Knudsen, Jakob MOD

MOD

204
205

I

Der kom to Mænd frem af Porten, som fører ud til Gaden fra det sorte Kloster i Wittenberg. Straks uden for Porten stod de stille; det kunde ellers mest ligne, at den ene var Gjæst og vilde sige Farvel, og var bleven fulgt til Dørs af den anden.

»Det er koldt,« sagde Sidstnævnte, skudrende, og slog sin knyttede højre Haand ind i Hulningen af den venstre; samtidig kastede han et Blik op mod den skinnende klare Frosthimmel.

»Der er jo hellerikke længe til Jul,« svarede Gjæsten. Han var en lille bleg Mand, klædt i Universitetslærernes sorte, folderige Dragt. – »Jeres højre Haand bløder, Hr. Doktor!« føjede han ivrigt og lidt forskrækket til.

Doktoren, der var i Munkedragt, saae paa sin knyttede Haand: »Det er Knoen dér, – jeg stødte Huden af den i Morges. Jeg stod og tarsk Armene sammen forat faa noget Varme i Kroppen, og saa slog jeg Bagen af Haanden mod den kalkede Væg.« – Han førte Knoen til sine Læber og sugede Blodet væk. – »Det er snart ogsaa ringe nok, der ikke er saa megen Hede ved en højhellig Bandstraale, at den kan varme en Kloster-Celle op, som der ingen Ildsted er i.«

Der kom et Smil i Gjæstens lille, tynde Ansigt, og han rystede paa Hovedet. Lidt efter sagde han: »Saa meget formaar Bandstraalen jo dog ogsaa at udrette. Den løser jer af jer Munkestand, og da kan I vel uhindret faa en Ovn i jeres Celle.«

»I har Ret, Magister Philip. Jeg har endda ogsaa benyttet mig noget deraf allerede og kjøbt mig et Par Stunthoser til Benene.« Han løftede op i Munkekappen. – Men den anden strakte nu Haanden ud til Farvel. »Naa, vil I gaa, 206 Hr. Magister! – – Jeg troer for Resten, jeg løber med vester et Stykke, – jeg er kommen til at ryste af Kulde.«

»Gjør det, ja!«

De satte sig i Bevægelse henad Collegiegaden. Doktoren løb med korte Skridt og hug Fødderne haardt mod Stenbroen. Han var helt blaa af Kulde i sit blege, magre Ansigt med de svære Træk. Af og til førte han den saarede Haand til sine Læber.

»Det er ogsaa ligesaa taabeligt som alt det andet Munkevæsen, at leve i den Kulde bestandig!« pustede han. »Man kunde jo bestille en halv Gang saa meget, naar man havde noget Varme i Kammeret. – Men nu faar jeg let ondt i Hovedet af Varmen, ved det jeg har levet godt og vel femten Aar uden den.«

»Ja, man skal være varlig med Overgangen,« svarede hans Ledsager, vist blot for at sige noget. – »Men nu maa I have Farvel igjen, Doktor Martin. Her skal jeg jo ind.«

De var naaet til Magisterens Gadedør.

Doktor Martin stod og stampede mod Stenbroen, foroverbøjet, med Hænderne skudt ind i Munkekuttens Ærmer: »I skulde følge mig lidt længer vester, Hr. Magister. Det bekommer jer vel. Og jeg vil saa nødig gaa ene – i Dag.«

»Vil I saa nødig gaa ene. Jah – – Saa vil jeg blot sige min Kone, at –«

»At I vil give hende et Kys! – – Det er vel ikke mere end fjorten Dage siden endnu, I havde Bryllup!«

Magister Philip var allerede inde i Huset.

Doktor Martins Ansigt blev saa mørkt og saa tungsindigt, straks han vidste sig ene. Han syntes at glæmme baade Kulden og Magister Philip. – – Denne kom dog hurtig tilbage, og saa gik de videre vest paa ad Collegiegaden.

»Det maa nok alligevel være dennehér Opbrænding af Pavens Bulle i Morgen – det maa nok være det, der gjør mig saa sært urolig i Sindet,« sagde Doktor Martin, da de havde gaaet lidt.

»Ja, – nu kan I jo ikke saa godt lade det fare, da det er slaaet op paa Kirkedøren. Men jeg synes for Resten, I kunde have haft mere Aarsag til at være urolig ved alt det, I skrev og lod trykke i Sommer; – hvad der nu skeer, er jo kuns den lige Følge deraf. Og enten I brænder Bandbullen eller ej, det kan vel næsten komme ud paa eet i sine Følger.«

207

»Det kan godt være, naar man saadan tænker paa det, Magister Philip. Men naar man skal til at gjøre en Ting, saa fornemmes det alligevel saa forskjelligt, det ene og det andet. Naar man kan sidde stille med det i sit Kammer eller paa Kathedret, og den ene Dag gaar ligesom den anden, og man kan sige: det er Ens Pligt som Lærer og som Prædiker – – – Men naar der kommer noget usædvanligt, – saa er det, man bliver urolig. Men jeg vil gjøre det, det skal gjøres. Skjønt hvem kan vide, hvad der er bleven af En i Morgen – – –«

»Hvad mener I, Doktor Luther?«

»Aa, I kunde sagtens følge mig op til Doktor Andreas,« sagde den tiltalte uden at svare. »Jeg har hørt, han vilde til Torgau i Morgen; det var muligt, han godt vilde overlade mig sin Læsetime paa Collegiet i Morgen Eftermiddag, – i Stedet for den, jeg mister i Morgen tidlig.«

»Det er vel hurtig forrettet?«

»Det er kuns lige at sige det. – Saa gaar vi bagefter lidt udenfor Byen. – Det er for koldt for jer at vente paa Gaden.«

Doktor Andreas Karlstadt var Forstander for det store Collegium, som laa her lige ved. – De ventede lidt paa ham i hans Studerestue. Saa kom han ind til dem fra Middagsbordet, hvor han havde spist sammen med alle Alumnerne. Han var en lille tyk Mand, men nu tillige noget oppustet af det nylig indtagne Maaltid, der voldte ham stadige Opstød under Samtalen med de to Gjæster.

»Om I kan faa min Collegietime i Morgen Eftermiddag, Doktor Luther?« sagde han, da denne havde forebragt sit Ærinde. »Jah – – ellers kommer den til at staa ledig!«

»Ja, saa har I vel intet at indvende imod mit Forslag?«

»Nej, jeg har ikke, Doktor Martin Luther. Men jeg troer jo ellers ikke, det er de fleste af Universitetets Professorer, der vilde tage mod et saadant Tilbud.«

»Det kan jeg ikke vide. Hvorfor det?« spurgte Doktor Luther.

»Jah – –« svarede den anden og trak paa Skuldrene, »nu har en Lærer samlet sig netop denne Kreds af Tilhørere, og de kommer forat høre denne bestemte Lærer – og saa staar en anden dér paa Kathedret –«

»Nej, nej, – det skal da bekjendtgjøres forud, hvem det er, som – –« 208 »Nu staar han der – – og han gjør sig behagelig overfor sin Collegas Elever – ja, ja – ja, ja – – Men, som alt sagt, mig gjør det ingen Ting. Fra 3 til 4 i Morgen er Salen her i Collegiet jeres, Doktor Martin.«

»Nu vel, det er godt. For Resten forstaar jeg jer ikke, Doktor Karlstadt –«

»Ikke det, – gjør I hellerikke, Magister Philip?«

»Nej.«

»Ja, ja, – men I veed maaskee ogsaa, man kalder jer for Skjæmt: Magister Lutheranus?«

»Det har jeg ikke hørt.«

»Det er jo ogsaa kun en Spøg, og en daarlig Spøg, finder jeg. – – I har forfattet Opslaget her paa Sogne-Kirkens Dør om den store Begivenhed i Morgen: Magister Philippus Melanchthon staar der under.

»Ja –«

»Det er maaskee Skikken saaledes?«

»Det veed jeg ikke.«

»Nej, – hvad er Skik, hvad er Skik? Det gaar jo ikke saa ofte paa, at man brænder pavelige Bandbuller. Saa hvem veed, hvad der er Skik? det har I Ret i. Men det er allenfals en smuk Skik, at en anden gjør det. Saa kan han rose den Bandsatte: »Luthers fromme og evangeliske Bøger.« Det kunde Manden selv jo ikke saa godt skrive. – Havde I endda ogsaa haft et lille kjønt Ord tilovers for mig og for de andre fem Mænd, som er bleven lyst i Band med det samme, Magister Philip!«

»Bullen er jo kun stilet til een Mand, nemlig Doktor Martin Luther.«

»Nej, – vel saa, vel saa. – Det er nu sært, hvordan det kan gaa til – men det maa jo skulle være saadan -: at man kommer med i al Faren og Ulykken mod sin Vilje, – men der er en anden, som faar Æren for det hele! – Ja, er det ikke sært?«

»Hvordan mener I det, Doktor Karlstadt?« spurgte Magister Philip.

»Jo, – nu jeg og Pirkheimer og Spengler, og hvad de alle hedder, vi er jo udsatte for al den Fortræd, som kan følge af Bandlysningen; men hvem taler om os? Nej, der er kun een, der faar Æren, det er Doktor Luther! – Og see, om det gik ikke ligesaadan i Leipzig til Disputationen for et Aar siden!« 209 »Der kom I da ikke med uden jeres Vilje, Doktor Karlstadt,« sagde Magister Philip; »og havde I holdt jer borte fra den Sag, var I hellerikke kommen paa Bandbullen nu.«

»Nej, det kan jo godt være, jeg har været noget ude om det selv. Men Æren for det – den er Doktor Martin da i hvert Fald kjønt bleven ene om.«

»Hvad, – der er jo ingen Ære ved saadant noget,« tog nu Doktor Luther Ordet. »Der skal jo ingen Dygtighed til. Det er blot, om man tør sige det eller – bliver tvungen til at sige det, – det skal der ingen Lærdom eller Dygtighed til. – Men vi kommer til at gaa nu. Farvel, Doktor Karlstadt! – Kom saa, Hr. Magister!« – – –

De gik videre ud ad Collegiegaden – en Tid uden at sige noget.

»Han er meget forfængelig, Doktor Andreas,« kom det endelig fra Magisteren.

»Nej, men han veed sletikke, hvad det er for noget, dethér andet. Han troer, det er ligesom med at tage Grader i Lærdom. Han troer, det kommer an paa Begavelsen. Og i saa Fald skulde han jo ogsaa have Ære for det. – Det er kun sært, at han vil have med sligt at skaffe, naar han kunde blive fri. Men nu fortryder han det vel ogsaa.«

»I forstaar ikke Karlstadt, Doktor Martin. Jeg maa dog tilstaa, at jeg forstaar ham nok saa godt, som jeg forstaar jer, – omendskjønt jeg vilde aldrig handle som han. Alt, hvad han tager sig for, det kan jeg forklare af ene Forfængelighed. Men hvad skal jeg sige om jeri Det er ikke Forfængelighed, men det er jo hellerikke af Lyst, I handler, I sagde, før vi gik op til Doktor Karlstadt, at I var angst for at gjøre det, I har for i Morgen – – Nej, jeg forstaar jer sletikke –«

Doktor Luther brød ud i en egen vildsomt flakkende Latter, der tydelig nok ikke var lavet, men dog hellerikke havde med Munterhed at gjøre. »Naa, det kan I ikke forstaa, Magister Philip. Nej, af Lyst synes jeg ikke jeg kan kalde det, – at jeg skulde have gjort alt dette af Lyst. Men jeg mærkede jo, at f. Ex. Kunz Heinrich og hans Børn, som jeg før havde talt meget fortroligt med – og mange andre – de gav mig en Sludder for en Sladder i Skriftestolen og skyndte sig væk, naar jeg sagde, at jeg ikke regnede de Afladsbreve, de havde kjøbt, for nogen Ting værd.

210

Det blev jeg nødt til at sige ogsaa offentlig, for jeg kunde jo indsee, at der var en Mængde andre, der havde det ligesaadan og var ved at blive rent forhærdede. Men jeg var jo da ogsaa forpligtet til at lade det komme til alle og enhvers Kundskab, at der var ikke andet end Troen og Guds Naade, som frelste Mennesker. Det var jeg jo nødt til at forkynde, naar jeg vidste det, og naar jeg var baade Præst og Lærer ved Universitetet. – Ja, saa var jeg jo ude i det, – jeg kunde aldrig have tænkt, at Folk skulde have taget sig saadan af disse Theses paa Kirkedøren. Da vilde jeg allerhelst have standset, men saa kom Eck og fik fat i mig og tvang mig til at sige alt dette om Paven og Concilierne og om Bøhmerne.«

»Naa, det var I dog vel ikke helt tvungen til,« indskjød Magister Philip.

»Ja – det synes jeg dog, jeg var. Det var maaskee nok noget for min egen Regning, – men Gud havde da ikke imod det. Det er jeg vis nok paa. – Og saadant noget bør dog vel ogsaa siges. Ellers gaar jo Folk og tager efter andet end Guds rene Ord. – Og min gamle Fader har nu altid været slem efter Paven og Præsterne og Munkene og de Vælske; han kunde jo see, hvor de tog os Tyske ved Næsen og snød os for alle vore surt fortjente Skillinger. Det har nok gjort noget; jeg tænkte paa ham i Leipzig, det husker jeg tydelig, og jeg har tænkt meget paa ham i Sommer, mens jeg sad og skrev den Bog til Adelen.«

»Ja, den Bog og de to andre – om det babyloniske Fangenskab og om et Kristenmenneskes Frihed – de har jo nu ogsaa gjort Sagen meget værre.«

»Det kan jeg ikke vide. Bandbullen den var vistnok kommen alligevel. Men saa er det ogsaa det: naar jeg saadan sidder stille Dag efter Dag og skriver og læser, og naar jeg taler – som det er min Pligt og min Bestilling – saa gaar det af sig selv, saa kan jeg sige, snart hvad det skal være, det gjør mig hverken angst eller bange. Men saa kommer saadan en Dag som nu i Morgen – at der skal skee noget stort og usædvanligt, – det kan vende saa underligt op og ned paa mig, saa dét kommer op paa Overfladen, som jeg dog længe har kunnet holde nede – hos mig selv.«

»Ja, I giver mig intet ret Svar paa det, som jeg vil vide,« sagde Magister Philip. »For det i Morgen kunde jo godt undgaaes – eller have været undgaaet; og alt det, I ellers 211 har oplevet og erfaret hos jer selv i det Indre, det kunde jo ogsaa være skeet og omtalt, uden at der var kommen saadan nogle store Bevægelser og Forandringer ud deraf, – I kunde have snakket derom baade til mig og andre jere Bekjendte. – Hvorfor vil I ikke undgaa det Paastyr – ja, disse store Bevægelser? Kan I ikke sige mig det? – – Elsker I da alle disse Mennesker, som I aldrig har seet og ikke kjender?«

»Det veed jeg ikke. Det gjør jeg vel sagtens ikke. Men mon jeg alligevel kunde undgaa, at det kom saa vidt omkring, naar jeg ikke vilde forsømme min Pligt, som jeg bliver lønnet for som Lærer ved Universitetet og som Præst her ved Sognekirken i Wittenberg?«

»Jeg troer, I kunde det. Jeg troer, jer gamle Lærer Staupitz baade kunde det og vilde have gjort det.«

»Jamen jeg kan alligevel ikke. For der er vist ogsaa andet med i Spillet end min Pligt – – – I har aldrig været uvis om jer Salighed, Magister Philip –«

»Jo, det har jeg. Det er, hvad jeg takker jer mest af alle Ting for, Doktor Martinus, at I har forhjulpet mig til den rette Tro paa min Salighed. At naar vi troer paa Jesus Kristus, da har vi ogsaa hans Ord for, at vi er af de Udvalgtes Tal.«

»Nej, I har aldrig været uvis om jer Salighed, saalænge jeg har kjendt jer. Det seer ikke saaledes ud. – Hvad jeg kunde sige jer om den Sag, det var jer vel en kjærkommen Oplysning og Bekræftelse, – men I har aldrig – – ja, I har nok kjendt den hellige Augustini forfærdelige Tanker derom, – men I har alligevel ikke – – – Nej, saadan er det ikke at tvivle derom! – – man kan ikke udholde at være uvis om sin Salighed ret længe ad Gangen, – skulde jeg have virkelig tvivlet derom en halv Time igjennem, saa var alle mine Ben i mig brændte til Aske. Det er saa uudholdeligt at tvivle, saaat Troen danner sig straks i os, uden at vi veed deraf. Og hvem der har prøvet at tvivle, han glæmmer det aldrig. Hvem kunde glæmme, at han havde – blot den korteste Stund – været i en gloende Ovn. Tvivlen kan man reddes fra ved Troen paa Guds Naade i Jesus Kristus, men man glæmmer den aldrig, man glæmmer aldrig Angsten for Tvivlen. Det kan jeg ikke. Og naar jeg da beder og troer, og dænger Tro paa Tro, – at Troen alene skal gjøre det, og Gjærningerne formaar intet, – da trænger 212 jeg til at faa andre til at tro det samme, thi det bestyrker mig selv, naar de gjør det; intet dæmper Angsten for at tvivle som det at bede og bekjende og saa at faa andre til at tro. Jo, for det var jo en Forbrydelse at faa andre til at tro, naar det ikke var sandt, – men hvor skulde man kunne øve en Forbrydelse – i Guds Navn – – og det skeer – og kan kun skee – i Guds Navn – det at udbrede Troen.«

De var komne forbi Slotskirken i Vesterenden af Byen og havde nu det store, flade Land til alle Sider, Mod Nord var det Hede, mod Syd de mægtige Elb-Enge, men det meste var hvidt af Sne, Engene tildels graablanke og skinnende i Solen: Is. – Et Stykke borte – ligesom højere end Isen – saaes Flodens hurtigt vandrende Bølger; det var Højvande og rivende Strøm.

Den korte Decemberdag var allerede saa smaat ved at hælde, Solskinnet havde stærkt gullig Glans. De to Mænds Skygger faldt lange ud over Isen.

»Lad os gaa derud!« sagde Doktor Luther. »Vi kan gaa sønden om Byen paa Isen, tilbage til det sorte Kloster. Det har I vel aldrig prøvet før. Saa er I jo ogsaa straks hjemme selv.«

»Kan det blot bære,« sagde Magister Philip, idet han forlod Vejen.

»Isen? – Hvor den kan bære mig, der slipper I ikke igjennem.«

»Saadan som I beskrev Tvivlen,« sagde Magister Philip lidt efter, »saadan har jeg aldrig kjendt den. Deri har I Ret. – Men jeg kommer til at tænke paa: naar vor Tvivl er saa forskjellig, mon saa Eders og min Tro er den samme?«

»Hvor skulde den være andet! Det er jo Guds Ord, vi begge troer paa.«

»Jo, men Maaden, hvorpaa vi troer?«

»Maaden? – det er ligegyldigt. Thi det, vi troer paa, det har vi. Og naar vi troer paa Guds Naade, saa har vi alt.«

»Ja – troer og troer –«

»Naar jeg troer paa Guds Naade i Jesus Kristus, saa har jeg alt!« – Doktor Martin stod pludselig stille og trak Vejret dybt. »Men naar Troen vakler, saa er alt tabt for mig. – – Kjære Magister Philip, jeg tænkte, det skulde have gjort mig godt at gaa, – men jeg bliver ved at være urolig - 213 jeg fryser ogsaa. – Det kommer mig for, som jeg kunde vente mig, hvad det skulde være, til Natten –«

»Hvilket?«

»Ja – – det, jeg lige har gaaet og talt om. Jeg var nok lidt bange for det, da jeg bad jer følge med. Jeg troede, det skulde vende sig, naar jeg fik rørt Lemmerne og sat Blodet i Bevægelse –«

»Det, I lige har talt om – – Er det da det, I kaldte Tvivlen, I er bange for? Men er det ikke længe siden, I kjendte det sidst?«

»Jo – – ja, det er, ligesom man tager det. Angsten for, at det skal komme, har jeg jo altid noget af. Men saadan rigtig – – det er vel et Par Aar siden. – Jeg faar straks Kvalme, naar det nærmer sig. Lad os gaa igjen!«

Han tog Tilløb og skred over et blankt Stykke Is, hvor Sneen var helt borte.

»Jeg troede ogsaa, det skulde have hjulpet mig at see Isen og komme ud i det klare Frostvejr. Men det minder mig paa en forkeert Maade. Jeg kommer nok til at tænke paa Isen hjemme i Mansfeld – eller da i Vatterode, naar Wipper gik over sine Bredder, og det blev til et stort Gadekjær hele Byen. Aa, men i Stedet for at gjøre mig glad, saa faar det mig til at tænke paa den Tid, da Angsten ødelagde alle disse Glæder for mig – – Kjære Philip Melanchthon! – hvis det kommer i Nat, saa veed jeg sletikke, hvad der bliver af mig – jeg synes, jeg kunde dø – – Saa veed jeg jo hellerikke, hvad det bliver til med det i Morgen –«

»Nej, kjære Doktor Martin! men skulde I ikke allerførst – ligestraks opgive at brænde Bandbullen, det er dog kun en Ceremoni, – og er det dog ikke det, som er Anledningen til jeres Angst og Uro i Øjeblikket?«

»Jo, det er nok det, som er Anledningen til, – at det andet bryder op. Men jeg vil ingen Ting bestemme nu. Lad det gaa, som Gud vil.«

De var tavse temmelig længe. Isen var glat paa en lang Strækning, saa de havde ondt ved at staa. De gik hen i Randen af en Rør-Skov derude paa Isen, hvor de knækkede Rør gav bedre Fodfæste.

»Nej, det bliver nok galt,« sagde Doktor Martin. »Alt, hvad jeg vil knytte Sindet til forat holde det oppe, det giver efter, det knækker ligesom Rørene her, det kan ikke holde. Aa, saadan en Rør-Skov ude paa Isen, der staar og 214 svajer i Vinden med de mange brune Duske, – det skulde ellers nok kunne drage Sindet til sig og kalde paa Minder, man kunde flyve hen med, – men det hjælper ikke nu, det synker og synker – ja, det gjør, – det er, som jeg snart kunde være igjennem alt, jeg kjender, – og saa kommer det unævnelige Dyb, hvor alt er ukjendt. Aa, Herre Gud!« –

»Kan Bønnen ikke hjælpe jer, Doktor Luther? Prøv at bede –«

»Jeg gaar og beder hele Tiden. Nej, det kan ikke standse mig. Jeg maa nok ned i det navnløse, – om jeg saa kan komme op igjen. Aa; hvem der maatte dø! Det var – det var – –«

»Tænk ikke paa Døden, Doktor Martin! I skal visselig komme igjennem dette Anfald, – komme op deraf, som I siger.«

»Ja, kommer jeg op deraf igjen, da brænder jeg Bandbullen, og da gjør jeg meget større Ting. Da bliver hele Verden mig ikke tungere end en Fjer. Det er, som om jeg kunde holde den mellem to Fingre og gjøre med den, hvad jeg vilde. Men nu kan et Byg-Korn tynge mig til Jorden, det kan tynge mig ned i Afgrunden, den, som intet Navn har – om det da ikke er Helvede.«

»Vær ved godt Mod, Doktor Martin!«

»Ja, det er let sagt!« – –

De gik et Kvarters Tid i Tavshed. Endelig standsede Doktoren: »Naar I nu gaar op med dette Dige, Magister Philip, saa kommer I til en Markvej, som I vil kjende, den fører lige op til Collegiegaden ved jert Hus. Og nu faar I saa inderlig Tak, fordi I fulgte mig paa denne Vandring. Men det hjalp ikke noget. Der hjælper nok intet uden at dø og opstaa – –«

»Gaar denne Vej op til mit Hus,« sagde Magister Philip, »saa kan I jo ogsaa komme hjem ad den.«

»Nej, jeg gaar om ad Elsterporten, saa er jeg jo hjemme. Og jeg vil ogsaa gjerne være ene nu. Farvel!« – –

Aa ja, det var bedre at være ene. Sig selv saae han jo ikke, men sin Ledsager saae han; og det var, ligesom et Menneske ikke passede sammen med de store Magter, som nu omlejrede ham. Dér gik Elben henne gjennem de isbelagte Enge, – aa, den var jo ogsaa altfor stor til sine Omgivelser! Et uhyre, levende Væsen, og dens Bevægelser saa hurtige og voldsomme, – den kunde jo begrave alle Engene, 215 sluge hele Wittenberg i et Øjeblik. – – Det lignede ganske den Magt, som var over ham selv; Floden lignede saa stærkt, saa den drog hans Sind til sig, udefter, og skaffede ham Befrielse en lille Stund. Han tænkte, om det alligevel skulde drive over med Anfaldet. – Han fik saa meget Lind, saa han vovede sig til at tænke paa selve Sagen: om Troen kunde gjøre det hele, om Troen var Frelsen? Han tænkte paa det Sted i Romerbrevet, som i sin Tid havde givet ham saadan en Trøst og Sikkerhed: »Kristi Evangelium er en Guds Kraft til Frelse for hver, som troer det, og den Retfærdige skal leve af Troen.« – Ja, og hvorfor kunde man saa være sikker paa dét? Det maatte jo være, ligesom man var sikker paa, at 2 og 2 er 4, eller at den lige Linje er den korteste Vej mellem to Punkter, og saadant noget. Men man kunde jo alligevel komme til at tvivle derom, – det kunde han umulig nægte, det mærkede han jo altfor tydeligt i dette Øjeblik. Aaja, Herre Gud! – det var, ligesom der blev saa tomt under Ens Hjerte! – Hvad var der saa at gjøre? Saa var der jo ingen Ting at gjøre – – andet end at synke, synke – ned i dét, som han ikke kunde give Navn, den Rædsel, som han dog kjendte saa godt, og som nu sikkert vilde komme til Natten, om ikke før. Aa, Herre Gud, Herre Gud – ingen Hjælp i Himlen eller paa Jorden, ingen Hjælp, før det maaskee helt var overstaaet – – Hvorfor kunde Gud dog ikke hjælpe, før det kom?

Han glæmte Kulde og al Ting, – lagde sig ned paa Isen herude mellem Rørene, hvor ingen kunde see ham. Han kunde hellerikke huske, hvordan det var, at være fri for denne Rædsel, – hvordan kunde man nogensinde være det? – Det var dog umuligt at faa et sikkert Bevis paa sin Frelse. Ja, det var det – udenfor Gud, – – men naar man levede i Gud, saa brød man sig ikke om Bevis for, at man gjorde det, og naar man levede i Gud, saa trængte man jo hellerikke til anden Sikkerhed for den evige Salighed, end Guds Ord og Løfte derom. I Gud kunde man faa Beviser nok, men brød sig ikke om dem. Udenfor Gud tryglede man om Beviser, men kunde ingen faa. Derude maatte han jo være – og han kunde ikke bede sig ind! – – –

Han sprang op – for dog at komme hjem – være under Tag, før det brød løs. Der blandede sig Uvejrsfrygt i hans sjælelige Angst, uden at han vidste det.

Han kom i Land ved Helligkors Kapellet, der, hvor 216 Opbrændingen af Bandbullen skulde foregaa i Morgen tidlig. Det var ham saa uvedkommende nu, som om det først skulde skee efter hans Død. Saa skyndte han sig ind gjennem Elsterporten, og stod lidt efter i Porthvælvingen til Klostergaarden. Han støttede sig mod Væggen derinde, hvor der var mørkt allerede, og stønnede sagte. – Mon han havde saa megen Magt over sig selv, saa han kunde skjule for de andre Munke, hvis han traf nogen, hvordan det stod til med ham, – indtil han kunde naa op i sin Celle. Wolf Sieberger, hans Famulus, blev han jo nødt til at sige det hele, men det kunde hellerikke gjøre noget. – Det var mest den Opkastning, han frygtede, overfor de andre, for den kunde paakomme ham, naar det skulde være, som han nu havde det. – Aa, Herre Gud, ja – det var to Aar siden sidst – det var lige før han skulde til Augsburg, kort efter at Wolf var kommen til ham, at han havde den sidste Tur, – Wolf havde været baade til at lee og græde over.

Han rettede sig og gik rask over Klostergaarden og lige ind ad Hoveddøren. Dér stod Broder Barnabas og Broder Johannes, hver med en Strøm af Ord ud af Munden, om hvem af Byens kjendte Folk der kunde ventes til Baalet i Morgen. Men Doktor Luther tog Trapperne i et Par lange Spring, – der i tidligere Tid vilde have paadraget ham mange Bodsøvelser, – løb igjennem Kapitelsalen og ind i sin egen Celle bagved.

Wolf var der ikke – men kom jo nok snart og meldte sig, naar han fik spurgt, at hans Herre var hjemme. – Aa, kunde man blot have betvunget sig, saa ikke engang Wolf fik noget at vide!

Doktor Luther gik hurtig hen til Vinduet og greb med begge Hænder fast om Sprodsen – og stirrede ud. Hans Celle var et Taarnkammer, der vendte mod Syd. Straks udenfor den lille Klosterhave kom Stadsmuren, og over den saae han de tilisede Enge og Floden. Nu var Solen lige ved at gaa ned; den kunde han ikke see, men Isen derude skinnede af røde Solblink. – – Hvem der kunde vælte baade Vorherre og Evigheden og Himmerig og Helvede og Djævelen af sig – som de fleste Stoddere jo nok kunde! – Disse Tanker mente han jo ikke, men det kom saadan drivende igjennem ham. Han svarede hverken Ja eller Nej dertil. I tidligere Tid vilde sligt have voldt ham en farlig Samvittigheds-Kval. Men det havde da Staupitz undervist ham 217 om: at man kunde ikke hindre en Krage i at flyve over Ens Hoved; naar man hindrede den i at bygge Rede i Haaret, saa var det ogsaa nok. –

Lidt efter hørte han Trin paa Stentrappen op til Cellen. Det kunde ikke være andre end Wolfs; denne var ranglet og hjulbenet, hvad der gav hans Fodskifte en egen let kjendelig Art.

Idet Wolf traadte ind ad Døren, forudfølte Doktor Luther ligesom i et Nu alle de Lidelser, som nu forestod ham, og han fornam, at han ikke vilde kunne bære alt dette skjult for Wolf. – Men derved fik det pludselig Magten over ham, – han sank ned paa Bænken ved Bordet med Arme og Hoved strakt frem over dette – og hulkede højt.

Wolf stod ludende med Overkroppen og løftede skiftevis paa Benene, som det var hans Vane, naar han blev tvivlraadig. »Hm, hm, hm,« sagde han. »Er der noget, jeg kan hjælpe med, Doktor Martinus?«

»Nej. Men Du kan lade være med at tale til nogen om, at jeg er syg.«

»Ja, ja – ja, ja! – – Men saa kan jeg vel ellers gjerne gaa igjen?«

»Du kan ligesaa godt blive. Du har jo ingen Ting at gaa efter.«

»Nej – – saamænd. Sagen er den, naar man staar dernede i Porten til Gaden, saa kommer der alligevel en hel Del Folk og vil have at vide, hvad det er, der skal foregaa i Morgen der udenfor Elsterporten ved Helligkorskapellet, og hvad det egentlig er, I er bleven bandsat for.«

»Jamen saa kan Du jo lade være at staa i Porten.«

»Ja – naturligvis. – Men jeg troede jo egentlig, det kunde være godt, om de fik nogen rigtig Besked om det.«

»Bliv Du nu hellere her.«

Wolf svarede ikke, men satte sig ved Bordet. Han følte sig lidt stødt.

Doktor Luther ønskede, at Wolf atter vilde give sig til at snakke. Han mente, at Wolfs Snak kunde hindre hans egen Angst – disse Bølger af Angst, der stormede mod hans Sind – fra at tage bestemt Skikkelse, ligesom faa Ansigt eller Navn. Og det var dog bedre, saa længe de bestemte Træk, de bestemte Anklager eller Trusler kunde holdes borte – – skjønt han, naar han gav det mindste efter for sine Tanker, jo godt vidste, hvad det drejede sig om.

218

Wolf var urokkelig tro og paalidelig – og hjalp jo ogsaa, naar man bad ham om det, – men Medynk mærkede man rigtignok ikke meget til hos ham. Han var altfor optaget af sig selv og sine Sager til det. Han sad ogsaa i Øjeblikket og spekulerede, – men sige noget lod det ikke til at han vilde.

»Har Du ikke noget at fortælle mig, Wolf?« sagde Doktor Luther. »Jeg har meget bedre af det end af at tænke paa mit eget.«

»Jo, det har jeg egenlig nok,« svarede Wolf, ligesom opvaagnende, »endda ogsaa noget ret mærkeligt.«

»Saa?«

»Jo, for nu er jeg endelig kommen under Vejr med, hvorfor Doktor Karlstadt vilde give mig en bedre Karakter, da. jeg skulde være Baccalaureus, end jeg havde fortjent.«

»For – hvor længe er det? – fire Aar siden?«

»Ja, for fire Aar siden, akkurat.«

»Ja, hvordan var det? gjorde Du ikke selv Indvendinger derimod?«

»Jo, jeg var – og er – nok stiv i Dialektiken; men det, jeg svarede den Dag, til Prøven, det var ikke en saadan Karakter værd, og saa vilde jeg ikke have den.«

»Det kunde jo have gjort ligemeget, synes mig. Du var jo alligevel ikke bleven Baccalaureus med de elendige Karakterer, Du ellers fik.«

»Ja – de elendige Karakterer, jeg ellers fik! – Men dem havde jeg maaskee og sandsynligvis sletikke faaet, hvis han ikke havde sat ondt for mig ved de andre Professorer, fordi jeg saadan havde vraget hans Karakter. Men hvorfor var det, han først gav mig saa god en Karakter? Det er det, jeg nu er kommen i Tanker om. Det var, fordi han vilde selv have haft mig til sin Famulus, naar jeg nu var falden igjennem, – det skulde jeg gaa ind paa af Taknemlighed for den gode Karakter. Men i Stedet for viste jeg ham jo til Rette, og saa var det, det gik mig galt i de andre Fag.«

»Jamen han kunde jo ikke vide, Du vilde vise ham til Rette; og havde Du ikke gjort det, vilde Du jo have staaet Dig, siger Du, i de andre Fag, og saa havde han ikke kunnet faa Dig til Famulus, for saa havde Du studeret videre. Det var altsaa en gal Beregning af ham.«

»Ja – det forstaar jeg ikke.«

»Eller ogsaa en gal Beregning af Dig.«

219

»Hvad for en gal Beregning?«

»At Du under nogen optænkelige Omstændigheder kunde have taget Baccalaureus-Graden.«

»Jo, havde jeg ikke irettesat ham for hans Karaktergivning, saa skulde det vistnok have gaaet; men nu satte han jo alle de andre Professorer op imod mig, for det var ligesom et Indgreb i deres Rettigheder, at en Student vilde dømme om en Karakter, som en Professor havde givet, selv om Studenten ogsaa vilde have den sat ned.«

»Det var saa for Din Ærligheds Skyld, Wolf, at Du blev studiosus perpetuus.«

»Ja, og for min Samvittigheds Skyld. Havde jeg ikke haft den, saa skulde jeg nok have sluppet igjennem. Saa havde jeg kanskee nu været Doctor theologiæ og ikke Famulus og Sekretarius og Løbedreng hos Doktor Martin Luther. – Men jeg er godt tilfreds. For Sagen er den, at der kan ogsaa være noget at udrette i denne Stilling. Jeg har nemlig en Formidlers Stilling. En Formidler maa der altid være. Ligesom den Herre Kristus selv er en Formidler mellem Gud og Menneske (og dette Menneske er Doktor Martin Luther), saaledes er jeg en Formidler mellem Doktor Martin og saa mange andre, som ikke kan fatte, hvad han siger, men vel kan fatte, hvad Wolf Sieberger forklarer dem deraf – –«

»Hold Din Mund, Wolf! med Din bespottelige Tale! – Der er ingen anden Formidler mellem Gud og Mennesker end Herren Jesus Kristus. Og alt kommer derpaa an, at vi forstaar hans Ord rettelig og ikke forvansker dem med vore egne Meninger og Paafund til vor egen Fordel og forat berolige vor Samvittighed – – – Aa, Herre Gud, Wolf! Nu har Du med Din ugudelige Snak ført mig lige ind i min egen Angst paany og givet den Navn! – – Forat berolige min egen Samvittighed skulde det være, at jeg havde bedraget mig selv og alle andre! – – – Der er ingen Ting at gjøre, ingen Ting at bevise, hvis Gud ikke vil lukke mig indenfor – til sig, i sit Samfund, i Troen paa hans Navn! – – Saa behøves ingen Beviser! – Udenfor – da tigger man om Beviser, men der kan ingen faaes! – – – Nu er det ligesom sidst, Wolf: jeg kan ikke være oppe med det, og veed dog godt, at det bliver kuns værre, om jeg vil gaa i Seng. Nu maa Du ikke forlade mig, Wolf!«

»Nej, nej, jeg skal nok –« 220 »Nu maa Du ikke forlade mig et Øjeblik, Wolf – – før Gud han kommer, om det nogentid skeer. – Nu gaar jeg i Seng – – tænd Lampen, hæld noget Tran i den, den er vistnok tom – – – Hvor gaar Du hen?«

»Ja, jeg gaar ind i Kapitelsalen forat faa tændt denne Fyrrespaan, dér er jo Lys.«

»Kom straks igjen!«

»Ja, ja –«

Doktor Martin løste sine Lædersaaler af Fødderne og smed sig paa Sengen. – Wolf var der straks efter med sin brændende Spaan og tændte nu Lampen, der var en ganske simpel Jærnskaal med en Tud, hvori Vægen var anbragt. Den hang i tre tynde Jærnkjæder ned fra Loftet.

»Vil I ikke have Tøjet af?« spurgte Wolf.

»Nej, jeg vil ligge i Klæderne, saa kan jeg komme hurtig op, hvis jeg ikke kan holde det ud i Sengen – – Aa, snak med mig, Wolf! – skjønt det hjælper vist ikke mere –«

»Jeg duer ikke til at snakke med nogen. Sagen er den, at jeg kommer altid til at tale alene, hvordan det er.«

»Aa, det drejer sig i min Sjæl, ligesom kogende Vand i en Gryde. Det kommer op, hvad der er i mig, og synker ned igjen: Kan Troen alligevel ikke gjøre det? Kommer det an paa vore Gjærninger? kommer det an paa Bodsøvelser? – Men de kan da hellerikke skaffe mig Fred og Vished, det veed jeg, det kan de ikke! det kan de ikke! – saa, nu synker det! Men jeg skal maaskee ikke have Fred og Vished, hverken paa den ene eller den anden Maade, for jeg hører maaskee til de Fortabte, som er bestemte til at fortabes, som aldrig kan blive frelste – – Ja, det er som kogende Vand, det skolder mig – –«

»Jeg vilde jo godt være til Hjælp, hvis jeg kunde,« sagde Wolf, der stod og lettede paa Benene. »Hm, hm, hm –«

»Og nu er jeg ikke længer ene og har kun mig selv at sørge for. Jeg er som en Fader med mange Børn – – Jeg har bedraget mange med min Lærdom, de gaar den samme Vej – – – Nu veed jeg, hvad det er, nu har det Navn, nu veed jeg Beskyldningen imod mig! – – –«

»Ja, Doktor Martin, men det var jo ikke min Mening –«

»Men værst er det dog, naar det bliver navnløst anden Gang – den navnløse Pine, uden Tid – – den kan kun vare helt kort, ellers er det forbi med mig, Wolf – – – Siig 221 mig Evangeliets Ord, Wolf!« raabte Doktor Martin pludselig højt, »siig det! siig det! – aa, jeg døer i Fortabelse! – –«

»Hvilket Evangelium, Hr. Doktor, mener I?«

»Om Saligheden af Troen – – Enhver, som troer og bliver døbt, han skal blive salig. Siig det nu – -: Saa, elskede Gud Verden, Wolf! siig det!«

»Ja, ja: Saa elskede Gud Verden, at han gav sin Søn den Enbaarne, forat hver, som troer paa ham, skal ikke fortabes, men have et evigt Liv.«

Wolf havde staaet og seet lige frem for sig, mens han – huskende sig om – sagde disse Ord. Nu sænkede han Blikket mod den Syge – og blev helt forfærdet, skjønt han ellers satte megen Pris paa sin Overlegenhed i alle Livets Forhold.

Men det var jo, som et Lig kunde ligge og stirre op mod ham med sorte, udslukte Øjne.

»Det er vist galt, dettehér, Doktor Martin. Lad mig jage til og hente Broder Lægen.«

»Bliv her, Wolf! Find en Klud og tør min Pande! – Hvor længe er det siden?«

»Hvad for noget?«

»At jeg var – ved mig selv.«

»Naa, har I været fra jer selv?«

»Der er ingen Tid, hvor jeg var henne. – – Hvor længe er det siden – – med de Ord: Saa elskede Gud Verden – ?«

»Siden? – det var jo lige nu, Hr. Doktor!«

»Spørg Satan! Han veed det bedre, hvor han havde mig fangen! – De Ord – det var som en Klippe at kravle op ad – men jeg kunde ikke faa fat – jeg styrtede ned til ham – Siig det Ord af Paulus – siig det kjære Ord!«

»Om Retfærdigheden?«

»Ja, om Retfærdigheden!«

»Thi jeg skammer mig ikke ved Kristi Evangelium, thi det er en Guds Kraft til Frelse for hver, som troer det. Thi deri aabenbares Guds Retfærdighed af Tro til Tro, som skrevet staar: Den Retfærdige skal leve af Troen.«

»Herre Gud, forstød mig ikke! Er jeg da fortabt, kan intet længer løfte mig op! – Siig det Daglige, Wolf, siig Credo og Parernoster!«

Da Wolf kom til de Ord: Syndernes Forladelse, – raabte Doktor Martin: »Ja, ja, ja! Syndernes Forladelse! Siig det igjen, Wolf! – Det sagde min gamle Præceptor: Du skal tro, ikke blot, at Synderne er forladne, men at de er Dig 222 forladne, det befaler Gud selv Dig i Daaben, det skal Du tro – Du har jo lovet ham det, da Du blev døbt – – Aa, det var som en Draabe paa min Tunge – af Altrets Vin, af Herrens hellige Blod – – Det er vist ikke ovre, men det er en salig Lindring fra Gud! – – Læs nu Fadervor, Wolf – –«

Wolf adlød, – – Doktor Martin laa og stønnede, men det havde dog en helt anden Lyd end før.

»Siig saa nu Evangeliet igjen, Wolf. Og siig Pauli velsignede Ord: Jeg skammer mig ikke ved Kristi Evangelium – – Nej, naar han kuns ikke skammer sig ved mig –«

Wolf sagde de Bibelsteder frem, han før havde nævnt. Da han tav, mærkede han, at Doktor Martin sov.

Om Morgenen, et Par Timer før Dag, da Doktor Martin vaagnede, sad Wolf foroverbøjet paa en Skammel ved Siden af hans Seng. Doktor Martin kunde ikke tydelig see, om han sov eller ej, og han følte en underlig taabelig Ængstelse for at faa det afgjort nu; han skottede hen mod Vinduet, hvis Aabning han dog ikke kunde see herfra; men det var ham ogsaa, som om han ikke turde faa det afgjort, hvad Slags Vejr det var, om det sneede eller regnede eller var klart Vejr – – som om han ikke ret turde røre ved Livet. Pludselig blev det ham tydeligt, at det var hans egen Sindstilstand, han var bange for at faa at vide, om han var i Guds Vold eller ude i Tvivlen – udenfor. Men i det samme vidste han, at det vilde og skulde han selv være med til at afgjøre – det var ikke som med Vejret eller med Wolfs Søvn, – han begyndte at sige højt: »Men dette er det evige Liv, at de kjende Dig, den eneste sande Gud, og ham, Du udsendte, Jesus Kristus« – – Ja, kjende ham, men det var jo at tro paa ham, derfor behøvede man endnu ikke at have gjort hans Gjerninger: at tro paa ham, paa Vorherre og Frelser Jesus Kristus, det var det evige Liv allerede. »Gud skee Lov og Pris for dette glade Budskab, ja, ja, ja og Amen! Thi hvo, som troer og bliver døbt, han skal blive salig! dér er det hele – og Gjerningerne er endda sletikke nævnt!« – – Han fremsagde atter sit Credo og gjentog mange Gange Ordet om Syndernes Forladelse, – »det skal Du tro, det skal jeg tro! ja, Amen i Jesu Navn! – – – Wolf! vaagn op! nu 223 er jeg frelst! nu er jeg derinde! i Troen hos Gud! Nu har jeg overvundet Djævelen og alle hans Gjerninger og alt hans Væsen! – – Nu vil jeg vide, om det er Solskinsvejr!«

Han sprang ud af Sengen og stod op paa Bordet, hvor han kunde faa Hovedet ud af Vinduet, som sad højt. »Hele Himlen er rød i Øst, Wolf! Det er stille Frostvejr. Elben gaar med store Bølger hen igjennem Isen paa Engene!«

Han trak Vejret dybt nogle Gange, hans Aande stod som Damp ud i den kolde Luft. – Da han saae sig tilbage, ind i Cellen, sad Wolf, gabende, henne ved Sengen og rakte Armene i Vejret med krummede Haandled og udspilede Fingre.

»Gaa i Seng, Wolf! Vælt Dig over i min Seng med Klæder paa og samt! Du har siddet dér og frosset hele Natten!«

Men Wolf var altfor søvndrukken til at sanse nogen Ting, Han sank skjævt sammen paa Skamlen og faldt atter hen.

Doktor Martin sprang nu ned fra Bordet, greb om ham og fik ham løftet over i Sengen. – Saa klædte han sig hurtig paa, mens han med Mellemrum talte til Wolf: »Jeg gaar hen til Magister Philip. – – Han er oppe for længe siden. Vi har jo sovet over os. Dér kan jeg faa min Davre. – – Men ved Solopgang skal Du følge mig udenfor Elsterporten til Baalet og bære de pavelige Dekretaler derhen. – – Naa, Du sover. Ja, lad nu sove, hvem der vil. For nu er Gud vaagen. Jeg er ikke længer ene! Gud hører mig, og Naadens Sol er oprunden i mit Hjerte!«

Ganske kort efter stormede han op ad Trappen i Philip Melanchthons smukke, anseelige Hus. Den lille Magister maatte have seet ham fra Vinduet, thi han traadte selv ud ad Døren til Trappen, idet Doktor Martin kom op ad den.

»Her er nyt fra Dødens Porte!« sang den Kommende, idet han naaede det øverste Trin og nu omfavnede Værten.

»Har det været saa haardt over jer?« spurgte denne.

»Har jeg ikke været indenfor hine Porte, saa har jeg dog været haardt i Klemme der! – Men nu er jeg udfriet til Livets Land, til Troens Land, til Guds Naades Land. Her er ingen Tvivl og ingen Angst og ingen Død mere. Og her er ingen Beviser, som jeg tryglede saadan om, mens jeg var udenfor. Aa, Philippichen! Philippichen! – – aldrig kan jeg kalde Dig saaledes, uden saa tænker jeg paa en Skræddersvend i Magdeburg – fra min Barndom der.«

»Ligner jeg en Skræddersvend, Hr. Doktor?«

»Nej, nej, – jeg tænker ligesaa meget paa min Moder, 224 thi baade hun og han fortalte mig om Prinsesse Snevittigen. Og hver Gang jeg kalder jer Philippichen, saa maa jeg tænke paa Snevittigen, – fordi I er snart som saadan en lille fin, hvid Prinsesse.«

»Hvad er nu det for Snak! Hvor kan I tænke paa slige taabelige Eventyr, naar Gud har nylig ladet jer times en saa stor Naade og Velgjærning?«

»Nej, I har Ret, Magister Philip. Men det kommer alligevel af Guds Naade. Aldrig saa snart slipper jeg vel ind i Troens velsignede Land, saa har jeg Hovedet fuldt af den Slags taabelige Ting. Det maa vistnok stamme fra Barndommen, da jeg hørte for meget af sligt. – – Men giv mig nu noget at spise, Magister Philip, I har vel ikke spist jeres Davre allerede?«

»Jo, det har vi. Men Mad skal der ikke mangle –« Magister Philip gik ind i Stuen ved Siden af og kom straks efter tilbage.

»Og saa maaskee er I nu atter fast bestemt paa at brænde Pavens Bulle i Dag, Doktor Luther?«

»Ja, fast bestemt det er jeg – saavidt som man kan være fast bestemt paa en Ting, der falder En saa let og ligetil, som dette nu gjør mig. Det skal være mig saa let nu som at spise min Davre.«

»Det er forunderligt, – naar jeg tænker paa, hvor angst og vaklende I var igaar, da vi gik histude paa Isen.«

»Ja, – men det har ikke været selve den Ting. Det var jo mit eget Regnskab med Gud, som var bleven mig usikkert, – saa bliver alt andet det med det samme. Og naar blot jeg er sikker paa Guds Naade mod mig, saa gaar alt andet af sig selv, saa har jeg Mod, til hvad det skal være.«

»Ja, det forstaar jeg nu sletikke med jer: hvordan en Ting, som I tillægger saa svære Følger – hvordan I kan gaa sorgløs til den –«

»Det er vel nok hellerikke for mine Dyders Skyld. For naar blot mine egne Sager er i Orden med Gud, og hans Fred er i mit Hjerte, saa kan jeg sagtens besørge hans Sager for ham, om han vil have mig dertil. Det tager jeg mig vist ikke videre nær. Hans Fred i mit Hjerte er stærkere end al Verden. Nu dette i Dag – jeg kunde saa let gjøre meget større Ting med det samme, om han forlangte det. – – Ah, dér kommer varm Mælk og Ost og Brød! Tak! Tak! Du kjære, himmelske Fader, for det dejlige Brød og for al Din Godhed nu og evindelig! – Og Tak, Philippichen!« fra hvis 225 Spisekammer det kommer! – Og tak Fra Magisterinden! raabte han efter Pigen, som nu gik ud ad Døren.

»Ak ja! mit Philippichen!« sagde han og lagde Haanden paa dennes Arm – og saae pludselig, at hans Vært havde faaet Lommetørklædet op for Øjnene, – »men eet undrer jeg mig over: hvorfor jeg nu skulde tænke paa denne Baalbrænding, før det var mig saa let og selvfølgeligt, som det nu er bleven, – hvorfor jeg skulde der gaa i Aftes og hverken vide ud eller ind, om det skulde være eller ej; – havde jeg nu ventet til i Dag, saa havde der ingen Bugter været – kun een, ret Linje.«

»Havde det ikke været saa svært for jer igaar Aftes, da havde det ikke været saa let for jer nu,« sagde Magister Philip.

»Jeg troer, det var fordi, Gud ynder altid at gjøre med mig, som de gjorde med Garver Görckes Hest i Mansfeld. De holdt den et Bræt for Øjnene, saa den vidste hverken, hvor de førte den hen, eller hvad der skulde gaa for sig med den.«

»Ja, hvad skete der da med Dyret?«

»Nej, Resten passer, Gud skee Lov, ikke paa mig. Gud vil blot have, at jeg skal gaa i Blinde. – Men hvis I ikke vil fortørnes over Historien, Philippichen, saa kan jeg godt fortælle den til Ende, mens jeg spiser. Jo – Garver Görckes Hest den fejlede ikke andet, end at den var saa gammel, saa den ikke kunde leve. Men det forstod Garveren sig jo ikke paa; han trak Hesten hen til Smed Walther forat faa den kureret. Saa sagde Smeden, da han havde seet lidt paa Dyret: »Det eneste, der skulde kunne hjælpe, det var at lette den op for Skrald, har I prøvet det?« – »Nej,« siger Görcke, »jeg veed sletikke, hvad dét vil sige.« – »Saa maa det prøves,« siger Smeden. De trækker saa Hesten om til Møddingen, og Smeden holder et Bræt for Panden af den, saa den ikke kan see. Dernæst beder Smeden Görcke, om han ikke vil løfte den store Forhammer og slaa mod Brættet af al sin Magt. Det gjør ogsaa Görcke, men rammer Hesten midt i Panden. Den styrtede straks til Jorden og var fuldkommen kureret for sin Sygdom.«

»Ja, det var mærkeligt nok.«

»Synes I det?«

»Ja – jeg forstaar det vist ikke ret –«

»Og jeres Fader var endda ogsaa Smed, Hr. Magister! Men det har jeg nu heller aldrig kunnet forstaa – at han var. – – Aa, Gud! Philippichen! men i Dag forstaar jeg den 226 hundredeoganden Psalme af David, hvor han siger: »Himlene de ældes alle som et Klædebon. Du skifter dem som en Klædning, og de omskiftes; men Du er, og Dine Aar de endes ej.« – For er nu ikke Himlen idag som et Klædebon? Det kunde være Liigklæder altsammen for mine Øjne, hvis Gud ikke havde frelst mig i Nat. Og nu er Himlen histude som et Banner for mine Øjne, der udfoldes i Solen. – – – Nu er jeg færdig med min Mad, nu er jeg parat! Følger I med derud, Hr. Magister?«

»Det har hele Tiden været min Agt.«

»Vel, saa kommer I. – Jeg gaar ind i Klostret forat hente det forbandede Pergament, som nu skal overgives til Flammerne!«

Der var 3-4 Gange saa mange Mennesker paa Gaden, da Doktor Martin kom derud, som der plejede at være, og de gik næsten alle i samme Retning, øst paa, ud mod Elsterporten. Det var da nemt at se, hvad Ærinde de havde; men det var ellers tilfældigt Folk. Fra Hoffet var der ingen; det havde Doktor Martin da hellerikke ventet; men han saae helleringen fra Universitetet, hverken Studenter eller Professorer. Det var dog ellers af Universitetet, han havde faaet den pavelige Bulle udleveret, som laa derhjemme i hans Celle. Men det lod altsaa ikke til, at de Studerende, enten offentlig eller privat, enten Lærere eller Elever, vilde have nogen Delagtighed i Sagen. Ja, Magister Philip vilde jo da. – Doktor Martin var saa vant til at handle efter Ordre og i Overensstemmelse med sin Orden, saa Gaden pludselig saae ham saa bleg og fattig ud, – men i næste Øjeblik var dette dog svundet af hans Bevidsthed, bortdrevet af en modig Varme, som han ikke havde faaet ved at være i Selskab med Mennesker.

Wolf var ikke hjemme. Han maatte allerede være kjørt derud med sin Trækvogn, hvorpaa de pavelige Retsbøger eller Dekretaler var læssede. Doktor Martin tog selv Pergamentsrullen, hvorpaa Bandbullens Ord stod trykt, med sig og gik atter ud paa Gaden.

Menneskemængden var bleven mere end fordoblet paa den korte Tid. Og nu var der saamænd Universitetsfolk! Der var meget Sort i Mængden af Baccalaureer, Magistre, Professorer, og desforuden store, brogede Pletter og Striber af de 227 almindelige Studenters Klynger, der ingen andre Udmærkelser besad end deres overmaade spraglede Dragter. Men alle var højtidelige og tavse, der var ingen, som raabte eller sang.

Nu saae Doktor Martin Magister Melanchthon komme ud paa sin høje Trappe lidt oppe i Gaden sammen med sin unge, anseelige Kone, Borgmesterens Datter. Men nærmere Doktor Martin kom hans gode Ven og Collega Professor Amsdorf. Med denne slog han saa Følge østpaa.

»Nu er det om at gjøre,« sagde Amsdorf, »om hans Hellighed Paven kan indsee, at det ikke er det Wittenberg Universitet, der brænder hans Bulle, omendskjønt det har udleveret den til jer og følger jer hen til Baalet med sit hele Mandskab.«

»Han maa i saa Fald have meget stærke Grunde til at ville indsee det!«

»Men hvad siger I saa dertil, Doktor Luther, at Hr. Spalatin under 3. December har tilskrevet Hans kurfyrstelige Naade om jer Hensigt, og denne har intet svaret derpaa og intet gjort for at hindre jer!«

»Naar Gud først vil en Ting, saa er der intet mere at undres paa ved den. Men ellers saae jeg helst, at vor naadige Kurfyrste holdt sig udenfor alt dette.«

»Det skal han ogsaa nok,« sagde Amsdorf. »Ellers kjender jeg ham ikke ret.« – –

Vejen, man havde at gaa, var ganske kort. Lige udenfor Elsterporten laa et Hospital, og bag dette var en Plads, hvor man bl. a. plejede at opbrænde de Pestsyges Tøj fra Hospitalet. – Her samledes efterhaanden de mange Mennesker, som i Dag var paa Færde.

En Magister Lenz byggede, med Hjælp af et Par Studenter, en Brændestabel her paa den flade Mark. Det var ikke videre godt for Folk at see, da man sletikke kunde komme til Vejrs. Der var adskillig Trængsel forat komme ind i den inderste Kreds.

Man lagde Mærke til dette, at Byens Mestermand og hans Svende ikke var sat til at gjøre noget her. Det maatte vel saa betyde, at Byen ikke vilde drage Skyld paa sig ved at blande sig i den Sag. Nogle fandt, at dette var forsigtigt gjort, andre, at det var fejgt. – Der var jo ellers ogsaa Tjenere nok, som Universitetet kunde have sat dertil. Men det maatte altsaa hellerikke være. – – Besynderligt var det jo i Grunden, at saadan en Munk som denne Doktor Martin eller Doktor Luther – som mange jo snakkede saa meget om - 228 at han alligevel kunde tage sig saadant noget for paa sin egen Haand og uden at have en Slags Bevislighed for det eller Befaling til det. For det var da egentlig ikke ingen Ting: at gaa hen og brænde Pavens Bandbulle, og hvem havde Ansvaret for det? Ja, hvem kunde egentlig give Tilladelse til den Slags?

Magister Melanchthon, som stod inde i Stimlen ved Siden af sin Kone, men ingen Ting kunde see, da saa godt som alle omkring ham var højere end han, – han kunde næsten ikke faa det ind i sit Hoved, at et nyt Afsnit i Verdenshistorien skulde begyndes paa den Maade. Han kjendte jo saa godt, fra sine Studeringer, dette med helt nye Epoker, der var begyndt i Historien, – og dette hér maatte være en saadan, det var umuligt andet: brænde den kirkelige Lovgivning, de pavelige Dekretaler, der havde gjældt i tusinde Aar og mere, – tilintetgjøre, opbrænde det Dokument, hvortil den højeste, straffende Magt var knyttet, – som Verden hidtil havde bøjet sig og var veget for! Det maatte jo være noget lignende som Romerrigets Fald, – og det skulde saa kunne gaa for sig her omme bag Hospitalet, paa en frossen Møddingplads, der nu var ved at tø under Hobens Fødder, her, hvor man stod og trippede af Kulde i Snavset, og hverken kunde see til højre eller venstre for sine lange Sidemænd! –

Saa, nu osede der en Røg til Vejrs! – men han kunde ikke see, hvor den kom fra, for der stod adskillige Lag Mennesker imellem. Der gik en Bevægelse igjennem Mængden, og der var nogle Studenter, der raabte. Under Røret fik han et kort Øjeblik et Glimt at see af Magister Lenz, der stod bøjet ved en Brændestabel, og vistnok var i Færd med at tænde Ild i den. – Saa lukkede Mængden atter Udsigten for Magister Philip.

