↩ Det kom ved, at han fornam sine legemlige Kræfter i stærk Aftagende. At begynde med stod det for ham som en selvfølgelig Ting, at han havde Lov til at leve efter de allerstrængeste Forskrifter – ogsaa til at leve i Haabet om, at det snart kunde medføre Døden. Men Selvanklageren i ham fandt dog efter nogen Tids Forløb ud, at dette vistnok var meget tvivlsomt: overskred man en vis Grænse i denne Retning, maatte man dømmes for syndige Selvmordstanker og Hensigter. Han blev saa nødt til at spørge sin Skriftefader. Denne var nu alt andet end Selvplager og derfor meget uvillig til at tro, at andre kunde være det; han regnede Martins Spørgsmaal for en Slags Hovmod, 194 Lyst til at hæve sig over de andre, – og svarede, at han troede ikke, det havde nogen virkelig Fare med at være for stræng mod sig selv: Martin behøvede til den Side ingen Bekymring at nære.