✂

✂ Der levede for mangfoldige Aar siden i Mansfeld øst for Harzen et Par meget fattige Folk, – saa fattige, at det ligefrem kunde være haardt at see paa, selv for Mennesker, der drev den samme Haandtering: Bjærgværks-Arbejdet dér paa Egnen. Manden – Hans – havde ikke Tøj paa Kroppen, der i nogen Maade kunde slaa til mod Kulden om Vinteren. Han kom, naar han vandrede ud mod Kobberminen – om saa ogsaa Sneen føg – i den sædvanlige Dragt, Stuedragt eller hvad man vilde kalde den, – og det var jo ikke andet end kun slet og ret Kofte og Bluse og noget Lærred paa Benene. Det var hullet, og dækkede hverken Ankler eller Fødder. Han havde ingen Faareskindspels, som ellers næsten alle Bjærgmændene i Mansfeld. – Men han var nu hellerikke her fra Egnen – det var hverken han eller Konen – de var kommen for nogle Aar siden sønderude fra, fra Thüringen eller de Kanter.

✂ Hende var det ogsaa tit en Ynk at møde paa sin Vej. Frugtsommelig var hun det meste af Tiden, – og saa at see hende komme slæbende oppe fra Skovene bag Slotsbjærget med Brændsels-Børringer saa store og tunge, saa der var ikke mange Mandfolk, der vilde binde dem saadan! – Og hun var endda ingen svær eller stærk Kvinde; baade hun og Manden var smaa, kortladne Personer, omendskjønt de var tæt byggede.

✂ Men der var det mærkelige ved disse to Menneskers Fattigdom, at alle saae paa den som noget, der ikke kunde vare længe, men som snart skulde være forbi. Det blev ogsaa ofte sagt, naar Talen faldt paa dem, Mand og Mand imellem, – og det voldte igjen, at man egentlig ikke behandlede dem som Fattigfolk, men viste dem en vis 8 Ærbødighed, eller da Opmærksomhed, – som de dog sjælden syntes at have Stunder til at tage imod.

✂ Der var ogsaa dem, som mente, at de var allerede ovre det allerværste, og at de levede saa overmaade tarveligt forat komme des hurtigere fremad.

✂ Manden var oppe i Bankerne ved Möllendorf forat hugge Erts løs hver eneste Hverdag Aaret rundt fra Morgen tidlig til Aften silde. Der var kun en Fjerdingvej at gaa, men man skulde da heller aldrig see ham lade sine to vigtigste Redskaber, Bjærgmandshammeren og »Jærnet« blive liggende i Erts-Gangen Natten over. Det var dog ellers den almindelige Skik. Nej, han kom gaaende hver Morgen hen og hver Aften tilbage med Hammeren i den ene Haand, Jærnet i den anden, med sine tunge, men korte og faste Skridt.

✂ Og hver anden Aften bestemt, ihvordan saa Vejret var, trillede han den Dynge Erts, han havde faaet brudt, i en Bør ned til de to Smeltehytter, som laa nedenfor i Dalen ved Möllendorffer-Dammen. De tilhørte, ligesom hele Bjærgværksdriften her paa Egnen, Mansfeld-Greverne; men disse to var lejede som saakaldte »Herrefyr« til en Garver Görcke i Mansfeld. Han holdt saa en Hytte-Mester til at drive dem og Daglejere til alt Mine-Arbejdet. Hos ham fik Hans sin ugentlige Løn.

✂ Hans arbejdede det meste af Tiden helt alene. Det var ikke just, fordi han skyede de andre Bjærgmænds Selskab, men det kom af, at han gjerne arbejdede længere paa samme Sted, end de andre plejede, – brød sig længere ned og ind paa samme Sted; det tjentes der mere ved, men det var ogsaa farligere. – Den Gang var det nemlig saadan, at man kunde ikke forfølge Kobberstenen ret langt ned i Dybden. Man forstod ikke ordentlig at stive Gangene af, saa de kunde holde til Trykket. Mere end tre Alen – Mands Højde – holdt man i Almindelighed ikke af at komme ned under Overfladen; men saa maatte man jo sige Farvel til Ertsgangen i den Dybde, – for den var ellers som et Lag, der strakte sig under hele Egnen, snart oppe nær ved Overfladen og snart langt nede i Klippen, en Stribe, ligesom man kunde tænke sig et Flintlag i en Kalkskrænt.

✂ Men Hans vovede sig ofte meget længere ned end i tre Alens Dybde. Arbejdet dernede fik han altsaa bedre betalt 9 af Görcke, Garveren; thi Stykket, som denne havde lejet af Greverne, kunde jo holde meget længere og give meget mere Malm-Udbytte, naar det blev taget med nede i saadan en Dybde.

✂ Den almindelige Snak mellem Bjærgmændene var nu for Resten, at hvor Erts-Laget saadan tog til at synke nedad i Dybden, dér begyndte Satan sit Spil; det var den Onde selv, der vilde lokke Arbejderne til at følge med Malmen længere ned, end det var sikkert at komme.

✂ Hans tvivlede da hellerikke paa, at Djævelen altid vilde det værste, som han kunde afstedkomme; men han satte nu sin Lid til den Herre Kristus, som jo havde gjenløst ham og gjort sin Pagt med ham; og skulde det være Guds Vilje, at lade ham blive dernede i Mine-Gangen, saa var han jo denne en Død skyldig, og den traf ham i saa Fald ogsaa i hans lovlige Ærinde. – –

✂ Hans laa en Foraarsdag i Ertsgangen dér ovenfor Möllendorf og huggede. Han var kommen meget langt ned efterhaanden, vistnok seks Alen. Han havde af og til før været nede i saadan en Dybde, men han var noget urolig ved det i Dag, – det var maaskee, fordi Ertsen stadig blev bedre og bedre, saa han kunde fornemme paa sig selv, at han vist ikke kunde lade være med at gaa endnu dybere ned. – Det var jo ret kjøligt nede i den Dybde, – alligevel svedte han stærkt, endskjønt han havde kun det Stykke grove Hørlærred om sig, som gjaldt for Bukser i hans Profession; paa Overkroppen var han helt nøgen. Han mærkede stadig, hvordan Sveden piblede ned under den lille Hornlygte, han havde spændt om Panden, – ned i Øjnene paa ham.

✂ Han laa i en meget umagelig Stilling – udstrakt paa Siden – og huggede. Den store Brækstang kunde han slet ikke bruge her; Minegangen var kun en halvanden Alen høj, og desuden stod Ertslagene paa dette Sted paa Kant. Han havde slæbt Brækstangen op under aaben Himmel, forat den ikke skulde være ham i Vejen. Og saa huggede han løs med Hammer og Jærn.

✂ Noget af, hvad der voldte ham Uro, var tillige det, at han i Dag havde faaet sin femaars Dreng, Martin, med herud. Det kom af, at den Næstældste var bleven syg, og hans Kone havde saa travlt med den. Og nu sad altsaa Drengen – eller løb maaskee – der udenfor Minen; man 10 vidste jo ikke saa lige, hvad saadan en kunde tage sig til – eller komme til, naar man ikke var vant til at have ham med.

✂ Og endelig var der jo »Skidtet« – Nisserne, Troldtøjet, Underjordserne og alt det, – naar man saadan var urolig i Sindet, saa lod det sig jo mærke, – det gjaldt blot om, at man kunde holde Tankerne fra det, og holde dem til sit Paternoster og saa til Arbejdet. Jo, det var paa Spil rundt omkring ham forat forstyrre, det havde han jo ogsaa før formærket, naar han saadan var kommen vel langt ned i Stenen. Han kjendte godt de forskellige Lyd, det gav. Der var noget, det lød, ligesom det kom inde fra selve Ertsen, som han huggede i. Det kunde mest ligne efter saadan en Nysen af et lille, spædt Barn. Det var Bjærgnissen, – det var sagtens forat skræmme En fra at hugge, man vilde jo da nødig skade et Barn. Og saa denneher hule Dunken inde i Bjærget – det, sagde de, var ellers det almindelige Troldfolk. – Han laa og mumlede sit Paternoster og sit Credo, mest paa Tysk og noget paa Latin, som han havde lært det som Barn. Han vidste nok, at de andre Bjærgmænd, hans Kammerater, tog baade Moder Maria og den hellige Anna og de andre Helgener med, naar det saadan var galt. Det holdt Hans ikke saa meget af; han vilde helst gaa lige til Manden selv, og det var jo da Gud i Himlen; han syntes ogsaa, det virkede bedre.

✂ Men i Dag var det nu meget slemt. Den Onde var tydelig nok selv paa Færde. Det var, ligesom Hans i Mørket saa tit kom til at røre ved noget Loddent, skønt han jo vidste, at han havde ikke andet end den haarde Kobbersten for sig. Og saa prøvede det hele Tiden paa at komme ind under ham; det var sommetider, ligesom han allerede støttede paa det, og det vilde vælte ham til Side. Og det, vidste han nok, maatte ikke skee. For kom først den lodne Hund imellem ham og Udgangen, saa gik det helt forkeert. – – Hans blev ved at hugge, og han kunde tydelig mærke, at det var fuldgode, tunge Sager, han fik løs, – og han blev ved at mumle, han maatte jo hele Tiden have Guds Ord i sin Mund.

✂ Men tilsidst kom Bjærglyset, – han saae ingen Ting for sig, det var, ligesom han ingen Lygte havde mere, – han saae blot et hvidt, blændende Lys omkring sig, der skjulte alt. Han vidste godt, at det kom, naar man havde 11 anspændt Øjnene for stærkt ved at see i Mørket; men det kom jo ogsaa, naar man var angst, og det regnedes altid for et meget uhyggeligt Tegn.

✂ Han raabte pludselig højt: »den Herre Jesus Kristus i Verden, og saa skal Satan vige!« – Og da han paa den Maade havde sikret sig mod Anfald inde fra Bjærget, gav han sig til at krybe udad paa alle fire, op imod Udgangen. – Han vilde nu ogsaa ud forat see, hvordan Drengen havde det.

✂ Da han kunde skimte Lysningen fra Udgangs-Hullet, hørte han Skrigen derudenfor og blev helt forskrækket for Barnet. Han kunde ikke see Drengen straks, da han var kommen ud; men da han havde rettet sig og saae sig om skjærmende med Haanden mod Dagslyset, fik han Øje paa Martin noget til Siden. Drengen tumlede og faldt lige i det samme, holdende fast med Hænderne om Enden af Brækjærnsstangen. I næste Øjeblik slap han dog, og Stangen, med den tunge Kugle paa den modsatte Ende, hoppede og rullede et Stykke ned ad Klippesiden.

✂ Drengen sad og græd ynkelig med Hænderne for Øjnene.

✂ »Hvad er der i Vejen for Dig?« sagde Faderen, som nu stod henne ved sin Søn.

✂ »Den tumlede med mig,« hulkede Barnet.

✂ »Tumlede den med Dig? Ja, hvorfor kom Du til den?«

✂ »Jeg sad først paa Kuglen, og saa var den stille. Men saa vilde jeg tage den i den anden Ende. Saa løb den.«

✂ »Da var det vel, Du slap den i Tide. Ellers kunde den vel have rendt hen med Dig. – Har Du slaaet Dig?«

✂ »Nej.«

✂ »Det er bedst, vi faar den hentet herop igjen.«

✂ Hans kom lidt efter bærende med den tunge Jærnstang og lagde den ved Indgangen til Minen.

✂ »Skal I ned i Bjærget igjen?« spurgte Drengen.

✂ »Ja -, men jeg bliver der ikke ret længe. Jeg skal til at hente Ertsen op, som jeg har hugget løs.«

✂ Saa krøb Hans atter ind i Minegangen. – Han havde derinde en mindre, flad Kasse med et Reb ved. Den fyldte han med Erts-Stykker, bandt saa Rebet om sin Fod, og trak den saaledes efter sig, idet han krøb op mod Aabningen. Det var umuligt at faa Ertsen bragt ud paa anden Maade, da han ikke kunde staa op i Minegangen, selv om han bøjede sig nok saa meget.

12

✂ Han skyndte sig, hvad han kunde, for han skjønnede, at det vilde blive Aften, inden han fik det hele bjærget.

✂ Naar han saa havde faaet fem Kasser fulde op, læssede han det paa Hjulbøren og trillede det ned til Smeltehytterne.

✂ Martin maatte blive siddende oppe ved Minen og vente. Men da hans Fader havde læsset den sidste Børfuld, sagde han til Drengen: »Saa, nu er vi færdige. Nu kan Du følge med ned.«

✂ Inden han greb fat i Børens Haandtag, tog han et Erts-Stykke og sagde: »Martin, kom hér hen og see! – Hvad tykkes Du, dét ligner?«

✂ »Det lignet en sort Sten,« sagde Drengen.

✂ »Ja, for det er det ogsaa. – Men see nu hér!« – Hans knækkede det langagtige Stykke Kobber-Skifer over mod Børens jærnbeslaaede Hjul. Saa viste han Drengen Bruddet:

✂ »Kan Du see det røde og det blaa, dér skinner? – Det er Kobber, naar det bliver smeltet ud. – Men kan Du saa see det hvide, som skinner? – Hvad?«

✂ »Ja.«

✂ »Det er Sølv. – Det smeltes ud fra Kobberet igjen.«

✂ »Der er ikke ret meget,« sagde Drengen.

✂ »Er der ikke ret meget? Da er der mere, end der plejer at være i et enkelt Stykke. – Greverne paa Slottet de faar 25.000 Sølvdalere om Aaret af alle Bjærgene her tilsammen, – foruden det, som vi andre faar.«

✂ »Hvad for nogen andre?«

✂ »Vi Bjærgmænd og Hytte-Mesteren og Smelterne – – og saa Lejerne, Garveren f. Ex.,« mumlede Hans. »Ja, dem kjender Du ikke.«

✂ Han brød endnu et Par Stykker Erts, – saa kjørte han nedad med sit Læs, fulgt af Drengen, der havde ondt ved at staa paa den ujævne Bjærgsti.

✂ Det var en farlig god Erts, han havde brudt i Dag, tænkte Hans. Han kunde ogsaa mærke det paa Vægten af Læsset. Han havde vistnok tjent dobbelt Dagløn. Det syntes han kunde være et Tegn paa, at Arbejdet var gjort i den hellige Treenigheds Navn, ihvor megen Uro han end havde haft. Derpaa kunde det ogsaa tyde, at han nu sletingen Tanke havde om at ville blive ved paa samme Sted mer, omendskjønt Fristelsen jo dog kunde have været stor nok.

✂ Nede ved Smeltehytten satte han sin Trillebør ind i et 13 Skur, hvor den havde Lov til at staa, og saa begav han sig paa Vandring hjemad. Han havde, som sædvanlig, Hammeren i den ene Haand, Jærnet i den anden, men Drengen kunde nok holde sig ved hans venstre Lillefinger. Han løb og sinaatravede, forat vinde med Faderens faste, tunge Skridt.

✂ Hans's Udseende var egentlig underligt nok for et Barn at see paa, skulde man synes: Kulsort i Ansigtet af Støv fra Kobber-Skiferen, – desforuden blodig paa den ene Side af Hovedet fra et Hul, han havde stødt sig oppe i Haaret under Arbejdet i Dag, baade Arme og Hænder og hele Kroppen misdannet og fortrukken af det haarde Slid, en Gang-Art som et eller andet underligt Dyr. – Men det gjorde jo ikke Martin noget. – Hans Fader stod alligevel paa en Maade over Moderen derhjemme, og højere kunde Martin ikke see.

✂ Hans gik, helt optagen af det, som for Tiden var hans vigtigste Tanke: at det var noget usselt noget at være skilt ved flere Mellemmænd fra den, man egenligt tjente, at man ikke havde med Manden selv at gjøre. Hans talte og forhandlede jo næsten aldrig med nogen anden i Anledning af sit Arbejde, end med Hytte-Mesteren hernede i Möllendorf. Ja, han fik sin Løn af Görcke, Garveren. Men denne forstod sig jo sletikke paa Minearbejde, og han var jo ikke andet end Lejer, – og Hytte-Mesteren igjen hans Tjener. Nej, havde man selv haft Hytterne til Leje af den gamle Greve, enten som Herrefyr eller som Arvefyr – Hytterne med tilliggende Lod af Malmbjærg – saa havde man haft selve Ejeren at forhandle med og betale til, og var man en arbejdsom og ordenlig og ærlig Mand, saa skulde han nok skjønne paa det, og for Resten lade En slippe for al Nærgaaenhed og Kommanderen, saadan som man jo ikke kunde undgaa det af en Mand som Hytte-Mesteren, der var En saa nær paa Livet. Saa havde man Plads til at røre sig og en Herre, man kunde stole paa. – Hans syntes sommetider, det havde været allerbedst, om Kejseren selv havde staaet for alle Ting, saa enhver Mand kun havde ham at aflægge Regnskab for. Men det mente han jo ikke rigtig. Greverne her i Mansfeld var saamænd gode Folk nok; der var ikke noget at klage over.

✂ »Dér er et Egern!« sagde Martin.

✂ Faderen svarede ikke; men standsede dog forat skifte 14 Hammeren og Jærnet om i sine Hænder – – Ja, dér foer Dyret, ligesom et ildrødt Glimt, op ad en høj Fyrrestamme –

✂ »Det er en Prinsesse,« sagde Martin.

✂ »Nej, det er det vel ikke.«

✂ »Jo, det har Mo'er sagt.«

✂ »Hun har vel ikke sagt, at alle Egern var Prinsesser.«

✂ »Nej – – – Er der mange Egern?«

✂ »Ja.«

✂ Hans's Tanke var allerede hjemme hos Drengens Moder: Hun tænkte for meget paa den Slags sære Ting, Grethe, det var der nu ingen Tvivl om! – Det kunde jo godt være, at deres Næstældste var forgjort, som hun sagde, – at det var det, den laa syg af; men hvad kunde der gøres ved det, om saa var? og det blev jo ikke bedre af, at man troede det. – Saa vendte han tilbage til sine Fremtidsplaner om at blive Smeltehytte-Lejer under Greven. Grethe hun fortjente det nu ogsaa, at blive lidt mere end Daglejer-Kone; hun havde døjet meget ondt, og var dog bedre vant i sin første Ungdom og Barndom i Eisenach. Det var maaskee af bare Forslidthed og Forslæbthed, at det var ved at tage Overhaand for hende med alt det Trolddoms-Angst og Trolddoms-Midler – og alle dehér Helgener. Ja, hun skulde hellere holde sig til den Herre Krist alene og saa staa Satan imod. –

✂ Saa snart de var indenfor Døren hjemme, løb Drengen straks hen i Hjørnet bag hans Moders Skab. Dér havde han nogle Lerklumper staaende paa Rad, de kunde see ud til hvad som helst, men det var da Folk og Kreaturer.

✂ Moderen stod ved Vuggen, da de kom, – stod og puslede med det syge Barn. Faderen satte sig paa Bænken ved Bordet.

✂ »Hvad er det, Du har for med den Lille?« spurgte han sin Kone.

✂ »Det er blot dennehér Pose, jeg saae efter, for Naalen vil skride ud af den.«

✂ »Naalen?«

✂ »Ja, der skal være en Naal i, som er bruden i tre Stykker.«

✂ »Er det et nyt Raad?«

✂ »Jeg fik det igaar af Smedens Kone i Vatterode. Og hun laante mig ogsaa et Stykke Rav til at komme deri. Jeg har selv hentet Muld paa Kirkegaarden til det samme.«

✂ »Hvadfor en Sygen er det saa for? – er det for Krampen?« 15 »Nej, det er ellers for, naar Børn ikke vil trives. Og det koster jo ikke, dette hér. – Hun kunde ogsaa et andet Raad; men dér skulde tre Æg og en Sølvske til.«

✂ »Ja, man har jo ingen Mening om det. – Men saa er Du vel nu dog ved at tro, at der er ingen Fortroldelse med i det?«

✂ »Jo, jo, – det er da sikkert nok der er. Det er ogsaa netop imod Fortroldelse, det Raad, jeg bruger. – Det er da ogsaa helt sikkert nu, at hun har voldet Præsten i Piskaborn hans Død.«

✂ »Har Käthe her i Gaden gjort det?«

✂ »De har fundet tre Kattesteen under hans Hovedgjærde, da han var død. Og paa den ene af dem stod Käthes Navn. – Kunde hun endda blive brændt! Vi beholder ikke Jakob, – – og vi faar heller aldrig videre Smør i vor Kjærne, mens hun lever.«

✂ Hans blev mere og mere ordknap. Konen var nu begyndt at sætte noget Mad paa Bordet til ham: Mælk, Brød og lidt Flæsk.

✂ »Mælken er nu da god nok,« sagde han blot, da han havde spist en Tid.

✂ »Jo, men der er for lidt af den. Og Smør har den hellerikke villet give. Det er endda kun to Maaneder, siden Koen kælvede. Men noget bedre er det dog blevet, siden jeg fulgte Smedekonens Raad – –«

✂ »Om Barnet?«

✂ »Nej, nej, – men om, hvordan jeg skulde faa det til at korne.«

✂ »Naa – – Hvad var det saa for et Raad?«

✂ »Aa, hun fik Smeden til at gjøre en Hestesko af Eg-Staal til mig, med syv Huller i. Den skulde jeg saa varme godt og lægge i Mælken – det sidste Hold – før Solen stod op Torsdag Morgen. Saa skulde den Satans Kone blive forbrændt paa sit hele Legeme, i Stedet for at fordærve min Mælk.«

✂ »Blev hun saa det?«

✂ »Det veed jeg ikke bestemt. For hun var sletikke ude af sit Hus et Par Dage, – og det var da ogsaa mærkeligt nok. Men noget bedre blev det nu med Mælken. Nu er det kuns galt med det, at der er for lidt af den. Smedekonen siger, at det er der ikke andet og kan hjælpe for end en 16 Hugorme-Brod at sætte i Neder-Enden af Kjærnestaven. Men hvor skal man faa fat i saadan en.«

✂ Hans tykte, det lød næsten som en Opfordring til ham om at skaffe den. Og der var jo heller ingen nærmere til det. Men han var nu saa kjed af hele dette Væsen med hans Kone. For der var jo ingen Ende at see derpaa, naar man først kom i med det.

✂ »Og Du er helt sikker paa, at Käthe er en Heks?« kom han til at sige, – ikke fordi han jo godt vidste, at hans Kone var sikker nok derpaa.

✂ »Ja – sikker?« sagde Grethe. »Jeg har aldrig seet, at hun er med paa Turen Valborgs-Aften. Men der er jo da meget andet at tage Kjending efter – al den Skade, hun gjør. – – Og der er vist hellerikke mange, der har gjenkjendt en Heks, naar de først er paa Farten, for de flyver jo saa højt.«

✂ »Hvem har sagt Dig det.«

✂ »Nej, det har jeg saamænd da selv seet?«

✂ »Er Du gal, Kvinde! Hvordan er det gaaet for sig.«

✂ »Ja, Du leer vel kuns ad det. Men det var nu netop sidst ved Valborgs-Tid. Da var det jo saa ringe med Drengen. Du sagde, det var Krampen, men Smedekonen og de andre Koner sagde, at det var Käthe. Jeg vidste aldrig, hvad jeg skulde tro eller gjøre. Saa vilde jeg jo selv skaffe mig Forvisning om den Sag. Og saa Valborgs-Aften gik jeg ud ad Vejen til Vatterode og lagde mig ned dér paa Korsvejen paa min Ryg, for det har jeg da hørt som lille Tøs, at man skulde gjøre, og der kommer jo snart ingen Vejfarende om Aftenen. Jeg laa længe uden at see nogen Ting, og fik siden saa ondt i begge mine Skuldre deraf. Men tilsidst kom de ligesaa tykt og tæt forbi Maanen – akkurat som det er beskrevet – med deres Sager, men de var jo altfor langt henne og højt oppe, til at man kunde kjende dem saadan enkeltvis. – Men alligevel blev jeg nu mere sikker paa, at Jakob var forhekset – for saa mange som der dog var! – – Saa bad jeg baade til Sankt Anna og til Sankt Jørgen, at de vilde da sige mig, hvad jeg nu skulde gjøre, om jeg skulde gaa til Käthe næste Dag og tale med hende om at holde sig fra Drengen. – Jeg var saa bespændt og saa tvivlraadig. – Men det blev da til, at jeg gik derom til hende. Og det var jo nok forkeert, 17 for siden blev det først ret galt, – indtil jeg saa fik dethér Raad af Smedekonen.«

✂ Hans sad og tørrede sin Hornskee af i sine Hænder. Rakte den saa op over sit Hoved og satte den fast i nogle Tremmer, dér var. – Han sagde ikke noget, men var meget ilde ved dettehér. Det kunde jo ikke falde ham ind at ville tugte eller saadan formane sin Kone derfor, – hun havde det jo ikke bedre end han selv, naar han var kommen for langt ned i Erts-Gangen, og Skidtet saa meldte sig. Men han syntes nok, hun indlod sig for meget med det, – mere end han gjorde – –

✂ »Bødkerens Kone sagde for Resten til mig,« begyndte Grethe igjen, »at mod Hekse dér var det langt det bedste at paakalde den hellige Marcellinus, – men ham kjender jeg sletikke, omendskjønt jeg kjender da de fleste Helgener.«

✂ Ja, det var galt med alle dehér Mellemmænd! tænkte Hans videre ved sig selv, – alle disse Helgener – og Munke og Præster! Det skulde jo være saadan, at der var kuns een Mand for det hele, den Herre Kristus selv – og hvad, saadan maatte det dog vel ogsaa i Virkeligheden være – og naar man havde opfyldt sine Pligter for ham, eller han da havde taget En for god – saa skulde man ikke have med andre at gjøre. Men det kunde være godt, om saadant noget havde været noget mere tydeligt – –

✂ Hans gik snart i Seng efter at have spist sin Nadver, og lille Martin laa hos ham.

✂

✂ Naar Martin i lidt senere Aar tænkte tilbage paa denne Tid – saadan som Børn jo gjør, naar deres Alder og Forhold har forandret sig – da syntes han ikke, han kunde huske noget videre af alt dette Heksevæsen, som plagede hans Moder saa meget. Navnlig efter at han var kommen i Skole, stod denne Tid for ham som bare Lys og Herlighed. Han huskede især sine Lerklumper, der jo var Mennesker og Køer, og saa hvordan han havde mistet dem, for det var skeet ved en saa mærkelig og skjøn Begivenhed, at det var, ligesom de var faret til Himmels for ham. Og denne Begivenhed syntes han gjerne var det allerførste, han kunde huske, det var ligesom selve Begyndelsen paa hans Liv. Det blev ham siden fortalt, at det gik for sig, da han var fem Aar.

18

✂ Det passerede ude paa Landevejen, som gaar igjennem Mansfeld, lige kort før Middag. Denne Landevej havde naturligvis været der længe før den Dag; men i hans Erindring stod det for ham, at han aldrig havde vidst af den at sige, før netop i dette Øjeblik. Den kom jo ellers helt oppe fra Nürnberg og gik til Magdeburg og Hamburg – aa, saa uhyre langt!

✂ Det begyndte med, at der var en Mængde Mennesker paa Landevejen, og de satte i med at raabe, kunde han huske, og ligesaadan i Husene rundtomkring ham, og der var saa mange, der sad med Hovederne ud af Vinduerne. Saa var der en Masse Drenge, der stak i Rend henad Landevejen til den Side, hvor han netop da fik at vide, at Kloster-Mansfeld laa. Og det næste det var saa en uhyre Støvsky paa Landevejen fra den samme Side med Skinnen og Blinken indeni – – og fra det Øjeblik saae han intet til sine Lersager mere, ikke blot at han nok maatte have gaaet væk fra dem, men han saae dem aldrig siden, de var borte.

✂ Men nu kom der ud af Støvskyen en stor Flok Hertuger – blev der ham sagt – ridende, helt skinnende klare, og han blev ligesom stiv i Kroppen af Forbavselse og skreg nok. Ellers vidste han ikke, hvor han var bleven af, men de kom nærmere og nærmere, og Folk raabte: Hertug Albrecht! Hertug Albrecht! Saa tog En ham bag i hans Trøje og løftede ham helt op i Luften og satte ham et andet Sted, hvor han saa stod. Men da var han bleven vaad. – De blanke Ryttere blev ved at ride – hele Tiden forbi ham – men de red ikke ad Hettstädt til paa Landevejen, men med en Vej, der gik opad, op til Grevernes Slot. – Dette Slot maatte han jo ogsaa længe have vidst, at det laa der oppe over Byen, men han kunde aldrig siden huske, at han havde vidst det før i Dag. Han kunde kun huske det fra de blanke Ryttere, som red derop. Nej, hvor alle Folk nu raabte: »Hurra!« og »Hertug Albrecht!« og »Greven af Mansfeld!« – Han selv raabte ogsaa »Hurra!« – Men oppe fra Slottet kom der Røg, hvid Røg, og nogle store Skrald. – Og lidt efter stod han næsten ene paa Stedet. Og nu kjendte han det godt igjen. Han kunde see hen til Huset, hvor hans Forældre boede. – Men alle Mennesker de var løbet op ad Vejen til Slottet, og den bøjede om et Stykke oppe, saa man saae hverken dem. eller Rytterne.

19

✂ Oppe i Vinduet hjemme kunde han see sin Moder, og det var vistnok det, der voldte, at han rent mistede sine Ler-Dyr, for han glemte dem i Tiden og skyndte sig op til hende.

✂ Han spurgte hende jo straks, hvad det var.

✂ Det var en Hertug, der var kommen i Besøg oppe paa Grevernes Slot. Og han kom fra et Land, der var meget længere sønder ude end Eisenach og Thüringen. Der var nogle høje Bjærge, der gik helt op igjennem Skyerne, saadan at man kunde see, der var godt Vejr og Solskin deroppe, men nede paa Jorden regnede det.

✂ Martin saae op mod Slotsbjærget. Der skinnede Solen ogsaa, og han syntes, han kunde skimte de blanke Ryttere deroppe. Noget efter – men det var maaskee næste Dag – kom der ridende en Flok ned ad Vejen fra Slottet, og der var en fin, smuk Dame med. Hun kom da til at høre sammen med alt det andet. Og hans Moder spurgte, om han havde seet, at Hertugen havde en Krone paa. Det syntes Martin ikke straks, men senere kunde han nok huske det ogsaa. – Hvor der var højt op til Slottet, lige til Vejrs! Hans Moder sagde, at naar der stod en Mand midtvejs paa Bjærget imellem Byen forneden og Slottet deroppe, og han saa raabte, alt hvad han kunde, saa kunde de høre ham baade paa Slottet og nede i Byen. Men det var jo ogsaa forfærdelig højt. Og det var siden, ligesom denne høje, solbeskinnede Klippevæg var Begyndelsen paa alting, fordi han ikke kunde huske længere tilbage. – –

✂ Han gik derhjemme hos Moderen; kom endnu i sit ottende Aar kun lidt sammen med Naboernes Børn paa Gaden. Og det, der mest optog ham, foruden jo Dyr, Fugle og Blomster og Legesager, det var, hvad hans Moder fortalte ham af Eventyr og Legender og af den hellige Historie, især alt det om Julen, og hvad hun sang for ham. Han syntes jo altid siden – efter at han var kommen i Skolen – at det var den dejligste Tid af al hans Levetid.

✂ Hans Broder Jakob var to Aar yngre end han, og der var en Søster, som ogsaa vilde høre paa, hvad Moderen fortalte, men de forstod ikke ret meget af det; det var Martin, hun altid snakkede til.

✂ Hun sad og syede og stoppede og lappede det meste af Dagen, og saa fortalte hun om den hellige Elisabeth, Landgrevinden af Thüringen. Der var jo den Historie om 20 Roserne og de Fattige, men de syntes snart endnu bedre om den, da hun skulde forlade sin Faders Slot og giftes hen, og saa mens Bryllupet stod paa, gik hun ud til sit Skovkapel forat tage Afsked med Jomfru Maria og Jesusbarnet. Hun knælede og bad og havde jo alle de skjønneste Navne til Moderen og Barnet. Og skjønt Timen var udløben, og hun jo skulde tilbage til Gildet, saa blev hun ved at bede og græde, fordi hun skulde sige Farvel til dem, – og hun blev ved, skjønt hun længe havde seet et draget Sværd over sit Hoved, for der stod en Røver bag hende, som var gaaet derhen forat dræbe og plyndre hende. Men hun blev ved at bede, – og Sværdet forsvandt, og nu talte Røveren til hende og bekjendte, hvad han havde haft i Sinde, men nu bad han om hendes Tilgivelse og om, at hun vilde gaa i Forbøn for ham. Og det blev saa hendes sidste Ord til Jomfru Maria, før hun sagde Farvel. Men Røveren han blev en from Eneboer og levede derude i Skoven ved Kapellet. – Dér kunde Martins Moder fortælle saa meget om, hvordan, denne Eneboer levede, og hvad han tog sig for. Og det var ikke eens hver Gang, og Martin kunde selv fortælle med derom. Eneboeren kjendte saa mange Fuglereder og kunde fløjte ligesom Fuglene, – og Egern og Harer og Fugle kom til hans Dør, og saa fodrede han dem, og naar de var forfrosne, kom de naturligvis ind i hans Stue. Det kunde der fortælles om, saa meget det skulde være.

✂ Men saa var der ogsaa Sankt Jørgen. Ham tænkte Martin sig, at han boede oppe paa Grevernes Slot, skjønt hans Moder ikke sagde det, og det hellerikke passede med Historien. Men der var jo alle de blanke Riddere reden op, og saa var Sankt Jørgen tillige Mansfelds Helgen, han stod jo. i Byvaabnet, og deres Kirke hed Sankt Jørgens Kirke. Sankt Jørgen var ellers fra Cappadocia, og han kom til en Stad, der hed Silena. Og der var det, han reddede Kongedatteren fra en Drage, som havde ædt næsten hele Landets Ungdom, og nu, efter Lodtrækning, skulde Kongens Datter ud til den. Dér kom saa Sankt Jørgen og dræbte Dragen. Men han blev ikke gift med Kongedatteren, som jo ellers var det almindelige, men han omvendte alle Folkene i dette Land til Kristendommen, og saa drog han videre. Martin vilde paa en Maade hellere have haft det andet, men det var en Historie, der ikke kunde forandres 21 ved, saadan som den med Eneboeren, og dettehér var jo da ogsaa bedre.

✂ Nej, saa var der den om Jægeren, der kom til Fru Venus i Hörselbjærget ved Eisenach. Den kunde hun synge, – den kjendte hun, for hun var jo født i Eisenach, – men der var ogsaa saa meget om hans Gang i Skoven, – hvad han dér oplevede, det sang hun ikke, det sagde hun. Og saa pludselig stod han ved Hulen og kom derind. Det var jo det frygtelige, som Martin hele Tiden vidste skulde komme. Og værre endnu blev det, da han kom ud igjen, og Paven ikke vilde tilgive ham, men sagde, at hans Skyld skulde ikke udslettes, før denne hans tørre Stav bar Blade. Og paa den tredje Dag da blomstrede Staven, men da var Jægeren allerede gaaet ind i Bjærget igjen og skulde blive der til Dommedag. Det sidste Vers var om, at ingen maa gjøre et Menneske mistrøstigt, men naar det angrer og gjør Bod, skulde Synden tilgives. Det var det bedste Vers i hele Visen, sagde Martins Moder, men det vidste Martin dog ikke.

✂ Mest fortalte hun om Helgenerne, – der var een Helgen til hver Dag i Aaret, og Martin havde forstaaet, at hun kjendte dem allesammen og kunde fortælle alle deres Historier. – Men hun fortalte jo ogsaa alle de rigtige Eventyr: om Hans og Grethe – saadan hed jo Martins Forældre – og Heksen i Skoven, og om alle Kjæmperne og Dyrene, – ja, og saa om Folkene fra Schöppenstädt, de var altid saa dumme og morsomme. Der var den om, da de skulde tage imod deres Hertug, da han kom i Besøg. Og alle Mændene var gaaet ham i Møde, og Borgmesteren – forat gjøre Ære ad ham. Men da det var saa varmt Vejr, gik de allesammen ud at bade i en Dam ved Vejen, og de havde sat en Post ud forat vare dem ad, naar Hertugen kom. Men saasnart de var ude i Dammen, kom Vagtposten løbende og raabte, at nu var han der. Saa sprang de op og stillede sig paa Linje, men havde jo ingen Tøj paa. Og Borgmesteren raadede dem til at gjøre allesammen ligesom han, forat de ikke skulde gjøre noget forkeert. – Saa kom Hertugen kjørende langs hen forbi dem paa Vejen. Men der var en Brems, der stak Borgmesteren paa Bagen. Den slog han til med Haanden, og alle de andre slog sig selv paa det samme Sted. Og det blev et forfærdeligt Klask. Saadan ærede Schöppenstädterne 22 deres Hertug. – Martin lo, naar han hørte den Historie, saaat han senere hen i sit Liv aldrig syntes, at han havde leet saa stærkt som den Gang; – men han vilde hellere have, det skulde være en Konge, for han kunde ikke lade være at tænke paa den Hertug, der kom ridende op paa Slottet, og ham vilde han da ikke lee ad.

✂

✂ En Eftermiddag i August Maaned, da Martin gik i sit fjortende Aar, kom hans Moder ind i Stuen til ham, hvor han lige var bleven færdig med at undervise sine to yngre Søskende. Hun tog Plads ved Rokken, – og skjønt det egenlig var Martins Mening straks at gaa ud og udføre noget Lugning i Haven, som hans Fader havde paalagt ham, før han i Morges gik op i Bjærget, – blev han dog staaende og ventede, for hans Moder saae flere Gange saa vist til ham, som om hun vilde fortælle ham noget. Han var dog tilsidst lige ved at gaa ud af Døren, men saa standsede hun pludselig Rokkehjulet og sagde:

✂ »Din Fader vil i Morgen op paa Slottet forat faa bestemt en Dag med Greven, at han kan faa ham i Tale.«

✂ »Om hvad?« spurgte Martin.

✂ »Ja, det er om Görckes to Fyr, som han nu har haft Arbejdet ved saa mange Aar. Nu vil Görcke ikke have dem til Leje længere.«

✂ »Men vil Fader da saa have dem?«

✂ »Ja, – nu mener han, at han har faaet samlet saa mange Penge, at han kan tage dem, hvis Greven ellers vil lade ham faa dem. – – Ja, det bliver en stor Dag for os, hvis det kan gaa i Orden.«

✂ Martin sagde ingen Ting.

✂ »Synes Du ikke?« spurgte Moderen.

✂ »Jo.«

✂ Martin stod og tænkte paa Slotsbjærget. I Aftes havde han seet saa længe op mod Toppen af det og mod Slottet; det var saadant et smukt Solskinsvejr igaar Aftes, og hele den øverste Del af Bjærget havde hak Lyset paa sig, mens alt det nedenfor laa i Skygge og i Taage. Nu syntes han, – mens han tænkte paa det, hans Moder havde sagt, - 41 at Taagen trak sig op og skyggede over det hele, og det var, ligesom den aldrig skulde forlade det mere.

✂ Uden at sige noget, gik han ud i Haven og gav sig til at luge. – Der gik en Tid, hvor han ikke tænkte paa nogen Ting, – men da han var kommen til Ende med det første Bed, dukkede disse Tanker om Slotsbjærget op igjen, og han syntes, det var saa ulykkeligt, at hans Fader nu skulde derop. Dét deroppe havde ingen Ting haft med hans Fader at gjøre – og hellerikke med saa meget Andet. Det havde været ligesom en Rest, han havde igjen for sig selv. – Kirken og Banken, hvorpaa den laa, havde været i Skygge siden den Dag, da han saae det Billede paa Loftet i Koret, – men Slottet var ingen kommen for nær endnu. Dér havde Solen skinnet, og hvide Skyer var sejlet hen derover, og de blanke Ryttere og den smukke Dame var bleven ved at holde til deroppe, skjønt i hvert Fald Rytterne jo da var rejst for mange Herrens Tider siden.

✂ Saa forstod han, at det jo var nogle dumme, urimelige Tanker, og gav sig til at luge igjen. – Men hver Gang der blev en lille Stands i Arbejdet den Eftermiddag, kom det atter over ham, – det kom ham for, at der nu igjen var skeet en stor Forandring, eller skulde til at skee, – ligesom den Gang hans Fader var bleven een af de fire, og saa meget forandrede sig paa den samme Tid. Det var dog ogsaa underligt med hans Fader, – for blot han smilede, kunde han jo faa Solen til at skinne over hele Verden for En, og nu var det saadan, at saasnart han kom et Sted, saa gik Solen bort derfra, – for Martin i hvert Fald. –

✂ Om Aftenen kom hans Fader hjem fra Bjærgarbejdet lidt før Tid, – og han var syg. Martins Moder spurgte, om han nu igjen havde seet Bjærglyset, – men han sagde ingen Ting. Han gik og holdt sig for Hjertekulen og aandede tungt. – Noget efter gik han udenfor Døren og kastede op, og da han kom tilbage, havde han nær faldet over Dørtærskelen. Han sagde, at han var svimmel. Han maatte nok helst gaa i sin Seng.

✂ De havde allesammen deres Natteleje i een Stue. Men Moderen lagde sig sletikke. Hun gik fra og til. Enten sad hun paa en Skammel ved Faderens Seng, eller ogsaa havde hun travlt ved Ildstedet – og kogte noget, der lugtede meget ilde.

42

✂ Saadan gik hele Natten. Det meste af Tiden sov Martin ikke. Han laa og rystede ganske stille: det var jo forfærdeligt, hvis hans Fader nu døde; Martin syntes, han havde sletingen Besked om, hvad han saa skulde foretage sig i Verden.

✂ Om Morgenen gjorde hans Fader et Forsøg paa at staa op, men faldt helt magtesløs tilbage i Sengen.

✂ »Det er nok forbi med mig nu,« sagde han til Moderen, »Det er bedst, Du henter Præsten til mig.«

✂ Hun kunde ikke gaa ligestraks, hun skulde først have de Smaa gjort i Stand og bragt til Side.

✂ Imens laa Faderen og snakkede, langsomt og stødvis, til hende og vist ogsaa til Martin, – mente denne det var.

✂ »Nu bliver der jo saa ingen Ting af at leje de to Herrefyr,« sagde han. »Men saa er der jo Pengene, de kan da slaa til den første Tid. Og nu maa saa Martin til at sørge selv for sit Brød; han kan vel nok synge sig det til i Magdeburg. Det er jo bedst, han nu følger med Hans Reinicke derhen. Og han skal blive ved sin Lærdom. Jakob kan nok snart bruge Bjærget og tjene noget ved det. Og saa maa. I holde jer til Gud Fader, Søn og Helligaand, – og Du, Grethe, skal ikke tænke for meget paa Trolde og Hekser, og hellerikke paa de hellige Mænd og Kvinder. Vi skal holde os til den Højeste selv, saa skal han nok svare til det hele, saa kan det aldrig gaa rent galt – – Nu kan Martin blive herinde, mens Du henter Præsten,« sagde han, da Moderen stod og var færdig til at gaa.

✂ Martin sad spændt og lyttede, da hans Moder var borte. Han havde faaet den Mening, at hans Fader vilde tale til ham. Men han hørte ingen Ord. Hans Fader drejede sig om mod Sengestokken og laa og stønnede. Han led vistnok meget. – Endelig mumlede han dog: »Den kjære Herre Gud skal nok forvare Dig, Martin; hold Dig blot til ham, saa kan det ikke gjøre Dig saa meget, om ogsaa jeg gaar hen.«

✂ Efter en halv Times Forløb kom Præsten sammen med Moderen. Martin blev siddende derinde.

✂ Der var kommen en sær Tryghed over Martin ved de Ord, hans Fader havde sagt om den kjære Herre Gud, skjønt Sandsynligheden for, at hans Fader skulde dø, med det samme var vokset for ham.

✂ Men da Præsten traadte ind ad Døren, blev han 43 uhyggelig til Mode. Han syntes ikke, Præsten saae rar ud, og saa var det maaskee alligevel ham, der vidste rigtig Besked om Gud og hans Vilje, – saa kunde det jo ikke nytte, hvad hans Fader sagde. – Og saa gik Præsten saa underlig rolig og ligegyldig og puslede omkring med sine Sager, som han lagde paa Bordet. Han hilste ikke engang paa den Syge selv. Han sagde blot: »Pax huic domui!« da han traadte ind ad Døren.

✂ Lidt efter stod han saa ved Sengen og sagde en Mængde Latin, altfor rask til at Martin kunde forstaa det. Og saa salvede han den Syge med Olie: paa Øjne, Øren, Næsen, Læberne og paa Hænder og Fødder. Ved hver af disse Salvninger gjentog han næsten de samme Ord, saa dem kunde Martin tilsidst forstaa: »Ved denne hellige Salvelse og ved sin kjærlighedsfulde Barmhjertighed tilgive Herren Dig Alt, hvad Du har syndet ved Brugen af Synets Sands. Amen.« Derefter: »ved Brugen af Hørelsens Sands« – og saa videre.

✂ Martin tænkte, med Ængstelse, at det dog var mærkeligt, at noget, der gjaldt saa meget, kunde gaa saa utydeligt og hurtigt til, – for han havde forstaaet, at der baade skete Syndsbekjendelse og Syndstilgivelse ved den sidste Salvelses Sakramente. Og han syntes, Præsten gjorde det saa underlig skjødesløst, det hele. Men nu maatte det jo da være i sin Orden alligevel, for det var da alftor store Ting, det her drejede sig om, til at Fejltagelser kunde være mulige. Alligevel fik han Kvalme af Spænding, – og der var saa uhyre meget, – angstfulde Tanker, som han ellers undertrykkede og holdt nede, og som han hverken vilde eller kunde navngive, – de vilde nu op i hans Sind, de vilde ovenpaa og vise sig for ham – – –

✂ Det maatte da vistnok være til Ende nu. Præsten gik hen til Bordet og stod og pakkede sine Sager sammen dér.

✂ Men nu saae Martin den Syge vinke ad hans Moder. Hun kom hen til Sengen, og hans Fader hviskede noget til hende. Derpaa gik hun hen til det lille Hjørneskab og tog noget ud deraf, – og saa talte hun Præsten nogle Penge op, – der var da vist fire eller fem Sølvdalere. Martin tænkte, at det var Betaling til Præsten, fordi han var kommen.

✂ Præsten tog Pengene og gjorde sig færdig med Indpakningen af det paa Bordet.

44

✂ Men saa gik han atter hen til Sengen, og han tog en Træskammel og satte sig til Rette paa, som om han endnu kunde have en hel Del at tale med den Syge om.

✂ Denne laa paa Ryggen med lukkede Øjne.

✂ »Nu skulde jeg saa tale med Dig, Hans, paa den hellige Kirkes Vegne,« sagde han. Og nu var hans Stemme meget tydeligere end før, syntes Martin, og mere almindelig eller saadan levende.

✂ Den Syge aabnede Øjnene og saae hen imod Præsten, men sagde ikke noget.

✂ »Læg Haanden paa Hjertet, Hans, og nægt saa ikke, at Du har samlet Dig noget til Bedste. Med en Del deraf vil Du nu sikkerlig betænke vor fælles Moder, den hellige Kirke.«

✂ »Nej,« sagde den Syge, »hvad jeg har samlet sammen, har min Kone og mine Børn mere behov. Og hvad skulde det ogsaa til? Jeg har jo mine Synders Forladelse.«

✂ »Tal ikke saa letsindigt, Hans! – – Husk Skjærsilden!«

✂ »Den Messe, jeg betalte jer for lige nu – det var jo for Skjærsildens Skyld.«

✂ »Men hvis der nu har været nogen Mangel ved Dit Skrifte eller ved Dit Hjertes Omvendelse, sidst Du var til Skriftemaal?«

✂ »Det skulde I vel have passet paa med.«

✂ »Nej, det maatte Du selv passe. Der kan lettelig mangle noget. Og een Messe er ikke meget.«

✂ »Saa faar jeg betale med Kroppen. Det har jeg gjort alle mine Dage. Og det faar jo engang Ende.«

✂ »Skjærsilden faar Ende. Men det drejer sig ogsaa om den evige Ild, og den faar aldrig Ende,« svarede Præsten, uden at hans Stemme dog lød mere truende end før.

✂ Men hos Martin slog Rædselen fra Skiftingens Død og fra Kor-Billedet i Kirken op i Sindet som en stor, vild Flamme. Han lyttede i aandeløs Spænding efter, hvad hans Fader vilde svare paa dette.

✂ »Min Kone og mine Børn har det mere behov,« gjentog den Syge.

✂ »Den evige Ild slukkes aldrig,« sagde Præsten.

✂ »Den Herre Kristus har betalt,« mumlede den Syge. »Saa er det nok, saa er der ikke mere.«

✂ »Den Herres Jesu Kristi forsonende Død er ogsaa 45 nødvendig. Men den er ikke nok. – – Hvorfor kjøbte Du Dig saa den Dødsmesse, Hans?«

✂ Den Syge svarede ikke, – det saae snarest ud, som om han ikke var ved sin Bevidsthed.

✂ Præsten gjentog sit Spørgsmaal: »Hvorfor begjerede Du saa den Dødsmesse?«

✂ »Jeg vil tale med Gud selv,« sagde den Syge nu – temmelig højt, men ligesom med en fremmed Stemmeklang. »Jeg vil ikke tale med Hyttemesteren og med Garveren – –«

✂ Præsten prøvede endnu nogle Gange, men fik intet Svar. Da han saae, at den Syge sov eller havde mistet Bevidstheden, rejste han sig, rystende paa Hovedet, sagde Farvel og gik – – –

✂ Saa var der altsaa Uenighed mellem hans Fader og Præsten! Det var den Tanke, som Martin gik og grundede paa hele den Dag og de følgende. Men selve Sagen, hvorom deres Uenighed drejede sig, turde han ikke lade bryde igjennem hos sig. Glimtvis indsaae han ellers godt nok, at det var det samme, som nu i fem Aar havde været det bundløse Hængedyb i hans Sind, – Spørgsmaalet om den evige Fortabelse. Men hver Gang han nærmede sig dertil, blev han angst og veg tilbage. Saa maatte han meget hellere blive ved at leve paa denne Usikkerhed, hvor ængstende det end var. Det havde jo nu da gaaet i nogle Aar uden at briste. Og han klamrede sig til sin Faders Ord, eller til den rolige Maade, hvorpaa hans Fader havde taget det. Og hans Fader maatte jo da ogsaa vide noget om det. Han fandt Behag i ret at forestille sig sin Faders Forfærdelighed og Myndighed, saa skræmmende den ellers var, – for her havde den noget beroligende, noget betryggende ved sig. Det var da en Dommer, som var stræng nok, – det var ikke at søge uden om for sin Bekvemmeligheds Skyld, naar man fik ham med i sine Sager. –

✂ Stadig i disse Dage gik Martin naturligvis og spurgte sin Moder, hvordan Faderen havde det; nu syntes han, at det – foruden alt andet – vilde være saa utrygt for ham, hvis Faderen døde. – Tredje Dag om Aftenen efter, at Præsten havde været der, kunde hun sige ham, at nu havde Faderen det bedre.

✂ Otte Dage efter var han oppe, men han kunde endnu ikke bestille noget. Han gik derhjemme, og han var ikke 46 mild. Men Martin kunde let undgaa ham ved sit Arbejde, da hans Fader ikke kom udenfor Huset.

✂ En Aften hørte Martin sin Fader og Moder snakke om Præsterne, lige før de gik i Seng. Hans Fader sagde, at man kunde ikke regne ret meget, hvad de fortalte En. For de tænkte mest paa at skrabe Penge sammen, derfor vilde de kyse Folk. Moderen svarede, at naar man ikke kunde regne, hvad de sagde, saa havde man jo slet ingen Ting at holde sig til, for de skulde da vide Besked – hvem skulde ellers? – Ja, han havde da nu sin Børnelærdom fra sine Forældre, blev der svaret. Det stod man sig ogsaa bedre ved, for de saae da kuns paa Ens Bedste.

✂ Det syntes Martin godt om at høre; han undrede sig blot over, saa bestemt hans Moder svarede igjen og blev ved sit. Det plejede hun ellers ikke, naar hun talte med sin Mand.

✂ Kort efter begyndte Faderen saa igjen at gaa i Bjærget, skjønt han ikke var rask endnu, og var meget daarlig tilpas om Aftenen, naar han kom hjem.

✂ En Dag i Begyndelsen af September gik Martins Moder op paa Slottet – efter Faderens Ordre, og da hun kom hjem, fortalte hun Martin, at om tre Dage kunde hans Fader komme til at tale med den gamle Greve. Det havde Greven selv sagt.

✂ Martin var lige kommen hjem med Gjederne fra Skoven – Faderen var endnu paa Arbejde, – og under Malkningen gav Moderen sig saa til at fortælle ham om, hvad det kunde føre til, naar de selv blev Lejere af disse to Herrefyr i Möllendorf. De kunde godt blive velhavende med Tiden, mente hun, for Værkerne havde aldrig givet saa meget som i disse Aaringer. De kunde maaskee engang blive ligesaa rige som Peter Reinickes, saa kunde Martin blive gift med Hans's Søster Magdalene.

✂ Det brød Martin sig nu ikke om, for hun var sletikke kjøn. Men han indvendte ikke noget; dertil var han altfor optaget af Moderens øvrige Udmaling af Fremtiden.

✂ Rigdommen kom jo ikke ligestraks, forklarede hun, der vilde jo nok gaa en Del Aar; og naar Martin nu snart kom til Magdeburg sammen med Hans Reinicke, saa fik han nok Lov at skaffe sig sit Livsophold selv. Men naar han saa engang var naaet saa vidt, at han skulde paa den store Skole i Erfurt, som de kaldte Universitetet, saa 47 kunde hans Fader vistnok underholde ham som en rigtig Student.

✂ Og nu fortalte hun om Erfurt og alle de Lærde, Magistre og Doktorer og Professorer, som dér var. Hun havde jo selv tjent i Erfurt i to Aar. Især var det herligt, naar de blev gjort til Magistre, det havde hun selv seet. Da red de rundt i Byen og var saa skjønt udklædt, saa hun aldrig havde seet Magen. Jo, det eneste skulde være, den Gang dennehér Hertug kom i Besøg oppe paa Grevernes Slot, – om Martin kunde huske det –

✂ Ja, det kunde han rigtignok! – Og han kom pludselig i Tanker om, hvor sært det var, at Begyndelsen til al denne Herlighed skulde gjøres med, at hans Fader gik derop paa Slottet og tog Solskinnet dér væk for ham. Det var et Øjeblik, ligesom han følte sig vingeskudt og ikke kunde vinde med i Moderens Fortælling, men snart kom han sig og hørte i Spænding videre –

✂ Hun fortalte om, hvordan Folk stod udenfor Dørene, hvor Toget kom frem, med Vin og med Kager og bød disse lærde, prægtige Herrer, og især de unge af dem aad og drak alt, hvad man bød dem – – de havde kanske ogsaa sultet før i Tiden, ligesom jo nok Martin kom til i nogle Aar. Men nu var det rigtignok kommet bedre i Lag for dem! – Disse Studenter blev æret overalt, hvor de boede hos Folk. Der, hvor hun tjente: de to Studenter fik altid Mad før Manden i Huset. Det havde hun nu tit forundret sig over. Men ellers, de fleste Studenter boede sammen i nogle Herberger, som kaldtes Burser. – Og de gik i en sort Klædesdragt og havde Kaarde ved Siden. Det maatte jo koste deres Forældre uhyre meget at holde dem, men det var ogsaa tit rige Folks Børn. Men ogsaa Fattige. Den ene Student, som boede dér, hans Fader var Bjærgmand ligesom Martins. Det fortalte han hende tit om. – »Men det er det eneste, Du skal love mig, Martin!« sagde hun pludselig, »at Du skal skrive op om det altsammen, saadan at Du kan huske det og fortælle os om al den Herlighed, naar Du kommer hjem en Gang imellem.«

✂ Denne Opfordring rykkede det hele saa forunderlig nær for Martin, mere end alt det øvrige, hans Moder havde sagt. –

✂ Gjederne var malkede, men hun blev ved at fortælle, og han kunde umulig forlade hende, – han skulde ellers 48 paa den Tid til Skoven forat hente tre Bukkekid hjem, – der efter hans Faders udtrykkelige Ordre ikke maatte hentes samtidig med Gjederne, skjønt det var saa meget nemmere. De skulde have Lov at græsse det Par Timer længere.

