✂

En københavnsk Familje.

✂ Uddrag af 196 Breve.

✂ Familjens Hoved er en pensioneret Officer, godt over Midten af Halvtredserne. Han har deltaget i Treaarskrigen og senere garnisoneret i Provinsen som Stabsofficer ved Fodfolket. I Løbet af Krigen opnaar han en administrativ, militær Stilling under Generalkommandoen i København. Hustruen er seks Aar yngre end han, og i deres Hjem bor den 23-aarige, ugifte Datter Louise.

✂ Af Sønnerne er Otto 27 Aar gammel, theologisk Kandidat, stærkt optagen Lærer i Byens højere Skoler og forlovet med den 22-aarige Mathilde; Frederik er 25 Aar og Forvalter paa en Herregaard i Jylland; den yngste, Erik, en 20-aarig Student, er som Reserveløjtnant i 18de Infanteriregiment ved Armeen.

✂ Omkring denne Familje i snævreste Forstand grupperer sig Bedstemoderen(Fruens Moder), de to ugifte Tanter Line(henved de 60) og Julie (henved de 50), Søstre til henholdsvis Faderen og Moderen, samt den unge Eriks jævnaldrende Ven, stud. jur. Peter j., der er nøje knyttet til sin Kammerats Hjem.

✂ Alle skriver de i Perioden fra d. 16. Decbr. 1863 til ind i August 1864 til Løjtnanten, der svarer meget flittigt.

✂ Inden det nye Aars Begyndelse udgør Juleaften 1863 Hovedpunktet i Brevvekslingen. Det er den første Jul, Erik har«tilbragt blandt fremmede », som Moderen skriver i sit Brev første Juledag, og «Gud ske Lov, at Børnene alle gør saa meget af deres Hjem ». Erik12har sendt sit Fotografi i Visitkortformat— sit« Visitkort» efter datidig Sprogbrug— hjem, faaet VennenPeter til i al Hemmelighed at lade det dumpe i Familjens Brevkasse paa selve Juleaften og modtager nu i Breve fra Forældre, Sødskende og Tanter de hjerteligste Taksigelser for den fortræffelige Idé« at komme til os Juleaften og hilse paa hele Familjen, og tusinde, tusinde Gange Tak skal du have!» «Det ligner dig saa mageløst, saa Taarerne kom i Øjnene paa os alle » — skriver Moderen.

✂ De forskellige Familjemedlemmers Julebreve til Sønnen ved Danevirke giver i deres Optællen af de fordringsløse Julegaver, der bliver udvekslede, ved deres Fremstilling af det hjemlige Interieur, gennem lejlighedsvis Berøring af de offentlige Tilstande et ret levende Indtryk af et dannet milieu over Middelklassen i Datidens København.

✂ Søster Louise har malet et Pibebrædt med en bred Rosenbort og som« efter andres sigende skal være smukt, jeg selv tør naturligvis ikke bedømme det. Nu skal det hænge i din Stue og vente paa dig, til du kommer hjem », fra Faderen faar Løjtnanten« Newton Forster» , fra Broderen Otto«. Nybyggerne i Kanada», begge af Marryat; Ottos Forlovede giver et udskaaret Penneskaft, Tante Julie en efter Moderens Udsagn« nydelig lille Pennevidsker », og endelig kommer ogsaa gamle Tante Line med sit Brev og det deri omtalte Portræt af« Kunstens Yndling, Hr. Nyrop ».

✂ Tante Line har øjensynlig ikke altid staaet for Familjens yngre Medlemmer i et ublandet alvorligt Skær; i Brev af 20. Decbr. beretter Louise blandt andet, at « Tante 13Line var her ogsaa i Mandags og var virkelig grundkomisk ... Det forekom hende, at der svævede en Due over Hovedet paa Frederik den Sjette, da han laa paa castrum doloris, men Otto gjorde hende opmærksom paa, at den vist saa var fløjet, da ingen anden havde set den. I Gaar sendte hun Bud herover efter sin Kikkert, men skrev til Moder om at svøbe den ind i Papir, for at Pigen ikke skulde faa Lyst til at se i den ». Men Moderen skriver paa samme Tid til Erik om Tante Line, der« kom i Søndags Formiddag, hun havde været i Kirke og bedt for dig, hun er meget forknyt », og Erik skriver til den gamle, der svarer ham og takker ham: « Jeg ser, at jeg er dig kær, og det gør mig godt. — Lev vel, du kære! Og tænk stedse med Godhed paa din Tante Line ».

✂ Juleaften har Familjen været samlet hos Eriks Forældre; Tante Julie fortæller om, hvorledes de« efter Middagsmad og Kaffe kom ind til Julebordet, hvor der som sædvanlig var mange nydelige Ting » (selv fik hun en Skrivemappe, en Syltebog, et hvidt Forklæde o. lign.). « Aftenen gik jo godt, skønt ikke muntert, dertil savnedes der for meget; ogsaa bidrog efter min Mening Frederiks Breve til at stemme en alvorlig, de begyndte med Krig og endte med Krig, han skrev ogsaa selv, at han kom altid tilbage til det samme, skønt han kun vilde skrive om Julen. Dit Brev blev ogsaa læst højt.» I sit Julebrev til Erik skriver denne Broder Frederik, Forvalteren, ogsaa bl. a.:« Det er unægtelig en mørk Fremtid, vort Land gaar i Møde, truet næsten af hele Verden, uden en eneste Ven; i Sandhed, 14vi kan behøve alt det Mod og al den Styrke, som en retfærdig Sag kan give. Hvor det glæder mig at høre, at du er ved godt Mod, at du frejdig gaar Døden under Øjne — jeg tænker ofte, Gud give mig Mod til ret at blive en Soldat, ret at gaa i Kamp for Danmark uden Bekymring og hjælpe med mine forsvindende Kræfter til at værne det ».

✂ Eriks egne, livlige Breve dengang fra Holsten indeholder ikke meget hverken om Døden eller Fædrelandet, men saa meget mere om gode eller daarlige Kvarterer og Fødevarer, om galante Værter, unge Damer og lignende Kantonnementspassiar. Medens Faderen skriver alvorligt, at« det skulde gaa højst besynderligt til, om alt dette Virvar skulde kunne endes ved Diplomatiens Hjælp, » haaber Broder Otto« endnu stadig, at det skal gaa af med det gode ».

✂ Student Peter J. sender i Jideugen et Brev, der i al Korthed erklærer: « Her er en evig Vrøvlen herovre i politisk Henseende; i Forgaars gik vort Ministerium af, eller indgav sin Dimission er nok rettere, det gør mig meget ondt, nu skal vi vel igen til at have Indrømmelsen ». Ellers er det lange Brev kun fyldt af Fortælling om Ferieglæder, om Oehlenschlägers Værker, han er falden billig over hos en Boghøker, om Eriks Abonnementsplads i det kongelige Theater, som Peter nok skal faa overtaget af en anden og— sidst, ikke mindst—:«... Du kan være glad ved, at du ikke i Egenskab af Student var med til Kongens Begravelsestog, thi vi maatte staa i Espalier i Gaderne i over to Timer i 2 Graders Kulde for at holde Orden paa Folket; ja, det var en kold Svir for Fødderne, 15men vi stod da ogsaa allesammen og trampede som Heste. For Resten var det et smukt Optog; tænk, vi var 1200 Studenter en corps, og efter en Strid paa en Generalforsamling i Studenterforeningen mellem Huerne og Hattene, kom Huerne i Spidsen, og der var mellem syv- og ottehundrede Huer, det saá godt ud; jeg var naturligvis med Hue!» —

✂ Det nye Aar begynder. « Her strikkes overalt i hele Byen, uldne Strømper, Trøjer, Tørklæder osv., og en Mængde gives i Penge », hedder det i Moderens Brev af den 12. Jan., « men desværre, det forslaar vist altsammen som en Draabe i Havet ». Af det sidste Brev, hun har haft fra sin « kære, kække Dreng » ser hun, at han, efter at have været daarligt anbragt, « nu igen lever paa en stor Fod ... paa den Maade kan det endda gaa an og udholdes en Tid, men de stakkels Menige, dem beklager jeg inderlig.» Hun fortsætter den 16. om det Par Muffediser, hun er ved at strikke til ham, om den Pakke med Kager, Chokolade og Appelsiner, der er under Vejs; Kulden er bestandig lige haard og bidende, «du gør dig ingen Forestilling om hvor meget jeg længes efter dig, og hvor meget jeg savner dig overalt, men Gud maa vide, hvornaar vi igen samles glade og tilfredse ... de Stakler derovre, paa dem tænker jeg tidlig og silde ... det er dog en sand Lykke, at man har saa meget at bestille, at man ingen Tid har til Grublerier! »

✂ Baade Moderen og Otto meddeler som troværdig en Krønike om de Meza, der i Ottos Fremstilling lyder saaledes: « Du véd nok, at den franske General Fleury 16var ude at bese Danevirkestillingen. Han skal da have spurgt Meza, hvor længe han troede at kunne holde Stillingen, hvorpaa der opstod følgende Samtale:

✂ M. Seks Dage.

✂ F. Ikke længer?

✂ M. Nej, ikke hvis Tyskerne stormer for Alvor.

✂ F. Ja, men hvor stort tror De, at Tyskernes Tab da vil blive?

✂ M. Mindst halvtresindstyvetusinde pr. Dag.

✂ F. Ja, naar de saa har stormet i 6 Dage, antager jeg slet ikke, de tør komme den syvende.

✂ M. Nej, det tror jeg heller ikke ».

✂ I samme Brev fortæller Kandidat Otto, at der som Læger til Hæren, « saa vidt jeg véd har meldt sig flere hundrede frivillige Nordmænd ».

✂ Man ser, at Rygterne begynder at tage Fart i en stærkt chauvinistisk Flugt.

✂ Den I. Februar bryder Krigen ud, den 2. er Fægtningen ved My sunde, og 18. Regiment kommer i Ilden. Straks den 3. griber Otto Pennen: Du kære, gode Broder! Naa, du skulde da være blandt de første, der har været med til at banke Tyskerne af. I Morges læste vi Telegrammet fra Hovedkvarteret.

✂ Det har vel været en varm Dag den første, kære Erik! Ja, du havde vel allerede Dagen iforvejen hørt Kuglerne pibe. Jeg tænkte nok, at Prøjserne vilde faa Prygl, og det vil de sandsynligvis faa endnu i lang Tid. Jeg tænker, at de ved denne Lejlighed har faaet deres Blod kølet; de har indbildt sig, at 17de kunde tage Slesvig, førend Østerrigerne kom, men det blev Løgn den Gang.

✂ Her i København er Stemningen utrolig begejstret; man jubler og synger og raaber Hurra for 3. og 18. Regiment, og jeg kan tænke, at Stemningen ikke er daarligere ved Armeen. For Resten véd man her kun meget lidt om Kampen selv.

✂ I Dag gaar her 4,500 Mand fra København. Kl. 3 rejste 2,500 Forstærkningsmænd og i Aften hele Fodgarden, komplet udrustet, 2,000 Mand stærk. Jeg har set dem trække igennem Gaden; de ser mageløse ud, og man paastaar her, at Prøjserne vil blive bange for Huerne alene.

✂ Sig mig nu, hvorledes var Stemningen under Kampen? Troede I noget Øjeblik, at Tyskerne vilde indtage Stillingen? Kunde I selv se, at Prøjserne led langt større Tab end I? Man fortæller, at der var mellem 11 og 12,000 Prøjsere imod 2,500 Danske? Skriv lidt til mig om alt det.

✂ Jeg kan ikke skrive mere, thi Blodet koger i mig. Jeg skal hilse dig fra Mathilde. Jeg skal hilse dig desuden fra alle Lærerne i Skolen og takke dig, fordi du ogsaa har bidraget til at skaffe Danmark en ny Hædersdag.

✂ Din hengivne Broder

✂ Otto.

✂ Og samme Dag skriver Søster Louise til sin«egen, søde, lille Viktor: «Saa har du altsaa faaet din Ilddaab, som Fader kalder det! Hvor inderligt vi alle har takket Gud, fordi han denne Gang har bevaret dig, behøver jeg vist ikke at sige; Fader er sjæleglad, fordi 18de Danske har sejret, og fordi hans Søn har været med i den første Træfning; men du kan vel nok begribe, at det koger i ham for at komme af Sted, og endnu er der jo ikke den ringeste Udsigt dertil ... Moder er i Reglen rolig og fornuftig, men i Gaar var hun saa mageløs forknyt, hvilket hun, mærkværdig nok, og var i forrige Krig, hver Gang der fandt et Slag Sted. I Dag har hun det naturligvis meget bedre, og vi er alle saa glade; hun vilde gaa i Theatret i Aften. Hun indser selv, at det er nødvendigt for hende at søge nogen Adspredelse, og det er en god Ting. — Tante Julie er saa mageløs forknyt; Taarerne staar hende i Øjnene hvert Øjeblik, og dit Navn kan hun ikke nævne uden at komme til at græde. Ja, du kan tro, kære Erik, vi tænker alle tidlig og silde paa dig, og vi er alle stolte af dig.»

✂ Faa Dage efter, den 6. Februar, sætter ogsaa Ottos Forlovede, Mathilde, sig til at skrive og det i meget løftede Udtryk:

✂ Kære Erik!

✂ Gud ske Lov og Tak, at du er kommen godt fra Træfningen ved Mysunde! Det gik nok varmt til der, og du var nok en af dem, der var mest i Ilden. Dine Kulsviere har nok ordentlig banket løs paa Preusserne; det er mageløst at 3,000 saaledes kan banke 9,000; paa den Maade gaar der jo 3 Preussere paa I Dansk, det kan vel nok lade sig høre. Men det er vel heller ikke altid, at de Danske, med deres bedste Vilje, kan gøre deres Sager saa godt som du og dine Kammerater ved Mysunde.

19

✂ Tyskerne lyver da endnu bestandig, saa det staar efter ... Saa stopper Brevet pludseligt op, der følger nogle Linjers Mellemrum, og først efter Overskriften: den 7. Februar fortsættes:

✂ Du ser, jeg er bleven pludselig afbrudt i Gaar, og det paa den sørgeligste Maade, nemlig ved Efterretningen om at Danevirkestillingen er opgivet. Du kan vistnok forestille dig, hvilket sønderknusende Indtryk det har gjort paa alle her; der er vist ikke mange Øjne blevne tørre i Gaar, og det er vist længe siden, det danske Folk er bleven grebet af en saadan Hjertesorg som den, at vi har opgivet det, vi allersikrest stolede paa. Folk i København er i det voldsomste Røre, de raaber paa, at det er Forræderi, og mange giver Kongen og Monrad Skylden; nogen maa de have at lade deres Raseri og Fortvivlelse gaa ud over. Mærkværdigt er det, at Lundbye ikke har faaet mindste Underretning om, at man vilde opgive Danevirke, før flere Timer efter at det var sket; det er dog den skammeligste Maade at tilsidesætte ham paa; var han bleven spurgt til Raads, var den ikke bleven opgivet uden Kamp.

✂ Det er ikke alene de danske, det har bragt Sorg, om det saa var den engelske Minister, saa var han kommen til Lundbye, havde grædt og sagt: «Havde de blot holdt den to Dage, saa var der kommen Hjælp.» I dette Øjeblik kom Tante Caroline fra Byen og fortalte, at der har været et rædsomt Spektakel i Nat, og at flere er slaaet fordærvet. Vorherre maa vide, 20hvorledes alt dette skal ende, gid det maa blive bedre, end det nu ser ud til!

✂ Det er ikke nogen fornøjelig Fødselsdag, Tante Julie holder i Dag; Familjen skal være samlet paa —gade i Aften, men det bliver ikke til Munterhed som ellers. —

✂ Til Slutning vil jeg nu ønske, at Vorherre vil holde sin Haand over vort kære, gamle Danmark og lade dets Fremtid blive lysere, end det nu ser ud til; for ham er jo ingenting umuligt, og han forlader os dog ikke, om saa Alverden ellers gør det. Farvel og lev vel, kære Erik, gid vi snart maa høre noget godt nyt fra dig.

✂ Din

✂ Mathilde.

✂ Samtidigt afgaar fra Moderen:

✂ Mit kære, elskede Barn!

✂ Den Almægtige har holdt sin beskærmende Haand over dig, og jeg takker ham hver Time paa Dagen, ja fra Morgen til Aften. Uagtet du ikke stod anført paa Listen mellem de saarede, var vi dog ikke rigtig rolige, før vi saà Brev fra dig selv, som indtraf i Aftes i Mørkningen. Den Glæde, vi alle følte, lader sig ikke beskrive, og Gud være lovet, at vi dog har den Trøst at modstaa den nedtrykkende Efterretning med, som i Gaar ankom her til Byen, at alt var opgivet, hvad hele Landet havde stolet paa og sat sit Haab til. Det er rædsomt! Stemningen er i højeste Grad nedtrykt.

✂ Her var i Gaar Formiddag en Fru G., Søster til Major M., og vilde vide, om vi ikke igennem 21dig havde hørt noget om B., men i Gaar Eftermiddag havde hans Moder ogsaa faaet Brev. Senere paa Dagen kom Student K. for at bede os fra hans Svoger L. om at pille Charpi; han var ved Lazarettet i Flensborg, men havde været her ovre med saarede og var straks rejst igen. Louise er ufortrøden ved Arbejdet, jeg er jo mindre stadig, og desuden gik jeg i Kirke i Formiddag.

✂ Bare jeg vidste, hvorledes du har det, og hvor du er. Farvel min kære, kære Dreng! Gud beskytte dig!

✂ Din længselsfulde

✂ Moder.

✂ Og Faderen, den gamle Soldat, tilføjer nogle Sider: Min egen kære Erik!

✂ Inderlig Tak for de Par Linjer, du sendte os, skrevne efter Slaget. Nu har du jo ogsaa prøvet en Kamp, og jeg kan ikke noksom takke Forsynet, at det baade holdt sin beskyttende Haand over dig og opretholdt dit Mod i Farens Stund. Ja, min kære Erik, jeg skjuler ikke, at jeg er stolt af dig og er rolig for, i hvilken Kamp du end oftere skal deltage, du ogsaa som hidtil vil vise dig som en brav og ærekær Soldat. Efterretningen, vi modtog i Gaar, har gjort et saa nedslaaende Indtryk paa alle, at det ikke lader sig beskrive, og desværre har det alt fremkaldt Gadeoptøjer, som fandt Sted i Gaar Aftes udenfor Kongens Palæ og der i Nærheden ...

✂ At Grundene til Danevirkestillingens Opgivelse har været «af aldeles strategisk Natur » tvivler Faderen intet Øjeblik paa. Men han udraaber med Smerte: «Denne 22Danevirkestilling, hvortil hele Nationen havde sat sit Haab og sin Stolthed, den skulde vor Armee forlade uden blot et Forsøg paa at holde den, og det efter en saa glimrende Kamp som ved Misunde, hvor vore Soldater viste, at de spørger ikke om Fjendens Tal, men kæmper til det yderste! Ogsaa paa Armeen maa det have virket mageløs nedslaaende.» «Men» — slutter han —, «vi vil trygt stole paa, at Danmarks Skæbne ligger i Guds Haand, og at Hævnens Time igen vil oprinde for os». —

✂ Det ligger nær i den sidste Passus at se en Reminiscens fra hin mærkelige Monrad'ske Proklamation, som ikke var bleven Kongen forelagt, uagtet den var underskreven med Majestætens Navn og offentliggjortes i«Berlingske Tidende» s Aftennummer for d. 6. Febr. Dens Slutningspassus var den stærkt gammeltestamentlige:«Den almægtige Gud give, at Hævnens Time snart maa slaa for al den Uret, der tilføjes mig og mit Folk!» Kongen rettede den, som bekendt, i Proklamationens endelige og for Hæren bekendtgjorte Skikkelse til:« Den almægtige Gud give, at Sejren snart maa krone en retfærdig Sag!» —

✂ Tumulterne i Hovedstaden omtales forøvrigt i Familjens Breve til Løjtnanten kun yderst lidet efter Selvsyn, mest efter mere eller mindre paalidelige Andenhaandsmeddelelser og almindeligt udbredte Rygter. Moderen fortceller d. 9de:

✂ I Søndags var vor Pige ude hos en Broder paa Christianshavn; da hun skulde hjem, var alle Broer hejst op, der var Spektakler i Brogade, hvor Minister Monrad boede, tilsidst har de kørt Sprøjterne frem og 23overøst dem med Vand, de første blev saa forfærdede, at de styrtede til Jorden, det hjalp, saa skiltes Pøbelen ad; især har det været rædsomt i Amaliegade, hvor der skal være slaaet Ruder ind i Kongens Palæ.

✂ Tre Gange, fortalte Peter i Aftes, har Flokken været udenfor Studenter-Foreningen og forlangt, at Studenterne skulle stille sig i Spidsen.

✂ Erik har, efter at Retræten er fuldendt, lige faaet Tid til at henkaste nogle Linjer paa en Stump Papir til Familjen og faar øjeblikkelig Tak og Svar fra Søsteren Louise:

✂ København, den II. Februar 1864.

✂ Min egen, kære, lille Erik!

✂ I dette Øjeblik har vi modtaget din lille sørgelige Seddel, og endskønt vi blev meget glade ved at høre fra dig, gør det os dog usigelig ondt at se dig skrive i den Tone, du, som har holdt dit Humør saa brillant hele Tiden; derfor kan jeg ogsaa begribe, at du maa have haft det forfærdeligt, inden det kom saa vidt. Min stakkels, kære, lille Broder! Jeg lægger mig aldrig nogen Aften til Sengs uden at tænke: Gud give Erik laa her i mit Sted! Hvor vi dog alle skal kappes om at kæle og dægge for dig, hvis Gud lader dig komme hjem til os igen! Nu har du dog med Guds Hjælp faaet Hvilé, og kender jeg dig ret, vil det ikke vare længe, inden du er den gamle igen. Hvor stolte vi alle er af dig, kan jeg umuligt sige; Peter mener, at du mindst maa blive Ridder, og glæder sig over, at din Kone da vil blive ved at være Frue. 24Du ser da, at vi ikke ganske har glemt at spøge, uagtet Sindet er tungt og nedbøjet.

✂ Gud véd, om du nogensinde faar den Pakke, Moder sendte over til dig, eller om de Herrer Prøjsere spiser de Kager, der var bagt til dig. I den Pakke med Uldtøjet, Tante Amalie sendte, var der to Chokoladestænger og nogle røde og hvide Pebernødder fra mig; Gud give, du har faaet noget af det paa den strenge Marsch; her fortælles, at I har marscheret 18 Timer i Træk, 14 er allerede næsten mere end et Menneske kan udholde; naar du kan være i den Grad sammensunken, hvor maa saa ikke de svage have lidt!

✂ Fru J. græder Glædestaarer over dig; Gud véd, hvad alt det er, du skal trakteres med, naar du kommer der igen. — Hele Staden piller nu Charpi til de stakkels saarede, som skal udvise en mageløs Taalmodighed; Folk strømmer ind til dem med Syltetøj og andre Forfriskninger, Gud ske Lov, der bliver gjort alt muligt for dem. — Fru H., Fru S. [to Officerers Hustruer] og vi har lovet hinanden, at den første, der fik Brev, skulde lade de andre det vide, og nu har vi alle tre faaet i Dag. Fru H., som fik sit først, formodentlig fordi hun bor i samme Hus som Posthuset, kom straks herhen for at lade os det vide; man bliver ved denne Lejlighed bekendt med alle Mennesker. — Blot du faar alle de Breve, der bliver skrevne til dig i denne Tid, vi vil dog nødig have, at du skal beskylde os for Dovenskab i den Retning, da vi véd, du længes 25efter Brev; men alt befinder sig formodentlig i den største Forvirring.

✂ Hvor det ogsaa var tungt, at I skulde blive nødt til et saadant Tilbagetog! Du kan trøste dig med, at Prøjserne ikke har lidt mindre end I. De maa stedse kampere under aaben Himmel. I de tyske Blade staar der, at de danske har kæmpet med stor Tapperhed. Her siges, at der har været en Artillerikamp i det nordlige Slesvig, hvor Fjenden har lidt forfærdeligt, men noget bestemt véd man ikke. Gud give nu, at dit næste Brev maa være skrevet i din gamle Tone; vi tænker paa dig tidlig og sildig og drømmer om dig om Natten; havde vi dig dog blot her igen! — Farvel! Hilsen fra Fader og Moder.

✂ Din kærlige Søster.

✂ Fra Dybbøl sender Erik nærmere Efterretning, som ved sin mangelfulde Datering og Uoverensstemmelsen i forskellige Tidsangivelser endnu røber Eftervirkningerne af Tilbagetogets Forvirring.

✂ Dybbøl, den 9.(?) Februar 1864.

✂ Min kære Søster!

✂ Jeg havde ikke troet, at det var muligt at udholde saadanne Anstrengelser, som vi har maattet døje i de sidste otte Dage, men nu har jeg endelig faaet en Nats Søvn, og den har styrket mig. — Efter den, som jeg hører, hæderlige Kamp ved Mysunde, hvor specielt 18. Regiment udmærkede sig, var jeg meget vel fornøjet, og jeg syntes, at Feltlivet var en ren Svir, men de Strabadser ovenpaa var næsten uudholdelige, ja, vi havde da ogsaa 26én i vort Kompagni, der blandt de utallige Marodører frøs ihjel om Natten.

✂ Da vi havde ligget i Brodersby ovenpaa Affæren, blev vi den næste Morgen Kl. 4 jaget ned til Mysunde, hvor vi blev den Dag, uden at der passerede noget, hvorpaa vi gik til Fiiring, hvor vi sov en Nat og den næste Dag om Aftenen Kl. 8 pludselig fik Ordre til at marschere, da Danevirkestillingen var opgivet.

✂ Det var den sørgeligste Efterretning, man kunde faa, og vi begyndte da en Marsch, hvis Mage jeg aldrig har oplevet; vi marscherede 14 Timer i Træk paa den Maade, at vi marscherede 5—10 Minuter og stod et Kvarter, blot fordi Trænet foran os ikke kunde komme frem. Jeg gik foran Kompagniet, og foran mig red nogle Dragoner, og tilsidst sov jeg aldeles, saaledes at hver Gang de stoppede foran mig, vendte jeg Ansigtet mod Bagpartiet af Dragonhesten. Saaledes gik det hele Natten, og Kl. 10 den næste Morgen var vi i Flensborg, hvor vi fik en Modtagelse, hvis Lige jeg aldrig har kendt; Soldaterne fik alt muligt: Kaffe, varm Middagsmad, Ø1, Cigarer o. s. v. Jeg fik Middagsmad to Steder; det ene Sted en ypperlig Bøf og en hel Flaske mageløs Rødvin foruden Kaffe og Cigarer. Et saadant Virvar, som der var i Flensborg, har jeg aldrig set, men jeg har ikke Tid til at beskrive det. Da vi afmarscherede efter 4 Timers Hvile, stormede Folk ud med Brød, Tobak, Ø1 o. s. v., som de gav Soldaterne. Vi marscherede da til Kollund i Sundeved, hvor vi hvilede i 5—6 Timer, hvilket styrkede meget.

27

✂ Kl. i om Natten kom en Artillerist kilende: Prøjserne havde taget et Batteri, en halv Fjerdingvej fra os. Vi kom straks paa Benene og blev formeret til Fægtning, og vi stod opstillet hele Dagen med drivvaade Fødder; det var rædsomt, kan du tro, thi Sneen fygede om os fra oven og neden. Endelig trak vi os tilbage, men da vi var kommet en Fjerdingvej, maatte vi stoppe, fordi Trænet var kørt først. Det var en rædsom Efterretning, da vi var udmattede, havde ikke faaet Mad i 3 Dage og havde drivvaade Fødder; endelig var Prøjserne saa skikkelige at køre Kanoner op, og saa gik vi tilbage. Atter en temmelig streng Marsch, og til Slutning kom jeg paa Feltvagt, det var drøjt. Hele Natten strømmede Marodører gennem Kæden, som naar Drenge gaar fra Skolen og om Morgenen.

✂ Nu er jeg her i Dybbøl, og da Fjenden rykker frem, slutter jeg Brevet.

✂ Din hengivne

✂ Erik.

✂ Faderen svarer d. 14.. Februar:

✂ Min egen kære Erik!

✂ Du har nu ogsaa prøvet Feltlivets Strabadser i Ordets egentlige Betydning, men ogsaa har du jo udholdt dem tappert; ikke sandt, min kære Erik, du er jo nu kommen dig ganske efter Udmattelsen. Da jeg modtog dit kære Brev af ingen Datum og intet Opholdssted, men skrevet med Blyant, indsaa jeg straks, hvad I har maattet udholde; en Nattemarsch paa denne Aarstid, til Dels i glat Føre maaske og, det er det værste, uden Fødemidler, er noget, der 28ikke er at spøge med; kun den, som selv har prøvet noget lignende, kan dømme derom, og jeg genkaldte mig straks den 3. April 1849, hvor vi fra tidlig Morgen til langt ud paa Natten vandrede om fra den ene Ende af Sundeved til den anden, og hvor Bataillonerne var saa opløste, at et Par fjendtlige Eskadroner, som havde gjort et rask Indhug, let vilde have oprevet hele Armeen; dette er i Grunden den alvorligste Side af Feltlivet, thi selve Kampen er for intet at regne imod dette; men nu har du jo ogsaa prøvet det Stykke.

✂ Du maa, kære Erik, gøre dig det til en fast Regel altid at have noget haardt Brød i din Rejsetaske, thi Sult og Strabadser forliges ikke, men det er nok noget, du alt har bragt i Erfaring, og nu Gud ske Tak, at du efter Omstændighederne har det godt.

✂ For Resten vedvarer stadig Damernes Omsorg for at sende Uldtøj, Fødevarer og Lækkerier over til Erik, og de paakalder hans Bistand i Anledning af dem, som andre Kvinder gaar omkring i Ængstelse for. Der er en Menig i Løjtnantens Kompagni, hvis «stakkels Kone i 14 Dage ikke har hørt det ringeste om Manden, hun forhører sig alle Steder, hvor hun tror at kunne faa nogen Oplysning om ham, men forgæves. Nu tror hun bestemt, at han er skudt, da her jo ikke endnu er kommen nogen fuldstændig Liste over de døde.» Og Eriks Søster har haft Besøg af Fru H., gift med en Løjtnant ved samme Kompagni som Broderen, hun « havde ikke hørt fra ham, siden hun fik Blyantsbrevet, saa naar du skriver, maa du endelig omtale, hvorledes han har det. Det kan jo ofte ske, 29at hun faar Brev lige saa tidlig som vi, men det modsatte kan ogsaa være Tilfældet, og i denne Tid er Trøst blot en Time tidligere store Ting.»

✂ Stemningen er meget nervøs og trykket; den ellers fredsæle Louise skriver i Brev af 16. Febr.: « Her siges, at « Rolf Krake » har anrettet en forfærdelig Ødelæggelse paa Fjendens Batterier ved Egernsund, men noget bestemt har man endnu ikke hørt derom; gid det var sandt; man kan nok trænge til en lille Opmuntring i disse sørgelige Tider.» Moderen fortæller, hvorledes «det var netop i disse fortvivlede Dage, hvor hver Time bragte nye Efterretninger om døde og saarede, at Budet kom her med et stort Brev fra Krigsministeriet, jeg modtog det og rystede over hele Legemet, da jeg straks troede, at Fader skulde af Sted. Det var saa en [af Erik afsendt] Anvisning paa de 15 Rdl. Det lader ikke til, som Krigsministeren agter at bruge Fader, og jeg ser det jo helsta, ..... Ja, min kære Dreng, du er min sidste Tanke, naar jeg slumrer ind, og den første, naar jeg vaagner ... » Og, med Hentydning til Skildringen i Eriks Brev om Tilbagetoget, ender Skrivelsen med det moderlige Raad: «Sørg for Guds Skyld, saa vidt det staar til dig, at være tør om Fødderne!» Et Brev af noget senere Datum fra Eriks Bedstemoder slutter med det inderlig velmente: «Lev nu vel, du kære, og vogt dig for Kuglerne!»

✂ Foruden Faderen, hvem det gamle Soldaterblod bestandig volder megen Uro, ønsker Frederik paa sin Herregaard i Jylland stadig mere og mere brændende at komme med i Felten. Den 20. Febr. vender han,30der hører til «Udsætterne», i et Brev tilbage til en tidligere fremsat Tanke om at træde ind som Aspirant i den Kavaleriskole, som aalmes d. i. Marts, men hans Stilling lægger ham Hindringer i Vejen, han skammer sig«hver Aften, naar jeg i en lun Stue gaar i min ypperlige Seng, medens alle mine jævnaldrende lider Kulde og Sult og slaas for Fædrelandet. Du kan nok tænke dig, at jeg ikke er glad.»

✂ Den to Aar ældre Theolog, Otto, gaar under Krigen— i Henhold til Resol. af 4. Juni— med de andre Medlemmer af Studenterkorpset over i Københavns Borgervæbning, han er forøvrigt i sine Breve et karakteristisk Udtryk for en stærkt patriotisk Tro paa Overdrivelser og Rygter. Som et Eksempel, der tæller for mange, tjener hans Brev af 18. Februar:

✂ «Iblandt hvad jeg nærmest vil skrive til dig i Dag, skal der være et Par Episoder af første Regiments Kamp ved Bilskov, Smaating, som jeg har hørt af saarede, der er kommen hertil. II. Bataillon sluttede nemlig Karré mod 800 østerrigske Husarer og fordrev dem ved en Salve ind i en Skov, men her laa første Regiment i Baghold og nedskød hver Mand; de bad ynkelig om Pardon, men den kunde ikke gives, fordi Kampen kun var bestemt til at dække Tilbagetoget. Af de 800 Kavallerister kom der ikke saa meget som én Hornblæser ud af Skoven igen. Da de senere kom paa Infanteriet, skød de først paa 5 Skridts Afstand alle Kuglerne lige igennem Hovederne paa Østerrigerne, og af et Regiment Jægere kom der kun 26 Mand tilbage (det sidste er efter Østerrigernes egne Beretninger). De danske havde 312,500 Mand i Kampen og mistede 700 Mand, dels saarede og faldne; Østerrigerne havde 3,000 saarede og faldne; to Dage efter Kampen begravede de omtrent 1,200 Mand.

✂ Smed J. havde forvildet sig en Smule, og to Østerrigere holdt ham Bøssepiberne for Brystet og forlangte, at han skulde overgive sig, men inden de vidste et Ord af det, havde han jaget en Kugle i Brystet paa den ene og en Bajonet i Livet paa den anden, hvorpaa han holdt følgende skønne Ligtale over dem: «Nej! den gaar inte, Granberg!» Kand. theol. Paludan-Muller skal have gjort vidunderlige Ting under en Bersærkergang. Efter at have knust adskillige Pandeskaller baade paa Heste og Mennesker, slog han Kolben af sin Bøsse itu paa Hovedet af en Østerriger, hvorpaa han drog sin Bajonet og jagede med sine Hænder i Maven paa en anden, greb dennes Gevær og huggede videre løs midt iblandt dem. Siden er han ikke set, han er desværre vistnok faldet. Bataillonen gjorde to storartede Bajonet-Angreb; første Gang gik det med tændt Cigar i Flaben, hvilket skal have imponeret Fjenden en hel Del, anden Gang gik det med Opsangen: «Paa'en, paa'en, paa'en igen! gamle Ferdinand Ludvigsen!» — Mere i Morgen!

✂ Den 19. Februar.

✂ Begivenhederne har taget en ny, og, jeg kan rigtignok ikke nægte, i mine Øjne uventet Vending. Prøjserne er rykket op i Jylland. Nu er det Tidspunkt kommet, da Evropa ikke kan taale det længer, 32og se du blot, hvad jeg nu siger: om kort Tid skal vi have Hjælp baade af Frankrig og Sverig.

✂ Jeg skal hilse dig mange Gange fra A. og fra B; sandsynligvis har J. eller B. skrevet noget om dig hertil, thi der tales en hel Del i Byen om dine Bedrifter ved Mysunde. Der gaar desuden et Rygte her i Byen i Dag, men det maa du ikke fæste synderlig Lid til. Der fortælles nemlig, at alle de Menige ved 18. Regiments i. Kompagni er blevne Danebrogsmænd, alle Officererne ved samme Afdeling er blevne Riddere af Danebrog. Jeg tror imidlertid ikke rigtigt paa det, førend jeg enten har læst det i Avisen, eller jeg har hørt noget nærmere fra dig om det. Det følger naturligvis af sig selv, at du ikke omtaler det for nogen.»

✂ Det lønner sig for en Gangs Skyld at sammenligne denne Art under Krigen evindeligt forekommende Fantasterier med Virkeligheden. Paa dansk Side deltog i Arrièregardens Fægtning ved Oversø c. 3000 Mand med 2 Kanoner, medens Østerrigerne havde en 5000 Mand med 8 Kanoner. Vore mistede af faldne og saarede II Officerer, 163 Underofficerer og Menige samt 6 Officerer og 603 Underofficerer og Menige som usaarede Fanger og savnede. Fjendens Tab var 30 Officerer, 376 Underofficerer og Menige faldne og saarede samt 27 Underofficerer og Menige savnede.

✂ Kandidat Otto og hans saarede Hjemmelsmænds 800 totalt nedskudte østerrigske Husarer har muligvis udviklet sig af Teten af de c. 4. Eskadroner Lichtensteinske Husarer, der deltog i Forfølgelsen og senere i Kampen ved Oversø, og som ved Helligbæk gjorde33Indhug paa de danske Køretøjer, men forjoges ved Bagtroppens Ild, uden at der hverken i det danske eller tyske Generalstabsværk om Krigen omtales noget Tab for Husarerne ved denne Lejlighed. I det hele mistede de under Forfølgelsen og ved Oversø I Officer og 19 Mand. At de tændte Cigarer under Bajonetangrebet hører hjemme i Fantasiens Verden, behøver næppe at tilføjes.

✂ Den 22. Februar forefaldt en større Rekognosceringsfægtning ved Dybbøl, i hvilken ogsaa 18. Regiment deltog. Erik telegraferer straks efter Affæren. Dagen derpaa skriver Louise:

✂ Min egen kære Erik!

✂ Den Glæde, din Depeche i Gaar vakte, kan jeg ikke beskrive. Jeg stod lige og skulde til Byen for at informere, da det kimede, som om Huset skulde falde ned; jeg lukkede op, og saa var det da et Telegram fra Sønderborg; jeg kan ikke nægte, at Benene rystede under mig, før vi havde læst det, ja, og bagefter rystede jeg af Glæde, saa jeg knapt kunde staa. Jeg brød mig nu ikke om Informationerne, men styrtede afsted for at bringe de gode Efterretninger [til de forskellige Officersfamiljer] Først ned til Major M's, hvor jeg var saa heldig at træffe Fru G., der lige var ifærd med at gaa hjem, saa den lange Vej slap jeg for; derfra til Fru H., der dansede rundt og blev aldeles ellevild af Glæde; saa til Fru B., som jeg slet ikke kendte, og som nær var gaaet rent fra Koncepterne, uagtet jeg sagde hende, at hendes Mand var uskadt, før 34jeg sagde hende, at han havde været i Ilden; hendes Tak og Velsignelser kunde slet ingen Ende faa. Siden gik jeg til Kaptajn L. og der blev naturligvis stor Glæde. Det var en mageløs Idé at telegrafere, og vi takker dig alle tusinde, tusinde, titusinde Gange derfor, og jeg takker dig desuden for den Glæde, du forskaffede mig med at jeg skulde bringe den gode Efterretning; jeg har ikke følt mig saa glad, siden du rejste, som da jeg i Gaar i Sne og Regn og snavset op til Nakken stormede rundt. Jeg vilde skrive til dig i Gaar, men saa kom Fru H. herhen, og saa blev det for- sildig. Fru H. kommer her ellers saa jævnligt; i Aftes maatte hun herhen for at tale rigtig om det Telegram, thi hun var altfor glad til at kunne sidde rolig hjemme.

✂ Ogsaa Moderen takker ham for den hurtige Efterretning med de meget karakteristiske Ord: « Det er med en mærkværdig Ro, at man læser Efterretningen, naar man forud véd, at ens kære er i Behold.»

✂ Otto er stadig i en løftet Stemning og uberørt af Nederlagene, han har d. 25. Februar Efterretninger,«saa paalidelige som den Slags Ting kan være i en saa bevæget Tid som denne », om, at« England, Italien og Frankrig er parate til at skride ind med væbnet Haand, » og « naar den Tid kommer, da I kan rykke Syd paa igen, vil vistnok Jubelen være uendelig i den danske Armee. I kan være rolige for, at vi her i København paaskønner Eders Udholdenhed og Trofasthed, og det skal ikke mangle, at vi skal paaskønne Eder, naar I kommer tilbage. Jeg giver Champagne; det er et Ord. »

35

✂ Løjtnanten skriver meget flittigt, glad og taknemmelig over Brevene fra Hjemmet, men den 9. Marts skænder han paa Søsteren:

✂ I hyler jo derhjemme over, at jeg aldeles ikke omtales i Rapporten fra Mysunde, men hvorfor vil I gøre jer saa megen Ulejlighed? Jeg anser det for fuldstændig i sin Orden, thi jeg har jo ikke gjort, at Skanserne ikke blev tagne; jeg har jo kun gjort, hvad enhver Soldat har at gøre: parere Ordre, og derfor bør man min Sandten ikke omtales; der er kun én Ting, der krænker mig, og det er, at der er bleven Folk omtalte, som vitterlig har staaet dækket i Skansen hele Tiden uden at gøre for 4 Skilling Nytte. Jeg tænker især paa én Mand (og deri er alle enige med mig), som du forresten ikke kender. Hvad det vigtigste er, det er, at mine egne Folk var fornøjede med mig, da de har den største Lejlighed til at bedømme det, saasom vi jo altid er sammen. Naa! Affæren er jo længst forbi, og det vigtigste er jo, at jeg er rask og stærk nok til at kunne udholde et endnu værre Stoss ved Dybbøl.

✂ Louise svarer igen, at de « hyler da egentlig ikke saa meget », og Moderen « gør det ondt, at du finder mine Breve triste, det er mod min Vilje, det kan jeg forsikre dig; tværtimod, jeg gør mig al mulig Umage for at skrive i en munter Tone.»

✂ Faa Dage efter slutter Otto et længere Brev med de indtrængende Linjer:

✂ Kære Broder Erik! Hvis du vil gøre en god Gerning, skal du skrive et Brev, rigtig fuldt af Mod og godt Humør, om du ogsaa i den Anledning maa 36gøre nogen Vold paa dig selv, thi Moder er i denne Tid helt marode, saa at jeg endogsaa er bange for, hun skal blive syg, naar hun ikke bliver muntret lidt, og det staar ikke i andres Magt end din.

✂ Belejringen af Dybbølstillingen skrider fremad, og den med hver Dag heftigere og heftigere Beskydning har bragt Erik til at sende et højst alvorligt Brev til sin Broder Otto, der den 13. April svarer: Min egen kære Broder!

✂ Det er Aften, sent paa Aftenen, jeg er kommen hjem fra Frederiksberg og jeg skulde egentlig i Seng, men dit Brev « in secreto » har sat mig i en saadan Stemning, at jeg ikke kan andet end straks at skrive et Par Linjer til dig.

✂ Kære Erik! Du maa sandelig ikke sige Farvel til mig. Jeg er nu tvertimod saa frejdig, og jeg stoler saa sikkert paa, at Vor Herre vil lade mig se dig igen hel og holden, at jeg ikke paa nogen Maade vil lade den Tanke, at noget andet skulde hænde, faa Indpas, og jeg vil ogsaa gøre mit til at bibringe dig en anden Anskuelse. Hver eneste Aften, kære Broder, beder jeg til Gud, at han vil holde sin beskærmende Haand over dig, og lige saa sikkert som det er, at den Gud vil bevare, kan intet i Verden krumme et eneste Haar paa, lige saa sikkert haaber jeg, at han vil holde sin Haand over dig. Det glæder mig ogsaa at kunne lade dig vide, at baade Moder og Fader og Louise er ved godt Haab, og det er derfor min Bøn til dig, kære Broder, at du vil stræbe at være det samme. Ligger der dig 37noget paa Hjerte, saa skriv kun til mig, og hvor dybt det end smerter mig at høre om den Slags Ting, skal jeg dog altid være villig, og du kan være rolig for, at hvad du i saa Henseende skriver til mig skal blive gemt til den lykkelige Dag, da du selv kan læse det igen og tilintetgøre det, om du har Lyst.

✂ Tanken om, at vi her snart skal se dig igen, fylder os alle med et frydefuldt Haab; husk paa, at ikke en Spurv falder til Jorden uden Guds Vilje, og du kan være vis paa, at jeg saa indtrængende som muligt, saa varmt som mit syndige Hjerte formaar det, skal anraabe Gud i Himlen om at beskærme dig; vær forvisset om, at Mathilde gør det samme; og du kender Moder og Fader og vore andre Sødskende godt nok til ikke at tvivle derom. Husk paa, at Vor Herre holdt sin Haand over Fader i en treaarig Krig og jag alle Tanker om noget andet bort! Hører du, kære Erik, jeg er nu sikker paa, at alt skal blive godt, baade for det kære Fædreland og for vor kære Familje.

✂ Saa kommer Stormen d. 18. April med dens haarde Kamp for Eriks Regiment. Han telegraferer til Forældrene saa hurtigt, det er ham muligt, og nu følger deres Breve til Tak.

✂ Først Moderens: *

✂ Gud velsigne dig, min dyrebare elskede Erik, fordi du saa hurtigt forkortede den grusomme Uro og Angst, hvori vi alle var. Det er en Følelse, som ingen forstaar, som ej har følt det; men desværre, der er ingen i det hele Rige, som ikke 38disse Dage har følt og kendt den Angst og Elendighed. Der kom øjeblikkelig Bud rundt, det vil sige, jeg gik selv, og Mathilde, som var her, skrev til Frederik. Tak! tusinde Tak for Depechen og Tak, almægtige Skaber, for mit Barns Liv! Her vrimler af gode, deltagende Mennesker, som spørger efter dig. Jeg kan ikke skrive mere, Gud beskytte dig.

✂ Din lykkelige

✂ Moder.

✂ Og paa Bagsiden heraf skriver Faderen:

✂ Min kære, kære Erik! *

✂ Hvorledes skal vi takke Forsynet for, at han har holdt sin skærmende Haand over dig, min kære, dyrebare Søn, ikke blot i Mandags, men under den i Krigshistorien hidtil ukendte Hagl med Projektiler. Hvad jeg har lidt i Mandags og i Tirsdags, da jeg vidste, Kampen fandt Sted, og intet vilde sige derom hjemme, lader sig ikke beskrive; min Tak til Forsynet lader sig kun tænke, og min Sindsstemning i de forløbne I 1/2 Døgn maa jeg opsætte til en anden Tid at meddele dig, thi i Dag formaar jeg det ikke; der skal Tid til at faa Blodet igen i sin rolige Gang. For i Dag maa du tage til Takke; jeg beder kun til Gud, at han vil sende dig sund og frisk hjem, og med hans Bistand kommer det maaske hurtigere, end vi for Øjeblikket tænker det. Tusinde Hilsener fra alle, men mest fra

✂ din hengivne

✂ Fader.

