↩ Men hvor var det sødt, i Tanken at fornemme denne Fortrolighed mellem hende og ham, – han vidste ikke straks, hvordan den var kommen, men fandt dog snart ud af, at det maatte være, fordi han nu troede paa, at hun elskede ham. – Ja, det var dog sært, – og ved nu i Erindringen at gjennemgaa deres Samvær, blev han helt sikker paa, at det længe maatte have været saadan. Al den Sødme fra disse tre Eisenach-Aar, deres Samtaler og Ture, og alle disse tyske og latinske Vers, han havde lært – det altsammen strømmede igjennem hans Sind. Og halvt med Vilje drev han – eller drev det hele Forhold ind i den Minnesang-Stemning, som her i Eisenach havde baaret ham over saa mange sjælelige Vanskeligheder: det, at man kunde forblive staaende ved al denne Længsel i Ens Sjæl, ja, at det endogsaa kunde fornemmes som det allemgtigste og bedste; – at mange Mennesker i Fortiden havde tilbragt deres Liv paa den Maade, – hvis da ellers deres Digte passede med Virkeligheden – –