↩ Medens Krigen staar paa, vrimler Premierløjtnantens Breve bestandig af Udtryk for hans Kærlighed og Omhu for Hustru og Børn:« Hver Gang, jeg ser en lille Dreng, kommer jeg uvilkaarlig til at tænke paa min yndige N .... «Jeg plejer ogsaa at have nogle Konvoluter i Lommen med Udskrift og Frimærke, for at jeg kan sende et Par Ord, om jeg end skal skrive det med Blyant .. Min yndige Dreng, saa han kan 8 Hovedstæder uden ad. Jeg tør næsten ikke tænke mig den Fryd, det vil være mig, engang i Tiden atter at have ham, dig og Ingeborg hos mig ... saaledes staar der rundt omkring. Engang i Marts skriver han:«Næst efter dig er der ingen, som jeg længes saa meget efter som Børnene, og det er ikke sjældent, at denne Længsel giver sig Luft i lydelige Udraab som: « Fa'er! » Jeg vil kæle » o. s. v. Mine nærmeste Omgivelser kender dem meget godt og forundrer sig slet ikke over dem. Tjenesten levner mig den allerstørste Del af Tiden fri, og det er mig altid den kæreste og bedste Beskæftigelse at underholde mig med Jer. — Alt det er nu noget, som du har hørt saa tidt og godt véd, men jeg kan ikke lade være at fortælle dig 506det atter og atter. Mange Gange gør jeg formelig Vold paa mig selv for at holde disse Stemninger indenfor visse Grænser, men det vil ikke altid lykkes mig. Imidlertid haaber jeg, at det, at jeg holder saa uendelig meget af dig og Børnene, ikke skal gøre mig til en mindre god Soldat ... »