- Efterhaanden blev Røgen stærkere, og han saae ogsaa Flammer slaa op. – – Og nu hørte han en høj, klinger Stemme – ja, det var jo Doktor Luthers – – Nu kom der tydelige Ord – latinske Ord: »fordi Du har krænket Kristus, Herrens Hellige, derfor skal evig Ild fortære Dig!«

Det maatte jo være Bandbullen, som Doktor Luther med disse Ord kastede paa Baalet. Folk raabte ogsaa – de nærmest staaende, – men det bredte sig hurtigt og blev til et mægtigt Raab. Magister Melanchthon kunde ogsaa see, skjønt ikke høre, at hans Kone raabte med. Han vilde selv stemme i, men det hele var ham som en Drøm og, i den tætte Trængsel, næsten som et Mareridt, hvor man vil raabe, men ikke kan.

229

II

Straks efter at Bullen var brændt, gik Doktor Luther bort fra Pladsen. De fleste af Universitetslærerne fulgte med ham.

Mange af de almindelige Tilskuere forlod Stedet med det samme; men de unge Studenters spraglede Flok og en hel Del andre blev tilbage. En Stund vidste de nok ikke ret, hvad de skulde tage sig for; men saa var der en ældre Magister, der traadte frem, sammen med nogle yngre Studerende, og istemmede det latinske Te Deum. Skjønt Snakken allerede var bleven meget lystig og højrøstet, forstummede den dog nu, og alle tog Del i Afsyngelsen af Salmen.

Saa snart den var til Ende, brød Lystigheden og Larmen ud med fornyet Styrke. – Rundt om Baalet dansede man som om et almindeligt Valborg-Blus. En hel Del Slagsmaal opstod, da nogle vilde føre Blade af de brændende Dekretaler bort som Mindetegn, hvilket andre misbilligede og søgte at hindre.

Og nu gav man sig til atter at synge. Det var tildels Viser, som Studenterne havde lavet til Lejligheden. En begyndte saaledes:

Ak, gid jeg havde kuns en Daler
for hver af hine Dekretaler,
i Flammer nys gik op! –
Lig Phønix fra sit Brændealter,
jeg fremsteg da af mine Pjalter
med splinternye Klæder paa min Krop.

Dernæst opregnede Digteren, i en lang Række Vers, alle de Herligheder, han havde haft Raad til at anskaffe sig, hvis man havde kunnet faa en Daler for hvert af de brændende Dokumenter. Og saa sluttede Visen:

230

Men nu er hine Dekretaler
tilsammen ikke værd en Daler,
ej værd en Styver blot;
de er ej Love nu, men Drømme,
ej nogen mer de skal fordømme, –
men det – ja, det er ogsaa meget godt.

Denne Vises Forfatter var en ung Baccalaureus, hvis Navn, efter dens Afsyngelse, blev udraabt med megen Berømmelse; man kaldte ham Tilio. Lidt efter begyndte man at synge en anden Vise, og saa var Tilio glæmt. –

Det lod imidlertid, som om samme Tilio ogsaa selv hurtig glæmte sin flygtige Berømmelse. Han faldt hen til Ensomhed og til Tanker, syntes det, der næppe havde noget med Visen at gjøre. – Den unge Student gik i Virkeligheden og følte Skuffelse over hele Begivenheden, han denne Morgenstund havde oplevet. Der var noget, han havde ventet paa, men som var udeblevet; hvori det skulde have bestaaet, var ham dog ganske uklart. Doktor Martins Optræden var vist god nok, tænkte han, og for et Øjeblik siden havde han jo ogsaa selv været meget betaget. Men nu bagefter var det, ligesom en fjærn, vid Udsigt havde lukket sig straks igjen, Det havde ikke ført til noget, eller hvordan det var. – Nu skulde man hjem og spise Frokost – Folk forlod i store Skarer Stedet nu, – og paa den anden Side af Frokosten kunde han saa tydeligt og kjedeligt see denne mærkelige Dag til Ende. Og saa skulde man i Seng, og saa var dét ikke mere. – Ja, nu straks efter Frokost skulde der være et Optog igjen, som han for Resten havde haft i Sinde at deltage i; men hvad, det kunde da ikke engang blive nær saa betydningsfuldt som det, Dagen allerede havde bragt.

Han gik helt ene for sig selv, da han, samtidig med nogle Efternølere, vendte tilbage til Byen.

Den unge Baccalaureus fik sin Mad paa sit Kammer hos de Smedefolk, hvor han boede. Da han i Ensomhed havde spist den, syntes Livet ham saa øde, saa han, halvt mod sin Vilje, gik ud forat komme med i dette Optog, som han for nylig havde besluttet ikke at deltage i.

Det var i Gang, da han kom ud paa Collegiegaden. Det samlede sig omkring en stor Bondevogn med tre Heste for, 231 fra hvilken der vajede noget, der lignede en stor Fane, ud over Hovederne paa Folkemængden. – Han vidste jo godt, hvad det hele betød, han skulde efter Bestemmelsen selv have haft Plads paa Vognen, – og banede sig derfor Vej derhen. Lidt efter sad han deroppe paa Kanten af Bagsmækken.

Vognen var stuvende fuld af Studenter. Fanen var en stor Bandbulle af Lærred, der var anbragt paa en lang Stage. Lærredet var skaaret til, saa det løb ud i en lang Spids, der smeldede i Vinden. Alle paa Vognen var klædt ud, – det skulde han ogsaa have været, – han skulde have forestillet Hieronymus Emser, der havde skrevet imod Luther for nylig; – men det havde han jo da faaet forsømt i sin bedrøvelige Sindsstemning. – Lige foran ham i Vognen laa en Stabel af Emsers Bøger, som man havde faaet samlet sammen, og som nu skulde kjøres ud og brændes. – Paa en anden Stabel Bøger sad en Student, der ikke blot var klædt ud som Doktor Eck, Martin Luthers store Modstander, men ogsaa havde malet sit Ansigt saadan, saaat det i hvert Fald mindede om Eck. Paa en tredje Bunke Bøger sad en Mand, som skulde ligne den papistiske Skribent Ochsenfart. De fleste paa Vognen – undtagen Tilio – bar saadanne kjendte og ilde liidte Ansigter til Skue. En var Hertug Georg af Sachsen. Man havde været i Tvivl, om man turde efterabe Kurfyrstens Fætter; men det var gjort saa utydeligt, saa der skulde megen god Vilje til at falde paa Ligheden. Det syntes dog, som om Folk havde en saadan Vilje, thi der blev idelig trukket og slidt i denne Mands Klæder af Fodgjængerne ved Siden af Vognen, og grove Skjældsord lød til ham, uden at dog Navnet blev nævnt. – Der var ogsaa en Figur paa Vognen, hvis Hovedbedækning ganske tydeligt angav ham som Paven selv. Han sad dog midt inde paa Agefjælen, forat han ikke skulde blive mishandlet af Mængden. – Under idelige Afbrydelser blev der holdt Taler fra Vognen til Forsvar for Paven, Rom, Cølibatet, Bandbullen, Concilierne og meget andet. –

Tilio kjendte godt Programmet: det var Meningen, at Vognen skulde kjøre ud til Pladsen udenfor Elsterporten, hvor nogle af de yngste Studenter – Pennalerne – var satte til at holde Baalet vedlige. Her skulde Vognen endelig stormes af Mængden, – og da var man jo spændt paa, hvordan Slagsmaalet, som næppe vilde kunne undgaaes, skulde løbe af. Her skulde saa tillige Ecks, Emsers og 232 Ochsenfarts Bøger brændes, og det hele vilde vel saa komme til at ligne Efterspillet efter Baalfærden før Frokosten.

Tilio sad ligefrem og følte Lede ved det altsammen, – nu var han jo ogsaa bleven saa underlig enligt stillet, ved at han dér befandt sig i sine egne Klæder og havde sit eget triste Ansigt paa i hele denne Maskerade. Det eneste, der optog ham, var Forventningen om det Øjeblik, da man skulde gjøre Holdt udenfor det sorte Kloster, og da muligvis Doktor Martin vilde vise sig.

Der var for Resten mange fler end Tilio, der sad i Spænding i denne Anledning, – thi man følte sig ingenlunde sikker paa, hvordan Doktor Martin vilde tage imod disse Kunster. – Den Student, som forestillede Doktor Eck, og som sad paa sin Bogstabel lige foran Tilio, bøjede sig over imod ham og begyndte at tale sagte til ham om Doktor Martin:

»Hvordan var det, Tilio? Var Du med ved Løjerne sidste Sommer, da vi Studenter laa i Strid med Vagten og med Byknægtene her i Byen?« spurgte Doktor Ecks Maske.

»Nej,« svarede Tilio, »jeg var jo hjemme netop i de Uger, det stod paa. Min Fader var syg, og saa maatte jeg tage mig af Høsten i Præstegaarden.«

»Naa, – jamen da skulde Du ellers have hørt og seet Doktor Martin. Han vilde have os fængslet og straffet eller ogsaa bortvist fra Universitetet.« »Fordi I sloges med Vagten?«

»Ja, han kaldte det Satans Værk, han sagde, at det var Ulydighed mod Øvrigheden. Der var ogsaa en Student, der hed Claus Hofmayr, han sagde til Folk, saa alle hørte det, da de var komne ud af Kirken: at næste Gang, Munken talte saadan, da vilde han tage en Sten og kyle imod hans kronragede Skalle. Doktor Martin holdt ogsaa en Tale i det store Collegium for os alle; dér sagde han: jeg forstaar godt, at Satan, da han ikke har kunnet skade os ude fra, saa har han fundet paa at bringe denne Ulykke over os i det indre; Djævelen selv er jeg ikke bange for; men jeg frygter, at vi ved Utaknemlighed og forfængelig Brovten har fortørnet Gud, og han derfor har ladet den Onde faa Lov at indsnige sig blandt Guds egne Børn og drive sit Spil. Nu har jeg fire Gange i de sidste Aar haft en stor og særdeles Fare at kjæmpe med, sagde han: i 1517 da var det Tetzel og hans Afladshandel, i 1518 gik det løs i Augsburg, i 1519 i Leipzig, og nu denne Elendighed i Wittenberg; – der er kun dette tilbage: at jeg 233 ogsaa bliver mig selv til Byrde; men saadan er det vel Guds Vilje. – Jo, han var saa heftig bevæget deraf, at han ansaae dette for den værste Modgang, han havde haft som Lærer ved Universitetet. – Men siden troer jeg dog nok, han fortrød det noget og kunde forstaa, at det mest var Spilopper. Jo, Oprør det er ham den aller værste Pestilents, – og Uorden. Og man veed jo ikke saa lige, hvad han vil kalde dettehér.«

Vognen holdt nu netop udenfor det sorte Klosters Port. Der stod nogle Munke i den og saae paa Toget, og de kunde jo let løbe ind og sige det til Doktor Luther. Om nogen af dem gjorde det, vidste man ikke, – men det var mærkeligt at see og høre: hvor stille alle blev, mens Vognen holdt her. – Doktor Luther kom imidlertid ikke, og man drog videre ad Elsterporten til.

Saa snart Vognen standsede bag Hospitalet, hvor Baalet stadig brændte, styrtede alle Fodgængerne sammen om den forat rive »de Pavelige« ned paa Jorden og mishandle dem. Man spændte Hestene fra for ogsaa at kunne komme til fra Forsiden. De Pavelige forsvarede sig tappert, man skulde tro, det ikke var en Spøg hverken for dem eller for Modpartiet. Men nu kom nogle af Angriberne løbende med Halm, som blev kastet under Vognen; der blev tændt Ild deri, og nu fik de Pavelige travlt med at komme af den, – Paven selv kom ned paa Hovedet, og hans Hat gik helt i Stykker. Den blev straks brændt. Det samme skete med Doktor Ecks og Ochsenfarts Bøger, skjønt de forsvarede dem drabeligt.

Tilio var sprungen ned af Vognen lige i Armene paa Modstanderne; han fik en Del Knubs, men slap dog forholdsvis hurtig fri, da han kun havde sit eget Ansigt og sin egen Dragt. Han var ikke noget. –

Dette var ogsaa den Følelse, han selv havde, da han lidt efter ganske ene atter gik ind mod Byen. Han var ingen Ting, og det var ingen Ting, syntes han. Han søgte at holde fast, i Erindringen, ved Luther og hans Handling om Morgenen; men det kunde ikke jage hans Lede bort. Denne store og mærkelige Begivenhed gik mod hans Vilje i eet med de intetsigende, kjedelige Løjer, som var fulgt bagefter.

Han paaskyndede sin Gang, da han tænkte paa, at Folk vel snart igjen vilde fylde Gaden, naar de vendte tilbage fra deres sidste Bedrift. – Han skulde hen forat høre en Forelæsning af den juridiske Professor Schurf, – det var nu 234 ogsaa kjedeligt, thi det hindrede ham i at høre Martin Luther tale om Bandbullen, hvilket vilde skee samtidig. Havde han blot ikke aftalt med den Magister, som læste med ham, at de skulde mødes paa Collegiet til Schurfs Forelæsning, saa havde det da ogsaa været meget rimeligere at høre paa det andet. Han gik op paa sit Værelse hos Smedens forat hente en Bog. Men der blev han saa siddende med sine sørgmodige Tanker til langt over den Tid, da han skulde møde paa det juridiske Collegium, – og altsaa ogsaa over den Tid, da Doktor Martin skulde begynde sin Tale.

Han tænkte altid paa sin Moder, der var noget tungsindet, naar hans Sørgmodighed saaledes undertiden ligesom lammede ham, saa han glæmte at handle. Han havde altid været bange for at komme til at ligne sin Moder. – – Da Timen næsten var til Ende, rejste han sig forat gaa ud, han vidste ikke, hvorhen.

Det var fremdeles skarp Frost. Det var begyndt at rende med Sneen henad Jorden, men der kom ingen Ting ned. – Solen skulde lige til at skjule sig i en blaa Bænk i Sydvest, men kastede endnu et halvslukt, gult Skjær paa de frosne Pytter paa Gaden. Han kom hurtigt ud af Elsterporten mod Øst, og gik saa ud over de frosne Enge, ned mod Floden. Han havde netop ikke villet tænke mere paa sin Moder, men gik nu alligevel midt i Erindringer om hende og om Hjemmet – dér i Lindenthal ved Torgau, hvor han var fra. Aa ja – ikke saa lidt af hans Optagethed af Doktor Martin havde vel egentlig sin Grund i hans Moders Tungsindethed – og dens Aarsag igjen. Hans Forældre var ikke rigtig gifte; hans Fader var Præst, og en katholsk Præst kunde jo ikke have nogen rigtig Kone. De levede jo lige saa ordenlig sammen som andre Ægtefolk og havde faaet fem Børn med hinanden; men hans Moder havde altid følt Skam og havde vel ogsaa Samvittighedsnag, fordi det var ulovligt. Hun havde saa talt med Doktor Martin, – og han havde ogsaa trøstet hende og sagt hende store og gode Ord derom. Men Loven kunde han jo ikke forandre. Tilios Fader var nu af en anden Slags; det havde Sønnen altid syntes. Han tog sig vist ikke den Sag saa nær – eller Verden i det hele. Men han havde nogle meget store Tanker om, hvad Tiden skulde bringe, og det ogsaa snart, og netop ved Doktor Martin; Verden skulde da for Resten blive en helt anden; Tilio gad vide, om hans Fader ikke mente, der skulde komme et Slags Paradis eller 235 Tusindaarsrige. Han havde nu mest Lyst til at tænke sig alting paa samme Maade som hans Fader; men han stolede ikke rigtig paa, at disse Tanker passede, og især naar han saadan var tung i Sindet, saa fik hans Moder helt Overtaget hos ham, – og saa kom denne Ængstelse over ham: at han i det hele skulde blive ligesom hende. – Hun var ogsaa Aarsag i, at han saa sent havde faaet Lov at komme til Studeringen – han var godt tyve Aar. Og det var vist blot, fordi hun mente, at der var saa mange Fristelser ved at leve i Byen og alt det. Han havde gaaet derhjemme og arbejdet i Marken og Gaarden lige til sit syttende Aar, – skjønt hans Fader havde da læst en hel Del med ham.

Nogen Skyld i hans Mismodighed og Trøstesløshed – baade ellers og nu i Dag – havde Doktor Martin nu vist ogsaa. Ham var Tilio ikke helt tilfreds med, skjønt han jo var saa stor en Mand. Nu havde han læst baade hans Bog til den tyske Adel – nu sidste Sommer – og hans babyloniske Fangenskab og om et Kristenmenneskes Frihed, og han havde ogsaa hørt ham tale tit nok, – og det var jo svært, hvor han kunde slaa tilside; men Tilio syntes altid, at naar man nu var kommen igjennem saadan en Mængde Hindringer, saa skulde der vise sig en stor Forandring, et stort Lys, saaat Verden ligesom forsvandt i Solskin, – men det kom aldrig. Og Doktor Martin ventede det vist ikke. Han talte saa tit om, at Verden var en Jammerdal, og han selv en Ormesæk, og det blev egentlig aldrig til andet end dette med Troen og Naaden, og det kunde jo være godt nok, men det var dog ikke det, Tilio vilde have. Aa, havde han stolet ret paa, at det saadan rigtig førte til noget med Doktor Martin, saa havde han vel ogsaa nok gaaet til hans Forelæsning i Dag, – det var en Slags Trøst for Tilio saaledes dog at faa ligesom en Grund til, at han gik her ledig og udenfor det hele.

Hans Fader vilde da vist ogsaa være bleven skuffet, hvis han havde været med til den store Begivenhed i Morges, at Pavens Bulle og Love var bleven brændt, og saa Resten af Dagen var falden saa tarvelig ud.

Solen var kommen frem igjen. Tilio havde ellers ment, at naar den først var gleden ned bag den Blaabænk, saa var den færdig for i Dag. Men der havde alligevel været en aaben Stribe under Bænken; dér tittede den nu ud med ligefrem blændende Straaler, som man ikke kunde see imod.

236

Isen glimrede ude over Engene, og det blinkede i Skiften paa Flodens store, hastigt løbende Bølger.

Men da han atter havde gaaet i Tanker blot en ganske lille Tid, var det hele forbi. Nu var Solen virkelig nede, og Skumringen bredte sig hurtigt.

Han blev ved at gaa. Han vilde dog ud til Floden, inden han vendte om. – Det brusede ind under Engbrinkerne og nu i Mørkningen blev hvide Skumkamme synlige ogsaa længere ude paa Floden. – – At saadan en Flod nu kunde blive ved at løbe og løbe med alt det Vand, længe før man var bleven til, og længe efter at man var død! Blive ved og blive ved. – Men hele denne oprørte Vandflade, han i Øjeblikket saae ud over, – den kom dog til Havet, maaskee om nogle Dage, og det gjorde det altsammen: det blev dog ikke ved paa samme Maade for hver een af disse Bølger. Nej, det blev til noget helt andet. Saadan var det ikke for ham. Havet – det kunde jo ingen vide, hvordan det var, men det var da i hvert Fald en stor Forandring for hver enkelt Bølge. Men hvordan hans eget Liv skulde blive, det syntes han, han vidste saa meget godt, altfor godt, lige til dets Afslutning.

Han stod og fulgte med Øjnene flere af de store Bølger derude – det Jag, der var i dem forat komme frem. De tog jo sommetider Skikkelse ligesom Mennesker, allesammen bøjede forover imod Vest. – Men dér var een, – det var, lige som den stod ret op, og som om den, for Øjet, holdt sig paa samme Sted, gik ikke vestpaa som de andre. – Der foer ham en Gysen igjennem Kroppen, – men det var da vist et Menneske! – – Eller var der ikke to Mennesker? – Jo – jo, nu saae han det: det var sikkert en Baad! Det var vel een, der blev færget over, og saa Færgemanden. – Der laa jo en lille Færgebro ikke ret langt her til Siden for ham.

Det varede kun kort, saa kunde Tilio høre Stemmer derude fra Baaden. Den ene lød kraftig og befalende. – Lidt efter lagde Baaden til Broen. De to Personer steg op paa den. – Den lille, tykke Færgemand stod og pegede. Der gik en Sti over Engene lige op til Landevejen, – det var vel nok den, han viste den Fremmede.

Tilio nærmede sig: »det er kortere at gaa tværs over Engene,« sagde han, »hvis den Fremmede vil til Byen.«

»Jamen den Vej kan den naadige Herre jo ikke finde,« sagde Færgemanden. »For han er sletikke kjendt her paa Egnen.«

237

»Den Fremmede kan følges med mig, om det behager ham,« sagde Tilio. »Hvor agter I jer hen i Byen, om jeg maa spørge?«

»Vil I ledsage mig til det nærmeste, gode Herberg, saa er det nok for det første,« sagde den Fremmede. Han var en høj Mand af rank Holdning; Stemmen stærk og dyb; det var allerede saa mørkt, saa Tilio kun utydeligt kunde skjelne hans Udseende. – »Vil I det, saa kan vi gaa,« tilføjede han, efterat have betalt Færgemanden.

»Saa skal vi her ind over Isen,« svarede Tilio, – og de gik en lille Tid i Tavshed. Han skottede nysgjenigt til den Fremmede. Men denne havde en stor, pelsforet Kappe paa, som det var vanskeligt at dømme noget efter. – Saa vidt Tilio kunde see, havde han en Fjer i sin Hovedbedækning, – det kunde gjerne tyde paa en Krigsmand eller en adelig Person. Han syntes ogsaa, der lød en svag Klirren eller Raslen, hver Gang den Fremmede satte sit venstre Ben frem. Maaskee havde han Sværd under Kappen, eller maaskee Jærnharnisk.

»Hvad er I for en Mand?« sagde han pludselig og ikke i nogen særlig høflig Tone til Tilio. Denne vidste ikke ret, hvordan han skulde tage det, men fandt saa, det var bedst at nævne sin Værdighed:

»Jeg er Baccalaureus ved Universitetet i Wittenberg,« sagde han.

»Guds Død og Pine!« sagde den anden. »Og hedder?«

»Joannes Tilivallensis.«

»Joannes det er Hans, – det er Hans, ja. Tilia – er en Lind. Hvad er saa vallensis?«

»Vallis er en Dal; vallensis –«

»Vel saa, vel saa: Hans Lindenthal! – Paa Latin er det et langt Navn; men I er jo ung, I har Tiden til jer Raadighed, og kan bruge den, som I vil. Jeg er ældre. Hvorledes maa jeg kalde jer?«

Nu tog Tilio Mod til sig: »Indtil vi er bedre bekjendte, kan I kalde mig Hr. Baccalaureus. – I har ogsaa studeret, hører jeg?«

»Nej, jeg er Ridder og af Adel.«

Der blev en længere Tavshed herefter. Tilio tænkte, at han havde maaskee fornærmet den Fremmede. Nogen Ridder eller Adelig mindedes han ikke at have talt med før. Nu kunde han tydelig høre, at hans Ledsager havde Jærn 238 tinder Kappen; Sværdduppen tog ogsaa sommetider mod Isen.

Endelig fik han Lejlighed til at bryde Tavsheden: »Vi skal holde lidt mere til højre, ellers gaar vi i en Vaage.«

»Ligger det Herberg, I fører mig til, nærved Collegiehuset?«

»Nej, det kan man ikke sige, men Byen er jo kuns lille. »De tre Roser« ligger ligeoverfor det sorte Kloster.«

»Det er dér, hvor Doktor Martin boer?«

»Ja. Kjender I ham?«

»Hvem veed ikke af ham at sige. Han er vel en af Eders Lærere, siden I læser ved Universitetet?«

»Han er ikke min Lærer, da jeg ikke studerer Theologien. Men jeg hører ham ofte, – det gjør de fleste Studenter her.«

»De siger, at han er til Sinds at brænde Pavens Bandbulle. Kjender I noget dértil?«

»Det gjorde han i Morges – lige paa den Plads, hvor vi nu gaar op. Jeg var selv til Stede.«

»I Morges! Det var Ret! – Saa spørges der vel snart mere Nyt, skal man see.«

»Ja, kanskee. Hvad Nyt mener I for Resten?«

»Han faar vel ikke Lov at gaa i Fred mere. Og Kurfyrsten kan jo ikke beskytte ham, om ogsaa han vilde. – Men derom skal I vel ikke have Underretning hos mig.«

»Da veed jeg heller intet. – Men her er nu »De tre Roser«, om I vil derind.«

»Tak, fordi I har viist mig Vejen,« sagde den Fremmede. »Og følg nu selv med ind og drik med mig til Velkomst.«

»Saa maa I først sige mig jert Navn,« sagde Tilio og standsede.

»Mit Navn? Hvad Djævelen vil I med mit Navn?«

»Det bliver min Sag. Og min Sag, om jeg vil længere følges med jer.«

»Nuvel da! Jeg er Ridder Franz von Hohenwaldau. – Træd saa ind! Jeg betaler!«

Tilio var bleven forfrossen af Turen paa Isen. Og der var noget broget ved denne Person, som tiltalte ham efter Dagens Graahed.

Ridder Franz fik sin Pelskappe af, og var nu i en grøn Kjortel derunder, af de brugelige med mange, lige Læg ned fra Bæltestedet, snævre Ærmer og udskaarne Puffer ved Skuldrene. Det var ikke sært, at det havde klirret om ham paa Isen: en svær og lang Kaarde havde han ved Siden, 239 Sporer, men ikke Ben- eller Armskinner. Derimod bar han, saavidt Tilio kunde se, Harnisk under den grønne Klædning.

Han smed sig stærkt tilbagelænet paa en Bænk, strakte Benene fra sig, men berørte derved ikke Gulvet med Fødderne: Hælene hævedes næsten et Kvarter derover af de lange Sporer, hvis Kringler borede sig i Fjælen.

Han skudrede sig og sagde: »Varmen gjør godt, selv paa en Mand i hans bedste Alder. Men vi skal ogsaa have den fra inden af. Hit med to Kander Malvasier! – Den Vin drikker I dog?« vendte han sig til Tilio.

»Ja, naar andre vil bekoste den.«

»Jeg drikker ingen anden Vin i Wittenberg – til Ære for Doktor Martin Luther. De siger, at han drikker aldrig Vand mere, men kun Malvasier. Er det sandt?«

»Det skulde saa være i den sidste Tid. Thi han har hidtil levet paa Munkevis.«

»Da veed jeg, han skal ikke paa samme Tid døje Bandstraalens Svie og Hede og endda intet drikke. – Han skal leve! – derpaa drikker vi ud!«

»I hedder von Hohenwaldau,« sagde Tilio. »Er det en Borg, med Forlov at spørge?«

»Det er et Slot og et frit Riddergods i Bayern.«

»Som tilhører jer?«

»Eller Ridder Kunz von Haarth – derom er Striden ikke til Ende. – Men det er den Fremmede til at spørge og ikke jer: er det sandt, at Doktor Martin har givet Ægtefolkene Raad og sagt, at om en Mand kan ikke skaffe sin Kone Børn, da skal Manden hemmelig tillade hende at faa Børn med hans Broder eller hans Ven, og hvis han vil ikke tilstede dette, da skal hun frit drage bort med en anden til et fremmed Land, forat Forargelse kan undgaaes?«

»Han har vistnok sagt noget derom. Men de siger, at det er enten bleven misforstaaet, eller at han har fortrudt det.«

»Han har ikke fortrudt at have sagt det, han har aldrig i Verden fortrudt det! Hvordan skulde han være en saa berømt og navnkundig Mand – og fortryde, hvad han har sagt! – Nej, men jeg veed godt, hvad dette er, jeg veed det helt vel – –«

Ridder Franz holdt inde og saae sig om i Skjænkestuen: »Kom her og fyld vore Krus igjen!« raabte han til Kjældersvenden.

Da denne stod hos dem med Vinen, sagde Ridder Franz 240 sagte: »Har I et andet Sted, et andet Kammer, hvor jeg med min Ledsager kan tale, uhørt af de andre Gjæster?«

»Ja –«

»Viis os det, saa flytter vi straks derind!«

Saasnart de var komne til Sæde, fortsatte Ridder Franz i en hemmelighedsfuld Tone, som dog ogsaa var paavirket noget af Vinen: »Nej, men det bliver til ingen Ting med Doktor Martin, om han skal blive gaaende her som et Lam imellem en Flok Ulve, – og det er endda ikke ret sagt, thi det er mere at ligne med en Faareflok, som han gaar iblandt, og bliver klemt og trampet fordærvet. – Skal maaskee Vielsen igjen gjøres til et Kirkens Sakrament? – Hvad bliver der saa af Friheden? Saa skal maaskee atter Paven være ene om at sammenkalde et Concilium eller han skal maaskee endog være ufejlbarlig. Hvad bliver der saa af Friheden? Hvad bliver der saa af den tyske Ridderstands Frihed? Nej, saa har vi ventet forgjæves, naar vi har ventet os noget stort af Martin Luther.«

Tilio var endnu mere paavirket af Vinen end den Fremmede, og følte nu, ved hans sidste Ord, en stor Fortrolighed til ham: »Saa har I troet, at det var Doktor Martin, som det hele kom an paa?«

»Ikke det hele, men meget.«

»Jamen at den egentlige – store Forandring skulde komme nu – sammen med ham?«

»Det troer jeg fremdeles, – hvis han kommer bort herfra til et bedre Sted.«

»Hvad er det saa, der skal skee? Lad os drikke paa det!« sagde Tilio med stirrende, noget taagede Øjne.

Ridder Franz sugede sit Overskjæg af efter Drikkeri: »Allerførst: Elskov skal ingen Skam være. Der skal ikke være mere Elskov i Verden, end der er, for der er nok; men den skal ingen Skam være, som mellem Munke og Nonner og Præster, og hvem som lyder dem. – Men dernæst skal der ingen Fyrster og Kjøbmænd være, ingen Kjøbmænd, som har Magt, – thi Fyrster er Kræmmere saavelsom Kjøbmændene, de forstaar sig ikke paa at leve, de har intet Mod og ingen ridderlig Levemaade. – Fyrsterne og Kjøbmændene og Præsterne og Romanisterne skal ingen Magt have i Tyskland, men alene Kejseren og hans frie, rette Tjenere, som er det tyske Ridderskab. De forstaar at leve, – det gjør de andre ikke, de forstaar ikke at leve, nej!« 241 »Men Borgere og Bønder?« sagde Tilio i en betænkelig Tone og med en ubestemt Følelse af, at han savnede noget.

»Borgere og Bønder faar kun deres gamle og rette Herskab igjen, som er de frie Riddere –«

»Det vil de ikke være tilfredse med.«

»Alle kan ikke være tilfredse. Det kommer kuns derpaa an, at de, der kan leve, som de vil, – at de saa ogsaa forstaar at leve. Ja, ja! Det gjør kuns alene Kejseren, hvis han er forstandig, – og saa Ridderne. En herlig Stand, den frie Ridderstand!«

»Men de volder jo idelig Ufred og undertiden plyndrer og røver,« indvendte Tilio, der dog følte sig draget af den andens Begejstring.

»Ufred – plyndrer – røver! Alle kan ikke være tilfredse. – En herlig Stand – den frie, tyske Ridderstand! – Dens Skaal! Stød an! Drik ud!«

Straks efter var han ved Døren og raabte: »Mere Malvasier her! – Doktor Martin Luthers Skaal!«

Han vendte tilbage til Tilio, lagde fortrolig sin Haand paa hans Arm og sagde: »Men han skal bort, hvor han kan lære at leve. Ellers kryber han tilbage i Munkekutten igjen, det skal man faa at se!«

»Men hvor vil I have ham hen?«

»Kan man stole paa jer, Hr. Baccalaureus? – – Her har vi mere Vin! – – Gaa saa, Slyngel!« sagde han til Kjældersvenden, som havde bragt den. – »Kan man stole paa jer, Hr. Baccalaureus?«

»Ja, – stole paa mig, jo. Og hvis ikke – saa kan jeg vist ikke huske mere, hvad der bliver sagt.«

»Kjender I Ridder Franz von Sickingen?«

»Ja, af Omtale.«

»Kjender I Ridder Ulrich von Hutten?«

»Ogsaa af Omtale og af hans Skrifter.«

»Men I kjender ikke Ebernburg?«

»Nej.«

»Hvem som kjender Ebernburg, han forstaar at leve, men hvem som ikke kjender Ebernburg, veed intet deraf,« raabte Ridder Franz meget stærkt. »Dér skal Doktor Luther –« han sænkede pludselig Stemmen, »dér skal Doktor Luther hen at bo, da bliver han den rette Mand. Ingen skal krumme et Haar paa hans Hoved, naar han er paa Ebernburg. Og dér bliver han den rette Mand.« – Han hviskede ganske 242 sagte: »Hvad mener I, han kan blive her – hos dette mæskede, lodne Fedesvin med Faarehovedet –«

»Hvem?«

»Frederik – ja – den Vise med Faarehovedet. Hyss! nu skal der tales sagte! – Lad os faa ham op til mine Venner Ulrich og Franz paa Ebernburg. Dér bliver han den rette Mand. Dér kan han gjøre alt, hvad Aanderne bier paa. Her kan han aldrig udrette nogen Ting –«

»Hvad er det, som da kan skee? Thi det forstod jeg ikke ret.«

»Naa – haa! – Han har fortrudt sit gode Raad til Ægtefolkene! Ja, hvad skulde han ikke fortryde her til sidst!«

»Hvad er det, som kan skee, om han kommer paa Ebernburg?« spurgte Tilio med en Spænding i sine Ansigtstræk, som om det gjaldt hans Liv at faa dette at vide.

»Hvad der kan skee!« lallede Ridder Franz. »Ja, hvad kan der ikke skee! Hvordan skulde jeg være i Stand til at give en Afmaling eller en Beskrivelse deraf. – Ebernburg! Ebernburg! Skaal! – Ja, alt skulde blive som Ebernburg. Da skulde hele Tyskland blive som Ebernburg. Dér forstaar man at leve!«

»Hvordan?«

»Hvordan? Din Baccalore – Baccalaureus-Hvalp! Skulde jeg sige Dig, hvordan det er at leve?«

»I skal ikke dutte mig!«

»Paa Ebernburg – at leve paa Ebernburg! Skulde jeg sige Dig paa Ebernburg? – – – Nu ædru! nu ædru!« – – Han rejste sig ravende, men stod meget godt, da han først fik lagt begge Hænder paa Fæstet af sin Kaarde, som han holdt ud fra sig, støttende dens Spids mod Gulvet. Han sang:

Yndig og god,
skjøn – og ren af Hjerte,
oh! af saa blidt et Mod
er hun, mig volder Smerte.
Hun som Fyrstinde
dybt i mit Hjertes Grund
hersker derinde
nu og i allen Stund!
Elskovsbetagen
mig gjør saa rød en Mund,
et Blik som Dagen
og en Barm saa rund!

243

Helsen jeg faar
ved Trøst kun af den Hulde,
som slog mig mit Saar, –
karsk jeg da blev tilfulde.
Oh, men Døden giver
mig ikkun stakket Frist,
om ej hun bliver
mig mild og god tilsidst.
Elskovsbetagen
mig gjør saa rød en Mund,
et Blik som Dagen
og en Barm saa rund!

»Forstaar I saa, hvad det er at leve paa Ebernburg?«

Ridder Franz blev længe staaende oprejst, skjønt nu noget vaklende, og stirrede – brummende paa Melodien – frem for sig.

Tilio følte sig ganske overvunden. Han stirrede ogsaa – ind i en Verden, meget broget, og hvor noget, han ikke ret kunde faa fat paa, var ham imod, – men dog en Verden, hvor vistnok ogsaa dét var, som han ventede paa, dét, som han var bleven bedraget for i Morges og hele Dagen – indtil nu!

»Men hvordan skulde Doktor Martin komme dérhen?« sagde han, gribende paa Maa og Faa ligesom ind i en Dynge af sammenfiltrede Forestillinger.

Ridder Franz halvvejs faldt – tilbage paa Hyndet, hvor han før havde siddet. Han greb sit Krus og drak dybt – som om dét kunde stive ham af.

»Nu er vi Venner, – I er paalidelig,« sagde han hviskende, men udtalte dog nogle af de følgende Ord altfor højt. »Jeg er kommen herop forat tale med ham, om han er villig. Og er han det, da følger han hemmelig med mig. Man venter ham paa Ebernburg. Uden ham kan man ikke faa sine Planer fremmet, thi man kan ikke faa Folk nok med. Men er han paa vor Side, da skal Tyskland blive et andet, end det er. Jeg har ikke villet sige jer dette, før jeg kunde være sikker paa jer. Men det er jeg nu, er jeg ikke?«

»Jo. – Men jeg –«

»I følger med. Vi har Brug for mange paa Ebernburg. Har I Lyst?«

»Jo, jeg har stor Lyst. Det kommer mig for, som jeg har ventet paa jer hele Dagen.«

»Ej, Snak! I har jo intet vidst derom. Har I vel?« 244 »Nej, men jeg har ønsket det –«

»Nu, det var ret!«

»Det eneste, jeg frygter, det er – at –«

»Nu siig frem! Hvad frygter I?«

»Jeg er jo kuns en fattig Stu .... Baccalaureus. Hvis jeg nu alligevel ikke kom med, hvis –«

»Det kommer jo an paa jer selv, om I vil slaa Følge eller ej.«

»Ja, nok til Ebernburg. Men hvis jeg dog kom til at staa udenfor det hele «–«

»Det hele? Hvad mener I dermed?«

»Hvor kan jeg sige det? Det hele, som I taler om. Al den store Forandring, som skal skee.«

»Ej, vil I med, saa hæng paa! Kanskee I finder en snarlig Død, men hvis ikke, skal I lære at leve!«

»Som I andre?«

»Ja, Riddere og Ridderes Tjenere skal alle leve! Det drikker vi paa!«

Ridder Franz sad, efter at have drukket, en Stund med lukkede Øjne – men med dybe Rynker i Panden, som om han med Besvær søgte at samle sine Tanker. Saa strøg han sig over Ansigtet og sagde: »I Morgen, paa samme Tid som i Aften, skal I vente mig ved Færgestedet, hvor vi saaes først, – saa tænker jeg ikke, jeg kommer ene. Og saa følger I os. Er det aftalt?«

»Ja – –«

»Godt, godt! I forføjer jer derud til Floden, saa snart det er bleven mørkt. – Nu gaar jeg i Seng. Godnat!«

Han gav ikke Haanden, men gjorde en affærdigende Bevægelse.

Tilio bukkede dybt og forlod Stuen.

Han var altfor omtaaget af Vinen, til at han virkelig kunde samle sine Tanker, men hans Sind var i meget stærk Bevægelse. Han var ingenlunde tillidsfuld overfor denne hovmodige Ridder, som vel kun havde viist ham Fortrolighed, fordi han selv var bleven beruset. Men han syntes alligevel, det var saa meget, det, der vilde gaa ham forbi, hvis han ikke kom med her. Han faldt hurtig i Søvn, da han kom hjem. Men næste Morgen var det hele over ham igjen. Det var flere Gange i Dagens Løb, at det næsten stemmede ham for Vejret 245 at tænke paa den store og mærkelige Lykke, som det trak op til. – Samtidig kunde han se tilbage og undre sig over, hvor al denne Forventning vel egentlig kom fra. Thi Ridderens Tale kunde ikke ene være Aarsag dertil. Det maatte vel alligevel komme fra hans Faders Snak i de sidste Aar i Anledning baade af Doktor Martin og Ridder Ulrich von Hutten, som jo den fremmede Ridder ogsaa havde talt om. For det lod jo paa hans Fader, som om denne Verdens-Orden snart var sin Ende nær, og at det skulde blive noget helt andet, hvad det nu var. Og det, Ridder Franz havde beskrevet, eller da prøvet paa at beskrive, var jo sikkert nok ogsaa saadant noget. Blot det ikke havde været disse Riddere, der skulde staa for det hele, for dem havde han rigtignok aldrig hørt nævne som simple Folks Venner, og han selv var jo dog ikke andet end en fattig Student. – Men tog Doktor Martin imod Ridderens Opfordring, saa vilde Tilio ogsaa følge, for Doktor Martin vilde vel nok beskytte ham, og kunde det jo sagtens efter den Betydning cg Vigtighed, som han havde for dem.

Tilio pakkede virkelig alle sine Sager sammen i en Bylt, hen paa Eftermiddagen, og saa snart Solen var nede, begav han sig over Engene ud til det lille Færgested.

Der var ingen, da han kom, og det havde han heller ikke ventet. Men der gik lang Tid, og det blev helt mørkt, uden at der viste sig nogen. Han frøs bitterlig, og maatte løbe frem og tilbage langs Flodbredden forat holde Liv i sig.

Han vidste ikke, hvor lang Tid der var gaaet, men Maanen var da kommet op. Da saae han Færgebaaden komme over imod sig. Den lagde ogsaa til Land, og der var flere Mennesker ombord, men det var jo bare Folk, der skulde op til Wittenberg. Da de var gaaet, spurgte han Færgemanden, om denneher fornemme Rejsende, som han havde sejlet over i Aftes, havde været der i Dagens Løb. Men Færgemanden havde ingen Ting seet til ham. Men han kunde jo ogsaa være kommen over ved det store Færgested længere vesternede, forklarede Manden. – Da Tilio endelig kom hjem, var det Midnat. Han syntes paa en Maade, det var saa rimeligt, at det ingen Ting var bleven til, for hvordan skulde saadant noget som det, han ventede sig, – hvordan skulde det egentlig gaa for sig?

Alligevel var han flere Gange i de følgende Dage baade ved det store og det lille Færgested. Ved det store sagde de, at det kunde de ikke sige ham Besked paa, om der var kommen en fornem Ridder over her for nylig, – der kom jo saa mange Rejsende her, baade simple og fornemme.

246

Ja, saa var Ridder Franz jo nok taget den Vej over Floden. Doktor Martin havde altsaa sagt ham Nej; saa var der jo helleringen Grund for Ridderen til at færdes skjult. – Det hele var saa bleven til Ingenting. Andet end Tilios egen Uro, – den var bleven meget større end før.

Jo, for det var alligevel kommen nærmere til Virkeligheden, end det nogensinde før havde været. Han havde talt med et Menneske om det – og det et vildfremmed, mærkeligt Menneske, en fornem Ridder. Og de havde truffet en Aftale – og om ikke andet, saa havde Tilio da løbet adskillige Gange frem og tilbage mellem Wittenberg og Elben bare for disse Drømmeriers Skyld, som ellers aldrig havde været Aarsag til nogen Handling. –

I Løbet af Vinteren var der ogsaa noget udefra, som forøgede hans Uro – og for Resten mange andres. Det var disse Rygter, der gik om, hvad der skulde skee med Doktor Martin. En Tid hed det helt bestemt, at Kejseren havde sat ham i Rigens Akt, og det skulde være det samme, som at enhver kunde slaa ham ustraffet ihjel eller ogsaa udlevere ham til Øvrigheden, for at han kunde blive aflivet. – Saa hed det sig, at Kejseren vilde give ham Lejde til Worms, hvor Rigsdagen blev holdt, og der skulde han saa forhøres i sine Skrifter. Og man mente en Tid, at Kurfyrsten her i Sachsen – Frederik – vilde gaa ind derpaa. Men det varede ikke længe, for saa fortalte man, at han skulde intet Lejde have, men det var de Pavelige paa Rigsdagen, der vilde have ham ud, forat de kunde snigmyrde ham paa Rejsen. – Det var saadan, at naar Tilio saae Doktor Luther komme gaaende henad Collegiegaden til eller fra det sorte Kloster, da tænkte han ofte: ja, i Morgen har han maaskee mistet Livet. Hvergang syntes han, at en saa usædvanlig Mand maatte da efter al Sandsynlighed volde en rigtig stor Forandring, der var noget ved, i Verden, – meget snarere end saadan en Ridder som denne Franz von Hohenwaldau og hans Kammerater. Men naar han saa hørte Doktor Martin selv tale, var det, ligesom han slog alle Forventninger i Stykker for Tilio. For naar man egentlig skulde sige, hvad det var, han talte om, saa var det altid om Troen paa Syndernes Forladelse for Jesu Kristi Skyld, – eller det løb altid ud paa det tilsidst, det var ligesom det højeste, der kunde naaes til her i Verden. Men hvad havde det med den store Forandring at gjøre, tænkte Tilio. Skulde det være det hele, saa vidste han da, at han blev aldrig sin Uro eller sin Længsel kvit.

247

III

lin al de allerførste Dage i Foraaret – den 26. Marts – kom Tilio gaaende ad Collegiegaden vestpaa. Han skulde til Forelæsning hos Professor Schurf, der læste over Romerretten. – Han kunde for Resten i Øjeblikket sletikke forstaa, hvad han skulde der efter – dér eller andre Steder – for han syntes, det var ingen Nytte til, at han levede. Det var bleven saa rent galt hos ham med den Slags nu de sidste Dage, da Foraaret mærkedes, skjønt det havde været daarligt nok hele Vinteren. – Han gik netop forbi en Sidegade, der førte ned mod Elben, og han saae i et Glimt ud over Engene, meget langt bort, – man kunde skimte Husene i Pratow, som ligger paa den anden Side baade af Floden og Engene. Der tog Studenterne tit over om Sommeren paa Kommers. – Hvor var det dog en underlig hjertegribende Slags Taage, der laa over Engene i Dag – sletikke som Frosttaagen i Vinter, – alt, hvad den skjulte, det fik man derved blot mere Lyst til at see, – skjønt hvad skulde der være at see? – Han var bleven staaende foran denne Sidegade forat betragte Udsigten, men skammede sig nu derover og gik videre vester.

Udfor Sognekirken gjør Collegiegaden en lille Drejning, og der springer tillige en Bygning noget frem. Denne skjulte derved paa en længere Strækning Gadens venstre Side for ham. Omkring dette Hjørne saae han, idet han fortsatte sin Gang, en lille Dreng paa en fem Aar komme styrtende i en Fart, der var ham selv rent overmægtig, en Fart, som om han skulde melde Verdens Undergang. Han standsede foran Tilio – skjønt denne var ham ganske ubekjendt – og vilde øjensynlig sige noget, men det lod, som om han manglede Navn eller Ord, – han pegede blot vestpaa ad Gaden – og løb selv videre den anden Vej.

Tilio tænkte, at hvis han nu selv havde været fem Aar, 248 saa kunde han ogsaa have været saa stærkt optaget af et eller andet, – og at tyve da var en sørgelig Alder at leve i.

I det samme hørte han en høj, stærk, klinger Lyd foran sig i Gaden. Men han kunde ikke see noget for det fremspringende Hjørne. Ovre paa den anden Side af Gaden stod en Mand og stirrede maabende, vendt ogsaa imod Vest.

»Seer I noget?« spurgte Tilio og skyndte sig derover.

Jo, nu saae han selv. Men hvad var dét? – Hvad kunde det dog være for en Rytter? Han tog lige en Trompet fra Munden, en lang, skinnende Messingtrompet, som der hang et rødt, guldbaldyret Klæde ned fra. Og Rytteren – han var ganske nær ved, lige omkring Hjørnet! – Hvilken Dragt han var i! En Vaabenkjortel med en mægtig Dobbelt-Ørn foran paa Brystet, – og i fuld Rustning! Og hvilken flot Karl at see paa – ham selv, – en mægtig stor Knebelsbart, – og baade Hest og Mand usædvanlig høje!

Der kom een bagefter, ogsaa til Hest – jo, han hørte da vist sammen med den anden – det var vel saa en Tjener.

Der havde hidtil ikke været saa ret mange Mennesker paa Gaden – for han havde vist ikke blæst mere end den ene Gang. Men hvor de nu kom styrtende ud af alle Døre og Laager og Lemme. For nu blæste han igjen. Det var ikke en Melodi, det var nok saadan et Slags Tegn eller Signal, hvad det nu kunde betyde?

Ja, for hvem var han? Hvad var det for en En? – – Der blev en Spørgen. Man spurgte enhver, som man ansaae for lidt klogere end En selv, men alle var lige dumme. – – Og hvem skulde tage imod ham? Kurfyrsten var jo ikke hjemme. Mon Rector magnificus? – Ja, det maatte jo da komme an paa, hvem Rytteren henvendte sig til.

Han blev ved at ride – Øster op ad Collegiegaden. Han red forbi Borgmesterens Dør, der, hvor ogsaa Magister Melanchthon boede, Svigersønnen. Der kunde man jo tænke sig, at han maaskee kunde have haft Ærinde; men nej, – Borgmesteren selv stod ude paa Trappen, og Rytteren saae sletikke den Vej, han var.

Tilio var naturligvis drejet om og fulgt med den store Skare – efter Rytteren. Men han var under Vandringen kommen noget paa Afstand fra ham. – Paa een Gang holdt Rytteren stille, og som ved et Trylleslag standsede hele denne løbende, gaaende, slentrende, uordenlige Mængde, ikke et Menneske rørte sig. Det var nemlig lige udenfor det sorte 249 Klosters Port, at Rytteren holdt – og blæste i sin Trompet, og det var een og samme Tanke, der pludselig og uforberedt havde grebet alle: det er Kejserens Herold, der er kommen for at hente Martin Luther! Og hvad er det, de vil gjøre ved Doktor Martin i Worms? – –

Ja, nu raabte han, Rytteren, og det var tydelig nok en Mand, der var vant til at raabe: enkelte Ord hørte man ganske klart, selv om man stod langt borte, og skjønt der var ved at blive Uro blandt Mængden igjen. Tilio hørte Navnet Worms flere Gange, og »sikkert Lejde«, og til sidst meget stærkt – med smaa Ophold imellem hvert Ord: »Den yderste Frist er den 16. April i dette Herrens Aar 1521.«

En Mængde Mennesker græd, skjønt de fleste ikke vidste, at de gjorde saa meget ud af Doktor Martin. Folk saae jo ingenting til ham uden paa Prædikestolen og Universitetet, og saa – naar de egentlig havde Brug for ham.

Nu kom Augustinernes Prior ud og tog mod Rytteren, og han red saa ind i Klostergaarden. – Derinde fra kunde man utydelig høre ham udraabe Stævningen paany.

Folk blev staaende og ventede paa Gaden. Det var jo muligt, at han snart kom ud igjen, og at der saa vilde skee noget.

Det varede heller ikke mere end et Kvarters Tid, saa viste Herolden sig atter, fremdeles til Hest. – Da han langsomt red frem gjennem Mængden – som det syntes, forat komme tværs over Gaden – trængte Borgmesteren sig hen til ham, sagde sit Navn og sin Værdighed og spurgte ham, om han – som man mente – var Rigsherolden Kaspar Sturm, og om det var hans Ærinde at stævne Doktor Martin Luther til Worms. Dette bejaede Rytteren altsammen, og fortsatte saa sin Vej over Gaden, og red ind i Gjæstgiveriet »Tre Rosers« Gaard. –

Tilio havde hørt Borgmesterens Ordskifte med Herolden og tillige det meste af, hvad Herolden selv havde udraabt, – han var i Øjeblikket fuldt forvisset om, at Doktor Martin var alligevel Manden, som man skulde vente sig alting af. Den Tanke slog med det samme ned i ham: at han maatte med paa den Rejse til Worms, hvad det saa skulde gjælde, – samtidig tænkte han dog ogsaa, at det var jo en ren Umulighed. – Han kom hjem i sin Stue, dybt nedslaaet over, at han skulde være en fattig Student, der ingenting formaaede af, hvad han vilde. Han syntes, det maatte være 250 en stor Uretfærdighed paa en eller anden Maade; men denne Forestilling var ham dog saa ny og urimelig, saa den snart svandt bort igjen, blot efterladende en almindelig Følelse af Tomhed og nødtvungen Selvopgivelse.

Noget efter opstod der hos ham en Frygt for, at Doktor Martin maaskee skulde afsted med Herolden ligestraks endnu i Aften eller i Morgen tidlig, saa der slet ingen Lejlighed kunde blive for ham til blot at prøve paa at komme med. Han opdagede med det samme, at han i Virkeligheden ikke havde opgivet alt Haab derom. – – Men det var jo forfærdeligt af ham – og for ham, at spilde sin Tid med saadan en Rejse, der dog ingen Ting kunde føre til! – han havde bestilt altfor lidt i Vinter, og skulde han saa nu til at løbe og gjøre sig til Nar for denne umulige Sags Skyld!

Men han var allerede med sine Tanker ude af sin Stue og kom det snart i Virkeligheden. Han vilde hen i »De tre Roser« – hvor han jo een Gang før havde været – og vove sig til at tale med selve Herolden, han kunde da vel ikke komme ligefrem i Fortræd for det, – og han kunde saamænd i Øjeblikket ikke bruge sin Tid til nogetsomhelst andet.

Han stod inde i Skjænkestuen i »Tre Roser«. Nej, Herolden var der ikke lige i Tiden. – Tilio havde den Dristighed at lade, som om han af nogen var sendt med Ærinde til Herolden.

Ja, Herolden havde faaet et Værelse for sig selv. Der kunde Tilio jo saa gaa op, om han vilde tale med ham.

Denne Kaspar Sturm var ikke nær saa stor paa det som Ridder Franz von Hohenwaldau. Han var næsten helt som et andet Menneske. Han bød endogsaa Tilio et Sæde, hvor han kunde tage Plads. Og han blev nok forundret, men sletikke vred, da Tilio kom frem med sit Ærinde.

»Nej, det blev hverken i Dag eller i Morgen, at han kom af Sted med Doktoren, sagde han. Det vilde nok tage nogle Dage. Men om Tilio kunde komme med, det kunde han ikke svare paa, men det vilde han næsten ikke tro.

Tilio vovede sig til at spørge, om Herolden tænkte, der kunde blive Fare for Doktor Martins Liv paa Rejsen, – han tænkte for Resten ogsaa noget paa sit eget Liv ved dette Spørgsmaal.

Nej, det troede Herolden ikke. Doktoren rejste jo med kejserligt Lejde, og dertil var han ogsaa altfor afholdt i hele Landet.

251

Tilio fik den Fornemmelse, at Herolden selv satte nogen Pris paa Doktor Martin. Men det vidste han dog ikke. – Han bukkede, ja, knælede til Afsked for Herolden, som om denne kunde være Kejseren selv, – og skyndte sig bort.

Han følte sig langt mere opmuntret efter dette Besøg, end der egentlig var nogen Grund til, – da han dog ikke havde faaet andet at vide, end at der vilde gaa nogle Dage, inden Doktor Martin rejste. Men det var nu alligevel een Vanskelighed eller Fare – dette Besøg – som han var sluppen uskadt igjennem, skjønt det for ganske kort siden havde staaet for ham som noget næsten uoverkommeligt.

Nu var han fast bestemt paa, at han vilde tale med Doktor Martin selv allerede i Morgen den Dag. Det havde han aldrig gjort før; men han kjendte da mange Studenter, som havde talt med Doktoren, og han havde været meget venlig imod dem.

Men det var jo nok troligt, at Doktor Martin ikke havde megen Tid i disse Dage lige før Afrejsen.

Tilio gik op i det sorte Kloster næste Dags Formiddag, og traf Wolf Sieberger paa Gangen udenfor Doktor Martins Celle.

Han spurgte, om han kunde faa Doktoren i Tale.

»Hvem er Du? Er Du Student?« spurgte Wolf, der stod og behandlede en lille Tranlampe som nok skulde renses.

Nej, han var Baccalaureus i Filosofien.

»Ja, ja, – men I er alligevel en ung Mand. Saa kan I vist lige saa godt, eller bedre, tale med mig. Sagen er den –«

Nej, Tilio maatte tale med –

»Sagen er den, at jeg er selv Baccalaureus i Filosofien – saa godt som.«

»Hvad vil det sige: saa godt som?«

»Ja, det er en lang Historie: Sagen er den, at Doktor Andreas gav mig en større Karakter i Dialektiken, end jeg selv mente jeg havde fortjent. Og den vilde jeg ikke tage imod. For saadan er jeg nu –«

»Ja, det maa jeg høre siden. – Er Doktor Martin derinde?« Han pegede paa Døren til Cellen.

»Det er han ganske vist. Men –«

Tilio havde allerede banket, og der lød indenfor et: »Ja, kom blot!«

Doktor Martin sad ved et lille Bord derinde og skrev. Han saae hurtig op mod den Indtrædende, og skrev saa videre.

252

Lidt efter sagde han: »Er det ikke den unge Baccalaureus Tilivallensis?«

»Jo. Har I Tid at tale med mig, Hr. Doktor?«

»Det faar jeg vel have.« – Doktor Martin gned sig forfrossen i Hænderne, – saa rejste han sig og slog Armene mod sine Sider. – »Det bliver ved at være koldt.« sagde han.

