↩ Han behøvede altsaa ikke at undsee sig for ret at give sig hen dertil, og det varede ikke længe, inden han var en af de ivrigste og tillige sejrrigeste Disputatorer paa Bursen. – Han tænkte først, at ihvor svært og kunstigt dette Fag – som jo kaldtes Dialektik – end var, saa kunde det ikke være langt, man maatte snart kunne komme igjennem det, for det var jo saadan Grundspørgsmaal, man havde for hver Gang, dem kunde der dog ikke være mange af, – om det, som laa til Grund egentlig for alt muligt, hvad man tænkte. Men det mærkede han snart, han havde taget fejl i: det var forunderligt, hvordan ganske faa Ting kunde stilles sammen paa næsten utallige Maader, saadan at det blev til nye Grundspørgsmaal, som man kunde blive ved at behandle uden at komme til Ende endda. For Exempel nu saadan en Betegnelse som »Hyrde« – den vilde man jo da tro angav en selvstændig Ting, en Substans, for enhver Hyrde er jo et Menneske, og et Menneske er en Substans. Men naar man saa vilde see nærmere til, saa angav »Hyrde« jo dog en Egenskab, en Kvalitet hos et Menneske, og en Kvalitets-Betegnelse var jo lige det modsatte af en Substans-Betegnelse. Herom havde de paa Bursen en rasende Strid, der varede meget mer end een Disputations-Aften, for de stredes – og sloges ogsaa tilsidst ligefrem med Næverne – hele den næste Dag og næste Dag igjen. Det Parti, som Martin havde sluttet sig til paa dette Spørgsmaal, gik af med Sejren.