Knudsen, Jakob Uddrag fra ANGST

↩ Martin tog ned om ham og kyssede ham, – men han havde jo ingen Ting at sige Buntz til Trøst, – og samtidig med at Angsten greb Martin, steg der næsten som et Had op i ham mod Gud, at han kunde være saa haard 166 imod nogen og imod os allesammen. Det var jo ikke første Gang, slige Tanker var komne til Martin; han havde altid gjennet dem bort som en Formastelighed, og det gjorde han jo ogsaa denne Gang; men Efterfølelsen – eller hvad det var – holdt sig alligevel i hans Sind som en tør, gold Pine, og gik sammen med al den øvrige Spænding og Uafgjorthed, som stod i hans Indre.