogsaa er indstillet til Medaljen, men I skal ikke tale om det, 375førend jeg faar den, som nok sker om nogle Dage. Jeg skal paa Forpost i Morgen, men nu er det som Officer, da min Udnævnelse er kommen fra Regimentet. Vaabenstilstanden udløber i Nat Kl. 12, men jeg haaber, at Krigen skal bringe os nogle flere Lavrbær end forhen, da vi jo ikke nu har saa meget at miste. Om nogle Dage faar jeg mig en Oppasser. Kære Forældre! Jeg vil gerne bede Eder, saa snart som muligt, at sende mig min Vadsæk tillige med 4 à 5 Skjorter og nogle Par Strømper, et Par Haandklæder, I Spejl, I Redekam, I Haarbørste, en lille Kurv til at have min Mad i, I Kniv og Gaffel, en Porcelæns-Krukke, et Blikfoderal til at have Smør i og min Guldurkæde ...

Als, den 27. Juni 1864.

Tak for det sidst tilsendte Brev, som jeg modtog i bedste Velgaaende, idet jeg nemlig efter en March paa 2½Mil var kommen fra Kantonnementstedet ud til Aissund, hvor vi skulde gøre Forposttjeneste.

I Gaar havde vi Præsentation for Brigadekomman døren. Efter at hele Kompagniet havde gjort nogle Geværgreb, bad han Kaptajnen at se 4. Deling, som bestaar af 50 Mand, som jeg kommanderer. Kaptajnen svarede, at det var en ung Løjtnant, som kommanderede den, nemlig mig, men han svarede, at det var netop mig, han vilde se. Kaptajnen sagde saa Ordren til mig, men misforstod jeg ham og troede, at jeg skulde ud i spredt Fægtning, og begyndte ogsaa paa det, men kom han saa igen og sagde, at det skulde være i Evolution, hvorfor jeg trak Mandskabet sammen og begyndte paa det, og endskønt 376det jo var første Gang, at jeg kommanderede for saa mange Officerer, da hans hele Stab var med, kom Kommandoordene saa lydeligt fra mig, og gik alt saa godt, at Brigadekommandøren sagde, at jeg var en rask Fyr, som han godt kunde lide, og især, at jeg ikke lod mig imponere af noget ...

Hørup Barakker, den 28. Juni 1864.

... Nu er da Krigen udbrudt igen, hvor længe den saa skal vare. Jeg har været paa Arbejdskommando i Nat, men Tysken er meget skikkelig endnu, det er kun nogle enkelte Skud, han sender os. Jeg har nu faaet mig en Oppasser, en lille, skikkelig Fyr ...

Vil I forhøre Skræder B., om han kan sy mig en lyseblaa Vest efter mit Maal, som han vist nok har, saa maa han gerne, saa hurtigt som muligt. Den skal være til at knappe helt igennem, og besat hele Vejen igennem med smaa, toppede, pletterede Sølvknapper, men han kender jo nok, naar han véd, den skal være til en Officer. Jeg har allerede faaet pyntet paa min Frakke og Kappe, men det, jeg skriver om, mangler jeg endnu, det andet fik jeg fra København, men naar jeg faar dette tilsendt, og gjort i Stand, vil min Uniform være saa god som ny ... Forleden Dag blev alle Officererne og jeg ved Regimentet aftagne, men blev det ikke godt; Fotografen er en Kludrer, men han har meget at bestille ...

Faaborg, den 30. Juni 1864.

En sørgelig Dag er igen opgaaet for Danmark. I Gaar Morges Kl. 2 stormede Tyskerne og tog, 377endskønt den største Tapperhed fra vores Side, Natstillingen. Vi mistede mange Folk, deriblandt næsten alle Officererne ved mit Regiment. Jeg er helskindet sluppet derfra, og kan ikke nok takke Gud for min Redning, da det var den morderligste Kamp, endnu værre end ved Dybbøl. Jeg mistede af mine Folk 21 Mand, I Underkorporal og I Korporal, som vist nok alle blev skudte. Jeg har dog den Selvfølelse, at jeg har gjort min Pligt, bestandig søgt at være foran, som jo en rigtig Officer skal, og er det ogsaa alles Mening.

Ja, det er en sørgelig Tid, hvad saa Enden skal blive ...

Jeg har det ellers godt og er rask, men mit Humør er ikke godt, efter at have mistet saa mangen en brav Kammerat ...

De Breve, som følger efter dette, er holdte i den samme naive og tilfredse, beskedne og sønligt kærlige Tone som alle de andre. Blot et eneste lille Brudstykke fra et af de sidste (dateret København 15. September) skal endnu anføres. Det lyder saaledes:

«Jeg sidder og skriver paa Hovedvagten, hvor jeg er paa Vagt. —Nu er det altsaa sket, at man har trukket op med Vagtparaden, som man jo som mindre ansaa for et uopnaaeligt Gode. Men saaledes gaar det i Verden, al Ting vender og drejer sig i den, uden man véd en Smule af det!

I sin store ubevidste Elskværdighed tegner det den unge Brevskrivers Billede med nogle ved Stil og Indhold lige ejendommeligt resumerende Streger.

378

Halv Seminarist, halv Bonde.

Uddrag af 9 Breve fra en 28-aarig, bondefødt, fynsk Seminarieelev, som paa Krigens Tid havde gaaet paa et københavnsk Seminarium i 3 Maaneder efter forberedende Undervisning hos en Skolelærer paa Landet. Brevskriveren, der er Husmandssøn, arbejdede som Tjenestekarl paa Landet, indtil han for sammensparede Midler begyndte at læse til Seminaristeksamen.

Alle Brevene er skrevne til en Ven og Seminarist. Overskrifterne veksler i Begyndelsen mellem«Min gode Ven!» og det fortroligt anvendte Fornavn eller Efternavn, men Brevet af 14. Maj indledes med«Kære Broder! (om jeg saa maa kalde dig«) og fra Fangenskabet skrives ogsaa:«Min kære Broder.» Brevskriveren undertegner sig:«Din altid hengivne og trofaste ... din bestandige Ven» o. lign.

København, d. 23. Novbr. 1863.

... Der er nu al Sandsynlighed for, at det ikke længer bliver ved den sejgpinende Pennefejde; nej, det bliver nok nu saaledes, at man kommer til at gribe til mere solide Vaaben, som ikke blot lader sig nøje med Papir til Valplads, thi det vil nok blive for skørt. Den danske «Jens» — Morten naturligvis 379
ogsaa — faar vist nu sin Finger med i Spillet. Han vil ikke nøjes med at slaas med Papirstumper med tyske Mikkel, thi deri er Mikkel maaske den overlegne, men med sin danske Arms Kraft vil han nok mærke Mikkel med Bajonnetten og en Gang imellem til en Forandring sende ham nogle graa Ærter, thi saa kan der da komme faste Boller paa Mikkels røde Suppe, som vi vil, saa godt som muligt, være ham behjælpelig med at tillave. Jeg haaber. at der allerede er lagt godt i Kakkelovnen ved Danevirke o. a. St., saa Gryderne snart vil komme til at koge. Af Bladene ser jeg i Dag, at 5. Bataillon har erholdt Ordre til at indkalde sit Mandskab, og hvis dette, som det rimeligvis er, er sandt, saa kan jeg i den allernærmeste Fremtid faa Rejsepas. Det tyder just ikke paa den behageligste Juleferie, men hvorfor skulde jeg krympe mig, naar det gælder Fædrelandets Ære? Nej, naar Ordren kommer, saa af Sted med frit Mod og fast Tillid til den Gud, som ene kan og vil være enhvers trofaste Beskytter, og med det Haab, at han ligesom hidtil har været ogsaa i Fremtiden vil være min Beskytter, gaar jeg trøstig Fremtiden i Møde, i hvad den end skal bringe. Paa Grund af mine øjeblikkelige finansielle Forhold kan jeg nu ikke se mig i Stand til at sende dig mit Portræt, i hvor gerne jeg end vilde, men desuagtet haaber jeg, at det broderlige og trofaste Venskabsbaand, hvormed vi er sammenknyttede, derfor vil være lige uopløseligt. Efter Regn kommer Solskin, siger Ordsproget, og jeg vil haabe, at naar den Uvejrssky, som nu truer os med Lyn og Torden, 380er trukket over, ja, saa haaber jeg, at den nuværende kvalme Luft vil blive renset, saa at vi dog maaske med frit Aandedræt i den rensede Luft en Gang kan komme til at tale mundtlig sammen, og jeg tror, at det vilde være os begge en inderlig Glæde. Vi vil nu leve i det bedste Haab ...

Rendsborg Kronværk, den 22. Januar 1864.

Hav mig undskyldt, fordi jeg denne Gang har ladet ventet saa længe paa mig. Den sidste Tid har nemlig for os her været usædvanlig ensformig. Dette er maaske over din Forventning, men saaledes er det alligevel.

Den kommende Dag har i dette Aar været som den svundne for os. Vejrforandring maa dog her undtages, saa vel som Smaaligheder, hvad der altid indtræder i det daglige Liv, ihvor man end befinder sig. —

Jeg er, Gud være lovet og takket, ved godt Helbred og frit Mod, og i den Tilstand har jeg hele Tiden befundet mig. Efter Omstændighederne har jeg det i alle andre Retninger meget godt, ja jeg kan endog sige udmærket godt. Vort Natteleje var for os i Førstningen ikke efter Ønske, men nu ønsker vi det ikke bedre, uagtet vi endnu har det samme. Klæderne maa vi rigtignok beholde paa om Natten, men hvilken Nemhed er det ikke for os om Morgenen, naar vi staar op! Ja, saa er vi med det samme paaklædte. — Vor Kost er af en udmærket Kvalitet, og vi forstaar nu at tillave det, saa det kan smage, kan du tro ... Hjemme tænker de godt paa os, thi den sidste Tid er hertil ankommen flere 381Sendinger af Uldtøj, Cigarer, og i Dag en Ladning bajersk Ø1 fra en Kommerceraad H. i København. Alt saadant smager saa billigt, og naar man saa tillige véd, at det er en kærlig Gave, saa bliver saadant endnu mere krydret. Rygter gaar her mange af, men lige paalidelige er de vel alle. Jeg stoler ikke mere paa nogen af dem end paa gamle Sladderkællingers Vrøvl. Nu i flere Dage har man hver Dag sagt: i Morgen kommer Prøjserne, men endnu har vi ikke set dem, og tage Hatten af, førend vi ser Herren, det kender vi ikke noget til her. Det er imidlertid rimeligt nok, at de kommer til Rendsborg enten i Morgen eller Overmorgen, og at de saa vil besætte Sønderjylland, det véd vi jo nok, at den prøjsiske Regering har erklæret, dog tror jeg, at de alligevel vil betænke sig nogle Gange endnu, førend de vover at gaa over Ejderen, thi det er vist et svært Skridt for dem at gøre. Vi ønsker imidlertid, at de vil forsøge derpaa, thi efter alt at dømme vil de derved maaske skære Ris til deres egen R—.

Hvilken Fornøjelse vil det ikke være for vi Jenser, om hele det store, enige Vaterlands Befolkning kunde komme i Haarene paa hinanden!

Den sidste Eftermiddag i det gamle Aar ladte vi Geværerne med skarpt for at hilse paa Sakserne. Med disse Blaabær kommer vi maaske nu til at hilse paa Prøjserne. Sakserne vil ikke slaas med os, siger de selv. Vil nu blot de andre, thi ellers faar vi ingen Brug for vore gode, graa Ærter, og det var dog en Skam. Ikke sandt min Ven? Du skulde blot være her nede, naar det kommer til at gaa løs — hvis 382det sker. — Her vil blive Gemytlighed, du. Sværmen af blaa, spidssnudede Bier omkring Ørerne vil tilvejebringe Liv og Død imellem os. Hvilket Syn! De døde skal vi finde i Fjendens Rækker og de levende i vore. Nu faar vi at se ...

Sønderborg, d. 5. Marts 1864.

... I Dag har jeg lidt Frihed. Jeg er, Gud ske Tak, ved godt Helbred og frit Mod, og efter Omstændighederne har jeg det i andre Retninger meget godt. Men siden jeg sidst talte med dig, har jeg rigtignok døjet ikke saa ganske lidt; navnlig ved Danevirke og under Tilbagetoget derfra. Oprigtigt talt undrer jeg mig nu over, hvor vi har kunnet udholde det. 5 à 6 Døgn tilbragte vi under aaben Himmel, og vi havde det kun yderst sparsomt med Levnetsmidler; Brød kneb det især med. Men Gud være lovet, jeg holdt det godt ud. Træt og udmattet i højeste Grad, det var jeg rigtignok.

Nu har vi forholdsvis Herredage. I de sidste 6 Dage har vi ligget ude paa Landet og haft det godt hos Bønderne. I Dag er Regimentet atter rykket over til Sundeved for at forrette Forposttjeneste. Der skal vi saa være i 6 à 8 Dage. Jeg forbliver her i Sønderborg til hen paa Eftermiddagen, thi Forposttjenesten kan jeg deltage i efter eget Godtbefindende. Men jeg ønsker dog nok at være med, naar de blaa Ærter begynder at pibe, thi saa er det værd at være med, og det er jo ogsaa derfor, vi er kommen her. Du skulde blot høre, hvor nydeligt disse Blaabær kan fløjte, idet de farer omkring Ørene paa os. Jeg har endnu ikke været med, hvor 383det har gaaet rigtig varmt til, thi der er endnu ikke falden en eneste Mand af vort Kompagni. Men vi er ogsaa Karle, som Fjenden ikke gerne tager skarpt Sigte paa, thi han véd maaske, at bliver vi først rigtig varme i Hovedet, saa slagter vi ned for Fode ...

Du kunde vist mange Gange more dig ved at være herovre hos os, thi her er Gemytlighed, kan du tro. Straks ved vor Ankomst hertil var det ikke saaledes. Men naar blot «Jens» faar lidt at spise og dertil og om Natten kan komme til at sove i lidt Halm, saa er der atter Humør i Skelmen. Rykker vi paa Forpost, gaar det med Sang, og ligeledes naar vi rykker derfra. Kom herover i Paaskeferien! ...

Sønderborg, d. 24. Marts 1864.

Den 17. d. M. havde vi en livlig Fægtning med det tyske Rakkerpak. I 10 Timer var jeg i Ilden, og jeg sendte dem den Dag 50 graa Ærter. Hvor mange der gjorde den forønskede Virkning, det kan jeg ikke sige, men nogle maa da have truffet; ellers havde jeg skudt slet. Der var en ordentlig Kugleregn, kan du tro. Kuglerne peb os ikke alene om Ørerne men ogsaa om Benene. Min blanke Maren skød Rakkertøjet mit Skæfte itu paa, og jeg selv fik et ubetydeligt Æresmærke paa min højre Kind. Jeg kunde have undgaaet det den Gang, men jeg var rentud sagt baade næsvis og nysgerrig. Vi trak os nemlig lidt tilbage, og idet vi gjorde dette, saà jeg en fjendtlig Patrouille paa omtrent 40—50 Mand komme ned mod os. Den ny Stilling, vi indtog, var af den Beskaffenhed, at vi ikke kunde se ret 384langt frem i Terrainet. 2. Komp. laa til højre for os, og dette skulde vi holde Forbindelse med til den Side; men der var kommen lidt Uorden i Kompagniet, saa vor Forbindelse derved for et Øjeblik var bleven afbrudt. Jeg frygtede for, at vi saa muligvis kunde blive afskaaret af den fjendtlige Patrouille, og af den Grund bad jeg min Delingsfører om Tilladelse til at gaa frem igen for at se, hvor Patrouillen var bleven af. Jeg gik da frem til et Hegn, krøb op paa dette og saà mig omkring. Omtrent 300 Alen foran mig stod den fjendtlige Patrouille ganske rigtig i et Hjørne paa en Mark. Nu vilde jeg gerne overbevise mig om, hvor stor Patrouillen omtrent var; men det Pak fik mig i Sigte ligesaa tidlig som jeg dem. Der blev straks sendt nogle Blaabær efter mig, men de gode Folk havde ikke taget fint Sigte nok. De traf kun mit Gevær og lod et Bær berøre min højre Kind ganske løst. Maaske det var blot Skaansomhed af dem! Nuvel, tænkte jeg og trak mig ned bag Hegnet. Derfra sagde jeg dem Tak for deres udviste Opmærksomhed og sendte dem en graa Ært igen. Thi jeg mente, lige for lige naar Venskab skal holdes. Du skulde blot komme herover! Jeg skal nu være Underkorporal ...

Ved Siden af Barakkerne paa Sundeved, den 12/4 1864.

Dit Brev, som du straks efter din Ankomst havde skrevet, har jeg med Glæde modtaget. Modtag min Tak derfor! Samme Dag modtog jeg det i dit omtalte Brev fra din Fader med det deri indlagte «blaa Øje». Du kan tro, min kære Ven, at det glæder mig i overordentlig høj Grad saaledes at 385se Beviser paa, at jeg staar i saa kærlig Erindring. Jeg er, Gud være lovet og takket mange Gange, ved godt Helbred og frit Mod. Vi har her længtes efter at naa den 12. April, thi Rygtet har sagt os, at der den Dag vilde ske en Forandring i Tingene. Denne er ogsaa sket, men vort Haab er skuffet, idet vi troede paa en Forandring til det bedre, men det blev omvendt ...

Her skulde du blot se et Syn, som man siger. Nu skinner Solen, og man ligger da rigtig og solbatter sig paa Halmen. Hele Legemet er nu til Syne, men i Morges og i Nat var kun Hovederne til Syne. Legemerne var tildækket med vor sædvanlige og saakaldte Svinefjer. Jeg for mit vedkommende sov godt hele Natten, dog ikke saa ganske uforstyrret, thi af og til sprang der en Granat i Nærheden. — Fordi der ellers springer en saadan Knægt nær ved os gør ingen Forstyrrelse, naar ikke det store Knald gjorde saa megen Spektakel. Jeg har sovet adskillige Timer i Løbegravene om Dagen under en temmelig almindelig Kanonade, det anfægter mig slet ikke. Enkelte Gange er jeg bleven vækket, idet jeg blev overøst med Jord, som Granaterne kan kaste langt omkring, idet de springer. Man kan gøre sig fortrolig med alt og finde sig i alt, min Ven, saalænge vi blot har Helbredet. En saaret Kammerat gør vel et daarligt Indtryk, men det glemmes hurtig igen. Saadant hører nemlig til Dagens Orden. Dog bliver der ikke mange saaret i Forhold til det Antal Skud, Fjenden ofrer paa os.

Den 6. April havde jeg nær ærgret mig sort — nu 386vel, saa havde jeg faaet en anden Farve. Jeg tillige med nogle af mine Kammerater sad nemlig i Løbegravene og havde lige begyndt at spise vor gode Oksesuppe, da en Granat kom farende og slog baade Kedel og Suppe fra os, saa det fløj saa højt i Luften, at vi hverken hørte eller saa det mere. Slige Tilfælde har man ikke saa faa af. Du spørger i dit Brev, om jeg er bleven Underkorporal, dertil kan jeg svare: ja.

Suppen er nu kogt og vor Hofkok er ved at dække Bord paa den dejlige grønne Jord. Undskyld derfor, at jeg nu afbryder med det Pilleri ...

København, d. 24. April 1864.

Du vil maaske undre dig over, at jeg nu atter er i København. At jeg er ankommen hertil er imidlertid gaaet meget naturligt til. Under Slaget den 18de ds. blev jeg tilligemed saa mange flere saaret. Dog kan jeg, Gud være lovet og takket, trøste dig med, at mit Saar er af den Beskaffenhed, at jeg med Guds Hjælp atter om faa Dage vil kunne afgaa til Arméen som helbredet. Jeg blev saaret i Ansigtet og paa min venstre Haand. En Granat sprang nemlig meget nær ved mig, men af dens. haarde Stykker blev jeg slet ikke truffet, det var kun Krudtet, som traf mig. I mine Øjne mærkede jeg det mest. En halv Time efter at jeg havde faaet denne Lussing, hovnede jeg op, saa jeg blev ganske blind, og frygtede for, at selve Øjnene havde taget Skade. Dette er imidlertid slet ikke Tilfældet. Med mit højre Øje ser jeg nu lige saa godt som tilforn, og det venstre er nu helbredet i den Grad, at jeg nok kan taale at se med det, kun ikke ret længe 387ad Gangen, og det er endnu ogsaa lidt blaat. Men et blaat Øje kan man jo ogsaa let faa, naar man kommer i Slagsmaal med gale Folk, og kan man slippe dermed, maa man endda være tilfreds. Det er jeg sandelig ogsaa, kan du tro.

Jeg blev her indlagt paa et Hospital, men det slap jeg snart ud af, idet nemlig Hr. T. [Seminariets Forstander] kom ud og af Overlægen fik Tilladelse til at tage mig med sig hjem og beholde mig hos sig, saa længe jeg som saaret skal forblive her i Byen. Derfor er jeg ham sandelig meget taknemmelig. Du kan tro, jeg har det godt her. Det er en meget behagelig Forandring i min Tilstand; spise ved et godt dækket Bord og sove i en behagelig Seng samt desuden nyde mange Fornøjelser, det er nu noget ganske Nyt for mig. I Aftes havde jeg den Fornøjelse at se mit Navn i «Berlingske Tidende» af 23de ds. [hvor Brevskriveren findes anført i Krigsministeriets Beretning om Fægtningen den 17. Marts mellem dem, der«ί Rapporten omtales med Udmærkelse»] Naar du dér ser det, vil det maaske ogsaa glæde dig, min kære Ven. — Du kan tro, at jeg morer mig udmærket her, jeg maa gaa ind at høre Foredragene, og i hvilket Hold jeg ønsker, maa jeg gaa ind at høre paa Undervisningen ...

Baraklejren ved Sundsmark, den 14/5 1864.

Det er mig en sand Glæde at kunne berette, at jeg nu atter som helbredet er her ved min Afdeling. Gud være lovet og takket, at mit Saar ikke var farligere, end at jeg nu igen kan være med at kæmpe for Fædrelandets Ret og Ære, om det oftere 388maatte gøres fornødent, thi en ledig Tilskuer ved Danmarks Forsvar er mig meget imod at være. Hver Gang vi har haft en Fægtning med det tyske Røverpak, kunde jeg godt have blevet tilbage, men det har jeg ikke kunnet, idet jeg har følt det som min Pligt at gaa med, og hvad man under slige Forhold skylder sit Fædreland, det bør man ingenlunde unddrage sig, om man end staar Fare for at miste sit Liv.

To Gange har der nu været godt Bud efter mig fra Fjenden, men endnu har han desuagtet ikke formaaet at krumme et Haar paa mit Hoved. «Hvem Gud vil bevare, han er uden Fare,» det er sandt!

Nu har vi Vaabenhvile, som du jo nok véd; kunde den nu være en Forløber for en for Danmark hæderlig Fred, da skulde jeg slet ikke have noget derimod. Men hvis der bliver indgaaet en Fred, hvorved vor Frihed og Ret lider Skaar, da vil jeg langt hellere vove en Dyst paa Liv og Død endnu en Gang, ja to, tre, fire, om saa gjordes Behov, thi heller Kamp end fremtidig Trældom, som det store Tyskland saa gerne vil paaføre det lille Danmark,

Ved min Ankomst hertil den 8. Maj blev min Kompagnikommandør saa glad, at han straks indstillede mig til Korporal, men jeg blev det alligevel ikke, fordi Kompagniet har det reglementerede Antal Underofficerer. I Tilfælde af Afgang eller Forsættelse staaer jeg først for ...

Det sidste af Brevene er skrevet i den tyske Fæstning Cosel, d. 7. Juli 1864:

Det er næsten med taarefyldte Øjne, at jeg denne 389Gang fatter Pennen for at berette dig lidt om min Tilstand, ikke fordi denne er forværret, men fordi jeg som Fange er bortført fra mit elskede Fædreland, som jeg derved er sat ud af Stand til, i Forening med mine Kammerater, at forsvare. Gid jeg dog blot endnu havde befundet mig i den danske Armés fortyndede Rækker! Gerne havde jeg endnu døjet — om saa skulde være — dobbelt saa meget ondt som i de sidst forløbne 6 à7Maaneder, naar dette kunde bidrage til Fædrelandets Frelse.

Du kan ikke tænke dig, min kære Broder, hvilken pinlig Tilstand dette er for mig, at jeg nu foreløbig er bortrevet af de danske Forsvareres Rækker. Endskøndt Danmarks Forsvar ingenlunde har frembudt Behagelighed og Magelighed for den danske Soldat, men derimod Møje og Besværligheder, saa ønsker jeg mig dog ikke noget bedre under de nuværende truende Forhold end som Soldat at tjene mit Fædreland af yderste Evne. Hvor glad har jeg ikke hidtil været ved Tanken om at udgøre en lille Del af den danske Forsvarerkraft! Denne Glæde er mig nu foreløbig berøvet; dette er yderst tungt, men det maa vel saaledes være Guds Vilje. Maaske dette mit Fangenskab kan være til mit sande Gavn! Vi kender jo ikke de Midler, Herren bruger for at føre os til Maalet. Derfor vil jeg i Hengivenhed og Tro, forenet med Haab om en bedre Fremtid, underkaste mig de Byrder, som paalægges mig. — Nu lidt om Slaget den 29. f. M.:

Den 28., om Aftenen Kl. 9, rykkede vi paa Forpost. Kun faa af os havde Anelse om, at det var 390sidste Gang, vi skulde besætte Stillingen langs Alssund. Henimod Midnat hørte man fra Sundeved, navnlig fra Sandbjerg Omegn, en temmelig stærk Vognraslen, Hundegøen, Hurraraab, Sang, højrøstede Samtaler, Hestetrampen o. s. v. Vi talte da om, at nu hed det sig nok at passe godt paa, ja, vi glædede os ved det Tilfælde, at Fjenden vilde angribe, thi vi troede temmelig sikkert at kunne afslaa et saadant med Held. Af det ovenfor antydede kunde man ikke vide, paa hvilket Sted Angrebet vilde ske, saafremt et saadant var bestemt til den følgende Morgen; thi netop dette, at Alarmen hørtes i den Retning, kunde gerne være et beregnet Krigspuds, som skulde vildlede os, eller maaske ogsaa blot blind Alarm. Man maatte altsaa være forberedt paa et Angreb paa et hvilket som helst Sted. Dog var den almindelige Mening den, at det blot var blind Alarm, dog var der flere, som tillagde den alvorlig Betydning. Omtrent Kl. 2 Morgen hørte man en meget heftig Geværild mod Nord og samtidig en levende Kanonade over hele Linjen.

Pludselig ophørte Geværilden. Man kunde da i det mindste ingen Geværskud høre — vort Kompagni havde nemlig besat Stillingen fra Flankebatteriet til Surløkkebatteriet, altsaa noget Syd for Kjær Vig — vi troede da, at Fjenden havde stødt sig alvorligt paa vor højre Fløj. Kanonaden vedblev imidlertid med uafbrudt Heftighed, men det brød vi os ikke noget om, thi sligt hørte ved Dybbøl til Dagens Orden. Jeg tillige med nogle af mine Kammerater satte os ned og tog os en lille Frokost. Pludselig 391
kom nogle Konstabler løbende i fuld Fart og fortalte os, at Fjenden allerede var ved Kjær. Dette troede man ikke, men snart fik vi Troen i Hænderne, idet Kuglerne ret lystig begyndte at pibe os over Hovederne. Nu fik vi travlt for Alvor, thi med den Front, vi havde, kunde vi ikke optage Kampen, thi vi havde Fjenden i Flanken. Altsaa, vi trak os lidt tilbage, op til en Gaard, som hedder Engeshøj. Der gjorde vi Front mod den fremrykkende Fjende. Som vi stod der, kom der Ordre fra Brigadekommandøren, Oberst Bülow, at Fjenden var trængt haardt tilbage paa højre Fløj, og ved et rask Angreb vilde det lykkes os at slaa Fjenden tilbage. Hvilken glædelig Efterretning var ikke denne! Du kan tro, at vi stormede frem med Lyst og Glæde. I hvert et Ansigt viste Glæden sig, da det hed: «Nu rask fremad!» Vi stormede rask frem mod de talrige Fjender, uagtet vore Rækker blev stedse tyndere og tyndere. En Tid havde vi dog alligevel den Glæde at forhindre Fjendens videre Fremrykning. Jeg tilligemed nogle flere stormede frem til en afbrændt Gaard, hvorfra vi havde godt Skud paa Fjenden. Idelig og idelig lød Signalet: «Fremad!» Vi glædede os, for hver Gang det gentoges, og haabede paa et heldigt Udfald af Kampen. Saalænge ovennævnte Signal lød til os, var der jo ingen Grund til Tilbagegang, men frem kunde vi endnu heller ikke komme, da vi netop paa dette Sted stod længst fremme. Vi kunde da let løbe i en slem Fælde. Men hvilken Forbavselse! Pludselig saà vi os at være i en Fælde. Fra tre Sider blev skudt 392paa os. Vi besvarede saa godt vi kunde. Nogle løb tilbage, — havde jeg blot fulgt med! — men det vilde jeg ikke, fordi Signalet: «Fremad!» stedse gentoges. Jeg haabede snart at erholde Understøtning; men den udeblev for længe. Pludselig kom en Prøjser frem over Hegnet, ved hvilket jeg stod, og satte sin Bajonnet for mit Bryst. Derved kunde jeg endnu ikke lade mig bevæge til at kaste mit Vaaben fra mig, men parerede Stødet af og indtog Dækstilling mod Gavtyven, fast bestemt paa at vove en Dyst med ham i Haandgemæng. Men pludselig vrimlede det af Prøjsere i min umiddelbare Nærhed. Der var nu ikke noget at gøre. Mit Gevær maatte jeg strække, hvor nødig jeg vilde, og med det samme var jeg Fange. O, hvilket pinligt Øjeblik, min kære Broder! Du kan vist næppe tænke dig, hvor ondt det gjorde mig. At blive taget til Fange har jeg al Tid betragtet som det værste af alle Onder, og dog skulde denne Skæbne ramme mig tilligemed saa mange flere, desværre. Ihvor pinlig denne Tilstand er for mig, maa jeg sige, at Prøjserne behandle os meget godt. En fejg Soldat kan have sin rette Plads i Fangenskab, men for enhver, som elsker sit Fædreland og véd, hvad der nu kæmpes for, er denne Tilstand yderst pinagtig, om vi end bliver nok saa godt behandlede ...

393

Bondesoldater.

Uddrag af 33 Dagbøger og I sammenskrevet Visebog samt 472 Breve. — Alle Skribenterne har kun nydt Almueskolens Uddannelse.

Originalernes Retskrivning, Tegnsætning og Inddeling er bibeholdt i nogle typisk udvalgte Tilfælde, som angives ved (†).

En stor Del af Bondesoldaternes Dagbøger (16 af 33) indeholder saa godt som intet ud over hvilken«Tjeneste» der er forefaldet og hvilke Kvarterer vedkommende har ligget i. Udpræget i saa Henseende er en lille Oktavbog paa 27tæt skrevneSider, som fra den 28. Novbr. 1863 til den 17. Aug. 1864 giver en 26aarig Alsinger og Landsbyskræders Skæbne som menig Soldat ved 21. Infreg. Al Tjeneste anføres med samme kortfattede Nøjagtighed, ligegyldigt om det kun er«vi stillede til Appel i Vaabenfrakke og Sabel», «vi stillede Kl. 8 med Geværet og Laasen paa Ladestokken», eller det drejer sig om en alvorlig Fægtning, som naar det hedder: «Vi drog paa Forpost d. 2. Februar Kl. 10½ udenfor Klosterkro, hvor vi skulde afløses d. 3dje, men begyndte Fægtningen d. 3dje om Eftermiddagen og vedvarede indtil Kl. 5½ 394Saa trak vi os tilbage til Skandserne og blev indkvarteret i store Danevirke». Paa ganske lignende Maade omtaler en med Alsingeren jævnaldrende Husmandssøn og Jyde af II. Regiment Kampen ved Sankelmark:«K1. 12 kom vi i Fægtning i 4 Timer, I Mil fra Flensborg».

Nogle samlede Dages Optegnelser af Alsingeren kan anføres til yderligere Belysning:«Den 5. April stillede vi Kl. 6½ og drog paa Forpost, vi laa paa Vagt i Oldenborgs Forværk og blev afløst d. 6. April af 14. Regiment, og Kl. 6 Aften stille til Appel, Lønning og Naturalforplejning. Den 7. April stillede vi Kl. 4¼ og stod ved Kongens Port til Kl. 7 og siden paa Arbejde og Kl. 6 Aften til Appel og Naturalforplejning. Den 8. April stillede vi Kl. 6½ og drog paa Forpost, vi kom paa Vagt i Bønnelykkes Have og blev afløst d. 9. April af 14. Regiment, og den Dag havde vi ingen anden Tjeneste end Vadskning for hvem der lyster og Kl. 6 Aften til Appel og Naturalforplejning».

