↩ Havde han været fri i Sindet, vilde Systemerne sikkert have grebet ham stærkt med deres Tanker. Nu blev det jo saadan halvt om halvt. Men der var et Bevis som Anselms ontologiske – for Guds Tilværelse: i Øjeblikket kunde det ligefrem være ham en Vederkvægelse Gang paa Gang at gjennemløbe denne Tankerække, – der var noget derved for ham, som mindede om den fysiske Fornemmelse ved at gynge i høje, luftige Reb. Jo: vor Sjæl kunde altsaa rumme Forestillingen om et noget, sagde Anselm, som var det største, man kunde tænke sig. Men dette noget kunde umulig blot være en Forestilling hos os, det maatte ogsaa være virkeligt. Var det nemlig ikke virkeligt, da var det hellerikke det største, vi kunde tænke os; thi vi vilde da altid kunne føje dets Virkelighed til i vore 161 Tanker. Gud er nu det største, vi kan tænke os, men det vil da, foruden alt andet, sige, at han er virkelig. – Der var, hver Gang Martin passerede denne Tankerække, et Sted, hvor han havde en Fornemmelse, ligesom naar Gyngen vender – et Gys: man kom Evighedens Afgrund saa underlig nær, men slap hver Gang forbi i Tankens lille, nemme Gynge. – Der var maaskee ogsaa en vis, uskyldig Gjækken overfor hans eget Tungsind i denne Følelse.