↩ Det er gribende at læse Beretningerne om Kampen ved Dybbøl. Det kan skære i Hjertet at læse om Lidelserne i Hæren, ja dybt i Hjerteroden smerter det, om end vore Soldater staar med Glorie af Mod, Tapperhed og Udholdenhed. Løjtnant Anker, som har udmærket sig saa meget, er taget til Fange, men har i den Grad udmærket sig ved sit Heltemod, at han har indtaget Fjenden og alle; Prinser o. s. v. sender ham Deputationer, som skal tolke deres Beundring og indbyde ham til Hoffet i Berlin, en Ære, han vist betakker sig for. Der staar i Avisen, at han i Hamborg kun vil tale dansk, og at alle løber efter ham for at se hans Helteskikkelse. Indtil det sidste blev han tro ved Forsvaret af sin Skanse Nr. 2, som han, da alt var tabt, selv fornaglede Kanonerne paa, inden han gav sig til Fange. Han har nu i to Maaneder forsvaret den med et Heltemod, som søger sin Lige.