✂ Moder og Søn sad nu inde i Stuen. Hun spandt og fortalte videre. Nu havde han rent glæmt Kiddene. – Hun fortalte om, naar de blev gjort til Studenter i Erfurt. Det var egentlig morsommere, end naar de blev Magistre, men det var ikke saa smukt og prægtigt. Det kunde Folk faa Lov at see paa. Der blev sat Vildsvine-Tænder ind i Munden paa Studenterne, og saa blev disse Tænder trukket ud af dem igjen, forat de ikke mere skulde være ligesom Svin og andre Dyr. Og de blev pryglet og savet med en Træsav, altsammen for at Dyret kunde komme ud af dem. Og de hylede og skreg forfærdeligt, men det var dog vel nok mest for Spøg – –

✂ Midt under Fortællingen kom Faderen hjem. Og Martin skyndte sig i Seng, for det var nemt at mærke, at hans Fader var i ilde Humør. Han havde ogsaa meget ondt i Kroppen, siden han var syg, i Ryggen og i Benene. Han klagede sig ligefrem, naar han skulde bukke sig. –

✂ Da Martin vaagnede næste Morgen, stod hans Fader for hans Seng. Det var sikkert Faderen, der havde vækket ham, – det plejede altid at være Moderen. Martin blev helt stiv i Kroppen og saae forvildet op paa ham.

✂ »Du har ikke trukket Bukkekiddene hjem i Aftes. Løb straks derud og kom hjem med dem, – jeg vil see dem. Skynd Dig!«

✂ »Det var Mo'er, der fortalte mig noget – –« klynkede Martin i sin Forvirring, medens han trak i Klæderne.

✂ »Hold Din Mund! Afsted!«

✂ Faderen satte sig til Davre-Bordet.

✂ Et Øjeblik efter foer Martin ud af Døren.

✂ Han løb og græd. Han var vis paa, at han fik Prygl, naar han kom hjem, – enten der saa var noget i Vejen med Kiddene eller ej.

✂ Han blev forundret, da han allerede stod i Skoven – og saae sig om efter dem. Saa hurtig havde han løbet. Han kunde ikke græde – af Forpustethed.

✂ Lidt efter fik han Øje paa de to af Kiddene. Men de laa – som om de havde slidt i Tøjrene af Skræk – i den 49 yderste Kreds deraf, med Bagkroppen udefter, Halsen strakt fladt henad Jorden.

✂ Pludselig opdagede han henne ved Stammen af et Træ, omkring hvilken et Tøjr helt var viklet op, noget Hvidt og Rødt, – og han saae Hovedet, med de smaa Horn, af et Kid.

✂ Han løb, halvkvalt af Skræk, derhen. Aa – Kroppen maatte være ædt væk! Der var Blod rundt omkring Træet; det meste af Halsen hang i blodige Tjavser ved Hovedet.

✂ Han bøjede sig ned og fik fat i Tøjret, men han kunde næsten ikke holde fast, saadan rystede hans Hænder.

✂ Dér – og dér – laa Knogle-Splinter og Stumper af Ben, som var gnavede over.

✂ Han rinkede Tøjret op og lagde det som et Skjærf om Bryst og Skuldre; det blodige Hoved af Kiddet hang i Hovedlaget. Saa tog han i Tøjrene af de to andre Kid og begyndte paa Hjemfarten. Men det gik langsomt, han ravede og snublede af Sindsbevægelse, og kunde næsten ikke see ud af Øjnene for Graad.

✂ Da han var kommen halvvejs hjemad, var der nok gaaet det meste af en Time. Den Tanke skjød op i ham, at Faderen vel saa næsten maatte have begivet sig til sit Arbejde nu. Han tænkte et Øjeblik paa forsætlig at trække Tiden ud, men han skyndede straks paa sin Gang, forat dette da ikke skulde blive til mere end en Tanke.

✂ Da han begyndte paa den sidste Skraaning op imod Huset, saae han sin Fader staa udenfor Døren til Gjede-Folden.

✂ Han holdt vist et Stykke Reb i Haanden.

✂ Martin havde Solen i Øjnene, og han gik som imod Ild, syntes han.

✂ Han græd ikke, og han var et Øjeblik ligesom bevidstløs, da han stod overfor Faderen.

✂ Han mærkede, at denne tog Tøjret af Skuldrene paa ham, – deri hang jo Hovedet af det dræbte Kid.

✂ Faderen smed dette paa Jorden. Derpaa tog han de to levende Kid fra Martin, løste Tøjrene af dem og drev dem ind i Gjede-Folden.

✂ Martin stod og svimlede – ligesom paa et ukjendt Sted, han vidste ikke hvor – blot paa Grænsen imellem Jord og Luft.

✂ »Du har altsaa forsømt at hente Kiddene paa den Tid, 50 som var Dig befalet,« sagde Faderen roligt; »saa har Ræven eller Ulven ødelagt det ene af dem. Det fortjener Du Straf for. Det kan Du vel forstaa.«

✂ Inden han havde udtalt, ramtes Martin af det første Slag af det tynde Reb, hans Fader holdt i Haanden. Det var lagt dobbelt. Slaget kom over Martins Skulder og ned over hans Ryg. Han havde kun en tynd Bluse. Det var, som om han skulde daane af Smerte. Men i næste Øjeblik kom det andet Slag, – nu haglede de ned over ham.

✂ Martin plejede at staa ret op, naar hans Fader slog ham, uden at værne eller skjærme sig ved nogen Bevægelse. Men disse Slag gjorde saa bidende – saa sindsforvirrende ondt, saa han, uden at ville det, først løftede Armene over sit Hoved, lidt efter tumlede til Jorden og væltede sig.

✂ Men hans Fader blev ved at slaa, maaskee hidset derved, at han selv, paa Grund af sin Sygdom, havde ondt ved at taale en saa voldsom Bevægelse med Armen.

✂ For Martin var Tiden hurtig borte, det var som et evigt Helvede af Pine. Han laa tilsidst paa sit Ansigt næsten uden at røre sig, mens Slagene blev ved at suse ned over ham.

✂ Da ramte et Slag ham paa Hovedet lige bagved Øret, og halv vanvittig af Smerte sprang han op og løb – ned ad Skraaningen – ned, ned – over en Mængde store Sten, – han tænkte ikke paa, at dette var en Forbrydelse, at han handlede mod sin Faders Vilje – –

✂ Han hørte ham raabe hans Navn, det var langt tilbage. Faderen var altsaa ikke løbet efter ham, – han kunde maaskee ikke –

✂ Bevidstheden steg op i ham: at han i dette Øjeblik var udenfor Faderens Vilje og Rækkevidde: »Jeg drukner mig! jeg drukner mig!« skreg han. »Jeg vil dø ligesom Skiftingen, jeg vil drukne mig ligesom Walter! Jeg vil drukne mig!« – – saa blev det til en lang Hylen. Han løb, og vidste en Stund ikke af noget.

✂ Uforvarende var han kommen op ad en ny Skraaning. Den var saa stejl, at han ikke kunde løbe, han kravlede opad paa alle fire. Lidt efter gik han i Staa.

✂ Han vendte Hovedet. Han kunde ikke see hverken Faderen eller Huset. Der var kommen noget imellem. Saa, nu vidste han, hvor han var. – Han vilde aldrig mere 51 hjem, aldrig mere, han vilde bort og dø! – – Men denne Vej – det var jo ad Siersleben og Thondorf til, hvor der var mange Huse. – Han vilde modsat Vej – vester paa til Bjærgene.

✂ Han krøb ned ad Skraaningen og fulgte Bjærgsiden gjennem en Dal paa tværs af den Retning, han først havde taget. Noget efter drejede han lige i Vest, han vidste jo, at Landet til denne Side blev ved at stige og blev fuldt af Skov, – skjønt han aldrig havde været saa langt.

✂ Han havde en saadan Smerte over hele Kroppen, saa han kun tænkte lidt. Det blev værre, jo længer han gik, og Solen steg, – og Myggene satte sig i de mange aabne Steder, hvor Blodet størknede og atter blev brudt op af Bevægelsen.

✂ Langs med Foden af en Klippeside løb der en lille Bæk og sladrede i Skyggen. Han fik sig klædt af, skjønt Tøjet mange Steder hang i, – og skyndte sig ned i Vandet. Men han havde nær trukket sig tilbage igjen, det gjorde saa ondt, saa ondt, da det rindende Vand kom til Saarene. Lidt efter begyndte Vandet dog at dulme, og tilsidst laa han paa Bunden af den ganske lavvandede Strøm, og var en Stund helt uden Fornemmelse af sine Saar.

✂ Det var saa kvægende og saa dejligt, saa han hellerikke nu faldt hen i Tanker. Han laa og saae op mod den blanke September-Himmel, hvor hvide Skyer kom drivende, enkeltvis eller i Flokke frem over Randen af Klippesiden. Der kom vage Tanker derved om den gode, kjære Gud, – men han maatte slippe dem, da han mindedes, at de sidst var bleven vakt hos ham ved det, hans Fader havde sagt til Præsten i sin Sygdom. Saa fik han Øje paa en Solsort, der sad og smuttede i en Busk paa Bjærgsiden lige oven over ham. Aa, hvor den dog maatte være lykkelig, at den sletikke var ham! Den vidste jo ikke det mindste derom. – Saa mindedes han pludselig, at han havde haft i Sinde at drukne sig, – han laa jo her i Bækken, – men den Tanke gled da bort igjen, uden at han egentlig lagde Mærke dertil. Men hjem vilde han aldrig, aldrig mere!

✂ Længe kunde han ikke være i Vandet, for det var jo en Bjærgstrøm, og den var meget kold. Han krøb saa op og fik Tøjet paa, og saa begyndte det igjen at gjøre ondt, – dog ikke straks saa meget som før.

52

✂ Han følte nu Sult, men der var ingen Huse at see, og det var vel hellerikke raadeligt at gaa ind, før han var kommen meget længer bort.

✂ Han gik over en Hede og spiste en hel Del Blaabær, og endelig var Skoven der. Bag den stod nogle Bakketoppe op, de var helt mørkeblaa, – maaskee af Blaabær? Han troede, de var nær ved, men det var Bjærge, og de var langt borte.

✂ Da han var kommen ind i Skoven og havde gaaet nogen Tid, blev han ængstelig – ikke for noget bestemt, men fordi det sletikke lignede de smaa Skove, han kjendte hjemme omkring Mansfeld. Saadan nogle store Strækninger havde han da aldrig seet, uden at det blev til andet. Ellers kom der jo altid Huse eller Mennesker, eller Skoven hørte op paa en eller anden Led, men dettehér blev ved! Han syntes, det altsammen var eensdan, skjønt de forskjellige Træer og Banker og Dale dog egentlig ikke lignede hverandre.

✂ Endelig skete der en Slags Forandring, for han kom til noget, han aldrig havde seet før. Det var næsten, som om Verden endte. Han stod ved en Skrænt, og udenfor den var intet rigtigt Land; der var en stor, gjennemsigtig Taage, og langt nede i den, eller bag den, kunde han see Skove og Bakker, og ogsaa en Vej, syntes han, men vidste ikke, om noget af det kunde være helt virkeligt. Der var ogsaa en Sø eller en Dam dernede.

✂ Men nu saae han noget, der bevægede sig nede paa den Vej; det maatte da vist være en Vogn, men ganske bitte lille; han havde aldrig seet saa lille et Kjøretøj.

✂ Mon det skulde være Troldfolk eller Nisser, som hans Moder havde fortalt om. Skulde han være kommen saa langt, saaat nu var dét ikke længere Æventyr. Han havde dog aldrig paa den Maade troet, hvad hans Moder fortalte om saadant noget. Men hun maatte vel alligevel vide, at det var virkeligt et Sted.

✂ Det var ham saa besynderlig en Overgang, dettehér, saa han en Stund helt glæmte ikke blot sine Smerter, men alt det, han lige var kommen ud fra.

✂ Han saae op paa Solen. Den stod højt oppe over den blaa Taage, og var lige klar. Den kunde vel ikke være meget over Middag, saa var det jo alligevel ikke saa forfærdelig langt, han havde gaaet endnu.

53

✂ Hele den Tid, han havde siddet hos Moderen, sammen med Jakob og Barbara, som ikke rigtig forstod, hvad hun fortalte, – kom ham da saa besynderlig nær. Saa kunde jo ligesaa godt den forvandlede Prinsesse være her, og Prinsen. Og Ellefolkene – og maaskee selve Englene. Han havde en vag Fornemmelse af, at de hørte nok til en anden Verden. Dem havde han jo altid virkelig troet paa.

✂ Han kunde blive ved at see Vognen dernede paa Vejen, men det gik rigtignok saa langsomt, som om de havde Myrer for. Det kunde jo ogsaa gjerne passe.

✂ Han blev noget beklemt ved alle disse Tanker, og der kom et Ønske op i ham om at vende hjem, – men i det samme fornam han paa Afstand Rædselen, – og uden at tænke rigtig derved gik han ned i dette Eventyrets Land.

✂ Efter en Stunds Forløb kom han ned imellem nogle smaa Kratskove, som han kunde kjende deroppe fra, – da havde de helt ligget i Taage, – men nu var den borte fra dem. Og det andet Land saae ogsaa ligesom noget almindeligere ud.

✂ Noget efter kom Kjøretøjet frem bag et Krat. Og nu kunde han see, det virkelig var Heste, de havde for, og de var sletikke saa urimelig smaa.

✂ Det var nok alligevel Mennesker, tænkte han, og i det samme var Sulten over ham med en saadan Styrke, saa han ligefrem daarlig kunde trække Vejret. Og han følte atter den forfærdelige Smerte af Saarene.

✂ Han syntes, det var, ligesom han havde drømt; kunde han dog bare blevet ved at have det paa den Maade!

✂ Han kunde ikke længer løbe, men Vognen og han blev dog ved at nærme sig hinanden temmelig hurtigt. Det var vist en Mand og en Kone, der sad paa den. I det samme maatte han spørge sig selv, hvad han vel skulde sige til dem. Skammen over at lyve var der ogsaa, – men den forenede sig med Mindet om Faderen, og imod dette rejste hans Sind sig med en saadan Angst og Kraft, saa Skammen trak sig tilbage sammen med dette Minde. – Men han kunde jo ingen Ting finde paa! Naar de saae, hvor han var forslaaet og blodig – hvad vilde de tænke? Og han kjendte jo ikke et Sted eller et Navn her langt ude, hvor han kunde have Ærinde. Jo, – der var dog eet Navn, som han mange Gange havde hørt af Hans Reinicke, det var Wernigerode, det var i Harzen, og nu var han vel 54 rigtig i Harzen. Dér var en Greve, huskede han, som kom til Greverne i Mansfeld, og han havde faaet Penge af Hans Reinickes Fader, som han ikke gav Varer for, men blot Penge. Det havde Martin aldrig kunnet forstaa, men huskede det tydeligt.

✂ Da han mødte Kjøretøjet, brast han mod sin Vilje i Graad, af pludselig Angst for at de maaskee sletikke vilde høre ham eller have det mindste med ham at gjøre.

✂ Men de holdt stille, straks da han var kommen dem paa Siden.

✂ »Hvordan er det, Du seer ud?« spurgte Manden.

✂ »Jeg skal til Wernigerode,« sagde Martin, – den Løgn laa forrest i hans Bevidsthed, saa den maatte først ud. »Jeg er sulten. Vil I ikke give mig Mad?«

✂ »Jo, lad os da give den stakkels Dreng noget,« sagde Konen og rakte om bag Agefjælen, hvor der blandt andet stod en Kurv.

✂ »Hvem har slaaet Dig saadan?« spurgte Manden.

✂ »Min Fader.«

✂ »Naa, saa er Du vel en skidt Dreng, skal vi see.«

✂ »Lad ham nu blot faa noget at spise,« sagde Konen og rakte Martin et stort Stykke Brød og noget Ost.

✂ »Hvad skal Du i Wernigerode – eller hvad det var, Du sagde?«

✂ »Det maa jeg ikke fortælle.«

✂ »Det kan ogsaa være mig det samme,« sagde Manden. »Lad os saa komme videre! – Hyp! hyp!«

✂ Den gamle Kone sad halv vendt tilbage paa Agefjælen og saae efter Martin; men han var meget gladere ved Manden, der kjørte bort uden at see sig om eller sige noget. Saa slap da Martin for at lyve mere, og han stod dér med sit Ost og sit Brød i Haanden! –

✂ Han spiste med en Følelse af, at der maatte da være En, som var god, siden han kunde gjøre os noget saa godt som at mættes. Hvor var det dog godt! – skjønt han intet Vand kunde faa til. – Men hvor var det underligt, at saasnart den aller første Sult var stillet, følte han Smerten i Saarene som næsten uudholdelig – – det maatte vel være, fordi han nu vidste, at nu var der ingen Forandringer at vente paa, som mens han var sulten; nu havde han denne Pine at døje hele Dagen og Natten med – for han kunde da sikkert ikke falde i Søvn for den.

55

✂ Han blev ved at gaa, og fulgte nu Kjørevejen, skjønt han jo ikke vidste, hvor den førte hen. Men omtrent i Vest maatte det være, for Solen nejede sig til den Side.

✂ Brødet havde alligevel voldt, at nu kunde han begynde at tænke i Sammenhæng, men der var intet vundet derved, det gjorde ham blot fortvivlet. Det var underligt: for skjønt han godt nok var inde paa, at han havde fortjent Straf, saa var han alligevel urokkelig vis paa og harmfuld og elendig over, at hans Fader sletikke kjendte til Retfærdighed og Rimelighed; – han havde slaaet ham saadan – og saa længe, saa han skreg af Raseri nu, da han tænkte derpaa. Uden den allermindste Nytte! – for hans Fader vidste jo, hvor bange han var for at gjøre noget forbudt, og at dettehér aldrig vilde skee tiere. Hvorfor gjorde hans Fader det dog? Han kunde da vist ingen Glæde have deraf? Var det da af Dumhed – – – nej, nej, nej – – – var det af Ondskab? – – aa, det var af Uretfærdighed!

✂ Og kunde han saa endda have endt med disse Tanker om Faderen, – men det gik meget videre – til Gud: om Gud da hellerikke var god og retfærdig, saa man ikke kunde stole paa ham – – Og Angsten for at komme uforvarende i Helvede, uden Grund, uden Mening – vældede frem bagest i hans Bevidsthed, ligesom den Gang Skiftingen druknede. – Det var maaskee paa en Maade godt, at han kom saa langt ud, for nu rejste Sindet sig til Modværge paa Grund af Undergangens Nærhed: nej, han troede paa Gud, at han var god – aa, ja, det var jo ikke længere siden end lige for nylig, at Gud havde givet ham det Brød. Han vandt en helt bevidst Sejr, Martin, men inde i det Dunkle sad det jo ligefuldt og murrede, færdigt til at bryde ud i aabenlys Pine. – Og da han nu saae frem for sig, blev han ogsaa vaer, hvor umulig Fremtiden var, – det var jo ikke blot saadan, at han havde villet drukne sig, men han var jo nødt til det, hvordan skulde det kunne blive til andet?

✂ Aa, det var for Resten saa dejligt et Vejr nu hen paa Eftermiddagen. Vejen var svunden væk, Hjulsporene var blevne til ingen Ting ud over noget Klippegrund, men Martin blev ved at gaa i Vest; efterhaanden fik han Solen næsten lige foran sig. I Kanten af en ny Skov, hvor 56 Jordsmonnet tog til at hæve sig stærkt, piblede en Kilde frem; her spiste han Resten af sit Ost og Brød.

✂ Og nu var det Skov og Skov og ikke andet. Paa en Maade var det saa fortroligt med dette Solskin ind mellem Stammer og Kroner – – men han kjendte jo slet ikke noget hér, det kunde jo blive ved til Dommedag, og han var jo given helt i dets Vold, alt det, som her kunde være inde – –

✂ Der kom gaaende en Dreng hen over Skovbunden, han gik med Hovedet bøjet og snittede paa en Pind, hvis ene Ende han havde inde under Armen.

✂ Det var saa sædvanligt et Syn for Martin, og tillige saa overvældende – hér, saa han blev svimmel af Sindsbevægelse, snublede og nær var falden.

✂ Drengen saae derved op og fik Øje paa Martin.

✂ »Hvad? Hvem er Du?« spurgte han i en meget modig Tone, men stirrede alligevel paa Martin med ængsteligt opspilede Øjne.

✂ »Jeg hedder Martin. – Er Du ene herude?«

✂ »Nej, jeg har da Køerne med. Har Du ikke hørt Klokkerne?«

✂ Martin syntes nok, han for noget siden havde hørt en svag, sær Lyd, mere klinkende end klingende. Det maatte vel saa have været Ko-Klokker. Fra Mansfeld kjendte han dem ikke.

✂ »Skal Du saa hjem til Aften med dem?« spurgte Martin.

✂ »Ja, de kommer og tager hver sine, og jeg driver vore egne hjem.«

✂ »Saa er Du Hjorddreng for flere?«

✂ »Ja. – Hvor er Du fra?«

✂ »Fra Mansfeld.«

✂ »Det kjender jeg ikke. Hvad var det, Du hed?«

✂ »Martin – – Martin Luther –«

✂ »Hvor skal Du hen?«

✂ »Jeg skuide – egentlig til Wernigerode. – Men maa jeg blive noget hos Dig?«

✂ »Ja, vær saa god! – Men saa kan Du da ikke komme til Wernigerode i Aften. Det er vist langt væk. Jeg har aldrig været der.«

✂ »Jeg skal slet ikke til Wernigerode,« brast det nu ud af Martin. – »Jeg er løben hjemme fra –«

✂ »Har Du faaet Hug? – Aa, ja, see endda!« 57 Den fremmede Dreng tog fat paa Martin og saae rundt paa ham.

✂ »Hvad hedder Du?« spurgte Martin.

✂ »Peter Steckner.«

✂ »Men maa jeg være noget hos Dig?«

✂ »Ja, Du skal faa noget af mit Brød. Jeg har ikke spist op endnu. Og Du kan godt ligge hos mig hjemme.«

✂ Det gav ligesom et Øjebliks Hvile inde i Martin. Men kun et Øjeblik, – han vax for vant til at see aarvaagent fremefter: »Troer Du, jeg kan faa noget at bestille hos jer?«

✂ »Vil Du da aldrig hjem?«

✂ »Nej, nej – aldrig!«

✂ »Du kan godt blive hos mig her i Skoven. Mo'er skal give mig noget mere Brød og Ost med, saa kan vi være her beggeto – – Hui! hop! hop!« raabte han i det samme, greb Martin om begge hans Hænder og gav sig til at svinge rundt.

✂ Men Martin sled sig fra ham og gav sig højt af Smerte. Skorpen var brudt paa flere af hans Saar ved Bevægelsen, og de blødte stærkt.

✂ Peter saae det: »Er det Din Fader, der har slaaet saadan?«

✂ »Ja.«

✂ »Den Hund!« raabte Peter. »Den skabede Hund!«

✂ »Nej, nej –« sagde Martin forskrækket, skjønt han paa en Maade ikke syntes det var for meget.

✂ »Jo, jo – den skabede Hund! Den forbandede, skabede Hund! Ham skulde Pasop lige have taget i Kraven, da han begyndte at slaa saadan!«

✂ »Er det Din Hund?«

✂ »Ja. – Pasop!« raabte Peter. »Pasop! – Naar jeg skal have Køerne samlet, saa kalder jeg paa ham og siger: puds! – saa veed han Besked. Saa kommer han med dem en for en. – Pasop!«

✂ Martin hørte det pludselig knage igjennem nogle Buske henne over Skovbunden, – og i det samme brød et stort rødt Dyr frem og satte i Firspring hen imod dem.

✂ Martin blev et Øjeblik bange. For hvad kunde den ikke gjøre, naar den i næste Nu var over dem. Men den saae sletikke til Martin, men overvældede Peter med Krumspring og Slikken og Kjærtegn. Først da Peter gjorde bydende Tegn til den, visende henimod Martin, kom den 58 krybende hen til ham, som om den vilde bede ham om Venlighed. Det var dog en dejlig Hund!

✂ »Han skal slikke Dine Saar!« raabte Peter. – Martin maatte tage sin Bluse af, – og det var jo rigtignok et forfærdeligt Syn, der viste sig; det sad i det blodige Kjød, næsten over det hele, blot at det nu for det meste var størknet og havde trukket Skorpe.

✂ Hunden slikkede, – mens Peter blev ved: »Den skabede Hundi Den forbandede Hund! – jo, ham skulde Pasop nok have taget sig af!«

✂ »Nej, saadant noget skal Du ikke sige!« sagde Martin. »Det er ikke Hg ad noget.«

✂ Peter blev saa forbavset, at han sletingen Ting svarede, – men lidt efter gav sig til at slaa Hjul hen over Skovbunden.

✂ Solen var nu ikke højere oppe, end at man lige kunde lægge sine fem Fingre mellem den og Horisonten, naar man strakte Haanden ud i Arms Længde. – Martin saae – netop den Vej fra Solen – et Par Piger og nogle Drenge komme. Solstraalerne skjød ind imellem dem.

✂ Peter fik ogsaa Øje paa dem: »Puds!« raabte han til Hunden. »Puds, Pasop!«

✂ Denne løb ikke mod de Kommende, men forsvandt højt glammende ind i Skoven.

✂ Et Øjeblik efter kom den frem af Underskoven med den første Ko, og det varede ikke længe, inden de alle var samlede.

✂ »Troer Du ikke nok, han skulde ogsaa have kommet med Din Fader, hvis han havde været her i Nærheden?« sagde Peter triumferende.

✂ »Du skal lade være at snakke saadan,« hviskede Martin. »Du maa hellerikke sige noget til de andre.«

✂ Lidt efter begyndte Hjemturen. Hver havde sin lille Flok Køer foran sig, og Pasop var parat, saasnart nogen ikke vilde følge Trop.

✂ Martin var helt indtaget i den Hund, noget saadant havde han aldrig seet før. Men Peter var han noget uhyggelig ved. Ogsaa fordi han ikke vidste, hvad denne sagde til de andre. Noget maatte det være om ham, for de andre spurgte sletikke Martin ud. – –

✂ Der var forfærdelig uordentligt derhjemme hos Peters Forældre. Martin syntes godt, man kunde kalde det Svineri.

59

✂ Men de var venlige imod ham og sagde, at han maatte gjærne blive. Og da han saa sang for dem, blev de helt fornøjede og sagde, at han kunde jo tjene sig Skillinger nok ved at synge for Folk. Det havde han slet ikke tænkt paa, at det kunde gaa. Han troede, at saa skulde man altid sendes ud fra Skolen og have Kurrende-Kurven paa Ryggen med den hellige Georgs Billede paa. Saadan havde de det i Mansfeld. – Saa fortalte de ham ogsaa, at i Morgen Eftermiddag skulde der være Gilde heri Landsbyen, fordi Kornet var i Hus. Det brød han sig ikke om, han tænkte blot paa, hvor han saa skulde opholde sig imens, – men lidt efter sov han trygt hos Peter.

✂ Om Morgenen fulgte han Peter i Skoven. Naboerne var komne med deres Køer, og Peter drev dem i een stor Flok foran sig; det vil sige: det var mest Pasop, der gjennede og drev dem. –

✂ Det var sært for Martin at være saa fri og ledig, men han savnede saa meget derved; det var, ligesom der næsten ingen Ting var i ham, og saa tillige som om Verden skred ud til alle Sider uden Grænser. – Det hjalp først noget, da de var komne ud i Skoven, og Peter og han selv begyndte at klatre i Træerne. Det kjendte han ikke videre til hjemmefra; det havde vist været ham forbudt en Tid, skjønt han huskede det ikke bestemt.

✂ Han spurgte Peter, om Køerne ikke let kunde gaa i Bløde eller komme noget andet til, naar de saadan gik ene omkring, – for Pasop kunde jo ikke være ved dem alle paa samme Tid.

✂ »Aa!« sagde Peter. – Det var ikke mere.

✂ Han syntes sletikke at bryde sig om det.

✂ Da Martin ikke havde andet at tage vare paa, blev han omhyggelig for sit Tøj, at det ikke skulde tage Skade ved Klatringen. Men saa huskede han, at hans Forældre jo slet ikke vilde faa det at see. Aa, hvor det dog var underligt, at være saadan uden Ansvar for nogen. Ligesom at række Tungen ud ad Vinduet – –

✂ Peter var højt, højt oppe i et Træ, hvor han fandt et Egern-Bo i en Spalte mellem to Grene, – efter hvad han forklarede sin Kammerat. Han strakte Haanden dybt ind i et Hul og trak en hel Del Hø og Sager ud, som han lod dale ned igjennem Luften ned paa Skovbunden. Martin syntes, det var Synd, men sagde ikke noget; men mest 60 underligt forekom det ham, at Peter saadan var Herre her i Skoven – for saadan teede han sig da, – det var jo en altfor ringe Herre for denne store, store Skov.

✂ Lidt efter stod de begge nede og gav sig saa til at løbe omkap. Og her tog Farten ved Martin, saa han blev ved at løbe – helt vildt, trods det at Peter raabte en Stund efter ham, og skjønt Saarene paa hans Krop gjorde meget ondt igjen. Han løb og løb, – han syntes selv, det var ligesom for at komme udenfor Peters Herredømme, det var da altfor ringe og dum en Herre at staa under.

✂ Endelig standsede han langt borte ved en brat og dyb Skrænt, hvor han ikke kunde høre Peters Raab mere. Men det var ham hellerikke tilpas. Det var atter dette tomme og aabne til alle Sider; der var ingen Ordentlighed eller noget at holde sig til eller støtte sig ved. Saa gik han atter tilbage til Peter.

✂ Da de laa og spiste deres Brød, og han saae, hvordan Peter tumlede sig uvornt, ogsaa under Maaltidet, og sletikke var ordentlig med sin Mad, kom den Fornemmelse over Martin, at han selv var da vist meget forskjellig fra andre Mennesker – eller Drenge. Han styrtede hen til Peter – forat komme ud af det – og tumlede sig med ham, op og ned og rundt, men da de saa sad roligt igjen paa Skovbunden, maatte Martin vende sig bort, forat den anden ikke skulde see, at han fik Vand i Øjnene.

✂ Siden laa han længe og saae op i Luften. Skyerne løb hen højt over Træernes Toppe. Kunde han have drevet bort med dem, det havde været meget bedre. –

✂ De kom tidligere hjem med Køerne end igaar, fordi Peter vilde med til Gildet, – og Martin skulde med, enten han vilde eller ej.

✂ Det holdtes i Kroen – eller henne ved Kroen – for de var mest udenfor. Dér var sat Borde ud og Skamler. – Folk var behagelige og venlige nok, før de satte sig til at spise, men da de saa var komne noget hen i Maaltidet, gjorde de dog et Spektakel og lavede en Skraalen, som var helt grusom. Og de skjændtes og skjældte hinanden ud og smed Sager efter hinanden over Bordet, mest afgnavede Ben. At de andre gjorde det, kunde jo endda være, hvad det var, syntes Martin, men Peters Fader og Moder var nogle af de allerværste, og Martin var nu – fordi han 61 Ikke havde andre i Øjeblikket – kommen til at see paa dem som en Slags Forældre.

✂ Og saa gik det dog meget vildere til, da de efter Maaltidet begyndte at danse. De svingede Kvindfolkene til Vejrs, saa Skjørterne stod højt op, og saa lo de, saa de ligefrem brølede. Martin havde nok seet noget lignende i Mansfeld til Kermessen, – men – der kjendte han jo nu Folk, og hans Forældre kunde jo aldrig i Verden have teet sig saadan. Peters Forældre var derimod igjen blandt de værste, ogsaa til at danse, og Peter grinede ad dem. Og naar Folk saa havde endt en Dans, saa brækkede mange af dem sig lige paa Dansepladsen, fordi de havde drukket for meget, – ogsaa Peters Fader, og Peter grinede, saa han blev helt henne i det. – Saa drak de videre og dansede igjen.

✂ Martin trak sig bort til en Side, saasnart han kunde komme løs fra Peter. Han græd og græd og var helt ulykkelig. Han kunde jo saa ingen Steder være uden hjemme – aa, nej, nej! Det var han ogsaa klar over, uden nogen særlig Beslutning, at han skulde hjem, ligesaasnart han kunde see Vejen, men nu var det jo mørkt og længe til Morgen. – Han fandt tilsidst hen til Peters Forældres Hus og krøb i Peters Seng. Og saa var der jo det gode for ham: at han kunde sove.

✂ Han vaagnede noget før Solopgang. Da laa Peter ved Siden af ham. Han tænkte jo nok, at Peter skulde ud med Køerne, og kaldte derfor paa ham. Men det var næsten ikke til at faa ham vaagen. Endelig stod de da udenfor Huset, begge Knægtene.

✂ Alle Køerne var ikke komne endnu.

✂ »Jeg vil til at hjem, Peter,« sagde Martin.

✂ »Naa –« sagde denne, vist uden at høre.

✂ »Men kunde Du ikke nok skaffe mig noget Brød med til Turen?«

✂ Peter ravede halvsovende ind, men kom virkelig tilbage med noget Brød og Pølse, som han gav Martin.

✂ De snakkede sletikke sammen paa Vejen til Skoven. Peter gik hele Tiden og var ved at falde over sine Ben. Pasop tog sig af Køerne.

✂ Da de var komne derud, sagde Martin Farvel, uden at faa Svar igjen, – og løb saa bort imellem Træerne til den Side, som han kunde see han var kommen fra i Forgaars.

62

✂ En Tid var han helt optagen af, om han kunde finde Vejen, for paa Henvejen havde han sletikke bevidst lagt Mærke ved nogen Ting. Men hver Gang han en Stund havde gaaet eller løbet i Spænding, om han igjen skulde møde noget, der mindede, indtraf det virkelig, – og da han havde fundet det Stykke Kjørevej dernede i den store blaa Dal, følte han sig temmelig vis paa, at det nok skulde gaa med Resten af Turen.

✂ Men nu var der saa aaben Plads for de Tanker, som var meget sværere. At hans Fader havde gjort stor Uret imod ham, var han ikke i Tvivl om; men det vakte ikke mere hans Forbitrelse, nej, men blot Angsten for, at Gud saa ogsaa skulde være uretfærdig, saa man intet Værn, ingen Sikkerhed havde imod dette Bundløse, som der ingen Ende eller Grænser var paa. Hver Gang bare Anelsen om dét kom op i ham, var det, ligesom han fik Kvalme, det rejste sig i ham, baade i Sjæl og Krop, lige fra Bunden. Aa, han kunde saa godt forstaa dét, hans Fader havde sagt til Præsten – om Skjærsilden: at saa vilde han heller betale med sin Krop, for det fik da Ende en Gang. Ja, han syntes, naar bare det holdt op, – men det andet! – der blev ikke Liv tilbage i En, naar man skulde til at tænke derpaa! Det kunde han hellerikke! – men det var dog forfærdeligt, om han alle sine Dage skulde gaa med den Angst i sig – uafgjort. Og hvem kunde hjælpe ham? – ingen, ingen! Hans Fader hellerikke, for han var selv uretfærdig; han kunde ikke dømme derom, – han kunde ikke sige, om Gud var retfærdig! – – Alligevel kunde han umulig undvære sin Fader, – undvære hans – Kjærlighed, maatte det dog være, skjønt han mærkede saa lidt til den. Verden var jo vildfremmed og tom uden den, Verden var intet Hjem, men en vindaaben Markedsplads, naar hans Faders Kjærlighed var borte!

✂ Efterhaanden som han hen paa Eftermiddagen nærmede sig Hjemmet, blev Angsten for Faderens Straf stærkere og stærkere, – for hvad vilde hans Fader høre om sin Uret? – Men det holdt da op engang, – der var vel ikke ret længe til, at han skulde rigtig hjemmefra – til Magdeburg.

✂ Han kom saa tidlig til Mansfeld, at han kunde være sikker paa, at Faderen ikke var kommen fra Arbejde endnu. Aa! men dér var Faderen maaskee sletikke i Dag, tænkte 63 han saa. Det var jo i Dag, han skulde tale med Greven. Ja, saa kunde Martin jo sletingen Ting vide bestemt.

✂ Han sneg sig ind ad Bagdøren paa Huset – og saae sin Moder ved Ildstedet. Hun vendte sig mod ham og gav et højt Skrig, – i næste Øjeblik faldt hun hulkende over ham med Skjældsord og Slag – det lød saa underligt, – men endte med, at hun tog ham ind til sig og kyssede hans Ansigt Gang paa Gang, mens hun græd og klagede sig og bebrejdede ham, at han var løben bort.

✂ »Hvornaar kommer Fader hjem?«

✂ »Det veed jeg ikke. Han gik jo op paa Slottet noget over Middag.«

✂ »Troer Du, han vil straffe mig, Mo'er?«

✂ »Nu skal jeg sige, at jeg har slaaet Dig.«

✂ »Det hjælper nok ikke.«

✂

✂ Da Martins Fader i Forgaars Morges saae Drengen samle sig op fra Jorden og stikke i Rend ned ad Skraaningen og videre bort – ud af hans Øjesyn, tænkte han først, at det, som nu var skeet, kunde han vel ikke straffe, saa det hjalp – uden at komme til at gjøre en Ulykke paa Drengen, – om det saa nyttede. For var ikke Sønnen tabt for ham for bestandig? Havde han ikke sat sin Lydighed og alting til? – – Det var ham en stor Sorg og Harme, for det var jo hans bedste Dreng, det var jo da ham, han satte allermest Pris paa, og havde allermest Haab til.

✂ Løbe efter ham tænkte han sletikke paa, det kunde han jo ikke, saa stiv han var i Kroppen endnu efter Sygdommen.

✂ Men saa kom han til at overveje, at han havde dog vel ogsaa været for haard og slaaet for længe, – det kom maaskee ogsaa af Sygdommen, han havde vist ikke været sig selv helt mægtig. Det kunde jo undskylde Drengen noget, han behøvede maaskee ikke at straffe ham saa haardt for hans Flugt, naar han kom tilbage. Han var jo dog ellers en lydig Dreng, han kunde vel ikke blive fordærvet, fordi om sligt var hændt for ham een Gang.

✂ Han gik i Bjærget den Dag. Men dernede i Stenen, hvor han atter i Dag var meget for langt under Overfladen, 64 kom han først til at tænke paa, om der kunde skee noget galt med Drengen paa hans Flugt, – eller om han skulde virkelig kunne finde paa at gjøre en Ulykke paa sig selv.

✂ De blev meget plagsomme, de Tanker, dernede i Mørket, og de vilde ikke ret forlade ham, da han stod i Dagslyset igjen. Da han kom hjem om Aftenen, mærkede han, at han havde gaaet og sat altfor stærkt og sikkert et Haab til, at Martin skulde være i Stuen, naar han traadte derind. Drengen var der jo ikke. Moderen vidste sletingen Ting om ham, og hun havde dog spurgt sig for hos flere Naboer.

✂ Hun fortalte endda sletikke sin Mand, at hun havde været en lang, forgjæves Tur ad Piskaborn og Annarode til.

✂ Hans arbejdede for haardt til, at han ikke skulde sove om Natten. Men om Morgenen blandede hans Frygt for Drengen sig stærkt med Tanken om Turen til Greven næste Dag, og dette gjorde hans Tilstand saa meget mere anspændt og pinefuld. Han maatte, meget mod sine Vaner, forlade sit Arbejde midt om Eftermiddagen – forat gaa ud og spørge efter Drengen, om nogen havde seet ham. Han var langt omkring, baade i Helbra, Eisleben, Piskaborn, Leimbach og hele Vejen rundt om Mansfeld, da i en halv Mils Omkreds. Det var jo grimt at skulle gaa og spørge efter sin egen Søn; han blev ogsaa vred paa Martin igjen, men tillige mere og mere bange.

✂ Der var en stor, styg Hjorddreng ovenfor Piskaborn, som han spurgte ud, – men han fortrød straks, at han havde gjort det. Denne Dreng fortalte, at han havde seet Martin, der skulde have været ganske blodig i sit Ansigt og paa Tøjet, – men Hans tvivlede ikke paa, at det var ondskabsfuld Løgn og Opspind i Knægtens Mund. Men derfor kunde man jo nok alligevel blive bange for at have slaaet for haardt. Han havde jo lagt Mærke til, at Rebet, han slog med, var blevet blodigt flere Steder.

✂ Den sidste halve Time, han var ude, ledte han daarligt og spurgte daarligt, – saa optaget var han af Tanken om, at han maatte jo nok finde Drengen i Huset, naar han nu kom hjem. Da saa Martin ikke var der, satte hans Fader sig ned paa Sengekanten og græd, eller næsten hylede som en Hund. Mens han var ung, vilde han vel nok have anseet dette for en Skam, – nu var han jo ældre og fulgte blot sin Trang. Men hans Kone mindedes 65 ligefrem aldrig før at have seet ham græde, saa hun blev meget angst, – ogsaa meget mere angst for Martins Skjæbne, De mindre Børn vidste ikke, hvad det gjaldt, men de – stod tavse, rædselslagne og rokkede, og saae paa deres Fader med deres smaa, blege, grimede Ansigter. Der var Vandinger paa Gulvet efter flere af dem.

✂ Det blev en urolig Nat. Hans sov langtfra hele Tiden. Og først da Ængstelsen, henad Morgenstunden, begyndte at angribe ogsaa hans Mod paa at gaa op til Greven i Dag, tog han sig sammen. Hans Arbejde, hans Forretning skulde ikke forsømmes, saa vilde det vel ogsaa være forbi med alt Styr over ham selv. – Han bad flere Gange Bønner om Martins Redning, forat dét da ikke skulde være forsømt. Men for sin egen Skyld laa han og mumlede sit Paternoster, – saa syntes han ikke, han var ene.

✂ Om Formiddagen blev han skrubbet og skuret og pyntet til Turen op paa Slottet. Det kunde nok ikke tage hele Tiden, men det kunde dog dække over – for ham selv, at han ikke gik paa Arbejde. Han skulde jo da ogsaa tænke paa, hvad han skulde sige, naar han kom derop. Det blev ikke til meget med den Tænken, – Martin tog næsten det hele.

✂ Han havde aldrig før talt med den gamle Greve.

✂ Denne havde derimod nok hørt Snak om ham: at Hans var en meget flittig, dygtig og paalidelig Mand.

✂ Greven var svært behagelig at tale med, syntes Hans; nu gik hans egen Snak ogsaa langt friere og mere ubetænkt, fordi Sagen med Martin drog alle overflødige og hæmmende Tanker til sig. – Og Greven talte med ham ikke blot om hans Lejemaal af de to Herrefyr, men var helt fortrolig med ham, spurgte ham ud om saa mange andre Ting ved Driften af Gruberne i det hele. Ja, Greven fortalte ham endogsaa om nogle rent huslige Bekymringer: at hans næstældste Søn imod Faderens Vilje var gaaet i Tjeneste hos Kejseren. Det var saadan, saaat Hans havde været lige ved at fortælle Greven om Martin. Han kom i saadan en sær Bevægelse derved. Det endte da med, at Greven lejede de to Fyr dér ved Möllendorf til Hans Luther uden at prutte det mindste, altsaa paa de Vilkaar, som Hans selv havde foreslaaet. Og saa sagde han Farvel til ham paa den venligste og skjønneste Maade. – Da Hans gik ned ad Slotsbanken, følte han sig saa 66 bekræftet i den Tanke, at det var rigtignok det bedste at komme til Manden selv, – men han fik tillige en Mening om, at han havde dog vist altid været for stræng en Herre for Martin. Var det mon egentlig nogen Fordel for Martin, at han havde haft med Manden selv at gjøre? Enhver anden vilde jo da nok have været ham en mildere Herre. Men man maatte jo tugte sit Barn, hvis man vilde det vel – –

✂ Han stod stille og saae ud over Egnen, alle de lave Bjærgaase, heroppe fra. Hvor mon nu Martin sad skjult et Sted imellem dem? Og atter tog den milde Stemning Overhaand, saa meget godt som der lige var viist mod ham selv – – – Og saa kom denne – som han mente – taabelige Angst igjen for, at Martin skulde have udført sin Trusel. Den voldte nu alligevel, at han tog Vejen udefter for atter at søge efter Drengen. Han var borte i flere Timer, og da han endelig vendte tilbage til Byen, havde han jo blot det spændte og vaandefulde Haab igjen, at Drengen skulde være der, naar han kom hjem.

✂ Straks han traadte indenfor Døren, sagde han ganske lavmælt til sin Kone: »Ja, Martin er her vel ikke?«

✂ »Jo,« – sagde hun, ogsaa dæmpet og ligesom angst for alt det ukjendte, hun derved aabnede for.

✂ Hans satte sig forsigtig ned paa en Skammel lige indenfor Døren.

✂ »Gik det godt med Greven?« spurgte hun.

✂ »Ja.«

✂ Der var længe Tavshed, uden at de saae til hinanden.

✂ Saa skramlede det ved Døren til den anden Stue, og Martin stod dér paa sine bare Fødder – ligesom svinglende noget, – løb saa hen over Gulvet til sin Fader.

✂ Dér var det, ligesom en fremmed, forvoven Magt tog ved ham: han greb sin Fader i hans Bluse med begge Hænder og borede Hovedet ind mod hans Bryst – og græd jo højt.

✂ I selve dette Øjeblik var Tankerne over Martin om hans Faders Uretfærdighed og om Guds mulige Uretfærdighed, men han dødede disse Tanker ved atter at knuge sig ind til sin Fader, idet han greb haardt om hans Skuldre. Tankerne skred saa ogsaa til Side, og han var sig ikke andet bevidst end dette virkelige Menneske, sin Fader, som han 67 holdt fast ved med sine Hænder, og som han knugede sit Hoved ind imod.

✂ Faderen fornam vist heller ikke andet – end denne magre, rystende Dreng, han havde i sine Arme, og uden at tage nogen Beslutning derom kyssede han ham og gav saa slip paa ham.

✂ Martin stod paa Gulvet med Bagen af Hænderne oppe i sine Øjne forat stryge Taarerne væk – men blev ved at hulke.

✂ »Greven lejede mig Fyrene for de Penge, jeg bød ham,« sagde Hans, – det var jo til Konen.

✂ Martin gik hen og satte sig ved Bordet. – Saa var det vel nu ovre! – – Lidt efter gik han sagte ud af Døren.

✂ Men inden han fik den lukket, sagde hans Fader efter ham: »Jeg har talt med Peter Reinicke, om han ikke syntes, at Du og Hans kunde rejse til Magdeburg om en Uges Tid. Det mente han Jo til. Det er nok ogsaa det bedste for jer.«

✂

✂ De to Drenge, som nu i Slutningen af September drog af Sted hjemmefra, var udrustede til en tre Dages Vandring. Der regnedes at være ni Mil fra Mansfeld til Magdeburg, og Peter Reinicke havde holdt paa, at de ikke skulde gaa mere end tre Mil om Dagen. Et Sæt Tøj havde hver i en Bylt paa Ryggen tilligemed deres Proviant og deres Sko, da det jo gav den letteste Gang at være i bare Fødder. Godt et Par Mil skulde de gaa ad den store Landevej om ad Hettstädt og Aschersleben, derfra kunde de saa blive ved at følge Vejen langs den lille Wipper-Flod lige til en By, der hed Bernburg, saa skulde de gaa stik i Nord – og for Resten spørge sig for.

✂ I Hettstädt havde de begge to været før, det er jo hellerikke ret langt fra Mansfeld. Men derfra var alting ubekjendt for dem. Da de var komne en halv Mil forbi Hettstädt, satte de sig ned og fortærede deres første Rejsemaaltid.

✂ Martin var saa optaget af det nye og Forventningen om det nye, saa han, paa en Maade han ikke syntes han havde oplevet før, var fri for sine sædvanlige Bekymringer. Nu var det vel ogsaa det, at hans Fader havde taget saadan imod ham, da han kom hjem fra sin Flugt, – det gjorde, at han atter var ved at tro paa hans Retfærdighed, og følte sig mere tryg i det hele taget, ogsaa overfor det Evige. – Hele Formiddagen var han saa forunderlig ledig i Sindet, men rigtignok ogsaa saa let modtagelig; han følte sig ligesom et overfortravlet Menneske, der ikke kan have fri, men skal skaffe sig noget at have travlt med, selv om der i Øjeblikket sletingen Ting er. Ja, det var jo ikke blot Travlhed, eller egentlig sletikke Travlhed, her var Tale om, nej, men – Ansvar, der blev til Skyld eller Frygt for Skyld, – aa, han kjendte det jo overfor sin Faders 69 Ordrer, – og nu var han jo fri for dem; men saa var det, som der maatte komme noget andet, noget, han rodede sig ind i og fik Skyld overfor – –

✂ Der kom ogsaa ganske rigtig noget, – da de havde holdt Middagshvil og var gaaet et Stykke ud paa Eftermiddagen, – men det var da saadan en helt urimelig Ting, som han sletikke havde ventet sig: de gik langs med en Skrænt ved Wipper – et lille Stykke fra Landevejen – og nedenfor Skrænten, der var høj og stejl, laa der af og til Huse; saa paakom der ham en Frygt for, at han under Gangen skulde støde nogen af de mange Smaasten, der laa paa Fodstien, ned ad Skrænten, og at de skulde ramme nogen dernede eller gjøre anden Fortræd. Ja, han kjendte nok lidt til den Slags hjemmefra, men han havde da aldrig lagt videre Mærke til det, og dér skulde han jo ogsaa snart faa at vide, om der var skeet nogen Skade. Men her kom det ham saa underligt og ængstende for, at her vilde han aldrig faa at vide, om han havde voldt en Ulykke, – f. Ex, om saadan en nedrullende Sten havde ramt et Barn i Hovedet der nede.

✂ Han syntes jo, det var helt vanvittigt, – men nu havde han saamænd faaet noget at tænke paa igjen! – og det var i Øjeblikket egentlig ligesaa pinagtigt som det, han ellers plejede at være trykket af. Han søgte at slaa det hen, – men straks kom der en Stemme og sagde, at det var sletikke saa urimeligt, man maatte da virkelig passe paa, – og det var hans Faders Stemme, troede han nok, – ja alt saadan noget – det var da ogsaa nok kommen fra hans Faders Strænghed – al den Spænding, han var vant til at gaa i for sin Faders Skyld!

✂ Martin svarede i lang Tid ikke noget til de mange Bemærkninger, Hans Reinicke kom med om det meste af, hvad de mødte. Endelig kom de til Ende med Skrænten og ned til den grønne Flodbred. Og nu fortalte han Hans, hvad han havde gaaet og spekuleret paa den sidste Timestid. Hans lo af fuld Hals, og saa gav de sig til at løbe omkap henad Grønningen. Dermed var det da nogenlunde ovre. Men endnu om Aftenen, da de var komne til Sengs i et Herberge ved Vejen, syntes Martin, at han maatte have Hans gjort det Spørgsmaal: om han mente at have seet nogen Sten trille ned, mens de gik dér paa 70 Skrænten. Hans forsikrede Nej, uden at begribe, hvad Martin mente, – og saa sov de.

✂ Den næste Dag ved Middagstid saae de et mærkeligt Syn. Martin fandt det i hvert Fald meget underligt. De kom over en Bakke-Aas eller Bjærg-Aas, – og udenfor den var der ingen Bakker eller Bjærge mere. Der var virkelige Gaarde og Huse dernede, men det var ingen Dal: der var sletingen Ting – ingen Bjærge eller noget – paa den anden Side, det løb lige ud mod Himlen, der var intet, der mødte. Ja, nu kunde Martin rigtignok mærke, de var komne ud i den fremmede Verden! – Nogen Tid efter gik de beggeto dernede paa den flade Jord. Det var dog en uhyre Himmel, de havde over sig! – –

✂ Næste Dags Eftermiddag, ligesom de kom ud af en Ege-Skov, saae de Magdeburg paa Afstand. Dér laa den! Hvad skulde man gjøre med den, saa stort det var? De stod beggeto stille og trippede med Fødderne uden at vide deraf.

✂ Der var en høj, rød, lang Mur med Takker øverst. Bagved den skulde der staa Tordenbøsser, sagde Hans. Det vidste han fra den Mand, han kjendte i Magdeburg. Og der var et endnu meget højere Taarn. Hans mente, det var paa Domkirken. Det var Ærkebiskoppens Kirke. Han var over alle Præster baade her og i Mansfeld. – –

✂ Der skulde være denne Mand fra Diesdorf, et Stykke udenfor Magdeburg, han skulde tage imod dem hos Loll-Brødrene i den Gade, der hed Breiter Weg. Han stammede fra Vatterode og var en Bekjendt af Hans Reinickes Fader, og Hans kjendte ham da ogsaa af Anseelse. Han hørte noget sammen med disse Loll-Brødre, i hvis Skole baade Hans og Martin skulde gaa. Drengene havde aldrig seet en Loll-Broder, men det var jo et underligt Navn, og det skulde betyde, at de altid gik og løllede eller nynnede over deres Arbejde og for Resten naarsomhelst – saadan aandelige Viser og Salmer.

✂ Nu var det jo først om at finde dennehér Gade, dennehér Breiter Weg; men det gik ellers let nok, det var nok Byens største Gade, og alle vidste ogsaa, hvor Loll-Brødrenes Skole var. Her traf de saa denne Mand fra Diesdorf, Paul Füssel hed han, – og han fortalte dem med det samme, at han havde sørget for Ophold til dem hos en Skræddermester her i Magdeburg, der kunde de være beggeto.

✂ Han fulgte dem ogsaa snart derhen; men de hilste da 71 paa nogle af Loll-Brødrene først, og det var for Resten underligt at høre paa den Syngen, for den var alle Steder i Huset; ikke stærk, men netop saadan en Nynnen.

✂ Hos Skrædder Sturz var der otte Svende, der boede hos deres Mester allesammen, desforuden var der mange Børn, saa det kunde ikke gjøre dem saa meget at have et Par Stykker til paa Kosten. Derimod var det vanskeligt med Plads. De to fremmede Drenge kunde ikke faa Kammer for sig selv; der blev redt til dem ude i Bryggerset, eller da der hvor Bagerovnen og Gruekjedlen var.

✂ De spiste allesammen inde ved et meget langt Bord. Og efter Aftensmaden blev de alle siddende og fortalte Historier. Skræddermesteren selv sagde dog næsten ingen Ting, han sad blot for Enden af Bordet og grinte af Historierne. Men Svendene fortalte. Historierne var enten morsomme eller forfærdelige. Der var især een, som Martin syntes lød saa uhyggeligt. Den fortalte en Svend, der var fra Brunsvig. – Det var et Sted, der var Folk ude at høste. Og saa hører de fra en Dam eller et Vandhul paa Marken noget, der siger: »Timen er kommen, men Karlen er ikke kommen.« De blev jo helt fornommen ved dethér. Men saa seer de straks efter en Ryttersmand komme hen imod dem – og imod Dammen, som var imellem – alt hvad Hesten kan rende. De raaber og vinker og gjør Tegn ad ham, at han skal da vare sig for Vandet, men i det samme sætter han lige lukt ned i Dammen. Lidt efter kom Hesten op igjen, men Rytteren han var borte, og han blev borte.

✂ Martin turde sletikke tænke det igjennem, alt det, der rørte sig i ham ved den Historie.

✂ Men saa var der ogsaa en om en Kone, der vævede saa hurtig, saa ingen kunde begribe eller forstaa det. Men da saa en af hendes Nabokoner saae ind til hende en Nat gjennem Vinduet, da sad der en Hare paa Væverstolen og slog Væven og lod Skyttelen gaa saa rask, saa det ikke var til at følge med Øjnene.