En nordsjællandsk, 23aarig Gaardmandssøn, menig i 14. Infreg. anfører i en ganske lignende Dagbog ved Siden af de tjenstlige Begivenheder af og til lidt om de Egne, hvori han færdes, fortæller, hvorledes han har læst dem beskrevet i en Bog o. desl., og en Gang oppe i Jylland hedder det: «... der laa vi godt og i Fred for Fjenden, thi ellers var Lejet kuns daarligt, det bestod af urenlig og med mange Lus befænget Halm i en Lade». Den samme Mand optegner ganske nøjagtigt, at han i sin Tjenestetid fra 15. Marts til 31. Oktober har«modtaget i Lønning 46 Rdl. I(???) 7 β395foruden Naturalforplejning fra 21. Maj til 9. Aug.» samt«brugt af mine egne Penge i alt 56 Rdl.»

Af og til kan man ogsaa i Dagbøger af denne

Type træffe en henstrøet Bemærkning om«det elskende Fædreland», el. lign.; en 23aarig Gaardmandssøn fra Vendsyssel har det kuriøse Indfald at nedskrive sine højst kortfattede Optegnelser paa en Art Tysk for de Egnes vedkommende, hvor Sproget er tysk, som f Eks.(†) «... blev einqvartirt bei Schulmeister Köster S. umqvartirt d. 12te Jnr. und ausgesets zur diener fur Lieutenant M. Qvartir bei der Hofhern H. zur der 30ste J. 6 Uhr nachreist die Landstadt U. wo icg ankom 2 Uhr Nachm., zur die Landstadt K. osv.». Men ellers træffes kun den tørre Opregnen af Tid, Sted og Tjeneste.

Man maa dog ved Bedømmelsen af disse Smaaværker vel erindre, at Forfatterne som Regel vil have skrevet Breve hjem, dersom en af dem udtrykker sighar indeholdt deres«Meninger».

Af en noget anden Type er de Dagbøger, som — dels med Bibeholdelse af en streng kronologisk Optegnelse af Tjeneste og Kvarterer, dels det forudengiver vedkommendes Indtryk og Følelser paa en mere eller mindre fyldig Maade.

Den« Vandringsbogy», som skyldes en 31aarig, østjydsk Tjenestekarl fra 6. Infreg.. indeholder bl. a. om den første Gang, han skal i Ilden, at «vi var alle ved et frit Mod og tænkte ikke paa nogen Fare; vi drak os en lille Snaps og bad til Gud, at han vilde give os en heldig Sejr». Efter Stormen den 18. April,396hvor hans Regiment ikke er med, fortæller hansom saa mangen andenhvor han er«glad ved at vi var sluppet fra Dybbøl om Natten før, men alligevel bedrøvet for vore Kammerater, som vi vidste at have meget at udstaa, inden de naaede Als, og mange var segnede for Fjendens Kugler». Under Vaabenhvilen indeholder Bogen i Maj Maaned det betegnende:«Mit Kvarter var hos en Bondemand; der var vi 17 Mand, og Folkene var gode mod os, kuns Tjenesten var os modbydelig, vi maatte om Formiddagen exercere i tre Timer og havde en Times March, før vi naaede Pladsen. Det var vi gamle Karle meget imod, thi vi mente, at Vaabenhvilen var, for Soldaten skulde samle Kræfter i Stedet for at anstrenge ham».

En 26-aarig Fyenbo, Tjenestekarl, menig i 5. Infrg., forer sin Dagbog som Fortsættelse af udførligere Optegnelser fra Indkaldelsen til de slesvigske Manøvrer i 1863. Den Gang afskrev han nøjagtigt alle interessante Gravstøtter og Monumenters Indskrifter, som f. Eks. den paa det berømte Flensborg-Mindesmærke«med en Løve paa, større end en Hest», og han skildrede Beboernes Levevis, hvor han kom hen. Han fortsætter, til at begynde med, i samme Aand nu efter den nye Indkaldelse, indtil Krigens Begivenheder stiller alt andet i Skygge.

Den sidste Dag i det gamle Aar staar han Vagt i Rendsborg og«ventede der paa Sachsernes Komme ... Det saà lidt krigerisk [ud] den Dag, da det saà ud som en Fægtning skulde begynde; vi stod lige over for de fremmede Tropper; der blæste skrapt. Mandskabet vandrede urolig frem og tilbage paa Pladsen; der blev 397drukket og sunget for at oplive Krigshumøren. Rimfrosten bedækkede de skæggede Ansigter, Solen skinnede, snart klart paa de blanke Vaaben, snart igennem en tyk Rimtaage. Men det tog den Gang en bedre Ende, vi gik rask til Landsbyen, blev indkvarteret og spiste Kaal til vor Nytaars-Aftensmad, fik os en Bolle Punch tillige med vores Vaabenmester og en Korporal...» Den 23.«blev vi inspiceret af General du Plat ... Det var et stærkt Regnvejr, og vi var der heller ikke længer, end at der blev skuldret og præsenteret for Generalen, hvorefter han gik omkring imellem os, talte med nogle af dem, derpaa gjorde han [en] kort Tale, som jeg synes var noget smigrende. Han kendte nok denne Afdeling, han vidste nok, at Fyenboerne var vant godt, at de nok vilde leve godt, ligge godt om Natten, og ikke bestille ret meget, men temmelig ærgerrig og vilde være de dygtigste. Men dersom den gode Gud vilde, at vi skulde bruges til Felten, saa vilde han staa ved vor Side og sørge for at stille os paa Steder, hvor vi kunde faa vores Ærelyst styret; Gud være med Eder! Den Dag fik [vi] Ekstraforplejning, Kiks, røget Flæsk og Brændevin, Bajersk-Ø1 udleveret...» Fra Danevirke fortælles om «en bælgmørk Regnvejrsnat; her stod vi og satte Hovederne sammen som en Flok Gæslinger», fra Dybbøl skrives den 2. April«.. vi var en 50 Mand Infanteri derinde [i Skansen]. Jeg tænkte ved mig selv, at ingen af os kom levende der ud af mer, da der faldt Granater i Hundredevis i Skansen. De fleste af os laa bag Krudtmagasinet, men den gode Gud bevarede og holdt sin beskærmende Haand over os, at kun en Mand af Kanonbetjeningsmandskabet, som aldeles maatte forlade 398Kanonerne, blev saaret. Da det blev mørkt, ophørte de noget, og vi blev afløst, og det stod i lys Lue, da vi kom udenfor; vi løb derfor, det bedste vi kunde, og samledes først, da vi kom paa Landevejen. Vi marcherede ind til Sønderborg, der saà det ogsaa noget spydsk ud; vi gik i de bare Tagsten, Regn, Lynglimt og paafolgende Skrald; vi kom ud til den anden Ende af Byen, derfra igen bag om Byen, ned til Dampmøllen ...» Deltagelsen i Alsaffœren omtales ganske kort:«Vi stod i Løbegraven, og den fulgte vi tilbage omtrent til Sønderborg, saa vendte vi om og gik imod dem igen og fyrede voldsomt og raabte Hurra, til vi kom lige ind til dem og blev taget til Fange i Løbegraven ...» Skildringen udføres noget mere i et af Soldatens (9) Breve, der er skrevet fra Fangenskabet i Cosel:«... den 25. f. M. forlod vi vort gode Kvarter i Sjellerup, hvor vi var bleven saa godt kendt, at Fruentimmerne græd, da vi rejste, thi der var jo ikke Udsigter til noget godt. Vi var saa paa Forpost i 4 Døgn; som den saa gik los den 4de Nat Kl. I à 2; vi var i Løbegravene ved Sundet, til venstre for det Sted, hvor de gik over; efter en Times Tid blev vi trukket omtrent ind til Sønderborg, derpaa omkring imod dem med Hurra, til vi gik lige i Hænderne paa dem. Omtrent Kl. 6 blev jeg taget tillige med min Kompagnikommandør, Prmlt. N., Delingsfører, Sekondlt. S., tillige en 20 Mand af mine Kamerater, saa at af den Deling, jeg var i, kom der aldrig en Mand til Fyen, efter det vi kan regne ud, og kun lidt af Kompagniet ...

Til de noget udførligere Dagbogsforfattere hører ogsaa en 30-aarig, paa Landet født og opdragen Murer399fra en lille fyensk By, Ordonnans ved 3. Brigades Stab:«Den 9. Decbr. rejste jeg fra mit Hjem, hvor jeg tog af Sted fra mine kære med en Følelse, som ikkun lader sig beskrive af den, som haver forladt Kone og Børn og alt dyrebart i denne Verden og gaaet en uvis Skæbne i Møde». Ved Mysunde ser han de første døde og saarede, hvad der giver ham Anledning til Betragtninger om«her kommer Venner og Fjender, som for faa Timer siden stod lige overfor hverandre som Modstandere i Kampen, nu ligger de ved hinandens Side og vaander sig i Smerte af deres Saar». Der tilføjes:«Vi søgte at lædske dem med Øl og Vin». Umiddelbart efter Retræten har hans Brigadekommandør, Oberst Wørishøffer, Kvarter i Dybbøl Mølle og en Aften, fortæller Ordonnansen, kommer han, efter at have været i Sønderborg efter Brød,«paa Vej efter Dybbøl Mølle i et forrygende Snevejr. Jeg gik og tænkte paa, hvor mørkt det saa ud for vort kære Danmark, da jeg blev afbrudt i mine Betragtninger af en Stemme, som kommanderede: Træd af til højre! og jeg traadte ud i Sneen og ser, at det er Kongen med sit Følge, der rider forbi mig. Det gav mig nyt Mod, thi hvor Kongen kunde være, maatte jeg ikke tabe Modet». I Begyndelsen af Marts Maaned kommer hans Hustru over paa Als at besøge ham«og jeg tilbragte et Par lykkelige Dage her med hende». Dagen efter«blev her paa Tandslet Kirkegaard en Soldat begravet, og da vi kom for at følge ham til Graven, fik jeg at vide, at det var en af mine Bekendte fra Fyen, og jeg blev meget underlig til Mode ved saa uventet at faa at vide, at jeg stod ved en Bekendts Baare. Det var en smuk Handling; Pastor 400T. holdt en gribende Tale, hvori han skildrede Krigens Besværligheder, at han var kommen her for at finde Hvile i nogle Dage, men nu havde han fundet den evige Hvile, og naar Ordre i Morgen lyder til Opbrud, da lyder den ikke for han, da hans trætte Ben hviler nu trygt under Grønsværet. Derpaa henvendte han nogle Ord til Officererne om deres Haardhed imod deres undergivne; vi forlod Kirkegaarden meget bevæget, og mange med Taarer i Øjnene, men det er nu Krigerens Lod langt fra Familje og Venner at ofre sit Liv for Fædrelandet». — Den 26. i samme Maaned følger:«Det er Paaskelørdag Aften, og jeg havde hidtil troet, at jeg skulde komme hjem til Paaske, men det kunde nu ikke blive denne Gang; jeg var derfor i daarligt Humør, jeg søgte derfor at forslaa Tiden saa godt som muligt, derfor gik jeg mig en Tur ud. Himlen var klar, og Luften blikstille, og den nedgaaende Sol kastede sine sidste Straaler paa Træernes Toppe, hvor en Fugl med sin glade Stemme forkyndte Foraarets Komme. Jeg tænkte paa de kære i Hjemmet, som i den glade Fest vilde have modtaget mig med aabne Arme, men nu maa jeg vandre alene. D. 27.:«Det er Paaske Morgen, jeg staar tidligt op for at nyde den dejlige Morgenluft; Himlen er klar, og Aftenens nedtrykte Stemning har ganske forladt mig, og min forrige Munterhed er atter vendt tilbage. Foraarets Morgenluft bragte nyt Liv i mig, og med et let Hjerte vandrede jeg til Høruphav, hvor jeg havde den Glæde at faa Brev fra min kære Kone, at alt i Hjemmet stod godt til». Angaaende sin Deltagelse i Forpostturene ved Dybbøl og i Kampen d. 18. udtaler

401

han sig kun kortfattet, refererende, bliver hyppigst lidt udførligere i sine Beklagelser over de Stakler, der saares af Granater eller Kugler

Da denne Dagbogs Forfatter indsendte sit lille Værk til Brug for nærværende Arbejde, lod han nogle Linjer følge med, som det, selv om de strengt taget falder udenfor Bogens Ramme, turde være paa sin Plads at anføre som fortrinligt belysende Dagbogens Forfatter. Den nu snart gamle Mand skrev: «... Hvad der mest falder mig i Tanker, det er General Wørrishøffer, han var imod sine undergivne som en Fader imod sine Børn, og han søgte at skaffe os al den Hvile, som det var ham muligt; men var der Ordre at opfylde, da var han altid den første i Rækken, og Nat og Dag var han altid imellem os og opmuntrede os med venlige Ord, saa jeg aldrig vil glemme ham, og da han gav mig sit Portræt, og jeg har et af mig selv, saa er det mit Ønske, at vi kan følges ad, saa længe vi lever». — Et Vidnesbyrd i noget lignende Retning indeholder et tinder Krigen til en Kompagnikommandør ved 15. Infreg. skrevet Brev fra to c. 31-aarige sjællandske Forstærkningsmænd, der begge hjemsendtes i Maj Maaned fire og treds. Det lyder:

Hr. Compagni Commandør. *(†) Hermed følger en Pakke med Uniformen fra Nr 36 og 37. Afregningsbøgerne er i Frakkelommen. — Vi ønsker ikke at komme til at bruge dem mere dersom vi kan faae en god Fred men høre Tyskland til det vil vi ikke vi vil være frie danske Folk. Derfor naar at Kongen og Fødeland kalder 402da drager vi atter ud og strider som det sig bør med Gud for Konge og Fødeland.

Lev vel kjaere Hr. Compagni-Commandeur Vorherre være med Dem og os Alle Deres hengivne Ven.

P. Knudsen.

Jeg haaber at vi kan samles som Venner, Blandt de noget udførligere Dagbøger bør endnu to anføres, der danner en højst ejendommelig Modsætning. Den første udmærker sig ved sin særegent farvede Religiøsitet og har til Forfatter en 23-aarig Fynbo, ugift Husmandssøn og Tjenestekarl, Konstabel i Fæstningsartilleriet. Han begynder med Salmen(†): «Hvo ikkun lader Herren raade» — og et: Herre, regjer du mine Fjed til det sidste Amen. Den 5. Marts er han bleven indkaldt som Rekrut i København, d. 14. «maatte vi første Gang gjøre Tour ved vores Kanoner». Den 10. April er han færdig med Skolen, og allerede Aftenen d. 11. «maatte vi ud paa Skandserne paa Dybbel og Kuglerne sang hele Natten og den 12te ligesaa men mange af os vare borte da vi blev afløst om Aftenen nogle skudt og nogle saaret, den 13te var vi fri, den 14te maatte vi igjen ud paa Skandserne og Preuserne begyndte at storme Klokken 2 a 3 om Morgenen og der blev en hæftig Ild fra begge Sider men Fjenden trak sig dog tilbage efter en kort Tid igjen. Men Alle vores Kanoner blev skudt istykker samme dag paa Skandsen Nr. 1 den 15te blev vi afløst igjen men atter mange savnede den 16te kom jeg paa en ny Skandse og vi tog Kanoner med paa Skandsen samme Aften, 17de igjen afløst men atter mange savnede.

403

Den 18de var jeg sidste Gang derude paa Dybbel Skandser men det var ogsaa den varmeste Jeg var paa den nye tilbagetrukne Skandse bag Centrummet Fjenden blev da ved at fyre saa uafladelig at vi hørte ikke andet en Skud paa Skud fra alle Sider hele Natten imellem den 17de og 18de om Morgenen tilig begyndte Fjenden at nærme sig meget hurtig fra alle Sider saa tykt fra alle Sider at hele Dybbelstillingen var besat med Mennesker saa der ikke var andet at see, der blev først begyndt at angribe i venstre Flanke ved Skandsen No. I og nu var der Ild fra begge Sider saa uafladeligt ja jeg kan det ikke beskrive Men det varede ikke længe før Fjenden var lige paa Skandsen nu var der Varme i Blodet Vi fyrede paa hamp med Kardesjer og under Fyringen kom der en Granat som slod ned lige foran vores Kanon at Jord og Steen slog mig meget haart i Ansigtet ligesom jeg stod og satte det ene Skud an saa Blodet strømmede mig ned af Ansigtet, vor Skandsecomandeur H. kom da og sagde til mig at jeg var saaret og jeg skulde begynde at gaa men jeg svarede Ham at jeg vilde blive til det sidste og jeg blev ved min Kanon til det sidste, H. sagde da til os I har været brave Karle men det kan ikke hjælpe see nu har vi dem ved Skandsen nu maa I fornagle Eders Kanoner og forlade Skansen og da han havde sagt dette fik han en Kugle igjennem Hovedet saa han styrtede til Jorden og var død vi fik da Kanonerne fornaglet i en Hast og saa løb vi efter Sønderborg til alt hvad vi kunde, og Kuglerne sang os om Ørerne saa tykke som om vi løb igjennem en Bisvalm [Dialekt, Bisværm] hele Veien, men mange mange stakkels Menneskcr 404ogsaa sætte Livet til og hvor mange seer vi ikke som maa ende deres dage med Suk og Graad over deres halte Lemmer, Ja Gud trøste dem, og Gud give at Alle de Faldnes sidste Suk maatte have været som Stefanuss: Herre Jesu annam min Aand men det saae, saa sorrigfuldt ud; det var ikke saa, men Herre Jesu af din store Naade forbarm dig dog over de arme Sjæle. O! Dybbel Dybbel Her mistede jeg ogsaa min kjære Kammerat fra A. som jeg aldrig glemmer men Gud skee evig Lov og Tak, han har dog sine sunde Lemmer ligesom jeg. Han Blev tagen til Fange af Fjenden og nu er vi skilt ad men det trøstede mig dog meget da jeg fik at høre at han var taget til Fange saa er der dog Haab om tænkte jeg at vi sees nok engang Ja Gud skee Lov og tudsin Tak for du har holt mig under din Almægtige Haands Beskyttelse det var den i8te April. Den 25 Sider store Dagbog fortæller videre om Krigsbegivenhederne; deriblandt om Kampen paa Als, hvor der lød en Geværild, som«jeg aldrig har hørt før, for det var ikke som Geværskud, men som en Mængde Vogne at der kunde kjøre paa Steenbro og deriblandt den svære Torden fra Kanonerne men det varede ikke ret længe førend vi maatte begynde at riderere og det var et langt Stykke Vei fra Rønnehaug og til Kegnes. Efter Krigens Slutning ligger han endnu i København:«Tiden gaar rask Nu er vi naaet den glade Juul. Og jeg har moret mig godt i min kjære Frelser.» Nytaarsdag 1865 sluttes den lille Dagbog med: Og Gud give at dette maae blive et mere glædeligt Aar en det forige. O! Tak du kjære Frelser at du dog har borttaget dit 405Vredens Riis fra os, og igjen givet os Fred. Herre modtag vor ringe Tak og lad det tjene os til Gavn, og dig til Ære Amen.

Efter Slutningsstregerne tilføjes endnu Salmen:«Jeg gaar blandt Engle hvor jeg gaar».

Fra samme Mands Haand foreligger 3 Breve fra Krigen, alle skrevne paa Als. Nogle Uddrag af dem fuldstændiggør i høj Grad Indtrykket af Mandens Personlighed.

Kjære elskelige Venner i Herren Jeg kan ikke andet kjære Venner end skrive Eder til da det er mig selv meget sorrigfuldt, men jeg kan ikke andet Gud hjælpe os. Kjære Søster og Pige jeg har modtaget et Brev igaar som du har skrevet til din Broder, men kjære Pige jeg savner ham, vi har ellers været sammen siden vi reiste fra Kjøbenhavn men den 18de da vi sloges ved Dybbel da blev vi spllittet meget ad og jeg er ved 3die Fæstnings Kompagni og min Broder ved 4de og jeg har ikke kunnet opspurgt vor at 4de Kompagni var men da dette Brev kom tog jeg imod det, og da jeg kom fra Vagt om Natten saa lagde jeg mig til om Morgen og jeg gik da ind til Kaptainen og sagde at jeg havde en Kammerat ved 4de Fæstnings Kompagni som var bleven borte fra mig den 18 om jeg ikke maatte gaa ud til 4de Kompagni og see om jeg ikke kunde finde ham, og han gav mig ogsaa Tilladelse dertil og sagde mig tillige vor at 4de Kompagni da opholdt dem jeg gik da med et bedrøvet Øie bedende til min kjære Herre og Frelser, og i Haab om at finde min Broder, men forgjæves, 406jeg fandt jo hans Kompagni men der var han ikke men jeg talte med en som var paa samme Skandse han sagde at han vistnok var taget til fange jeg sagde da er han ikke skudt men han sagde mig igjen nei jeg troer sikkert at han er taget til Fange og det er jo meget sørgeligt for Eder men i kan tro at det er ogsaa meget sørgeligt for mig ja jeg savner ham saa ofte, og i kan tro at han savner ligesaa haardt mig og det er jo en sørgelig Tidende at bringe Eder men trøster Eder med at han har sin kjære Herre og Frelser med sig og I kan jo vær forvisset om at det er en god Trøster i Nødens Tid ...

Als den 23/6 94 Kjære Venner

Da det er saa længe siden jeg hørte noget fra min kjære Kammerat og Eders kjære Søn og Broder saa vil jeg sende et par Ord Hjem til Eder for at høre om I har nylig faaet Brev fra Ham og jeg vil bede dig om kjære Pige at skrive mig til igjen og lade mig vide hvorledes han har det, og naar du skriver til Ham da hils Ham mange Gange fra mig at jeg har det godt og nu kommer jeg i Seng og jeg er ved godt Helbred Gud være lovet og takket og jeg tænker vi snart skal see hverandre igjen, nu er vor Vaabenhvile jo snart forbi igjen men jeg haaber at vor kjære Frelser hjælper os og giver os Fred igjen i vort lille Land

Ja kjære Venner naar vi blot kunde blive enige om at bede vor kjære Frelser om Forladelse og Allesammen bede Ham om Hjelp baade dem der skal 407stride og dem der er i Hjemmet, men kjære Venner det hører vi aldrig her, her er kun daglig banden og sværgen og al Slags Gudsbespottelse, men du kjære Forbarmende Frelser straf os dog ikke i din Vrede og tugt os ikke efter vores Fortjeneste men af din store Naade tilgiv os dog og hør dog de faa og ringe Sukke som der bliver sendt op til dig. O! kjære Frelser der er dog mangen Fader og Moder som sukker og beder for deres Børn at du dog vil hjælpe dem og være dem naadig og bevare dem fra Fjendens Kugler. Ja kjære Herre hør dog de Forældres og Families Bønner og giv du dog os Kraft som skal stride og hold du dog din forbarmende Haand over os ... Det sidste, fra Als d. 8. Maj, er holdt i ganske samme Tone, overskrevet:«Kjære elskede Venner i Herren» og taler atter om Glæden, over at den savnede«Søn og Broder ennu var i Live og var under sin himmelske Faders Børnevinger». Det slatter med et Vers af Salmen:«0 Jesu hør mig for din død» og er underskrevet: Amen i Jesu Navn Arnen». —

Det fuldkomneste Modstykke til disse Nedtegnelser danner:«Hele min Rejsebeskrivelse 1864» af en 27- aarig gift Landarbejder fra det nordøstlige Sjælland, menig i 15. Infreg.

Hans Værk gengives fuldstændig, blot med Udeladelse af væsentlig refererende Omtale af Marcher og Kvarterer.

(†) Den 29 April reiste jeg fra Kjøbenhavn og kom til Fyen til Nyborg om Natten Klokken 2 og blev indkvateret den Nat der Dagen efter stillede vi 408Klokken 10 og maserede 4 Mil den Dag til en Bye som hed Kverndrup næste Dag afsted Klokken 5 om Morgenen til Faaborg og der var 3 Mil til der sad jeg og Spiste min Mad paa nogle Kanoner som laae nede ved Havnen da jeg var ferdig med det kom jeg paa et Dampskib til Als og der var det først det kneb det var den første Mai der maatte jeg spasere 2 Miil til Sønderborg Ladegaard den laae østen for Byen og jeg var dygtig træt men jeg sov godt den Nat endskjønt jeg laae i det Bare Halm Dagen efter Spiste jeg til Midag første gang som Krigsmand og det var i den store Stue næste Aften maatte jeg paa Forpost og det var jeg ikke van til da jeg var ikke langt fra Pruiserne jeg kunde tale over [til] dem ] da vi havde faaet vor gode Middagsmad, saa begynde de at vrimle frem fra alle kanter men da jeg fik Øiene op saa var det Pallamateer [Parlementær der kom men saa fik vi Bud at vi skulle Reise over til Fyen det kunde jeg bedre lide saa blev vi udskibet ved Hørup Hav og derfra seilede vi lige til Faaborg Klokke 3 om Morgenen ... den 8. [Juni] laae vi til Reserve paa Katrinebjer i en Stoor Lade der var et rigtig sjou dengang og om Aftenen Maserede vi til Røile igjen ... 16 om Eftermidagen Stillede vi til Kirkeparade der havde vi Gudstjeneste paa Røile Mark om Mandag Aften drog vi ud paa Forpost igjen, og den Aften havde [vi] ogsaa en gudelig Fortale om Ondsdagen Blev der sluttet Vaabenhvile og det var den 20 Junig til den 31 om Natten Klokken 12 da det var Blevet os bekjent skulde vi Lenger ind i Landet og 409ligge i Katolemang, vi blev glade da Dette skeete at vi skulde Reise saa var jo vore Mening at komme af Klæderne men det Blev heller ikke Bedre fordig vi kom jo Regtignok til at Reise det vil sige efter det gamle Ordsprog frem og tilbage er lige langt vi traskkede til Røile og dertil havde vi en halv Mil og det Bare Sand og Gaae i Varmt var det Beenene de Sved og Rykken blev ogsaa Vaad tillige Panden men endelig til syvende sidst naaede vi Katrinebjer igjen og der lagde vi os i den store Lade igjen til om Morgen Klokke 5 saa sprang vi ud af vores Senge vi havde regtig nok ikke langt tii Gulvet, men man kan jo hjelpe sig med en lav seng i di Tider den Gang. Da vi havde faaet vores Sager i Orden og faaet en Soppen i Livet saa gik [vi] ud og tog ver sin Kone paa Nakken og begav os pan Reisen da vi var kommet lit ud paa Veien fik vi Vil saa tog vi en taaer af Flassken og en Bid Brød igjen saa gled det jo lit Bettere da vi havde smurt Gummene det Gled jo lit op ad Dagen men Klokken 9 var vi en Bye som hed Asperup og Baarvig de 2 Byer støtte omtrent sammen det var en smuk omegn altsaa havde vi ligget og gjort Forposttjeneste i 3 Uger den 22 maatte jeg paa Vagt ved vores Rigements Komadøer og Krutkarene .. den 27 trak vi ud paa Forpost igjen og gjøre Strandvagt og afløses igjen den 28 om Morgenen Den 29 Blev Dannebrogsmendehæderstegn udeelt ved Baaringvig Broe der havde vi ogsaa langt at gaae for det den 30 blev vores Tøi stemlet Dagen efter var Vaabenhvilen udløbet saa maatte vi overtage 410vores gamle Stilling saa tænkte vi at nu blev det vel rigtig galt men Gud var dog med os aligevel om Aftenen kom der Ordre fra Overkomandoen at der var Vaabenhvile i 49 Timer og saa blev der regtignokogt Homøer i Folk jeg var ogsaa hos Hattemageren og kjøbte mig en Hat den var sver men den kunde taes og den skudide ogsaa taes thi den var sver jeg havde ikke saa Høit til Sengen som vel var. den 3 Agust saa var der Vaabenstilstand, men hvorlenge det vedste vi ikke, Dagen efter Reiste vi til Aulbye i vores gamle Qvateer den 5 maatte vi paa Strandvagt igjen det var den sidste Tuer der havde vi os et ordenlig Komers vi lavede os en Vagtstede og tillig Fæschetter [Fourchctter = Geværstøtter] den 6 August Reiste vi til Hilsingøer ... den 12 gjorde vi den første Vagttuer paa Kronborg Fæstning og siden til Exesis ver evige Dag.

Den 6 September var vores kongelige Familie Majestedet og Dronning nede paa Kronborg vi maatte stille i Slotsgaarden med heele Oppakningen paa, Sjacot paa Hovedet da Klokken var 12 kom det pæne Skib fra Nordsøen med Prindsen af Valos tillege med Prindsesse da Skud det bode fra Fæstningen og Søen saa det Rungede i hele Slottet den 9 var det der nede igjen efter at de havde beseet Slotte steg de i Dampskibet ud til vores Flaade da de gik ud blev det Saluteret fra Fæstningen siden saa vi ikke noget til dem. Den 7 October blev jeg Permiteret fra Kongens [Tjeneste] saa havde jeg været Soldat i 7 Maaneder og det gik meget 411Godt nu er jeg hos min Kone og hende huger jeg Bedre end den jeg selv maatte Bære for hun kunde ikke staae paa sine Been og jeg maatte tillige ogsaa selv holde hende Reen ja nu er den Tid forbi for denne Gang og [gid] det aldrig maa skee at jeg skal Tjene Kongen mere.

I et Oktavhefte paa 48 Sider og med e7t Navneseddel udenpaa, klippet i Form af et Hjerte, har en 23-aaarig Falstring og Parcellistsøn, menig i 18. Infrcg., nedskrevet en Dagbog, der maa henføres til den sidste Gruppe, de mest udførliges.

Han er allerede begyndt at skrive lige efter Indkaldelsen i Foraaret 1863 og har, karaktertstisk nok, betitlet sine Optegnelser(†): «Fortægning over de Stæder som jeg kommer frem og Indqvateeres for det første fra hjemmet». Han giver sig ogsaa hele Bogen igennem kun til at skrive, naar han har skiftet Kvarter, og beretter i Begyndelsen blot dette ganske nøgternt. Forst med Inkuarteringerne i Slesvig tager hans Pen Fart.

... Den 5/1—64 Macerte jeg tilbage igjen og til en Herregaard som kaldes Harzhoff det var en meget stor Gaard vi var 200 Mand og Indqvaterres i hans Mælkedkjælder den var jo rigtid nok Lommervarm der spredes runt om Halm paa Gulvet og der lagtes vi ned som Sild i en Tønde vi sattes paa kant red op til hinanden det kan ei glemmes og tillige det som jeg adpardig fig at see var udmærkket indretninger saavel i Stalden som udenfor det mest Hensigtsmæssende var Tærskedmadskinnen, Priissen vad 412den havde kosstet var 1200 Rbd det synnes mig at være et Dyrt stykke Redskab der var et Luggemetiv som ved en Hjerbanne og den hele Maskinne stod ude ved Stakkene og der gik alt arbeidet for sig den Reenkasste og hver slags kom for sig selv Avener selv Den reene kerne Løb i Sægke efterhaand og Forkornet kom og for sig selv alt Frøe og Udkrut kom ogsaa for sig selv Det more mig at see Dem der at Arbeide endvidre var der en Stald som synnes mig at være smugkere en Kongens Stald Sex kjønne Heste stod i en Rad og de stod paa Muuffer [?] og Pultuer [Pulter] Spiltove [Pultuer kan efter falstringsk Udtale betyde Politur; Pultuer Spiltove altsaa muligvis fine, polerede Spiltove eller -Bomme] for uden alt anden Staes som var I, Stalden var foruden fire Lugaer [Lukafer] med finne Udgravning i det enne var der 4 parrede Fyld [Pøl] i Det andet var tre Riddeheste og i det tredie var to Gamle Hare [?] og en Onge i det fjerde var I Gammel Møihest og et par Hunde foruden Øren og Rumpe tillige med var det end Fornøielse for mig at komme ind I, Seellekammeret Det kan ikke skrives hvilken Smughed der var Biieslerne var som Sølv Det medste Aarsag hvorfor jeg kom saaofte i Stalden og i Seelkameret var just ikke for dets Skjønhed men Allermest forat Varme mig i Kammeret var god Kaklundsvarme der var meget for mig at see foruden som ei kan glemmes ...

