Alle forekomster
↩ Han bøjede sig flygtig ned over Slakkedyngen – men stod saa alligevel stille, som om han var bleven optaget af noget: »Det var sært, nu kan jeg sletikke faa Øje paa min blaa Sten! – – Det var meget!« Han pirrede lidt med sin Kjæp i Dyngen. »Tag mig lige den, dér ligger, Tilio!« – – Han tog imod den og betragtede den: »Jeg kan saamænd slet ikke see, om det er den eller een af de andre. De maa ligne hinanden grumme meget, de Sten. Ja, her hører den da hjemme, det kan man see!« – Han smed Stenen igjen hen i Dyngen. – – »Naar jeg nu er død, gid saa at al min Synd og Sorg og Særlighed kunde blive henne paa samme Maade, saa at ingen kunde kjende mig og ingen kunde finde mig uden den Herre Kristus alene – – indtil han vil give mig det tilbage igjen i en forklaret Skikkelse. – – Nu, lad os saa komme til Vogns!«