Alle forekomster
↩ Tilio havde hørt Borgmesterens Ordskifte med Herolden og tillige det meste af, hvad Herolden selv havde udraabt, – han var i Øjeblikket fuldt forvisset om, at Doktor Martin var alligevel Manden, som man skulde vente sig alting af. Den Tanke slog med det samme ned i ham: at han maatte med paa den Rejse til Worms, hvad det saa skulde gjælde, – samtidig tænkte han dog ogsaa, at det var jo en ren Umulighed. – Han kom hjem i sin Stue, dybt nedslaaet over, at han skulde være en fattig Student, der ingenting formaaede af, hvad han vilde. Han syntes, det maatte være 250 en stor Uretfærdighed paa en eller anden Maade; men denne Forestilling var ham dog saa ny og urimelig, saa den snart svandt bort igjen, blot efterladende en almindelig Følelse af Tomhed og nødtvungen Selvopgivelse.