↩ At Martins Tungsindighed vilde tage meget af Glansen bort for ham, ved at være kommen i Lag med disse venlige og rige og fornemme Folk, det kunde jo ikke undre ham. – Men der var noget, som han ikke havde tænkt paa, og som alligevel voldte ham megen Ubehagelighed, det var den Vanskelighed, han havde, ved at færdes imellem dem paa den Maade, som de nu vel var vant til og fandt passende. Han havde aldrig før tænkt sig, at der kunde være saa megen Forskjel paa Menneskers Væsen og Manerer. – Fru Ursula sagde det selv til ham, saasnart der var noget af den Slags i Vejen, f. Ex. ved Bordet. Dér var det vel i det hele vanskeligst at begaa sig. Der var især det, at saasnart man havde vadsket sine Hænder til Maaltidet, saa maatte man ikke komme til Ansigtet eller Haaret med Fingrene, – for saa var det ikke pænt at røre ved Kjødet eller andre Spisevarer paa Bordet med de Fingre, – Gafler kjendte man ikke den Gang. – Fru Ursula var altid venlig, naar hun rettede saadant noget hos ham, – hun sagde ogsaa, at hun kjendte det saa godt, for hun havde haft to fattige Drenge fra Trebonii Skole i Huset kort før ham. Men Martin kunde mærke, at hendes Mand blev ilde tilpas, naar han gjorde den Slags Smaafejl ved Bordet.