Men den ½—64 blev vi jaget ud af Herregaarden af den gamle Fjende de kom saa tygt som en Biesværm. For det første kom vi paa Rederaen</cont>

413

[Retiraden] men de var os saa nærgaaende saa Kulerne fløite ibland os og mangen fait vi løb til Mysjunde men Fjenden hende [hængte] os hort i Rygken den Nat blev jeg Indqvateeret i Bloghuusset i Skansen men alt maatte Vaage og staae med fuld oppakning og skiftes til Posster.

Den 2/264 Februvaer var det et Sturt Slag vi stod i Skanserne og af Kanonerne Dækket Den Dag glemmes aldrig det var som Regn af bare Kuler ind over Skandsen de storme tre af fire Gange men maatte træge dem tilbage met et sturt Tab hver gang naar de kom ind under Skansen saa maatte vi frelse Kanonerne der [var] mange og Døde Vi faae Stakler som blev tilbage fra det Slag som varte i 6 ad 7 Timmer vi laae eller gik om Natten efter og Varme os ved Byen som stod i Lyslue og mangen lagde sig ned paa det blot Frosene Jord for der trængtes til Hvile og til Mad i en lang afstang omkring Byen Smeltes Sneen og den Frosene jord Af den megen Ild der var end nu mange Bommer og Granater som sprang i Ilden af de Brende Gaarde eller Huuse.

Den 3/2—64 kom jeg til Brodersby for nu at faae lidt hvile men Udagtet vi motte ikke tage end smule af ad hvores Bepakning hvorres Geværer blev sat i Peremier [Pyramider] uden for en Gaaer hvor der blev en Vagt Post for Gevær og vi blev lagt ind i en Foerlade men da Kloken var II blev der raabt til Gevær og alt stille der ved og vi Macerte hen paa den Mark fordi vi skulde have noget meer Aumesjund [Amunition] til den 414følgende Dag Da Kloken blev eet kom vi tilbage igjen det var saadan hvile vi fig den Nat, Kl, fire om Morgenen stille alt ved Gevær.

Den 42/—64 kom vi til Mysjunde igjen og stod under Gevær den hele Dag til om Aftenen der kom Afløsnin og vi Macerte derfra i et godt haab at nu skulde vi da have spent vores Bepakning af men da vi naatte end By som ved Navn Fysinn [Füsing] blev der gjort holdt og vi blev inddeelt til Feltvagter og da igjen til Posster saa var det gode Haab forbi med at Hvile Samme Aften da vi var Inddeelt gik vi fra Byen igjen og ud til Slieen der blev vi udstillet paa Forpost og var Formandt [formant @9@/9: formanede] at passe godt paa fordi at de Prøiser havde begyndt med at lægge en Bro ind over Slieen vi var nu meget kjed af hvores Bepakning og vi havde nu flere Nætter ingen Søvn eller Hvile bekommet og Frost og Sned op efter Knærne stod vi [i].

Den 5/2—64 samme Aften da, Kl, var 8 blev Feltvagterne sammenkalt og 2de Compagni blev samlet i Byen Fysiee da Kl, saa Slog 8 Macerte vi paa Vei til Dybels Skanser men Fjenden hengte os stert i Ryggen den hele Nat og Følgende Dag ligeledes det var end meget streng Mars og løbning iblandt fra, Kl, 8, om Aftenen og til Kl I ½ om anden Eftermiddagen havde Vi ingen Glædelig tid men endelig Kl I ½ om Eftermiddagen kom vi ind i Flensborg og der fig vi lidt i Livet men udagtet mange kunde hverken spise eller Drikke deres Føder svupbe i Støvlerne af Blod og Vand Der var nu heller ikke lang tid at see sig om for Kulerne kom 415ind i Byen til os end Timmes tid gik vel hen der saa maatte vi afsted derfra igjen og det gik Rask Nu maatte vi Macere igjen som vi nu ret godt er Vandt til vi gik nu I ¾Miil ved den anden Side Flensborg der laae en Bye som ved Navn, Kobel [Holbøl?], der laae vi nu lidt ved den anden Siide paa Byen for at skulde lure dem af nu blev det Aften og det horde Frost og Sned Trykke os meget vi Laae paa Vild Mark under aaben Himmel den hele Nat og vores Mapose var tellig Lædt [temmelig let]. Den 6/2—64 om Morgenen da det begynde at Dages blev vi Kommandeert frem i Kjæde og det varte til Aften vi løb fiere gange frem og tilbage over end stor Lyng hvor der var flere som Plut [plutte i, Dialekt, falde i] igjennem Iissen paa Lynggraverne og fig blødt dem op efter Armene den var jo noget streng det var Fasstelavns Søndag det kan aldrig Glemmes for der var ingen og havde noget i Brødposerne som vi flere Dage manlede men da det blev Aften og gandsked Mørt stjald vi os bort og nogen Miil tilbage igjen den Nat da vi saa hen paa Efternatten kom til en Bye som kaldes Nybel [Nübel eller Nybøl] var vi der til det begynde at dages men streng forbudt at Losne naaget af vores bepakning for det at Fjenden var nærved igjen da det nu Dages Macerte vi derfra igjen uden at faae det minste hvile Det var saa blidt [blevet] den 7/2-64 — da kom vi til Dybeiby Der laae vi i tre Dage og havde Forpost ude envidre er der en bemærkning som jeg skriver fordet første vil jeg Beklage de stakkels Bebore som var i den Bye her blev givet os Lov til 416at Redde og her tog vi alle deres Gæs og Høns og Ender deres Biestader som stod i Haven deres Katofler og Supurter Og alt vad som fantes i Kammeren det gik op altsammen da vi forlod Byen var der ikke meget til Prøeisen da vi om Aftenen Maceerte derfra gik det med Liisste op til Skanserne og det lod til som om vi skulde blive der men om Natten Løb vi derfra igjen og ind paa Als og igjennem Synnerborg og ud gjennem Auguusstenborg og til en Bye som kaldes Sebbeløv. Og da vi nu endelig kom til Sebbeløv Den 10/2—64 blev vi Indqvateeret i Byen og fig Order til at gjøre sig saa beqvemt som muligt med at Lægge ald vores Bepakniing og hvile sig efter Behag ude i en Lade men der var jo meget for koldt til at Sove men mange Sov og hvilte til de blev omtrent stive af Kuld her maatte man sørge for sit Tøi at faae det Tørt og Syt vaxsket der manle [manglede] meget Naar man nu Tænger sig tilbage til Hr. Harzhoff Saa rinder det igjennem Tankerne — Idag er det IIde Dag siden du var der men hvor har du Hvilet og hvor har jeg haft min Bepakning ad [af] og hvor har Øinene været Lugget Nei det Sted har jeg først truffen Idag hvor jeg kan være Rolig, Nei de II Dage glemmes ei Kulerne visle og strøf i Sneen efter os hver Dag — —

Den 19/2—64 Forlov jeg Sebbeløv paa Als og Macerte til Dybels Skanser for at afløse 2de Inft. Ritmend nu kom jeg i en Skandse og var der i 24 Timmer jeg gik og vente paa Fjenden men udagtet jeg fig den ikke at høre der.

417

Den 20/2—64 kom jeg derfra og ud til en Bye som kaldes Dybel og der var jeg i 24 Timmer som Pikjet vi maatte ud i Kjæde fordi at Fjenden begynde med Forpostfægning da det holdt op kom Jeg ind som Pikjæt igjen men der var jo Udroe den hele Tid for os

Den 21/2—64 blev jeg løst af og kom paa Forpost ud i en Skov vores Forpostkjæde stod langs med Skovkanten og Feltvagten var lidt inde i Skoven Prøeiserne var kun imellem 50 og 100 Allen fra mig med deres Feltvagt den var i en Gaard tæt ved Skoven de løb og titte og titte ind efter os og emmer [immer] kom der et Skud fra dem vi havde Dægning af Skovgrøften eller Volden De samle deres Kavalrie for at bestryge Sjerceen men vi lod som vi saae dem ikke de vende saa tilbage og saa kom deres Indfantrie frem der blev end lille Forpostfægning med os de skjød ind i vores Feltvag og Skjøden Underkopperael som havde Konne og Børn i Kjøbenhavn Den Underkopuraes hafde Laandt mit Lommeur fordi at han skulde sørge for naar Possterne skulde afløsses jeg var nu paa Post dengang som de Rygke frem og han blev Skudt men heldigviis mine Kammeratter som saae ham at Bløde de errindre strax at han havde midt Uer Saa De bad hvorres Løgttenant om Tilladelse til at tage mit Ur før Abelandsbærene [Ambulancebærerne] gik bordt med Ham, han gav dem ogsaa Tilladelse men de skulde Aflevere det til ham, da det Felttog nu var forbi blev vi Afløst som var i Kjæde eller Forpost, nu var det omtrent Aften og alt var blidt Roeliigt, saa begynte det at Snee saa 418stært saa man kunde næppe Lugge et Øie op og det varte den hele Nat der var mange som var ganske stiv af Kuld og vi var Alle Dækket med end Dynne af Snee og her kan de tro kjære Venner at det var end streng Nat for mig og minne Kammeratdere men ingen som [ikke] har prøvet Skjæbnen kan Tænge at den er saa haar som den er

Den 22/2—64 da, Kl, var vel otte omtrent Blev vi afskaaren af Prøeiserne og taget til Fange men vi havde et Lille Felttog først men udagtet der var en 20 ad 30 imod end af os saa di gik os paa Livet, til den blotte Næve greb hverandre i Brøsstet, dem af hvores som ikke blev Skudt eller Saaret blev nu Fanger vi maatte nu Macerre med Fjenden til Gravensteen en Bye der blev vi Indqvateret i en Kirkke der blev nu Lugget for os og sat Skjelvagt baade inden for og uden for Kirkkens Dørre her fandt vi os i Hjertet, vel forvardt af Prøeiserne og alle saa Bedrøved og Udtolmodige og vi forrestillede os de kommende Thi paa mange Forskjellige maader snart Tængte jeg eet og snart et andet men tilsiist bad jeg Gud om at styre det hele, der var vi nu den Nat og Laae paa de blotte Steenflisser som Kirgegulvet var lagt af det var endnu en daarlig Natleie for os — —

Den 23/2—64 saa Maceerte vi derfra og til Flensborg der var 3 Miil da vi naate Flensborg blev vi indlagt i det Gamle Tugthuus og vi havde Skjelvagt for Døren som sævanligt ingen kunde komme ud naar han vilde Her blev nu alle Slevsvierne Tage frem og de blev hjempermeteert, men først tilspurt 419om di hafte godvillig ladt dem tage til Fange eller ikke Det var en god halv deel af os som gik til den klase der kunde vi see hvad for Kommeratdere vi havde at stolle paa her fattede vi strax den tankge at det var gaaet med forræderi dengang som Prøeiserne omringe os envidre var der [en] anden Ting at Bemærkge ved Siesvierne og det var at dig skar deres Kukart af da di blev Fangne det var beviisser paa hvor tro de var os naar dig ville ikke længer exstimere den Dansked Kuekart det kan Jo nok være at vi Danske fandt os meget Hissig i Blodet men turte ikke udbryde det mindste smule straf paa dem der maatte vi igjen beflitte os paa Tolmodighed og det bliver muskees [maaske] nok stæsse saadan der var vi nu end Nat og vi Laae paa et Fjeldgulv det var kuns simpelt Leie for os

Den 24/2—64 ommorgenen hen Kl, 7, gik vi ud til Jernbanen og blev kjørt derfra og til Slesvig der blev vi lagt paa Gottof Slot paa Veien dertil var nu meget at see og mest af Hedestrægninger her gik nu Thiden dog lidt læt Det gjorde dog mange af os Bekjømring paa Veien dertil da vi fig det store Dannevirgestilling at [se] og vi kom derigjennem her fattes alle haande Tankker om at see den Stilling som nu stod ganske forladt

Den 26/2—64 blev vi førdt til Bonnegaarden igjen og reiste derfra og til Rensborg der blev [vi] Indqvaterret end Nat i et Pakhuus eller Magesiind [Magazin] der var inu megen Udtolmodighed iblandt os vi kan aldrig vide hvorhen at vi skal.

Den 27/2—64 reiste vi derfra igen med Jernbannen 420og til den Stadsjond ved Navn Nokkorf [Nortorf] der gjorde vi holdt en 5 men utter og saa der fra og til Nøumønster det var ogsaa en stadsjund der gjorde vi holdt en 5 ad 10 Menutter igen de Folk som var ved Stadsjunnerne beviiste dem ret flinge imod os nu gik Toet igjen med os til en anden Bye ved Navn Hellinghuse [Kellinghusen] der gjorde det ogsaa holdt 5 ad 10 Menutter saa tog jeg derfra igjen til end Stadsjond ved Navn Elmshorn der var jeg ligeledes en 5 ad 10 Menuder saa reiste vi igjen derfra og til Pinneberg der gjordes holdt igjen som føer og derfra igjen og til Altona fra den Stasjond og til Hamborg fra Hambor til Bergedorf og derfra til ...

Der følger nu en Optælling af 23 Stationer indtil Cystrin, og hermed slutter Dagbogen. — —

Den samme unge Mand har nu som Soldat, baade før og under Krigen samt efter at være taget til Fange, skrevet flittigt hjem til sine Forældre. Af hans 33 Breve kan til hans yderligere Karakterisering udtages:

Kjøbenhavn, den 24den

Kjære Forældre

Jeg Takker jer mange gange for den Velsinede Gave jeg modtog jeg beder eder om at Takke alle dem paa det Vinskibeligste som har Julbet til at Putte i min Tversæg [Tværsæk] for der er viist mere end som i veed af men Glem ei at Takke dem som gav mig det, jeg er tillege meget Glad idag da det er siste dag jeg spiser i Magetuten [Makketutten= Marketenderiet] for det var saa simpel I kan tro det var end stor Glæde at see de Falstringer 421omenskjønt de kom i den verste Uge jeg har havt for det var den siiste af Skoletiden som vel er ... paa Fredag Pristasjund [Præsentation] med Excis paa Lørdag med Læsening ogsaa paa Vagt i næste Uge saa bliver det nok ikke anderledes for det Første men jeg Takker Gud jeg Har en Gud Helsen som her er det beste og tillige at jeg ennu har Passet mine ting saa jeg aldrig har faat tiltale derfor jeg seer i eders Brev at i gjør ligeledes Hjemme som er End Stor Fornøielse at Høre ... jeg skal nok endgang Skrive til H ... med Høflig peen Skrivelse ikke som denne er for det er Sempel ... Minne Penge skal Slaa til der bliver nok ingen til overs men jeg har nok endnu ...

Jeg kan fortælle Eder at jeg har spist min Aand [And] og det var en herlig Ret vi to Kommeradere hjelper hverandre hvergang som vi faaer en Mapose den Dag som vi fig has paa den Steg som jeg hafte saa gik vi ned til Havnnen og hende [hentede] end Madpose fra Lars G. og deri var en Stegt Keednecerhaanne [Kineserhane] med en god udstoppet Ægkesæk af Svesker og Ævlestykker en Mørkgemøssekage [Meggemøskage, falstringsk Udtale af Mikkelmessekage] der kan i tro at vi to Levte godt en to eller tre dage jeg er glad ved at jeg traf end komme Rat [en Kammerat] som er af min humøer for være kommerat med J. L. det kan aldrig falde mig i Tangker jeg seer aldrig at han har noget fra hjemmet Penge manler han aldtid han skrev til Lars S. at sende nogen Penge til sin Vert for nu hafte han laant lidt for det at vi skulde til Sleisvi men 422han hafde Laant dem længe for den Tid for i kan tro der skal Brendeviind til naar han skal holde sin Haand stille en halv Pæl kan ikke gjøre det paa fastens hjerte stigger han den smugt ned uden 01 det kunde i ikke tro dengang han var nede hos mig føren vi reiste den dag vilde han joikke smage Brendeviind, der synnes jeg Bedre om staael Hans han kommer ofte ned at seed til mig og vi føls ad til dans somme aftener men han øddelæger ikke noget til drik han kan jeg godt gjøre selvskab med for han vil som jeg, og min kommerat vil som jeg, saa jeg har ordet naar vi gaaer i Byen om aftenen saa naar jeg vil hjem saa vil de med men det er og det Besste naar man er til dans i Kjæden kan man Leve at komme hjem saa skal i seed min kommerat hvor vi kan more os.

Getthorff [Gettorf] pr. Erkerfyrde den 25de December 1863 ... der var II Mand hjemme for uden mig de sat og morede dem med at spille Kort hvorres Løgtenant var i Kiel Manden var kjørende for ham da nu han kom hjem saa hafte han kjøbt en kasse med Segare den uddeelte han til os da, der var hjemme vi fig ver 8de da han kom til mig saa hafte jeg strax paa Munden de or til rede jeg Ønsked Hr. Løgtenant en glædelig Fæst de or klang ham i Øre han vente sig om og tog i Lommen 3 Rbd. og sagte det er Helligaften og her er 3 Rbd. til Puns hvis i kan faae Rom og Sukker jeg Takkede og svarede det kan vi godt faae saa fig jeg Pengene og afsted til Kruen jeg Løb Læt kan i tro nu fig vi Puns og Løgtenanten stod og sang og drag hos os da vi 423hafte drugen Punsen saa danse vi og i kan tro at at de Tydske piger kan danse vi var nu ikke saamange men vi morede os godt i dag da vi stille til Adpæl da spurte Kapiteinen om vi ikke hafte Lyst til at more os en Aften i Juullen og den ene svarede Ja meget høiere en den anden saa han har nu stillet et Bal til Andenjuledag vi giver 12 ß vær ved hele Kompagniet og Kapiteinen vil give en deel han er formand for Ballet nu kan i more Eder der hjemme og i skal ikke Tænge paa nogen Krig for vi ved ingen Ting her der er vel stærk Krig hjemme iblant Huuskællingerne for di er ikke for Eder at høre efter da jeg nok kan vide at i er læt at misttrøste men som Gud vil skjer vel der er ingen og sætte sig imod jeg fig ikke skrevet hvor megen Rom vi fig. vi fig 21 PI til 10 ß P1 og hvit Sukker til 26 ß <???> og 3 der blev deilig Puns af det nu ender jeg min ringe skrivelse denne gang det er ikke godt at Læse men naar i giver Eder Tid saa forstaaer i det vel ... jeg beder Eder om at skrive mig til hvor dan Jullen er glit hen for Eder nu Ønsker jeg Eder Levvel, og glædelig Fæst det Ønskes af Eders Søn ...

Harzkoff [Harzhof] pr Erkenfyrde den 8de Jan 1864

Da jeg i dag har Leilighed vil jeg begive mig til Pennen for at og sende Eder et Brev hvor i jeg kan tilmelde at jeg er Rask nu kan jeg tilmelde Eder kjære Forældre hvordan jeg har holdt Nyaar minne Klæder har jeg ikke været af med siden 13de December men Nytaarsaften kom jeg i Seng det var første gang her i Slevsvig og det var kuns end Nat 424om Morgenen blev der Blæst Adpæl og vi skulde hasstig ud af Byen jeg og tre Mand var Indqvateerret uden for Byen vi hørte ikke at der blev Blæst men da vi saa blev opsidt [Dialekt, (opsiddct), opstaaet af Sengen] Løb vi bag efter dem og hinte dem i en By som kaldes Holssjum [Holtsee] og der skulde Kompagniet udsættes til forposster og der stod vi alle i 36 Timmer med fuld Oppakning det var en stramd tuur hver Oppakning veier 3 L 2 men nu er det ikke noget at Tale om mod det var de første gange, de 36 Timmer stod vi og og passe paa Tydskeren vi dansked stod ved den enne side af Eideren og Tydsken ved den anden side Eideren om Dagen var jeg med at gaae med Patrolie vi var ved den enne side Eiderens Brod og Tydskerne ved den anden side af Broen di er Ligesaa bange for os som vi er for dem vi har Dragunner ved siden af os di er ogsaa paa Vagt det var Nytaars Dag vi maatte prøve det da vi nu blev afløst den 2den Maseerte vi 5 fjerdingvei til en By som kaldes Gaaersinfældt [Gosefeld] der kom vi den 2d om Aftenen og vi blev Indqvatereret Alle i den By jeg og en Gmd Søn fra Sjælland vi kom til at ligge hos en Mand der kan i tro vi fig et godt Qvateer der var vi i 3 dagge der fig vi to det godt aldt hvorres Tøi fig vi Vassket og vi Levte godt vi kjøbte 2 Flæsk og det fig vi Stegt og vi Laae i en Seng ved Kakkelonnen men den 4de maatte vi paa Vagt igjen ... i kan tro der er mange Marstuure og megen Sned [Sne] men jeg more mig godt med at seed mig omkring og tillige er jeg glad med at jeg er 425Rask og har en god helsen som er det Bæsste der er eller snart de mæsste paa Huspitalet ... Krig frygter jeg heller ikke for Jeg menner at Tydsken kommer ikke længer en som han er han er bange for sit ligesaavel som vi er for vort og han ligger ved den ene side Eideren og er bange for at vi vil komme og vi ligger ligesaadan og er bange for at han vil komme jeg vil nu bede Eder om at Helsed alle gode Venner fra mig ... og hels Krages Hans og Smesens [Smedens] Hans at jeg er vel omtrent imellem 50 og 60 Miille borte lev nu vel kjære Forældre det Ønskes af Eders Søn paa det Vinskiblegste Rasmus M.

skriv snart min addresie er som her under ...

Harzkoff pr Ekenfyrde den 20de Jan 1864

Eders kjære Brev som I sende mig den 14de Jan det har jeg med Glæde modtaget i Gaard den 19de dennes ... det glædede mig at Læse at i er ved en god helsen som er et Guldord for mig at høre jeg kan og saa tilmelde Eder at jeg er Rask inu og med Guds hjelp hober jeg ogsaa at kunne vedblive det omenskjønt det er ikke godt at Trod ... jeg er nu heldig for hver gang vi skal fløtte saa kommer jeg afsted om Morgenen med Naceirnalsforpleiningen jeg maae hver Dag modtage di Føddevarer som der er 14 Mand om at deelle og naar de vil have det kogt eller Stegt saa er det mig der skal skaffe dem det og derfor maae jeg først 'til Qvateerne forat have varm Mad til dem jeg haver ikke noget med at bestille for at faae det kogt for det skal Konnen hvor jeg kommer med Qvateersælen [Kvartersedlen] vi 426er 16 Mand som har med det at gjøre og saa Foreedren [Fureren] jeg synnes temmeligt godt om den bestilling for jeg er fri for Vagt og fri for Adpæl det taer jeg meget i betragning at være fri for den fulde Oppakning og saa er der end ting jeg har godt i betængning og har prøvet det er naar mand gaaer hjemme hos sin Tydsked moder og skal seed efter om hun bruger alt hvad hund har faaet leveeret til Middagsspise saa falder der gjerne Lidt af til Rasmus der hos Sognefodgen som jeg var i Seng der fig jeg kogt sød Mælk og emmerhen [immerhen] lidt peleri [Pilleri] men jeg maatte først Lægge mig om Aftenen hos minne kommerathdere i Halm men lidt efter sadt jeg op efter aftale og gik ind og lagte mig hos Sønnen i en god varm Seng det kunde gaae nu er jeg saa heldig at jeg kan forstaae lidt og tale lidt med dem i kan tro jeg more mig godt og har det og saa godt men der skal end myrdelig deel Penge til i skulde ikke troe det men jeg troer for Eder med min Kommerrat klager i Gudsjammerligt han venter Penge hjemme fra hver Dag han har skrevet efter en 5 Rbd Seldel men den har ikke helst [hilst] paa ham inu og han er i Dag Syg. han er heldt besadt med Kuuld og Hosste det er de Allesammen jeg fig lusnet den kuld jeg hafte det var heller ikke Ret meget, men den Skjaalemælk er en god ting for kuld sidst jeg var paa Post stod jeg omtrent tæt ved Tydskens Forpost der var nogen af vores Posster som gik sammen med de Tydskes Posster og talte med dem de gik sammen paa Issen af Eideren de Tydsked er lige saa kjed af det som 427vi men det er mæst Friskaren vi frygter for at der vil over rumle os om Natten eller nogen Nydheder hved jeg ikke om Krigen og jeg Ønsker ogsaa at jeg ikke skal komme til at skrive et ennested Brev om Slag ... Jeg seer i Eders Brev at de Gamle Karle er Reist det har nok ramdt Smesens Hans og B.'s Jens det er meget slemt for dem som kommer hjemme fra Fjer dynnerne og skal til at ligge i Svinnefjer den er kold kan i tro ...

Øen-Als pr-Augustenborg den 12de Febr 1864.

... Den førsted dennes gik Prøiserne ind over Eideren og drev os Langt tilbage mange bleve hort Saarret og andre døde di drev os til Mesunde Skanser det var tre Miil vi maatte Løbe for hvor Modstand kunde ikke stoppe dem om anden Dagen vilde di tage Mesunde Skanser men det Miislygges dem der var et resomt Slag i 6 Timmer og vi var kuns mellem 11 ad 12 hundre Mand og der var 18000 Prøiser di storme hvorres Skanser 2 gange for rigtid Aldvor den 3 gang kom de ikke saanær det var Yngeligt at seed naar dig hafte stormet paa os og di vente tilbage og Krutdampen drev lidt bort for os saa kundet man seed hvorledes di Laae og krøp som Slagtet Fluer og stur Jammer var der at høre uden for skansen jeg og hvorres Kompagni var i Skanserne og der faldt ikke saa lidt i Skansen hos os for di hafte godt snit paa at kasste Granatter ind til os og ved hver som sprang falt saa mange hvorres Kapitein S. fik en hassti død end Geværkule gik igjennen Brøsstet paa ham han kom til Kjøbenhavn og blev begravet vi laae i Mesunde i 428flere dage og Byen hafte di skut i Brand der Laae vi og Varme os ved de Brente Bøgninger I det Slag fait 180 omtrent med døde og Saarde og af Preusserne ved jeg ikke saa bestemt men di kom og bad om Bardun [Pardon] for end Mølle som hvorres vilde Skyde i Brand der hafte de 800 Saarede og Laae der di hafte i dad [endda?] ikke faaet samlet dem op alle dengang og hvormange døde Troer i saa ikke at di hafte det var i Tudsinviis men hvad mon det skal betyde at vi skulde forlade Dannevirgestillingen da di ikke kunde tage den da di aller besst Slogs der blev der kommandeert at di skulde holde inde med Skyningen og forlade Stillingen og fornavle Kanonnerne det er os saa forunderligt om Aftenen Kl 8 maatte vi løbe 7 Miil til Flensborg vi kom Just ikke samme Aften men om dagen Efter og 5 Miil fra Flensporg til Synderborg paa Als men hvorres Regement maatte være bag efter hele Veien og udstille Sigring [Sikring] paa Marsen I kan Tro kjære Forældre at vi har rigtid løbet Faslavn det er mageløst hvor man reder af alle slags vi tar Gæs og Høns Katofler og alle Suppeurter vi kan bruge ald ting om saa det er Bisøt der var end Mand som hafte 7 Bidstader og stod i sin Have den vissted nok Rasmus hvad di dutte til jeg vente den anden ende i veiret paa dem og der fig jeg hjelper til Søttet Gæssene dem kogte vi og Stegte I kan tro at hvorres Løgtenant han tog end Bie med [en Bid med] det smax at faae lidt Varmt end gang imellem i fire dage og Nætter fig vi ikke naagen hvile eller Tørt paa Kroppen jeg tænte nu er man færdi til at døe af Kuld ... Jeg 429ligger 2 Miil Inde paa Als iblant de Alssens Møer dig er saa deilige nu kan jeg ikke skrive meer denne gang for min leilighed den er saa daarligt ...

Als pr Augurstenborg den 13de Febr 1864.

... I kan tro kjære Forældre at det var en slem Tur for os til vi naatte Als men nu kommer det and paa om vi kan forsvare Dybels Skanser ellers tar de Als med ... jeg har skrevet i det andet Brev hvorledes vi kom frem det var med Besværlighed her er megen Snee at Voldre [Dialekt, gaa med Møje] igjennem men man mærger ingen Kuld eller Sult naar Fjenden henger i Ryggen jeg har nu end god Iislands Nattrøie men den er næssten for varm ved Rederering ... Endhvidre vil jeg Bede Eder at være ved et godt Mod og ikke Tængke for meget paa denne Stilling da det svæger Eder og medfører Sygdommer og jeg Ønsker at høre I er ved Helsen for som Gud har det bestemmet skal det være nu hober jeg at dette Brev træffer Eder Rasked jeg hober ogsaa det vil Trøsted Eder da jeg tænger at i Længes efter Underretning fra mig Smesens Hans Ligger her i Dybels Skanser hels dem det jeg stræber efter at Tale med ham nu ikke hvidre denne gang men Lev vel og Lætsindig det Ønskes af mig Eders Søn

Rasmus M.

Skriv mig snart til igjen udophollig.

Cüstrin. Den 25de. Mortz. 1864.

Eders kjære Brev som I sente mig den 16de dennes har jeg med stur Glæde modtaget, og jeg seer deraf at i dengang var ved end god Helsen, og det samme kan jeg og tilmelde Eder. det glæder 430mig ligeledes at høre fra min Kammerat og H.'s Peder, her bedes af mig at hilse dem igjen at det er en kjedsom Tid at Leve her i Fangeskab hvi har ellers Frihed til at komme ud hver Formiddag men det er en Tvungen Sag saa der er ingen Lyst hos os, fire Timmer af gangen er vi ude at Trille Jord paa end nyd Skandse som andlægges her kan ingen Lyst være til at Arbeide. da vi ingen betaling skal have, og hvores Fodtøi kan heller ikke holde ud til Jord Arbeide hvorres Kost vil jeg ikke fortælle Eder noget om, da jeg ellers frygter for at I vilde byde mig saadanne Retter naar jeg kommer hjem, ... Det var en Glædelig Dag for mig da jeg modtog Eders Brev med det samme fig jeg et Brev fra Hr Kjømand B. og Hr Forstander F. De sente mig 16 Prøisiske daler, som kom til mig fra H. Pontoppidan i Hamborg de 4 Rbd seer jeg at være fra Eder samlet af Bønder Karle Men jeg Beder Eder mange gange at Takke dem som sende mig disse Penge, nu vil vi Bede Hr. L om at sette et lille Taknemlig Stygge i Advisen som gjælder for os alle, fra Falster ...

Jeg kan tilmelde Eder at jeg var til Begravelse i gaart det var en af hvores Kammerater her da der var Død, for en tid Dage siden var der og en som Reiste fra os men dengang var jeg ikke med fordi jeg havde Studtuur I kan tro at de bliver sat smugt hen; til deres følle var der en 3 ad 400 Mennesker og 25 Musekanter som spelle Salmer den tid som han blev baaren og ved hans Grav, nu er de to som kan Rægge hverandre Haanden naar de skal 431Opstaae her i det fremmede Land det var sørgelig for deres Forældre at de nu skal spørge deres Død her Det er jo ikke saa glælig en høitid for os her som om vi havde været hjemme hos vore Venner i Morgen det er Paaskeaften er der tilbudt os at komme i Kirke hvem som haver Støvler at tae paa vi er mange som skal til Alters det er snart et Aar siden jeg var de Stæder

Jeg kan nu tilmelde Eder lidt om Slaget fra den 22/2 64 som jeg blev Fangen, den 19/2 64 var jeg en 24 Timmer i en Skanse ved Dybel og den 20/2 64 var jeg som Piket og den 21/2 64 var jeg paa Forpost i 24 Timmer jeg stod i en Skov ved Dybel ... vi blev nu ganske omringet i Skoven fra alle Sider vi var kuns en mod hver Snes af Prøiserne saa at komme igjennem dem med Geværkolp og Bajonet var ikke muligt, Men lad os bede Gud at stanse den grumme Krig saa at de smaae Spire kan gro paa Marken igjen og de smaae Børn kan dristi titte ud af Døren nu til slutning bedes at hilse paa det Ærbødigste, R. T. Takke ham fordi han skrev for Eder til mig ...

Kustrin den 5de April 1864.