✂ Og tilsidst fortalte de, til Martins store Glæde og Overraskelse, Historier om Folkene i Schöppenstädt, – baade den om Borgmesteren og Hertugen og en om, hvordan Schöppenstädterne engang havde lavet en Port paa deres Bymur, ligesom de havde seet andre Mennesker gjøre. Men saa da de havde faaet den færdig, vidste de ikke, hvad 72 saadan en Indretning kaldtes. For det havde de glæmt at spørge om. Saa sendte de en Karl til Brunsvig, hvor de altid kunde faa den Slags Ting at vide, forat man jo dér skulde sige ham Navnet. Det gjorde Brunsvigerne ogsaa, og forat det ikke skulde hindre noget, om han glæmte Navnet under Vejs, skrev de det op til ham paa en Seddel, som han fik med. – Han løb saa hele Vejen tilbage og sagde ikke andet end dette Ord ved sig selv, forat holde det fast. Men det var bleven Aften, og da han saae det første Lys i Schöppenstädt, blev han saa glad, saa han glæmte Navnet, – og da han skulde see efter Seddelen, var den ogsaa bleven borte for ham. – Han fik saa kaldt alle Schöppenstädterne ud, og de ledte med Høtyve og Forke paa Vejen i Mørket forat finde Seddelen. Tilsidst kom en af Mændene til at stikke Karlen i Foden med sin Fork, saa den gik igjennem Foden. Men saa forstod Martin ikke rigtig Slutningen, – og han syntes, han var for ny til at spørge, – for det var nok helt saadan, som de talte i Schöppenstädt: Karlen skreg og raabte: »Door! door! door!« – og saa vidste han med det samme, hvad en Port kaldtes, – og alle de andre med.

✂ Skræddermesteren sad bestandig og grinte for Enden af Bordet, ligesom lidt forlegen. Han var rigtignok ikke myndig, tænkte Martin. Men det gik alligevel mere ordenligt til ved Bordet, end man skulde tro.

✂ Da Martin gik til Sengs, tænkte han saa meget paa sin Moder. Det var nok dehér Schöppenstädter-Historier, der havde voldt det. Hvor hun dog ogsaa havde fortalt og fortalt for ham! – han havde aldrig vidst, at han holdt saa meget af hende. – Men han forstyrredes af den Historie om Rytteren. Dammen havde jo nok været bundløs. Tænk, hvor mon han var bleven af! – Aa, det var grueligt, at der skulde være saadant noget til i Verden! – –

✂

✂ Næste Dag var Søndag. Hans Reinicke skulde ud og besøge denne Mand i Diesdorf, som havde taget imod dem, da de kom til Staden. Martin blev ene tilbage. – Før han gik fra Skrædderens, forat see paa Byen, havde han faaet at vide, at der boede fyrretyvetusind Mennesker hér sammen paa eet Sted. Ja! – I Mansfeld var de ialt 73 ellevehundrede og fjorten, det havde han hørt saa mange Gange.Der gik jo ogsaa ligesaa mange Mennesker paa Gaden her en almindelig Søndag, som naar der var Kermesse hjemme.

✂ Han spurgte straks efter Elben, for den havde han hørt saa meget om, allerede hjemme. Han kom ogsaa snart derned, men paa dét Sted var der Rør ved Bredden, saa han kunde kun see Vandet over Toppene af dem. Han kunde see, at Vandet var uroligt, men det var ikke, som naar Vinden blæser paa en Dam, der var egentlig ikke videre Bølger. Men tydelig kunde han ikke see, paa dette Sted.

✂ Han fulgte saa Flodkanten hen til en Plads, hvor der var en Baade-Bro. Der gik han ud, og nu kunde han rigtig see Strømmen. Det var dog en underlig Bevægelse, der var i det Vand, – den kom jo sletikke fra Vinden, – skjønt det nok blæste noget, – den kom fra Vandet selv; det var som at see noget, der plejede at være dødt, blive levende og bevæge sig, – eller som hvis man hørte en Fisk raabe. Det var mest mærkeligt med disse dybe, spidse Hvirvel-Huller, som det snoede i Strømmen, og som det sommetider ligesom snøftede op af, – og saa disse brede Buler af Vand, som det skjød op fra neden, og som straks efter forsvandt igjen i Strømmen, – man kunde see paa et Stykke af en Tømmerstage, der kom sejlende med den, hvad for en Kraft og Fart der var deri: Stagen blev drejet og vendt og hvirvlet rundt, imens den foer af Sted fremad.

✂ Og det blev ved, det blev ved, – Martin syntes hele Tiden, det maatte føre til noget, endogsaa noget vigtigt, ingen kunde jo svare til en saadan Voldsomhed i Længden, – men det blev bare ved, blev ved uden Afladelse. Han tænkte tilsidst, hvad det skulde til – at leve, – men han kunde ikke faa Øjnene fra Strømmen –

✂ Ikke før han blev overrasket af Stemmer og Raab, og det ude fra Floden, – han blev helt angst, men saae saa, at det var en stor Baad med mange Folk ombord. Det var Færgen. Et Øjeblik efter skulde den til at lægge til Land. Fire mægtige Aarer stak ud fra dens Sider. Nu blev de taget ind.

✂ Folk gik saa fra Borde. Martin syntes jo, der maatte være megen Højtidelighed ved saadan en Landstigning efter den Overfart – Hilsen og Velkommen og saadant noget, men Folk de var borte lige med det samme. Det lod til at være 74 helt hverdagsligt, – hvad det da ogsaa var, for det var hvert Kvarter.

✂ Færgefolkene tog sig et lille Hvil, inden de skulde tilbage igjen. – Martin saae atter paa Strømmen. Han var bleven saa indtagen i det Vand, ligesom helt fortroldet af det. Han var nu ogsaa tørstig, de havde faaet noget salt Fisk til Morgen hos Skrædderens, – aa, han syntes, det var saa hemmelighedsfuldt kvægende at see paa Vandet, saa inderlig rigt paa Velsignelse. Det var dejligt klart, med et fint brun-grønligt Skjær ligesom Vandet i en Aa, – og saa det ubegribelige Liv, der var i det; i Begyndelsen havde det været ham lidt uhyggeligt, men nu da han var bleven fortrolig med det, var det en egen frydefuld Uro og Spænding, hvormed det fyldte hans Sind.

✂ Folkene satte sig nu igjen til Aarerne; de kunde ikke tage fat om selve Aare-Skafterne; de greb om hver sine to Pinde, som sad ovenpaa Skaftet. De var to Mand om hver Aare. Og saa lagde de sig helt tilbage, idet de trak. Vandet skjød med Lyn-Fart forbi Baadens Sider, sommetider med Brus og Sprøjt, sommetider – naar den laa lige imod – med en fløjtende eller hvæsende Lyd op mod begge Sider af Stævnen.

✂ Først nu, idet han med Øjnene fulgte Færgens Bevægelse, var Martin kommen til at see over mod den anden Bred. – Derovre stod en lang, lang Række af mægtig store Popler langs med Floden og vistnok ogsaa langs med en Vej. Det var jo næsten ligesaa skjønt som Vandet! – hele denne store, stejle Brink af de grønlige Poppelkroner, der naaede hinanden og gik i eet, hvor der var et Flimmer af Bladene i Blæsten og en Blinken i Sollyset, som stod skraat derpaa, – det havde han aldrig seet Mage til, – for han havde egentlig kun seet to Popler i sit Liv. Det var dem, der stod et lille Stykke oppe ad Vejen til Slottet hjemme. De var ikke ret store, men han kjendte jo alligevel saa nøje Bladenes Maneer i Vinden og Lyden af dem og Solskinnet paa dem, – og saa her: en saadan Uendelighed af det samme! det var utallige, levende Hærskarer af blinkende, rislende Poppelblade – og langs med denne Flod, der var ligesaa levende!

✂ Han lagde atter Mærke til Færgen. Den var kommen langt ovenfor Brohovedet ovre paa den anden Side, sejlede næsten lige op imod Strømmen. Samtidig havde den 75 dog ogsaa nærmet sig stærkt til den modsatte Bred. Og nu – pludselig! – gav den efter for Strømmen og lod sig glide i rivende Fart henimod Broen derovre. Det varede kun et Øjeblik, saa laa den der. Det saae ud, ligesom den havde narret Floden, syntes Martin.

✂ Han fik saadan en Lyst til at gaa med Færgen derover næste Gang. Det kunde jo være, naar han sang for dem, at de saa tog ham med. Han vilde saa gjerne staa under de Popler ogsaa og høre dem suse.

✂ Nu kom Færgen tilbage! – Samme Narrespil overfor Floden som histovre! – Man skulde sletikke tro, at det var dens Mening at lægge til her ved Broen. Den tog en lang Tur op ad Strømmen, mens Rorkarlene laa tilbage helt fladt hen med Rælingen, – saa drejede den sidelængs, paa tværs af Strømmen, og kom drivende med samme Fart som de hvirvlende Vandmasser, og laa et Øjeblik efter lige foran Martin, hvor han stod paa Broen.

✂ Han gav sig til at synge en latinsk Salme, med saa kraftig og klar en Stemme, saa den vist godt kunde ladet sig høre i selve Magdeburgs Domkirke, og Færgefolkene sad helt stille og hørte derpaa. Saa spurgte Martin, om han maatte have Lov at sejle med over og tilbage igjen een Gang, og Formanden sagde straks Ja. Det var første Gang, han var ude i saadant et stort Fartøj og i et saa oprørt Vand. Gud i Vold var det. – Da de var komne noget ud fra Bredden, saae han tilbage mod denne – og da fik han Øje paa Domkirken, lige nær ved over deres Hoveder, ragende op imod den frie Luft. Den høje, stejle Brink ned imod Floden havde hidtil skjult Kirken for ham. Oppe paa Randen af Brinken kom nogle Smaahuse, og lige bag dem hævede Domkirken sig op imod Himlen. Som Martin stod her ude paa det urolige Vand, var det, ligesom han deroppe pludselig saae sin Fader, mens han selv foretog sig noget, som han ikke var sikker paa, at han havde Lov til. Hans Fader gjorde jo nok mange Indvendinger mod Kirken, men Martin syntes dog, at hans Faders og Kirkens Myndighed gik ligesom i eet, og den havde jo hans Salighed i sin Vold. Martin tog uvilkaarlig Øjnene til sig.

✂ I det samme gav det nu ogsaa en voldsom Drejning med Færgen, – og i næste Øjeblik drev den med Strømmen hen for Broen paa den anden Bred. – Nu undrede han sig ikke mere over, at de Rejsende hverken sagde 76 Goddag eller Farvel ved Landstigningen; de var øjeblikkelig forsvundne hver til sin Side. Han var alene tilbage. –

✂ Han gik op under Poplerne. Hvilken Susen der var! og Raslen og Hvisken og en Myldren og Flimren af Sollyset ned imellem Bladene. Og foran ham den brede Flod, hvis Overflade var snoet af Strøm og af Hvirvler. Og imod Himlen, højt over Floden – Domkirken, – som han ikke turde see paa!

✂ Det kunde ikke blive skjønnere! – Aa, men han stod her jo kun, ligesom en Bagersvend kunde et Øjeblik stikke Hovedet ud af Bageriets Dør forat trække frisk Luft og see paa Vejret. Det var jo noget helt andet, det, som han til daglig levede i, – det var hverken saa friskt eller saa kvægende.

✂ Det blev nok aldrig anderledes for ham.

✂ Tænk, hvis han var den, som havde Magten derovre i den store Kirke og kunde sige til saadan Een som ham selv, at han skulde ikke være angst, der var ingen, som vilde tage den evige Salighed fra ham – undtagen Djævelen, og han kunde ikke!

✂ Dettehér med Poplerne og Floden og Solskinnet og Blæsten – det var vel egentlig sletikke lovligt, det var da i hvert Fald ingen Nytte til – aa, det var jo kun Galgenfrist! Hvad mon han var gaaet herned for og bleven her saa længe efter? Mon det ikke var mere for at slippe bort fra sig selv og sine Plageaander, end fordi det var saa mærkeligt her ved Floden? – Skjønt her var nu dog dejligt – og saa svalt! Aa, kunde man lade være med at tænke!

✂ Men det kunde han jo ikke. Nu tænkte han paa Loll-Brødrene. Dem skulde han begynde hos i Morgen. Hvordan de nu vel var, naar man lærte dem nærmere at kjende? – Men der var jo vist ingen Ting, der kunde hjælpe ham! –

✂ Han maatte atter synge for Færgefolkene, da de sejlede tilbage, men nu havde han slet ingen Lyst til det. – – Han gik hjem igjen til Skrædderens og sad og hørte om Eftermiddagen paa Svendenes Snak. Men det skulde jo ikke hjælpe paa hans Saligheds Sag.

✂

✂ De lærte godt fra sig, Loll-Brødrene, saa meget kunde han forstaa, da han kom hjem fra deres Skole om Mandag 77 Eftermiddag. De kunde rigtignok anderledes forklare baade Latinen og Grammatiken og Regnekunsten end dennehér Prygle-Lærer, de havde i Mansfeld. Og Martin mærkede, at han kunde godt følge med, skjønt det gik rask fra Haanden. Det var ham da en god Opmuntring. Men ellers vidste han saamænd ikke, hvad han skulde sige om dem, – han kunde nu hellerikke huske saadant noget bestemt af, hvad de havde sagt i Dagens Løb udenfor Timerne, for det var ellers ikke saa lidt. – Men han blev ikke just roligere i Sindet ved at være sammen med dem. Nej, for de var nok milde, men de var vist alligevel paa en Maade strængere end f. Ex. hans Fader hjemme. Det var, ligesom deres Væsen hele Tiden fordrede noget af En. Jo, – at være saa milde og kjærlige, som de var, det var vist meget sværere, end hvad hans Fader saadan forlangte, for det var da bestemte Ting, men dettehér var noget – ligesom helt igjennem. Men det kunde godt være, at naar man først var saadan, saa var man ovre det paa een Gang, og saa fik man Ro i Sindet. – Og saa var der jo den megen Syngen – ogsaa mens de gik og arbejdede. Dér syntes han nu, at Sanglæreren i Mansfeld stod over dem. For dissehér sang ikke rent.

✂ Ellers blev der lige blot nævnt noget i Skolen om, at det nok nu igjen tegnede til Ufred mellem Staden og dens Ærkebisp. Men da Martin kom hjem om Eftermiddagen, snakkede de slet ikke om andet hos Skrædderens. Jo, det var Byens og hele Egnens Ærkebisp – som jo ogsaa havde det gejstlige Regimente, hvor Martin var fra – han vilde ikke lade Staden Magdeburg nyde sine fulde Rettigheder, og han vilde ikke taale, at den blev fri Rigsstad. Det var nu en meget gammel Historie; men nu trak det igjen op til ny Strid, og ganske sikkert skulde det være, at Ærkebispen havde samlet sig en stor Hær omkring sit Slot Giebichenstein, hvor han gjærne boede, Fanden i Vold helt oppe ved Halle. Nu havde saa Magdeburgs Raad besluttet – fortaltes der – at alt det unge Mandskab i Magdeburg skulde under Vaaben, og det vilde jo helt forstyrre Skrædderiet her hos Sturzes.

✂ Skræddermesteren selv troede ikke paa, at det blev til noget, skjønt han kunde ikke bevise det paa anden Maade, end ved at sidde og grine som sædvanlig; men Martin, hvem han jo til en vis Grad var i Faders Sted, troede det 78 saa hellerikke. Svendene derimod ansaae Krigen for at være helt sikker; de var baade bange og lystne for den. – Og ud paa Aftenen, mens de sad omkring Bordet efter Spisningen, hørte de allesammen nogle forfærdelige Dunder – rigtig saa det stødte i Huset.

✂ »Det er Øvelser,« sagde Mesteren, dog uden at grine »de øver sig med Stykkerne paa Muren.«

✂ »Nej, det er ikke med løs Krudt, dettehér,« sagde en af Svendene. »Det er nok snarere Fjenden, der holder Øvelser her udenfor Byen. Hvad siger I til det?«

✂ Og de op og ud! Martin og Hans Reinicke med.

✂ Der var ogsaa ganske rigtig sort af Mennesker paa Gaden, saa noget maatte der jo være ved det.

✂ Martin syntes, at alle disse fremmede Mennesker paa Gaden maatte vide Besked, for de havde jo været længere Tid ude, end de andre, som lige kom inde fra Skrædderens. Han greb fat i en Dreng og stillede ham flere vigtige Spørgsmaal, men den anden rev og sparkede og sled sig løs, han vilde ingen Underretning give, eller maaskee han kunde ikke.

✂ Skræddersvendene stødte jo hurtig paa Bekjendte, og Snakken gik rask; men Martin kunde ingen Ting skjelne, saadan sludrede Folk i Munden paa hinanden.

✂ Hov! dér kom Soldater! – Det var, ligesom Indvoldene sank noget i alle Tilskuerne. – Man kunde ikke see selve Mændene i den tætte Mængde, – blot deres Jærnhatte, der bevægede sig hurtigt og samtidigt fremad, og de lange Landser, som ragede flere Alen i Vejret over Hovederne paa Folk.

✂ Da Soldaterne var forbi, løb alle efter dem. Man kom ud til Torvet; dér holdt en stor Skare Ryttere. De mindede Martin om de blanke Ryttere, som red op paa Slottet i Mansfeld, – der kom et Pust til ham af næsten umindelig Barndom. – Nogle sagde, at dissehér skulde ud af Sønder-Porten og spejde efter de Ærkebiskoppelige. – Der var mange Fakler tændt paa Torvet, og Rytternes Rustninger skinnede som Sølv og Guld i Ildskjæret.

✂ Martins Hjærte bankede, saa han havde ondt ved at staa stille, – ikke af Angst, men af Spænding og Forventning. Nej, hvor var dog Verden forfærdelig og vidunderlig! Naar han nu bare helt og alene kunde have været med i dettehér; det var jo næsten mere, end han kunde 79 rumme; at han dér altid, ogsaa nu, maatte tænke paa dette Evige tillige!

✂ »Men saa er de da ikke lige udenfor Porten, de Biskoppe lige!« var der En, der raabte. Nej, det kunde Skræddersvendene da ogsaa forstaa. Det gav ligesom en Stands i deres Hidsighed.

✂ De vendte sig lidt efter og gik tilbage ad Breiter Weg. Da de var komne i Nærheden af Sturzes Hus, hørtes der atter Kanonskud.

✂ Martin havde faaet en af Svendene, der hed Erich, i Haanden. Han gav sig til at fortælle om Kanoner og Krudt. Krudt det var at see til ligesom sort Mel. Og han havde en Svoger, der var Bøssemester. Han havde viist ham et af de Krudtkamre i Bymuren, hvor det laa. Men Erich maatte gaa med bare Fødder deroppe, for havde han Skoene paa, og Sømmene i Skoene skurede mod Stengulvet, saa kunde der let komme en Gnist, og med det samme vilde der gaa Ild i Krudtet, og hele Murtaarnet vilde springe i Luften lige paa Stedet. Og hvis saa Fjenden var der udenfor i det samme, saa vilde de jo straks bryde ind og tage Byen med Storm, – hvis de da ikke blev slaaet tilbage med blanke Vaaben.

✂ »Og alle de Mennesker, der var i Taarnet, de døde vel saa med det samme?« sagde Martin.

✂ »De døde!« sagde Erich. »Ja, men de skulde nok lade være med at blive liggende. For der vilde ikke være en Stump af dem tilbage. De vilde blive til en tynd Kjødvælling, der smurtes over det hele!«

✂ Det gjorde ligefrem ondt i Baghovedet paa Martin at tænke paa dette; ikke saa meget paa selve Ulykken, men paa det at være den Skyldige, der slog Ild med sine Sko-Søm og voldte, at Ulykken skete. –

✂ Nu saae de Folk komme drivende i store Flokke ned ad Breiter Weg. Saa blev det vel ikke til mere den Gang. Svendene tillige med Hans og Martin gik ind i Huset. – Idet de skiltes forat gaa i Seng, sagde Erich til Drengene: »Vil I med mig i Morgen op og see Kanonerne?«

✂ »Ja,« svarede de begge, – skjønt Martin straks følte en vis Ængstelse for det. –

✂ Næste Dag fortaltes det, at Borgmester og Raad havde sendt et Gesandtskab til Ærkebiskoppen paa Giebichenstein, 80 og at der atter skulde føres Underhandlinger, – som det jo ofte før var skeet.

✂ Saa slog Folk sig saa temmelig til Ro. Det vilde jo da altid tage nogle Uger. – –

✂ Straks efter at Drengene var kommen af Skole om Eftermiddagen, talte Erich til dem: om de saa vilde med ud til hans Svoger Bøssemesteren.

✂ Hans svarede ivrig Ja, og Martin syntes da hellerikke, han kunde sige Nej, saa meget mere som han ikke længere rigtig var klar over, hvad det var, han frygtede derved. Og det var jo da virkelig meget mærkeligt, at see saadant noget.

✂ Bare det at komme derind i den tykke By-Mur, hvor ellers ingen havde Adgang.

✂ Bøssemesteren selv viste dem rundt. De saae Kanonerne. Nogle af dem var meget tykke, kun en tre Gange længere, end de var tykke. De hed Mørsere. Igjennem Skydehullerne foran dem kunde Drengene see langt ud over Marken udenfor Byen. Andre af Kanonerne var derimod nogle lange Rør, og de var af Træ.

✂ Bøssemesteren førte dem videre. Martin troede, de skulde see flere Kanoner. De kom ind i et Rum, hvor der var halvmørkt, og først lidt efter saae Martin, at der op til Væggen laa en stor, sort Dynge derinde, der vist næsten fyldte det halve af Rummet.

✂ »Det er Krudt!« hviskede Erich.

✂ »Jamen vi har jo ikke faaet vore Sko af!« sagde Martin.

✂ »Har I Søm i Skoene?« sagde Bøssemesteren.

✂ »Ja, det troer jeg nok jeg har,« svarede Martin.

✂ »Naa, ja –« Andet sagde Bøssemesteren ikke – men tog ned i Dyngen en Haandfuld af det sorte Mel og lod det langsomt løbe tilbage igjen.

✂ Martin følte en underlig Lammelse over sig, – han gik og løftede Fødderne lige op og ned for ikke at gnide Sko-Saalerne mod Gulvet. Det var, som han selv skulde sprænges af Spænding, blot ved Tanken om at blive Skyld i, at det hele sprang i Luften.

✂ Han vilde saa gjerne ud igjen, saa snart som muligt. Men Bøssemesteren blev ved at staa og forklare for dem, hvor forfærdeligt det var, hvis der kom en Gnist hér.

✂ Martin kunde efterhaanden see lidt bedre, efter som 81 Øjnene vænnede sig til Mørket. Han saae en Dør til den anden Side.

✂ »Skal vi den Vej ud?« spurgte han og bevægede sig hen derimod, løftende Fødderne som før.

✂ »Ja –« sagde Bøssemesteren og blev ved at forklare.

✂ Martin prøvede at aabne Døren, men det vilde ikke gaa. I det samme blev han vaer noget Jærn – det var vist nogle Bolte – der laa lige til Siden for ham paa en lille Afsats i Muren. Han syntes, de laa noget yderligt.

✂ Saa kom de andre, og Bøssemesteren lukkede op.

✂ Martin havde lige tænkt paa at skubbe lidt til dette Jærn – skubbe det længere ind paa Hylden, – forat det ikke skulde falde ned, – men turde ikke – for ikke at paadrage sig Ansvar – –

✂ Nu var han ude af Krudtkammeret, og Bøssemesteren laasede Døren udvendig.

✂ Fra dette Øjeblik af hørte Martin sletikke efter Bøssemesterens Forklaringer og saae ikke noget af, hvad der blev dem viist.

✂ Han havde sommetider – ogsaa før – haft den Fornemmelse, at der var et Steds ligesom et stort Møllehjul, der gik rundt og vilde have fat i ham og saa male ham i Stykker – have fat paa Samvittigheden i ham – –

✂ Aa, han havde tænkt derpaa, lige før de gik herind i Muren ad Vindeltrappen.

✂ Nu var det skeet, syntes han, nu havde Hjulet faaet fat i ham. Dettehér med disse Jærnbolte – det kom han vist ikke mere løs fra. Forestillingerne dannede sig paa et Øjeblik i hans Hjærne: han havde maaskee stødt mod disse Bolte, før han havde lagt Mærke til dem, – det var maaskee ham, der havde voldt, at de laa saa yderligt, – og nu kunde en af dem maaskee falde ned paa Stengulvet, saa det gav – Gnist, og Muren med Mennesker og samt vilde ryge i Luften, – Fjenden vilde trænge ind, og Byen blive indtaget.

✂ Nu syntes han, altid han havde haft den Slags Frygt for at faa Skyld over sig, aa, det var jo i Grunden ogsaa det samme, da han forleden Dag paa Turen gik og var bange for at støde Sten ned ad Skrænten og ramme nogen der nedenfor. – Nu var han endelig fangen, nu var det over ham, nu kom han aldrig løs mer! – Det var en Angst, som naar han havde udført en Befaling af hans Faders 82 forkert, – det var en Angst som for noget evigt, noget uopretteligt!

✂ Da de var komne ned igjen paa Gaden, tænkte han paa at sige det til Bøssemesteren om Boltene og faa ham til at gaa op og see efter. Han var lige paa Nippet til at sige det, da Bøssemesteren gav ham Haanden til Farvel. Men saa kunde han alligevel ikke, han fik det ikke sagt, – det kom ham for, at det var det samme som at erklære sig selv for gal, – saa forvisset var han paa en Maade om, at han sletikke havde rørt ved de Bolte.

✂ Han fortalte det hele om Aftenen til Hans, da de var komne til Sengs ude i Bryggerset. Hans lo og fandt det rent grinagtigt og taabeligt. Men hvad kunde det hjælpe. Hans havde jo ikke seet noget dertil, og kunde intet vide derom.

✂ Det var meget vanskeligt for Martin at holde sine Tanker ved Læsningen i Skolen de nærmest følgende Dage. Det kom over ham, det andet, eller det steg op i ham, – aa, det var næsten ligesom Kvalme, naar man ikke kan tvinge sig, men maa kaste op, – men dettehér gjaldt jo hundredtusind Gange mere, – det var ligesom Saligheden om at gjøre, – sommetider syntes han, det var hans Forstand, det gjaldt. Og hvad kunde det nytte, om han skriftede for Præsten? Præsten kunde jo hellerikke vide, om han havde gjort noget forkert – – og saa var hele Uvisheden der ligefuldt – – og han havde tydelig paa Fornemmelsen, at naar han først gav efter og gik til andre med sligt, saa vilde der sletingen Ende blive paa den Slags Spørgeri. Og saa vilde alle Mennesker lee ham ud og kalde ham forrykt – –

✂ Han syntes, Loll-Brødrene var saa slemme for ham at see paa nu, fordi de havde helt deres paa det tørre og var saa milde og gode. Og tilmed var det jo nok saadan, som de var, han egentlig skulde være, saa gik det vel nok over med al den Angst, – naar han helt vilde opgive sin egen Lykke og blot gjøre Guds Vilje. Aa ja, naar han ikke mere haabede paa Glæde her i Verden, saa maatte vel Spændingen gaa bort, og Angsten med – – men hvorfor skulde han saa leve her i Verden?

✂ Søndagen derefter var han i Domkirken til Højmesse. Aa, det var jo saa overmaade stort og herligt, hvad han hørte og saae, baade Sangen og selve Kirken allermest.

83

✂ Og Orgelet – det var jo, som hele Himlen tonede deri! – Men det blev ham truende altsammen! og Lidelsen optændte en Slags Harme i ham, hvorfor dog alting skulde plage ham saadan!

✂ Det øvrige af Gudstjenesten hørte han ikke videre paa. Men han sad og betragtede et Billede i Kirken: det forestillede et stort Skib, der nok skulde betyde Kirken selv, og paa det var der en utallig Mængde Præster og Munke. Og Paven stod paa et højt Sted paa Dækket og gav vist Befalinger. – Men der var sletingen Lægfolk ombord. De svømmede i Vandet omkring Skibet og var lige ved at drukne, de fleste af dem. Men saa Præsterne og Munkene – de kastede Reb ud til dem, som Lægfolkene greb fat i, saadan at de lige kunde have Næsen oven Vandet. Og paa Rebene stod de syv Sakramenters Navne og de gode Gjærninger og de Helliges overflødige Gjærninger, – det var dem, som voldte, at Lægfolkene ikke helt druknede. Det vil sige, der var nogle, som var komne langt ned under Vandet, og som Præsterne ingen Reb havde paa, – dér længst nede stod der Helvede og en Finger, som viste til den Side.

✂ Der kom et Raseri op i ham ved at see derpaa, som han i flere Minutter lod passe sig selv, saa han ikke ret ænsede det. Men tilsidst kunde det jo ikke undgaaes, og saa bad han til den hellige Anna, at hun vilde skaffe ham Tilgivelse derfor. – Han tænkte for Resten ogsaa paa sin Fader: hvad han vel vilde sige til det Skib.

✂ Nej, hvor han var ilde tilmode, da han gik derfra! For det var ingen ren Sorg eller Smerte engang, – nej, det var saa blandet, Trods og Angst sammen, der var ikke mindste Ro eller Hvile deri eller nogen Slags Lindring derved, – for sommetider kunde der være noget godt ved at lide, i hvor ondt det gjorde. Dettehér var ligesom Tandpine – blot at dette var en meget, meget større Pine.

✂ Han gik ned til Floden. Det var da friskt. Hvor Blæsten piskede Poplerne derovre paa den anden Bred; i en og samme skraa Retning flygtede alle Blade paa Kronernes brede Side, skjønt Stilkene holdt dem fast. Han kunde ikke høre, hvad de sagde, men de bandede og fordømte ham jo nok alle med een Mund, men det gjorde ikke saameget, for han vidste dog, at de mente ingen Ting med det.

✂ Floden væltede sig – med dybe Hvirvler, med svulmende 84 Buler, der blev til Bølger i Dag for Blæsten, Strømmen snoede sig, skjød ned og kom op igjen andre Steder – og bort, bort altsammen! Hvad mon Floden sagde: Kom herud! – alt det andet det er Løgn – men her slipper Du for det!

✂ Han vendte sig og løb op i Land. Han undrede sig over, at det gik saa let. For det var dog saa forfærdelig meget, der vilde have skeet, hvis han var bleven staaende. Han syntes, det var, ligesom han havde været derude i Floden.

✂ Men Vreden brændte endnu i ham, – en Vrede, som han jo sletingen Vej kunde komme med, og som kun gjorde hans Tilstand mere utaalelig.

✂ Han gik og drev om i Gaderne paa Maa og Faa. Tilsidst kom han op paa Breiter Weg, for han kunde jo ligesaa godt gaa hjem.

✂ Der saae han, paa Gaden, en Tigger komme dinglende ved et Par Krykker. Han syntes da aldrig, han havde seet saa elendigt et Menneske. Det var nok en Munkekutte, han havde paa, men den var saa forrevet og snavset, saa det var vanskeligt at afgjøre; og endogsaa Farven: var den sort eller brun? Og saa var Mennesket tillige blodig og strimet i Ansigtet og paa Hænderne, det saae ud, som om nogen kunde have slaaet ham fordærvet. – Han tog egentlig ingen Skridt, naar han bevægede sig, han hang paa Krykkerne – men Armene syntes ogsaa at være helt afmægtige. Hver Gang han slæbte Kroppen frem, som med et Ryk, gled Krykkerne ud fra Armhulerne og op paa Armen, næsten helt hen til Albu-Leddet, saaat de matte Arme blev tvungne til Vejrs. Og bedst som Martin stod og saae til, skred Mennesket stønnende om paa Gaden. Den ene Krykke faldt langt fra ham.

✂ Martin gik hen og samlede den op og bød ham den. Men han tog ikke ved den. Saa bøjede Martin sig ned og greb fat i hans Skuldre; men han virrede først med Hovedet; lidt efter nikkede han i Retning af en Stentrappe ved en Dør lige i Nærheden. Martin vilde saa prøve paa at hjælpe ham derhen, men Munken væltede sig om paa Brystet og begyndte saa at kravle paa alle fire hen derimod. Endelig naaede han over Rendestenen og lagde sig saa opad Stentrappen. Martin tog begge hans Krykker og anbragte dem ved Siden af ham.

✂ Nu kunde Martin rigtig see hans Ansigt, og det var 85 egentlig kjønt. En stor, smukt kroget Næse, og Øjenbrynene saa højt hvælvede. Øjnene var hverken skulende eller bedrøvede, de var alvorlige og ligefrem venlige, men saa matte, saa matte i Blikket.

✂ »Tak! tak!« sagde han med svagt Mæle, og saae saa mildt til Martin.

✂ Martin trak sig et Stykke bort, for det lod ikke til, at den anden vilde ham noget. Han gik over paa den modsatte Side af Gaden, og saae af og til sidelængs hen til Tigger-Munken, eller hvad han var.

✂ Saa kom der en af Skræddersvendene hjemme fra Sturzes gaaende paa samme Side af Gaden, hvor Martin stod.

✂ »Hvem mon det kan være?« spurgte Martin sagte.

✂ »Men veed Du ikke det? Det er jo ham Fyrstens Søn fra Anhalt. Saadan har han pisket og slaaet sig selv fordærvet. Han boer derhenne i Klostret i Hollundergaden. Han skulde have været den regjerende Fyrste i Anhalt, men han har frasagt sig Fyrstekronen og det hele for at blive hellig og for sin Saligheds Skyld. Man kan ikke faa ham til at sige noget, uden man beder ham om hans Velsignelse, saa siger han: »Nej, nej! Herren forlade os begge vore Synder!« og slaar Kors for sig selv. – Men vi skal jo hjem og spise!« sagde Svenden og gik videre.

✂ Martin gik lidt længere bort for ikke at være Munken til Ulejlighed, men stod saa atter og betragtede ham. Ja! det var naturligvis det, man skulde! tænkte han. Opgive al Ting, blive saa elendig, saa man ikke kunde slæbe sig selv ved et Par Krykker, men brasede sammen paa aaben Gade og laa der midt i dens Møg og Skarn, ikke regnet for mer end dét. Det var vel endnu mere end at komme til at græde ud – hvad han ikke engang kunde – for det var jo nok at komme igjennem, at komme til Bunds, – komme igjennem alt, hvad der hed Trods og Tvivl og andet Blandingsgods, og leve i – ja i noget, der var rent i hvert Fald. Men hvordan skulde han bære sig ad dermed? tænk, hvis han gav sig saadan til at mishandle sig selv, saa Skrædderens og alle Folk lagde Mærke til det – – og Folk stod forundrede og saae paa ham, – det vilde nu ogsaa være at gjøre sig vigtig, det vilde Skræddersvendene sige – – – nej, nej, det var bedre at komme paa Pilegrimsrejse til Rom, bort, hvor ingen kjendte En, saa man kunde være ene – – - 86 Dette var, hvad Martin oplevede i Begyndelsen af det Aar, han var i Magdeburg. Og mere oplevede han egentlig hellerikke – før til allersidst, I al den øvrige Tid gik han blot og rugede over sin Helvedes-Angst – ja, og saa sin Frygt for at have paadraget sig Skyld og Ansvar deroppe i Krudtkammeret – uden at han dog kunde faa sig til at tale til nogen om dette sidste, fordi han i Grunden godt vidste, at det var Vanvid. Skjønt disse forskjellige Ængstelser stadig laa paa Bunden hos ham, tog han dem meget sjælden op til bevidst Overvejelse – hellerikke naar han var ene; – han havde en rigtig Fornemmelse af, at gjorde han det ret meget, saa kunde han ingen Ting bestille i Skolen, og saa vilde det meget snart være ude med hans Forstand. Paa den anden Side var hans tilbagetrængte Angst saa stærk i ham, saa den gjorde Dagene graa, tog Glansen af Livet og gjorde det hele udvendigt. Han syntes selv sommetider, at dette da vist maatte være den allerforsmædeligste Maade, man kunde leve sit Liv paa. Der kom sletingen Ting ud af det. Ja, han fik jo lært sit Læsning i Skolen fra Dag til Dag – men ellers!

✂ Han kunde jo sletikke naa nogen Sikkerhed med Hensyn til det Evige! Hvem mon egentlig havde en Sikkerhed – der var værd at kalde Sikkerhed – for, at han ikke kom i Helvede? Vist næsten ingen, lod det til! – Han vidste, hvad Sikkerhed var, det gjorde Martin; naar hans Fader havde befalet ham en Ting, saa blev den nøje udført efter Ordren, – det var Sikkerhed det, – en Sikkerhed, der sad ham i Sjæl og Krop hvert evige Øjeblik endnu som en Overstramning, en dirrende Overspænding af Kræfterne. Men i Sammenligning dermed: hvad var det for en jammerlig Sikkerhed, han havde til Værn mod det at komme i Helvede! Folk vidste saamænd ikke bedre Besked derom, end naar man spillede Effen eller Ueffen. Og saa var det deres evige Salighed, det gjaldt! – Nej, det kunde han ikke nøjes med, dertil vidste han altfor skjærende smerteligt fra sin Barndom, hvad Sikkerhed vilde sige. Saadan en Munk, der var gaaet til Bunds, som denne Fyrste af Anhalt, maatte vel vide Besked – det var vel det eneste, der var tilbage. Aa, der kunde godt dukke Angst op i ham for, at Gud ikke engang var retfærdig, – skjønt den havde jo fortaget sig efter hans Faders Modtagelse af ham, da han kom hjem fra Harzen. Men selv 87 om Gud var retfærdig, hvad Sikkerhed havde man saa? – Aa, den Skifting! naar han tænkte paa ham – saa kom det altsammen igjen. – – – Og saa til Afveksling var der Krudt-Historien. Ja, det var jo ogsaa Sikkerheden, det dér var galt med. Sikkerheden mod, at han kunde volde en Ulykke med de Jærnbolte. – Han maatte jo være rent overdreven i sine Forlangender om Sikkerhed! Andre Mennesker kunde lade sig nøje med langt mindre deraf! Men hans Fader havde ogsaa forlangt en rent sønderknusende overdreven Sikkerhed af ham, naar det gjaldt den nøjagtige Udførelse af hans Befalinger!

✂ Martin var en kjedelig Kammerat for Hans i alle disse Maaneder. Der var ingen ret Hengivelse i nogen Leg. Hans mærkede kun, at Martin passede sit Skolearbejde meget ivrig; men der var ingen Fornøjelse ved at snakke med ham heller om dét.

✂ Sommetider syntes Martin, at han maatte da vist kunne bede Gud om at jage alt det Mismod og den Angst bort; at naar der var noget ved Gud, – saadan som Martin syntes han havde kjendt ham engang – saa maatte han da hade sligt; men i Almindelighed turde han ikke tro andet, end at det var for Guds Skyld og Sandhedens og Samvittighedens Skyld, han havde alle disse Lidelser. Og da kom der saa let et Stænk – eller mere – af Harme imod Gud, eller mod Livet i det hele.

✂ Men kaste sig ud i en Afgjørelse – eller i en vild, hensynsløs Undersøgelse af Skyld eller ikke Skyld, det turde han ikke, – han syntes, at det eneste, der skilte ham fra Sindsforvirring, var netop den Magt, han endnu havde over sig selv til at hindre en saadan Afgjørelse eller Undersøgelse – i det hele Magten til at holde sine bevidste Tanker borte fra de Sager. –

✂ Kort før han, efter Bestemmelsen, skulde rejse fra Byen, forat flytte til Eisenach, – indtraf der saa igjen noget, som drog alle hans Tanker til sig.

✂ Det var sidst i November. Det var tidligt blevet Vinter, og Elben havde været helt islagt. Men nu var det blevet Tø igjen og Strømmen brød Isen op.

✂ Byens Drenge var nede ved Floden eller ude paa Isen i stort Tal, for det var baade morsomt og meget farligt med alle de pludselige Forandringer i Isens Beliggenhed, som den rivende Strøm stadig frembragte. Der kunde være 88 store Sammenskruninger, hele Volde af Isstykker, som kunde see uhyre solide ud, men saa kunde det ene og saa det andet Hjørne begynde at løsne sig, eller Strømmen kunde presse sig ind i en Smule Revne, som den hurtig gjorde til en bred Spalte, og paa een Gang kunde saadant et helt Is-Landskab komme i Drift, efterhaanden opløse sig i Smaa-Øer af Flager, som det saa gjaldt om at forlade i Tide, før de blev for smaa og usikre i Strømmen.

✂ Baade Martin og Hans havde været derude, men befandt sig nu paa Bredden og saae paa de andre. Alle de Drenge, der var Tilskuere, stod naturligvis og ønskede, at de derude maatte komme i nogen Fare, uden i Tankerne at bestemme, hvor vidt den Fare maatte gaa.

✂ Der var særlig een Dreng, Sebastian, som alle havde deres Øjne henvendt paa. Han var saa meget dristig til at vove sig ud, hvor der var rigtig Røre i Is-Masserne, hvor Strømmen sommetider pludselig kunde boble op imellem Is-Øerne og sprede dem. Naar dette skete, flygtede han naturligvis straks imod Strømmen, fra Ø til Ø, indtil han kunde naa et roligere Sted, et Slags Fastland, hvorfra han igjen kunde begynde paa sine Vovestykker.

✂ Endelig glippede det for ham at komme fra sin svømmende Ø, mens det endnu var Tid; den aabne Rende blev pludselig saa bred, saa han umulig kunde sætte over, og nu drev han saa ud i aaben Strøm. Hans eneste Udsigt var nu at holde sig flydende paa Flagen saa længe, til den naaede et nyt Is-Fastland forude, hvor han kunde komme af.

✂ Alle Drengene baade i Land og paa Isen raabte og skreg af Spænding og Morskab over at see ham i denne Vanskelighed, skjønt havde de været ældre, eller været hans Søskende, saa havde de maaskee nok indseet, at han virkelig var i Livsfare, og glæmt at more sig.

✂ Isflagen var i sig selv stor nok til at bære ham, hvis den havde ligget i en rolig Dam. Men som den nu drev fremad i den oprørte Flod, vippede og tumlede den, og Sebastian havde øjensynlig den største Møje med at holde sig opret paa den. Tilsidst lagde han sig ogsaa ned, men derved mistede han Muligheden for hurtigt at flytte sig, man hørte ham skrige gjennemtrængende, og et Øjeblik efter var han forsvunden.

✂ Alle Drengene blev i samme Nu fuldkommen tavse - 89 stirrende ud efter Flagen; – man saae Sebastian oppe paa Overfladen endnu engang, men kun nogle Sekunder, saa var – og blev han borte.

✂ Mange af Drengene gav sig nu til at raabe paa de Voksne; nogle Skibsfolk og Færgekarle kom ogsaa tilstede, og nogle Baade blev sat ud. De kom hurtig hen til Stedet, hvor Sebastian var forsvunden, – og videre fort, for Strømmen var jo med, men de fandt ham ikke. Han var vel sagtens inde under den pakkede Is længere borte.

✂ Drengene listede sig ganske stille bort. Det var, som om de alle følte sig noget skyldige. De Voksne, der kom til, skjældte ogsaa ud, fordi Kammeraterne ikke havde advaret ham eller hjulpet. Det var jo let nok bagefter.

✂ Martin hørte det. Han stod ganske stille, bleg som et Lig.

✂ Han syntes, at nu først var det, den store, uoprettelige Skyld var kommen over ham. Han huskede jo, at han havde moret sig over Sebastians Fare ligesom alle de andre – til det Øjeblik, Ulykken skete. Han maatte altsaa have moret sig over, at et Menneske var i den højeste Livsfare, og saa var det vel derfor, han ikke i Tide var kommen til Hjælp. Hvordan dette skulde have været iværksat, tænkte han ikke paa.

✂ Efter et Par Dages Forløb gik han virkelig til en Præst og skriftede sin Synd. Fortalte vidtløftig om, hvordan det hele var gaaet til. Men Præsten lo meget godmodigt ad ham og sagde, at det maatte han aldrig mere tænke paa, det betød ikke noget.

✂ Saa maatte jo Præsten sletikke have forstaaet ham, tænkte Martin. Der var altsaa helleringen Redning for ham fra den Side. Alle andre Mennesker plejede jo dog at kunne komme over saadan deres bestemte Synder paa den Maade, og han var jo villig til at gjøre alt, hvad Præsten vilde have paalagt ham som Bod.

✂ Var han da forskjellig fra alle andre Mennesker? Han blev ligestraks saa ene, skjønt alle de andre Drenge havde jo dog været med. Helt ene – saa han ikke kunde sammenligne sig med nogen. Aa, det var akkurat, som naar hans Fader havde givet ham en Befaling – da blev han ogsaa pludselig helt ene, ingen uden han alene kunde vide, hvor grænseløst meget det gjaldt.

✂ Mon han ikke var fordømt nu? Stod der ikke et Sted, 90 at en Manddraber var i Pagt med den Onde? – Men var det ikke uretfærdigt af Gud? Han vidste jo dog, at han aldrig for nogen Pris havde villet være medskyldig i Sebastians Død. Havde han dog bare kunnet tale med sin Fader derom. Han var da stræng nok, og dog var Martin ikke sikker paa, om han ikke vilde have frikjendt ham.

✂ Martin blev ligefrem syg, kunde slet ingen Ting spise, og maatte nogle Dage forsømme sit Arbejde i Skolen og sin Syngen for Dørene. Alligevel kom han hver Dag i Skolen og sad og hørte paa de andre.

✂ Det faldt ham ind i disse Dage, at nu betød Krudt-Historien nok sletintet mere for ham, den syntes ligesom ikke at komme ham ved, og dog havde han nu omtrent i et Aar gaaet og græmmet sig saadan derover. Det var næsten, som det kun gjaldt om, at han skulde være ulykkelig, saa kunde det nok være det samme, hvordan det gik med Sagerne selv. Mon det var Fanden, der vilde have det saadan? Eller hvad var det? Hvad var det? – Han kom atter til at tænke paa saadant et fortravlet Menneske, der altid maatte have travlt. – Men Tanken gled snart bort fra ham igjen. –

✂ En Dag sad han inde i et Undervisnings-Værelse paa Skolen, efterat en Time var til Ende. Det var tillige en Slags Bogstue; der stod en hel Del Bøger paa nogle Hylder ved Væggen.

✂ Der var en, paa hvis Ryg der stod skrevet: Thesaurus mysticus eller den skjulte Skat. Det lod til, at den var af en hel Del forskjellige Forfattere, saadan Smaastykker imellem hinanden. Et Sted stod der en Overskrift: Om Prædestinationen eller Guds Forudbestemmelse. Han blev straks noget ængstelig ved at see disse Ord, men kunde dog ikke lade være at læse.

✂ Dér stod med rene Ord, at Gud havde bestemt fra Evighed, hvilke Mennesker der skulde i Himmerig, og hvilke der skulde i Helvede. Og det kunde man ikke forandre noget ved, om man saa gjorde aldrig saa mange gode Gjærninger. Det var noget, som Gud bestemte af sin frie Villie. Man skulde kun gjøre det Gode for selv at blive vis paa, om man hørte til de Frelste, som var forudbestemte til Himmerig, eller til de evig fordømte. Det kunde man nok danne sig en Mening om, eftersom Ens gode Gjærninger lykkedes eller ej. – Og saa stod der en hel Del om, at 91 man skulde elske Gud, ikke for Frelsens Skyld, for det var Egenkjærlighed, men for Guds egen Skyld. – –

✂ Men Martin havde faaet nok. Der var altsaa sletingen Retfærdighed til! Han gispede efter Vejret. – Jo, det var rigtignok den skjulte Skat, han her havde fundet! Der var ingen Retfærdighed til! Saa regnede Gud sletikke, at han ikke havde villet Sebastians Død, der hjalp ingen Undskyldninger! Han var evig fortabt!

✂ Det svimlede for ham – og – han faldt, – han maatte vel være besvimet, for han følte sig helt forvildet, da han skulde til at rejse sig igjen. Han kastede op, da han kom udenfor Døren, og var saa mat, at han kun med stor Møje vaklede hjem til Skrædderens. Han krøb i sin Seng, dirrende af Feber, og noget efter kunde han ikke holde det ud for Varme i Sengen og fik Dynen af sig derude i det iskolde Bryggers.

✂ Han syntes egentlig ikke, han tænkte saa meget paa det, han havde læst i den Bog, men det var som en Virkelighed, der stod dér lige indenfor Døren: den evige Fortabelse, – han kunde ligesom ikke røre sig, uden at han stødte imod den – og det var som at røre ved Is eller gloende Jærn. – Saa gled han tilbage igjen i en bølgende Feber-Taage.

✂ Men næste Morgen var han – man kunde vel sige: heldigvis – stærkt legemlig syg. Ellers var maaskee Forstanden bleven skræmt af ham. Det slog sig paa Maven, – han havde vel sagtens ligget nøgen om Natten i Søvne,

✂ - han fik en Gjennemgang, der var nærved at slaa ham ihjel og laa flere Døgn i Vildelse. – Han var da nærmest saadan opgiven, uden at man dog endnu sendte nogen Efterretning til hans Forældre. Det eneste, han fik at nyde, var nogle tørre Hvedebrøds-Skorper. – Vand maatte han endelig ikke faa, sagde den kloge Mand, som Skrædderens plejede at raadspørge for deres Børn, – eller noget andet drikkeligt.

✂ Vand var det eneste, Martin brød sig om, han led saa usigeligt af Tørst. Men ingen maatte bringe ham noget, og selv var han saa svag, at han sletikke kunde røre sig, – han var bleven stiv i Lemmerne, foruden alt det andet, han fejlede. –

✂ Det var en Dag, Skrædderens skulde til Barselgilde hos Sturzes Søster og hendes Mand. Skrædderens kom ikke 92 meget i Besøg, skjønt de gjerne vilde, de havde ikke Raad til at gjøre Gjengjæld. Men her var da en Lejlighed, hvor det gik an, her skulde de ogsaa med allesammen, endskjønt deres Børn jo var mange, de mindste helt smaa.

✂ Svogeren og Søsteren var nu heller ikke velstillede, saa der blev gjort stærkt Regning paa, som ogsaa Skik var, at Gjæsterne førte Send med sig til Gildet, Bagværk, Kjødvarer og Drikkevarer, og hvad der ellers trængtes til i Anledningen. Sturzes havde derfor haft ikke saa lille en Bagning Natten i Forvejen, og Ovnen var jo derude i Bryggerset, saa Martin havde døjet meget af den Hede, der havde været og var endnu.

✂ Nu drog de saa alle af Sted ved Middagstid – undtagen jo Tjenestepigen. Hans Reinicke var hellerikke med, men det kom af, at han i denne Tid boede hos Füssels udenfor Byen; den kloge Mand havde nemlig sagt, at saadant noget Sygdom, som det Martin led af, med megen Maveforstyrrelse, det kunde godt træffe til at være smitsomt, saa det var bedre, Hans ikke sov hos ham.

✂ Martin laa og var udenfor al Tid og alle mulige Bestemmelser. Det var, ligesom han ikke kunde tage noget ret alvorligt. De vigtigste Spørgsmaal skjød op, men gled straks af paa den Feber-Rus, han var i. Selv det, der havde styrtet ham ud i Sygdommen – det kom ogsaa og viste sig for ham i al sin Frygtelighed: Gud var uden Retfærdighed, og Martin var jo nok fortabt. Ja, men det gjaldt jo saa for alle Mennesker, hans Fader ogsaa, den ene kunde ikke vide sig mere sikker end den anden. Saa stod hele Sagen ude i en Taage, uden at komme ham nærmere, uden at røre sig. – Han var jo nok snart borte herfra – lige som alle de andre Ting, der laa og drev herude i Bryggerset. – Ovnragen og Brødskuffen stod til Støtte mod Væggen bag hans Leje, lænet frem over ham. En hel Del store, vaade Halmvisker flød paa Stenpikningen, hvormed Gulvet var dækket, – – her lige ved hans Hovedgjærde. Han laa halv skjult af Dejgtruget, der var sat hen efter Brugen i denne Krog. Og ingen saae efter ham, – det kom ham ikke underligt for; han havde egentlig ogsaa selv opgivet Livet uden at tænke videre derved.

✂ Det værste var, naar han mærkede Sult eller Tørst. Det kom stødvis og kunde holde sig længe ad Gangen. Naar han havde prøvet paa at spise noget af dette 93 Hvedebrød, mærkede han Tørsten dobbelt, han kunde næsten ikke faa noget af Brødet ned, men saa blev det hele til Tørst.

✂ Sommetider var det, som om hans Bevidsthed, hans Sjæl ikke bestod af andet end Tørst, der var ikke en Tanke eller en Forestilling – blot denne Fornemmelse, som jo kun kan erfares og benævnes ved sig selv. Men sommetider fyldte Tanker hans Sind: en hel Verden, hvor alting drejede sig om Vand og om Tørst – –

✂ Pigen kom ind over Middag med to Spande Vand ude fra Brønden. Det gjorde hun hver Dag. Hun satte dem henne paa Stenpikningen ved Bryggersvadsken, der stod de paa et Bræt. Martin kjendte dem saa godt. Naar han og Hans kom hjem fra Skole, saa gik de gjerne ud til de Spande for at faa en Slurk Vand. Det gjorde jo alle Husets Børn.

✂ Der kom en Tanke op i ham om at bede Pigen – ved det hun var ene hjemme – give ham en Drik Vand – – men saa huskede han jo godt, at Pigen var fuldkommen tro mod sit Herskab, hun gjorde ikke noget imod deres Befaling, – og han maatte jo ikke faa Vand, det var vist det eneste, der var bleven bestemt for hans Sygdoms Skyld.

✂ Pigen gik straks ind i Kjøkkenet. Og Martin vidste, at nu saae han rimeligvis ikke et Menneske, før i Aften en Gang.

✂ Der laa et Stykke Karklud paa Gulvet lidt fra ham – den var saa tør af den stærke Varme fra Ovnen og helt udslidt af Brugthed, bare blege Trevler, – aa, han syntes, han var helt saadan, saa udtørret og udslidt og et Ingenting ligesom den Stump Karklud. Det var blot saa underligt, at ligesaa snart han forsvandt, saa forsvandt ogsaa alt det andet herinde for ham. Men Karkluden – den var kun sig selv – den forsvandt der ingen Ting for – –

✂ Aa, hvor han tørstede! Den ene af Spandene hældede lidt. Han kunde see, ikke Vandet, men et Lysblink i Vandspejlet: – det maatte være, fordi det vuggede lidt endnu, efter at Pigen havde sat det – –

✂ Tørsten tog til at blomstre i ham, at skyde Billeder og Begivenheder: Spanden kom op nede fra Brønddybet, og Lyset blinkede mere og mere i den vuggende Overflade, eftersom den nærmede sig Bommen, – og nu tog han 94 Spanden med begge Hænder, idet han stemmede Maven ind mod Rammens Yderside, og nu holdt han den paa Rammens Kant. Aa, der var noget med Jærnbøjlen og Rebet, der kom i Vejen for Ansigtet, – men nu naaede hans Mund Vandfladen, og han græd, idet han drak – og nede paa Bunden af Spanden var der saadant noget grønt, der sad – – men han fik ingen Ting, skjønt han drak, han kom til sig selv og var lige tørstig – – –

✂ Spanden stod akkurat paa samme Sted derhenne ved Bryggersvadsken, og Lyspletten legede i Vandet. Aa, naar det nu havde staaet der nogen Tid, saa blev det lunkent af Varmen fra Ovnen, – og nu var det iskoldt – –

✂ - – ja, han vilde lægge sig ned i Græsset, skjønt det stod helt fuldt af Vand, det gjorde ingen Ting med hans Klæder – – Græsstraaene var under Vandet ligesom forsølvede af Luftblærer, men det, der stak op over Vandet, var grønt som ellers – Bækken var jo helt gaaet over sine Bredder – – Han laa fladt paa Maven i Vandet og drak, seende ned mod Engbunden, men han fik ingenting! – – Han løftede Hovedet, – ja, ude i Bækken gik Vandet frit i Bølger og Strømme – – det var jo rimeligt, at vi blev frelst i Daabens Vande – – men saa var han jo frelst! – –

✂ Aa, hvor han tørstede! – – Dér stod de henne, de to Spande! – – Han tumlede ud af sit hede Leje – han maatte vel have hældt sig for stærkt frem – og laa paa Stengulvet, nøgen som han var –

✂ Det gjorde meget ondt i Arme og Ben, dem kunde han ikke bevæge, men han væltede sig rundt med selve Kroppen, – og følte med det samme, at han maatte kunne naa hen til Spandene – og saa var han vistnok et Øjeblik uden Bevidsthed – – for han syntes, han var ude i Elbstrømmen, i kolde Strømme, blev rullet rundt og væltet op og ned – – men fik intet at drikke – og saae, at han laa paa Bryggersgulvet – –

✂ Han syntes ikke han kunde røre sig – han havde atter gjort Forsøg paa at bruge Lemmerne; han laa tillige og lyttede, om der var nogen, der nærmede sig, der kunde forhindre ham i at naa Vandet. Men der var ingen. Ikke en Lyd! – Jo, langt borte i Huset hørte han dumpe Slag – det maatte være af Pressejærnet, henne i Systuen.

