↩ Da Aftenen kom, var Stemningen i de Grossmannske Saloner inden Bordet en Smule trykket. Hvor megen Umage man end gjorde sig for at lade, som om Japanere og Kinesere var ens daglige Omgang, kunde det dog ikke skjules, at de fleste af os Hjemme - Europæere havde lidt Fornemmelse af at være paa en ethnografisk Udstilling. Vi greb os ikke sjeldent i at studere Japanernes europæiske Lader noget vel meget eller i at fiksere Kinesernes Silkekaftaner og lange Piske mere end strengt nødvendigt. Paa det mest gebrokne Tysk stak Englændere og Nordboere Hovederne sammen i Vindueskrogene, og en lille japansk Frue, der var klædt efter sidste Parisermode og talte et henrivende Fransk, var Genstand for et Kur mageri fra de europæiske Herrers Side, som 152var hun et lille yndefuldt Stykke mekanisk Legetøj, der paa en mærkelig Maade var blevet levende og havde lært at konversere fransøsisk, smile og le. Halling forestillede mig for Frøken Eichenbach; hun var spinkel og mellemblond, med ganske regelmæssige, smaa Træk og store, livlige Øjne. Jeg havde under Trængselen af Dameslæb og hvidbrystede Herretoiletter lige Tid til at iagttage, at hun i et og alt stred mod det, Halling bestandig havde doceret som sin uafviselige Fordring til Kvinder, nemlig at de skulde være store, yppige og mørke, helst med lidt ekstravagant uregelmæssige Træk.