✂ Broderen Otto var«efter at have faaet din Telegrafdepeche fuldstændig henrykt af Glæde; vi drak din Skaal 39i Punch, og eg blev fuld — ja, just ikke meget, men noget svirende var jeg, det kan jeg ikke nægte; jeg tror, Mathilde begyndte at blive bange, thi for at faa Blodet i den rette Cirkulation maatte jeg ind i Sovekammeret og dukke mit Hoved i koldt Vand — saa gik det over.» —

✂ Moderens Haab om snart at faa sin kære Dreng at se igen vinder i den kommende Tid hurtigt mere og mere i Styrke: « Siden vore nu har forladt Frederits, saa er der vist ikke mere Tale om at gøre Modstand; man vil vide, at det er efter Englands og Frankrigs Anmodning, at det er sket, og opgiver vi Frederits, kan der vist endnu mindre være Tale om at kæmpe paa Als, Fa'er mener, at Krigen er forbi ... Kaptajn B. er kommen hjem, han har faaet en daarlig Fod, hans Kone er lumsk glad, kan du tro.» Og den 2. Maj fortsættes i samme Aand:« Ja, min kære Dreng, jeg tror nok, man anser det for heldigt for Danmark, om Striden blev kæmpet ud med Englands og Frankrigs Hjælp, men det synes jeg ikke om, jeg vil helst have Fred, og det næsten for enhver Pris; jeg længes saa usigeligt efter at faa dig hjem igen, at jeg ikke kan sige det, og mere nu end tidligere, da jeg tror at øjne en Mulighed.»

✂ Blandt Mændene i Familjen er Otto bestandig højst optimistisk stemt. Moderen stikler ogsaa i et Brev til ham, der er « saa frygtelig krigersk. Det er saa nemt at kæmpe, naar man selv bliver hjemme.» Faderen ser som gammel Militær og erfaren Mand adskilligt betænkeligere paa Situationen. Han skriver d.5. Mai: 40Af Rygter har vi jo nok, og deriblandt Hidsendelsen af den engelske Kanalflaade, fulgt af en fransk Eskadre, men jeg siger som du: Kom først og lad os vide, hvad I vil, før jeg glæder mig til noget ... At føre Krig paa den Maade, vi for Tiden gør det, er sandelig for Soldaten i Ordets egentlige Forstand utaaleligt. At kæmpe med Modstandere, som ikke blot i Antal, men fornemlig i alle Slags Vaaben er os saa overlegne, er tilsidst nedslaaende, og hvem i Verden, undtagen en Hr. Ploug og Bille, vil bilde sig og andre ind, at vi kan staa os i Kampen mod to af Evropas største militære Magter; de raaber paa vor Overlegenhed til Søs, en dejlig Overlegenhed, som de ulykkelige Jyder nu maa betale med deres hele Ejendom og Velfærd for mange Aar, maaske for deres Levetid; men dertil tages jo ikke Hensyn af de Herrer bag Pulten. Det er og bliver en ussel Tid, i hvilken slige Partier skal kunne angive Tonen. Hvem var Skyld i Pøbeloptøjerne her i Byen efter Dannevirkestillingens Opgivelse, hvem er Skyld i Mandefaldet d. 18. April? Var dette andet end en sørgelig Tragedie, opført for at berolige Hr. Sørensen? Jeg kan næsten skrive mig tosset i Hovedet, naar jeg tænker derpaa, men der vil sandelig komme en Regnskabsdag for alt det Blod, der er flydt, ikke blot paa denne ulykkelige Dag, men for de mange, mange Dage, de har ført Soldaterne til Slagterbænken; bliv kun, min kære Erik, der vil og maa trænge Lys igennem Mørket. Hvorfor ofre mellem 5 og 6,000 Mand, hvor man har det saa tydeligt for Øje, at vor lille Flok maa 41bukke under? Er det at føre Krig? Og nu alt det uhyre Materiel, vi har mistet, naar skal vi igen kunne faa det erstattet? Hvorfor forlod vi Fredericia uden Sværdslag? Fordi vi indsaa, at saa snart Fjenden havde skudt den befæstede Lejr i Smadder, hvilket han med sit Skyts med Lethed vilde have gjort, kunde ikke en Kat komme hverken til eller fra Fæstningen. Man siger, vi ikke har kendt hans langtrækkende Skyts; godt, vi har lært det at kende, og det længe før den 18. April, hvorfor alligevel dog ofre saa mange Mennesker paa Forsvaret af en Grushob? Nej, det er og bliver et Ansvar, intet Menneske kan bære.

✂ Efter Vaabenhvilens Udløb gaar Prøjserne over til Als, og Erik er atter den 29. Juni stærkt i Ilden. Glæden over hans Frelse giver sig blandt Familjen lignende Udtryk som efter Dybbølstormen, Faderen tilføjer: «Vel er Prøjserne vore Fjender, men det maa man indrømme, den Overgang er glimrende udført, og at de har deres Sager i Orden, lader sig ikke nægte; gid vi stod paa samme Trin i materiel Henseende, men der er vi mange Aar tilbage. Saaledes skal det være, intet Fedteri, men paa engang staar det, som det skal staa.»

✂ Otto skriver den 7. Juli i en ganske nedstemt Tone, der er uden al Krigslyst og blot kan svinge sig op til at give ondt af sig over England og dets Holdning overfor Danmark.

✂ — Resten af den Korrespondance, der nu vedligeholdes til ind i August Maaned, frembyder intet af 42almindeligere Interesse; ingen tror mere rigtigt paa en alvorlig Fornyelse af Krigen, og Brevene fyldes med allehaande rene Familjeanliggender.

✂ Det Spørgsmaal, om ikke Erik for sin hæderlige Deltagelse i Krigen kunde gøre Krav paa nogen Udmærkelse af den ene eller den anden Art, er gentagne Gange dukket op i Løbet af Felttoget.

✂ Engang da Sønnen for en kortere Tid har faaet betroet Førelsen af Kompagniet, skriver Faderen:

✂ København, den 14. Maj.

✂ Min kære Erik!

✂ Tak for dit kærkomne Brev af 10. dennes, der glædede mig og os alle inderligen, men det overraskede ingenlunde mig; jeg skulde kende min Erik kun daarligt, naar jeg ikke vidste, at du til enhver Tid af yderste Evne har stræbt efter at opfylde din Pligt; det skulde dog være besynderligt, at jeg fra saa mange forskellige Sider altid har hørt dig blive omtalt med Hæder, naar det ikke virkelig var Tilfældet, men hvad der glæder mig inderligen er, at det ogsaa er blevet bemærket af dine nærmeste Foresatte. Tro du mig, min kære Søn, det gaar ofte saaledes i Livet, at den, der uden Bram, uden at fremhæve sig selv gør Fyldest i sin Gjerning, og til disse hører Gud ske Tak du, bliver forbigaaet af langt udygtigere, men som besidder det Talent at kunne gøre sig selv til en allerhelvedes Karl, og det lykkes som oftest disse sidste at trænge igennem. Det glæder mig derfor dobbelt, at du med din rolige, ærlige Karakter dog 43ogsaa er bleven rigtig skattet, thi hvad enten din nye Funktion vedvarer ti Dage eller ti Maaneder, hvilket jo er afhængig af saa mange Omstændigheder, har man dog nu vist at have den Tillid til dig at betro dig et større Kommando, og jeg ser ogsaa af dit Brev, at du finder dig glad og lykkelig derover, hvilket man ogsaa bør være; thi saa meget er sikkert, ikke enhver ung Løjtnant havde man anbetroet Kompagniet til; det eneste, jeg kunde have ønsket dig, var, at du blot engang havde ført det i Ilden.

✂ I Brev af Io. Juli udtaler Erik beskedent: « At man ikke er angst og bange, men søger at muntre Folkene op efter bedste Evne, det fortjener min Sandten ingen Ros, det er ikke mere end ens forbandede Pligt og Skyldighed, naar man er Officer.» Otte Dage efter kan Faderen glæde ham med den lille Indiskretion, at han er indstillet til at modtage Medaillen for Tapperhed. Og det kan ikke geraade den unge Erik til Skam, at denne Dekoration, hvis Indstiftelse var bebudet ved Resolution af 8. Marts 1864, overhovedet aldrig naaede at blive til Virkelighed.

✂

I en Præstegaard paa Jyllands Hede.

✂ Uddrag af en Dagbog paa 185 Kvartsider, ført regelmæssigt, dog ikke hver Dag, fra d. 12. Febr. til d. 19. Decbr. 1864.

✂ Forfatterinden er en Embedsmandsdatter fra Sjælland, Lærerinde hos de midaldrende Præstefolk for tre Pigebørn fra 9 —12 Aar.

✂ Den 12. Februar 1864.

✂ Som vi i Aften sad ved Tebordet, sagde Fru K.: «Man burde dog i Grunden holde Dagbog i denne Tid, saa rig paa Tanker og Følelser, Haab og Frygt —.» Vi var alle enige i at man burde, og endelig blev det besluttet, at jeg som den, der har mest ledig Tid, skulde bruges dertil.

✂ En af vore svenske Digtere siger: « Beslut och handling är ett hos qvinnan, » og jeg maa i Aften sande disse Ord, thi da først Lysten til dette Arbejde var vakt hos mig, maatte det udføres, og det straks.

✂ Det er en stormfuld Aften, Jord og Himmel staar i et, og store Sneskyer flyver mod Vinduerne. Naar jeg ikke var saa modig en Kvinde, som Naturen nu engang har dannet mig til, kunde jeg godt lade mig skræmme og antage det for Masser af Tyskere, som stormede mod Ruderne; det lyder afskyligt og Stormen hyler 45som Brøl af vilde Sværme. — Slette Romaner begynder ofte med Skildringen af et sligt rædselsfuldt Vejr; i Aften kunde en Forfatter godt sætte en saadan i Gang uden at afvige fra Sandheden. — — Hvor er vore Jenser i denne Aften? Ja hvor? Vi véd intet, thi Aviserne kommer uordentligt i denne Tid, og skønt vi i dette patriotiske Hjem daglig sender Bud til F., faar vi intet. Vi sidder med Hjærtebanken, naar den Tid nærmer sig, da vi kan vente Budet tilbage; naar vi ser ham, løber vi skælvende imod ham, fordi vi ikke tør se Nyhederne; dog bliver vi altid skuffede; enten opnaar vi intet eller en gammel Berlinger uden nyt, stundom en ny « Riber » med gammelt nyt. Kolding er barrikaderet, derfor er Posten i Uorden.

✂ Hvor meget har vi ikke vore modige Jenser at takke for? Hvor meget har de ikke gennemgaaet i de 6 Uger, medens Danevirke var besat? Hvor megen Kulde i denne haarde Vinter, Overanstrengelse, Nattevaagen, alle Savn, uden at Taalmod og Krigsmod har svigtet! Man blev varm om Hjertet, naar man læste om Stemningen ved Hæren, og man fik en Følelse af, at det at være dansk Soldat, maa være den misundelsesværdigste Lod i Livet. Intet bider paa ham, Sult, Kulde, Træthed, alt er for intet at regne, naar han skal ud at kæmpe for sin gamle Moder. Hun har Grund til at være stolt af sine Sønner, der for hendes Skyld gaar jublende Døden i Møde; men det maa ogsaa være en god Moder, som har fostret saadanne Sønner.

✂ Hvor mange rørende Træk har jeg ikke været Vidne til her i Præstegaarden, hvor alle kommer med 46deres Sorg for at faa Raad og Trøst! Paa den Maade kommer man ofte Sorgen nær, men henter ogsaa Overbevisningen om, hvor meget ædelt og stort der ofte skjules i den usleste Hytte. Rørende er gamle Elses Sorg over hendes eneste Søn, hendes « Pejter», som hun, hvis det blot gik an, inderlig gerne gik i Døden for. Rorende er igen hans Breve til gamle Else; hver Linje aander Kærlighed og Ømhed for den gamle Moder, hvis bedste Glæde og Støtte han er. Hvor gerne vil han ikke indbilde hende, at han har det bedre end alle de andre; men Moderfølelsen er skarp og lader sig ikke skuffe. Hun aner nok, at Pejter gør det for at trøste hende, og derfor strømmer Taarerne Dag og Nat; maaske de helligste Øjne kan udgyde, thi hvem elsker os som Fader og Moder?

✂ Gamle Else er Spindekone hos Fru K., se, det er Begyndelsen paa Historien; senere har hun nok mærket, vist ofte, at fattig og sorrigfuld Mand eller Kvinde ikke uændset gaar denne Dør forbi. Derfor kommer hun, hver Gang det er hende for tungt om Hjærtet, eller hver Gang en lykkelig Dag har bragt hende et Brev fra Pejter. Hun græder, naar hun kommer, og hun græder naar hun gaar, hun græder hver Gang Pejters Navn bliver nævnet, saa Taarerne flyder under hele Besøget. Forleden kom hun med hans Billede for at vise, hvor køn han er; den Dag strømmede Taarerne stærkere end sædvanlig, thi han fyldte sit 27de Aar, og det var mere end Elses gamle Hjerte kunde bære. Øjnene tindrede af Glæde gennem Taarerne, da vi alle, den ene efter den anden, ved at se Billedet udbrød: « Hvor han er køn, » og naar vi saa 47tilføjede: « Han ser ud ligesom Else, » var hun ganske krum af Undseelse og Glæde. « Ak! » sagde hun til Fru K., da hun saà lille Hans gaa og lege, « ja havde man blot Pejter saadan, ak Madam! Det var en dejlig Tid, da han gik hos mig som lille, da var a lykkelig, skønt a ofte it havde æ Brød i Huset. » — Vor Herre bevare ham! Det beder vi alle om, vi er saa bange for ham.

✂ Ikke mindre rørende er Dortheas Sorg og Ømhed for hendes Broder. Dorthea er Husets Kokkepige; hun har under hele Krigen vist den ømmeste Søsterkærlighed. Om Natten — denne Trøst for saa mangen en Vunde — har hun ikke engang Ro. Først sidder hun oppe til Kl. 12 for at strikke Strømper og senere Sjaler, som er sendt til Armeen. Det er ikke saa let at arbejde saa sent for en Pige, der gaar i travl Gerning hele Dagen. Naar hun saa endelig kommer til Hvile, tillader Uroen hende ingen Søvn; mange Gange maa hun op for at se, om der ikke er mer eller mindre Is paa de tilfrosne Ruder; thi hun véd, at de Stakler ved Armeen maa fryse haardt, da de ikke kommer i Seng, men maa ligge paa muggen Halm uden Dyner.

✂ Hvor mange har jeg ikke hørt gøre den Ytring: « Jeg skammer mig ved at gaa i min varme Seng, » eller: « Gid jeg kunde overlade min varme Seng til en forfrossen Soldat, hvor gerne vilde jeg da selv sidde oppe!» — De var saa stive af Is ved Lejren, at Skæget røs, og de saa' ud som Snemænd, naar de kom paa Vagt, og maatte lægge sig i Kulde og paa muggen 48Halm; men Modet var altid frejdigt og glad, og det er dejligt at høre om for os her hjemme.

✂ Dortheas Broder har forladt en ung Kone, som i hans Fraværelse har født ham en Datter, som hans Længsel stunder til i alle hans Breve. Sidst skrev han til Søsteren, at Konen og han havde aftalt at læse begge til bestemt Tid hver Aften den samme Salme, deri fandt de en stor Trøst; thi da var det dem som mødtes de i Bønnen. Der gaar en smuk og from Følelse gennem denne Aftale, som ret greb mig, og en dyb Poesi, som vidner om, at der rører sig noget mer end almindeligt i den simple Mand her i Landet, det viser ogsaa, at de begge har fundet det « Ene Fornødne », i hvis Besiddelse man kan udholde den tungeste Smerte.

✂ En Kone her i Sognet fik Brev om, at hendes Mand laa syg paa Lazarettet i Slesvig; straks efter Gennemlæsningen lukkede hun sin Dør og gik paa sine Fødder de mange, mange Mil ned til ham; det lille Træk viser ogsaa Opofrelse. Utallige saadanne Ting hører til Dagens Orden og gør et godt Indtryk, da det afmaler den gode Aand, som er i Folket. Og hvor mange Gaver er ikke strømmet ind tusindvis fra alle Landets Egne? Lige fra den rige Adel til den fattige Tjenestepige, hver kom med sin Skærv: Penge, Tæpper, Trøjer, Tørklæder, Strømper, alt i Mængde, saa Armeen er forsynet og ikke mere udsat for Mangel. Stemningen var prægtig alle Vegne. I Norge og Sverrig er der dyb Medfølelse; Damekomiteer er sammentraadte og har sendt stor og stadig Hjælp. Her i Præstegaarden har vi alle strikket paa Kraft; Fru K. har 49ofret hele sit Forraad af Uld, saa vore Fingre er i stadig Bevægelse. Naar jeg undtager den Tid, jeg har ydet, har jeg endnu kun ofret 8 Skilling paa Fædrelandets Alter til højrødt og hvidt Garn til at pynte Sjalernes Borte med; jeg er for Tiden i min fattige Periode, dog haaber jeg, min Tid vil komme, da jeg paa Grund af Flod i Pungen kan ofre mere. Vi har nu strikket 12 Pund Uld op og vi har « gjaldret » over vort Arbejde, for at bringe Sejr i Tingene, ligesom vore Forfædre gjorde, og vi har som Fortidens Kvinder sunget: « Sejr i din Arm og Sejr i din Fod og Sejr i hvert dit Ledemod » — saaledes sang de, naar Ridderne drog i Leding, siger de gamle Kæmpeviser.

✂ Den 13. Februar.

✂ Ja, saaledes har Stemningen været i alle disse Uger, medens Danevirkestillingen har varet. Da — i Søndags — kom et Budskab, som kastede os alle næsten i Støvet, saa modløse blev vi. Danevirkestillingen opgivet uden Kamp og uden Krigsministeriets eller Kongens Vidende!

✂ Her i Præstegaarden er ubeskrivelig Sorg; Søster Julie er her, og vi sad ved Middagsbordet, da Budskabet kom; vore Livretter, Suppe og Haresteg, dampede, men hvem kunde have Tanke for Bordets Glæder! Vi havde alle kun én Følelse, en dyb, isnende Sorg: vor Stilling tabt, Døren aaben for Fjenden! Fru K. var aldeles knust den første Dag, hun sad maalløs og stirrede hen for sig, og min første Tanke var, hvorledes vi skulde faa hende i Havn. Dog — Dagen efter havde hun opmandet sig og foregik os andre med et godt Eksempel; hun følte nu, at man ikke i Ulykken maa sidde som den, der er uden Haab 50og Tro, nej, at det netop er i Farens Stund, man skal holde Modet oppe. Nu er hun næsten ved bedre Mod end Præsten, som har taget sig Tilbagegangen inderlig nær. Jeg vilde ønske, at han sad midt i Landstinget, thi hans varme Følelse og energiske Karakter kunde vist gøre godt der. Saaledes altsaa staar Sagerne; vor Armé er paa Als og Dybbøl, ellers véd vi intet. Der har været Sammenstød ved Flensborg, hvor vi har mistet mange Mand, 8 Officerer. Det er en streng Tid og dog en livlig og bevæget Tid, som bringer det gode i Folk for Dagen. Intet Offer er for stort, vi føler alle, vi er Børn af én Moder, og at denne Moder kun kan komme ud af Nøden ved trofast Sammenhold.

✂ Vi har gaaet i Angst for vor rare Havemand «Ness»; han staar for Tur til at kaldes ind, og vi tager alle megen Del i hans Indkaldelse, da han er Familjefader for en lille, fattig, men lykkelig Flok, der bestaar af Kone og 5 Børn. Han sagde en Dag, at «Belone»(hans Hustru) aldrig sov rolig om Natten i denne Tid, men ofte vaagnede med Skrig og Graad, da hun altid drømte, at han drog fra hende til Krigen. Se, det er Tegn til, «Belone» ikke er skabt til Amazone; men ak! de ejer kun hvad han tjener, dog — om de end ejede «Guldet hin røde», var Sorgen lige stor, naar han drog bort, thi der bor dyb Poesi under Ness' og Belones Tag.

✂ Han tog hende med hjem fra Fyen efter forrige Krig, og han maatte tage hende uden Lov, thi den rige Gaardmandsdatter maatte ikke faa den fattige Soldat, men derfor kæmper de ogsaa med smaa Kaar.

51

✂ Da hun kom til hans sorte Hede fra sine lyse, duftende Skove, blev Hjertet lidt trangt, og Længselen stundede mod de grønne Træer, som Ness ikke havde ved sin Hytte. Dog — Kærligheden er opfindsom, den lærte ham at plante Pil paa Grøftekanten, og, som han selv udtrykker sig: «Inden kort Tid sad hun i den dejligste grønne Skov, som nogen kunde ønske sig det.» Han har en Gang trukket Fru K. derop for at vise hende den Herlighed, han med saa glimrende Farver havde skildret hende; hun fandt den kun sølle, skønt rørende i sin Nøjsomhed. Hele Familjen samt Koen, deres trofaste Støtte, gaar ind ad samme Dør, dog de finder alt saa bekvemt og dejligt der hjemme ved den fattige Arne og ønsker intet uden altid at maatte leve for og med hinanden.

✂ Søster Julie har haft travlt med at strikke i denne Tid lige som vi andre; hun har løbet om for at indsamle, men fandt just ikke megen Varme, skønt hun holdt et politisk Foredrag alle Vegne. Uden just at fornærme Foredraget maa jeg næsten antage, det ikke har opflammet, thi der er kun kommet lidt ind i Forhold til andre Steder, og hun tilstod, at de flere Steder modtog hende, som tiggede hun Hoser til egne Ben. Selv har hun kastet sine Hænders Gerning over en lille Skræder, som hun klæder i Uld fra Top til Taa. Vel véd jeg, hun altid har haft «faible» for denne Kunst, men med Bestemthed véd jeg ikke, om denne faible er Grunden, eller det er af Delikatesse mod hendes Pung, for enhver véd da, at der gaar mindre Uld til Skræderben end andre Ben? Dog, nu husker jeg, at hun endte Strømpen her ovre, og at den var saa stor, 52at jeg tror, hele Skræderen kunde krybe i den; det ligner ogsaa kun lidt Julie at have nogen smaalig Grund til Godheden for Skræderen, thi hun spørger altid Hjertet før Pungen, hvilket ofte svier til hende.

✂ Ja, hvor forunderligt det gaar, og hvor lidt kan man se frem i Tiden! Det anede os ikke, da vi for noget over et Aar siden kom til denne ensomme Hedeegn, at vi saa kort efter skulde sidde midt i Krigstumlen.

✂ Hvor jeg mindes den Aften, jeg kom hertil, som om kun faa Timer var svundne siden. Julie og jeg, som aldrig havde været skilte, skulde nu prøve denne Sorg, da vort Hjem ved den elskede Faders Død var lukket for os. Vel var det en stor Trøst, at vi begge havde faaet Lærerindepladser i samme Sogn, et Held, vi takkede et kærligt Forsyn for. Julie skulde til Herredsfogden, jeg hos Præstefamiljen. Vi kunde saaledes mødes, og Skilsmissen var ikke saa smertelig, men Samlivet var dog brudt, og det var med dyb Bedrøvelse, jeg havde sat hende af ved den venlige Herredsfogedbolig, hvorpaa jeg selv ene kørte hen over den sorte Hede i den mørke Aften med Støvregn i Ansigtet, alt graat i graat.

✂ Jeg var, som sagt, bedrøvet og i Feber, før jeg havde set Beboerne af Præstegaarden, det var jo min første Plads, derfor var jeg mere modløs. Og dog — hver Gang, der faldt en Taare fra mine Øjne, var det mig, som en Stemme i mit indre sang Salmen: «Rejs op dit Hoved, al Kristenhed; opløft dit Øje, slaa ej det ned!» — Hvorfra kom den Stemme? Den kom 53fra en trofast Ven, som har lovet at være de «faderløses Fader» og som holder Løfter evindelig.

✂ Da jeg rullede ind i Præstegaarden og jeg saa Lysene i Bevægelse for at gøre Tjeneste ved Modtagelsen, medens Lænkehunden, som nu er min bedste Ven, gav Hals, bankede mit Hjærte stærkt, men jeg var dog ved lidt bedre Mod.

✂ Og da den venlige Præstemand kom ud og i al Gemytlighed raabte til mig: «Er det Dem, som vil være her?» havde jeg saa megen Besindelse, at jeg kunde svare i samme Tone: »Ja, hvis De vil have mig?» og da han tilføjede: «Ja, De kan jo staa af og lade os se paa Dem,» sprang jeg let om Hjertet af Vognen og sad kort efter mellem det kærlige Præstepar og de søde Børn og takkede min Gud, som havde ført mig hid. — Præsten har senere fortalt mig, han havde saa ondt af mig, da han vidste, det var første Gang, jeg skulde prøve Livet uden for Hjemmet, at han var lige saa bevæget som jeg, da han hørte Vognen, og med Vilje, for at man ikke skulde mærke Bevægelsen, var gaaet over i den spøgende Tone.

✂ Men jeg fordyber mig nok i gamle Minder og maa tilbage til Nutiden! Gid man kunde hæve Tæppet lidt for det, som skal komme; men jeg maa nok, som Fru K. siger, man skal i Krigstider, være fornuftig og leve i det nuværende. Hun taler jo af Erfaring, da hun saa godt som har gjort forrige Felttog med.

✂ Vi har jo lige fra Kongens Død, den 15. Novbr., levet i en stadig Uro for det, som vilde ske, thi alt gærede jo. Jeg husker saa tydelig Dagen før og kan ikke lade være at berøre den lidt. Frøken B. var her, 54vi fik os en Whist og en lille Opmuntring, som bestod i en Solbærrom. Vi blev saa kaade, vi to Lærerinder, at Fru K. tilsidst blev træt af den megen Lystighed, i det mindste bød hun god Nat, bedst som Vittighederne fløj fra vore Læber. Vi tømte Flasken, hvad vi havde Tilladelse til, der var ikke saa meget, og saa' vor Fremtidsskæbne, som Frøken S., vor Sybille, udtydede i Kortene; vi lyttede i Spøg, hun tog det for ramme Alvor. Næste Dag læste vi højt i en af Auerbachs Landsbyhistorier (den lille Abbed), og i Mørkningen fulgte jeg Frøken B. paa Hjemvejen. Da jeg kom tilbage, fik Præsten et Brev, og kort efter kom han, saa bleg som et Lig, ind til os og sagde: «En forfærdelig Tidende! Kongen er død.»

✂ Vi blev alle forfærdede, da vi vidste Landets Nød, om Gud kaldte vor ejegode Konge i det Øjeblik. Børnene stak alle i at græde højt. Fru K. maatte tilsidst bede dem huske paa, at det ikke var Gud, der var død. Vi turde slet ikke omtale det for lille Hans, da vi kendte hans Begejstring for Frederik den «Lyvende», som han i sit Barnesprog kaldte ham; derfor vilde vi ikke bedrøve hans lille, varme Hjerte. Dog hans syge, gigtsvage Tante, som aldrig er tavs Diplomat, meldte ham det, og han kom brølende ind til os. Hans Sorg var ikke stille og mild, men lignede ret hans hele Væsen. Han trampede, fordi de «lemme Tyskere» (som han sagde) havde slaaet «Frederik den Lyvende ihjel.» Hans Moder forsikrede ham, at ingen havde slaaet Kongen ihjel, men Gud havde taget ham op til sig en kort Tid; nu begyndte han at true op i Luften og raabe: «Ækle Vorherre! Du skal ikke tro. 55jeg vil læse Aftenbøn for dig.» Hans Sorg rørte mig, jeg kunde ikke lade være at faa Taarer i Øjnene ved at se denne lille Patriot sidde med Hovedet paa en Stol og græde, fordi hans Helt var død.

✂ Ja, Sorgen over Kongens Død var dyb, maaske ingen Sorg for nogen Konge har været dybere; det var, som vilde simpel Mand vise Sorgen ogsaa i Kjolen, thi alle, baade rig og fattig, er i dyb Sorg, endog Børnenes Dukker. «Han har gjort for os, hvad ingen anden har gjort,» siger simpel Mand og Kone, «se derfor vil vi ogsaa sørge dybt for ham, vi kan dog aldrig vise ham Taknemmelighed nok.» Det har grebet Menigmand, at han i sine sidste Feberfantasier laa og kommanderede Tropperne paa Dannevirke, hvilket jo ogsaa viste, hvad der laa ham nærmest paa Hjerte.

✂ Begravelsesdagen var der Sørgefest i alle Kirker over hele Landet. Børnene og jeg var Dagen forud oppe at pynte vor lille, kønne Kirke med Gran og sort Flor paa Prædikestol og Alter samt med Lys, som var tændt under Gudstjenesten. Her var en smuk Højtidelighed; Kirken var fuld af Bønder, i hvis rørte Ansigter det var klart at læse hvad de havde mistet og hvad de havde ejet. Pastor K. holdt en smuk og kraftig Tale, hvori han skildrede flere Smaatræk af Kongens Liv.

✂ Den 14. Februar.

✂ Fru K. er tapper i denne Tid, Præsten mere modløs, han ser urolig ud og gaar fredløs ud og ind uden Hvile eller rolig Søvn om Natten; jeg tror bogstavelig, han lever kun for vor politiske Stilling. Lille Hans er 56ogsaa med Liv og Sjæl i Krigen; forleden Morgen raabte han: «Kom ned til os, Holger danske!» og da Præsten spurgte, hvad han vilde med ham, svarede han: «Han skal ned og staa paa Danevirke.» Om Aftenen kom jeg ind i hans Sovekammer, og da jeg spurgte ham, om han havde læst sin Aftenbøn, svarede han med nedslaaet Stemme: «Ja, jeg har, Tonny, i Aften har jeg bedt den to Gange, for jeg er saa bedrøvet for de stakkels Soldater.» Han er en værdig Faders værdige Søn. Han har et rørende, trofast og dansk Hjærte, den Dreng, og Gud hører sikkert med Velbehag paa hans barnlige Bønner. Nu er jeg færdig med mit sidste Sjal. Gid det var sikkert hos en Jens!

✂ Aften den 14. Februar. Uagtet jeg er søvnig, maa jeg dog, før jeg gaar til Ro, aflægge et lille Besøg i min Bog. I Dag kom en Mand fra Hovedstaden, han sagde: «Folk gaar med Knive og Knipler paa Gaden, Stemningen er urolig.» Der har været en lille Forpostfægtning ved Dybbøl, hvor vi har mistet 30 Mand; den kaldes heldig for os i Aviserne. — «Gefion» er trængt ind i en norsk Havn af to danske Skibe. Fru K. tror, Gefions Hjærte har banket af Glæde ved at se dansk Flag, jeg deler hendes Mening og føler næsten Vished om at faa det igen. Stakkels Gefion! som i sidste Krig maatte sænke sit stolte Dannebrog og nu i saa mange Aar har maattet bære det tyske Flag. Af livløse Ting er for mig ingen saa talende som et Skib, det er mig, som havde det Sjæl, og jeg tror, der er meget at læse i Gefions Mast og Skrog: de mange Aars Lidelser under tysk Fangenskab og nu — Haabet om atter at komme hjem 57at vifte med sin blodrøde Dug og atter — Frygten for ikke at blive befriet fra sin hjemløse Tilstand. — Jeg bliver nok sværmerisk og maa dreje min Pen bort fra Fantasus' Greb i den.

✂ Haderslev er besat af Tyskere, og Frederits erklæret i Belejringstilstand, Posten over Varde og Kolding ophørt, vi lever i komplet Uvidenhedstilstand. Fjenden staar kun 6 Mil fra os; bange er jeg ikke, men underlig er Tanken at komme i Fjendevold, nu kan vi vente dem hver Dag. Her var en Mand i Køkkenet i Dag, som sagde til Fru K., at naar Tyskerne kom, vilde alle Jyllændere komme Nord fra med Køller og Økser. «For vi vil itte være Tyskere, og Madammen kan trou, at æ Jyllændere er farlig raa Folk, næsten som æ Sjællændere.»

✂ Hr. B. har været her i Dag, vi har politiseret ivrigt; Fru K. er en hel Skjoldmø, der skjuler sig en saadan under det rolige Ydre. Naar hun taler, tier jeg, fordi hun siger alt, hvad jeg mener, og jeg synes, to er for meget af den Slags, thi saa kan ingen anden komme til Orde. Gid mange var saa varme i Aanden, som Familjen her, baade ude og inde; mange Steder trækkes Nathuen ned. —

✂ Forleden havde vi en lille, men heftig Fornøjelse, nemlig en Løbeseddel; det lever vi af i denne Tid, Dagen efter kaldes de gerne tilbage som usande, men saa har man dog den korte Glæde; den Dag lød den: «De danske taget 4000 til Fange ved Dybbøl.

✂ Napoleon draget over Rhinprovinsen med 196,000 Mand. Svenskerne i Vente.»

58

✂ Den kom fra en Hr. B. til Præsten, som ikke var hjemme. Frøken S. og jeg aabnede den, da vi tænkte, det var en Regning, der skulde besvares, thi det var en aaben Seddel. Vor Overraskelse var stor; Børnene jublede, og med Glædeshyl løb de om og blev efterfulgt af 3 Piger og Havemanden Ness, til hvilket Tog Frøken S. og jeg sluttede os for at søge Fru K., som fandtes i Sovekamret. Vi havde nær skræmmet Livet af hende, thi hun kunde ikke høre, det var Glædeshyl, og antog det for en Ulykkes-Tidende, da vi 10 forfløjne Mennesker kom farende over hende. Hun var nær besvimet, da vi slog Kres om hende, som om vi skulde til at lege «Munken gaar i Enge» — hun tænkte, Gaarden myldrede af Fjender. — Kl. er 11½, jeg kommer aldrig i Seng før efter Midnat.

✂ Den 15de, Aften silde.

✂ I Morges kom Præsten op paa Skolen for at spørge, om jeg vilde høre nyt fra Krigspladsen, saa var Søren G. i Køkkenet eller rettere Folkestuen; han var Dagen forud kommen fra Tønder. Skønt det var midt i Timen, fløj jeg af Sted, men Sørens Maade at fortælle paa var hverken fængslende eller sammenhængede, saa jeg trak mig snart tilbage. Han har med Undtagelse af et Hus kun set tyske Flag. De troløse Slesvigere er efter min Mening et usselt Folkefærd, som kun holder med Overmagten, dem lige meget om dansk eller tysk.

✂ I Dag har Præsten været paa Sønderskov; han medbragte Aviser, som indeholdt meget, især om Træfningen ved Bustrup og Oversø, men Blod er flydt baade paa dansk og tysk Side; de sidste har mistet 591200. De stakkels Københavnere var saa trætte, at de kastede sig ned paa Jorden, men de har jo ogsaa været i Ilden, mine elskede Sjællændere! Mange hæver sig til Forsvar for Generalerne, og Redaktøren af et vist Blad bliver tiltalt haardt for hans fornærmelige Udtalelser han vil nok forstaa at svare. Stemningen i Norge er rørende; Bidragene strømmer en masse, endog Daglejerne giver deres haardt fortjente Dagløn. Bladene mener, at Tyskerne har omgaaet vor Armé, som var bleven helt ødelagt, dersom den ikke var trukken tilbage. Maaske — noget uklart er der endnu, og ingen har skældt mere ud end jeg, Gud give, det var uden Grund; thi langt lettere er det at bære vor Stillings Opgivelse, om Nødvendigheden er Grunden, end om der klæber en Brøde derved.

✂ I Eftermiddag har vi læst højt i «Tjenestepigen», en yndig Bog. Det er forunderligt, at naar noget ligger mig tungt paa Hjertet, kaster jeg mig altid med Lidenskab over Romaner, i de glade Dage derimod er jeg kold for dem, læser da kun nyttige Bøger og holder mest af Romanen i mit eget indre.

✂ Den 16de.

✂ I Dag er Stemningen lidt modfalden; i Aftes var vi bleven oplivede ved at læse Beretningerne om Affæren ved Flensborg, hvor man mener, Fjenden har mistet 2000 Mand. 3dje Dragonregiment er kommet her til Egnen; de ligger om F.; paa E. har de 70. Alle Broer er afhuggede her omkring, som forbinder os med Slesvig. Vi er afskaarne med al Forbindelse, ser hverken Breve eller Aviser. Vore kære véd ikke, hvad Vej de skal finde os; det er drøjt, næsten endnu tungere, end at 60vi maa undvære vor dejlige Formiddagskaffe; det hyggelige Maaltid ligger som et Offer paa Fædrelandets Alter. Offeret ydes ikke paa nogen smuk Maade fra min Side, thi jeg føler langt mere Savnet end Glæden ved at bære det frem.

✂ Ritmester M. og Løjtnant S. ligger paa E.; vi véd ikke, hvorfor de militære er her i Egnen, men vi er forknytte og venter daglig Fjenden fra Kolding. Da lille Hans hørte, at vore Soldater var i F., løb han fra Bordet for straks at gaa derned. Han trak en lille, fedtet Skindpung op af Lommen for øjeblikkelig at uddele 5 Enesteskillinger, som fandtes i den. Han brølede, da han ikke maatte, thi han vilde ned og lede efter sin Fætter, som ingen véd hvor er. «Tante» — Fru K.'s syge Søster — er ikke saa patriotisk; hun kom med en Bemærkning i Dag, saa Præsten maatte op at skænde paa hende og bede hende forskaane os for lignende. Himlen maa vide, hvor dette selviske Væsen er bleven Søster til den patriotiske Fru K.! Hun taler aldeles som en tysksindet og finder Fjenden saa «ridderlig». Vi véd jo nok, at hun i sin Enfoldighed ikke mener det saa slemt, men det er irriterende at høre paa, saa maa hun før falde tilbage til sin gamle Flamme, nemlig hendes Gigt og hendes Draaber, Krydderposer o. s. v., som før har været hendes Livs Maal, at bringe det i bedste Orden.

✂ Jeg har ingen Ro til Arbejdet, min Flid er paa Flugt; men jeg haaber at gribe den igjen, denne min trofaste Ven, der har fulgt mig gennem hele Livet, i Glæde som Sorg — thi Arbejde er Lægedom for mangen Vunde.

61

✂ Den 22. Februar.

✂ Jeg har været i H., hvilket er Grunden til, at jeg ikke har skrevet de sidste Dage; vel havde jeg min Dagbog med, men det var en forgæves Spekulation, at komme til at skrive der. Jeg havde stærk Blæst og Sne imod mig, men jeg frøs ikke og var endog varm, da jeg traadte ind i Herredsfoged P.'s hyggelige Hjem, hvor Kaffemaskinen stod og ventede paa mig. Kort efter mig kom Proprietær M. ridende med Budskabet, at Tyskerne holdt ved F., paa den anden Side af Kongeaaen, altsaa kun en Mil herfra. Skønt vi længe har ventet dem, greb det os dog dybt. Han fortalte ogsaa, at Kolding er fuld af Tyskere, altsaa er de nu i Kongeriget.

✂ Vi blev alle rystede og sad hele Aftenen og ventede paa, at en Sværm skulde komme ridende ind i Landsbyen. Der gik straks Stafet til Hovedkvarteret for at melde vor Armé Fjendens Ankomst til Egnen. Soldaterne havde Dagen forud forladt E., hvorhen véd man lige saa lidt som hvor de Tropper nu er, som var i Kolding.

✂ Jeg sov slet ikke Natten mellem Lørdag og Søndag, thi vi havde om Aftenen læst «Fædrelandet», hvori en saa udførlig Skildring stod fra flere Officerer om Tilbagetoget. Hvor utroligt har de ikke lidt af Kulde, Sult, Mathed og Overanstrengelse! Det er i Smag med det franske Tilbagetog 1812, kun med den Forskel, at dér var det 100 Mil, her kun 14. Jeg kunde ikke faa Søvn for Tanken paa hvad de har lidt, og jeg synes, at vi aldrig kan gengælde vore trofaste Jenser, hvad de har gjort for os.

62

✂ I Gaar kom Præsten til Middag hos Herredsfogdens; vi læste en køn lille Fortælling, inden han kom, medens Husets Herre sov. Om Eftermiddagen kom atter Proprietær M. samt hans Broder og Svigerinde fra S.; Julie læste højt i «Fædrelandet», vi var alle indignerede over det Slør, som hviler over Danevirkestillingen og over de tyske Forrædere.

✂ 23. Februar.

✂ I Nat har 150 Tyskere gæstet S., se det er ikke faa, og vi maa med dyb Frygt og Erkendelse af, hvor hjælpeløse vi er ved vor egen ringe Magt, udtale Bønnen: «Frels os fra det onde» — naar vi om Aftenen læser vort Fadervor. Ak! hvor ofte læser vi det ikke i de gode Dage med Hast og Ligegyldighed. Hvor sandt er det ikke, hvad jeg en Gang hørte min Broder udtale i en Prædiken, at om vi læste vort Fadervor hele Livet, kom vi aldrig til at læse det paa den rette Maade. Den Gang var disse Ord mig dunkle, nu forstaar jeg dem godt; der er saa meget gaaet op for mig, som tidligere var uklart.

✂ De Kolding Borgere har givet sig i Klammeri med Tyskerne; jeg synes, det er ganske modigt, de andre finder, at det er ganske dumt, thi de kan intet udrette, da de helt er overladte til Fjenden og vore danske Soldater er trukken bort. Det viser, Kolding Borgere ikke hører til de lunkne, som holder med Overmagten.

✂ Samme Aften eller Nat Kl. I. *

✂ Skønt Klokken er et, kan jeg ikke gaa til Ro, før jeg har skrevet et Par Ord. Kolding er saaledes omringet af Fjenden, at Beboerne hverken kan komme ud 63eller ind, de Stakler! Og saa vil Tyskerne aftvinge dem 1000 Rdl. daglig, ellers tager de selv Pengene ved Plyndring. I Gaar tog de 600 Tønder Havre, Byen blev besat af de Kæltringer den 18. Februar. Dette fortalte en Mand fra Koldingegnen i Ribe til to Mænd her fra Sognet. Rygtet melder ogsaa, at Dybbøl Skanse er taget; Gud forbyde, at det er sandt! De fægter daglig dernede; Tyskerne har lidt stort Tab, Rolf Krake er tapper og har løst 70 Skud; den gør dem stor Skade. En Mand af vore om Bord er haardt saaret, en let. Manden fortalte ogsaa om et Sammenstød mellem 8 danske og 100 tyske Dragoner. De danske vilde ikke overgive sig, men fægtede tappert og blev naturligvis nedsablede alle. Den sidste kom halvdød til Kolding; da Folk saá ham, græd de, men han sagde: «For mig skulle I ikke græde, jeg er hævnet!» — derpaa døde han.

✂ Jeg tror ikke, Jorden har Mage til vore Jenser; hvor godmodige er de ikke ved Siden af den Tapperhed og hvor taalmodige i alle deres Lidelser!

✂ Jeg læste i Gaar om en Soldat, der var saaret og kom paa samme Ambulancevogn som to saarede Tyskere; de havde kørt sammen til Lazarettet, og da de kom der, var de bleven saa gode Venner, at de bad om at maatte dele Værelse. Det karakteriserer saa aldeles vore Jenser; naar Kampen er endt, bor der ingen Hævnfølelse i Hjertet; her viste det jo ellers et lignende Sindelag hos Tyskeren, men jeg er aldeles vis paa, det er den danske Soldats Idé med det Værelse, de vilde dele, thi Godmodighed er ikke Tyskerens Grundtræk. —

64

✂ Vi havde ellers et slemt Besøg i Gaar af sikkert tre Spejdere. Præsten hørte en Vogn og gik ud for om muligt at høre nyt, thi vi Stakler lever i en Uvidenhedstilstand og maa nøjes med løse Rygter. Paa Vognen sad tre Mænd, som han indbød til en lille Forfriskning. Da jeg hørte, de kom fra Hæren ved Vejle, gik jeg ned i Folkestuen for ogsaa at høre lidt. Saa snart jeg kom ind, saá jeg, hvad for Fyre det var; den ene var fra Rendsborg, den anden fra Flensborg, og den tredje udgav sig for en Mand fra Vestervedsted. De sagde, de kom fra den danske Armé, som de havde fulgt paa Tilbagegangen fra Danevirke. Det mærkedes straks, at det var usandt, thi ellers, naar her kommer Folk i denne Tid, aabner de ret Hjerterne, udtaler deres Sorg og Frygt og fortæller os alt, hvad de véd. Disse sad stille og skulende, med Ansigter, hvorpaa Synden stod malet. Der var ikke gemytligt under Besøget; thi det var ret, som gav en Indskydelse os alle den samme Idé. Der var almindelig Tavshed under Maaltidet, de spiste og drak i Stilhed; den ene sad hele Tiden og saá ængstelig mod Døren og var forvirret, som om han frygtede, man skulde bede om hans Pas. Af den Slags Folk myldrer her i denne Tid i Egnen; der blev grebet en Spion i B. i Dag.

✂ Den 24de.

✂ Præsten er i H., Fru K. ligger og er temmelig daarlig af sin sædvanlige Sygdom, jeg har siddet nede ved hendes Seng, men har veget Pladsen for Jakob B., som kommer lige fra Vejle og har lidt nyt, som jeg vil nedskrive. Han har besøgt Broderen, der ligger i 65Vejle som Soldat. Der kom i Gaar Brev fra Hovedstaden, — nej, Telegram, mener jeg, som han læste i Vejle. Tyskerne tog i Gaar Dybbølby, men blev dreven tilbage af vore tapre Jenser, meldte Telegrammet, saa Rygtet om, at Skansen er tagen, er usandt. Det gaar varmt til dernede, vi hører uophørlig stærk Kanonade. Tyskernes Tab er stort, ja Rygtet siger 10,000, men det er vel overdrevent.

✂ I Dag fik vi tre gamle Ribeaviser med otte Dages gamle Nyheder fra andre Blade.

✂ Den 27., Søndag Aften.

✂ Avisnyt er der ikke, utallige løse Rygter, som jeg ikke vil omtale, da de altid tilbagekaldes Dagen efter. Jeg læste et Digt, hvori England bliver udskældt forfærdeligt, — jeg under dem det nok! Tyskerne har taget et Batteri ved Stenderuphage, Nord for Alssund, som desværre gør vor Sømagt Skade, da det spærrer Vejen. Rygtet siger, at vor Konge er bleven hvidhaaret; han har en vanskelig Stilling, stakkels Konge!