95

✂ Han begyndte atter at vælte sig sidelængs over Stenpikningen – – og nu var han ved Spandene!

✂ Han fik sig sat over Ende. Han saae i et Glimt den ru, flossede Kant af Spanden, – nu havde han Mund og Hage nede i det kolde Vand, – nu drak han.

✂ At fornemme det Kolde ned igjennem Kroppen, ned i Indvoldene, – han syntes, han kunde mærke, at Gud er god, Gud er god, han, som har skabt – – – Han drak og drak. Der blev to Smaahuller i Vandfladen ligefor hans Næsebor – han blev ved at drikke.

✂ Som man seer et spædt Dyr synke fra Moderens Yver ned i Søvn, saaledes sank han tilsidst sovende ned mod den haarde Stenbro. – Det varede dog ikke ret længe, saa var han vaagen igjen, – han frøs, – og begyndte at vælte sig tilbage mod sit Leje. Og da han havde naaet det, var han borte med det samme.

✂ Først næste Dag vaagnede han op – badet i Sved, og da kunde han mærke, at han i Grunden var rask nu, han var kun saa uhyre mat.

✂ Bruge sine Tanker kunde han vel egentlig ikke, men han kunde styre dem. Det Frygtelige, han havde læst, ligefør han blev syg, taarnede sig op for ham ligesom nogle uformelige Luftsyner, men han forhindrede dem i at tage Form, de svandt bort, – og han laa og mumlede Gang paa Gang: Gud er god! Gud er god! –

✂ Noget efter Martins Opvaagnen kom Sturz og hans Kone ud i Bryggerset forat see, hvordan det stod til. De havde hørt af Pigen, at han maatte have været ved Spanden og have drukket, for den var halv tom, da hun kom ned i Bryggerset i Aftes.

✂ Sturz sagde, da han mærkede, at Martin havde det bedre: »ja, der kan man see, Lærdommen er ikke altid at stole paa.«

✂

✂ Nogle faa Dage før Jul var Martin saa rask, at han turde tage sig Hjemturen paa. Det havde været afvekslende Frost og Tø, koldt, raat Vejr med slemt Føre i længere Tid, og var det ogsaa den Dag, han drog af Sted. – Han havde en stor og tung Byldt af Tøj og Bøger paa Ryggen; det sjadskede med store, vaade Sneflager i Luften, og Vejen var saa gal, den kunde være: Frost i Bunden og et Par Tommer Snesjap ovenpaa.

✂ Han saae sletikke paa Egnen, hvor han gik, holdt blot Øjnene til sine Fødder og til Vejen lige foran. Han tænkte kun paa sig selv og dem hjemme. Det var nu fem Fjerdingaar, siden han havde seet dem. – I det onde, kolde Vejr kunde han ikke lade være at udmale sig Hjemmets Hygge: Hans Moder sad med Rokken ved Ildstedet, og de laa omkring hende paa Gulvet, han og Jakob og Barbara og de tre andre, og hun fortalte paa sin forstandige og noget tungsindige Maade, der lød saa troværdig, netop fordi det var akkurat, som naar hun talte om Husets Anliggender. Naar Personerne var urimelige i deres Foretagender eller Ønsker i Eventyrene, saa sagde hun deres Ord, ligesom hun spottede dem noget eller dadlede dem for deres Forfløjenhed. –

✂ Men ellers! – hvad Grund havde han egentlig til at tænke sig Hjemmet hyggeligt? Hans Fader var vel sagtens ligesaa stræng, som han plejede. – Martin syntes sletikke, han kunde forstaa, hvordan nogen kunde være stræng eller mørk, naar han ikke led af Angst for – dette Evige. Men det gjorde hans Fader da vist ikke, – tværtimod: det var jo nærmest fra ham, det kom, naar Martin nu turde skyde sine Betænkeligheder lidt tilside, – han haabede da paa, at Faderen skulde give ham Dristighed 97 naar han fortalte om dette, han havde læst angaaende Guds evige Forudbestemmelse. Han haabede egentlig paa, at Faderen skulde kalde det for Vrøvl, – samtidig med at han paa Forhaand følte, at Faderens Ord paa det Punkt ikke helt vilde kunne overbevise og berolige ham. Naar Martin – de Gange han havde været til Skrifte – hidtil havde kunnet tage det – ja, hvad skulde man sige: saadan almindeligt, uden Angst, med sit Skriftemaal, saa var det vel nok den Maade, hvorpaa Faderen havde talt om de Ting paa Sygelejet, som havde voldt det, – for ellers følte Martin godt, at der var Bundløshed nok, ogsaa dér, at synke ned i.

✂ Det var nu nok godt, at han ikke skulde være hjemme mere end nogle Dage, ellers blev det vel helt det gamle om igjen med hans Faders Urimelighed. – Og – han vidste ikke, hvad Grund han egentlig havde til at tro det: men det stod nu for ham, at i Eisenach – hvor han nu skulde gaa i Skole – vilde det alligevel blive noget helt andet end i Magdeburg. Det kom vel af baade Moders og Faders Ord om den Egn – – ja, hvor saa mange af deres Minder havde været Virkelighed, hvor deres Slægt boede endnu, – og hvor alle Floderne løb mod Vest til Weser.

✂ Lille Juleaften naaede han Mansfeld, saa træt, at han den sidste Mils Vej havde gaaet næsten uden Bevidsthed.

✂ Han kom straks i Seng, – og sov noget efter ind med den Fornemmelse, at alt, hvad Moderen foretog sig, det var godt nok, det var rigtig den gamle Laven til til Julen. Men Faderen – han var ikke just urimelig eller stræng, men han var da saa rastløs, der var sletikke noget af den Ro over ham – fordi Arbejdet var foreløbig til Ende, som Martin dog saa godt havde kjendt hos ham om Julen i gamle Dage.

✂ Næste Morgen var det ligesaadan. Martins Moder sagde, at hans Fader havde jo nu faaet saa meget at see efter, som ikke var hans eget. Det var ikke blot dethér, at han var een af de Fire i Byen, – nej, men Greven havde ogsaa sat ham til at liave Opsyn med alle de Fyr i Möllendorf og Vatterode og Leimbach, – og naar han saa ogsaa skulde passe sit eget, – det var dét, der gjorde ham saa urolig. Men han tjente da godt.

✂ Martins Moder viste ham nu ogsaa, hvor Sengene var 98 bleven af, som før havde været herinde i Stuen. Huset var jo nemlig blevet bygget meget større, mens han havde været henne, saadan at de nu sov i en anden Stue. Men Martin skulde blive ved at ligge her i Dagligstuen, de Nætter han var hjemme, for de havde knapt med Sengeklæder og her var jo varmere.

✂ Om Aftenen, mens de spiste Julenadveren, og da de sang, og Faderen holdt Bøn, var han da endelig rolig, – men det varede hellerikke stort længere, for noget efter at den lille Julegran var bleven tændt i Stuen, gik han ud. Han skulde hen og tale med en Mand i Byen, som brød Ertsen i sin lejede Grube paa en uforsvarlig Maade.

✂ Men saa var de jo da ene, Martin og de andre Børn og Moderen. De sad sammen, akkurat paa samme Maade som da Martin var rigtig hjemme, og Moderen fortalte vidt og bredt. Lysene paa Træet gik jo snart ud, men der var Lys nok fra Ildstedet til det, de havde for. – Hun fortalte en Historie fra Möhra, hvor hun selv havde været som ung, da hun blev trolovet, og som Martin jo ogsaa nok fik at see, naar han nu kom til Eisenach, for det var kun et Par Mil derfra.

✂ Den Historie – det skulde være passeret, kort før hun kom til Egnen. – Det var to Piger, – de stod og gravede inde i en Have der i Möhra, og den ene graver saa pludselig en tyk, hæslig Tudse op. Hun blev straks saa fortagen af det, saa hun vilde lige til at skjære den over med Spaden. Men den anden Pige var medlidende og sagde: »lad nu det sølle Dyr leve; den har Gud jo dog ogsaa skabt, og har han givet den Livet, saa lad ham ogsaa være ene om at tage det igjen.« – Hendes Medtjener var en ugudelig Tøs og lo ad hende, men hun blev ved at bede for Tudsen, saa den anden tilsidst gav efter og lod den leve. – Saa ikke længe efter kom der en Dag en lille bitte Mand ind i Kjøkkenet til dehér to Piger, hvor de tjente, – i en brun Trøje med store Daler-Knapper og en Hat med bred Skygge. Han hilser saa meget venligt og byder dem begge komme til Barselgilde hos Underjordserne. Han sagde tillige, at her under Ildstedet i Kjøkkenet var der et Hul, som vilde aabne sig næste Søndag, og der skulde de kuns gaa ned. Og da han havde sagt det, var han borte.

✂ Nu vidste dedér to Piger jo ikke: skulde de gaa, eller skulde de lade være? Og de henvendte sig saa til Præsten 99 for at faa Raad af ham. Jo, han fandt ikke, der var noget at betænke sig paa, han raadede dem til at gaa, – saadan en Kjærlighedsgjærning skulde man ikke nægte nogen. – Da saa det var bleven Søndag, og Solen stod lige i Sønder, saa ganske rigtig aabnede der sig en Dør under Ildstedet, og de to Piger, i deres Søndagsstads, og i pæne, hvide Skjørter, traadte derind ad, og blev straks modtagne af to smaa, brune Mænd, som de saa fulgte med ned ad en prægtig, bred Trappe. Tilsidst kom de til en stor, straalende Sal, og der var alle Underjordserne allerede forsamlede. Da de saa havde hilst paa dem hvereen, kom Præsten frem og døbte Barnet, og det var ikke større endsom en Haand. – Saa satte de sig til Bords, og de to Piger fik Sæde ved Siden af Barselkonen, og de lod sig Maden godt nok smage.

✂ Da de nu havde siddet der en Stund, kommer hende den ugudelige Pige til at see op, og da blev hun ikke lidt bange, for lige over hendes Hoved hang der en Møllesten – blot ved en Silketraad. Hun sprang op og vilde af Sted, men Barselkonen bad hende sætte sig ned igjen og sagde: »Vær nu ikke bange, der skal ikke skee Dig noget ondt. See kuns, da Du for nogle Dage siden vilde slaa mig ihjel med Spaden nede i Haven, da hang mit Liv i en Traad, og det gjør Dit nu ogsaa; men da Du dog lod mig beholde Livet, saa skal det ikke gaa Dig værre, og Møllestenen skal ikke slaa Dig ihjel.«

✂ Saa gav Pigen sig da til Taals, og de aad og drak lystig videre, og det ene Fad blev sat paa Bordet efter det andet.

✂ Men til allersidst bar en lille Mand et Fad ind, der var Laag over, og satte det foran Pigerne, og en af Underjordserne sagde til dem, at de skulde kuns tage Laaget af. Først var de rædde og vilde nødig til det, men Underjordserne forsikrede, at det tog de ingen Skade af. Saa løftede de da Laaget, og saae, at Fadet var fuldt af Lus. Da de saa vendte Ansigtet bort af Væmmelse og Ledagtighed, sagde en af Underjordserne: »Ja, det er de Lus, som I kæmmer af jert Haar, naar I kæmmer jer om Torsdagen; de falder allesammen herned i vore Fade. Derfor vilde vi bede jer lade være med at kæmme jer lige den Dag, og sørge for, at de andre deroppe ogsaa vil lade være dermed.«

✂ Det lovede Pigerne, og lidt efter rejste Folk sig fra Bordet. Da Pigerne nu bød Underjordserne Farvel, takkede 100 Barselkonen og hendes Mand dem for den Venlighed, de havde veviist dem, og Konen gav desforuden hver af Pigerne et Par Haandfulde Høvlspaaner og sagde, de skulde passe godt paa dem.

✂ Saa gik de, og de to brune, smaa Mænd førte dem atter op ad den samme smukke Trappe, som de var komne ned ad. Men da de saa stod ene i Kjøkkenet, kastede den Ugudelige af dem straks sine Høvlspaaner paa Ilden og sagde: »Naar Underjordserne ikke kunde give mig en bedre Mindegave om deres Barselgilde, saa skulde de hellere have beholdt den for dem selv.« – Dernede havde hun ikke turdet sige saadant noget, for der var hun hele Tiden

✂ bange for Møllestenen. Men den anden Pige sagde: »de har dog sagt, vi skulde passe vel paa det; man veed jo aldrig, hvad det kan være godt for.« Og hun gik til sit Skrin og kom Høvlspaanerne deri. – Da nu de begge tog deres Barselstads af, faldt der noget til Jorden fra den Ugudeliges Tøj, og da hun skulde see til, var det et blankt Guldstykke.

✂ »Det er Høvlspaanerne!« sagde den Medlidende og gik til sit Skrin og fandt der en stor Skat. – See, nu var hun paa een Gang bleven en rig Jomfru i Stedet for en fattig Tjenestepige, hun blev gift og havde ingen Nød mere; men den Ugudelige kunde det aldrig ret blive til noget for.

✂ Martin syntes, det var saa urnaadelig længe siden, han havde hørt saadant et Eventyr af sin Moder, og det kunde dog vel ikke være mere end godt et Aar siden. Men paa den rigtige Maade! – ja, dér skulde han langt tilbage! og det kom jo ogsaa an paa ham selv. – Det var jo hellerikke paa den rigtige Maade nu – for han var ikke med saadan i dét, der blev fortalt, det var ligesom eens godt altsammen blot derved, at hans Moder fortalte det. Men de andre lo svært, da det med Lusene om Torsdagen kom. – – Det var ogsaa underligt med hans Moder, for naar hun fortalte Historier, saa kunde hun sige Lystigheder, som hun ellers sletikke brugte eller kunde finde paa. Det var med hendes Fortællen ligesom med en Dans. I en Dans kunde hun jo godt svinge og klappe i Hænderne og trampe i Gulvet, skjønt det aldrig ellers kunde falde hende ind. Naar hun fortalte, saa var det vist ligesaa meget andres Ord, fremmed Tale, hun brugte, som naar hun sang en Vise. Men hvis Ord brugte hun mon, naar hun 101 fortalte? Dem havde hun da vist ikke fra noget bestemt Menneske? – Aa, han syntes hellerikke, han selv havde været nogen bestemt Person, den Gang han rigtig hørte hendes Eventyr. Han havde da i hvert Fald sletingen Ulejlighed haft af sig selv, han var saa let som en Fugl i Luften. Ja, det var længe, længe siden!

✂ Nu vilde hans Moder vistnok til at begynde igjen! Hun rømmede sig og flyttede sig lidt paa Stolen. Det huskede han jo ogsaa saa godt fra før: naar hun satte sig hen med dem forat fortælle, saa havde de gjerne bedt hende derom i Forvejen. Men naar hun først havde begyndt – saa behøvedes det ikke at bede hende mere, og det passede sig vist ikke engang. Naar hun havde endt een Historie – saa sad hun lidt og tav efter den – og saa tog hun fat paa en ny, helt af sig selv, – det lignede noget de gamle Hestes Gang i Hans Reinickes Faders Teglværk.

✂ Jo, nu begyndte hun: Der var engang en Kvæghyrde. Han havde en Datter, som skulde gaa i Marken med Middagsmad til sin Fader. Men hun kunde ikke finde ham. Saa satte hun sig paa Toppen af et højt Bjærg og sang en Vise, for hun tænkte: det kan jo være, min Fader kan høre det, og saa vil han nok kalde. Og hun sang og sang og sang højere og højere, saa det lød ret saa herlig og skjønt ud over Bjærgene. Da stod der i det samme en Bjærgmand for hende – – –

✂ Martins Fader var kort i Forvejen kommen ind ad Døren. Men hans Moder fortalte uforstyrret videre, blot noget lavere i Tonen. Faderen stod lidt foroverbøjet og hørte paa: »Naa, saa Du fortæller om de to Søstre fra Tann, som var inde i Bjærget i tre Aar. Ja, jeg har da seet den ene af dem, som det blev fortalt om. Men veed Du saa, hvad det var for et Bjærg, hun var inde i og sad og sang saa skjønt paa?«

✂ »Nej,« sagde Moderen. »Jeg vidste, det skulde være paa de Kanter, men hvor, det veed jeg ellers ikke.«

✂ »Ja, paa de Kanter!« sagde Faderen. »Det var nu da hellerikke lige ved Möhra. Det skulde være oppe paa Engelsbjærget i Høje Rhön.«

✂ »Det var vel saa langt paa den anden Side af Salzungen?«

✂ »Kan Du ikke huske, Grethe, Du og jeg gik en Aften kort før Solnedgang fra Möhra til min Morbroders i Ettenhausen?« 102 »Aa jo, det var kort før vi blev trolovede.«

✂ »Ja, saamænd var det saa. Vi havde ellers nok at snakke om. Men det, jeg nu bedst husker af det hele, er, at jeg viste Dig Engelsbjærget i Høje Rhön. Det laa helt udenfor Kimingen og stak op, som det altid plejede, som saadan en stor, kantet Sten; og den Aften var det helt mørkeblaat; alt, hvad vi ellers saae, var jo gult af Solen. Det er sært, man kan huske saadant noget. – Men dér var det da, hun skulde være kommen fra, denhér Pige – eller Kone var hun jo nu. Det var det Bjærg, hun skulde have siddet og sunget paa. – – Ja, bliv I nu blot, hvor I er. Jeg gaar ind i min Seng med det samme.«

✂ Saa sad Moderen med Børnene endnu en god Stund derinde i Stuen, – og hun fortalte stadig. Da hun endelig rejste sig, hentede hun nogle Sengeklæder til Martin, som skulde ligge paa Gulvet herinde. –

✂ Det varede ikke længe, inden han faldt i Søvn. Der var helt mørkt i Stuen; der var lidt Ild paa Arnen endnu; Skyggerne fra Grantræet var svagt synlige paa Vægge og Loft. Det maatte han have seet engang som lille Barn vist, for det mindede ham saa besynderligt.

✂ For Resten var det – ikke halvvejs, men noget hen derad – som om han besøgte nogle fremmede Folk; som om den rigtige Fader og Moder og de rigtige Søskende havde levet for nogle Aar siden. Især naar han tænkte tilbage, før han var otte Aar, før han begyndte med dette Tungsindighed og disse Ængstelser, før Walter, Skiftingen, døde og alt dét – saa var de da saa helt forskjellige fra det nærværende, men saa var han det rigtignok ogsaa selv, det var maaskee derfra, det meste kom. Ja, hvordan var han dog ogsaa bleven saa kjedelig, tænkte han, og Graaden steg ham til Halsen. Han saae tilbage igjen over det altsammen: det med Skiftingen og Pryglene i Skolen og Billedet oppe i Kirken og hans Faders Strænghed, ja, og Frygten for at blive evig fortabt, som jo var med i det altsammen – – Og hvordan var det saa kommen? – – Ogsaa alle disse mere kortvarige og bestemte Ængstelser – af lignende Slags som det med Krudtkammeret i Magdeburg og med Sebastian – – og nu tilsidst: Forudbestemmelsen? Hvordan var dét kommen? For det maatte dog vel næsten være noget, som alle kunde træffe paa og opleve, – hvordan blev det da til saa meget for ham? 103 Nej, han forstod det sletikke. Og hvordan skulde han nogensinde komme af med det? – Han havde dog virkelig gaaet herhjemme, her i denne Stue, hvor han laa – og været helt lykkelig en Gang, og kunde huske det saa tydeligt. – Nej, han havde dog vist ikke gjort noget, der kunde være saa uopretteligt, det var blot hans Tanker og hans Sind, der var blevet saa taabeligt. Bare dét kunde have blevet, som det var engang!

✂ Aa, bare han tænkte paa dén gamle Tid, saa myldrede der saa megen Lystighed og Skjønhed frem: Eventyr og Slotsbjærget og Landevejen, der gik saa langt – – Ja, den Vej skulde han nu gaa om et Par Dage. Han kunde ikke lade være at vente sig noget deraf – – og hvorfor skulde det dog alligevel blive anderledes, for han førte jo selv al Elendigheden med indeni sig! – – Men nu vilde han sige til sin Fader saa meget af det, som han kunde faa sagt, og saa see, om hans Fader kunde give ham nogen Besked – – Det vilde han gjøre straks i Morgen – –

✂

✂ Det viste sig sværere for Martin at tale til sin Fader om sine Vanskeligheder, end han den Aften havde tænkt sig det, kort før han sov ind. – Det var jo dog ellers ingen Forsømmelse eller sligt, han skulde bekjende, ikke heller nogen stor Tjeneste, han skulde bede ham om, – men han kunde alligevel ikke faa begyndt, – han var ogsaa bange for, at hans Fader sletikke skulde forstaa ham, lee ad ham eller blive ærgerlig paa ham.

✂ Nytaarsdag skulde Martin af Sted, og Dagen i Forvejen lige før Middag gjorde han et Forsøg. Han kom ogsaa til at tale med sin Fader, men det blev om helt andre Ting, og det var hans Fader, der næsten hele Tiden snakkede: det Par Aar, Martin skulde være i Eisenach, sagde han, dem behøvede der nok ingen Bestemmelse at tages om: hvad han dér skulde studere, for det var saadant noget Læsning, de allesammen skulde have. Og naar Martin engang kom til Erfurt – dér var det den første Tid ligesaadan, var det bleven den Gamle sagt, – endskjønt det var jo svært nok at forstaa, at der skulde saa mange Omveje og Indledninger til. Men naar saa Tiden var der, da var det jo om at gjøre, hvad han saa vilde lægge sig 104 efter, for derpaa kom jo det hele til at bero for Eftertiden. Men dér vilde nu hans Fader mene, at det eneste rette og rigtige var, at han lagde sig efter Jurisprudentsen.

✂ Martin blev helt forskrækket over dette mærkelige Ord – tilmed i hans Faders Mund. Men han forstod dog nok, hvad det betød, og – han blev egentlig sletikke overrasket ved, at han skulde gaa den Vej, skjønt han syntes aldrig hans Fader havde sagt noget derom før nu.

✂ Hans Fader fortsatte: »Det kan være, Du havde tænkt, at Du skulde være Præst, eller at Du havde mere Lyst til det, – men nej, det skal Du ikke. Bliver man Præst, saa bliver man ogsaa let en Kjæltring, ja, det er nu min Mening derom.«

✂ Der var en længere Pavse. Men Martin følte det ligefrem upassende, om han vilde have ytret sig om saadan en Sag. Tilmed var det vel nok rigtigt, hvad hans Fader tilraadede. – Noget efter blev denne ved:

✂ »Det er ogsaa en god Levevej, det er Lov-Vejen. Og der kan man vel ogsaa godt blive en Kjæltring; men det er noget andet, for der er ingen, der stoler paa En i den Haandtering. Og man kan jo da ogsaa være en ærlig Mand, det kommer an paa En selv. – Og jeg mener nu for Resten sletikke, Du skulde være Lovtrækker; kunde Du blive en Slags Formand eller Opsynsmand eller Regnskabsmester under Greven her, det var bedre, og det var maaskee ikke umuligt, naar Du kun viser Dig duelig.«

✂ Saa var den Samtale ikke længere, og den var jo for Resten god nok; men Martin havde sletikke kunnet faa dét frem, som han vilde.

✂ Det var først samme Dags Aften, og først da hans Fader havde rejst sig for at gaa i Seng, at han endelig vovede sig til at sige:

✂ »Fader, er det sandt, at Gud er ikke retfærdig?«

✂ »Gud fri os vel! Hvad er det, Du siger, Dreng?« – Faderen vendte sig brat om paa Gulvet, hvor han stod.

✂ »Jo, jeg har læst i en Bog i Magdeburg, at han har bestemt fra Evighed af, hvem af os der skal i Himmerig, og hvem der skal i Helvede, og saa er det for Resten det samme, enten vi er gode eller onde.«

✂ »Saa elskede Gud Verden, at han gav sin Søn den Enbaarne, forat hver, som tror paa ham, skal ikke fortabes, 105 men have det evige Liv, – har Du ikke hørt det, min Dreng?«

✂ »Jo – –«

✂ »Naa, ja, hvad er der saa? Troer Du ikke paa ham?«

✂ »Jo, – – men hvis Gud nu havde bestemt, at jeg skulde fortabes, saa kunde det jo være, at jeg siden mistede den Tro.«

✂ »Gud er ingen Kjæltring, det er det, vi allerførst skal tro,« sagde Faderen. »Saa er han nok før en Kjæltring, som har skrevet det gudsforgaaende Snak, Du nys nævnte.«

✂ »Kan jeg da ikke komme i Helvede, uden jeg selv vil – blive i det onde?«

✂ »Nej, min Salighed kan Du ej! Saa hjælpe mig Gud! nu svor jeg!« raabte den Gamle. »Nej, Gud fri Dig fra at komme i deres Kløer! Det er vel en Præst, der har skrevet det?«

✂ »Det veed jeg ikke.«

✂ Martin sad, bristefærdig af Bevægelse, – anspændende sin Hjærne forat opdage, om hans Faders Ord nu ikke kunde omgaaes paa en eller anden Maade, saa de alligevel ingen Ting kom til at hjælpe. Og bagved lurede den Tanke, at hans Fader kunde vel alligevel ikke kjende ret Besked – – Men nu vilde han vide, hvad der kunde vides ad den Vej. Han kunde næppe tale for Angst og Spænding, men stammede:

✂ »Fader! Du maa ikke blive vred. Hvis jeg er en Manddraber, er jeg saa i Pagt med den Onde?«

✂ »En Manddraber? Hvad skal det sige? Mener Du, at Du er en Morder?«

✂ »Jeg saae en Dreng, der hed Sebastian, drukne paa Elbstrømmen i Isgangen, han løb paa Flagerne – –«

✂ »Ja, hvad saa?«

✂ »Ja, jeg vidste jo ikke, at det skulde ende saadan, men vi morede os over ham, lige til det skete –«

✂ »Var det for Løjers Skyld, han havde løbet derud?«

✂ »Ja.«

✂ »Da vovede Du Dig dog vel ikke ud paa Isen efter ham?«

✂ »Jamen skulde jeg ikke have gjort det?«

✂ »Jeg skulde have pryglet Dig fordærvet, om Du havde prøvet derpaa, og jeg havde været tilstede.«

✂ »Er jeg saa ingen Manddraber?«

✂ »Hør nu – –« 106 »Og hellerikke i Pagt med den Onde? – er en Manddraber ikke det?«

✂ »I Pagt med den Onde! – Hør nu engang: om Du saa havde gjort det meget mere højtideligt og sluttet en formelig Kontrakt med ham og underskrevet den med Dit Blod paa hans bare Bælg, saa havde den Pagt ingenting at betyde. Nej, nej, den har endda ikke! – Nu maa Du have Godnat! Og staa Du den Onde imod i Jesu Navn, det er det klogeste, et Menneske kan gjøre!«

✂ Da Faderen var gaaet, rejste Moderen sig ogsaa. Hun gik ud i Kjøkkenet og kom straks ind igjen med noget i Haanden: »Her har Du saa den Kobberkjedel, som Du skulde forære mm Søster Barbara i Eisenach. Jeg veed jo ikke saa bestemt, hvordan de har det, men jeg tænker da, de sidder helt ordenlig ved det, og han er jo Tømmermester, hendes Mand, saa det er en pæn Bestilling, han har. Han hedder Hoffmann. Du maa være pænt høflig imod dem. Men hvormeget de vil tage sig af Dig, det veed jeg saamænd ikke. – Du kan sige, at Kobberet er jo saa billigt her i Mansfeld, derfor var det, vi syntes, at de skulde have denhér Kjedel. Nu faar Du Din Mad pakket i den i Morgen. – Godnat, Martin! – og glæm nu ikke at paakalde den hellige Anna, hun er jo da vores egen Helgeninde, og hende raabte jeg til den Nat, jeg fødte Dig til Verden, ja, det gjorde jeg – – og paakald den hellige Jomfru, hendes kjære Datter. Det vil Din Fader ikke høre noget videre om, men det er nu hans Fejl. Og saa Gud i Vold, bitte Martin! I Morgen faar vi jo ingen Tid til at tales ved.«

✂

✂ Det var en tæt Rimtaage Nytaarsdags-Morgen, da han begyndte sin Vandring, og hans eget Sind var ogsaa ligesom indhyllet i Taage. Han blev blot ved at gaa – uden at tænke ,- bare med Bevidstheden om, at det vilde vare, efter Sigende, det meste af en Uge, inden han naaede til Vejs Ende.

✂ Efterhaanden kom han dog mere til sig selv, – og det rejste sig især saa højt og klart for ham: at det var vist alligevel – noget helt Nyt, han nu gik i Møde. Jo, om ogsaa han selv var den samme, – alt det andet var dog nyt. – – Han var nu tillige kommen igjennem 107 Blankenheim, og længere havde han aldrig været til denne Side ad Landevejen. Denne tog nu næsten vestlig Retning – ad Sangerhausen til, hed det, – og Solen havde til samme Tid omtrent faaet Magten over Rimtaagen, det var bleven høj Luft.

✂ Da kom der Tanker til ham, som senere holdt sig under hele Vandringen: om det dog ikke var muligt at bygge videre paa den Tid i hans Liv – den lykkelige Tid, fra før han var otte Aar, og ligesom springe alle Ulykkerne og Sorgerne over. Nu fik han jo dog Verden for sig selv, der var lang Tid til, at han igjen skulde see sin Fader, – mon det dog ikke var muligt? – hvem skyldte han at gaa og slæbe bestandig paa al den Tunghed? – Men det var rigtignok mange Aar at skulle springe over. Nu var han jo femten.

✂ Han havde bedre og varmere Tøj paa nu, end da han drog til Magdeburg, og især bedre, end da han kom derfra. Det var nok for hans Moders Slægts Skyld i Eisenach, at hun havde faaet sat det igjennem. Der var jo, foruden Tømmermesteren, ogsaa en Klokker Konrad, som han skulde besøge. – Ellers skulde han jo nære sig af sin Sang ligesom i Magdeburg, og det ikke blot, naar han kom til Eisenach, men ogsaa her paa Vandringen; – Maden, han havde i Kjedlen, kunde ikke længe slaa til, og dér havde han hverken Brød eller Drikkelse.

✂ Noget over Middag, anden Dag, kom han til en meget stor, flad Strækning, vistnok en Floddal, for hele Vejen langs ad den saae han en uendelig Række af Træer, der bugtede sig ud og ind, ligesom den kunde staa langs Bredden af et Vandløb. Alt var jo ellers dækket af Snee og glimrede i Solen. Men hinsides denne store flade Strækning hævede der sig Bjærge, saadan som han aldrig havde seet dem før: frit til Vejrs, ikke som Siderne af en Kløft, nej, men staaende for sig selv op i Luften. Og han saae dem vist fra Nordsiden, disse Bjærge, for der laa en dyb, blaa Skygge over dem, hvor Fjældet var bart; andre Steder var det jo hvidt af Snee. – Men det, der saa allerbedst ud, var næsten Floddalen, denne skinnende hvide, flade, store Strækning, lige foran dette høje, mørkeblaa Fjæld.

✂ Da han saa, af en Kone, fik at vide, at Bjærgene – eller Bjærget – det var Kyffhäuser, dér, hvor Kejser 108 Frederik laa i Dvale, da blev han meget stærkt betaget, ikke blot af det Nye og Mærkelige, men tillige af et Haab om, at saa lod det sig dog vist gjøre, at faa Livet begyndt paa en ny Maade – det vil sige: paa den gamle, fra før han var otte Aar. Aa jo, Kyffhäuser og Kejser Frederik – det havde hans Moder jo fortalt ham saa meget om, saa naar dét kunde blive virkeligt, eller han da kunde møde det saadan her paa sin Vej, – jo, saa maatte der nok kunne komme mere fra den samme Tid – den Tid, da han hørte saa trygt og ubekymret paa sin Moders Fortællinger.

✂ Der var jo kun det slemme ved det: at alle disse Vanskeligheder, som var komne over ham senere – han blev nødt til at lade dem ligge hen i Foreløbighed, det følte han, for vilde han prøve paa at faa dem endelig afgjorte for sig, aa, saa vilde de sikkert blive rent gale og tage paa Vej, – og saa vilde sikkert hans Faders beroligende Ord fra i Forgaars blive draget i Tvivl. Nej, at der intet endeligt Opgjør blev med de Tanker, det maatte han finde sig i, og gid saa ikke hele Glæden ved Livet gik sin Vej med det samme! Saadan havde det jo da været i Magdeburg-Tiden: det havde jo ogsaa været bare Foreløbighed med Hensyn til de vigtigste Sager, og saa Tomhed og Lede ved alt det daglige. Skulde det mon blive ligesaadan i Eisenach? Det var det vanskelige med at faa Tiden udfyldt, naar alt det Evige saadan skulde ligge uafgjort hen.

✂ Ja, nu var der jo da selve Rejsen, men naar saa dén var forbi? – –

✂ Den fjerde Dag lidt efter Middag nærmede han sig Erfurt. Vejfarende var allerede begyndt, naar han spurgte dem, at angive Vejens Længde efter Afstanden fra denne By.

✂ Ved en Landsby, en halv Milsvej fra Erfurt, indhentede han en Flok Rejsende, der lige havde rejst sig af Vejgrøften. Der havde de ligget i Sneen, skjønt de fleste af dem egentlig ikke havde ret meget paa.

✂ Men det var da nogle mærkelig spraglede Dragter, de bar. Flere af dem havde endogsaa forskjellig Farve paa deres snevre Bukser, saadan at det ene Ben f. Ex. var rødt, det andet grønt, eller endda et og samme Ben havde to Farver.

✂ De tastede ham an, da han vilde gaa forbi dem, og spurgte 109 ham ud, om han var Bacchant eller Skytte. Martin vidste hverken, hvad det ene eller det andet skulde sige.

✂ »Men hvad har Du da lært?« spurgte den ene af dem i en meget højtidelig Tone, ligesom han vilde forhøre ham eller indvie ham eller saadant noget.

✂ Martin fortalte da, at han havde gaaet i Byskolen i Mansfeld, og hos Loll-Brødrene i Magdeburg.

✂ »Og derefter mener Du at kunne deponere ved Universitetet i Erfurt?« – Det lo de meget af.

✂ Nej, han skulde gaa i Trebonii Skole i Eisenach.

✂ »Saa er Du altsaa og bliver fremdeles et Dyr, et Umælende, – foreløbig!« raabte den, som forhørte ham.

✂ Saa var de nok kjede af dét, men de vilde alligevel ikke lade ham gaa. Forhørsmanden tog ham under Armen og spadserede saaledes hen ad Vejen med ham.

✂ Martin tænkte et Øjeblik paa at slaa løs med sin Vandringsstav, men indsaae, at det kunde ikke hjælpe overfor en saadan Overmagt. Han spurgte saa ganske sagtmodig sin Ledsager, hvor de da agtede sig hen.

✂ »Dyret oplader sin Mund,« raabte denne, »og ønsker at vide Maalet for vor Rejse. Saa viid: vi kommer fra Leipzig, hvor Livet ved Højskolen syntes os at ligge i sine sidste Trækninger, og agter os til Erfurt for der at vække og dyrke de frie og skjønne Videnskaber og Kunster.«

✂ De var vistnok fulde, de fleste af dem; men nu gav de sig til at synge, og dét kunde de, tostemmigt: en dejlig, bedrøvet Sang, og den var paa Tysk:

✂ Helst vil jeg græsse min Hjord langs det Gjærde,
hvor ofte om Nat jeg sad hos min Kjære.

✂ Da gik vi ved Dag ad Skovenes Gange,
mens Fuglene fløjted saa lystige Sange.

✂ Naar nu jeg alene vil Skovstien finde,
det stinger saa hvast mig i Hjertet herinde.

✂ Dog helst jeg græsser min Hjord langs det Gjærde,
hvor fordum ved Nat jeg sad hos min Kjære.

✂ »Dyret græder! Den Umælende opløfter sin Røst og tuder!« raabte pludselig Martins Ledsager. »Tonernes orfeiske Magt bringer Stenene til at smelte, selv i denne Kulde!« 110 De lo allesammen, – saadan som fulde Folk leer, syntes Martin. Men det virkede ikke videre paa ham. Han var bleven saa underlig henrykt af deres Sang; Ordene mindede ham lidt om hans Moders Eventyr og hans første Tid, men det blev ligesom mere virkeligt ved det, at det var en Hyrdepige, et rigtigt Menneske og ingen Prinsesse eller saadan en, det handlede om. Og saa havde han forstaaet af deres Snak, at de var Studenter, dissehér, – derved kom det hele til ligesom at ligge i Fremtiden ogsaa, for han skulde jo selv engang være Student – om ikke just af den Slags.

✂ »Nu skal Du synge for os!« raabte Martins Ledsager. »Du maa jo nødvendig have Tone i Din Mund, siden Du har Øre for Tonerne. Op med en Sang!«

✂ »Det er for koldt!« raabte En. »Lad os komme ind i Kroen. Nu har vi kun ganske kort derhen!«

✂ Men alle de andre raabte, at Martin skulde synge, og stimlede sammen om ham.

✂ Han sang saa en af de Legende-Viser, han kunde hjemmefra, og som han havde sunget for Dørene baade i Mansfeld og Magdeburg, sang med sin smukke, klare Stemme og sært bevæget i Sindet:

✂ Maria gjennem Tjørnekrattet flytted sin Fod,
Kyrie eleison!
Syv Aar foruden Blomst heller Blad det alt stod,
da Maria gjennem Tjørnekrattet flytted sin Fod,
Jesus og Maria.

✂ Hvad bar da Maria under sit Hjerte?
Kyrie eleison!
Et lidet Barn, foruden al Smerte,
det bar Maria under sit Hjerte,
Jesus og Maria.

✂ Da blomstred paa Tornen de Roser smaa.
Kyrie eleison!
Der hun med sit Barn gjennem Krattet mon gaa,
da blomstred paa Tornen de Roser smaa,
Jesus og Maria.

✂ Hvad Navn skal det Barn vel kaldes med?
Kyrie eleison!
Det Jesus-Navn, som vi alle veed,
det Navn var jo hans fra Evighed,
Jesus og Maria.

111

✂ Hvad faar saa det Barn udi Fadder gave?
Kyrie eleison!
Himmel og Jord saa skal han have,
dem faar det Barn udi Faddergave,
Jesus og Maria.

✂ Hvem har saa gjenløst den ganske Jord?
Kyrie eleison!
Det har alene Barn Jesus gjort,
han har forløst den hele Jord,
Jesus og Maria.

✂ »Meget godt! meget godt!« raabte de fleste af Studenterne.

✂ »Det er for koldt! Jeg fryser i mine tynde, røde og gule Hoser!« raabte han fra før.

✂ Og pludselig stak de af Sted allesammen i fuld Fart. Martins Ledsager slap hans Haand.

✂ Da de naaede Kroen, svingede alle Studenterne ind fra Vejen, men Martin blev ved lige ud. Han hørte dem kalde paa ham. Der var vist ogsaa nogle, der satte efter ham. Men han saae sig ikke tilbage, blev blot ved at løbe. Og snart kunde han forstaa, at de havde opgivet at indhente ham. Saa standsede han og vendte sig om. Nej, der var ingen paa Vejen mere.

✂ Det var rigtignok nogle slemme Banditter, tænkte han; han vilde da ikke haabe, at alle Studenter tog sig saadan ud. Nu fik han jo nok en anden Slags at see, naar han skulde igjennem Erfurt. – Men deres Sang, den om Hyrdepigen, kunde han ikke glæmme. Den blev ved hos ham, denne Følelse af, at hans Moders og hans første Barndoms Eventyr-Verden var rykket ham nærmere, var bleven virkelig, eller skulde til at blive det. Han syntes, han øjnede noget, der maaskee kunde udfylde den Foreløbighed, hvori han fremdeles vilde blive nødt til at leve. – – Og saa Studenter-Væsenet! – gid han dog nu maatte faa nogle ordentlige Studenter at see! Han glæmte næsten i Øjeblikket, at hans eget Studenter-Liv først skulde til at begynde, naar han engang var bleven færdig i Eisenach.

✂ Den Aften og Nat og Morgen, han var i Erfurt, blev ham en Skuffelse, – han fandt sletikke, at han mødte nogen i Byen, han kunde ansee for Studenter. Da han næste Dag befandt sig paa Landevejen igjen, paa Vandring ad Gotha til, syntes han selv, at han jo egentlig ingen Grund 112 mere havde til at være forhaabningsfuld, men trods det at Grunden maaskee var borte, prøvede han dog at holde Modet oppe. Han standsede ikke i Gotha, men overnattede i en Kro noget vestenfor. Og næste Dag hen paa Eftermiddagen kom han ad Landevejen ind i en Dal – en bred Dal – med høje Bjærge til begge Sider. De paa venstre Haand var beklædte med mørk Granskov, og da han spurgte en lille Dreng, hvad de hed, fik han Svaret: Thünngerwald.

✂ Hvor disse skovklædte Bjærgsider dog blev betydende og hemmelighedsfulde og skjulende lige med det samme. Dem havde hans Moder altsaa seet mange Gange og tænkt paa dem i søvnløse, forvaagede Nætter i Mansfeld, naar hendes Børn var syge, – og fortalt om dem, da han ikke kjendte dem.

✂ Først senere lagde han rigtig Mærke til Bjærgsiden paa højre Haand fra Vejen. Den var kun skovklædt nede ved Foden, og det var ikke Gran, men afløvede Træer, og det dernede laa i Skygge. Højere oppe var Fjældet bart og helt lysegraat, næsten hvidt. Straks ovenfor Træerne var det udskredet og skraat, men den øverste Rand, højt oppe, rejste sig lige til Vejrs som en Kam, stribet med mange Furer nedad. Dér skinnede Solen, – det saae næsten ud som en uhyre stor Borg, hvis Mure kronede Bjærget. Han kunde ikke huske, at hans Moder havde beskrevet ham saadant et Bjærg. Og nu var Drengen borte, han kunde ikke spørge om Navnet. – Lidt efter traf han dog en lille Pige, som gik og lavede Snebolde, som hun ganske stille lagde i en Bunke.

✂ Han spurgte, og hun svarede: »Det er Hörselbjærget.«

✂ »Hörselbjærget!« raabte Martin helt overrasket. »Er det dér, hvor Fru Venus's Hule -?«

✂ »Ja, ja!« – Den Lille pegede skraat opad. – –

✂ Der var jo ingen mere, der kunde forbyde ham at springe den tunge Tid i sit Liv over! – Vel? – hviskede det i ham. Der var jo ingen her, – som mærkede det!

✂ »Men er der da ikke en By, der hedder Schönau?« spurgte han.

✂ »Dér ligger den!« sagde den lille Pige og pegede til modsat Side.

✂ »De Huse dér?«

✂ »Ja, ja.«

✂ Og dér havde hans Moder boet engang hos en Moster, 113 før hun blev voksen! – Nu syntes han, at hans første Barndom var den eneste Tid, der gjaldt. Det var en virkelig Verden, og han stod her midt i den!

✂ Han syntes, han vilde kjende al Ting her, men han kunde ikke huske noget bestemt Navn mere at spørge om.

✂ »Hvad er det for en Flod, som løber her langs med Vejen?« sagde han.

✂ »Det er Hörsel, – den løber ud til Werra.«

✂ Det var jo, som hun vidste, hvad han tænkte paa; det var, som om alle saa maatte vide det her og leve i de samme Tanker!

✂ Ja, han gik i Vest, og Vandet løb samme Vej. Fra Hörselbjærget løb alt Vandet imod Vest, havde hans Fader sagt.

✂ »Kommer den saa tilsidst til Weser?«

✂ Det vidste hun ikke.

✂ Han havde jo spurgt sin Fader, om Weser da var meget større end Elben. Aa, det var den Aften, da hans Fader havde sagt, at han kunde holde op med at give Gjederne Melboller, for det hjalp ikke noget. – Det var ikke fra den gode Tid, det var efter at Walter var druknet og efter den Tur i Sankt Jørgens Kirken, men det var dog saa kort efter den gode Tid, – det var, ligesom det med Hörsel ogsaa hørte derhen, det havde netop saadan en sær Glans, fordi det Gode da lige var gaaet ned, – ligesom Solen nu var ved det.

✂ Han sagde Farvel til den lille Pige, og da han var gaaet et Par Skridt, gav hun sig til at kaste Snebolde efter ham. Han truede ad hende, hun lo, og saa skiltes de.

✂ Men da han var gaaet nogen Tid, saae han langt forude og højt over de mørke Bjærgaase en mægtig stor Borg, et rigtigt Slot, helt rødt af Solen endnu, – ja, det var da vist mange Gange større end Slottet i Mansfeld. – Men det maatte jo være Wartburg – det høje Taarn der midt paa – efter hans Moders Beskrivelse. Der kunde da ikke være noget skjønnere til. Hvad skulde han gjøre andet end at bede, – og han bad til den hellige Anna, fordi hun var hans Moders Helgeninde, og hun havde jo sagt til ham, at han ikke maatte glæmme – –

✂ Det var helt taaget og dunkelt nede i Dalen omkring ham, og Borgen deroppe var ildende rød, Solen glimrede i Ruderne. –

✂ Han bad til den hellige Anna, at hun dog vilde give 114 ham Lov til at glæmme alle sine Sorger og leve lykkelig her i Eisenach. Og saa skyndte han sig videre. Han vidste, at naar han først var kommen forbi Schönau, kunde der ikke være meget langt til Byen, men han vidste jo dog ikke, hvor langt, – og Slottet deroppe kunde man maaskee see over en Mil borte, – nej, saa kunde han da ikke see Ruderne saa tydeligt. –

✂ Det var godt hen paa Aftenen og mørkt, da han kom til Eisenach, men Sneen lyste jo.

✂ Han spurgte sig straks for efter Tømmermester Hoffmann. Og Byen var da heldigvis ikke stor – den var ikke noget i Sammenligning med Magdeburg! – saa det tog ham ikke lang Tid for at finde derhen.

✂ Han brast ligestraks i Graad, da han saae sin Moders Søster. For der var nogen Lighed i det ydre. Han rakte sin Gave – Kobberkjedlen – frem, omtrent med det samme han sagde, hvem han var.

✂ Men de var ligesom forberedt uvenlige imod ham. De havde vistnok ogsaa for nogen Tid siden faaet at vide, at han kom her til Byen. Han spurgte jo, om han kunde faa Lov til at blive der om Natten, og det sagde de saadan lige Ja til. – I Morgen skulde han ud at synge for Dørene forat faa Penge til Logis, fortalte han, og spurgte, om de kunde sige ham et Sted, hvor han kunde være. Det var den eneste Gang, der kom lidt Livlighed i deres Snak: jo, det vidste de saa godt, hvor han kunde være, der var mange Steder, og de remsede op, – men bare da ikke hos dem selv, det forstod Martin nok af det hele. – Martin var en lille Tid ikke en Gang sikker paa, om de vilde byde ham noget at spise, men da Manden havde faaet at vide om denhér Kobberkjedel, sagde han dog selv: at nu skulde jo Martin have noget Mad.

✂ Han kom ind i en anden Stue at spise, og der var Mosteren til Stede, og da de var ene, tog hun ham om Hovedet og kyssede ham. Saa gav hun ham tillige en lille Sølvskilling. Atter vilde Graaden tage Magten fra Martin, men han tvang sig, for nu forstod han jo det hele: at hans Moster var ham venlig nok sindet, men maatte ikke vise det for Tømmermesteren og de andre.

✂ Han fik ogsaa et Senge-Leje, som da vist var beregnet paa, at han ikke skulde faa Lyst til at logere dér tiere.

✂ Han laa langt ud paa Natten – skjønt han var meget 115 træt – og tænkte paa, at saa fik det vel sletingen Ting at betyde, at saa meget af hans Moders Slægt boede her i Byen, Der var jo en Klokker, som hed Konrad, – men dér turde han vist sletikke komme; han var nok kun hans Moders Fætter, og saa var det jo tilmed finere. Og ligesaadan vilde det vel gaa med hans Faders Slægt i Möhra, hvis han nogensinde kom dérud; de vilde vel ikke see den Vej, han var. – Han syntes jo allerede, det var helt forbi med alle Tanker om, at det skulde blive glædeligt at leve i Eisenach. Aa! – og mon han saa havde Magt til at holde alt det andet nede, det, som laa og lurede paa Bunden af hans Sind?

✂ Først da han havde besluttet sig til at gaa til Skolen i Morgen uden at henvende sig derom til Klokkeren eller til nogen anden af sin Slægt her i Byen – gaa der rent paa sit eget Ansvar og prøve, om de vilde tage imod ham – faldt hans Tanker nogenlunde til Ro, og han faldt i Søvn.

✂ Han var fri for alle Spørgsmaal fra Tømmermesterens om Morgenen, om, hvad han nu skulde o. s. v. – bare komme af med ham saa hurtigt som muligt! Og saa fulgte en af deres smaa Drenge ham hen til det Sted, hvor man mente, han kunde faa Herberg. –

✂ Det fik han godt nok, da de hørte, at han kunde synge og skulde gaa i Trebonii Skole; saa kunde han vel nok tjene til Kost og Husly.

✂ Sangen var ogsaa det, man straks spurgte om paa Skolen, da han kort efter meldte sig dér. Der var en Lærer, som hed Wigand, der tog imod ham, og som Martin straks syntes saa godt om. Han prøvede Martin i Latinen og sagde, at det kunde nogenlunde gaa, og at Martin nu skulde lære at skrive latinske Vers og holde latinske Taler hos ham, Wigand.

✂ Lidt efter førte denne Lærer ham ind i den store Skolestue, hvor Rektor selv gav Undervisning i Latin – det vil sige i Læsning og Grammatik. – Rektoren, Johann Trebonius, var endnu ikke til Stede, da Martin blev ført ind i Stuen; der skulde lige en Time til at begynde. Men saa kom han jo da, og Martin blev helt overrasket ved, at han tog sin Baret af Hovedet og hilste paa Eleverne, idet han traadte ind ad Døren. – Lidt efter opdagede han den nye Elev, gik lige hen til Martin og forklarede 116 ham, uden nogen anden Indledning, hvorfor han altid blottede sit Hoved, naar han kom ind i Skolestuen:

✂ »Man veed ikke, thi man kjender det ikke,« sagde han: »der kan blandt disse mine Elever sidde de, som om føje Tid kan være Borgmestere, Doktores, Kanslere og Øvrighedspersoner. Derfor skal man ære dem, mens de endnu intet er.«

✂ Det lød jo mærkværdigt – – hvad skulde man kalde det? tænkte Martin. Men Mandens Udseende lignede for Resten ikke hans Ord, syntes han. – Svært var det, hvor han kunde lære En Latin! – det var Martin straks klar over, da den første Time var til Ende. Og Manden var jo for Resten ogsaa rar nok.

✂ Den, hvem Martin syntes bedst om paa Skolen, det var dog denne Wigand, som han først havde seet. Og det, som han lærte Martin, var noget, som denne ikke blot tænkte over i Timerne, og mens han lærte sine Pensa, – nej, det blev saamænd efterhaanden det, hvormed han søgte at udfylde den mørke Tomhed, der saa ofte kom over ham, fordi han maatte lade det allervigtigste staa hen, dissehér Evigheds-Sager, og ikke kunde faa Glæde i sin Samvittighed, – Det, der gjorde Læsningen med Wigand saa skjøn for ham, var dette, at han ved den stadig kom til at tænke paa sin lykkelige Barndoms-Tid – akkurat ligesom den Aften, da han kom her til Byen: – Wigand kunde ogsaa ligefrem den Sang om Vogterpigen: »Helst vil jeg græsse min Hjord langs det Gjærde,« – og holdt saa meget af den Slags Sange. Og naar han havde lært Martin nogle rigtig smukke, latinske Vers, saa sagde han tit: »Vi Tyske behøver ikke at staa til Skamme,« – og saa kom han med nogle Sange, der sommetider lignede den om Vogterpigen, men sommetider ogsaa var meget forskjellige derfra og meget gamle. Men de var da tyske. Der var noget, der var saa nyt for Martin i mange af disse Sange – baade de latinske og tyske – at de saa ofte tog noget alvorligt, noget, som han altid før havde anseet for saadan barnagtige Ting, som man kun kunde bruge i en Leg eller høre om i et Eventyr. Han var vant til fra lille af, at naar det ikke var Leg og Eventyr, saa skulde det jo være Arbejde eller ogsaa dette med Evigheden og med Samvittigheden. Men her i disse Sange kom stadigvæk saa meget, der hverken var det ene eller det andet.

117

✂ Det var da ikke Leg, for det lod til at betyde saa uhyre meget for dem, som der var Tale om, og som det angik, – og Samvittighed eller Evighed var det ligesaa lidt.

✂ Jo, der var f. Ex. et latinsk Vers om en Kilde, som han syntes var saa nydeligt, næsten som han kunde have leget det som Barn, naar han rendte i Skoven, – jamen hér var det en voksen Mand, der saadan var helt indtaget i en Kilde. Han kom og ofrede til Kilden, ligesom de gjorde i Bibelhistorien – til Gud. Ja, det var maaskee for Resten meget den Maade, hvorpaa denne Wigand talte derom, som voldte, at det blev saa højtideligt, saa det næsten var ulovligt. – Og noget lignende var det med et Kildedigt paa Tysk, som Martin holdt endnu mere af, – dér var det nu tillige Elskoven, der var Tale om, og der blev vist ogsaa gjort mere ud af den, end der saadan kunde være lovligt, men det var rigtignok smukt:

✂ Ak, var min Elskede en Kilde klar,
der sprang af vældrig Grund,
og jeg det stakkels Krat om Kilden var,
en regnløs, tørstig Lund:
jeg drak den ind,
jeg svælgede den ind,
i Hjærte og i Sind,
igaar, idag, i hver en Stand,
til evig Tid, – med tørstig Mund –
jeg drak det Spring fra vældrig Grund!

✂ Martin havde aldrig været forelsket, undtagen i Eventyrene; men dettehér var jo ikke Eventyr, man kunde jo forstaa, at det maatte være en Mand, som sletikke tænkte paa andet eller brød sig om andet end denne Kilde, – som jo da var hans Elskede.

✂ Den Slags Sange var gamle, sagde Wigand, og kaldtes Minnesange.

✂ Nej, den Verden kjendte han i Grunden ikke. Men det kunde være fristende nok at see derind, fordi der var saa mørkt og øde i den Verden, hvor han til daglig levede. – For der var egentlig ikke andet her i Eisenach, der gjorde en Forskjel for ham fra Magdeburg, end netop disse Vers og Øvelser hos Wigand.

✂ Men det kunde jo langtfra opfylde hans Sind til Stadighed. Aa, nej, – og de meldte sig ogsaa godt nok igjen, alle hans gamle Vanskeligheder: baade disse sære 118 Ængstelser for at drage Skyld og Ansvar over sig, ligesom paa Turen til Magdeburg – og dér i Krudtkammeret, – men jo fremfor alt Tvivlen, om man ogsaa kunde regne, hvad hans Fader sagde om de evige Ting, og Tvivlen om Guds Retfærdighed, og Angsten for uforvarende at komme i Helvede – – Det, der sikrest holdt ham fra Tanken paa alt dette, det var i Virkeligheden Vanvids-Rædslen: at han øjeblikkelig skulde blive gal, naar han gav sig disse Tanker i Vold. Aa, kunde han blot have draget til Rom og faaet Syndsforladelse af Paven for alle sine Synder, for hele sit Liv, – man havde jo dog sletikke gjort, hvad man kunde for sin Frelse og sin Sjæls Fred, før man havde prøvet, hvad dét kunde give. – Det var en Ting, hvori Eisenach stod tilbage for baade Mansfeld og Magdeburg: at man ikke længer levede ved denne store Landevej, der førte lige til Rom. Han havde nemlig den Forestilling, at han var bøjet af fra den i Erfurt.

