Alle forekomster
↩ Han glæmte Kulde og al Ting, – lagde sig ned paa Isen herude mellem Rørene, hvor ingen kunde see ham. Han kunde hellerikke huske, hvordan det var, at være fri for denne Rædsel, – hvordan kunde man nogensinde være det? – Det var dog umuligt at faa et sikkert Bevis paa sin Frelse. Ja, det var det – udenfor Gud, – – men naar man levede i Gud, saa brød man sig ikke om Bevis for, at man gjorde det, og naar man levede i Gud, saa trængte man jo hellerikke til anden Sikkerhed for den evige Salighed, end Guds Ord og Løfte derom. I Gud kunde man faa Beviser nok, men brød sig ikke om dem. Udenfor Gud tryglede man om Beviser, men kunde ingen faa. Derude maatte han jo være – og han kunde ikke bede sig ind! – – –