Larsen, Karl Uddrag fra Under vor sidste Krig

Den 28. April« er det sket, Fredericia er forladt! En tynd Forpostkæde dækker endnu kun Fronten, og selv den gaar vistnok bort endnu i Nat. Kanonerne, Trænet og det meste mobile Materiel er bragt her over; men mange Tusender er atter kastede bort, og et uhyre Arbejde har været forgæves. Kommandanten, den mandige og djærve Lunding, stred imod, det han kunde, men uden Nytte. I en hel Time stred han igennem Telegrafen med Ministeren, for han vilde give efter, — der kan visselig ikke være to Meninger om, at det var rigtigst at gaa sin Vej; men det er sørgeligt, at man først i den IIte Time kom til den Erkendelse. Kampen ved Dybbøl var maaske en politisk Nødvendighed, men det haardnakkede Forsvar, der kostede saa uforholdsmæssig meget Blod, var vistnok en militær Fejl, naar Sagerne stod, som de nu vides at have staaet. Vi maa benytte vore lokale Forhold og Sømagten til at føre en Angrebskrig og søge at blive de stærkere paa hvert enkelt Punkt. Fyen bør være Udgangspunktet; derfra kan man sende Ekspeditioner til Østersøens Kyster, overskære Fjendens Operationslinie paa Halvøen o. s. v. — Lad os sælge alle Kavalerihestene og kun beholde 8 Eskadroner, der forsynes 505 med de letteste og flinkeste Karle og de bedste og mest tilredne Heste, og iøvrigt bevæbnes og indøves som ridende Jægere. Det øvrige Mandskab skulde ind i Infanteriet. For de indkomne Penge og den Masse, der vilde spares hver Dag, kunde man købe gode Transportbaade. Men nu nok om alt dette, der desværre i denne Tid har saa megen Interesse, men som under andre og bedre Forhold ligger saa fjernt for min Pige ... »