↩ Under den Pine, hvori han gik de følgende Dage, kom det, som ofte før, op i ham, om der da ikke var en Maade at faa Lindring for Angsten paa, ved at slaa løs, ved at lade staa til, – det var saa vaandefuldt anstrængende, dette, at gaa og passe paa sig selv, saasnart der kom Uro: at det da ikke skulde tage Overhaand og hvirvle En ud i Vanviddet – eller hvad det var, der truede, – sommetider hørte han det som et højt Skrig af Rædsel og saa – Fortabelse! – Men der var jo ingen Lindring ved at lade staa til, ved at give efter, søge en Afgjørelse, – enten var det sikker Undergang, eller ogsaa maatte det ende med at give sig andre i Vold, lade dem tage Magten over En – gaa i Kloster vel. Og det kunde han ikke, det var jo da at bryde med sin Fader med det samme, han gjorde det. – Nej, der var ikke andet end det gamle: at passe paa, vaage over sig selv, vænne sig til de nagende Smerter, vænne sig til den evindelige Foreløbighed. Han kom aldrig ud af den! – Hele Livet! – det var ikke til at tænke paa. Men det var jo ogsaa netop det, man skulde lade være med: at tænke derpaa.