↩ Thi han følte det som noget næsten uoverkommeligt, dette Møde. Det var nu toogtyve Maaneder siden, han havde seet sin Fader, og Grunden var Faderens Vrede imod ham. – Men Grunden til Martins Angst for Faderen var altsaa ikke blot dennes Vrede, nej, men det, at ligesaa langt som Martin kunde see ind i sig selv, maatte han give sin Fader Ret; al den Lidelse og Skuffelse, han selv havde oplevet her i Klostret, gav jo tilsyneladende Faderen Ret. Og dog kunde og turde Martin ikke vedgaa det for sig selv eller give det Medhold – i samme Øjeblik faldt det jo sammen for ham, – alt det særlige, han troede paa og skulde tro paa efter sit Munkeløfte, sit Præsteløfte: alt det særlige, som han havde lovet og besvoret her i Klostret; – havde hans Fader Ret, og troede Martin derpaa, da var han uværdig til at foretage den hellige Handling i Morgen; som en Løgner, en Bedrager overfor Gud og den hellige Orden, han tilhørte, skulde han da træde frem for Altret. Hans Fader havde derfor ikke Ret, – det kunde og maatte han ikke have!