✂ Fru K. er syg i denne Tid, faa Kvinder lider som hun med sit Land. Min Søster og hendes Frue har samlet 63 Rigsdaler ind til Støvler til de stakkels Soldaterben, — «Enkens Skjærv!» Ingen Aviser i 14 Dage, vi lever af glimrende, men destoværre usande Rygter, for Eks. at vi har gjort 10,000 Fanger og skudt den tyske Prins. Hvem mon der laver Rygterne?

✂ Vor Kokkepige har da faaet Brev fra sin Broder, som hun har gaaet i en saa stor Angst for. Hun kom ganske bleg op paa mit Værelse og fortalte mig det. Jeg blev ogsaa bleg af Angst, da jeg saà hendes Ansigt, det anede mig ikke, at det var et Glædesbudskab, 66hun bragte. Den trofaste Sjæl! Her var almindelig Jubel i Huset over hendes lykkelige Budskab.

✂ I Dag havde vi Besøg af en Degn i et af Nabosognene, som Præsten holder meget af, han var ogsaa modfalden, som Stemningen for Tiden er alle Vegne. Vi begynder at frygte Danmarks Død, thi det ser sort ud; men endnu har vi dog ikke sluppet Haabet.

✂ Den 29de Febr.

✂ I Aftes var vor Husven B. her; han bragte flere Rygter, men det er, som jeg sagde tidligere, saa flovt altid at skulle tilbagekalde de Rygter Dagen efter, som jeg nedskriver den foregaaende. Han meldte saaledes, at den prøjsiske Prins er saaret, — ja, man har endog sagt, han var skudt paa Lyksborg Slot, hvor nogle af vore Folk havde givet ham en Kugle, fordi de ikke kunde taale ham paa det Slot, Frederik den Syvende elskede saa højt, og er saa nylig død paa. Saaret er han, det Uhyre; som en komplet Nar sidder han i «Illustreret Tidende» med et Dødningehoved paa sin Hat. Han er Broder til vor Prinsesse Anna.

✂ Tyskerne har været i «Vejen» og spurgt Kromanden, hvor vore Tropper laa for Tiden, og han, Fæet! har sagt: De ligger i «Bække». At et Tossehoved som han dog ikke kan narre dem og sige gal Besked; her var dog vist en Nødløgn tilgivelig. —

✂ «Dagbladet» siger, at Vestmagterne kommer snart; jeg tager nu ikke Hatten af, før jeg ser dem; jeg tror ikke paa det Vrøvl. Prinsen af Wales har udbragt en Skaal, i hvilken han har udtalt det Ønske, at Tyskerne, lig de gamle Ægyptere, maa synke i det røde Hav; det synes Dronning Mama vist ikke om, hun er jo 67tysk med Liv og Sjæl. Vore Forposter har taget 140 Fanger ved Kolding. Hurra! Hurra! Det er dejligt! Man bliver ret grusom i Krigen.

✂ Den 6te Marts.

✂ Flere Dage er svundne, siden jeg sidst skrev, thi Sorgen, som hersker rundt om i Landet, er ogsaa kommen ind i vor fredelige Præstegaard og har taget Sæde ved Arnen. Vor kære, ejegode Præst lider af en heftig Lungebetændelse. I Nat var han meget syg; jeg vaagede, og mange Tanker fra den Tid, som jeg aldrig kan glemme, da jeg sad ved den elskede Faders Dødsseng og talte hans Aandedrag, — Tanker saa sørgelige fra hine Dage steg op i min Sjæl. Faders Aandedrag i de første Dage af hans Sygdom var ikke heftigere end Præstens i Nat.

✂ Fra Faders sidste Dage gik Tanken igen til den ængstelige Mulighed, om Herren nu ogsaa vilde kalde Præsten til de evige Boliger? Paa den Sorg for os alle ved dette Tab, og Fru K. som ensom Enke med den dybe Hjærtesorg, som aldrig vil glemmes! Alt som jeg tænkte, klagede Præsten sig, Feberen blev heftigere, og Smerterne tog til, af og til var han vild. Kl. 4 gik jeg til Ro, og Karlen kørte efter Lægen, som har været her i Dag; han siger, at Tilstanden er farlig, i hans Alder svæver den mellem Liv og Død.

✂ Af Krigsnyt intet, alt staar lummert og truende, som ulmer der et Uvejr. Natten mellem Torsdag og Fredag hørte jeg stærk Kanonade; det lød som Torden, hvilket jeg tænkte, det var; nu hører jeg, at flere Folk i Stenderup er vaagnede ved Lyden og har været ude for at undersøge, hvad det var.

68

✂ Den 8de Marts.

✂ Hvor mange Tanker paakommer mig ikke ved at nedskrive denne Dato, min elskede Moders Fødselsdag! Tanker, som baade indeholder Glæde og Vemod. Hvor mange Minder fra den svundne Tid, som altid bragte Fest og Glæde i vort lykkelige Hjem, saa langt tilbage som jeg kan huske, lige fra min tidligste Barndom til hendes Dødsdag. Fra denne Dag fik Festen en anden Stemning eller Karaktér, men Fader og vi Søstre holdt dog vor vemodige Mindedag til Ære for hende, som vi havde elsket saa højt og savnede saa inderligt. Vor Dagligstue var altid festlig denne Dag med friske Moskranse paa alle Malerierne og udsprungne Svibler og Tulipaner paa Faders Plads samt et nymalet Blomsterstykke til Fader fra Julie. Vi var altid i vore Søndagsklæder, og saa snart vi havde drukket vor Morgenthe, fulgtes vi alle tre med hinanden hen paa Kirkegaarden, og naar vi saa kom hjem til vor hyggelige Formiddagskaffe, kom den kære, trofaste Barndomsveninde Anna imod os, ligeledes i sin Søndagsdragt; thi ingen Glædes eller Vemods Festdag kunde tænkes i vort Hjem uden hendes Nærværelse. Mange Taarer trillede ned ad Kinden paa saadanne Dage ved Tanken og Talen om den elskede Moder, hvis Savn aldrig kunde forvindes. Det var altid, som om Fader og vi Søstre paa disse Dage knyttedes nærmere til hinanden, som vilde vi paa begge Sider udfylde Pladsen og Kærligheden. Aldrig glemmer jeg Fader, naar han kom ind med sin hvide, broderede Vest, som kun blev benyttet paa de vemodige Festdage i Hjemmet, og saa det fromme, kærlige Udtryk i hans velsignede 69Ansigt! Nu er alt fra hin Tid Minder! Hjemmet er lukket, og Arnen er slukket; men Gud ske Lov for Minderne!

✂ Den 9de.

✂ Præsten er slettere. Gud forbyde, at han skal tages fra os; jeg tør ikke tænke derpaa, og dog har Lægen i Dag sagt til mig, at han er farlig syg; i hans Alder er Tilstanden meget farlig. Natten var ogsaa ussel, ubeskrivelig Uro og Feber; jeg vaagede til Klokken fire, han sov ikke hele Natten. Vi sendte Klokken fire Vognen efter Lægen, som var hos en dødssyg Patient flere Mil borte, til hvem man først havde sendt Vogn til Kolding, hvor Østerrigerne havde nægtet Adgang, saa den stakkels dødssyge Kone maatte ligge i Vaande, medens Karlen havde kørt 19 Mil efter vor Læge til hende. Det lyder utroligt, men er dog Sandhed; Forholdene er sørgelige. Doktor B. kom først hertil Kl. 3½ Eftermiddag.

✂ I Gaar var Proprietær M. her til Kaffe og Frokost; han fortalte, at Tyskerne er i F., hvor de har været fra i Forgaars. De har kastet alle Broer af, hvilket tegner til, at de vil forlade Jylland og frygter for at blive forfulgte. Jeg har drømt to Nætter om Tyskere med dragne Sabler. Gud forbyde slige Scener her i denne Tid!

✂ Samme Dags Aften Kl. 9.

✂ I Nat skal jeg igen vaage over vor kære Præst, som er meget daarlig, skønt Fru K. er saa glad, da hun finder, at han er bedre; men den Ro, som er over ham, er blot Mathed. Tyskerne har forladt Kolding og er draget højere op i Jylland; nu er de snart i 70Skanderborg og Aarhus hos mine gode Venner dér. I Dag har jeg haft Brev fra Maja og Marie, begge Breve handler kun om Krigen og Landets Nød. De skriver, at Stemningen i Hovedstaden er vrøvlet; de giver meget bort og slaar tappert om sig med Vrøvl og Sludder i alle Kanter, megen Talen og liden Handling paa højere Steder, skriver de. Her véd vi jo intet og lever som udenfor alt fra den Kant. Et Brev er en hel Begivenhed.

✂ Den Iode Marts.

✂ Præsten er meget, meget daarlig; vi gaar vist en forfærdelig Tid i Møde.

✂ Tyskerne drager højt op i Jylland; Vejle er stærkt besat. Der har været Kamp baade i Vejle og Kolding. To Tyskere har været hos Ribe Amtmand og udskrevet 14,000 Rdlr. daglig for Ribe Amt. Det er en tung, tung Tid; alt er sort i sort, hvor jeg ser hen.

✂ Den IIte, Aften Kl. 8.

✂ Snart vil vist Døden holde sit Indtog i dette lykkelige Hjem; Præstens Tilstand er, som har han kun faa Timer, inden han gaar hjem til den evige Glæde.

✂ Pastor H. og Proprietær B. har været her, men ingen maa komme ind; Præsten ligger stille hen, man mærker, han føler sin Død. Jeg læste en Salme for ham i Middags; han bad selv om «Alt staar i Gud Faders Haand»; han vilde ingen højtidelig have, sagde han. Hvordan Fru K. kommer over det, véd kun Gud, som lægger Korset, men som ogsaa sender Trøsten. Hun fik saa ondt før; Gud hjælpe hende og sende hende sin Fred og Kraft! Det vil han nok; thi hun hører ham til.

71

✂ Tyskerne skal husere slemt i Vejle; de kaster Købmændenes Varer paa Gaden og gramser om dem, og de er der i den Mængde, at en fattig Urmager har halvtresindstyve i Logis. I Dag har de afhentet Ribe Amtmand, nu faar vi dem vel snart — dog i disse Dage er man kold og sløv for alt uden for Hjemmet her og vor kære Præst.

✂ Den 14de.

✂ Jeg glemmer rent Krigen for alle vore huslige Sorger, uagtet jeg har meget at melde. Der har staaet Gadekamp i Vejle, en Kone og flere Børn siges at være skudte, man fyrede ind ad Vinduerne. Slaget var blodigt, men Tyskerne hævner sig ved at lade Mænd og Kvinder arbejde paa deres Skanser og køre Grus. Man siger, at Pastor S. og alle Jellinge Seminarister kører Grus; jeg synes, det er for galt, til at man kan tro det, og ingen Magt skulde faa mig til at køre Grus, saa tog jeg hellere en Kugle i Hjertet! Doktor B. siger rigtignok, jeg tog den ikke, og idet han sagde det, stak han mig med en fin Saks i Armen, og da jeg skreg, raabte han: «Kan De se, De tog den ikke, naar De ikke en Gang kan taale saadan en lille Saksespids i Armen uden at skrige.»

✂ I Vejle jager Tyskerne Folk ud af deres Senge og lægger sig selv deri, de Uhyrer! Her fra Landsbyen sendes 37 Ægtvogne, fra Annekset 14. Præsten ligger i den salige Tro, at vi har Vaabenhvile; vi maa jo holde alt hemmeligt for ham. Det er en gyselig Tid. Vi kan ikke mere skrive til nogen Kant, faar ingen Aviser, vi er skilt fra Verden og dens Larm, vi lever af Rygter — det er en underlig Tilstand, men forunderlig 72spændende; Faren har noget pirrende ved sig, som næsten er fængslende; jeg kan ikke forstaa mig selv.

✂ Den 17de.

✂ Præsten har flere Kræfter, begynder at spise ogbliver lidt gnaven, hvilket vi anser for gode Tegn; thi han har hidindtil været saa from som en Engel. Borgmesteren i Ribe, som Tyskerne afhentede forleden, har skrevet hjem, at Ribe maa belave sig paa Indkvartering, thi han vil ikke indgaa paa deres skammelige Fordringer, han vil før lade dem tage selv. De forlanger 6000 Rdlr. daglig i 6 Dage. Vor gamle Dyrlæge har været her i Dag for at træffe Lægen. Han er en sød, gammel Mand; jeg har en forunderlig øm Følelse for alle gamle Mænd siden Faders Død.

✂ Samme Aften, den 17de.

✂ Nu er Huset til Ro, det er min Vaagenat. Præsten sover saa sødt; jeg sidder ved hans Seng og skriver, Notabene saaledes at Lampens Skin ikke forstyrrer ham. Gid denne Søvn maa bringe Sundhed og Kræfter!

✂ Børnene og jeg gik i Dag en Tur; vi var paa Hjemvejen inde hos B.s. Vejret var yndigt, Markerne begynder at faa et grønt Skær. Nu begynder den Tid, jeg elsker, naar man glæder sig over hvert Græsstraa og lille Blad i Grøfterne, der bliver ligesom levende. Der er ingen Tid paa Aaret, hvor man mere paaskønner Guds Gaver i Naturen; senere hen bliver man mere ligegyldig, som altid, naar man har for meget af det gode.

✂ I Dag er B. i Kolding med Leverance til Tyskerne. Hans Hansens Kone sagde i Dag, at Udleveringen her fra Sognet blev i en Uge 2500 Rdlr. Det er da sandt, 73at Tyskerne vilde kujonere de danske til at arbejde paa Skanserne i og om Vejle.

✂ Den 18de. Frøken S. sidder ved min Side og spaar sig selv derefter skal jeg til det; dog bliver jeg ikke længe oppe, da det er min Sovenat. Da jeg vaagede til Kl. 6 i Morges har jeg Lov at være lidt søvnig, og jeg har heller ikke Tillid til Kortenes Løfter og Fortællinger som Husjomfruen, der tror paa dem som paa et Evangelium. Vor Patients Tilstand er som i Gaar.

✂ Den 19de. *

✂ Jeg synes dog, vi kan kalde Præsten lidt bedre, uagtet Lægen ikke vil vide af det. Hans Broder kom igen før, ganske uventet. Vi blev glade og tænkte, han kom for at se til Broderen; men desto værre har Besøget en mere alvorlig Grund. Han er flygtet for Fjenden, som skalter og valter saa rædsomt i den Egn, at man kan fortvivle, naar man hører, hvad de byder os danske. De tvinger alle Mennesker til at arbejde paa Skansen om Frederits. Altsaa, de ikke alene fordrer, vi skal arbejde paa vort Lands Fordærv, men at de skal stilles saaledes, at vore Kanoner i Frederits nedskyder de danske først. Det er en Nidingsdaad, som Historien, idetmindste ikke den nyere Tids Historie, ikke kan vise Mage til, og den vil i Aarhundreder brændemærke den tyske Regering. Min Trøst er, at Stormagternes Ære ej kan se paa det, thi det vilde ogsaa brændemærke dem for Efterverdenen, om de stille saà paa slige Scener i kultiverede Lande. Det er forfærdeligt!

✂ Onkel V. siger, at Kolding Borgere stod opstillede 74som Slagtekvæg for at modtage Ordrer fra Tyskerne. De Stakler, de vil vist foretrække Kugler for Panden og arbejder vel ikke, uagtet man siger, at Arbejdet gaar rask frem paa Skansen. Tirsdag skal nok Slaget staa. De stakkels, stakkels Jyder, og mit arme, ulykkelige Danmark! Naar vil dog Hjælpen komme?

✂ Den 20. Marts, Aften.

✂ I Krigstider gaar det underligt op og ned; nu siges der, vi har staaet os udmærket ved Frederits, og at netop det, at de har brugt de danske til Skansen, har opflammet vore Soldater, saa de har kæmpet som rasende Mennesker og trængt Fjenden tilbage til Gudsø. Ligeledes ved Dybbøl kastet dem 3 Mil tilbage og taget 2400 Fanger. At Østerrigerne har kastet Vaabnene, og at Prøjserne maatte bankes frem, se, det er vel kun Rygter, men af den Natur, som opliver, om de end er upaalidelige. Der fortælles ogsaa om Oprør i Galicien og Ungarn, og at Tyskerne derfor skal hjem at hjælpe; men det er vel ogsaa usandt. Garibaldi har nok rejst sig i Italien, gid han vilde komme at hjælpe os!

✂ Den 22. Marts.

✂ Præsten er stadig bedre, Gud ske evig Tak og Lov! Det er jo paa den Maade en yndig Paaske, vi her i Hjemmet gaar i Møde, men med Hensyn til Livet udenfor Præstegaarden gaar det sørgeligt til for Øjeblikket. Ribe er fuldt besat af Tyskere, det varer vist kun kort, før vi faar dem her.

✂ Den 5. April.

✂ Atter er der gaaet lang Tid. Mit Humør er tungt, og jeg føler ingen Lyst til at skrive. Julie har tilbragt 75Paasken her, ogsaa sin Fødselsdag, og det bliver vel den sidste, vi skal tilbringe sammen, thi til Maj flytter hun, og saa er det Samliv endt, som alle har lykønsket os til, og som har gjort, at vi aldrig har følt Skilsmissen ret. I de Aar, vort Hjem har været opløst, har dog vore Pladser saa nær hinanden gjort, at det har været os, som har vi levet sammen. Vi har delt hver Sorg og Glæde; jeg tør slet ikke tænke paa den første Maj, som fører os saa mange Mile fra hinanden, vi to, som er én Sjæl og én Tanke — dog, lad mig ikke komme ind paa dette Thema! Nu er Præsten oppe flere Timer hver Dag; det er yndigt at se ham saa rask.

✂ Om Krigen har jeg ikke skrevet længe, fordi utallige modsatte Rygter mødes, som er kedsommelige at nedskrive, da man daglig hører, det er Opspind; jeg kan ikke forstaa, hvem der laver sligt, men mit Herskab siger, at det hører Krigstiden til, det var ligedan i 1848. Nej, jeg vilde vente, til jeg fik noget afgørende og sandt, enten ondt eller godt, og nu har jeg, Gud ske Lov, noget rigtig godt at meddele. Vi har anden Paaskedag gjort brillante Affærer, en glimrende Sejr over en stor, overlegen Magt og kastet Fjenden tilbage med uhyre Tab. Dynger af tyske, saavel saarede som døde, ligger paa og om Dybbøl Skanse.

✂ Bladene myldrer af Breve og Beretninger, som er mageløse at læse om, men er umulige at gengive. Det kan formelig flamme i mig, naar jeg læser om Livet derovre; jeg kan ikke andet end ønske mig midt i det, dog helst som Kriger. Vi har ogsaa taget nogle 76Husarer nede i Vejle-Egnen, dog husker jeg ikke hvor mange. I det hele begynder vore Udsigter at lysne, uagtet Tyskerne bliver mere uforskammede; nu venter vi Svenskerne, og vi faar mange Beviser paa andre Landes Medfølelse for vor Sag, og det er altid opmuntrende.

✂ Udholdenheden her i Jylland er rørende, thi om Tysken end udsuger os og røver nok saa meget, kender Jydens Udholdenhed ingen Grænse; han haaber stadig paa de lyse Dage og den retfærdige Sag, som Gud nok vil hjælpe. Paa mit elskede Sjælland forekommer det mig, at Modet er svagere og Stemningen mere trykkende. Jeg er i det hele kommet til den Overbevisning, at Sjællænderen har mere Varme straks, men opgiver Sagen hurtigere, hvorimod Jyden er langsommere, men mere sejg og udholdende i Følelsen, som brænder med mindre Glød, men derfor med stadigere Ild, som ikke forbrænder sig selv.

✂ Den 6. April.

✂ I Dag har Pastor B.s været her; jeg kan godt lide det Par. Aftenen var, skønt kold, meget smuk. Himlen var saa luerød, at jeg fik Lyst til at synge: «Did, hvor Solen gaar ned, bor min Lykke». Thi saadan en Himmel maa Ingemann have set i sin Tanke, da han sang om «Slottet i Vesterled, der stod mageløs bygget med de gyldne Fløje», eller rettere «smykket» og af «Vor Herre bygget». Jeg elsker Ingemanns Morgen- og Aftensange med den dybe religiøse Følelse i hver Linje; vi forstaar dem saa godt her i den stille Præstegaard paa Heden.

✂ I Gaar kom her tre Ægtvogne forbi; Folkene kom 77ind og fortalte os en Del varme Beretninger fra Als, hvor de kom fra. De var fra Horsensegnen, og efter Bestemmelsen skulde de kun være paa Als 24 Timer, men saa tog Tyskerne dem i Brug i 3 Uger, og de kom kun hjem ved at liste sig bort en Nat. De havde hverken Mad til sig eller Hestene, og naar de bad Tyskerne derom, svaredes der, de kunde jo stjæle. De var saa forsultne og fik Mad baade til sig selv og Hestene.

✂ I Nat drømte det mellemste af Børnene, at hun bivaanede et stort Slag, hvor hun saá Vorherre i hvid Dragt førende de danske, senere saá hun et mindre Slag, hvor Vorherres Haand kom ud fra Himlen og hvilede over de danske.

✂ Den 8. April.

✂ Det gaar blodigt til ved Dybbøl; man kan ikke andet end ængste sig, de skyder Dag og Nat og har taget nogle skjulte eller lukkede Skanser, jeg véd ikke, hvad det er, men slemt er det da, thi man mener, de gennem dem kan skade vore Skibe. Gud i Himlen! Frels os fra, at de tager Als, thi det blev et forfærdeligt Blodbad; over vor halve Armé er dér, tænk alt det dyre Blod, som skulde flyde! Det var den forfærdeligste Ulykke, som for Øjeblikket kunde ramme Danmarks Hjerte. Tre Fjerdedele af Sønderborg er brændt; det gaar forfærdeligt til dernede.

✂ Den 24de.

✂ Hvad vi saa længe har frygtet er nu sket, Dybbøl er taget af Fjenden, og en Kamp saa blodig, at man kan gyse ved Tanken derpaa, har fundet Sted. Vore elskede Soldater har kæmpet med et Mod og en Udholdenhed 78som gør baade dem og os Ære, og maaske ingen Nation staar saa højt for Tiden i fremmede Magters Øjne som den danske. Hvor stort Tabet er vides ikke endnu, man anslaar det til 5,000 med døde, saarede og fangne. Megen Sorg er trindt om i Landet, mange Enker og faderløse fjern og nær, alligevel er Modet og Troen paa Guds Naade imod os ikke tabt endnu, uagtet 40,000 Mand i disse Dage rykker op i Jylland, som allerede er besat til Viborg, og truer med at overskylle hele Landet.

✂ Det er gribende at læse Beretningerne om Kampen ved Dybbøl. Det kan skære i Hjertet at læse om Lidelserne i Hæren, ja dybt i Hjerteroden smerter det, om end vore Soldater staar med Glorie af Mod, Tapperhed og Udholdenhed. Løjtnant Anker, som har udmærket sig saa meget, er taget til Fange, men har i den Grad udmærket sig ved sit Heltemod, at han har indtaget Fjenden og alle; Prinser o. s. v. sender ham Deputationer, som skal tolke deres Beundring og indbyde ham til Hoffet i Berlin, en Ære, han vist betakker sig for. Der staar i Avisen, at han i Hamborg kun vil tale dansk, og at alle løber efter ham for at se hans Helteskikkelse. Indtil det sidste blev han tro ved Forsvaret af sin Skanse Nr. 2, som han, da alt var tabt, selv fornaglede Kanonerne paa, inden han gav sig til Fange. Han har nu i to Maaneder forsvaret den med et Heltemod, som søger sin Lige.

✂ Altsaa — nu er Jylland okkuperet, og Himlen véd, hvor længe vi kan sidde i Ro. — Her i Hjemmets lune Rede har vi det fredeligt og godt, vi har haft travlt med Haven. Jeg fulgte Julie paa Vej i Morges 79for sidste Gang; paa Søndag tager hun derfra, vi var begge vemodige og tunge om Hjertet. Storebededag var jeg i H. med Pastor B., vi kørte lige til Kirken, hvor Julie og alle Herredsfogdens mødte mig. Vi fik en dejlig Prædiken; i det hele var det en smuk og højtidelig Gudstjeneste, som maatte gribe alle. Talen blev som Følge af Tiden holdt i politisk national Aand, Præsten sagde, hvad der ogsaa er sandt, at det vilde være en Hykler, som i denne Tid sagde, han tænkte mere paa det himmelske end det jordiske Hjem, og den Synd tilgav Gud os, som selv havde indblæst i vore Hjerter den helligste af alle Følelser, den for vort Fødeland. Han udviklede det saa smukt og bad Gud sende os Naade og Velsignelse, saa vi beholdt det rette Mod, nemlig Taalmod; hu ha, det kan vi alle trænge til!

✂ Den 30te.

✂ H—sted er stærkt besat af Fjenden, hver Gaard har Indkvartering. Vi er jo heldigt stillet, at vi ikke ligger lige ved Landevejen, thi skønt Fjenden til alle Sider farer paa Krys og tværs gennem Sognet, er Præstegaarden fri. Frederits er rømmet af de danske og besat af tyske, det er et nedtrykkende Budskab. Nu er vi stakkels Jyder i tysk Vold, alle vore Jenser er dragne fra os. Gud være lovet, nogle af dem er endnu i god Behold; det vilde jo ogsaa være forfærdeligt, uden Resultat at lade dem slagte, som det skete ved Dybbøl med vore modige, trofaste Krigere.

✂ I Gaar var vi paa det smukke S—skov; Vejret var rædsomt, men Skoven staar i tyk Knop lige til Udspring, og Skovbunden er det dejligste Blomster-tæppe. 80Hvor denne Tid paa Aaret er henrivende, naar hele Naturen, ja hvert et lille Blad, taler om Opstandelse og Udødelighed; vi har jo altid alvorlige Tanker i denne Tid — selv om man kan spøge og le lidt udvendig; kommer man i Naturen, faar man Haab og Trøst. I Morgen kommer Julie og bliver her en Tid; skønt jeg glæder mig saa uendeligt, er det dog med vemodig Følelse, jeg tænker paa hende.

✂ Den 2. Maj.

✂ Det gaar forfærdeligt til i disse Dage, vore Affærer er saaledes paa Spidsen, at det enten maa bære eller briste. Til alle Sider tykt besat af Fjenden. Postgangen standset, ingen Breve eller Aviser. Vi faar kun Nyhederne gennem usandsynlige Rygter, saaledes i Gaar fortaltes: at Kongen var slaget ihjel af Københavns Pøbel, da Frederits var rømmet; andre sige? den blev rømmet paa Grund af en engelsk Note.

✂ Den 10. Maj. Tyskerne sværmer rundt til alle Sider i Egnen og tager Folks Heste; saaledes har de taget Nabopræstens Heste; det er næsten ubegribeligt, de ikke har fundet Vej til vor Præstegaard, vi venter dem dagligen, men de udebliver. Jeg har læst en Prædiken og bragt et Sigtebrød til den fattige Kone, ogsaa hun er mere syg end ellers og den fjollede Datter mere fjollet, alt er tungt at tænke paa. Stadig de samme Rygter om Vaabenhvile, fransk og engelsk Flaade; det opløser sig nok i, at den østerrigske Flaade er kommen op i Nordsøen. Maanen skinner saa yndigt ind til mig; det er saa underligt at se ud i den stille, fredelige 81Natur, følende sig som udenfor Verden og dog vidende sig saa nær ved Ufreden; en grel Modsætning!

✂ Den 19. Maj.

✂ Da Karlen skulde til Ribe Dagen før Pinse, bestemte Julie og jeg at tage med, da de har ventet os i hver Ferie, fra vi kom til Egnen, at tilbringe vor Fest der.

✂ Ved Ribe Anlæg mødte jeg den første Tysker; det gør et underligt Indtryk at se den første Fjende Ansigt til Ansigt, jeg har aldrig følt det før, men noget hidtil ukendt rørte sig i min Sjæl. Til Familien B. kom vi til Kaffe og Frokost, overalt vrimlede af Tyskere. Da vi holdt udenfor, raabte Borgmesterens Fuldmægtig, vi skulde skynde os at køre tilbage med Vognen, thi de tog alt, hvad de saà, den Dag af Heste og Vogne. Kusken fòr af Sted med Vognen uden at bede, jeg vilde været med, men Julie og Fru B. trak mig i Benene og vilde ikke høre tale om Afrejse.

✂ Efter Frokost gik vi ud og saà lidt paa Fjenden, der stod for os i alle Nationers Skikkelse. De saà afskyelige ud, og selv Officererne sagde, det var Bærmen af den tyske Armé. Det er interessant nok at se de forskellige Folkeslag, flere var næsten sorte, saa mørke var de, og mange vilde Kroater, der mere lignede Dyr end Mennesker.

✂ En fattig Kone havde i de Dage mistet sit Barn i Ribe og var gaaet ind til Nabokonen, som havde saa mange dejlige Blomster, for at bede om nogle at pynte det lille Lig med. Hun fik Afslag, da Konen solgte sine Blomster og ikke vilde give dem bort. Kort efter aabnedes Døren, og en vild, tysk Flok styrtede ind, 82afskar alle Blomsterne, som de pyntede deres Hatte med, og fòr derpaa atter ud, og ind hvor det lille, fattige Barn laa Lig i sin Kiste. Da de saà Liget, faldt de alle paa Knæ og bad en Bøn, derpaa tog de Blomsterne af Hattene og strøede paa Barnet, saa Blomsterne kom alligevel paa rette Sted. Det var et forunderligt Træf, ret som om Guds Finger havde ledet Tyskernes Gang.

✂ Man bliver lidt blød om Hjertet, naar man hører om menneskelige Følelser hos de Asner. Saaledes fortalte Fru B., hun en Dag havde set en tysk Soldat ligge udenfor Kirken med foldede Hænder, hensunken i Bøn, og en Soldat havde gaaet og grædt paa Kirkegaarden. Sølle Bæster! De bliver jagede som Hunde fra Sted til Sted og lider maaske af Hjemve. De Menige har jo kun at lyde, men de, som leder Røvertoget, over dem komme Straffen, som er Herrens! Vi er smaa og hjælpeløse Stakler.

✂ Som sagt, der myldrede af Tyskere og alle saà ækle ud; de myldrede i Haven, hvor de laa og pjaskede, dels i Baaden og dels i Vandet, som de lod til at synes om. De har den Dyd, at de er renlige, og de gør ikke andet, naar de er i Kvarter, end vadske og børste sig. De sang med stygge, underlige Stemmer, skreg og hylede som vilde Dyr.

✂ Pinsemorgen stod vi op for at gaa i Kirke; som vi stod færdige til denne Vandring, kom Fru A. for at indbyde os til Aften og tillige bede os for at se 400 Østerrigeres Ankomst til Byen.

✂ Vi vilde nu i Kirke, og skønt hun gjorde alt for at animere os til at gaa efter Fjenden i Stedet for 83efter Gud, blev vi dog vort Forsæt tro og lod os ikke rokke, men gik til Domkirken, hvor vi hørte en dejlig Prædiken af Provst B. Da han var midt i den, hørte vi klingende Spil, og med fuld Musik holdt Tyskerne deres Indtog; de stillede udenfor Kirken, saa Provsten maatte afbryde sin Tale. De drog ind med den «tapre Landsoldat», hvorpaa de ved Kirken spillede en Salme, medens de alle knælede ned med Hænderne for Øjnene og bad.

✂ Jeg følte en forunderlig bitter Følelse i mig, medens tunge Taarer trillede ned ad Kinderne; Modsætningen var saa grel — den høje, dejlige Pinsefest, og den for os saa haarde Fjende, knælende Side om Side, fejrende samme Fest, bedende til samme Gud som vi — det var bitre Følelser, som kom i Hjærtet! —

✂ Om Aftenen i Selskabet var Familjen, vi besøgte, i den Grad begejstrede over deres Logerende, «Baron de la M.», at de forekom os som halve Tyskere. I det hele ærgrede vi os over det Mylder af pyntede Damer, thi de kunde i Sandhed ikke gøre mere Stads, om det havde været danske Tropper, end de her gjorde af de fjendtlige med Hensyn til Pynt, Koketteren og Spadseren; det havde været Damerne til større Ære, om de havde siddet hjemme bag nedrullede Gardiner.

✂ Fru A. stod med hele Overkroppen ud ad det aabne Vindu for at se efter de smukke Officerer og var næsten vred paa os, fordi vi foretrak Kirken for den Fornøjelse. —

✂ Vi var i høj Grad udbudne og blev vist en mageløs Gæstfrihed i de Dage; vi kunde næsten ikke overkomme de mange Indbydelser Formiddag, Middag og 84Aften, ja endog den Dag, vi rejste, blev der gjort Sel skab for os, som vi da ikke deltog i. Folk var i høj Grad venlige, og vi morede os yndigt tidlig og silde, ikke mindst hjemme i den smukke Havestue med den romantiske Udsigt ud over den dejlige Have, hvor alt stod i fuldt Flor.

✂ Det var ogsaa ganske morsomt at se de mange Tyskere, uagtet jeg hader de Bæster, og der var noget i Ripensernes Jubel, som stødte min finere og ædlere Følelse og min Danskhed. —

✂ Doktor B. havde tre i Logis; at de var gode imod dem var meget naturligt, men det Lefleri mellem de unge Damer og Officererne stødte os alle, uagtet vi godt kunde se, der stak en Skønhed næsten i hver Løjtnantskjole. En Dag var der Concert, Officererne havde skrevet Program til alle Familjer, vi fik ogsaa et, men vilde ikke nedlade os til at give Møde; der var saamænd ogsaa nok foruden os. De spiller udmærket, jeg har aldrig hørt dejligere Musik end Østerrigernes, de har nogle aparte, klangfulde Metalinstrumenter.

✂ Den 24. Maj. Da jeg før sad og skrev til Maja, kom der Bud efter mig; der var kommen en østerrigsk Officer for at bestille Kvarter til 14 Mand, hvoraf vi skal have en Hauptmann og hans Oppasser. Det er et Tordenslag for os alle, men herved er intet at gøre. Herredsfogden var med. Her var en udmærket Scene mellem Pastor K. og ham, som jeg aldrig vil glemme. Præsten førte Tyskeren hen for Frederik VII's Billede og sagde: «Ja, her ser De vor elskede afdøde Konges Portræt, 85hvis Minde lever i alle danske Hjerter; De maatte ønske, De havde en saa folkekær Konge hos Dem.» Derpaa førte han ham hen til Eugène Beauharnais og sagde: «Og her ser De Franskmanden; til ham staar nu vort Haab». Tyskeren bukkede og saà gal ud. Jeg fandt det udmærket, men Fru K. blev ulykkelig for det, og senere kom Kusken ind med den Hilsen fra Herredsfogden, at den tyske Officer havde sagt, at, havde han ikke set, Præsten var syg, havde han ikke taalt hans Bemærkning, og han vilde bede ham være forsigtig med næste Officer, da det ikke var sagt, han vilde taale slig Tale.

✂ Den 28. Maj.

✂ Nu er altsaa Huset fyldt med Tyskere, og hvad vi længe har ventet som noget forfærdeligt, er nu sket, og som det saa ofte gaar i Livet, nu vi er i det, er det ikke saa slemt.

✂ Vor Hauptmann er en smuk og nobel, høj, ung Officer med et rart, alvorligt Ansigt; han er forgudet af sine Soldater, som sagde, de brød sig ikke om godt Kvarter selv, naar blot han fik et godt Logis. Hans Oppasser er ogsaa rar, han hedder «Gallus» og gaar hele Dagen i Køkkenet; det er forbavsende, hvor han og Pigerne — især Kirsten — kan forstaa hinanden, han taler tysk, hun dansk og stundom — han dansk og hun tysk, et malebarisk Sprog, som de dejlig gensidig forstaar. Her er Liv i den ellers rolige Præstegaard; da han er Bataillonschef, stiller alle Soldaterne hver Dag her i Gaarden og præsenterer sig for ham. Forleden fik de alle Lønning, det var morsomt at se, og den Dag var vi alle, store og smaa, med Næsen paa 86Ruden. Soldaterne ligner vore Jenser og ser skikkelige ud, sølle Stakler, som er sendt saa langt fra Hjem og Slægt for at slagtes!

✂ Vor Hauptmann var forleden i Ribe og kom hjem med Skødet fuldt af Kager til Børnene og Sukkergodt, hvad der forskaffede ham et Besøg af dem Dagen efter; han kyssede lille Hans tre Gange. Han har et Gods i Steiermark, er gift og har en lille Søn som Hans, derfor holder han saa meget af ham. Forleden viste han Præsten et Billede af vor «tapre Landsoldat» og den kongelige Familie og ytrede, vi havde ingen bedre Venner end Østerrigerne, som ikke mere vil slaas med os, men vende hjem, naar Vaabenhvilen er endt.

✂ Den 30. Maj.

✂ Alt gaar sin Gang, vi ser Tyskerne paa alle Kanter, men her er de skikkelige og Soldaterne morer sig prægtigt. Saaledes var forleden en af dem klædt ud i en af Pigernes Dragt og gik om som Dame med hele Sværmen efter sig. Disciplinen er streng, en af Soldaterne har siddet to Nætter i Klokketaarnet, fordi han kom for silde hjem, og en har ligget lænket af en anden Grund, som jeg ikke kender. Vor Hauptmann kom atter i Gaar hjem med Kager til Børnene, vi finder ham stadig yndig og nobel i sin Færd, og han synger saa dejligt; Pianoet er flyttet ind i Salen til hans Afbenyttelse.

✂ I Gaar havde vi Besøg af to østerrigske Officerer, som kom for at besøge Hauptmannen, der var bortrejst. De kom da kun til Salen, hvor Præsten stoppede dem, de klagede over Kedsomhed, de sølle Bæster; ingen her vil have med dem at gøre. Vi gaar i stor 87Frygt for Elses Søn, han er den eneste i Sognet, som ikke lader høre fra sig; gamle Else er nær ved at dø af Sorg og er hoven af Graad, stakkels gamle Else! Jeg kan ikke udholde at se den Sorg og de Taarer.

✂ Den 2. Juni. *

✂ Nu er vi begyndt paa Aarets yndigste Maaned, men Tyskerne har nok i Aar taget vor Sommer, thi det fryser om Natten, og om Dagen gaar vi rundt med forfrosne Ansigter uden at føle en mild Luftning fra nogen Kant. Vi er bleven lidt bange for vor Hauptmann, thi Rygtet fortæller nu, han er saa streng mod sine Soldater, og at han stundom faar som Bersærkergang af Heftighed, saa vi er lidt urolige ved Tanken om at Vaabenhvilen snart er udløben, og at han saa som et rasende Menneske kommer ind og ødelægger og plyndrer alt.

✂ Der er i det hele noget uhyggeligt ved Tanken om, at vi snart igen skal have Krig, til alle Sider er vi omringet af en mægtig Fjende. Hans hele Opførsel under Hvilen har her været beskeden og human, han vil ikke engang have mere end èt Vokslys tændt om Aftenen og vil ikke have Salen for ej at berøve «Damerne» Instrumentet, en Beskedenhed, som er større end man kan vente den af en Ven, end sige af en Fjende.

✂ Den 6. Juni.

✂ Dagene svinder i ensformig Ro uden politisk nyt, Østerrigerne opfører sig godt, og vor Hauptmann er rar, skønt vi har været vred paa ham, thi han har skudt vor Gøg og oven i Købet hængt den op i 88Gaarden paa en Dør som Trofæ. Først var han paa Jagt efter den i Haven, — denne vor kære Nattergal, som vi holdt af. Han laa som en kaad Dreng helt hen ad Gangen for at se, hvorfra den kukkede. Han har sagt til Pastor B., han ikke kunde sove for den om Natten, saa snart han lukkede Øjnene, hørte han det «Kukkeri». Han har noget barnligt ved sig og morer sig i al Uskyldighed, leger med sine Soldater, mader Høns og Ænder, springer over Snore og ser paa, at «Svip», Pastor B.s Hest, bliver striglet 2 Gange om Dagen, hvilket han har givet et Par Soldater Ordre til udføre; vi er bange, han tager hele «Svip», naar han har faaet ham smuk nok.

✂ I Gaar var der stor Fest i Stenderup, vore Piger var budt med til Bal, men de hverken vilde eller maatte; Hauptmannen kom først hjem Kl. 5 i Morges, det var ikke for tidligt; de lod Raketter gaa op i Aftes.

✂ Den 9. Juni. *

✂ I Nat er alle vore Tyskere rejste, og her er bleven Ro og en underlig Tomhed i Huset, ja lille Hans gaar endog og græder, fordi de er borte, men haaber nu paa dansk Indkvartering. Vi var alle lidt vemodige ved at se dem drage bort, thi dels har de opført sig skikkeligt og dels hører det ikke til den menneskelige Natur — i det mindste ikke her i Danmark — at vedblive med at nære Had. Krigen er unaturlig, og det er forunderligt, den Tid ikke kan komme, da det ene Menneske ikke skal myrde det andet. Østerrigerne holder af de danske, de hader Prøjserne, siger de, og er kede af den hele Krig, de vil ikke slaa paa vore Soldater, 89men bliver næppe fri, der er vist ingen, der spørger dem om hvad de vil. Gallus (Oppasseren) var meget bedrøvet i Aftes og forsikrede, at nu gik de den visse Død i Møde i Stedet for at komme til Hjemmet, som de sukkede efter og havde haabet at komme til efter Vaabenhvilen. Det ser uroligt ud, men vi véd hverken ud eller ind. Vor Hauptmann kom ikke og sagde Farvel, men efterlod et Brev, hvori han bad Præsten hilse «den beiden Damen» — (Julie og jeg) og sagde, han «kyssede vore Hænder» — en Talemaade, han altid brugte, naar han bød Farvel; vi følte os jo smigrede over Venligheden, den lød saa ridderlig; her i Landet kysser Herrerne ikke paa Hænderne. Det er saa ynkeligt, at de sølle Østerrigere endelig skal bankes til at slaa paa os danske, naar de meget hellere vil være vore Venner.

✂ Samme Dag senere. * Hvor stor var ikke min Forundring i Middags, da jeg stod ved Vinduet og vor Hauptmann kom knaldende ind i Gaarden og med glædestraalende Ansigt svingede Hatten til Vinduerne som en god gammel dansk Ven. I «Vejen» havde de faaet Kontraordrer, derfra skulde de vende tilbage til Kvarteret og blive endnu 14 Dage, da Vaabenhvilen er forlænget. De var alle saa glade og, ubegribeligt nok, jeg syntes ogsaa, her blev Lystighed i Præstegaarden, og at vi baade ude og inde med livlige Følelser saà vore tyske Kammerater drage ind i Gaarden. Julie og jeg mødte senere hele Regimentet, som kom marcherende, Soldaterne nikkede glade til os som Venner, der længe har været skilte. Der er noget glad gemytligt og i høj Grad godmodigt 90ved Wienerne, som minder mig om mine elskede Københavnere. De Stakler! De vil saa nødig slaas med os, nu bliver de vel fri.

✂ Den II. Juni.

✂ Medens Julie læser den franske Lektie med de ældste Børn, fordi jeg har spillet med lille Jenny, vil jeg skrive lidt i min Dagbog. I Gaar talte jeg første Gang med vor Hauptmann, thi her i dette danske Hus undgaar vi alle Møder og nøjes med en Hilsen uden Ord. Julie og jeg spadserede i Haven og vilde gaa ind for at faa lidt Skygge i det store Lysthus men blev meget alarmerede, da Hauptmannen sprang os i Møde som en Raket og indledede i den Grad en dyb Konversation om Krig og Fred, om Dans og Kortenspil, om Hjem og Børn, som han forsikrede, han elskede af ganske Hjerte. Han er mageløs livlig, men pludrer saadan paa, at man næsten ikke kan følge ham; det er vist, fordi han saa sjelden taler, saa skal han have sagt saa meget; det var, som man tog Tappen af en Tønde, men naturligvis er det god Vin, som kommer fra Tønden. Han er vakker baade at se og høre paa, og Samtalen varede ikke kort, vi fik meget at vide, men blev afbrudt af Stupigen, som kom og kaldte til Bords. Han fulgte os til Døren og gentog Ordene fra Brevet: «Ich küsse ihnen die Hände», — et Wienergalanteri, som hos os lyder saa gammeldags; men yndig er han.

✂ Vi døde ikke i Synden, da vi kom ind, og de sagde alle med Pastor B. i Spidsen, at vi havde nok ikke løbet fra ham, men efter ham; vi gav Svar til Gengæld og sagde, at vi vilde gøre hvad der stod i vor Magt, for at faa en lignende, salig Time.

91

✂ Den 14. Juni.

✂ I disse Aftener har vi haft komiske Scener med vor Hauptmann. Han kom i Søndags hen til Køkkendøren, hvor Julie, Børnene og jeg stod, og spurgte om vi holdt af «Feuerwerk»? Hertil svarede vi «Ja» uden at tænke videre derpaa. Vi mærkede nok, han og Oppasseren havde travlt med at arrangere noget og hørte omsider, de agtede at afbrænde et Fyrværkeri til Ære for os. Der var Bal i «Stenderup», men Kl. 10 kom Indbydelsen til os om at træde ud i Haven, og Hauptmannen var gaaet fra Ballet for at antænde Fyrværkeriet. Folkene, Børnene, begge Præsterne samt Julie og jeg mødte paa Plænen; men trods alle Anstrængelser vilde det ikke tænde, og efter et Par Timers forgæves Venten gik vi ind, ledsaget til Døren af Hauptmannen, som baade var flov og gal i Hovedet.

✂ For at give Vreden Luft gav han sig til at udskælde en fuld Soldat, som ogsaa havde forladt Festen og foretrak at være Tilskuer af Fyrværkeriet. Han blev jaget ind ad den ene Dør og kom ud ad den anden, saa han tilsidst for Ulydigheds Skyld skulde have rigtig Straf, og vi maatte have den rare Pastor B. ind for at bede godt for ham. Pigerne havde lukket ham til Side, og det var næsten komisk at se vore danske godmodige Piger slæbe af med den døddrukne, tyske Soldat, for at denne skulde slippe fri for Hauptmannens Straf — ventelig at ligge krum, thi det er det sædvanlige.

✂ I Aftes tordnede og lynede det stærkt; vi fik Omelet, og vor Hauptmann fik ogsaa et Stykke op; af Glæde over det — thi han er en stor Slikmund — tror jeg, 92han sprang lige op af Sengen for igen at arrangere Fyrværkeri, thi i Seng var han, da Pigen bragte ham Omeletten.

✂ Kort efter raabte Gallus ind ad det aabne Havevindue: «Nun geht das Feuerwerk», og ud kom hele Familien atter trods de flammende Lyn og Regnen, der dryppede fra alle Blade.

✂ Scenen fra forrige Aften fortsattes, vi ventede og Krudtet futtede, men vilde ikke tænde. Nu tog Hauptmannen det Parti, ikke at blive vred, men forene sin Latter med vor og ledsagede os atter til Døren med Løftet om det en anden Aften. Forrige Aften sagde han: «Morgen ganz gewiss», nu sagde han: «Morgen vielleicht».