Af Længsel vil jeg skrive et par Ord til Eder Omendskjøndt jed ved ingen Nyheder at tilmelde Eder I ved muskes [maaske] fiere fra Hjemmet at tilsende mig jeg venter Brev om et par Dage fra Eder da jeg hober at I, haver modtaget det sidste fra mig hvori jeg har tilsendt Eder hvores Behanlingsmaade den er jo ikke den Bedste eftersom vi er vandt til det, de sagde til os strax at vi maatte 432give os til Tolmodighed og finde os i den Skjæbne for vi skulde Behandles som tabrre Kriger for det Danske folk har altid viist sig saa Tabre men her var meget at Ønsked det vigtidste maae jo Levemaaden betragtes. Om Morgenen gives der Kaffe som skik og brug er der hjemme den er jo sempel men dog lidt bedre end den Meelsuppe der opvagtes med om Morgenen strax vi kom her Brødet uddeeles med ¼ pr Mand det er det Bedste vi faaer og hver Mand faaer om Dagen 2 Lod Smør der skal den regnes godt ud for hvem som skal Leve derpaa Og Middagsmad faaer vi men om denne er Meeningerne forskjellige, Thi Tydskerne synes at den er udmærket men vi finder kun liden Behag i deres Maade at tilberede Mad paa, det Bedste som vi faaer er Ærter men de er blandet med flere slags vi faaer ellers Katofler som er maset i Vand og Hesstedbønner og Rongleroer og Riis det er Retter som Danskerne ikke er vant til, — Som Mosjon maa vi forrette Skandsearbeide men det er jo kjedeligt at vi aldrig faae en Skilling for vort Arbejde. Jeg vil derfor end gang inu i dette Brev Takke mange Gange for den hjelp i Penge der blev mig tilsendt fra gode Venner og Bekjendre der Hjemme —

... jeg var Syg en 8 Dages tid og gik til Dogteren hver Dag min Sygdom var Brøsstet som Naturligviis er Kulde der havde sat sig fast, Jeg fig et Nyt Glads hver Dag Som var fuld af Medisin og det messte jeg fig var Saft ...

Om Krigen ved jeg ingen Nyheder uden løse Rygter som gaaer Mund fra Mund men jeg andtager 433at de Prøeiser faae end deel Prygl ved Dybel, jeg Ønsked derfor gjerne at høre nogen Nyheder om Krigen fra hjemmet.

Nu til Slutning vil jeg Fortælle Eder lidt om hvordan Paasken er gaaet for os Paaskeaften var jeg til Alders og alle dem som kunde faae Støvler paa og saa Paaskedag blev der gjordt meget af os hvi Spiste til Middag under Aaben himmel og det gik sturt til efter deres Skik der blev sat Bord og Bænkge udenfor og Bordene dæggedes med Lavner [Lagener] og der satte vi os til Bors med Hver end Buljund [Bouillon] Riissenvelling det kjender ingen der hjemme. Jeg kan fortælle Eder lidt om hvordan Komfedmasjundsøndagen gik her imellem nogle af Falstringerne min Slof det er Peder S.'s Søn fra N. han havde end Søster som stod paa Kirkegulvet og vi feire hendes Komfemasjund med end god bolle Punds vi var 5 Falsteringer som holder os lidt sammen ...

Det fornøier mig at høre alt staaer ved det Gamle der hjemme og Eders Kreature er i god Orden det var jo en sandlig Skilling i fig for den lille Gris men nu kommer der snart Saaetiden for Eder saa gæller det om at faae Jorden Behanlet paa rette maade men sørg for at faae et stykke til Roer igjen og sørg for at faae end deel Høe igjen naar den tid kommer nu kan jeg snart Længes efter at høre om den Gjemmer [Gimmer] som i kjøbde har faaet Lam og der er mange Ting som jeg længes efter at høre fra Eder nu er der snart ikke mere Plas at skrive denne Gang men hels alle gode 434Venner paa det kjerligste fra mig ... og Gud giv det Brev kan træfe Eder ved et godt Mod og end god Hilsen Med Mangen Hilsen til Eder kjære Forældre tegner jeg mig med Høiagtelse ærbødigst ...

Cystrin den 22de April 1864.

... Jeg kan nu tilmelde Eder lidt om de Fornøielser jeg har haft her det [er] kuns smaat men efter Omstændighederne som vi sitter i her saa gaaer dog den tid for os Jeg og flere af minne Kammeradere har været til Markkes vi havde en Skjelvagt med os fordi at vi ikke skulde løbe bort det var jeg ikke vandt til der Hjemme at have en vagt med naar jeg gik til Marges mit Markesskav var en Leerkruge til at drigge Kaffe af om Morgenen her findes ingen Kopper som hjemme Ligeledes maae vi gaae i Byen hver dag Jeg kan og tilmelde Eder at Prøeiserne Helligholder Unsdagen før Bededagen den holder di for Bededag men vi forlangte at helligholde Fredagen som sævanlig men Kommedanten ville ikke tillade det vi skulde paa Arbeide men Gud hjalp os deri det Regnede om Morgenen saa vi kunde ikke komme ud Jeg troer nok kjære Forældre at i haver hørt at Dybels Skandser er Tabt men derfor maae i ikke tro at Dammark har tabt jeg har opholt et par dage med at skrive fordi at jeg hafte ventet at høre hvorledes Comferensen er stillet men udagtet til nogen Bestemthed ved jeg intet at kan tilmelde Eder men det Rygtes i dag at Frandsmanden vil Ind i Rimdprøeisen og Østrierne vender tilbage for at slaaes med Garrebaldig det kunde dog hende sig at Danmark kunde faae hjelp 435endnu da der er to store Keiserdømmer imod os de dansked har holdt dem Tappre ... Jeg vil her i dette Brev indlæge et Wiisitkort med bare Falstringer paa det er minne Kammerater her de har nu for længere tid siden sent hver et saadan kort hjem saa jeg er som i seer paa dette kort fire stæder paa Falster ... nu vil jeg bede læseren at vile sig for der har været meget her til og der var meget endnu som jeg vilde gjerne haft paaført i Brevet men det kommer til at være til jeg kommer hjem ..

Cüstrin den 27de April 1864. Det kjære Brev fra Eder som jeg fandt indlagt af Hr. K., har jeg med Hilsen og stor glæde modtaget jeg seer nu mange Nyheder i Eders Brev, det første glædelige var at Eders Hilsen er god efter Omstændighederne og tilligemed end glæde for mig at Eders Kreaturer er i god orden end Fornøielse er det for mig at høre fra hjemmet og om hvorledes Alt staaer til Derhjemme Jeg kan nu tilmelde Eder at jeg er Rigtid Rask og mærker ingen Smerter meer for Brystet jeg seer i Eders Brev at i var bange for min forpleining men hafte jeg ikke været her, muskjees at det saa havde blit være det var end fling Læge og han behanler os godt, hvem som kommer til ham, ... jeg skal hen i Byen og Skrelle Katofler til i Morgen vi skal have Hesstebønner til Middag saa skal Katoflerne blandes der i til os de bliver maset iblandt Bønner saa er det end deilig ret kan i tro for hvem som er for det der var mange Svind i Danmark som vilde Undsee sig for at Æde det til Fjedning ikke fordi at vi er Kræsene 436men jeg Takker Gud mange Gange at jeg nu er Rask og kan Leve efter Omstændigheder da jeg har endnu en Skilling at bøde derpaa men det er at beklage dem som intet har og ingen Soller under Støvlerne og ingen Jerre [Gjerde, Dialekt; det Stykke af Skjorten fra Splitten og ned efter] i Sjorten ingen Hæle i Sokkerne og ingen Hjelp hjemme fra kan di faae og mange er selv skyldig deri af Lidigyllighed ... til Slutning Levvel kjære Forældre og giv Eder til Tolmodighed for det har jeg nu maatte i denne thi Beflittet mig paa og bed Gud at styre det Hele for os og sætte grænser for den grumme Krig Custrinn Den 27 Apriel Rasmus M. god Hilsen Venner Til Sammenligning kan her indskydes en Københavners Beretning om ganske lignende Forplejningsforhold. Brevskriveren er den fra ovfr. pg. 260262 kendte 25aarigc Smedesvend og sidder som Fange i den prøjsiske Fæstning Wittenberg.

... Vor Lønning er daglig I Silbergroschen eller saa meget som 4 Skilling, hver 4. Dag et Brød paa 6 Pund, om Morgenen faa vi Klister i Stedet for Kaffe, denne Klister er kogt af Hvedemel og Vand og saa udmærket, at vi har spekuleret paa at gemme det, til vi kommer hjem, og sælge det til en Tapetserer; men nogle af os mener, at det nok ikke bliver nogen Tapetserer men en Svinegrosserer, som køber det. Til Middag faar vi den bedste Rumlesuppe [københavnsk Fordrejelse af Rumfordsuppe], som tænkes kan; vi er alle af den Mening, at de eneste Steder, de har den bedre, skulde være paa Ladegaarden eller Almindeligheden. Til denne Suppe faar vi (det vil sige skal have) 3 Lod (tre Lod) Kød, kraftige Sener; hver 4. Dag faar vi Ærter, som imod menneskelige Regler bliver kogt aldeles uden nogensomhelst Flæsk eller Kød.

Dette er hele vor Kost. Naar vi for de 4 Skilling køber Smør (de 4 Skilling bliver ikke udbetalte i Penge, men i Bliktegn, som paa Ladegaarden, og maa de udgives hver Dag, hvorfor vi 437er nødsagede til at købe for 4 ß ad Gangen), da faar vi saa meget, at et Stykke Brød bliver lidt fedtet, for Resten spiser vi bart Brød til tørt Brød og et Stykke Rugbrød ovenpaa. Naar vi nu vil have en Snaps, saa tager vi vor gamle Brændevinsflaske og lægger den ved Siden af os, for ved Tanken om, at den i tidligere Dage havde lidt i sit gamle Skrog, og at den selv er fattig, paa den Maade søge at drive Ruglunserne ned. Et Punkt endnu: Naar en fattig Mand faar et ufrankeret Brev hjemmefra, da kommer han 5 Dage paa Vand og Brød, eftersom at et Brev koster 5 Dages Lønning, som bliver ham afdraget ...

Falstringeren fortsætter videre i sine Breve:

Ciistrin Den 8de Mai 1864.

Ja, Paaskens Dage ere Gaaet og Christihimmelfarts Dag er med og Pindsens Hellige Dage mindes os hvert Øieblik, men vi alle ere ennu her, og Gud lived vor naar den Tid kommer at vi skal udlades af Fænglets Gjemme, Thi her er Tiden os meget kedsomt og besverligt og hver Nat seer vi kuns Fænglets Mure for os, og kan ikke komme Længger, ingen Fornøielser og Morskab har vi her, vi kan see ud til alle Sider, bode paa Gaden og ud over Volden, og ud over Vandet, og alle steder kan vi see Folk di Spaseerer, Bode Karle og Piger samt den enne og den anden, Gaaer og fryde Dem, og vi skal være indeluget her Som vi hafte gjort en stor Udiøge [Ulykke], nu er det snart et Aar at jeg har svævet Verden Omkring, og haft mange horde Ture i den Tid, Jeg har ogsaa haft mange Fornøielses Timmer, og mange sure Timmer men jeg har aldrig Oplevet saadanne Dage som her, nu Grønnes Skoven og Træerne i Haven, og Violen Dufter sig fra Volden, men Qvæger dog ikke den Danske Fangne Mand, og Nordens Stjerne lysner over mit Hjem og 438jeg er ennu her i det Fremme Land, Ja aldrig end Timme Nat eller Dag uden jeg Tænkger paa mit Hjem, og vor Glad jeg kunde være naar jeg var Hjemme hos Eder, og naar jeg hen sover paa mit horde Leie, saa Drømmer jeg stedse om mit kjære Hjem og Elsked Fødeland, Ja stedse Tolke vi i det Danske Sprog som ingen her af dem kan forstaae, og som lyder stedse med dise Ord, Gud gie at vi snart kunne komme tilbage, til Danmark, for det gjør mig undt at jeg skal henleve min Ungdomstid her i det Prøisiske og være indesluttet som end Fulg der i et Buur. Jeg kan just ikke sige som end Fulg der sitter i sit Buur, for vi har dog en Trøst fremt for ham der sitter Enne, vi er jo mange og kan tale med hverandre, og fordrive Tiden, hver formiddag er for os endnu som Sævanlig, Daglig Dags, med at forrette Skandsearbeide 5 Timmer hvor ver Mand faaer sin Trilleboer saa kan I rigtidnok tro at det gaaer fra Hjulet, Skarnartid [skarnagtig] Comers bliver Drevet med at Trille Jord, og Eftermiddagen som vi bruger til allehaande beskjeftigelser saa gaaer det som i Børnaarene bestandig med at spille, Vip, Bolt, Klink og alle andre Børnløier, I skulde iøvrig ikke tro det, fordi at vi er i vores voxne Alder, vi har nætop saa meget Plads at kan bruge uden Partuløer [Patrouillecur] vi har endogsaa den Frihed inu at Gaae i Byen, fire Mand eller fem Mand i et haald, og ti ad tolv haald, og end Partuløer med hver haald, saa kan man Spaseere Ciistrien Rundt efter Behag og faae for Penge hvad som helst, men der er mange som vil gjerne Over drive denne Frihed og med det 439
samme bliver dig Straffet efter Prøisiske Love og de er strænge, her er nu flere af de Prøeisiske Soldater som haver været Partuløer med os i Byen, og maae nu lide Straf for deres Godvillighed, blodt fordig at de haver været forlænge ude og saa fordi de kommer beskænkkede tilbage og har givet deres Partuløer end Hat paa med, Partuløren bliver Sraffet enden med tre dags Vand og Brød eller ogsaa med 3 ad 4 Ugers Adrest, dem som har fult med Ham, eller forseer sig paa end eller anden maade bliver Øiebliklig ført i Brommen nemlig af vores Kammerater der er nogen af dem og har været 24 Timmer i Brommen og 3 Dage paa Vand og Brød, deres forseeeiser, efter min Fornuft, saa skeer den allermest naar Beennene viser dem Tros, og Brendeviind løber rundt i Hovedet, eller ogsaa den slemme Rom drik som mange holder saa meget af, Jeg gaaer nok ogsaa tidt i Byen men end ting er som jeg passer nøie paa at ungaae Straf her i det Prøeisiske saavelsom i det Danske naar jeg gaar end Tuur til Thiisfordriv i Byen, sørger jeg for at komme i selvskab med dem som jeg ved at jeg kan være formand og saa Veileder jeg dem til end Kjælder hvor der handles med Kaffe ... her kan man nu lære at kjende den Prøeisiske Gælt, der var mange som i førstningen blev snudt med den Gælt og jeg kjænder dem heller ikke tilfuldkommenhed inu de kan godt vise mig end Skilling som jeg ikke inu ved vad den gælder for men skal jeg blive lidt Længer inu saa bliver Sproget og Gælden mig vel godt Bekjendt, da her Daglig Dags, væxles med Or og Penge Jeg 440
haver nu skrevet til Eder sidst, som jeg hober at være modtaget fra L., paa Grund af jeg skriver dette Brev er fordig Jeg har modtaget Pengene som I sende mig derfor saa hurtig som mulig at Underette Hr, B. om modtagelsen, Nyheder er her ingen at tilmelde Eder, uden at Frederits er Opgivet godvilligt for at skaanne Byen for at blive ned Skudt af Fjenden, Ligesom Sønderborg blev, de vil paastaae her at Als skal Forsvares til det Yderste, men nu ligger vores medste Styrkke paa Fyen saa der kan ikke blive stort meer Slag til Lands, men til Søes vil der nok Blive end deel Slag, Jeg er nu bange for at de Taber til Søes saavel som til Lands, for deres Skyts er det første som med hurtighed til Ladning som jeg har seet, deres Rifler er Baladnings Geværer, det er ikke som med os naar vi skal lade vort Gevær men vi var ved Armeien, Prøeiserne er frie for at bide Patronen af og frie for at bruge Ladstok og fri for at sætte fænghætte paa, di kan Lade og Skyde 8 ad 10 Skud men vi Skyder et, de haver tillige enddeel udmærkkede Riflet Kanonner, som vore ikke kan staae dem for i Længden, det messte af vort Skyst er nu forlist og deels fornavlet saa at Fjenden kan ingen nytte have af det for det første, her tales rigtidnok om mellen Prøeiserne her, at de Kanoner som de har taget af hvore og som var fornavlede, di kan de nu gjøre istand uden at Lad dem støbbe om, det er og ved end ny opfindelse og hvad det angaaer til Søes vil det blive Østrigerne der og har en udmærket Flode af Pandserskibbe har de nogen som 441de Øiebliklig kan give dem i Kamp med vores og vende om fra vores uden noget Tab Da deres Maskinnerier er indrettet med flere Hestes kraft en som vores og ders Kanonner skyder længer en som vores ...

Cüstrin den 24de Juli 1864

... det glæder mig meget at Eders Sæd seer saa god, og staaer saa Frydefuld, og at Eders Kreature er i god Orden, men det skulde være mig Langt støre Glæde naar jeg snart kunne komme hjem til Eder igjen, ... hvad det angaaer med Reenlighed, er her en god Orden ... Alt dette er jo meget Godt, det var daarligere i Vinterens Tid, da vi sov saa mangen Gange paa det Hvide Tæppe, som Gud havde ladet brede over Jorden. jeg seer af Eders Brev at der ventes paa Fred, der hjem, af denne Vaabenstilstand skulde man nok tro at der kunne blive Fred men jeg troer nu intet der om, det over gaaer min Forstand, her tales om at inden 14 Dage skulle vi være i Kjøbenhavn, men de fortælninger har man hørt saa ofte, det er kun for at Drelle os, men Gud gid det snart kunne Skee, saa dette kunne blive det sidst, B, C, ... vi har en Skolelære, fra Kjøbenhavn, som er fangen tilligemed os, han har i den sidste Tid begynt med at Underviisse i Skrivnig, Regning og Læsning, hvilket jeg med Iver søger; det faaregaaer 2 Timmer hver Dag, der er nu ikke saa mange, og deeltager deri, Vi skriver Bogstaver, og Tal, jeg more mig ret Gemyttelig, ved den Skolegang, han siger til mig at om fjorden Dage kan jeg ikke lære 442dig meer i Skjønskrivning men i Retskrivning; for jeg staver fjeil, ... nu til slutning vil jeg ønske at dette var det sidste Brev, jeg skriver til Eder med den Bys Navn, oven over, og i skal heller ikke skrive til mig de første Dage, for med Guds hjelp Haaber jeg at være i Kjøbenhavn om en 14 Dages Tid; nu vil jeg bede Eder at hilse Alle gode Venner og Bekjendre fra mig, I, selv Hilses baade først og sidst, forglem ei at Helse Alle Peder, S., fra mig, og Hels Peder Hjulmand, Lev nu saa vel kjære Forældre, som det i Hjemmet kan tillade, det er en streng Tid for Eder hermed slut jeg min ringe Skrivelse, og paa det Ærbødigste, tegner jeg mig

Rasmus M.

Blandt de mest udførlige Dagbøger fortjener ogsaa en 23-aarig, østjydsk Gaardmandssøns at blive anført med nogle Brudstykker. Forfatteren er menig i 9. Infrg. og begynder sine 54 Kvartsider store Optegnelser med Afrejsen fra Hjemmet d. 29. Novbr. 1863. Den p. December fortæller han, hvorledes han og hans Kammerater efter en yderst anstrengende March paa 5 ½ Mil (†) «fik nu atter en Lod, nemlig at sove i Halm, istedet for Seng, og aldt i de Tydske som vi ei forstod og kjedede os ofte, ellers Folkkene vare flinke nok imod os; ... og vi tillige Gjæstede dem med blid Venlighed indtil næste Morgen ...» I Plön faar han anvist Sengeplads hos en Bager «hvor jeg ogsaa traf det saaledes at komme i Kammer til 6 Tydske danske Holstenere] Soldater. Bagerens Datter andviste mig omtaldte Kammer oppe paa anden Etage, jeg 443traadte indenfor Døren; de tydske Knegte saae paa mig og jeg paa Dem. — endogsaa med lidt Banghed, thi de var jo 6 om een, de begyndte at tiltale mig med deres tydske Jux som jeg ei kune forstaa aldsamen, men en Deel forstod jeg; nogle fortalte at de nu skulle Hjem til Huus, — andre skjeldte mig ud; jeg stod gandske stille med Haanden paa mit Sablhefte, og vendtede paa Enden af deres Samtale, som var baade af undt og godt; og min Beslutning at bruge Klingen hvis de havde overfaldt mig, thi at undvige det var umueligt da de havde spæret mig Døren; men Endelig blev de kjed og gik deres Vei. Jeg klædte mig af lagde mig i Sengen, og min Sabl ved den høire Side, Geværet ved Hovedgjerdet af Sengen, for om mueligt at modtage slige Besøg af sidste Slax, men Natten gik roelig for mig, ...»

Da Regimentet ligger i Kvarter i Slesvig By«befandt vi os nu meget godt, en Tid og kom igjen til nogle Krefter, som Landeveiene for en Deel havde frataget os, tilligemed en Del Støvlesaaller. Nu kom den Tid at vi skulle have Naturalforpleining, dette befalt os jo ei saa meget godt i de første Dage men vi maatte snart venne os baade til at Koge og spise det; IO Dage gik nu hen i dette Qvater, og uden baade Exersits og Arbeide, Natteleien var som sedvanlig i Halmen, men det var nu ogsaa en gammel Vane, og ei vært at omtale ...»

Efter at Fortælleren saaledes har følt sig hærdet til Feltsoldat og med Fjenden lige for sig har lagt den«blaae Erte» i Geværet, tager han Del i Forsvaret af«Danners gamle Vold» og senere i Arrierègardens444Fægtninger paa Tilbagetoget derfra. Han kommer til Fredericia, men «den Iode April da fik vi Ordre at være ferdig til hvad Tid der blæstes, efter denne Anmodning maatte Enhver sørge for at faa noget i Brødposen thi vi vidste at vi skulle til Als, og aldt der var dyrt og simpelt; Og derpaa saa hele Tøiet paa Pelsen, i Kampferdig Stand: Denne Nat gik som sedvanlig med Kulde og lidt Søvn, da vi maatte ligge i helle Tøiet, om Morg Kl 4 saa maatte vi ud, maserede ned til Havnen og Kl 7 blev vi sat ombor til Fyen ... Kl 11 om Aftenen naaede vi Faaborg, hvor strax Kanontorden lød os i Øret fra Dyppel, eller rettere fra Broager, og bebudede os Fjendens Ild og Vrede, som vi vidste at vi skulle have med at gjøre ... Kl 1 blæstes pludselig og vi rykkede paa Forpost ved Dyppel Skanse; De sortes Drøn havde vi hele Tiden hørt og Jorden havde imellem rystet under vore Fødder, — men nu lugtede vi deres Ild og Damp, tridie Dagaften Kl 9½ rykkede vi over Sønderbro og ud paa Dyppel Skanser, de Tydske Granater bød os en varm velkomst, saa Jord sprøitede os om Ørene, Skansen No 9 blev vort Comp til Forsvarspungt, vi blev fordeelte hver paa sin Post, og hvert Øieblik forstyrret af en Granates Bragen i Skandsens Brystværn eller i Blokhusene, i 24 Timer laae vi her i denne forskut Skanse og fik hverken Vaadt eller tørt, men dygtig Arbeide hele Natten med at opbygge eftersom det blev nedskut, indtil Dagen igjen begynte at bryde frem, saa var det os umuelig at blive ved længere; da Granater kom saa voldsom; som hele Skansen skulle revne; og da vi holt op med at arbeide kom en 84 445Granat ind i Skansen imellem 20 Mand af os som stod lige i en tæt Klynge; alle falt vi til Jorden som et Skud Spurve, — men hver mand reiste sig igjen, kun 2 Mand blev læt Saaret, og en Deel Gevære ødelagt: vi trak os da tilbage mod Brystværnet, tog os en Snaps og et Stykke tørt Brød af Brødposen; — saa lød. — Raabet. — dæk. — og en Djævel kom ind gjennem Brøstværnet, en Masse Jord sprøitede i Veiret tilsmudsede mig og mine Kammeraters Brød saa vi maatte smide det væk, vi tog fat at lave nyt til. — men atter. — dæk; og ligesom det første ogsaa i Snavset vi opgav da Haabet om at spise den Gang, og maatte da vendte i 12 Timer inden vi fik Lov at spise noget. Hele Dagen laae vi nu i Løvegravene, hvor Granaterne haglede volsomt over Hovedet paa os og ofte kun en Alen fra vort Hoved; oversprøitede os med Jord, og stundom nedreves hele Læs i Løvegraven, og hist og her skreg en saaret Kammerat; eller Ambelansebærerne gik med en Mand paa Børen; saaledes gik den Dag, til om Aftenen Kl. 9½ da blev vi afløste af andet Rgent. Kom ud mod Sønborg at ligge i Bekjet [Piket] bag Skansen, her falt Gran. ikke saa volsom men kun en af og til gjorde os Besøg. Her fik vi Forpleining uddeelt, og her kogte vi det paa den aabne Mark helle Natten gik nu med at spise og koge, og Dagen hendrev vi da siden med at vaske lit snavs baade af os selv og Klæderne, og siden at sove saavidt der var Roelighed; da vi havde Søvn tilgode for 48 Timer, paa den Mode svandt Dagen, og Aftenen Kl. 9½ skulle vi rykke ud i Skandsen igjen, ved denne Tid var det alvorlig varmt fra de Tydske 446Kanoner, thi de vidste meget godt at ved denne Tid blev der afløste vi kunne ei gaae saae langt som en Snes Alen saa kom en Granat brølen, og hurtig lød det dæk, saa hele Compagniet smed sig flat et Øieblik. Endelig naaede vi Løvegravene og hver Mand [fik] anvist sin Post; 24 Timer skulle vi blive her, til næste Dags Aften Kl 9½ og denne Tid gik jo paa den sedvanlige Maade med Skud, Kammeraters Klageskrig, og Raaben dæk. — den Tid og som var den tridie Dag fik ogsaa Ende, vi kom igjen i Bikjet eller til Forstærkning; den Aften havde vi ei noget at spise, men maatte ligge os paa Jorden ligesaa sultene som vi vare, jeg og 5 Kammerater lagde os da i en Dynge, og falt i Søvn for en kort Tid da vækkedes vi af en Kranat som slog sig i Jorden foran os; saa det sprøitede i Veiret; men til vor Lykke blev den heel uden at springe; ellers havde vi maaske alle været saaret eller livløst. — Og med det havde vor Roe ogsaa Ende thi Skydninggen blev saa volsom fra de Tydske Batterier, Salver af 50 Granatskud saa Jorden gav Eko af deres Drøn; og en Hagl af Geværkugler begyndte at naae os, vi faae varmt i Dag siger min Kamerat til mig Jeg svarte ham ja Skandsen er allerede gjennembrudt; vi følger Side om Side, saalænge der er Kraft i vor Arm, han svarte jo der har du min Haand. — Da Comanderedes træd. — And, vi gik frem i den stærkeste Kugleregn; blev udkastet i Kjæde vi kom over i brendende Aske af en Halmstak, men her kunde vi ei opholde os ret længe, vi maae videre frem Kamerat, og som jeg havde sagt dette, gav det et Plat ved Siden af mig, jeg vendte mig om og spurgte er 447
du væk Kamerat; Nei blot en Kugle bortskjød min Bajonet, men her er et andet Gevær; thi der var nok tilovers frae de saarede Mandskab, der blev nu Comanderet til en Storm; under et Huraraab gik vi den paa Livet ganske nær; slog den tilbage, og indtog en Skandse igjen for et Øiebliks Tid, fik nogle af Skansens Kanoner gjorte ubrugelig for de Tydske! — Men det var os umuelig at holde Stand imod deres Ild ræt længe vi trak os tilbage indtog en Kjædestilling men maatte her ogsaa vige, formedelst de slog 20de Regmindt tilbage til Reiterade skød os derpaa i Flangken og havde os aldeles omringet; Vores Batailions Commandøur gav hurtig Komando tilbage, de tætte Hegn var os til Hindring for at korne væk, saa det gik noget seent, ved Stedet som vi skulle igjennem, blev den Sekcion som jeg hørte til den sidste, da vi i dette Øieblik var venstre Fløisekcion de tyske kom os lige i Hælene, vi vendte os om skjød dem en Salve som svarte os med een ligesaa skarp: — en Kugle fløi igjennen min Tyrnist ud over høire Skulder bibragtte mig et læt Saar paa Skulderen, saa min Arm for en kort Tid blev kraftesløs; jeg tog da Geværet i venstre haand og søgte at komme væk; Men inden jeg vidste det var der tre Mand i hælene paa mig, jeg løb og saae mig over Skulderen, til at kjempe mod tre med venstre haand det kunne ei hjelpe mig noget, den ene kom mig saa nær at han næste kunde berøve min Frakke, og raabte du ist Fangen men i dette Øieblik naaede jeg et Digge eller Hegn som jeg i Hast kastede mig over; et Par andre af mine Kamerater laae der: — skjød ham en Erte i Livet saa han vendte Næsen 448i Veiret, og de andre to løbe deres Vei, nu er vi dem kvit sagde den ande Kamerat. Der Kommanderedes igjen til Storm, vi fik dem ogsaa til at vige den Gang; men maatte selv vige tilsidst, vort Mandskab var aldeles oprevet og tabt. Vi maate nu give efter for deres Overmagt Retererede i til Sønderborg, de tydske forfult os ind til det Sted hvor vort Biket havde været, med en heftig Regn af Bly. Vores Forpleining hengte over Ilden og Kogte, da vi ei havde faaet Tid at spise før vi skulle Slaaes, nu kune vi ei tage det med da vi maatte løbe saa stærkt, saa vældtede vi Suppen, for at de tydske Pak ei skulle faa Nytte af den ...»

De sparsomme Rester af 9. Reg. bliver sejlede til Faaborg, hvor «det første vi gjorde var at faae Krutslapen vasket af Ansigtet; fra den Fæst som Dyppel havde foraarsaget os Dagen i Forveien». — Siden er Soldaten ikke mere i Ilden, og «den 17Novb. — da blev vi Permiteret og fik igjen Jyland at see som ogsaa var vor største Lyst og Velbehag, da det er mere roeligt end Fældten. —»

Udførligst af alle Dagbogsforfattene er dog den nordslesvigske Forstærkningsmand fra 20. Infreg., af hvis Arbejde93 tætskrevne Sider i stort Oktavformatallerede en Del har været anført under«Billeder fra Fægtning» ovenfor, pg. 262271.

Ved 10 Aars Forløb efter min Permission af Garnisonstjenesten maa jeg nu ved Krigens Udbrud paa mit 34. Aar atter spille Soldat. Efter Indkaldelsesordren meldte jeg mig den 18. Januar i Sønderborg. Fra den 18. til den 31. stillede vi de første Dage i 449S., hvor vi havde Kvarter anvist men fik Lov til at gaa hjem og blive Natten over til næste Dags Morgen. De sidste Dage, indtil den 31., stillede vi i Sønderborg om Dagen, og skønt det er I Mil fra N., gik jeg hver Aften hjem for om Morgenen at tage Afsked med min Kone og mine Børn. Den 31. var den sidste Afsked, vi tog med hverandre, thi om Formiddagen blev vi indskibet i en stor Hjuldamper; det er den første Gang jeg nogen Sinde har været med et Dampskib. Nu kom vi til Søs i en Storm og en forfærdelig Kulde, vi kom ned i Lasten; men det varede ikke længe, førend de fleste blev søsyge og maatte op paa Dækket, jeg klagede mig til en af Matroserne, at jeg frøs forfærdelig, og sagde: Jeg ved ikke, hvad det kan blive til den lange, kolde Nat. Han tilbød mig straks hans Køje, hvis jeg vilde give ham 3 Mark derfor, jeg gjorde straks Tilslaget. Der var flere, som ogsaa havde lejet Køje af Matroserne, men da vi kom ned i Kahytten, var den saa stærkt opvarmet, at de fleste maatte op paa Dækket igen; jeg syntes, at jeg maaske nok kunde udholde det og lagde mig rolig hen i min lejede Køje, jeg svedte, saa at jeg var vaad over hele Kroppen, men sov ind. Midt paa Natten vaagnede jeg, jeg skulde paa Naturens Vegne; da jeg kom op paa Dækket, blev Skibet overskyllet af en Sø, jeg skyndte mig og var ikke sen til at komme ned i Kahytten igen, men sov ikke mere den Nat, men laa lunt og godt til næste Morgen.

