↩ Jeg stiger ud ikke langt fra en af de større Jærnbanestationer og driver derind for i Restaurationen at drikke et Glas Ø1. Inde i fjerde Klasses Ventesal var en Udvandringsagent i 84Lag med at give nogle svenske Karle og Piger Billetter til det store Emigrantskib, der skulde gaa Dagen efter; adskillige Anvisninger og Forklaringer føjede han til paa Svensk. I Nærheden af Bondefolkene gik en 30aarig Mand med rank Ryg og et lille Overskæg op og ned. Han havde en flot, brun Hat paa af Moden fra ifjor, ganske kort, chamois Sommerfrakke, saaledes som Lapsene brugte Aaret iforvejen, vide tærnede Benklæder af fint Klæde og bare Hænder. Da jeg kort Tid efter atter passerede Ventesalen og kigede ind, var Bønderne borte, men Agenten og den anden i fuldt Skænderi. Den svensktalende var forvandlet til en yderst opbragt Tysker, der ganske havde glemt sin Smule Svensk og overøste Modparten med en Bunke Skældsord, som denne slet ikke forstod. Han stod blot med begge Hænder i Overfrakkelommerne, Næsen næsten helt op ad Agentens og indskød engang imellem meget højt og paa snerrende Københavnsk nogle korte:«...... Kæft! ..... Kør væk med den! ....Javel — Luftskipper! .... Skvat!»