↩ Det er en Selvfølge, at Løjtnanten dog med al sin Interesse for de militære Forhold intet Øjeblik glemmer Tankerne paa dem hjemme:«... Lev vel, min elskede Ven, og vær kun stadig ved godt Haab. Skriv tidt til mig og om alt, hvad der ligger dig paa Sinde! Der er dog ingen, der, som jeg, kan trøste dig. Kys mine yndige Børn fra deres og din trofaste N. N. ... Et Gode har man da af et Liv som dette, at man dobbelt lærer at sætte Pris paa Livet ved Hjemmets Arne sammen med sine kære. Jeg kan undertiden ikke lade være at tænke paa den franske Ritmester, der, efter at være graanet i Krigerlivet, købte sig en Ejendom i Normandiet og hver Nat lod sin gamle Trompeter blæse «Til hastig Udrykning» for at have den inderlige Glæde at brøle: «Rejs ad 496Helvede til» og derpaa vende sig om paa den anden Side i Sengen. ... Jeg kan ikke sige dig, hvor glad jeg bliver, naar jeg hører, at du og Børnene har det godt. Jeg tror nok, at jeg er en varm Patriot, men jeg er endnu mere varm som Ægtemand og Fader, og I gaar for mig over alt andet paa Jorden ...» —