Den I. Febr. lagde Skibet til ved Toldboden 450København, vi blev udskibet og fik Kvarter i Byen, jeg fik Kvarter i Store Kongensgade. Indtil den 14. Febr. havde vi ingen Tjeneste at gøre undtagen at stille til Appel Morgen og Aften, jeg benyttede Lejligheden og gik hver Dag ud i Byen for at tage en Del af Kobenhavns Mærkværdigheder i Øjesyn. ... Den 16. ankom vi til Sønderborg Kl. 10½ om Formiddagen, vi blev udskibet og opstillet paa Gaden, der stod vi hele Dagen indtil Aftenen kom, og nu endelig skal vi dog have Kvarter, vi marcherede til Sundsmark, og her blev os Kvarter anvist. For første Gang ligger jeg paa Straa her, men der kommer vel mere af den Slags, tænkte jeg ved mig selv ... Den 21. stillede vi paa Raadhuspladsen [Fredericia] og blev fordelt til Regimenterne. Jeg kom til 20. Infanteri- Regiments 6. Kompagni og fik Nr. —. Nu er vi kommen i Kvarter igen, sagde jeg til mine Kammerater, jeg har nu skrevet her, til hvilket Regiment jeg er kommet. I denne Bog her, sagde jeg, har jeg min hele Garnisonstjeneste optegnet, og nu har jeg begyndt at notere lidt igen, fra den Tid af jeg blev indkaldt og indtil nu; jeg tror, det hele Skriveri skal høre op, thi Gud ved, hvem der skal arve denne Bog. Vidste jeg, at jeg kom hel og holden hjem igen, kunde jeg nok have Lyst til at fortsætte den, men skulde Tyskerne arve den, vilde jeg ikke skrive et Ord mere. Jeg betænkte mig lidt og sagde saa: jeg vil dog fortsætte den, saa godt som jeg kan, thi hvis jeg kan komme uskadt hjem igen, vil jeg opbevare denne Bog og efter min Død, naar den. 451kan komme i den rette Arv og da ved Lejlighed blive læst, maaske kunne udvikles en lille Passiar. Fra den 21. Febr. til den 8. Marts gjorde jeg flere Feltvagt- og Forposttjenester. Den længste Vej, som vi havde at marchere, naar vi skulde paa Feltvagt, var 1½ Mil, og i den Tid var der Sne og Slud saaledes, at naar vi marcherede paa Chausseen, maatte vi være forsynede med gode, lange Støvler, hvis Dyndet ikke skulde løbe fra oven og ned i dem; omendskønt jeg havde gode Støvler, havde jeg dog alligevel vaade Fødder, thi denne Sneslam, som vi gik i Dag efter anden, kunde Læderet ikke imodstaa. Vi var undertiden 48 Timer paa Feltvagt bestandig med vaade Fødder, og naar vi ikke skulde staa Post, kunde vi krybe ind i en Lade i lidt Halm eller ogsaa undertiden i en Kirke. Dagbogen fortsættes videre med Optegnelser an- gaaende selve Krigen, af hvilke det væsentligste allerede har været bragt under«Billeder fra Fægtning». Efter Skildringen af Fortællerens Tilfangetagelse følger: ... Ved Bøffelkobbel holdt vi Rast. Nu kom vi igennem N., og jeg ønskede kun, at jeg kunde komme til at tale med min Kone og mine smaa Børn. Jeg henvendte mig til den kommanderende og fortalte ham, at jeg var fra N. og bad ham om at faa Tilladelse til at gøre en lille Afstikker hjem; det bevilligede han mig, men under Bevogtning af en Husar. Da jeg aabnede Døren ind til min Kone, blev hun forfærdet og tilligemed glad, at jeg var sluppet saa godt fra det; hun vidste ikke, at jeg 452
var kommet til Dybbøl, hun troede, at jeg endnu var i Fredericia. Indkvarteringen, som hun havde, stormede omkring mig og sagde, at nu var jeg fri, thi Slesvigerne bliver straks hjempermitterede. Husaren tillod mig ikke længere Tid at blive, jeg maatte afsted igen for at komme sammen med de andre ved den anden Ende af Byen. Vi blev til Graasten ført og blev opstillede paa Slotspladsen, der blev Poster opstillede rundt om os, for at vi ikke skulde løbe bort. Der blev en Dør aabnet paa Slottet, og vi blev inddrevet i et stort Rum som en Flok Kreaturer. De troede maaske, at vi efter en saadan Dags Anstrængelse nok kunde være sulten, og fik vi hver af os et Stykke Flæsk og et Stykke Brød udleveret; da vi havde spist, gik Udplyndringen for sig, hvem der havde flere end et Par Støvler tog de Resten, Undermunderingstøjet og alt, hvad vi havde, tog de fra os, saa at vor hele Beklædning kun bestod af en Vaabenfrakke, et Par Bukser og en Felthue foruden Skjorte, Strømper og Støvler, som vi havde paa. Endnu har jeg ikke min Tornyster afleveret, og i et afsides Hjørne aabnede jeg den, jeg trak mine Bukser af og tog de hvide Bukser underneden, ligeledes Frakken og tog den hvide Trøje under. Nu har jeg godt Undertøj paa, et Par gode Underbukser har jeg, før jeg tog de hvide paa, og en god ulden og linned Skjorte har jeg ogsaa paa. Den 19. blev vi atter under Bevogtning ført til Flensborg. Den 20. om Morgenen da vi troede, at vi skulde hjempermitteres, blev vi ført til Jernbanegaarden og opstillet der i to Geledder, 453og de meddelte OS, al herfra blev vi ikke

454

Kassematter, hvor vi skal have vores Boliger. Den 24. fik vi uddelt Lønning, som bestod af smaa firekantede Stykker Pap med et Segl paa lydende paa 9 Pfennig, der blev os sagt, at vi kunde betale med dem til en Kone, som kom med Kaffe til os om Morgenen og for Vaskning, som samme Kone skulde gøre. Om Middagen blev vi ført hen paa Kasernen for at spise; vi fik kogte Bønner, som vi just ikke holdt saa meget af. Da vi havde spist af dem, hvad vi kunde, kun omtrent ⅓ Part af den Portion, som vi fik, spurgte Officererne [de prøjsiske], om vi ikke kunde spise mere deraf. Vi mente, at det var ikke saa godt at spise saa meget paa en Gang, da hellere en Gang tiere. De sagde, at deres Folk nok kunde have en saadan Portion. For at blive fri for saadan en Kost androg vi paa om at faa Tilladelse til at lave vor Mad selv, og som blev os bevilliget, der blev en Sum Penge sat for hver Dag, vi maatte faa, og saa kan vi købe, hvad vi lyster. Den 25. om Morgenen Kl. 6 blev vi ført hen til Kasernen og blev opstillet der tillige med dem, der ligger paa Kasernen, og under Bevogtning marcherede vi et godt Stykke uden for Byen, hvor der er forfaldne Fæstningsværker; der var tilført Spader, Skovler og Trillebøre, og nu kom vi til at arbejde; disse Fæstningsværker skulde vi sløjfe. Det er ikke noget rart Arbejde, det gaar ogsaa noget trevent; Kl. 11 blev vi fri og marcherede hjem igen. I Eftermiddag er vi fri og kan holde os saa lystige i Voldgravene som vi vil, kuns skal vi pudse vores Tøj. Lige herved gaar en Bro over Gravene, her er saa mange Folk sammenstimlede, 455som Broen kan rumme, for at se og overbevise dem selv om, at die Daner ogsaa ligner Mennesker. Vi samlede os lidt fra Broen, for at de rigtig kunde tage os i Øjesyn, og gerne vil de tale med os. De kaster ned til os saa mange Slags Ting: Kager, Cigarer, Morgensko, hejser Brændevinsflasker ned i et Baand og mange andre Ting; vi løber omkring ligesom nogle galne Drenge for først at faa fat paa det. Den 26. var en Del af os sammen med en [prøjsisk] Løjtnant B., som har Kommandoen over os, en Spaseretur ude paa Landet, han nævnte os Navnene paa de forskellige Bjærge, som ligger Østen og Syden for Byen. Der berettes nu vidtløftigt, hvorledes Fortælleren kommer fra Tordarbejde til Snedkeri paa «et kongeligt Værksted», hvor han med nogle ligestillede skaber sig en lille Biindtægt ved at lave dels Trætøfler, til hvilke de« tog Træet uden Tilladelse », dels Spadserestokke af Egespir, som deres prøjsiske Sergent giver dem Lov til at skære i Byens Plantage. Tiden gaar iøvrigt, som den kan bedst, under jævnt godt Humør.Af karakteristiske, mindre Afsnit videre i Dagbogen kan anføres:

Den I. Maj om Morgenen Kl. 8 stillede vi til Renhedsparade, Løjtnanten skulde efterse os. Da han gik langs foran Fronten, standsede han foran den Cigarmager, som samtidig med mig blev fangentaget og som havde fæstet en slesvig-holstensk Kokarde i sin Felthue, han spurgte ham, hvilket Folk han havde kæmpet for. De danske, sagde Cigarmageren. Jeg kunde se paa Løjtnanten, at han blev vred: 456Hvad er det for en Kokarde, De der har i Deres Hue; den tilhører jo ikke den Uniform, som De har paa, og hvorfor jeg nu strengt befaler Dem at borttage denne Kokarde og forskaffe Dem den rette som hører til Uniformen. Jeg blev fornøjet over den Maade, hvorpaa Løjtnanten gik frem imod ham, skønt denne Straf endnu er lille, saa har jeg dog faaet mig lidt hævnet.

Den 4. var vi ude at spadsere, vi gik igennem Landsbyen Zysseldorf, hvor der i Nærheden paa en Høj er et lille Kapel, hvor katolske vejfarende gaar hen og tilbeder Helgenbillederne. Den 5. kom Løjtnanten til os i Værkstedet og talte med os, om vi kunde anlægge en Keglebane, thi saa vilde han købe Keglerne og Kuglerne, og Brædderne til Banen vilde han lade sende ned i Gravene til os. I Eftermiddag kom Brædderne til Banen, og vi har allerede begyndt at anlægge den. Den 9. blev en dansk Fange, som har ligget her paa Lazarettet, begravet, han var fra Sjælland og havde Kone og 5 Børn hjemme, alle vi andre Fanger var med i Ligfølget, vi blev ført under Kommando af prøjssiske Officerer fra Lazarettet til Kirkegaarden. Kisten var prydet med grønt, røde og hvide Roser og en lille dansk Fane, som vi fik Tilladelse til at anskaffe, var heftet paa Kisten. Musiken, II Mand stærk, spillede fra Lazarettet igennem Byen til Graven, da Kisten var nedsænket, holdt Præsten en Tale og kastede 3 Haandfulde Jord i Graven; derefter fulgte Kommandanten, Officererne og hele Ligfølget baade 457Militære og Civile som ogsaa kastede 3 Haandfulde Jord i Graven.

Den 15., første Pintsedag, var jeg og 3 Mand til og en prøjsisk Soldat en Spadseretur inde i Byen, vi var inde paa den evangeliske Kirkegaard, der var flere Folk tilstede, de førte os rundt paa Kirkegaarden, og da vi kom til den østre Ende paa Kirken, saa vi en stor indhegnet Begravelse. Folkene fortalte os om dennes Erindring. Det var i 1848, sagde de, da der næsten var Revolution over hele Prøjssen, blev der befalet fra Ministeriet, at der i enhver Stad skulde oprettes en Borgerbevæbning, som skulde have Vaabenøvelser for at tæmme Pøbelen ifald der skulde blive Oprør. En Major havde kommandoen over Borgerbevæbningen. Kommandanten var en Franskmand og var ondskabsfuld. En Dag havde Majoren allarmeret Borgerbevæbningen for Oprørs Skyld, da Kommandanten fik det at vide, vilde han forbyde det, men alligevel stillede Borgerbevæbningen. Da en Del Pøbel samledes omkring hans Hus, blev han opfarende, løb til Kasernen og kommanderede Militæret til Vaaben og befalede dem til at skyde paa Borgerne. Der blev en stor Del saarede, og II Mand blev skudt død paa Stedet, hvorfor de her ligger begravede og indhegnet paa denne Plet Jord til en Erindring. Organisten var ogsaa der til Stede, han tilbød os, hvis vi havde Lyst til at tage Kirkens indvendige Dele i Øjesyn, saa vilde han lukke Døren op, at vi kunne gaa derind, han viste os alle de indvendige Dele i Kirken og tilsidst spillede han en halv Timestid paa Orgelet.

458

Den 17. Juli. Idag var jeg og 3 Mand til og en prøjsisk Tambour ude paa Landet i en By, som hedder Schönbrunn, der var vi ogsaa i en Kro, hvor der afholdes Dans, vi fik ikke saa faa Rummer at drikke, thi den Kartoffelbrændevin, de her har, er næsten ikke til at drikke, især da vi er vante til den danske Brændevin. Vi fik Munden lidt paa Gled og nysgerrige var de nok, de fulgte os som en Flok Hunde hvor vi gik hen for at høre, hvad vi fortalte. Ved et Vink til hverandre skildte vi os fra hinanden i Dansesalen, og enhver af os blev omringet af 2—3 Geledder, alt blev stille som i en Kirke, der stod vi og pludrede op paa tysk, saa godt som vi kunde, vi fortalte dem en hel Del fra Felten og for at faa det godt afmønstret, maatte der ogsaa Fabel der imellem, det var svært at slippe løs fra dem, men Tiden var kommen, at vi skulde hjem. Tambouren havde faaet temmelig meget at drikke, han vilde nødig derfra, men vi fik ham dog med. Det gik kun langsomt hjemad, thi han kunde ikke komme overens med de mange Rummer, som han havde nydt. Vi kom en halv Time for sent hjem, og da Tambouren meldte os tilbage, blev han overdænget med en hel Del Skældsord, og at han skulde have 3 Dages Arrest. Den 19. Juli. Skønt vi hverken er historiske Forfattere eller Digtere, saa vil jeg dog idag nedskrive her i min Bog en Sang, som vi selv har lavet os:

Mel.: Mit fulde Glas og Sangens raske Toner.
I vor Ungdoms Tid vi sagtens kunde tjene
Som Militær med Munterhed,

459

Ej nogen Sorg der var for os derhjemme,
Der taltes ej om Fjendtlighed.
Da alting gik i Fred og Ro
I Landet Slesvig hvor vi bo.

Hvad sker, vort Land til Fejde sig udruster,
Forstærkmænd maa til Gevær,
I København enhver sig maatte melde
Og drage bort fra sine kær
Fra Kone og fra Børne smaa,
Vi maatte ufortøvet gaa.

Til Frederits vi kommanderet bleve,
Dengang hvad der nu hører til,
Vi inddelt blev til Regimenter flere,
Og vi jo kom til tyvende.
Ja, da vi først indskreven blev,
Vi maatte med, hvor det ret kneb.

Det var i Marts, den ottende vi skreve,
Paa Forpost stod vort Kompagni,
Da vores Poster de angrebne bleve.
Ved Tavle og ved Krybely
Da maatte vi tilbage gaa
Til Frederits, hvor vi saa laa.

I Sne og Slud vi gik i elleve Dage,
Indtil vi skrev den nittende,
Om Morgenen vi saa i store Skare
Imod os frem kom Prøjsserne,
En voldsom Kamp begyndte da,
Vi maatte lidt tilbage gaa.

I Ild vi var den hele Dag igenem,
Indtil det blev den mørke Nat.
Vi Stilling tog bag Møgbunkerne tilsammen
Udmattede men uforsagt,
Derefter da i Dage to
Bombarderet blev fik ingen Ro.

460

Til Als vi kom i Nattens skumle Mørke
Med freidigt Mod og Munterhed,
Kanonens Klang fra Dybbøl der vi hørte,
Vi havde der Opmærksomhed
1 Dage tre i Skandserne
Stor Fare for Granaterne.

Det var April, den attende der skreves,
Reserver stod vi denne Dag,
Da Skandserne af Prøjsserne angrebes,
Ja, mange faldt i dette Slag,
Thi Kugler og Granaterne
Omkring os faldt som Regn det Sted.

Der kommanderes da at retirere
Af yderst Kraft til Sønderborg,
Den Dag saa let forglemmes ikke mere,
Derefter fulgte mangen Sorg,
Thi mange har Familie,
Som der fandt deres Hvilested.

Vi fangen blev da de kom os i Flanke,
Umuligt var at komme bort,
Afvæbnet blev vi alle der bag Gærde
Af Prøjsserne i Tiden kort,
Vi ført saa blev til Flensborgs By,
Der nød vi Gæstfrihed paany.

Med Toget vi til Staden Schweidnitz komme,
En Stad som er i Slesien,
Gud give, at den Tid den snart er omme,
At vi herfra kan rejse hjem
Enhver især til sine Kær,
Omfavne dem som hjemme er.

Vor Bolig Kassematter under Jorden
Vi Digtere jo ikke er,
Til Tidsfordriv nu efter Kampens Torden
Den Sang af os førfattet er;
Vi slutte da med et Hurra,
Vort Slesvig længe leve maa!

461

Denne Vise har vi selv gjort, som Jeppe paa Bjerget sagde til Jakob Skomager.

Den 31. Tuli anføres:

... jeg blev indbudt af en Familie i Byen til Middag. Manden hedder K., han ejer et stort Hus, og i hans Forretning er der sysselsat 30 Fruentimmer med at lave Tøjblomster til Potseriet [tyske Putz= Modepynt]. Hver Søndag har dette Familie en af de danske Fanger indbudt til Middag, men vil gerne have en der kan tale lidt Tysk. Jeg blev meget godt beværtet med Spise og Drikke og om Fftermiddagen var han med mig ude at spasere, vi var paa flere Sommerforlystelsessteder, hvor han viste sig imødekommen over for mig. Han fortalte mig Aarsagen hvorfor han bespiste en af de danske Fanger hver Søndag. Han har nemlig en Søn, som er Soldat, og som nu ligger i Slesvig, han har ogsaa lagt i Jylland, og efter det, som han har skreven, forklarede han mig, at hvor han har ligget i Kvarter, har Folkene været saa gode og omhyggelige for ham, hvorfor han nu vilde gengælde det hos os. Om Aftenen ledsagede han mig hjem igen.

Endelig kommer da d. 16. August den hyppigt omtalte prøjsiske Løjtnant B. til«de 6 Slesvigere, som endnu er tilbage» og befaler dem at faa Tøjet«ordnet og vor Uniform og Støvler godt pudset, thi i Aften skal I rejse. Efter at Kommandoordet Einsteigen var kommanderet, steg vi ind i en Jernbanevogn. Da Toget gik af, gav vi Løjtnant B. 3 kraftige Hurraer. Den 17. om Formiddagen K1. 10 kom vi 462til Berlin. Fra Banegaarden marcherede vi igennem Neue Friederichstrasse, hvor der ligger en Kirke til venstre og fransk Kasernen til højre, derfra igennem Königstrasse hvor der er en stor Plads, og tilhøjre ligger 2 Slotter en Lustgaard og et Musæum, derfra unter den Linden hvor der tilhøjre ligger et Tøjhus og et Universitet, til venstre Kronprindsens Slot og Kommandantskabet og den kongelige Plads. Derfra igennem Wilhelmsstrasze hvor Brandenburger- og Leipziger-Porte ligger til højre og Prins Karls Slot til venstre, derfra ud til den Potsdamer Banegaard. Da vi marcherede igennem Byen, havde jeg et lille Stykke Papir, hvorpaa jeg aftegnede disse Gader, som vi passerede, samt Bygninger og Pladser med Navne, men som jeg ikke kan paastaa, at det er fuldstændig nøjagtig. Først«d. 20. August, Kl. 7 om Morgenen» er den vidt berejste Mand vendt tilbage igen til sit Hjem.Der var dem af hans Kammerater, som naaede endnu længere omkring, idet de kom helt ned til Salzburg, Theresienstadt i Böhmcn, Comorn i Ungarn og andre østrigske Fæstninger. Optegnelserne herfra er af ganske lignende Art som de fra Prøjsen; det fremmedartede i Stæderne, i Naturen og Agerbruget interesserer dem her som i Holsten og Prøjsen; med Levemaaden synes de bedre tilfredse end i Prøjsen og udtaler sig gennemgaaende meget rosende om de østerrigske Militærautoriteters og Befolkningers venlige Holdning overfor dem.

«Det første, vi saà de østerrigske Soldater», skriver 463f. Eks. en 29aarig, gift Husmand i 22. Infreg.,«forekom det os, at de saà saa barbariske ud, men det havde vist sig, at de til fulde er lige saa flinke som de prøjsiske». Og han siger om sit Ophold i Theresienstadt:«Vi har det meget godt i denne vor Fangenskab, ja vi kan næsten ikke forestille os som Fanger efter den Frihed, vi har .. vores Forplejning er ogsaa meget god, eftersom det var i Prøjsen». Og da de omsider i August Maaned skal hjem til Danmark«marcherede vi ud af Fæstningen under en umaadelig Menneskemasse og fuld Musik ud til Jernbanen, og Kl. 3½ rullede vi af Sted under et rungende Hurra af alle de til Stede værende». —

Blandt de sammenhængende Rækker af Breve fra Bondesoldater fortjener en Serie paa 33 Stykker, skrevne af en 23aarig Parcellistsøn fra Stevns, menig i 4.. Infreg. særlig Opmærksomhed. Brevene strækker sig nemlig lige fra Rekruttiden i Forsommeren 1863, og indtil hans Regiment efter Krigens Ophør er kommen til Sjælland i Efteraaret 1864.

Det har sin store Interesse at følge deres skiftende Grundtone, alt eftersom Soldaten fra den fredelige Garnisons- og Manøvretjeneste kommer ud i en for hver Dag heftigere Granatregn og derpaa atter vender tilbage til rolige Forhold.Alle Brevene er skrevne til hans:«Kære Forældre og Broder.»

De første Breve er fulde af ægte Rekrutpassiar; i Tuni Maancd 1863 hedder det:

... naar vi saa kommer ind paa Fælleden, som vi kalder den, er der 3 Bakker af samme Størrelse. 464Her kan de pine os for Alvor; thi naar vi ikke marcherer, som de vil have det, saa maa vi løbe op af det stejleste, de kan hitte, og den ene Bakke er saa stejl paa den ene Side, at man daarlig kan gaa op ad den, end sige at løbe, men det hjælper ikke, naar de bliver gale i Hovedet. Dog kan jeg sige, at vi har ingen Nød haft ved første Kompagni fremfor de ved andet og tredje, ved fjerde haver de det ogsaa ganske godt, men ved andet Kompagni haver de for det meste Strafexercits hver Dag; deres Løjtnant var gaaet op og efterset Stuen, som de ligger paa, i Søndags Nat med Lygte i Haanden ... Det hedder sig jo rigtignok at passe paa og ikke træde over Skriften her; men det kan man nok ogsaa passe, naar man vil, thi det er gørelige Ting altsammen, naar blot man er ved Helsen, og det er jeg Gud ske Lov nu for Tiden, og har været det, siden vi kom. Alting gaar saaiedes særdeles godt for mig, jeg lærer alt med Lethed og staar mig godt med mine Ben. Vi bliver heller ikke skældt ud ved vores Kompagni, naar det ikke er altfor store Dosmerhoveder ... Vi er heller ikke forbluffede, nogen af os, og naar vi kommer saa vidt, at vi skal hjem at more Pigerne der hjemme i K. igen, saa vil I ogsaa faa at se, der er bleven Liv i os fremfor før ... Jeg haver jo sagt Eder, at jeg er ved en god Helsen og ved et godt Mod. Endnu inden Skoletiden er omme, er der Marked i Eckernfördc:«det var ligesom Storehedinge eller Køge Marked, og det var endda næsten skrappere med Telter og Karuselbaner, Dans og Lystighed». 465Den Dag«begyndte Dansen paa Bulerne om Formiddagen Kl. 8 à 9 og vedblev til langt ud paa Natten» men Søren«skulde være hjemme Kl. 9;» det trøster ham imidlertid, at han allerede«har da prøvet at valse med de tyske Piger; her er kun enkelte, som er saa raske som de sjællandske til at danse, men her er dog nogle raske imellem, og i Stadsen overgaar de langt de sjællandske, thi de er som Jomfruer allesammen, og naar man møder dem paa Gaden, kender man ikke Forskel paa Tjenestepiger og Jomfruer. Nu har vi jo faaet overstaaet Skoletiden, og det er, som vi er kommet ind i et andet Liv, efter hvad det var de sidste 14 Dage, vi gik paa Skolen, thi der hafte de nær taget Skindet af os, men nu haver vi det ogsaa godt ... Nu er de gamle kommen imellem os, og de kender bedre, hvordan hun skal tages, for at ikke Sveden skal pine ud. Den 28. var jeg i Slesvig at besøge Niels Pda jeg kom, fik jeg snart mange Bekendre hjemad fra ... men især morede jeg og Niels og hans Rejsekammerat os med at se os omkring; vi var ude hos et Par L— [scorta] at faa Punch tilligemed flere, hele Huset var fuld af Folk, og her var et farlig Sjov med disse Tingester, de baade kyssede og klappede os, dansede og sprank, saa Skørterne røg næsten til Loftet, men de fik alligevel ingen Liebhavere mens vi var der. Vi var omkring i Byen at se os om alle Vegne, og da jeg gik hjem om Aftenen, var jeg og Niels ude at se Hadeby Kirke, den ligger imellem Eckernförde og Slesvig lidt udenfor Slesvig. Det er den første kristne Kirke, som blev bygget i Danmark, og den er bygget eller muret af bare store Graasten

466

... Niels siger, ligesom jeg, at det er et munter Liv at tjene Kongen, naar man haver lidt til Hjælp at leve af. I Slutningen af August Maaned gaar der«8 Underofficerer af vores til Odense for at lære Rekruter af dem, som nu er indkaldt. De sagde, inden de rejste, de skulde nok vække disse Frispillere op at se [et fra Marineargot stammende Udtryk] ... men jeg siger ligesom Niels, at de kan have godt af at faa rettet Ryggen lidt lige saa vel som vi andre, ...» For sit eget vedkommende beretter Søren at«vi har 13 Spillemænd, som blæser for os hver Dag, naar vi gaar baade hjem og ud paa Fælleden, samt naar vi holder Hvil. Det er nok lidt strengt for os om Dagen nu med det meget Renderi, som vi har engang imellem, men det er ikke kedsom for os, thi Musiken opliver os for Alvor. Den 20. September«skal vi have Revymarch for Hans Majestæt Kong Frederik d. 7de. Han var ude at se paa os igaar tillige med Grevinde Danner, som han er viet til med den venstre Haand, samt hele deres kongelige Følge; der var Officerer til Stede af alle Vaabenarter, og den unge Prinds, som skal være Konge, naar Frederik døer, han var ogsaa tilstede her. Han er nok kun 20 Aar gammel, han bærer Majordistinktioner og er en meget smuk Person. Kongen havde oprejst sin Spisetelt tæt ved 4. Bat., hvor vi holdt Hvil, og Brigademusiken spillede, mens de spiste; den bestaar af 25 Mand med Klarinetter, Fløjter, Trommer og Horn af alle Slags samt en Stabshornist, som staar og slaar Takten med en lang, sølvbeslaaet Stok i Haanden, han er den 26de. Denne Musik har spillet hver Dag 467for os i Manøvretiden, naar vi haver holdt Hvil. Kongen haver købt Cigar til hele Armeen, som her er samlet, og vi fik hver af os fire ved vores Bataillon, og det har de formodentlig faaet ved alle de andre Batailloner ogsaa. Det er blevet til mange Penge ... Det har ellers været et meget daarligt Vejr, thi det har regnet hver Dag uden de første to Dage, og vi har gaaet i Pløre og Pladder til Knæerne, men der har immer været Liv alligevel, og jeg har haft en særdeles god Helbred, og har Gud ske Lov endnu. I Oktober Maaned fortæller han om det sidste Marked i Eckernfördc:«I kan tro, jeg morede mig godt der. Jeg gik paa Dansebulen Kl. II om Formiddagen og var der saa til Kl. 9 om Aftenen. Jeg har aldrig moret mig bedre derhjemme, end jeg morede mig med de tyske Piger, thi der var mange nydelige Damer til at danse. Og i Tirsdags var det jo Kongens Geborsdag, der maatte hele Bataillonen stille om Formiddagen for at skrige Hurra for ham; det var det hele, vi bestilte den Dag, og om Aftenen var der fri Dans for alle Soldaterne. Et Brev følger ogsaa til Skolelæreren i hans Hjemstavn, hvori Søren bl. a. takker ham, fordi han har lært at skrive saa godt, som han virkelig ogsaa har det, thi«her er saa mange, som ikke kan læse deres Breve langt mindre skrive et Brev, og det er jo dog ikke godt; thi man kan jo ikke altid stole paa de andre. Jeg vil derfor i disse simple Linier bringe Dem min inderligste Tak, fordi jeg saaledes af Dem har lært at bruge en Pen, at jeg ikke behøver at aabenbare min Mening for nogen, naar jeg vil have optegnet et Par Ord.»

468

Slutningen af Oktober bringer de første Rygter om Krig:«Det lader næsten, som om vi skulde have Krig, siden at Armeen saaledes bliver sat paa Krigsfod; men I skal ikke sørge, thi vi sørger jo ikke, nogen af os, men vi er parat til at tage imod dem, naar de kommer, de tyske Rakkerpukler; men jeg tror heller ikke, at det vil blive til Alvor førend til Foraaret, saa mener rigtignok Officererne, at det gaar ikke over længer, og det er maaske ogsaa nok trolig. Men saa er det godt, at man ikke har andet at sørge for end sig selv!» Søren trøster i November og December Manned Forældrene med at«bliver der ogsaa Krig, saa bliver de ikke skudt eller saarede, alle dem, som kommer med, dette skal man trøste sig med, og hvis ikke min Tid er ude, saa lever jeg nok at komme hjem til Eder igen. Og skal jeg ogsaa falde, saa har jeg jo heller ikke uden mig selv at sørge for, og det er jo ikke engang sikkert, at der bliver Krig, fordi det ser lidt galt ud i Øjeblikket.» Forældrene skal ikke«græde over mig derhjemme .. jeg er ved en god Helbred og ved et godt Mod ... I skal ikke rette Eder efter Aviserne derhjemme, ej heller efter Folkesnak, thi det er tidsnok at sørge, naar det bliver til Alvor.»

4. Regiment har i Tanuar Præsentation i Frederikstad for Kong Christian den Niende:«I Dag har vores nye Konge besøgt os. Han sagde, at det var ham en stor Glæde at se, at vi var saa glade og muntre, han takkede os for den venlige Maade, som vi tog imod ham paa. Han sagde saa, at hver Mand skulde have dobbelt Lønning for i Dag over det, at vi var saa flinke til at raabe Hurra for ham. Han havde kun en 469ligefrem lyseblaa Felthue paa. Det er en meget stor Mand og har et nydelig sort Skæg og en smuk Krop, han er meget smukkere end Frederik d. 7de. Jeg har vel næsten kyset Eder, men I skal ikke sørge for mig, thi jeg er ved en god Helbred, og nu er der først kommen Mod i os, nu vi kan se vor Fjende til hver Dag. Men vi maa jo ikke røre dem, ellers havde de faaet vores graa Ærter at smage for længe siden. Jeg tænker ikke, at vi kommer til at hugge sammen med dem, saalænge Kulden er saa streng, og det gaar maaske over imidlertid med det hele, som ogsaa var det bedste. Ingen ved, hvad det bliver til med Krigen endnu, thi det er Stormagterne, at det kommer an paa med det hele.»