»Maa jeg spørge jer, Hr. Doktor – inden jeg kommer til mit rette Ærind – om her ikke har været engang i Vinter en Ridder von Hohenwaldau hos jer?«

»Jo.«

»Ja, han talte forinden med mig om sit Ærind til jer, – men jeg saae ham ikke siden, saa jeg vidste ikke, om han havde faaet det udrettet.«

»Jo. Men han forlangte vel, I skulde tie med det?«

»Han hviskede det til mig, saa –«

»Ja, ikke for min Skyld! – For jeg svarede ham Nej. Men hvorfor vilde I vide det?«

»Nej, nu kunde det ogsaa gjøre mig det samme. Men det var den Gang min Mening, at jeg vilde have rejst med ham, – hvis I havde sagt Ja.«

»Vilde han da have givet jer Lov til det?«

»Det sagde han.«

»Men af hvad Aarsag vilde I paa den Rejse?«

Tilio saae sig noget forlegen omkring: »Han sagde, at da kunde jeg lære at leve.«

»Naar I fulgte med Ridder Franz til Ebernburg? – Det kan jeg ikke vide. Det kom mig for – efter hans Snak til mig – at hvad der laa ham mest paa Sinde, var Kjødets Lyst.«

Tilio blev rød i Ansigtet, – men sagde saa: »Mit rette Ærind til jer, Hr. Doktor, var ellers dét, om – I vilde tillade, at jeg rejste med jer, naar I skal til Worms?«

»Nej, hvad skulde I vel dér? – Og der bliver ingen Plads. Vi er fem Mand til Vognen. Det er nok for Hestene saa lang en Vej.«

»Ja, men den ene Mand er vel Kudsken. Kunde jeg saa ikke blive ham?«

»I mangler ikke for Svar!« sagde Doktor Martin og lo, idet han satte sig igjen ved Bordet. »Men kan een Baccalaureus kjøre tre Heste? Det skulde vel sært være.«

»Nu seer jeg, hvorfor Gud bevægede min Fader, saa han lod mig gaa saa lang en Tid ved Arbejdet derhjemme, forinden han vilde lade mig komme til Studeringen: Jeg har 253 kjørt Heste baade til Mølle og til Marked, og jeg har baade pløjet og harvet, inden jeg var sytten Aar gammel.«

»I er ikke saa let at komme om ved. Men I forsømmer jo jere Bøger al den Tid. Og hvad Gavn skulde I have af den Rejse? Kan I nu ogsaa svare noget Rimeligt dértil?«

»Jeg har ingen Rolighed paa mig, før jeg – – faar lært at leve.«

»I bliver ved at svare! – Men jeg tænker, ret snart jere Svar løber ud i en Spids. Saa kan I ikke komme videre.«

»Jeg er kuns en ung Person, Hr. Doktor.«

»Jo, vel saa. – I vilde lære at leve paa Ebernburg, og I vil lære det samme paa denne Rejse. Hvad mener I der skulde være det samme begge Steder?«

»Jeg vilde lære – en stor Forandring at kjende –«

»Ja, Forandring fryder. Hvem har I saa dét efter?«

»Det veed jeg ikke, Hr. Doktor.«

»Saa dér gav I tabt med jere Svar! – Jeg troer, I har det efter jer Fader. Han venter vist ogsaa paa store Forandringer.«

»Jeg troede, alle gjorde det.«

»Der er i hvert Fald nok af dem. som gjør det. – Men jer Moder hun venter kun paa een Forandring.«

»Hvilken er det?«

»Hendes Synders Forladelse. – Der er helleringen anden Forandring, der betyder noget.«

»Det var ikke min Mening at tale derom, Hr. Doktor,« sagde Tilio nølende. »Men det siger I altid.«

»Hvornaar da?«

»Ja – i flere Prædikener og jere Lektioner!«

»Og det bryder I jer ikke om at høre?«

»Jeg troer paa mine Synders Forladelse, Hr. Doktor. Derom har jeg aldrig tvivlet!«

»Om I rettelig troede dérpaa, da var det jer ikke længer om de store Forandringer at gjøre. Thi da havde I nok og mere end nok i dette ene.«

»Jeg veed bestemt, jeg siger sandt: jeg har aldrig tvivlet derom.«

»Det er at sige: I har aldrig haft Længsel derefter. Og da hverken troer eller tvivler I derpaa. Det er sandt nok. Men hvem der ikke har Længsel efter sine Synders Forladelse, han længes efter store Forandringer, og veed ikke, hvad han længes efter, – om det kun ikke i Grunden er 254 Kjødets Lyst, som Ridder Franz von Hohenwaldau – og flere andre dem selv uafvidende.«

Der blev en Pause. Saa sagde Tilio: »Men I volder jo selv store Forandringer, Hr. Doktor. Hvorfor gjør I saa det?«

Doktor Martin lagde Hænderne for Ansigtet, støttende sig paa Albuerne, og lo: »Det maa I hellere spørge den kjære Herre Gud om, thi derfor bærer han Skylden. – Men jeg er jo en svoren Doktor i Theologien og er ansat til at prædike her i Sognekirken, saa maa jeg vel forkynde Guds Ord rettelig.«

»Men andre har forkyndt Guds Ord før jer, og har ingen Forandring voldet, Hr. Doktor.«

»I vil faa meget at vide i Verden, min unge Baccalaureus, thi I har en frisk Mund til at spørge. – Men jeg mener, Gud volder det altsammen, forat Folk kan komme til Troen paa deres Synders Forladelse og af ingen anden Aarsag.« – –

»Vil I saa ikke have mig med til Worms som jeres Kjøresvend?« spurgte Tilio.

»Frygter I ikke den Forandring, at I kunde miste jert Liv paa Rejsen? Saa kunde I aldrig spørge mere. Og hvem veed saa lige, hvad der kan hænde?«

»Nej.«

»Jeg skal tale med Byens Raad derom. De laaner mig Hest og Vogn. Men I maa bestaa en Prøve for dem, at I duer dertil. Ellers faar I vel ikke Lov.«

»Tak, Hr. Doktor! Jeg maa sige Raadet, at I har intet derimod?«

»Ja.«

»Saa gaar jeg straks. Farvel!«

Tilio naaede ganske rigtig at faa sit Ønske opfyldt. Den 2. April sad han som Kudsk paa Kjørebrættet paa den Vogn, som holdt foran det sorte Klosters Port. Den var forspændt med tre kraftige Heste, som han i de sidste Dage havde været ude at gjøre Prøvekjørsel med. Over Vognen var paa buede Vidjer spændt et Sejl til Beskyttelse mod Regn og Sol. – Gaden rundt om Vognen var fuld af Mennesker, som vilde see Doktor Martin og hans Rejsefæller drage af Sted. To af disse sad allerede i den første Agestol: Amsdorf, Doktor Martins Kollega ved Universitetet, og en ung, adelig Studerende fra Pommeren, Peter Swaven, som var en god Ven 255 baade af Doktor Martin og af Magister Melanchthon. – Foran Kjøretøjet holdt Rigsherolden i sin fulde Puds og med sin lange, skinnende Trompet under Armen. – Det var klart Solskin og Foraarsvejr.

Nu kom Doktor Martin frem af Portaabningen. Han gik og havde sin Arm omkring Skulderen af Magister Melanchthon. Dennes Øjne var meget røde, og af og til kom der Taarer i dem. Efter dem gik en Munk, Pezensteiner, som blot skulde med, fordi en Augustinermunk, efter Klosterreglen, aldrig maatte rejse alene.

Da Doktor Martin var kommen op paa det øverste Trin af Vogntrappen, som var sat til Bag-Enden af Vognen, saae han sig om over Folkemængden og vinkede med Haanden til Farvel. Saa sagde han: »Saasnart vi kun veed, hvor stor en Fare er, saa er den ogsaa lille med det samme. Og det kan ikke gaa nogen af os værre i Worms, end det gik Johann Hus. Det veed vi. – Men den evige Fare, som ikke kan maales, den er borte. Den er borte for os, som rejser, og for jer, som bliver, – for os alle, som her er forsamlede, – blot vi troer. Amen!«

Nogle Øjeblikke efter satte Vognen sig i Bevægelse – vestpaa; man skulde med den store Færge over Floden.

Tilio havde naturligvis hørt Doktor Martins Ord, – men han skubbede dem ligesom tilside i sin Bevidsthed. De forstyrrede ham i de Tanker, han sad og var optagen af. Dette med Johann Hus syntes han ingen Grund der var til at tænke paa, og det om den evige Fare havde han helleringen Brug for. Nej, for – skjønt han nok følte, at det var ikke Doktor Martins Mening med Rejsen: saa stod det dog saadan for ham, at nu var de lige paa Vejen til at møde, hvad han ventede sig: han skulde faa lært at leve, og nu kom den store Forandring. – For Resten var han jo stærkt opfyldt af sin Stilling og sit Ansvar som Kudsk. Han ønskede bare, de snart var ude af hele denne Folkevrimmel, saa han ikke skulde faa dét paa sin Samvittighed at have overkjørt nogen; det vilde jo helt øde Rejsen for ham. Det var godt, tænkte han, de havde Herolden med. Han red foran Vognen, blæste sommetider i sin Trompet og gjorde Plads.

Det gik altsammen, som det skulde. De kom velholdne ombord i Færgen. Hestene var spændt fra, og Tilio stod i Forenden af Fartøjet og holdt dem ved Munden, forat de ikke skulde springe overbord. Strømmen sydede om Stævnen, og Bølgerne skvulpede mod Færgens Sider. Tilio havde 256 en Fornemmelse, som om de klukkede og lo inde i ham selv.

I Bag-Enden af Skibet sad det øvrige Rejseselskab, som ogsaa var steget ud af Vognen.

Doktor Martin sagde – nærmest til Peter Swaven -: »Det er sært nok, at det er første Gang i de tolv Aar, jeg har været i Wittenberg, at jeg kommer over Elben her i Færge. Alle de andre Gange har det været i Baad. Baade da jeg skulde til Rom og til Augsburg, til Leipzig og til Heidelberg og flere andre Gange. – Naar jeg nu seer paa disse store Færge-Aarer, med deres Aare-Tappe, som Folkene trækker i, og seer Karlene lægge sig helt tilbage for hvert Aaretag, – saa er det, ligesom jeg blev Dreng igjen. For jeg har sejlet med Færge over Elben; det var i Magdeburg, da jeg var fjorten Aar.«

»Ja, hvor lang Tid mon det nu tager for disse Bølger, som vi her sejler igjennem,« sagde Peter Swaven, »at komme til Magdeburg; det er mange Mil herfra.«

»Ja, jeg kommer der i hvert Fald meget hurtigere – med mine Tanker,« svarede Doktor Martin. »Men Vejen er længere tilbage til mit fjortende Aar. Alt det, dér er skeet siden! Dog har det været sværere at komme det igjennem den anden Vej, fremad til denne Dag. – Det er ogsaa underligt bevendt med det, som det Sværeste er lagt paa den Yngre i Stedet for paa den Ældre. Naar jeg dér tænker paa mig selv – fjorten Aar gammel – i Magdeburg! Hvad havde jeg da at staa imod med? Jeg kom dér i Anfægtelse med selve Forudbestemmelsen. Og hvor lidt kjendte jeg til Gud. Jeg vidste jo ikke det eneste: at han er god. Jeg stod og saae paa denne samme Elbflod og vidste ikke, hvad jeg havde gjort, at jeg skulde komme i en saadan yderlig Elendighed. Det er ikke, fordi jeg er stærkere nu, nej, nej, jeg maa være meget svagere, end jeg var dengang. For jeg veed, at jeg kunde aldrig udholde nu den Strid og Angst, som dengang var, hvis jeg ikke havde langt større Hjælp at ty til nu, end jeg dengang havde. Alt er første Gang i Ungdommen: Anfægtelse, Prøvelse – – men opsaa Examiner og andet; naar vi er blevne ældre, da er vi i Gang, det gaar af sig selv, og vi kan langt bedre. Men vi er bøjelige i Ungdommen, deri ligger det; i Alderdommen knækker vi over; saa ligger vi der.« – –

For hver Dag, som de kom frem, vestpaa og sydpaa, talte Doktor Martin om, at nu skulde Landet snart begynde at stige.

257

»Er det nogensteds stegen saa højt som i Wittenberg, hvor I selv boer, Hr. Doktor?« sagde Amsdorf.

»Hvad mener I? Det er jo ganske fladt,« svarede Doktor Martin.

»I Aanden, i Aanden!« forklarede Amsdorf.

»Men jeg mener: i Høje og Bakker, Bjærge og Dale. Hvor Landet har Bjærge og Dale der seer det paa mig. Hvor det er fladt, dér seer kun jeg paa Landet, – men det svarer mig ingen Ting. Derfor sladrer Sletteboere saa meget, for de skal sige alting selv.«

Næste Dag henimod Aften saae de Saale-Floden ved Naumburg.

»Veed I, hvem vi nu kommer fra, og hvem vi nu kommer til, Hr. Peter Swaven – Pommeranus?« spurgte Doktor Martin, der sad og betragtede Strømhvirvlerne og Sugehullerne i Flodens Overflade, der ellers var ganske glat og blank i Aftensolens Skjær.

»Vi rejser jo som Fyrster,« sagde Peter Swaven, »vi kommer fra eet Hyldest-Tog af Folket og rejser mod et andet. See hist paa Broen!«

»Nej, saa veed I ingen Besked. Vi kommer fra de slemme Vender, og rejser nu ind til de gode Tyskere. Elben og Saale – det er Skjellet, – eller har da været det engang i gamle Dage.«

»Saa er jeg da selv en Vender,« sagde Peter Swaven.

»Det er I, men I er en Undtagelse. Der er mange. Wittenberg er een Undtagelse. Men Gud veed, jeg var ræd nok for de slemme Vender, da jeg kom dertil.« –

Doktor Martin var i det hele munter og vel tilpas, lige til man naaede Weimar. – Da man to Dage senere nærmede sig denne By og saae Etterbjærgets jævnt stigende Linie og Thüringerwalds blaanende Bjærge langt borte i det Fjærne, sagde han; »Ja, Bjærgene taler til os. De siger: den Vej! – op til Himlen!«

Paa Gaden i Weimar var der usædvanlig mange Folk paa Benene, som alle vilde see Doktor Martin. De blev imidlertid skuffede, for han var bleven træt og sad og sov inde under Vognsejlet. Mængdens Opmærksomhed var da mest rettet mod Rigsherolden, som stadig red et Stykke foran Vognen.

Pludselig drejede han omkring midt paa Gaden og holdt stille, indtil Vognen havde naaet ham. Da bøjede han sig over mod Kudsken Tilio og bad om at faa Doktor Luther i Tale. De Medrejsende blev noget overraskede, men dog 258 ogsaa velfornøjede med, at de nu fik en gyldig Grund til at vække Doktoren.

Herolden var reden om til Bag-Enden af Vognen, og da nu Doktor Martin slog Sejlet tilside og saae ud, pegede Herolden over mod den nærmeste Husvæg og sagde: »Kan I læse, hvad dér staar skrevet, Hr. Doktor?«

Doktor Martin saae hurtig, at det var et kejserligt Edikt, som var opslaaet paa Muren. Og det var om hans Bøger, det handlede. Det sluttede: »Disse Doktor Martin Luthers Bøger skal alle udleveres og opbrændes, da de i den pavelige Bulle er fordømte og forbudne, og stride mod vor hidindtil antagne og overholdte kristelige Tro, Lære, Bud og Anordning.«

»Jeg mente, Hr. Doktor,« sagde Herolden, »at I skulde forhøres først i jere Bøger, inden de blev fordømte?«

»Det mente jeg ogsaa,« sagde Doktor Martin. Han pegede for Amsdorf, som ogsaa var kommen frem, over mod Væggen. Den omkringstaaende Folkemængdes Opmærksomhed var ligelig fordelt mellem Doktor Martin og den kejserlige Plakat.

»Naar de saaledes farer frem mod Eders Bøger, Hr. Doktor,« sagde Herolden, »kunde I da ikke have Grund at frygte, at I selv var paa Forhaand dømt uden Forhør og vilde blive behandlet derefter i Worms?«

»Ja, hvad veed jeg,« svarede Doktor Martin. »Frygter man først, da er der vist nok at frygte for. – Vilde I tjene mig i, Hr. Amsdorf, at stige ned og tage en Afskrift af Opslaget. Jeg selv kan vel daarlig faa Ro for Folk dertil.«

Amsdorf gjorde det.

»Vil I ikke hellere, Doktor Luther, at vi vender om her straks?« sagde Herolden lavmælt.

»Vende om? Til Wittenberg?«

»Ja.«

»Nej, nej,« raabte Doktor Martin. »Det er gjort forat forskrække mig. De vil helst have mig til at blive hjemme. Saa kan de skylde mig for Fejghed. Men Kristus lever, og vi vil drage ind i Worms trods alle Helvedes Porte og de onde Aander, som herske i Luften!«

Doktor Martin trak sig atter tilbage i Vognteltet og satte sig stille ned.

Professor Amsdorf talte til ham og fremsatte sine Formodninger om, hvad dette kejserlige Edikt kunde betyde.

Men Doktor Martin syntes ikke at høre efter. Han sad og saae frem for sig. – Pludselig sagde han: 259 »Det er gjort for at forskrække mig. Men det besynderlige er, at det har ogsaa forskrækket mig. See, jeg ryster, og den kolde Sved springer frem paa min Pande. Jeg forstaar det ikke. Jeg troede, jeg var ovre det –«

Amsdorf og Peter Swaven saae virkelig, at Doktor Martin var bleven liigbleg i Ansigtet, de hørte ham tage efter Vejret, som om det stemmede ham for Brystet.

»Det særeste er endnu,« sagde Doktor Martin lidt efter, »at jeg troer i Virkeligheden ikke, det skræmmer mig, hvad der kan skee eller ikke skee i Worms. Men jeg tænker paa min gamle Fader, hvad han sagde om sin Hoste. Han sagde, at saasnart han fik Hoste, saa gik det hurtigt, ja, næsten lige straks, bort fra Halsen og Næsen, det gik længere ned og satte sig for Brystet af ham med Hiven og med Harken, som ikke var til at komme igjennem. Saadan er det med min Angst; den gaar næsten ligestraks bort fra det, som – – fra Sagen selv. Og saa gaar den ned og rører op i noget, som jeg aldrig kan ret give Navn engang – men som jeg kjender jo saa altfor godt: altid det samme – om mine Synder og om min Salighed og dens Forlis. Og det bliver vist endda allerførst til Angst for den Rædsels-Pine, som sikkert følger med disse Tvivl. Nu har jeg været fri derfor siden den Nat, før jeg brændte Pavens Bulle. Ak, Herre Gud, om jeg nu skal til det igjen. – – Men naar jeg saa kommer over det – hvis dét blot skeer! – saa kan helleringen Sager i hele Verden forfærde mig, de betyder saa lidt i Sammenligning. Derfor troer jeg i Grunden ikke, det nu er Kejserens Edikt, som volder min Angst. Det er kun Anledningen. – Men der er ingenting at gjøre for mig. Gud kan alene redde mig. Hans Vilje skee! I Jesu Navn, Amen!«

Han sad atter stille hen en Tid. Man naaede Herberget, hvor han skulde bo om Natten.

»Det kan jo være, det driver over denne Gang,« sagde han sagte, idet han steg ned af Vognen. »Men hvad saa, naar jeg staar for Kejseren og mine Fjender i Worms! Saa give Gud, det maatte kun komme forinden, om det skal komme!«

Da man næste Dag om Aftenen kjørte videre ad Erfurt til, var han noget bedre tilpas, men sagde meget lidt; kun – uden nogen ydre Foranledning – dette: »Jeg er som en Hest, de har bundet for Øjnene. Jeg har ingen Mening om, hvor han fører mig hen.«

»Herolden?« spurgte Professor Amsdorf.

260

»Aa nej. Gud.« – –

Om Formiddagen derefter, da man var naaet i Nærheden af Erfurt, dér, hvor Vejen nordfra krydser den mellem Weimar og Erfurt, – saae man et stort Optog nærme sig inde fra Byen. Det var ingen almindelig Folkehob. En stor og spraglet Rytterskare red i Spidsen. Det lignede dog ikke Riddere eller Soldater. De var ikke i Rustning, kunde man see allerede paa Afstand.

»I skal see, det er det Erfurt Universitet med Rector magnificus i Spidsen, som kommer jer i Møde, Hr. Doktor,« sagde Amsdorf. »Derom skrev min Ven, Justus Jonas, mig til for nogle Uger siden: at hvis I kom denne Vej, saa –«

»Det er en Bedrøvelighed, større end de fleste!« udbrød Doktor Martin. »Skal vi nu høre en Blomstertale af Crotus Rubeanus! Jeg havde troet, vi skulde komme over den Korsvej uden Tumult og Forstyrrelse.«

»Ja, hvorfor just denne Korsvej?« sagde Amsdorf lidt efter, idet de passerede den.

»Jeg sad dér i Vejgrøften, jeg veed ikke hvorlænge, hen paa Aftenen den samme Dag, som jeg havde givet mit ugudelige Løfte til Sankt Anna om at blive Munk. Hvorfor jeg nu husker det Sted saa klart fremfor mange andre? Det var, veed jeg, som alt mit Væsen skulde løbe fra hinanden og blive til intet. – – Om jeg da heller aldrig skulde blive noget lignende som andre Mennesker! – Men nu er jeg vel for gammel til, at jeg skulde blive anderledes, end jeg er, om ikke Gud gjør et Under.«

Man havde allerede Rytterne omkring Vognen. Lige foran Kjørehestenes Hoveder holdt en Mand i en Universitetslærers Dragt med en gylden Kjæde over Brystet. Han havde sin Hat i Haanden og tillige et Stykke Papir, som han af og til saae i, mens han talte – paa Latin:

»Som Foraarets lune Zefyrer smelte Bjærgenes Sne og Is, saaledes har Eders Tales Vejr, fortræffeligste, allerberømteste Hr. Doktor! smeltet Isen fra utallige Hjerter, – saaledes har den smeltet Bjærgenes Sne og Is og banet Menneskehjerterne Vej til de himmelske Goder,« begyndte han, – fortsatte og endte omsider i den samme Stil.

»I maa vel træde frem og takke,« sagde Amsdorf til Doktor Martin. Men denne blev siddende, hvor han var, i den bageste Agestol under Vognsejlet.

Der gik nogen Tid i dyb Stilhed; saa red Rektor og alle 261 de andre Universitetslærere hen til Bag-Enden af Vognen, fik Sejlet trukket til Side og hilste paa Doktor Luther. Denne undskyldte sig med, at han var ikke vel. Og saa drog Vognen og hele Optoget ind ad Byen til.

Martin Luther boede om Natten i Augustiner-Klostret i Erfurt. Der var nogle, der mindede ham om den Dag, da han for seksten Aar siden var gaaet ind igjennem dette Klosters Port forat blive Munk. »Ja, tal hellere ikke om det,« sagde han.

Man spurgte med Forundring, hvorfor? Det havde jo dog altsammen vendt sig til Velsignelse.

»Ja, ja,« svarede han. »Det er ikke for godt endnu.« –

Næste Dag, som var en Søndag, prædikede han i Kirken. Folk berømmede højlig denne Prædiken, men flere sagde, at det var, ligesom han stod og talte med sig selv hele Tiden. Den handlede om, hvordan man skulde blive from og vinde den evige Salighed. Det gjaldt om endelig ikke at see den Vej, som man selv og Ens egne Gjærninger de var, for da blev det straks til Tvivl og Fortvivlelse og til Helvedes Pine; men ene og alene at holde sig til Kristus og Troen paa ham og hans Gjærning. Thi dér var Fuldkommenhed, og dér var Sikkerhed, om man blot kunde tage imod den.

Kun en enkelt Gang under Prædikenen var det, lige som han vaagnede op til at tænke paa de andre, og hvor han var. – Det kom ved, at der pludselig lød en høj Larm eller Knagen oppe paa et af Pulpiturerne, – hvor Tømmerværket maaskee gav sig noget under de mange Menneskers Vægt. – Da raabte han og truede derop: »Ja, jeg kjender godt Dine Kunster, Satan! Du vilde gjærne standse mig paa min Rejse, om Du kunde! – – Men han kan ikke gjøre hverken mig eller jer deroppe noget, om vi ellers troer paa den Herre Jesus Kristus. Vær I kun stille og rolige i Jesu Navn!« –

Han prædikede de følgende Dage baade i Gotha og Eisenach. Men han var ellers helt usædvanlig tavs. I Eisenach gik han ikke udenfor en Dør, undtagen da han skulde i Kirken.

Om Morgenen, da man kjørte imellem Eisenach og Salzungen, hvor den bekvemmeste Vej gaar ad Frankfurt til, sad Doktor Martin atter ganske stille hen.

Peter Swaven begyndte at tale til ham om, at han vist bevægede sig altfor lidt. Her i Vognen det var jo at sidde som i en Stue, og naar de var i Byerne, holdt han sig jo ogsaa inde hele Tiden.

»Ja, det var vel kun nu i Eisenach, at det kan siges,« 262 svarede han. »Men det var ikke af Magelighed; det var, fordi jeg ikke vilde.«

»Men hvorfor vilde I saa ikke?«

»Det var vist, fordi jeg turde ikke. Ja – det var jo nok ogsaa uret. Men hvad skal man sige.«

»I behøver jo ingen Ting at sige, hvis I ikke har Lyst,« blev Peter Swaven ved. »Men ellers kunde jeg nok have Lyst at vide, hvordan I kunde være bange derfor.«

»Jeg kommer til at tænke paa den gamle Greve i Mansfeld. Han sagde, at naar man havde ædt eller drukket for meget, da skulde man kun skynde sig, jo før jo heller, at stikke en Finger i Halsen og brække sig, saa var man over det.«

»Det er jo nok troligt, at det kunde være godt,« sagde Peter Swaven. »Men hvad kommer det mit Spørgsmaal ved?«

Amsdorf, der havde siddet og læst i en Bog, lod den synke, og saa med et Smil paa Doktor Martin.

»Nej, saamænd,« svarede denne i sin sørgmodige Tone, »og det er i hvert Fald ingen skjøn Lignelse. Men I maa tro, jeg siger Sandhed: der er Steder i Eisenach – og der er ikke langt imellem dem -: var jeg gaaet dérhen, saa havde al min Elendighed været over mig lige med det samme. Jeg kan ikke taale at see noget, som sætter mit Sind i Bevægelse, som jeg for Tiden har det, for saa bliver det til meget mer og til noget helt andet, end jeg vilde. – Men hvis nogen vilde sige,« føjede han lidt efter til: »Ja, men i Guds Navn: saa lad det hellere komme, saa er Du maaskee helt ovre det, ligesom den gamle Greve, en Tid – er fri og fro og munter i Din Herre og Frelser! – – Ja, det er vist nok sandt. Men – – jeg kan ikke lade være at stritte imod, saalænge jeg kan. Det er en haard Pust. Mens det staar paa, veed jeg sletikke, om jeg nogensinde kommer op igjen, – og det veed jeg hellerikke før. – Oh! her, hvor vi kjører i dette Øjeblik, her langs med Werra! – jeg har kjørt her, da jeg var sytten Aar – der var andre med. – Hvis jeg vilde tænke ret derpaa! – jeg veed sletikke, hvormeget det vilde drage med sig – jo, det veed jeg – for det vilde ende netop med det, jeg frygter. – Jeg veed dog hellerikke, om jeg har Lov til at kalde derpaa, for det er jo som at kalde paa Satan, forat Kristus skal blive tvungen til at komme – – med sin Hjælp.«

Der gik en længere Tid i Tavshed.

Saa sagde Peter Swaven: »Ja, naar det er saaledes, saa 263 vil I ikke, at jeg spørger om nogetsomhelst, som hører den Tid til?«

Doktor Martin saae spørgende paa ham.

»Jeg mener, den Tid, da I var sytten Aar?«

»Nej, nej, det vil jeg ikke! – Nej, det er mig, som jeg hér skulde sidde og holde mit Vejr. – Men saasnart vi er naaet sønden for Salzungen, saa kommer vi til Egne, hvor jeg aldrig har været før. – – Men saa meget veed jeg nu: det er ikke Worms, jeg frygtede eller frygter for. Det var kuns en Anledning.« – –

Da man var kommen sønden for Salzungen, syntes det virkelig, som om Doktor Martins Tanker blev mindre bundne end før; han begyndte at snakke med om, hvad man saae og mødte paa Vejen. – Men netop ved samme Tid meldte nogle slemme Nyresmerter – som han af og til led af – sig hos ham, og de holdt ikke op før i Frankfurt. Han sagde flere Gange undervejs dertil: »Det er baade godt og ondt med saadanne legemlige Lidelser; for de drager Tankerne bort fra det, som er mere pinefuldt, men de gjør tillige, at det ikke kommer til nogen Afgjørelse med det; bliver det saadan ved lige til Worms, saa kommer jeg vel dér, ikke ret baaren af Gud og halv vanfør og ubesluttet i mit eget Væsen. Men han maa jo vide det, han vil saa have det saadan. Hans Vilje skee, Amen!« –

I Frankfurt blev der gjort megen Ære ad Doktor Martin. Store Skarer fulgte Vognen gjennem Gaderne, og om Aftenen var der fuldt af Borgerfolk i Herberget, hvor han boede, som vilde see ham og tale med ham. – Det var ikke meget, han sagde, og hans Tanker syntes mest at være andetsteds henne. Han sad og drak af en Kande Malvasier-Vin, som en rig, gammel Frankfurter-Kone, Gilbert von Holzhausens Enke, havde ladet ham bringe.

Der blev sunget og spillet paa Luth derinde i Gjæstestuen – mest kun gudelige Sange. Til almindelig Overraskelse bad ogsaa Doktor Martin om Luthen og sagde: »Jeg vil spille og synge en Vise, men den er blot til at forslaa Tankerne med:

Hvad volder det, Du sorgfuld er
og aldrig mere leer?
Du har jo grædt, jeg det hel grandt
paa Dine Øjne seer.

264

»Og om endog jeg har saa grædt,
»hvad Magt er dér vel paa;
»jeg græd – at Du det vide skal –
»for Fryd, jeg ej kan faa.

»Ja, det var nu egentlig en Jægersang, – men jeg har ellers hørt min Moder synge den i min Barndom. Kanskee den ogsaa er kjendt her?«

»Jo, Hr. Doktor,« sagde en af Tilhørerne, »jeg har hørt den før. Men der er mere end to Vers. Dem maatte I synge med.«

»Naa – det er vel aldrig værd. Det er jo kims Kjærestesnak. Det er jo for Resten en Vekselsang imellem en Jægersmand og en Hyrdinde.« – Han fortsatte dog:

Naar jeg med Glæden leve vil
gaar jeg i grønne Lund
og blæser alle Sorger bort
i Hornet for min Mund.

»Min Skat det var en Jægersmand,
»grønklædt som Blad i Lund;
»min Trøst og Livsens-Lyst det var
»hans friske, røde Mund.

Min Skat var en Hyrdinde skjøn
i Kjortlen skjær og hvid,
to Øjne blaa min Glæde var
udi min Ungdoms Tid.

»Og saa synger de begge to:

Er Bu min Skat, er jeg Din Skat,
og Skam skal Sorgen faa!
Kom følg mig ud i Lund og Krat,
som Dansen let mon gaa!

»Ja,« sagde han, idet han lagde Luthen fra sig, »kunde man danse sig ud af det hele, det var en nem Maade.«

Tilio sad just og gabede paa Doktor Martin baade med Mund og Øjne, vis paa, at ingen lagde Mærke til ham.

Pludselig drejede Doktor Martin Ansigtet imod ham og sagde: »I seer intet hverken til Dans eller Lystighed eller store Forandringer, Hr. Baccalaureus! – Er I ikke ved at fortryde, at I kom med paa denne lange Kjøretur?«

»Nej, nej, Hr. Doktor! – Jeg har heller aldrig været meget for at danse,« svarede Tilio betuttet.

»Ja, nu kommer vi snart til en By, der hedder Oppenheim.

265

Derfra er kun et Par Mil, saa vidt jeg veed, til Ebernburg, hvor jer Ven Ridder Franz von Sickingen boer. – Kan I skaffe os en anden Kjøresvend, saa kan I godt drage derhen og see, hvad Forandring det kunde give.«

»Nej, nej, nu er vi jo straks ved Maalet for vor Rejse, Hr. Doktor.«

»Det er vi nok. Men jeg frygter, det bliver ikke meget anderledes, end det er. Snart er jeg syg, og snart er jeg rask. Men nogen virkelig stor Forandring kommer der vist ikke ud deraf.« – –

Da de om Morgenen naaede Oppenheim, var Doktoi Martin legemlig frisk, og var ivrig forat faa Rhinstrømmen at see, som han mente løb lige forbi Byen. Han fik da at vide, at han vel var nede i Rhindalen, men der var alligevel saa langt ud til Floden, saa man sletikke herfra kunde see den. Det forundrede ham meget. Det maatte jo være en overhaands stor Flod da. – Hans Rejseledsagere glædede sig over, at hans Videlyst og Nysgjerrighed syntes at være kommen igjen. Dertil havde de i mange Dage intet mærket. – Han spurgte Værten i Herberget, hvor langt der var til Ebernburg, – men fik til sin Overraskelse det Svar: at der lige i samme Øjeblik var kommen en Munk hertil fra Ebernburg, som vilde tale med Doktor Martin.

Det varede ikke længe, inden denne Mand, Martin Bucer sad sammen med Doktor Martin og hans Rejsefæller ved Middagsbordet. Da Doktor Martin havde forsikret ham, at disse alle var paalidelige Folk, bragte han sit Ærinde frem, som var at indbyde Doktor Martin til Ebernburg, hvor Kejserens Skriftefader Pater Glapio igaar var ankommen forat forhandle med ham. Pater Glapio paastod ganske vist, sagde Bucer, at han havde foretaget Rejsen hertil i eget Navn, – men han kunde jo dog ikke have gjort dette uden Kejserens Vidende og Tilladelse. Pater Glapio sagde, at der var stor Fare for Doktor Martin ved at komme til Worms; her, under Ridder v. Sickingens sikre Tag, kunde de derimod forhandle roligt og vise Eftergivenhed paa begge Sider, hvorved stor Ulykke for Tyskland, ja, for Kristenheden kunde forhindres.

Alle saae spørgende paa Doktor Martin, selv Amsdorf var usikker.

»Nej,« sagde Doktor Martin heftig, »det kan ikke lade sig gjøre! Jeg maa holde paa een Vej, nu duer jeg ikke til at vælge mellem flere. Kejseren har offentlig stævnet mig til Worms.

266

Skal jeg vende om, maa han offenlig tage sin Stævning tilbage. Nu skal Sandheden forkyndes aabenlyst. Mister jeg Livet i Worms, vil det ikke skade Sandheden, hellere gavne den.«

»I veed vist, jeg er jer og jer Sag hengiven,« sagde Bucer, »og mig synes, I kunde dog prøve paa at forhandle om et Forlig. Det samme mener Ridder Franz og Ridder von Hutten, fra hvem jeg kommer, – siden Kejseren selv ønsker at forhandle.«

»Man ønsker vel kun at hindre mig i at komme til Worms. Jeg kan ikke handle om Guds Sager, de er ikke mine egne. Venter jeg kuns et Døgn endnu, saa løber det kejserlige Lejde ud, – saa kan Papisterne uhindret føre mig til Rom. Nej, jeg vil til Worms, og det nu, om ogsaa der er saa mange Djævle i Byen som Tagsten paa Husene. Selv om Huss er brændt i Ilden, saa er Sandheden dog ikke brændt. – Har Kejserens Skriftefader noget at tale med mig om, saa kan han gjøre det i Worms.« –

Der gik lang Tid efter dette, hvor ingen mælede noget ved Bordet.

Endelig sagde Doktor Martin, men i en anden Tone, – idet han pegede paa Tilio: »Men her sidder en ung Person, Baccalaureus i Philosophien Joannes Tillivallensis – han er meget ivrig for at komme til Ebernburg, det har han været i lang Tid.«

»Hvad vilde den unge Baccalaureus dér?« sagde Bucer høfligt men smilende.

»Han har Lyst til at see en stor Forandring.«

»En stor Forandring?«

»Jeg mener for Resten,« sagde Doktor Martin, »at man kunde vælge et ringere Sted end Ebernburg for at faa sligt at see.«

»Det kan jo være. Jeg kjender det ikke, Hr. Doktor,« sagde Bucer.

»I saa Fald har Ridderne vist ikke stor Fortrolighed til Broder Martin Bucer.« –

Efter en længere Tavshed ved Bordet, udbrød Tilio pludselig: »Jeg vil ikke til Ebernburg, Doktor Martin! Jeg vil rejse med jer, saa længe I vil have mig med!«

»Ja, ja,« sagde Doktor Martin. »Lære at leve ret paa Ebernburg, det troer jeg ikke I kan. Men I kunde maaskee lære at vælge. Og jeg vilde da haabe, at I valgte ret.«

Kort efter var Maaltidet til Ende; man rejste sig, og Bucer drog tilbage til Ebernburg med uforrettet Sag. – –

Endnu længe før Dag næste Morgen sad Rejseselskabet i Vognen og kjørte ad Worms til.

267

Doktor Martin sagde til Amsdorf og Peter Swaven, da de saae, endnu meget langt borte, en Række Spidser rage til Vejrs, som man mente var Taarne og Spir i Worms: »Jeg synes ikke, jeg kan lægge det hele mere i Guds Haand, end jeg gjør, – nej, for jeg er tvungen til det, jeg har ingen Magt derover selv; jeg veed intet om, hvad der kan skee, hvad der kan skee med mit eget Sind, – det kunde lige saa godt være Himmerig eller Helvede, det, der langt borte, saa ukjendt er jeg dermed, – og jeg kunde selv ligesaa godt være en Tyrk eller en Blaamand, saa lidet kjender jeg mig selv; jeg er villig og tvungen til at overgive mig selv og alt i Guds Hænder. Og alligevel er det, som om han sletintet vilde tage imod deraf; det hviler altsammen paa mig selv og i mig selv, ja – ret som det skulde knuse mig.«

»Saaledes skal det vel ogsaa være, Hr. Doktor, for den, som frygter Gud og stoler paa ham alene,« sagde Amsdorf.

»Nej, saaledes skal det ikke være!« sagde Doktor Martin heftigt, men ganske sagte. »Gud naade – Gud styrke og hjælpe mig! – Ja, Gud tage det hele og mig selv fra mig! Jeg forgaar, som det nu er!« –

Stadens Taarne blev mere og mere tydelige. Klokken var henved ni. De stod der i fuldt Sollys. Der var een Bygning, den lignede med sine fire Spir en omvendt Skammel, syntes Tilio, – med Benene i Vejret. Han spurgte Pezensteiner, der sad ham nærmest, hvad det var.

»Jeg troer, det er Domkirken,« svarede denne: »Jeg har seet en Afbildning engang i Wittenberg.«

»Og Bjærgene her ligefor mod Øst?«

»Det maa jo være Odenwald,« sagde Amsdorf. »Den høje Top her midtfor er vistnok Malchen.«

»Herre Gud!« udbrød Doktor Martin og saae over mod Bjærget. »Hvem der kun havde Skyerne saaledes under sig!« –

Nu saae man en stor Skare Ryttere nærme sig ad Vejen. Det varede ikke længe, inden de omringede Vognen. De Rejsende kjendte flere, der hørte til Kurfyrst Frederiks Hoffolk. – Vognsejlet var taget ned, saa man kunde frit see ud.

Doktor Martin fik Øje paa Justus Jonas fra Erfurt, som til Sommer skulde være Lærer ved Wittenberg-Universitetet. Jonas red hen og hilste: »Hvor gaar det, Doktor Martin?«

»Det veed Gud alene,« hviskede denne. »Jeg kjender knap mig selv, end sige andet. – Jeg skulde først have været i Helvede, saa havde jeg vel nu været i Himmerig. Nu er det, som øm jeg var spærret ude begge Steder.«

268

IV

Da Vognen kjørte ind gjennem den nordre Port paa Worms's Bymur, blæste Vægteren oppe fra Domkirkens Taarn – nogle lange, skarpe Toner. Doktor Martin kom til at tænke paa Englen, der stod med Doms-Basunen for Munden hjemme paa Væggemaleriet i St. Jørgens Kirken i Mansfeld.

Klokken var 10. Folk var ved at indtage Dagens Hovedmaaltid. Men de løb derfra, ud paa Gaden, forat see Doktor Martin Luther. Man mente, der var over 2000 Mennesker samlede om Vognen, mens den langsomt kjørte ind mod Johanniterriddernes Hus, hvor der var indrettet Herberge for mange af Deltagerne i Rigsdagen, og hvor Doktor Martin ogsaa skulde bo.

Da han steg ud af Vognen for Trappen til Johanniterhuset, saae han flygtig ud over Mængden og sagde sagte: »Gud vil være med mig.«

Tilio hørte en gejstlig Mand, som stod og lænede sig mod den ene af Hestene for Vognen, sige til sin Sidemand: »Saae I hans dæmoniske Øjne!« – Tilio blev sig pludselig bevidst, at her var vel de fleste Mennesker Doktor Martins Fjender.

Om Aftenen, og langt ud paa Natten, i Herberget kom og gik der mange Metmesker, ogsaa mange adelige og fyrstelige Personer, som vilde være sammen med Doktor Luther. De fandt ham alle meget rolig og meget mere dæmpet og stille i sin Tale og Adfærd, end de havde ventet sig, og end han plejede at være. Men det var ikke, fordi der for ham selv var nogen Hvile i dette Væsen; det var, ligesom han daarlig turde røre sig for ikke at komme ud af Ligevægt. – Han følte sig ængstet ved det, da endelig de sidste af de Fremmede, over Midnat, forlod ham. Han syntes, der vist maatte skee noget nu. Han var kommen i Seng og laa, lænet paa sin 269 ene Albu, og ventede ligefrem paa Angrebet. Men før det kom, var Søvnen der og befriede ham.

Om Morgenen befandt han sig i en underlig forstenet – eller som han kaldte det for sig selv: forhærdet – Tilstand, som han egentlig aldrig havde kjendt før, syntes han. Det forekom ham helt urimeligt, at han skulde med til saadant noget stort noget som det, der forestod i Dag. Han var paa den ene Side saa sært forvorpent sikker paa, at han handlede ret, og tillige følte han sig saa uværdig og uvedkommende – udenfor det altsammen.

Der kom om Formiddagen en gammel Tjener ind til Doktor Luther og skulde hilse fra sin Herre, Ridder Hans von Minkwitz, der laa saa meget syg her i Byen, om ikke Doktoren vilde komme hen og berette ham, – det vilde han ansee for en saa stor Naade fra Gud, om det kunde skee.

»Ja, lad os straks komme af Sted,« sagde Doktor Luther. »Er han lige ved at dø? Der maa jeg hen. Det er bedre end dettehér. Lad os straks komme af Sted!«

Just som de to vilde gaa ud af Døren til Kammeret, kom en anden Tjener – men i kostbart Liberi – dem i Møde udefra. Han bøjede sig dybt og meldte Doktor Luther, at hans Herre, Rigsarvemarschal Ulrich von Pappenheim, anmodede om at faa Doktoren i Tale.

»Hvor er Marschallen?« spurgte Doktor Luther.

»Her er jeg, Hr. Doktor!« lød det inde fra Stuen, hvortil Døren gik op, med en stærk, dyb og fyldig Stemme.

Marschallen, som stod derinde, var en høj, før Mand af et festligt Udseende, som skabt for store Højtideligheder og store Drikkelag. Han foldede, med smukke Haandbevægelser, et omfangsrigt Dokument ud – –

»Vil I ikke sidde ned, Hr. Marschal?« sagde Doktor Luther.

Marschallen saae med et venligt Smil over Papirets Rand og sagde: »Kejserens Ordre læses og høres staaende.«

Doktor Luther huskede, efter Læsningen, kun Ordene: »møde for Kejser og Rigsdag i det biskoppelige Palads i Worms Dags Eftermiddag Klokken fire« –

Rigsmarschallen sænkede Papiret og vilde, med en indladende Haandbevægelse, just fremkomme med en velvillig Bemærkning til Indstævnte, – da denne, skyndsomt bukkende, bad ham undskylde, at der var en dødssyg Mand, som han just skulde hen at berette.

Marschallen slog ud med Haanden – idet han, noget 270 overrasket, saae Munken og den fremmede Tjener forsvinde igjennem Døren. Saa førte han Haanden til sin Knebelsbart og snoede samme, hvorefter han forlod Værelset med sin Tjener.- –

Doktor Martin fik ingen Trøst af sit Ophold hos den gamle Ridder. Denne forstyrrede ham noget ved sin Glæde over at skulle modtage Sakramentet netop af ham – skjønt der sikkert intet forfængeligt var i denne Glæde. Men Doktor Martin følte sig udenfor ved den hellige Handling, – ganske som han nu i flere Dage havde følt sig udenfor sig selv. Som et enkelt Lyn paa en lummerhed Dag glimtede den Tanke i ham: Du hører altsaa sletikke til de Frelste, Du er fordømt fra Evighed, – men ellers mærkede han endnu intet til Uvejret: Dagen lummer, men kun det ene Lyn.

Han gik de mange Timer, som nu fulgte inden Kl.fire, som en ganske unyttig Tjener ved et travlt Gilde. Det var, som om han ingenting var sat til. Det havde vel været meget rimeligt, tænkte han, om han gav sig til at overveje en Gang endnu, hvad han skulde sige, naar han kom ind – – i Eftermiddag, – men det kunde han ikke – eller turde han ikke, han vidste ikke rigtig hvilket af de to. Det var, ligesom alle Skabe og Gjemmer var laaset af for ham, baade i ham og udenfor ham, – ingen Forbindelse havde han med nogenting, nej, – udenfor Livet!

Klokken halvfire traadte Rigsmarschallen – som havde Herberg i samme Bygning – atter ind til Doktor Luther, fulgt af Rigsherolden.

»Er det nærved Tiden?« sagde Doktor Luther meget lavmælt.

»Det er det,« svarede Marschallen, »om I nu vil gaa med. – Men jeg tænker, det er raadeligst, at vi begiver os igjennem Johannitergaardens Have og derfra igjennem et Par Smøger, som mere useet fører hen til det biskoppelige Palads. Folk vil jo see jer, Hr. Doktor, og der er mange Folk paa Benene i Dag. – Ellers vil jeg nu tie stille. I kan have nok at gjøre med at belave jer paa, hvad der nu forestaar.«

Doktor Luther sagde ingen Ting, men fulgte et Par Skridt efter de to pragtfuldt udstyrede Herrer.

Ude i Haven stod alt, hvad der hed Løgplanter med deres Spirer op af Mulden. Paaskeliljerne stod med deres gule Hoveder og mørkegrønne, tætte Duske over Jorden, Pintseliljerne var derimod kun gulgrønne Spidser, der lysnede i 271 den sorte Bund. – Ja, her kom alt til rette Tid, tænkte Doktor Luther; men utidig og udenfor Tiden det var det, han var. – Hvordan var han dog egentlig ogsaa kommen ind i dettehér? Havde han taget det paa sig, eller var det af sig selv kommen over ham? Saa meget var i hvert Fald vist, at han duede ikke til det. Komme her gaaende til at mødes med Kejser og Rige, og ikke være mere indrettet derpaa end en hvilkensomhelst Røgterdreng! Var der noget i ham derud over, saa havde det skjult sig godt i Øjeblikket! Det eneste var, at Gud befalede ham at løbe midt ind i det nu, det tvivlede han egentlig ikke om, – men Gud vilde vel saa gjøre ham til Nar. Han forstod ingenting af det hele, – det passede jo godt nok til, at han ogsaa følte sig udenfor det.

De kom ind i den Smøge, som Marschallen havde talt om. Men her var ikke roligt. Vejen var nok spærret af, men Folk var krøbet over et Tag og sad her og saae ned i Smøgen; af og til raabte de: »Doktor Martin! Doktor Luther!« – Han syntes, det lød som Navnet paa en anden Mand. –

Da de naaede hen til Indgangen til det biskoppelige Palads – hvor ikke blot Rigsdagen holdtes, men hvor baade Kejseren og hans Broder havde Herberge, mens den varede – stod Folkemængden ud af Døren, langt ud paa Gaden. Man veg dog til Side, da Herolden satte sin Trompet for Munden og skrattede lige midt ind imellem Folk. Nu saae de ogsaa Doktor Luther og var ved at glo sig Øjnene ud af Hovedet. Da denne var kommen indenfor Døren til den store Forsal – udenfor den Sal, hvor Rigsdagen holdtes – blev han foreløbig staaende, der var ikke til at komme frem. Herolden bragte nu ogsaa den Melding, at Doktor Martin Luther vistnok ikke vilde kunne komme for, før om et Par Timer.

To Timer skulde der gaa, inden han kunde komme frem og vise, at han sletingen Ting kunde! tænkte Doktor Martin.

Der var – efter lang Tids Forløb – nogen, der pikkede ham paa Skulderen. Han drejede Hovedet og saae en gammel Mand – Soldat vist, maaskee højtstillet Befalingsmand: »Lille Munk! lille Munk!« hviskede Soldaten. »Du gaar her en Gang, forat tage en Tørn, som maaskee hverken jeg eller nogen af mine Oberster har kjendt Magen til, selv naar Kampen var haardest; men er Du vis i Din Sag, saa far kun fort i Guds Navn, og vær trøstig, Gud vil ikke forlade Dig!«

Det var to meget alvorlige, gamle Øjne, der saae paa Doktor Martin. Og det trøstede denne noget at see ind i dem, 272 thi han mærkede, at han sletikke følte Trang til at undvige dette strænge og tungsindige Blik; saa maatte der nok alligevel være noget mere Kraft og Fortrøstning i ham, end han selv vidste af. – Lidt efter hørte han Rigsmarschallen hilse meget ærbødigt paa den gamle Kriger og kalde ham von Frundsberg. – Doktor Martin kjendte det som Navnet paa en berømt, kejserlig Feltherre – som han endogsaa i sin Tid havde hørt sin Fader nævne.

Hans Tanker var netop optagne heraf, – da han saae aabent Rum paa det Sted – over den tæt pakkede Mængdes Hoveder – hvor han hidtil havde seet det øverste af de tillukkede Fløjdøre ind til Rigsdagssalen. De maatte altsaa være aabnede. – Nu skiltes ogsaa Mængden og nogle kejserlige Hofbetjente viste sig. – Doktor Martin saae ind i Salen – et hastigt Glimt. Hvilken Pragt! Og mon det ikke var Kejser Karl dér ligefor, men længst borte – paa den modsatte Side af Salen?

Rigsmarschallen lagde nu sin Haand paa hans Skulder og sagde sagte: »I taler derinde, Hr. Doktor, kun naar I bliver spurgt. – Vil I nu gaa paa min højre Side!«

Lidt efter var de komne igjennem Døren. – Hvilken forunderlig stærk Lyd, ja næsten Larm, derinde i Salen, dannet af mangfoldige dæmpede Lyd fra den store Forsamling, for der var vist ingen, der raabte eller blot talte højt. – Doktor Martin kunde ikke lade være med Øjnene at søge Kejseren, – samtidig fornam han ubestemt, at han vist forsømte en Mængde Høfligheds- og Underdanighedsbeviser, – men han vidste ikke, om de Former derfor, han kjendte som Munk, passede her, – han fik ikke tænkt klart over det – og gjorde saa sletintet, – han stod ret op og ned, hvor Marschallen havde betydet ham, at han skulde standse.

Han opdagede, at nogle af de Personer, der befandt sig nærmest omkring ham, var ham bekjendte. Der var Professor Schurf fra Wittenberg og flere Jurister; nu huskede han ogsaa, at det var bleven sagt, at de skulde være hans Raadgivere under Forhandlingen.

Lige overfor ham stod nu en Mand frem – og traadte op paa et lavt Katheder.

»Det er Officialen Eck,« hviskede Schurf til Doktor Luther.

»Det er bedst, I ogsaa stiger op paa jert Katheder.«

Doktor Luther saae først nu, at han stod ved Siden af et saadant, og traadte saa derop.

273

Eck pegede ned paa en Stabel Bøger, som laa paa en Bænk foran hans Katheder, saa hævede han Hovedet, saae paa Doktor Luther og sagde højt:

»Forat svare paa tvende Spørgsmaal er I kaldet for den kejserlige Trone: om I erkjender disse Bøger for at være Eders, og, om I vil tilbagekalde deres Indhold eller blive staaende derved?«

Doktor Luther tænkte i dette Øjeblik paa et Ord af Bibelen, som en Mand ude i Forhallen nylig havde sagt til ham: at Aanden skulde indgive Jesu Disciple, hvad de skulde svare, naar de stod i Forhør blandt Fjender, – men i Stedet for at dette skete, kunde han nu ikke faa sine Tanker løs fra selve hint Bibelord, – og straks derefter ikke fra: at det jo ikke gik i Opfyldelse paa ham. Han var vist lige ved at falde i Afmagt – thi det foregik for ham ligesom i en Drøm, dette, at han skulde svare og intet kunde sige – – Da hørte han Schurfs Stemme, stærkt, lige ved Siden af sig: »Lad Bøgernes Titler blive nævnt!«

Eck tog en Liste, som han havde liggende foran sig, og læste Titlerne op.

Doktor Luther kom under dette til klar Bevidsthed, – men han følte sig ene og forladt, der var ingen Hjælp kommen! – Han følte Angsten som en Svimmelhed stige i sit Hjerte.

Han havde ikke ret Magt over sin Stemme, da han nu søgte at svare, – talte ganske sagte, saa kun de Nærmeststaaende kunde høre det, og han havde ondt ved at faa Vejret:

Han erkjendte Bøgerne for sine, – men med Hensyn til det andet Spørgsmaal, om han uden Forskjel vilde forsvare det altsammen eller tilbagekalde det, da – angik dette Spørgsmaal Troen og Sjælenes Salighed – – »Det handler,« sagde han, »om det guddommelige Ord, som er det højeste i Himlen og paa Jorden; der vilde det være forvorpent og farligt, at sige noget, som ikke var vel betænkt. Jeg kunde uden foregaaende Overvejelse let komme til at sige mindre, end Sagen krævede, eller mere, end der stemmede med Sandheden, og baade ved det ene og det andet henfalde under Herrens Dom: hvo mig fornægter for Menneskene, ham vil jeg fornægte for min himmelske Fader. – Derfor beder jeg ydmygelig om Betænkningstid, forat jeg uden Skade for det 274 guddommelige Ord og uden Fare for min egen Sjæl kan svare paa dette Spørgsmaal.«

Straks Doktor Luther havde sagt dette, var det ham, som om nu var han helt færdig for i Dag. Der kom en dødtræt Ligegyldighed over ham for, hvad der herefter kunde blive sagt eller skee under Forhandlingen. Thi samtidig følte han med en vaandefuld Sikkerhed, der dog havde noget saligt opgivende ved sig, at nu var det bristet i ham, nu var han med kort Varsel dømt til at lide den bundløse Evigheds-Rædsel, den, han sidst havde kjendt Natten før han brændte Pavens Bandbulle i Wittenberg, men som havde fulgt ham, lurende og truende, paa hele Rejsen herud. Den Rædsel havde det gode ved sig, at Mennesker sletintet havde dermed at gjøre, – det var Gud selv, og det var Satan, han nu snart skulde møde.

Han saae som gjennem en Taage sine Venners nedslaaede Miner, og han saae, at Roms Sendemand, Aleander, Eck og flere stak Hovederne sammen og lo, – han saae ogsaa, at Kejseren havde rejst sig, samtalende med sine spanske Hoffolk, og at Hans Majestæt under Samtalen kastede et haanligt og harmfuldt Blik hen til ham.

Doktor Martin var traadt ned af Kathedret og stod og støttede sig dertil med bøjet Hoved, og et Øjeblik var det for ham, som om han sov. – Han vaagnede op til fuld Bevidsthed ved, at Officialen Eck fra sit Katheder, hvor han atter var traadt op, raabte ud over, Forsamlingen, men nærmest vendt mod ham: at skjønt Doktor Luther sletingen Ret havde til at kræve Opsættelse, saa havde Hans Majestæt Kejseren af medfødt Mildhed indrømmet ham Frist til i Morgen Klokken fire efter Middag, da han atter havde at møde her for denne samme høje Forsamling.

Saa gik Doktor Martin vaklende mod Udgangsdøren, støttet af Rigsmarschallen og af Professor Schurf.

Der var stor Larm ude i Forhallen. Folk raabte imod hinanden og i Munden paa hinanden. Doktor Martin hørte, ikke langt fra sig, det Raab af en Kvinderøst: »Saligt det Liv, som bar Dig!«

Det var det, han huskede tydeligst. Disse Ord skar igjennem ham som en vild Forhaanelse, – som han havde fortjent.

Da han kom hjem i Herberget, var der fuldt af Folk, som vilde see ham og helst ogsaa tale med ham.

Det undrede ham, som det gik ham, eller som han havde 275 det den Aften: det var aldeles, syntes han, som om han sad og holdt sit Vejr, og derved forhindrede sig selv i at skrige eller hulke eller stønne eller – – Og dog drog han jo sit Aandedræt ganske som ellers. Han sad og hørte paa, hvad disse Mennesker sagde, og kunde see paa dem, at hvad han svarede, maatte være ganske fornuftigt, ja, opmuntrende. Han huskede ikke et Ord deraf senere.

Det var atter over Midnat, før de alle var gaaede. – Kun Tilio, der ikke blot var Kudsk for Doktor Martin, men ogsaa udfyldte Wolf Siebergers Stilling, var endnu tilbage i Stuen.

»I maa blive hos mig, Tilio!« hviskede Doktor Martin, rejste sig fra Stolen, hvor han havde siddet, og gik nogle Gange besværligt op og ned ad Gulvet.

Nu havde Tankerne ham for sig selv. Nu kunde de styre deres Lyst paa ham – – – – Ja – Gud vilde altsaa ikke have ham i sin Tjeneste. Ellers havde Gud jo ikke ladet ham i Stikken i Dag, saa han dér skulde staa og gjøre Guds egen Sag til Skamme. Det var en Vildfarelse, at han havde gaaet Guds Ærind i alle disse mange Aar. Nej, han havde handlet for egen Regning – det vilde jo sige: det var forkastet og fordømt altsammen. Og disse store Fejl og Ulykker, al den Skyld, faldt jo nu paa ham alene. – Saadan En kunde da heller ikke være i de Udvalgtes Tal. Hans Tvivl havde jo haft Ret! Hvordan havde han nu igjen i Maanedsvis kunnet gaa og anseet denne Tvivl for urimelig og modbevist? Det var den jo ikke! Det kunde den aldrig blive! – – – Ja, det var dette med Troen. Naar man var indenfor Troen, saa trængte man ikke til Beviser, og naar man var udenfor, saa kunde man ingen faa –

Han talte højt til Tilio: »Troer I paa jer evige Salighed, Tilio?«

»Hvorfor skulde jeg ikke tro paa den, Hr. Doktor, ligesaa vel som andre Mennesker?«

»Jamen hvis nu ingen kan være sikker derpaa, – og hvem kan det?«

»Nej, saa kan jeg jo hellerikke, Hr. Doktor. Men dér er vel intet at gjøre ved, det maa man saa finde sig i. Og det er jo ikke værre for den ene end for den anden.«

»Hvad hjælper dét Dig?« skreg Doktor Martin. – – »Eller hvor faar Du den Ro fra? Er Du da i Troen, er Du i Gud?«

»Jeg maa vel nok være i Troen. – Om jeg er i Gud, kan jeg ikke afgjøre.«

276

»Det er eet og det samme – – Og jeg er der saa ikke! – Naar jeg troer, saa maa jeg være udvalgt. Men naar jeg nu ikke troerl – – Troen gaar bort og tager sit eneste Bevis med sig. – – – Saa er det Helvede! – – Denne Gang slipper jeg ikke igjennem, Tilio –«

»Hvad vil det sige, Herre?«

»Jeg tænker, jeg døer –«

»Nu straks? – Gaa i Seng, Hr. Doktor! Det er for haardt og for koldt, som I ligger dér paa Stengulvet.«

»Lad mig ligge og støtte mig ved Bænken. – – Dettehér kan ikke vare længe – – Herre Gud! forbarm Dig over min arme Sjæl!«

»Er der ingen Ting, jeg skal bringe jer, Hr. Doktor?« spurgte Tilio.