✂ Og der var noget, der var værre her i Eisenach, end det havde været i Magdeburg: det var denne Syngen for Dørene. Da han foreløbig sletikke havde noget med sine Slægtninge at gjøre – hellerikke med Klokkerens – maatte han jo udelukkende leve deraf. Men der var mange flere Borgerfolk her end i Magdeburg, der ligefrem lukkede deres Døre for Kurrende-Sangerne – eller Partikel-Hingstene, som de kaldtes. Det kunde jo ogsaa godt være, at Folk her var mere overrendte af dem, men det var alligevel grimt for saadan en stor femtenaars Dreng at blive viist af, og han syntes, at han var i ringere Selskab hér end i Magdeburg. De pænere Skoledrenge blev vist hjemme her eller fik deres Underhold paa anden Maade. Han syntes, det var altid næsten ligefrem Gadedrenge, han maatte følges med.

✂ Nu var det tillige saadant et hæsligt Vejr, omtrent lige fra Nytaar, da han kom, og til henimod første April. Og af Undseelse blev han ofte hjemme i Stedet for at gaa ud og bjærge sig noget ved Dørene, sad og sultede i Herberget og følte sig rent ulykkelig.

✂ Om Søndagen, naar han altsaa havde Tid fra Skolen, gjorde han ofte en Runde i Byens Omegn forat blive rigtig mæt; dér var Folk mindre paaholdende, vel fordi de ikke blev saa hjemsøgt af den tiggende og syngende Skoleungdom, – og dér var der jo helleringen, der kjendte ham.

119

✂ Naar han var paa saadan en Tur, holdt han saa meget af at komme ned til Hörsel, som løber der straks udenfor Byen, og gaa langs med den, – ja, det var vist blot, fordi hans Fader havde rost den, fordi den løb imod Vest ad Weser til, – og saa fordi han havde seet Floden og tænkt paa dette den Aften, han kom til Eisenach. Nu syntes han, den Aften havde da været saa vidunderlig skjøn; da havde han jo endnu haft godt Haab om, hvad Eisenach skulde bringe, – og nu havde det hele saadan forandret sig, han ventede sig i Grunden ingen Ting, hverken af Eisenach eller af Fremtiden. Han havde flere Gange i disse Vintermaaneder tænkt paa at gaa ud og see Hörselbjærget igjen, men af bare Modløshed havde han ladt være. Det blev kun til Hörselfloden.

✂ Han gik der langsmed Floden en Aften sidst i Marts Maaned. Da var det endelig bleven ordentligt Vejr, sletikke mildt, men Tørvejr og godt Føre. Det blæste lidt, og det var Maaneskin. – Da kom han til at tænke paa et Vers, hans Lærer Wigand igaar havde lært ham, et tysk Vers: om en bedrøvet Elsker, der gik ved en Aa, og han saae dens Bølger og Hvirvler komme igjennem den brede Lysbro, som Maanen havde lagt tværsover Strømmen, – og derpaa drage videre hinsides Lysstriben, hvor Vandet syntes helt sort. Og denne Lysstribe det var saa hans Elskede og hendes Væsen og Verden; – naar han kom udenfor den, og derude var han det meste af Tiden, saa blev alting mørkt for ham, saa havde det ingen Glans mere. Timerne kom glidende for ham og var et Øjeblik i hendes Glans, ligesom Bølgerne, men straks efter forsvandt de i Mørket udenfor.

✂ Martin havde jo tit undret sig over, at saadant noget kunde være virkeligt Alvor for et Menneske, og det maatte det jo vel være for den, som havde lavet Verset, – men i Aften undrede han sig over, at det kunde betyde saa meget for ham selv. Han vidste da, han var ikke forelsket og havde aldrig været det, undtagen i nogle af Prinsesserne i Eventyrene og i Askepot, ja, saa dennehér Dame oppe paa Grevernes Slot, – men han havde jo næsten ikke seet hende, og vidste sletikke nu, hvordan hun saae ud. Det kaldte man vel dog hellerikke at være forelsket.

✂ Men det var saa underligt med denne Sang i Aften – – nu var det vel ogsaa, fordi han dér skulde faa at see 120 netop saadan en Aa og Maaneskin over den, som det var beskrevet i Sangen – for han syntes, at han selv ventede efter eller sørgede over saadant noget som det, Digteren havde nævnt. Det var ham rigtig saa sorrigfuldt med det sorte, bølgende Vand der udenfor Lysstriben, der var kommen igjen den og aldrig mere vendte tilbage, og han kunde ikke faa sine Øjne fra dette blanke Lys paa den urolige Aa-Flade, det maatte da være saadan en Salighed for Strømmen, saalænge den var derinde. Ja, det kunde man da godt tænke sig: hvis der var en Pige, der elskede En, hvilket dejligt Lys det dog vilde være at leve i, – og hvilken Fred, syntes han ogsaa. – Han havde et Par Gange seet en ung Pige her paa Gaden i Eisenach, – hvis han havde kjendt hende, saa var det vist ikke umuligt, at hun kunde have været saadan een, som der var beskrevet i Sangen, – skjønt der var jo ingen beskrevet, – men saadan som man kunde tænke sig den hellige Jomfru.

✂ Det var en Engstrækning, han stod paa, som Floden passerede paa sin Vej vesterud. Der mærkedes ikke Klippe i Bunden hér, der var sletingen Brusen i Flodens Løb, blot Klunken og Pladsken og Strømmen – – ind igjennem Lysstriben, Flokke paa Flokke af Bølger, og saa ud i Mørket paa den anden Side – –

✂

✂ Han havde paa denne Søndagsvandring samlet sig Proviant nok ude hos Bønderne for nogle Dage; men i Slutningen af Ugen maatte han med i Kurrenden igjen. Den Afdeling af Skolens Tigger- og Sanger-Kor, som han hørte til, gik samlet, straks efter Skoletid, og havde sit Mærke – den hellige Elisabeth – paa Kurven, – sit bestemte Distrikt af Byen at gaa i og delte Udbyttet. Ingen af disse Drenge maatte tigge eller synge enkeltvis i Byen.

✂ Det var Martin meget imod at gaa sammen med disse store, uvorne Knægte og af Folk faa samme uvillige Behandling, som de fik. Og det gav jo saa lidt til den Enkelte, naar Udbyttet skulde deles mellem saa mange. Man spildte saa megen Tid fra Læsningen, naar man skulde rende saa længe og saa ofte.

✂ Det var koldt og blæsende i Aften – den første April, 121 - aa, men havde man ikke været saa fortrykt og elendig i Sindet, saa var det jo ellers et frisk Vejr og dejligt Føre, alle Stier var lysebrune af Foraaret og fasttrampede.

✂ De stemmede op med deres Sang udenfor et pænt, stort Hus, hvor Konen kom frem paa Svalegangen og hørte paa dem. Hendes Ansigt havde Martin seet før; han huskede det fra Torvet i Eisenach, hvor de jo ogsaa tit havde sunget, dér havde hun en Dag staaet stille og hørt en Stund paa dem. Men kort før hun der paa Torvet kom hen til Kurrendanerne, havde Martin seet hende staa og snakke netop med den unge Pige, som han havde lagt Mærke til nogle Gange paa Gaden, fordi hun var saa kjøn.

✂ Bedst som han stod og tænkte paa dette, imens han sang, – endte Verset, – og den fornemme Kone pegede paa ham i Flokken og bad ham om at synge den Vise, han havde sunget ene paa Torvet for en fjorten Dage siden.

✂ Saa sang han den ogsaa, – det var den om Maria, der gik igjennem Tornekrattet – og det blomstrede med Roser. Men hvor han dog igjen maatte tænke paa den Aften, han kom til Eisenach: Schönau og Hörselbjærget og paa disse Studenter – og saa paa denne unge Pige. Hun hørte jo ikke med i dét ellers, men det maatte vel være, fordi han havde seet hende sammen med Konen hér.

✂ Hun saae saa venligt og godt til ham, da han var færdig med Sangen, og spurgte, om han ikke kunde synge flere alene. Martin saae lidt spørgende til Kammeraterne, men Konen sagde, at hun skulde nok betænke dem alle rigeligt, ligesaa rigeligt, som om de alle havde sunget hele Tiden, Martin sang saa een, han havde lært af sin Moder:

✂ O, gid jeg kuns derhjemme var
og ej for Verdens Trøst til Nar!

✂ Ja, hjemme hist i Himmerig
og skued Gud evindelig.

✂ Velan, min Sjæl, saa gjør Dig klar,
hist venter Dig den Engel-Skar'.

✂ Dig venter Liv foruden Død,
fuldkomm'lig Fryd foruden Nød.

✂ Der tusind Aar er som en Dag,
og ej Fortræd og ingen Klag'.

122

✂ Velan, min Sjæl, saa gaa da trøst
og vælg den Lyst for hver en Lyst!

✂ Her drager Du dog fra, min Sjæl,
om ej i Dag, i Morgen vel.

✂ Saa brat herud, som Du kom ind,
saa sky da Verdens falske Skin!

✂ Farvel, Du Jord! Gud han signe Dig!
Nu drager jeg til Himmerig!

✂ Gud signe Dig, Sol og Maanelil!
Nu til min Gud jeg fare vil.

✂ Martin syntes selv, mens han sang, at det var det allerbedste, at komme bort fra Verden jo før jo heller, – og samtidig mærkede han Foraaret saa tydeligt netop i dette Øjeblik: en kold, blæsende Foraarsaften, der lovede saa meget.

✂ Den fornemme Kone gik ind i Huset, straks det sidste Vers var til Ende. Nu kom hun tilbage med en hel Del Brød og Kage i sit Forklæde, som hun fyldte i deres Kurve. Kun i Martins Kurv ingenting. Til ham sagde hun, om han ikke vilde følge med ind, saa kunde han synge noget mere for hende.

✂ Ja, naar Folk selv indbød En, saa maatte det vel nok være tilladeligt at gaa fra de andre Tigger-Kammerater, tænkte Martin.

✂ Han kom saa ind i en Stue med den fornemme Kone, hvor der hang en hel Del Rejseklæder paa Væggen. Der bad hun ham vente lidt, mens hun selv gik ind i en anden Stue. Et Øjeblik efter kom der en Pige ud, som satte et Par Sko hen til ham, og bad, om hun maatte faa hans, saa skulde hun gjøre dem i Stand. – Saadan noget var ikke passeret ham før.

✂ Da han paa den Maade havde skiftet Fodtøj, lukkede Pigen op for ham, og han kom saa ind i den Stue, hvor Konen var.

✂ Det var en meget fin Stue, og han sagde ingen Ting.

✂ »Ja, nu kan Du kalde mig Fru Ursula,« sagde hun. »Min Mand er Konrad Cotta, Kjøbmand her i Eisenach. Men hvad hedder Du, og hvorfra er Du?«

✂ Han sagde saa sit Navn, og sin Faders, og hvorfra han var. Det skulde hun jo ikke blive meget klogere af, men 123 hun saae saa venligt og saa mildt paa ham, som han kun havde kjendt det hos sin Moder, og endda ikke mange Gange i sit Liv.

✂ Hun gav sig nu til at spørge ham ud om saa mange andre Ting, – om hvad Kost han fik, hvad Klæder han havde, og hvad Stand de var i, om hvordan hans Logis var, og Folkene, som han boede hos. Han gjorde jo Rede for alt muligt, saa godt han kunde, – og hun sagde stadig saadant noget som: ja, det kommer vi nok over, eller: det skal vi nok faa rettet ved. Det kom saa rask, at han ikke kunde huske hver enkelt Bemærkning, men han indsaae da, at hvis det var sandt, saa vilde der skee en stor og udmærket Forandring for ham, – det var ligesom stærke Lysstraaler, der skjød til Vejrs hver Gang, – som naar Solen staar op. Men han sad tillige og tænkte paa – og det var netop den store Forventning, der kaldte paa disse Tanker – at det kunde vel altsammen ingen Ting hjælpe, for skulde han til rigtig at være glad, saa maatte han da ogsaa have det med Helvede og den evige Fortabelse og med Guds Retfærdighed i Orden, og saa blev alt det andet jo sletingen Ting værdt, for han kunde vel aldrig blive sikker, – – –

✂ Han sad tilsidst og var ganske hengivet i disse Tanker, og kunde derfor ikke følge med i det, Fru Ursula sagde. – Det mærkede hun og undrede sig noget, for det var da ellers gode Løfter, hun gav ham. Hun gav sig pludselig til ivrig at spørge ham om, hvad han var bedrøvet over, eller frygtede for. – –

✂ Og uden at kunne samle sig – saa det kom til at staa saa sært alene – sagde han: »Jeg er saa angst for Guds Straf.«

✂ Han mærkede det ikke, men det var, som Fru Ursula blev forskrækket, – der var en egen svidende Virkelighed i hans angstfulde Ord, som voldte, at hun nogle Øjeblikke tav helt stille. Saa gav hun sig atter til at tale om hans Kost og om hans Klæder og meget andet. – –

✂ Hun blev afbrudt ved, at der kom en ung Pige ind fra Forværelset. Hun havde Peltsværk paa og maatte være kommen lige ude fra. Hun hilste jo – men sletikke paa Martin – og Fru Ursula gav sig i Snak med hende. Men – – det var den Pige, som Martin havde seet sammen med Fru Ursula den Dag paa Torvet! Han hørte af 124 Samtalen, at hun ogsaa hed Ursula; hun var vel en Slægtning, af Fruen her, tænkte han. Men hun lod ikke til at bo her i Huset.

✂ »Kom saa herop i Morgen til Middag, Martin!« sagde Fru Ursula, vendt lige imod ham, – og overraskede ham, saa han blinkede og foer sammen. »Saa skal jeg have noget Tøj parat til Dig, som Du maaskee kan bruge. – Farvel, lille Martin!«

✂ Han skyndte sig ud ad Døren, og var jo straks efter paa Vejen hjemad, – men udenom de befærdede Gader.

✂ Een Ting var der, han ikke kunde begribe, det var jo ikke til at forstaa, det var rent ufatteligt: at den unge Pige kom dér ind ad Døren – ind i dét Hus – forat tale med denne Fru Ursula, – kom derind – han kunde jo tydeligt see hende – see hende for sig endnu! Men naar han saa vilde tænke roligt derpaa, saa kunde han jo indsee, at der sletikke var noget underligt derved. Hun skulde jo da være eet Sted.

✂ Det var jo hundrede Gange mere forunderligt, at der var nogen, som vilde tage sig af ham, give ham Klæder og Føde, – ja, naar han søgte at huske alt det, Fru Ursula havde talt om, saa var det jo en uhyre Lykke, der var hændt ham, – hun havde jo ogsaa sagt, at han maaskee kunde komme til at bo dér i Huset – – aa ja, men han var da saa sært ude af Stand til at samle sig, – det var vel, fordi disse frygtelige Spørgsmaal om Helvede og alt dét skjød sig frem i hans Sind, saasnart han vilde tænke paa al den Lykke og vilde takke Gud derfor, som han var vant til det, fra han var lille Dreng, – – aa, saa kom det om Guds Strænghed og Retfærdighed, som han syntes var Uretfærdighed – – hvis nu den Lykke sletikke betød noget for Gud, og han ingen Tak vilde have – – Aa ja, hvilken Uro det dog voldte i hans Sind, bare det at Lykken saadan nærmede sig – saa hylede det op, alt det andet derinde – – –

✂ Da han kom hjem i sit Kammer, maatte han lade alt det med Lykken ligge. Og hans Tanker gled da af sig selv atter hen til den unge Pige, der saadan var kommen indad Døren. Det var jo hverken Lykke eller Ulykke – saa det kunde han bedre tænke paa, syntes han.

✂ Han syntes, det var saa ufatteligt, saa ubegribeligt, at hun saadan var kommen ind i Stuen, – indtil han 125 huskede paa, at der i Virkeligheden sletikke var noget underligt deri. Hun skulde jo da være eet Sted.

✂ Alligevel var det ikke muligt for ham at komme til Ende med, at hun netop var dér.

✂

✂ At Martins Tungsindighed vilde tage meget af Glansen bort for ham, ved at være kommen i Lag med disse venlige og rige og fornemme Folk, det kunde jo ikke undre ham. – Men der var noget, som han ikke havde tænkt paa, og som alligevel voldte ham megen Ubehagelighed, det var den Vanskelighed, han havde, ved at færdes imellem dem paa den Maade, som de nu vel var vant til og fandt passende. Han havde aldrig før tænkt sig, at der kunde være saa megen Forskjel paa Menneskers Væsen og Manerer. – Fru Ursula sagde det selv til ham, saasnart der var noget af den Slags i Vejen, f. Ex. ved Bordet. Dér var det vel i det hele vanskeligst at begaa sig. Der var især det, at saasnart man havde vadsket sine Hænder til Maaltidet, saa maatte man ikke komme til Ansigtet eller Haaret med Fingrene, – for saa var det ikke pænt at røre ved Kjødet eller andre Spisevarer paa Bordet med de Fingre, – Gafler kjendte man ikke den Gang. – Fru Ursula var altid venlig, naar hun rettede saadant noget hos ham, – hun sagde ogsaa, at hun kjendte det saa godt, for hun havde haft to fattige Drenge fra Trebonii Skole i Huset kort før ham. Men Martin kunde mærke, at hendes Mand blev ilde tilpas, naar han gjorde den Slags Smaafejl ved Bordet.

✂ Og selv om han nu havde faaet smukke, gode Klæder af Fru Ursula – og det havde han – saa var der alligevel saa mange andre Maader at holde sig ordentlig og pæn paa, som aldrig var faldet ham ind før, og som Fru Ursula maatte lære ham; og han vilde saa forfærdelig gjærne undgaa den Slags Formaninger, for hjemme i Mansfeld var hans Forældre virkelig anseet for at være usædvanlig ordentlige Folk, og hans Moder holdt en 127 Renlighed i Huset, – naar hun blot kunde for de Smaa, – som var helt berømt.

✂ Alle disse Vanskeligheder voldte jo, at han stadig ligesom maatte være paa sin Post, og det tog da en Del af Glansen fra hans nye Lykke; men det gjorde paa den anden Side, at han bedre kunde holde de tunge Tanker nede og leve paa den sædvanlige Foreløbighed – med Hensyn til de vigtigere Spørgsmaal.

✂ Alt, hvad der kunde give ham Besked om, hvordan hans Stilling i Huset egentlig var, lagde han nøje Mærke til, forat han ikke skulde tage fejl, – men ogsaa ofte uden bestemt Hensigt. – Fru Ursula var nu altsaa vant til at have slige fattige Drenge i Huset, – eller hun havde i hvert Fald haft det før, tænkte han, saa det var ingen saadan usædvanlig Udmærkelse, at han fik Kosten der, – ihvor stor en Lykke det var for ham, og ihvor meget han havde Aarsag til at takke. Og han var begribeligvis ikke regnet lige med andre Gjæster, der kom i Huset: som nu den Gang den unge Jomfru Ursula traadte ind i Stuen, den allerførste Dag, – hun hilste jo ikke paa ham, og Husfruen sagde hellerikke noget om ham til hende.

✂ Men der kunde jo følge saa meget andet af den Stilling, som han ikke agtede paa, og hvor han saa kunde tage fejl.

✂ Det var for Resten underligt, tænkte han sommetider: Jomfru Ursula vidste rimeligvis ikke det mindste om ham, vidste ikke, at han stadig kom der i Huset, – – skjønt det vilde da ogsaa være hende helt ligegyldigt, om hun vidste det. Hun havde ikke været der siden den første Dag. – Hun havde derimod to Brødre, Christian og Moriz, lidt ældre end han og lidt ældre end deres Søster, de havde været der et Par Gange. – Deres Fader hed Schalbe og var jo en Broder til Fru Ursula her. Christian og Moriz havde ogsaa gaaet i Trebonii Skole, men de skulde ikke læse mere; de skulde være Handelsmænd ligesom deres Fader. Schalbes boede heroppe lige ved Foden af Bjærget i Franciskaner-Klostret; det var nok saadan en Slags Æresbolig, fordi de havde skjænket Klostret saa uhyre meget. – Christian og Moriz roste for Resten Martin for hans Lærdom i Latinen; de syntes, han kunde lige saa meget nu, som de kunde, da de gik ud af Skolen. De brød dem ellers sletikke om Lærdommen, det var underligt, – undtagen om alle disse tyske Sange, som Magister Wigand 128 lærte sine Disciple, især dissehér Minnesange. – Wigand selv han kom ogsaa i Besøg baade her hos Cotta's og nok ogsaa hos Schalbes i Franciskanerklostret.

✂ Hen midt i April sagde saa Fru Ursula til Martin, om han ikke hellere vilde bo her i Huset, for de havde et Kammer ledigt, og saa slap han jo for at betale noget for sit Logis. Han takkede, det bedste han kunde, og var ogsaa meget glad derover, for han syntes, det gik noget bedre med hans Manerer, og han gad vidst, om ikke Wigand havde talt godt om hans Lærdom, for han syntes, han kunde mærke det paa de andre – ogsaa paa Husherren. Desforuden var det en stor Lettelse for ham at komme fra de Folk, hvor han boede, for det var næsten umuligt at holde sig fri for Utøj dér, og det vilde jo være forfærdeligt, om Fru Ursula eller hendes Husbond opdagede sligt.

✂ Kort Tid efter at han var flyttet derhen, i dette pæne Kammer, hændte det saa en Aften, at Jomfru Ursula Schalbe kom i Besøg hos sin Faster, – hendes Brødre var der ogsaa, og der var en ung Person med dem, som hed Georg Kieritz og nok skulde være en rig Mands Søn her fra Eisenach.

✂ Det var dog mærkeligt at see hende igjen! Og han syntes saa bestemt, hun maatte ligne den hellige Jomfru. Ikke fordi han kunde erindre nogen Lighed mellem de Maria-Billeder, han havde seet, og saa hende, – men det maatte vel saa være hendes Væsen og Manerer, – skjønt hvad, han kjendte jo da hellerikke den hellige Jomfrus Manerer – eller Væsen.

✂ Men nu i Aften hilste hun da paa ham; saa maatte Brødrene nok have talt om ham. Hvor hun dog saae god ud af Øjnene, – lange, mørke Øjenhaar, og Øjelaaget dækkede saa meget af Æblet. Der var ikke det mindste af Storhed hos hende – nej, det var der ikke. Hun sagde grumme lidt til ham, det var sandt nok, og han sagde sletingen Ting til hende, – men alligevel var det, som om han kunde have kjendt hende længe. Men hvor var hun fornem! – nej, det kunde hun vel ikke være, – jo, det var hun nu alligevel, hvori det saa kunde ligge. Det var vel hendes Væsen eller hendes Bevægelser. Hun var ligesom en fin Hest af Bevægelser – eller ligesom Paafuglen oppe paa Grevernes Slot hjemme.

✂ Men godt var det da, han ikke var forelsket i hende!

129

✂ For det første kunde han jo aldrig faa hende, det var een Ting. Men for det andet vilde det jo sletikke passe for en simpel Bjærgmands Søn som ham. – Men han forstod alligevel nu bedre dét i dissehér Minnesange, som Wigand lærte ham: at de dér kunde beundre eller tjene en Dame, som de aldrig turde tænke paa at blive gift med. – I de nærmeste Dage efter at han her igjen havde seet Jomfru Ursula, lærte han sig flere af disse Digte udenad. Og de var virkelig meget kjønne, han forstod det bedre nu end før.

✂ Han saae hende i de følgende Dage flere Gange hos hendes Faster. Han syntes sagtens, han kunde have digtet nogle af den Slags Sange om hende, for han kunde ikke lade være at sammenligne hende med saa meget og lave Billeder om hende. Han vidste ikke, hvad han selv mente med det: men han syntes, hendes Væsen det var baade som et Barns og som en gift Kones; man var i Grunden sletikke bange for hende. Hvem nu hun engang skulde blive gift med?

✂ Noget, som de unge snakkede meget om – baade Christian og Moriz og Jomfru Ursula – ja, ogsaa denneher Georg Kieritz, for han blev ved at komme der – var, at de vilde til Hörselbjærget Valborg Aften og see Fru Venus – og tillige Heksene, som fløj fra Thüringen til Bloksbjærg.

✂ Martin huskede jo nok, at hans Moder havde lagt sig paa Korsvejen der til Vatterode-Siden og seet Heksene komme over Mansfeld ad Brocken til. Om det var saadant noget, der var deres Mening, det vidste han jo ikke. Men for Resten syntes han, det var underligt at tale saa lystigt om den Slags Ting. Det med Fru Venus maatte jo vel nok være Spøg. De talte særlig om, at han skulde see Fru Venus. Men noget galt kunde det nu da ikke være, for Jomfru Ursula lo og snakkede op om det med de andre ogsaa.

✂ Han troede næsten ikke, det var bleven til; men hen paa Eftermiddagen den 30. April kom de ganske rigtig efterhaanden allesammen ind til Cotta's. Der var de Mandspersoner, som er nævnt, og Jomfru Ursula, og desforuden nogle andre unge Piger, som han her saae første Gang, men som han kunde forstaa hørte med til Bekjendtskabet.

✂ De unge Piger red paa Æsler, for det var jo noget langt, og Karlfolkene gik, – først ud til Wutha og saa videre 130 ad Schönau til. Der fik de Æslerne sat i Stald i Herberget, og saa gik de allesammen over Hörselfloden hen til Bjærgets Fod.

✂ Han mærkede nu igjen, at det særlig var ham, det drejede sig om; for de andre paastod, at de alle havde seet Fru Venus. Han kunde stadig ikke ret blive klog paa, om det var Spøg eller Alvor. Men da det ikke kunde være noget ondt, de vilde føre ham ud i, saa kunde man jo for Resten gjærne see, hvad det skulde blive til.

✂ Nede ved Hörselbjærgets Fod og et langt Stykke opad var der jo Skov eller Krat; han kjendte det saa tydeligt igjen det hele fra den Aften i Januar, da han først var kommen her – men fra modsat Side, fra Erfurt.

✂ Mange af Træerne var allerede sprungne ud, og mange Blomster ligesaadan i Græsset, hvor de gik. Der var især een Blomst, han lagde Mærke til, for den kjendte han ikke hjemmefra. Den kunde ligne Galtetand eller Hanekro. Men der var ligesom dobbelt Besætning paa den af Blomsterblade; det ene Hold var violet, det andet gult med røde Pletter. Den saae saa nydelig ud. De sagde, at det var Fru Venus' Blomst, den havde Navn efter hendes Øjne.

✂ Da de var kommen op igjennem Krattet, var der et fladt, temmelig jævnt skraanende Stykke Land med ganske smaa Buske paa, men ovenover det hævede sig lige stejlt til Vejrs den hvidgraa Kalkklippe. Her kunde man rigtignok see denne Krans eller Krone, der lignede Murtinder, øverst oppe. Det var Fru Venus' Borg, sagde de. Solen stod lige paa, og det blæste ikke saa lidt heroppe. Det var rigtig friskt Aprilsvejr. Opad mod den øverste Klippe-Krans groede der en hel Del lave Buske af Birk og Bævreasp, de bøjede sig i Vinden og vendte det hvide ud af Bladene, det var, ligesom de higede deropad, man kunde blive helt vemodig eller urolig, ved at see derpaa.

✂ Nu fandt de saa en Sti derop, som var meget stejl, – de maatte tage de unge Piger ved Haanden, det vil sige: Martin fik ikke fat i nogen, men dennehér Georg Kieritz hjalp Jomfru Ursula.

✂ Endelig var de helt oppe, og der var en svær Udsigt. De kunde see langt ind over Thüringerwald, saa mange Bjærgtoppe med blaa Taage imellem, – langt bort imod Vest kunde de ogsaa see Wartburg. – Det blæste, saa det slog Klæderne ind om dem.

131

✂ Men Solen var kun et Par Timer til Vejrs, saa nu maatte de skynde sig, sagdes der, forat komme hen til Fru Venus' Hule, inden det blev for dunkelt. De gik saa ind over Bjærget mod Nord, indtil de kom til Skov deroppe, og der var jo Læ i Skovbrynet.

✂ Da de havde gaaet lidt langs dette, sagde Moriz, at hér var det. Martin kunde straks ingen Ting see, men saa fik han Øje paa en Lavning i Jordsmonnet, hvor Klippen traadte nøgen frem, og i Bunden var der virkelig aabent og mørkt, der gik et Hul ind i Fjældet. Og det var ikke saa lille, saae han nu; der maatte godt kunne gaa et Menneske derind.

✂ Nu skulde saa Martin bindes for Øjnene, sagde Moriz. – Ja, det vidste han ikke, om han vilde. – Men i det samme kom Jomfru Ursula gaaende med et Klæde – et, hun selv havde haft om Hovedet – i sine løftede Hænder, som hun holdt ud fra hinanden, og hun sagde: at det skulde han da rigtignok, det var der ingen Fare ved.

✂ Ja, saa lod han hende da binde det om Hovedet paa ham.

✂ Han troede, han skulde føres ind i Hulen med Bindet for Øjnene. Men det var nok ikke Meningen; han blev blot ført nogle Skridt tilside, og kunde for Resten høre, hvor de havde travlt derhenne ved Aabningen.

✂ Det varede endda nogen Tid, men saa blev Bindet taget fra hans Øjne.

✂ Der var da saa vidunderlig kjønt heroppe, netop som han fik Øjnene fri igjen. Solskinnet var saa aftengult og saa stærkt, det farvede alt det nye Grønne heroppe og gjorde, at Bjærgene rundt om fik saadanne skarpe Skygger, – og Himmelen ovenover var saa foraarsblaa med enkelte, bortdragende Smaaflokke af Skyer.

✂ Der maatte vist have været et eller andet Lugtevand paa Klædet, for han kunde ligesom fornemme eller sanse det om sit Ansigt, endnu efter at Moriz havde taget det bort.

✂ Det var ham saa ligegyldigt, hvad der kunde tænkes at møde ham eller skee derinde i Hulen, for Jomfru Ursula kunde umuligt være til Sinds at føre nogen i Fortræd.

✂ Men hun var her for Resten ikke mere, og hellerikke Christian eller denne Georg Kieritz. Han vilde lige have spurgt, hvor de var blevne af, – men han lod alligevel 132 være. Det faldt ham ind, om han skulde være dem til Besvær, og de havde benyttet Lejligheden til at slippe fri for ham. – Men saa kunde de jo have ladet være at tage ham med paa Turen.

✂ Moriz havde fulgt ham lige hen til Indgangen. Dér blev han saa tilbage. – Martin fortsatte alene. Og det var lige ind i Klippen, men det saae da meget nemmere ud end Minegangen, han kjendte hjemmefra, for her var Indgangen jo saa høj, at man kunde gaa opret. Men meget snæver var den, og da der var bælgmørkt, maatte han føle sig frem.

✂ Her kom en Kant eller et Hjørne, hvor Gangen vistnok drejede, – og nu syntes han, at han skimtede Lysning, – det kunde da ikke være Dagsskjær? skjønt Sollyset udenfor var jo meget gult. Men til den Side? – Nej, det maatte komme fra Ild det dérhenne!

✂ Han kunde ikke lade være at tænke paa sin Moders Fortælling om Jægeren, da han traadte ind til Fru Venus her i Hörselbjærget – Jægeren havde altid oplevet saa meget i Skoven Dagen igjennem, naar han endelig kom her – –

✂ Aah! – – dér sad en Kvinde i en helt hvid Dragt og med Blomster paa Haaret og om Panden – Lyset faldt lige paa hendes Hoved – hvor var hun dog dejlig! Martin følte sig baade ængstet og betagen og kunde ikke lade være at folde sine Hænder, – det var vist de gule og violette Blomster, dem dér, som han havde seet saa mange af under Opstigningen ad Bjærget, – han troede naturligvis ikke, at det var Fru Venus – og hellerikke, at det var den hellige Jomfru, skjønt hun godt kunde ligne, men han gav sig i sin Betagethed alligevel til at sige sit Ave. Da saae han, at det var jo Jomfru Ursula – og stammede hendes Navn, – men i samme Øjeblik lød en skraldende Latter længere inde i Hulen, han kunde kjende Georg Kieritz's Latter, og straks efter traadte han og Christian frem af Skyggen. Jomfru Ursula havde ogsaa rejst sig og sagde nu til Martin, der stod noget betuttet og forlegen, – idet hun tog hans Haand: »Martin er da ikke vred?«

✂ »Nej,« svarede han sagte og ganske alvorlig.

✂ Georg snakkede noget om, at Martin havde sagt sit Ave, – men Jomfru Ursula søgte straks at afbryde ham ved 133 at spørge om, hvormange det nu var, de havde narret paa denne Maade? – Martin kunde godt mærke, at det var et helt unødigt Spørgsmaal i hendes Mund. Hun nævnte selv et Par Stykker, – som jo ikke var hjemmehørende her paa Egnen.

✂ Nu kunde Martin jo nok forstaa, at dettehér var saadan en Leg, de havde; men alligevel vidste han ikke rigtig, om man ikke havde holdt ham for Nar, og hun været med dertil. Det kunde jo være, at de to, hun havde nævnt, var saadan nogle, der ikke var bedre værd.

✂ Men hvad var han værd i deres Øjne, tænkte han saa. Jomfru Ursula og hendes Brødre og Georg Kieritz sagde »Du« til ham – ja, Jomfru Ursula sagde sommetider Martin – fordi de vidste jo, at han var en fattig Kurrende-Dreng og Bjærgmandssøn, som Fru Cotta havde taget imod. De andre Unge, som var med paa Turen, sagde »I« til ham – de vidste jo ikke saadan, hvem han var. Men han selv sagde »I« til alle i Selskabet.

✂ Man var begyndt at see paa Valborgsblussene, som der viste sig en Mængde af i Bjærgene rundt omkring.

✂ Nu ved Solnedgang var der ogsaa kommen en Flok Bønderkarle og Piger herop paa Hörselbjærget forat gjøre Blus. – Om Heksene blev der naturligvis talt en Del, – men Martin kunde ikke komme med i Snakken, skjønt han gjerne vilde.

✂ Da de gik ned ad Bjærget, var der een, der nævnede noget om dennehér Sangerkrig, som en Gang skulde være ført derovre paa Wartburg, – det havde jo netop været disse Minnesangere, som Magister Wigand priste saa stærkt. Moriz kunde huske og nævne Navnene paa en hel Del af dem. Og saa blev der Snak om at lave en af den Slags gamle Minnesange saadan til, saa den kunde passe til en af de Damer, man kjendte: hvem der kunde gjøre dét bedst. – Der var een Sang – den behøvede man blot at forandre Navnene i, saa kunde den godt bruges, sagde en af de unge Piger, som Martin ikke kjendte; og saa forandrede hun Navnene til Georg og Ursula. Det blev der leet meget af, men Martin kunde daarlig faa sig til at trække paa Smilebaandet.

✂ »Havde vi nu haft Wigand,« sagde Moriz, »han skulde nok have lavet noget, saa det baade kunde passe for de gamle Dage og nu!« 134 »Men lad Martin prøve!« sagde Georg Kieritz. »Han kan jo flere Sange end alle os andre tilsammen.«

✂ Nej, det vilde han ikke.

✂ Men under hele Hjemturen gik han og tænkte paa, hvor urimelige disse Minnesange dog paa en Maade var: om at elske nogen, som man ikke kunde faa, og endda være godt tilfreds dermed og finde det saa skjønt, – og hvor underligt de alligevel passede for ham, saadan som han havde det i denne Tid, skjønt han dog hverken elskede Jomfru Ursula, eller ønskede, han kunde faa hende. – Samtidig var der en af disse Sange, han kunde udenad, – som han i Tankerne gik og lavede om paa – – det faldt ham meget lettere, end han havde ventet. Han havde faaet en helt ny Mening i Sangen, da de naaede hjem. Men han sagde ingen Ting derom.

✂ Han kunde alligevel ikke forstaa, hvorfor Jomfru Ursula havde spillet den Komedie med ham – sammen med de andre. Men det skulde jo altsaa være saadan en Slags Leg, de plejede at udføre – –

✂

✂ De to unge Schalber, Christian og Moriz, kom efterhaanden til at gjøre mere og mere ud af Martin. Det kom dels af, at de selv kunde mærke, hvor meget dygtigere han var til alt, hvad der hed Læsning, end de havde været, dengang de gik i Trebonii Skole, men ogsaa af, at de kunde skjønne, hvor stor Pris deres Faster og hendes Mand satte paa ham. Hen paa Sommeren spurgte de ham, om han ikke nok vilde sige »Du« til dem, ligesom de hele Tiden havde sagt til ham, og paa Tonen kunde Martin forstaa, at det var en Slags Undskyldning, de bød, fordi de havde gjort det. – Deres Søster Ursula følte det nu baade ubekvemt og ligesom upassende, at hun sagde »Du« til Martin, saa meget mere som det fik en Klang af Fortrolighed, da det ikke længere faldt af sig selv, at Grunden var Standsforskjellen. Faa sig til at sige »I« til ham, kunde hun hellerikke, det vilde lyde saa underligt, syntes hun. Saa gik hun og sagde Martin, ogsaa i Tiltale, men undgik mange Gange af den samme Grund at tale til ham.

✂ Hendes Brødre havde faaet Smag paa at gjøre Udflugter – ved den Tur til Hörselbjærget, – og Martin kom saa 135 ved Lejlighed til at nævne, at i Möhra, godt et Par Mil syd for Eisenach, skulde der være saa kjønt. Han havde tillige Slægtninge, som boede dér. – En Dag gik Moriz ned til sin Fasters og meldte Martin, at om Morgenen skulde en Fragtmand, som han kjendte, kjøre til Salzungen, og derfra gik der en god Vej til Möhra, som de nemt kunde spadsere – deres Søster med, – det var nok kun en halv Mil. – Martin skulde bare komme op til Franciskanerklostret, hvor de boede; der vilde Fragtmanden holde.

✂ Da Martin kom, skulde de andre ligestraks til at staa paa Vognen. – Men Martin faldt helt i Staver ved at see det store Kloster. Der gik nogle af Graabrødrene udenfor i Haven og gravede, de saae saa alvorlige og stille ud. Og Bygningen var saa højtidelig og gammel. Det kom pludselig over ham med saadan en ængstende, men ogsaa løftende Magt: at inde i saadant et Kloster kunde man dog maaskee finde Ro og Fred for alt, hvad der nagede En. Han havde jo følt noget lignende i Magdeburg ogsaa, – men dette kom saa sært dragende – –

✂ Moriz kaldte muntert paa ham fra Vognen, – og idet han vaagnede op, mærkede han, hvor langt han havde været henne i disse Tanker; men han vilde ogsaa selv helst løs fra dem, han var bleven bange for dem, – jo, for det hjalp jo nok ikke, det var blot, ligesom han igjen følte Grunden gynge under sig, følte at han gik her Dag efter Dag, Uge efter Uge, som paa en dyb Mose, hvor han, hvad Øjeblik det skulde være, kunde synke gjennem Grønsværet ned i det – Evige – det Bundløse. Nej, han turde ikke have med de Tanker at gjøre!

✂ Han steg op paa Vognen. – Christian og Ursula sad lige foran ham, Moriz ved Siden af ham. – De kjørte først vesterpaa. Moriz sagde, at ved Salzungen kom de til Werra, den Flod, som Hörsel løb ud i. Dette sidste kjendte Martin jo godt i Forvejen. Men han var da saa kjedsommeligt let til Bevægelse i Øjeblikket: bare det at høre det nævne, at Hörsel saadan endelig forenedes med noget Større, fik Taarerne til at stige ham til Øjnene.

✂ Men snart blev han munter ved at see de smukke, nye Egne, – Wartburg blev de længe, længe ved at kunne skimte højt over alt det andet. – Det gik ikke rask, det tog seks Timer for at komme til Salzungen, men de havde god Tid, de var kjørt hjemmefra allerede Klokken fem, og det var den lyseste Sommertig, lige før St. Hans.

136

✂ Her i Salzungen forlod de jo Vognen, og det blev aftalt, at de om Aftenen skulde møde den ved Ettenhausen, hvis Vejen dertil fra Möhra da var nogenlunde fremkommelig, – ellers maatte de jo vende tilbage og tage den i Salzungen igjen.

✂ Straks udenfor den lille By kom de over Werra, men Martin saae ikke videre paa den; den mindede ham om Elben og Magdeburg-Tiden, fordi den var saa stor. – Men nu kom der en dejlig Vej, med mange høje Bakker og Skove, – Pludselig, da de havde steget længe og lige var vandret igjennem en Skov, saae de nedover en stor, aaben Dal, og en Kone, de talte til, sagde, at det var Möhra, de saae, midt ude i Dalstrøget.

✂ Fra nu af var Tanken stadig over Martin om, at her havde hans Fader og hans Slægt gaaet og arbejdet, – ikke et Sted de for det første kunde komme, uden at hans Fader jo nok skulde have været der, – og Martin havde saadan en underlig Følelse af, at alt, hvad hans Fader havde levet, det var mundet ud i det, at holde ham, Martin, til Bogen, forat han kunde blive til noget, der var mere end hans Faders. Men tillige kom det Martin saa besynderligt for: at han nu førte Ursula Schalbe ind i hele den Verden, – det gjorde Turen saa sært hjemlig, uden at han dog kunde forklare sig hvordan.

✂ Nede i Engene omkring Byen, – og igjennem dem gik Vejen, – var der fuldt af Høbjærgningsfolk; man var ved at kjøre Høet ind. Der løb to smaa Drenge og legede med en Hund imellem Høstakkene; Martin syntes, det var ham selv og hans Broder Jakob, – saa godt lignede det altsammen hans Barndom.

✂ Aa, han havde ikke lugtet den Blanding af Engduft og Køer, siden han rigtig var hjemme. – – Det vilde have været ham saa naturligt at kysse Jomfru Ursula, som gik der ad Fodstien lige ved Vejgrøften, – men det vilde rigtignok ikke have faldet naturligt ud bagefter!

✂ De standsede ved et Gjæstgiveri, og Martin vilde have forlangt noget at drikke; men der kom en Flok Børn ind i Skjænkestuen, der vist var skurvede, de var da ganske fulde af Saar i Hovedet, – og saa skammede han sig paa sin Stambys Vegne og spurgte, om der ikke var en anden 137 Kro. Det var Børnene ogsaa meget uegennyttig villige ti! at forklare: der var længer henne i Byen en meget bedre Kro, der hed: Den vilde Morian. Martin spurgte tillige, om de ikke kunde sige ham, hvor Heinz Luthers Gaard laa. Det var hans Farbroder. – »Jo, det er den her lige overfor,« svarede Børnene.

✂ Da maatte Martin vende sig om, for Børnene kunde vist let see, at han var lige ved at græde. – Han kom ud af Døren, men kunde hellerikke skjule sin Bevægelse for Jomfru Ursula og hendes Brødre. Han kunde for Taarer daarligt nok see sig for, hvor han gik, men bad dem da følge med ind, – for det var jo hans Faders Fødegaard.

✂ Han mærkede paa sin Slægt, hvor fornemme og ansete Schalberne maatte være; for baade hans Farbroder og hans Kone og deres Børn blev helt tilbageholdne, da de fik Navnet at vide. Han selv steg vist ogsaa i deres Anseelse, siden han kom i saadant et Selskab. – Stadig havde han ondt ved at blive rigtig Herre over sin Bevægelse; det var dog underligt saadan at see sit eget Kjød og Blod, – der var en Lighed med hans Fader, vist ogsaa med ham selv, som han sletikke havde kunnet tænke sig, – de havde jo dog aldrig seet hinanden før, – at de saa kunde gaa og blive saa eens.

✂ Saadant noget videre vilde det ikke blive til med Bekjendtskabet, skjønt hans Slægtninge var meget venlige imod ham, – men de kunde jo saa godt forstaa, at han og hans Ledsagere ikke kunde blive der længe, – den Slags Folk kunde jo have saa mange Ærinder. – Noget efter, at de var blevne beværtede, drog de saa af igjen – ud forat see paa Omegnen.

✂ Martin kunde ikke sige ret meget, hellerikke naar Ursula og han var ene, – og det skete flere Gange, fordi Brødrene gjorde smaa Løb op paa Højdepunkter, hvorfra de bedre kunde see ud. Men han var saa underligt spændt for – og draget til mere end een Side paa samme Tid, uden at kunne faa disse Dragelser bragt sammen. Hverken Ursula eller hendes Brødre kunde jo dog forstaa noget, som kun angik hans Barndom og dens Sorger og Glæder – eller hans Slægt.

✂ Efter nogle Timers Forløb kom de tilbage til Möhra, og gik saa ind i dennehér anden Kro, Den vilde Morian, – og dér var det dejligste Øl, der gjorde Christian og 138 Moriz lystige og bragte Martin til at snakke uden Hensyn til, om han blev forstaaet eller ej.

✂ De var alle fire ovre i Kirken, som laa lige ved, og der græd Martin frit sine modige Taarer ved Tanken om, at her havde hans Fader gaaet hver Søndag som lille Dreng, og her var hans Fader og Moder blevne viede. Det var jo dog dem, han skyldte alt, ihvor strænge de ogsaa havde været mod ham, og de havde jo altid ment ham det bedste.

✂ Fra Kirken gik de atter en lille Vandring over i Kroen for det dejlige Øls Skyld, og her sang Martin højt og klart med sin kraftige Stemme, saa der samlede sig mange Børn, og Unge udenfor, der hørte paa. – Især sang han den om Kilden, som var hans Elskede, og om Skoven, der var ham selv, og som drak Kilden ind i sig, saa den grønnedes derved og sprang ud. – Og mens han sang, lovede han sig selv, at saasnart Ursula og han igjen var ene, vilde han synge for hende den omlavede Minnesang, han ikke havde kunnet faa i Stand paa Hörselbjærget, men som han senere havde digtet færdig.

✂ Da de havde faaet at vide i Kroen, at Vejen til Ettenhausen var meget ordenlig, og at den jo var meget kortere end tilbage til Salzungen, drog de af Sted til den Side. Børnene fulgte dem et Stykke paa Vej, for de to Brødre og Martin blev ved at synge, og adskillige Ansigter viste sig i Vinduerne forat see paa Hans Luthers Søn – som det jo skulde være – og hans fine Bekjendtskab.

✂ Men noget udenfor Byen var de da kun dem selv igjen, og Martin og Ursula blev snart efter ene, for hendes to Brødre løb omkap som rasende ad Ettenhausen til.

✂ Og pludselig kom Martin i Tanker om, at dette maatte være den Vej, hvorpaa hans Fader og Moder gik, kort før de blev trolovede, – det, som hans Fader fortalte om nu sidste Juleaften. Og – dér laa jo ogsaa Engelsbjærget paa høje Rhön! – dér, udenfor Horisonten, – og stak op som en stor, kantet Sten, og helt violetblaa var den, imens alt det andet rundt omkring var gult af Solen. Ja, det maatte da ganske sikkert være Engelsbjærget! – – Det stod saadan helt udenfor alting. Det var, ligesom det dukkede sit Hoved op langt, langt borte og kaldte, skjønt man ikke kunde høre det. Aa, han vidste ikke rigtig, hvad det var, det mindede om, men det var noget, som angik ham selv, og var saa smertefuldt. Det 139 var ogsaa noget, som han havde tænkt paa, den Gang han lavede dennehér Sang, den fra Hörselbjærget, – eller da lavede om paa den, for det meste var jo ikke af ham selv.

✂ Han fortalte det til Ursula, hvad hans Fader havde sagt om dette Sted, og om Pigen, som havde siddet og sunget saa skjønt der langt borte paa Engelsbjærget. Og nu vilde han da synge en Vise – en af dissehér Minnesange – som han havde forandret noget, saadan som der blev snakket om den Dag ved Fru Venus's Hule:

✂ Kun een mig kunde Lykken skjænke,
hun selv er Lykkens rette Bo,
ej større Skat er at optænke
end hendes Kjærlighed og Tro.
Og havde jeg den Skat annammet,
da skulde Verden vidt og bredt
for mig af røde Roser flammet.

✂ Men ak, hun ejer ej sin Glæde
og kan ej frit den dele ud,
hun lænket er med gylden Kjæde,
hun er en løftebunden Brud.
Hun tør kun tyst og stille græde,
og Verdens skjønne Rosenflor
med sine Taarers Dugg kun væde.

✂ Og – om den skjønne, ædle Kvinde
var frank og fri, – jeg var det ej:
en Mørkets Mø, en Djævelinde
med List og Vold har bundet mig.
Jeg gaaer ej trygt, hvor Roser luer,
thi under Dagens Rosenflor
mig hendes Afgrunds-Mørke truer.

✂ Han syntes, hun saae saa forundret og alvorlig paa ham, baade mens han sang og nu bagefter.

✂ »Men jeg kommer i Tanker om,« sagde han, »at Visen har den Fejl, at den ikke passer paa nogen af de Personer, som dér var med. Det skulde den jo.«

✂ »Har Du – har Martin lavet meget om paa den Sang?« spurgte Jomfru Ursula lidt efter – og rødmede; det var vist, fordi hun havde sagt baade »Du« og »Martin« til ham.

✂ »Ja, noget.«

✂ »Jeg kan nok faa den at læse af Wigand, saa kan jeg see, – – hvad der er lavet om.«

✂ »Nej, det er da ingen Nytte til,« sagde Martin.

140

✂ »Jo, – jeg troer, det er det sidste Vers, der er lavet mest om.«

✂ »Hvorfor troer I saa det?«

✂ »Jo, det minder noget om – det kunde nok ligne – – Aa, Martin maa ikke tage det fortrydeligt op, fordi jeg har gaaet og sagt »Du« til jer. Det kom saadan, fordi de andre begyndte med at sige »Du«, – men nu skal jeg nok –«

✂ »Aa nej, bliv dog ved at sige »Du«! Det vil jeg helst.«

✂ »Jeg troer ikke, jeg kan blive ret længe ved dermed. – Jeg var nu kjed af, at jeg var med til det Narrespil i Fru Venus's Hule. Det maa Du hellerikke tage fortrydeligt op.«

✂ »Nej, nej.«

✂ »Jeg troer nu ikke, det var Fru Venus' eller noget andet Fruentimmers Skyld, det, som der tales om i det sidste Vers,« sagde Jomfru Ursula uden at tænke paa, at hun derved maatte synes at gjøre Ordene til Martins egne.

✂ »Nej, – men saadan var det i Visen,« sagde Martin.

✂ Lidt efter kom Ursulas Brødre til, og man fulgtes ad Resten af Vejen. – Men Martin maatte flere Gange spørge sig selv, hvad vel Jomfru Ursula kunde tænke, der da var ment. – Mon hun af sin Faster skulde have hørt det, han sagde om Guds Straf, den første Aften han kom der i Huset? – Nu vidste han pludselig, hvad det var, Engelsbjærget, i sin mørke Fjærnhed, mindede ham om: Evigheden – –

✂ I Ettenhausen traf de godt nok Fragtmanden igjen, og var hjemme i Eisenach noget over Midnat.

✂

✂ Martin var saa optaget af alle disse tyske Vers og saa meget andet Poesi i denne Tid, saa han ligefrem maatte vogte paa sig selv, at han fik de andre Videnskaber med tillige. De latinske Vers brød han sig nu mindre om, for dér var de saa underlig uærbødige mod dem, de elskede; og man kunde egentlig sletikke blive klar over, hvordan deres Forhold til deres Kjærester var. Det kunde man nu hellerikke altid i de tydske Digte; men ærbødige var de altid, og saa fik de næsten aldrig den, de elskede, – det passede ham saa forunderlig godt.

141

✂ Hvad der tiltalte ham ligesaa meget ved denne Læsning, var netop, at det var Poesie, ikke hørte den virkelige Verden til. Thi det med Jomfru Ursula var ligesaadan – udenfor den virkelige Verden. Det var ogsaa, ligesom der med hende umulig kunde foregaa saadan virkelige Forandringer: f. Ex. at hun skulde kunne trolove sig med noget Menneske, enten med ham eller med nogen anden, og det var ogsaa saadan, han allerhelst vilde have det. Selv om man tænkte sig det umulige, at hun vilde have ham, saa mente han jo ikke, at han vilde have hende. Saadan en Bondedreng som han – han maatte jo til at blive en helt anden, hvis han fik hende. Nej, det kunde han ikke, det vilde være ligesom at blive bjærgtagen – som Ertshuggerne fortalte om – saa man aldrig kunde komme ud mere. Ikke for det: der var ikke saa kjønt ude i Dagen, – der var meget, meget skjønnere derinde i Bjærget! Men alligevel – det kunde aldrig gaa godt. Saa skilte man sig vist ogsaa helt og for bestandig fra disse Vanskeligheder – aa, dette med Evigheden! – saa man aldrig fik de tunge Spørgsmaal afgjort, og det var dog nok i Virkeligheden det, hvorom alting drejede sig for En. – Nej, saa længe man kunde gaa og holde det hen saadan i Foreløbighed – det lod sig jo gjøre; og han maatte da egenlig indrømme, at han havde faaet noget at fylde denne Foreløbighed med, helt anderledes end han havde tænkt det muligt, den Aften han kom første Gang til Eisenach: Poesien havde han jo faaet og alt det, der angik Jomfru Ursula! – Aa, det var saa skjønt med dette »Du«, hun brugte til ham; hun blev saa tit rød, naar hun sagde det, og saa begyndte hun at kludre med at sige »I« eller »Martin« i Stedet for, – det lod sig heller ikke gjøre. – –

✂ Ugerne gik, Maanederne gik. Moriz trolovede sig og skulde snart have Bryllup. – Nej, det kunde hun aldrig gjøre! Han mærkede det netop ved den Lejlighed, at Moriz var et almindeligt Menneske ligesom saa mange andre, – det var hun ikke, – han kunde mærke det paa sig selv saa tydeligt. – –

✂ Til Julen, efter at han i November havde fyldt sytten Aar, skulde der opføres et Skuespil – eller en Moralitet, som de kaldte det – paa Salen i Trebonii Skole. Den skulde handle om Sankt Jørgens Kamp med Dragen, og hvordan han befriede Prinsessen af Silena. Dér havde 142 Martin forstaaet, at han skulde forestille Sankt Jørgen, – og han syntes hellerikke, det var saa urimeligt, for Trebonius satte meget stor Pris paa ham for hans gode Lærdom, – og han kunde jo synge, det skulde Sankt Jørgen ogsaa gjøre, – om man tillige havde tænkt paa, at han jo var fra Mansfeld, som havde Sankt Jørgen som Skytshelgen i sit Vaaben, det vidste han ikke, men det var vel ikke saa urimeligt. Og han mente da i hvert Fald, det maatte være en af Skolens Disciple – af dem, som gik der endnu, og ikke blot før havde været der.

✂ Han kunde tænke sig, hvor skjøn Jomfru Ursula vilde tage sig ud som Prinsessen, – for det skulde være hende. Det var Wigand, som havde sat igjennem, at denne Rolle skulde forestilles ikke af en af Skolens Drenge – som det ellers var almindeligst – men af en Pige. Thi han forklarede, hvor meget smukkere det var, at Komedien helt igjennem var saa skjøn og ærbar, saa det intet kunde hindre.

✂ Egentlig var det nok bestemt i Rollen, at Sankt Jørgen skulde kysse Prinsessen, da han drager bort; men det blev maaskee udeladt, da det skulde være en Pige. Martin ønskede, at det maatte blive udeladt, for han følte sig ængstelig ved det modsatte.

✂ Saa blev det nu alligevel tilsidst bestemt, at dennehér Georg Kieritz skulde være Sankt Jørgen. Det gjorde Martin meget ondt, men der var ogsaa mange andre, der harmedes over det. Det gav Anledning til, at der snakkedes om Kieritz paa Skolen i de følgende Dage, og Martin hørte, dels at Kieritz var hengiven til Spil og Drik og var en liderlig Person, men tillige, at hans Forældre vilde have ham gift med Jomfru Ursula, – og deraf kunde det maaskee forklares, at han var bleven bestemt til at spille Sankt Jørgen.

✂ Martin var med til at see paa alle Øvelserne, som blev holdt, før man ret kunde spille Komedien, og ogsaa med til at see paa selve Forestillingen, Og han undrede sig selv over, saa ivrig han var for at see alt fra den lyseste Side, – for han var jo dog ellers slem nok til at see alting sort. Han var glad over, at Jomfru Ursula undgik at kysse Kieritz baade ved Øvelserne og paa selve Festdagen, – og sin øvrige Skuffelse søgte han med Magt at vende Tankerne bort fra.