Krigen begynder, og det hedder d. 10. Februar:«Det er rigtignok kun en daarlig Fastelavn for os herovre i Aar, men det gør intet til Sagen, naar blot man er ved Helsen, saa er der immer Liv, og aldrig kedsomt her iblandt os Smaa-Nielser .. Jeg kan vel nok tænke, at det gaar endda værre med Krigen derhjemme end herovre, det vil sige med Snakken, skønt nu i den sidste Tid har det gaaet saadan temmelig rask herovre, med at hugge væk paa Tyskerne. Jeg har dog Gud ske Lov hyttet mig med at se til endnu paa denne Anstalt, men der er ikke faa, som har maattet ofre Livet allerede, men jeg tænker ogsaa, at det er forbi nu med det samme. Stormagterne har givet os Ordre til at forlade Danevirkestillingen straks tillige med hele Slesvig, og dette har vi ogsaa gjort ... Fredag Aften, K1. 6½, marcherede vi fra Frederiksstad, uden at nogen vidste, hvad vi skulde. Vi mente allesammen, 470at vi skulde ud i Slag med Prøjserne. Vi gik derfor med et godt Mod, og vi vilde synge, men det blev strengt forbudt os, men ingen sagde os hvorfor. Vi marcherede saaledes den ganske Nat uden at vide hvorhen. Endelig hørte vi, da det blev Dag, at Officererne spurgte efter, hvor langt der var til Flensborg, saa dømte vi, at vi skulde dertil ... Lad mig se, at I sørger ej for mig, thi nu ligger jeg hos de alsiske Møer og er i god Forvaring for Prøjserne, blot Gud vil unde mig Helsen, og jeg har et Par Skilling, kan jeg ingen Nød have.» Fra Kjær paa Als trøster han atter Forældrene i et langt Brev, der er indledet med en Afskrift af den Strandbergske Vise:«Hilsen fra Jens til dem derhjemme,» og som for Resten supplerer Betragtningerne fra det forrige og nøjagtigt skildrer Tjenestegangen ved Dybbøl og paa Als. Det ender med:«Lad mig nu se, at I er ved et godt Mod derhjemme. Vil Gud bevare mig, kan han lige saa godt holde sin Haand over mig her iblandt Fjendens Kugler, som dersom jeg var hjemme hos Eder. Med dette Haab vil vi trøste hverandre. Og i denne Tro vil jeg dristig møde alt, hvad der udfordres af mig .. Vil Gud, skal I snart høre fra mig igen.» —

Den5. Marts bliver der for første Gang fyret efter Søren. Han er paa Arbejdskommando, hvor han og Kammeraterne ser«de første Prøjsere eller Østerrigere. Jeg tror nok, at det var Østerrigere, thi de havde hvide Chakoter paa Hovedet. Vi stod længe og saa paa dem, thi vi kunde godt se paa de hvide Hoveder, at det var Fjenden, som vilde snige sig frem og i Færd med os, eller ogsaa liste sig ind og tage vor 471yderste Forpost paa hin Side af Sundet. Vi var til al Lykke forsigtig nok, og krøb ned og dækkede os bag Skansen, som vi arbejdede paa, for vi frygtede for, at det var nok os, de havde i Kikkerten. Det slog heller ikke fejl; jeg var næppe kommet ned i Graven og kigede efter dem, førend Kuglerne peb om Ørene paa os og ramte i Skansen, hvor vi arbejdede, saa Pløren røg om Ørene paa os, dog uden at træffe nogen, skønt de var dumdristige nok, somme af dem, og vilde ikke dække dem. Vi fik ikke bestilt meget, for det varede ikke ret længe, førend at der kom nogle andre, som skød igen paa os ... Søren ender dette Brev, hvori hans første Fare skildres, med:«Jeg vil skrive et Par Vers her, som jeg vil antage, at I vil finde Behag i». Og der følger tre Vers, af hvilke det sidste lyder:

Jeg beder, at Herren vil være med mig
Og uskadt mig føre tilbage,
Og om jeg skal dø i den blodige Krig,
Min Sjæl han til Himlen vil tage.
Saa lever jeg fro i Bøn og i Tro,
Guds Engle mig stedse ledsage.

Den 18. Marts har han deltaget i den større Forpostfægtning, hvori 4. Reg. var engageret, og hans Kompagni«mistede 26 Mand ... De angreb os straks paa hele Linjen, og nu gik det løs for Alvor; her kom vi i Slag ved 4. Regiment, fordi vi hidtil havde hyttet os. Slaget begyndte Kl. 9½ og varede til Solens Nedgang». To Dage efter«maatte vi ud i en af Skanserne om Natten og arbejde og være i Løbegravene den næste Dag. Denne Dag kom der 472henved 500 Granater ind til os, dog uden at gøre større Skade ... jeg er ved en god Helbred samt har sunde og friske Lemmer og endnu, hvad der er det vigtigste af alt, er i Besiddelse af Livet. Dette er noget, som man maa skønne paa for Alvor i denne farefulde Tid, som vi lever i herovre. Derfor maa man ikke heller forglemme at love og prise Gud ..» Efter Sønderborgs Bombardement skriver Søren d. 3. April et længere Brev, hvori han først beder Forældrene endelig besvare hans Breve:... Jeg drager mig jo noget i at skrive, førend jeg hører noget igen fra Eder; thi jeg véd vel, at I har ikke mange Nyheder at fortælle mig, men naar jeg hører, at I er ved Helsen og har godt Arbejde, er det mig ogsaa nok at høre, men naar jeg slet ikke faar Svar, véd jeg ikke, om at I har bekommet mine Breve, eller de er gaaede fejl ...» Og han fortsætter om de nu hjemløse Indbyggere i Sønderborg:«Det er rigtignok en sørgelig Tid for disse stakkels Indbyggere herovre. Det er galt nok for os andre, men det er værre for dem, thi det er ikke nok, at de maa forlade deres Ejendomme, men de ere lige saa udsatte for at miste Liv og Lemmer som vi andre, førend de kommer ud af Byen. Man maa jo bede til Gud for disse stakkels Mennesker, at han vil styrke og trøste dem i denne Trængselens Tid, som det efter hans Visdom har behaget ham at lade komme over dem og os alle i Danmark. Man maa jo bede til, at det snart maatte faa en Ende med denne haarde Plage, som for Tiden hjemsøger Danmark og dets Sønner, hvis det er Guds Vilje, at der snart ikke mere Blod skal opofres for 473
vor retfærdige Sag, som vi efter vor Forstand kalder, at vi strider for. Men om ogsaa at Sagen synes retfærdig for vore Øjne, er det dog vanskeligt at sige, den er retfærdig for Gud og derfor stole paa, at han vil give os Sejr. Englænderne sagde jo selv i Aaret 1807, at de gjorde stor Uret mod Danmark, da de bombarderede København og tog vor Flaade, men Gud tillod dog, at det skete alligevel, thi han har haft forudset, at det var til Gavn for det danske Folk. Vi véd jo, at i Josephs Tid under Kong Pharao sendte Gud syv frugtbare Aar, for at der kunde samles Forraad til de 7 ufrugtbare Aar, som han indsaa at være til Gavn at sende det jødiske Folk, da det vilde tjene til at opvække deres Længsel efter Himlen. Saaledes har nu ogsaa vi her i Danmark levet i en Række af glimrende Aar siden sidste Krig, i hvilken Tid at Bondens Ager har baaret rige Frugter, og Arbejdsmanden har haft godt Arbejde og god Fortjeneste, men dette er ogsaa unægtelig, at det jo ogsaa har givet Anledning til, at Hovmod og Forfængelighed mange Steder har næsten taget Overhaand. Derfor maa Gud nu sende os disse Tider for at vække vore Tanker op af Søvne og minde os om, at det er ham, som baade sender os de gode og de onde Tider og styrer saavel de store Nationer som hvert enkelt Menneskes Kaar. Og det kan vist ikke nægtes, at siden Fjendtlighederne begyndte, har Folk, som før tænkte kun paa det daglige og timelige og sjælden paa Gud, nu henvendt deres Bønner og opsende deres Sukke til Gud, da de nu indser, at der er ingen andre, som kan gøre Ende paa denne Elendighed uden ham, den 474almægtige. Lader os derfor henstille til hans behagelige Vilje, hvorlænge at Krigen skal vare, og hvo Sejren skal tilhøre, og lad os ikke alene bede for os selv, men ogsaa for vore Fjender, thi de gøre kun deres Pligt ligesom vi andre ... I skal ikke sørge for mig, kære Forældre, thi jeg venter, at Gud vil nok spare mig, saa vi kan ses med sunde og friske Lemmer endnu engang; hvis ikke det er Guds Vilje, maa man finde sig deri og bære Skæbnen med Taalmodighed og trøste os ved, at alle Ting skal tjene dem til Gode, som elske Gud, og at Herren paalægger ingen større Sorg, end han selv vil give dem Kraft til at bære den. Hermed være mit Brev sluttet for denne Gang med tusinde kærlige Hilsener til Eder alle ..

Under den stedse heftigere Beskydning af Dybbølstillingen, medens«det er blevet den ene Dag værre end den anden», takker Søren d. 12. April for et Brev fra Forældrene og udtaler sin Glæde over, at de«er ved Helsen og har det godt, thi det kan jo lige saa godt ske, at der kan vederfares Eder et eller andet, fordi det synes bedre og mere sikkert at være derhjemme, som det kan ske, at der kan træffe mig noget Uheld, som ligger under Granatstumperne og Fjendens Geværkugler til hver Dag; thi hvor vi gaar heri Verden, gaar man jo, som man gik over en Afgrund, og man véd ikke, til hvilket Øjeblik den vil aabne sig og sluge os, men naar blot vi tror paa Jesus, saa har vi dog en Støtte, til hvilken vi kan holde os fast; naar vi blot griber fat paa denne Støtte, saa staar man sikker og er vis paa ikke at synke i 475Afgrunden, om ogsaa denne Verden tager, hvad den har givet af Forfængelighed. Ja, om ogsaa at Graven aabner sig for os, og man ser Døden komme, saa behøver man ej at frygte, thi dette Liv er jo kun en Begyndelse paa Vandringen til det andet, evige Liv. Lad mig kun derfor se, at I ikke bekymrer Eder for mig men husk paa, at ikke en Spurv falder til Jorden uden Guds Vilje, langt mindre et Menneske, og hvad Gud lader ske er altid til det gode og til Gavn for dem, som elske ham og tro paa ham ...

Efter Dybbøls Fald kan han«ikke noksom paaskønne det Held, som Gud har ladet mig vederfares og alle ved 4. Regiment. Vi blev nemlig løst af Forpost d. 17. om Aftenen ... Vi blev blæst ud til Middag den 18. og maatte til Ulkebøl for at danne Reserve. Det var kun en kort Hvile at faa. Vi skulde ligget paa Landet i 3 Dage, men det maa vi ikke klage os over. Vi maa love og prise Gud, fordi at vi ej kom med i Ilden, og fordi han saaledes har bevaret os, især ved I. Komp. ...

Under Vaabenhvilen paa Als«kan jeg fortælle Eder, at jeg var baade til Barsel og til Begravelse den 22. hos den Gaardmand, som jeg havde lagt i Kvarter hos i H. Hans Søster, hun var frugtsommelig ved en Karl, som havde tjent der paa Stedet. Han er Soldat ved 21. Regiment og ligger oppe i Jylland. Hun gjorde Barsel, medens vi laa der i Kvarter, og døde et Par Dage, efter at vi var rejst derfra. Vi var der i 10 Dage, saa var vi paa Forpost i 4 Dage, saa kom vi paa Landet igen til en By, som hed S. Da vi kom der, fik vi 7 Mand, som havde ligget der, og vores 476Vaabenmester og Fureren, de laa der ogsaa tillige med 12 Mand af os, vi 7 Mand og disse 2 Underofficerer blev bedt om at komme og faa hende til Jorden; der var heller ikke noget i Vejen for at faa Lov til at gaa. Der var Barsel med det samme, thi Barnet blev døbt, for det lever. Det er fuldkommen saa raske Gæstebud, de gør her paa Als, som for os der hjemme. Vi blev opvartet med Kage og Sigtebrød samt Sul og Sennopost og Smør, og derpaa Kaffe, lige til vi vendte Koppen om, saa længe blev de ved at skænke op til os, og saa fik vi Søsterkage til. Dette fik vi, førend vi gik til Kirke. Da det saa var forbi, og vi kom af Kirke, stod de samme Retter paa Bordet, og vi tog os saa en Mundfuld, inden vi fik Suppe og Lammekød til Eftermad; da saa en god Time var gaaet, fik vi Risengrød og Fisk, og 1½ Time derefter Kaffe og saa mange Kaffeknægte, som vi vilde drikke enhver især. Det var næsten ikke til at udholde at æde saadan den hele Dag. Vi var der, til Kl. var 9 om Aftenen, og jeg morede mig meget over dette Gilde ...»

Efter at Krigen atter er brudt ud, hedder det:«det gaar nu med Granater ligesom ved Dybbøl; Rekruterne begyndte saa at spidse Øren; os andre er det ikke saa ubevant for. Det lader til at vil blive en drøj Tid, for vi skal nok hjælpe os selv, men lad os ikke forsage, naar Nøden er størst, er maaske Guds Hjælp nærmest, og jeg stoler paa Gud i, hvor det saa gaar. Han er ene mægtig til at bevare os, lad os derfor bare stole paa ham baade i onde og gode Dage, saa gaar det os altid godt ...»

Den Nat, Prøjserne gaar over til Als, faar Søren477«skudt en Bundt Patroner bort paa dem, men saa var de i Løbegravene hos os, og vi maatte nødes til at forlade disse, da Reserven ikke kom os til Hjælp ... Vi var kun 66menige ud af I. Kompagni i Dag, da vi blev talt her over paa Fyen; vi mistede vores 4 Officerer og Kommandersergent og Furer og Vaabenmester, 4 Korporaler, samt en Del Underkorporaler ... Da vi havde mistet vores Kommandørere, var der ikke noget at stille op, andet end at hver, der kunde gaa, maatte begive sig til Færgestedet for at blive oversat til Fyen ... Jeg er sund og frisk, lad os derfor i Forening takke Vorherre for hans beviste Godhed imod os ...

Endnu i Brev af 12. Tuli er der en levende Erindring om de nys overstaaede Farer. I en lang Skrivelse, der ender med et Vers:«Jeg gaar med Jesus, hvor jeg gaar» — omtales dette udtrykkelig:«... jeg vil i Dag bringe Eder min hjerteligste Tak, saavel for Brevet som for Pengene, thi det er dog en ubeskrivelig stor Glæde og Trøst for mig, saa længe som jeg saaledes kan faa fra Eder, hvad jeg forlanger, omendskønt jeg kender godt Eders Raad og véd vel, at I hellere selv tager Eder til Skade, end at I nægter mig, hvad jeg beder om, men er det Guds Vilje, at vi skal se hinanden mere med sunde og uskadte Lemmer, saa skal jeg nok ogsaa huske, hvad godt jeg haver modtaget af Eder lige fra min spæde Barndom af og indtil dette Øjeblik, thi det Liv, som vi her maa prøve, det vækker os bestandigt op til at se tilbage i Tiden og tænke paa det gode, som vi før haver nydt hjemme, hver især, men naar det er overstaaet og endt, saa er 478man jo saa tilbøjelig til at glemme, hvad der haver været os imod, men det er ogsaa derfor, at Gud prøver os saa stærkt i denne Tid, fordi at vi ikke skal glemme ham, og jeg vil derfor bede ham, at jeg aldrig skal glemme hvad Fare jeg har været i og hvad godt han haver bevist imod mig, thi saa vil jeg heller aldrig glemme at love, takke og prise ham derfor, og naar blot man vandrer med Gud, saa er alting let at bære, om det endogsaa er besværlig. —

Man mærker i de følgende Breve fra lidt over Midten af Tuli og til ind i August, hvorledes Troen paa en alvorlig Fornyelse af Krigen efterhaanden taber sig. Selv om der d. 30. Tuli siges:«Hvad det angaar med Krigen, saa begynder den igen paa Søndag Nat Kl. 12», saa tilføjes øjeblikkelig:«dersom ikke der kommer anden Besked i Dag eller i Morgen». Skrivelserne bliver betydelig kortere end de tidligere, de religiøse Betragtninger forsvinder; der saa at sige kun refereres« Tjenesten» og Forhold i Kvartererne.

Midt i August er Søren kommen til Sjælland, hvor han d. 16. August endnu længes efter de fyenske Kvarterer og iøvrigt skriver ret kortfattet, jævnt fortællende og uden Tale om Besværligheder, Farer eller Religion. Endogsaa den lille Efterskrift, der endnu i Tuli var stereotyp:«Vil Gud, skal I snart høre fra mig» — er forsvunden. Slutningen lyder:«Jeg er ellers ved en god Helsen, og om en kort Tid venter jeg at faa det godt, naar jeg bliver Oppasser for Kaptajnen. Lev vel, det er mit Ønske. I hilses paa det kærligste af Eders altid hengivne Søn ...»

Saa kommer d. 5. September den glade Efterretning:479«... Der er Tale om, at vi nu skal permitteres henad i denne Maaned, men jeg venter det ikke, før jeg ser det. Nu er jeg Oppasser hos Kaptajnen, og jeg har det nu saa godt, saa jeg haver aldrig før haft det saa godt; jeg længes derfor slet ikke efter at blive permitteret nu; men bliver det til Fred, tror jeg snart, at vi slipper. Jeg faar hele Kosten hos Doktoren, hvor Kaptajnen bor. Jeg er nu fri for alt, hvad der angaar Tjenesten, jeg passer nu blot Kaptajnen og gaar hos Doktoren i Haven og bestiller lidt efter mit eget Ønske, og derfor faar jeg hele Kosten. Jeg staar op Kl. 7 om Morgenen og dækker Thebord og børster hans Tøj, det er mit hele Arbejde hos Kaptajnen om Dagen, for de andre Maaltider spiser han og Fruen inde hos Doktoren. Der kan jo nok ogsaa træffe adskillige Ærinder i Byen for dem, og naar de skal bort, begge to, maa jeg være Barnepige til Fruens Hund .. Jeg lever saa overmaade godt, faar af samme Slags at spise som de selv. Kl. 7½ faar jeg The og Smørrebrød og Kl. 10 Frokost og Formiddagskaffe, Kl. 1½ Middagsspise, Kl. 5 Midaften og Kl. 7½ The og Aftensmad ... Vi havde et Bal ved vort Kompagni i Fredags Nat, det var nok lidt dyrt, men jeg haver aldrig været til større Morskab. Vi havde Regimentets Musik at spille, og vor Kaptajn og Frue var med og Majoren og hans Adjudant. Det varede til Kl. 5 om Morgenen ...

Og endnu det sidste Brev, af 26. Oktober, dvæler med Glæde ved det jordiske Velvære, der nu fryder Soldaten i Byen Præstø, om end han ikke længere er Oppasser hos Kaptajnen, men han«har det som sædvanlig 480godt». Markedet«i disse Dage» var ganske vist paa Grund af Regn ikke faldet saa heldigt ud, men saa«var jeg til Høstgilde i Søndags otte Dage i S., en Mil her fra Byen. Vi var tre kørende derhen, to Gaardmandssønner fra A., hvoraf den ene ogsaa har været Fange, som kørte. Vi morede os fortræffelig, og om Søndagen tilforn var jeg til Ungdomsgilde i S. ... I skal ikke vente os, førend I ser os, for jeg tror ikke, vi bliver permitterede, førend Freden er sluttet, og det sker maaske ikke i Vinter; men vi har det jo godt, saa faar vi at finde os deri, det kan jo ikke blive anderledes, og det er heller ingen Ting, naar man er ved Helsen. Til Slutning tusinde kærlige Hilsninger fra mig til Eder og fra Jens til hans Forældre og Søskende. Lev alle vel, det ønskes af os begge.

Ærbødigst

Søren H. Eders altid hengivne Søn.

Af og til i Bondesoldaternes Breve og oftere i deres Dagbøger vil man finde Salmevers, Viser og Sange nedskrevne. Det er hyppigt Afskrifter af trykte Sange, som dengang var populære. Krigen affødte en ikke ubetydelig Viselitteratur, dels en højere liggende, hvortil Sange hører som Peter Hansens: «Tak for din Daad!», dels en lettere Genre, indenfor hvilken W. Rantzau hører til Hovedforfatterne (med Bidrag som den højst yndede: «Se, Tens, jeg bleven er Skribent», Musik af E. Hornemann), dels endelig de talrige, egentlige Skillingsviser fra navnlig Tul. Strandbergs og H. P. Møllers Forlag. Blandt de af Bondesoldater oftest afskrevne er den sidste Gruppe fyldigst repræsenteret.

Imellem den hele Sværm af saadanne Viser er ogsaa enpaa Melodi: Den tapre Landsoldatbetitlet:« Christelige Landsoldaters Sang ved Bortrejsen fra Kjøbenhavn; forfattet af Peter Madsen Hinge, Forstærkningsmand, og i en Dagbog af en velstaaende jydsk Møllersøn og menig i 20. Infreg. findes en Sang af ligtiende Art.

481

Denne sidste, som er langt den karakterfuldeste af de to, fortjener al opbevares her, selv om den muligvis skulde foreligge trykt i et eller andet religiøst Flyveblad el. lign. fra Datiden. Den lyder:

En menig Soldats kristelige Krigssang.

Nu drage vi af Sted, — nu drage vi af Sted,
Vor Herre følger med, — ja vor Herre følger med.
Han kalder os til Strid
I denne Krigens Tid,
At kæmpe under Danebrog, vor Fane rød og hvid!
Den minder os om Blodet, som randt paa Golgatha
Og om de hvide Klæder, som vi fik med derfra.
Og derfor gaar jeg nu
Med frejdigt Mod i Kamp,
Gud ene hjælpe kan!

Jeg visseligen tror, — jeg visseligen tror,
Guds klippefaste Ord — ja Guds klippefaste Ord.
Naar ham vi stole paa,
Og ham vi elske saa,
Da alt, hvad der kan møde os, tilgode tjene raaa.
Han har vort gamle Danmark bevaret hidindtil,
For Jesu Skyld vi haabe, at han og fremdeles vil,
Og derfor gaar jeg nu
Med frejdigt Mod i Kamp,
Gud ene hjælpe kan!

Hvad skader Ild og Sværd, — hvad skader Ild og Sværd,
Gud Fader har mig kær, — ja, Gud Fader har mig kær!
Slet ingen Kugle kan
Mig ramme, uden han
Den styrer, — ellers skader den ej mig, ej nogen Mand.
Og vil han, jeg skal falde, saa ta'er han mig til sig,
Der er saa godt at være hos ham i Himmerig!
Og derfor gaar jeg nu
Med frejdigt Mod i Kamp,
Gud ene hjælpe kan!

Guds kære Søn jeg ved — Guds kære Søn jeg ved,
Han kom fra Himlen ned — ja, han kom fra Himlen ned!

482

Han mine Lænker brød
Og led den bitre Død,
At han mig kunne frelse af min store Sjælenød 1
Jeg aldrig skal fortabes, naar kun paa ham jeg tror,
Saa skal jeg blive salig, det lærer mig hans Ord.
Og derfor gaar jeg nu
Med frejdigt Mod i Kamp,
Gud ene hjælpe kan!

Hvem kan da være ræd, hvem kan da være ræd,
Naar Herren følger med, — ja, naar Herren følger med?
Det værste var vel det,
Om paa et Lazaret
Jeg saaret skulde ligge, — nu! — hvad var saa mere det?
Thi Saar og Blod, det er jo vor Frelsers Mærketegn,
Og derfor vil jeg gerne dermed til Himmellegen!
Ja, derfor gaar jeg nu
Med frejdigt Mod i Kamp.
Gud ene hjælpe kan!

At stride som en Mand, — at stride som en Mand
For Konge og for Land, — ja for Konge og for Land,
Det være skal med Lyst,
Jeg gaar til blodig Dyst,
Thi Jesus her vil give mig det rette Mod i Bryst!
En talrig Hær af Fjender vil væbnet mod os staa,
Men Herrens Engleskare en Skandse om os slaa!
Og derfor gaar jeg nu
Med frejdigt Mod i Kamp.
Gud ene hjælpe kan!

Under Fangenskabet har en 26aarig, sjællandsk Tjenestekarl og menig i I. Infreg. nedskrevet en Visebog paa 43 Sider stor Oktav. Den indeholder 19 Viser. Heraf er de 3 afskrevne efter trykte, nemlig Rantzaus: «Se, Tens, jeg bleven er Skribent» samt 4 af Strandbergs: «Soldatens Farvel, en smuk Vise om de bortdragne Krigere, som skulle kæmpe for Fædreland og Frihed»; «Erindring om Dybbøls Opgivelse d. 18. April, tidligere meddelt i «. Folkebladets, af en Rekrut ved I. Bat. osv.»; «Fra de danske Krigsfanger i Tyskland til deres Piger og Familie i Danmark» og«Om Sangerinden Lotte Sjokkelund, der gjorde Lykke i483dennehersens Singdudelei og blev forlovet med en Greve, der ved nærmere Betragtning viste sig at være en bortløben Kræmmersvend». Blandt de andre findes:«En meget gammel Vise om Skomageren af Terusalem»(En Skomager har jeg været — Boet i Jerusalem — Kristus haver jeg vanæret — Var en Gudsbespotter slem osv.) samt to Kærlighedsviser(En vakker Ven har jeg udvalt — Som jeg har elsket overalt — Som jeg har tænkt skulde blive min Trøst — Og hvile ved mit ømme Bryst — — Den Ven, som jeg ej glemme kan — Som gav sit Hjerte til andre hen — Hver Aften, jeg i Lunden gaar — Saa maa jeg fælde mangen Taar osv.) og en, hvori det bl. a. hedder: Lad ingen dig forføre — Imens jeg borte er — Men lad mig aldrig spørge — Du har en anden Ven — Tro ej paa den, som føre vil — Dig paa den falske Vej — Men tro, du har en Ven i mig — Som dig forlader ej. De øvrige 10 Viser, der alleligesom i hvert Fald den sidste af Kær- lighedsviserneer forfattede af Soldaterne selv, skildrer (i mellem 6 og 14 Vers) deres«Soldaterstand», Afskeden fra Hjemmet, Livet i Felten og Fangenskabet; en enkelt giver et Kompagnis Deltagelse i en af Forpostfægtningerne ved Dybbøl overmaade detailleret. De er alle ganske og aldeles af samme Type som den ovenfor pg. 438461 meddelte.

484

Officerer.

Uddrag af 4 Dagbøger og 785 Breve.

En af de faa Officers-Dagbøger, som har været stillet til Raadighed for nærværende Arbejde, hidrører fra en ugift, 28-aarig Sekondløjtnant af Linjen og Regimentsadjudant. Den er ført fra d. 13. Decbr. 1863 til d. 24. Marts 1864, regelmæssigt, dog ikke hver Dag.

I Begyndelsen fortæller den selvfølgeligt om Kvartererne og dvæler ved Erindringer om de venskabelige Forhold, der er forladt i Hjemmet. Den unge Officer er ved godt Mod og heller ikke uden Sans for de Erobringer af mere fredelig Natur, som der muligvis kunde blive Lejlighed til. Et Steds hedder det:«Et lille Eventyr vilde jeg unægtelig ogsaa gerne have til at begynde med — — men det synes, som jeg enten maa have Uheld eller gribe Tingen galt an, for paa kort Tid er sligt endnu ikke arriveret mig (Glückstadt, salig Ihukommelse!)» Senere beroliges man dog ved en Notits af 31. Tanuar om«... i de 2 sidste Dage endelig et lille Eventyr og Møde; — men det bliver vist brat afbrudt, thi det fattes mig paa Tid, og Omstændighederne lover just ikke meget, det er for uroligt ...»

485

Dagen efter er Krigen begyndt, og Løjtnanten faar andre Ting at tænke paa. Han har den sidste Tanuar nedskrevet:«... efter alle Julemærker at dømme varer det ikke ret mange Dage, inden man har faaet «Ilddaaben» — med Guds Hjelp gaar man den vel godt igennem — navnlig ikke er bange, helst fik Lejlighed til at glimre lidt ...», og allerede foran Danevirke kommer han i Ilden:«... Det kom saa overraskende, at man ikke fik rigtig Tid til at tænke over Situationen, førend man var midt inde i den, og skønt Granaterne sprang rundt omkring en, og Spidskuglerne af og til hvislede forbi eller smeldede ned i Jorden, saa var der dog saa meget at tage fat paa for at bringe Orden i de tilbagevigende Masser, som fyldte hele Landevejen, at man næsten glemte, at der var Fare forbunden dermed ...»

Den5. Februar«om Eftermiddagen — netop som jeg var færdig med Uddeling af den rigtige Natural- portion — og vi skulde til endelig at have det godt i 2. Linje, modtog jeg det Tordenbudskab, at Danevirke skulde forlades. Den Sindsstemning, hvori samme Underretning satte mig, den Bedøvelse, hvormed man blev slaaet, de Tanker, der alle krydsede hinanden ved dette Budskabs Forkyndelse, glemmer jeg vist aldrig. Kompagnikommandørernes Møde om Aftenen hos Regimentet, sammes lydløse Afmarch, Efterretningen om Kanonernes Fornagling og Nattemarchen til Helligbek, denne fuldstændige Ligmarche, den behøver jeg ikke at beskrive paa Papiret for at være sikker paa aldrig at glemme den. Levende vil den vist blive staaende for mit indre Øje, selv om jeg skulde blive meget gammel. 486lPaa Marchen, vi gik tilbage, fik ingen mig til at tro, at det var andet end et aftalt Spil, og først ved Helligbek, den 6te, da jeg saà 2 fjendtlige Husarer rykke lige ind paa vor Kæde, blev jeg vaklende, men vilde dog ikke vide af Forfølgelse at sige, især da vi holdt Felttjenesteøvelse med vore udmattede Tropper, før en heftig Skydning, netop som vi var inde i Frørup Skov, bragte mig til Sandheds Erkendelse ...»

Interessant er det at sammenstille denne Officers Indtryk af Tilbagetoget med en anden ung Officers. I et Brev, fra Dybbøl, d. 12. Febr., som skyldes en 25-aarig Reserveløjtnantseminaristisk uddannet Lærerhedder det:«... Ja, saa gik vi da tilbage fra Danevirkc, den Stilling, som vi alle var saa stolte af, — jeg tror alt for sikre paa dets Holdbarhed. Det var en kold og snefuld Nat, jeg stod netop den Nat med en Feltvagt ved Kurgraven, var altsaa den sydligste danske Post; Kl. II (Nat) kom min Kompagnikommandør ud til mig fra Hovedfeltvagten og bad mig inddrage mine Vedetter og derefter gaa tilbage, idet Danevirkestillingen var opgivet og alle Tropperne i Bevægelse Nord paa. Jeg blev som ramt af et Lynslag, men jeg maatte jo pidske af; med min Pistol i Haanden og en Underofficer som Følgesvend gik jeg, kun daarligt til Mode. Soldaterne saà paa mig, som vilde de sige: «Vil du forraade os,» det gøs endnu næsten mere i mig. Paa Oksevejen samlede vi os, og jeg gik da med min Deling allerbagest af hele Hæren, naar jeg undtager nogle Dragoner, som red en 50 Skridt bag efter. Det var en streng Tur, det var som fulgte vi Lig; i Stedet for kække, ensformige 487Soldaterskridt lød kun slæbende Fodtrin, og vi sneg os næsten mere frem end gik. Det var strengt at gaa igennem Skanserne og se dem tomme og livløse. Vi havde belavet os paa dér at møde Tysken, vi troede os sikre bag «13. og 14.», og saa tænke paa, at med Solopgang rumsterede Tyskerne i de Værker, hvor vore Soldater hver Morgen havde sunget med Liv midt i Kulden — ja, det gjorde ondt! Vejen var glat, saa glat, at man næppe kunde gaa. En Mand af min Deling faldt og brækkede sit Ben, jeg selv faldt flere Gange og slog mig, da jeg maatte løbe idelig frem og tilbage. Retræten til Sønderborg er det strengeste jeg har oplevet, og dog maa vi sige Gud ske Lov, at vi slap saaledes fra det, som vi gjorde. Jeg havde næppe troet, at Folk kunde blive saa udmattede, som her var Tilfældet. Flere blev gale, andre faldt livløse om, andre blev helt borte og Resten gik og sov ...» Regimentsadjudanten, hvis Afdeling gentagne Gange er i Kamp med Fjenden under Forfølgelsen, roser meget de fjendtlige«hvide Husarer» som «Pokkers flinke, modige og uforsagte, angreb, enten vi var mange eller faa, men de led vist ogsaa et betydeligt Tab». Senere, i Fredericia,«havde vi travlt med Rapporterne over de Affærer, hvori vi havde deltaget, — og det Arbejde var næsten værre end selve Træfningerne». Han forbavses meget over Krigsbegivenhedernes Gang i det sydlige Tylland,«... men vi er her uvidende Kameler. Overhovedet er jeg kommen til Erkendelse af, at man ved Armeen kender allermindst til Begivenhedernes Gang, hvilke man først over København af Aviserne læser sig til mange Dage efter; men de gode Mennesker 488der ovre spørger dog stadig om nyt her ovre fra og aner ikke, at man her er saa langt tilbage. Naa, man maa heller ikke give sig for stor Blottelse! ... Gud véd iøvrigt, hvorfor de gode Herrer Prøjsere venter saa længe, inden de indeslutter Fæstningen ... Naa, for mig gerne, jeg tror, jo længer det trækker ud til Foraaret, jo bedre, men jeg er ogsaa snart overbevist om, at Københavnerne vil have noget for deres Penge (de kommer rigtignok med mange velvillige Gaver) og forlanger Affærer, Fægtninger, Angreb, kort sagt nyt, og man maa lade dem, de har Ret; som «Forestilling» betragtet er den meget kedelig ...»