✂ Maggi og jeg saa hvad der var skjult for de andres Blikke, at han var i dybeste Negligé, thi den store Kappe blæste til Side og lod os skimte den hvide Dragt underneden.

✂ Den 16. Juni.

✂ Den Dag, Pastor B. rejste, kom der en straalende østerrigsk Officer til Gaarden, og kort efter fik vi Bud fra Hauptmannen, om Fruen var hjemme; travlt fik vi med at gøre fint, da vi anede Besøg. Omsider aabnedes Døren og ind traadte — ikke vor Hauptmann, som aldrig har haft Benene inden for vore danske Døre; men den fremmede, der præsenterede sig selv som Hauptmann — jeg husker ej det malebariske Navn; han logerede paa S — skov og mødte som Oldgrandsker for at faa Oplysning om en stor Runesten, der staar ved Kirken. Det var heldigt, Fru K. vidste den latinske Inskription, og nu maatte vi rask tale op 93med ham, saa godt vi tre Stympere formaaede. Vi viste ham Stenhamrene, og han saa paa Malerierne o. s. v.

✂ Han var en smuk Mand med et gyselig strengt Blik, et rigtig Fjendeudtryk, vel høflig og gentil, men med et Udtryk i Øjet, som om det vilde være ham et lige saa let som behageligt Arbejde, at bore en Dolk gennem os alle tre. Jeg kan ellers ganske godt lide, naar en Fjende møder som Fjende, thi jeg har altid fundet, at Østerrigerne er for sødttalende.

✂ Nu rejste vor Hauptmann til Ribe, naturligvis for at købe et nyt «Feuerwerk».

✂ Den 27. Juni.

✂ Mange Dage er forløbne, siden jeg sidst skrev, Tyskerne er rejste, og før Afrejsen havde vi to Gange «Feuerwerk». En Aften gik jeg nede i Haven, vor Hauptmann og «Gallus» kom hen til mig for at spørge om jeg vilde se «Feuerwerk», jeg bad, om jeg maatte hente de andre, som ogsaa kom alle Mand, endog Fru K., hvilken sidste holdt sig i tilbørlig Afstand. Raketterne gik godt og tabte sig i Himlen som Stjerner, Børnene var henrykte, thi de har jo aldrig set sligt, og jeg, sølle Stakkel, fik ligesom lidt Tivolifornemmelser, uagtet jeg ikke fandt Lighed mellem her og der, men det er saa længe siden jeg har været med til lidt Gøgl. Raketterne blev skudt ud med Hauptmannens egen Haand og gik godt og højt, hvorimod en Troldkælling ikke vilde tænde. Et Par Kanoner gik godt, men et Ildhjul faldt ned af Træet, hvori det var hængt op, netop som det gik allerbedst. Hele Haven stod i Røg og Damp og myldrede af Østerrigere.

✂ Det var forunderligt nok at se vor stille, danske 94Præstehave omskabt til et Tivoli og alle de glade tyske Soldater mellem os danske, de hoppede og klappede for hvert Knald. Wienerne minder mig altid om Københavnerne, det samme barnlige godmodige og glade som mine elskede derhjemme over Sø og salten Vove.

✂ Den i saa høj Grad udpræget dansksindede Pastor K., bestod en haard Kamp mellem sit Had til Tyskerne og sit gode Hjerte, som ikke tillader ham at hade det enkelte Individ.

✂ Den Aften var Hauptmannen ret i sit Es, fordi hans «Feuerwerk» endelig lykkedes. Han indbød os til at gæste sin Familie i Østerrig, saa skulde han rigtig more os, han antager vist, at det i det mindste er Julies og min Opgave blot at more os, thi han taler kun med os om Dans og Lystighed, han finder, vi faar for lidt af den Slags.

✂ Den Aften var han fornøjet baade med os og sig selv, thi han lovede os to lignende Aftener, og det i langt større Stil. Næste Dag kom Gallus henrykt løbende til os og fortalte, de havde faaet Vaabenhvile i to Maaneder, og hans Herre rejste til Halsted lige saa henrykt for at udbede sig Permission for med Gallus at tage hjem til Østerrig i den Tid. Gallus var helt forvirret af Glæde ved Tanken paa Besøget hos Fader og Moder, han klappede i Hænderne, og Herren kørte lige saa glad til H—sted. Dog — Glæden fik en brat Ende, han kom meget bedrøvet og nedslaaet hjem, Rygtet var usandt, som havde staaet i «die Presse», Afmarchen var bestemt til to Dage senere.

✂ Den sidste Dag var Præsten med Frue og Julie i 95Ribe, jeg skulde blive hjemme for at indgyde Fjenden Respekt. Julie havde om Morgenen talt med Hauptmannen nede i Haven, hvor han havde lovet at vente med Antændelsen af Fyrværkeriet, til de kom hjem, dog kunde dette Løfte ikke holdes, thi de skulde tidlig op for at afmarschere næste Dag; de ventede en Time men saa blev det futtet af.

✂ Der var den Aften saa mange Østerrigere, at Tonen blev altfor munter, og Børnene og jeg maatte trække os tilbage til den lille Lund, da jeg ikke fandt det passende at staa i al den Komers. Saavel Gaardens Folk som Tyskerne var saa kaade, og mange fremmede var strømmede til, omkring fra Sognet, baade tyske og danske. Tyskerne var vemodige ved Afskeden fra Sognet, hvor de har haft det godt under den lange Vaabenhvile, dog mindre end første Gang. Hauptmannen bad Præsten om Tilladelse at skrive og sende «Kleinigkeiten», naar han kom hjem til sit Gods.

✂ Dagen efter kom 4 stakkels Østerrigere, som havde ligget paa Haderslev Lazareth. De kom for at spørge om Vej, og saá lidende, syge og bedrøvede ud. Jeg maatte gaa, fordi jeg kom til at græde og løb lige mod Julie, som gik af samme Grund. De fik Kaffe og Frokost i Overflødighed, og jeg mindedes Skriftens Ord: «Hungrer din Fjende, giv ham Mad; tørster han giv ham Drikke». —Det var netop denne Tanke, som rørte mig; de sad her ved Fjendebord, vildfarende, lidende og ulykkelige, de Stakler, i et fremmed Land, langt fra alt hvad de elskede. Denne Medlidenhed med Fjenden er en forfærdelig Følelse! —

96

✂ 9. Juli.

✂ Vor noble Hauptmann med sine Folk drog gennem Halsted forleden; den Nat drømte jeg saa meget om ham, han har vist sendt os en Tanke paa den Tur. Gid han levende maa komme hjem til sin unge Kone og lille Dreng; hans hele Optræden her var saa ædel, saa man glemte, han var en Fjende. Vi fik alle saa mange Hilsener fra ham med Manden, som kørte ham til «Vejen».

✂ Stakkels gamle Else har nok mistet sin Søn; vi har længe gaaet i Bekymring for ham, da hun slet ikke hørte fra ham efter Dybbølslaget. Hun har grædt i al den Tid, som Hjertet skulde briste, det var næsten ikke til at udholde at se paa hende. Præsten skrev forleden til Regimentschefen og fik det Svar, at ingen vidste noget om ham, han var enten død under Kampen, eller ført saaret bort; alle Oplysninger var umuligt at opspørge. Stakkels gamle Else! Hendes Sorg er uden Grænse. Pejter var jo hendes Glæde og Lyst her i Livet. Vor Herre bringe hende sin Fred og Trøst; thi vi andre Stakler formaar saa lidt her.

✂ Dorthea Kokkepige har været paa Als at besøge sin Broder; hun gik 10 Mil, og forsikrede, hun kunde gaaet dobbelt saa langt blot for at sé ham; ja, hun gik jo 20 Mil, thi hun gik jo ogsaa tilbage. De to Sødskendes Kærlighed er i høj Grad rørende; han stod paa Vagt, da hun kom, og kendte hende ikke, da hun søgte ham der; —men «Jøsses» —sagde hun, «sikken Glæde der blev, han blev lige saa murehvid, og ingen af os kunde tale». — Nu ligger han maaske ogsaa død, 97thi vi har jo mistet 3,000 paa Als, da Tyskerne tog den.

✂ Hvilken forunderlig Ulykke vi har med os i denne Krig, som om Gud ret vil have os i Knæ; vi har vel trængt til det, vi var vist ikke ydmyge nok, da vi begyndte!

✂ Den 13. Juli.

✂ I Aftes var Herredsfogdens her, Vejret var dejligt, vi drak baade Kaffe og The i Haven; her var saa behageligt og hyggeligt. Om Aftenen fik vi megen Musik, vi gav alle Bidrag; dejligt, man har de smaa Glæder inden Døre, og en Lykke, man midt i alle disse Ulykker dog kan lade sig hendrage dertil og for en Tid glemme det stakkels Land og de mange bedrøvede Mennesker.

✂ Den 18. Juli.

✂ I to af Egnens Præstegaarde har Fruerne gjort Skandale ved deres Lefleri med Fjenden, saa selv Officererne fandt det væmmeligt, og det vil sige meget, da det var dem, som fik Viraken. I Præstegaarden hos os kom Fjenden ikke inden for Familjens Døre, det eneste Samkvem vi havde, var det lille «Feuerwerk»; men hos de Familjer, der omtaltes paa E., dansede Fruerne og Lærerinden med dem om Aftenen; det gør ikke nogen dansk Kvinde Ære. Flere Damer i enkelte, ja to, Nabobyer har ligeledes prostitueret sig. Det er sørgeligt, at vort Køn i en saadan Trængsels Tid kan forglemme sig; her er utallige Historier i den Retning. Igaar fulgte Hr. og Fru L. os til H. Den ældste Søn er kommen hjem fra Krigen; hans Bryst har faaet et stærkt Knæk, saa han vel næppe kommer til Kræfter mere. De stakkels «Jenser» har gennemgaaet 98saa meget med Nattevagt o. s. v., da vi nu har saa faa. Han havde staaet Strandvagt i 3 Nætter i Træk, og de faa Timer, han sov, tilbragte han i et aabent Skur, hvor det blæste og regnede ind. Han sagde, at de Soldater han levede imellem, ærgrede sig meget over de højere Officerers Tolerance lige over for Fjenden. Dagligen, naar de blev afløst fra Nattevagten, fik de en Kugleregn fra Fjenden; men de maatte ikke besvare den, sagde Officererne, for ikke at irritere Fjenden; det lyder mistænkeligt. Mange af de lavere stillede Officerer siger, at de snart ikke mere kan være bekendt at tjene i den danske Armé; thi der er saa mange mistænkelige Ting, som forefalder, der tyder paa den sørgelige Vished, at der er Forræderi med i Spillet.

✂ Et sørgeligt Syn var det paa Herregaarden E. at se de mange Ægtvogne, som kom fra Varde, fyldt med store Læs af Sæd, Tobak, Urtekram o. s. v. Først kom en Flok tyske Husarer, saa 60 Vogne med fyldt Læs, og saa sluttedes Toget atter af Husarer og en lukket Vogn med nogle Embedsmænd, de bragte med som Arrestanter. Hvad der var det værste var, at de hele Vejen har banket paa vore Bønder. At tænke sig, at vore frie selvstændige Bønder skal danse under Svøben, det piner Hjertet.

✂ Den 23. Juli.

✂ I Gaar gav jeg Ferie, et Tidspunkt Børnene, saa vel som jeg, hilste med Glæde, og dog var jeg ulykkelig, da vi sang vor Afskedssalme, thi jeg kunde ikke lade være at faa Taarer i Øjnene og vilde nødig have, Børnene skulde se det. De sad med deres glædes-straalende 99Ansigter og vilde vist antaget mig for smaatosset, om de havde set en Taare i mit Øje, hvorfor jeg af al Magt søgte at trænge den tilbage.

✂ Saa uendelig mange Tanker greb mig, da vi sang: «Til vor lille Gerning ud, gik vi smaa fuldglade, Viljen saá den kære Gud, hjalp os, som vi bade». Har vi bedt ham paa den rette Maade? Og har jeg og vi alle været opfyldt af vor Gerning i den sidste Tid? Nej og atter Nej! — Meget andet har opfyldt vor Sjæl og vor Tanke end Gerningen paa Skolen, den har i lang Tid været en Biting, og ofte har vi været opfyldt af andre Ting og sløjet af med den.

✂ Dagbogen fortsættes, om end kun med sparsommere Bidrag, under en Rejse i Sommerferien, og efter at Lærerinden igen er vendt tilbage til sin Præstegaard. Saaledes noteres, den 12. September:

✂ I Gaar havde vi Besøg af H. G. med alle B.s Børn, som bragte mig to Breve, en sjælden Gave i denne Tid. Det ene var fra Skanderborg, hvor de har haft det strengt; siden 12. Marts Indkvartering og Plager i alle Retninger; hele Brevet er en lang Jeremiade. Det andet var fra min kære, trofaste Anna, men af en mere livlig Natur. Det indeholder ikke Klager, men Skildringer af Forlystelser, som de for Tiden svælger i i Køge; en forunderlig Modsætning! Der ligger 800 Mand, der iblandt 50 Officerer og utallige frivillige Studenter og Kunstnere, som tjener Værnepligten af paa den Maade. Disse i Forening gør ikke andet end arrangere Forlystelser. Modsætningen er skærende — mellem Livet i Jylland og Livet paa Sjælland, men 100Forholdene bevirker det; vi sidder her med vor Sorg, omringet af Fjenden, og synes, at alle maa føle som vi.

✂ Den 2. Novbr. bemærker Forfatterinden selv, at hendes Optegnelser nu kun uegentligt tør kaldes for en Dagbog. «Freden er underskreven», siger hun, «det værste, som kunde ramme os, thi ved dens Underskrivelse er Haabet om at beholde Slesvig tabt. Hvor Grændsen skal være, véd jeg ikke; men den skal vist meget nordlig, thi der skal være Takkefest i Prøjsen, et Bevis paa, at Resultatet er sørgeligt for os.

✂ Saaledes endte altsaa denne Krig, som har kostet saa meget dyrebart Blod, saa mange Taarer, og ak! saa megen Skændsel, thi at Forræderi har været iblandt vort Folk, derom haves ingen Tvivl, siger de, som har Indsigt, og denne ulykkelige Tid vil staa med sorte Pletter i vor Historie.

✂ Det er en forunderlig Tanke, at Gud ikke har været med vor retfærdige Sag; men han har vel fundet, vi trængte til dette Tugtensris, siden det er kommet; thi Hovmod og Letsind har trængt sig sørgeligt ind i Folket, saa knækkes skulde vi vel. Jeg kan ikke taale at synge Fædrelandssange eller sligt; det er saa skærende — naar vil Danmark forvinde det? For Øjeblikket har man en Følelse, som vil det aldrig forvindes. —

✂ Endnu forekommer der en Hændelse, som bringer Fjenden en sidste Gang i umiddelbar Berøring med Præstegaarden og dens Beboere. Herom berettes, den5. Novbr.:

✂ I Aftes var her et Læs Tyskere af dem, som var her i Sommer, for at efterspore en stakkels Desertør. De satte Heste og Vogn ind i Stalden, fik noget at 101spise, ladede deres Bøsser, tog en Jernlænke frem til at binde ham med, om de fandt ham, og begav sig paa deres blodige Jagt.

✂ De gik hele Natten i Mørke og søgte efter ham; vi var i Dødsangst for ham, at de skulde finde ham, men Gud ske Lov kom de tilbage med uforrettet Sag!

✂ Fra nu af forekommer kun enkelte, med lange Mellemrum nedskrevne, sørgmodige Betragtninger over Freden og Landets Tilstand eller Optegnelser af ganske privat Natur. Man mærker, hvorledes Dagbogen kun fortsættes paa Grund af gammel Vane, indtil den den 19. December ganske stille dør hen. —

✂

Fyenske Almuesfolk.

✂ Uddrag af 45 Breve, vekslede mellem Mand og Hustru.

✂ Manden, Gunner, er en 28-aarig Arbejdsmand i Odense, Husmandssøn fra Assensegnen, under Krigen Underkorporal i 19. Infanteri- Regiment.

✂ Hustruen, Dorthea, er en 39-aarig Gaardmandsdatter fra samme Egn. De har været gift i et Par Aar og begge kun nydt Almueskolens Uddannelse.

✂ Allerede fra Nyborg, inden Afrej sen til Slesvig, skriver Manden den 29. Novbr. 1863 et Brev, angaaende forskellige praktiske Ting, hans civile Tøjs TilbagesendeIse m. v., og slutter:

✂ ... men nu vil jeg ønske dig al Held og Lykke, og at Herren vil holde sin beskærmende Haand over Eder alle, og at Herrens Engel maa omsvæve Eder, og at du, min udvalgte, maa bære dette med Taalmodighed til den Dag, da Herren vil føre mig tilbage til dig, min udvalgte og bedste Ven paa Jorden. Dog jeg haaber med Guds Hjælp, at det ikke skal vare saa længe, og da vil min Hjemkomst vist blive lige saa glædelig som min Bortrejse var bedrøvelig.

103

✂ ... Og til Slutning hilses du tusinde Gange fra din oprigtige og kærlige Ven og tusinde Hilsener til mine smaa Piger fra deres kærlige Fader.

✂ En Skrivelse fra Frederiksstad af 3. December fortæller lidt om Byen og Indkvarteringsforholdene,

✂ ... men hvad ellers det skal blive til, véd vi endnu ikke; men vi haaber dog, at det snart skal faa en Ende, at jeg kan komme hjem til dig, min allerkæreste Ven, og Gud give, at det snart maatte ske, for det er jo min, den kæreste Glæde paa Jorden at komme hjem til Eder, mine eneste, Eder, som jeg elsker fremfor alle paa Jorden ...

✂ Begge Breve er overskrevne: Min kære, høj elskende Kone!

✂ Herpaa svarer Hustruen fra Odense den 8. December: Min kære, højtelskende Mand! *

✂ Da jeg i Dag har modtaget dit kærlige Brev, vil jeg straks svare derpaa. Jeg kan nok tænke, at du længes lige saa meget efter Brev som jeg, for det er jo min eneste Glæde og Trøst at faa Brev fra dig. Det glæder mig dog meget at høre, at du kommer i Seng. Gud gid det kan vedvare; men desværre, det er jeg bange for, at det kan ikke, for Rygtet gaar her i Dag, at Tyskerne er rykket ind i Holsten. Hvad jeg hidtil ikke har været utaalmodig, maa jeg nu blive, men jeg vil bede Almagtens Gud holde sin beskærmende Haand over dig, at Guds Engle maa omslynge dig, saa er du jo uden al Fare.

✂ Ja, min kæreste Ven her paa Jorden, jeg kan ikke beskrive mine Bønner og Ønsker over dig; men Gud give, at de maa blive bønhørt, at du maa 104komme lige saa rask hjem til mig, som du rejste bort fra mig, og da er der dog ingen større Glæde for os, end naar vi samles igen, og Gud give, at det snart maa ske! Men jeg vil bede den gode Gud at give os Taalmodighed paa begge Sider til at bære alt, hvad der er forelagt os, og give dig Kraft og Styrke til at udføre, hvad der er bestemt for dig.

✂ Gud gid jeg havde Pengene, jeg kunde leje for dig, da holdt jeg ikke den sidste Skilling for god, og jeg har i Drømme flere Gange set, at du kom hjem. Ja, Gud gid, at den Dag var nærmet sig!

✂ Vi er dog ellers raske. Din lille Pige har været temmelig urolig, siden du rejste, men det er naturligvis min Skyld. Jeg skal hilse dig fra Peder, Maren og Marie og især fra Rasmus, han har været to Gange inde at se til mig. Min kæreste Ven, kan du ikke faa saa megen Tid at skrive et Brev til dem, det har Rasmus bedt om; du kan jo lægge det inden i mit. Rasmus begynder at frygte, for nu er der indkaldt lige til Forstærkningen; men saa bliver der nok lejet for ham.

✂ Min kæreste Ven, trænger du ikke til Penge? Da skriv endelig til mig, saa skal du faa, og jeg har købt 2 Pund Smør, hvis jeg maa sende dem til dig, og noget Kød eller Ost kan du ogsaa faa, hvis det kan lade sig gøre at sende det til dig. Lad mig endelig vide, hvad du trænger til, det skal du faa, for saa vidt det staar i min Magt.

✂ Jeghar i Dag ogsaa modtaget Brev fra din Moder og har bestemt at skrive til hende i Morgen og saa give dem din Adresse. De har ikke modtaget det 105Brev, vi skrev til dem, for de spørger, om vi har faaet Gaasen.

✂ I Dag har jeg meldt mig, for der bliver uddelt Hjælp til alle dem, hvis Mænd er rejst i Tjenesten; men hvor meget véd jeg ikke endnu. Jeg mødte Hans Pedersen paa Gaden en Dag, og fik den Daler, han skyldte os. Jeg har faaet 700 Tørv à 24 Skilling Hundrede. Jeg har faaet lidt Uld at karte og spinde, saa med Guds Hjælp har det ingen Nød for os. Den II. Decbr. følger et Brev af ganske lignende hidhold. Efter praktiske Oplysninger om Brevforsendelsen følger Udtryk for hendes Længsel, til Dels i de samme Ord og Vendinger som tidligere:

✂ ... det er min eneste Glæde og Trøst at faa (???)rev fra dig. Gud give, den Dag var naaet, at du var hjemme hos mig, da var al min Sorg slukket, da var der dog ingen større Glæde for mig, da var mine glade og lykkelige Dage igen indfunden sig, o, da vilde jeg af Hjertet takke Gud og prise mig lykkelig! Men Gud véd, hvornaar det sker; jeg synes, at det ser saa mørkt ud; her gaar Rygtet, at de om nogle faa Dage skal slaas, saa det er jo ikke godt at være taalmodig, men Gud give os begge Kraft og Styrke til at bære den tunge Skæbne, der er paalagt os, og Gud holde sin beskærmende Haand over dig, at hans Engle maa omslynge dig, saa er du jo uden al Fare, og at du maa komme lige saa rask hjem til mig, som du rejste fra mig ...

✂ Slutningen af Brevet opfordrer ham indstændigt til endelig at skrive om hvad han trænger til.

✂ Manden svarer fra Meldorf den 14.. Decbr.:

106

✂ Min kære, højtelskende Kone!

✂ Da jeg i Aftes og i Dag har modtaget begge dine Breve, tager jeg straks Pennen for at tilmelde dig, at jeg, Gud være lovet, har det meget godt; men det kommer jo an paa, hvor længe vi skal blive liggende her, for det bliver vistnok snart afgjort, til hvilken Side det saa bliver; men de fleste mener dog, at det ikke bliver til Krig, og det ønsker vi ogsaa alle, at vi kunde blive fri og saa snart kunde komme hjem til Eder, mine kæreste, og Gud give, at det snart maatte ske, saa var jeg glad og lykkelig. Men vi maa have Taalmodighed, for den gode Gud, han styrer nok alting paa det bedste, vi véd ikke, hvorfor det skal være godt, for Gud prøver Menneskene paa saa mange Maader, men slaa blot din Lid til ham, for han mager nok alting paa det bedste, og paa ham kan vi sikkert stole. Og Gud holde sin beskærmende Haand over Eder, og at I maa leve lykkelig og være frimodig, for Gud hjælper os nok til det bedste, min kæreste og hengivneste Ven ...

✂ Den 16. allerede skriver hun fra Odense:

✂ Min kære, højtelskende Mand!

✂ Jeg har i Aften modtaget dit kærlige Brev, og det er min største Glæde og Trøst at høre, at du er rask og har det godt, saa Gud give os begge Taalmodighed indtil at du kan komme hjem til mig. Jeg længes saa meget efter dig. Du hører ikke, min kære Ven, hvor ofte vi siger: Gid vi havde Fader hjemme! Augusta siger saa ofte til mig: Græder du 107nu igen, Mo'er, du har jo dog ikke nødig at græde, for vi har jo dog noget at spise endnu, og jeg har jo givet dig alle mine Penge til Brød og Smør. Men hun faar altid det Svar: Jeg græder ikke for Penge, men for Fader, og saa siger hun: Ja, bare han var hjemme, saa var jeg saamænd glad. — Ja, det ønsker vi tusinde Gange. Det er en stor Glæde at se din lille Pige, hvor hun forfremmer sig. Gid du saá det! Jeg ser saa ofte i Drømme, at du er hjemme ... I Dag siger de, at paa Lørdag rykker Tyskerne ind i Holsten, og det er den Dag, da Kongen skal bisættes, og saa tror de, at de kommer til at slaas den Dag, men Gud forbyde det; Gud give, at det kan blive stillet hen foruden Krig! Gud holde sin almægtige Haand over dig, thi den, Gud bevarer, er uden al Fare ... Fra din kæreste Ven Dorthea J.

✂ Under den strenge Kidde i Slutningen af December Maaned frygter Dorthea for, at Manden i sine Breve ... «vistnok ikke nænner at fortæller mig saa strænge du har det ... hvordan havde du det med dine Fødder paa Marsen? ... Gud holde sin beskærmende Haand over dig, og Gud gid mine Breve maa altid træffe dig ved et godt Helbred og et taalmodigt Sindelag ... Maa jeg sy et Mavebælte og sende til dig, det kan vist nok være meget nødvendigt! Kom hjem at holde din Fødselsdag hos mig; hvis jeg vidste, at du snart kom, saa vilde jeg købe en Gaas til Steg ...

✂ Tusinde kærlige Hilsener til dig, min søde Ven, fra 108mig og dine smaa Piger. Vi er, Gud være lovet, raske og ønsker at høre det samme Gode fra dig.

✂ Fra din kære Kone Dorthea J.

✂ Juleaften skriver hun:

✂ Min kære, højtelskende Mand!

✂ Din kærlige Skrivelse af 20. dennes har jeg med Glæde modtaget. Det glæder mig meget at høre, du er rask; samme Gode kan jeg tilmelde dig fra os ... Medens de andre morer sig i Aften, da skal min Fornøjelse være at skrive til dig. Gud gid du var saa nær, at jeg kunde tale med dig, da var der jo ingen større Glæde for mig. Men Gud véd, om den Dag er ikke nærmere, end vi tror; jeg beder saa meget dertil, thi naar Nøden er størst, er ofte Guds Hjælp nærmest.

✂ Min kæreste Ven, sig mig, hvad din Juleaftensmad bestod af. Jeg har i Dag købt et Fireskillings Hvedebrød, og deraf spiste vi os et Stykke til et Kop Kaffe, saa vi var ligesaa tilfreds med det, som de andre med deres rige Maaltid.

✂ I Morgen skal vi have Suppe, for vi har faaet nok et Stykke Kød fra Slagteren. Jeg skal hilse dig fra Rasmus i A—. Han bød os derop i Julen, men jeg takkede for Budet. Det er langt fra, at jeg kan trække den lange Vej med Barnet paa denne Aarstid.

✂ I Dag har vi faaet Penge igen. Du maa tro, min kæreste Ven, at det er underligt for mig, hver Gang jeg skal hente Penge. Jeg kunde ikke skjule mine Taarer i Dag, da jeg stod dernede, og 109saa spurgte den ene af Herrerne, om jeg nylig havde hørt fra Manden. O, min kæreste Ven her paa Jorden, Gud give, at den Dag var oprunden, at du bestandig maa blive hjemme hos mig. O, da kunde der jo dog ikke tænkes nogen større Glæde for mig. Vores lykkelige Dage, de var kun saa faa, men Gud kan jo gøre dem dobbelt glade og lykkelige, naar du nu kommer hjem til mig igen. Der er maaske mere godt tilbage for os, end vi selv kan forudse.

✂ Jeg gratulerer dig paa din Fødselsdag og ønsker dig alt Held og Lykke i Fremtiden, og den gode Gud altid holde sin beskærmende Haand over dig! Jeg har tænkt at bage en lille Kage til os til din Fødselsdag og ønsker, at du, min bedste Ven, kan komme og spise med. Hvis jeg blot kan tænke mig en Ting at sende dig til den Dag, men jeg véd ikke, hvad det kunde være. Hvis du kan sige mig noget, da skal du faa det. Glem ikke et Par Ord til Maren og Peder. Tusinde kærlige Hilsener fra mig og dine smaa Piger og fra din kære Kone

✂ D. J.

✂ Kom snart hjem til os!

✂ Af Mandens Breve til hende i December og Januar Maaned er det af 30. December særlig typisk: Min kære og højtelskende Kone!*

✂ Jeg tager i Aften Pennen for at tilmelde dig, min kære og højtelskende, at vi nu er afrejst fra Meldorf til Frederikstad. Vi rejste fra Meldorf i Søndagsaftes Kl. 4½ og kom til Heide om Aftenen Kl. 7; der blev vi saa indkvarteret den Nat. Næste Dag maatte 110vi paa Forpost, og i Gaar maatte vi marsere hertil; det var en meget stram Mars, vi kom først i Kvarter Kl. 6½, og i Dag maatte vi paa Arbejde Kl. 7½ over i Holsten paa en Skanse, som bliver sløjfet; det er en Skanse, som er opført i Sommer og er kuns lige bleven færdig og, efter hvad de siger, har den kostet 60,000. Det er mange Penge til ingen Nytte, men de maa jo ikke have den der, derfor bliver den nu ødelagt, for at Tyskerne ikke skal faa noget Gavn af den. Efter hvad vi hører, bliver vi vistnok ikke her ret længe, vi skal nok til Mysunde; men hvornaar ved vi ikke endnu.

✂ Indskusionstropperne har nu besat hele Holsten; da vi rejste fra Meldorf, samme Aften, rykkede de derind, og samme Dag som vi rejste fra Heide skal ogsaa de besætte den, saa Gud skal vide hvad det skal blive til; vi maatte jo snart ønske, at det maatte blive afgjort, til hvilken Side det saa skal blive, endskønt jeg tænker, at det nok bliver godt.

✂ Vores Juleaften var god, vi fik Flæskesteg og Kartofler og et Stykke Julekage og et Glas Vin, saa det var jo meget godt i de Omstændigheder, vi har det; men vores Nytaarsaften vil vistnok ikke blive saadan, for vi ligger saa mange her og alligevel giver Indbyggerne os ikke noget her.

✂ Jeg har det ellers godt, har et meget godt Helbred og bærer min Skæbne med Taalmodighed; ja Gud give, at den Dag var kommen, at jeg maatte komme hjem til dig, min udvalgte og aller kæreste Skat, ja, jeg beder saa ofte derom, og Gud give, at min Bøn maa vorde opfyldt. Himlens Herre bevare Eder 111og gid hans Engel maa omsvæve dig og vifte al din Sorg og Nød bort og give dig Taalmodighed, og slaa kun du din Lid til ham, han hjælper nok, og. han er den bedste Hjælper, saa haaber jeg med hans Hjælp, at vi forenede maa med Glæde samles for aldrig mere at adskilles, førend Gud engang skal adskille os.

✂ Jeg skal hilse dig fra Søren J., jeg og han er nu Sloffer her. Nu slutter jeg med tusinde Hilsener til dig min allerbedste og kæreste Ven, og til mine smaa Børn sender jeg mine Hilsener. Lev vel, min bedste Ven!

✂ Gunner C.

✂ Jeg ønsker dig et glædeligt Nytaar og al Lykke og Held, samt at vi maa snart samles igen.

✂ Gunners andre Breve fra denne Tid er nærmest kun Varianter af det samme Thema— som Grundmotiverne i dette sidste Brev jo allerede forekommer anslaaede og tildels udførte i tidligere. Der tilføjes kortfattede Oplysninger om Kvartererne, Øvelserne, den vanskelige Lejlighed for at komme til at skrive, lidt om Danevirkestillingen o. lign.

✂ Efter Retræten fra Danevirke har Hustruen i længere Tid ikke hørt fra sin Mand, og hun «har gjort sig de mangfoldigste Tanker». Hun har «hørt og spurgt alle Vegne, men alt forgæves indtil i Dag, da gik jeg paa Hospitalerne, og endelig fandt jeg en Mand fra 6. Kompagni og sagde, at han havde talt med dig for 112otte Dage siden, da var du rask. Du kan tro, min kære Ven, at det letted godt paa mig».

✂ Dagen efter, endnu inden hendes Skrivelse er sluttet, modtager hun Mandens Brev«med stor Glæde». Hun har sendt ham Penge og spørger, om de rigtig er komne, ellers har hun taget Bevis paa Postkontoret og skal nok sørge for, at han faar dem. «Jeg har meget Mod paa at rejse til dig, blot jeg vidste, hvem jeg kunde faa til at passe min lille Pige ... Min Sorg er alene for dig, jeg kan ikke beskrive mine Ønsker og Bønner over dig, min kære Ven, men Gud give, at de maa blive bønhørt, at den almægtige Gud maa holde sin beskærmende Haand over dig og føre dig med Helbred hjem til mig, for der er jo kuns hans Hjælp at stole paa. Sig mig, min kære Ven, om du har modtaget et Himmelbrev fra mig? Jeg kan ikke beskrive min Glæde over dit Brev; min Taalmodighed var nær ved at gaa over. Sig mig, om du kommer i Seng.

✂ Du hilses tusinde Gange fra din kære Kone og Børn, vi er raske.»

✂ Under Datoen den 26. Februar 1864. fortsætter hun:... Du er aldrig ude af mine Tanker, især om Aftenen, naar jeg gaar til Sengs. Den maa du dog bestandig savne. Du havde nu heller ikke det Held at komme her til at lære Rekruter. Jeg har nu tænkt, min kære Ven, at sende lidt Smør, et Ost og et røget Kød eller en Rullepølse, hvilket du helst vil have ...

✂ Rygtet har gaaet her i disse Dage, at Tyskerne har trukken dem tilbage over Kongeaaen. Er det 113Tilfælde, min kære, mon I da ikke kan blive fri for at slaas med dem, det var jo dog at ønske, og Gud give, at der var en Ende paa det ...

✂ Vi har nu talt saa smaat om, min kære Ven, at faa den lille Pige i Kirke, jeg véd ikke, hvad du synes, hun bliver saa stor, jeg vilde ønsket, du kunde se hende, og jeg kan jo bedre gøre lidt af det [@9@/9: nøjes med at gøre lidt ud af det] naar du ikke er hjemme ...

✂ Jeg skal hilse dig fra saa mange, at jeg kan ikke huske det ... gid vi snart maa have den Glæde at samles for aldrig mere at adskilles, førend den gode Gud vil adskille os ...

✂ Manden skildrer sit Feltliv i Brev fra Fredericia den 21. Februar:

✂ Min kære, højtelskende Kone!

✂ Da jeg nu har ventet saalænge og ingen Brev har faaet fra dig, min kære, højtelskende, vil jeg i Dag tage Pennen for at underrette dig om, at jeg nu er kommen tilbage til Fredericia efter at have været paa Forpost ved Kolding en otte Dages Tid. Vi var paa Forpost hveranden Dag; men Natten imellem Onsdag og Torsdag blev vi blæst ud og maatte trække os tilbage til en By, som hedder Gudsøe, og der maatte vi saa tage Forpoststilling, og saa maatte vi ligge paa Marken den Nat. Det var den tredje Nat, at vi havde ligget paa Marken, dog uden at vi naaede at se dem; men den ene af vores Batailloner kom dog til at skyde paa dem, men vi 114har endnu ikke været i Lag med dem, og det er jo ogsaa det bedste at være fri for.

✂ Der er et af vores Regimenter, det er første, de har tabt temmelig mange; det er Københavnere, de fleste, og saa de andre er Sællændere, de har mistet omtrent Halvdelen, men en stor Del er taget til Fange, og ellers de andre har dog ikke tabt større endnu. Men Gud ved, hvorledes at det nu skal gaa, om Stormagterne nu ikke vil tage dem lidt af Sagen, da de nu er gaaet over Grænsen ind i Jylland, for ellers paa den Maade kan de jo oversvømme hele Landet, for vores den lille Hær kan jo langtfra ikke staa sig imod den store Overmagt, som disse to store Riger stiller imod os; men jeg haaber, at Stormagterne vil nok nu gøre en Ende paa det ...

✂ I et Brev tre Dage senere genfindes de samme fredsommelige Tanker: ... Vores og de fjendtlige Forposter staar jo ikke ret langt fra hverandre, men Gud véd, om de snart vil rykke paa, for de har jo staaet der længe endnu; men det kan jo være, at de slet ikke kommer herned, hvilket var jo ogsaa det bedste for os ...

✂ I Løbet af Marts Maaned skt iver Hustruen en hel Række Breve:

✂ Odense, den 8. Marts 1864.

✂ Min kære, højtelskende Mand!

✂ ... Vi har spurgt, at Fader er syg, men Gud give, at han maa leve lidt længere endnu, det er vistnok Gavn for os. Erindrer du, min kære Ven, paa Tirsdag er det vores Bryllupsdag. Gid du var hjemme, saa kunde vi dog fejre den!

115

✂ I Søndags Nat drømte jeg, at jeg fandt 2 Frimærker, hvorpaa stod 2 Kroner, og syntes jeg, at det var Sleppengren og Demesia [Schleppegrell og de Meza], og saa under hver af dem stod disse Numre 1792 og 1764, og for nogen Tid siden drømte jeg om 50. Jeg er nu meget paa Tanke om, at hvis der blev sat paa disse to høje Numre, da blev der vunden. Hvis at der ikke maa være 17 foran i dem begge, maa der være 18 i det sidste, for det saà jeg først, men saa syntes jeg, at det blev forandret til 17.

✂ Jeg har tænkt paa, naar Christian kommer igen, at faa et Par Soldater mere til at spise her, om jeg ikke kan tjene lidt ved det, for Haandarbejde kan jeg ikke tjene noget med ...

✂ Gud holde sin beskærmende Haand over dig og føre dig snart med Helbred hjem til mig. Tusinde kærlige Hilsener fra os

✂ Din hengivne Kone ...

✂ Blot du kan læse det! Det er skrevet med den lille Pige paa Skødet.

✂ Odense, den 11/3 1864.

✂ Min kære højtelskende Mand!*

✂ Da jeg hører, de i disse Dage har slaas ved Fredericia, er jeg meget urolig, førend jeg faar Brev fra dig, min bedste Ven, men jeg véd jo, at du skriver, saa snart du kan, men der er formodentlig kun daarlig Tid og Lejlighed.

✂ Min Bøn er bestandig, at den almægtige Gud vil holde sin beskærmende Haand over dig. Der er jo kuns ene hans Hjælp at stole paa, og den er jo ogsaa 116den bedste, for den, Gud bevarer, er uden al Fare, for det ser vistnok mørkt ud for Danmark; efter Avisen faar Tyskland flere Hjælpetropper endnu, saa vi maa jo ene slaa vor Tillid til ham.

✂ Ja, min bedste Ven, havde jeg blot Pengene, der skulde snart blive lejet, for jeg holdt ikke den sidste Skilling for god, og hvis at jeg kunde vinde i Lotteriet, skulde der snart blive sat paa de Numre, jeg drømte, saa maaske at jeg kunde leje for dig.

✂ Jeg er bange for, at der er langt tilbage endnu med Krigen, men vi maa jo have en god Tro og Taalmodighed, for den algode Gud kan jo gøre det godt, førend vi tror det. Jeg har et Ønske, min Ven, bedste Ven, men véd ikke, om du synes om at opfylde det, og det er dit Visitkort som Soldat. Jeg skal nok sende Pengene, hvad det koster.

✂ Jeg har rigtignok tænkt meget over at rejse ned til dig, og kunde vi jo blive taget af paa et. Men jeg véd ikke, hvad det bliver til, for det er jo ikke saa godt for den lille Piges Skyld, og at tage hende med, det kan vel sagtens ikke gaa, og naar jeg ikke kan træffe Returvogn baade frem og tilbage, vil det vistnok koste mig for meget, saa gerne som jeg ønsker at tale med dig, min kære Ven. Men er det Guds Villie, lader det sig vel gøre paa en Maade.

✂ Gud give, at der var en Ende paa den Krig, at du kunde komme hjem til mig, min Ven. Jeg kan godt tænke, at du maa døje i alle Henseender, men den gode Gud styrke dig til at bære Livets Byrder med Taalmodighed, at Guds Engle maa omslynge dig og udfri dig fra den Fare, du synes at være 117udi. Men naar den alvise Gud bevarer dig, er der jo ingen Fare for dig, og jeg har dog bestandig den gode Tro. Maaske, min kære Ven, at du kan faa den Pose Skidentøj sendt med hjem med en af dem, der følger de andre til Arméen.

✂ Din kære Kone

✂ Dorthea J.

✂ Odense, den 21/3 1864.

✂ Min kære højtelskende Mand!

✂ ... Jeg hører, at Tyskerne har gaaet paa Fredericia i Søndags, og du kan tro, min kære Ven, at jeg er meget urolig for dig, men jeg véd, at du haver dit Haab og Tillid til Gud, og saa haaber jeg ogsaa, at han bevarer dig fra den Fare, du synes at være udi.

✂ Jeg har nu i to Nætter i Drømme vaaren i Frederits og søgt efter dig og har ogsaa funden dig og talt med dig, og jeg saà, at du var rask. Jeg synes dog, at det har trøstet mig lidt, for den gode Gud har flere Gange i min store Sorg trøstet mig i Nattens Drømme, og det har været Tilfælde, som jeg har drømt, og saa vil jeg haabe, at det er ogsaa denne Gang. Det er nu bestemt, at vores lille Pige skal i Kirke Skærtorsdag, vil Gud, at alt gaar vel.

✂ Nu skal der 2 af hvert Kompagni her i Byen. Gud véd, om det skal træffe Christian [hendes Broder]. Det er heller ingen Gavn for mig.

✂ Gud give, at mit Brev maa træffe dig ved godt Helbred. Tusinde kærlige Hilsener fra os alle, og Gud holde sin beskærmende Haand over dig!

✂ Din hengivne Kone ...

118

✂ Langfredag den 25/3 1864.

✂ Min kære, højtelskende Mand!

✂ Dit kære Brev har jeg i Dag modtaget. Det er jo en stor Glæde for mig at høre, at du er rask, thi uden det er der jo ingen Glæde mere for mig. Jeg har i disse Dage været meget utaalmodig over dig, men jeg vidste jo nok, at du skrev, saa snart du kunde. Men, min kære Ven, du behøver dog ikke at skrive saa lange Breve, naar du har saa daarlig Lejlighed dertil. Naar blot jeg faar at vide, hvorledes du har det, og om du trænger til noget, saa er jeg saa godt fornøjet.

✂ Her siges nu, at Tyskerne er rykket ud af Jylland. Er det Tilfælde, min bedste, synes jeg dog, at du skulde have lidt sendt, for det kan du vist nok trænge til. Du kan jo døje nok endda, for du faar vist meget lidt Hvile og Ro. Gud véd, hvor du kan blive ved at udholde det, men den gode Gud styrke dig og holde sin beskærmende Haand over dig og føre dig snart hjem til mig, jeg længes saameget ...

✂ Lad mig endelig vide, hvad du trænger til, det skal du faa.

✂ I Gaar var vores lille Pige i Kirke, og de fik Flæskesteg og Kalvesteg, varmt, og derpaa gik de ud at spasere, og saa kom de at spise og drak The, og de var meget muntre. Men mit store Savn var du; du var bestandig i mine Tanker.

✂ Jeg har selv bagt Hvedebrød og Julekage, som de fik til Kaffe og The, for Christian har faaet 2 Skæpper Hvede hjemmefra, og jeg har faaet 2 Skæpper 119Rug fra A., hvilket de ingen Penge vilde have derfor, saa jeg kan nok bage et Brød til dig ...

✂ Den 8. Marts havde der ganske rigtig været en lille Fægtning ved Frederits, men i Brev af 14.. Marts fortæller Manden, at «vores Regiment naaede ikke at komme videre i Ilden, der var kuns 4 Mand af vores 8de Kompagni, der blev saaret, men det var kuns let ... Men Gud véd, hvornaar at de nu rykker paa igen, for de staar nu kuns en lille halv Mil fra Byen, det kan jo komme til at koste mange Ofre, hvis de vil bombardere Byen; men jeg tror, de vil faa besværligt ved at tage den ... det er ene min Glæde og Trøst at høre, at mine allerkæreste befinder sig vel, thi uden det vilde Livet blive mig alt for kedsommelig, men vi maa jo være taalmodig og finde os i, hvad den gode Gud paalægger os, og jeg finder mig Gud ske Lov ogsaa godt deri; men jeg beder dog den gode Gud saa ofte om, at den Dag snart maatte komme, at Freden igen var indtraadt i vort elskende Fædreland, at enhver maatte drage hjem til sine efterladte, thi hvor mangen en Kone maa ikke savne sin kære Livsledsager, og hvor mangen en Pige maa ikke savne sin elskende, samt hvor mange Forældre maa ikke savne deres kære Sønner, som alle maa drage i Kampen for sin elskende Fædreland. O, Gud give, at Sejren snart maa krone vores Vaaben, det er mit Ønske og min Bøn til Gud Fader i Himlen, og hvis det er os tjenligt, vil den algode ogsaa høre vor Bøn ...»

✂ Det bliver April, og Manden skriver flittigt, bl. a. den 5. April, med en Indledning, som følger;

120

✂ Min kære højtelskende Ven!

✂ Medens jeg sidder her i mit stille Kammer, iler mine Tanker med Lynets Fart imellem det vide Rum, som adskiller os to fra hverandre; skønt mange Mile fjernet fra dig, min inderlige og højtelskende, føler mine Tanker sig, som om jeg var hjemme hos dig min udkaarne Skat ...

✂ Den p. i samme Manned om Natten faar hans Regiment«Ordre, at vi skulde pakke alting sammen og skulde have været til Als, men det blev vi, Gud ske Lov, fri for, for, eftersom jeg hører, vil Kommandanten ikke af med vores Brigadekommandør, og han vil ikke af med sin Brigade, og derfor haaber jeg, at vi nok faar Lov at blive her ... Her er alt endnu roligt undtagen enkelte Patroljer, som de fremsender for at afsøge, hvorledes vores Stilling er, og af og til veksles her nogle Skud, men dog sjælden, at der er nogle og træffer ...

✂ Samme Dag udtaler Konen sin Ængstelse i Anledning af Rygterne, om at hans Regiment skal tage Del i Dybbøls Forsvar. Hun begynder med at takke saa meget for det Portreet, han har sendt og ønsker blot «det havde været dig personlig ... Sig mig, hvad det har kostet, skal jeg nok betale det, for det er vel kuns knap for dig med Penge. Jeg kan nok sende dig lidt, min bedste, for dit Fodtøj trækker vel mange Penge. Saa længe jeg har, skal du faa.»

✂ Men htm slutter: «Mit Sind er nu gjort meget uroligt igen, for der siges, at 19. Regiment skal til Als. Er det Tilfælde, kan jeg jo aldrig være rolig, for der slaas de jo hver Dag.»