»Jo – gaa efter en Spand og hent koldt Vand ved Brønden. Slaa det over Nakken paa mig! Det hjælper for Hovedværk!«

Det tog temmelig lang Tid for Tilio. Doktor Martin lagde sig udstrakt paa Gulvet og stønnede højt. Lidt efter begyndte han at mumle Bønner og at fremsige Credo, Han blev ved at gjentage den første Troesartikel.

Han satte sig over Ende og syntes at lytte til sin egen Stemme.

Tilio kom ind med den fyldte Spand og forklarede, hvorfor det havde varet saa længe. Han havde ikke kunnet finde Brønden i Mørket, og –

Doktor Martin hørte ikke efter ham. Han blev ved at gjentage: »Vi tro paa Gud Fader, almægtigste, Himlens og Jordens Skaber. – – Deri er det alt indbefattet, Tilio!« – Hans Stemme havde forandret sig saa pludselig, saa Tilio blev helt overrasket. »Han er den guddommelige, fuldkomne Fader. Skulde han da ikke tage imod det Barn, som græder efter ham og higer efter ham som den tørstige Hjort efter Floderne – Og han er den Almægtige. Hvad kan da hindre ham i at redde sit Barn, om han ikkuns vil. Og det har jeg svaret Ja til, da jeg blev døbt, at jeg troede paa Gud Fader almægtigste, Himlens og Jordens Skaber. Ak, Tilio! at tro derpaa det er saa godt og saa sandt, saa at alt udenfor Troen bliver Løgn og Satan. Ja, ja! – at blive i Troen det er at forsage Djævelen, men udenfor Troen er alting Løgn og Satan. Det er den største Synd og den evige Fortræd at gaa udenfor Troen. – Troen er Himmerig, – thi hvad er 277 Troens Sum, Tilio, hvad er Summen af de trende Troens Artikler og af hele Kirkens Liv og Lære? Det er: at Gud er god, – og dét er Himmerig! – – Tilio, Du gaar i Verden og veed ikke, at her er Himmerig. Det er Himmerig, saasnart nogen ret kan tro, at Gud er god.«

»Men det troer jeg, Hr. Doktor.«

»Hvor er da Dit Himmerig?«

»Ja – her paa Stedet er det ikke.«

»Seer Du det. Nej, Dit Himmerige er paa Ebernburg og alle andre Steder, hvor Du ikke kommer. Men skal det være her, hvor Du er, da er det: Gud er god – thi det er Troens Sum!«

»Vil I have det kolde Vand paa jer, Hr. Doktor?« spurgte Tilio og flyttede Spanden hen til ham.

»Vil jeg ikke have en L ... !« raabte Doktor Martin og sparkede til Spanden, saa den væltede, og Vandet i Mængde flød hen over Stuens Stengulv.

»Nu faar vi noget at bestille, Tilio, forinden vi kan komme i Seng. Det skulde jeg ikke have gjort. – I Forstuen hænger nogle Hestedækner, de kan baade trække Vand og vrides op. Kom med dem!«

Da de to Mænd havde faaet Vandet tørret op, sagde Doktor Martin Godnat og bad Tilio om ikke at vække ham i Morgen, men lade ham sove ud. Saa gik han ind i sit Kammer.

Saasnart Doktor Martin var kommen op næste Morgen og havde spist sin Davre, vilde han ud at see paa Verden; den maatte vel see anderledes ud nu, end den havde gjort det sidste Par Uger. Han laante noget Tøj – og en Hætte, der dækkede det meste af hans Ansigt, forat være fri for Folk.

Han skulde straks ned til Rhinen, for det var dog mer, end hvad Mennesker kunde danne og indrette.

Han gik paa hele Turen og nynnede paa et Vers, han havde lavet – baade Ord og Melodi – mens han laa vaagen den sidste Morgentime:

Vor Gud han er saa fast en Borg,
han kan os vel bevare,
han er vor Trøst i al vor Sorg,
vort Værn mod al vor Fare.

278

Der var for Resten mere, han vilde have føjet til, selv om han saa ogsaa skulde forandre paa Melodien.

Det var højt, friskt Foraarsvejr, og omkring de brede Baade, hvoraf Skibsbroen over Floden bestod, skjød Flodstrømmen hvirvlende og susende. Nu saae han først ret, hvor mægtig Rhinen var, skjønt han allerede for nogle Dage siden havde passeret den længere nord paa. Han syntes, Elben ved Magdeburg og alt, hvad dermed hørte sammen, helt var overvunden og bortskyllet af disse umaadelige, gullige Vandmasser. Og der langt borte, over Odenwald, saae han Malchens gyldne Tind hæve sig op mod Solen. Nu kunde han følge Bjærget i dets Stigning, han kunde staa paa dets Top og springe lige ind i Himlen. – Gud er god! – hvor havde han dog kunnet glæmme det? Og han havde jo ved sit Daabsløfte forpligtet sig til aldrig at tvivle derom, han havde lovet at forsage Djævelen, hans Gjærninger og Væsen. Gud evig være priset og lovet! Det var hans højeste Pligt at tro, at Gud er god!

Det var jo Summen af, hvad Gud selv havde sagt til ham i hans Daabs Pagt.

Hele Tilværelsen var et Flod-Sus, var en Strømmen mod Guds uendelige Naades Hav! – Almægtige, evige Fader! hvor havde det en underlig Bevendthed med denne Verden! Hvor spærrede den Gabet op paa Folk, saa de raabte paa deres egen Storhed. Og hvor betød det hele ingen Ting, blot man troede paa, at Gud er god!

Ja, det var vel hans Pligt at gaa hjem i sit Herberg og spekulere paa det Svar, han skulde give for Kejser og Rigsdag i Aften. Men for hans egen Skyld! – nej, da gad han tage Morgenrødens Vinger paa og flyve op til Malchens Top!

Nu var det hele, som det skulde være: at tjene Gud og føre hans Sag, det var det sorgløseste af alt. Guds var jo baade Vindingen og Tabet, og han var almægtig, han kunde bære Tabet og bøde derpaa, om noget gik galt.

Han vandrede tilbage til Herberget gjennem Byen. Han maatte ligefrem tvinge sig til at tænke paa, at det jo dog var en svær og tung og vigtig Sag, der stod for; det var, ligesom ingenting havde Vægt længere, alt vilde flyve til Himmels og tage ham med.

I Herberget var der nogle fornemme Borgere fra Nürnberg. De sagde flere Gange til ham, at de troede ikke, han behøvede at frygte for Baalet. Det var ikke som paa Johann 279 Hus's Tid. Saa vidt vilde man nu til Dags ikke lade det komme.

- »Vil man ikke rende og hoppe!« svarede Doktor Martin, men bad dem dog undskylde sin letsindige og forvovne Mund. – – –

Man skulde ikke tro, at Trængselen i Biskoppens Palads kunde være værre end igaar. Men det var den dog virkelig. Det var næsten umuligt at trykke sig igjennem Mængden i Forsalen. Og der var – ogsaa paa Grund af det milde Vejr – en Hede, saa det stemmede Doktor Martin for Aandedrættet, som om han kunde have et tykt Tørklæde for Munden.

Og her, i Forsalen, maatte han atter i Dag staa og vente et Par Timer, inden Døren til Rigsdagssalen gik op.

Rigsmarschallen havde fjærnet sig fra Doktor Luther, men kom nu henimod ham forat føre ham ind. – Lige i det samme huskede Doktor Luther, at han manglede sin Bibel, – den laa i hans Kammer i Herberget. Han saae sig om og fik Øje paa Tilio ganske nær ved sig. Han bad denne løbe tilbage og hente ham Bogen; skulde Døren være lukket efter ham, naar Tilio kom tilbage, maatte han jo henvende sig til Dørvogteren. Nu vilde Doktor Martin sige denne Besked med det samme.

Tilio skyndte sig, det han kunde; selve Vejen var kun nogle faa Skridt, men det var jo om at gjøre at komme igjennem Trængselen. –

Det var meget lysere inde i Salen, saae Doktor Martin, end igaar; det maatte være, fordi det var lysere i Vejret, for Klokkeslættet var omtrent det samme.

Derovre ved den modsatte Væg sad Kejseren og hans Følge. De sad i Skygge; men højt over deres Hoveder faldt Sollyset ind igjennem en Række Ruder; dets Straaler ramte den Væg, hvori Indgangsdøren var. Doktor Martin havde saaledes Lyset i Øjnene, idet han traadte ind, – men under Straalerne eller igjennem dem saae han Kejseren og Hofmændene mod Væggen ligeoverfor. – Det var dog underligt, tænkte han, for det var jo nok Mennesker; men skulde man forestille sig Himmerig og Gud paa sin Throne, saa havde man dog intet højere Jordisk at tænke paa. – Han var ikke angst mere, men der kom alligevel en sær Bevægelse over ham, og han kunde jo ogsaa mærke, hvor han var udmattet fra igaar og i Nat, – og saa denne forfærdelige Hede! Sveden løb ham ned i Øjnene.

280

Professor Schurf og hans andre Venner havde bedt ham om endelig at huske de høje Herrers Titler idag, naar han skulde til at tale – for det havde han helt glæmt igaar. Ligeledes at bøje sig underdanigt i Retning af Kejseren, baade naar han begyndte, og naar han endte.

Aa ja – naar han blot kunde huske det! tænkte han, mens han nu stod paa sit Katheder og ventede paa, at Officialen Eck skulde begynde. Han maatte jo dog først og fremmest tænke paa, hvad han skulde svare.

Midt under sin Anspændelse kunde Doktor Martin ikke helt holde sit Blik fra Kejseren: hvor han dog saae ung og spinkel ud! Og lignede jo for Resten den ældste af Garver Görckes Sønner i Mansfeld, – hans Mund stod ogsaa altid aaben og gabte, ligesom han ikke kunde faa Luft nok igjennem Næsen. – Men man kunde jo nok see, at den unge Kejser Carolus var vant til Højheden; han saae snarest ud, som om han kjedede eller ærgrede sig.

Tilio skjød i det samme sagte en stor, læderindbunden Bog op paa Kathedret foran Doktor Martin.

Tilio vilde straks gaa tilbage, men da begyndte Eck at tale, – og der var nogen, der lagde sin Haand paa Tilios Skulder og hviskede, at han skulde staa ganske stille. – Det vilde han ogsaa allerhelst.

Doktor Martin følte sig helt befriet for sit tidligere, sønderknusende, overnaturlige Evigheds-Ansvar, men en inderlig, smertelig Medlidenhed med al den Strid og Blodsudgydelse og Død, han vilde volde ved nu om et Øjeblik at sige Nej til Kejser og Rigsdag og Forlig, bragte hans Hjerte til at skjælve og vilde opløse hans Besluttethed i Graad. Tilmed var den Følelse saa ny for ham, – den plejede at vige hos ham for den Sandhed: at han jo da allerførst vovede sit eget Liv.

Doktor Martin havde trods sin Grebethed af sine egne Tanker dog hørt, at Eck havde dadlet ham, fordi han havde bedt om Betænkningstid overfor Spørgsmaal, som han burde have kunnet svare paa straks. Slutningsordene af Ecks Tale hørte han ganske tydeligt: »Vil I forsvare de Bøger, som I har erkjendt for at være Eders, – vil I forsvare dem alle, eller vil I tage noget tilbage?«

Doktor Luther bøjede sig dybt og begyndte: »Allerdurchlauchtigste, stormægtigste Kejser! Durchlauchtigste Fyrster! Naadigste og naadige Herrer! Efter den Frist, som igaar blev 281 mig givet, fremstiller jeg mig lydig her og beder, at det for Guds Barmhjertigheds Skyld maatte behage Eders kejserlige Majestæt at høre denne Sag, der, som jeg haaber, er Retfærdigheds og Sandheds Sag, og at I – om jeg paa Grund af min Uerfarenhed ikke skulde give enhver sin vedbørlige Titel eller med Væsen og Gebærder skulde støde an mod Sæd og Skik ved Hove – da vilde naadigen tilgive mig saadant som en Person, der ikke har færdedes ved Fyrsternes Hoffer, men derimod i Munkenes Krinkelkroge« – – – Da han nu skulde til at sige sit Nej til Forlig og Tilbagekaldelse – kom han til at see sin Kurfyrste, Frederik den Vise – lige ind i hans bekymrede, kastaniebrune Øjne, – han havde aldrig seet Kurfyrsten paa saa nært Hold, thi denne havde altid undgaaet at tale personlig med ham – og han syntes, disse Øjne lignede hans Moder Margrethes – – og da mærkede Doktor Martin godt, at Resten af hans Tale blev ikke helt tydelig, han kunde ikke tvinge sig til at udtale Kampens Nej i al dets Haardhed, – uagtet han nævnte Kristi Ord: »Jeg er ikke kommen for at sende Fred men Sværd, jeg er kommen for at rejse en Mand mod hans Fader og Datteren mod hendes Moder.«

Han tav, – og vidste ikke rigtig, hvad han havde gjort, hvad han havde faaet sagt.

Der var Strid i Luften. Det saae saa fjendtligt ud derovre paa den store Forhøjning, hvor Kejseren og alle hans Spaniere havde Plads. Hvilke Fjender vilde Tyskland ikke faa! Hvor mange Tusinde brune, gode Øjne vilde ikke blive lukkede, hvis den Strid brød ud!

Men nu hørte han Eck raabe i en harmfuld Tone: »Her er ikke Tid og Sted til at modbevise jere Kjætterier; de er dømte for længe siden paa Konstanzer-Conciliet! – – – Giv nu, Hr. Doktor, et klart Svar, uden Omsvøb og Kunster: Vil I tilbagekalde de nævnte Lærdomme, eller vil I det ikke?«

Nej, saa skulde han jo til det – – I samme Nu skjød det igjennem ham: Hvis det nu tilmed er Løgn og Bedrag, Du lærer dem, – hvis Du styrter dem ud i Mord og Brand gjennem mange Aar og i et evigt Helvedes Afgrund – – Han følte den forrige Nat over sig – – Men saa var ogsaa Redningen der: Gud er god! – han har tvunget Dig, han har ikke tvunget Dig ud i Løgn og Bedrag – –

Han var begyndt at svare, inden han vidste det selv: »Da altsaa Eders kejserlige Majestæt og de høje Herskaber ønsker 282 et ligefremt Svar uden Omsvøb eller Udflugter, saa vil jeg svare saaledes: Hvis jeg ikke bliver overvunden af Skriftens Vidnesbyrd eller ved klare Grunde – for jeg stoler hverken paa Paven eller paa Concilierne alene, da det er sikkert, at de ofte har taget fejl og modsagt sig selv – saa er jeg overvunden af de hellige Skrifter, jeg har nævnt, og min Samvittighed er bunden i Guds Ord. Jeg kan intet tilbagekalde, og vil intet tilbagekalde, thi det er usikkert og farligt at handle mod Samvittigheden!«

Der blev en voldsom Larm i Salen efter disse Ord; men han hørte den egenlig ikke, saae hellerikke paa Folk, han saae kun sin Moders og Kurfyrstens brune, bebrejdende Øjne. Han maatte værge sig imod dem, og han vidste dog ogsaa, han havde handlet ret, – han sagde heftigt, men dæmpet, – og det var kun de Nærmeststaaende, der hørte det: »Anderledes kan jeg ikke. Her staar jeg. Gud hjælpe mig! Amen!«

Kejseren havde ladet Eck kalde hen til sig. Nu traadte Eck atter op paa sit Katheder og sagde til Doktor Luther: »Hans Majestæt spørger jer, Hr. Doktor, om I virkelig vil paastaa, at et Concilium kan tage fejl?«

»Ja,« svarede Doktor Luther straks, »det staar fast, at Konstanzer-Conciliet har dømt tværtimod klare og tydelige Udtalelser af den hellige Skrift. Derfor tvinger den hellige Skrift mig til at sige, at dette Concilium har taget fejl.«

»I kan ikke bevise, at noget almindeligt Concil har taget fejl!« raabte Eck.

»Det vil jeg bevise paa mange Punkter!« svarede Doktor Luther.

Da rejste Kejseren sig i heftig Forbitrelse, strakte Haanden ud til Tegn paa, at Forhandlingen var til Ende, og forlod Salen.

Straks efter hørtes der høje Raab og Skrig, mange paastod, at de havde seet dragne Sværd. Men alle skyndte sig mod Udgangen. Det var Nat nu.

Doktor Martin havde bøjet sig dybt for Kejseren, idet denne forlod Salen, – men blev nu selv ført mod Hovedudgangen af Rigsmarschallen. – En Del Spaniere fulgte lige efter ham med Piben og Larm og høje Haansord.

Ude i Forhallen standsede Doktor Martin et Øjeblik. Han kunde ikke gaa for Udmattelse og var ganske svimmel af Tørst. – Da saae han den ivrig katholske Hertug Erich af Brunsvig med en Haandbevægelse sende en ung Page hen 283 til ham. Denne bar en stor Sølvkande, som han rakte Doktor Martin: »Det er Eimbecker Øl, som min Herre Hertugen skjænker jer, Hr. Doktor, med samt Kanden,« sagde han og bøjede sig. – Doktor Martin tog mod Kanden, slog Laaget tilbage og satte den for Munden, – og tænkte paa, ja, saae for sig, den Svend fra Brunsvig hos Skrædder Sturz i Magdeburg, der havde fortalt om Folkene i Schöppenstädt. Dernæst saae han kun den klare, gule Drik med perlende Skumpletter paa, som lyste i Fakkelskjæret, og som gav Gjenskin i den blanke Kandes Indre. Han drak, som han ikke havde drukket, siden han havde Tyfus i Magdeburg, og stønnede – da han ikke kunde bevæge Læberne – i Tak til Gud, fordi han er god. – Da Kanden var tømt, saae han sig om. Hertugen stod der endnu og smilte, med Taarer i Øjnene. Doktor Martin greb hans Haand og trykkede den: »Gud lønne jer derfor, Hertug Erich!« sagde han.

Da han naaede Døren til Gaden, fik han Øje paa Tilio, der stadig beundrende stirrede paa ham.

»Tag den, Tilio!« sagde Doktor Martin, og rakte ham Sølvkanden. »Skal jeg gaa her og slæbe omkring med den som en anden Kjældersvend!«

Lidt efter traadte han ind ad Døren til sit Herberg. Han strakte begge sine Hænder til Vejrs, saa Munkekuttens Ærmer gled ned om hans nøgne Arme: »Saa slap jeg igjennem! Saa slap jeg igjennem!« raabte han glædestraalende. »Om jeg saa havde tusinde Hoveder, jeg vilde hellere lade dem alle hugge af, end jeg skulde tilbagekalde noget!«

Baade denne og de følgende Aftener var der mange Gjæster i Johanniterhuset, som kom for at være sammen med Doktor Martin. Nogle kom rejsende langvejs fra for det alene.

Han brød sig ikke meget om at tale med dem. For han kunde ikke – siden han kom tilbage fra Mødet – faa sine Tanker løs fra sin Barndomstid. Han undrede sig selv meget over, hvoraf det kunde komme. Det myldrede frem med Minder fra Mansfeld, fra Magdeburg og fra Eisenach, saasnart han var ene, – og han kunde for Resten føle sig ene, selv naar der var allerflest Mennesker tilstede. – – Han gik endogsaa en Eftermiddag over Rhinen paa Skibsbroen, over til en Flod-Holm, der laa lige overfor Worms, og som kaldtes Rosengaarden. Og det var sletikke, fordi dér var saa skjønt, men blot for nogle Fortællingers Skyld, som hans Moder havde fortalt ham: om Didrik af Bern, og Kriemhilde 284 og Seyfried, – og som skulde være gaaet for sig derovre i Rosengaarden.

Af Begivenhederne nu i de sidste Dage var der egentlig kun eet, som stadig kom frem hos ham igjen: det var det Øjeblik, den sidste af de to Aftner i Rigsdagssalen, da han havde følt Mindelser fra Rædselen Natten forud: hvis han nu havde bedraget Menneskene ved sin Lære! – og saa Redningen pludselig var kommen ved de Tanker hos ham: Gud er god! Det vilde Gud ikke have ladet skee! – Det var jo første Gang, han havde overvundet denne store Angst, uden at lide den igjennem, overvundet den, straks da den nærmede sig – ved Troen paa Gud. Tænk, hvis nu denne Magt var ham givet for bestandig, for hele Fremtiden! – ja, han vilde fornemme sig selv og sit Liv helt anderledes; ikke føle sig som den, der altid sad til Leje hos Angsten og kunde siges op uden Varsel, og naar det skulde være; føle sig som den, der ejede sit Liv i Guds Navn for Jesu Kristi Skyld. – Om det maaske var derfor, han nu absolut skulde see sit Liv igjennem fra de første Aar af, om det var, fordi han nu endelig skulde tage dette sit stakkels angstslagne Liv i tryg Besiddelse?

Tit var Besøgene i Herberget ham ligefrem ubehagelige. Folk var baade nysgjerrige og næsvise; og tit var det jo fornemme Folk. – Og han kunde ikke komme afsted hjemad; thi baade hans Fjender og hans Venner ønskede et Forlig bragt i Stand, hvad han dog slet ikke kunde gaa ind paa, trods alle deres Forhandlinger med ham.

En Dag fik han Besøg i Herberget af en meget næsvis, ung Person: Landgreve Philip af Hessen. Han var kun atten Aar gammel. Ham morede Doktor Martin sig dog tildels over. Besøget var ikke langt, men det var saa mærkeligt for ham at see et Menneske, hos hvem han i de allermindste Bevægelser og Gebærder kunde skjønne Forskjellen imellem sit eget Liv og sin egen Opdragelse og saa den Fremmedes.

Doktor Martin bad ham flere Gange om at sætte sig ned, men det vilde han ikke. Han gik saa gesvindt og næsten ligesom dansende omkring i Værelset og kiggede paa Doktor Martins Sager, der laa spredt derinde, Bøger og Tøj og andet, som jo sletikke kom ham ved. Han skottede ogsaa nu og da til Doktor Martin selv, og han kom med det ene Spørgsmaal oven paa det andet. Men naar han spurgte, saae han ikke paa Doktor Martin.

285

Pludselig ytrede han: »Jeg hører, Hr. Doktor, at I lærer, at naar en Mand bliver gammel og ikke længer kan opfylde sin Pligt overfor sin Kone, saa skal bare Konen tage sig en anden Mand. – Det har Hofraaderne fortalt mig.« Saa slog han en lystig Latter op.

Doktor Martin smilede ad ham og sagde: »Nej, naadige Herre, saadan Snak skulde Eders fyrstelige Naade ikke fare med. Alderdom og Svaghed skal enhver bøje sig for og tage som det Kors, Gud lægger paa os. Hvad jeg har sagt, gjælder kun usle Svæklinge, som ved Bedrag har narret sig en dygtig Kvinde til og narret hende for hendes Livs Frugt. Det er noget andet, og som sletikke kommer almindelige Mennesker ved. Men jeg har før mærket godt Folks slemme Vilje til at fordreje og forvanske Guds store Sag og Værk, saa at det hele falder ud til Kjødets Lyst. Saaledes har det vistnok altid været, men det bliver kun til slige Skjælmers eget Fordærv.«

Landgreven blev rød i Hovedet, men lo dog og sagde: »Godt Ord igjen, Hr. Doktor! – Ja, ja, har I Ret, saa hjælpe Gud jer!«

»Ja – Goddag til et Økseskaft, Eders Naade!« svarede Doktor Martin. – –

Samme Dag talte Doktor Martin sidste Gang med Kejserens Underhandlere. Han sluttede Forhandlingerne med de Ord: »Naadigste Herrer, jeg kan ikke vige, saa gaa det mig, som Gud vil!« – Tillige bad han om, at man nu snarest mulig vilde skaffe ham Kejserens Tilladelse til at rejse hjem til Wittenberg.

Denne erholdt han endnu samme Aften. Officialen Eck og en kejserlig Geheimesekretær kom til ham i Herberget og forkyndte ham i Kejserens Navn følgende: at da alle Opfordringer til ham fra Kejseren og Rigsstænderne havde viist sig forgjæves, saa havde Kejseren nu kun eet at gjøre: at optræde mod ham i sin Egenskab som den katholske Troes Beskytter, Han skulde nu inden 21 Dage være tilbage paa sit Hjemsted; saa længe havde han frit og sikkert Lejde.

Da de var gaaet, fortalte Doktor Martin Tilio, hvad der var passeret, og føjede til: »det vil sige: om 21 Dage er jeg ikke blot i Pavens Band, men ogsaa i Rigens Akt. Vi maa da trøste os ved, at Gud kan de hverken gjøre bandsat eller fredløs.« –

Kort før Doktor Martin vilde gaa i Seng, kom hans 286 Rejsefælle Professor Amsdorf og to kursachsiske Hofraader ind til ham. Tilio blev sendt udenfor, og derefter meddelte de Doktor Martin, at han ikke vilde komme hjem til Wittenberg for det første; han vilde blive bragt til en Side, inden han naaede hjem. Han skulde intet frygte, det blev gjort til hans eget Bedste. Doktor Martin var ingenlunde tilfreds dermed, men sagde dog, efter nogen Overvejelse, at han vilde bøje sig for, hvad hans Fyrste overfor ham bestemte. Næste Dags Formiddag – den 26. April – kjørte Doktor Martin atter ud af den nordre Port paa Wormser Bymuren. Tilio sad paa Kjøresædet; bag i Vognen befandt sig de samme fire Personer som paa Henrejsen. Rigsherolden skulde først tage noget senere afsted og støde til dem i Oppenheim. Derved blev det undgaaet at vække Opsigt ved Afrejsen.

Tilio sad og var meget misfornøjet – baade med, at Afrejsen gik saa stille og ubemærket for sig, og med, at det hele endte, som det gjorde. – Den Aften, da han ved et Tilfælde var kommen derind i Rigsdagssalen, havde hørt Doktor Martins Tale og havde staaet midt i den ophidsede Forsamling derefter, da – ja, det var jo paa en Maade ikke bleven til noget, men da syntes han alligevel, han havde været inde i – det egentlige – ja, hvad! – det, som man kunde kalde at leve. Og ligesaadan i de nærmeste Dage derefter i Worms: den Morgen, de saae denne Plakat rundt paa alle Byens Husvægge, om, at firehundrede Adelsmænd havde sammensvoret sig om med væbnet Magt at beskytte Martin Luther, og de erklærede alle Romanister og især Ærkebispen af Mainz dødeligt Fjendskab, fordi Ære og guddommelig Ret var bleven undertrykt. Otte tusende Mand Krigsfolk havde de i Beredskab, og under det hele stod med store, sorte Bogstaver: »Bundschuh, Bundschuh, Bundschuh!« – Ja, da troede han, at nu kom det endelig! – Og om Natten skulde der være funden en Seddel i selve Kejserens Værelse, hvorpaa der stod skrevet: »Ve det Land, som har et Barn til Konge!« – –

Men nu sad de her ganske fredelig, som om de skulde kjøre i Søndagsbesøg, – og ingen vidste, at de skulde af Sted, saa der var ganske tomt paa Gaderne, og ingen Rigsherold havde de foran sig! - 287 Og det allerværste var næsten, at han kunde forstaa paa snart alle Mennesker, han talte med, at det var noget helt usædvanligt, han havde været med til; det var et Spørgsmaal, om han kunde vente at opleve noget større hele sin Levetid. – Han havde ikke andet at trøste sig ved end det smukke Foraarsvejr – og saa Bjærget Malchen derovre paa den anden Side af Rhindalen. Det steg tilvejrs for Øjet uden en Lyd, – det var noget lignende, som naar Solen staar op.

Under Opholdet i Oppenheim, hvor der skulde bedes, stod Tilio og tyggede paa sit Brød – og saae stadig derover mod Bjærgene i Odenwald. – Doktor Martin kom hen til ham og spurgte, om han nu ikke hellere vilde gaa til Ebernburg end komme til Wittenberg. Nu var de jo i Nabolaget igjen?

Nej, det havde Tilio sletingen Lyst til. De havde jo alligevel ingen Ting gjort, hverken Ulrich von Hutten eller Sickingen.

»Nej, men hvad skulde de gjøre?« sagde Doktor Martin. »Det hele gik jo fredeligt nok af i Worms.«

»Jamen nu bliver I jo sat i Rigens Akt, saa er I fredløs, Hr. Doktor. Det kunde de have forhindret.«

»Det kunde de vist ikke.«

»Saa skulde Ridder Ulrich ikke have skrevet om Sværd og Pile og Bombarder, som de vilde bruge mod de onde Aander. Og hvorfor slog han saa den Plakat op, som der stod »Bundschuh« paa?«

»Det var ikke Ridder Ulrich, der slog den op.«

»Saa var det da en af hans Venner, har jeg hørt.«

»Ja, maaskee. – Men I er ikke tilfreds, kan jeg forstaa, Tilio, med vor Rejse. Og I var endda til Stede, baade da Kejser og Rigsdag fordømte mig, og Natten i Forvejen, da Gud tog mig til Naade. Men det var nu godt nok, at I intet mærkede déraf.«

»Af at Gud tog jer til Naade, Hr. Doktor? Hvorfor maatte jeg ikke mærke til det?«

»For saa skulde det have været en udvortes Ting, saa havde jeg ingen Gavn haft deraf.«

»I mener da, at jeg kun kan mærke, hvad der er udvortes?«

»Lige netop dét, ja,« sagde Doktor Martin og lo. »Om I saae de indvortes Ting, da vilde I vide, at der er ingen Nød saa stor som den, at bære Skyld, og der er ingen Lykke som 288 den at blive befriet for sin Skyld. Det er den eneste store Forandring, thi den forandrer Verden fra et Helvede til et Himmerig.«

»Nej, dertil kjender jeg intet, Hr. Doktor. Men hvoraf kommer det?«

»At I ikke kjender det?«

»Ja.«

»Jeg tænker ikke, I har baaret hverken Ansvar eller Skyld for jere Forældre, og derfor heller ikke for Gud i Himlen.«

»Men hvad skal jeg da nu gjøre, Doktor Martin?« spurgte Tilio i en lidt spottende Tone.

»Folk som I har vist nødig at rejse ud i Verden om dét, som blev forsømt i deres Barndom. Rejs til Ebernburg, saa faar vi os en anden Kjøres vend. Der lærer I vel at kjende, hvad Skyld er, – om I kuns ikke kommer til at betale dyre Lærepenge – saa det bliver mere end en Kundskab.«

»Nej, det har jeg ingen Lyst til nu. De Pavelige spottede Ridder von Hutten i Worms og sagde om ham: Hr. Ulrich truer, men slaar ikke, han gøer, men bider ikke.«

»Nu, I lærer det vel ogsaa at kjende anden Steds. Ingen Steder faar man det dog gratis, undtagen naar man faar det i Barndomshjemmet.«

Man drog nu videre fra Oppenheim, nordpaa. Samme Vej, som man var rejst ned. – Tilio forstod ikke, hvad Doktor Martin havde sagt til ham. Han indsaae blot, at havde han selv haft det, som Doktor Martin havde det nu, saa vilde han intet bedre forlangt; thi mens han selv og de andre kjørte igjennem Rhindalen, var det paa Doktor Martin at fornemme, som om han kjørte frem gjennem Himmerig, saa Tilio kunde vel forstaa, at dér var skeet en stor Forandring.

Da de var komne i Herberg i Frankfurt, foresagde Doktor Martin et Brev til Mester Cranach i Wittenberg, som Tilio skrev for ham: »I Worms ikke andet gaaet for sig end saa meget: Er disse Bøger Dine? – Ja. – Vil Du tilbagekalde dem eller ej? – Nej. – Saa herut med Dig! – Oh, vi blinde Tyskere, hvor barnagtig handler vi dog og lader os trække om ved Næsen af Romanisterne! – – Jeg befaler Eder Gud i Vold. Jeg lader mig nu indespærre og skjule, veed ikke selv hvor; og skjøndt jeg hellere havde lidt Døden af Tyrannerne, især af den rasende Hertug Georgs Hænder, saa maa jeg dog ikke foragte gode Folks Raad, til Tiden er der. Jøderne maa vel have Lov endnu at synge Ha, ha, ha!

289

(nemlig jublende som ved Kristi Død); Paaskedag skal nok komme ogsaa for os, da vil vi synge Halleluja!«

Den sidste Halvpart af Brevet forstod Tilio ikke.

Paa samme Tid sendte Doktor Martin Herolden, som var stødt til dem i Oppenheim, tilbage til Worms med en Skrivelse. Resten af Vejen rejste de saa uden ham.

Den 2. Maj kom Rejseselskabet til Eisenach. – De boede i offentligt Herberge, men det laa i en Gade, hvor Doktor Martin var saa godt kjendt fra gammel Tid. – Straks efter Ankomsten, da Tilio fulgte ham ind paa hans Værelse forat hjælpe ham, sagde han til denne: »Hvis det ikke var den allerstørste Synd at bede saaledes, saa kunde jeg blive fristet til at sige til Gud: lad mig beholde Dig, Herre Gud, og mine Synders Forladelse, dertil mine Minder og saa Eisenach, – da maa Du beholde Dit Himmerig.«

»Det var et stort Ord!« sagde Tilio.

»Det forstaar I ikke. Det kommer deraf, at I ikke veed, hvad Syndernes Forladelse er, og hellerikke, hvad Eisenach er. I veed ikke, hvad det er at have sine Synders Forladelse, saaat man kan taale at besøge sine Minder.«

»I har da været her før? For mange Aar siden?« spurgte Tilio.

Men Doktor Martin svarede ikke ret derpaa: »Nej, nej! min Salighed giver jeg ikke derfor!« sagde han. »Men de stakkels Aar, jeg har tilbage i Verden: her er de! – hvis jeg saa maa leve kuns een Dag disse Minder om igjen!«

Om Morgenen prædikede han i Hovedkirken. Stedets Præst, som var en ivrig Tilhænger af Doktor Luther, men frygtede for Følgerne for sig selv af at lade denne bandlyste og nu snart fredløse Mand tale i Sognekirken, nedlagde en formelig Protest derimod for Notarius publicus, men lod det saa forøvrigt skee.

Tilio havde forstaaet paa Doktor Martin, at han vilde omkring og besøge forskjellige gamle Steder, mens han var her i Byen. Men det blev ikke til noget. Han gik kun hen for Enden af den Gade, hvori Herberget var, – dér laa en gammel Kjøbmandsgaard, der kaldtes Cotta's Gaard, men nu hed Ejeren ellers noget andet. Dér stod han længe om Eftermiddagen, efter at han havde prædiket, – og Tilio var fulgt med ham. Men han fortalte ingen Ting. Han sagde kun, at dét yndede han saa svært godt, naar alle Stier saadan var bleven lysebrune af Foraaret og fasttrampede, - 290 det var, ligesom den lovede saa meget, saadan en kold, blæsende Foraarseftermiddag eller Aften. – Desforuden takkede han Gud, fordi han havde givet ham Minder og saa Syndernes Forladelse. –

Næste Dag skiltes de fra Peter Swaven, som skulde til Gotha. Derimod Doktor Martin og Broder Pezensteiner, Amsdorf og Tilio – fremdeles som deres Kudsk – kjørte ind i Bjærgskoven ved Wutha og saa videre over Ruhla til Möhra, hvor de skulde besøge Doktor Martins Slægt. Det forstod i hvert Fald Tilio, at det var Grunden. Doktor Amsdorf derimod lod, som han vidste bedre Besked.

Om Natten laa de hos Doktor Martins Farbroder Heinz Luther, og om Formiddagen – Løverdag den 4. Maj – prædikede Doktor Martin i Möhra Kirke. Hen paa Eftermiddagen kjørte de saa af Sted igjen, – og nu skulde Rejsen da gaa ad Gotha til. Den Besked havde Tilio faaet. – Vejen dertil gaar over Schweina og om ved Slottet Altenstein – og saa videre igjennem Bjærgskovene til Waltershausen. – Man skulde undres paa, tænkte Tilio, saamange Slægtninge dog Doktor Martin havde i denne lille By Möhra. For de fulgte med et godt Stykke Vej helt hen i Nærheden af dette Slot Altenstein, og de var nok et halvt Hundrede Stykker, baade Mænd og Kvinder og Børn. Men her vendte de om og sagde Farvel, for det var ved at blive Aften, og nu skulde man straks ind i Bjærgskoven.

Da man var kommen et lille Stykke om bag Altenstein, begyndte Vejen at stige op mod de skovbevoksede Banker. Og nu var det allerede noget mørkt, men Tilio saae dog paa temmelig Afstand en Flok Ryttere – og de var bevæbnede – komme ud af Skoven og slaa ind paa Vejen lige imod dem. Et Stykke borte – men det blev jo mindre og mindre, da Tilio blev ved at kjøre – holdt de stille, disse Ryttere, og spændte deres Armbrøster.

»Men hvad er det?« siger Broder Pezensteiner, for han havde hele Tiden frygtet, at de nok skulde komme galt af Sted paa den Hjemtur fra Worms, »hvad er dét derhenne?« , »Ja, det er jo Krigsmænd, kan man see,« svarer Tilio. »Og de er ved at lave deres Bøsser i Orden.«

»Saa gaar det ikke godt længer!« siger Broder Pezensteiner. »Lad mig komme ned!« – Og skjønt han var i sin lange Munkekutte, og havde jo desforuden sine Pligter overfor Doktor Martin, – saa svinger han sig i eet Spring ned af 291 Vognen, folder Munkekappen op om sig, og løber ad en Sti – som for Resten ogsaa gik til Waltershausen, men det vidste han ikke – ind i Bjærgskoven.

Tilio sad og ventede paa at faa et Ord fra Doktor Martin eller fra Amsdorf – om han skulde standse, eller hvad han skulde, – men de siger ingen Ting. Og han kjører saa videre, men det langsomste han kan. – Nu satte imidlertid dehér Ryttere sig atter i Bevægelse hen imod dem, og det gik rask: et Øjeblik efter havde de omringet Vognen. Og en af dem, som Tilio ansaae for Høvdingen, sigter paa ham med Armbrøsten og befaler ham at sige, hvem han har derinde under Sejlet.

»Siig det blot!« hører han i det samme Doktor Martin hviske bag sig.

Ja, saa giver han dem jo Besked.

Straks bryder de Sejlet af Vognen og griber fat i Doktor Martin og trækker ham ud over Fadingen, ned paa Jorden – og bruger imidlertid de forfærdeligste Skjældsord til ham. Amsdorf brugte ogsaa Mund til dem, og sparede dem for Resten ikke, kaldte det en Voldsdaad dettehér – og meget andet. De svarede sletikke derpaa, men trak af Sted med Doktor Martin imellem sig.

»Bliv paa Vognen, Tilio!« var det sidste, Doktor Martin raabte, inden de forsvandt med ham ind i Skoven. –

»Det var en Skarn, at vi ikke satte efter dem,« sagde Tilio.

»Nej, det var der ingen Ting at gjøre ved,« svarede Amsdorf, »Lad os blot see at komme herfra i en Fart.«

Tilio var meget bedrøvet og utilfreds med sig selv. For her havde jo egentlig været en Lejlighed til at komme med i – ja, i noget stort. Skjønt han var vel bare bleven skudt ihjel, – det var da ikke dét, han vilde.

De kjørte rask ad Waltershausen til. Her traf de Broder Pezensteiner, som var løbet hele Vejen. Men Tilio skammede sig ved at see ham. For nu var han jo selv ikke stort bedre.

292

V

Kejseren svarede sletingen Ting, da Rygtet blev ham forebragt, at Doktor Martin Luther paa Hjemrejsen fra Worms var forsvunden. Derimod fik han, efter at den største Part af Rigsdagens Medlemmer var rejst fra Worms, et Edikt vedtaget og underskrevet af fire Kurfyrster, hvorved Doktor Luther blev sat i Rigens Akt. Ligeledes lod han udgaa strenge, Straffe-Trusler mod de Øvrigheder, som ikke, saa vidt de kunde, udførte Ediktets Bestemmelser.

Paa den Tid brød Krigen med Frankrig ud, saa Kejseren blev stærkt optagen af andre Ting.

Først Klokken 11 om Aftenen blev Doktor Martin af de kurfyrstelige Ryttere – som det var forud bestemt – bragt ind paa Wartburg. De havde redet omkring med ham i Skoven siden Solnedgang, for at lede Folk paa Vildspor. Det eneste, hans Slægtninge i Möhra kunde opspore om hans Skjæbne, efter at de havde sagt ham Farvel, var, at man havde hørt Hovslag af mange Ryttere paa Skovvejen i Retning af Brotterode. – –

Han havde aldrig været indenfor en saadan Borgs Mure før. Det var jo mørk Nat, da Rytterne ankom med ham, men Lyset fra Faklerne, der blev baaret dem i Møde straks indenfor Porten, kastede Glimt op ad høje Vægge, hvoraf det øverste forsvandt for Øjet mod den mørkeblaa Nathimmel.

Det varede dog kun ganske kort, saa var Doktor Martin inde paa sit Værelse, der ikke var videre stort, men saae meget hyggeligt ud – i hvert Fald eftersom han var vant.

Han fik straks Besøg af Slotshøvedsmanden Hans von 293 Berlepsch, der syntes at være ham meget venlig sindet og talte helt muntert med ham.

»I maa nu vænne jer til at hedde Hr. Junker og ikke Hr. Doktor, og vi maa alle vænne os til at kalde jer saaledes,« sagde Slotshøvedsmanden. »Men det er maaskee allerede bleven jer sagt?«

»Nej, fra hvem kommer den Befaling?«

»Den kommer fra de kurfyrstelige Raader – nærmere Besked veed jeg ikke. Jert Ophold her skal holdes ganske hemmeligt. I faar en Junkers Dragt. Jeg bringer her en gylden Kjæde, som I til Adels Tegn maa hænge om jer Hals. I skal have en af mine adelsbaarne Kjertesvende til jer Opvartning. Og I maa nu lade jert Haar og Skjæg vokse, som før I blev Munk.«

»Om kuns Haaret tør vove at gro paa de hellige Steder,« sagde Doktor Martin smilende.

»Den allerførste Tid maa I vel helst undlade at gaa udenfor Borgen, – men senere kan I færdes, hvor I vil, i den nærmeste Omegn, kun at I ikke gaar ind i Byen. – Og nu Gud i Vold og en god Nats Søvn! – Her kommer vist Svenden, som skal gaa jer til Haande.«

Døren aabnedes, og en fjortenaarig Dreng traadte ind.

»Han hedder Moriz og er Søn af Ridder Joachim von Bebra.« – –

Doktor Martin havde slet ikke tænkt over endnu, hvordan han skulde leve her i sit Fangenskab eller sin Skjulthed, hvad det skulde kaldes, – hvordan det skulde kunne blive en rimelig Fortsættelse af hans sædvanlige Liv. – Der var ligesom et tomt Rum foran ham, da han var kommen op næste Morgen. Hvordan skulde han kunne skrive, naar han ingen Bøger havde? Og prædike maatte han jo ikke for Skjulthedens Skyld. – Og dette kunde jo maaskee komme til at vare baade Uger og Maaneder.

Han gik straks til Slotshøvedsmanden og spurgte, om der var Mulighed for, at der kunde skaffes ham de og de Bøger fra Wittenberg? Hr. von Berlepsch svarede med en Undskyldning, fordi han ikke selv havde nævnt det allerede i Aftes: at alt, hvad hans Gjæst i saa Henseende maatte ønske, hurtigst muligt vilde blive udført. Der blev ogsaa sendt ridende Bud af Sted samme Dag.

Det viste sig senere, da Bøgerne kom, at han ikke havde nær saa megen Brug for dem, som han havde troet. Men en 294 Uges Tid gik hen, da han svævede i den Forestilling, at Bøgerne var ham helt uundværlige, og da han som Følge heraf ikke bestilte noget videre. Det var ham ganske uvant, og det var nogle sært lykkelige og mærkværdige Dage for ham.

Han udbad sig allerede da Tilladelse til at vandre ned gjennem Bjærgskoven og see sig lidt om i Egnen og fik den ogsaa. Og det viste sig, at ingen lagde Mærke til ham, i den Forklædning, han nu bar.

Han var nede en Aften ved Hörselfloden, – da havde han saa mange forunderlige Tanker. Og det var, besynderligt nok, Tilio og saa sig selv, han tænkte mest paa. – Det var saadan kjøligt, noget blæsende Foraarsvejr, og blev tilsidst Maaneskin. Floden brusede just ikke, men den gik med store, hastige Bølger, hvorover Maaneskinnet blinkede. Det mindede meget om en Aften i hans Ungdom, han stod ved den samme Flod, nogle Dage før han blev optaget i Cottas Hus. Da havde han tænkt paa Jomfru Ursula Schalbe, som han jo siden traf der i Huset, og været saa bevæget i Sindet. Og akkurat ligesom den Gang kom Bølgerne i Aften skridende ind i Maanestriben og ud af den igjen. Han havde syntes, at det var saadan en Ynk for dem, at de ikke kunde blive i Maanelyset, men skulde straks forlade det igjen, ud i Mørket paa den anden Side. – Ja, og dér kom han saa nu i Aften til at tænke paa Tilio, thi det kom ham for, at der var noget ved Tilio, som lignede ham selv i den Tid. Hvad det var, kunde han ikke just sige, – og desuden syntes han, at Tilio tog det hele ligesom mere grovt og udvortes, – men alligevel – – Tilio var ung, og det havde han jo ogsaa været den Gang.

Om han nu selv var bleven ved i den Retning, han da var i? Hvad der saa var bleven af ham? Man kunde blive helt urolig, men ogsaa sært salig, ved at tænke derpaa. Men noget ganske forskjelligt, fra som nu, var der jo da kommen ud af det. – Hvad det var, der havde revet ham ud af den Bane, kunde han jo sagtens see. Det var jo denne Følelse af Skyld, helt fra Barndommen af, som havde holdt sig saa stærk, og atter havde gjort det hele til Skyld, – ikke just dén Ting, dér stod paa, aa nej, sletikke! – men det altsammen, hele hans Liv fra først til sidst. Om det nu skulde være ret og nødvendigt? – for det var jo ellers det, han var sluppen igjennem til sidst, saa han havde seet: at han havde ingen Skyld, den var ham forladt ved Troen paa Jesus 295 Kristus. Men det havde han jo ingen Brug haft for, om ikke Elendigheden havde været først. – Og Tilio – han følte ingen Skyld, nej, det var jo netop, hvad han selv havde forklaret ham for nogle Dage siden. – – Men Livet det blev dog lige underligt, ikke til at forklare, – Livets Strøm, som kom blinkende med sine dybe, hastige Bølger ind i Lyset og ud i Mørket, om og om igjen. Saadan blev det ved endnu for ham selv ogsaa. Men naar Solen engang stod op, saa blev det vel anderledes, saa blev det altsammen lyst. Ja – Ursula! – – –

Efterhaanden som Tiden skred hen paa Sommeren, og Arbejdet optog Doktor Martin meget stærkt, saa han næsten sletikke kom ud om Dagen, blev hans Humør ringere. Det var dog ikke de tidligere, store Angst-Anfald, han led under. Angsten kunde nok byde sig frem, men det var, som han kunde mane den ned med de Ord: Gud er god! – Det var ham en meget stor Trøst med denne Evne, han syntes han dér havde faaet af Gud, til saadan at skaffe sig Fred, før Krigen med dens Rædsler ret var begyndt. – Nej, nu var det Trykkethed og Tunghed i Sindet, uden saadan nogen bestemt Aarsag. Ogsaa ofte Hovedpine og Svimmelhed. Han sov daarligt og drømte saa stærkt. Og om Aftenen, naar han laa og lige skulde til at falde hen, kunde han faa disse Djævle-Besøg, som han kaldte dem, hvor han mente at see – eller især høre – den Onde selv omkring sig. – Det hændte flere Gange under hans Ophold paa Wartburg.

Saadan var det en Aften lige ved Sankt Hanstider. Han laa i sin Seng, og mente selv, at han havde sovet noget, men vaagner saa da op ved en forfærdelig Alarm, ret som om een kunde staa og hamre af al sin Magt mod en Bræddevæg eller saadant noget. Det lød ikke som en Hammer mod et Søm, nej, snarere som Træ mod Træ. Først syntes han, at det kom inde fra et Sideværelse, men lidt efter flyttede det sig og kunde lyde, som om det kom fra neden under Gulvet, men dog lige saa stærkt som før. Saa tvivlede han ikke mere om, hvad Slags det var. Noget efter var det ogsaa inde i Stuen hos ham, ikke med Hamren mere, nej, men som en Hvisken. Doktor Martin var ikke ræd for den Onde; han var sig vel bevidst, at han gjorde Satan megen Skade med sin Lære og sin Forkyndelse, saa han undredes ikke over, at denne saa igjen vilde forurolige ham, det han kunde. Men baade uhyggeligt og plagsomt var det jo. - 296 Han kunde denne Aften ikke blive klog paa, hvad der blev hvisket. Lyden kunde ligne efter et Pindsvin, der grynter, eller efter een, der har Snue og gaar og snøkker lidt op. – Tilsidst syntes Doktor Martin alligevel, han kunde høre, hvad der blev sagt: Synder, Synder, Dine Synder. – Det stemmede ogsaa godt nok med tidligere Tilfælde, for det var altid hans Synder, den Onde snakkede om. Nu vilde Doktor Martin prøve, om han ikke kunde slippe fra det med en Spøg og saa falde i Søvn, for det kunde undertiden lade sig gjøre. Doktor Martin raadede ogsaa ofte andre til først at prøve den Udvej. Han siger saa nu: »Mine Synder, mine Synder, ja, vi er vel Syndere allesammen; der er vist ikke mange af os, uden de har gjort deres Bleer skidne, mens de var Børn.«

Men det blev ved at hviske og snøkke op.

Saa siger han igjen: »Der hænger for Resten et Par Bukser af mine her paa Sengestokken, dem skulde Du tage og tørre din Snude i.«

Men det hjalp ikke noget.

Saa laa Doktor Martin ganske stille en lang Tid. Men da det ikke vilde standse, satte han sig over Ende i Sengen og sagde højt: »Mine Synder skal Du ikke tage Dig af; dem staar jeg ikke Dig til Regnskab for. – Den Herre Jesus Kristus i Verden! og saa skal Satan vige! Amen!«

Derefter blev det roligt. Doktor Martin lagde sig ned og sov straks.

Naar Doktor Martin havde haft saadan Uro om Natten, og saa alligevel arbejdede strængt hele Dagen derefter, saa skulde det jo tage paa hans Helbred. Han skrev derom baade til Melanchthon og til Hofpræsten Spalatin, og de sendte ham ogsaa, hvad de kjendte af Lægemidler mod Hovedpine og Søvnløshed og sligt.

Der var ogsaa den Kommers med en stor, surt Pudelhund, som viste sig der paa Sluttet, og som ingen havde seet før. Det gik egentlig saaledes til:

Doktor Martin var en Dag – det var hen i September det samme Aar – gaaet ind i Bjærgskoven forat røre sig, for han var ikke rask, – og saa tillige forat spise Blaabær, som han mente han havde særlig godt af. Saa var han kommen hen et Sted i Skoven, hvor han ikke havde været før; det var Birk altsammen dér, og gult hvert et Blad – og saa i Solskin tillige, det lyste jo og skinnede som det klare 297 Guld. Han syntes egenlig, han var som i Himmerig – og stod og saae ud i Luften. Og saa opdager han pludselig, at det Landskab, han seer over mod langt borte – det er Hörselbjærget, en Bjærgkam med en Lavning midt i, saa det ligner en Sadel; det var let at kjende. Og dér havde han jo været som ung, – han stod ligefrem og græd, saa bevæget var han. – Da han saa havde tørret sine Øjne og vil til at vende sig og gaa, saa seer han henne mellem Birketræerne en stor, sort Pudelhund, der staar og snuser ned i Jorden, som om der var noget, den søgte efter og vilde have fat paa. Nu er det jo noget, en Hund tit kan gjøre, men han blev alligevel noget optaget af det. Straks efter begynder den at skrabe og grave med Forpoterne, alt hvad den kan, og der blev jo meget hurtigt et Hul i Jorden. – Saa gaar Doktor Martin hen til den – for han holdt meget af alle Slags Dyr – og tager fat i Nakken paa den og vil have den bort fra dethér Graven og klapper den paa Siderne. Men den bliver ved da saa ualmindeligt længe og ivrigt. Og det varer ikke længe, saa har den gravet et Hul saa dybt, saa meget mere end Halvdelen af dens Krop er dernede. Tilsidst var det næsten kun Halen af det store Dyr, der stak op af Jorden. Ja, nu var Doktor Martin saa ikke længer i Tvivl om, hvad dettehér var for noget, og hvad det var for en Hund: at den vilde da helt igjennem. Dengang mente man jo, at Helvede laa midt inde i Jorden. – Han fortrød, at han havde klappet den Hund, vender sig om og gaar sin Vej. Men aldrig saa snart har han forladt den, saa Hunden op af Hullet og efter ham! Og nu var den saa meget venlig og indladende, stryger sig op ad ham og springer op. Men han slaar til den og giver den et Spark, og saa endelig forlader den ham da ogsaa. – Men da han kommer hjem paa Borgen, er Hunden alligevel i Gaarden og vil med ham ind i Huset. Men han slaar Døren i for Næsen af den og gaar saa op paa sit Kammer og giver sig i Lag med sit daglige Arbejde. Han var den Tid i Færd med at oversætte Bibelen paa Tysk.

Om Aftenen fortalte han Hr. von Berlepsch og hans Frue om denne Tildragelse, og hvad han tænkte derved.

Og nu var det en hel Uge, at denne Hund viste sig, snart hvor man gik og stod paa Borgen, saa det lod næsten til, at den vilde blive der, omendskjønt man jagede den væk, hver Gang der var Lejlighed. – Saa var det tilsidst en Aften silde, at Doktor Martin var kommen i sin Seng, men 298 laa og kunde ikke falde i Søvn, som det jo tit skete i denne Tid. Da mærker han, at Hunden er inde under hans Seng. Han vidste bestemt, at han havde lukket sin Dør, hver Gang han selv var gaaet igjennem den i Dagens Løb, og han havde ogsaa givet Moriz, sin Svend, stræng Befaling til, at han aldrig maatte lade Døren staa aaben. Dette laa han og tænkte paa, alt imens han jævnt hen hørte Hunden, dels at den snorkede, dels at den rørte paa sig.

Det vilde han nu have en Ende paa, og gjorde saa, som han havde hørt af sin Moder, at man skulde bære sig ad ved saadan en Lejlighed. Han stod op uden at mæle et Ord, tog ned i Hunden og fik den frem paa Gulvet. Saa greb han – stadig fuldkommen stiltiende – om den, uden at den gjorde mindste Modstand eller gav en Lyd fra sig, hvad der jo ogsaa var underligt, og bar den saa hen til Vinduet, som han stødte op. Saa smed han Hunden ud – og ikke den saa meget som peb en Smule. Derpaa lagde han sig med Armene i Vinduet, uden at lukke det, og bad et Fadervor. Og siden den Tid mærkede ingen noget til Hunden.

De første Maaneder af Doktor Martins Ophold paa Wartburg hindrede det ham meget, at han havde ingen Mennesker at snakke med. Men det var kun, fordi han havde dannet sig den Forestilling, at Ridder von Berlepsch og hans Frue ikke gad eller ikke kunde snakke – i hvert Fald ikke om aandelige Ting. Siden viste det sig, at det passede sletikke, og han havde grumme megen Diskurs med dem. Det var en stor Vinding for ham, ogsaa ligefrem for hans Arbejdes Skyld, for han havde det saadan, at han kunde allerbedst faa Rede paa en Sag, naar han skulde til at forklare den for eller samtale om den med andre.

I Begyndelsen af August Maaned fik han Melding fra Magister Philip om, at Doktor Karlstadt havde holdt en Disputation, gaaende ud paa, at Munkeløfterne gjaldt intet, Munkene skulde blot gifte sig, – og denne Disputation havde vakt megen Uro og Opsigt. Magister Philip sendte ham tillige en Bog, som Doktor Karlstadt havde ladet trykke om det samme. Doktor Martin ærgrede sig meget over denne Bog, overlegen og vigtig og ganske uklar var den, som alt, hvad Doktor Andreas gav fra sig. Doktor 299 Andreas skrev, at Munke og Nonner havde frit Lov til at gifte sig, men alligevel var det en Synd, naar de gjorde det, for de brød derved et Løfte. Det var blot en mindre Synd, end naar de, ved ikke at gifte sig, led af Brynde, som det jo hedder i første Korintherbrev.

Doktor Martin mente ogsaa, at Munke og Nonner skulde have Lov at gifte sig, men han fandt, det var en taabelig Begrundelse, Karlstadt havde givet, som Modstanderne kun kunde le ad.

I Anledning af denne Sag var det, Doktor Martin allerførst ret kom til at snakke med Slotshøvedsmanden og hans Frue. Og under selve Samtalen gik det først helt op for ham, hvordan den Sag maatte forsvares og retfærdiggjøres, og han fik dem begge to til at forstaa den.

Det var efter Aftensmaaltidet Klokken fem, at de sad sammen, Doktor Martin og de to Ægtefæller, da Slotshøvedsmanden paa denne Tid af Dagen plejede at nyde nogen Drikke, Vin eller Øl, og altid bad Doktor Martin drikke ham til og gjøre ham Besked.

Det var hen i September Maaned og noget koldt, men et skjønt, klart Solskinsvejr, og Doktor Martin bad om at have nogle Ruder staaende aabne, da han kunde sidde og see lige ned mod Engene omkring Hörselfloden, og naar han trak Øjet til sig, saa havde han den brogede Skov opad Bjærgets Sider op til Borgen.

»Ja, lad kuns de Ruder staa aabne, Hr. Doktor,« sagde Slotshøvedsmanden, »at I kan see, hvad I vil, thi Glaret kan I intet see igjennem. Men skal Ruderne være aabne, kommer vi til at drikke noget tættere, forat holde Varmen ved os, thi det har frossen sidste Nat og vil vist fryse til Natten igjen.«

»Ja, varmt er det ikke mere,« svarede Doktor Martin. »Det kjendes ogsaa stærkt, at Løvet falmer her nedover Bjærgskrænten. – – – Men har I hørt, Hr. Slotshøvedsmand, at nu vil Munkene til at bryde ud af Klostrene og gifte sig? Eller sligt angaar jer kanskee ikke?«

»Aa jo, aa jo, skulde det ikke angaa mig! Det er jo en urolig Tid, man veed ikke længer med nogen Bestemthed, hvad der vil falde, og hvad der skal blive staaende. – Men det er ikke sært, naar Præsterne er først begyndt at ville deran, saa kan Munkene hellerikke holde sig stille. Nu, 300 hvorfor skulde de heller? jeg siger, hvorfor skulde de ikke have dét prøvet, ligesaavel som vi andre.«

»Hvor har I hørt dét fra, at Præsterne er begyndt at gifte sig?« spurgte Doktor Martin ivrig.