Den danske Hærledelse ved Fredericia har just ikke nogen mild Kritiker i den unge Løjtnant. Om Affæren d. 8. Marts hedder det to Dage efter bl. a.:«Lige til d. 8. har vi haft de mest variable Forpoststillinger, den ene mere kunstig end den anden ... Alarmeringer inde fra i Masse, men saa var der til- syneladende kommen lidt Ro i Tingene ... men d. 8. om Morgenen, da vi sad hjemme i vor bedste Ro, lød paa en Gang det bekendte: Det hele! Hurtig Appel! og man fik da travlt. Som sædvanlig var vi bleven overrumplede! I vort eget Land var Fjenden ubemærket kommen med betydelig Styrke ind paa Livet af Forposterne ... General Wilster, der havde villet brillere (paa en uforsvarlig Maade) ved at opholde sig i Kæden, hvor en Divisionsgenerals Plads sandelig ikke er, blev da saaret ... Ved en viselig Foranstaltning beholder vi nu Forposterne paa aaben Mark 3000 Alen foran Fæstningen, skønt Fjenden atter er gaaet tilbage, og Halvdelen eller over Halvdelen er stadig under 489Gevær. Det er rimeligvis for at lette Fjenden Arbejdet, thi angriber han en Dag, er vi vel saa udmattede, at vi intet mere kan foretage ... Gud bevares, hvor var jeg gal i Hovedet i Gaar!

Den lille Dagbog slutter med en Skildring af, hvorledes Løjtnanten, efter at Fjenden i to Dage har bombarderet Fredericia, gaar til Ro«meget træt og søvnig, men med Overbevisningen om snart at blive purret ud. Hvor stor var derfor min Overraskelse, da det næsten var lys Dag, da jeg atter vaagnede og ingen Skud endnu hørte. Efter at have drukket Kaffen kom vi op paa Volden, og her var Forposterne i Begreb med at afløse; vi ventede og ventede hvert Øjeblik, at Skydningen skulde til at begynde, men nej, og mærkeligt nok saà man heller ikke noget til de prøjsiske Forposter. Nysgerrigheden blev stærkt pirret, og efterhaanden saà man Snigpatrouiller og Vedetter krybe frem i Terrænet, og — Fjenden var forsvunden fra alle Batterierne. Store Kolonner drog til og fra Stoustrup i tilsyneladende sydlig Retning. Det var, som en Sten var lettet fra Brystet, da man rigtig kom til Erkendelse af, at dette virkelig var sandt — og sandelig, en hyggelig Tilværelse havde vi virkelig ikke haft i de sidste 2 Dage, udsat evindelig for at blive dræbt eller lemlæstet, uden at kunne gøre den ringeste Modstand, men tvungen til at forholde sig aldeles passiv; selv vore Artillerister, der den første Dag havde gjort Forsøg paa at besvare Skydningen, havde maattet opgive det, de kunde ikke række saa langt! Og nu, da man havde ventet, at det først rigtig for Alvor skulde til at begynde, da man havde begyndt at gøre sig en 490lille Smule fortrolig med Tanken (den rigtignok uhyggelige) for længere Tid at være tvungen til at udholde dette, da paa en Gang at føle sig befriet, at se Fjenden forsvinde, det var en ejendommelig, men en behagelig Fornemmelse, og man nød Livet og den dejlige Foraarsdag, som man sjeldent har nydt en saadan ... Men hvad kommer nu ovenpaa? Vaabenstilstand, Kongres, Alliance eller — — Tiden maa vise det!»

Fra en 38aarig Kompagnichef Premierløjtnant i Linjen, dekoreret i den forrige Krig, hidrører en Række af 131 Breve, skrevne til Hustruen fra den Tid, de slesvigske Indkvarteringer begynder i September 1863 og til Midten af August 1864.

Alle disse Breve fra det første til det sidste vidner om en inderlig Kærlighed til Hustru og Børn,«min egen kæreste Pige, min egen velsignede Pige — de kære, velsignede Børn, de yndige Børn, mine elskede Putter». Det er den ømmeste Ægtemand og mest omhyggelige Fader, der i Ffteraaret og Begyndelsen af Vinteren tre og treds fortæller, hvorledes han dog er saa meget bedre stillet end ugifte Kammerater, fordi han altid har«et Hvilested for Tanken» hos Kone og Børn. Og han skriver Ting som:«Spørger min Dreng tidt efter Fa'er? .. Min velsignede Dreng, ham hænger jeg næsten mest efter; men det kommer vist af, at han saa ofte har fejlet noget .. Vær endelig forsigtig med Børnene, i Dag er det 3 Graders Kulde .. Naar der er noget i Vejen hjemme, er jeg straks ikke mere mig selv .. Det, jeg holder mest af den nuværende Lejlighed for, er fordi de søde Børn er fødte der .. 491Tak for Portrætet af dig og Børnene, jeg betragter det mange Gange om Dagen ..» Den 13. November«har det været et udmærket Vejr paa Felttjenesten, og jeg gik ofte og tænkte paa, om min egen søde Dreng maatte være saa rask, at han kunde komme lidt ud». «Somme Tider», hedder det i et Brev fra Midten af December,«kommer jeg til at længes saa urimelig efter dig og Børnene, trods al den Umage, jeg gør mig for at lade være. Saaledes i Aftes, da jeg fik dit Brev, og du fortalte om Børnene. Jeg gik da op til T.'s [hans Indkvarteringsvært med Frue], og det lettede, da jeg kom til at fortælle om Jer». Højst yndefuld er Efterskriften til et Brev af 22. December:«Den velsignede Moder skrev, at du var elskelig. Er det ikke mærkeligt, at, skønt ingen véd det bedre end jeg selv, kan jeg dog saa godt lide at høre det af andre? Du læser jo alle mine Breve for hende. — I gamle Dage og navnlig i forrige Krig troede jeg altid, at der var Held ved at bære Tøj fra Moders Haand. Det gør jeg ogsaa endnu, men nu er det dog især det, som du har lavet, som er mig saa inderlig kært. Tror du, at jeg tænker paa vore venlige Aftener — du strikkende paa mine Uldtrøjer og jeg med en Bog i Haanden, som jeg hundrede Gange lagde til Side for at se paa dig eller kysse dig. — Dog — det er nok bedst, at jeg holder op, jeg bliver ellers altfor veg om Hjertet —; jeg skal jo nu tænke paa Forskansninger og Tyskerne.

Den første Anelse om Krigen findes allerede i et Brev af Oktober Maaned, hvor Premierløjtnanten efter Udtryk for sin Længsel og Beklagelse af Udkommandoerne492bort fra Hjemmet, skriver:«Dersom Udsigterne ikke var saa usikre, tror jeg næsten, jeg lod mig sætte à la suite, men jeg vil saa nødig bort fra min Afdeling, dersom der skulde komme noget paa». «Hellere Krig eller lignende», hedder det d. 17. November,«end et Helstatsministerium med grundlovsfjendske Tilbøjeligheder». Den g. Decbr.«forekommer det mig, at de tyske Fyrster begynder at blive noget betænkelige ved den uhyre Bevægelse, der i Sandhed ogsaa kan blive dem selv værst. Hvad de end maatte beslutte, saa er jeg glad over, at vi har faaet saa megen Tid, som vi har. Der begynder dog nu at komme Orden og Appel i Afdelingerne, og Aanden er udmærket, saa at vi med Guds Hjælp kan tage mod dette brølende Pak paa en passende Maade. — Vær du kun rolig, min søde Pige, og hold din Jul med Glæde! Jeg for min egen Person er Gudskelov trøstig og frejdig ...» Og der fortsættes i senere Breve:«Lad du dig imidlertid ikke alarmere, før du hører det første Kanonskud! Og selv da skal du ikke være urolig. Jeg for min Person er nu fuldstændig Fatalist! Skal man falde paa Valpladsen, da sker det, og er det modsatte Guds Vilje, kan man trygt gaa 20 Feltslag igennem». — «Vor Armé er tillidsfuld og kæk, og der vil kunne trækkes store Veksler paa den .. Vorherre vil nok hjælpe os, naar vi kun stoler paa os selv .. Jeg burde egentlig slet ikke klage, da jeg véd, at mange kærlige Tanker finder Vej herud over den kolde og vildsomme Marsk, og jeg jo desuden har mine brave og kære Jenser med de aabne og trofaste 493Ansigter at se paa. Min Kærlighed til dem er af en gammel Dato, og den er, Gud ske Lov, gensidig» ...

Netop som den ømme, længselsfulde Ægtemand og Fader, Kompagnichefen er, føler han stærkt for en af Stabsofficererne, der har sin Frue og Børn hos sig.«Hun ser ud som den levende Bedrøvelse, og jeg beklager i Sandhed Majoren, der har en saadan Klods om Benet under disse Forhold, hvor han havde al Anledning til at tage sig sammen». —

Tanuar Maaned indledes med et Brev fra Baraklejren ved Danevirke:«... Saa er Krigen da brudt løs igen, og Fordærvelse over dem, der har fremkaldt den! — Det gør et ejendommeligt Indtryk, naar man for første Gang lader Geværerne skarpt. Folkene lystrede

Kommandoen: «Lad Geværerne» næsten med Jubel, og hver Mand ladede sin Bøsse med en saadan Omhu, at man maatte tro, at hans Skud sikkert gjaldt en Fjendes Liv. K. og jeg var sammen der ude med vore Kompagnier, og jeg maa sige dig, at jeg sikkert havde troet, at vi skulde have hilst paa Fjenden i Morges. Det blev der imidlertid ikke noget af, og vi saà ikke mere til ham end bag paa en Haand. Men det var iøvrigt en lang, hundsk og kold Tur, som var godt skikket til at drive Blødagtigheden ud ...» Den 5. Januar«oplæste jeg Kongens baade mandige og hjertelige Proklamation for Kompagniet, der modtog den med Jubel. Paa Stationen modtog vi Kongen og Prins Frederik, der gik til Frederikstad, og maatte iøvrigt vente 3 Timer, inden Toget kom, som skulde bringe os til Klosterkroen. Kongen fik naturligvis vældige Hurraer af Jens, men talte ikke videre til os, da han 494troede at træffe os i Frederikstad. Da han senere fik at vide, at Regimentet var kommet hertil, fik vi Ordre til at stille til Revy for ham i Formiddags. Ved denne Lejlighed talte han smukt til Folkene, og baade han og Prinsen blev modtagen med Begejstring ... Man begynder iøvrigt her saa smaat at tale om, at Stormagterne skal have udvirket, at der intet maa ske i de 3 første Maaneder, at alt — som det hedder med andre Ord — skal blive i statu quo. Om det er mere end et løst Rygte, skal jeg ikke kunne sige, men ønskeligt vilde det være i alle Maader for os, om det kunde bekræfte sig, hvad jo ogsaa snart maa vise sig. Saa havde vi Sommeren for os, hvor man kunde blive fastere organiseret samt udvidet, og, hvad der snart er det allervigtigste, Danevirkestillingen vilde have sin fulde Styrke ...»

Tanken om Danevirkestillingens Forsvarsevne sysselsætter uafladeligt Brevskriveren i Løbet af Tanuar Maaned, f. Eks.:«Gid vi snart maatte faa Tøvejr, ellers bliver det galt i mere end én Henseende ...

Gud i Himlen maa dog vide, hvor længe det skal vare, inden vi gaar over til en fuldkommen Krigstilstand, vi beder kun stadigt til, at Vinteren ikke kan alliere sig med vore Fjender, thi da er det ude med os ... Det er ganske mærkværdigt som det Par Dages Tøvejr har taget paa Isen, og du kan ikke tænke dig, hvor det opliver os igen at se vor naturlige Bundsforvandte fri og uden Baand ... I Dag er Vinden gaaet om paa en Sydvest, men Barometret staar desværre himmelhøjt, og det er klart Frostvejr. Det vil være af uhyre Vigtighed for os, ikke alene, at 495Oversvømmelserne kan komme rigtig i Orden, men ogsaa, at det meget manglende Arbejde kan blive udført.» Og Dagen før Krigens endelige Udbrud lyder endnu et sidste Hjertesuk:«Gud give, at vi havde Tøvejr, saa kunde alt endda blive godt!» Thi«Folk hjemme kan — som der staar d. 27de— næppe gøre sig et Begreb om, hvor Arméen har Hjertelag til at bide fra sig. Og paa den anden Side hersker her en mærkværdig Ro lige overfor de kommende Begivenheder, og den er ikke Resultatet af Sorgløshed, men meget mere af en fælles bestemt Vilje. Med Guds Hjælp skal Prøjserne blive ordentlig modtagne, inden det lykkes dem at bryde igennem. Deres Geværer er det, jeg mindst kan lide; med dem kan de bogstaveligt skyde 3 Skud, medens vi skyder et, men det maa ikke hjælpe.» —

Det er en Selvfølge, at Løjtnanten dog med al sin Interesse for de militære Forhold intet Øjeblik glemmer Tankerne paa dem hjemme:«... Lev vel, min elskede Ven, og vær kun stadig ved godt Haab. Skriv tidt til mig og om alt, hvad der ligger dig paa Sinde! Der er dog ingen, der, som jeg, kan trøste dig. Kys mine yndige Børn fra deres og din trofaste N. N. ... Et Gode har man da af et Liv som dette, at man dobbelt lærer at sætte Pris paa Livet ved Hjemmets Arne sammen med sine kære. Jeg kan undertiden ikke lade være at tænke paa den franske Ritmester, der, efter at være graanet i Krigerlivet, købte sig en Ejendom i Normandiet og hver Nat lod sin gamle Trompeter blæse «Til hastig Udrykning» for at have den inderlige Glæde at brøle: «Rejs ad 496Helvede til» og derpaa vende sig om paa den anden Side i Sengen. ... Jeg kan ikke sige dig, hvor glad jeg bliver, naar jeg hører, at du og Børnene har det godt. Jeg tror nok, at jeg er en varm Patriot, men jeg er endnu mere varm som Ægtemand og Fader, og I gaar for mig over alt andet paa Jorden ...» —

Fjenden gaar over Ejderen, Danevirke rømmes, og fra Fredericia skriver Premierløjtnanten:«Min egen velsignede Pige! Hvilke Dage siden jeg sidst skrev til dig! Indtrykket af dem er altfor overvældende, til at det er mig muligt at give en blot nogenlunde tro Skildring af dem. Midt i al denne Sorg og Elendighed véd jeg, at det har været dig en Trøst igennem min Telegrafdepeche at høre, at jeg selv personlig har det godt. — Fredag Morgen rykkede Bataillonen K1. 5½ i Stilling ved Skanserne og Kl. 12 Formiddag paa Forpost. Som sædvanligt rykkede Folkene ud under jublende Sang, og Stemningen den Dag var maaske endnu mere animeret, fordi Rygtet sagde, at vi om Natten skulde overrumple Fjendens Forposter i Klosterkro og Jagel. Ja, Gud hjælpe os, det blev en anden Rejse, vi kom til at gøre! Om Aftenen kom Ordren til at Stillingen, stille og lydløst, skulde opgives, og da vi marcherede vidste kun M., K. og jeg, hvorhen det gjaldt. Tilbagetoget — det være sig nu nødvendigt eller ikke — var ordnet saa grænseløst slet, at Kolonnen brugte 18 Timer om at gaa til Flensborg. Du véd, at jeg aldrig har kunnet lide Stillingen overhovedet, men jeg kunde visselig endnu mindre lide at opgive den paa den Maade. — Efter saaledes at have staaet og gaaet i 28 Timer maatte jeg rykke paa Forpost paa Slesvig-Vejen 497og staa yderst med mit Kompagni til Søndag Morgen. Det var en uhyggelig kold Nat med Snefog, og dog var Folkene saa dødtrætte, at de, naar man ikke passede paa, lagde sig i Sneen og sov. Vi var alle af Mangel paa Søvn nervøse, og de mest vanvittige Billeder dansede uafladeligt for Øjnene. Kl. 5 Søndag Morgen afmarcherede vi over Graasten til Sønderborg, hvor vi først kom Kl. 1, Mandag Morgen, paa Grund af de uophørlige Standsninger af Trænet med de slapskoede Heste. Kl. 4 lykkedes det mig endelig at faa mine Folk under Tag ved uden videre at rydde Huse fra øverst til nederst, og nu ser du mig endelig her, hvor vi kom med Dampskibet «Valdemar» i Aftes. Forbavsende er det, at jeg ikke mangler en Mand, ja ikke en Tornyster! Det viser den mageløse Aand, der har været i Folkene, og som man har gjort alt tænkeligt for at nedbryde. Alle Afdelinger, der har været i Ilden, har fægtet udmærket, og Armeen tør dristigt bære Hovedet højt. Hvad der nu vil ske, véd ingen; rimeligt er det, at vi kommer til at gaa til Kolding. Fæstningen her er der uhyre meget at gøre ved, og dersom Fjenden rykkede rask paa, kunde han let tage den ..»

Derefter følger fra Fredericia i Maanederne Februar og Marts en Række Breve, som bringer Indtryk fra Felten og Kritik af Krigsbegivenhederne. Det hedder f Eks. (11. Februar): «En dump og dyb Sorg og Harme har bemægtiget sig Armeen og afløst den glade og tillidsfulde Stemning, som før var fremherskende overalt; men med Guds Hjælp kommer den nok igen, naar det atter gaar Syd paa, og det 498gaar det vistnok i Morgen. Saa vidt jeg véd, skal vor Brigade marchere til Kolding i Morgen tidlig. Gud give blot, at Armeen maatte kunne vinde nogen Tillid til sine Førere, saa er der intet i Vejen; Aanden er god. Men hidtil har der kun hersket Usikkerhed og Uklarhed fra først til sidst. Den simple Ting at flytte alle Beboerne en Mil Syd for Danevirkestillingen Nord paa og brænde hvert Hus, hvert Straa, hver Vogn o. s. v., hvad vi daglig forlangte, før det gik løs, for at Fjenden ikke skulde finde Ly eller Læ, skete ikke, ja, man skar ikke en Gang Telegraftraaden over mellem Slesvig og Rendsborg; jeg vil ikke tale om, at man paa Tilbagetoget ikke brød Jernbanen op! Vor Ulykke ved Danevirke var naturligvis først og fremmest, at selve Stillingen er beregnet paa 70,000 Mands Besætning, og dernæst, at man udmattede vor ringe Styrke ved en altfor overdreven Forsigtighed. Men Tilbagetoget burde i alle Tilfælde have været forberedt og ordnet paa en hel anden Maade, det er og bliver en fuldkommen Skandale, som Overkommandoen ikke kan vadske sig ren for ... (22. Februar): Folkene gør et frygteligt Spektakel ude i Gaarden med at slaas med Sneboldte. Det er første Gang i Aar, at Sneen har skaffet dem Morskab. Jeg har en Komiker ved Kompagniet, der hedder Jens M. Han har altid en Fløjte med, paa hvilken han blæser, saa snart der er Lejlighed dertil. I dette Øjeblik vækker han et umaadeligt Bifald ved at give en fuld Spillemand, og er som saadan iført en gammel, sort Hat og et Par grulige Briller. Fyenboerne er rene Børn; saa snart der er Lejlighed dertil, leger de. De er i den sidste Tid 499leven meget mistænkelige med Hensyn til Spioner, og griber enhver, hvis Ansigt ikke behager dem. Nu leger de at arrestere hverandre. Man er paa højere Steder forfærdet over, at en Eskadron — jeg tror af 5. Regiment — mistede 40 Heste ved Oversø, og er i den Anledning bleven meget bange for at anvende Kavaleriet. En Hest koster nemlig 300 Rdlr.; jeg gad nok vide, hvad man vurderer et Menneskeliv til! ... (9. Marts): Jeg tror nu lige saa lidt som før, at Fjenden vil tage Fredericia; han vil indeslutte den og leve højt af Udskrivningerne i Jylland ... (27. Marts): Min egen velsignede Pige! Glædelig Fest! Da jeg i Gaar i en saadan Fart skrev til dig, tænkte jeg mig, at jeg skulde have højtideligholdt Paasken paa en Maade, som skulde spørges vidt og bredt baade hos Fjenden og os. Jeg har et af de saakaldte Udfalds- kompagnier, det vil sige, at jeg har Lov til at rykke ud af Fæstningen Nat og Dag, naar jeg vil, for at gøre Fjenden Afbræk. I Gaar gjaldt det en storartet Tur, som Lunding gik ind paa, og som efter min inderlige Overbevisning vilde have givet et glimrende Resultat, men som desværre i sidste Øjeblik blev kontramanderet fra Hovedkvarteret paa Als. Planen var, at jeg skulde gaa i Land ved Hejlsmindebugten, 2 Mil Nord for Haderslev, med 230 udsøgte Folk og 40 Dragoner, medens samtidig 100 svenske Skarpskytter og 1 Kompagni med 40 Dragoner gik i Land ved Sølyst i Steksvig, 1 Mil Syd for samme By. Begge disse Afdelinger skulde mødes ved Haderslev og tage alt, hvad der kom af Fjenden, og da indskibe sig i Sølyst. Til min store Ærgrelse strandede Planen 500— som sagt — i sidste Øjeblik, da alt var forberedt. Vi er og bliver nogle Ærtekællinger. Det er dog harmeligt, at Fjenden kan have en Operationslinje fra Altona til Aarhus og dog lægge sig til at sove overalt. Fjendens Befalingsmænd maa i Sandhed være anderledes indrettede end vore, dersom de ikke havde tabt Næse og Mund ved et saadant Overfald af 600 dygtige og forvovne Mænd.»

Brevskriveren havde kort herefter dog den Glæde at deltage i et noget lignende, natligt Overfald, hvorved der toges baade Fanger og Heste. løvrigt dvæler hans Tanker, sœrlig fra noget ind i April, levende ved Als og Dybbøl og Kammeraterne dér:«Jeg véd meget godt, at i Krig skal man efter gammel Soldatertro kun gaa, hvorhen man bliver kommanderet, og bede Gud om, at man der maa gøre sin Pligt; men jeg skal ikke nægte, at jeg i Aftes slet ikke var glad ved, at vi skal ligge her, medens næsten hele Arméen slaar Dommedagsslag paa Dybbøl. ... (13. April): Besætningen i Fredericia og den befæstede Lejr er nu meget svag, og vi, der er her endnu, maa derfor holde dobbelt for. Vi gør det naturligvis gerne, skønt det kun er et lille og kedeligt Bidrag for det, vore Kammerater paa Als skal yde ... (17. April): Med Guds Hjælp staar Sagerne endda ikke saa daarligt paa Als. Til syvende og sidst skal Stillingen stormes, og jeg har ingen rigtig Tro til Prøjsernes Mod; svigter det et Øjeblik, vil de lide uhyre Tab uden Resultat. Jeg har endnu ikke haft Brev fra mine Venner, der rejste. Det er egent for alle Soldater under disse Forhold, kun at skrive det nødvendigste ...»

501

Men d. 20. April kommer den uhyre Skuffelse:« Min egen velsignede Pige! Det Tordenbudskab, som i Forgaars lød over hele Landet, kom saa uventet, at man har ondt ved at samle og fatte sig. At Stillingen i den Grad var medtagen, anede intet Menneske her. Vi troede vel, at den kunde tages, men kun med betydelige Tab paa Fjendens Side, og nu er det tværtimod os, der har mistet saa uhyre meget. Der foreligger endnu for lidet, til at man kan dømme i Sagen, men Fejl maa der være begaaet, uagtet det naturligvis egentlig er Fjendens mægtige og overlegne Artilleri, der har ødelagt baade Værkerne og Mandskabet. Det ligger nær at bebrejde Overkommandoen, at den ikke har brugt Angreb til Forsvar uden paa en kejtet Maade, at den har ladet Fjenden komme Stillingen paa 400 Alen nær, og dog pakket 4 Brigader sammen foran Broen over Aissund o. s. v; men — som sagt — det er vanskeligt at dømme om, naar man ikke kender Forholdene nøje. Besætningerne har ikke kunnet være i Skanserne for Artilleriilden og har ikke faaet Tid til at komme derind, før Fjenden var over dem, og denne har dernæst øjeblikkelig kørt sine Feltbatterier op og overdænget hele Egnen ned ad Dybbølbjerg med Kardætsker .. Jeg har ingen Ro paa mig til at skrive; hvert Øjeblik maa jeg ud for at høre, om der ikke skulde være indløbet nogle nye Depecher. Lev derfor vel for i Dag, min elskede Ven, og kys mine yndige Børn fra din kærlige og trofaste N. N. — Vi skulde have været op i Jylland, men Kommandanten gav Kontraordre, da Efterretning kom fra Als.» To Dage efter fortsættes:« Jeg havde aldrig tænkt 502mig, at Dybbølstillingen var i den Grad medtagen, som jeg nu erfarer, og det er da Overkommandoens utilgivelige Fejl, at den er holdt. Jeg har aldrig haft nogen synderlig Tro til Prøjsernes Dødsmod, og det er endnu min inderlige Overbevisning, at de vilde være bleven slaaede tilbage, dersom 2det og 22de havde kunnet gøre Modstand fra Værkerne, uagtet deres uhyre Overmagt og ulige bedre Bevæbning. Det har stadig været mit Haab, at vor nationale Begejstring vilde kunne have bødet paa alle de store og aldeles uforsvarlige Mangler, som vor skændige Krigsbestyrelse har ladet trives hos os; men slet Ledelse fra oven har sat en Pind for det med. Endelig vil det — skønt sørgelig sildigt — vel lykkes at vække Interesse hos Landets Repræsentanter for Landforsvarets Ledelse og faa Mænd som Lundby o. s. v. fjernede fra Bestyrelsen, og det med al den Ringeagt, de fortjener. Hvad nu! Det er det store Spørgsmaal. Overkommandoen er flyttet til Fyen, og det er ikke noget godt Tegn. Dersom der nu ikke kommer Underhandlinger i Gang eller vi faar fremmed Hjælp, maa vi vist belave os paa et Bombardement her. Dog nok om alt dette sørgelige! Lad os haabe paa en lysere Fremtid og erindre, at det har set værre ud i Danmark før og er dog blevet godt ». —

Det bliver Foraar«... Buskene begynder at blive grønne, og Fuglene kvidrer lystigt i den solklare Luft. Vi gaar imidlertid endnu stadig i Vinterdragten, den samme som ved Danevirke, og vore Tanker og Følelser har visselig heller ikke faaet et blidere eller mere sommerligt Præg. Vi maa holde 503ud, vi maa ikke give efter, nu mindre end nogen Sinde før, men vise Alverden, at vi er en fri og mandig Nation, der ikke vil lade sig undertrykke af Voldsmænd. — Gamle Lunding har efter fattig Evne paa bedste Maade søgt at benytte den givne Frist til at sætte Fæstningen i bedre Stand, og mange Mangler er allerede afhjulpne. Han er ved godt Mod og trøster sig med, at hans Besætning altid skal være mere angst for ham end for Fjenden. Men det er et Spørgsmaal, om han rigtig vurderer Virkningen af Prøjsernes nye Skyts; det tror jeg ikke, han gør, ellers vilde han f. Eks. sørge for et Batteri med riflede Kanoner paa Strib, der kunde give Fæstningen Flankebedækning fra den Side ... » Tre Dage efter følger (27. April):«.. Her var et sært Røre i Byen hele Dagen i Gaar. 13. Regiment afgik til Fyen; alt det riflede Skyts blev taget ned af Voldene og i Nat ført sammesteds hen. Man skal være bleven bange for en Landgang paa Fyen over Fænø, men det forekommer mig at være en utilstrækkelig Forklaring, da der jo ligger Tropper og Artilleri nok i og omkring Assens, der kunde hentes. Paa den anden Side lader det heller ikke til, at Fæstningen skal rømmes, da der ufortrødent arbejdes paa Voldene. Soldaterne var næsten grædefærdige, da de saà de riflede Kanoner blive kørt bort .. Jeg griber nu hver Dag med Begærlighed Aviserne for at høre noget om Konferencen, da den jo forhaabentlig enten vil fremkalde en evropæisk Krig eller gøre en Ende paa Sagen. — Jeg har været et Løb ude i Byen for om muligt at høre noget nyt og faa en nærmere Forklaring paa det, der 504ser saa gaadefuldt ud. Kommandanten græd, da han i Gaar fik Ordre til at sende det riflede Skyts bort; han var nu en Gang fast besluttet paa at ville forsvare sin Fæstning til det yderste. Det eneste, jeg kan faa ud af det hele, er, at man ikke vil forsvare Fredericia haardnakket; men selv om det bliver Tilfældet, vil Byen blive aldeles ødelagt, dersom Fjenden begynder paa et alvorligt Bombardement ... »

Den 28. April« er det sket, Fredericia er forladt! En tynd Forpostkæde dækker endnu kun Fronten, og selv den gaar vistnok bort endnu i Nat. Kanonerne, Trænet og det meste mobile Materiel er bragt her over; men mange Tusender er atter kastede bort, og et uhyre Arbejde har været forgæves. Kommandanten, den mandige og djærve Lunding, stred imod, det han kunde, men uden Nytte. I en hel Time stred han igennem Telegrafen med Ministeren, for han vilde give efter, — der kan visselig ikke være to Meninger om, at det var rigtigst at gaa sin Vej; men det er sørgeligt, at man først i den IIte Time kom til den Erkendelse. Kampen ved Dybbøl var maaske en politisk Nødvendighed, men det haardnakkede Forsvar, der kostede saa uforholdsmæssig meget Blod, var vistnok en militær Fejl, naar Sagerne stod, som de nu vides at have staaet. Vi maa benytte vore lokale Forhold og Sømagten til at føre en Angrebskrig og søge at blive de stærkere paa hvert enkelt Punkt. Fyen bør være Udgangspunktet; derfra kan man sende Ekspeditioner til Østersøens Kyster, overskære Fjendens Operationslinie paa Halvøen o. s. v. — Lad os sælge alle Kavalerihestene og kun beholde 8 Eskadroner, der forsynes 505med de letteste og flinkeste Karle og de bedste og mest tilredne Heste, og iøvrigt bevæbnes og indøves som ridende Jægere. Det øvrige Mandskab skulde ind i Infanteriet. For de indkomne Penge og den Masse, der vilde spares hver Dag, kunde man købe gode Transportbaade. Men nu nok om alt dette, der desværre i denne Tid har saa megen Interesse, men som under andre og bedre Forhold ligger saa fjernt for min Pige ... »

Medens Krigen staar paa, vrimler Premierløjtnantens Breve bestandig af Udtryk for hans Kærlighed og Omhu for Hustru og Børn:« Hver Gang, jeg ser en lille Dreng, kommer jeg uvilkaarlig til at tænke paa min yndige N .... «Jeg plejer ogsaa at have nogle Konvoluter i Lommen med Udskrift og Frimærke, for at jeg kan sende et Par Ord, om jeg end skal skrive det med Blyant .. Min yndige Dreng, saa han kan 8 Hovedstæder uden ad. Jeg tør næsten ikke tænke mig den Fryd, det vil være mig, engang i Tiden atter at have ham, dig og Ingeborg hos mig ... saaledes staar der rundt omkring. Engang i Marts skriver han:«Næst efter dig er der ingen, som jeg længes saa meget efter som Børnene, og det er ikke sjældent, at denne Længsel giver sig Luft i lydelige Udraab som: « Fa'er! » Jeg vil kæle » o. s. v. Mine nærmeste Omgivelser kender dem meget godt og forundrer sig slet ikke over dem. Tjenesten levner mig den allerstørste Del af Tiden fri, og det er mig altid den kæreste og bedste Beskæftigelse at underholde mig med Jer. — Alt det er nu noget, som du har hørt saa tidt og godt véd, men jeg kan ikke lade være at fortælle dig 506det atter og atter. Mange Gange gør jeg formelig Vold paa mig selv for at holde disse Stemninger indenfor visse Grænser, men det vil ikke altid lykkes mig. Imidlertid haaber jeg, at det, at jeg holder saa uendelig meget af dig og Børnene, ikke skal gøre mig til en mindre god Soldat ... »

Kendsgerningerne viste, at Brevskriveren blev ved at være den uforfærdede Soldat fra de tinge Aar og den første Krig, men dog ledes han d. 22. April til den Betragtning:« Man burde som Soldat aldrig være gift! Naar man elsker Kone og Børn, som man bør gøre det, knyttes man med saa stærke Baand til Livet, at de færreste som saadanne ser Døden i Ansigtet med den frejdige Lyst, som de ellers vilde gøre, da det hele dog kun er et Tidsspørgsmaal, og der intet sker tilfældigt». —

Under Vaabenlivilen har Premierløjtnanten haft Permission og besøgt Hjemmet. Nu skriver han d. 8. Juni:«Min egen velsignede Pige! Saa sidder jeg da atter her, langt, langt borte fra alt, hvad der er mig kærest og mest dyrebart i Livet! Med hvilke Følelser jeg er her, kan du bedst sige dig selv, da du véd, hvilken navnløs Fryd det var mig igen at være sammen med dig og Børnene. Egentlig burde jeg ikke være tagen hjem, da vi begge naturligvis nu føler Adskillelsen dobbelt bittert. Og dog takker jeg dig inderlig for hvert Øjeblik, vi var sammen, og har ikke et eneste at undvære! .. Jeg stirrede fra Dampskibsdækket efter dig, saa længe jeg kunde øjne en Flig af din Kaabe, men skønt en Elskers Øjne jo er skarpe, varede det desværre ikke længere end til det Øjeblik, da « Orion » 507med fuld Kraft stod af Havnen. Jeg maatte da nøjes med endnu en Gang at svinge min Hue til Afsked ... »