121

✂ Efter Dybbølstillingens Erobring udtaler Manden endnu en Gang i Brev af 22. April sin Taknemmelighed, fordi han ikke kom derned, «det var et meget stort Held for os, at vi ikke kom derover, for saa havde der vistnok mange været gaaet tabt.» For Resten mener han, at nu «afholdes der jo en Konference, og maaske at de kan faa det stillet hen, at det maaske kan blive til Fred, for hvis ikke at det bliver det, vil det vist blive en hel evropæisk Krig, for saa maa vist Stormagterne tage dem af vores Sag, for jeg kan ikke tro, at det kan gaa saadan ret længe, for da vil hele Danmark blive ødelagt. For du kan tro, min udvalgte, at Jylland har lidt meget af al den Indkvartering, de har haft; thi de har jo ranet og brændt af, saa det er skændig at høre paa saaledes som de har behandlet Jylland, men maaske at de kan komme til at betale det dyrt nok. Fyenboerne véd ikke noget af Krigen imod disse stakkels Jyllændere.»

✂ Da Fredericia er rømmet, kommer 19. Regiment den 1.—2. Maj til Vendsyssel. De Breve, der fra da af og indtil Krigens Slutning veksles mellem Mand og Hustru frembyder intet ud over hvad de tidligere allerede har indeholdt. Der er den samme Glæde over hinandens Kærlighed, den samme Længsel efter Hjemmet og det Øjeblik, da «den glade Dag skal oprinde for mig», som han skriver,«at jeg kan komme til at beskue dig, min højtelskende Ven og blive hos dig for bestandig.» Der er den samme Taalmodighed, med hvilken han udholder Adskillelsen og det ham usympathetiske Feltliv og hun Savnene hjemme, begge i Følge122en religiøs Tankegang, som i et af hans Breve af Maj Maaned finder sit mest ejendommelige Udtryk. Han skriver: «Jeg takker Almagtens Gud, fordi han endnu til denne Dag har holdt sin beskærmende Haand over mig, at han har bevaret mig fra hvad der kunde skade mit Helbred; og mit Ønske er blot, at Freden snart maa komme, og at jeg maa igen forenes med dig for aldrig mere at adskilles, førend det er den alvises Vilje, at vi skal adskilles for igen at forenes med dig i det andet Liv, hvor hverken Krig eller Sorg vil fængsle vores Hjerter, men dér evig leve i Fred, en Fred, som ikke findes paa denne syndefulde Jord. Da er al min Sorg forsvunden, og da er der ingen af de jordiske Sorger mere.» —

✂

Fra et Bondehjem i Nordslesvig.

✂ Uddrag af 24 Breve, vekslede mellem Mand og Hustru.

✂ Manden, Jakob, er en 31-aarig Gaardmandssøn og Boelsmand fra en Landsby i Nærheden af Haderslev. Under Krigen tjener han som Menig i 22. Infanteriregiment.

✂ Hustruen, Katrine, er en 32-aarig Gaardmandsdatter fra samme Egn.

✂ De har været gift i godt fire Aar og begge kun nydt Almueskolens Uddannelse.

✂ Det første Brev, som Hustruen sender til sin Mand fra Hjemmet, er skrevet af en anden. Det er den 24-aarige Gaardmandsdatter Marie, som fører Pennen i hendes Navn. Hun meddeler, at «jeg har allerede nydt Hjælp, idet jeg modtog 5 Rbd., som er frivilligt Bidrag af Tavlen, der gaar om i Kirken hver Søndag. Vi har det, Gud ske Lov, godt, og Børnene er ogsaa mere raske nu, som for du rejste». For Resten berettes i al Korthed om Mandens Broder, der ogsaa er indkaldt som Soldat, om «en ulykkelig Begivenhed, der er sket her i Byen», idet«Peter Jensen har taget sig selv af Dage ved at hænge sig paa Loftet», og Brevet slutter med «mange kære Hilsener fra dem alle 124herhjemme, men først og sidst fra din lille, rare, søde Kone og de smaa ikke at forglemme».

✂ Men d. p. Januar er det Konen selv, som skriver, med en langt ringere Skrift og i en betydeligt mere ubehjælpsom Stil end Maries. Brevets Hovedindhold lyder saaledes:

✂ Kære Mand!

✂ Din Skrivelse af den 3. Januar har jeg rigtig modtaget, hvoraf jeg ser, at du er rask. Det er rigtignok det første, jeg ser efter i dine kære Breve, for saa vil den algode Fader vist give dig Mod og Styrke, kære Mand, til at udholde, hvad der vil møde dig. Det gør mig rigtignok meget ondt, at du skal gaa saa meget igennem, men jeg har den faste Tro til Gud, naar Nøden er størst, saa hjælper han.

✂ Jeg kan tilmelde dig, kære Mand, at jeg er rask, og vores smaa Børn ere ogsaa nogenledes; naar Hosten ikke er paa dem, saa kan de nok løbe paa Gulvet og sige Hurra for de danske, og naar nogen spørger dem: Hvor er Eders Fader? «Han tjener Kongen, men han kommer knap [@9@/9: snart] hjem igen,» siger de. Hvilken større Glæde kunde jeg ikke faa her paa Jorden.

✂ Jeg kan tilmelde dig, kære Mand, at din Farbroder T. ligger Lig i disse Dage. Han laa kuns til Seng i faa Dage; min Broder var til H.-Marked i Gaar for at købe en Gris; vi fik ingen, for de var saa dyr. Dér var vores gamle Fader, som fortalte ham det. Han vilde komme over at besøge mig, naar han var jordet, hvilket jeg er glad ved, saa 125kan vi jo tale om dig, kære Mand, det er mig det kæreste, jeg kan høre.

✂ Dine Klæder har jeg faaet og jeg skulde hilse mange Gange fra ham [som bragte dem]; jeg kunde næsten ikke tale med ham for Graad, men han trøstede mig og sagde, du var godt tilfreds ...

✂ Jeg kan og tilmelde dig, kære Mand, at vores Præst vilde og til Arméen, han vilde rejse paa Tirsdagen, han haver sendt Bud over til Byen om at give ham din Adres, saa vilde han se, om han ikke kunde tale med dig. Det vilde vist være dig en kærkommen Fremmede; nu gaar jeg op til ham i Morgen og taler med ham, om hvor du er.

✂ Nu afbryder jeg min ringe Skrivelse; skriv mig til om du kan læse det, kære Mand, saa vilde jeg hellere selv skrive. Flittig Hilsen fra mig og vores smaa Børn. Adjø, kære Fader, til vi ses igen, det ønsker

✂ din oprigtige Kone

✂ Anna Katrine C.

✂ Mandens hidtidige Breve til hende har egentlig ogsaa alle tydet paa, at han var ganske godt tilfreds. Allerede den II. December skrev han fra København, efter at han«nu har faaet Hovedstaden at se», hvor der var«en svær Masse Soldater. De gik paa Gaden i store Flokke og agerede». Han og hans Kammerater blev modtagne af deres gamle Major, nu Oberstløjtnant,«og det var en stor Glæde at se ham, og han sagde, at her var gamle Hoveder, som han kendte, saa svarede jeg, at vi ogsaa kendte ham, det blev han fornøjet over». Og Soldaten trøster sin Kone efter bedste Evne:

126

✂ «Og jeg haaber nok, at Gud vil give mig Styrke og Mod i min Pligt og Kald, at jeg kan gennemgaa det med Ære, som Skæbnen byder. Du maa heller ikke sørge, kære Kone, for mig; for det gaar saa mange saadan; de, som har mødt i København, er næsten gift allesammen.

✂ Nu intet videre denne Gang end flittig Hilsen til Bekendte og din kære Broder og Søster, men først og sidst være du og vore for alt hengivne Børn hilset, de taler vist og om mig og raaber Fadernavnet; jeg kan rigtignok ikke høre det, men jeg tænker nok, at der er en anden Fader, som hører det, og hvad der er ren og uskyldig bliver ogsaa bønhørt. Adjø, lev vel, til vi ses igen, det ønskes af din hengivne Mand».

✂ Den 3dje Januar indleder han sit Brev fra Sydbrarup i Slesvig:«Jeg kan ikke undlade, end at jeg skal tilmelde dig et Par Ord om min Tilstand, da vi nu er kommen i et nyt Aar, da jeg, Gud være lovet, er rask og sund, endskønt vi er bleven afprøvet i disse Dage». Der skildres nu en højst besværlig Sejlads fra Korsør til Flensborg og en lige saa anstrengende Marsch ind i Slesvig, men han trøster sig med at han har«lidt Malle i Knokken» [Marv i Knoglerne], jeg kan nok holde ud, naar Gud vil blot unde mig Helbred og Sundhed. Hvad Krigen angaar, saa tror jeg ikke, det bliver til noget, det kommer mig ikke for, jeg er dog for det meste godt stemt ... Nyt kan jeg ikke tilmelde dig noget af, end at de vrevler godt indbyrdes ved Regimentet, Tyskerne [den holstenske Del af Mandskabet] vil synge «Merumslungen», men saa faar de paa Hatten af Aalborgerne; men vi styrer 127dem nok, de Par Mand; de vil kaste deres Patroner bort». Og han slutter:«Men først og sidst være du og de smaa hilset paa det kærligste fra mig. Jeg tænker nok, at de kan kende mig, naar jeg engang kommer hjem igen, jeg véd, at du nok skal holde Fadernavnet i Hukommelse. Kære Kone, adjø, lev vel, til vi ses igen og vær taalmodig og uforsagt, saa sviger Tro, Haab og Kærlighed ikke».

✂ Den samme gode Tro, til at Krigen skal drive over, udtales i Brev af 15. Januar,« ... og I maa heller ikke tro, at jeg er forsagt, at mine Kammerater skal se nogen Ynk paa mig, saa længe som jeg maa beholde min Hilsen og Sundhed. Hvad Sorg jeg bærer i Hjertet, det holder jeg ren og hellig ved mig selv; jeg tænker rigtignok tidt paa dig, kære Kone, og vores smaa Børn, men jeg kan straks fatte mig og tænker, det har jo endnu ingen Fare, det bliver nok godt igen, førend man tror og tænker. Immer op med Hovedet! Det er Soldatens Liv, og det skal du ogsaa tænke og takke Vor Herre og sige: Vær du kuns, min Pige, af Landsoldaten stolt! — Det er godt, at vi kan længes efter hverandre; der er mange, desværre som ikke er betynget med sligt ... »

✂ Ganske jævnt og stilfærdigt svarer Hustruen i en lille Skrivelse af 22. Januar, i hvilken hun for første Gang hentyder til den store Begivenhed, der forestaar derhjemme.

✂ Kære Mand!

✂ Din Brev har jeg rigtig modtaget og den blev jeg hjertelig glad ved, jeg var saa bange for du 128var bleven syg, da Vinteren var saa haard og du havde det saa kummerligt, kære Mand, men jeg beder til den algode Gud, at du maa beholde din Helbred og Sundhed, saa vil vi haabe, der kommer en Glædens Tid for os igen.

✂ Jeg kan tilmelde dig, at jeg og vores smaa Børn er nogenlunde raske endnu, men den Tid vil jo vist snart komme, som jeg kunde have Trøst behov fra dig, kære Fader; men jeg tænker nok, der er en anden Fader, som vil bønhøre mig i denne Stund. Jeg kan ikke skrive mere om det, for mine Taarer løber saa stærk.

✂ Jeg har saa mange flittige Hilsener til dig fra saa mange Venner; de kommer og trøster mig; Skolelærer A. kom en Aften og bad mig om at se din Portræt og en Brev fra dig, og det blev jeg jo glad ved. Men da han saá dit Portræt, saa sagde han: Han staar rigtig køn, men da han læste dit Brev, saa klagede kan sig. Men han trøstede mig og sagde, at naar du blot kunde holde det ud, saa troede han ingen Krig, der blev; han gav vores lille Søn 3 Mark, dengang han sagde ham Godnat.

✂ De har givet mig 10 Daler, og nu har min Broder købt 2 Grise, der har kostet 8 Daler, dem er jeg glad ved, de er store, de kan have alle Slags; saa vilde jeg sælge den store, da det er dyrt. H. fik jeg ogsaa betalt, inden han rejste.

✂ Jeg vilde gerne skreven noget mere, men maa nu afbryde for denne Gang. En flittig Hilsen til dig, kære Mand,

✂ fra din sande Kone ...

129

✂ Manden takker d. jo. Januar for Efterretningen om at hun«er nogenlunde rask, hvilket glæder mig meget, og samme Gode kan jeg og tilmelde dig igen». Han mener at«jeg tænker nok, det snart skal vise enten fra eller til, og vi vil haabe til det bedste. Hvad vores Skæbne skal være, det vil vi overbringe i Guds Haand, hvad enten det er sørgelig eller glædelig og saa vaage og bede om hans Hjælp og Bistand, at vi maa bevare Troen i et rent Hjerte. Og Gud give, at du maa udstaa dine forestaaende Lidelser med Taalmodighed, og du maa høste Velsignelse og Glæde af hvad Gud har betroet dig at bære under dit Hjerte. Vi véd kuns lidt hvad der vinker os i Møde her paa Banen, men vi vil jo haabe til det bedste, og saa bliver det nok godt igen».

✂ Danevirkestillingen forlades, og d. 10. Februar fortæller Manden fra Als, hvorledes han af hendes sidste Brev«har set, at I er nogenlunde ved Helsen, og samme Glæde kan jeg og tilmelde Eder igen, endskønt vi bliver rigtignok afprøvet i denne Tid, siden Slaget ved Mysunde har vi næsten ikke haft Tornystret af Ryggen ... Den Nat, som vi skulde retirere, marserede vi saa hele Natten, og saa uden for Flensborg maatte vi paa Forpost paa Fastelavns Søndag og stod ude hele Dagen i den gruelig Fry og Knag [@9@/9: Frost og knagende Kidde], og saa hen mod Aften var vores Armé kommen igennem», men«det var skændig, at vores skulde forlade Danevirkestillingen, det er vores Jenser ikke fornøjet med, dersom vi ellers skal blive at slaas med 130dem, men det kan jo være, det kan blive godt med det første.

✂ Saadan en Retirade, som vi maatte tage! Det er grueligt at tænke paa som vores Soldater saá ud; de kom i store Kolonner fra alle Afdelinger. Jeg var rigtignok ikke godt fornøjet i de Dage, da de bombarderede Danevirke for min Broder, for deres Regiment var haardt med i de Dage, men, Gud ske Lov, han er dog uskadt. Det er ogsaa tungt for hvem det træffer; der var to Tvillingbrødre, som var Rodekammerater, som blev skudt ...

✂ Jeg har modtaget et Par Underbukser og en Par Halvstrømper fra S.-Sogns Giverinder, hvorfor jeg overbringer min hjerteligste Tak, og forglem ikke at hilse vedkommende. Kære Kone! Det fornøjer mig meget, at det gaar saa godt hjemme med vores Sager; sælg kun Hesten, for vi kan sagtens faa en Hest igen, naar Krigen har Ende.

✂ Nu afbryder jeg min Skrivelse for denne Gang, da det bliver alt for vidtløftigt at fortælle dig alt, hvad som jeg véd, og saa beder jeg dig at hilse alle Bekendtere og Venner og dine Sødskende, men først og sidst være du hilset paa det kærligste og dine smaa Børn, og Gud giv, at jeg snart kunde komme hjem igen til Eder! Og saa vil jeg haabe, at jeg kan blive hilset med en anden højt betroet Gave, og Gud giv dig Styrke og Haab i Smertens Stund!» Og der følger efter de sidste Hilsener og Navnet endnu den lille Efterskrift: «Skriv snart igen, kære Kone, da det er mig kær!»

✂ Den 23. Februar«tager» han igen«til Pennen», men131han«har ikke rigtig Humør til at sammensætte saa meget»; med sit Kompagni, hvorved han gør Tjeneste som Ordonnans og Ambulancesoldat, gaar han Forpostturene ved Dybbøl igennem og har været med under Fægtningen d. 22., hvor«Kuglerne i tusindvis kom over Hovedet paa os» og«der faldt mangen fra vores Kompagni, og de tager nogle væk hver Dag af os .... Og Gud i Himlen véd, hvad det skal blive til, det ser ikke saa godt ud for os nu, for vi faar saa mange Folk ødelagt baade i den ene Retning og den anden; men jeg haaber dog, at Gud snart vil gøre det godt for os paa en Maade, og jeg haaber dog endnu, at jeg kommer hjem igen en Gang». Han har faaet Brev fra en Svoger i Hjemmet og ser deraf, at«Jordemoderen var hos dig paa Fastelavns Mandag, og jeg længes meget efter at høre fra dig, kære Kone, det kan du nok tænke, og Gud hjælp og styrk dig og os alle i Nødens Stund!»

✂ Den samme Blanding af jævn Feltlivsskildring og ængstelig Længsel efter at erfare noget om det, som skal ske derhjemme, præger et Brev af 19. Marts, men hverken det eller andre Breve fra Marts Maaned er naaet Hustruen, som allerede d. 15de har født sit Barn til Verden. Allerede samme Dag har hendes Broder skrevet, og d. 21de skriver Marie i hendes Navn og fortæller, at«saa blev det, Gud ske Lov, godt om Natten Klokken I; det varede jo ikke saa længe, men til den Tid var det meget strengt for mig, og jeg savnede jo ogsaa min kære Mand til at dele 132Smerten og derefter Glæden med mig over at se en stor, velskabt Dreng.»

✂ Endnu d. 4. April har Hustruen intet hørt fra Manden, og hun skriver selv:

✂ Kære Mand.

✂ Jeg kan ikke undlade end at skrive til dig, kære Mand, da jeg ikke har faaet Brev fra dig siden den 29. Februar. Tak J. mange Gange for hans kære Brev, da han skrev lige saa vel om dig som om sig selv; den glædede mig meget, da jeg fik den 7 Dage efter min Forløsning. Han skrev, at du vilde skrive en af Dagene; det er sørgelig, kære Mand, at dit Brev ikke kan komme til Stede, jeg er saa bange for, at du ikke er rask, men en Trøst fik jeg i Gaar, F. D.s Pige fik Brev fra K., han skrev Hilsen fra dig, kære Mand.

✂ Du har jo vist heller ikke faaet vores Breve. Den første skrev min Broder den 15. Marts; da blev jeg velsignet af Vor Herre med en stor Søn; jeg var glad, ved jeg kunde melde dig denne Tidende til Paaskefesten. Jeg lagde 5 Daler i Brevet den samme Gang, og to er der skreven siden.

✂ Jeg kan Gudskelov lade dig vide, at jeg er godt paa Bedring igen, men den Længsel og Savn efter dig, den trænger mig til Hjertet, kære Mand; men Gud hjælp og styrk og beskyt dig, det beder jeg Vor Herre om. Gud giv Fred, til du kunde komme hjem igen til mig og vores smaa Børn; større Glæde kunde jeg ikke faa her paa Jorden mere.

✂ Jeg skulde hilse dig fra Præsten, han var her paa Palme-Søndagen at døbe vores lille Søn, han 133kunde ikke tale med mig og om dig, uden han maatte vende sig om for at skjule hans Taarer, da Krigen ligger ham tungt paa.

✂ Vores lille Søn er døbt efter dig; Præsten vilde have det, og det syntes jeg og godt om; han sagde: Den Tid, som Barnet er født i, den glemmer I aldrig. Han bad mange Bønner baade for mig og dig, han bad til Vor Herre om din Hjemkomst, og jeg takkede ham; han talte med vores Børn og klappede dem; han saà din Portræt, han sagde, du staar modig, og saa bad han mig om at se en Brev fra dig. Han glædede sig over, at du bad til Vor Herre, han trøstede mig.

✂ Nu vil jeg afbryde, kære Mand, for denne Gang, jeg kan ikke godt taale det længere. Jeg beder dig, at du skriver saa snart som muligt, jeg er saa bange, for at du mangler Penge, naar Brevene ikke er kommen til Stede. Min Søster Bine er her og vil blive her, saa længe til jeg kan selv. Flittig Hilsen fra vores smaa Børn; de har været ovre ved deres Moster i 16 Dage, men nu er de kommen hjem igen, da jeg nu, Gud ske Lov, kan være noget oppe. Flittig Hilsen fra Moder og alle Venner, især fra P. D.; han har været her at pløje Grønjord i Dag. Nu ikke mere denne Gang, kære Mand, flittig Hilsen til dig fra din til Døden trofaste Kone

✂ Anna Katrine K.

✂ Skriv snart igen!

✂ Manden har imidlertid dog faaet Maries Brev i Hustruens Navn, og allerede d. 30. Marts svarer han, efter at være kommen tilbage til Als fra Dybbølstillingen,134hvor han stod med sit Kompagni under Kampen d. 28. Marts. Han begynder straks til venstre med et stort og udhævet:«Til Lykke, kære Kone, ønsker jeg dig!» og først efter et lille Mellemrum følger:

✂ «Din kære Brev af 21. dennes har jeg rigtigt bekommet den 24. ds. og ser deraf det, jeg længe har ventet efter, nemlig den store Glæde, som gaar mig til Hjertet, og da jeg tillige ser, at det er en stor og velskabt Søn.

✂ O, Gud ske Lov, at du har det godt overstaaet, min lille, kære Kone, og Gud give os Styrke og Kraft til at takke og prise hans Naade, som han lader hvile over os. Jeg mangler næsten Ord til at fremstamme min Tak til Himmelens og Jordens Herre og Skaber, som han udviser mod mig, at han bevarer mig Helsen og sunde Lemmer i den farefulde Tid, da her er mangen modig Mand, som bliver lemskudt i denne Tid.»

✂ Resten af Brevet skildrer Træfningen d. 28. Marts, indtil « «Rolf Krake» kom ind i Sundet ved Broagerland og gav dem op i Flanken, det gav Løsen», der fortælles hvor«strengt det er at være paa Forpost nu, for man skal ligge i Løbegravene og Traverserne hele Døgnet igennem, for hvert Øjeblik hedder det Dæk, og Granatstumperne og Jord, det suser over Hovedet paa os næsten hele Dagen igennem, men Gud ske Lov, det saarer dog ikke saa mangen af os. Mads L.'s Søstersøn, Mads, han er død, han fik begge Ben skudt af i Skanserne; det er haardt for hvem det træffer, Gud trøst og styrk dem og os alle ... Og derpaa Gud i Vold! — Din sande Jakob C.»

135

✂ Den p. April er der «ikke noget videre at skrive end at det bliver jo længere, jo strengere i Stedet for bedre. ... Gud i Himlen bevare os, dersom I saà Krigsskuepladsen, saa vilde I styrte af Forskrækkelse; alt er nedskudt og afbrændt ved Stillingen, men lad det nu være godt, men det er dog rædsomt at tænke paa. Kære Kone! I Dag har jeg været til Alters, og det var en stor Trøst for mig, men der var en, jeg manglede; du kan vistnok løse Gaaden ...»

✂ Faa Dage efter er Jakob paa Sygehuset i Rudkøbing«fordi han har faaet en Byld, lige paa Ryggen, som Tornystret skal sidde ... Lægen siger, det er af Kuld og Strabadserne og vaade Fødder; ja, kære Ven, det er strenge Tider, vi lever i, der bliver mangen rask Karl ødelagt; de, som ikke bliver skudt eller saarede, faar andre Svagheder, men desværre, der bliver mange skudt og saarede ... et er en Guds Mirakel, at de ikke falder, hver en Sjæl, da paa hele Linjen er Jorden næsten ompløjet [af Granaterne] over alt». Konens sidste Brev er nu kommen ham i Hænde, og«du være takket mange Gange, den var nær ved at presse Taarer i mine Øjne. Min Kammerat græd saadan, at Vandet flød ham ned ad Kinderne, da han hørte den, men nu er han nok skudt, eftersom en saaret af vores Kompagni fortalte mig. Han var gift og havde det ligesom os. Hvilken Sorg for hans kære Kone, saadan rørende Breve som hun skrev til ham! ... Gud giv, at jeg kunde komme hjem og omfavne dig og de smaa Børn, ogsaa den lille Jakob!»

136

✂ Efter Dybbølstillingens Fald skriver han— stadig fra Langeland—:

✂ «Kære Kone, jeg var dog meget heldig, at jeg kom paa Hospitalet, den Gang da det gik saa haardt til ved Dybbøl den 18de dennes. Vores Regiment er helt opløst tilligemed 2det Regiment; der er nok kuns 200 Mand af hvert Regiment tilbage igen, ellers er de nedskudt eller fangne ... Ja, jeg takker Gud mange Gange, fordi jeg ikke var med den Gang, og du maa heller ikke forglemme at falde ned i Bøn, fordi din Mand blev trukken ud af Ilden den Gang, og saa vil vi nu snart haabe paa bedre Tider igen med Guds Hjælp. Min Kaptajn blev skudt den Dag og mange andre, brave Officerer; det gjorde mig ondt, da jeg saà hans Navn paa Listen, da han holdt meget af mig.» Hustruen paa sin Side beretter ind i Maj Maaned om sin første Kirkegang:

✂ «Jeg var i Kirke sidste Søndag, og det var rigtignok en kedelig Dag for mig, da jeg manglede min Ægtemages Nærværelse; men en Trøst var det for mig, da Præsten bad saa køn for mig og for min Forsørger, til enhver Menneske var meget rørt ved det, da Krigen ligger ham saa tungt paa Hjertet. Men, Gud ske Lov, jeg fik Brev 2 Dage før den Dag fra dig og det havde Præsten spurgt, saa kom han hen til Vognen og sagde Til Lykke med min Kirkegang, og saa talte han med mig om dig; jeg kunde næsten ikke svare ham.»

✂ Paa den Tid er hendes Mand atter ganske rask;137hans Kompagni var d. 18. April bleven fuldstændig oprevet, alle Officerer og faste Underofficerer og en stor Del af Mandskabet var faldne, Resten fangne; nu er det bleven kompleteret med Rekruter og ligger paa Fyn i gode Kvarterer. Jakob skriver i Begyndelsen af Maj:

✂ «Da jeg er kommen i Geledet igen, saa har jeg ingen Ro, førend at jeg skal tilmelde dig min Tilstand, da jeg nu er rask igen og staar som en Mand i de samme danske Rækker, og Gud giv os Styrke og Sundhed, saa haaber jeg nok, at Enden bliver god og giver os Glæde igen.

✂ Jeg tænkte, at jeg skulde snart haft kommen hjem, men det bliver nok ikke Tilfældet endnu. Jeg længes efter at høre fra Eder der hjemme, om I faar Eders Korn lagt i Jorden og om du nok kan styre din lille Jakob, og hvad Christen og lille Ane Katrine siger om ham, og om de kan vugge ham lidt, for nu er de vist vokset godt og kommen dem godt til at tale, saa kan de vel nok fortælle noget, som kan fornøje dig og din omgivende Søster og Broder, da jeg véd, I har mange besværlige og sørgelige Timer i denne Tid.

✂ Ja, Gud giv, at jeg en Gang kunde komme hjem; det vilde glæde mig meget, naar jeg kunde genskue det, som jeg af Hjertet elsker, og saa vi kunde have Fred og Ro i Landet; det var at ønske, for nu gaar det nok haardt til med de stakkels Landsmænd, men Gud styr og led det til det bedste i hvad vi siden skal gennemgaa!»

138

✂ En fjorten Dages Tid efter er der kommen et Danebrogskors til den af Kompagniets Mandskab, som Folkene selv maatte kunne enes om, og nu fortæller Jakob d. 22. Maj, at hans Kammerater har stemt paa ham som første Mand,«altsaa fejler det vistnok ikke, dersom ellers Gud vil unde mig Helsen og Sundhed og spare mig i Live». De af det gamle Mandskab, som fra Hospitaler o. lign. er komne til Kompagniet igen, véd Besked med, skriver Jakob, at Kaptajnen,«som nu er død og borte», noterede hans Nummer paa anden Paaskedag, og for Resten tilføjer han beskedent, at «det er ellers en stor Ting at være yndet og have god Kammeratskab i den Stand; Rekruterne er ogsaa glade ved mig, for jeg véd jo Besked og kan hjælpe dem lidt til Rette med Tjenesten. Nu, kære Kone, afbryder jeg for denne Gang med den Glæde, at jeg ser, du har været i Kirke tillige med din lille Søn ...»

✂ Hustruen takker ham d. 28. Maj:

✂ Kære Mand!

✂ Dit kære Brev modtog jeg i Gaar, som glædede mig meget, da jeg deraf ser, at du er nogenlunde rask, hvilken Gode kan jeg tilmelde dig igen.

✂ Vores lille Søn bliver bedre; du kan tro, kære Mand, at jeg har ventet dig hjem, da der er kommen nogle hjem af de gamle, men det kan jo ikke ske, men vi maa glæde os og tænke: Har vi Jesum i vort Hjerte, o, da har vi Glæde nok, saa vil Vor Herre vist give os Fred igen, at vi maa samles igen her paa Jorden med stor Glæde.

✂ Du kan vist nok huske, kære Mand, naar vi 139har siddet i vor Enlighed og talt om Krig, saa gav du mig Trøst og sagde: Det kan være, jeg kan komme hjem med Hæderstegn; det vilde glæde mig meget og alle danske Hjerter her i Byen; vores gamle Fader var ogsaa meget glad ved den Brev, du havde skreven efter Slaget, da han læste den den Dag, han var at besøge mig. Han var saa glad ved Børnene; han gav lille Anne 2 Daler, som vi skulde skifte [@9@/9: dele], men Christen saá lidt bedrøvet, men saa sagde vores Fader: Jeg vil give dig en Bog, og der skal være en Vrøvl [(???): en Hønserede]i, og der vil jeg lægge de første Æg, og siden skal du dertil samle. Han var glad ved, at alting saá godt ud her hjemme.

✂ Nu vil jeg fortælle dig, kære Mand, hvorledes det gaar med Arbejdet her hjemme. Der gik en Seddel om, at alle Mænd af Sognet skulde møde, og det var saadant bestemt af de L.-Mænd, at naar de gjorde Arbejdet, saa skulde vi ikke have Penge; men det vilde de fleste af Mændene her i Byen ikke have. Den Dag, de skulde samles, kom Peder D. og Klavs D. over til mig og fortalte det, og saa sagde Peder D.: Nu siger jeg, at du har lejet mig dertil, og det mærkede Præsten lige straks, at det skulde gøres godvillig. Jeg maa rigtignok sige, kære Mand, at de gør det med Glæde og gør det godt; jeg takker dem inderlig derfor. Vi er 8 Koner her i Sognet, og vi faar Penge ligesom vi har Børn, nu faar jeg 6 Daler, som Klavs D. betaler mig, jeg maa rigtignok sige, han er dansk af Hjertet ...

140

✂ Kære Mand, vores Kreaturer ser meget godt ud. Jeg har jo en stor Kalv, som du vil blive glad ved, og vores Faar har tre Lam. Rug og Hvede staar rigtig godt; min Broder Jens var her i Pinsefesten, han sagde, det er det bedste Stykke Rug, jeg har set i Sommer. Han og min Broder Hans græd meget, da de læste dine Breve, jeg takker dig ogsaa mange Gange, fordi du skriver saa kønne Breve til mig.

✂ Kære Mand, skal jeg ikke sende dig Penge eller Strømper eller Skjorter, jeg er saa bange, at du mangler noget. —Nu vil jeg afbryde for denne Gang; en flittig Hilsen fra alle mine Sødskende og Venner, men først og sidst være du hilset fra mig og vores smaa Børn. De siger til mig: Moder, skriv til min Fader, at han snart vil komme hjem!

✂ Anne Katrine C.

✂ Straks d. 2. Juni svarer han igen:

✂ Kære Kone og Børn! *

✂ Din Skrivelse af 28. Maj har jeg rigtig bekommet ved Appellen og hvoraf jeg ser, at I er raske, og, Gud ske Lov, samme Gode kan jeg ogsaa tilmelde Eder igen, og jeg kan ogsaa hilse dig fra Jesper N., han er ogsaa rask; han har været for at besøge mig 2 Gange, og jeg har set den Brev fra dig til ham, og jeg har ogsaa været i Assens med ham. IIte Regiment er nok ogsaa kommet til Fyen, de er nok i Faaborg paa Tiden, og jeg haaber ogsaa nok, at Anders er ved Helsen; ja Gud ske Lov at man har Helsen! Ja, kære Kone, du skriver, om jeg ikke snart kommer hjem; det véd jeg slet 141ikke, det lader ikke til paa Stillingen hos os, for vi har 5 Timers Øvelse om Dagen og alt forberedes, til at vi skal paa en igen, og de Dage er jo snart henrunden med Vaabenhvilen, men Gud véd, hvad det skal blive til. Din kære Søster skrev, at du begyndte at pippe saa smaat efter mig, men det skal du ikke, du maa ikke vente mig, før du ser mig, det har jeg jo altid sagt, naar jeg rejste, og andet kan jeg heller ikke sige endnu.

✂ Det var jo dog glædeligt for dig, at min Fader kom over at se til dig, ja han har ogsaa skreven en smuk Brev til mig, at han ikke vidste at bære den Sorg for dig, dersom jeg skulde falde, og at alting saa' godt ud hjemme hos dig, og at dine Søskende var hos dig den Dag. Og jeg har ogsaa skreven ham en god Brev til igen.

✂ Ja, kære Kone, nu afbryder jeg min Skrivelse for denne Gang med stor Fornøjelse, og jeg beder dig af Hjertet, at du hilser de gode Mænd, at jeg overbringer dem minhjerteligste Tak for den altfor store, opofrende Godhed, som de udviser imod os, og jeg vil bede den gode Gud, om at han vil lægge sin velsignede Haand i al deres Vandel og lade sin Fred bo i deres Hus, jeg kan ikke gengælde dem derfor paa anden Maade. Og jeg beder Gud, om at jeg maa staa og slaas som en ærekær Broder i de danskes Rækker og stride for min gamle Moder Danmark, saa haaber jeg, at Enden vil blive god for os allesammen, vi skal jo kun staa fast i Trængselens Tid.

✂ Ja, kære Kone, nu slutter jeg med min hjertelige 142Hilsen til dig og dine smaa betroede Børn og alle dine Søskende og gode Venner, og saa vil vi haabe til det bedste og paa en glædelig Gensyn. Og derpaa befaler jeg dig og alle Gud i Vold, og lev vel, til vi ses igen, det ønsker jeg, din til Døden hengivne Mand

✂ Jakob C.

✂ Jeg mangler ikke noget.

✂ Med dette Brev slutter den lille Samling.

✂

Til Chefen for 1ste Regiment.

✂ Efter I. og II. Infanteriregiments hæderlige Affære ved Oversø viste Nationen paa mangfoldige Maader sin Taknemmelighed mod de flinke Soldater. Selv naar de fantastiske Overdrivelser af deres Færd reduceredes til hvad der virkelig var sandt, blev der nok tilbage at være glad og stolt over. Begejstringen kaarede sig— i maaske vel rigelig Grad— særlig I. Regiment, Københavnerne, til Genstand. De blev Kælebørn for Pressen og en stor og indflydelsesrig Del af Befolkningen. Der dannedes anselige Komitéer for Indsamling af Bidrag til dem, og deres Chef, som var en offentlig vel kendt Personlighed, blev stærkt fejret. Fra de forskellige Klasser af Samfundet modtog han ogsaa talrige private Vidnesbyrd om Sympathi.

✂ Et Par Prøver turde her være paa sin Plads:

✂ Først er der et Brev fra en anset, yngre dansk Forretningsmand og tidligere dansk Konsul, nu bosat i Paris.

✂ Skrivelsen er ledsaget af et Udklip fra den franske«Journal illustré», hvor en Afbildning viser nogle Kolonner stærkt galliceret dansk Fodfolk med bredskyggede 144Huer, Napoleonskæg og Zouavkogekar paa Tornystrene. De rykker ud i mægtige Skyer af hvid Krudtrøg, der bølger i et nøgent Landskab med Antydninger af Gærder og bladløse Træer. Teksten til Billedet taler om en «événement mémorable digne de ne pas être oublié par la posterité». [En mindeværdig Begivenhed, som ikke bør glemmes af Efterverdenen.] Og den fortæller om, hvorledes «le premier régiment de l'armée danoise se dévoua pour assurer le salut commun ... son colonel s'empressa de faire élever quelques retranchements, et pendant cinq heures du combat le plus meurtrier, le régiment danois tint en échec toute l'armée confédérée ... lorsque la fumée de la poudre s'éleva lentement du champ de bataille 2,200 hommes sur 3,000 qui composaient le régiment étaient tués; le colonel, le lieutenant-colonel et tous les officiers étaient morts.

✂ — Le premier soin du remplaçant du général en chef de Meza fut de mettre à 1'ordre du jour de l'armée le brave I er régiment.

✂ Hélas, il n'en restait plus que le souvenir.» [I. Regiment i den danske Hær ofrede sig for det heles Frelse ... dets Oberst lod hurtigt opkaste nogle Forskansninger og i fem Timer, under den mest morderiske Kamp, holdt det danske Regiment hele den allierede Armé Sta?igen ... da Krudtrøgen langsomt hævede sig fra Slagmarken, var 2200 dræbte af Regimentets 3000 Mand; Obersten, Oberstløjtnanten og alle de øvrige Officerer var døde.— Hærens nye Overgeneral, i General de Mezas Sted, lod, først af alt, det tapre I. Regiment sætte i Dagsbefalingen for Hæren. Ak, det var nu kun til i Mindet!]

145

✂ Og Brevet lyder:

✂ Søndag d. 22. Februar. *

✂ Højvelbaarne Oberst!

✂ Jeg ser i Dag i «le journal illustré» en lille Skizze af Deres brillante Kamp ved Oversee, og jeg tillader mig at sende Dem den. Som Udførelse er den jo meget maadelig, men den beviser dog, at det ikke er alene Danmark, som kender Deres Heltedaad, men at Bladet vidste at behage sine Abonnenter ved at gengive denne Kamp, hvorom alle Aviser har underholdt deres Læsere, og som alle Læsere har enstemmigt beundret.

✂ Jeg er glad over denne Anledning til at bringe Dem og Deres heltemodige Regiment min Beundring og som dansk min Tak. De kan næppe begribe de sørgelige Dage, jeg tilbragte, efter at vor tapre Armé havde maattet forlade Danevirke. Med Angst og Mismod tænkte jeg paa vore stakkels Jenser, som i Mulm og Mørke forfulgtes af en overlegen og hovmodig Fjende. Tyske Beretninger fortalte om Prøjsernes og Østrigernes Væddeløb for at afskære os Tilbagetoget og tilintetgøre vor Armé. Da kom Depechen, som fortalte, at Iste Regiment «par une resistance héroique» havde stanset Fjenden og frelst Arméen. Da aandede jeg atter frit, alt blev Lys og Dag, og jeg begræd ikke mere Dronning Thyras kolde Vold, da jeg hørte, at et andet, levende Danevirke vidste at værne om vort kære gamle Fædreland.

✂ Takket være Dem og Deres Regiment tilbragte jeg stolte Dage. Alle talte om Oversee, alle Blade 146beundrede vor Armé, og en Ven kom til mig, som havde spist hos Thiers, og fortalte, at denne Verdens største Historieskriver havde med varm Beundring talt Danmarks Sag, og han havde ytret, at Slaget ved Oversee var saa brillant, at man maatte gaa tilbage til Oldtiden for at finde noget, der lignede denne Haandfuld Folk, som opofrede sig for Arméens Frelse.

✂ Her i Frankrig er alle Sympatier for os, og hver Gang Tyskerne faar Prygl, er Folk saa glade, som om det var Frankrig selv, der havde slaaet til. En Krig med Prøjsen vilde blive hilst her med Jubel, og man haaber, at man kommer med inden Enden.

✂ Jeg beder min Svoger A. at sende Dem fra København 100 Rdlr., som De godhedsfuldt vil disponere over ganske efter eget Skøn. Skulde De bestemme Dem til at drukne Pengene i en god Punch, saa beder jeg Dem at sætte al Beskedenhed til Side og i mit Navn at udbringe et længe, længe Leve for det Iste Regiment og dets tapre Oberst.

✂ Jeg forbliver

✂ Deres ærbødige

✂ N. N.

✂ Derefter kan et Brev anføres fra en Ioaarig lille Pige, hvis Forældre (Embedsfolk i en sjællandsk Provinsby) er i Slægtskabsforhold til Regimentschefen, som er hendes Gudfader. Brevet er øjensynlig blevet til under de voksnes Øjne og ikke uden Paavirkning af deres Skrivefærdighed, men den barnlige Stil bryder dog tydeligt igennem.

147

✂ Den patriotiske unge Dame skriver:

✂ Den 20. Febr. *

✂ Da jeg havde meget Lyst til at skrive til min Gudfader, og Fader sagde, at det kunde gaa an, besluttede jeg at gøre Alvor deraf. Det, jeg vil skrive til Dem om, er, at det har bedrøvet mig meget at høre, at Danevirkestillingen er tabt. Det tyder paa Fædrelandskærlighed og Mod, at første Regiment, da Hæren skulde trække sig tilbage, bad om at maatte være de sidste og at dække Hæren. Det er skrækkelig at tænke sig, hvor de stakkels Officerer og Soldater har maattet lide baade af Hunger og af Kulde. Hestene styrtede jo om af Træthed. Nu kan vi vel alle stole paa, at Soldaterne kan forsvare Dybbøl, saa at Tyskerne ikke kommer over til Als. Med mit Brev følger en Kasse Cigarer fra Fader, som beder Dem ikke forsmaa den, da De vel ikke saa godt kan faa dem. Nu Farvel, lev vel, jeg haaber, at de danske maa vinde. Fra Deres Guddatter

✂ Anna.

✂ Endvidere forekommer to unge Mænd af Almuen, som tilbyder Obersten deres Tjeneste som frivillige.

✂ Brevets Retskrivning, Tegnsætning og Inddeling er i Gengivelsen uforandret bibeholdt som en enkelt, for Datidens Bondealmue ret karakteristisk, Prøve.

✂ N. pr. Aarhus d. 20 April 1864.

✂ Herre

✂ Oberstleiutnant Regimentscommandøir Bech. Jeg tager mig herved den ærbødige fridhed at 148skrive Dem til da jeg og en af mine Venner Længe har haft Lyst at komme i Tjennesten og da vi ere for unge til at blive udskrævet henvender vi os til Dem om De ikke Godhedsfuld vil optage os som frivillig og vort høiste ønske er at komme til første Inftreirægement jeg hæder Niels Peder N. og er 19 Aar den 25 Mai og min Ven Peder J. fylte 19 Aar 8de Marts.

✂ Bekke er vi friske og ikke os bevist nogen Lægems Svaghed jeg er ogsaa saavelsom Peder J. ikke udvandt i at omgaas med Skydevaaben og det skal stædse vere formaalet for os at erhverve os den færdighed som udfordres for at vere en God Soldat Ligesom at erhverve os vores Foresattes Agtelse og Yndest. Vi hafte alt forlengesiden melt os men vi maatte jo have vores Forældres Samtykke vi beder Dem Herr Oberstleiutenant om at opfylde vort ønske og skal vi møde vad Dag De bestemmer.

✂ ærbødigst Niels Peder N.

✂ Peder J.

✂

Mellem Fjender i Vejle.

✂ Uddrag af en Dagbog paa 68 Kvartsider, ført hver Dag fra d. 18. Februar til d. II. Juni.

✂ Forfatterinden er en ung, 20-aarig Pige, Datter af en højerestaaende, juridisk Embedsmand i Vejle.

✂ Hendes Fader var paa Krigens Tid 57 og Moderen 50 Aar.

✂ Paa Dagbogens første Blade gives i korte Træk Situationen inden Fjendens Ankomst.

✂ Den 19. Februar. Fredag. *

✂ Gik roligt for os, men med stadig Indrykning i Byen af vore Tropper.

✂ Den 20. Februar. Lørdag. *

✂ Rolig; der blev lagt Forhug af Grantræer nede ved Sønderbro; Fjenden i Kolding med en Styrke af 3000 Mand.

✂ Den 21. Februar. Søndag. *

✂ Kl. 12 rædsom Alarm; Fjenden med Patrouille ved Viuf Kro; 7. Regiment udsendt paa Rekognoscering; Kl. 3 Fjenden atter trukken sig tilbage; 4 Kompagnier af II. Regiment kom om Eftermiddagen; Løjtnant G. var endnu hos os, og vi havde en rar Søndagaften.

150

✂ Fra den 22. Februar til den 8. Marts gaar Tiden ret roligt med Indkvartering og Officersbesøg; Major G. og forskellige andre Officerer spiller hyppigt L'hombre med Herredsfogden, «Løjtnant K. og jeg spillede Sonater og andre Ting.» Man foretager Spasereture i Omegnen «for at se Forhugget og Befæstningerne, jeg kunde imidlertid ikke se, at der var saa overdrevent meget gjort i Stand.»

✂ Om Fjenden noteres den 25., at han fra Kolding «sendte en Patrouille til Egtved, men uden at tage noget videre. Ingen Fægtning med vore Soldater, som ved Hjælp af en Kones Advarsel reddede sig.» For Resten«fandt vore Officerer, at Stillingen ved Vejle var en aldeles uforlignelig Stilling og talte stærkt om et alvorligt Forsvar her Nord for Byen.» Den 28. fandt«en Patrouillefægtning Sted mellem vort og fjendtligt Kavalleri i Blaakjærskov. En dansk Dragon af Give Sogn» [den bekendte Niels Kjeldsen af 6. Dragonreg., 4. Fsk.] «udviste et mageløst Heltemod og blev først efter en voldsom Modstand dræbt, 3 danske Dragoner tagne til Fange.» Dagen efter omtales Træfningen ved Vorbasse med dens 33 prøjsiske Fanger, og derefter fortsættes, længere hen i Dagbogen:

✂ Onsdag den 2. Marts. *

✂ Roligt. Om Aftenen rædsom Kommers; der kom nemlig 3 Parlamentærer til General Hegermann-Lindencrone, og han modtog dem paa Petersholm. Den første spurgte, om vi vilde godvillig forlade Vejle, herpaa svaredes «Nej». Den anden spurgte til den fangne Officers Befindende, som vi tog tilfange ved Vorbasse, herpaa svaredes «Godt». Den tredje, om det ikke var 151det bedste, at Patrouillefægtningerne blev ophævede; herpaa svaredes: « Comme vous voulez, Messieurs.»

✂ Tirsdag den 8. Marts. *

✂ Denne rædsomme Dag oprandt meget roligt, men omtrent Kl. 10 kom Fader og spurgte Frederik, om han vilde gaa hen at se nogle Fanger, vi havde taget i Morgenstunden.

✂ Et Øjeblik efter blev der blæst Allarm, og straks var jo alt i Oprør; II. Regiments 4 Kompagnier, som ikke var paa Vagt, blev beordret ud i Stillingen; Kavalleripikettet red ud. Kl. II kom Fangerne ridende her forbi, de bestod i 4 østerrigske Windisch-Grtz-Dragoner, ledsaget af de danske Dragoner, der havde taget dem til Fange; den ene var saaret paa Halsen, men red dog. En Officer, Grev Czernim, som vi ogsaa havde taget til Fange, var saa haardt saaret, at han maatte køre til Horsens i en lukket Vogn.