»Ja, hvor hører man det? Nede i Byen, troer jeg. Der er jo en Provst i Nærheden af selve Wittenberg – men det veed I jo bedre end jeg – som har giftet sig. Hvad var det han hed? – Feldkirchen, synes jeg.«

»Ja, det er ret nok. – Men naar I veed saa god Besked, saa kunde det kanskee ikke være jer imod at høre, hvad jeg tænker paa at svare dem i Wittenberg om Munkene, omendskjøndt jeg er ikke rigtig enig med mig selv derom endnu.«

»Nej – ja, der er jo det med deres Løfte, for de har jo lovet, at de ikke vil gifte sig nogensinde.«

»Lige akkurat, ja!« sagde Doktor Martin meget livligt. »Det er ogsaa netop det, som det drejer sig om. Og siden det nu ikke er jer ligegyldigt, saa vil jeg nu prøve at forklare jer min Mening. – Og I gider ogsaa hørt derpaa, velædle Frue?« vendte han sig til sin Værtinde.

»Ja, ret gjærne endda!« sagde hun.

»Nu vel, de holder det for en Synd at bryde sit Munkeløfte, men finder saa forskjellige Undskyldninger derfor. Men jeg mener: er det en Synd, da er det en meget svær Synd, som aldrig kan undskyldes, thi Gud byder os at holde vore lovligt givne Løfter. Eller ogsaa er dette Løftes Brydelse sletingen Synd, fordi nemlig dets Givelse var det, var en ulovlig, ja, gudsbespottelig Gjærning. Ja, saadan er det, nu veed jeg det!«

»Men hvordan veed I dét?« spurgte Hr. von Berlepsch. »Thi just derom er vel den største Uenighed?«

»Seer I nu: Løftet blev givet for derved at vinde Guds Naade og Salighed. Men Naade hos Gud og Salighed vindes kun ved Troen. Saa er da dette Munkeløfte en Fornægtelse af Troen. Men hvo som ikke troer, har ingen Gud og ærer ham ikke.«

»Nej, det er sandt,« sagde Slotshøvedsmanden, »ventede de ikke at vinde Saligheden og Guds Naade derved, saa var der vel nok ingen, som gav sig i Munkestanden.«

»Nej, nej, er det ikke sandt! – Sæt nu, nogen var bleven Munk eller Præst bare for at stjæle Kirkens hellige Kar og Klenodier, saa var han jo bleven gejstlig imod Guds 301 Bud, og hans Løfte var ugudeligt og bandt ham ikke. Men hvor meget mindre binder det da ikke, naar han har gjort sit Løfte imod Guds første og højeste Bud. Thi hvem som ikke troer paa Guds Naade i Jesus Kristus, han har og ærer ingen Gud, han synder mod det første Bud i Loven.«

»Ja, det er sandt, Hr. Doktor. Og det er godt at høre,« svarede Hr. von Berlepsch. – Han vilde tømme sit Krus, men satte det fra sig. – »Jeg mærker, jeg har allerede drukket ud, og har ikke tænkt derved. Kjære Anna, hent mig et nyt! Og kanskee Doktoren vil ogsaa tømme sit, at det kan blive fyldt med det samme.«

»Jeg seer, jeg har ogsaa tømt mit i Tanker,« sagde Doktor Martin.

»Saa meget des bedre,« sagde Husfruen. »Saa kan jeg gaa med alle tre Krus paa een Gang. – Men vil I have den samme Vin, Hr. Doktor?«

»Ja, lad mig kuns –«

»For vi har jo ogsaa andet paa Slottet. Min Husbond er nu saa meget for denne Muskateller. Men vi har jo ogsaa Malvasier –«

»Har I Malvasier?« sagde Doktor Martin. »Ja, det er kanskee kuns som en Fantasi eller en Indbildning. Men jeg har nu den Indbildning, at Malvasier-Vin skulde være bedre end alt andet for mig. Men maaskee den er ogsaa dyrere end anden Slags Vin –«

»Lad os faa en Kande Malvasier herop,« sagde Hr. von Berlepsch, »saa slipper I ogsaa for at gaa med Krusene. Jeg drikker gjærne Malvasier, og det er længe siden, jeg har smagt den.«

Saa gik Fru von Berlepsch.

»Ja, Vinen er en ædel Guds Gave,« sagde Slotshøvedsmanden. »Og jeg kan ikke ret forestille mig, at den kan have været meget bedre før Syndefaldet, end den er nu.«

»Jo, det har den vel nok,« sagde Doktor Martin.

»Ja, monstro? For saa mener jeg, at saa maatte jeg kunne fornemme, at der var noget ved Vinen, som jeg vilde have bedre – som skulde forbedres ved den. Men nej – jeg vilde slet ikke ønske den bedre end – – jeg vilde ikke have den anderledes, end den er, – naar det da er god Vin.«

»Jo, Hr. von Berlepsch,« svarede Doktor Martin. »For det er jo med al den Del, som nævnes kan: det skal altsammen blive over, hvad vi kan forstaa. Om vi kunde forstaa og 302 fatte Saligheden, da var der ikke meget ved den. Jo, Vinen bliver nok ogsaa bedre, end vi kan forstaa. Og har ogsaa været det i Paradis.«

»Det maa nok være, som I siger, Hr. Doktor. Kan man først fatte og forstaa en Ting, saa er der ikke meget ved den. Saa er Glæden snart løbet ud af den. Ja – det er godt, vi ikke skal forstaa al Ting, ja, det er, – det er godt.«

Fru Anna kom nu tilbage med en Sølvkande, som hun satte paa Bordet efter at have skjænket i Krusene.

»Vist er Malvasier en ædel Drik,« sagde Hr. von Berlepsch, da han havde smagt paa den. »Det var godt, vi kom til den. Skaal, Hr. Doktor! – Dethér Muskateller kan man ogsaa faa for meget af. – – – Men siig mig nu engang: er der nu ikke Fare for, naar nu Præsterne gifter sig, og Munkene bryder deres Løfter og gifter sig, – er der saa ikke Fare for, at der kan komme ligesom Skred i alting, saaat der er ingen Ting, der vil holde mere?«

»Jo, det er just, hvad der er megen Fare for, Hr. von Berlepsch. – For det med at løse, det er akkurat ligesom med alt, hvad der løber nedad, det gaar af sig selv, og det bliver til mere og mere, saa længe det faar Lov, og det vil tage alting med sig, om det ikke bliver standset. Derfor skal helleringen løse, uden Gud er med ham. Thi løse – det kan enhver, blot han er fræk, men Gud alene kan standse det i Tide, at ikke Verden skal gaa under. Jeg er tvungen til at tro, at Gud er med mig, ellers maatte jeg ikke have løst saa meget. Men det vil sees paa, at jeg ogsaa kan standse det. – Og jeg skal standse det!«

»Ja –« sagde Hr. von Berlepsch, »jeg skal ingenting løse, det veed jeg, for jeg kunde ikke standse noget. – I, Hr. Doktor, er vistnok en særdeles og en særskilt Mand, og en sjælden Mand, det har jeg hørt mange sige – jeg har endda hørt Hans Kurfyrstelige Naade sige det selv – ja, det har jeg. Men Gud give nu ogsaa, – at Gud vil give jer Kraft og Styrke, at I skal ikke falde fra før Tiden, – thi ellers frygter jeg for, at det kan blive til den største Ulykke for Land og Rige. Jeg kjender mangfoldige – allevegne, overalt – som kan løse op, og som kan rende ned ad Bakke, men jeg kjender ingen, som kan standse, uden jer, Hr. Doktor, – hvis I saa kan det! – Ja, det siger jeg – det siger jeg – – ikke ogsaa, Anna?«

»Jo, I har nok Ret,« svarede Husfruen.

303

»Der er en vis Doktor Karlstadt i Wittenberg,« sagde Doktor Martin. »Han kan øde alting, thi han begjærer kun at løse op og lade alting løbe sin Vej, og han kan intet standse. Om han nu kuns ikke bruger min Fraværelse til at gjøre Ulykker derhjemme. Da maa jeg herfra, ihvad det saa skal koste; jeg maa da slaa ham til Jorden og tage alt i min Haand.«

»Ja, lad mig see, I gjør det, Hr. Doktor. Thi det er forfærdeligt, naar Hestene først bliver løbske. – Og vor Kurfyrstelige Naade han er det bedste Menneske, jeg veed af; men han kan intet standse, saa lidt som han kan sætte nogen Ting i Gang! Han kan hverken løse eller binde.« –

Doktor Martin sad længe tavs og saae ud ad den aabne Rude. Solnedgangen havde gjort den vestlige Himmel helt ildrød med blaa Skygger i Skylaget. Landet nedenfor Bjærget var dækket af Taage.

Han vilde sige Godnat. Men saae nu, at Borgfruen var gaaet ud af Stuen, og at Hr. von Berlepsch sad og sov i sin Stol ved Bordet.

Saa forlod han Stuen uden Godnat og gik op paa sit Kammer.

304

VI

Tilio følte baade Skam og Samvittighedsnag paa Hjemrejsen efter Rytteroverfaldet ved Altenstein. Men Amsdorf, som vidste Besked, beroligede ham, ikke ved at aabenbare noget af Hemmeligheden, men ved at forestille ham, at Overmagten jo havde været altfor stor, – og at Doktor Martin selv udtrykkelig havde paalagt ham – Amsdorf – hvis noget saadant, som det nu stedfundne, skulde skee, da endelig at overlade Doktor Martin til hans Skjæbne og drage hjem til Wittenberg for efter bedste Evne at erstatte hans Virksomhed.

De sidste Dage af Rejsen var det da hellerikke den mulige Pligtforsømmelse, der optog Tilios Tanker. Det var hans sædvanlige Indvendinger mod Doktor Martins Væsen og Ord og Fremfærd, der opfyldte hans Sind: det var meget sandt, som Doktor Martin havde sagt, at han følte ingen Skyld, endsige at han skulde føle hele sit Liv som Skyld overfor Gud. Men saa kunde han jo hellerikke have nogen stærk Længsel efter at blive befriet for Skyld, saaat en saadan Befrielse skulde kunne forvandle hans Liv og Tilværelse til Lykke eller Salighed, bringe den Forandring, som han begjærede. Nej, der maatte andet til, det følte han; han maatte have en haandgribelig, ydre Grund forat blive glad; der maatte skee noget – skjønt han jo ikke saadan kunde forklare sig selv, hvori det skulde bestaa.

Han kom hjem fra sin Rejse, grundig skuffet; – men den lange Fritid, han havde haft, lod ham dog føle det som en Nødvendighed og som et Slags tarveligt Behag ogsaa, nu at komme til at bestille noget igjen. Han passede sine Magister-Studier meget ordenlig i længere Tid, – og lurede for Resten paa, hvad Fremtiden skulde bringe, om end med ringere Haab end før.

En Dag i Juni Maaned var han oppe paa det store 305 Collegitim forat høre Doktor Karlstadt holde en Dispntation over Munkeløfterne. Den gik ud paa, at disse ingen Ting betød, hverken med Hensyn til at blive i Klostret, eller hvad angik den ugifte Stand.

Tilio følte det nok, som om her blev raget noget til Side, men da Talen var til Ende, syntes han da alligevel, at det var altfor lidt. – Han havde dog ogsaa haft en Fornemmelse af, under Karlstadts Tale, at denne selv kun regnede dettehér for en Begyndelse, han havde ladet skimte en Udsigt langt ud til noget, som virkede behageligt paa Tilio ved dets Ubestemthed og – ligesom Grænseløshed.

Efter Disputationen – da Folk strømmede ud af Collegiet – saae Tilio, at Karlstadt stod og talte med en Flok Studenter i hans Nærhed. Han kunde ikke rigtig høre, hvad der blev sagt, men saa meget fik han fat i af Karlstadts Ord: »at Barnet kom ikke til Verden uden stærke Veer.« Der maatte skee »Omstyrtninger«, som ingen nu anede, og de vilde ikke lade længe vente paa sig.

Det lød jo helt godt, syntes Tilio, – men Arbejdet kaldte, han skulde straks efter ind og høre en philosophisk Forelæsning af Magister Philiph. –

I Slutningen af September var der uhyre megen Tale i Byen om en stor Altergang, som skulde holdes, med Munken Broder Zwilling, Doktor Karlstadts gode Ven og Meningsfælle, som Præst, i Sognekirken. Nadveren skulde her nydes »under begge Skikkelser«, – og ikke paa katholsk Vis, hvor kun Præsten drak af Vinen. Det skete ogsaa, og der var en Mængde Mennesker med – Magister Melanchthon deltog ogsaa og de fleste af hans Elever. Der blev ikke holdt Skriftemaal, og Broder Zwilling stod i en almindelig Studenterfrakke og forrettede den hellige Handling. Men ellers syntes Tilio ikke, der var noget mærkeligt at see, og det stødte ham, at Altergangen blev til saadant et omsnakket, udbasunet Foretagende. Den eneste, der saae from – og tillige noget bekymret – ud, syntes han, var Magister Melanchthon.

Da Tilio gik hjem, kunde han have haft Lyst til at slaa Ruder ud i Gaden, saa fuld af Spænding og Kraft var han, som han ingen Brug havde faaet for. –

Men saa en Dag, længer hen paa Efteraaret – den 5. November – i et elendig sjadsket Vejr, vekslende med Regn og Hagelbyger, kom han gaaende hen ad Gaden paa Vej til 306 sit Collegium. Da seer han Broder Zwilling, der nu var dragen I sin Kutte igjen, komme lige imod sig. Han saae ikke ud til at ville Tilio noget, men saa, da de passerer hinanden, standser Munken alligevel og siger til ham – forpustet og hed i Ansigtet – om Tilio vil med til Frihedsarbejdet?

Ja – det vilde han nok. Men hvad det var?

Hjælpe til med at befri tretten Munke i det sorte Kloster ud af deres Celler, hvor Prioren havde ladet dem spærre inde.

»Hvorfor?« spurgte Tilio.

»Hvorfor? – Fordi han holder paa Munkeløftet og paa Pavens og Djævelens Myndighed!«

Munken blev ved at gaa, mens han snakkede.

»Jamen vi skal jo den anden Vej,« sagde Tilio.

»Jeg skal hen til Peter Smed histhenne, om jeg kan faa to af hans Svende med. – Vi kan ikke selv brække Dørene op.«

»Lad mig lige løbe op med mine Bøger paa mit Kammer,« sagde Tilio, der nu var bleven ivrig. »Saa mødes vi atter foran det sorte Klosters Port.«

Nogle Minutter efter var de samlede paa det angivne Sted, Tilio, Zwilling og de to Smedesvende.

De begav sig straks ind i Klosterbygningen. Zwilling foran. I den første Corridor stod den gamle Prior, Held, og flere ældre Munke.

»Jeg rører ikke en Haand imod jer!« raabte Prioren, ganske hvid i Ansigtet. »Men jeg vil vidne, disse skal vidne, og Himlens og Øvrighedens Straf skal ramme jer!«

Zwilling viste Vej. Og de to Smedesvende tog fat med deres Brækjærn ved den første Dør. Der var dog et Par af Priorens Munke, der ikke kunde holde sig rolige. De slog ikke, men løb deres Legemers Vægt ind imod de to Smedesvende. Den ene af disse blev ved sit Arbejde. Den anden vendte sig om og sparkede til Munkene og drev dem saaledes tilbage, og i næste Øjeblik styrtede de begge baglæns ned ad nogle Trappetrin, som førte til Udgangsdøren.

»Lad os faa flere Folk til Hjælp,« sagde Smedesvenden, idet han gik tilbage til sit Arbejde.

Der behøvede ikke at gjøres noget i saa Henseende. Folk paa Gaden maatte have mærket, at der var noget særdeles paa Færde; der var allerede en hel Del Mennesker i Klostergaarden, og de stormede nu ind i Cellegangen, da de hørte Larmen og de to faldne Munkes Raab.

307

Prioren og hans Munke blev jagede ind i deres Kamre, og efterhaanden som de tretten indespærrede Munke kom frem, blev der en uhyre Jubel og Lystighed. Tilio var den, der ivrigst hjalp Smedesvendene med Opbrydningsarbejdet.

Da alle tretten Munke var slupne ud af deres Celler, holdt Zwilling en Tale til dem og til Folkemængden ude i Klostergaarden. Men det var noget kjedeligt, lærd Snak, fandt Tilio. Han gik sin Vej. Det var vel ogsaa raadeligst at forsvinde, tænkte han, inden Bysvendene og Øvrigheden kom, for det kunde jo ikke vare længe.

Han gik hjem og spiste til Middag, og sad den, første Del af Eftermiddagen paa sit Kammer, ventende, at der vel, snart maatte komme Bud efter ham fra Øvrigheden. Men der kom ingen, og han gik nu ud paa Gaden mellem Folk, var ogsaa inde i et Par Gjæstgiverier, – og han hørte ingen Steder om, at Øvrigheden havde viist sig.

Det var ellers meget, tænkte han. Det maatte jo staa underligt til saa i Byen. Han blev helt oprømt af Forventning, skjønt han straks efter Begivenheden havde været kjed af det hele. Han syntes ogsaa, Folk, hvor han kom, var saa underlige, næsten som de kunde være lidt berusede allesammen. Men de snakkede ikke højt. Han kom i en sær Spænding; og skjønt han syntes, han vidste hverken hvordan eller hvad der skulde skee, gik han dog og tænkte: nu kommer det!

Men næste Dag var Folk overalt som sædvanlig. Og han selv for saa vidt ogsaa.

Det vilde ikke brænde i Ovnen paa hans Kammer den Dag, skjønt han tændte og tændte. Og han syntes ligesaadan med – det andet. Hvad kunde det hjælpe, man gik og ragede i det og kom Gløder til og lavede Spektakler som igaar, – det blev dog aldrig til Flamme. Og et helt Baal skulde det have været! –

I Begyndelsen af December hørte han fra. alle Sider, at nu vilde man ikke længer finde sig i, at der blev læst Sjælemesser af Præsterne i Sognekirken. Doktor Karlstadt havde holdt en Prædiken derimod og sagt, at det var ikke nok nu at tale og skrive imod det papistiske Djævelskab; der skulde handles, det skulde udryddes.

Den tredje December, da Tilio ad Collegiegaden passerede den Gyde, som derfra fører ind til Sognekirken, saae han, at det snævre Stræde var helt sort af Mennesker. Han standsede 308 og hørte nu Skrig og Skraal henne fra Kirken. Lidt efter kom tre Præster – og den enes Klæder kunde han see var slemt forrevne – styrtende frem af Folkemængden, og løb saa ned ad Collegiegaden, uden dog at nogen forfulgte dem.

Ja, der var saamænd Brændsel nok, der futtede, tænkte Tilio, men hvad kom der ud af det?

Han fik Øje paa Doktor Karlstadt, der stod noget fra ham inde i Mængden.

»Hvad mon Doktor Andreas vil her?« spurgte Tilio en lang, sorthaaret Person lige ved sig, som han syntes, han skulde have seet før. »Han seer ud, som om han fornøjede sig over Paastyret.«

»Sagen er den,« svarede den Sorthaarede, »Doktor Karlstadt fisker alletider i rørte Vande. Han har store Planer for, den Mand.«

»Men er I ikke Doktor Martins Tjener?« udbrød Tilio.

»Doktor Luther er min Herre og min gode Ven, og jeg er hans Famulus. Han kommer for Resten her til Byen i Morgen Formiddag. Men det er en Hemmelighed, som ikke et Menneske maa vide. Sagen er den, at Kurfyrsten og mange andre kunde jo komme i en slem Forlegenhed, naar det blev bekjendt, at en bandlyst og fredløs Mand havde opholdt sig i Wittenberg uden at blive sat fast.«

»Hvad kjender I til Doktor Karlst adts Planer?« spurgte Tilio.

»Sagen er den: jeg har været lige ved at skulle blive hans Famulus engang –«

»Saa.«

»Ja. – Han gav mig endogsaa en højere Karakter til Baccalaureus-Graden, end jeg, efter min egen Overbevisning, havde fortjent – bare forat faa fat i mig. Men jeg sagde Nej, baade til Karakteren – og derfor blev jeg hellerikke Baccalaureus, som vel var – men ogsaa til at blive hans Tjener selvfølgelig – eller Famulus.«

»Jamen hans Planer?«

»Han vil være den første, han vil være Martin Luther, ja, det er det, han vil. Og min gode Ven, Doktor Martin, han er for godtroende af sig, og tænker ikke over saadant noget, saa den anden har let ved at tage ham ved Næsen. Der er ingen anden til at passe paa endsom jeg. – – Har I Lyst til at snakke med Doktor Andreas – for jeg kjender ham jo ud og ind – saa kom bare her –«

»Ja – nej, jeg har jo ingen – –«

»Jo, jo, for mig er det kuns en Fornøjelse – – jeg 309 kjender Manden – –« Wolf Sieberger trak af Sted med Tilio, holdende ham i hans Frakkeskjøde og banende sig Vej igjennem Trængslen hen til Doktor Karlstadt.

»Hr. Doktor! Hr. Doktor!« pustede han og klappede denne paa Skulderen. »Her er en – – her er En – ja, hvad er det nu, I er? – han vilde gjærne tale med Doktoren.«

»Jeg er Baccalaureus, Hr. Doktor. Mit Navn er Joannes Tilivallensis. Men det er halv mod min Vilje – – Jeg havde ganske vist Lyst til at lære Doktoren at kjende – men det var ikke min Mening – –«

»Naa, det er Wolf, der har gjort sig vigtig af sine Bekjendtskaber –«

»Sagen er den –«

»Ja, Sagen er den, at Du blander Dig i, hvad der intet kommer Dig ved,« sagde Doktor Karlstadt. »Men I er hjertelig velkommen, min unge Hr. Baccalaureus,« vendte han sig til Tilio, »om I vil gjøre mit Bekjendtskab, selv om I ikke har bedt Wolf føre jer til mig. Jeg vil gjærne være en faderlig Ven for alle Universitetets unge Studerende. – I har dog ikke været med derinde i Kirken til at trække Kjolen af Præsterne?« tilføjede han med et stort, ubarberet Smil.

»Nej, jeg fik nok af den Slags for en Maaned siden, da de tretten Munke slap ud af det store Klosters Celler –«

»Ej, var I med dér, var I med dér? Men dog blot som Tilskuer?«

»Nej, det var mig og saa to Smedesvende, der brækkede Cellernes Døre op!« Tilio fortrød øjeblikkelig, da han havde sagt dette, sit Praleri. – Man kunde jo ikke vide –

»Tyss! tyss!« lo Doktor Karlstadt. – Det var dog et Alverdens Smil, den Mand havde! tænkte Tilio. Helt om til Ørerne næsten! – »Vær glad, at I slap fra Øvrighedens Efterspørgsel den Dag. Og røb jer ikke ved unødig Snak siden! – – Ja, ja, det var en vigtig Dag, min unge Mand, den 5. November. Da opdagedes det – eller jeg saae i hvert Fald – hvem der er den stærkeste her i Byen: Folket, det kristelige, evangeliske Folk – og ikke – –« Han pegede med Tommelfingeren over sin Skulder vester ud ad Collegiegaden. – »Naa, jeg synes, det stilner mere og mere af derinde ved Kirken. Saa er det vist ovre for denne Gang. – Vil I saa følge med mig hjem, saa kan vi godt sidde og – tale om et og andet, hvad der ligger jer paa Hjerte.« Han begyndte at gaa og drog Tilio efter sig.

»Ja, men det var jo egentlig ikke min Mening – –« 310 »Veed jeg nok, veed jeg nok. Det var bare Wolf, der skulde – – Sagen er den, Sagen er den! ha, ha, ha! – Kjender I Wolf?«

»Nej, jeg vidste ikke engang straks, hvem det var, jeg var kommen til at staa ved Siden af –«

»Jeg spurgte blot, fordi jeg mente, naar I kjendte Wolf, saa kjendte I maaskee ogsaa Doktor Martin saadan personlig. Men det gjør I maaskee ikke?«

»Wolf sagde, at Doktor Martin kom til Wittenberg i Morgen,« bemærkede Tilio.

Doktor Karlstadt glæmte fuldstændig sit Spørgsmaal. Han stod pludselig stille: »Kommer Doktor Martin hjem fra Wartburg! Det var – det var – –«

»Saa det er paa Wartburg, han har opholdt sig. Ja, jeg har nok hørt det sige –«

»Det var – det var – – Hør, jeg havde Lyst til at gaa tilbage og spørge Wolf ud – – Nej, han vil ikke sige mig noget. – I skal vide, det er sikkert en stor Hemmelighed, han dér har plapret ud med. – Men Doktor Martin kan ingen Ting foretage sig; mens han er her. Det er umuligt. Han kan jo sletikke vise sig offentligt. – Ja, dér skal man see, dér skal man see! – Der maa handles hurtigt, hvis – – Ja, kommer den Mand tilbage fra Wartburg, og han virkelig tør være det bekjendt og vise sig – tage fat, – saa er det ude med Friheden –«

»Med Friheden?«

»Ja, med Friheden, min unge Ven! Det, som vi har mærket lidt af siden den 5. November og nu ogsaa i Dag. Naar han kommer, saa har vi Øvrighed igjen! – – Var I her ikke for – sidste Sommer for et Aar siden? – der var lidt Spektakler af nogle Studenter –«

»Naa – nej, jeg var vist ikke i Byen i de Dage.«

»Ja – han havde nær skræmmet Livet af dem, saa fortørnet blev han. Al fri Rørelse er ham en Pest. – Saa han kommer i Morgen – – ja, dét betyder nu ikke meget – – men der maa alligevel handles hurtigt –«

»Hvad er det, der skal gjøres?«

»Seer I, min unge Ven, det er jo sletikke det, det drejer sig om: om Doktor Martin skal være den første eller Doktor Karlstadt eller Magister Philip – – det er saa ligegyldigt, saa det er ikke værdt at spilde Mundsvejr paa. Det er Folket, det gjælder om, ene og alene Folket: at det 311 kan røre sig frit og uhindret og følge sin egentlige Trang, – og naar saa Folket kan røre sig frit, saa kan det ogsaa vælge som sin Mand, hvem det vil – enten det bliver Doktor Martin eller Philip eller Andreas Karlstadt, den ene er jo som den anden, hvem gider ofre en Tanke derpaa. – Og alle disse Stridigheder: om Sjælemesser, om Nadver sub utraque, om Messeklæder eller ikke Messeklæder og alle disse Ting – jeg seer paa disse Stridigheder som Midler og Forberedelser til noget langt større, men Doktor Martin anseer alt dette for Sagen selv – –«

»Ja, hvad er da dette Større, som I vil opnaa?« sagde Tilio og spidsede Øren.

»Det er Friheden, ja, det er, det er Friheden, – som ligger bagved alt det andet, ligesom Himlen ligger bagved alt, hvad vi seer henad Jorden. Frihed – det er Barnets det første, og det er Oldingens det sidste. – Det første, jeg mindes af mig selv – jeg var kuns en bitte Smule Knægt, tre Aar, fem Aar, jeg veed ikke, hvormeget jeg var, – det er Frihed. Jeg laa i min Seng eller Vugge, og de vilde have mig til at ligge rolig og have Dynen over mig, men jeg skreg i vilden Sky og sparkede Dynen af mig og laa der splitternøgen og sprællede med de smaa Ben, – det var Frihed, jeg vilde, – det er Menneskets allerførste og inderligste Begjæring, det er, hvad Folket vil! – alt det andet det er Vrøvl og Paaskud!«

Det løb Tilio koldt ned ad Ryggen, – den Mand forstod ham da vist! – Han sagde ganske sagte og spændt af Aande drættet: »Jeg synes, – mon det ikke er sandt, hvad I dér siger!«

»Her er min Bolig. Vil I gaa med derop?« sagde Doktor Karlstadt og standsede foran sin Dør.

»Ja, gjærne,« mumlede Tilio.

Da de var komne op paa Doktor Karlstadts Kammer, sagde denne – alt imens han lagde Overtøj og Hat fra sig, toede sine Hænder -: »Han rejser nok meget snart tilbage igjen, han kan umulig blive her – – Men der maa ingen Tid spildes, man veed aldrig, hvad den Mand kan finde paa. Nu vil jeg sige jer en Ting, fordi I indgyder mig Tillid, saa ung I er, men en Ting, som ikke maa røbes, før det skeer: om nogle Dage kommer jeg til at tage hele Sagen her paa Stedet i min Haand, ellers naaer vi ikke derhen, som vi skal. Ja, I seer paa mig –«

»Ja, hvad vil I gjøre?« 312 »Der maa tages fat paa det, som Folk lige i Øjeblikket har Tanker for, og som Doktor Martin selv jo for Resten tildels har sat i dem; men det maa ikke blive ved Tale og Prædiken længer, nu skal det skee og gjøres. Jeg vil holde Altergang i Kurfyrstens egen Kirke, i Slotskirken. Jeg vil, uden at være iført Messeklæder, uddele Nadveren under begge Skikkelser, Folk skal selv tage Brødet og Kalken i Haanden, som det hedder: tager dette hen og æder det. Og vi skal have de ugudelige, papistiske Billeder ud af Kirken, – og alt dette skeer imod Kurfyrstens Vilje, det er det vigtigste, thi derved skabes der Frihed. Og jeg har alt Folket bag mig – eller faar det. Saa kan Doktor Martin, for mig, sidde paa Wartburg og være den, han er. – Folket vil blive fuldstændig forvandlet, som et nyt Folk. Og Kurfyrsten tør ikke røre en Finger derimod, thi denne gamle Mand er bange som en Hare. Og alle de andre er da nødte til at følge, enten de vil eller ej, jeg mener mine Colleger: Amsdorf og Magister Philip, Doktor Schurf etc. Da skal vi faa at see, hvad Folket selv vil gjøre, naar det faar sit frie Valg: hvem det da frit vil skjænke sin Tillid!«

»Og saa troer I,« sagde Tilio nølende og ængsteligt, »at Verden virkelig vil blive en helt anden?«

»En helt anden? Ja, hvad mener I med det?«

»Jo, for jeg har mærket i de sidste Aar, at naar der skete noget, som jeg var ret spændt paa, – saa manglede der altid noget tilsidst, som jeg ikke kunde tydelig betegne, men det blev dog til det hele, – saaledes at det, der manglede, det var det hele. Ja – der var i Grunden ingen Ting skeet.«

»Ho, ho, unge Ven! Det er godt, I siger det, og det glæder mig, at I siger det. Jer kan man tale med, seer jeg, mere end med de fleste, – Thi det er sandt: intet betyder noget, alt skeer forgjæves for den Sjæl, som ikke igjennem Afgrovelsen og den store Kjedsomhed er naaet ind til de dybere Ting.«

Tilio stirrede paa Doktor Karlstadt med store, forundrede Øjne.

»Vil I høre derom?« sagde denne. »Jeg troer, jer Sjæl er en Ager, som er vel beredt til at modtage Sædekornet. Om Begivenhederne skal faa Betydning for os, om Livet skal faa Betydning for et Menneske, da maa han først afgrove sig fra de grove Synder saasom Vrede, Begjærlighed, Vellyst, Hovmod – alt dette. Alt det, som det grove, 313 naturlige Menneske fordriver sin Tid med. Saasnart dette er drevet bort af Sindet, da opstaar en stor, inderlig Tomhed; – thi hvad skal man tage sig for, naar man ikke skal synde? siger Sjælen. Dette er Kjedsomheden. Oh, den er som Sult og Tørst, – thi det er at skilles fra alt det kreaturlige, saaat intet er tilbage af Verden. Men bliv i Kjedsomheden! adspred Dig ikke! bliv derinde! – det er nok; da kommer alt det øvrige af sig selv. Da kommer de store Forundringer, saaat man har aldrig seet eller tænkt noget saadant før; da kommer Fortvivlelsen, saaat man seer ned i Sjælens Afgrunde. – Gjør ingen Ting selv! Blot lad det virke! Lad ikke Afgrovelsen gaa tilbage, bliv i Kjedsomheden! – og om en kort Tid har Du baade Forundringen og Fortvivlelsen. – Hvorlænge Du derefter skal vente, det veed kun Gud. Men vær tro til Enden, og Du skal opleve det: thi da kommer omsider Gelassenheden, Sjælens Gelassenhed i Gud, saaat hans Vilje er det eneste, saaat Du naaer det sidste, som kan naaes i denne Verden: Ubevægeligheden, den indvortes Ubevægelighed. – Thi det er omvendt udefter. Naar den indvortes Ubevægelighed er naaet, da vælder Bevægeligheden op imod alt det Udvortes, imod alt det, som ingen Ting betyder, forat tage det bort og tilintetgjøre det. Men det skeer med din Munds Ord, som kommer fra det Indre – som det hedder: Herren skal knuse dem med sin Munds Ord! – – Alt dette kommer fra og springer ud af Kjedsomheden. Derfor er Hviledagen den største af alle Dage, og ve den, som ikke bruger den til Hvile, men forstyrrer Aanden; thi Mennesket skal staa ledigt og taale Tidens Længde; thi derfor er Sabbathen indstiftet, fordi Aanden kommer i Kjedsomheden. Lediggangen driver den haarde Hud og Tilstoppelsen bort fra Hjertet, – om Mennesket forstaar det.«

Tilio hørte ikke længere efter; men det var ikke paa Grund af Ligegyldighed, men fordi han var bleven hængende ved Karlstadts Ord for lidt siden: om de store Forundringer og om Sjælens Afgrunde.

Et Udbrud desangaaende var egentlig det, der trængte paa hos ham; men han kunde ikke finde Ordene, og saa gled hans Tanker af, saa han sagde: »Men af hvad Aarsag holder I saa stærkt paa, at Nadveren skal uddeles under begge Skikkelser? – har det da noget at sige?«

»Det er i Øjeblikket et Skridt frem imod Friheden, som 314 løser fra alt det Udvortes. Det Baand, som trænger nu til at løses, er Nadveren under een Skikkelse. Ellers er det, som I sagde: for hver en udvortes Forandring, som gjøres, da er det ligegyldigt, thi det binder endda, og man bliver kun træt. Men er Sjælens Gelassenhed der, da kommer Forundringen over Verden, saa den spiller og leger.«

»Da er alting forandret?«

»Ja, det er, hvad det er: da er alting forandret!«

»Og det gaar ikke tilbage igjen, Hr. Doktor, naar nogen Tid er forløben?«

Doktor Karlstadt trak paa Skuldrene: »Da maa man atter ind i Kjedsomheden, hvilket skeer, naar man vogter sig, at man ikke mister sin Afgrovelse. Og da maa man blive standhaftig i Kjedsomheden, indtil Sjælens Sult og Tørst atter faar Bid, som Frosten i Ulvens Hale – i Fabelen. Saa tager det til at gaa som et Lagen, saaat man undres, og man seer Sjælens Afgrunde og Fortvivlelsen, som jeg før beskrev det. Og da kommer Gelassenheden, som vel er Ubevægelighed, men da maa jeg ogsaa tænke paa min Barndom, naar jeg skreg og sparkede Dynen af mig, fordi jeg vilde det saaledes, og laa splitternøgen.«

»Disse Ting vil jeg komme til at tænke meget paa, Hr. Doktor. Blev jeg kuns ikke forstyrret i mine Studeringer derved.«

Karlstadt saae smilende paa ham: »Al Lærdom er unyttig, unge Ven. Thi man kan naa Alt uden Lærdom.«

»Ja, maaskee. – Men lad mig nu gaa, at jeg ikke skal – – tee mig uforstandigt.«

Tilio hørte næste Dag fra mere end een Side, at Doktor Martin virkelig var i Byen og boede hos Amsdorf. Men han viste sig ikke paa Gaden og rejste igjen om et Par Dage, hed det sig. – Om Spektaklerne igaar hørte Tilio, at nogle Personer var blevne fængslede, – men at det for Resten i Dag gik løs igjen: der var nogle Studenter henne og belejrede ligefrem Barfodmunkenes Kloster. De havde først været inde i Klosterkirken og prøvet paa at ødelægge Alteret – til Straf fordi Munkene ogsaa i Dag havde holdt Sjælemesser ved det, – og det var da nok Meningen, at de vilde storme Klostret. – Det brød Tilio sig ikke ret 315 meget om. Naar det virkelig kom, skulde det jo dog gaa helt anderledes til. Og Sindelaget manglede sikkert helt hos disse Studenter. – Det var det, han tænkte paa, baade i Dag og de nærmest følgende Dage, hvordan han skulde faa sig selv forvandlet efter Karlstadts Ord. Kunde han først komme ind i den store Kjedsomhed og Tomhed, saa var han næsten vis paa, at der vilde skee sære Ting med ham: at han vilde komme til virkelig at forundre sig, føle Fortvivlelsen og see Sjælens Afgrunde aabne, – og saa kunde han ogsaa godt tænke sig, – men dér stolede han nærmest paa Karlstadts Ord derom, – at denne Hengivelse i Guds Vilje, som altsaa kaldtes Gelassenhed, at den vilde komme, og tilsidst den salige Ubevægelighed naaes. Men han forstod ikke, hvordan Kjedsomheden skulde fremkaldes, og det var dog den første Betingelse. Karlstadt havde jo sagt, at det skete ved Afgrovelse; at man aflagde alle de grove Synder, og saa blev Tiden En straks tom. Men Tilio syntes ikke, han havde nævneværdige Synder at aflægge; i hvert Fald kunde han godt undvære dem, uden at han derfor skulde kjede sig saa forfærdeligt. Nej, hans værste Plage det var jo netop denne Halvkjedsommelighed, hvori han til enhver Tid gik – ogsaa med alle sine Smaasynder; den kjendte han saamænd altfor godt, den havde han jo haft i flere Aar, og – hvad der var det værste – den blev sikkert aldrig til andet, den kunde aldrig stige til dét, Karlstadt forstod ved »Kjedsomhed«, denne store Tomhed, som kunde yngle og frembringe de rigtige Forandringer. –

Tilio var næsten sikker paa, at han saae Doktor Martin tre Dage efter, paa Vejen til Færgestedet ved Elben. Han var til Hest og havde stort Skjæg og Sværd ved Siden – han lignede i det hele en Ridder af dem, der kun ejer en enkelt Gaard, – men Tilio syntes bestemt, han kunde kjende de mærkeligt skjævtliggende, skarpe Øjne. Doktor Martin saae nu i hvert Fald ikke ham; der var flere Ryttere, der fulgte ham, og som han talte med. – Tilio gad egentlig nok vidst, hvad Doktor Martin vilde have sagt til detteher om Afgrovelsen og Kjedsomheden og Gelassenheden. Men han kjendte det vel sletikke. Tilio tænkte næsten ikke, at Doktor Martin nogensinde kjedede sig, – ihvor elendig tilmode han ogsaa kunde være.

Han maatte jo alligevel ikke rigtig have forstaaet Doktor Karlstadt. Baade Afgrovelsen og den rigtige Kjedsomhed 316 maatte være noget, der virkede langt haardere og skrappere, end hvad Tilio kunde frembringe bare ved at gaa i al Skikkelighed og kjede sig. Det kunde han jo blive ved med, om saa skulde være, lige til sin Død. Nej, havde han skullet sidde krum – som han engang havde læst om i en Bog – flere Døgn i Træk og stirret paa sin Navle, – det kunde vel nok have ført til noget. Men det var jo da altfor udvortes.

Den 9. December var der igjen Uro i Byen. Det var en stor Flok Borgere – mest jo Stoddere og Stakler, men der var dog ogsaa mange ordenlige Folk iblandt – som brød ind i Raadhuset, mens Byraadet var samlet, og nok ligefrem forelagde et Forslag til en ny Menigheds-Ordning. Desforuden forlangte de, at alle de Mennesker, der var blevne sat fast efter Spektaklerne i Sognekirken den 3. December, skulde slippes fri. Bysvendene blev tilkaldt af Raadet og havde ogsaa gjort deres Pligt og sat disse her Urostiftere paa Døren, men en lille Tid havde det dog seet ud, som om disse skulde have faaet Magten, og hvad kunde der saa ikke være skeet. Og Byraadet havde dog maattet love, at de skulde tage denhér nye Menigheds-Ordning under alvorlig Overvejelse, – og man vidste, at Doktor Karlstadt og Broder Zwilling havde sat alt dette i Gang.

Det gjorde næsten ondt i Tilio nu at høre om den Slags. For han følte sig saa forvisset om, at intet kunde hjælpe ham – ikke give ham den Verden, som han ønskede sig – med mindre han først fik sit Sind grundig forandret. Og det vilde slet ikke gaa. Han havde, som forhen, kun sit sølle daglige Arbejde at trøste sig ved.

Doktor Karlstadt saae han nok enkelte Gange, men kunde ikke komme til at tale med ham, og havde for Resten hellerikke ret Mod til det. Han lod ogsaa til at være svært i Vinden. Der skulde jo være disse store Altergange med Nadveruddeling under begge Skikkelser i selve Slotskirken – Kurfyrstens Kirke – og desforuden i flere af Smaabyerne omkring Wittenberg: Eilenburg og Schmiedeberg og Jessen – ja, endogsaa i Sognekirken i selve den kurfyrstelige Residensby Lochau. Imellem Studenterne snakkedes der ogsaa om, at nu blev det snart til aabenlyst Oprør. – Det havde de nu før sagt. Og saa megen Ærbødighed havde Tilio hjemmefra for den hellige Nadver, saa det var ham ubehageligt at tænke sig, at denne skulde benyttes til Fremme 317 for sligt. – Det voldte ogsaa, at han fik noget Afsmag for Doktor Karlstadt, skjønt han dog stadig haabede paa, at han hos denne skulde faae den ønskede Hjælp i sine egne Vanskeligheder.

Han var ikke til Stede i Slotskirken første Juledag, da Doktor Karlstadt holdt den store Altergang, – men bagefter hørte han jo derom, og fandt det meget uhyggeligt, som det var gaaet til. Ude i Eilenburg havde Folk ogsaa været til Alters paa »evangelisk« Vis; men bagefter havde de plyndret Præstegaarden og var kommen i Slagsmaal med de Katholske. – Der hørtes ogsaa om Optøjer og Raaheder, forøvede i Julen baade i Slotskirken og paa Slotskirkegaarden.

Tilio gik i sort Misstemning. Havde de taget og brændt hele Wittenberg, forat afskaffe alle de gamle Skikke, det syntes han kunde have givet Luft; men dettehér var ingen Ting og dog noget, – der ulmede og stank.

Han mødte Doktor Karlstadt paa Gaden Nytaarsaftens Dag. Doktoren var som sædvanlig meget optaget af, hvad han selv havde for: nu i Morgen skulde der atter være stor Altergang i Slotskirken: »og ikke blot skal Nadveren nydes sub utraque, men alle de nye Skikke skal gjennemføres: ingen Messeklæder, ingen Latin, Altergjæsterne skal selv tage Brødet og Kalken i Haanden. Og jeg veed fra ganske paalidelig Kilde, at dette sidstnævnte er Kurfyrsten en ren Pest. Men han maa taale det, tør ikke røre sig, – men Friheden rører sig!«

Tilio syntes, han havde hørt det altsammen ordret før.

»Jeg skal fortælle jer en lille Ting fra Altergangen første Juledag,« blev Karlstadt ved. »Jeg taber et lille Stykke Alterbrød paa Gulvet, mens jeg deler om. Jeg seer, Folk bliver forfærdede. Men hvad siger jeg? »Lad det ligge, hvor det ligger!« siger jeg. »Det er lige meget, om man saa træder paa det med Fødderne!« – Ja, selvfølgelig! For naar det ikke bliver nydt; og nydt med Tro, saa er det jo kun Brød og intet andet. – Ja, Gud er bleven stærk i de Svage, det er sikkert.«

Tilio vilde tage Afsked og gaa, men Doktor Karlstadt beholdt hans Haand i sin og sagde: »Kom hjem til mig i Aften! Der er Gjæster, som I ikke har seet før, og som er mærkelige.«

Tilio lovede saa at komme.

318

Der var to Fremmede, begge oppe fra Zwickau ved den bøhmiske Grænse. Den ene hed Klans Storch, og Doktor Karlstadt sagde til Tilio, at han var Væver og Apostel. Tilio tænkte ved sig selv, at han kunde paa en Maade godt see ud til begge Dele. Den anden var Student og Apostel; han hed Marcus Stübner.

De to Fremmede sagde, at begynde med, ikke ret meget, for Doktor Karlstadt snakkede uafbrudt. Han forklarede, at det at være Doctor theologiæ – hvilket var hans Værdighed – det var i Guds Øjne intet, ja, det var mindre end Intet, thi en Væver som Storch eller en Skomager – hvemsomhelst, jo mere ulærd, des bedre – kunde virke Afgrovelse og bringe Folk ind i Kjedsomheden.

»Ja, det lærer Thomas,« sagde Væveren Storch hen for sig, men ganske højt, og det et Par Gange, mens Doktor Karlstadt talte, uden at denne dog syntes at høre det.

»Jeg mødte just i Dag en Skomager, Skomager Schultze, paa Gaden,« fortsatte Karlstadt. »Jeg traadte hen til ham, slog mit nye Testament op og sagde: »Jeg beder jer, Skomager Schultze, forklar mig dette: hvorfor siger Jesus her om den utro Husholder, at han handlede klogt?« – Veed I, hvad Skomageren svarede mig? Han svarede, og viste derved ret, hvor indgroet den ugudelige Betragtning er: »Højærværdige Hr. Doktor,« sagde han, »hvordan kommer det, at I, som er en Lærd og Doktor i den hellige Skrift, spørger os arme, enfoldige, ulærde Folk saaledes?« – Ja – men hvad svarede jeg: »Gud har skjult det for os Lærde. Kristus selv siger jo: Jeg priser Dig, Fader, at Du har skjult dette for de vise og forstandige og aabenbaret det for de umyndige. Ja – det er Sandhed, hvad jeg sagde til Skomageren, og det er en Sandhed, hvormed man vinder den ulærde Mand.«

»Ja, dette lærer Thomas altsammen,« gjentog Væveren. – Tilio undredes paa, hvem denne Thomas kunde være.

Nu syntes Doktor Karlstadt at være bleven lidt stødt. Han svarede ikke paa Væverens Ord, og der indtraadte en længere Pavse.

Saa tog han dog atter fat og begyndte at fremstille hele sin Lære om Afgrovelse, Kjedsomhed, Forundring, Gelassenhed – ganske som han tidligere havde udviklet den for Tilio.

Doktoren var sletikke færdig, men under en lille 319 Standsning i lians Tale – paa Grund af Hoste – tog Væver Storch Ordet og sagde: »Det forundrer mig, Hr. Doktor, at I vil forklare Thomas Münzers hele Profeti og Lærdom for to af hans største Apostle, – og uden at I nævner, hvor I har Lærdommen fra.«

Nu raabte Doktor Karlstadt i en meget heftig Tone: »I tager storlig fejl, om I mener, at jeg har min Lærdom fra Eders Thomas Münzer!«

»Hvis I siger, at I har den af jer selv,« svarede Væveren, »da er I en Løgner, Hr. Doktor!«

»I husker sletikke paa,« sagde Doktor Karlstadt, nu helt behersket, »at Thomas Münzer kan have sin Lærdom fra samme Bog, hvorfra jeg har min!«

»I skal ikke indbilde jer, at Thomas's Lærdom er fra Bøger, thi den er Aandens Tale. Naar Sjælen er kommen af Kjedsomheden ind igjennem Fortvivlelsen til Forundringen og Gelassenheden, da vælder det op af dens Afgrunde: enten Syner eller Tanker, som Aanden giver. Dette er Guds-Kunsten, som den sande Kristen maa lære af Gud selv ved Aanden. Den kan ikke faaes af Bibelen eller af andre Bøger.«

Doktor Karlstadt var bleven tavs, men sad og nikkede af og til, med en Mine, som om han vilde sige: jo Tak! den Snak kjendte han nok!

»Thomas han kan tænke,« fortsatte Klaus Storch, »men hos mig bliver det til Syner. Derfor har han ogsaa kaldet mig en sand Profet. Hvad han tænker og siger, det seer jeg i mine Syner. Han har sagt, at i det Herrens Aar 1524 da skal Alverden faa een Farve; Markens og Skovens grønne Farve og Vandets blaa Farve og Kornets det Gule skal ikke være mere, men alt skal blive rødt i det store Aar. Thi da skal alle Præster og alle de Ugudelige bløde. Thomas vil slagte det mageligt levende Kjød i Wittenberg, Ærkehedningen, Ærkekjæltringen, Wittenberger-Paven, Dragen, Basilisken – om I saa veed, hvem det er!«

»Det er utilbørligt at tale saaledes,« sagde Doktor Karlstadt og saae hastigt til Tilio.

»Men hvad han talte,« sagde Klaus Storch, »det saae jeg allerede i mine Syner – om Morgenen, før jeg stod op: Herrens Engel kom til mig og sagde: skjær Dine Nyrer ud af Dit Liv, Klaus Storch! Og jeg svarede: Det smerter meget, Herre. Men han rakte mig Kniven. Da tog jeg ved den og skar; men Kammergulvet og i Forstuen og det hele 320 Gaardsrum blev som det røde Hav af mit Blod. Da slagtede jeg Fader og Moder, Søstre og Brødre og de seks Syvendedele af mit Folk. Men Herrens Engel sagde til mig: sæt Dine Nyrer atter paa deres Sted! Og da jeg satte dem dér, see, da var de hvide som Snee. Men en Røst udgik over Jorden: see, Jorden er reen, og den er renset fra al Synd og fra al Blodskyld! Og der gik et Vejr, fuldt af Rosenduft, over Jorden.«

Tilio undrede sig over sig selv; for han vidste, at han var ikke særlig dristig til Slagsmaal eller anden Voldsomhed, – men denne Beskrivelse af Storch fandt han dog saare skjøn, – det maatte dog endelig kunne blive til noget, – noget andet. Det var nok ogsaa det eneste, der hjalp: faa alle de Ugudelige udryddet, og Præsterne maatte godt gaa med i Kjøbet. Og allerede 1524 – om to-tre Aar! Det var ogsaa underligt at see, hvordan Klaus Storch, – som dog egentlig var en lille pukkelrygget Væver, – hvordan han kom til at tage sig ud, naar han talte om sine Syner. Og han blev ved:

»Den anden Morgen drømte jeg i mine Drømme, at jeg stod paa Solen, som var ved at rinde, og jeg saae ind over Jorden; men den var helt tilhyllet af Morgentaagen, indtil jeg saae, at det var rødt Blod altsammen. Men da Solen brød igjennem, svandt alt Blodet bort, og de rette Farver viste sig igjen. Og Havet var blaat, Marken og Skoven grøn, og Kornet gult. Men Solen skinnede i sin fulde Glans.«

Da Gjæsterne hos Doktor Karlstadt sent paa Aftenen gik og var komne ud paa Gaden, sagde Tilio lavmælt til Klaus Storch: »I regner altsaa Thomas Münzer for jeres Mester?«

»Ja, thi han er det,« svarede Væveren.

»Hvor boer han nu?«

»Hos Bøhmerne i Prag.«

321

VII

Siden Tilio havde hørt Klaus Storch fra Zwickau tale, var han færdig med Doktor Karlstadt. Han fandt, at denne kun var optaget af sin egen Storhed og af sine egne, »smaa Foretagender«, der aldrig vilde kunne bringe Tilio det, han begjærede. Nej, Klaus Storchs Syner var der virkelig Udsigt i! Om Tilio egentlig troede paa eller ønskede, at alle de Ugudelige skulde udryddes med Sværdet, eller at Verden skulde gaa under i 1524 – som Klaus Storch nok i Grunden mente – det vidste han ikke rigtig; Verdens Undergang var ham i hvert Fald imod. Men selv om han trak en hel Del fra det, som Storch bebudede, var der alligevel nok tilbage til at fylde hans fantastiske Begjær til Overflod. – – Han bestilte for lidt under alt dette, og skammede sig ved at komme hjem til sine Forældre, da han brugte sin Faders Penge, uden at der kom stort ud deraf. –

Men fordi Tilio ikke længere brød sig om Doktor Karlstadt, var der nok af andre, som gjorde det. – Den 24. Januar 1522 var en stor Dag for Doktor Karlstadt. Da var han i Byraadet sammen med en Mængde Tilhængere og fik sat sin nye Menigheds-Ordning for Wittenberg igjennem: Ingen Præst maatte for Fremtiden ansættes, naar han ikke var gift og havde mindst eet Barn. Ingen maatte mer komme til Alters, hvis han ikke vilde nyde baade Vinen og Brødet. Hellerikke, hvis han ikke med egen Haand vilde tage mod Brødet og Kalken. Thi Kristus havde sagt: tager dette hen og æder det! Alle Billeder skulde ud af Kirken straks, thi de stred mod det første Bud i Loven, og var derfor værre end baade Hor og Mord, da Budene herom kom først senere i Rækken. Desforuden indeholdt Ordningen en Mængde andre Bestemmelser. – Nogle af Raadet var enige med Doktor Karlstadt, men de fleste turde ikke 322 andet end lystre ham. – Den 6. Februar, da Billederne endnu ikke var skaffet ud af Kirkerne, – brød saa, efter Doktor Karlstadts Opfordring, en stor Masse Mennesker ind i Sognekirken, førte de Billeder ud, som de kunde faa fat i, og knuste dem mod Brostenene.

Den Eftermiddag troede vistnok de fleste Mennesker i Wittenberg, at nu havde man Oprøret; og de var ikke mange, som mente, at Kurfyrsten skulde kunne tvinge det. Tilmed opholdt han sig i Thüringen i denne Tid og var meget lidende af sine Stensmerter.

Det var fra Studenterne og Smaaborgerne, man kunde vente Oprøret. De var satte i en voldsom Uro af Karlstadt, Broder Zwilling og af Profeterne fra Zwickau. Men hvad der forværrede Stillingen i høj Grad, var den Ting, at Myndighederne var i Strid med hinanden. Baade Raadet og Universitetet havde mod Kurfyrstens Vilje taget Beslutning den 24. Januar efter Karlstadts Tilskyndelse, – og nu, den 6. Februar, maatte Raadet dog atter lægge sig ud med Befolkningen ved at foretage en hel Række Arrestationer i Anledning af Billedstormeriet i Sognekirken. Desuden gik der Rygter om, at to saa ansete Mænd som Magister Melanchthon og Professor Amsdorf var bleven vaklende i deres Dom angaaende Zwickauerprofeterne og deres Lærdomme, uden at man dog vidste, hvor meget eller hvor lidt det drejede sig om.

Der havde været en forfærdelig Masse Mennesker paa Gaden hele Dagen, saa Magister Philip, der boede i den mest befærdede Del af Byen, havde ikke villet vove sig ud, for dog at være hjemme hos Kone og Børn, hvis det skulde komme. – Henimod Aften var alligevel de fleste gaaet hver til sit. Da begav han sig om til sin gode Ven Mester Cranach og bad ham see til hans Hjem de næste Dage, for han maatte opsøge Kurfyrsten og fortælle ham, hvordan Stillingen i Virkeligheden var; han kunde ikke tro, at Kurfyrsten ret vidste, hvor galt det saae ud.

Et Par Timer efter havde han faaet sine Sager ordnet og kjørte vesterud af Wittenberg. – Ak, havde han kunnet tale med Doktor Martin nu! – men han forundrede sig selv over, at da dette ikke kunde skee, var Kurfyrst Frederik den, han, ogsaa for sin egen Skyld, helst vilde tale med. – Og det var ikke blot Wittenberg, der laa ham paa Sinde; han var bleven saa ængstet, ja, sjælelig rystet, ved 323 at høre Zwickaueren Marcus Stübner tale om Barnedaaben – at den ikke skulde være ret kristelig. Hvad Hjælp skulde vel Kurfyrsten i denne Sag kunne give ham? Alligevel følte han megen Trang til at tale med ham ogsaa derom.

Han traf Kurfyrsten, paa Slottet i Allstedt, siddende i sin Arbejdsstue i en Stol, indpakket i Dyner og med varme Sandsække om Lænden. Magister Philip kunde dog see, at Kurfyrsten, trods sine Smerter, blev veltilfreds ved hans Komme. Hans store, brune Øjne skinnede, da han saae Magister Philip træde ind, og derefter blev de fulde af Taarer.

»Velkommen, Magister Melanchthon!« sagde han. »Ja, jeg er ikke værd at see paa; jeg sidder her i Smerter, som jeg ikke vilde unde nogen Hund. Men I seer heller ikke meget fornøjet ud.«

»Ak nej, Eders kurfyrstelige Naade. Og jeg kan ikke bringe jer gode Nyheder. Dog veed I vel mestendels selv, hvordan det er fat.«

»Hr. Spalatin holder mig jo underrettet,« sagde Kurfyrsten. »Men jeg vil intet hellere end ogsaa høre Eders Beretning derom.«

Magister Melanchthon gav i korte Træk en Fremstilling af Forholdene i Wittenberg.

