Alle forekomster
↩ Om Morgenen fortrød han, hvad han havde lovet. Det syntes han i hvert Fald. Men det var maaskee mer den overvældende Følelse af, hvor umuligt det vilde have været ham nu at gjøre Løftet, nu, – da han ikke var i Uvejrets Vold. Nej, nej, han havde aldrig i Verden selv kunnet samle sig sammen til at handle saaledes imod sin Faders Vilje og volde ham en saadan Sorg og Harme. Men nu var Løftet gjort, nu skulde det holdes, derom var han ikke i Tvivl. – Det var mest det med Faderen, han tænkte paa. For hvordan det skulde gaa ham selv – – dér kunde han bedre lade staa til – – det blev maaskee Vanvid, – men der aabnede sig jo ogsaa en underlig, en ufattelig Mulighed for, at han kunde naa ud i Friheden og Freden – at han kunde faa en naadig Gud, – aa, den Gud, han havde kjendt i sin første Barndom, den himmelske Fader – –