✂ Kl. 12½ kom imidlertid Kavalleripikettet tilbage; Kaptajn S. red ud for at hente II. Regiment tilbage. Løjtnant K.'s Peter kom ogsaa tilbage og vi ventede da, at der i det mindste den Dag ikke vilde komme nogen Fjende hertil.

✂ Da Klokken var 2 begyndte Kommersen da for Alvor. Alt Kavaleri, som havde været paa Forpost, kom tilbage og gik Nord paa, den ene Stafet galoperede gennem Gaden efter den anden; saa vilde Fader have, at vi, Moder og jeg, skulde køre ud paa Landet, men idet vi tog Tøjet paa, sprang der en Granat her lige udenfor paa Gaden. 14 Vinduesruder søndersloges, Gardinet hang i Pjalter, Vinduessprossen gik itu, og en stor Granatstump sprang ind i Dagligstuen. Hele 152Familjen gik da efter Md. S.'s Anmodning ned i Kælderen, hvor vi stod i den rædsomste Angst og under den rædsomste Kanon- og Geværtorden.

✂ Derpaa hørte vi vilde Skrig, Raaben, Hujen og Musik, ja klingende Musik, uh ha! Saa hørte vi vore egne, søde Soldaters Raaben, idet de løb gennem Gaden og saa en Tyskers ækle Skraal! Vi stod omtrent nu 3/4 Time dernede, saa kom vi ind i Md. S.'s Stue, og derfra saà vi, hvorledes Tyskerne (Østerrigerne) i tusindvis drog Nord paa.

✂ Kl. 7 indtraadte der Stilhed i Kanontordenen, som stadig var hørt Nord fra; saa stormede Tyskerne tilbage i Byen og indkvarterede sig selv med dragen Bajonet, saaledes at vi fik herop 66 Menige, 3 Officerer og 3 Oppassere. De Menige fik straks Smørrebrød, hvilket var det eneste, der nogenlunde stoppede og stansede deres Raseri; de mente nemlig stadig, at der var danske Soldater skjult omkring i Husene, da de danske Soldater i den søndre Del af Byen havde skudt fra Vinduerne.

✂ Paa Retræten af de Syd for Byen værende, danske Soldater var II Soldater af II. Regiment komne for sent til at naa ud, inden Fjenden havde besat den Udgang af Vejen, som de skulde gaa, og var nu i deres Angst sprungne ind i vor Have. De 6 fik civile Klæder, men de 5 maatte gaa ned at overgive sig, og Fader maatte med blødende Hjerte staa ved Siden af og se derpaa.

✂ Natten var rædsom, ikke en halv Times Ro, da Soldaterne stadig løb op og ned og der var almindelig Uro og Tummel. De fleste af de Menige var Ungarer, 153som ikke kunde et Ord tysk. Her paa Gaden blev den Dag skudt: Hr. H., død, en Skrædersvend saaret i Benet, en lille Pige i Foden, og en lille Dreng; Md. W. blev skudt i sin Stue. Østerrigerne led et voldsomt Tab. Vi fik nogle saarede, men flere af vore blev tagne tilfange. Kaptajn S. af II Regiment blev fangen og saaret; han er paa Æresord hos Konferentsraad D. [Amtmanden].

✂ Onsdag den 9. Marts. *

✂ Om Morgenen gik der voldsomme Kavaleriregimenter, Infanteri og Artilleri Nord paa. Vore Tropper sagdes at have slaaet Forposterne tilbage, men efterat Fjenden har besat Byen vides jo aldrig noget bestemt om vore egne. En rædsom Tummel i Byen. Transport af saarede fra Valpladsen ind til Lazareterne. Stemningen aldeles fortvivlet. Her i Huset en gyselig Støj af de menige, en Skrigen, Løben og et Svineri, som der vist aldrig er set Mage til. Ingen Nattero.

✂ Torsdag den 10. Marts. *

✂ Tidlig om Morgenen blev Moder kaldt, da de menige gjorde Oprør imod Pigerne, som ikke straks vilde give dem Kaffe. De var aldeles rasende og omringede Moder og skreg og raabte, men Moder fik dem til Tavshed, og nu kom 5 ad Gangen ud og fik deres Skaal Kaffe. Endelig Kl. 12 marcherede da de menige bort, og nu havde vi da kun de 3 Officerer og deres Oppassere samt et Par Underofficerer. Ingen Nattero.

✂ Fredag den II. Marts. *

✂ Fik vi en meget net Oberløjtnant H. i Kvarter. Stemningen meget slet. Rekvisitioner til Skansearbejde 154Syd for Byen, hvilket nægtedes, og derpaa blev der Folk dreven sammen og tvungne til at arbejde: alle Seminaristerne fra Jelling, Pastor M., Skolelærerne U. og B., kort sagt hvem Fjenden med dragen Bajonet tvang dertil. Intet Nyt ellers. Rekvisition om Mad til Skansearbejderne; med Besvær skaffet.

✂ Lørdag den 12. Marts. *

✂ Rekvisitioner om Mad til Skansearbejderne, som i en Fart blev sendt derud. Om Aftenen blev Arbejderne løsladte og kom her paa Kontoret forat erholde Passérsedler. De saà rædsomme ud, en af Seminaristerne var i Slobrok og Sivsko, en anden havde de taget Ur og Kæde fra. De var i Køkkenet for at drikke lidt, og saa fik de ogsaa lidt at spise.

✂ Tirsdag den 15. Marts.

✂ Løjtnant H. efter en rørende Afsked draget bort, og en anden Løjtnant kommet i hans Sted; hans Tjener, en Ungarer, kan ikke forstaa et Ord tysk.

✂ Torsdag den 17. Marts.

✂ Om Aftenen kom her 2 Underofficerer for at rekvirere 2 Ligkister, 3 Kranse, 3 Grantræer og 3 Ligklæder over Kisten. Der er nemlig død 2 Menige af II. Regiment og 2 af 3. Dragonregiment og en østerrigsk Underofficer. De skal begraves i Dag den 18. Marts. Ceremonien skal udføres af deres egen Præst.

✂ Tirsdag den 22. Marts.

✂ Om Middagen kom her en Hauptmann med en Kadet (Fændrik). Ordentlige Folk. Hauptmanden viste Fader en Forlovelsesring, en Revolver og en dansk Spidskugle, endvidere spildte han Rødvin over sin Seng og Gulvet. Fændriken spiste godt og takkede. Den 155prøjsiske Oberløjtnant ser vi aldrig noget til, han faar kun Kaffe om Morgenen, forresten lever han paa Værtshus.

✂ Onsdag den 23. Marts.

✂ Den forlovede Hauptmann og den spisende Fændrik rejste i Morges. Kl. 2 kom her en prøjsisk Major von B. og hans Adjudant Løjtnant von F.; deres Oppassere er en Underofficer og en Skriver. I Dag kom med Prøjserne 3 danske Infanterister af 13. Regiment, de var Overløbere; det var sørgeligt at se, men alligevel en Velsignelse at se den danske Uniform engang igen.

✂ Torsdag (Skærtorsdag) den 24. Marts.

✂ Temmelig rolig. Løjtnant von F. og Major von B. gjorde os en meget fin Visit i Formiddags. Kyraserofficeren siges at skulle rejse, og en Doktor har allerede anmeldt sig selv.

✂ Udskrivning af Heste her i Byen. Købmændene W., R. o. s. v. har de frataget Hestene.

✂ Lørdag den 26. Marts.

✂ Vor Indkvartering afrejst Kl. 5. En Masse Tropper bestaaende af Infanteri og Artilleri drog Syd paa; vi saà derimellem den forlovede Hauptmann og hans spisende Fændrik. Der siges, at Dronningen af England er gaaet af og Prinsen af Wales er bleven Konge, og at han har faaet en Vaabenstilstand i Stand, saaledes at Tyskerne inden den I. April skal have Jylland rømmet.

✂ Tirsdag den 29. Marts.

✂ Nogle af vore Infanterister fra Frederits er bleven ilandsatte ved Rosenvold og har derfra begivet sig til Landsbyen Assendrup, hvor de i en Bondegaard tog 15622 røde Husarer og 25 Fleste. Dette er sket Natten mellem Mandag og Tirsdag. Vi fik om Eftermiddagen en Major af de røde Husarer og en Overlæge med 3 Tjenere. Majoren rasede, over at vi havde taget hans Husarer og sagde, det var imod al Krigsbrug, Maaden hvorpaa vi havde taget dem; dernæst spurgte han Fader, om Fader var dansk eller tysk sindet. Det siges, at Garibaldi er landet i Frederits??

✂ Onsdag den 30. Marts. *

✂ I Formiddags var Majoren uforskammet mod Moder, forlangte Middagsmad Kl. I, uden at have leveret Naturalforplejning, og spurgte derpaa, om Moder var en Tysker, thi hun talte jo tysk som en indfødt; Moder svarede, at hun vel var født i Holsten, men at hendes Fader havde været dansk General, og at hun aldeles ikke regnede eller nogensinde havde regnet Holsten til andet end til Kongeriget Danmark. Efter denne Tale vendte Hr. Majoren hende Ryggen.

✂ I Eftermiddag stærkt Røre, alle Kufferterne bringes bort, der pakkes, Bagagevognene kører Syd paa, de syge flyttes bort. Alt tegner til, at de skal bort i Nat. Gud give dog det var Sandhed!

✂ Torsdag den 31. Marts. *

✂ Vores Major red da ud om Natten Kl. 2, men kun for at fange en Spion, som de antog havde hjulpet de danske til at fange de røde Husarer; Spionen var E. fra — gaard, som de nu i Formiddags bragte som Fange hertil, siddende mellem 2 Husarer med spændte Pistoler; han kom straks for en Krigsret og blev saa ført til Magdeburg eller Spandau. Om Middagen kom de 157atter med en gammel Landmand, hvis Karl havde hjulpet de danske at trække Hestene ned til Stranden. Vort Haab blev aldeles skuffet med Hensyn til at de skulde bort, tvertimod kom her om Formiddagen 5000 Østerrigere og et Batteri, som drog Nord paa. Temmelig Røre i Byen. Stemningen fortvivlet. Vejret: Solskin og yndig Luft.

✂ Fredag den 1. April.

✂ Moder maatte i Morges ind til Frøken B., og tale hendes Indkvartering til rette, da de var uforskammede imod hende. Sognefoged M. blev i Gaar Aftes ført som Arrestant herind, men blev i Dag atter løsladt. I Eftermiddag kom de med en Bonde og hans Søn, som de har mistænkt for Spioneri. Stemningen komplet fortvivlet. Vejret: Regn med Slud og Blæst.

✂ Søndag den 3. April.

✂ Moder fik en nydelig lille Anretning forærende af den gamle [prøjsiske] Doktor, bestaaende i nogle dejlige Æbler og Violer og Sirener.

✂ Mandag den 4. April.

✂ Jeg spillede for første Gang i Dag, efter at Fjenden er kommen hertil.

✂ Tirsdag den 5. April.

✂ Formiddagen temmelig rolig, men i Eftermiddag stor Uro, da Prøjserne har set et Skib, som lagde til ved T. Prøjserne er kørt ud, Officererne rider omkring, Vogne kører fra Magasinerne, Infanteriet løber med fuld Oppakning af Sted, de tror nemlig, at det er et Dampskib, som har Kanonbaade paa Slæbetov, men det indskrænker sig nok til, efter private Folks Mening, at være et engelsk Skib med Kul til Gasværket. 158Her staar Skildvagter rundt omkring, man kan næsten ikke komme udenfor Byen.

✂ Lørdag den 9. April.

✂ I Morges kom Tjeneren og skulde hilse fra Majoren at Kommandanten og hans Adjudant gerne ønskede at spise sammen med Majoren og Doktoren i Dag, her var nu deres Naturalforplejning, om Moder vilde være saa god at tillave det til dem. Kl. 2 kom her altsaa Herrerne og spiste lystig og drak Champagne, ungarsk Vin og Rødvin, til Dessert havde de Appelsiner og Medisterpølse; Majoren sendte Moder og mig 4 Appelsiner ind efter Bordet.

✂ Mandag den II. April.

✂ Der er Tale om en Omkvartering her i Byen, da Prøjsere og Østerrigere ikke kan enes i én Gaard; men da her er lutter Prøjsere i Gaarden, skal ingen Omkvartering finde Sted her.

✂ Tirsdag den 12. April. *

✂ Temmelig roligt om Formiddagen; om Eftermiddagen kom her en Mængde Vogne for at bortkøre Korn her fra og fra Horsens, som de havde taget paa Røvertoget om Søndagen i Horsens. Om Eftermiddagen gik jeg hen for at besøge Frøken H. og paa Kirkegaarden stod da opstillet 12 à 14 Prøjsere, som, idet jeg lige kom forbi dem, lagde Geværet til Kinden, som om de vilde skyde; der stod en Løjtnant ved Siden af dem, men jeg var modig og gik ikke et Skridt hurtigere end før, og Prøjserne saá med Forbavselse efter mig; de mente vist, jeg skulde have løbet af Sted. Vejret var med Solskin, men koldt og Blæst.

159

✂ Lørdag den 16. April.

✂ De fjendtlige Officerer er nu fast bestemte paa at ville have Bal her; hvor de vil faa Damer fra, maa Gud vide, thi tvinge kan de da ikke godt.

✂ Søndag den 17. April. *

✂ Vi havde en rædsom Dag. Kl. II 1/2 om Formiddagen blev der blæst Allarm, Trommen gik og alt var i Oprør, ingen vidste hvad Grunden var hertil, det var en rædsom Spænding. Alle Bagagevogne og Karrer blev kørt Syd paa langt udenfor Byen, Artilleriet kørte i Gallop Nord paa, derefter kom Infanteriet, der ligger her i Byen; saa varede det en halv Time, saa kom et østerrigsk Batteri fra Vinding med Bedækning af østerrigsk Infanteri fra Vilstrup, derefter kom de prøjsiske Kyrasserer og saa til Slutningen de østerrigske Husarer; Kyrassererne ligge i Højen og Husarerne ogsaa ude paa Landet.

✂ Efter at alt nu var stormet som rasende Nord paa, kom Kyrassererne efter et Kvarters Forløb tilbage og standsede Husarerne, som ikke var komne ud af Byen endnu, derefter drog hele Selskabet tilbage og efter en Times Forløb var de alle komne hjem; det hele havde staaet paa fra II 1/2 til 4, og Grunden til Alarmen var vore danske Dragoner og noget Infanteri, som havde været i Linved og taget nogle af Forposterne; men det var Prøjserne, som havde Vagt, og deraf kom det, at der blev en saa rædsom Alarm. Her uden for blev i Hastværket en Hest, som kørte Træn, aldeles ødelagt, hele Bringen blev reven op paa den, et Par Heste kom til Skade nede ved Sønderbro, saa det havde de gode Prøjsere for deres Alarm.

160

✂ Det var en rædsom Spænding, inden man fik at vide, om de danske var her i Nærheden eller hvad der var Grunden til den gruelige Kommers. Det var næsten, som om der var Hekseri med i Spillet, saa hurtigt som de østerrigske Jægere kom marchfærdig ud af Kvartererne; 10 Minuter efter Alarmsignalet havde lydt, løb de med fuld Oppakning ud ad Landeveien, endskønt de gik i al Ro og Mag med deres Naturalforplejning, da Signalet lød; Officererne sprang formelig ned ad Gaden uden Kapper, som de stod og gik, i den tynde Uniform, kun med Huen paa Hovedet. — Vejret er yndigt.

✂ Mandag den 18. April.

✂ Om Eftermiddagen fik vi den rædsomme Efterretning, at Dybbøl var taget, og 2500 Fanger havde Tyskerne taget. Vi har et svagt Haab endnu om, at det er Usandhed, men det er vel desværre sandt, Gud hjælpe os dog! Stemningen er i højeste Grad forknyt og fortvivlet. Vejret yndigt. Prøjserne har skraalet « Hurra » som gale Mennesker.

✂ Onsdag den 20. April.

✂ I Dag gaar der atter det dejlige Rygte, at Dybbøl ikke er taget, man mener, at det kun er nogle Skanser, der er tagne, det er en rædsom Pine at gaa i, man véd intet med Bestemthed.

✂ Torsdag den 21. April. *

✂ I Dag er Rygtet om Dybbøls Fald da bleven fuldkommen stadfæstet. Der kom gennem en hemmelig Vej en Avis, hvori hele Indberetningen fra vores Overkommando stod, det var en rædsom, rædsom Ting at læse, og det værste er, at vi jo nu i mange Dage kan 161gaa uden at faa nærmere Efterretninger derom. Konferencen, som vi havde haabet paa, er da nu atter opsat til den 25. Vores Major og Doktor kom da ikke bort om Natten men er nu først rejst i Eftermiddag Kl. 4 efter at have gjort en Visit og takket mange Gange, hvilket de virkelig ogsaa havde Grund til. Prøjserne, der kom her i Gaar, er her endnu i Dag, men der er kommet en østerrigsk Kommandant, og her skal nok kun blive Østerrigere i Byen, gid det var saa vel! Yndigt Vejr.

✂ Fredag (Store Bededag) den 22. April. Vi er i Dag for første Gang siden den 18. Februar en hel Dag fri for Indkvartering.

✂ Mandag den 25. April.

✂ Solskin, varmt og yndigt, alt begynder at blive grønt og at sætte Knopper, o, Gud!

✂ Lørdag den 26. April.

✂ Kronprinsen kom omtrent Kl. 8 i en lille Kalechevogn med en anden Vogn bagefter. Han kørte med 2 Heste, der sad en Herre ved Siden af ham, den bageste Vogn var en lukket Wienervogn; der var meget liden Pragt eller noget som helst kongeligt at se ved det hele. Musiken spillede ved Amtsgaarden, da han kom. Et af de Kompagnier, der kom i Dag hertil, havde 3 Danebrogskompagnifaner i Spidsen, det var rædsomt at se!

✂ Onsdag den 27. April. *

✂ I Dag ankom hertil en Bataillon Jægere (prøjsiske) de blev indkvarterede her i Byen. Den gamle Wrangel kom hertil i Dag, Kl. 8 Aften. Musik og Jubel, da han kom, af Soldaterne; han bor paa Apotheket. I 162Formiddag var der Revu paa Torvet, Kronprinsen uddelte Ordener til Soldaterne og Officererne. De danske Fanger af II. Regiment, som blev tagne tilfange helved Vejle, er i Dag, godt forsynede med Penge og nye Støvler, sendt Syd paa. En Mængde prøjsiske syge kom hertil fra Horsens i Dag. Vejret yndigt.

✂ Torsdag den 28. April.

✂ I Dag er det min kære Tante C.s Fødselsdag, vi kunde desværre ikke tilskrive hende en Linje.

✂ Af Betydenhed skete intet i Gaar. Vi saá den gamle Wrangel ride her forbi med den unge Wrangel, som bor her; da de kom her forbi, viste den unge herop, at han boede her. Derved saá vi dem begge rigtig mod Dagens Lys. Den gamle ser ud som en rigtig smuk, gammel Mand, med hvidt Skæg og Haar, den unge er en smuk Mand, temmelig mørk. De havde været oppe paa L., hvor de havde bedt om en Gren af en smuk Christi-Torn, som N. har i Haven, de vilde have den hjem med til Prøjsen.

✂ Fredag den 29. April.

✂ Her er stort Røre i Anledning af Frederits' Opgivelse, men endnu større i Anledning af at Wrangel har udskrevet her fra Byen alene en Skat af 50,000 Rd. til Søndag, og dersom han ikke fik dem, vilde han tage Gidsler i Stedet. Der bliver naturligvis svaret Nej til Pengenes Udlevering; Gud maa vide, hvad han saa gør. I Nat er her kommet Løjtnant L. til. Han ser ogsaa godt ud. De synger og fløjter hele Dagen. Blæst, Solskin, Regn.

✂ Lørdag den 30. April.

✂ I Nat havde vi en rædsom Nat. Omtrent Kl. 12 163blev der ringet stærkt paa Døren, men da vi vidste, at Døren var aaben, troede vi, det var for Spøg, eller at de ikke vidste, at Døren var aaben; imidlertid gentog Ringningen sig nu 4 à 5 Gange, og der blev talt ude paa Gangen, saa nærmede der sig Skridt til vores Sovekammerdør, og der blev banket paa Døren. Moder spurgte: « Hvem er der? » hvorpaa der blev svaret: « Ich soll den Herrn G. sprechen. »

✂ Fader havde nu hørt Ringningen og kom ud paa Gangen til dem. Det var 2 prøjsiske Officerer, der øjeblikkelig forlangte at efterse Faders Kasse. Kassen staar i Sovekammeret, og Fader sagde til dem, at hans Kone laa derinde. « Ja, det gjorde dem ondt, men hun maatte dog staa op. »

✂ Fader vedblev at forsikre dem, at han ingen Penge havde, men at alt var bortsendt; Fader sagde til dem, om de vilde se hans Bøger, saa gik de da op paa Kontoret. Imedens de var der, fik vi en Pose med nogle Sparekassebøger og nogle andre Papirer ud af Faders Pengekiste.

✂ Moder var imidlertid bleven saa alarmeret, at hun fik Krampe; da Officererne og Fader kom ned fra Kontoret, skreg Moder af Krampe. Da de hørte det, vilde de dog ikke ind i Sovekammeret, men forlangte Nøglen til Pengekassen; med den gik de da; men det varede en lang Tid, inden vi fik Moder bedre og kom til Ro igen; det er dog nogle rædsomme Mennesker, uh ha!!!

✂ I Morges kom de to Officerer igen og undersøgte Pengekassen, men der er intet andet i den end nogle 164af Faders Klæder, de undersøgte dog alt og gik slukørede bort herfra.

✂ En af Officererne, der var her i Nat, havde den Frækhed at hilse herop til Vinduerne, da han red forbi; vi mødte dem senere begge paa Gaden, de hilste med stor Venlighed.

✂ Gamle Wrangel kaster Penge i Grams paa Gaden, han gaar i Barndom, løb i Gaar i Gala hele Apoteket rundt efter Fru F. og kaldte hende sin Datter, sagde Du til hende o. s. v. Stemningen er meget, meget trykket; og der frygtes almindelig for i Morgen, da Svaret skal gives paa Pengefordringen; der menes, at Wrangel saa vil tage 12 ansete Mænd af Byen som Gidsler for Pengene.

✂ Søndag den I Maj.

✂ I Formiddag var Løjtnanterne Wrangel og L., i fuld Puds, herinde og gjorde Visit, de var meget høflige og artige; for dem var Frederits' Rømning ogsaa en Gaade, de talte beundrende om Landsoldatens Monument i Frederits. I Eftermiddag var der sat Vagt ved hver Gade, saaledes at Folk var nødsagede til at blive i deres Hjem, vi kunde f. Eks. ikke komme ned til Onkels eller til Kirken, men var reducerede til det Stykke fra Klubben til et lille Stykke forbi Amtsgaarden.

✂ Anledningen hertil var, at Borgerrepræsentanterne havde sagt « Nej » til Wrangels Fordring om de 50,000 prøjsiske Daler, og da de sagde Nej blev de arresterede; nogle af Borgerrepræsentanterne er nu imidlertid Forretningsmænd [m. H. t. Forplejning, Indkvartering o. s. v.] 165i denne Tid, de fik Lov til at være fri, men i Stedet for tog de Justitsraad J., Konsul L. og Uhrmager W.

✂ For at forebygge, at Befolkningen i Vejle skulde gøre Oprør, var Vagten opstillet i Gaderne. De arresterede skal i Morgen tidlig Kl. 6 tilligemed de arresterede fra Horsens, som kom hertil i Eftermiddag, (de var arresterede af samme Grund) føres til Rendsborg. I Eftermiddag blev alle Manufaktur-Butikerne lukkede, en Patrouille gik omkring og skulde skrive alt, hvad der var i Butikerne, de vilde da hente det i Morgen, men en Time efter kom der Bud til Købmændene, at de dog maatte handle endnu indtil videre.

✂ Jo, det er dejlige Ting, man oplever; Gud fri os dog snart ud af dette rædsomme Herredømme!

✂ Onsdag den 4. Maj.

✂ Gamle Wrangel lod i Gaar Pastor W. kalde til sig, og efter at have talt noget med ham bad han om at se Kirken, og da de kom ind i Kirken, knælede Wrangel for Alteret og bad W. om at velsigne ham; han er en løjerlig en.

✂ Torsdag (Christi Himmelfartsdag) den 5. Maj.

✂ I Dag omtrent Kl. I saá vi ud paa Gaden, og da kom der 5 danske Soldater gaaende under Bevogtning; vi blev naturligvis uhyre forskrækkede og bedrøvede, men fik snart at vide, at det var 5 Overløbere af 21. Regiment, som havde faaet fat i en Baad og i den var gaaet fra Bogense til Lejerre-Herred, hvor de var gaaet i Land; de havde sprættet Nummer og Kokarde af og kastet Oppakning og Vaaben. Uh, de ækle Mennesker! De blev indkvarterede her i Byen, ligesom de tyske Soldater, aldeles paa fri Fod. Jeg saá i Dag 166et aldeles henrivende Fotografi af Prinsessen af Wales og hendes lille Søn; Kronprinsen af Prøjsen sendte det ind til Frøken B., om hun havde Lyst til at se det, han havde lige faaet det sendende, og han tænkte, det kunde interessere at se, da det var en dansk Prinsesse.

✂ Der blev i Dag fortalt en lille Historie, som rigtignok tyder paa, at den gamle Wrangel hverken er nogen stor Kristen, eller at hans Forstand er meget lys endnu. Det var nemlig den Gang at Dybbøl var taget, saa skrev jo den prøjsiske Konge til Prins Frederich Carl: « Næst Hærskarernes Herre, takker jeg dig, min Prins o. s. v. » En Officér bemærkede til Wrangel: « Det er da underligt, at Deres Excellence ikke er nævnt i Kongens Depeche. » Hertil svarede Wrangel: « Ikke nævnt! Jeg nævnes jo allerførst, der staar jo: « Næst Hærskarernes Herre », det er jo mig! »

✂ Mandag den 9. Maj.

✂ I Dag skulde da altsaa Spørgsmaalet om Vaabenstilstanden afgøres, men vi blev, som vi jo altid bliver, skuffede, thi Konferencen blev opsat til i Morgen, og Gud maa vide, om den saa bliver samlet, eller atter opsat, og dersom den bliver samlet, om den da vil føre til vor Befrielse; vi vil saa gerne atter være frie Mennesker og leve med vore egne Venner og Slægtninge. — Der er kommen en Masse Heste, som Fjenden har taget Nord paa; men, Gud ske Lov, endnu er der ingen af vore tro Dyr kommet.

✂ Tirsdag den 10. Maj. *

✂ Denne Dag har været en rædsom Dag; Fader fik nemlig Kl. 10 en Skrivelse fra Kommandanten, hvori 167han rekvirerede 30 Bønderkarle, der skulde møde Kl. 4 om Eftermiddagen for at passe Hestene og føre dem videre bort. Fader skrev da først, at han maatte have Ordren gennem Amtet, men Amtet vilde ikke have noget at gøre med Sagen og raadede Fader til at leje 30 Mennesker, thi derved blev det jo en frivillig Sag for hvem der vilde gaa med eller ej, Amtet mente ogsaa, at dersom Fader ikke gjorde det, da vilde Prøjserne tvinge hver Mand dertil. Fader vilde først ikke; saa kom der Brev igen fra Kommandanten, at dersom de 30 Karle ikke var der til Kl. 4, da maatte de bemægtige sig Faders Person, indtil der kom de 30. Klokken blev jo altsaa 4, og der kom ingen Karle, saa kom der Bud efter Fader fra Kommandanten, vi blev jo rædsomt ulykkelige, saa gik der nogen Tid, Fader kom da hjem, og Enden blev, at Fader maatte leje Folk, som nu i Morgen Kl. 10 skal rejse med Hestene. Men inden Sagen blev ordnet, var vi jo rædsomt til Mode.

✂ Om Eftermiddagen kom da Vaabenstilstandens Afslutning, men under hvilke Betingelser vides endnu ikke; dersom de Prøjsere skal blive her under en 4 Ugers Vaabenstilstand, saa opsiger jeg vores Regering Huldskab og Troskab. Blot de dog drog bort! Gud, hjælp dog til at de kommer bort! — Yndigt Vejr.

✂ Onsdag den II. Maj. *

✂ I Dag var omtrent lige saa rædsom som i Gaar; om Formiddagen gik Rygterne om Vaabenstilstanden med aldeles Sikkerhed, men tillige det rædsomme Rygte, at Fjenden under de 4 eller 6 Ugers Vaabenstilstand skulde blive liggende her.

168

✂ Om Eftermiddagen havde vi det mindre opbyggelige Syn at se en Kommando, bestaaende af 16à 20 Soldater med 2 Officerer og en Intendant, gaa fra Butik til Butik, tage Pengene ud af Skufferne, spørge Købmanden hvor højt han vurderede sit Lager, sætte Skodderne for Vinduerne, lukke Butiksdøren af og sætte 2 Skildvagter, en udenfor Huset og en inde i Gaarden. Det var en meget smuk Handling af Prøjserne, det maa hæve dem i Verdens Øjne.

✂ Alle de andre Soldater stod færdige til, saa snart Generalmarchen lød, at storme ud af deres Kvarterer, naar Folk heri Byen skulde gøre Oprør imod Kommandoen. Nej, det nyttede saamænd ikke, der er kun en, der kan fri os ud af denne Pine, og det er den almægtige Gud! Han hjælper os ogsaa nok, naar han finder, det er Tiden til at hjælpe; men ydmyge maa vi være og se at lade være at blive bitre stemt imod Regeringen, som lader os herovre aldeles ligge links.

✂ Der har jo været en for os heldig Søfægtning ved Helgoland. — Yndigt Vejr.

✂ Torsdag den 12. Maj.

✂ Om Formiddagen kom Løjtnant L. herind, for, som han sagde, at fortælle os om Vaabenstilstanden og dens Betingelser; Vaabenstilstanden var jo begyndt den samme Dag og skal vare i 4 Uger, vi har ophævet Blokaden, og til Gengæld skulde Fjenden leve paa egen Bekostning her i Jylland, for Resten er alt uforandret, og vi Stakler herovre skal stadig beholde det rædsomme Tryk.

✂ Kl. 5 spiste alle Stabsofficererne og gamle Wrangel hos Kronprinsen; der var smuk Musik under Taflet, 169og Kl. 6½ kørte Kronprinsen og Prinsen af Hohenzollern med Suite til Berlin.

✂ Jeg smagte nogle Frugter fra Prinsens Taffel, som var henrivende. — Yndigt Vejr.

✂ Lørdag den 14. Maj *

✂ Løjtnant Wrangel stadig daarlig. Frygtelig Kommers om Morgenen, Kl. 5 drog alle Prøjserne Nord paa, omtrent Kl. 12 kom Østerrigerne, det var Brigaden Dorinus og Brigaden Dobrezinsky. Butikerne er stedse lukkede.

✂ Om Eftermiddagen var alle Dannebrogsfanerne ude fra Husene, omvundne med sorte Baand, Gaden blev bestrøet med Blomster, der ventedes nemlig Premierløjtnant Rasmussens Lig; han blev saaret ved Dybbøl og fangen og blev nu som død overleveret os igen. Kl. 8 kom Ligvognen fra Kolding her til, hans Ligkiste blev belagt med Kranse, Vaabenbrødrene med deres Faner og Skyttelavet med deres Faner tog imod Ligvognen ved Sønderport og drog foran den gennem Byen; den blev fulgt af en uoverskuelig Menneskerække som fulgte den til Horsensvejen, hvorpaa den gik Nord paa til Hesselballe, hvor Løjtnant Rasmussens Kone og Børn er; dér skal han begraves paa Tirsdag. — Yndigt Vejr.

✂ Mandag (2. Pinsedag) den 16. Maj.

✂ Om Morgenen kom Løjtnant Wrangel ind for at sige Farvel, han takkede for vores Godhed imod ham og bad, om han atter maatte bo hos os, naar han igen kom til Vejle. Kl. 10 red han bort til Horsens. Om Eftermiddagen gik Fader, Frederik og jeg ud i Nørreskov; der var Musik, det vil sige østerrigsk Musik, 170der var en Mængde Mennesker ude og naturligvis en rædsom Mængde Østerrigere. Musiken lød smukt, Skoven saà pragtfuld ud, og Vejret var henrivende. De spillede den ny tapre Landsoldat, og da de havde spillet den 2 Gange igennem, udbrød de i et tordnende Hurra; de gode Folk gør næsten for meget af det gode. Saaledes fortælles der ogsaa, at Østerrigerne vil give en Koncert, hvor Indtægten skulde tilfalde vore faldnes Efterladte. Det er næsten ubegribeligt, men dog et Bevis paa hvilken ædel Nation det maa være.

✂ Onsdag den 18. Maj. *

✂ I Morges fik vi et Brev med tysk Udskrift, og da vi aabnede det, faldt der et Visitkort ud, som var et Fotografi af en østerrigsk Oberløjtnant H. som har ligget hos os i Kvarter; han er den af Officererne, der i Grunden har haft det mindst bekvemt her, da han maatte bo i det lille, mørke Gæsteværelse, da alt andet var optaget, men han var noget af det høfligste og taknemmeligste, der gives paa Jorden; nu skrev han en Gang endnu for at takke for Opholdet, og for at vi ikke skulde glemme ham, sendte han sit Fotografi og bad om vore igen; han bor i Kolding for Tiden. Fadetskrev nu til ham i Dag og sendte ham sit Fotografi, vore skal han naturligvis ikke have. Musiken spiller hver Eftermiddag fra 6 til 7½ paa Raadstuetorvet, det er ganske morsomt at høre paa, vi kan sidde ganske rolig i Stuen og høre Musiken, thi de spiller saa kraftigt og smukt. Her kom i Formiddag en lille Afdeling Pionerere til Byen, men endnu er vi da slupne for Indkvartering, siden Løjtnant Wrangel rejste. Yndigt Vejr.

171

✂ Søndag den 22. Maj.

✂ I Eftermiddag kom her [de danske Officerer] Oberst A. og Løjtnant B. med en Ordonnans for at konferere med Tyskerne om Demarkationslinjen; det var et henrivende Syn at se dem. Jeg mødte Ordonnansen paa Gaden og sagde « Goddag » til ham, han lo over hele Ansigtet og hilste.

✂ Torsdag den 26. Maj.

✂ I Dag er en af Faders bedste Sognefogder bleven slaaet halvt fordærvet af nogle østerrigske Soldater, som han forbød at plukke Blomster i en Have; der er indledet Forhør, og Kommandantskabet blev det straks meldt til.

✂ Koldt i en rædsom Grad, vi fyrer formeligt i Kakkelovnen. Ungarerne skriger af Kulde og svøber sig ind i deres graa Kapper.

✂ Torsdag den 31. Maj.

✂ Her gaar livsalige Rygter om Vaabenstilstand paa 3 Maaneder med de fjendtlige Troppers Rømning af Jylland!! Gud i Himlen give dog i sin Naade, at det var Tilfældet!!!!

✂ Søndag den 5. Juni.

✂ Vi her i Byen tilbragte denne ellers saa store Festdag i fuldkommen Stilhed. Om Morgenen havde Østerrigerne stor Kirkeparade, og de var alle saa pyntede og stadselige. Her var strøet grønt og Blomster paa enkelte Steder udenfor Husene, men ikke udenfor os, da vi ikke vilde begrave Grundloven, thi man strøer jo grønt til Begravelser.

✂ Onsdag den 8. Juni.

✂ Almindeligt Rygte om Krig. Telegrafen gaaet itu 172mellem Kolding og Vejle, altsaa kan intet erfares om Konferencen. Yndigt Vejr.

✂ Torsdag den 9. Juni.

✂ I Dag kom der Efterretning om 14 Dages Forlængelse af Vaabenhvilen, ja, det er da altid bedre end Krig, men det er dog rædsomt alligevel.

✂ Fredag den 10. Juni. *

✂ Moder saà i Dag for første Gang den grønne Skov; vi kørte nemlig en lille Tur i en lejet Vogn og med lejede Heste, desværre! Der ventes flere Tropper hertil i Dag. Yndigt Vejr.

✂ Lørdag den II. Juni.

✂ Gud ske Lov, at dette ikke er den sidste Dag inden Krigens Udbrud, nu faar de nok en Fredsbasis lavet i Konferencen. Her er kommet mange, mange Preussere til i Dag og et Kompagni Østerrigere. Fjenden har nok forladt Aalborg, ser vi af Aarhus Avis, Gud maa vide, om det betyder noget! —

✂ Hermed sluttes denne Del af Vaabenhvilen, Gud give, at den Del, vi endnu har tilbage, maa føre Danmark til en nogenlunde hæderlig Fred; saa kunde maaske Jyden endnu faa noget for sin Udholdenhed!!

✂

Jævne jydske Borgerfolk.

✂ Uddrag af 7 Breve til en Korporal (senere Fourér) i 10. InfanteriRegiment fra en ca. 6o-aarig Snedkermester i en af de større, østjydske Købstæder.

✂ Korporalen, en itng 24-aarig Københavner, var den 4. Januar kommen til Byen med et Detachement fra Frederikshavn, paa Vejen til Regimentet, der laa i Kantonnement i Landsbyerne langs Ejderen. Han var kun I½ Dag indkvarteret hos Snedkermesterens Familje, som fattede en saa stor Sympathi for ham, at der underholdtes et Brevskifte imellem dem endnu flere Aar efter Krigen.

✂ Den 4. Februar 1864. *

✂ Ærede Hr. Ven! Først maa jeg takke Dem for Deres venlige Brev, der glæded os alle, da vi deraf ser, De endnu er i god Behold, og vort fælles Ønske er, at De maa gaa uskadt ud af den store Kamp, som forestaar Dem og enhver dansk Soldat. De kan tro, vi er alle spændte paa at høre nyt fra vor kære Armé, hvor vi har saa mange Venner, og vi ser da efter, om 10. Regiment har været med.

174

✂ Min Datters forlovede er nu i København at lære, og som vel ej varer længe, inden han skal ogsaa med. Dersom der sker noget Angreb, ønsker vi gerne at høre fra Dem, hvorledes det er gaaet Dem.

✂ Fra mine Pigebørn sendes Dem hermed en Pakke, som de beder Dem ikke at forsmaa for sin Ubetydelighed. Vi talte om Dem og det Undertøj, der sendtes til Arméen, og vi var af den Mening, at Deres Beskedenhed ej tillod Dem at modtage noget deraf, og da ønskede mine Pigebørn at maatte sende Dem denne lille Pakke med Bøn om at underrette os om, hvad De muligt kunde have Brug for.

✂ Nu noget for noget, siger man. Jeg skal bede Dem fra min Kone om at faa sendt Deres Portræt, som hun saà, De havde her i Byen.

✂ Jeg ønskede saa gerne at høre Deres Mening, om De tror, at vi kan holde Danevirkestillingen.

✂ Og nu til Slutning bedes De modtage en venlig Hilsen fra os alle ved Deres med Agtelse

✂ H. C. P.

✂ Den 16. Februar 1864. Gode Ven!

✂ ... Jeg har i et af Brevene bedet Dem fra min Kone, om De vilde vise hende den Tjeneste at sende Deres Portræt, som hun saà her i Byen. Deres Lighed med vor afdøde Søn gør, at hun saa ofte omtaler Dem, og De kan tro, at hun ofte beder til den gode Gud, at han vil beskærme Dem i disse store Farer, De er underkastet. Derfor vilde det være hende særdeles kært at have Deres Portræt.

175

✂ Her gaar det Rygte, at der bliver en Vaabenstilstand, men i Aviserne staar, at Tyskerne skal jages ud af Slesvig; Gud véd, hvilket er sandt.

✂ De modtage herved en venlig Hilsen fra os alle ved deres hengivne

✂ H. C. P. Vi er alle raske.

✂ Den 10. April 1864.

✂ Kære Ven!

✂ De kan ikke tænke Dem den Glæde, Deres kære Brev gjorde i vort Hus. Vi havde set i Bladene, at De var haardt saaret, min Kone og Børn græd meget derover, for De vil næppe tro, hvor kær De er os, og vi har hele Tiden fulgt 10. Regiment med Opmærksomhed, derfor er det os en stor Glæde at høre, De er i god Bedring. Jeg har tilskreven et ungt Menneske, en god Ven af os, om at forhøre, om De er i København, og at han der skulde opsøge Dem og skaffe os Underretning om, hvorledes De har det; jeg haaber, det er lykkedes ham.

✂ Hvad os angaar, da har vi og vor Plage af Tyskerne; i den Tid, her var saa mange, havde vi af hele Huset kuns vort Sovekammer, det øvrige har de og Halm i alle Værelser og en Lugt af dem, der ej er gaaet bort endnu. Vi havde nu været af med dem i 14 Dage siden Paaskedag, kuns Patroljer kom ind til Byen, men i Gaar, Søndag, kom en stor Styrke og fordrev vores ud af Byen, hvorved der opstod et Sammenstød paa Sønderbro, hvor der faldt 4 Tyskere, og siden et paa den nordre Side, hvor der faldt en af Iste Regiment og toges en til 176Fange. Da de havde faaet det udleveret, de forlangte, som var meget betydeligt, afrejste de igen Kl. 4 Eftermiddag, og straks efter havde vi det kære Syn at se Dragonerne, som De kan tro har det godt her, de kunde gerne tage nogle Kammerater med, da den ene er bedre ved dem end den anden.

✂ Den fangne i Gaar fik de straks samlet 30 Rdl. til i Rejsepenge, og Prøjserne vilde selv give ham mere Mad, end han kunde spise. Der kom i Gaar en hel Del ind til os og bad om Fodlapper, og min Kone udtrak da en Skuffe, hvori mine Strømper laa, enhver greb da et Par og sagde « ich bitte », og omringede os, saa at vi maatte lade dem løbe med dem alle, jeg har nu kuns dem, jeg har paa; straks efter kommer der to af dem, der fik Strømper, og bragte mine ny Morgensko; en Polak havde i Tumlen stjaalen dem, og af Erkendtlighed havde de frataget ham dem og bragte mig dem.

✂ Paa deres Opførsel kan vi som Fjender ej klage, og vi tog ogsaa altid imod dem med hvad der var i Spisekamret; nogle Steder, hvor de ej gjorde det, har de ej heller haft det saa godt. Jeg havde altid saa mange, at jeg fik iblandt 2, ja 3, Korporaler, og disse laa i vor Sal og blev beværtet det bedste, vi kunde, og de holdt da god Orden over de menige og udjagede dem, der ej hørte til Kvarteret, da der ofte kom nogle beskænkede om Aftenen, som ej kunde finde deres Kvarter, og de vilde ligge i Værelserne.

✂ De første, der kom, var Østerrigere, at sige fra alle Provinserne, mange kunde ej et tysk Ord, de 177haardføreste Mennesker, jeg har set. Det var et skrækkeligt Vejr med Storm og Sne, men ude i Rendestenen stod de med bare Fødder og vadskede deres usle Støvler og Fodlapper, vred dem af, lagde dem om Fødderne igen og trak Støvlerne paa, uden at det gjorde dem det mindste. Inde i Værelserne gik de med de bare Fødder. Prøjserne hadede de, men om de danske sagde de, at de skulde have en Lavrbærkrans. Prøjserne er nogle Uslinger, sagde de alle.

✂ Min Søn havde Bryllup i disse Dage, og det var for dem en stor Højtidelighed, og de gjorde alt, for at der skulde være roligt. Det var en daarlig Tid at holde Bryllup, men Gæsterne var kun hendes Formynder og jeg. Grunden var, at min Søn havde indtil 40 Mand, og han kunde ej passe sin Forretning, da han ej kunde forlade Stuen, og hun ej vilde derned, før de havde Bryllup, og tilmed kan hun tale godt tysk.

✂ Nu vil vi være mer glade, dersom vi i Morgen kunde faa Brev fra min Datters forlovede J. Han kom som Rekrut til 8. Regiment, og uden at faa Nummer maatte han for ved Dybbøl, hvor han stormede 3 Gange. Der faldt 200 af Regimentet, 5 ved hans Side, og deres Oberst H. Vi fik hans Brev, som var skreven den 26. Marts, 12 Dage efter, og har siden ej hørt fra ham, hvorfor vi er meget bekymrede. Han skrev der, han havde truffen flere Venner, men Dem havde han ej kunnet finde, men han haabede nok, det vilde lykkes, da han havde Deres Adresse, men de fik jo Forfald.

178

✂ Kunde De, naar De forlader Sygehuset, faa en lille Permission, da staar mit Hus Dem altid aaben, og det vil glæde os alle at modtage Dem, at sige, dersom Tyskerne ej skulde komme og tage Kommandoen fra mig.

✂ Nu være De paa det venligste hilset fra os alle ved Deres altid hengivne

✂ H. C. P.

✂ Den 26. Maj 1864. *

✂ Min gode Hr. F.!

✂ Med Glæde har jeg i Dag modtaget Deres Brev og ser, De er i god Bedring, hvilket glæder os alle i Hjemmet, da vi af en Slagter K. fik den Efterretning, at de ej kunde faa Kuglen ud af Hoften, og at De havde lidt saa meget.

✂ Det maa da ellers være behageligt for Dem, at De kom til Deres Hjem og Familje og den dejlige København. Jeg har i flere Aar glædet mig til at gøre en Tur dertil paa en 14 Dage og vil ogsaa gerne gøre en Tur dertil i Sommer, dersom vi blot kan blive Tyskerne kvit, ellers bliver der intet deraf. Jegplejer da at gøre nogle Indkøb af Kaffe og Sukker til Vinteren, saa jeg for det meste tjener Rejsen.

✂ Hvad Tyskerne angaar, da har jeg altid kommen godt ud af det med dem. Vi har nu 52. Regiment Prøjsere, deraf har jeg i den Gaard, jeg selv bebor, 2 Underofficerer og 4 menige. De første ligger i vor Sal, vi har sat Møblerne paa Loftet, og de sidste i Gæstekamret og Værkstedet. De faar daglig ½ Pund Kød pr. Mand, Brød, Ris eller store Byggryn. 179Det er jo en simpel Levemaade. Min Kone kan ikke se paa, at de Stakler staar og spiser det tørre Brød med Salt til, vi giver dem derfor Smør paa og koger dem deres Mad og tillaver det til dem. De faar og lidt Kaffe, som vi og koger 2 Gange daglig til dem; de er ogsaa meget taknemlige derfor. Vi har hver Dag dem til Øvelse i min Toft, som har været brugt til Vognpark og derved er ganske ødelagt for Græsning i Sommer, saa jeg maa holde mine Kreaturer inde, hvilket for mig er et stort Tab.

✂ Hvad nu den Vaabenhvile angaar, da er der vel ingen, der kan have nogen Mening derom, men jeg er af dem, der har et godt Haab, og vil bære alt med Taalmodighed, og hvor kan man andet, da vore Soldater har lidt saa mange Savn og Lidelser for os!