»Ak ja,« sagde Kurfyrsten, stønnende af sine stadige Smerter, »kunde jeg tage min Stav i min Haand og vandre bort fra det hele, om det saa skulde være som en fattig Mand! Langt hellere vilde jeg gjøre det, end at jeg skulde med Vidende handle imod Gud.«

»Det var ikke godt, om I kunde forlade det hele, Eders Naade, saa blev det først ret galt. Men I bliver nødt til at gjøre noget andet: I maa tage Sagen i jer Haand, thi ellers skeer der altfor meget paa ulovlig Vis, og Staden forgaar i Oprør.«

»Saa mener I vist, min kjære Magister Melanchthon, at jeg skulde forbyde alle at nyde den hellige Nadver sub una og forbyde Sjælemessen, – og jeg skulde give dem Lov at messe uden Messeklæder og tage selv – jeg mener Altergjæsterne – Brødet og Kalken i Haanden?«

»Ja, hvorfor ikke Eders Naade?«

»Thi der er for mange, som ikke kan taale det, Hr. Magister, fordi det er dem en Gudsbespottelse. Og de har dog aldrig villet noget ondt. De holder paa, hvad de har lært fra Barndommen. – Og desforuden: vi bliver forskjellige 324 fra al den øvrige Kristenhed og bliver ganske ene. Og vi faar sikkerligen ikke Lov dertil for Rigsregimentet i Nürnberg. Min Sendemand von der Planitz siger mig, at de truer baade mig og Sachsen med alt ondt, om jeg ikke standser Kjætteriet. – Nej, jeg kan ikke gjøre det, I ønsker, Magister Melanchthon. Jeg bliver nødsaget til at gjøre det modsatte: forbyde det meste Nye, som de har stillet an, og nægte at forbyde nogen det Gamle.«

»Ak, Herre, da slaar Oprøret ud i klare Flammer!«

»Troer I ogsaa, det gjør?«

»Hvem kan vide det med Sikkerhed. Men det er, som jeg kan fornemme det paa mig selv, at det holder ikke. Forbyder I mig Vinens Nydelse i Nadveren, som er den Herres Jesu Blod, da maa jeg selv gjøre Oprør mod jer Befaling; thi jeg maa lyde Gud mer end Mennesker. Og det veed jeg: Doktor Martin vilde sige det samme for sit Vedkommende.«

»Jeg vil i hvert Fald aldrig forbyde Nadverens Nydelse under begge Skikkelser i Hjemmene. Og maaskee hellerikke i Kirken – – i hvert Fald kun en Tid. – Ak, Herre Gud see i Naade til os! – Kunde jeg endda have faaet Lov at dø først, – forinden alt dette bryder løs! Thi jeg har vel haft mange Fejl baade som et Menneske og som en Regent, men altid har jeg saavist hellere villet dø end miste mine Undersaatters gode Vilje – og komme ind i Krig og Ufred. Men hvad skal jeg gjøre? – thi Krigen kommer over os udefra, fra Rigsregimentet, hvis ikke jeg hindrer det allermeste af disse Nyheder, – og hvis saa I har Ret – –«

Kurfyrsten saae raadvild paa Magister Philip.

»Ak, Herre!« sagde denne, »jeg er en unyttig Tjener, som sidder her og kan intet Raad give jer!«

»Nej, nej, I har jo aldrig taget jer paa at være min Raadgiver, saa I har jer Samvittighed fri. Var jeg ikke bleven født til denne Værdighed og Bestilling – uden mit Valg – saa veed jeg ikke, hvor jeg nu skulde holde det ud. Og sidder her som en værkbruden Mand i al denne Forstyrrelse. – Det har jeg dog takket Gud for utallige Gange og skal aldrig aflade at takke ham, at jeg sagde ikke Ja til det Kejser-Væsen, da de kom og bød mig den romerske Kejserkrone. Gud være lovet, at den sidder nu paa Caroli Hoved! – Hvad havde jeg ellers nu maattet bebrejde mig selv? Omendskjønt i alt udvortes havde det næppe kunnet blive galere, end det er nu.«

325

»Ja, Eders kurfyrstelige Naade, deri har I visselig Ret. En fri Samvittighed er det største Gode, ihvor saa Verden ellers staar. – Men det er just om at gjøre – hvis jeg maa besvære jer med mine egne Sager – at det har jeg ikke – –«

»Jo, Hr. Magister – har I saa!«

»Nej!«

»Jo, det har I vist, om jeg kjender jer ret.«

»Nej, for jeg er kommen i Tvivl om den hellige Daab, om Barnedaaben mener jeg, om den kan være ret –«

»Men hvordan er I endda falden i Tvivl derom?«

»Det er disse Profeter fra Zwickau – en af dem, ved Navn Marcus Stübner, boer i mit Hus hos mig, og har talt meget derom – thi Børnene kan ingen Tro have, siger han, og kan ikke blive døbt paa et andet Menneskes Tro – –«

»Disse Profeter fra Zwickau – det er en vanskelig Handel – dem forstaar jeg mig ikke paa –«

»Men er Eders Naade da hellerikke sikker i det Spørgsmaal om Barnedaaben?«

»Jo, jo. – Men jeg kan kun svare det ene, som jeg veed og har aldrig tvivlet paa, at jeg er døbt som Barn, da jeg var kun to Dage gammel, og jeg staar ogsaa i min Daabs Naade endnu, saa gammel jeg er, og saa stor en Synder, som jeg er. Saa hvis at dette Spørgsmaal angaar jer egen Daab, hvor kan I da tvivle derom, – men da er det ogsaa ubilligt at tvivle om andres Daab.«

Magister Philip rejste sig og stod et Øjeblik ligesom vaklende – men knælede saa ned paa Gulvet, greb den Syges Haand og kyssede den, mens Taarerne piblede ham ned ad Kinderne:

»Tak, Eders kurfyrstelige Naade! – jeg skammer mig, at jeg kommer her og modtager Trøst af min syge Herre, da jeg dog var nærmere til at skulle trøste jer. Thi jeg mærker nu, at dette knugede mig endnu haardere end Statens Anliggender; men jeres Ord har lettet mit Hjerte. – – Nu havde jeg kuns eet Ønske: at Doktor Martin var her til Stede i Wittenberg – han kunde redde Riget fra Undergang, om nogen formaar det –«

»Nej, vold mig nu ikke Angst og Uro til Gjengjæld, om jeg har trøstet jer. Doktor Martin maa ikke komme! Hvad vilde min Fætter Hertugen og det øvrige Rigsregimente i Nürnberg sige, om den bandlyste og fredløse Mand kom 326 til Wittenberg! Vi havde dem vel straks over os med væbnet Magt!«

»Jeg vilde mene, de havde for megen Ærbødighed for Eders kurfyrstelige Naade dertil og for megen Frygt ogsaa.«

»De har ingen Frygt for os, Hr. Magister. Hvorfor skulde de ogsaa! en gammel, værkbruden Mand! – Men jeg skal sige jer: jeg er ogsaa selv bange for Doktor Luther. Ja, jeg er. Jeg veed ikke, hvad han vil, og jeg har ingen Magt over ham – og er dog ansvarlig for ham baade overfor Kejser og Rige – og nu overfor Rigsregimentet, mens Kejseren er borte. – – Jeg har heller aldrig talt med Doktor Luther en eneste Gang, nu har han dog været fjorten Aar i mit Brød. Det vil jeg ogsaa fremdeles undgaa. – Ja, naar jeg – vel ikke om lang Tid – ligger paa mit Dødsleje og skal straks af Sted, – da vilde jeg nok tale med ham, maaskee jeg da kunde hamle op med ham – –«

Der kom to Tjenere ind i Stuen med Tæpper og to varme Sandsække til den Syge.

»Nu vil jeg sige Eders kurfyrstelige Naade Godnat. Og Tak for Trøsten, I gav mig! og jeg vil ønske jer en god Bedring fra Gud vor Herre.«

»Tak, at I kom den lange Vej herop til mig, Magister Melanchthon. Jeg seer jer gjærne.«

Kurfyrsten forlagde kort efter sin Residens til Slottet Lochau og lod herfra udgaa en Række Anordninger i Løbet af Februar Maaned, hvorved de allerfleste Forandringer i den offentlige Gudstjeneste, som var foretagne i den sidste Tid af Karlstadt og andre, atter ophævedes.

Udadtil gav dette en vis Ro; men de fleste forstandige Folk var klare over, at Spændingen nu i det Skjulte baade tiltog i Styrke og bredte sig med rivende Hast.

Mange lagde Mærke til, at Tiggerne og de Fattige i Byen blev saa sært nærgaaende, næsten som om de kunde være Røvere; det lod paa dem, som om de kunde have noget eller nogen i Ryggen, der gav dem Mod. Og inde i Kirkerne, under Gudstjenesten, var der hver eneste Søndag alvorlige Uroligheder paa Grund af de gjenindførte gamle Skikke. Det var ikke blot i Wittenberg, men ogsaa i Smaabyerne 327 i Omegnen. Ovre i Pratow var der en Student (det var for Resten Tilio), som en Søndag raabte midt under Prædikenen, Gang paa Gang: »Kjære Folk! han lyver og udlægger den hellige Skrift falsk!« – Tilsidst maatte Prædikanten – en Munk – bryde af og gaa ned af Prædikestolen. – Men langt mere foruroligende end slige aabenlyse Udbrud eller Optøjer virkede dog Rygterne om de hemmelige Foreninger og Sammensværgelser.

Saaledes gik Tiden til ind i Marts. Den femte Marts om Eftermiddagen var Magister Philip, ude i sin Have, falden i Snak med denne Zwickauer-Profet Marcus Stübner, som boede hos ham, – og som ogsaa havde haft sit Hjem hos Magister Philip, da han i sin Tid studerede i Wittenberg. Det var ikke, fordi Magister Philip yndede at tale med Stübner, for han kunde komme med saa mange sære og foruroligende Ting; men Magisteren var saa opfyldt af Tanker om den truende Tilstand i Byen, saa hans Mund var kommen til at løbe over med disse Tanker i Stübners Nærværelse.

Det lod en Stund, som om Stübner ikke ret havde Lyst til at komme ind paa det Emne. Men saa syntes det, som han pludselig tog en Beslutning, idet han sagde: »I skulde opgive at bie paa Kurfyrsten, Magister Philip, thi længe før han har faaet sig betænkt, da er han og alt, hvad der slutter sig til ham, opslugt af Oprøret!«

»Nej, det mener I dog ikke!« udbrød Magister Philip.

»Jeg vil her først erklære, at jeg prædiker ikke Oprør, og jeg siger ikke, at jeg vil deltage deri. Men saa sikkert, som jeg staar her i jeres Have, Magister Philip, saa sikkert er Oprøret udbrudt, og saa sikkert har det sejret, inden denne Uge er til Ende. Nu skriver vi Onsdag!«

Magister Philip saae mere udmattet, ja dødtræt ud, end egentlig forfærdet: »I lønner mig slet,« sagde han, »at jeg har vrist jer Gjæstfrihed saa længe, Marcus Stübner. Selv om det ikke er sandt, hvad I siger, saa volder I mig stor Nød og Vaande med jere Ord. Jeg veed ikke, om jeg skal lade dette undersøge og holde jer fast for jere Ord, – om jeg skal lade det melde til Kurfyrsten, – – hvorfor vil I sætte mig i disse svære Overvejelser?«

»I skal ikke holde mig fast, Magister Philip,« sagde Stübner med rolig Overlegenhed og gik henimod Stuehuset; »thi nu gaar jeg op paa mit Kammer, tager min Stav og min 328 Hue – det vil sige alt mit – og saa seer I mig ikke mere. Vil I føle jer rolig for Oprøret, da behøver I blot at ansee alt, hvad jeg derom sagde, for en Spøg. – Tak for jer Gjæstfrihed baade nu og forhen!« – –

Marcus Stübner kom lidt efter ud af Døren mod Gaden paa Stuehuset og gik langsomt ned ad Collegiegaden – vester. Han fortrød i Grunden, at han havde sagt saa meget til Magister Philip, thi det havde været et godt Sted at bo; men det var hans profetiske Vaner, der havde voldt det, – og han følte ogsaa noget kongeligt triumferende i dette: at kunne og turde sige sligt til en ledende Mand som hans Vært uden at blive grebet med det samme. Og Oprøret vilde jo gjøre alle disse Smaahensyn ligegyldige, og gjøre det meget snart – selv om Ordene om denne Uge mest var profetisk Stil.

Han blev vel nødt til nu at søge sig Losement nede i Færgegaarden, hvor de oprørske Smaafolk fra Wittenberg holdt til og drak deres Øl om Aftenen, og hvor hans Ven Martin Cellarius og Doktor Karlstadt holdt Taler for dem.

Paa Vejen ned til Færgegaarden mødte han Tilio, som han mindedes fra Besøget hos Doktor Karlstadt. Det viste sig, at Tilio var meget mismodig. Han havde villet rejse til Thomas Münzer, som der jo var bleven fortalt saa meget om den Aften, forat lære af ham en Tid, men det havde han maattet opgive paa Grund af Pengemangel. Nu havde han saa gaaet i Vinter og passet sine Bøger og sine Studeringer, – – det andet det blev jo aldrig til noget, sagde han; han mærkede kun til noget Studenterkommers, og det var han bleven for gammel til at have mere med at gjøre.

»Studenter kan aldrig see andet end Studenter,« sagde Stübner, »og de Lærde kan kun see de Lærde. Men det er hverken Studenterne eller Lærdommen, det længer kommer an paa, det er Aanden og Kraften: Aanden, som er i Profeternes Ord, og Kraften, som er i ulærde Fattigfolks Næver. Men det kjender en Student naturligvis ingen Ting til.«

»Jeg veed ikke af, at Fattigfolk i Wittenberg tager sig af andet end deres daglige Dont.«

»Naa, det veed I ikke,« sagde Stübner. »Hvor siger Thomas dog sandt: at Lærdommen slaar sine Dyrkere med Blindhed. Om det saa kun er almindelig Baccalaureus-Lærdom! Vore 329 Fattigfolk tager sig kun af deres daglige Dont! – Vil I ikke tjene mig i at følge med mig her ind i Færgegaardens Kro for fattige Rejsende. Saa troer jeg, I skal faa noget andet at see!«

De gik ind i den store, men tarvelige Krostue i Færgegaarden, hvor der ganske rigtigt var fuldt af Mennesker. Tilio kjendte flere af dem fra Gaden; og det var virkelig, saa godt som allesammen, hvad han vilde kalde simple Folk. Dog saae han ogsaa nogle faa Studenter iblandt, – een, som han vidste hed Martin Cellarius, og som nok havde sluttet sig til Profeterne. Desuden nogle Fremmede, som han antog maatte være Zwickauere. – De fleste af de Tilstedeværende sad og drak Øl, og nogle var temmelig berusede.

Marcus Stübner holdt, straks efter at han og Tilio var kommen ind, en Tale, hvori han nævnede forskjellige kirkelige Handlinger og Skikke, som han paastod burde forandres eller afskaffes eller indføres. Men Tilio overraskedes ved, at flere af de Menige raabte, at det var dem helt og aldeles ligegyldigt. En Skræddersvend var især ivrig; han raabte flere Gange: »Der er kun een Ting, vi vil have, og det er al Magten. Saa skal det hele forandres!«

Da Stübner, efter meget Besvær, kunde faa Ørenlyd, spurgte han: »Hvem er vi? Og hvad mener I med det hele?«

Men Skræddersvenden svarede blot – men gjentagende: »Vi det er os; og vi vil forandre det hele!«

En Skomager – mente Tilio det var – der var meget fuld, raabte: »Vi vil ingen Anførere have, uden os selv, og vi vil ingen Profeter have, og vi vil ingen Smaaforandringer have, det giver vi ikke et Slaaenbær for; vi vil have alting nyt, det gamle er forsvundet.«

Hans Ord vandt meget stærkt Bifald. Martin Cellarius spurgte, hvori det nye skulde bestaa. Men det var der ingen, der svarede paa. Derimod raabte man nu i Kor: »Alt skal blive nyt, det gamle skal forsvinde!«

Tilio kunde tydelig see, at hverken Stübner eller Cellarius eller de fremmede Zwickauere var fornøjede med hele dette Væsen; men han selv syntes godt derom. Saa mange Mennesker, som hér var, – dét kunde jo virkelig blive til noget. Og de vilde alle have store Forandringer. Det var jo ogsaa dem, han selv længtes efter; og han vidste, at han hellerikke saadan kunde angive, hvori de skulde bestaa. - 330 Efterhaanden blev det hele dog til Skraal og Spektakel, hvoraf man Ikke kunde forstaa et Ord. – Saa gik Tilio sin Vej.

Magister Philip fortrød, straks da Marcus Stübner havde forladt hans Hus, at han ikke havde holdt ham tilbage. Det var jo ligefrem Oprør, han havde – vel ikke selv prædiket, – men han havde dog aabenlyst erklæret, at det stod lige for Døren, saa man burde vel i hvert Fald have meldt det og ladet ham forhøre af rette Vedkommende. Nu var Magister Philip dog paa den anden Side bange for at sende Bud efter ham og lade ham standse; man vidste jo ikke, hvor han var gaaet hen, – der kunde maaskee fremkaldes Uroligheder ved at foretage et saadant Skridt imod ham, – selve Oprøret kunde maaskee fremskyndes derved.

Men Magister Philip fik ikke Søvn i sine Øjne den Nat. Længe før Daggry stod han op, fik en Hest sadlet og red hjemmefra. Han vilde uopholdelig til Slottet i Lochau, hvor Kurfyrst Frederik for Øjeblikket residerede.

Han traf den gamle Mand paa Benene – inde i hans Arbejdsværelse. Han var vel bedre nu, end da Magister Philip sidst havde talt med ham; men hans Lidelser blev ofte værst henad Morgenstunden, og det hjalp da altid noget, naar han kom ud af Sengen.

Magister Philip fortalte, i den yderste Ængstelse og Modløshed, om, hvad Marcus Stübner havde sagt, og at han selv frygtede det værste af Befolkningen i Wittenberg, snarere i Dag end i Morgen. »Nu beder og bønfalder jeg Eders kurfyrstelige Naade,« sluttede han, »at I ufortøvet skikker Bud til Wartburg og lader Doktor Martin komme hjem. Om det volder nok saa mange Trusler fra Hertug Georg og Rigsregimentet i Nürnberg, – det er dog tusinde Gange værre, om selve Eders Rige bliver et Oprørets flammende Baal, – og Doktor Martin er det eneste Menneske paa Jorden, som maaskee, ja, sandsynligvis kan dæmpe disse Flammer. – I veed muligvis ogsaa, at Raadet i Wittenberg allerede for et Par Uger siden har fordristet sig til paa egen Haand at sende Bud derom til ham.«

»Jeg vilde lade jer tale ud, Hr. Magister,« svarede Kurfyrsten, »skjønt jeg har Nyheder at melde jer, som vilde gjøre i hvert Fald nogle af jere Ord overflødige.«

331

Han rejste sig med Besvær og tog to Breve, der laa paa hans Bord: »Jeg har modtaget to Skrivelser fra Doktor Luther selv,« sagde han. »Den ene for nogle Dage siden, den anden for en Time siden med Ilbud fra Borna – sønden Leipzig, hvor min kurfyrstelige Fører boer.«

»Er Doktor Martin i Borna!» udbrød Magister Philip og tog efter Vejret.

Kurfyrsten svarede ikke derpaa; han fortsatte: »Det første Brev er skrevet paa Wartburg, og Doktoren skriver deri noget Narrespøg med mine mange Helligdomme eller Helgenlevninger i Slotskirken. Dette holder jeg ham til gode, som jeg vel ikke vilde overfor andre, – af den Aarsag, at han er i mange Stykker jo ikke som andre Mennesker. Man kan ellers af Brevet see, at han er nogenledes underrettet om, hvordan det staar til i Wittenberg. Han skriver – efter Hilsen – som I her skal høre:

»»Naade og Lykke fra Gud vor Fader til den nye Helligdom! Saadan Hilsen skriver jeg Eder nu, min naadigste Herre, i Stedet for anden Anbefaling. Eders kurfyrstelige Naade har jo nu i mange Aar været ude om Helligdomme i alle Riger og Lande; men nu har da Gud hørt Eders kurfyrstelige Naades Begjæring, og selv hjemsendt jer, uden al Møje og Bekostning, et helt Kors med Nagler og Spyd og Svøber.«

Jeg kan vide, at dette skal være den Modgang og Trængsel, som nu er kommet mig til Haande i mit eget Rige,« Indskjød Kurfyrsten og rystede paa Hovedet.

Saa fortsatre han Læsningen: »»Jeg ønsker jer endnu en Gang Naade og Lykke fra Gud til denne nye Helligdom; Eders kurfyrstelige Naade maa kun ikke blive forskrækket, men strække kun trøstig Armene ud og lade Naglerne gaa dybt ind, ja, takke og glæde Eder: saaledes maa og skal det tilgaa for hver een, som vil have Guds Ord: ej blot at Annas og Kajfas vil rase, men Judas vil ogsaa findes blandt Apostlene, og Satan iblandt Guds Børn. – Eders kurfyrstelige Naade skal kuns være klog og viis, og dømme ikke efter Fornuften og Tingenes ydre Anseelse; skjælv I kun ikke, det er endnu ikke kommen dérhen, som Satan vil have det. Eders k. Naade maa ogsaa tro en Nar som mig Lidet Korn, jeg kjender nemlig disse og lignende Satans Greb og Kunster, derfor frygter jeg ikke, – det kan han ikke døje. Alt dette er kuns Begyndelsen. Lad Verden kun 332 raabe og dømme, lad falde, hvad der skal – ogsaa St. Peder og Apostlene; de kommer nok igjen paa tredje Dagen, naar Kristus staar op. Det maa ogsaa gaa i Opfyldelse paa os – 2. Kor. 6. -: vi skal bevise os selv som Guds Tjenere i alle Ting: i Oprør etc. Eders k. Naade vil holde mig til gode, at Pennen, for stor Travlhed, har maattet løbe; jeg har ikke mere Tid; vil selv, om Gud vil, snart være der. Eders k. Naade maa kun ikke tage jer det mindste af mig.
Eders k. Naades underdanige Tjener
Martinus Luther.«

»Han vil snart være der!« raabte Magister Philip. »Saa forhaler han da ikke den videre Rejse til Wittenberg?«

»Nu kan I jo høre det andet Brev,« sagde Kurfyrsten, »eller noget deraf.«

»Det er skrevet fra Borna?«

»Det er skrevet fra Borna, ja. Og det handler meget om min Fætter Hertug Georg ved Rigsregimentet i Nürnberg, for jeg havde skrevet, at hverken han, min Fætter, eller de andre i Regimentet vilde taale, at Doktor Luther kom til Wittenberg.«

Kurfyrsten stod og søgte i Brevet: »Ja – her skriver han nu først og gjør mig en Undskyldning for sit forrige Brev, han har nemlig forstaaet paa mit Svar, som er kommet ham i Hænde endnu paa Wartburg i Fredags Aftes, at jeg var bleven noget heftig eller bevæget i mit Sind derover, – som det passede nu ikke, og dette nærværende Brev er ikke bedre paa den Maade, men snarere værre, om jeg vilde see dérpaa. – Ja, saa skriver han hér:

»Men angaaende mine egne Sager, naadigste Herre, svarer jeg saaledes: Eders k. Naade veed, eller veed I det ikke, saa faar I herved lade det være jer sagt: at jeg har annammet Evangeliet ikke fra Mennesker, men alene fra Himmelen ved vor Herre Jesus Kristus, saaat jeg godt kunde rose og skrive mig (som jeg ogsaa for Fremtiden vil) som en Ordets Tjener og Evangelist. Men at jeg har stillet mig til Forhør og Dom (i Worms og andre Steder), det er skeet, ikke fordi jeg tvivlede derom, men af Ydmyghed, forat vinde de andre. Men nu da jeg seer, at min altfor store Ydmyghed blot tjener til at fornedre Evangeliet, saaat Djævelen helt vil tage Pladsen, blot jeg viger en Haandsbred for ham, maa jeg efter min Samvittigheds Tvang gaa anderledes til Værks. Jeg har føjet mig nok efter Eders k. Naade, 333 ved dette Aar at holde mig tilbage forat tjene Eders k. Naade. Thi Djævelen veed godt nok, at jeg ikke har gjort det af Forsagthed. Han saae vel min Hjertens Mening, da jeg drog ind i Worms, at selv om jeg havde vidst, at saa mange Djævle, som der var Teglsten paa Tagene, havde villet holde mig tilbage, saa var jeg dog gladelig sprunget midt ind imellem dem. – Nu kan Hertug Georg dog endnu langtfra stilles lige med en eneste Djævel. Og saasom den uudgrundelige Barmhjertigheds Fader ved Evangeliet har gjort os til glade Herrer over alle Djævle og Døden med og givet os den fulde Tillids Rigdom, saa vi tør sige til ham: hjertens kjære Fader! – saa kan Eders k. Naade selv regne ud, at det er for en saadan Fader den største Vanære, hvis vi ikke fortrøster os saa meget til ham, saa vi føler os som Herrer over Hertug Georgs Vrede. Saa meget veed jeg om mig selv, at hvis dette Væsen gik for sig i Leipzig – som nu finder Sted i Wittenberg – saa vilde jeg dog ride derind, selv om (Eders k. Naade maa tilgive mig min Narre-Snak) det regnede ni Dage bare Hertug Georger ned, og hver af dem var ni Gange saa rasende, som denne stiller sig an ......

Dette faar nu være Eders k. Naade tilskrevet, i den Mening, at Eders k. Naade maa vide, at jeg kommer til Wittenberg under langt højere Beskyttelse end Kurfyrstens – jeg har sletikke i Sinde at bede Eders k. Naade om Beskyttelse. Ja, jeg troer, jeg kunde bedre beskytte Eders k. Naade, end I kan beskytte mig. Desuden, dersom jeg vidste, at Eders k. Naade kunde og vilde beskytte mig, saa vilde jeg sletikke komme. Disse Sager hverken skal eller kan der hjælpes paa med Sværdet; her maa Gud alene handle uden al menneskelig Omsorg eller Indblanding. Derfor den, som troer stærkest, han kan her bedst beskytte. Men da jeg formærker, at Eders k. Naade endnu er meget svag i Troen, kan jeg paa ingen Maade holde Eders k. Naade for den Mand, der skulde kunne beskytte eller redde mig.

Hvad det nu angaar, at Eders k. Naade ønsker at vide, hvad I skal gjøre ved denne Sag, eftersom I mener, at I har gjort altfor lidt derved, – svarer jeg underdanigst: Eders k. Naade har allerede gjort altfor meget og skal slet ingen Ting gjøre. Thi Gud kan og vil ikke lide, at Eders k. Naade eller jeg sørger derfor eller driver derpaa. Han vil have det givet sig i Vold. Saaledes og ikke anderledes.

334

Det faar Eders k. Naade rette jer efter. Troer Eders k. Naade dette, saa vil I være i Sikkerhed og have Fred. Troer I det ikke, saa troer dog jeg det, og maa lade Eders k. Naades Vantro beholde sin Kval og Bekymring, som alle Vantro med Rette maa lide. –

Saasom jeg nu ikke vil adlyde Eders k. Naade heri, saa er Eders k. Naade uden Skyld for Gud, om jeg bliver taget til Fange og dræbt. – Overfor Menneskene skal Eders k. Naade forholde Eder saaledes: nemlig som Kurfyrste være Eders Overordnede lydig, og lade kejserlig Majestæt raade i Eders k. Naades Stæder og Lande over Liv og Gods, som det bør sig efter Rigsordningen, og endelig ikke afværge eller modsætte jer Magten, om den vil gribe eller dræbe mig. Thi Øvrighedens Magt maa ingen bryde eller modstaa, undtagen alene Han, som har indsat den, ellers er det Oprør og imod Guds Vilje. Derimod haaber jeg, at man vil bruge sin Fornuft og erkjende, at Eders k. Naade er født i for høj en Vugge til, at I skulde kunne bruges som Bøddel mod mig. – Naar Eders k. Naade lader Porten staa aaben, og overholder det frie kurfyrstelige Lejde, hvis man selv kommer eller sender Bud forat afhente mig, saa har Eders k. Naade fyldestgjort Lydighedens Fordringer. Man kan ikke fordre mere af Eders k. Naade, end at man kan være sikker paa at faa fat i Luther hos Eders k. Naade. Og saadan skal det skee, – uden Omsorg eller Medvirkning eller Fare for Eders k. Naade. Thi Kristus har ikke lært mig at være Kristen til Skade for nogen anden.

Vil man derimod være saa ufornuftig at befale, at Eders k. Naade selv skal lægge Haand paa mig, saa vil jeg sige Eders k. Naade, hvad der da er at gjøre: jeg vil holde Eders k. Naade sikker for Skade og Fare paa Liv, Gods og Sjæl – for min Skyld. Dette kan Eders k. Naade nu tro – eller lade være med at tro det!

Hermed befaler jeg Eders k. Naade i Guds naadige Varetægt. Om det videre skal vi med det allerførste tales ved, hvis det gjøres nødigt. Thi denne Skrivelse har jeg i Hast gjort færdig, forat Eders k. Naade ikke skulde overfaldes af Bedrøvelse ved at høre om mit Komme; thi jeg skal og maa være enhver til Trøst og ikke til Skade, hvis jeg vil være en ret Kristen. Det er en anden Mand end Hertug Georg, jeg har Handel med; han kjender mig ret godt, og jeg kjender ham hellerikke daarligt. Hvis Eders k. Naade 335 troede, saa vilde I see Guds Herlighed; men da I endnu ikke troer, har I hellerikke seet noget endnu. Gud være Lov og Pris i Evighed, Amen!

Skrevet i Borna hos Føreren, Askeonsdag Anno 1522.
Eders kurfyrstelige Naades underdanige Tjener.
Martin Luther.«

Magister Philip havde under Kurfyrstens Læsning af Brevet ikke siddet rolig et Øjeblik. Snart havde hans Ansigt været eet Smil, snart løb Taarerne ham ned ad Kinderne. Da Kurfyrsten læste Ordene: »Askeonsdag 1522«, sprang han op fra Stolen, hvor han sad, – og raabte nu:

»Det var jo igaar, Eders kurfyrstelige Naade! det var igaarl Saa er Doktor Martin allerede langt fremme paa Vejen fra Borna til Wittenberg!«

»Ja – maaskee han allerede er i – – Nej,« sagde Kurfyrsten, »saa skulde han sletikke have været i Seng i Nat, – nej, han er vist ikke i Wittenberg endnu.«

»Farvel, Eders Naade!« raabte Magister Philip. »Jeg vil ride ham i Møde. Naar jeg tager Halle-Landevejen lige vester herfra, saa kommer jeg til Leipziger-Vejen noget sønder for Kemberg. Saa langt er han vist ikke naaet endnu!«

»Nej, det er troligt nok. Siig ham, at han maa i Morgen skrive mig et Brev, som von der Planitz kan forevise for Rigsregimentet i Nürnberg, hvoraf de kan see, at han kommer for egen Regning til Wittenberg, uden min Tilladelse, Det maa jo være Meningen af, hvad han i det sidste Brev skriver til mig. – Og hils ham!«

»Ja, jeg skal sige det altsammen til ham. Farvel, Eders Naade! Gud være med Eder og os alle!«

Nogle Minutter efter var Magister Philip til Hest og red vester ud af Lochau.

Da han var kommen ud paa den store Lochauer-Hede, stod Solen op, og Lærkerne sang over hele Himlen. Han saae ikke paa Solen og hørte ikke paa Lærkerne, men det var for ham, som baade Solen randt, og Lærkerne sang inde i ham selv. – Og det duggede Spindelvæv, som laa over Lyng og Enebærbuske, Fyr og Gran, – det var, ligesom det dækkede Fremtiden for ham med et Slør, som han jo ikke kunde see igjennem, men det lyste og tindrede, som Dugdraaber, at Guds uransagelige, uforskyldte Naade. Gang paa Gang var han midt inde i alt det, som han vilde tale med Doktor Martin om, naar de var mødtes, men Tankerne 336 fortrængtes atter og atter af selve Billedet, Synet af hans Ven og Mester. Han glæmte stadig og maatte ligesom med Magt minde sig selv om, at Doktor Martin jo ikke var i Munkekutte og til Fods, men skulde komme ridende i Junkerdragt med Baret paa Hovedet og Sværd ved Siden – og velsagtens med et langt Skjæg. – Et Par Timer før Middag naaede han Vejen fra Leipzig til Wittenberg. Han spejdede efter, om han kunde see nye Spor af Hestehove nordpaa; – der var ogsaa nogle, men alle i Hjulsporene, og kunde jo saa i hvert Fald ligesaa godt, og rimeligere, være af Kjøreheste.

Saa red han sydpaa.

Det varede ikke længe, inden han begyndte at blive modfalden ved Tanken om, at han maaskee ikke mødte Doktor Martin. Han var ogsaa sulten, da han intet havde spist, siden han red fra Wittenberg. Landet var ganske fladt, og han kunde overskue en meget lang Strækning af Vejen, men skimtede ingen Rytter. Saa havde Doktor Martin jo nok alligevel passeret Korsvejen, inden han naaede dertil.

Da han havde redet en Times Tid mod Syd, gik Vejen ind igjennem en stor Fyrre-Skov, saa han sletikke kunde see sig om.

Det var ham en Lettelse, da han endelig atter havde den aabne Landevej foran sig, – først langt borte øjnede han en ny Skovstrækning. Og nu saae han tillige, imod denne mørke Baggrund, noget, der bevægede sig. Lidt efter kunde han skjønne, at det næppe var nogen Vogn og helleringen Fodgjænger, det var vist en Rytter.

Hans Hjerte tog til at banke, og Sveden blev ganske kold i hans Ansigt. Han fornam forud den Mathed, der vilde overfalde ham – saa forkommen som han nu var – naar han maaskee om lidt opdagede, at det sletikke var den, han ventede.

Men en Rytter var det da, saameget var nu udenfor al Tvivl. Han søgte at styrke sit Sind ved denne magre Vished.

Og nu svingede Rytteren med noget over sit Hoved, der blinkede. Det maatte da være sit Sværd, han svang – til Hilsen!

Magister Philip lukkede en kort Stund Øjnene, han bøjede sig forover og krøb ligesom sammen i Sadelen. Og nu styrtede Taarerne ned ad hans Kinder. Da han aabnede sine 337 Øjne, tindrede og sitrede jo alting i Taarernes Vand, saa han kunde ingenting klart skjelne, – men han hørte den Kommende synge, en Sang, han sletikke kjendte, men Stemmen kjendte han, og baade Melodien og Ordene naaede hans Øre ganske tydelige:

Vor Gud han er saa fast en Borg,
han kan os vel bevare,
han er vor Trøst i al vor Sorg,
vort Værn mod al vor Fare;
vor gamle Fjende led
er nu tor Alvor vred,
stor Magt og Argelist
han samler mod os vist;
ej Jorden har hans Lige.

Men Ordet skal de lade staa,
og dertil Utak have,
det skal til Verdens Ende gaa
paa sine Fjenders Grave.
Og tage de vort Liv,
Gods, Ære, Barn og Viv,
lad fare i Guds Navn!
dem bringer det ej Gavn.
Guds Rige vi skal arve!

»Den Vise gjorde jeg i Worms!« raabte Doktor Martin, idet Hestenes Hoveder kom paa Siden af hverandre, »og tænkte paa jer, da jeg havde digtet den! Nu er det næsten, som Tiden derimellem var borte.«

Han strakte Haanden ud imod Magister Philip, men denne kunde hverken hilse eller andet, han var helt i sin Graads Vold.

Doktor Martin lagde Haanden om hans Nakke med det tynde, lyse Haar: »Philippichen! Philippichen! Naar jeg seer jer, da kommer det mig for, som naar min Moder fortalte mig om Schneewittichen!«

Endelig kom Magister Philip saa vidt til Fatning, saa han kunde sige noget; men han talte ikke til Doktor Martin; han hulkede: »Herre, Du evige Gud! Tak, tak, for Din uudgrundelige Naade, for Din uendelige Kjærlighed!«

»Ja, det er sandt,« sagde Doktor Martin, idet han satte sin Hest i Gang: »hvor skulde vi gjøre af vor Tak, om ikke Han var!«

Da der var gaaet en lille Tid, begyndte Magister Philip at fortælle om Urolighederne i Wittenberg. Men det var 338 underligt for ham, for nu fornam han det, som om Vægten deraf sletikke hvilede eller tyngede paa ham. Han havde blot at fortælle.

»Gud skee Tak og Pris,« sagde Doktor Martin, »at de dog har holdt Næven stille, saa vi ikke skal behøve at kalde paa Øvrighedens Sværd mod Vold og Oprør. Det Galskab, som de har begyndt, og er inde paa, det vil og kan Gud dæmpe med sit Ord alene, som han har givet os at føre. – – Det er sært nok, for da jeg blev kaldet fra Erfurt af Doktor Staupitz og skulde til Wittenberg, da advarede min gamle Præceptor mig for de slemme Vender, som skulde bo der, straks man kom østen for Elben. Men nu frygter jeg langt mere for, at Oprør skal komme af Sønden og Vesten. Det er nogle svære Anstalter, der kan blive til hvad det skal være, som de er ved at lave i Schwaben og længer sønder ude.«

»Men er det ikke af verdslige Aarsager?« sagde Magister Philip.

»Jo, men de vil jo alligevel have det til, at det er Guds Rige, de kjæmper for. – Raade sig selv er det jo, de allesammen vil, og som ingen duer til. – Det er altid paa samme Maade som i Edens Have: Naar Menneskene ikke føler sig skyldige for Gud – og det kunde Adam og Eva jo endelig have Ret i, da de virkelig var uskyldige endnu – saa vil de hellerikke være hans Skyldnere og Tjenere, hvad vi dog bliver ved at være, saalænge vi er hans Skabninger. Nej, saa vil godt Folk være helt fri og raade sig selv. Det er sært, hvor det ligger og lurer i Menneskens Børn. Nu er de ved Evangeliet kommen til Kundskab om, at de har faaet deres Uskyldighed tilbage af Guds Naade ved Jesus Kristus, – og saa: hu, hej! – saa vil de hellerikke længere være hans Skyldnere og lydige Tjenere, skjønt de dog altid bliver hans Skabninger. Nej, de vil have Frihed over alle Bredder og Bjærge, og mister bare derved deres Uskyldighed igjen. Jeg venter, at vor Forkyndelse af Evangeliet i Verden vil skaffe Gud enkelte fromme og lydige Børn, men hele Resten og Hoved-Følgen deraf vil blive Sjov og Halløj og Uvornhed – det er tilsidst en Slags omlavet Kjøds-Lyst. – Jeg kjender en ung Fyr, som klør baade for og bag af Friheds-Trang, og som er mig et Exempel eller et Slags Mønster paa Folk, som de er flest i disse Tider. Gud skal vide, hvad der er bleven af ham!« 339 »Hvad hedder han?«

»Han hedder saamænd Hans Lindenthai, men kalder sig ellers Joannes Tilivallensis.«

»Jo, han er vist kommen i med de Zwickauer-Profeter, og er blandt de forreste ved alle Uroligheder, saa vidt som jeg har hørt,« sagde Magister Philip.

»Ja, det var da ikke sært!«

Der forløb en længere Tid i Tavshed. Saa sagde Doktor Martin: »Men Gud er ikke død. Jeg fornemmer stærkt, at han lever. Og i Wittenberg skal han nok selv gjøre Sagen klar, uden Øvrighedens Mellemkomst.« –

Magister Philip blev ved nu at berette om Stillingen i Wittenberg og Omegn, medens Doktor Martin blot svarede »Naa« og »Ja« og »Nej«.

Paa den Maade naaede de Byen.

340

VIII

Det gik, som Doktor Martin havde haabet. En halv Snes Dage efter hans Hjemkomst til Wittenberg, havde Uroen dér lagt sig. Karlstadt trak sig straks tilbage som i et Musehul. Først langt senere, paa Grund af nye Optøjer, blev han landsforvist, – Ellers var det blot ved at høre Doktor Martin tale og prædike, at Folk fik Ro i Sindet, og med Glæde rettede de sig efter hans Raad, hvorved han ophævede nogle af Kurfyrstens Foranstaltninger, men foreløbig lod andre bestaa. – At hans egen Ro virkede saa stærkt, kom vel ogsaa noget af, at han stod dér som den fredløse Mand, der baade var i Kirkens Band og i Rigens Akt, og som enhver, der havde Lyst, kunde slaa ihjel, uden at paadrage sig Strafansvar derved.

Han bad Folk i sine Prædikener – hver Dag en Uge igjennem – om endelig ikke at forjage og forhaste sig, – og endnu mindre overjage andre. De skulde være som Patriarken Jakob, sagde han, som havde baade Lam og Kid og Kalve og diende Børn at rykke frem med og derfor tog smaa Dagsrejser og ingenlunde kunde eller vilde følge Esaus Hær. Var der nogle – og dem var der jo mange af endnu – som holdt paa den papistiske Nadver under een Skikkelse, saa maatte man ikke tvinge dem bort derfra; de skulde have Tid, indtil Guds Ord kunde faa dem oplyst indefra om det rette. – Og alt det øvrige, som sletikke hørte med til Sakramentet: Aflæggelsen af Messeklæderne, Bortrydningen af Helgenbillederne, selv at tage Brødet og Kalken i Haanden, – men som man nu gjorde saa stort et Væsen af, det skulde man vente med, til det kunde blive forandret i Fredelighed, om det overhovedet skulde forandres, thi den Slags Smaating kunde enhver Skjælm jo lægge sig efter; derved blev dog ingen Kristen. –

341

I de første Maaneder efter hans Hjemkomst, fik Doktor Martin meget ofte Besøg i sin Celle, hvor han fremdeles boede, af Folk fra Byen, som vilde tale med ham om – at han gjorde saa faa Forandringer saadan i evangelisk Retning. Det var gjærne Smaafolk, som havde været stærkt med i Urolighederne (hvad de dog ikke snakkede om nu), mens han var borte, – og som ikke ret selv kunde forstaa, at de fandt sig saa villigt i Tingenes nuværende, rolige Tilstand. –

Tilio fulgte en Dag hen paa Sommeren med saadan en Flok Spørgere ind til Doktor Martin i det sorte Kloster, som nu var forladt af sine fleste Beboere. – Tilio holdt sig dog under selve Samtalen tilbage og tog ikke Del i den.

Men der var en Væver, som havde været meget stærkt optaget af Zwickauerne. Han førte an:

»Der er en Ting, som jeg har tænkt saare dybt over, Hr. Doktor,« sagde han, »og det er den, at nu har vi jo allesammen her i Byen – vi har jo helt rettet os efter, hvad I har sagt og prædiket for os. Og det troer jeg ogsaa var godt nok, for det var vistnok rigtigt, hvad I sagde. – Ja, – men saa er det, jeg har tænkt paa, og det er der mange flere end mig, der har gjort: hvis vi nu ikke havde rettet os efter jere Ord, – hvad – hvad var der saa skeet?«

»I har vel rettet jer efter mine Ord, fordi det var udaf Guds Ord, jeg talte. Og det var, som I selv sagde, godt, at I gjorde det. Saa det er der ingen Grund til at tale videre om.«

»Nej, – der er ogsaa blot det ene, vi vilde have at vide: hvad der vel var skeet, hvis vi nu ikke havde villet bøje os. Og det er I ogsaa blevet spurgt om før. Men det er, ligesom I ikke vilde svare derpaa.«

»Det veed jeg ikke af, Saa har man vist været bange for at spørge tydeligt.«

»Nej, – men Folk mente, I var bange for at sige det.«

»Det var sært nok, de kunde mene det. – – – Hvad der var skeet, hvis I ikke havde villet bøje jer?«

»Ja, – det var det –«

»Der var ikke skeet andet, end at I var bleven tvunget til at bøje jer.«

»Tvunget? – af Kurfyrstens Folk?«

»Ja.«

»Men det vilde I da ikke have ladet skee?«

342

»Jo, det var vist kun bleven gjort paa min Opfordring. For Kurfyrsten selv er altfor langsom i Vendingen.«

Der blev en Tavshed, – indtil Væveren atter begyndte:

»Det kan vist ingen af os forstaa, Hr. Doktor. For I har jo mange Gange sagt, at ingen kan tvinges til at tro.«

»Nej, – men Folk kan nok tvinges til at være skikkelige mod hinanden. Det er en Forskjel. Men jeg er for Resten først bleven klar derover i Løbet af de sidste Uger.«

»Jamen hvis nu jeg ikke kunde komme i en eneste Kirke her i Landet, uden at see Helgenbilleder for mine Øjne – og det var saadan, at jeg kunde ikke taale det – for min Troes Skyld?«

»Ja, saa blev I nødt til at rejse ud af Landet og gaa i Kirke dér, eller ogsaa holde jeres Kirkegang i Hjemmet.«

»Men hvis nu Øvrigheden hellerikke vilde lade os have Fred i Hjemmet, hvad saa?«

»Hvis Øvrigheden vilde forbyde jer at handle efter Guds Ord i Hjemmet, da skulde I handle imod Øvrighedens Befaling og tage jer Straf derfor. Thi man skal adlyde Gud mer end Mennesker. Dette gjælder saaledes med Hensyn til Nydelsen af Vinen i den hellige Nadver.«

»Det havde vi ikke troet, at I vilde svare paa vore Spørgsmaal saadan, Hr. Doktor,« – var der an anden Mand blandt de Fremmede, der sagde.

»Jo,« sagde Doktor Martin. »Jo, – det er mit Svar. Saa meget har I lært mig, siden jeg kom herhjem fra Wartburg – ved de Gjærninger, I har bedrevet, før jeg kom – at Folks Tvang og Tyranni imod hinanden indbyrdes er meget haardere og voldeligere end den Tvang, som Øvrigheden kan øve. – Jo længere Folk kan gaa og passe deres Troes-Sager selv, des bedre, – det er sandt. Men naar de ikke vil lade hinanden i Fred dermed, saa bærer Øvrigheden ikke Sværdet forgjæves. Saa maa den bestemme, hvilken Tro der skal herske her i Landet, og hvilken der blot kan taales.«

Den Snes Mennesker, som var komne herind i Cellen til Doktor Martin, fik pludselig et Udseende som Katte, der bliver strøgne imod Haarlaget.

»Sagen er den,« var der pludselig en ny Stemme, der sagde, – det var Wolf Sieberger, der stod henne i et Hjørne af Stuen, men nu traadte noget frem paa Gulvet – »at – æh – Folk forstaar ikke at gjøre Forskjel – –«

343

»Man kan see det paa Folk,« afbrød Doktor Martin ham, »at det er galt fat med dem, saasnart de ikke vil indrømme Øvrigheden dens fulde Rettigheder. De seer ikke godt ud af Øjnene.« – Han mødte med sit Blik den Snes Øjepar, der gloede ham i Møde. – Saa saae han henimod Wolf: »Betragt engang min Famulus, Wolf Sieberger, – ham har jeg aldrig kunnet faa en ret Tjener ud af, han gjør sig immer vigtig, – men hvad er det ogsaa for et taabeligt Øjesyn, han har! Man kan see hans Fejl paa ham. – Og saa er han dog en skikkelig Person. Men Oprørere! – hvem der gjør Oprør! – de maa først blive Mennesker igjen, forinden de kan blive mere!«

»Det var godt, I ikke sagde saadant noget, straks I kom tilbage, Hr. Doktor!« ytrede Væveren.

»Hvorfor skulde man svare paa sligt, før man bliver forstaaeligt spurgt derom.« –

Folk begyndte at lette paa sig og mumle Farvel. – Tilio havde ogsaa rejst sig og nærmede sig Døren.

»Det er en Stund siden, vi saaes sidst, Tilio!« sagde Doktor Martin. »Halvandet Aar saa nær. – Tøv lidt, naar de andre Gjæster er gaaet!«

Tilio blev staaende, og var lidt efter ene med Doktor Martin.

»I er vist kommen for at spørge, Tilio,« sagde Doktor Martin, »men vil dog gaa uden at have faaet noget sagt.«

»Væveren sagde noget lignende som det, jeg vilde have spurgt om. Saa jeg fik Svar med det samme.«

»I har vist den samme Uro i jer som forhen, – men kommer dog ingen Vegne? – Hvad gaar jer Dag med?«

»Jeg læser for at blive Magister.«

»Det undrer mig, I ikke rejser til Ebernburg nu? Der skeer store Forandringer og gaar ret lystigt til. Hr. Franz von Sickingen har gjort Oprør og vil drage mod Ærkebiskoppen af Trier med titusind Svende. Om I gik med, da havde han titusind og een – og Helvede kanskee een Sjæl mere.«

»Vilde I unde mig det, Hr. Doktor?«

»Helvede eller Himmerig, aaja! I maa faa jert Valg gjort derimellem. – Men I vælger Verden med jer Nølen og Venten. – Ja, ja, see saa da til, at I kan blive Magister ret snart!«

Doktor Martin rakte ham Haanden, og Tilio gik.

344

I de nærmeste Par Aar, som nu fulgte, bredte den evangeliske Forkyndelse sig over store Dele af Tyskland. Endnu mere i Byerne, end paa Landet. Somme Steder kom det Nye som en ren Privatsag til en Egn, andre Steder tog By-Øvrigheden eller Landsfyrsten sig af Sagen. Men ogsaa i dette Tilfælde blev Papismen gjærne taalt ved Siden af den nye Lære, saa det hele gik af i Fredelighed og uden Tvang. I disse Aaringer kom Evangeliet paa den ene eller den anden Maade – foruden til Kursachsen – til Grevskabet Mansfeld, til Hessen, Egne af Østrig, til Steder som Magdeburg, Nürnberg, Breslau, Augsburg, Bremen, Hamburg. Udenfor det tyske Rige begyndte det at vinde Indgang i Preussen, Livland, Sverig, Norge, Danmark.

At erfare om al denne Fremgang var naturligvis efter Martin Luthers Ønske, men nogen Behagelighed for ham kunde man vanskelig kalde det. De fleste Gange, naar der bragtes ham Bud, at nu havde man dér eller dér taget ved hans Lære, fik han et Anfald af Ængstelse – der rent legemlig føltes som en egen Sugen for Hjertekulen – for, at det nu ikke skulde være ret, hvad han havde sagt og lært Menneskene; at nu havde han maaskee ført et nyt Land eller en ny Stat i Fordærvelse. Han skulde altid bort til en Side, hvor han kunde være ene, i sin Celle eller anden Steds, – naar de kom med saadan en Melding. Saa gik det ogsaa hurtig hen – uden at det havde faaet Magten over ham. Og saa havde han jo da faaet et nyt Bevis for, at han ved Guds Hjælp var bleven Herre over den Slags Angst som saa helt havde kunnet underkue ham, imens han var ung. Men det var jo alligevel nogle sære Vilkaar at leve paa, – og om det kunde, eller naar det kunde maaskee igjen tage for sig selv og slaa ham ned i de ufattelige Rædslers Afgrund, det kunde han aldrig gjøre sig noget Begreb om. Han vidste blot bagefter, at endnu denne Gang og denne Gang var han sluppen forbi Afgrundens Porte og befandt sig atter eller fremdeles i denne rimelige, velbekjendte Verden, – hvor rigtignok alt med det samme blev ham saa underlig smaat, saa det var ham, som om hans Mod og Styrke var bleven Alverden uendelig overlegen. – Saa kunde han gaa ud af sin Celle igjen, eller hvor han nu havde været henne, – og give sig i Lag med sit Arbejde.

Og paa dette sit Arbejde fik han det for Resten varigst at mærke, at Evangeliet var naaet til et nyt Land eller 345 Sted, – for der blev en Skriven uden al Ende, – Besvarelse af Forespørgsler, der rettedes til ham fra den nye Egn, – det var, som Folk sletingen Ting kunde gjøre paa egen Haand, men skulde have hans Ord for, hvad han syntes, de ligesaa godt kunde sige sig selv.

Hvad der ogsaa skaffede ham meget Arbejde og mange Bekymringer i hine Aar – efter at han havde været i Worms, og før det store Bondeoprør brød ud – var alle de Munke og Nonner, som nu, følgende hans Lære og Anvisning, forlod deres Klostre, men som jo da skulde have noget at bestille og at leve af. Det lod paa mange af dem, at de mente, det var noget, han skulde sørge for.

Han gjorde ogsaa, hvad han kunde. Navnlig Nonnerne maatte han tage sig af, for de stod ofte helt hjælpeløse. Tit var det pæne Folks Børn, der ingenting havde lært at bestille, før de kom i Klostret, og hellerikke, imens de var der.

Særlig megen Ulejlighed havde han i Aaret 1523 med en Flok Nonner fra Klostret Nimbschen ved Torgau. Iblandt disse var der to Søstre til hans gode Ven Prioren i Augustiner-Klostret i Grimma. Ligeledes en Søster til hans gamle, kjære Overordnede Johann Staupitz, fremdeles den adelige, men fattige Jomfru Katharina von Bora og endnu fem andre. De havde først henvendt sig til deres Slægtninge om Hjælp til at komme ud, men havde ingen kunnet opnaa. Der var Dødsstraf for at hjælpe Nonner paa fri Fod, og en saadan var nylig bleven fuldbyrdet i Dresden paa Hertug Georgs Befaling.

Saa skrev de til Doktor Martin i Wittenberg, tilkjendegav ham deres Hensigt og bad ham om Trøst, Raad og Hjælp. – Nu boede der i Torgau, som var Nimbschen-Klostrets Kjøbstad, en rig og anseet Kjøbmand, Leonhard Koppe, Raadsherre og desuden evangelisk sindet og Doktor Martins gode Ven. Til ham skrev Doktor Martin og bad ham være disse Nonner behjælpelig ved deres Flugt.

Koppe og de ni Nonner fik nu aftalt en Dag, da det skulde forsøges, nemlig Paaskeløverdag den 4. April.Han kjørte ud til Klostret forat hente nogle tomme Sildetønder hjem, som han havde derude. – Saasnart Nonnerne saae ham komme, listede de sig – efter Aftalen – ud af Klostret, i Skumringen, som det var, – hen til en Lund, hvor Koppe havde lagt noget Rejsetøj af til dem paa et forud bestemt 346 Sted. Det trak de i, baade for Kuldens Skyld og for at skjule deres Nonnedragt, Og lidt efter kom saa Koppe tilbage, ad Vejen, med sine Sildetønder og fik ogsaa de ni Nonner op. Først henad Morgenstunden naaede de til Torgau; derfra blev Nonnerne saa sendt til Wittenberg.

Her maatte nu Doktor Martin tage sig af dem, som af saa mange andre. Han skrev en Mængde Breve til sine Bekjendte, ogsaa til Hoffet, – og fik dem virkelig tilsidst anbragt. En af dem, Katharina von Bora, kom saaledes i Huset hos Magister – og senere Borgmester – Philip Reichenbach, hvor hun nu lærte at gjøre Gavn ved alt Husarbejdet.

Doktor Martin regnede dog ikke, at han havde sørget rigtig for slige Nonner, før han ogsaa havde faaet dem ordenlig gift. Det lykkedes ham med flere af disse ni, men med den førnævnte Katharina von Bora indtraf den Vanskelighed, at den unge og fornemme Mand, med hvem hun under sit Ophold i Wittenberg var bleven forlovet – da efter hvad man formodede – senere trak sig tilbage og giftede sig med en rig Dame fra Nürnberg. Saa vilde Doktor Martin have hende gift med Universitetets Rektor, Doktor Glatz; men hun sagde ved denne Lejlighed til Professor Amsdorf, som talte med hende om Sagen, at hvis han – Amsdorf – eller Doktor Martin vilde have hende, vilde hun ikke sige Nej, men ellers brød hun sig ikke om at blive gift. – Saaledes stod denne Sag til hen i April 1525, da det store Bondeoprør allerede var i fuld Gang.

Doktor Martin maatte i disse urolige Tider Gang paa Gang undre sig over, hvor han selv mere og mere kom til at ligne sin gamle Fader, og hvor han mere og mere maatte give sin Fader Ret i alle Dele og Stykker, – hvor han i det hele nu forstod sin Fader.

Han indsaae, at hans Fader aldrig i sine Dage havde været en Utilfreds – af den Slags, som Verden nu var vrimlende fuld af, dem, som var utilfredse med Naturens Orden, med at Tingene havde Vægt, saaat det, der var ovenpaa, hvilede og nødvendigvis ogsaa tyngede paa det, som var under. Tværtimod, gamle Hans Luther havde altid af Hjertet hadet og foragtet de Mennesker, som skammede sig 347 over deres Stilling og ved sig selv. Han havde bestandig kaldt dem Narre. Det havde sikkert, tænkte Sønnen, i meget ringe Grad været for at forbedre sine ydre Kaar – skjønt det dog var en meget naturlig Stræben, – at gamle Hans Luther havde kjæmpet sig opad; det havde langt mere været for at slippe bort fra disse Utilfredse, disse Naturens Narre, slippe for at have dem om sig, paa Siden af sig. Han havde villet op i et Lag, hvor der var Arbejdsro og Orden, hvad der, paa Grund af hin Utilfredshed, ikke længer var i de nedre Lag. For det var Orden, han elskede, den Gamle, Det kunde man jo ogsaa see deraf, at nu var der ikke mere Uro i ham, han ønskede sletikke at komme højere op. De virkelig Utilfredse derimod – de havde jo Bisselæder, ja, Flyvetøj i Skoene, paa hvilket Trin de saa befandt sig. De blev ved at være Narre, fordi de havde været det fra Begyndelsen.

Den Gang Martin Luther var en lille Dreng, havde hans Fader saa tit snakket om Kejseren: at det var bedst, om man havde haft Kejseren lige over sig og havde været fri for alle Mellemmænd; senere havde Hans Luther aldrig talt om Kejseren, for han mærkede aldrig noget til ham, men havde derimod fundet sig en god og paalidelig Herre i Greven af Mansfeld. – Ja, ogsaa i den Henseende var det ,gaaet Martin Luther paa selvsamme Maade, syntes han. Han var bleven grundig skuffet af Kejseren: i Worms og hele Tiden for Resten; derimod havde han fundet en Herre, som han havde al Grund til at være tilfreds med, i Kurfyrst Frederik af Sachsen. – Og hvad angik det Evige, havde Hans Luther jo endnu mere faaet Ret, syntes Sønnen. Det sagde Doktor Martin tit nok, at han havde faaet Vorherre selv til Mester uden alle Mellemmænd, saadan som hans Fader saa tit havde ønsket det, – og at Guds eget Ord havde belært ham om, hvad der baade evigt og timeligt var ret og rigtigt: hvordan Mennesker kom til Salighed ved Troen, – om Klosterløfter og Ægteskab og om alle de selvopfundne gode Gjærninger og den Ære, som almindelig menneskelig Vandel havde fremfor disse i Guds Øjne.

Men især tænkte han i disse farlige Tider paa den Foragt, som hans Fader havde for de Utilfredse, Narrene, – som nu i disse Aar var stærkt paa Vej til at blive til Oprørere, Forbrydere mod Menneskers Lov og Naturens Orden allesammen. – - 348 Den 16. April 1525 skulde Doktor Martin gjøre en Rejse til Eisleben i det Mansfeldiske forat indrette en evangelisk Skole der, hvad han havde lovet Grev Albrecht i Mansfeld. Endnu kunde man rejse fredeligt i disse Egne, havde han hørt, men hvor længe det vilde være Tilfældet, var nok et stort Spørgsmaal. Fra Schwaben og hele Odenwald, Franken og inde fra Østrig hørte man nemlig hver Dag om de store Bonde-Opstande, om, hvordan Oprørerne stormede og afbrændte Klostre og Ridderborge i Hundredvis. Det eneste, der manglede, var egentlig Mord og Blodsudgydelse. Derom forlød endnu intet, hvilket dog nok kom af, at man overalt veg for de store Folkemasser og lod dem husere og plyndre, som de vilde. Men til de sachsiske og thüringske Egne var denne store Bevægelse endnu ikke naaet. Kun i Rigsstaden Mühlhausen – et Par Mil nord for Eisenach – sad Thomas Münzer som Profet og Regent og raabte paa Blod, paa de Ugudeliges Udryddelse med Gideons Sværd, og viste saaledes tydelig nok, hvad han havde i Sinde, saasnart Uroen bredte sig til disse Lande; men endnu havde han da kun drevet det til at forjage nogle papistiske Præster fra deres Præstegaarde i Hertug Georgs Land.

