↩ Martin kjendte nok noget til Generalvikaren. Det var nu snart to Aar siden, at Martin var med ved den Procession i Eisleben, hvor han blev greben af Rædsel for Kristi legemlige Nærværelse i Monstransens Hostie. I Spidsen for Processionen havde jo Staupitz gaaet, og efter denne havde han ogsaa vekslet nogle Ord med Martin. Men Martin vidste godt, at han i Virkeligheden havde været ganske lukket overfor Staupitz under den Samtale. Han havde nok sagt, som sandt var, at han syntes, det hjalp saa lidt med de Bodsøvelser, han gjorde, – men ikke anderledes, end han vidste Munkene saadan plejede at tale om sligt. – Staupitz havde ogsaa senere talt til Martin, naar han besøgte Erfurter-Klostret, – og han havde engang sagt, at det gjaldt mere om at elske Gud end at tjene ham, for Opvartning kunde Gud faa nok af. Men Martin havde ogsaa da holdt sig til almindelige Talemaader, der var sande nok, men ingen Ting sagde.