D. 15. Juni udtales om Fremtidsudsigterne:« ... Du spørger mig, om jeg tror, at vi med nogen rimelig Udsigt til et heldigt Resultat kan optage Kampen ene. Nej, oprigtig talt, det tror jeg ikke; men jeg haaber og ønsker, at vi, naar Krigen atter bryder ud, vil faa Kampfæller, hvis Feltraab vil bringe Evropa til at bæve. Ja, jeg kan ikke nægte, at skønt hele mit Hjærte hænger ved dig og Børnene — det vilde være med Lyst, at jeg under en Marechal af Frankrig gav mit ringe Bidrag til at tugte disse utaalelige Tyskere ... »

Als bliver taget, det nye Ministerium dannes, og Premierløjtnanten ligger stadig med sit Kompagni paa Fyen:« ... Der tales nu stærkt om Vaabenhvile og Fred, og jeg maa ærlig tilstaa, at skønt jeg hidtil har holdt Ørene stive saa godt som nogen, begynder jeg dog nu at have faaet nok af det hele. Den ynkelige Ledelse fra oven lader mig end ikke skimte nogen Mulighed til at faa Hævn over vore Dødsfjender og udsætter os endog for yderligere Tab, skønt Arméen ingen Sinde har haft en bedre Stilling end netop nu. Det er i Sandhed en sørgelig Tilfredsstillelse for mig og mine lige, der i saa mange Aar har klaget bittert over Arméens slette Bevæbning og meget mangelfulde Øvelse, at det nu endelig er gaaet op for disse bornerte og indolente Herrer, der har staaet i Spidsen for Bestyrelsen. Det har kostet Danmark Tusinder af Mennesker, 40 Millioner, Hæder og Ære og rimeligvis Slesvig! .. Jeg for mit vedkommende har intet 508imod, at « Professorpartiet » er styrtet. Det har udfordret hele Tyskland i mange Aar, skaffet os en Kamp med to Stormagter uden at have allierede, og tilmed ikke i nogen Henseende forberedt Landet paa at føre Krig. For at opnaa saadanne Resultater behøves i Sandhed ingen Lærdom. Gid det nye Ministerium maa være heldigere! ... » Den 25. Juli hedder det:« ... Det er sørgelige Tider for Landet, naar man ser tilbage, og desværre ogsaa, naar man ser frem. Dersom der ikke sker noget overordentligt, kan jeg ikke se, hvad Enden skal blive. Smaa Kræfter har vi, og naar de dertil bliver anvendte slet, uden Plan og Maal, kan Udfaldet umuligt blive godt. Jeg tror ikke, at Fyen kan tages, saa længe vi er Herrer til Søs, medmindre vi er endnu større Klodrianer end paa Als, men det er desværre jo ikke umuligt, at de to Flaader kan forene sig, og da, ja da er Sjælland ikke sikker! Gud give, at I dog i det mindste der maatte blive fri! ... Gamle Grundtvig har nylig skrevet et dejligt Digt, der begynder saaledes: « Er det forbi, det lyse Haab, hvormed vi jublende i Kampen droge? » Gid jeg kunde og turde besvare det og andre af hans Spørgsmaal paa samme Maade som han! » Samlingens sidste Brev af almindeligere Interesse er skrevet den 2den August. Fortælleren har været om Bord i« Rolf Krake». « Det er et herligt Skib; uagtet jeg siden Als-Historien ikke kan lide det, var det mig dog kært at se det. — Blot Søetaten maatte forjage saadanne taabelige Anskuelser som den, at Staten bygger en saa kostbar Æske kun som Livsforsikring for Marinen! Meningen er naturligvis, at 509den skal bruges, hvor intet andet Skib kan bruges. Det er formelig irriterende at høre en Officer sige, at de halvt om halvt havde tabt Tilliden til Skibet, fordi en Granat, der gik igennem Dækket, havde dræbt en Officer. Gud véd da, hvad Landhæren skal have Tillid til! ... Jeg holder ikke af Overkommandoens Dispositioner med Hensyn til Fyens Forsvar; af bare Forsigtighed er vi som sædvanlig uforsigtige, med andre Ord, vi er alt for spredte. Jeg vilde nu have mindst det halve Infanteri opstillet samlet ved Gamborgfjorden. Ligeledes kan jeg ikke lide, at man har lagt Regimenter som 17., 13. o. s. v. paa Fænø og Hindsgavl, de mest udsatte Punkter, i Stedet for 19. og 21 .. Det er ikke Hovmod, men det er min fuldkomne Overbevisning, at II., 19. og 21. Regiment for Øjeblikket er de bedste i Arméen. Det er godt nok at have en paalidelig Reserve; men faar Fjenden først fast Fod her ovre, bliver det dobbelt vanskeligt at jage ham ud, og det med en Brigade ... » Og med dyb Smerte hedder det:«... Ja, du kan tro, jeg længes ogsaa inderlig efter at leve i Fred og Ro igen med min Pige og mine Børn! Og dog forsikrer jeg dig, at mit Hjerte krymper sig ved Tanken om at slutte Fred nu, at vi skal rette os i et og alt efter vore overmodige Fjenders Fordringer, at vi ikke fra hele Felttoget har et eneste stolt Minde at se tilbage til; alt det er næ holde ud.

En Gruppe forskelligartede Officersprofiler tegnes gennem nedenstaaende lille Række Bidrag:

510

Munter og livsglad skriver en 23-aarig Sekondløjtnant af Linjen og Bataillonsadjudant til Venner i København:

Skovby paa Als, d. 7. Marts 1864.

Kære Venner! *

Forandring er en god Ting sagde — ja, hvem var det, der sagde det; men det kan nu ogsaa være det samme. Den ene Dag er jeg 2—3 Mil Nord for Sønderborg, saa i Sønderborg, saa ligesaa langt Syd for Byen; kort sagt, jeg fører et fuldkomment Taterliv. Tjenestegangen er nu ordnet saaledes, at vi i 6 Dage ligger paa Forpost, o: enten yderst, i Skanserne, eller som Reserve i Sønderborg, og 6 Dage paa Landet som Hvile. I de 6 Dage, vi har været i Tøjet, har vi haft Smaafægtninger hver Dag; I død, 2 savnede og flere saarede er Resultatet af vore Heltebedrifter. Vore Folk begynder at blive Satans flinke for Resten. Men lad mig en Gang beskrive en saadan Forposttur detailleret, og jeg vil vælge Fredag den 4. Marts. Om Morgenen Kl. 8 stilles og afmarcheres til Pythusene, 2 smaa Rønner, der ligger ved Aabenraavejen, og ved hvilke Hovedposten staar. 2. Bataillon skulde den Dag have Feltvagterne og Vedetterne; min Bataillon (I.) skulde blive ved Pythusene. Afløsningen gaar for sig uden Forstyrrelse; Meldinger indkommer, at Posterne er udstillede, Patrouiller udsendes, og vi overlader os til en idyllisk Rolighedstilstand. I det ene Pythus bor Majoren og begge Bataillonsstabene — der er meget uhyggeligt; for det første det fine Selskab — generet; for det andet en Masse Vrøvl — do.; Møblementet 511er meget komfortabelt; Huset er naturligvis forladt og opviser I Træbord og 2 Bænke. Sovekammeret er en Stue, uden Ruder i Vinduerne, aldeles fyldt med Halm. Majoren har faaet sendende fra København Oksetunge, Kalvesteg m. m., samt fra sin Svigerfader i Helsingør russisk Brændevin, en mærkelig Drik; frivillig Rødvin er indtruffen samme Morgen; kort sagt, der nydes en splendid Frokost; Underlægen koger Kaffe, som drikkes.

Nu har jeg faaet, hvad jeg vil have, saa skulde Fanden blive her længere. Ved det andet Pythus staar I fremskudt Kompagni, og fra Løjtnanterne L. og M. indløber Invitation til at spille Loup og drikke Sherry. Top, siger jeg. — « Tillader Kaptajnen [Bataillonskommandøren], at jeg tager mod Indbydelsen? Jeg findes 100 Skridt længer fremme dér og dér o. s. v. » « Værsaagod. » — March!

Det andet Pythus er ganske anderledes. Der er kun I Værelse, men der er Stole — en Mængde Skarnbøtter, Øltønder o. desl. er opstablede omkring et højst interessant Bord; Gulvtæppe i Form af Halm paa Gulvet o. s. v., o. s. v. — mageløs Luksus! Sherryen staar paa Bordet, Kortene ligger paa samme, et udvalgt Selskab (de fine eksklusive) sidder om samme. Gæsterne er de to Doctores, Løjtn. S. og jeg. Der drikkes og spilles; jeg vinder 8—9 Sk.; Skoser til — uddeles, kort sagt Ungdommen raser. Nu maa jeg gaa at høre nyt; jeg faar Befalingen, uddeler den, og begiver mig atter til den morsomme Ende af Regimentet, der under min Fraværelse har faaet den eksellente Idé 512
at tilberede en duftende Bøf med superbe Kartofler, som nydes med den frivillige Vin under den samme muntre Stemning. Majoren har fra det andet Pythus lugtet Bøffen og kommer diplomatisk ind, bliver inviteret, faar et Stykke med, en lystig Sang og — gaar heldigvis igen. Under Maaltidet kommer Skildvagten for Gevær løbende og melder: « Der falder Skud i Kæden! » Paa dette Raab fik man de to første Gange, vi var paa Forpost, Bisselæder i Skoene; Kapt. H. og jeg fór op paa Hestene og jagede ud omkring ved de forskellige Feltvagter; men man bliver klogere. « Det er det sædvanlige Patrouillevrøvl », tænkte jeg, blev ved at spise min Bøf, og lod dem, der skulde til deres Delinger, stikke af. Man bliver mærkværdigt ligegyldig for alt sligt efterhaanden. Da jeg var mæt, gik jeg ud ved Posten for Gevær og hørte lidt Plaffen, meldte, hvad jeg havde iagttaget, og opstillede den rimelige Formodning, at det ikke var noget alvorligt. Lidt efter kom en saaret af 3. Komp. spadserende til Underlægen; han havde faaet en Kugle i Kinden, temmelig slemt nok; han blev forbunden og kørt til Sønderborg. Det var det eneste Tab, vi havde den Dag, og Vedetterne blev paa deres Post, saa at De ser, jeg gjorde ikke Uret i ikke at lade mig forstyrre ved Bøffen. En Timestid efter Affæren kom Meldingen, at et Par stærke Patrouiller havde angrebet Feltvagterne Nr. I, 2 og 3 o. s. v. Atter Ro. — Mørket falder paa, og Mandskabet, der ligger under aaben Himmel, begynder at tænde Vagtblus. Snart flammer lystige Baal op; Grupper samler sig 513omkring dem, og dæmpede Sange eller lystige Fortællinger høres rundt omkring. Meget malerisk, men et forbandet Snefog. — Efter et svagt Forsøg paa ved en Bolle udmærket Biskop at faa lidt Gemytlighed tilveje i Pythus Nr. I, gik vi unge atter hen i Nr. 2, hvor vi endte Aftenen med en lille Loup, hvor jeg atter var heldig. Derpaa inspicerede jeg Vagtilden rundt om, der efter Majorens Mening var for stærk, og gik — i Seng — i Halmen, hvor jeg, paa Grund af Rudemangler frøs gudsjammerligt til næste Morgen Kl. 6, hvor alt fik Ordre til at gaa under Gevær, da et Angreb ventedes.

Virkeligt blev der ogsaa angreben, og en livlig Fægtning udviklede sig, hvor vore Folk var særdeles flinke. En blev skudt og faldt et Øjeblik i Fjendens Hænder; da vi atter fandt ham, var han aldeles plyndret — endogsaa for Støvler og Hue. Det er en smuk Fremgangsmaade af en civiliseret Armé! Vi skød vist ikke faa af Prøjserne den Dag; to Officerer saàs falde — altsaa enten dræbte eller saarede.

Efter denne Geschichte blev vi afløste og drog herud, hvor vi nu i 6 Dage skal hvile os. Her fører vi et stille, gemytligt Familjeliv; kommer sammen om Aftenen for at forslaa Tiden og gøre os det saa behageligt som muligt. Jeg var i Gaar i Augustenborg for at faa et varmt Bad, men fik intet; til Gengæld et koldt, da jeg maatte køre 2 Mil i et skyllende Regnvejr. Jeg har været i Teatret et Par Gange i Sønderborg.

Mere en anden Gang; nu slipper Pladsen op. — 514Kære Venner! Vær alle paa det venligste hilsede fra Eders trofaste Ven — —

En i alle sine Breve stærkt religiøs, 26-aarig Sekondløjtnant af Linjen skriver:

Asseballe paa Als, Lørdag den 13. Februar 1864.

Vi har nu i nogle Dage ligget her uvirksomme, men det har ogsaa været nødvendigt for nogenlunde at ordne os efter de Kampe og de Anstrengelser, som vort Regiment i den sidste Tid har maattet døje. Als og Dybbølstillingen og Fredericia er nu de tre Holdepunkter ... Herren være lovet, at jeg endnu er i Live og uskadt! I Træfningen ved Sankelmark Sø fik jeg en mat Kugle i Siden; efter at den havde givet mig et temmelig stærkt Stød, saa jeg var ved at falde om, var den saa pæn at lade være med at gaa gennem Skindet; en anden Kugle — maaske har det været den samme — gik igennem det venstre Kappeærme. Det er med et tungt Hjerte, jeg tilskriver Eder; Tanken om at Overkommandoen har ladet os forlade Danevirkestillingen og frivillig givet den i Fjendens Vold har gjort mig modløs og til en vis Grad sløv, dorsk og søvnig. At dette Skridt blev gjort, forstaar jeg ikke. Vel indrømmer jeg, at Vagttjenesten Dag og Nat i Skanserne under disse ublide Vejrforhold har været drøj, og at mange blev syge, men det véd jeg, at enhver var besjælet af Mod og Lyst til at holde ud, saa længe han kunde; det véd jeg, at enhver vilde slaa, til han faldt. Forøvrigt skal jeg ikke opkaste mig til Dommer over Overgeneralens Handling, maaske har han 515handlet rigtigt; men sørgeligt, frygtelig sørgeligt var det at gaa bort fra den Stilling, vi alle havde Tillid til, som enhver vilde have forsvaret til det sidste. Enhver af os ønsker, at vi stod der igen, om vi saa skulde døje aldrig saa meget, om saa den ene efter den anden gik bort af Udmattelse, Anstrengelse og Mangel paa Søvn. Vi har gaaet noget igennem, I kære Mennesker, det maa I tro, men det sidste er det værste og tusinde Gange tungere end alt det andet. Dog, vi vil ikke fortvivle, « der er en Herre, der al Ting mægter », han kan endnu give os Sejr over frække Voldsmænd. Jeg er for Øjeblikket Kompagnikommandør, da B. er saaret, dog temmelig let. A. og B. er dræbte, E., F., L., W. og et Par Reserveofficerer, som I ikke kender, er saarede, M. er savnet, maaske er han falden i Fjendens Hænder. Fægtningen ved Sankelmark Sø var Lørdag den 6te; Granaterne regnede ned over os og Kuglerne peb os om Ørerne; vi gav dem det glatte Lag igen, men desværre havde vi kun 2 Kanoner hos os. Der kom fuldstændig Ro over mig, da jeg havde været lidt i Ilden; i Begyndelsen var jeg spændt og urolig. Min Oppasser har jeg ikke set noget til i 14 Dage; jeg er blottet for de nødvendigste Klædningsstykker, men det er jeg ikke ene om. Herren beskærme vort Fædreland og give det Sejr; vi vil slaa, saa længe vi kan. Tak for alt, I kære Forældre og Sødskende. Samles vi ikke her paa Jorden, saa samles vi ved Jesu Kristi Naade i Himlen. Farvel!

516

Efter Krigens Slutning har den samme unge Officer i November Maaned nedskrevet i sin Dagbog:

Freden er nu sluttet, ak, hvilken Fred! Du har prøvet vort stakkels Fædreland haardt, Herre; maatte Prøvelsen dog virke velgørende paa os alle, saa at Folkets Hjerte mere og mere droges til dig! Man skulde tro, at denne Trængselstid skulde have bragt alle Hjerter til Frelseren som den eneste rette Læge. Folk maa dog have faaet Øjnene op for, at det kan slet ikke nytte at stole paa jordiske Stormagter, hverken store Lande, Guld, Gods eller Klogskab; og dog, mange er blinde for Tugtelsens Hensigt og tænker nu ikke mere end før Krigen paa at søge Herren. Herre, forlad ikke vort elskede Fædreland, selv om der er megen Synd, Daarlighed og Vantro i Landet; lad der ikke gaa lang Tid hen, inden vor Korsfane atter vajer der nede hos vore stakkels, solgte Brødre og Søstre! —

Paa et lille Meldingskort er med Blyant henkastet nogle Ord fra en 28aarig Sekondløjtnant af Linjen til hans Hustru, der sidder hjemme med en lille Søn paa to Aar og hvis Nedkomst er i Vente.

Han er paa Skansevagt ved Dybbøl d. 2. Marts og skriver:

Min egen Julse! *

Det er Paaskedags Morgen, og vi har tilbragt Natten herude og ved Skanserne. Kun af og til har Fjenden sendt os en Granat, og for Resten er alt i bedste Velgaaende. Af og til fik jeg mig, paa Tur med de andre Officerer, en lille Times Slummer, 517og den styrkede forbavsende. Nu henad Morgenstunden er Stemningen livlig og oprømt. Vittigheder falder hyppigere end Granater. Nu faar vi snart vore Paaskeæg, bemærkede en med Hentydning til de fjendtlige Batterier. De er saa forbandet haardkogte, svarede en anden. — I dette Øjeblik har en Del Underofficerer forenet sig om at synge en lille Salme; med smukke, klare Stemmer lyder Sangen fra disse i det endnu saa korte Felttog allerede hærdede Soldater. Man bliver ganske blød derved. Hils mine kære gamle og bring G. min hjertelige Lykønskning til hans Fødselsdag. — Jeg bliver fuldstændig blød ved mit lille Familjeportræt; men det er en velsignet Følelse. Kunde vi nu være saa lykkelige, at alt for dit vedkommende maatte gaa godt, lige saa vel som for mit, saa maatte vi rigtignok være taknemmelige. Men husk paa, at alt afhænger af Sindsro! Adieu, min velsignede Julse. Passiar nu kun dygtigt med vor lille Dreng!

Din S.

Dagen efter indledede Prøjserne Kl. 3 om Morgenen den bekendte, større Fægtning foran Dybbøl, og den I. April sender Brevskriverens Bataillonskommandør, med hvem han var godt kendt, hans Hustru følgende Skrivelse:*

Kære Frue, modtag min inderlige Medfølelse i den Ulykke, der har ramt Dem. Deres Mand var mig kær som en Broder, og Tabet af ham har indtil dette Øjeblik forbitret mig den herlige Sejr, vi vandt over Fjenden. Deres Mand blev med sit Mandskab sendt frem for i Forening med en Del af 10. Regiment 518at rense Ø. Dybbøl. Han udførte det med glimrende Held og Tapperhed. Fjenden blev forjaget. Ikke tilfreds hermed befalede han, at Fjenden skulde forfølges, og en Strækning Vesten for Dybbøl gik det endnu godt. Men nu kom vort Mandskab i de fjendtlige Reservers Ild. B. erholdt 3 mindre Saar af 3 Kugler. Han sagde derfor til Løjtnant A., at han maatte forlade Valpladsen og erholdt i samme Øjeblik en dødbringende Kugle gennem Hovedet.

Det skulde nu være saa. Det er en frygtelig Krig, og ikke mange af os vil opleve Enden derpaa. jeg beder Dem, saalænge jeg lever, at betragte mig som Deres nærmeste Slægtning. De har Ret dertil, og jeg vil aldrig svigte Dem. Skriv mig til; jeg længes efter Brev fra Dem. Lad mig vide alt, hvad der angaar Dem, lad mig vide, hvorledes jeg skal hjælpe Dem. Hver Gang, De trænger til Penge, er det mig, som vil vide at skaffe dem til Veje.

Det skulde nu saa være; det er jo altid de bedste, som gaar først, og vi maa klynge os saa fast til Gud, som det staar i vore svage Kræfter. I Eftermiddag gaar jeg atter til Dybbøl —

Med det Haab, at Tiden bringer Lindring, forbliver jeg for stedse

Deres ærbødigst hengivne — —

Fra Johaniternes Hospital i Flensborg skriver en Regimentskommandør til sin Adjudant: Gode B.!

Da jeg nu er kommen saa vidt, at jeg uden synderlig Smerte kan, liggende paa min Ryg, skrive 519med Blyant, vil jeg underrette Dem om, at jeg den 18de blev saaret ved et Skud gennem venstre Laar i Nærheden af Hoften. Skuddet fik jeg nok ikke langt fra Løbegravene. G. faldt, før jeg blev saaret, og A. kort efter. Da der ikke var nogen Ambulance i Nærheden, vilde Folkene bære mig tilbage og proberede ogsaa ærligt derpaa, men da de havde baaret mig et Par hundrede Skridt paa Geværbaare, blev de to forreste saarede og maatte opgive det, jeg lod derfor de to tilbageblevne smide mig i en Grav og sørge for dem selv, saa godt de kunde. Her laa jeg i nogen Tid temmelig sikkert, medens Kuglerne fra begge Sider fløj over Hovedet paa mig, til jeg blev taget af Prøjserne og bragt ind i Skanse Nr. 8, hvor jeg for Resten blev meget høfligt og ordentligt behandlet. Her traf jeg M. og H.; senere blev jeg bragt til en Plads foran Dybbøl og derfra kørt til Broager. Her blev mit Saar ordentlig undersøgt og befandtes at have taget en meget heldig Gang gennem min Portemonæ ind i højre Side af venstre Laar, uden om Benet og ud ved venstre Hofte. Der er ingen Fare ved det, men det vil blive en langvarig Historie og kedelig, da jeg slet ikke kan røre Benet og maa ligge paa Ryggen hele Tiden; naar jeg ligger ganske stille, har jeg ingen videre Smerter, saa Dagene gaar nok, men Nætterne er rædsomme. — Af prøjsiske Officerer har jeg erfaret, at Kapt. H. ligger saaret i Nyppel, farligt i Brystet, Lt. R. i Graasten i Halsen og venstre Skulder, lettere, V. ligger her i Byen med et Saar omtrent som mit ...

Nu længes jeg meget efter at høre lidt om mine 520andre Kammeraters Skæbne og om, hvorledes det i det hele taget er gaaet Regimentet; af prøjsiske Tidender ser jeg, at det maa have lidt enormt, for Resten udtaler samtlige disse sig meget anerkendende om Reservens 8. Brigades Fremrykning imod Løbegravene, men det er vel kun en Grund mere for de københavnske Blade til yderligere at forhaane os; men Postens langsomme Gang hertil og endnu langsommere Udlevering gør, at jeg endnu ikke har faaet Lejlighed til at ærgre mig herover ...

Nu kunde De gøre mig en stor Tjeneste, naar De, saa snart Deres Tid tillader Dem det, vil give mig lidt Underretning om, hvorledes det er gaaet de Kammerater, om hvis Skæbne jeg er uvidende, om de er døde, saarede eller fangne. Saavidt jeg herfra har kunnet bringe i Erfaring, er ingen usaaret Officer af Regimentet faldet i Fangenskab.

Efter de tyske Aviser skal Regimentets Tab af Officerer være enormt, men det haaber jeg er overdrevent, men dog ængsteligt at høre. Det vil derfor være bedre for mig at faa Sandheden at vide, selv om den er meget sørgelig ... Nu vil jeg ikke trætte Dem med flere Spørgsmaal, men kun bede Dem bringe min venligste Hilsen til de Officerer og Underofficerer, som endnu befinder sig ved Regimentet. Navne tør jeg desværre ikke nævne af Frygt for at støde paa †.

Forplejningen og Behandlingen her er udmærket og lader intet tilbage at ønske, men det er ogsaa et stort Held at blive optaget af Johanitterne ...

521

Et Uddrag af et Brev fra en Batteridyrlæge er i sin Glæde over alt det, der blev frelst og reddet, typisk for en Opfattelse, der spillede sin afgørende Rolle under hele Krigen.

... Nu er vi da paa Fyen og ligger for Øjeblikket i H., 2½ Mil fra Faaborg. Dertil kom vi igaar Aftes med den sidste Del af Batteriet, som Gud ske Lov er frelst med et og alt. Det var ogsaa en varm Tur, vi havde den 29. Da vi om Morgenen Kl. I—2 blev purrede ud, var der en frygtelig Kanonade, men ingen anede, at vi med det samme skulde komme herfra. Thi at Als ej, lige saa lidt som nogen anden Stilling her i Verden, kunde holdes bestandig, vidste enhver; men det var sikkert en smertelig Overraskelse for alle, at den saa hurtigt blev taget. Man anser det for afgjort, at Skylden hertil er den, at her var for lidt Infanteri. General Steinmann har fiere Gange forgæves anmodet Overkommandoen om at faa mere Infanteri hertil.

En heldig Side ved Sagen er, at vi har faaet saa meget reddet. Det var en almindelig Mening, at naar Als blev erobret, maatte omtrent alt, hvad der var dér, gaa tabt. Men, undtages Positionsskytset, som jo nødvendigvis maa gaa tabt, blev saa at sige alt reddet. Hele Retræten foregik udmærket, med en mageløs Ro og Værdighed. Vi trak os hele Tiden tilbage fægtende, og Kuglerne peb os ordentlig om Ørerne. Vi var imidlertid saa heldige ej at miste hverken Mandskab eller Heste. Vort Batteri var her ligesom ved Danevirke blandt de allersidste 522Tropper, og efter at have naaet Kegenæs indtog vi atter Stilling der. I Gaar Eftermiddags Kl. 3 omtrent blev den sidste Del af Batteriet indskibet, og Kaptajnen og jeg forlod nu Als med Dampskibet Ejderen, i Følge med General Steinmann og en Mængde andre højere Officerer. I Gaar Aftes kom vi saa hertil, saa trætte, som man maa være, efter at vi i 48 Timer ingen Hvile havde faaet. Besværlighederne var jo imidlertid for intet at regne mod Danevirkehistorien. Jeg havde rigtignok ej troet, at vi havde naaet Fyen; Kaptajnen og jeg var saa overbeviste om, at vi vilde blive tagne til Fange. Fyen er ej saa let at faa Fingre i, tilmed er her jo en Mængde Tropper, saa her kommer de vel ej ... —

Til Slutning skal endnu anføres Uddrag af nogle Breve, som en Kompagnikommandør, Premierløjtnant af Krigsreserven, fra Fangenskabet sender sit Regiments Adjudant:

Schweidnitz, Prøjsen, 28. Maj 1864.

Tak! ret hjertelig Tak for Deres venlige Brev af 17. min kære Ltnt. B. De véd ikke, hvor det gør godt, uendelig godt, at høre fra en kær og saa agtet Kammerat, som De er for mig. Jeg skulde visselig for lang Tid siden have ladet høre fra mig, om jeg havde vidst, De for det første var i Live, og for det andet ved Regimentet; jeg fik først begge Dele at vide af et meget venligt Brev, jeg i Midten af denne Maaned modtog fra Oberst Scharffenberg. Tak for Deres og mine øvrige brave Kammeraters gode 523Tanker om mig; det vil altid være mig en stor Trøst her i dette fordømte Fangenskab, at vide at saa brave Officerer som Regimentets har mig i venlig Erindring. Jeg gjorde min Pligt, min kære B., den ulykkelige 18. April, saa godt jeg formaaede, men heller ikke videre; enhver som helst gjorde sin Pligt, men Gud var os imod.

Af D., hvem jeg tilskrev i Forgaars, vil De maaske have hørt, hvad jeg kan fortælle om Fægtningen; den var for mig desværre snart endt, og maa jeg kun beklage, jeg ikke fik Lejlighed til at fuldføre den mig af Obersten givne Ordre saa udførligt, som jeg havde ønsket det. Hvad mit Kompagni angaar, B., da var saavel Underofficerer som menige saa brave, som tænkes kan; enhver gjorde i fuldeste Maal sin Pligt, ingen Vaklen eller Uro; trolig fulgte de deres Førere, og gør det mig kun ondt at tænke paa hvor mangen brav Soldat der lukkede sit Øje paa det for I. Kompagni saa skæbnesvangre Stykke Vej til Dybbøl Mølle. Havde jeg blot ikke faaet disse fordømte Saar, der for det første stoppede mig og formodentlig Kompagniet, og for det andet nu har fordømt mig til Ørkesløshed i Fangenskab i Stedet for igen at kunne dele Glæde og Fare med mine Kammerater, som sagt, var jeg ikke saa tidlig bleven saaret, jeg tror endda, vi havde taget den Mølle, thi « kjær af os », som Jyden siger, var de ikke, og havde vi først faaet den besat, vilde vi set, hvorledes de havde faaet os ud igen. Jeg fik min Helsot ved den østre Gavl af Vaaningshuset, og 524K. formodentlig, antager jeg, ved at rykke det kastede I. Kompagni til Hjælp, sit dødelige Saar gennem venstre Øje ved den vestre Gavl af samme Hus mellem selve Møllen og Huset. Han er begravet, saa vidt jeg har kunnet erfare, i den store Grav, men var iøvrigt, efter Øjenvidners Udsagn, efter hvis Beskrivelse jeg er fuldkommen overbevist om at den af dem sete Officers Lig absolut maatte være K.'s, aldeles udplyndret. Man forsøgte ogsaa mig, idet man antog mig for død, lossede min ene Lomme for nogle løse Specier, min Kikkert og havde alt fat i mit Uhr, men da kom Monsieur Urian til sig selv ogmed et godt dansk Puf for Brystet af Karnaillen forsvandt han; lidt efter kom to skikkelige Prøjsere og bragte mig tilbage. To Læger var dernæst saa venlige at fortælle mig, jeg maatte gøre mig færdig til Parade ved den store Armé, men Mennesket spaar, Gud raa'r, de maatte senere sluge deres Ord i dem igen.

Dog nu Farvel, min kære B., tak for Deres Venlighed ved at erindre mig, og vis mig Deres saa kære Venskab, ved at have I. Kompagnis Underofficerer og Mandskab i Erindring ved hæderlig Belønning, om saadanne skulde blive Regimentet til Del. Hils alle Regimentets Officerer og bed dem erindre en Kammerat, som højlig beklager ikke at kunne være i deres Midte.

Mine Saar ere snart lægte, jeg tænker i Løbet af en 4 à 6 Dage; det i Skulderen, der var det ubetydeligste, generede mig meget, i alt Fald i Begyndelsen. 525Min Stemme er temmelig svag endnu, jeg vil haabe, den kommer igen, og Halsen vil rette sig, thi skævhovedet er jeg da for Tiden.

Gud være lovet, Regimentet har ikke ret mange Fanger!

Schweidnitz, 27. Juni 1864.

Saa er da Loddet kastet, min kære B., vort lille, kære Danmark optager Kampen igen, en Kamp paa Liv og Død ... Tak for det gode og altfor rosende Omdømme, De og Regimentet i det hele har tildelt mig; jeg har ikke gjort andet end min simple Pligt, B., og enhversomhelst af mine Kammerater har udenfor al Tvivl gjort denne i lige saa fuldt Maal som jeg, men mine Underofficerer var mageløse; deres Ros kan ikke hæves højt nok, det er virkelig med blødende Hjerte, at jeg hører, at min brave, gamle H. og B. er borte, men jeg haaber ogsaa og beder Dem personlig, kære B., gøre for H.s og B.s Familjer, hvad der er muligt, thi bedre Soldater fandtes vist næppe. Vel kunde man maaske sige et og andet, der kunde være bedre om B. f. Eks., men hvor findes et fejlfrit Menneske? Og kan jeg med Sandhed sige om B., hvor findes en mere uforfærdet og tapper Soldat i en Bataille end han? Det gør mig inderlig ondt, han ikke i levende Live blev belønnet, som han fortjente. Jeg har kun én Tanke, og den beskæftiger mig bestandig, det er at blive udvekslet, og beder jeg Dem personlig, hvis vi skulde være saa heldige, ved en eller anden Affære, at 526fange nogle af disse herlige, stammverwandte Officerer, da at have mig i Erindring, personlig forebringe mit inderlige Ønske for Brigaden, og vil det da let kunne lade sig arrangere (Paaskud, hm!: Familieforhold) og er det mit Haab, at mine Kammerater vil optage mig med samme Venlighed som forhen ...—