Doktor Martin stod inde i sin Celle i det sorte Kloster, hvor der ikke boede andre end han selv og Wolf Sieberger – og saa den tidligere Prior, Brisger, i den anden Ende af den store Bygning, – og var ved at gjøre sig i Stand til Rejsen, hvormed Wolf hjalp ham. Doktor Martin gik ikke længer i Munkekutten; Kurfyrsten havde foræret ham en Dragt, der nærmest lignede Hoffolkenes eller Raadsherrernes.

»Kunde Du nu ikke faa Tid til at rede min Seng engang, Wolf, mens jeg er borte?« sagde han til sin Famulus. »Baade Halm og Sengklæder mugner og raadner op i den.«

»Jo, det bliver der maaskee nok Tid til, Hr. Doktor,« svarede Wolf. »Sagen er den, jeg tjener jer jo mere og bedre paa en anden Maade – jeg sparer jer for mange Besøg, ved det at jeg –«

»Ja, men min Seng skulde ogsaa redes. Jeg selv faar det aldrig gjort. Naar jeg har siddet og skrevet og arbejdet fra Morgen til langt ud paa Natten, saa falder jeg tilsidst i den, som den er.«

»Jo, det er saa begribeligt.«

»Lad mig saa faa Kappen paa. Er Vognen ikke kommen?« 349 »Vognen er ikke kommen endnu, men nu skal jeg – –«

Wolf nærmede sig Døren forat gaa ud. I det samme bankede det paa den.

Tilio stod udenfor den, da den blev aabnet.

»Doktoren skal til at rejse,« sagde Wolf. »Men jeg er her straks igjen. Vil I ikke hellere tale med mig?«

»Nej, jeg vil helst tale med Doktoren,« sagde Tilio, idet han gik forbi Wolf i Døraabningen – og derpaa lukkede den efter ham.

»Ja, I kan selv see, at Tiden er kort,« sagde Doktor Martin. »Men Eders Ærinde er det maaskee ogsaa?«

»Jeg kommer forat sige Farvel –«

»Saa I vidste, jeg skulde rejse?«

»Nej, men jeg rejser selv. – Jeg er nu Magister – –«

»Hvorfor vil I da rejse? Jeg skal skaffe jer en Plads i det kurfyrstelige Kancelli i Lochau, naar I vil vente et Par Uger.«

»Nej, jeg rejser til Mühlhausen.«

Doktor Martin slog en høj Latter op: »Til Hans Hellighed Thomas Münzer! Saa er I da ret forrykt!«

»Han er den eneste, som staar mig an. Han snakker ikke!«

»Snakker han ikke? Hvad kalder I da det, han gjør i sit sidste, trykte Opraab? Her skal I høre, – det blev mig bragt igaar.« Doktor Martin tog et Flyveblad, der laa paa hans Bord, og læste: »»Paa'eni paa'en! paa'en! Ingen Barmhjertighed nu, om ogsaa Esau giver gode Ord! (1. Mosebog 33.). Seer ikke paa de Ugudeliges Jammer, om de bede, klynke, tigge saa ynkeligt, som var de spæde Børn! Ingen Barmhjertighed nu! – som Gud har befalet det ved Moses (5. Mosebog 7.) – og Os har han aabenbaret det samme. Paa'en! paa'en! paa'en! Smed paa Nimrods Ambolt – ding-dang! ding-dang! – Kaster deres Taarn til Jorden! Det er ikke muligt, at I bliver fri for Menneskefrygt, saalænge de lever. Det hele staar beskreven Matth. 24, Ezech. 34, Daniel 7, Johannes Aabenbaring 6 – Profetierne om Guds Dom og Gudsfolkets Redning -, hvilke Skrifter tilsammen forklarer den rette Mening af Rom. 13. (om Øvrigheden). Derfor: lader jer ikke afskrække, Gud er med Eder!««

»Ja, jeg har læst det,« sagde Tilio.

»I har læst det! Hvad kommer I saa til mig mon efter?«

»Forat høre, hvad I siger.«

Doktor Martin brast igjen i Latter. Saa blev han 350 pludselig ildrød i Hovedet og rynkede Brynene – men syntes at bryde sig selv af: »Nej – – – Saa siger jeg: Rejs, rejs ud til Svinene og fyld jer af deres Trug! – – Det er en Omvej, men det er maaskee jeres Vej til Faderhuset i – – Tænkte jeg ikke straks noget sligt om jer, da I først meldte jer hos mig i Kompagniskab med Ridder Franz von Hohenwaldau! – – Ja, ja, enten føler man Skyld, og saa finder man Fred, eller man fornemmer Storhed, saa finder man Svinestien eller Narrebjælderne eller de spanske Slotte. Det er i bedste Fald en Omvej, i værste Fald er det Afgrunden. Skynd jer! Thi jeg troer, at denne Verdens Dage er snart talte!«

»Doktor Martin –« sagde Tilio.

Men denne aabnede Døren, idet han sagde: »Nej, gaa nu! Paa jer er Ord spildte! I er for langt fremme!«

Et Øjeblik efter at Tilio var gaaet, kom Wolf tilbage: »Ja, Vognen er her ikke endnu, men den kommer straks. Sagen er den: han havde forstaaet mig saadan, at –«

»Ja, lad mig nu blot være ene. Men kom, saasnart – –«

»Ja – men her er en anden Fremmed. Det er Jomfru Käthe –«

»Hvem er det, Du kalder saadan?« – Doktor Martin saae forbi Wolf ud ad Døren: »Jeg kommer aldrig hjemmefra paa den Maade, Jomfru Kathrine,« sagde han. »I er den anden, som kommer med Ærinde til mig over Tiden.«

Hun var traadt ind ad Døren, som Doktor Martin lukkede for Wolf.

»Ja, det er ogsaa en Skam. Men det var Mester Lucas selv, der sagde, at gik jeg ikke straks herhen, kom jeg for seent –«

»Det gjør I endda, som I seer, Jomfru Kathrine. Men er det Ja, I bringer, til det, jeg spurgte jer om igaar, vil jeg dog nok have det med paa Rejsen.«

»Ja – det er det da.«

»Naa, Gud i Vold med dét! Og nu kan I saa regne paa, at jeg er bunden. Men jeg vil ikke, at I skal være det endnu. For jeg glæmte at fortælle jer igaar, at jeg er nok ikke den samme Mand mere, naar vi kan holde Gilde, som jeg er nu.«

»Hvordan saa det, Hr. Doktor?«

»Nej, for jeg kommer nok til at skille mig ved alle mine Venner og Tilhængere, kanskee om et Par Dage. Jeg bliver 351 nødt til at slaa baade til højre og venstre. Ja, det er dethér Oprør, som det truer med; kommer det til disse Egne, og hvis Bønderne gaar frem med Dræbning og Blodsudgydelse, saa vil jeg ikke høre Tale om Langmodighed og Barmhjertighed mere, saa skal der slaas til uden Ynk, – og saa render baade Venner og Fjender fra mig og vil kalde mig en Blodmand. – Den meste Aarsag, at jeg nu er kommen i Tanke om at gifte mig, var just den, at jeg syntes, jeg skulde have en Hustru og et Hjem for ikke at blive helt alene, naar nu alle de andre forlod mig.«

»Af den Grund skulde jeg saavist ikke sige Nej, om I ellers vil tro mig,« sagde Jomfru Kathrine og saae spørgende op paa ham.

»Ja – jeg har nu hele Tiden frygtet, at I var noget stolt. Og dethér kunde let arte sig saadan, at der ingenting blev for Martin Luthers Hustru at være stolt af. Allersnarest kunde hun vel endda om kort Tid blive Enke.«

»Jo, I har nogle kjønne Tanker om mig, Hr. Doktor.«

»De kan maaskee blive bedre siden. – Nu kan jeg høre, Vognen er der.«

Wolf aabnede Døren: »Sagen er den – det er –«

»Ja, jeg har hørt den. – Farvel, Jomfru Kathrine – og hils Mester Cranach og hans Hustru!«

Jomfru Kathrine gik. Og Doktor Martin fulgte med Wolf ud til Vognen. Straks efter kjørte han vester ud gjennem Byen.

Paa Vejen til Eisleben – i Halle – fik Doktor Martin at see et Skrift, der kaldtes Bøndernes Tolv Artikler, hvori de fremsatte deres Fordringer til Riddere, Fyrster og Stæder, – og desuden nogle Flyveblade, hvori de henviste til Martin Luther selv som deres Mand og bad ham tage sig af deres Sag. Paa hele Vejen fra Halle til Eisleben sad han paa Vognen og læste og tænkte over dette, og saasnart han havde naaet sit Bestemmelsessted, begyndte han at skrive: Formaning til Fred paa Bøndernes tolv Artikler. Han gik ikke videre ind paa selve Fordringerne, da han sagde, at derpaa forstod Bønderne og deres Modstandere sig bedre selv. Men han fremstillede for Bønderne deres Pligt til under alle Omstændigheder – som Undersaatter – at holde sig fra Oprør, der, om de saa havde den aller klareste Ret i 352 deres Fordringer, var en Syndflod af Ondt. De havde allerede gjort sig strafskyldige ved deres Vold og Plyndringer; men langt værre vilde det dog blive, hvis de gjorde sig til Mordere og Drabsmænd.

Men til Fyrsterne vendte han sig med de voldsomste Ord om deres Uret, hvorfor Hævnen vilde og maatte ramme dem. Han skrev blandt andet: »For det første kan vi nu takke jer, I Fyrster, og ingen andre i Verden, for al denne Fortræd og Oprør, fordi I i jeres Forstokkethed bliver ved at rase mod det hellige Evangelium, – og desforuden ikke gjør andet med jert verdslige Regimente end flaa og beskatte, indtil den arme, simple Mand ikke kan eller vil taale det længere. Sværdet hænger jer over Hovedet; I mener endda, I sidder saa fast i Sadelen, – men denne forstokkede Formastelighed vil knække jeres Hals. I maa blive anderledes og vige for Guds Ord. Gjør disse Bønder det ikke, saa maa andre gjøre det. Gud vil slaa jer, og han gjør det ogsaa ...... Vil I endnu tage mod Raad, mine

Herrer, saa undfly dog Guds Vrede. For en fuld Mand skal et Hø-Læs vige Sporet, hvor meget mere maa I da ikke opgive jert stivsindede Tyranni og handle fornuftigt med Bønderne som med fulde Folk eller vildfarende. Begynd ikke Striden med dem, – prøv først med det gode, for I veed ikke, hvad Gud har i Sinde, – at ikke en Gnist skal slaa an og sætte hele Tyskland i Brand, saa ingen kan slukke.«

Men det var for seent.

I Løbet af den næste Uge kom der Melding paa Melding sydfra om Bøndernes Grusomheder, Mord og Mishandlinger, og samtidig holdt Oprøret sit Indtog i Kurfyrstendømmet Sachsen, Grevskabet Mansfeld og alle de omliggende Egne. Den 24. April maatte Salzungen, syd for Eisenach, overgive sig til Bondeskarerne, Eisenach blev omringet, og Klostret Reinhardsbrunn der i Nærheden blev fuldstændig ødelagt. Paa et Par Dage rejste hele Thüringen sig, – Erfurt faldt den 28de; – og nu drog Thomas Münzers vilde Hære fra Mühlhausen med Mord og Brand ud over det Landskab, som kaldes Eichsfeld og ligger mellem Mühlhausen og Harzen. Andre Skarer spredte sig over Harzen, Goldene Aue og det Mansfeldske. I Løbet af fjorten Dage gik 80 Klostre, en Mængde Ridderborge og Landsbyer op i Flammer i Harzen og Thüringen. En af de værste 353 Bandeførere var Thomas Münzers Hjælper Heinrich Pfeifer, en forløben Munk, som i længere Tid havde været i Mühihausen sammen med denne, havde afsat Byraadet, indført Ejendomsfællesskab og plyndret Præstegaarde. Han var mere handlekraftig og modig end Münzer, men denne var langt den stærkeste i Munden og i Pennen; hans Omkvæd i sine Opraab: »Paa'en! paa'en! paa'en! mens Ilden er hed!« blev Oprørsskarernes Feltraab.

Det saae ud, som om alle de før nævnte Egne skulde gaa under i Oprøret i Løbet af nogle faa Uger.

Thi der var egentlig ingen, der stod Oprørerne imod. En Mængde Riddere og Smaakjøbstæder sluttede sig af Angst og Tvang til dem, og Fyrsterne i disse Lande gjorde foreløbig intet. Grev Albrecht i Mansfeld var kommen i Tvivl om Berettigelsen af sin Magt som Greve og Regent, Kurfyrst Frederik laa dødssyg paa Slottet i Lochau og kunde ikke faa det over sit Hjerte at give Ordre til væbnet Indskriden mod hans egne Undersaatter; han havde jo alle sine Dage været en Fredens og Mildhedens Mand. Han skrev til sin Broder Johann, der skulde være hans Efterfølger og allerede nu under hans Sygdom førte Regjeringen: »De fattige blive paa saa mange Maader trykkede af os verdslige og gejstlige Herrer; vil Gud have det saaledes, saa bliver det vel nok til det, at den simple Mand skal regjere; men er det ikke hans guddommelige Vilje, og er dette Foretagende ikke til hans Ære, saa vil det jo ikke vare ret længe; lad os bede Gud om Tilgivelse for vore Synder og overgive Sagen til ham.« –

Den eneste, der i denne Forvirring vidste, hvad han vilde, og vidste det straks, var Martin Luther.

Nu var det der altsaa, det, han havde ventet: nu skulde han til at staa ene. Fyrsterne havde han altid skaanselsløst sagt Sandheden, men kunde det jo sagtens, mens han havde hele Almuen i Ryggen; men nu maatte han vende sig mod Menigmand – koste hvad det vilde! Paa en Maade forekom det ham besynderligt, at han aldrig udvortes havde staaet ene før, da han dog fra sin tidlige Barndom havde staaet ganske anderledes ene – med sin Sjæls Angst, ene (saasnart hans Fader havde givet ham en Ordre) med sit Ansvar, som han aldrig havde kunnet mildne eller sammenligne med den Maade, hvorpaa andre Drenge tog deres Ansvar. Og den Gang var han jo bange for Gud. For ham 354 selv havde det været en tungere, en mere angstfuld Opgave, da han i sin Tid skulde give Gjederne derhjemme Melboller, end nu, han skulde underkue Bondeoprøret i Tyskland; men udadtil syntes den nuværende Opgave jo mere betydningsfuld. – Eet var vist: han vilde før lade sig partere, end han skulde finde sig i Oprør og Lovløshed og Uorden. Han hadede det med sin Faders og Moders Had fra Barndommen! Disse Oprørere! disse forbryderiske Narre og morderiske Skabhalse! der udraabte, med den rette pøbelfrække Løgnagtighed, at de intet ondt havde i Sinde, imens de slagtede Folk som Fæ i Hundredvis. – Her var Langmodighed Djævelens Væsen og Værk, her var Barmhjertighed kun at slutte Forbund med Morderne! – her var det en Nødvendighed, ja, en Lyst for en ærlig Mand at sætte Livet ind!

Han rejste straks fra Eisleben til de Egne, hvor han hørte, at det gik værst og blodigst til – forat vide Besked af Selvsyn og for, om muligt, at tale Folk til Fornuft. Han kjørte i sin Vogn til Stolberg i Harzen, til Nordhausen lige sønden for Harzen, til Wallhausen nord for Kyffhäuser og til mange andre Steder.

Til Wallhausen ankom han den 1. Maj. Her var, i selve Byen, skeet mindre udvortes Ødelæggelse end de fleste andre Steder; for Beboerne havde lige straks sluttet sig til Oprørerne og var selv blevne Røvere. Det saae forvovent ud hér. Folk lignede slet ikke Bønder, skjønt de dog alle havde været det til iforgaars. Imorgen skulde de ud paa Plyndring, – »paa'en, paa'en, paa'en! mens Ilden er hed!« gik de unge Karle og skraalede paa Landsbyens Gade, – og igaar havde de alle været henne at ødelægge Nonneklostret i Rossla. Det skulde egentlig have været en antipapistisk Nedrivning af Helgenbilleder i Klosterkirken, men da de brændte det hele af, kom denne første Hensigt ikke saa tydeligt frem. Nonnerne var det gaaet alt andet end godt; og fire af dem havde de ligefrem myrdet.

Det harmede Doktor Martin særlig, at alt dette Djævelskab her i Wallhausen – vel sagtens efter Thomas Münzers Anvisning – blev givet et Slags gudeligt Præg.

Efter at Doktor Martins Vogn var bleven fraspændt, og der var bleven spist, skilte han sig en lille Tid fra Folk, inden han skulde prædike i Kirken, – og stod og saae ud over Egnen.

355

Ja – han huskede den godt! – Det var den samme Egn, men fra en lidt anden Side -, som han havde seet ud over paa Turen hjem til Mansfeld – den sidste Tur før han gik i Kloster. Goldene Aue her lige foran ham var ved at blive gul af Blomster som den Gang, og histovre bag de store Enge stod Kyffhäuser tilvejrs, truende og dunkeiblaa i det disede Maj-Solskin. – Hvor havde han været elendig den Gang! – men hvor var dog det, han hér mødte i Dag, tusinde Gange elendigere: en Forvrængning, en Bespottelse af den menneskelige Natur. Her var vist kun eet at gjøre: slaa dem ned, udrydde dem af Jorden!

Inde i Kirken, paa Randen af Prædikestolen, saae han, da han kom der op, at der var lagt Stumper af et ituslaaet Crucifix. Der var ogsaa nogen nede i Kirken, der skjældte ud, da han under Prædikenen pegede paa et andet Billede af Kristus paa Korset, der hang paa Væggen. Alligevel talte han roligt, uden at lade sig forstyrre.

Hvem der var af Kristne her inde i Kirken, sagde han blandt andet, de vidste jo ogsaa, at de var Syndere, og for dem var det nok, at de havde faaet Naaden og Freden i Jesus Kristus; hvad deres Rettigheder her i Verden angik, da vidste de, at disse var Kors og Lidelse og ikke andet. Hvem der var af Ikke-Kristne herinde, vilde han ikke tale til eller med nu; det kunde vente, til de og han igjen var komne udenfor.

Senere samledes han saa med dem i Kroen. Men han sad i lang Tid blot og saae og hørte paa dem. Han havde deres Ansigter som en Mur imod sig; for de, der sad bagved, krøb frem og stak deres Hoveder ind mellem dem i den forreste Række.

Hvor var de Ansigter grimme! tænkte han. Og det var de øjeblikkelige Forhold, der gjorde det. Deres ydre Træk var ikke værre, end Folks her paa Egnen plejede at være. Han kjendte jo de Træk saa godt. Det var jo næsten hans Hjemegn, han var paa. – Og saa blev de Æsler hér ved at raabe til ham om deres kristelige Besværinger. Helgenbilleder og Sjælemesser og andet, de vilde have afskaffet. Nej, det var nemt at see, hvad de Folk fejlede! Og hvad Lægemidler, dér skulde til!

Der var bleven en Pavse, da han saa længe ingen Ting svarede paa deres hidsige Snak. Endelig sagde han: »Naar jeg seer paa alle disse Ansigter her foran mig, saa kommer 356 jeg til at tænke paa et lille spædt Barn, der ligger paa sin Moders Skjød og skraaler af Arrigskab. Ganske fuldt af Streger og Rynker er saadant et lille rasende Ansigt, Øjne er der ingen af og helleringen Næse, det er bare gal, opspærret Mund og saa alle disse utallige Rynker i den røde Hud. – Saadan en lille En havde vor Moder Eva ogsaa liggende paa sit Skjød; og da det var den første, gjorde hun for meget ud af den og troede, det skulde blive hendes Herre og Frelsermand, saa hun lod den skraale og skabe sig, som den vilde, i Stedet for at tugte den, – og nogle Aar efter blev den saa til Kain, der myrdede sin Broder, ligesom I gjør ved jere Brødre. Derfor seer jere Ansigter saa hæslige ud, men ikke fordi der har hængt nogle Helgenbilleder i jeres Kirke. – Hvem der gjør sin Lyst og sin Arrigskab til sin Gud, og bryder Guds Lov, han kan snart blive en Brodermorder og faa nogle grimme Øjne.«

»Vi er ikke spæde Børn!« var der en, der raabte.

»Saa meget værre for jer!« svarede Doktor Martin. »For baade Brøden og Straffen bliver langt større, naar det er voksne Folk, der handler og skaber sig som de arrige Børn. – – Her vil jeg ikke blive længer. Jer er der ingen Ting at gjøre ved. – Vil min Kjøresvend spænde for!«

Det var, som om han havde bundet alle disse Mennesker med sit Blik, for ligesaa snart han tog Øjnene fra dem, blev de som vilde overfor ham: hujede og raabte Skjældsord mod ham, ja, greb fat og ruskede i hans Klæder. – Da han var kommen udenfor Døren og traadte hen til den forspændte Vogn, begyndte de, som ikke stod ganske nær ved, at kaste med Sten. De allerfleste fløj forbi, men en Del ramte dog Vognen og Hestene, et Par Stykker ogsaa Doktor Martin selv. – Lige før han steg op i Vognen, vendte han sig om med Ansigtet mod Mængden og sagde. »Jeg troer egentlig kun I har een Fejl her i Wallhausen, godt Folk! I er noget for lange allesammen. Naar I bliver et Hoved kortere, saa vil det passe bedre. Det skal skee – hvis I ikke forandrer jer meget stærkt i sidste Øjeblik. Det har I mit Ord paa!«

Saa kjørte han bort under Mængdens rasende Raab og Stenkast.

To Dage efter talte han i Weimar med Hertug Johann. Denne var fremdeles i største Tvivlraadighed om, hvad han skulde gjøre. Det var Doktor Martin derimod ikke. Han 357 sagde til Hertugen: »Fordi Eders Naades Broder, Kurfyrsten, ønsker at dø i Fred, derfor har I ikke Lov til at lade uskyldige Kvinder, Børn og Gamle dø i Hundredvis for de oprørske Bønders Økser og Knive eller lade dem omkomme i Flammerne af deres egne Huse. Det er ikke Øvrighedens Sag i disse Dage at fire, lirke og være forsigtig overfor Voldsmænd og Røvere. Lad dem være forsigtige, Øvrigheden skal frisk slaa til med Sværdet. Derfor har Gud givet den et Sværd og ikke en Rævesvands i Haanden. I maa nu samle over Hals og Hoved, hvad Krigsfolk I kan skaffe til Veje, og kalde de andre Fyrster til Hjælp. Saa skal I tilbyde Bønderne Fred paa rimelige Vilkaar, skjønt de ikke mere har fortjent det, – og siger de dertil Nej, da ikke tøve et Øjeblik længere! – thi de tøver ikke med at myrde og brænde, – da dræb og knus, hug og stik, slaa dem ned som gale Hunde – for de teer sig ikke anderledes. Det er den eneste rette Barmhjertighed: nemlig mod de Uskyldige – og ikke mod Forbryderne, som nogle tilraader. – Det er vel troligt, at I ikke sejrer, – thi Gud vil kanskee straffe Tyskland for dets Vantro med denne Svøbe, – men saa døer I salig, fordi I har efterkommet Guds Vilje, saa langt I rakte. – Og frygter I – for jer vankelmodige Samvittigheds Skyld, saa lad det Blod, som nu skal flyde, komme over mit Hoved. Jeg skal vide at bære det.«

Fra dette Øjeblik var Hertug Johanns Vaklen til Ende. To Dage efter døde hans Broder, og han selv blev regjerende Kurfyrste af Sachsen. Men da stod han allerede i Spidsen for en anseelig, væbnet Styrke.

Dagen efter at Doktor Martin havde sin Samtale i Weimar med Hertug Johann, skrev han et Brev til Grev Albrechts Raadsherre, Doktor Johann Rühel i Mansfeld, hvori han bad ham endelig ikke hjælpe til at »gjøre Greven blød i denne Sag«. »Thi Greven bærer ikke Sværdet forgjæves,« skrev han. »Hans Grevestand er ham beskikket og befalet af Gud, derfor skal han bruge Sværdet til Straf mod de Onde, saa længe han kan røre en Finger, om ogsaa Djævelen bliver nok saa rasende derover.«

Dette Brev blev Aarsagen til den allerførste ydre Vending i Sagernes Gang i disse nordlige Egne. Samme Dag, han havde læst det, den 5. Maj, gik Grev Albrecht med noget Rytteri og Fodfolk imod en Bande af oprørske Bønder ved Landsbyen Osterhausen og jog dem fra hinanden. Det var 358 vel kun en lille Begivenhed, men fik dog stor Betydning, da den voldte, at Bondehæren opsatte sin samlede Fremrykning nogle Dage, hvorved Fyrsternes Hærafdelinger fik Tid til at forene sig.

Samme 5. Maj, som denne første Kamp fandt Sted, døde den gamle Kurfyrst Frederik paa sit Slot i Lochau – henimod Aften. Der var bleven sendt Bud efter Doktor Martin, og Kurfyrsten omtalte ham i Dagens Løb venligt og med Taknemmelighed. Da det blev usandsynligt, efterhaanden som Tiden gik, at han skulde kunne naa at komme før Kurfyrstens Død, sagde denne: »jeg har altid undgaaet at tale personligt med den Mand, skjønt det var vel nok forkert. Men nu var jeg engang Kurfyrsten, og det var mig – ligesom jeg blev afsat blot ved, at han var tilstede . . . Nu kunde det dog maaskee nok have gaaet, da jeg er en Dødens Mand.«

Da de gav ham den hellige Nadver, og vilde have gjort det paa katholsk Vis, saaledes som han altid havde nydt den, – strakte han pludselig sin rystende Haand ud imod Kalken, og Præsten førte den saa til hans Mund. Han blev da den første tyske Fyrste, som paany beredte sig til Døden paa gammel, kristelig Vis. Den katholske Døds-Salving vilde han ikke modtage: Han havde føjet sig saa meget efter andre, mens han levede, for ikke at volde Splittelse, og det var vel nok Svaghed, sagde han. Nu da han skulde dø, maatte han have Lov at følge sin Samvittighed i alle Stykker.

Hele sit Tjenerskab havde han ladet kalde ind i Sygegemakket; de var der lige ned til Drengene, der bar Vand og Brænde til Køkkenet. Der kunde under disse Forhold ikke godt overholdes noget Ceremoniel, thi de græd ganske uceremonielt allesammen. – Da han havde nydt Nadveren, sagde han: »Kjæreste Børn! jeg beder jer for Guds Skyld, hvis jeg har fortørnet nogen af jer enten med Ord eller Gjærning, at I da for Guds Skyld vil tilgive mig det, og ogsaa for Guds Skyld vil bede andre Mennesker, at de for Guds Skyld vil tilgive mig, – ja, for vi Fyrster volder fattige Mennesker meget Besvær og andet, som ikke duer.«

Mellem 5 og 6 om Aftenen sov han saa stille hen, saaat ingen vidste bestemt, naar det skete, men alle blev 359 desmere bevægede, da de saa opdagede, at det var forbi. Der skulde egentlig have været holdt en lille Tale nu, men der var ingen – hellerikke af Præsterne, der kunde komme af Sted med at sige noget. Der var kun Livlægen, som ytrede: »Han var et Fredens Barn, derfor er han gaaet bort i Fred.«

I de Egne, hvor Doktor Martin nylig havde rejst, og hvor Oprørerne fremdeles rasede med Ild og Sværd, blev Thomas Münzer og hans Fælle Pfeifer mere og mere de eneste Ledere og Førere. Münzer havde i de sidste Maaneder før Oprørets Udbrud, faaet dannet en Mængde hemmelige Foreninger og Sammensværgelser i hine Egne, og alle, som hørte dertil, vedblev nu at betragte ham som deres Høvding. – Pfeifers Magt beroede mest paa hans Voldsomhed og Handlekraft; ogsaa han mente dog at maatte beraabe sig paa Syner og Drømme: han havde en Nat, i Søvne, befundet sig i en Lade, der var aldeles vrimlende fuld af Mus og Rotter, men han havde med sine Næver dræbt dem alle. Dette ansaae og udgav han for et Varsel om det Held, der skulde ledsage ham i Kampen mod de Ugudelige.

Han var dog hjemme i Mühlhausen – forat opretholde sit og Münzers Herredømme i denne Stad – da hele Bondehæren henimod Midten af Maj Maaned samlede sig omkring Frankenhausen ved Kyffhäuser forat møde Fyrsternes Tropper. Man havde lejret sig noget ovenfor Byen i en Vognborg, i et Antal af omtrent 8000. Imod denne Styrke rykkede nu det Rytteri og Fodfolk frem, som Landgrev Philip af Hessen, Hertug Heinrich af Brunsvig, Hertug Georg af Sachseh og Greverne af Mansfeld havde faaet samlet. Fyrsternes Hær var ikke saa stor som Bondehæren, men den var jo langt overlegen i Vaabenduelighed. Fyrsterne indledte Fredsforhandlinger – som Doktor Luther havde befalet dem det – men de afbrødes efter et Par Dages Forløb af Thomas Münzer, som den 12. Maj ankom til Bondelejren med en ny Skare fra Mühlhausen. Han skrev straks et Brev til den ivrigste af Fredsforhandlerne, Grev Albrecht af Mansfeld – i sin sædvanlige Stil: Grev Albrecht, med det martiniske Bondemøg og den lutheriske Grød, han havde i sin Hjærne, forstod ikke de 360 guddommelige Spaadomme rettelig, men misforstod paa det ynkeligste Paulus til Fordel for den skjændige Øvrighed. Han underskrev sig i Brevet: Münzer med Gideons Sværd.

Den 15. Maj ved Middagstid begyndte saa Fyrsterne Slaget. –

Der sad en ung Mand udenfor Bøndernes Vognborg og saae ned ad den sydlige Skraaning af det Højdedrag, hvor de havde taget Opstilling. Dernede ved Frankenhausen kunde han tydelig see den fyrstelige Hær, hvor man havde travlt med at føre Feltskytset op ad Bakkesiden, mens Rytteriet og Fodfolket holdt sig noget tilbage. Det var vel saa sagtens Meningen, tænkte han, at man vilde bombardere Vognborgen, inden man rykkede frem til Storm.

Den unge Mand var Tilio. Han vilde godt have været med i Slaget; men Heinrich Pfeifer havde sendt ham Bud fra Mühlhausen, om han vilde møde hos ham inden Solnedgang, og da der var fem Mil at gaa, kunde han ikke vente stort længere nu.

Han var ikke mere fjærnet fra Vognborgen, end at han tydelig kunde høre Lyden af de mange Stemmer derinde; havde kun en enkelt talt højt, vilde han ogsaa kunne have hørt, hvad han sagde.

Naa, nu rørte de Trommerne inde i Vognborgen, – det skulde vel være Tegn paa, at de var beredt til Kampen, – og nu sang de: veni Sancte Spiritus! – – Ja, mon de var beredte? tænkte Tilio. Münzer var da vist ligesaa lidt Krigsmand som han selv. Ham havde Tilio ikke megen Tro til. Nej, Heinrich Pfeifer var da en anderledes Karl!

Nu var der een, der talte. Han var synlig over Hovederne paa de andre mod den lyse Majhimmel, hvor lette Regnskyer trak hen. Han stod i en lang, flagrende Kaabe, – det var saamænd Münzer selv! Efterhaanden kunde Tilio faa fat i enkelte Sætninger, som han raabte særlig højt: »Frygter ikke de Ugudeliges Kugler og Bøssesten, frygter ikke .... Jeg skal fange alle deres Kugler, som var det Suppe-Boller, her i min Kaabes Ærmer .... See, Regnbuen hist .... Sejr .... thi ogsaa vi har Regnbuen i vort Banner!« –

Tilio rejste sig og løb ned ad Bjærgsiden. Han maatte af Sted, om han vilde naa Mühlhausen i rette Tid. – Nogle Minutter efter hørte han, mens han gik ad Vejen til Rottleben, Drønet af Fyrsternes Kanoner.

361

Det var første Gang, han hørte den Lyd. Hvor vilde den i dette Øjeblik have betaget ham, hvis han i det hele havde gidet høre paa Verden. Men det var altsammen bleven ham saa underlig mat og livløst, siden den Dag, den 30. April, i Siemerode, da han selv var bleven Morder. – Der var sletingen Ting at stille op mod det mere; han havde længe nok prøvet paa at lade det være saadan – ligesom en Pølse i Slagtetiden, noget, der løb med, hvor saa meget gik i Vadsken; men det havde sat sig fast; det var ham, der havde gjort denne bestemte Gjæraing, og saa kom alt det andet for Resten sletikke ham ved.

Ja – han havde jo været paa Plyndringstog i de Dage med en af Heinrich Pfeifers Bander, og der var vist næsten ingen bleven dræbt den Eftermiddag, for Folk de gav sig ligestraks, saasnart man viste dem Kniven, alt fra sig, hvad de havde. Men der var saa en gammel Mand – vist en gammel gjerrig Hund – for han satte sig pludselig til Modværge, og inden Tilio næsten vidste et Ord af det, havde han slaaet Manden ned, saa han laa der over Bænken saa død som en Sten. Det kunde maaskee siges, at Tilio havde gjort det for at værge sig lige i Øjeblikket, men hvad kunde dét hjælpe, naar man saadan skulde tænke over det, for han havde jo ikke haft Lov hverken til at plyndre eller angribe Manden. Nej, han var en Morder, den Plet kunde han ikke faa visket bort, og den voldte, at han ikke ret kunde see Solen mere.

Den sidste Mil til Mühlhausen løb han for ikke at komme for seent. Men skjønt han svedte og dampede og var helt i Kog af Anstrængelse, sad dog den Tanke om Mordet i hans Hjærne ligesaa klar og bestemt og nagede, som om han kunde have ligget vaagen og søvnløs i sin Seng.

Han begav sig straks ind i det Hus, hvor Heinrich Pfeifer havde opslaaet sin Bopæl – en af de tidligere Raadsherrers store og smukke Bolig – men som nu var baade forsømt og forfalden. Han traf Pfeifer i hans Arbejdsværelse ved et Bord, der laa fuldt af Papirer og Dokumenter. Pfeifer syntes dog ikke at bestille noget for Øjeblikket, han sad med en stor Kande Vin foran sig.

Hvad Pfeifer havde at befale?

Ja – kort at fortælle – han var ikke længere sikker paa at kunne have Jomfru Anna von Gehofen i Sikkerhed her i Huset, hvor han havde forvaret hende. Han kunde ikke 362 være hjemme ret meget af Dagen længere, og han var vis paa, at der gik Slægtninge af hende her i Byen, som søgte at befri hende. Derfor maatte han nu sætte Tilio til at vogte hende, indtil han – Pfeifer – om et Par Dage kunde fejre sit Bryllup med hende – enten hun nu sagde Ja dertil eller ej. Han havde givet hende en Betænkningstid.

Naa, Slaget ved Frankenhausen var begyndt.

Ja.

Men Tilio vidste altsaa ikke noget om, hvordan Udsigterne stod. Ja, saa kunde han nu gaa i sin Seng. Han var vel træt efter den Marsj!

I Løbet af de nærmest følgende Dage blev Tilio meget forelsket i den unge, fattige Adelsjomfru, som Pfeifer havde slæbt med til Mühlhausen fra et Røvertog i Eichsfeld. Tilio var maaskee bleven det alligevel; men som han havde det nu, søgte han tillige at glæmme sit Samvittighedsnag – ved at see paa Anna von Gehofens bedrøvede, dejlige Øjne og tale med hende.

Pfeifer saae han i disse Dage intet til; det var nok Udbedringen af Byens Mure og Forskansninger, der optog ham saa stærkt. Alle vidste jo nu, at Bondehæren havde lidt et frygteligt Nederlag ved Frankenhausen, og at Münzer var fanget.

Løverdag Aften den 20. Maj viste Pfeifer sig igjen i sin Bolig og meddelte Tilio, at i Morgen Aften vilde han holde Bryllup med Jomfru Anna. Tilio maatte passe særlig godt paa, dette sidste Døgn, thi der var meget stor Uro i Byen; man mente, at den om et Par Dage vilde blive omringet af Fyrsternes Hær. – Klokken 10 i Morgen Aften vilde Pfeifer indfinde sig; om han fik nogen Præst med, vidste han ikke. –

De sidste Timer, før Pfeifer skulde komme, sad Tilio inde hos Jomfru Anna paa hendes Kammer. Han talte ikke længere om Flugt til hende; hver Gang han havde gjort det de foregaaende Dage, havde hun afviist det og sagt, at det kun vilde føre Ulykken saa meget hurtigere over hende. Han talte hellerikke om sin Elskov, men han aabnede helt sit Hjerte for hende, fortalte om den Samvittighedskval, han gik i, – at han syntes hans Liv var spildt og ødelagt, nu og i al Fremtid. Hun fattede fuld Tillid til ham, – men hvad hun nu betroede ham, var snart sagt: hun vilde dø, før Pfeifer kom, og Tilio skulde hjælpe hende 363 dertil. – Han svarede ikke paa dette, han var for optaget af hende selv, af sin egen Nød, og af Angst for Pfeifers Komme. Selv da hun vedblev at gjentage det, og han svarede ja, – tænkte han endda ikke ret derpaa – det andet havde for megen Magt over ham.

Og saa kom det pludseligt, saa det overraskede dem begge: Larm af en Person, der løb eller tumlede op ad Trappen – brummende en Melodi: Jo, det var Pfeifer – han var vist beruset. – Hans Værelser var her oppe.

Tilio sprang op fra sin Stol og løb hen til Døren forat stænge den; det voldte nogen Vanskelighed, han tog fat med begge Hænder og vendte et Øjeblik Ryggen til Stuen. – Da hørte han et Skrig. – Da han vendte sig, saae han Jomfru Anna synke tilbage i Stolen. Blodet strømmede ned over hendes Dragt fra venstre Side af Brystet. Hendes Hænder, der ogsaa blødte, var gledne ned om Bladet paa en lang Kniv, som stod ind mod hendes Bryst.

»Dræb mig!« Dræb mig! stønnede hun, – og nu først vidste han ret, hvad hun før havde bedt ham om. Men samtidig var det, som al anden Tanke forlod ham: blot gjøre Ende paa det Grufulde dér! – Kniven maatte være trængt dybt ind – – »Dræb mig! Dræb mig!«

Før han var kommen til Besindelse, havde han gjort det – grebet Kniven om Hæftet og stødt til.

Sidst han havde gjort dette – da var han otte Aar – da trampede han en lille Fugl ihjel, der havde brækket Vingen – –

Hør! – nu løb Pfeifer ned igjen ad Trappen derude!

Tilio tænkte endnu ikke, at saa var det maaskee unødvendigt, dette; der kom blot en ubestemt Følelse af noget Forgjæves ind i hans Bevidsthed, – – men denne Følelse var dog saa stærk, at den næsten virkede bedøvende.

Dér laa Jomfru Anna von Gehofen og var ganske stille og død. Men hvad saa? – Det kunde han ikke – han kunde ingen Slutninger drage deraf.

Han sad en Time og stirrede paa hende – – jo, hun var død! Saa gik han, uden at vide hvorhen, ud af Værelset, ned ad Trappen. Han mærkede ikke et eneste Menneske i Huset. Paa Gaden syntes han helleringen der var. Indtil han kom om i Hovedgaden. Dér spurgte han een: »Hvor er Pfeifer henne?«

Han syntes selv, at det var meningsløst spurgt.

364

Men den anden svarede godt nok og meget interesseret: »Han er flygtet I dette Øjeblik ud af Staden – med 400 andre. De turde ikke andet. Fyrsternes Sendebud er udenfor Porten!«

Tilio gik som i Drømme. Han vilde jo ogsaa ud af Staden? Han gik til Sønderporten og blev lukket ud. Det forstod han ikke. Det var jo forbudt at aabne Porten uden Pfeifers Tilladelse.

Der gik nogle Dage, uden at han egentlig vidste, hvad det var, det hele.

Da han saa endelig forstod det, fortrød han, at han havde søgt at komme til Klarhed derover. For paa den Maade kunde han da ikke leve. Det var jo meget værre end at dø. – Men i Stedet for at dræbe sig, undrede han sig over, at han ikke gjorde det – gjorde ligesom Jomfru Anna von Gehofen.

Han havde en Del Penge i Lommen fra den Tid, han havde været paa Plyndring med de andre. Saa Sult led han ikke.

Efter et Par Ugers Forløb kom han til en Landsby, der kaldtes Schalkau, ved Coburg. Der blev han Staldkarl i Kroen. Senere drog han til en By i Nærheden, som hed Sonneberg. Der blev han Skriver hos en Kjøbmand – – –

Doktor Martin kom hjem fra sin Rejse i de oprørske Egne Dagen efter, at den gamle Kurfyrste var død. – Da Livlægens Ord om, at Kurfyrsten var et Fredens Barn og derfor var død i Fred, blev ham meddelt, sagde han: »ja, det er sandt, – og det var skjønt nok, om man saadan kunde nøjes med at leve den ene Halvpart af Livet, saa slap man for at faa sine Fingre saa snavsede og saa blodige. Men det blev en gal Verden, der kom ud af det; saa kan det vel hellerikke være helt rigtigt, at leve paa den Maade, især naar man som Kurfyrsten var sat til at styre det hele.«

Endnu samme Dag gav Doktor Martin sig til at skrive Bogen: »Imod de morderiske og røveriske Bondeskarer« – hvor han omtrent gjentog, hvad han allerede i Weimar havde sagt til Hertug Johann. – Senere, saasnart Münzer og Bondehæren havde lidt Nederlaget ved Frankenhausen, skrev han et nyt Skrift, hvori han formanede Fyrsterne, 365 nu, da de havde sejret, til at fare lempeligt frem, – en Opfordring, som ogsaa blev fulgt af de Fyrster, hos hvem Doktor Martin gjaldt noget: Hertug (nu Kurfyrst) Johann, Landgrev Philip af Hessen og Greven af Mansfeld. De andre Herrer forfulgte derimod deres Sejre paa det grusomste, – man sagde, at 100,000 Bønder over hele Tyskland under og efter Kampene mistede Livet i disse Uger.

Og Doktor Martin fik tilfulde at føle, at han for sit eget Vedkommende havde spaaet rigtigt: Fyrsterne – med enkelte Undtagelser – var og blev hans uforsonlige Modstandere, og nu fik han Menigmands rasende Had at fornemme; ogsaa mangfoldige af hans kristelige Venner og Beundrere forlod ham. Bladmanden, var der mange, der nu kaldte ham, – som han selv havde forudsagt det. –

Han undgik i flere Uger efter sin Hjemkomst at see Katharina von Bora. Han vilde ikke forstyrre hende i at faa det rette og fulde Indtryk af, hvor helt forandret hans Stilling var bleven. At han ikke længere var den berømte og forgudede Doktor Martin Luther, men derimod en ensom og meget forhadt Mand.

Den 13. Juni om Eftermiddagen traf han hende imidlertid uforvarende i Lucas Cranachs Hus, hvor hun sommetider opholdt sig og hjalp til, – straks i Forværelset, da han traadte ind fra Gaden. Og skjønt han egentlig vilde have biet noget længere, kom det alligevel saadan, at han spurgte hende, hvordan hendes Sind nu stod. Han tænkte ogsaa, at nu var han vel saa langt nede i Folks Omdømme for Bondekrigens Skyld, som han i det hele vilde komme, og hun maatte jo ogsaa nok kjende det tilstrækkeligt. – Hun svarede straks Ja, at hun var villig til at blive hans. – Saa tog han hende ved Haanden og gik ind i Stuen, hvor Folkene sad: Mester Lucas og hans Frue og flere andre. Og nu var Doktor Martin bleven lystig, som det undertiden kuride komme over ham: »Her seer I det nye Brudepar!« sagde han, som han stod med hende ved Haanden, »Munken og Nonnen! Det er, som det skal være! Nu veed Folk da, hvorfra Antikristen skal komme! – Mester og Mesterinde Lucas! I er hermed buden at være Vidner til vort Bilager!«

»Hvornaar skal det være?« raabte Mester Lucas leende.

»I Aften!« sagde Doktor Martin.

Da blev der en stor Forundring.

366

»Jo, i Aften!« raabte Doktor Martin. »Gud skal man takke, naar han hilser En. Hans Velgjærninger skal man gribe, før de gaar En forbi, – og betænke, hvor mægtig Djævelen er, den Ægtestandens Fjende, og at man hellerikke har sit eget Hjerte i sin Magt til enhver Tid. – Og saa slipper man for de vise Smaafolks Indvendinger og Forargelse –«

»Hvem, hvem da?«

»Professor Schurf og Magister Philip og nogle andre gode Venner.«

Man blev efterhaanden klar over, at det virkelig var Doktor Martins Alvor. Den eneste Hindring, han vilde ændse, var den, om man ikke skulde kunne faa fat paa de Ægteskabsvidner i Dag, som han ønskede.

Der gik da straks Bud til Præsten ved Sognekirken, Bugenhagen, og Provsten ved Slotskirken, Justus Jonas – de to fornemste Gejstlige i Wittenberg og Doktor Martins bedste Venner, desuden til Doktor Apel, Professor i Kirkeretten ved Universitetet. – En Time efter vidste man, at de kunde og vilde komme.

Den Aften stod saa Doktor Martin Luthers og Jomfru Katharina von Boras Bryllup.

Det gik for sig i hans Celle i det sorte Kloster. Pater Brisger var ikke hjemme, saa det lille Selskab var ganske ene i det store, øde Hus.

Bugenhagen forrettede Vielsen: »Martin, vil Du have Katharina til Din Ægtefælle?« – »Katharina, vil Du have Martin til Din Ægtefælle?« – Og efter deres Ja, holdt han Bøn over dem, som Skik og Brug var.

Dertil kom den i de Tider brugelige Ceremoni, Bilageret: at Brud og Brudgom satte sig paaklædte paa Brudesengen ved hinandens Side i Selskabets Paasyn. Dette skete i en anden Munkecelle ved Siden af Doktor Martins.

Derefter sad man saa og snakkede i Doktor Martins Celle. Der var ingen anden Beværtning end Malvasier-Vin, som Mester Lucas havde ladet bringe herhen fra sin Kjælder. Sagen var den, at Wolf ikke var hjemme i Aften. Han havde jo saa mange vigtige Ærinder.

Man havde ikke nogen Belysning, men Dagen var jo lang – snart Aarets længste – og Aftensolen skinnede paa Elben og Højvandet over Engene som paa et stort, blankt Spejl. Det var her ret udfor Cellevinduet. Nede i Klosterhaven sang Nattergalen.

367

Doktor Martin var i sit bedste Lune og drillede Fru Käthe – som han nu kaldte hende – med, at hun var stolt, det havde han altid ment, hun var noget stolt. Om hun nu kunde blive ved at finde sig i, at han havde mistet al sin Anseelse og Berømmelse?

Hun blev tilsidst noget ærgerlig eller bedrøvet derover og sagde: at det havde han spurgt hende om allerede een Gang i Dag, da hun endnu kunde sige Nej. Men da havde hun sagt Ja. »Men er I nu ikke selv ved at være noget modfalden derover, Hr. Doktor?« tilføjede hun. »Og har I sletingen Anfægtelser af at have skrevet saa haardt imod Oprørerne?«

»Nej, det har jeg ingen Anfægtelser af?« sagde han heftigt. »Skjønt Gud skal vide, jeg har kjendt Anfægtelser nok i mine Dage. Fyrsternes Grusomhed nu bagefter har jeg intet Ansvar for. Jeg har skrevet haardt nok derimod. Jeg har ingen Lod og Del med det Djævelspak! – Men havde jeg ene Mand ikke rejst mig imod Oprøret og befalet dem, de fejge Hunde, at gaa imod det, saa havde Tusender af uskyldige Børn og Kvinder liidt Mishandling og Død, og saa havde Tyskland sletikke været mere! – Jeg hader Oprør, ja, det gjør jeg! Jeg hader Uorden og Lovløshed! Det har jeg fra mine Forældre. Og naar gamle Hans og Grethes og Guds klare Ord stemmer sammen, da faar jeg ingen Anfægtelser og kjender ingen Vaklen. – Og jeg troer endda ikke, jeg hader det mest, fordi Oprør er en Syndflod af Vold og Blodsudgydelse og Uret – men endnu mere, fordi Oprørere er vantrevne Narre, utilfredse Vanskabninger, Fugleskræmsler, der vil flyve, fordi de ikke duer til at gaa. Tusinde Gange hellere vilde jeg ærlig og redelig dø af Sult, end jeg vilde presse mig ind paa en Plads, tvinge mig op i en Række, hvor jeg ikke duede og var hjemme, blev til en Nar, en vildfarende Tumling, – en Schöppenstädter, – som min Moder vilde sige. I har ikke seet en Oprører for jer Øjne, Fru Käthe. Men jeg har seet Hundreder af dem i Ansigtet paa to Skridts Afstand. Veed I, hvad de ligner, Fru Käthe?« – han brast i en kort Latter. – »Ja, de ligner nu for det første Djævle af Ondskab – men tillige Fisk, der er kommen paa Landjorden, de gisper af forbavset Taabelighed. – Landet var falden i Morderes og Bindegales Hænder, om ikke det Oprør var bleven dæmpet i Tide. – Nej, det angrer mig ikke. Lad det Blod, som dér maatte 368 flyde – men hellerikke mere – komme over mit Hoved, saa staar jeg ikke barhovedet paa Dommens Dag – –«

»Hør, hvor Nattergalen synger derude!« sagde Mester Lucas Cranach.

»Men det er meget værre, hvad jeg nu har indseet: at Guds Ord kan ikke faa Lov at gaa sin Gang blandt Folk i Frihed. De forvandler det hele kun til Galenskab og Lovløshed og voldeligt Tyranni. Øvrigheden kommer til at blande sig deri.«

»Mener I ogsaa det, Hr. Doktor?« sagde Bugenhagen.

»Uden Orden er Folk ikke Mennesker, endsige kristne Mennesker. Uden Orden laver de alting om, enten til Løjer og Langkaal – som mest er Tilfældet – eller ogsaa til Ondskab og Oprør. Det saae vi for et Par Aar siden her i Wittenberg, og nu i hele Tyskland. Jeg veed vel, at Troen kan aldrig blive til andet end en fri Sag. Men de, som vil have deres Tro i Frihed og tillige aabenlyst, de maa saa lide for det, om ikke andet kan være, og vandre til et fremmed Land, – som Kristus siger: naar de forfølger eder i een Stad, da flyer til en anden. Men i Landet maa der være Orden og Lydighed; saa kommer der dog Mennesker ud af det og ikke Narre; men de sande Kristne bliver mest Flygtninge paa Jorden. Det er nok ogsaa i alle Maader den rimeligste Orden, som Verden den er.«

»Da bliver det haardt at være et kristent Menneske,« sagde Bugenhagen.

»Det er hellerikke Vorherres Mening, at vi skal have Gilde hver Dag. – Nej, Verden er streng, – og var den ikke streng, saa gik det først galt, saa raadnede vi alle op.« –

Der blev Tavshed en Stund. Man maatte undres over, at Natten derfor sletikke blev lydløs. Nattergalen slog saa højt og saa nær, som om den sad i Vindueskarmen.

»Men Trods al Verdens Strenghed,« sagde Lucas Cranach, »saa har dog Gud givet den fattige Fugl histude at synge saa skjønt, som om den var i Paradis. – Lad os nu sige Farvel og gaa. Det er Synd at forstyrre dens Sang.«

369

IX

l Sommeren 1527 havde Doktor Martin et meget stærkt Anfald af den Angst, som han fra tidligere Aar kjendte saa godt. Det kom ham overraskende, at denne Angst atter helt kunde tage Magten fra ham, thi siden Rejsen til Worms havde han Gang paa Gang oplevet, at Angsten havde nærmet sig og truet, men saa havde han hver Gang kunnet standse Anfaldet ved at søge ind til Gud: Guds Samfund og Visheden om Naaden ved Jesus Kristus havde altid i disse Aar kunnet drive Angsten tilbage, – saa han blot fornam, hvad den kunde have blevet til. – Men i denne Sommer væltede Anfaldet i et Nu alle Skranker og Bomme og kastede ham, som han selv sagde, saaledes omkring i Død og Helvede, at alle hans Lemmer skjalv. Det begyndte om Sommeren, men kom flere Gange igjen i det følgende Halvaar.

Han lod Bugenhagen, sin Ven og Sjælesørger, kalde, hver Gang Anfaldene var der. Han tog da Doktor Martin til Alters, og sagde – efter den Syges Opfordring – Credo og Paternoster for ham. »Dér har jeg Guds Ord til mig selv i min Daab,« sagde Doktor Martin flere Gange, »det er dog dem, som baade udfrier og holder bedst, – saavelsom Nadveren.

Samtidig med de forfærdelige Lidelser, som disse Anfald voldte, var det ham forunderligt at føle igjen den gamle Salighed, som hver Gang fulgte derpaa, og som han altsaa ogsaa kjendte fra før. Jo – for naar Gud efter en saadan frygtelig Dyst atter mærkedes inde hos ham i hans Hjerte med sin Fred, – ja, det var, som hans Hjerte blev til en Sol eller til et skinnende Slot, – det lyste langt ud derfra over Verden og til Himmelens yderste Grænser, Jord og Himmel blev eet Land i dette Solskin, – hvor Gud boede.

370

- Men denne Følelse: at det hele var eet, Jord og Himmel eet Land, Guds Bolig, paa begge Sider af den Smule Grænse, som Døden dannede, – den kom han til at savne saa stærkt, da Anfaldene endelig mod Slutningen af Aaret var ovre. Hans Samliv med Gud det blev nu – han vidste ikke rigtig, om han skulde sige: igjen – ligesom Livet i en Stue, skilt ved Vægge fra – ja, baade fra Verden og fra Himlen. Ikke saadan, at han frygtede, han ikke skulde komme i Himmerig efter Døden – aa nej – men det var dette med, at Jord og Himmel gik i eet, fordi Guds-Solen i hans Hjerte beskinnede det hele paa een Gang, – det savnede han, – det var holdt op sammen med de smertefulde Anfald af Angst. – Der var en Erindring fra hans Barndom, som saa tit randt ham i Tanker i denne Tid efter Anfaldet, og som blev ham et Slags Billede paa det hele: det var en Gang, en Sommer, at to Svale-Par havde bygget deres Reder inde under Loftet i deres Stue i Mansfeld, – og det var nok især een Dag, en varm Sommerdag, han mindedes, at alle Døre og Vinduer stod aabne i Huset, og der var en Flyven af dehér Svaler ud og ind, – det var, ligesom Stuen eller Hjemmet gik i eet med hele den store Sommerdag udenfor – – Ja, saadan var det, det skulde være i hans Hjerte: at Evighedens Fugle fløj ud og ind, og hans Hjertekammer skulde være eet med den grænseløse, evige Sommer, hvor Gud boede baade ude og inde paa een Gang. – Men saadan var det ikke nu. Inde i hans Hjerte dér var det godt nok: der var Gud og Freden, – – men naar han saa gik ud i Verden, kunde han kun tage Erindringen derom med sig ud, eller et Spejlbillede deraf, men ikke Livet selv.

Han drillede sommetider Fru Käthe: at hun gjorde det altfor lunt og godt for ham derhjemme, saa han duede ikke til at komme udenfor deres Hjem, det sorte Kloster, mere. Hjertet af ham blev alligevel altid i Stuerne. – Men han tænkte ogsaa paa, om det maaskee var Alderen, der kunde volde saadant noget. Han var jo i 1527 kun 44 Aar, men det Liv, han havde levet alle sine Dage, havde slidt meget haardt paa ham; han syntes selv, han var en gammel Mand. Og det kunde godt ligne saadan en haard, tyk Bark paa et gammelt Træ, der havde sat sig om hans Indre og skilt ham baade fra Verden og fra den store Evighed der udenom – saa det ikke kunde blive til eet mere. – Han gik ogsaa og lagde Mærke til, at Folk ikke ret ofte mere kaldte ham Doktor 371 Martin, men derimod Doktor Luther. Det var vel i Virkeligheden, fordi han ikke længer var Munk, og hans nye Bekjendte glæmte efterhaanden, at han havde været det. Men han syntes nu, det blev ligesom to Personer: Dette Doktor Martin eller Broder Martin eller Martin blot – dét var han hjemme, overfor Käthe og Børnene, som efterhaanden kom, og Wolf og Faster Lene og de mange andre, som var i Huset; og det var ogsaa Martin, som Gud havde skjænket sit Samfund og sin Fred i Vorherre Jesus Kristus. Men Doktor Luther – ja, han kunde prædike om Martin, og han havde med den store Verden at gjøre, – men han gik ogsaa i Vejen for Martin, saa denne maatte blive inde i Stuen, og ikke kunde mærke noget rigtigt til, at Jord og Himmel dog i Grunden var eet.

Martin Luther følte godt, at denne Forening af Jord og Himmel for ham kun kunde skee ved en Forandring i Hjertet: ved at dette aabnede sig, saa Guddoms-Lyset derinde fra kunde skinne ud over Tid og Evighed og sammensmelte Jord og Himmel. Han syntes ogsaa, han kunde skjønne, at Sværmerne vilde det samme, men de vilde frembringe Forandringen – som Tilio netop havde kaldt det – ved udvortes Værk. – Men den Forandring i Hjertet, som Martin Luther ønskede sig, den kjendte han kun som en Eftervirkning af Angsten, naar Angsten var slaaet ned af Guds Nærværelse og Naade. Han kunde jo næsten ønske sig Angsten paa den Maade, – men hvordan kom den saa? – Begivenheder i hans Liv udadtil syntes ikke mere at kunne fremkalde den, saaledes som han tidligere havde kjendt det. Der var store Begivenheder nok, ogsaa i de nærmeste Aar efter 1527, som angik baade Evangeliets Sag og ham selv, – der var f. Ex. Rigsdagen i Speier 1529, hvor alt saae meget truende ud. Men det forstyrrede ikke hans Ro, endsige at det skulde have kaldt Afgrunds-Angsten op i ham. Han følte sig mere og mere som den gamle Mand, der skal spærres inde i sit eget Hjertes Celle, spærres inde ganske vist sammen med den almægtige Gud, men dog saaledes, at han mere og mere taber Forbindelsen med Verden og Livet, og i Guds Navn endelig kan dø – – for igjennem Døden at kunne naa dette store Hele, dette Jord-og-Himmel igjen.