143

✂ Men straks efter Jul var det saa, at Jomfru Ursula blev trolovet med Kieritz. – Det første, Martin følte derved, var ren og skjær Overraskelse; men han vidste for Resten godt, at naar det i Øjeblikket ikke blev til mere, var det, fordi han ikke turde gaa nærmere ind paa Sagen med sine Tanker. – Efter nogle Dages Forløb begyndte han imidlertid at spørge sig selv, hvad det egenlig var, han havde tabt derved, – om det egenlig var saa meget? Han havde jo dog aldrig tænkt, at hun skulde eller kunde blive hans. Og kunde han ikke blive ved at tænke paa hende ligesom før? – blive ved at tjene hende, som de talte om i de gamle Sange. – – Men da han prøvede derpaa, viste det sig, at han ikke kunde. Der var sletingen Glæde, ingen Kraft i de Tanker mere. – Og pludselig følte han det, som om alt det, der havde udfyldt hans »Foreløbighed«, var til Ende; som om Bunden veg bort under ham, og de store, evige Spørgsmaal aabnede Afgrunden imod ham. Der steg en brændende Hede op som fra Helvedes Gab – –

✂ Han sad inde i sit Kammer ved sine Bøger, da dette kom over ham, og han turde længe ikke bevæge sig, hans Tanker turde ikke røre paa sig – – saa var han vist fortabt og vanvittig med det samme! Og dette tvang ham – ligesom naar man snærer Struben sammen paa en Hest, der er gaaet i Bløde – til at gjøre et Spring med sit Sind op fra Afgrunden, op i – ja, hvad var det? – op i alt dette Foreløbige igjen – det, som han nu i et Par Aar havde reddet sig ved og levet paa – men hvor rigtignok det bedste nu var borte! – Han havde jo ikke andet, – han turde ikke gaa til Bunds i sig selv, det var jo som at gaa til Bunds i Helvede!

✂ Nu vidste han saa, hvad han vilde og maatte: leve i Versene, i Sangene – og det med fuld Bevidsthed om, at det ikke var andet end Digt. Han kunde jo alligevel nu forstaa, at der havde været noget i dette Forhold til Jomfru Ursula, der hidtil havde gjort det halvt til Virkelighed.

✂ Han blev flittig af sin yderste Evne; han skrev latinske Vers og latinske Taler og Afhandlinger. Baade Wigand og Trebonius roste ham højlydt for hele Skolen flere Gange.

✂ Og Jomfru Ursula saae han ikke mere. Hun kom ogsaa meget sjælden nu hos sin Fasters. Og naar han hørte, 144 at hun var der, gik han straks ind til sig selv. Den allermeste Tid tilbragte han i sit Kammer og paa Skolen.

✂ Men i Skolen kunde han ikke undgaa ret ofte at høre de andre Disciple, og Lærerne med, tale om Georg Kieritz og Ursula Schalbe. De beklagede hende meget, fordi hun havde faaet saadan en liderlig og troløs Kjæreste. Der skulde være en Tøs, som boede i en Hytte oppe paa Bjærget over Byen, som han stadig kom til – og lagde endda ikke videre Skjul derpaa heller.

✂ Saadan gik Tiden ud paa Foraaret og Sommeren. Der var kun kort Tid til, at Martin skulde rejse til Erfurt, til Universitetet. – Da overraskedes han en Dag overmaade: Jomfru Ursula kom ind til ham paa hans Kammer, forgrædt og elendig; – han kunde see, at hun var bleven mager, men han syntes ellers, at hun var endnu dejligere end før. – Hun sagde, at hun gik til ham, fordi hun turde ikke komme til andre derom, og han var ogsaa den, hun stolede bedst paa. – Hun bad ham om, at han nu straks vilde følge hende op til den Pige, som de sagde, Georg Kieritz var Kjærest med, oppe paa Bjærget. Hun vilde tale med Pigen og byde hende Penge for at sige hende alt, for saa turde Ursula nok haabe, at hendes Moder og hendes Faster vilde hjælpe hende imod Kieritz og være paa hendes Parti. For hendes Fader vilde ingenting høre om at bryde sit Ord til ham.

✂ Martin fulgte straks med, og de kom ud af Byen uden at møde nogen af deres nærmere Bekjendte. – Under Vejs der opad Bjærget talte de meget lidt sammen, men paa hans Spørgsmaal om hendes Trolovelse fik hun da svaret, at hendes Fader havde befalet hende at sige Ja, og hun havde ikke turdet gaa ham imod.

✂ Kort før de naaede Hytten, kom Martin i Tanker om, at de godt kunde træffe Georg Kieritz deroppe, for han havde hørt i Skolen, at han var der næsten hver Dag i denne Tid. Det sagde han til Jomfru Ursula. Hun bad ham saa gaa ind først, for hun vilde ikke see Georg der.

✂ Martin gik saa derind, og han traf Kieritz og Pigen sammen; hun sad paa hans Skjød og gantedes med ham.

✂ Men da Kieritz saae Martin, sprang han op som en gal Mand og raabte, at han vidste godt, hvorfor Martin kom og spejdede her, at han lagde an paa Jomfru Ursula, at 145 Kieritz's Fader skulde faa ham jaget ud af Byen – og meget andet.

✂ Jomfru Ursula hørte det altsammen, da Døren ikke var lukket helt. Idet samme sparkede Kieritz den tilbage og saae hende jo, – og han stod der med Armen om dettehér Kvindfolks Liv.

✂ »Ja, nu veed Jomfru Ursula, hvad der er nok,« sagde Martin, »saa I behøver intet at fortælle hende.« – Og dermed forlod han og Jomfru Ursula Stedet.

✂ Men nu kunde de sletingen Ting sige til hinanden. Om det var Kieritz's Ord, der voldte det, eller det var Tanken om, at nu var Jomfru Ursulas Trolovelse nok til Ende, det vidste Martin ikke, – men han følte det, som om hun nu kunde blive hans, – ja, at hun vist elskede ham. Og han følte med det samme, at det kunde aldrig skee, hun vilde være ham altfor fremmed! – – Nej, nej – hun vilde aldrig kunne forstaa, hvordan han her i Eisenach havde haft det, – – den store Afgjørelse – eller Undersøgelse, – som han havde gaaet og opsat, men dog aldrig helt kunde skyde fra sig – nej, for den maatte jo komme engang, skjønt han ikke begreb, hvordan det nogensinde skulde skee. Men uden den var hans Liv jo forspildt baade i Tid og Evighed! – Han tænkte ogsaa paa, hvorledes dog mon hendes Sjælefred og Ro her i Verden var? – hvordan hun kunde have den Ro? – det vilde han vist heller aldrig kunne forstaa. Skjønt den var vel ligesom de fleste andre Menneskers Ro, – der ogsaa var ham ubegribelig.

✂ Endelig, kort før de kom ud af Skoven, som groer ned ad Bjærget, sagde hun: »Du veed da nok, at jeg ikke troer paa, hvad Georg sagde om – jer – – Men I maa ikke være vred, fordi jeg bad jer følge mig herop –«

✂ Den Maade, hvorpaa hun sagde dette »Du« – ligesom hun havde brændt sig paa Ordet – og dette »I«, voldte, at Martin næsten følte sig helt sikker.

✂ »Nej, nej,« sagde han forvirret – »Naar I kun ikke er vred paa mig – – «

✂ Straks efter mødte de Folk, og der blev kun vekslet et Par ligegyldige Ord imellem dern, før de skiltes.

✂ 146

✂ Næste Dag kom Ursulas Fader ned til Cotta's; han forlangte at tale med Martin, og i Fru Ursulas Nærværelse overskjældte han Martin, fordi han gik og udspejdede Kieritz og søgte at vinde hans Datters Kjærlighed. Han erklærede højtideligt, at Martin aldrig nogensinde skulde faa hende. Martin svarede, som sandt var, at han aldrig havde gjort noget Forsøg derpaa, og at han om et Par Uger rejste bort fra Eisenach, saa kunde hendes Fader jo da være rolig for Fremtiden.

✂ Fru Ursula talte venlig med Martin, efter at hendes Broder var gaaet, og sagde, at hun vidste godt, at Broderen sletikke havde Ret. Men hvad hendes Broderdatter angik, saa skulde hun nu ikke faa Kieritz, det vilde hun og Ursulas Moder tage sig paa at hindre, – og nu var det bedst, at Ursula rejste bort fra Eisenach nogen Tid.

✂ Om Aftenen kom Jomfru Ursula ind paa Martins Kammer og var saa svært ulykkelig – – over det, hendes Fader havde sagt, og at Martin skulde tro noget ondt om hende, – men det var jo da Kieritz og ingen anden, der havde fortalt hendes Fader disse Løgne.

✂ Hun tog Martin om Halsen og kyssede ham vist ogsaa – han fornam da et Øjeblik hendes forgrædte Ansigt mod sit, – – aa, han vilde saa gjærne have taget igjen og givet igjen, – men han syntes ikke, han var ret Herre over sig selv, – han var bange for, hvad han kunde sige eller foretage sig – –

✂ Et Øjeblik efter stod hun ved Døren. »Jeg skammer mig ikke over, hvad jeg har gjort,« sagde hun hulkende. »Men jeg skammer mig over mig selv – at jeg er saa meget ringere end Du –«

✂ »Nej, nej –«

✂ »Nej, jeg mener ikke, Du har ladet mig mærke det – – Jeg har vidst det længe før nu – –«

✂

✂ Under den Pine, hvori han gik de følgende Dage, kom det, som ofte før, op i ham, om der da ikke var en Maade at faa Lindring for Angsten paa, ved at slaa løs, ved at lade staa til, – det var saa vaandefuldt anstrængende, dette, at gaa og passe paa sig selv, saasnart der kom Uro: at det da ikke skulde tage Overhaand og hvirvle En ud i Vanviddet – eller hvad det var, der truede, – sommetider hørte han det som et højt Skrig af Rædsel og saa – Fortabelse! – Men der var jo ingen Lindring ved at lade staa til, ved at give efter, søge en Afgjørelse, – enten var det sikker Undergang, eller ogsaa maatte det ende med at give sig andre i Vold, lade dem tage Magten over En – gaa i Kloster vel. Og det kunde han ikke, det var jo da at bryde med sin Fader med det samme, han gjorde det. – Nej, der var ikke andet end det gamle: at passe paa, vaage over sig selv, vænne sig til de nagende Smerter, vænne sig til den evindelige Foreløbighed. Han kom aldrig ud af den! – Hele Livet! – det var ikke til at tænke paa. Men det var jo ogsaa netop det, man skulde lade være med: at tænke derpaa.

✂ Underligt var det, – at dengang da Afgrundsstrømmen steg op i ham, da han havde saaret sig med Kaarden, og Helvedes-Angsten fyldte ham, da var det sletikke Guds Forudbestemmelse af alting, der forfærdede ham – nej, det var Bevidstheden om, at han var en Synder, og ikke havde gjort saa nær, hvad han kunde, for at blive fuldkommen – og at Gud saa vilde straffe ham med evig Fordømmelse derfor, straks han var død. Det var det gamle fra Mansfeld – blot langt mere øjeblikkeligt forestaaende – der kom over ham, og ikke det fra Magdeburg. – Aa ja, hvor det nu var ved at blive gammelt 160 hos ham med de Ting. Nu havde han jo allerede gaaet mange flere Aar og været ulykkelig, end den lille, korte Tid af sit Liv, da han virkelig havde været glad. Og fremad: bare Foreløbighed uden Hvile, og saa – Evigheden, – – og han turde ikke tænke paa den!

✂ Han maatte jo nu til at arbejde igjen, det var det, der tog Tankerne bedst. Men han syntes sommetider, at Arbejde var det lumpneste af alt Forrædderi mod En selv; – naar man havde dér givet sig af dermed nogen Tid, bildte man sig jo gjærne ind, at det betød noget. Aa, Du forbarmende Gud!

✂ Han disputerede knap saa meget som før, men nu studerede han saa meget des ivrigere de skolastiske Systemer. Men han væmmedes, naar han nu om Dagen var bleven optagen af det læste, – saa kom jo om Aftenen den anden Betragtning, som var den sande: at det hele var godt til at slaa Tiden ihjel med og holde Tankerne borte fra Afgrunden. I fortvivlet Trods kunde han saa undertiden sige: nej, jeg vil ikke plage mig selv længere. Jeg vil arbejde og glæde mig, og det skal være mit Liv og ikke en Dvaledrik. Hvem skylder jeg alle de Lidelser? Min Fader har jo ingen Myndighed over mig mere! – og hvem veed, hvad der i Virkeligheden er Guds Vilje, det kan være, han sletikke forlanger det. – Naar saa slige Tanker var gaaet igjennem hans Sind, saa slog han igjen en Streg over dem som ugudelige, – men levede alligevel nogen Tid under Indtrykket af dem, – til Foreløbigheds-Følelsen var bleven eneraadende igjen.

✂ Havde han været fri i Sindet, vilde Systemerne sikkert have grebet ham stærkt med deres Tanker. Nu blev det jo saadan halvt om halvt. Men der var et Bevis som Anselms ontologiske – for Guds Tilværelse: i Øjeblikket kunde det ligefrem være ham en Vederkvægelse Gang paa Gang at gjennemløbe denne Tankerække, – der var noget derved for ham, som mindede om den fysiske Fornemmelse ved at gynge i høje, luftige Reb. Jo: vor Sjæl kunde altsaa rumme Forestillingen om et noget, sagde Anselm, som var det største, man kunde tænke sig. Men dette noget kunde umulig blot være en Forestilling hos os, det maatte ogsaa være virkeligt. Var det nemlig ikke virkeligt, da var det hellerikke det største, vi kunde tænke os; thi vi vilde da altid kunne føje dets Virkelighed til i vore 161 Tanker. Gud er nu det største, vi kan tænke os, men det vil da, foruden alt andet, sige, at han er virkelig. – Der var, hver Gang Martin passerede denne Tankerække, et Sted, hvor han havde en Fornemmelse, ligesom naar Gyngen vender – et Gys: man kom Evighedens Afgrund saa underlig nær, men slap hver Gang forbi i Tankens lille, nemme Gynge. – Der var maaskee ogsaa en vis, uskyldig Gjækken overfor hans eget Tungsind i denne Følelse.

✂ Ellers var det jo mest det store Overblik, som Systemerne kunde give over hele Tilværelsen, der optog ham. Han syntes, aldrig før han havde været oppe paa saa høje Bjærge. Helt mærkeligt forekom det ham atter, at den Slags tillige kunde være ham nyttigt i Henseende til Lærdom og Anseelse, – men det var det jo i høj Grad.

✂ Der var især Anselms Forklaring paa, hvorfor Gud maatte blive Menneske i Kristus, det syntes han nok var en mægtig Udsigt – ja, over det Hele, – ligefra Skabelsens Begyndelse og til de yderste Evigheder: Synden den var jo altsaa et Rov, begaaet af Mennesket mod Guds Ære. Mennesket er Guds Skyldner, saalænge han ikke har betalt dette Rov tilbage eller har liidt Straf derfor, og hans Skyld er uendelig, fordi Guds Ære er evig. Mennesket selv kan ikke betale det Uendelige. Det kan kun dét Menneske, som tillige er Gud. Han kan som Menneske betale for Mennesket, og han kan som Gud betale det Uendelige. Ved sit fuldkomne Liv kan Gudmennesket ikke betale, thi et saadant var han i Forvejen Faderen skyldig. Men han kan betale for andre ved sin frivillige Død i Lydighed, thi en saadan var han ikke Faderen skyldig. Denne uendelige Værdi kan tilregnes os Mennesker og betale vor uendelige Skyld. – Det var saa forunderligt, at høre dette omtalt i saadanne høje, luftige, fjærne Ord – som Vildgjæs, der trak forbi over Ens Hoved, højt oppe i Evigheden – og saa var det dog netop Tankerne om denne frygtelige Skyld, der sved og brændte i hans egen Sjæl, undertiden blev til pludselig, uudholdelig Rædsel, men gjennem de lange Aar og Maaneder var en hverdagslig Pine og Hvileløshed. At finde nogen Trøst i Omtalen af Kristi Overtagelse af Skylden faldt ham sletikke ind.

✂ For Adspredelses Skyld og for lettere at kunne glæmme – lærte han sig at spille paa Luth. Buntz, hans Kammerat, dyrkede ogsaa Luth-Spillet en Del, og da de begge 162 sang kjønt, kunde de give en hel Concert paa Bursen om Aftenen efter Disputationeme.

✂ Mest var det dog, naar han var ene, at Martin spillede; – her ved Universitetet, hvor der jo var Mennesker fra alle Kanter af Landet, var det nemt at faa fat i mange Slags tyske Viser. Men der var ingen af Lærerne, som brød sig om dem, – man maatte dyrke dem for sin egen Skyld. Her skulde ellers alt være latinsk og græsk.

✂ Der var en Sang, som han syntes særlig godt om og meget sang, naar han var urolig, – ikke fordi han forstod den, for den var uhyre dunkel, maatte man vist nok sige, og tilmed paa et underlig halvfremmed Tysk, – men der var saadan en inderlig, stille Sindsbevægelse i den. Han havde den fra en Student, som sagde, at den hed hymnus mysticus, men den handlede nok egenlig om Treenigheden og om Sjælen. Indholdet af den var omtrent saadan:

✂ I altings Ophav,
over al Tanke,
var evig Ordet.
O, rige Skat,
da forhen Ophav
Ophavet fødte!
O, Faderbryst,
hvoraf Ordet strømmed,
og som dog beholdt det
til evig Tid!

✂ De To een Strøm
- Kjærligheds Strøm,
de Tvendes Baand,
som begge omslynger –
saaledes strømmed
fra Evighed
den Helligaand.
De tre er En!
Veed Du det? Nej!
Det veed sig selv i Evighed.

✂ De Trendes Krans
er Himlens Glans,
ej Tanken spænder
om den sit Baand.
Dyb uden Bund –
Tid, Sted og Rum
veed ej deraf.
Her er en Ring,
som ej begynder,
men stille svæver dens indre Punkt.

163

✂ Bliv spæd paany!
bliv døv, bliv blind,
forglæm Dig selv
og alt, hvad er!
hvad er, hvad ej er, glæm det alt!
Glæm Sted og Tid,
hvert Billeds Form!
Gaa uden Vej
den snævre Sti,
da finder Du i Ørken Spor.

✂ O, Hjerte mit,
fly bort, didind!
synk hen i Gud!
Alt, hvad jeg er,
synk i den bundløst dybe Strøm!
Flyer jeg fra Dig,
Du møder mig,
taber jeg mig,
jeg finder Dig,
Du Skat, som over alting er!

✂ Sommetider, naar han uforvarende gik og nynnede den Sang, kunde Ordene synes ham det rene Snak, og saa tav han straks. Men til andre Tider kunde den give ham en drømmende Hvile, ligesom han var udenfor og løst fra alle Ting. –

✂ Martin havde Bekjendte nok i Erfurt blandt Studenterne. Han nød jo megen Anseelse hos sine Kammerater for sin Dygtighed; alt som Tiden gik, kunde alle skjønne, at han vilde bestaa sin Magisterprøve med Glans. Overfor de mange var han bestandig lystig og munter, og naar de kom sammen, var han altid en af dem, der førte an i Selskabet, ogsaa fordi han jo sang og spillede smukt og kunde saa mange Viser. Men han var ogsaa almindelig kjendt for, at han midt under Selskabeligheden kunde falde hen i Tanker og være som rent borte. De kaldte ham ofte »Filosofen« – og sommetider tillige »Musikeren«. De vidste jo ikke noget om, hvilke angstfulde Tanker det var, der tog ham, naar han saadan var henne.

✂ Virkelige Venner havde han egenlig ingen af – undtagen sin Stuekammerat Buntz. Og det var endda et underligt Venskab. Fortroligt talte de saa godt som aldrig sammen; hvad de havde tilovers for hinanden – og det kunde maaskee snarere kaldes Tillid end Venskab – laa blot i Tonen, hvori de talte til hinanden.

164

✂ Men samme Tillid var dog opstaaet ved en bestemt Lejlighed, og da havde de ganske vist været aabenhjertige, men rigtignok i meget uklare og knappe Vendinger. Martin var tilfældig kommen til at bruge det Udtryk: at der jo var saa megen Foreløbighed, han gik i. Han havde ikke særligt tænkt derved – Benævnelsen var ham selv saa lige til, da han altid brugte den i sine ensomme Tanker.

✂ Men Buntz spidsede ligesom Øren og spurgte, hvor han havde det Ord fra, om det fandtes i nogen af Lærebøgerne?

✂ Nej, det troede han ikke, svarede Martin. Men det var vel altid vanskeligt at komme ud af Foreløbigheden. – Ja, om det var almindeligt med den Slags Vanskelighed, var han for Resten langt fra sikker paa, føjede han til; han havde tværtimod ofte spekuleret over, hvordan det vel forholdt sig dermed hos andre end ham selv.

✂ »Kjender Du ogsaa det?« sagde Buntz. »Det er et underligt Ord. – – Men nu veed jeg, at siden mit tolvte Aar har jeg levet i bare Foreløbighed.«

✂ Og da de i det samme saae paa hinanden, opdagede de, at de begge havde Taarer i Øjnene.

✂ Derved fik de ikke sagt mere. Men Martin var nu ganske sikker paa – skjønt han vel egenlig ikke kunde vide det saa bestemt – at Buntz led af det samme, som han selv.

✂ Siden den Tid var det, at deres Tone overfor hinanden helt forandredes. Skjønt de aldrig mere talte om denne Sag. –

✂ Jeronimus Buntz havde været ikke saa lidt doven, da Martin først lærte ham at kjende. Men det havde forandret sig meget til det bedre, og han paastod selv, at Martin var Skyld deri. – De skulde snart være Magistre og i samme Alder, nemlig naar begge var 21 Aar.

✂

✂ Da Dagen kom, bestod de Prøven meget smukt. Martin blev Nummer 2 af de 17, som var indstillede, Buntz Nr. 5.

✂ Promotionen blev fejret med hele den sædvanlige Højtidelighed. Og det skete virkelig, det, som Martin engang havde hørt sin Moder fortælle om: de red i stort Optog rundt i Byen, de nye Magistre og mange af Universitetets Lærere, paa pyntede Heste, og selv i prægtige, tildels laante, Klæder, 165 og Folk raabte Hurra for dem, hvor Toget kom frem i Gaderne.

✂ Men faa Dage efter indtraf der noget ganske uventet. Buntz havde de sidste Uger før Magister-Promotionen vistnok overanstrængt sig ved Læsning, og under selve Prøven havde han flere Gange været temmelig ilde tilpas, men han havde da sletikke regnet det for noget alvorligt. Nu, kort efter at det hele var ovre, fik han et underligt Anfald, først med Sovesyge, som saa efter et Par Døgns Forløb gik over til Lammelse baade i Kroppen og Lemmerne – og i Tungen, saa han laa ganske stille og kunde ikke sige et Ord. – Han var ogsaa bleven tunghør.

✂ Nu syntes han derimod at være ved fuld Bevidsthed og at lide meget, – hans Ansigtsmuskler fortrak sig ofte heftigt, – de var snart det eneste, der var Bevægelse i, – han kunde see saa forfærdelig ulykkelig ud, og hulkede paa en egen hul Maade, uden at der egenlig kom Lyd.

✂ Det havde været Meningen, at Martin og han vilde gjort en Tur hjem til Mansfeld, naar Magister-Prøven var vel ovre. Nu kunde Martin næsten ikke holde sig borte fra hans Sygeleje og havde foreløbig opgivet Turen.

✂ Martin led meget med ham, allermest fordi den Syge ikke kunde snakke, og Martin derved var i Uvished om, hvad der, som det syntes, gjorde ham saa ulykkelig. Det saae saa trøstesløst ud, naar Buntz vilde prøve paa at sige noget, – det mindede Martin om, naar hans lille Søster Kathrine, der var noget stam, gik istaa og gispede og gabte, men ikke kunde faa et Ord frem.

✂ En Nat, da Martin sad hos sin Ven, tog han en Tavle frem og skrev – mens hans Hænder rystede af Angst og Spænding: »Er det det med Foreløbigheden?«

✂ Han havde flere Gange villet spørge derom, men havde ikke kunnet faa sig til det, hverken for sin egen eller for den andens Skyld.

✂ Buntz havde først ondt ved at læse, hvad der stod, men nu saae han det sikkert – og han nikkede svagt. Og i det samme strømmede Taarerne ud af hans Øjne, og Munden fortrak sig.

✂ Martin tog ned om ham og kyssede ham, – men han havde jo ingen Ting at sige Buntz til Trøst, – og samtidig med at Angsten greb Martin, steg der næsten som et Had op i ham mod Gud, at han kunde være saa haard 166 imod nogen og imod os allesammen. Det var jo ikke første Gang, slige Tanker var komne til Martin; han havde altid gjennet dem bort som en Formastelighed, og det gjorde han jo ogsaa denne Gang; men Efterfølelsen – eller hvad det var – holdt sig alligevel i hans Sind som en tør, gold Pine, og gik sammen med al den øvrige Spænding og Uafgjorthed, som stod i hans Indre.

✂ Han følte en Trang til at gjøre sig til eet med Buntz og sige til ham, at det skulde ikke gaa ham selv bedre end hans Ven; men det turde han alligevel ikke, eller han fik sig i hvert Fald ikke til det, – og en vis Flovhed eller Slappelse hindrede ham saa i ret at vise den anden, hvor ondt han havde af ham, og hvor meget han holdt af ham.

✂ Om Morgenen blev Buntz bevidstløs og laa saadan hen et Døgn. Saa døde han. –

✂ De Maaneder, der fulgte efter, var en af de sørgeligste Tider, Martin havde oplevet. Bestille noget rigtigt – saadan at der var nogen levende Begyndelse i det – kunde han ikke. Nu var han jo ogsaa til Ende med et vigtigt Afsnit i sine Studeringer, han skulde til at begynde paa det, der, efter hans Faders Ønske og Vilje, skulde være hans Fagstudium, Retslærdommen. Men det blev til bare Stumper og Brokker, hvad han tog sig for, han øjnede jo ikke Maal eller Mening af nogen Art for sit Arbejde eller sit Liv, – og ud mod Evigheden stod det og ulmede og blavrede som et Tordenvejr, der aldrig vil eller kan komme til Udbrud.

✂ I Juni Maaned, kort før Høslætten, fik han atter – ligesom da han kom til Erfurt – Besøg af Peter Reinicke fra Mansfeld. Han skulde for det første spørge Martin fra hans Forældre, om han da ikke snart kom en Tur hjem, nu han var bleven Magister, men desforuden overrakte han Martin en meget stor Bog, som den Gamle havde givet Peter Reinicke Penge til at kjøbe til Sønnen, nemlig: Corpus juris Justiniani. Det var et meget kostbart Værk, som alle Jurister jo skulde bruge, men det var kun de færreste Studenter, der ejede Bogen selv.

✂ Martin var bleven bogkjær, og det gjorde meget Indtryk paa ham at skulle besidde et saadant, sjældent Værk, men tillige fornam han derigjennem med Hjærtebanken, hvor stolt hans Fader maatte være af ham, siden han kunde 167 gjøre en saadan Bekostning, – og hvor stor Pris han maatte sætte paa sin lærde Søn.

✂ Alt, hvad der var i ham af Drift til at ville frem, kom op, og af Lyst til at rive sig løs fra den elendige Tilstand, hvori han gik. Han fattede vel ikke i Øjeblikket nogen klar Beslutning om at gjøre en Ende paa »Foreløbigheden« ved at opgive alt Haab om noget andet, om nogensinde at komme til Bunds og til Fred; men det var dog vistnok dette, som laa i hans Følelse. Han vilde gjøre Skridtet fuldtud! – saadan kaldte han det i sine Tanker. Han vilde hjem straks til Mansfeld, og han vilde bejle, efter sin Faders udtrykkelig udtalte Ønske, til Magdalene Reinicke. Det maatte naturligvis være en fornyet Opfordring i saa Henseende, naar Faderen havde sendt ham baade Indbydelsen og Gaven gjennem Magdalenes Fader.

✂ Saa vandrede han da hjemad en Dag lidt før Midten af Juni. Han var i sin nye Dragt, med Kaarde, Baret, Læder-Støvler og det hele, der hørte sig til, – skjønt han syntes, det var nok saa nemt tidligere Gange, naar han gjerne vandrede til Mansfeld i de bare Fødder. Meget Glæde eller Livsmod var der jo ikke i ham – andet end hvad han strammede sig op til – men han var ellers en kjøn, velvoksen Karl at see paa. Han var fyldt 21 Aar nu sidste Mortens-Aften.

✂ Det var det dejligste Vejr. Luftningen saa mild og lind, som den kan være i Thüringen, og over alle Bakker og Høje og Bjærgaase stod der, for hans forlæste Øjne, som en Glorie af Sommerlys, Han gik jo ad den brede Landevej, som fører fra Erfurt til Magdeburg, – Mansfeld er kun en lille ubetydelig By, som ligger omtrent midtvejs, – den gaar jo over Stotternheim, Sömmerda, Sangerhausen o. s. v. nordpaa.

✂ Straks fra Morgenstunden, anden Dag, fik han Kyffhäuser i Sigte, som hurtig tog til i Tydelighed. Men Bjærgkjæden er ikke stejl mod Sydsiden, og Solen stod saa venlig og dagklar paa de jævnt stigende Lier, saa han maatte egentlig undre sig over, at det ikke tog sig mere mægtigt ud.

✂ Men lidt over Middag havde han faaet Bjærget syd eller sydvest for sig, og nu steg det blaat og fremmed op bag det nærmeste Bakkedrag. Mellem dette og Bjærget maatte der være en meget stor Afstand, men dette mellemliggende 168 Land var i lang Tid dækket for ham. Endelig aabnede det nærmeste Landskab sig, og nu saae han, hvad det var, der skilte disse Bakker fra Kyffhäuser. Aaja, – det var jo Die goldene Aue, og den var rigtignok gylden! – den var som eet milevidt, skinnende Guldspejl for Eftermiddagssolen – helt oversaaet med gule Engblomster. Og hvilken Duft der kom med Sommervinden derude fra!

✂ Og bag alt dette gyldent-gule stod Kyffhäuser nu helt dunkel-blaa og truende. Det saae ud, som om det gule Blomstertæppe gik lige ind til Bjærgets Fod der langt borte.

✂ Der steg et Minde fra Barndommen frem for Martin – om en gul Eng, han vilde hvile sig paa, naar han havde været hos Paven i Rom og bekjendt alle sine Synder og faaet Tilgivelse.

✂ Han huskede saa tydelig den Befrielse, han den Gang – aa nej, ikke havde følt, men allerede den Gang havde længtes saa stærkt efter. Og nu var der gaaet en halv Snes Aar siden da – og det var sletikke bleven bedre for ham, sletikke, – og nu gik han hjem forat trolove sig med Magdalene og opgive alt Haab om nogensinde at komme igjennem til Fred – – – Ja, nu vidste han det – i Rædsel og Fortvivlelse – –

✂ Men ud mellem de gule Blomster vilde han, – det kunde ingen hindre ham i! – Han lagde sig ned paa Ryggen, da han var kommen langt derud, og saae lige op i den lyseblaa Himmel. Men han vendte sig lidt efter om paa Albuen; Taarerne var begyndt at strømme ham ud af Øjnene, Og som han laa der og stirrede med halvblændede Øjne ud i den gule Glans over Engen, i den søde Duft af de mange Tusinde Blomster, og med det mørke, truende Kyffhäuser foran sig – – hulkede han: »Hellige Jomfru, Guds Moder, bed for mig til min strænge, grusomme Dommer, at han dog vil forbarme sig over mig! Hvorfor skal jeg blive ved at pines alle mine Dage! Aa, Maria, Du, som ligner Jomfru Ursula – – Moder Maria! Du kan ikke være saa stræng imod mig! – nej, Du kan ikke, Du veed bedst, hvordan jeg lider! – kan Du ikke skaffe mig arme Menneske Fred!«

✂ Han lagde sin Pande ned mod Engbunden og hulkede højt, – det lød mest som en fortvivlet Latter. Saa begyndte han atter: »Hellige Anna! Du, som min Moder raabte til, da hun fødte mig! – aa, det var jo bedre, jeg aldrig 169 var bleven til, som jeg har det. Hjælp mig! hjælp mig! – – Aa, Maria, lad mig ikke komme til at hade Gud! Giv mig et helt andet Hjerte, saa jeg kan blive hans Barn – som jeg var engang – og elske ham igjen – – –«

✂ Da han lang Tid efter saae sig om, – – stod det der endnu altsammen ligesom før: det høje, mørkeblaa Fjæld og den gule Eng derunder, Luften flimrede af Varme – – Der stod Hjertegræs lige foran hans Ansigt imellem Blomsterne, det nikkede og bævrede i Vinden – – Og den søde Duft! – – Han kunde ikke taale den, – han sprang op og vandrede tilbage mod Vejen.

✂ Var der da ingen Hjælp? – – Han skulde aldrig finde den?

✂ Han gik videre nordpaa uden at see sig tilbage.

✂ Næste Dag var han hjemme. Det tvang ham til at tage sig sammen, det at see sin Fader. Han skulde fremad – efter sin Faders Vilje, – der var jo ikke andet, der stod fast.

✂ Skjønt hans Forhold til Faderen i Virkeligheden var helt det gamle, var der dog, ligesom paa Overfladen, stor Forandring.

✂ Hans Fader sagde et Par Gange, under det første Maaltid, »I« til ham; og da de derefter blev siddende sammen, sagde den Gamle: »Det er Skik, veed jeg, at man siger »I« til en studeret Mand. Det vil jeg ogsaa gjøre. Og det er bedst, at jeg saa siger det, ogsaa naar vi er ene.«

✂ Moderen prøvede ogsaa paa det; men naar de var ene sammen, blev det alligevel til »Du« igjen fra hendes Side.

✂ Faderen sagde til Martin, Dagen efter at han var kommen: »Er Du saa betænkt paa det, vi har talt lidt om det sidste Par Gange, I har været hjemme?«

✂ »Ja,« sagde Martin. Han tvivlede sletikke om, at det var Magdalene, der mentes. Og han syntes, det var, ligesom han helt skulde falde sammen nu, naar han ikke havde sin Faders Vilje og Ønske at støtte sig til og følge.

✂ De talte ellers ikke meget sammen. Deres Samtaler drejede sig kun om bestemte, praktiske Ting, og der var ikke saa mange af dem at forhandle. Faderen forklarede ham bl. a., hvad han mente, Martin i Fremtiden kunde drive det til. Og det var, hvad han jo ogsaa tidligere havde berørt, at blive Grevernes betroede Opsynsmand. Det kunde blive en udmærket god Stilling. Og Greverne vilde jo nok 170 have samme Tillid til Martin, som de nu i saa høj Grad viste hans Fader.

✂ Martin gik meget af Tiden omkring i den nærmeste Omegn. Men der var ingen af de mange Minder her, han turde gaa til Bunds i, saa var han straks ude i Uføret.

✂ Han sad tit nede paa det Sted ved Möllendorf, hvor den ene af hans Faders to Smeltehytter stod. Den var flyttet nogle Alen fra dens tidligere Plads, men den gamle Slakke-Dynge, eller »Halde«, som det kaldtes, laa der jo endnu. Martin vilde dog have et synligt og haandgribeligt Minde om Hjemmet og sin første Barndom, da han havde saa ondt ved at leve med de egentlige, de usynlige Minder derhjemme. Han tog fra den gamle Halde en lille mørkeblaa Slakkesten. Den var blank paa Siderne, men paa Undersiden kunde man saa tydelig see endnu, at den engang havde været smeltet og flydende. Ja, det var, den Gang Martin selv havde været levende og bevægelig og varm endnu; nu syntes han det var, som om alting var størknet i ham.

✂ Nej, han fik intet ud af at være hjemme, mærkede han godt. – Dagen før han skulde rejse, sagde hans Fader til ham, om de saa ikke skulde gaa over til Peter Reinickes og faa Sagen afgjort. Forældrene var villige nok, og Magdalene vist ogsaa.

✂ »Jo.«

✂ Besøget trak længe ud. Og Samtalen gik ofte helt istaa. For der var ikke andet tilbage, end at Martin skulde tale. Men han sagde ingen Ting. Han kunde ikke faa Ordene frem. Det var sletikke, fordi han ventede sig nogetsomhelst af at lade være. Men Umuligheden var sikker nok. Han orkede det ikke. Han syntes ikke, han tænkte, men der var noget med en Forestilling, han ikke kunde faa til Side: om at slaa en Dør i, som saa aldrig kunde aabnes mere.

✂ Endelig sagde hans Fader: »Naa, lad os saa gaa hjem igjen!« – og da var det tydeligt, han var vred.

✂ Men paa Hjemvejen sagde han ingenting, indtil det tilsidst kom i en meget behersket og egentlig ganske venlig Tone: »Ja, ja, – en lærd Mand skal det vel tillades at have sine Nykker. Det kan jo ogsaa nok vente noget endnu.«

✂ Der blev ikke talt mere om Sagen, og næste Morgen drog Martin atter hjemmefra.

171

✂ Hele den Dag saae han paa sin Vandring hverken tilhøjre eller venstre, lige saa lidt i det rent ydre som i sine Tanker; der var jo ingen Ting at see efter. Et Erindringsbillede fra Opholdet hjemme, som han ikke kunde faa bort, var mærkværdigt nok det af hans lille Søster Kathrine og hendes Stammen. Han saae hendes lille Ansigt saa tydeligt for sig, naar det ligesom stivnede under hendes Anstrængelse for at tale, og hun ikke kunde faa et Ord frem. Det plagede ham, lige til han faldt i Søvn om Aftenen, – og han havde saa ondt af det for hende. –

✂ Da han kom til Die goldene Aue igjen, var der ikke en Blomst at see paa den store Engstrækning; Høet var høstet, og de fleste Steder ogsaa bjærget, siden han var her sidst. Det var en hed, lummer Luft i Dag, den 1. Juli, – – og da han stod og saae paa al denne graa-grønne Tomhed paa de nyslaaede Enge, kunde han ikke længere hindre Fortvivlelsen i at bryde ind over ham selv: blive gaaende, som han nu gik, det var jo umuligt! – uden nogensomhelst Slags Afgjørelse – nu vidste han ogsaa, at han ikke kunde beslutte sig til at vælge Verdsligheden! – Aa, der var jo det andet: at gaa lige løs paa disse gruelige Evigheds-Tanker, give sig dem i Vold og søge at sejre, søge at blive from og fuldkommen, saa man fik en naadig Gud. Men det var jo som at skulle knuse sig selv – saa maatte han jo bryde med sin Fader, gaa i Kloster – – og saa maaskee dog ikke sejre – bare miste sin Forstand!

✂ Han stod og rystede af Angst – mens Sveden haglede ned over hans Pande i det lummerhede Vejr.

✂ Og det forfærdelige var, at alt andet i Virkeligheden var bedre, end det, han nu led – ja, ja, at miste sin Forstand var ogsaa bedre! Og saa havde man dog gjort, hvad man kunde – selv om man blev gal, saa kunde man dog komme i sin Grav som Munk. – – Men han kunde jo sletikke gjøre det, – nej, af fri Vilje kunde han ikke handle imod sin Fader, aldrig i Verden! – saa skulde Gud eller ogsaa den Onde selv tvinge ham dertil!

✂ Næste Dag henimod Aften nærmede han sig den lille By Stotternheim, hvorfra der kun er en god Mil igjen til Erfurt. Han var helt syg – ogsaa legemlig – af sine tunge Tanker, – de var de samme som igaar, og Vejret var det samme. Det var nu paa tredje Døgn, at det havde trukket 172 tættere og tættere sammen til et Uvejr, uden at det havde kunnet blive til noget.

✂ Hvis Martin ikke flere Gange de tre sidste Dage havde ment: nu kommer det! – og saa alligevel havde taget fej], vilde han have skyndt sig mere forat naa Byens Huse; nu gik han en almindelig Marsj, skjønt Tordenvejr ellers godt kunde virke stærkt ængstende paa ham, og skjønt hele den sydlige Himmel var et Afgrundsdyb af Mørke, der hurtig flyttede sig op imod Zenith. –

✂ Men kort efter fornam han dette underlige Slip mellem Jord og Himmel, denne hule Tomhed i Rummet, som altid lader sig mærke umiddelbart før et Tordenvejrs Udbrud. Han gav sig til at løbe. – – Hans Sind var baade mat og spændt til det yderste, og hans Tanker uden Styr, men tillige saa underlig glubske til at kaste sig over hvadsomhelst og saa skræmmes deraf: Byens Navn – Stotternheim – der jo minder om at stamme, bragte ham straks til at tænke igjen paa sin Søster Kathrine og tillige paa Buntz, da han døde: aa, den lille Piges ulykkelige Ansigt, naar hun stod og gabte og stred for at komme til Orde, – og Buntz's Øjne, der talte om den evige Fortabelse, som hans lammede Tunge ikke kunde nævne! – – Og saa: Martin selv! – ramt af Lynet maaskee i næste Øjeblik – og i den evige, den aldrig ophørende Pine!

✂ Det var akkurat som for to Aar siden, dengang han saarede sig i Benet: i Stedet for de langtrukne, langt spejdende Tanker om, hvad hans Liv skulde blive til, – – pludselig nu i Øjebliks Afgjørelse: Liv eller Død! – og Døden den evige Pine!

✂ Lysningen flagrede i Rummet, og den brudte Lynstreg stod skrevet et Sekund mod Afgrunden, – saa forsvandt alt i Tordenens bragende, skrattende Larm. Straks efter dundrede en Haglbyge ned over alle Markerne rundt om Martin. Han tyede ind mod et Træs Stamme for ikke at blive slaaet fordærvet af de store Isstumper.

✂ Da kom der et kridhvidt Lys, der fuldkommen blændede, en kvælende Lugt af Svovl – – og saa var alt igjen et Tordenbrag, intet andet var til. – Da Martin blev sig selv hørlig ud af denne Undergang, stod han og raabte: »Hjælp, kjære Sankt Anna! jeg vil være Munk! – jeg lover Dig, Sankt Anna, jeg vil være Munk!«

✂ Atter hug Tordenen i, saa al anden Lyd forsvandt - 173 lidt efter kom Drønet af Regnen, der stod i haarde, parallele Straaler ned mod Jorden.

✂ Men inde ved Træets Fod laa Martin paa Knæ med Panden imod dets Stamme og græd – som om det hele var foregaaet inde i ham selv. Ikke længer af Frygt for Døden eller Helvede, men fordi Tordenen havde lydt i hans Øren som en Stemmes Raab, og han havde svaret og aabnet sin Sjæl, – den maatte strømme, strømme – udøse sig –

✂

✂ Om Morgenen fortrød han, hvad han havde lovet. Det syntes han i hvert Fald. Men det var maaskee mer den overvældende Følelse af, hvor umuligt det vilde have været ham nu at gjøre Løftet, nu, – da han ikke var i Uvejrets Vold. Nej, nej, han havde aldrig i Verden selv kunnet samle sig sammen til at handle saaledes imod sin Faders Vilje og volde ham en saadan Sorg og Harme. Men nu var Løftet gjort, nu skulde det holdes, derom var han ikke i Tvivl. – Det var mest det med Faderen, han tænkte paa. For hvordan det skulde gaa ham selv – – dér kunde han bedre lade staa til – – det blev maaskee Vanvid, – men der aabnede sig jo ogsaa en underlig, en ufattelig Mulighed for, at han kunde naa ud i Friheden og Freden – at han kunde faa en naadig Gud, – aa, den Gud, han havde kjendt i sin første Barndom, den himmelske Fader – –

✂ Fejgt var det jo, syntes han selv, men det beroligede ham alligevel en Del, det: at han ikke behøvede at staa Ansigt til Ansigt med sin Fader, efter at det var bleven sagt til ham. Hans Fader kunde da ikke med Magt trænge ind i Klostret og forlange at tale med sin Søn, – og vilde jo rimeligvis sletikke ønske det heller. – Thi det stod Martin klart, at han vilde melde sig ind i Klostret, før hans Fader havde faaet noget at vide, – ogsaa for at Afgjøreisen kunde være uigjenkaldelig.

✂ Da han efter et Par Dages Forløb vendte tilbage til sig selv fra de idelige Tanker paa sin Fader og sin Moder, – opdagede han, at Haabet var bleven stærkere i ham end før, Haabet om at komme ud af Foreløbigheden og naa til Forløsning og Hvile, – og om, at Klosterlivet skulde 174 bringe ham dette. – Kunde det skee, ja, da vilde han jo give alt, alt andet derfor!

✂ Han gik hemmelig til Prioren for Augustiner-Klostret i Erfurt og aftalte med ham Dagen, da han maatte komme og give sig derind. Han havde ofte hørt den af sine Lærere ved Universitetet, som han holdt mest af – v. Usingen – omtale dette Kloster med saa megen Ros; derfor valgte han at melde sig dér.

✂ Næste Dag vandrede han til Gotha. Han vilde mødes med Jomfru Ursula endnu en Gang, inden de for bestandig skiltes.

✂ Hans Tilstand i denne Tid var jo et bestandigt Op og Ned – ogsaa nu paa Vejen til Gotha. Sin mulige Redning fra Evigheds-Angsten saae han i, at han nu skulde kunne lægge alt Ansvaret og Omsorgen for den Sag over paa andre, blot beholde Arbejdet derfor selv, – aa, det var jo en Hvile blot at tænke derpaa, – men den forstyrredes saa rigtignok stadig for ham ved Tanken om, at det var jo hans egen Salighed, det drejede sig om, og Tabet af den blev ikke mindre for ham, selv om andre forspildte ham den, og om de ogsaa lovede aldrig saa godt. Hans Faders Ord havde ikke kunnet skaffe ham Ro og Sikkerhed, hvorfor skulde saa Munkene og Præsterne kunne det i Klostret? – Men saa kom jo atter Tanken om, at naar han var dér, saa havde han da gjort sit Yderste, og Præsterne og Munkene de maatte jo dog vide Besked fremfor hans Fader, det var vel endogsaa ligefrem en Synd ikke at tro, hvad de sagde. – –

✂ Han havde ikke været mange Øjeblikke hos Jomfru Ursula, før han holdt hende i sine Arme – for denne Gang var det ham, der baade tog og gav – og følte: at her hos hende havde han paa en Maade alt det, han higede efter. Ja, her var jo virkelig Freden, – han higede ikke mere, han ønskede jo blot, at det altid kunde vare. Han syntes, at Gud selv var til Stede. Men Ønsket om, at det skulde vare, vakte straks hans Uro paany, – for hvor skulde dette kunne staa imod hans Angst: naar hans Faders Ord ikke stod til Troende, og han ikke engang vidste, hvad Sikkerhed Klostret kunde bringe ham, – hvor skulde saa Jomfru Ursula kunne værne ham og sig selv mod Helvedes hede Aande.

✂ Han sagde det ogsaa til hende: han syntes, at der var 175 ligesom et højt Gitter imellem dem, de kunde ikke komme rigtig ind til hinanden og blive sammen, før han havde fundet den lange Vej om gjennem Havens Indgang og virkelig var inde dér, hvor hun var. Og det blev nu ikke før i Paradisets Have, de saadan kunde mødes for bestandig, for hans Vej til hende gik om ad Klostret, hvor han maatte blive, saalænge han var her i Verden. Her i Verden vilde Angsten ligestraks øde deres Fred, og uden Fred var de jo i Virkeligheden ikke sammen.

✂ Hun græd og hviskede Ja og Ja, imens hun holdt ham om Halsen, med sin Kind til hans. Tilsidst sagde hun: »Jeg vil aldrig ønske det for os paa anden Maade, end som Du siger. Fra i Dag af vil jeg altid takke Gud, fordi jeg har levet.«

✂ Han fortalte hende det om Magdalene. Og det vidste hun, – saa foninderligt det syntes ham. – Og hun sagde, at det var det eneste, som kunde have ødet hendes Glæde, hvis det var skeet. Men nu vilde hun aldrig leve nogen Dag uden i Tak til Gud.

✂ Paa Vejen hjem fra Gotha syntes han sommetider, at nu var han helt sikker paa, at han nok skulde vinde Freden og Forvisningen om sin Salighed i Klostret. Men det blev dog stadig ved at gaa op og ned de følgende Dage, – Uroen i hans Sind var kun mindre smertefuld, end før han havde givet sit Løfte under Tordenvejret i Stotternheim. –

✂ Den sidste Aften, den 16. Juli, før han næste Dag vilde begive sig til Klostret, bød han en halv Snes Stykker af sine Kammerater til sig paa sit Kammer. Og de sang alle de gamle Viser, og han spillede paa Luthen for dem.

✂ Men deres Samtale drejede sig mest om Jeronimus Buntz. Martin fortalte en hel Del om ham. Han sagde, at Buntz led saa meget under alt dette Foreløbigheds Væsen, som vi andre jo ogsaa nok kjendte noget til. Han længtes saa stærkt efter at komme til Hvile og til Evighed. – Det var om Buntz, han forklarede det altsammen.

✂ Men da det var blevet noget over Midnat, og de andre skulde hver til sit, sagde han dem, at i Morgen tidlig, om nogle faa Timer, vilde han gaa i Kloster – her hos Augustinerne i Erfurt, og han vilde bede dem ledsage ham derhen.

✂ Først forstod de jo sletikke, hvad det skulde sige, saa 176 troede de, det var en Spøg, – men paa een Gang saae de alle, at han mente det. Det var hans Øjne, sagde de siden, der voldte det. Da brast de alle i Graad.

✂ Lidt efter begyndte de saa, en efter en, at trygle ham om dog at opgive sit Forsæt.

✂ Men han sagde kort: »Nej, jeg maa ogsaa ud af al dennehér Foreløbighed. Idag seer i mig, og saa aldrig mere!« – –

✂ Der blev næsten ikke vekslet et Ord paa Vejen til Klostret. Han gik – som de jo nok kjendte det – og var henne i sine Tanker hele Tiden.

✂ Først da Kloster-Portneren lukkede Døren op for ham, og han vendte sig om mod dem, idet han gik ind, aabnede Graaden hans Ansigtstræk og hans Øjne for dem, og de saae – hvor de skulde have elsket det Menneske.

✂ De syntes et Øjeblik, at de alle burde have fulgt ham derind i Evigheden.

✂

✂ Da Martin havde været i Klostret i godt halvandet Aar, fik han en Dag Befaling til at melde sig hos Prioren – Denne meddelte ham saa, at han skulde præstevies om nogle Uger, og at han derfor nu havde at gjøre sig grundig bekjendt med hele Messegudstjenesten, saaledes som den var fremstillet i Missalet, da det jo ikke vilde vare længe, inden han, som Præst, havde at læse den højhellige Messe her i Klostret. Desuden gjorde Prioren ham en Meddelelse af mere privat Natur.

✂ Da Martin kom tilbage til sin Celle, følte han en valen, frysende Lammelse i hele sit Legeme, saa skrækslagen var han ved Tanken om, at han nu selv skulde foretage den hellige Ofring af Herrens Legeme og Blod. Lige siden han sidste Efteraar var bleven stedet til den højtidelige Profes og var bleven indlemmet i den augustinske Munkeorden, havde han jo vidst, at det kun var et ret kortvarigt Tidsspørgsmaal med Præstevielse og Messelæsning, men ligefuldt overmandede Virkeligheden ham nu. Thi det, han følte overfor denne sin evige Herre og Dommer, var efterhaanden bleven næsten kun Rædsel.

✂ Aa, det var jo hændt ham forleden her i hans Celle, at han i Vildelse, af Angst over sine Synder, sine gudsbespottelige Tanker, havde seet Lynstraaler slaa ud fra Crucifixet deroppe paa Væggen. Og det var ikke længe siden – ved den Procession i Eisleben, som Dr. Staupitz førte – hvor han gik Monstransen nærmest, at han pludselig var bleven saa skræmt ved Tanken om Kristi legemlige Nærværelse, saa han, badet i Sved, var segnet bagover, og vilde have forstyrret det hele, hvis han ikke var bleven mere baaren end støttet af den Munk, som fulgte efter ham, indtil de naaede Kirken igjen. – Og nu da der nærmede 178 sig dette nye og meget større i Fremtiden, som truede, nu rejste sig straks alle Minderne hos ham om det, som var passeret. – Han kunde jo ikke mere styre sine Tanker, de blev vildt gudsbespottelige af bare Angst for den Straf, som deres Bespottelighed maatte paaføre ham. Det var især bleven galt, efter at han havde hørt om en Pige her i Erfurt, der imod sin Vilje havde tænkt, da Præsten løftede den indviede Hostie over Alteret: »hvilken Skjælm bliver ikke dér løftet til Vejrs!« Hun var bleven slagen med Vanvid af Angst over sine egne Tanker.

✂ Og nu skulde Martin altsaa selv med sine Hænder berøre det hellige og med sine Ord bevirke den hemmelighedsfulde Forvandling af Erødet og Vinen. Og hvis han huskede fejl af et Ord – det var Dødssynd. Hvis han stammede eller ombyttede Ord i Rækkefølgen – det var Dødssynd. – Han kunde jo ikke udføre den Opgave, han maatte dø i det samme! – – Og dog var det den eneste Redning for ham, han endnu kunde tænke sig – for det var jo det eneste, der endnu stod tilbage for ham her i Klostret: Præstevielsen, Messelæsningen, – alt andet havde han gjennemgaaet allerede og prøvet, og det havde intet hjulpet, kun ført ham længere og længere ud i Fortvivlelsen?

✂ Lige fra først af, da han kom herind for godt halvandet Aar siden, havde han skuffet sig selv med at vente paa noget, der skulde komme, da det nærværende intet hjalp. Det første Halvaar, mens han var her i Klostret uden at være antaget endnu, da havde han ventet paa det at blive Novice: saa vilde han fornemme Munkelivets Velsignelse og Fred, – og da dét intet bragte ham, saa skulde det da komme, naar han aflagde sin Profes og blev indlemmet i den hellige Ordens mystiske Legeme. Det var det, som nu var skeet for nogle Maaneder siden: – det samme, det samme! – det vil sige: intet! –

✂ Han sad længe, hensunken som i en Slags Bedøvelse – – Saa begyndte Tankerne igjen at arbejde – færdes over de halvandet Aar, der var gaaet – den trøstesløse Vandring, de i de sidste Maaneder saa ofte havde gjort.

✂ Han saae dem for sig, alle disse vaandefulde Oplevelser, han fornam disse mange sjælelige Overgange, som intet havde ført til – undtagen større Jammer og Elendighed.

✂ Han gjenfølte – for den sad ham jo i Kroppen – 179 Spændetrøje-Tilværelsen, som var det første nye, der havde mødt ham herinde. En Stivnen, som for Resten at begynde med havde virket som en Afstivning, der havde gjort ham godt. Hver Bevægelse, hvert Ord foreskrevet og forud fastslaaet, de samme Andagtsøvelser til de samme Tider om Aaret nøjagtig eens hver eneste Dag og Nat. Forholdsvis lidt af det, han før havde kaldt Arbejde, men derimod Fasten og Vaagen og frivillig Frysning og andre Spægelser.

✂ Og han havde jo drevet det stærkere end nogen af de andre for dog at være sikker paa, at det yderste var gjort – at han kunde naa til Syndstilgivelse og Fred – –

✂ Men den var ikke kommet, – og der var vokset ny Ufred ud af selve disse Andagtsøvelser: han vidste sig aldrig sikker, om han havde gjort det ret, thi Forskrifterne var jo saa utallige, – aa, saa var den Tid kommen, da han rendte og gjorde sig ti] Nar i Kapitlet ved at spørge og med at »bekjende« alle disse Ubetydeligheder, som man kun lo ad.

✂ Ja, det havde saamænd været pinefuldt nok, mens det stod paa, og saa syntes det dog fredeligt i Sammenligning med det, som kom efter: den Gang han ret begyndte at lægge Mærke til sine Tanker, de Tanker, hvormed han udførte alle sine Andagts- og Bodsøvelser.

✂ For midt under alt dette opdagede han nu, at han gik med Foragt i sit Sind mod mange af Brødrene i Klostret og ogsaa Vrede. Det var jo Dødssynd.

