↩
Nu levede jeg et Herreliv paa Tvendes Minde, strejfede omkring i Moserne og
Skovene, spiste Jordbær og hyppede Kartofler og var en Genstand, som kostede
den gamle Husholderske megen Hovedbrud. Der hvilede et mystisk Slør over
mig, og hun anstillede forskellige Forsøg baade hos B. og mig for at faa at
vide, hvem jeg var og hvor jeg skulde hen. Jeg var jo kommen dumpende ned i
Huset midt om Natten, hun havde ikke engang set, om jeg var kommen gaaende
eller kørende. Jeg ejede kun én Skjorte, paa den stod der N. N., og B.
kaldte mig Vilkens, nej, 360
det
var til at blive gal over. Tilsidst fik den gamle Sjæl imidlertid Ro; den
Dag, jeg rejste, fortalte B. hende under Tavshedsløfte, hvorledes Sagen hang
sammen. De otte Dage gik imidlertid og der kom ingen nærmere Efterretninger;
da Østerrigerne, efter hvad der fortaltes, arbejdede ivrigt paa
Forberedelserne til en Overgang over Lillebelt til Fyen, og jeg nok ønskede
at støde til mit Regiment, inden det gik for sig, besluttede jeg at rejse
videre og forsøge min Lykke Syd paa. En skøn Morgenstund fik B. altsaa de
brune spændt for, og vi begav os ad Vejen til Haderslev. Da vi kom ud paa
Landevejen mellem Kolding og Kristiansfeldt, mødte vi det ene Kompagni
Pionerer efter det andet, baade Prøjsere og Østerrigere, alle styrende Nord
efter. Paa Vejen traf vi ogsaa en General med sin Stab; da vi ikke hilste
dem og rimeligvis har forekommet dem mistænkelige, havde vi kun passeret dem
et lille Stykke, da en af Officererne kom galoperende tilbage og befalede os
at holde. «Wer sind Sie!» raabte han. B. fortalte, at han var en Bonde fra
Koldingegnen, der skulde til Haderslev med Smør, men undskyldte sig tillige,
at han ikke kunde tale tysk. «Tal De kun dansk», svarede Officeren paa
aldeles rent dansk, «det forstaar jeg godt». Han vilde se vore Papirer, men
vi havde naturligvis ingen, og B. sagde, at han troede ikke, han behøvede
dem for at køre til Haderslev. Officeren erklærede imidlertid, at vi
ufortøvet i Haderslev maatte gaa til Herredsfogden og skaffe os
Legitimationspapirer, han kom tilbage den samme Vej om Eftermiddagen 361og skulde vel vide at finde
os igen. Til Haderslev ankom vi uden videre Uheld, og B. fulgte med mig op
til Herredsfogden; efter en Del Besvær og kun derved, at B. gik i Kavtion
for mig, fik jeg et Pas lydende paa Kristian August Hansen, hjemmehørende i
Odense, der efter at have lært Landvæsnet hos B., ønskede over Liibeck at
begive mig hjem, og blev de «respectiven Behorden» anmodede om at hjælpe
mig, hvor de kunde. B. kørte snart efter hjem igen, jeg blev i Haderslev til
om Aftenen og besaa Byens Mærkværdigheder i Selskab med en prøjsisk
Kyrassér. Om Natten kørte jeg med Dagvognen fra Haderslev, kom om Morgenen
for anden Gang til Flensborg, kørte derfra med Jernbanen over Hamborg til
Lubeck, hvortil jeg kom samme Dags Aften.