Knudsen, Jakob Uddrag fra MOD

↩ Det var sine egne Ord til Tilio, som Doktor Luther var falden i Tanker over: Blot ikke Hjertet lukker sig om sin Fred – – – Men det var jo netop det, Hjertet vilde gjøre. Der var vel saa ikke andet for – naar det skulde være – end at Hjertet kom til at lukke sig om saa meget som muligt, saa det blev svulmende fuldt – ikke blot af Fred, men – af Kjærlighed til alle de mange Mennesker, der nu boede i det sorte Kloster, og maaskee til adskillige fler – – om det saa maaskee kunde tvinges op af sit eget Indhold, saa det stod aabent ud mod den store Herlighed, mod Jord og 378 Himmel, som var eet. Saa vilde Freden jo forene Hjertet dermed – – blot Hjertet stod aabent – det vidste han.