Larsen, Karl Uddrag fra Under vor sidste Krig

Derefter følger fra Fredericia i Maanederne Februar og Marts en Række Breve, som bringer Indtryk fra Felten og Kritik af Krigsbegivenhederne. Det hedder f Eks. (11. Februar): «En dump og dyb Sorg og Harme har bemægtiget sig Armeen og afløst den glade og tillidsfulde Stemning, som før var fremherskende overalt; men med Guds Hjælp kommer den nok igen, naar det atter gaar Syd paa, og det 498 gaar det vistnok i Morgen. Saa vidt jeg véd, skal vor Brigade marchere til Kolding i Morgen tidlig. Gud give blot, at Armeen maatte kunne vinde nogen Tillid til sine Førere, saa er der intet i Vejen; Aanden er god. Men hidtil har der kun hersket Usikkerhed og Uklarhed fra først til sidst. Den simple Ting at flytte alle Beboerne en Mil Syd for Danevirkestillingen Nord paa og brænde hvert Hus, hvert Straa, hver Vogn o. s. v., hvad vi daglig forlangte, før det gik løs, for at Fjenden ikke skulde finde Ly eller Læ, skete ikke, ja, man skar ikke en Gang Telegraftraaden over mellem Slesvig og Rendsborg; jeg vil ikke tale om, at man paa Tilbagetoget ikke brød Jernbanen op! Vor Ulykke ved Danevirke var naturligvis først og fremmest, at selve Stillingen er beregnet paa 70,000 Mands Besætning, og dernæst, at man udmattede vor ringe Styrke ved en altfor overdreven Forsigtighed. Men Tilbagetoget burde i alle Tilfælde have været forberedt og ordnet paa en hel anden Maade, det er og bliver en fuldkommen Skandale, som Overkommandoen ikke kan vadske sig ren for ... (22. Februar): Folkene gør et frygteligt Spektakel ude i Gaarden med at slaas med Sneboldte. Det er første Gang i Aar, at Sneen har skaffet dem Morskab. Jeg har en Komiker ved Kompagniet, der hedder Jens M. Han har altid en Fløjte med, paa hvilken han blæser, saa snart der er Lejlighed dertil. I dette Øjeblik vækker han et umaadeligt Bifald ved at give en fuld Spillemand, og er som saadan iført en gammel, sort Hat og et Par grulige Briller. Fyenboerne er rene Børn; saa snart der er Lejlighed dertil, leger de. De er i den sidste Tid 499 leven meget mistænkelige med Hensyn til Spioner, og griber enhver, hvis Ansigt ikke behager dem. Nu leger de at arrestere hverandre. Man er paa højere Steder forfærdet over, at en Eskadron — jeg tror af 5. Regiment — mistede 40 Heste ved Oversø, og er i den Anledning bleven meget bange for at anvende Kavaleriet. En Hest koster nemlig 300 Rdlr.; jeg gad nok vide, hvad man vurderer et Menneskeliv til! ... (9. Marts): Jeg tror nu lige saa lidt som før, at Fjenden vil tage Fredericia; han vil indeslutte den og leve højt af Udskrivningerne i Jylland ... (27. Marts): Min egen velsignede Pige! Glædelig Fest! Da jeg i Gaar i en saadan Fart skrev til dig, tænkte jeg mig, at jeg skulde have højtideligholdt Paasken paa en Maade, som skulde spørges vidt og bredt baade hos Fjenden og os. Jeg har et af de saakaldte Udfalds- kompagnier, det vil sige, at jeg har Lov til at rykke ud af Fæstningen Nat og Dag, naar jeg vil, for at gøre Fjenden Afbræk. I Gaar gjaldt det en storartet Tur, som Lunding gik ind paa, og som efter min inderlige Overbevisning vilde have givet et glimrende Resultat, men som desværre i sidste Øjeblik blev kontramanderet fra Hovedkvarteret paa Als. Planen var, at jeg skulde gaa i Land ved Hejlsmindebugten, 2 Mil Nord for Haderslev, med 230 udsøgte Folk og 40 Dragoner, medens samtidig 100 svenske Skarpskytter og 1 Kompagni med 40 Dragoner gik i Land ved Sølyst i Steksvig, 1 Mil Syd for samme By. Begge disse Afdelinger skulde mødes ved Haderslev og tage alt, hvad der kom af Fjenden, og da indskibe sig i Sølyst. Til min store Ærgrelse strandede Planen 500 — som sagt — i sidste Øjeblik, da alt var forberedt. Vi er og bliver nogle Ærtekællinger. Det er dog harmeligt, at Fjenden kan have en Operationslinje fra Altona til Aarhus og dog lægge sig til at sove overalt. Fjendens Befalingsmænd maa i Sandhed være anderledes indrettede end vore, dersom de ikke havde tabt Næse og Mund ved et saadant Overfald af 600 dygtige og forvovne Mænd.»