Larsen, Karl Uddrag fra Under vor sidste Krig

Ved 10 Aars Forløb efter min Permission af Garnisonstjenesten maa jeg nu ved Krigens Udbrud paa mit 34. Aar atter spille Soldat. Efter Indkaldelsesordren meldte jeg mig den 18. Januar i Sønderborg. Fra den 18. til den 31. stillede vi de første Dage i 449 S., hvor vi havde Kvarter anvist men fik Lov til at gaa hjem og blive Natten over til næste Dags Morgen. De sidste Dage, indtil den 31., stillede vi i Sønderborg om Dagen, og skønt det er I Mil fra N., gik jeg hver Aften hjem for om Morgenen at tage Afsked med min Kone og mine Børn. Den 31. var den sidste Afsked, vi tog med hverandre, thi om Formiddagen blev vi indskibet i en stor Hjuldamper; det er den første Gang jeg nogen Sinde har været med et Dampskib. Nu kom vi til Søs i en Storm og en forfærdelig Kulde, vi kom ned i Lasten; men det varede ikke længe, førend de fleste blev søsyge og maatte op paa Dækket, jeg klagede mig til en af Matroserne, at jeg frøs forfærdelig, og sagde: Jeg ved ikke, hvad det kan blive til den lange, kolde Nat. Han tilbød mig straks hans Køje, hvis jeg vilde give ham 3 Mark derfor, jeg gjorde straks Tilslaget. Der var flere, som ogsaa havde lejet Køje af Matroserne, men da vi kom ned i Kahytten, var den saa stærkt opvarmet, at de fleste maatte op paa Dækket igen; jeg syntes, at jeg maaske nok kunde udholde det og lagde mig rolig hen i min lejede Køje, jeg svedte, saa at jeg var vaad over hele Kroppen, men sov ind. Midt paa Natten vaagnede jeg, jeg skulde paa Naturens Vegne; da jeg kom op paa Dækket, blev Skibet overskyllet af en Sø, jeg skyndte mig og var ikke sen til at komme ned i Kahytten igen, men sov ikke mere den Nat, men laa lunt og godt til næste Morgen.