Bedst som Martin Luther havde belavet sig paa dette og trøstet sig ved Forvisningen om, at Døden skulde blive ham Indgangen til det evige Liv, – oplevede han her i Verden 372 en salig Stund, uden forudgangen Angst, men med den samme Følelse som efter denne: af Forbindelse med baade det Nære og det Fjærne, af Jord og Himmel i eet.

Det var under Opholdet i Coburg i Foraaret 1530, og det var hans Faders Død, der voldte det.

I Augsburg holdtes – siden April – Rigsdagen, hvor Lutherdommens Skjæbne i Tyskland skulde afgjøres, men hvor Luther ikke kunde være med, da han var i Kirkens Band og i Rigens Akt. Han fulgte da med sin Landsherre, Kurfyrst Johann, til Coburg, den sydligste By indenfor det sachsiske Landomraade, og derfor den, som laa nærmest Augsburg, skjønt godt to Dagsrejser derfra. – Her blev han saa tilbage, da Kurfyrsten med det øvrige Rejseselskab drog videre ad Augsburg til. – Ved Nattetid den 21. April blev han ført op paa den gamle Coburg-Borg eller CoburgFæste, hvor han nu skulde bo de nærmeste Maaneder, mens Rigsdagen varede. Borgen ligger paa en jævnt skraanende Bjærgknude højt oppe over Byen.

Straks, da Martin Luther var staaet op, Morgenen efter sin Ankomst her, havde han stærke Mindelser om Wartburg Tiden, – om et Par Uger var det ni Aar siden, han havde begyndt sit Ophold dér. – Han følte det næsten, som om han var de ni Aar yngre. – Udsigten hér var noget mere aaben end den fra Wartburg; de nærmeste Bjærge laa længere borte, og Egnen var mindre skovgroet. Selve Coburg-Bjærget var næsten nøgent – med Undtagelse af en Lund paa Bjærgsiden, der paa dette Sted var temmelig brat, lige nedenfor »Fyrstebygningen« – den Borg-Længe, hvori han havde faaet Bolig.

Det var ikke blot, fordi denne Lund paa Bjærgsiden laa lige ned for hans Vinduer, at han straks den første Morgen i lang Tid blev ved at staa og betragte den, men ogsaa fordi den var saa vrimlende fuld af Krager og Raager, Alliker og Kaaer, der holdt et evindeligt, luftigt Spektakel i Foraarsblæsten, og maalte Afstandene med deres Flugt – op til hans Vinduer og ned til Bjærgets Fod, og ud i Rummet over imod de nærmeste Bjærge. Det var, ligesom de ved deres Flugt forbandt En baade med det Nære og med det Fjærne, 373 - men det var for koldt til, at man kunde lukke sit Vindue op, skjønt man kunde have Lyst dertil.

Han følte saa meget derved, som han ikke kunde give Udtryk, noget, der mindede ham om disse Svaler i Mansfeld-Hjemmet; – men saa satte han sig ned og gav sig til at beskrive det hele – spøgende – i et Brev til sine bortdragne Rejsefæller. Han sammenlignede Krageforsamlingen dernede med Rigsdagen i Augsburg, hvordan der var en Kommen og Gaaen, en Raaben og en Skrigen, et Slagsmaal imellem de Store og de Smaa. Saaledes fik han sagt mange morsomme Ting, men ikke det, han følte, – det blev ved at leve inde i ham og gjorde ham saa besynderlig ung.

Det var dog ikke mange Dage, at han havde det paa den Maade. I hvert Fald varede det ikke længe, inden der kom andre Ting ovenpaa hos ham. Det var atter denne Følelse af at være indespærret i sit eget Hjerte – selv om det var sammen med Gud; det var dog saa trykkende med denne Mur, der ligesom skilte En fra Verden, – ja, og fra de store, evige Udsigter. Ikke at han tvivlede om sin evige Salighed – eller det var i hvert Fald noget helt andet, naar den Tvivl kunde nærme sig, – nej, men at man ingen rigtig Forbindelse havde med dét udenfor Muren. – – Som nu det dér i Augsburg: han nærede egentlig sletingen Bekymringer for det, skjønt det kunde jo see alvorligt nok ud. Det var, ligesom det ikke kom ham personlig ved; det var Guds Sag, det maatte Han om. Det var ikke som den lille Magister Philip: han var saamænd saa fortagen og bespændt og fortravlet, som om det var ham, der ejede Guds Rige og skulde tage vare paa, at det ikke led nogen Skade paa Rigsdagen i Augsburg. Nej, naar det skulde sætte ham selv – Martin Luther – i Ængstelse, saa maatte det ogsaa dreje sig om ham selv, om dette sølle Hjerte, som befandt sig indenfor Muren, og om dets Skjæbne – baade her og hisset.

- Om det igjen skulde være Alderen, der voldte dette? Om det maaskee var ved at knibe sig sammen om ham og tage Livet af ham ganske stille?

Siden de sidste Dage af Maj havde han ikke faaet Brev fra dem i Augsburg, hverken fra Philippus eller Jonas eller Doktor Pommer (som han gjærne kaldte Bugenhagen) eller Kurfyrsten. Og nu var det den 5. Juni. Det var han alligevel meget kjed af og ogsaa ærgerlig over. Det var, ligesom hans Venner gav ham Ret i hans triste, ensomme Tanker 374 om sig selv og sin Gammelhed. Han fik meget stærkt at føle, at det var ham dog alt andet end ligegyldigt, hvordan det stod til med Menighedens og hans guddommelige Herres Sag.

Noget over Middag den samme Dag kom der et Brev til ham, og der stod uden paa, at det var fra Hans Reinicke i Mansfeld – hans gamle Ven og Skolekammerat fra Barndommen.

Han undrede sig selv over, at han ikke aabnede det straks; men det var maaskee, fordi han – uden at tænke derpaa – dog anede dets Indhold. Hans gamle Fader Hans havde ligget syg det meste af Vinteren og Foraaret, men Martin Luther havde ikke kunnet faa Lov af ham til at komme hen og see til ham, fordi Martin endnu var saa forhadt af Bønderne der paa Egnen siden Oprørets Dage. Hans Fader var bange, at der kunde skee Sønnen Overlast, og havde derfor strængt forbudt ham at komme. – Den Omstændighed, at Brevet var fra Hans Reinicke, voldte, at han kom til at tænke paa sin Fader den Dag, da han fulgte ham om til Peter Reinickes, forat Martin skulde fri til Datteren Magdalene. Hvor havde han været ulykkelig og hans Fader fremmed for ham den Dag – – Aa, at man saadan kunde elske et Menneske! – naar han nu tænkte paa den gamle Mand – –

Saasnart han havde aabnet Brevet og læst de første Linier, sagde han: »Velan! saa er min Fader ogsaa død!« – Saa tog han sin Salmebog og skyndte sig ud af Stuen, ind i sit Sovekammer. Der græd han og bad han, og der oplevede han, hvad ellers kun var bleven ham skjænket efter de haardeste Angst-Lidelser: denne særegne Gudsfred, som ikke var omringet af nogen Mur, men som var aaben ud mod Alverden og mod Evigheden. Han takkede og takkede Gud, at sligt kunde gives et syndigt Menneske, for han følte, at det eneste, som skilte dette fra Saligheden, var, at han ikke kunde dele det fuldtud med andre end Gud. Men det var vel netop for hans Synders Skyld. – Det var som en ny Ungdom – og dog uden alle Trolddomskunster, det var kun Hjertet fyldt af Guds Fred, men ikke lukket om Freden, nej, aabent – aabent –

Han kunde ikke blive træt af at see paa Kragerne og Raagerne her dybt neden for Vinduet, og højt op i Luften foran Vinduet, og langt bort over Dalen, hvor de fløj mod de fjærne Bjærge – –

Hvorfor ikke altid saaledes? tænkte han. Hvorfor kunde 375 det kun skee ved min Faders Død? – eller efter en Rejse til Helvede? – Da jeg ejer Guds Fred – hvorfor skal saa Hjertet lukke sig – skjønt baade Jord og Himmel er Herlighedens Hjem. – Det, som Sværmerne forgjæves søger og omstyrter Verden for at naa, – det naaer da hellerikke den Troende ved Tro alene – der vil mere til, Hjertet skal holde sig aabent, – først skal vel Hjertets Kjærlighed fylde Jord og Himmel, før det vover sig saa vidt. Hernede i Tiden vil det hastigt lukke sig om sin Fred. Det varer vist heller ikke længe denne Gang – –

Det varede dog flere Dage, – vel ikke i samme Styrke, men dog saadan, at Mindet derom næsten blev til Virkeligheden igjen. Og han takkede Gud atter og atter, fordi han saa stærkt og aabenbart havde oplevet, at Sorger og Lidelser for den Troende, naar de var værst, kun kunde føre til en saadan salig Stund, kortvarig vel, men fuld af Forjættelse.

Paa denne Tid kom der en Dag en Mand ind paa Borgen og bad om at faa Doktor Martin i Tale. Vagten vidste ikke, hvem Doktor Martin var, men blev saa underrettet om, at det var Doktor Luther. Den Fremmede syntes vel at være en yngre Mand, men saae baade forgræmmet og forkommen ud.

Det varede noget, før Martin Luther kjendte Tilio, efterat denne var traadt ind i hans Værelse.

»Tag jer et Sæde!« sagde Doktoren.

Det gjorde Tilio, man sad saa en Stund uden at sige noget.

»Jeg troede, jeg kunde tale med jer, Doktor Martin,« ytrede han endelig. »Men det kan jeg nok alligevel ikke.«

»Ikke det. – I talte engang meget om en stor Forandring, I vilde opleve. Har I saa gjort det i Løbet af de fem Aar, siden vi sidst saaes?«

»Ikke til det Bedre, Doktor Martin.«

»Hm. – Jeg har oplevet en Forandring i de samme Aar. Men jeg veed hellerikke, om det er en Forbedring. Før kaldte Folk mig Doktor Martin. Nu siger de Doktor Luther.«

»Jeg har mærket det,« sagde Tilio. »Jeg huskede det blot ikke i Øjeblikket.«

»Ja, mig er det lige godt.«

»Men maa jeg spørge jer, Doktor Luther – – hvad har 376 I vel arbejdet saa stærkt for i saa mange Aar, naar det ikke var for at volde en stor Forandring?«

»Det var i hvert Fald ikke paa en stor Forandring for mig selv, jeg arbejdede. Den havde jeg naaet, før mine Arbejds-Aar begyndte. Men jeg har gjort det Arbejde, som hørte til min Bestilling. Jeg var jo bleven Doktor i den hellige Skrift efter min Foresattes Befaling. – – Men jeg er for Resten kommen til at længes efter en stor Forandring nu paa det sidste, nemlig at dø og opstaa til evigt Liv.«

»Jeg vilde ogsaa gjærne dø,« sagde Tilio meget lavmælt.

»Det tænkte I ikke paa for fem Aar siden. Hvad vilde I saa derved opnaa nu?«

»Ja – – slippe for at leve.«

»Nogen Forandring er der nok alligevel skeet med jer, kan jeg forstaa. Har I saa ogsaa mærket, at det var godt, om man kunde faa sin Skyld forladt?«

»Ja,« sagde Tilio og brast i Graad.

»Har I noget, I vil skrifte for mig, saa siig kun frem. Jeg skal tie.«

Nu fortalte Tilio om Manden i Siemerode og om Jomfru Anna von Gehofen. – Det tog ham lang Tid.

»Det er blevet blodigere, end jeg havde ventet,« sagde Doktor Luther, da Tilios Beretning var til Ende. »Men dog ogsaa mere renfærdigt, end jeg havde turdet haabe, da jeg først lærte jer at kjende som Ven af Ridder Franz von Hohenwaldau.«

»Men hvad skal jeg gjøre for at faa Fred?« stammede Tilio hastigt. »Jeg vil gjøre alt, – jeg vil helst dø. Hvad skal jeg gjøre overfor Gud og Mennesker?«

»I skal bede Gud om Tilgivelse for Jesu Kristi Skyld. – Overfor Mennesker skal I vist intet gjøre.«

»Men jeg skylder jo at tage min Straf som Morder.«

»Hvis I melder jer til Landets Øvrighed her, faar I vist ingen Straf. Den blev alle eftergiven – efter Oprøret – som ikke blev grebne med Vaaben i Haand. Saaledes skete det i Kurfyrstendømmet – og efter mit Raad. – Dér vil jere to Forbrydelser falde ind under. – – Men vær nu i hvert Fald vis paa, at Guds Tilgivelse har I, naar I beder ham derom i hans enbaarne Søns Navn. Saa har I naaet den første store Forandring, saa har I evig Fred, som ikke kan tages fra jer. Nager Samvittigheden jer endda – thi det er slet ikke sagt, at Guds Fred altid befrier for Samvittighedens Bid, 377 ligesaa vist som den aldrig hjælper for Tandpine – saa søg Lægedom derfor som for enhver anden jordisk Lidelse paa det Sted, hvor Hjælpen kan ventes: Saa gaa selv til Øvrigheden – i Stedet for at stole paa mine Ord derom – tilstaa jer Brøde og lad Øvrigheden om Straffen. Hjælper dét saa ikke, men Samvittigheden bliver ved at plage jer endda, saa bær det i Guds Navn som et Kors, der er lagt paa jer. Kors og Lidelse skal vi alle døje, og uden dem saae vi vist aldrig Himlen aaben, mens vi er her i Verden.«

Tilio sagde ingen Ting. Doktor Luther gik hen til Vinduet og stod og saae ud.

»Kan vi nogensinde see Himlen aaben, mens vi er her i Verden!« spurgte endelig Tilio.

»Ja, vi kan. Jeg stod her, hvor jeg nu staar, for nogle faa Dage siden, og saae Himlen aaben. Det var i Anledning af min Faders Død. – Men det er kun sjælden og mest efter udstanden, svær Lidelse. Og det er kun som Glimt – der kommer efter alt det andet. Men det vil Folk begynde med, og de vil have det uden Lidelse, og det skal være det hele. Og saa bliver det hele til ingen Ting. – Det var det, I kaldte den store Forandring – – ak ja, det Ord det har I dog lært mig, det glæmmer jeg ikke. – Nej, min kjære Hans Lindenthai, nu er I vist paa den rette Vej. Nu har I Angst og søger Fred. – Thi Angst er ikke Frygt for at faa en sveden Hale i Helvede. Hvem intet andet kan bide paa, han skal snart finde sig Tryghed. Angst har kun den, der elsker Livet saa højt, saa det kunde blive ham et Himmerig. Han frygter nemlig, at det ikke skulde blive det. – Naar saa Freden er der, saa er alt vundet. – Blot ikke Hjertet lukker sig om sin Fred – –«

Tilio sad der endnu en Stund. Men han kunde mærke, at Doktor Luther ikke tænkte paa ham mere, – det var andet, han var optaget af. Saa sagde Tilio Farvel og gik. –

Det var sine egne Ord til Tilio, som Doktor Luther var falden i Tanker over: Blot ikke Hjertet lukker sig om sin Fred – – – Men det var jo netop det, Hjertet vilde gjøre. Der var vel saa ikke andet for – naar det skulde være – end at Hjertet kom til at lukke sig om saa meget som muligt, saa det blev svulmende fuldt – ikke blot af Fred, men – af Kjærlighed til alle de mange Mennesker, der nu boede i det sorte Kloster, og maaskee til adskillige fler – – om det saa maaskee kunde tvinges op af sit eget Indhold, saa det stod aabent ud mod den store Herlighed, mod Jord og 378 Himmel, som var eet. Saa vilde Freden jo forene Hjertet dermed – – blot Hjertet stod aabent – det vidste han.

Han havde netop skrevet et Brev hjem, men nu kom han saa stærkt til at tænke paa sin lille Søn Hans – eller Hänsichen, som han blev kaldt; – saa satte han sig ned med det samme og skrev til Drengen et Brev, som blev lagt inden i det andet:

»Naade og Fred i Kristus, min kjære lille Søn! Lad mig see, at Du lærer godt og beder flittigt. Gjør det, min lille Søn, og bliv ved dermed; naar jeg kommer hjem, skal jeg nok have en smuk Markedsgave med til Dig.

Jeg kjender en smule, dejlig Have, med mange Børn i, og de har Guldklæder paa, og gaar og samler dejlige Æbler under Træerne, og Pærer og Kirsebær og Blommer, de synger og hopper og er glade, de har ogsaa pæne, smaa Heste med Guld-Tømmer og Sølv-Sadler. Saa spurgte jeg den Mand, som ejede Haven: hvad det var for nogle Børn? Og han sagde: det er de Børn, som gjærne vil bede og lære og er fromme. Saa sagde jeg: Kjære Mand, jeg har ogsaa en Søn, han hedder Hänsichen Luther, maa han ikke ogsaa komme ind i den Have og spise saadan nogle dejlige Æbler og Pærer og ride paa de fine, smaa Heste og lege med Børnene. Saa sagde Manden: Jo, naar han gjærne vil bede og være from, saa skal han ogsaa komme ind i Haven, og Lippus og Jost med, – og naar de kommer her allesammen, saa skal de ogsaa faa Fløjter og Pauker og Luter og alle Slags Spilleværker, og de skal danse og skyde med smaa Flitsbuer.

Og han viste mig en yndig Eng inde i Haven, hvor de kunde danse, og hvor der hang bare Guld-Fløjter og Pauker og fine Sølv-Flitsbuer. Men det var saa tidligt paa Dagen, saa Børnene havde ikke faaet Mad endnu, derfor kunde jeg ikke vente paa at faa Dansen at see, men saa sagde jeg til Manden: Aa, kjære Herre, nu vil jeg straks gaa hen og skrive det altsammen til min lille kjære Søn Hänsichen, forat han kan blive flittig til at bede og lære, og kan blive from, saa han ogsaa kan komme ind i den Have. Men han har en gammel Faster Lene, hende maa han da faa med? Ja, sagde Manden, det maa han, gaa hen og skriv det til ham.

Derfor min lille, kjære Søn Hänsichen, lær og bed nu 379 flittigt, og siig til Lippus og Jost, at de ogsaa skal lære og bede: saa kommer I allesammen ind i Haven. Og saa Gud i Vold! og hils Faster Lene og giv hende et Kys fra mig af.

Anno 1530
Din kjære Fader
Martinus Luther«.
380

X

Alt som Ugerne gik, og Eftervirkningerne i Martin Luthers Sind af hans Faders Død tabte sig, blev han mere og mere længselsfuld efter Hjemmet og efter den Hjertets Aabenhed, som han følte, at dette, endnu mere end før, kunde og skulde give ham.

Efterat Protestanterne den 25. Juni paa Rigsdagen havde offentlig aflagt den store Bekjendelse, som kaldes den augsburgske Konfession, opfordrede Luther sine Meningsfæller til dog nu endelig at rejse hjem. Enighed med Katholikerne kunde der dog ikke være Tale om at opnaa, og man burde ikke spilde Tiden med Forsøg derpaa. Det var nok, naar Protestanterne kunde faa Lov til at leve i Fred, og det mente han der nu var al Udsigt til. Tilmed frygtede han, at navnlig Magister Melanchthon, hvis Forhandlingerne blev fortsat, skulde vise altfor stor Eftergivenhed.

I Begyndelsen af Oktober kom endelig Kurfyrsten og hans Følge tilbage til Coburg, og Doktor Luther fulgte saa med dem hjem til Wittenberg. –

Han var helt usædvanlig lykkelig over sit Hjem i det sorte Kloster, som han og hans talrige Husstand nu var ene om at bebo. Hele Bygningen blev ham skjænket i 1532 af Kurfyrsten. Der var saa fuldt af Mennesker: Børn og Unge, som var sendt dertil for at undervises og opdrages, Ældre baade fra Nær og Fjærn, som stadig kom der og opholdt sig i længere eller kortere Tid forat modtage Raad og Anvisninger med Hensyn til mange Slags Ting – men særlig til Kirke- og Skolespørgsmaal, som jo opstod i Hundredvis nu, da den evangeliske Lære og Ordning bredte sig baade i Tyskland og dets Nabolande, navnlig de nordlige. Der var baade Hollændere, Svenske, Danske, foruden mange Tyske.

381

Især ved Middagsbordet gik Samtalen meget livlig mellem Doktor Luther, hans Gjæster og hans Husfolk. Gjæsterne skrev endogsaa op, hvad Luther ved disse Lejligheder forklarede for dem. Det blev senere til den store Samling Luther-Ord, som er bleven kaldt hans »Bordtaler«.

Der levedes tarveligt i det lutherske Hus, for Pengene var ikke mange. Gjæsteriet kunde man ikke komme af Sted med at tage nogen egentlig Betaling for, thi man havde jo ingen Skik dér at rette sig efter, saa det blev saadan ved Gaver i Ny og Næ. Men det værste var, at Doktor Luther aldrig vilde tage Betaling for sine talrige Skrifter. Det var maaskee noget, han havde fra sin Munketid, da jo Klostret som en Selvfølge tog Udbyttet af sine Munkes Arbejde. Han kunde have været en hovedrig Mand med den Udbredelse, hans Skrifter fik. Nu var det Boghandlerne og Bogtrykkerne, der stak det hele i Lommen. – Hvad der derimod hjalp paa Stillingen var, at Katharina von Bora viste sig som en meget dygtig Husholderske.

Næsten allermest eller allerhelst gav Doktor Luther sig af med Børnene, hans egne, og de fremmede, som kom der i Huset. Den Vinter efter at han var kommen hjem fra Coburg, lavede han en Julesang til dem, som flere Aar senere blev trykt og meget bekjendt.

Der var den Juleskik, at naar alle var samlede i Dagligstuen Juleaften, blev der stillet en Krybbe frem paa Gulvet, hvori det lille Barn Jesus laa. Det var enten en Dukke med Guldkrone paa eller ogsaa det yngste Barn i Huset, hvis der var et lille Barn. Den Jul var det den lille Magdalene Luther, hun var halvandet Aar. – Saa blev Englenes Budskab sunget, og det sluttede med en Opfordring til Børnene om at finde Jesusbarnet i Stalden i Krybben. De søgte saa rundt i Stuen, og naar de havde fundet Barnet, hilste de det Velkommen med deres Sang. Derpaa tog de hinanden i Hænderne, dansede omkring Krybben og sang »Susannine« – det vil sige: Vuggesang – for Barnet: »Lov og Ære være Gud i det Højeste!« – Alt dette havde Doktor Luther taget med i sin Julesang; den lød saaledes:

Først synger Engelen til Børnene (det gjorde han selv):

Fra Himlen højt kommer jeg nu her
med Tidend' ny baade god og kjær,
glad Budskab vi jer føre til,
derom man sige og sjunge vil.

382

Et Barn er fød af Adams Kjøn,
udaf en Jomfru ren og skjøn,
en Davids Søn baade favr og fin,
han vil være Lyst og Glæde Din.

Kristus vor Gud og Herre er fød,
han vil jer fri udaf al Nød,
han vil selv være jer Frelsermand,
og løse jer af Syndens Band.

Han bringer Eder Salighed,
som Gud vor Fader har bered,
at I med os i Himmerig
skulle leve tilsammen evindelig.

Saa giver nu vel Agt derpaa,
at I straks hen til Bethlehem gaa,
der finder I Barnet i Krybben lagt,
som Verden opholder med sin Magt.

Nu svarer Børnene:

Saa lad os gaa saa hjertensglad
med Hyrderne til Davids Stad,
og see den Julegave skjøn,
Guds egen elskelige Søn.

Pas paa og see Dig varligt om!
hvad ligger dér i Krybberum?
Det er ham selv saa favr og fin,
det er den lille Jesus min!

Saa hilser de Jesusbarnet (idet de danser omkring Krybben).

O, vær velkommen, ædle Gjæst!
For Syndres Skyld Du kommen est
i Verdens Jammer ned til mig,
jeg aldrig kan fuldtakke Dig!

O, Herre, al Verdens Skaber god,
hvad est Du kommen med stor Armod,
paa Græs og Hø ligger Du dér ned,
for Okse og Asen i Usselhed.

Var Verden nok saa vid og lang,
Dig var den dog en Vugge trang,
og Dig ej værd, var den end fuld
af Perler, Ædelsten og Guld.

383

Min kjære Herre Jesu Krist!
Gjør Dig en Vugge i mit Bryst,
tag Herberg i mit Hjerte der,
at Dig jeg aldrig glæminer mer!

Da vil jeg være glad og fro,
saa længe Du hos mig vil bo,
saa synger Susannine vi,
den rette, søde Melodi.

Nu staar Børnene stille omkring Krybben og synger denne Vuggevise:

Pris være Gud i Sang og Bøn,
som skjænked os sin egen Søn!
Dér glædes ved alle Engleskar'
og synge os et saligt Nytaar!

Martin Luther tog ivrig Del – efter sit Kald og sin Pligt – i alt, hvad der angik det evangeliske Kirkelivs Fremgang og Ordning. Som oftest maatte han være den, der fattede Afgjørelserne, og det var mange Gange store Sager, det drejede sig om. Efter 1530 var der saaledes alt det, der angik Afsluttelsen af det schmalkaldiske Forbund, Religionsfreden i Nürnberg, Striden med Hertug Georg af Sachsen, Forhandlingerne om det nye, almindelige Concil, med Sydtyskerne, angaaende Landgrev Philips Dobbeltægteskab og meget andet – foruden alle de store, skriftlige Arbejder, han havde for.

Det var saare langt fra, at han tog sig alt dette Offentlige let, og det sled ham jo ogsaa tidligt op; men meget værre vilde det dog have været for ham, hvis han ikke – som før er omtalt – havde kunnet føle og holde alt sligt paa en vis Afstand fra sig. Han kaldte det altid Guds Gjærning, og betragtede det som sit Arbejde paa Herregaarden – i Modsætning til sit Hjemmearbejde paa Husmandsstedet, der kom ham selv langt mere ved og ogsaa tyngede langt mere paa ham. Han sagde ofte, at man aldrig maatte blive hovmodig eller fornærmet eller bekymret, som om man var Ejer af Herregaarden. Man maatte ikke gaa Gud i Bedene.

Med Hjemmearbejdet mente han dels – bogstavelig – hvad der angik Hjemmet, baade Mennesker og Ting, - 384 og dels hvad der havde at gjøre med hans eget Hjerte, hans Sjælefred og Glæde i Gud. Den Forskjel mellem Herregaarden og Husmandshjemmet talte han meget om, og det var ikke alle, der forstod ham.

En Dag – et Par Aar før hans Død – var Bugenhagen, hans gode Ven og Skriftefader, i Besøg hos ham og deltog i Middagsmaaltidet. Der var, som der plejede at være med Gamle og Unge, en fyrretyve Mennesker til Bords. Foruden Bugenhagen var der et Par anseelige Fremmede tilstede: to Raadsherrer fra Nürnberg. – Wolf Sieberger var den, der stod for Opvartningen ved Bordet – skjønt han gjærne kom galt af Sted, naar han selv vilde gribe ind, – men han havde to Piger til Hjælp – og saa Overledelsen.

Da Doktor Luther vilde til at læse Bordbønnen, maatte han vente lidt, for den yngste af Børnene, Margrethe, som den Gang var ti Aar, var bleven noget forsinket. Hun havde siddet ved et lille Bord med Skuffer i, og leget, og vilde saa gjærne have sine Sager puttet ned i Skuffen, inden hun skulde hen og spise, men der var daarlig Plads i Skuffen, saa nu kunde hun ikke i Skyndingen faa den lukket i for dem.

»Kom saa, lille Margrethe!« sagde hendes Fader, »vi kan ikke lade den kjære Herre Gud vente paa Bordbønnen for Din Skyld.«

Hun løb da straks hen og satte sig paa sin Plads, men Sagerne stak jo ud af Skuffen.

Der var Tavshed ved Bordet efter Bordbønnen, for Doktor Luther sad en Stund og spiste uden at sige noget. Saa begyndte Bugenhagen at tale om sit Ansvar som Forkynder og Sognepræst: det var jo den evige Salighed, det drejede sig om, næsten ved alt, hvad en Præst havde med at gjøre. De to Nürnbergere bejaede høfligt og ivrigt dette.

»Ja, det tænker jeg vist alt for lidt paa,« sagde Doktor Luther. »Men det kan ellers ogsaa snart blive til for meget. Alt saadant noget det er Guds Sag, det maa han bære Ansvaret for. Det skrev jeg tit og mange Gange til Magister Philip, da han var paa Rigsdagen i Augsburg, og jeg sad tilbage paa Coburg Fæste. Det er, ligesom En vilde gaa ud under Stjærnehimlen og gjøre sig Bekymringer for, at den skulde falde ned, fordi han ikke kunde faa sat Støtter under den. – Gud i Vold! Gud i Vold! det Ord maa en 385 Prædiker ikke forsømme at brage. – – Nej, jeg er meget mere optaget af mig selv, af mit eget Hjerte; for nu har jeg haft Fred i mange Aar, men jeg har haft alt for lidt Glæde. Og det kan jeg ikke slippe for at mærke, om jeg nok saa gjærne vilde.«

»Hr. Doktor har dog haft stor og ualmindelig Glæde af sin Gjærning her i Verden,« sagde den ene af de nürnbergske Raadsherrer.

»Nej,« sagde Doktor Luther, »den Glæde har Vorherre taget fra mig – imod at jeg saa skulde slippe for Ansvaret og Hovmodet og Bekymringerne og andet sligt. Nej, Glæden den kommer af et aabent Hjerte, men det vil ingen ret forstaa.«

»Men Hr, Doktor er vidt berømt for at have et aabent Hjerte og en aaben Haand,« sagde den nürnbergske Raadsherre.

»Nej, hellerikke dét!« sagde Doktor Luther. »Og om jeg havde det, da blev det jo mest til Glæde for andre. Nej, Glæde kalder jeg det, naar et Hjerte er fyldt med Guds Fred, og saa det tillige staar aabent. Om det staar helt aabent, da er det Salighed. Men det vil immer lukke sig. Det skulde være som et aabent Dueslag, hvor Duerne kommer og gaar og flyver ind og ud i Solskinnet. Men det vil ingen forstaa.«

»Det er et skjønt Syn at tænke sig til, – saaledes som Hr. Doktoren afmaler det,« ytrede Raadsherren.

»Afmale det,« svarede Doktor Luther, »er let nok. Men faa det til at blive, er sværere. Enten maa det skee af sig selv – da kommer det efter Angst og Sorg eller store Omvæltninger i Sjælen. Eller ogsaa maa man vel lukke saa meget ind i sit Hjerte, saa det nødes til at staa aabent – eller dog paa Klem, – ligesom vor lille Margrethes Skuffe histhenne, som hun hellerikke kunde faa lukket om det meget, hun har i den.«

»Men,« sagde Bugenhagen. »Troen er ellers en Hovedartikel hos jer, Hr. Doktor. Hvad Sted vil I nu give den her?«

»Troen er det hele,« sagde Doktor Luther. »Tro indadtil kaldes Fred, Tro udadtil kaldes Haab, og om det hele bliver virkeligt og aabenbart, da er det Kjærlighed. – – – Men see til Hr. Aurifaber!« vedblev Doktor Luther og pegede leende paa en af de mere stadige Bordfæller, »han 386 sidder og glæmmer sin Kalvesteg forat tegne op. – Om jeg engang efter et Middagsmaaltid kom for Skade og – – Jeg mener forvist, han fangede den og skrev den ogsaa ind i sin Bog!«

De nürnbergske Raadsherrer lo overdaadigt og høfligt.

Skjønt Martin Luther ikke blev nogen gammel Mand, følte han sig dog, i sine sidste Aar – som før er nævnt – meget nedtynget af Alder og Sygdom. Og han kunde aldrig slippe for Arbejdet. Især var han nødt til uafbrudt at svare paa Breve og Forespørgsler, som indløb til ham fra hele den evangeliske Verden, tit om meget vigtige og vanskelige Sager. Han udbrød ved Lejlighed: »Jeg er tung og træt og kold, det vil sige: gammel og unyttig. Jeg har fuldendt mit Løb, og der er intet andet tilbage, end at Herren lader mig samles med mine Fædre. – Her sidder jeg gamle, udlevede, lade, trætte, forfrosne og tilmed enøjede Mand og skriver. Jeg haabede dog, at man nu skulde unde mig døde Mand den Ro, som jeg synes jeg har fortjent.«

I de sidste Maaneder af sit Liv paatog han sig et saare besværligt og anstrængende Arbejde: med at faa sine kjære Landsherrer – som han kaldte dem – de to Brødre Albrecht og Gebhardt, Grever af Mansfeld, forligte. Hans Venner i Wittenberg, ogsaa Kurfyrsten, fandt det skammeligt, at den gamle, skrøbelige Mand skulde ulejliges, ofre sin Tid og vove sit Helbred paa Vinterrejser for disse »mansfeldske Svinehandelers« Skyld. Han selv var ogsaa meget utilfreds med de to Brødre: »Som laa dér og kivedes om det usle Mammon, glæmte deres Broderskab for alt det timelige Skidt og Møg.« Men han syntes ikke, han kunde gaa rigtig rolig i sin Grav, før han havde faaet stiftet Fred imellem dem; de havde dog været gode Herrer for hans gamle Fader, saa det var billigt, at han ogsaa tjente dem, saa godt han kunde. Og hans Hjerte hang ved Mansfeld, som det hang ved hans Barndom, – og det gjorde ham meget ondt, at han i mange Aar havde været forhadt af den jævne Befolkning dér paa Grund af hans Optræden mod Bønderne i 1525. – Han svarede Grev Albrecht paa dennes Indbydelse: »Det maa ikke komme an paa en otte 387 Dage, skjønt jeg har meget at bestille; dem vil jeg vove paa det, forat jeg med Glæde kan lægge mig i min Kiste, naar jeg først har seet mine kjære Landsherrer forligte med venlige og samdrægtige Hjerter.«

Han var der først i Oktober 1545, men kom ingen Vej med dem. Saa var han der ved Juletid, men fik hellerikke da Forhandlingerne bragt til Ende, thi Magister Philip, som var med, blev forkjølet i den strænge Kulde og meget syg, saa de maatte forkorte Opholdet. Men Doktor Luther lovede, at han skulde komme igjen i Slutningen af Januar, naar Greverne saa vilde vise sig mere forsonlige.

Løverdagen den 23. Januar, i en klingrende Frost, kjørte han saa af Sted fra Wittenberg. Fru Käthe var overmaade bekymret ved hans Afrejse. »Ja, lad mig nu i Fred med Dine Bekymringer,« sagde han meget venligt til hende, »jeg har jo en bedre Beskytter end Dig og alle Engle; han ligger i Krybben og ved en Jomfrus Bryst, men sidder alligevel ved Gud Fader almægtiges højre Haand.«

Denne Gang havde han ikke Magister Philip med, men derimod sine tre Sønner, Hans, Martin og Poul (den yngste af dem var tretten Aar gammel), som vilde besøge deres Farbroder Jakob i Mansfeld, – – og deres Huslærer Rutfeld.

Da de var naaet til Halle, maatte de blive der i tre Dage hos Præsten Justus Jonas; thi Saale var gaaet over sine Bredder og havde spærret alle Veje fra Byen med Vand og store Isblokke.

Samme Dag, de var ankomne, skrev Doktor Luther til Fra Käthe, paa sin sædvanlige spøgende Maneer:

»Til min kjærlige, kjære Käthe Lutherinde i Wittenberg.

Naade og Fred i Herren. Kjære Käthe! Idag Klokken 8 ankom vi til Halle, men er ikke kjørt videre ad Eisleben til, thi her mødte en stor Gjendøberske os med store Bølger og Isblokke og truede med at gjendøbe os. Og tilbage kan vi hellerikke komme for Mulda-Flodens Skyld. Saa nu har vi her maattet ligge stille i Halle midt imellem Vandene, ikke fordi vi var tørstige efter at drikke det, tværtimod vi har drukket godt Torgauer-Øl og god Rhinskvin i Stedet for; derved har vi vederkvæget og trøstet os, indtil Saale kunde faa udraset. Jeg havde ikke troet, at Saale kunde gjøre saadanne Spring og styrte ind over 388 Landeveje og al Ting. Nu ikke mere denne Gang, andet end I maa bede for os og være fromme. Jeg troer, at havde Du været her, saa havde Du raadet os til at gjøre det samme, og saa havde vi fulgt Dit Raad for en Gangs Skyld. Hermed Gud befalet.

Halle, paa St. Pauls Omvendelses Dag Anno 1546.
Martinus Luther, D.«

En af de sidste Dage i Januar ankom Luther til Eisleben, der ligger kun en god Milsvej fra Mansfeld. Her skulde Forhandlingerne føres, og her fik han Ophold i Byskriveren Johann Albrechts Hus; men Kosten skulde han have sendt fra Grevernes eget Kjøkken. Justus Jonas var fulgt med ham hertil fra Halle.

Doktor Luther var bleven meget syg, lige før de kom til Eisleben. Han havde gaaet et Stykke Vej til Fods for at faa Varme i Kroppen, men da han saa kom paa Vognen igjen, blev han for hurtigt afkjølet og blev straks overfaldet af Udmattelse, Svimmelhed og Aandenød. Ved god Pleje – Gnidning med varme Stykker og andet lignende – kom han dog snart over det, – men hver Dag fra nu af havde han dog et stærkere eller svagere Anfald af Svimmelhed og Aandenød, der tit saae meget livsfarligt ud; – han gik flere Gange til Alters under dette korte Ophold i Eisleben.

Alligevel forhandlede han hver Dag et Par Timer med Greverne og deres Voldgiftsmænd og Mæglere: Fyrst Wolfgang af Anhalt og Grev Heinrich af Schwarzburg. Det vil sige: de to Brødre, Albrecht og Gebhardt, var aldrig hos ham paa samme Tid. De vilde foreløbig ikke see hinanden. – Ikke heller skaanede han sig for at prædike: han prædikede fire Gange i Eisleben i de 2-3 Uger, han var der. Sin sidste Prædiken sluttede han med en Formaning om at lade al Verdens Klogskab, Indbildskhed og Personsanseelse fare, og blot holde sig til den kjære Herres og Mesters Ord, ham, som kaldte de Trætte og Besværede til sig. – Saa brød han af med de Ord: »dette og meget mere var der fremdeles at sige om dette Evangelium; men jeg er for svag, vi vil lade det blive herved.«

Samme Søndag ordinerede han endda to Præster, som meget ønskede det.

Fru Käthe sendte han stadig Breve i den gamle, muntre 389 Tone, skjønt denne vel nok ikke stemte med hans øjeblikkelige Tilstand. Saaledes dette:

»Til den hellige, omhyggelige Fru Katharinde, Lutherinde, Doktorinde, Selvplagerinde, og hvad hun ellers kan være, min naadige, kjære Hustru i Wittenberg.

Naade og Fred i Kristus. Allerhelligste Fru Doktorindel Vi betakker os venligst for Eders store Omsorg, som I selv ikke kan sove for; thi siden I begyndte at være bekymret for os, har Ild villet fortære os, som opstod i vort Herberg lige udenfor min Kammerdør; og igaar, uden Tvivl paa Grund af jere Bekymringer, var en Sten lige nær falden ned i Hovedet paa os og havde knust os ligesom i en Musefælde. Den havde i Sinde at takke for jere hellige Bekymringer, hvis ikke de kjære, hellige Engle havde beskyttet mig. Men jeg er bekymret for, at Du ikke skal holde op at være bekymret for mig: for saa kunde vist Jorden til sidst sluge os og alle Elementer forfølge os. Lærer Du andre Katekismus og Troen paa den Maade? Bed Du, og lad Gud have Bekymringerne! Det hedder jo: Kast Dine Sorger paa Herren, han sørger for Dig. Ps. 55 og mange andre Steder.

Vi er, Gud ske Lov, friske og raske, undtagen at det ærgrer os, som Sagerne her staar, – og Doktor Jonas kunde nok lide at faa et daarligt Laar, han har stødt sig paa en Kiste. Ja, saa stor er Menneskenes Misundelse, saa han kan ikke unde mig at være ene om at have et daarligt Laar. Hermed Gud befalet. Nu vilde vi ellers gjærne slippe løs herfra og komme hjem, om Gud vil. Amen, Amen, Amen! – Scholasticæ Dag 1546.

Eders Helligheds villige Tjener
Martinus Luther.

En Nat her i Eisleben havde Doktor Luther saadan en dejlig Drøm; han var saa gjennemtrængt af den, da han vaagnede, og efter at han var staaet op, saa det næsten var, som om han virkelig havde oplevet den. I det samme blev det meldt ham, at der var kommen en Mand, som spurgte efter ham og vilde tale med ham. Da den Fremmede saa kom ind, viste det sig, at det var Tilio.

390

Doktor Luther havde sletikke seet ham, siden de mødtes paa Coburg, og det laa nu seksten Aar tilbage i Tiden. Han saae ud til at kunne være henimod de Halvhundrede nu. Doktor Luther vidste godt, at Tilio havde tilstaaet sin Brøde for Kurfyrsten selv, og at denne havde viist Sagen af og erklæret den afgjort ved den almindelige Amnesti, ligeledes at han havde skaffet Tilio en Plads under Amtmanden i Eisenach.

»Hvorfor har jeg aldrig seet jer i de mange Aar?« spurgte Doktor Luther, efter at de havde hilst paa hinanden.

»Jeg er vel sagtens nok bleven noget sky for Mennesker,« svarede Tilio.

»Men I er vel ikke bleven sky for Gud?« spurgte Doktor Luther.

»Nej,« sagde Tilio, »ham være Lov og Pris, nej, det er jeg ikke.«

»Og I er dog ogsaa bleven gift – har jeg hørt?«

Ja, det var han da bleven.

»Ja, saa er det jo godt og vel altsammen. Saa lad os ikke tale mere derom. Kors og Lidelse hverken kan eller skal vi slippe for. Og I veed dog ogsaa, hvad en salig Stund fra Gud vil sige?«

»Jo – jo –« hviskede Tilio og vendte Ansigtet bort.

»Der er vel ellers ikke noget særligt, I vilde tale med mig om?«

»Aa nej, – jeg vilde blot gjærne see jer, Hr. Doktor, inden Døden maaskee –«

»Det passer saa meget godt. Det er vist nok paa Tiden. – Jeg vil for Resten sige jer en Ting, Tilio, – jeg har ret nu nylig haft en salig Stund – og jeg troer og haaber, som sagt, at der er kun ganske kort til den næste, nemlig Døden.«

»Mener I det, Hr. Doktor?«

»Det var nu i Nat, eller maaskee nu i Morgenstunden,« fortsatte Doktor Luther, i en næsten hviskende, fortrolig Tone. »Jeg veed knap, om jeg sov eller var vaagen. Men det kom mig for, at jeg var ganske ung og hjemme i Mansfeld. Det var Sommerdage, og jeg stod i Vinduet i vort Hus, alle Døre og Vinduer var aabne. Og ind og ud fløj Svalerne, for de havde bygget Rede under Loftet inde i vor Stue. Og det har jeg ogsaa seet en Gang som Barn. Men hvad jeg aldrig har seet, det var: ovre i 391 Gjæstgivergaarden overfor, som hedder »Zur Tanne«, dér stod en lille ung Pige fra Eisenach, som jeg har kjendt engang, – i det aabne Vindue. Og jeg vilde sige noget, men kunde ikke. Men Svalerne fløj derover og tilbage til mig igjen, ud og ind, frem og tilbage. Der gik saadan en sval Sommerluftning igjennem Huset, og igjennem mit Hjerte, for det stod helt aabent. Jeg troer, det er den saligste Stund, jeg har haft min Livstid, og jeg er ret som drukken af den endnu. Hvad om jeg skulde nu dø her i Eisleben, hvor jeg er født og døbt!«

»Er I født i Eisleben, Hr. Doktor?«

»Mine Forældre boede her et halvt Aar, før de flyttede til Mansfeld. Og da blev jeg født. – – Men nu skal I gjøre een Ting for mig, Tilio; I har før været min Kudsk! – I skal tage og spænde for og kjøre mig over til Mansfeld. Jeg vil see det endnu en Gang, før jeg døer. Og jeg vil godt have jer med.«

»Ja, gjærne,« sagde Tilio. »Vejret er jo skjønt. Klar Frost.«

De rejste sig begge, – og Tilio bemærkede, at Doktor Luther stak en lille Ting til sig, der laa paa hans Bord. Det kunde ligne en lille mørk, blank Sten; Tilio vidste ikke, hvad det kunde være.

Han gik ud og fik fat paa et Kjøretøj og holdt kort efter for Døren. – Doktor Luthers Vært, Byskriveren, vilde endelig tage med for at være til Hjælp, men Luther sagde, at han helst vilde være ene, og Tilio var Hjælp nok, – der var jo ikke mere end en Milsvej.

De kjørte over Helbra og Kloster-Mansfeld, og Doktor Luther sad stadig og takkede Gud – og det halvhøjt – fordi han dog fik det altsammen at see en Gang endnu – og i det skjønne Vejr. Han syntes, det var næsten, ligesom han skulde ud og løbe paa Is igjen. – Da de kjørte langs Bækken, nedenfor Slotsbjærget i Mansfeld, bad Doktor Luther Tilio om at holde stille lidt.

»Ja, dér var det, Skiftingen han druknede,« sagde han og pegede.

»Hvad var det?« spurgte Tilio.

»Nej, det kjender I ikke. – Men see nu, hvor Solen skinner paa Slotsbjærgets Side. Ja – – Nej, jeg har nok ikke ret langt igjen. Den Klippeside – den har jeg altid syntes 392 var det allerførste jeg kunde huske af mit Liv, – saa er der nok ikke langt til Enden heller.«

»Men jert Barndomshjem maa jo være her lige ved Slotsbjærget – det mener jeg, I har sagt mig en Gang?«

»Ja –« sagde Doktor Luther og nikkede, »ja, det ligger jo dérhenne – deroppe, ja – Men lad os lade det være. Der er jo min Broder Jakob, og maaskee Drengene er ogsaa til Stede, saa bliver det noget andet. Og dem seer jeg alle fire i Morgen i Eisleben. – Nej, lad os nu kjøre ligefrem og saa om lidt dreje til venstre.«

»Hvor kommer vi saa hen?«

»Ja – det kjender I ikke. Men saa kommer vi ned til Möllendorf, der, hvor min Fader havde sine to Smeltehytter staaende. Der vil jeg allerhelst hen.«

De kjørte nu op igjennem Byen, og saa atter ned igjennem en Dal.

Undervejs sagde Doktor Luther, idet han tog noget frem af sin Rejse-Kappe: »Her skal I see, Tilio, her har jeg en lille mørkeblaa Kobberslakke-Sten. Den er fra min Faders Slakke-Halde i Möllendorf. Den tog jeg dér for 41 Aar siden. Ja – det skal nok passe. Det var samme Aar, som jeg gik i Kloster, i min aller ulykkeligste Tid, og nu synes man dog, det er skjønt at tænke tilbage paa.«

»Hvorfor har I taget den Sten med her?« spurgte Tilio.

»Jo, for nu vil jeg lægge den tilbage igjen blandt de andre, som den er taget fra.«

»Hvorfor det?«

»Hvorfor? – fordi nu vender jeg selv ret snart tilbage til det, som jeg er kommen af. – Jo, – den skuide ikke blive i Wittenberg – og dens andre Kammerater ligger her i Möllendorf, hm, hm! – Kan I saa holde stille her!«

Tilio hjalp Doktor Luther af Vognen.

»Hestene kan godt staa ene,« sagde Luther. »Saa kan I tage mig under Armen. Det er lige herved.«

De gik hen til to smaa, uregelmæssige Forhøjninger i Jordsmonnet, der for største Delen var græs- eller lynggroede. Foroven var de dog nøgne, det vil sige Dynger af Kobberslakke-Sten. – Doktor Luther gik hen til den ene af dem, tog den lille blaa Sten, han havde med, og lod den falde ned imellem de andre i Dyngen.

Saa saae han sig om: »Ja, her har han gaaet, den Gamle. Ham skylder jeg alting. Der er ikke andet i mig end ham 393 - og saa hvad der er fra Himlen. Og nu staar jeg her og er gammel. Der er sletingen Forskjel, det kunde ligesaa godt være ham. Herre Gud! Herre Gud! – Ja, lad os saa gaa igjen!«

Han bøjede sig flygtig ned over Slakkedyngen – men stod saa alligevel stille, som om han var bleven optaget af noget: »Det var sært, nu kan jeg sletikke faa Øje paa min blaa Sten! – – Det var meget!« Han pirrede lidt med sin Kjæp i Dyngen. »Tag mig lige den, dér ligger, Tilio!« – – Han tog imod den og betragtede den: »Jeg kan saamænd slet ikke see, om det er den eller een af de andre. De maa ligne hinanden grumme meget, de Sten. Ja, her hører den da hjemme, det kan man see!« – Han smed Stenen igjen hen i Dyngen. – – »Naar jeg nu er død, gid saa at al min Synd og Sorg og Særlighed kunde blive henne paa samme Maade, saa at ingen kunde kjende mig og ingen kunde finde mig uden den Herre Kristus alene – – indtil han vil give mig det tilbage igjen i en forklaret Skikkelse. – – Nu, lad os saa komme til Vogns!«

Et Par Dage efter – den 14. Februar – skrev Doktor Luther til Hjemmet følgende Brev, som blev hans sidste:

»Til min kjærlige, kjære Hustru Katharinde, Lutherinde von Bora, i Wittenberg.

Naade og Fred i Herren. Kjære Käthe! Vi haaber at komme hjem igjen i denne Uge, om Gud vil. Gud har her viist os stor Naade; thi Herrerne er nu, ved deres Raader, bleven enige om alle Stykker, paa to eller tre Artikler nær, hvoriblandt denne, at de to Brødre Grev Gebhardt og Grev Albrecht nu igjen skal være Brødre, hvilket sidste jeg i Dag skal have for. Og jeg vil saa bede dem til Gjæst hos mig, forat de ogsaa kan komme til at tale med hverandre; thi de har hidtil været stumme og heftig forbitret hinanden med Skrivelser. De unge Herrer kjører allerede lystigt i Slæde med hinanden med Narrebjælder paa Hestene, og de unge Frøkner ogsaa, – leger Maskespil med hinanden og er vel tilpas, ogsaa Grev Gebhardts Søn. Saa man kan da tydelig see, at Gud hører vore Bønner.

Jeg sender Dig nogle Foreller, som Grevinde Albrecht 394 har foræret mig; hun er af Hjertet glad over Enigheden. – Dine Drenge er endnu i Mansfeld. Jakob Luther skal nok sørge for dem. Vi spiser og drikker her som store Herrer, og man plejer os svært godt, ja, altfor godt, saa vi næsten kunde glæmme jer i Wittenberg. Stensmerterne mærker jeg hellerikke til. Men med Doktor Jonas's Ben kunde det være bleven rent galt, det har slaaet Huller paa Skinnebenet; men Gud skal jo nok hjælpe.

Alt dettehér kan Du godt sige Magister Philip, Doktor Pommer og Doktor Cruciger. – Her gaar det Rygte, at Doktor Martinus er bleven bortført, – efter hvad man fortæller i Leipzig og Magdeburg. Det er Dine næsvise Landsmænd, der opfinder sligt. Nogle siger, at Kejseren er 30 Mil herfra ved Soest i Westphalen, andre, at Franskmanden hverver Landsknægte, og Landgreven med. Naa, lad dem sludre og snakke. Vi maa hellere bie paa, hvad Gud vil gjøre. Hermed Gud befalet. –

Eisleben, Valentins Søndag 1546.
M. Luther D.

Dette Brev kom til Wittenberg i Løbet af Torsdagen den 18. og vakte Glæde og gode Forventninger. Men da var Martin Luther allerede for nogle Timer siden død i Eisleben. – Han var i disse sidste fire Dage ikke syg hele Tiden, men havde dog hver Dag meget heftige Anfald, især af Aandenød. – Ved Bordet om Tirsdagen (den 16.) sagde han: »Naar jeg kommer hjem igjen til Wittenberg, vil jeg straks lægge mig i min Kiste og give Maddikerne en fed Doktor at æde«.

Om Onsdagen – han døde Natten mellem Onsdag og Torsdag – blev der om Formiddagen sluttet Forlig om de resterende Punkter af Overenskomsten mellem Greverne, og Doktor Luther satte selv sit Navn derunder. Greverne og de andre Herrer bad ham nu ikke mere ulejlige sig med de nærmere Forhandlinger, men sørge for at faa den Hvile, han saa haardt tiltrængte.

Han blev saa Resten af Formiddagen paa sit Værelse, dels liggende paa en læderbetrukken Løjbænk, dels gaaende op og ned ad Gulvet. Jonas og Michael Cölius, Hofpræsten i Mansfeld, var hos ham. Han bad flere Gange, – lod ogsaa af og til et Ord falde som f. Ex. dette: »Doktor Jonas og Hr. Michael, jeg er døbt her i Eisleben, hvad, om jeg 395 nu ogsaa skulde blive her?« Men han var i det hele munter, gik ogsaa nedenunder og spiste – baade til Middag og til Aften, – skjønt han om Eftermiddagen maatte gnides med varme Stykker paa Grund af en stærk Trykken for Brystet. Der blev spøgt ved Aftensbordet og ogsaa talt alvorligt; han talte især om Gjensynet i Evigheden; han sagde: »Ligesom Adam, da han vaagnede af sin Søvn, kunde erkjende Eva som Kjød af sit Kjød, saaledes skal vi, endnu bedre, fornyede i Kristus, kunne kjende hinanden igjen.«

Efter Aftensbordet gik han op paa sit Værelse og holdt sin Bøn – henne ved Vinduet, som sædvanlig, eller rettere under Vinduet, for de sad gjærne højt den Gang. Det var Troen og Fadervor, som han alle sine Dage havde plejet vant, og desuden Ord af hans egne. – Straks efter fik han en stærk Beklemmelse for Brystet. Han blev atter gnedet med varme Stykker, og der blev sendt Bud til Slottet efter et kostbart og højt anseet Lægemiddel, man dér skulde have, nemlig Enhjørnings-Horn (det var nok egentlig Narhvals-Tand). Greven kom selv med det og skrabte det til den Syge. Læger vilde Doktor Luther derimod ikke have tilkaldt. – Han følte sig igjen noget bedre og sov rolig paa sin Løjbænk fra Klokken 9 til 10, medens Jonas, Cölius og hans to Sønner Martin og Poul blev hos ham. Saa vaagnede han, rejste sig og gik ind i sit Soveværelse ved Siden af. Idet han traadte over Tærskelen, sagde han: »I Guds Navn, jeg gaar til Sengs. I Dine Hænder befaler jeg min Aand, Du har jo forløst mig, Du trofaste Gud!« – Han sov saa med naturligt Aandedræt indtil Klokken 1. I Søvne hviskede han noget, som man ikke ret forstod. Man syntes han sagde: »Svalerne! Svalerne!« – Klokken 1 vaagnede han pludselig op og sagde: »Aa, Herre Gud, hvor har jeg det ilde! Aa, kjære Doktor Jonas, jeg skal vistnok blive her i Eisleben, hvor jeg er født og døbt.« – Alligevel gik han uden Hjælp ind i sin Stue, idet han gjentog: »I Dine Hænder befaler jeg min Aand!«

Her gik han et Par Gange op og ned, lagde sig saa paa Løjbænken og klagede sig; det trykkede ham saa haardt for Brystet.

Nu hentede man Byskriveren og hans Kone og to Læger, – forat der kunde være Vidner til Stede. Lidt efter kom ogsaa Grev Albrecht igjen og hans Gemalinde, senere Greven og Grevinden af Schwarzburg. Medens de søgte at styrke 396 ham ved flere forskjellige Midler, stønnede han: »Kjære Gud, jeg bliver saa ilde og saa ængstet, – nu gaar jeg bort!« – Jonas og Cölius søgte at berolige ham, da de saae en god Sved bryde frem, men han sagde: »Nej, det er den kolde Dødssved!«

Saa tog han til at bede: »Min himmelske Fader, Vorherres Jesu Kristi Gud og Fader, Du al Trøstes Gud, jeg takker Dig, at Du har aabenbaret mig Din kjære Søn, Jesus Kristus, paa hvem jeg troer, ham, som jeg har prædiket og bekjendt, elsket og prist, ham, som den lede Pave og alle Ugudelige skjænder, forfølger og laster. Jeg beder Dig, Herre, Jesus Kristus, lad min stakkels Sjæl være Dig befalet. O, himmelske Fader, om jeg ogsaa skal forlade dette Legeme og bortrives fra dette Liv, saa veed jeg dog vist, at jeg skal evig blive hos Dig, og at ingen kan rive mig ud af Dine Hænder!« – Saa sagde han tre Gange hurtig efter hinanden: »Fader, i Dine Hænder befaler jeg min Aand, Du har forløst mig, Du trofaste Gud!«

Derefter laa han stille hen.

Da sagde Jonas højt ind i hans Øre: »Ærværdige Fader, holder I fast ved Kristus og ved den Lære, I har prædiket?« Herpaa svarede han et tydeligt Ja.

Lidt efter vendte han sig om paa højre Side og faldt i Søvn – næsten et Kvarter – saa at de Omstaaende, med Undtagelse af Lægerne, endnu en Gang haabede paa Bedring. Men pludselig blev han bleg, Næse og Fødder blev kolde, og der gik en Trækning hen over hans Ansigt, som om han sank noget bittert og ildesmagende. Saa drog han et dybt Suk og var død. Da var Klokken mellem 2 og 3 Morgen, den 18. Februar.

Martin Luther var ingen folkekjær Mand, da han døde, og havde længe ikke været det. Alligevel blev hele Folket dybt grebet ved hans Død. Hvad de følte, kan nærmest lignes ved, hvad Børn kan føle, naar de ved Døden mister en Fader, som har elsket dem højt, og som har præget dem i Bund og Grund, saa de paa en Maade intet andet er eller ejer end ham, – men en Fader, som de alligevel i mange Aar har staaet fjærnt. Naar han gaar bort, da bliver der et tomt Rum foran deres Sjæl, som de drages ind i, om 397 de derved kunde synke nærmere ind til ham, – ligesom den nysopkastede Kirkegaardsmuld i de første Uger efter Begravelsen synker sammen om Ligkisten.

Men ham, deres Fader, kan de jo her i Verden ikke komme nærmere.

Da skeer det undertiden – især hvis den Bortgangne var en kristen Mand – at de i Stedet for synker nærmere ind til sig selv og ind til Gud.

En saadan Dragelse gik igjennem det tyske Folk, ja igjennem hele det evangeliske Kirkefolk, da Martin Luther var død. Og hos nogle naaede denne Dragelse sit Maal.