↩ Jeg beroligede ham med, at jeg virkelig ikke havde anet, han var havnet her i Staden, vi trykkede hinandens Hænder, og saa maatte jeg le, rigtig le af Glæde over igen en Gang at se ham for mig og høre det vidunderlige Kaudervelsk af Dansk, Svensk, Norsk og Tysk, som Hans havde faaet lavet sig sammen ved at leve sin meste Tid med skandinaviske Malere i Tyskland, lige fra han kun var en 17—18- aarig dansk Bondeknøs. Han lignede ganske sig selv fra gamle Dage: i lang, blaa Kappe helt ned til Hælene, let Hue, nærmest i Form af en Baret, Henri-quatre Skæg og spillende Øjne i det magre Ansigt. Det vidste jeg paa Forhaand, at sløjt var det for ham baade med Kunsten og Pengene, men midt i Fortvivlelsen 170blomstrede hans gamle Sangvinitet sikkert lige saa fantastisk som altid før.