✂ Der var især en af Munkene, Broder Antonius, som vakte hans Harme ved sin Dovenskab og Nydelsessyge og sin Selvgodhed, – sin fuldkomne Sikkerhed paa, at han netop var, som en hellig Munk og Kirkens Mand skulde være.

✂ Naar Antonius – imod Tavshedsløftet – stod og udbredte sig om sit Helbred: det var altid, som om det var et rent Mirakel, at han levede, og udelukkende fordi Gud ikke kunde undvære ham, – han mente nemlig at have en Fejl ved Hjertet, som voldte, at han egenlig sletikke kunde leve. Saa endte han altid sine gudhengivne Taler om sit Helbred med at sige: »Men jeg spiser godt og drikker godt, og jeg har ingen Smerter,« – og saae sig rundt til de andre, som om han mente: Kan I forstaa det Guds Under?

✂ Men det var ikke nok med saadan Foragt og Vrede, 180 som Martin havde følt mod Brødrene, meget værre var det med disse Jag af Forbitrelse mod Gud selv, som hyppigere og hyppigere foer igjennem ham, – – og alle disse syndige Tanker skulde han jo saa bekjende for sin Skriftefader, og vidste aldrig, om han havde skriftet til Bunds, – og havde han ikke, saa betød Syndsforladelsen jo ingenting, – saa maatte han skrifte igjen og igjen – tilsidst næsten i Vanvid af Angst og Overspændelse.

✂ Ja, da havde han faaet sit første store Anfald her i Klostret, saa man begyndte at tale om, at han jo nok maatte være besat af den Onde.

✂ Han huskede det saa tydeligt, den Dag han var kommen ind til de andre til Evangelie-Læsningen: »Og En af Folket svarede og sagde: Mester, jeg har ført min Søn til Dig, han har en maalløs Aand. Og naar den faar fat paa ham, slider den ham, og han fraader og skjærer med sine Tænder, og han henvisner – –« Da var han jo styrtet om i Krampetrækninger, og de sagde bagefter, at han havde raabt: »Det er ikke mig! det er ikke mig!«

✂ Og han havde jo kunnet see paa dem, at de troede, han var besat.

✂ Aa ja, – Jige efter den Pust var det, hans Præceptor havde sagt til ham: om han da havde glæmt de Ord af sit Credo: vi troer paa Syndernes Forladelse. – Han havde sagt det saa skjønt og havde forklaret Martin, at han altsaa ikke blot skulde tro paa, at der var en Syndsforladelse, men paa, at hans egne Synder var ham forladne. Han vilde saa gjerne have troet det, – men hvad! dermed var jo kun ment Arvesynden og Synderne før Daaben, – saa kunde det jo ingen Ting hjælpe. Da var det ogsaa, han havde bekjendt for Præceptor, hvor forbitret han kunde blive paa sin ubarmhjertige Herre og Dommer. Da havde Præceptoren svaret: »Ja, Du er en Taabe. Gud har ikke Vrede mod Dig. Det er Dig, der er vred paa ham.«

✂ Han havde alligevel en kort Tid følt lidt Ro ved det, Præceptor saadan sagde. Men en Stund efter var det sidste og det værste kommet, det, som gjorde, at han ogsaa nu i dette Øjeblik syntes, at alt Haab i Grunden maatte være ude.

✂ Han havde hidtil, naar han undersøgte sine egne Tanker, ikke seet paa dem, der var en Del af selve hans 181 Andagtsøvelser, men derimod paa dem, der ellers løb med i hans Liv, fordi han nu var en saadan stor Synder: Vrede og Foragt, Hovmod og Bespottelse og lignende onde Følelser og Tanker. Men nu kom han til at see, at selve hans hellige Tanker og Handlinger var syndige og ugudelige paa Grund af det Formaal, han havde med dem: det var jo ikke andet end Egenkjærlighed altsammen, Formaalet for ham med det hele var jo blot at bjærge sig i Evigheden, slippe for Straf, slippe for en sveden Hale i Helvede, – det var sletikke af Kjærlighed til Gud eller hans hellige Vilje, at han bad og gjorde Bod eller var her i Klostret!

✂ Han huskede saa tydeligt den dobbelte Følelse, han havde den forfærdelige Aften, da alt dette var bleven ham klart: Følelsen af, at han da vist nu var evig fortabt, og saa den Bevidsthed, at her havde han fat i noget, der var uimodsigelig sandt, det var ikke Skrupler og Indbildninger – nej, det var ikke af Kjærlighed til Gud, han var Munk, det var ene og alene af Angst – og han kunde ikke andet nu end føle Rædsel for Gud, – skjønt han jo dog engang som Barn havde elsket ham saa inderligt.

✂ Ja, saadan var det blevet, og saadan var det endnu i dette Øjeblik, tænkte Martin.

✂ Aa, og hvordan skulde det kunne hjælpe, at han nu snart blev præsteviet og skulde læse Messe? Hvad havde det hjulpet, at han blev munkeviet? Og da havde de dog alle sagt, da de lykønskede ham bagefter, at nu var han syndefri som et spædt Barn, der lige er bleven døbt.

✂ Han sad atter længe ubevægelig med Hænderne for sine Øjne. – Pludselig tog han dem fra og saae sig forvildet om –

✂ Nej, han turde ikke tænke paa det andet, – dette private, som Prioren havde sagt til ham, – – og dog var det umuligt at holde Tankerne derfra længere – – det var jo haandgribelig Virkelighed! Prioren havde sagt, at hans gamle Fader fra Mansfeld sikkert kom til Martins Primits – hans første Messe; – der var forhandlet med ham derom, og han havde lovet det. Han havde jo, som Martin vidste, mistet to Sønner af Pesten for godt et Aar siden, – men han havde ogsaa en Tid troet sin førstefødte Søn død deraf. Det havde nok hjulpet til at stemme ham mildere. Han havde sagt til en af de Mænd, som 182 havde forhandlet med ham om nu at give sit Minde til Sønnens fromme Beslutning: »Ja, lad det saa være da! Gud give, det maa blive til Lykke!« – Martin syntes, han kunde høre ham sige de Ord.

✂ Men han maatte nu mindes det frygtelige Brev, han fik fra sin Fader kort efter, at han var gaaet i Kloster: Martin havde narret ham for hans Arbejde og hans Penge og ogsaa for hans Tilfredshed her i Verden. Han vilde ikke see Martin mere.

✂ Hans Fader kunde umulig virkelig tilgive ham, tænkte Martin. Det maatte være for Velanstændigheds Skyld, at han var gaaet ind paa at komme til denne Højtidelighed. – Og hans Fader havde jo faaet Ret! Martin havde jo ingen Ting vundet ved at gaa i Kloster, – skjønt det maatte han vel ikke tænke. – Aa, vilde hans Fader ikke faa Magt over hans Sind, saasnart han saae ham? Hvor kunde han staa for hans Myndighed? – – og alligevel skulde nu Martin holde paa sit, – og, Herre Gud! – han skulde læse sin første Messe i en saadan Tilstand! – –

✂ Mod hans Vilje gled hans Tanker hen til Jomfru Ursula. – Det var jo ulovligt, – hans Skriftefader havde forbudt ham at tænke paa hende – – – Han havde jo syntes, den sidste Gang han saae hende, at sammen med hende fandt han Fred fra Gud, – men at han maatte om ad Klostervejen forat vinde den evigt, forat ikke hans Helvedes-Angst skulde ødelægge den for ham. Men hvis nu den Vej sletikke var den rette – det havde jo intet hjulpet – – Hans Fader fordømte den jo – og hans Fader vilde have givet sit Ja til det Giftermaal, naar han hørte, hvem hun var, og saae hende – – – Nej, nej, nej! – han maatte ikke tænke de Tanker – – Og dog var det den eneste Gang, han havde haft Fred i Gud, siden sin Barndom, det Øjeblik, da han holdt hende i sine Arme – – –

✂ Martin rejste sig med et vildt og forfærdet Udtryk i sit Ansigt, smøgede Munkedragten af sin Overkrop og greb en Reb-Svøbe fra Væggen. Han pidskede sig, saa de knudrede Reb hvinede ved Slagene, og Bloddraaberne traadte ud overalt paa hans Ryg og Skuldre.

✂ Men hvad kunde det hjælpe, for det lo jo ad ham derhenne? – – han kunde for Svimmelhed ikke ret skjelne, om det var ham selv, der lo, eller Satan, som atter 183 rumsterede derhenne i Krogen. Og havde han ikke Ret til at lee den Mand? – – Ha, ha, ha, ha, – ha, hah – – Martin styrtede bevidstløs med et Skrig til Jorden.

✂

✂ Den 1. Maj om Eftermiddagen skulde Martins Fader ankomme til Klostret, – det var bleven Prioren meldt. Han vilde komme selvtyvende, til Hest, sammen med en Del Venner og Bekjendte fra Mansfeld, forat overvære Sønnens første Messe Dagen derefter.

✂ Martin havde overvejet frem og tilbage i lang Tid, om han turde see sin Fader, før Messehandlingen var overstaaet, eller om han ikke hellere maatte vente dermed til bagefter. Endelig besluttede han sig til at spørge Prioren, og da denne saae, hvor urolig Sagen gjorde Martin, blev det bestemt, at Mødet mellem Fader og Søn først skulde finde Sted, efter at Messen var holdt.

✂ Det gav Martin i Øjeblikket nogen Ro, men fremkaldte tillige den Slappelse hos ham, som det gjerne volder, at opgive eller opsætte noget farligt.

✂ Thi han følte det som noget næsten uoverkommeligt, dette Møde. Det var nu toogtyve Maaneder siden, han havde seet sin Fader, og Grunden var Faderens Vrede imod ham. – Men Grunden til Martins Angst for Faderen var altsaa ikke blot dennes Vrede, nej, men det, at ligesaa langt som Martin kunde see ind i sig selv, maatte han give sin Fader Ret; al den Lidelse og Skuffelse, han selv havde oplevet her i Klostret, gav jo tilsyneladende Faderen Ret. Og dog kunde og turde Martin ikke vedgaa det for sig selv eller give det Medhold – i samme Øjeblik faldt det jo sammen for ham, – alt det særlige, han troede paa og skulde tro paa efter sit Munkeløfte, sit Præsteløfte: alt det særlige, som han havde lovet og besvoret her i Klostret; – havde hans Fader Ret, og troede Martin derpaa, da var han uværdig til at foretage den hellige Handling i Morgen; som en Løgner, en Bedrager overfor Gud og den hellige Orden, han tilhørte, skulde han da træde frem for Altret. Hans Fader havde derfor ikke Ret, – det kunde og maatte han ikke have!

✂ Martin sad her inde i sin Celle og læste og læste i sit Missale, skjønt han forlængst kunde det udenad, – men 184 atter og atter blev han afbrudt i Læsningen af disse Tanker paa sin Fader.

✂ Hvorfra havde hans Fader dog sin Ro – overfor alle de store Spørgsmaal? overfor det Evige? Martin kunde ikke huske bestemte Ord af ham derom, men derfor var hans Fornemmelse af det lige sikker og levende: den Tone, hvori hans Fader saa ofte havde talt om den Slags Ting, – hvad gav ham Mod, men fremfor alt Ro – til at tale om Præster og Munke, som han saa tit havde gjort. Hans Fader var jo hverken fræk eller vantro, han troede jo paa Gud, paa hans hellige Ord og Anordninger – hvor kunde han da finde Myndighed til at tale saa selvraadigt eller selvstændigt om alle de evige Ting. Stadig steg Mindet frem hos Martin om den Gang, hans Fader laa dødssyg, og Præsten var hos ham – uden at han dog heller fra den Lejlighed kunde mindes bestemte Ord af ham, blot det: at hans Kone og Børn havde Pengene mere behov.

✂ Og naar hans Fader var saa rolig og saa myndig, hvordan var Martin da selv bleven i den Grad voldgiven andre, deres Lærdomme, deres Vilje, – og bleven saa bespændt, saa bristefærdig af Angst for at synde derimod, – – ja, var der noget, han ikke var, saa maatte det da være: sig selv mægtig! –

✂ Han sad en Stund og stirrede frem for sig, og hans Blik faldt paa den blaa Slakke-Sten fra hans Faders Halder i Möllendorf. Tænk, at den aldrig blev flydende og levende mere – saadan som han kjendte den rødglødende Erts-Sirop, – før hele Verden en Gang gik under i Flammer! – Og pludselig kom der en Erindring til ham, vist noget af det allerførste, han kunde huske i sit Liv, – netop fra Ertsminerne ved Möllendorf, – en Gang han sad som lille Dreng og legede med det tunge, store Brækjærn med Kugle paa Stangens ene Ende – udenfor Kobberminen, hvor hans Fader arbejdede inde. Saalænge han sad paa selve Jærnkuglen var han Herre over sine Bevægelser, huskede han, – men saa tog han fat i den anden Ende af Stangen, og den rullede, og han vilde eller turde ikke slippe, Kuglen tog helt Magten fra ham, og han styrtede ned ad Klippeskraaningen, – saa kom hans Fader og reddede ham i det samme. Det stod nærmest for ham som en Drøm. Men han syntes, at saadan havde han det nu i alle Maader, – der var noget fremmed, der helt havde 185 Magten over ham selv og hans Liv, han selv havde blot fat ligesom i en Yder-Ende deraf, men maatte i Rædsel følge med. Aa, det var, ligesom hans Fader kom og vilde redde ham, men Martin turde ikke give ham Haanden – han maatte ikke.

✂ Og hver Gang han saaledes var henne i Tanker om Faderen – der jo, hvad Øjeblik det skulde være, kunde ride ind ad Klosterporten med sine mange Ledsagere, – faldt Læsningen i Missalet og Forsømmelsen af Læsningen over ham med en Angst, der stemmede for Aandedrættet. Han vidste jo saa godt, at kunde han bare have lagt sig ned og sovet – lige til han skulde ind for Altret i Morgen Kl. 9, saa havde det været meget bedre end alt andet – alle yderligere Forberedelser. Men han vidste ogsaa, at han sletingen Ro fik, før det hele var overstaaet, at han – foruden alt det andet – vilde være syg af Forvaagethed, naar han skulde til det i Morgen.

✂ Han saae det hele for sig – og hvad der var værst: sig selv – lige fra den første Begyndelse af Handlingen, naar han kom ind ad Sakristi-Døren sammen med Altertjeneren. – Hans gamle, kjære Præceptor fra Novice-Tiden havde bedt om og faaet Lov til at være hans Medhjælp under selve Handlingen, – men hvad kunde det hjælpe: hans Angst aad jo al Hjælp op, saa snart den var bleven Hjælpen vaer.

✂ Martin kunde næsten ikke tro andet, end at han maatte falde om i Besvimelse, saasnart han stod paa Altrets nederste Trin og skulde messe de allerførste, indledende Bønner. Og han tænkte sig staaende dér – saa levende, saa skjærende tydeligt, at han var ved at faa ondt deraf i selve dette Øjeblik.

✂ Og han skulde gjennemgaa det med sine Tanker nu – for ikke at glæmme det mindste deraf, skjønt disse Tanker ved Gjentagelse var bleven som glødende og martrede hans Hjerne – – Han skulde tænke paa det forfærdende Øjeblik, naar han maatte udbrede sine Hænder over Vinen og Brødet og sige: »Vi ofre til Dig, den Levende, Sande, Evige . . . . « Han skulde dér virkeligt, haandgribeligt staa overfor sin frygtelige, himmelske Dommer – og vide, at hans Fader, den gamle Bjærgværksmand, sad nede i en af Kirkestolene – – –

✂ Nej, nej! – – det kunde jo ikke lade sig gjøre! - 186 Det var hændt nogle Gange, at der kunde komme en Slags Hvile til ham et Øjeblik, naar denne Følelse af Umulighed og Undergang kom over ham – – Det skete ogsaa nu.

✂ Han rejste sig og gik hen til et lille Vindue i Cellen, der vendte ud mod et Hjørne af Klosterhaven.

✂ Det var koldt, blæsende Foraarsvejr med blegt Solskin derudenfor. Han stod og saae ned paa nogle Paaskeliljer i et Bed lige nedenfor Vinduet, – de rokkede med deres tunge, gule Hoveder i Blæsten. Han frøs ved at see derpaa og ved den længselsyge, angstfulde og forladte Foraarsstemning, som de førte med sig – – som han altsaa selv havde maattet være i en Gang. Aa, altid denne Angst for at komme til at gjøre eller have gjort noget rent uoprettelig galt – og saa Følgerne! – Hvor det maatte være begyndt for længe siden – for de Paaskeliljer var meget gamle i hans Erindring. Aa ja – og dér stod en Klynge af de røde Hjerteblomster ikke ret langt fra Paaskeliljerne, – nogle af Hjerterne svedne og visne af den skarpe Foraarsblæst. Men tænk! de bragte en bestemt Sted-Erindring med sig, – hvor var den dog fuld af den tidligste Foraarsduft fra røde og gule Ribesbuske. Det var i Fru Cottas Have – – ja, det var den Valborgsaften, de skulde op at see Fru Venus i Hörselbjærget – – han var tit saa ulykkelig i den Tid, men det var jo netop ved at forvandle sig til al den sære Foreløbighed, som han havde levet i dér. Det var dog ogsaa underligt at have levet det allermeste af sit Liv i en uafladelig Spænding – som de fleste Mennesker vist sletikke kjendte – ikke som Spænding i hvert Fald –

✂ Han lyttede –

✂ Ja – det var Hestetrampen – det var mange Heste, og – de kom ind i Klostergaarden! Saa var de der! – Der sad en lille Glug højt oppe paa Væggen i Cellen til Gaardsiden. Man kunde nok, ved at staa op paa Bordet, see derigjennem – ned i Gaarden. – Nej, han turde ikke see sin Fader nu. Det vilde – han vidste ikke, hvad det kunde gjøre ved ham – forstyrre ham, – og han skulde jo til at læse igjen. Det var vel hellerikke tilladeligt at liste sig til at see paa den Maade – –

✂ Han kunde høre flere Stemmer derude i Gaarden – han syntes, han kunde kjende Harzer-Dialekten. Men saa 187 var det jo ikke Faderens. Nej, nej, – han holdt for sine Øren – han vilde ikke høre sin Faders Stemme nu – –

✂

✂ Da Martin næste Morgen til Højmessen traadte ind i Klosterkirkens Kor gjennem Sakristi-Døren, vidste han, at han kom her første Gang i dette Ærinde; men han fornam det, som om han kom her efter en lang Række tidligere Gange, i den Grad havde han under sin angstfulde Forberedelse i Fantasien forud oplevet det hele; – dette frembragte nu en underlig forvildende Dobbelthed i hans Bevidsthed, idet han, ved hver Bevægelse, han gjorde, hvert Ord, han sagde, syntes, at det var allerede gjort eller sagt lige i Forvejen; det var, som om hans Handlinger og Ord gik ham allerede færdige imøde, naar han skulde til at frembringe dem. – Men idet han bevægede sig hen midt for Alteret paa dets nederste Trin, havde han i et Glimt seet ned over Kirkerummet, og Tanken om, at hans Fader maatte sidde der – for han saae ham i Virkeligheden ikke – virkede efterhaanden saa stærkt paa ham, saa han, til alt Held, slap ud af hin Dobbelthed, der let kunde have forvirret ham, – og han tænkte nu kun paa det farlige Øjeblik, da han med et »Dominus vobiscum« skulde vende sig om mod Menigheden – og derved virkelig faa sin Fader at see. Dette optog ham i den Grad, saa han næsten uden at tænke ved det, paa rent udvendig Maade, slap igjennem Slutningen af Trinbønnen, ligeledes det mange Gange gjentagne Kyrie eleison og Gloria in excelsis. – Men idet Præsten skal begynde paa Collecterne, er det, han første Gang vender sig mod Menigheden og siger: »Herren være med Eder!«

✂ Uden i Øjeblikket at blive sig bevidst, hvor urigtigt det var at sige alle de hidtil udtalte Ord ganske tankeløst, stirrede Martin kun ned i Kirken de faa Sekunder, inden han atter maatte vende sig om imod Altret. – Han saae hellerikke denne Gang sin Fader, men hans Tanker var nu helt ved et Ord, hans Fader engang havde sagt: »Gud er jo ingen Kjæltring« – – Var det denne Bevidsthed, der gav hans Fader Ro? – –

✂ Martin fortsatte med Collecterne – stadig borte i Tanken om sin Fader, – Epistelen og Evangeliet blev læst 188 op, og han skulde nu til at begynde paa Offertoriet. Men umiddelbart før dette, vender Præsten sig atter mod Menigheden og siger: »Dommus vobiscum!«

✂ I dette Øjeblik saae Martin sin Fader.

✂ Han sad dernede, foroverbøjet, med Hænderne støttende mod sine Knæ. Martin saae mere af hans Haar end af hans Ansigt. Haaret var bleven meget stærkt graanet. Han rokkede, vist ligesom utaalmodig, frem og tilbage med Overkroppen. Denne lille Mand tog lige saa megen Plads i Martins Bevidsthed i dette Øjeblik som alt det andet i Kirken, ja, meget mere, for det andet existerede kun halvt for ham. Han kunde sletikke holde Tankerne ved Ordene, han messede, men fortsatte alligevel dermed – han kunde det altsammen søvngjængeragtig sikkert. Imens blev han ved at høre det Ord med sin Faders Stemme: »Gud er jo ingen Kjæltring, «- – kunde disse Ord da opveje al den Sikkerhed, som Martin ved sit Munkeliv havde søgt at vinde, gjorde de det overflødigt, forkasteligt – – det var jo gudsbespotteligt at tænke – aa, det var jo den ugudeligste Vantro – – –

✂ Han havde fremsagt det Vers af den hellige Skrift, som indleder Offertoriet, han havde bedt Bønnen ved Frembæringen af Brødet og Vinen, – han havde foretaget Haandtvætningen og atter vendt sig mod Menigheden med Ordene: »Orate fratres!« ..... Men denne Gang saae han ikke efter sin Fader, han var helt optagen af hine Ord, den Gamle for mange Aar siden havde sagt. – – Han havde bedt de paa Haandtvætningen følgende »stille Bønner« eller Secreter – havde udraabt til Menigheden sit: »Sursum corda!« og var kommen igjennem Præfationen. Nu lagde han Hænderne foldede paa Altret og bøjede sit Hoved dybt og begyndte paa den »stille Messe« – der ender med Ordene for selve den hellige Forvandling. Men da han henimod Slutningen af den stille Messe velsignende udbredte sine Hænder over Vinen og Brødet og udtalte Ordene: »Vi ofre til Dig, Du Levende, Sande, Evige« .... vaagnede han pludselig op til fuld Bevidsthed om, hvad han foretog sig – – og blev overfalden af en lammende Rædsel: hvilken Dødssynd, at hans Tanker havde været borte derfra! hvilke Fejl havde han maaskee begaaet! – – det sortnede for hans Øjne, han var ved at falde eller at flygte – – da fornam han den gamle Præceptors Røst 189 i sit Øre – det lød, som han havde forstaaet det hele: »Du har ingen Fejl begaaet, fat Mod, stol paa Guds Naade!« – Han følte tillige et fast Tag i sin Arm – – Han vidste ikke straks, hvad han gjorde, kun at han fortsatte, – men da han endelig kom til selve Indstiftelsesordene, vendte hans Bevidsthed baade om ham selv og om Handlingen helt tilbage, – – det var ikke Angst, men en lindrende, tilbagetrængt Hulken, der gjorde hans Stemme noget utydelig. Nu var han eet med Handlingen i Øjeblikket, med Nadvernydelsen, som fulgte, saae hverken frem foran den eller tilbage.

✂ Saasnart han, efter endt Messe, var udenfor Kirkerummet, sank han grædende i den gamle Præceptors Arme.

✂ »Tænk paa det Øjeblik, Du nys har oplevet, naar Angsten igjen falder over Dig,« sagde denne, »saa veed Du, hvad der skal hjælpe.«

✂

✂ Martin var endnu heftig bevæget, da han kom ind i sin Celle, men Angsten var borte. Hele hans Væsen var ligesom i en stille Dirren eller Syden, men han bares af Øjeblikket, han kunde helt give sig hen deri. Begivenhedernes Bølger kunde nu gaa over ham, som de vilde, følte han, – han spejdede ikke efter dem i Forvejen.

✂ Han var hellerikke bange for at møde sin Fader nu, alle hans Tanker var dulmede og ligesom blundende.

✂ Mødet fandt Sted inde i Refektoriet, hvor Primits-Festmaaltidet skulde holdes.

✂ Der stod mange Mennesker derinde i Salen, adskillige Doktorer i Theologien og Magistre fra Universitetet foruden jo de Overordnede i Klostret, Prioren og de andre, – – der var en af dem, der tilfældig flyttede sig til Siden, og saa opdagede Martin sin Fader. – Han stod der paa Gulvet, lille, krummet – og i en Stilling, som om han lige havde sluppet Brækjærnet og endnu ikke havde faaet sig rettet efter Taget – – men saadan stod han vel for Resten altid, han havde vist egentlig kun een Stilling at staa i, hvor man saa satte ham, og han var kun den samme: sig selv. Sønnen var ogsaa bleven seet af ham, og han vinkede ad Martin med en lille Bevægelse af venstre Haand med oprakt Tommelfinger.

190

✂ »Goddag!« sagde han og strakte højre Haand en Smule frem, og ramte et kort Sekund Sønnen med sit Blik. »Der er Hilsen til jer fra jeres Moder. Og her er en Æres-Skjænk fra mig selv i Anledning af Messen.«

✂ Han talte tyve Gylden-Stykker i Martins Haand. Han gjorde det langsomt men sikkert. Han var vant til at udbetale Dagløn, saae man.

✂ »Og saa til Lykke med det!« sagde han og tog atter Sønnens Haand. »Ja, jeg skal nu sidde her og spise og drikke. Jeg var ellers hellere anden Steds henne.«

✂ Martin havde troet, han godt vilde kunne svare sin Fader, men han fandt ikke et eneste Ord i Øjeblikket. Det kaldte lidt paa hans Ængstelse.

✂ Han kom til at tænke paa, at han jo vilde holde en Tale til sin Fader ved Bordet. – –

✂ Martin sad for Bordenden ved Priorens højre Side. Saa kom paa Side-Bænken til højre den fornemste af de tilstedeværende Lærde, Dr. v. Usingen, og paa hans højre Side igjen sad Bjærgværksmand Hans Luther.

✂ Han spiste med den Alvor, hvormed en Arbejdsmand nyder sin Mad, seende hverken til højre eller venstre. Men da Martin saae, hvor Skeen med Søbemaden vippede i hans Faders Haand – maatte han en lille Stund tage Øjnene til sig, de vilde løbe over. Den Haand var jo altfor vant til at tage om svære Byrder, til at den kunde komme til Ro med en lille, let Ting som saadan en Sølvskee. Og det var jo for Sønnen, denne Haand havde slidt og slæbt saa haardt. Den var jo stor til saa lille en Mand, og frygtelig knoklet, den havde store Lejringer af benhaard Hud paa sine Steder, men den var bleven omhyggelig skrubbet, kunde man see, for Renligheds Skyld til denne Rejse. Nu smed den, med et lille Kast, Skeen om i Hulningen mellem Pege- og Tommelfingren, saa Bladet vendte op mod Haandleddet. Martin saae i det samme for sine Øjne Fyrretræs-Bordskiven dér hjemme i Mansfeld. Denne Bevægelse med Skeen gjorde hans Fader jo altid, mens han gumlede. – Nej, Martin var sletikke Herre over sig selv, mærkede han, – dettehér det var jo saa sikkert og paalideligt som at see en Hest eller en Ko græsse, – det var altfor – overmægtigt til, at han kunde bære det. – Men han kunde jo da ogsaa have Lov til at græde paa saadan en højtidelig Dag, det kunde da ingen tage ham ilde op.

191

✂ Nu begyndte saa de lærde Herrer at holde Taler, hvori de jo priste Gud og den unge Præst og Magister – og Prioren, Klostret og saa fremdeles. Hans Luther maatte nærmest ansee dette for at være Prædiken; han tørrede sin Skee af med venstre Haand og lagde den foreløbig ved Siden af sin Tallerken.

✂ Det trak langt ud, baade med Talerne og med Maaltidet. Martin havde faaet talt for sin Prior, og da det var gaaet helt godt for ham, vilde han nu, kort efter, ogsaa holde den Tale til sin Fader.

✂ »Kjære Fader!« begyndte han, – han saae, at den Gamle rettede sig noget, men Martin turde ikke møde hans Blik. »Hvorfor satte I Jer saa haardt derimod og var saa vred, saaat I ikke gjerne vilde lade mig blive Munk, og maaskee hellerikke ret gjerne seer det endnu. Det er jo dog saadant et skjønt roligt og gudeligt Liv – – –«

✂ Men! – – det var jo hans Faders Stemme, han hørte, – den Gamle saae ikke paa ham, men talte til de andre:

✂ »I lærde Herrer, har I ikke læst i den hellige Skrift, at man skal ære Fader og Moder?«

✂ Der flakkede gjennem Martins Hjærne en Tanke om, at Gud talte jo – talte ud af hans Faders Mund – – saa brast han sammen, segnede ned over Bordet med Hovedet mod sine Arme og hulkede højt.

✂ Han hørte lidt efter, at Dr. v. Usingen begyndte at tale til hans Fader, som jo var dennes Sidemand ved Bordet, om, at den hellige Skrift var en guddommelig Bog, men at dens Tanker var for høje for den ulærde Mand, – og flere henvendte sig til hans Fader, syntes han, – der blev nævnt noget om, at det var jo dog efter et Kald fra Himlen, at hans Søn havde givet sig i Klostret.

✂ Da hørte han sin Faders Stemme igjen: »Gud give blot, at det ingen Djævelsspøgelse har været, som dér har talt til ham.«

✂ Det lød sletikke vredt eller trodsigt – men det maatte jo være lige saa umuligt for hans Fader ikke at være sig selv, som det var umuligt for Dyrene.

✂ Da der var gaaet lidt Tid, var Martin bleven saa meget Herre over sig selv, at han atter kunde deltage i Maaltidet, og de lærde Herrer begyndte igjen paa deres Taler. Men Martin sad blot og tænkte paa sin Fader. Hvor fik han dog sin Ro og sin Styrke fra? Den var jo en 192 Forkastelse af den Vej, som Martin havde valgt. Men vilde Martin opgive denne Vej, saa vidste han jo, at det for ham sletikke vilde føre til hans Faders Fred og Sikkerhed, – det blev straks igjen til den Foreløbighed, som han havde levet i saa mange Aar, før han gik i Kloster. Ja, den havde jo ogsaa fulgt ham herind. – Og derfor var han nødt til at blive ved, – under Spænding og Rædsel prøve paa at opfylde sin yderste Pligt – forat naa til Fuldkommenhed og faa en naadig Gud. Den Hvile, han et Øjeblik havde fundet nu tilsidst ved Altret, den var jo dog ingen paalidelig Ro, – den kunde jo umulig holde sig, før han virkelig havde betalt sin Gjæld, sin Skyld til Gud.

✂ De brød op rundt om ham, Maaltidet var til Ende. Martin rejste sig ogsaa, i en søvngængeragtig Tilstand, – han saae foran sig den endeløse Fortsættelse af sit Klosterliv – – Havde han noget Haab mere om at naa Maalet?

✂

✂ Martin læste sin Messe hver eneste Dag, efter at han havde holdt sin Primits. Det voldte ham stor Angst hver Gang; i Stedet for at bringe ham Fred var det i Virkeligheden den strængeste og mest oprivende af hans Bodsøvelser, men saa skulde det jo netop gjøres! – Den Fred, han havde følt mod Slutningen af sin første Messe, kom ikke igjen nu senere; derimod følte han naturligvis en vis Lindring, en Nedspændelse af Kræfterne hver Dag, naar det hele var overstaaet. Men for Resten blev alt efterhaanden graa Haabløshed, meget værre end han havde kjendt det før sin Klostertid, ogsaa værre end de hidtil forgangne Klosteraar, – for han havde jo tidligere stadig kunnet danne sig skuffende Forventninger om et eller andet, der endnu skulde skee med ham og maaskee hjælpe, – nu var alle Muligheder udtømte, alle Grader gjennemgaaede.

✂ Der indtraadte først noget af en Vending i hans Sindstilstand, da han ud paa Efteraaret kom til at see paa Døden, som det nye, han kunde vente sig noget af – Himmerig eller Helvede.

✂ Det kom ved, at han fornam sine legemlige Kræfter i stærk Aftagende. At begynde med stod det for ham som en selvfølgelig Ting, at han havde Lov til at leve efter de allerstrængeste Forskrifter – ogsaa til at leve i Haabet om, at det snart kunde medføre Døden. Men Selvanklageren i ham fandt dog efter nogen Tids Forløb ud, at dette vistnok var meget tvivlsomt: overskred man en vis Grænse i denne Retning, maatte man dømmes for syndige Selvmordstanker og Hensigter. Han blev saa nødt til at spørge sin Skriftefader. Denne var nu alt andet end Selvplager og derfor meget uvillig til at tro, at andre kunde være det; han regnede Martins Spørgsmaal for en Slags Hovmod, 194 Lyst til at hæve sig over de andre, – og svarede, at han troede ikke, det havde nogen virkelig Fare med at være for stræng mod sig selv: Martin behøvede til den Side ingen Bekymring at nære.

✂ Saa slog han sig til Ro dermed, medens samtidig hans fortvivlede Haab voksede, at det snart skulde være ovre. Han blev rent uhyggelig mager at see til og havde hyppigere og hyppigere Besvimelser.

✂ Men en Dag – omtrent et Aar efter Primitsen – faldt han i en Afmagt og laa som livløs i flere Timer; da troede de andre Munke, det var forbi med ham. Han kom dog over det denne Gang, – men hans gamle Præceptor talte til ham nogen Tid derefter og spurgte ligefrem, om han ikke gik med Selvmordstanker? Han sagde ved samme Lejlighed: om Martin da ikke vidste, at Gud havde befalet os at haabe. Det gjorde et stærkt Indtryk paa Martin, netop det Ord »befalet«, – og han var selv noget usikker i sin Dom over det, som han havde haft for. Han svarede Præceptoren, at han havde hellerikke opgivet Haabet til Livet hinsides.

✂ Saa brød Præceptoren pludselig af og sagde, at han vilde tale om dette til Ordenens Generalvikar, Dr. v. Staupitz, som netop var i Erfurt i disse Dage og naturligvis boede i Klostret.

✂ Martin kjendte nok noget til Generalvikaren. Det var nu snart to Aar siden, at Martin var med ved den Procession i Eisleben, hvor han blev greben af Rædsel for Kristi legemlige Nærværelse i Monstransens Hostie. I Spidsen for Processionen havde jo Staupitz gaaet, og efter denne havde han ogsaa vekslet nogle Ord med Martin. Men Martin vidste godt, at han i Virkeligheden havde været ganske lukket overfor Staupitz under den Samtale. Han havde nok sagt, som sandt var, at han syntes, det hjalp saa lidt med de Bodsøvelser, han gjorde, – men ikke anderledes, end han vidste Munkene saadan plejede at tale om sligt. – Staupitz havde ogsaa senere talt til Martin, naar han besøgte Erfurter-Klostret, – og han havde engang sagt, at det gjaldt mere om at elske Gud end at tjene ham, for Opvartning kunde Gud faa nok af. Men Martin havde ogsaa da holdt sig til almindelige Talemaader, der var sande nok, men ingen Ting sagde.

✂ Han havde en vis Skyhed for at indlade sig med 195 Generalvikaren; denne var ikke blot en from Mand, men ogsaa en fin Mand af gammel Adel, og det kunde mærkes. For Resten havde Martin ogsaa den Fornemmelse, at Dr. Staupitz ligesom vidste saa meget om ham, – mere end de andre, som dog gik til daglig sammen med ham. – Endelig havde det jo gjort et stærkt Indtryk paa Martin, da Generalvikaren ved et af disse korte Sammentræf sagde til ham, at en Jomfru ved Navn Ursula Schalbe fra Eisenach, der nu befandt sig i Nonneklostret i Gotha, havde sagt, at hun kjendte Martin, – da Staupitz ved Lejlighed havde omtalt ham.

✂ Nogen Tid efter at Præceptoren havde henvendt sig til Dr. Staupitz, lod denne Martin kalde til sig paa sit Værelse i Klostret, og de kom da til at tale meget sammen. Martin troede jo, han vilde straks have talt om Selvmord, men det gjorde han ikke. Der var maaskee en Gang i Samtalens Løb noget, der kunde have Hentydning dertil, men Martin var sletikke sikker derpaa.

✂ Derimod spurgte Dr. Staupitz ham meget ud angaaende hans Fader, som han gjennem Dr. v. Usingen havde hørt en Del om. Og da fik han Martin til at fortælle. Det var saa besynderligt for denne at tale om sin Fader til en Fremmed, men hér skulde han jo; og han var egentlig glad ved, at han skulde.

✂ Han havde aldrig før gjort saadan Rede for sin Faders Forhold til ham, og han havde aldrig selv seet det saa klart før, syntes han.

✂ Der var næsten gaaet en Time, hvor Martin havde fortalt saa godt som uafbrudt – om sin Fader og om sig selv. Endelig var der kommet en Standsning, og da sagde Staupitz:

✂ »Min kjære Magister Martin, I gjør baade jer selv og jer Fader – og Gud for ringe. I siger, at alt jert Arbejde har I kun gjort af Frygt for Hug fra jer Fader og evig Straf fra Gud, – af idel Egenkjærlighed. Men det er ikke sandt. I har elsket baade jer Fader og jer Gud. Ellers havde jer Fader aldrig haft den Magt over jer, og I havde ikke haft den Frygt for at miste Gud og hans Himmerig. Den Ugudelige lader sig ikke skræmme af Helvedes Ild.«

✂ Martin følte Skuffelse; han mærkede først i dette Øjeblik, at han havde haabet paa Trøst af Staupitz's Ord: »Det er vist sandt nok, hvad I siger, ærværdige 196 Hr. Doktor, men det kan ikke befri mig for min Angst,« næsten hviskede han – i sin Modløshed.

✂ »Nej, men hør saa videre, hvad jeg har at sige jer.« Der var en egen mild Myndighed i Staupitz's Stemme: »I det Menneskelige og det Timelige hersker Loven, og med Loven følger altid Angst, selv om Ens Fader ikke var saa overdreven stræng en Mand, som jeres har været. Men i det Menneskelige kan vi ogsaa bære Angsten. – Det kan vi ikke i det Evige, – det Eviges Angst kan intet Menneske bære –«

✂ »Nej, nej, det kan vi ikke!« stammede Martin. Han vilde have sagt mere, men kunde ikke for Bevægelse –

✂ »Men derfor har Gud ogsaa bandlyst Angsten fra det Evige. Dér er ingen Lov. Dér er kun Sandhed og Naade, intet andet. Vi skal være sande, og Gud vil være naadig. Han vil kun have os, som vi er, men da er ogsaa hans Naade nødvendig, den han skjænker os for Jesu Kristi Skyld. – Gud bevare jer nu og altid for det Eviges Angst, min unge Hr. Magister, – den er allerede hér i Verden Helvedes Kval« – – Staupitz standsede brat. Hans Stemme var kommen til at bæve.

✂ Martin følte en Lykke, – som han ligesom maatte opsætte: den var ham for stor og ufattelig; men den rystede ham i hvert hans Ledemod. Han sank ned ved Staupitz's Knæ: »I er mig mere end et Menneske, ærværdige Fader, I er mig en Engel, sendt fra Gud – –« Straks efter: »Hvis det er sandt, hvad I siger, hvis det er sandt – –«

✂ »I gav jer ind under min Myndighed, da I blev Munk,« sagde Staupitz, »og jeg befaler jer i Guds Navn at tro, hvad jeg har sagt. «

✂ Martin kunde kun græde.

✂ Da der var gaaet en lille Tid, sagde Staupitz:

✂ »I undrede jer før over, hvorfra jer Fader havde sin Myndighed – og sin Ro i det Evige. Det er let at sige: han er vistnok en sanddru Mand for Gud og stoler paa Guds Naade. Deraf kommer al sand Ro og Myndighed.«

✂ Lidt efter tilføjede han: »Hvor kunde I mene, at I kun har følt Angst for jer Fader? I sagde jo selv ret nu, at blot han smilede, blev Verden jer til idel Solskin, og at det var Salighed, naar han var tilfreds med jer! Den Salighed var det jer Angst at miste. – Og uden den Angst havde I vel aldrig faaet Freden fra Gud nødig. Jer Faders 197 Vilje og Bud har lært jer det Grænseløse at kjende, og kun gjennem det Grænseløse gaar Vejen til det Evige.« –

✂ Staupitz rejste sig: »Nu maa I have Farvel. Vi tales vel senere ved.«

✂

✂ Martin gik fra Generalvikarens Værelse, ned igjennem den lange Kloster-Korridor til sin Celle, som een, der kommer bærende paa en stor, rig Skat, som han vil aabne og udbrede for sine Øjne, saasnart han kan blive ene med den. Og i denne Skat var det de to Klenodier, han tænkte paa: Sandhed og Naade – ja, at vi skulde blot være sanddru for Gud, og han vilde være naadig. – Han satte sig ned i sin Celle og vilde tænke rigtig derover: han skulde saa aldrig mere spørge, om han var god nok for Gud, aldrig mere undersøge, maale, see efter – – Nej, han vilde ikke tænke over det! han vilde straks ud i det! Han vilde – – –

✂ - – han gav sig til at bede sit Fadervor Gang paa Gang og bekjende sit Credo – – – aa, det var som at kaste sig ud – som at drikke det kolde Vand – – i Feber, som den Gang i Magdeburg, – det var – Herre Gud! ja – det var endelig at slippe ud af Foreløbigheden – – efter alle, alle de trøstesløse, vaandefulde Aar! Aa, min Barndoms Gud! tilgiv mig min Angst for Dig! – Det var at slippe ind i det Evige – – og bort fra hans gamle Faders Myndighed – – – Han havde aldrig været saadan før – aldrig bedt saadan – – –

✂ Der var gaaet meget lang Tid. Da han blev sig almindelig bevidst igjen, opdagede han, at han sad og betragtede den mørkeblaa Slakke-Sten fra Smeltehytten ved Möllendorf. Der flammede pludselig en Kjærlighed op i ham til hans Fader og alt, hvad hans Faders var, tilligemed en jublende Glæde over at være løst fra ham, fri for hans Myndighed – – Denne lille, blaa Sten – det var den eneste Smykke-Ting i hans Celle, om nogen vilde regneden derfor – men den var ham mere værd end Kejserens Guldkrone! – – Den Dag, da han tog den derhjemme – – da var han endnu i sin Faders Vold! – og da var han endnu i den Foreløbighed, som han aldrig havde troet 198 skulde faa Ende – – Det var et Vidunder, der var skeet i Bag, det var hans himmelske Faders Værk! – –

✂ Han sad der paa Træstolen i den nøgne, tomme, hvidkalkede Celle, – snart græd, snart lo, snart bad han – sommetider sov han – – han var udenfor al Tid, da Nadverklokken ringede fra Refektoriet.

✂

✂ Endnu samme Aften, da han gik i Seng, kom som pludselige Sting i Hjertet nogle Ængstelser for, at dette ikke skulde kunne holde sig hos ham – – Mon det da ikke stred imod alle Munkenes Lærdomme og Løfter? mod selve den hellige Regula Augustini? – At for Gud skulde vi blot være sanddru – – Men han slog det ned – – det var jo ingen almindelig Mand, der havde sagt det, – det var Augustiner-Ordenens Generalvikar, hans højeste Foresatte – –

✂ Han søgte ogsaa at værge sig med Dr. Staupitz's Autoritet mod alle de forvirrende Røster, som hviskede til ham i den nærmest følgende Tid. Han vidste saa godt, at det var hans egen vanvittige Angst for at miste den dyrebare Skat, han havde vundet, der talte til ham i disse Stemmer. Aa, det var jo denne alt søndersprængende Fordring om fuldkommen Sikkerhed, som han først havde lært at kjende overfor sin Faders Befalinger, da han var Dreng,

✂ Men efterhaanden antog Indvendingerne en Form, som han ikke kunde svare paa, og som voldte ham stadig større Uro. Han længtes efter, at Dr. Staupitz atter skulde komme paa Besøg i Klostret, for han maatte have ham spurgt; han kunde ikke tale med andre end ham derom:

✂ Det var dét, Martin syntes, at Naaden fra Gud og den ydmyge Sanddruhed fra vor Side kunde da ikke ene gjøre det ud. Der maatte dog ogsaa virkelig Fremgang til; ellers naaede vi jo aldrig det Fuldkomne og hellerikke Saligheden.

✂ Han maatte vente et Par Maaneder. Men da saa Generalvikaren kom, lod han ligestraks Martin kalde ind til sig, saa dét slap han da for at vente paa.

✂ Dr. Staupitz lod til at have travlt; han sagde til Martin, saasnart denne var kommen indenfor Døren: »I har vist 199 noget at spørge mig om, Magister Martin; siig det kun uden alle Omsvøb, saa godt I kan.«

✂ Martin nævnede saa det om Naaden og Sandheden, om Fremgangen – og om Fuldkommenheden, der jo virkelig skulde naaes.

✂ »Vi maa stole paa,« sagde Staupitz straks, »at der bliver det bedste af os, som kan blive af os – med den Natur, hver af os har, og den Opdragelse vi har faaet – naar vi lever sanddru i Guds Samfund af hans Naade. Vi selv skal ikke see Væksten. Vi stoler jo ogsaa paa, at Frøkornet groer og naaer sin Modenhed, naar vi har lagt det, hvor det skal være: i den gode Jord. Det duer ikke at see efter, om det groer.«

✂ »Men Væksten kan dog ødes?« sagde Martin.

✂ »Ingen af os skal prøve paa at see sig selv i Nakken!« svarede Staupitz. »Vi skal see fremad, tro og haabe!«

✂ Saa sagde han Farvel med det samme. – –

✂ Om Aftenen blev der bragt en Seddel ind til Martin i hans Celle, som Generalvikaren havde efterladt: heri stod, at Martin maatte ikke gaa og gruble i denne Tid; han skulde arbejde regelmæssigt og med Iver, – maaskee studere Mystikernes Skrifter og den hellige Augustinus.

✂ Paa en Maade syntes Martin det var fuldt tilfredsstillende, hvad Staupitz havde sagt om den skjulte Vækst. Men – det gav jo ikke Sikkerhed. Han syntes selv, det var Synd: – men han kunde ikke opgive at faa fuldkommen Sikkerhed, – han vidste sletingen Ting om sig selv og sin evige Fremtid, naar han ikke fik fuld Sikkerhed. – Han begyndte endogsaa at undres over, hvordan Staupitz's tidligere Ord om Sandhed og Naade havde kunnet bringe ham en saa vidunderlig Trøst, for der var jo egentlig hellerikke dermed sagt noget bestemt om Sikkerhed, om Salighedens Vished.

✂ I Uro, i Angst for, at selve hans Natur skulde være saa ødelagt og forvendt, saa han overhovedet aldrig kunde naa til Fred, – gav han sig, efter Staupitz's Ordre, til at læse anspændt, studere de berømte, mystiske Skolastikere Johannes Gerson og Bonaventura – – – Og hér stod han pludselig Ansigt til Ansigt med de vildeste Theorier om Guds Forudbestemmelse af Menneskenes evige Skjæbne.

✂ Mente da Staupitz det samme? – Nej, nej, det kunde 200 han jo ikke! – Men den hellige Augustinus selv – hvad sagde han? – Det var første Gang, han saae Augustins Prædestinations-Lære, – og den kunde jo ikke være mere forfærdende, end den viste sig at være!

✂ Da gled alt Fodfæste bort under Martin – den gamle, svimlende Rædsel var atter over ham, – det var endogsaa, som om Stedet forflygtigedes – han var ikke i Erfurt – men i Magdeburg – han lugtede Floddyndet, naar Elbens Vand stod lavt – – aa, det stank af evig Fordømmelse! – –

✂ Men det drog efter sig Mindet om det friske, kolde Vand, han drak i sin Feber den Gang – – og straks efter erindrede han, ja, han fornam sin egen Bøn hér i denne Celle, da han kom fra den store Samtale med Staupitz – – han begyndte selv at bede nu, inden han vidste af det. Og da – – steg der et Mod i ham, ligesaa mægtigt som Evigheden, syntes han, mægtigere end Rædselen, – Gud var hos ham i dette Mod!

✂ Var han ikke uovervindelig nu? – Han skammede sig, at han havde kunnet lade sig overmande af Angsten igjen. Nej, aldrig vilde han vide af Trældomsfrygten mere, aldrig stille Gud Betingelser, aldrig forlange Sikkerhed for sin Salighed! aldrig! aldrig! thi da kom Angsten! – – Gud alene! Gud alene! Hér, hér var Gud i dette salige Øjeblik, og han i Gud! – – aldrig forlange andet end dette eneste! – Gud alene og for hans egen Skyld. Alt andet var Egenkjærlighed og Angst. Om Gud saa havde forudbestemt ham til evig Pine i Helvedes Ild – ja! – nu, hér var Gud, og han var i Gud! – al anden Tanke var Trældomsfrygt og Egenkjærlighed!

✂ O, Hjerte mit,
fly bort, didind!
synk hen i Gud!
Alt, hvad jeg er,
synk i den bundløst dybe Strøm!
Flyer jeg fra Dig,
Du møder mig,
taber jeg mig,
jeg finder Dig,
Du Skat, som over alting er!

✂ Ja, nu vidste han det, nu var han uovervindelig! nu kunde Angsten blot komme! Alt, hvad den skulde leve 201 af, det havde han nu skilt sig ved for bestandig. Han var i Gud i dette Øjeblik, – det kunde Angsten ikke tage fra ham, thi dette Øjeblik var hans uigjenkaldelig, og det var Evigheden!

✂ Han bad og bad, mens Tankerne vældede ind imellem Fadervorets Ord: da han stod for Alteret ved sin første Messe og tilsidst nød den hellige Nadver, da var det ligesaadan: ingen Frygt og ingen Fremtid, men blot Gud i det evige Nu! – Og da han tog Ursula i sine Arme, da han sagde hende Farvel, da var det ligesaadan! Ja, Herre Gud! – og hvem kjendte Guds Evigheds-Vilje? – Men ingen spørgende Tanker derom, ingen Forventninger, ingen Frygt!

✂ Saadanne var hans Tanker i dette Øjeblik, og det var hans bevidste Tanker i lang Tid derefter; men hvem kjender sin Sjæl til Bunds? – – –

✂ Martin længtes meget efter at tale med Dr. Staupitz igjen, men det varede helt hen i November, inden han atter besøgte Klostret.

✂ Han overraskede Martin ved, samme Aften som han var kommen, at træde ind i Cellen til ham. Han sagde straks, at han kom i bestemt Ærinde.

✂ Men Martin kunde ikke bie; saasnart han saae den kjære Dr. Staupitz, begyndte han at tale om sin egen Tilstand, – han vilde saa gjerne have sin Læremesters Ord for, at man fik aldrig Fred i sit Sind, før man opgav al Sikkerhed – ogsaa om den evige Salighed – alt, alt, undtagen Gud alene.

✂ Men Staupitz gav ham ikke Ret. »I har jo ikke opfundet Gud,« sagde han. »Men Gud er kommen til jer i sit Ord, og I kjender ham ingen anden Steds fra. Men Ordet siger, at Gud er vor Fader, og at han skjænker os et evigt Liv. Uden dette Haab kan heller intet Menneske i Længden leve, om ikke hans Liv baade her og hisset skal fordærves.«

✂ »Jeg vil ikke mere ud i det Uvisse, – ud i Forventningerne!« afbrød Martin ham angst. »Der er nok, som vil friste mig derud igjen – – Jeg veed kun, hvad det er at hvile i Gud, det veed jeg, – og det er nok.«

✂ »Troer I da ikke de Ord, som Gud har givet hele Menigheden at tro?«

✂ »Jo, jo, jeg troer det alt, – men hvor kan jeg vide, hvad de Ord betyder – – Et evigt Liv – er det Himmerig 202 eller Helvede for mig? Men jeg veed, hvad det er at hvile i Gud nu, i denne Stund, – jeg vil ikke see videre ud, – da kommer Angsten! – og jeg vil – jeg vil ikke kjende Angsten mere!«

✂ »Naar I troer Guds Ord og bliver i ham, da skal I ogsaa snart forvisses om, hvad hans Ord betyder. Thi fra Hvilen i Gud, hér, i Øjeblikket, stammer al Sikkerhed og selvstændig Tro, ogsaa paa Ordet. Deri har I Ret. Og det bæres mig for, at I skal blive sikrere i jer Tro paa Guds Ord end de fleste andre. – – Men jeg kommer til mit Ærinde – –«

✂ Her standsede Dr. Staupitz og saae ligesom undersøgende eller spørgende paa Martin. Saa fortsatte han: »Dog først en anden Ting, som I maa fatte jer paa: Fru Ursula Cotta af Eisenach, som jeg kjender, og som jeg talte med igaar, beder mig lade jer vide, at hendes Broderdatter og Navne er død som Nonne i Gotha. Jeg veed, at hun var jer kjær.«

✂ »Jah – –« sagde Martin, og hans Stemme blev pludselig et Væld af Graad. »Hun var mig kjær! – – – Hende mistede jeg, min Faders Kjærlighed har jeg mistet, min Ungdom og Glæde – og hvad veed jeg om evig Salighed! – – Men jeg har Gud, ham tilhører jeg! – – Herre Gud! frels mig fra al Fortvivlelse!«

✂ Der gik lang Tid. Dr. Staupitz sad og ventede, – Martin kunde ikke blive Herre over sin Hulken. Enkelte afbrudte Ord hviskede han: »Kun han kan fri os – – fra Angsten – – baade hende og mig – give os Fred – –«

✂ Endelig sagde Staupitz: »Mit rette Ærinde til jer er en Befaling. I er nu 25 Aar og har Alderen. I Morgen skal I flytte til Wittenberg-Klostret og være Lærer dér og ved det nye Universitet.«

✂ »Til Wittenberg –« mumlede Martin – men blev i sine egne Tanker –

✂ »Ja, hvad svarer I dertil?«

✂ Martin saae op, som en, der bliver kaldt paa, men ikke kan vaagne. Lidt efter udbrød han: »Send I mig til det flammende Helvede, om I vil. Hvad veed vi om det Næste? Men jeg er hos min Gud og Fader, nu, i denne tunge, denne – salige Stund. Det veed jeg. Det er det eneste, jeg veed!«

✂

✂ Der kom to Mænd frem af Porten, som fører ud til Gaden fra det sorte Kloster i Wittenberg. Straks uden for Porten stod de stille; det kunde ellers mest ligne, at den ene var Gjæst og vilde sige Farvel, og var bleven fulgt til Dørs af den anden.

✂ »Det er koldt,« sagde Sidstnævnte, skudrende, og slog sin knyttede højre Haand ind i Hulningen af den venstre; samtidig kastede han et Blik op mod den skinnende klare Frosthimmel.

✂ »Der er jo hellerikke længe til Jul,« svarede Gjæsten. Han var en lille bleg Mand, klædt i Universitetslærernes sorte, folderige Dragt. – »Jeres højre Haand bløder, Hr. Doktor!« føjede han ivrigt og lidt forskrækket til.

✂ Doktoren, der var i Munkedragt, saae paa sin knyttede Haand: »Det er Knoen dér, – jeg stødte Huden af den i Morges. Jeg stod og tarsk Armene sammen forat faa noget Varme i Kroppen, og saa slog jeg Bagen af Haanden mod den kalkede Væg.« – Han førte Knoen til sine Læber og sugede Blodet væk. – »Det er snart ogsaa ringe nok, der ikke er saa megen Hede ved en højhellig Bandstraale, at den kan varme en Kloster-Celle op, som der ingen Ildsted er i.«

✂ Der kom et Smil i Gjæstens lille, tynde Ansigt, og han rystede paa Hovedet. Lidt efter sagde han: »Saa meget formaar Bandstraalen jo dog ogsaa at udrette. Den løser jer af jer Munkestand, og da kan I vel uhindret faa en Ovn i jeres Celle.«

✂ »I har Ret, Magister Philip. Jeg har endda ogsaa benyttet mig noget deraf allerede og kjøbt mig et Par Stunthoser til Benene.« Han løftede op i Munkekappen. – Men den anden strakte nu Haanden ud til Farvel. »Naa, vil I gaa, 206 Hr. Magister! – – Jeg troer for Resten, jeg løber med vester et Stykke, – jeg er kommen til at ryste af Kulde.«

✂ »Gjør det, ja!«

✂ De satte sig i Bevægelse henad Collegiegaden. Doktoren løb med korte Skridt og hug Fødderne haardt mod Stenbroen. Han var helt blaa af Kulde i sit blege, magre Ansigt med de svære Træk. Af og til førte han den saarede Haand til sine Læber.

