↩ Naar Halling var lidt fuld, blev han veltalende og stærkt videnskabelig, yndede at betjene sig af fremmede Sprog og fremførte Paastande, der ubetinget var noget paradoksalt turnerede. Som nu den Aften vilde han overfor Tyskerne i et alt andet end parisisk Fransk hævde, at der lod sig skrive en fremragende Afhandling for Privatdocenturen ved et hvilket som helst europæisk Universitet om de forskellige Ølsorter, vi havde drukket den Aften, sammenstillede med de øvrige tyske. De skulde alle med Omhu beskrives, derefter klassificeres efter fremspringende Hovedegenskaber, hvorpaa man gennem Sammenligning og Abstraktion skulde naa til at fastslaa det virkelig ideale tyske Øl, som i sig forenede alle de ægte typiske Egenskaber for den nationale Drik. «Og,» føjede Halling til, med oratorisk hævet Stemme, et Blik over Guldbrillerne og 43en malende Haandbevægelse, der mindede stærkt om en daværende Universitetsprofessor, «for at knytte Livet til Idéen skulde man da fastslaa det Bryggeri, hvis Produkt kom Idealet nærmest, og af dets Besidder skulde man have en Guldmedaille med Videnskabens Ugle paa den ene Side og Bryggerens Portræt paa den anden samt frit Øl for sig selv og sin Familie indtil 15 Personer — men ikke en eneste mere —» her opløftedes Stemmen med kathedermæssig Myndighed — «saa længe man levede!»