↩ »Hvis I melder jer til Landets Øvrighed her, faar I vist ingen Straf. Den blev alle eftergiven – efter Oprøret – som ikke blev grebne med Vaaben i Haand. Saaledes skete det i Kurfyrstendømmet – og efter mit Raad. – Dér vil jere to Forbrydelser falde ind under. – – Men vær nu i hvert Fald vis paa, at Guds Tilgivelse har I, naar I beder ham derom i hans enbaarne Søns Navn. Saa har I naaet den første store Forandring, saa har I evig Fred, som ikke kan tages fra jer. Nager Samvittigheden jer endda – thi det er slet ikke sagt, at Guds Fred altid befrier for Samvittighedens Bid, 377 ligesaa vist som den aldrig hjælper for Tandpine – saa søg Lægedom derfor som for enhver anden jordisk Lidelse paa det Sted, hvor Hjælpen kan ventes: Saa gaa selv til Øvrigheden – i Stedet for at stole paa mine Ord derom – tilstaa jer Brøde og lad Øvrigheden om Straffen. Hjælper dét saa ikke, men Samvittigheden bliver ved at plage jer endda, saa bær det i Guds Navn som et Kors, der er lagt paa jer. Kors og Lidelse skal vi alle døje, og uden dem saae vi vist aldrig Himlen aaben, mens vi er her i Verden.«