✂ »Det er ogsaa ligesaa taabeligt som alt det andet Munkevæsen, at leve i den Kulde bestandig!« pustede han. »Man kunde jo bestille en halv Gang saa meget, naar man havde noget Varme i Kammeret. – Men nu faar jeg let ondt i Hovedet af Varmen, ved det jeg har levet godt og vel femten Aar uden den.«

✂ »Ja, man skal være varlig med Overgangen,« svarede hans Ledsager, vist blot for at sige noget. – »Men nu maa I have Farvel igjen, Doktor Martin. Her skal jeg jo ind.«

✂ De var naaet til Magisterens Gadedør.

✂ Doktor Martin stod og stampede mod Stenbroen, foroverbøjet, med Hænderne skudt ind i Munkekuttens Ærmer: »I skulde følge mig lidt længer vester, Hr. Magister. Det bekommer jer vel. Og jeg vil saa nødig gaa ene – i Dag.«

✂ »Vil I saa nødig gaa ene. Jah – – Saa vil jeg blot sige min Kone, at –«

✂ »At I vil give hende et Kys! – – Det er vel ikke mere end fjorten Dage siden endnu, I havde Bryllup!«

✂ Magister Philip var allerede inde i Huset.

✂ Doktor Martins Ansigt blev saa mørkt og saa tungsindigt, straks han vidste sig ene. Han syntes at glæmme baade Kulden og Magister Philip. – – Denne kom dog hurtig tilbage, og saa gik de videre vest paa ad Collegiegaden.

✂ »Det maa nok alligevel være dennehér Opbrænding af Pavens Bulle i Morgen – det maa nok være det, der gjør mig saa sært urolig i Sindet,« sagde Doktor Martin, da de havde gaaet lidt.

✂ »Ja, – nu kan I jo ikke saa godt lade det fare, da det er slaaet op paa Kirkedøren. Men jeg synes for Resten, I kunde have haft mere Aarsag til at være urolig ved alt det, I skrev og lod trykke i Sommer; – hvad der nu skeer, er jo kuns den lige Følge deraf. Og enten I brænder Bandbullen eller ej, det kan vel næsten komme ud paa eet i sine Følger.«

207

✂ »Det kan godt være, naar man saadan tænker paa det, Magister Philip. Men naar man skal til at gjøre en Ting, saa fornemmes det alligevel saa forskjelligt, det ene og det andet. Naar man kan sidde stille med det i sit Kammer eller paa Kathedret, og den ene Dag gaar ligesom den anden, og man kan sige: det er Ens Pligt som Lærer og som Prædiker – – – Men naar der kommer noget usædvanligt, – saa er det, man bliver urolig. Men jeg vil gjøre det, det skal gjøres. Skjønt hvem kan vide, hvad der er bleven af En i Morgen – – –«

✂ »Hvad mener I, Doktor Luther?«

✂ »Aa, I kunde sagtens følge mig op til Doktor Andreas,« sagde den tiltalte uden at svare. »Jeg har hørt, han vilde til Torgau i Morgen; det var muligt, han godt vilde overlade mig sin Læsetime paa Collegiet i Morgen Eftermiddag, – i Stedet for den, jeg mister i Morgen tidlig.«

✂ »Det er vel hurtig forrettet?«

✂ »Det er kuns lige at sige det. – Saa gaar vi bagefter lidt udenfor Byen. – Det er for koldt for jer at vente paa Gaden.«

✂ Doktor Andreas Karlstadt var Forstander for det store Collegium, som laa her lige ved. – De ventede lidt paa ham i hans Studerestue. Saa kom han ind til dem fra Middagsbordet, hvor han havde spist sammen med alle Alumnerne. Han var en lille tyk Mand, men nu tillige noget oppustet af det nylig indtagne Maaltid, der voldte ham stadige Opstød under Samtalen med de to Gjæster.

✂ »Om I kan faa min Collegietime i Morgen Eftermiddag, Doktor Luther?« sagde han, da denne havde forebragt sit Ærinde. »Jah – – ellers kommer den til at staa ledig!«

✂ »Ja, saa har I vel intet at indvende imod mit Forslag?«

✂ »Nej, jeg har ikke, Doktor Martin Luther. Men jeg troer jo ellers ikke, det er de fleste af Universitetets Professorer, der vilde tage mod et saadant Tilbud.«

✂ »Det kan jeg ikke vide. Hvorfor det?« spurgte Doktor Luther.

✂ »Jah – –« svarede den anden og trak paa Skuldrene, »nu har en Lærer samlet sig netop denne Kreds af Tilhørere, og de kommer forat høre denne bestemte Lærer – og saa staar en anden dér paa Kathedret –«

✂ »Nej, nej, – det skal da bekjendtgjøres forud, hvem det er, som – –« 208 »Nu staar han der – – og han gjør sig behagelig overfor sin Collegas Elever – ja, ja – ja, ja – – Men, som alt sagt, mig gjør det ingen Ting. Fra 3 til 4 i Morgen er Salen her i Collegiet jeres, Doktor Martin.«

✂ »Nu vel, det er godt. For Resten forstaar jeg jer ikke, Doktor Karlstadt –«

✂ »Ikke det, – gjør I hellerikke, Magister Philip?«

✂ »Nej.«

✂ »Ja, ja, – men I veed maaskee ogsaa, man kalder jer for Skjæmt: Magister Lutheranus?«

✂ »Det har jeg ikke hørt.«

✂ »Det er jo ogsaa kun en Spøg, og en daarlig Spøg, finder jeg. – – I har forfattet Opslaget her paa Sogne-Kirkens Dør om den store Begivenhed i Morgen: Magister Philippus Melanchthon staar der under.

✂ »Ja –«

✂ »Det er maaskee Skikken saaledes?«

✂ »Det veed jeg ikke.«

✂ »Nej, – hvad er Skik, hvad er Skik? Det gaar jo ikke saa ofte paa, at man brænder pavelige Bandbuller. Saa hvem veed, hvad der er Skik? det har I Ret i. Men det er allenfals en smuk Skik, at en anden gjør det. Saa kan han rose den Bandsatte: »Luthers fromme og evangeliske Bøger.« Det kunde Manden selv jo ikke saa godt skrive. – Havde I endda ogsaa haft et lille kjønt Ord tilovers for mig og for de andre fem Mænd, som er bleven lyst i Band med det samme, Magister Philip!«

✂ »Bullen er jo kun stilet til een Mand, nemlig Doktor Martin Luther.«

✂ »Nej, – vel saa, vel saa. – Det er nu sært, hvordan det kan gaa til – men det maa jo skulle være saadan -: at man kommer med i al Faren og Ulykken mod sin Vilje, – men der er en anden, som faar Æren for det hele! – Ja, er det ikke sært?«

✂ »Hvordan mener I det, Doktor Karlstadt?« spurgte Magister Philip.

✂ »Jo, – nu jeg og Pirkheimer og Spengler, og hvad de alle hedder, vi er jo udsatte for al den Fortræd, som kan følge af Bandlysningen; men hvem taler om os? Nej, der er kun een, der faar Æren, det er Doktor Luther! – Og see, om det gik ikke ligesaadan i Leipzig til Disputationen for et Aar siden!« 209 »Der kom I da ikke med uden jeres Vilje, Doktor Karlstadt,« sagde Magister Philip; »og havde I holdt jer borte fra den Sag, var I hellerikke kommen paa Bandbullen nu.«

✂ »Nej, det kan jo godt være, jeg har været noget ude om det selv. Men Æren for det – den er Doktor Martin da i hvert Fald kjønt bleven ene om.«

✂ »Hvad, – der er jo ingen Ære ved saadant noget,« tog nu Doktor Luther Ordet. »Der skal jo ingen Dygtighed til. Det er blot, om man tør sige det eller – bliver tvungen til at sige det, – det skal der ingen Lærdom eller Dygtighed til. – Men vi kommer til at gaa nu. Farvel, Doktor Karlstadt! – Kom saa, Hr. Magister!« – – –

✂ De gik videre ud ad Collegiegaden – en Tid uden at sige noget.

✂ »Han er meget forfængelig, Doktor Andreas,« kom det endelig fra Magisteren.

✂ »Nej, men han veed sletikke, hvad det er for noget, dethér andet. Han troer, det er ligesom med at tage Grader i Lærdom. Han troer, det kommer an paa Begavelsen. Og i saa Fald skulde han jo ogsaa have Ære for det. – Det er kun sært, at han vil have med sligt at skaffe, naar han kunde blive fri. Men nu fortryder han det vel ogsaa.«

✂ »I forstaar ikke Karlstadt, Doktor Martin. Jeg maa dog tilstaa, at jeg forstaar ham nok saa godt, som jeg forstaar jer, – omendskjønt jeg vilde aldrig handle som han. Alt, hvad han tager sig for, det kan jeg forklare af ene Forfængelighed. Men hvad skal jeg sige om jeri Det er ikke Forfængelighed, men det er jo hellerikke af Lyst, I handler, I sagde, før vi gik op til Doktor Karlstadt, at I var angst for at gjøre det, I har for i Morgen – – Nej, jeg forstaar jer sletikke –«

✂ Doktor Luther brød ud i en egen vildsomt flakkende Latter, der tydelig nok ikke var lavet, men dog hellerikke havde med Munterhed at gjøre. »Naa, det kan I ikke forstaa, Magister Philip. Nej, af Lyst synes jeg ikke jeg kan kalde det, – at jeg skulde have gjort alt dette af Lyst. Men jeg mærkede jo, at f. Ex. Kunz Heinrich og hans Børn, som jeg før havde talt meget fortroligt med – og mange andre – de gav mig en Sludder for en Sladder i Skriftestolen og skyndte sig væk, naar jeg sagde, at jeg ikke regnede de Afladsbreve, de havde kjøbt, for nogen Ting værd.

210

✂ Det blev jeg nødt til at sige ogsaa offentlig, for jeg kunde jo indsee, at der var en Mængde andre, der havde det ligesaadan og var ved at blive rent forhærdede. Men jeg var jo da ogsaa forpligtet til at lade det komme til alle og enhvers Kundskab, at der var ikke andet end Troen og Guds Naade, som frelste Mennesker. Det var jeg jo nødt til at forkynde, naar jeg vidste det, og naar jeg var baade Præst og Lærer ved Universitetet. – Ja, saa var jeg jo ude i det, – jeg kunde aldrig have tænkt, at Folk skulde have taget sig saadan af disse Theses paa Kirkedøren. Da vilde jeg allerhelst have standset, men saa kom Eck og fik fat i mig og tvang mig til at sige alt dette om Paven og Concilierne og om Bøhmerne.«

✂ »Naa, det var I dog vel ikke helt tvungen til,« indskjød Magister Philip.

✂ »Ja – det synes jeg dog, jeg var. Det var maaskee nok noget for min egen Regning, – men Gud havde da ikke imod det. Det er jeg vis nok paa. – Og saadant noget bør dog vel ogsaa siges. Ellers gaar jo Folk og tager efter andet end Guds rene Ord. – Og min gamle Fader har nu altid været slem efter Paven og Præsterne og Munkene og de Vælske; han kunde jo see, hvor de tog os Tyske ved Næsen og snød os for alle vore surt fortjente Skillinger. Det har nok gjort noget; jeg tænkte paa ham i Leipzig, det husker jeg tydelig, og jeg har tænkt meget paa ham i Sommer, mens jeg sad og skrev den Bog til Adelen.«

✂ »Ja, den Bog og de to andre – om det babyloniske Fangenskab og om et Kristenmenneskes Frihed – de har jo nu ogsaa gjort Sagen meget værre.«

✂ »Det kan jeg ikke vide. Bandbullen den var vistnok kommen alligevel. Men saa er det ogsaa det: naar jeg saadan sidder stille Dag efter Dag og skriver og læser, og naar jeg taler – som det er min Pligt og min Bestilling – saa gaar det af sig selv, saa kan jeg sige, snart hvad det skal være, det gjør mig hverken angst eller bange. Men saa kommer saadan en Dag som nu i Morgen – at der skal skee noget stort og usædvanligt, – det kan vende saa underligt op og ned paa mig, saa dét kommer op paa Overfladen, som jeg dog længe har kunnet holde nede – hos mig selv.«

✂ »Ja, I giver mig intet ret Svar paa det, som jeg vil vide,« sagde Magister Philip. »For det i Morgen kunde jo godt undgaaes – eller have været undgaaet; og alt det, I ellers 211 har oplevet og erfaret hos jer selv i det Indre, det kunde jo ogsaa være skeet og omtalt, uden at der var kommen saadan nogle store Bevægelser og Forandringer ud deraf, – I kunde have snakket derom baade til mig og andre jere Bekjendte. – Hvorfor vil I ikke undgaa det Paastyr – ja, disse store Bevægelser? Kan I ikke sige mig det? – – Elsker I da alle disse Mennesker, som I aldrig har seet og ikke kjender?«

✂ »Det veed jeg ikke. Det gjør jeg vel sagtens ikke. Men mon jeg alligevel kunde undgaa, at det kom saa vidt omkring, naar jeg ikke vilde forsømme min Pligt, som jeg bliver lønnet for som Lærer ved Universitetet og som Præst her ved Sognekirken i Wittenberg?«

✂ »Jeg troer, I kunde det. Jeg troer, jer gamle Lærer Staupitz baade kunde det og vilde have gjort det.«

✂ »Jamen jeg kan alligevel ikke. For der er vist ogsaa andet med i Spillet end min Pligt – – – I har aldrig været uvis om jer Salighed, Magister Philip –«

✂ »Jo, det har jeg. Det er, hvad jeg takker jer mest af alle Ting for, Doktor Martinus, at I har forhjulpet mig til den rette Tro paa min Salighed. At naar vi troer paa Jesus Kristus, da har vi ogsaa hans Ord for, at vi er af de Udvalgtes Tal.«

✂ »Nej, I har aldrig været uvis om jer Salighed, saalænge jeg har kjendt jer. Det seer ikke saaledes ud. – Hvad jeg kunde sige jer om den Sag, det var jer vel en kjærkommen Oplysning og Bekræftelse, – men I har aldrig – – ja, I har nok kjendt den hellige Augustini forfærdelige Tanker derom, – men I har alligevel ikke – – – Nej, saadan er det ikke at tvivle derom! – – man kan ikke udholde at være uvis om sin Salighed ret længe ad Gangen, – skulde jeg have virkelig tvivlet derom en halv Time igjennem, saa var alle mine Ben i mig brændte til Aske. Det er saa uudholdeligt at tvivle, saaat Troen danner sig straks i os, uden at vi veed deraf. Og hvem der har prøvet at tvivle, han glæmmer det aldrig. Hvem kunde glæmme, at han havde – blot den korteste Stund – været i en gloende Ovn. Tvivlen kan man reddes fra ved Troen paa Guds Naade i Jesus Kristus, men man glæmmer den aldrig, man glæmmer aldrig Angsten for Tvivlen. Det kan jeg ikke. Og naar jeg da beder og troer, og dænger Tro paa Tro, – at Troen alene skal gjøre det, og Gjærningerne formaar intet, – da trænger 212 jeg til at faa andre til at tro det samme, thi det bestyrker mig selv, naar de gjør det; intet dæmper Angsten for at tvivle som det at bede og bekjende og saa at faa andre til at tro. Jo, for det var jo en Forbrydelse at faa andre til at tro, naar det ikke var sandt, – men hvor skulde man kunne øve en Forbrydelse – i Guds Navn – – og det skeer – og kan kun skee – i Guds Navn – det at udbrede Troen.«

✂ De var komne forbi Slotskirken i Vesterenden af Byen og havde nu det store, flade Land til alle Sider, Mod Nord var det Hede, mod Syd de mægtige Elb-Enge, men det meste var hvidt af Sne, Engene tildels graablanke og skinnende i Solen: Is. – Et Stykke borte – ligesom højere end Isen – saaes Flodens hurtigt vandrende Bølger; det var Højvande og rivende Strøm.

✂ Den korte Decemberdag var allerede saa smaat ved at hælde, Solskinnet havde stærkt gullig Glans. De to Mænds Skygger faldt lange ud over Isen.

✂ »Lad os gaa derud!« sagde Doktor Luther. »Vi kan gaa sønden om Byen paa Isen, tilbage til det sorte Kloster. Det har I vel aldrig prøvet før. Saa er I jo ogsaa straks hjemme selv.«

✂ »Kan det blot bære,« sagde Magister Philip, idet han forlod Vejen.

✂ »Isen? – Hvor den kan bære mig, der slipper I ikke igjennem.«

✂ »Saadan som I beskrev Tvivlen,« sagde Magister Philip lidt efter, »saadan har jeg aldrig kjendt den. Deri har I Ret. – Men jeg kommer til at tænke paa: naar vor Tvivl er saa forskjellig, mon saa Eders og min Tro er den samme?«

✂ »Hvor skulde den være andet! Det er jo Guds Ord, vi begge troer paa.«

✂ »Jo, men Maaden, hvorpaa vi troer?«

✂ »Maaden? – det er ligegyldigt. Thi det, vi troer paa, det har vi. Og naar vi troer paa Guds Naade, saa har vi alt.«

✂ »Ja – troer og troer –«

✂ »Naar jeg troer paa Guds Naade i Jesus Kristus, saa har jeg alt!« – Doktor Martin stod pludselig stille og trak Vejret dybt. »Men naar Troen vakler, saa er alt tabt for mig. – – Kjære Magister Philip, jeg tænkte, det skulde have gjort mig godt at gaa, – men jeg bliver ved at være urolig - 213 jeg fryser ogsaa. – Det kommer mig for, som jeg kunde vente mig, hvad det skulde være, til Natten –«

✂ »Hvilket?«

✂ »Ja – – det, jeg lige har gaaet og talt om. Jeg var nok lidt bange for det, da jeg bad jer følge med. Jeg troede, det skulde vende sig, naar jeg fik rørt Lemmerne og sat Blodet i Bevægelse –«

✂ »Det, I lige har talt om – – Er det da det, I kaldte Tvivlen, I er bange for? Men er det ikke længe siden, I kjendte det sidst?«

✂ »Jo – – ja, det er, ligesom man tager det. Angsten for, at det skal komme, har jeg jo altid noget af. Men saadan rigtig – – det er vel et Par Aar siden. – Jeg faar straks Kvalme, naar det nærmer sig. Lad os gaa igjen!«

✂ Han tog Tilløb og skred over et blankt Stykke Is, hvor Sneen var helt borte.

✂ »Jeg troede ogsaa, det skulde have hjulpet mig at see Isen og komme ud i det klare Frostvejr. Men det minder mig paa en forkeert Maade. Jeg kommer nok til at tænke paa Isen hjemme i Mansfeld – eller da i Vatterode, naar Wipper gik over sine Bredder, og det blev til et stort Gadekjær hele Byen. Aa, men i Stedet for at gjøre mig glad, saa faar det mig til at tænke paa den Tid, da Angsten ødelagde alle disse Glæder for mig – – Kjære Philip Melanchthon! – hvis det kommer i Nat, saa veed jeg sletikke, hvad der bliver af mig – jeg synes, jeg kunde dø – – Saa veed jeg jo hellerikke, hvad det bliver til med det i Morgen –«

✂ »Nej, kjære Doktor Martin! men skulde I ikke allerførst – ligestraks opgive at brænde Bandbullen, det er dog kun en Ceremoni, – og er det dog ikke det, som er Anledningen til jeres Angst og Uro i Øjeblikket?«

✂ »Jo, det er nok det, som er Anledningen til, – at det andet bryder op. Men jeg vil ingen Ting bestemme nu. Lad det gaa, som Gud vil.«

✂ De var tavse temmelig længe. Isen var glat paa en lang Strækning, saa de havde ondt ved at staa. De gik hen i Randen af en Rør-Skov derude paa Isen, hvor de knækkede Rør gav bedre Fodfæste.

✂ »Nej, det bliver nok galt,« sagde Doktor Martin. »Alt, hvad jeg vil knytte Sindet til forat holde det oppe, det giver efter, det knækker ligesom Rørene her, det kan ikke holde. Aa, saadan en Rør-Skov ude paa Isen, der staar og 214 svajer i Vinden med de mange brune Duske, – det skulde ellers nok kunne drage Sindet til sig og kalde paa Minder, man kunde flyve hen med, – men det hjælper ikke nu, det synker og synker – ja, det gjør, – det er, som jeg snart kunde være igjennem alt, jeg kjender, – og saa kommer det unævnelige Dyb, hvor alt er ukjendt. Aa, Herre Gud!« –

✂ »Kan Bønnen ikke hjælpe jer, Doktor Luther? Prøv at bede –«

✂ »Jeg gaar og beder hele Tiden. Nej, det kan ikke standse mig. Jeg maa nok ned i det navnløse, – om jeg saa kan komme op igjen. Aa; hvem der maatte dø! Det var – det var – –«

✂ »Tænk ikke paa Døden, Doktor Martin! I skal visselig komme igjennem dette Anfald, – komme op deraf, som I siger.«

✂ »Ja, kommer jeg op deraf igjen, da brænder jeg Bandbullen, og da gjør jeg meget større Ting. Da bliver hele Verden mig ikke tungere end en Fjer. Det er, som om jeg kunde holde den mellem to Fingre og gjøre med den, hvad jeg vilde. Men nu kan et Byg-Korn tynge mig til Jorden, det kan tynge mig ned i Afgrunden, den, som intet Navn har – om det da ikke er Helvede.«

✂ »Vær ved godt Mod, Doktor Martin!«

✂ »Ja, det er let sagt!« – –

✂ De gik et Kvarters Tid i Tavshed. Endelig standsede Doktoren: »Naar I nu gaar op med dette Dige, Magister Philip, saa kommer I til en Markvej, som I vil kjende, den fører lige op til Collegiegaden ved jert Hus. Og nu faar I saa inderlig Tak, fordi I fulgte mig paa denne Vandring. Men det hjalp ikke noget. Der hjælper nok intet uden at dø og opstaa – –«

✂ »Gaar denne Vej op til mit Hus,« sagde Magister Philip, »saa kan I jo ogsaa komme hjem ad den.«

✂ »Nej, jeg gaar om ad Elsterporten, saa er jeg jo hjemme. Og jeg vil ogsaa gjerne være ene nu. Farvel!« – –

✂ Aa ja, det var bedre at være ene. Sig selv saae han jo ikke, men sin Ledsager saae han; og det var, ligesom et Menneske ikke passede sammen med de store Magter, som nu omlejrede ham. Dér gik Elben henne gjennem de isbelagte Enge, – aa, den var jo ogsaa altfor stor til sine Omgivelser! Et uhyre, levende Væsen, og dens Bevægelser saa hurtige og voldsomme, – den kunde jo begrave alle Engene, 215 sluge hele Wittenberg i et Øjeblik. – – Det lignede ganske den Magt, som var over ham selv; Floden lignede saa stærkt, saa den drog hans Sind til sig, udefter, og skaffede ham Befrielse en lille Stund. Han tænkte, om det alligevel skulde drive over med Anfaldet. – Han fik saa meget Lind, saa han vovede sig til at tænke paa selve Sagen: om Troen kunde gjøre det hele, om Troen var Frelsen? Han tænkte paa det Sted i Romerbrevet, som i sin Tid havde givet ham saadan en Trøst og Sikkerhed: »Kristi Evangelium er en Guds Kraft til Frelse for hver, som troer det, og den Retfærdige skal leve af Troen.« – Ja, og hvorfor kunde man saa være sikker paa dét? Det maatte jo være, ligesom man var sikker paa, at 2 og 2 er 4, eller at den lige Linje er den korteste Vej mellem to Punkter, og saadant noget. Men man kunde jo alligevel komme til at tvivle derom, – det kunde han umulig nægte, det mærkede han jo altfor tydeligt i dette Øjeblik. Aaja, Herre Gud! – det var, ligesom der blev saa tomt under Ens Hjerte! – Hvad var der saa at gjøre? Saa var der jo ingen Ting at gjøre – – andet end at synke, synke – ned i dét, som han ikke kunde give Navn, den Rædsel, som han dog kjendte saa godt, og som nu sikkert vilde komme til Natten, om ikke før. Aa, Herre Gud, Herre Gud – ingen Hjælp i Himlen eller paa Jorden, ingen Hjælp, før det maaskee helt var overstaaet – – Hvorfor kunde Gud dog ikke hjælpe, før det kom?

✂ Han glæmte Kulde og al Ting, – lagde sig ned paa Isen herude mellem Rørene, hvor ingen kunde see ham. Han kunde hellerikke huske, hvordan det var, at være fri for denne Rædsel, – hvordan kunde man nogensinde være det? – Det var dog umuligt at faa et sikkert Bevis paa sin Frelse. Ja, det var det – udenfor Gud, – – men naar man levede i Gud, saa brød man sig ikke om Bevis for, at man gjorde det, og naar man levede i Gud, saa trængte man jo hellerikke til anden Sikkerhed for den evige Salighed, end Guds Ord og Løfte derom. I Gud kunde man faa Beviser nok, men brød sig ikke om dem. Udenfor Gud tryglede man om Beviser, men kunde ingen faa. Derude maatte han jo være – og han kunde ikke bede sig ind! – – –

✂ Han sprang op – for dog at komme hjem – være under Tag, før det brød løs. Der blandede sig Uvejrsfrygt i hans sjælelige Angst, uden at han vidste det.

✂ Han kom i Land ved Helligkors Kapellet, der, hvor 216 Opbrændingen af Bandbullen skulde foregaa i Morgen tidlig. Det var ham saa uvedkommende nu, som om det først skulde skee efter hans Død. Saa skyndte han sig ind gjennem Elsterporten, og stod lidt efter i Porthvælvingen til Klostergaarden. Han støttede sig mod Væggen derinde, hvor der var mørkt allerede, og stønnede sagte. – Mon han havde saa megen Magt over sig selv, saa han kunde skjule for de andre Munke, hvis han traf nogen, hvordan det stod til med ham, – indtil han kunde naa op i sin Celle. Wolf Sieberger, hans Famulus, blev han jo nødt til at sige det hele, men det kunde hellerikke gjøre noget. – Det var mest den Opkastning, han frygtede, overfor de andre, for den kunde paakomme ham, naar det skulde være, som han nu havde det. – Aa, Herre Gud, ja – det var to Aar siden sidst – det var lige før han skulde til Augsburg, kort efter at Wolf var kommen til ham, at han havde den sidste Tur, – Wolf havde været baade til at lee og græde over.

✂ Han rettede sig og gik rask over Klostergaarden og lige ind ad Hoveddøren. Dér stod Broder Barnabas og Broder Johannes, hver med en Strøm af Ord ud af Munden, om hvem af Byens kjendte Folk der kunde ventes til Baalet i Morgen. Men Doktor Luther tog Trapperne i et Par lange Spring, – der i tidligere Tid vilde have paadraget ham mange Bodsøvelser, – løb igjennem Kapitelsalen og ind i sin egen Celle bagved.

✂ Wolf var der ikke – men kom jo nok snart og meldte sig, naar han fik spurgt, at hans Herre var hjemme. – Aa, kunde man blot have betvunget sig, saa ikke engang Wolf fik noget at vide!

✂ Doktor Luther gik hurtig hen til Vinduet og greb med begge Hænder fast om Sprodsen – og stirrede ud. Hans Celle var et Taarnkammer, der vendte mod Syd. Straks udenfor den lille Klosterhave kom Stadsmuren, og over den saae han de tilisede Enge og Floden. Nu var Solen lige ved at gaa ned; den kunde han ikke see, men Isen derude skinnede af røde Solblink. – – Hvem der kunde vælte baade Vorherre og Evigheden og Himmerig og Helvede og Djævelen af sig – som de fleste Stoddere jo nok kunde! – Disse Tanker mente han jo ikke, men det kom saadan drivende igjennem ham. Han svarede hverken Ja eller Nej dertil. I tidligere Tid vilde sligt have voldt ham en farlig Samvittigheds-Kval. Men det havde da Staupitz undervist ham 217 om: at man kunde ikke hindre en Krage i at flyve over Ens Hoved; naar man hindrede den i at bygge Rede i Haaret, saa var det ogsaa nok. –

✂ Lidt efter hørte han Trin paa Stentrappen op til Cellen. Det kunde ikke være andre end Wolfs; denne var ranglet og hjulbenet, hvad der gav hans Fodskifte en egen let kjendelig Art.

✂ Idet Wolf traadte ind ad Døren, forudfølte Doktor Luther ligesom i et Nu alle de Lidelser, som nu forestod ham, og han fornam, at han ikke vilde kunne bære alt dette skjult for Wolf. – Men derved fik det pludselig Magten over ham, – han sank ned paa Bænken ved Bordet med Arme og Hoved strakt frem over dette – og hulkede højt.

✂ Wolf stod ludende med Overkroppen og løftede skiftevis paa Benene, som det var hans Vane, naar han blev tvivlraadig. »Hm, hm, hm,« sagde han. »Er der noget, jeg kan hjælpe med, Doktor Martinus?«

✂ »Nej. Men Du kan lade være med at tale til nogen om, at jeg er syg.«

✂ »Ja, ja – ja, ja! – – Men saa kan jeg vel ellers gjerne gaa igjen?«

✂ »Du kan ligesaa godt blive. Du har jo ingen Ting at gaa efter.«

✂ »Nej – – saamænd. Sagen er den, naar man staar dernede i Porten til Gaden, saa kommer der alligevel en hel Del Folk og vil have at vide, hvad det er, der skal foregaa i Morgen der udenfor Elsterporten ved Helligkorskapellet, og hvad det egentlig er, I er bleven bandsat for.«

✂ »Jamen saa kan Du jo lade være at staa i Porten.«

✂ »Ja – naturligvis. – Men jeg troede jo egentlig, det kunde være godt, om de fik nogen rigtig Besked om det.«

✂ »Bliv Du nu hellere her.«

✂ Wolf svarede ikke, men satte sig ved Bordet. Han følte sig lidt stødt.

✂ Doktor Luther ønskede, at Wolf atter vilde give sig til at snakke. Han mente, at Wolfs Snak kunde hindre hans egen Angst – disse Bølger af Angst, der stormede mod hans Sind – fra at tage bestemt Skikkelse, ligesom faa Ansigt eller Navn. Og det var dog bedre, saa længe de bestemte Træk, de bestemte Anklager eller Trusler kunde holdes borte – – skjønt han, naar han gav det mindste efter for sine Tanker, jo godt vidste, hvad det drejede sig om.

218

✂ Wolf var urokkelig tro og paalidelig – og hjalp jo ogsaa, naar man bad ham om det, – men Medynk mærkede man rigtignok ikke meget til hos ham. Han var altfor optaget af sig selv og sine Sager til det. Han sad ogsaa i Øjeblikket og spekulerede, – men sige noget lod det ikke til at han vilde.

✂ »Har Du ikke noget at fortælle mig, Wolf?« sagde Doktor Luther. »Jeg har meget bedre af det end af at tænke paa mit eget.«

✂ »Jo, det har jeg egenlig nok,« svarede Wolf, ligesom opvaagnende, »endda ogsaa noget ret mærkeligt.«

✂ »Saa?«

✂ »Jo, for nu er jeg endelig kommen under Vejr med, hvorfor Doktor Karlstadt vilde give mig en bedre Karakter, da. jeg skulde være Baccalaureus, end jeg havde fortjent.«

✂ »For – hvor længe er det? – fire Aar siden?«

✂ »Ja, for fire Aar siden, akkurat.«

✂ »Ja, hvordan var det? gjorde Du ikke selv Indvendinger derimod?«

✂ »Jo, jeg var – og er – nok stiv i Dialektiken; men det, jeg svarede den Dag, til Prøven, det var ikke en saadan Karakter værd, og saa vilde jeg ikke have den.«

✂ »Det kunde jo have gjort ligemeget, synes mig. Du var jo alligevel ikke bleven Baccalaureus med de elendige Karakterer, Du ellers fik.«

✂ »Ja – de elendige Karakterer, jeg ellers fik! – Men dem havde jeg maaskee og sandsynligvis sletikke faaet, hvis han ikke havde sat ondt for mig ved de andre Professorer, fordi jeg saadan havde vraget hans Karakter. Men hvorfor var det, han først gav mig saa god en Karakter? Det er det, jeg nu er kommen i Tanker om. Det var, fordi han vilde selv have haft mig til sin Famulus, naar jeg nu var falden igjennem, – det skulde jeg gaa ind paa af Taknemlighed for den gode Karakter. Men i Stedet for viste jeg ham jo til Rette, og saa var det, det gik mig galt i de andre Fag.«

✂ »Jamen han kunde jo ikke vide, Du vilde vise ham til Rette; og havde Du ikke gjort det, vilde Du jo have staaet Dig, siger Du, i de andre Fag, og saa havde han ikke kunnet faa Dig til Famulus, for saa havde Du studeret videre. Det var altsaa en gal Beregning af ham.«

✂ »Ja – det forstaar jeg ikke.«

✂ »Eller ogsaa en gal Beregning af Dig.«

219

✂ »Hvad for en gal Beregning?«

✂ »At Du under nogen optænkelige Omstændigheder kunde have taget Baccalaureus-Graden.«

✂ »Jo, havde jeg ikke irettesat ham for hans Karaktergivning, saa skulde det vistnok have gaaet; men nu satte han jo alle de andre Professorer op imod mig, for det var ligesom et Indgreb i deres Rettigheder, at en Student vilde dømme om en Karakter, som en Professor havde givet, selv om Studenten ogsaa vilde have den sat ned.«

✂ »Det var saa for Din Ærligheds Skyld, Wolf, at Du blev studiosus perpetuus.«

✂ »Ja, og for min Samvittigheds Skyld. Havde jeg ikke haft den, saa skulde jeg nok have sluppet igjennem. Saa havde jeg kanskee nu været Doctor theologiæ og ikke Famulus og Sekretarius og Løbedreng hos Doktor Martin Luther. – Men jeg er godt tilfreds. For Sagen er den, at der kan ogsaa være noget at udrette i denne Stilling. Jeg har nemlig en Formidlers Stilling. En Formidler maa der altid være. Ligesom den Herre Kristus selv er en Formidler mellem Gud og Menneske (og dette Menneske er Doktor Martin Luther), saaledes er jeg en Formidler mellem Doktor Martin og saa mange andre, som ikke kan fatte, hvad han siger, men vel kan fatte, hvad Wolf Sieberger forklarer dem deraf – –«

✂ »Hold Din Mund, Wolf! med Din bespottelige Tale! – Der er ingen anden Formidler mellem Gud og Mennesker end Herren Jesus Kristus. Og alt kommer derpaa an, at vi forstaar hans Ord rettelig og ikke forvansker dem med vore egne Meninger og Paafund til vor egen Fordel og forat berolige vor Samvittighed – – – Aa, Herre Gud, Wolf! Nu har Du med Din ugudelige Snak ført mig lige ind i min egen Angst paany og givet den Navn! – – Forat berolige min egen Samvittighed skulde det være, at jeg havde bedraget mig selv og alle andre! – – – Der er ingen Ting at gjøre, ingen Ting at bevise, hvis Gud ikke vil lukke mig indenfor – til sig, i sit Samfund, i Troen paa hans Navn! – – Saa behøves ingen Beviser! – Udenfor – da tigger man om Beviser, men der kan ingen faaes! – – – Nu er det ligesom sidst, Wolf: jeg kan ikke være oppe med det, og veed dog godt, at det bliver kuns værre, om jeg vil gaa i Seng. Nu maa Du ikke forlade mig, Wolf!«

✂ »Nej, nej, jeg skal nok –« 220 »Nu maa Du ikke forlade mig et Øjeblik, Wolf – – før Gud han kommer, om det nogentid skeer. – Nu gaar jeg i Seng – – tænd Lampen, hæld noget Tran i den, den er vistnok tom – – – Hvor gaar Du hen?«

✂ »Ja, jeg gaar ind i Kapitelsalen forat faa tændt denne Fyrrespaan, dér er jo Lys.«

✂ »Kom straks igjen!«

✂ »Ja, ja –«

✂ Doktor Martin løste sine Lædersaaler af Fødderne og smed sig paa Sengen. – Wolf var der straks efter med sin brændende Spaan og tændte nu Lampen, der var en ganske simpel Jærnskaal med en Tud, hvori Vægen var anbragt. Den hang i tre tynde Jærnkjæder ned fra Loftet.

✂ »Vil I ikke have Tøjet af?« spurgte Wolf.

✂ »Nej, jeg vil ligge i Klæderne, saa kan jeg komme hurtig op, hvis jeg ikke kan holde det ud i Sengen – – Aa, snak med mig, Wolf! – skjønt det hjælper vist ikke mere –«

✂ »Jeg duer ikke til at snakke med nogen. Sagen er den, at jeg kommer altid til at tale alene, hvordan det er.«

✂ »Aa, det drejer sig i min Sjæl, ligesom kogende Vand i en Gryde. Det kommer op, hvad der er i mig, og synker ned igjen: Kan Troen alligevel ikke gjøre det? Kommer det an paa vore Gjærninger? kommer det an paa Bodsøvelser? – Men de kan da hellerikke skaffe mig Fred og Vished, det veed jeg, det kan de ikke! det kan de ikke! – saa, nu synker det! Men jeg skal maaskee ikke have Fred og Vished, hverken paa den ene eller den anden Maade, for jeg hører maaskee til de Fortabte, som er bestemte til at fortabes, som aldrig kan blive frelste – – Ja, det er som kogende Vand, det skolder mig – –«

✂ »Jeg vilde jo godt være til Hjælp, hvis jeg kunde,« sagde Wolf, der stod og lettede paa Benene. »Hm, hm, hm –«

✂ »Og nu er jeg ikke længer ene og har kun mig selv at sørge for. Jeg er som en Fader med mange Børn – – Jeg har bedraget mange med min Lærdom, de gaar den samme Vej – – – Nu veed jeg, hvad det er, nu har det Navn, nu veed jeg Beskyldningen imod mig! – – –«

✂ »Ja, Doktor Martin, men det var jo ikke min Mening –«

✂ »Men værst er det dog, naar det bliver navnløst anden Gang – den navnløse Pine, uden Tid – – den kan kun vare helt kort, ellers er det forbi med mig, Wolf – – – Siig 221 mig Evangeliets Ord, Wolf!« raabte Doktor Martin pludselig højt, »siig det! siig det! – aa, jeg døer i Fortabelse! – –«

✂ »Hvilket Evangelium, Hr. Doktor, mener I?«

✂ »Om Saligheden af Troen – – Enhver, som troer og bliver døbt, han skal blive salig. Siig det nu – -: Saa, elskede Gud Verden, Wolf! siig det!«

✂ »Ja, ja: Saa elskede Gud Verden, at han gav sin Søn den Enbaarne, forat hver, som troer paa ham, skal ikke fortabes, men have et evigt Liv.«

✂ Wolf havde staaet og seet lige frem for sig, mens han – huskende sig om – sagde disse Ord. Nu sænkede han Blikket mod den Syge – og blev helt forfærdet, skjønt han ellers satte megen Pris paa sin Overlegenhed i alle Livets Forhold.

✂ Men det var jo, som et Lig kunde ligge og stirre op mod ham med sorte, udslukte Øjne.

✂ »Det er vist galt, dettehér, Doktor Martin. Lad mig jage til og hente Broder Lægen.«

✂ »Bliv her, Wolf! Find en Klud og tør min Pande! – Hvor længe er det siden?«

✂ »Hvad for noget?«

✂ »At jeg var – ved mig selv.«

✂ »Naa, har I været fra jer selv?«

✂ »Der er ingen Tid, hvor jeg var henne. – – Hvor længe er det siden – – med de Ord: Saa elskede Gud Verden – ?«

✂ »Siden? – det var jo lige nu, Hr. Doktor!«

✂ »Spørg Satan! Han veed det bedre, hvor han havde mig fangen! – De Ord – det var som en Klippe at kravle op ad – men jeg kunde ikke faa fat – jeg styrtede ned til ham – Siig det Ord af Paulus – siig det kjære Ord!«

✂ »Om Retfærdigheden?«

✂ »Ja, om Retfærdigheden!«

✂ »Thi jeg skammer mig ikke ved Kristi Evangelium, thi det er en Guds Kraft til Frelse for hver, som troer det. Thi deri aabenbares Guds Retfærdighed af Tro til Tro, som skrevet staar: Den Retfærdige skal leve af Troen.«

✂ »Herre Gud, forstød mig ikke! Er jeg da fortabt, kan intet længer løfte mig op! – Siig det Daglige, Wolf, siig Credo og Parernoster!«

✂ Da Wolf kom til de Ord: Syndernes Forladelse, – raabte Doktor Martin: »Ja, ja, ja! Syndernes Forladelse! Siig det igjen, Wolf! – Det sagde min gamle Præceptor: Du skal tro, ikke blot, at Synderne er forladne, men at de er Dig 222 forladne, det befaler Gud selv Dig i Daaben, det skal Du tro – Du har jo lovet ham det, da Du blev døbt – – Aa, det var som en Draabe paa min Tunge – af Altrets Vin, af Herrens hellige Blod – – Det er vist ikke ovre, men det er en salig Lindring fra Gud! – – Læs nu Fadervor, Wolf – –«

✂ Wolf adlød, – – Doktor Martin laa og stønnede, men det havde dog en helt anden Lyd end før.

✂ »Siig saa nu Evangeliet igjen, Wolf. Og siig Pauli velsignede Ord: Jeg skammer mig ikke ved Kristi Evangelium – – Nej, naar han kuns ikke skammer sig ved mig –«

✂ Wolf sagde de Bibelsteder frem, han før havde nævnt. Da han tav, mærkede han, at Doktor Martin sov.

✂

✂ Om Morgenen, et Par Timer før Dag, da Doktor Martin vaagnede, sad Wolf foroverbøjet paa en Skammel ved Siden af hans Seng. Doktor Martin kunde ikke tydelig see, om han sov eller ej, og han følte en underlig taabelig Ængstelse for at faa det afgjort nu; han skottede hen mod Vinduet, hvis Aabning han dog ikke kunde see herfra; men det var ham ogsaa, som om han ikke turde faa det afgjort, hvad Slags Vejr det var, om det sneede eller regnede eller var klart Vejr – – som om han ikke ret turde røre ved Livet. Pludselig blev det ham tydeligt, at det var hans egen Sindstilstand, han var bange for at faa at vide, om han var i Guds Vold eller ude i Tvivlen – udenfor. Men i det samme vidste han, at det vilde og skulde han selv være med til at afgjøre – det var ikke som med Vejret eller med Wolfs Søvn, – han begyndte at sige højt: »Men dette er det evige Liv, at de kjende Dig, den eneste sande Gud, og ham, Du udsendte, Jesus Kristus« – – Ja, kjende ham, men det var jo at tro paa ham, derfor behøvede man endnu ikke at have gjort hans Gjerninger: at tro paa ham, paa Vorherre og Frelser Jesus Kristus, det var det evige Liv allerede. »Gud skee Lov og Pris for dette glade Budskab, ja, ja, ja og Amen! Thi hvo, som troer og bliver døbt, han skal blive salig! dér er det hele – og Gjerningerne er endda sletikke nævnt!« – – Han fremsagde atter sit Credo og gjentog mange Gange Ordet om Syndernes Forladelse, – »det skal Du tro, det skal jeg tro! ja, Amen i Jesu Navn! – – – Wolf! vaagn op! nu 223 er jeg frelst! nu er jeg derinde! i Troen hos Gud! Nu har jeg overvundet Djævelen og alle hans Gjerninger og alt hans Væsen! – – Nu vil jeg vide, om det er Solskinsvejr!«

✂ Han sprang ud af Sengen og stod op paa Bordet, hvor han kunde faa Hovedet ud af Vinduet, som sad højt. »Hele Himlen er rød i Øst, Wolf! Det er stille Frostvejr. Elben gaar med store Bølger hen igjennem Isen paa Engene!«

✂ Han trak Vejret dybt nogle Gange, hans Aande stod som Damp ud i den kolde Luft. – Da han saae sig tilbage, ind i Cellen, sad Wolf, gabende, henne ved Sengen og rakte Armene i Vejret med krummede Haandled og udspilede Fingre.

✂ »Gaa i Seng, Wolf! Vælt Dig over i min Seng med Klæder paa og samt! Du har siddet dér og frosset hele Natten!«

✂ Men Wolf var altfor søvndrukken til at sanse nogen Ting, Han sank skjævt sammen paa Skamlen og faldt atter hen.

✂ Doktor Martin sprang nu ned fra Bordet, greb om ham og fik ham løftet over i Sengen. – Saa klædte han sig hurtig paa, mens han med Mellemrum talte til Wolf: »Jeg gaar hen til Magister Philip. – – Han er oppe for længe siden. Vi har jo sovet over os. Dér kan jeg faa min Davre. – – Men ved Solopgang skal Du følge mig udenfor Elsterporten til Baalet og bære de pavelige Dekretaler derhen. – – Naa, Du sover. Ja, lad nu sove, hvem der vil. For nu er Gud vaagen. Jeg er ikke længer ene! Gud hører mig, og Naadens Sol er oprunden i mit Hjerte!«

✂ Ganske kort efter stormede han op ad Trappen i Philip Melanchthons smukke, anseelige Hus. Den lille Magister maatte have seet ham fra Vinduet, thi han traadte selv ud ad Døren til Trappen, idet Doktor Martin kom op ad den.

✂ »Her er nyt fra Dødens Porte!« sang den Kommende, idet han naaede det øverste Trin og nu omfavnede Værten.

✂ »Har det været saa haardt over jer?« spurgte denne.

✂ »Har jeg ikke været indenfor hine Porte, saa har jeg dog været haardt i Klemme der! – Men nu er jeg udfriet til Livets Land, til Troens Land, til Guds Naades Land. Her er ingen Tvivl og ingen Angst og ingen Død mere. Og her er ingen Beviser, som jeg tryglede saadan om, mens jeg var udenfor. Aa, Philippichen! Philippichen! – – aldrig kan jeg kalde Dig saaledes, uden saa tænker jeg paa en Skræddersvend i Magdeburg – fra min Barndom der.«

✂ »Ligner jeg en Skræddersvend, Hr. Doktor?«

✂ »Nej, nej, – jeg tænker ligesaa meget paa min Moder, 224 thi baade hun og han fortalte mig om Prinsesse Snevittigen. Og hver Gang jeg kalder jer Philippichen, saa maa jeg tænke paa Snevittigen, – fordi I er snart som saadan en lille fin, hvid Prinsesse.«

✂ »Hvad er nu det for Snak! Hvor kan I tænke paa slige taabelige Eventyr, naar Gud har nylig ladet jer times en saa stor Naade og Velgjærning?«

✂ »Nej, I har Ret, Magister Philip. Men det kommer alligevel af Guds Naade. Aldrig saa snart slipper jeg vel ind i Troens velsignede Land, saa har jeg Hovedet fuldt af den Slags taabelige Ting. Det maa vistnok stamme fra Barndommen, da jeg hørte for meget af sligt. – – Men giv mig nu noget at spise, Magister Philip, I har vel ikke spist jeres Davre allerede?«

✂ »Jo, det har vi. Men Mad skal der ikke mangle –« Magister Philip gik ind i Stuen ved Siden af og kom straks efter tilbage.

✂ »Og saa maaskee er I nu atter fast bestemt paa at brænde Pavens Bulle i Dag, Doktor Luther?«

✂ »Ja, fast bestemt det er jeg – saavidt som man kan være fast bestemt paa en Ting, der falder En saa let og ligetil, som dette nu gjør mig. Det skal være mig saa let nu som at spise min Davre.«

✂ »Det er forunderligt, – naar jeg tænker paa, hvor angst og vaklende I var igaar, da vi gik histude paa Isen.«

✂ »Ja, – men det har ikke været selve den Ting. Det var jo mit eget Regnskab med Gud, som var bleven mig usikkert, – saa bliver alt andet det med det samme. Og naar blot jeg er sikker paa Guds Naade mod mig, saa gaar alt andet af sig selv, saa har jeg Mod, til hvad det skal være.«

✂ »Ja, det forstaar jeg nu sletikke med jer: hvordan en Ting, som I tillægger saa svære Følger – hvordan I kan gaa sorgløs til den –«

✂ »Det er vel nok hellerikke for mine Dyders Skyld. For naar blot mine egne Sager er i Orden med Gud, og hans Fred er i mit Hjerte, saa kan jeg sagtens besørge hans Sager for ham, om han vil have mig dertil. Det tager jeg mig vist ikke videre nær. Hans Fred i mit Hjerte er stærkere end al Verden. Nu dette i Dag – jeg kunde saa let gjøre meget større Ting med det samme, om han forlangte det. – – Ah, dér kommer varm Mælk og Ost og Brød! Tak! Tak! Du kjære, himmelske Fader, for det dejlige Brød og for al Din Godhed nu og evindelig! – Og Tak, Philippichen!« fra hvis 225 Spisekammer det kommer! – Og tak Fra Magisterinden! raabte han efter Pigen, som nu gik ud ad Døren.

✂ »Ak ja! mit Philippichen!« sagde han og lagde Haanden paa dennes Arm – og saae pludselig, at hans Vært havde faaet Lommetørklædet op for Øjnene, – »men eet undrer jeg mig over: hvorfor jeg nu skulde tænke paa denne Baalbrænding, før det var mig saa let og selvfølgeligt, som det nu er bleven, – hvorfor jeg skulde der gaa i Aftes og hverken vide ud eller ind, om det skulde være eller ej; – havde jeg nu ventet til i Dag, saa havde der ingen Bugter været – kun een, ret Linje.«

✂ »Havde det ikke været saa svært for jer igaar Aftes, da havde det ikke været saa let for jer nu,« sagde Magister Philip.

✂ »Jeg troer, det var fordi, Gud ynder altid at gjøre med mig, som de gjorde med Garver Görckes Hest i Mansfeld. De holdt den et Bræt for Øjnene, saa den vidste hverken, hvor de førte den hen, eller hvad der skulde gaa for sig med den.«

✂ »Ja, hvad skete der da med Dyret?«

✂ »Nej, Resten passer, Gud skee Lov, ikke paa mig. Gud vil blot have, at jeg skal gaa i Blinde. – Men hvis I ikke vil fortørnes over Historien, Philippichen, saa kan jeg godt fortælle den til Ende, mens jeg spiser. Jo – Garver Görckes Hest den fejlede ikke andet, end at den var saa gammel, saa den ikke kunde leve. Men det forstod Garveren sig jo ikke paa; han trak Hesten hen til Smed Walther forat faa den kureret. Saa sagde Smeden, da han havde seet lidt paa Dyret: »Det eneste, der skulde kunne hjælpe, det var at lette den op for Skrald, har I prøvet det?« – »Nej,« siger Görcke, »jeg veed sletikke, hvad dét vil sige.« – »Saa maa det prøves,« siger Smeden. De trækker saa Hesten om til Møddingen, og Smeden holder et Bræt for Panden af den, saa den ikke kan see. Dernæst beder Smeden Görcke, om han ikke vil løfte den store Forhammer og slaa mod Brættet af al sin Magt. Det gjør ogsaa Görcke, men rammer Hesten midt i Panden. Den styrtede straks til Jorden og var fuldkommen kureret for sin Sygdom.«

✂ »Ja, det var mærkeligt nok.«

✂ »Synes I det?«

✂ »Ja – jeg forstaar det vist ikke ret –«

✂ »Og jeres Fader var endda ogsaa Smed, Hr. Magister! Men det har jeg nu heller aldrig kunnet forstaa – at han var. – – Aa, Gud! Philippichen! men i Dag forstaar jeg den 226 hundredeoganden Psalme af David, hvor han siger: »Himlene de ældes alle som et Klædebon. Du skifter dem som en Klædning, og de omskiftes; men Du er, og Dine Aar de endes ej.« – For er nu ikke Himlen idag som et Klædebon? Det kunde være Liigklæder altsammen for mine Øjne, hvis Gud ikke havde frelst mig i Nat. Og nu er Himlen histude som et Banner for mine Øjne, der udfoldes i Solen. – – – Nu er jeg færdig med min Mad, nu er jeg parat! Følger I med derud, Hr. Magister?«

✂ »Det har hele Tiden været min Agt.«

✂ »Vel, saa kommer I. – Jeg gaar ind i Klostret forat hente det forbandede Pergament, som nu skal overgives til Flammerne!«

✂

✂ Der var 3-4 Gange saa mange Mennesker paa Gaden, da Doktor Martin kom derud, som der plejede at være, og de gik næsten alle i samme Retning, øst paa, ud mod Elsterporten. Det var da nemt at se, hvad Ærinde de havde; men det var ellers tilfældigt Folk. Fra Hoffet var der ingen; det havde Doktor Martin da hellerikke ventet; men han saae helleringen fra Universitetet, hverken Studenter eller Professorer. Det var dog ellers af Universitetet, han havde faaet den pavelige Bulle udleveret, som laa derhjemme i hans Celle. Men det lod altsaa ikke til, at de Studerende, enten offentlig eller privat, enten Lærere eller Elever, vilde have nogen Delagtighed i Sagen. Ja, Magister Philip vilde jo da. – Doktor Martin var saa vant til at handle efter Ordre og i Overensstemmelse med sin Orden, saa Gaden pludselig saae ham saa bleg og fattig ud, – men i næste Øjeblik var dette dog svundet af hans Bevidsthed, bortdrevet af en modig Varme, som han ikke havde faaet ved at være i Selskab med Mennesker.

✂ Wolf var ikke hjemme. Han maatte allerede være kjørt derud med sin Trækvogn, hvorpaa de pavelige Retsbøger eller Dekretaler var læssede. Doktor Martin tog selv Pergamentsrullen, hvorpaa Bandbullens Ord stod trykt, med sig og gik atter ud paa Gaden.

✂ Menneskemængden var bleven mere end fordoblet paa den korte Tid. Og nu var der saamænd Universitetsfolk! Der var meget Sort i Mængden af Baccalaureer, Magistre, Professorer, og desforuden store, brogede Pletter og Striber af de 227 almindelige Studenters Klynger, der ingen andre Udmærkelser besad end deres overmaade spraglede Dragter. Men alle var højtidelige og tavse, der var ingen, som raabte eller sang.

✂ Nu saae Doktor Martin Magister Melanchthon komme ud paa sin høje Trappe lidt oppe i Gaden sammen med sin unge, anseelige Kone, Borgmesterens Datter. Men nærmere Doktor Martin kom hans gode Ven og Collega Professor Amsdorf. Med denne slog han saa Følge østpaa.

✂ »Nu er det om at gjøre,« sagde Amsdorf, »om hans Hellighed Paven kan indsee, at det ikke er det Wittenberg Universitet, der brænder hans Bulle, omendskjønt det har udleveret den til jer og følger jer hen til Baalet med sit hele Mandskab.«

✂ »Han maa i saa Fald have meget stærke Grunde til at ville indsee det!«

✂ »Men hvad siger I saa dertil, Doktor Luther, at Hr. Spalatin under 3. December har tilskrevet Hans kurfyrstelige Naade om jer Hensigt, og denne har intet svaret derpaa og intet gjort for at hindre jer!«

✂ »Naar Gud først vil en Ting, saa er der intet mere at undres paa ved den. Men ellers saae jeg helst, at vor naadige Kurfyrste holdt sig udenfor alt dette.«

✂ »Det skal han ogsaa nok,« sagde Amsdorf. »Ellers kjender jeg ham ikke ret.« – –

✂ Vejen, man havde at gaa, var ganske kort. Lige udenfor Elsterporten laa et Hospital, og bag dette var en Plads, hvor man bl. a. plejede at opbrænde de Pestsyges Tøj fra Hospitalet. – Her samledes efterhaanden de mange Mennesker, som i Dag var paa Færde.

✂