Larsen, Karl Uddrag fra Under vor sidste Krig

↩ I samme Øjeblik som Østerrigerne rykkede ind om Morgenen, den 6te, efter at vore Tropper nogle Timer tidligere i største Stilhed havde forladt Skansen, og jeg med største Spænding lyttede efter det første Kanonskud, der vilde være Signalet til en dødelig Massakre, var vi omgivne af en stor Mængde, tildels velklædt, hovedsagelig fremmed Pøbel, bevæbnet med tykke Knortekæppe, hujende og skrigende, samt nedrivende og ødelæggende ethvert kongeligt Vaaben, Skilderhuse o. s. v.