✂ Jeg gentager det her, kom en lille Tid over til os, naar Omstændighederne tillader det, De vil være os alle kærkommen; jeg længes efter en Aften at faa alle dem, jeg kender, der har lidt for os, til et lille Sold og høre dem fortælle, hvorledes de har haft det. Min Kone beder mig, at De vil underrette hende, om Kuglen er tagen ud, da denne Slagter har gjort hende bange, jeg skal og takke Dem for Portrætet.

✂ Nu vil jeg ønske Tyskerne ude af vort Land og at jeg kan komme til den kære København, som er min største Fornøjelse, og træffe Dem ved et godt Helbred.

180

✂ Modtag til Slutning en venlig Hilsen fra os alle ved Deres hengivne

✂ H. C. P.

✂ Min Datters forlovede ligger paa Fyen og er rask.

✂ Den 7. Oktober 1864.

✂ Gode Ven!

✂ Deres Brev af 22. f. M. har jeg med Glæde modtaget og ser, De befinder Dem vel, hvilket just ej er Tilfældet med os alle her i Huset, da den strenge Tyfus nu ogsaa har ramt os, idet min ældste Datter Marie ligger meget syg af den... Jeg har den Tro, det er af den Indkvartering, vi har haft, da vi alle maa ligge, 6 Mennesker, i ét Sovekammer.

✂ I Dag forlod alle Prøjserne Byen Nord paa, i Morgen kommer der 5000 Østerrigere, 2 Musikkorpser, hver 60 Mand, og 200 Officerer, det bliver en ordentlig Byrde. Jeg véd ej hvor mange jeg faar, men min Søn faar en Officer og 14 Mand. De er saa skikkelig at overlade os et Værelse i Huset, Resten raader de for. Hvor der er nu en stor Familje, maa de ligge paa Loftet, de forlanger og alt kasernemæssigt med I Mands-Senge; skal vi nu skaffe Sengklæder dertil, saa véd jeg ej, hvad det skal blive til, da det er umuligt. De forlanger og af Byen en indelukket Skydebane paa 800 Alen med Vinduer i, store Hø- og Halmmagasiner skal bygges; det ser ud til, vi beholder dem i Vinter, og hvad skal der blive af for Lys og Ildebrændsel til saa mange Mennesker? — Vi vil nu haabe paa, det snart faar en Ende, som mange tror. Til deres Afrejse i 181Dag brugte de 190 Bøndervogne, det er meget streng for ogsaa Landmanden...

✂ Nu vil jeg slutte med en venlig Hilsen og med det Ønske, at vi snart maa ses bedre til Mode, end jeg er i dette Øjeblik, da Sygdom er et stort Onde, hvor der er saa uroligt som her...

✂ I Brev fra den første Brevskrivers Søn, en 28-aarig Brænderiejer i samme By.

✂ Den 11. April 1864.

✂ Kære Ven!

✂ Skønt det er første Gang, jeg skriver Dem til, har De vel ikke noget imod jeg kalder Dem saaledes, da jeg og hele min Familje har betragtet Dem som en Ven, siden De var hos os, og har vi hele Tiden fulgt Deres Regiments Bedrifter med stor Opmærksomhed for at erfare, hvorledes det gik Dem.

✂ De kan deraf se, hvor stor Sorg det vakte for os, da jeg forleden læste i Avisen, at De var blevet haardt saaret; jeg sendte øjeblikkelig Stafet hjem med Budskabet derom, og det kunde ikke have vakt større Bedrøvelse, om det havde været min Svoger selv, der jo ogsaa er paa Als ved 8. Regiment; min Kone (for jeg er nylig bleven gift med min Kusine, som De jo ogsaa kendte fra Deres Ophold hos os) og hele den kvindelige Del af Familjen græd som for en Broder; De kan deraf se, at vi tænker meget paa Dem, mere end De maaske har troet. Vi er derfor alle saa glade, da vi i Dag hører, at De er sluppen nogenlunde derfra, og at De er i Bedring. Blot det nu maa blive ved at gaa fremad, 182og at De snart maa blive rask er nu vort største Ønske, og at De snart maa komme og besøge os.

✂ Vi har her været plaget meget af Fjenden; under hans første Fremrykning havde jeg 40 Ungarer i Kvarter, men de opførte sig dog nogenlunde ordentlige, kun var det en Plage at de fleste ikke kunde tale tysk, men Underofficererne kunde alle tysk. Næste Dag havde jeg polske Jægere med store Fjederbusker i Hatten og derefter Bøhmer, Kroater og Slavonier, og Gud véd, hvad alt det Rak hedder, Østerrig har sendt os paa Halsen, men alles Mening er dog, at vi hellere vil have Østerrigerne end Prøjserne, da der er en grusom Disciplin blandt Østerrigerne, og hvem der var saa lykkelig at have Underofficerer, dér opførte de sig gerne godt, man behøvede blot at sige det til dem, naar der var noget i Vejen med Mandskabet, de skulde da snart ved Prygl og Ørefigen lære dem at være høflige. Jeg havde to Underofficerer, som jeg var god imod, for at De skulde holde Orden...

✂ Der hersker ikke den store Mandstugt blandt Prøjserne som blandt Østerrigerne. Lige overfor mig stillede et Kompagni Østerrigere, og naar der var en Stakkel, der kom forsilde, regnede der Prygl og Skældsord ned over ham; naar der kom et Regiment igennem Byen, skulde man ikke se en eneste, der hinkede, thi hvis Officererne saà det, fik han Prygl, naar de traadte af, derimod kunde man se, naar de var traadt af, mange komme slæbende Lemmerne efter sig...

✂ De er vist ked af mit Vrøvl nu, og jeg vil derfor 183holde op, gid vi nu snart maa se Dem rask hos os, det længes vi alle efter. Skriv mig snart til og lad mig vide, hvorledes det gaar dem og lidt om Deres Felttog. Da jeg véd, en Soldat, der ligger paa Hospitalet og trænger til meget, ikke altid er godt beslaaet, haaber jeg ikke, De forsmaar medfølgende 4 Rdl. fra en Ven, som holder meget af Dem.

✂ De hilses nu paa det hjerteligste fra min Kone og fra hele Familjen ved Deres hengivne

✂ Aug. P.

✂

En Latinskoledreng i Aarhus.

✂ Uddrag af 7 Breve til Familjen fra en c. 18-aarig Gymnasiast ved Kathedralskolen i Aarhus, Søn af en sjællandsk Købmand og Skibsklarerer.

✂ Aarhus, den 5. December 1863.

✂ ... Da jeg nu samme Dags Eftermiddag Kl. 5 kom fra Skolen og gik over store Torv, blev jeg forbavset ved at se Soldater staa opstillede der. Ved at høre mig for erfarede jeg, at det var Resten eller rettere sagt Efternølerne af II. Bataillon (den Bataillon, der saa hæderligt udmærkede sig i forrige Krig, f. Eks. ved Bau.) Det var mørkt, men tilsidst opdagede jeg dog August [Brevskriverens Broder].

✂ De blev nu opraabt efter Nummer og fordelt i Kvarter hos Byens Borgere, August skulde saaledes tilligemed en anden have ligget hos en Drejer i Badstugade, men min Værtinde havde indstændigt anmodet ham om at tage ind hos hende, naar han kom tilbage, og da han fik mit Husnummer opgivet, angav han det for Løjtnanten og fik saaledes sit Kvarter forandret. Derpaa fik de Ordre til at møde 185paa Pletten samme Nat Kl. 2 og skiltes saa ad. For nu at lette hans Byrde tog jeg hans Tornyster paa Ryggen og Geværet i Hvil, og saa marcherede vi...

✂ Den Tornyster er dog et tungt Møbel, alene af at bære den fra Torvet og her hjem gjorde det ondt i Brystet, dog skal Bøssen være værre, da man vænner sig til Tornystren, saa at man ikke kan mærke, at man har den paa, hvorimod Bøssen altid trætter.

✂ Vi tændte saa Lys i min hyggelige Dagligstue, og jeg saà nu først hans smukke, splinternye Uniform med den blaa Frakke, lyseblaa Benklæder, varme Overfrakke, blanke Sabel, polerede Bøsse og nette Felthue. De er fri for de uhensigtsmæssige Chakoter, tillige har han været saa heldig at faa en blød Tornyster i Stedet for de gamle haarde, da han kendte Vaabenmesteren fra de 10 Ugers Ophold i Aalborg.

✂ Vi fik nu en god Aftensmad, og min Ven S. paa Bankkontoret, der bor Dør om Dør med mig, trakterede ham med en Toddy, derpaa passiarede vi tre til Kl. 9, hvorefter August fik sig en Lur paa min Sofa, og jeg satte mig til at læse.

✂ Kl. I vækkede jeg ham, han fik da en Bid Mad og et Glas Ø1 og sin Madpose vel stoppet. Derpaa gik vi hen paa Torvet, hvor de ventede til Kl. 3, hvorpaa vi marcherede ned til Broen, og jeg havde den Fornøjelse at bære hans Bøsse for ham.

✂ Der var kun faa tilstede. Efter adskillige Hurra'er og Afsyngelsen af den tapre Landsoldat sejlede nu 186de tapre Jenser ud af Havnen i stille Vejr med klart Maaneskin til Kiel...

✂ Angaaende Stemningen her i Byen, da er den meget krigerisk, og disse natlige Troppe-Indkvarteringer tjener jo til at forøge Spændingen. Dersom denne Spænding ikke var til at hæve de sunkne og slunkne Livsaander, vilde her være meget kedeligt, da alle Forlystelser er stansede, og vort Skolebal er opsat til Februar; men jeg for min Del har heller ingen Lyst til at more mig, naar jeg tænker paa det, som vore tapre Jenser maa døje.

✂ Hvem der blot kunde gaa med! Det er naturligvis drøjt, men naar man havde den fornødne Styrke og Udholdenhed, bilder jeg mig ind, at det er mindre slemt end denne Spænding, man nu er i, og den Følelse, at man skal sidde i sin Kakkelovnskrog som en sløv og uvirksom Politiker. Naar man ikke har hverken den tilbørlige Alder eller Kraft er det naturligvis Daarskab at tænke paa at gaa med, men dersom jeg havde den, saa svarer jeg ikke for mig selv.

✂ Jeg kom ikke i Seng i Nat førend Kl. 4½, da jeg jo skulde passe paa, at August ikke sov over sig, men til Gengæld blev jeg hjemme fra Skolen i Dag, hvad saa end Professoren tænker.

✂ Da August rejste, bad han mig hilse Eder alle i det gamle Hjem, hvilket jeg lovede og herved udretter. Gid han maa have Lykken med sig, den kære Broder!

✂ Aarhus, den 12. Marts 1864.

✂ Sandsynligvis det sidste Brev førend Postforbindelsen ophører, da Fjenden kun er I½ Mil herfra!

187

✂ Der holder en Eskadron Husarer Syd for Byen parat med dragen Sabel, og en Eskadron Dragoner red nu Syd paa, de øvrige Tropper ere Vest paa ad Silkeborg til.

✂ Skolen har nu fri til Tirsdag, da vi venter Fjenden hvert Øjeblik, og Byen er i stærk Bevægelse; Havnen er aldeles tom og ser flov ud. 7. Regiment rejste til Als i Fredags Morges, og i Gaar kom Helsingørs Rekruter, som straks gik Nord paa. Det bliver uhyggeligt, hvis Fjenden kommer i Nat...

✂ Aarhus, den 16. Marts 1864.

✂ Naa — Gudskelov vajer atter Danebrog ved Havnen, Skibene begynder at komme igen, og Kirkeklokkerne, der forstummede medens Fjenden var her, da ingen maatte gaa op i Taarnet, lyder atter klart og ligesom hoverende.

✂ Men hvorledes ser det ud i den øvrige Verden, thi siden Lørdag er hverken Aviser eller Breve komne hertil. Tusinde Rygter cirkulerer her angaaende Fjendens ilsomme Tilbagetog: « Et Udfald fra Fredericia », « Napoleon er gaaet over Rhinen », « Italienerne ind i Venetien » o. s. v., men Meningen er, at ingen véd noget. Man føler sig lettet og haaber, at han vil blive borte med det samme.

✂ Det første, som det tyske Pak gjorde, var at skære Telegraftraadene over, og de har gjort ligesaa Syd paa, saa det kan jo vare længe, inden den kommer i Orden igen...

✂ Aarhus, den 23. Marts 1864

✂ Faders Brev af den 18. modtog jeg i Gaar med Posten over Aalborg; det er en lang Omvej, som vi 188forvænte Aarhusianere daarligt kan finde os i, da vi jo plejer at faa dem med Dampskib direkte. I dette Øjeblik sejlede Postdampskibet ind i Havnen, saa nu er det jo paa den gamle Fod igen, naar blot Fjenden ikke gaar højere op end til Horsens, hvor han ifølge en paa Raadstuen opslaaet Plakat er rykket ind i Dag. Jernbanebefordringen herfra er nu stanset, idet Hjulene er tagne af Lokomotiverne, for at Tyskerne ikke skal bruge dem.

✂ Du kan tro, det var ret uhyggeligt, da Fjenden var her i Byen, at se dem sprænge i voldsom Fart igennem Gaderne, jeg har aldrig i mine Dage set Heste, der kunde løbe saa hurtigt; man kunde neppe følge dem med Øjnene.

✂ Det var Søndag, og Folk var paa Benene, jeg stod ved Frederiksport med en Del andre Folk, da vi saà en Hob komme løbende ad Vejen og efter dem 3 østerrigske Husarer med spændte Pistoler og dragne Sabler, senere hen kom prøjsiske Dragoner og endelig ca. 3000 Mand.

✂ De stod opstillede paa Torvet, og det var ret interessant at se de forskellige Nationer. Af Infanteri var der et Regiment Bøhmere, smaa Folk, ikke større end jeg, med graa Frakker til Knæene, bundne om Livet, uden Oppakning, smaa Bøsser med lange Bajonetter, lasede Støvler (de skelede vildt til vore), trekantede Hatte med grønne Fjer. Uhlanere eller østerrigske Husarer med hvide Kapper, hvide Chakots, der saà ud, som de var af Pap, og smaa Sabler (de jydske Dragoner kalder dem Møllerkarle med Smørknive, da de ikke kan hugge igennem vores Kapper).

189

✂ De prøjsiske Dragoner saà anstændigere ud med mørkeblaa Frakker og Pikkelhuer.

✂ De [fjendtlige Soldater] opførte sig ordentlig, men var naturligvis overmodige, saaledes brød Bøhmerne ind i Byens Tivoli (Vennelyst kaldet), brændte Borde og Stole og tog flere Ting. Jeg var naturligvis til Stede alle Vegne, men var dog saa forsigtig i Førstningen at holde mig tilbage, da de tog Folk til Vejvisere, hvem de traf paa; men senere var der ingen Fare.

✂ En Episode var jeg Vidne til: en prøjsisk Officer holdt til Hest paa Torvet med en Cigar i Munden, som han ikke havde Ild i, og da hans Uniform var stram, kunde han ikke faa Haanden i Lommen efter Svovlstikker, hvis han ellers havde nogle. I det samme gik en af mine Lærere forbi med tændt Cigar, og da Tyskeren i en grov Tone forlangte Ild, smed min Lærer sin Cigar i Rendestenen uden at give ham Ild og fjernede sig, hvorover Tyskeren blev rasende og bandede...

✂ Første Regiment danner et Slags flyvende Korps her i Jylland og drager snart Nord paa og snart Syd paa, alt eftersom Fjenden flytter sig. Det er raske Fyre, de Københavnere, de har Alarmhus i vor Gymnastiksal, hvor de om Aftenen opvarter os med Sange og lystig Snak.

✂ Vor Skole er kun bleven afbrudt den ene Dag efter Prøjsernes Ankomst, nemlig Mandagen, paa hvilken sidste Fjenden ikke var her i Byen, men kun om Søndagen. Det var en stor Spænding vi var i d. 13., og den paafølgende Uge var vi alle i 190daarligt Humør, da vi var uden Efterretning fra Omverdenen og stadigt ventede Tyskerne. Men nu er vi store paa det igen, og forleden Dag havde vi det mærkelige Syn, at der fra Havnens Dyb pludselig dukkede Baade op; de var bleven sænkede, da Fjenden kom, men nu er allerede flere Skibe ankomne...

✂ Aarhus, den 27. Marts 1864.

✂ Om Fjendens Stilling erfarede vi ved en Plakat Langfredag, at han var i Horsens og havde sendt Patrouiller ud mod flere Landsbyer, hvoriblandt Lundum, senere er ingen Efterretning kommen. Om vor Hær her véd man intet, hverken om Stillingen eller Styrken, kun et Par Kompagnier af I. Regiment, en Eskadron Husarer og en Eskadron Dragoner trækker her igennem Byen, snart Nord paa, snart Syd paa, og altid de samme.

✂ Man ymter om, at vor Hær her ikke er synderlig større, men det er vist en Fabel, thi i Dag kom Kongen hertil incognito paa Postdampskibet Freja med Krigsministeren, Trap og 10 andre, dog ikke paa det med Posten ombord, men sandsynligvis fra Als.

✂ Ingen vidste det, saa at jeg, der var nede paa Broen, da Freja kom, gik min Vej, da det ankrede udenfor Havnen, ud til Marselisborg Skov, hvorfra jeg dog snart efter saà Dampskibet sejle ind i Havnen og hørte et rungende Hurra, endskønt jeg var ½Mil borte. Jeg anede da Uraad, ilede tilbage til Broen og kom tidsnok for at se Kongen, der saà godt ud, iført en Infanteri-Uniform med en lille, blaa 191Hue paa Hovedet, og som, skønt det regnede tæt men fint, gav Kur til Nobilitas. Han kørte straks bort, omgiven af en Livvagt, der bestod af én Dragon. Jeg aner, at Fjenden kommer herop, naar han hører det, ligesom tidligere da Kronprinsen kom...

✂ Aarhus, den 14. Maj 1864.

✂ Vi har nu i tvende Uger været udelukkede fra Omverdenen, og det har været en højst ubehagelig Situation, det skal jeg ikke nægte.

✂ Den 27. April om Aftenen ankom her pludseligt en prøjsisk Patrouille, der frembragte et frygteligt Røre i Byen. Tyskerne! Tyskerne! lød det, alle kom til Vinduet, i Gadedøren, og nogle, som f. Eks, jeg, løb ned paa Broen og Havnen, hvor der laa tolv Skibe foruden Postdampskibet, men inden en halv Times Forløb var de som blæst bort, og Tyskerne indtraf for sent ved Havnen, hvor de stod og ærgrede sig, men vi fra den anden Side af Havnen, der alle havde været med at hive Skibene ud, gav dem et kraftigt Hurra.

✂ Den næste Dag kom et Garderegiment fra Skanderborg marcherende ind i Byen med fuld Musik, og dermed var Okkupationen begyndt. Min Værtinde fik 4 Mand i Indkvartering, hun skulde koge deres Mad og give dem tør Kost, Resten fik de ved Natural-Forplejning. De var særdeles skikkelige, ikke det mindste paastaaelige, men høflige og taknemmelige som overalt i Byen; naturligvis forefaldt der imellem nogle drukne Optrin, men det kan de danske Soldater jo ogsaa opvarte med. Ja, 192Soldaterne er brave Folk, men Officererne er noget Kram.

✂ For Resten gaar alt sin rolige Gang, i det mindste hvad mig angaar; man kan gaa i Skoven og i Skolen og hvor som helst man vil, og det eneste, jeg har lidt derved, er for det første det ærgerlige Syn af dem og dernæst, at man ingen Aviser og Breve kunde faa. Men alt bliver en Vane... Det har været meget vanskeligt at læse med Fynd i denne Tid, og det har undertiden været Tilfældet paa Skolen, at baade Læreren og vi har været aldeles konfuse i Hovedet...

✂ For Resten kan vi ikke fatte den Vaabenstilstand, thi da Dampskibet kom i Torsdags Aftes, maatte det ikke lægge til ved Broen, og ingen maatte komme i Land, det maatte lægge sig midt i Havnen, og Vagt stod paa Broen. Herover blev Folk, der var til Stede, forbitrede, og det haglede med Skældsord over Prøjserne. De sølle Soldater stod i Masse og saà nok, at Folk var forbitrede paa dem, men de kunde ikke forstaa, hvad der blev sagt; det er altid en Trøst, at man kan skælde dem ud. Derpaa kom en Patrouille til og raabte « Platz » og Købm. S., der stod forrest og ikke kunde komme tilbage, blev stødt for Brystet og maatte under Eskorte af 3 Pikkelhuer paa Raadstuen, men blev trøstet ved et rungende Hurra. Dampskibet kunde først lægge til den næste Formiddag, Kl. 10.

✂ Det uundgaaelige maa man finde sig i, men naar man har Vaabenstilstand og ikke engang maa hejse Danebrog, det er rasende ærgerligt, og de tyske 193Officerer, skjønt de vidste at der var Vaabenstilstand, sagde frækt, at de havde ingen Ordre.

✂ En tysk Officer, som i Lørdags Eftermiddag lod hejse Danebrog, er bleven arresteret, og i Gaar, Fredag, slog Falckenstein en Plakat op paa Raadstuen, hvori stod, at han ikke taalte noget Danebrog hejset eller nogen Slags Optog. Herved sigtede han til en Begravelse, der fandt Sted i Gaar, af en menig ved Iste Regiment, der er død her og hvorved Damer i Sørgeklæder mødte i Kirken og unge Damer udførte Sang, og et Følge, bestaaende af de højeste og laveste, strakte sig fra Kirkens Dør lige ud til Kirkegaarden, det største, der nogen Sinde har fundet Sted i Aarhus.

✂ Aarhus, den 20. Maj 1864.

✂ ... Vi har nu faaet hertil Polakker fra Posen, det er smaa Fyre, ikke større end jeg, og meget skikkelige; de hader Tyskerne, skælder dem ud og siger, at det er noget « Koth », og fremdeles « det var os, de jog forrest ved Dybbøl, saa kom de selv bagefter med deres Musik ».

✂ For Resten gaar alt her sin jævne Trit, og Tyskerne ignorerer vi aldeles; det er jo altid lidt at se paa, men forøvrigt respekterer vi dem ikke en Smule. Man siger, at de tyske Officerer har forskrevet deres Koner hjemme fra, og forleden Dag kørte Skurken Falckenstein med 4 Skimler for sin elegante Vogn, hvori, foruden Officerer, sad en Dame, hvilken man formoder er hans Kone. Apropos bemeldte Falckenstein blev det ogsaa fortalt om ham, at da han paa Opmarchen gennem Jylland i det fjerne fik Øje paa 194Horsens Tugthus, der med sine mange hvide Bygninger præsenterer sig som et Slot, udbrød han begejstret: « Der vil jeg have min Residens! » Skade at vi ikke fik ham anbragt der! [Den samme Historie fortælles i Horsens almindeligt om Wrangel.]

✂ Jeg er ellers rask, arbejder ivrigt, gaar om Morgenen tidligt og om Eftermiddagen en Tur ud i Skoven med min Bog, hvor der er mere Ro til at læse, og saa faar jeg en Motion med det samme. —

✂

I.

✂

II.

✂

III.

✂

IV.

✂

V.

✂

VI.

✂

Første Gang i Ilden.

✂ Imellem mange psychologisk interessante Indtryk fra Fægtning har der kunnet udvælges en lille Gruppe, som mere eller mindre direkte giver Stemningen hos vedkommende Menneske den første Gang, han stod overfor Fjenden og i Fare for sit Liv. Der er valgt Repræsentanter for forskellige Samfundslag og militære Grader.

✂

Billeder fra Fægtning.

✂ Uddrag af I Brev fra en Korporal i I Infanteriregiment 5. Komp. om sin Deltagelse i Kampen ved Sankelmark. Brevskriveren er c. 30 Aar gammel, ugift, Sadelmagersvend, Søn af en Sadelmagermester i København, havde i sin Barndom gaaet i den Melchiorske Borgerskole, senere paa sin Profession rejst 6 Aar i Udlandet og fra 1863 at regne begyndt at forberede sig til Skolelærereksamen, som han i 1866 ogsaa tog for derefter at blive Lærer paa Landet.

✂ Grejs ved Vejle, d. 25. Februar 1864.

✂ Kære Forældre!

✂ ... Da Klokken var bleven 2—2½ om Eftermiddagen d. 6. Februar, rykkede Regimentet ind paa Marken ved Siden af Vejen, 5. og 8. Kompagni udstillede Fægtningskæde, og en knap halv Time efter begyndte Fjenden at aabne Ilden ved at sende en Del Granater ind over Hovedet paa os. De var øjensynligt for en stor Del rettede mod en bagved værende Skov, hvor Fjenden har formodet, at vi havde en større Styrke i Reserve. De første Granater gjorde derfor kun meget ringe Skade. Fægtningskæden blev straks forstærket, og nu kom jeg 256med ud i den. To Kanoner kørte op bag os, og besvarede Ilden fra Fjendens, men dette havde kun til Følge, at denne kørte frem med endnu flere og dængede os til med Granater i en ubeskrivelig Grad. Vor Premierløjtnant laa med det ene Halvkompagni, det hvortil jeg hører, i Vinklen af et Grøftegærde ud mod Chausseen, og os havde Fjenden særdeles Kik paa, da vi saa temmeligt beherskede Vejen. Da han derfor i nogen Tid uafbrudt havde rettet sine Granater ind paa os, saaret og dræbt adskillige Folk, sendte han os et Regiment Kavaleri paa Halsen; disse naaede os imidlertid knapt, før de blev saa vel modtaget af os, at Kommandøren skyndte sig at svinge Sablen i den Retning, der nu skulde følges, og saa trak de sig ud af Fægtningen efterladende sig en Del skudte Heste. [Det har sin Interesse at sammenligne dette sindige Øjenvidnes Beretning med den ovfr. I. Del, pg. 30 givne, fantastiske Skildring af samme Begivenhed].

✂ Nu fortsattes Skydningen med Granater, men vi holdt roligt ud bag den Dækning, vi havde af et lavt Gærde, og imidlertid begyndte Infanterikolonnerne at vise sig paa forskellige Steder. Da disse var kommen os tilstrækkelig nær, udsendte de en temmelig tæt Kæde, som ligeledes søgte at rydde Chausseen paa begge Sider, men det varede længe, førend de opnaaede Hensigten, og da imidlertid Granatilden var ophørt, kunde vi rolig ligge bag Gærdet og pille de dristigste væk, efterhaands som de kom for meget tilsyne. Men omsider trængte saa stærke Kolonner paa, at vi maatte forlade den 257Stilling, hvorfra vi hele Tiden havde gjort Fjenden et saa betydeligt Afbræk.

✂ Min Opmærksomhed blev netop i dette Øjeblik for kort Tid afledet fra Træfningens Gang, idet en sørgelig Begivenhed fandt Sted i min Nærhed. Premierløjtnant G., i hvem jeg under Affæren havde lært at skatte en heltemodig og uforsagt Soldat, og hvem vi for en stor Del skylder, at vi holdt Stand, segnede om, truffen af en Geværkugle i Underlivet. Han rejste sig straks efter halvt op og overdrog Kommandoen til vor Sekondløjtnant, men netop nu maatte altvæk, som kunde løbe, og G. gjorde da ogsaa et Forsøg paa at komme bort og bad, om en vilde hjælpe ham. Jeg fik ham da under Armen og søgte at bringe ham ud af Ilden og ned til Reserven, hvor Baarerne holdt. For mig var dette Øjeblik det uhyggeligste under hele Affæren, jeg kunde naturligvis kun komme langsomt afsted med en saaret under Armen, og Geværkuglerne peb i Luften og pidskede Jorden til alle Sider.

✂ Til Bevis for, hvor lidt man iøvrigt kan opfatte af alt det, der foregaar omkring en i et saadant Øjeblik, skal jeg kun bemærke, at Sekondløjtnant S., som i dette Øjeblik løb mig lige forbi, efter Affæren ikke vidste, at G. var saaret, og at Kommandoen var ham overdragen; først da jeg fortalte ham, at han, idet han løb os forbi, fik en Geværkugle paa Sabelklingen, saa den sang, og at han blev staaende og saà den efter, vendte sig endog om til os med en Bemærkning over den spildte Ammunition, først da kunde han finde sig til Rette i denne Episode af 258Dagens Gerning. Dette være sagt uden Forkleinelse for Manden, thi han viste sig for Resten som en brav Gut. Den samme Lov skal de allerfleste af vore Officerer have, saavel de ældre som de yngre.

✂ Da jeg havde faaet G. anbragt paa Baaren og løsnet Klæderne fra Saaret, tog jeg atter mit Gevær og saà nu Fjenden i Stormskridt rykke ned ad Vejen i smuk Orden. Vor Reserve havde dannet Kompagnikarréer nede i en Fordybning, og medens jeg undrede mig over denne Opstilling, da der intet Kavaleri var at se, afskød jeg mit Gevær og havde netop faaet ladet igen, da jeg saà de østerrigske Jægere med deres store Plumager i Chakoen, endnu bestandig i den skønneste Orden, skøndt de havde lidt betydeligt under Fremrykningen, trænge ind igennem Aabningen paa Gærdet og her netop støde paa et af Kompagnierne, med hvilket de krydsede Bajonnetter. Et Øjeblik var det tvivlsomt, hvilke der skulde holde Stand, men vore maa formodentlig have ladet sig skræmme af den lange Kolonne, de saà for sig, skønt denne ikke havde nogen stor Modstandskraft, da den havde ondt ved at udvikle sig; kort sagt, Kompagniet, jeg tror det var 3., gav efter, og nu var de øvrige Kompagnier til ingen Nytte. Disse havde ellers ved en lille Svingning til højre og venstre kunnet tage den indtrængte Del af Kolonnen i begge Flanker, og den var da enten bleven tilintetgjort, eller den havde revet hele den øvrige Del, som endnu stod paa Chausseen, med sig tilbage, hvor den var kommen fra.

✂ Imidlertid skal jeg ikke kunne afgøre, om det 259var uheldigt, at vore ikke stod fastere her paa dette Sted. At vi skulde vige, og at vi kun sloges paa dette Sted for at lade os slaa tilbage, det følte hver Mand, og havde vi staaet fast her, rigtignok for Øjeblikket i en fordelagtig Stilling, men lige over for en langt overlegen Fjende, hvis bestemte Optræden viste, at der kun tænktes paa at komme fremad saa hastigt som muligt, havde vi staaet fastere her, siger jeg, da var der forefalden en morderisk Nedsabling, men Fjenden var bleven trængt et Stykke tilbage igen, og han havde faaet mere Respekt for os.

✂ Siden forsvarede vi os i Kæde, saa godt det lod sig gøre, fra Hegn til Gærde og fra den ene Forhøjning til den anden; nogen rigtig Modstand var der ikke mere Tale om; men imidlertid var Mørket faldet paa og Fægtningen hendøde lidt efter lidt ...

✂ Ovenstaaende Skildring er øjensynligt skreven af en intelligent og koldblodig Mand, som, under sin Deltagelse i Fægtningen, ikke har glemt at interessere sig for saa vidt muligt at følge det heles Forløb. Og han har set og husket rigtigt. Naar man jævnføret hans Beretning om den Del af Kampen, han har kunnet overskue, med vor Generalstabs, vil man finde, at Korporalens Beskrivelse— foruden sine fængslende individuelle Momenter— helt igennem giver en anskuelig Udførelse af den officielle kortfattede og teknisk udtrykte Beretning. —

✂

II.

✂ Uddrag af I Brev fra en Korporal i I. Infanterireg. I Kp. om Kampen ved Sankelmark. Brevskriveren er en 25aarig, ugift Smedesvend fra København, der kun har nydt en tarvelig Skoleuddannelse.

✂ Wittenberg, d. 16—3. 64.

✂ Kære Broder!

✂ Du kunde maaske have Lyst at vide, hvorledes det er gaaet mig.

✂ Da vi ikke kunde blive længer hvor vi var, løb jeg tillige med mange andre tilbage, endskøndt jeg altid havde gjort mig den Tanke, at naar Fjenden først er saa nær, da kan det ikke godt hjælpe at løbe, da man dog vil blive ramt af Kuglerne; men hvorledes det end gik eller ej, saa kom jeg af Sted, men efter at have løbet 30—40 Skridt faldt jeg i en af de Pløjegrøfter, som gik parallel med Chausseen og var fyldt med Sne. Hvad der bevirkede mit Fald var, at jeg kort før var bleven ramt af en Granatstump over venstre Ankel, som dog ikke har gjort anden Skade end slaaet Skindet lidt af, men Benet gjorde lidt ondt; et andet Stykke har ramt min ene Støvlehæl og slaaet et dybt Hul deri.

✂ Da jeg var falden og straks søgte at samle mig op, kom 4 Østerrigere til, hvoraf den ene rev mig Riflen ud af Haanden, den anden trak i min Sabel, som imidlertid hang fast i Brødposeremmen med Kvasten, og da det derfor varede dem for længe, blev de gnavne, en sat mig Bajonnetten for Brystet, en anden hævede Kolben for at slaa til; men idet 261han slog, trak jeg mig med et Ryk tilbage, saa Slaget ramte mit venstre Knæ, og Bajonnetten slog jeg til Side med Haanden og blev jeg liggende ganske stille paa Ryggen; imidlertid havde de faaet min Sabel ud, og nu tog Fanden dem alle fire.

✂ Da jeg havde besindet mig lidt, tænkte jeg paa at komme i Sikkerhed, da vore egne Kugler generede mig temmelig meget; jeg fik mig samlet op og hinkede paa ét Ben ind bag det Gærde, hvor vi først havde staaet. Her laa en halv Snes Østerrigere, som havde gemt sig. De tog meget venligt imod mig, vi drak sammen, de kaldte os brave Dänen og roste vor Skydning; de sagde selv, at deres Tab var stort, især af Officerer.

✂ Jeg benyttede nu Tiden til at undersøge, hvor vidt jeg havde taget Skade; Knæet blev straks saa tykt, at jeg knap kunde have det i Bukserne, tilligemed at det gjorde Satans ondt. Ellers havde jeg ingen Skade taget med Undtagelse af de to Granatstumper, som havde ramt mit venstre Ben, (mærkeligt nok alt paa det venstre Ben!); min stakkels Chako havde faaet en Strejfkugle paa højre Side.

✂ Da jeg havde faaet brækket en Gren af for at bruge den som Stok, maatte jeg, tillige med flere, tilbage og maatte slæbe mig til Isted Kro, hvor vi laa om Natten ...

✂ Brevskriveren adskiller sig ikke lidet fra sin Kammerat i samme Regiment, men fra femte Kompagni. Han er i Kraft af sit Temperament og vel noget ved Omstændighederne gaaet ganske op i hvad der kom262ham selv ved i allersnevreste Forstand, og man ser igennem hans Brev et ejendommeligt, genremæssigt Udsnit af Kampen og Slagmarken. Efter saaledes som I Kompagni deltog i Fægtningen, maa han utvivlsomt være bleven saaret i Begyndelsen af Affæren.— Han skriver som Krigsfange fra den prøjsiske Fæstning Wittenberg.

✂

III.

✂ Uddrag af en Dagbog, ført under hele Krigen og Krigsfangenskabet efter Tid og Lejlighed af en menig i 20. Infreg. 6. Kp., 33 Aar gammel, gift Landsby-Tømrer og -Murer fra Sundeved i Slesvig. Optegnelserne drejer sig om Kampe ved Fredericia og Dybbøl. — Almueskolens Uddannelse.

✂ Den 8. Marts var vi paa Forpost ved Krybily, dér angreb Prøjserne os, vi stod som Reserver, 1ste Kompagni var i Kæde, en Deling af vores Kompagni kom i Kæde til Forstærkning, første Kompagni kom tilbage til os, som stod i Reserver opstillede langs Chausseen.

✂ Vi kunde tydelig se, at Fjenden opkørte Kanoner ved Tavlov Kirke, det varede heller ikke længe, førend de sendte os nogle Granater langs hen over Kompagniet, men faldt i en Mose og gjorde os ingen Skade. Da vi næsten var omgaaet af Fjenden, maatte vi i Løb ned igennem en Skov og over Markerne i den slemme Føre, som det var, da det i de sidste Dage har tøet stærkt, og der er dygtig Sne og Jorden er ikke optøet til Bunds, saa at det 263paa de pløjede Marker blev til en Mudder til midt paa Benene, og løbe skulde vi for at opnaa Maalet, saaledes at Fjenden ikke fuldstændig omringede os.

✂ Bag ved mig hørte jeg nogle Klask, jeg saà tilbage; det var en Dragon-Ordonnans, der kom ridende alt hvad Hesten kunde springe af Sted lige forbi mig. Marken er som sagt bedækket med Sne, saa at Overfladen er lige, om der ogsaa er Huller i Jorden; jeg antog, at det maaske kunde være en Mergelgrav; Hesten styrtede i Vandet, og med saadan Fart fløj Dragonen ud af Sadelen ud over Hovedet paa Hesten og kom til at staa paa den anden Side af Hullet med Tøjlen i Haanden, og med et Ryk i Tøjlen sprang Hesten op, og Dragonen var hurtig paa dens Ryg igen, og væk var han; jeg saà ham ikke mere.

✂ Vi fortsatte vort Løb, da Fjenden traadte lige saa stærkt paa os, som vi kunde retirere, indtil vi naaede Stovstrup, hvorpaa vi marcherede ind til Fredericia. Første Kompagni, som var samlet med os paa Chausseen, blev omringet og fangentaget paa 8 Mand nær, som om Aftenen kom tilbage.

✂ Den 19. Marts om Morgenen Kl. 7 stillede vi i marchfærdig Stand og marcherede ud imod Stovstrup og afløste dér en Feltvagt. Jeg og min Rodekammerat, som var en Rekrut, afløste en Vedetpost Kl. 9, men næppe havde vi staaet der en Time, førend jeg i en lang Afstand foran mig saà store Kolonner baade Infanteri og Kavaleri af Fjenden rykke frem. Det varede heller ikke længe, førend vi foran os saà en tæt Kæde rykke frem, helt ugenert 264frit og uden Dækning, ned i en Slugt paa venstre Flanke af vor Post. Min Rodekammerat sagde til mig, om vi ikke skulde trække os tilbage, thi se, dér til venstre, dér gaar de andre Poster tilbage! Nej, sagde jeg, det behøves ikke endnu, thi her, hvor vi staar, kan Fjenden ikke lange os. Men næppe havde jeg udsagt dette, førend vi fik en Salve af Kugler; en Kugle ramte paa Enden af Spændet paa min Livrem, saa at Spændet og den ene Patrontaske fløj bort; uden at jeg mærkede noget Stød faldt jeg dog til Jorden. Jeg sprang op igen, tog Livremmen og den ene Patrontaske i den ene Haand og Geværet i den anden og gik tilbage til Feltvagten, hvor jeg fik min Livrem bundet sammen om Livet igen og kunde atter optage min Plads i Rækken med mine Kammerater; vi maatte trække os tilbage ind imod Fæstningen.

✂ Et Tobakshus, som vi kalder det, et Hus, som Indvaanerne har til at tørre Tobaksblade i, var bleven erobret af Fjenden, og dette skulde vi atter indtage med Storm. Jeg sagde til Kommandørsergenten, at jeg havde ingen Patroner. Han havde den Dag taget en Slurk mere end som sædvanligt af de vaade Varer og sagde til mig: Du hører til min Deling og jeg befaler, at du følger med, enten du har Patroner eller ej.

✂ Vi stormede op imod Tobakshuset, men da vi blev overdænget af Fjendens Kugler, lød Signalet: Fald ned! Dér laa vi dejlig paa Skud for Fjenden; hvis de vilde have taget ret Sigte, kunde de have skudt os allesammen, men Kuglerne gik for højt. 265Min højre Sidemand fik en Kugle i den ene Hofte, og min venstre Sidemand fik en Strejfkugle i det ene Ben, det var de to eneste menige, som blev saaret af vores Kompagni; vores Kompagnikommandør, Premierløjtnant R., fik en Kugle i det ene Ben.

✂ Det lykkedes os ikke at tage Tobakshuset; vi maatte tilbage igen og tog Dækning bag nogle Møddinger, som var kørt ud paa Marken; det blev Aften, og da vi hele Dagen havde været i Ilden, ventede jeg at blive afløst, men Afløsningen kom ikke. En stor Del af Mandskabet havde ingen Patroner, saa at vi næsten var værgeløs, naar Fjenden faldt paa. Midt paa Natten fik vi Patroner udleveret, en Del af os har Taprifler og nogle har Minierifler, men alle fik vi Patroner udleveret til Minierifler, de sagde, at de havde ingen Patroner mere til Tapriflerne.

✂ Jeg fik her en Idé om, hvor ondt det er at lide Tørst; i min Brødpose havde jeg endnu Mad, men kunde ikke nyde noget for Tørst. Rent Vand kunde vi ikke opdage, jeg var saa tørstig, at jeg drak nogle Mundfulde af det Vand, som sivede ud af Møddingen, men kunde dog ikke imodstaa den væmmelige Smag; jeg sagde: Vand skal jeg have, hvor jeg saa skal hente det fra. Jeg listede mig omkring og kom ud paa Chausseen og fandt der et Hul, hvor nogle Drænrør havde deres Udløb, jeg fik der en velsmagende og vederkvægelig Drik. Jeg fyldte min Feltflaske og listede mig tilbage igen; jeg maatte afsted nok en Gang derhen, for at vise nogle af mine Kammerater Vejen til Vandhullet ... 266Soldatens Skildring fra Kampen ved Fredericia d. 8. Marts illustrerer livligt Gencralstabens korte Beretning om, hvorledes 20. R. 6. K., efter at have staaet i Reserve for I. K.,«saa hurtigt som mulig søgte tilbage ad den foreskrevne Retrætelinje, ubekymret om Forbindelsen med I. Kompagni» [der ogsaa ganske rigtigt blev fanget helt og holdent].

✂ Det derefter følgende i Fremstillingen giver den anskuelige Omskrivning af Generalstabens (II, pg. 232 ff.): D. 19. Marts foretog Fjenden den befalede snevrere Cernering af Fredericia ... Kl. 9—10 meldtes fra Forposterne, at en fjendtlig Kolonne af alle Vaabenarter gik mod Trælle ... Forpostkompagnierne af 20. og 21. Regiment gjorde Forsøg paa at tilbageerobre Forpostterrænet, men forgæves ... —

✂ Fra samme Bondesoldats Haand hidrører en Redegørelse fra Dybbøldagen, som følger:

✂ Om Aftenen blev vi afløst og blev ført ned imellem Skanserne og Brohovederne til højre for Chausseen, hvor vi laa i en Grøft og udhvilede os; men sove kunde vi ikke, da Granaterne nok skulde holde os vaagen. Den 18. tidlig om Morgenen begyndte det med en voldsom Kanonade fra Fjenden; det holdt paa i flere Timer. Med ét blev det roligt og Skydningen ophørte, omsider kunde vi høre Geværskud. Vi blev kaldt til Gevær, vi kunde se den tyske Fane oppe paa Skandsen. Der blev kommanderet: Formér Kæde til venstre. Det var ned imod Vemmingbund. Der lød Stormsignal, og vi stormede op imod Skandsen.

✂ Da vi første Gang havde stormet og skulde 267storme anden Gang, blev jeg opmærksom paa, at vi var omgaaet paa vor venstre Fløj. Jeg kunde straks indse, at hvis vi ikke skyndte os for at komme tilbage, vilde vi enten blive skudt til Hobe eller ogsaa blive taget til Fange. Jeg tog Flugten tilbage, alt hvad jeg kunde løbe, indtil jeg blev standset ved en dyb Grøft. Jeg sprang ned i den, den var næsten halvfuld af Vand og Mudder, af opløst Ler; jeg fik Vand i mine Støvler. Hvor dumt! tænkte jeg ved mig selv. Jeg kravlede op ved den anden Side, tog Flugten videre hen imod en afbrændt Gaard, hvor vestre Gavlende endnu sad og ragede op i Vejret; jeg løb ind af en Døraabning for at tage Muren til Dækning for Kuglerne.

✂ Ligesom man hører den Knitren, naar Grantræet brænder, saaledes plaskede Kuglerne paa den anden Side af Muren. Der var flere danske Soldater dér, da jeg kom derind; de løb ud af den samme Døraabning, hvoraf jeg var kommen ind, og forsvandt for mig. Jeg løb ogsaa og tog Retningen efter Brohovederne.

✂ Jeg opnaaede først et lille Gærde, hvor en Officer og 7—8 Mand stod dækkede; jeg faldt ned ved Siden af dem. Fjenden var nær paa, og Officeren befalede at skyde, og i samme Øjeblik rejste de sig og løb imod Nord; jeg rejste mig og løb lige imod Øst, for om muligt at jeg endnu kunde komme ned til Brohovederne, og imens peb Kuglerne i Luften og om Ørerne paa mig, saa at det var et Under, jeg ikke blev truffet.

✂ Fra Brohovederne affyrede de danske Geværsalver op imod Fjenden, ligesom jeg opnaaede en lille Jordvold. 268Jeg sprang over den og kastede mig til venstre ned bag Jordvolden, hvor jeg havde god Dækning for Fjendens Kugler. Endnu kom en Soldat løbende og sprang over til mig, kastede sig ned bag Volden noget til højre fra mig, vi laa der i en Krysild og kunde ikke komme længere tilbage; jeg laa paa Maven med Næsen lige mod Jorden og Armene udstrakt over Hovedet. Terrainet foran mig var noget højere, end hvor jeg laa, saa at Kuglerne fra Brohovederne fløj oven over mig, kuns en Kugle gik igennem Hjørnet paa min Tornyster.

✂ Det forekom mig, at jeg havde ligget længe; jeg hørte en Stemme, det var min Kammerat, jeg vidste ikke, at han endnu var i min Nærværelse. Han sagde: Kammerat, er du levende eller død; jeg troede jeg var alene! Jeg sagde til ham: Jeg véd ikke, at du er mig saa nær. Hvad skal vi gøre? sagde han. Jeg mente, at det bedste var at forholde os ganske rolig, saalænge denne Skydning vedvarer, om der saa kunde findes en Lejlighed til at komme ned til Brohovederne. Vi forholdt os begge ganske rolig. Omsider hørte jeg, at der sprang nogle over Jordvolden imellem os, og det forekom mig, at jeg kunde høre, som om det var Kedler, som klaprede paa Tornystrene. Skulde det være Tyskerne, tænkte jeg, nej, det kan ikke være saaledes, at de gaar her lige ned imod Brohovederne. Omsider hørte jeg Smaasnakken paa den anden Side af Volden; jeg lyttede og kunde høre, at de talte tysk; jeg blev varm i Blodet, og forekom det mig, at naar de ser, at du ligger her lige over for dem og min Kammerat 269lige tæt derved, maaske de kunde have Lyst til at skyde en Kugle igennem os eller ogsaa jage Bajonetten i os; jeg tænkte, her er ikke andet at gøre end at overgive sig. Jeg raabte til dem og bad om Pardon. De raabte saa igen til mig: Sind Sie verwundert? Jeg sagde: Nej! So miissen Sie gleich hierüber kommen.

