↩ Men han opdagede med Forundring, at det havde forandret sig, siden han sidst tænkte paa hende. – Følelsen af Afstanden mellem hende og ham, fordi hun var fornem, og han en Bondesøn, var den samme som før. Men det var dette med Opsættelsen af det store Opgjør: han havde jo stadig ment, at denne Opsættelse vilde blive varende for hele Livet, hvis han – ja, hvis han fik hende. Nu var 148 det næsten omvendt. Paa en Maade følte han sig hende nu saa fortroligt nær; at nærme sig til hende i Tanken, var som at nærme sig til sig selv, og han syntes, at hvis de to blev som eet, da kunde han ikke længere leve i Foreløbighed, da maatte han vove sig ud i Lag med det Evige – aa, og det turde han ikke! – den ubestemte Rædsel for det var taget mere og mere til, jo længere han havde holdt Øjnene derfra. Han havde tillige en Fornemmelse af, at kom han ud i denne Kamp paa Liv og Død, som det sikkert maatte blive, da vilde den forhindre, at de varigt i det ydre kunde forenes, – han syntes jo, han maatte miste Forstanden i den Kamp.