Knudsen, Jakob Uddrag fra ANGST

↩ »Kjære Fader!« begyndte han, – han saae, at den Gamle rettede sig noget, men Martin turde ikke møde hans Blik. »Hvorfor satte I Jer saa haardt derimod og var saa vred, saaat I ikke gjerne vilde lade mig blive Munk, og maaskee hellerikke ret gjerne seer det endnu. Det er jo dog saadant et skjønt roligt og gudeligt Liv – – –«