✂ Skydningen vedvarede fra Brohovederne, og det var første Gang, jeg var bange for, at jeg skulde blive skudt, naar jeg hævede mig fra mit Leje. Jeg tog Mod i Brystet, rejste mig i en Hast, og idet jeg sprang op paa Volden, greb en af Tyskerne mig i Brystet og halede mig over til dem. Min Kammerat kom ogsaa ubeskadiget over, og nu var vi Fanger. Vi laa hos dem i nogen Tid, førend vi kom tilbage, og i den Tid talede min Kammerat uafbrudt med Tyskerne; med et tog Slynglen Felthuen af, knugede den sammen i Haanden, rev Kokarden af, kastede den paa Jorden og stampede paa den. Nu vilde jeg gerne vide, hvor han hørte hjemme, jeg talede lidt med ham og spurgte, hvorfra han var. Jeg er fra Flensborg og er Cigarmager, naar jeg kommer hjem igen, lød Svaret. Jeg tænkte: Blot jeg kunde faa mig hævnet paa dig, saa skal den værste Straf ikke blive dig for haard!

✂ Ved Afløsningen kom vi tilbage over Valpladsen og ikke ganske uden Fare for Kuglerne, thi endnu blev der skudt fra Brohovederne, og nogle Granater faldt der ogsaa. Det var et sørgeligt Skue at se de mange af mine Kammerater, som laa der nedskudte. Tyskerne var opsamlede og bortførte, men 270alle Danskerne laa endnu, og ikke alle saarede var optaget. To Ambulancer af Prøjserne var i Færd med at lægge en saarede Forstærkningsmand af vores paa en Baare; de sagde til os: Det er en af Eders Kammerater, ham maa I bære hen til Forbindingsteltet. Vi tog ham og bar ham ned til Chausseen til Teltet, hvor der var en Del flere danske Fanger. Derfra blev vi under stærk Bevogtning ført langs Chausseen Vester paa ...

✂ Det er højst ejendommeligt, at denne Menigmand har deltaget i sit Regiments saa beundrede Angreb paa de sejerrige prøjsiske Stormkolonner, uden at det saa at sige har efterladt sig Spor i hans ellers saa stærkt detaillerede Optegnelser.«Der lød Stormsignal, og vi stormede op imod Skandsen. Da vi første Gang havde stormet og skulde storme anden Gang ...», det er alt det, som denne Mands Erindring har bevaret fra da han i Geleddet, Side om Side med Kammeraterne, var med til at udføre et Stød, om hvilket f. Eks. v. Waldersee (Der Krieg gegen Dänemark) bemærker, at det blev«mit vieler Energie eingeleitet und von den Troupen mit grosser Bravour durchgeführt». Soldaten maa med sit Kompagni have deltaget i Erobringen af en afbrændt Gaard, som (i Følge vor Generalstabs Værk)«efter mange Ofre toges og besattes». Fra den afbrændte Gaard blev der gjort et Forsøg paa at trænge videre frem, men paa dette Tidspunkt har hans opskræmte Fantasi ladet ham se fjendtlige omgaaende Bevægelser, der den Gang ikke kan have fundet Sted, og han«tog Flugten tilbage». Saasnart han nu handler271paa egen Haand, er han den sikre Iagttagelses og den omhyggelige Skildrings Mand.— Alt hvad han skriver, viser Paalidelighed i Opfattelse og Gengivelse. En Enkelthed som den, at Officeren (pg. 267) med sit lille Kommando maa løbe mod Nord, medens Fortælleren søger videre mod Øst, kan tjene som Eksempel.

✂

IV.

✂ Uddrag af I Brev om Stormen paa Dybbøl fra en menig i 20. Infreg. 2 Kp., ugift, 26aarig Kontorist, Søn af en jydsk exam. jur. og Gaardejer. — Almueskolens Uddannelse, suppleret ved Undervisning i Hjemmet.

✂ Brevskriveren behandler den samme Episode af Kampen d. 18. April som hans Regimentskammerat ovenfor.

✂ Voldtofte pr. Assens, d. 23. April 1864. Den 17. kom vi igen paa Forpost og besatte Løbegravene imellem Nr. 7 og 8. Her skraalede Granaterne os som sædvanlig om Ørerne, og mange slog ned rundt omkring os. Vi lærte her, som i Almindelighed, snart at opdage, hvorfra Skuddene kom, der var rettede mod os, saa at vi kunde advare vore Kammerater i Tide. Om Aftenen kunde vi erfare det af Glimtet, og om Dagen af Drønet fra Fjendens Skyts. Naar der raabtes: «Dæk, en Lærke!» da havde vi ikke saa meget at befrygte, da disse Granater om Natten viste sig i stor Afstand med en lang lysende Hale efter sig med en egen vibrerende Lyd, som gav dem Navnet Lærker, og kom 272i en mindre stærk Fart, saa at man i Forvejen omtrent kunde se, hvor de faldt, og derhos først sprang nogen Tid efter Faldet. Naar de imidlertid sprang, tog det sig smukt ud om Natten, da der kastedes lutter lysende Projektiler i lysende Buer rundt omkring. Blev der imidlertid raabt: «Dæk, en sort!», da skulde hver Mand nok vide at dække sig i en Fart, da disse kom hurtigt og usynlige og derimod sprang, idet de berørte Jorden. Ligeledes dækkede man sig temmelig hurtigt, naar der blev raabt: «Dæk, en Oldenborre!», som var Stykker af Granater, der snurrede gennem Luften omtrent med Lyden af en Oldenborre. Intet generede os dog mere end de Skud, vi modtog i Flanken, hvorved en Del Granater sprang i selve Løbegravene, dog uden at gøre anden Skade, end at en Stump traf en Forstærkningsmand nogle faa Skridt fra mig, som blot slog ham paa Armen uden at skade af nogen Betydenhed. Ligeledes slog en ned i en Jordhytte bag ved mig, som jeg sad og spiste min Frokost, som imidlertid ej anrettede anden Skade end overdænge os med Jordog Lerklumper, skønt den slog helt igennem og Hytten var fuld af Folk. Et Stykke faldt ved min Smørdaase, og det har vel været sulten, da det selv inviterede sig. Forøvrigt gik alt godt denne Dag.

✂ Om Aftenen gik vi igen tilbage som Reserve bag Brystværnet, hvor vi tog os en Lur til om Morgenen Kl. 3, da alt til enhver Tid stod i Alarmstilling dette Klokkeslet. Op ad Dagen kunde man dog igen lægge sig for atter at sove lidt, men henved Kl. 10 blev vi allarmerede, den 18de, ved at 273høre Geværkugler hvisle over Hovederne paa os, og inden ret mange Øjeblikke var alle paa Benene og i Fremmarch ad Skanserne til. Vi var ej heller avancerede ret langt, før vi allerede opdagede Fjenden i kort Afstand fra os. Vi drev ham imidlertid tilbage til Dybbøl Mølle, men da han rykkede stærkt paa venstre Fløj, som blev dreven tilbage, blev vort Kompagni beskudt i Flanken, hvorved mange faldt.

✂ Jeg var med en halv Snes Mand næsten rykket frem til Dybbøl Mølle, hvor det vrimlede af retirerende Prøjsere, paa hvilke vi skød af alle Kræfter og som ogsaa ilsomt trak sig tilbage, da Prøjserne rykkede saa stærkt frem paa det Kompagni, som var paa vor højre Flanke, at dette maatte retirere, og Fjenden saaledes ogsaa kom paa højre Flanke af os. 4 Prøjsere kom springende en Snes Skridt fra mig og raabte: «Halt, gefangen!», jeg vilde imidlertid ikke give mig og lagde an paa dem, hvorpaa de ilsomt dækkede sig i en Grøft, hvorved jeg fik Forspring og slap med at de alle fyrede efter mig, dog uden at træffe. Foruden disse fire vrimlede det af Fjender bag Gærdet, hvor disse kom frem, og Kuglerne hvislede saaledes om Ørerne af mig, at jeg formelig kunde mærke Lufttrykket af dem, ligeledes slog de som en Hagelbyge om Fødderne, saa der stod en Støv rundt omkring mig.

✂ Jeg gik imidlertid ganske rolig tilbage til mine Kammerater, da jeg ikke kunde udholde at løbe. Med de øvrige Tropper retirerede jeg tilbage bag Sønderborg, hvor vi endelig var i Sikkerhed. Over 274Broen sprang den ene Granat efter den anden, herfra slap man dog ogsaa. Af hundrede og nogle og halvfjerdsindstyve Mand blev vi kun nogle og fyrretyve Mand tilbage med Tabet af alle vore Førere, med Undtagelse af 2 Korporaler (af hvilke dog den ene havde et ganske let Strejfskud i Laaret) og 2 Underkorporaler ...

✂

V.

✂ Uddrag af 2 Breve fra en Korporal i 2. Infreg. 6. Kp., c. 26 Aar gammel, ansat som faglig Medhjælper hos en stor Fotograf i Kobenhavn. Søn af en Organist og Lærer i en lille, østjydsk Købstad. Begge Breve handler om Fægtninger ved Dybbøl. — Borgerskolens Uddannelse.

✂ Wollerup, den 26. Februar 1864.

✂ Kære Forældre!

✂ ... Vi skulde paa Forpost. Vi havde lige faaet aflost 17. Regiment, og var i Færd med at lave os nogle Hytter af Halm, da det sneede stærkt. Da blev der raabt «Til Gevær», og et Øjeblik efter var Kæden, som vi havde udsat, retireret i Linje med os.

✂ Ved det første Skud faldt min Sidemand. Han klagede sig nogle Minuter, før han døde, han havde faaet Kuglen gennem Maven. De fleste tog nu til deres Snapseflasker; jeg kunde ikke have drukket noget for aldrig det. Det var en underlig Følelse, der paakom mig, og havde der været Tid dertil, tror jeg, jeg havde faaet ondt ved det sørgelige Syn af den døende; men nu var der noget andet at tage vare.

275

✂ Kuglerne fór over og imellem os med en uhyggelig Lyd, vi retirerede hurtigt over til de nærmeste Gærder, hvor Kampen fortsattes, og hvor vi maatte lade tvende saarede ligge. Vi maatte atter retirere, og da var det værre for os, thi vi havde en stor, pløjet Bakke for os og lige bag os Prøjserne, som sendte os en forfærdelig Masse Kugler. Jeg kunde tilsidst, med flere andre, ikke løbe længere og fik Sting, men gik roligt til Gærdet, hvor jeg i en Fart kom over uden anden Skade, end at jeg stod i en Grøft i Vand til over Knæerne.

✂ Jeg havde ikke mere end 5 Mand tilbage af mine Folk, de øvrige var løbne, og foruden 5 Mand af en anden Deling, vi 10 Mand maatte holde Gærdet tilligemed Kompagnichefen, der stod ganske rolig paa Vejen i den stærkeste Kugleregn og ved sin Spot over de fejge bidrog til, at efterhaanden flere kom til. Det var dog nær gaaet os galt, da en menig ganske forskrækket udraabte «Der kommer Kavaleri». Vi havde ondt ved at holde paa Folkene, der ikke vidste, hvor de skulde dække dem, da vi fik Kugler baade fra Siderne og forfra. Jeg spurgte Folkene, om de alle havde ladet, og noget efter, da Troppen var kommen os nærmere, og vi havde godt Sigte, fyrede vi alle, og Vejen var i Øjeblikket, som den var blæst; de skiltes ad i Midten og veg til Siderne og derefter væk med deres saarede Kammerater! Det hele varede, syntes jeg, kun et Øjeblik; jeg havde skudt en 20 Skud.

✂ Prøjserne forsvandt med en beundringsværdig Hurtighed, og nu fik jeg 3 Mand og Ordre til at 276gaa frem for at undersøge en Skov og nogle Gaarde og vor gamle Stilling, Feltvagten med Halmhytterne. Jeg stødte ikke paa nogen Fjende, men overalt var Spor af, at han havde været der; vi havde paa Retræten flere Steder paa Vejene væltet Vogne og lagt Harver og hvad vi kunde finde til at spærre med; det havde de stukket Ild paa, men vore Halmhytter havde de ikke rørt. Jeg fandt en prøjsisk Patron paa Vejen, og jeg troede, at det muligvis kunde være den, som var bestemt for mig; den gør nu ingen Skade.

✂ Jeg nærmede mig da Skoven paa den sikreste Maade og fandt ogsaa den forladt, og kun i den sidste Gaard var der Prøjsere, som forlod den, lige før jeg kom og gerne kunde have taget os alle fire ...

✂ Ovenstaaende giver et Billede af en af General v. Goeben ledet Rekognosceringsfægtning foran Dybbøl d. 20. Februar. I Følge vort Generalstabsværk (II, pg. 131) rykkede Generalen, mider et tæt Snefald, med en 3—4. Kompagnier og en Deling Kavaleri frem mod vore Forposter, som maatte trække sig tilbage med et Tab af 15 Mand, medens Prøjserne havde 3 saarede.

✂ Samme Brevskriver skildrer Stormen paa Dybbøl:

✂ Den 17. om Eftermiddagen drog vi fra Ertebjerg i godt Humør, og hele Regimentet var i sin fulde Styrke paa lidt nær. Ikke mange tænkte paa, at det var sidste Gang, Regimentet gik den Vej, vel vidste vi, at det ikke kunde vare længe, men i Morgen død tænkte dog ingen paa.

277

✂ Vi besatte Stillingen i Nr. 5 og Løbegraven mellem den og Nr. 6. Om Natten havde vi en voldsom Kanonade at tage imod, mærkeligt nok, at vi kom derud uden synderligt Tab af Mandskab, jeg var med den svenske Løjtnant i Skanse 5.

✂ Vi gik frem og tilbage i Skansen hele Natten og søgte saa godt som muligt ikke at tænke paa Granaterne, da det dog i Grunden kom an paa Lykken, og der ingen Steder i Skansen mere var nogen Dækning. Fjendens Infanteri var imod Sædvane den Nat meget rolig, hele vor Styrke var paa Benene, endog Reserverne inde ved Brohovederne stod opstillet, Kanonerne var ladet med Kartæsker og rettede, Espingolerne ligeledes, yderst stod hver Mand med Geværet i Haanden færdig til at give Ild, naar Fjenden paa sædvanlig Tid, Kl. 3—4, begyndte Kampen. Fra Als fløj vore Granater ud over hele vor Stilling som lysende Raketter over vore Hoveder, krydsende Fjendens, 4—5 Stykker ad Gangen, springende tæt udenfor vore Skanser og kastende Stumperne ud til Fjendens Grave. Fra Fjendens Batterier gik det Knald i Knald, Jorden rystede, i Luften hvislede tusinder takkede Bly og Jernstumper, Splinter, Sandsække og Jord, imidlertid forhindrede dette ikke, at nogle sad og sovnede hen ad Morgenstunden; Løjtnanten og jeg skiftedes til at gaa om og vække og holde vore Folk aarvaagen. Imod Forventning udeblev Fjenden den Nat, ikke et Geværskud blev vekslet; jeg tænkte ikke videre derover, men at de højere Krigskunstnere ikke gjorde det, begriber jeg ikke.

✂ I Dagningen blev Sandsække opstablede for 278Kanonmundingerne, for at bevare os dem i brugbar Stand, da Fjenden ellers, naar han kunde se dem, straks demonterede dem. Da det blev lyst, begyndte en hidtil ukendt Kanonade. Fra hver Pjese, Fjenden kommanderede over, blev skudt saa hurtigt, der kunde lades, langs hele Stillingen fra alle Fjendens Batterier; det gik saa hurtigt, som var det Geværsalver. Ilden var rettet paa Skanserne, og stadig faldt Folk derinde. Vi fik Ordre til at rykke ud af Skanserne og søge Dækning i vore Dækningsgrave. Enkelte Poster, som udstilledes for at holde Udkik, laa ofte døde, uden at vi vidste det. Vi var nu virkelig i en daarlig Forfatning til at modtage Fjenden. Kanonerne kunde først bruges, naar Sandsækkene var borttagne, Skanserne og Løbegravene var næsten tomme, Folkene laa nedgravede i Huler og Grøfter. Var Fjenden kommen om Natten, havde han faaet det varmt; nu var det med hans uhyre overlegne Antal ikke nogen stor Heltegerning for enhver anden Fjende end netop Prøjserne.

✂ Kl. 10 sagtnedes Kanonilden noget, men nu blev vi raabte ud med «Fjenden er lige uden for». Ingen tog det nu bogstaveligt, men da vi styrtede ud i Løbegraven, fik vi Syn for Sagen. Hvor besynderligt det end var, Fjenden var virkelig lige uden for. En Masse Geværkugler modtog os fra Skytter, der var placerede i vore tidligere Skyttegrave, som Fjenden om Natten i al Stilhed havde gravet i Forbindelse med hinanden, og hvorfra nu Stormkolonnerne blev formerede. En hvid Masse paa korte, sorte Ben kom hurtigt ind mod os, det var en Kolonne hvoraf 279hver Mand foran sig bar en stor Halmsæk, bagved dem den virkelige Angrebskolonne. Fjenden overvandt vore Forhindringer paa den letteste og sindrigste Maade af Verden, de første Par Mand klippede med en Saks Staaltraadsgitteret over, de næste kastede et Par Puder paa vore Fodangler, og hele Kolonnen løb over uden at stanse en Minut ved disse Forhindringer, som havde kostet os baade meget Arbejde, Penge og Folk at indrette.

✂ Begivenhederne maa nu tænkes at foregaa i Minuter, og hurtigere end jeg kan skrive dem. Geværkuglerne faldt saa tæt, som naar man kaster Ærter paa en Talerken. Fjenden betegnede sin Vej ved at efterlade Lig, og ofte faldt en Halmsæk, men Kolonnens Størrelse aftog dog ikke synderligt derved, et Par Minuter kun, hvori vore faa Folk højst kunde gøre 2 Skud, og Fjenden stod 4 Skridt fra os, alle med ladt Gevær, og vi med tomme. Der kunde nu ikke let skydes fejl, og den Salve vi fik, dræbte en Masse af vore Folk. Nu opstod med nogle virkelig tapre Prøjsere et Slags Haandgemæng, Bajonetfægtning, Kolbeslag, en forvirret Blanding af Geværskud, Hyl og Skrig og Dødssuk og Jamren; de fleste af Prøjserne foretrak paa lidt Afstand at skyde paa os, vi kunde naturligvis ikke slaas og lade paa en Gang og altsaa ingen [videre] Skade gøre dem, de dristigste af dem gik ganske nær og skød en kæmpende Dansker, og saaledes maatte vi da, da vi omtrent havde mistet det halve Mandskab, og vi blev omgaaet af Fjenden, som længere nede havde brudt igennem, og som gik ganske nær og beskød os i Ryggen, overgive os.

280

✂ Det hele skete i et Øjeblik, Løjtnanten kom næppe ind i Skansen, som han forsøgte paa, [den paagældende Officer naaede ganske rigtigt ikke ind i Skansen], jeg fulgte ikke hans Eksempel for ikke at trække mere Mandskab bort, men blev staaende med Folkene paa det Sted, hvor det øjensynligt var Fjendens Bestemmelse at bryde igennem, og hvor vi ogsaa først stødte sammen, men Kampen blev dog straks almindelig for vort vedkommende langs vor Front. Kolonnerne med Halmsækkene styrtede sig i Graven og fyldte den øjeblikkelig, men først da de havde forvisset dem om, at Skansen næsten var tom, og i Stedet for at skade dem kunde tjene som Tilflugtssted for vore Kugler, efter at have dræbt den svage Besætning, blev Stormen almindelig.

✂ Først vovede Enkeltmand at plante Fanen lidt oppe paa Skraaningen. En anden, som forsøgte at stikke den i højere oppe, trillede død ned i Graven, men omsider stod den prøjsiske Fane paa Brystværnet af den elendige, gennemskudte Skanse. Kampen rasede endnu i Løbegraven. Prøjserne, at sige Stormkolonnen, var lutter pur unge Mennesker, og deres Anfører ligeledes meget ung, et smukt Menneske med det gladeste Ansigt; han var meget tapper og den første, der stod i vor Løbegrav, han opmuntrede sine Folk ved begejstrede Ord og var overalt, men saa forsvandt han pludselig; han maa være trillet ned til flere Kammerater, da han stod tæt ved Graven.

✂ Jeg havde endnu en Gang faaet ladet, alene for at skyde ham, og maatte nu nøjes med en gal Prøjser, som vist var fuld, da Fraaden stod ham ud af Munden.

281

✂ Idet Skuddet gik af, følte jeg et Stød i venstre Skulder, men tænkte ikke derover; jeg vendte Geværet om og slog løs med Kolben, men min ene Arm var kraftløs og Geværet blev straks slaaet fra mig. Jeg stod et Øjeblik ganske forvirret, indtil en fyrede sit Gevær af lige mod mit Hoved og Kuglen rev et Stykke Skind af min Underlæbe, da satte jeg mig ned og bad «Ske din Vilje, Gud!». Kampen fortsattes maaske et Minut endnu, da overgav vi os. — Nu hed det «Alles was gehen kann, marsch!». Det var desværre ikke meget af det raske Kompagni, der kunde gaa, vist Halvparten laa døde og døende; jeg kunde jo nok have gaaet med, men vilde ikke, jeg var saa ærgerlig, bedrøvet og saa ulykkelig. Jeg blev alene tilbage i Graven, ikke for at hjælpe mine haardtsaarede Kammerater, der laa og jamrede dem; nej det tænkte jeg endnu ikke paa, jeg haabede endnu, at vore skulde slaa Fjenden tilbage, og jeg komme med dem. Ja, var Fjenden kommen om Morgenen men nu — nu stod vore Reserver med Geværerne i Pyramider, den svage Reserve i vor næste Stilling maatte retirere. 9. og 20. Regiment kastede sig imod Fjenden og drev den voldsomme Overmagt to Gange tilbage, men led selv skrækkeligt derved, og maatte omsider ogsaa overlade Fjenden denne Stilling. Fjenden lod stadig nye Masser rykke frem, Kanoner køre op og vendte vore egne Kanoner, som var saa godt lavet til, og som vi ikke kunde bruge paa Grund af de ulykkelige Sandposer, som var opstillede foran dem, imod os. Nr. 6. var taget kort efter os, og Nr. 7 kort efter ligeledes, paa samme 282Maade som vor Skanse; hver Skanse havde sine Kolonner at kæmpe imod.

✂ Saalænge Kampen foregik lige bag os, slog vore egne Kugler rask ned i Graven til os, og jeg havde Besvær med at slæbe nogle saarede, der endnu var Liv i, hen hvor de kunde ligge dækkede. En af de prøjsiske Underofficerer var saa bange for, at vi halvdøde Mennesker, hvoraf jeg var den eneste, der kunde gaa, skulde falde dem i Ryggen, og trak derfor en Kanon af, der var rettet til at bestryge Graven, hvori vi laa lige til Nr. 6. Kanonen var ladet med Kartæsker (store Geværkugler), og Ladningen regnede ned langs Graven og gjorde Ende paa fleres Lidelser. Jeg hørte deres Samtale, da et Par andre vilde afholde ham fra at fyre paa os, og jeg kom ogsaa lige bag en Travers, da Kanonen gik af.

✂ Der kunde nu ikke tænkes paa at komme tilbage, om jeg end kunde løbe som en Hare, men jeg var nysgerrig efter at se Fægtningens videre Gang. Da den nu trak sig stadig mere ned mod Brohovederne, kunde jeg ikke se synderlig mere, og jeg eftersaà nu mine nærmeste Omgivelser. Fire var endnu i Live, og jeg forbandt nu, saa godt det lod sig gøre, og fik omsider fat paa et Par prøjsiske Læger. Det var sørgeligt med den Masse Lig af Venner og Bekendte og Folk, som jeg havde gjort hele Felttoget sammen med. Efter at jeg var bleven forbunden, blev jeg kørt til Nybøl Vandmølle, og derfra pr. Skib, mellem saarede af begge Slags, til Flensborg ...

283

✂ Korporalens Fortælling fra 2. Regiments Kamp den 18. April er i sin Skildring af Begivenhedernes Gang nøje overensstemmende med Generalstabens Fremstilling II, pg. 403. Den er skreven den 2. Juni, paa Garnisonshospitalet i Kjøbenhavn, godt 6 Uger efter Dybbøls Fald. I Mellemtiden var Korporalen i Flensborg undveget fra prøjsisk Fangenskab og over Hamborg, Lilbeck og Malmø naaet til København, hvor han, ret naturligt, i den første Tid havde lidt en Del af sit paa den besværlige Rejse forværrede Saar. Brevet indeholder ogsaa en Undskyldning til Forældrene, fordi han ikke har kunnet nedskrive nogen udførligere Beretning tidligere.

✂

VI.

✂ Uddrag af Optegnelser om Kampen paa Als, nedskrevne til Hjemmet, fra Fyen op imod den 24. Juli, af en c. 25aarig menig i 18. Infreg. 3. Kp., eksam. polyt. og akademisk uddannet Arkitekt, Søn af en Haandværksmester i København.

✂ Den 29. Juni om Morgenen laa jeg og sov i Halmen i Ulkebøl, da Døren blev slaaet op og en Underkorporal raabte ind ad Døren, at vi skulde staa op og møde paa Alarmpladsen. Jeg vaagnede og hørte en ganske forfærdelig Kanonade. Havde man ikke vækket mig, var jeg rimeligvis sovet fra den. I en Fart kom jeg op. Aftenen i Forvejen havde jeg lagt mine Støvler under Hovedet, under min Tornyster, noget jeg ellers aldrig gør; i en Fart fik jeg dem paa, Kappen rullede jeg i en Fart, 284og da jeg kom ud, saà jeg vore Hornblæsere i Byen og Baraklejren ivrigt i Færd med at blæse Appel. Vi skyndte os hen til Kirken, hvor vor Alarmplads var. Alle Mand var paa Pletten, vor Kompagnikommandør, Premierløjtnant N. sagde her til os, at paa Grund af den heftige Skydning maatte vi ud ad Kjær til; men «jeg antager ikke, at der vil blive nogen Brug for Eder i Dag; men hvis det skulde blive Tilfældet, saa haaber jeg, at enhver vil gøre sin Pligt, og lad os se at holde godt sammen»; vi brølte naturligvis «Jo!» og nu gik det ud ad Kjær til.

✂ Paa Vejen mødte os en Mængde Vogne med Flyttegods. Det var Bønderne fra Kjær, der flyttede ud. Vi mødte ogsaa Artillerister; de var de første, som sagde os, at Prøjserne var gaaet over. Senere mødte vi et langt Tog af Ambulancer; vi vidste, hvad der ventede os; maaske en af disse skulde bære os tilbage. Da vi kom længer frem, bekræftedes det af alle, at Prøjserne var paa Als. Vi mødte en Ambulance med en Officer, det var Kaptejn V. af 18. Regiment. Han havde faaet en Kugle i Skulderen, men spurgte dog hvad det var for et Kompagni. Vi mødte vor Brigadekommandør, Oberst K., han kom ridende imod os og sagde til os: «Lad mig se, at I gør Eders Sager bedre end 4. Regiment, som løb sin Vej.» Saadanne Ord i en venlig Tone har stor Virkning, men det er kun i et Slag, at Soldaterne hører dem, ellers vanker der kun Skældsord og Prygl. Vor Delingsfører, Løjtnant S., er saaledes en mærkelig, enestaaende Officer i sin Slags, han skælder aldrig ud; er der begaaet en Fejl, saa ser 285han igennem Fingre dermed og er altid venlig imod os. Vi holder ogsaa uhyre meget af ham, og det viste sig især den 29de.

✂ Da han kommanderede «Bajonetten paa, former Kæde!» saa gik det med Liv og Lyst; vi maatte igennem en Hvedemark, som naturligvis blev aldeles nedtraadt, men saaledes er Krigens Gang. Vi kom ind i en lille Skov, her gik vi hen imod Udkanten og lagde os ned paa et Gærde; 100 Alen derfra var et andet Gærde, dér laa Prøjserne og skød paa os. Et Øjeblik laa vi stille bag dette Gærde, vi var jo trætte af at gaa den lange Tur. Vi skulde have haft Brød og Brændevin den Morgen, men fik naturligvis intet, saa vi var aldeles fastende. Jeg tog et Stykke Chokolade, og heldigvis havde jeg omtrent ½ Pægl Brændevin paa min Flaske, den drak jeg.

✂ Vi fik ikke lang Tid til at hvile os her, Prøjsernes Kugler fløj imellem os, dog uden at saare nogen. Vi maatte enten gaa frem eller tilbage, vor Løjtnant foretrak at gaa frem. Løjtnanten var den første ude igennem Hækken og kommanderede os fremad, og vi kom ud igennem de tætte Hække i en Fart. Vi brølede Hurra af alle Kræfter og løb, lige saa hurtigt vi kunde, over Marken, hvorpaa der var høj Rug, og over imod det næste Gærde, hvor Prøjserne laa. Vi var naturligvis mageløs begejstrede, vi tænkte os jo allerede, at 4. Regiment var slaaet tilbage, og saa at Prøjserne løb, saa snart de saà «die mit den Chakoten»; i Aanden var vi jo allerede de sejrende. Dér hvor jeg laa, var der en Prøjser, som ikke var kommen hurtigt nok bort, ham tog vi ved Vingebenet 286og trak ham igennem Hækken og tog ham til Fange. Her laa vi og fyrede paa Prøjserne med rigtig Krigshumør, vi ventede jo, at vi snart skulde fremad, men det faldt væk; Løjtnanten, som ellers er bekendt for en meget rask Officer, sagde til os, at vi var omgaaet, og maatte trække os tilbage.

✂ Det var en drøj Tur. Vi skulde gaa igennem en Rugmark; hvis man faldt dér, saaledes som f. Eks. Løjtnant H., saa kunde man være vis paa at blive liggende dér maaske en Dag, uden at nogen fandt én. Det havde vist været det rigtigste at løbe tilbage, men vi var jo aldeles udmattede og havde den svære Oppakning, saa vi gik aldeles rolige, uagtet Prøjserne var lige i Hælene paa os. Her faldt mange. En Landmand S., som var menig ved vort Kompagni, blev truffen af en Kugle i Laaret, mulig i Underlivet, han stod i en Grøft efter at være saaret og bad os saa bønligt om at tage ham med sig, men det var der ikke til at tænke paa. Han havde faaet sig en Stillingsmand, som var kommen til Als, og som skulde have modtaget Tøjet Kl. 7½den samme Morgen, og et Par Timer før fik S. en Kugle. To Prøjsere havde faaet fat i vor Hornblæser og vilde tage ham til Fange, saa kom vor Fløjmand, en stor, stærk Bondekarl fra Gjørsløse ved Frederiksborg og sagde nok saa tørt, «den gaar it», og saa slog han begge Prøjserne ihjel med Kolben og reddede sig selv og Hornblæseren. Det var i det hele rædsomt at se mangen Kammerat her, som blev liggende saaret og tiggede og bad saa ynkeligt, for at vi skulde tage dem med os.

287

✂ Vi maatte altsaa tilbage igennem Skoven og over en Mark og kom ind til Kjær By. Jeg gik ind i en Gaard aldeles roligt og fyldte min Flaske med Vand, vi var kun 2 eller 3 Mand i Gaarden, og i det samme saa kom Prøjserne, men vi tog os rigtignok i en Fart en Udgangsbillet igennem Haven og naaede lykkelig Kompagniet. Det gik nu ganske piano ad Ulkebøl til, en Gang imellem holdt vi stille ved et Hegn og formerede Kæde, men det var i Grunden 3. Regiment, som sloges bedst her. I3 Timer gik de fra Hegn til Hegn og opholdt Fjenden, indtil vi kunde modtage ham ved Ulkebøl Kirke. —

✂ Det var et storartet Skuespil, der frembød sig for os her, Baraklejren ved Sønderborg brændte foran os, og bagved brændte den storartede Baraklejr ved Ulkebøl; det er den mest storartede Ildebrand, jeg nogensinde har set. Vi blev stillet op i en Kæde mellem begge Lejre i en Rugmark. Her skulde vi opholde Prøjserne, og saaledes skulde det gaa hele Vejen, medens Trænet udskibedes fra Kegenæs. Prøjserne lod ikke vente paa sig, men da de laa dækket bag Gærder, og vi stod paa aaben Mark, saa maatte vi naturligvis tilbage. Her faldt ogsaa mangen Kammerat; min Sidemand H. faldt her, han fik en Kugle ind i Ryggen under Tornystren, den gik ud igennem Maven paa ham, og en Blodstraale stod ud af begge Huller. Han faldt straks om, men da han var meget afholdt, saa tog to Mand ham og slæbte ham med sig, men til sidst kunde han ikke mere og sagde: «Lad mig ligge, jeg kan ikke mer, skriv til min Moder». Da vi siden kom til Faaborg, skrev 288jeg til hans Moder, da vi gensidig havde lovet hinanden det, og jeg har senere maatte skrive en Gang til hende, da jeg fik Breve fra hende, hvori hun naturligvis var meget fortvivlet. Han var Søn af en Godsforvalter.

✂ Da vi skulde tilbage, skulde vi over en bred Grøft, som var fuld af Vand. Foran mig gik en, som jeg saà faldt i den og blev aldeles gennemblødt, jeg kunde ikke lade være at le ad ham og tænkte, at jeg skulde nok gøre mine Sager bedre. Jeg tog derfor Tilløb og sprang til, men Jorden paa den anden Side var aldeles blød, saa jeg gled nok saa nydeligt ned i Vandet og blev aldeles vaad til Knæene, men det gjorde jo ikke noget under saadanne Forhold. Vi gik over imod de brændende Barakker. Jeg gøs for den Tanke, at vi mulig skulde igennem dem, men heldigvis gik vor Løjtnant udenom paa den Side, hvor Vinden bar fra.

✂ Det var et storartet Syn, alle Barakkerne var der stukket Ild paa, kun to Barakker stod endnu paa Grund af, at det var Marketenderbutiker; disse Folk var straks løben deres Vej, og Butikerne blev naturligvis udplyndrede, en Soldat stod inde og skænkede halve Bajere i Masse, én løb med en lang Spegepølse, en anden med 4 Flasker Vin; Løjtnant S. reddede sig en tyk Endeskive med bart Smør, og da han triumferende viste den frem, saa kom en anden Løjtnant, og idet han løb forbi, tog han den fra ham. Nogle kom løbende med Spegesild, andre med Svejtserost; det er underligt, saa rolig man kan 289være under et Slag, thi Kuglerne fløj stadig imellem os under alt dette.

✂ Der kom en løbende med 12 Bundter Svovlstikker og spurgte, om ingen vilde have dem. «Jovel», sagde Løjtnant S., «stik Ild paa Bulen!» I en Fart blev det ene Bundt strøget og lagt sammen med de andre og lagt op i Halmtaget, og Butiken brændte lystigt, da vi gik tilbage. Ved Barakkerne boede en Fotograf, hans Atelier brændte ikke, han blev rolig liggende i sin Seng og fotograferer rimeligvis nu Prøjserne.

✂ Fra Ulkebøl gik vi ganske rolig i Retning af Hørupkirke; vi haabede at blive udskibede ved Høruphav. Den Mand, som havde reddet de 4 Flasker Vin, var kommen bort fra sit Kompagni, og kommen ind imellem os, og han maatte jo give noget ud. Vi var et Par Stykker, som fik den ene Flaske, Proptrækker havde vi ikke, saa slog vi Halsen af Flasken og drak deraf, Løjtnanten med. Vi traf her 2 Kanoner; hvis vi ikke havde faaet dem til at trække med os, saa var de bleven tagne; Prøjserne var ikke alene bag os, men ogsaa paa Siden af os.

✂ Da vi kom ned til Hørup, drejede en Vej til højre ned til Havnen og en til venstre, som førte op i en Skov og gik ad Kegenæs til. Vi skulde have gaaet ad Vejen til venstre, men vi havde mer Lyst til at udskibes ved Høruphav end at gaa 1½ Mil endnu for at naa Kegenæs. Vi fik derfor vor Løjtnant til at gaa til Høruphav, og det var vort Held, thi kort efter kom en Dragon sprængende og meldte Oberst B., at alle de, som var i Skoven, var tagne til Fange, omtrent 500 Mand.

290

✂ Ved Høruphav var der imidlertid ikke en eneste Baad. Det var gode Udsigter, foran os saà vi den slagne Landevej til Kegenæs, og der gik Masser af Soldater, men vi var de bageste af de allerbageste. Vi travede godt ud, og naaede et Regiment, jeg tror det var 10de, og nu fulgte vi et Stykke med dem, saa fik de Ordre til at indtage en Fægtningsstilling, og vi skulde gaa videre. 10. Regiment formerede Kæde paa den ene Side af Vejen langs et Gærde, paa den anden Side af Vejen var 2 Kanoner opkørt, som knaldede løs. Naar de saa havde opholdt Fjenden en Tid, saa gik Regimentet først tilbage og Kanonerne sidst, saa var der et andet Regiment og 2 andre Kanoner, som havde indtaget en lignende Stilling bag det næste Gærde, og saa begyndte de at knalde væk, saaledes gik det hele Vejen.

✂ Prøjserne var imidlertid holdt op med at forfølge. Vi marcherede langsomt ad Kegenæs til; hvert Øjeblik gjorde vi Holdt, og lagde os ned i Grøfter eller paa Landevejen for at vente paa Prøjserne, men de kom ikke. Jeg havde stadig godt af mit halve Pund Chokolade. En havde et Stykke kogt Kød, deraf fik jeg en Mundfuld. Marchen generede mig ikke, min Tornyster og Chako havde jeg kastet og følte mig en Del lettere derved. Endelig saà vi da det forjættede Land, Kegenæs ...

✂ Den danske Generalstabs Værk fortæller (III, pg. 218) kortfattet om 18. Reg. 3. Kp., at det«tog Stilling i Nørremark Skovs vestlige Udkant». 3. og 6. Kp. havde 6 fjendtlige Kompagnier overfor sig, af hvilke2915 angreb i Fronten, I i højre Flanke ... Stillingen i Skovudkanten maatte opgives, og Tilbagetog tiltrædes. Under dette synes det at være lykkedes Fjenden— i det med levende Hegn og høje Kornmarker opfyldte Terræn— uset at komme frem i Ryggen paa Kompagnierne. Derved blev Modstanden brudt ... Resten af Kompagnierne trak sig tilbage i sydøstlig Retning mod Kjær By ... »

✂

VII.

✂ Uddrag af et Brev om Kampen paa Als, fra den fra «En københavnsk Familje » i nærv. Værks I. Del kendte Student og Reserveløjtnant Erik i 18. Infreg. I. K.

✂ Sølyst pr. Faaborg, d. I. Juli Aften.

✂ Kære Fader!

✂ Resultatet af Kampen kender du allerede nu, du véd at Prøjserne udførte det mest usandsynlige, du véd, at jeg lever i god Behold, og det trods den heftige Ild, hvori vi var, hvilket du kan se deraf, at vi mistede 2 Officerer og over 100 Mand, saa at jeg er den eneste Officer tilbage af Kompagniet. Og skønt Resultatet var saa sørgeligt, saa maa jeg dog sige, at det har været den interessanteste Kamp, jeg har oplevet; for første Gang følte jeg det romantiske ved en Kamp, men jeg forklarer det deraf, at vi ikke var deprimerede af Kulden eller Bombardementet, men mødte med næsten friske Kræfter — og saa af en Ting til, og det var, at vi gik fremad, 292vi hørte for første Gang et «Avancér», og fremad gik det med rungende danske Hurraer, saa at Prøjserne veg fra Hegn til Hegn, fra Hus til Hus. — Men jeg vil søge at give en detailleret Fremstilling af det hele, for at du kan sætte dig ind i det alt sammen. —

✂ Den 28. Juni om Aftenen skulde vi paa Arbejde, og idet jeg gik fra Sundemark Barakker sagde jeg, aldeles uden at tænke paa noget, til Peter: «Hør! Bliver der Aliarm, saa pakker du alt ind og sætter Kufferten paa Karren og selv følger du med Trænet!» Vi rykkede da ud, og jeg blev placeret lige over for Sandbjerg Slot. Natten gik roligt, idet vi skød 3 Skud fra Nordre Rønhave Batteri, medens de kun svarede med et eneste. Omtrent Kl. 2½, da det begyndte at dages, og vi derfor lige straks skulde hjemad, stod jeg netop og talte med Løjtnant S., og han «vilde vædde paa, at der vilde gaa 8 Dage, inden Prøjserne var færdige med Forberedelserne til Overgangen», da vi paa en Gang begge raabte: «Men hvad er det!» Der bevægede sig nemlig en Ildlinje frem ad Vandskorpen, saa at det i Frastand saà ud som en Masse elektriske Gnister, der i en aldeles lige Linje bevægede sig fremad; samtidig dermed saà vi fra hele Storskoven en voldsom Blinken af Skuddene, ledsaget af den saa bekendte, skrattende Lyd. Vi tog da Tøjet paa, og da vor Ordre lød paa at samles paa Alarmpladsen ved Fiskebæk, saa løb vi tilbage, ved hvilken Lejlighed 4de Regiment haanede «dem med Chakoerne», men jeg tror nok, 293at vi paa et andet Stadium af Kampen viste, at vi dog ogsaa kunde gaa paa.

✂ Vi samledes paa Alarmpladsen, og vi kunde nok mærke, at det ikke var deroppe, som det skulde være; snart kom der Ordre til, at vi skulde rykke frem til Assistance for 4. Regiment, og da vi lige var marcheret ind paa en Kløvermark, havde vi Prøjserne med deres Kugler lige paa os. Vi løb da tilbage bag Hegnene, hvor Kompagnierne blev ordnede, og hvor vi holdt Fægtningen staaende i en Tid, skøndt Prøjserne gik paa os med Stormkolonner, ledsagede af Tromme og Horn; tilsidst tvang de os ved en omgaaende Bevægelse til at retirere; vi havde dem her paa 5 Skridt, og trods det blev der i Løbet til det næste Gærde ikke en Mand beskadiget. Selv var jeg ikke aller yderst da, men V. og L. havde det Held; men en anden Gang — jeg husker ikke, om det var før eller senere — havde jeg dem paa en halv Snes Skridt, hvilket er det nærmeste, jeg endnu har været dem; jeg ærgrede mig ved den Lejlighed over en tyk, skutrygget og vraltende, prøjsisk Officer, der løb frem mod os, uden at det lykkedes os at skyde ham.

✂ Snart herefter blev Kaptajn B. saaret, og havde det ikke været galt før, saa blev det det nu; thi Kaptajnen løb selvfølgelig tilbage, og en Masse af Folkene troede at skulle følge ham, indtil jeg endelig af M. fik at vide hvad der var i Vejen, og at jeg maatte overtage Kommandoen. Jeg raabte da: Holdt! og peb og brølte, og brølte og peb; men de, der havde fulgt Kaptajnen, var saa langt fra mig, at 294det var mig umuligt at samle noget. Kun en 50 Mand fik jeg skrabet sammen, og idet jeg søgte at finde Forbindelse med de andre Afdelinger, mødte jeg 7de Kompagni, der sagde, at der var givet Ordre til Fremrykning. Bajonnetten kom da paa, og fremad gik det med Hurra. Prøjserne stak af, deres Skyttekæde gjorde omkring, saa det var en Lyst at se paa, og vore Jenser leverede nogle Hurraer, der var regederlige. Det var egentlig dette Stadium af Kampen, jeg fandt interessant, tilmed da Situationen mindede mig saa meget om Billederne fra forrige Krig; saaledes vadede vi i Rugmarker, der var højere end os selv, og sprang over Gærderne og var muntre og glade.

✂ Ikke desto mindre led vi meget under Fremrykningen; saaledes kan jeg huske, at der i et Nu blev 3 Mand saaret lige ved mig, og af dem var M. den ene; min ærede F. fik ogsaa en lille Rift i Frakken, og da han troede sig død, saa smed han alt, hvad han ejede og havde og kom saaledes hel og holden tilbage. Fra nu af gik vi hele Tiden tilbage, men vi havde ogsaa lidt betydeligt, saaledes er alene af 1ste Kompagni I Kaptajn saaret og I Løjtnant falden, foruden over 100 Underofficerer og menige. —

✂ Du har da denne Gang faaet dit Ønske opfyldt, at jeg maatte føre Kompagniet i Ilden, og selv var jeg virkelig glad derfor, især da vi gik fremad. Flere af Folkene ved Regimentet har blodige Bajonnetter, og flere Officerer er saarede i Nærkamp; selv var jeg ikke i virkeligt Haandgemæng, men 295Løjtnant J. blev saaret af Kolbeslag, og skøndt han raabte Pardon, vilde Prøjseren dog desuden gennembore ham, men en Jens kom ham i Forkøbet og jog ham Bajonnetten i Maven, og da han saa faldt, men ikke vilde ligge saa rolig, som Jens ønskede, saa stak han ham et Par Gange til — saa fortæller i det mindste Øjenvidner. Major W. er set kæmpe som en rasende, men derpaa at blive overmandet; endvidere er saarede og døde i alt 9 Officerer af Regimentet.

✂ Paa Retræten ved Hørup talte jeg med en fangen Prøjser, der var pærefuld, han vilde nu «stritten für Dannemark», og rev i den Anledning sin Kokarde af, men et saadant Svin har jeg aldrig set!

✂ Uden at blive forfulgt naaede vi Kegenæs, og efter 2 Timers Forløb kom vi ombord i Frederik VI, hvor Søofficererne modtog os venligt og gav os alt, hvad de havde af Madvarer og om Aftenen desuden Madrasser og Tæpper ...

✂ I har nu faaet en lille Beskrivelse om Begivenhederne, men mange smaa Episoder, som f. Eks. at Prøjserne gennemborede en syg af vore, der laa bag et Gærde, at en Mand fik en Kugle i Brystet lige idet han talte med mig o. m. a. er her ej Lejlighed til at omtale ...

✂ En Ting stoler jeg paa, og det er, at Regimentet har bevaret sit Navn, thi det er min Overbevisning, at vi sloges ganske godt, og selv har jeg aldrig været saa godt oplagt som den Dag. —

✂ Om 18. Reg's I. Kp. hedder det hos Genstb. (III, pg. 220), at det deltog i sin Bataillons«heftige Kamp» 296mod mere end 2 fjendtlige Batailloner mellem«mandshøje Kornmarker og talrige levende Hegn».« Trykket i begge Flanker og i Kamp med en betydelig Overmagt, formaaede Batailloncji ikke at holde Stand ... gik tilbage til en Stilling paa begge Sider af Kjær- Ulkebøl Vejen ...» Den unge Løjtnants Brev viser jo fra først til sidst den fortrinligste Stemning under og efter Dagens sørgelige Begivenheder. Ret interessant er en Sammenligning med III af«Første Gang i Ilden», som er skrevet af en dannet Menigmand fra samme Kompagni.